Hjortø, Knud Magister Cogitans og hans Kone

MAGISTER COGITANS OG HANS KONE

114

        

115

MAGISTER Cogitans tømte sit rødvinsglas og holdt det skråt frem for sig, som om det var et stykke universitetskridt, han lae armen bredt foran sig på sin bordende, ligesom det var et kateder, og gik videre i sin tale: Når jeg da nu forsøger at begribe, hvori mit jeg består, så finder jeg det ikke i mine ævner; jeg søger det også forgæves i min karakter; jeg finder det lige så lidt i det fysiske som i det sykiske. Sæt, at der i stedet for mig, der er den yngste, var blevet født en broder til mig, der så var blevet den yngste, så var jeg altså ikke blevet en søn af dem, jeg nu kalder mine forældre; måske var jeg så blevet født et andet sted, eller min fødsel kunde være blevet udskudt endnu nogle tusende år, ligesom den jo faktisk har ladet vente på sig adskillige tusende år. Men denne broder altså, der jo for øvrigt ikke vilde være min broder, kunde ha set ud som jeg; han kunde haft samme ævner og samme karakter som jeg; han kunde ha fået sin første hule tand, da han var atten, og sine første børster ud af næse og øren, da han var en og tredive ligesom jeg. Endvidere, han kunde ha siddet, hvor jeg nu sidder, og sagt det samme som jeg og haft de samme tilhørere. Og dog behøvede han ikke derfor at være mig. Ja for Dem, mine herrer og damer vilde der være en fuldkommen identitet til stede, thi

        

116 for Dem er en anden altid en anden; kun een og een går vi om hver med sin jeghedsfølelse, min broder kunde ha siddet her med sin, ligesom jeg nu sidder her med min. Min såkaldte broder kunde haft samme kone som jeg, kunde ha holdt af hende som jeg og være holdt af som jeg — — —

Fru Cogitans smilede ubetydeligt, men druknede sit forsvindende tilløb til munterhed i randen af sit rødvinsglas, hvorved to beslægtede farver rødt mødte hinanden.

Smilets rynke var næsten usynlig som skyggen af en sommerfugls følehorn, men den blev set af en mand på den anden side af bordet, som vi kan kalde Sørrensen, sådan kaldte han nemlig sig selv; han var af små kår, blev tidlig stukket ind i en butik, men havde nu eksporteret sig til en rig mand. Han var kommet ind i magister Cogitans' kres, havde fået åndelige interesser; han læste en del og forsøgte at erhverve sig dannelse, men la være at kalde sig Sørrensen, det kunde han ikke komme efter. Han var en yngre mand og havde et fyldigt ansigt med få linier; han havde mørke pupiller, der lå som flade flyndere på emaillerede tallerkener. Han så fru Cogitans smile, smilede selv, drak også af sit glas, bægge dele ved suggestion, men forandrede så bevidst sit ansigt og vendte sine øjne fulde af smilende opmærksomhed mod magisteren.

Nej, denne broder kunde ikke være identisk med mig. Når han sae: jeg, så vilde det ikke svare igen i mig, fordi jeg jo ikke eksisterede. Jegfølelsen er altså det inderste i personligheden for at udtrykke det populært, i virkeligheden er jegfølelsen selve personligheden, eller måske kun en funktion af den. Længere kan vi ikke nå, da der ikke er nogen mulighed for at komme bag ved jegfølelsen. Jeg kan ikke se andet, end at en begriben af jegfølelsen vilde 117 gå ud over grænsen af vor erkendelse, altså føre os til vanvid. Prøv at tænke dette igennem: menneskene har været til måske i hundrede tusende år; så lang tid skulde der altså gå, førend jeg blev til. Først i slutningen af det nittende århundrede skulde jeg blive født. For andre er dette ingen mærkelighed. For andre har der ikke været noget savn af mig lige så lidt, som det kan siges at være blevet afhjulpet, da jeg blev født. Min jegfølelse, som jeg alene har, mærker den øvrige verden jo ikke som noget særligt.

Herr Sørrensen stirrede og hørte efter, som om hans øjne skulde springe; hans pupillers flyndere sitrede og pludselig gjorde de et slag; fru Cogitans havde siddet og set på ham, og nu mærkede han det. Hun så på ham med stor forundring, men hvad var det, der undrede hende? Herr Sørrensen strøg sig med hånden over sit vel satte hår og gennem hans store pludseligt ledige hjærne listede sig et enligt spørsmål: Hvad undrer fru Cogitans sig over ved mig?

Hun sad med glasset halvt hævet, og den tanke faldt ham ind, at hun vilde hilse på ham; det handlede han efter, hun hilste igen med et sæt, der viste ham, det var en misforståelse, og et nyt problem løb gennem hans hjærnes tomme stue: Havde fru Cogitans et eller andet for med ham? Han vidste ikke noget videre om hende, men hun var ung og så godt ud. Og hvad så?

Herr Sørrensen vendte sine høflige, men nu tomme øjne mod værten, der sluttede sin tale:

Altså, mine tilhørere, ingen har nogen følelse af, at jeg har ladet vente på mig; min før postulerede broder kunde ha gjort ganske den samme nytte eller fortræd; men for min opfattelse er det kun sket een gang i historien, at jeg blev født; ja mer end det; det er egenlig det eneste, der er 118 sket; alt andet er tvivlsomt, men min jegfølelse er sikker nok. Når jeg griber for mig for at få et holdepunkt, griber jeg på mange steder fejl; min forstand slår ikke til, min hukommelse svigter; mine kundskaber er utilstrækkelige, men jegfølelsen holder, den er det sidste i verden, og det første, den er det eneste. Jeg sidder her i min egen krop; jeg ser ud af mine øjne; det er i virkeligheden noget, der aldrig er sket før. Jeg føler jeg-gyset fare igennem mig, det varer kun et øjeblik, og siden skal der gå tusende af år, hvor mit jeg ikke er til, ligesom der er gået tusende af år, hvor der for så vidt ingenting var til.

Der blev klappet og klinket; flere af det lille udsøgte selskab rejste sig og kom hen til værten; blandt dem var der een dame; hun sae blandt andet: Må jeg bringe Dem damernes hyldest; jeg tror, jeg har lov til det, skønt jeg ikke er sendt.

Damestemmer råbte ja, og magisteren svarede: Jeg vil ikke smigre Dem, fru Bønnet, med at sige, at jeg føler mig smigret, men jeg vil heller ikke støde Dem ved at erklære mig for lige glad. Der kan være tilfælde, hvor en mand særligt gærne tar imod en kvindes hyldest.

Fru Bønnet smilede usikkert, og fru Cogitans sae: Ja, det er den rene tanke, fru Bønnet; den er De ikke rigtig vant til endnu. Din tale var forøvrigt på steder uklar, sluttede hun med et blik til sin mand.

Af den uklarhed, svarede magisteren, skal der komme en ny tanke.

Det vidste jeg; mig behøvede du ikke at sige det til; men det var fru Bønnet, der ikke forstod.

Jeg, sae fru Bønnet, — kan bedre beundre, end jeg kan forstå.

119

Fru Cogitans gjorde en bevægelse med hoved og skuldre, men fortonede den igen ved at sende et fad videre.

Magisteren så det og smilede: En hustru, derimod, fru Bønnet, kan bedre forstå end beundre.

Fru Cogitans så i retning af ham med et hurtigt blik, tog en skål med salat og sendte rundt: Du ramte ved siden af, sae hun let, da der var blevet forventningsfuld tavshed; — men det sker jo. — Hun brast i latter ved at se øjne fra herr Sørrensen og fru Bønnet, de to ny gæster, vandre mellem hende og hendes mand: Ja her siger vi, hvad vi tænker. Dette er den rene tankes hus.

Jeg takker for den lille spydighed, kvitterede magisteren.

Der var ingen.

Der var dog en: gentagelsens spydighed. Min kone, henvendte han sig til det øvrige selskab, — tror ikke på den rene tankes magt, men mener, det er en orkide, en smuk, men kunstig vækst, der visner uden at bære frø. Jeg mener jo tvært imod, at det er den rene tanke, frigjort for al selviskhed, der er frøet til alt fremskridt. Den er det højeste, vi mennesker kan frembringe, og det stærkeste.

Er den også stærk nok til at holde en kone fast ved sin mand? spurte en lille bleg og eftertænksom herre ved den anden ende af bordet.

To kvinder svarede samtidig ja og nej, fru Bønnets og værtindens.

Den er i alt fald stærk nok til at klare, hvad der er mand og kone imellem, svarede magisteren.

Der behøves ingen tanker til det, indskød fru Cogitans; — man kan bare gå hver til sit.

Magisteren tog et godt stykke lammesteg fra fadet og sae så: Man kan også flytte et skab fra sin plads ved at 120 vælte det hen ad gulvet, men det mest eftertænksomme er dog at ta det varligt en fra hver side og gå med det, så ingenting går i stykker.

Fru Cogitans rødmede stærkt og tog hårdt om sin kniv; de to ny så på de andre gæster, men ingen viste forundring eller forlegenhed.

Der er dog, bemærkede en dame med strålende øjne, og usminkede røde kinder, — en stor fornøjelse ved at vælte skabet kort og godt, rive det hele i stykker med et flæng, frem for at gå og tænke over det.

Magisteren svarede: Livet bygges ikke op af de korte fornøjelser, men af den lange eftertanke.

Nej hør, råbte damen og fik et kor af bifald efter sig, — må jeg bede om de korte fornøjelser. Jeg blæser på det lange, der kommer bag efter.

De er syv og tyve, — sae magisteren; — De blæser allerede mindre hårdt, når De er syv og tredve; de blæser slet ikke, når De er syv og fyrre, og så har De endda fem og tyve år igen; hvad vil De bestille i dem, når De ikke forstår Dem på andet end at blæse, men nu ikke kan blæse mer.

Så kommer vel den rene tankes tid, sae herr Sørrensen naivt, og der blev leet.

Fru Cogitans lo med: Det er rigtigt, herr Sørensen; det er det, min mand mener, han er ufattelig med alle sine teorier.

