Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

b
c
d
e

JOHAN LUDVIG HEIBERG

📖 POETISKE SKRIFTER

UDGIVNE AF CARL S. PETERSEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG KØBENHAVN 1931

f

J. JØRGENSEN & CO.
IVAR JANTZEN
KØBENHAVN

I

INDLEDNING

I Sommeren 1825 gæstedes København af Jfr. Emilie Pohlmann, første Sangerinde og Elskerinde ved Teatret i Hamburg. »Ved en smagfuld, tiltrækkende Paaklædning, dejlige smaa Ben, smukke Øjne, som hun vidste at gøre godt bemærkelige, en nydelig Hals - et indtagende livligt og naivt Væsen - en svævende Gang, en smuk Holdning - gjorde hun en Opsigt som endnu ingen fremmed Kunstnerinde. Da hun havde spilt 2de Aftener, var hun allerede saa afholdt og bekendt, at det var ikke muligt at erholde Billetter uden af Sjoverne. Omtrent 12 à 14 Gange betraadte hun Zenen (!) i en 3 Ugers Tid og erholdt af Theater-Direktionen 30 Specier pr. Aften (Skuespiller Nielsen, som agerede bestandig med hende i Elskerroller, var sterbens forlibt i Pigen og Pigen i ham, som man mener bidrog ikke lidet til det heldige Spil).«

Med saa stor Entusiasme har en ungdommelig Tilskuer tilhørende den hæderlige Handelsstand søgt at give en Ven, der var Assistent ved Kolonierne i det fjærne Nordgrønland, Indtryk af, hvilke Nydelser Skæbnen havde nægtet ham at delagtiggøres i. Ganske særligt henrev Jfr. Pohlmann Publikum ved sin Udførelse af den kvindelige Hovedrolle i II Vaudevillen »Die Wiener in Berlin«, ogsaa her ypperligt bistaaet af nogle blandt det kgl. Teaters mest fremragende Kunstnere: foruden, som nævnt, N. P. Nielsen ingen ringere end selve Dr. Ryge.

Opførelsen af »Die Wiener in Berlin«, den første Vaudeville, der er gaaet over en dansk Scene, fik særdeles betydningsfulde Følger.

I

Ved Midten af April Maaned samme Aar var J. L. Herberg vendt tilbage til København paa Orlov fra Kiel, hvor han siden 1822 havde været ansat som Lektor i dansk Sprog og Litteratur ved det derværende Universitet. Med denne Stilling følte han sig i alle Henseender utilfreds, og det var derfor hans faste Beslutning at benytte Opholdet i Hovedstaden til under en eller anden Form at skabe sig den blivende Position i den litterære Verden, som han, der gik i sit 35te Aar, endnu ikke havde naaet, skønt han havde en ret omfattende og alsidig Forfattersvirksomhed bag sig. Det slog ned i ham, at ved de tyske Sommerskuespil og deres begejstrede Modtagelse var der tilvejebragt en øjeblikkelig Situation, som ingen vilde være i Stand til at udnytte og videreføre saa godt som han. Med Vaudevillen som Kunstart i dens franske Form var han fuldt fortrolig fra de Aar, han 1819-22 tilbragte i Paris hos sin Fader, den landsforviste P. A. Heiberg; ogsaa dens særlig tyske Skikkelse kendte han nøje. Mangfoldige Gange havde han søgt at bøde paa den akademiske Kedsommelighed i Kiel ved at tage til Hamburg og dér glæde sig over Emilie Pohlmanns Spil netop i »Die Wiener in Berlin« - skulde han da ikke III ogsaa have befundet sig blandt Tilskuerne i det kgl. Teater ved hendes Optræden her?

Det var imidlertid langtfra hans Tanke at ville nøjes med en Virksomhed som blot og bar Oversætter eller Bearbejder; tværtimod var det hans Hensigt at give Vaudevillen et dansk Særpræg, der kunde genskabe det nationale Lystspil og sætte dette i Stand til at tage Kampen op med, om muligt besejre den oehlenschlägerske Tragedie, Tidens ypperste og saa godt som eneste originale Frembringelse paa den dramatiske Kunsts Omraade. Han var sig klart bevidst, at han til Løsningen af en saadan Opgave raadede over medfødt Lune, sikker Smag og udpræget musikalsk Sans, og det har utvivlsomt ikke just været som ydmyg Supplikant, at han henvendte sig til Jonas Collin, den mægtigste Mand indenfor Teatrets Direktion, og forelagde ham sine Planer. Disse vandt Collins absolutte Bifald, og den 28de November gik under spændt Forventning den første danske Vaudeville »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« over Brædderne. Den gjorde trods alle onde Forudsigelser stormende Lykke og fortrængte i Følge J. P. Mynsters maliciøse Udsagn Grundtvigs »Kirkens Genmæle«, der var udkommet et Par Maaneder i Forvejen, som Dagens Samtaleemne Mand og Mand imellem. Ogsaa ved Hove vandt den Bifald. Frederik den Sjette overværede i egen Person Premièren, og i Arveprins Ferdinands Palæ opførtes den som Dilettantkomedie af den fornemme Verden, ved hvilken Lejlighed det behagede Hans kgl. Højhed selv at udføre Tobaksspinder og Major i Borgerskabet Brandts Rolle!

Medens dette Stykke Aften efter Aften spilledes IV for udsolgt Hus, naaede det næste, »Den otte og tyvende Januar«, der efter Anmodning fra Collins Side blev skrevet til Kongens Fødselsdag i 1826, kun et Faatal af Opførelser og er ogsaa i sig selv ganske ubetydeligt. Med sin tredje Vaudeville vandt Heiberg derimod paa ny en glimrende Sejr, og dette skyldtes for en meget væsentlig Del en Oplevelse, han havde i Mellemtiden, og som blev det umiddelbare Udgangspunkt for hans nye Arbejde.

Ved en Aftenunderholdning, som den udmærkede Skuespiller Frydendahl afholdt paa Hofteatret den 12te Februar 1826, stiftede Publikum Bekendtskab med en lille litterær Nyhed: Poul Møllers »Hans og Trine, Scene i Rosenborg Have«, der udførtes af C. N. Rosenkilde og Johanne Luise Pätges, da Elev ved Balletten. Den fortræffeligt vedligeholdte naive Komik, det spillende Lune og den slaaende Naturlighed, hvormed den 13-aarige Pige og den 40-aarige Mand førte deres Samtale, gjorde, at den lille Scene modtoges med en Overgivenhed, en Latter, en Applauderen, som syntes ingen Ende at ville faa. Stærkt betaget lod Heiberg, der var til Stede, sig endnu samme Aften forestille for den unge Pige, og i Løbet af de kommende Uger skrev han »Aprilsnarrene« - »min første Kærlighedserklæring til hende«, siger han selv mange Aar senere.

Stykket kom til Opførelse den 22de April med en helt igennem fortrinlig Rollebesætning og en ligesaa udmærket Udførelse. Under de første Scener forholdt Publikum sig ganske vist noget køligt afventende, men da Jfr. Pätges som Trine Rar med uforligneligt Skælmeri havde foredraget Sangen »Der er i Himlen en Dreng saa smuk«, brød V Bifaldet løs. Munterheden øgedes ved det overraskende Talent, hvormed den lille Fremstillermde bestod den snart efter følgende, af de Medspillende med stor komisk Kraft gennemførte Examination, og Stemningen i Teatret steg til Jubel, da Rosenkilde ved Stykkets Midte kom farende ind paa Scenen som et i Udseende og Lader sandt Pragtexemplar af en opløben, kaad københavnsk Skoledreng. Replikskiftet og Vexelsangen mellem ham og hende, de derefter Slag i Slag indtrædende lystige Situationer og Forviklinger holdt Tilskuerne uafbrudt i Aande, og da Trine traadte frem for at synge Slutningsverset, hilstes hun, hvad der den Gang var noget aldeles nyt, med stærk Applaus. Ved Tæppets Fald lød langvarige Klapsalver.

Med »Aprilsnarrene« staar den heibergske Vaudeville i Blomst. Sammenlignet med de to ældre Stykker har dette, uanset Overdrivelser og Usandsynligheder, langt stærkere Rod i Livet og Virkeligheden, langt mindre i Litteratur og Teater. Dialogen er lettere og mere naturtro; de lyrisk-erotiske Partier, der tidligere traadte i Skygge for de burlesk-satiriske, trækkes stærkere ind som Led i Handlingen, og der er over dem en varmere, mere personlig Tone, end der før havde været. At dette skyldes Forelskelsen i den lille Pige, der senere blev hans Hustru og et af de mest straalende Navne paa den danske Skueplads, vilde han selv være den sidste til at nægte.

Saaledes syntes Maalet da at være naaet. Men da den næste Vaudeville »Recensenten og Dyret«, hvis Hovedrolle var skrevet for G. N. Rosenkilde, den 22de Oktober bragtes paa Scenen, vendte VI Stemningen sig. »En nye Vaudeville af Dr. Heiberg,« skrev det kgl. Biblioteks Overbibliotekar E. C. Werlauff otte Dage senere til sin Ven Vedel Simonsen paa Fyen, »er bleven spilt en Gang; men da der blev hysset, og man frygtede for, at den næste Gang skulde blive udpebet, bliver den formodentlig ikke givet mere.«

At noget saadant en Gang før eller senere maatte kunne indtræffe, var at vente. Som alt nyt blev ogsaa de heibergske Vaudeviller lige fra første Færd mødt af stærk Modstand indenfor visse Kredse, og det var denne Uvilje, der nu paa Grund af særlige Omstændigheder gav sig saa demonstrativt et Udslag.

II

Endnu før »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« var indleveret til Teatret, paa det blotte Rygte om, hvad der forestod, søgte Skuespiller N. P. Nielsen, der følte sig krænket over, at hans Udførelse af en Rolle i Heibergs Skuespil »Nina« (Marts 1824) ikke var blevet tilstrækkeligt paaskønnet af Forfatteren, at rejse Kunstens og Smagens Venner til Protest mod en saadan Profanation af den nationale Skueplads. Der opstod saa livligt et Røre, næret ved Bysnak og Sladder, hvortil Nielsen selv bidrog med grove Udfald mod Heibergs Personlighed, at allerede inden Stykket naaede frem til Opførelse, havde der dannet sig en Opinion mod det og den Genre, det tilhørte. Det skulde heller ikke virke afdæmpende paa Gemytterne, at der, hvad Gud og Hvermand vidste, paa autoritativt Sted, indenfor Teatrets høje Direktion herskede meget delte Meninger om det heibergske Forehavende.

VII

Af det kgl. Teaters Direktører var den alderstegne Rahbek nu som altid - efter hans egen Ytring i Anledning af »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« - paa Post overfor »hvert Skridt vi rykke Fjæleboden nærmere, hvortil jeg er bange, disse Vaudevilleskuespil saare let kunne lede«. Alligevel afviste han ikke dette Stykke, men nøjedes med at foreslaa en Række Forandringer, af hvilke den vigtigste var, at Navnet paa Hovedpersonen ændredes fra Rothschild til Goldkalb for ikke at fornærme dets virkelige Indehaver! Ved »Aprilsnarrene« derimod fralagde han sig ethvert Ansvar, da især Slutningen deraf forekom ham for dybt under Lystspillets og et kongeligt Nationalteaters Værdighed. Det var Scenen med de to Personer i Kurven, som i Moralens Navn faldt ham for Brystet. »Jeg erindrer mig (skriver han til Collin), at der i Guldborgs Tid var en lignende Scene i et Stykke af Sigvart Lyche, som derudover blev confiskeret, eller supprimeret, og at jeg ugierne maa ville, at jeg skulde have givet mit Minde til noget lignende, kan du ikke fortænke mig.« Overhovedet følte han det som sin Pligt »at vedgaae, at dette aldeles ikke kan taales paa Theatret, og at, om Stykket endog, som var muligt, desuagtet, om ikke derved, gjorde Lykke første Aften, kunde det dog den følgende være vis paa en gruelig Fløiteconcert, anført af dem, hvem Kong Salomon har giort formegen Lykke.«

At »Aprilsnarrene« var et frivolt Stykke, hvis Opførelse en Fader ikke godt kunde lade sin unge Datter overvære, kom Rahbek aldrig bort fra. Ogsaa hans Meddirektør, Etatsraad G. H. Olsen, der forøvrigt stemte for Antagelse, fandt »paa mange VIII Steder Indfaldene vel plumpe for ei at sige med den svenske Dandsemester mycke oanständige« og anfører - uden nærmere Begrundelse, hvad der i dette Tilfælde næppe kunde siges at have været overflødigt - som Exempler Vendinger som »Jeg er bange mine gode Beenklæder tage Skade« og »hele Klatten«, tilføjende et »etc.«! Af en noget anden Art var Teaterchefen, Kammerherre Holsteins Udsættelser. Det syntes ham saaledes, »at Bager Simon peger vel stærkt paa en Mand der er benaadet med Hæderstegnet ligesom Dandsemesteren har altformeget til fælles med en skikkelig Figurant ved Theatret der er Svensk født, og som med Grund vil saares ved at kome frem paa en Scene hvor ved han har tient i mange Aar; hvorfor skal hiin være Bager og denne Svensk?« Som det ses, maatte Bageren dele Skæbne med Baron Rothschild; i det trykte Stykke er Simon en tysk Avanturier, medens Tennemann stadig er svensk Dansemester!

Et Skin af Berettigelse fik Rahbeks Frygt for Fjælleboden og Holsteins for personlig Model, naar henses til Maaden, hvorpaa nogle af Skuespillerne slog sig løs i de to første Vaudeviller. Ved Premièren paa »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« lod Ryge, der spillede Salomon Goldkalb og gjorde det fortrinligt, denne stjæle en Sølvske; ved en af de følgende Forestillinger indflettede han i den satiriske Vise ved Punchebollen et selvlavet, yderst flovt og stødende Vers i Stedet for et af Forfatterens, og ved alle skreg han efter Skaalen »Hep! Hep! Hep!«, det fra Jødeforfølgelserne i 1819-20 velkendte Smæderaab. Nogle Eder havde Heiberg lagt i Munden paa IX de korsørianske Smaaborgere og den gamle Sømand i »Den otte og tyvende Januar«; de blev af Skuespillerne forøgede med et dobbelt Antal grovere, og i det sidst nævnte Stykke fremstilledes i tre af Birollerne veltrufne Portrætter af kendte Personer i Hovedstaden; den ene, en Justitsraad og Arkivar i Danske Kancelli, blev saa livagtigt efterlignet, at Publikum, som Werlauff fortæller Vedel Simonsen i et Brev, virkelig troede, at Manden havde staaet i Kulissen og ved en Forseelse var kommet ind paa Scenen!

Det siger sig selv, at Teaterdirektionen strax nedlagde Forbud mod slige Utilbørligheder, og de blev heller ikke gentagne; men af Vaudevillens Modstandere grebes de med Begærlighed; det hed sig, at Skuespillerne blot handlede i Overensstemmelse med Forfatteren og efter hans Anvisninger. Særlig Forargelse vakte den megen Banden. En Anmælder udtalte i den Anledning sin Frygt for, »at Theatret skulde ved slige Stykker vorde en Planteskole for nyemodens Eeder«, og Blicher, der nærede et glødende Had til Heiberg siden dennes afvisende Anmældelse af hans Tragedie »Johanna Gray« (1825), gjorde i sin Novelle »Røverstuen« Læserne en ironisk Undskyldning for, at hans enfoldige Muse »endnu ikke har været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen«; ellers havde han her, i Scenen mellem Sorte Mads og Skytten, haft den ønskeligste Lejlighed til at udpynte sin Fortælling »med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebjæf mod Løvebrøl.« Som et lille, men meget betegnende Vidnesbyrd om den X Opfattelse, der i det hele taget raadede i Modpartiets Lejr, stod en Dag i Adresseavisen en Notits, hvori der »faldbødes, blandt adskillige Urtekramvare, ogsaa Vaudeviller«, og det var ganske i Overensstemmelse med denne Betragtning, naar en Teaterrecensent i en som Brev formet Maanedsoversigt udtalte Haabet om, »at Du billiger min Taushed i Henseende til Vaudevillerne. Deres rette Domstol bør aldrig være den, for hvilken en god, ufordærvet Smags Producter fremtræde«. Med en Hentydning, hvis personlige Adresse ingen godt kunde tage Fejl af, tilføjede han i en Note: »Det gaaer med Vaudevillerne, som med Barberen, der ved allehaande Kunster pousserer sig, bliver kaldt »Doctor«, og gaaer som saadan hos sit Publikum for en lærd Mand. Om disse Doctores vil i Tiden gavne den Videnskab, de, Skam at tale om, henregne sig til, er ikke vanskeligere at besvare, end det Spørgsmaal, om Farcevæsenet vil gavne den dramatiske Kunst og det derhen hørende.«

Under saadanne Forhold virkede Fremkomsten af »Recensenten og Dyret« som en Gnist i Krudttønden. Alene ved sin Handling, der er henlagt til Dyrehaven og fører Bakkens brogede Gøglerliv ind paa det kgl. Teaters Scene, ramte denne Vaudeville Rahbek paa hans allerømmeste Sted, og hans Censur kom, mod Sædvane, til ganske kort at lyde: »Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for sige videre om det.« Dette var dog kun den ene Side af Sagen. Endnu inden den endelige Antagelse, der atter skyldtes Collins kraftige Vilje, vidstes det over hele Byen, at Heiberg denne Gang havde valgt Pressens Mænd til Skive for sine XI Morsomheder, og at hans velkendte Tilbøjelighed for personlig Satire her havde naaet Toppunktet af Frækhed, idet han i Hovedfiguren havde fremstillet en litterær Modstander, »Conversationsbladets« Redaktør og Teaterrecensent Hr. H. C. G. Proft, paa en saa utvetydig Maade, at endog hans Navn var benyttet, blot med en Omsætning af Bogstaverne. Der var da her den gunstigst mulige Lejlighed til Hævn, som ogsaa blev taget; Tæppet gik ned over en veritabel Fjasko, og i sin Anmældelse af »den raadne Flynder«, som han kaldte Stykket, kunde Proft hoverende skrive, at »det lader til at være paa Heldingen med Vaudevillemageren, der (for at tale i det moderne Vaudevillesprog) efter Forestillingen gik af Veien som en vaad Hund, da Gadeproduktet blev almindeligen udhysset og det saa stærkt, at de faa. Klappere strax bleve overdøvede, uden at Piberne engang behøvede at lade sig høre.«

Vaudevillens Modstandere jublede; men de gjorde Regning uden Heiberg, der viste sig Situationen fuldkommen voxen. Efter Aftale med Collin forsvandt samtlige Vaudeviller med ét Slag fra Teatret, og i tre Maaneder holdtes Publikum i Karantæne. Imens skrev han sit Forsvarsskrift »Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads«, der udkom i December 1826 og er hans første æstetisk-kritiske Arbejde.

III

Det lille Skrift, der den Dag i Dag er værd at læse, begynder med et udførligt, vittigt og skaanselsløst Angreb paa den Dilettantisme, der i den sidste Menneskealder har grebet om sig paa alle XII Omraader herhjemme, ikke mindst indenfor Poesien; det giver derunder en Karakteristik af de forskellige dramatiske Kunstarter, bestemmer deres indbyrdes Afgrænsning og hævder Nødvendigheden af, at der skabes Respekt for de rene Former i Dramet, for at den komiske Digtekunst, der forhen har været national her i Landet, atter kan komme til Værdighed.

Naar det er et ubestrideligt Faktum, at vi i de sidste tyve til tredive Aar intet nationalt Lystspil har erholdt, er Grunden den, at Publikum gennem den Hærskare af elendige Oversættelser, som behersker Repertoiret, ved den idelige Fremstilling af tyske, franske, engelske, spanske og italienske Sujetter har faaet »en saadan Foragt for det Indenlandske, at det næsten anseer det for umuligt, at nogen interessant Begivenhed skulde kunne tildrage sig paa denne stakkels Jordbund og i denne usle Tid. Et Lystspil, hvis Scene var her i Landet og i nuværende Øieblik, vilde i enhver Situation støde an mod Sandsynligheden, og i enhver Characteer kun altfor meget støde sammen med den; thi ved enhver Situation vilde man sige: »Sligt kunde aldrig passere her«; og ved enhver Characteer: »Hermed er meent Herr A eller Herr B.« Saa smaalig og saa ukunstnerisk er vor Anskuelse af den comiske Digtekunst bleven; saa stor en Ringeagt have vi endelig faaet for os selv og vore Omgivelser. Sættes derimod de samme Characterer og de samme Situationer i et fremmed Land, saa finder man det Urimeligste rimeligt, og Intet for nærgaaende. En Ed, selv om den er paa sit rette Sted, mishager i en Original, men glider ypperlig ned i »Fugleskydningen«; en anstændig Pige, som holdes for en Skjøge, behager i »Ringen Nr. 1«, XIII men lad en dansk Forfatter vove det Samme, og man vil skrige paa Immoralitet og Uanstændighed. Vi Danske altsaa, vi som i den comiske Litteratur have erhvervet os et Navn, der har gjort os berømte over hele Europa, vi ere nu blevne saa smaa, saa jammerlige, at. vi ingen andre Comedier kan taale, end dem som tilhøre fremmede Nationer, især Tydskerne, som i dette Fag burde gaae i Skole hos os, istedenfor at ansees for vore Mestere, og af hvem? af os selv.«

Til at sætte en Grænse for denne Jammerligheds videre Udbredelse og forberede Muligheden af et nyt nationalt Lystspil kan. der efter Heibergs Mening »ikke vel udfindes noget beqvemmere Middel end Vaudevillen, som allerede ved sin Forening af to Digtarter er skikket til at indsmigre sig i Publicums Yndest, medens den ved sin Simpelhed og Popularitet bliver istand til at rodfæste sig deri, og - hvad som er ligesaa vigtigt som det Øvrige - idet den er en objectiv bestaaende Digtart, ikke en vilkaarlig Dilettantisme, der ei kan være Gjenstand for Kunsten.« Imidlertid er der Smagsprædikanter og Recensenter, som mener, at Vaudevillerne, langt fra at have banet Vejen til en national Komedie, tværtimod har gjort denne vanskeligere, idet de i deres danske Skikkelse ret beset kun er Farcer og Fjællebodsstykker. »Hvad er det egenlig, hvorved I finde jer forpligtede til at give mine Vaudeviller Navn af Farcer? Er det fordi en fattig Skakkerjøde antages i Korsøer for at være en fornem Mand? Fordi en ung Forelsket kjøber 13 Hatte og 7 Huer, alene for at faae Hattemagerens Datter i Tale? Fordi en Elsker bliver bragt ind i en Kurv? Fordi en XIV stakkels Karl, paa hvem Critiken har forrykket Hjernen, ligesom paa jer, bilder sig ind at han kan tjene Penge i Dyrehaven ved at fremvise Noget som Ingen gider see, ligesom I indrette jer paa at tjene Penge ved at skrive Noget som Ingen gider læse?« Men naar den, som har opfundet disse Træk, er en Farceskriver, hvad er saa Holberg, hvis Komedier »alle vrimle af de største Overdrivelser, Usandsynligheder og burleske Træk, og det i deshøiere Grad, jo fortræffeligere de ere? Naar I nu belægge Stykker, som indeholde slige burleske Indfald, med Navnet Farcer, saa har Farcen gjort Danmark lige saa berømt, som Tycho Brahe og Tordenskjold; og jeg maa da af Beskedenhed frabede mig den Ære at regne mine ufuldkomne Arbeider til denne Klasse.«

Sigtelsen mod »Aprilsnarrene« for Umoralitet afviser Heiberg med nogle Linjer og vender sig derefter til Affæren Proft. »Jeg skal ikke nægte, at Taalmodigheden forgik mig, da man i »Recensenten og Dyret« paaduttede mig at have skildret under Navn af Trop en berygtet Smører, som jeg neppe vilde lade komme ind i min Stue, endsige fremstille for et stort og anstændigt Publicum, og paa et kongeligt Theater. Thi jeg maa vel spørge Enhver: hvad Lighed findes der mellem min Trop og hiin berygtede Smører? De ere Begge naragtige Recensenter, men troer man da, at vi kun have een naragtig Recensent, eller skal Characteren nødvendig hentydes paa ham, fordi han er den naragtigste? Thi paa dette Træk nær, ere de vel saa forskjellige som Dag og Nat. Min Trop er en godmodig, gammel Karl, som allevegne søger at stille tilrette; han er det bedste Menneske i hele Stykket; thi Elskeren XV gjør hverken Godt eller Ondt, men viser sig kun som en lystig og forelsket Person. Trop er beskeden: han staaer og lytter udenfor Fjæleboderne i Dyrehaven, istedenfor med Uforskammenhed at trænge sig ind i dem. Han er endelig, med al sin Naragtighed, en uplettet, ærlig Sjæl, hvorfor ogsaa Elskeren, som er en honnet Student, ikke skammer sig ved at sidde hos ham, og drikke et Glas med ham. Men hvor i al Verden kan man da finde Lighed mellem ham og den Berygtede? Jeg har aldrig i nogen Vaudeville skrevet en Rolle med større Forkjærlighed end Trops, thi denne Characteer forekom mig selv at indeholde en original Blanding af Naragtighed og Elskværdighed. Da nu tillige ved Stykkets Opførelse Hr. Rosenkildes ypperlige Fremstilling af denne Rolle svarede paa det Fuldkomneste til Forfatterens Idee, uden at lægge det mindste Fremmede enten i Characteren eller den udvortes Person, saa maa jeg tilstaae, at den forudfattede Menings Vedbliven er et Phænomen, som jeg ikke seer mig istand til at forklare, men som just derfor vel formaaer at gjøre en Forfatter frygtsom, om ikke ganske betage ham Lunet og Lysten til at skrive.« -

Den myndigt og smidigt skrevne Afhandling, hvis æstetiske Grundanskuelse staar i Pagt med den nye hegelske Filosofi, som Heiberg havde lært at kende under Opholdet i Kiel, forfejlede ikke sin Virkning. Da Vaudevillerne efter de tre Maaneders Karantæne atter viste sig paa Scenen, modtoges de med Gensynets Glæde, og »Recensenten og Dyret«, der nu fremtraadte lidt forkortet og med en forandret Slutning, fik den Oprejsning, Stykket i enhver Henseende saa ærligt fortjente. Et lignende hjærteligt XVI Bifald skænkedes »Et. Eventyr i Rosenborg Have« og »De Uadskillelige«, der bragtes til. Opførelse henholdsvis den 26de Maj og den 11te Juni 1827, og som begge indeholdt Backfischroller, skrevne for. Jfr. Pätges. De senere Vaudeviller »Kjøge Huuskors« (1831) og »De Danske i Paris« (1833). har trods smukke Sange mindre Værd og er ligesom »Nei« (1836), der er saa elegant sat op, i Karakter væsentlig forskellige fra Hovedstammen af de-ældre. Det er »Aprilsnarrene«, »Recensenten og Dyret« og »De Uadskillelige«, der betegner Højdepunktet af, hvad Heiberg ydede indenfor Vaudevillens Kunstart, og det er dem, der virkelig kan siges at have banet Vejen for Genoplivelsen af det nationale Lystspil, hvis første fuldmodne Frugt blev Hertz' »Sparekassen« fra 1836, uden Tvivl en af de bedste Komedier, vor nyere Litteratur ejer.

IV

Saaledes som Heiberg i sit Skrift definerer Vaudevillen, er den et Situationsstykke med løseligt antydede Karakterer, i hvilket Sangen træder i Dialogens Sted, overalt hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter. Vaudevillen skyer det tragiske, opholder sig fortrinsvis i den komiske Sfære og gennemløber her alle Nuancer og Forbindelser, ligefra det burleske til det rørende, gennem mellemliggende Led af det naive, det gratiøse, det fine o. s. v. Stoffet hentes fra Hverdagslivet, saaledes som dette udfolder sig for alles Øjne, og i de tre Vaudeviller, der maa betragtes som hans ypperste, har Heiberg givet et ironisk opfattet Billede af Frederik den Sjettes København, som i XVII Naturtroskab tør maale sig med det tilsvarende, Holberg hundrede Aar tidligere gav af Frederik den Fjerdes; ved Siden af deres digteriske Værdi faar disse Stykker saaledes tillige en kulturhistorisk og vil altid bevare den.

Om Emnet for »Aprilsnarrene« har Heiberg selv udtalt sig i et Brev til Collin, samtidigt med at han indleverede Stykket til Teatret. »Ved nogle af mine tilfældige Forbindelser har jeg faaet en Deel Efterretninger om de simplere Pige-Instituters Indretning her i Staden, og jeg tør smigre mig med at have skildret dem efter Naturen. I Holbergs Tid vare Instituterne ikke saaledes à l'ordre du jour, som nuomstunder; ellers er der ingen Tvivl om at han jo havde behandlet et Sujet, der saa ganske hører til Dagens Tone. Det vilde være ubilligt at nægte, at disse Indretninger i det Hele gjøre Nytte, ja de ere maaskee nødvendige, som Surrogater for den sande Opdragelse, i den Cichorie-Periode, hvori vi leve. Men vist er det paa den anden Side, at de ogsaa indeholde et comisk Stof, i det mindste de af dem, som ikke svare til deres Bestemmelse, og det bør vel ikke være den comiske Digter forbudet at fremstille dem fra denne Side. Hvis det har lykkedes mig at opfatte den comiske Synspunkt af denne Gjenstand, og lægge Sandhed i Fremstillingen, saa tør jeg haabe at have skrevet et Stykke, som er mere end Farce, en local dansk Comedie, og saa holbergsk, som Jørgen Hattemager kan være Kong-Salomonsk.«

At Stykket - de burleske Løjer naturligvis undtagne - i det hele traf paa en Prik, derfor borger indtil Detaljer (Børnenes Gave f. Ex., som XVIII Forældrene selv maa betale!) adskillige offentlige og private Udtalelser fra Samtiden. Ligesaa afgjort er Virkelighedspræget i »Recensenten og Dyret«, hvis Scene som tidligere nævnt er henlagt til Dyrehavsbakken, der for Datidens Københavnere ganske var, hvad Tivoli er i vore Dage: et Sted, hvor alle mødtes, den finere Portion saa vel som det jævnere Borgerskab. Stykkets Dyrehavskolorit med Taskenspilleren Nonpareil og den yppige Beriderske Madame Vbltisubito er anlagt i grelle, kraftige Farver, men ægte nok, og med løsluppent Lune svinges Svøben over den danske Presses Spidsborgerlighed i Aand og Tone, legemliggjort i Trops og Ledermanns fortræffelige Skikkelser. Medens Trop som Kunst- og Teaterkritiker øjensynligt er af Rahbeks Skole og skriver sine Anmeldelser i hans Stil, har Ledermann for sin Virksomhed valgt sig Bladet »Politivennen« til Mønster. Ligesom Literatussens Organ »Den patriotiske Stormklokke« levede dette af »frimodigt« at gøre opmærksom paa Misbrug, og alle de Klagemaal, der opregnes i Trops, Ledermanns og Klatterups Vexelsang »Naar vi til Kilden drager«, kendte Publikum i Forvejen fra »Politivennen«s Spalter, lige fra Taxten paa Brød og Smør til »betalte Ringetøi«, hvilket sidste sigter til et dér fremsat Ønske fra Vesterbro, at Gaarde og Huse maatte blive forsynede med Ringeapparater for paakommende Ildebrandes Skyld! Ogsaa den overhaandtagende Luxus i Tjenestepigernes Dragt var et staaende Tema i Bladet.

Medens »Recensenten og Dyret« tager litterært Sigte, beskæftiger »De Uadskillelige« sig med XIX
Familielivet, specielt de lange Forlovelser. Alt i 1825 havde Heiberg i sit paa Fransk i København udkomne Ugeblad »Messager français du Nord« underkastet Spørgsmaalet en kritisk Betragtning under Foregivende af at have haft særlig Lejlighed til at studere det i Tyskland. De kaldes Forlovelser, siger han, "fordi man lover at ægte den eller den Kvinde saa snart som muligt, om fire, ti eller tyve Aar efter Omstændighederne, og naar Meddelelse herom officielt er tilflydt alle og enhver, regnes Parret for halvvejs gifte og nyder »en endnu større Frihed end den, de virkelig gifte kan nyde, thi naar disse viser sig i Selskabet, isolerer de sig i Almindelighed. Ægtemanden overgiver sin Kone til Herrerne i Selskabet, medens han selv beskæftiger sig med Damerne, men de forlovede maa ikke, selv i Selskab, tænke paa andet end sig selv. Ved Bordet bør de sidde ved Siden af hinanden, paa Bal bør de danse sammen, paa en Spadseretur kan den forlovede Dame anstændigvis kun modtage sin Forlovedes Arm. Det være langt fra mig at sige, at de forlovede skulde misbruge den Frihed, som man giver dem; der er tværtimod et udmærket Bevis paa det modsatte, nemlig dette, at de unge Piger, der havde et livligt Blik, straalende Teint, en yndefuld Skikkelse, taber alle disse deres Fortrin, alt eftersom deres Forlovelse er længere eller kortere. De bliver magre, blege og graalige, deres Blik mister sin Glans, deres Livlighed taber sig, deres Helbred, der tidligere var saa sikkert, giver nu Plads for Nervøsitet, for Hysteri og for Tusinder andre Ubehageligheder, der ender med at ødelægge deres Skønhed og efterhaanden alle deres baade fysiske og moralske XX Tillokkelser. Saaledes gaar det for sig i Tyskland. Min Tjener har fortalt mig, at det er det samme her.«

Saa skarp er Tonen naturligvis ikke i Stykket, hvor Problemet er bragt ind under det udelukkende kemiskes Synsvinkel. Men med saa stor en Energi fastholdes her Satirens Genstand Scene efter Scene, at »De Uadskillelige« turde være den bedst komponerede af Vaudevillerne, som »Recensenten og Dyret« sikkert er den mest indtagende. Ved Siden af Hovedhandlingen har de tre Vaudeviller forskellige aktuelle Hentydninger til Forhold og Begivenheder i Samfundslivet eller indenfor den snævrere litterære Verden, hvorved Indtrykket af det hjemlige og nærværende yderligere understreges. Saaledes er den firstemmige Mandssang, hvormed Fru Bittermandel hædres paa sin Fødselsdag, Studenterforeningen, der danner Tilknytningspunktet mellem Keiser og den kønne Opvartningspige, og Dampskibet »Caledonia«, som Søkadetten tager med for at komme ud til Charlottenlund, alle højst moderne Foreteelser, hvis første Forekomst paa dansk Grund kun laa ganske faa Aar tilbage i Tiden, og det fejler følgelig næppe, at der ved deres Nævnelse er gaaet en egen forstaaende Munterhed gennem Teatret. Noget lignende har i det æstetisk interesserede København utvivlsomt været Tilfældet ogsaa ved de litterære Allusioner, der bærer Mærke af Heibergs spidse Pen.

Det ser saa uskyldigt ud, naar Hr. Zierlich komplimenteres for i Digtekunsten at have dannet sig »efter de bedste Mønstre«; maaske det dog har givel et lille Sæt i Oehlenschläger, thi efter hans Lejlighedspoesi, som den grasserede i disse Aar, er XXI Fødselsdagskvadet til Institutbestyrerinden saa temmelig nøje skaaret til. At Sorø roses for ogsaa at have Poeter, er en lille Venlighed til Ingemann, med hvis hyperfølsomme Ungdomsdigtning Herberg allerede 1816 i sin »Julespøg og Nytaarsløjer« paa den kaadeste Maade havde gjort op, og som Baggrund for Madam Buurmanns begyndende religiøse Skrupler og hendes Motivering for dem (»for De veed nok man hører nu saa meget snakke i disse Tider baade for og imod Præstestanden«) staar Grundtvigs og Meningsfællers voldsomme Angreb siden 1825 paa H. N. Clausen og Statskirken. Paa lignende Vis afspejler Diskussionen om, hvorvidt Madammens Mand Materialhandleren er Materialist eller ikke, den i 1824 af Lægen Howitz førte Strid med Mynster, A. S. Ørsted, P. Hjort og flere om Viljens Frihed; den endte med, at Howitz af Modstanderne stempledes som Materialist, hvad han energisk frabad sig.

Slet saa harmløse Bagateller, som en senere Eftertid har villet gøre dem til, er de heibergske Vaudeviller altsaa ikke. De er tværtimod skrevne af en Mand, der havde en bestemt Mening om Tingene, og som skrev dem for ogsaa ad denne Vej at faa sin Mening frem. Det vilde derfor ikke være underligt, om de i en Tid, da adskillig smaaborgerlig Tankegang raadede i Livet, megen Højtidelighed i Litteraturen og paa Teatret, havde kunnet virke frigørende paa unge Sjæle og bidrage til, at Nationen fandt sig selv i et lille Smil.

At dette ogsaa var Tilfældet, har vi Orla Lehmanns Ord for i hans Erindringer.

XXII

APRILSNARRENE
ELLER
INTRIGUEN I SKOLEN

VAUDEVILLE

Opført første Gang paa det Kongelige Theater den 22de April 1826

2

PERSONERNE

  • Enkefrue Bittermandel, Bestyrerinde af et Pige-Institut
  • Constance, hendes Broderdatter.
  • Zierlich, Lærer i Institutet.
  • Frøken Trumfmeier, Lærerinde i Institutet.
  • Madam Rar, Frugt- og Vildthandlerske.
  • Trine, hendes Datter, Elev i Institutet.
  • Sigfrid Møller, Snedker.
  • Tennemann, en svensk Dandsemester.
  • Simon, en tydsk Avanturier.
  • Vinke, Friseur.
  • Fugtel, Barbeersvend.
  • Hans Mortensen, en Skoledreng.
  • En Madame.
  • En Karl.
  • En Kjeldersvend.
  • En Tjenestepige.
  • Chor af Drenge og Piger med deres Familier.

Handlingen foregaaer i Kjøbenhavn.

3

Skuepladsen forestiller Skolestuen. Tilhøire Indgang til Frue Bittermandels Kabinet, tilvenstre til Constances. I Forgrunden tilhøire et Klaveer, tilvenstre et Bord med et Teppe over, hvorpaa staaer et Skrivertøi. I Baggrunden en Dør som fører ud til Forstuen. Paa venstre Side af samme et stort Skab. Midt i Stuen et Bord med Kaffetøi paa.

FØRSTE SCENE

Frue BITTERMANDEL. CONSTANCE. TRINE.

Tjenestefolk ere beskjæftigede med at bære Skolebænkene ud ad Døren i Baggrunden.

FRUEN
(til Tjenestefolkene.)

Saaledes! Herud med dem allesammen!

CONSTANCE

Tante, hvorfor skal Bænkene ud af Stuen?

FRUEN

Jo; thi her skal de Fremmede forsamle sig, fordi dette Værelse er nærmest ved Forstuen. I den store Sal skal Bænkene stilles op i Rækker, for at de Fremmede kan sidde paa dem og høre paa Concerten. Naar den er ude, saa gaae de Fremmede herind, og vente saa længe, til vi har faaet dækket Bord i Salen, og dertil bruge vi ogsaa Bænkene.

4
TRINE
(med Latter.)

Skal de Fremmede da sidde tilbords paa Skolebænkene, Frue Bittermandel?

FRUEN

Tie stille, Næsviis! Det blive de vel nødte til. Her kommer jo over 60 Personer. Hvorfra skulde jeg faae Stole til alle dem?

CONSTANCE

Nei det forstaaer sig.

FRUEN

Og naar vi saa har spiist, saa gaae de Fremmede igjen herind og vente til vi have faaet taget af Bordet. Saa flytte vi Bænkene herind igjen, for at vi kan faae Plads til at dandse i Salen.

