Hertz, Henrik Svanehammen

Svanehammen. Romantisk Skuespil i tre Acter.

104

Skrevet 1841.

Opført første Gang paa det kgl. Theater den 24de Juni 1841 i Anledning af Formælingen mellem Deres Kongelige Hiøheder Kronprinds Frederik Carl Christian og Kronprindsesse Caroline Charlotte Mariane.

Svanehammen, rom. Drama i tre Acter. Reitzel. 1841.

Dram. Værker. Bind 6.

105

    Personerne.

  • Kongen.
  • Hans unge Dronning.
  • Hertug Volmer.
  • Fru Estrid, Hertugens Moder.
  • Helene, en græsk Kongedatter.
  • Eiler, Ove, Sanger } i Kongens Tjeneste.
  • Guntram, i Hertugens Tjeneste.
  • Ingeborg, en af Dronningens Piger.
  • Malfred, en af Fru Estrids Piger.
  • Kongens og Hertugens Følge, Dronningens og Fru Estrids
  • Piger; Bevæbnede Jægere o. s. v. Chor af de Sidstnævnte
  • samt af Helenes Søstre.

Handlingen foregaaer i Sjælland; i de to første Acter deels paa og ved Kongsgaarden, en Miils Vei fra Esrom, deels paa Fru Estrids Gaard ved Øresundet; i tredie Act ved Esroms-Sø.

106
107

Første Act.

Et stort Skovpartie. I Baggrunden adskillige Telte, og deriblandt et stort og udsmykket. En Mængde af Kongens Mænd, Jægere og Bevæbnede ere leirede i Grupper; Nogle af dem omringe Ove, der sidder paa en Træstub ved den ene Side i Forgrunden. --- Siden Eiler. Det er tidlig Morgenstund.

Første Scene.

Chor.

Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.

Ove.
1.
Hun var saa ung, saa faur og fiin,
Talte til Hvermand mildt,
Til Ridder og til Bonde,
Til ringeste Gangerpilt.
Chor.
Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.
108
Ove.
2.
Saa vandt de op de Silkeseil
Høit i den gyldne Raa,
Saa fik de Bør hiin blide
Og lode til Danmark staae.
Chor.
Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.
Ove.
3.
Og Kongen hende gik igjen,
Der hun i Land blev sat;
Og Bonden stod ved Stranden
Og viftede med sin Hat.
Chor.
Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.
(Eiler træder frem).
Eiler.

Ei, Godtfolk, giver Lyd! Her er nu alt Andet at tage vare paa end at synge Viser.

Ove.

Et godt Ord igjen, Hr. Eiler. Vi ere dog i Grunden samlede for at være fornøiede, og saa synger man gjerne. Forresten sang jeg Visen om Dronning Dagmar, og den synes mig at passe mærkelig idag. 109 Vi feire jo vor Konges Bryllupsdag. For eet Aar siden landede vor deilige, unge Dronning her paa Sjælland, og hun har været en Dagmar for os Alle. Broder Knud i Klostret siger jo, at Mennesket skal vise sig taknemmelig --- ja, han mener sandtnok mod Klostret; men det gjælder vel ogsaa ellers.

Eiler.

Deri har du stor Ret, Ove. Men du maa sørge for, at du ikke driver din Taknemmelighed saa vidt, at du er hæs, inden Hendes Naade kommer. I Sangere er et farligt Folkefærd. Har I først faaet Munden paa Gang, saa skal der Noget til at stoppe Munden paa Jer. --- Hvem er det, der kommer?

Ove.
Det er Guntram, Hertug Volmers Svend.
(Han gaaer tilbage til de Andre).
Eiler.

Det var godt; ham ventede jeg paa. (Afsides) . Guntram er da et ligedan Stykke af en Poet. Men han er ikke krøben ret ud af Ægget endnu, saa ham kan man faae Bugt med.

110

Anden Scene.

De Forrige. Guntram.

Eiler.

Nu, hvad godt Nyt bringer du, Guntram?

Guntram.

Hertugen, min Herre, lader Eder vide Bud, Herr Eiler, at han skal indfinde sig til rette Tid med Følge af sine Folk tilhest, Alle med deres bedste Smykker.

Eiler.

Godt, Guntram. Hvor traf du din Herre igaaraftes?

Guntram.

Paa hans Moder, Fru Estrids Gaard.

Eiler.

Er der noget Nyt at melde derfra?

Guntram.

Nei, ikke det jeg veed.

Eiler.

Der var ingen fremmede Herrer eller Fruer?

Guntram.

Nei, ingen uden Jomfru Helene, der rigtignok 111 er fremmed her i Landet. Men hun har nu været saa længe hos Fru Estrid.

Eiler.

Naa, Jomfru Helene --- det er sandt. Hvad er det for en Jomfru Helene? Hvorfra skriver hun sig?

Guntram.

Ja, det veed jeg ikke ret. Jeg troer, hun kommer fra de rhinske Lande.

Eiler.

Saa? Hvor kommer det, hun opholder sig saa længe hos Fru Estrid?

Guntram.

Hun syntes nok godt om det her i Landet. Det skal jo holde haardt at opvise en mere skjøn Part af Verden, end disse vore Ølande, besynderlig Sjælland.

Eiler
(afsides).

Af den Mening er nok Jomfru Helene ikke.

Guntram.

Og nu en Gaard som Fru Estrids!

Eiler.

Du siger sandt. (Afsides) . Saavidt jeg kan formærke, er Guntram ikke den Mand, der skal sladdre af Skole i Utide. (Høit) . Naa, min Søn, hvordan gaaer det saa med dine Forsøg i Skjaldekunsten?

112
Guntram.

Kun maadeligt, Herr Eiler, desværre kun maadeligt. Jeg har faaet tillaans i Klostret en skjøn Historie om de tolv Jævninge, skreven paa fiint Pergament og med deilige Billeder. Naar jeg læser i den, saa er det, som jeg kom ind i en anden Verden. Den Historie vilde jeg nu gjerne sætte ud paa Riim. Men Rimene ville ikke falde for mig.

Eiler.

Det kommer nok, Guntram.

Guntram.

I har raadet mig til at søge Eensomhed i Skoven, Herr Eiler.

Eiler.

Jo, min Søn, de gamle, romerske Poeter anbefale det som et dueligt Middel til at vække Geisten.

Guntram.

Jeg har ogsaa fnlgt Eders Raad. Men der er saa lummert i Skoven paa disse Tider. Det slaaer aldrig feil, at naar jeg har kastet mig hen under et Træ for at lytte til Fuglesang og tænke paa de tolv Jævninge, saa kommer Søvnigheden over mig; og naar jeg saa vaagner igjen, saa er den hele Gevinst, at jeg har sovet, saa det værker i mit Hoved.

113
Eiler.

Ja, det er slemt.

Guntram.

Det bliver til Intet, Herr Eiler; jeg har stor Frygt derfor. Nu har det i lang Tid været mit høieste Ønske, at kunne fuldende min Fødeby Slagelses Krønike, som jeg har begyndt at sætte ud paa Riim, og hvortil I har givet mig saa skjønne Underretninger om Byens Historie. Men det gaaer kun saa smaat, alt, hvad jeg saa grunder derpaa. Jeg er bange for, at jeg af Bekymring fætter min Helsen til derover.

Eiler.

Tag sagte paa, Guntram, tag sagte paa; Jorden er gammel. Du maa give Tid, min Søn, og begynde smaat. Ordsproget siger jo: Smaa Helgene kan ogsaa gjøre Jertegn. Og hvad din Hetsen angaaer, saa kan man endnu ikke mærke, at den har liidt nogen Brøst. Men gaae nu hen til Teltene og lad dem give dig et Bæger Viin. Hvis de romerske Poeter tale sandt, saa skal Vinen heller ikke være ilde for den poetiske Geist.

Guntram.

Deri, troer jeg næsten, har de ikke taget feil. (Gaaer, men vender strax om). Det er sandt, Herr Eiler ---yvis jeg tør fordriste mig til at gjøre et Spørgsmaal --- er der ikke sex Muser?

114
Eiler.

Jo, min Søn. Thi saasom der er ni, er der temmelig sikkert ogsaa sex.

Guntram.

Er der ni? Det havde jeg ikke troet. Er ikke Diana en af Muserne?

Eiler.

Jo; tag du kun hende med. Det gjør Intet. Men see nu først til at gjøre det af med de sex. Det har jo ingen Hast med de Andre.

Guntram.

Ak, Herr Eiler! I er en kostelig Mand. Eders Raad og Veiledning, indseer jeg, kan være mig til stor Nytte.

(Gaaer hen til det øvrige Følge).
Ove
(der hurtig nærmer sig).

Der har vi dem, Herr Eiler! der har vi dem, min Tro! Hans Naade og vor unge Dronning.

Eiler.

Ei, det var herligt! Sørg nu for, at der iagttages en god og skikkelig Orden, at jeg ingen Skam har af Eder.

115

Tredie Scene.

De Forrige. Kongen og Dronningen med Følge. Foran dem træder et dandsende Chor ind af unge Piger og Karle, ledsagede af Spillemænd med Harper, Fløiter og Horn.

Chor
af de Indtrædende og Tilstedeværende.
1.
Den Sommersol den stiger klar
--- Agnes, vor unge Dronning! ---
Den straalte, da den blev dig vaer.
Hil dig og hil vor Konning!
2.
I Lunden qviddre Fugle smaa
--- Agnes, vor unge Dronning ! ---
De sjunge høit, som bedst de maae:
Hil dig og hil vor Konning!
3.
Paa Marken voxer Urter vildt
--- Agnes, vor unge Dronning! ---
Og hviske mens de see saa mitdt:
Hil dig og hil vor Konning!
4.
Og Linden springer ud i Skov
--- Agnes, vor unge Dronning! ---
Linden dufter til Eders Lov.
Hil Agnes! hil vor Konning!
116
Kongen
(der træder frem i Forgrunden med Dronningen, naar Choret er endt). Min Agnes! har du fattet, hvad de sang?
O, der er dyb Betydning i de simple,
Velmeente Ord, der hilsed' os i Sangen!
See blot omkring dig! See, hvor Phøbus straaler
Paa Firmamentet, retsom om han vilde
Med Østens Glands og Varme festligholde
Den glade Dag, der bragte dig til Danmark.
Mærk kun, hvor Himmelen er klar! hvor liflig
Og fuld af Kryder Luftens Sommeraande
Imellem Lindetræets Blade spiller!
Og Urter, Blomster, Træer, Alle dvæle
Saa tause, saa dybsindigt og opmærksomt,
Som om de vented' Alle kun paa dig,
Som om de vilde glæde sig med Kongen,
Og lære ham at skatte, hvad ham undtes.
Dronningen.
Min Herre, I er altfor god mod Agnes.
Ved Eders Ord jeg bringes til at rødme.
Ak, jeg er ung endnu og uerfaren!
Kun Godhed og et kjærligt Sindelag
Kan oversee, hvor meget end mig fattes.
Kongen.
Tael ikke saa, min Agnes! eller nei!
Tael kun saaledes! Ydmygheds Juveel
Er det Klenodie, der i din Ungdoms
117Og Skjønheds Krone straaler allerlifligst.
Hvis efter Dødeliges Kaar du lider
Af Skrøbelighed, elsker jeg den med.
Den hører saa nødvendig til dig selv,
At, naar jeg savned' den, jeg blev bedrøvet.
(Eiler. Ove og Flere af Følget nærme sig).
Nu, Eiler! altsaa her er Samlingsstedet?
Eiler.
Her er det, Eders Naade! --- ganske rigtigt!
Kongen.
Og alle vore Venner, vi har indbudt
At glæde sig med os idag, er' komne?
Eiler.
Paa Hertug Volmer nær.
Kongen.
Han kommer nok.
(Afsides til Eiler).
Hvorledes gaaer det? Kan jeg stole paa,
At Alting foranstaltes, som jeg ønsker?
Eiler.
Det kan I stole trygt paa, Eders Naade!
Strax efter Middag ride vore Skytter
Og Livdrabanter, smykked' paa det Bedste,
Og samles udenfor Fru Estrids Gaard.
Af dem skal nu Herr Volmer og hans Brud
Geleides til en Fjerdingvei herfra.
118Der holde Riddersmænd og ædle Herrer
Samt unge Karle, Piger, Spillemænd,
Og følge med, den sidste Part af Veien.
Kongen.
Og mener du, min Hustru faaer ei Nys
Om denne lille Glæde, jeg har tænkt
Uventet at berede hende?
Eiler.
Ei,
Hvor skulde hendes Naade? Ingen
Formoder Andet om det hele Tog,
End at det gjælder Eders Bryllups-Høitid.
Kongen.
Det er mig kjært. --- Jeg stoler paa din Klogskab.
(Gaaer igjen hen til Dronningen).
Dronningen.
Min Herre nævnte nylig Hertug Volmer.
Hvorledes kommer det, vi see vor Frænde
Saa sjelden paa den sidste Tid?
Kongen.
Ih nu,
Volmer han er ung, han færdes snart paa Jagten,
Snart reiser han og gjæster sine Venner.
Med Tiden bliver han vel mere stadig.
119
Ove.
Med Eders Naades Gunst! Hvis ellers Rygtet
Ei lyver dengang, troer jeg, Hertug Volmer
Har Andet nu at tage vare paa
End Jagt og Gjesteri. Man mumler om,
Der gjøres Anstalt paa Fru Estrids Gaard
Til Bryllupsfærd.
Dronningen.
Til Bryllupsfærd? Til hvis?
Ove.
Herr Volmers med en ung og deilig Brud.
Eiler
(afsides). Der slap det ud.
Dronningen
(til Kongen). Vor Frænde holder Bryllup?
Kongen.
Det kan jeg aldrig troe. (Afsides) . Gid Ove Sanger
Var skaaren mindre godt for Tungebaandet.
Kanskee han talte saa desmindre.
Ove.
Guntram
Vor Hertugs Svend, veed vel Besked derom.
Han er just her, hvis Eders Naade ønsker ---
120
Dronningen.
Ja, du har Ret! Lad Guntram hurtig komme.
(Ove gaaer).
Kongen.
Det er et daarligt Rygte.
Dronningen.
Det er muligt.
Men sligt et Rygte, selv om det er usandt,
Fortjener at det undersøges. (Utaalmodig). Guntram!
O, lad ham komme! lad et Bud gaae ud!
Kongen.
Der er han alt.
(Guntram nærmer sig).
Dronningen.
Kom hid! Fortæl os, Guntram,
Hvad veed du om din Herres Bryllup?
Guntram.
Intet,
Slet Intet, Eders Naade.
Dronningen.
Veed du Intet?
Du er den Svend, han meest har Tillid til;
Saa maa du sagtens vide . . .
121
Guntram.
Hav mig undskyldt!
Min Herres Bryllup har jeg Intet hørt om.
Kongen.
Der kan du see, min Agnes! Til Guntram). Gaae du kun!
Vi troe dig gjerne.
Dronningen.
Lad ham vente lidt!
Men har du ikke mærket hos Fru Estrid,
Der gjøres Anstalt til en Høitid?
Guntram.
Nei,
Det har jeg Intet mærket til. Men, sandtnok,
Jeg har den slemme Vane, at jeg gaaer
I mine egne Tanker, og saa mærker
Jeg ikke grandt, hvad Andre have fore.
Dronningen.
Ei, det er daarlig Tale! Er man ung,
Saa agter man paa Alting.
Eiler.
EderS Naade
Maa have Guntram undskyldt Naar han gaaer
I Tanker stundom, skeer det alt mod Grund.
Han dyrker Skjaldekunsten.
122
Dronningen.
Dyrker du?
Guntram.
Det gjør jeg rigtignok.
Dronningen.
Men denne Kunst
Er saare vanskelig. Har du nu mærket,
At du har Anlæg, medfødt Gave?
Guntram.
Nei,
Det har jeg ikke mærket.
Eiler.
Eders Naade
Kan see, han er oprigtig.
En Drabant
(nærmer sig). Hertug Volmer
Med Følge kommer.
Dronningen
(til Kongen). Det var herligt! Volmer
Maa vide bedst, om Rygtet taler Sandhed.
123

Fjerde Scene.

De Forrige. Hertug Volmer, med Følge.

