Henrik Hertz

📖 Dramatiske Værker

Gyldendalske Boghandel (Reitzelske Afdeling). Fr. Bagges Bogtrykkeri. Kjøbenhavn. 1897.

b

        

c

Indhold.

  • Indqvarteringen . . . . . . . . .1.
  • Svanehammen . . . . . . . . . . 103.
  • Fristelsen . . . . . . . . . . .245.
d

Indqvarteringen. Lyststpil i een Act.

2

Skrevet i Slutningen af 1840.

Opført første Gang paa det kongelige Theater den 4de Septbr. 1841.

Indqvarteringen. Lystspil i een Act.(Anonymt). Kbhvn. 1841.

Dram. Værker, 1ste Bind.

(Revideret. Ved Revisionen er Slutningen omarbejdet. Ellers Kun mindre Textforandringer.)

Indkvarteringen. Lustspel i 1 akt, öfversat af Volk-mann Busch. Stockholm 1842.

Die Einquartierung. Lustspiel in einem Act. Aus dem Dänischen Übertragen von H. Zein. Kopenhagen 1843.

Einquartierung. Lustspiel in 1. Aufz. Deutsch v. M. Lange. Leipzig.

3

Personerne.

  • Brandt, Fabrikeier.
  • Louise, hans Kone.
  • Hanne, hendes Søster.
  • Adolf Hermansen, Landseneer-Officeer.
  • Johan, Brandts gamle Tjener.
  • En Tjener.

Handlingen foregaaer i Frederiksberg-By.

4

        

5

Et Havepartie ved Brandts Vaaningshuus. Tilvenstre en Fløi af Bygningen med en Havestue-Dør. Udenfor denne nogle Træer, hvorunder to smaa Borde og nogle Havestole. Noget tilhøire et lille Buskads, der er anbragt saaledes, at de, der staae mellem dette og de nærmeste Sidecoulisser, kunne sees af Tilskuerne, men ikke af dem, der ere hiinsides af det paa Scenen. Til Havens Udgang gaae to Gange eller Stier, een nærmest Huset, og een mellem Buskadesen og Sidecoulisserne.

Første Scene.

Brandt, Louise og Hanne sidde ved et Bord, den første læsende i en Avis, de tvende andre sysselsatte med Haandarbeid.

Louise.

Staaer der noget Nyt i Aviserne?

Brandt.

Intet, der kan interessere Jer.

Louise.

Det kan du ikke vide. Naar det er nyt, har det altid den gode og ubestridelige Egenskab, at det ikke er gammelt. Lad os høre, hvad der staaer, hvis det ellers virkelig er nyt.

6
Brandt.

Kan det interessere Jer, at en Mand i Jylland for en stor Forsamling Mennesker har aflagt de utvivlsomste Prøver paa, at han ikke kan gaae paa Vandet?

Louise.

Nei.

Brandt.

Eller at Madam Klatts Elephant har drukket saa meget Brændeviin, at den har faaet en rød Snabel?

Louise.

Nei, heller ikke --- uagtet en Dranker i saa stor Stiil indgyder uvilkaarlig Respect.

Brandt.

Eller kan det interessere Jer, at Regimenterne ere kaldte ind til Høstmanøver?

Louise.

Jo --- det er jeg nødt til at interessere mig for. Du har jo sagt, at her paa Gaarden pleier altid at ligge Indqvartering.

Brandt
(springer op).

Hvad? Indqvartering? Ja, Gud hjælpe os, det er jo sandt! og det har jeg slet ikke tænkt paa. --- Nei, det gaaer ikke an!

7
Louise.

Man spørger os nok ikke. Vi maae nok tage mod Indqvartering, enten vi ville eller ikke.

Brandt.

Ja, Indqvartering og Indqvartering ere To. Et Par Karle kan de nok lægge ind paa Gaarden. Men Ulykken er, at her pleier altid at ligge en Officeer og hans Tjener.

Louise.

Og du mener, det vil skaffe os Bryderi?

Brandt
(hurtig).

Ja, justement --- det vil skaffe os utroligt Bryderi --- og dig især. Aa, du forestiller dig ikke, hvad saadan en Herre gjør for Fordringer, og hvilken Opvartning han forlanger.

Louise.

Hvad Regiment pleier at ligge her i Egnen?

Brandt.

Hos os pleier altid at ligge en Landseneer-Officeer.

Hanne
(udbrydende).

En Landseneer-Officeer?

Brandt.
8

Nu ja, mit fromme Lam, er den Raritet saa mærkværdig?

Hanne
(forvirret).

Nei --- det meente jeg ikke. Men --- men, jeg tænkte paa, at vi har en . . . (Til Louise). Har vi ikke en Cousin, der staaer ved Landsenererne?

Louise.

Jo, Adolf Hermansen.

Brandt.

Adolf Hermansen? Ih Gud bevares! Er det Jeres Cousin? Ja, han staaer ganske rigtig ved Landsenererne. Men det er jo en skrækkelig Historie!

Louise.

Hahaha! Hvordan er det, du tager afsted? Er det en saa stor Ulykke, at Adolf Hermansen staaer ved Landsenererne?

Brandt.

Aa nei, vist ikke. Men at han er Jeres Cousin, det er en Ulykke. Kjender jeg ikke nok Adolf Hermansen? Vi har jo i forrige Tider været uadskillelige. Kommer han til Byen, og faaer at vide, at jeg er gift med en Cousine af ham, da vil Intet være ham saa magtpaaliggende som at søge mig op.

9
Louise.

Men derfor skal du ikke være urolig. Jeg begriber nok, hvad du mener. Du troer, at jeg, ligesom saa mange andre Koner, forlanger, at min Mand skal afbryde alle sine Ungdomsforbindelser. Men saa egoistisk er jeg ikke. Tvertimod, naar Adolf er din Ven, skal han ogsaa være min; og jeg skal gjøre mig al Umag for at erhverve hans Velvillie.

Brandt
(afsides).

Ja, mange Tak! (Høit). Det er ypperlige Grundsætninger. Men seer du, mit Venskab med Adolf var, sandt at sige, just ikke saa meget hedt. Det var et af disse flygtige Bekjendtskaber, Ungdommen stifter og Letsindigheden fortsætter. Og i de senere Aar har al Forbindelse mellem os været saa godt som afbrudt.

Louise.

Saa? Ja, det er en anden Sag. Men --- det falder mig nu ind --- du har engang fortalt mig om en ung Officeer, der for din Skyld nær var kommen op at duellere. Det var dog vel ikke Adolf?

Brandt.

Jo, det var det rigtignok.

Louise.

Og, naar jeg ikke husker feil, fortalte du mig for et halvt Aar siden, dengang du var i Forlegenhed 10 for Penge til den nye engelske Væv, at det var en Ungdoms-Ven af dig, der af sig selv gjorde dig et meget ædelmodigt Tilbud. Var det maaskee ogsaa Adolf?

Brandt
(slau).

Jo, det var det rigtignok.

Louise.

Naa --- saa har det Venskab vel ikke været saa meget letsindigt.

Brandt.

Ja --- forstaae mig ret --- ædelmodig og brav er han. Men --- men hans Letsindighed --- aa, naar jeg vilde fortælle Jer . . .

Louise.

Ja, jeg kjender ham slet ikke. Hans og min Fader levede, som du veed, i Uenighed. Jeg selv har i lang Tid opholdt mig i Fyen, saa jeg er fremmed for min egen Familie. Jeg har ikke engang seet Adolf. Hos mine Forældre blev der i den senere Tid ofte talt om ham; men --- med al Respect for din Mening om din Ungdoms-Ven --- synes det mig, at man dér dømte mildere om ham.

Brandt.

Saa?

11
Louise.

Man talte vel undertiden om, at han var vild og overgiven ---

Brandt.

Det er jo det, jeg siger. Aa, hans Vildskab, hans Overgivenhed! Saadan maa en Mand ikke være!

Louise.

Du lader mig ikke tale ud. --- Men man var tillige enig i, at denne Overgivenhed hang sammen med mange udmærkede Egenskaber; at der var et Liv og en Varme i hans Væsen, der vel undertiden søgte at skaffe sig Luft i lidt Vildskab, men at Grunden i hans Characteer netop var meget solid.

Brandt.

Saa? --- (Afsides). Jeg troer, min Kone er forliebt i ham, endnu inden hun har seet ham.

Hanne
(frygtsom).

Jeg husker ogsaa, at de hjemme talte meget godt om ham. (Til Louise) Kan du erindre, hvor Tante var indtaget af ham . . .

Brandt
(afsides til Hanne).

Vil du bare tie stille.

Louise.

Veed han, at vi ere gifte?

12
Brandt.

Ja, Gud skal vide det. Men jeg troer det ikke. Vi har jo kun været gift sammen i to Maaneder. Vor Forlovelse var, efter dit eget Ønske, hemmelig lige til vor Bryllupsdag; og i de sidste 4, 5 Maaneder har jeg Intet hørt fra Adolf.

Louise.

Du mener nok i de sidste Par Aar, som du sagde før.

Brandt.

Javist . . . ja, det er at sige, engang imellem har vi jo nok stødt paa hinanden. Men det kan man ikke regne. (Seer ud til Siden). Naa, der har vi Postbudet. Saa har jeg ikke længere Tid til at passiare med Jer. (Afsides, idet han gaaer). Adolf her i mit Huus og i min unge, smukke Kones Selskab! Jeg haaber, vor Herre vil lade den Ulykke gaae forbi mig.

Anden Scene.

Louise. Hanne.

Hanne.

Hør, Louise, jeg vil fortælle dig Noget.

Louise.

Nu da?

13
Hanne.

Aa, det kan ogsaa være det samme.

Louise.

Ja, for dig maaskee, men ikke for mig. Nu har du jo engang vakt min Nysgjerrighed. Fortæl kun, mit Lam, som Brandt kalder dig.

Hanne.

Jeg vilde blot fortælle dig, at jeg kjeuder vor Cousin Adolf.

Louise.

Gjør du det? Hvorfra?

Hanne.

Ja, egentlig kjender jeg ham ikke. Det vil sige, jeg kjender ham, men han kjender ikke mig. Du veed, jeg var ifjor ved samme Tid et Par Dage hos Fru Nørager i Sorø. Der var engang en Middag et meget stort Selskab af Herrer og Damer fra Omegnen, og blandt dem var Adolf ogsaa. Han opholdt sig dengang paa en Gaard i Nærheden.

Louise.

Nu, men gjorde du da ikke ved den Leilighed hans Bekjendtskab?

Hanne.

Hvor kan du troe, at han lagde Mærke til mig. Jeg var saa ung dengang.

14
Louise.

Ja, det er sandt, du var accurat et Aar yngre dengang, eller omtrent 16 Aar.

Hanne.

Og desuden var han altid omringet af saa Mange. Ved Bordet sad jeg langt borte fra ham, og siden var det, ligesom jeg var angst for at komme i Nærheden af ham. Jeg havde ikke engang Mod til at sige til de Andre, at jeg var i Familie med ham.

Louise.

Hvad synes du da om ham?

Hanne.

O, han er smuk! Og han er vist et meget elskværdigt Menneske. Alt, hvad han sagde, og hvad han foretog sig, klædte ham saa godt. Jeg kan umulig troe, at han er saa letsindig, som Brandt siger. Desuden var han saa afholdt; alle Mennesker talte kun godt om ham. Og du skulde see, hvor proper han var. Hans Lintøi skinnede. Jeg syntes, at alle de andre Herrer faldt igjennem mod ham. Jeg stod i Vinduet, da han red bort. Jeg har aldrig seet Nogen sidde tilhest som han og fare saaledes afsted.

Louise
(leende).

Men du er jo paa de bedste Veie til at blive forliebt i ham.

15
Hanne.

Aa, hvor kan du troe! --- Jeg Synes, det er min Skyldighed at tage ham i Forsvar mod Brandts urimelige Mistanke til hans Characteer.

Louise.

Ja, tag dig bare iagt. Det er undertiden farligt at opfylde sin Skyldighed med altfor megen Iver.

Tredie Scene.

De Forrige. Brandt.

Brandt
(med et Brev i Haanden).

Tænkte jeg det ikke nok! Har det ikke anet mig!

Louise.

Hvad er der skeet?

Brandt
(giver hende Brevet).

Der! læs selv. --- Det er et Brev fra Adolf. Han skriver, at han ved en Ven i Kjøbenhavn har udvirket, at han kommer til at ligge her paa Gaarden, og at han og hans Escadron arrivere tidlig i Formiddag. Han kan altsaa være her hvert Øieblik.

Louise
(efterat have seet i Brevet).

Men, som det lader, er det slet ikke for vor 16 Skyld, at han tager ind hos os. Hør kun! (Læser). »Allerede længe har jeg ønsket at tilbringe nogen Tid i Nærheden af min dyrebare Tante.« --- Han veed da ikke, at min Moder er taget over til Fyen.

Brandt.

Eller han lader, som han ikke veed det. Troer du, det er for din Moders Skyld, han tager ind hos os, han, der ellers er en saa stor Ven af et ugeneert Liv.

Louise.

Nu, men i alle Tilfælde maae vi forberede os paa hans Komme og gjøre et Par Værelser istand.

Brandt.

Vi har ikke Plads. Vi kan ikke tage imod ham.

Louise.

Har vi ikke Plads? Og vi har to Gjæsteværelser, som du selv har haft saa travlt med at indrette.

Hanne.

De kan i et Øieblik sættes istand.

Louise.

Javist kan de. --- Hør, Hanne, gaae du op og sørg for, at det indrettes smukt og smagfuldt. Lad Pigerne sætte den Chiffonnière derind, vi har staaende ledig. Det er den, man kan sidde og skrive ved.

17
Hanne.

Ja, jeg veed nok. Det skal jeg strax besørge.

Louise.

Pynt op, hvormed du kan; sæt nogle Blomster i Glas og Vand.

Hanne.

Jo, det skal jeg nok. Du skal see, hvor smukt jeg vil indrette det.

(Gaaer ind i Huset).
Brandt.

Naa, nu har I Fruentimmer da faaet travlt.

Louise.

Ja, jeg har tænkt paa, at vi vil befrie dig for alt Bryderiet. Hanne og jeg skal tage os af Adolf, mens han er her, saa godt vi kan.

Brandt.

Aa, Bryderiet! det er det mindste. Men vore smukke Morgen- og Eftermiddags-Timer, som vi hidtil nød herude i landlig Stilhed --- alt Sligt fordærves og profaneres ved en Trediemands Nærværelse.

Louise.

Men saa husk igjen paa Aftenerne, der nu begynde at blive saa lange og triste. Du har jo selv allerede ønsket dig Selskab herude om Aftenen.

Brandt.
18

Og vore eensomme, behagelige Spadseretoure! Ja, det siger jeg dig forud, naar vi gaae ud om Morgenen, og han er hjemme, tage vi ham ikke med.

Louise.

Det gaaer ikke an. Han er istand til at blive stødt derover.

Brandt.

Han stødt? Nei, det ligger slet ikke i hans Characteer. Han seer helst, at man ingen Omstændigheder gjør med ham.

Louise.

Ja, det komme vi nok ud af. --- Men jeg har glemt at sige dig, at her har været Bud efter dig ovre fra Fabriken.

Brandt.

Ja --- det er sandt --- jeg har . . . det har jeg hele Tiden villet sige dig. Jeg har betænkt, at jeg ikke saadan hele Dagen bør hænge over Folkene. Det seer saa mistænkeligt ud.

Louise.

Aa ja. Det kan du have Ret i.

Brandt.

Ikke sandt? Og Møller, vor Underbestyrer, er en flink Mand. Han har godt af at erhverve sig 19 Øvelse og skaffe sig Selvtillid. Mennesket maa udvide sig.

Louise.

Men jeg synes, du har før sagt, du har ikke den bedste Tro til Møller.

Brandt.

Til Møller? Nei, der tager du vist feil. Han er saa tro som Guld.

Louise.

Ja, jeg synes godt om den Idee. Saa vil du maaskee benytte den Tid, du nu faaer tilovers, til at udarbeide det Forslag, du vil gjøre Rentekammeret angaaende Fabriken.

Brandt.

Netop. Det har længe ligget mig paa Hjertet.

Louise.

Det er jo rart, at der engang bliver Alvor deraf. Hør, veed du hvad, saa vil jeg lade dine gamle Værelser ovre i den anden Bygning sætte istand for dig, for at du ganske uforstyrret og langt fra os Andre kan arbeide, mens Adolf er her.

Brandt.

Ih, hvor vil du hen! Det gaaer slet ikke an. Adolf vilde blive meget stødt over, at jeg saaledes vilde isolere mig.

20
Louise.

Han stødt? Men det ligger jo ikke i hans Characteer, paastod du nylig. Han seer jo helst, at man slet ingen Omstændigheder gjør med ham.

Brandt.

Ja --- det har du Ret i. Men husk paa, at jeg er en gammel Bekjendt af ham og Mand i Huset. Hvad vilde det ligne, om jeg lukkede mig inde. Nei, jeg vil sidde og arbeide i Kabinettet ved Siden af vor Dagligstue --- eller hør! jeg vil sidde inde hos Jer Andre. Det er saa smukt og fortroligt, og saa gaaer Arbeidet bedre fra Haanden.

Louise.

Vil du det? (Seer paa ham og leer). Husker du endnu den gamle Vise, Onkel Holmer pleiede at synge med sin dybe Stemme: »Den, som fundet har en Pige« *).

Brandt.

Jeg troer. Men hvorfor?

Louise.

Der er et Vers deri, jeg kan saa godt lide. Vil du høre? (Synger).

Altid bør man paa dem passe,
Som en Gnier paa sin Skat.
21 Kommer først en Spradebasse
Af den rette Støver-Classe,
:,: Qvindetroskab! saa god Nat! :,:
Trallalala ---
*
Brandt
(forlegen).

Hvad vil du sige dermed?

Louise.

Ingenting. Nu gaaer jeg ind i vor Dagligstue og sætter et Bord med Papir og Skrivertøi tilrette for dig. Saa kan du strax begynde paa dit Forslag til Rentekammeret, mens vi Andre spise Frokost.

(Gaaer ind).

Fjerde Scene.

Brandt

(alene).

Ja, hun gjør Nar af mig. Men det faaer ikke hjælpe. Der er kommen en Uro over mig, siden jeg har faaet denne ærgerlige Efterretning . . . Min Kone er en fortræffelig Kone, et Mønster for Fruentimmer. Men hun har dog altid været et Verdensbarn --- og hun --- hun er et Fruentimmer. En ung, smuk Mands Opmærksomhed smigrer hende --- det ene Skridt leder til det andet. Man spadserer, man beseer Omegnen, man sværmer --- den fordømte Sværmen! 22 Jeg har aldrig kunnet komme paa Glid dermed, og nu duer jeg slet ikke dertil. --- (Gaaer urolig op og ned). Det er en underlig Følelse, den Jalousie. Jeg kan ingen Grunde anføre, jeg kan ikke gjøre mig selv tydelig Regnskab, og alligevel . . . Aa, det er ogsaa Dumheder af mig. Jeg vil ikke tænke mere derpaa. Jeg vil --- Kunde man ikke ganske underhaanden udvirke, at Adolf fik anviist et andet Sted til Indqvartering? Jeg skal dog forsøge derpaa, og skrive et Par Ord.

(Idet han vil gaae ind, kalder den indtrædende Adolf paa ham).

Femte Scene.

Brandt. Adolf Hermansen. En Tjener, der bærer en Vadsæk.

Adolf
(ved Indtrædelsen).

Brandt! Stop --- er det ikke dig?

Brandt
(afsides).

Naa, der har vi ham min Sjæl! (Høit). Er det dig, Adolf? Er det virkelig dig?

Adolf.

Vist er det mig. Har du ikke ventet mig?

Brandt.

Ventet dig? Nei --- ja --- jovist har jeg ventet dig.

23
Adolf.

Det vil jeg haabe. Jeg har jo skrevet dig til, at jeg vilde tage ind hos min Tante. Har du ikke faaet mit Brev?

Brandt.

Ih, jovist har jeg, og du er mig overmaade velkommen. (Trykker ham i Haanden). Kom og læg fra dig og gjør dig det mageligt. --- Men seer du . . . det er virkelig en meget ubehagelig Omstændighed, at din Tante netop nu, da du længes efter at see hende, er taget over til Fyen. Saa har du vist ingen Lyst til at indqvartere dig her.

Adolf.

Er hun taget over til Fyen? Det var fatalt.

Brandt.

Ja, er det ikke fatalt? Jeg har ret ærgret mig derover paa dine Vegne. For hvad Fornøieligt kan der nu være for dig her hos os? Men, naar du ønsker det, skal jeg gjerne gjøre mig Umag for at faae; dig indqvarteret et andet Sted, i et muntrere Huus --- saa gjerne jeg naturligviis seer dig her.

Adolf.

Men ere de da Alle hos Tantes tagne over til Fyen? ogsaa hendes Døttre?

Brandt
(tøvende)

Hendes Døttre? Nei --- de ere hjemme.

24
Adolf.

Aa, hvad vil du saa! Saa er der jo ingen Ting iveien. (Til Tjeneren). Hans! læg min Vadsæk fra dig. Vi blive her.

Brandt.

Saa du mener, at du alligevel ---

Adolf.

Ja, naturligviis Tjen mig blot i at sige Fyren der, hvor han kan bringe mit Tøi hen.

Brandt.

Dit Tøi? Naa --- (Til Tjeneren), ja, du kan saalænge bringe det ind i Havestuen.

(Tjeneren gaaer ind i Huset).
Adolf.

Seer du, kjære Brandt, du begriber da vel, at det ikke er min gamle Tante, saa kjær hun iøvrigt kan være mig, der trækker mig hertil. Nej, Magneten er en ganske anden.

Brandt.

Saa ---? Turde jeg spørge, hvem da?

Adolf.

Hendes ældste Datter, min Cousine Louise.

25
Brandt
(afsides).

Min Kone! der har vi det! (Høit). Det er da vel ikke dit Alvor?

Adolf.

Min Tro er det mit Alvor. Du veed, at Aabenhjertighed er en af mine fornemste Dyder. Jeg vil ikke skjule for dig, at jeg alt i lang Tid har haft Hovedet fuldt af denne Pige. Fra det jeg var en halvvoxen Dreng, har jeg hørt hende omtale. Jeg troer endogsaa, at hendes og min Moder havde bestemt os for hinanden.

Brandt
(afsides).

Desværre, det har min Svigermoder nylig fortalt mig.

Adolf.

Imidlertid har jeg i flere Aar mindst af Alt tænkt paa hende. Det Uvenskab, der var mellem min Fader og min Tantes Mand, fjernede mig fra hendes Nærhed, saa jeg hidtil ikke engang har gjort hendes personlige Bekjendtskab og maaskee ikke engang brudt mig derom. Du veed, jeg har levet noget flygtigt. --- Først for et halvt Aar siden var det, som om alle gamle Erindringer, Alt, hvad jeg saa tidt havde hørt min Moder yttre, pludselig vaagnede, og fornyede min Cousines Billede i min Sjæl og forlenede det atter med al den Skjønhed og Ynde, 26 jeg i yngre Aar havde tillagt hende. Og veed du, hvem jeg kan takke for, at disse behagelige Erindringer paany vaktes hos mig?

Brandt.

Nei, hvor skulde jeg vide . . .

Adolf.

Dig, min Ven, ingen Anden.

Brandt.

Mig?

Adolf.

Husker du ikke, at du for et halvt Aar siden skrev mig et Brev til, hvori du blandt Andet omtalte en Datter af en kort forhen afdød Fabrikant, for hvis Enke du agtede at overtage Fabrikens Bestyrelse. Denne unge Pige var netop den Cousine, jeg allerede havde hørt saa meget om. Den Varme, hvormed du omtalte hende, en Varme, jeg ikke engang havde tiltroet dig, virkede smittende paa mig. Jeg har fra den Tid ingen Ro haft paa mig. Meer end eengang var det min Beslutning at udbede mig Permission og med egne Øine overtyde mig om min Cousines Elskværdighed. Omsider besluttede jeg at have Taalmodighed til Manøver-Tiden, skaffe mig Indqvartering hos min Tante, for ganske umistænkt at kunne anstille mine Observationer i Nærheden, og --- ja nu er jeg her, og har besluttet, hvis min Cousine 27 Louise svarer til min Forestilling, at forelske mig i hende og --- at frie.

Brandt.

Frie? Frie til Louise? Men er du ikke ret klog? Hun er jo min Kone.

Adolf.

Din Kone! Hvad er det du siger! --- Men det er jo umuligt. Du har jo i lang Tid været hemmelig forlovet i Kjobenhavn med den smukke Julie Kaufmann.

Brandt.

Aa vist ikke --- det var et dumt Rygte.

Adolf.

Men, som du just ikke meget ivrigt har benægtet.

Brandt.