TRINE

O det er deiligt, det er deiligt! Hvor jeg glæder mig til iaften! Hør, jeg vilde ønske, at det hver Dag var Frue Bittermandels Geburtsdag.

FRUEN

Ja det troer jeg nok, for at Jomfruen hver Dag kunde blive fri for at læse og for at sye.

TRINE

Og komme til at dandse.

FRUEN

Ja vist, med Hans Mortensen, den liderlige Dreng. Men det skal hun ikke spidse sin Næse paa, han kommer ikke her iaften.

5
TRINE

Jeg bryder mig saamæn ikke saameget om ham, her komme nok Andre, som engagere mig.

FRUEN

Tie stille, Jomfrue Næsviis, jeg vil slet ikke høre hendes Raisonnement. Hun er den impertinenteste Tøs i hele Institutet. Der gaaer ingen Dag, at jeg jo fortryder over ti Gange at jeg har taget hende i Kost.

TRINE

Naar Frue Bittermandel bare vil sige det til min Moder, saa tager hun mig vist gjerne ud igjen af Skolen.

FRUEN

Vil hun strax tie stille, og gaae sin Vei! Ud af Stuen med hende! Hvad har hun desuden her at bestille? Hun staaer os overalt i Veien.

CONSTANCE

Gaae ind paa mit Værelse, Trine; jeg kommer strax efter.

(Trine gaaer ind i Kabinettet tilvensfre.) (Tjenestefolkene ere imidlertid gaaet ud med de sidste Bænke.)
FRUEN

Naa nu troer jeg, de ere færdige med Flytningen. Nu faaer jeg gaae ind i Salen og lade Bænkene stille op. Ja man har nok at tage vare paa idag. Bliv her saalænge, Constance, og pas paa Døren.

(gaaer ind ad Døren tilhøire.)
6

ANDEN SCENE

CONSTANCE

Hvilken Tummel, hvilken Uro i Huset! Jeg kan ikke begribe, hvorledes min Tante kan have Lyst til at celebrere sin Fødselsdag paa denne Maade. Men hun siger, det er saaledes Brug i de andre Instituter. Saa faaer hun vel følge Strømmen. Det er overalt et uroligt Liv her i Huset. I Sorø levede jeg saa stille, saa uforstyrret, bestandig i de samme Beskæftigelser, saa tilfreds med mig selv og med Verden. Nu, hvorfor vil jeg klage? Jeg faaer jo vel sagtens Lov at reise hjem igjen, naar jeg beder meget om det. Og dog - dog forlader jeg Kjøbenhavn saa nødig. Men jeg vil slaae de Tanker af Hovedet. Hvad vilde jeg ogsaa herinde, jeg stakkels fader- og moderløse Barn! More mig hos min Tante, som er min nærmeste Paarørende, og tage Deel i Hovedstadens Fornøielser. Ak Gud hjelpe mig! Daglig Summen og Brummen af de læsende Børn, Skjænd og Graad, Støi og Spektakel, det er omtrent al den Fornøielse jeg har havt. Nei da lover jeg mit stille venlige Sorø. Der har jeg det dog bedre hos min gode Cousine. Hvor glad skulde jeg ikke vende tilbage, dersom blot .... men jeg har jo foresat mig ikke at tænke derpaa. Sigfrid tænker vist ikke paa mig, hvorfor skulde jeg da tænke paa ham?

7

TREDIE SCENE

CONSTANCE. ZIERLICH kommer ubemærket ind ad Døren i Baggrunden, og bliver staaende og lytter til den følgende Sang. Han har en stor Bouquet i den ene Haand, og en lille i den anden.

CONSTANCE
(uden at see Zierlich.) Ny Melodie. O flye for Amors Snare,
Betragt ei Gudens Glands!
Hver Straale bringer Fare,
Forvirrer strax din Sands.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
Vær for hans Straaler blind,
Thi gjennem Øiet snige
De sig i Hjertet ind.
O flye for Amors Snare,
Hør ei hans Smiger-Ord!
Hvert af dem bringer Fare,
Hvis deres Lyd du troer.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
For dem dit Øre luk,
Thi gjennem Øret snige
Sig Løfte, Bøn og Suk.
ZIERLICH
(nærmende sig.)

Paa den Maade, min smukke Jomfrue, maatte man jo ønske, man var baade blind og døv.

CONSTANCE

Min Gud! De her?

ZIERLICH

Men naar man er saa lykkelig at see Dem og høre Dem synge, (kysser paa Fingeren) saa ønsker 8 man vist ingen af Delene; man lader det heller komme an paa en Trøie Duus, ha ha ha!

CONSTANCE

Altid saa galant!

ZIERLICH

Men siig mig, uden Fortrydelse, hvor har De lært den Vise? Neppe i Sorø?

CONSTANCE

Hvorfor ikke det?

ZIERLICH

O ja, Sorø er visselig ikke tabt bag af en Vogn, de har saamæn ogsaa Poeter derude.

CONSTANCE

Det skulde jeg mene.

ZIERLICH

Men allerkjæreste Constance, jeg staaer her og skjæmter, og glemmer aldeles hvad jeg havde at sige Dem. Knap havde Solen hævet sig imorges over den østlige Horizont, før jeg allerede stod med Hat paa Hovedet, Støvler paa Benene, Spadserestok i Haanden, og vandrede ud ad Porten, trods det slette Føre, speidende efter Floras Gaver, for deraf at offre en pligtskyldig Tribut til hende som er Festens Dronning. Her har jeg den, og venter kun en passende Anledning til at anbringe den. Denne derimod, mindre i Omfang, men ikke i Skjønhed, beder jeg Dem, kjæreste Constance, ikke at forsmaae. I ethvert Offer bør De have Deres Andeel.

9
CONSTANCE

Jeg beder Dem, Herr Zierlich, det er jo ikke min Fødselsdag.

ZIERLICH

Hver Dag man skuer Dem, er Aandens og Hjertets Fødselsdag. Begge føle sig, ved Synet af Dem, gjenfødte til et nyt Liv.

CONSTANCE
(tager Bouquetten.)

Nu vel, det er første April idag. Jeg vil betragte disse Blomster som en venlig Foraarshilsen, og skrive alle Deres smukke Komplimenter paa den første Aprils Regning.

ZIERLICH

Nei det maa De tilforladelig ikke. Vel er jeg en Skjælmsmester, ha ha ha! Men ihvad for skjønne Tanker min Muse indgiver mig ved Synet af Dem, det er vist ikke min Hensigt at narre Dem April.

CONSTANCE
(forskrækket.)

Hvad seer jeg! en Mimosa!

ZIERLICH

Hvad er det, Jomfrue?

CONSTANCE

Det er fra ham!

ZIERLICH

Fra hvem?

CONSTANCE
(fattende sig.)

Jeg mener, de Blomster ere nok fra Gartner Ørgaard paa Kalkbrænderiesveien.

10
ZIERLICH
(forundret.)

Hvoraf veed De det?

CONSTANCE

Jo, for han har saadanne smukke Mimoser.

ZIERLICH

Moser?

CONSTANCE

Mimoser. Saaledes hedder denne Plante.

ZIERLICH

Den der? Jeg troede, det var et simpelt Græs.

CONSTANCE

O ingenlunde! Seer De, naar jeg rører den med min Finger, saa trækker den sine Blade sammen. Det er en Blomst, som har Følelse.

ZIERLICH

Ja saa? Og derover blev De saa forskrækket?

CONSTANCE

O nei! det var ikke Skræk, det var Glæde. Det er min Yndlingsblomst, skal De vide.

ZIERLICH

Naa, den følende Blomst er Deres Yndling? Ha ha ha!

CONSTANCE

Undskyld, jeg gaaer et Øieblik ind i mit Kammer, for at sætte de smukke Blomster i Vand.

(gaaer ind ad Døren tilvenstre.)
11

FJERDE SCENE

ZIERLICH

Hm! Jeg er bange jeg har ladet mig narre, og det saa tidlig paa Dagen. Det var dumt af mig at kjøbe disse Blomster hos Gartner Ørgaard, thi han er en god Ven af denne hersens unge Snedker, (han spytter) fy for en Ulykke, denne Sigfrid Møller, som Constance havde et godt Øie til i Vinter. Han skulde dog vel aldrig have spillet mig et Puds? Om der var et Brev i Bouquetten? O jeg creperer af Ærgrelse! Forsigtig, lille Zierlich, forsigtig! Jeg vil aabenbare min Mistanke for Frue Bittermandel.

(gaaer ind i Værelset tilhøire.)

FEMTE SCENE

TRINE iler ud af Kabinettet, fulgt af CONSTANCE, som har et Brev i Haanden.

CONSTANCE

For Himlens Skyld, Trine! det er dog vel ikke Dit Alvor!

TRINE

Hvorfor ikke det? Hvorfor skulde jeg ikke fortælle Frue Bittermandel hvad jeg har seet med egne Øine? At du har faaet en Bouquet, og at der inden i den var et Brev, og ovenikjøbet et Brev fra Sigfrid Møller.

CONSTANCE

Trine, Du er en afskyelig Pige! - Trine, dersom Du gjør det, saa gjør Du mig ulykkelig.

TRINE

Ja det er en anden Sag, det skulde Du have sagt strax, og ikke begyndt med at skjælde mig ud. Hvorfor 12 har Du heller ikke mindste Fortrolighed til mig? Du behandler mig som et Barn, og troer Du kan bilde mig alt muligt dumt Tøi ind, men jeg er klogere end Du tænker.

CONSTANCE
(omfavnende hende.)

Min gode Trine, jeg har gjort Dig Uret.

TRINE

Ja det kalder jeg at tale fornuftigt. Nu skal Du ogsaa være min egen gode Constance, og heller lader jeg mig hugge en Finger af Haanden end jeg forraader Dig. Men ikke sandt, nu faaer jeg dog at høre hvad der staaer i Brevet?

CONSTANCE

Jo, jeg skal ingen Hemmelighed have for Dig.

TRINE

O saadant et Kjærlighedsbrev maa dog være velsignet at læse! (Constance vil aabne det) Men er Du forrykt? Er det nu Tid at læse det? Frue Bittermandel løber i eet væk ud og ind; vi har intet Øieblik for os selv.

CONSTANCE

Du har Ret. (putter det ind paa Brystet) Men jeg kan ikke noksom forundre mig over Dig! Du lille Pige har langt mere Klogskab i saadanne Ting, end jeg.

TRINE

Lille Pige? Og saadanne Ting? Jeg er over tolv Aar. Og hvad saadanne Ting angaaer, saa har man Anelser ....

13
CONSTANCE

Anelser? Ja, Du har Ret, det er ogsaa en Slags Erfaring.

TRINE
Mel. Ich kenn' ein Mädchen zart und fein. Der er i Himlen en Dreng saa smuk,
Troe Du mig!
Han hører alle Smaapigers Suk,
Troe Du mig!
Han fører dem
Til Himlen hjem.
Naar Midnat hviler paa Mark og Eng,
Troe Du mig!
Saa staaer han venlig ved Barnets Seng,
Troe Du mig!
I Favn saa tæt
Han tager det.
Og flyver med det til Himlen blaa,
Troe Du mig!
Høit over alle de Stjerner smaa,
Troe Du mig!
Der er en Sal
Saa høi og sval.
Og tænk kun ikke, vi lege der!
Troe Du mig!
Fornuftigt taler han med enhver,
Troe Du mig!
Hvad her er glemt,
Hist læres nemt.
Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar,
Troe Du mig!
Fast intet dog jeg at vide faaer,
Troe Du mig!
Det lidt jeg kan,
Mig lærte han.
14
CONSTANCE
Ja Trine, det er en anden Sag.
Troe Du mig!
Gaaer Du i Skole ved Nat og Dag,
Troe Du mig!
Du bliver dog
Tilsidst for klog.

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. Frue BITTERMANDEL med Bouquetten i Haanden. ZIERLICH.

ZIERLICH
(afsides til Fruen.)

Som sagt, Frue, jeg kan ikke sige det med Vished, men det forekommer mig mistænkeligt.

FRUEN

Vær De kun rolig. Har hun faaet et Brev, saa skal hun ikke saa let komme til at læse det. Jeg skal ikke tabe hende af Sigte, og vil nok tilsidst opdage Sandheden.

ZIERLICH
(til Constance.)

Har Jomfruen allerede saa hurtig faaet Blomsterne sat i Vand.

CONSTANCE

O ja, der hører ikke saa lang Tid til.

TRINE

O jeg takker Dem ret, Herr Zierlich, for de deilige Blomster!

ZIERLICH

Hvad for Blomster?

15
TRINE

Dem De har givet Constance.

ZIERLICH

Takker Du for Dem?

TRINE

Ja saamæn gjør jeg saa. Jeg veed jo nok, at de ere ikke til mig, men jeg kan jo dog lugte til dem; thi de staae i hendes og mit fælleds Værelse. O det aner mig, at jeg faaer næsten ligesaa megen Fornøielse af dem, som hun!

ZIERLICH

Giver Du Dig af med Anelser?

TRINE

Ak ja! Det er en Børne-Sygdom, som først gaaer over med Alderen.

ZIERLICH
(afsides til Fruen.)

Jeg troer næsten, den lille Hex er med i Fortroligheden.

FRUEN
(til Trine.)

Jeg har sagt Dig, at Du skal passe Dig selv. Naar ingen taler til Dig, saa har Du intet at raisonnere. Du er, som sagt, den impertinenteste Tøs i hele Institutet, og jeg vilde ønske, jeg var vel af med dig! (det banker paa Døren i Baggrunden,) Kom ind!

16

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. EN KARL.

KARLEN

Med Forlov!

TRINE

O det er min Moders Gaardskarl! (løber hen til ham.)

KARLEN

Jeg skulde hilse saa flittig fra Madam Rar, og gratulere Fruen med en Kurv, som staaer herude.

FRUEN

Jeg takker mangfoldig. Hvad er der i den?

KARLEN

Et Dyr, fire Harer, tredive Dusin Østers, en Skjæppe Æbler og fem Pund Viindruer.

FRUEN

O hvilken udmærket Artighed!

KARLEN

Og saa skulde jeg hilse og sige, at Madamen skulde strax have den Ære at komme selv hen og gratulere Fruen.

FRUEN

O Trine, min gode Pige! kom, lad mig kysse Dig. Gud veed, jeg holder af Dig, som Du var mit eget Barn. Jeg vilde ikke miste Dig for alt i Verden.

KARLEN

Hvor maa jeg losse Kurven?

17
FRUEN

O lille Ven, han kunde maaskee lade den staae derude i Forstuen, saa skal jeg sende den hen, naar vi har faaet Tid at tømme den.

KARLEN

Ja ret gierne. Adjøs.

FRUEN

Nei bie lidt og faae Drikkepenge. Ak nu har jeg vist ingen Penge hos mig! Gode Herr Zierlich, De vilde vel ikke gjøre mig den Tjeneste at laane mig en Rigsdaler?

ZIERLICH

Jo med største Fornøielse. (søger i Lommen) Men det gjør mig hjertelig ondt, jeg har desværre slet ingen Penge hos mig, jeg har sandelig givet alle dem ud, jeg havde i Lommen imorges.

FRUEN

Constance, har Du en Rigsdaler hos Dig?

CONSTANCE

Jeg, Tante? Ikke en eneste Skilling.

FRUEN

Men det er sandt, Trine er jo altid ved Muffen.

TRINE

O ja, jeg har endnu af de Penge, min Moder gav mig forleden. Vil Frue Bittermandel at jeg skal hente en Rigsdaler?

FRUEN

Ja min egen lille Trine! vær saa god. Du skal faae den igjen tilligemed de fem, som Du laante 18 mig igaar, og de syv Rigsdaler og to Mark, som jeg fik i forrige Uge. Det gjør tilsammen tretten Rigsdaler, to Mark. Og det Silketørklæde, som Du laante mig forleden, skal Du ogsaa nok faae erstattet. Og ligeledes de fem Lommetørklæder ....

TRINE
(som hvert Øieblik har villet gaae.)

Godt, godt, godt, Frue Bittermandel! Det har slet ingen Hast.

(løber ind i Kabinettet.)
FRUEN
(til Zierlich.)

Naa Gud skee Lov! Naar Nøden er størst, saa er Hjelpen nærmest. Jeg var saa bange for at denne Present ikke skulde komme.

ZIERLICH

Dens Udeblivelse vilde have sat os i stor Forlegenhed iaften.

OTTENDE SCENE

DE FORRIGE. Frøken TRUMFMEIER med Støvler paa Benene og meget opstænket, hopper ind ad Døren i Baggrunden.

FRØKENEN

Philipine, Herr Zierlich! (til Fruen.) Al mulig Held og Lykke ....

ZIERLICH

Hillemæn, der blev jeg narret!

19
FRØKENEN

Ja det er ogsaa første April (til Fruen) .... i det nye Aar, som De idag gaaer ind i!

TRINE
(kommer.)

Vær saa artig, Frue Bittermandel!

FRUEN

Tak, Barn! tak! (til Karlen) Der, lille Ven, der har han en Rigsdaler i Drikkepenge. Hils og tak Madam Rar ret meget.

KARLEN

Jeg siger saa mange Tak.

(gaaer.)

NIENDE SCENE

DE FORRIGE undtagen Karlen.

FRØKENEN

Jeg gratulerer dobbelt, thi jeg seer, De har i dette Øieblik faaet en god og høist nødvendig Present.

FRUEN

Ja fra den gode Madam Rar.

FRØKENEN

Hvad sender hun Dem?

FRUEN

Dyr, Harer, Østers, Æbler, Viindruer.

FRØKENEN

Kort sagt, al den Høflighed man kan vente af en Frugt- og Vildthandlerske. O lad os gaae ud og see det!

20
FRUEN

Nei lad os nu først i Ro og Mag drikke en Kop Geburtsdags-Kaffe. Man har neppe et Øieblik frit.

FRØKENEN

Ja det var ikke saa galt. En Kop Kaffe skal smage mig. Jeg har saadan trasket om idag. (de sætte sig om Kaffebordet.) Idag har man dog lidt Ro her i Huset for de velsignede Børn. Men de mange Timer i Byen! Ja det er rigtignok forskrækkeligt! (Fruen har imidlertid skjænket Kaffe) Nei, men jeg maa rigtig see hvad der er i Kurven (springer op.)

FRUEN

Nei, bliv nu, Deres Kaffe bliver jo kold.

FRØKENEN
(sætter sig.)

Ja det er ogsaa sandt, (til Zierlich) Glem ikke Philipinen!

ZIERLICH

Nei det skal jeg ikke.

FRØKENEN

De troer ikke, hvormange Steder jeg har været idag.

FRUEN

Just derfor skulde De nu lade falde lidt Ro paa Dem.

FRØKENEN

Det er mig umuligt, jeg er i en evig Bevægelse.

FRUEN
(byder hende Tobak.)

Befaler De?

21
FRØKENEN

Ja mange Tak, en Priis i Næsen er ikke ilde.

(nyser)
ZIERLICH

Gud velsigne Dem!

FRUEN

Gud velsigne Dem!

CONSTANCE

Gud velsigne Dem!

TRINE

Gud velsigne Dem!

FRØKENEN

Jeg takker, (til Fruen) Men det er sandt, maa jeg spørge Dem om noget? (springer op.)

FRUEN
(kommer hen til hende.)

Nu da?

FRØKENEN

Har De faaet det De veed nok?

FRUEN

Hvilket?

FRØKENEN

Presenten fra Børnene?

FRUEN

Nei.

FRØKENEN

Ja saa faaer De den nok iaften. Vi have taget det Sjal som De selv søgte ud, det til 70 Rigsdaler. Alle de Smaa have skillinget sammen.

22
FRUEN

Tak skal De have for Deres Bistand. Ja jeg var meget uvis om jeg skulde vælge Sjalet eller Tøi til Gardiner, men et Sjal er dog saadant et godt Stykke.

FRØKENEN

Ja det synes jeg rigtig ogsaa. Men lad de andre nu ikke mærke noget. (De sætte sig igjen ved Bordet) Det er sandt, Trine! Du spiste jo i Onsdags hjemme hos Din Moder, jeg har reent glemt at spørge Dig hvad I fik til Middag.

TRINE

Sagosuppe og Frikadeller.

FRØKENEN

Var der Viin i Sagosuppen?

TRINE

Ja jeg troer det nok.

FRØKENEN

Fik I ikke noget til Frikadellerne?

TRINE

Jo, botfelske Roer.

FRØKENEN

Hvad passeerte ellers den Dag? Kom der ingen om Eftermiddagen?

TRINE

Ingen andre end Slagtermester Langbeen.

FRØKENEN

Hvad gjorde han?

23
TRINE

Han sad og talte med Moder.

FRØKENEN

Hvad talte de om?

TRINE

Det kan jeg ikke huske længer.

FRØKENEN
(afsides til Zierlich.)

Han har et godt Øie til Madam Rar. Jeg tænker der bliver endnu et Par af de to. (høit) Nei for at komme tilbage til det jeg vilde sige Dem, nu skal De bare høre alle de Steder jeg har været idag.

Mel. af Lulu: Kloden maatte styrte sammen. Først til Gammelmynt jeg iilte,
Gav en Time der i Fransk;
Saa til Østervold jeg piilte,
Hvor jeg retter Stiil i Dansk.
Saa i Hestemøllestræde
Time gav jeg i Musik,
Og til Christianshavn med Glæde
Over Langebro jeg gik.
Gives der en bedre Vei?
DE ANDRE
Nei, nei, nei, nei, nei, nei, nei!
Nei fra Hestemøllestræde
Langebro De kortest gik.
FRØKENEN
Derpaa foer jeg til Kastellet,
Hvor jeg lærer Een at sye,
Men forsømte Nørrefælled,
Hvor jeg Time har paany.
Saa gik jeg til Grønnegade,
24 Gav en Time der i Sang;
Derfra hid jeg monne vade
Gjennem Peder Madsens Gang.
Gives der en bedre Vei?
DE ANDRE
Nei, nei, nei, nei, nei, nei, nei!
Kom De hid fra Grønnegade,
Gik De bedst Peer Madsens Gang.
ZIERLICH

Enhver anden end Peer Madsens vilde have været Peer Gantes Vei, ha, ha, ha! Jeg beundrer Dem, Frøken Trumfmeier, jeg beundrer Dem. Klokken er neppe Eet, og saa meget har De allerede udrettet.

FRØKENEN

Men De maa ogsaa vide, at jeg begyndte min Cours imorges Klokken 7. O for alt det Nyt jeg har hørt og fornummet idag.

FRUEN

Hvad da?

ZIERLICH

Hvad da?

FRØKENEN

Tænk bare at Cancellieraad Terp i Gothersgaden gifter sig.

FRUEN

Hvad for noget?

ZIERLICH

Er det muligt?

FRØKENEN

Ja det maa De nok sige. Og kan De nu gjætte med hvem? Ja det er utrolig! Med den ældste Datter af Madam Lam paa Vesterbro.

25
FRUEN

Ih Snak! det er jo smaa Børn!

FRØKENEN

Sagde jeg det ikke nok? Den ældste gaaer endnu til Præsten, hun skal først confirmeres paa Søndag otte Dage. Men ikke desmindre skal hun have været forlovet med Cancellieraaden i tre Maaneder. Jeg hørte det paa Christianshavn; det er utroligt hvad Folk der ere vel underrettede. De veed hvad som foregaaer her i Byen, meget bedre end vi selv. Ja der er saamæn dem der paastaae, at Brylluppet er berammet saa tidlig af visse Grunde, som De nok selv kan gjætte. Men jeg finder det dog rimeligere hvad jeg hørte i et andet Huus paa Christianshavn, at Frue Strøm, som aldrig før har kunnet taale at tænke med mindste Tanke paa at Cancellieraaden skulde kunne faae isinde at gifte sig, nu ikke blot har tilladt dette Partie, men maaskee endogsaa selv stiftet det, fordi hun tænkte, at da han dog vist en Gang gik hen og giftede sig, Knald og Fald over Hals og Hoved, saa var det bedst, om hun sørgede for at han fik saadan en dum Gaas, som denne Pige skal være, for saa kan hun haabe, at han snart bliver kjed af sin Kone, og saa falder han tilbage til Fruen, som hendes gamle Eiendom.

FRUEN

Ja det er ganske rimeligt.

FRØKENEN

Og især naar De betænker at Madam Lam er i de allersletteste Omstændigheder, saa hun maa takke Gud for at faae sin Datter anbragt paa hvilkensomhelst Maade.

26
ZIERLICH

Skulde det være sandt?

FRØKENEN

Men det er saa bekjendt som Strikstrømper. Hun sidder i Gjæld op over Ørene. Hun skylder til Bager, til Urtekræmmer, til Slagter, til Spekhøker; hun har ikke engang betalt sin Huusleie for sidste Halvaar. Tænk engang hvad jeg hørte forleden hos Madam Vinter paa Christianshavn, som boer skraaes over for Vor Frelsers Kirke, at Jomfrue Kleinkopf og Fuldmægtig Steengaard besøgte Madam Lam en Onsdag Aften i forrige Maaned, og saa vilde hun byde dem Theevand, og sendte Bud hen i Urteboden for at kjøbe et halvt Pund Puddersukker, men saa fik hun til Svar af Urtekræmmeren, at hun maatte først betale hvad hun skyldte; før kunde han ikke betroe hende meer. Der er mange Dage hun har ikke en Rigsdaler i Huset.

TRINE

Men kan det ikke undertiden hænde meget skikkelige Folk?

FRØKENEN

Nu snakker den Gaas med!

(det banker paa Døren i Baggrunden.)
FRUEN

Kom ind!

FRØKENEN

Ak det er da fortrædeligt! man har heller aldrig et Øiebliks Ro til at tale sammen.

27

TIENDE SCENE

DE FORRIGE. TENNEMANN, SIMON, VINKE og FUGTEL

ZIERLICH

Herr Tennemann!

FRUEN

Herr Simon!

ZIERLICH

Herr Vinke!

FRØKENEN

Herr Fugtel!

FRUEN

Velkommen, mine Herrer!

TENNEMANN, SIMON, VINKE, FUGTEL
(stille sig op i en Række og synge).

Qvartcordium.

Mel. De første Prygl vi i Skolen fik. Den Dag vi hilse med festligst Lov,
Er denne, som aabner Aprilen.
Violen den dufter nu bag sin Skov;
Med vældige Haand, efter lange Hvilen,
Nu griber Sol efter Tordenkilen
Med Smilen.
Der staaer en Plante bag Skovens Tjørn,
Den kneiser som Ceder og Sandel.
Saalunde Du kneiser bag Skolens Børn,
Du ranke, Du søde Frue Bittermandel!
Thi Mennesket virker ved egen Handel
Og Vandel.
28
FRUEN

O Himmel! jeg er rørt til Taarer. Lad mig takke Dem paa det hjerteligste! Hvem har digtet de deilige Ord?

ZIERLICH
(trækker et Papiir op af Lommen.)

Maa jeg overrække Fruen et Exemplar?

FRUEN

De altsaa? O det burde jeg have gjættet. De danner Dem i Digtekunsten efter de bedste Mønstere.

FUGTEL

Jeg maa gjøre Fruen opmærksom paa, at det vi havde den Ære at synge, kaldes en Quarktorkium.

SIMON

Ja richtig! den Art von Musik er nu meget meer i Mode als die andere Duetter. Jeg mødte just diesen Morgen po Gaden min gode Ven, sin Excellentz Geheimerath von Stein, og han sagde til mich: Nu min gode Herr Simon, hvor skal De hen so tidlig? Vil De inte go lit hjem med mich und drikke en Glas El, og rige en Pibe Tobak? Men jeg svarte ham: Nei det kan jeg min Seel ikke. Deres Excellentz; thi jeg skal just hen og gere Preve po en Duet, som jeg skal singe med tre andre gode Venner, og som kaldes en .... hvad var det nu?

FUGTEL

En Quarktorkium.

SIMON

Richtig! en Quark .... na gleichviel! - Hvorpo sin Excellentz svarte: Ja den Herr Simon veed so 29 Skam nok hvad han ger; han har altid den nieste Smag.

(det banker paa Døren i Baggrunden.)
FRUEN

Kom ind!

ELLEVTE SCENE.

DE FORRIGE. ENKJELDERSVEND

SVENDEN

Jeg skal hilse saa flittig fra Viinhandler Wassermann, og bede Fruen ikke forsmaae til sin Geburtsdag to Ankere god Medoc.

FRUEN
(afsides,)

Min Gud! hvorledes gaaer det til? (til Svenden) Hvem er den gode Mand?

SVENDEN

Viinhandler Wassermann paa Christianshavn.

FRUEN

Naa saaledes. (afsides) Skam faae jeg om jeg kan begribe det. (til Svenden) Jeg beder hilse og takke saameget. - Lille Trine, vil Du laane mig en Rigsdaler endnu, saa gjør det ialt 14 Rdlr. 2 Mk.

TRINE

Gjerne, Frue Bittermandel.

(gaaer ind i Kabinettet.)
SVENDEN

Men saa skulde jeg spørge Fruen, om De havde en Kurv at give mig med til at tage Flaskerne i, thi 30 Herr Wassermann havde idag slet ingen Viinkurve tilovers.

FRUEN

Naa det var jo godt at jeg beholdt Madam Rars Kurv, saa kan jeg tømme den og hente Viinflaskerne i den. Og vil De saa bede Herr Wassermann, om han vil gjøre mig den Ære at komme her iaften med Kone og Børn, til Theevand, Concert, Fesperkost, Bal og Souper, Bouillon om Natten, og Kaffe om Morgenen.

SVENDEN

Jeg takker paa Herrens og Madamens Vegne, men hvad Madamen angaaer, saa er hun død for over tre Aar siden.

FRUEN

O det gjør mig hjertelig ondt! Men Børn har han dog?

SVENDEN

Ja, elleve Piger og sexten Drenge.

TENNEMANN
(til Frøkenen.)

Gu bevas! Det var faslig många Barn. (til Svenden) Har han dem alle med een Hustrue?

SVENDEN

Nei han har været givt tre Gange.

FRUEN

Naa saa haaber jeg at see dem alle syv og tyve

SIMON

Den Viin er min Seel demmelig dir betalt.

31
FRUEN

O det er jo Børn. De faae bare lidt Smørrebrød og Hindbær-Ædike.

TRINE
(som imidlertid er kommen tilbage.)

Vær saa god, Frue Bittermandel.

FRUEN
(til Svenden.)

Der, min Ven, har han Drikkepenge; saa stoler jeg paa at han besørger Vinen ordentlig herhen.

SVENDEN

Det skal jeg nok, Frue, og maa jeg saa bede om Kurven.

FRUEN

Ja, det er sandt, nu skal jeg gaae og tømme den.

ZIERLICH

Nei, dyrebare Frue, berøv ikke Selskabet Deres saa meget attraaede Nærværelse. Jeg gaaer at tømme Kurven. Undskyld blot at jeg i Deres Overværelse trækker min Kjole af, og lægger den ind i Skabet saalænge.

FRUEN

Tag Dem iagt, kast den ikke ovenpaa Wiener-Tærten, som staaer der.

ZIERLICH
(i det han lægger Kjolen ind i Skabet.)

Gud forbarme sig, hvilken deilig Tærte!

(de gaae alle hen og see den.)
32
FRØKENEN

Det er et Mesterstykke!

FUGTEL

Et Kunstværk!

SIMON

Hvor har De faaet den fra?

FRUEN

Fra Conditor Papageno, hvis Datter gaaer her i Skolen.

ZIERLICH
(til Svenden.)

Kom saa!

(gaaer med Svenden,)

TOLVTE SCENE.

DE FORRIGE, undtagen Zierlich og Kjeldersvenden.

FRUEN

Dersom jeg dog vidste, hvorledes jeg kommer til den Ære at Viinhandler Wassermann sender mig en Present?

FRØKENEN

Ih det er jo let at begribe! Manden har jo elleve Døttre, han vil formodentlig sætte nogle af dem i Skole her.

FRUEN

Det kan være. Men siden jeg nu har den Lykke at see Dem samlede her, mine Herrer, saa siig mig, om jeg ogsaa tør regne paa at De alle holde Ord i Aften. De synger dog Deres Arie, Herr Simon, den om de to Tanter.

33
SIMON

Na, den italienske, nu veed jeg hvad De mener. (han synger paa Mel. af Di tanti palpiti, di tante pene) »Din Tante Tæl til ti, din Tante Lene!« - Ja min Seel skal jeg singe den.

FRUEN
(til Fugtel.)

Og De?

FUGTEL

Jeg udfører min Fløite-Concert i ethvert Tilfælde. Men jeg har tillige det bedste Haab om at faae den lille Kink med, De veed nok, en Søn af Vaagekonen paa almindelig Hospital. Det er et ualmindeligt Talent. Naar De faaer ham at høre ved Guitaren, naar han synger: Gid du var min og det Smilendes Haab og Luk op for den lille Person, saa skal De forundre Dem; han synger nogle allerkjæreste Arier. Og saa bringer jeg to af mine Colleger med, to Studiosusser Chirurgiæ, hvoraf den ene spiller Violin, og den anden Contrabas.

FRUEN

Og saa spiller De for os ved Ballet, ikke sandt?

FUGTEL

Vi skiftes, Frue, vi skiftes, for at vi alle kan faae dandset. De skal ikke komme i Forlegenhed. Hvad Kink angaaer, han dandser ikke, han spiller med Fornøielse hele Natten sin Violin.

FRUEN

Nei det er jo Synd for det stakkels Menneske, han maa tilsidst falde i Søvn derover.

34
SIMON

Ei was! han er jo en Søn af en Vaagekone, so maa han min Seel kunne staae sig.

FRUEN

Ja det siger De nu for Spøg.

SIMON

Nei min Seel om ich ger. Veed De ikke nok at alting er arvelig. En Søn af en Bonde bestemmer sig gemeenlig til Ackerbrug, og bliver Bonde; en Søn af en Greve bliver gemeenlig en Greve, og en Søn af en Vaagekone er gemeenlig meget fix og aarvaagen.

TENNEMANN

For øvrigt skal jeg arrangera den hele Balen, og sjelf spela Violen, om det skulde gjøres behov.

VINKE

Hvad mig angaaer, saa tør jeg ikke paatage mig andet end at bringe Damernes Coiffure i Orden, ifald nogen skulde behøve min Tjeneste. Jeg skal bringe nogle Flasker Ole Colonne med.

FUGTEL

Og jeg skal i Morgen tidlig barbere alle Herrerne, inden de gaae herfra.

FRUEN

Er det ikke, som jeg siger? Med saadanne Venner har man ingen Nød.

35

TRETTENDE SCENE.

DE FORRIGE. ZIERLICH kommer hurtig ind, og tager sin Kjole ud af Skabet, og trækker den paa.

ZIERLICH

Gesvindt, lad mig faae min Kjole! Madam Rar er ved Døren, jeg saae hende gaae over Gaarden.

FRUEN

Hvor har De tømt Kurven?

ZIERLICH

I Forstuen, for Hastværks Skyld. Jeg har væltet det hele Overflødigheds-Horn ud paa Gulvet, derfra kan vi let faae transporteret det hen i Kjøkkenet.

FJORTENDE SCENE.

DE FORRIGE. Madam RAR

MADAM RAR

God Dag, gode Frue, god Dag! og tusind Lykønskninger til Deres gode Geburtsdag.

FRUEN

Jeg er ganske skamfuld over alle de gode Sager, De har sendt mig.

MADAM RAR

O Bagatel! det er ikke værdt at tale om. - God Dag, Trine!

TRINE

God Dag, lille Moder!

MADAM RAR

Nu hvorledes skikker Trine sig, min gode Frue Bittermandel?

36
FRUEN

Vel nok, Madam Rar, det er saamæn den flittigste og artigste Elev vi har her i Institutet. Med hende vil De nok blive fornøiet, hun gjør en ypperlig Fremgang.

MADAM RAR

Ja Gud give det! det er saamæn en svær Byrde at opdrage saadant et Pigebarn, og et stort Ansvar for Gud og Mennesker.

FRØKENEN

Vi ere meget vel tilfredse med hende.

ZIERLICH

Udmærket godt med Kryds.

TENNEMANN

Ja Kors! Mamsellen er mycke bra i sine Ting.

MADAM RAR

Jeg takker Gud daglig paa mine Knæ, fordi jeg har faaet hende paa et godt Sted og vel ud af Huset. Jeg har saameget at tage vare paa hjemme i min Boutik, at jeg umulig kunde holde Øie med hende. Der er nu denne forbandede Dreng, denne hersens Hans Mortensen, som vil lege Kjæreste med hende, og render efter hende allevegne. Jeg beder Dem fremfor alt, Frue, at passe vel paa at han ikke kommer her.

FRUEN

Gud bevares!

FRØKENEN

Nei det kan De være rolig for.

37
MADAM RAR

Ja for De kan troe, det er en intrigant Krabat. Han practicerer sig ind allevegne. Om det saa var imorges, saa kom han saamæn og snusede omkring i Boutiken, og gjorde sig saa vigtig, som om han havde Statssager at forebringe, men det var ikke andet end et Paaskud for at see om Trine ikke skulde være der. Men De kan troe, jeg feiede ham ogsaa afsted, saa han fik Been at gaae paa. Og saa stjal han mig ovenikjøbet en halv Snees Borsdorffer-Æbler.

FRUEN

Jeg lover Dem høit og helligt, at han skal aldrig sætte sine Been mere her. Han har saamæn ikke været her siden Juul.

MADAM RAR

Ja min gode Frue, jeg stoler paa Deres Løvte, for jeg vil slet ikke at Trine skal have nogen Kommers med den forbandede Dreng. Men lad os nu ikke mere tale om det. (de sætte sig om Kaffebordet) Trine har gjort prægtige Fremskridt i Syening. Det var en kostelig Skjærm, som hun forærte mig til min Geburtsdag.

FRØKENEN

Ja De maa ogsaa vide, det var et Examens-Stykke.

MADAM RAR

Men uden Fortrydelse, hvoraf kom det at jeg maatte betale fem Rigsdaler for den, da hun dog selv havde syet den? Det er saamæn ikke for de snavs Penge jeg spørger derom ....

38
FRØKENEN

O de fem Rigsdaler! Nu veed jeg hvad De mener. Det skal jeg strax forklare Dem! Seer De, til Examenstiden har enhver saa meget at tage vare paa, at ingen kan faae gjort med egen Haand blot Halvparten af sit Arbeide. Det er Skik og Brug at lade fattige Piger i Byen sye Examens-Arbeiderne færdige, og saa giver man saadan Een en Rigsdalers Penge derfor.

MADAM RAR

Fem Rigsdalers Penge vil De nok sige.

FRØKENEN

Jeg beder om Forladelse, jeg fortalte mig.

MADAM RAR

Ja Gud bevares! Det var saamæn ikke derfor jeg spurgte derom. De Penge er meget vel anvendte. Men siden jeg nu engang er her, kunde jeg ikke faae at høre en lille Prøve paa Trines Fremgang i sine Videnskaber? Jeg seer at her er baade Lærer og Lærerinde tilstede.

ZIERLICH

Madam! De har at befale. Lad os begynde med Geographien. Siig mig, lille Trine, hvor ligger Amsterdam?

TRINE

Det er Hovedstaden i Engelland.

ZIERLICH

Stop!

MADAM RAR

Nei det er min Tro ikke saa. Saa ulærd jeg er, saa veed jeg dog at Amsterdam ligger i Holland, for derfra faaer man deilige hollandske Østers.

39
ZIERLICH

Ja hun vidste det meget godt; hun fortalte sig kun. Men De seer dog, hun kom det temmelig nær; thi Holland er nær ved Engelland, og desuden ende begge disse Landes Navne paa Stavelsen Land. Nu skal De see. (til Trine) Siden Du nævnede Hovedstaden i Engelland, hvad hedder den da? Nu? - Lon-Lon-Lond -

TRINE

London.

