Hertz, Henrik Fristelsen

Fristelsen. Skuespil i een Act.

246

Skrevet i Sommeren 1842.

Opført første Gang paa det kgl. Theater d. 3die Septbr. 1842.

Opført paa Folketheatret første Gang b. 17de Nov. 1889.

Kgl. Theaters Repertoire.

Dramat. Værker 4de Bind.

247

Personerne

  • Møller, Fabrikant.
  • Agathe, hans Datter.
  • Grenaa, Commissionair.
  • Vihelm Holgers, Polytechniker.
  • Madam Qvist.
  • En Pige.

Handlingen foregaaer i Kjøbenhavn og begynder tidligt om Morgenen.

248
249

Et rummeligt Værelse, temmelig simpelt meubleret. En Dør i Baggrunden og en til hver af Siderne; den til Venstre gaaer ind til Mad. Qvist's Værelser. I et Hjørne et Fløibord med nedslaaede Fløie.

Første Scene.

Grenaa. Eiden Moller og Agathe.

Grenaa
(kommer fra Døren tilhøire og taler ud til Nogen).

Lad du kun mig --- jeg veed nok Besked. (Gaaer hurtig hen til Døren i Baggrunden, men finder den lukket). Hm! den er lukket af. (Gaaer hen til Døren, der fører ind til Mad. Qvist's Værelse). Madam Qvist! Vær saa god at komme ud. Aa, lille Madam Qvist, kom nu og skynd Dem. --- Fordømt! nu er hun nok ude i Kjøkkenet.

(Møller og Agathe kommer ind)
Møller.

Har De hørt det?

Grenaa.

Ja, nu er da Cancellieraaden død.

250
Agathe.

Er det virkelig sandt? Er der slet intet Haab?

Grenaa.

Ja, jeg veed ikke Andet, end hvad Madam Qvist nu i dette Øieblik har ladet mig vide. Men Doctoren har jo været her, saa kan der neppe være Tvivl.

Agathe.

Jeg kan slet ikke troe derpaa endnu.

Møller.

Det gaaer mig ligedan. Barn. Man vænner sig saa svært til et Dødsfald. Hver Dag seer man tydeligere, at det afgjørende Øieblik nærmer sig med stærke Skridt,. og naar det kommer, kan man dog ikke troe derpaa. Hm! Hm! min stakkels gamle Ven! At han allerede nu skulde afsted!

Grenaa.

Ja, han var da over sine 60 Aar; og meget stærk har han aldrig været.

Møller.

Det er sandt. Men saalænge En, vi daglig omgaaes, lever, selv om det er et svageligt Liv, kan vi ikke faae det ind i Hovedet, at dette Liv med alle dets Egenheder, dets Vaner og Sysselsættelser, at alt dette med Eet skal standse

251
Agathe.

At Gud, og Cancellieraaden, hvis Liv var en Lykke for saa Mange! Han, der var saa velgjørende!

Grenaa
(der hidtil har yttret enbeel Urolighed, afsides til Møller).

Ja, hør nu, Møller, vi har ingen Tid at spilde. Da Vi ere udvalgte til Executores testamenti, saa maae vi nu ind og bringe Orden i hans Efterladenskab.

Møller.

Ja, jeg er parat. Kom kun.

Grenaa.

Men Døren ind til hans Arbeids-Værelse er lukket af.

Møller.

Saa kalde vi paa Madam Qvist. (Til Agathe). Gaae ind, Barn, og beed Madam Qvist trine ud til os.

(Agathe gaaer)
Møller.

Jeg formoder, hans Sager ere i god Orden, Saa Arbeidet vil ikke blive vanskeligt.

Grenaa
(adspredt).

Saamænd --- det kan nok være.

252
Møller.

De maa jo omtrent kjende Status af hans Eferladenskab.

Grenaa.

Det er sandt, det gjør jeg, og De kan derfor gjerne overlade mig det Hele. Bliv De kun her og lad mig gaae ind. Jeg er mere vant til det Slags Forretninger.

Møller.

Ja, men nu er jeg engang udnævnt tilligemed Dem, saa er det vel bedst, jeg gaaer ind med.

Grenaa.

Ja, som De vil.

Møller.

Det er ingenlunde, fordi jeg har Mistro til Dem.

Grenaa.

Nei, det veed jeg.

Anden Scene.

De Forrige. Mad. Qvist. Agathe.

Mad. Qvist
(klædt i mørkt Tøi og med sorte Baand paa Kappen).

God Morgen, Hr. Møller! en god Morgen, Hr. Grenaa! Bliv ikke vred, at jeg har ladet Dem vente.

253
Møller.

Nei, nei! under disse sørgelige Omstændigheder er det vel at undskylde.

Mad. Qvist.

Ja, hvad synes De, Hr. Møller! At jeg skulde opleve den Sorg, nei, det havde jeg aldrig tænkt mig. Det er et stort Tab for mig, et Tab, jeg aldrig forvinder.

Møller.

Det vil jeg troe, min kjære Madam Qvist. Men De maa fatte Dem, det er en Christens Pligt.

Mad. Qvist.

Ak, jeg kan endnu ikke fatte mig. Hvor finder man igjen en saa retskaffen Mand, som Cancellieraaden? Nu har jeg tjent ham i saa lang Tid og holdt Huus for ham --- det forstaaer sig, saaledes at jeg kan forsvare det for Gud og Verden. Men han skulde heller aldrig være Den, der talte et haardt Ord til mig eller viste sig utaalmodig eller hidsig. Ja, han var en sjelden Mand!

Møller.

Hvad Tid døde han?

Mad. Qvist.

Inat Kl. 2. Han sov stille og sagtmodig hen, som han havde levet. Jeg tænkte mindst, at det var 254 saa nær. Jeg stod just og talte med Vaagekonen, og vi Syntes begge, han var mærkelig bedre. Men da jeg saa bragte ham hans Mixtur --- for han saae helst, at jeg gav ham den --- og han ikke reiste sig som ellers, og heller ikke svarede mig paa min Tiltale, saa blev jeg ganske angst og tog i ham og sagde:Hr. Cancellieraad, svar mig; hvordan er det med Dem? Men han svarede ikke. Det var forbi med ham.

(Tørrer Øinene).
Agathe.

Var der da Ingen tilstede?

Mad. Qvist.

Jo, den unge Hr. Holgers var i det andet Værelse. Han havde just sat sig hen og blundede lidt. Men da han hørte mig klage og jamre, kom han ganske forskrækket ind og søgte at bringe ham tillive. Men al menneskelig Hjælp kom for silde.

Grenaa.

Ja, nu er han engang død og salig, og vore Klager hjælper ham ikke. Nu maae vi ---

Mad. Qvist

Nei, desværre, mine Klager kunne ikke kalde ham tilbage.

255
Grenaa.
(afsides til Møller).

See til at gjøre en Ende derpaa. Tiden løber til ingen Nytte.

Møller.

Kjære Madam Qvist, De veed, at Grenaa og jeg ere udnævnte til Executores testamenti. Vi maae nu ind og ordne hans Sager.

Mad. Qvist.

Ja, Gud bevares, derfor har jeg jo sendt Bud efter Dem. Nu skal jeg strax lukke op --- ja, hvor har jeg nu Nøglen --- jeg har nok lagt den fra mig berinde. Jeg skal sige Dem, jeg ansaae det for min Skyldighed, Strax min salig Herre var død, at lukke af for hans Arbeids-Værelse, hvor Chatollet staaer, og heri gav Vilhelm mig Ret --- ja, jeg siger Vilhelm, fordi jeg nu har kjendt den unge Hr. Holgers fra det, han var en Dreng, og Cancellieraaden begyndte at tage sig af ham.

Grenaa.

Altsaa var det Nøglen, lille Madam.

Mad. Qvist.

Nu gaaer jeg at hente den. Og endnu engang, bliv ikke vred, at jeg lod Dem vente herinde. Jeg stod just og fæstede nogle sorte Baand paa min Kappe 256 Her kommer jo Folk --- og man skal ikke sætte sig mod Skik og Brug.

Grenaa
(afsides).

Det er da Satan til Snakketøi.

Mad. Qvist.

Vil De følge med, Jomfru Agathe?

Agathe.

Jo gjerne.

Mad. Qvist.

De kan lægge Deres Tøi fra Dem inde hos mig. Og naar De ønsker det, kan De med det Samme endnu engang see Cancellieraaden. Han har slet ikke forandret sig. Han seer ligesaa from og mild ud som i levende Live. --- Vil De, lille Jomfru?

Agathe.

Tør jeg, kjære Fa'er?

Møller.

Gaae du kun, mit Barn.

Mad. Qvist.

Det vil glæde Cancellieraaden i hans Død, at De endnu engang seer ham. De og Vilhelm vare saa alligevel de to Mennesker, han holdt meest af i denne Verden.

257
Agathe.

Ak, Gud! hvor kunde jeg glemme, hvad han har gjort for mig!

Mad. Qvist.

Der er Ingen, der vil glemme ham. Cancellieraadens Velgjørenhed vil man længe huske paa. Naar jeg tænker efter, hvem han alt har hjulpet og understottet! Her var en lille Pige i Huset, der tilhørte Kjælderfolkene, og der var skjev og forvoxet. Hende satte han ud i det polytechniske Institut paa Strandveien og betalte for hende.

Grenaa.

Det orthopædiske Institut.

Mad. Qvist.

Ja, saadan er det jo, de kalde det. Og hvad har han ikke gjort for saa Mange, som man aldrig fik at vide!

Grenaa.
(afsides til Møller).

See at faae hende herfra. Jeg maa tale med Dem.

Møller.

Skaffer De os saa Nøglen, Madam?

Mad. Qvist.

Nu gaaer jeg. Men De maa være overbærende med mig idag, Hr. Møller. Jeg har et tungt Kors 258 at bære, og mit Hoved er ganske sorstyrret. Kom nu, Jomfru Agathe.

(Hun og Agathe gaae ind tilvenstre.)
Grenaa.

Hvad staar De og tænker paa?

Møller.

Jeg tænker paa de Ord, Madam Qvist lod falde, at min Agathe og den unge Holgers vare de to Mennesker, Cancellieraaden havde kjærest. Jeg troer, hun har Ret deri. Endnu for et Fjerdingaar siden vilde jeg have svoret paa, at Agathe kom til at arve halvt med Vilhelm efter ham. Men nu arver han Broderparten, og hun maa vel nøies med en ringe Deel.

Grenaa.

Hm! deri kan De tildeels have Ret. Men, hvor meget troer De, hun faaer?

Møller.

Ja, hvad veed jeg! Jeg tænker, saa en 5,6000 Rigsdaler.

Grenaa.

Ja, men deri tager De feil. For hun faaer slet Ingenting.

Møller.

Hvad siger De? Det er da vel aldrig muligt?

259
Grenaa.

Det er saamænd baade muligt og vist.

Møller.

Men hvoraf veed De da det?

Grenaa.

Jeg har allerede vidst det en fjorten Dages Tid, og den unge Holgers veed det ogsaa. Copien af Testamentet, som Cancellieraaden selv har dicteret mig, maa findes blandt hans Papirer. Originalen har han --- jeg veed ikke af hvad Grund --- givet Madam Qvist at gjemme, men forseglet.

Møller.

Men hvad kan da være Grunden til, at han saa aldeles har glemt at den Godhed, han har haft for Agathe?

Grenaa.

Ja, det veed jeg ikke. Holgers er løbet af med Profiten, saa meget er vist. Maaske det er ham, De kan takke derfor.

