Heiberg, Johan Ludvig

b

        

c

        

d

        

e

JOHAN LUDVIG HEIBERG

📖 POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF CARL S. PETERSEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1931

f

J. JØRGENSEN & CO.
IVAR JANTZEN
KØBENHAVN

I

INDLEDNING

I Sommeren 1825 gæstedes København af Jfr. Emilie Pohlmann, første Sangerinde og Elskerinde ved Teatret i Hamburg. »Ved en smagfuld, tiltrækkende Paaklædning, dejlige smaa Ben, smukke Øjne, som hun vidste at gøre godt bemærkelige, en nydelig Hals - et indtagende livligt og naivt Væsen - en svævende Gang, en smuk Holdning - gjorde hun en Opsigt som endnu ingen fremmed Kunstnerinde. Da hun havde spilt 2de Aftener, var hun allerede saa afholdt og bekendt, at det var ikke muligt at erholde Billetter uden af Sjoverne. Omtrent 12 à 14 Gange betraadte hun Zenen (!) i en 3 Ugers Tid og erholdt af Theater-Direktionen 30 Specier pr. Aften (Skuespiller Nielsen, som agerede bestandig med hende i Elskerroller, var sterbens forlibt i Pigen og Pigen i ham, som man mener bidrog ikke lidet til det heldige Spil).«

Med saa stor Entusiasme har en ungdommelig Tilskuer tilhørende den hæderlige Handelsstand søgt at give en Ven, der var Assistent ved Kolonierne i det fjærne Nordgrønland, Indtryk af, hvilke Nydelser Skæbnen havde nægtet ham at delagtiggøres i. Ganske særligt henrev Jfr. Pohlmann Publikum ved sin Udførelse af den kvindelige Hovedrolle i II Vaudevillen »Die Wiener in Berlin«, ogsaa her ypperligt bistaaet af nogle blandt det kgl. Teaters mest fremragende Kunstnere: foruden, som nævnt, N. P. Nielsen ingen ringere end selve Dr. Ryge.

Opførelsen af »Die Wiener in Berlin«, den første Vaudeville, der er gaaet over en dansk Scene, fik særdeles betydningsfulde Følger.

I

Ved Midten af April Maaned samme Aar var J. L. Herberg vendt tilbage til København paa Orlov fra Kiel, hvor han siden 1822 havde været ansat som Lektor i dansk Sprog og Litteratur ved det derværende Universitet. Med denne Stilling følte han sig i alle Henseender utilfreds, og det var derfor hans faste Beslutning at benytte Opholdet i Hovedstaden til under en eller anden Form at skabe sig den blivende Position i den litterære Verden, som han, der gik i sit 35te Aar, endnu ikke havde naaet, skønt han havde en ret omfattende og alsidig Forfattersvirksomhed bag sig. Det slog ned i ham, at ved de tyske Sommerskuespil og deres begejstrede Modtagelse var der tilvejebragt en øjeblikkelig Situation, som ingen vilde være i Stand til at udnytte og videreføre saa godt som han. Med Vaudevillen som Kunstart i dens franske Form var han fuldt fortrolig fra de Aar, han 1819-22 tilbragte i Paris hos sin Fader, den landsforviste P. A. Heiberg; ogsaa dens særlig tyske Skikkelse kendte han nøje. Mangfoldige Gange havde han søgt at bøde paa den akademiske Kedsommelighed i Kiel ved at tage til Hamburg og dér glæde sig over Emilie Pohlmanns Spil netop i »Die Wiener in Berlin« - skulde han da ikke III ogsaa have befundet sig blandt Tilskuerne i det kgl. Teater ved hendes Optræden her?

Det var imidlertid langtfra hans Tanke at ville nøjes med en Virksomhed som blot og bar Oversætter eller Bearbejder; tværtimod var det hans Hensigt at give Vaudevillen et dansk Særpræg, der kunde genskabe det nationale Lystspil og sætte dette i Stand til at tage Kampen op med, om muligt besejre den oehlenschlägerske Tragedie, Tidens ypperste og saa godt som eneste originale Frembringelse paa den dramatiske Kunsts Omraade. Han var sig klart bevidst, at han til Løsningen af en saadan Opgave raadede over medfødt Lune, sikker Smag og udpræget musikalsk Sans, og det har utvivlsomt ikke just været som ydmyg Supplikant, at han henvendte sig til Jonas Collin, den mægtigste Mand indenfor Teatrets Direktion, og forelagde ham sine Planer. Disse vandt Collins absolutte Bifald, og den 28de November gik under spændt Forventning den første danske Vaudeville »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« over Brædderne. Den gjorde trods alle onde Forudsigelser stormende Lykke og fortrængte i Følge J. P. Mynsters maliciøse Udsagn Grundtvigs »Kirkens Genmæle«, der var udkommet et Par Maaneder i Forvejen, som Dagens Samtaleemne Mand og Mand imellem. Ogsaa ved Hove vandt den Bifald. Frederik den Sjette overværede i egen Person Premièren, og i Arveprins Ferdinands Palæ opførtes den som Dilettantkomedie af den fornemme Verden, ved hvilken Lejlighed det behagede Hans kgl. Højhed selv at udføre Tobaksspinder og Major i Borgerskabet Brandts Rolle!

Medens dette Stykke Aften efter Aften spilledes IV for udsolgt Hus, naaede det næste, »Den otte og tyvende Januar«, der efter Anmodning fra Collins Side blev skrevet til Kongens Fødselsdag i 1826, kun et Faatal af Opførelser og er ogsaa i sig selv ganske ubetydeligt. Med sin tredje Vaudeville vandt Heiberg derimod paa ny en glimrende Sejr, og dette skyldtes for en meget væsentlig Del en Oplevelse, han havde i Mellemtiden, og som blev det umiddelbare Udgangspunkt for hans nye Arbejde.

Ved en Aftenunderholdning, som den udmærkede Skuespiller Frydendahl afholdt paa Hofteatret den 12te Februar 1826, stiftede Publikum Bekendtskab med en lille litterær Nyhed: Poul Møllers »Hans og Trine, Scene i Rosenborg Have«, der udførtes af C. N. Rosenkilde og Johanne Luise Pätges, da Elev ved Balletten. Den fortræffeligt vedligeholdte naive Komik, det spillende Lune og den slaaende Naturlighed, hvormed den 13-aarige Pige og den 40-aarige Mand førte deres Samtale, gjorde, at den lille Scene modtoges med en Overgivenhed, en Latter, en Applauderen, som syntes ingen Ende at ville faa. Stærkt betaget lod Heiberg, der var til Stede, sig endnu samme Aften forestille for den unge Pige, og i Løbet af de kommende Uger skrev han »Aprilsnarrene« - »min første Kærlighedserklæring til hende«, siger han selv mange Aar senere.

Stykket kom til Opførelse den 22de April med en helt igennem fortrinlig Rollebesætning og en ligesaa udmærket Udførelse. Under de første Scener forholdt Publikum sig ganske vist noget køligt afventende, men da Jfr. Pätges som Trine Rar med uforligneligt Skælmeri havde foredraget Sangen »Der er i Himlen en Dreng saa smuk«, brød V Bifaldet løs. Munterheden øgedes ved det overraskende Talent, hvormed den lille Fremstillermde bestod den snart efter følgende, af de Medspillende med stor komisk Kraft gennemførte Examination, og Stemningen i Teatret steg til Jubel, da Rosenkilde ved Stykkets Midte kom farende ind paa Scenen som et i Udseende og Lader sandt Pragtexemplar af en opløben, kaad københavnsk Skoledreng. Replikskiftet og Vexelsangen mellem ham og hende, de derefter Slag i Slag indtrædende lystige Situationer og Forviklinger holdt Tilskuerne uafbrudt i Aande, og da Trine traadte frem for at synge Slutningsverset, hilstes hun, hvad der den Gang var noget aldeles nyt, med stærk Applaus. Ved Tæppets Fald lød langvarige Klapsalver.

Med »Aprilsnarrene« staar den heibergske Vaudeville i Blomst. Sammenlignet med de to ældre Stykker har dette, uanset Overdrivelser og Usandsynligheder, langt stærkere Rod i Livet og Virkeligheden, langt mindre i Litteratur og Teater. Dialogen er lettere og mere naturtro; de lyrisk-erotiske Partier, der tidligere traadte i Skygge for de burlesk-satiriske, trækkes stærkere ind som Led i Handlingen, og der er over dem en varmere, mere personlig Tone, end der før havde været. At dette skyldes Forelskelsen i den lille Pige, der senere blev hans Hustru og et af de mest straalende Navne paa den danske Skueplads, vilde han selv være den sidste til at nægte.

Saaledes syntes Maalet da at være naaet. Men da den næste Vaudeville »Recensenten og Dyret«, hvis Hovedrolle var skrevet for G. N. Rosenkilde, den 22de Oktober bragtes paa Scenen, vendte VI Stemningen sig. »En nye Vaudeville af Dr. Heiberg,« skrev det kgl. Biblioteks Overbibliotekar E. C. Werlauff otte Dage senere til sin Ven Vedel Simonsen paa Fyen, »er bleven spilt en Gang; men da der blev hysset, og man frygtede for, at den næste Gang skulde blive udpebet, bliver den formodentlig ikke givet mere.«

At noget saadant en Gang før eller senere maatte kunne indtræffe, var at vente. Som alt nyt blev ogsaa de heibergske Vaudeviller lige fra første Færd mødt af stærk Modstand indenfor visse Kredse, og det var denne Uvilje, der nu paa Grund af særlige Omstændigheder gav sig saa demonstrativt et Udslag.

II

Endnu før »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« var indleveret til Teatret, paa det blotte Rygte om, hvad der forestod, søgte Skuespiller N. P. Nielsen, der følte sig krænket over, at hans Udførelse af en Rolle i Heibergs Skuespil »Nina« (Marts 1824) ikke var blevet tilstrækkeligt paaskønnet af Forfatteren, at rejse Kunstens og Smagens Venner til Protest mod en saadan Profanation af den nationale Skueplads. Der opstod saa livligt et Røre, næret ved Bysnak og Sladder, hvortil Nielsen selv bidrog med grove Udfald mod Heibergs Personlighed, at allerede inden Stykket naaede frem til Opførelse, havde der dannet sig en Opinion mod det og den Genre, det tilhørte. Det skulde heller ikke virke afdæmpende paa Gemytterne, at der, hvad Gud og Hvermand vidste, paa autoritativt Sted, indenfor Teatrets høje Direktion herskede meget delte Meninger om det heibergske Forehavende.

VII

Af det kgl. Teaters Direktører var den alderstegne Rahbek nu som altid - efter hans egen Ytring i Anledning af »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« - paa Post overfor »hvert Skridt vi rykke Fjæleboden nærmere, hvortil jeg er bange, disse Vaudevilleskuespil saare let kunne lede«. Alligevel afviste han ikke dette Stykke, men nøjedes med at foreslaa en Række Forandringer, af hvilke den vigtigste var, at Navnet paa Hovedpersonen ændredes fra Rothschild til Goldkalb for ikke at fornærme dets virkelige Indehaver! Ved »Aprilsnarrene« derimod fralagde han sig ethvert Ansvar, da især Slutningen deraf forekom ham for dybt under Lystspillets og et kongeligt Nationalteaters Værdighed. Det var Scenen med de to Personer i Kurven, som i Moralens Navn faldt ham for Brystet. »Jeg erindrer mig (skriver han til Collin), at der i Guldborgs Tid var en lignende Scene i et Stykke af Sigvart Lyche, som derudover blev confiskeret, eller supprimeret, og at jeg ugierne maa ville, at jeg skulde have givet mit Minde til noget lignende, kan du ikke fortænke mig.« Overhovedet følte han det som sin Pligt »at vedgaae, at dette aldeles ikke kan taales paa Theatret, og at, om Stykket endog, som var muligt, desuagtet, om ikke derved, gjorde Lykke første Aften, kunde det dog den følgende være vis paa en gruelig Fløiteconcert, anført af dem, hvem Kong Salomon har giort formegen Lykke.«

At »Aprilsnarrene« var et frivolt Stykke, hvis Opførelse en Fader ikke godt kunde lade sin unge Datter overvære, kom Rahbek aldrig bort fra. Ogsaa hans Meddirektør, Etatsraad G. H. Olsen, der forøvrigt stemte for Antagelse, fandt »paa mange VIII Steder Indfaldene vel plumpe for ei at sige med den svenske Dandsemester mycke oanständige« og anfører - uden nærmere Begrundelse, hvad der i dette Tilfælde næppe kunde siges at have været overflødigt - som Exempler Vendinger som »Jeg er bange mine gode Beenklæder tage Skade« og »hele Klatten«, tilføjende et »etc.«! Af en noget anden Art var Teaterchefen, Kammerherre Holsteins Udsættelser. Det syntes ham saaledes, »at Bager Simon peger vel stærkt paa en Mand der er benaadet med Hæderstegnet ligesom Dandsemesteren har altformeget til fælles med en skikkelig Figurant ved Theatret der er Svensk født, og som med Grund vil saares ved at kome frem paa en Scene hvor ved han har tient i mange Aar; hvorfor skal hiin være Bager og denne Svensk?« Som det ses, maatte Bageren dele Skæbne med Baron Rothschild; i det trykte Stykke er Simon en tysk Avanturier, medens Tennemann stadig er svensk Dansemester!

Et Skin af Berettigelse fik Rahbeks Frygt for Fjælleboden og Holsteins for personlig Model, naar henses til Maaden, hvorpaa nogle af Skuespillerne slog sig løs i de to første Vaudeviller. Ved Premièren paa »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« lod Ryge, der spillede Salomon Goldkalb og gjorde det fortrinligt, denne stjæle en Sølvske; ved en af de følgende Forestillinger indflettede han i den satiriske Vise ved Punchebollen et selvlavet, yderst flovt og stødende Vers i Stedet for et af Forfatterens, og ved alle skreg han efter Skaalen »Hep! Hep! Hep!«, det fra Jødeforfølgelserne i 1819-20 velkendte Smæderaab. Nogle Eder havde Heiberg lagt i Munden paa

        

IX de korsørianske Smaaborgere og den gamle Sømand i »Den otte og tyvende Januar«; de blev af Skuespillerne forøgede med et dobbelt Antal grovere, og i det sidst nævnte Stykke fremstilledes i tre af Birollerne veltrufne Portrætter af kendte Personer i Hovedstaden; den ene, en Justitsraad og Arkivar i Danske Kancelli, blev saa livagtigt efterlignet, at Publikum, som Werlauff fortæller Vedel Simonsen i et Brev, virkelig troede, at Manden havde staaet i Kulissen og ved en Forseelse var kommet ind paa Scenen!

Det siger sig selv, at Teaterdirektionen strax nedlagde Forbud mod slige Utilbørligheder, og de blev heller ikke gentagne; men af Vaudevillens Modstandere grebes de med Begærlighed; det hed sig, at Skuespillerne blot handlede i Overensstemmelse med Forfatteren og efter hans Anvisninger. Særlig Forargelse vakte den megen Banden. En Anmælder udtalte i den Anledning sin Frygt for, »at Theatret skulde ved slige Stykker vorde en Planteskole for nyemodens Eeder«, og Blicher, der nærede et glødende Had til Heiberg siden dennes afvisende Anmældelse af hans Tragedie »Johanna Gray« (1825), gjorde i sin Novelle »Røverstuen« Læserne en ironisk Undskyldning for, at hans enfoldige Muse »endnu ikke har været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen«; ellers havde han her, i Scenen mellem Sorte Mads og Skytten, haft den ønskeligste Lejlighed til at udpynte sin Fortælling »med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebjæf mod Løvebrøl.« Som et lille, men meget betegnende Vidnesbyrd om den

        

X Opfattelse, der i det hele taget raadede i Modpartiets Lejr, stod en Dag i Adresseavisen en Notits, hvori der »faldbødes, blandt adskillige Urtekramvare, ogsaa Vaudeviller«, og det var ganske i Overensstemmelse med denne Betragtning, naar en Teaterrecensent i en som Brev formet Maanedsoversigt udtalte Haabet om, »at Du billiger min Taushed i Henseende til Vaudevillerne. Deres rette Domstol bør aldrig være den, for hvilken en god, ufordærvet Smags Producter fremtræde«. Med en Hentydning, hvis personlige Adresse ingen godt kunde tage Fejl af, tilføjede han i en Note: »Det gaaer med Vaudevillerne, som med Barberen, der ved allehaande Kunster pousserer sig, bliver kaldt »Doctor«, og gaaer som saadan hos sit Publikum for en lærd Mand. Om disse Doctores vil i Tiden gavne den Videnskab, de, Skam at tale om, henregne sig til, er ikke vanskeligere at besvare, end det Spørgsmaal, om Farcevæsenet vil gavne den dramatiske Kunst og det derhen hørende.«

Under saadanne Forhold virkede Fremkomsten af »Recensenten og Dyret« som en Gnist i Krudttønden. Alene ved sin Handling, der er henlagt til Dyrehaven og fører Bakkens brogede Gøglerliv ind paa det kgl. Teaters Scene, ramte denne Vaudeville Rahbek paa hans allerømmeste Sted, og hans Censur kom, mod Sædvane, til ganske kort at lyde: »Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for sige videre om det.« Dette var dog kun den ene Side af Sagen. Endnu inden den endelige Antagelse, der atter skyldtes Collins kraftige Vilje, vidstes det over hele Byen, at Heiberg denne Gang havde valgt Pressens Mænd til Skive for sine XI Morsomheder, og at hans velkendte Tilbøjelighed for personlig Satire her havde naaet Toppunktet af Frækhed, idet han i Hovedfiguren havde fremstillet en litterær Modstander, »Conversationsbladets« Redaktør og Teaterrecensent Hr. H. C. G. Proft, paa en saa utvetydig Maade, at endog hans Navn var benyttet, blot med en Omsætning af Bogstaverne. Der var da her den gunstigst mulige Lejlighed til Hævn, som ogsaa blev taget; Tæppet gik ned over en veritabel Fjasko, og i sin Anmældelse af »den raadne Flynder«, som han kaldte Stykket, kunde Proft hoverende skrive, at »det lader til at være paa Heldingen med Vaudevillemageren, der (for at tale i det moderne Vaudevillesprog) efter Forestillingen gik af Veien som en vaad Hund, da Gadeproduktet blev almindeligen udhysset og det saa stærkt, at de faa. Klappere strax bleve overdøvede, uden at Piberne engang behøvede at lade sig høre.«

Vaudevillens Modstandere jublede; men de gjorde Regning uden Heiberg, der viste sig Situationen fuldkommen voxen. Efter Aftale med Collin forsvandt samtlige Vaudeviller med ét Slag fra Teatret, og i tre Maaneder holdtes Publikum i Karantæne. Imens skrev han sit Forsvarsskrift »Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads«, der udkom i December 1826 og er hans første æstetisk-kritiske Arbejde.

III

Det lille Skrift, der den Dag i Dag er værd at læse, begynder med et udførligt, vittigt og skaanselsløst Angreb paa den Dilettantisme, der i den sidste Menneskealder har grebet om sig paa alle XII Omraader herhjemme, ikke mindst indenfor Poesien; det giver derunder en Karakteristik af de forskellige dramatiske Kunstarter, bestemmer deres indbyrdes Afgrænsning og hævder Nødvendigheden af, at der skabes Respekt for de rene Former i Dramet, for at den komiske Digtekunst, der forhen har været national her i Landet, atter kan komme til Værdighed.

Naar det er et ubestrideligt Faktum, at vi i de sidste tyve til tredive Aar intet nationalt Lystspil har erholdt, er Grunden den, at Publikum gennem den Hærskare af elendige Oversættelser, som behersker Repertoiret, ved den idelige Fremstilling af tyske, franske, engelske, spanske og italienske Sujetter har faaet »en saadan Foragt for det Indenlandske, at det næsten anseer det for umuligt, at nogen interessant Begivenhed skulde kunne tildrage sig paa denne stakkels Jordbund og i denne usle Tid. Et Lystspil, hvis Scene var her i Landet og i nuværende Øieblik, vilde i enhver Situation støde an mod Sandsynligheden, og i enhver Characteer kun altfor meget støde sammen med den; thi ved enhver Situation vilde man sige: »Sligt kunde aldrig passere her«; og ved enhver Characteer: »Hermed er meent Herr A eller Herr B.« Saa smaalig og saa ukunstnerisk er vor Anskuelse af den comiske Digtekunst bleven; saa stor en Ringeagt have vi endelig faaet for os selv og vore Omgivelser. Sættes derimod de samme Characterer og de samme Situationer i et fremmed Land, saa finder man det Urimeligste rimeligt, og Intet for nærgaaende. En Ed, selv om den er paa sit rette Sted, mishager i en Original, men glider ypperlig ned i »Fugleskydningen«; en anstændig Pige, som holdes for en Skjøge, behager i »Ringen Nr. 1«,

        

XIII men lad en dansk Forfatter vove det Samme, og man vil skrige paa Immoralitet og Uanstændighed. Vi Danske altsaa, vi som i den comiske Litteratur have erhvervet os et Navn, der har gjort os berømte over hele Europa, vi ere nu blevne saa smaa, saa jammerlige, at. vi ingen andre Comedier kan taale, end dem som tilhøre fremmede Nationer, især Tydskerne, som i dette Fag burde gaae i Skole hos os, istedenfor at ansees for vore Mestere, og af hvem? af os selv.«

Til at sætte en Grænse for denne Jammerligheds videre Udbredelse og forberede Muligheden af et nyt nationalt Lystspil kan. der efter Heibergs Mening »ikke vel udfindes noget beqvemmere Middel end Vaudevillen, som allerede ved sin Forening af to Digtarter er skikket til at indsmigre sig i Publicums Yndest, medens den ved sin Simpelhed og Popularitet bliver istand til at rodfæste sig deri, og - hvad som er ligesaa vigtigt som det Øvrige - idet den er en objectiv bestaaende Digtart, ikke en vilkaarlig Dilettantisme, der ei kan være Gjenstand for Kunsten.« Imidlertid er der Smagsprædikanter og Recensenter, som mener, at Vaudevillerne, langt fra at have banet Vejen til en national Komedie, tværtimod har gjort denne vanskeligere, idet de i deres danske Skikkelse ret beset kun er Farcer og Fjællebodsstykker. »Hvad er det egenlig, hvorved I finde jer forpligtede til at give mine Vaudeviller Navn af Farcer? Er det fordi en fattig Skakkerjøde antages i Korsøer for at være en fornem Mand? Fordi en ung Forelsket kjøber 13 Hatte og 7 Huer, alene for at faae Hattemagerens Datter i Tale? Fordi en Elsker bliver bragt ind i en Kurv? Fordi en

        

XIV stakkels Karl, paa hvem Critiken har forrykket Hjernen, ligesom paa jer, bilder sig ind at han kan tjene Penge i Dyrehaven ved at fremvise Noget som Ingen gider see, ligesom I indrette jer paa at tjene Penge ved at skrive Noget som Ingen gider læse?« Men naar den, som har opfundet disse Træk, er en Farceskriver, hvad er saa Holberg, hvis Komedier »alle vrimle af de største Overdrivelser, Usandsynligheder og burleske Træk, og det i deshøiere Grad, jo fortræffeligere de ere? Naar I nu belægge Stykker, som indeholde slige burleske Indfald, med Navnet Farcer, saa har Farcen gjort Danmark lige saa berømt, som Tycho Brahe og Tordenskjold; og jeg maa da af Beskedenhed frabede mig den Ære at regne mine ufuldkomne Arbeider til denne Klasse.«

Sigtelsen mod »Aprilsnarrene« for Umoralitet afviser Heiberg med nogle Linjer og vender sig derefter til Affæren Proft. »Jeg skal ikke nægte, at Taalmodigheden forgik mig, da man i »Recensenten og Dyret« paaduttede mig at have skildret under Navn af Trop en berygtet Smører, som jeg neppe vilde lade komme ind i min Stue, endsige fremstille for et stort og anstændigt Publicum, og paa et kongeligt Theater. Thi jeg maa vel spørge Enhver: hvad Lighed findes der mellem min Trop og hiin berygtede Smører? De ere Begge naragtige Recensenter, men troer man da, at vi kun have een naragtig Recensent, eller skal Characteren nødvendig hentydes paa ham, fordi han er den naragtigste? Thi paa dette Træk nær, ere de vel saa forskjellige som Dag og Nat. Min Trop er en godmodig, gammel Karl, som allevegne søger at stille tilrette; han er det bedste Menneske i hele Stykket; thi Elskeren

        

XV gjør hverken Godt eller Ondt, men viser sig kun som en lystig og forelsket Person. Trop er beskeden: han staaer og lytter udenfor Fjæleboderne i Dyrehaven, istedenfor med Uforskammenhed at trænge sig ind i dem. Han er endelig, med al sin Naragtighed, en uplettet, ærlig Sjæl, hvorfor ogsaa Elskeren, som er en honnet Student, ikke skammer sig ved at sidde hos ham, og drikke et Glas med ham. Men hvor i al Verden kan man da finde Lighed mellem ham og den Berygtede? Jeg har aldrig i nogen Vaudeville skrevet en Rolle med større Forkjærlighed end Trops, thi denne Characteer forekom mig selv at indeholde en original Blanding af Naragtighed og Elskværdighed. Da nu tillige ved Stykkets Opførelse Hr. Rosenkildes ypperlige Fremstilling af denne Rolle svarede paa det Fuldkomneste til Forfatterens Idee, uden at lægge det mindste Fremmede enten i Characteren eller den udvortes Person, saa maa jeg tilstaae, at den forudfattede Menings Vedbliven er et Phænomen, som jeg ikke seer mig istand til at forklare, men som just derfor vel formaaer at gjøre en Forfatter frygtsom, om ikke ganske betage ham Lunet og Lysten til at skrive.« -

Den myndigt og smidigt skrevne Afhandling, hvis æstetiske Grundanskuelse staar i Pagt med den nye hegelske Filosofi, som Heiberg havde lært at kende under Opholdet i Kiel, forfejlede ikke sin Virkning. Da Vaudevillerne efter de tre Maaneders Karantæne atter viste sig paa Scenen, modtoges de med Gensynets Glæde, og »Recensenten og Dyret«, der nu fremtraadte lidt forkortet og med en forandret Slutning, fik den Oprejsning, Stykket i enhver Henseende saa ærligt fortjente. Et lignende hjærteligt

        

XVI Bifald skænkedes »Et. Eventyr i Rosenborg Have« og »De Uadskillelige«, der bragtes til. Opførelse henholdsvis den 26de Maj og den 11te Juni 1827, og som begge indeholdt Backfischroller, skrevne for. Jfr. Pätges. De senere Vaudeviller »Kjøge Huuskors« (1831) og »De Danske i Paris« (1833). har trods smukke Sange mindre Værd og er ligesom »Nei« (1836), der er saa elegant sat op, i Karakter væsentlig forskellige fra Hovedstammen af de-ældre. Det er »Aprilsnarrene«, »Recensenten og Dyret« og »De Uadskillelige«, der betegner Højdepunktet af, hvad Heiberg ydede indenfor Vaudevillens Kunstart, og det er dem, der virkelig kan siges at have banet Vejen for Genoplivelsen af det nationale Lystspil, hvis første fuldmodne Frugt blev Hertz' »Sparekassen« fra 1836, uden Tvivl en af de bedste Komedier, vor nyere Litteratur ejer.