ZIERLICH

Meget rigtig. Hvor mange Indbyggere har London?

TRINE

Over fire Tusinde.

ZIERLICH

Ja det er vist.

MADAM RAR

Ja det er det min Tro ogsaa, for der skal endnu være flere Mennesker i den ene By end i Kjøbenhavn og Christianshavn tilsammen. - Men lærer hun ogsaa sin Religion?

ZIERLICH

Tilvisse. Lad høre, Trine: Mod hvem har Mennesket Pligter?

TRINE

Mennesket har Pligter, først imod sig selv, .... for det andet .... for det andet ....

40
ZIERLICH

Ja lad os kun blive staaende ved det første Hvilke ere Menneskets Pligter imod sig selv?

TRINE

At spise, drikke, kløede sig, erhverve Formue, holde sig reenlig og overhovedet gjøre alt hvad som tjener til Selvopholdelsen.

MADAM RAR

Det kunde hun min Tro perfekt. Men hvordan gaaer det med Sprogene?

FRØKENEN

Trine, læs et Stykke Fransk for Din Moder. Tag Hallagers Læsebog.

TRINE
(tager Bogen.)

Hvor skal jeg læse?

FRØKENEN

Slaae op paa første, bedste Sted. Der!

TRINE
(læser.)

»Laissez la vanité.« - Laissez -

FRØKENEN

Laissez? lad fa - lad fa -

TRINE

Lad fare.

FRØKENEN

Rigtig. Videre.

41
TRINE

La vanité -

FRØKENEN

Nu hvad er vanité? Van-i-té?

TRINE

Lad fare at komme Vand i Thee. (læser) »Donnez moi une marque.« Giv mig en Mark.

MADAM RAR

Det gaaer saamæn rask.

FRØKENEN

Det er nok. Nu skal De høre, hun taler ogsaa Sproget. (til Trine) Marchez vous quelquefois dehors et promenez? Allons courage, ma petit mademoiselle!

TRINE

Oui comça.

FRØKENEN

Combien êtes vous agé?

TRINE

Oui comça.

FRØKENEN

II est bien-tôt été. Voulez vous prendre avec l'institut au jardin des bêtes?

TRINE

Oui comça.

MADAM RAR

Det gaaer som en Kjæp i et Hjul. Vel svarer hun ikke meget....

42
FRUEN

Men det lidt hun siger er vel anbragt.

ZIERLICH

Man maa netop forstaae et Sprog grundigt, for at kunne udtrykke sig deri med den fornødne Korthed.

TENNEMANN

Mamsellen har en ofantlig vakker Accent uti Fransyskan.

ZIERLICH

Det Tydske gaaer ligesaa godt (til Trine) Wann sollen Sie zu Confirmation stehen?

TRINE

Sechzig Jahr.

MADAM RAR

Ja det kan jeg forstaae. Hun siger, naar hun bliver sexten Aar. Ja det er nu altsammen meget godt; de Sprog kan komme hende til Nytte, naar hun skal handle og kjøbslaae med Fremmede i Boutiken. Men der er endnu en vigtig Ting tilovers, og det er Regning; ja det er saamæn det allervigtigste for et Fruentimmer i hendes Stilling. Staaer hun sig godt i Regning?

ZIERLICH

Det forstaaer hun fra Grunden af. Trine, hvad er Regula de Tri?

TRINE

Det er saadant noget som: naar et Pund Kirsebær koster to Mark otte Skilling, hvad koster saa en Parquet-Billet?

43
MADAM RAR

Aa Snak, Barn, der er jo ikke Komedier i Kirsebærtiden.

ZIERLICH

Ja jeg skal have den Ære at sige Dem, hun mener en Parquet-Billet til Moerskabs-Theatret paa Vesterbro.

MADAM RAR

Ja det er en anden Sag. Kan hun da regne det Stykke ud?

ZIERLICH

Det er rigtig nok noget vidtløftigt.

MADAM RAR

Ja jeg forlanger det ikke. Men jeg gad nok høre hendes Fremgang i Musik.

FRØKENEN
(sætter sig ved Klaveret.)

Kom, Trine, syng Din Arie. (synger) »In diesen heilgen Hallen.« - Naa kom nu.

TRINE

Nei jeg er saa forkjølet; jeg er ganske hæs.

MADAM RAR

Et lille Stykke.

FRØKENEN

Det gaaer nok. (praeluderer) Naa hvor bliver Du af?

TRINE

Jeg kan virkelig ikke.

44
FRØKENEN

Aa Snak, det gaaer nok.

TRINE
(gaaer bort fra Klaveret, og vender sig til de Andre.) Mel. An dem schönsten Frühlingsmorgen. Nei det maae De mig forlade,
Jeg idag ei synge kan,
Ei en eneste Roulade
Jeg at gjøre var istand.
Hvis jeg skal, Mama,
Faaer jeg tralle da:
La la la la la la la.
(Frøkenen reiser sig fra Klaveret.) Ja for Snue, jeg Dem sværger,
Kan jeg knap en Node see.
Selv den lette Fidelberger
Vil ei gaae.
FRØKENEN
(corrigerende.) »Fidele berger.«
TRINE
Hvis jeg skal, Mama,
Faaer jeg tralle da:
La la la la la la la.
MADAM RAR

Ja ja, naar hun ikke kan synge, saa vil vi ikke heller plage hende.

TENNEMANN
(tager sin Violin op af Lommen.)

Men sedan Mamsellen ikke er enrhumerat paa Føtterne, saa kan hun låta see sine Progresser uti Dans. 45 Allons, à votre place. (til Madam Rar) Dette her er en Pas de deux, som jeg har componerat for Frøknerna Gyldenasparges, Døttrar af Excellencen Greve Gyldenasparges, som er gift med en Dotter af Baron Silverkartoffel. Det er en stor Seigneur uti Sverrige. Jeg har i många Aar varit Dansmestare hos hans Famille. Attendez; Mamsellen vil nu dansa Solo, men det er dog en Pas de deux; jeg vil sjelf figurera deri, før at gi' Madamen en Idee om Ensemblen. (til Trine.) Eh bien, commencez.

(Under denne Replik flyttes Kaffebordet hen i Baggrunden paa høire Side af Døren. Alle sætte sig ned i en Række paa venstre Side. Tennemann spiller, Trine dandser under følgende Sang. Han figurerer med hende, og gnider af og til paa Violinen.) Mel. af Cendrillon: A quoi bon la richesse. En avant deux, en arrière!
Uttilbeens! Hufvud rak!
Saa! det er en annan Sak!
Var lite meer légère!
Queue de chat! Nu giv mig Handen,
Først den ena, saa den anden.
Animeer sin Mouvemang!
Ja hun har et stort Talang.
Staae! Staae!
Nu dansar jag ena, Mamsellen seer derpaa.
Saa vakker en Solo vist aldrig før man saae.
CHOR
Saa prægtig en Solo vist aldrig før man saae.
TENNEMANN
Hvad er detta? ta mig tusen!
Uttilbeens, har jeg sagt!
Vil Mamsellen give Agt!
Vred blir jeg i Kabusen.
46Hun maa troe, hun tør ei fjase.
Runda Armar! Avec grâce!
Hufvud rak! Hold Takt! ça ça!
Saa! nu gaaer det mycke bra.
Staae! Staae!
Nu dansa vi sammen; hur vakkert er ei det!
Saa hvar à sa place, og tilsidst en Pirouette!
CHOR
Vist aldrig vi skued saa stolt en Pirouette!
MADAM RAR

Naa det maa man sige, om hun aldrig havde lært andet, saa har hun lært Dandsen tilgavns.

TENNEMANN

Nær Madam er satisfaite, saa er jeg mycke flatteret derøver.

MADAM RAR

Ak jeg kan næsten ikke bare mig for at græde af Glæde over min Datters store Fremskridt i sine Videnskaber. Ja saadant et Barn er lykkeligt, dersom hun bare skjønnede derpaa.

FRUEN

Der bliver ingen Umage sparet med hende.

FRØKENEN

Nei det veed Gud!

ZIERLICH

Vi gjøre alt for at danne hende til et værdigt qvindeligt Medlem af Samfundet.

MADAM RAR

Ja hun er i gode Hænder, og De kan stole paa min Erkjendtlighed.

47

FEMTENDE SCENE

DE FORRIGE. EN TJENESTEPIGE

PIGEN

Her er Bud fra Viinhandler Wassermann med Flaskerne.

FRUEN

Hvor er de?

PIGEN

Svenden og to Karle staae her. udenfor med dem; han spørger, hvor han skal sætte dem.

ZIERLICH

Lad dem kun blive i Kurven. Jeg skal nok selv besørge dem paa deres Plads. Siig til Svenden, at han ikke behøver at opholde sig.

(Pigen gaaer.)
MADAM RAR

Naa jeg vil ikke opholde Dem længere. De har nok at bestille. Jeg kommer igien iaften. Hvad Tid er det?

FRUEN

Selskabet samles Klokken fem.

MADAM RAR

Meget vel. Farvel, farvel! Dersom det var muligt jeg kunde faae min Kurv tilbage i Eftermiddag, saa var det mig kjært.

FRUEN

Den skal blive Dem tilsendt om lidt.

MADAM RAR

Det haster ikke. (til Frøkenen) Naa, hvordan blev det med Presenten?

48
FRØKENEN

Vi tog det Sjal til halvfjersindstyve Rigsdaler. Børnene bringe det med iaften.

MADAM RAR

Ja det var ogsaa det rigtigste. Nu farvel!

(gaaer.)
FUGTEL

Jeg maa ogsaa anbefale mig indtil videre. Jeg har endnu nogle Kunder at barbere.

SIMON

Jeg denker, vi gaae allesammen. Det er jo Tid at spise til Middag.

FRUEN

Vil De spise til Middag?

SIMON

Ja det forstaaer sig.

FRUEN

Det gjør vi ikke. Vi har drukket Kaffe. Nu gjemme vi vor Appetit til den gode Souper inat Klokken 2.

SIMON

Nei jeg bedakker mig, solænge kan jeg ikke gaae med en sulten Mave.

VINKE

Naa kom nu!

(Tennemann, Simon, Vinke og Fugtel gaae.)
FRUEN
(til Zierlich.)

De bliver dog?

49
ZIERLICH

Ja min bedste Frue, jeg bliver for at gaae Dem tilhaande.

FRØKENEN

Farvel saalænge! Jeg skal endnu informere i Miss Lumpkins Institut, og derefter har jeg et Ærinde i Nærheden af Sølvgadens Kaserne, og det er tilforladelig sandt, jeg skal ogsaa op i Industrien, men jeg er her igjen inden Klokken fem. Jeg spiser heller ikke til Middag.

(gaaer.)
ZIERLICH

Hvad mener De, Frue, var det ikke bedst at sætte Kurven for det første her ind i Stuen? Saa kan vi herfra transportere Viinflaskerne ind i Salen, eftersom vi bruge dem.

FRUEN

Jo det var nok det bedste.

ZIERLICH

Nu saa vil jeg besørge den herind.

FRUEN

Nei det er jo en Skam.

ZIERLICH

O ingenlunde. Tillad blot at jeg trækker min Kjole af.

(Trækker den af og lægger den ind i Skabet.)
FRUEN

Og naar De er færdig med det, saa kunde De nok komme ind til mig, for at følge mig et Par Ærinder 50 ud i Byen. Jeg har endnu nogle Smaating at kjøbe ind til iaften.

ZIERLICH

Med allerstørste Fornøielse.

(gaaer.)
FRUEN

Trine! Kan Du endnu laane mig to Rigsdaler?

TRINE

Jeg har endnu en Femdaler-Seddel, den er til Frue Bittermandels Tjeneste.

FRUEN

Nu saameget desbedre, min lille Trine, saa skal Du have nitten Rigsdaler, to Mark i alt. (Trine gaaer) Pas saa paa Døren, Constance, mens jeg er ude. (raaber ud ad Døren i Baggrunden) Kom saa ind og tag Kaffetøiet ud, og sæt alting i Orden. (til Constance.) Og lad saa Kurven med Viinflaskerne tømme, og naar den er tom, saa lad Een gaae hen med den til Madam Rar.

TRINE
(kommer.)

Vær saa god, Frue Bittermandel!

FRUEN

Tak, mit Barn!

(Gaaer ind i Kabinettet tilhøire.) (Tjenestefolkene komme ind og rydde op. Zierlich kommer med Kurven, som bæres af et Par Karle, og lader den sætte foran Klaveret. Karlene gaae.)
51
ZIERLICH

Man skal ikke sige om mig, at jeg er storagtig. Gud veed, jeg slider idag som en Hest. Men blot ikke mine gode Klæder tage Skade, saa er det ligemeget.

(Gaaer hen og tager Kjolen ud af Skabet og tager den paa, og gaaer ind i Kabinettet tilhøire. Tjenestefolkene ere imidlertid blevne færdige og gaae.)

SEXTENDE SCENE

CONSTANCE. TRINE

CONSTANCE

O Trine, jeg er færdig at gaae fra Forstanden! Hvilken forfærdelig Formiddag!

TRINE

Ja Du har noget at tale om, men hvad skal jeg sige, som saadan har maattet holde her og ladet mig examinere i alle Videnskaber og Kunster?

CONSTANCE

O intet andet end det! Men jeg, som endnu ikke har kunnet komme til at læse mit Brev!

(fager det frem.)
TRINE

Du arme Stakkel! Ja Du er rigtignok at beklage. - Men ere vi nu ogsaa sikkre?

CONSTANCE

Jeg kan ikke vente længere.

52
TRINE

Skynd Dig da, inden Frue Bittermandel faaer taget sit Tøi paa.

Mel. af Figaros Giftermaal: Su I'aria: Che soave zefiretto
TRINE
Lad høre!
CONSTANCE
(læser.) »Lad Din Yndlingsblomst Dig minde« -
TRINE
Din Yndlingsblomst Dig minde!
CONSTANCE
»Om den Ven, der har Dig kjær.«
TRINE
Om den Ven, der har Dig kjær!
CONSTANCE
»Blomster spire, Blomster svinde« -
TRINE
Hvordan lød det?
CONSTANCE
»Blomster spire, Blomster svinde« -
TRINE
Blomster spire, Blomster svindel
CONSTANCE
»Han dog er Dig stedse nær.«
TRINE
Han dog er Dig stedse nær!
BEGGE
Han dog er Dig stedse nær!
53
CONSTANCE
Vil du læse det, Trine?
TRINE
(læser.) »Lad Din Yndlingsblomst Dig minde« -
CONSTANCE
(læser.) »Om den Ven, der har Dig kjær!«
TRINE
»Bomster spire, Blomster svinde« -
CONSTANCE
»Han dog er Dig stedse nær.«
BEGGE
Han dog er {Dig/mig} stedse nær.

SYTTENDE SCENE

DE FORRIGE. Frue BITTERMANDEL

FRUEN

O Gud hielpe mig! der staaer hun min Sjæl, og læser Brevet. - Constance, hvad er det for et Brev?

CONSTANCE

O det er ingen Ting.

FRUEN

Ingen Ting? det er et Brev, siger jeg.

CONSTANCE

Nei saamæn er det ikke. Er det vel et Brev. Trine?

54
TRINE

Nei sandelig er det ikke.

FRUEN

Ja, I To ere i Ledtog med hinanden. Men jeg siger, det er et Brev, og jeg veed ogsaa fra hvem det er.

CONSTANCE

De tager feil, Tante!

FRUEN

Nei saamæn gjør jeg ikke. Giv mig det strax.

CONSTANCE

O Gud!

(giver hende det.)
FRUEN

Naa, nu skal vi da see. Hvor har jeg dog mine Briller? (lægger Brevet hen paa Bordet og søger i sin Syepose.) Det er sandt, de ligge i mit Chatol. (vil gaae.) Nei men jeg er ikke gal at lade jer To blive her allene. Vær saa god og følg med mig, ellers lægge I kun Raad op om hvorledes I skulle bedrage mig.

CONSTANCE

Hvor kan dog Tante troe ....

TRINE

Hvor kan dog nu Frue Bittermandel sætte sig saadant noget i Hovedet?

FRUEN

Ingen Snak! Vil I følge med. (Hun driver dem hen ved Døren tilhøire.) Det er sandt! Brevet! - Ja det kan blive liggende.

(De gaae.)
55

ATTENDE SCENE

SIGFRID MØLLER (springer ud af Kurven.)

SIGFRID

Det var godt, det gik saadan, (snapper Brevet til sig.) Har jeg ikke noget at lægge istedenfor? (søger i alle Lommer.) Et ligegyldigt Brev? Nei! - Det er da fordømt! - (trækker et Papiir op af Lommen.) Dette her? Nei det kan jeg ikke skille mig ved, dette er et alt for kostbart Dokument, som vel engang i Tiden skal komme mig til Nytte. (trækker et andet Papiir op af Lommen.) Dette da? - en Skrædderregning? - ja den vil jeg lægge paa Bordet. - Ha! - jeg hører dem allerede komme.

(Springer igjen ind i Kurven.)

NITTENDE SCENE

SIGFRID skjult. Frue BITTERMANDEL med Briller paa Næsen. CONSTANCE. TRINE. ZIERLICH

FRUEN

Naa nu skal vi da see.

ZIERLICH

Min bedste Constance, det er jo grueligt hvad jeg maa høre om Dem. De tager imod hemmelige Breve?

(han vil tage Papiret.)
CONSTANCE
(stiller sig i Veien for ham og Fruen.)

O skaan mig, jeg beder Dem! jeg vil tilstaae alt. Det er et Brev, et Vers.

56
FRUEN

Et Brev! sagde jeg det ikke nok?

ZIERLICH

Og ovenikjøbet paa Vers! Nei det er grueligt!

FRUEN

Bekjend strax fra hvem det er.

CONSTANCE

O Gud! fra -

ZIERLICH

Fra Snedkeren, jeg veed det, og jeg som har været til Nar og bragt Dem det i Bouquetten! Ja jeg skal tilforladelig ikke tiere være Deres Nar, det kan De troe.

CONSTANCE

O jeg beder Dem saa meget, De maa ikke læse det!

FRUEN

Jo min Sjæl vil jeg læse det; troe mig nu, jeg bandede.

ZIERLICH

Her hjelper ingen Snak. (griber Papiret.)

Samme Melodie.

FRUEN
Lad høre!
ZIERLICH
(læser.) »For en Vest at repareres« -
FRUEN
En Vest at repareres!
57
ZIERLICH
»Fire Mark betalt til Tak« -
FRUEN
Fire Mark betalt til Tak?
ZIERLICH
»Hvorfor skyldigst her qvitteres.«
FRUEN. CONSTANCE. TRINE
Hvad er dette?
ZIERLICH
»Hvorfor skyldigst her qvitteres.«
FRUEN
Hvorfor skyldigst her qvitteres!
ZIERLICH
Hvad er det for tosset Snak?
FRUEN
Hvad er det for tosset Snak?
BEGGE
Jeg forstaaer ei denne Snak.
ZIERLICH
Vil De læse det, Frue?
FRUEN
(læser.) »For en Vest at repareres« -
ZIERLICH
(læser.) »Fire Mark betalt til Tak« -
FRUEN
»Hvorfor skyldigst her qvitteres.«
58
ZIERLICH
Hvad er det for tosset Snak?
ALLE FIRE
Hvad er det for tosset Snak!
FRUEN

Men hvad vil det dog sige? Det er jo ikke andet end en Skrædderregning.

CONSTANCE

Ja Tante, jeg har jo aldrig sagt andet.

FRUEN

Du tilstod jo, at det var et Brev.

ZIERLICH

Et Vers!

TRINE

Veed Frue Bittermandel ikke, at Skrædderregninger kaldes Kjærlighedsbreve og Nytaarsvers?

FRUEN

Tie stille! Der er ingen som taler til Dig.

ZIERLICH

Men uden Fortrydelse, min smukke Jomfrue, hvor har De faaet den Regning fra?

TRINE

Een af Rullepølserne til Festen iaften var indsvøbt deri, og saa tog jeg den for at have noget at læse.

ZIERLICH

Ih Din Strik! naar Du vilde læse, kunde Du da ikke finde en Aand og Hjerte mere forædlende Lecture end denne?

59
FRUEN

Ja vi har gjort Constance Uret for denne Gang. Men vær nu god igjen min Pige, og pas vel paa Huset, og glem ikke at tømme Kurven og lade den bringe hen til Madam Rar. Jeg vil dog tage Nøglen af Døren. (lukker Døren tilhøire af og tager Nøglen i Syeposen.) Kom, Herr Zierlich! (Fruen og Zierlich gaae ud ad Døren i Baggrunden.)

TYVENDE SCENE

CONSTANCE. TRINE. SIGFRID i Kurven.

CONSTANCE

Men jeg kan ikke komme mig igjen af min Forundring. Hvordan er dog dette gaaet til?

TRINE

Jeg troer her maa være en Nissebuk i Stuen, men den er i det mindste af en god Sort.

CONSTANCE

Brevet maa dog ligge her et Sted. (de søge.) Det værste er, at jeg nu ikke rigtig kan huske det Vers, som stod deri. Hjelp mig, Trine, at huske paa det.

TRINE

»Lad din Yndlings-Blomst dig minde.« Det var det første.

CONSTANCE

»Om den Ven, der har dig kjær.« Det var det andet.

TRINE

»Blomster spire, Blomster svinde.« Det var det tredie.

60
CONSTANCE

Men nu det fjerde?

TRINE

Hvordan var nu det fjerde?

SIGFRID
(springer ud af Kurven.)

»Han dog er Dig stedse nær.« -

CONSTANCE og TRINE

Ah, ah!

SIGFRID

Bliv ikke bange, jeg er ingen Nissebuk, men i dette Øieblik den lykkeligste Elsker, der nogensinde har gaaet i en Snedkers Lignelse.

TRINE

Naa det maa jeg sige! det har jeg endnu aldrig oplevet i mine Romaner, at Elskeren er kommen i en Kurv. Men hvordan gaaer det til? (seer ned i Kurven.) Hvor er Viinflaskerne?

SIGFRID

O dem kan De søge længe efter! det var en List, jeg tillod mig at sende en god Ven herop som Kjeldersvend for paa denne Maade at komme ind i dette tillukkede Kloster. Jeg saae just ved en Hændelse Madam Rars Kurv blive baaren her hen, og sagde til mig selv: Naa den Kurv er jo som gjort til at være Kjærligheds Postvogn. Jeg kunde nok tænke, at her idag var oprørt Vand, og deri er jo godt at fiske.

TRINE

Men faaer Frue Bittermandel da ingen Viin?

61
SIGFRID

Af mig ikke.

TRINE

Men af Hr. Viinhandler Wassermann?

SIGFRID

Jeg kjender ingen Viinhandler i hele Byen, som hedder saadan.

TRINE

Naa det vil give en artig Contusion iaften.

CONSTANCE

Hvilket forvovent Spøg!

SIGFRID

Kun hvo som vover, vinder.

TRINE

Og saa har ovenikjøbet Rivalen bragt Elskerinden baade Deres Brev og Dem selv. O det er fortræffeligt! ja han faaer rigtignok en deilig lang Næse!

CONSTANCE

Og jeg som troede, Du reent havde glemt mig.

SIGFRID

Glemme Dig, min Constance! nei det gjør jeg aldrig!

CONSTANCE

Jeg havde rigtignok ikke glemt Dig. Men det er heller ikke for intet, jeg hedder Constance.

SIGFRID

Ja men jeg hedder Sigfrid, det betyder Seier og Fred. Jeg skal beseire alle Hindringer, og slutte en fordeelagtig Fred med mine Modstandere.

62
CONSTANCE

Gid det var saa vel! Men hvorfor har jeg ikke seet Dig i saa lang Tid?

SIGFRID

Hvorledes skulde jeg vel være kommen herind? Min Rival, som Trine kalder ham, passer jo paa som en Smed. Hvis ikke denne overordentlige Leilighed havde tilbudt sig ....

TRINE

Ja den var rigtignok overordentlig.

SIGFRID

Men lad os ikke mere tænke paa den forbandede Blæksmører, den Stileretter, den Glosebog, den evige Grinebider, - den Poet. Nei en Snedker, det er dog en ganske anderledes Karl. En Snedker er just en Mand for en smuk og elskværdig Pige.

CONSTANCE

Synes Dig det?

SIGFRID

Hør efter, saa skal Du høre, jeg har Ret.

Mel. Af Dragedukken: I Haven gik Signe en Rose at faae. Naar Snedkeren fører til Hjemmet sin Brud,
Ei finder hun nøgne de Vægge.
Med Sopha, med Skab har han smykket dem ud,
Stolt stande de Meubler i Række.
Der sidde de to saa beqvemt vel et Aar,
Og see paa de Vægge saa smukke.
Men kommer saa Storken med blomstrende Vaar,
Han laver en nydelig Vugge.
63
CONSTANCE
Men kaldes hans Elskede bort fra hans Barm,
Saa høvler han stille de Bræder,
Og bygger en Celle saa tæt og saa varm,
Og med sine Taarer den væder.
SIGFRID
Dog heller han sparer det Arbeid, den Graad,
Ved Lystighed Griller fortrænges.
CONSTANCE
Men sorgfuld hun græder sig Kinden saa vaad,
Naar skilt fra sin Elskte, hun længes.
SIGFRID
Ja Skilsmissen staaer som en frygtelig Magt.
CONSTANCE
Den Livet og Glæden betvinger.
BEGGE
Men Elskov og Mod, med hinanden i Pagt,
Skal laane dem mægtige Vinger.
CONSTANCE

Stille! Jeg synes, jeg hørte nogen gaae med Forstuedøren.

TRINE
(løber hen ved Døren og lytter, og kommer tilbage.)

Der er Een derude.

CONSTANCE

Gud! hvad skal vi gjøre!

SIGFRID

Jeg springer i Kurven.

CONSTANCE

Nei, nei det gaaer ikke an. Du bliver opdaget. Kom herind saalænge.

(Gaaer ind med ham i sit Kabinet.)
64

EEN OG TYVENDE SCENE

TRINE. HANS MORTENSEN med Bøger i en Rem, og spisende paa et Æble.

TRINE

Aa! er det intet andet end Dig?

HANS

Intet andet? Jeg synes det er nok, det.

TRINE

Du kommer til Uleilighed.

HANS

Til Uleilighed? See see! det har man fordi man sværmer for saadan en tosset Tøs, og udfinder de allerkløgtigste Planer for at faae hende at see. Naar man saa har overvundet alle Hindringer, saa faaer man en Modtagelse som en Hund i et Spil Kegler.

TRINE

Naa hvad kløgtige Planer har Du da udfundet?

HANS

Der! vil Du have et Æble? jeg vil dog ikke spise uden at byde Dig.

TRINE

Ja, det er meget smukt at Du byder mig de Æbler, som Du har stjaalet fra min Moder.

HANS

Stjaalet! Hvem tør sige at jeg har stjaalet?

TRINE

Det siger min Moder.

65
HANS

Godt! hun skal lære at kjende mig. Hvo som angriber min Ære, over ham kræver jeg Hævn. Det skal koste hende hendes tre Mark.

TRINE

Hvordan det, lille Hans?

HANS

Ja see det vidste jeg nok, nu er hun god igjen. - Jo det skal jeg sige Dig, lille Trine. Siden Din Moder siger at jeg stjæler, saa skal jeg nu ogsaa virkelig stjæle fra hende, til tre Marks Beløb.

TRINE

Men saa er Du jo en Tyv.

HANS

En Hjertetyv, lille Trine!

TRINE

En Æbletyv, lille Hans!

HANS

Nei en Hjertetyv, lille Trine, ifald jeg stjæler Dig fra hende.

TRINE

Naa? er det til tre Marks Beløb?

HANS

Aa Snak, Trine! Du er over tretusind Mark Banco værd.

TRINE

Du taxerer rask. - Men hvad var det, Du vilde fortælle om de Planer, Dit kløgtige Hoved har udklækket?

66
HANS

Det kan Du spørge om? Synes Du ikke at det er kløgtigt nok af mig at liste mig ind til Dig den samme Dag da Din Moder har forbudet mig at see Dig, og da Lærer og Lærerinde, Tjenestefolk og hvad alt det Kram hedder, passe paa Dørene for at forhindre mig Entreen?

TRINE

Hvordan har Du da baaret Dig ad dermed, min Søn?

HANS

Det skal jeg sige Dig. Jeg passede paa, da Frue Bittermandel og Herr Zierlich gik ud, og saa stillede jeg mig lige under Kjøkkenvinduet, og saa tog jeg eet af disse Æbler - ja nu siger Du vist igjen at jeg har stjaalet dem, men det er den skjændigste Usandhed.

TRINE

Godt, Hans! Mit Hjerte er overbeviist om Din Uskyldighed.

HANS

O fortryllende Svar! (kysser hendes Haand) Og saa slog jeg Æblet ind ad Vinduesruden, saa den klingrede i tusinde Stykker, og vips løb jeg ind ad næste Port, ind i Naboens Gaard, hvor jeg skjulte mig i et stort Sukkerfad. Nu kom alle farende ud paa Gaden, for at see hvad det kunde være, og mens de alle løb ned ad Gaden, for at faae fat paa Canaillen, saa smuttede jeg ind ad Gadedøren, som de havde ladet staae aaben paa viid Gab.

TRINE

Fyl det er jo Drengestreger.

67
HANS

Hvad var det Du sagde der? - Lad mig ikke høre det Ord engang endnu. Du snakker som Du har Forstand til. - See her bringer jeg Dig en Bog, en Reisebeskrivelse. Din Moder skjændte paa mig imorges, fordi jeg altid laaner Dig Romaner. Hun sagde det var bedre jeg bragte Dig Reisebeskrivelser, for at Du kunde lære noget nyttigt, som ikke fordærvede Din Moralitet. See her er een, vil Du see? den hedder: »Reise igjennem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger.«

TRINE

Tak skal Du have.

HANS

Du kan aldrig troe hvad jeg har narret mange Mennesker April idag.

TRINE

Har Du det, Hans? Lad mig høre noget derom.

Mel. af Die Wiener in Berlin: War's vielleicht um eins.

TRINE
Siig mig hvem der var
Allerførst Din Nar.
HANS
Peter Mule var
Allerførst min Nar.
TRINE
Det var en ypperlig Plan!
Men lad mig høre hvordan.
Hansemand, fortæl.
68
HANS
Hør da!
TRINE
Nu vel?
HANS
Han sov i Skolen i Krog,
Taus snapped bort jeg hans Bog,
Og vips nu løb han hjem igjen
For at hente den.
BEGGE
Han sov i Skolen i Krog,
Taus snapped jeg/Hans bort hans Bog.
Og vips nu løb han hjem igjen
For at hente den.

TRINE HANS
O for vist! Ha ha ha
Ret en artig List! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha
Ja min Hans Ha ha ha
Er en Gale-Frands! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha!

TRINE
Siig mig hvem Du har
Dernæst havt til Nar.
HANS
Ham som retter Stiil,
Narred jeg April.
TRINE
Det var en ypperlig Plan!
Men lad mig høre hvordan.
Hansemand, fortæl.
69
HANS
Hør da!
TRINE
Nu vel?
HANS
Jeg sagde: Mikkel Skærsant
Kysser Malene galant.
Vips ud i Kjøknet foer han nu,
Thi han er jaloux.
BEGGE
{Jeg/Han} sagde: Mikkel Skærsant
Kysser Malene galant.
Vips ud i Kjøknet foer han nu,
Thi han er jaloux.

TRINE HANS
O for vist Ha ha ha!
o. s. v. o. s. v.

TRINE
Siig mig hvem der var
Tredie Gang Din Nar?
HANS
Tredie Gang til Nar
Fik jeg Madam Rar.
TRINE
Det var en skammelig Plan!
Jeg vil ei høre hvordan.
Hans, er Du da gal?
70
HANS
Hør dog!
TRINE
Saa tal!
HANS
Hun mig befalte paany
Evig min Trinemor flye.
Vips jeg til Dig herind mig stjal;
Hans er ei saa gal.
BEGGE
Hun {mig/ham} befalte paany
Evig {min/sin} Trinemoer flye,
Vips {jeg/han} til {Dig/mig} herind {mig/sig} stjal;
Hans er ei saa gal!

TRINE HANS
O for vist Ha ha ha
En uskyldig List! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha
Ja min Hans Ha ha ha
Er en Gale-Frands! Ha ha ha
Ha ha ha ha ha! Ha ha ha!

HANS

Aa jeg har narret mange Here endnu, men det vilde blive for vidtløftigt at fortælle.

TRINE

Men er Du da ikke selv bleven Aprilsnar?

HANS

Jo pyt!

TRINE

Ja ja, min Dreng, det kan forestaae Dig endnu.

71

TO OG TYVENDE SCENE.

DE FORRIGE. CONSTANCE

CONSTANCE

Men hvad er dog paafærde her? - Trine, hvad tænker Du paa? Hans Mortensen her! Har Du glemt Din Moders og min Tantes strænge Befalinger? Hvordan vil det gaae ifald de faae at vide at han har været her?

TRINE

Nei nu har jeg hørt det med! Du vil ordentlig raisonnere, Du vil moralisere for andre, Du som selv i dette Øieblik ....

CONSTANCE

Tie stille! Jeg har ikke et Ord at sige.

TRINE

Lad Dine Øine falde paa den Kurv der staaer, og gaae i Dig selv.

CONSTANCE

Det er nok, Trine! gjør hvad Du vil, men bær Dig forsigtig ad. (afsides, idet hun gaaer tilbage i Kabinettet) Det er ret en slem Dreng.

TRE OG TYVENDE SCENE.

HANS. TRINE

TRINE

Nu har jeg aldrig seet saa galt!

HANS

Hvad er det, Trine?

72
TRINE

Tænk Dig, at hun vil give sig til at moralisere over at Du er hos mig, hun som selv i dette Øieblik har sin Kjæreste Sigfrid Møller inde hos sig paa sit Værelse, ham der ligesaalidet tør komme her i Huset som Du.

HANS

Hvad siger Du, Trine! O det er deilige Spænd! Saa ere vi nu to hemmelige Par.

TRINE

Naar hun kan have sin Kjæreste hos sig, hvorfor skulde jeg da ikke kunne have min hos mig.

HANS

Ih det er ligefrem!

TRINE

O det er en ypperlig Historie! Hør engang, men Du maa for alting ikke fortælle det igjen ....

HANS

Jeg er taus som en Muur.

TRINE

Herr Zierlich, som selv er forlibt i Constance, bragte hende iformiddags en Bouquet, og deri laae et Brev fra Sigfrid Møller. Siden kom denne Kurv herop, og Frue Bittermandel troede det var en Present fra en Viinhandler, som slet ikke er til; saa besørgede Herr Zierlich Kurven selv herind, og hvem laae i Kurven? Sigfrid Møller.

HANS

Evig forsoren! nei det er fortræffeligt! dette Paafund er næsten lige saa godt som mit at slaae Ruden ind.

73
TRINE

Det skulde jeg mene.

HANS

Vel at forstaae, Trine! var hans finere udtænkt, romantiskere end mit, saa viser mit derimod større Kraft og Mod. (i en læsende Tone) Jo større Kraft, desmindre List. De modigste og ædleste Dyr ere de mindst listige.

TRINE

Ja Du er et godt Dyr, men trods al Din Kraft og alt Dit Mod, saa maa Du nu gaae, inden Frue Bittermandel kommer hjem.

HANS

Jo paa det lav! Nei nu vil jeg just blive. Saalænge Snedkeren ikke gaaer, saa gaaer jeg saagu heller ikke.

TRINE

Betænk hvad Du siger! hvad kommer Snedkeren os ved?

HANS

Meer end Du troer. Hvis der skulde trække et Uveir af Skjænd op, saa slaaer Tordenen ned paa de høieste Steder; vi Smaa gaae nok frie i den almindelige Hurlumhei. Hvad er Høihed? Et Maal for det Høieres Vrede. - O der kan aldrig gives et beleiligere Øieblik til at gjøre Gavtyvestreger!

TRINE

Min Ven! hvis ingen anden Betænkning kan dæmpe Dit flammende Mod, saa lad i det mindste mit Rygte være Dig helligt!

74
HANS

Søde Trine! Dit Rygte har ingen ømmere Ven end Hans Mortensen.

TRINE

Slip mig, Forræder! Falskhed er Dit Ord. Du skaaner ikke mit Rygte. Nu husker jeg først paa, at jeg har en Høne at plukke med Dig.

HANS

Naa da?

TRINE

Du gaaer og braller ud i hele Byen det Forholde hvori Du staaer til mig. Det er ikke længer nogen Hemmelighed. Jeg er blameret i Verdens Øine. Jeg er en ulykkelig Pige, maaskee for min Livstid. O I Mænd, I Mænd kunne aldrig bevare nogen Hemmelighed! Kun Qvindens Barm er tro, og taus som Graven.

HANS

Naa Herre Gud, jeg har maaskee fortalt det til et Par af mine Skolekammerater. Naar jeg ikke maatte tale om det, hvad Glæde havde jeg saa deraf?

TRINE

Men der er Maade med alting. Du har snakket saa meget derom, at vi begge ere blevne til en Fabel over Byen. Ja jeg vil ikke skjule det længere for Dig. Hør hvorvidt Følgerne af Din Ubesindighed have bragt os: der er udkommen en Pasquil over os.

HANS

En Pasquil!

75
TRINE

»Hans og Trine, en Scene i Rosenborg Have.« Den staaer i en Nytaarsgave for iaar.

HANS

Naa saa lover jeg Dig da: jeg skal rigtignok smøre den Karl ....

TRINE

Hør ud, det er endnu ikke det værste. Men forleden har de opført den Scene paa et Deklamatorium, og de To som spillede os, skal have lignet os saa livagtig, at enhver kunde tage og føle derpaa, at det skulde være os. Tænk bare, at han, som forestilte Dig, er en gammel Karl der hedder Rosenkilde; han havde meiet sig saadan ud, at han saae ud som en Skoledreng. Fatter Du den hele grændseløse Ulykke af at blive indført paa Theatret saaledes som man staaer og gaaer i det hæderlige Hverdags-Liv?

HANS

Da maa jeg sige, det er skammeligt, at Acteurerne skal have Lov til at gaae og copiere en respectabel Skolediscipel.

TRINE

Herre Jemini! jeg hører nogen gaae med Forstuedøren. (Hans løber hen og slaaer Døren ilaas) Hvad gjør Du?

HANS

Jeg slog Døren ilaas. Lad mig nu see at jeg faaer mig vel skjult.

ZIERLICH
(udenfor.)

Luk op!

76
TRINE

Hvad skal vi dog hitte paa?

HANS

Jeg skjuler mig i Kurven.

TRINE

Nei gjør ikke det. Heller i Skabet.

HANS

Som Du vil. (Trine aabner Skabsdøren.)

ZIERLICH

Luk dog op, Trine, Du er jo derinde.

TRINE

Jeg søger om Nøglen.

HANS

Farvel, min Trine, farvel! (omfavner hende) Faren truer os, en Tordenskye hænger os over Hovedet. For Din Skyld kaster jeg mig i Armene paa denne bælmørke Nat. (vil gaae ind i Skabet, men standser) Evig forsoren! hvilken deilig Wiener-Tærte!

TRINE

Skynd Dig, skynd Dig!

HANS

Vi sees igjen! (omfavner hende, og gaaer ind i Skabet. Trine lukker Skabsdøren til.)

ZIERLICH

Men Trine, hvorlænge skal jeg staae her?

TRINE

Nu kommer jeg. (hun aabner Døren for Zierlich.)