Det lod jeg nok være. Jeg var netop paa samme Tid hemmelig forlovet med Louise, og var glad ved, at Folk var ledet paa Vildspor.

Adolf.

Altsaa gift med Louise er du! Det var jo rigtignok en Streg i Regningen. Men hvad! det gjør Intet.

Brandt.

Gjør Intet?

28
Adolf.

Nei, for saa vil jeg blot forelske mig i hende.

Brandt.

Nei, det gaar aldeles ikke an.

Adolf.

Fy skam dig! Er du jaloux?

Brandt.

Jaloux? jeg? --- Nei, saa kjender du mig ikke ret. Men . . . ja hør nu, Adolf, lad os tale alvorligt sammen. Du vil selv indsee, at du, med de Følelser, du nærer for min Kone, ikke godt kan boe her i Huset.

Adolf.

Ih, hvad er det for Passiarl

Brandt.

Naar du derimod vil lade mig raade, skal jeg skaffe dig et ypperligt, meget mere comfortabelt Logis her i Nærheden. Gjør det, min gode, kjære Adolf! Du kan troe, det er til dit eget Bedste. Der er to nydelige Døttre . . .

Adolf.

Er der? Ja, dem skal jeg nok besøge. Men jeg bliver her. Der er min Indqvarterings-Seddel --- see!

29
Brandt.

Og det er virkelig dit Alvor, at du vil blive?

Adolf.

Min Ven! jeg mærker af Alt, at du kjender ikke Tjenesten. Det vilde være meget pligtstridigt af mig, om jeg gjorde Indvendinger mod det Qvarteer, der er anviist mig, blot fordi jeg dér har en elskværdig Cousine. En saadan Opsætsighed vilde kun tjene til at sætte mig i Miscredit hos mine Foresatte, ja maaskee have de alvorligste Følger.

Brandt.

Du er uforbederlig.

Adolf.

Altsaa, min Ven, anviis mig mit Værelse. Tjenesten kalder mig, og jeg maa klædes om.

Brandt

Naa, i Guds Navn da! --- Du kan for det Første gaae ind i Kabinettet, lige her ved Siden af Havestuen. Vent, saa skal jeg kalde paa en af Folkene.

Adolf.

Behøves ikke. Jeg har min Tjener med mig. (Ironisk) Vær overbeviist om, at din Indqvartering ikke skal skaffe dig mere Uleilighed end den, der er uundgaaelig. Og hvad din Kone angaaer, saa husk paa, at hun tillige er en af mine nærmeste Slægtninge. 30 Jeg skal behandle hende med al den Opmærksomhed, en ung, smuk Kone kan forlange af En, der paa eengang er hendes Fætter, hendes Mands Ven og Lieutenant ved Hans Majestæts Landsenerer.

(Gaaer ind i Havestuen).

Sjette Scene.

Brandt
(ene).

Naa, nu er da Uveiret brudt løs over mit Hoved, og det meget værre, end jeg frygtede. Og jeg har selv skrevet ham til om Louise. O, jeg Daare! Hvor kan en Mand, der er saa klog, bære sig saa dumt ad? Adolf vil jo forelske sig ti Gange saa meget i Louise, blot fordi hun er gift. Saaledes ere jo alle de Herrer. Men det kan jeg ikke tillade. Jeg har Pligter mod mig selv. Der maa træffes Anstalter . . . Men hvilke? --- Om jeg nu lod min Kone tage til Kjøbenhavn til min Søster, og imidlertid beholdt Hanne her . . . Ja, hvad hjalp det? Han vilde snart søge min Kone op, og saa kunde Ondt blive værre. Men Hanne . . . hvad om hun! O! det er en kongelig Idee, men dristig. Hun er smuk og from, og hvor mægtigt er ikke det første Indtryk! Det er herligt, skjønt! --- Sagtens er det kun Galgenfrist. Sandheden vil snart komme for en Dag. Ah, lad den kun! lad den kun! Har han først 31 gjort Cour til Hanne og foretrukket hende, saa har han allerede fordærvet det med min Kone. Det tilgiver Fruentimmerne aldrig, at man foretrækker en Anden for dem. --- Aa, det er en udmærket Idee! Naar blot min Kone . . . ja, Gud skal vide, hvad hun vil sige til denne udmærkede Idee. Hun har allerede sat sig i Hovedet, at jeg er jaloux. Nu vil hun naturligviis lee mig ud. Men jeg maa see at tale hende tilrette.

Syvende Scene.

Brandt. Louise (fra Haven).

Louise.

Er du der, Brandt? I dette Øieblik fortæller mig Johan, at din Ven er ankommen og er inde i Kabinettet.

Brandt.

Ja, han er ankommen, og det var vel, jeg traf dig. Vi maae nu see til at træffe nogle Anstalter.

Louise.

O, det behøves ikke. Hanne og jeg har allerede sat de to Gjæsteværelser istand.

Brandt.

Nei, kjære Louise, det er ikke de Anstalter, jeg mener. Det er noget ganske Andet, noget, ber efter min Anskuelse er af en meget alvorlig Natur.

32
Louise.

Men det er jo et mærkværdigt Ansigt, du sætter op. Hvad er der paafærde?

Brandt.

Veed du, hvorfor Adolf har søgt saa ivrigt at blive indqvarteret her i Huset?

Louise.

Nei, det veed jeg lige saa lidt, som at han har søgt det ivrigt.

Brandt.

Det stakkels Menneske vidste ikke, du var gift.

Louise.

Den Stakkel!

Brandt.

Hans Hensigt var at anholde om din Haand.

Louise.

Om min? O, du har mig tilbedste! Han kjender mig jo slet ikke.

Brandt.

Han kjender dig af Andres Omtale. Hans Moder har rost dig meget. Jeg troer endogsaa, at det har været hendes Ønske at see Jer som et Par.

Louise.

Saa? (Afsides) Deri, troer jeg, han har Ret.

33
Brandt.

Da han fik at vide, du var gift, blev han meget bestyrtet. Jeg kunde tydelig mærke, han har allerede dannet sig et Phantasie-Billede, som han ikke uden Kamp kan lade fare. Han vilde strax tage bort og udvirke sig et andet Logis; kun Tanken om hans Tjenestepligt, der forbyder ham at vrage et ellers upaaklageligt Qvarteer, kun denne Tanke og mine Overtalelser bevægede ham til at blive.

Louise.

Som jeg siger, du har mig tilbedste.

Beandt.

Hvert Ord, jeg siger, er den pure Sandhed.

Louise.

Jeg troer dig ikke. Kom kun ud med, hvad du har i Baghaanden.

Brandt.

Men naar jeg nu siger dig, at denne Tilstaaelse har gjort stort Indtryk paa mig, og at jeg anseer det for en Skyldighed mod min Ven, at raade Bod paa denne ubehagelige Collision.

Louise.

Hvormed vil du da raade Bod derpaa?

Brandt.

Seer du --- jeg kjender Adolf nøie, maaskee 34 bedre, end han kjender sig selv. Jeg veed, at den ulykkelige Omstændighed, at du er gift ---

Louise
(leende).

Den ulykkelige Omstændighed, at jeg er gift! Ja, og ovenikjøbet med dig.

Brandt.

At den, langt fra at dæmpe hans Lidenskab, vil forstærke den. Naar han træffer sammen med dig, vil han maaskee uhelbredeligt forelske sig i dig, blot fordi du nu er gift.

Louise.

Troer du? blot derfor?

Brandt.

Ja, saadan er han, og saadan er maaskee hele den menneskelige Natur beskaffen. Hanne vil han ganske oversee, uagtet hun er et fromt og elskværdigt Pigebarn. Kun for dig vil han have Øine og Øren; kun dig vil han skjænke al sin Opmærksomhed --- som sagt, fordi du er gift, og fordi hans Kjærlighed er haabløs.

Louise.

Jeg maa tilstaae, at jeg ikke havde tiltroet dig saa stor Veltalenhed.

Brandt.

Nu mener jeg, at vi bør søge at forhindre en saa ulykkelig Udgang af min Vens Liv.

35
Louise.

Forhindre? Vil du maaskee søge Skilsmisse?

Brandt.

Nei, men hvis du nu indrømmer Sandheden af, hvad jeg har sagt, saa vil du vist ogsaa skjænke dit Bifald til en Plan, jeg har udtænkt, hvorved Ingen skades, og hvorved megen Ulykke forebygges.

Louise.

Lad mig høre din Plan.

Brandt.

Seer du, Adolf kjender dig ikke. Han veed kun, at du er hans Cousine, samt ung, smuk og elskværdig.

Louise.

Naar han veed det, saa forlanger jeg ikke mere.

Brandt.

Hanne kjender han heller ikke. Hun er ligeledes hans Cousine, og ligeledes ung, smuk og elskværdig.

Louise.

Hun er endog tre Aar yngre end jeg.

Brandt.

Hvis han traf Hanne som min Kone, da vilde han ganske bestemt forelske sig i hende og oversee dig.

Louise.

Men, hvor skal alt dette ende?

36
Brandt.

Jo, seer du, efter min Overbeviisning kommer Alting her an paa det første Indtryk. Jeg mener derfor, at vi --- hvis det forresten virkelig er dit alvorlige Ønske, at unbgaae et ulykkeligt Forhold --- at vi, naturligviis kun for idag . . .

Louise.

Skal lade Hanne være din Kone og mig din Svigerinde.

Brandt.

Truffet! Det er en Glæde at tale med dig. Du gaaer strax ind paa mine Ideer.

Louise
(med Latter).

Men Brandt, hvor er det, din Jalousie fører dig hen?

Brandt.

Aa, hvor kan du troe . . . Hvad Grund har jeg til at bære jaloux? Om ogsaa Adolf skulde gaae hen og Begaae Dumheder, kan jeg da ikke med al Føie stole paa dig?

Louise.

Ja, af den Mening er jeg i det mindste. Men sig mig een Ting: er det ikke faldet dig ind, at din Plan grunder sig paa et lille Misbrug af min Søsters Fromhed?

37
Brandt.

Taalmodighed! Nu kommer jeg til mit Hoved-Propos. Vi have allerede et Par Gange talt om et smukt og passende Partie til Hanne.

Louise.

Og nu mener du, at Adolf vilde være den rette Mand?

Brandt.

Ja, det er jo et ypperligt Partie. Han er rig og uafhængig --- og en Mand med hans fortræffelige Characteer!

Louise.

Ja, men nu kommer jeg med mit Hoved-Propos, som du siger. Adolfs Characteer har jeg netop Tvivl om --- efter Alt, hvad du har fortalt os.

Brandt.

Om hans Characteer? Har jeg sagt ---?

Louise.

Ja, hans store Letsindighed. Saadan maa en Mand ikke være. Det var dine egne Ord.

Brandt.

Ja, deri har du Ret; det har jeg ganske rigtig sagt. Men glem ikke, at Talen var om Ungdoms-Streger, som Ingen lægger Vægt paa. Jeg indrømmede jo selv, at han havde viist mig væsentlige Tjenester.

38
Louise.

Ja, jeg kan ikke modsige dig, da jeg ikke kjender ham. Men hvad vil Adolf sige til, at vi saaledes have ham tilbedste?

Brandt.

Saadan Noget er just i hans Smag. Han vil blive henrykt over denne Spas.

Louise.

Og endnu Eet: hvis nu Hanne, bedragen af hans Opmærksomhed for hende, føler Godhed for ham, og han siden trækker sig tilbage?

Brandt.

Ja, du har Ret, det vilde jo være slemt. Men den Risico løber man jo, hver Gang en Herre paa et Bal eller i et Selskab gjør Cour til en ung Pige. I alle slige Tilfælde maa man stole paa, at Pigebarnet er fornuftigt og velopdraget, og kan adskille sand Kjærlighed fra det almindelige Courmagerie. Og Hanne er virkelig fornuftig og velopdragen. Du maa desuden ikke oversee, at hun jo i dette Tilfælde veed, hvad hun skal dømme om hans Opmærksomhed, hvis den virkelig kun skulde grunde sig i Letsind. --- Kjære Louise! troe mig, du kan uden Betænkning gaae ind paa denne aldeles uskyldige Plan, der i det Høieste vil give Anledning til Latter og Lystighed.

Louise.

Nei --- oprigtig talt --- jeg kan ikke give den 39 mit Bifald. I deslige tvivlsomme Forhold indlader man sig ofte med et let Sind, uden at betænke, at man ikke raader over Udfaldet. Vi kunne for seent komme til at erkjende, at man ikke bør gjøre for mange Kunster med sine Venner.

Brandt
(tager hende om Livet).

Bedste Louise! giv efter for mig denne Gang. Jeg paatager mig alt Ansvaret. Faaer Sagen det Udfald, jeg antager for rimeligt, saa er det en Lykke for Hanne.

Louise.

Ja, dersom den faaer dette Udfald Men vi burde dog ikke lade det komme an paa et Dersom.

Brandt.

Herregud! hvor kan du være saa paastaaelig!

Louise.

Jeg veed nok, du holder mig for paastaaelig, og hjemme beskyldte man mig undertiden for det Samme. Men, naar vi To disputere, sætter jeg alligevel sjelden min Villie igjennem. Du derimod sætter altid din Villie igjennem, uagtet du er lutter Eftergivenhed.

Brandt.

Men det er jo en Modsigelse.

40
Louise.

Den er ikke saa stor, som det synes. Jeg staaer paa min Mening, det er sandt, thi jeg indrømmer ikke lettelig, at jeg har Uret. Men naar Ingen vil høre paa mine Grunde, saa taber jeg Lysten til at disputere. Du derimod indrømmer strax at jeg har Ret; men du kommer alligevel med andre Grunde, eller med Overtalelse, eller --- hvad der er det Farligste for en ung Kone --- med Kjærtegn, og saa varer det ikke længe, inden din Kone giver efter.

Brandt
(afsides).

Hvad det er et Uheld, at Ens Kone er saa klog !

Louise.

Imidlertid, da det lader til, at vi kunne leve meget lykkeligt sammen paa den Viis, saa vil jeg dennegang som altid staae paa min Ret og --- give efter.

Brandt.

Det kan jeg lide! Du er dog min egen, føelige Kone.

Louise.

Ja, vent lidt. Een Ting maae vi være enige om. Naar den unge Herre ikke synes mig passende for Hanne, saa gjløre vi strax en Ende paa den hele Historie.

Brandt.

Naturligviis. Men nu maae vi skynde os. 41 Adolf er inde og klæder sig om, og kan snart komme ud. Allerførst maa du nu tale med Hanne og forberede hende.

Louise.

Ja, hende maa jeg nok instruere og tale fornuftig med.

Brandt.

Ja, gjør det. Til at instruere og tale fornuftig med Folk er du netop fortræffelig. Nu vil jeg gaae ind og give min gamle Johan et Vink; tael du med Pigerne.

Louise.

Med Pigerne? Det er mig meget imod.

Brandt.

Hvorfor imod? Det er jo kun en Spøg, en Lystighed. Skal man ikke engang imellem afløse det prosaiske Liv med en eller anden dristig, poetisk Idee? --- Kun er det nødvendigt, at vi Alle spille vore Roller naturligt. Hanne maa virkelig instrueres godt. Du maa lægge hende Sagen ret paa Hjertet. Du kan gjerne sige, at jeg ønsker det, at hun kan gjøre mig en Tjeneste dermed. Eller siig kun, at du frygter for, jeg bliver vred, naar hun ikke føier mig.

Louise.

Aa vist ikke. Saa alvorligt maa man heller ikke tage det.

42
Brandt.

Jo, min Sjæl er det alvorligt --- det vil sige, enhver Mystification kræver Kunst, og Kunst kræver Alvor.

Louise
(med Latter).

Ha ha ha! Adolfs Ankomst har udviklet Evner hos dig, som jeg hidtil ikke har drømt om. Instrueer du blot Johan, og overlad min Søster til mig.

Brandt.

Godt --- men saa er der endnu en Ting. Nu maa du . . . jeg mener, at du . . . Ja, du maa naturligviis ogsaa tænke paa, hvorledes du vil forestille din Søster.

Louise.

Nu, jeg vil haabe, det skal lykkes mig.

Brandt.

Det vil det vist. Du er just oplagt til saadan en lille Comedie. Ja, du har virkelig Talent --- jeg siger det aldeles ikke for at smigre dig. Jeg stoler ganske paa din rigtige Tact.

Louise.

Det er mig kjært.

Brandt.

Jeg har tænkt mig, at du som ugift, og som ung, uerfaren Pige, maa være meget retirée og tilbageholdende, 43 kun svare lidt og synes forlegen. Jeg troer, du kan godt holde ham et Par Skridt fra Livet.

Louise.

Aa, hvad er det for et Indfald! Hvilken ung Pige bærer sig saaledes ad? Tvertimod, jeg maa være munter og ugeneert. Jeg kan meget gjerne være lidt coquet.

Brandt.

Nei, det kan du paa ingen Maade.

Louise.

Aa jo, paa en pæn Maade kan jeg gjerne være lidt coquet. Jeg har tænkt mig, at en ung, ugift Pige vil gjerne behage, at Adolf er en smuk, elskværdig Mand --- saa kommer Coquetteriet af sig selv.

Brandt.

Ja, deri har du desværre Ret; af sig selv kommer det. Men, uden at ville modsige dig, troer jeg dog, det Bedste var, om det flet ikke kom.

Louise.

Herom kunne Meningerne være forskjellige. Men at vi nu begge maae skynde os og give Johan og Pigerne og Hanne et Vink, derom kan der kun være een Mening.

Brandt.

Ja, du har Ret, og jeg vil ogsaa nu gaae. 44 Lad ham nu blot ikke træffe dig her, inden Alting er i Orden. Og tael saa med Hanne . . . og du selv --- ja, kjære Louise, coquet skulde du dog ikke agere.

Louise.

Naar jeg ikke maa gaae efter min egen Phantasie, saa vil jeg slet ikke.

Brandt.

Ja, ja --- som du vil. (Afsides). Gud hjælpe en Mand, naar hans unge Kone har sin egen Phantasie!

(Gaaer ned ad Haven).

Ottende Scene.

Louise
(alene).

Altsaa min Mand er skinsyg. Ja, det er jo ikke noget Nyt. Han har været det al den Tid, vi vare forlovede sammen. Og man har sagt mig saa tidt, at Skisyge er et Tegn paa Kjærlighed, at jeg tilsidst har fundet mig taalmodig deri. Jeg vil da ogsaa dennegang føie mig efter hans Luner. Maaskee det er til min Søsters Lykke; det faaer man nu at see, naar man lærer den unge Herre at kjende. --- Men jeg maa nok itide give vor gamle Johan et Vink, thi min stakkels Mand er saa forvirret i Hovedet idag, at han neppe kan give sig selv ordentlig Besked, endsige Andre.

(Bil gaae ned ad Gangen ved Huset).
45

Niende Scene.

Louise. Hanne.

Hanne
(kommer løbende)

Louise! Louise! Veed du, at Adolf er kommen?

Louise.

Jo, men tael ikke saa høit. Han er inde i Kabinettet.

Hanne.

Er han? Har du seet ham? Hvad synes du om ham?

Louise
(leende).

Jeg synes godt om ham, men jeg har ikke seet ham endnu. Derimod har jeg Noget at tale med dig om. Lad os gaae op sammen paa dit Værelse.

(Vil gaae, da Adolf høres tale inde i Huset).
Hanne.

Gud, Louise! det er bestemt ham, der kommer ud. Lad os rende vor Vei.

Louise.

Bliv. Vi kan skjule os her.

(De gaae begge bag om Buskadsen, og staae saaledes, at de under det Følgende sees af alle Tilskuerne).
46

Tiende Scene.

Adolf og Johan, der komme ud fra Havehuset. Louise og Hanne skjulte.

Adolf
(elegant omklædt).

Saa du har tjent saa længe her hos Familien?

Johan.

Det har jeg. Men det er heller intet Under. Saadan et Herskab! Salig Agenten var en velsignet Mand. Hans Kone, der er taget over til Fyen for i Sommer, og begge Døttrene --- aa, det er Allesammen velsignede Mennesker.

Adolf
(afsides).

Begge Døttrene --- det er sandt, jeg har to Cousiner her i Huset. Jeg maa dog see til, at jeg ikke tager feil af den rette. (Høit). Ligner den unge Frue sin Søster?

Johan.

Ja, det er jo begge To velsignede unge Fruentimmer.

Adolf
(afsides).

Det skal jeg blive klog paa! (Høit). Jeg mener, om de ellers ligne hinanden. Ere de lige høie?

47
Johan.

Der skal ikke være megen Forskjel, uagtet Fruen er et Par Aar ældre.

Adolf.

Gaae de eens klædte?

Johan.

Nei, ikke altid, saavidt jeg husker.

Louise
(afsides til Hanne)

Hvor vil han hen med disse Spørgsmaal?

Hanne
(afsides).

For Guds Skyld, lad ham ikke mærke, vi staae her.

Adolf.

Hvad har den unge Frue paa idag? For Exempel, hvad Kjole, hvad Shawl?

Johan.

Idag --- lad mig see --- hun har et rødt Shawl paa og Frøken Hanne et blaat.

Louise
(bytter hurtig, og uden at sige Noget, Shawl med Hanne).
Hanne
(afsides til hende).

Men hvorfor skal vi bytte Shawl?

48
Adolf
(afsides).

Det er just intet paalideligt Kjendemærke. (Høit) . Og forresten ere de eens klædte?

Johan.

Nei, det er de vist ikke. Men jeg har ikke saa nøie lagt Mærke . . . Jo, Fruen gaaer altid med en Snor røde Koralperler om Halsen. Saa har hun den vel ogsaa paa idag.

Louise
(løsner hurtig sit Perlebaand og binder det om Hanne).

Skynd dig, hjælp mig at binde det om.

Hanne
(afsides).

Men, Louise, er du ikke ret klog?

Adolf.

En Snor røde Koralperler?

Johan.

Ja --- og idag har Fruen violette Sko paa. Jeg har selv sat dem ind til hende.

(Ligesom Johan nævner de violette Sko, bukker Louise sig, som om hun vilde bytte Sko, men betænker sig --- tildeels forhindret deri af Søsteren).
Adolf.

Naa --- rødt Shawl, røde Perler, violette Sko.

Johan.

Ja, og det er jo min Tro sandt, siden Fruen 49 er bleven gift, gaaer hun altid med disse nydelige, fine Kapper paa.

Adolf.

Med Kappe? Ja, saa kan jeg ikke tage feil.

Louise
(afsides).

Jo, min Hr. Cousin! De skal tage feil alligevel.

(Tager fin Kappe af og sætter den i en Fart og forkert paa Hanncs Hoved).
Hanne
(afsides).

Men hvad skal alle disse Narrestreger sige?

Louise.

Skynd dig, og lad os gaae, inden han seer os. Jeg skal forklare dig Alt.

(Hun og Hanne ile hurtig ud )*
Adolf.

Nu vil jeg ikke længere opholde dig. Underret blot din Herre om, at jeg venter ham her.

Johan.

Han skal strax være her. Han løb blot over paa Fabriken.

(Gaaer)
* 50

Ellevte Scene.

Adolf
(ene).

Min smukke Cousine er da gift, og med Brandt --- det er igrunden dumt. Hvad vil jeg nu her? I et halvt Aar har jeg tænkt mere paa hende, end jeg vilde tilstaae for mig selv. Jeg tænkte mig hende med alle de Tillokkelser, en ung Pige, hvis Hjerte endnu er frit, kan besidde, og nu --- hvor forskjellige ere ikke de Forhold, man føler sig i til en ung Pige og til en ung Kone! En ung Pige besidder en Duft af Undseelse og Blufærdighed, som ingen ung Kone kan besidde. Ja, alt dette er vist og sandt --- og alligevel, naar jeg vil spørge mig selv, om Louise da nu staaer mindre elskværdig for min Phantasie, saa maa jeg være oprigtig og svare Nei. Paa Veien hertil havde jeg ofte Tvivl. Jeg ventede at skuffes dennegang som saa ofte forhen. Nu derimod --- jeg er nærved at troe, at netop hun var mig bestemt --- og netop hun er tabt for mig.

Tolvte Scene.

Adolf. Brandt (fra Haven).

Brandt
(afsides, idet han træder ind).

Naar nu bare min Kone har talt alvorligt med Hanne! (Høit). Naa, er du der --- Ei, hvor du er elegant !

51
Adolf.

Jeg skal op til Chefen i Eftermiddag, saa var jeg nødt til at pynte mig lidt.

Brandt.

Det har du gjort Ret i. Men, hvad jeg vilde sagt, har du hilset paa min Kone?

Adolf.

Nei, endnu ikke.

Brandt.

Har du ikke? Vent lidt, saa skal jeg hente hende. (Afsides). Saa kan jeg med det Samme selv tale med Hanne.

Adolf.