Møller.

Holgers? der altid har gjort saa meget af Agathe---?

Grenaa.

Ja, De har jo bestandig nægtet ham Deres Samtykke til en Forbindelse med hende.

260
Møller.

Fordi jeg har ikke haft Andet end Tab af Holgers, fordi hans mange forskruede og nymodens Ideer vil føre ham til Bettelstaven, om han ogsaa arver nok saa meget.

Grenaa.

Deri giver jeg Dem Ret.

Møller.

Jeg haabede engang at kunne ophjælpe mine Sager ved hans Kundskaber. Jeg anvendte min sidste Skilling, og maatte endda gjøre Laan, for at kunne forskrive den kostbare Maskine fra England, som han idelig prækede for mig om. Og da den saa kom hertil, var der Ingen, der forstod at sætte den op. Saa blev jeg nødt til at sælge den, fik ikke det Halve derfor, af hvad den havde kostet mig ---

Grenaa.

Det undrede mig endda, De fik saa meget. Jeg havde ikke betalt Dem mere derfor, end Iernet og Træet var værdt.

Møller.

Fra den Tid har Alting været mig imod. Jeg er Dag for Dag kommet mere tilbage --- og alt dette kan jeg takke denne unge Phantast for! Og for ham skal nu mit Barn sættes tilside!

261
Grenaa.

Ja, hvad har De da isinde?

Møller.

Jeg faaer vel finde mig deri, og maa ovenikjøbet gjøre gode Miner.

Grenaa.

Det gjorde jeg ikke i Deres Sted.

Møller.

Hvad vil De da, jeg skal gjøre.

Grenaa.

Det skal jeg sige Dem. Men De skal høre mig rolig og lægge Fordomme tilside. De veed, jeg er en ganske klog Mand, og kan derfor stole paa, at jeg har overveiet Sagen fra alle Sider.

Møller.

Uden Omsvøb, hvad er det, De vil foreslaae mig?

Grenaa.

Seer De, Cancellieraaden efterlader ikke Een, der er ham beslægtet. Den unge Holgers, som han tog til sig, da han var en Dreng, har nu forstaaet at slikke sig ind hos ham. Han arver Rub og Stub. Cancellieraaden er i sit Testamente gaaet saa vidt, at han ikke har sat Noget fast enten for Madam Qvist, 262 der i saa mange Aar har været hans Husholderske, eller for Tjenestefolkene. Han bestemmer kun i Almindelighed, at Holgers skal sørge for dem. Det er altsaa til Vildfremmede, den betydelige Formue skal gaae. Maa jeg da nu spørge Dem, om vi ikke ere ligesaa gode som Andre? Har vi To nu ikke i flere Aar staaet ham bi med Raad og Daad? Har Deres Datter ikke haft grundet Haab om at blive Medarving, og taler nu ikke al Rimelighed for, at den snue Holgers, der formodentlig af den Grund har friet til hende, nu, da dette Haab slog ham feil, har vidst at forpurre det? Og vil De rolig see paa alt dette?

Møller.

Hm! det er kun altfor rimeligt, hvad De der siger. Men jeg gad vibst, hvad jeg skulde gjøre derved.

Grenaa

De skal ikke taale, at Arven rives bort lige for Næsen af Dem. De skal benytte Dem af Omstændighederne, der ere os ualmindelig gunstige. Seer De, Testamentet indeholder ingen Specification af Efterladenskabet. Der staaer kun i Almindelighed: »Alt, hvad jeg efterlader, skal tilfalde min Pleiesøn« De veed, Cancellieraaden var en Ven af Korthed. Nu ligger der rigtignok blandt hans papirer en Opskrift paa de Obligationer, han eier; thi deri bestaaer hans Hoved-Formue. Men denne Opskrift kan vi let faae Fingre paa.

263
Møller.

Men hvad er da Deres Mening med alt dette?

Grenaa.

Hm --- hvad der er min Mening --- Jeg troer da ikke, jeg har et Barn for mig. Min Mening er, at vi skal lade Holgers i Besiddelse af Huset her, af de rede Penge, og af saa mange Obligationer, at ingen Mistanke vækkes; thi det er desværre bekjendt, at Cancellieraaden eiede Obligationer. Derimod skal vi ---

Møller
(spændt)

Jaja, Mand, hvad skal vi?

Grenaa.

Ih nu, hvad der forresten findes, skal vi To dele.

Møller.

Nei, Grenaa, med saadanne Forslag maa De ikke komme til mig.

Grenaa.

Og hvorfor ikke, om jeg maa fpørge? Naar Holgers faaer Huset og en 10,000 Rigsdaler ovenikjøbet, er det ikke store Ting for ham? Huset alene er en 16,000 Rigsdaler værdt. Er alt dette ikke nok til at sætte overstyr paa hans Maskiner og Luftcasteller? Eller har Cancellieraaden ikke allerede sat nok paa ham? Jeg veed, at han een Gang har forstrakt ham 264 med 1000 Rigsdaler og een Gang med 1500 Rigsdaler, for at fremme Gud veed hvilket Project; men Frugterne deraf har jeg ikke seet.

Møller.

Ja, det er godt nok. Cancellieraaden havde Lov til at raade over sine Penge. Vi har ingen Ret til dem.

Grenaa.

Ret? Ja, Møller, skal man i denne Verden vente, til man faaer Noget med Rette, saa kan man vente længe.

Møller.

Desværre, det er sandt. Men da jeg nu i al min Tid har levet som en ærlig Mand ---

Grenaa.

Aa, saadan kan De tale til gamle Kjærlinger, men ikke til mig. Jeg veed, hvad det vil sige, naar man praler af, at man lever som en ærlig Mand. Den, der gjør Gjeld, han ikke kan betale, han føler ikke sin Samvittighed besværet deraf --- om han ogsaa bringer Skomager og Skrædder til Bettelstaven. Men, naar Talen er om at benytte Omstændigheder som disse her, da kommer Samvittigheden paa eengang --- uagtet Ingen vil føle Tabet. Og hvad Gavn har man deraf, at man er, hvad De kalder en ærlig Mand? Man bliver Kirkeværge, Rodemester, Fattigforstander eller Borger-Repræsentant og faaer 265 tusinde slige Bestillinger, som man har Bryderi og Ærgrelse af, men ikke en Skilling for.

Møller.

Ja, det kan Altsammen være sandt, men ---

Grenaa.

Ja, nu har jeg sagt Dem min Mening. Jeg har gjort det mere for Deres Skyld end for min. Jeg sidder Gudskeelov ret godt inde og kan hjælpe mig uden det. Men med Dem er det anderledes. De har en Rede af Børn. De er i Betryk paa alle Kanter. De har hverken Nat eller Dag Ro for Deres Creditorer. Saadan et Hundeliv vil De heller føre, end ophjælpe Deres Affairer? Naar, troer De, tilbydes Dem igjen en Lejlighed som denne? Der er Ingen, der kan komme efter det, og Ingen, der vil gjøre Spørgsmaal derom. Thi Holgers veed hverken, om han arver Meget eller Lidet. Hvad han mister, er Noget, han aldrig har eiet, og som han aldrig kan føle Tabet af.

Møller.

Overtael mig ikke, Grenaa; De har Synd deraf.

Grenaa.

Jaja, saa vil jeg ikke spilde et Ord mere paa Dem. Men der vil komme en Tid, da De vil fortryde Deres utidige Betænkeligheder. Naar Holgers sidder inde som en Prinds og giver Dem og Deres 266 Datter en god Dag, mens De maa pine og plage Dem for at slaae Dem igjennem, saa tænk paa mig.

Møller
(i urolig Bevægelse).

Hm! --- det er forfærdeligt, at dette Menneske saaledes skal løbe af med denne store Formue!

Grenaa.

Jeg vil bare huske Dem paa een Ting. De har vel ikke betænkt, at Alt, hvad De eier, er pantsat til Grosserer Corfitz Hansen.

Møller.

Det kommer ikke den Sag ved. Corfitz Hansen er en ganske billig Mand, der ikke vil mig tillivs.

Grenaa.

Men han har overdraget sin Ret til mig.

Møller.

Til Dem? Har De nu kjøbt Panteforskrivningen?

Grenaa.

Ja, allerede for over en Maaned siden.

Møller.

Men af hvad Grund? Er det Deres Venskab? Har De da isinde at bringe mig til det Yderste?

Grenaa.

Ja, dengang jeg kjøbte Forskrivningen, havde jeg noget ganske Andet for Øinene. De husker nok, at 267 jeg nu i et Aar har anholdt om Deres Datter Agathes Haand.

Møller.

Men hun kan jo ikke udstaae Dem.

Grenaa.

Det veed jeg, skjøndt jeg er overbeviist om, at vi nok skulde forliges, bleve vi først givte med hinanden. Imidlertid, De er svag heri som i alt Andet. De veed hverken, om De skal sige Ja eller Nei.

Møller.

Med andre Ord, jeg betænker mig paa at gjøre mit Barn ulykkeligt. Jeg synes, jeg har gjort nok for Deres Skyld. Jeg har forbudt Holgers mit Huus.

Grenaa.

Nu godt, naar De har saa Meget derimod, saa vil jeg afstaa fra Agathe.

Møller.

Ja nu --- da De veed, hun Intet arver. Det er vel ogsaa Grunden til, at De slet ikke har berørt den Sag i de sidste fjorten Dage.

Grenaa.

Det skal De ikke sige. En ung, smuk Pige har altid sin Priis. Men det er det Samme, for at De kan see, jeg er uegenuyttig, saa vil jeg overlade Dem Panteforskrivningen for Det, den har kostet mig; det er en Bagatel mod dens sande Værdi. Men saa 268 skal De nu vise Dem som en Mand af Characteer og gaae ind paa mit Forslag.

Møller.

Og hvis jeg nu ikke gjør det?

Grenaa.

Saa maa De ikke tage fortrydelig op, at jeg benytter min Ret og gjør Forskrivningen gjeldende.

Møller.

De er en fortræffelig Ven!

Grenaa.

Ja, Handelskab er ikke Venskab. Det staaer jo i Deres Magt at forhindre det. Naar De vil opgive Deres egensindige Ideer og idag være mig behjælpelig, saa tilbyder jeg Dem endog at overlade Dem Forskrivningen for Intet. Det er engang Verdens Gang; den ene Haand vasker den anden.

Møller.

Ja, og lige rene blive de.

Grenaa.

Stille! der kommer Nogen.

269

Tredie Scene.

Møller. Grenaa. Mad. Qvist.

Mad. Qvist.

Jeg maa igjen bede Dem om Undskyldning; men jeg kunde tilforladelig ikke komme før. Nøglen havde jeg forlagt eller gjemt den saa vel, at jeg ikke strax kunde hitte den, saa fortumlet mit Hoved er idag. Og saa kom Huusjomfruen ovenpaa ned for at condolere og sige mig nogle Trøstens Ord i min store Sorg.

Grenaa.

Jaja --- naar De blot nu har Nøglen.

Mad. Qvist.

Nu skal jeg strax lukke op for Dem. Der er en Graad i Huset, som om det var en Fa'er for dem Alle, der var død. Jomfruen ovenpaa meente, at hele Gaden vilde lægge Sorg an. Ja, Cancellieraaden var elsket!

Grenaa
(afsides til Møller).

Kan De da ikke stoppe Munden paa hende?

Møller.

Lille Madam, det er paa Tid, vi træffe vore Anstalter.

Mad. Qvist.