Kongen
(gaaer Volmer imøde). Velkommen! Vær velkommen hid min Frænde!
Volmer.
Jeg takker Eder.
Kongen.
Nei, vær takket selv,
At I og Eders Mænd til os er kommet
Til venligt og til kjærligt Møde. (Fører Volmer frem). Agnes!
Vor kjære Frænde Volmer!
Dronningen.
Vær velkommen!
Volmer.
Jeg haaber, at I lider vel, min Frænne!
Dronningen.
Jeg takker Eder. --- Men I troer nok ikke,
At ligesom I kom, har vi haft Strid
For Eders Skyld.
Volmer.
For min?
124
Dronningen.
Der gaaer et Rygte,
At I er stærkt tilsinds at holde Bryllup.
Volmer
(seer forvirret paa Kongen). At holde Bryllup?
Kongen
(leende). Stakkels Frænde! Verden
Er kun et daarligt Herberg for de Fromme.
En ærlig Mand har ikke Lov at gjemme
En hemmelig Beslutning, uden Alle
Faae Nys derom.
Dronningen
(hastig) Saa er det sandt?
Kongen.
Min Agnes!
Det var min Agt at spare denne Nyhed
Til hen mod Aftentid, naar Dagens Høitid
Var endt, og Sindet næsten trættet
Af de forsvundne, glade Timers Indtryk.
Da skulde den som Hesperus, der stiger
Paa Aftenhimlen, stige fra sit dunkle,
Sit hemmelige Svøb, og med sin Glands
Tilsidst Sorherlige vor Bryllupssest.
Da skulde Volmer heel uventet føre
125Sin unge Brud til dig; og siden brog vi
Til Klostret, hvor iaften de skal vies.
Men --- nu er Overraskelsen forplumret.
Dronningen.
O, denne Tidende mig høilig glæder!
--- I er trolovet? og med hvem, Herr Volmer?
Hvor har I fundet Eders unge Brud?
Hvorfra er' hun? eg maa dog kjende hende.
--- O, jeg har tusind Spørgamaal, som I seer.
Volmer.
Og jeg, min faure Frænke, Svar til alle.
Kongen.
Ja, Volmer, nu er Seglet brudt. Nu gavner
Det lidet kun, at skjule Brevets Indhold.
Fortæl min Hustru, inden ud vi drage
At skue Falkens Flugt, det Eventyr,
I fristed', da I vandt Jer Eders Brud.
Tid har vi nok, og Morgenen er kjølig,
Og Skovens Løtag hvælver sig fortroligt,
Og Træerne staae tause, som de lytted'.
Dronningen.
Fortæl, Herr Volmer! Jeg er lutter Øre.
Kongen.
Han skal fortælle. Men hans Eventyr
Er af en sær Natur, og taaler ikke
126Ret mange Vidner. Eiler! lad os være
En Stund alene.
(Paa et Vink af Eiler trækker sig hele Følget tilbage, saa megct Scenens Dybde tillader, og kun Kongen, Dronningen af Volmer blive i Forgrunden) Nu kan I fortælle.
Volmer.
Med Føie kan man kalde, hvad mig hendt er,
Et Eventyr, et selsomt, fast utroligt.
--- Idag for eet Aar siden reed jeg sildigt
Med mine Mænd fra Eders Bryllupsfest.
Vi reed i Stilhed langsmed Esrom Sø,
Hvis blanke Speil af Maanen blev bestraalet.
Da saae jeg til min Undren midt i Søen
Syv unge Piger let og muntert svømme,
I fine Badekjortler klædte. Haaret
Hang opløst over Skuldrene, der skinned'
Som hvidest Elfenbeen. De boltred' sig,
Havfruer lig, med Overmod i Vandet,
Og sang i fremmede, men skjønne Toner.
Forbauset over Synet steg jeg af,
Lod mine Mænd i Skoven holde stille,
Og nærmed' mig tilfods til Badestedet.
Her fandt jeg liggende paa Græsset syv
Forunderlige Slør, af selsom Art
Og af et Stof, der var mig ubekjendt,
Fast som de væved' var af fine Fjedre.
Til hvert af dem befæstet var en Krone
Af hvide Svanefjer, og rigt besat
127Med Perler og med dyre Stene. Nærved
Befandt sig andre Klæder, meest af Sille.
Jeg lod det ligge, som jeg fandt det, skjulte
Mig bag en Tjørnebusk, og holdt nu Øie
Med dem, der svømmed'. Efterhaanden steg de,
En efter Anden, op af Badet, drog
I Skjul af Løvet deres Klæder paa,
Befæsted' Slørene med Fjederkronen
Paa Hovedet, og --- neppe kan man troe det ---
Og hæved' sig fra Jorden op som Fugle.
Dronningen.
Og hæved' sig fra Jorden?
Volmer.
Som jeg siger ---
Først svævende med uvis Flugt; men siden
Udbredte Slørets Folder sig som Vinger,
Som brede Seil, der svulmede for Vinden.
Og mens de sang i Luften klart og lifligt,
Saa Espens Blade dirrede derved,
Og mens de skinned' under Maaneglandsen,
Forsvandt de for mit Syn som hvide Skyer.
Den sidste --- hvad jeg siden fik at vide ---
Den yngste blandt dem, var endnu tilbage.
Det syntes, som hun ikke kunde skilles
Fra Badets Kjølighed. --- Da faldt mig ind
Den Tanke som et Lyn: Er ikke Sløret,
Der løfter dem, en Fjederham som hine,
128Om hvikke Sagn og gamle Viser melde?
Og hvis jeg tog og gjemte det, der ligger
Endnu tilbage, vilde da den unge,
Deilige Svømmerske, der dvæler hisset,
Ei med det samme hindres i at flygte?
Og bringes i min Magt, og jeg erfare,
Hvorfra hun kommer, hvo hun er, fra hvilken
Mærkvædig Slægt hun stammer? --- Og som tænkt
Saa handled' jeg. Forsigtig tog jeg Sløret
Og gik I Stilhed hen til mine Mænd.
Først paa en Omvei, som om nys vi ankom,
Reed vi tilhobe hen mod Søen. Der,
Som jeg formoded', saae vi snart den Arme,
Der ængstlig gik fra Busk til Busk og søgte.
Ak, hun var ung og fager, let som Raaen,
Og smækker som en Vidiegreen om Livet ---
En Rosensblomme fra en fremmed Jordbund!
--- Da nu hun blev os vaer, da stod hun stille,
Forsagt og bln og som paa Spring til Flugt
Jeg nærmed' mig alene, talte venligt
Og mildt til hende; thi hun ynked' mig.
Og med en Strøm sf Ord, og afbrudt ofte
Af Taarer, søgte hun sit Tab at tolke.
Men disse Ord, der klang saa blødt og lifligt
Som Fløitetoner, fremmede de var' mig.
Hun gjorde da ved Miner og Gebærder
Sit Tab os tydeligt; og for et Syns Skyld
Vi søgte rundt i Busk og Krat om Sløret.
Men, som I vel kan tænke Jer, forgjæves.
129Da bredte jeg min Kappe paa min Hest
Og bad det faure Barn med Tegn, at sætte
Sig op og følge mig. Og hjælpelæs,
Forladt af Alle, som hun var, hun tog
Imod mit Tilbud. Derpaa drog vi Alle
Til Øresundet, til min Moders Gaard.
Hos hende har hun været indtil nu.
Dronningen.
Og har forklaret Eder, hvo hun er,
Fra hvilken Slægt hun stammer ned?
Volmer.
Det har hun.
Nu har hun været her et Aar, har lært
Vort Tungemaal, og taler det med Lethed.
--- Hun er en græsk Prindsesse. Hendes Navn
Helene. Hun er Datter af Kong Zeno,
Eycladernes Behersker. Hine Slør,
Der tjene dem som Pinger, er en Arv,
Der paa en selsom Viis og alt ved Vuggen
I denne Slægt tilfalder Spindesiden.
Ved dem forundes dem en Evne til
At hæve sig med Svanens Flugt i Luften.
--- Et andet, ikke mindre sjeldent Fortrin,
Blev givet hendes slægt. Ved Slørets Hjælp,
Men kun saa længe det er til, formaae de
At undgaae Alderdommens Brøst og Mangler.
I visse fjerne Søer --- og blandt dem
130Er Esrom-Sø den ene --- blev der nedlagt
En Kraft, at give Slørets Eierinde
Ungdom og Skjønhed, mens hun er i Live.
Ved Fruetider, ikkun eengang aarligt,
Da drage de som Svaner høit i Luften
Til hine Vande, bade sig deri
Ved Aftentid, og stige atter op
Forynged' og forskjønned'.
Dronningen.
Hellige Jomfru!
Forynged' og forskjønned'? --- Men, Herr Volmer!
Har da Helene siden ikke spurgt
Om Sløret? Har hun ikke mistænkt Eder?
Volmer.
Hun troer, at det er snappet af en Rovfugl.
Dronningen.
Men I har gjemt det; ikke?
Volmer
(forlegen). Gjemt det? jeg?
Kongen
(hurtigt). Nei, nu er det tilintetgjort, min Agnes!
Dronningen.
Tilintetgjort? Nei, det er aldrig muligt!
Et sligt Klenodie? Det har I gjort?
131
Volmer
(tøvende). Det er tilintetgjort.
Det var nødvendigt,
Ifald vor Frænde vilde stadig binde
Sin unge Brud til sig.
Dronningen.
Ak, nu jeg fatter!
I frygted' for, Helene vilde flyve
Fra Eders Favntag --- ja, det var jo slemt.
Men er I ogsaa vis paa, Eders Sandser
Ei skuffed' Eder? Troer I fuldt og fast
Paa dette Slørs vidunderlige Dyd?
Volmer.
Jeg har ei Grund til Tvivl. Hos os i Norden
Blev Slør som disse kaldte Fjederhamme,
Som man af gamle Viser kan erfare.
Og i min egen Slægt der gaaer et Sagn,
At Irmindlin, en ung og fager Jomfru,
Fløi over Sundet i en Falkeham,
Og drukned' under Kampen med en Valravn.
Der er en Vise lagt derom.
Dronningen
(Huskende sig om). En Valravn?
132
Volmer.
Den havde dræbt min Stammemoders Søn.
Man har et andet Sagn, jeg netop nu
Maa stundom tænke paa, at Ravnen vender
Engang tilbage, at igjen den truer
En af vor Slægt mod Fare. Men han frelses,
Ifald en Jomfru offrer sig for ham.
Men Sagnet er utydeligt.
Dronningen.
En Valravn?
Nu mindes jeg . . . jeg har ei agtet før . . .
(Vender sig og kalder)
Min Ingeborg, kom hid! --- Herr Eiler, kald
Paa Ingeborg. (Til Volmer). Jeg mindes, mine Piger
Har dandset til en Sang om Irmindlin,
Der dræbte Ravnen.
(Ingeborg nærmer sig)
Ingeborg, fortæt mig,
Hvad er det for en Vise, du har sjunget
Om Falkehammen?
Ingeborg.
Den om Irmindlin?
Dronningen.
Ja, netop den. --- Og du kan synge den?
Ingeborg.
Det kan jeg, Eders Naade. Men da Ove
Just nu er her . . . han synger den saa deiligit!
133
Kongen.
Velan, saa kald paa Ove, lad ham synge!
Og I, Smaapiger, dandser kun til Sangen!
Imens kan vi, min Agnes, gaae til Teltet
Og en Forfriskning tage. --- Kom, Herr Volmer!
(Kongen, Dronnigen og Volmer sætte sig udenfor Teltet, Mens Ove tager Plads i Forgrunden, hvor ogsaa Pigerne dandse til Sangen).
Ove.
1.
Den vilde Ravn er fløiet bort
Med Germands venstre Øie
Med Hælvten af hans Hjerteblod,
Og sidder paa hine Høie.
Du vide mig den ene Bøn,
Din Falkeham du mig laane.
Jeg bringer Bod alt for din Søn
Og flyver over til Skaane.
Chor.
(Mens Pigerne dandse). Hun fløi over de Sletter,
Hun fløi over salten Vand.
--- Albrig vender Irmindlin
Tilbage til Danmarks Strand.
Ove.
2.
»Min Datter, bliv og vær mit Huus!
Du kan ei Germand hævne.
134Min Falkeham er slidt og skjør,
Den brister ved dette Stevne.«
--- O, lad mig flyve, som jeg kan,
Alt ud i Verden den vide!
Herhjemme paa den øde Strand
Mit Hjerte brister af Qvide.
Chor.
Hun fløi over de Sletter, etc.
Ove.
3.
Hun fløi om Natten, fløi ved Dag
Med Fatkens Fjedre vaade.
Paa Kullens Klipper Ravnen sad
Og skaged' med Vinger baade.
Sid stille, Ravn, og værg dit Liv!
Dit øie jeg ud vil stinge,
Og skjøre med min skarpe Kniv
Alt under din venstre Vinge.«
Chor.
Hun fløi over de Sletter, etc.
Ove.
4.
»Nu har jeg dræbt den lede Ravn ---
O Germand, Hjertenskjære!
135Nu vil jeg til din Moder hjem,
Hvis Falken mig kunde bære.«
Hun fløi fra Stranden op igjen,
Men Falkevingerne dale.
Det var for Germand Gladensvend,
Hun sank i Bølgerne svale.
Chor.
Hun fløi over de Sletter,
Hun fløi over salten Vand.
--- Aldrig vender Irmindlin
Tilbage til Danmarks Strand.
Kongen
(der under Slutnings-Choret er traadt frem med Volmer). Hav Tak, min Ove! det var herligt sjunget.
(Ove og Pigerne trække sig tilbage).
Nu, Volmer, har I saa betænkt at følge
Det Raad, jeg Eder gav?
Volmer.
Min ædle Frænde!
Jeg har ei Mod dertil.
Kongen.
Det vil I angre.
Volmer.
Mig tykkes næsten, jeg gjør Synd, ifald jeg
Tilintetgjør hiint underfulde Slør.
136Det er Helenes Eiendom, er hendes
Med Ret og Skjel. Heel ofte, naar hun sørger
Ved Savnet af saa dyrebart et Gode,
Bebreider jeg mig bittert, det er mig,
Mig, hvem hun elsker, der er Slørets Ransmand.
Jeg tilstaaer Eder, jeg har ikke villet
Berøve mig den Mulighed, engang
At gjøre god igjen min Uret.
Kongen.
Volmer!
Tag mod et venligt og et velmeent Raad.
Ifald I elsker hende ret af Hjertet,
Tilintetgjør da Sløret, gjør det snart!
Vel kjender jeg kun lidet til Helene;
Kun et Par Gange har jeg ubemærket,
I Eders Svendes Flok, betragtet hende
I Nærhed. Men jeg snuffer mig vist ikke.
Saa faur og elskelig hun er, saa har dog
Naturen givet hende Qvinbens Villie
Og Hurtighed i Tanker og Beslutning.
Naar Sløret atter er i hendes Vold,
Da forudsiger jeg, endskjøndt jeg ikke
Er Spaamand, at hun drages vil af Længsel
Tilbage til sin Slægt og til sit Hjemland ---
Saa ubetvingelig er denne Drift,
Der binder Menneskerne til den Jordbund,
Hvor deres Vugge stod. --- Og desforuden,
137Hvormed kan vi og dette kolde Norden
Erstatte hende Naxos, hvor hun fødtes?
Volmer.
Hvad der I siger, har jeg sagt mig selv.
Men mindes vel, naar Sløret ei er til,
Da kan Helene heller ikke vente
Foryngelsen af Esrom-Søens Vande.
Kan jeg for Gud og for mig selv forsvare,
At nægte hende sligt et sjeldent Fortrin?
Naar hendes Rosenkinder salme hen,
Og hendes Øine miste deres Glands,
Naar dette Billed, der mig nu fortryller,
Af Aar og Alder lider, og jeg veed,
Det staaer i min Magt, atter at forynge
Dets Skjønhed og dets Liflighed, --- da skal jeg
Med egen, med forvoven Haand mig spærre
Al Mulighed dertil? --- Min ædle Frænde!
Det vil I dog ei raade til.
Kongen.
Det vil jeg;
Og meest af denne Grund. Betænk det selv:
Hun kan forynges, I, Herr Volmer, ikke.
For hende viser Verden og dens Forhold
Sig i et evigt Ungdoms-Skær; thi hun,
Da hun er ung bestandig, vil bedømme
Dens Færd med Ungdoms lykkelige Letsind.
For Eder ældes Verden som I selv,
138Og Eders Krav til den forandres aarligt.
En saadan Ulighed i Kaar vil vorde
En Grav for Eders Lykke --- I kan troe mig.
Dog, I maa handle, som I synes bedst.
I al paid er der Tid til Overtænkning.
Naar først I er Helenes Husbond, kan vi
Maaskee bedømme bedre, hvad der her
Er raadeligt. Os giver Tiden villig
Det Raad, der flygter stridig, mens det søges.
(Eiler næmer sig).
Eiler.
Hvis Eders Naade lyster, er nu Alt
Beredt til Falkejagten.
Kongen.
Det var vel.
(Han og Eiler gaae hen til Ridderne blandt Følget)
Volmer.
Guntram, kom hid! Her er et Brev, der flur:
Maa bringes til min Moders Gaard, til Jomfru
Helene. Sæt dig strax tilhest.
Guntram.
Skal skee.
Men tilgiv, Herre! . . Hvisi jeg turde spørge ---
Volmer.
Hvad vil du?
139
Guntram.
Ak, forleden gav jeg Eder ---
Jeg havde sat det ud paa Riim --- jeg tænkte,
Jomfru Helene mutigt vilde glaede
Sig lidt derover ---
Volmer.
Ei, nu husker jeg.
Det har Helene faaet, som du har ønsket.
Men det er Galmands-Tale, du har skrevet.
Guntram.
Ak, er det sandt? Ja, jeg har tænkt det selv.
Volmer.
Lad dette fare, Guntram! Digtekunsten
Er af sær Beskaffenhed. Den drivers
Ei lettelig, for Villien er god.
Siig du Farvel til Muserne, min Guntram!
Jeg mener dig det godt. Lad dette fare!
Du er mig tro; du tjener mig med Iver.
Det skal jeg sætte Priis paa og belønne.
--- Men skynd dig nu, og bring Helene Brevet.
(Guntram gaaer. Dronningen, der hidtil har siddet ved Teltet i Samtale med Eiler, Ove og de næmest staaende Riddere, træder frem).
Dronningen
(til Volmer). Hvad I har nys fortalt mig, og bvad Ove
Har sjunget om, mig høilig har forbauset
140Jeg forudseer, at jeg har mangt et Spørgsmaal,
Som I vil plages med at give Svar paa.
Volmer.
I kan ei plage mig med Eders Spørgsmaal.
(Riddere og Jægere af Følget, Nogle med Falke paa Hænderne og forsynede med de til Falkejagt nødvendige Redskaber, nrme fia).
Kongen
(der igien træder frem). Min Agnes! staaer din Hu dertil, da vil vi
Paa Sletten hisset lade galken stige.
Alt er beredt, og under Bakken venter
Din Ganger utaalmodig.
Dronningen.
Jeg er færdig.
--- Min Falk! Hvo b---rer den? Min muntre Falk!
Kongen
(tager Falken fta en af Jægerne). Giv hid! --- Her er den, Agnes!
Dronningen.
Ja, der er den!
Min Ridder Rap), som Ove nys har døbt den.
--- Herr Volmer, kom! (Afsides til ham). Forinden
Jagten skiller
Os ad, jeg tale maa et Orb med Eder.
(Under det følgende Chor ordner sig Toget til at drage bort).
141
Chor.
Tilhest, tilfods, i Skov, i Krat
Og over den aabne Slette,
Den aarle Morgen og seent mod Nat
Jage vi Dyrene trætte.
Sadl op min Ganger og skjærp mit Spyd!
Ræk mig den blanke Bue!
Afsted vi drage ved Hornets Lyd,
Den flyvende Falk at skue.
Dens Jagt er høit over Lindens Top,
Dens Vinger i Luften suse.
vi jage Ræven og Ulven op,
Der luske ved Bøndernes Huse.
Tilhest, tilfods, i Krat, i Skov
Sægerne hastig ile,
Og naae tilsidst det flygtende Rov,
Alt med de susende Pile.
(Alle drage bort).