IV

Saaledes som Heiberg i sit Skrift definerer Vaudevillen, er den et Situationsstykke med løseligt antydede Karakterer, i hvilket Sangen træder i Dialogens Sted, overalt hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter. Vaudevillen skyer det tragiske, opholder sig fortrinsvis i den komiske Sfære og gennemløber her alle Nuancer og Forbindelser, ligefra det burleske til det rørende, gennem mellemliggende Led af det naive, det gratiøse, det fine o. s. v. Stoffet hentes fra Hverdagslivet, saaledes som dette udfolder sig for alles Øjne, og i de tre Vaudeviller, der maa betragtes som hans ypperste, har Heiberg givet et ironisk opfattet Billede af Frederik den Sjettes København, som i XVII Naturtroskab tør maale sig med det tilsvarende, Holberg hundrede Aar tidligere gav af Frederik den Fjerdes; ved Siden af deres digteriske Værdi faar disse Stykker saaledes tillige en kulturhistorisk og vil altid bevare den.

Om Emnet for »Aprilsnarrene« har Heiberg selv udtalt sig i et Brev til Collin, samtidigt med at han indleverede Stykket til Teatret. »Ved nogle af mine tilfældige Forbindelser har jeg faaet en Deel Efterretninger om de simplere Pige-Instituters Indretning her i Staden, og jeg tør smigre mig med at have skildret dem efter Naturen. I Holbergs Tid vare Instituterne ikke saaledes à l'ordre du jour, som nuomstunder; ellers er der ingen Tvivl om at han jo havde behandlet et Sujet, der saa ganske hører til Dagens Tone. Det vilde være ubilligt at nægte, at disse Indretninger i det Hele gjøre Nytte, ja de ere maaskee nødvendige, som Surrogater for den sande Opdragelse, i den Cichorie-Periode, hvori vi leve. Men vist er det paa den anden Side, at de ogsaa indeholde et comisk Stof, i det mindste de af dem, som ikke svare til deres Bestemmelse, og det bør vel ikke være den comiske Digter forbudet at fremstille dem fra denne Side. Hvis det har lykkedes mig at opfatte den comiske Synspunkt af denne Gjenstand, og lægge Sandhed i Fremstillingen, saa tør jeg haabe at have skrevet et Stykke, som er mere end Farce, en local dansk Comedie, og saa holbergsk, som Jørgen Hattemager kan være Kong-Salomonsk.«

At Stykket - de burleske Løjer naturligvis undtagne - i det hele traf paa en Prik, derfor borger indtil Detaljer (Børnenes Gave f. Ex., som XVIII Forældrene selv maa betale!) adskillige offentlige og private Udtalelser fra Samtiden. Ligesaa afgjort er Virkelighedspræget i »Recensenten og Dyret«, hvis Scene som tidligere nævnt er henlagt til Dyrehavsbakken, der for Datidens Københavnere ganske var, hvad Tivoli er i vore Dage: et Sted, hvor alle mødtes, den finere Portion saa vel som det jævnere Borgerskab. Stykkets Dyrehavskolorit med Taskenspilleren Nonpareil og den yppige Beriderske Madame Vbltisubito er anlagt i grelle, kraftige Farver, men ægte nok, og med løsluppent Lune svinges Svøben over den danske Presses Spidsborgerlighed i Aand og Tone, legemliggjort i Trops og Ledermanns fortræffelige Skikkelser. Medens Trop som Kunst- og Teaterkritiker øjensynligt er af Rahbeks Skole og skriver sine Anmeldelser i hans Stil, har Ledermann for sin Virksomhed valgt sig Bladet »Politivennen« til Mønster. Ligesom Literatussens Organ »Den patriotiske Stormklokke« levede dette af »frimodigt« at gøre opmærksom paa Misbrug, og alle de Klagemaal, der opregnes i Trops, Ledermanns og Klatterups Vexelsang »Naar vi til Kilden drager«, kendte Publikum i Forvejen fra »Politivennen«s Spalter, lige fra Taxten paa Brød og Smør til »betalte Ringetøi«, hvilket sidste sigter til et dér fremsat Ønske fra Vesterbro, at Gaarde og Huse maatte blive forsynede med Ringeapparater for paakommende Ildebrandes Skyld! Ogsaa den overhaandtagende Luxus i Tjenestepigernes Dragt var et staaende Tema i Bladet.

Medens »Recensenten og Dyret« tager litterært Sigte, beskæftiger »De Uadskillelige« sig med

        

XIX Familielivet, specielt de lange Forlovelser. Alt i 1825 havde Heiberg i sit paa Fransk i København udkomne Ugeblad »Messager français du Nord« underkastet Spørgsmaalet en kritisk Betragtning under Foregivende af at have haft særlig Lejlighed til at studere det i Tyskland. De kaldes Forlovelser, siger han, "fordi man lover at ægte den eller den Kvinde saa snart som muligt, om fire, ti eller tyve Aar efter Omstændighederne, og naar Meddelelse herom officielt er tilflydt alle og enhver, regnes Parret for halvvejs gifte og nyder »en endnu større Frihed end den, de virkelig gifte kan nyde, thi naar disse viser sig i Selskabet, isolerer de sig i Almindelighed. Ægtemanden overgiver sin Kone til Herrerne i Selskabet, medens han selv beskæftiger sig med Damerne, men de forlovede maa ikke, selv i Selskab, tænke paa andet end sig selv. Ved Bordet bør de sidde ved Siden af hinanden, paa Bal bør de danse sammen, paa en Spadseretur kan den forlovede Dame anstændigvis kun modtage sin Forlovedes Arm. Det være langt fra mig at sige, at de forlovede skulde misbruge den Frihed, som man giver dem; der er tværtimod et udmærket Bevis paa det modsatte, nemlig dette, at de unge Piger, der havde et livligt Blik, straalende Teint, en yndefuld Skikkelse, taber alle disse deres Fortrin, alt eftersom deres Forlovelse er længere eller kortere. De bliver magre, blege og graalige, deres Blik mister sin Glans, deres Livlighed taber sig, deres Helbred, der tidligere var saa sikkert, giver nu Plads for Nervøsitet, for Hysteri og for Tusinder andre Ubehageligheder, der ender med at ødelægge deres Skønhed og efterhaanden alle deres baade fysiske og moralske

        

XX Tillokkelser. Saaledes gaar det for sig i Tyskland. Min Tjener har fortalt mig, at det er det samme her.«

Saa skarp er Tonen naturligvis ikke i Stykket, hvor Problemet er bragt ind under det udelukkende kemiskes Synsvinkel. Men med saa stor en Energi fastholdes her Satirens Genstand Scene efter Scene, at »De Uadskillelige« turde være den bedst komponerede af Vaudevillerne, som »Recensenten og Dyret« sikkert er den mest indtagende. Ved Siden af Hovedhandlingen har de tre Vaudeviller forskellige aktuelle Hentydninger til Forhold og Begivenheder i Samfundslivet eller indenfor den snævrere litterære Verden, hvorved Indtrykket af det hjemlige og nærværende yderligere understreges. Saaledes er den firstemmige Mandssang, hvormed Fru Bittermandel hædres paa sin Fødselsdag, Studenterforeningen, der danner Tilknytningspunktet mellem Keiser og den kønne Opvartningspige, og Dampskibet »Caledonia«, som Søkadetten tager med for at komme ud til Charlottenlund, alle højst moderne Foreteelser, hvis første Forekomst paa dansk Grund kun laa ganske faa Aar tilbage i Tiden, og det fejler følgelig næppe, at der ved deres Nævnelse er gaaet en egen forstaaende Munterhed gennem Teatret. Noget lignende har i det æstetisk interesserede København utvivlsomt været Tilfældet ogsaa ved de litterære Allusioner, der bærer Mærke af Heibergs spidse Pen.

Det ser saa uskyldigt ud, naar Hr. Zierlich komplimenteres for i Digtekunsten at have dannet sig »efter de bedste Mønstre«; maaske det dog har givel et lille Sæt i Oehlenschläger, thi efter hans Lejlighedspoesi, som den grasserede i disse Aar, er XXI Fødselsdagskvadet til Institutbestyrerinden saa temmelig nøje skaaret til. At Sorø roses for ogsaa at have Poeter, er en lille Venlighed til Ingemann, med hvis hyperfølsomme Ungdomsdigtning Herberg allerede 1816 i sin »Julespøg og Nytaarsløjer« paa den kaadeste Maade havde gjort op, og som Baggrund for Madam Buurmanns begyndende religiøse Skrupler og hendes Motivering for dem (»for De veed nok man hører nu saa meget snakke i disse Tider baade for og imod Præstestanden«) staar Grundtvigs og Meningsfællers voldsomme Angreb siden 1825 paa H. N. Clausen og Statskirken. Paa lignende Vis afspejler Diskussionen om, hvorvidt Madammens Mand Materialhandleren er Materialist eller ikke, den i 1824 af Lægen Howitz førte Strid med Mynster, A. S. Ørsted, P. Hjort og flere om Viljens Frihed; den endte med, at Howitz af Modstanderne stempledes som Materialist, hvad han energisk frabad sig.

Slet saa harmløse Bagateller, som en senere Eftertid har villet gøre dem til, er de heibergske Vaudeviller altsaa ikke. De er tværtimod skrevne af en Mand, der havde en bestemt Mening om Tingene, og som skrev dem for ogsaa ad denne Vej at faa sin Mening frem. Det vilde derfor ikke være underligt, om de i en Tid, da adskillig smaaborgerlig Tankegang raadede i Livet, megen Højtidelighed i Litteraturen og paa Teatret, havde kunnet virke frigørende paa unge Sjæle og bidrage til, at Nationen fandt sig selv i et lille Smil.

At dette ogsaa var Tilfældet, har vi Orla Lehmanns Ord for i hans Erindringer.

XXII

APRILSNARRENE ELLER INTRIGUEN I SKOLEN VAUDEVILLE

Opført første Gang paa det Kongelige Theater den 22de April 1826

2

PERSONERNE

  • Enkefrue Bittermandel, Bestyrerinde af et Pige-Institut
  • Constance, hendes Broderdatter.
  • Zierlich, Lærer i Institutet.
  • Frøken Trumfmeier, Lærerinde i Institutet.
  • Madam Rar, Frugt- og Vildthandlerske.
  • Trine, hendes Datter, Elev i Institutet.
  • Sigfrid Møller, Snedker.
  • Tennemann, en svensk Dandsemester.
  • Simon, en tydsk Avanturier.
  • Vinke, Friseur.
  • Fugtel, Barbeersvend.
  • Hans Mortensen, en Skoledreng.
  • En Madame.
  • En Karl.
  • En Kjeldersvend.
  • En Tjenestepige.
  • Chor af Drenge og Piger med deres Familier.

Handlingen foregaaer i Kjøbenhavn.

3

Skuepladsen forestiller Skolestuen. Tilhøire Indgang til Frue Bittermandels Kabinet, tilvenstre til Constances. I Forgrunden tilhøire et Klaveer, tilvenstre et Bord med et Teppe over, hvorpaa staaer et Skrivertøi. I Baggrunden en Dør som fører ud til Forstuen. Paa venstre Side af samme et stort Skab. Midt i Stuen et Bord med Kaffetøi paa.

FØRSTE SCENE

Frue BITTERMANDEL. CONSTANCE. TRINE.

Tjenestefolk ere beskjæftigede med at bære Skolebænkene ud ad Døren i Baggrunden.

FRUEN
(til Tjenestefolkene.)

Saaledes! Herud med dem allesammen!

CONSTANCE

Tante, hvorfor skal Bænkene ud af Stuen?

FRUEN

Jo; thi her skal de Fremmede forsamle sig, fordi dette Værelse er nærmest ved Forstuen. I den store Sal skal Bænkene stilles op i Rækker, for at de Fremmede kan sidde paa dem og høre paa Concerten. Naar den er ude, saa gaae de Fremmede herind, og vente saa længe, til vi har faaet dækket Bord i Salen, og dertil bruge vi ogsaa Bænkene.

4
TRINE
(med Latter.)

Skal de Fremmede da sidde tilbords paa Skolebænkene, Frue Bittermandel?

FRUEN

Tie stille, Næsviis! Det blive de vel nødte til. Her kommer jo over 60 Personer. Hvorfra skulde jeg faae Stole til alle dem?

CONSTANCE

Nei det forstaaer sig.

FRUEN

Og naar vi saa har spiist, saa gaae de Fremmede igjen herind og vente til vi have faaet taget af Bordet. Saa flytte vi Bænkene herind igjen, for at vi kan faae Plads til at dandse i Salen.

TRINE

O det er deiligt, det er deiligt! Hvor jeg glæder mig til iaften! Hør, jeg vilde ønske, at det hver Dag var Frue Bittermandels Geburtsdag.

FRUEN

Ja det troer jeg nok, for at Jomfruen hver Dag kunde blive fri for at læse og for at sye.

TRINE

Og komme til at dandse.

FRUEN

Ja vist, med Hans Mortensen, den liderlige Dreng. Men det skal hun ikke spidse sin Næse paa, han kommer ikke her iaften.

5
TRINE

Jeg bryder mig saamæn ikke saameget om ham, her komme nok Andre, som engagere mig.

FRUEN

Tie stille, Jomfrue Næsviis, jeg vil slet ikke høre hendes Raisonnement. Hun er den impertinenteste Tøs i hele Institutet. Der gaaer ingen Dag, at jeg jo fortryder over ti Gange at jeg har taget hende i Kost.

TRINE

Naar Frue Bittermandel bare vil sige det til min Moder, saa tager hun mig vist gjerne ud igjen af Skolen.

FRUEN

Vil hun strax tie stille, og gaae sin Vei! Ud af Stuen med hende! Hvad har hun desuden her at bestille? Hun staaer os overalt i Veien.

CONSTANCE

Gaae ind paa mit Værelse, Trine; jeg kommer strax efter.

(Trine gaaer ind i Kabinettet tilvensfre.) (Tjenestefolkene ere imidlertid gaaet ud med de sidste Bænke.)
FRUEN

Naa nu troer jeg, de ere færdige med Flytningen. Nu faaer jeg gaae ind i Salen og lade Bænkene stille op. Ja man har nok at tage vare paa idag. Bliv her saalænge, Constance, og pas paa Døren.

(gaaer ind ad Døren tilhøire.)
6

ANDEN SCENE

CONSTANCE

Hvilken Tummel, hvilken Uro i Huset! Jeg kan ikke begribe, hvorledes min Tante kan have Lyst til at celebrere sin Fødselsdag paa denne Maade. Men hun siger, det er saaledes Brug i de andre Instituter. Saa faaer hun vel følge Strømmen. Det er overalt et uroligt Liv her i Huset. I Sorø levede jeg saa stille, saa uforstyrret, bestandig i de samme Beskæftigelser, saa tilfreds med mig selv og med Verden. Nu, hvorfor vil jeg klage? Jeg faaer jo vel sagtens Lov at reise hjem igjen, naar jeg beder meget om det. Og dog - dog forlader jeg Kjøbenhavn saa nødig. Men jeg vil slaae de Tanker af Hovedet. Hvad vilde jeg ogsaa herinde, jeg stakkels fader- og moderløse Barn! More mig hos min Tante, som er min nærmeste Paarørende, og tage Deel i Hovedstadens Fornøielser. Ak Gud hjelpe mig! Daglig Summen og Brummen af de læsende Børn, Skjænd og Graad, Støi og Spektakel, det er omtrent al den Fornøielse jeg har havt. Nei da lover jeg mit stille venlige Sorø. Der har jeg det dog bedre hos min gode Cousine. Hvor glad skulde jeg ikke vende tilbage, dersom blot .... men jeg har jo foresat mig ikke at tænke derpaa. Sigfrid tænker vist ikke paa mig, hvorfor skulde jeg da tænke paa ham?

7

TREDIE SCENE

CONSTANCE. ZIERLICH kommer ubemærket ind ad Døren i Baggrunden, og bliver staaende og lytter til den følgende Sang. Han har en stor Bouquet i den ene Haand, og en lille i den anden.

CONSTANCE
(uden at see Zierlich.) Ny Melodie. O flye for Amors Snare,
Betragt ei Gudens Glands!
Hver Straale bringer Fare,
Forvirrer strax din Sands.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
Vær for hans Straaler blind,
Thi gjennem Øiet snige
De sig i Hjertet ind.
O flye for Amors Snare,
Hør ei hans Smiger-Ord!
Hvert af dem bringer Fare,
Hvis deres Lyd du troer.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
For dem dit Øre luk,
Thi gjennem Øret snige
Sig Løfte, Bøn og Suk.
ZIERLICH
(nærmende sig.)

Paa den Maade, min smukke Jomfrue, maatte man jo ønske, man var baade blind og døv.

CONSTANCE

Min Gud! De her?

ZIERLICH

Men naar man er saa lykkelig at see Dem og høre Dem synge, (kysser paa Fingeren) saa ønsker 8 man vist ingen af Delene; man lader det heller komme an paa en Trøie Duus, ha ha ha!

CONSTANCE

Altid saa galant!

ZIERLICH

Men siig mig, uden Fortrydelse, hvor har De lært den Vise? Neppe i Sorø?

CONSTANCE

Hvorfor ikke det?

ZIERLICH

O ja, Sorø er visselig ikke tabt bag af en Vogn, de har saamæn ogsaa Poeter derude.

CONSTANCE

Det skulde jeg mene.

ZIERLICH

Men allerkjæreste Constance, jeg staaer her og skjæmter, og glemmer aldeles hvad jeg havde at sige Dem. Knap havde Solen hævet sig imorges over den østlige Horizont, før jeg allerede stod med Hat paa Hovedet, Støvler paa Benene, Spadserestok i Haanden, og vandrede ud ad Porten, trods det slette Føre, speidende efter Floras Gaver, for deraf at offre en pligtskyldig Tribut til hende som er Festens Dronning. Her har jeg den, og venter kun en passende Anledning til at anbringe den. Denne derimod, mindre i Omfang, men ikke i Skjønhed, beder jeg Dem, kjæreste Constance, ikke at forsmaae. I ethvert Offer bør De have Deres Andeel.

9
CONSTANCE

Jeg beder Dem, Herr Zierlich, det er jo ikke min Fødselsdag.

ZIERLICH

Hver Dag man skuer Dem, er Aandens og Hjertets Fødselsdag. Begge føle sig, ved Synet af Dem, gjenfødte til et nyt Liv.

CONSTANCE
(tager Bouquetten.)

Nu vel, det er første April idag. Jeg vil betragte disse Blomster som en venlig Foraarshilsen, og skrive alle Deres smukke Komplimenter paa den første Aprils Regning.

ZIERLICH

Nei det maa De tilforladelig ikke. Vel er jeg en Skjælmsmester, ha ha ha! Men ihvad for skjønne Tanker min Muse indgiver mig ved Synet af Dem, det er vist ikke min Hensigt at narre Dem April.

CONSTANCE
(forskrækket.)

Hvad seer jeg! en Mimosa!

ZIERLICH

Hvad er det, Jomfrue?

CONSTANCE

Det er fra ham!

ZIERLICH

Fra hvem?

CONSTANCE
(fattende sig.)

Jeg mener, de Blomster ere nok fra Gartner Ørgaard paa Kalkbrænderiesveien.

10
ZIERLICH
(forundret.)

Hvoraf veed De det?

CONSTANCE

Jo, for han har saadanne smukke Mimoser.

ZIERLICH

Moser?

CONSTANCE

Mimoser. Saaledes hedder denne Plante.

ZIERLICH

Den der? Jeg troede, det var et simpelt Græs.

CONSTANCE

O ingenlunde! Seer De, naar jeg rører den med min Finger, saa trækker den sine Blade sammen. Det er en Blomst, som har Følelse.

ZIERLICH

Ja saa? Og derover blev De saa forskrækket?

CONSTANCE

O nei! det var ikke Skræk, det var Glæde. Det er min Yndlingsblomst, skal De vide.

ZIERLICH

Naa, den følende Blomst er Deres Yndling? Ha ha ha!

CONSTANCE

Undskyld, jeg gaaer et Øieblik ind i mit Kammer, for at sætte de smukke Blomster i Vand.

(gaaer ind ad Døren tilvenstre.)
11

FJERDE SCENE

ZIERLICH

Hm! Jeg er bange jeg har ladet mig narre, og det saa tidlig paa Dagen. Det var dumt af mig at kjøbe disse Blomster hos Gartner Ørgaard, thi han er en god Ven af denne hersens unge Snedker, (han spytter) fy for en Ulykke, denne Sigfrid Møller, som Constance havde et godt Øie til i Vinter. Han skulde dog vel aldrig have spillet mig et Puds? Om der var et Brev i Bouquetten? O jeg creperer af Ærgrelse! Forsigtig, lille Zierlich, forsigtig! Jeg vil aabenbare min Mistanke for Frue Bittermandel.

(gaaer ind i Værelset tilhøire.)

FEMTE SCENE

TRINE iler ud af Kabinettet, fulgt af CONSTANCE, som har et Brev i Haanden.

CONSTANCE

For Himlens Skyld, Trine! det er dog vel ikke Dit Alvor!