Ja, nu er der Intet iveien. Jeg har sat et 270 Ftøibord herhen, hvis De ønsker at lægge Papirer eller andet deslige hen derpaa.

Møller.

Godt. Lad os faae det slaaet op.

Grenaa.

Aa, det behøves ikke. Vi kan hjælpe os med Bordet derinde. (Afsides til Møller). Hvad skal de Narrestreger til med et Bord herinde?

Møller.

Det gjør jo hverken til eller fra.

Mad. Qvist
(der imidlertid har slaaet Bordet op).

Naar De nu ønsker Noget henlagt, skal jeg være Dem behjælpelig. Jeg kan jo nok vide, De trænger til en Haandsrækning; og jeg kan uden Selvroes sige, at der er Ingen, der er bedre bekjendt med Huset end jeg. I den sidste Tid talte Cancellieraaden ofte med mig om sine Sager, om hvorledes han ønskede Alt indrettet efter sin Død; for selv var han fattet paa sit nære Endeligt.

Grenaa.

Talte han om, hvad han omtrent efterlod sig?

Mad. Qvist.

Det gjorde han just ikke. Men jeg veed jo nok, at han sad godt inde og i de mange Aar har sparet 271 en god Skilling sammen. Han forstod at omgaaes med Penge. Gjerrig var han ikke, det var Synd at sige, og det kunde jeg anføre mange Beviser for. Dengang hele Byen var illumineret for et Par Aar siden, da havde han ladet gjøre til det dobbelte Vindue i Salen en Transpiration, som alle Mennesker talte om. Nei, gjerrig var han ikke.

Grenaa
(prøvende).

Jeg troer i Grunden heller ikke, at han har lagt saa Meget tilside, som man antager.

Mad. Qvist.

Derom kan jeg ikke sige noget Bestemt. Vor unge Vilhelm --- jeg mener Hr. Holgers --- var bedre bekjendt med den Deel af hans Sager. Han var paa det Sidste ofte alene med ham og gjennemgik Papirer og Regninger, og saa har de vel bragt det paa det Rene.

Grenaa
(afsides til Møller).

Hører De?

Mad. Qvist.

Vilhelm var jo hans Eet og Alt, og saavidt jeg har kunnet mærke, bliver han nok ogsaa hans Arving. Ja, det forstaaer sig, Hr. Mæller, Deres Datter har Cancellieraaden sikkert ikke glemt.

Møller.

Hm! --- mener De?

272
Mad. Qvist.

Ja --- det troer jeg vist, det har han ofte ladet et Ord falde om --- uagtet, det synes mig næsten nu, som Vilhelm i en af disse Dage har talt om, at det skulde gjøres om. Men jeg har haft saa meget Andet at tænke paa, saa De kan ikke gaae derefter.

Grenaa
(afsides til Møller)

Kan De see? Har jeg nu Ret?

Møller.

Det lader til det.

Grenaa
(som før).

Vil De nu finde Dem deri? hvad? De er gal, naar De gjør det.

Møller.

Tael ikke til mig derom.

Grenaa
(som før).

De skal og De maa høre mig.

Møller
(gaaer fra ham og hen til Mad. Qvist).

Hvad jeg vilde sagt --- hvor er Holgers da nu?

Mad. Qvist.

Han er oppe i Skifte-Conditionen.

273
Grenaa.

I Skifte-Commissionen? hva --- hvad?

Mad. Qvist.

Ja, han maatte jo melde Dødsfaldet.

Grenaa.

Men saa kan Vi jo hvert Øieblik vente Rettens Folf, og nu spilder De os Tiden med Snak.

Mad. Qvist
(krænket).

Ih nu, Snak pleier jeg just ikke at komme med. Det har i det mindste Ingen før beskyldt mig for.

Grenaa.

Jaja --- giv os nu blot Nøglen. Tiden løber.

Mad. Qvist.

Nu skat jeg lukke op, og følge ind med Dem.

Grenaa.

Det behøver De ikke. Naar De blot vil levere mig Nøglen.

Mad. Qvist.

Men det er jo rimeligt, at jeg følger med Dem og giver Dem Anviisning paa min salig Herres Gjemmer.

Grenaa.

Min kjære Madam, det er ikke det første Bo, jeg har behandlet. Overlad De kun Altsammen til 274 mig. Det er os, der skal sørge for, at der iagttages en accurat Orden.

Mad. Qvist.

Det veed jeg, men jeg mener blot, at Cancellieraaden ikke lettelig foretog sig Noget af Vigtighed uden at tage mig paa Raad med, og derfor synes jeg ---

Grenaa.

Men vi kan ikke tage Dem paa Raad med. Det er os og ikke Dem, der skal staae til Ansvar.

Mad. Qvist.

Ih nei, Hr. Grenaa, jeg siger heller ikke Andet ---

Grenaa.

Ja, med at den Tale komme vi ingen Vei. Vil De ikke give mig Nøglen, saa maae vi have Bud efter Smeden.

Mad. Qvist.

Nu har jeg hørt det før! Og den Tort vilde De gjøre mig?

Grenaa
(heftig).

Jeg har sagt Dem det ti Gange! her er ikke Tid til Faddersladder.

Mad. Qvist.

Faddersladder . . . er det en Tiltale?

275
Grenaa.

Ja, der maa være en Ende paa Alt. Min Samvittighed kan ikke tillade, at nogen Uvedfommende faaer Adgang til Værelset derinde. Det er ikke saa usædvanligt, at Folk, under deslige Omstændigheder, benytter sig af Leiligheden.

Mad. Qvist.

Ih, du store Gud! hvad siger De?

Grenaa.

Nøglen, Madam!

Mad. Qvist.

Her er den. Vær saa god. (Leverer Nøglen til Grenaa, der strax gaaer ind i Cancellieraadens Værelser, Døren i Baggrunden) Benytte sig af Leiligheden! Det skal der siges til mig! Nei, aldrig havde jeg tænkt, at jeg skulde møde en saadan Begegnelse i dette Huus.

(Græder)
Møller
(der hidtil har gaact op og ned i sine egne Tanker, bliver opmærksom).

Hvad er her paafærde?

Mad. Qvist.

Intet, Hr. Møller, aldeles Intet. Jeg er nu tilovers, mærker jeg. Han, der i saa lang Tid har været mit Forsvar, han er nu død og borte, og jeg maa finde mig i at lide Krænkelser. Gaae De kun ind i Cancellieraadens Værelser og skalt og valt 276 med hans Gjemmer, saa meget De vil. Jeg skal mindst staae Dem iveien. Jeg bliver ikke et Øieblik længer her i Huset. Jeg tager herfra, men jeg forlanger, at De skal see min Dragkiste og min Commode efter, for at De kan erfare, om jeg skjuler uretfærdigt Gods. Jeg trøster mig til, at jeg efterlader Dem Huset saaledes, at jeg kan forsvare det for Gud og min Samvittighed. Jeg vil ønske Dem, naar De forlader det, at De maa kunne sige det Samme.

(Hun gaaer. Strax efter kommer Grenaa ud med nogle Pakker og Skuffer, som yan lægger paa Bordet).
Møller
(der kun halvt har agtet paa Mad. Qvist's Ord).

Hvad var der nu iveien med Madam Qvist?

Grenaa.

Aa, bryd Dem ikke om det fjantede Menneske. Cancellieraadens Død har jo gjort hende forstyrret. --- See, her skal jeg vise Dem, hvad jeg strax har taget ud. Det er Opskristen paa alle de Obligationer, Cancellieraaden har eiet. Han har gjort den i min Nærværelse for kort Tid siden, og efter min Opfordring. Der existerer ganske bestemt ingen anden.

Møller.

Lad mig see.

Grenaa

See der. (Leverer ham den). Naar den er i vore Hænder, kan ikke et Menneske holde Control med os.

277
Møller.

Hm --- det løber i Eet for mig. (Ligesom undskyldende). Ja, jeg mener, jeg har glemt mine Briller.

Grenaa.

Ja, De kan stole paa mig.

Møller
(der tankeløs stirrer paa Papiret).

Naa, --- hvor meget er der da?

Grenaa.

Imellem 40 og 50,000 Rigsdaler. Men der maa desuden være nogle Tusinde i rede Penge, og dertil kommer endnu Huset her.

Møller.

Saa? det er en betydelig Sum.

Grenaa.

Det er det; og De var en Nar, om De lod hele denne Formue tilfalde en ung, vildfremmed Person, der efter alle Julemærker har listet sig Arven til og staaet Deres Datter i Lyset.

Møller.

Men, om jeg nu gav ham Agathe?

Grenaa.

Nu? bagefter? Vil De maaskee risquere, at han nu gjør sig kostbar?

278
Møller.

Nei, De har Ret. Nu --- hvad er da Deres Mening med alt dette?

Grenaa.

Jeg mener, at vi nu skal tænke paa os selv og erindre, at Enhver er sig selv nærmest.

Møller.

Men gaaer det an? Kan vor Samvittighed forsvare det? Derinde (peger tilvenstre) , tre Skridt fra os, ligger han Liig, og her skal vi saa skammeligt misbruge hans Tillid. Det er jo forfærdeligt!

Grenaa.

Forjag disse Tanker! De føre til Intet. Tænk paa Deres egen fortvivlede Forfatning, paa Deres Børn, der voxe op i Mangel.

Møller.

Gud hjælpe mig, det er kun altfor sandt!

Grenaa.

Og hvad har De besluttet, naar De ikke paa denne Maade bliver hjulpet? Jeg kan eengang for alle ikke rolig see paa, at denne betydelige Formue tilfalder En, der ingen Adkomst har til den. Vil De ikke understøtte mig nu, saa siger jeg Dem forud, at De ikke kan vente nogen Skaansel af mig. Al Deres Eiendom er mig forskrevet --- glem ikke det.

279
Møller.

Grenaa, De har et stort Ansvar paa Dem.

Grenaa.

Sniksnak, det paatager jeg mig. See, her har jeg Deres Panteforskrivning. Siger De ja, saa river jeg den i dette Øieblik itu.

Møller.

Men naar det bliver opdaget? Naar man blot fatter Mistanke til os?

Grenaa.

Hvor kan man det? Der er Ingen, der bestemt veed, hvad Cancellieraaden har eiet.

Møller.

Kan ikke Holgers være underrettet?

Grenaa.

Nei, det er han ikke --- ganske bestemt ikke.

Møller.

Kan ikke Madam Qvist . . .

Grenaa.

Aa, hvor kan De troe, at Cancellieraaden har talt til det enfoldige Menneske om sin Formue.

Møller.

Men jeg fætter man finder en Opskrift paa hans Midler.

280
Grenaa
(ærgerlig).

Den har jeg jo fundet og givet Dem. De staaer jo med den i Haanden. See der, Menneske!

Møller.

Naa --- ja det er sandt. Ja, gjør med mig, hvad De vil.

Grenaa.

Det kan jeg lide. Her er Deres Panteforskrivning. (Tager den frem og river den itu). See saa! Men nu maa De som en Mand af Ære heller ingen flere Indvendinger gjøre. Vi har kun kort Tid at raade over. Lad mig nu hente Obligationerne. Jeg veed, hvor de ligge.

(Gaaer ind).
Møller
(ene).

Alt løber rundt i mit Hoved . . . Kan jeg ogsaa indlade mig derpaa? Vil ikke min Samvittighed evindelig bebreide mig . . . Hm, hm, hm! Det er en styg Historie? Jeg burde aldrig . . . Men naar jeg igjen kommer i Veiret, kunde jeg saa ikke paa en eller anden Maade --- ja, jeg kunde søge at erstatte Holgers hans Tab . . . det skal jeg --- det lover jeg helligt. Jeg skal ikke hvile, før det er skeet.

