Hertz, Henrik Indqvarteringen

Indqvarteringen.
Lyststpil i een Act.

2

Skrevet i Slutningen af 1840.

Opført første Gang paa det kongelige Theater den 4de Septbr. 1841.

Indqvarteringen. Lystspil i een Act.(Anonymt). Kbhvn. 1841.

Dram. Værker, 1ste Bind.

(Revideret. Ved Revisionen er Slutningen omarbejdet. Ellers Kun mindre Textforandringer.)

Indkvarteringen. Lustspel i 1 akt, öfversat af Volk-mann Busch. Stockholm 1842.

Die Einquartierung. Lustspiel in einem Act. Aus dem Dänischen Übertragen von H. Zein. Kopenhagen 1843.

Einquartierung. Lustspiel in 1. Aufz. Deutsch v. M. Lange. Leipzig.

3

Personerne.

  • Brandt, Fabrikeier.
  • Louise, hans Kone.
  • Hanne, hendes Søster.
  • Adolf Hermansen, Landseneer-Officeer.
  • Johan, Brandts gamle Tjener.
  • En Tjener.

Handlingen foregaaer i Frederiksberg-By.

4
5

Et Havepartie ved Brandts Vaaningshuus. Tilvenstre en Fløi af Bygningen med en Havestue-Dør. Udenfor denne nogle Træer, hvorunder to smaa Borde og nogle Havestole. Noget tilhøire et lille Buskads, der er anbragt saaledes, at de, der staae mellem dette og de nærmeste Sidecoulisser, kunne sees af Tilskuerne, men ikke af dem, der ere hiinsides af det paa Scenen. Til Havens Udgang gaae to Gange eller Stier, een nærmest Huset, og een mellem Buskadesen og Sidecoulisserne.

Første Scene.

Brandt, Louise og Hanne sidde ved et Bord, den første læsende i en Avis, de tvende andre sysselsatte med Haandarbeid.

Louise.

Staaer der noget Nyt i Aviserne?

Brandt.

Intet, der kan interessere Jer.

Louise.

Det kan du ikke vide. Naar det er nyt, har det altid den gode og ubestridelige Egenskab, at det ikke er gammelt. Lad os høre, hvad der staaer, hvis det ellers virkelig er nyt.

6
Brandt.

Kan det interessere Jer, at en Mand i Jylland for en stor Forsamling Mennesker har aflagt de utvivlsomste Prøver paa, at han ikke kan gaae paa Vandet?

Louise.

Nei.

Brandt.

Eller at Madam Klatts Elephant har drukket saa meget Brændeviin, at den har faaet en rød Snabel?

Louise.

Nei, heller ikke --- uagtet en Dranker i saa stor Stiil indgyder uvilkaarlig Respect.

Brandt.

Eller kan det interessere Jer, at Regimenterne ere kaldte ind til Høstmanøver?

Louise.

Jo --- det er jeg nødt til at interessere mig for. Du har jo sagt, at her paa Gaarden pleier altid at ligge Indqvartering.

Brandt
(springer op).

Hvad? Indqvartering? Ja, Gud hjælpe os, det er jo sandt! og det har jeg slet ikke tænkt paa. --- Nei, det gaaer ikke an!

7
Louise.

Man spørger os nok ikke. Vi maae nok tage mod Indqvartering, enten vi ville eller ikke.

Brandt.

Ja, Indqvartering og Indqvartering ere To. Et Par Karle kan de nok lægge ind paa Gaarden. Men Ulykken er, at her pleier altid at ligge en Officeer og hans Tjener.

Louise.

Og du mener, det vil skaffe os Bryderi?

Brandt
(hurtig).

Ja, justement --- det vil skaffe os utroligt Bryderi --- og dig især. Aa, du forestiller dig ikke, hvad saadan en Herre gjør for Fordringer, og hvilken Opvartning han forlanger.

Louise.

Hvad Regiment pleier at ligge her i Egnen?

Brandt.

Hos os pleier altid at ligge en Landseneer-Officeer.

Hanne
(udbrydende).

En Landseneer-Officeer?

Brandt.
8

Nu ja, mit fromme Lam, er den Raritet saa mærkværdig?

Hanne
(forvirret).

Nei --- det meente jeg ikke. Men --- men, jeg tænkte paa, at vi har en . . . (Til Louise). Har vi ikke en Cousin, der staaer ved Landsenererne?

Louise.

Jo, Adolf Hermansen.

Brandt.

Adolf Hermansen? Ih Gud bevares! Er det Jeres Cousin? Ja, han staaer ganske rigtig ved Landsenererne. Men det er jo en skrækkelig Historie!

Louise.

Hahaha! Hvordan er det, du tager afsted? Er det en saa stor Ulykke, at Adolf Hermansen staaer ved Landsenererne?

Brandt.

Aa nei, vist ikke. Men at han er Jeres Cousin, det er en Ulykke. Kjender jeg ikke nok Adolf Hermansen? Vi har jo i forrige Tider været uadskillelige. Kommer han til Byen, og faaer at vide, at jeg er gift med en Cousine af ham, da vil Intet være ham saa magtpaaliggende som at søge mig op.

9
Louise.

Men derfor skal du ikke være urolig. Jeg begriber nok, hvad du mener. Du troer, at jeg, ligesom saa mange andre Koner, forlanger, at min Mand skal afbryde alle sine Ungdomsforbindelser. Men saa egoistisk er jeg ikke. Tvertimod, naar Adolf er din Ven, skal han ogsaa være min; og jeg skal gjøre mig al Umag for at erhverve hans Velvillie.

Brandt
(afsides).

Ja, mange Tak! (Høit). Det er ypperlige Grundsætninger. Men seer du, mit Venskab med Adolf var, sandt at sige, just ikke saa meget hedt. Det var et af disse flygtige Bekjendtskaber, Ungdommen stifter og Letsindigheden fortsætter. Og i de senere Aar har al Forbindelse mellem os været saa godt som afbrudt.

Louise.

Saa? Ja, det er en anden Sag. Men --- det falder mig nu ind --- du har engang fortalt mig om en ung Officeer, der for din Skyld nær var kommen op at duellere. Det var dog vel ikke Adolf?

Brandt.

Jo, det var det rigtignok.

Louise.

Og, naar jeg ikke husker feil, fortalte du mig for et halvt Aar siden, dengang du var i Forlegenhed 10 for Penge til den nye engelske Væv, at det var en Ungdoms-Ven af dig, der af sig selv gjorde dig et meget ædelmodigt Tilbud. Var det maaskee ogsaa Adolf?

Brandt
(slau).

Jo, det var det rigtignok.

Louise.

Naa --- saa har det Venskab vel ikke været saa meget letsindigt.

Brandt.

Ja --- forstaae mig ret --- ædelmodig og brav er han. Men --- men hans Letsindighed --- aa, naar jeg vilde fortælle Jer . . .

Louise.

Ja, jeg kjender ham slet ikke. Hans og min Fader levede, som du veed, i Uenighed. Jeg selv har i lang Tid opholdt mig i Fyen, saa jeg er fremmed for min egen Familie. Jeg har ikke engang seet Adolf. Hos mine Forældre blev der i den senere Tid ofte talt om ham; men --- med al Respect for din Mening om din Ungdoms-Ven --- synes det mig, at man dér dømte mildere om ham.

Brandt.

Saa?

11
Louise.

Man talte vel undertiden om, at han var vild og overgiven ---

Brandt.

Det er jo det, jeg siger. Aa, hans Vildskab, hans Overgivenhed! Saadan maa en Mand ikke være!

Louise.

Du lader mig ikke tale ud. --- Men man var tillige enig i, at denne Overgivenhed hang sammen med mange udmærkede Egenskaber; at der var et Liv og en Varme i hans Væsen, der vel undertiden søgte at skaffe sig Luft i lidt Vildskab, men at Grunden i hans Characteer netop var meget solid.

Brandt.

Saa? --- (Afsides). Jeg troer, min Kone er forliebt i ham, endnu inden hun har seet ham.

Hanne
(frygtsom).

Jeg husker ogsaa, at de hjemme talte meget godt om ham. (Til Louise) Kan du erindre, hvor Tante var indtaget af ham . . .

Brandt
(afsides til Hanne).

Vil du bare tie stille.

Louise.

Veed han, at vi ere gifte?

12
Brandt.

Ja, Gud skal vide det. Men jeg troer det ikke. Vi har jo kun været gift sammen i to Maaneder. Vor Forlovelse var, efter dit eget Ønske, hemmelig lige til vor Bryllupsdag; og i de sidste 4, 5 Maaneder har jeg Intet hørt fra Adolf.

Louise.

Du mener nok i de sidste Par Aar, som du sagde før.

Brandt.

Javist . . . ja, det er at sige, engang imellem har vi jo nok stødt paa hinanden. Men det kan man ikke regne. (Seer ud til Siden). Naa, der har vi Postbudet. Saa har jeg ikke længere Tid til at passiare med Jer. (Afsides, idet han gaaer). Adolf her i mit Huus og i min unge, smukke Kones Selskab! Jeg haaber, vor Herre vil lade den Ulykke gaae forbi mig.

Anden Scene.

Louise. Hanne.

Hanne.

Hør, Louise, jeg vil fortælle dig Noget.

Louise.

Nu da?

13
Hanne.

Aa, det kan ogsaa være det samme.

Louise.

Ja, for dig maaskee, men ikke for mig. Nu har du jo engang vakt min Nysgjerrighed. Fortæl kun, mit Lam, som Brandt kalder dig.

Hanne.

Jeg vilde blot fortælle dig, at jeg kjeuder vor Cousin Adolf.

Louise.

Gjør du det? Hvorfra?

Hanne.

Ja, egentlig kjender jeg ham ikke. Det vil sige, jeg kjender ham, men han kjender ikke mig. Du veed, jeg var ifjor ved samme Tid et Par Dage hos Fru Nørager i Sorø. Der var engang en Middag et meget stort Selskab af Herrer og Damer fra Omegnen, og blandt dem var Adolf ogsaa. Han opholdt sig dengang paa en Gaard i Nærheden.

Louise.

Nu, men gjorde du da ikke ved den Leilighed hans Bekjendtskab?

Hanne.

Hvor kan du troe, at han lagde Mærke til mig. Jeg var saa ung dengang.

14
Louise.

Ja, det er sandt, du var accurat et Aar yngre dengang, eller omtrent 16 Aar.

Hanne.

Og desuden var han altid omringet af saa Mange. Ved Bordet sad jeg langt borte fra ham, og siden var det, ligesom jeg var angst for at komme i Nærheden af ham. Jeg havde ikke engang Mod til at sige til de Andre, at jeg var i Familie med ham.

Louise.

Hvad synes du da om ham?

Hanne.

O, han er smuk! Og han er vist et meget elskværdigt Menneske. Alt, hvad han sagde, og hvad han foretog sig, klædte ham saa godt. Jeg kan umulig troe, at han er saa letsindig, som Brandt siger. Desuden var han saa afholdt; alle Mennesker talte kun godt om ham. Og du skulde see, hvor proper han var. Hans Lintøi skinnede. Jeg syntes, at alle de andre Herrer faldt igjennem mod ham. Jeg stod i Vinduet, da han red bort. Jeg har aldrig seet Nogen sidde tilhest som han og fare saaledes afsted.

Louise
(leende).

Men du er jo paa de bedste Veie til at blive forliebt i ham.

15
Hanne.

Aa, hvor kan du troe! --- Jeg Synes, det er min Skyldighed at tage ham i Forsvar mod Brandts urimelige Mistanke til hans Characteer.

Louise.

Ja, tag dig bare iagt. Det er undertiden farligt at opfylde sin Skyldighed med altfor megen Iver.

Tredie Scene.

De Forrige. Brandt.

Brandt
(med et Brev i Haanden).

Tænkte jeg det ikke nok! Har det ikke anet mig!

Louise.

Hvad er der skeet?

Brandt
(giver hende Brevet).

Der! læs selv. --- Det er et Brev fra Adolf. Han skriver, at han ved en Ven i Kjøbenhavn har udvirket, at han kommer til at ligge her paa Gaarden, og at han og hans Escadron arrivere tidlig i Formiddag. Han kan altsaa være her hvert Øieblik.

Louise
(efterat have seet i Brevet).

Men, som det lader, er det slet ikke for vor 16 Skyld, at han tager ind hos os. Hør kun! (Læser). »Allerede længe har jeg ønsket at tilbringe nogen Tid i Nærheden af min dyrebare Tante.« --- Han veed da ikke, at min Moder er taget over til Fyen.