TRINE

Hvorfor ikke det? Hvorfor skulde jeg ikke fortælle Frue Bittermandel hvad jeg har seet med egne Øine? At du har faaet en Bouquet, og at der inden i den var et Brev, og ovenikjøbet et Brev fra Sigfrid Møller.

CONSTANCE

Trine, Du er en afskyelig Pige! - Trine, dersom Du gjør det, saa gjør Du mig ulykkelig.

TRINE

Ja det er en anden Sag, det skulde Du have sagt strax, og ikke begyndt med at skjælde mig ud. Hvorfor 12 har Du heller ikke mindste Fortrolighed til mig? Du behandler mig som et Barn, og troer Du kan bilde mig alt muligt dumt Tøi ind, men jeg er klogere end Du tænker.

CONSTANCE
(omfavnende hende.)

Min gode Trine, jeg har gjort Dig Uret.

TRINE

Ja det kalder jeg at tale fornuftigt. Nu skal Du ogsaa være min egen gode Constance, og heller lader jeg mig hugge en Finger af Haanden end jeg forraader Dig. Men ikke sandt, nu faaer jeg dog at høre hvad der staaer i Brevet?

CONSTANCE

Jo, jeg skal ingen Hemmelighed have for Dig.

TRINE

O saadant et Kjærlighedsbrev maa dog være velsignet at læse! (Constance vil aabne det) Men er Du forrykt? Er det nu Tid at læse det? Frue Bittermandel løber i eet væk ud og ind; vi har intet Øieblik for os selv.

CONSTANCE

Du har Ret. (putter det ind paa Brystet) Men jeg kan ikke noksom forundre mig over Dig! Du lille Pige har langt mere Klogskab i saadanne Ting, end jeg.

TRINE

Lille Pige? Og saadanne Ting? Jeg er over tolv Aar. Og hvad saadanne Ting angaaer, saa har man Anelser ....

13
CONSTANCE

Anelser? Ja, Du har Ret, det er ogsaa en Slags Erfaring.

TRINE
Mel. Ich kenn' ein Mädchen zart und fein. Der er i Himlen en Dreng saa smuk,
Troe Du mig!
Han hører alle Smaapigers Suk,
Troe Du mig!
Han fører dem
Til Himlen hjem.
Naar Midnat hviler paa Mark og Eng,
Troe Du mig!
Saa staaer han venlig ved Barnets Seng,
Troe Du mig!
I Favn saa tæt
Han tager det.
Og flyver med det til Himlen blaa,
Troe Du mig!
Høit over alle de Stjerner smaa,
Troe Du mig!
Der er en Sal
Saa høi og sval.
Og tænk kun ikke, vi lege der!
Troe Du mig!
Fornuftigt taler han med enhver,
Troe Du mig!
Hvad her er glemt,
Hist læres nemt.
Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar,
Troe Du mig!
Fast intet dog jeg at vide faaer,
Troe Du mig!
Det lidt jeg kan,
Mig lærte han.
14
CONSTANCE
Ja Trine, det er en anden Sag.
Troe Du mig!
Gaaer Du i Skole ved Nat og Dag,
Troe Du mig!
Du bliver dog
Tilsidst for klog.

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. Frue BITTERMANDEL med Bouquetten i Haanden. ZIERLICH.

ZIERLICH
(afsides til Fruen.)

Som sagt, Frue, jeg kan ikke sige det med Vished, men det forekommer mig mistænkeligt.

FRUEN

Vær De kun rolig. Har hun faaet et Brev, saa skal hun ikke saa let komme til at læse det. Jeg skal ikke tabe hende af Sigte, og vil nok tilsidst opdage Sandheden.

ZIERLICH
(til Constance.)

Har Jomfruen allerede saa hurtig faaet Blomsterne sat i Vand.

CONSTANCE

O ja, der hører ikke saa lang Tid til.

TRINE

O jeg takker Dem ret, Herr Zierlich, for de deilige Blomster!

ZIERLICH

Hvad for Blomster?

15
TRINE

Dem De har givet Constance.

ZIERLICH

Takker Du for Dem?

TRINE

Ja saamæn gjør jeg saa. Jeg veed jo nok, at de ere ikke til mig, men jeg kan jo dog lugte til dem; thi de staae i hendes og mit fælleds Værelse. O det aner mig, at jeg faaer næsten ligesaa megen Fornøielse af dem, som hun!

ZIERLICH

Giver Du Dig af med Anelser?

TRINE

Ak ja! Det er en Børne-Sygdom, som først gaaer over med Alderen.

ZIERLICH
(afsides til Fruen.)

Jeg troer næsten, den lille Hex er med i Fortroligheden.

FRUEN
(til Trine.)

Jeg har sagt Dig, at Du skal passe Dig selv. Naar ingen taler til Dig, saa har Du intet at raisonnere. Du er, som sagt, den impertinenteste Tøs i hele Institutet, og jeg vilde ønske, jeg var vel af med dig! (det banker paa Døren i Baggrunden,) Kom ind!

16

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. EN KARL.

KARLEN

Med Forlov!

TRINE

O det er min Moders Gaardskarl! (løber hen til ham.)

KARLEN

Jeg skulde hilse saa flittig fra Madam Rar, og gratulere Fruen med en Kurv, som staaer herude.

FRUEN

Jeg takker mangfoldig. Hvad er der i den?

KARLEN

Et Dyr, fire Harer, tredive Dusin Østers, en Skjæppe Æbler og fem Pund Viindruer.

FRUEN

O hvilken udmærket Artighed!

KARLEN

Og saa skulde jeg hilse og sige, at Madamen skulde strax have den Ære at komme selv hen og gratulere Fruen.

FRUEN

O Trine, min gode Pige! kom, lad mig kysse Dig. Gud veed, jeg holder af Dig, som Du var mit eget Barn. Jeg vilde ikke miste Dig for alt i Verden.

KARLEN

Hvor maa jeg losse Kurven?

17
FRUEN

O lille Ven, han kunde maaskee lade den staae derude i Forstuen, saa skal jeg sende den hen, naar vi har faaet Tid at tømme den.

KARLEN

Ja ret gierne. Adjøs.

FRUEN

Nei bie lidt og faae Drikkepenge. Ak nu har jeg vist ingen Penge hos mig! Gode Herr Zierlich, De vilde vel ikke gjøre mig den Tjeneste at laane mig en Rigsdaler?

ZIERLICH

Jo med største Fornøielse. (søger i Lommen) Men det gjør mig hjertelig ondt, jeg har desværre slet ingen Penge hos mig, jeg har sandelig givet alle dem ud, jeg havde i Lommen imorges.

FRUEN

Constance, har Du en Rigsdaler hos Dig?

CONSTANCE

Jeg, Tante? Ikke en eneste Skilling.

FRUEN

Men det er sandt, Trine er jo altid ved Muffen.

TRINE

O ja, jeg har endnu af de Penge, min Moder gav mig forleden. Vil Frue Bittermandel at jeg skal hente en Rigsdaler?

FRUEN

Ja min egen lille Trine! vær saa god. Du skal faae den igjen tilligemed de fem, som Du laante 18 mig igaar, og de syv Rigsdaler og to Mark, som jeg fik i forrige Uge. Det gjør tilsammen tretten Rigsdaler, to Mark. Og det Silketørklæde, som Du laante mig forleden, skal Du ogsaa nok faae erstattet. Og ligeledes de fem Lommetørklæder ....

TRINE
(som hvert Øieblik har villet gaae.)

Godt, godt, godt, Frue Bittermandel! Det har slet ingen Hast.

(løber ind i Kabinettet.)
FRUEN
(til Zierlich.)

Naa Gud skee Lov! Naar Nøden er størst, saa er Hjelpen nærmest. Jeg var saa bange for at denne Present ikke skulde komme.

ZIERLICH

Dens Udeblivelse vilde have sat os i stor Forlegenhed iaften.

OTTENDE SCENE

DE FORRIGE. Frøken TRUMFMEIER med Støvler paa Benene og meget opstænket, hopper ind ad Døren i Baggrunden.

FRØKENEN

Philipine, Herr Zierlich! (til Fruen.) Al mulig Held og Lykke ....

ZIERLICH

Hillemæn, der blev jeg narret!

19
FRØKENEN

Ja det er ogsaa første April (til Fruen) .... i det nye Aar, som De idag gaaer ind i!

TRINE
(kommer.)

Vær saa artig, Frue Bittermandel!

FRUEN

Tak, Barn! tak! (til Karlen) Der, lille Ven, der har han en Rigsdaler i Drikkepenge. Hils og tak Madam Rar ret meget.

KARLEN

Jeg siger saa mange Tak.

(gaaer.)

NIENDE SCENE

DE FORRIGE undtagen Karlen.

FRØKENEN

Jeg gratulerer dobbelt, thi jeg seer, De har i dette Øieblik faaet en god og høist nødvendig Present.

FRUEN

Ja fra den gode Madam Rar.

FRØKENEN

Hvad sender hun Dem?

FRUEN

Dyr, Harer, Østers, Æbler, Viindruer.

FRØKENEN

Kort sagt, al den Høflighed man kan vente af en Frugt- og Vildthandlerske. O lad os gaae ud og see det!

20
FRUEN

Nei lad os nu først i Ro og Mag drikke en Kop Geburtsdags-Kaffe. Man har neppe et Øieblik frit.

FRØKENEN

Ja det var ikke saa galt. En Kop Kaffe skal smage mig. Jeg har saadan trasket om idag. (de sætte sig om Kaffebordet.) Idag har man dog lidt Ro her i Huset for de velsignede Børn. Men de mange Timer i Byen! Ja det er rigtignok forskrækkeligt! (Fruen har imidlertid skjænket Kaffe) Nei, men jeg maa rigtig see hvad der er i Kurven (springer op.)

FRUEN

Nei, bliv nu, Deres Kaffe bliver jo kold.

FRØKENEN
(sætter sig.)

Ja det er ogsaa sandt, (til Zierlich) Glem ikke Philipinen!

ZIERLICH

Nei det skal jeg ikke.

FRØKENEN

De troer ikke, hvormange Steder jeg har været idag.

FRUEN

Just derfor skulde De nu lade falde lidt Ro paa Dem.

FRØKENEN

Det er mig umuligt, jeg er i en evig Bevægelse.

FRUEN
(byder hende Tobak.)

Befaler De?

21
FRØKENEN

Ja mange Tak, en Priis i Næsen er ikke ilde.

(nyser)
ZIERLICH

Gud velsigne Dem!

FRUEN

Gud velsigne Dem!

CONSTANCE

Gud velsigne Dem!

TRINE

Gud velsigne Dem!

FRØKENEN

Jeg takker, (til Fruen) Men det er sandt, maa jeg spørge Dem om noget? (springer op.)

FRUEN
(kommer hen til hende.)

Nu da?

FRØKENEN

Har De faaet det De veed nok?

FRUEN

Hvilket?

FRØKENEN

Presenten fra Børnene?

FRUEN

Nei.

FRØKENEN

Ja saa faaer De den nok iaften. Vi have taget det Sjal som De selv søgte ud, det til 70 Rigsdaler. Alle de Smaa have skillinget sammen.

22
FRUEN

Tak skal De have for Deres Bistand. Ja jeg var meget uvis om jeg skulde vælge Sjalet eller Tøi til Gardiner, men et Sjal er dog saadant et godt Stykke.

FRØKENEN

Ja det synes jeg rigtig ogsaa. Men lad de andre nu ikke mærke noget. (De sætte sig igjen ved Bordet) Det er sandt, Trine! Du spiste jo i Onsdags hjemme hos Din Moder, jeg har reent glemt at spørge Dig hvad I fik til Middag.

TRINE

Sagosuppe og Frikadeller.

FRØKENEN

Var der Viin i Sagosuppen?

TRINE

Ja jeg troer det nok.

FRØKENEN

Fik I ikke noget til Frikadellerne?

TRINE

Jo, botfelske Roer.

FRØKENEN

Hvad passeerte ellers den Dag? Kom der ingen om Eftermiddagen?

TRINE

Ingen andre end Slagtermester Langbeen.

FRØKENEN

Hvad gjorde han?

23
TRINE

Han sad og talte med Moder.

FRØKENEN

Hvad talte de om?

TRINE

Det kan jeg ikke huske længer.

FRØKENEN
(afsides til Zierlich.)

Han har et godt Øie til Madam Rar. Jeg tænker der bliver endnu et Par af de to. (høit) Nei for at komme tilbage til det jeg vilde sige Dem, nu skal De bare høre alle de Steder jeg har været idag.

Mel. af Lulu: Kloden maatte styrte sammen. Først til Gammelmynt jeg iilte,
Gav en Time der i Fransk;
Saa til Østervold jeg piilte,
Hvor jeg retter Stiil i Dansk.
Saa i Hestemøllestræde
Time gav jeg i Musik,
Og til Christianshavn med Glæde
Over Langebro jeg gik.
Gives der en bedre Vei?
DE ANDRE
Nei, nei, nei, nei, nei, nei, nei!
Nei fra Hestemøllestræde
Langebro De kortest gik.
FRØKENEN
Derpaa foer jeg til Kastellet,
Hvor jeg lærer Een at sye,
Men forsømte Nørrefælled,
Hvor jeg Time har paany.
Saa gik jeg til Grønnegade,
24 Gav en Time der i Sang;
Derfra hid jeg monne vade
Gjennem Peder Madsens Gang.
Gives der en bedre Vei?
DE ANDRE
Nei, nei, nei, nei, nei, nei, nei!
Kom De hid fra Grønnegade,
Gik De bedst Peer Madsens Gang.
ZIERLICH

Enhver anden end Peer Madsens vilde have været Peer Gantes Vei, ha, ha, ha! Jeg beundrer Dem, Frøken Trumfmeier, jeg beundrer Dem. Klokken er neppe Eet, og saa meget har De allerede udrettet.

FRØKENEN

Men De maa ogsaa vide, at jeg begyndte min Cours imorges Klokken 7. O for alt det Nyt jeg har hørt og fornummet idag.

FRUEN

Hvad da?

ZIERLICH

Hvad da?

FRØKENEN

Tænk bare at Cancellieraad Terp i Gothersgaden gifter sig.

FRUEN

Hvad for noget?

ZIERLICH

Er det muligt?

FRØKENEN

Ja det maa De nok sige. Og kan De nu gjætte med hvem? Ja det er utrolig! Med den ældste Datter af Madam Lam paa Vesterbro.

25
FRUEN

Ih Snak! det er jo smaa Børn!

FRØKENEN

Sagde jeg det ikke nok? Den ældste gaaer endnu til Præsten, hun skal først confirmeres paa Søndag otte Dage. Men ikke desmindre skal hun have været forlovet med Cancellieraaden i tre Maaneder. Jeg hørte det paa Christianshavn; det er utroligt hvad Folk der ere vel underrettede. De veed hvad som foregaaer her i Byen, meget bedre end vi selv. Ja der er saamæn dem der paastaae, at Brylluppet er berammet saa tidlig af visse Grunde, som De nok selv kan gjætte. Men jeg finder det dog rimeligere hvad jeg hørte i et andet Huus paa Christianshavn, at Frue Strøm, som aldrig før har kunnet taale at tænke med mindste Tanke paa at Cancellieraaden skulde kunne faae isinde at gifte sig, nu ikke blot har tilladt dette Partie, men maaskee endogsaa selv stiftet det, fordi hun tænkte, at da han dog vist en Gang gik hen og giftede sig, Knald og Fald over Hals og Hoved, saa var det bedst, om hun sørgede for at han fik saadan en dum Gaas, som denne Pige skal være, for saa kan hun haabe, at han snart bliver kjed af sin Kone, og saa falder han tilbage til Fruen, som hendes gamle Eiendom.

FRUEN

Ja det er ganske rimeligt.

FRØKENEN

Og især naar De betænker at Madam Lam er i de allersletteste Omstændigheder, saa hun maa takke Gud for at faae sin Datter anbragt paa hvilkensomhelst Maade.

26
ZIERLICH

Skulde det være sandt?

FRØKENEN

Men det er saa bekjendt som Strikstrømper. Hun sidder i Gjæld op over Ørene. Hun skylder til Bager, til Urtekræmmer, til Slagter, til Spekhøker; hun har ikke engang betalt sin Huusleie for sidste Halvaar. Tænk engang hvad jeg hørte forleden hos Madam Vinter paa Christianshavn, som boer skraaes over for Vor Frelsers Kirke, at Jomfrue Kleinkopf og Fuldmægtig Steengaard besøgte Madam Lam en Onsdag Aften i forrige Maaned, og saa vilde hun byde dem Theevand, og sendte Bud hen i Urteboden for at kjøbe et halvt Pund Puddersukker, men saa fik hun til Svar af Urtekræmmeren, at hun maatte først betale hvad hun skyldte; før kunde han ikke betroe hende meer. Der er mange Dage hun har ikke en Rigsdaler i Huset.

TRINE

Men kan det ikke undertiden hænde meget skikkelige Folk?

FRØKENEN

Nu snakker den Gaas med!

(det banker paa Døren i Baggrunden.)
FRUEN

Kom ind!

FRØKENEN

Ak det er da fortrædeligt! man har heller aldrig et Øiebliks Ro til at tale sammen.

27

TIENDE SCENE

DE FORRIGE. TENNEMANN, SIMON, VINKE og FUGTEL

ZIERLICH

Herr Tennemann!

FRUEN

Herr Simon!

ZIERLICH

Herr Vinke!

FRØKENEN

Herr Fugtel!

FRUEN

Velkommen, mine Herrer!

TENNEMANN, SIMON, VINKE, FUGTEL
(stille sig op i en Række og synge).

Qvartcordium.

Mel. De første Prygl vi i Skolen fik. Den Dag vi hilse med festligst Lov,
Er denne, som aabner Aprilen.
Violen den dufter nu bag sin Skov;
Med vældige Haand, efter lange Hvilen,
Nu griber Sol efter Tordenkilen
Med Smilen.
Der staaer en Plante bag Skovens Tjørn,
Den kneiser som Ceder og Sandel.
Saalunde Du kneiser bag Skolens Børn,
Du ranke, Du søde Frue Bittermandel!
Thi Mennesket virker ved egen Handel
Og Vandel.
28
FRUEN

O Himmel! jeg er rørt til Taarer. Lad mig takke Dem paa det hjerteligste! Hvem har digtet de deilige Ord?

ZIERLICH
(trækker et Papiir op af Lommen.)

Maa jeg overrække Fruen et Exemplar?

FRUEN

De altsaa? O det burde jeg have gjættet. De danner Dem i Digtekunsten efter de bedste Mønstere.

FUGTEL

Jeg maa gjøre Fruen opmærksom paa, at det vi havde den Ære at synge, kaldes en Quarktorkium.

SIMON

Ja richtig! den Art von Musik er nu meget meer i Mode als die andere Duetter. Jeg mødte just diesen Morgen po Gaden min gode Ven, sin Excellentz Geheimerath von Stein, og han sagde til mich: Nu min gode Herr Simon, hvor skal De hen so tidlig? Vil De inte go lit hjem med mich und drikke en Glas El, og rige en Pibe Tobak? Men jeg svarte ham: Nei det kan jeg min Seel ikke. Deres Excellentz; thi jeg skal just hen og gere Preve po en Duet, som jeg skal singe med tre andre gode Venner, og som kaldes en .... hvad var det nu?

FUGTEL

En Quarktorkium.

SIMON

Richtig! en Quark .... na gleichviel! - Hvorpo sin Excellentz svarte: Ja den Herr Simon veed so 29 Skam nok hvad han ger; han har altid den nieste Smag.

(det banker paa Døren i Baggrunden.)
FRUEN

Kom ind!

ELLEVTE SCENE.

DE FORRIGE. ENKJELDERSVEND

SVENDEN

Jeg skal hilse saa flittig fra Viinhandler Wassermann, og bede Fruen ikke forsmaae til sin Geburtsdag to Ankere god Medoc.

FRUEN
(afsides,)

Min Gud! hvorledes gaaer det til? (til Svenden) Hvem er den gode Mand?

SVENDEN

Viinhandler Wassermann paa Christianshavn.

FRUEN

Naa saaledes. (afsides) Skam faae jeg om jeg kan begribe det. (til Svenden) Jeg beder hilse og takke saameget. - Lille Trine, vil Du laane mig en Rigsdaler endnu, saa gjør det ialt 14 Rdlr. 2 Mk.

TRINE

Gjerne, Frue Bittermandel.

(gaaer ind i Kabinettet.)
SVENDEN

Men saa skulde jeg spørge Fruen, om De havde en Kurv at give mig med til at tage Flaskerne i, thi 30 Herr Wassermann havde idag slet ingen Viinkurve tilovers.

FRUEN

Naa det var jo godt at jeg beholdt Madam Rars Kurv, saa kan jeg tømme den og hente Viinflaskerne i den. Og vil De saa bede Herr Wassermann, om han vil gjøre mig den Ære at komme her iaften med Kone og Børn, til Theevand, Concert, Fesperkost, Bal og Souper, Bouillon om Natten, og Kaffe om Morgenen.

SVENDEN

Jeg takker paa Herrens og Madamens Vegne, men hvad Madamen angaaer, saa er hun død for over tre Aar siden.

FRUEN

O det gjør mig hjertelig ondt! Men Børn har han dog?

SVENDEN

Ja, elleve Piger og sexten Drenge.

TENNEMANN
(til Frøkenen.)

Gu bevas! Det var faslig många Barn. (til Svenden) Har han dem alle med een Hustrue?

SVENDEN

Nei han har været givt tre Gange.

FRUEN

Naa saa haaber jeg at see dem alle syv og tyve

SIMON

Den Viin er min Seel demmelig dir betalt.

31
FRUEN

O det er jo Børn. De faae bare lidt Smørrebrød og Hindbær-Ædike.

TRINE
(som imidlertid er kommen tilbage.)

Vær saa god, Frue Bittermandel.

FRUEN
(til Svenden.)

Der, min Ven, har han Drikkepenge; saa stoler jeg paa at han besørger Vinen ordentlig herhen.

SVENDEN

Det skal jeg nok, Frue, og maa jeg saa bede om Kurven.

FRUEN

Ja, det er sandt, nu skal jeg gaae og tømme den.

ZIERLICH

Nei, dyrebare Frue, berøv ikke Selskabet Deres saa meget attraaede Nærværelse. Jeg gaaer at tømme Kurven. Undskyld blot at jeg i Deres Overværelse trækker min Kjole af, og lægger den ind i Skabet saalænge.

FRUEN

Tag Dem iagt, kast den ikke ovenpaa Wiener-Tærten, som staaer der.

ZIERLICH
(i det han lægger Kjolen ind i Skabet.)

Gud forbarme sig, hvilken deilig Tærte!

(de gaae alle hen og see den.)
32
FRØKENEN

Det er et Mesterstykke!

FUGTEL

Et Kunstværk!

SIMON

Hvor har De faaet den fra?

FRUEN

Fra Conditor Papageno, hvis Datter gaaer her i Skolen.

ZIERLICH
(til Svenden.)

Kom saa!

(gaaer med Svenden,)

TOLVTE SCENE.

DE FORRIGE, undtagen Zierlich og Kjeldersvenden.

FRUEN

Dersom jeg dog vidste, hvorledes jeg kommer til den Ære at Viinhandler Wassermann sender mig en Present?

FRØKENEN

Ih det er jo let at begribe! Manden har jo elleve Døttre, han vil formodentlig sætte nogle af dem i Skole her.

FRUEN

Det kan være. Men siden jeg nu har den Lykke at see Dem samlede her, mine Herrer, saa siig mig, om jeg ogsaa tør regne paa at De alle holde Ord i Aften. De synger dog Deres Arie, Herr Simon, den om de to Tanter.

33
SIMON

Na, den italienske, nu veed jeg hvad De mener. (han synger paa Mel. af Di tanti palpiti, di tante pene) »Din Tante Tæl til ti, din Tante Lene!« - Ja min Seel skal jeg singe den.

FRUEN
(til Fugtel.)

Og De?