(Grenaa kommer hastigt ud med nogle Pakker).
Grenaa.

Lad os haste. Jeg synes, jeg hørte Nogen. --- Her er to Pakker Obligationer, den ene paa 5000 281 Rigsdaler, den anden paa 7,000. Kan De stikke dem til Dem?

Møller.

Gjem De dem.

Grenaa.

Men jeg har saa lidt Plads i min Kjole.

Møller.

Som jeg siger, tag De dem.

Grenaa.

Jaja da --- (Putter dem med Vanskelighed i Lommen). Men nu maa De følge ind med. Hører De?

Møller.

Hvad siger De?

Grenaa.

Vær dog ikke distrait, Møller! De maa hjælpe mig derinde.

Møller.

Naa ja, saa kom. (Idet de vil gaae ind, ringer det. Han farer sammen). Det ringede!

Grenaa.

Var det her, det ringede?

Møller.

Javist var det.

282
Grenaa.

Ja, vi maae lukke op.

Møller.

Men --- men, naar det nu er Rettens Folk?

Grenaa.

Bryd Dem om Ingenting, og lab mig kun raade.

(Lukker op).

Fjerde Scene.

Grenaa. Møller. Vilhelm Holgers.

Møller
(greben, afsides).

Det er Holgers!

Vilhelm.

God Morgen, Hr. Grenaa ! (Iler hen til Møller) Og De er ogsaa allerede her.

Møller.

Hm --- ja --- De veed, at jeg . . .

Vilhelm
(med Følelse).

Ja, jeg veed, De forstaaer at vurdere det Tab, vi Alle have liidt.

Møller.

Vistnok. Jeg condolerer Dem . . .

283
Grenaa.

Jeg har ligeledes den Ære at condolere.

Vilhelm
(til Møller)

De har i saa mange Aar kjendt min Velgjører, har været Vidne til hans stille, retskafne Vandel, hans fortræffelige Hjerte.

Møller.

Hm --- det var jo en brav Mand.

Grenaa.

Ja, en overmaade brav Mand.

Vilhelm.

Jeg føler mig saa forladt siden hans Død. Der er en Tomhed i min Sjæl, jeg ikke kan forjage. I alle mine Handlinger var han min Raadgiver. Han ledede mine Skridt, og ved hans Side gik jeg saa sikkert.

Grenaa.

Han har heller ikke glemt Dem ved sin Død.

Vilhelm.

Nei, hans Godhed er vedblevet til det sidste Øieblik. Jeg er undseelig over hans Velgjerninger, og jeg frygter for, at han for min Skyld har været uretfærdig mod Andre. Jeg stakkels, Sorældreløse Barn, 284 hvorledes er jeg værdig til med Eet at sættes i Overflod og i en uafhængig Stilling!

Grenaa
(urolig).

Ja, De antager vel, at Cancellieraadens Efterladenskab er betydeligt.

Vilhelm.

Om det ogsaa ikke var Tilfældet, hvad har jeg gjort for at fortjene al hans Godhed.

Grenaa.

Naa! --- ja, han har jo været meget god mod Dem. Men, turde jeg spørge, har De alt meldt Dødsfaldet?

Vilhelm.

Jeg kommer derfra.

Grenaa.

Saa kan vi nok snart vente, at Rettens Folk komme og forsegle?

Vilhelm.

Jeg venter dem hvert Øieblik.

Grenaa.

Saa? Hm! (afsides). Hvordan faaer jeg ham herfra --- (Høit og venlig). Har De ikke Lyst at gaae ind til Madam Qvist. De træffer Jomfru Agathe derinde.

285
Vilhelm.

Agathe? Er hun her? Og jeg tør gaae ind til hende?

Grenaa.

Ja, Gud bevares. Nu skal jeg lukke op for Dem.

Vilhelm
(uvis).

Er det Dem ikke imod, Hr. Møller, at jeg gaaer ind?

Møller
(distrait).

Gaaer ind? --- Nei, nei, bryd Dem ikke om mig. Jeg kommer strax.

Vilhelm.

Jeg takker Dem, og tillad mig heri at see et Tegn til, at De har glemt vor ældre Uenighed.

(Gaaer ind).
Grenaa.

Naar vi nu ikke skynde os, saa er det for sildigt. Vil De nu følge med?

Møller
(gaaer op og ned uden at svare ham).
Grena.

Svar mig! Vil De følge ind med?

286
Møller.

Lad mig et Øieblik alene. Jeg kommer efter.

Grenaa.

Nei, der er ingen Vei at komme med ham.

(Gaaer ind).
Møller
(ene)

Jeg kan ikke see Holgers i Ansigtet. Hvert Orb af ham er en Bebreidelse. Hvad skal det føre til!

Grenaa
(i Døren)

Der, Møller, tag disse Pakker og Skuffer og læg dem paa Bordet.

(Møller tager imod dem og lægger dem hen Strax efter kommer Grenaa ud med en Pakke under Armen, og i Hæderne nogle Skuffer, Poser og andre Sager, hvilke sidste han lægger paa Boroet).
Grenaa.

Der fandt jeg endelig hvad jeg føgte. En Pakke Obligationer paa 20,000 Rigsdaler.

Møller.

20,000 Rigsdaler!

Grenaa.

Ja den kan hjælpe. --- Alle de rede Penge har jeg lagt her paa Bordet, og desuden et Par mindre Pakker Obligationer til Beløb 6 à 7,000 Rigsdaler. De maa blive liggende her. Men det Værste er, at 287 det seer saa tidt ud. Alle hans Obligationer ere temmelig store. Hm! --- ja jeg skal sige Dem, hvad vi gjøre. Jeg har taget ti Obligationer med mig hjemmefra, hver paa 100 Rigsdaler. Dem lægge vi til de andre; saa fylder det mere.

Møller.

De er udlært, det maa man lade Dem.

Grenaa.

Ja, man maa tænke forud paa alle Tilfælde. --- Nu vil jeg stikke denne Pakke paa 20,000 Rigsdaler til mig; saa kan De tage de to, jeg fik før. (Prøver paa at faae dem op af Kjolelommen) . Det er fordømt, mine Kjoleskjøder ere saa smalle; nu er de klemte inde i Lommen og vil ikke op. --- Ja, saa maa De tage denne her.

Møller.

Tag De den, behold De den. Har De begyndt, kan De ende.

Grenaa.

Hvad er det for Daarskab? Ere vi ikke lige gode om det?

Møller.

Men det er jo et Bedrageri, man ikke har hørt Mage til. Det kan ikke blive skjult; det er en Umulighed. Der var ingen Retfærdighed til, om det ikke blev opdaget.

288
Grenaa.

Hvordan Pokkeren skulde det opdages?

Møller.

Opdagelsen kan komnme fra den Kant, man mindst venter.

Grenaa.

Men hvem skulde opbage det, hvem?

Møller.

Jeg, jeg selv --- min Samvittighed vil røbe mig.

Grenaa.

Hør, Møller, nu er jeg kjed deraf, som De skater Dem. Har De sagt A, skal De sige B. Deres Panteforskrivning har De ladet mig rive istykker, og jeg mener nu, det er Deres forbandede Skyldighed ingen Ophævelser at gjøre.

Møller.

Aa, Panteforskrivningen! Pengene ere det mindste.

Grenaa.

Ja, Gu' ere de det mindste --- for Dem især. --- Hm! kunde jeg blot selv gjemme denne Pakke, jeg skulde ikke spilde et Ord paa Dem. (Man hører en Bevægelse eller Stemmer indenfor tilvenstre) Der kommer Nogen! Tag den til Dem, siger jeg --- i Pokkerens 289 Navn, tag den til Dem, inden der kommer Nogen.

(Stikker Pakken i Møllers Lomme, uden at denne i sin Ængstelse forhindrer det).
Møller
(med dæmpet Stemme). Man kan jo see, jeg har den i Lommen.
Grenaa
(ligeledes).

Vist ikke. Lad kun som Ingenting. (Gaaer hen til Døren tilvenstre og lytter). De ere gaaet ind igjen. Det var blind Allarm. --- Naa, lad os nu ordne Sagene her paa Bordet. (Gaaer hen og lægger tilrette). Hold denne Skuffe. (Giver ham en temmelig dvb Chatolskuffe og bliver ved at ordne paa Bordet). Her ligge de rede Penge. Her Obligationerne, som vi kan brede lidt ud. Regningerne har jeg lagt her. See saa! nu vil jeg see den, der vil gjøre os Noget.

Møller.

Den, der vil gjøre os Noget! Ja, pas paa --- det kommer, det kommer!

Grenaa.

Aa Passiar!Møller. 20,000 Rigsdaler! og iforveien 12,000 --- det er jo en Ubluhed, der er uden Mage.

290
Grenaa.

Ja, Pokkeren skulde gjøre sig til Hund for et Beens Skyld.

Møller.

Ja, De --- De . . . Dem er Alt lige godt. (I ophidset Stemning). Men hvad er det, De her lader mig staae med?

(Peger paa Skuffen, han endnu har i Haanden).
Grenaa.

Ja, hvad er det?

Møller.

Aa, jeg veed ikke, hvad det er. Her ligger en Brystnaal, en grøn Silkepung ---

(Tager den sidste frem).
Grenaa.

Giv mig Skuffen. Det er bedst, jeg sætter den ind igjen.

(Gaaer ind med Skuffen).
Møller
(ene).

Var jeg blot ti Mile herfra! Det ligger og tynger mig herinde som et Bjerg. Jeg kan ikke bære denne Tanke --- det er mig umuligt!

Grenaa
(der kommer ud igjen).

Hør nu, Møller, Bordet her maae vi sætte ind.

291

Det er ikke værdt at trække Øinene hen til det altfor tidligt. (Da Møller vil tage fat). Ja vent lidt. Lad os først bytte vore Pakker. Tag De mine to smaa, eller den ene af dem, og giv mig Deres.

Møller.

Har De ikke Tillid til mig?

Grenaa.

Aa jo --- men jeg troer, den er sikkrere hos mig.

Møller.

Den er kun altfor sikker hos Dem. --- Ja, for mig gjerne.

(Idet de begge vil tage Pakkerne op, nærmer sig Nogen indefra).
Grenaa
(hurtig).

Lad det vente! Der kommer Nogen.

Femte Scene.

Møller. Grenaa. Vilhelm. Agathe.

Agathe.

Kjære Fa'er, jeg veed slet ikke, hvad jeg skal begynde med vor gode Madam Qvist. Hun gjør ikke Andet end klager og klynker.

292
Møller.

Saa? Klager hun? --- Naa ja, Cancellieraadens Død ---

Agathe.

Nei, det er ikke Grunden. Hun klager over, at der er skeet hende Uret. Har da Nogen fornærmet hende?

Møller.

Det troer jeg ikke.

Agathe.

Men det taler hun dog bestandigt om.

Grenaa.

Det kan De ikke regne, lille Jomfru. I den Stemning, hvori hun er idag, tager hun sig Alting nær.

Vilhelm.

Men hun pleier ellers at være saa god at komme tilrette med.

Møller.

Hvad er det da, hun vil?

Agathe.

Det kan vi ikke blive kloge paa. Da hun kom ind til mig, var hun forgrædt, og tog Hat og Sharol frem og vilde strax forlade Huset. Vi maatte bruge 293 at vor Overtalelse for at faae hende de Griller ud af Hovedet.