Dermed mener min kone ikke, at hun ikke fatter mig; hun kan mig tvært imod uden ad, deri består måske netop det ufattelige ved mig.

Det var ikke træffende, svarede fru Cogitans; — det består i noget helt andet: din uhyre intellektuelle selvtillid. 121 Den er let nok at forstå i og for sig, men det er ufatteligt, at den kan blive ved at holde sig.

Magisteren svarede smilende: Jeg kan kun i al beskedenhed sige, at jeg har ikke følt nogen alvorlig rystelse i denne tillid; undskyld at jeg tar det lille selv fra.

Nej, du er ikke af dem, der nogen sinde føler jorden ryste under sig.

Jo, Margrete, jeg synes jorden ryster ganske forfærdeligt under os alle, men min tanke ser rystelserne oven fra, klart og derfor roligt.

Der blev en pause; så råbte den blussende dame op til magisteren: Her Cogitans, De vilde altså også tænke Dem ud af ægteskabet; hvis det blev nødvendigt, ud af et kærlighedsforhold. De vilde ikke ganske simpelt blive gal, rive det i stykker og gå.

De taler dær om noget, jeg ikke har erfaring for. Kærlighed og tanke har ikke noget med hinanden at gøre; den første står en tid på kogepunktet, så kan den pludselig synke langt ned under nul til bitter kulde, men den stanser ikke et sekund ved det nulpunkt, hvor tanken står.

Tak, råbte den samme dame tilbage — nu ved jeg, at jeg ikke er tænker.

Min mand, bemærkede fru Cogitans, — har dermed bestemt sig selv som den, der står mellem frost og tø; han elsker at stå dær, hvis man overhodet kan elske noget i den temperatur.

Dette siger min kone under hensyn til gæsterne; selv ved hun, at ligesom mennesket fysisk set ikke blot er et hoved, sådan består dets sjæl ikke udelukkende af tanke.

Hun svarede: Du gør jo dog altid kun, hvad der er fornuftigt.

122

Magisteren mødte sin kones øjne, der strålede, uvist af hvad, han sae: Jeg flyttede en gang en dejlig rosenbusk ind i min have og fik mange rifter i fingrene af den; Ingen vil påstå, at det var dumt gjort, men kan man derfor sige, at det var fornuftigt.

Hun så ikke på ham, da hun svarede: Du er blevet klogere af det, men det vilde du ganske vist også være blevet af en nælde eller en grønkål; du blir jo automatisk klogere af alting.

Det er sandt, men ikke alle stik er lige kære, og mangelen deraf er heller ikke det mest ønskværdige. Jeg havde netop blandt mulighederne en grønkål.

Nu vil jeg ikke mer, sae fruen med energi.

Lidt efter kom det fra den blege mand ved den anden bordende: Da jeg i sin tid begyndte at drøfte skilsmisse med min kone, kunde hun tale fornuftigt om det i fem minutter; den følgende time var det kun skænderi. Da det havde gentaget sig et par gange, gik jeg min vej, nej, jeg rendte min vej, da de fornuftige fem minutter var gået, men næste gang igen begyndte min kone straks med kævl. Hun vilde ha sin time eller i det mindste fem minutter. Nej, jeg tror ikke, man kan tænke sig ud af noget, hverken ægteskab eller noget andet. Man må gå.

En fru Iversen, der sad nær ved, råbte med høj ubehagelig stemme: Jeg var for længe siden gået fra en mand, der kunde tale sådan om mig.

Det synes jeg ikke, der er grund til, svarede fru Cogitans, — der er sikkert en del kvinder, i hvem der ikke er halvt så megen fornuft som hidsighed, og en mand har lov til at beklage sig, når misforholdet er altfor stort.

I det samme mødte hun sin mands blik, og de to tænkte 123 sådan noget som: hun passer ikke her. — Der var andre, der så spillet i ægteparrets øjne og tænkte: Hvad mon det var? Fleres øjne kom til at hvile på den uheldige dame, så hun selv følte, der var noget galt; hun lukkede to gange munden op for at sige noget, der kunde udviske indtrykket af hendes ord, og da hun sådan to gange havde skåret sin tanke over, blev den kun til stumper.

Ja, jeg mener bare, sae hun endelig, — at hvis det var mig, men det er jo noget helt andet. I dette hus siger man jo alt, hvad man tænker.

Sig også, hvad De tænker, herr Sørensen, sae fru Cogitans over bordet, — — der er uro over Dem ligesom over min mand, når han har fået en god ide.

Herr Sørrensen rejste sig og slog på sit glas: Jeg er ikke taler, men det er sandt, hvad husets frue siger, at jeg har fået en god ide, det vil sige: den er ikke god, men når jeg er urolig, kommer det af, at jeg ikke kan udtrykke den; jeg er næmlig kun er meget dårlig taler, og — — —

Det skal De ikke være ked af, udfyldte fru Cogitans, — man kan blive så blaseret af gode taler, at man gærne vil høre en dårlig.

Min kone er et søgelys, der aldrig er slukket, — sae magisteren.

Herr Sørrensen havde samlet sig og gik videre: I dette hus, hvor det er tilladt at sige alting undtagen en dumhed — — —

Jeg gir Dem lov til at sige tre, afbrød fru Cogitans.

I dette hus, hvor det er mig en ære at komme, og hvor jeg ikke ved noget sted, hvor jeg hellere vilde komme, dær — — det er ligesom da jeg gik i skole: jeg kunde blive helt begejstret, når jeg hørte drengene i de øverste klasser 124 regne matematiske opgaver; dette her plus og minus og x og kvadratrod a, jeg kom i sådan en, — hvad skal jeg kalde det? Det er ligesådan nu, jeg blir så begejstret, og jeg siger til mig selv: det er storartet, at der er sådan noget til, men jeg kan jo ikke forstå det. Jeg fik nu aldrig lært matematik, lige så lidt som så meget andet, men nu er det, ligesom jeg er kommet i skole igen og sidder og hører de store drenge tale om ting, jeg kun halvvejs forstår, men jeg følger med, så godt jeg kan; mer kan man jo ikke forlange af en fuks. Tak fordi jeg har fået lov til at komme i dette hus.

Herr Sørrensen gik hen og klinkede med vært og værtinde. Magisteren sae: Jeg tror, at Deres tale har skuffet min kone, den blev jo efterhånden helt god. Jeg er bange for, at det vilde være muligt at tilegne Dem virkelig veltalenhed, hvilket vilde sætte også Dem ned i min kones øjne; jeg skal næmlig sige Dem, at min kone elsker naturmennesker — — —

Du skal ikke sige, hvad din kone elsker; det vil hun selv besørge.

Ja, jeg tænkte kun på det mer almindelige; det særlige vil du selv i indtræffende fald gøre rede for.

Fruen svarede leende: Det tiltror vore gæster mig ganske sikkert evne til, også uden din forklaring.

Fru Bønnet bøjede sig ind mod sin blege eftertænksomme herre og sae: Hvad er det, der foregår mellem de to?

Vent og se, frue; tænke sig til det kan ingen, heller ikke magisteren selv, men fru Cogitans er sikkert en impulsiv dame, selv om hun er et klart hoved.

Det er dog et besynderligt hus, sukkede fru Bønnet.

Hendes kavaller tænkte: Og et endnu mere besynderligt suk.

125

Kaffen blev drukket på en veranda, der vendte ud til en stor park. Når man stod ved vinduet, kunde man langt borte se byens huse til siderne, men inde i verandaen så man kun træer.

Hvor her er dejligt, sae fru Bønnet; — jeg tror ikke, at der i hele verden findes sådan et sted.

Magisteren satte sin kop fra sig: De tar fejl, fru Bønnet; nøjagtigt det samme findes et andet sted, lige til antallet af gæster og folder i gardinet, og den kop, jeg nu satte fra mig. En nøje kopi af vort selskab findes et sted i verden og drikker i dette øjeblik kaffe oven på middagen.

Fru Bønnet smilede og spurte: Hvordan det? — og hun så i det samme en lille trækning fare over værtindens ansigt.

Fru Bønnet, De og jeg rejser en tur gennem verdensrummet, min kone har allerede været der, vi går de andre solsystemer igennem og finder beboede planeter; vi afsøger den ene planet efter den anden og finder selskaber, der drikker kaffe i en havestue; vi undersøger enkelthederne og ser, at der mangler et eller andet; vi må altså videre, men vi har jo også en uendelighed af rum og tid for os. Vi tror at være ved vor rejses mål, idet vi tilsyneladende finder den søgte genpart af vort lille selskab, men opdager, at husets vært, der netop står og taler med en blond dame i rød silkekjole, er fuldkommen velbarberet i højre mundvig, mens jeg har nogle få stubbe, som jeg har overset, det er min kone, der har gjort mig opmærksom på det, og vi er altså endnu ikke ved enden af vor vej, men da denne jo er uendelig, behøver vi ikke at opgi håbet; genparten må findes et sted; ellers var der jo ingen mening i begrebet uendelighed. I virkeligheden, fru Bønnet, hvis De kan tåle endnu en lille dosis uendelighed, kan jeg føre min tanke videre til 126 den slutning, at der er ikke een genpart, men uendelig mange.

Fru Bønnet lo henrykt. Også fru Cogitans lo og sae: Det var igen et eksempel på den rene tanke. Nu skal jeg gi et eksempel på den rene virkelighed. Lidt før vore gæster kom, så jeg på dit natbord de rene sokker, jeg havde lagt frem til dig, deraf drager jeg den slutning, at du har glemt at skifte. Næste gang skal jeg anbringe dine sokker tusende millioner mil ude i verdensrummet, så er jeg sikker på, at du finder dem.

Alle lo, og magisteren sae smilende: Dit vid, Margrete, sidder i enden af en stoppenål, som du håndterer med en beundringsværdig sikkerhed.

Og din ånd, Kristian, sidder undertiden i en hullet sok; man ved aldrig, hvor den vil ud.

Det kunde tyde på, at den dog undertiden volder dig overraskelse. Nå, men det gælder vel kun retningen; hele gangarten derimod kan du udenad.