FUGTEL

Jeg udfører min Fløite-Concert i ethvert Tilfælde. Men jeg har tillige det bedste Haab om at faae den lille Kink med, De veed nok, en Søn af Vaagekonen paa almindelig Hospital. Det er et ualmindeligt Talent. Naar De faaer ham at høre ved Guitaren, naar han synger: Gid du var min og det Smilendes Haab og Luk op for den lille Person, saa skal De forundre Dem; han synger nogle allerkjæreste Arier. Og saa bringer jeg to af mine Colleger med, to Studiosusser Chirurgiæ, hvoraf den ene spiller Violin, og den anden Contrabas.

FRUEN

Og saa spiller De for os ved Ballet, ikke sandt?

FUGTEL

Vi skiftes, Frue, vi skiftes, for at vi alle kan faae dandset. De skal ikke komme i Forlegenhed. Hvad Kink angaaer, han dandser ikke, han spiller med Fornøielse hele Natten sin Violin.

FRUEN

Nei det er jo Synd for det stakkels Menneske, han maa tilsidst falde i Søvn derover.

34
SIMON

Ei was! han er jo en Søn af en Vaagekone, so maa han min Seel kunne staae sig.

FRUEN

Ja det siger De nu for Spøg.

SIMON

Nei min Seel om ich ger. Veed De ikke nok at alting er arvelig. En Søn af en Bonde bestemmer sig gemeenlig til Ackerbrug, og bliver Bonde; en Søn af en Greve bliver gemeenlig en Greve, og en Søn af en Vaagekone er gemeenlig meget fix og aarvaagen.

TENNEMANN

For øvrigt skal jeg arrangera den hele Balen, og sjelf spela Violen, om det skulde gjøres behov.

VINKE

Hvad mig angaaer, saa tør jeg ikke paatage mig andet end at bringe Damernes Coiffure i Orden, ifald nogen skulde behøve min Tjeneste. Jeg skal bringe nogle Flasker Ole Colonne med.

FUGTEL

Og jeg skal i Morgen tidlig barbere alle Herrerne, inden de gaae herfra.

FRUEN

Er det ikke, som jeg siger? Med saadanne Venner har man ingen Nød.

35

TRETTENDE SCENE.

DE FORRIGE. ZIERLICH kommer hurtig ind, og tager sin Kjole ud af Skabet, og trækker den paa.

ZIERLICH

Gesvindt, lad mig faae min Kjole! Madam Rar er ved Døren, jeg saae hende gaae over Gaarden.

FRUEN

Hvor har De tømt Kurven?

ZIERLICH

I Forstuen, for Hastværks Skyld. Jeg har væltet det hele Overflødigheds-Horn ud paa Gulvet, derfra kan vi let faae transporteret det hen i Kjøkkenet.

FJORTENDE SCENE.

DE FORRIGE. Madam RAR

MADAM RAR

God Dag, gode Frue, god Dag! og tusind Lykønskninger til Deres gode Geburtsdag.

FRUEN

Jeg er ganske skamfuld over alle de gode Sager, De har sendt mig.

MADAM RAR

O Bagatel! det er ikke værdt at tale om. - God Dag, Trine!

TRINE

God Dag, lille Moder!

MADAM RAR

Nu hvorledes skikker Trine sig, min gode Frue Bittermandel?

36
FRUEN

Vel nok, Madam Rar, det er saamæn den flittigste og artigste Elev vi har her i Institutet. Med hende vil De nok blive fornøiet, hun gjør en ypperlig Fremgang.

MADAM RAR

Ja Gud give det! det er saamæn en svær Byrde at opdrage saadant et Pigebarn, og et stort Ansvar for Gud og Mennesker.

FRØKENEN

Vi ere meget vel tilfredse med hende.

ZIERLICH

Udmærket godt med Kryds.

TENNEMANN

Ja Kors! Mamsellen er mycke bra i sine Ting.

MADAM RAR

Jeg takker Gud daglig paa mine Knæ, fordi jeg har faaet hende paa et godt Sted og vel ud af Huset. Jeg har saameget at tage vare paa hjemme i min Boutik, at jeg umulig kunde holde Øie med hende. Der er nu denne forbandede Dreng, denne hersens Hans Mortensen, som vil lege Kjæreste med hende, og render efter hende allevegne. Jeg beder Dem fremfor alt, Frue, at passe vel paa at han ikke kommer her.

FRUEN

Gud bevares!

FRØKENEN

Nei det kan De være rolig for.

37
MADAM RAR

Ja for De kan troe, det er en intrigant Krabat. Han practicerer sig ind allevegne. Om det saa var imorges, saa kom han saamæn og snusede omkring i Boutiken, og gjorde sig saa vigtig, som om han havde Statssager at forebringe, men det var ikke andet end et Paaskud for at see om Trine ikke skulde være der. Men De kan troe, jeg feiede ham ogsaa afsted, saa han fik Been at gaae paa. Og saa stjal han mig ovenikjøbet en halv Snees Borsdorffer-Æbler.

FRUEN

Jeg lover Dem høit og helligt, at han skal aldrig sætte sine Been mere her. Han har saamæn ikke været her siden Juul.

MADAM RAR

Ja min gode Frue, jeg stoler paa Deres Løvte, for jeg vil slet ikke at Trine skal have nogen Kommers med den forbandede Dreng. Men lad os nu ikke mere tale om det. (de sætte sig om Kaffebordet) Trine har gjort prægtige Fremskridt i Syening. Det var en kostelig Skjærm, som hun forærte mig til min Geburtsdag.

FRØKENEN

Ja De maa ogsaa vide, det var et Examens-Stykke.

MADAM RAR

Men uden Fortrydelse, hvoraf kom det at jeg maatte betale fem Rigsdaler for den, da hun dog selv havde syet den? Det er saamæn ikke for de snavs Penge jeg spørger derom ....

38
FRØKENEN

O de fem Rigsdaler! Nu veed jeg hvad De mener. Det skal jeg strax forklare Dem! Seer De, til Examenstiden har enhver saa meget at tage vare paa, at ingen kan faae gjort med egen Haand blot Halvparten af sit Arbeide. Det er Skik og Brug at lade fattige Piger i Byen sye Examens-Arbeiderne færdige, og saa giver man saadan Een en Rigsdalers Penge derfor.

MADAM RAR

Fem Rigsdalers Penge vil De nok sige.

FRØKENEN

Jeg beder om Forladelse, jeg fortalte mig.

MADAM RAR

Ja Gud bevares! Det var saamæn ikke derfor jeg spurgte derom. De Penge er meget vel anvendte. Men siden jeg nu engang er her, kunde jeg ikke faae at høre en lille Prøve paa Trines Fremgang i sine Videnskaber? Jeg seer at her er baade Lærer og Lærerinde tilstede.

ZIERLICH

Madam! De har at befale. Lad os begynde med Geographien. Siig mig, lille Trine, hvor ligger Amsterdam?

TRINE

Det er Hovedstaden i Engelland.

ZIERLICH

Stop!

MADAM RAR

Nei det er min Tro ikke saa. Saa ulærd jeg er, saa veed jeg dog at Amsterdam ligger i Holland, for derfra faaer man deilige hollandske Østers.

39
ZIERLICH

Ja hun vidste det meget godt; hun fortalte sig kun. Men De seer dog, hun kom det temmelig nær; thi Holland er nær ved Engelland, og desuden ende begge disse Landes Navne paa Stavelsen Land. Nu skal De see. (til Trine) Siden Du nævnede Hovedstaden i Engelland, hvad hedder den da? Nu? - Lon-Lon-Lond -

TRINE

London.

ZIERLICH

Meget rigtig. Hvor mange Indbyggere har London?

TRINE

Over fire Tusinde.

ZIERLICH

Ja det er vist.

MADAM RAR

Ja det er det min Tro ogsaa, for der skal endnu være flere Mennesker i den ene By end i Kjøbenhavn og Christianshavn tilsammen. - Men lærer hun ogsaa sin Religion?

ZIERLICH

Tilvisse. Lad høre, Trine: Mod hvem har Mennesket Pligter?

TRINE

Mennesket har Pligter, først imod sig selv, .... for det andet .... for det andet ....

40
ZIERLICH

Ja lad os kun blive staaende ved det første Hvilke ere Menneskets Pligter imod sig selv?

TRINE

At spise, drikke, kløede sig, erhverve Formue, holde sig reenlig og overhovedet gjøre alt hvad som tjener til Selvopholdelsen.

MADAM RAR

Det kunde hun min Tro perfekt. Men hvordan gaaer det med Sprogene?

FRØKENEN

Trine, læs et Stykke Fransk for Din Moder. Tag Hallagers Læsebog.

TRINE
(tager Bogen.)

Hvor skal jeg læse?

FRØKENEN

Slaae op paa første, bedste Sted. Der!

TRINE
(læser.)

»Laissez la vanité.« - Laissez -

FRØKENEN

Laissez? lad fa - lad fa -

TRINE

Lad fare.

FRØKENEN

Rigtig. Videre.

41
TRINE

La vanité -

FRØKENEN

Nu hvad er vanité? Van-i-té?

TRINE

Lad fare at komme Vand i Thee. (læser) »Donnez moi une marque.« Giv mig en Mark.

MADAM RAR

Det gaaer saamæn rask.

FRØKENEN

Det er nok. Nu skal De høre, hun taler ogsaa Sproget. (til Trine) Marchez vous quelquefois dehors et promenez? Allons courage, ma petit mademoiselle!

TRINE

Oui comça.

FRØKENEN

Combien êtes vous agé?

TRINE

Oui comça.

FRØKENEN

II est bien-tôt été. Voulez vous prendre avec l'institut au jardin des bêtes?

TRINE

Oui comça.

MADAM RAR

Det gaaer som en Kjæp i et Hjul. Vel svarer hun ikke meget....

42
FRUEN

Men det lidt hun siger er vel anbragt.

ZIERLICH

Man maa netop forstaae et Sprog grundigt, for at kunne udtrykke sig deri med den fornødne Korthed.

TENNEMANN

Mamsellen har en ofantlig vakker Accent uti Fransyskan.

ZIERLICH

Det Tydske gaaer ligesaa godt (til Trine) Wann sollen Sie zu Confirmation stehen?

TRINE

Sechzig Jahr.

MADAM RAR

Ja det kan jeg forstaae. Hun siger, naar hun bliver sexten Aar. Ja det er nu altsammen meget godt; de Sprog kan komme hende til Nytte, naar hun skal handle og kjøbslaae med Fremmede i Boutiken. Men der er endnu en vigtig Ting tilovers, og det er Regning; ja det er saamæn det allervigtigste for et Fruentimmer i hendes Stilling. Staaer hun sig godt i Regning?

ZIERLICH

Det forstaaer hun fra Grunden af. Trine, hvad er Regula de Tri?

TRINE

Det er saadant noget som: naar et Pund Kirsebær koster to Mark otte Skilling, hvad koster saa en Parquet-Billet?

43
MADAM RAR

Aa Snak, Barn, der er jo ikke Komedier i Kirsebærtiden.

ZIERLICH

Ja jeg skal have den Ære at sige Dem, hun mener en Parquet-Billet til Moerskabs-Theatret paa Vesterbro.

MADAM RAR

Ja det er en anden Sag. Kan hun da regne det Stykke ud?

ZIERLICH

Det er rigtig nok noget vidtløftigt.

MADAM RAR

Ja jeg forlanger det ikke. Men jeg gad nok høre hendes Fremgang i Musik.

FRØKENEN
(sætter sig ved Klaveret.)

Kom, Trine, syng Din Arie. (synger) »In diesen heilgen Hallen.« - Naa kom nu.

TRINE

Nei jeg er saa forkjølet; jeg er ganske hæs.

MADAM RAR

Et lille Stykke.

FRØKENEN

Det gaaer nok. (praeluderer) Naa hvor bliver Du af?

TRINE

Jeg kan virkelig ikke.

44
FRØKENEN

Aa Snak, det gaaer nok.

TRINE
(gaaer bort fra Klaveret, og vender sig til de Andre.) Mel. An dem schönsten Frühlingsmorgen. Nei det maae De mig forlade,
Jeg idag ei synge kan,
Ei en eneste Roulade
Jeg at gjøre var istand.
Hvis jeg skal, Mama,
Faaer jeg tralle da:
La la la la la la la.
(Frøkenen reiser sig fra Klaveret.) Ja for Snue, jeg Dem sværger,
Kan jeg knap en Node see.
Selv den lette Fidelberger
Vil ei gaae.
FRØKENEN
(corrigerende.) »Fidele berger.«
TRINE
Hvis jeg skal, Mama,
Faaer jeg tralle da:
La la la la la la la.
MADAM RAR

Ja ja, naar hun ikke kan synge, saa vil vi ikke heller plage hende.

TENNEMANN
(tager sin Violin op af Lommen.)

Men sedan Mamsellen ikke er enrhumerat paa Føtterne, saa kan hun låta see sine Progresser uti Dans. 45 Allons, à votre place. (til Madam Rar) Dette her er en Pas de deux, som jeg har componerat for Frøknerna Gyldenasparges, Døttrar af Excellencen Greve Gyldenasparges, som er gift med en Dotter af Baron Silverkartoffel. Det er en stor Seigneur uti Sverrige. Jeg har i många Aar varit Dansmestare hos hans Famille. Attendez; Mamsellen vil nu dansa Solo, men det er dog en Pas de deux; jeg vil sjelf figurera deri, før at gi' Madamen en Idee om Ensemblen. (til Trine.) Eh bien, commencez.

(Under denne Replik flyttes Kaffebordet hen i Baggrunden paa høire Side af Døren. Alle sætte sig ned i en Række paa venstre Side. Tennemann spiller, Trine dandser under følgende Sang. Han figurerer med hende, og gnider af og til paa Violinen.) Mel. af Cendrillon: A quoi bon la richesse. En avant deux, en arrière!
Uttilbeens! Hufvud rak!
Saa! det er en annan Sak!
Var lite meer légère!
Queue de chat! Nu giv mig Handen,
Først den ena, saa den anden.
Animeer sin Mouvemang!
Ja hun har et stort Talang.
Staae! Staae!
Nu dansar jag ena, Mamsellen seer derpaa.
Saa vakker en Solo vist aldrig før man saae.
CHOR
Saa prægtig en Solo vist aldrig før man saae.
TENNEMANN
Hvad er detta? ta mig tusen!
Uttilbeens, har jeg sagt!
Vil Mamsellen give Agt!
Vred blir jeg i Kabusen.
46 Hun maa troe, hun tør ei fjase.
Runda Armar! Avec grâce!
Hufvud rak! Hold Takt! ça ça!
Saa! nu gaaer det mycke bra.
Staae! Staae!
Nu dansa vi sammen; hur vakkert er ei det!
Saa hvar à sa place, og tilsidst en Pirouette!
CHOR
Vist aldrig vi skued saa stolt en Pirouette!
MADAM RAR

Naa det maa man sige, om hun aldrig havde lært andet, saa har hun lært Dandsen tilgavns.

TENNEMANN

Nær Madam er satisfaite, saa er jeg mycke flatteret derøver.

MADAM RAR

Ak jeg kan næsten ikke bare mig for at græde af Glæde over min Datters store Fremskridt i sine Videnskaber. Ja saadant et Barn er lykkeligt, dersom hun bare skjønnede derpaa.

FRUEN

Der bliver ingen Umage sparet med hende.

FRØKENEN

Nei det veed Gud!

ZIERLICH

Vi gjøre alt for at danne hende til et værdigt qvindeligt Medlem af Samfundet.

MADAM RAR

Ja hun er i gode Hænder, og De kan stole paa min Erkjendtlighed.

47

FEMTENDE SCENE

DE FORRIGE. EN TJENESTEPIGE

PIGEN

Her er Bud fra Viinhandler Wassermann med Flaskerne.

FRUEN

Hvor er de?

PIGEN

Svenden og to Karle staae her. udenfor med dem; han spørger, hvor han skal sætte dem.

ZIERLICH

Lad dem kun blive i Kurven. Jeg skal nok selv besørge dem paa deres Plads. Siig til Svenden, at han ikke behøver at opholde sig.

(Pigen gaaer.)
MADAM RAR

Naa jeg vil ikke opholde Dem længere. De har nok at bestille. Jeg kommer igien iaften. Hvad Tid er det?

FRUEN

Selskabet samles Klokken fem.

MADAM RAR

Meget vel. Farvel, farvel! Dersom det var muligt jeg kunde faae min Kurv tilbage i Eftermiddag, saa var det mig kjært.

FRUEN

Den skal blive Dem tilsendt om lidt.

MADAM RAR

Det haster ikke. (til Frøkenen) Naa, hvordan blev det med Presenten?

48
FRØKENEN

Vi tog det Sjal til halvfjersindstyve Rigsdaler. Børnene bringe det med iaften.

MADAM RAR

Ja det var ogsaa det rigtigste. Nu farvel!

(gaaer.)
FUGTEL

Jeg maa ogsaa anbefale mig indtil videre. Jeg har endnu nogle Kunder at barbere.

SIMON

Jeg denker, vi gaae allesammen. Det er jo Tid at spise til Middag.

FRUEN

Vil De spise til Middag?

SIMON

Ja det forstaaer sig.

FRUEN

Det gjør vi ikke. Vi har drukket Kaffe. Nu gjemme vi vor Appetit til den gode Souper inat Klokken 2.

SIMON

Nei jeg bedakker mig, solænge kan jeg ikke gaae med en sulten Mave.

VINKE

Naa kom nu!

(Tennemann, Simon, Vinke og Fugtel gaae.)
FRUEN
(til Zierlich.)

De bliver dog?

49
ZIERLICH

Ja min bedste Frue, jeg bliver for at gaae Dem tilhaande.

FRØKENEN

Farvel saalænge! Jeg skal endnu informere i Miss Lumpkins Institut, og derefter har jeg et Ærinde i Nærheden af Sølvgadens Kaserne, og det er tilforladelig sandt, jeg skal ogsaa op i Industrien, men jeg er her igjen inden Klokken fem. Jeg spiser heller ikke til Middag.

(gaaer.)
ZIERLICH

Hvad mener De, Frue, var det ikke bedst at sætte Kurven for det første her ind i Stuen? Saa kan vi herfra transportere Viinflaskerne ind i Salen, eftersom vi bruge dem.

FRUEN

Jo det var nok det bedste.

ZIERLICH

Nu saa vil jeg besørge den herind.

FRUEN

Nei det er jo en Skam.

ZIERLICH

O ingenlunde. Tillad blot at jeg trækker min Kjole af.

(Trækker den af og lægger den ind i Skabet.)
FRUEN

Og naar De er færdig med det, saa kunde De nok komme ind til mig, for at følge mig et Par Ærinder 50 ud i Byen. Jeg har endnu nogle Smaating at kjøbe ind til iaften.

ZIERLICH

Med allerstørste Fornøielse.

(gaaer.)
FRUEN

Trine! Kan Du endnu laane mig to Rigsdaler?

TRINE

Jeg har endnu en Femdaler-Seddel, den er til Frue Bittermandels Tjeneste.

FRUEN

Nu saameget desbedre, min lille Trine, saa skal Du have nitten Rigsdaler, to Mark i alt. (Trine gaaer) Pas saa paa Døren, Constance, mens jeg er ude. (raaber ud ad Døren i Baggrunden) Kom saa ind og tag Kaffetøiet ud, og sæt alting i Orden. (til Constance.) Og lad saa Kurven med Viinflaskerne tømme, og naar den er tom, saa lad Een gaae hen med den til Madam Rar.

TRINE
(kommer.)

Vær saa god, Frue Bittermandel!

FRUEN

Tak, mit Barn!

(Gaaer ind i Kabinettet tilhøire.) (Tjenestefolkene komme ind og rydde op. Zierlich kommer med Kurven, som bæres af et Par Karle, og lader den sætte foran Klaveret. Karlene gaae.)
51
ZIERLICH

Man skal ikke sige om mig, at jeg er storagtig. Gud veed, jeg slider idag som en Hest. Men blot ikke mine gode Klæder tage Skade, saa er det ligemeget.

(Gaaer hen og tager Kjolen ud af Skabet og tager den paa, og gaaer ind i Kabinettet tilhøire. Tjenestefolkene ere imidlertid blevne færdige og gaae.)

SEXTENDE SCENE

CONSTANCE. TRINE

CONSTANCE

O Trine, jeg er færdig at gaae fra Forstanden! Hvilken forfærdelig Formiddag!

TRINE

Ja Du har noget at tale om, men hvad skal jeg sige, som saadan har maattet holde her og ladet mig examinere i alle Videnskaber og Kunster?

CONSTANCE

O intet andet end det! Men jeg, som endnu ikke har kunnet komme til at læse mit Brev!

(fager det frem.)
TRINE

Du arme Stakkel! Ja Du er rigtignok at beklage. - Men ere vi nu ogsaa sikkre?

CONSTANCE

Jeg kan ikke vente længere.

52
TRINE

Skynd Dig da, inden Frue Bittermandel faaer taget sit Tøi paa.

Mel. af Figaros Giftermaal: Su I'aria: Che soave zefiretto
TRINE
Lad høre!
CONSTANCE
(læser.) »Lad Din Yndlingsblomst Dig minde« -
TRINE
Din Yndlingsblomst Dig minde!
CONSTANCE
»Om den Ven, der har Dig kjær.«
TRINE
Om den Ven, der har Dig kjær!
CONSTANCE
»Blomster spire, Blomster svinde« -
TRINE
Hvordan lød det?
CONSTANCE
»Blomster spire, Blomster svinde« -
TRINE
Blomster spire, Blomster svindel
CONSTANCE
»Han dog er Dig stedse nær.«
TRINE
Han dog er Dig stedse nær!
BEGGE
Han dog er Dig stedse nær!
53
CONSTANCE
Vil du læse det, Trine?
TRINE
(læser.) »Lad Din Yndlingsblomst Dig minde« -
CONSTANCE
(læser.) »Om den Ven, der har Dig kjær!«
TRINE
»Bomster spire, Blomster svinde« -
CONSTANCE
»Han dog er Dig stedse nær.«
BEGGE
Han dog er {Dig/mig} stedse nær.

SYTTENDE SCENE

DE FORRIGE. Frue BITTERMANDEL

FRUEN

O Gud hielpe mig! der staaer hun min Sjæl, og læser Brevet. - Constance, hvad er det for et Brev?

CONSTANCE

O det er ingen Ting.

FRUEN

Ingen Ting? det er et Brev, siger jeg.

CONSTANCE

Nei saamæn er det ikke. Er det vel et Brev. Trine?

54
TRINE

Nei sandelig er det ikke.

FRUEN

Ja, I To ere i Ledtog med hinanden. Men jeg siger, det er et Brev, og jeg veed ogsaa fra hvem det er.

CONSTANCE

De tager feil, Tante!

FRUEN

Nei saamæn gjør jeg ikke. Giv mig det strax.

CONSTANCE

O Gud!

(giver hende det.)
FRUEN

Naa, nu skal vi da see. Hvor har jeg dog mine Briller? (lægger Brevet hen paa Bordet og søger i sin Syepose.) Det er sandt, de ligge i mit Chatol. (vil gaae.) Nei men jeg er ikke gal at lade jer To blive her allene. Vær saa god og følg med mig, ellers lægge I kun Raad op om hvorledes I skulle bedrage mig.

CONSTANCE

Hvor kan dog Tante troe ....

TRINE

Hvor kan dog nu Frue Bittermandel sætte sig saadant noget i Hovedet?

FRUEN

Ingen Snak! Vil I følge med. (Hun driver dem hen ved Døren tilhøire.) Det er sandt! Brevet! - Ja det kan blive liggende.

(De gaae.)
55

ATTENDE SCENE

SIGFRID MØLLER (springer ud af Kurven.)

SIGFRID

Det var godt, det gik saadan, (snapper Brevet til sig.) Har jeg ikke noget at lægge istedenfor? (søger i alle Lommer.) Et ligegyldigt Brev? Nei! - Det er da fordømt! - (trækker et Papiir op af Lommen.) Dette her? Nei det kan jeg ikke skille mig ved, dette er et alt for kostbart Dokument, som vel engang i Tiden skal komme mig til Nytte. (trækker et andet Papiir op af Lommen.) Dette da? - en Skrædderregning? - ja den vil jeg lægge paa Bordet. - Ha! - jeg hører dem allerede komme.

(Springer igjen ind i Kurven.)

NITTENDE SCENE

SIGFRID skjult. Frue BITTERMANDEL med Briller paa Næsen. CONSTANCE. TRINE. ZIERLICH

FRUEN

Naa nu skal vi da see.