Brandt.

Eller han lader, som han ikke veed det. Troer du, det er for din Moders Skyld, han tager ind hos os, han, der ellers er en saa stor Ven af et ugeneert Liv.

Louise.

Nu, men i alle Tilfælde maae vi forberede os paa hans Komme og gjøre et Par Værelser istand.

Brandt.

Vi har ikke Plads. Vi kan ikke tage imod ham.

Louise.

Har vi ikke Plads? Og vi har to Gjæsteværelser, som du selv har haft saa travlt med at indrette.

Hanne.

De kan i et Øieblik sættes istand.

Louise.

Javist kan de. --- Hør, Hanne, gaae du op og sørg for, at det indrettes smukt og smagfuldt. Lad Pigerne sætte den Chiffonnière derind, vi har staaende ledig. Det er den, man kan sidde og skrive ved.

17
Hanne.

Ja, jeg veed nok. Det skal jeg strax besørge.

Louise.

Pynt op, hvormed du kan; sæt nogle Blomster i Glas og Vand.

Hanne.

Jo, det skal jeg nok. Du skal see, hvor smukt jeg vil indrette det.

(Gaaer ind i Huset).
Brandt.

Naa, nu har I Fruentimmer da faaet travlt.

Louise.

Ja, jeg har tænkt paa, at vi vil befrie dig for alt Bryderiet. Hanne og jeg skal tage os af Adolf, mens han er her, saa godt vi kan.

Brandt.

Aa, Bryderiet! det er det mindste. Men vore smukke Morgen- og Eftermiddags-Timer, som vi hidtil nød herude i landlig Stilhed --- alt Sligt fordærves og profaneres ved en Trediemands Nærværelse.

Louise.

Men saa husk igjen paa Aftenerne, der nu begynde at blive saa lange og triste. Du har jo selv allerede ønsket dig Selskab herude om Aftenen.

Brandt.
18

Og vore eensomme, behagelige Spadseretoure! Ja, det siger jeg dig forud, naar vi gaae ud om Morgenen, og han er hjemme, tage vi ham ikke med.

Louise.

Det gaaer ikke an. Han er istand til at blive stødt derover.

Brandt.

Han stødt? Nei, det ligger slet ikke i hans Characteer. Han seer helst, at man ingen Omstændigheder gjør med ham.

Louise.

Ja, det komme vi nok ud af. --- Men jeg har glemt at sige dig, at her har været Bud efter dig ovre fra Fabriken.

Brandt.

Ja --- det er sandt --- jeg har . . . det har jeg hele Tiden villet sige dig. Jeg har betænkt, at jeg ikke saadan hele Dagen bør hænge over Folkene. Det seer saa mistænkeligt ud.

Louise.

Aa ja. Det kan du have Ret i.

Brandt.

Ikke sandt? Og Møller, vor Underbestyrer, er en flink Mand. Han har godt af at erhverve sig 19 Øvelse og skaffe sig Selvtillid. Mennesket maa udvide sig.

Louise.

Men jeg synes, du har før sagt, du har ikke den bedste Tro til Møller.

Brandt.

Til Møller? Nei, der tager du vist feil. Han er saa tro som Guld.

Louise.

Ja, jeg synes godt om den Idee. Saa vil du maaskee benytte den Tid, du nu faaer tilovers, til at udarbeide det Forslag, du vil gjøre Rentekammeret angaaende Fabriken.

Brandt.

Netop. Det har længe ligget mig paa Hjertet.

Louise.

Det er jo rart, at der engang bliver Alvor deraf. Hør, veed du hvad, saa vil jeg lade dine gamle Værelser ovre i den anden Bygning sætte istand for dig, for at du ganske uforstyrret og langt fra os Andre kan arbeide, mens Adolf er her.

Brandt.

Ih, hvor vil du hen! Det gaaer slet ikke an. Adolf vilde blive meget stødt over, at jeg saaledes vilde isolere mig.

20
Louise.

Han stødt? Men det ligger jo ikke i hans Characteer, paastod du nylig. Han seer jo helst, at man slet ingen Omstændigheder gjør med ham.

Brandt.

Ja --- det har du Ret i. Men husk paa, at jeg er en gammel Bekjendt af ham og Mand i Huset. Hvad vilde det ligne, om jeg lukkede mig inde. Nei, jeg vil sidde og arbeide i Kabinettet ved Siden af vor Dagligstue --- eller hør! jeg vil sidde inde hos Jer Andre. Det er saa smukt og fortroligt, og saa gaaer Arbeidet bedre fra Haanden.

Louise.

Vil du det? (Seer paa ham og leer). Husker du endnu den gamle Vise, Onkel Holmer pleiede at synge med sin dybe Stemme: »Den, som fundet har en Pige« *).

Brandt.

Jeg troer. Men hvorfor?

Louise.

Der er et Vers deri, jeg kan saa godt lide. Vil du høre? (Synger).

Altid bør man paa dem passe,
Som en Gnier paa sin Skat.
21Kommer først en Spradebasse
Af den rette Støver-Classe,
:,: Qvindetroskab! saa god Nat! :,:
Trallalala ---
*
Brandt
(forlegen).

Hvad vil du sige dermed?

Louise.

Ingenting. Nu gaaer jeg ind i vor Dagligstue og sætter et Bord med Papir og Skrivertøi tilrette for dig. Saa kan du strax begynde paa dit Forslag til Rentekammeret, mens vi Andre spise Frokost.

(Gaaer ind).

Fjerde Scene.

Brandt

(alene).

Ja, hun gjør Nar af mig. Men det faaer ikke hjælpe. Der er kommen en Uro over mig, siden jeg har faaet denne ærgerlige Efterretning . . . Min Kone er en fortræffelig Kone, et Mønster for Fruentimmer. Men hun har dog altid været et Verdensbarn --- og hun --- hun er et Fruentimmer. En ung, smuk Mands Opmærksomhed smigrer hende --- det ene Skridt leder til det andet. Man spadserer, man beseer Omegnen, man sværmer --- den fordømte Sværmen! 22 Jeg har aldrig kunnet komme paa Glid dermed, og nu duer jeg slet ikke dertil. --- (Gaaer urolig op og ned). Det er en underlig Følelse, den Jalousie. Jeg kan ingen Grunde anføre, jeg kan ikke gjøre mig selv tydelig Regnskab, og alligevel . . . Aa, det er ogsaa Dumheder af mig. Jeg vil ikke tænke mere derpaa. Jeg vil --- Kunde man ikke ganske underhaanden udvirke, at Adolf fik anviist et andet Sted til Indqvartering? Jeg skal dog forsøge derpaa, og skrive et Par Ord.

(Idet han vil gaae ind, kalder den indtrædende Adolf paa ham).

Femte Scene.

Brandt. Adolf Hermansen. En Tjener, der bærer en Vadsæk.

Adolf
(ved Indtrædelsen).

Brandt! Stop --- er det ikke dig?

Brandt
(afsides).

Naa, der har vi ham min Sjæl! (Høit). Er det dig, Adolf? Er det virkelig dig?

Adolf.

Vist er det mig. Har du ikke ventet mig?

Brandt.

Ventet dig? Nei --- ja --- jovist har jeg ventet dig.

23
Adolf.

Det vil jeg haabe. Jeg har jo skrevet dig til, at jeg vilde tage ind hos min Tante. Har du ikke faaet mit Brev?

Brandt.

Ih, jovist har jeg, og du er mig overmaade velkommen. (Trykker ham i Haanden). Kom og læg fra dig og gjør dig det mageligt. --- Men seer du . . . det er virkelig en meget ubehagelig Omstændighed, at din Tante netop nu, da du længes efter at see hende, er taget over til Fyen. Saa har du vist ingen Lyst til at indqvartere dig her.

Adolf.

Er hun taget over til Fyen? Det var fatalt.

Brandt.

Ja, er det ikke fatalt? Jeg har ret ærgret mig derover paa dine Vegne. For hvad Fornøieligt kan der nu være for dig her hos os? Men, naar du ønsker det, skal jeg gjerne gjøre mig Umag for at faae; dig indqvarteret et andet Sted, i et muntrere Huus --- saa gjerne jeg naturligviis seer dig her.

Adolf.

Men ere de da Alle hos Tantes tagne over til Fyen? ogsaa hendes Døttre?

Brandt
(tøvende)

Hendes Døttre? Nei --- de ere hjemme.

24
Adolf.

Aa, hvad vil du saa! Saa er der jo ingen Ting iveien. (Til Tjeneren). Hans! læg min Vadsæk fra dig. Vi blive her.

Brandt.

Saa du mener, at du alligevel ---

Adolf.

Ja, naturligviis Tjen mig blot i at sige Fyren der, hvor han kan bringe mit Tøi hen.

Brandt.

Dit Tøi? Naa --- (Til Tjeneren), ja, du kan saalænge bringe det ind i Havestuen.

(Tjeneren gaaer ind i Huset).
Adolf.

Seer du, kjære Brandt, du begriber da vel, at det ikke er min gamle Tante, saa kjær hun iøvrigt kan være mig, der trækker mig hertil. Nej, Magneten er en ganske anden.

Brandt.

Saa ---? Turde jeg spørge, hvem da?

Adolf.

Hendes ældste Datter, min Cousine Louise.

25
Brandt
(afsides).

Min Kone! der har vi det! (Høit). Det er da vel ikke dit Alvor?

Adolf.

Min Tro er det mit Alvor. Du veed, at Aabenhjertighed er en af mine fornemste Dyder. Jeg vil ikke skjule for dig, at jeg alt i lang Tid har haft Hovedet fuldt af denne Pige. Fra det jeg var en halvvoxen Dreng, har jeg hørt hende omtale. Jeg troer endogsaa, at hendes og min Moder havde bestemt os for hinanden.

Brandt
(afsides).

Desværre, det har min Svigermoder nylig fortalt mig.

Adolf.

Imidlertid har jeg i flere Aar mindst af Alt tænkt paa hende. Det Uvenskab, der var mellem min Fader og min Tantes Mand, fjernede mig fra hendes Nærhed, saa jeg hidtil ikke engang har gjort hendes personlige Bekjendtskab og maaskee ikke engang brudt mig derom. Du veed, jeg har levet noget flygtigt. --- Først for et halvt Aar siden var det, som om alle gamle Erindringer, Alt, hvad jeg saa tidt havde hørt min Moder yttre, pludselig vaagnede, og fornyede min Cousines Billede i min Sjæl og forlenede det atter med al den Skjønhed og Ynde, 26 jeg i yngre Aar havde tillagt hende. Og veed du, hvem jeg kan takke for, at disse behagelige Erindringer paany vaktes hos mig?

Brandt.

Nei, hvor skulde jeg vide . . .

Adolf.

Dig, min Ven, ingen Anden.

Brandt.

Mig?

Adolf.

Husker du ikke, at du for et halvt Aar siden skrev mig et Brev til, hvori du blandt Andet omtalte en Datter af en kort forhen afdød Fabrikant, for hvis Enke du agtede at overtage Fabrikens Bestyrelse. Denne unge Pige var netop den Cousine, jeg allerede havde hørt saa meget om. Den Varme, hvormed du omtalte hende, en Varme, jeg ikke engang havde tiltroet dig, virkede smittende paa mig. Jeg har fra den Tid ingen Ro haft paa mig. Meer end eengang var det min Beslutning at udbede mig Permission og med egne Øine overtyde mig om min Cousines Elskværdighed. Omsider besluttede jeg at have Taalmodighed til Manøver-Tiden, skaffe mig Indqvartering hos min Tante, for ganske umistænkt at kunne anstille mine Observationer i Nærheden, og --- ja nu er jeg her, og har besluttet, hvis min Cousine 27 Louise svarer til min Forestilling, at forelske mig i hende og --- at frie.

Brandt.

Frie? Frie til Louise? Men er du ikke ret klog? Hun er jo min Kone.

Adolf.

Din Kone! Hvad er det du siger! --- Men det er jo umuligt. Du har jo i lang Tid været hemmelig forlovet i Kjobenhavn med den smukke Julie Kaufmann.

Brandt.

Aa vist ikke --- det var et dumt Rygte.

Adolf.

Men, som du just ikke meget ivrigt har benægtet.

Brandt.

Det lod jeg nok være. Jeg var netop paa samme Tid hemmelig forlovet med Louise, og var glad ved, at Folk var ledet paa Vildspor.

Adolf.

Altsaa gift med Louise er du! Det var jo rigtignok en Streg i Regningen. Men hvad! det gjør Intet.

Brandt.