Du er ikke til at tale med, sae fruen; — selv et hul på dine sokker kan ikke bringe dig ned på jorden.

Hun rejste sig og gik hen til sin mands stol; dær bøjede hun sig lidt forover og så længe og opmærksomt ud i parken. Samtidig støttede hun sit knæ mod magisterens hånd, der lå på kanten af stolen.

Flere af gæsterne så samme vej, og fru Bønnet spurte: Hvad er det, De ser derude?

Magisteren havde ikke vendt sit ansigt mod vinduet; han svarede: Min kone ser en mand på jorden.

Hun svarede irriteret: Det var bare en hund.

Var det ikke snarere en mand på fire. Det var vist et fænomen, der vilde interessere dig.

127

Magisteren så over mod herr Sørrensen, der var i samtale med fru Iversen; Fru Cogitans slap hans stol og gik hen og satte sig hos en dame ved siden af de to. Mens hun talte med hende, hørte hun små stykker af samtalen mellem herr Sørrensen og hans dame. Fru Iversen talte med stor energi; det syntes at være om skibsaktier; lejlighedsvis nævnede hun også eksport af fedt; hun så meget indtrængende og komisk ud. Herr Sørrensen var aldeles forandret. Da han for lidt siden talte om æren ved at komme i dette hus, lignede han en ung mand i fjerde mellem, der med kridt i hånden og et rådvildt smil på sit opkogte ansigt forgæves søger at klare katetens projektion på hypotenusen. Også nu smilede herr Sørrensen, men det var den mands smil, der ved besked; de få ord, han gav til svar gik ud på, at her talte han ikke om forretning; han fik en hård trækning om munden og sendte damen et kort, afvisende blik. Men fru Iversen blev ved, hun talte hurtigt, dæmpet og meget og ønskede vistnok også at bringe hans tone ned til hvisken, men herr Sørrensen blev, hvor han var. Hans svar var lige på grænsen af høflighed; han så oven fra på fru Iversen, som en læge, der forsøger at klare begreberne på en dum patient, der spilder hans tid. Han lae sig under hendes følgende replik tilbage i stolen, lod øjenbryn, panderynker og røgsky gå til værs og lo, ugenert højt, men ganske godmodigt, vel fordi han var i godt selskab. Han så godt ud, og da hans øjne kom ned til fru Iversen fra en flue, de havde betragtet oppe på loftet, forlangte de tydeligt nok afslutning: Nej som sagt, frue, det kan man ikke; og desuden, her er ikke stedet.

Han skubbede sin stol tilbage; han gjorde mere, for da damen begyndte sit sikkert lange svar med: Ja men herr 128 Sørensen, — — da så han på hende med et så bydende blik, at hun opgav ham. Hun rejste sig med et lille klagende suk, som hun forbedrede til latter, der skulde afslutte, hvad der bare havde været en spøg, men herr Sørrensen gik ikke med til noget selskabeligt kompromis, undtagen for så vidt som han trak sin ene mundkrog en millimeter op. Skønt det var en grumme ubetydelig sejr, han havde vundet, så han i dette øjeblik ud som en betydelig mand.

Fru Cogitans kendte ikke manden igen. Hun havde hørt om hans storstilede spekulationer og de summer, han havde tjent, men først nu fik hun indtryk af, hvordan sådan en mand ser ud. Og ham havde hun engang anset for dum. Hun satte sig hen ved siden af ham, og hans ansigt blev ligesom et flatteret billede af ham selv, bestemt til ophængning på strøget; han lignede næsten en skuespiller, der ved sig yndet, men ikke er i stand til at se ud af noget.

Fru Cogitans så smilende efter fru Iversen.

Fruen smiler, sae herr Sørrensen, selv smilende.

Ja; den dame gik skuffet bort.

Ja frue, jeg taler ikke om forretninger i Deres hus; måske var jeg uhøflig mod fru Iversen, men i et hus, hvor jeg sætter så megen pris på at komme —

Tak for den kompliment, De har i sinde at sige, ja jeg kan tænke mig, at en mand som De er ude for en del. Der er sikkert mange, der gærne ønsker Deres råd og hjælp til at tjene penge.

Jo, sae herr Sørrensen; — hans ansigt var en blanding af kompliment og forretning; — men jeg gør naturligvis bestemt forskel på, hvem jeg vil råde og hvem ikke. Og—e — — hvis at — — Han opfattede det spottende blink i fru Cogitans øjne og tilføjede rask: Nej, folk er mærkelige. 129 Det er ikke længere siden end i går, at der kom en op til mig på mit kontor, det var endda en mand, sae han med en ringeagt, hvis høflige tilladelighed han åbenbart ikke havde overvejet.

Fru Cogitans følte pustet af en solid mands menneskeforagt, men hun svarede ikke, hørte blot opmærksomt efter og gjorde spørsmål, når hun ikke forstod; hun fik efterhånden hele sagen vel forklaret.

Men dette, sluttede herr Sørrensen med vægt, — er ikke forretning. Det kan være, manden er en gavtyv, det kan også være, han blot er dum, men det er ikke, hvad jeg kalder forretning. Derfor kan det godt være, han inden aften har fundet en, der var mere villig.

Fru Cogitans følte sig imponeret af hans overlegenhed, men han lettede straks det tryk, han havde udøvet, ved at gøre undskyldning for, at han havde talt så længe; han var ikke vant til at forklare den slags ting for damer, og når det tog så lang tid, var det fordi, han var dum og ikke fruen, der jo var ham langt overlegen.

Hun afbrød ham: Alt det skal De ikke sige; De skal være den, De er.

Ja men kære frue, jeg er jo ingenting.

Dum beskedenhed. De er netop noget, og i dette hus, hvor man med så stor dybsindighed drøfter ting, som tit er uden betydning, dær har vi netop brug for en mand som Dem.

Ja, frue, det er jo forfærdelig dejligt at høre sådan noget af en smuk og elskværdig dame, men — — —

Det er ikke det. De skal sige. Når De taler på den måde, er De ganske simpelt dum, jeg kan lige så godt sige det rent ud. Og jeg har engang været nær ved at tro, De var 130 det; det kan jeg sige nu, da jeg ved, jeg har taget fejl.

Herr Sørrensen svarede ikke; han så alvorlig ud som en mand, der tar en vigtig meddelelse til efterretning.

Min mand, blev fru Cogitans ved, — har sin store begrænsning, ligesom De har Deres, og jeg kan ikke sige, hvis der er størst, men min mand vilde være betydelig klogere, hvis han havde forstand på forretninger, og jeg vilde ønske, De kunde komme til at tale med ham om det; jeg mener ikke, for at han selv skulde gøre forretninger og tjene penge.

Undskyld, frue, sae herr Sørrensen og så fuldkommen fornuftig ud, — jeg forstår ikke, hvad man skal med begreb om forretning om ikke for at tjene penge.

Nej, der er vi altså ved Deres begrænsning; jeg mener bare, det vilde være gavnligt for min mand at tænke på andre ting, end det, han er optaget af. Hvad kan det hjælpe, om min mand en dag blev professor i filosofi, dersom han for eksempel ikke ved, hvad betydning der ligger i, at England sætter sin diskonto en procent ned? Jeg spurte om det en dag og fik ikke et svar, jeg kunde forstå. Nej, jeg har ikke så høje tanker om filosofien, som De vistnok går ud fra. Det undrer Dem formodentlig.

Ja, det er for mig ganske uventet, at en dame som De ser sådan på det, jeg mener på det hele, både på forretning og filosofi, men det vilde være mig en ære og en glæde, hvis De en gang imellem vilde tale med mig om den slags ting, for hver gang jeg har haft den lykke at tale med Dem, så synes jeg, at — —

De synes ikke noget med en kompliment ved.

Herr Sørrensen lo frisk op: Jeg skal huske at la være. Det er det gode ved dette hus, at man altid får klar besked; 131 det samme princip anvender jeg i al beskedenhed på mit lille område. Jo, frue det må jeg ha lov til at sige, jeg er virkelig en beskeden mand.

Hvis det er tilfældet, hvorfor er Deres forretning da så ubeskedent stor? Hvorfor sidder De ikke i Larslejstræde som en lille beskeden detajlhandler?

Jeg mener; når jeg sammenligner — — —

Hvor kan De sammenligne Dem med noget, De ikke kender?

Ja ja, en ting forstår jeg da: De er lykkeligere og finere mennesker end mig og min slags.

Hvad beviser har De for det? Måske er De den lykkeligste. Deres verden er hel; hvoraf ved De, at vor er det?

Det er mærkværdig, sae herr Sørrensen efter en kort pause, det er ikke, hvad jeg havde tænkt mig. Men for mennesker, der ser så klart i alting, må det være farligt at opdage, at der er noget galt, for De vil straks handle efter det, De tænker.

Det gør De vel selv, hr. Sørensen?

Ja naturligvis. Hvad vilde det ellers være blevet til med mig?

Men det gør vi ikke; vi overvejer og kommer ikke længere. Skulde vi handle, måtte det være efter en umiddelbar tilskyndelse, men den kommer ikke; for den har vi tænkt livet af.

Han så anstrængt ud, da han svarede: Det er sandelig indviklet. Man skulde tro, at man kunde komme om ved det på en næmmere måde. Jeg kommer til at tænke på, da jeg i sin tid begyndte at lære matematik. Der stod i bogen: Summen af de to sider i en trekant er større end den tredie, og jeg sae: Ja det er klart, det kan man da se. Men vi 132 skulde om ad et langt og svært bevis, og da jeg havde lært det og forudså mere af den slags, gik jeg til min fader og sae: Jeg vil ikke lære matematik. Ja undskyld sammenligningen, men — —

Ja, den er hård, herr Sørensen, men der er mening i den. De kommer naturligvis lettere til Deres resultater, når De spekulerer. Men sæt, at De var gift med en, De holdt af, og der kom en alvorlig konflikt, tror De så også, den vilde være så lige til at få klaret?

Det er et meget interessant spørsmål at få stillet af en smuk og klog dame som Dem — —

Nej, herr Sørensen, det var det sidste, De skulde ha sagt.