77

FIRE OG TYVENDE SCENE

HANS i Skabet. TRINE. ZIERLICH

ZIERLICH

Hvad er paafærde her? hvorfor havde Du lukket Døren ilaas?

TRINE

Fordi jeg var allene.

ZIERLICH

Hvem talte Du da med?

TRINE

Jeg har ikke talt med nogen.

ZIERLICH

Jeg har jo tydelig hørt det. Og nu? - Nu hører jeg nogen tale derinde i Kabinettet. Hvem er derinde?

TRINE

Der er ingen anden end Constance.

ZIERLICH

Hvem taler hun da med?

TRINE

Det veed jeg ikke.

ZIERLICH
(lægger Øret til Døren.)

Det er Snedkeren, Trine!

TRINE

Nei ham er det nu bestemt ikke.

ZIERLICH

Hør, Du er en Løgnerske, en Bedragerske. Du 78 er i Ledtog med hende, for at narre os alle tilhobe. Du har lukket Snedkeren ind, derfor var Døren ilaas.

TRINE

Det er saamæn slet ikke sandt.

ZIERLICH

Hør! dersom Du ikke bekjender paa Øieblikket, saa tager jeg Dig og bærer Dig op paa Loftet og lukker Dig inde, til Frue Bittermandel er kommen hjem.

TRINE

Aa det lader De nok vaere.

ZIERLICH

Naa saa skal Du da see ....

(vil gribe hende, hun retirerer hen i Baggrunden.)
HANS
(træder ud af Skabet, spisende paa et stort Stykke af Tærten.)

Hvad behager? Vil De bortføre Trine?

ZIERLICH

Hvad seer jeg!

HANS

De har fornærmet Trine, jeg kræver Dem til Ansvar for Deres ærerørige Talemaader. Min Trines Ære er min. De kalder hende en Løgnerske, en Bedragerske, men hun er ingen af Delene. De selv derimod er en dobbelt Aprilsnar; thi det er Dem, som har bragt Constance ikke blot Brevet fra Snedkeren, men Snedkeren selv, som laae der i Kurven, hvori De troskyldig meente at der var Viinflasker.

79
ZIERLICH

Hvad maa jeg høre! er det sandt?

(løber hen til Kurven og seer ned i den.)
TRINE

Ja siden Hans har fortalt det, saa kan det ikke nytte at skjule det længere.

ZIERLICH

Hør Børn, jeg tilgiver jer To, jeg skal lægge et godt Ord ind for jer hos Frue Bittermandel, men saa maae I heller ikke røbe mig. Har Snedkeren narret mig, skal jeg nu narre ham igjen. Jeg skal dryppe ham i hans eget Fedt. Han skal ikke være ene Hane i Kurven. Jeg lægger mig selv i den, for at være Vidne til hans Samtale med Constance, og for at overrumple og beskjæmme dem begge to. Men Frue Bittermandel og Børnene i Skolen maae ikke vide noget om denne min Nedladenhed i Kurven. Min Gravitet som Lærer vilde lide derunder. Kan jeg stole paa at I vil tie dermed?

TRINE

Det skal vi.

HANS

Det er soret!

TRINE

Men paa det Vilkaar, De sagde.

ZIERLICH

Forstaaer sig. (aabner Kurven) Jeg vil dog først trække min Kjole af, for ikke at smudske den. (trækker Kjolen af og lægger den ind i Skabet) Saa!

(Gaaer hen ved Kurven, Hans og Trine hjelpe ham ind i den.)
80

FEM OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. Frøken TRUMFMEIER i Baldragt.

FRØKENEN
(ubemærket af de andre.)

Hvad mon det skal sige? Herr Zierlich staaende i Viinkurven!

ZIERLICH

Her er rigtignok overordentlig smudsigt paa Bunden. Jeg er bange, mine gode Beenklæder tage Skade.

TRINE

Maaskee vi kunde brede noget under.

ZIERLICH

Nei lad os ikke spilde Tiden, jeg sætter mig paa mine Hænder. (sætter sig ned.)

FRØKENEN

Nu har jeg seet det med!

ZIERLICH

Luk saa Laaget til, I To!

FRØKENEN

Jeg maa sandelig skjule mig, og lure paa hvad dette skal blive til.

(springer ind i Skabet og titter ud ad Døren paa Klem.) (Hans og Trine lukke Laaget paa Kurven.)
81

SEX OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. CONSTANCE. Strax efter: SIGFRID

CONSTANCE
(med et hvidt Forklæde i Haanden, bliver staaende i Døren og seer ud i Stuen.)

Nei her er ingen uden Børnene; kom nu gesvindt.

SIGFRID
(kommer.)

Skal jeg da nu gaae min Vei?

CONSTANCE

Det er den høieste Tid.

SIGFRID

Det er Skade, Herr Zierlich ikke er her, saa kunde han besørge mig ud i Kurven, ligesom han besørgede mig ind.

CONSTANCE

Spot ikke! Han kan let komme førend vi ønske det, han er vist ikke langt herfra.

TRINE

Nei det tør jeg nok love for.

CONSTANCE

Du kan ikke komme herfra paa en nemmere Maade end den jeg har sagt Dig. Du bærer denne Kurv udaf Huset; min Tante har befalet mig at lade den bringe hen til Madam Rar. Det vil ingen Opsigt gjøre hos Tjenestefolkene, naar de see Dig gaae ud herfra i dette Ærinde. See, her er et Forklæde, det tager Du paa for at ligne en Bodsvend.

82
SIGFRID

Men det vil dog være paafaldende for Tjenestefolkene at see mig gaae ud af Huset, naar de ikke har seet mig gaae ind.

CONSTANCE

Det siger intet, de vil tænke, at Du er gaaet herind i et Øieblik, da de ikke passede paa Døren. Jeg skal selv følge med og betrygge Din Vandring lige til Gadedøren.

SIGFRID

Nu vel, det er ikke værdt at betænke sig længe. Bind mig da dette Skjærf om Livet; det er et Elskovspant, som jeg beholder til vi sees igjen. (hun binder ham Forklædet om, han gaaer hen til Kurven) Hør, veed Du hvad? Jeg tager Kurven paa Nakken, jeg seer der er Remmer i den, den er jo desuden tom.

CONSTANCE

Gjør som Du vil, men skynd Dig bare at komme bort.

SIGFRID

Du holder slet ikke af mig, Du længes bare efter at jeg skal gaae min Vei.

CONSTANCE

Hvor kan Du sige det? Men her er intet Øieblik at spilde.

SIGFRID

Og saa giver Du mig ovenikjøbet en Kurv med til Afsked, det er et slemt Tegn.

CONSTANCE

Nei jeg giver Dig ingen Kurv, det er jo Din egen Postvogn.

83
SIGFRID

Ja det er da endelig ogsaa sandt. Naa, Courage! Ligesaagodt springe som krybe i det. (løfter paa Kurven, men slipper den igjen) Hille en Ulykke, hvor den er svær! Jeg troede den var tom, siden jeg selv laae i den.

CONSTANCE

Bie lidt, lad os see hvad det er.

TRINE

O det er intet andet end en lille Møllesteen, som min Moder har kjøbt af Verten her i Huset, til sin ny Mølle paa Farimagsveien, og den har nu Verten lagt i Kurven, for at hun kunde faae den tilbragt med det samme.

SIGFRID

Naa i Guds Navn da! Det er rigtignok forbandet haardt at gaae her og slæbe sig ihjel paa en Møllesteen. - Hør veed Du hvad, Constance, lad os tage Stenen ud og læg Du Dig selv i Kurven, saa bærer jeg Dig hemmelig bort, og saa lade vi os vie af en Præst.

CONSTANCE

Aa Du er ikke rigtig klog! For Guds Skyld, gaae Din Vei og nøl ikke længere.

SIGFRID

Der har vi det, det er som jeg siger, Du holder slet ikke af mig; dersom Du havde Kjærlighed saa havde Du ogsaa Mod.

CONSTANCE

O spøg nu ikke til urette Tid!

84
SIGFRID

Det er mit ramme Alvor.

CONSTANCE

Farvel, jeg gaaer min Vei.

SIGFRID

Naa saa giv mig da et Kys til Afsked.

CONSTANCE

Stille! siig ikke saadant noget naar Børnene høre derpaa.

SIGFRID

Tomme Udflugter! Du holder ikke af mig, det er Tingen! og her skal jeg gaae som en Nar og slæbe mig fordærvet paa den forbandede Møllesteen.

CONSTANCE

Dersom Du har mindste Godhed for mig, saa gaae, medens det endnu er Tid.

SIGFRID

Vil Du da kysse mig?

CONSTANCE

Hør nu bliver jeg vred, jeg har eengang sagt Nei, jeg lader mig ikke tvinge.

SIGFRID

Farvel!

(stikker Armene gjennem Remmerne paa Kurs ven og tager den paa Nakken.)
CONSTANCE

Farvel, Sigfrid!

85
SIGFRID
(paa Veien til at gaae.)

Du seer mig aldrig meer!

CONSTANCE

Hvad siger Du?!

SIGFRID

Saadan som Du her seer mig, gaaer jeg lige ud paa Langebro og springer i Vandet; min Møllesteen skal nok trække mig tilbunds.

CONSTANCE

For Himlens Skyld!

ZIERLICH
(stikker Hovedet ud mellem Laaget og Kurven, men kan ikke faae Laaget høiere op, formedelst Remmerne, som gaae over det.)

Hei, hei! Gevalt!

SIGFRID

Hvad er det?

CONSTANCE

Herr Zierlich!

SIGFRID

Zierlich, hvor er han?

ZIERLICH

Bag ved Dem, gode Herr Møller!

SIGFRID

Bag ved mig? (dreier sig flere Gange rundt) Jeg seer intet.

CONSTANCE TRINE HANS
(med Skoggerlatter.)

I Kurven!

86
SIGFRID

Hvorledes? Det er Dem som er Møllestenen?

ZIERLICH

Lad mig bare komme ud inden De springer i Vandet.

SIGFRID

Nei har jeg Dem eengang fat, saa skal De saamæn ikke slippe. Naar jeg tager mig selv af Dage, saa vil jeg i det mindste have den Trøst, at min Rival følger med.

ZIERLICH

O jeg skal aldrig rivalisere med Dem!

SIGFRID

Ja det er en anden Sag. Vil De afstaae fra alle Pretentioner paa Constance?

ZIERLICH

Ja, ja, ja i Pokkers Skind og Been!

SIGFRID
(i det han sætter Kurven ned.)

Godt! saa er De reddet. Seer De, jeg var saa vis paa, at De vilde finde Dem i Billighed, at jeg allerede for længe siden har opsat Deres Løvte skriftlig, for at præsentere Dem det ved een eller anden passende Anledning. Her er det. (tager et Papiir frem) Vil De behage at underskrive.

ZIERLICH

Ja lad mig bare komme ud, jeg kan jo dog ikke skrive i Kurven.

87
SIGFRID

Aa De kan nok faae en Haand ud af Aabningen. Dyp en Pen, lille Trine.

ZIERLICH

Jeg skriger paa Hjelp.

SIGFRID

Gesvindt, bind Kurven til, og lad os kaste den ud fra Loftsluen.

ZIERLICH

Nei giv mig Pennen.

TRINE
(bringer ham en Pen.)

Vær saa god.

ZIERLICH
(skriver.)

Saa! maa jeg nu komme ud?

SIGFRID
(tager Papiret.)

Med Fornøielse. (aabner Kurven, Zierlich kryber ud.) Naa saa tænker jeg, vi vil begge blive ilive og lade de Sterbens-Griller fare.

ZIERLICH

O hvor jeg er bleven tilrakket! Mine gode Beenklæder, mit gode Kalvekryds, hvor det seer ud!

SIGFRID

Ja det er egentlig det værste af det hele; thi Pigen havde De dog aldrig faaet.

88
HANS

Jeg gratulerer, Herr Zierlich!

ZIERLICH

Hvortil?

HANS

Til at De tredie Gang er bleven Aprilsnar.

(Man hører nogen tale i Forstuen.)
CONSTANCE

Der er nogen! Sigfrid, gaae ind i mit Kammer.

TRINE

Skjul Dig, Hans!

ZIERLICH

Min Kjole!

(Constance og Sigfrid gaae ind i Kabinettet. Hans og Zierlich løbe hen til Skabet, Frøkenen slaaer Skabsdøren i.)
HANS

Det er lukket.

ZIERLICH

Min Kjole! (Hans springer i Kurven.) Hvor skal jeg hen? (Vil løbe ind ad Døren tilhøire) Den er ogsaa lukket. (Banker paa Døren tilvenstre) Lad mig komme ind. (Løber hen til Kurven) Gaae ud, Dreng, lad mig komme i Kurven.

HANS
(reiser sig.)

Nei saa Skam om jeg gjør, enhver er sig selv nærmest; jeg synes at De kan have faaet nok af den Fornøielse.

(sætter sig ned, og slaaer Laaget til.)
89
ZIERLICH

Jeg faaer krybe under Bordet.

(kryber under Bordet paa venstre Side i Forgrunden.)
TRINE

Da vil jeg saamæn ikke blive her allene og tage imod alle Skjændene. (aabner Laaget paa Kurven.) Hans, er der ikke Plads til mig i Kurven?

HANS

Jo, Trine, for Dig viger jeg gjerne Pladsen.

(springer ud, og lader Trine krybe i Kurven, selv lægger han sig under Klaveret, og støtter sig med Ryggen mod Kurven, og falder i Søvn om lidt.)

SYV OG TYVENDE SCENE

ZIERLICH. Frøken TRUMFMEIER, HANS og TRINE, alle skjulte. Frue BITTERMANDEL og en TJENESTEPIGE træde ind ad Døren i Baggrunden.

FRUEN

Gud hjelpe mig! hvordan hænger det sammen?

PIGEN
(grædende.)

Her maa have været en Tyv og stjaalet baade Dyr og Harer og Østers og Æbler og Viindruer og hele Klatten ud af Forstuen.

FRUEN

Men hvorfor har I uforskammede Tøser ikke passet bedre paa?

90
PIGEN

Ak Fruen kan troe, det er et heelt Complot! der kom en Steen igjennem Vinduet, og saa foer vi allesammen ud paa Gaden, for at gribe ham, som havde kastet den, og i den Tid maa Tyven have seet sit Snit.

FRUEN

Jeg ulykkelige Menneske! Og mine Fremmede, som jeg kan vente hvert Øieblik! Men hvor er da Constance? Hvor er Trine? Er Herr Zierlich endnu ikke kommen, og har ingen seet Frøken Trumfmeier? (Pigen gaaer grædende bort.) Ja naar Katten er ude, spille Musene paa Bordet.

OTTE OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE undtagen Pigen. FUGTEL, TENNEMANN, SIMON og VINKE komme, den ene efter den anden.

FUGTEL

Ak gode Frue! der er indtruffet slemme Forhindringer. Jeg har faaet Ordre af Herr Chirurgussen at tage om en Time ud til Brøndshøi, for at aarelade en Barselkone, og sætte en Pige en Igle. Jeg kan ikke spille iaften. Kink har ogsaa faaet Forfald. Hans Moder er bleven syg, og nu maa han vaage inat i hendes Sted paa almindelig Hospital. Og af de to Studiosusser Chirurgiæ har han som spiller Violin, ogsaa Forhindring. Han spilte igaar i en Concert i Frue Planes Institut, og der kom en drukken Dilettant hen til ham og slog ham paa Snuden, hvorpaa han slog igjen og kom i saadant Slagsmaal, at han idag maa holde Sengen. 91 Men den anden, som spiller Contrabas, har sagt, at han skulde have den Ære at komme.

FRUEN

Aa han kan gaae Fanden i Vold med alle de andre! Hvad kan Contrabassen hjelpe mig, naar de andre Instrumenter blive borte? Saa gaaer da ogsaa min Concert i Skuddermudder!

TENNEMANN
(kommer haltende ind, med indbunden Arm og en Krykkestok.)

Kors! hvad før Olycka! Min Fru, inte kan jeg føre Balen op iafton. Vil Ni see hur jag er miserabel. Der kom en Vagn og kjørte paa mig og rev mig om.

FRUEN

O det er lige meget, her bliver dog intet Bal iaften.

SIMON
(kommer syngende.)

»Din Tante Tæl til ti, din Tante Lene.« Ja det skal min Seel nok gaae. Jeg har evet mig den ganske Dag.

FRUEN

Feiler De da ikke ogsaa noget?

SIMON

Nei jeg er min Seel saa frisk som en Fisk.

VINKE
(kommer løbende.)

Her bringer jeg Ole Colonne.

92
FRUEN

I kan for min Skyld gjerne gaae hen og hænge jer allesammen; thi her bliver hverken Bal, eller Concert eller Souper.

DE ANDRE

Hvorledes?

VINKE

Og de Fremmede komme allerede op ad Trappen.

FRUEN

O Gud hjelpe mig! De Fremmede!

TENNEMANN

Damerne staae her utanfør og drage Støvlerne af og tage Balskor paa.

SIMON

Ja jeg gik min Seel en ganske Menge Damen, Herren og Kinder forbi.

(Tummel udenfor.)
FUGTEL

Der er de.

FRUEN

Naa nu gjelder det at holde Ørene stive.

93

NI OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. CHOR af PIGER og DRENGE med deres Forældre og Paarørende, alle i Baldragt. Madam RAR meget pyntet. EN MADAME.

Mel. Pausevalsen.

CHOR
God Aften, god Aften! nu har De os da.
FRUEN
Velkommen hertil!
(afsides.) Gid de var vel herfra!
CHOR
Vi takke Dem skyldigst for Invitation.
FRUEN
Jeg beer. ingen Aarsag!
(afsides.) O min Confusion!
CHOR
Hør!
Nu vi gratulere den Frue saa bold.
FRUEN
Jeg takker Dem.
(afsides.) Gid de var Fanden i Vold!
CHOR
Gid mangen en Dag De som denne maae ha'!
FRUEN
Jeg takker ærbødigst!
(afsides.) Gud frie mig derfra!
Hør!
Jeg haaber at ei De min Ringhed forsmaaer.
CHOR
Vist ikke! vi tage hvad Huset formaaer.
94
FRUEN
Det bliver kun tarveligt, det maae De troe.
CHOR
Det siger De stedse; vi kjende Dem jo!
Hør!
Gjør ei Complimenter, vi lide det ei,
Det sømmer sig ikke for Fruen, o nei!
Vi veed dog, vi faae her iaften lidt Mad,
De pleier at rutte med Kruus og med Fad.
Hør!
Naar Tonerne kalde til Dandsen os op,
Saa glædes vi alle med Sjæl og med Krop.
EN MADAME
(med en lille Pige ved Haanden.)

Ak min gode Frue Bittermandel! der paaligger mig en høist sørgelig Pligt at opfylde. Som Moder til dette klodsede Barn er jeg nødt til at være, ikke blot hendes, men alle Børnenes Talsmand i et overmaade ubehageligt Anliggende.

FRUEN

Hvad mener De, gode Madam? Tal De kun uden Forbeholdenhed. Idag er jeg forberedt paa al Slags Confusion og Malheur.

MADAMEN

Malheur! ja det er det rette Ord, saadan Malheur kan ikke komme uden fra Fanden selv, som er det Ondes Fader.

FRUEN

Ja det har De saa vist Ret i.

MADAMEN

Saa Fruen veed hvad det er?

95
FRUEN

Jeg veed hvad Malheur jeg selv har havt idag, og hvorfor jeg er nødt til at gjøre Selskabet en Undskyldning.

MADAMEN

Det træffer sig besynderligt, thi Selskabet, i det mindste Ungdommen deraf, har en Undskyldning at gjøre Dem.

FRUEN

O jeg beder Dem, De har saamæn intet at undskylde.

MADAMEN

Jo saamæn har vi saa.

FRUEN

Nei saamæn har De ikke.

MADAMEN

Jo gu har vi saa, vil De nu bare høre. Vi havde kjøbt et Sjal til 70 Rdlr. ....

FRUEN

Ja det veed jeg.

MADAMEN

Veed De det?

FRUEN

Ak nei, jeg fortalte mig, jeg vilde sige, det er ikke noget som behøver at undskyldes. Et Sjal til 70 Rdlr. er meer end godt nok til mig, jeg forlanger intet dyrere, jeg er ikke saa stor paa det.

MADAMEN

Ak ja, Frue, men De faaer det ikke.

96
FRUEN

Ikke det?

MADAMEN

Nei hør bare. Børnene trak Lod om hvem af dem der skulde overrække Dem Sjalet tilligemed et af Herr Zierlich forfærdiget Digt i denne Anledning. Loddet traf min keitede Karoline, og tænk engang, saa kaster den tossede Tøs (hun brister i Graad) baade Sjal og Digt i Rendestenen. Dit vanartige Barn!

(Barnet græder.)
FRUEN

Naa paa den Maade er vi da qvit; thi jeg maa til Gjengjæld sige Dem, at vor hele Aftensmad er bleven stjaalen, og at næsten alle mine Dilettanter have faaet Forfald, saa vi faae hverken Mad eller Concert eller Bal.

ALLE

Aa!

BØRNENE

Sikke noget!

(de græde.)
FRUEN

Naa græd ikke, I Guds Unger, græd ikke! Nu skal I faae Kage. (vil aabne Skabsdøren) Den er slaaet ilaas. Hvis jeg nu ingen Nøgle har, saa kan jeg ikke engang skaffe jer Kage. (søger) Alting er ogsaa ligesom forhexet idag. - Her er den, nu skal I see Løier. (aabner Skabet, Frøken Trumfmeier træder ud, holdende Tørklædet for Ansigtet) Hvad seer jeg!

97
BØRNENE

Frøken Trumfmeier!

FRUEN

Hvad gjør De derinde?

FRØKENEN

O jeg er saa undseelig. Jeg vil sige Dem Sandheden, mit Skobaand var gaaet op, og saa gik jeg ind i Skabet for at binde det, og saa kom der een og slog Døren i. Af Skamfuldhed turde jeg ikke raabe paa Hjelp.

BØRNENE

Kage, Frue Bittermandel!

FRUEN

Nu skal I faae den, I smaa Lam! (gaaer ind i Skabet og faaer Zierlichs Kjole i Haanden) Men hvad er det?

BØRNENE

Herr Zierlichs Søndagskjole!

MADAM RAR

Hvad gjorde De med den, min bedste Frøken?

FRØKENEN

O jeg har slet ikke seet den!

MADAMEN

Det er meget ubehageligt for Dem, saaledes at findes indelukket med en Mandfolkekjole.

FRUEN

I skal ikke tale derom, Børn!

98
FRØKENEN

Jeg forgaaer af Bludsel.

SIMON

Ei was! den Kjole kan imin Seel ikke skade Deres gode Renommee.

BØRNENE

Kage, Frue Bittermandel!

FRUEN

Naa nu skal jeg hente den. (gaaer ind i Skabet, og kommer ud med Fadet, som er næsten tomt) Hvad seer jeg! ogsaa dette! Herre Gud, Frøken! hvorfor har De spiist den Kage?

FRØKENEN
(brister i Graad.)

Jeg skulde have spiist Kagen! Hvor kan De sige mig saadant noget i mit aabne Ansigt! Jeg har ikke seet den, ikke tænkt paa den. Jeg veed ikke hvem der har været ifærd med den.

FRUEN

Nei saadan Confusion har jeg aldrig seet Mage til. Der, Børn, har I Resten. (Børnene spise Kagen) Men hvor er Constance? Hvor er Herr Zierlich? Hvor er Trine? Der maa jo dog nogen af dem vide Besked. (raaber ved Kabinetsdøren) Constance, er Du der? - Hvor Pokker kan hun være? Jeg vil hente min Hovednøgle.

99

TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. CONSTANCE. Strax efter: SIGFRID

CONSTANCE

Jeg vil spare Dem Uleiligheden, Tante.

FRUEN

Hvad for noget! Hvorfor lukket inde? (vil gaae ind i Kabinettet, men standses i Døren af Sigfrid) Ah! (hun er nær ved at falde i Besvimelse, Sigfrid griber hende og fører hende hen til en Stol.) Dette Slag var det værste.

MADAMEN

Min gode Frue Bittermandel, dette er et saare slet Exempel for Børnene. Er der ikke bedre Orden i Deres Institut?

FRUEN

Ak min bedste Madam! Jeg veed hverken ud eller ind. (til Constance.) Din uforskammede Tøs! Jeg har jo forbudet Dig at see denne forbandede Snedker. Du veed, jeg har bestemt Dig for Herr Zierlich, og saa ....

SIGFRID

Herr Zierlich har givet sit Samtykke. Vil De behage at læse. (giver hende Papiret) Der kan altsaa intet være i Veien for Constances og min Forbindelse. Jeg er Snedker, og sidder i en god Næring.

FRUEN

Men jeg begriber ikke .... Dersom blot Herr Zierlich var tilstede.

100
FRØKENEN

O ham kan De snart faae itale. Han ligger under Bordet.

BØRNENE

Under Bordet! (De løfte Bordteppet op) Herr Zierlich under Bordet!

(Zierlich kryber ud. Børnene huje og klappe i Hænderne.)
MADAMEN

Min gode Frue Bittermandel! Jeg maa tilstaae, det gaaer besynderligt til i Deres Institut. Læreren under Bordet og i Skjorteærmer!

ZIERLICH

Lad mig faae min Kjole!

(trækker den paa. Børnene lee.)
FRUEN

Det bliver min Død!

MADAM RAR

Naa trøst Dem, vi faae vel Sammenhængen at vide.

FRUEN

Herr Zierlich, erkjender De dette Dokuments Gyldighed?

ZIERLICH
(med lang Trækken paa Ordene.)

Hm, ja ....

SIGFRID
(afsides til Zierlich.)

Dersom De ikke strax siger Ja, saa fortæller jeg Deres Eventyr i hele Skolens Nærværelse. Saa 101 bliver De til Nar for Børnene, til Foragt for Forældrene, og Deres hele Løbebane er lukket for Dem.

ZIERLICH

Ja Frue, jeg vedkjender mig Dokumentet.

SIGFRID

Nu, saa er da intet i Veien.

SIMON

Hør Frue, De kan unter diese Umstånde min Seel ikke gere noget bedre end at gifte de to med hinanden. Han var jo indelukt med hende po hendes Kammer.

FRUEN

Saa gifter jer da, og jo før jo heller, for at jeg kan blive den Møie qvit at passe paa saadant et Pigebarn.

SIMON

Her er min Seel passeret artige Ting idag. Jeg denker, vi vil nu alle sætte os ned, og lade enhver plaidere sin Sag, for at vi kan here hvordan det er tilgaaet. Men jeg vil sige Dem noget, Frue! Lad De ferst sætte en par Flasker Viin for os po Bordet.

FRUEN

Med Fornøielse; men jeg er saa mat, at jeg knap kan reise mig. Hvem vil tage et Par Flasker henne i Kurven?

MADAM RAR

Det vil jeg gjøre, min gode Frue! (aabner Laaget paa Kurven.) Nei hvad er det?

102
FRUEN

Er maaskee Vinen ogsaa stjaalen?

MADAM RAR

Trine ligger og sover i Kurven.

(Adskillige løbe derhen, og see ned i Kurven.)
FRUEN

Hvad for noget!

MADAM RAR
(raaber.)

Trine da! - Hun sover som en Steen. Vil De bare see!

(Madam Rar og de Omstaaende frække Kurven ud paa Gulvet, og løfte den halv iveiret, saa at man seer Trine ligge i den. Ved denne Bevægelse falder Hans baglænds om, og de vaagne begge To op.)
TRINE

Hvad var det?

HANS

Hvad var det?

MADAM RAR

Nei nu gaaer det for vidt.

(synker ned paa en Stol.)
FRUEN

Aa Gud hjelpe mig!

(Trine, som halv er trillet ud af Kurven, reiser sig og staaer ud; Hans reiser sig ligeledes.)
103
MADAM RAR

Nei nu bliver det altfor galt, Frue Bittermandel! De har med Haand og Mund lovet mig, at Hans Mortensen aldrig meer skulde komme her, og nu ligger han der og sover ved Siden af min Trine.

FRUEN

Det sidste var det værste.

TENNEMANN

Kors bevars! Dette her er mycke oanstændigt.

TRINE
(gnidende sine Øine.)

O det er da forskrækkeligt! det er allerede høilys Dag! Vi have sovet fra hele Ballet.

MADAM RAR

Jeg tager Trine ud af Institutet.

MADAMEN

Og jeg Karoline.

FORÆLDRE
(imellem hinanden.)

Og jeg Marie, Lise, Sophie, Christiane, Rikke.

SIGFRID

O nei for alting! forhast Dem ikke, ihvad De saa gjør! Om der ogsaa - hvad jeg ikke tvivler paa - findes mangt et Institut, hvori der hersker en strængere Orden end i dette, saa maa De dog betænke, at ogsaa her var det kun tilfældige Aarsager som frembragte den hele Confusion, og fremfor alt ikke glemme at den første April tillader et muntert og lystigt 104 Spøg, hvis Hensigt ingenlunde var at saare nogen enkelt. De har seet, mine Herrer og Damer, hvad Huset formaaer. Jeg raader Dem til at gaae hjem, spise til Aften, sove, og imorgen betænke hvad De vil foretage med Deres Børn. Imidlertid har Frue Bittermandel den Ære at indbyde Dem til mit Bryllup, hvis Datum nærmere skal blive Dem tilkjendegivet. Vi vil da stræbe ved god Beværtning, Concert og Bal at oprette hvad som idag er blevet forsømt.

MADAMEN

Til deri Tid kan Sjalet blive vasket og tørret.

ZIERLICH

Mit Digt ikke at forglemmel

ALLE

Godt! Det er et Ord.

SLUTNINGS-SANG

Mel. Du Puys Fastelavnsvise: Sorgen og Glæden følges ad.

SIGFRID
Skjæbnen har havt os lidt til Nar.
Gik det ei her som tidt det pleier?
Hvo kun sit Maal for Øie har,
Stadig, men blind derom sig dreier.
Livet selv, under Graad og Smiil,
Ligner en flygtig, kort April.
CHOR
Livet etc.
105
CONSTANCE
Her i vor Skole prøved vi
Hvad man i Livets Skole vover.
Meget man opnaae kan deri,
Sjelden dog det som Skolen lover.
Kort er Livet, men Kunsten lang,
Livet er selv en Skolegang.
CHOR
Kort etc.
ZIERLICH
Amor idag sit Abespil
Driver med mig, det kan jeg tænke.
Men jeg paa ham mig hævne vil,
Tager en rig og gammel Enke.
Der behøver man ei hans Piil,
Narrer ham selv tilsidst April.
CHOR
Der etc.
FRØKENEN
Da jeg var Barn, jeg ønskte tidt:
Gid jeg var stor, og fri for Skolen!
Skolen jeg blev dog aldrig qvit;
Lidet kun hjalp mig Silkekjolen.
Rundt man trasker den Dag saa lang;
Hele det Liv er Skolegang.
CHOR
Rundt etc.
FRUEN
Dem, hvis Geburtsdag Skuddag var.
Tidt jeg beklaget har, de Stakler!
Slem er den Dag i Februar,
Tænder kun faa Geburtsdagsfakler.
Værre rammer dog Skjæbnens Piil
Alle som fødtes i April.
106
CHOR
Værre etc.
HANS
Mangen en Lærdom gaaer caput;
O! men dog ei den Aandsbespiisning.
Som jeg i Fruens Institut
Fik ved den indbyrdes Undervisning.
Blier man gammel og stor og lang,
Glemmes dog ei den Skolegang.
CHOR
Blier etc.
TRINE
(til Publikum.) Livet er kort, og Kunsten lang.
Men naar man er i Barndoms Dage,
Kan det ved flittig Skolegang
Lykkes, engang Dem at behage.
Hvis mig lønner et Bifaldssmiil,
Narredes jeg dog ei April.
CHOR
Hvis etc.
107

RECENSENTEN OG DYRET
VAUDEVILLE

Opført første Gang paa det Kongelige Theater den 22de October 1826

108

    PERSONERNE

  • Pryssing, Bogbinder.
  • Viva, hans Datter.
  • Keiser, en ung juridisk Student.
  • Trop, en gammel juridisk Student paa 60 Aar,
  • Ledermann, Skribent.
  • Klatterup, Bogtrykker.
  • Nonpareil, Taskenspiller.
  • Madame Voltisubito, Beriderske.
  • Rose, Opvartningspige.
  • Første Herre.
  • Anden Herre.
  • En Dame.
  • Chor af Tilskuere.

Handlingen foregaaer ved Kilden i Jægersborg Dyrehave.

109

Skuepladsen forestiller den bagerste Indgang til eet af Teltene i Dyrehaven. I Forgrunden en grøn Plads med Træer, og med Borde og Bænke til begge Sider. I Midten af Theatret er Teltet, som er aabent heelt igjennem, saa at man paa den anden Side i Baggrunden seer Promenaden, hvor Folk bestandig gaae forbi. I Teltet staae lange dækkede Borde med Flasker, Glas, Frugter o. s. v. Under hele Skuespillet sees Verten og Opvartningspigerne beskjæftigede derinde; Folk komme af og til derind, kjøbslaae, o. s. v. Rose, saa ofte hun ikke er paa Scenen, sees at tage Deel i denne stumme Handling. Ligeledes hører man af og til, i Frastand, Trompeter, Trommer, Lirekasser, forsaavidt som dette ikke forstyrrer Musiken eller Dias logen. Indgangen fra Scenen til Teltet maa kunne lukkes med et bevægeligt Gardin.

FØRSTE SCENE

KEISER siddende ved Bordet paa høire Haand i Forgrunden. ROSE bringer ham en Flaske og et Par Glas.

ROSE

Her er Vinen, Herr Keiser!

KEISER
(seer paa hende med Forundring og springer op.)

Hvad seer jeg? Rose! Du her?

ROSE

Til Tjeneste, Herr Keiser!

KEISER

Men hvorledes gaaer det til? Har Du forladt Studenterforeningen?

110
ROSE

O nei! Jeg vender tilbage dertil, naar Kildetiden er forbi. Men saalænge den varer, er jeg her som Opvartningspige. Her vanker gode Drikkepenge, skal jeg sige Dem.

KEISER

Drikkepenge! Du har Ret. (giver hende Penge) See her, mit Barn!

ROSE

O det var saamæn ikke derfor, jeg sagde det.

KEISER

Behold dem, Rose, behold dem, som et ringe Tegn paa min overvættes Glæde over at træffe Dig her.

ROSE

Herren er alt for god at glæde sig over saa lidt.

KEISER

Nei Rose, det er ikke lidt; det er en Himlens Styrelse.

ROSE

Hvorledes det?

KEISER

Du kan gjøre mig en overordentlig Tjeneste.

ROSE

De har at befale.

KEISER

Kan Du huske den Aften i Vinter, da Du mødte mig paa Trappen i Studenterforeningen, og sagde til mig: »Herr Keiser, De er bleven saa alvorlig, saa stille; De gaaer Deres lige Gang, og seer hverken tilhøire eller tilvenstre. Naar man ikke vidste bedre, 111 skulde man troe eet af to: enten at De er forelsket, eller at De gaaer i Giftetanker.«

ROSE

Ja, det kan jeg godt huske, og jeg troer heller ikke at jeg tog Feil.

KEISER

Nei, visselig ikke. Hør, Rose, Du er en forstandig, en listig Pige. Dig tør jeg gjerne betroe Sandheden.

ROSE

Det skal Herren have Tak for; men saa maa De love mig, at De ikke betroer mig noget som jeg allerede veed.

KEISER

Som Du allerede veed? Veed Du da allerede noget?

ROSE

O det er ikke stort hvad jeg veed. Men Navnet paa hende, som Deres Hjerte brænder for, behøver De i det mindste ikke at sige mig.

KEISER

Du sætter mig i Forundring. Men hvorledes skulde Du kunne vide det? Jeg har holdt det saa hemmeligt. Ikke en eneste Fortrolig har jeg.

ROSE

Det siger intet. Med en lille Smule Øvelse lærer man snart, at læse enhver ung Herre hans Kjærestes Navn ud af Øinene.

KEISER

Det er umuligt. Hvem er det da?

112
ROSE

Det er en Pige ....

KEISER

Ja, det er sandt.

ROSE

I Kjøbenhavn.

KEISER

Rigtig.

ROSE

Hun har en Fader ....

KEISER

Ja, det har alle Piger.

ROSE

Som er en lærd Mand.

KEISER

Lærd? Nei, Du er paa et galt Spor.

ROSE

Ja, da er han dog i det mindste Bogbinder.

KEISER

Men Du er en Hexemester.

ROSE

Og hedder Pryssing.

KEISER

Men hvor i al Verden ....

ROSE

O tie stille, Herre! Vi Piger vide Beskeed om alt sligt. Jeg har allerede længe vidst, at De var skudt i Jomfrue Viva Pryssing.

KEISER

Nu, finder Du ikke at min Smag er god?

113
ROSE

Fortræffelig. - Og jeg skal sige Dem mere. Hun har sat Dem Stævne her ude i Dyrehaven idag, her i Teltet.

KEISER

Nei, nu troer jeg virkelig, Du staaer i Pagt med ....

ROSE

O tal ikke ud! Hvem skulde jeg staae i Pagt med? Med en lille Fugl som fortæller mig alt nyt.

KEISER

Det maa være een af Odins Ravne.

ROSE

Saamæn! den har meget tilfælleds med en Ravn; den er sort som en Ravn, den snakker som en Ravn, og den er forslugen som en Ravn.

KEISER

Men hold dog op at tale i Gaader.

ROSE

Velan, jeg vil ikke fixere Dem længere. Min Ravn er hverken meer eller mindre end Herr Trop.

KEISER

Trop? Den gamle Student, som har læst til juridisk Examen i over 30 Aar, og endnu ikke har faaet den?

ROSE

Netop ham. Han har sagt mig, at Herr Pryssing var ventendes herud idag med sin Datter, og deraf kunde jeg jo let slutte, at De ogsaa vilde komme.

114
KEISER

Men hvorfra i al Verden kjender Du den gamle Kegle?

ROSE

Jeg har godt for at kjende ham; han boer jo her i Teltet.

KEISER

Hvorledes?

ROSE

Han har tinget sig i Kost og Logis herude, saalænge Kildetiden varer, for en Rigsdaler om Ugen.

KEISER

Hvorfor?

ROSE

Ja, det maa vor Herre vide. Han gjør ikke andet end skrive og skrive og skrive.

KEISER

Hvad skriver han da?

ROSE

Det forstaaer jeg mig ikke paa. Men De behøver blot at lukke Bordskuffen op, den er ganske fuld af hans Skrifter.

KEISER
(aabner Bordskuffen, tager nogle Papirer ud, og læser.)

»Forsøg til en Kunstkritik over ..... Tr ..... Trom .... Tromme-Majorens sceniske Fremstillinger. Paa en Tid, da al Sands for høiere Kunstnydelse synes at være forsvunden, var det et dobdelt glædeligt Phænomen for Anmelderen, at høre denne brave Kunstner, hvis Forestillinger han imidlertid var forhindret fra at overvære, formedelst en 115 Forkjølelse der havde slaaet sig paa Øret....« Ha ha ha! han maa været gaaet fra Forstanden.

(lægger Papirerne tilbage i Skuffen.)
ROSE

Ja meget klog er han just ikke.

KEISER

Ih det er jo fortræffelige Løier. Jeg kjender ham godt. Hvor er han?

ROSE

Han gjør sig en lille Eftermiddagstour oven paa Maden. Om et Øieblik maa han være her. Men hvad var det for en Tjeneste jeg skulde bevise Herren?

KEISER

O Din Strik! naar Du veed al Resten, saa veed Du det med.

ROSE

Nei saavidt rækker ikke mit Syn.