Gjør Intet?

28
Adolf.

Nei, for saa vil jeg blot forelske mig i hende.

Brandt.

Nei, det gaar aldeles ikke an.

Adolf.

Fy skam dig! Er du jaloux?

Brandt.

Jaloux? jeg? --- Nei, saa kjender du mig ikke ret. Men . . . ja hør nu, Adolf, lad os tale alvorligt sammen. Du vil selv indsee, at du, med de Følelser, du nærer for min Kone, ikke godt kan boe her i Huset.

Adolf.

Ih, hvad er det for Passiarl

Brandt.

Naar du derimod vil lade mig raade, skal jeg skaffe dig et ypperligt, meget mere comfortabelt Logis her i Nærheden. Gjør det, min gode, kjære Adolf! Du kan troe, det er til dit eget Bedste. Der er to nydelige Døttre . . .

Adolf.

Er der? Ja, dem skal jeg nok besøge. Men jeg bliver her. Der er min Indqvarterings-Seddel --- see!

29
Brandt.

Og det er virkelig dit Alvor, at du vil blive?

Adolf.

Min Ven! jeg mærker af Alt, at du kjender ikke Tjenesten. Det vilde være meget pligtstridigt af mig, om jeg gjorde Indvendinger mod det Qvarteer, der er anviist mig, blot fordi jeg dér har en elskværdig Cousine. En saadan Opsætsighed vilde kun tjene til at sætte mig i Miscredit hos mine Foresatte, ja maaskee have de alvorligste Følger.

Brandt.

Du er uforbederlig.

Adolf.

Altsaa, min Ven, anviis mig mit Værelse. Tjenesten kalder mig, og jeg maa klædes om.

Brandt

Naa, i Guds Navn da! --- Du kan for det Første gaae ind i Kabinettet, lige her ved Siden af Havestuen. Vent, saa skal jeg kalde paa en af Folkene.

Adolf.

Behøves ikke. Jeg har min Tjener med mig. (Ironisk) Vær overbeviist om, at din Indqvartering ikke skal skaffe dig mere Uleilighed end den, der er uundgaaelig. Og hvad din Kone angaaer, saa husk paa, at hun tillige er en af mine nærmeste Slægtninge. 30 Jeg skal behandle hende med al den Opmærksomhed, en ung, smuk Kone kan forlange af En, der paa eengang er hendes Fætter, hendes Mands Ven og Lieutenant ved Hans Majestæts Landsenerer.

(Gaaer ind i Havestuen).

Sjette Scene.

Brandt
(ene).

Naa, nu er da Uveiret brudt løs over mit Hoved, og det meget værre, end jeg frygtede. Og jeg har selv skrevet ham til om Louise. O, jeg Daare! Hvor kan en Mand, der er saa klog, bære sig saa dumt ad? Adolf vil jo forelske sig ti Gange saa meget i Louise, blot fordi hun er gift. Saaledes ere jo alle de Herrer. Men det kan jeg ikke tillade. Jeg har Pligter mod mig selv. Der maa træffes Anstalter . . . Men hvilke? --- Om jeg nu lod min Kone tage til Kjøbenhavn til min Søster, og imidlertid beholdt Hanne her . . . Ja, hvad hjalp det? Han vilde snart søge min Kone op, og saa kunde Ondt blive værre. Men Hanne . . . hvad om hun! O! det er en kongelig Idee, men dristig. Hun er smuk og from, og hvor mægtigt er ikke det første Indtryk! Det er herligt, skjønt! --- Sagtens er det kun Galgenfrist. Sandheden vil snart komme for en Dag. Ah, lad den kun! lad den kun! Har han først 31 gjort Cour til Hanne og foretrukket hende, saa har han allerede fordærvet det med min Kone. Det tilgiver Fruentimmerne aldrig, at man foretrækker en Anden for dem. --- Aa, det er en udmærket Idee! Naar blot min Kone . . . ja, Gud skal vide, hvad hun vil sige til denne udmærkede Idee. Hun har allerede sat sig i Hovedet, at jeg er jaloux. Nu vil hun naturligviis lee mig ud. Men jeg maa see at tale hende tilrette.

Syvende Scene.

Brandt. Louise (fra Haven).

Louise.

Er du der, Brandt? I dette Øieblik fortæller mig Johan, at din Ven er ankommen og er inde i Kabinettet.

Brandt.

Ja, han er ankommen, og det var vel, jeg traf dig. Vi maae nu see til at træffe nogle Anstalter.

Louise.

O, det behøves ikke. Hanne og jeg har allerede sat de to Gjæsteværelser istand.

Brandt.

Nei, kjære Louise, det er ikke de Anstalter, jeg mener. Det er noget ganske Andet, noget, ber efter min Anskuelse er af en meget alvorlig Natur.

32
Louise.

Men det er jo et mærkværdigt Ansigt, du sætter op. Hvad er der paafærde?

Brandt.

Veed du, hvorfor Adolf har søgt saa ivrigt at blive indqvarteret her i Huset?

Louise.

Nei, det veed jeg lige saa lidt, som at han har søgt det ivrigt.

Brandt.

Det stakkels Menneske vidste ikke, du var gift.

Louise.

Den Stakkel!

Brandt.

Hans Hensigt var at anholde om din Haand.

Louise.

Om min? O, du har mig tilbedste! Han kjender mig jo slet ikke.

Brandt.

Han kjender dig af Andres Omtale. Hans Moder har rost dig meget. Jeg troer endogsaa, at det har været hendes Ønske at see Jer som et Par.

Louise.

Saa? (Afsides) Deri, troer jeg, han har Ret.

33
Brandt.

Da han fik at vide, du var gift, blev han meget bestyrtet. Jeg kunde tydelig mærke, han har allerede dannet sig et Phantasie-Billede, som han ikke uden Kamp kan lade fare. Han vilde strax tage bort og udvirke sig et andet Logis; kun Tanken om hans Tjenestepligt, der forbyder ham at vrage et ellers upaaklageligt Qvarteer, kun denne Tanke og mine Overtalelser bevægede ham til at blive.

Louise.

Som jeg siger, du har mig tilbedste.

Beandt.

Hvert Ord, jeg siger, er den pure Sandhed.

Louise.

Jeg troer dig ikke. Kom kun ud med, hvad du har i Baghaanden.

Brandt.

Men naar jeg nu siger dig, at denne Tilstaaelse har gjort stort Indtryk paa mig, og at jeg anseer det for en Skyldighed mod min Ven, at raade Bod paa denne ubehagelige Collision.

Louise.

Hvormed vil du da raade Bod derpaa?

Brandt.

Seer du --- jeg kjender Adolf nøie, maaskee 34 bedre, end han kjender sig selv. Jeg veed, at den ulykkelige Omstændighed, at du er gift ---

Louise
(leende).

Den ulykkelige Omstændighed, at jeg er gift! Ja, og ovenikjøbet med dig.

Brandt.

At den, langt fra at dæmpe hans Lidenskab, vil forstærke den. Naar han træffer sammen med dig, vil han maaskee uhelbredeligt forelske sig i dig, blot fordi du nu er gift.

Louise.

Troer du? blot derfor?

Brandt.

Ja, saadan er han, og saadan er maaskee hele den menneskelige Natur beskaffen. Hanne vil han ganske oversee, uagtet hun er et fromt og elskværdigt Pigebarn. Kun for dig vil han have Øine og Øren; kun dig vil han skjænke al sin Opmærksomhed --- som sagt, fordi du er gift, og fordi hans Kjærlighed er haabløs.

Louise.

Jeg maa tilstaae, at jeg ikke havde tiltroet dig saa stor Veltalenhed.

Brandt.

Nu mener jeg, at vi bør søge at forhindre en saa ulykkelig Udgang af min Vens Liv.

35
Louise.

Forhindre? Vil du maaskee søge Skilsmisse?

Brandt.

Nei, men hvis du nu indrømmer Sandheden af, hvad jeg har sagt, saa vil du vist ogsaa skjænke dit Bifald til en Plan, jeg har udtænkt, hvorved Ingen skades, og hvorved megen Ulykke forebygges.

Louise.

Lad mig høre din Plan.

Brandt.

Seer du, Adolf kjender dig ikke. Han veed kun, at du er hans Cousine, samt ung, smuk og elskværdig.

Louise.

Naar han veed det, saa forlanger jeg ikke mere.

Brandt.

Hanne kjender han heller ikke. Hun er ligeledes hans Cousine, og ligeledes ung, smuk og elskværdig.

Louise.

Hun er endog tre Aar yngre end jeg.

Brandt.

Hvis han traf Hanne som min Kone, da vilde han ganske bestemt forelske sig i hende og oversee dig.

Louise.

Men, hvor skal alt dette ende?

36
Brandt.

Jo, seer du, efter min Overbeviisning kommer Alting her an paa det første Indtryk. Jeg mener derfor, at vi --- hvis det forresten virkelig er dit alvorlige Ønske, at unbgaae et ulykkeligt Forhold --- at vi, naturligviis kun for idag . . .

Louise.

Skal lade Hanne være din Kone og mig din Svigerinde.

Brandt.

Truffet! Det er en Glæde at tale med dig. Du gaaer strax ind paa mine Ideer.

Louise
(med Latter).

Men Brandt, hvor er det, din Jalousie fører dig hen?

Brandt.

Aa, hvor kan du troe . . . Hvad Grund har jeg til at bære jaloux? Om ogsaa Adolf skulde gaae hen og Begaae Dumheder, kan jeg da ikke med al Føie stole paa dig?

Louise.

Ja, af den Mening er jeg i det mindste. Men sig mig een Ting: er det ikke faldet dig ind, at din Plan grunder sig paa et lille Misbrug af min Søsters Fromhed?

37
Brandt.

Taalmodighed! Nu kommer jeg til mit Hoved-Propos. Vi have allerede et Par Gange talt om et smukt og passende Partie til Hanne.

Louise.

Og nu mener du, at Adolf vilde være den rette Mand?

Brandt.

Ja, det er jo et ypperligt Partie. Han er rig og uafhængig --- og en Mand med hans fortræffelige Characteer!

Louise.

Ja, men nu kommer jeg med mit Hoved-Propos, som du siger. Adolfs Characteer har jeg netop Tvivl om --- efter Alt, hvad du har fortalt os.

Brandt.

Om hans Characteer? Har jeg sagt ---?

Louise.

Ja, hans store Letsindighed. Saadan maa en Mand ikke være. Det var dine egne Ord.

Brandt.

Ja, deri har du Ret; det har jeg ganske rigtig sagt. Men glem ikke, at Talen var om Ungdoms-Streger, som Ingen lægger Vægt paa. Jeg indrømmede jo selv, at han havde viist mig væsentlige Tjenester.

38
Louise.

Ja, jeg kan ikke modsige dig, da jeg ikke kjender ham. Men hvad vil Adolf sige til, at vi saaledes have ham tilbedste?

Brandt.

Saadan Noget er just i hans Smag. Han vil blive henrykt over denne Spas.

Louise.

Og endnu Eet: hvis nu Hanne, bedragen af hans Opmærksomhed for hende, føler Godhed for ham, og han siden trækker sig tilbage?

Brandt.

Ja, du har Ret, det vilde jo være slemt. Men den Risico løber man jo, hver Gang en Herre paa et Bal eller i et Selskab gjør Cour til en ung Pige. I alle slige Tilfælde maa man stole paa, at Pigebarnet er fornuftigt og velopdraget, og kan adskille sand Kjærlighed fra det almindelige Courmagerie. Og Hanne er virkelig fornuftig og velopdragen. Du maa desuden ikke oversee, at hun jo i dette Tilfælde veed, hvad hun skal dømme om hans Opmærksomhed, hvis den virkelig kun skulde grunde sig i Letsind. --- Kjære Louise! troe mig, du kan uden Betænkning gaae ind paa denne aldeles uskyldige Plan, der i det Høieste vil give Anledning til Latter og Lystighed.

Louise.

Nei --- oprigtig talt --- jeg kan ikke give den 39 mit Bifald. I deslige tvivlsomme Forhold indlader man sig ofte med et let Sind, uden at betænke, at man ikke raader over Udfaldet. Vi kunne for seent komme til at erkjende, at man ikke bør gjøre for mange Kunster med sine Venner.

Brandt
(tager hende om Livet).

Bedste Louise! giv efter for mig denne Gang. Jeg paatager mig alt Ansvaret. Faaer Sagen det Udfald, jeg antager for rimeligt, saa er det en Lykke for Hanne.

Louise.