Han slog sin hånd hårdt mod bordet og sae: Jo, frue, for en mand er det alligevel det, som det til syvende og sidst kommer an på. Havde jeg en kone halvt så klog og smuk — — ja undskyld, men man kan dog ikke la være at sige komplimenter til en dame, man har respekt for.

Så? Jeg synes, jeg har gjort den erfaring, at når en mand siger en dame komplimenter, så er det en, han ikke regner for ret meget. Men jeg må komplimentere Dem herr. Sørensen; De udvikler Dem.

Hvordan det?

Jo, De slår i bordet for mig.

Hans pupiller sprællede som to fangne flyndere, og han lo forfjamsket: Det vidste jeg slet ikke af, jeg tænkte ikke — —

De var på Deres kontor. Møder De dær megen modsigelse og dumhed?

Han lo: Nej, det vil jeg ikke sige, for dær — for dær —

Dær er det Dem alene, der har ordet. Men De blev ikke færdig: Dersom De havde en kone halvt så og så videre?

133

Jo, så vilde jeg sige som så: alt hvad penge og god vilje kan gøre, det skal blive gjort. Skulde der alligevel komme differencer, så vilde jeg ta mig tid til at gøre dem op; kan differencerne ikke udjævnes, så er det konkurs, vi må skilles, men kan vi blive enige om akkord, så vil vi fortsætte, men at blive ved at køre videre på en status, der ikke er gjort op, det vil jeg ikke være med til. Det synes jeg er klart, men måske er det i virkeligheden noget vrøvl.

Det er i alt fald lige så klart som en af min mands teorier. Om det er noget vrøvl, det vil vise sig, når det skal prøves i praksis.

Mens de talte, så fru Cogitans lige med et, at hendes mand og fru Bønnet sad i den anden ende af stuen nær ved vinduet, sådan at de to par dannede en symmetrisk figur med hianden, fru Bønnet nærmest ved vinduet som herr Sørrensen, og magisteren lidt længere inde med ansigtet mod vinduet. Det var selvølgelig beregning, og det indeholdt et drilleri, måske en udfordring. Hun blev adspredt, og samtalen gled ud af det spor, hun havde anlagt for den, mens hun iagttog det symmetriske par. Fru Bønnet talte mest, gjorde tydeligt nok spørsmål, hvori der lå beundring og ydmyghed; han sae ikke ret meget og syntes ikke at være i ånde, men måske var han også adspredt, da han kunde vide, hun vilde opdage symmetrien og gi sig til at udforske hans ansigt. Han mente vel så, at hun ventede at finde ham stærkt optaget af sin dame, og ønskede at forvirre hende ved at vise det modsatte. Fru Cogitans følte sig irriteret over det lille problem, hendes mand dær stak hende ud, og som i virkeligheden slet ikke var så indviklet, men bare drilagtigt ved, at han sad derovre og lavede stum 134 kontakt med hende, mens hun talte med herr Sørrensen. Hun kunde til sidst ikke holde det ud, men måtte tale om det:

Synes De ikke, herr Sørensen, at fru Bønnet ser meget lykkelig ud?

Jo. Det kan man også godt forstå.

Han sae mere, men hun hørte det ikke; hun afbrød ham: Jeg gav Dem før lov til at sige tre dumheder; dem sae De ikke, men vil De nu sige en, den næmlig, som De tænkte, da jeg sae, at fru Bønnet ser lykkelig ud.

Herr Sørrensen blev ganske forfjamsket og kunde ikke få sig samlet til et svar. Fru Cogitans lo og sae: Tak, fordi De svarede så uforbeholdent.

Herr Sørrensen lo med spetakkel og sae: Nej, jeg er ikke på højde med dette hus, men i grunden overrumplede De mig, fru Cogitans og fik mig ind på noget, som jeg ikke havde tænkt.

Fru Cogitans rejste sig: Det ender med, at den vase falder ned. — Hun gik over gulvet og flyttede en vase bort fra vinduet og magisterens nakke. De to sae ingenting i mens; fru Cogitans gik tilbage mod sin plads, men stansede midt på gulvet; straks stod hendes mand ved siden af hende. Fru Cogitans så stillingen: dær stod de symmetrisk i midten af stuen, og i dens to yderpunkter sad to andre symmetriske figurer og ventede hver på sin.

Hun blev rød af vrede: Hvad vil du? spurte hun ubehersket.

Hjælpe dig. Der er noget, du søger efter.

Nej, svarede hun kort og gik tilbage til sin plads, mens der kom et øjebliks tavshed mellem gæsterne.

— Selskabet stod i entreen i færd med at ta overtøj på.

135

Her er Deres hat, herr Sørrensen, sae fru Cogitans og kom med en meget elegant lysegrå hat.

Fru Bønnet, sae magisteren og gik forbi tre damer, der stod imellem, — Deres krave sidder op i nakken; må jeg hjælpe Dem?

Fru Cogitans kastede et hurtigt blik på kraven, idet hun begyndte at sige godnat. Fem minutter efter var der ikke andre i entreen end vært og værtinde. Han ombyttede sine støvler med morgensko, mens hun ordnede ved knagerne; de så til hinanden, men ingen sae noget. Så gik de ind i stuen; magisteren tømte askebægre; hun tog ting ud, og gjorde i orden; så sae hun, idet hun gik forbi ham med en bakke: Fru Bønnets krave sad godt nok.

Ah, svarede han.

Han blev først færdig; han stillede sig med ryggen mod vinduet og så på de sidste stole, der blev flyttede. Han hjalp hende med en svær stol, hun tog fat i, og kom derved til at røre ved hendes hånd. Så sae han:

Tak for det lille knæ-telegram, du sendte mig efter din for øvrigt lidt for bitre replik.

Troede du, det skulde være en undskyldning, så tar du fejl.

Jeg udtaler mig ikke om motivet, sae han og holdt på hendes hånd; jeg kvitterer kun for modtagelsen og takker. Det mindede mig om gamle dage — for fem år siden.

Ja. Det skulde minde dig om modsætningen.

Magisteren svarede ikke; han gik hen i krogen til højre og satte to stole på plads. To andre tog han fra den modsatte krog. Fru Cogitans så det og sae: Ja, jeg synes ikke om, at du laver symmetrisk opstilling, fordi jeg sidder og taler med herr Sørensen.

136

Da vi er blevet enige om ikke at drøfte stridsspørsmål, kan den bemærkning af dig ikke besvares.

Synes du da ikke, det er uridderligt af dig at drille mig? Så måtte vi da meget hellere skændes, ligesom vi en gang gjorde.

Nej. Det har vi afskaffet, og det befinder vi os vel ved.

Du kan kun tale for dig selv. Men hvis du er skinsyg på herr Sørensen — —

Skinsyge, kære Margrete, har vi afskaffet ethvert udslag af.

Hvorfor laver du så den opstilling med dig og fru Bønnet?

Det kan jeg kun svare dig på, hvis du ser på det som en morsomhed. Tar du det derimod alvorligt som et stridsspørsmål, så falder det jo ind under, hvad vi ikke har lov til at drøfte. Men jeg kan gå foran, og så kan du komme efter med noget andet morsomt.

Nej tak; jeg efterligner ikke dig.

Han gik hen og tog hendes hånd: Jeg venter, at du ikke river din hånd fra mig; det vilde jo stride mod vor aftale.

Det er godt, jeg ikke har forpligtet mig til at se forelsket på dig.

Og dog ser du meget mere venlig ud, end du tror, og det er ikke den venlighed, der gælder alle mennesker, men som gælder — — jeg vil hellere sætte det i fortid — som gjaldt mig alene.

Fru Bønnet hun er bare beundring, ikke? Det må da være rart.

Jo, det minder om gamle dage. Men sig mig, siden vi taler om det, kan du ikke få herr Sørensen til at udtale sit navn ordenligt? Ellers synes jeg godt om ham; han er 137 en mand. Men det jeg ellers vilde sige, det var, at da du ikke kan efterligne mig, vil du så ikke gå først i seng, for klokken er tolv. Så kommer jeg bag efter som din efterligner.

Fru Cogitans så koldt på sin mand og sae: Du sender mig i seng, men du glemmer, at du endnu står og holder på min hånd.

Han slap hånden, og hun lod den falde ned. — Træt, tænkte han, idet han så efter hende.

— Magisteren og hans kone rejste sig fra en tavs morgenkaffe; kun lille Erik havde holdt en samtale gående, som hans forældre nu og da tog del i, men nu var han ude og ægtefællerne kom til at se ligesom spørgende på hinanden; de følte bægge, at de havde et taknemligt stof i deres firårige søn, men ingen af dem havde lyst til at begynde. Magisteren tændte en sigar og ventede, at hans kone vilde gå sin morgentur, sådan som hun havde gjort de sidste dage. Han satte sig foreløbig til at ryge og opsatte at begynde på sit arbejde, til hans kone var gået.

Men hun gik ikke, hun ventede; på hvad dog? Magisteren så forundret på hende, han havde røget så længe, at han kunde slå den første aske af sin sigar, og hans kone var endnu ikke færdig med at ordne forskellige ting, som hun med sin nye vane ikke plejede at være optaget af netop på denne tid.

Endelig sae magisteren: Skal vi til en forandring tale lidt sammen? Eller er det dig imod, for i så tilfælde tar jeg mit forslag tilbage.

Hvad er det for en fjendtlig måde at begynde på? sae hun lidt irriteret.

Den er ikke fjendtlig, kære Margrete, men naturligvis 138 rykker jeg i marken bevæbnet til tænderne med alle forbehold efter den lange pause, der nu har varet — lad mig se: jo tre uger, på slaget; den indtrådte ved morgenkaffen efter vort sidste selskab. I tre uger har du hver morgen gået dig en anonym tur, om hvilken tavshed lod mig forstå, at den ikke kom mig ved. Jeg har i den tid som ægtemand spillet samme rolle som en paraply i tørvær, jeg har stået uænset i en krog, og ingen har glattet mine folder ud. Du finder mig i dag i de samme folder, som da du slog mig sammen og satte mig fra dig for tre uger siden.