KEISER

Kjære Rose! Du skal begunstige min Sammenkomst med Viva, see at faae Faderen beskjæftiget, og i det mindste ikke røbe os for ham.

ROSE

Ikke andet end det? Ja det forstaaer sig jo af sig selv. Men jeg haaber da, at De har redelige Hensigter, og begjærer Jomfruens Haand af Faderen, saasnart Leiligheden tilbyder sig.

KEISER

Jeg har intet varmere Ønske end dette. Men jeg tør endnu ikke tænke paa at gaae aabenlyst 116 tilværks; thi Pryssing er i daarlige Omstændigheder, og forlanger at hans Svigersøn skal have contante Penge, for at kunne hjelpe ham ud af hans Forlegenhed. Han har allerede for nogen Tid siden paa en ikke meget høflig Maade ladet mig forstaae med, at jeg skulde blive ham fra Halsen.

ROSE

Det kan De jo let føie ham i, naar De blot ikke bliver Jomfruen fra Halsen.

KEISER

Du har et snildt Hoved, Rose. Du gjør endnu Din Lykke her i Verden.

ROSE

Det haaber jeg ogsaa, thi jeg forlanger ikke Umuligheder. Min Brudgom skal ikke bringe mig baade Kjærlighed og Penge.

KEISER

Du troer ikke at det kan forenes?

ROSE

Nei, man kan ikke have to Inclinationer ad Gangen.

Mel. Steh' mal aut, steh' mal auf, junger Schweitzerlbub.
KEISER
(tager nogle smaa Breve ud af sin Portefeuille.) Vil Du see?
Disse tre
Har hun skrevet mig til;
Jeg gjemmer dem tro paa mit Bryst,
O ja!
117Men især
Dette her
Jeg nu læse Dig vil;
Dets Ord er min Lykke, min Trøst.
(Læser.) »Kjære Ven! som en Fugl der forlader sit Buur,
»Skal jeg sværme med Dig i den unge Natur.
»I det Telt
»Der hos Pelt,
»Hvor der vaier et Flag,
»Du seer mig i Eftermiddag.«
BEGGE
(læsende.) »Kjære Ven!« etc.
KEISER
(idet han gaaer hen og skjænker i Glassene.) Kom nu hen
Til Din Ven,
For at klinke med ham.
ROSE
Nei, Herre! jeg takker for mig,
O nei!
KEISER
(bringer hende Glasset.) Hvilken Snak!
ROSE
(tagende det.) Mange Tak!
Men det er dog en Skam.
KEISER
En Skaal vil jeg drikke med Dig:
Gid hun leve, den Nymphe, til Elskendes Held,
Hun som Hjerter forener ved sprudlende Væld!
Kirsten Piil!
O dit Smiil
118I det klare Krystal
Min Lykke bebude mig skal!
BEGGE
(i det de klinke.) Gid hun leve, etc.
KEISER

Saadan skal det være! I Kildevandet drikker man sin Elskedes Skaal; men Kildenymphens egen Skaal bør drikkes i Viin.

ROSE

Ja, det er ogsaa min og Vertens Mening, Herr Keiser. Nu, jeg ønsker Dem til Lykke. Jeg skal i alle Maader være paa Deres Bedste. Naar De vil mig noget, behøver De blot kalde ind i Teltet.

KEISER

Gaaer Du bort?

ROSE

Ja, jeg har allerede opholdt mig for længe. Der er meget at tage vare paa idag. Farvel saalænge!

(løber ind i Teltet.)

ANDEN SCENE

KEISER

Meget at tage vare paa, siger hun? O saadan en smuk Pige fæstes nok snarere for at underholde Gjæsterne paa en behagelig Maade, end for at arbeide i Kjøkken og Kjælder. - Men seer jeg ret? - Ja tilforladelig, der kommer den fortræffelige Criticus, den ypperlige Forfatter af Bordskuffens æsthetiske Skatkammer, med eet Ord, ja med een 119 Stavelse: Trop; han selv. Jeg veed nok at han har staaet i adskillige Forbindelser med Pryssing; men jeg troede, de vare blevne Uvenner. Han maa dog endnu have noget at gjøre med ham, siden han veed at han og hans Datter komme herud idag. Nu, jeg vil holde gode Miner med ham; maaskee han kan være mig til Nytte i mit Anliggende.

TREDIE SCENE

KEISER. TROP.

KEISER

Salve, aestumatissime collega! ornatissime, doctissime, juris studiosissime juvenis!

TROP

Aa gaae Fanden i Vold med Jeres Latin! Jeg er ør nok i Hovedet af alt det Pluddervelsk, jeg maa høre herude den ganske Dag.

KEISER

Hvi saa?

TROP

Taskenspiller-Fransk, Rytter-Italiensk, Tyroler-Tydsk, Vaffel-Hollandsk, Jøde-Polsk, beaumonde-Dansk, Abekatte-Sprog og Papegøie-Dialect. Man kommer ingen Vei her, med mindre man har et babylonisk Lexicon og en Beskrivelse over Noæ Ark.

KEISER

Tør jeg da spørge høistærede Collega, hvad han egentlig vil herude?

120
TROP

Collega? hm! (idet han lægger Hat og Stok bort, og tørrer sig om Panden) De kan troe, jeg har nok at bestille her; det er saamæn ikke for min Fornøielses Skyld jeg er her.

KEISER

O det gjør mig hjertelig ondt at høre!

TROP

De kan troe, naar det ikke var for Examens Skyld, saa satte jeg ikke mine Been her.

KEISER

Hvorledes? Hørte jeg ret? Det er for at kunne læse til Examen i landlig, uforstyrret Ro, at høistærede Collega er flyttet herud?

TROP

Ja, gjør De Dem kun lystig. Den veed bedst hvor Skoen trykker ....

KEISER

Som har Støvlen paa. Ikke sandt? Har maaskee høistærede Collegas Manuducteur taget sit Sommerqvarteer herude, og derved sat Dem i den Nødvendighed at maatte følge med, studiorum causa?

TROP

Nei han har ikke. Men, siden De vil vide det: for at kunne betale Manuducteur, maa jeg først fortjene Penge.

KEISER

Altsaa Collega fortjener Penge i Dyrehaven? Hvilket misundelsesværdigt Lod! Jeg og alle andre 121 blive af med vore Penge, naar vi komme herud, men Herr Studiosus Trop speculerer herude og vinder.

TROP

Aa, Studiosus hid og did! De behøver slet ikke at lade mig høre, at jeg endnu ikke er Candidat. Chi va piano, va sano.

KEISER

De kan ogsaa Italiensk?

TROP

Ja det Ordsprog har jeg lært af Madam Voltisubito.

KEISER

Hvad hører jeg? De staaer i Forbindelse med denne elskværdige Beriderske, som har udsmuglet af Kjøbenhavns Fæstning saa mangt et Hjerte og saa mangen Bankoseddel.

TROP

Ja, men det taler vi ikke om. De skal ikke gjøre Nar af mig. Jeg kunde for længe siden havt dansk juridisk Examen med Characteer Beqvem, men det vilde jeg ikke.

KEISER

Fy! det havde været en Fornærmelse mod Kongens latinske Undersaatter.

TROP

Jeg kan, hvad Øieblik det skal være, skaffe Attest paa, at jeg har været nær ved at tage latinsk juridisk Examen. Det er jo dog noget.

122
KEISER

Det er i alle Maader ligesaa godt, som om De virkelig havde taget den.

TROP

Saa? Mener De det? Ja, jeg skal nok faae den endnu! Naar jeg engang gaaer op, saa kan De troe, jeg veed ogsaa lidt mere om Tingene, end disse nymodens lette Studenterdukker, som blive saa vindige af at gjøre Exercice.

KEISER

Naa, godt Ord igjen! Lad os ikke mundhugges! Vi ere jo confratres, musarum alumni. Jeg seer Tingen fra den rette Side. Jeg mener, at Herr Trop, for at kunne vedblive at være Student, som er det første man kan være paa Jorden, opsætter at tage Examen. Nu, saa skal han ogsaa i Evighed aldrig kaldes Philister, men stedse regnes med til Musatræets unge Skud. Kom, lad os drikke et Glas Viin paa den Forklaring!

TROP

Et Glas Viin? saamæn!

(De sætte dem ved Bordet.)
KEISER

See her, dette Glas er reent, ja bedre end reent; thi den smukke Rose har drukket deraf.

TROP

Rose! see, see!

KEISER

Er det ikke en smuk Pige?

123
TROP

Jo, saamæn er hun saa.

KEISER

De smukke Pigers og Jurisprudensens Skaal! Skal vi slaae dem sammen i eet Glas?

TROP

O ja! de gjør hinanden saavist ingen Skade.

(De klinke.)
KEISER

Lad nu Bacchus aabne vore Hjerter, og fortæl mig hvad De bestiller herude.

TROP

Ja, det er saamæn ingen Hemmelighed. Det er for Pryssings Regning jeg ligger her.

KEISER

For Pryssings?

TROP

Er det ikke ogsaa for hans Regning at De er her?

KEISER

Jeg?

TROP

Ja vist. De har et godt Øie til Jomfrue Semprififa.

KEISER

O kald hende ikke saadan. Hun hedder slet og ret Viva.

TROP

Jo Gu' hedder hun Semprififa. Jeg kan bevise det ved Kirkebogen, at Faderen, som er en Flynder, 124 imellem os sagt, og som forstaaer sig ligesaa meget paa fremmede Sprog, som en Bonde paa Agurkesalat, har ladet hende døbe ovre i Jylland, med det barbariske Navn. Det skulde nu være saa stort.

KEISER

Hun hedder Viva.

TROP

Ja, jeg veed saamæn nok hvad hun hedder. Nu kommer Touren til mig at drille Dem, Herr Keiser.

KEISER

Ligemeget! Men i hvad Ærinde er De her for Pryssing?

TROP

Det er nok første Gang, De er i Dyrehaven i Aar, siden De ikke veed det, for det er da bekjendt herude over det hele Folkefærd.

KEISER

Nu da?

TROP

Seer De, Pryssing er en Nar som har sat alle sine Penge til ved at ville vaere Forlægger af smaa kritiske og æsthetiske Skrifter; han har næsten intet meer at bestille som Bogbinder; han er nær ved at gaae Fallit.

KEISER

Ja, det veed jeg.

TROP

Nu tænker han at den ene Daarskab skal bøde paa den anden, og har besluttet at udgive et Ugeblad, for at hjelpe sine Financer paa Fode. Men 125 da vi allerede har saamange ypperlige Blade, saa er han bange for at han ikke kan hamle op med de andre, hvis han ikke leverer Kunstkritiker og Recensioner.

KEISER

Naa?

TROP

Og da der nu ikke er Theater i Byen i Sommermaanederne, saa har han faaet i Sinde at give Kunstkritiker over alle Kunsterne i Dyrehaven, og saa betaler han mig en Rigsdaler om Ugen for at ligge herude og skrive dem.

KEISER

Det er originalt.

TROP

Og jeg tænker som saa: Du kan jo sagtens tjene de Penge; siden kan Du læse desmeer, for at faae Examen og komme i Embede. Har det allerede varet saalænge dermed, saa kan det vare Dyrehavstiden endnu.

KEISER

Forstaaer sig.

TROP

Men han er en skammelig Betaler; han skulde betale mig forud hver Uge, det er Accorden, men ikke desmindre skylder han mig nu to Rigsdaler. Ja, ja, han kommer herud i Eftermiddag. Han skal sandelig blive nødt til at punge ud.

KEISER

Ja det er ikke meer end billigt.

126
TROP
Mel. af Lønkammeret: Hør Skjønne, hvis I prøve vil. Hele den lange Dag jeg gaaer
Philosophisk op og ned paa Bakken.
Ved hver en Bod lidt stille jeg staaer,
Og lytter efter Folks Discurs og Snakken.
Til ind at gaae, jeg er for klog;
I Døren hver Mening jeg snapper,
Og fører det ind i min Bog
Hvergang at Publikummet klapper.
Nylig jeg hængte paa en Green,
For at see Beridernes Væsen.
Men Voltisubito var ikke seen,
Han slog en Apelsin mig midt i Næsen.
I Skræk jeg ned af Træet faldt,
Og holdt mig herefter til Jor'en;
Det trøster mig, at overalt
Gratis man faaer Tambour-Majoren.
Ofte hvad ei man Hk at see
Man beskriver i store Documenter.
Der burde være fri Entree
For Smagens Critici, for Recensenter.
Man lukker ind det uldne Faar,
Og klipper dets Pels for en Daler,
Mens Hanen, den Stakkel, han staaer,
Gloer paa Kassereren, og galer.

FIERDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE (med et malet Skilt i Haanden.)

ROSE

Herr Trop, der staaer en Mand derude og paastaaer, at De har bestilt dette Skilt hos ham. Det 127 nytter ikke, at jeg siger ham, det maa vaere en Feiltagelse; han bliver ved at paastaae, at De har bestilt det.

TROP

Lad mig see! Jo, det er rigtigt.

ROSE

Naa saa er det dog til Dem?

TROP

Ja det er, mit Barn.

ROSE

Saa De vil vise et Dyr frem?

TROP

Ja jeg vil.

KEISER
(tager Skiltet og betragter det.)

Et Dyr?

TROP

Er Herr Pelt derinde?

ROSE

Nei, han er gaaet et Øieblik bort.

TROP

Naa, ja, det er det samme. Han veed Beskeed, han har givet mig Lov til at forevise det her i Teltet.

KEISER
(læsende Skiltet.)

»Her forevises et sjeldent Dyr. Første Plads een Mark, anden Plads otte Skilling, tredie Plads 128 gratis. Notabene, Børn betale det halve.« - Hillemæn! De vil faae mange Børn paa tredie Plads!

ROSE

Nu saa vil jeg gaae ud og sige til Manden ...

TROP

Ja, siig ham kun, det er rigtigt. Hvad Betalingen angaaer, saa veed han Beskeed.

(Rose gaaer.)

FEMTE SCENE

TROP. KEISER.

KEISER
(i det han lægger Skiltet paa Bordet.)

Jeg kan ikke komme mig af min Forundring. Saa høistærede Collega har et sjeldent Dyr at forevise herude?

TROP

Ja, hvad skal man hitte paa? Mit Arbeide for Pryssing bringer mig saa godt som ingen Ting ind. Jeg maa see at tjene noget uden om.

KEISER

Ja det er fornuftigt tænkt. At være Recensent, det fører ikke langt; man maa selv være Kunstner.

TROP

Ganske rigtig. Først derved erhverver man sig Ret til at criticere de andre Kunstnere.

KEISER

Hvad er det da for et Dyr, De har? Er det et Dyr, som kan gjøre Kunster?

129
TROP

Nei, det troer jeg ikke, det kan.

KEISER

Hvad er det for eet?

TROP

Ja det er just det jeg ikke veed. Det er meget sjeldent; jeg har ikke før seet Mage til det.

KEISER

Hvor har De faaet det fra?

TROP

Ja, det siger jeg ikke.

KEISER

Formodentlig en Slags Abekat eller Bjørn?

TROP

Nei nei! meget sjeldnere.

KEISER

Det er dog et fiirføddet Dyr?

TROP

Nei, det har tre Been.

KEISER

Tre! Det er umuligt. Der er ikke noget Dyr skabt som har tre Been.

TROP

Da er mit dog skabt.

KEISER

Saa maa det være en Helhest. Hør, De forstaaer vist ikke Naturhistorie?

130
TROP

Naturhistorie? Nei, det er Hebraisk for mig.

KEISER

Ja, for mig ogsaa, thi jeg maatte opgive Naturhistorie til anden Examen, fordi jeg ikke havde Hebraisk.

TROP

Naa, saa forstaaer De vel lidt deraf?

KEISER

Ja lidt meer end af Hebraisk, men ikke meget meer.

TROP

Saa kan De vist sige mig Navnet paa Dyret?

KEISER

I det mindste kan jeg saa omtrent sige Dem, til hvad Slægt det hører.

TROP

Top! De skal faae det at see.

ROSE
(raaber ud.)

Herr Pryssing er der.

TROP

Saa for en Ulykke!

KEISER

Gjør mig den Tjeneste, at lade, som De ikke kjender mig. Jeg sætter mig her ved Bordet og lader som ingen Ting.

131
TROP

Nei dette Bord sætter jeg mig ved, det er mit Bord, sæt Dem ved det andet.

KEISER

De foretrækker det Bord, hvorpaa Viinflasken staaer? Godt! den skal være Deres.

(sætter sig ved Bordet paa venstre Side.)
TROP

Nu maa jeg lade som jeg var i Arbeide.

(Tager Papirer og Blækhuus ud af Bordskuffen, lægger det paa Bordet, sætter sig selv derved og lader som han skriver.)

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. PRYSSING. VIVA.

Mel. Themaet af Carnavalet i Venedig.

PRYSSING
Ja vi skal os fornøie
Ved Kilden excellent;
Dog først jeg holder Øie
Her med min Recensent.
TROP
Ih see god Dag! velkommen hid!
PRYSSING
Hvad skriver han, Herr Trop?
TROP
Jeg sidder her i kritisk Slid
Til begge Øren op.
(Pryssing tager Papirerne og læser; Keiser springer op og iler hen til Viva, som staaer noget bag ved de Gamle.)
132
KEISER
Velkommen ud i Skoven!
VIVA
Min Ven! tag Dig iagt!
TROP
(trækker Keiser i Kjolen.) Vær ikke saa forvoven!
PRYSSING
(læsende.) Ja det er rigtig sagt.
Det er et Mesterstykke,
Som han har skrevet her.
Jeg strax det lader trykke,
Saasnart det færdigt er.
TROP
Men læs kun, læs kun længer frem,
Saa skal De bare see.
Paa Bunden skal jeg sige Dem,
Der er Rosinerne.
PRYSSING
Sin Dont han veed at passe,
Hans Recension er stor.
TROP
Jeg har hver Lirekasse
Og Trommernes Major.
Hans Piano, hans Crescendo
Er alt i min Journal;
Castigat non ridendo
Vor Smag og vor Moral.
133
KEISER og VIVA
I Skovens Taushed, hvilken Lyst
At see sin Hjertens Ven!
Her synger hver en Fuglerøst:
I sees, I sees igjen.

KEISER og VIVA PRYSSING
Nu hurtig, inden Fatter (givende Trop Papirerne.)
Seer bort fra sin Journal! Hav Tak, min Herr Forfatter!
Om lidt vi samles atter
I Kirstens Kildedal. Jo det er en Journal!
TROP
(afsides.)
Han mærker ei sin Datter,
Ja han er kritisk gal.

(Kejser sætter sig paa sin forrige Plads, fager en Bog op af Lommen og læser. Viva nærmer sig de andre.)

PRYSSING
(til Trop.)

Kjender han det Menneske, som sidder der og lader som han læser?

TROP

Lader? Jeg troer, han læser virkelig.

PRYSSING

Det troer jeg neppe. Kjender han ham ikke?

TROP

Nei, jeg gjør saamæn ikke.

PRYSSING

Det er en Student, som hedder Keiser.

134
TROP

Saa? Ja det er meget muligt. Jeg er ikke pligtig at kjende alle Studentere.

PRYSSING

Det er en Laps, en Vindbeutel.

TROP

Ja han seer ud til allehaande.

PRYSSING

Viva! - Naa, er Du der? Gaae ikke for langt bort, mit Barn! hold Dig her i Nærheden.

TROP
(afsides til Viva.)

Bryd sig om ingen Ting, Jomfrue; jeg skal nok holde den Gamle med Snak.

(Viva giver Keiser et Tegn, og gaaer ud igjennem Teltet til Promenaden. Han følger efter.)

SYVENDE SCENE

TROP. PRYSSING.

PRYSSING

Men hvad skal det Skilt betyde? (læser.) »Her forevises et sjeldent Dyr.« - Hvad er det? Er han bleven Bjørnetrækker?

TROP

Nei, det er ingen Bjørn.

PRYSSING

Hvad da?

135
TROP

O det er saadant et Dyr som jeg har lagt mig til herude.

PRYSSING

Og det vil han vise frem for Penge?

TROP

Ja jeg vil, Herr Pryssing!

PRYSSING

Det gaaer ikke an! Ingenlunde! Vil han paa eengang være baade Kunstner og Criticus? Det skikker sig ikke. Hvem skulde saa recensere ham og hans Dyr?

TROP

Det skal vi nok gjøre selv.

PRYSSING

Ja, det maatte da skee fiint, meget fiint, for at ingen skulde mærke det.

TROP

Ja lad mig kun om det.

PRYSSING

Og at saa de Arbeider han har for mig, ikke komme til at staae tilside for dem, som han har for sig selv.

TROP

Jeg skal nok besørge det ene og det andet. Jeg er jo vel nødt til at sørge for mig selv. Troer Herr Pryssing maaskee, jeg kan komme ud af det med een Rigsdaler om Ugen, naar jeg først skal see alle Kunsterne og dernæst leve af naturlig Føde?

136
PRYSSING

Aa hvad! Det er en meget god Betaling.

TROP

Jo, jeg takker. Og saa skylder De mig ovenikjøbet for de sidste 14 Dage. Jeg skal have to Rigsdaler.

PRYSSING

Han skal have Fanden og ikke to Rigsdaler. De Penge har jeg holdt tilbage for Menneskeslægtens Ødelæggelse.

TROP

For Menneskeslægtens Ødelæggelse?

PRYSSING

Ja, for hans Tragedie, Menneskeslægtens Ødelæggelse, som han har givet mig til at indbinde.

TROP

Og som De nu har havt i en heel Maaned, uden at gjøre noget ved den.

PRYSSING

Jeg har havt andet at bestille. Naar det første Nummer af mit Ugeblad er kommet ud, saa begynder jeg paa hans Ødelæggelse.

TROP

Jeg længes saameget efter at faae den indleveret.

PRYSSING

Aa Snak! Jeg har sagt ham det over ti Gange, der kommer ikke noget ud af at han bringer Ødelæggelsen paa Theatret. Folk vil nu hverken ødelægges eller opbygges.

137
TROP

Vær De rolig og arbeid De frisk væk paa Menneskeslægtens Ødelæggelse.

PRYSSING

Ja, ja! Nu skal jeg tage fat paa den.

TROP

Men siig mig ikke at saadant et Bind skal koste to Rigsdaler.

PRYSSING

Hør nu, vær nu rimelig. Han vil have sin Ødelæggelse stiv. Ikke sandt?

TROP

Jo.

PRYSSING

I Maroquin?

TROP

Ja.

PRYSSING

Forgyldt?

TROP

Ja.

PRYSSING

Naa? Nu kan han selv gjøre Regning. Naar hans Ødelæggelse skal forgyldes, saa kan den nok komme til at koste ham to Rigsdaler.

TROP

Aa hvad! det er det samme. Tilsidst gaaer dog Forgyldningen af den. Saa lad den ligesaagjeme blive borte, men saa skal De derimod gjøre mig en Tjeneste.

138
PRYSSING

Og det er?

TROP

De skal binde den i to Bind.

PRYSSING

Hvorfor?

TROP

Jo, for den er stor nok dertil. Desuden har jeg læst, at Eenaktsstykker fordærve Smagen. Een Akt er ogsaa for lidt til den hele Menneskeslægts Ødelæggelse. De skjærer den tvers igjennem i to lige store Parter, og binder hver ind for sig, det har meer Anseelse. Naar det ikke koster meer at redde Smagen, hvorfor skulde vi saa ikke gjøre det?

PRYSSING

Ja ja, det skal jeg føie ham i. Er saa alting godt?

TROP

Saa lad det blive derved.

PRYSSING
(seer sig om.)

Viva! - hvor blev hun nu af?

OTTENDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE, som har passet paa ved Indgangen.

ROSE

Vil Herren tale med Jomfruen?

PRYSSING

Ja, hvor er hun?

139
ROSE

Hun staaer derude ved Veien, og morer sig med at see paa Folk.

PRYSSING

Og Studenten?

ROSE

Hvilken Student?

PRYSSING

Han som sad her.

ROSE

Naa, var det en Student? Han er gaaet for længe siden.

PRYSSING

Er han det? Naa, ja saa ....

ROSE

Vil De maaskee tale med ham?

PRYSSING

Nei, nei! gu vil jeg ikke, nei. Kald paa min Datter.

ROSE

Strax.

(gaaer.)

NIENDE SCENE

TROP. PRYSSING.

PRYSSING

Det er bandsat med de Snuushaner.

TROP

Aa De kan troe, Jomfruen har slet ikke lagt Mærke til ham. Hun har ikke seet paa ham en eneste Gang.

140
PRYSSING

Naa det er mig kjært at høre. Den Vindbeutel har tidt og mange Gange sværmet omkring hende.

TROP

Det er nok længe siden.

PRYSSING

Det kan være et Par Maaneder, siden jeg sidste Gang feiede ham.

TROP

Et Par Maaneder! Ja i den Tid kan saadan en Springfyr have skiftet Tanker over hundrede Gange. Jeg troer ikke, han bryder sig meer om hende. Han sad saa fordybet i sin Bog og saae saamæn slet ikke efter hende.

PRYSSING

Naa det glæder mig at høre.

TIENDE SCENE

DE FORRIGE. VIVA.

PRYSSING

Hvor bliver Du af? Vi skulde jo ud og see os om.

VIVA

Jeg troede, Papa havde Hemmeligheder at forhandle med Herr Trop, og saa gik jeg lidt bort, for ikke at være til Uleilighed.

TROP

Det kan Jomfruen aldrig være. O hvor De er nydelig idag! jeg har jo endnu ikke havt Tid at 141 hilse paa Dem. Charmant, charmant! De er rigtig nok godt indbunden.

VIVA

Synes Dem det?

TROP

Hvilket Snit! hvilket Snit!

VIVA

Ha ha ha!

TROP

Vend Dem om, jeg beder Dem. (hun vender sig.) Nei, den Ryg, den Ryg, den er prægtig. Det er kun Skade at Titelen er gal.

VIVA

Titelen?

TROP

Ja maa det ikke skjære Een i Hjertet, at see saa deiligt et Bind med en forkeert Titel?

PRYSSING

Hvad mener han med det?

TROP

Semprififa.

PRYSSING

Aa, begynder han nu med det igjen?

TROP

Det er hverken Latin eller Italiensk. Paa Latin hedder det Semperviva, og paa Italiensk Sempreviva, men Semprififa det er slet ingen Ting.

142
PRYSSING

Det var ikke mig, det var den jydske Præst som tog feil.

TROP

Nei Snak! De jydske Præster forstaae nok Latin. I er ikke den første Bogbinder, og bliver heller ikke den sidste, som har spoleret en smuk Ryg med en gal Titel.

PRYSSING

Ah! jeg vil ikke høre hans Finter. Kom, Viva! lad os gaae!

TROP

Adieu, Jomfrue Semprififa! god Fornøielse!

(Pryssing og Viva gaae.)

ELLEVTE SCENE

TROP

Hvor det morer mig at drille den Bogbinder. Saadan en Klisterbøtte bilder sig ind at være Criticus, Æstheticus, Literatus; han vil ophjelpe Literaturen, betale Honorar, forlægge Skrifter! O Du Stakkel! Du kunde nok trænge til at nogen ophjalp Dig selv og Dine Financer. Ellers kommer Du med samt Din hele Literatur under Fattigvæsenet. - Naa, jeg maa tænke paa mine Forretninger, (sætter sig ved Bordet, blader i Papirerne, drikker, dypper Pennen o. s. v.) Dersom jeg dog selv havde Evne til at begynde et Ugeblad! Hvor det smerter mig at disse fortræffelige Artikler skal staae i Pryssings literaire Gabestok.

143

TOLVTE SCENE

TROP. LEDERMANN. KLATTERUP.

KLATTERUP
(raaber ind i Teltet.)

Vi sætte os herude. Bring os saa noget Skinke og Sennep.

LEDERMANN
(stammende.)

Og en Fla-Fla-Flaske Viin.

KLATTERUP

Og to Glas.

TROP

Hvad mon det er for et Par Karle? De see ganske literariske ud.

KLATTERUP

See, der sidder Een, der seer ud til at være Skribent.

LEDERMANN

Mener De Ølta-ta-tapper Bendt?

KLATTERUP
(noget høiere.)

Jeg siger: en Skribent.

LEDERMANN

Ja saa!

KLATTERUP
(afsides.)

Dersom den Mand ikke var lidt tunghør og stammede, saa var han bestemt den behageligste Mand i Omgang, ligesom han allerede er een af Fædrenelandets meest udmærkede Forfattere.

144
LEDERMANN

Ja han seer ud til at være een af mine Fo-Fo-Folk.

KLATTERUP

Lad os gjøre Bekjendtskab med ham. (til Trop) Min Herre! De undskylder at jeg forstyrrer Dem, men Deres Beskjæftigelse, Deres Klædedragt, Deres hele Udvortes synes at vidne om, at De er een af dem som give mig og mine Lige noget at fortjene.

TROP
(reiser sig.)

Jeg veed ikke, hvem jeg har den Ære ....

KLATTERUP

Jeg er Bogtrykker Klatterup.

TROP

Ah! Det glæder mig usigeligt, at gjøre Deres personlige Bekjendtskab.

KLATTERUP

Tør jeg udbede mig Deres Navn?

TROP

Mit Navn er Trop.

KLATTERUP

Ah! Digteren, Forfatteren, Herr Trop! Det anede mig.

LEDERMANN
(til Klatterup.)

Hvem er det?

KLATTERUP

Det er Digteren, Herr Trop.

145
LEDERMANN

Ih! er det mu-muligt?

KLATTERUP
(til Trop.)

Maa jeg have den Ære at gjøre Dem bekjendt med Herr Literatus Ledermann? (sagtere.) De maa tale lidt høit til ham, han er noget tunghør.

TROP
(høit.)

Det smigrer mig særdeles. Jeg har læst saa mange fortræffelige Opsatser af Dem.

LEDERMANN

De har skr-skr-skrevet mange ski-skjønne Digte i Adresavisen.

KLATTERUP

Og grundige Kunstkritiker i vore meest yndede Blade.

TROP

Om jeg husker ret, saa er Deres Afhandling om Tranlamperne trykt paa Pryssings Forlag?

LEDERMANN

Ja han sky-skylder mig endnu Honor-Honor-Honorar for den.

KLATTERUP

Tal ikke om Pryssing, Herr Trop! han har ført sig skammelig op imod os begge. Herr Literatussen har skrevet for ham, jeg har trykket for ham, og ingen af os har han betalt.

146
LEDERMANN

Hvad-hvad-hvad siger De?

KLATTERUP

Jeg taler om Pryssing.

LEDERMANN

Ja det er en st-stor Kjæl-Kjæ-Kjæltring.

KLATTERUP
(til Trop.)

Jeg haaber, De er ude af al Forbindelse med ham.

TROP

Ja Gud bevares! Jeg seer ham aldrig.

TRETTENDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE (sætter Mad og Viin paa Bordet tilvenstre.)

ROSE

Vær saa god, mine Herrer!

KLATTERUP

O! et Glas endnu! - Jeg haaber, Hr. Trop er saa god at tage Plads hos os.

TROP

Jeg siger ikke nei.

(Rose bringer Glasset, og gaaer.)

FJORTENDE SCENE

TROP. LEDERMANN. KLATTERUP.

LEDERMANN

Lad os tage PI-Plads.

147
TROP

Med Fornøielse.

(De sætte sig, spise og drikke.)
KLATTERUP

For at komme tilbage til Pryssing, han har allerede for længe siden givet Literatussen og mig hver en Vexelobligation for det vi have tilgode. Imorges var den udløbet. Vi præsenterede den, men han var ikke i Byen; de sagde endog, at han var taget i Dyrehaven. Det kan jeg dog ellers neppe troe, at han skulde turde vise sig herude under saadanne Omstændigheder.

TROP

Nei, det tør han vist ikke.

KLATTERUP

Ja, for vidste jeg, at han var her, saa skulde han rigtig nok see Løier.

LEDERMANN

Hv-hva-hvad er det?

KLATTERUP

Vi tale om Pryssing.

LEDERMANN

Ja det er en st-stor Kjæ-Kjæ-Kjæltring. Lad os ikke tæ-tæ-tænke mere paa ham. Fo-Fo-Forfa-fa-fatterskabet leve!

KLATTERUP

Ja den Skaal drikker jeg med. (de klinke.) Hvor skjønt, hvor opløftende at see to store Mænd i samme Fag gjensidigen at lade hinanden vederfares 148 Ret, uden smaalig Jalousie! (til Ledermann.) Hørte De, hvad jeg sagde, Herr Literatus?

LEDERMANN

Jo jeg gjo-gjorde, Hr. Klat-Klat-Klatterup!

TROP

Men Herr Ledermann og jeg staae aldeles ikke hinanden i Veien.

LEDERMANN

Nei, paa ingen Maa-Maade. De har valgt det Æsth-Æsthetiske, det Krit-Krit-Kritiske.

TROP

De derimod det Statsoeconomiske, det Almeennyttige, det til Borgerheld sigtende ....

LEDERMANN

Jeg le-le-lever af at gjøre op-op-gjøre op-opmærksom paa Mis-Mis-Misbrug.

KLATTERUP

Ganske rigtig! hver har sit særskilte Fag. Af begges forenede Bestræbelser vil der fremgaae en høi Grad af almeen Oplysning og almeen Velstand.

Mel. Malborough i Leding drager. (Under denne Sang spiser og drikker Leders mann meget graadig.)
TROP
Naar jeg til Kilden drager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
149
TROP
(høiere.) Naar jeg til Kilden drager,
Er det for Kunst og Smag.
KLATTERUP
(til Trop.) Ja vist, men Kunst og Smag
Er ei vor Naboes Fag.
Naar han sig hid umager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
KLATTERUP
(høiere.) Naar De Dem hid umager,
Er det en anden Sag.
(Til Trop) Han seer paa Brød, paa Smør,
Han modig nævne tør
Den Taxt som hver en Bager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
KLATTERUP
(høiere.) Den Taxt som hver en Bager
Og Kromand følge bør.
(Til Trop) I Kjøbenhavn saa net
Han passer Fortougsret,
Og tidt i Bladet klager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
150
KLATTERUP
(høiere.) De tidt i Bladet klager
Paa Rendestenens Bret.
(Til Trop) Han agter paa hver Støi,
Hver Lygtepæl, hver Fløi,
Og skarpt for Øie tager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
KLATTERUP
(høiere.) De skarpt for Øie tager
Betalte Ringetøi.
KLATTERUP og TROP
Saa har enhver sit Fag:
{De/Jeg} har Kritik og Smag,
Men Ledermann paatager ....
LEDERMANN
Hvad beha-ha-ha- hvad behager?
KLATTERUP og TROP
(høiere.) Men De Dem helst paatager
Vor Borgerfriheds Sag.
KLATTERUP

Begge Forfatterne leve! Herr Literatus! (klinker med ham) . - Herr Trop! (klinker med ham.)

LEDERMANN

Tak, Herr Klat-Klat-Klatterup!

151
TROP

Meget forbunden.

LEDERMANN

Gid der dog vilde pa-pa-pa-pa-passere nogen Uorden herude, for at vi kunde faae no-noget at kla-klage over i Bla-Bla-Bladet.

KLATTERUP
(til Trop.)

Har De ingen løbske Heste seet?

TROP

Nei, ingen andre end min Pegasus.

KLATTERUP

Ingen Luxus i Tjenestepigernes Dragt?

TROP

Nei, jeg synes de har snarere for lidt end for meget paa.

LEDERMANN

Hvad-hvad er det?

KLATTERUP
(høiere.)

Vi tale om Luxus i Klædedragten.

LEDERMANN

Ja den st--stiger bety-bety-betydelig.

152

FEMTENDE SCENE

DE FORRIGE. NONPAREIL.

NONPAREIL

Ah bon jour, Mr. Troppe! Aben Sie mein Affiche?

TROP

Ja wohl, ja wohl!

NONPAREIL

C'est charmant! Was trink Sie?

TROP

Das ist Wein.

NONPAREIL

Ah! c'est du vin. Ik will Sie jetz mak en en tour mit den Wein.

(sætter sig hos dem.)
KLATTERUP

Vil han gjøre en Tour med vor Viin? Hvad er det for en Snak?

TROP

De skal vide, det er den store Taskenspiller Nonpareil. Han vil gjøre et Kunststykke med Vinen.

KLATTERUP

Ja saa! ja saa!

LEDERMANN

Hva-hva-hvad er det?

KLATTERUP
(høit.)

Det er Taskenspilleren, han vil gjøre et Kunststykke med Vinen.

153
NONPAREIL
(seer paa Flasken.)

Jer is wenik Wein, wenik Wein. Voyons un peu. Erlaub Sie, dasz ik ab die Ehr? (han skjænker for dem alle tre) Trois verres, drey Glas, au juste. Ik sets sie Fun à côté de l'autre, gans nah. Attention! (smøger Ærmerne op) Un, deux, trois. (han drikker dem alle tre meget hurtig ud) Verstehn Sie das?

KLATTERUP

Ja det kan jeg sandelig ogsaa gjøre. Das ist leicht, ich kann es auch.

NONPAREIL

Eh bien! Woll Sie parir, Sie könn es nix.

KLATTERUP

Ja, ich will.

NONPAREIL

Une bouteille de vin?

KLATTERUP

Um eine Bouteille Wein.

NONPAREIL

D'accord. (De give hinanden Hænder) A présent, voyons.

KLATTERUP
(vil skjænke.)

Men han har jo drukket hele Flasken op.

NONPAREIL

Sehn Sie? Sie könn es nix. Ik abs Ihn gesagt.

KLATTERUP

Ja, det troer jeg nok.

154
NONPAREIL

Sie ab verlor. Nun lasz Sie komm en ander bouteille; so könn Sie versuck.

KLATTERUP

Nei, mange Tak! Jeg er ikke gal.

NONPAREIL

Woll Sie nik besahl, so ist das einerley. Cela me revient au même. Sie ab kein point d'honneur.

(reiser sig.)
KLATTERUP

Und Sie haben kein Lebensmaasz.

LEDERMANN
(trykkende den tomme Flaske.)

Det er uf-uf-uf-uforskammet.

KLATTERUP

Det skal komme i Bladet.

LEDERMANN

Det var den første Mis-Mis-Misbrug herude.

NONPAREIL
(til Trop.)

Eh bien Monsieur, l'affiche.

TROP
(reiser sig, og henter et Papir ved det andet Bord.)

Hier ist der Placat.

NONPAREIL

Is gut geschrieb?

155
TROP

Sehr gut

NONPAREIL

Steht darin von der surprise surprenante des surpris?

TROP

Ja hier. »De Overraskedes overraskende Overraskelse.«

NONPAREIL

Von den Empereurs et Rois, Princes et Princesses, la haute noblesse und verehrungswürdig public, qui m'ont comblé de leurs éloges?

TROP

Hier. »Keisere, Konger, Fyrster.....«

NONPAREIL

Ah! das is en misérable Sprak! Keiser, Kongo, das kling wie nix.

KLATTERUP
(som imidlertid har reist sig.)

Den Placat skal vist trykkes. Maaskee kunde jeg faae det Arbeide. (til Nonpareil.) Ist das wahr, dasz Sie auch das Kopf von einen lebendigen Mensch abhauen kann und wieder aufsitzen?

NONPAREIL

Oui, Monsieur. Soli ik Ihn vielleick den alten abschlag, und einen neuen aufsetz? Das wär gut für Sie; den Sie aben, taug nix.

KLATTERUP

Det er en Stud.

156
LEDERMANN
(reiser sig.)

Hvad er det, Herr Klat-Klat-Klatterup ?

KLATTERUP
(høit.)

Det er en Stud, Herr Literatus!

LEDERMANN

Den maa i Bl-Bladet.