Femte Scene.

Værelse paa Fru Estrids Gaard. Helene kommer hurtig ind, efterfulgt af Malfred og endeel andre Piger, hvoraf nogle bære en temmelig stor; Kasse.

Helene.
Sæt den kun her, men sæt den vaerlig. Malfred,
Du fik jo Nøglen, luk kun op --- nei, vent!
142Jeg selv vil lukke op, jeg selv maa tage . . .
Men Nøglen passer ikke --- vil du see!
Nu er det vist den feile Nøgle --- see kun,
Den sidder fask.
Malfred.
Hvis jeg maa prøve ---
Helene.
Ja,
Prøv du kun, Malfred; læg dig ned paa Knæ.
Jeg gider ikke bukke mig.
Malfred
(der lukker Kassen op). Den passer.
Helene.
Ak, det var skjønt! Saa lad os nu see ad.
Nu maae I hjælpe mig. Ræk mig kun Alt,
Eet efter Andet. --- Hvad er det, der glimrer?
Malfred.
Det er et Hovedguld, besat med Perler.
Helene.
Læg det kun hen. Det har jeg ikke Brug for.
Malfred.
Men det er deiligt. See kun!
143
Helene.
Det er godt.
Hvad ligger der?
Malfred.
En Skarlags-Ærmekaabe ---
Nei, see dog! heeltigjennem er den fodret
Med Maarskind.
Helene.
Godt. Læg den kun hen til siden.
Hvad ligger der?
Malfred.
En Gyldenstykkes-Kjortel.
O, hellige Jomfru! hvilken kostbar Kjortel!
Den er saa svær, at knap man kan den løfte.
Helene
(fortredelig). Ja, deri har du Ret. Men hvor kan jeg
Bevæge mig i disse stive Klæder?
Man kan jo ikke gaae et Skridt med dem.
Malfred.
Men det er Brug hos Alle hertillands.
Især er Brudestads ---
Helene.
Ja, hertillands!
Men jeg . . . hvor kan nu Volmer troe, jeg gaaer med
Luk Kassen i! Jeg har seet meer end nok.
144
Malfred.

Og I har ikke seet en Trediedeel!

Helene.
Men denne Trediedeel er hæslig. Luk!
Malfred.
Forsynd Jer ei. Der gives ikke Mange,
Der kunne vente slige Fæstensgaver.
Kom, skal I see. Her er en snæver Trøie
Af Sølvmor, sat med kostelige Stene ---
O kom og see!
Helene
(halv uvillig). En snæver Trøie . . . viis mig ---
(Udbrydende).
Ja, den er smuk! Saaledes skal den være!
(Seer selv efter).
Og der en jonisk Hue . . . der et Bælte . . .
Det har han ladet gjøre efter mit,
Og ganske hemmelig!
Malfred.
(smilende). Ja, jeg har vidst det.
Helene.
Ja, Volmer elsker mig, det kan jeg see.
I denne Dragt vil jeg staae Brud. Med Resten
Kan I for min Skyld gjøre, hvad I vil.
145
Malfred.
Men I maa bære Hovedguld som Brud.
Helene.
Lad mig i Ro. Sæt Alting ind igjen.
(Nogle af Pigerne bære Kassen ind og komme strax tilbage)
Nu er det Skade, Volmer ei er her.
Hvi tøver han? Han veed, hvordan jeg længes.
Malfred.
Han loved' først at komme Klokken tolv.
Nu er den elleve.
Helene.
O, var den tolv!
Hvor holder jeg det ud, til den er tolv!
Malfred.
Maaskee kan En af os forslaae Jer Tiden.
Helene.
Fortæl mig lidt om Vielsen.
Malfred.
Ja, gjerne.
Iaften Klokken syv vi drage bort
Til Klosterkirken, hele Brudeskaren.
I rider ærbar ved Herr Volmers Side.
Helene.
Ja, det er herligt! Ride vil jeg gjerne.
146Den Skik er god, I bruge hertillands,
At Eders Qvinder ride. --- Nu, hvad Mere?
Malfred.
I Kirken skal I staae paa Altergulv
Under en Himmel, Klostrets Drenge bære.
Saa ringes der med alle Klokker smaa.
Saa kommer han, Herr Peder, sjunger Messen,
Og alle Brødrene de svare: Amen.
Saa bindes Eders Haar med dragne Baand ---
Nei, det er sandts det skeer herhjemme. Kronen,
Som I har paa som Brud, den faaer I her,
Og Eders Haar skal bindes op herhjemme.
Helene.
Der bliver Intet af.
Malfred.
Saa kommer Bispen ---
Saa vexles Ringene --- saa siger Bispen:
»Jeg spørger Eder for den øverste Gud,
Har I betænkt . . .« Nei, lad mig see, han siger:
»Jeg spørger Eder . . .« Ak, jeg husker ikke.
Helene.
O, det er lange, kjedelige Skikke!
Fortæl om noget Andet.
Matfred.
Hvis I ønsker,
Saa skal vi Alle synge Jer en Sang.
147
Helene.
Ja, syng kun. Der er altid meer Forstand
I Eders Biser end I Eders Skikke.
Malfred.
1.
Den Sommerdag mig gjøres lang
Under de grønne Linde.
Hvor skal jeg styre hen min Gang,
Min unge Brud at finde?
Chor af Pigerne.
Huset er af Marmor,
Og Taget er af Bly,
Sengen er med Silke bredt;
Den Jomfru hun sover deri.
Malfred.
2.
Saa vee er mig for dine Ord ---
Under de grønne Linde.
Saa vidt i Landet alt jeg foer;
Hvor kan jeg Huset finde?
Chor af Pigerne.
Huset er af Marmor,
Det ligger under Ø.
O Ridder, vil du naae derhen,
Du seile den vildene Sø.
148
Helene
(giver Pigerne et Vink, at de skulle holde op, og gjentager talende). »Huset er af Marmor
Og Taget er af Bly ---«
Hvor komme disse Ord i Eders Sange?
--- Giv mig min Luth! Jeg kjender dette Huus,
Af Marmor bygt, der ligger under ø.
(Synger til Luthen).
1.
Af Marmor er det bygget,
Min Faders høie Slot,
Af Palmetræer skygget,
Ved Bjerge fast betrygget,
Ved Havet, der ruller blaat.
Naar man fra Paros seiler,
Da seer man mellem Høie
Det hvide Slot, der speiler
I Søen sine Fløie.
2.
Ak, aldrig jeg forgjætter
Mit Hjem, min Faders Slot,
De solbestraalte Sletter,
De sommerklare Nætter,
Og Bandet, der ruller blaat;
Og mine Søstres Skare,
Der i de gyldne Haller,
Med deres Stemmer klare
Forgjæves paa mig kalder.
1493.
Thi mig har Svanens Vinger
Til fjerne Lande bragt.
Med Eder den sig svinger,
Men mig en Gud betvinger
Og holder mig her med Magt.
Paa disse strenge Kyster
Bedrøvet ladt tilbage,
Jer kalder Eders Søster
Med Ariadnes Klage.
(Lader Luthen falde og brister i Graad. Vigerne, der under det sidste Vers have nærmet sig, vige med et Udraab forskrækkede tilbage).

Sjette Scene.

De Forrige. Fru Estrid, der kommer hurtig ind.

Fru Estrid.
Hvad er der skeet? Hvad feiler dig, min Datter?
Helene.
O Moder, bliv ei vred . . . Hvad skal jeg gjøre?
Jeg er saa tidt bedrøvet.
Fru Estrid
(til Vigerne). Lad os ene.
(Pigerne gaae langsomt og nedslaaede ind).
Du er bedrøvet? Har du Grund hertil?
150
Helene.
Ak nei, jeg veed det --- det er Uret af mig.
Jeg lever uden Sorger her, jeg elskes
Af Volmer og af dig. I føie mig,
I ere kjærlige mod mig, langt mere
End jeg fortjener. Men --- tilgiv, min Moder!
Mig griber undertiden Sorg og Længsel
Ved Tanken om det Hjem, jeg har forladt.
Fru Estrid.
Jeg kan ei dadle big derfor, min Datter.
Men kan ei dette Hjem, det nye, det trygge,
Du har erhvervet, give dig Erstatning?
Du selv har sagt, at disse Lande gav dig,
Hvad ei dit Fødested dig kunde skjænke.
Helene.
Min Volmers Kjærlighed! O troe kun ikke,
At jeg kan glemme, hvad han er for mig!
Hvis Volmer fulgte med mig til mit Hjem,
Da vilde Naxos unge Piger undres,
At Mænd som han kan findes her i Norden.
Han er som Jason, da han gik at hente
Det gyldne Skind; han er som Dionysos,
Da han med Mildhed trøsted' Ariadne ---
Saa mandig og saa mild, saa stærk og kjæerlig!
Fru Estrid.
Nu, min Helene, og endda du længes?
151
Helene.
O hør mig, kjære Moder! Hjemme har man
Et Sagn fra gammel Tid om Alkyoneus,
En af Giganterne. Til Døden saaret
I Kamp med Guderne, og styrtet ned,
Han atter kom til Live, da han faldt paa
Sit Fødested Pallene. Denne Mythe
Er Mennesskets Historie. Vi drage
Sundhed og Liv af Landet, hvor vi fødtes.
Fru Estrid.
Vel giver jeg dig Ret heri, min Datter!
Men Qvindens Kaar er ei som Mandens. Han
Er Eet og Alt med Landet, Hvor han fødtes,
Og af dets Marv han drager Styrke. Qvinden
--- Saaledes byder selv den hellige Skrift ---
Skal følge Mandens Kaar; hans Hjem er hendes.
--- Ei heller jeg er født i dette Land.
Mit Fødeland er Bretland. Men i Danmark,
Der var min Husbonds Hjem, der har jeg fundet
Mit andet Fødeland; der blev jeg gjenfødt
I Kjælighed til ham, der var mig Alt.
Helene.
O Bretland! dette kolde, strenge Land!
Hvor meget har det ikke liigt med Danmark!
Mit Hjemland derimod --- du kjender ikke
Hiint muntre, varme, lykkelige Land!
Der er Naturens Guddom mild mod Alle.
152Den synker frugtbar ned i Solens Straaler,
Den kjæler os med Vindene fra Søen,
Den mætter os med gyldne Frugter, lædsker
Med Kilderne vor Tørst. Blandt os de vandre
Endnu som fordum, Hellas Gudeskarer.
Hos os endnu man mindes dem; vi krandse
Med Blomster Kildevæld og Brønde, smykke
Med Viinløvblade Bacchus' Tempel-Rester,
Naar Druen samles ind i Viinhøst-Tiden.
Fru Estrid
(ryster paa Hovedet). Man maa forundres, Barn, naar du fortæller
Om Eders Skikke. Knap man skulde troe,
At Christendommens Lys var trængt til Eder.
Helene.
Ak, kjære Moder! leved du hos os,
Paa denne Jordbund, hvor en Slægt af Guder
Og hine herlige Heroer fordum
Har færdedes, og hvis du daglig saae
De stolte Levninger af deres Templer,
Maaskee du vilde da forundres mindre.
Fru Estrid.
Hvi hænger du saa stærkt ved hine Guder?
De var' forgjængelige, vare Væsner
Af skrøbelig Natur. De sank i Støvet
For ham, den eneste, den sande Gud.
153
Helene.
De vare skrøbelige --- det er sandt.
Men derfor følte Mennesket, det svage,
Han var beslægtet med dem. Det er sandt,
De var' forgjængelige. Men af Ungdom
Og Skjønhed blev bekrandset deres Liv.
Fru Estrid.
Nu derom vil vi tie. Alt jeg veed,
At her vi enes ei. Men naar du dadler
Vort Nordens strenge Himmel, glemmer du,
At du var ude af dig selv af Glæde,
Da første Gang du saae den hvide Sneemark,
Det brede, frosne Sund; at du var henrykt,
Engang da Nattetaagen frøs, og Volmer
I Skoven førte dig, hvor alle Grene,
Med Iis belagte, glimred' smukt i Solskin.
Helene.
Ja, du har Ret; det kan jeg ikke nægte.
Det var et underfuldt, et herligt Syn!
Feernes Dronning synes selv at smykke
I Vinternatten Eders tause Skove.
Hun synes under Grenenes Crystaller
At svæve midt i hine hvide Taager.
Men hun er umild. Naar jeg, svøbt i Maarskind,
Gik ud for at beundre hendes Værk,
Da sused' Vinden, stikkende som Pile,
Imod mig, og min Aande frøs i Luften.
154Og selv herinde, naar jeg gik til Vinduet,
At glæde mig ved hine frosne Palmer
Paa Ruderne --- ja, det er sandt, at ofte
Jeg var som ude af mig selv af Glæde,
Men stundom ude af mig selv af --- Kulde.
Fru Estrid.
Du overdriver, Barn. Ifald vort Land
Er koldt og strengt, da fødes her til Gjengjæld
En karst og dristig Slægt. Det er ei godt,
At færdes under uforstyrret Medgang.
Først, naar vi savne, skatte vi vor Lykke.
Først under Modgang lære vi at taale
Vort Held med Ydmyghed. Vort Liv maa prøves
I Lidelser og Smerte --- Lidt jeg kjender
Til hine varme Lande, hvor du fødtes.
Men jeg vil troe dig, at Naturen handler
Med Menneskerne mere vaerligt der
End her, hvor Folket falder mere haardført.
Dog er det rimeligt, at ogsaa Naxos
Har sine Plager. (Smilende). Men, min Datter seer
Sit fjerne Hjem i et bestandigt Solskin.
Helene.
O Moder! skal det regnes da for Intet,
At jeg med dette Hjem er revet løs fra
Den kongelige Slægt, hvorfra jeg stammer?
Skilt fra min Fader, skilt fra mine Søstre?
At jeg har liidt et uerstatteligt,
155Et bittert Tab? --- Den dybe Sø ved Esrom,
For mig den mistet har sin Kraft; den giver
Ei oftere min Ungdom mig tilbage.
Kun eengang har dens underfulde Vande
I Badet styrket mig, og allerede
Er tabt for mig Gjenfødelsen, de bringe.
Hvad I ved Daaben tænke Jer ---
Fru Estrid.
Hvad vi?
Og du, Helene?
Helene
(forvirret). Jeg?
Fru Estrid
(med Strenghed). Helene, glem ei
Din Frelser, at han ei skal glemme dig.
I Daabens Vande rækkes dig det Bad,
Der styrker dig mod det Forkrænkelige.
I dem du søge Frelsen for din Sjæl.
Helene.
Ja, kjære Moder, og jeg mener ogsaa . . .
Fru Estrid
(vedblivende). Ved Daadens Vande fødes du igjen,
Ved dem dig venter hist en evig Ungdom.
156I dem blev lagt den underfulde Kraft,
Der løfter op din skrøbelige Tanke
Til ham, der er og var fra Tidens Ophav,
Og ikke kan forgaae som hine Guder,
Din Tanke hænger syndigt ved.
helene.
O Moder!
Jeg kan ei altid fatte, hvad du mener.
Men hav Taalmodighed. Sæt dig i mit Sted.
Her er jeg fremmed blandt et fremmed Folk.
Hvad her I agte høit og sætte Priis paa,
Er næsten uforstaaeligt for mig.
Hvad jeg begjærer, det er Jer en Gaade.
Og nu det Værste: her jeg daglig gaaer
En umild Alderdom imøde, gaaer den
Imøde under Eders kolde Himmel.
Jeg har saa ofte tænkt derpaa, og altid
Med Angst og Uro. --- Siig, hvorledes er det,
At blive gammel?
Fru Estrid.
Vær kun uden Frygt.
Det er en venlig Tilstand. Aar og Alder
Os give Fred med Gud og Fred med Verden.
Det er et Vingeslag af den Cherub,
Der holder Vagt ved Paradisets Porte.
Det er et Afkald paa det Jordiske,
Et Blik i Evighedens bedre Lande.
157
Helene
(bedrøvet). Du viser mig bestandig til et Hisset.
Har dette Liv da intet Krav for Eder?
Fru Estrid.
Jo, min Helene, kjære Barn . . . forstaae mig!
For dig, saa ung og fager som du er,
Har Livet Krav; det var ei meer end billigt.
Vær ikke nedslaaet; frygt ei for din Fremtid!
Min Sønnekones Liv er ei bestemt til
At svinde taust og ubemærket hen.
Dig venter mangt et Held; det er mit Haab.
--- Der kommer Nogen.
Helene.
Det er sikkert Volmer.
Det er et Varsel, at du spaaer mig Sandhed.