Å, jeg synes ellers du har udfoldet dig ganske godt. Tror du ikke, jeg ved, hvad du har taget dig til.

Du sigter til, at jeg undertiden har truffet fru Bønnet; det vilde jeg selv ha fortalt dig, dersom ikke tavshedens indførelse havde gjort det umuligt. Men for at vende tilbage: jeg talte kun om mine ægteskabelige folder; de er de samme som før.

Nå, men det hindrer dig måske ikke i at danne ny folder?

Ja, Margrete, det kan man ikke vide. Men du gik altså, jeg har for øvrigt ikke udforsket hvorhen.

Hvordan skal den ondskabsfuldhed forstås?

Den er forstået. Jeg havde altså kun din tavshed, en anden ting, som du gentog så længe, at jeg så et symbol i det, næmlig dine handsker på konsollen, de ligger der også nu, to handsker i hinanden som et slapt og tomt håndtryk, det var som et vink til mig, et farvel. En dag i den periode, da en kvindes hånd var afløst af en dames handske, mødte jeg fru Bønnet og stansede hende. Vi talte om videnskab, ærligt og redeligt.

Fru Margrete lo hånligt: Du er virkelig for naiv, Kristian, 139 hvis du vil bilde mig ind, at det interesserer fru Bønnet. Nå, men det er jo også bare et påskud, man bruger, når man mener noget andet.

Hvis du vil gøre gengæld med at fortælle mig noget, så er jeg parat til at vise dig samme tiltro som du mig.

Ja, jeg har talt med herr Sørensen, langt fra hver dag.

Og I talte om forretninger?

Ja, det gjorde vi. Jeg har lært meget af ham.

Jeg tør måske henvise til, hvad du lige har sagt, og jeg behøver altså ikke at sige det selv.

Det er noget ganske andet; jeg trænger til at tale med en mand, der er realitet i. Du vil vist ikke påstå, at du lærer noget af fru Bønnet.

Fru Bønnet er ellers meget reel.

Synes du ikke, du må på mig gøre indtryk af at være lidt komisk, når du tilstår, at hysterisk beundring for dig er det samme som at være reel?

Et spørsmål, der ikke skal besvares. Nå, men du har altså virkelig glæde af din firbenede ven?

Hvorfor kalder du ham firbenet?

På grund af hans nærhed ved jorden. Han har for resten et udmærket hoved, men han har ikke fået det ret højt til værs.

Det er heller ikke nødvendigt.

Mener du for ham selv eller for dig?

Du skulde nu ikke så åbenlyst vise, hvor stor en åndsaristokrat du er. Du kunde lære meget af en mand som hr. Sørensen.

Du kan meddele mig lidt af, hvad du har lært af ham. Jeg skal gærne tilegne mig det, og siden kan jeg jo gøre gengæld med hensyn til fru Bønnet.

140

Det bryder jeg mig virkelig ikke om; jeg regner hende ikke for andet end en gås.

Det er en kedelig mangel på harmoni, der her pludselig viser sig, for jeg har megen respekt for hr. Sørensen. — Magisteren lae sigaren fra sig og gik tæt hen til sin kone: Kære Margrete, denne ordveksel minder altfor meget om skænderi, til at det er værd, den går videre. Men nu har vi fået hul på tavsheden, og der er kommet glans i dine øjne, og du er ikke gået ud. Skal vi så ikke gå en tur sammen ligesom før.

Hun rystede på hodet: Jeg synes ikke, jeg kan. Du siger også så meget, jeg ikke kan tåle at høre.

Vil du hellere ha, jeg skal tale børsnoteringer? Jeg kan sagtens lære det?

Ja se, du begynder straks at håne mig. Du bryder dig ikke om mig mer.

Ingen af delene har du ret i.

Nej, sae hun og satte sig lidt fra ham, — det er jo det, jeg altid må høre.

Det er vist derværre sandt, og det er gensidigt. Du kan ikke holde ud at høre på mig, og jeg finder det meste af, hvad du siger, overdrevet eller urigtigt. Vi er hver især enige om, at den anden aldrig har ret.

Ja men så kan jeg heller ikke indse andet, end at vi må gå hver til sit. Denne her komedie kan da ikke blive ved.

Magisteren havde taget sin sigar igen; han gik op og ned ad gulvet rygende og overvejende: havde hun ikke ret? Han sae: Du mener, at vort ægteskabs drama vil få det sædvanlige forløb. Begyndelsen er idyllisk, men måske lidt ensformig, og man skulde ikke tro, der nogen sinde kunde 141 komme et drama ud af det, men så indtræder spændingen, replikkerne får mere indhold, og det lidt for søde går af dem, dramaet er i gang. Men der er langt igen, og slutningen holder ikke, hvad anden akt lovede; der er hist og her gode momenter og replikker, man lægger mærke til, men det hele løber ud i en vis almindelighed, selv om idyllen ganske er borte. Man mangler en fast plan i hele stykket, og det må siges, at det overhodet ikke egner sig til opførelse. Alligevel opfører vi det, og endskønt vi har opgivet at få nogen endelig mening i det, kan vi dog ikke få os gjort færdige. Vi spiller stadig videre, endskønt — —

Nej, afbrød fru Margrete lidenskabelig; — det gør vi ikke, vi holder op, inden det er blevet fladt og tomt, når vi dog kan forudse, at det engang vil komme. Tak, fordi du har klaret det sådan for mig.

Jeg? sae magisteren forbavset, — jeg har ingenting klaret; jeg har ikke engang tænkt på os, kun hvordan det tit går. Os har jeg ikke et øjeblik haft i tanken.

Men jeg har ikke tænkt på andet. Å du har så forfærdelig ret. Jeg tror også, vi har talt altfor meget sammen; vi er blevet trætte af hinanden.

Du er træt, det er sandt. Men husk på, at de fleste ægtefolk jo ikke taler sammen, jeg mener ikke anderledes end to andre kompagnonger, der naturligvis må drøfte den forretning, de er fælles om. Ægtefæller er kompagnoner; mennesker, i forhold til hinanden, er de jo sædvanligvis ikke. Og dog blir de trætte. Din forklaring er altså tvivlsom. Også af et kompagniskab var du blevet træt.

Fru Margrete sad med ansigtet i hænderne, hun græd ikke, men hun var bleg, da hun igen løftede hodet: Det kan være du har ret, men så må vi jo skilles. Men at det skal 142 være allerede nu, efter fem år. Vi, som engang holdt så meget af hinanden, men det er jo forbi.

Hm. Når du siger: vi, mener du dig selv.

Kristian, det er efterhånden blevet et slags praleri, at du stadig holder lige så meget af mig, som da vi blev gift. Men hvis du gjorde det, vilde du da ikke sige alt det, du gør. Og du går jo også med en anden. Nej, glansen er gået af kærligheden.

Han svarede ikke, men ved sig selv tænkte han, at kvindens forelskelse er som en skål vand, der kastes ud af et vindu; et øjeblik hænger vandet i luften, og solen danner en regnbue om det, men lidt efter ligger det som en halvt udtørret pyt nede på jorden.

Så skal vi altså skilles, sae fru Margrete. — Ja selvfølgelig, men jeg havde nu alligevel ikke tænkt, at man så fornuftigt og koldt kunde ræsonnere sig ud af alt, der engang har betydet så meget for en.

Kære Margrete, jeg kan berolige dig med, at hvad du har sagt, har ingenlunde været særligt fornuftigt og koldt, det er så langt fra. Ganske vist, du er træt af mig, men du er det med en lidenskab, der er netop det modsatte af kulde.

Det var også mest dig, jeg tænkte på.

Ja, men jeg er jo ikke træt af dig, langtfra.

Nej, men det er jo det forfærdelige ved dig, at din kulde og fornuft er dit normale forhold til mig. Du har altså aldrig holdt af mig. Jeg ved ikke, hvad det er du altid minder mig om.

Jeg skal hjælpe dig med en sammenligning; jeg minder om en stjærnekaster på et juletræ. Ligesom den udsender jeg gnister, men kolde, de slukkes med det samme. Det er 143 sådan noget, du mener, ikke sandt? Det er der andre, der vil gi dig medhold i.

Er det den rene tanke?

Nej, det er kun en bestilt sammenligning til dit brug.

Du er da et forfærdeligt menneske. Du kunde med et par ord ødelægge dit navn, hele den anseelse, du har.

Ingen kunde i alt fald gøre det bedre. Men det var nu mig, eller rettere sagt: det var ikke mig. Må jeg så ha lov at sige et par ord om dig. Jeg holder af dig, som jeg altid har gjort, selv er jeg ikke til at holde ud. Du har engang elsket mig, nu er du lige så lidenskabeligt ked af mig; kulde findes på ingen af siderne, men på den ene side holder fornuften et vågent øje med, hvad der sker. Dit væsen har fået en ny varme mod mig. Alligevel har du aldrig forekommet mig mere fortryllende end i dette øjeblik. Ja det var i grunden ikke andet, jeg havde at sige.

Fru Margrete kæmpede med sig selv, men hun måtte sige det: Er det ikke vel underfundigt af dig at sige sådan noget? Er det ikke et baghold, du lægger for mig? Nej, du skal ikke svare, det er ikke meningen. Vil du gå en tur med mig? Vi vil ikke tale mer om alt det. Vi kan jo da være venner, om vi ikke kan være andet.

Magisteren rejste sig og gik ud i korridoren for at ta frakke og hat på.

— — —

Magister Cogitans så med forundring, hvordan hans ægteskab forvandlede sig i løbet af en dag. Det begyndte om morgenen som den stumme scene, sådan gjorde han det op for sig selv, det udviklede sig med eksplosiv kraft til en tragedie, men sprængningen udeblev og afløstes af en elegi med kun få ord, mens de gik tur, mens de spiste, 144 og mens de senere, under forsømmelse af arbejde, var sammen resten af dagen; inden aften var det en idyl; han lod den forblive så tavs, som det syntes at være dens natur, nogle enkelte replikker udgik fra hende og fik svar.

For eksempel: Det var da temmelig ulogisk af dig at tale om fortryllelse, når vi havde gjort op med hinanden.