SEXTENDE SCENE

DE FORRIGE. MADAM VOLTISUBITO med en Pidsk i Haanden og en Guitar om Halsen.

MADAM VOLTISUBITO

La riverisco, Signor Troppo! O Troppo caro! (omfavner ham) Sin Sie bös? Perché il portogallo l'é caduto sulla testa? Verstehn Sie? Die Apelsine auf den Kop gefallen?

TROP

Sagt nichts, sagt nichts.

MADAM VOLTISUBITO

II Signor Voltisubito, il mio marito, kann sick nik consolir darüber. Er mir gesag, dasz ick soll andar da lei, e pregarla di scusarlo, ed offrirle un biglietto per la quinta representazione di questa sera.

TROP
(tager Billetten og kysser hendes Haand.)

Tausend Dank, tausend Dank!

157
NONPAREIL

Ah la charmante personne! Quelle tournure! Que de grâces! Bien votre serviteur. Madame!

MADAM VOLTISUBITO

Ah bonne giour, Monsignor Nonpariglio!

TROP

Was wird heute gegeben?

MADAM VOLTISUBITO

II flauto magico.

NONPAREIL

Die Sauberflöte.

TROP

Tryllefløiten! Das ist prächtig!

MADAM VOLTISUBITO

C'est oune nouvelle pantomime à grand spectacle, mit Pferden und Löwen.

TROP

Haben Sie auch Löwen?

MADAM VOLTISUBITO

Si, signor. Sie sin nik naturlich, sie sin künstlich fabriquirt.

TROP

Ja so! (afsides) Nei, saa er et naturligt Dyr dog bedre end et kunstigt.

NONPAREIL

Je suis étonné, Madame, de vous voir portant une guitare? Chantez vous, par hazard?

158
MADAM VOLTISUBITO

Si par hazard. Je viens de chanter oun tema con variazioni, étant debout sour deux cheveux.

NONPAREIL

Sur deux chevaux.

MADAM VOLTISUBITO

J'avais oun pied sour l'oun, et l'altro sour l'altro.

NONPAREIL

Sacristie! Quelle attitude!

MADAM VOLTISUBITO

Vous ne m'avez pas entendou chanter? Tenez, je vais chanter tout de suite.

NONPAREIL

Ah! j'en serai charmé.

TROP
(til Klatterup og Ledermann.)

Hør efter, hør efter, det er den smukke Beriderske. Hun vil synge en Arie for os.

(Klatterup hvisker det til Ledermann.)
MADAM VOLTISUBITO

Prenez le fouet, Monsignor (giver ham Pidsken,) et claquez bien pendant que je chante.

NONPAREIL

Pourquoi cela, Madame?

MADAM VOLTISUBITO

Je suis accoutoumé à voir le fouet et entendre ce son. Sans cela je ne poux rien faire.

159
NONPAREIL

A la bonne heure.

(smælder med Pidsken.)
MADAM VOLTISUBITO

A présent ça va bien.

TROP
(til Klatterup.)

Hun synger aldrig uden til Hest, hun er vant til at høre Pidsken, og uden den kan hun ingen Ting gjøre.

LEDERMANN

Hva-hva-hvad skal det sige?

(Klatterup hvisker det til ham.)
TROP
(til Madam Voltisubito.)

Ja, ich kann das gut begreifen. Ich habe ein Mann gekannt, der hatte Tansen gelernt in eine Stube wo en Koffert stand. Nachher kam er auf en Ball. Es wollte aber gar nicht gehen. Endlich sagte er: bringt mal en Koffert in die Stube. Man that es, und gleich konnte er tansen.

MADAM VOLTISUBITO

E l'usanza, l'usanza.

NONPAREIL

C'est l'habitude qui fait tout.

MADAM VOLTISUBITO

Si, c'est l'habitoude.

NONPAREIL

Silence, Messieurs!

160
MADAM VOLTISUBITO

Thema.

Mel. af Jægerbruden: Vi binde Dig Din Jomfruekrands. Di primavere un fiore,
Gentil donzella, prendi,
E sul tuo crm l'appendi;
Raviva lo splendore,
Del gelsomino il bel candore oscura!
Tanto di dié Natura,
Beltà, innocenza e amore.

Fem Variationer.

(til Nonpareil.)

Mais, Monsieur, vous avez oublié de claquer. A présent que je suis à la fin, claquez bien fort, et en mesure.

Sjette Variation,

(under hvilken Nonpareil smælder paa de i Compositionen betegnede Steder.)

Coda.

Ancora un poco ascoiti, o mio Signor:
La biondina in gondoletta
L' altra sera io menava,
E la barca che nanava,
Si la fece indormentar.
La dormiva su sto braccio,
Ed io intanto la guardava,
Ma la barca dondolava,
E la fece risvegliar.*)
NONPAREIL

Bravo! bravo! Quel charme dans votre voix! quelle expression! Oh c'est délicieux!

* 161
TROP

Tausend Dank, tausend Dank! Das ist das Schönste was ich noch von Gesang gehört habe.

(de kysse hende begge to paa Hænderne.)
LEDERMANN

Jeg sy-synes, de bæ-bærer dem begge to ad, som om de vare slup-slup-slupne lige ud af Daa-Daareki-kisten.

KLATTERUP

Det er et Par udenlandske Gjøglere, som trække os Pengene ud af Landet.

LEDERMANN

Det maa i Bla-Bladet.

KLATTERUP

Det er en Uorden.

TROP
(kommer hen til dem.)

Tag dem iagt, tal ikke for høit, de To kunde let forstaae noget af hvad De siger.

KLATTERUP

Det er det samme. Vi ere besjælede af Borgersands og gaae vor lige Vei uden at see frem eller tilbage. Vi ere frimodige.

LEDERMANN

Frimu-murere?

KLATTERUP
(høiere.)

Frimodige! -

162
NONPAREIL
(til Madam Voltisubiio.) Mel. Ah que Farnour aurait pour moi des charmes. Ah qu'il est doux de vous voir de la sorte!
Je deviens fou de bonheur, de plaisir.
Flamme d'amour est bientot, dit-on, morte,
Mais celle-ci, c'est à n'en plus finir.
Ah qu'il &c.
TROP
(til Madam Voltisubiio.) Ny Melodie. Schönstes Weibsbild, dasz, ich's dir gestehe,
Du hast mich zum Corydon gemacht.
O verzeihe, wenn ich schier vergehe
In der Flamme, die du angefacht.
Das Billett, das du mir gütig schenkest,
Dein Gesang, dein Wesen mich entzückt.
Seh' ich dich, wenn du die Rosse lenkest,
Wird mir gänzlich das Gehirn verrückt.
NONPAREIL
Ah qu'il, &c.
TROP
Schönstes &c.
MADAM VOLTISUBITO
Mel. Smukke Pige med det brune Haar. Se il mio nome é Voltisubito,
Perdonate, Signori,
Che ben subito mi volgeró
Zefiretto frà i fiori.
Ecco un cuor di quà,
Ecco un cuor di là,
Geme amor di quà,
Piange amor di là.
Ché pensar di questo? Ché faró
Con duplici cuori?
163
NONPAREIL
Ah qu'il &c.
TROP
Schönstes &c.
MADAM VOLTISUBITO
Se il mio &c.
KLATTERUP
Mel. Thema af Amor marinaro. I patriotisk
Retfærdig Iver
Jeg blot kan elske
Mit gode Dansk.
Jeg erkegothisk
Paa Flugten driver
Det Pluddervelske
Med Tydsk og Fransk.
En Taskenspiller,
En saadan Rytter,
Hvad de bestiller,
Til intet nytter.
Og slutteligen
Er siden Krigen
Vor hele Higen
Kun udenlandsk.
NONPAREIL
Ah qu'il &c.
TROP
Schönstes &c.
MADAM VOLTISUBITO
Se il mio &c.
KLATTERUP
I patriotisk &c.
164
LEDERMANN>
Mel. O mein lieber Augustin. Hvilket uf-uf-uf-uforskammet Sny-Sny-Sny-Snyderi!
At den go-go-gode Vi-Vi-Vi-Viin er fo-fo-forbi.
Vindsa-sa-sa-sak!
Grovt Pa-Pa-Pa-Pak!
Den Krab a-b a-bat
Faaer en Drava-va-vat
Af vor Po-Po-Po- vor Po-Po- vort Politi.
MADAM VOLTISUBITO

A présent je m'en vais, nous allons cominciar notre quatriéme representazione. C'est à la quinta che je vous attend, Monsignor Troppo. (Trop bukker, hun giver Nonpareil Armen for at gaae.) Il y a tant de monde dans la boutique, passons par ici, Signor Nonpariglio.

(De gaae ud paa Siden.)

SYTTENDE SCENE

TROP. LEDERMANN. KLATTERUP. KEISER og VIVA komme fra Teltet.

TROP
(afsides.)

Den Hansqvast betalte mig ikke Placaten. O det er forskrækkeligt! Arbeide har jeg nok af den hele Dag, men Penge! Alle binde Munden til paa Oxen som tærsker. (Til de Kommende) Ih velkommen tilbage! Naa? den Gamle er ikke med? det er nok en Slags Bortførelse?

165
KEISER

O det gik fortræffeligt!

Mel. Der staaer et Træ i min Faders Gaard. Jeg stod i Trængsel
Paa grønne Plads,
Min Viva nær i Kildelunden,
Og saae med Længsel
I fyldte Glas
Den Elsktes Billed dybt paa Bunden.
Men da jeg over hendes Skulder saae.
Mit eget Billed tæt ved hendes laae,
Smiilte derved,
Hvergang hun hed
Med Vellyst førte det til Munden.
Mens det passerer,
Hist paa sin Stol
En Bondemand med Pryssing snakker,
Og barsk tracterer
Sin Stokfiol,
Og synger Visen nok saa vakker
Om Helten som paa Sanct Helena døer.
Nu skreg en Galning: Vive l'Empereur!
Og strax en Ven
Skreg til mig hen:
»Ja, Viva Keiser! Jo jeg takker!«
Men min Veninde
Forfærder nu
Det Ægteskab af vore Navne.
Jeg spørger hende:
Forbyder Du
To Luftgestalter sig at favne?
I Bølgen kyssed jo min Skygge Dig,
Et Navn er ogsaa kun en Skygge lig.
Nei, skreg hun, nei!
Løb bort sin Vei,
Tilsidst vi her i Teltet havne.
166
TROP

Ja Kirsten Piil hun smedder Aar for Aar flere og flere sammen. Skal det tage saadan til, saa kan hun herefter med større Ret komme til at hedde Kirsten Giftekniv.

VIVA
Mel. Madame Gails Tyrolervise. Intet, min Ven, jeg frygter meer
End naar den store Mængde mig seer.
Selv under Vrimlens larmende Spil
Amor os ene finde vil.
Et Navn, et Navn kan røbe de To,
Og fra dem flyer den kjærlige Ro.
Nylig ved Kilden fri og glad
Drak jeg med Dig af kjølige Bad;
Kildegudinden skued os kun,
Taus os forened i sin Lund.
Et Navn, et Navn har røbet de To,
Nu flye de hid til Kjærligheds Ro.
KLATTERUP
(til Keiser.)

Min Herre, De nævnede jo Pryssing. Er han herude?

KEISER

Til Tjeneste.

TROP
(afsides.)

Saa! Nu er Fanden løs.

KLATTERUP
(til Ledermann.)

Det er som jeg siger, han er herude.

167
LEDERMANN

Pr-Pr-Pryssing?

KLATTERUP

Ja netop.

LEDERMANN

Det er utroligt.

KEISER

Hvad er det for et Par Karle?

TROP

Det er to Matadorer som vil stikke Pryssing.

VIVA

Hvorledes? Hvad vil det sige?

TROP

Creditorer, Jomfrue!

KEISER

Fy for en Ulykke!

VIVA

Gud! jeg bliver ganske bange.

ROSE
(raaber ud.)

Herr Pryssing er der.

KLATTERUP

Ha ha! Der har vi ham.

KEISER

Jeg lader som ingen Ting.

(trækker sig lidt tilbage.)
168

ATTENDE SCENE

DE FORRIGE. PRYSSING kommer fra Teltet

PRYSSING

Naa, er Du der, Viva? Hvor i al Verden var Du bleven af?

VIVA

Jeg kom fra Dem i Trængselen, Papa, og kunde slet ikke finde Dem igjen.

PRYSSING

Ih Snak! Jeg stod jo og hørte paa Bondemandens Fiol. (til Trop.) Veed han hvad? En Kritik derover vilde være paa sit rette Sted i Bladet.

TROP

Tys! tal ikke om Bladet! Her er Spioner ude.

(peger paa Ledermann og Klatterup.)
PRYSSING
(seer dem.)

Naa, saa gid da ....

(Vil gaae; Klatterup og Ledermann stoppe ham, og tage hver sin Obligation op af Loms men og præsentere ham den.) Mel. Fryd Dig ved Livet.
KLATTERUP
Vil De betale?
Eller vil De ikke? Hvad?
De har at befale,
Jeg er lige glad.
LEDERMANN
Imo-morges var jeg alt ho-hos Dem,
Og ve-ve-ve-vented, men De ko-ko-ko kom ei hjem.
Nu træ-træffer jeg Dem her til-til-tilsidst,
Og gi-gi-giver Dem ei Fr-Fr-Frist.
169
PRYSSING
Tie De kun stille!
Jeg nok gjøre skal min Pligt.
Men ved Kirstens Kilde
Er ei Sted til sligt.
KLATTERUP
Jo Dyrehaven passe kan
Til Børs for slig en Handelsmand,
Slig Criticus, dramatisk Nar,
Som ingen Penge har.
PRYSSING
Bliv mig fra Livet
Med den Vexel-Obligation!
KLATTERUP
Ja naar De har givet
Sikkerhed.
LEDERMANN
Og Ca-Ca-Caution.
PRYSSING
Ifald ieg Dem ei bliver qvit,
Erklærer jeg mig strax Fallit.
KLATTERUP
Ja vær saa. god, geneer Dem ei!
LEDERMANN
Just derpaa lu-lu-lu-lurer jeg!
PRYSSING
Tag Dem ivare!
Jeg faaer Moratorium.
KLATTERUP
Det har ingen Fare,
Man er ei saa dum.
170
PRYSSING
Halvtredsindstyve smaa Procent,
Kan De vel dermed være tjent?
Meer giver intet Handelshuus;
Forresten ei en Snuus.
Tænk nu paa Tingen,
Og om De mig drille tør.
Gaaer De mig paa Klingen,
Veed jeg hvad jeg gjør.
KLATTERUP og LEDERMANN
(den sidste stammende.) Ja det er Tingen!
Mon jeg vel ham drille tør?
Gaaer jeg ham paa Klingen,
Veed jeg hvad han gjør.
PRYSSING

Ja, som sagt, dersom man tvinger mig til Fallit just i dette Øieblik, da min Handel er i Opkomst, og jeg har grundet Haab om at betale enhver Sit inden kort Tid, saa er det ikke andet end Malice af mine Creditorer, og saa skal Fanden tage mig om jeg ikke ....

KLATTERUP

Er Deres Handel i Opkomst? Hvad mener De med det?

PRYSSING

Jeg mener, at jeg har begyndt paa et Ugeblad, det første Nummer er allerede under Pressen; naar det kommer ud, saa skal De bare see.

LEDERMANN

Hvad-hvad-hvad er det?

171
KLATTERUP
(høit)

Han vil give et Ugeblad ud.

LEDERMANN

Nu skal han just gjø-gjøre Fa-Fa-Fallit.

PRYSSING

Ja, ja! Dersom I to Pralhanse tvinger mig dertil, saa accorderer jeg, og dersom jeg giver saameget som et Sandskorn mere, saa maae I ....

KLATTERUP

Det vil vise sig.

PRYSSING

Ja Gu' skal det vise sig, troe mig nu! Ikke blot I, men enhver anden af mine Creditorer skal ikke faae en Skilling meer end de 50 pCt.

TROP

Hvad var det De sagde, Herr Pryssing?

PRYSSING

Har han ikke hørt det?

TROP

Aa Gud hjelpe mig! Jeg som har Penge tilgode hos Dem! Saa faaer jeg jo kuns tre Mark om Ugen istedenfor en Rigsdaler.

KLATTERUP

Det skader Dem ikke noget.

172
PRYSSING

Ja ikke blot det, men selv af Menneskeslægtens Ødelæggelse faaer han ikke meer end efter Accorden.

TROP

Herr Pryssing! De tager Livet af mig.

PRYSSING

Ja det er mig det samme. Nu er jeg desperat.

(Trop river sig i Haaret,)
KEISER
(nærmende sig.)

Maa jeg sige et Ord?

PRYSSING

Hvad vil De?

KEISER

Forebygge, om muligt, en Fallit, som truer med at drage saa mange gamle Huse ned i Afgrunden.

KLATTERUP

Hvem er De?

KEISER

Ingen Kapitalist.

PRYSSING

Uden Kapitaler er her intet at udrette.

KEISER

Tør jeg spørge, hvor stor Summen er?

KLATTERUP

Herr Literatussens Obligation er 15 Rigsdaler 2 Mark, og min beløber sig til 23, Rigsdaler 8 Skilling, ialt 38 Rigsdaler 2 Mark 8 Skilling. ...

173
KEISER

Det gjør mig ondt; thi denne Sum overstiger mine Evner. Jeg havde haabet med en fem, sex Rigsdaler at kunne jevne det Hele.

KLATTERUP

Hvad skal det sige?

PRYSSING

Vil De gjøre Nar af mig?

KEISER

Det er jeg saa langt fra, at jeg tvertimod vil skaffe Sikkerhed for Herr Pryssings Gjæld.

PRYSSING

Hvorledes?

KLATTERUP

Er det Alvor?

TROP

O Gud velsigne Dem!

KEISER

Men maa jeg først tale et Ord med Dem, Herr Pryssing?

PRYSSING

Hjertelig gjerne.

(De gaae lidt afsides.)
KEISER

Herr Pryssing, De har behandlet mig haardt. Dersom jeg nu saa ganske uegennyttig redder Dem ud af Deres Forlegenhed, hvad Sikkerhed har jeg saa for, at De ikke siden vil sætte Dem imod mit og Deres Datters Ønske?

174
PRYSSING

O intet andet! Det skal vi nok blive enige om. De er jo et vakkert ungt Menneske, Student, kan faae et Embede. Hør, giv mig Deres Haand; har jeg fornærmet Dem, saa har jeg, min Sjæl, ikke meent noget ondt med det.

KEISER

Altsaa Viva er min?

PRYSSING

Ja, naar De hjelper mig ud af min Knibe.

KEISER

Top! Lad mig nu tale et Ord med Deres Recensent.

TROP

Med mig?

KEISER

Ja med Dem. (afsides til Trop.) Hør, De kan ikke være tjent med Pryssings Fallit.

TROP

Nei, det veed Gud.

KEISER

Det staaer til Dem at redde ham.

TROP

Til mig?

KEISER

Overlad ham det Dyr, som De vil fremvise.

TROP

Dyret?

175
KEISER

Ja Dyret. De betænker Dem? O kjære Collega! skulde jeg have taget feil af Deres Characteer? Er en dyrisk Tilbøielighed stærkere hos Dem, end den Drift at hjelpe et Medmenneske? Betænk hvor høit Mennesket staaer over Dyret.

TROP

De har Ret, De har Ret! - Ja, jacta est alea. Dyret er hans.

KEISER

Ædle Mand! (trykker hans Haand.) Herr Pryssing!

PRYSSING
(kommer hen til dem.)

Naa da?

KEISER

De er reddet. Denne sjældne Mand afstaaer Dem sit sjældne Dyr til fri Afbenyttelse.

TROP
(giver ham Skiltet.)

Det er Deres.

PRYSSING

O Himlen lønne ham, jeg kan ikke! (omfavner ham. Til Klatterup og Ledermann) See her! Dette skal nu i Øieblikket skaffe Dem Deres Penge, og mig en lille Skilling tilovers. Lad os strax slaae det op. - Rose!

176

NITTENDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE. Klatterup seer paa Skiltet, viser Ledermann det, og taler sagte med ham.

PRYSSING

Vi vil nu slaae Skiltet op uden for Teltet. Ryd imidlertid op her, min Pige, og træk Gardinet for Teltet, at Publikum ikke skal see os.

ROSE

Strax, Herr Pryssing!

(hun tager Glas, Flasker, Tallerkener, o. s. v. bort fra Bordene, og bærer det ind i Teltet.)
PRYSSING
(til Trop.)

Lad os da nu gaae ud og slaae Skiltet op!

TROP

Ja kom.

(Gaaer med Pryssing ind i Teltet.)
KLATTERUP

Det er en artig Begivenhed.

LEDERMANN

Den Tro-Trop har mange Resou-sou-sourcer.

KLATTERUP

Hør, veed De hvad? Lad os benytte os af Leiligheden. Vi vil gaae ind og see, om det tegner til at Pryssing skulde faae en stor Indtægt, og hvis saa er, saa vil vi see at tilhandle os Dyret, imod at afstaae ham Obligationerne; maaskee kan vi profitere derved.

177
LEDERMANN

Ja det har De saagu-gu-gu Ret i.

(De gaae ind i Teltet. Rose er imidlertid bleven færdige og gaaer ligeledes ind; Teltet tillukkes med Gardinet.)

TYVENDE SCENE

VIVA. KEISER.

KEISER

O min Viva! det kan man kalde et heldigt Indfald. Det er dog et sandt Ordsprog, at i oprørt Vand er godt at fiske.

Mel. af en Alessandrina. Vel har ei Amor Kræfter,
Han er et Barn forvist;
Men han sig lægger efter
At narre Folk ved List.
Det er et stort Mirakel
At han kan holde Stand,
Men derfor maa den Stakkel
Sig hjelpe som han kan.
Enhver som er herude,
Gaaer jo med Kjærest sin.
Nu blandt de mange Brude
Jeg kneise skal med min.
Og naar saa Kildens Gammen
Er endt i Aftnens Stund,
Paa ny vi træffe sammen
Hist i Charlottenlund.
178

EEN OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE.

Mel. Valsen af Baccanali di Roma.

ROSE
Jo jo, jeg takker!
De staaer og snakker;
Det hele Telt er fuldt af Fremmede.
Som give Penge,
Og frem sig trænge,
For det vidunderlige Dyr at see.
VIVA
Lad kun Teltet sig fylde!
See hvor Skyerne her
Sig om Kanten forgylde
Over eensomme Træer!
KEISER
Hør den muntre Støi!
Hist en Krage fløi,
Svang med hæse Skrig sig over Skoven væk.
Over Træers Top
Stiger Gyngen op,
Hvor de hvide Piger skrige høit af Skræk.
ALLE TRE
O salige Lyst, under Støien og Vrimlen
I Eenrum at mødes fortrolig og øm,
At sværme med Zephyr, at kjøles af Himlen,
At drømme med Skyerne Kjærligheds Drøm!
VIVA
Hist i det Fjerne
Glimter et Lys.
ALLE TRE
Det smiler paa Himlen saa høit over Træer.
179
KEISER
Kjærligheds Stjerne
Tændte sig nys.
ALLE TRE
Den vinker os fjernt, men dens Glands er os nær.
ROSE
Det maa jeg sige,
Lyksalig Pige
Er den som kjærlig med sin Brudgom gaaer.
Men De kan troe mig,
At jeg skal snoe mig,
Saa jeg mig ogsaa snart en Kjærest faaer.
VIVA
See hvor Aftenen trækker
Hver en Skygge saa lang!
See de Kjørendes Rækker!
Hør den lystige Sang!
KEISER
Snart vi skal paany
Hist ved Bellevue
Kjøre langsomt med hverandre, glad i Sind,
Gjennem tunge Sand
Med sit Skum paa Strand,
Hvor vi see den svenske Kyst i Maaneskin.
ALLE TRE
O salige Lyst, under Støien og Vrimlen
I Eenrum at mødes fortrolig og øm,
At sværme med Zephyr, at kjøles af Himlen,
At drømme med Skyerne Kjærligheds Drøm!
VIVA
Tæt skal jeg klynge
Mig til din Barm.
180
ALLE TRE
O kjærlige Længsel som fylder mit Bryst!
KEISER
Tæt skal jeg slynge
Om Dig min Arm.
ALLE TRE
O mægtige Guddom, jeg lyder Din Røst!

TO OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. KLATTERUP.

KLATTERUP
(meget geskjæfiig.)

O det gaaer fortræffeligt! Hele Teltet er fuldt af Tilskuere. Vi faae en styrtende Indtægt. Tænk engang hvad jeg og Literatussen have en fim Næse. Saasnart vi lugtede Lunten, saa fik vi Pryssing til at afstaae os Indtægten, imod at vi udleverede ham Obligationerne. Nu er han nær ved at gaae ud af sit gode Skind, over at han har gjort den Handel.

KEISER

For mig derimod er det en yderst kjærkommen Efterretning; thi nu er han ude af sin Forlegenhed; jeg har følgelig opfyldt mit Løvte, og tør nu stole paa at han ogsaa vil holde sit.

TRE OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. TROP

TROP

O jeg dumme Fæ, som har gjort saadan en Handel! Der seer man hvad Dyret trækker. Det er en reen spansk Flue.

181
KLATTERUP

Ja min gode Herr Trop! Gjort Gjerning staaer ikke til at ændre. Hør, lad mig nu see, at De i al Hast gjør Skuepladsen istand, og stiller Dyret frem.

TROP

Det kan De gjøre selv. Dyret skal De faae strax.

KLATTERUP
(til Keiser.)

Kjære Herr Student! De har været saa god at bringe Sagen i Gang; vil De ikke ogsaa besørge Resten; Dyret opstillet, og saa videre. De veed Besked. Jeg maa tilbage og passe paa ved Indcasseringen.

(løber tilbage i Teltet.)
KEISER
(raaber efter ham.)

Nei, hør dog, hør! - Han er allerede væk. Det er en Ting, jeg ikke kan befatte mig med.

ROSE

Jeg maa sandelig ind til Gjæsterne.

(gaaer.)

FIRE OG TYVENDE SCENE

VIVA. KEISER. TROP.

TROP

Ja hvad mig angaaer, saa ønsker jeg at trække mig ud af det hele. Indret De nu Skuepladsen, gode Herr Keiser! gjør det for Pryssings Skyld! lad mig være fri! Seer De, det er en let Sag; De indretter tre Pladser, og afdeler dem ved Seglgarnssnore.

182
KEISER

Ja, det er ikke saadan at løbe til. Hvorfor lader De Folk komme, inden Skuepladsen er istand?

TROP

Ja, det kan jeg ikke gjøre ved. Pryssing havde jo ingen Ro paa sig.

KEISER

Men saa hent da Dyret frem; før kan jeg intet gjøre.

TROP

Dyret? Ja det er sandt! Det har jeg her.

KEISER

Hvor?

TROP

Her.

(søger i Vestelommen.)
KEISER

Har De Dyret i Vestelommen?

TROP
(tager en meget lille Æske op, og leverer den til Keiser.)

Vær saa god! - Jeg begyndte ordentlig at svede Angstens Sveed, jeg var bange det var blevet borte.

KEISER

Er det Dyret?

TROP

Ja gu er det saa, ja! Luk op, saa skal De see, det er meget sjeldent.

183
KEISER
(aabner Æsken og stirrer i den.)

Det er jo ikke andet end et lille Insect.

TROP

Ja, det veed jeg nok.

KEISER

Kalder De det et Dyr?

TROP

Det skulde jeg troe. Er et Insect ikke et Dyr? Har De lært Naturhistorie?

KEISER

Ja, men er det passende til at vise frem for Penge?

TROP

Hvorfor ikke? Gjør Størrelsen noget til Sagen? Er Naturen ikke ligesaa beundringsværdig i det Smaa som i det Store? Det er ikke noget for den raa Hob, det veed jeg nok, men det er for dannede, for fiint følende Mennesker. Vil De behage at see, det har tre Been.

KEISER

Det er muligt, men saa maa det være et defect Exemplar.

TROP

Aa Snak! det er i en meget god Stand. Naa, kan De nu sige mig, hvad det hedder?

KEISER

Nei, jeg er ikke Entomolog. Men tillad mig, hvor meget har Tilskuerne paa tredie Plads betalt?

184
TROP

De gaae jo gratis.

KEISER

Naa ja, saa har de ikke noget at klage over. Maaskee bringe de Kikkerter med.

TROP

Naa, jeg gaaer min Vei; lad mig nu see, De indretter alt paa det Bedste.

KEISER

Nei mange Tak! Jeg ønsker ikke at befatte mig hermed.

(lægger Æsken paa Bordet tilhøire.)

FEM OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. PRYSSING.

PRYSSING

Men Herre Jemini! Staaer I her og holder Faddersladder, istedenfor at gjøre alting istand?

TROP

Jeg har afleveret Dyret til Herr Keiser. Meer har jeg ikke at gjøre.

KEISER

Og jeg har lagt det paa Bordet, til Herr Pryssings Disposition. Meer har jeg ikke at gjøre.

PRYSSING

Paa Bordet? hvor?

KEISER

Der! I den lille Æske.

185
PRYSSING
(seer paa Keiser, og gaaet derpaa hen og titter i Æsken.)

Er det Dyret?

KEISER

Ja det er.

PRYSSING

Er det Spøg eller Alvor?

KEISER

Alvor.

(Pryssing seer spørgende paa Trop.)
TROP

Alvor. Det er et meget godt Dyr.

PRYSSING

Gud skee Lov, jeg har mine Obligationer i min Lomme!

KEISER

Gud skee Lov, jeg har min Viva under Armen! (giver hende Armen.) Nu er der ikke andet for, end at De afleverer Skatten til de to Herrer, som har kjøbt den, og at vi saa itide ere betænkte paa en passende Retirade.

TROP

Retirade?

KEISER

Ja hvad mig angaaer, saa har jeg ikke Lyst at blive her og faae Prygl.

TROP

Prygl? Er De gal? hvem skulde fordriste sig dertil?

186
KEISER

Tilskuerne, ifald de ikke finde sig tilfredse med Dyret.

TROP

Men hvor kan De nu troe, at der skulde være saa lidt Smag, saa lidt høiere Dannelse mellem Folk, at de ikke skulde beundre et Naturens Mesterværk?

PRYSSING

Han er en Nathue! Jeg for min Part vil ikke have noget at bestille dermed, men mener ligesom Herr Keiser, at vi gjøre bedst i at see at komme herfra. Har han Lyst at blive her og tage sine Prygl, saa for mig gjerne!

TROP

Nei, for Pokker! hvis De troer, at der vanker Prygl, saa skjøtter jeg ikke om at blive. Men jeg kan dog aldeles ikke begribe Folks Domme og Meninger.....

PRYSSING

Ja saadan gaaer det saa mangen Recensent.

(Tummel i Teltet.)

SEX OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. ROSE

ROSE

Skynd Dem dog! Skynd Dem! Det er ikke muligt at styre Tilskuerne. De vil endelig herud.

KEISER

Gesvindt! Lad os lægge Dyret i Bordskuffen.

(Lukker Æsken i, og lægger den i Skuffen i Bordet tilhøire.)
187
ROSE

I Bordskuffen!

PRYSSING

Der har vi dem! Lad os smutte tilside!

(Pryssing, Keiser, Viva, Trop smutte hen i Krogen, saa af de komme til at staae bag ved det indtreedende Chor. Gardinet i Teltet bliver trukket tilside.)

SYV OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. CHOR AF TILSKUERE (Herrer, Damer, Børn.) FØRSTE HERRE. ANDEN HERRE. EN DAME.

LEDERMANN og KLATTERUP træde tilsidst ind. De Fire, som havde skjult sig, træde lidt efter lidt frem og blande sig i Choret.

Mel. af Bellmann: Undan ur vägan! si hur Profossen med plumager.

CHOR
Det er dog skammeligt os at lade staae saalænge!
Troer De, vi Tid har, til Morgenen den gryer?
Vi har jo givet vore Penge,
Lad os da see nu det mærkelige Dyr!
Af alle Kræfter
Vil vi til Charlottenlund,
Og til Slukefter
Før Midnatsstund.
Hille den Slemme! Hvad er det for en lumpen Maade?
Her knap en Bænk er, som man kan sidde paa.
Det lader, som det var af Naade
At for Betaling vi smukt faae Lov at staae.
188
KEISER
(til Pryssing og Trop.) Jo kjære Venner!
Her vil vanke tørre Hug.
PRYSSING
Ingen os kjender.
TROP
Ei mindste Muk!
CHOR
Hvor er nu Dyret? Maaskee det er her heller ikke!
Hvor er da Manden som skal det vise frem?
Vi vide vil til Punkt og Prikke
Hvordan det kaldes, og derpaa gaae vi hjem.
KLATTERUP
Hvad er dog dette?
Har man ei endnu begyndt?
LEDERMANN
(slaaer sig paa Lommen.) Her er det Re-Rette,
Vor Ski-Ski-Skillemy-mynt!
CHOR
Men saa for Pokker! hvor er det sjeldne Dyr da henne?
Hvis man os driller, vi blive vred i Aand.
Jeg mærker det faaer ingen Ende,
Dyr seer jeg ikke meer end bag paa min Haand.
Hvor er dog Manden
Som med Dyret trækker om?
Skaf ham, for Fanden!
Saa kom da, kom!
KLATTERUP

Ja jeg beder Dem meget undskylde at det har varet saalænge, men nu skal vi strax have den Ære at begynde.

189
FØRSTE HERRE

Saa det er Dem, som fremviser Dyret?

KLATTERUP
(forskrækket.)

Ja jeg er ikke ene derom, jeg har en Collega.

(Peger paa Ledermann.)
FØRSTE HERRE

Da skulde De med samt Deres Collega skee en Ulykke ....

KLATTERUP

Jeg beder tusinde Gange om Forladelse. Nu skal Dyret strax have den Ære. (afsides, idet han seer sig om) Jeg kan min Sjæl ikke begribe .... (til Ledermann) Veed De ikke, hvor det er ....

LEDERMANN

Hvad beha-ha-hager?

KLATTERUP

Det er da ogsaa fordømt, at det Menneske skal være døv. Jeg kan jo dog ikke raabe det ud. Og jeg troer at baade Trop og Pryssing og Studenten er fløiten.

EN DAME

Er det et stort Dyr?

KLATTERUP

O ja saamæn. (til Ledermann) Veed De hvad det er for et Dyr?

LEDERMANN

Nei jeg vee-veed ikke. Jeg troe-troede at De havde seet det.

190
KLATTERUP

Nej for Fanden! Jeg troede, De havde seet det.

DAMEN

Det er dog vel ikke saa stort som en Elephant?

KLATTERUP

Nei! Nei det er det ikke.

DAMEN

Maaskee som en Oxe?

KLATTERUP

Hm .... ja, ja omtrent; ja, jeg troer, det kan vel være som en Oxe - eller dog maaskee lidt mindre. Ja, seer De, jeg er ikke den Mand som praler; De skal ikke sige om mig at jeg har lovet for meget. Hvad Oxer angaaer, saa har man dem af forskjellig Størrelse.

DAMEN

Men det er dog vel større end en stor Hund?

KLATTERUP

Ja Gud bevares! Meget større end den største Hund. (afsides.) Aa gid jeg var sluppen vel herfra!

ANDEN HERRE

Er det maaskee en stor Fisk?

KLATTERUP

Ja, seer De, hvad Størrelsen angaaer, det er nu virkelig et overmaade ubestemt Begreb ....

ANDEN HERRE

Nei, jeg mener blot om det er en Fisk?

191
KLATTERUP

Ja det er ikke saa let at bestemme. Dyret har vel en Deel af en Fisks Natur -

ANDEN HERRE

Maaskee en Vandfugl?

KLATTERUP

Ja seer De, forsaavidt som det ligner en Fisk, har det rigtignok adskilligt af en Fugl.

DAMEN

Saa det hører ikke til de fiirføddede Dyr?

KLATTERUP

Ja, jeg skal have den Ære at sige Dem, hvad Fødderne anbelanger, saa ....

(betænker sig.)
ANDEN HERRE

Nu vel?

KLATTERUP

Hvad det var jeg vilde sige? .... Nei, det var dog ikke om Fødderne jeg vilde tale.

FØRSTE HERRE

Saa for en Ulykke! hold op at tale i Gaader, og lad os see Dyret.

KLATTERUP

Aa Herre Gud! jeg skal gjøre alt hvad der staaer i min Magt; men jeg troer - jeg troer at det er fløiet lige ind i Laxegaden.

DAMEN

Kan det da flyve?

192
KLATTERUP

Ja, ifald det er fløiet bort, saa maa det kunne flyve.

ROSE

Søger De om Dyret?

KLATTERUP

Ja gu søger jeg.

ROSE

Det ligger i Bordskuffen.

ADSKILLIGE

I Bordskuffen?

FØRSTE HERRE
(vil aabne Skuffen.)

Men det bider dog vel ikke?

KLATTERUP

Ja, det kan jeg sandelig ikke staae inde for.

DAMEN

Aa lad os tage os iagt. Jeg beder Dem, luk ikke op.

KLATTERUP

Nei, det er meget sandt. Det er bedre, vi ikke lukke op.

FØRSTE HERRE

Ih Snak! Troer De, vi ere komne her, for at lade os gjøre Nar af?

(vil aabne.)
ADSKILLIGE

Aa tag Dem i vare!

193
ANDRE

Ih Snak!

(De stimle om Bordet. Een vælter det, saa Skuffen falder ud med Æsken og Trops Paa pirer og Skrivertøi. Alle fare med et Skrig tilbage.)
FØRSTE HERRE
(nærmer sig.)

Men hvad er det? Der er jo slet ikke noget i Skuffen uden Papirer.

KLATTERUP

Jeg beder om Forladelse! Dyret fløi bort.

DAMEN

Ja det saae jeg tydelig.

(Trop trænger sig hen igjennem Mængden; Pryssing og Keiser trække ham i Kjoleskjøderne, og gjøre sig Umage for at holde ham tilbage.)
PRYSSING

Lad det være, siger jeg ham.

KEISER

Det gaaer ikke godt.

TROP

Slip mig dog, for Pokker! (kommer frem.) Troer De at jeg kan taale at see mine Recensioner og mit Dyr saaledes blive maltracterede? Disse to Personer vil her fremvise for det store respective Publikum Ting, som de aldeles ikke kjende eller forstaae.

194
KLATTERUP

Er De gal?

ADSKILLIGE

Lad høre!

ROSE

De skal vide, jeg er Recensent og Criticus. Her har De nu spildt mig alle mine Recensioner og Kunstkritiker, og hvis jeg ikke samlede dem op igjen, saa gik de tabt for Efterverdenen.

(bukker sig og sanker Papirerne op.)
FØRSTE HERRE

Aa hvad! Vi komme ikke her for at læse Recensioner, men for at beundre Naturen og Kunsten. Hvor er Dyret?

TROP
(søgende paa Gulvet.)

Det ligger her imellem mine kritiske Blade.

DAMEN

Fløi det da ikke bort?

TROP
(stedse søgende.)

Det veed jeg ikke, men naar De saadan lader mine Flyveskrifter flyve, saa er det intet Under om ogsaa Dyret er gaaet fløiten.

ANDEN HERRE

Det maa da være forbandet lille.

TROP

Det var et pænt Dyr; det laae i en lille bitte Æske, som jeg havde havt Snuustobak i. Det var ikke 195 større end at man kunde tage det som en Priis mellem to Fingre.

FØRSTE HERRE

Kan de gode Herrer og Damer da nu endelig mærke, at disse Folk holde os alle for Nar? (løfter Stokken mod Klattern?.) Hvor tør Din Hund understaae Dig ....

KLATTERUP

Rolig, rolig! Siig det til min Collega!

LEDERMANN

Hva-hvad behager?