Ja, dersom den faaer dette Udfald Men vi burde dog ikke lade det komme an paa et Dersom.

Brandt.

Herregud! hvor kan du være saa paastaaelig!

Louise.

Jeg veed nok, du holder mig for paastaaelig, og hjemme beskyldte man mig undertiden for det Samme. Men, naar vi To disputere, sætter jeg alligevel sjelden min Villie igjennem. Du derimod sætter altid din Villie igjennem, uagtet du er lutter Eftergivenhed.

Brandt.

Men det er jo en Modsigelse.

40
Louise.

Den er ikke saa stor, som det synes. Jeg staaer paa min Mening, det er sandt, thi jeg indrømmer ikke lettelig, at jeg har Uret. Men naar Ingen vil høre paa mine Grunde, saa taber jeg Lysten til at disputere. Du derimod indrømmer strax at jeg har Ret; men du kommer alligevel med andre Grunde, eller med Overtalelse, eller --- hvad der er det Farligste for en ung Kone --- med Kjærtegn, og saa varer det ikke længe, inden din Kone giver efter.

Brandt
(afsides).

Hvad det er et Uheld, at Ens Kone er saa klog !

Louise.

Imidlertid, da det lader til, at vi kunne leve meget lykkeligt sammen paa den Viis, saa vil jeg dennegang som altid staae paa min Ret og --- give efter.

Brandt.

Det kan jeg lide! Du er dog min egen, føelige Kone.

Louise.

Ja, vent lidt. Een Ting maae vi være enige om. Naar den unge Herre ikke synes mig passende for Hanne, saa gjløre vi strax en Ende paa den hele Historie.

Brandt.

Naturligviis. Men nu maae vi skynde os. 41 Adolf er inde og klæder sig om, og kan snart komme ud. Allerførst maa du nu tale med Hanne og forberede hende.

Louise.

Ja, hende maa jeg nok instruere og tale fornuftig med.

Brandt.

Ja, gjør det. Til at instruere og tale fornuftig med Folk er du netop fortræffelig. Nu vil jeg gaae ind og give min gamle Johan et Vink; tael du med Pigerne.

Louise.

Med Pigerne? Det er mig meget imod.

Brandt.

Hvorfor imod? Det er jo kun en Spøg, en Lystighed. Skal man ikke engang imellem afløse det prosaiske Liv med en eller anden dristig, poetisk Idee? --- Kun er det nødvendigt, at vi Alle spille vore Roller naturligt. Hanne maa virkelig instrueres godt. Du maa lægge hende Sagen ret paa Hjertet. Du kan gjerne sige, at jeg ønsker det, at hun kan gjøre mig en Tjeneste dermed. Eller siig kun, at du frygter for, jeg bliver vred, naar hun ikke føier mig.

Louise.

Aa vist ikke. Saa alvorligt maa man heller ikke tage det.

42
Brandt.

Jo, min Sjæl er det alvorligt --- det vil sige, enhver Mystification kræver Kunst, og Kunst kræver Alvor.

Louise
(med Latter).

Ha ha ha! Adolfs Ankomst har udviklet Evner hos dig, som jeg hidtil ikke har drømt om. Instrueer du blot Johan, og overlad min Søster til mig.

Brandt.

Godt --- men saa er der endnu en Ting. Nu maa du . . . jeg mener, at du . . . Ja, du maa naturligviis ogsaa tænke paa, hvorledes du vil forestille din Søster.

Louise.

Nu, jeg vil haabe, det skal lykkes mig.

Brandt.

Det vil det vist. Du er just oplagt til saadan en lille Comedie. Ja, du har virkelig Talent --- jeg siger det aldeles ikke for at smigre dig. Jeg stoler ganske paa din rigtige Tact.

Louise.

Det er mig kjært.

Brandt.

Jeg har tænkt mig, at du som ugift, og som ung, uerfaren Pige, maa være meget retirée og tilbageholdende, 43 kun svare lidt og synes forlegen. Jeg troer, du kan godt holde ham et Par Skridt fra Livet.

Louise.

Aa, hvad er det for et Indfald! Hvilken ung Pige bærer sig saaledes ad? Tvertimod, jeg maa være munter og ugeneert. Jeg kan meget gjerne være lidt coquet.

Brandt.

Nei, det kan du paa ingen Maade.

Louise.

Aa jo, paa en pæn Maade kan jeg gjerne være lidt coquet. Jeg har tænkt mig, at en ung, ugift Pige vil gjerne behage, at Adolf er en smuk, elskværdig Mand --- saa kommer Coquetteriet af sig selv.

Brandt.

Ja, deri har du desværre Ret; af sig selv kommer det. Men, uden at ville modsige dig, troer jeg dog, det Bedste var, om det flet ikke kom.

Louise.

Herom kunne Meningerne være forskjellige. Men at vi nu begge maae skynde os og give Johan og Pigerne og Hanne et Vink, derom kan der kun være een Mening.

Brandt.

Ja, du har Ret, og jeg vil ogsaa nu gaae. 44 Lad ham nu blot ikke træffe dig her, inden Alting er i Orden. Og tael saa med Hanne . . . og du selv --- ja, kjære Louise, coquet skulde du dog ikke agere.

Louise.

Naar jeg ikke maa gaae efter min egen Phantasie, saa vil jeg slet ikke.

Brandt.

Ja, ja --- som du vil. (Afsides). Gud hjælpe en Mand, naar hans unge Kone har sin egen Phantasie!

(Gaaer ned ad Haven).

Ottende Scene.

Louise
(alene).

Altsaa min Mand er skinsyg. Ja, det er jo ikke noget Nyt. Han har været det al den Tid, vi vare forlovede sammen. Og man har sagt mig saa tidt, at Skisyge er et Tegn paa Kjærlighed, at jeg tilsidst har fundet mig taalmodig deri. Jeg vil da ogsaa dennegang føie mig efter hans Luner. Maaskee det er til min Søsters Lykke; det faaer man nu at see, naar man lærer den unge Herre at kjende. --- Men jeg maa nok itide give vor gamle Johan et Vink, thi min stakkels Mand er saa forvirret i Hovedet idag, at han neppe kan give sig selv ordentlig Besked, endsige Andre.

(Bil gaae ned ad Gangen ved Huset).
45

Niende Scene.

Louise. Hanne.

Hanne
(kommer løbende)

Louise! Louise! Veed du, at Adolf er kommen?

Louise.

Jo, men tael ikke saa høit. Han er inde i Kabinettet.

Hanne.

Er han? Har du seet ham? Hvad synes du om ham?

Louise
(leende).

Jeg synes godt om ham, men jeg har ikke seet ham endnu. Derimod har jeg Noget at tale med dig om. Lad os gaae op sammen paa dit Værelse.

(Vil gaae, da Adolf høres tale inde i Huset).
Hanne.

Gud, Louise! det er bestemt ham, der kommer ud. Lad os rende vor Vei.

Louise.

Bliv. Vi kan skjule os her.

(De gaae begge bag om Buskadsen, og staae saaledes, at de under det Følgende sees af alle Tilskuerne).
46

Tiende Scene.

Adolf og Johan, der komme ud fra Havehuset. Louise og Hanne skjulte.

Adolf
(elegant omklædt).

Saa du har tjent saa længe her hos Familien?

Johan.

Det har jeg. Men det er heller intet Under. Saadan et Herskab! Salig Agenten var en velsignet Mand. Hans Kone, der er taget over til Fyen for i Sommer, og begge Døttrene --- aa, det er Allesammen velsignede Mennesker.

Adolf
(afsides).

Begge Døttrene --- det er sandt, jeg har to Cousiner her i Huset. Jeg maa dog see til, at jeg ikke tager feil af den rette. (Høit). Ligner den unge Frue sin Søster?

Johan.

Ja, det er jo begge To velsignede unge Fruentimmer.

Adolf
(afsides).

Det skal jeg blive klog paa! (Høit). Jeg mener, om de ellers ligne hinanden. Ere de lige høie?

47
Johan.

Der skal ikke være megen Forskjel, uagtet Fruen er et Par Aar ældre.

Adolf.

Gaae de eens klædte?

Johan.

Nei, ikke altid, saavidt jeg husker.

Louise
(afsides til Hanne)

Hvor vil han hen med disse Spørgsmaal?

Hanne
(afsides).

For Guds Skyld, lad ham ikke mærke, vi staae her.

Adolf.

Hvad har den unge Frue paa idag? For Exempel, hvad Kjole, hvad Shawl?

Johan.

Idag --- lad mig see --- hun har et rødt Shawl paa og Frøken Hanne et blaat.

Louise
(bytter hurtig, og uden at sige Noget, Shawl med Hanne).
Hanne
(afsides til hende).

Men hvorfor skal vi bytte Shawl?

48
Adolf
(afsides).

Det er just intet paalideligt Kjendemærke. (Høit) . Og forresten ere de eens klædte?

Johan.

Nei, det er de vist ikke. Men jeg har ikke saa nøie lagt Mærke . . . Jo, Fruen gaaer altid med en Snor røde Koralperler om Halsen. Saa har hun den vel ogsaa paa idag.

Louise
(løsner hurtig sit Perlebaand og binder det om Hanne).

Skynd dig, hjælp mig at binde det om.

Hanne
(afsides).

Men, Louise, er du ikke ret klog?

Adolf.

En Snor røde Koralperler?

Johan.

Ja --- og idag har Fruen violette Sko paa. Jeg har selv sat dem ind til hende.

(Ligesom Johan nævner de violette Sko, bukker Louise sig, som om hun vilde bytte Sko, men betænker sig --- tildeels forhindret deri af Søsteren).
Adolf.

Naa --- rødt Shawl, røde Perler, violette Sko.

Johan.

Ja, og det er jo min Tro sandt, siden Fruen 49 er bleven gift, gaaer hun altid med disse nydelige, fine Kapper paa.

Adolf.

Med Kappe? Ja, saa kan jeg ikke tage feil.

Louise
(afsides).

Jo, min Hr. Cousin! De skal tage feil alligevel.

(Tager fin Kappe af og sætter den i en Fart og forkert paa Hanncs Hoved).
Hanne
(afsides).

Men hvad skal alle disse Narrestreger sige?

Louise.

Skynd dig, og lad os gaae, inden han seer os. Jeg skal forklare dig Alt.

(Hun og Hanne ile hurtig ud )*
Adolf.

Nu vil jeg ikke længere opholde dig. Underret blot din Herre om, at jeg venter ham her.

Johan.

Han skal strax være her. Han løb blot over paa Fabriken.

(Gaaer)
* 50

Ellevte Scene.

Adolf
(ene).

Min smukke Cousine er da gift, og med Brandt --- det er igrunden dumt. Hvad vil jeg nu her? I et halvt Aar har jeg tænkt mere paa hende, end jeg vilde tilstaae for mig selv. Jeg tænkte mig hende med alle de Tillokkelser, en ung Pige, hvis Hjerte endnu er frit, kan besidde, og nu --- hvor forskjellige ere ikke de Forhold, man føler sig i til en ung Pige og til en ung Kone! En ung Pige besidder en Duft af Undseelse og Blufærdighed, som ingen ung Kone kan besidde. Ja, alt dette er vist og sandt --- og alligevel, naar jeg vil spørge mig selv, om Louise da nu staaer mindre elskværdig for min Phantasie, saa maa jeg være oprigtig og svare Nei. Paa Veien hertil havde jeg ofte Tvivl. Jeg ventede at skuffes dennegang som saa ofte forhen. Nu derimod --- jeg er nærved at troe, at netop hun var mig bestemt --- og netop hun er tabt for mig.

Tolvte Scene.

Adolf. Brandt (fra Haven).

Brandt
(afsides, idet han træder ind).

Naar nu bare min Kone har talt alvorligt med Hanne! (Høit). Naa, er du der --- Ei, hvor du er elegant !

51
Adolf.

Jeg skal op til Chefen i Eftermiddag, saa var jeg nødt til at pynte mig lidt.

Brandt.

Det har du gjort Ret i. Men, hvad jeg vilde sagt, har du hilset paa min Kone?

Adolf.

Nei, endnu ikke.

Brandt.

Har du ikke? Vent lidt, saa skal jeg hente hende. (Afsides). Saa kan jeg med det Samme selv tale med Hanne.

Adolf.

Ja Tak --- men . . . vi kan jo ogsaa give Tid, til hun kommer. Hendes Indqvarterede maa ingen Uleilighed gjøre hende.

Brandt.

Aa hvad --- Uleilighed! Vent blot lidt, saa skal jeg ---

Adolf

Bliv hellere her og lad os tale sammen.