ZIERLICH

Min bedste Constance, det er jo grueligt hvad jeg maa høre om Dem. De tager imod hemmelige Breve?

(han vil tage Papiret.)
CONSTANCE
(stiller sig i Veien for ham og Fruen.)

O skaan mig, jeg beder Dem! jeg vil tilstaae alt. Det er et Brev, et Vers.

56
FRUEN

Et Brev! sagde jeg det ikke nok?

ZIERLICH

Og ovenikjøbet paa Vers! Nei det er grueligt!

FRUEN

Bekjend strax fra hvem det er.

CONSTANCE

O Gud! fra -

ZIERLICH

Fra Snedkeren, jeg veed det, og jeg som har været til Nar og bragt Dem det i Bouquetten! Ja jeg skal tilforladelig ikke tiere være Deres Nar, det kan De troe.

CONSTANCE

O jeg beder Dem saa meget, De maa ikke læse det!

FRUEN

Jo min Sjæl vil jeg læse det; troe mig nu, jeg bandede.

ZIERLICH

Her hjelper ingen Snak. (griber Papiret.)

Samme Melodie.

FRUEN
Lad høre!
ZIERLICH
(læser.) »For en Vest at repareres« -
FRUEN
En Vest at repareres!
57
ZIERLICH
»Fire Mark betalt til Tak« -
FRUEN
Fire Mark betalt til Tak?
ZIERLICH
»Hvorfor skyldigst her qvitteres.«
FRUEN. CONSTANCE. TRINE
Hvad er dette?
ZIERLICH
»Hvorfor skyldigst her qvitteres.«
FRUEN
Hvorfor skyldigst her qvitteres!
ZIERLICH
Hvad er det for tosset Snak?
FRUEN
Hvad er det for tosset Snak?
BEGGE
Jeg forstaaer ei denne Snak.
ZIERLICH
Vil De læse det, Frue?
FRUEN
(læser.) »For en Vest at repareres« -
ZIERLICH
(læser.) »Fire Mark betalt til Tak« -
FRUEN
»Hvorfor skyldigst her qvitteres.«
58
ZIERLICH
Hvad er det for tosset Snak?
ALLE FIRE
Hvad er det for tosset Snak!
FRUEN

Men hvad vil det dog sige? Det er jo ikke andet end en Skrædderregning.

CONSTANCE

Ja Tante, jeg har jo aldrig sagt andet.

FRUEN

Du tilstod jo, at det var et Brev.

ZIERLICH

Et Vers!

TRINE

Veed Frue Bittermandel ikke, at Skrædderregninger kaldes Kjærlighedsbreve og Nytaarsvers?

FRUEN

Tie stille! Der er ingen som taler til Dig.

ZIERLICH

Men uden Fortrydelse, min smukke Jomfrue, hvor har De faaet den Regning fra?

TRINE

Een af Rullepølserne til Festen iaften var indsvøbt deri, og saa tog jeg den for at have noget at læse.

ZIERLICH

Ih Din Strik! naar Du vilde læse, kunde Du da ikke finde en Aand og Hjerte mere forædlende Lecture end denne?

59
FRUEN

Ja vi har gjort Constance Uret for denne Gang. Men vær nu god igjen min Pige, og pas vel paa Huset, og glem ikke at tømme Kurven og lade den bringe hen til Madam Rar. Jeg vil dog tage Nøglen af Døren. (lukker Døren tilhøire af og tager Nøglen i Syeposen.) Kom, Herr Zierlich! (Fruen og Zierlich gaae ud ad Døren i Baggrunden.)

TYVENDE SCENE

CONSTANCE. TRINE. SIGFRID i Kurven.

CONSTANCE

Men jeg kan ikke komme mig igjen af min Forundring. Hvordan er dog dette gaaet til?

TRINE

Jeg troer her maa være en Nissebuk i Stuen, men den er i det mindste af en god Sort.

CONSTANCE

Brevet maa dog ligge her et Sted. (de søge.) Det værste er, at jeg nu ikke rigtig kan huske det Vers, som stod deri. Hjelp mig, Trine, at huske paa det.

TRINE

»Lad din Yndlings-Blomst dig minde.« Det var det første.

CONSTANCE

»Om den Ven, der har dig kjær.« Det var det andet.

TRINE

»Blomster spire, Blomster svinde.« Det var det tredie.

60
CONSTANCE

Men nu det fjerde?

TRINE

Hvordan var nu det fjerde?

SIGFRID
(springer ud af Kurven.)

»Han dog er Dig stedse nær.« -

CONSTANCE og TRINE

Ah, ah!

SIGFRID

Bliv ikke bange, jeg er ingen Nissebuk, men i dette Øieblik den lykkeligste Elsker, der nogensinde har gaaet i en Snedkers Lignelse.

TRINE

Naa det maa jeg sige! det har jeg endnu aldrig oplevet i mine Romaner, at Elskeren er kommen i en Kurv. Men hvordan gaaer det til? (seer ned i Kurven.) Hvor er Viinflaskerne?

SIGFRID

O dem kan De søge længe efter! det var en List, jeg tillod mig at sende en god Ven herop som Kjeldersvend for paa denne Maade at komme ind i dette tillukkede Kloster. Jeg saae just ved en Hændelse Madam Rars Kurv blive baaren her hen, og sagde til mig selv: Naa den Kurv er jo som gjort til at være Kjærligheds Postvogn. Jeg kunde nok tænke, at her idag var oprørt Vand, og deri er jo godt at fiske.

TRINE

Men faaer Frue Bittermandel da ingen Viin?

61
SIGFRID

Af mig ikke.

TRINE

Men af Hr. Viinhandler Wassermann?

SIGFRID

Jeg kjender ingen Viinhandler i hele Byen, som hedder saadan.

TRINE

Naa det vil give en artig Contusion iaften.

CONSTANCE

Hvilket forvovent Spøg!

SIGFRID

Kun hvo som vover, vinder.

TRINE

Og saa har ovenikjøbet Rivalen bragt Elskerinden baade Deres Brev og Dem selv. O det er fortræffeligt! ja han faaer rigtignok en deilig lang Næse!

CONSTANCE

Og jeg som troede, Du reent havde glemt mig.

SIGFRID

Glemme Dig, min Constance! nei det gjør jeg aldrig!

CONSTANCE

Jeg havde rigtignok ikke glemt Dig. Men det er heller ikke for intet, jeg hedder Constance.

SIGFRID

Ja men jeg hedder Sigfrid, det betyder Seier og Fred. Jeg skal beseire alle Hindringer, og slutte en fordeelagtig Fred med mine Modstandere.

62
CONSTANCE

Gid det var saa vel! Men hvorfor har jeg ikke seet Dig i saa lang Tid?

SIGFRID

Hvorledes skulde jeg vel være kommen herind? Min Rival, som Trine kalder ham, passer jo paa som en Smed. Hvis ikke denne overordentlige Leilighed havde tilbudt sig ....

TRINE

Ja den var rigtignok overordentlig.

SIGFRID

Men lad os ikke mere tænke paa den forbandede Blæksmører, den Stileretter, den Glosebog, den evige Grinebider, - den Poet. Nei en Snedker, det er dog en ganske anderledes Karl. En Snedker er just en Mand for en smuk og elskværdig Pige.

CONSTANCE

Synes Dig det?

SIGFRID

Hør efter, saa skal Du høre, jeg har Ret.

Mel. Af Dragedukken: I Haven gik Signe en Rose at faae. Naar Snedkeren fører til Hjemmet sin Brud,
Ei finder hun nøgne de Vægge.
Med Sopha, med Skab har han smykket dem ud,
Stolt stande de Meubler i Række.
Der sidde de to saa beqvemt vel et Aar,
Og see paa de Vægge saa smukke.
Men kommer saa Storken med blomstrende Vaar,
Han laver en nydelig Vugge.
63
CONSTANCE
Men kaldes hans Elskede bort fra hans Barm,
Saa høvler han stille de Bræder,
Og bygger en Celle saa tæt og saa varm,
Og med sine Taarer den væder.
SIGFRID
Dog heller han sparer det Arbeid, den Graad,
Ved Lystighed Griller fortrænges.
CONSTANCE
Men sorgfuld hun græder sig Kinden saa vaad,
Naar skilt fra sin Elskte, hun længes.
SIGFRID
Ja Skilsmissen staaer som en frygtelig Magt.
CONSTANCE
Den Livet og Glæden betvinger.
BEGGE
Men Elskov og Mod, med hinanden i Pagt,
Skal laane dem mægtige Vinger.
CONSTANCE

Stille! Jeg synes, jeg hørte nogen gaae med Forstuedøren.

TRINE
(løber hen ved Døren og lytter, og kommer tilbage.)

Der er Een derude.

CONSTANCE

Gud! hvad skal vi gjøre!

SIGFRID

Jeg springer i Kurven.

CONSTANCE

Nei, nei det gaaer ikke an. Du bliver opdaget. Kom herind saalænge.

(Gaaer ind med ham i sit Kabinet.)
64

EEN OG TYVENDE SCENE

TRINE. HANS MORTENSEN med Bøger i en Rem, og spisende paa et Æble.

TRINE

Aa! er det intet andet end Dig?

HANS

Intet andet? Jeg synes det er nok, det.

TRINE

Du kommer til Uleilighed.

HANS

Til Uleilighed? See see! det har man fordi man sværmer for saadan en tosset Tøs, og udfinder de allerkløgtigste Planer for at faae hende at see. Naar man saa har overvundet alle Hindringer, saa faaer man en Modtagelse som en Hund i et Spil Kegler.

TRINE

Naa hvad kløgtige Planer har Du da udfundet?

HANS

Der! vil Du have et Æble? jeg vil dog ikke spise uden at byde Dig.

TRINE

Ja, det er meget smukt at Du byder mig de Æbler, som Du har stjaalet fra min Moder.

HANS

Stjaalet! Hvem tør sige at jeg har stjaalet?

TRINE

Det siger min Moder.

65
HANS

Godt! hun skal lære at kjende mig. Hvo som angriber min Ære, over ham kræver jeg Hævn. Det skal koste hende hendes tre Mark.

TRINE

Hvordan det, lille Hans?

HANS

Ja see det vidste jeg nok, nu er hun god igjen. - Jo det skal jeg sige Dig, lille Trine. Siden Din Moder siger at jeg stjæler, saa skal jeg nu ogsaa virkelig stjæle fra hende, til tre Marks Beløb.

TRINE

Men saa er Du jo en Tyv.

HANS

En Hjertetyv, lille Trine!

TRINE

En Æbletyv, lille Hans!

HANS

Nei en Hjertetyv, lille Trine, ifald jeg stjæler Dig fra hende.

TRINE

Naa? er det til tre Marks Beløb?

HANS

Aa Snak, Trine! Du er over tretusind Mark Banco værd.

TRINE

Du taxerer rask. - Men hvad var det, Du vilde fortælle om de Planer, Dit kløgtige Hoved har udklækket?

66
HANS

Det kan Du spørge om? Synes Du ikke at det er kløgtigt nok af mig at liste mig ind til Dig den samme Dag da Din Moder har forbudet mig at see Dig, og da Lærer og Lærerinde, Tjenestefolk og hvad alt det Kram hedder, passe paa Dørene for at forhindre mig Entreen?

TRINE

Hvordan har Du da baaret Dig ad dermed, min Søn?

HANS

Det skal jeg sige Dig. Jeg passede paa, da Frue Bittermandel og Herr Zierlich gik ud, og saa stillede jeg mig lige under Kjøkkenvinduet, og saa tog jeg eet af disse Æbler - ja nu siger Du vist igjen at jeg har stjaalet dem, men det er den skjændigste Usandhed.

TRINE

Godt, Hans! Mit Hjerte er overbeviist om Din Uskyldighed.

HANS

O fortryllende Svar! (kysser hendes Haand) Og saa slog jeg Æblet ind ad Vinduesruden, saa den klingrede i tusinde Stykker, og vips løb jeg ind ad næste Port, ind i Naboens Gaard, hvor jeg skjulte mig i et stort Sukkerfad. Nu kom alle farende ud paa Gaden, for at see hvad det kunde være, og mens de alle løb ned ad Gaden, for at faae fat paa Canaillen, saa smuttede jeg ind ad Gadedøren, som de havde ladet staae aaben paa viid Gab.

TRINE

Fyl det er jo Drengestreger.

67
HANS

Hvad var det Du sagde der? - Lad mig ikke høre det Ord engang endnu. Du snakker som Du har Forstand til. - See her bringer jeg Dig en Bog, en Reisebeskrivelse. Din Moder skjændte paa mig imorges, fordi jeg altid laaner Dig Romaner. Hun sagde det var bedre jeg bragte Dig Reisebeskrivelser, for at Du kunde lære noget nyttigt, som ikke fordærvede Din Moralitet. See her er een, vil Du see? den hedder: »Reise igjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger.«

TRINE

Tak skal Du have.

HANS

Du kan aldrig troe hvad jeg har narret mange Mennesker April idag.

TRINE

Har Du det, Hans? Lad mig høre noget derom.

Mel. af Die Wiener in Berlin: War's vielleicht um eins.

TRINE
Siig mig hvem der var
Allerførst Din Nar.
HANS
Peter Mule var
Allerførst min Nar.
TRINE
Det var en ypperlig Plan!
Men lad mig høre hvordan.
Hansemand, fortæl.
68
HANS
Hør da!
TRINE
Nu vel?
HANS
Han sov i Skolen i Krog,
Taus snapped bort jeg hans Bog,
Og vips nu løb han hjem igjen
For at hente den.
BEGGE
Han sov i Skolen i Krog,
Taus snapped jeg/Hans bort hans Bog.
Og vips nu løb han hjem igjen
For at hente den.

TRINE HANS
O for vist! Ha ha ha
Ret en artig List! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha
Ja min Hans Ha ha ha
Er en Gale-Frands! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha!

TRINE
Siig mig hvem Du har
Dernæst havt til Nar.
HANS
Ham som retter Stiil,
Narred jeg April.
TRINE
Det var en ypperlig Plan!
Men lad mig høre hvordan.
Hansemand, fortæl.
69
HANS
Hør da!
TRINE
Nu vel?
HANS
Jeg sagde: Mikkel Skærsant
Kysser Malene galant.
Vips ud i Kjøknet foer han nu,
Thi han er jaloux.
BEGGE
{Jeg/Han} sagde: Mikkel Skærsant
Kysser Malene galant.
Vips ud i Kjøknet foer han nu,
Thi han er jaloux.

TRINE HANS
O for vist Ha ha ha!
o. s. v. o. s. v.

TRINE
Siig mig hvem der var
Tredie Gang Din Nar?
HANS
Tredie Gang til Nar
Fik jeg Madam Rar.
TRINE
Det var en skammelig Plan!
Jeg vil ei høre hvordan.
Hans, er Du da gal?
70
HANS
Hør dog!
TRINE
Saa tal!
HANS
Hun mig befalte paany
Evig min Trinemor flye.
Vips jeg til Dig herind mig stjal;
Hans er ei saa gal.
BEGGE
Hun {mig/ham} befalte paany
Evig {min/sin} Trinemoer flye,
Vips {jeg/han} til {Dig/mig} herind {mig/sig} stjal;
Hans er ei saa gal!

TRINE HANS
O for vist Ha ha ha
En uskyldig List! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha
Ja min Hans Ha ha ha
Er en Gale-Frands! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha!

HANS

Aa jeg har narret mange Here endnu, men det vilde blive for vidtløftigt at fortælle.

TRINE

Men er Du da ikke selv bleven Aprilsnar?

HANS

Jo pyt!

TRINE

Ja ja, min Dreng, det kan forestaae Dig endnu.

71

TO OG TYVENDE SCENE.

DE FORRIGE. CONSTANCE

CONSTANCE

Men hvad er dog paafærde her? - Trine, hvad tænker Du paa? Hans Mortensen her! Har Du glemt Din Moders og min Tantes strænge Befalinger? Hvordan vil det gaae ifald de faae at vide at han har været her?

TRINE

Nei nu har jeg hørt det med! Du vil ordentlig raisonnere, Du vil moralisere for andre, Du som selv i dette Øieblik ....

CONSTANCE

Tie stille! Jeg har ikke et Ord at sige.

TRINE

Lad Dine Øine falde paa den Kurv der staaer, og gaae i Dig selv.

CONSTANCE

Det er nok, Trine! gjør hvad Du vil, men bær Dig forsigtig ad. (afsides, idet hun gaaer tilbage i Kabinettet) Det er ret en slem Dreng.

TRE OG TYVENDE SCENE.

HANS. TRINE

TRINE

Nu har jeg aldrig seet saa galt!

HANS

Hvad er det, Trine?

72
TRINE

Tænk Dig, at hun vil give sig til at moralisere over at Du er hos mig, hun som selv i dette Øieblik har sin Kjæreste Sigfrid Møller inde hos sig paa sit Værelse, ham der ligesaalidet tør komme her i Huset som Du.

HANS

Hvad siger Du, Trine! O det er deilige Spænd! Saa ere vi nu to hemmelige Par.

TRINE

Naar hun kan have sin Kjæreste hos sig, hvorfor skulde jeg da ikke kunne have min hos mig.

HANS

Ih det er ligefrem!

TRINE

O det er en ypperlig Historie! Hør engang, men Du maa for alting ikke fortælle det igjen ....

HANS

Jeg er taus som en Muur.

TRINE

Herr Zierlich, som selv er forlibt i Constance, bragte hende iformiddags en Bouquet, og deri laae et Brev fra Sigfrid Møller. Siden kom denne Kurv herop, og Frue Bittermandel troede det var en Present fra en Viinhandler, som slet ikke er til; saa besørgede Herr Zierlich Kurven selv herind, og hvem laae i Kurven? Sigfrid Møller.

HANS

Evig forsoren! nei det er fortræffeligt! dette Paafund er næsten lige saa godt som mit at slaae Ruden ind.

73
TRINE

Det skulde jeg mene.

HANS

Vel at forstaae, Trine! var hans finere udtænkt, romantiskere end mit, saa viser mit derimod større Kraft og Mod. (i en læsende Tone) Jo større Kraft, desmindre List. De modigste og ædleste Dyr ere de mindst listige.

TRINE

Ja Du er et godt Dyr, men trods al Din Kraft og alt Dit Mod, saa maa Du nu gaae, inden Frue Bittermandel kommer hjem.

HANS

Jo paa det lav! Nei nu vil jeg just blive. Saalænge Snedkeren ikke gaaer, saa gaaer jeg saagu heller ikke.

TRINE

Betænk hvad Du siger! hvad kommer Snedkeren os ved?

HANS

Meer end Du troer. Hvis der skulde trække et Uveir af Skjænd op, saa slaaer Tordenen ned paa de høieste Steder; vi Smaa gaae nok frie i den almindelige Hurlumhei. Hvad er Høihed? Et Maal for det Høieres Vrede. - O der kan aldrig gives et beleiligere Øieblik til at gjøre Gavtyvestreger!

TRINE

Min Ven! hvis ingen anden Betænkning kan dæmpe Dit flammende Mod, saa lad i det mindste mit Rygte være Dig helligt!

74
HANS

Søde Trine! Dit Rygte har ingen ømmere Ven end Hans Mortensen.

TRINE

Slip mig, Forræder! Falskhed er Dit Ord. Du skaaner ikke mit Rygte. Nu husker jeg først paa, at jeg har en Høne at plukke med Dig.

HANS

Naa da?

TRINE

Du gaaer og braller ud i hele Byen det Forholde hvori Du staaer til mig. Det er ikke længer nogen Hemmelighed. Jeg er blameret i Verdens Øine. Jeg er en ulykkelig Pige, maaskee for min Livstid. O I Mænd, I Mænd kunne aldrig bevare nogen Hemmelighed! Kun Qvindens Barm er tro, og taus som Graven.

HANS

Naa Herre Gud, jeg har maaskee fortalt det til et Par af mine Skolekammerater. Naar jeg ikke maatte tale om det, hvad Glæde havde jeg saa deraf?

TRINE

Men der er Maade med alting. Du har snakket saa meget derom, at vi begge ere blevne til en Fabel over Byen. Ja jeg vil ikke skjule det længere for Dig. Hør hvorvidt Følgerne af Din Ubesindighed have bragt os: der er udkommen en Pasquil over os.

HANS

En Pasquil!

75
TRINE

»Hans og Trine, en Scene i Rosenborg Have.« Den staaer i en Nytaarsgave for iaar.

HANS

Naa saa lover jeg Dig da: jeg skal rigtignok smøre den Karl ....

TRINE

Hør ud, det er endnu ikke det værste. Men forleden har de opført den Scene paa et Deklamatorium, og de To som spillede os, skal have lignet os saa livagtig, at enhver kunde tage og føle derpaa, at det skulde være os. Tænk bare, at han, som forestilte Dig, er en gammel Karl der hedder Rosenkilde; han havde meiet sig saadan ud, at han saae ud som en Skoledreng. Fatter Du den hele grændseløse Ulykke af at blive indført paa Theatret saaledes som man staaer og gaaer i det hæderlige Hverdags-Liv?

HANS

Da maa jeg sige, det er skammeligt, at Acteurerne skal have Lov til at gaae og copiere en respectabel Skolediscipel.

TRINE

Herre Jemini! jeg hører nogen gaae med Forstuedøren. (Hans løber hen og slaaer Døren ilaas) Hvad gjør Du?

HANS

Jeg slog Døren ilaas. Lad mig nu see at jeg faaer mig vel skjult.

ZIERLICH
(udenfor.)

Luk op!

76
TRINE

Hvad skal vi dog hitte paa?

HANS

Jeg skjuler mig i Kurven.

TRINE

Nei gjør ikke det. Heller i Skabet.

HANS

Som Du vil. (Trine aabner Skabsdøren.)

ZIERLICH

Luk dog op, Trine, Du er jo derinde.

TRINE

Jeg søger om Nøglen.

HANS

Farvel, min Trine, farvel! (omfavner hende) Faren truer os, en Tordenskye hænger os over Hovedet. For Din Skyld kaster jeg mig i Armene paa denne bælmørke Nat. (vil gaae ind i Skabet, men standser) Evig forsoren! hvilken deilig Wiener-Tærte!

TRINE

Skynd Dig, skynd Dig!

HANS

Vi sees igjen! (omfavner hende, og gaaer ind i Skabet. Trine lukker Skabsdøren til.)

ZIERLICH

Men Trine, hvorlænge skal jeg staae her?

TRINE

Nu kommer jeg. (hun aabner Døren for Zierlich.)

77

FIRE OG TYVENDE SCENE

HANS i Skabet. TRINE. ZIERLICH

ZIERLICH

Hvad er paafærde her? hvorfor havde Du lukket Døren ilaas?

TRINE

Fordi jeg var allene.

ZIERLICH

Hvem talte Du da med?

TRINE

Jeg har ikke talt med nogen.

ZIERLICH

Jeg har jo tydelig hørt det. Og nu? - Nu hører jeg nogen tale derinde i Kabinettet. Hvem er derinde?

TRINE

Der er ingen anden end Constance.

ZIERLICH

Hvem taler hun da med?

TRINE

Det veed jeg ikke.

ZIERLICH
(lægger Øret til Døren.)

Det er Snedkeren, Trine!

TRINE

Nei ham er det nu bestemt ikke.

ZIERLICH

Hør, Du er en Løgnerske, en Bedragerske. Du 78 er i Ledtog med hende, for at narre os alle tilhobe. Du har lukket Snedkeren ind, derfor var Døren ilaas.

TRINE

Det er saamæn slet ikke sandt.

ZIERLICH

Hør! dersom Du ikke bekjender paa Øieblikket, saa tager jeg Dig og bærer Dig op paa Loftet og lukker Dig inde, til Frue Bittermandel er kommen hjem.

TRINE

Aa det lader De nok vaere.

ZIERLICH

Naa saa skal Du da see ....

(vil gribe hende, hun retirerer hen i Baggrunden.)
HANS
(træder ud af Skabet, spisende paa et stort Stykke af Tærten.)

Hvad behager? Vil De bortføre Trine?

ZIERLICH

Hvad seer jeg!