Møller.

Ja, jeg veed ikke, hvad der er iveien. Veed De, Grenaa?

Grenaa.

Nei, det er mig ganske uforklarligt --- medmindre hun over Cancellieraadens Død har liidt en Skade paa Hjernen. Man har jo seet Exempler derpaa før.

Agathe.

Der kommer hun. Tael til hende, Fa'er.

Sjette Scene.

De Forrige. Mad. Qvist.

Møller
(til Mad. Qvist).

Nu, hvordan gaaer det?

Mad. Qvist
(med et krænket Udtryk).

Med mig gaaer det meget godt, og jeg troer heller ikke at have fortjent Andet. En god Samvittighed er min Støttestav; Verden kan derfor ikke forkleine min Ære. Jeg har levet for en trofast Opfyldelse af mine Pligter; det Vidnesbyrd skal Alle 294 give mig. Jeg mener derfor, at jeg rolig kan finde mig i Forhaanelser og Tilsidesættelser.

Vilhelm.

Tael dog ikke saaledes. Vi holde jo Alle saa meget af Dem.

Mad. Qvist.

Lad mig tale, Hr. Vilhelm. Jeg har god Grund til, hvad jeg siger. De veed ikke, hvad der foregaaer herinde hos mig, og De er for ung og uerfaren til at kunne være mit Forsvar. Men salig Cancellieraaden, skjøndt han er død, skal vidne for mig, og engang skal jeg retfærdiggjøres.

Vilhelm.

Men hvad kan vi da gjøre for at berolige Dem.

Mad. Qvist.

Intet, Hr. Holgers. Det var min Bestemmelse at forlade dette Sted, hvor jeg første Gang idag er bleven behandlet haardt, og det ovenikjøbet af Fremmede; hvor man idag for første Gang har tvivlet om min Redelighed og tro Tjeneste. Men nu bliver jeg her, og sætter ikke min Fod ud af disse Værelser, førend Alle og Enhver kan see, hvordan jeg har forvaltet det, jeg i Cancellieraadens Levetid har haft under Hænderne. Man skal ikke sige, at jeg har forvansket saa meget som saa.

295
Vilhelm.

Men der er jo Ingen, der tvivler derom.

Mad. Qvist.

Jo, Hr. Vilhelm, man har tvivlet derom. Men nu kommer Touren til mig. Nu forlanger jeg, at de Herrer Excitorer skal gjøre mig Regnskab for, hvad de have fundet i salig Cancellieraadens Gjemmer, og om der er Noget, de savne. Mangler der Noget, da maa jeg staae til Ansvar, eftersom jeg altid var ham nærmest og blev beæret med hans Fortrolighed. Men mangler der Intet, da skal de tilstaae det. Og naar de ikke opvise alt det, jeg veed, der skal findes i hans Chatol-Gjemmer, saa skal igjen de staae til Ansvar.

Møller
(sagte til Grenaa).

Hun forskrækker mig.

Grenaa
(sagte)

Tie stille. (Høit). Min kjære Madam Qvist, vi har fundet Alt i den skjønneste Orden, justement saaledes, som vi ønskede det; og saavidt jeg veed, savnes der Intet. Vi har Begge forundret os over den Nøiagtighed og Mønsterværdighed, der er i Husets Bestyrelse.

Mad. Qvist.

Er De da nu færdig med Deres Arbeid?

296
Grenaa.

Ja, nu ere vi færdige. Vi har ordnet de vigtigste Efterladenskaber af Penge og Penges Værdi her paa Bordet. Vi stod just nu og vare ifærd med at flytte Bordet ind, for at Alt kan være i Orden, naar Rettens Betjente arrivere.

Mad. Qvist.

Vil De da underrette os om, hvad De har fundet i Cancellieraadens Chatol.

Grenaa.

Meget gjerne. (Rømmer sig). Jeg maa da først gjøre den Bemærkning til Underretning for Hr. Holgers som eneste Arving, at Efterladenskabet ikke ganske svarer til, hvad man kunde antage, den salig Afdøde havde eiet. Hr. Holgers har vist staaet i den Tro, at Cancellieraaden var en meget rig Mand.

Vilhelm.

Derom har jeg aldrig haft nogen bestemt Mening, og heller aldrig troet at burde bekymre mig derom.

Grenaa
(afsides til Møller).

Hvad har jeg sagt? (Høit) Ja, her skal De see Alt, hvad vi har forefundet. I rentebærende 4% Obligationer omtrent 7,000 Rigsdaler. Fremdeles ti 3% Obligationer, hver paa 100 Rigsdaler. I 297 rede Penge, deels Sedler, deels Sølv og Frederiksd'orer en Sum, som jeg skjønner at være en circa 2,000 Rigsdaler. Hertil kommer Huset, det er gjældfrit og i god Stand. --- Men det er ogsaa det Hele.

Vilhelm
(efter et Ophold).

Ja, jeg tilstaaer, jeg har som De antaget, at Efterladenskabet var større. Men som det er, er det meget Mere, end jeg har gjort mig fortjent til.

Grenaa
(sagte til Møller).

Kan De see, det gaaer.

Mad. Qvist
(pegende paa Bordet).

Ligger der nu Alt, hvad De har fundet i Cancellieraadens Chatolskuffer?

Grenaa.

Ja, lille Madam.

Mad. Qvist.

Maa jeg see?

Grenaa.

Hav den Godhed. Her ligger Obligationerne. Her nogle udestaaende Regningskrav; her de rede Penge.

298
Mad. Qvist
(der seer nøie efter).

Har De slet ikke fundet Mere?

Grenaa.

Nei, som sagt.

Mad. Qvist.

Har De tømt hele Chatollet?

Grenaa.

Ja, der er ikke mere deri end bag paa min Haand.

Mad. Qvist.

Ja, saa maa De see efter endnu en Gang. Der skal være Mere.

Grenaa
(studser).

Skal der være Mere?

Mad. Qvist.

Som jeg siger. Det er ikke Alt.

Grenaa.

Men --- men, lille Madam, hvad savner De da?

Mad. Qvist.

Det gjør Intet til Sagen. Der skal være Mere.

299
Møller
(afsides).

Har det ikke anet mig!

Grenaa.

Men --- undskyld, at jeg spørger --- er det Meget, De savner? Er det rede Penge eller --- hm --- eller Obligationer --- eller . . . Mad. Qvist. Jeg skylder Dem ikke Regnskab. Hvad jeg har sagt, det staaer jeg paa, og det kan jeg bevise. Jeg forlanger Intet af de efterladte Midler. Cancellieraaden har, mens han levede, viist sig saa god imod mig, at jeg ikke bør forange Mere. Men hvad der er Ret, det er Ret. De skal skaffe Alt tilveie. Om jeg saa selv skal gaae op i Skifte-Conditionen, som De siger, saa staaer jeg paa, at hvad jeg veed, han har haft liggende i Penge eller Penges Værd, det skal frem.

Møller
(ængstlig og afsides til Grenaa).

Der har De det! Har jeg ikke sagt det?

Grenaa
(sagte).

Hold Munden! (Høit) . Men vil De da ikke selv gaae ind og see efter?

Mad. Qvist.

Jeg sætter ikke mine Fødder derind. Har de 300 kloge Herrer allerede haft Mistillid til mig og troet, jeg var ikke god nok til at give dem Anviisning paa min salig Herres Gjemmer og Skuffer, saa maae de nu selv see til at finde Rede deri.

Møller
(sagte til Grenaa)

Gjør en Ende derpaa. Lad os lige saa godt tilstaae Alt.

Grenaa
(sagte).

Er De gal? (Høit) . Ja, vi kan jo endnu engang see efter. Vil De følge med, Møller?

Møller.

Jeg --- hvad siger De?

Grenaa
(afsides).

Han maa ikke blive her. (Høit) . Hjælp mig at flytte Bordet ind, saa kan vi med det Samme endnu engang see efter. Hører De?

Møller.

Naa, Bordet --- ja kom.

(De bære det ind).
Vilhelm.

Veed De virkelig, der skal være Mere, kjære Madam Qvist?

301
Mad. Qvist.

Naar jeg siger det, kan De troe mig.

(Sætter sig paa den modsatte Side af Scenen hen ved en Spinderok og spinder; eller sysler med et andet huusligt Arbeid).
Agathe.

Hvad mener da du, Vilhelm?

Vilhelm.

Ja, sandt at sige, havde jeg antaget, at der maatte findes Mere. Men paa den anden Side kan det dog nok være, at Efterladenskabet er mindre, end vi havde tænkt os.

Agathe.

Af hvad Grund troer du det?

Vilhelm.

Det skal jeg sige dig. Formodentlig hørte du nylig, at jeg er ene indsat til Arving. Dette har sin Rigtighed, uagtet jeg flere Gange bad min Pleiefader at gjøre denne Bestemmelse om. Jeg huskede ham paa, at han saa godt som havde lovet din Fader at tænke paa dig i sit Testament, og at det nu fik Udseende af, som om min Uenighed med din Fader havde Indflydelse paa hans Beslutning. Men han var ikke til at faae derfra, saa gjerne han ellers opfyldte alle mine Ønsker. Han paastod bestandig, at jeg vilde engang takke ham for denne Bestemmelse i Testamentet. Nu formoder jeg, at han, paa Grund 302 af det mindre Efterladenskab, ikke har ønsket, at det skulde deles.

Agathe.

Ja, det er jo nok muligt. Men maaskee der findes Mere, naar der rigtig sees efter.

Vilhelm.

Maaskee --- uagtet, saa var det vel fundet strax. Der er sikkert den bedste Orden i Efterladenskabet.

(Under dette Sidste viser sig Møller og Grenaa i Døren, som det synes, i sagte Ordstrid, men uden at det bemærkes af dem, der ere paa Scenen).

Syvende Scene.

Vilhelm. Agathe. Mad. Qvist. Møller. Grenaa.

Grenaa.

Vil De see, Hr. Holgers. Har ikke vor kjære Madam Qvist tilforladelig haft Ret.

Vilhelm
(overrasket).

Er det muligt?

Grenaa.

Ja, see her. Imellem nogle gamle Regninger og Papirer have vi fundet denne Pakke Obligationer, der efter Paaskriften indeholder 5000 Rigsdaler. Det er en ganske god Tilgift.

303
Vilhelm.

Ja, det er --- det er mærkværdigt.

Grenaa.

Hvad siger De nu, min rare Madam Qvist?

Mad. Qvist
(uden at reise sig).

Er det Alt, De har fundet?

Grenaa.

Ja, det er saavist Alt.

Mad. Qvist.

Saa maa De gaae ind igjen. Der skal være Mere.

Grenaa.

Hvad behager?

Mad. Qvist.

Jeg forklarer mig altid saa tydelig, at Enhver kan forstaae mig.

Møller
(afsides til Grenaa).

Det gaaer galt --- pas paa.

Grenaa.

Hm! --- (Stammende i det). Men Vil De da ikke ogsaa forklare, hva --- hvad, eller jeg vil sige, hvor det skal være.

304
Mad. Qvist.

Hvor De har fundet det Øvrige.

Grenaa.

Men, min charmante Madam --- Mad. Qvist (reiser sig). Ja, jeg har ikke Stunder til at tale længere med Dem. I den korte Tid, jeg bliver i dette Huus, bør jeg varetage mine Pligter. Enhver af os har sit Ansvar. Hvis Deres Samvittighed, som De sagde før, ikke kunde tillade, at De tog mig paa Raad med, saa har jeg ogsaa min Samvittighed. Vi faae at see, hvis der holder længst ud.