Ja Tak --- men . . . vi kan jo ogsaa give Tid, til hun kommer. Hendes Indqvarterede maa ingen Uleilighed gjøre hende.

Brandt.

Aa hvad --- Uleilighed! Vent blot lidt, saa skal jeg ---

Adolf

Bliv hellere her og lad os tale sammen.

Brandt.

Som du vil. Men jeg skulde dog ikke troe, at du er bleven stødt, fordi jeg før raadede dig til at 52 tage et andet Logis. Du kan vel begribe, det var kun min Spøg. En gammel Ven som du ---! Om du ogsaa gjorde lidt Eour til min Kone, troer du, jeg brød mig derom? Det maa en fornuftig Ægtemand vænne sig til. Har han en smuk Kone, saa gjøre Herrerne Cour til hende.

Adolf.

Det er ypperlige Maximer! --- Kjære Brandt, jeg skylder dig virkelig en Æres-Erklæring. Oprigtig talt, jeg havde ventet Ængstelighed, Jalousie eller dog Mistænkelighed hos dig, og halvveis besluttet at drille dig lidt.

Brandt.

Nei, Jalousie ligger slet ikke i min Characteer. Overhovedet maa du endelig ikke misforstaae mine forrige Yttringer. Det var ingenlunde for min, men for din egen Skylv, at jeg fraraadede dig Opholdet her. Da Louise nu engang er gift, antog jeg, at Opholdet her i Huset maaskee kunde være dig ubehageligt.

Adolf.

Det vil jeg ikke haabe. Jeg begynder selv at indsee det Daarlige i at beskjæftige mine Tanker saa meget med en Pige, jeg ikke engang har seet. Det var en Levning af min gamle Letsindighed, som jeg nu bekjæmper, det bedste jeg kan. Desuden, naar jeg endelig vil af med mit Hjerte her i Huset, saa har 53 jeg jo endnu gode Udsigter. Din Kone har jo en Søster.

Brandt
(forskrækket).

Hvad siger du?

Adolf.

Jeg siger, din Kone har jo en Søster, som er maaskee ligesaa elskværdig som hun. Jeg kan jo prøve min Lykke hos hende.

Brandt
(afsides).

Ham har da vor Herre bestemt til at være min Plageaand!

Adolf.

Hvorledes er Søsteren?

Brandt.

Søsteren? Jo . . . hun er en meget vakker Pige.

Adolf.

Hun er vel ikke saa smuk som Louise?

Brandt.

Saa smuk? Nei, det er hun ikke.

Adolf.

Ligner hun hende slet ikke?

Brandt.

Jo --- naturligviis, som Sødskende pleie. Det 54 vil sige, ver er nogen ydre Lighed, men ikke megen. Men indre eller Gemyts-Lighed --- nei, det er der slet ikke.

Adolf.

Ikke? Ja, hvad kan det saa hjælpe! (Leende) Jeg seer nok, at jeg enten slet ikke maa forelske mig her i Huset, eller ogsaa maa det være i din Kone.

Brandt.

Ja, gjør det. Jeg skal betragte det som en Triumph for min Smag. --- Men tager jeg ikke feil, saa er det hende, der kommer. Vent lidt her.

(Gaaer Hanne imøde, der kommer fra en af Havens Gange)

Trettende Scene.

De Forrige. Hanne (med Louises Kappe, røde Shawl og Perlesnor).

Hanne
(der ikke strax lægger Mærke til Adolf).

Brandt, du maa tale Louise tilrette. Har du hørt, hvad hun har faaet for et Indfald.

Brandt
(afsides).

Tys! ikke saa høit! Det er ikke hendes det er mit Indfald. Det er jo kun en Spas, vi har hittet paa. Vær føielig, og du skal være min egen, fromme Hanne.

55
Hanne.

Men hvordan skal jeg ---? Jeg gjør mig jo kun til Nar. See, hvordan hun har klædt mig ud.

Brandt.

Vær kun ubekymret. Vi skal nok hjælpe dig. Kom nu og lad mig forestille dig.

Hanne.

Min Gud! er han her? --- Naar du vidste, hvor angst jeg er!

Brandt.

Det gaaer over; det er kun i Beghndelsen.

Hanne
(fortrndelig).

Men jeg har slet ikke Lyst til at agere gift Kone.

Brandt.

Kom nu. (Til Aldolf, der imidlertid har holdt sig i en Frastand). Kjære Ven, tillad, at jeg forestiller dig min Kone.

Adolf
(nærmer sig ærbødig).

Hvis jeg tør haabe i Egenskab af Deres Cousin at ansees som mindre fremmed for Dem --- (afsides) O, hun er smuk og indtagende!

56
Brandt.

Det er jo sandt, du er hendes Cousin. Ja, saa maae I betragte hinanden som gamle Bekjendte.

Adolf.

Jeg indseer først nu, hvilken Lykke der er forskjertset for mig ved den Uenighed, der tidligere har været mellem vore Familier.

Brandt
(afsides til Hanne).

Du maa svare ham.

Hanne
(afsides).

Aa Gud, hvad skal jeg svare? Jeg kan knap samle mine Tanker.

Adolf
(afsides).

Hvor denne yndige Forvirring gjør hende Smuk!

Brandt.

Min Kone siger, at ogsaa hun meget beklager dette spændte Forhold. Aa, vi har tidt talt derom. Men nu kan du indhente det Forsømte.

Adolf
(til Hanne).

Har jeg ogsaa Deres Samtykke til at indhente det Forsømte . . .

57
Brandt.

Men jeg troer, du siger De til min Kone. Det gaaer ikke an. I ere kjødelige Sødskendebørn, Saa maae I være Dus. (Til Hanne). Har jeg ikke Ret?

Hanne
(undseelig).

Ja --- hvis vor Cousin er af samme Mening.

Adolf.

O, det kan der ikke spørges om! Jeg er kun bange for, at jeg mangler Dristighed til at sige Du. Vort Bekjendtskab er saa nyt. Fra mine Drengeaar hørte jeg min Moder omtale min elskværdige Cousine, og ønskede ofte hemmeligt at gjøre heudes Bekjendtskab. I de Aar falder det saa naturligt at sige Du. Hjertet er tilbøieligt til fortrolige Meddelelser. Man drømmer ikke om, at Fortroligheden kan støde paa en Hindring, eller at den kan være upassende. Nu, efter saa mange Aars Forløb, seer jeg min skjønne Cousine for første Gang --- og har ikke Mod til at gjøre Brug af den Ret til Fortrolighed, mit Slægtskab med hende giver mig.

Hanne
(afsides)

Han mener min Søster!

Brandt
(afsides).

Naa, Gudskelov, nu er han i Gang; saa kan 58 jeg gaae min Vei. (Høit). Ja, Du til hinanden maae I sige, det er en afgjort Sag. Men hav mig nu undskyldt. Jeg maa over paa Fabriken. Du holder vel saa længe min Kone med Selskab.

Hanne
(afsides til ham).

Aa nei, bliv her.

Brandt

Jeg kommer strax igjen.

Hanne.

Saa lad i det mindste Louise komme herud.

Brandt.

Nu skal jeg gaae op og kalde paa hende. (Afsides). Det skal Pokkeren gjøre. Jeg gaaer for at holde min Kone borte.

(Gaaer).

Fjortende Scene.

Adolf. Hanne.

Adolf.

Hjælp mig, kjære Cousine, med at faae Munden paa Gang til at sige Du.

59
Hanne
(frygtsom).

Men jeg kan dog rigtig ikke godt gjøre Begyndelsen.

Adolf.

Nei, det er sandt, det var ubilligt at forlange. Saa giv mig din Haand, Cousine, og lad os med et Haandtryk besegle vort Slægtskab. (Tager hendes Haand. Afsides) Hendes Haand skjælver! (Høit) Det Bedste er, at vi lade, som vi havde kjendt hinanden længe. Vi have dog kjendt hinanden gjennem vore Nærmeste. Har din Moder ikke undertiden talt om mig?

Hanne.

Jo, meget oste.

Adolf.

Har hun? Talte hun godt om mig? Hun har vist sagt, jeg var en Vildkat, og forfløien og letsindig.

Hanne.

Nei, hun har tilforladelig ikke talt andet end lutter Godt om dig.

Adolf.

Ikke? O, det er mig uendelig kjært! Ja, det er en herlig Kone. Jeg troer vist, at du maa ligne hende.

Hanne.

I det Mindste har Mange sagt det. Men jeg er ikke saa høi som hun.

60
Adolf.

Jeg mener ikke den ydre Lighed; hvad den angaaer, kan jeg selv see, at du er hende liig. Jeg tænkte paa den indre Lighed.

Hanne.

Nei, saa tør jeg ikke rose mig af at ligne hende. Hun er saa god, saa from og saa klog!

Adolf.

Men alt dette antager jeg ogsaa om dig, kjære Cousine.

Hanne.

Nei, tro mig, jeg mangler endnu Meget i at være som Moder.

Adolf.

Ligner din Søster dig?

Hanne.

Nei, Louise slægter min Fader paa.

Adolf.

Louise? Jeg troede, du hed Louise.

Hanne
(forvirret).

Ja . . . det hedder jeg ogsaa. Jeg --- staaer i Tanker. (Afsides). Jeg tænkte nok, at jeg vilde komme galt fra det.

61
Adolf.

Siig mig, Louise, havde du tænkt dig mig saaledes, som jeg seer ud?

Hanne.

Jo --- men jeg har ogsaa seet Dem --- seet dig engang før.

Adolf.

Har du? Men hvor?

Hanne.

Hos Fru Nørager i Sorø, ved et stort Selskab, der var der ifjor. (Afsides). Det skulde jeg vist ikke sagt.

Adolf.

Og du var der, og jeg vidste det ikke? Hvorledes er det gaaet til?

Hanne.

Jeg veed ikke --- der var saa mange Fremmede, og du blev der kun om Middagen.

Adolf.

Men det var jo et stort Uheld! Betænk, hvis jeg dengang havde gjort dit Bekjendskab, saa var du maaskee nu ikke . . . saa --- ja saa vare vi nu ikke saa fremmede for hinanden.

Hanne.

Nei, det er sandt. Det har jeg ogsaa tænkt paa idag.

62
Adolf.

Virkelig? O, hvad det dog er en Jammer, at vi ikke have kjendt hinanden fra Barnsbeen. Jeg troer bestemt, jeg var bleven bedre og fornuftigere, naar jeg tidligere havde kjendt dig og din Søster.

Hanne.

O, nei! vi havde snarere vundet derved.

Adolf
(afsides).

Det er et reent Naturbarn!

Femtende Scene.

De Forrige. Brandt og Louise, der komme fra en af Havens Gange, den sidste med bart Haar og Hannes blaa Shawl paa. --- Siden Johan.

Brandt
(der søger at holde sin Kone tilbage Afsides til hende).

Er det nu værdt at forstyrre dem?

Louise.

Det er ingen Forstyrrelse --- tvertimod!

Hanne
(afsides, da hun seer Louise).

Gudskelov, der er min Søster. (Iler hen til hende).

63
Adolf
(til Brandt, der nærmer sig).

O, Brandt, din Kone er en Engel, en Skat, en Perle!

Brandt.

Ja, har jeg ikke Ære af mit Valg?

Adolf.

Saa elskværdig! og bly og undseelig som en Pige paa 16 Aar.

Brandt.

Det har du Ret i. Det er mærkværdigt hos en gift Kone.

Adolf.

Og hun er dannet og interessant.

Brandt.

Ja, hun har nydt en god Opdragelse. (Afsides) Jeg er vis paa, at Hanne ikke har talt ti Ord.

Louise
(der træder hen til dem).

Men skal jeg da ikke hilse paa vor Fætter?

Adolf.

Ah, formodentlig min anden Cousine.

Louise.

Jo, Cousine Hanne, med Deres Tilladelse. Men, 64 som det lader, er jeg overflødig her. Min Hr. Fætter har kun Øine for min Søster.

Adolf.

O, tael ikke saaledes! Men det er tilgiveligt, om jeg trænger til Tid for at samle mig.

Louise.

Nu da, Hr. Cousin! naar De da har samlet Dem, saa tillad, at jeg tager Dem nærmere i Øiesyn.

Adolf
(stiller sig op).

Vær saa god! Jeg er til Tjeneste. Men een Ting maae vi være enige om, det gaaer ikke an at sige De til mig. Jeg er Dus med Louise.

Louise.

Ja, naturligviis maae vi være Dus. Det følger jo af sig selv.

Brandt
(træder imellem dem.)

Aa, det er jo ikke nødvendigt.

Adolf.

Hvad nu? Skal jeg da sige Du til din Kone og De til din Svigerinde?

Louise.

Det bragte jo rigtignok lidt Afvexling i Conversationen. Men det Bedste er nok alligevel at sige 65 Du. Altsaa du er den Fætter, vi har hørt saa meget tale om?

Adolf.

Ja, hvis det ikke er altfor slemt, hvad man har talt om mig, saa er det mig.

Louise.

Det er ikke godt at svare bestemt paa. Vi har hørt saa Meget om dig. Folk mener undertiden, at du er temmelig letsindig, men undertiden igjen, at du har en meget respectabel Characteer. (Til Brandt). Er det ikke sandt?

Brandt
(afsides).

Hun driller mig. (Høit). De to Egenskaber kan jo meget godt være forenede, især naar man er ung.

Adolf
(til Hanne, der staaer noget i Afstand).

Troer du, at jeg er letsindig?

Hanne

Det har jeg vist ingen Grund til at troe.

Louise.

Ja, lad nu min Søster i Ro. Hun er desuden gift Kone, og har ikke et saa skarpt Øie for Herrernes Feil som vi unge Piger.

66
Brandt
(afsides).

Min Kone lægger Beslag paa ham, som det lader. (Høit). Men skal vi ikke gaae ind i Værelserne? Hvad er det værdt at staae herude?

Louise.

Aa nei! Lad os blive her. Det er en saa smuk Formiddag. See, hvor klar Himlen er, og Træerne ere endnu oplivede af Natteduggen. Jeg har bestilt Johan herud med nogle Forfriskninger. Nu sætte vi os Allesammen herude. Her vil jeg sidde med min Fætter, da jeg slet ikke har talt med ham endnu. Og her (flytter det ene lille Bold hen til Buskadsen) her kan du sidde med din Kone. Johan bringer Papir og Skrivematerialier ud til dig, hvis du skulde have Lyst til at skrive til Rentekammeret, som du talte om. (Til Adolf). Jeg skal sige dig, han har kun været to Maaneder gift; saa kan han ikke afsee sin Kone, ikke engang, naar han sidder ved sit Arbeids-Bord. Ja, du sukker, Fæer; du havde vel ogsaa Lyst til at være saadan en kjærlig Ægtemand.

Adolf.

Jeg kan ikke nægte, at jeg undertiden har tænkt mig en saadan Lykke.

Louise.

Aa Gud ja, hvem der var vel gift! (Afsides til Brandt). Synes du ikke, jeg gjør mine Sager godt?

67
Brandt.

Jo --- næsten altfor godt.

Louise.

Der kommer Johan. Lad os nu Alle tage Plads. (Efterat de Alle have sat sig [saaledes at Brandt og Louise danne Midten] kommer Johan med en Presenteer-Bakke med Frugt, Viin o. s. v. og gaaer, da han har sat det fra sig).

Louise.

Det var vel. Sæt kun Bakken her hen hos os. (Til Adolf). Min Svoger og hans Kone, de trænge ikke til saadanne Solide Næringsmidler. De har nok i deres Kjærlighed. Vi To derimod, vi kan spise og drikke. Vi ere ikke gifte.

Adolf.

O, du er jo en stor Spøgefugl! Der kommer ikke et atvorligt Ord ud af din Mund.

Brandt.

Han har Ret. Hold nu op med de Narrestreger.

Louise
(til Adolf).

Det er mit Alvor.

Brandt.

Louise! hør, hvad jeg siger dig.

Louise
(til Hanne).

Louise, din Mand taler til dig.

68
Hanne.

Til mig? Hvad skal jeg?

Brandt
(forvirret).

Naa --- ja --- javist. Du skal bringe mig et Glas Viin. Men lad os nu komme til Ro, Børn, og tale ordentlig med hverandre. Vi maae tænke paa, hvad Adspredelser vi kan skaffe vor Gjæst i den Tid, han bliver hos os.

Adolf.

Det er ikke værdt at tænke paa. Jeg trænger ikke til Adspredelse i en saa elskværdig Kreds.

Louise.

Vor Cousin er galant.

Brandt.

Hvad, om vi gjorde en Kjøretour efter Bordet. Jeg har kjøbt en smuk Tilbury, Adolf. I den kan du kjøre med min Kone.

Adolf
(afsides).

Med hans Kone! Det er en sjelden Ægtemand!

Brandt.

Saa kjører jeg med min Svigerinde i min gamle Gig. Vi kan tage ud i Skoven. I det Smukke Veir er der fuldt af Mennesker.

69
Louise.

Ja, det sidder jeg just og tænker paa, og mener derfor, at vi skulde tage et andet Sted hen, hvor der ikke er saa mange Mennesker.

Adolf.

Hvorledes? Er min smukke Cousine menneskesky?

Louise.

Nei, men jeg holder ikke af at støde sammen med mine Byesbørn i Skoven.

Brandt.

Nu, Ulykken er ikke saa stor.

Louise.

Nei, for Guds Skyld! Kjøbenhavnerne ere agtværdige, ja endog elskværdige i deres daglige Liv, ved deres Forretninger, og naar de ere hjemme. Men de ere utaalelige, naar de tage ud for at more sig. --- Du seer paa mine Sko, Fætter?

Adolf.

Ja, jeg seer, at du gaaer ogsaa med violette Sko, ligesom din Søster.

Louise.

Det maa være en Øienforblindelse. Min Søster har du aldrig seet med violette Sko. Det er netop hendes, jeg har paa. Vi fik saa travlt med at gjøre dine Værelser istand, at jeg af en Feiltagelse fik dem 70 Paa. --- Nu kunde du ellers binde mig Baandet, som jeg seer er gaaet løs.

Adolf.

Det skal jeg med største Fornøielse.

Brandt
(springer op)

Men hvad tænker du paa! Det passer sig jo slet ikke, at lade en Herre . . .

Louise.

Men forleden bandt du jo selv mit Skobaand.

Brandt.

Ja, deri har du Ret. Men med mig er det en anden Sag. Jeg er din . . . jeg er din ---

Adolf.

Ja, du er hendes Svoger, og jeg er hendes kjødelige Fætter, altsaa er jeg hende meget nærmere.

Louise.

Naturligviis. Bliv du hos din Kone og tael med hende. Saa vidt jeg har bemærket, har du endnu ikke vexlet et Ord med hende.

Brandt
(der igjen har sat sig).

Man kan jo ikke komme til Orde for dig. (Afsides) Min Kone begynder godt.

(Johan kommer ind med Papir, Skrivertøi og Tilbehør).
71
Johan.

Værsgod, der er Herrens Skrivertøi.

Brandt
(ærgerlig).

Aa, hvem har bedet dig ---

Johan.

Har jeg glemt Noget? Naa, Linealen! Nu skal jeg strax ---

Brandt.

Vist ikke. Tag det Altsammen bort igjen.

(Johan gaaer igjen med Skrivertøiet).
Adolf
(der imidlertid har bundet Skobaandet).

See saa! Er det nu godt?

Louise.

Udmærket. Hvis mit Skobaand oftere skulde gaae løs, mens du er her, skal Ingen binde det fast undtagen du.

Brandt
(afsides).

Jeg sidder som paa Naale.

Louise
(talende over til Hanne).

Men skulde Fætter Adolf ikke see sine Værelser, som vi har gjort saa pænt istand til ham?

72
Hanne.

Jo, hvis vor Fætter har Lyst at see dem.

Adolf
(gaaer hurtig hen til Hanne).

Det har jeg stor Lyst til. Vil du vise mig dem?

Hanne.

Jo, meget gjerne.

Louise
(reiser sig ligeledes).

Kom med, Fætter, saa skal vi begge følge dig derop.

Brandt.

Aa nei, nu sidde vi saa godt. Lad os nu blive sammen.

Louise.

Det er gjort paa et Øieblik.

Brandt.

Ja, det veed jeg Men . . . men . . . med dig har jeg et Par Ord at tale. Du husker, hvad du lovede mig . . .

Louise.

Jeg? hvad har jeg lovet?

Brandt.

Jo . . . hm . . . du veed jo nok.

73
Louise.

Nei, jeg veed Ingenting. Hvad mener du?

Brandt
(afsides til hende).

Du kan jo sagtens lade, som du veed . . . (Høit). Ja, jeg skal nok sige dig det.

Adolf.

Mine Værelser maa jeg see. Det er engang afgjort.

Brandt.

Det skal du ogsaa. Hanne! gaae du op med.

Hanne og Louise
(nærme sig begge)

Er det mig, du mener?

Brandt
(forvirret)

Jeg mener min Kone. Gaae du op med Adolf.

Louise
(til Adolf).

Du seer, at min Svoger er ikke jaloux.

Adolf.

Ja, jeg har allerede beundret ham derfor. --- Kom, kjære, lille Cousine. (Han byder Hanne sin Arm. De gaae ned ad Havegangen nærmest Huset).

74

Sextende Scene.

Brandt. Louise.

Louise.

Nu, min Ven, det gaaer jo godt.

Brandt
(der gaaer urolig op og ned).

Jo --- meget godt --- overmaade godt.

Louise.

Men, du maa ikke forløbe dig med Navnene. Ellers er du istand til at røbe Alt. Husk nu paa, at du skal kalde mig Hanne og min Søster Louise, og at du skal være øm og kjærlig mod Hanne, men lade mig gaae for Den, jeg er, saaledes som en god Svoger pleier mod sin Svigerinde.

Brandt.

Det skal jeg nok huske. Men --- undskyld, at jeg siger dig det --- men, kjære Louise, jeg synes, du glemmer vor Aftale.

Louise.

Jeg? Nei, der tager du vist feil. Jeg bildte mig tvertimod ind, at du vilde beundre mit lille Talent til saadan en Comedie, som du før talte om.

Brandt.

Ja, det har du Ret i. Du har endogsaa udviklet 75 et Talent, som jeg slet ikke havde drømt om. Men --- vor Aftale var dog, at give Adolf Leilighed til at være alene med Hanne.

Louise.

Nei, det var ikke vor Aftale; og det vilde jeg ogsaa, med din Tilladelse, have sat mig imod.

Brandt.

Ja, men vi fandt det dog begge ønskeligt, om der kunde blive et Par af de To; og saa følger det jo af sig selv, at man ikke maa lægge Hindringer iveien derfor.

Louise.

Ja, men glem ikke, hvad jeg betingede mig: at jeg først vilde lægge Mærke til den unge Herre, og lære ham at kjende.

Brandt
(lidt bitter).

Jeg synes kun, at du har stræbt mere efter, at han skulde lægge Mærke til dig.

Louise.

Ja, jeg blev ganske fortryllet af hans smukke, belevne Væsen. Han har megen Aand og Dannelse, og jeg maa give dig Ret i, at han kan være farlig for et ungt Fruentimmer. --- Men jeg frygter for, at Hanne er for stille og alvorlig for din Ven Adolf.

76
Brandt.

Erfaringen viser dog, at slige ueensartede Forbindelser have det bedste Udfald.

Louise.

Aa, ja vist --- det er jo nok muligt. Men --- vi glemme Hanne over at tale om hende. Vi maae dog see ad, hvad hun og vor Fætter foretage sig.

Brandt.

Vil du nu igjen forstyrre dem? Det er som jeg siger: du har en Fornøielse af at adskille dem.

Louise.

Der kommer han, saa kan vi svare vor Disput.

Syttende Scene.

Brandt. Louise. Adolf (fra Haven).

Adolf
(iler hen til Louise).

Kjæreste Cousine! hvorledes skal jeg takke dig og din Søster for det smagfulde Arrangement i mine Værelser. Og den nydelige lille Bogsamling, jeg Skylder din Opmærksomhed!

Louise.

Det er mit eget lille Haand-Bibliothek, der aldeles staaer til din Tjeneste.

77
Adolf.

O, jeg overvældes af saa megen Godhed. Tillad mig at aflægge min Taksigelsse.

(Vil kysse hende paa Haanden).
Brandt
(træder imellem dem).

Undskyld min Svigerinde, kjære Adolf! Hun har Et og Andet at besørge inde i Huset. (Afsides til Louise). Naar du nu vil see, hvad der er blevet af din Søster, saa er der god Leilighed dertil.

Louise.

Nu gaaer jeg. (Til Adolf). Men har du lagt Mærke til det Miniatur-Portrait, der hænger over Sophaen?

Adolf.

Min Tantes Portrait, malt, da hun var ung Pige. Det lagde jeg strax Mærke til. Det er jo, som man seer din Søster.

Louise.