Ja, det var et paradoks, men også det har sin plads i videnskaben og har ret til at blive anskuet i hele sin stejlhed. Jeg fremkom kun med det for fuldstændighedens skyld, som det hedder i avispolemikker.

Ja det gælder jo for dig om at få det kølet af ned til en fornuftig temperatur.

Fem timer senere: Du sae ikke noget til det, jeg sae om at køle af.

Nej. Jeg vil være forsigtig med at rokke ved det, du slår fast.

Da kunde du i alt fald gærne være så elskværdig at vælge mere passende eksempler på, at jeg får ret.

Vilde du så ikke ledsage dine til modsigelse bestemte påstande med en følgebemærkning om, at du ønsker dem modsagt.

Nej, jeg vil ikke drilles.

Midt imellem de to: Du må da indrømme, du gør et koldere indtryk end de fleste andre mænd.

Jeg kunde nævne en mand, der gør et grumme koldt indtryk, når han taler om forretninger.

Han gør indtryk af at være en mand.

En time senere: Jeg har ikke sagt, at du ikke er en mand.

Jeg havde glemt din antydning i så henseende under den foregående pause. Der er i grunden noget meget sødt i tavshed 145 mellem to mennesker, der — — kan ganske godt lide hinanden.

Du huskede at få det afsvalet.

Ved aftenstid: Man blir i grunden ligesom et bedre menneske af at skændes.

Du mener dig selv. Jeg vil ikke sige dig imod.

Å jo, vær så venlig.

Jeg syntes ikke du har ret. Da det stod på, var der en betagende glans over dig, som ikke svarede til dine ord. Man kunde sige: dejlig, men — men — Jeg følte det første så stærkt, men jeg så jo godt det andet, men'et. Om du nu er blevet bedre? Du er yndig, men ligesom svækket efter en sygdom. Selv synes du altså noget andet.

Ja, jeg har sådan en følelse af fred.

— — —

Magister Cogitans gjorde i løbet af fire og tyve timer en mands sædvanlige opdagelse: hvor lidt han i grunden ved om den kvinde, han er gift med. Hun gennemløb i det halve af dette tidsrum en hel skala, først ophidset og fornuftløs, derefter blid, til sidst sød og elskelig som i deres ægteskabs første tid med et vist præg af ydmyghed, der klædte hende måske nok yndig, men i høj grad besynderligt; næste dag rettede hun sig og kunde igen hævde sig over for sin mand med samme munterhed og sindsligevægt, som hun engang havde haft, indtil begge dele for et par år siden havde begyndt at svigte hende Hun havde fornyet sig, og det var sket så hurtigt og sikkert, som det var en ganske naturlig udvikling. Usikkerhed og tvivl var blevet hans udbytte; hun syntes lykkelig og ligevægtig, og alt andet var glemt. Hun havde svajet i skiftende stemninger, og nu var det ham, der følte svimmelheden som resultatet deraf.

146

Der var vist heller ikke megen alvor i den bemærkning, hun kom med, da de fire og tyve timer var gået: Du lader ganske, som om vi aldrig havde talt om at skilles.

Han svarede: Det går jo jævnt og pænt; hvorfor skulde vi så skilles?

Jævnt og pænt — det var ikke det svar, jeg havde ventet af dig.

Jeg vil ikke køre dig træt engang til.

Hun satte sig på hans skød: Hvis du prøver på at gøre dig til en anden end du er, så går jeg fra dig. Det er mit alvor. — Hun kyssede ham, men hun så godt blinket i hans øjne, og hun spurte: Hvad tænkte du nu?

Hvad er ikke dit alvor, Margrete? Hvor mange forskellige arter har du haft i løbet af et døgn?

Hun lo, hun var strålende oplagt til en lille fægtning, men han afbrød hende ved det første ord og sae: Vi skal holde af hinanden; alt andet er vrøvl, alvorlige drøftelser og store lange skænderier, også vore muntre små diskussioner, vi skal ikke holde op med dem, men heller ikke regne dem for noget. Der var en tid, da de kunde blive temmelig bitre, og de førte os til mange små trætter, der endte i den store, der må være den sidste. Ord imellem os er farlige, de kommer let til at gøre fortræd. Sådan er det, Margrete, men du er yndig, og jeg holder meget af dig som altid. Farvel, nu må jeg gå; klokken er snart ni.

Han kom hjem senere på dagen, væbnet til en ny kamp og kold af det vel overvejede svar, han havde i sinde at gi. Men det kom helt anderledes; hun mødte ham smilende i korridoren, spurte ham ud om, hvad han havde oplevet, og hvem han havde talt med. Først længe efter kom ligesom tilfældigt hendes svar på hans ord: Det er mærkeligt, 147 at en mand som du kan sige noget så urimeligt og uoverlagt. Men du har det altså sådan, som du beskylder mig for: at når du blir vred, så ved du ikke rigtig, hvad du siger. Men nu er vi jo ikke vrede på hinanden mere, vel?

Han tog den hånd, hun rakte ham, og gav hende ret. Men han undrede sig i tavshed; hun var altså fuldkommen i ligevægt igen og kunde ikke blive såret af ord, der til enhver anden tid vilde ha bragt hende i ophidselse.

Han sad og så på hendes stærke, frodige skikkelse, mens hun legede med den lille Erik, og han tænkte: Ved hvilken misforståelse er en dejlig kvinde som Margrete blevet mit publikum? Jeg kunde vel næppe ha fået en bedre kone, men hvorfor skulde hun være mere. Hun har, som det hedder, delt mine interesser og fået et barn, men det havde været bedre for hende, om hun havde haft tre børn, og interesserne havde været ladt ude af sagen. Hvor har jeg dog taget fejl i min uhyre klogskab. Men hun har selv belært mig, hendes instinkt har virket mere sikkert end min forstand. Alt det vilde jeg for et par dage siden ha sagt; det er dog et fremskridt, at jeg nu kan nøjes med at tænke det.

Hans kone kom hen til ham og spurte: Hvad smiler du af?

Det er så morsomt at se dig lege med drengen.

Det var ikke det, for dit smil var ironisk.

Det ved jeg ikke af. Men jeg tænkte blandt andet på, hvordan det vilde ha været, om vi nu havde haft tre børn.

Det var altså dette blandt andet, der fik dig til at smile.

Magisteren svarede ikke.

Ja ja, sae hun; — du må jo selv om det.

148

Men hun var ikke vred og viste ham ingen kulde. Inden aften havde han sagt, hvad det var han tænkte.

Hun lo: Sådan noget vrøvl risikerer du såmænd ikke noget ved at fortælle mig, for du mener det jo ikke engang selv.

Han undlod at ta det op til drøftelse, men han fik i den følgende tid at føle, at hun var den stærkeste; han måtte vise hende samme åbenhed som før, og da det var kommet dertil, syntes de bægge at være så lykkelig som for flere år siden. Også deres venner mærkede, at en krise var overstået, og de to ny, der havde været som en del af krisen, blev ved at høre til husets faste omgang, fru Bønnet, der var blid og venlig og mere behersket i sin beundring, hr. Sørensen, der havde lært at udtale sit navn med langt ø. Ingen af de to så ud til at være skuffede, til undren for den blege eftertænksomme, men i løbet af året giftede hr. Sørensen sig ganske uventet, og fru Bønnet sae nej til en ellers meget antagelig frier.

Denne omstændighed gav anledning til et nyt opgør, der indtrådte et år efter det første. Det kom ligesom et tordenvær, pludseligt og voldsomt under en periode af stærk varme. Det var en bemærkning af magisteren, der kaldte det frem.

Der er kommet en vis disharmoni imellem os, sae han i en samtale af absolut spøgefuld indhold, — idet hr. Sørensen, nu med et r, har giftet sig, men fru Bønnet stadig ikke har fundet sig nogen mand. Den ene er høflig mod dig, men andet sted optaget; den anden venlig mod mig, fri og om jeg så må sige: mulig.

Jeg ved ikke, hvad du mener, svarede hun med al spøg forsvundet fra sit ansigt.

149

Jo, jeg mener, sae han ganske uadvaret og naivt — den, der er fri, er jo altid åben for flere muligheder, mens den bundne kun har een.

Det er en meget upassende spøg, hvis det overhodet er en spøg.

Jo, det var; undskyld, at jeg ikke vidste, du var inde i alvoren, jeg sejlede videre i vort fælles muntre farvand, som jeg mente, det var. Men vi kan tale alvorligt det øjeblik, du ønsker, kun vælger vi et andet æmne.

Nej. Vi blir ved det, du har valgt. Længes du efter fru Bønnet, siden du er nødt til at tale om hende, selv til mig? Det er jo ganske vist en uge siden, vi har set hende.

Jeg traf fru Bønnet i formiddags; vi gik et stykke sammen, mere bestemt: vi gik fra Dronning Louises Bro til Østerbrogade. Dær skiltes vi, eftersom vi skulde hver til sin side.

Det var jo kedeligt, hvis det ellers er sandt.

Jo, det er sandt; derimod var der ikke noget kedeligt, hverken i at træffes eller skilles. Men nu vil vi ikke mer, Margrete. Jeg enten tier stille, eller også går jeg.

Fru Margrete havde rejst sig; han indså, det var for sent at bøje af.

Du kan naturligvis gå, dersom du er fejg nok til det, men er du klar over, hvad følgen blir?

Han overvejede stillingen et øjeblik; så bestemte han sig til at blive, men han tav under de følgende fem minutter, mens hans kone talte; måske kunde det dermed være forbi. Hun så hele tiden på ham, mens hun talte; han gjorde kun delvis gengæld.