Brandt.

Som du vil. Men jeg skulde dog ikke troe, at du er bleven stødt, fordi jeg før raadede dig til at 52 tage et andet Logis. Du kan vel begribe, det var kun min Spøg. En gammel Ven som du ---! Om du ogsaa gjorde lidt Eour til min Kone, troer du, jeg brød mig derom? Det maa en fornuftig Ægtemand vænne sig til. Har han en smuk Kone, saa gjøre Herrerne Cour til hende.

Adolf.

Det er ypperlige Maximer! --- Kjære Brandt, jeg skylder dig virkelig en Æres-Erklæring. Oprigtig talt, jeg havde ventet Ængstelighed, Jalousie eller dog Mistænkelighed hos dig, og halvveis besluttet at drille dig lidt.

Brandt.

Nei, Jalousie ligger slet ikke i min Characteer. Overhovedet maa du endelig ikke misforstaae mine forrige Yttringer. Det var ingenlunde for min, men for din egen Skylv, at jeg fraraadede dig Opholdet her. Da Louise nu engang er gift, antog jeg, at Opholdet her i Huset maaskee kunde være dig ubehageligt.

Adolf.

Det vil jeg ikke haabe. Jeg begynder selv at indsee det Daarlige i at beskjæftige mine Tanker saa meget med en Pige, jeg ikke engang har seet. Det var en Levning af min gamle Letsindighed, som jeg nu bekjæmper, det bedste jeg kan. Desuden, naar jeg endelig vil af med mit Hjerte her i Huset, saa har 53 jeg jo endnu gode Udsigter. Din Kone har jo en Søster.

Brandt
(forskrækket).

Hvad siger du?

Adolf.

Jeg siger, din Kone har jo en Søster, som er maaskee ligesaa elskværdig som hun. Jeg kan jo prøve min Lykke hos hende.

Brandt
(afsides).

Ham har da vor Herre bestemt til at være min Plageaand!

Adolf.

Hvorledes er Søsteren?

Brandt.

Søsteren? Jo . . . hun er en meget vakker Pige.

Adolf.

Hun er vel ikke saa smuk som Louise?

Brandt.

Saa smuk? Nei, det er hun ikke.

Adolf.

Ligner hun hende slet ikke?

Brandt.

Jo --- naturligviis, som Sødskende pleie. Det 54 vil sige, ver er nogen ydre Lighed, men ikke megen. Men indre eller Gemyts-Lighed --- nei, det er der slet ikke.

Adolf.

Ikke? Ja, hvad kan det saa hjælpe! (Leende) Jeg seer nok, at jeg enten slet ikke maa forelske mig her i Huset, eller ogsaa maa det være i din Kone.

Brandt.

Ja, gjør det. Jeg skal betragte det som en Triumph for min Smag. --- Men tager jeg ikke feil, saa er det hende, der kommer. Vent lidt her.

(Gaaer Hanne imøde, der kommer fra en af Havens Gange)

Trettende Scene.

De Forrige. Hanne (med Louises Kappe, røde Shawl og Perlesnor).

Hanne
(der ikke strax lægger Mærke til Adolf).

Brandt, du maa tale Louise tilrette. Har du hørt, hvad hun har faaet for et Indfald.

Brandt
(afsides).

Tys! ikke saa høit! Det er ikke hendes det er mit Indfald. Det er jo kun en Spas, vi har hittet paa. Vær føielig, og du skal være min egen, fromme Hanne.

55
Hanne.

Men hvordan skal jeg ---? Jeg gjør mig jo kun til Nar. See, hvordan hun har klædt mig ud.

Brandt.

Vær kun ubekymret. Vi skal nok hjælpe dig. Kom nu og lad mig forestille dig.

Hanne.

Min Gud! er han her? --- Naar du vidste, hvor angst jeg er!

Brandt.

Det gaaer over; det er kun i Beghndelsen.

Hanne
(fortrndelig).

Men jeg har slet ikke Lyst til at agere gift Kone.

Brandt.

Kom nu. (Til Aldolf, der imidlertid har holdt sig i en Frastand). Kjære Ven, tillad, at jeg forestiller dig min Kone.

Adolf
(nærmer sig ærbødig).

Hvis jeg tør haabe i Egenskab af Deres Cousin at ansees som mindre fremmed for Dem --- (afsides) O, hun er smuk og indtagende!

56
Brandt.

Det er jo sandt, du er hendes Cousin. Ja, saa maae I betragte hinanden som gamle Bekjendte.

Adolf.

Jeg indseer først nu, hvilken Lykke der er forskjertset for mig ved den Uenighed, der tidligere har været mellem vore Familier.

Brandt
(afsides til Hanne).

Du maa svare ham.

Hanne
(afsides).

Aa Gud, hvad skal jeg svare? Jeg kan knap samle mine Tanker.

Adolf
(afsides).

Hvor denne yndige Forvirring gjør hende Smuk!

Brandt.

Min Kone siger, at ogsaa hun meget beklager dette spændte Forhold. Aa, vi har tidt talt derom. Men nu kan du indhente det Forsømte.

Adolf
(til Hanne).

Har jeg ogsaa Deres Samtykke til at indhente det Forsømte . . .

57
Brandt.

Men jeg troer, du siger De til min Kone. Det gaaer ikke an. I ere kjødelige Sødskendebørn, Saa maae I være Dus. (Til Hanne). Har jeg ikke Ret?

Hanne
(undseelig).

Ja --- hvis vor Cousin er af samme Mening.

Adolf.

O, det kan der ikke spørges om! Jeg er kun bange for, at jeg mangler Dristighed til at sige Du. Vort Bekjendtskab er saa nyt. Fra mine Drengeaar hørte jeg min Moder omtale min elskværdige Cousine, og ønskede ofte hemmeligt at gjøre heudes Bekjendtskab. I de Aar falder det saa naturligt at sige Du. Hjertet er tilbøieligt til fortrolige Meddelelser. Man drømmer ikke om, at Fortroligheden kan støde paa en Hindring, eller at den kan være upassende. Nu, efter saa mange Aars Forløb, seer jeg min skjønne Cousine for første Gang --- og har ikke Mod til at gjøre Brug af den Ret til Fortrolighed, mit Slægtskab med hende giver mig.

Hanne
(afsides)

Han mener min Søster!

Brandt
(afsides).

Naa, Gudskelov, nu er han i Gang; saa kan 58 jeg gaae min Vei. (Høit). Ja, Du til hinanden maae I sige, det er en afgjort Sag. Men hav mig nu undskyldt. Jeg maa over paa Fabriken. Du holder vel saa længe min Kone med Selskab.

Hanne
(afsides til ham).

Aa nei, bliv her.

Brandt

Jeg kommer strax igjen.

Hanne.

Saa lad i det mindste Louise komme herud.

Brandt.

Nu skal jeg gaae op og kalde paa hende. (Afsides). Det skal Pokkeren gjøre. Jeg gaaer for at holde min Kone borte.

(Gaaer).

Fjortende Scene.

Adolf. Hanne.

Adolf.

Hjælp mig, kjære Cousine, med at faae Munden paa Gang til at sige Du.

59
Hanne
(frygtsom).

Men jeg kan dog rigtig ikke godt gjøre Begyndelsen.

Adolf.

Nei, det er sandt, det var ubilligt at forlange. Saa giv mig din Haand, Cousine, og lad os med et Haandtryk besegle vort Slægtskab. (Tager hendes Haand. Afsides) Hendes Haand skjælver! (Høit) Det Bedste er, at vi lade, som vi havde kjendt hinanden længe. Vi have dog kjendt hinanden gjennem vore Nærmeste. Har din Moder ikke undertiden talt om mig?

Hanne.

Jo, meget oste.

Adolf.

Har hun? Talte hun godt om mig? Hun har vist sagt, jeg var en Vildkat, og forfløien og letsindig.

Hanne.

Nei, hun har tilforladelig ikke talt andet end lutter Godt om dig.

Adolf.

Ikke? O, det er mig uendelig kjært! Ja, det er en herlig Kone. Jeg troer vist, at du maa ligne hende.

Hanne.

I det Mindste har Mange sagt det. Men jeg er ikke saa høi som hun.

60
Adolf.

Jeg mener ikke den ydre Lighed; hvad den angaaer, kan jeg selv see, at du er hende liig. Jeg tænkte paa den indre Lighed.

Hanne.

Nei, saa tør jeg ikke rose mig af at ligne hende. Hun er saa god, saa from og saa klog!

Adolf.

Men alt dette antager jeg ogsaa om dig, kjære Cousine.

Hanne.

Nei, tro mig, jeg mangler endnu Meget i at være som Moder.

Adolf.

Ligner din Søster dig?

Hanne.

Nei, Louise slægter min Fader paa.

Adolf.

Louise? Jeg troede, du hed Louise.

Hanne
(forvirret).

Ja . . . det hedder jeg ogsaa. Jeg --- staaer i Tanker. (Afsides). Jeg tænkte nok, at jeg vilde komme galt fra det.

61
Adolf.

Siig mig, Louise, havde du tænkt dig mig saaledes, som jeg seer ud?

Hanne.

Jo --- men jeg har ogsaa seet Dem --- seet dig engang før.

Adolf.

Har du? Men hvor?

Hanne.

Hos Fru Nørager i Sorø, ved et stort Selskab, der var der ifjor. (Afsides). Det skulde jeg vist ikke sagt.

Adolf.

Og du var der, og jeg vidste det ikke? Hvorledes er det gaaet til?

Hanne.

Jeg veed ikke --- der var saa mange Fremmede, og du blev der kun om Middagen.

Adolf.

Men det var jo et stort Uheld! Betænk, hvis jeg dengang havde gjort dit Bekjendskab, saa var du maaskee nu ikke . . . saa --- ja saa vare vi nu ikke saa fremmede for hinanden.

Hanne.

Nei, det er sandt. Det har jeg ogsaa tænkt paa idag.

62
Adolf.

Virkelig? O, hvad det dog er en Jammer, at vi ikke have kjendt hinanden fra Barnsbeen. Jeg troer bestemt, jeg var bleven bedre og fornuftigere, naar jeg tidligere havde kjendt dig og din Søster.

Hanne.

O, nei! vi havde snarere vundet derved.

Adolf
(afsides).

Det er et reent Naturbarn!

Femtende Scene.

De Forrige. Brandt og Louise, der komme fra en af Havens Gange, den sidste med bart Haar og Hannes blaa Shawl paa. --- Siden Johan.

Brandt
(der søger at holde sin Kone tilbage Afsides til hende).

Er det nu værdt at forstyrre dem?

Louise.

Det er ingen Forstyrrelse --- tvertimod!

Hanne
(afsides, da hun seer Louise).

Gudskelov, der er min Søster. (Iler hen til hende).

63
Adolf
(til Brandt, der nærmer sig).

O, Brandt, din Kone er en Engel, en Skat, en Perle!

Brandt.

Ja, har jeg ikke Ære af mit Valg?

Adolf.

Saa elskværdig! og bly og undseelig som en Pige paa 16 Aar.

Brandt.

Det har du Ret i. Det er mærkværdigt hos en gift Kone.

Adolf.

Og hun er dannet og interessant.

Brandt.

Ja, hun har nydt en god Opdragelse. (Afsides) Jeg er vis paa, at Hanne ikke har talt ti Ord.

Louise
(der træder hen til dem).

Men skal jeg da ikke hilse paa vor Fætter?

Adolf.

Ah, formodentlig min anden Cousine.

Louise.

Jo, Cousine Hanne, med Deres Tilladelse. Men, 64 som det lader, er jeg overflødig her. Min Hr. Fætter har kun Øine for min Søster.

Adolf.

O, tael ikke saaledes! Men det er tilgiveligt, om jeg trænger til Tid for at samle mig.

Louise.

Nu da, Hr. Cousin! naar De da har samlet Dem, saa tillad, at jeg tager Dem nærmere i Øiesyn.

Adolf
(stiller sig op).

Vær saa god! Jeg er til Tjeneste. Men een Ting maae vi være enige om, det gaaer ikke an at sige De til mig. Jeg er Dus med Louise.

Louise.

Ja, naturligviis maae vi være Dus. Det følger jo af sig selv.

Brandt
(træder imellem dem.)

Aa, det er jo ikke nødvendigt.

Adolf.

Hvad nu? Skal jeg da sige Du til din Kone og De til din Svigerinde?

Louise.

Det bragte jo rigtignok lidt Afvexling i Conversationen. Men det Bedste er nok alligevel at sige 65 Du. Altsaa du er den Fætter, vi har hørt saa meget tale om?