Det kan du ogsaa takke mig for. Jeg har taget det fra mit eget Værelse og hængt det op hos dig. Naar du nu seer paa det, kan du paa eengang tænke paa din Tante og hendes Datter, min gifte Søster.

Brandt
(afsides til hende).

Det kan jeg lide; det var velbetænkt.

78
Louise
(ligeledes afsides).

Der kan du see. (Høit). Men undskyld mig nu. Husets Forretninger kalde mig.

Adolf.

Er der Intet, jeg kan hjælpe dig med?

Louise.

Jo, Tak! kom kun.

Brandt
(holder ham tilbage)

Hvad er nu det for et Indfald! Skal Adolf maaskee hjælpe dig med at levere Dækketøiet ud? Lad ham nu blive her. Jeg maa jo ogsaa have lidt godt af ham.

Louise.

Jaja, saa gaaer jeg alene.

(Gaaer ind i Huset)

Attende Scene.

Adolf. Brandt.

Adolf
(afsides).

Det er forunderligt, som han er urolig, naar man blot nærmer sig hans Svigerinde. Jeg maa 79 dog prøve ham. (Høit) Det er en meget spirituel Pige, din Svigerinde.

Brandt.

Aa ja --- hun har et ret godt Hoved.

Adolf.

Det vil kun sige lidt. Nei, hun har ualmindelig megen Aand.

Brandt.

Aa ja saamænd. Men, hvad jeg vilde sagt, jeg maa dog vise dig min nye Tilbury, som jeg før talte om. Har du Lyst ---?

Adolf.

Jo strax. --- Men for at komme tilbage til din Svigerinde, da kunde jeg næsten fristes til at forsøge min Lykke hos hende.

Brandt

(forskrækket)

Forsøge din Lykke? Hvad mener du?

Adolf.

Nu ja, du veed jo, med hvad Ideer jeg er kommen hertil. Min ældste Cousine, som jeg egentlig tænkte paa, er gift, hun er din Kone. Men hendes Søster er jo ogsaa meget elskværdig.

Brandt
(afsides).

Der har jeg da selv jaget mig en Stage i Livet. 80 (høit). Vist er hun --- men du kan troe mig, hun passer slet ikke for dig.

Adolf.

Mener du? Hun er jo saa munter og behagelig.

Brandt.

Ja, det har du Ret i. Men du maa have en ganske anden Rone. Seer du . . . som for Exempel --- ja, hvem anfører jeg i en Hast? --- ja, som min Kone. Hun kunde ret være Noget for dig. En, der er blid, from og overbærende.

Adolf.

Din Svigerinde har, saavidt jeg kan skjønne, en ypperlig Forstand. Den lærer os at bære over med Andre. Naar jeg blot veed, at jeg ikke er hende ligegyldig ---

Brandt.

Ja, det kan vi altid tale om. Vent nu her, saa skal jeg vise dig . . .

Adolf.

Jeg kan altsaa stole paa dit Samtykke?

Brandt.

Tvivl endelig ikke derpaa! En gammel Ven som du! --- (Afsides). Det er nok den høie Tid, vi faae en Ende paa den Historie.

81
Adolf.

Jeg troer, jeg vil gjøre et lille Forsøg idag ---

Brandt
(hurtig).

Nei, det maa jeg oprigtig fraraade dig. Min Svigerinde vilde betragte det som en stor Letsindighed, og du vilde fordærve Alt derved. Overhovedet, idag maa du ikke tænke paa alvorlige Ting. Bliv nu her, saa skal jeg see til at faae en Karl fat og lade min nye Vogn trække frem. Jeg skal imidlertid sende min Kone ud til dig. (Afsides, idet han gaaer) Frie til min Kone! Nei, det er en lille Smule for galt.

Nittende Scene.

Adolf
(alene).

Det er mærkværdige Forhold, jeg her er kommen ind i. Det er jo aabenbart, at Brandt elsker sin Svigerinde. Mod sin Kone er han ligegyldig, men fra hendes Søster har han intet Øie, Kun to Maaneder gift --- det er jo forfærdeligt! Og alligevel troer jeg, at hans Svigerinde har ham en Smule tilbedste. Og hans Kone --- jeg synes næsten heller ikke, at hun føler meget varmt for ham. Da jeg nylig var oppe med hende paa mine Værelser, og af Overgivenhed slog min Arm om hendes Liv, --- hvor hun skjælvede og blev bleg! Om jeg nu var elsket 82 af hende? Hun har jo seet mig før. Herregud, det kan løbe koldt og varmt ned ad Ryggen paa En ved saadanne Tanker. Men det er stygge Tanker --- jeg vil ikke give dem Plads i mit Bryst. Hun er min Vens Kone --- og jeg vil handle som en honnet Karl. Er ikke hendes Søster en herlig Pige, saa munter og opvakt! Maatte jeg ikke betragte det som en Lykke, hvis hun blev mig til Deel. Visselig --- men som min gifte Cousine, nei, saaledes er hun ikke! (Tager det omtalte Portrait frem). Det er hendes Moders Portrait, som jeg stjal mig til at tage ned fra Væggen deroppe. Det er Træk for Træk det samme Billede som min Cousine. Dette bly, qvindelige Udtryk, dette uforlignelige Træk af Veemod og Eftertanke, som jeg saa ofte har bemærket hos hendes Moder --- Alt er hos hende, saaledes som jeg tænkte mig det. Ak min Gud, hvorfor er hun gift, og med en Mand, der ikke elsker hende, og som maaskee hun heller ikke elsker!

Invende Scene.

Adolf. Louise. Siden Hanne.

Louise
(afsides, idet hun kommer ud fra Havestuen).

Hanne sad og græd paa sit Kammer. Jeg maa dog vide, hvad her kan være iveien. (Høit) Her har du mig igjen, Fætter! Jeg vilde haft min Søster ned med, for at vi begge kunde vise vig de 83 nye Anlæg i vor Have; men hun var vred og vilde ikke. Det er dog vel aldrig dig, der har gjort hende vred?

Adolf.

Det skulde jeg ikke troe.

Louise.

Ja, jeg heller ikke. Det vilde i det mindste være meget utaknemmeligt af dig, efterat hun har flyttet sin egen smukke, nye Sopha op dit dit Værelse, for at du kunde have det beqvemt.

Adolf.

Har hun virkelig?

Louise.

Som jeg siger. Hun har kun haft den en Maaned, og vilde knap tillade, at Nogen af os satte sig derpaa; og den har hun nu offret til dine Støvler og Sporer.

Adolf.

Kan jeg ikke gaae op. og formilde hende, hvis jeg mod min Villie har fornærmet hende.

Louise.

Nei, bliv nu. Jeg haaber, at hun betænker sig og kommer ned af sig selv. (Seer paa ham). Men, siig mig, hvad er det for en Sløife, som stikker frem der. Jeg synes, jeg skulde kjende den.

84
Adolf
(forvirret, vil skjule den).

O, det er Ingenting.

Louise.

Aa, lad mig see! Jeg er saa nysgjerrig.

Adolf
(tager Portraitet frem).

Nu, saa see da!

Louise.

Hvad seer jeg! Min Moders portrait! (Med Latter). Og det bærer du paa Brystet! Naa, nu seer jeg da, at du oprigtig holder af din Tante.

Adolf.

Du spotter mig.

Louise.

Er vor hele Familie i opstigende Linie dig ligesaa dyrebar, saa kan jeg tractere dig med et Portrait af vor Oldemoder. Det er et sjeldent Stykke. Hun er malt, som hun saae ud paa sin Bryllupsdag, i stivt Corset med lyserøde Engageanter og Haaret sat à la Fontange.

Adolf.

O, hold op!

85
Louise.

Paa Skjødet har hun en lille Myndehund med en skjæv Hals, og i den ene Haand en Pindse-Lilie.

Adolf.

Dril mig ikke længer. Du veed nok, hvorfor jeg har gjemt dette Portrait.

Louise.

Nei, det veed jeg ikke.

Adolf.

Nu, saa lad mig da ligefrem fortælle dig det. Jeg kom hertil idag med den Hensigt at . . nu at frie til din Søster, hvis hun svarede til den Forestilling, jeg havde gjort mig om hende.

Louise.

Til min Søster! Til en gift Kone!

Adolf.

Jeg drømte ikke om, at hun var gift. Jeg kjendte ingen af mine to smukke Cousiner, og det maa tjene mig til Undskyldning, at jeg ikke lige saa godt forud dannede mig en Forestilling om din Elskværdighed som om hendes. Men jeg antog, at see et forynget Billede af min Tante; og med hende har din Søster unægtelig mere Lighed end du.

Louise
(afsides).

Godnat, forføngelige Indbildning! (Høit) Ja, 86 det er en meget ubehagelig Affaire. Hvad har du da nu isinde, stakkels Fætter?

Adolf.

Min Vens Kone er mig hellig; det følger af sig selv. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil fortvivle. Muligviis gives der endnn en Trøst for mig, en Trøft, der kan indeholde større Lyksalighed, end jeg selv aner.

(Her nærmer sig Hanne fra den Gang, der gaaer bag om Buskadsen).
Louise.

Det er en Beslutning, der er dig værdig. Men tør jeg vide, hvori du vil søge din Trøst?

Adolf
(tager hendes Haand)

Hvad synes du om mig, kjære Cousine?

Louise.

Jeg synes godt om dig.

Adolf.

Er det for dristigt, om jeg haaber, at du vil give mig Erstatning for det Tab, der nu engang ikke kan oprettes?

Louise.

Jeg? Frier du til mig?

Hanne
(afsides).

O, min Gud! hvad maa jeg høre!

87
Adolf.

Du seer, jeg er oprigtig. Jeg har skriftet ærligt for dig. Giv mig nu et ærligt Svar.

Lonise.

Siden du er saa oprigtig, vil jeg ogsaa være det. Siig selv, kan du med Villighed forlange, at jeg saaledes skal være din Nødhjælp, naar alt Andet slaaer feil for dig?

Adolf.

Elsker du maaskee en Anden?

Louise.

Det er et Samvittigheds Sprøgsmaal. Men, i al Fald, hvad var det værdt at lade sig genere af? Du elsker jo en Anden, og frier alligevel til mig.

Hanne
(afsides og med Taarer)

O, gid jeg var tusinde Mile herfra!

Adolf.

O, svar mig alvorligt! Hvis du synes om mig, saa nægt mig ikke dit Ja. Desuden --- du skulde see til at komme bort herfra Huset. De Forhold, du her lever i, due ikke.

Louise
(med Latter).

Due de ikke? Aa, jeg synes dog, de ere ganske gode.

88
Adolf.

Nei, du kan troe mig. Jeg seer klarere end I Andre. See til at komme herfra. Tag med mig til min Moder.

Louise.

Ja, Tak, men jeg har det ellers ret godt her.

Adolf.

Din Søster gaaer omkring taalmodig som en Engel, og sørger i Stilhed. Brandt er urolig, snart piint af Lidenskab og snart af Følelsen af sin Pligt. Alt dette kan ikke være skjult for dig.

Louise
(afsides)

Jo, han seer rigtignok klart.

Adolf.

Du maa kunne mærke, at Brandt fortæres af Kjærlighed til dig.

Louise.

Mener du virkelig?

Adolf.

Men det er jo saa aabenbart, at Enhver kan see det.

Louise.

Ja, siden du nu gjør mig opmærksom derpaa, synes jeg selv, at han har Kjærlighed til mig.

89
Adolf.

Og det er jo grueligt!

Louise.

Ja, du har Ret, det er grueligt. Saadan en Mand!

Adolf.

See derfor til at komme ud af disse ulykkelige Forhold, saavel for Brandts Skyld som for din egen Skyld. Jeg tør ikke skjule for dig, at et længere Ophold her i Huset er farligt for din Søsters Rolighed og --- farligt for dit Rygte.

Louise.

Hvad siger du? Mit Rygte? Saa tør jeg ikke blive her et Øieblik. Et Menneskes Rygte er hans største Helligdom.

Adolf.

Ja, har jeg ikke Ret? Nu, som sagt, tag da med mig til min Moder i Byen, og endnu idag, og, hvis du vil lyde mit Raad, allerhelst nu i dette Øieblik. Ogsaa for mig vil det være godt at komme herfra --- jeg tilstaaer det oprigtig. Men med Tiden vil jeg lære at kjende dig, vil indsee, at der kan vente mig en stor Lykke ved din Side. Kan det saa lykkes mig at erhverve din Velvillie, saa tillad mig at anholde om din Haand. Det er Alt hvad jeg forlange.

90
Hanne
(afsides).

Jeg vil gaae --- jeg holder det ikke ud . . .

(Gjør en Bevægelse som for at gaae).
Louise
(afsides).

Det er min Søster, der kommer! (Høit) Kjære Fætter, jeg er ganske urolig over, hvad du har meddeelt mig, og jeg indseer, at jeg (med Betoning) saavel for min egen som for min Søsters Skyld bør følge dit Raad. Jeg vil tage med dig til din Moder, og, som du raader mig, allerhelst strax. --- Vent her; jeg vil blot tage Hat og Shawl paa. Eller gaae ned ad den Gang, saa vil du træffe paa En, der kan trøste dig under min Fraværelse. (Afsides). Min stakkels, stakkels Mand! Hvad hjælpe ham nu alle hans Kunster for at passe paa sin Kone. Nu staaer jeg lige paa Nippet til at blive ført bort!

(Gaaer ind i Huset).
Adolf.

Hvad mener hun? (Gaaer hen mod Buskadsen) Seer jeg ret? Er du her, bedste Louise?

Hanne
(forvirret).

Jeg kom i dette Øieblik . . . jeg søgte min Søster.

Adolf.

Men du har jo grædt Hvad feiler dig?

91
Hanne.

Ingenting --- der feiler mig Ingenting.

Adolf.

Jovist --- du har grædt, du er bedrøvet. O, betro mig din Sorg!

Hanne.

Jeg har ingen Sorg --- slet ingen. Lad mig nu gaae. Jeg har ikke Tid.

Adolf
(holder hende tilbage)

O, bliv! Du er dog vel ikke vred paa mig?

Hanne.

Nei, jeg er ikke. Men lad mig gaae. Jeg skal sige til min Søster, at hun skal komme ud. Du venter vist paa hende.

Adolf
(forskende).

Du har hørt vor Samtale? Har du ikke? Du har hørt, at jeg anholdt om hendes Haand. Men saa har du ogsaa hørt min aabenhjertige Tilstaaelse, at det netop var dig, kjære, bedste Louise, der strax ved min Ankomst gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mit Hjerte. Det skulde aldrig være kommet over mine Læber --- aldrig! Du tilhører en Anden, og jeg maa opgive Haabet om dig.

Adolf
(forskende).

Du har hørt vor Samtale? Har du ikke? Du har hørt, at jeg anholdt om hendes Haand. Men saa har du ogsaa hørt min aabenhjertige Tilstaaelse, at det netop var dig, kjære, bedste Louise, der strax ved min Ankomst gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mit Hjerte. Det skulde aldrig være kommet over mine Læber --- aldrig! Du tilhører en Anden, og jeg maa opgive Haabet om dig.

92
Hanne
(afsides).

Min Sud, hvad skal jeg svare --- !

Adolf.

Jeg har bildt mig ind at finde Erstatning hos din Søster. Maaskee jeg bedrager mig. Men I ere begge mine nære Slægtninge, I ere Sødskende, og begge mig kjære og dyrebare. Giv mig hendes Haand. Jeg vil haabe, det skal være til min Lykke.

Hanne
(forvirret).

Men hvor kan jeg . . . jeg kan jo slet ikke . . . (Afsides) Men er det da ikke ærgerligt, at jeg skal staae her og forstille mig for deres Indfalds Skyld!

Adolf.

Der kommer din Mand. Lad os tale med ham og høre, hvad han siger.

Hanne.

O, Gud nei, lad mig gaae. Jeg kan ikke blive, naar han kommer.

Adolf
(afsides).

Det er forunderligt! Hun har ligesom en Angst for sin Mand.

93

Eenogtyvenbe Scene.

Adolf. Hanne. Brandt.

Brandt
(da Hanne vil gaae md)

Bliv her! Hvorfor gaaer du ind?

Hanne.

Jeg maa nu ind.

Brandt
(Vil holde hende tilbage)

Hvilken Passiar! du skal blive og holde Adolf med Selskab. Jeg maa op til din Søster.

Hanne.

Jeg kan ikke. Du har Synd af at holde paa mig.

(Gaaer ind).
Adolf
(alvorlig).

Lad din Kone gaae ind, Brandt! Jeg vil tale et Ord med dig.

Brandt.

Nu, hvad vil du da?

Adolf.

Jeg har nylig haft en Samtale med din Svigerinde.

94
Brandt.

Med min Ko --- med min Svigerinde, siger du?

Adolf.

Ja. Jeg har allerede betroet dig, at hun har gjort Indtryk paa mig. Jeg har nu selv talt til hende derom.

Brandt.

Saa? --- Hvad svarede hun?

Adolf.

Hun bad om Betænknings-Tid. Men hun berøvede mig ikke Haabet. Hun tilstod endogsaa ligefrem, at hun syntes godt om mig.

Brandt.

Saa? Virkelig?

Adolf.

Rimeligviis vil hun først høre din Mening.

Brandt
(afsides).

Det tvivler jeg stærkt paa.

Adolf.

Hvad mener nu du?

Brandt.

Ja --- oprigtig talt, jeg synes slet ikke godt om dette Frieri. Strax den første Gang, man seer en 95 ung Pige, at anholde om hendes Haand, det er, mildest talt, Letsindighed.

Adolf.

Jeg troer ikke, det gavner, at betænke sig længe i det Capitel.

Brandt

Men du er jo slet ikke kommen for hendes Skyld. Det er jo min Kone, du et halvt Aar har sværmet for, skjøndt du ikke kjendte hende. Hvis du nu fortalte mig, at det var hende, der havde gjort et saa stort Indtryk paa dig, da vilde jeg finde det rimeligt. Men min Svigerinde!

Adolf
(meget olvorlig)

Brandt! vær fornuftig! Jeg kan nok begribe, det er dig ikke ret med, at jeg har Godhed for din Svigerinde!

Brandt
(afsides).

Nei, det har han Ret i.

Adolf.

Men lad mig her handle. Jeg troer, det vil være bedst for os Alle. Du kan og du bør ikke nægte mig hendes Haand. Lad hende forenes med mig, lad hende komme bort fra dit Huus ---

96
Brandt.

Aa, du taler som en Fusentast.

Adolf.

Hør Brandt, du kjender ikke selv dit Hjertes Tilstand. Men jeg har gjennemskuet dig: du elsker din Kones Søster. Men Gudskeelov har jeg saa megen Magt over mig selv, at jeg ikke vil benytte din Svaghed. (Med stærk Stemme). Hun maa bort af dit Huus. Det er endog min Pligt som nærmeste Slægtning at handle her. Jeg fører hende bort endnu idag.

Brandt.

Vil du føre hende bort?

Adolf.

Der skal Intet hindre mig deri. Jeg gjør ingen Hemmelighed deraf; jeg vil gaae aabent tilværks. (Afsides) . Der er hun!

Toogtyvende Scene.

Adolf. Brandt. Louise

(med Hat og Shawl paa)

og siden Hanne, begge fra Havestuen.

Adolf.

Kom kun, kjære Hanne. Jeg har fortalt din Svoger Alt. Han veed, at du lige nu paa Stedet følger med mig.

97
Brandt
(til Louise).

Men hvad skal alt dette betyde? Hvorfor er du paaklædt?

Louise.

Jeg veed ikke ret . . . Fætter Adolf har saadan en stor Lyst til at føre mig bort.

Brandt.

Aa, nu har jeg hørt det mod ! Hvilke Taabeligheder!

Adolf.

Min Beslutning er fast --- kom, Hanne! (Tager Louises Haand og vil føre hende med sig).

Brandt
(stadsende ham).

Men er du forrykt? Vil du føre min Kone bort.

Adolf.

Din Kone? Har du to Koner?

Brandt.

Aa nei, vist ikke --- men . . . men ---

Louise.

Ja, jeg er hans Kone, kjære Fætter! Ifald du nu har Lyst til at gjøre Cour til mig, saa er der Intet iveien.

Adolf.

Men din Søster Louise, er hun da . . .

98
Louise.

Jeg be'er! hun hedder Hanne.

Adolf.

Hanne! og hun er ikke hans Kone? Ja, saa kan jeg begribe hans Adfærd. Altsaa Hanne er virkelig ikke gift?

Louise.

Nei, desværre.

Adolf.

Desværre? O, desbedre! Saa har jeg Haab maaskee ---

Louise.

Maaskee. Men allerførst maa du nu fatte en Beslutning, hvem af os To du vil frie til. Thi det synes mig ikke, du er paa det Rene dermed.

Adolf.

O, du har Synd af at spotte mig I Jeg har jo skriftet for dig saa ærligt, som du kan forlange. Tael min Sag hos din Søster.

Louise.

Ja, jeg skal see til, hvad jeg kan gjøre for dig. Der kommer hun netop.

(Gaaer den indtrædende Hanne imøde).
Brandt.

Men hører jeg ret? Det er altsaa dog Hanne, du er skudt i?

99
Adolf.

Javist, kjære Ven, men I ere jo selv Skyld i al den Forvirring.

Brandt.

Det har du Ret i, det var en stor Feil af os. Dit Valg har hele mit Bifald. Hanne er en ypperlig Pige. Hun giver dig ikke Nei; det bør hun heller ikke.

Hanne
(der imidlertid har talt med Louise, afsides til hende).

Men han troer jo, at jeg er gift.

Louise.

Ja, men nu, har han sagt, vil han ikke bryde sig om, at du er ugift. Han tager dig alligevel.

Hanne.

Aa, du gjør Nar af mig. Jeg vil slet ikke vide Noget af det Hele.

Louise.

Hvad er det for en Tale! Du græd jo for mig derinde og klagede, at du var ulykkelig. For Ingenting græder man ikke.

Hanne.

Men jeg har jo selv hørt, at han friede til dig.

Louise.

Men jeg har jo forklaret dig ---

100
Hanne.

Men jeg troer dig ikke.

Louise.

Jaja --- jeg kan begribe, at du er vred paa Fætter Adolf, paa hans store Letsindighed --- ikke? Saa give vi ham er Kurv. Han skal paa Øieblikket tage herfra. (Vender sig til Adolf med paatagen Alvorlighed). Kjære Fætter, nu har jeg talt med min Søster.

Adolf
(der imidlertid har staaet i Samtale med Brandt, nærmer sig hurtig).

Har du? Hvad Svar gav hun?

Louise.

Min Søster skjuler ikke sin Velvillie for dig som vor nære Slægtning; heller ikke nægter hun dig sin Agtelse som Militair. Men hun er bleven altfor urolig over din Flygtighed, til at hun tør tænke paa en Forening, der i Almindelighed beregnes for hele Livet.

Hanne
(afsides til hende).

Det har jeg jo slet ikke sagt!

Adolf.

Men Herregud, min Flygtighed er da heller ikke saa stor, som I antage. Jeg har de bedste Anlæg til at blive stadig og sat.

101
Louise.

Ja, saa maa hun vente til disse Anlæg komme til Udvikling. Men for Tiden byder hende Pligt og Klogskab ---

Brandt.

Aa, hvilke Indbildninger! Hanne skal give efter. Jeg staaer inde for Adolf.

Hanne
(afsides til Louise)

Du maa skamme dig, som du taler.

Louise
(sagte til hende).

Lad mig --- det er en Velfærds-Sag. (Høit til Adolf). Af alle disse Grunde og Hensyn har hun besluttet --- (tager Hannes Haand) --- og jeg tilstaaer, jeg kan ikke fortænke hende deri --- har hun besluttet, kjære Fætter, at --- give dig sin Haand. Angaaende Hjertet maa du selv tale nærmere med hende.

Adolf.

O, jeg Lykkelige!

Brandt.

Det kan jeg lide. (Afsides) . Det er ordentlig som jeg aander friere, efterat jeg har faaet ham vel employeret.

Adolf.

Nu er jeg ikke længer vred paa Jer, at I have 102 haft mig tilbedste. Det har banet Veien for mig til en stor Lyksalighed.

Brandt.

Ja, tag mig det ikke ilde op, kjære Ven. Men jeg nægter ikke, at jeg fik en lille Skræk paa mig, da jeg erfarede, al vi skulde have en Officer til Indqvartering, og min Skræk blev ikke mindre, da jeg opdagede, at det var dig. For Fremtiden skal det være mig en fast Regel: heller et heelt Compagnie Karle end en eneste Lieutenant.

Louise.

Min Ven, tillad mig at gjøre en Bemærkning. Den Indqvartering, Kongen og Øvrigheden foreskrive os, den bøier jeg mig for og finder mig i som en god Undersaat; den er hverken farlig for dig eller din Kone. Men der er en anden Indqvartering, der er en stor Plage for dig og til stor Uleilighed for din Kone. Det er Skinsygen. Lad os vogte os for den!