Hvis han forsøgte det tankeeksperiment, at han ikke opfattede 150 hendes ord, så måtte han beundre hende, som hun så ud i dette øjeblik: en stærk og varmblodig kvinde, der i en eksplosion udfolder hele sit sammensatte og lidenskabelige væsen i vrede, had, kærlighed, i skinsyge og foragt, alle modsigelser væltende over hverandre, et såret, bevæget hjærte, et lille sår frembragt af en intetsigende bemærkning, men så stor en rigdom på lidenskab og kraft. Hvor var hun dog i dette øjeblik en anden end den Margrete, der kunde fægte med ham i små spøgefulde skærmysler; hun strøg med et slag hele hans påvirkning af sig, al fornuft og overvejelse, al rimelighed og selvbeherskelse; der var ikke det fjærneste igen af magister Cogitans' interessante frue, hun var helt sig selv, hun rev alt det intellektuelle flitter af sig og stod nøgen som en vild for sin mand, der så på hende, forfærdet og fortryllet.

Sig noget, sae hun endelig — du kan ikke slippe med at være stum tilskuer.

Hvad skal jeg sige? Ingen fornuftig mand kan svare på alt det vildskab, og rase imod dig, som det vel egenlig er min pligt efter din mening, det vil jeg ikke. Du skal sove på det, du har sagt, men ikke få svar.

Ja jeg ved godt, du sidder og håner mig i dine egne tanker, men jeg vil høre det; det er min ret.

Vel. Det, jeg tænkte sidst var følgende: Hvor det er beklageligt, at det ikke er for eksempel ungarsk, du taler, men dansk. Jeg vilde kun ane lidt af, hvad du siger, og mit indtryk af dig vilde være aldeles overvældende; for du er endnu ung og du ser pragtfuld ud, men det, jeg nu hører dig sige, er tarveligt og lavtliggende, dine beskyldninger mod mig, dine fornærmelser. Hvorfor skal en kvinde, der er så fuldkommen som du, ødelægge sin fuldkommenhed 151 ved ordet. Du forstår i dette øjeblik ingenting, men forstod du dette ene, så — —.

Fru Margrete afbrød ham; hun slængte ham fra sig; hun forsmåede ham og trampede på ham; hun stod flammende og opret som en fakkel, der er tændt og ikke tror, den nogen sinde kan slukkes. Hun lo af sin mand; hun morede sig kostelig over hans grænseløse latterlighed, hans vrøvl, som han kaldte dybsindighed, hans indbildskhed, at hun ikke skulde kunne undvære ham; hans løgn og hans troløshed; hun rejste sig over det altsammen; ingenting kunde bøje hende; der var ikke en tåre i hendes øjne, mens hun satte sin mand på hans beskedne og latterlige plads. Som hun havde blottet sit sinds tropiske hede og stod på en selvrejst sokkel, forestillende lidenskaben, sådan blottede hun nu sin mand, i hele hans vissenhed og magerhed, hun stillede ham med instinktmæssigt sans for det virkningsfulde op ved siden af sig som en statue over vissen selvforherligelse.

Han så klarere end hun de to billeder i deres voldsomme, om end ikke helt overbevisende belysning, men han måtte indrømme, at et hovedløst instinkt her havde frembragt en effektfuld modsætning, som hans blege forstand aldrig havde været i stand til at udtænke. Der blev ikke en skjulende flig tilbage på ham; ikke et figenblad blev overset, her stod tankens mandfolk lille og ynkelig afklædt over for naturkvinden. Han så fra det ene billede til det andet, sit eget billede havde hun frembragt ubevidst, og hans forstand sae ham, hvor meget rigtigt, der var i denne modsætning; men efterhånden trådte hans forstand noget ud af funktion, optrinets voldsomhed gjorde til sidst sin virkning på ham, og han blev grebet af en stor smærte 152 ved synet af dette billede af mand og kvinde set gennem en rasende kvindes opfattelse. Hvordan skulde det glemmes igen, når hun engang havde revet sin gruppe ned og efter sin egen mening fjærnet hvert spor af den? Desuden: dette her var jo hendes instinktsmæssige og i grunden herskende syn på ham, selv om hun ellers ved siden deraf også havde et andet, en vis agtelse for en dygtig mand, der undertiden kunde være morsom at tale med; men denne opfattelse af ham var ganske bleg og kun tillært; den var ligesom det slidte tøj god nok til hverdagsbrug, og den havde ingen levende forbindelse med det dybere i hendes sjæl, hvor de stærke instinkter herskede. Og tilmed havde hun vel også instinktets ret imod ham, ikke fornuftens naturligvis; han så sin egen karikatur trukket op med voldsomme linjer, og han måtte erkende, at den var ikke uden lighed. En mand med mindre selvfølelse vilde vel ikke være kommet uskadt fra det syn.

Han vaktes af sine tanker ved ikke mer at høre hendes stemme; han havde det sidste par minuter ikke hørt efter.

Nu går jeg, sae hun; jeg vil ikke være sammen med en mand, der foragter mig så dybt, at han ikke værdiger mig et svar.

Hun gik virkelig, inden han kunde svare. Han hørte hende et øjeblik i korridoren, så blev entredøren lukket op og trukket i igen.

Han gik hen til sit skrivebord, tog et halvfærdigt manuskript og gav sig uden betænkning til at skrive. Han havde færdigt i hodet, hvad der skulde stå, så der var ikke noget at gruble over. Mens han skrev, havde han plads til i sin hjærne at klare sig, at dette var en trods, en demonstration, 153 men til ære for hvem? Men det kunde være ligegyldigt, når arbejdet blev vel gjort, og tiden gik. Han arbejdede, indtil pigen kaldte ham til bords og forundret spurte efter fruen.

Vi venter ikke, sae han og gik ind sammen med sin søn, der også gjorde spørsmål og fik til svar, at moder var rejst bort nogle dage.

Bag efter tændte han en sigar og sad rygende i sin skrivebordsstol. Hvad nu, når sigaren var røget ud? Dær lå manuskriptet, og aftenen var lang endnu. Skrive kunde han ikke mere, han følte en så forfærdelig lede ved tanken, at han ikke vilde forsøge på det. Men det var ellers gået godt. Han var straks kommet i en ligefrem ekstase og helt uden for det, han i tanken havde bygget op, var en mængde ny ting kommet til. Han så lidt på det, med en underlig kvalme, men det var godt, og der var meget af det; men han kunde dog ikke tænke på at læse det altsammen igennem. Det mindede ham om, hvad der var hændet ham for flere år siden. Han kom gående ad Østerbrogade og skulde hjem for at arbejde, men han var uoplagt og ked af et arbejde, der dog skulde gøres. Da han gik over gaden, blev han væltet af en siklist; han fik den ene hånd flænget, men kom ellers ikke noget til; han blev vasket og forbundet af en kone i en kælderbutik; hun gav ham en klud om og sae, det var godt, det ikke gik værre, og det var jo sandt, men da han kom ud på gaden, var han kommet i en mærkelig høj stemning; det gjorde ondt i hånden, og det arbejdede i hans hoved. Han skyndte sig hjem og skrev med stor oplagthed. Men da han var færdig og blev forbundet, inden han skulde i seng, kom smærten igen og tog magten over ham; han var langt nede og sov 154 dårligt om natten. Tilfældet med beskadigelsen havde gentaget sig, og hvordan vilde natten gå denne gang?

Han røg med stor langsomhed, og der gik på den måde tre kvarter. Hvad så? Han kunde gå en tur eller besøge en eller anden, men hvis Margrete så kom og ikke fandt ham hjemme? Nej, han nøjedes med at gå tur på gulvet.

Det ringede. Han skyndte sig ud for at lukke op; det var måske hende. Hans hånd rystede; hvad vilde hun sige, og hvad skulde han svare?

Det var fru Bønnet. Hun havde siddet og kedet sig; det var morsomt, hun traf dem hjemme.

Nej, min kone er gået ud. — Fru Bønnet vilde til at gå igen, men han holdt hende tilbage: Kom kun inden for; jeg sidder også og keder mig.

Fru Bønnet kom ind i korridoren. — Jeg blir ikke ret længe, sae hun med et undskyldende smil; — men måske kommer Deres kone; De sae ikke, hvor hun er gået hen?

Jeg ved det såmænd dårligt, men det kan godt være, hun kommer snart, svarede han med et smil, mens han tænkte: Hvad mon der så vil ske?

Samtalen gik ikke godt; fru Bønnet sad urolig på sin stol og ønskede, hun var gået igen. Hun fik øje på hans manuskript og sae:

De arbejder; jeg forstyrrer Dem altså.

Nej, jeg er færdig for i dag.

Hun så lidt på ham: De er træt; De trænger til ro.

Jeg er træt; jeg trænger til selskab.

Ja til muntert selskab. Det er kedeligt, Deres kone er gået ud. Hvor er hun dog strålende altid.

Ja, sae han tørt og tog sit manuskript for at lægge det ned i en skuffe. Hun havde måske stukket dette strålende 155 æmne ind i samtalen for at få mere liv i den. Da det ikke virkede, følte hun sig temmelig hjælpeløs. Hun huskede sit første indtryk af de to ægtefæller; hun havde senere tænkt, at det var vel forkert, men måske alligevel ikke. En ting var sikker: at hun sad her som en aldeles overflødig person.

Fru Bønnet, sae han pludselig, og det gav et sæt i hende, — vi vil ha kaffe. Der er ingen i huset til at lave den, men De kan. Jeg skal gå med og vise Dem, hvor tingene er.

Hun lo forlegent: Det kan man jo egenlig ikke. Hvis Deres kone så kom, vilde jeg blive forlegen, og så skal man ikke.

Kom så, sae han og tog i hendes hånd for at få hende med. Hun rejste sig, og han slap hende straks.

Han fandt vandkedelen, og hun målte vand af; hun skyllede kaffepose med en egen delikat anvendelse af fingerspidserne, han bestemte antallet af teskefulde kaffe, og så kom der en ventetid, mens vandet begyndte at snurre.

Ih hvor dette her er underligt, sae hun — det er altså mit første æventyr.

Han sae med en kort latter: Tænk, det er virkeligt rørende.

De mener, hvis det er sandt. Det er det, men det kan man måske ikke tænke sig.

Ja, fru Bønnet, så er vi på højde med hinanden. Nu koger vandet.