Adolf.

Ja, hvis det ikke er altfor slemt, hvad man har talt om mig, saa er det mig.

Louise.

Det er ikke godt at svare bestemt paa. Vi har hørt saa Meget om dig. Folk mener undertiden, at du er temmelig letsindig, men undertiden igjen, at du har en meget respectabel Characteer. (Til Brandt). Er det ikke sandt?

Brandt
(afsides).

Hun driller mig. (Høit). De to Egenskaber kan jo meget godt være forenede, især naar man er ung.

Adolf
(til Hanne, der staaer noget i Afstand).

Troer du, at jeg er letsindig?

Hanne

Det har jeg vist ingen Grund til at troe.

Louise.

Ja, lad nu min Søster i Ro. Hun er desuden gift Kone, og har ikke et saa skarpt Øie for Herrernes Feil som vi unge Piger.

66
Brandt
(afsides).

Min Kone lægger Beslag paa ham, som det lader. (Høit). Men skal vi ikke gaae ind i Værelserne? Hvad er det værdt at staae herude?

Louise.

Aa nei! Lad os blive her. Det er en saa smuk Formiddag. See, hvor klar Himlen er, og Træerne ere endnu oplivede af Natteduggen. Jeg har bestilt Johan herud med nogle Forfriskninger. Nu sætte vi os Allesammen herude. Her vil jeg sidde med min Fætter, da jeg slet ikke har talt med ham endnu. Og her (flytter det ene lille Bold hen til Buskadsen) her kan du sidde med din Kone. Johan bringer Papir og Skrivematerialier ud til dig, hvis du skulde have Lyst til at skrive til Rentekammeret, som du talte om. (Til Adolf). Jeg skal sige dig, han har kun været to Maaneder gift; saa kan han ikke afsee sin Kone, ikke engang, naar han sidder ved sit Arbeids-Bord. Ja, du sukker, Fæer; du havde vel ogsaa Lyst til at være saadan en kjærlig Ægtemand.

Adolf.

Jeg kan ikke nægte, at jeg undertiden har tænkt mig en saadan Lykke.

Louise.

Aa Gud ja, hvem der var vel gift! (Afsides til Brandt). Synes du ikke, jeg gjør mine Sager godt?

67
Brandt.

Jo --- næsten altfor godt.

Louise.

Der kommer Johan. Lad os nu Alle tage Plads. (Efterat de Alle have sat sig [saaledes at Brandt og Louise danne Midten] kommer Johan med en Presenteer-Bakke med Frugt, Viin o. s. v. og gaaer, da han har sat det fra sig).

Louise.

Det var vel. Sæt kun Bakken her hen hos os. (Til Adolf). Min Svoger og hans Kone, de trænge ikke til saadanne Solide Næringsmidler. De har nok i deres Kjærlighed. Vi To derimod, vi kan spise og drikke. Vi ere ikke gifte.

Adolf.

O, du er jo en stor Spøgefugl! Der kommer ikke et atvorligt Ord ud af din Mund.

Brandt.

Han har Ret. Hold nu op med de Narrestreger.

Louise
(til Adolf).

Det er mit Alvor.

Brandt.

Louise! hør, hvad jeg siger dig.

Louise
(til Hanne).

Louise, din Mand taler til dig.

68
Hanne.

Til mig? Hvad skal jeg?

Brandt
(forvirret).

Naa --- ja --- javist. Du skal bringe mig et Glas Viin. Men lad os nu komme til Ro, Børn, og tale ordentlig med hverandre. Vi maae tænke paa, hvad Adspredelser vi kan skaffe vor Gjæst i den Tid, han bliver hos os.

Adolf.

Det er ikke værdt at tænke paa. Jeg trænger ikke til Adspredelse i en saa elskværdig Kreds.

Louise.

Vor Cousin er galant.

Brandt.

Hvad, om vi gjorde en Kjøretour efter Bordet. Jeg har kjøbt en smuk Tilbury, Adolf. I den kan du kjøre med min Kone.

Adolf
(afsides).

Med hans Kone! Det er en sjelden Ægtemand!

Brandt.

Saa kjører jeg med min Svigerinde i min gamle Gig. Vi kan tage ud i Skoven. I det Smukke Veir er der fuldt af Mennesker.

69
Louise.

Ja, det sidder jeg just og tænker paa, og mener derfor, at vi skulde tage et andet Sted hen, hvor der ikke er saa mange Mennesker.

Adolf.

Hvorledes? Er min smukke Cousine menneskesky?

Louise.

Nei, men jeg holder ikke af at støde sammen med mine Byesbørn i Skoven.

Brandt.

Nu, Ulykken er ikke saa stor.

Louise.

Nei, for Guds Skyld! Kjøbenhavnerne ere agtværdige, ja endog elskværdige i deres daglige Liv, ved deres Forretninger, og naar de ere hjemme. Men de ere utaalelige, naar de tage ud for at more sig. --- Du seer paa mine Sko, Fætter?

Adolf.

Ja, jeg seer, at du gaaer ogsaa med violette Sko, ligesom din Søster.

Louise.

Det maa være en Øienforblindelse. Min Søster har du aldrig seet med violette Sko. Det er netop hendes, jeg har paa. Vi fik saa travlt med at gjøre dine Værelser istand, at jeg af en Feiltagelse fik dem 70 Paa. --- Nu kunde du ellers binde mig Baandet, som jeg seer er gaaet løs.

Adolf.

Det skal jeg med største Fornøielse.

Brandt
(springer op)

Men hvad tænker du paa! Det passer sig jo slet ikke, at lade en Herre . . .

Louise.

Men forleden bandt du jo selv mit Skobaand.

Brandt.

Ja, deri har du Ret. Men med mig er det en anden Sag. Jeg er din . . . jeg er din ---

Adolf.

Ja, du er hendes Svoger, og jeg er hendes kjødelige Fætter, altsaa er jeg hende meget nærmere.

Louise.

Naturligviis. Bliv du hos din Kone og tael med hende. Saa vidt jeg har bemærket, har du endnu ikke vexlet et Ord med hende.

Brandt
(der igjen har sat sig).

Man kan jo ikke komme til Orde for dig. (Afsides) Min Kone begynder godt.

(Johan kommer ind med Papir, Skrivertøi og Tilbehør).
71
Johan.

Værsgod, der er Herrens Skrivertøi.

Brandt
(ærgerlig).

Aa, hvem har bedet dig ---

Johan.

Har jeg glemt Noget? Naa, Linealen! Nu skal jeg strax ---

Brandt.

Vist ikke. Tag det Altsammen bort igjen.

(Johan gaaer igjen med Skrivertøiet).
Adolf
(der imidlertid har bundet Skobaandet).

See saa! Er det nu godt?

Louise.

Udmærket. Hvis mit Skobaand oftere skulde gaae løs, mens du er her, skal Ingen binde det fast undtagen du.

Brandt
(afsides).

Jeg sidder som paa Naale.

Louise
(talende over til Hanne).

Men skulde Fætter Adolf ikke see sine Værelser, som vi har gjort saa pænt istand til ham?

72
Hanne.

Jo, hvis vor Fætter har Lyst at see dem.

Adolf
(gaaer hurtig hen til Hanne).

Det har jeg stor Lyst til. Vil du vise mig dem?

Hanne.

Jo, meget gjerne.

Louise
(reiser sig ligeledes).

Kom med, Fætter, saa skal vi begge følge dig derop.

Brandt.

Aa nei, nu sidde vi saa godt. Lad os nu blive sammen.

Louise.

Det er gjort paa et Øieblik.

Brandt.

Ja, det veed jeg Men . . . men . . . med dig har jeg et Par Ord at tale. Du husker, hvad du lovede mig . . .

Louise.

Jeg? hvad har jeg lovet?

Brandt.

Jo . . . hm . . . du veed jo nok.

73
Louise.

Nei, jeg veed Ingenting. Hvad mener du?

Brandt
(afsides til hende).

Du kan jo sagtens lade, som du veed . . . (Høit). Ja, jeg skal nok sige dig det.

Adolf.

Mine Værelser maa jeg see. Det er engang afgjort.

Brandt.

Det skal du ogsaa. Hanne! gaae du op med.

Hanne og Louise
(nærme sig begge)

Er det mig, du mener?

Brandt
(forvirret)

Jeg mener min Kone. Gaae du op med Adolf.

Louise
(til Adolf).

Du seer, at min Svoger er ikke jaloux.

Adolf.

Ja, jeg har allerede beundret ham derfor. --- Kom, kjære, lille Cousine. (Han byder Hanne sin Arm. De gaae ned ad Havegangen nærmest Huset).

74

Sextende Scene.

Brandt. Louise.

Louise.

Nu, min Ven, det gaaer jo godt.

Brandt
(der gaaer urolig op og ned).

Jo --- meget godt --- overmaade godt.

Louise.

Men, du maa ikke forløbe dig med Navnene. Ellers er du istand til at røbe Alt. Husk nu paa, at du skal kalde mig Hanne og min Søster Louise, og at du skal være øm og kjærlig mod Hanne, men lade mig gaae for Den, jeg er, saaledes som en god Svoger pleier mod sin Svigerinde.

Brandt.

Det skal jeg nok huske. Men --- undskyld, at jeg siger dig det --- men, kjære Louise, jeg synes, du glemmer vor Aftale.

Louise.

Jeg? Nei, der tager du vist feil. Jeg bildte mig tvertimod ind, at du vilde beundre mit lille Talent til saadan en Comedie, som du før talte om.

Brandt.

Ja, det har du Ret i. Du har endogsaa udviklet 75 et Talent, som jeg slet ikke havde drømt om. Men --- vor Aftale var dog, at give Adolf Leilighed til at være alene med Hanne.

Louise.

Nei, det var ikke vor Aftale; og det vilde jeg ogsaa, med din Tilladelse, have sat mig imod.

Brandt.

Ja, men vi fandt det dog begge ønskeligt, om der kunde blive et Par af de To; og saa følger det jo af sig selv, at man ikke maa lægge Hindringer iveien derfor.

Louise.

Ja, men glem ikke, hvad jeg betingede mig: at jeg først vilde lægge Mærke til den unge Herre, og lære ham at kjende.

Brandt
(lidt bitter).

Jeg synes kun, at du har stræbt mere efter, at han skulde lægge Mærke til dig.

Louise.

Ja, jeg blev ganske fortryllet af hans smukke, belevne Væsen. Han har megen Aand og Dannelse, og jeg maa give dig Ret i, at han kan være farlig for et ungt Fruentimmer. --- Men jeg frygter for, at Hanne er for stille og alvorlig for din Ven Adolf.

76
Brandt.

Erfaringen viser dog, at slige ueensartede Forbindelser have det bedste Udfald.

Louise.

Aa, ja vist --- det er jo nok muligt. Men --- vi glemme Hanne over at tale om hende. Vi maae dog see ad, hvad hun og vor Fætter foretage sig.

Brandt.

Vil du nu igjen forstyrre dem? Det er som jeg siger: du har en Fornøielse af at adskille dem.

Louise.

Der kommer han, saa kan vi svare vor Disput.

Syttende Scene.

Brandt. Louise. Adolf (fra Haven).

Adolf
(iler hen til Louise).

Kjæreste Cousine! hvorledes skal jeg takke dig og din Søster for det smagfulde Arrangement i mine Værelser. Og den nydelige lille Bogsamling, jeg Skylder din Opmærksomhed!

Louise.

Det er mit eget lille Haand-Bibliothek, der aldeles staaer til din Tjeneste.

77
Adolf.

O, jeg overvældes af saa megen Godhed. Tillad mig at aflægge min Taksigelsse.

(Vil kysse hende paa Haanden).
Brandt
(træder imellem dem).

Undskyld min Svigerinde, kjære Adolf! Hun har Et og Andet at besørge inde i Huset. (Afsides til Louise). Naar du nu vil see, hvad der er blevet af din Søster, saa er der god Leilighed dertil.

Louise.

Nu gaaer jeg. (Til Adolf). Men har du lagt Mærke til det Miniatur-Portrait, der hænger over Sophaen?

Adolf.

Min Tantes Portrait, malt, da hun var ung Pige. Det lagde jeg strax Mærke til. Det er jo, som man seer din Søster.

Louise.

Det kan du ogsaa takke mig for. Jeg har taget det fra mit eget Værelse og hængt det op hos dig. Naar du nu seer paa det, kan du paa eengang tænke paa din Tante og hendes Datter, min gifte Søster.

Brandt
(afsides til hende).