HANS

De har fornærmet Trine, jeg kræver Dem til Ansvar for Deres ærerørige Talemaader. Min Trines Ære er min. De kalder hende en Løgnerske, en Bedragerske, men hun er ingen af Delene. De selv derimod er en dobbelt Aprilsnar; thi det er Dem, som har bragt Constance ikke blot Brevet fra Snedkeren, men Snedkeren selv, som laae der i Kurven, hvori De troskyldig meente at der var Viinflasker.

79
ZIERLICH

Hvad maa jeg høre! er det sandt?

(løber hen til Kurven og seer ned i den.)
TRINE

Ja siden Hans har fortalt det, saa kan det ikke nytte at skjule det længere.

ZIERLICH

Hør Børn, jeg tilgiver jer To, jeg skal lægge et godt Ord ind for jer hos Frue Bittermandel, men saa maae I heller ikke røbe mig. Har Snedkeren narret mig, skal jeg nu narre ham igjen. Jeg skal dryppe ham i hans eget Fedt. Han skal ikke være ene Hane i Kurven. Jeg lægger mig selv i den, for at være Vidne til hans Samtale med Constance, og for at overrumple og beskjæmme dem begge to. Men Frue Bittermandel og Børnene i Skolen maae ikke vide noget om denne min Nedladenhed i Kurven. Min Gravitet som Lærer vilde lide derunder. Kan jeg stole paa at I vil tie dermed?

TRINE

Det skal vi.

HANS

Det er soret!

TRINE

Men paa det Vilkaar, De sagde.

ZIERLICH

Forstaaer sig. (aabner Kurven) Jeg vil dog først trække min Kjole af, for ikke at smudske den. (trækker Kjolen af og lægger den ind i Skabet) Saa!

(Gaaer hen ved Kurven, Hans og Trine hjelpe ham ind i den.)
80

FEM OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. Frøken TRUMFMEIER i Baldragt.

FRØKENEN
(ubemærket af de andre.)

Hvad mon det skal sige? Herr Zierlich staaende i Viinkurven!

ZIERLICH

Her er rigtignok overordentlig smudsigt paa Bunden. Jeg er bange, mine gode Beenklæder tage Skade.

TRINE

Maaskee vi kunde brede noget under.

ZIERLICH

Nei lad os ikke spilde Tiden, jeg sætter mig paa mine Hænder. (sætter sig ned.)

FRØKENEN

Nu har jeg seet det med!

ZIERLICH

Luk saa Laaget til, I To!

FRØKENEN

Jeg maa sandelig skjule mig, og lure paa hvad dette skal blive til.

(springer ind i Skabet og titter ud ad Døren paa Klem.) (Hans og Trine lukke Laaget paa Kurven.)
81

SEX OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. CONSTANCE. Strax efter: SIGFRID

CONSTANCE
(med et hvidt Forklæde i Haanden, bliver staaende i Døren og seer ud i Stuen.)

Nei her er ingen uden Børnene; kom nu gesvindt.

SIGFRID
(kommer.)

Skal jeg da nu gaae min Vei?

CONSTANCE

Det er den høieste Tid.

SIGFRID

Det er Skade, Herr Zierlich ikke er her, saa kunde han besørge mig ud i Kurven, ligesom han besørgede mig ind.

CONSTANCE

Spot ikke! Han kan let komme førend vi ønske det, han er vist ikke langt herfra.

TRINE

Nei det tør jeg nok love for.

CONSTANCE

Du kan ikke komme herfra paa en nemmere Maade end den jeg har sagt Dig. Du bærer denne Kurv udaf Huset; min Tante har befalet mig at lade den bringe hen til Madam Rar. Det vil ingen Opsigt gjøre hos Tjenestefolkene, naar de see Dig gaae ud herfra i dette Ærinde. See, her er et Forklæde, det tager Du paa for at ligne en Bodsvend.

82
SIGFRID

Men det vil dog være paafaldende for Tjenestefolkene at see mig gaae ud af Huset, naar de ikke har seet mig gaae ind.

CONSTANCE

Det siger intet, de vil tænke, at Du er gaaet herind i et Øieblik, da de ikke passede paa Døren. Jeg skal selv følge med og betrygge Din Vandring lige til Gadedøren.

SIGFRID

Nu vel, det er ikke værdt at betænke sig længe. Bind mig da dette Skjærf om Livet; det er et Elskovspant, som jeg beholder til vi sees igjen. (hun binder ham Forklædet om, han gaaer hen til Kurven) Hør, veed Du hvad? Jeg tager Kurven paa Nakken, jeg seer der er Remmer i den, den er jo desuden tom.

CONSTANCE

Gjør som Du vil, men skynd Dig bare at komme bort.

SIGFRID

Du holder slet ikke af mig, Du længes bare efter at jeg skal gaae min Vei.

CONSTANCE

Hvor kan Du sige det? Men her er intet Øieblik at spilde.

SIGFRID

Og saa giver Du mig ovenikjøbet en Kurv med til Afsked, det er et slemt Tegn.

CONSTANCE

Nei jeg giver Dig ingen Kurv, det er jo Din egen Postvogn.

83
SIGFRID

Ja det er da endelig ogsaa sandt. Naa, Courage! Ligesaagodt springe som krybe i det. (løfter paa Kurven, men slipper den igjen) Hille en Ulykke, hvor den er svær! Jeg troede den var tom, siden jeg selv laae i den.

CONSTANCE

Bie lidt, lad os see hvad det er.

TRINE

O det er intet andet end en lille Møllesteen, som min Moder har kjøbt af Verten her i Huset, til sin ny Mølle paa Farimagsveien, og den har nu Verten lagt i Kurven, for at hun kunde faae den tilbragt med det samme.

SIGFRID

Naa i Guds Navn da! Det er rigtignok forbandet haardt at gaae her og slæbe sig ihjel paa en Møllesteen. - Hør veed Du hvad, Constance, lad os tage Stenen ud og læg Du Dig selv i Kurven, saa bærer jeg Dig hemmelig bort, og saa lade vi os vie af en Præst.

CONSTANCE

Aa Du er ikke rigtig klog! For Guds Skyld, gaae Din Vei og nøl ikke længere.

SIGFRID

Der har vi det, det er som jeg siger, Du holder slet ikke af mig; dersom Du havde Kjærlighed saa havde Du ogsaa Mod.

CONSTANCE

O spøg nu ikke til urette Tid!

84
SIGFRID

Det er mit ramme Alvor.

CONSTANCE

Farvel, jeg gaaer min Vei.

SIGFRID

Naa saa giv mig da et Kys til Afsked.

CONSTANCE

Stille! siig ikke saadant noget naar Børnene høre derpaa.

SIGFRID

Tomme Udflugter! Du holder ikke af mig, det er Tingen! og her skal jeg gaae som en Nar og slæbe mig fordærvet paa den forbandede Møllesteen.

CONSTANCE

Dersom Du har mindste Godhed for mig, saa gaae, medens det endnu er Tid.

SIGFRID

Vil Du da kysse mig?

CONSTANCE

Hør nu bliver jeg vred, jeg har eengang sagt Nei, jeg lader mig ikke tvinge.

SIGFRID

Farvel!

(stikker Armene gjennem Remmerne paa Kurs ven og tager den paa Nakken.)
CONSTANCE

Farvel, Sigfrid!

85
SIGFRID
(paa Veien til at gaae.)

Du seer mig aldrig meer!

CONSTANCE

Hvad siger Du?!

SIGFRID

Saadan som Du her seer mig, gaaer jeg lige ud paa Langebro og springer i Vandet; min Møllesteen skal nok trække mig tilbunds.

CONSTANCE

For Himlens Skyld!

ZIERLICH
(stikker Hovedet ud mellem Laaget og Kurven, men kan ikke faae Laaget høiere op, formedelst Remmerne, som gaae over det.)

Hei, hei! Gevalt!

SIGFRID

Hvad er det?

CONSTANCE

Herr Zierlich!

SIGFRID

Zierlich, hvor er han?

ZIERLICH

Bag ved Dem, gode Herr Møller!

SIGFRID

Bag ved mig? (dreier sig flere Gange rundt) Jeg seer intet.

CONSTANCE TRINE HANS
(med Skoggerlatter.)

I Kurven!

86
SIGFRID

Hvorledes? Det er Dem som er Møllestenen?

ZIERLICH

Lad mig bare komme ud inden De springer i Vandet.

SIGFRID

Nei har jeg Dem eengang fat, saa skal De saamæn ikke slippe. Naar jeg tager mig selv af Dage, saa vil jeg i det mindste have den Trøst, at min Rival følger med.

ZIERLICH

O jeg skal aldrig rivalisere med Dem!

SIGFRID

Ja det er en anden Sag. Vil De afstaae fra alle Pretentioner paa Constance?

ZIERLICH

Ja, ja, ja i Pokkers Skind og Been!

SIGFRID
(i det han sætter Kurven ned.)

Godt! saa er De reddet. Seer De, jeg var saa vis paa, at De vilde finde Dem i Billighed, at jeg allerede for længe siden har opsat Deres Løvte skriftlig, for at præsentere Dem det ved een eller anden passende Anledning. Her er det. (tager et Papiir frem) Vil De behage at underskrive.

ZIERLICH

Ja lad mig bare komme ud, jeg kan jo dog ikke skrive i Kurven.

87
SIGFRID

Aa De kan nok faae en Haand ud af Aabningen. Dyp en Pen, lille Trine.

ZIERLICH

Jeg skriger paa Hjelp.

SIGFRID

Gesvindt, bind Kurven til, og lad os kaste den ud fra Loftsluen.

ZIERLICH

Nei giv mig Pennen.

TRINE
(bringer ham en Pen.)

Vær saa god.

ZIERLICH
(skriver.)

Saa! maa jeg nu komme ud?

SIGFRID
(tager Papiret.)

Med Fornøielse. (aabner Kurven, Zierlich kryber ud.) Naa saa tænker jeg, vi vil begge blive ilive og lade de Sterbens-Griller fare.

ZIERLICH

O hvor jeg er bleven tilrakket! Mine gode Beenklæder, mit gode Kalvekryds, hvor det seer ud!

SIGFRID

Ja det er egentlig det værste af det hele; thi Pigen havde De dog aldrig faaet.

88
HANS

Jeg gratulerer, Herr Zierlich!

ZIERLICH

Hvortil?

HANS

Til at De tredie Gang er bleven Aprilsnar.

(Man hører nogen tale i Forstuen.)
CONSTANCE

Der er nogen! Sigfrid, gaae ind i mit Kammer.

TRINE

Skjul Dig, Hans!

ZIERLICH

Min Kjole!

(Constance og Sigfrid gaae ind i Kabinettet. Hans og Zierlich løbe hen til Skabet, Frøkenen slaaer Skabsdøren i.)
HANS

Det er lukket.

ZIERLICH

Min Kjole! (Hans springer i Kurven.) Hvor skal jeg hen? (Vil løbe ind ad Døren tilhøire) Den er ogsaa lukket. (Banker paa Døren tilvenstre) Lad mig komme ind. (Løber hen til Kurven) Gaae ud, Dreng, lad mig komme i Kurven.

HANS
(reiser sig.)

Nei saa Skam om jeg gjør, enhver er sig selv nærmest; jeg synes at De kan have faaet nok af den Fornøielse.

(sætter sig ned, og slaaer Laaget til.)
89
ZIERLICH

Jeg faaer krybe under Bordet.

(kryber under Bordet paa venstre Side i Forgrunden.)
TRINE

Da vil jeg saamæn ikke blive her allene og tage imod alle Skjændene. (aabner Laaget paa Kurven.) Hans, er der ikke Plads til mig i Kurven?

HANS

Jo, Trine, for Dig viger jeg gjerne Pladsen.

(springer ud, og lader Trine krybe i Kurven, selv lægger han sig under Klaveret, og støtter sig med Ryggen mod Kurven, og falder i Søvn om lidt.)

SYV OG TYVENDE SCENE

ZIERLICH. Frøken TRUMFMEIER, HANS og TRINE, alle skjulte. Frue BITTERMANDEL og en TJENESTEPIGE træde ind ad Døren i Baggrunden.

FRUEN

Gud hjelpe mig! hvordan hænger det sammen?

PIGEN
(grædende.)

Her maa have været en Tyv og stjaalet baade Dyr og Harer og Østers og Æbler og Viindruer og hele Klatten ud af Forstuen.

FRUEN

Men hvorfor har I uforskammede Tøser ikke passet bedre paa?

90
PIGEN

Ak Fruen kan troe, det er et heelt Complot! der kom en Steen igjennem Vinduet, og saa foer vi allesammen ud paa Gaden, for at gribe ham, som havde kastet den, og i den Tid maa Tyven have seet sit Snit.

FRUEN

Jeg ulykkelige Menneske! Og mine Fremmede, som jeg kan vente hvert Øieblik! Men hvor er da Constance? Hvor er Trine? Er Herr Zierlich endnu ikke kommen, og har ingen seet Frøken Trumfmeier? (Pigen gaaer grædende bort.) Ja naar Katten er ude, spille Musene paa Bordet.

OTTE OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE undtagen Pigen. FUGTEL, TENNEMANN, SIMON og VINKE komme, den ene efter den anden.

FUGTEL

Ak gode Frue! der er indtruffet slemme Forhindringer. Jeg har faaet Ordre af Herr Chirurgussen at tage om en Time ud til Brøndshøi, for at aarelade en Barselkone, og sætte en Pige en Igle. Jeg kan ikke spille iaften. Kink har ogsaa faaet Forfald. Hans Moder er bleven syg, og nu maa han vaage inat i hendes Sted paa almindelig Hospital. Og af de to Studiosusser Chirurgiæ har han som spiller Violin, ogsaa Forhindring. Han spilte igaar i en Concert i Frue Planes Institut, og der kom en drukken Dilettant hen til ham og slog ham paa Snuden, hvorpaa han slog igjen og kom i saadant Slagsmaal, at han idag maa holde Sengen. 91 Men den anden, som spiller Contrabas, har sagt, at han skulde have den Ære at komme.

FRUEN

Aa han kan gaae Fanden i Vold med alle de andre! Hvad kan Contrabassen hjelpe mig, naar de andre Instrumenter blive borte? Saa gaaer da ogsaa min Concert i Skuddermudder!

TENNEMANN
(kommer haltende ind, med indbunden Arm og en Krykkestok.)

Kors! hvad før Olycka! Min Fru, inte kan jeg føre Balen op iafton. Vil Ni see hur jag er miserabel. Der kom en Vagn og kjørte paa mig og rev mig om.

FRUEN

O det er lige meget, her bliver dog intet Bal iaften.

SIMON
(kommer syngende.)

»Din Tante Tæl til ti, din Tante Lene.« Ja det skal min Seel nok gaae. Jeg har evet mig den ganske Dag.

FRUEN

Feiler De da ikke ogsaa noget?

SIMON

Nei jeg er min Seel saa frisk som en Fisk.

VINKE
(kommer løbende.)

Her bringer jeg Ole Colonne.

92
FRUEN

I kan for min Skyld gjerne gaae hen og hænge jer allesammen; thi her bliver hverken Bal, eller Concert eller Souper.

DE ANDRE

Hvorledes?

VINKE

Og de Fremmede komme allerede op ad Trappen.

FRUEN

O Gud hjelpe mig! De Fremmede!

TENNEMANN

Damerne staae her utanfør og drage Støvlerne af og tage Balskor paa.

SIMON

Ja jeg gik min Seel en ganske Menge Damen, Herren og Kinder forbi.

(Tummel udenfor.)
FUGTEL

Der er de.

FRUEN

Naa nu gjelder det at holde Ørene stive.

93

NI OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. CHOR af PIGER og DRENGE med deres Forældre og Paarørende, alle i Baldragt. Madam RAR meget pyntet. EN MADAME.

Mel. Pausevalsen.

CHOR
God Aften, god Aften! nu har De os da.
FRUEN
Velkommen hertil!
(afsides.) Gid de var vel herfra!
CHOR
Vi takke Dem skyldigst for Invitation.
FRUEN
Jeg beer. ingen Aarsag!
(afsides.) O min Confusion!
CHOR
Hør!
Nu vi gratulere den Frue saa bold.
FRUEN
Jeg takker Dem.
(afsides.) Gid de var Fanden i Vold!
CHOR
Gid mangen en Dag De som denne maae ha'!
FRUEN
Jeg takker ærbødigst!
(afsides.) Gud frie mig derfra!
Hør!
Jeg haaber at ei De min Ringhed forsmaaer.
CHOR
Vist ikke! vi tage hvad Huset formaaer.
94
FRUEN
Det bliver kun tarveligt, det maae De troe.
CHOR
Det siger De stedse; vi kjende Dem jo!
Hør!
Gjør ei Complimenter, vi lide det ei,
Det sømmer sig ikke for Fruen, o nei!
Vi veed dog, vi faae her iaften lidt Mad,
De pleier at rutte med Kruus og med Fad.
Hør!
Naar Tonerne kalde til Dandsen os op,
Saa glædes vi alle med Sjæl og med Krop.
EN MADAME
(med en lille Pige ved Haanden.)

Ak min gode Frue Bittermandel! der paaligger mig en høist sørgelig Pligt at opfylde. Som Moder til dette klodsede Barn er jeg nødt til at være, ikke blot hendes, men alle Børnenes Talsmand i et overmaade ubehageligt Anliggende.

FRUEN

Hvad mener De, gode Madam? Tal De kun uden Forbeholdenhed. Idag er jeg forberedt paa al Slags Confusion og Malheur.

MADAMEN

Malheur! ja det er det rette Ord, saadan Malheur kan ikke komme uden fra Fanden selv, som er det Ondes Fader.

FRUEN

Ja det har De saa vist Ret i.

MADAMEN

Saa Fruen veed hvad det er?

95
FRUEN

Jeg veed hvad Malheur jeg selv har havt idag, og hvorfor jeg er nødt til at gjøre Selskabet en Undskyldning.

MADAMEN

Det træffer sig besynderligt, thi Selskabet, i det mindste Ungdommen deraf, har en Undskyldning at gjøre Dem.

FRUEN

O jeg beder Dem, De har saamæn intet at undskylde.

MADAMEN

Jo saamæn har vi saa.

FRUEN

Nei saamæn har De ikke.

MADAMEN

Jo gu har vi saa, vil De nu bare høre. Vi havde kjøbt et Sjal til 70 Rdlr. ....

FRUEN

Ja det veed jeg.

MADAMEN

Veed De det?

FRUEN

Ak nei, jeg fortalte mig, jeg vilde sige, det er ikke noget som behøver at undskyldes. Et Sjal til 70 Rdlr. er meer end godt nok til mig, jeg forlanger intet dyrere, jeg er ikke saa stor paa det.

MADAMEN

Ak ja, Frue, men De faaer det ikke.

96
FRUEN

Ikke det?

MADAMEN

Nei hør bare. Børnene trak Lod om hvem af dem der skulde overrække Dem Sjalet tilligemed et af Herr Zierlich forfærdiget Digt i denne Anledning. Loddet traf min keitede Karoline, og tænk engang, saa kaster den tossede Tøs (hun brister i Graad) baade Sjal og Digt i Rendestenen. Dit vanartige Barn!

(Barnet græder.)
FRUEN

Naa paa den Maade er vi da qvit; thi jeg maa til Gjengjæld sige Dem, at vor hele Aftensmad er bleven stjaalen, og at næsten alle mine Dilettanter have faaet Forfald, saa vi faae hverken Mad eller Concert eller Bal.

ALLE

Aa!

BØRNENE

Sikke noget!

(de græde.)
FRUEN

Naa græd ikke, I Guds Unger, græd ikke! Nu skal I faae Kage. (vil aabne Skabsdøren) Den er slaaet ilaas. Hvis jeg nu ingen Nøgle har, saa kan jeg ikke engang skaffe jer Kage. (søger) Alting er ogsaa ligesom forhexet idag. - Her er den, nu skal I see Løier. (aabner Skabet, Frøken Trumfmeier træder ud, holdende Tørklædet for Ansigtet) Hvad seer jeg!

97
BØRNENE

Frøken Trumfmeier!

FRUEN

Hvad gjør De derinde?

FRØKENEN

O jeg er saa undseelig. Jeg vil sige Dem Sandheden, mit Skobaand var gaaet op, og saa gik jeg ind i Skabet for at binde det, og saa kom der een og slog Døren i. Af Skamfuldhed turde jeg ikke raabe paa Hjelp.

BØRNENE

Kage, Frue Bittermandel!

FRUEN

Nu skal I faae den, I smaa Lam! (gaaer ind i Skabet og faaer Zierlichs Kjole i Haanden) Men hvad er det?

BØRNENE

Herr Zierlichs Søndagskjole!

MADAM RAR

Hvad gjorde De med den, min bedste Frøken?

FRØKENEN

O jeg har slet ikke seet den!

MADAMEN

Det er meget ubehageligt for Dem, saaledes at findes indelukket med en Mandfolkekjole.

FRUEN

I skal ikke tale derom, Børn!

98
FRØKENEN

Jeg forgaaer af Bludsel.

SIMON

Ei was! den Kjole kan imin Seel ikke skade Deres gode Renommee.

BØRNENE

Kage, Frue Bittermandel!

FRUEN

Naa nu skal jeg hente den. (gaaer ind i Skabet, og kommer ud med Fadet, som er næsten tomt) Hvad seer jeg! ogsaa dette! Herre Gud, Frøken! hvorfor har De spiist den Kage?

FRØKENEN
(brister i Graad.)

Jeg skulde have spiist Kagen! Hvor kan De sige mig saadant noget i mit aabne Ansigt! Jeg har ikke seet den, ikke tænkt paa den. Jeg veed ikke hvem der har været ifærd med den.

FRUEN

Nei saadan Confusion har jeg aldrig seet Mage til. Der, Børn, har I Resten. (Børnene spise Kagen) Men hvor er Constance? Hvor er Herr Zierlich? Hvor er Trine? Der maa jo dog nogen af dem vide Besked. (raaber ved Kabinetsdøren) Constance, er Du der? - Hvor Pokker kan hun være? Jeg vil hente min Hovednøgle.

99

TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. CONSTANCE. Strax efter: SIGFRID

CONSTANCE

Jeg vil spare Dem Uleiligheden, Tante.

FRUEN

Hvad for noget! Hvorfor lukket inde? (vil gaae ind i Kabinettet, men standses i Døren af Sigfrid) Ah! (hun er nær ved at falde i Besvimelse, Sigfrid griber hende og fører hende hen til en Stol.) Dette Slag var det værste.

MADAMEN

Min gode Frue Bittermandel, dette er et saare slet Exempel for Børnene. Er der ikke bedre Orden i Deres Institut?

FRUEN

Ak min bedste Madam! Jeg veed hverken ud eller ind. (til Constance.) Din uforskammede Tøs! Jeg har jo forbudet Dig at see denne forbandede Snedker. Du veed, jeg har bestemt Dig for Herr Zierlich, og saa ....

SIGFRID

Herr Zierlich har givet sit Samtykke. Vil De behage at læse. (giver hende Papiret) Der kan altsaa intet være i Veien for Constances og min Forbindelse. Jeg er Snedker, og sidder i en god Næring.

FRUEN

Men jeg begriber ikke .... Dersom blot Herr Zierlich var tilstede.

100
FRØKENEN

O ham kan De snart faae itale. Han ligger under Bordet.

BØRNENE

Under Bordet! (De løfte Bordteppet op) Herr Zierlich under Bordet!

(Zierlich kryber ud. Børnene huje og klappe i Hænderne.)
MADAMEN

Min gode Frue Bittermandel! Jeg maa tilstaae, det gaaer besynderligt til i Deres Institut. Læreren under Bordet og i Skjorteærmer!

ZIERLICH

Lad mig faae min Kjole!

(trækker den paa. Børnene lee.)
FRUEN

Det bliver min Død!

MADAM RAR

Naa trøst Dem, vi faae vel Sammenhængen at vide.

FRUEN

Herr Zierlich, erkjender De dette Dokuments Gyldighed?

ZIERLICH
(med lang Trækken paa Ordene.)

Hm, ja ....

SIGFRID
(afsides til Zierlich.)

Dersom De ikke strax siger Ja, saa fortæller jeg Deres Eventyr i hele Skolens Nærværelse. Saa 101 bliver De til Nar for Børnene, til Foragt for Forældrene, og Deres hele Løbebane er lukket for Dem.