De havde det nogenlunde muntert i køkkenet, hvor tingene gav dem noget at tale om; ligeså ved kaffen, men da den var drukket, og magisteren havde tændt sig en ny sigar, blev der stille imellem dem som før; hun følte luften var ladet af noget, der trykkede ham, og som virkede 156 på hende med. Hendes sympati for ham blev til en dyb medfølelse, og hun vilde gærne tale med ham, men hvordan få begyndt. Hun gav sig til at tale om sig selv; hun nævnte egne skuffelser og modgang, og han gav hende sin forståelse på en måde, der viste, at deres modgang lignede hinanden.

Da sae fru Bønnet: Jeg havde ikke ventet at høre Dem tale sådan; men De ser jo alting så klart og stærkt.

De mener: koldt. Er De sikker på, at det indtryk, De har af mig, er rigtigt?

Jeg tror ikke, De er kold. Men De må jo være i stand til at klare alt, hvad der kommer i vejen.

Hvad kan det nytte? Klarheden oplyser en selv, men idet den falder på den anden, der er med i spillet, er dens virkning forbi; der kommer kun større forvirring ud af det.

Han lae sigaren og rejste sig; hun svarede ikke, for det kunde jo være, han fortrød sin åbenhjærtighed.

Han lo: Hvor jeg har haft tillid til tankens magt, der også skulde lede mit eget liv; det er ligefrem komisk. Men De, som har gjort Deres erfaring, vær nu ærlig og indrøm, at det rent instinktmæssigt må være irriterende for en kvinde at høre sin mand tale som jeg. Det viser, han i grunden er kold, og det gør også hende kold, og tillige krænket.

Det kan jeg ikke indrømme. Men jeg har aldrig oplevet det tilfælde; min mand var helt anderledes.

Sig mig, fru Bønnet: hvornår har De syntes, at livet var dejligt? Jeg mener ikke, da De var ung pige og uden erfaring, men senere?

Ja jeg må sige, det er ikke så længe siden, men det var 157 hurtig forbi, jeg var uheldig og blev skuffet. Jeg synes endnu, at det er dejligt at leve; jeg mener: det kunde sagtens være sådan.

Virkelig? Det har jeg også engang ment, ja netop sagtens, som De siger.

Er det da ikke rigtigt, at to mennesker, der holder af hinanden, sagtens må kunne blive enige om, at de ikke vil gøre hinanden fortræd?

Ha ha, det er den rene tanke, fru Bønnet, og den er De gået ind i ægteskabet med. Ligesom jeg.

Ja, men den hjalp mig ikke; jeg havde ikke en mand, der forstod mig. Men jeg er forfærdet over, hvad — — ja jeg ved jo ikke, hvad der er sket, men jeg troede, at her var det så fuldkomment og — —

Han satte sig over for hende og sae: Ja, fru Bønnet, hvad skal vi mennesker gøre ved hinanden? Vil De sige mig det?

Vi skal være gode mod hinanden.

Fru Bønnet lignede et billede af sine egne ord; hun havde et rent, mildt ansigt og blide øjne, ikke særlig intelligente, men meget fornuftige. Hun havde den blanding af fornuft og godhed, der må kunne gøre det let at være lykkelig. Men ved en fejl, der formodentlig altså lå et andet sted, var hun ikke blevet det. Der var ikke nogen stolt rejsning over hende, og hun havde vel heller ikke et brændende farvestærkt temperament, men hun havde den fred, som en mand efter tilstrækkelig megen anden oplevelse kan komme til at drømme om. Hun var vistnok ganske almindelig, men hun var fuld af ynde og sødme, en lille vild rose ved siden af vejen; hun var også kommet ind fra en eller anden krog i landet, naiv og uberørt, og hovedstaden 158 havde næppe forandret hende synderligt. Mænd så godt nok hendes værd, og flere end een havde søgt at vinde hende; magisteren havde kendt den sidste af dem ganske godt, en stærk mand, der havde været gennem megen forretning og megen leven med, og som nu trængte til en lille fredelig idyl, men han fik den ikke; han måtte nøjes med en strålende verdensdame, der vilde gøre ægteskabet til et bevæget drama, men ikke til den lille vrå, som vore naive bedsteforældre sang om.

Og her sad altså fru Bønnet, yndig, blid, mulig.

Tiden gik under stille samtale uden indhold, hvad ord angik, men velgørende, vistnok også bindende. Pludselig slog klokken ti, og fru Bønnet så på uret med et forskrækket smil.

Jeg må gå, sae hun — det er altfor galt; klokken går til elleve. Tak for i aften, det har været så rart. Det er ligesom jeg aldrig har talt med noget menneske før nu.

Han tændte sigaren, han havde lagt fra sig, og overvejede den time, der var gået. Han sae ligesom tilfældigt: Var Deres mand ikke meddelsom?

Å jo. Han havde jo sine forretninger, som han nok vilde tale om. Han var en dygtig mand og en klog mand, og jeg kom på den måde ind i en del. Men man blir træt af altid at høre om det samme, ikke sandt?

Jo, det ved jeg også eksempler på. — Og så blev der tavshed imellem dem.

Ja. Men det syntes jeg heller ikke om. Vel? For man må da ha noget, som begge parter kan interessere sig for.

Hvordan var Deres mand ellers af karakter?

Jo; han var udmærket. Men hans form var noget spottende og overlegen. Han var jo vant til at regere, og så 159 forstod han selv alting så hurtigt og vilde gærne håne dem, der ikke kunde følge med. Det kom også frem over for mig, det smil og den ironiske tone. Jeg kan nu ikke så godt lide ironi. Er det så underligt?

Nej, når jeg tænker nærmere over det, så er det egenlig ganske naturligt. Jeg ved selv andre tilfælde.

Fru Bønnet stod op, men hun var blevet ivrig og glemte at gå: Nej, han var klog og dygtig altså, men han havde jo ikke så meget hjærtelag. Det sae jeg til ham; det var da også min ret; var det ikke?

De prøvede ikke med godhed og blidhed alene? og uden at sige sandheder, jeg mener ubehagelige.

Jo, så længe jeg kunde. Men det ligesom ikke virkede på ham.

Nå sådan. Førte sandheden så til et bedre resultat?

Ja, det kan man jo nok sige; det gjorde næmlig, at vi skiltes.

Og det var Dem, der tog opgøret i Deres hånd?

Ja, da han ikke vilde, eller måske ikke kunde, se, der var noget i vejen; han så kun sig selv.

Hvad sae De så til ham, fru Bønnet?

Jeg sae ham, hvordan han var.

Var De vred?

Fru Bønnet betænkte sig lidt, så svarede hun med et undskyldende smil: Jo, det var jeg vel nok, men det havde jeg jo også grund til.

Men hvad kan en kone egenlig sige til sådan en mand? At han tænker altfor meget på sig selv, at han forsømmer sin kone?

Ja, og så, at han jo ikke er slet så forfærdelig stor, som han bilder sig ind. Naturligvis, min mand var dygtig nok, 160 men derfor havde han sine fejl, som jeg meget godt kunde se. Og dem fik han at vide. Hvem andre skulde i det hele taget ha sagt ham dem end jeg?

Hm hm. Tog han så fornuftigt imod det som vel begrundede sandheder, eller blev han vred?

Han blev vred; han var ganske rasende; jeg har aldrig set ham sådan før. Nej, han var ikke den mand, jeg havde tænkt. Så gik jeg fra ham, og vi blev skilt.

Fru Bønnet så til klokken og så tilbage på magisteren; hendes blik forandrede sig igen, og hun smilede, idet hun rakte ham hånden til godnat og takkede for den aften, hun trykkede hans hånd og var længe om at slippe den.

Hun tog hjærteligt afsked engang til, da hun stod i entredøren med sit overtøj på. Lyset faldt på hendes fine, yndefulde ansigt og hendes blide smil.

Fru Bønnet var nogen tid om at komme fra entredøren, hun var fuld af farveller, yndige variationer af samme afskedstema, ikke meget forskellige, men de havde gentagelsens sjældne og voksende fortryllelse. Endelig gik hun og efterlod magisteren et dobbeltbillede: en dejlig blomst og samtidig blomstens torn; en blomst til stor lyst, en torn til megen belæring.

Magisteren gik ind og satte sig. Hans sigar lå igen slukket i askebægeret, han tændte den for tredie gang; der var endnu til et kvarter. Han var blevet rolig og klar og herre over stillingen igen. Hans skæbne var ikke en undtagelse. Virkeligheden havde igen vist sig for ham, overraskende og dog ikke med noget nyt træk, kun det gammelkendte i en yndig og lærerig gentagelse. Han havde engang før hos den kvinde, han endnu holdt af, set den 161 samme dobbelthed, men ikke med så få minutters mellemrum. I hendes tilfælde lå der år imellem, for hun var ung og uerfaren, da han først traf hende; hun kom til ham med al sin sødme; det andet var vistnok til stede, men der skulde tid til at bringe det til udvikling, det andet udslettede heller ikke det første; sådan er kvinden: hun rummer bægge modsætninger.

Han lae sigarstumpen fra sig og rejste sig for at gå i seng. Der var vist ikke mere nogen fare for en søvnløs nat. Den sande forståelse virker beroligende.

I det samme hørte han en nøgle i smæklåsen, og straks efter stod hans kone i døren: Nå du er ikke i seng endnu.

Jeg var lige ved det, svarede han venligt.

Er du vred på mig?

Det er fred, du kommer til. Hvad du selv bringer med, ved jeg jo ikke.

Hun kom hen til ham, tøvende, han tog hendes hånd.

Du er altså ikke fornærmet, sae hun med sit ansigt tæt ved hans.

Han tog hende om hodet og sae roligt og smilende: Der er altså fred på bægge sider; så taler vi ikke mer om det, der er sket.

Hvis du vilde sige noget, vilde det rimeligvis være det, at du har fået et andet syn på mig.

Han tøvede et øjeblik, om han skulde svare, og hvor meget han skulde sige; så sae han: Jeg tror nok, jeg har fået et mere fornuftigt syn på ægteskabet. Jeg har med mine teorier været for ensidig.

Hm, svarede fru Margrete lidt usikker.

Men hun gjorde ingen indsigelse, da han lae armen om hendes skulder og gik med hende ud af stuen.

162