Syvende Scene.

De Forrige. Malfred. Siden Guntram og de øvrige Piger.

Malfred.
Der er et Bud derude fra Herr Volmer.
Helene.
Et Bud? Og er han ikke selv derude?
158
Fru Estrid.
Maaskee han kommer strax. (Til Malfred). Lad Budet komme.
(Malfred gaaer ud).
Helene.
Ak, det var slemt! Jeg tænkte, det var ham.
(Guntram, Malfred og Pigerne træde ind).
Guntram.
Jeg bringer Eder Brev, min ædle Jomfru.
Helene
(glad). Et Brev? og fra din Herre?
Guntram
(leverer hende Brevet). Fra min Herre.
Helene.
Men, Guntram, kommer han da ikke selv?
Guntram.
Det veed jeg ei. Maaskee det staaer i Brevet.
Helene.
I Brevet? Du har Ret. (Vil bryde det). Nei, det er
sandt,
Et Brev maa klippes op, har Volmer sagt.
Giv mig en Sax --- o Malfred! skynd dig noget!
(Tager mod Saxen og stikker sig)
159Der stak jeg mig i Fingeren. Det bløder . . .
O Moder, see! det bløder virkeligt.
Fru Estrid.
Det var jo slemt. (Til en af Pigerne). Bring mig ihast
et Klæde.
Helene
(ængstelig). Du troer, at det er farligt?
Fru Estrid
(smilende). Farligt er det.
hvis ikke Malfred skynder sig med Linet,
Saa standser Blodet af sig selv.
(Da klædet bringes hende).
Lad mig
Forbinde . . .
Helene.
Men det bløder ikke mere.
Saa er det ikke værdt. Hvad mener du?
Det seer saa hæsligt ud med Bind om Fingren.
Fru Estrid.
Nu, som du vil. --- Saa vil vi læse Brevet.
Helene.
Ja, læs det for mig. (Giver hende Brevet). Eders Skrift
er svær,
160Slet ikke som den Skrift, man før har lært mig.
Det gaaer saa langsomt med mig. Læs kun du.
Fru Estrid
(gjennemløbende Brevet). Min Volmer sender dig en kjærlig Hilsen.
Han er paa Falkejagten med Hans Naade
Og Dronningen, og venter ei at slippe
Før Klokken eet. Til den Tid er han her.
Helene.
O, Klokken eet! Saa skal jeg altsaa vente
Endnu en Time. Det er mig umuligt!
Fru Estrid.
Fremdeles skriver han, du maa dig holde
Beredt at drage hen med ham til Hove.
Hans Naade, Dannerkongen, og vor Dronning,
Der har erfaret om din høie Herkomst
Og mærkelige Skjebne, ønske begge
At lære deres Slægtnings Brud at kjende.
Helene.
Til Hove? Det var herligt! Det har Volmer
Alt længe lovet mig. Og jeg skal tale
Med Kongen og med Dronningen?
Fru Estrid.
Det skal du.
161
Helene.
Ak, det er skjønt! --- Er Kongen her i Landet
En venlig Hersker, mild som han er mægtig?
Fru Estrid.
Ja, min Helene! Kongen her i Landet
Er mild som mægtig, er en venlig Hersker,
En Trøst for de Betrængte, en Beskytter
For Høi og Lav, og en Beskjærmer af
Hver god Bedrift, der trænger til hans Gunst.
Helene.
O Moder! naar du vidste, hvor jeg længes!
--- Hvorledes gaaer det til hos Jer til Hove?
Hos os --- maa jeg fortælle dig, hvorledes
Det er hos os?
Fru Estrid
(smilende). Det har du tidt fortalt.
Helene.
Ak, har jeg? Og nu er du kjed deraf?
Fru Estrid.
Det er jeg ikke. Men det er paa Tid,
Du tænker paa at smykke dig til Festen.
Helene.
Ja, det er sandt. Kom, Malfred, lad os gaae.
(Bliver Guntram vaer).
Men Guntram har jeg ganske glemt! --- Kom, Guntram!
162Du smiler saa barmhjertig --- kom kun hid!
Din Herre har mig givet dine Vers.
Nu skal du see, at jeg har tænkt paa dig.
(Seer efter i en Kurv eller deslige).
Her har jeg til dig . . . men hvor er det nu?
Nu har nok Malfred haft det fremme. --- Malfred,
Hvor har du lagt det? Jeg har sagt saa tidt,
At I skal holde Jer fra mine Gjemmer.
Fru Estrid
(tager et Axelbaand frem af en Skuffe). Her er det, Barn. Det laae i dine Gjemmer.
Helene.
Ak, jeg har lagt det selv . . . nu mindes jeg.
Tilgiv mig, kjære Malfred! --- Kom nu, Guntram!
--- Ja, det er gruelige Vers, du skriver;
Og jeg er bange for, at du maa give
God Tid, hvis det engang skal lykkes dig.
Men jeg forstaaer mig ikke stort derpaa.
Maaskee man her hos Eder kalder Det,
Du skriver, Poesie. Hvor jeg har hjemme,
Der kalder man det ikke Poesie.
Men da du mener det saa godt, og er
Saa ærlig og saa trofast --- Folk som du
Er Sjeldenheder i min Faders Gaard ---
Saa see! det Axelbaand, det har vi syet,
Det skal du gaae med, gaae dermed bestandig.
Guntram.
Min ædle Jomfru, I er altfor god ---
163
Fru Estrid.
Min Datter! du har føie Tid tilbage.
Nu maa du ind at smykke dig.
Helene
(tøvende) Ja, Moder ---
Men der er Noget, jeg har villet sagt dig,
Men altid glemt. Du bliver vel ei vred . . .
Jeg synes, paa en Høitidsdag som denne
Bør Ingen lægge Dølgsmaal paa sin Herkomst.
(Hastig)
Og jeg har nylig talt derom med Volmer ---
Han er af samme Mening.
Fru Estrid.
Nu, min Datter?
Helene.
Hvis altsaa du har Intet derimod,
Saa vil jeg gaae til Altret i den Dragt,
Der bruges i mit hjem af Landets Døttre.
Fru Estrid.
Gjør, som du vil, mit kjære Barn. Jeg veed,
Du bliver smuk i hvilken Dragt du vælger.
Helene.
Saa du har Intet derimod? slet Intet?
O tusind Tak! --- Ja, smuk, det skaa jeg blive!
Hvis Naxos Piger ei forstode Andet,
Forstaae de dog at smykke sig til Fester.
(Gaaer ind tilhøire med Malfred og nogle af Pigerne. Fru Estrid med Guntram og de andre Piger gaaer ind tilvenstre).
164

Ottende Scene.

Et mere aabent Skovpartie. Flere Hold af Jægere drage forbi i Baggrunden. Siden Dronningen og Volmer.

Chor
(af forbidragende Jægere). Tilheft, tilfods, i Skov, i Krat
Og over den aabne Slette,
Den aarle Morgen og seent mod Nat
Jage vi Dyrene trætte.
(Dronningen og Volmer træde ind med Følge. Dette sidste holder sig i Baggrunden).
Volmer
(idet de træde ind) Min Frænke, her er Bakken, I har talt om,
Og her det Sted, I bad mig Eder vise.
Her nedenunder ligger Skoven udbredt,
Som om det var et Grønsvær ---
Dronningen
(adspredt). Skoven? hvor?
Volmer.
Dernede. Hvis I nu vil følge med,
Saa kan I see en Part af Esrom-Kloster,
Og Søen som en himmelblaa Saphir,
Det rige Klosters bedste Smykke.
165
Dronningen
(som før). Esrom?
Volmer.
Ja, faure Frænke. Kun et Skridt, saa seer I ---
Dronningen.
Nei, lad os blive her. I nævned' Esrom.
Jeg kommer herved til paany at tænke
Paa Eders Eventyr og paa Helene,
Den unge Brud, I fandt ved Esrom-Sø.
Jeg kan ei rive mine Tanker løs
Fra hendes mærkelige Skjebne. Siig mig . . .
Det underfulde Slør, I har fortalt om,
Og som I sagde var ei mere til,
Er det . . . (Standser, seende vist paa ham). er det tilintetgjort,
Herr Volmer?
Volmer.
I tvivler . .?
Dronningen.
Ja, jeg tvivler. Jeg kan ikke
Mig tænke vel den Mulighed, at I,
Der elsker Eders Brud, og dette troer jeg,
At I tilintetgjør et sligt Klenod.
Jeg veed det vist, og jeg kan see paa Eder,
At det er til. Hvi vil I længer nægte?
166
Volmer.
Ja, det er til. Jeg nægter det ei længer.
Dog muligt var det bedst, om dette Slør
For længe siden var tilintetgjort.
Dronningen.
Tael ikke saa. Det mener I ei heller.
--- Men nu --- ja I vil dadle mig, det veed jeg;
Dog maa I vel betænke, dette Slør
Er høist mærkværdigt, at Enhver maa ønske
At tage det i Øiesyn, at jeg
Har min Part af den skrøbelige Qvinde ---
Nu vil jeg Eder bede, at I kjærligst
Vil unde mig at see det --- kun at see det,
At kaste kun et flygtigt Blik derpaa,
Og derpaa give det igjen.
Volmer.
Min Frænke!
Dronningen.
O, kan I afslaae en saa ringe Bøn?
Og paa min Bryllupsdag? det er ei smukt.
Maaskee I troer, at jeg er ikke taus?
Og handler ikke vaerligen dermed?
Volmer.
Ak, nei, det troer jeg ikke.
167
Dronningen.
I mit Værge
Der er det sikkert. --- Altsaa, kjære Volmer?
Volmer.
Jeg har ei Hjerte til at sige Nei.
Dronningen.
Saa faaer jeg det at see?
Volmer.
Som I har ønsket.
Dronningen.
Og I vil sende mig det --- ikke sandt?
Idag? Endnu idag?
Volmer.
Endnu idag.
Dronningen.
Jeg takker Eder. Stoel kun paa min Taushed.

Niende Scene.

De Forrige. Kongen med endeel af Jagt-Følget.

Kongen
(der kommer hurtig ind). Min Agnes! Vi har jaget op en Hind,
En sneehvid Hind, af stor og sjelden Skjønhed.
Den slap fra os i dette Øieblik,
168Og svømmed' over Aaen. Men jeg tænker,
Den jages atter op af vore Skytter.
Følg med os! Under Skovens kjøle Hvælving
Vi ride dem imøde. Kom, Herr Volmer.
(De gaae).
Chor
(af de bortdragende Jægere). Tilhest, tilfods, i Krat, i Skov
Jægerne hastig ile,
Og naae tilsidst det flygtende Rov
Alt med de susende Pile.
169

Anden Act.

En stor Sommerhalle paa Kongsgaarden. Baggrunden er ved høie Svibbuer og en stor, bred Portal i Midten saaledes holdt aaben, at man har Udsigt til en viid Egn. Ved venstre Side i Baggrunden gaaer en Trappe op til en Svale, her løber uden om Huset ved det ene Vindue. Handlingen i denne Act foregaaer om Eftermiddagen og ender ved Solnedgang.

Første Scene.

Eiler. Guntram.

Guntram.

Det var jo en stor og mærkværdig Nyhed, I der har fortalt mig.

Eiler.

Ja, min Søn, nu har Hertugen, din Herre, faaet sig en deilig Brud.

Guntram.

Det maa I nok sige. Deilig er hun. Men jeg 170 har mindst drømt om, at hun var en Kongedatter. --- Skal Brylluppet ikke staae iaften?

Eiler.

Jo, Hans Naade og Dronningen ere tagne dem imøde, for iaften at føre dem herfra til Klosterkirken, hvor Bispen, Herr Peder, skal forrette Vielsen. Nu venter jeg dem hvert Øieblik.

Guntram.

Men jeg troede, de var' allerede ankomne?

Eiler.

Det er de ogsaa, min Søn. Men de tog allerførst ind i Kapellet her paa Gaarden, for at høre en Messe. --- Men, hvad jeg vilde sagt, har du nu faaet noget af alle de Festligheder at see, vi have haft her idag i Anledning af Hans Naades og Dronningens Bryllups-Høitid?

Guntram.

Jo, jeg var inde i den store Sal, hvor Thronen staaer. Ak, det var et herligt Syn, da vor unge Dronning traadte ind ved Kongens Side, og alle Pigerne sang og Ove legte med sin Harpe.

Eiler.

Du har Ret. Det var et Syn, der ogsaa frydede mig, saa gammel jeg er. --- Men det undrer mig ellers, at du i al den Tid har været her og ikke er blevet hos din Herre paa Fru Estrids Gaard.

171
Guntram.

Jeg fik et Ærinde, strax som han ankom til Gaarden.

Eiler.

Saa? Ja, for Fremtiden kommer du nok til at føre et lidt mere uroligt Liv. Nu har du faaet en ung Frue ---

Guntram.

Det frygter jeg ikke for. Hun har altid viist sig naadig imod mig.

Eiler.

Har hun? Det kan jeg lide.

Guntram.

Hun er gavmild og høimodig.

Eiler.

Ja, saa maa du see til, at du kan bevare hendes Yndest. Var jeg i dit Sted, saa lavede jeg ihast et skjønt Skjaldeqvad.

Guntram.

Ak nei, Hr. Eiler! det tør jeg ikke mere tænke paa.

Eiler.

Hvorfor ikke det?

172
Guntram.

Hertugen, min Herre, har forbudt mig Skjaldekunsten.

Eiler.

Har han det?

Guntram.

Ja, han holdt for, jeg skulde lade det fare. Jeg skulde sige Farvel til Muserne, sagde han. Det var just de Ord, han brugte.

Eiler.

Det er en anden Sag. Hvad har du da nu isinde?

Guntram.

Det veed jeg, sandt at sige, ikke.

Eiler.

Ja, jeg heller ikke. Naar man Intet er i denne Verden, saa kan man altid slaae sig til Skjaldekunsten. Men jeg har endnu ikke seet, at Nogen har slaaet sig fra den til nogen anden Forretning. En Poet er, saa at sige, ikke beqvem til Andet end til at være Poet, og undertiden knap nok. --- Det er ellers værst for Slagelse. Nu maa Byen see til, hvordan den kommer ud af det uden din Riimkrønike.

Guntram.

Nei, Herr Eiler, det er værst for mig. Det har hidtil været mit eneste Morskab at pønse paa 173 Riim og faae dem til at falde. Det fordrev Tiden saa godt. Naar jeg sad alene hjemme eller gik paa Veiene, saa tænkte jeg paa Roland, Oliver og Biskop Turpin, og saa syntes det mig altid, at jeg blev vel tilmode. Nu maa jeg lade det fare.

Eiler.

Nu nu! vær ikke saa modfalden. Riimkrøniken kan du gjerne blive ved med. Saadanne Noget er ikke egentlig Poesie; den har din Herre ikke meent med sit Forbud.

Guntram.

Mener I?

Eiler.

Javist. Nu har jeg givet dig saa mange Oplysninger. Lad dem komme til Nytte.

Guntram.

Men troer I, jeg tør ogsaa skrive paa Historien om de tolv Jævninge?

Eiler.

Aa jo. Ulykken er ikke større, end at du kan rive det itu igjen, naar det ikke duer.

Guntram.

Ja, jeg er bange for, at om jeg ogsaa vil give Slip paa Skjaldekunsten, saa giver den ikke Slip paa mig. --- Har I Lyst at see, hvad jeg har skrevet 174 idag, mens jeg sad alene nede i Eders Borgestue. Det skulde være det sidste, og det er snart læst.