Brandt.

Ja, det har du Ret i.

Svanehammen. Romantisk Skuespil i tre Acter.

104

Skrevet 1841.

Opført første Gang paa det kgl. Theater den 24de Juni 1841 i Anledning af Formælingen mellem Deres Kongelige Hiøheder Kronprinds Frederik Carl Christian og Kronprindsesse Caroline Charlotte Mariane.

Svanehammen, rom. Drama i tre Acter. Reitzel. 1841.

Dram. Værker. Bind 6.

105

    Personerne.

  • Kongen.
  • Hans unge Dronning.
  • Hertug Volmer.
  • Fru Estrid, Hertugens Moder.
  • Helene, en græsk Kongedatter.
  • Eiler, Ove, Sanger } i Kongens Tjeneste.
  • Guntram, i Hertugens Tjeneste.
  • Ingeborg, en af Dronningens Piger.
  • Malfred, en af Fru Estrids Piger.
  • Kongens og Hertugens Følge, Dronningens og Fru Estrids
  • Piger; Bevæbnede Jægere o. s. v. Chor af de Sidstnævnte
  • samt af Helenes Søstre.

Handlingen foregaaer i Sjælland; i de to første Acter deels paa og ved Kongsgaarden, en Miils Vei fra Esrom, deels paa Fru Estrids Gaard ved Øresundet; i tredie Act ved Esroms-Sø.

106

        

107

Første Act.

Et stort Skovpartie. I Baggrunden adskillige Telte, og deriblandt et stort og udsmykket. En Mængde af Kongens Mænd, Jægere og Bevæbnede ere leirede i Grupper; Nogle af dem omringe Ove, der sidder paa en Træstub ved den ene Side i Forgrunden. --- Siden Eiler. Det er tidlig Morgenstund.

Første Scene.

Chor.

Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.

Ove.
1.
Hun var saa ung, saa faur og fiin,
Talte til Hvermand mildt,
Til Ridder og til Bonde,
Til ringeste Gangerpilt.
Chor.
Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.
108
Ove.
2.
Saa vandt de op de Silkeseil
Høit i den gyldne Raa,
Saa fik de Bør hiin blide
Og lode til Danmark staae.
Chor.
Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.
Ove.
3.
Og Kongen hende gik igjen,
Der hun i Land blev sat;
Og Bonden stod ved Stranden
Og viftede med sin Hat.
Chor.
Fra fjerne Lande kom hun, Dronning Dagmar.
(Eiler træder frem).
Eiler.

Ei, Godtfolk, giver Lyd! Her er nu alt Andet at tage vare paa end at synge Viser.

Ove.

Et godt Ord igjen, Hr. Eiler. Vi ere dog i Grunden samlede for at være fornøiede, og saa synger man gjerne. Forresten sang jeg Visen om Dronning Dagmar, og den synes mig at passe mærkelig idag. 109 Vi feire jo vor Konges Bryllupsdag. For eet Aar siden landede vor deilige, unge Dronning her paa Sjælland, og hun har været en Dagmar for os Alle. Broder Knud i Klostret siger jo, at Mennesket skal vise sig taknemmelig --- ja, han mener sandtnok mod Klostret; men det gjælder vel ogsaa ellers.

Eiler.

Deri har du stor Ret, Ove. Men du maa sørge for, at du ikke driver din Taknemmelighed saa vidt, at du er hæs, inden Hendes Naade kommer. I Sangere er et farligt Folkefærd. Har I først faaet Munden paa Gang, saa skal der Noget til at stoppe Munden paa Jer. --- Hvem er det, der kommer?

Ove.
Det er Guntram, Hertug Volmers Svend.
(Han gaaer tilbage til de Andre).
Eiler.

Det var godt; ham ventede jeg paa. (Afsides) . Guntram er da et ligedan Stykke af en Poet. Men han er ikke krøben ret ud af Ægget endnu, saa ham kan man faae Bugt med.

110

Anden Scene.

De Forrige. Guntram.

Eiler.

Nu, hvad godt Nyt bringer du, Guntram?

Guntram.

Hertugen, min Herre, lader Eder vide Bud, Herr Eiler, at han skal indfinde sig til rette Tid med Følge af sine Folk tilhest, Alle med deres bedste Smykker.

Eiler.

Godt, Guntram. Hvor traf du din Herre igaaraftes?

Guntram.

Paa hans Moder, Fru Estrids Gaard.

Eiler.

Er der noget Nyt at melde derfra?

Guntram.

Nei, ikke det jeg veed.

Eiler.

Der var ingen fremmede Herrer eller Fruer?

Guntram.

Nei, ingen uden Jomfru Helene, der rigtignok 111 er fremmed her i Landet. Men hun har nu været saa længe hos Fru Estrid.

Eiler.

Naa, Jomfru Helene --- det er sandt. Hvad er det for en Jomfru Helene? Hvorfra skriver hun sig?

Guntram.

Ja, det veed jeg ikke ret. Jeg troer, hun kommer fra de rhinske Lande.

Eiler.

Saa? Hvor kommer det, hun opholder sig saa længe hos Fru Estrid?

Guntram.

Hun syntes nok godt om det her i Landet. Det skal jo holde haardt at opvise en mere skjøn Part af Verden, end disse vore Ølande, besynderlig Sjælland.

Eiler
(afsides).

Af den Mening er nok Jomfru Helene ikke.

Guntram.

Og nu en Gaard som Fru Estrids!

Eiler.

Du siger sandt. (Afsides) . Saavidt jeg kan formærke, er Guntram ikke den Mand, der skal sladdre af Skole i Utide. (Høit) . Naa, min Søn, hvordan gaaer det saa med dine Forsøg i Skjaldekunsten?

112
Guntram.

Kun maadeligt, Herr Eiler, desværre kun maadeligt. Jeg har faaet tillaans i Klostret en skjøn Historie om de tolv Jævninge, skreven paa fiint Pergament og med deilige Billeder. Naar jeg læser i den, saa er det, som jeg kom ind i en anden Verden. Den Historie vilde jeg nu gjerne sætte ud paa Riim. Men Rimene ville ikke falde for mig.

Eiler.

Det kommer nok, Guntram.

Guntram.

I har raadet mig til at søge Eensomhed i Skoven, Herr Eiler.

Eiler.

Jo, min Søn, de gamle, romerske Poeter anbefale det som et dueligt Middel til at vække Geisten.

Guntram.

Jeg har ogsaa fnlgt Eders Raad. Men der er saa lummert i Skoven paa disse Tider. Det slaaer aldrig feil, at naar jeg har kastet mig hen under et Træ for at lytte til Fuglesang og tænke paa de tolv Jævninge, saa kommer Søvnigheden over mig; og naar jeg saa vaagner igjen, saa er den hele Gevinst, at jeg har sovet, saa det værker i mit Hoved.

113
Eiler.

Ja, det er slemt.

Guntram.

Det bliver til Intet, Herr Eiler; jeg har stor Frygt derfor. Nu har det i lang Tid været mit høieste Ønske, at kunne fuldende min Fødeby Slagelses Krønike, som jeg har begyndt at sætte ud paa Riim, og hvortil I har givet mig saa skjønne Underretninger om Byens Historie. Men det gaaer kun saa smaat, alt, hvad jeg saa grunder derpaa. Jeg er bange for, at jeg af Bekymring fætter min Helsen til derover.

Eiler.

Tag sagte paa, Guntram, tag sagte paa; Jorden er gammel. Du maa give Tid, min Søn, og begynde smaat. Ordsproget siger jo: Smaa Helgene kan ogsaa gjøre Jertegn. Og hvad din Hetsen angaaer, saa kan man endnu ikke mærke, at den har liidt nogen Brøst. Men gaae nu hen til Teltene og lad dem give dig et Bæger Viin. Hvis de romerske Poeter tale sandt, saa skal Vinen heller ikke være ilde for den poetiske Geist.

Guntram.

Deri, troer jeg næsten, har de ikke taget feil. (Gaaer, men vender strax om). Det er sandt, Herr Eiler ---yvis jeg tør fordriste mig til at gjøre et Spørgsmaal --- er der ikke sex Muser?

114
Eiler.

Jo, min Søn. Thi saasom der er ni, er der temmelig sikkert ogsaa sex.

Guntram.

Er der ni? Det havde jeg ikke troet. Er ikke Diana en af Muserne?

Eiler.

Jo; tag du kun hende med. Det gjør Intet. Men see nu først til at gjøre det af med de sex. Det har jo ingen Hast med de Andre.

Guntram.

Ak, Herr Eiler! I er en kostelig Mand. Eders Raad og Veiledning, indseer jeg, kan være mig til stor Nytte.

(Gaaer hen til det øvrige Følge).
Ove
(der hurtig nærmer sig).

Der har vi dem, Herr Eiler! der har vi dem, min Tro! Hans Naade og vor unge Dronning.

Eiler.

Ei, det var herligt! Sørg nu for, at der iagttages en god og skikkelig Orden, at jeg ingen Skam har af Eder.

115

Tredie Scene.

De Forrige. Kongen og Dronningen med Følge. Foran dem træder et dandsende Chor ind af unge Piger og Karle, ledsagede af Spillemænd med Harper, Fløiter og Horn.

Chor
af de Indtrædende og Tilstedeværende.
1.
Den Sommersol den stiger klar
--- Agnes, vor unge Dronning! ---
Den straalte, da den blev dig vaer.
Hil dig og hil vor Konning!
2.
I Lunden qviddre Fugle smaa
--- Agnes, vor unge Dronning ! ---
De sjunge høit, som bedst de maae:
Hil dig og hil vor Konning!
3.
Paa Marken voxer Urter vildt
--- Agnes, vor unge Dronning! ---
Og hviske mens de see saa mitdt:
Hil dig og hil vor Konning!
4.
Og Linden springer ud i Skov
--- Agnes, vor unge Dronning! ---
Linden dufter til Eders Lov.
Hil Agnes! hil vor Konning!
116
Kongen
(der træder frem i Forgrunden med Dronningen, naar Choret er endt). Min Agnes! har du fattet, hvad de sang?
O, der er dyb Betydning i de simple,
Velmeente Ord, der hilsed' os i Sangen!
See blot omkring dig! See, hvor Phøbus straaler
Paa Firmamentet, retsom om han vilde
Med Østens Glands og Varme festligholde
Den glade Dag, der bragte dig til Danmark.
Mærk kun, hvor Himmelen er klar! hvor liflig
Og fuld af Kryder Luftens Sommeraande
Imellem Lindetræets Blade spiller!
Og Urter, Blomster, Træer, Alle dvæle
Saa tause, saa dybsindigt og opmærksomt,
Som om de vented' Alle kun paa dig,
Som om de vilde glæde sig med Kongen,
Og lære ham at skatte, hvad ham undtes.
Dronningen.
Min Herre, I er altfor god mod Agnes.
Ved Eders Ord jeg bringes til at rødme.
Ak, jeg er ung endnu og uerfaren!
Kun Godhed og et kjærligt Sindelag
Kan oversee, hvor meget end mig fattes.
Kongen.
Tael ikke saa, min Agnes! eller nei!
Tael kun saaledes! Ydmygheds Juveel
Er det Klenodie, der i din Ungdoms
117 Og Skjønheds Krone straaler allerlifligst.
Hvis efter Dødeliges Kaar du lider
Af Skrøbelighed, elsker jeg den med.
Den hører saa nødvendig til dig selv,
At, naar jeg savned' den, jeg blev bedrøvet.
(Eiler. Ove og Flere af Følget nærme sig).
Nu, Eiler! altsaa her er Samlingsstedet?
Eiler.
Her er det, Eders Naade! --- ganske rigtigt!
Kongen.
Og alle vore Venner, vi har indbudt
At glæde sig med os idag, er' komne?
Eiler.
Paa Hertug Volmer nær.
Kongen.
Han kommer nok.
(Afsides til Eiler).
Hvorledes gaaer det? Kan jeg stole paa,
At Alting foranstaltes, som jeg ønsker?
Eiler.
Det kan I stole trygt paa, Eders Naade!
Strax efter Middag ride vore Skytter
Og Livdrabanter, smykked' paa det Bedste,
Og samles udenfor Fru Estrids Gaard.
Af dem skal nu Herr Volmer og hans Brud
Geleides til en Fjerdingvei herfra.
118 Der holde Riddersmænd og ædle Herrer
Samt unge Karle, Piger, Spillemænd,
Og følge med, den sidste Part af Veien.
Kongen.
Og mener du, min Hustru faaer ei Nys
Om denne lille Glæde, jeg har tænkt
Uventet at berede hende?
Eiler.
Ei,
Hvor skulde hendes Naade? Ingen
Formoder Andet om det hele Tog,
End at det gjælder Eders Bryllups-Høitid.
Kongen.
Det er mig kjært. --- Jeg stoler paa din Klogskab.
(Gaaer igjen hen til Dronningen).
Dronningen.
Min Herre nævnte nylig Hertug Volmer.
Hvorledes kommer det, vi see vor Frænde
Saa sjelden paa den sidste Tid?
Kongen.
Ih nu,
Volmer han er ung, han færdes snart paa Jagten,
Snart reiser han og gjæster sine Venner.
Med Tiden bliver han vel mere stadig.
119
Ove.
Med Eders Naades Gunst! Hvis ellers Rygtet
Ei lyver dengang, troer jeg, Hertug Volmer
Har Andet nu at tage vare paa
End Jagt og Gjesteri. Man mumler om,
Der gjøres Anstalt paa Fru Estrids Gaard
Til Bryllupsfærd.
Dronningen.
Til Bryllupsfærd? Til hvis?
Ove.
Herr Volmers med en ung og deilig Brud.
Eiler
(afsides). Der slap det ud.
Dronningen
(til Kongen). Vor Frænde holder Bryllup?
Kongen.
Det kan jeg aldrig troe. (Afsides) . Gid Ove Sanger
Var skaaren mindre godt for Tungebaandet.
Kanskee han talte saa desmindre.
Ove.
Guntram
Vor Hertugs Svend, veed vel Besked derom.
Han er just her, hvis Eders Naade ønsker ---
120
Dronningen.
Ja, du har Ret! Lad Guntram hurtig komme.
(Ove gaaer).
Kongen.
Det er et daarligt Rygte.
Dronningen.
Det er muligt.
Men sligt et Rygte, selv om det er usandt,
Fortjener at det undersøges. (Utaalmodig). Guntram!
O, lad ham komme! lad et Bud gaae ud!
Kongen.
Der er han alt.
(Guntram nærmer sig).
Dronningen.
Kom hid! Fortæl os, Guntram,
Hvad veed du om din Herres Bryllup?
Guntram.
Intet,
Slet Intet, Eders Naade.
Dronningen.
Veed du Intet?
Du er den Svend, han meest har Tillid til;
Saa maa du sagtens vide . . .
121
Guntram.
Hav mig undskyldt!
Min Herres Bryllup har jeg Intet hørt om.
Kongen.
Der kan du see, min Agnes! Til Guntram). Gaae du kun!
Vi troe dig gjerne.
Dronningen.
Lad ham vente lidt!
Men har du ikke mærket hos Fru Estrid,
Der gjøres Anstalt til en Høitid?
Guntram.
Nei,
Det har jeg Intet mærket til. Men, sandtnok,
Jeg har den slemme Vane, at jeg gaaer
I mine egne Tanker, og saa mærker
Jeg ikke grandt, hvad Andre have fore.
Dronningen.
Ei, det er daarlig Tale! Er man ung,
Saa agter man paa Alting.
Eiler.
EderS Naade
Maa have Guntram undskyldt Naar han gaaer
I Tanker stundom, skeer det alt mod Grund.
Han dyrker Skjaldekunsten.
122
Dronningen.
Dyrker du?
Guntram.
Det gjør jeg rigtignok.
Dronningen.
Men denne Kunst
Er saare vanskelig. Har du nu mærket,
At du har Anlæg, medfødt Gave?
Guntram.
Nei,
Det har jeg ikke mærket.
Eiler.
Eders Naade
Kan see, han er oprigtig.
En Drabant
(nærmer sig). Hertug Volmer
Med Følge kommer.
Dronningen
(til Kongen). Det var herligt! Volmer
Maa vide bedst, om Rygtet taler Sandhed.
123

Fjerde Scene.

De Forrige. Hertug Volmer, med Følge.