Det kan jeg lide; det var velbetænkt.

78
Louise
(ligeledes afsides).

Der kan du see. (Høit). Men undskyld mig nu. Husets Forretninger kalde mig.

Adolf.

Er der Intet, jeg kan hjælpe dig med?

Louise.

Jo, Tak! kom kun.

Brandt
(holder ham tilbage)

Hvad er nu det for et Indfald! Skal Adolf maaskee hjælpe dig med at levere Dækketøiet ud? Lad ham nu blive her. Jeg maa jo ogsaa have lidt godt af ham.

Louise.

Jaja, saa gaaer jeg alene.

(Gaaer ind i Huset)

Attende Scene.

Adolf. Brandt.

Adolf
(afsides).

Det er forunderligt, som han er urolig, naar man blot nærmer sig hans Svigerinde. Jeg maa 79 dog prøve ham. (Høit) Det er en meget spirituel Pige, din Svigerinde.

Brandt.

Aa ja --- hun har et ret godt Hoved.

Adolf.

Det vil kun sige lidt. Nei, hun har ualmindelig megen Aand.

Brandt.

Aa ja saamænd. Men, hvad jeg vilde sagt, jeg maa dog vise dig min nye Tilbury, som jeg før talte om. Har du Lyst ---?

Adolf.

Jo strax. --- Men for at komme tilbage til din Svigerinde, da kunde jeg næsten fristes til at forsøge min Lykke hos hende.

Brandt

(forskrækket)

Forsøge din Lykke? Hvad mener du?

Adolf.

Nu ja, du veed jo, med hvad Ideer jeg er kommen hertil. Min ældste Cousine, som jeg egentlig tænkte paa, er gift, hun er din Kone. Men hendes Søster er jo ogsaa meget elskværdig.

Brandt
(afsides).

Der har jeg da selv jaget mig en Stage i Livet. 80 (høit). Vist er hun --- men du kan troe mig, hun passer slet ikke for dig.

Adolf.

Mener du? Hun er jo saa munter og behagelig.

Brandt.

Ja, det har du Ret i. Men du maa have en ganske anden Rone. Seer du . . . som for Exempel --- ja, hvem anfører jeg i en Hast? --- ja, som min Kone. Hun kunde ret være Noget for dig. En, der er blid, from og overbærende.

Adolf.

Din Svigerinde har, saavidt jeg kan skjønne, en ypperlig Forstand. Den lærer os at bære over med Andre. Naar jeg blot veed, at jeg ikke er hende ligegyldig ---

Brandt.

Ja, det kan vi altid tale om. Vent nu her, saa skal jeg vise dig . . .

Adolf.

Jeg kan altsaa stole paa dit Samtykke?

Brandt.

Tvivl endelig ikke derpaa! En gammel Ven som du! --- (Afsides). Det er nok den høie Tid, vi faae en Ende paa den Historie.

81
Adolf.

Jeg troer, jeg vil gjøre et lille Forsøg idag ---

Brandt
(hurtig).

Nei, det maa jeg oprigtig fraraade dig. Min Svigerinde vilde betragte det som en stor Letsindighed, og du vilde fordærve Alt derved. Overhovedet, idag maa du ikke tænke paa alvorlige Ting. Bliv nu her, saa skal jeg see til at faae en Karl fat og lade min nye Vogn trække frem. Jeg skal imidlertid sende min Kone ud til dig. (Afsides, idet han gaaer) Frie til min Kone! Nei, det er en lille Smule for galt.

Nittende Scene.

Adolf
(alene).

Det er mærkværdige Forhold, jeg her er kommen ind i. Det er jo aabenbart, at Brandt elsker sin Svigerinde. Mod sin Kone er han ligegyldig, men fra hendes Søster har han intet Øie, Kun to Maaneder gift --- det er jo forfærdeligt! Og alligevel troer jeg, at hans Svigerinde har ham en Smule tilbedste. Og hans Kone --- jeg synes næsten heller ikke, at hun føler meget varmt for ham. Da jeg nylig var oppe med hende paa mine Værelser, og af Overgivenhed slog min Arm om hendes Liv, --- hvor hun skjælvede og blev bleg! Om jeg nu var elsket 82 af hende? Hun har jo seet mig før. Herregud, det kan løbe koldt og varmt ned ad Ryggen paa En ved saadanne Tanker. Men det er stygge Tanker --- jeg vil ikke give dem Plads i mit Bryst. Hun er min Vens Kone --- og jeg vil handle som en honnet Karl. Er ikke hendes Søster en herlig Pige, saa munter og opvakt! Maatte jeg ikke betragte det som en Lykke, hvis hun blev mig til Deel. Visselig --- men som min gifte Cousine, nei, saaledes er hun ikke! (Tager det omtalte Portrait frem). Det er hendes Moders Portrait, som jeg stjal mig til at tage ned fra Væggen deroppe. Det er Træk for Træk det samme Billede som min Cousine. Dette bly, qvindelige Udtryk, dette uforlignelige Træk af Veemod og Eftertanke, som jeg saa ofte har bemærket hos hendes Moder --- Alt er hos hende, saaledes som jeg tænkte mig det. Ak min Gud, hvorfor er hun gift, og med en Mand, der ikke elsker hende, og som maaskee hun heller ikke elsker!

Invende Scene.

Adolf. Louise. Siden Hanne.

Louise
(afsides, idet hun kommer ud fra Havestuen).

Hanne sad og græd paa sit Kammer. Jeg maa dog vide, hvad her kan være iveien. (Høit) Her har du mig igjen, Fætter! Jeg vilde haft min Søster ned med, for at vi begge kunde vise vig de 83 nye Anlæg i vor Have; men hun var vred og vilde ikke. Det er dog vel aldrig dig, der har gjort hende vred?

Adolf.

Det skulde jeg ikke troe.

Louise.

Ja, jeg heller ikke. Det vilde i det mindste være meget utaknemmeligt af dig, efterat hun har flyttet sin egen smukke, nye Sopha op dit dit Værelse, for at du kunde have det beqvemt.

Adolf.

Har hun virkelig?

Louise.

Som jeg siger. Hun har kun haft den en Maaned, og vilde knap tillade, at Nogen af os satte sig derpaa; og den har hun nu offret til dine Støvler og Sporer.

Adolf.

Kan jeg ikke gaae op. og formilde hende, hvis jeg mod min Villie har fornærmet hende.

Louise.

Nei, bliv nu. Jeg haaber, at hun betænker sig og kommer ned af sig selv. (Seer paa ham). Men, siig mig, hvad er det for en Sløife, som stikker frem der. Jeg synes, jeg skulde kjende den.

84
Adolf
(forvirret, vil skjule den).

O, det er Ingenting.

Louise.

Aa, lad mig see! Jeg er saa nysgjerrig.

Adolf
(tager Portraitet frem).

Nu, saa see da!

Louise.

Hvad seer jeg! Min Moders portrait! (Med Latter). Og det bærer du paa Brystet! Naa, nu seer jeg da, at du oprigtig holder af din Tante.

Adolf.

Du spotter mig.

Louise.

Er vor hele Familie i opstigende Linie dig ligesaa dyrebar, saa kan jeg tractere dig med et Portrait af vor Oldemoder. Det er et sjeldent Stykke. Hun er malt, som hun saae ud paa sin Bryllupsdag, i stivt Corset med lyserøde Engageanter og Haaret sat à la Fontange.

Adolf.

O, hold op!

85
Louise.

Paa Skjødet har hun en lille Myndehund med en skjæv Hals, og i den ene Haand en Pindse-Lilie.

Adolf.

Dril mig ikke længer. Du veed nok, hvorfor jeg har gjemt dette Portrait.

Louise.

Nei, det veed jeg ikke.

Adolf.

Nu, saa lad mig da ligefrem fortælle dig det. Jeg kom hertil idag med den Hensigt at . . nu at frie til din Søster, hvis hun svarede til den Forestilling, jeg havde gjort mig om hende.

Louise.

Til min Søster! Til en gift Kone!

Adolf.

Jeg drømte ikke om, at hun var gift. Jeg kjendte ingen af mine to smukke Cousiner, og det maa tjene mig til Undskyldning, at jeg ikke lige saa godt forud dannede mig en Forestilling om din Elskværdighed som om hendes. Men jeg antog, at see et forynget Billede af min Tante; og med hende har din Søster unægtelig mere Lighed end du.

Louise
(afsides).

Godnat, forføngelige Indbildning! (Høit) Ja, 86 det er en meget ubehagelig Affaire. Hvad har du da nu isinde, stakkels Fætter?

Adolf.

Min Vens Kone er mig hellig; det følger af sig selv. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil fortvivle. Muligviis gives der endnn en Trøst for mig, en Trøft, der kan indeholde større Lyksalighed, end jeg selv aner.

(Her nærmer sig Hanne fra den Gang, der gaaer bag om Buskadsen).
Louise.

Det er en Beslutning, der er dig værdig. Men tør jeg vide, hvori du vil søge din Trøst?

Adolf
(tager hendes Haand)

Hvad synes du om mig, kjære Cousine?

Louise.

Jeg synes godt om dig.

Adolf.

Er det for dristigt, om jeg haaber, at du vil give mig Erstatning for det Tab, der nu engang ikke kan oprettes?

Louise.

Jeg? Frier du til mig?

Hanne
(afsides).

O, min Gud! hvad maa jeg høre!

87
Adolf.

Du seer, jeg er oprigtig. Jeg har skriftet ærligt for dig. Giv mig nu et ærligt Svar.

Lonise.

Siden du er saa oprigtig, vil jeg ogsaa være det. Siig selv, kan du med Villighed forlange, at jeg saaledes skal være din Nødhjælp, naar alt Andet slaaer feil for dig?

Adolf.

Elsker du maaskee en Anden?

Louise.

Det er et Samvittigheds Sprøgsmaal. Men, i al Fald, hvad var det værdt at lade sig genere af? Du elsker jo en Anden, og frier alligevel til mig.

Hanne
(afsides og med Taarer)

O, gid jeg var tusinde Mile herfra!

Adolf.

O, svar mig alvorligt! Hvis du synes om mig, saa nægt mig ikke dit Ja. Desuden --- du skulde see til at komme bort herfra Huset. De Forhold, du her lever i, due ikke.

Louise
(med Latter).

Due de ikke? Aa, jeg synes dog, de ere ganske gode.

88
Adolf.

Nei, du kan troe mig. Jeg seer klarere end I Andre. See til at komme herfra. Tag med mig til min Moder.

Louise.

Ja, Tak, men jeg har det ellers ret godt her.

Adolf.

Din Søster gaaer omkring taalmodig som en Engel, og sørger i Stilhed. Brandt er urolig, snart piint af Lidenskab og snart af Følelsen af sin Pligt. Alt dette kan ikke være skjult for dig.

Louise
(afsides)

Jo, han seer rigtignok klart.

Adolf.

Du maa kunne mærke, at Brandt fortæres af Kjærlighed til dig.

Louise.

Mener du virkelig?

Adolf.

Men det er jo saa aabenbart, at Enhver kan see det.

Louise.

Ja, siden du nu gjør mig opmærksom derpaa, synes jeg selv, at han har Kjærlighed til mig.

89
Adolf.

Og det er jo grueligt!

Louise.

Ja, du har Ret, det er grueligt. Saadan en Mand!

Adolf.

See derfor til at komme ud af disse ulykkelige Forhold, saavel for Brandts Skyld som for din egen Skyld. Jeg tør ikke skjule for dig, at et længere Ophold her i Huset er farligt for din Søsters Rolighed og --- farligt for dit Rygte.

Louise.

Hvad siger du? Mit Rygte? Saa tør jeg ikke blive her et Øieblik. Et Menneskes Rygte er hans største Helligdom.

Adolf.

Ja, har jeg ikke Ret? Nu, som sagt, tag da med mig til min Moder i Byen, og endnu idag, og, hvis du vil lyde mit Raad, allerhelst nu i dette Øieblik. Ogsaa for mig vil det være godt at komme herfra --- jeg tilstaaer det oprigtig. Men med Tiden vil jeg lære at kjende dig, vil indsee, at der kan vente mig en stor Lykke ved din Side. Kan det saa lykkes mig at erhverve din Velvillie, saa tillad mig at anholde om din Haand. Det er Alt hvad jeg forlange.

90
Hanne
(afsides).

Jeg vil gaae --- jeg holder det ikke ud . . .

(Gjør en Bevægelse som for at gaae).
Louise
(afsides).