FØRSTE HERRE
(til Ledermann.)

De fortjente, at man skulde.....

KLATTERUP

De maa tale høiere, han er tunghør.

FØRSTE HERRE
(høit.)

Veed De vel, at Deres Adfærd skal ikke gaae ustraffet af? Jeg agter at skrive en nøiagtig Beretning om hvad her er passeret, og lade den indrykke i den patriotiske Stormklokke.

LEDERMANN

Ja det er ju-just mig, som er Udgi-giver deraf.

KLATTERUP

Og jeg har den Ære at trykke den.

196
FØRSTE HERRE

Saa for en Ulykke! - (til Ledermann.) Naa da, kan jeg ikke faae det i Bladet, saa skal jeg i det mindste faae det i Dig selv.

(Løfter Stokken imod ham; adskillige andre gjøre det samme.)
LEDERMANN

Vi-vi-vil De nu ba-bare hø-hø-høre? vi har faa-faaet Dy-Dyret af Herr Pr-Pr-Pryssing.

KLATTERUP

Der staaer han!

(trækker ham frem.)
FØRSTE HERRE
(til Pryssing.)

Og De?

PRYSSING

Jeg har faaet det af Herr Keiser.

(Trækker Keiser frem.)
FØRSTE HERRE
(til Keiser.)

Og De?

KEISER

Af Herr Trop.

(Peger paa ham.)
FØRSTE HERRE
(til Trop.)

Og De?

TROP
(forskrækket.)

Jeg har selv opfundet det.

197
FØRSTE HERRE

Opfundet det?

TROP

Nei jeg fortalte mig; jeg mener, jeg har fundet det og opdaget det.

FØRSTE HERRE
(med opløftet Stok.)

Naa, saa skal Du da ogsaa skee en Ulykke!

TROP
(falder paa Knæ.)

Naade! Naade!

OTTE OG TYVENDE SCENE*)

DE FORRIGE. MADAM VOLTISUBITO og NONPAREIL (komme fra Teltet, den sidste med Klokkespillet fra Tryllefløiten.)

NONPAREIL

Platz! Platz!

(de trænge sig igjennem.)
MADAM VOLTISUBITO

Ah Troppo caro! Ik komme um Sie absuholen sur Comödie.

TROP
(reiser sig.)

Jo jeg er rigtignok i Humeur til at gaae paa Komedie.

* 198
MADAM VOLTISUBITO

Qu'avez vous donc? Wie geht's Ihn?

TROP

Sehr schlecht, Madam! Die Leute wollen mich prügeln, weil ich ein seltenes Thier verloren habe, das ich flir Geld zeigen wollte.

MADAM VOLTISUBITO

Nix wie das? (til de Omstaaende.) Wenn le public mitgehen will, um meine neue Patomine su sehen, so sollen Sie viel seltene Thiere darin sehen: eine Schlange, zwey Löwen und viele Vögel. Das Billet kost aüszerst wenig, und Sie alle soll heute su halb Preis hineingehen.

ADSKILLIGE

Ja nok da! lad os tage det med!

TROP

Tausend Dank, süsze Madam! Sie haben mich gerettet.

(kysser hendes Haand.)
MADAM VOLTISUBITO
(til Nonpareil.)

Jouez, Monsieur, jouez; et allons nous en au son des cloches.

(Nonpareil slaaer Klokkespillet; alle bevæge sig derefter i Takten.)
199

SLUTNINGSSANG

Mel. af Tryllefløiten:
Det klinger saa herligt, at dandse jeg maa.

CHOR
Det klinger saa herligt, at dandse jeg maa, Tralala!
Nei Mage til Klokker vist aldrig man saae, Tralala!
Mel af samme: Kunde stedse Klokkens Magt. Allegro.
KEISER og VIVA
Her har Kildenymphens Smiil
Kronet Elskovs Drømme;
Her vi skal for Kirsten Piil
Aarlig Glasset tømme.
NONPAREIL og MADAM VOLTISUBITO
Mes amis, allons, allons!
Vous verrez deux beaux lions.
TROP
(med sine Manuskripter i Haanden, til Publikum:) Om en Tour til Kirstens Lund
Her De mindes skulde,
Glemme for en liden Stund
Vintrens lis og Kulde.
Men som Recensent jeg her
Mærker, jeg tilovers er.
Hvis jeg dog, mig selv tiltrods,
Kan Dem Moerskab skjænke,
Lad i Dyrehaven os
Paa Kritik ei tænke!
(Kaster Papirerne.)
CHOR
Lad i Dyrehaven os
Paa Kritik ei tænke!
200

DE UADSKILLELIGE
VAUDEVILLE

Opfort første Gang ved Vaudeville-Selskabets Forestilling paa det kongelige Theater, d. 11. Juni 1827

202

PERSONERNE

  • Buurmann, Materialhandler.
  • Madame Buurmann, hans Kone.
  • Amalie, Henriette og Caroline, deres Døttre.
  • Klister, Volonteur i Toldkammeret.
  • Georg v. Stein, Officier i Landetaten.
  • Poul Falkenberg, Søcadet.
  • Hummer, Retsbetjent.

Handlingen foregaaer udenfor Skovløberhuset i Charlottenlund.

203

Skuepladsen forestiller Pladsen udenfor Skovløberhuset, saaledes beliggende for Tilskuerne, at Huset sees tilhøire i Forgrunden, og Kjøreveien antages af være bag ved Tilskuerne. I Mellemgrunden af Theatret er ophængt en Gynge mellem to Træer. I Forgrunden og Baggrunden til begge Sider ere Borde og Bænke.

FØRSTE SCENE

CAROLINE i Gyngen. AMALIE og HENRIETTE hver paa sin Side, gyngende hende. KLISTER sidder ved Bordet tilhøire, udenfor Huset, ryger paa en Pibe og drikker Øl. GEORG staaer foran ham og seer paa de Gyngende.

Mel. Af den lille Rødhætte: Dis moi pourquoi, gentille Annette.

GEORG
See dog, o see!
Gratier tre!
Hvor hun sig hæver!
Hvilken Dands!
Yndige Flugt!
See kun, hvor smukt
Over dem svæver
Træets Krands!
Med Zittren fra Toppen til Roden,
Det kysser den Skjønne paa Foden.
Sylfernes Flok
Hæver din Lok.
204
CAROLINE

De maae gjerne gynge mig høiere endnu.

GEORG
En Vind
Bølger om Kinden;
Din Kind
Kjøles af Vinden.
O gid, o gid jeg var Fuglen paa Qvist!
Jeg fløi, jeg fløi dig i Haanden vist!
CAROLINE

Det er nok! det er nok! Jeg vil ikke saa høit.

(Georg løber hen og standser Gyngen og giver Caroline Haanden; hun stiger ud; de træde alle hen i Forgrunden.)
KLISTER
(reiser sig, og gaaer hen til Amalie.)

Jeg veed ikke hvad den tossede Gyngen skal til. Du morer Dig med de andre, og lader mig sidde ganske alene.

AMALIE

Søde Klister! er Du nu vred igjen?

KLISTER

Aa nei vist ikke! jeg er ikke vred, men jeg kan ikke taale, at Du bestandig foretrækker enhver anden Fornøielse for den at tale med mig.

AMALIE

Søde Klister! det var slet ikke for min Fornøielses Skyld, at jeg forlod Dig; men Jette havde Lyst til at see om hun og jeg havde Kræfter til at gynge Line.

205
HENRIETTE

Er der nu igjen noget iveien?

KLISTER

Aa iveien, iveien! - Der er slet ikke noget iveien, men det er høist ubehageligt for mig, som nu i tolv Aar har været forlovet med Malle, at jeg aldrig kan faae Lov til at tale med hende alene.

AMALIE

Søde Klister! her er jeg; nu kan vi jo tale sammen.

GEORG

Vi har jo Tiden for os idag. De kan saamæn nok faae udtalt.

CAROLINE
(afsides.)

Jeg troer, de har udtalt for ti Aar siden.

KLISTER

Ja, det er nu meget godt. Men enhver maa dog kunne sætte sig ind i mit Sted og føle hvor gyselig det maa bedrøve mig, at Malle har saa liden Opmærksomhed for mine Ønsker.

AMALIE

Søde Klister! hvor kan Du nu sige saadant noget!

KLISTER

Hjemme i Byen søger jeg hendes Selskab i al den Tid, mine Forretninger i Toldkammeret tillade det.

206
AMALIE
(kjælende for ham.)

Ja, det veed Gud! det gjør Du ærligt!

KLISTER

Men altid finder jeg nogen hos hende, snart Faderen, snart Moderen, snart Søsteren; ah! det er ækelt!

AMALIE

Kom, lad os nu spadsere lidt i Skoven; saa kan vi ret tale med hinanden.

KLISTER

Nu glædede jeg mig saa inderligt til den Tour vi idag skulde gjøre til Charlottenlund. Der, tænkte jeg, at jeg ret skulde tilbringe en behagelig uforstyrret Dag med hende.

CAROLINE

De skulde gifte Dem, Herr Klister, saa kunde De faae det, som De vilde have det.

KLISTER

Tie Du bare stille! Jeg taler ikke til Dig!

HENRIETTE

Ja, men Caroline har Ret Naar De først er gift, saa kan De lukke Deres Døre i, og blive befriet fra al Paatrængenhed.

KLISTER

Da er det i Sandhed tungt, om det er den sidste Ressource.

AMALIE

Gifte os! nei det vil vi ikke tænke paa endnu.

207
KLISTER

Man skulde dog først nyde sine Forlovelsesdage; det er den behageligste Tid.

HENRIETTE
(afsides.)

Ja, det kan man rigtignok mærke.

GEORG

Saa nyd dem da, kjære Ven! nyd dem. Gaae nu, og gjør en Spadseretour med Amalie.

AMALIE

Ja kom, men vi vil ikke skjændes underveis.

KLISTER

Ja, der har vi det. Naar jeg først har opnaaet den Lykke at faae en Samtale med Dig i Eenrum, saa er der stedse forefaldet saameget, at vi maae tilbringe Tiden med at skjændes.

AMALIE

Nei, søde Klister! Lad os ikke mere tænke derpaa. Kom nu!

(Hun tager ham under Armen og kjæler for ham; han gaaer skjændende ud med hende.)

ANDEN SCENE

HENRIETTE. CAROLINE. GEORG.

CAROLINE

Ha ha ha!

HENRIETTE

Ha ha ha!

208
GEORG

Ha ha ha!

CAROLINE

Det er de sande Uadskillelige!

HENRIETTE

I Liv og Død!

GEORG

I Vrøvleri og Kjedsommelighed!

HENRIETTE

Men han er ogsaa bleven værre paa nogen Tid, og det er Du Skyld i.

GEORG

Hvem? jeg?

HENRIETTE

Han er bestemt jaloux paa Dig.

GEORG

Paa mig? Umuligt!

CAROLINE

Jo, det kan jeg forsikkre Dem.

Mel. af Fruentimmerhaderen: Lad dadle Qvinderne hvo vil.

l.

CAROLINE
Han seer at Herr von Stein saa tidt
Besøger os, og man fortæller
At slig en Officiers Visit
Tidt een af Husets Døttre gjælder.
209Nu veed han nok, det er ei mig,
Thi det var sagtens et Mirakel,
Om nogen gjorde Cour til slig
Uconfirmeret Stakkel.
CAROLINE. HENRIETTE. GEORG.
Om nogen, etc.

2.

CAROLINE
Saa meget kan han ogsaa see,
At det er ikke Henriette.
HENRIETTE
Og hvorfor ei?
GEORG
Nu maa jeg lee!
CAROLINE
O det er ikke svært at gjætte:
Da De Dem ei forlovet har,
De elsker hende mindst af alle;
Saaledes er den Ting ham klar
At De tilbeder Malle.
Saaledes, etc.
HENRIETTE
Saaledes er den Ting ham klar
At Du tilbeder Malle.
GEORG
Saaledes er den Ting ham klar
At jeg tilbeder Malle.

3.

CAROLINE
Derfor, saavidt som jeg kan see,
De bør for Verden Dem forlove.
Det kan jo ret beleiligt skee
Nu strax i disse grønne Skove.
Naar først man har det declareert -
210
HENRIETTE
Hvad saa?
GEORG
Hvad saa?
CAROLINE
Vil De tillade? - -
Saa har man Elskov assureert
Mod al udvendig Skade.
CAROLINE. HENRIETTE. GEORG.
Saa har man, etc.
CAROLINE

Jeg vil strax springe ind og hente Papa og Mama herud.

HENRIETTE

Aa Snak! jeg veed nok, Du spøger. Du vil ikke røbe den Fortrolighed jeg viser Dig.

CAROLINE

Nei, det er ligefrem. Men jeg kan ikke begribe hvad De vente paa. Tingen har jo længe været afgjort mellem Dem, hvorfor vil De da ikke gjøre den bekjendt? Det skulde være mig! jeg kunde ikke vente en halv Time, inden jeg havde declareret det for hele Verden. Og De! De venter et halvt Aar!

GEORG

Ja, min elskede Henriette! Du veed, at jeg fra først af har villet bede Dine Forældre om deres Samtykke. Jeg smigrer mig med det Haab, at de ikke ville nægte mig det.

211
HENRIETTE

Jeg ligeledes, og netop denne Omstændighed har givet mig Mod til at holde vor Forbindelse hemmelig for dem. Men Du veed ogsaa, at jeg har givet Dig gode Grunde derfor.

CAROLINE

O de Grunde have ingensteds hjemme!

GEORG

Det vil jeg ikke paastaae.

HENRIETTE

Du selv, min Ven, har bifaldet dem. Du veed, at den ulykkelige Stilling, hvori min ældre Søsters lange Forlovelse har ført hende, havde gjort mig dette Forhold saa modbydeligt, at jeg aldeles ikke vilde høre paa Dine kjærlige Forsikkringer, førend Du lovede at lade være at forlove Dig med mig.

CAROLINE

Naa, det maa jeg tilstaae!

GEORG

Og jeg indvilligede deri, og jeg lovede at elske Dig lige saa trofast, ligesaa oprigtigt, som om vor Forbindelse havde været declareret for Familien.

HENRIETTE

Og netop denne Omstændighed har gjort den inderligere.

GEORG

Og jeg vil tilføie: interessantere for os begge.

212
HENRIETTE

Fra denne Synspunkt har jeg ikke betragtet den.

GEORG

Ligemeget! I min Stilling kunde jeg ikke andet end give Dig Ret. Som Officier kunde jeg dog ikke gifte mig.

HENRIETTE

Og hvorfor skulde Du da forlove Dig?

GEORG

Vel har jeg Udsigter. Min rige Onkel ....

HENRIETTE

O tænk ikke derpaa! Han befinder sig vel, og kan overleve os begge.

GEORG

Jeg er ogsaa langt fra at ønske ham Døden.

CAROLINE

Stille! der komme Papa og Mama!

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. BUURMANN og MADAMEN komme ud fra Skovløberhuset. Den første har en Tobakspibe i Munden.

MADAMEN

Naa, ere I nu ogsaa ret fornøiede, Børn?

HENRIETTE og CAROLINE

Ja, meget fornøiede.

213
MADAMEN

Og De ogsaa, Herr von Stein?

GEORG

I saa behageligt Selskab ....

BUURMANN

Naa, det er mig kjært at høre; thi hvis I ikke vare glade, saa maatte Fanden betale de mange Penge som saadan en Skovtour koster.

MADAMEN

Aa, snak nu ikke om Pengene, lille Mand! Det fordærver strax Glæden.

BUURMANN

Ja, det er en anden Sag, saa faaer jeg tie stille; thi glade skal I tilforladelig være, ellers bliver jeg vred. Hvor er Klister og Malle?

MADAMEN

Aa det er ikke at spørge om! Kjærestefolk maa skjøtte sig selv.

BUURMANN

Jeg synes dog, man kunde gjerne vide, hvor de opholde sig.

HENRIETTE

De er gaaet en Tour ind i Skoven.

MADAMEN

Det behøver Du slet ikke at vide. Idag skal alle være fornøiede, og Kjærestefolk, veed man nok, ere aldrig fornøiede, uden de ere alene. Det er noget, Du ikke forstaaer Dig paa, lille Mand!

214
BUURMANN

Ja ja! jeg lader mig jo gjerne sige. Men jeg mener kun, at naar jeg saadan ret skal nyde det man kalder den huuslige Lyksalighed saadan midt i det man kalder Naturens Skjød, saa maa jeg have alle mine Børn om mig.

MADAMEN

Naa, slaae Dig nu bare tiltaals ....

BUURMANN

Ih men saa hør dog først hvad jeg vil sige. Naar jeg undertiden søger min Lyksalighed i. Klubben, saa bliver Du vred, og siger, jeg har ikke Sands for de huuslige Glæder. Nu vil jeg bare spørge: hvorledes kan en Huusfader bedre nyde den huuslige Glæde end naar han saadan sidder ved sin Pibe Tobak og med sin Familie omkring et Bord i Skoven?

MADAMEN

Ja det har Du Ret i! Klister og Malle komme nok; de veed jo, vi vente paa dem med Middagsmaden. Kaffen koger allerede derinde paa Skorstenen, og Bordet er dækket ude paa det velsignede Sted ud ad Dyrehavsveien til. O hvilken Udsigt! hvilken Udsigt! De grønne Marker, og Køerne og Lammene derpaa, langt borte Dyrehaven, og saa alle de mange Kjøbenhavnere som kjøre os tæt forbi! - Men hør, Jette, Du maa rigtig gaae og pakke Sukkeret og Fløden ud, og Hvedebrødet, som vi kjøbte paa Broen hos Bageren. Du har ingen Kjæreste, min Tøs, Du maa tilforladelig rappe Dig i Huusholdningen.

215
HENRIETTE

Ja, lille Mama, med Fornøielse!

GEORG

Jeg skal hjelpe Dem, Jomfrue, ifald De tillader.

HENRIETTE

O det behøves saamæn ikke, Herr von Stein! Jeg er ikke vant til saadan Hjelp. Kom Du, Caroline, og gaae med!

MADAMEN

Nei, lad Line blive her, jeg vil tale med hende. Gaae De kun, Herr von Stein, og hjelp min Jette, saa gaaer Arbeidet lystigere fra Haanden.

GEORG

De hører, Jomfrue, at Deres Moder befaler mig det.

HENRIETTE

Saa kom da!

(Henriette og Georg gaae ind i Huset.)

FJERDE SCENE

BUURMANN. MADAMEN. CAROLINE.

CAROLINE

Vil Mama tale med mig?

MADAMEN

Ja jeg vil, min Tøs! - Hør, Du er en fornuftig lille Pige. Siig mig, hvad bestilte Jette og Herr von Stein herude, inden jeg kom?

216
CAROLINE

Hvad de bestilte?

MADAMEN

Ja, jeg mener, hvad talte de om?

CAROLINE

De talte om Veiret?

MADAMEN

Om Veiret?

CAROLINE

Ja, Herr von Stein sagde, at det saae ud til Torden.

MADAMEN

Sagde han ellers ikke noget?

CAROLINE

Jo meget andet endnu, men jeg kan ikke rigtig huske det.

MADAMEN

Sagde han ikke saadant noget - Du forstaaer mig nok, - nogle smukke Ting til Jette?

CAROLINE

Nei, det troer jeg ikke.

MADAMEN

Talte han ikke om Malle?

CAROLINE

Jo!

MADAMEN

Hvad sagde han om hende?

217
CAROLINE

Han sagde, han kunde godt lide hende, og at det var Skade at hun havde saadan en kjedelig Kjæreste.

MADAMEN

Kjedelig Kjæreste!

CAROLINE

Ja, saadan synes mig han sagde, men det kan gjerne være, jeg har hørt feil.

MADAMEN
(til Buurmann.)

Er det ikke, som jeg siger? Det gaaer aldrig godt! Saadanne ere de Herrer Officierer.

BUURMANN

Aa hvad!

MADAMEN

Ja snak Du kun! Jeg kjender nok Officiererne, De har ved Gud aldrig reelle Hensigter. De gjøre Cour til gifte Koner og forlovede Piger; men de uforsørgede, jo dem tage de sig nok iagt for!

CAROLINE

Vil Mama ellers noget?

MADAMEN

Nei, mit Barn! Men siig nu ikke noget til de andre om det jeg har talt med Dig.

CAROLINE

Nei det skal jeg nok vogte mig for.

(vil gaae ind i Huset.)
218
MADAMEN

Hvor skal Du hen?

CAROLINE

Jeg vil gaae ind og hjelpe Henriette.

MADAMEN

Aa nei vist ikke! det behøves ikke. Du skal ikke altid være til Uleilighed. Lad nu Henriette og Herr von Stein være lidt alene.

CAROLINE

Det er da ogsaa kjedsommeligt! Alle Mennesker skal her være alene. Dersom jeg ikke ogsaa faaer en Kjæreste, saa veed jeg ikke hvad jeg skal tage mig til.

MADAMEN

Hvad siger Du? Ja lad mig høre saadant noget igjen! Vil Din tossede Tøs tænke paa Kjærester?

HENRIETTE
(indenfor.)

Caroline!

MADAMEN

Naa da! Nu ere de allerede kjede af at være sammen.

HENRIETTE

Caroline!

MADAMEN
(raaber.)

Nu kommer hun.

CAROLINE

Maa jeg da nu gaae?

219
MADAMEN
(stamper i Jorden.)

Aa ja, saa gaae da!

(Caroline gaaer ind i Huset.)

FEMTE SCENE

BUURMANN. MADAMEN.

MADAMEN

Naa, hvad siger Du hertil? Er det ikke net? - Aa Du er en Nathue, og lader fem være lige, bare Du kan faae Lov at gaae og tygge paa Din Pibe.

BUURMANN

Ja Kone, hvad skal jeg sige? Jeg begynder at blive noget kjed af den huuslige Lyksalighed i Naturens Skjød, og vilde ønske jeg sad i Klubben.

MADAMEN

Ja, der har vi det.

BUURMANN

Jeg taler ikke saameget som Du, men jeg tænker desto mere.

MADAMEN

Ja det er vist gode Tanker.

BUURMANN

Jeg har længe været inderlig kjed af at see paa min Malles Forlovelse. Jeg troer, det er bestemt at den skal vare evig.

220
MADAMEN

Evig? Tolv Aar er dog endnu ikke nogen Evighed. Klister avancerer nok i Toldkammeret; saa kan han holde Bryllup.

BUURMANN

Ja, det har jeg nu saa længe ventet paa.

MADAMEN

Hvad har det da ogsaa for Hast? hvorfor skulde vi saa snart have den Sorg at miste vor Datter? Og hvad er lyksaligere for de unge Mennesker, end denne Forlovelsestid, hvori de kan sværme med hinanden i uskyldige Glæder?

BUURMANN

Og skjændes og kysses, mundhugges og næbbes, det ene ovenpaa det andet, og saa lang som Dagen er.

MADAMEN

Ja, lad Du det være godt! Det er saamæn af bare Kjærlighed de skjændes.

BUURMANN

Gid Fanden havde saadan en Kjærlighed!

MADAMEN

Og desuden, hvor gavnligt er det ikke, at de ret lære hinanden at kjende, inden de gifte sig?

BUURMANN

Det synes jeg, de burde have gjort, inden de forlovede sig.

221
MADAMEN

Nei, lille Mand! det forstaaer Du ikke. Det er umuligt at en ung Mand kan lære at kjende en ærbar Pige, saalænge han ikke er hendes Kjæreste, thi han har næsten aldrig Leilighed til at tale med hende.

BUURMANN

Jeg synes, man kan meget bedre komme efter en Piges Characteer ved at see hende mellem hendes Forældre og Sødskende og mellem andre Folk, end ved at være ene med hende.

MADAMEN

Nei min søde Ven, det tager Du igjen feil i. Først under fire Øine aabne Hjerterne sig for hinanden i en øm Sympathie.

BUURMANN

Ja det er saagu meget muligt; jeg har reent glemt hvordan det gaaer til.

MADAMEN

Ja men jeg har ikke glemt det. Seer Du, derfor forlover man sig, fordi man først derved faaer Leilighed til at studere hinandens Characteer, og til at lære at indsee om man kan være tjent med hinanden.

BUURMANN

Men paa den Maade er jo Forlovelsen Ægtestandens Prøveklud.

MADAMEN

Ja forsaavidt. Men det er ingen smuk Lignelse, lille Mand!

222
BUURMANN

Og naar man saa efter tolv Aars Forløb endelig er kommen til den Overbeviisning at man ikke passer for hinanden, skal man saa ophæve Forlovelsen?

MADAMEN

At slaae op, kaldes det.

BUURMANN

Aa, det er mig det samme hvad det kaldes.

MADAMEN

Nei det er tilforladelig ikke det samme. Alt hvad der hører til Forlovelse har sine egne bestemte Udtryk.

BUURMANN

Det vil sige, det har sin egen Terminologie, ligesom Botanik og andre Videnskaber og Kunster, som ere bragte i et System.

MADAMEN

Ganske rigtig! Forlovelserne have deres eget System.

BUURMANN

Ja, nu spørger jeg altsaa: Skal man i det Tilfælde slaae op med hinanden?

MADAMEN

Ih Gud bevares! det var jo en gruelig Tort.

BUURMANN

Skal man da gifte sig, uagtet man ved tolv Aars Erfaring veed at man ikke passer sammen?

MADAMEN

Ja, det fordrer Pligt og Ære.

223
BUURMANN

Men hvortil nytter da den lange Forlovelse?

MADAMEN

Til at lære at kjende hinanden.

BUURMANN

Men saa var det jo bedre, man aldrig lærte det.

MADAMEN

Aa Snak! det forstaaer Du ikke.

BUURMANN

Nei det veed Gud! jeg forstaaer det ikke.

Mel. af Joconde: Imellem Egnens Piger her.

1.

MADAMEN
Man sig forlover, bytter sin Ring,
For at fatte stadige Tanker.
Naar man er fri, man drives omkring,
Men forlovet kaster man Anker.
Frihedens Hav er kun Længsel og Savn,
Truer med Død og tusinde Farer;
Men i den stille rolige Havn
Der er man sikker nok for Corsarer.

2.

Man sig forlover, sødeste Ven!
Som en Plads man ellers marquerer:
Naar man faaer Tid, saa tager man den;
Indtil da man den conserverer.
Ellers enhver kan snappe den bort,
Og man, maa flau tilbage sig trække.
Altsaa, for ei at komme tilkort,
Bør man den snildt itide belægge.
224

3.

Man sig forlover, syvende sidst,
Som man alt proberer og prøver.
Ægteskab er en Kunst, det er vist,
Derfor først man i Kunsten sig øver.
Siig mig, min Ven, siig, er det ei sandt,
Ingen sig strax af Mesterskab roser?
Hver en Forlovet er Dilettant,
Manden og Konen er Virtuoser.
BUURMANN

Ja hvorom alting er, saa skulde jeg allerede for elleve Aar siden have gjort min Datters Bryllup, ifald jeg ikke havde to Børn endnu, paa hvis Udstyr jeg ogsaa er nødt til at tænke.

MADAMEN

For elleve Aar siden! O det havde jo været en Grusomhed uden Lige!

BUURMANN

Een Datter kunde jeg udstyre, og spæde aarlig nogle Hundreddalersedler til, indtil hendes Mand fik Gage, men jeg tør ikke af Kjærlighed til den ene være uretfærdig mod de andre.

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. KLISTER. AMALIE.

MADAMEN

Naa, see, der har vi dem jo. Der har været saadan Efterspørgsel efter jer, saa det halve er nok.

225
KLISTER

Herre Gud! Vi vare jo kun gaaet et Øieblik bort. Man maa jo dog engang imellem have Lov til at tale et Par Ord sammen.

MADAMEN

Ja, det forstaaer sig! Intet er billigere. Det har jeg ogsaa allerede sagt. Ja Middagsmaden er ikke færdig endnu. Imidlertid kan I nu blive her ganske uforstyrret. - Kom, lille Mand, lad os gaae vor Vei.

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. GEORG.

MADAMEN

Hvad vil De, Herr von Stein? her har De ikke noget at bestille. Kom De nu bare med os, og lad Kjæresterne være alene.

GEORG

Jeg kommer ikke for at være til Uleilighed. Men jeg ønsker at tale et Par Ord i Eenrum med Herr Klister.

KLISTER

Naar det ikke kan være andet. Lad os være et Øieblik alene. Gaae kun, lille Malle; jeg skal kalde paa Dig, naar vi ere færdige.

MADAMEN
(afsides.)

Hvad kan det være? (sagte til Amalie.) Veed Du ikke hvad det er?

226
AMALIE

Nei jeg veed ikke.

MADAMEN
(til Buurmann.)

Bare de ikke komme op at skjændes! Maaskee en Udfordring ....

BUURMANN

Aa hvad!

(Gaaer ind i Huset.)
MADAMEN
(til Amalie, idet de følge efter.)

Det er ogsaa Din Skyld, Malle!

AMALIE

Min?!

MADAMEN

Jeg vil holde Øie med dem.

(De gaae.)

OTTENDE SCENE

KLISTER. GEORG.

GEORG
(seer efter de andre, for at overtyde sig om, at de ere borte; afsides.)

Nu vil jeg dog see om jeg kan sætte ham i godt Humeur ved min Efterretning.

KLISTER

Hvad er til Deres Tjeneste?

227
GEORG

Jeg har den hele Dag forgjæves ventet paa at faae talt blot to Ord med Dem i Eenrum, men det har ikke været muligt, eftersom Jomfrue Amalie og De have været ganske uadskillelige.

KLISTER

Dersom De kommer for at sige mig Ubehageligheder, saa lad os heller afbryde.

GEORG

Ingenlunde! hvad jeg har at sige Dem, troer jeg endog at maatte være Dem behageligt. Min Indledning var kun en Undskyldning fordi jeg havde udbedet mig denne Samtale.

KLISTER

Til Sagen, om jeg tør bede.

GEORG

Herr Klister, De er i et kjendeligt slet Humeur.

KLISTER

Og om saa er?

GEORG

Saa er det baade for Deres egen og for Amalies Skyld paa Tiden at opspore Grunden dertil, og om muligt forandre denne.

KLISTER

Ihvad De har at sige mig, Herr von Stein, saa beder jeg Dem, at De vil lade Malle blive udenfor vor Samtale.

228
GEORG

Ogsaa det vil jeg tjene Dem i, og jeg vil ogsaa fatte mig kort, thi jeg seer nok, at De er ikke oplagt til nogen lang Samtale.

KLISTER

Jeg tilstaaer Dem, at jeg længes efter at komme til Resultatet, thi min stakkels Malle gaaer og venter paa mig.

GEORG

Velan, De lod for nogen Tid siden et Ord falde om en gammel Gjæld som trykkede Deres Sind, og berøvede Dem Deres gode Lune. De nævnede en Sum af henved tusinde Rigsdaler ....

KLISTER

Det slap mig uforvarende ud af Munden.

GEORG

Om De sagde det i Spøg eller i Alvor, veed jeg ikke, og det er mig ogsaa det samme. Kun dette vil jeg sige Dem, at denne Sum er til Deres Tjeneste.

KLISTER

Hvorledes?

GEORG

For at betage Dem al Forundring, maa jeg sige Dem, at min Onkel har i denne Tid gjort mig en betydelig og uventet Foræring. Men jeg ønsker ikke at det skal blive bekjendt, og De maa love mig at tie dermed, saalænge som jeg selv ikke taler derom. Men tusind Rigsdaler kan jeg for Øieblikket afsee. De kan faae dem, paa hvad Vilkaar De forlanger.

229
KLISTER

Herr von Stein! ....

GEORG

Fra imorgen tidlig ere de til Deres Tjeneste, og De behøver da blot at lade mig vide, om De vil gjøre Brug af mit Tilbud.

KLISTER

Men jeg beder Dem ....

GEORG

Jeg har lovet at fatte mig i Korthed; det har jeg gjort, og vil nu ikke opholde Dem længer.

(gaaer ind i Huset.)

NIENDE SCENE

KLISTER
alene.

Er det muligt! En saadan uventet Lykke! Og det just i et Øieblik, da jeg er i den skrækkeligste Forlegenhed, da min Creditor har faaet en Dom over mig, og jeg hvert Øieblik kan vente mig de største Ubehageligheder! (seer sig om.) Tys! Ingen veed det endnu, og nu behøver lykkeligviis ingen at erfare det. - O min Malle! fra nu af skal jeg blot leve for min Kjærlighed og for mit Avancement i Toldkammeret. - Men denne unge Mands Adfærd forundrer mig, henrykker mig, - men forfærder mig tillige! - Mon det ikke snarere er for Malles end for min Skyld, at han tilbyder mig denne overordentlige Tjeneste? Men skulde jeg da tage imod den? Og dog - paa den anden Side min store Forlegenhed! Hvad skal jeg dog gjøre?

230

TIENDE SCENE

KLISTER. AMALIE.

AMALIE

Naa Gud skee Lov, min Ven! Du seer jo ganske opmuntret ud. Hvad vilde Herr von Stein Dig?

KLISTER

Aa, det var ingen Ting! - En Bagatel -

AMALIE

Saa det er altsaa mine fornuftige Ord som have opmuntret Dig?

KLISTER

Aa ja saamæn!

AMALIE

Er Du nu overbeviist om at det ikke var i nogen ond Hensigt at jeg gav mig ifærd med den tossede Gynge?

KLISTER

Ja, jeg haaber det!

AMALIE

Og nu er Du heller ikke længer jaloux paa Herr von Stein?

KLISTER

Jeg vil see at glemme det. Men siig mig dog blot: naar han virkelig, som Du troer, er forelsket i Jette, hvorfor forlover han sig da ikke med hende?

AMALIE

Ja, det er det eneste, jeg ikke forstaaer.

231
KLISTER

Ja, seer Du, Malle, den Ting er ikke rigtig. Min gamle Mistanke vaagner dog bestandig igjen. Han søger Dit Selskab i det mindste ligesaa meget som Jettes, og gjør sig tidt en Glæde af at forstyrre vore Sammenkomster.

AMALIE

Søde Klister! det bilder Du Dig ind.

KLISTER

Han spotter os fordi vi finde saa stort Behag i hinandens Selskab, og kalder os de Uadskillelige.

AMALIE

O det er kun et Spøg!

KLISTER

Og endelig, naar han elsker hende, hvorfor giver han hende ingen Foræringer?

AMALIE

Han har ingen Penge.

KLISTER

Han har dog en rig Onkel.

AMALIE

Men som han først skal arve.

KLISTER

Jeg havde heller ingen Penge, da jeg friede til Dig, og dog gjorde jeg Dig dengang mange smukke Foræringer.

232
AMALIE

Men Du satte Dig ogsaa i Gjæld.

KLISTER

Det plejer man jo altid at gjøre, naar man forlover sig.

AMALIE

Men siden svider det. Du veed selv, Du har havt mange slemme Bryderier.

KLISTER

Ja, lad os ikke tænke paa dem. De ere ikke af saa alvorlig Natur, og jeg haaber, jeg vil snart faae Ende paa dem.

AMALIE

Naa Gud skee Lov! Saa lad os da nu blot tænke paa vor Kjærlighed og paa Naturen!

KLISTER

Men at Du saadan kunde gaae hen og gynge, og lade mig sidde her alene! - det kan jeg endnu ikke rigtig forvinde.

AMALIE

Søde Klister! lad os nu sætte os ned her og tale om vor Kjærlighed og om Naturens Skjønhed.

KLISTER

Naa saa kom da!

(De sætte dem paa Bænken tilhøire i Forgrunden.)
AMALIE

Giv mig Din Haand!

233
KLISTER

Der! (de sætte sig begge i en magelig Stilling. Pause.) Dikkedikkeda!

AMALIE

Det er saa lummert idag. (gaber.)

KLISTER
(gaber.)

Naar jeg seer andre gabe, saa maa jeg gabe med. Det er saamæn ikke fordi jeg er søvnig.

AMALIE

Min Klister!

KLISTER

Min Malle!

(De falde i Søvn medens Orchestret spiller en Ritournelle til den følgende Sang.)

ELLEVTE SCENE

DE FORRIGE. HUMMER og to andre Retsbetjente. (Hummer bærer en gammel Parapluie. De andre to have Stokke.)

Mel. af Don Juan: Sjelden Penge, Prygl desfleer.

HUMMER
Sjelden Penge, Prygl desfleer
Faaer man mangen Gang saa Skam,
Naar sin Debitor man seer,
Og om Penge minder ham.
Stille!
Vi ham tage ville!
Her i Huset er han jo,
Hvis man blot kan Rygtet troe.
234Afsted! afsted! Men sagte! tys!
Han var her nys.
(seer Klister.) Men for Djævlen! hvad er dette?
(nærmer sig.) Det er ham! det er den Rette.
Hvor han sig i Søvne strækker!
Jeg strax ham vækker.
(slaaer Klister paa Skulderen.) Kjære!
Tør jeg Dem besvære?
Maa jeg tale lidt med Dem?
KLISTER
Hvem er De?
HUMMER
Tillad ....
KLISTER
(reiser sig.) Siig frem!
HUMMER
Tillad ....
KLISTER
Saa tal!
HUMMER
Paa Timen, ja!
Saa hør mig da!
KLISTER
Saa siig det da!
HUMMER

Altsaa med Deres Tilladelse.....

235
KLISTER

Jeg veed ikke om jeg drømmer endnu, men Deres Ansigt forekommer mig bekjendt.

HUMMER

Ja, uden at rose mig selv, mit Ansigt er jo paa en Maade et offentligt Ansigt.

KLISTER

Ja jeg siger jo ikke andet end at det er et ordentlig Ansigt.

HUMMER

Jeg siger: offentligt. Men ogsaa privat har jeg maaskee den Ære at være Dem bekjendt. Jeg veed ikke om De erindrer at vi stode Fadder til et Skrædderbarn i Petri? det var engang i Vinter.

KLISTER

Nu vel! - Er Barnet maaskee død?

HUMMER

Ak nei! det er saamæn ikke paa Barnets Vegne jeg denne Gang har den Ære at komme! det er paa Faderens.....

KLISTER

For Pokker! er De ikke.....

HUMMER

Betjent i Underfogdens Comptoir, ganske til Deres Tjeneste. Mit Navn er Hummer.

KLISTER

Men jeg beder Dem!..... her ude i Skoven.....

236
HUMMER

Kan ikke hjelpe, Høistærede! Jeg beder Dem at være overbeviist om, at det kun er paa den strængeste Ordre, jeg handler. Men Embedspligt gaaer for alt. Hvad mit Hjerte lider derunder.....

KLISTER

Til Sagen, om jeg maa bede Dem!

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, (til de andre Retsbetjente.) Gaae en lille Smule tilbage! (de træde hen i Baggrunden.) Seer De, min Herre! Jeg veed ikke, om De maaskee gav en altfor ringe Faddergave, eller hvad det ellers kan være.....

KLISTER

Jeg gav slet ingen.

HUMMER

Ja, men seer De, det var ogsaa en stor Feil, om jeg maa være saa dristig at sige det. Nok er det, at Skrædderen er yderst forbittret paa Dem; enten det nu er derfor eller af andre Grunde, det skal jeg lade være usagt.

KLISTER

Det veed jeg nok.

HUMMER

Kort at fortælle, han har ikke blot gjort sin egen Fordring gjældende, men har tillige for at hævne sig, opkjøbt endeel andre Fordringer paa Dem, nemlig: een hos en Juveleer, een hos en Galanteriehandler, een hos en Modehandlerinde, een hos en Tobaksspinder, en hos.....

237
KLISTER

Forskaan mig for alle disse Vidtløftigheder, som ingen kjender bedre end jeg selv.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste. Siden De veed Resten, saa veed De ogsaa at han har Dom over Dem, og at den er udløben.