Eiler.

Ja, lad mig see det.

Guntram
(tager et Pergaments-Blad frem og giver ham).

Jeg har kaldt det: Min Afsked med Muserne.

Eiler
(der læser)

Det er jo godt, Guntram. Det er det bedste, jeg endnu har seet fra dig. Man kan tydelig mærke paa disse Vers, at Muserne have taget Afsked med dig.

Guntram.

Nei, Herr Eiler, forstaae mig ret: det er mig, der tager Afsked med dem.

Eiler.

Jaja, min Søn! det er en Afsked fra begge Sider. Det hører der netop med til et fuldstændigt Farvel. Veed du hvad, Guntram! jeg troer, du kan nu være ubekymret. Muserne vil neppe uleilige dig for Fremtiden. (Lytter). Men stille! Tager jeg ikke feil, saa kommer Toget fra Kapellet. Hør, Guntram! du og dine Vers har lange Been. Spring op paa Svalen og see ad.

175
Guntram
gaaer op ad Trappen i Baggrunden og viser sig paa Svalen udenfor Vinduet).

Jeg seer Intet. Jo, der komme de --- nei, det er en hængende Karm, der kommer kjørende. Nu holder den.

Eiler.

En hængende Karm? Hvo kan det være?

Guntram.

Ei, nu seer jeg. Det er Fru Estrid.

Eiler.

Der seer du vist feil. Hun vilde jo tage lige til Klosterkirken fra sin Gaard.

Guntram.

Jo, det er hende. Der kommer hun.

Anden Scene.

De Forrige. Fru Estrid.

Eiler.
I her, Fru Estrid?
Fru Estrid.
Er det Jer, Herr Eiler!
Det er mig kjært, jeg træffer Jer. Jeg har
En vigtig Sag at tale med min Søn ---
I Eenrum, vel at mærke. Ja, jeg ønsker,
176At Ingen her til Hove faaer at vide,
At jeg er kommen. Jeg vil tage bort
Paa Øieblikket. Vil I nu mig vise
En kjærlig Tjeneste, Herr Eiler ---
Eiler.
Gjerne.
Fru Estrid.
Og underrette Volmer om min Ankomst,
Men hemmeligt ---
Eiler.
Forstaaer sig, ædle Frue!
Fru Estrid.
Jeg vil gaae ind saa længe hos min gamle
Veninde her paa Gaarden, hos Fru Lyborg.
Eiler.
Det kan I godt. Hun er ei med ved Festen
Paa Grund af hendes Alder. Men tillad,
Jeg hører først mig fore --- hun er svag ---
Fru Estrid.
Gjør det, Herr Eiler, og vær forud takket.
(Eiler gaaer ud gjennem Portalen).
Hvad skal jeg troe derom? Da jeg saae efter,
Var Skrinet, hvor Helenes Slør er gjemt,
Forsvundet. Hvo har taget det? Har Volmer
Bragt det tilside? Vist han havde sagt mig . . .
177 (Vender sig urolig om og bliver Guntram vaer, der imidlertid er steget ned fra Svalen). Der er jo Guntram . . . han reed bort til Middag.
Maaskee . . . kom hid!
Guntram.
Her er jeg, ædle Frue!
Fru Estrid.
Jeg saae dig ride bort fra os idag
Og bære Noget foran dig paa Hesten.
Hvad var det?
Guntram.
Kun en Æske.
Fru Estrid.
Var den tung!
Guntram.
Nei, den var grumme let.
Fru Estrid.
Til hvem var Æsken?
Guntram.
Til hendes Naade, Dronningen, jeg gav den.
Fru Estrid
(udbrydende). Til Dronningen !
178
Guntram.
Min Herre havde bed't mig
At fare vaerligt med den. Skytten Gunner
Reed med, hvis Noget skulde hænde ---
Fru Estrid.
Saa?
(Afsides)
Til Dronningen? Hun er jo underrettet,
Har Volmer sagt . . . Mon han har sendt til hende ---?
Vel var det tænkeligt, hun vilde see det;
Men ikke Ret af Volmer. --- (Til Guntram). Gaae du kun!
Og tael til Ingen om, at jeg er her.
(Guntram gaaer).
Det er mig uforklarligt, at vi Alle
Har glemt, at det idag er Fruedag.
Helene har fortalt mig, at paa denne
Usalige Dag blev hun og hendes Søstre
Af Uro og af Hvileløshed grebne,
Som hine Trækfuglskarer, naar de samles
Og drage bort af Landet; at hun først,
Naar Sløret hende løfted', fandt sig rolig.
Idag --- hun har jo lige fra imorges
Og til hun før tog bort fra Gaarden, liidt
Af sær Urolighed, var snart bedrøvet
Og tung om Hjertet, snart kun altfor munter ---
Og med bestandig Længsel efter Hjemmet,
Der aldrig før har yttret sig saa stærkt.
179--- Og netop denne Dag vi feire Bryllup!
Og nu det Værste: hendes Slør forsvundet!
(Grublende).
Hvis dette stod i Sammenhæng med denne
Betydningsfulde Dag? Ifald nu Sløret,
Uagtet al vor Omhu, dog maa gives
I hendes Værge netop denne Dag?
Hvis nu en Magt, en hemmelig, vi søge.
Forgjæves kun at modstaae, her var virksom?
--- Mig ængste og forvirre disse Tanker!
(Eiler kommer ind)
Eiler.
I er velkommen hos Fru Lyborg.
Fru Estrid.
Vel.
(Hun gaaer ud af Portalen, ledsaget til denne af Eiler).
Eiler
(der kommer tilbage). Hvor blev Guntram af? Ja, nu er han borte.
Det var slemt, da jeg dog skal vente her. Man kan
saa godt snakke med ham, uden at det koster videre
Anstrengelse. (Lytter). Der har vi hele Toget! Der
komme de! --- Nu vilde jeg blot ønske, at Ove Sangere,
der skal anvise det store Følge Plads herinde,
vilde nøies med at glemme det Halve af Det, jeg
har indprentet ham. Men jeg kjender Ove. Han
kniber ikke. Han glemmer det Altsammen.
180

Tredie Scene.

Eiler. --- Kongen. Dronningen. Hertug Volmer. Helene. Ove. Stort Følge af Hoffolk af begge Kjøn, Riddersvende, Dronningens og Helenes Piger, Drabanter etc.

Almindeligt Chor.
Igjennem Skoven sval,
Hvor Træets Top bereder
Om Sommeren en luftig Sal,
Der fulgte vi med Eder.
Chor af Piger.
Paa Stien over Eng,
Der dandsede vi Piger
Til Spillemandens klare Streng,
Til Fløiter og til Giger.
Almindeligt Chor.
Nu aabnes Kongens Hal
For Eder, ædle Gjæster!
Og Eders Bryllup feires skal
Med kongelige Fester.
(Under dette Chor ere Kongen, Dronningen, Volmer og Helene traadte frem i Forgrunden).
Kongen.
Min kjære Frænde! ædle Jomfru! værer
Mig hjerteligt velkomne! Denne Hal
181Har sjelden aabnet sig for nogen Gjæst,
Der var mig dyrebar som Hver af Eder.
Dronningen.
Lad mig som Søster hilse dig, Helene!
Volmer
(til Kongen). Mig fattes Ord, at tolke som jeg ønsked'
Min Sjæls Erkjendtlighed for al den Naade,
I har beviist mig.
Kongen.
Ikkun altfor lidet
I Forhold til, hvad vi har Eder undt.
--- Men, hvis I synes saa, vi tage Plads.
Jeg seer min Sanger Ove nærmer sig.
Et eller Andet har han vist paa Hjertet.
(Til Eiler)
Eiler! hvad ønsker Ove?
Eiler.
Eders Naades
Samtykke til, at han og vore Piger,
Til Ære for Herr Volmers Brud, tør sjunge
En liden Sang.
Kongen
Det er dem gjerne tilladt.
(Til Helene).
Vel er I vant i Eders skjønne Hjem
182Til bedre Sang, til mere bløde Toner
End dem, der trives under Nordens Himmel,
Men tag tiltakke med den gode Villie.
(Han, Dronningen, Volmer og Helene tage Sæde).
Ove
(synger til Harpen). 1.
Til Myklegaard og Spanieland
En Morgen jeg vilde drage.
Thi gik jeg ud saa fri og frank
I min Ungdoms feire Dage.
»Hvorhen, hvorhen, du Vandringsmand?«
Saaledes sang paa Qviste
En fremmed Fugl og fløi foran,
Ret ligesom den vidste ---
Den vidste, ja den vidste,
Til Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hen at drage.
Chor
(mens Pigerne dandse) Den vidste, ja den vidste,
Til Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hen at drage.
Ove.
2.
I Myklegaard og Spanieland
Der var mine Kaar saa blide.
183Men Længsel lod mig aldrig Ro;
Til mit Hjem jeg maatte ride.
»Hvorhen, hvorhen, du Riddersmand?«
Saaledes sang paa Qviste
En Fugl fra Danmark og fløi foran,
Ret ligesom den vidste ---
Den vidste, ja den vidste,
Fra Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hjem at ride.
Chor.
Den vidste, ja den vidste,
Fra Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hjem at ride.
Ove.
3.
Den Hertug taler til sin Brud,
Hans faure Brud, der kommer
Fra Myklegaard og Spanieland,
For at see vort Lands Skjærsommer
»Hvorhen, hvorhen, min faure Brud?
Jeg kan dig aldrig miste.
Dengang jeg vandt din Tro for Gud,
Da var det som jeg vidste ---
Jeg vidste, ja jeg vidste,
At Myklegaard og Spanieland
Du bytter for vor Skjærsommer.«
184
Chor.
Jeg vidste, ja jeg vidste,
At Myklegaard og Spanieland
Du bytter for vor Skjærsommer.
(Efter Sangen og under de nærmest følgende Repliker forlader hele Følget efterhaanden Scenen).
Volmer
(der med Helene træder hen til Ove). Jeg takker dig for denne Sang, min Ove!
Helene.
Lad ogsaa mig dig takke for din Sang.
See her! Tag denne Kjede til Erindring,
At du har sjunget for Kong Zenos Datter.
(Afsides og i Bevægelse til Volmer)
Ja, Volmer, jeg vil bytte Naxos Foraar
Mod dette Lands Skjærsommer, hvis mit Hjerte
Endogsaa brast derover.
Volmer.
Fat dig, Kjære.
(Han og Helene begive sig hen til Dronningen).
Kongen
(kommer frem med Eiler). Saa bliver det derved. Vi lade Følget
Ved Solens Nedgang samles her i Hallen.
Saa mener jeg, at vi til rette Tid
Kan naae til Klosterkirken.
185
Eiler.
Meget vel.
Kongen
(til Helene, der kommer frem med Dronningen). I bliver vel ei vred, min ædle Jomfru,
At jeg berøver Eder Volmers Selskab.
Os venter Bispen. Vi maae tale med ham.
Dog skal jeg bringe Volmer snart tilbage.
(Gaaer med Eiler).
Helene
(afsides og urolig til Volmer, idet han vil gaae). Du kommer snart; ei sandt?
Volmer.
Vær ubekymret.
Jeg er her strax.
Helene.
O, lad mig ikke vente!
(Volmer følger Kongen)

Fjerde Scene.

Dronningen. Helene.

Dronningen.
O jeg er glad, at vi en Stund er' ene.
Hvis jeg har længtes efter blot at see dig,
Saa længes nu jeg, min Helene, dobbelt
186Efter at tale med dig og at høre
Dig selv fortælle, hvad der alt er hændt dig.
Du er saa smuk, du er saa heelt forskjellig
I Væsen og i Dragt fra vore Qvinder.
Ei er du kommet til os over Havet,
Ei over Landet vandret op til Norden.
Men som en sjelden Trækfugl er du baaret
Til os fra Syd af underfulde Vinger.
Alt dette har jeg først idag erfaret,
Alt dette har saa høilig mig forbauset,
At jeg kan neppe tænke det. --- Har Volmer
Mig Sandhed sagt? Blev sligt et Fortrin givet
Til dig og dine Søstre?
Helene.
Ædle Dronning!
Hvad Volmer Eder har fortalt, er Sandhed.
Dronningen.
Hvor er det muligt? Hvem kan Eders Slægt,
Og fremfor alle Dødelige, takke
For slig en sjelden Gunst?
Helene.
Min Slægt kan takke
Sit Udspring fra udødelige Guder
For denne Gunst.
Dronningen.
Fra Guder?
187
Helene.
Ja, min Dronning.
Dronningen.
Hvad mener du? Forklar mig Alt, Helene !
Helene
(med et tungsindigt Udtryk). Jeg føier Eder gjerne. Skjøndt med Sorg
Min Tanke dvæler hos min fjerne Slægt,
Der er i denne Sorg veemodig Fryd.
Saa viid: jeg stammer paa min Faders Side
Fra Konger, der paa Naxos styre Landet;
Men ved min Moder er jeg Tyndaride.
Og derfor er vor Slægt med Guders blandet.
Thi Leda, der med Tyndareus var gift,
Blev elsket af den mægtige Kronide.
Saaledes staaer der i et gammelt Skrift:
Da Zeus ei kunde Ledas Villie bøie,
Da skjød han ned en Dag fra Skyens Rift.
I Søens Vover skjulte sig den Høie,
Og hylled' de guddommelige Lemmer
I Svanens Skikkelse, dens Vinger hvide.
Som den man saae ham sagtelig at glide
Til Ledas Skjød; --- og den Bedragne glemmer
Ved dette Syn at staae imod og stride.
188Nu melder Sagnet: Leda snart blev Moder
Til tvende Tvillingpar. Blandt dem Helene
Nedstammede med Pollux, hendes Broder,
Fra Guden Zeus. Det andet Par var ene
Af jordisk Udspring: ned til Orkus Rige
Kastor og Klytemnestra maatte stige.
Saaledes har vor Slægt en dobbelt Rod:
Thi deels den stammer ned fra Hellas Guder,
Deels ruller i dens Aarer jordisk Blod.
Og tvende Kaar vor Fødsel os bebuder.
Saa ofte for vort Huus en Datter fødes
--- Og mærk, o Dronning! vel hvad jeg beretter! ---
Ved hendes Vugge tvende Parcer mødes.
Af dem den Ene Barnet mørk forjætter
Et Liv, der er forgjængeligt; den Anden
Forunder dette Liv en evig Vaar.
Thi mens hun kysser Barnet blidt paa Panden,
Et Slør hun paa dets Vugge lægger ned ---
Et underfuldt --- af Svanefjer en Krone
Det holder . . .
Dronningen
(hastig). Ja, jeg veed det. Bliv kun ved.
Helene.
Og taler: »Dette Slør dig skal forsone
189Med Fatums Bud; og som et Tegn det sendes,
At Zeus's Afkom skal i dig erkjendes.
Thi han, der under Svaneham bedaared'
Din Stammemoder Leda, veed, du døer,
Af Charons Baad engang til Hades baaret.
Men som en Svaneham skal dette Stør
Dig en Erindring om din Herkomst bringe,
Og løfte dig som ham paa Svanens Vinge.
Og kun umærkeligt du skal berøres,
Skjøndt du er dødelig, af Tidens Spor.
Thi tvende Søer ligge høit mod Nord;
Til dem du skal af Slørets Vinger føres.
I dem, hvor Livets Kilder friske drage,
Du skal engang hvert Aar dit Legem dukke ---
Og da forynget vender du tilbage.«
Saaledes begge Parcer ved vor Vugge
Afveie vore Vilkaar mod hinanden.
Hvis nu vort Liv som Eders flygtigt gaaer,
Vi dele dog de glade Guders Kaar;
Thi Guders Ungdom straaler os fra Panden.
Dronningen
(efter et Ophold). Forunderligt! Ufatteligt for Tanken!
Jo mere jeg om dette Stør erfarer,
Desmere jeg forbauses. Men forklar mig:
Paa Eders Flugt hvo viser Eder Veien?
190
Helene.
Hvad her I spørger om, det veed jeg ikke.
Os gives under Flugten andre Sandser.
Vi fare som en Stormvind hurtig hen,
Og drives af en Magt, vi ikke kjende.
Dog jeg vil gjøre Jer et andet Spørgsmaal:
Hvo har da lært den vilde Svane, Storken
Og hine Trækfugl-Skarer, der saa sikkert
Til samme Hjem bestandig finde Veien,
Hvo lærte dem at styre deres Flugt?
At finde Veien, hist fra Africa,
Fra Pyramiderne til Eders Kyster?
Dronningen.
Ja, det er sandt. Det er ei let at fatte.
Helene.
Kun eengang, mindes jeg, da mine Søstre
I Flugten standsede, som om de tvivled',
Saae vi med Eet vor Stammemoders Sønner,
Kastor og Pollux, hine Dioskurer,
Tilhest, med Spyd i Haanden og med Stjerner
Paa deres blanke Hjelme, træde frem
Fra Tvillingernes Tegn, og hurtig vise
Med Spydet os den Vei, vi skulde tage.
Det var et Syn, der vared' et Minut.
Og atter det forsvandt.
191
Dronningen.
O, høist mærkværdigt!
Jeg kunde lytte til, hvad du fortæller
I hele Dage!
Helene.
Ak, der kommer Volmer!