Grenaa.

Men, naar De blot vilde tillade mig ---

Mad. Qvist.

Som sagt, jeg har ikke Stunder. Jeg skal ind og sætte Frokost frem til Rettens Folk, som jo snart kan være her.

(Gaaer ind).
Møller
(afsides).

Rettens Folk!

Grenaa
(til Vilhelm).

Det er meget besynderligt!

305
Vilhelm.

Men er De ogsaa vis paa, De har efterseet alle Gjemmer?

Møller
(hurtig).

Nei, det er det, jeg paastaaer, vi ikke har. Grenaa (Afsides) . Tie stille. (Høit) . Jeg synes dog, vi har seet Alt efter.

Møller.

Men jeg mener, vi skal see igjennem endnu engang.

Vilhelm.

Det var sikkert det Bedste. Madam Qvist maa dog have en Grund til, hvad hun paastaaer.

Grenaa.

Jeg kan gjerne gaae ind igjen, skjøndt jeg veed, det er forgjæves.

Møller.

Det er ikke sagt, det er forgjæves.

Grenaa
(afsides til Møller)

Det skal være forgjæves.

(Gaaer ind).
306
Agathe.

See du ogsaa efter, Fa'er. Holgers har især Tro til dig.

Møller
(afsides).

Gud hjælpe mig. (Høit) . Ja, nu skal jeg gaae ind.

Vilhelm.

Det er ingenlunde min Mening, at man kan have Mistillid til Grenaa. Men Madam Qvist's bestemte Paastand --- og den almindelige Mening om min Pleiefaders Formue . . .

Møller.

Hm --- De siger: den almindelige Mening . . . ja, det var ogsaa den almindelige Mening --- det er ganske sandt.

Agathe.

Gaae du ind, Fa'er, og see selv efter. Det er dog vist det Bedste.

Møller
(tøvende og ligesom aandsfraværende)

Ja, Børn, jeg skal see efter --- hm hm --- Lad kun mig raade --- jeg veed nok, hvad jeg gjør.

Vilhelm.

Med Deres Erklæring vil jeg aldeles give mig tilfreds.

307
Møller.

Vil De? ja man har jo hidtil stolet paa mit Ord --- vær De kun ganske rolig.

Agathe.

Men saa maa du skynde dig, Fa'er. Jeg har slet ingen ret Tro til Grenaa.

Møller.

Hm . . . jeg skulde dog mene . . . Ja, jeg bør ogsaa gaae ind --- jeg gaaer nu ind, Børn --- hvad siger I? --- bryd I Jer om Ingenting. Lad kun mig --- lad kun mig! (Afsides) . Naar man blot ingen Samvittighed havde!

(Gaaer ind).
Agathe.

Du er saa tankesuld, Vilhelm!

Vilhelm.

Ja, jeg veed ikke, hvad jeg skal dømme om alt dette.

Agathe.

For min Fa'er vil jeg indestaae.

Vilhelm.

Det vil jeg ogsaa. Men --- men han bør dog ikke overlade Alt til Grenaa; han er saa distrait idag.

Agathe.

Du kan troe, han er forstemt, fordi din Pleicfader 308 har forbigaaet mig i sit Testamente. Jeg veed, han har altid stolet derpaa.

Vilhelm.

Ja, det har jeg selv tænkt paa. Du har Ret, der er vist ogsaa Grunden. Men det er slemt alligevel.

Agathe.

Men hvor kunde din Pleiefader have saa stor Tillid til Grenaa?

Vilhelm.

Grenaa har gjort ham betydelige Tjenester og besørget alle hans Penge-Omsætninger. Desuden har man aldrig hørt noget Uredeligt om ham. Imidlertid veed jeg dog, at min Pleiefader paa det Sidste fortrød, han havde gjort ham til Executor af Testamentet. Men han var saa god, han frygtede altid for at støde Andre. Det var ham umuligt at gjøre Noget om, naar en Trediemand kunde føle sig krænket derved. --- Men lad os ikke tænke derpaa; din Fader vil nok være paa mit Bedste, hvis Grenaa skulde have Noget isinde. Vidste jeg blot, at din Fader gav sit Samtykke til vor Kjærlighed, saa vilde jeg ikke bryde mig om Arven.

Agathe.

Du skulde snart tale til Fa'er derom. Jeg synes, han er nu saa venlig imod dig.

309
Vilhelm.

Jeg har selv mærket, han er tilbøielig til Forsoning. Naar det blot maatte lykkes mig at overbevise ham om, hvor uskyldig jeg var i Uheldet med Maskinen. Dengang vilde han slet ikke lade sig tale tilrette --- uagtet jeg bad ham saameget at give Tid og have lidt mere Tillid til mig.

Agathe.

Og nu har Fa'er solgt Maskinen; saa kan det ikke engang hjælpe, du retfærdiggjør dig.

Vilhelm.

Hvo veed, maaskee det endnu kunde hjælpe.

Agathe.

Hvordan det, Vilhelm?

Vilhelm

Det er en Hemmelighed.

Agathe.

Som jeg heller ikke maa vide?

Vilhelm.

Endnu ikke. Vent kun lidt, søde Agathe, og jeg troer, Alt vil endnu gaae godt. Min Pleiefader gav mig altid det bedste Haab, og beroligede mig, naar jeg klagede min Nød, fordi jeg var adskilt fra dig. Jeg veed vel ikke, hvad han meente med sine Ord. 310 Men jeg har altid kunnet stole paa dem, og har altid fundet mig trøstet ved hans Opmuntring. Du skal see, det vil gaae godt. --- Der kommer Madam Qvist. Lad os spørge hende, hvad hun veed om Efterladenskabet.

Ottende Scene.

Vilhelm. Agathe. Mad. Qvist.(fulgt af en Pige, der bærer et Frokostbord ind).

Vilhelm
(gaaer Mad. Qvist imøde).

Er De nu vred længer?

Mad. Qvist.

Jeg har Grund til at være det, kjære Vilhelm! De veed bedst, hvordan jeg hidtil er bleven Begegnet i dette Huus, og at jeg, uden at rose mig selv, fortjente en blid Omgang. Men nu skal Fremmede føre Ordet, og nu er jeg et stakkels Skumpelskud.

Vilhelm.

Aa, hvad er det for et Indfald!

Mad. Qvist.

Jaja, jeg veed nok, hvad jeg veed. Jeg mærker nok, at jeg er dem en Torn i Øiet. Men lad dem nu selv raade derinde. De skal dog bekjende, at de havde gjort bedst i at lade mig være med.

311
Vilhelm.

Troer De da virkelig, at Efterladenskabet er saa betydeligt?

Mad. Qvist.

Vist har Cancellieraaden i de mange Aar lagt Endeel tilside.

Agathe.

Hvor stort antager De da, at Efterladenskabet er?

Mad. Qvist.

Ja, det kan jeg ikke vide saa nøie.

Vilhelm.

Men, hvor Meget savner De da?

Mad. Qvist.

Det skal jeg nok i sin Tid underrette de Herrer derinde om; og de skal da bekjende, at mig har man kunnet stole paa, at jeg ikke hører til dem, der »benytte sig af Leiligheden.«

Vilhelm.

Men siig mig det. De veed jo, at mig kan De stole paa.

Mad. Qvist.

Nei, Vilhelm, jeg har soret paa, at jeg nu ikke lukker min Mund op angaaende denne Sag, og jeg vil holde min Eed.

312
Vilhelm
(afsides til Agathe).

Hør, Agathe, Madam Qvist's Ord skaffe mig mere og mere Betænkeligheder. Det er dog ikke rigtigt, at jeg staaer her og lægger Hænderne i Skjødet.

Agathe.

Hvad vil du da gjøre?

Vilhelm.

Jeg har en god Ven her i Nærheden, der er Jurist. Man kunde dog hente Raad hos ham. Naar Rettens Betjente først ere komne, saa faaer Madam Qvist's Paastand Offentlighed, og det var jo ikke værdt.

Agathe
(ænqstlig).

Du har Ret. Gaae hen og tael med ham.

(Idet Vilhelm tager sin Hat og vil gaae, træder Grenaa ind).

Ntiende Scene.

Mad. Qvist. Vilhelm. Agathe. Grenaa. Siben Møller.

Grenaa.

Vent lidt, Hr. Holgers. Nu skal De dog see, hvad Følgen er, naar man behandler en Sag med Hastværk.

313
Vilhelm.

Hvad mener De?

Grenaa.

I min Fortredelighed over Det, vor kjære Madam Qvist havde sagt, trækker jeg den ene Skuffe ud efter den anden --- jeg var ordentlig ganske bøs --- og see her! Bag en Skuffe, hvor den maa være falden, inden vi kom ind, finder jeg denne Pakke, efter Paaskriften 7,000 Rigsdaler i Obligationer.

Vilhelm.

7,000! og den har De ikke før . . . og den fandt De nu?

Grenaa.

Lige nu i dette Øieblik.

Agathe
(afsides).

Det er jo ubegribeligt.

Grenaa.

See, det gjør med den forrige Sum circa 22,000 Rigsdaler, uden at regne Huset her. Nu er De en rig Mand. (Til Mad. Qvist). Naa, lille Madam, er De nu fornøiet?

Mad. Qvist.

Og Andet har De slet ikke fundet?

314
Grenaa.

Nei, Andet har vi ikke fundet. Møller roder endnu derinde, men jeg tvivler paa, han opdager Noget.

Mad. Qvist.
(spottende).

Ja, det viser, hvormeget man kan stole paa Deres Accuratesse. --- De maa gaae nok engang ind. Der skal være Mere.

Grenaa.

Ih, Gud bevare os! Det er da vel ikke Deres Alvor.

Mad. Qvist.

Det er mit Alvor. Jeg er ikke oplagt til at spøge idag. --- Bag Skuffen, figer De? Ja, der maa nok see ordentligt ud derinde, naar Pakker med Obligationer ligge bag Skufferne.

Grenaa.

Den laae tilforladelig bag Skuffen.

Mad. Qvist.

Saa er det nok Dem, der har kastet den der bag. Cancellieraaden var en altfor ordentlig Mand dertil.

Grenaa.

Hm!

315
Agathe
(afsides og urolig til Vilhelm)

Tael du alvorligt med ham. Det kan jo aldrig gaae godt.

Vilhelm.

Ja, Hr. Grenaa, jeg har selv Grund til at antage, der maa være Mere. Hvis De derfor kunde see endnu bedre efter ---

Grenaa.

Men hvad skulde der da være? Hvor meget antager De?

Vilhelm.

Derpaa kan jeg ikke indlade mig. Af Deres Nøiagtighed venter jeg mig et fuldstændigt Svar derpaa.

Grenaa.

Men, charmante Hr. Holgers, vi har viist den største Nøiagtighed og Samvittighedsfuldhed. Møller kan bevidne, at jeg har talt til ham om at lægge til af min egen Lomme, hellere end at vi skulde udsættes for Mistanke. Der er ikke Mere. De har jo selv sagt, at De er ubekjendt med Ssterladenskabets Beløb.

Vilhelm
(forlegen).

Har jeg sagt? Ja, det har sin Rigtighed. Men 316 (sagte til ham) --- Madam Qvist har givet mig nogle Oplysninger.

Grenaa.

Saa? Turde jeg spørge ---

Vilhelm.