Det er min Søster, der kommer! (Høit) Kjære Fætter, jeg er ganske urolig over, hvad du har meddeelt mig, og jeg indseer, at jeg (med Betoning) saavel for min egen som for min Søsters Skyld bør følge dit Raad. Jeg vil tage med dig til din Moder, og, som du raader mig, allerhelst strax. --- Vent her; jeg vil blot tage Hat og Shawl paa. Eller gaae ned ad den Gang, saa vil du træffe paa En, der kan trøste dig under min Fraværelse. (Afsides). Min stakkels, stakkels Mand! Hvad hjælpe ham nu alle hans Kunster for at passe paa sin Kone. Nu staaer jeg lige paa Nippet til at blive ført bort!

(Gaaer ind i Huset).
Adolf.

Hvad mener hun? (Gaaer hen mod Buskadsen) Seer jeg ret? Er du her, bedste Louise?

Hanne
(forvirret).

Jeg kom i dette Øieblik . . . jeg søgte min Søster.

Adolf.

Men du har jo grædt Hvad feiler dig?

91
Hanne.

Ingenting --- der feiler mig Ingenting.

Adolf.

Jovist --- du har grædt, du er bedrøvet. O, betro mig din Sorg!

Hanne.

Jeg har ingen Sorg --- slet ingen. Lad mig nu gaae. Jeg har ikke Tid.

Adolf
(holder hende tilbage)

O, bliv! Du er dog vel ikke vred paa mig?

Hanne.

Nei, jeg er ikke. Men lad mig gaae. Jeg skal sige til min Søster, at hun skal komme ud. Du venter vist paa hende.

Adolf
(forskende).

Du har hørt vor Samtale? Har du ikke? Du har hørt, at jeg anholdt om hendes Haand. Men saa har du ogsaa hørt min aabenhjertige Tilstaaelse, at det netop var dig, kjære, bedste Louise, der strax ved min Ankomst gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mit Hjerte. Det skulde aldrig være kommet over mine Læber --- aldrig! Du tilhører en Anden, og jeg maa opgive Haabet om dig.

Adolf
(forskende).

Du har hørt vor Samtale? Har du ikke? Du har hørt, at jeg anholdt om hendes Haand. Men saa har du ogsaa hørt min aabenhjertige Tilstaaelse, at det netop var dig, kjære, bedste Louise, der strax ved min Ankomst gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mit Hjerte. Det skulde aldrig være kommet over mine Læber --- aldrig! Du tilhører en Anden, og jeg maa opgive Haabet om dig.

92
Hanne
(afsides).

Min Sud, hvad skal jeg svare --- !

Adolf.

Jeg har bildt mig ind at finde Erstatning hos din Søster. Maaskee jeg bedrager mig. Men I ere begge mine nære Slægtninge, I ere Sødskende, og begge mig kjære og dyrebare. Giv mig hendes Haand. Jeg vil haabe, det skal være til min Lykke.

Hanne
(forvirret).

Men hvor kan jeg . . . jeg kan jo slet ikke . . . (Afsides) Men er det da ikke ærgerligt, at jeg skal staae her og forstille mig for deres Indfalds Skyld!

Adolf.

Der kommer din Mand. Lad os tale med ham og høre, hvad han siger.

Hanne.

O, Gud nei, lad mig gaae. Jeg kan ikke blive, naar han kommer.

Adolf
(afsides).

Det er forunderligt! Hun har ligesom en Angst for sin Mand.

93

Eenogtyvenbe Scene.

Adolf. Hanne. Brandt.

Brandt
(da Hanne vil gaae md)

Bliv her! Hvorfor gaaer du ind?

Hanne.

Jeg maa nu ind.

Brandt
(Vil holde hende tilbage)

Hvilken Passiar! du skal blive og holde Adolf med Selskab. Jeg maa op til din Søster.

Hanne.

Jeg kan ikke. Du har Synd af at holde paa mig.

(Gaaer ind).
Adolf
(alvorlig).

Lad din Kone gaae ind, Brandt! Jeg vil tale et Ord med dig.

Brandt.

Nu, hvad vil du da?

Adolf.

Jeg har nylig haft en Samtale med din Svigerinde.

94
Brandt.

Med min Ko --- med min Svigerinde, siger du?

Adolf.

Ja. Jeg har allerede betroet dig, at hun har gjort Indtryk paa mig. Jeg har nu selv talt til hende derom.

Brandt.

Saa? --- Hvad svarede hun?

Adolf.

Hun bad om Betænknings-Tid. Men hun berøvede mig ikke Haabet. Hun tilstod endogsaa ligefrem, at hun syntes godt om mig.

Brandt.

Saa? Virkelig?

Adolf.

Rimeligviis vil hun først høre din Mening.

Brandt
(afsides).

Det tvivler jeg stærkt paa.

Adolf.

Hvad mener nu du?

Brandt.

Ja --- oprigtig talt, jeg synes slet ikke godt om dette Frieri. Strax den første Gang, man seer en 95 ung Pige, at anholde om hendes Haand, det er, mildest talt, Letsindighed.

Adolf.

Jeg troer ikke, det gavner, at betænke sig længe i det Capitel.

Brandt

Men du er jo slet ikke kommen for hendes Skyld. Det er jo min Kone, du et halvt Aar har sværmet for, skjøndt du ikke kjendte hende. Hvis du nu fortalte mig, at det var hende, der havde gjort et saa stort Indtryk paa dig, da vilde jeg finde det rimeligt. Men min Svigerinde!

Adolf
(meget olvorlig)

Brandt! vær fornuftig! Jeg kan nok begribe, det er dig ikke ret med, at jeg har Godhed for din Svigerinde!

Brandt
(afsides).

Nei, det har han Ret i.

Adolf.

Men lad mig her handle. Jeg troer, det vil være bedst for os Alle. Du kan og du bør ikke nægte mig hendes Haand. Lad hende forenes med mig, lad hende komme bort fra dit Huus ---

96
Brandt.

Aa, du taler som en Fusentast.

Adolf.

Hør Brandt, du kjender ikke selv dit Hjertes Tilstand. Men jeg har gjennemskuet dig: du elsker din Kones Søster. Men Gudskeelov har jeg saa megen Magt over mig selv, at jeg ikke vil benytte din Svaghed. (Med stærk Stemme). Hun maa bort af dit Huus. Det er endog min Pligt som nærmeste Slægtning at handle her. Jeg fører hende bort endnu idag.

Brandt.

Vil du føre hende bort?

Adolf.

Der skal Intet hindre mig deri. Jeg gjør ingen Hemmelighed deraf; jeg vil gaae aabent tilværks. (Afsides) . Der er hun!

Toogtyvende Scene.

Adolf. Brandt. Louise

(med Hat og Shawl paa)

og siden Hanne, begge fra Havestuen.

Adolf.

Kom kun, kjære Hanne. Jeg har fortalt din Svoger Alt. Han veed, at du lige nu paa Stedet følger med mig.

97
Brandt
(til Louise).

Men hvad skal alt dette betyde? Hvorfor er du paaklædt?

Louise.

Jeg veed ikke ret . . . Fætter Adolf har saadan en stor Lyst til at føre mig bort.

Brandt.

Aa, nu har jeg hørt det mod ! Hvilke Taabeligheder!

Adolf.

Min Beslutning er fast --- kom, Hanne! (Tager Louises Haand og vil føre hende med sig).

Brandt
(stadsende ham).

Men er du forrykt? Vil du føre min Kone bort.

Adolf.

Din Kone? Har du to Koner?

Brandt.

Aa nei, vist ikke --- men . . . men ---

Louise.

Ja, jeg er hans Kone, kjære Fætter! Ifald du nu har Lyst til at gjøre Cour til mig, saa er der Intet iveien.

Adolf.

Men din Søster Louise, er hun da . . .

98
Louise.

Jeg be'er! hun hedder Hanne.

Adolf.

Hanne! og hun er ikke hans Kone? Ja, saa kan jeg begribe hans Adfærd. Altsaa Hanne er virkelig ikke gift?

Louise.

Nei, desværre.

Adolf.

Desværre? O, desbedre! Saa har jeg Haab maaskee ---

Louise.

Maaskee. Men allerførst maa du nu fatte en Beslutning, hvem af os To du vil frie til. Thi det synes mig ikke, du er paa det Rene dermed.

Adolf.

O, du har Synd af at spotte mig I Jeg har jo skriftet for dig saa ærligt, som du kan forlange. Tael min Sag hos din Søster.

Louise.

Ja, jeg skal see til, hvad jeg kan gjøre for dig. Der kommer hun netop.

(Gaaer den indtrædende Hanne imøde).
Brandt.

Men hører jeg ret? Det er altsaa dog Hanne, du er skudt i?

99
Adolf.

Javist, kjære Ven, men I ere jo selv Skyld i al den Forvirring.

Brandt.

Det har du Ret i, det var en stor Feil af os. Dit Valg har hele mit Bifald. Hanne er en ypperlig Pige. Hun giver dig ikke Nei; det bør hun heller ikke.

Hanne
(der imidlertid har talt med Louise, afsides til hende).

Men han troer jo, at jeg er gift.

Louise.

Ja, men nu, har han sagt, vil han ikke bryde sig om, at du er ugift. Han tager dig alligevel.

Hanne.

Aa, du gjør Nar af mig. Jeg vil slet ikke vide Noget af det Hele.

Louise.

Hvad er det for en Tale! Du græd jo for mig derinde og klagede, at du var ulykkelig. For Ingenting græder man ikke.

Hanne.

Men jeg har jo selv hørt, at han friede til dig.

Louise.

Men jeg har jo forklaret dig ---

100
Hanne.

Men jeg troer dig ikke.

Louise.

Jaja --- jeg kan begribe, at du er vred paa Fætter Adolf, paa hans store Letsindighed --- ikke? Saa give vi ham er Kurv. Han skal paa Øieblikket tage herfra. (Vender sig til Adolf med paatagen Alvorlighed). Kjære Fætter, nu har jeg talt med min Søster.

Adolf
(der imidlertid har staaet i Samtale med Brandt, nærmer sig hurtig).

Har du? Hvad Svar gav hun?

Louise.

Min Søster skjuler ikke sin Velvillie for dig som vor nære Slægtning; heller ikke nægter hun dig sin Agtelse som Militair. Men hun er bleven altfor urolig over din Flygtighed, til at hun tør tænke paa en Forening, der i Almindelighed beregnes for hele Livet.

Hanne
(afsides til hende).

Det har jeg jo slet ikke sagt!

Adolf.

Men Herregud, min Flygtighed er da heller ikke saa stor, som I antage. Jeg har de bedste Anlæg til at blive stadig og sat.

101
Louise.

Ja, saa maa hun vente til disse Anlæg komme til Udvikling. Men for Tiden byder hende Pligt og Klogskab ---

Brandt.

Aa, hvilke Indbildninger! Hanne skal give efter. Jeg staaer inde for Adolf.

Hanne
(afsides til Louise)

Du maa skamme dig, som du taler.

Louise
(sagte til hende).

Lad mig --- det er en Velfærds-Sag. (Høit til Adolf). Af alle disse Grunde og Hensyn har hun besluttet --- (tager Hannes Haand) --- og jeg tilstaaer, jeg kan ikke fortænke hende deri --- har hun besluttet, kjære Fætter, at --- give dig sin Haand. Angaaende Hjertet maa du selv tale nærmere med hende.

Adolf.

O, jeg Lykkelige!

Brandt.

Det kan jeg lide. (Afsides) . Det er ordentlig som jeg aander friere, efterat jeg har faaet ham vel employeret.

Adolf.

Nu er jeg ikke længer vred paa Jer, at I have 102 haft mig tilbedste. Det har banet Veien for mig til en stor Lyksalighed.

Brandt.

Ja, tag mig det ikke ilde op, kjære Ven. Men jeg nægter ikke, at jeg fik en lille Skræk paa mig, da jeg erfarede, al vi skulde have en Officer til Indqvartering, og min Skræk blev ikke mindre, da jeg opdagede, at det var dig. For Fremtiden skal det være mig en fast Regel: heller et heelt Compagnie Karle end en eneste Lieutenant.

Louise.

Min Ven, tillad mig at gjøre en Bemærkning. Den Indqvartering, Kongen og Øvrigheden foreskrive os, den bøier jeg mig for og finder mig i som en god Undersaat; den er hverken farlig for dig eller din Kone. Men der er en anden Indqvartering, der er en stor Plage for dig og til stor Uleilighed for din Kone. Det er Skinsygen. Lad os vogte os for den!

Brandt.

Ja, det har du Ret i.