ZIERLICH

Ja Frue, jeg vedkjender mig Dokumentet.

SIGFRID

Nu, saa er da intet i Veien.

SIMON

Hør Frue, De kan unter diese Umstånde min Seel ikke gere noget bedre end at gifte de to med hinanden. Han var jo indelukt med hende po hendes Kammer.

FRUEN

Saa gifter jer da, og jo før jo heller, for at jeg kan blive den Møie qvit at passe paa saadant et Pigebarn.

SIMON

Her er min Seel passeret artige Ting idag. Jeg denker, vi vil nu alle sætte os ned, og lade enhver plaidere sin Sag, for at vi kan here hvordan det er tilgaaet. Men jeg vil sige Dem noget, Frue! Lad De ferst sætte en par Flasker Viin for os po Bordet.

FRUEN

Med Fornøielse; men jeg er saa mat, at jeg knap kan reise mig. Hvem vil tage et Par Flasker henne i Kurven?

MADAM RAR

Det vil jeg gjøre, min gode Frue! (aabner Laaget paa Kurven.) Nei hvad er det?

102
FRUEN

Er maaskee Vinen ogsaa stjaalen?

MADAM RAR

Trine ligger og sover i Kurven.

(Adskillige løbe derhen, og see ned i Kurven.)
FRUEN

Hvad for noget!

MADAM RAR
(raaber.)

Trine da! - Hun sover som en Steen. Vil De bare see!

(Madam Rar og de Omstaaende frække Kurven ud paa Gulvet, og løfte den halv iveiret, saa at man seer Trine ligge i den. Ved denne Bevægelse falder Hans baglænds om, og de vaagne begge To op.)
TRINE

Hvad var det?

HANS

Hvad var det?

MADAM RAR

Nei nu gaaer det for vidt.

(synker ned paa en Stol.)
FRUEN

Aa Gud hjelpe mig!

(Trine, som halv er trillet ud af Kurven, reiser sig og staaer ud; Hans reiser sig ligeledes.)
103
MADAM RAR

Nei nu bliver det altfor galt, Frue Bittermandel! De har med Haand og Mund lovet mig, at Hans Mortensen aldrig meer skulde komme her, og nu ligger han der og sover ved Siden af min Trine.

FRUEN

Det sidste var det værste.

TENNEMANN

Kors bevars! Dette her er mycke oanstændigt.

TRINE
(gnidende sine Øine.)

O det er da forskrækkeligt! det er allerede høilys Dag! Vi have sovet fra hele Ballet.

MADAM RAR

Jeg tager Trine ud af Institutet.

MADAMEN

Og jeg Karoline.

FORÆLDRE
(imellem hinanden.)

Og jeg Marie, Lise, Sophie, Christiane, Rikke.

SIGFRID

O nei for alting! forhast Dem ikke, ihvad De saa gjør! Om der ogsaa - hvad jeg ikke tvivler paa - findes mangt et Institut, hvori der hersker en strængere Orden end i dette, saa maa De dog betænke, at ogsaa her var det kun tilfældige Aarsager som frembragte den hele Confusion, og fremfor alt ikke glemme at den første April tillader et muntert og lystigt 104 Spøg, hvis Hensigt ingenlunde var at saare nogen enkelt. De har seet, mine Herrer og Damer, hvad Huset formaaer. Jeg raader Dem til at gaae hjem, spise til Aften, sove, og imorgen betænke hvad De vil foretage med Deres Børn. Imidlertid har Frue Bittermandel den Ære at indbyde Dem til mit Bryllup, hvis Datum nærmere skal blive Dem tilkjendegivet. Vi vil da stræbe ved god Beværtning, Concert og Bal at oprette hvad som idag er blevet forsømt.

MADAMEN

Til deri Tid kan Sjalet blive vasket og tørret.

ZIERLICH

Mit Digt ikke at forglemmel

ALLE

Godt! Det er et Ord.

SLUTNINGS-SANG

Mel. Du Puys Fastelavnsvise: Sorgen og Glæden følges ad.

SIGFRID
Skjæbnen har havt os lidt til Nar.
Gik det ei her som tidt det pleier?
Hvo kun sit Maal for Øie har,
Stadig, men blind derom sig dreier.
Livet selv, under Graad og Smiil,
Ligner en flygtig, kort April.
CHOR
Livet etc.
105
CONSTANCE
Her i vor Skole prøved vi
Hvad man i Livets Skole vover.
Meget man opnaae kan deri,
Sjelden dog det som Skolen lover.
Kort er Livet, men Kunsten lang,
Livet er selv en Skolegang.
CHOR
Kort etc.
ZIERLICH
Amor idag sit Abespil
Driver med mig, det kan jeg tænke.
Men jeg paa ham mig hævne vil,
Tager en rig og gammel Enke.
Der behøver man ei hans Piil,
Narrer ham selv tilsidst April.
CHOR
Der etc.
FRØKENEN
Da jeg var Barn, jeg ønskte tidt:
Gid jeg var stor, og fri for Skolen!
Skolen jeg blev dog aldrig qvit;
Lidet kun hjalp mig Silkekjolen.
Rundt man trasker den Dag saa lang;
Hele det Liv er Skolegang.
CHOR
Rundt etc.
FRUEN
Dem, hvis Geburtsdag Skuddag var.
Tidt jeg beklaget har, de Stakler!
Slem er den Dag i Februar,
Tænder kun faa Geburtsdagsfakler.
Værre rammer dog Skjæbnens Piil
Alle som fødtes i April.
106
CHOR
Værre etc.
HANS
Mangen en Lærdom gaaer caput;
O! men dog ei den Aandsbespiisning.
Som jeg i Fruens Institut
Fik ved den indbyrdes Undervisning.
Blier man gammel og stor og lang,
Glemmes dog ei den Skolegang.
CHOR
Blier etc.
TRINE
(til Publikum.) Livet er kort, og Kunsten lang.
Men naar man er i Barndoms Dage,
Kan det ved flittig Skolegang
Lykkes, engang Dem at behage.
Hvis mig lønner et Bifaldssmiil,
Narredes jeg dog ei April.
CHOR
Hvis etc.
107

RECENSENTEN OG DYRET VAUDEVILLE

Opført første Gang paa det Kongelige Theater den 22de October 1826

108

    PERSONERNE

  • Pryssing, Bogbinder.
  • Viva, hans Datter.
  • Keiser, en ung juridisk Student.
  • Trop, en gammel juridisk Student paa 60 Aar,
  • Ledermann, Skribent.
  • Klatterup, Bogtrykker.
  • Nonpareil, Taskenspiller.
  • Madame Voltisubito, Beriderske.
  • Rose, Opvartningspige.
  • Første Herre.
  • Anden Herre.
  • En Dame.
  • Chor af Tilskuere.

Handlingen foregaaer ved Kilden i Jægersborg Dyrehave.

109

Skuepladsen forestiller den bagerste Indgang til eet af Teltene i Dyrehaven. I Forgrunden en grøn Plads med Træer, og med Borde og Bænke til begge Sider. I Midten af Theatret er Teltet, som er aabent heelt igjennem, saa at man paa den anden Side i Baggrunden seer Promenaden, hvor Folk bestandig gaae forbi. I Teltet staae lange dækkede Borde med Flasker, Glas, Frugter o. s. v. Under hele Skuespillet sees Verten og Opvartningspigerne beskjæftigede derinde; Folk komme af og til derind, kjøbslaae, o. s. v. Rose, saa ofte hun ikke er paa Scenen, sees at tage Deel i denne stumme Handling. Ligeledes hører man af og til, i Frastand, Trompeter, Trommer, Lirekasser, forsaavidt som dette ikke forstyrrer Musiken eller Dias logen. Indgangen fra Scenen til Teltet maa kunne lukkes med et bevægeligt Gardin.

FØRSTE SCENE

KEISER siddende ved Bordet paa høire Haand i Forgrunden. ROSE bringer ham en Flaske og et Par Glas.

ROSE

Her er Vinen, Herr Keiser!

KEISER
(seer paa hende med Forundring og springer op.)

Hvad seer jeg? Rose! Du her?

ROSE

Til Tjeneste, Herr Keiser!

KEISER

Men hvorledes gaaer det til? Har Du forladt Studenterforeningen?

110
ROSE

O nei! Jeg vender tilbage dertil, naar Kildetiden er forbi. Men saalænge den varer, er jeg her som Opvartningspige. Her vanker gode Drikkepenge, skal jeg sige Dem.

KEISER

Drikkepenge! Du har Ret. (giver hende Penge) See her, mit Barn!

ROSE

O det var saamæn ikke derfor, jeg sagde det.

KEISER

Behold dem, Rose, behold dem, som et ringe Tegn paa min overvættes Glæde over at træffe Dig her.

ROSE

Herren er alt for god at glæde sig over saa lidt.

KEISER

Nei Rose, det er ikke lidt; det er en Himlens Styrelse.

ROSE

Hvorledes det?

KEISER

Du kan gjøre mig en overordentlig Tjeneste.

ROSE

De har at befale.

KEISER

Kan Du huske den Aften i Vinter, da Du mødte mig paa Trappen i Studenterforeningen, og sagde til mig: »Herr Keiser, De er bleven saa alvorlig, saa stille; De gaaer Deres lige Gang, og seer hverken tilhøire eller tilvenstre. Naar man ikke vidste bedre, 111 skulde man troe eet af to: enten at De er forelsket, eller at De gaaer i Giftetanker.«

ROSE

Ja, det kan jeg godt huske, og jeg troer heller ikke at jeg tog Feil.

KEISER

Nei, visselig ikke. Hør, Rose, Du er en forstandig, en listig Pige. Dig tør jeg gjerne betroe Sandheden.

ROSE

Det skal Herren have Tak for; men saa maa De love mig, at De ikke betroer mig noget som jeg allerede veed.

KEISER

Som Du allerede veed? Veed Du da allerede noget?

ROSE

O det er ikke stort hvad jeg veed. Men Navnet paa hende, som Deres Hjerte brænder for, behøver De i det mindste ikke at sige mig.

KEISER

Du sætter mig i Forundring. Men hvorledes skulde Du kunne vide det? Jeg har holdt det saa hemmeligt. Ikke en eneste Fortrolig har jeg.

ROSE

Det siger intet. Med en lille Smule Øvelse lærer man snart, at læse enhver ung Herre hans Kjærestes Navn ud af Øinene.

KEISER

Det er umuligt. Hvem er det da?

112
ROSE

Det er en Pige ....

KEISER

Ja, det er sandt.

ROSE

I Kjøbenhavn.

KEISER

Rigtig.

ROSE

Hun har en Fader ....

KEISER

Ja, det har alle Piger.

ROSE

Som er en lærd Mand.

KEISER

Lærd? Nei, Du er paa et galt Spor.

ROSE

Ja, da er han dog i det mindste Bogbinder.

KEISER

Men Du er en Hexemester.

ROSE

Og hedder Pryssing.

KEISER

Men hvor i al Verden ....

ROSE

O tie stille, Herre! Vi Piger vide Beskeed om alt sligt. Jeg har allerede længe vidst, at De var skudt i Jomfrue Viva Pryssing.

KEISER

Nu, finder Du ikke at min Smag er god?

113
ROSE

Fortræffelig. - Og jeg skal sige Dem mere. Hun har sat Dem Stævne her ude i Dyrehaven idag, her i Teltet.

KEISER

Nei, nu troer jeg virkelig, Du staaer i Pagt med ....

ROSE

O tal ikke ud! Hvem skulde jeg staae i Pagt med? Med en lille Fugl som fortæller mig alt nyt.

KEISER

Det maa være een af Odins Ravne.

ROSE

Saamæn! den har meget tilfælleds med en Ravn; den er sort som en Ravn, den snakker som en Ravn, og den er forslugen som en Ravn.

KEISER

Men hold dog op at tale i Gaader.

ROSE

Velan, jeg vil ikke fixere Dem længere. Min Ravn er hverken meer eller mindre end Herr Trop.

KEISER

Trop? Den gamle Student, som har læst til juridisk Examen i over 30 Aar, og endnu ikke har faaet den?

ROSE

Netop ham. Han har sagt mig, at Herr Pryssing var ventendes herud idag med sin Datter, og deraf kunde jeg jo let slutte, at De ogsaa vilde komme.

114
KEISER

Men hvorfra i al Verden kjender Du den gamle Kegle?

ROSE

Jeg har godt for at kjende ham; han boer jo her i Teltet.

KEISER

Hvorledes?

ROSE

Han har tinget sig i Kost og Logis herude, saalænge Kildetiden varer, for en Rigsdaler om Ugen.

KEISER

Hvorfor?

ROSE

Ja, det maa vor Herre vide. Han gjør ikke andet end skrive og skrive og skrive.

KEISER

Hvad skriver han da?

ROSE

Det forstaaer jeg mig ikke paa. Men De behøver blot at lukke Bordskuffen op, den er ganske fuld af hans Skrifter.

KEISER
(aabner Bordskuffen, tager nogle Papirer ud, og læser.)

»Forsøg til en Kunstkritik over ..... Tr ..... Trom .... Tromme-Majorens sceniske Fremstillinger. Paa en Tid, da al Sands for høiere Kunstnydelse synes at være forsvunden, var det et dobdelt glædeligt Phænomen for Anmelderen, at høre denne brave Kunstner, hvis Forestillinger han imidlertid var forhindret fra at overvære, formedelst en 115 Forkjølelse der havde slaaet sig paa Øret....« Ha ha ha! han maa været gaaet fra Forstanden.

(lægger Papirerne tilbage i Skuffen.)
ROSE

Ja meget klog er han just ikke.

KEISER

Ih det er jo fortræffelige Løier. Jeg kjender ham godt. Hvor er han?

ROSE

Han gjør sig en lille Eftermiddagstour oven paa Maden. Om et Øieblik maa han være her. Men hvad var det for en Tjeneste jeg skulde bevise Herren?

KEISER

O Din Strik! naar Du veed al Resten, saa veed Du det med.

ROSE

Nei saavidt rækker ikke mit Syn.

KEISER

Kjære Rose! Du skal begunstige min Sammenkomst med Viva, see at faae Faderen beskjæftiget, og i det mindste ikke røbe os for ham.

ROSE

Ikke andet end det? Ja det forstaaer sig jo af sig selv. Men jeg haaber da, at De har redelige Hensigter, og begjærer Jomfruens Haand af Faderen, saasnart Leiligheden tilbyder sig.

KEISER

Jeg har intet varmere Ønske end dette. Men jeg tør endnu ikke tænke paa at gaae aabenlyst 116 tilværks; thi Pryssing er i daarlige Omstændigheder, og forlanger at hans Svigersøn skal have contante Penge, for at kunne hjelpe ham ud af hans Forlegenhed. Han har allerede for nogen Tid siden paa en ikke meget høflig Maade ladet mig forstaae med, at jeg skulde blive ham fra Halsen.

ROSE

Det kan De jo let føie ham i, naar De blot ikke bliver Jomfruen fra Halsen.

KEISER

Du har et snildt Hoved, Rose. Du gjør endnu Din Lykke her i Verden.

ROSE

Det haaber jeg ogsaa, thi jeg forlanger ikke Umuligheder. Min Brudgom skal ikke bringe mig baade Kjærlighed og Penge.

KEISER

Du troer ikke at det kan forenes?

ROSE

Nei, man kan ikke have to Inclinationer ad Gangen.

Mel. Steh' mal aut, steh' mal auf, junger Schweitzerlbub.
KEISER
(tager nogle smaa Breve ud af sin Portefeuille.) Vil Du see?
Disse tre
Har hun skrevet mig til;
Jeg gjemmer dem tro paa mit Bryst,
O ja!
117 Men især
Dette her
Jeg nu læse Dig vil;
Dets Ord er min Lykke, min Trøst.
(Læser.) »Kjære Ven! som en Fugl der forlader sit Buur,
»Skal jeg sværme med Dig i den unge Natur.
»I det Telt
»Der hos Pelt,
»Hvor der vaier et Flag,
»Du seer mig i Eftermiddag.«
BEGGE
(læsende.) »Kjære Ven!« etc.
KEISER
(idet han gaaer hen og skjænker i Glassene.) Kom nu hen
Til Din Ven,
For at klinke med ham.
ROSE
Nei, Herre! jeg takker for mig,
O nei!
KEISER
(bringer hende Glasset.) Hvilken Snak!
ROSE
(tagende det.) Mange Tak!
Men det er dog en Skam.
KEISER
En Skaal vil jeg drikke med Dig:
Gid hun leve, den Nymphe, til Elskendes Held,
Hun som Hjerter forener ved sprudlende Væld!
Kirsten Piil!
O dit Smiil
118 I det klare Krystal
Min Lykke bebude mig skal!
BEGGE
(i det de klinke.) Gid hun leve, etc.
KEISER

Saadan skal det være! I Kildevandet drikker man sin Elskedes Skaal; men Kildenymphens egen Skaal bør drikkes i Viin.

ROSE

Ja, det er ogsaa min og Vertens Mening, Herr Keiser. Nu, jeg ønsker Dem til Lykke. Jeg skal i alle Maader være paa Deres Bedste. Naar De vil mig noget, behøver De blot kalde ind i Teltet.

KEISER

Gaaer Du bort?

ROSE

Ja, jeg har allerede opholdt mig for længe. Der er meget at tage vare paa idag. Farvel saalænge!

(løber ind i Teltet.)

ANDEN SCENE

KEISER

Meget at tage vare paa, siger hun? O saadan en smuk Pige fæstes nok snarere for at underholde Gjæsterne paa en behagelig Maade, end for at arbeide i Kjøkken og Kjælder. - Men seer jeg ret? - Ja tilforladelig, der kommer den fortræffelige Criticus, den ypperlige Forfatter af Bordskuffens æsthetiske Skatkammer, med eet Ord, ja med een 119 Stavelse: Trop; han selv. Jeg veed nok at han har staaet i adskillige Forbindelser med Pryssing; men jeg troede, de vare blevne Uvenner. Han maa dog endnu have noget at gjøre med ham, siden han veed at han og hans Datter komme herud idag. Nu, jeg vil holde gode Miner med ham; maaskee han kan være mig til Nytte i mit Anliggende.

TREDIE SCENE

KEISER. TROP.

KEISER

Salve, aestumatissime collega! ornatissime, doctissime, juris studiosissime juvenis!

TROP

Aa gaae Fanden i Vold med Jeres Latin! Jeg er ør nok i Hovedet af alt det Pluddervelsk, jeg maa høre herude den ganske Dag.

KEISER

Hvi saa?

TROP

Taskenspiller-Fransk, Rytter-Italiensk, Tyroler-Tydsk, Vaffel-Hollandsk, Jøde-Polsk, beaumonde-Dansk, Abekatte-Sprog og Papegøie-Dialect. Man kommer ingen Vei her, med mindre man har et babylonisk Lexicon og en Beskrivelse over Noæ Ark.

KEISER

Tør jeg da spørge høistærede Collega, hvad han egentlig vil herude?

120
TROP

Collega? hm! (idet han lægger Hat og Stok bort, og tørrer sig om Panden) De kan troe, jeg har nok at bestille her; det er saamæn ikke for min Fornøielses Skyld jeg er her.

KEISER

O det gjør mig hjertelig ondt at høre!

TROP

De kan troe, naar det ikke var for Examens Skyld, saa satte jeg ikke mine Been her.

KEISER

Hvorledes? Hørte jeg ret? Det er for at kunne læse til Examen i landlig, uforstyrret Ro, at høistærede Collega er flyttet herud?

TROP

Ja, gjør De Dem kun lystig. Den veed bedst hvor Skoen trykker ....

KEISER

Som har Støvlen paa. Ikke sandt? Har maaskee høistærede Collegas Manuducteur taget sit Sommerqvarteer herude, og derved sat Dem i den Nødvendighed at maatte følge med, studiorum causa?

TROP

Nei han har ikke. Men, siden De vil vide det: for at kunne betale Manuducteur, maa jeg først fortjene Penge.

KEISER

Altsaa Collega fortjener Penge i Dyrehaven? Hvilket misundelsesværdigt Lod! Jeg og alle andre 121 blive af med vore Penge, naar vi komme herud, men Herr Studiosus Trop speculerer herude og vinder.

TROP

Aa, Studiosus hid og did! De behøver slet ikke at lade mig høre, at jeg endnu ikke er Candidat. Chi va piano, va sano.

KEISER

De kan ogsaa Italiensk?

TROP

Ja det Ordsprog har jeg lært af Madam Voltisubito.

KEISER

Hvad hører jeg? De staaer i Forbindelse med denne elskværdige Beriderske, som har udsmuglet af Kjøbenhavns Fæstning saa mangt et Hjerte og saa mangen Bankoseddel.

TROP

Ja, men det taler vi ikke om. De skal ikke gjøre Nar af mig. Jeg kunde for længe siden havt dansk juridisk Examen med Characteer Beqvem, men det vilde jeg ikke.

KEISER

Fy! det havde været en Fornærmelse mod Kongens latinske Undersaatter.

TROP

Jeg kan, hvad Øieblik det skal være, skaffe Attest paa, at jeg har været nær ved at tage latinsk juridisk Examen. Det er jo dog noget.

122
KEISER

Det er i alle Maader ligesaa godt, som om De virkelig havde taget den.

TROP

Saa? Mener De det? Ja, jeg skal nok faae den endnu! Naar jeg engang gaaer op, saa kan De troe, jeg veed ogsaa lidt mere om Tingene, end disse nymodens lette Studenterdukker, som blive saa vindige af at gjøre Exercice.

KEISER

Naa, godt Ord igjen! Lad os ikke mundhugges! Vi ere jo confratres, musarum alumni. Jeg seer Tingen fra den rette Side. Jeg mener, at Herr Trop, for at kunne vedblive at være Student, som er det første man kan være paa Jorden, opsætter at tage Examen. Nu, saa skal han ogsaa i Evighed aldrig kaldes Philister, men stedse regnes med til Musatræets unge Skud. Kom, lad os drikke et Glas Viin paa den Forklaring!

TROP

Et Glas Viin? saamæn!

(De sætte dem ved Bordet.)
KEISER

See her, dette Glas er reent, ja bedre end reent; thi den smukke Rose har drukket deraf.

TROP

Rose! see, see!

KEISER

Er det ikke en smuk Pige?

123
TROP

Jo, saamæn er hun saa.

KEISER

De smukke Pigers og Jurisprudensens Skaal! Skal vi slaae dem sammen i eet Glas?

TROP

O ja! de gjør hinanden saavist ingen Skade.

(De klinke.)
KEISER

Lad nu Bacchus aabne vore Hjerter, og fortæl mig hvad De bestiller herude.

TROP

Ja, det er saamæn ingen Hemmelighed. Det er for Pryssings Regning jeg ligger her.

KEISER

For Pryssings?

TROP

Er det ikke ogsaa for hans Regning at De er her?

KEISER

Jeg?

TROP

Ja vist. De har et godt Øie til Jomfrue Semprififa.

KEISER

O kald hende ikke saadan. Hun hedder slet og ret Viva.

TROP

Jo Gu' hedder hun Semprififa. Jeg kan bevise det ved Kirkebogen, at Faderen, som er en Flynder, 124 imellem os sagt, og som forstaaer sig ligesaa meget paa fremmede Sprog, som en Bonde paa Agurkesalat, har ladet hende døbe ovre i Jylland, med det barbariske Navn. Det skulde nu være saa stort.

KEISER

Hun hedder Viva.

TROP

Ja, jeg veed saamæn nok hvad hun hedder. Nu kommer Touren til mig at drille Dem, Herr Keiser.

KEISER

Ligemeget! Men i hvad Ærinde er De her for Pryssing?

TROP

Det er nok første Gang, De er i Dyrehaven i Aar, siden De ikke veed det, for det er da bekjendt herude over det hele Folkefærd.

KEISER

Nu da?

TROP

Seer De, Pryssing er en Nar som har sat alle sine Penge til ved at ville vaere Forlægger af smaa kritiske og æsthetiske Skrifter; han har næsten intet meer at bestille som Bogbinder; han er nær ved at gaae Fallit.

KEISER

Ja, det veed jeg.