De maa undskylde mig. Nu har jeg desuden et Ærinde ude i Byen, som jeg ikke kan opsætte.

(Gaaer).
Mad. Qvist
(til Agathe).

Lad os To gaae ind. De kan hjælpe mig lidt derinde.

Grenaa.

Inden De gaaer, ønskede jeg gjerne at tale et lille Ord med Dem.

Mad. Qvist.

Med mig? Jeg synes, De har talt nok med mig idag.

Grenaa.

Et eneste lille Ord.

Mad. Qvist
(til Agathe).

Saa gaae De ind saalænge. Jeg kommer strax efter. (Agathe gaaer ind) Nu, hvad vil De mig?

317
Grenaa.

Seer De, høistærede Madam Qvist, det er Møller og mig grumme ubehageligt, at De bestandig paastaaer, der skal findes Mere i Boet. Naar vi ikke vare bekjendte, som vi ere, kunde man jo troe det Værste om os. Nu er min tjenstlige Anmodning, at De enten vil følge ind med eller blot give et Vink.

Mad. Qvist.

Skal jeg nu give Dem et Vink? Hvad trænger De til min Hjælp? Det er jo ikke det første Bo, De har behandlet, som De før sagde.

Grenaa.

Men, min rare ---

Mad. Qvist.

Lad mig gaae for Den, jeg er. De skal jo staae til Ansvar for Skifte-Conditionen, har De sagt. Nu, da Cancellieraaden er død, var det jo muligt, at jeg, som saa mange Andre, vilde tænke paa mig selv

Grenaa.

Hm! --- Ja, jeg kan godt forstaae, at De er i slet Humeur. Det var ikke ganske rigtigt af Cancellieraaden, at han efter Deres lange, tro Tjeneste slet ikke har betænkt Dem i sit Testamente.

Mad. Qvist.

Nei, Hr. Grenaa, saaledes maa De ikke tale. 318 Om mig har De Lov at sige, hvad De vil. Men Cancellieraaden skal De, nu han er død, lade i Fred. Der skal gaae Tider hen, inden vi faae hans Lige. Han forstod at Skjønne paa en lang og tro Tjeneste. Han har overladt Hr. Vilhelm at sørge for mig, og bedre kunde han ikke gjøre. Hos ham vil jeg aldrig være udsat for Krænkelser.

(Her kommer Møller ind).
Grenaa.

Min rare Madam, De er altfor nøieseende. Et Ord kan let falde En ud af Munden.

Mad. Qvist.

Jeg er nøieseende. Det har jeg Ord for, og det skammer jeg mig ikke ved. Dersom De vil være ligesaa nøieseende, (med Spot) naar De bringer Orden, som De kalder det, i salig Cancellieraadens Gjemmer, saa vil De ikke trænge til min Hjælp. Det er mit sidste Ord i denne Sag.

(Gaaer ind).

Tiende Scene.

Møller. Grenaa.

Der kan De see, hvad Deres Klogskab hjælper. Madam Qvist bliver vor Angiver. Vi blive opdagede, saavist som jeg staaer her. Vi blive til Spot 319 og Skam for al Verden. Drengene paa Gaden vil pege ad os.

Grenaa.

Snak, siger jeg. Madam Qvist veed Ingenting. Hun taler hen i Veiret.

Møller.

Aa, hvor kan De sige det? Er Konen taaset?

Grenaa.

Hun er nu vred og opbragt, og saa er Fruentimmerne halstarrige.

Møller
(gaaer heftig op og ned).

Hm, hm, hm, hvor kunde jeg dog lade mig overtale! hvor kunde jeg gaae ind paa et saa lumpent, afskyeligt Bedrageri!

Grenaa.

Jeg har ikke overtalt Dem. Jeg har sagt Dem min Mening og givet Dem mit Raad.

Møller.

Gid jeg blot aldrig havde laant Øre til Deres Raad; de har aldrig gavnet mig. Jeg har altid bagefter fortrudt, hvad De har faaet mig til.

Grenaa.

Vil De nu høre mig?

320
Møller.

Nei, jeg vil ikke. De styrter mig i Ulykke. Jeg har et godt Navn at miste. Det er maaskee Mere, end De kan sige.

Grenaa.

De er en Hare. De har nok Lyst til en Gevinst, men De vil Intet vove derfor. To Gange har De ved Deres Cujoneri faaet mig til at udlevere, hvad vi allerede vare i Besiddetse af. Men nu faaer De mig ikke et Skridt videre. Giv mig den Pakke, De har, hvis Deres Samvittighed er for øm til at bære paa den.

Møller.

De faaer den ikke. Hos Dem er den uden Redning tabt.

Grenaa.

Hm --- kanskee De vil helst beholde den alene.

Møller.

Tie, siger jeg Dem. De veed ikke, hvad der foregaaer hos mig. Deres Bryst er af Steen og uden Følelse. Med mig er det anderledes. Denne forfærdelige Morgenstund vil være en sort Plet i hele mit øvrige Liv. Jeg kan ikke beholde denne Pakke. Den skal lægges ind igjen. Vi skal lade Holgers i Besiddelse af, hvad der er hans med Rette.

321
Grenaa.

De er fra Forstanden.

Møller.

Nei, jeg er ved mine fulde Fem. Jeg kan ikke betvinge min Angst. Jeg duer ikke til at være Kjeltring. Jeg maa være en ærlig Mand, enten jeg vil eller ikke.

Grenaa.

Er det da Tegn paa en ærlig Mand, at De nu taler saaledes; nu, da jeg har revet Deres Panteforskrivning itu?

Møller.

Jeg skal betale Dem, hvad De har givet for den. Mere kan De ikke forlange.

Grenaa.

Men det kan De ikke engang; og desuden kan jeg ikke være fornøiet dermed. Det er ikke derfor, jeg har kjøbt den.

(En Dør gaaer indenfor tilvenstre).
Møller
(ængstlig).

Der kommer Nogen. Det er Rettens Betjente.

Grenaa.

Aa, hvor skulde de komme den Vei?

322
Møller.

Det er det Samme --- enten det er dem eller ikke --- Pakken skal lægges ind. Den brænder mig i min Lomme. (Næsten bønlig). Vær enig med mig, Grenaa, --- lad Dem sige og gjør, som jeg beder Dem. Jeg kan ikke Andet.

Grenaa
(opbragt).

Saa læg den da ind og gjør denne Dumhed til alle Deres andre. Som De tager afsted, var De istand til at angive Dem selv.

Møller.

Ja, der siger De et sandt Ord. Der er en Angiver i mit Bryst, der vilde tale, om ogsaa Alle tav. Men det er Noget, De ikke kjender til.

(Gaaer ind).
Grenaa
(ene).

Det er altsaa Enden paa alt det Bryderi, jeg har haft med ham idag. Men han skal betale mig det --- det kommer nok igjen.

(Møller kommer ud igjen og lukker Døren i efter sig og stikker: Nøglen til sig).
Møller.

Gud være lovet, det er skeet! Først nu føler jeg mig lettet.

323
Grenaa.

Ja, naar en Nar sætter sin Villie igjennem, saa er han altid fornøiet.

Møller.

Grenaa, jeg takker min Gud for denne Naragtighed, hvis det er nogen.

Grenaa.

De kan takke Gud for, at De er en Mand uden Characteer. Har man først givet sit Ord, skal man holde det.

Møller.

Nei, Grenaa, onde Tanker komme, men de skal ikke huses. Jeg tilstaaer, jeg er en Synder for Gud. Men der er Glæde i Himlen, naar en Synder omvender sig.

Grenaa.

Hm! hvor har De lagt Pakken hen derinde?

Møller.

Der stod en Skuffe paa Bordet med nogle andre Sager. Deri lagde jeg den, og satte Skuffen i Chatollet.

Grenaa.

Men saa mærker man jo, at den er lagt hen igjen. Lad mig gjemme den.

(Vil gaae ind).
324
Møller
(standser ham).

Bliv her. Jeg har lukket Døren af, og Ingen af os skal mere sætte sine Fødder derind. Jeg staaer Vagt her, lige til Rettens Folk komme.

Grenaa.

Ingen Narrestreger, Møller, jeg vil ind.

Møller.

De kommer ikke ind. Jeg har ingen Tro til Dem. Og jeg advarer Dem nu: hvis ikke hver Skilling, De har fundet i Boet, befinder sig derinde, saa betænk, at De selv har givet mig Opskristen paa Cancellieraadens Midler. Husk Dem nu om, hvis De ikke har lagt Alt fra Dem. Jeg lægger Opskriften frem i Retten.

Grenaa.

Pokkeren tage ved Cancellieraadens Midler! Jeg vil ind og hente mit Eget --- bører De? --- mine ti Obligationer, hver paa 100 Rigsdaler, som jeg før lagde til af min egen Lomme.

(Det ringer paa Hoveddøren).
Møller.

Det er Rettens Betjente. Bort fra Døren.

Grenaa.

Men mine ti Obligationer ---

325
Møller.

Det er nu for silde. Vi maae ud og lukke op.

Grenaa.

Men naar der kommer Nogen, saa kan jeg jo slet ikke faae dem. Hvad Ret har Holgers til mine Obligationer --- mine egne, Menneske!

Møller.

Hvad Ret havde vi til hele hans Formue? (Det ringer paany). Lad mig komme ud. Jeg maa lukke op.

Grenaa
(brydes med ham).

Jeg slipper Dem ikke. Giv mig Nøglen.

Møller.

De faaer den ikke.

Grenaa.

Hør, Møller, jeg kunde dreie Halsen om paa Dem. --- Hid med Nøglen.

Møller.

Der kommer Nogen. Afveien!

326

Ellevte Scene.

Møller, Grenaa. Agathe. Siden Vilhelm.

Agathe.

Men, min Gud, hører De ikke, det ringer?

(Hun gaaer hen til Døren tilhøire og lukker op. Vilhelm træder ind).
Vilhelm.

Her har De mig igjen. O, jeg har skyndt mig saaledes for at komme herop.

Møller.

Hvor har De da været?

Vilhelm.

Hos en Bekjendt, jeg ikke traf. Derimod har jeg paa Veien erholdt en Efterretning, der sikkert vil være Dem, Hr. Møller, behagelig.

Møller.

Mig? Lav høre, kjære Ven.

Vilhelm.

Der har i lang Tid været Uenighed mellem os, Hr. Møller. Den kostbare, engelske Maskine, jeg efter min bedste Overbeviisning raadede Dem til at forskrive, ankom hertil, men uden at vi formaaede at stille den op. Vi lod en Mand komme fra Fabriken, hvor Maskinen var kjøbt; men han var ikke klogere end vi. Jeg paastod dengang, at der maatte mangle 327 en eller anden af dens mangfoldige Dele, og angav endogsaa, hvor Mangelen maatte være. Men først nu ere vi komne til Vished derom. Den manglende Deel er ankommen hertil; og Maskinen er nu opstillet og i fuld Gang.

Møller.

I fuld Gang! Er det muligt?

Agathe
(glad).

Er det virkeligt sandt?

Vilhelm.

Tilforladeligt. Mr. Thornton, som Hr. Møller kjender, bragte mig nu denne glade Efterretning.

Møller.

Det er jo en stor Triumph for Dem. Men mig hjælper det desværre ikke, da jeg har solgt Maskinen.

Vilhelm.