Kongen
(gaaer Volmer imøde). Velkommen! Vær velkommen hid min Frænde!
Volmer.
Jeg takker Eder.
Kongen.
Nei, vær takket selv,
At I og Eders Mænd til os er kommet
Til venligt og til kjærligt Møde. (Fører Volmer frem). Agnes!
Vor kjære Frænde Volmer!
Dronningen.
Vær velkommen!
Volmer.
Jeg haaber, at I lider vel, min Frænne!
Dronningen.
Jeg takker Eder. --- Men I troer nok ikke,
At ligesom I kom, har vi haft Strid
For Eders Skyld.
Volmer.
For min?
124
Dronningen.
Der gaaer et Rygte,
At I er stærkt tilsinds at holde Bryllup.
Volmer
(seer forvirret paa Kongen). At holde Bryllup?
Kongen
(leende). Stakkels Frænde! Verden
Er kun et daarligt Herberg for de Fromme.
En ærlig Mand har ikke Lov at gjemme
En hemmelig Beslutning, uden Alle
Faae Nys derom.
Dronningen
(hastig) Saa er det sandt?
Kongen.
Min Agnes!
Det var min Agt at spare denne Nyhed
Til hen mod Aftentid, naar Dagens Høitid
Var endt, og Sindet næsten trættet
Af de forsvundne, glade Timers Indtryk.
Da skulde den som Hesperus, der stiger
Paa Aftenhimlen, stige fra sit dunkle,
Sit hemmelige Svøb, og med sin Glands
Tilsidst Sorherlige vor Bryllupssest.
Da skulde Volmer heel uventet føre
125 Sin unge Brud til dig; og siden brog vi
Til Klostret, hvor iaften de skal vies.
Men --- nu er Overraskelsen forplumret.
Dronningen.
O, denne Tidende mig høilig glæder!
--- I er trolovet? og med hvem, Herr Volmer?
Hvor har I fundet Eders unge Brud?
Hvorfra er' hun? eg maa dog kjende hende.
--- O, jeg har tusind Spørgamaal, som I seer.
Volmer.
Og jeg, min faure Frænke, Svar til alle.
Kongen.
Ja, Volmer, nu er Seglet brudt. Nu gavner
Det lidet kun, at skjule Brevets Indhold.
Fortæl min Hustru, inden ud vi drage
At skue Falkens Flugt, det Eventyr,
I fristed', da I vandt Jer Eders Brud.
Tid har vi nok, og Morgenen er kjølig,
Og Skovens Løtag hvælver sig fortroligt,
Og Træerne staae tause, som de lytted'.
Dronningen.
Fortæl, Herr Volmer! Jeg er lutter Øre.
Kongen.
Han skal fortælle. Men hans Eventyr
Er af en sær Natur, og taaler ikke
126 Ret mange Vidner. Eiler! lad os være
En Stund alene.
(Paa et Vink af Eiler trækker sig hele Følget tilbage, saa megct Scenens Dybde tillader, og kun Kongen, Dronningen af Volmer blive i Forgrunden) Nu kan I fortælle.
Volmer.
Med Føie kan man kalde, hvad mig hendt er,
Et Eventyr, et selsomt, fast utroligt.
--- Idag for eet Aar siden reed jeg sildigt
Med mine Mænd fra Eders Bryllupsfest.
Vi reed i Stilhed langsmed Esrom Sø,
Hvis blanke Speil af Maanen blev bestraalet.
Da saae jeg til min Undren midt i Søen
Syv unge Piger let og muntert svømme,
I fine Badekjortler klædte. Haaret
Hang opløst over Skuldrene, der skinned'
Som hvidest Elfenbeen. De boltred' sig,
Havfruer lig, med Overmod i Vandet,
Og sang i fremmede, men skjønne Toner.
Forbauset over Synet steg jeg af,
Lod mine Mænd i Skoven holde stille,
Og nærmed' mig tilfods til Badestedet.
Her fandt jeg liggende paa Græsset syv
Forunderlige Slør, af selsom Art
Og af et Stof, der var mig ubekjendt,
Fast som de væved' var af fine Fjedre.
Til hvert af dem befæstet var en Krone
Af hvide Svanefjer, og rigt besat
127 Med Perler og med dyre Stene. Nærved
Befandt sig andre Klæder, meest af Sille.
Jeg lod det ligge, som jeg fandt det, skjulte
Mig bag en Tjørnebusk, og holdt nu Øie
Med dem, der svømmed'. Efterhaanden steg de,
En efter Anden, op af Badet, drog
I Skjul af Løvet deres Klæder paa,
Befæsted' Slørene med Fjederkronen
Paa Hovedet, og --- neppe kan man troe det ---
Og hæved' sig fra Jorden op som Fugle.
Dronningen.
Og hæved' sig fra Jorden?
Volmer.
Som jeg siger ---
Først svævende med uvis Flugt; men siden
Udbredte Slørets Folder sig som Vinger,
Som brede Seil, der svulmede for Vinden.
Og mens de sang i Luften klart og lifligt,
Saa Espens Blade dirrede derved,
Og mens de skinned' under Maaneglandsen,
Forsvandt de for mit Syn som hvide Skyer.
Den sidste --- hvad jeg siden fik at vide ---
Den yngste blandt dem, var endnu tilbage.
Det syntes, som hun ikke kunde skilles
Fra Badets Kjølighed. --- Da faldt mig ind
Den Tanke som et Lyn: Er ikke Sløret,
Der løfter dem, en Fjederham som hine,
128 Om hvikke Sagn og gamle Viser melde?
Og hvis jeg tog og gjemte det, der ligger
Endnu tilbage, vilde da den unge,
Deilige Svømmerske, der dvæler hisset,
Ei med det samme hindres i at flygte?
Og bringes i min Magt, og jeg erfare,
Hvorfra hun kommer, hvo hun er, fra hvilken
Mærkvædig Slægt hun stammer? --- Og som tænkt
Saa handled' jeg. Forsigtig tog jeg Sløret
Og gik I Stilhed hen til mine Mænd.
Først paa en Omvei, som om nys vi ankom,
Reed vi tilhobe hen mod Søen. Der,
Som jeg formoded', saae vi snart den Arme,
Der ængstlig gik fra Busk til Busk og søgte.
Ak, hun var ung og fager, let som Raaen,
Og smækker som en Vidiegreen om Livet ---
En Rosensblomme fra en fremmed Jordbund!
--- Da nu hun blev os vaer, da stod hun stille,
Forsagt og bln og som paa Spring til Flugt
Jeg nærmed' mig alene, talte venligt
Og mildt til hende; thi hun ynked' mig.
Og med en Strøm sf Ord, og afbrudt ofte
Af Taarer, søgte hun sit Tab at tolke.
Men disse Ord, der klang saa blødt og lifligt
Som Fløitetoner, fremmede de var' mig.
Hun gjorde da ved Miner og Gebærder
Sit Tab os tydeligt; og for et Syns Skyld
Vi søgte rundt i Busk og Krat om Sløret.
Men, som I vel kan tænke Jer, forgjæves.
129 Da bredte jeg min Kappe paa min Hest
Og bad det faure Barn med Tegn, at sætte
Sig op og følge mig. Og hjælpelæs,
Forladt af Alle, som hun var, hun tog
Imod mit Tilbud. Derpaa drog vi Alle
Til Øresundet, til min Moders Gaard.
Hos hende har hun været indtil nu.
Dronningen.
Og har forklaret Eder, hvo hun er,
Fra hvilken Slægt hun stammer ned?
Volmer.
Det har hun.
Nu har hun været her et Aar, har lært
Vort Tungemaal, og taler det med Lethed.
--- Hun er en græsk Prindsesse. Hendes Navn
Helene. Hun er Datter af Kong Zeno,
Eycladernes Behersker. Hine Slør,
Der tjene dem som Pinger, er en Arv,
Der paa en selsom Viis og alt ved Vuggen
I denne Slægt tilfalder Spindesiden.
Ved dem forundes dem en Evne til
At hæve sig med Svanens Flugt i Luften.
--- Et andet, ikke mindre sjeldent Fortrin,
Blev givet hendes slægt. Ved Slørets Hjælp,
Men kun saa længe det er til, formaae de
At undgaae Alderdommens Brøst og Mangler.
I visse fjerne Søer --- og blandt dem
130 Er Esrom-Sø den ene --- blev der nedlagt
En Kraft, at give Slørets Eierinde
Ungdom og Skjønhed, mens hun er i Live.
Ved Fruetider, ikkun eengang aarligt,
Da drage de som Svaner høit i Luften
Til hine Vande, bade sig deri
Ved Aftentid, og stige atter op
Forynged' og forskjønned'.
Dronningen.
Hellige Jomfru!
Forynged' og forskjønned'? --- Men, Herr Volmer!
Har da Helene siden ikke spurgt
Om Sløret? Har hun ikke mistænkt Eder?
Volmer.
Hun troer, at det er snappet af en Rovfugl.
Dronningen.
Men I har gjemt det; ikke?
Volmer
(forlegen). Gjemt det? jeg?
Kongen
(hurtigt). Nei, nu er det tilintetgjort, min Agnes!
Dronningen.
Tilintetgjort? Nei, det er aldrig muligt!
Et sligt Klenodie? Det har I gjort?
131
Volmer
(tøvende). Det er tilintetgjort.
Det var nødvendigt,
Ifald vor Frænde vilde stadig binde
Sin unge Brud til sig.
Dronningen.
Ak, nu jeg fatter!
I frygted' for, Helene vilde flyve
Fra Eders Favntag --- ja, det var jo slemt.
Men er I ogsaa vis paa, Eders Sandser
Ei skuffed' Eder? Troer I fuldt og fast
Paa dette Slørs vidunderlige Dyd?
Volmer.
Jeg har ei Grund til Tvivl. Hos os i Norden
Blev Slør som disse kaldte Fjederhamme,
Som man af gamle Viser kan erfare.
Og i min egen Slægt der gaaer et Sagn,
At Irmindlin, en ung og fager Jomfru,
Fløi over Sundet i en Falkeham,
Og drukned' under Kampen med en Valravn.
Der er en Vise lagt derom.
Dronningen
(Huskende sig om). En Valravn?
132
Volmer.
Den havde dræbt min Stammemoders Søn.
Man har et andet Sagn, jeg netop nu
Maa stundom tænke paa, at Ravnen vender
Engang tilbage, at igjen den truer
En af vor Slægt mod Fare. Men han frelses,
Ifald en Jomfru offrer sig for ham.
Men Sagnet er utydeligt.
Dronningen.
En Valravn?
Nu mindes jeg . . . jeg har ei agtet før . . .
(Vender sig og kalder)
Min Ingeborg, kom hid! --- Herr Eiler, kald
Paa Ingeborg. (Til Volmer). Jeg mindes, mine Piger
Har dandset til en Sang om Irmindlin,
Der dræbte Ravnen.
(Ingeborg nærmer sig)
Ingeborg, fortæt mig,
Hvad er det for en Vise, du har sjunget
Om Falkehammen?
Ingeborg.
Den om Irmindlin?
Dronningen.
Ja, netop den. --- Og du kan synge den?
Ingeborg.
Det kan jeg, Eders Naade. Men da Ove
Just nu er her . . . han synger den saa deiligit!
133
Kongen.
Velan, saa kald paa Ove, lad ham synge!
Og I, Smaapiger, dandser kun til Sangen!
Imens kan vi, min Agnes, gaae til Teltet
Og en Forfriskning tage. --- Kom, Herr Volmer!
(Kongen, Dronnigen og Volmer sætte sig udenfor Teltet, Mens Ove tager Plads i Forgrunden, hvor ogsaa Pigerne dandse til Sangen).
Ove.
1.
Den vilde Ravn er fløiet bort
Med Germands venstre Øie
Med Hælvten af hans Hjerteblod,
Og sidder paa hine Høie.
Du vide mig den ene Bøn,
Din Falkeham du mig laane.
Jeg bringer Bod alt for din Søn
Og flyver over til Skaane.
Chor.
(Mens Pigerne dandse). Hun fløi over de Sletter,
Hun fløi over salten Vand.
--- Albrig vender Irmindlin
Tilbage til Danmarks Strand.
Ove.
2.
»Min Datter, bliv og vær mit Huus!
Du kan ei Germand hævne.
134 Min Falkeham er slidt og skjør,
Den brister ved dette Stevne.«
--- O, lad mig flyve, som jeg kan,
Alt ud i Verden den vide!
Herhjemme paa den øde Strand
Mit Hjerte brister af Qvide.
Chor.
Hun fløi over de Sletter, etc.
Ove.
3.
Hun fløi om Natten, fløi ved Dag
Med Fatkens Fjedre vaade.
Paa Kullens Klipper Ravnen sad
Og skaged' med Vinger baade.
Sid stille, Ravn, og værg dit Liv!
Dit øie jeg ud vil stinge,
Og skjøre med min skarpe Kniv
Alt under din venstre Vinge.«
Chor.
Hun fløi over de Sletter, etc.
Ove.
4.
»Nu har jeg dræbt den lede Ravn ---
O Germand, Hjertenskjære!
135 Nu vil jeg til din Moder hjem,
Hvis Falken mig kunde bære.«
Hun fløi fra Stranden op igjen,
Men Falkevingerne dale.
Det var for Germand Gladensvend,
Hun sank i Bølgerne svale.
Chor.
Hun fløi over de Sletter,
Hun fløi over salten Vand.
--- Aldrig vender Irmindlin
Tilbage til Danmarks Strand.
Kongen
(der under Slutnings-Choret er traadt frem med Volmer). Hav Tak, min Ove! det var herligt sjunget.
(Ove og Pigerne trække sig tilbage).
Nu, Volmer, har I saa betænkt at følge
Det Raad, jeg Eder gav?
Volmer.
Min ædle Frænde!
Jeg har ei Mod dertil.
Kongen.
Det vil I angre.
Volmer.
Mig tykkes næsten, jeg gjør Synd, ifald jeg
Tilintetgjør hiint underfulde Slør.
136 Det er Helenes Eiendom, er hendes
Med Ret og Skjel. Heel ofte, naar hun sørger
Ved Savnet af saa dyrebart et Gode,
Bebreider jeg mig bittert, det er mig,
Mig, hvem hun elsker, der er Slørets Ransmand.
Jeg tilstaaer Eder, jeg har ikke villet
Berøve mig den Mulighed, engang
At gjøre god igjen min Uret.
Kongen.
Volmer!
Tag mod et venligt og et velmeent Raad.
Ifald I elsker hende ret af Hjertet,
Tilintetgjør da Sløret, gjør det snart!
Vel kjender jeg kun lidet til Helene;
Kun et Par Gange har jeg ubemærket,
I Eders Svendes Flok, betragtet hende
I Nærhed. Men jeg snuffer mig vist ikke.
Saa faur og elskelig hun er, saa har dog
Naturen givet hende Qvinbens Villie
Og Hurtighed i Tanker og Beslutning.
Naar Sløret atter er i hendes Vold,
Da forudsiger jeg, endskjøndt jeg ikke
Er Spaamand, at hun drages vil af Længsel
Tilbage til sin Slægt og til sit Hjemland ---
Saa ubetvingelig er denne Drift,
Der binder Menneskerne til den Jordbund,
Hvor deres Vugge stod. --- Og desforuden,
137 Hvormed kan vi og dette kolde Norden
Erstatte hende Naxos, hvor hun fødtes?
Volmer.
Hvad der I siger, har jeg sagt mig selv.
Men mindes vel, naar Sløret ei er til,
Da kan Helene heller ikke vente
Foryngelsen af Esrom-Søens Vande.
Kan jeg for Gud og for mig selv forsvare,
At nægte hende sligt et sjeldent Fortrin?
Naar hendes Rosenkinder salme hen,
Og hendes Øine miste deres Glands,
Naar dette Billed, der mig nu fortryller,
Af Aar og Alder lider, og jeg veed,
Det staaer i min Magt, atter at forynge
Dets Skjønhed og dets Liflighed, --- da skal jeg
Med egen, med forvoven Haand mig spærre
Al Mulighed dertil? --- Min ædle Frænde!
Det vil I dog ei raade til.
Kongen.
Det vil jeg;
Og meest af denne Grund. Betænk det selv:
Hun kan forynges, I, Herr Volmer, ikke.
For hende viser Verden og dens Forhold
Sig i et evigt Ungdoms-Skær; thi hun,
Da hun er ung bestandig, vil bedømme
Dens Færd med Ungdoms lykkelige Letsind.
For Eder ældes Verden som I selv,
138 Og Eders Krav til den forandres aarligt.
En saadan Ulighed i Kaar vil vorde
En Grav for Eders Lykke --- I kan troe mig.
Dog, I maa handle, som I synes bedst.
I al paid er der Tid til Overtænkning.
Naar først I er Helenes Husbond, kan vi
Maaskee bedømme bedre, hvad der her
Er raadeligt. Os giver Tiden villig
Det Raad, der flygter stridig, mens det søges.
(Eiler næmer sig).
Eiler.
Hvis Eders Naade lyster, er nu Alt
Beredt til Falkejagten.
Kongen.
Det var vel.
(Han og Eiler gaae hen til Ridderne blandt Følget)
Volmer.
Guntram, kom hid! Her er et Brev, der flur:
Maa bringes til min Moders Gaard, til Jomfru
Helene. Sæt dig strax tilhest.
Guntram.
Skal skee.
Men tilgiv, Herre! . . Hvisi jeg turde spørge ---
Volmer.
Hvad vil du?
139
Guntram.
Ak, forleden gav jeg Eder ---
Jeg havde sat det ud paa Riim --- jeg tænkte,
Jomfru Helene mutigt vilde glaede
Sig lidt derover ---
Volmer.
Ei, nu husker jeg.
Det har Helene faaet, som du har ønsket.
Men det er Galmands-Tale, du har skrevet.
Guntram.
Ak, er det sandt? Ja, jeg har tænkt det selv.
Volmer.
Lad dette fare, Guntram! Digtekunsten
Er af sær Beskaffenhed. Den drivers
Ei lettelig, for Villien er god.
Siig du Farvel til Muserne, min Guntram!
Jeg mener dig det godt. Lad dette fare!
Du er mig tro; du tjener mig med Iver.
Det skal jeg sætte Priis paa og belønne.
--- Men skynd dig nu, og bring Helene Brevet.
(Guntram gaaer. Dronningen, der hidtil har siddet ved Teltet i Samtale med Eiler, Ove og de næmest staaende Riddere, træder frem).
Dronningen
(til Volmer). Hvad I har nys fortalt mig, og bvad Ove
Har sjunget om, mig høilig har forbauset
140 Jeg forudseer, at jeg har mangt et Spørgsmaal,
Som I vil plages med at give Svar paa.
Volmer.
I kan ei plage mig med Eders Spørgsmaal.
(Riddere og Jægere af Følget, Nogle med Falke paa Hænderne og forsynede med de til Falkejagt nødvendige Redskaber, nrme fia).
Kongen
(der igien træder frem). Min Agnes! staaer din Hu dertil, da vil vi
Paa Sletten hisset lade galken stige.
Alt er beredt, og under Bakken venter
Din Ganger utaalmodig.
Dronningen.
Jeg er færdig.
--- Min Falk! Hvo b---rer den? Min muntre Falk!
Kongen
(tager Falken fta en af Jægerne). Giv hid! --- Her er den, Agnes!
Dronningen.
Ja, der er den!
Min Ridder Rap), som Ove nys har døbt den.
--- Herr Volmer, kom! (Afsides til ham). Forinden
Jagten skiller
Os ad, jeg tale maa et Orb med Eder.
(Under det følgende Chor ordner sig Toget til at drage bort).
141
Chor.
Tilhest, tilfods, i Skov, i Krat
Og over den aabne Slette,
Den aarle Morgen og seent mod Nat
Jage vi Dyrene trætte.
Sadl op min Ganger og skjærp mit Spyd!
Ræk mig den blanke Bue!
Afsted vi drage ved Hornets Lyd,
Den flyvende Falk at skue.
Dens Jagt er høit over Lindens Top,
Dens Vinger i Luften suse.
vi jage Ræven og Ulven op,
Der luske ved Bøndernes Huse.
Tilhest, tilfods, i Krat, i Skov
Sægerne hastig ile,
Og naae tilsidst det flygtende Rov,
Alt med de susende Pile.
(Alle drage bort).

Femte Scene.

Værelse paa Fru Estrids Gaard. Helene kommer hurtig ind, efterfulgt af Malfred og endeel andre Piger, hvoraf nogle bære en temmelig stor; Kasse.

Helene.
Sæt den kun her, men sæt den vaerlig. Malfred,
Du fik jo Nøglen, luk kun op --- nei, vent!
142 Jeg selv vil lukke op, jeg selv maa tage . . .
Men Nøglen passer ikke --- vil du see!
Nu er det vist den feile Nøgle --- see kun,
Den sidder fask.
Malfred.
Hvis jeg maa prøve ---
Helene.
Ja,
Prøv du kun, Malfred; læg dig ned paa Knæ.
Jeg gider ikke bukke mig.
Malfred
(der lukker Kassen op). Den passer.
Helene.
Ak, det var skjønt! Saa lad os nu see ad.
Nu maae I hjælpe mig. Ræk mig kun Alt,
Eet efter Andet. --- Hvad er det, der glimrer?
Malfred.
Det er et Hovedguld, besat med Perler.
Helene.
Læg det kun hen. Det har jeg ikke Brug for.
Malfred.
Men det er deiligt. See kun!
143
Helene.
Det er godt.
Hvad ligger der?
Malfred.
En Skarlags-Ærmekaabe ---
Nei, see dog! heeltigjennem er den fodret
Med Maarskind.
Helene.
Godt. Læg den kun hen til siden.
Hvad ligger der?
Malfred.
En Gyldenstykkes-Kjortel.
O, hellige Jomfru! hvilken kostbar Kjortel!
Den er saa svær, at knap man kan den løfte.
Helene
(fortredelig). Ja, deri har du Ret. Men hvor kan jeg
Bevæge mig i disse stive Klæder?
Man kan jo ikke gaae et Skridt med dem.
Malfred.
Men det er Brug hos Alle hertillands.
Især er Brudestads ---
Helene.
Ja, hertillands!
Men jeg . . . hvor kan nu Volmer troe, jeg gaaer med
Luk Kassen i! Jeg har seet meer end nok.
144
Malfred.

Og I har ikke seet en Trediedeel!

Helene.
Men denne Trediedeel er hæslig. Luk!
Malfred.
Forsynd Jer ei. Der gives ikke Mange,
Der kunne vente slige Fæstensgaver.
Kom, skal I see. Her er en snæver Trøie
Af Sølvmor, sat med kostelige Stene ---
O kom og see!
Helene
(halv uvillig). En snæver Trøie . . . viis mig ---
(Udbrydende).
Ja, den er smuk! Saaledes skal den være!
(Seer selv efter).
Og der en jonisk Hue . . . der et Bælte . . .
Det har han ladet gjøre efter mit,
Og ganske hemmelig!
Malfred.
(smilende). Ja, jeg har vidst det.
Helene.
Ja, Volmer elsker mig, det kan jeg see.
I denne Dragt vil jeg staae Brud. Med Resten
Kan I for min Skyld gjøre, hvad I vil.
145
Malfred.
Men I maa bære Hovedguld som Brud.
Helene.
Lad mig i Ro. Sæt Alting ind igjen.
(Nogle af Pigerne bære Kassen ind og komme strax tilbage)
Nu er det Skade, Volmer ei er her.
Hvi tøver han? Han veed, hvordan jeg længes.
Malfred.
Han loved' først at komme Klokken tolv.
Nu er den elleve.
Helene.
O, var den tolv!
Hvor holder jeg det ud, til den er tolv!
Malfred.
Maaskee kan En af os forslaae Jer Tiden.
Helene.
Fortæl mig lidt om Vielsen.
Malfred.
Ja, gjerne.
Iaften Klokken syv vi drage bort
Til Klosterkirken, hele Brudeskaren.
I rider ærbar ved Herr Volmers Side.
Helene.
Ja, det er herligt! Ride vil jeg gjerne.
146 Den Skik er god, I bruge hertillands,
At Eders Qvinder ride. --- Nu, hvad Mere?
Malfred.
I Kirken skal I staae paa Altergulv
Under en Himmel, Klostrets Drenge bære.
Saa ringes der med alle Klokker smaa.
Saa kommer han, Herr Peder, sjunger Messen,
Og alle Brødrene de svare: Amen.
Saa bindes Eders Haar med dragne Baand ---
Nei, det er sandts det skeer herhjemme. Kronen,
Som I har paa som Brud, den faaer I her,
Og Eders Haar skal bindes op herhjemme.
Helene.
Der bliver Intet af.
Malfred.
Saa kommer Bispen ---
Saa vexles Ringene --- saa siger Bispen:
»Jeg spørger Eder for den øverste Gud,
Har I betænkt . . .« Nei, lad mig see, han siger:
»Jeg spørger Eder . . .« Ak, jeg husker ikke.
Helene.
O, det er lange, kjedelige Skikke!
Fortæl om noget Andet.
Matfred.
Hvis I ønsker,
Saa skal vi Alle synge Jer en Sang.
147
Helene.
Ja, syng kun. Der er altid meer Forstand
I Eders Biser end I Eders Skikke.
Malfred.
1.
Den Sommerdag mig gjøres lang
Under de grønne Linde.
Hvor skal jeg styre hen min Gang,
Min unge Brud at finde?
Chor af Pigerne.
Huset er af Marmor,
Og Taget er af Bly,
Sengen er med Silke bredt;
Den Jomfru hun sover deri.
Malfred.
2.
Saa vee er mig for dine Ord ---
Under de grønne Linde.
Saa vidt i Landet alt jeg foer;
Hvor kan jeg Huset finde?
Chor af Pigerne.
Huset er af Marmor,
Det ligger under Ø.
O Ridder, vil du naae derhen,
Du seile den vildene Sø.
148
Helene
(giver Pigerne et Vink, at de skulle holde op, og gjentager talende). »Huset er af Marmor
Og Taget er af Bly ---«
Hvor komme disse Ord i Eders Sange?
--- Giv mig min Luth! Jeg kjender dette Huus,
Af Marmor bygt, der ligger under ø.
(Synger til Luthen).
1.
Af Marmor er det bygget,
Min Faders høie Slot,
Af Palmetræer skygget,
Ved Bjerge fast betrygget,
Ved Havet, der ruller blaat.
Naar man fra Paros seiler,
Da seer man mellem Høie
Det hvide Slot, der speiler
I Søen sine Fløie.
2.
Ak, aldrig jeg forgjætter
Mit Hjem, min Faders Slot,
De solbestraalte Sletter,
De sommerklare Nætter,
Og Bandet, der ruller blaat;
Og mine Søstres Skare,
Der i de gyldne Haller,
Med deres Stemmer klare
Forgjæves paa mig kalder.
149 3.
Thi mig har Svanens Vinger
Til fjerne Lande bragt.
Med Eder den sig svinger,
Men mig en Gud betvinger
Og holder mig her med Magt.
Paa disse strenge Kyster
Bedrøvet ladt tilbage,
Jer kalder Eders Søster
Med Ariadnes Klage.
(Lader Luthen falde og brister i Graad. Vigerne, der under det sidste Vers have nærmet sig, vige med et Udraab forskrækkede tilbage).

Sjette Scene.

De Forrige. Fru Estrid, der kommer hurtig ind.

Fru Estrid.
Hvad er der skeet? Hvad feiler dig, min Datter?
Helene.
O Moder, bliv ei vred . . . Hvad skal jeg gjøre?
Jeg er saa tidt bedrøvet.
Fru Estrid
(til Vigerne). Lad os ene.
(Pigerne gaae langsomt og nedslaaede ind).
Du er bedrøvet? Har du Grund hertil?
150
Helene.
Ak nei, jeg veed det --- det er Uret af mig.
Jeg lever uden Sorger her, jeg elskes
Af Volmer og af dig. I føie mig,
I ere kjærlige mod mig, langt mere
End jeg fortjener. Men --- tilgiv, min Moder!
Mig griber undertiden Sorg og Længsel
Ved Tanken om det Hjem, jeg har forladt.
Fru Estrid.
Jeg kan ei dadle big derfor, min Datter.
Men kan ei dette Hjem, det nye, det trygge,
Du har erhvervet, give dig Erstatning?
Du selv har sagt, at disse Lande gav dig,
Hvad ei dit Fødested dig kunde skjænke.
Helene.
Min Volmers Kjærlighed! O troe kun ikke,
At jeg kan glemme, hvad han er for mig!
Hvis Volmer fulgte med mig til mit Hjem,
Da vilde Naxos unge Piger undres,
At Mænd som han kan findes her i Norden.
Han er som Jason, da han gik at hente
Det gyldne Skind; han er som Dionysos,
Da han med Mildhed trøsted' Ariadne ---
Saa mandig og saa mild, saa stærk og kjæerlig!
Fru Estrid.
Nu, min Helene, og endda du længes?
151
Helene.
O hør mig, kjære Moder! Hjemme har man
Et Sagn fra gammel Tid om Alkyoneus,
En af Giganterne. Til Døden saaret
I Kamp med Guderne, og styrtet ned,
Han atter kom til Live, da han faldt paa
Sit Fødested Pallene. Denne Mythe
Er Mennesskets Historie. Vi drage
Sundhed og Liv af Landet, hvor vi fødtes.
Fru Estrid.
Vel giver jeg dig Ret heri, min Datter!
Men Qvindens Kaar er ei som Mandens. Han
Er Eet og Alt med Landet, Hvor han fødtes,
Og af dets Marv han drager Styrke. Qvinden
--- Saaledes byder selv den hellige Skrift ---
Skal følge Mandens Kaar; hans Hjem er hendes.
--- Ei heller jeg er født i dette Land.
Mit Fødeland er Bretland. Men i Danmark,
Der var min Husbonds Hjem, der har jeg fundet
Mit andet Fødeland; der blev jeg gjenfødt
I Kjælighed til ham, der var mig Alt.
Helene.
O Bretland! dette kolde, strenge Land!
Hvor meget har det ikke liigt med Danmark!
Mit Hjemland derimod --- du kjender ikke
Hiint muntre, varme, lykkelige Land!
Der er Naturens Guddom mild mod Alle.
152 Den synker frugtbar ned i Solens Straaler,
Den kjæler os med Vindene fra Søen,
Den mætter os med gyldne Frugter, lædsker
Med Kilderne vor Tørst. Blandt os de vandre
Endnu som fordum, Hellas Gudeskarer.
Hos os endnu man mindes dem; vi krandse
Med Blomster Kildevæld og Brønde, smykke
Med Viinløvblade Bacchus' Tempel-Rester,
Naar Druen samles ind i Viinhøst-Tiden.
Fru Estrid
(ryster paa Hovedet). Man maa forundres, Barn, naar du fortæller
Om Eders Skikke. Knap man skulde troe,
At Christendommens Lys var trængt til Eder.
Helene.
Ak, kjære Moder! leved du hos os,
Paa denne Jordbund, hvor en Slægt af Guder
Og hine herlige Heroer fordum
Har færdedes, og hvis du daglig saae
De stolte Levninger af deres Templer,
Maaskee du vilde da forundres mindre.
Fru Estrid.
Hvi hænger du saa stærkt ved hine Guder?
De var' forgjængelige, vare Væsner
Af skrøbelig Natur. De sank i Støvet
For ham, den eneste, den sande Gud.
153
Helene.
De vare skrøbelige --- det er sandt.
Men derfor følte Mennesket, det svage,
Han var beslægtet med dem. Det er sandt,
De var' forgjængelige. Men af Ungdom
Og Skjønhed blev bekrandset deres Liv.
Fru Estrid.
Nu derom vil vi tie. Alt jeg veed,
At her vi enes ei. Men naar du dadler
Vort Nordens strenge Himmel, glemmer du,
At du var ude af dig selv af Glæde,
Da første Gang du saae den hvide Sneemark,
Det brede, frosne Sund; at du var henrykt,
Engang da Nattetaagen frøs, og Volmer
I Skoven førte dig, hvor alle Grene,
Med Iis belagte, glimred' smukt i Solskin.
Helene.
Ja, du har Ret; det kan jeg ikke nægte.
Det var et underfuldt, et herligt Syn!
Feernes Dronning synes selv at smykke
I Vinternatten Eders tause Skove.
Hun synes under Grenenes Crystaller
At svæve midt i hine hvide Taager.
Men hun er umild. Naar jeg, svøbt i Maarskind,
Gik ud for at beundre hendes Værk,
Da sused' Vinden, stikkende som Pile,
Imod mig, og min Aande frøs i Luften.
154 Og selv herinde, naar jeg gik til Vinduet,
At glæde mig ved hine frosne Palmer
Paa Ruderne --- ja, det er sandt, at ofte
Jeg var som ude af mig selv af Glæde,
Men stundom ude af mig selv af --- Kulde.
Fru Estrid.
Du overdriver, Barn. Ifald vort Land
Er koldt og strengt, da fødes her til Gjengjæld
En karst og dristig Slægt. Det er ei godt,
At færdes under uforstyrret Medgang.
Først, naar vi savne, skatte vi vor Lykke.
Først under Modgang lære vi at taale
Vort Held med Ydmyghed. Vort Liv maa prøves
I Lidelser og Smerte --- Lidt jeg kjender
Til hine varme Lande, hvor du fødtes.
Men jeg vil troe dig, at Naturen handler
Med Menneskerne mere vaerligt der
End her, hvor Folket falder mere haardført.
Dog er det rimeligt, at ogsaa Naxos
Har sine Plager. (Smilende). Men, min Datter seer
Sit fjerne Hjem i et bestandigt Solskin.
Helene.
O Moder! skal det regnes da for Intet,
At jeg med dette Hjem er revet løs fra
Den kongelige Slægt, hvorfra jeg stammer?
Skilt fra min Fader, skilt fra mine Søstre?
At jeg har liidt et uerstatteligt,
155 Et bittert Tab? --- Den dybe Sø ved Esrom,
For mig den mistet har sin Kraft; den giver
Ei oftere min Ungdom mig tilbage.
Kun eengang har dens underfulde Vande
I Badet styrket mig, og allerede
Er tabt for mig Gjenfødelsen, de bringe.
Hvad I ved Daaben tænke Jer ---
Fru Estrid.
Hvad vi?
Og du, Helene?
Helene
(forvirret). Jeg?
Fru Estrid
(med Strenghed). Helene, glem ei
Din Frelser, at han ei skal glemme dig.
I Daabens Vande rækkes dig det Bad,
Der styrker dig mod det Forkrænkelige.
I dem du søge Frelsen for din Sjæl.
Helene.
Ja, kjære Moder, og jeg mener ogsaa . . .
Fru Estrid
(vedblivende). Ved Daadens Vande fødes du igjen,
Ved dem dig venter hist en evig Ungdom.
156 I dem blev lagt den underfulde Kraft,
Der løfter op din skrøbelige Tanke
Til ham, der er og var fra Tidens Ophav,
Og ikke kan forgaae som hine Guder,
Din Tanke hænger syndigt ved.
helene.
O Moder!
Jeg kan ei altid fatte, hvad du mener.
Men hav Taalmodighed. Sæt dig i mit Sted.
Her er jeg fremmed blandt et fremmed Folk.
Hvad her I agte høit og sætte Priis paa,
Er næsten uforstaaeligt for mig.
Hvad jeg begjærer, det er Jer en Gaade.
Og nu det Værste: her jeg daglig gaaer
En umild Alderdom imøde, gaaer den
Imøde under Eders kolde Himmel.
Jeg har saa ofte tænkt derpaa, og altid
Med Angst og Uro. --- Siig, hvorledes er det,
At blive gammel?
Fru Estrid.
Vær kun uden Frygt.
Det er en venlig Tilstand. Aar og Alder
Os give Fred med Gud og Fred med Verden.
Det er et Vingeslag af den Cherub,
Der holder Vagt ved Paradisets Porte.
Det er et Afkald paa det Jordiske,
Et Blik i Evighedens bedre Lande.
157
Helene
(bedrøvet). Du viser mig bestandig til et Hisset.
Har dette Liv da intet Krav for Eder?
Fru Estrid.
Jo, min Helene, kjære Barn . . . forstaae mig!
For dig, saa ung og fager som du er,
Har Livet Krav; det var ei meer end billigt.
Vær ikke nedslaaet; frygt ei for din Fremtid!
Min Sønnekones Liv er ei bestemt til
At svinde taust og ubemærket hen.
Dig venter mangt et Held; det er mit Haab.
--- Der kommer Nogen.
Helene.
Det er sikkert Volmer.
Det er et Varsel, at du spaaer mig Sandhed.