TROP

Nu tænker han at den ene Daarskab skal bøde paa den anden, og har besluttet at udgive et Ugeblad, for at hjelpe sine Financer paa Fode. Men 125 da vi allerede har saamange ypperlige Blade, saa er han bange for at han ikke kan hamle op med de andre, hvis han ikke leverer Kunstkritiker og Recensioner.

KEISER

Naa?

TROP

Og da der nu ikke er Theater i Byen i Sommermaanederne, saa har han faaet i Sinde at give Kunstkritiker over alle Kunsterne i Dyrehaven, og saa betaler han mig en Rigsdaler om Ugen for at ligge herude og skrive dem.

KEISER

Det er originalt.

TROP

Og jeg tænker som saa: Du kan jo sagtens tjene de Penge; siden kan Du læse desmeer, for at faae Examen og komme i Embede. Har det allerede varet saalænge dermed, saa kan det vare Dyrehavstiden endnu.

KEISER

Forstaaer sig.

TROP

Men han er en skammelig Betaler; han skulde betale mig forud hver Uge, det er Accorden, men ikke desmindre skylder han mig nu to Rigsdaler. Ja, ja, han kommer herud i Eftermiddag. Han skal sandelig blive nødt til at punge ud.

KEISER

Ja det er ikke meer end billigt.

126
TROP
Mel. af Lønkammeret: Hør Skjønne, hvis I prøve vil. Hele den lange Dag jeg gaaer
Philosophisk op og ned paa Bakken.
Ved hver en Bod lidt stille jeg staaer,
Og lytter efter Folks Discurs og Snakken.
Til ind at gaae, jeg er for klog;
I Døren hver Mening jeg snapper,
Og fører det ind i min Bog
Hvergang at Publikummet klapper.
Nylig jeg hængte paa en Green,
For at see Beridernes Væsen.
Men Voltisubito var ikke seen,
Han slog en Apelsin mig midt i Næsen.
I Skræk jeg ned af Træet faldt,
Og holdt mig herefter til Jor'en;
Det trøster mig, at overalt
Gratis man faaer Tambour-Majoren.
Ofte hvad ei man Hk at see
Man beskriver i store Documenter.
Der burde være fri Entree
For Smagens Critici, for Recensenter.
Man lukker ind det uldne Faar,
Og klipper dets Pels for en Daler,
Mens Hanen, den Stakkel, han staaer,
Gloer paa Kassereren, og galer.

FIERDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE (med et malet Skilt i Haanden.)

ROSE

Herr Trop, der staaer en Mand derude og paastaaer, at De har bestilt dette Skilt hos ham. Det 127 nytter ikke, at jeg siger ham, det maa vaere en Feiltagelse; han bliver ved at paastaae, at De har bestilt det.

TROP

Lad mig see! Jo, det er rigtigt.

ROSE

Naa saa er det dog til Dem?

TROP

Ja det er, mit Barn.

ROSE

Saa De vil vise et Dyr frem?

TROP

Ja jeg vil.

KEISER
(tager Skiltet og betragter det.)

Et Dyr?

TROP

Er Herr Pelt derinde?

ROSE

Nei, han er gaaet et Øieblik bort.

TROP

Naa, ja, det er det samme. Han veed Beskeed, han har givet mig Lov til at forevise det her i Teltet.

KEISER
(læsende Skiltet.)

»Her forevises et sjeldent Dyr. Første Plads een Mark, anden Plads otte Skilling, tredie Plads 128 gratis. Notabene, Børn betale det halve.« - Hillemæn! De vil faae mange Børn paa tredie Plads!

ROSE

Nu saa vil jeg gaae ud og sige til Manden ...

TROP

Ja, siig ham kun, det er rigtigt. Hvad Betalingen angaaer, saa veed han Beskeed.

(Rose gaaer.)

FEMTE SCENE

TROP. KEISER.

KEISER
(i det han lægger Skiltet paa Bordet.)

Jeg kan ikke komme mig af min Forundring. Saa høistærede Collega har et sjeldent Dyr at forevise herude?

TROP

Ja, hvad skal man hitte paa? Mit Arbeide for Pryssing bringer mig saa godt som ingen Ting ind. Jeg maa see at tjene noget uden om.

KEISER

Ja det er fornuftigt tænkt. At være Recensent, det fører ikke langt; man maa selv være Kunstner.

TROP

Ganske rigtig. Først derved erhverver man sig Ret til at criticere de andre Kunstnere.

KEISER

Hvad er det da for et Dyr, De har? Er det et Dyr, som kan gjøre Kunster?

129
TROP

Nei, det troer jeg ikke, det kan.

KEISER

Hvad er det for eet?

TROP

Ja det er just det jeg ikke veed. Det er meget sjeldent; jeg har ikke før seet Mage til det.

KEISER

Hvor har De faaet det fra?

TROP

Ja, det siger jeg ikke.

KEISER

Formodentlig en Slags Abekat eller Bjørn?

TROP

Nei nei! meget sjeldnere.

KEISER

Det er dog et fiirføddet Dyr?

TROP

Nei, det har tre Been.

KEISER

Tre! Det er umuligt. Der er ikke noget Dyr skabt som har tre Been.

TROP

Da er mit dog skabt.

KEISER

Saa maa det være en Helhest. Hør, De forstaaer vist ikke Naturhistorie?

130
TROP

Naturhistorie? Nei, det er Hebraisk for mig.

KEISER

Ja, for mig ogsaa, thi jeg maatte opgive Naturhistorie til anden Examen, fordi jeg ikke havde Hebraisk.

TROP

Naa, saa forstaaer De vel lidt deraf?

KEISER

Ja lidt meer end af Hebraisk, men ikke meget meer.

TROP

Saa kan De vist sige mig Navnet paa Dyret?

KEISER

I det mindste kan jeg saa omtrent sige Dem, til hvad Slægt det hører.

TROP

Top! De skal faae det at see.

ROSE
(raaber ud.)

Herr Pryssing er der.

TROP

Saa for en Ulykke!

KEISER

Gjør mig den Tjeneste, at lade, som De ikke kjender mig. Jeg sætter mig her ved Bordet og lader som ingen Ting.

131
TROP

Nei dette Bord sætter jeg mig ved, det er mit Bord, sæt Dem ved det andet.

KEISER

De foretrækker det Bord, hvorpaa Viinflasken staaer? Godt! den skal være Deres.

(sætter sig ved Bordet paa venstre Side.)
TROP

Nu maa jeg lade som jeg var i Arbeide.

(Tager Papirer og Blækhuus ud af Bordskuffen, lægger det paa Bordet, sætter sig selv derved og lader som han skriver.)

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. PRYSSING. VIVA.

Mel. Themaet af Carnavalet i Venedig.

PRYSSING
Ja vi skal os fornøie
Ved Kilden excellent;
Dog først jeg holder Øie
Her med min Recensent.
TROP
Ih see god Dag! velkommen hid!
PRYSSING
Hvad skriver han, Herr Trop?
TROP
Jeg sidder her i kritisk Slid
Til begge Øren op.
(Pryssing tager Papirerne og læser; Keiser springer op og iler hen til Viva, som staaer noget bag ved de Gamle.)
132
KEISER
Velkommen ud i Skoven!
VIVA
Min Ven! tag Dig iagt!
TROP
(trækker Keiser i Kjolen.) Vær ikke saa forvoven!
PRYSSING
(læsende.) Ja det er rigtig sagt.
Det er et Mesterstykke,
Som han har skrevet her.
Jeg strax det lader trykke,
Saasnart det færdigt er.
TROP
Men læs kun, læs kun længer frem,
Saa skal De bare see.
Paa Bunden skal jeg sige Dem,
Der er Rosinerne.
PRYSSING
Sin Dont han veed at passe,
Hans Recension er stor.
TROP
Jeg har hver Lirekasse
Og Trommernes Major.
Hans Piano, hans Crescendo
Er alt i min Journal;
Castigat non ridendo
Vor Smag og vor Moral.
133
KEISER og VIVA
I Skovens Taushed, hvilken Lyst
At see sin Hjertens Ven!
Her synger hver en Fuglerøst:
I sees, I sees igjen.

KEISER og VIVA PRYSSING
Nu hurtig, inden Fatter (givende Trop Papirerne.)
Seer bort fra sin Journal! Hav Tak, min Herr Forfatter!
Om lidt vi samles atter
I Kirstens Kildedal. Jo det er en Journal!
TROP
(afsides.)
Han mærker ei sin Datter,
Ja han er kritisk gal.

(Kejser sætter sig paa sin forrige Plads, fager en Bog op af Lommen og læser. Viva nærmer sig de andre.)

PRYSSING
(til Trop.)

Kjender han det Menneske, som sidder der og lader som han læser?

TROP

Lader? Jeg troer, han læser virkelig.

PRYSSING

Det troer jeg neppe. Kjender han ham ikke?

TROP

Nei, jeg gjør saamæn ikke.

PRYSSING

Det er en Student, som hedder Keiser.

134
TROP

Saa? Ja det er meget muligt. Jeg er ikke pligtig at kjende alle Studentere.

PRYSSING

Det er en Laps, en Vindbeutel.

TROP

Ja han seer ud til allehaande.

PRYSSING

Viva! - Naa, er Du der? Gaae ikke for langt bort, mit Barn! hold Dig her i Nærheden.

TROP
(afsides til Viva.)

Bryd sig om ingen Ting, Jomfrue; jeg skal nok holde den Gamle med Snak.

(Viva giver Keiser et Tegn, og gaaer ud igjennem Teltet til Promenaden. Han følger efter.)

SYVENDE SCENE

TROP. PRYSSING.

PRYSSING

Men hvad skal det Skilt betyde? (læser.) »Her forevises et sjeldent Dyr.« - Hvad er det? Er han bleven Bjørnetrækker?

TROP

Nei, det er ingen Bjørn.

PRYSSING

Hvad da?

135
TROP

O det er saadant et Dyr som jeg har lagt mig til herude.

PRYSSING

Og det vil han vise frem for Penge?

TROP

Ja jeg vil, Herr Pryssing!

PRYSSING

Det gaaer ikke an! Ingenlunde! Vil han paa eengang være baade Kunstner og Criticus? Det skikker sig ikke. Hvem skulde saa recensere ham og hans Dyr?

TROP

Det skal vi nok gjøre selv.

PRYSSING

Ja, det maatte da skee fiint, meget fiint, for at ingen skulde mærke det.

TROP

Ja lad mig kun om det.

PRYSSING

Og at saa de Arbeider han har for mig, ikke komme til at staae tilside for dem, som han har for sig selv.

TROP

Jeg skal nok besørge det ene og det andet. Jeg er jo vel nødt til at sørge for mig selv. Troer Herr Pryssing maaskee, jeg kan komme ud af det med een Rigsdaler om Ugen, naar jeg først skal see alle Kunsterne og dernæst leve af naturlig Føde?

136
PRYSSING

Aa hvad! Det er en meget god Betaling.

TROP

Jo, jeg takker. Og saa skylder De mig ovenikjøbet for de sidste 14 Dage. Jeg skal have to Rigsdaler.

PRYSSING

Han skal have Fanden og ikke to Rigsdaler. De Penge har jeg holdt tilbage for Menneskeslægtens Ødelæggelse.

TROP

For Menneskeslægtens Ødelæggelse?

PRYSSING

Ja, for hans Tragedie, Menneskeslægtens Ødelæggelse, som han har givet mig til at indbinde.

TROP

Og som De nu har havt i en heel Maaned, uden at gjøre noget ved den.

PRYSSING

Jeg har havt andet at bestille. Naar det første Nummer af mit Ugeblad er kommet ud, saa begynder jeg paa hans Ødelæggelse.

TROP

Jeg længes saameget efter at faae den indleveret.

PRYSSING

Aa Snak! Jeg har sagt ham det over ti Gange, der kommer ikke noget ud af at han bringer Ødelæggelsen paa Theatret. Folk vil nu hverken ødelægges eller opbygges.

137
TROP

Vær De rolig og arbeid De frisk væk paa Menneskeslægtens Ødelæggelse.

PRYSSING

Ja, ja! Nu skal jeg tage fat paa den.

TROP

Men siig mig ikke at saadant et Bind skal koste to Rigsdaler.

PRYSSING

Hør nu, vær nu rimelig. Han vil have sin Ødelæggelse stiv. Ikke sandt?

TROP

Jo.

PRYSSING

I Maroquin?

TROP

Ja.

PRYSSING

Forgyldt?

TROP

Ja.

PRYSSING

Naa? Nu kan han selv gjøre Regning. Naar hans Ødelæggelse skal forgyldes, saa kan den nok komme til at koste ham to Rigsdaler.

TROP

Aa hvad! det er det samme. Tilsidst gaaer dog Forgyldningen af den. Saa lad den ligesaagjeme blive borte, men saa skal De derimod gjøre mig en Tjeneste.

138
PRYSSING

Og det er?

TROP

De skal binde den i to Bind.

PRYSSING

Hvorfor?

TROP

Jo, for den er stor nok dertil. Desuden har jeg læst, at Eenaktsstykker fordærve Smagen. Een Akt er ogsaa for lidt til den hele Menneskeslægts Ødelæggelse. De skjærer den tvers igjennem i to lige store Parter, og binder hver ind for sig, det har meer Anseelse. Naar det ikke koster meer at redde Smagen, hvorfor skulde vi saa ikke gjøre det?

PRYSSING

Ja ja, det skal jeg føie ham i. Er saa alting godt?

TROP

Saa lad det blive derved.

PRYSSING
(seer sig om.)

Viva! - hvor blev hun nu af?

OTTENDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE, som har passet paa ved Indgangen.

ROSE

Vil Herren tale med Jomfruen?

PRYSSING

Ja, hvor er hun?

139
ROSE

Hun staaer derude ved Veien, og morer sig med at see paa Folk.

PRYSSING

Og Studenten?

ROSE

Hvilken Student?

PRYSSING

Han som sad her.

ROSE

Naa, var det en Student? Han er gaaet for længe siden.

PRYSSING

Er han det? Naa, ja saa ....

ROSE

Vil De maaskee tale med ham?

PRYSSING

Nei, nei! gu vil jeg ikke, nei. Kald paa min Datter.

ROSE

Strax.

(gaaer.)

NIENDE SCENE

TROP. PRYSSING.

PRYSSING

Det er bandsat med de Snuushaner.

TROP

Aa De kan troe, Jomfruen har slet ikke lagt Mærke til ham. Hun har ikke seet paa ham en eneste Gang.

140
PRYSSING

Naa det er mig kjært at høre. Den Vindbeutel har tidt og mange Gange sværmet omkring hende.

TROP

Det er nok længe siden.

PRYSSING

Det kan være et Par Maaneder, siden jeg sidste Gang feiede ham.

TROP

Et Par Maaneder! Ja i den Tid kan saadan en Springfyr have skiftet Tanker over hundrede Gange. Jeg troer ikke, han bryder sig meer om hende. Han sad saa fordybet i sin Bog og saae saamæn slet ikke efter hende.

PRYSSING

Naa det glæder mig at høre.

TIENDE SCENE

DE FORRIGE. VIVA.

PRYSSING

Hvor bliver Du af? Vi skulde jo ud og see os om.

VIVA

Jeg troede, Papa havde Hemmeligheder at forhandle med Herr Trop, og saa gik jeg lidt bort, for ikke at være til Uleilighed.

TROP

Det kan Jomfruen aldrig være. O hvor De er nydelig idag! jeg har jo endnu ikke havt Tid at 141 hilse paa Dem. Charmant, charmant! De er rigtig nok godt indbunden.

VIVA

Synes Dem det?

TROP

Hvilket Snit! hvilket Snit!

VIVA

Ha ha ha!

TROP

Vend Dem om, jeg beder Dem. (hun vender sig.) Nei, den Ryg, den Ryg, den er prægtig. Det er kun Skade at Titelen er gal.

VIVA

Titelen?

TROP

Ja maa det ikke skjære Een i Hjertet, at see saa deiligt et Bind med en forkeert Titel?

PRYSSING

Hvad mener han med det?

TROP

Semprififa.

PRYSSING

Aa, begynder han nu med det igjen?

TROP

Det er hverken Latin eller Italiensk. Paa Latin hedder det Semperviva, og paa Italiensk Sempreviva, men Semprififa det er slet ingen Ting.

142
PRYSSING

Det var ikke mig, det var den jydske Præst som tog feil.

TROP

Nei Snak! De jydske Præster forstaae nok Latin. I er ikke den første Bogbinder, og bliver heller ikke den sidste, som har spoleret en smuk Ryg med en gal Titel.

PRYSSING

Ah! jeg vil ikke høre hans Finter. Kom, Viva! lad os gaae!

TROP

Adieu, Jomfrue Semprififa! god Fornøielse!

(Pryssing og Viva gaae.)

ELLEVTE SCENE

TROP

Hvor det morer mig at drille den Bogbinder. Saadan en Klisterbøtte bilder sig ind at være Criticus, Æstheticus, Literatus; han vil ophjelpe Literaturen, betale Honorar, forlægge Skrifter! O Du Stakkel! Du kunde nok trænge til at nogen ophjalp Dig selv og Dine Financer. Ellers kommer Du med samt Din hele Literatur under Fattigvæsenet. - Naa, jeg maa tænke paa mine Forretninger, (sætter sig ved Bordet, blader i Papirerne, drikker, dypper Pennen o. s. v.) Dersom jeg dog selv havde Evne til at begynde et Ugeblad! Hvor det smerter mig at disse fortræffelige Artikler skal staae i Pryssings literaire Gabestok.

143

TOLVTE SCENE

TROP. LEDERMANN. KLATTERUP.

KLATTERUP
(raaber ind i Teltet.)

Vi sætte os herude. Bring os saa noget Skinke og Sennep.

LEDERMANN
(stammende.)

Og en Fla-Fla-Flaske Viin.

KLATTERUP

Og to Glas.

TROP

Hvad mon det er for et Par Karle? De see ganske literariske ud.

KLATTERUP

See, der sidder Een, der seer ud til at være Skribent.

LEDERMANN

Mener De Ølta-ta-tapper Bendt?

KLATTERUP
(noget høiere.)

Jeg siger: en Skribent.

LEDERMANN

Ja saa!

KLATTERUP
(afsides.)

Dersom den Mand ikke var lidt tunghør og stammede, saa var han bestemt den behageligste Mand i Omgang, ligesom han allerede er een af Fædrenelandets meest udmærkede Forfattere.

144
LEDERMANN

Ja han seer ud til at være een af mine Fo-Fo-Folk.

KLATTERUP

Lad os gjøre Bekjendtskab med ham. (til Trop) Min Herre! De undskylder at jeg forstyrrer Dem, men Deres Beskjæftigelse, Deres Klædedragt, Deres hele Udvortes synes at vidne om, at De er een af dem som give mig og mine Lige noget at fortjene.

TROP
(reiser sig.)

Jeg veed ikke, hvem jeg har den Ære ....

KLATTERUP

Jeg er Bogtrykker Klatterup.

TROP

Ah! Det glæder mig usigeligt, at gjøre Deres personlige Bekjendtskab.

KLATTERUP

Tør jeg udbede mig Deres Navn?

TROP

Mit Navn er Trop.

KLATTERUP

Ah! Digteren, Forfatteren, Herr Trop! Det anede mig.

LEDERMANN
(til Klatterup.)

Hvem er det?

KLATTERUP

Det er Digteren, Herr Trop.

145
LEDERMANN

Ih! er det mu-muligt?

KLATTERUP
(til Trop.)

Maa jeg have den Ære at gjøre Dem bekjendt med Herr Literatus Ledermann? (sagtere.) De maa tale lidt høit til ham, han er noget tunghør.

TROP
(høit.)

Det smigrer mig særdeles. Jeg har læst saa mange fortræffelige Opsatser af Dem.

LEDERMANN

De har skr-skr-skrevet mange ski-skjønne Digte i Adresavisen.

KLATTERUP

Og grundige Kunstkritiker i vore meest yndede Blade.

TROP

Om jeg husker ret, saa er Deres Afhandling om Tranlamperne trykt paa Pryssings Forlag?

LEDERMANN

Ja han sky-skylder mig endnu Honor-Honor-Honorar for den.

KLATTERUP

Tal ikke om Pryssing, Herr Trop! han har ført sig skammelig op imod os begge. Herr Literatussen har skrevet for ham, jeg har trykket for ham, og ingen af os har han betalt.

146
LEDERMANN

Hvad-hvad-hvad siger De?

KLATTERUP

Jeg taler om Pryssing.

LEDERMANN

Ja det er en st-stor Kjæl-Kjæ-Kjæltring.

KLATTERUP
(til Trop.)

Jeg haaber, De er ude af al Forbindelse med ham.

TROP

Ja Gud bevares! Jeg seer ham aldrig.

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE (sætter Mad og Viin paa Bordet tilvenstre.)

ROSE

Vær saa god, mine Herrer!

KLATTERUP

O! et Glas endnu! - Jeg haaber, Hr. Trop er saa god at tage Plads hos os.

TROP

Jeg siger ikke nei.

(Rose bringer Glasset, og gaaer.)

FJORTENDE SCENE

TROP. LEDERMANN. KLATTERUP.

LEDERMANN

Lad os tage PI-Plads.

147
TROP

Med Fornøielse.

(De sætte sig, spise og drikke.)
KLATTERUP

For at komme tilbage til Pryssing, han har allerede for længe siden givet Literatussen og mig hver en Vexelobligation for det vi have tilgode. Imorges var den udløbet. Vi præsenterede den, men han var ikke i Byen; de sagde endog, at han var taget i Dyrehaven. Det kan jeg dog ellers neppe troe, at han skulde turde vise sig herude under saadanne Omstændigheder.

TROP

Nei, det tør han vist ikke.

KLATTERUP

Ja, for vidste jeg, at han var her, saa skulde han rigtig nok see Løier.

LEDERMANN

Hv-hva-hvad er det?

KLATTERUP

Vi tale om Pryssing.

LEDERMANN

Ja det er en st-stor Kjæ-Kjæ-Kjæltring. Lad os ikke tæ-tæ-tænke mere paa ham. Fo-Fo-Forfa-fa-fatterskabet leve!

KLATTERUP

Ja den Skaal drikker jeg med. (de klinke.) Hvor skjønt, hvor opløftende at see to store Mænd i samme Fag gjensidigen at lade hinanden vederfares 148 Ret, uden smaalig Jalousie! (til Ledermann.) Hørte De, hvad jeg sagde, Herr Literatus?

LEDERMANN

Jo jeg gjo-gjorde, Hr. Klat-Klat-Klatterup!

TROP

Men Herr Ledermann og jeg staae aldeles ikke hinanden i Veien.

LEDERMANN

Nei, paa ingen Maa-Maade. De har valgt det Æsth-Æsthetiske, det Krit-Krit-Kritiske.

TROP

De derimod det Statsoeconomiske, det Almeennyttige, det til Borgerheld sigtende ....

LEDERMANN

Jeg le-le-lever af at gjøre op-op-gjøre op-opmærksom paa Mis-Mis-Misbrug.

KLATTERUP

Ganske rigtig! hver har sit særskilte Fag. Af begges forenede Bestræbelser vil der fremgaae en høi Grad af almeen Oplysning og almeen Velstand.

Mel. Malborough i Leding drager. (Under denne Sang spiser og drikker Leders mann meget graadig.)
TROP
Naar jeg til Kilden drager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
149
TROP
(høiere.) Naar jeg til Kilden drager,
Er det for Kunst og Smag.
KLATTERUP
(til Trop.) Ja vist, men Kunst og Smag
Er ei vor Naboes Fag.
Naar han sig hid umager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
KLATTERUP
(høiere.) Naar De Dem hid umager,
Er det en anden Sag.
(Til Trop) Han seer paa Brød, paa Smør,
Han modig nævne tør
Den Taxt som hver en Bager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
KLATTERUP
(høiere.) Den Taxt som hver en Bager
Og Kromand følge bør.
(Til Trop) I Kjøbenhavn saa net
Han passer Fortougsret,
Og tidt i Bladet klager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
150
KLATTERUP
(høiere.) De tidt i Bladet klager
Paa Rendestenens Bret.
(Til Trop) Han agter paa hver Støi,
Hver Lygtepæl, hver Fløi,
Og skarpt for Øie tager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
KLATTERUP
(høiere.) De skarpt for Øie tager
Betalte Ringetøi.