O, det vil hjælpe, kjære Hr. Møller --- hør kun. Lige da jeg fik denne Efterretning, sprang jeg op paa mit Kammer og tog et Brev ned med mig, som min Pleiefader for faa Dage siden har givet mig, med den Anmodning at levere det til Dem, saasnart Maskinen var stillet op og i Gang; thi herom havde vi dengang grundet Haab. Her er Brevet

328
Møller.

Hvad kan dette Brev indeholde? --- (Læser). »Ved dette Brevs Modtagelse vil De have erfaret, at den engelske Spindemaskine svarer til vore tidligere Forventninger. Den er for Øieblikket i min Besiddelse.« --- I Deres Pleiefaders Besiddelse?

Vilhelm.

Ja, og det kan jeg forklare Dem med faa Ord. Vi vare Alle, som De veed, meget fortredelige over denne Historie. Da nu De absolut vilde sælge Maskinen, besluttede min Pleiefader at kjøbe den, fordi han saae, hvor nær jeg tog mig dette Uheld. Han forstrakte mig med de nødvendige Summer, engang med 1000 Rigsdaler og engang med 1500 Rigsdaler.

Møller.

Deres Pleiefader har kjøbt den! Ja, saa kan jeg begribe, at jeg endda fik den saa godt betalt.

Vilhelm.

Vor Hensigt var endnu at forsøge det Sidste, og Gudskeelov, det er lykkedes. --- Men behag at læse videre i Brevet.

Møller
(læser).

»Jeg beder Dem nu, kjære Ven, at modtage denne Maskine til Erindring om mig og til Erstatning 329 for de Bekymringer, den har voldt Dem.« --- Han forærer mig den! Hvilken ædelmodig Mand!

Grenaa
(afsides).

Ædelmodig --- fordi han kaster med Pengene!

Agathe.

Kan du see, Fa'er, hvormeget Cancellieraaden holdt af os?

Møller.

Ja, du har Ret, Barn; en saadan Ven skal man lede efter. Nu har jeg jo de bedste Udsigter for Fremtiden. Han har sørget for mig, som en Broder, og det paa samme Tid, jeg lagde mig ud med ham og plagede ham med mine mismodige Klager. Hvilken uventet Lykke!

Vilhelm.

Men, tillad mig, staaer der ikke Mere i Brevet?

Møller
(seer efter).

Jo vist staaer der Mere. Det er jo et rart, langt Brev. (Læser). »Endnu har jeg kun dette at tilføie. Det har været min første Beslutning at lade Deres Datter arve halvt med Vilhelm, men af forskjellige Grunde har jeg gjort Forandring heri. Derimod er det miin Bøn, at De vil forene de tvende unge Mennesker, der i lang Tid have baaret 330 Kjærlighed til hinanden. Jeg veed, at min kjære Agathe ikke forlanger nogen bedre Arv efter mig end denne.«

Vilhelm.

Min herlige Pleiefader! Han har Ingen af os glemt.

Møller.

Nei, han har Ingen glemt. Han har tænkt mere paa vort Bedste, end vi . . . (Afsides, idet han afbryder sig selv). Min Gud, og jeg, der ikke var langt fra at lønne ham saa slet for al hans Godhed!

Tolvte Scene.

De Forrige. Mad. Qvist.

Vilhelm.

Der er jo Madam Qvist --- det er sandt, det er jo hende, der paastaaer saa ivrigt . . . (Til Grenaa). Ja, hvad er da Resultatet af Deres Eftersøgelser?

Grenaa
(fort).

Jeg ønsker nu helst at være udenfor det Hele.

Vilhelm.

Saa er vel Madam Qvist nu tifredstillet?

Mad. Qvist.

Spørg bare ikke mig, kjære Vilhelm. Da Ingen 331 bidtil har brudt sig om min Mening, saa kan jeg ikke gjøre Andet end see til.

Vilhelm.

Aa, nu er nok Alt fundet, hvad der var i Boet. Der savnes vel Intet mere.

Mad. Qvist.

Jo, hvis der ikke er bragt Mere tilveie, end man har viist mig, saa staaer jeg paa, hvad jeg har sagt.

Vilhelm
(til Møller).

Ja, hvad mener De da, vi skal gjøre, Hr. Møller? Møller (forlegen). Hm --- jeg mener --- ja, jeg mener, De skal selv gaae ind og see efter, siden Madam Qvist ikke vil. (Godmodig). De skal heller ikke stole alt for meget paa os. See selv efter. De er bekjendt med Huset, og De har Lykken med Dem.

Vilhelm.

Ja, naar De tillader det.

(Gaaer ind).
Møller.

Der skal nok komme Orden i den Sag.

Mad. Qvist.

Ja, jeg synes, det er den høie Tid.

332
Møller

Det er sandt --- det er sandt. Men der er dog Tid endnu dertil.

Grenaa
(afsides til ham).

Er der ogsaa Tid til at erstatte mig mit Tab, mine ti Obligationer?

Møller
(ligeledes afsides).

Jeg vilde ønske, jeg kunde det --- skjøndt De maa selv tilstrive Dem Tabet.

(Vilhelm kommer ud igjen).
Vilhelm.

Alle Skufferne ere tomme. Kun een, den inderste, kan jeg ikke komme til. Den er lukket i Laas, og jeg seer ikke Nøglen.

Møller.

Nøglen? Ja, hvad Nøgle passer til den? Veed De ikke det, lille Madam Qvist? Her har jeg flere Nøgler.

Mad. Qvist.

Den inderste Skuffe? saa maa det være denne.

Møller
(til Vilhelm).

Der har De den. Prøv nu.

(Vilhelm gaaer atter ind).
333
Mad. Qvist.

Naar man seer ret til, har de ordentlige Herrer slet ikke lagt Mærke til denne Skuffe.

Møller.

Hm --- det kan gjerne være.

(Vilhelm kommer hurtig ud igjen med en Chatolskuffe, som er den samme, der omtales i Slutningen af fjerde Scene, og paa en eller anden Maade er gjenkjendelig, f. Ex. ved en lys Finering eller deslige).
Vilhelm.

Min Gud, vil De see, hvad jeg fandt. En Pakke, hvorpaa der staaer skrevet: 20,000 Rigsdaler i Obligationer.

Agathe.

20,000 Rigsdaler!

Møller.

Seer De, De har Lykken med Dem.

Grenaa
(tvungen).

Ja, det er overordentlig mærkværdigt.

Vilhelm.

Nu, kjære Madam Qvist, er De nu tilfreds?

Mad. Qvist.

Nei. Det er ikke Alt. Der skal være Mere.

Grenaa.

Ikke Alt? Hva --- hvad?

334
Møller
(seer forskende paa Grenaa).

Ikke Alt?

Agathe.

Vilhelm, see endnu engang efter i Skuffen.

Vilhelm.

Her ligger forresten Intet --- nogle Papirer ja, min Pleiefaders Ring, og hans Brystnaal, og hans lille, grønne Pengepung. O, dyrebare Erindringer!

Mad. Qvist.

Hvad siger De? Den grønne Pengepung? Lad mig see.

Møller.

Ja, lad Madam Qvist see Skuffen.

Mad. Qvist
(seer efter i Skuffen og tager den grønne Pengepung op)
Møller.

Nei, dette her skal De see paa, denne Pakke Obligationer.

Mad. Qvist.

Lad mig kun. --- Nei, nu troer jeg, det er rigtigt. (Tæller Pengene i Pungen). Fire, sex, ti, femten, tyve. Jo, fuldkommen rigtigt. Nu savner jeg ikke Mere.

Møller.

Hvad er det da, De har fundet?

335
Vilhelm
(tager Pengepungen fra hende, undersøger den og udbryder forundret).

Tyve Otteskillinger!

Agathe.

Tyve Otteskillinger?

Møller.

Hvad siger De? Er der ikke Andet deri?

Mad. Qvist.

Nei, Andet hverken er der eller skal der være.

Vilhelm.

Herregud, Madam Qvist, er det virkelig Alt, hvad De har savnet hele Tiden?

Mad. Qvist.

Ja, det er det, jeg har savnet, og hvori jeg var vis paa min Sag. Det Andet kunde De skalte med. Det vedkom ikke mig.

Grenaa
(afsides).

Nu har jeg hørt det før! Møller (slaaet). Andet har hun ikke savnet!

Vilhelm.

Men hvorledes kunde De da paastaae ---

336
Mad. Qvist.

Forlad mig det, kjære Vilhelm --- jeg veed, hvad jeg har paastaaet. Naar man har Mistillid til min Redelighed, saa kommer man til den Urette. Ingen skal sige, at jeg har forvansket en Skilling af de Penge, der var mig betroede; og nu har de Alle Syn for Sagen. Cancellieraaden var Ordentligheden selv. Han pleiede den første i hver Maaned at lægge Penge hen til fiint Brød for hele Maaneden, 8 Skilling for hver Dag. Heraf tog jeg hver Aften til den følgende Morgen --- det kan vor Stuepige og Jens, der børstede Cancellieraadens Støvler, bevidne. Nu er han død den tiende i denne Maaned; altsaa maatte der være tyve Otteskillinger tilbage. Dem skulde jeg svare for. Her er de, og hele Verden kan nu see, at jeg har rene Hænder, (med Eftertryk og stigende Sindsbevægelse) at jeg ikke er Den, der benytter mig af Leiligheden, og at visse Folk gjorde bedre i at passe deres Eget, end at sætte Klik paa Andres gode Navn og Rygte.

Vilhelm.

Naa, nu forstaaer jeg Dem. --- Men De maa heller ikke troe, at. Nogen har Mistillid til Dem.

Mad. Qvist.

Jaja, nu kan det være mig det samme. Jeg er retfærdiggjort, og Mere forlanger jeg ikke.

337
Grenaa
(afsides til Møller).

Giver De mig nu Ret? Det var det Hele, der satte Dem i Skræk. Skammer De Dem ikke over Deres Enfoldighed?

Møller
(ligeledes afsides).

Nei, nei, siger jeg Dem. Jeg føler mig rystet over denne Vending af Sagen. Der er en Magt i denne simple Kones Adfærd, som baade De og jeg maa bøie os for. Gaae i Dem seld og erkjend, at hun er et Redskab for en Retfærdighed, der aldrig sover.

Vilhelm
(der har talt med Agathe og Mad. Qvist).

Nu, Hr. Møller, siden Madam Qvist er tilfredsstillet, kan vi vel nu antage, at der ikke findes Mere i Boet.

Møller.

Ja, af den Mening er jeg, og jeg gratulerer Dem til den betydelige Arv, der er tilfalden Dem. De fortjener den. Hvad Deres Pleiefadera Anmodning til mig betræffer, da Veed jeg nu ikke, om De og min Agathe dele hans Ønske ---

Vilhelm.

O, hvor kan De tvivle!

Agathe.

Kjære Fa'er ---

338
Møller.

Nu ja. Børn, siden Grenaa har opgivet sine Fordringer ---

Grenaa.

Hm --- ja, det er at sige . . .

Møller.

Saa giver jeg med Glæde mit Samtykke. (Forener deres Hænder). Jeg har i den senere Tid gjort Dem Uret, Hr. Holgers, og har ikke været langtfra at gjøre Dem endnu større Uret. Himlen være lovet, at jeg i rette Tid fik Øinene op, og at jeg har et Middel til at gjøre alt dette nogenlunde godt igjen. --- Kun een Bøn har jeg: lad mig beholde Deres Pleiefaders lille, grønne Pengepung. Den skal være mig en Erindring om vor afdøde Ven, en Erindring om deune mærkelige Morgenstund, (Afsides) og en taus Advarer for mit hele øvrige Liv.