Syvende Scene.

De Forrige. Malfred. Siden Guntram og de øvrige Piger.

Malfred.
Der er et Bud derude fra Herr Volmer.
Helene.
Et Bud? Og er han ikke selv derude?
158
Fru Estrid.
Maaskee han kommer strax. (Til Malfred). Lad Budet komme.
(Malfred gaaer ud).
Helene.
Ak, det var slemt! Jeg tænkte, det var ham.
(Guntram, Malfred og Pigerne træde ind).
Guntram.
Jeg bringer Eder Brev, min ædle Jomfru.
Helene
(glad). Et Brev? og fra din Herre?
Guntram
(leverer hende Brevet). Fra min Herre.
Helene.
Men, Guntram, kommer han da ikke selv?
Guntram.
Det veed jeg ei. Maaskee det staaer i Brevet.
Helene.
I Brevet? Du har Ret. (Vil bryde det). Nei, det er
sandt,
Et Brev maa klippes op, har Volmer sagt.
Giv mig en Sax --- o Malfred! skynd dig noget!
(Tager mod Saxen og stikker sig)
159 Der stak jeg mig i Fingeren. Det bløder . . .
O Moder, see! det bløder virkeligt.
Fru Estrid.
Det var jo slemt. (Til en af Pigerne). Bring mig ihast
et Klæde.
Helene
(ængstelig). Du troer, at det er farligt?
Fru Estrid
(smilende). Farligt er det.
hvis ikke Malfred skynder sig med Linet,
Saa standser Blodet af sig selv.
(Da klædet bringes hende).
Lad mig
Forbinde . . .
Helene.
Men det bløder ikke mere.
Saa er det ikke værdt. Hvad mener du?
Det seer saa hæsligt ud med Bind om Fingren.
Fru Estrid.
Nu, som du vil. --- Saa vil vi læse Brevet.
Helene.
Ja, læs det for mig. (Giver hende Brevet). Eders Skrift
er svær,
160 Slet ikke som den Skrift, man før har lært mig.
Det gaaer saa langsomt med mig. Læs kun du.
Fru Estrid
(gjennemløbende Brevet). Min Volmer sender dig en kjærlig Hilsen.
Han er paa Falkejagten med Hans Naade
Og Dronningen, og venter ei at slippe
Før Klokken eet. Til den Tid er han her.
Helene.
O, Klokken eet! Saa skal jeg altsaa vente
Endnu en Time. Det er mig umuligt!
Fru Estrid.
Fremdeles skriver han, du maa dig holde
Beredt at drage hen med ham til Hove.
Hans Naade, Dannerkongen, og vor Dronning,
Der har erfaret om din høie Herkomst
Og mærkelige Skjebne, ønske begge
At lære deres Slægtnings Brud at kjende.
Helene.
Til Hove? Det var herligt! Det har Volmer
Alt længe lovet mig. Og jeg skal tale
Med Kongen og med Dronningen?
Fru Estrid.
Det skal du.
161
Helene.
Ak, det er skjønt! --- Er Kongen her i Landet
En venlig Hersker, mild som han er mægtig?
Fru Estrid.
Ja, min Helene! Kongen her i Landet
Er mild som mægtig, er en venlig Hersker,
En Trøst for de Betrængte, en Beskytter
For Høi og Lav, og en Beskjærmer af
Hver god Bedrift, der trænger til hans Gunst.
Helene.
O Moder! naar du vidste, hvor jeg længes!
--- Hvorledes gaaer det til hos Jer til Hove?
Hos os --- maa jeg fortælle dig, hvorledes
Det er hos os?
Fru Estrid
(smilende). Det har du tidt fortalt.
Helene.
Ak, har jeg? Og nu er du kjed deraf?
Fru Estrid.
Det er jeg ikke. Men det er paa Tid,
Du tænker paa at smykke dig til Festen.
Helene.
Ja, det er sandt. Kom, Malfred, lad os gaae.
(Bliver Guntram vaer).
Men Guntram har jeg ganske glemt! --- Kom, Guntram!
162 Du smiler saa barmhjertig --- kom kun hid!
Din Herre har mig givet dine Vers.
Nu skal du see, at jeg har tænkt paa dig.
(Seer efter i en Kurv eller deslige).
Her har jeg til dig . . . men hvor er det nu?
Nu har nok Malfred haft det fremme. --- Malfred,
Hvor har du lagt det? Jeg har sagt saa tidt,
At I skal holde Jer fra mine Gjemmer.
Fru Estrid
(tager et Axelbaand frem af en Skuffe). Her er det, Barn. Det laae i dine Gjemmer.
Helene.
Ak, jeg har lagt det selv . . . nu mindes jeg.
Tilgiv mig, kjære Malfred! --- Kom nu, Guntram!
--- Ja, det er gruelige Vers, du skriver;
Og jeg er bange for, at du maa give
God Tid, hvis det engang skal lykkes dig.
Men jeg forstaaer mig ikke stort derpaa.
Maaskee man her hos Eder kalder Det,
Du skriver, Poesie. Hvor jeg har hjemme,
Der kalder man det ikke Poesie.
Men da du mener det saa godt, og er
Saa ærlig og saa trofast --- Folk som du
Er Sjeldenheder i min Faders Gaard ---
Saa see! det Axelbaand, det har vi syet,
Det skal du gaae med, gaae dermed bestandig.
Guntram.
Min ædle Jomfru, I er altfor god ---
163
Fru Estrid.
Min Datter! du har føie Tid tilbage.
Nu maa du ind at smykke dig.
Helene
(tøvende) Ja, Moder ---
Men der er Noget, jeg har villet sagt dig,
Men altid glemt. Du bliver vel ei vred . . .
Jeg synes, paa en Høitidsdag som denne
Bør Ingen lægge Dølgsmaal paa sin Herkomst.
(Hastig)
Og jeg har nylig talt derom med Volmer ---
Han er af samme Mening.
Fru Estrid.
Nu, min Datter?
Helene.
Hvis altsaa du har Intet derimod,
Saa vil jeg gaae til Altret i den Dragt,
Der bruges i mit hjem af Landets Døttre.
Fru Estrid.
Gjør, som du vil, mit kjære Barn. Jeg veed,
Du bliver smuk i hvilken Dragt du vælger.
Helene.
Saa du har Intet derimod? slet Intet?
O tusind Tak! --- Ja, smuk, det skaa jeg blive!
Hvis Naxos Piger ei forstode Andet,
Forstaae de dog at smykke sig til Fester.
(Gaaer ind tilhøire med Malfred og nogle af Pigerne. Fru Estrid med Guntram og de andre Piger gaaer ind tilvenstre).
164

Ottende Scene.

Et mere aabent Skovpartie. Flere Hold af Jægere drage forbi i Baggrunden. Siden Dronningen og Volmer.

Chor
(af forbidragende Jægere). Tilheft, tilfods, i Skov, i Krat
Og over den aabne Slette,
Den aarle Morgen og seent mod Nat
Jage vi Dyrene trætte.
(Dronningen og Volmer træde ind med Følge. Dette sidste holder sig i Baggrunden).
Volmer
(idet de træde ind) Min Frænke, her er Bakken, I har talt om,
Og her det Sted, I bad mig Eder vise.
Her nedenunder ligger Skoven udbredt,
Som om det var et Grønsvær ---
Dronningen
(adspredt). Skoven? hvor?
Volmer.
Dernede. Hvis I nu vil følge med,
Saa kan I see en Part af Esrom-Kloster,
Og Søen som en himmelblaa Saphir,
Det rige Klosters bedste Smykke.
165
Dronningen
(som før). Esrom?
Volmer.
Ja, faure Frænke. Kun et Skridt, saa seer I ---
Dronningen.
Nei, lad os blive her. I nævned' Esrom.
Jeg kommer herved til paany at tænke
Paa Eders Eventyr og paa Helene,
Den unge Brud, I fandt ved Esrom-Sø.
Jeg kan ei rive mine Tanker løs
Fra hendes mærkelige Skjebne. Siig mig . . .
Det underfulde Slør, I har fortalt om,
Og som I sagde var ei mere til,
Er det . . . (Standser, seende vist paa ham). er det tilintetgjort,
Herr Volmer?
Volmer.
I tvivler . .?
Dronningen.
Ja, jeg tvivler. Jeg kan ikke
Mig tænke vel den Mulighed, at I,
Der elsker Eders Brud, og dette troer jeg,
At I tilintetgjør et sligt Klenod.
Jeg veed det vist, og jeg kan see paa Eder,
At det er til. Hvi vil I længer nægte?
166
Volmer.
Ja, det er til. Jeg nægter det ei længer.
Dog muligt var det bedst, om dette Slør
For længe siden var tilintetgjort.
Dronningen.
Tael ikke saa. Det mener I ei heller.
--- Men nu --- ja I vil dadle mig, det veed jeg;
Dog maa I vel betænke, dette Slør
Er høist mærkværdigt, at Enhver maa ønske
At tage det i Øiesyn, at jeg
Har min Part af den skrøbelige Qvinde ---
Nu vil jeg Eder bede, at I kjærligst
Vil unde mig at see det --- kun at see det,
At kaste kun et flygtigt Blik derpaa,
Og derpaa give det igjen.
Volmer.
Min Frænke!
Dronningen.
O, kan I afslaae en saa ringe Bøn?
Og paa min Bryllupsdag? det er ei smukt.
Maaskee I troer, at jeg er ikke taus?
Og handler ikke vaerligen dermed?
Volmer.
Ak, nei, det troer jeg ikke.
167
Dronningen.
I mit Værge
Der er det sikkert. --- Altsaa, kjære Volmer?
Volmer.
Jeg har ei Hjerte til at sige Nei.
Dronningen.
Saa faaer jeg det at see?
Volmer.
Som I har ønsket.
Dronningen.
Og I vil sende mig det --- ikke sandt?
Idag? Endnu idag?
Volmer.
Endnu idag.
Dronningen.
Jeg takker Eder. Stoel kun paa min Taushed.

Niende Scene.

De Forrige. Kongen med endeel af Jagt-Følget.

Kongen
(der kommer hurtig ind). Min Agnes! Vi har jaget op en Hind,
En sneehvid Hind, af stor og sjelden Skjønhed.
Den slap fra os i dette Øieblik,
168 Og svømmed' over Aaen. Men jeg tænker,
Den jages atter op af vore Skytter.
Følg med os! Under Skovens kjøle Hvælving
Vi ride dem imøde. Kom, Herr Volmer.
(De gaae).
Chor
(af de bortdragende Jægere). Tilhest, tilfods, i Krat, i Skov
Jægerne hastig ile,
Og naae tilsidst det flygtende Rov
Alt med de susende Pile.
169

Anden Act.

En stor Sommerhalle paa Kongsgaarden. Baggrunden er ved høie Svibbuer og en stor, bred Portal i Midten saaledes holdt aaben, at man har Udsigt til en viid Egn. Ved venstre Side i Baggrunden gaaer en Trappe op til en Svale, her løber uden om Huset ved det ene Vindue. Handlingen i denne Act foregaaer om Eftermiddagen og ender ved Solnedgang.

Første Scene.

Eiler. Guntram.

Guntram.

Det var jo en stor og mærkværdig Nyhed, I der har fortalt mig.

Eiler.

Ja, min Søn, nu har Hertugen, din Herre, faaet sig en deilig Brud.

Guntram.

Det maa I nok sige. Deilig er hun. Men jeg 170 har mindst drømt om, at hun var en Kongedatter. --- Skal Brylluppet ikke staae iaften?

Eiler.

Jo, Hans Naade og Dronningen ere tagne dem imøde, for iaften at føre dem herfra til Klosterkirken, hvor Bispen, Herr Peder, skal forrette Vielsen. Nu venter jeg dem hvert Øieblik.

Guntram.

Men jeg troede, de var' allerede ankomne?

Eiler.

Det er de ogsaa, min Søn. Men de tog allerførst ind i Kapellet her paa Gaarden, for at høre en Messe. --- Men, hvad jeg vilde sagt, har du nu faaet noget af alle de Festligheder at see, vi have haft her idag i Anledning af Hans Naades og Dronningens Bryllups-Høitid?

Guntram.

Jo, jeg var inde i den store Sal, hvor Thronen staaer. Ak, det var et herligt Syn, da vor unge Dronning traadte ind ved Kongens Side, og alle Pigerne sang og Ove legte med sin Harpe.

Eiler.

Du har Ret. Det var et Syn, der ogsaa frydede mig, saa gammel jeg er. --- Men det undrer mig ellers, at du i al den Tid har været her og ikke er blevet hos din Herre paa Fru Estrids Gaard.

171
Guntram.

Jeg fik et Ærinde, strax som han ankom til Gaarden.

Eiler.

Saa? Ja, for Fremtiden kommer du nok til at føre et lidt mere uroligt Liv. Nu har du faaet en ung Frue ---

Guntram.

Det frygter jeg ikke for. Hun har altid viist sig naadig imod mig.

Eiler.

Har hun? Det kan jeg lide.

Guntram.

Hun er gavmild og høimodig.

Eiler.

Ja, saa maa du see til, at du kan bevare hendes Yndest. Var jeg i dit Sted, saa lavede jeg ihast et skjønt Skjaldeqvad.

Guntram.

Ak nei, Hr. Eiler! det tør jeg ikke mere tænke paa.

Eiler.

Hvorfor ikke det?

172
Guntram.

Hertugen, min Herre, har forbudt mig Skjaldekunsten.

Eiler.

Har han det?

Guntram.

Ja, han holdt for, jeg skulde lade det fare. Jeg skulde sige Farvel til Muserne, sagde han. Det var just de Ord, han brugte.

Eiler.

Det er en anden Sag. Hvad har du da nu isinde?

Guntram.

Det veed jeg, sandt at sige, ikke.

Eiler.

Ja, jeg heller ikke. Naar man Intet er i denne Verden, saa kan man altid slaae sig til Skjaldekunsten. Men jeg har endnu ikke seet, at Nogen har slaaet sig fra den til nogen anden Forretning. En Poet er, saa at sige, ikke beqvem til Andet end til at være Poet, og undertiden knap nok. --- Det er ellers værst for Slagelse. Nu maa Byen see til, hvordan den kommer ud af det uden din Riimkrønike.

Guntram.

Nei, Herr Eiler, det er værst for mig. Det har hidtil været mit eneste Morskab at pønse paa 173 Riim og faae dem til at falde. Det fordrev Tiden saa godt. Naar jeg sad alene hjemme eller gik paa Veiene, saa tænkte jeg paa Roland, Oliver og Biskop Turpin, og saa syntes det mig altid, at jeg blev vel tilmode. Nu maa jeg lade det fare.

Eiler.

Nu nu! vær ikke saa modfalden. Riimkrøniken kan du gjerne blive ved med. Saadanne Noget er ikke egentlig Poesie; den har din Herre ikke meent med sit Forbud.

Guntram.

Mener I?

Eiler.

Javist. Nu har jeg givet dig saa mange Oplysninger. Lad dem komme til Nytte.

Guntram.

Men troer I, jeg tør ogsaa skrive paa Historien om de tolv Jævninge?

Eiler.

Aa jo. Ulykken er ikke større, end at du kan rive det itu igjen, naar det ikke duer.

Guntram.

Ja, jeg er bange for, at om jeg ogsaa vil give Slip paa Skjaldekunsten, saa giver den ikke Slip paa mig. --- Har I Lyst at see, hvad jeg har skrevet 174 idag, mens jeg sad alene nede i Eders Borgestue. Det skulde være det sidste, og det er snart læst.

Eiler.

Ja, lad mig see det.

Guntram
(tager et Pergaments-Blad frem og giver ham).

Jeg har kaldt det: Min Afsked med Muserne.

Eiler
(der læser)

Det er jo godt, Guntram. Det er det bedste, jeg endnu har seet fra dig. Man kan tydelig mærke paa disse Vers, at Muserne have taget Afsked med dig.

Guntram.

Nei, Herr Eiler, forstaae mig ret: det er mig, der tager Afsked med dem.

Eiler.

Jaja, min Søn! det er en Afsked fra begge Sider. Det hører der netop med til et fuldstændigt Farvel. Veed du hvad, Guntram! jeg troer, du kan nu være ubekymret. Muserne vil neppe uleilige dig for Fremtiden. (Lytter). Men stille! Tager jeg ikke feil, saa kommer Toget fra Kapellet. Hør, Guntram! du og dine Vers har lange Been. Spring op paa Svalen og see ad.

175
Guntram
gaaer op ad Trappen i Baggrunden og viser sig paa Svalen udenfor Vinduet).

Jeg seer Intet. Jo, der komme de --- nei, det er en hængende Karm, der kommer kjørende. Nu holder den.

Eiler.

En hængende Karm? Hvo kan det være?

Guntram.

Ei, nu seer jeg. Det er Fru Estrid.

Eiler.

Der seer du vist feil. Hun vilde jo tage lige til Klosterkirken fra sin Gaard.

Guntram.

Jo, det er hende. Der kommer hun.

Anden Scene.

De Forrige. Fru Estrid.

Eiler.
I her, Fru Estrid?
Fru Estrid.
Er det Jer, Herr Eiler!
Det er mig kjært, jeg træffer Jer. Jeg har
En vigtig Sag at tale med min Søn ---
I Eenrum, vel at mærke. Ja, jeg ønsker,
176 At Ingen her til Hove faaer at vide,
At jeg er kommen. Jeg vil tage bort
Paa Øieblikket. Vil I nu mig vise
En kjærlig Tjeneste, Herr Eiler ---
Eiler.
Gjerne.
Fru Estrid.
Og underrette Volmer om min Ankomst,
Men hemmeligt ---
Eiler.
Forstaaer sig, ædle Frue!
Fru Estrid.
Jeg vil gaae ind saa længe hos min gamle
Veninde her paa Gaarden, hos Fru Lyborg.
Eiler.
Det kan I godt. Hun er ei med ved Festen
Paa Grund af hendes Alder. Men tillad,
Jeg hører først mig fore --- hun er svag ---
Fru Estrid.
Gjør det, Herr Eiler, og vær forud takket.
(Eiler gaaer ud gjennem Portalen).
Hvad skal jeg troe derom? Da jeg saae efter,
Var Skrinet, hvor Helenes Slør er gjemt,
Forsvundet. Hvo har taget det? Har Volmer
Bragt det tilside? Vist han havde sagt mig . . .
177 (Vender sig urolig om og bliver Guntram vaer, der imidlertid er steget ned fra Svalen). Der er jo Guntram . . . han reed bort til Middag.
Maaskee . . . kom hid!
Guntram.
Her er jeg, ædle Frue!
Fru Estrid.
Jeg saae dig ride bort fra os idag
Og bære Noget foran dig paa Hesten.
Hvad var det?
Guntram.
Kun en Æske.
Fru Estrid.
Var den tung!
Guntram.
Nei, den var grumme let.
Fru Estrid.
Til hvem var Æsken?
Guntram.
Til hendes Naade, Dronningen, jeg gav den.
Fru Estrid
(udbrydende). Til Dronningen !
178
Guntram.
Min Herre havde bed't mig
At fare vaerligt med den. Skytten Gunner
Reed med, hvis Noget skulde hænde ---
Fru Estrid.
Saa?
(Afsides)
Til Dronningen? Hun er jo underrettet,
Har Volmer sagt . . . Mon han har sendt til hende ---?
Vel var det tænkeligt, hun vilde see det;
Men ikke Ret af Volmer. --- (Til Guntram). Gaae du kun!
Og tael til Ingen om, at jeg er her.
(Guntram gaaer).
Det er mig uforklarligt, at vi Alle
Har glemt, at det idag er Fruedag.
Helene har fortalt mig, at paa denne
Usalige Dag blev hun og hendes Søstre
Af Uro og af Hvileløshed grebne,
Som hine Trækfuglskarer, naar de samles
Og drage bort af Landet; at hun først,
Naar Sløret hende løfted', fandt sig rolig.
Idag --- hun har jo lige fra imorges
Og til hun før tog bort fra Gaarden, liidt
Af sær Urolighed, var snart bedrøvet
Og tung om Hjertet, snart kun altfor munter ---
Og med bestandig Længsel efter Hjemmet,
Der aldrig før har yttret sig saa stærkt.
179 --- Og netop denne Dag vi feire Bryllup!
Og nu det Værste: hendes Slør forsvundet!
(Grublende).
Hvis dette stod i Sammenhæng med denne
Betydningsfulde Dag? Ifald nu Sløret,
Uagtet al vor Omhu, dog maa gives
I hendes Værge netop denne Dag?
Hvis nu en Magt, en hemmelig, vi søge.
Forgjæves kun at modstaae, her var virksom?
--- Mig ængste og forvirre disse Tanker!
(Eiler kommer ind)
Eiler.
I er velkommen hos Fru Lyborg.
Fru Estrid.
Vel.
(Hun gaaer ud af Portalen, ledsaget til denne af Eiler).
Eiler
(der kommer tilbage). Hvor blev Guntram af? Ja, nu er han borte.
Det var slemt, da jeg dog skal vente her. Man kan
saa godt snakke med ham, uden at det koster videre
Anstrengelse. (Lytter). Der har vi hele Toget! Der
komme de! --- Nu vilde jeg blot ønske, at Ove Sangere,
der skal anvise det store Følge Plads herinde,
vilde nøies med at glemme det Halve af Det, jeg
har indprentet ham. Men jeg kjender Ove. Han
kniber ikke. Han glemmer det Altsammen.
180

Tredie Scene.