Femte Scene.

De Forrige. Volmer.

Volmer.
(til Dronningen) Jeg har et Bud til Eder fra Hans Naade.
Han venter nu ret snart, naar Solen synker,
At kunne være her med Brudefølget.
Hvis Eders Naade da vil være færdig ---
Dronningen.
Saa vil jeg gaae og lade Jer en Stund
I Eenrum med Helene. Jeg kan tænke,
I har endeel at tale med hinanden.
--- Dog Eet endnu. Min kjæreste Helene!
Du gjør mig dog den Glæde --- ikke sandt?
At tage mod en Gave fra min Haand ---
Et Hoved-Smykke, sat med ædle Stene . . .
192
Helene.
Modtag min Tak ---
Dronningen.
Saa vil jeg hente det.
(Gaaer ind).

Sjette Scene.

Volmer. Helene.

Helene
(iler hen til ham). O, kjære Volmer, lad mig tye til dig!
Volmer.
Helene!
Helene.
Lad mig atter finde Lindring
Ved dette rige Bryst, der alt saa ofte
Mig trøstet har. naar eensom jeg mig følte.
O siig, du elsker mig! Lad mig paany
Forvisses om, at hvad mig ene trøster,
At det endnu er til for mig.
Volmer.
Helene!
Tvivl ikke om min Kjærlighed til dig.
Min Sjæl har ingen Tanke, der ei søger
Sin Næring af dit underfulde Væsen.
193--- Men siig, hvad fattes dig? hvad er der hændt?
Hvi var du alt paa Veien sært bedrøvet?
Helene.
Tilgiv mig --- men jeg veed ei ret . . . jeg lider
Af Uro. Luften er mig her saa lummer . . .
Her er saa lavt herinde og saa snævert.
Jeg føler mig beklemt ---
(Brister ud i Graad).
O, mine Søstre!
Hvor er' I nu? Hvor skal jeg Eder søge?
Og tænker I endnu paa den Forladte?
Volmer.
Helene! du er ei forladt. Betving dig!
Helene.
Jeg har betvunget mig. Jeg har gjort Alt,
Hvad jeg har kunnet; men jeg kan ei Mere.
Volmer.
Forklar mig kun, hvad da saa pludselig
Dig volder Uro.
Helene.
O, jeg veed det ikke!
Saa mange Tanker, der forhen har slumret,
Hos mig er vaagnet. Nylig har jeg talt
Med Dronningen --- hun spurgte om min Herkomst ---
Da vaktes den, Erindringen, den bittre!
194O, vær kun ikke vred --- jeg lider, troe mig!
Jeg har en Følelse, som da den Tid
Sig nærmede derhjemme, da jeg drog
Med mine Søstre bort paa Slørets Vinger.
Volmer.
Helene, du bedrøer mig.
Helene.
O Volmer!
Det vil jeg mindst af Alt. Vær ei bedrøvet.
Jeg tænker, det gaaer over, hvad mig feiler.
Volmer.
Saa vær da munter, kjæreste! og vær det
For min Skyld, hvis du kan. (Smilende) Du veed
nok ikke,
At du har alt gjort Lykke her til Hove,
At mangen ædel Ridder har beundret
Min unge, fremmede og faure Brud.
Hos Dannerkongen staaer du høit i Gunst;
Og Hendes Naade --- ja fortæl nu du,
Hvad hun har sagt, hvordan du lider hende.
Helene.
Jeg lider hende godt; og hun var venlig.
Volmer.
Hun har jo lovet dig et kostbart Smykke.
Det er et Tegn, hun ynder dig.
195
Helene.
Ak, hjemme,
Der har jeg Smykker nok.
Volmer
(lidt krænket). Nu, i det mindste
Du kunde skjønne paa den gode Villie.
Helene
(adspredt) Hvor er din Moder? Kommer hun ei snart?
Volmer.
Hun kommer ikke her. Du veed, hun drager
Alene hen til Kirken.
Helene.
Det er sandt.
Volmer.
Det synes altsaa, Livet her til Hove
Har ei behaget dig.
Helene.
Behaget mig?
Volmer.
Og Alle her har søgt at tækkes dig;
Og Alle var' saa glade ved at see dig.
196
Helene.
Jeg er taknemmelig derfor. Men glade?
Nei, glad var Ingen her. Her fatter Ingen,
At Glæden gribes maa, imens den flygter,
At man maa binde den med Blomster. Her
Man griber den, naar den staaer stille, binder
Med Lænker den, som var det en Forbryder.
I Eders Fester klinger Noget for mig
Som en Forsagelse, ja som et Tungsind,
Som om I angred', at I vare glade.
--- Hvi blev jeg ført til hiint Kapel og tvunget
At høre Munken holde Messe, høre
Ham tale langt og stygt om Verdens Synder,
Om bette Livs Elendighed, om Haabet,
Det eneste, der var os levnet, Haabet
At leve, naar vort Liv var endt? Er Synden,
Er Slethed og det brødefulde Hjerte
Hos Eder da saa gjængs? --- Mens Munken talte,
Jeg ængstedes, som var jeg fuld af Synd,
Endskjøndt jeg har mig Intet at bebreide.
Volmer.
Nu, Munken i sin Iver gik for vidt.
Dog er det heel naturligt, min Helene,
At paa en Dag som denne Sindet rettes
Imod den Evige, mod Altings Ophav.
Vel slaaer vort Liv i denne Verden Rødder,
Men disse Rødder hente deres Næring
Fra Kilder, der i andre Verd'ner rinde;
197Og at vi gudhengivent, ydmygt mindes
Vort Livs Afhængighed af Verdens Styrer,
Det kan ei gjøre Skaar i vor Tilfredshed.
--- Lad ikke disse Tanker dig forstyrre!
Hvis Livet her til Hove har dit Mishag,
Da vil vi boe og bygge paa min Gaard.
Der skal min unge Hustru let med Blomster
Den Glæde fængsle, Himlen har bestemt os.
Helene.
O, naar du taler, svinder hen min Angst!
Jeg føler mig beroliget, det Oprør,
Min Sjæl bevæges af, sig lægger mildt ---
Som om Poseidons Magt var givet dig,
At standse med et Ord de vilde Bølger.
Volmer.
Nei, troe mig, naar det lykkes mig at dulme
Dit Sinds Urolighed, da er det ei
Poseidons Magt, der taler gjennem mig,
Men hans, for hvem Poseidon maatte vige,
Hans Magt, der standsede ved Capernaum
Blot med et Ord de vilde Bølgers Oprør.

Syvende Scene.

De Forrige. Dronningen med Ingeborg, der bærer et lille Skrin.

Dronningen.
See her, Helene! lad os nu forsøge,
198Om dette Smykke gjør dig faurere
End alt du er. --- Kom, Ingeborg, og hjælp mig.
(Efterat Helene har lagt sin Hovedbedækning, fæster Ingeborg et Diadem, hun tager ud af Skrinet, paa hendes Hoved)
Saaledes, Ingeborg --- ja, det er rigtigt.
See nu, Herr Volmer! Er hun ikke smuk?
I mener vel, hun var det alt tilforn;
Og I har Ret. (Til Helene). Det er din Brudekrone.
Med den du drager hen til Kirken. Jeg,
Det veed du vel, er da din Brudeterne
Og fører dig til Altret med Fru Estrid.
(En Afdeling af Brudefølget drager forbi, paa Veien udenfor Hallen).
Volmer.
Jeg seer, man samles alt.

Ottende Scene.

De Forrige. Eiler.

Eiler.
Hans Naade, Kongen,
Har nylig spurgt om Eder, ædle Hertug!
Volmer
(til Dronningen) I har mig undskyldt.
Dronningen.
Gjerne.
199
Eiler
(afsides til Volmer) Eders Moder
Er inde hos Fru Lyborg.
Volmer
(forundret) Er min Moder?
Hvad kan hun ville?
(Gaaer med Eiler)

Niende Scene.

Dronningen. Helene.

Dronningen.
Siig mig nu, Helene,
Hvad synes du om dette Hovedsmykke?
Det er vel ei saa fagert som de Smykker,
Der er i Brug hos Pigerne paa Naxos.
Helene.
Min ædle Dronning! det er smukt, saa smukt,
Som jeg har sjelden noget seet.
Dronningen.
Isandhed?
Det er mig kjært. Man bruger hertillands
Et Hovedguld. Men dette, der er dannet
200Som Krone, tyder med det Samme hen paa
Din kongelige Byrd; og denne Krone
Skal, haaber jeg, erstatte dig den tabte,
Jeg mener den af Svanefjer, der sidder
Befæstet ved det underfnlde Slør.
Helene.
Min høie Dronning! nei, det kan den ikke,
Saa smuk den er endog. Den Glands, der lyser
Fra Diamanterne paa Fjederkronen,
Har overjordisk Kraft. Den har sit Ophav,
Som Sløret Selv, fra Guderigets Straaler.
Dronningen.
Der har du Ret; for Sligt maa Alting vige.
Men --- siden jeg er atter bragt derpaa ---
Endnu er det mig altid uforklarligt,
At dette Slør, hvis Stof er skrøbeligt,
Har kunnet løfte dig saa let som Vinger.
Helene.
Har I da ikke hørt det græske Sagn
Om Dædalus, der sad paa Creta fangen?
Han var kun Menneske, men stor som Kunstner.
Af Vox og Lærred danned' han sig Vinger
Og fløi fra Fængslet med sin Søn.
Dronningen.
Det Sagn
201Det kjender jeg. --- (Efter nogen Betænkning). Besad da
Eders Slør
En Krast at løste Jer, saa tidt I vilde?
Helene.
Nei, eengang kun om Aaret, naar vi drog
Til hine fjerne Søers Bad; og altid
Paa Fruedag.
Dronningen.
Paa Fruedag? Men, Kjære,
Idag er det jo Fruedag.
Helene
(forfærdet) Idag?
Og det er vist og sikkert?
Dronningen.
Som jeg siger.
Helene
(afsides). Nu fatter jeg min Uro! Milde Himmel!
Iaften altsaa komme de maaskee
Til Esrom-Søen, mine fjerne Søstre ---
Ak, og maaskee de komme aldrig mere!
Dronningen
(der har staaet i Tanker). Hvis altsaa Sløret just idag besad
Hiin skjulte Kraft, saa maatte jeg ---
(Standser).
202
Helene.
Forlad mig!
Jeg gav ei Agt . . .
Dronningen.
Bliv ikke Vred, Helene!
Jeg vilde gjerne troe dig. Men saa Meget
Forhindrer mig deri. Jeg kan ei troe dig.
Et Slør har løstet dig? Og høit i Lusten?
Hvorledes var det muligt?
Helene.
Ak, min Dronning!
I spørger mig om Meer, end selv jeg veed.
Jeg veed kun, at det skeete.
Dronningen.
Men hvorledes
Bar du dig ad dermed?
Helene.
Naar blot jeg satte
Paa Hovedet hiin hvide Fjederkrone,
Da syntes mig mit Legem lettere,
Og Sløret med det Samme vandt i Styrke.
Dronningen.
Naar blot du satte kronen paa dit Hoved?
Nei, det er ikke sandt!
203
Helene.
Hvordan? I troer ---?
Dronningen.
Det er ei muligt. Og jeg veed det vist.
Jeg selv har prøvet det ---
Helene
(forbauset). Har prøvet det?
I har det altsaa?
Dronningen
(afsides) Ak, hvad har jeg sagt!
Helene.
I har det?
Dronningen
(forlegen) Jeg?
Helene.
O, svar, min ædle Dronning?
I har det, ikke sandt?
Dronningen.
Du misforstaaer mig.
Jeg har det ikke.
204
Helene.
Nei, I har det sikkert.
Det er paa eengang lyst for mig, at Sløret
Er ei gaaet tabt. Af mangt et enkelt Ord,
Som Volmer tidt har ladet falde, seer jeg,
Ja, nu jeg seer det klart, at det er til.
Dronningen.
Hvor kan du troe . . .
Helene.
O, hør mig! nægt det ikke!
Betænk, paa denne Dag mit Syn er skjærpet.
Sløret er til --- det ligger i en Æske,
Som man idag har bragt Jer. --- Dannerdronning!
Sløret er til --- I prøvede det nys,
Men kun forgjæves --- I har ikke tænkt paa,
Det gjælder kun for os, for Ledas Afkom.
Dronningen.
Helene! du forfærder mig --- saa beftig!
Helene
(falder paa Knæ for hende). Min høie Dronning! tilstaae, at I har det!
I er jo god og venlig og høimodig.
Betænk, for Eder har det intet Værd,
For mig et stort.
205
Dronningen.
Hvad har du da isinde,
Ifald jeg tilstaaer ---?
Helene
(reiser sig). Altsaa har I det?
Og Volmer selv har fundet det hiin Aften,
Da han mig traf?
Dronningen.
Det veed . . . det troer jeg ikke.
Det er vel siden bragt ham.
Helene.
Bragt ham? . . . ja,
Nu mindes jeg --- en Rovfugl tog det bort . . .
(Vitter).
Han er uskyldig . . . det er bragt ham --- sikkert!
Og han har siden glemt, at det er bragt ham.
Hvor skulde han saae Tid --- --- Velan, min Dronning!
Min Eiendom I nægter mig vel ikke.
Dronningen.
Endnu engang, hvad har du da isinde?
Helene.
Vær uden Frygt! I vil jo ikke troe,
Jeg taler sandt. I denne høie Hal
Jeg viser Jer, hvad dette Slør formaaer.
Det er et Syn, det vel er værdt at see.
206
Dronningen.
Og du vil give mig det flux igjen?
Helene.
Jeg giver det igjen.
Dronningen.
Og kun herinde?
Helene.
Kun her.
Dronningen.
Helene, lad mig ei fortryde
Min Eftergivenhed!
(Gaaer ind).

Tiende Scene.

Helene
(efter et Ophold). O, falske Drøm!
Forsvundne Tro til ham, der var mig Alt!
Han har da stuffet mig, har daglig hørt
Min Klage, seet min Sorg --- og desuagtet
Ei med et Ord, ei med den mindste Trøst
Viist mig et Haab, en Mulighed --- afskyeligt!
Til hende har han sendt mit Slør, til hende,
For hvem det Intet er, og det idag,
Vor Bryllupsdag --- og mig han har det nægtet!
207--- Saa vil jeg flye fra ham for evigt, flye
Fra dette hjerteløve Land, og søge
Hos mine Søstre Lindring for min Sorg.

Ellevte Scene.

Helene. Dronningen. Siden Fru Estrid og Volmer.

Dronningen
(der kommer ind med en Æste, som hun sætter paa Bordet). Her er det. Men, Helene, hvis du kjendte
Min Angst og min Urolighed, da lod du
Det ligge urørt.
Helene.
Men I ønsker dog,
At jeg skal vise Jer en Prøve ---
Dronningen.
Ja,
Det kan jeg ikke nægte. Men jeg var
Utrøstelig, ifald du ---
Helene.
Nu, ifald jeg?
Dronningen.
Ifald min Eftergivenhed blev misbrugt.
(Helene tier)
Du tier? --- Kan jeg stole paa dig, Kjære?
208--- O, det er Uret, jeg har bragt det ind!
Jeg loved' Volmer Taushed, loved' ham
Forsigtighed ---
Helene.
Ja, man maa holde Volmer
De Løfter, man har gjort ham! --- Hvis I frygter,
Kald Eders Piger ind! I har jo Magten ---
Dronningen.
For Himlens Skyld! nei, Ingen maa det vide . . .
Vil du kun love mig at være taus . . . .
Helene.
Jeg lover Eder Taushed.
Dronningen.
--- Ei at røbe
Min Daarlighed for Volmer?
Helene.
Volmer skal
Ei høre noget Ord fra mig derom.
Dronningen.
Og kun at prøve det herinde? Lov det,
Min kjræreste Helene! lov mig det!
Helene.
Jeg lover Eder det.
209
Dronningen.
Velan, saa kom!
(Idet hun gaaer hen til Bordet, for at tage Sløret ud, gaaer Ove og endeel unge Piger, Alle festligt smykkede, forbi paa Veien udenfor Hallen, og synge Khoret af Romancen fra 1ste Act, 4de Scene).
Chor af Pigerne.
Hun fløi over de Sletter,
Hun fløi over salten Vand.
--- Aldrig vender Irmindlin
Tilbage til Danmarks Strand.
Dronningen.
Helene! hørte du? De sang om hende,
Der fløi med Falkehammen over Sundet.
Helene.
Jeg hørte det. Hvi drage de med Sange?
Dronningen.
De drage til din Bryllups-Høitid.
Helene.
Min?
Ja, det er sandt. --- Saa har vi Hast, min Dronning!
Tag Sløret frem! Mig længes stærkt derefter.
Dronningen
(tager Sløret op af Æsken). Jeg veed, at det er Uret, men formaaer ei
At sige Nei til dig.
210
Helene.
(udbrydende ved at see Sløret, der i Dronningens Haand ruller sig op med en overnaturlig Vidde). Der er det . . . ja!
Mit Arvegods og Pantet paa min Herkomst!
O Syn, der nu saa længe var mig nægtet,
Mig uretfærdig nægtet! Faure Syn,
Saa fuldt af Minder om mit Hjem! --- O, lad mig
Med mine Taarer væde dig! Omfavn
Med dine Folder mig og mine Smerter!
(Tager hurtig Diademet af).
Der, Dannerdronning! tag dit skjønne Smykke!
For denne Fjederkrone maa det vige.
(Tager Sløret paa ved at sætte Fjederkronen paa Hovedet, og vil gaae)
Dronningen
(holder hende tilbage med et ænsteligt Udraab). Hvor vil du hen?
Helene.
Hvor jeg vil hen? Jeg vil . . .
Her er for lavt. Jeg søger om et Sted,
Et høiere ---
(Bliver Svalen i Baggrunden vaer). Deroppe fra ---
Dronningen
(der enbnu holder hende tilbage). O vent!
Du gjør mig angst . . . du skuffer mig dog ikke?
Bliv her!
211
Helene.
Nei, nei! det er den høie Tid!
(Idet hun iler mod Udgangen og opad Trappen, udvider allerede Sløret sig og antager Form af Vinger).
Dronningen
(bølig). Helene! misbrug ei min Svaghed! hør mig!
--- Gaae ikke ud paa Svalen --- nei, bliv her!
Helene
(der kommer frem paa Svalen ubenfor Hallen) Farvel, min unge Dronning! Bort jeg drager,
Og kommer aldrig meer til Danmarks Strand.
(Hæver sig iveiret paa det udbredte Slør og forsvinder, ved en Flugt tvers forbi Hallens aabine Buer).
Dronningen
(der iler mod Baggrunden). Helene! kom tilbage! hør mig, Kjære!
O, gjør mig ei den Sorg . . . Min Gud, hun stiger ---
O see, hvor høit! . . .
(Fru Estrid og Volmer, der træde hurtig til, vise sig udenfor Portalen).
Volmer
(udstrækkende Armene) Helene!
Fru Estrid.
Hun forsvinder!
212

Tredie Act.