Eiler. --- Kongen. Dronningen. Hertug Volmer. Helene. Ove. Stort Følge af Hoffolk af begge Kjøn, Riddersvende, Dronningens og Helenes Piger, Drabanter etc.

Almindeligt Chor.
Igjennem Skoven sval,
Hvor Træets Top bereder
Om Sommeren en luftig Sal,
Der fulgte vi med Eder.
Chor af Piger.
Paa Stien over Eng,
Der dandsede vi Piger
Til Spillemandens klare Streng,
Til Fløiter og til Giger.
Almindeligt Chor.
Nu aabnes Kongens Hal
For Eder, ædle Gjæster!
Og Eders Bryllup feires skal
Med kongelige Fester.
(Under dette Chor ere Kongen, Dronningen, Volmer og Helene traadte frem i Forgrunden).
Kongen.
Min kjære Frænde! ædle Jomfru! værer
Mig hjerteligt velkomne! Denne Hal
181 Har sjelden aabnet sig for nogen Gjæst,
Der var mig dyrebar som Hver af Eder.
Dronningen.
Lad mig som Søster hilse dig, Helene!
Volmer
(til Kongen). Mig fattes Ord, at tolke som jeg ønsked'
Min Sjæls Erkjendtlighed for al den Naade,
I har beviist mig.
Kongen.
Ikkun altfor lidet
I Forhold til, hvad vi har Eder undt.
--- Men, hvis I synes saa, vi tage Plads.
Jeg seer min Sanger Ove nærmer sig.
Et eller Andet har han vist paa Hjertet.
(Til Eiler)
Eiler! hvad ønsker Ove?
Eiler.
Eders Naades
Samtykke til, at han og vore Piger,
Til Ære for Herr Volmers Brud, tør sjunge
En liden Sang.
Kongen
Det er dem gjerne tilladt.
(Til Helene).
Vel er I vant i Eders skjønne Hjem
182 Til bedre Sang, til mere bløde Toner
End dem, der trives under Nordens Himmel,
Men tag tiltakke med den gode Villie.
(Han, Dronningen, Volmer og Helene tage Sæde).
Ove
(synger til Harpen). 1.
Til Myklegaard og Spanieland
En Morgen jeg vilde drage.
Thi gik jeg ud saa fri og frank
I min Ungdoms feire Dage.
»Hvorhen, hvorhen, du Vandringsmand?«
Saaledes sang paa Qviste
En fremmed Fugl og fløi foran,
Ret ligesom den vidste ---
Den vidste, ja den vidste,
Til Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hen at drage.
Chor
(mens Pigerne dandse) Den vidste, ja den vidste,
Til Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hen at drage.
Ove.
2.
I Myklegaard og Spanieland
Der var mine Kaar saa blide.
183 Men Længsel lod mig aldrig Ro;
Til mit Hjem jeg maatte ride.
»Hvorhen, hvorhen, du Riddersmand?«
Saaledes sang paa Qviste
En Fugl fra Danmark og fløi foran,
Ret ligesom den vidste ---
Den vidste, ja den vidste,
Fra Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hjem at ride.
Chor.
Den vidste, ja den vidste,
Fra Myklegaard og Spanieland
Jeg agtede hjem at ride.
Ove.
3.
Den Hertug taler til sin Brud,
Hans faure Brud, der kommer
Fra Myklegaard og Spanieland,
For at see vort Lands Skjærsommer
»Hvorhen, hvorhen, min faure Brud?
Jeg kan dig aldrig miste.
Dengang jeg vandt din Tro for Gud,
Da var det som jeg vidste ---
Jeg vidste, ja jeg vidste,
At Myklegaard og Spanieland
Du bytter for vor Skjærsommer.«
184
Chor.
Jeg vidste, ja jeg vidste,
At Myklegaard og Spanieland
Du bytter for vor Skjærsommer.
(Efter Sangen og under de nærmest følgende Repliker forlader hele Følget efterhaanden Scenen).
Volmer
(der med Helene træder hen til Ove). Jeg takker dig for denne Sang, min Ove!
Helene.
Lad ogsaa mig dig takke for din Sang.
See her! Tag denne Kjede til Erindring,
At du har sjunget for Kong Zenos Datter.
(Afsides og i Bevægelse til Volmer)
Ja, Volmer, jeg vil bytte Naxos Foraar
Mod dette Lands Skjærsommer, hvis mit Hjerte
Endogsaa brast derover.
Volmer.
Fat dig, Kjære.
(Han og Helene begive sig hen til Dronningen).
Kongen
(kommer frem med Eiler). Saa bliver det derved. Vi lade Følget
Ved Solens Nedgang samles her i Hallen.
Saa mener jeg, at vi til rette Tid
Kan naae til Klosterkirken.
185
Eiler.
Meget vel.
Kongen
(til Helene, der kommer frem med Dronningen). I bliver vel ei vred, min ædle Jomfru,
At jeg berøver Eder Volmers Selskab.
Os venter Bispen. Vi maae tale med ham.
Dog skal jeg bringe Volmer snart tilbage.
(Gaaer med Eiler).
Helene
(afsides og urolig til Volmer, idet han vil gaae). Du kommer snart; ei sandt?
Volmer.
Vær ubekymret.
Jeg er her strax.
Helene.
O, lad mig ikke vente!
(Volmer følger Kongen)

Fjerde Scene.

Dronningen. Helene.

Dronningen.
O jeg er glad, at vi en Stund er' ene.
Hvis jeg har længtes efter blot at see dig,
Saa længes nu jeg, min Helene, dobbelt
186 Efter at tale med dig og at høre
Dig selv fortælle, hvad der alt er hændt dig.
Du er saa smuk, du er saa heelt forskjellig
I Væsen og i Dragt fra vore Qvinder.
Ei er du kommet til os over Havet,
Ei over Landet vandret op til Norden.
Men som en sjelden Trækfugl er du baaret
Til os fra Syd af underfulde Vinger.
Alt dette har jeg først idag erfaret,
Alt dette har saa høilig mig forbauset,
At jeg kan neppe tænke det. --- Har Volmer
Mig Sandhed sagt? Blev sligt et Fortrin givet
Til dig og dine Søstre?
Helene.
Ædle Dronning!
Hvad Volmer Eder har fortalt, er Sandhed.
Dronningen.
Hvor er det muligt? Hvem kan Eders Slægt,
Og fremfor alle Dødelige, takke
For slig en sjelden Gunst?
Helene.
Min Slægt kan takke
Sit Udspring fra udødelige Guder
For denne Gunst.
Dronningen.
Fra Guder?
187
Helene.
Ja, min Dronning.
Dronningen.
Hvad mener du? Forklar mig Alt, Helene !
Helene
(med et tungsindigt Udtryk). Jeg føier Eder gjerne. Skjøndt med Sorg
Min Tanke dvæler hos min fjerne Slægt,
Der er i denne Sorg veemodig Fryd.
Saa viid: jeg stammer paa min Faders Side
Fra Konger, der paa Naxos styre Landet;
Men ved min Moder er jeg Tyndaride.
Og derfor er vor Slægt med Guders blandet.
Thi Leda, der med Tyndareus var gift,
Blev elsket af den mægtige Kronide.
Saaledes staaer der i et gammelt Skrift:
Da Zeus ei kunde Ledas Villie bøie,
Da skjød han ned en Dag fra Skyens Rift.
I Søens Vover skjulte sig den Høie,
Og hylled' de guddommelige Lemmer
I Svanens Skikkelse, dens Vinger hvide.
Som den man saae ham sagtelig at glide
Til Ledas Skjød; --- og den Bedragne glemmer
Ved dette Syn at staae imod og stride.
188 Nu melder Sagnet: Leda snart blev Moder
Til tvende Tvillingpar. Blandt dem Helene
Nedstammede med Pollux, hendes Broder,
Fra Guden Zeus. Det andet Par var ene
Af jordisk Udspring: ned til Orkus Rige
Kastor og Klytemnestra maatte stige.
Saaledes har vor Slægt en dobbelt Rod:
Thi deels den stammer ned fra Hellas Guder,
Deels ruller i dens Aarer jordisk Blod.
Og tvende Kaar vor Fødsel os bebuder.
Saa ofte for vort Huus en Datter fødes
--- Og mærk, o Dronning! vel hvad jeg beretter! ---
Ved hendes Vugge tvende Parcer mødes.
Af dem den Ene Barnet mørk forjætter
Et Liv, der er forgjængeligt; den Anden
Forunder dette Liv en evig Vaar.
Thi mens hun kysser Barnet blidt paa Panden,
Et Slør hun paa dets Vugge lægger ned ---
Et underfuldt --- af Svanefjer en Krone
Det holder . . .
Dronningen
(hastig). Ja, jeg veed det. Bliv kun ved.
Helene.
Og taler: »Dette Slør dig skal forsone
189 Med Fatums Bud; og som et Tegn det sendes,
At Zeus's Afkom skal i dig erkjendes.
Thi han, der under Svaneham bedaared'
Din Stammemoder Leda, veed, du døer,
Af Charons Baad engang til Hades baaret.
Men som en Svaneham skal dette Stør
Dig en Erindring om din Herkomst bringe,
Og løfte dig som ham paa Svanens Vinge.
Og kun umærkeligt du skal berøres,
Skjøndt du er dødelig, af Tidens Spor.
Thi tvende Søer ligge høit mod Nord;
Til dem du skal af Slørets Vinger føres.
I dem, hvor Livets Kilder friske drage,
Du skal engang hvert Aar dit Legem dukke ---
Og da forynget vender du tilbage.«
Saaledes begge Parcer ved vor Vugge
Afveie vore Vilkaar mod hinanden.
Hvis nu vort Liv som Eders flygtigt gaaer,
Vi dele dog de glade Guders Kaar;
Thi Guders Ungdom straaler os fra Panden.
Dronningen
(efter et Ophold). Forunderligt! Ufatteligt for Tanken!
Jo mere jeg om dette Stør erfarer,
Desmere jeg forbauses. Men forklar mig:
Paa Eders Flugt hvo viser Eder Veien?
190
Helene.
Hvad her I spørger om, det veed jeg ikke.
Os gives under Flugten andre Sandser.
Vi fare som en Stormvind hurtig hen,
Og drives af en Magt, vi ikke kjende.
Dog jeg vil gjøre Jer et andet Spørgsmaal:
Hvo har da lært den vilde Svane, Storken
Og hine Trækfugl-Skarer, der saa sikkert
Til samme Hjem bestandig finde Veien,
Hvo lærte dem at styre deres Flugt?
At finde Veien, hist fra Africa,
Fra Pyramiderne til Eders Kyster?
Dronningen.
Ja, det er sandt. Det er ei let at fatte.
Helene.
Kun eengang, mindes jeg, da mine Søstre
I Flugten standsede, som om de tvivled',
Saae vi med Eet vor Stammemoders Sønner,
Kastor og Pollux, hine Dioskurer,
Tilhest, med Spyd i Haanden og med Stjerner
Paa deres blanke Hjelme, træde frem
Fra Tvillingernes Tegn, og hurtig vise
Med Spydet os den Vei, vi skulde tage.
Det var et Syn, der vared' et Minut.
Og atter det forsvandt.
191
Dronningen.
O, høist mærkværdigt!
Jeg kunde lytte til, hvad du fortæller
I hele Dage!
Helene.
Ak, der kommer Volmer!

Femte Scene.

De Forrige. Volmer.

Volmer.
(til Dronningen) Jeg har et Bud til Eder fra Hans Naade.
Han venter nu ret snart, naar Solen synker,
At kunne være her med Brudefølget.
Hvis Eders Naade da vil være færdig ---
Dronningen.
Saa vil jeg gaae og lade Jer en Stund
I Eenrum med Helene. Jeg kan tænke,
I har endeel at tale med hinanden.
--- Dog Eet endnu. Min kjæreste Helene!
Du gjør mig dog den Glæde --- ikke sandt?
At tage mod en Gave fra min Haand ---
Et Hoved-Smykke, sat med ædle Stene . . .
192
Helene.
Modtag min Tak ---
Dronningen.
Saa vil jeg hente det.
(Gaaer ind).

Sjette Scene.

Volmer. Helene.

Helene
(iler hen til ham). O, kjære Volmer, lad mig tye til dig!
Volmer.
Helene!
Helene.
Lad mig atter finde Lindring
Ved dette rige Bryst, der alt saa ofte
Mig trøstet har. naar eensom jeg mig følte.
O siig, du elsker mig! Lad mig paany
Forvisses om, at hvad mig ene trøster,
At det endnu er til for mig.
Volmer.
Helene!
Tvivl ikke om min Kjærlighed til dig.
Min Sjæl har ingen Tanke, der ei søger
Sin Næring af dit underfulde Væsen.
193 --- Men siig, hvad fattes dig? hvad er der hændt?
Hvi var du alt paa Veien sært bedrøvet?
Helene.
Tilgiv mig --- men jeg veed ei ret . . . jeg lider
Af Uro. Luften er mig her saa lummer . . .
Her er saa lavt herinde og saa snævert.
Jeg føler mig beklemt ---
(Brister ud i Graad).
O, mine Søstre!
Hvor er' I nu? Hvor skal jeg Eder søge?
Og tænker I endnu paa den Forladte?
Volmer.
Helene! du er ei forladt. Betving dig!
Helene.
Jeg har betvunget mig. Jeg har gjort Alt,
Hvad jeg har kunnet; men jeg kan ei Mere.
Volmer.
Forklar mig kun, hvad da saa pludselig
Dig volder Uro.
Helene.
O, jeg veed det ikke!
Saa mange Tanker, der forhen har slumret,
Hos mig er vaagnet. Nylig har jeg talt
Med Dronningen --- hun spurgte om min Herkomst ---
Da vaktes den, Erindringen, den bittre!
194 O, vær kun ikke vred --- jeg lider, troe mig!
Jeg har en Følelse, som da den Tid
Sig nærmede derhjemme, da jeg drog
Med mine Søstre bort paa Slørets Vinger.
Volmer.
Helene, du bedrøer mig.
Helene.
O Volmer!
Det vil jeg mindst af Alt. Vær ei bedrøvet.
Jeg tænker, det gaaer over, hvad mig feiler.
Volmer.
Saa vær da munter, kjæreste! og vær det
For min Skyld, hvis du kan. (Smilende) Du veed
nok ikke,
At du har alt gjort Lykke her til Hove,
At mangen ædel Ridder har beundret
Min unge, fremmede og faure Brud.
Hos Dannerkongen staaer du høit i Gunst;
Og Hendes Naade --- ja fortæl nu du,
Hvad hun har sagt, hvordan du lider hende.
Helene.
Jeg lider hende godt; og hun var venlig.
Volmer.
Hun har jo lovet dig et kostbart Smykke.
Det er et Tegn, hun ynder dig.
195
Helene.
Ak, hjemme,
Der har jeg Smykker nok.
Volmer
(lidt krænket). Nu, i det mindste
Du kunde skjønne paa den gode Villie.
Helene
(adspredt) Hvor er din Moder? Kommer hun ei snart?
Volmer.
Hun kommer ikke her. Du veed, hun drager
Alene hen til Kirken.
Helene.
Det er sandt.
Volmer.
Det synes altsaa, Livet her til Hove
Har ei behaget dig.
Helene.
Behaget mig?
Volmer.
Og Alle her har søgt at tækkes dig;
Og Alle var' saa glade ved at see dig.
196
Helene.
Jeg er taknemmelig derfor. Men glade?
Nei, glad var Ingen her. Her fatter Ingen,
At Glæden gribes maa, imens den flygter,
At man maa binde den med Blomster. Her
Man griber den, naar den staaer stille, binder
Med Lænker den, som var det en Forbryder.
I Eders Fester klinger Noget for mig
Som en Forsagelse, ja som et Tungsind,
Som om I angred', at I vare glade.
--- Hvi blev jeg ført til hiint Kapel og tvunget
At høre Munken holde Messe, høre
Ham tale langt og stygt om Verdens Synder,
Om bette Livs Elendighed, om Haabet,
Det eneste, der var os levnet, Haabet
At leve, naar vort Liv var endt? Er Synden,
Er Slethed og det brødefulde Hjerte
Hos Eder da saa gjængs? --- Mens Munken talte,
Jeg ængstedes, som var jeg fuld af Synd,
Endskjøndt jeg har mig Intet at bebreide.
Volmer.
Nu, Munken i sin Iver gik for vidt.
Dog er det heel naturligt, min Helene,
At paa en Dag som denne Sindet rettes
Imod den Evige, mod Altings Ophav.
Vel slaaer vort Liv i denne Verden Rødder,
Men disse Rødder hente deres Næring
Fra Kilder, der i andre Verd'ner rinde;
197 Og at vi gudhengivent, ydmygt mindes
Vort Livs Afhængighed af Verdens Styrer,
Det kan ei gjøre Skaar i vor Tilfredshed.
--- Lad ikke disse Tanker dig forstyrre!
Hvis Livet her til Hove har dit Mishag,
Da vil vi boe og bygge paa min Gaard.
Der skal min unge Hustru let med Blomster
Den Glæde fængsle, Himlen har bestemt os.
Helene.
O, naar du taler, svinder hen min Angst!
Jeg føler mig beroliget, det Oprør,
Min Sjæl bevæges af, sig lægger mildt ---
Som om Poseidons Magt var givet dig,
At standse med et Ord de vilde Bølger.
Volmer.
Nei, troe mig, naar det lykkes mig at dulme
Dit Sinds Urolighed, da er det ei
Poseidons Magt, der taler gjennem mig,
Men hans, for hvem Poseidon maatte vige,
Hans Magt, der standsede ved Capernaum
Blot med et Ord de vilde Bølgers Oprør.

Syvende Scene.

De Forrige. Dronningen med Ingeborg, der bærer et lille Skrin.

Dronningen.
See her, Helene! lad os nu forsøge,
198 Om dette Smykke gjør dig faurere
End alt du er. --- Kom, Ingeborg, og hjælp mig.
(Efterat Helene har lagt sin Hovedbedækning, fæster Ingeborg et Diadem, hun tager ud af Skrinet, paa hendes Hoved)
Saaledes, Ingeborg --- ja, det er rigtigt.
See nu, Herr Volmer! Er hun ikke smuk?
I mener vel, hun var det alt tilforn;
Og I har Ret. (Til Helene). Det er din Brudekrone.
Med den du drager hen til Kirken. Jeg,
Det veed du vel, er da din Brudeterne
Og fører dig til Altret med Fru Estrid.
(En Afdeling af Brudefølget drager forbi, paa Veien udenfor Hallen).
Volmer.
Jeg seer, man samles alt.

Ottende Scene.

De Forrige. Eiler.

Eiler.
Hans Naade, Kongen,
Har nylig spurgt om Eder, ædle Hertug!
Volmer
(til Dronningen) I har mig undskyldt.
Dronningen.
Gjerne.
199
Eiler
(afsides til Volmer) Eders Moder
Er inde hos Fru Lyborg.
Volmer
(forundret) Er min Moder?
Hvad kan hun ville?
(Gaaer med Eiler)

Niende Scene.

Dronningen. Helene.

Dronningen.
Siig mig nu, Helene,
Hvad synes du om dette Hovedsmykke?
Det er vel ei saa fagert som de Smykker,
Der er i Brug hos Pigerne paa Naxos.
Helene.
Min ædle Dronning! det er smukt, saa smukt,
Som jeg har sjelden noget seet.
Dronningen.
Isandhed?
Det er mig kjært. Man bruger hertillands
Et Hovedguld. Men dette, der er dannet
200 Som Krone, tyder med det Samme hen paa
Din kongelige Byrd; og denne Krone
Skal, haaber jeg, erstatte dig den tabte,
Jeg mener den af Svanefjer, der sidder
Befæstet ved det underfnlde Slør.
Helene.
Min høie Dronning! nei, det kan den ikke,
Saa smuk den er endog. Den Glands, der lyser
Fra Diamanterne paa Fjederkronen,
Har overjordisk Kraft. Den har sit Ophav,
Som Sløret Selv, fra Guderigets Straaler.
Dronningen.
Der har du Ret; for Sligt maa Alting vige.
Men --- siden jeg er atter bragt derpaa ---
Endnu er det mig altid uforklarligt,
At dette Slør, hvis Stof er skrøbeligt,
Har kunnet løfte dig saa let som Vinger.
Helene.
Har I da ikke hørt det græske Sagn
Om Dædalus, der sad paa Creta fangen?
Han var kun Menneske, men stor som Kunstner.
Af Vox og Lærred danned' han sig Vinger
Og fløi fra Fængslet med sin Søn.
Dronningen.
Det Sagn
201 Det kjender jeg. --- (Efter nogen Betænkning). Besad da
Eders Slør
En Krast at løste Jer, saa tidt I vilde?
Helene.
Nei, eengang kun om Aaret, naar vi drog
Til hine fjerne Søers Bad; og altid
Paa Fruedag.
Dronningen.
Paa Fruedag? Men, Kjære,
Idag er det jo Fruedag.
Helene
(forfærdet) Idag?
Og det er vist og sikkert?
Dronningen.
Som jeg siger.
Helene
(afsides). Nu fatter jeg min Uro! Milde Himmel!
Iaften altsaa komme de maaskee
Til Esrom-Søen, mine fjerne Søstre ---
Ak, og maaskee de komme aldrig mere!
Dronningen
(der har staaet i Tanker). Hvis altsaa Sløret just idag besad
Hiin skjulte Kraft, saa maatte jeg ---
(Standser).
202
Helene.
Forlad mig!
Jeg gav ei Agt . . .
Dronningen.
Bliv ikke Vred, Helene!
Jeg vilde gjerne troe dig. Men saa Meget
Forhindrer mig deri. Jeg kan ei troe dig.
Et Slør har løstet dig? Og høit i Lusten?
Hvorledes var det muligt?
Helene.
Ak, min Dronning!
I spørger mig om Meer, end selv jeg veed.
Jeg veed kun, at det skeete.
Dronningen.
Men hvorledes
Bar du dig ad dermed?
Helene.
Naar blot jeg satte
Paa Hovedet hiin hvide Fjederkrone,
Da syntes mig mit Legem lettere,
Og Sløret med det Samme vandt i Styrke.
Dronningen.
Naar blot du satte kronen paa dit Hoved?
Nei, det er ikke sandt!
203
Helene.
Hvordan? I troer ---?
Dronningen.
Det er ei muligt. Og jeg veed det vist.
Jeg selv har prøvet det ---
Helene
(forbauset). Har prøvet det?
I har det altsaa?
Dronningen
(afsides) Ak, hvad har jeg sagt!
Helene.
I har det?
Dronningen
(forlegen) Jeg?
Helene.
O, svar, min ædle Dronning?
I har det, ikke sandt?
Dronningen.
Du misforstaaer mig.
Jeg har det ikke.
204
Helene.
Nei, I har det sikkert.
Det er paa eengang lyst for mig, at Sløret
Er ei gaaet tabt. Af mangt et enkelt Ord,
Som Volmer tidt har ladet falde, seer jeg,
Ja, nu jeg seer det klart, at det er til.
Dronningen.
Hvor kan du troe . . .
Helene.
O, hør mig! nægt det ikke!
Betænk, paa denne Dag mit Syn er skjærpet.
Sløret er til --- det ligger i en Æske,
Som man idag har bragt Jer. --- Dannerdronning!
Sløret er til --- I prøvede det nys,
Men kun forgjæves --- I har ikke tænkt paa,
Det gjælder kun for os, for Ledas Afkom.
Dronningen.
Helene! du forfærder mig --- saa beftig!
Helene
(falder paa Knæ for hende). Min høie Dronning! tilstaae, at I har det!
I er jo god og venlig og høimodig.
Betænk, for Eder har det intet Værd,
For mig et stort.
205
Dronningen.
Hvad har du da isinde,
Ifald jeg tilstaaer ---?
Helene
(reiser sig). Altsaa har I det?
Og Volmer selv har fundet det hiin Aften,
Da han mig traf?
Dronningen.
Det veed . . . det troer jeg ikke.
Det er vel siden bragt ham.
Helene.
Bragt ham? . . . ja,
Nu mindes jeg --- en Rovfugl tog det bort . . .
(Vitter).
Han er uskyldig . . . det er bragt ham --- sikkert!
Og han har siden glemt, at det er bragt ham.
Hvor skulde han saae Tid --- --- Velan, min Dronning!
Min Eiendom I nægter mig vel ikke.
Dronningen.
Endnu engang, hvad har du da isinde?
Helene.
Vær uden Frygt! I vil jo ikke troe,
Jeg taler sandt. I denne høie Hal
Jeg viser Jer, hvad dette Slør formaaer.
Det er et Syn, det vel er værdt at see.
206
Dronningen.
Og du vil give mig det flux igjen?
Helene.
Jeg giver det igjen.
Dronningen.
Og kun herinde?
Helene.
Kun her.
Dronningen.
Helene, lad mig ei fortryde
Min Eftergivenhed!
(Gaaer ind).

Tiende Scene.

Helene