Egn ved Esrom-Sø. I Baggrunden Søen og hiinsides denne, i nogen Frastand, Esrom-Kloster. Tilvenstre nogle Buske eller Underskov. Det er klart Maaneskin.

Føsrste Scene.

Naar Tæppet gaaer op, sees Helenes sex Søstre svømmende i Søen.

Chor af Helenes Søstre.
Ruller kun, I bløde Bølger!
Ruller dybt fra Grund!
Eders klare, kolde Strømning
Gjør mig stærk og sund.
Henter fra den evig unge
Jord vens bedste Sast!
Giver mig af Jordens Ungdom
Og af Jordens Krast.
--- Ruller kun, I bløde Bølger!
Ruller dybt fra Grund!
213See, o see! Paa Søens Vande
Skinner Maanen ned!
Og o see! de klare Vande
Zittre mildt derved.
Maanen sig inat formæler
Med det dybe Væld;
Det er derfor Søen skjælver,
Skjælver ved sit Held.
I, som blande
Eders Vande
Med den unge, skjønne Maane!
Af dens Ungdom,
Af dens Skjønhed
Tvende Straaler I mig laane!
--- Ruller saa, I bløde Bølger!
Atter dybt fra Grund.
Natteluften stille slumrer
Tæt ved Søens Bryst,
Som en Elsker, naar han salig
Drømmer om sin Lyst.
Skjønne Sø! mens Luften sover,
Vil du da betroe
Til min Ungdom kun en Afglands
Af dens ædle Ro?
Nu Farvel, I bløde Bølger!
Tager mod min Tak!
214Atter jeg af Jer min Ungdom
Og min Skjønhed drak.
Jordens Styrke, Luftens Mildhed,
Maanens rene Glands,
Nattens hemmelige Stilhed
Bandt I mig til Krands.
--- Nu Farvel, I bløde Bølger,
Tager mod min Tak!
(Her eller noget forhen forlade de Søen. Det nærmest følgende Chor er bag Scenen) Forynget, forskjønnet
Forlader jeg Søen,
Og Vingerne hæve mig
Høit over Øen.
(De bise sig med de udbredte Slør over Søen, drage langsomt forbi, og forsvinde under det følgende Chor). Helene! Fra det Høie
Forgjæves søger dig mit Øie.
Og atter maa jeg drage
Foruden dig med Sorg tilbage!

Anden Scene.

Volmer og Guntram komme ind.

Guntram
(der gaaer foran). Her løber Stien. Den er ond at kjende
I Maaneskin. For Maanens Lys er falsk.
215
Volmer.
Godt, Guntram. Nu er Egnen mig bekjendt.
(Seer sig om, mens Guntram holder sig i Baggrunden).
Her er jeg atter. Skuffer jeg mig ikke,
Da er jeg her paa samme Sted ved Søen,
Hvor jeg for eet Aar siden traf Helene.
Og Maanen skinned' klart som nu; dens Skin
Var falsk som nu, og jeg var falsk som den.
Jeg har ei siden været her; jeg har
Havt Sky for at betræde dette Sted.
--- O, dette Aar, hvad har det ei forundt mig ---
En aldrig kjendt Lyksalighed! og nu,
Kun et Minut, og Alt er mig berøvet!
(Efter et Ophold).
Gjengjældelsen er langsom, men er sikker.
Et heelt Aar har den tøvet, indtil atter
Den samme Dag som dengang kom tilbage.
--- Din Angst, min Moder! var kun altfor grundet.
Saa er det intet Eventyr, hiint Sagn
Om Irmindlin, om Ravnen, der skal komme
Engang igjen, og vorde farlig for mig.
Ja, denne Ravn, der kommen er igjen
Og Hælvten af mit Hjerteblod har drukket,
Jeg bærer den i mig; thi det er Synden,
Det er den Brøde, jeg er mig bevidst.
Troskyldig kom Helene til vort Land,
Betroede til denne tause Sø,
Til denne Skov sin Ungdoms Haab og Lykke.
216Hvad havde hun, den Arme, da forbrudt?
Med hvilken Ret har jeg berøvet hende
De største Goder, revet hende løs
Fra Slægt og Hjem, fra Fader og fra Søstre?
--- Ak, denne Tanke har forbittret mig
Mit Liv i lang Tid; nu den tynger dobbelt.
Guntram, kom hid! mit Hoved er saa tungt,
Og tungt mit Aandedræt. Adspred din Herre ---
portæt mig Noget.
Guntram.
Ak, min ædle Herre,
Hvad kunde jeg fortælle ---
Volmer
(seer urolig hen over Søen). Der er Intet
Endnu at see. O, svage Haab, jeg nærer!
(Til Guntram).
Hvor kom du fra, da jeg dig traf?
Guntram.
Jeg var
Paa Veien hen til Klostret, for at see
Paa Eders Vielse.
Volmer
(afsides). Min Vielse!
217
Guntram.
Den Ringeste blandt Eders Folk sig glæder
Tit denne Høitid, ædle Herre!
Volmer.
Tie!
Du veed ei, hvad du siger.
Guntram.
Undskyld, Herre,
Hvis jeg maaskee har talt for dristigt.
Volmer.
Nei ---
Tael kun --- men husk . . . nei, tael kun, hvad du vil.
Du siger, Guntram ---?
Guntram.
Ogsaa har jeg ønsket
At see, hvorledes Brudedragten klæder
Jomfru Helene.
Volmer.
O, hold op engang!
Lad ikke Munden løbe som en Qværn!
Guntram.
Min ædle Herre! vredes ei paa Guntram!
218
Volmer.
Jeg vredes ikke. Bryd dig ei derom.
(Med en hastig Bevægelse).
--- Hvad var det hist, der hurtig gik for Maanen?
Guntram.
For Maanen? Det var tynde, hvide Skyer.
Volmer.
Det er du vis paa?
Guntram.
Ja, mit Syn er skarpt.
Volmer
(afsides). Hvad venter jeg? Hvad kan jeg haabe paa?
Selv om hun kom hertil, ifald hun søgte,
Som jeg har tænkt mig, sine Søstre her,
Hvad hjalp det mig? Ak, naar hun seer mig blot,
Da vil hun flye mig, hun, den haardt bedragne!
--- Guntram!
Guntram.
Hvad vil I, Herre?
Volmer.
Vil dig? Intet.
Jeg vilde spurgt . . . Hvi traf jeg dig alene?
Hvi er du skilt fra mine Folk?
219
Guntram.
I mindes,
At jeg og Skytten Gunner maatte bringe
Til Hendes Naade, Dronningen, en Æske ---
Volmer
(opfarende). Ulykkesfugl! hvi har du bragt den? --- Ellers,
Naar ei det ønskes, er' I efterladne.
Hvi har du ikke glemt den i et Herberg?
Ei tabt den underveis!
Guntram.
Ak, ædle Herre!
I bad mig jo at fare vaerligt med den,
--- At vogte den ---
Volmer.
Du veed ei, hvad du har!
Hiin lette Byrde tynger paa mit Bryst,
Som om der laae et Bjerg.
Guntram.
Min bedste Herre!
I er jo altid billig, god mod Guntram ---
I gjør mig Uret.
Volmer
(fattende sig). Ja --- jeg gjør dig Uret.
Du skal ei tage dig det nær, min Guntram.
Iaften har jeg Luner. --- Skynd dig, Guntram!
220Du siger jo, dit Syn er skarpt, saa siig mig,
Kan du ei see, der svømmer En derude,
Langt ude hisset?
Guntram.
Der? Der svømmer Ingen.
Volmer
(afsides). Mit øie blænder mig, mit Haab mig skuffer.
--- Hør, Guntram, jeg vil spørge Dig om Noget.
Du har vel ikke --- hm! det er det Samme.
Guntram.
I mener?
Volmer.
Nu, jeg mener, har du ei,
Da før du gik til Klostret over Engen,
Lagt Mærke til et . . . nu, et Syn, et selsomt,
Et underfuldt, der viste sig i Luften,
Og skjød igjennem den med Lynets Fart?
Guntram.
Nei, ædle Herre!
Volmer.
Ikke? Eller Noget,
Der ligned' det og gjorde dig opmærksom?
221
Guntram.
Nei, Herre!
Volmer.
Ikke!
Guntram.
Men jeg seer som oftest
Til Jorden, naar jeg gaaer. Jeg gaaer og grunder.
Volmer.
Hm! grunder ogsaa d u!
Guntram.
Ja, bliv ei vred.
I har forbudt mig det. Men Skjaldekunsten
Er ond at blive qvit. Den hænger ved mig.
Volmer.
Har jeg forbudt dig det?
Guntram.
Det har I, Herre!
Volmer.
Det har jeg ikke meent. Bliv du kun ved!
Ak, dette Liv er fattigt, tomt paa Glæder,
Og man bør muntre det, hvormed man kan.
Vi drages Alle stærkt af Længsel mod
Hiin underfulde Verden, der er bygget
Af Digt og Sandhed, af et Eventyr,
222Der synes os utroligt, men der spinder
Sig uformærket ind i vore Tanker.
--- Dyrk du kun Skjaldekunsten, stakkels Guntram!
Og søg, saa godt du kan, at faae en Part
I denne Verdens Glæder og dens Smerter.
--- Kom, leed mig op et Sæde! Jeg er træt.
Guntram.
Her er en Jordforhøining, her ved Busken.
Volmer.
Den Plads er god. Her kan jeg see paa Søen.
(Sætter sig).
Hvor den er stille! Og hvor mildt de gaae
Med sagte Kruusninger, de Bølger smaa!
Hvor blank og reenlig ligger den ei der,
Saa festlig, som en Høitidsfest var nær.
--- Ak, jeg forstaaer! Den venter til sin Favn
Den Samme, der er Kilden til mit Savn.
See, derfor lægger sig en gylden Bro
Af Maanestraaler hist paa Søens Vover.
Naar hun sit faure Legem vil betroe
Til Badet, skal hun svæve let derover.
(Springer op efter en Pause).
Forfærdelige Venten! Usle Haab,
Der rykker Døden nær med hvert Minut.
--- Kom, Guntram, lad os speide langs med Søen.
Gaae du til denne Side, jeg gaaer hiin.
Men vær opmærksom, brug dit Øie godt.
223
Guntram.
Min ædle Herre! naar jeg ikke veed,
Hvorefter jeg skal speide ---
Volmer.
Hm! du veed ei ---?
Saa hør da! Naar du seer, der svømmer Nogen
I Søen ---
Guntram.
Svømmer? Nu, paa denne Tid?
Volmer.
Javist. Saa skal du give mig et Tegn.
Stød i dit Horn --- nei, Guntram, gjør det ikke!
Saa skrækkes hun som Maagen op af Vandet
Og flyver bort herfra ---
Guntram.
Og flyver bort?
Volmer.
Javist; og drøvtyg ikke hvert mit Ord.
--- Stød ikke i dit Horn, men skynd dig hurtig,
Og sagte --- hører du? --- men skynd dig blot,
Og iil, forinden hun i Luften hæves.
Jeg lønner dig, ifald dit Bud er godt.
--- Vee mig, ifald vi begge gaae forgjæves!
(De gaae hver til sin Side, Volmer nærmest ved Søen, Guntram noget høiere oppe).
224

Tredie Scene.

Helene kommer gaaende ind fra samme Side som Guntram
gik ud, men nærmest ved Søen. Hun har Sløret paa, der
nu falder ned i naturlige Folder.
Hvi er mit Hjerte tungt? mit Sind bedrøvet?
Da hist Jeg svæved' Skyerne forbi,
Da bildte jeg mig ind, at jeg var fri
Og lykkelig --- og var dog kun bedøvet!
Dybt under mig, i Maanens klare Skjær,
Laae Øen her, og syntes taus at drømme;
Og rundt om den gik Havets Stærke Strømme,
Og dog den laae saa tryg, saa rolig der.
Og det uhyre Rum mig syntes øde,
Og trøstesløs og eensom foer jeg hen.
Fra Øen under mig, og kun fra den,
Et Haab, en Frelse vinked' mig imøde.
--- Hvad er min Agt? Vil atter jeg tilbage?
Og flye for Volmer? Han bedrog mig? Han?
Af Kjærlighed han bandt mig til sit Land ---
Kan Volmers Øie, kan ba det bedrage?
Ak, af mit eget Hjerte bryder frem
Hans Forsvar, og mit ældre Liv forsvinder
Mod dette Aar, dets lykkelige Minder;
Og Volmer er mig meer end Slægt og Hjem!
225 Der ligger Søen med den dybe Bund
Og med Foryngelsen i sine Vande.
Hvi ligger den just her? af hvilken Grund
Saa høit mod Nord, i disse kolde Lande?
Er Norden da, der synes streng og barsk,
Det Væld, af hvilket Syden skal forynges?
Er Norden yngre, mere karsk?
Mon Syden alt af Alderdom betynges?
Der ligger Søen, stille, dyb og blaa,
Som dette Folks forunderlige Øie;
Og Himlen synes den at stirre paa,
Og tryg at hvile nær ved Klostrets Fløie.
--- Har Volmers Moder Ret? Er' hine Guder,
Til hvilke ved min Herkomst jeg er bunden,
For evigt vegne for en Magts Bebuder,
En Magt, for hvem hiin glade Tid er svunden ---?
Og i Forsagelse vi skulle døbes?
Og vore Tanker luttres gjennem Smerte?
Og gjennem Savn en evig Ungdom kjøbes,
Naar ei det slaaer, det skrøbelige Hjerte?
--- Hvo giver mig et Svar? Ak, jeg er her
Forladt af Alt, og ingen Trøst mig nær!
(Hun tager Sløret af og skjuler det under den Busk, hvor Volmer sad).
Det er forgjæves, seer jeg, at jeg leder
Om Eder længer, mine Søstre kjære!
226 Tit Hjemmet Slørets Vinger Eder bære.
Gaaer kun forud! Jeg følger efter Eder.
--- For sidste Gang jeg vil mig da betroe,
Du skjønne Sø, til dine sagte Strømme.
Giv mig igjen min Ungboms Drømme!
Giv mig igjen dens lykkelige Ro!
Gjør atter sorgløs, atter ung min Tanke!
Foryng De Følelser, der mat i Hjertet banke!
(Gaaer ud nærmest ved Søen).

Fjerde Scene.

Guntram kommer ind fra samme Sted, hvor han forhen gik ud.

Der er Intet at see, som jeg nok tænkte. Hvo skulde bade sig paa denne Tid? --- Jeg troer, jeg vil blive her, indtil min Herre kommer tilbage. Naar jeg lægger mig hen under Busken derhenne, kan jeg oversee en stor Part af Søen og lægge Mærke til, om der skulde vise sig Noget. Saa kan jeg med det Samme tænke lidt paa Slagelse Riimkrønike. Nu har jo Hertugen, min Herre, Intet derimod. --- Ja, det er nok det Klogeste, jeg kan gjøre. Under den Busk har jeg mangen god Gang ligget i Middagsstunden og tænkt baade paa Krøniken og de tolv Jævninge. Man kan saa godt grunde, naar man ligger og seer paa søen. Undertiden, ved stille Veir, forekom det mig, at Søen saae ud, som om den selv grundede, saa dyb og eftertænksom var den at see til.

(Lægger sig hen under Busken, med Hovedet mod Jordforhøiningen).

227 Det Værste er kun, at man saa let falder i Søvn,
naar man ligger og tænker. --- --- Hvad er det, jeg
her finder ! (Tager Helenes Slør frem, og ruller det op) Et Slør!
Ak, hvor det er deiligt! Det er som det Slør,
Kong Artus Hustru Genievra gik med. Det har En
glemt her. Og see, der er en Krone fæstet derved
--- og hvilke kostelige Stene! hvor de glimre! ---
Jeg maa søge min Herre op og bringe ham det.
(Gaaer)

Femte Scene.

Helene træder atter ind og seer sig ængstlig om. Kort efter Volmer.

Helene.
Jeg hørte Fodtrin. Der er En i Skoven.
Og nys det Syntes mig, jeg skimted' Nogen
I Maanelyset mellem hine Stammer.
Hvor tør jeg vove at gaae ned i Badet?
--- Tys! Atter Fodtrin, men i Frastand . . . hør kun!
Hvo kan det være? Volmer? Mon han søger
Om mig ved Søen? O, mit Hjerte banker!
Og om det var en Fremmed? Om jeg blev,
Saa værgeløs jeg er, et Bytte . . . Himmel!
Hurtig mit Slør! jeg kan ei blive her.
(Søger efter Sløret under Busken).
Det er der ikke. Har Jeg ikke lagt det
Her under Buskene? Hvor er det da?
(Søger urolig og hastig paa den anden Side af Buskene).
Her heller ikke. O, du milde Himmel!
228Saa har der været En og taget det.
Men hvo har kunnet ane ---? Det var skjult
Omhyggeligt. Hvo ellers, hvis ei Volmer?
Kun han har kunnet gjætte, ikkun han
Med denne Sikkerhed, --- ja det er ham,
Der anden Gang saa hjerteløst, saa listigt
Berøver mig mit Eie --- O, der er han!
(Volmer kommer langsomt ind, men iler hurtigt hen til Helene, da han bliver hende vaer).
Volmer.
Og du er her, Helene? Virkelig?
Og det er ingen Drøm? O, tael, Helene,
At jeg kan see, at mine Sandser ikke
Bedrage mig. Men du er her i Skoven
I denne lette Dragt og ubeskyttet
Mod Aftenluften --- tag imod min Kappe!
I Skoven er der kjøligt. Eller vent ---
Endeel af mine Mænd er nær herved.
Jeg lader tænde flux et Baal ---
(Nærmer sig Baggrunden og støder i sit Horn).
De komme.
Vent kun et kort Minut!
(Nogle af Volmers Følge træde ind). Tag Qvas og Grene
Og gjør et Baal; men hurtig --- skynder Eder!
(Kommer tilbage. Under det nærmest Følgende tændes Baalet hvorpaa Følget trækker sig tilbage). Helene! tag min Kappe --- kom og tag den!
229
Helene.
Hvad vil I mig! Hvad søger I hos mig?
Vil I med Eders Ord mig haane?
Volmer.
Jeg?
Du tvivler om min gode Villie?
Helene.
Tvivler?
Nei, I har sørget for at give mig
Fuld Vished. Dersom end min Svaghed helst
Saae Eder undskyldt, har I vidst at give
Min svage Hu en Lære. Hvis jeg kunde
Endnu som før indbilde mig, en Rovfugl
Var min Fornærmer! Men I veed, Herr Volmer!
I trænger ikke meer til slige Paafund.
Volmer.
O, døm mig mildt! At jeg har handlet uret,
Det har jeg ofte bittert mig bebreidet.
Gud er mit Vidne, det var tidt min Agt
At tilstaae Alt, oprigtig og mod Anger.
Men, bliv ei vred, Helene --- ak, du hang
Endnu saa fast ved Hjemmet, ved dets Glæder,
At Angst mig greb ved Tanken, at du snart
Af Længsel vilde drages fra min Side.
Da tænkte jeg at binde dig til mig
Ved ømmere, ved mere faste Baand,
230Og da med større Tryghed mig erhverve
Tilgivelsen, hvortil jeg høilig trængte.
Helene.
Jeg seer, at I mig misforstaaer med Flid.
Jeg taler ikke om det Forbigangne.
Hvad der er skeet engang, jeg kunde glemme.
Men nu, i denne Stund, I har paany
Beluret mig, og underfundig ranet
Min Eiendom, og med saa liden Skaansel,
Saa ringe Blu for Eder selv, at neppe
I seer mig tillidsfuld gaae bort, før I
Paa Byttet styrter Eder.
Volmer.
Jeg, Helene?
Du gjør mig Uret. Jeg har været her,
Har utaalmodig ventet paa dit Komme,
Men kun forgjæves. Jeg gik bort igjen
Og speided' efter dig ved Søens Bredder.
Først nu, i dette Øieblik, jeg traf dig.
Helene.
Først nu? Og I kan vente, jeg skal troe Jer?
Volmer.
Ved Gud og Mænd! jeg er uskyldig --- troe mig!
Hvor har du gjemt dit Slør? Hvor kan det være
Berøvet dig? Har du seet efter nøie?
231
Helene.
Forlad mig! Jeg har Intet meer at skaffe
Med Eder. Jeg vil tye til Kongens Retfærd.

Sjette Scene.

De Forrige. Guntram.

Guntram
(med det sammenrullede Slør i Haanden). Tilgiv, om jeg forstyrrer. Jeg har fundet
Et grumme kostbart Stykke: dette Slør.
Volmer.
Saa du har fundet det?
Guntram.
Jeg fandt det her,
Kort efter I gik bort.
Volmer
(til Helene). Der kan du see!
Helene
(til Guntram efter et Ophold). Hvor har du fundet det?
Guntram.
Hist under Busken.
232
Helene.

Hvorledes laae det

Guntram.

Det var sammenrullet.

Helene.
Hvorledes var det sammenrullet?
Guntram.
Inderst
Laae Fjederkronen.
Helene.
Laae det ubedækket?
Guntram.
Det var bedækt af Blade, som jeg rev
Afveien, da jeg lagde mig paa Jorden
Mod Busken.
Helene.
Er det Sandhed, du mig siger?
Guntram.
I veed, at Guntram taler altid Sandhed.
Helene.
Jeg veed, at du er sanddru, og jeg troer dig.
Volmer
(der under de sidste Repliker har seet mørk ned for sig). Gaae, Guntram; det er godt. Læg Sløret hen.
(Guntram lægger Sløret hen paa lille Jordforhøining ved Busken og gaaer).
233
Volmer.
Jeg har forskjertset, mærker jeg, din Tillid.
Af denne Mistro til mit Ord --- desværre,
Jeg har forskyldt den --- seer jeg nu med Vished
Forliset af din Kjærlighed. Velan!
Saa lad den skjønne Drøm, der i et Aar
Var al min Lykke, svinde hen, Helene!
Og glem, at Volmer var engang dig kjær.
Jeg føler dybt, at jeg og disse Lande
Har Intet kunnet give dig til Gjengjæld
For Tabet af det Hjem, du har forladt.
Saa drag igjen tilbage, skjønne Flygtning,
Der som et sjeldent Luftsyn underfuldt
For dette Land en føie Stund har straalet.
Tag det igjen, det gaadefulde Slør,
Og drag igjen herfra! og agt det ikke,
At vi med Taarer stirre paa din Flugt.
--- Det var engang mit Haab --- o vredes ikke!
At i vor Kjærlighed, vor Ømhed skulde
Os gives en usynlig Svaneham,
Der over det forgjænglige Liv
Med stærke Vinger har os; den, jeg tænkte,
Forlened' vore Hjerter evig Ungdom.
Nu er med dette hvert mit Haab forsvundet!
Saa far da vel, meer lykkelig end jeg!
(Knæler for hende). End eengang lad mig trykke denne Haand
Til mine Læber! --- Min Helene, min
I denne Afskeds bittersøde Stund ---
234Vær takket for den Tid, der svandt, for dette
Lyksalige, det drømmerige Aar,
For hvert Minut, du har forskjønnet, hvert
Huldsaligt Ord, hvert Smiil, der var min Lykke!
--- Farvel! Farvel! O smerterige Tanke,
Farvel for stedse!
(Reiser sig hurtig og iler bort).
Helene
(med svag Stemme).
Volmer! bliv! o bliv! ---
Han iler bort! O, Volmer, kom tilbage!
Lad Alting blive, som det var --- o kom kun!
--- Der er han --- nei! O Gud, han rider bort . . .
Jeg hører Hestetrampen --- altid længer
Og længer borte --- ak, han har forladt mig!
Jeg har forspildt hans Kjærlighed --- for evig!
Hvi har jeg mistænkt ham? Hvi har jeg ikke
Med Tillid stolet paa ham nu som altid?
O, han er ædel, er det meer end jeg!
Der ligger det ulykkelige Slør.
Hvad har det skjænket mig? hvad kan det give?
O, som en ond, som en usalig Aand
Har det bestandig draget mig fra Volmer.
Jeg maa forsage det! Ja, jeg erkjender,
Nu er min Lykke af en anden Verden.
Med Volmer vil jeg dele Kaar, med ham
I Kjærlighed forynges, og med ham
Til bedre Verd'ner ældes. Far da hen,
235Min Stammemoders Skjænk! Af dette Baal,
Hvori du synker, vil jeg luttret stige!
(Hun kaster Sløret i det brændende Baal. Det blusser høit op. Hun staaer et Øieblik bedøvet og stirrer derpaa).
Chor af Helenes Søstre
(udenfor Scenen). Helene!
Helene.
Tys! hvilke Toner --- hør!
Chor af Søstrene
(idet de langsomt drage forbi, svævende over Søen)
Helene! Fra det Høie
Forgjæves søger dig mit Øie.
Og atter maa jeg drage
Foruden dig med Sorg tilbage.
Helene
(der samtidig med Choret falder paa Knæ og udstrækker Armene) O, mine Søstre!
(Synker afmægtig om).

Syvende Scene.

Helene. Kongen og Volmer, med Følge, hvoraf Nogle bære Fakler.

Kongen
(der ved Indtrædelsen fører Volmer ved Haanden). Herr Volmer, kom! vi vil ei tabe Modet.
236
Volmer.
I bør ei overtale mig.
Kongen.
O, kom kun!
Jeg har et Haab, der siger, hun var ikke
I sine Søstres Skare. Lad os Søge!
Volmer.
Hvad hjælper det? Ak, nu er Alt forbi!
Kongen.
Her skiltes I fra hende?
Volmer.
Her det var.
Jeg kjender Busken, som jeg sad ved. Her,
Ved denne Part af Søen ---
(Gaaer mod Baggrunden og opdager derved Helene).
O, min Gud!
Der ligger hun --- afmægtig eller død!
Kongen
(gaaer hurtig hen til ham). Hvad siger I?
Volmer
(løfter hende op). Helene! min Helene!
Kom til dig selv! --- O, hun er død --- der seer I!
Kun Legemet er blevet. Hendes Sjæl
Er flygtet bort med hendes Søstres Skare!
237
Kongen.
Nei, nei, Herr Volmer! Hun slaaer Øiet op ---
Hun lever!
Volmer.
Ja, hun lever! --- min Helene!
Læg til dit Øies Lys din Stemmes Klang,
Og siig, du vender til vor Jord tilbage!
Helene
(med svag Stemme). Ak, Volmer!
Volmer.
Hør, hun taler! --- Tael igjen!
O, søde Klang af Ord, der kun betyde
Saa lidet, men er fulde af Musik.
Helene.
Hvor er jeg?
Volmer.
Du er her endnu i Skoven,
Og nær ved Søen ---
Helene.
Nær ved Søen? Har jeg
Da ikke drømt? Var' mine Søstre her?
Og flygted' bort?
Volmer
(smertelig). Ak, drømt, det har du ikke!
238
Helene.
Drømt? Er jeg ikke vaagnet af en Drøm?
Mit hele Livs? Og er jeg ikke vaagnet
Til andre Tanker, til en anden Verden?
Kongen.
Fat Eder, ædle Jomfru! End I lider,
Og end forvirres Eders Hu.
Helene.
O nei!
Jeg er mig tydelig bevidst. Jeg føler
Mig let og som befriet fra en Byrde.
--- Lad os forlade dette Sted! Kom Volmer!
Her er ei godt at være. Tag mig med!
Ak, jeg har talt Saa lidt med dig idag.
Lad os gaae sammen.
Kongen.
Lad os Alle gaae.
Her er ei godt at være --- I har Ret.
--- Der kommer, seer jeg ikke feil, min Hustru,
Og med Fru Estrid. Vi blev Alle drevne
Af Angst og Uro, da I før forlod os.
239

Ottende Scene.

De Forrige. Dronningen og Fru Estrid med Følge. Siden Ove og endeel Piger.

Dronningen.
O, har I fundet hende? --- Ja, der er hun!
(Iler hen til Helene). Fru Estrid
(der ligeledes nærmer sig hende). Min Datter!
Dronningen.
Slemme, kjæreste Helene!
Hvor har du gjort mig angst!
Helene.
I vil tilgive!
Tilgiver Alle mig! --- Min Moder kjære!
Vær ikke vred paa mig! --- O, jeg har sikkert
Forstyrret Eders Glæde.
Kongen.
Alt er glemt,
Da vi har fundet Eder. --- Nu, Herr Volmer!
Hvad tykkes Eder? Var det ikke bedst,
Vi drog til Klostret? Bispen venter os.
Jeg mener, Vielsen kan nu gaae for sig.
Volmer.
Nei, Eders Naade, det er ei saa vel.
240
Kongen.
Hvorledes? Af hvad Grund?
Volmer.
Gud veed, hvor kjær
Mig er Helene, og hvor stærkt min Længse!
Har ventet denne Dag. Men vore Veie
Er' ikke meer de samme.
Helene
(forundret).
Ei de samme?
Volmer
(til Helene). Ak, du har ikke drømt, at dine Søstre
Har været her. Vi Alle saae dem svæve
I Kredse rundt om Søen og forsvinde.
Drag efter dem! Her er dog ei din Hjemstavn.
Her er dog Intet meer, der kan dig binde!
Drag efter dem paa Slørets Vinger!
Helene.
Sløret?
Veed du da ikke, jeg har brændt det?
Volmer.
Brændt det?
Helene.
Ja, jeg har kastet det i Baalet hist.
Det var en ond Besiddetse; den stod
241Iveien for vor Kjærlighed. I denne
Skal, som du nylig sagde, gives mig
Den Svaneham, der løfter mig usynlig.
Ja, jeg har brændt det. Har du ikke vidst det?
Ifald du nu forskyder mig, da er jeg
Forladt af Alt. Forskyd mig ikke, Volmer!
Volmer.
Helene! Herlige! Hvor kan du troe . . .
O, du er min for evig --- nu for evig!
Brændt har du det? O, saa er Sagnet opfyldt!
Mig har min Anger som en Valravn piint,
Min Anger over al den Uret, jeg
Var skyldig i mod dig. Men nu har du
Opoffret dig for min Skyld, har befriet
Mit Bryst for denne Byrde.
(Vender sig hurtig til Kongen).
Ædle Frænde!
Nu drage vi til Klosteret, til Bispen,
Der venter os.
Kongen.
Det kan jeg lide, Volmer!
(Man hører Ove og Pigerne udenfor synge Romancen af 2den Act). Der faae vi Selskab. Det er Ove, troer jeg,
Og pigerne, der drage hen til Kirken.
(Ove og pigerne træde ind).
Chor af pigerne.
Jeg vidste, ja jeg vidste,
At Myklegaard og Spanieland
Du bytter for vor Skjærsommer.
242
Volmer.
Helene! hør kun, hvilke skjønne Ord!
Midt i min Smerte klang for mig hiint Omqvæd
Og hviskede mig Trøst. Mit faure Liv!
»Jeg vidste, ja jeg vidste,
»At Myklegaard og Spanieland
»Du bytted' for vor Skjærsommer.«
Dronningen.
O, hvilken uformodet Lykke!
Fru Estrid.
Himlen,
Min elskte Datter, give din Beslutning
Velsignelse!
Helene.
Det vil den, kjære Moder!
Kongen.
Ja, Himlen sin Velsignelse forlener!
--- Min ædle Jomfru! I min vakkre Frænde!
Igjennem hine Skyer, der fordunkled'
Et Øieblik vort Haab, skal Brudestjernen
Gaae op for Eder med forstærket Glands,
Og denne Festdag, Eders Konge feired',
Erholde nu sin gladeste Betydning.
Chor
af Ove, Pigerne og Følget.
Vi drage til Klostret med Tak til Gud,
Med munter Sang.
243Den Hertug fører sin unge Brud
Til Kirkegang,
Alt i den feire Skjærsommer.
Og atter flyver en Fugl foran ---
O, faure Brud!
Dengang du kom fra det fremmede Land,
Da fløi den ud,
Og sang i Skoven med Liste ---
Den vidste, ja den vidste,
Du byttede bort det fremmede Land
For Danmarks feire Skjærsommer.
244