KLISTER

O ja vist! Videre!

HUMMER

Nu, ja saa er jeg færdig. Behager De at følge med?

KLISTER

Hvorhen?

HUMMER

Til Hestemøllestræde.

KLISTER

Hvorledes?

HUMMER

Det er en meget vakker Bygning; det er een af dem som allermeest pryde og forskjønne Staden.

KLISTER

Det er dog ikke Alvor?

HUMMER

Jeg beder Dem være overbeviist om, at jeg i alting er ganske til Deres Tjeneste. Men Ordren er strix. De kan troe, det er ikke for vor Fomøielses 238 Skyld at jeg og Folkene ere travede ud til Slottenlundskov.

KLISTER

Nu vel, Herr Hummer, alting kan blive godt endnu. Jeg har Pengene til Dem.

HUMMER

Ja saa er der intet iveien.

(Tager nogle Documenter op af Lommen.)
KLISTER

Ja, men jeg har dem ikke hos mig.

HUMMER

Det gjør mig ondt; thi saa maa jeg dog uleilige Dem ind til Deres Logis i Byen, og selv følge med Dem.

KLISTER

Nei De forstaaer mig ikke, i mit Logis har jeg dem heller ikke.

HUMMER

Hvor da, om jeg maa være saa dristig?

KLISTER

Jeg veed, hvor jeg kan hente dem.

HUMMER

Nu, saa gaae vi derhen.

KLISTER

I Morgen tidlig skal De have dem.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg tør ikke vente saalænge.

239
KLISTER

Nu vel, jeg skaffer Caution.

HUMMER

Caution? her ude i Skoven? Af hvem?

KLISTER

Af en Ven, som har Formue.

HUMMER

Tør jeg spørge hvem det er?

KLISTER

En Lieutenant, som.....

HUMMER

Naa saaledes? - Ja jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg kommer dog til at uleilige Dem med at gaae til Hestemøllestræde. Naar De kan skaffe Pengene imorgen tidlig, saa skal jeg med Fornøielse ledsage Dem derfra, thi jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER

Fordømt! (afsides.) Hvad skal jeg gjøre? skal jeg aabenbare det Hele for Herr von Stein, og kjøre ind til Byen med disse Gripominusser, og faae Pengene? Men det vil gjøre Opsigt. Hvad vil mine Svigerforældre tænke? Og Malle, min stakkels Malle! skal jeg forlade hende? skal jeg gjøre hende den Sorg paa en Dag som er bestemt til Glæde? Det vilde ogsaa være mig høist ubehageligt at gaae til Bekjendelse for Herr v. Stein.

240
HUMMER
(til de andre Betjente.)

Kom hid!

(de nærme sig.)
KLISTER

For alting! gjør ingen Støi! Min stakkels Kjæreste ligger der og sover, og veed af ingen Ting.

HUMMER

See see! er det Deres Kjæreste? Ret en vakker Pige!

KLISTER

Lad mig blot tale et Ord endnu med Dem. (Hummer giver Betjentene et Tegn; de frække sig igjen tilbage.) Bliv her ude, her i Nærheden; De kan jo passe paa mig hele Dagen.

HUMMER

Hvor vil De hen, Herr Klister!

KLISTER

Jeg vil saagu ingensteds hen. Jeg løber ikke fra Dem.

HUMMER

Nei, forstaae mig ret, jeg mener, hvor troer De, at jeg tør gjøre saadant noget? Om nu Fanden fristede Dem til at gjøre en Afstikker, hvad blev der saa af mig?

KLISTER

Nu vel, saa send blot de andre To bort, og De skal blive hele Dagen her i min Nærhed, i dette Selskab selv; De skal kjøre ind med mig til Byen, 241 og De skal ikke forlade mig, førend De har faaet Deres Penge.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men det gaaer saa tilforladelig ikke an.

KLISTER

Betænk, vi kjende jo hinanden, vi have jo staaet Fadder sammen.

HUMMER

Ja, det er godt nok.....

KLISTER

Jeg betaler Dem 100 Rigsdaler for Deres Uleilighed.

HUMMER

100 Rigsdaler?

KLISTER

Som De faaer i Morgen tidlig, til samme Tid som de andre Penge.

HUMMER

Hør, veed De hvad, jeg er ganske til Deres Tjeneste; jeg vil tale et Ord med Folkene.

(gaaer hen og taler sagte med dem.)
KLISTER
(sagte,)

Ja det gaaer an. Jeg vil udgive ham for en gammel Bekjendt, for en intim Ven af mig.

HUMMER
(til Betjentene.)

Seer I, Herren betaler mig 15 Rigsdaler for min 242 Uleilighed; dem vil vi dele, det gjør akkurat 5 Rigsdaler til Mands.

KLISTER

Nu Herr Hummer, hvad siger De?

HUMMER
(til Klister,)

Tingen kommer i Orden, men det kniber. (Til Betjentene.) Nu saa gaae da, men holder reen Mund, thi ellers faae I ikke fem Skilling, end sige fem Rigsdaler.

(De to Betjente gaae.)
KLISTER

Naa, Gud skee Lov!

HUMMER
(farer hen, og tager Klister under Armen.)

Men nu, Herr Klister, maa De tillade at jeg tager Dem under Armen, og ikke viger et Haarsbred fra Dem.

KLISTER

Det er en Skjæbne, jeg faaer at finde mig i.

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. MADAME BUURMANN.

MADAMEN

Nu, Børn, nu kommer Maden paa Bordet..... (hun seer Hummer og neier.) Tjenerinde!

KLISTER

Tillader De at jeg maa forestille Dem en gammel Bekjendt af mig.

243
HUMMER
(bukker.)

Ja vist, en gammel Bekjendt. Vi har saamæn staaet Fadder med hinanden.

MADAMEN

Staaet Fadder!

HUMMER

Ja ganske til Deres Tjeneste, Madame! Hvem veed om vi ikke endnu komme med hinanden til Bryllup?

KLISTER
(til Hummer.)

Tie dog stille!

HUMMER
(til Klister.)

Jeg forstaaer nok, jeg forstaaer nok. Jeg mener kun, at da vi alle ere Mennesker, idetmindste for vor Herre, saa kunde det jo nok hænde, at der ogsaa ved Deres Bryllup indtraf Fataliteter med en Skrædder eller en anden, og saa blev jeg jo nødt til..... De forstaaer mig. Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER
(til Hummer.)

Men saa tag Dem dog iagt, at De ikke røber os.

HUMMER

Bevares!

MADAMEN

Altsaa en gammel Bekjendt?

244
KLISTER

En Ven, Madam Buurmann! en kjær Ven.

HUMMER
(som bestandig holder ham i Armen.)

Særdeles intim.

MADAMEN

Og som De aldrig har talt om?

KLISTER

Han er kommen hertil i dette Øieblik.

HUMMER

Og fra nu af ere vi uadskillelige.

MADAMEN

Deres Navn?

HUMMER

Hummer, ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN

Tør jeg spørge, hvad De er?

HUMMER

Jeg er ....

KLISTER
(til Hummer.)

Lad mig svare! (afsides,) Han er istand til at sige alting reent ud. (høit.) Han er -

MADAMEN

Hvorledes?

HUMMER

Jeg er -

245
KLISTER

Han er -

MADAMEN

Hvad behager?

KLISTER

Ja, ikke sandt? De er jo endnu bestandig hvad De er,..... hvad jeg vilde sige, hvad De har været?

HUMMER

Ja, jeg avancerer ikke saa snart.

KLISTER

De har Embede i Laaland.

HUMMER

Ja ganske rigtig.

KLISTER

De er -

MADAMEN

Hvorledes siger De?

KLISTER

Han er Præst.

HUMMER

Præst?

KLISTER

Ja, jeg mener Landsbypræst.

HUMMER

Ja, det er rigtigt.

MADAMEN

Saa De er Præst?

246
HUMMER

Ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN

O hvor det glæder mig! Den geistlige Stand har altid været mig den kjæreste. Hvor jeg længes efter at tale med Dem i Eenrum! Jeg har faaet i den senere Tid nogle religiøse Skrupler, for De veed nok man hører nu saa meget snakke i disse Tider baade for og imod Præstestanden.

HUMMER

Tør jeg spørge Dem, ere Deres Betænkeligheder ikke af den Natur, at De kunde forelægge mig dem i min Vens Nærværelse?

MADAMEN

Sligt afhandler man dog helst under fire Øine.

HUMMER

Jeg ikke, Madame, jeg ikke! Jeg skal have den Ære at sige Dem.....

KLISTER

Ja vist, min Ven har altid havt Kirken fuld, naar han prækede, og nu staae hans Talegaver ham ikke bi, undtagen naar han taler for flere Personer.

HUMMER

Ganske rigtigt! (til Klister.) Hør, De trækker Dem jo forbandet godt ud af det.

MADAMEN

Naar kom De her til Staden?

247
HUMMER

Igaar Aftes Kl. 7, efter en Udpantning paa Dragø.

MADAMEN

Udpantning?

KLISTER

Han mener, han maatte gaae i Land ved Dragø, fordi Vinden var stik imod.

MADAMEN

Kaldes det Udpantning?

KLISTER

Ja, det er saadant et Sømandsudtryk.

HUMMER

Ganske rigtig! Jeg har lært det paa Reisen.

KLISTER

Og nu kom han imorges for at besøge mig, men da han hørte, jeg var taget til Charlottenlund, saa gik han strax efter mig.

HUMMER

Ja det er tilforladelig sandt, bogstavelig sandt.

MADAMEN

O det var et Venskabsstykke! De er en intim Ven af min Svigersøn; lad mig omfavne Dem.

HUMMER

Ganske til Deres Tjeneste!

(Omfavner hende med den ene Arm, uden at slippe Klister med den anden.)
248
MADAMEN

Hvorlænge bliver De hos os?

HUMMER

Til i Morgen tidlig.

MADAMEN

Saa kort?

HUMMER

Aa De er alt for god!

MADAMEN

Saa har vi ingen Tid at spilde. Lad mig hurtig gjøre Dem bekjendt med Familien. Hvor er Malle?

KLISTER

Malle? - hun er nok falden lidt i Søvn.

MADAMEN

I Søvn?

HUMMER

Maaskee det er den Frøken, som ligger der?

MADAMEN

Hvad seer jeg? (gaaer hen til hende.) Malle! Malle! Vaagn op!

AMALIE
(vaagner.)

Hvad er det?

MADAMEN

Skammer Du Dig ikke over at falde i Søvn i Din Kjærestes og hans bedste Vens Nærværelse?

249
AMALIE
(reiser sig.)

Hvorledes?

HUMMER

Frøkenen sov inden jeg kom, det kan jeg bevidne. Ellers skulde jeg nok have holdt hende munter.

KLISTER
(til Hummer.)

Tie dog stille!

MADAMEN

Kom hen og hils paa Herr Pastor Hummer fra Laaland, en intim Ven af Klister.

(Amalie og Hummer complimentere hinanden.)
HUMMER
(til Klister.)

Det er ret en vakker Kjæreste, De har.

KLISTER

Saa? Synes De det?

MADAMEN

Ak Herr Pastor! De maa virkelig komme herover til Malles og Klisters Bryllup, og forrette Vielsen.

HUMMER
(til Klister.)

Seer De, jeg havde Ret? jeg kommer dog med til Brylluppet.

250
KLISTER
(til Hummer.)

Tie dog stille! (til Madamen) Kom, lad os nu gaae til Middagsbordet.

MADAMEN

Ja, det har De Ret i, jeg vil vise Dem Veien.

(gaaer ud tilhøire.)
KLISTER

Tag mig under Armen, Malle.

(De følge alle tre efter, Arm i Arm.)

TRETTENDE SCENE

POUL FALKENBERG kommer springende ind fra den modsatte Side, med en Papagenofløife i Haanden.

Mel. af Tryllefløiten: Jeg er en Fuglefænger, ja!

POUL

1.

Jeg er en Fuglefænger, ja!
Hop heisa! lystig! hopsasa!
Den Fugl, jeg lokke vil med List,
Jeg skimter den bag Træet hist.
Naar jeg med Fløiten kalder den,
Jeg troer, den flyver strax herhen.
(blæser paa Fløiten.) Nu hopper Hjertet i dens Bryst.
Nu flyver den til mig med Lyst.
(blæser igjen.)

2.

Jeg er en Søcadet, o ja!
Hei op i Merset! hopsasa!
Tilveirs jeg klavrer som en Kat,
Indtil jeg faaer i Vimplen fat.
251Kom ned, du Fugl, fra Træets Top!
Jeg klattrer ellers til dig op.
(blæser paa Fløiten.) Thi du er rigtig alt for net;
Du passer for en Søcadet.
(blæser igjen.)

3.

Hun kommer ei! hvad er det da?
Af sted til hende! hopsasa!
Dog nei! Taalmodighed er bedst;
Jeg vente vil min Glædes Fest.
Enhver som Søen har probeert,
Er for sin Uro flux cureert.
(blæser paa Fløiten.) Men hør dog nu min Fløites Klang,
Og gjør mig ikke Tiden lang!
(blæser igjen.)

FJORTENDE SCENE

POUL. CAROLINE.

CAROLINE

Nei, jeg tog ikke feil? Det er virkelig Dem med Deres Fløite?

POUL

Ja, min bedste Caroline! det er mig lyslevende. Jeg vidste nok, De vilde komme, naar De hørte Klangen af Fløiten.

CAROLINE

Saa? De mener at jeg har allerede lært at dandse efter Deres Pibe?

252
POUL

Nei, men jeg mener at De elsker mig, og at De tillader mig at give mig tilkjende ved dette Signal.

CAROLINE

De er et forskrækkeligt Menneske! De forfølger mig med Deres Fløite. Allerede i Skolen har det gjort Opsigt; man har spurgt mig, hvad den Lyd skulde betyde.

POUL

Det har man spurgt Dem om?

CAROLINE

Ja netop mig; thi vor Lærerinde siger, at jeg bliver rød, hvergang den lader sig høre.

POUL

Sødeste Caroline! Det er for at De skal vide, at jeg gaaer forbi, og at jeg tænker paa Dem.

CAROLINE

Ja det har jeg ikke noget imod.

POUL

Jeg har aldrig ophørt at tænke paa Dem, siden det lykkelige Bal, hvorpaa jeg første Gang saae Dem.

CAROLINE

Men hvorledes gaaer det til, at De er kommen herud?

POUL

Jeg stod, som sædvanlig, og ventede paa Hjørnet, for at følge Dem i Skole. Jeg ventede, og 253 ventede; De kom ikke. Ved en lille Intrigue, som jeg ikke behøver at fortælle Dem, fik jeg at vide, at De var taget til Charlottenlund. Jeg vidste, at Caledonia gik herud idag; hurtig var min Beslutning fattet; jeg anbetroede mig til mit Element, og kom herud.

CAROLINE

Deres Godhed rører mig. Men om mine Forældre opdagede Deres Nærværelse?

POUL

O jeg skal nok tage mig iagt! Jeg underkaster mig enhver Skjæbne heller end forvolde Dem et eneste ubehageligt Øieblik.

CAROLINE

De er vist sulten?

POUL

Hvor kan jeg tænke derpaa, naar jeg taler med Dem?

CAROLINE

Eller tørstig?

POUL

Siden De just nævner det, ja, jeg troer virkelig, jeg er tørstig. Jeg kan faae en Drik Vand inde i Kjøkkenet.

CAROLINE

Nei for Himlens Skyld! tag Dem iagt! De er alt for hed; De kunde forkjøle Dem. Jeg skal bringe Dem ganske hemmelig en Flaske Viin.

254
POUL

Men gaaer det an?

CAROLINE

Vær De kun rolig, ingen skal mærke noget.

(løber ind i Huset.)
POUL

Det er en velsignet Glut!

FEMTENDE SCENE

POUL. KLISTER og HUMMER komme fra høire Side Arm i Arm.

HUMMER

Det gjør mig ondt, at jeg maa gjøre Dem Uleilighed.

KLISTER

Ja mig sandelig ogsaa. De er virkelig ogsaa alt for paahængende. Kunde De nu ikke gjerne gaae og vaske Deres Ansigt, uden at tage mig med?

HUMMER

Umuligt, Bedste, umuligt! Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men De seer selv, hvor støvet jeg er i Ansigtet. Jeg maa nødvendig vaske mig, inden jeg gaaer tilbords; ellers smager Maden mig ikke, uden at tale om, at min Agtelse for Selskabet fordrer det.

KLISTER

Ja for Pokker! men kunde De ikke lade mig være i Ro? Troer De, jeg vilde løbe bort imidlertid?

255
HUMMER

Bevares! Skulde jeg nære saa lav en Mistanke? Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men min Embedspligt.....

KLISTER

Aa jeg veed hvad De vil sige. Men saa kunde De lade være at vaske Dem. Saae De, hvorledes alle Mennesker loe, fordi jeg maatte følge med Dem?

HUMMER

O det skrives paa Venskabets Regning! Der var saamæn ingen der loe. Tvertimod saae jeg, at Taarerne stod Madamen i Øiet, saa rørt var hun over det ømme Venskab.

KLISTER

Hvad er det for en Søcadet som gaaer der?

HUMMER

Ja Gud veed det! her komme jo saa mange Folk herud; hvem kjender dem alle!

KLISTER

Bare han ikke har hørt noget!

HUMMER

Aa intet! Lad os nu gaae ind i Kjøkkenet og faae en Taar Vand.

(de vil gaae ind i Huset.)
256

SEXTENDE SCENE

DE FORRIGE. CAROLINE kommer med en Flaske og et Glas ud fra Huset, og møder Klister og Hummer.

KLISTER

Hvor skal Du hen?

CAROLINE

Jeg skal ud til Kudsken med en Flaske Viin.

HUMMER

Det er Ret, Lille! her er fuldt op med alting. De lever virkelig paa en galant Fod.

CAROLINE

Og hvor skal De hen?

HUMMER

Jeg skal.....

KLISTER

Vi skal ud i Kjøkkenet og vaske os i Ansigtet.

(de gaae.)

SYTTENDE SCENE

POUL. CAROLINE.

POUL

Hvad var det for en Fyr, som gik med Herr Klister?

CAROLINE

Det er en Præst fra Laaland; han hedder Hummer, og er en intim Ven af Klister.

257
POUL

Intim Ven? Jo, det skal jeg love for; de vare saamæn oppe at skjændes herude.

CAROLINE

Det er umuligt!

POUL

Klister var vred, fordi han skulde følge med Præsten mens han vaskede sig.

CAROLINE

De holde jo saa gyselig af hinanden.

POUL

Jeg troer, der stikker noget under.

CAROLINE

Ligemeget! Skynd Dem nu at drikke, inden de komme tilbage!

(skjænker for ham.)
POUL
(efter at have drukket.)

Ah! Et Glas Viin gjør dog godt, især naar jeg faaer det af Deres Haand.

CAROLINE

Behold Flasken herude, for at De kan have noget at styrke Dem paa, thi Dagen er lang.

POUL

Jeg vil skjule den.

CAROLINE

Hvor?

258
POUL
(seer sig om.)

Jeg gjemmer baade Flaske og Glas i Gyngen.

CAROLINE

I Gyngen? Men hvis der kommer nogen?

POUL
(idet han sætter begge Dele i Posen paa Gyngestolen.)

Jeg skal nok passe paa.

CAROLINE

Jeg kommer vist til at gaae bort, for at ikke Klister og Præsten skal see mig hos Dem, naar de komme tilbage.

POUL
(løber hen og seer ind ad Vinduet.)

Vær rolig! Præsten har vasket sig; nu gik de begge den anden Vei.

CAROLINE

Længe tør jeg dog ikke bie; man vil savne mig ved Bordet.

POUL

O et Øieblik kun! Jeg har tusinde Ting at sige Dem.

CAROLINE

Lad mig høre!

POUL

Dersom De vidste, hvorledes De beskjæftiger mine Tanker! O Dag og Nat staaer De for mine Øine! Og med alt det, De skulde kun see hvor flittig jeg er tillige.

259
CAROLINE

Virkelig?

POUL

Ja, De skal faae Ære af mig! Det skal ikke vare længe, førend jeg bliver Officier. Til den Tid bliver De vel ogsaa confirmeret, og saa behøve vi ikke længer at holde vor Forbindelse hemmelig.

CAROLINE

Ja gid det var saa vel! Saa behøvede vi ikke saaledes at stjæle os til at see hinanden.

POUL

Saa kunde vi tage imod Gratulationer, og spadsere sammen paa Østergade og i Dyrehaven, ligesom Deres ældste Søster og hendes Kjæreste.

CAROLINE

Men uden at skjændes.

POUL

Skjændes? Nei tvertimod, vi vil altid være enige. Vi vil elske hinanden næsten ligesaa høit som nu.

CAROLINE

Næsten, siger De? Jeg troede, De vilde elske mig snarere meer end mindre.

POUL

Meer end jeg gjør nu? i dette Øieblik? Nei det er umuligt. Men ligesaa meget!

CAROLINE

Ja, ligesaa meget!

260
POUL

Og saa vil vi sige Du til hinanden.

CAROLINE

Ja, det vil vi.

POUL

Men endnu tør vi vel ikke gjøre det?

CAROLINE

Nei, bevares! Ikke førend De er bleven Officier, og jeg er bleven confirmeret.

POUL

Ja, De har Ret, jeg vil lyde Deres Befaling i alt.

Mel. af Die Wiener in Berlin: Mein sagt mir's doch, wer der Herr Cupido gewesen.
POUL

1.

Hvis nogen erfared vor kjærlige Flamme,
Da bleve vi sagtens for Verden tilskamme.
Da vilde man sige: See til ham, den Cadet!
Han har alt en Kjærest; det klæder ham net!

2.

CAROLINE
Og uden Barmhjertighed vilde man sige:
Hvad gaaer der af hende, den tossede Pige?
Hun gaaer end i Skole, hun er ei confirmeert,
Og har sig dog alt ved sit Forhold blameert.

3.

POUL
Men hvorfor er Elskov os Tvende forbuden?
Man siger, et Barn er jo Kjærlighedsguden.
Just derfor vel byder han os ind til sin Fest,
Thi de som er Lige, de lege jo bedst.
261

4.

CAROLINE
Og er vi for unge, hvad siger saa dette?
Den Feil kan vi sagtens med Aarene rette.
Men er man for gammel til Gud Amor at naae,
Man er incurabel, og hvad gjør man saa?
POUL

Ja, min bedste Caroline! det har De Ret i. Af to Ulykker er det dog bedre at være for ung end at være for gammel.

CAROLINE

Tys! jeg troer, der blev kaldet paa mig. Jeg maa bort.

POUL

Seer jeg Dem snart igjen?

CAROLINE

Saa snart det er muligt.

(løber ud tilhøire.)

ATTENDE SCENE

POUL
alene.

Det er en guddommelig Pige! Og hun elsker mig! O! over al Beskrivelse! Det kan jeg godt mærke. Men jeg skal ogsaa være ret flittig, jeg skal læse Nat og Dag, for at jeg snart maa blive Officier. Og det første jeg saa gjør, ja det skal være at forlove mig med hende. Men der kommer nogen. Det er Madame Buurmann og Præsten og Klister. Lykkeligviis er der ingen af dem som kjender mig. Jeg vil sætte mig herhenne, og lade som ingen Ting.

262

NITTENDE SCENE

POUL i Baggrunden. Madame BUURMANN, HUMMER og KLISTER komme fra høire Side, de to sidste Arm i Arm. Hummer har sin Parapluie i Haanden.

MADAMEN

Jeg er inderlig rørt over Deres Venskab. Et saadant Forhold gjør Dem begge lige megen Ære. Men nu ønskede jeg at være et Øieblik alene med Herr Pastoren. Herr Klister, De talte om at gjøre en Spadseretour med Malle. Jeg kan vide, de unge Folk længes efter at tale lidt sammen. Kjærligheden kræver ogsaa sin Ret. Vi vil ikke forstyrre Dem. Gaae De kun, Herr Klister! Jeg skal imidlertid underholde Deres Ven.

KLISTER

Ja jeg ønskede rigtignok at gjøre en Tour med Malle.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg troer ikke, det er værdt at spadsere. Det seer ud til Regn, der er bestemt Torden i Luften.

KLISTER

Jeg tager Parapluien med.

HUMMER

Ja, jeg er ganske til Deres Tjeneste. Vil De spadsere med Jomfruen, saa spadserer jeg med.

MADAMEN

Nei, Herr Pastor! det er at drive Venskabet for vidt! Lad os ikke genere de unge Folk.

263
HUMMER

Ja, dersom jeg generer, saa ....

KLISTER

Saa vil De ikke gaae med?

HUMMER

Saa tænker jeg, vi lade det begge To være.

KLISTER

Jeg siger jo ikke, De generer.

HUMMER

For hvis jeg er Dem til Uleilighed.....

KLISTER

Nei bevares! langt fra! (afsides.) Gid han sad paa Bloksbjerg!

MADAMEN

Deres Venskab, Herr Klister, er næsten stærkere end Deres Kjærlighed.

HUMMER

Venskab er den ædleste Følelse. Hvad siger ikke Pontoppidan i sit Atlask ....

MADAMEN

De har Ret, og jeg vil ikke sige mere derom. Men maa jeg nu ikke, forinden De spadserer, tale et Ord med Dem?

HUMMER

Madame! jeg er ganske til Deres Tjeneste. Men De undskylder, at min Ven er tilstede derved.

264
MADAMEN

Med det Venskab slaaer De mig bestandig af Marken.

HUMMER

Min Ven er ogsaa en studeret Person. Naar Talen er om lærde Sager, saa sidder han ikke derved som Nummer Nix.

MADAMEN

O det er ikke om lærde Sager jeg ønsker at tale med Dem!

HUMMER

Ja, jeg kalder nu saadan disse religiøse Samtaler, som vi begyndte paa før. Men jeg forsikkrer Dem, dersom jeg havde vidst, at Deres Mand var Materialist, saa skulde jeg ikke have talt Religionens Sag saa ivrigen.

KLISTER

De er i Vildfarelse; det er ikke saadanne Materialister som Herr Buurmann, der ere farlige for Kirken.

HUMMER

Ligemeget! jeg slaaer dem alle i een Bunke, jeg kalder enhver Ting ved sit rette Navn.

MADAMEN

Ja Gud bevares! det er netop meget respectabelt for en Mand af Deres Stand. Min Mand blev rigtignok vred, og gik sin Vei; thi Sandheden er aldrig god at høre.

KLISTER

Men jeg siger Dem, Herr Buurmann er Materialhandler.

265
HUMMER

Ja, det er just Ulykken.

KLISTER

Men han er ikke Materialist i den Betydning som De mener.

HUMMER

Aa jeg bryder mig ikke om nogen Betydning. Det er kun Spidsfindighed. Materialist er han, det kan De ikke nægte, og Materialist er Materialist. Har jeg Ret eller Uret?

MADAMEN

Ja det har jeg ved Gud ogsaa læst, at Materialisterne ere slemme Folk. Slem er min Mand jo nu rigtignok ikke, men han kunde dog virkelig i mange Stykker være bedre, saa Herr Pastoren har aldeles ikke Uret.

KLISTER

Jeg siger Dem, det er en Misforstaaelse.

MADAMEN

Jeg har jo selv læst det paa Tryk.

HUMMER

Hør, lad os ikke komme i Strid, for det er ikke tjenligt for os to.

MADAMEN

Nei forstaaer sig, i det Forhold som De staae i til hinanden. Men hør nu, Herr Pastor, det var ikke det, jeg vilde tale med Dem om; det var en anden Ting. Jeg er rigtig ganske undseelig derover; men siden Herr Klister ikke vil forlade Dem, saa faaer jeg vel nævne det i hans Nærværelse.

266
HUMMER

Tal De kun, Madame!

MADAMEN

Herr Pastor! Seer De .... De maa ikke tage ilde op hvad jeg vil sige Dem. De er jo ugift, det er ikke godt for en Landsbypræst. Jeg synes at have bemærket at De kan godt lide min næstældste Datter .... min Jette.

HUMMER

Ja tilforladelig.

KLISTER
(til Hummer.)

Er De gal?

HUMMER
(til Klister.)

Nei jeg er klog.

MADAMEN

Jeg vilde kun sige Dem, at hun ikke er forlovet, og at jeg for min Part ikke vilde have noget derimod, ifald .... Herre Gud! Jeg har altid ønsket, at eet af mine Børn maatte blive Præstekone.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER
(til Hummer.)

Siig nei, siig nei!

HUMMER
(til Klister.)

Saa maatte jeg være brav gal.

267
MADAMEN

O hvor det skulde glæde mig, om det kunde komme istand! Endnu idag maatte det skee, for De reiser jo imorgen.

HUMMER

Ja jeg saae ogsaa gjerne, om det var muligt at det kunde skee idag, for De veed nok, at den som gjemmer til Natten, han ....

KLISTER
(til Hummer.)

Tag De Dem bare iagt for Katten.

MADAMEN

Jeg skal see at faae hende herud. Saa vil vi andre gaae vor Vei.

HUMMER

Min Ven maa være tilstede.

MADAMEN

Ved Frieriet?

HUMMER

Ellers har jeg ingen Courage.

MADAMEN

Naa! det maa jeg tilstaae! - Og saa har jeg een Ting endnu paa mit Hjerte.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN

Jeg saae gjerne, at min yngste Datter, Line, blev confirmeret af Dem, ovre i Deres Sogn.

268
HUMMER

Det skulde være mig en Fornøielse.

POUL
(reiser sig.)

Hvad maa jeg høre!

KLISTER
(til Hummer.)

Men betænk dog ....

MADAMEN

Det Barn har slet ikke godt af at være i Kjøbenhavn. Dersom min Mand vil som jeg, saa følger hun hjem med Dem til Laaland den Dag i Morgen.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

POUL
(afsides.)

Nei det er for galt! Min Caroline vil man sende bort? Det skal i Evighed aldrig skee, om jeg saa selv skulde bortføre hende.

(løber ud.)

TYVENDE SCENE

Madame BUURMANN. KLISTER. HUMMER.

MADAMEN

Men det kan jeg slet ikke forstaae, at to saa intime Ungdomsvenner siger De til hinanden.

KLISTER

Det er saa længe siden vi saae hinanden. For flere Aar siden vare vi Duus.

269
MADAMEN

Da maae De tilforladelig fornye det. Herr Pastor, De maa drikke Duus med Klister, og med mig og mine Børn og min Mand.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER
(afsides.)

Nei nu gaaer det snart over Skrævet.

EEN OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE, med en Parapluie i Haanden. HENRIETTE.

AMALIE

Søde Klister! Vi skulde jo gaae en Tour sammen. Jeg har taget Din Parapluie med, for det seer ud til Regn.

(Klister tager Parapluien.)
MADAMEN

Det er vel betænkt. - Naa, saa gaae da nu, Børn, medens det endnu er Tørveir, og lad Venskab og Kjærlighed strøe Roser paa Eders Spadserevei. Og lad mig saa see, at De begge smukt sige Du til hinanden, ligesom i gamle Dage. Og Du ogsaa, Malle, Du maa øve Dig paa at sige Du til Herr Pastoren, han vil ogsaa sige Du til Dig.

AMALIE

Hvorledes, Mama?

270
MADAMEN

Forstaaer sig, Malle! Skulde Du ikke være Duus med Din Kjærestes bedste Ven? Det er allerede aftalt, og maa saa være.

AMALIE

Ja, det er jo rimeligt, det kan jeg ikke nægte.

MADAMEN

I skal være som een Sjæl i tre Legemer. Naar De nu komme tilbage, saa skal der staae Viin paa Bordet, og saa vil vi alle klinke og drikke Duus med Herr Pastoren. Du ogsaa, Jette!

HENRIETTE

Hvem? jeg, min Moder?

MADAMEN

Ja, det er ligefrem. Du skal ikke være undseelig. (til Hummer.) Jeg gaaer min Vei; De kan gjerne lade falde et lille Ord til Jette, men dog lidt forsigtig, for Herre Gud! De veed nok, hvordan Pigerne er.

HUMMER

Ja, Madame, det veed jeg ret godt.

MADAMEN

God Fornøielse paa Spadseretouren.

(gaaer.)
271

TO OG TYVENDE SCENE

KLISTER. HUMMER. AMALIE. HENRIETTE. De tre første gaae Arm i Arm i een Række, Klister i Midten; han og Hummer have hver sin Parapluie i Haanden.

KLISTER
(til Hummer.)

For Fanden! træk dog ikke saadan i mig! Vi skal jo denne Vei.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg maa blot tale et Ord med Jomfruen; De hørte jo Madamens Befaling.

KLISTER

Det gaaer tilforladelig ikke godt, ifald De ikke bærer Dem ordentlig ad.

HUMMER

Lad mig blot sige hende en lille Compliment.

KLISTER

Saa skynd Dem da.

HUMMER

Ja, men De maa følge med.

KLISTER

Ak ja desværre! jeg veed det nok.

HUMMER

Naa, saa kom da med det Gode.

(nærmer sig Henriette og trækker de andre med sig.)
272

Mel. af Fredmanns Epistler: Se, Mowitz, hvi står du och gråter.

1.

HUMMER
Min Jomfrue, siig, tør jeg Dem bede
At skjænke mig venlig et Smiil?
O see dog ei paa mig i Vrede!
Jeg lider af Kjærligheds Piil.
Hvis ei De vil see mig crepere,
Saa lov mig at tænke derpaa.
AMALIE
(trækker i Klister.) Saa kom da!
KLISTER
(trækker i Hummer.) Saa kom da!
HUMMER
Naa naa!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

2.

HENRIETTE
Min Herre, hvad er Deres Mening?
HUMMER
O Himmel! forstod De mig ei?
En agtbar, en dydig Forening;
De siger dertil ikke Nei.
Jeg maa mig saa kort explicere,
Thi disse vil trække mig did.
AMALIE
(som før.) Saa kom da!
273
KLISTER
(som før.) Saa kom da!
HUMMER
Giv Tid!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

3.

HENRIETTE
Jeg end ikke rigtig det fatter.
HUMMER
Ak Himmel! og Tiden er kort.
De er jo saa lydig en Datter....
(til Klister.) For Satan! saa trask mig ei bort!
(til Henriette.) Jeg tør ikke Tingen pressere,
Men spørg De kun Deres Mama.
AMALIE
Saa kom da!
AMALIE
Saa kom da!
HUMMER
Ja, ja!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

4.

HUMMER
Saa see da, min rareste Dukke,
Her ligger jeg for Dem paa Knæ.
(vil knæle, men kan ikke komme til, fordi han ikke vil slippe Klister.) 274For Fanden! De kan Dem dog bukke,
Jeg veed dog, De er ei af Træ.
KLISTER
Skal jeg mig nu prostituere?
HUMMER
At knæle det skader Dem ei.
(tvinger Klister til at knæle ved Siden af sig.)
AMALIE
Saa kom da!
KLISTER
Saa kom da!
HUMMER
Nei, nei!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

5.

HENRIETTE
Jeg veed ikke, hvo af de Tvende
Mig Elskovserklæringen gjør.
HUMMER
Det er mig, hvis Hjerte maa brænde,
Ifald jeg Dem sige det tør.
Min Ven skal kun her figurere,
Mens jeg Dem begjærer til Brud.
(Henriette giver sig til af lee.)
AMALIE
Saa kom da!
KLISTER
Saa kom da!
(nøder Hummer til af reise sig med ham.)
275
HUMMER
O Gud!
Hun la'er mig spadsere.
HENRIETTE
Jeg la'er ham spadsere.
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!
(Amalie trækker i Klister, denne trækker i Hummer; de gaae alle tre ud tilvenstre. Paa Veien vender Hummer Hovedet tilbage og kysser paa Fingeren ad Henriette. Denne seer efter ham og leer.)

TRE OG TYVENDE SCENE

HENRIETTE. GEORG kommer med en Parapluie i Haanden.

GEORG

Jeg frygter for at vi faae Regn om et Øieblik. Jeg bringer Dig en Parapluie. - Men hvad er det? hvoraf kommer den Latter?

HENRIETTE

O det er Skade, Du kommer for sildigt! Du skulde ellers have været Vidne til en Kjærlighed-Ærklæring.

GEORG

Hvorledes?

HENRIETTE

En Kjærlighed-Ærklæring, som blev gjort mig.

GEORG

Dig? Af hvem?

276
HENRIETTE

Ja det vilde Du have ondt for at gjætte. Af den nysankomne Præst fra Laaland.

GEORG

Hvad hører jeg?

HENRIETTE

Men Du leer ikke, min Ven?

GEORG

Nei det gjør jeg rigtignok ikke. Og dog, hvorfor skulde jeg ikke lee med? Ha ha ha! det er jo meget moersomt.

HENRIETTE

Han laae saamæn her paa Knæ for mig. Men for at Venskabet ikke skulde staae i Skygge for Kjærligheden, saa maatte Herr Klister knæle ved Siden af ham, og det i Amalies Nærværelse, thi Præsten vilde ingenlunde slippe hans Arm.

GEORG

Ha ha ha! Ja nu maa jeg sandelig lee for Alvor! ha ha ha! Klister er da i Sandhed ligesom en Burre.

HENRIETTE

Eller som en Magnet.

GEORG

Som en Magnet? Nei det tager Du feil i. Før var han en Magnet, thi han tiltrak med den ene Side, og frastødte med den anden, nu derimod trækker han med begge Sider. O disse tre Uadskillelige ere 277 et kosteligt Syn! - Men hvad faldt imidlertid den nye Trediepart ind at kaste sig for Dine Fødder?

HENRIETTE

Han friede formelig til mig, og lod sig forstaae med at han havde Mamas Samtykke.

GEORG

Skulde det være muligt? Vist er det, at Madame Buurmann synes at gjøre meget af ham. Men jeg kan dog aldrig troe, at hun allerede saa hurtig skulde have truffet slige Dispositioner.

HENRIETTE

Ja siig ikke det. Det er noget overordenlig hvad hun gjør af den Præst.

GEORG

Ja til Skriftefader troer jeg nok, hun vilde have ham, uagtet jeg maa tilstaae, at alt hvad han før sagde om religiøse Materier, forekom mig som lutter Vaas; men fra Skriftefader til Svigersøn er dog altid et Spring.

HENRIETTE

Men dersom Du havde hørt, hvorledes hun paalagde ham og Amalie at sige Du til hinanden, og lovede, at hun selv og alle vi andre siden skulde drikke Duus med ham!

GEORG

Hvorledes? Drikke Duus! Ogsaa Du?

HENRIETTE

Ja det forstaaer sig, det sagde hun udtrykkelig.

278
GEORG

Nei det er for galt! det gaaer for vidt!

HENRIETTE

At drikke Duus, mener Du, det gaaer for vidt. Men derimod, om jeg giftede mig med ham, det var ikke for meget.

GEORG

O nei, det er ikke saaledes meent! Men gifte sig .... For Pokker! det er ikke saa snart gjort; det har vist ingen Nød. At drikke Duus derimod, det kan skee strax, uden Kirkelysning, uden Kongebrev. O jeg tager min Død derover, ifald det skeer!

(det begynder at tordne.)
HENRIETTE

Bliv dog ikke saa hæftig over den Bagatel.

GEORG

Bagatel? Det er ingen Bagatel. Lov mig, at Du vil undgaae det, afslaae det.

HENRIETTE

Jeg skal gjøre mit Bedste, men hvorledes kan jeg afslaae det, naar min Moder befaler mig det, og naar hun selv og alle de andre gjøre det?

GEORG

Der seer man dog Frugten af at holde sin Kjærlighed hemmelig, saaledes som vi have gjort! Dersom vi havde declareret den, saa kunde slige Ting ikke passere.

(Et stærkt Tordenskrald.)
279
HENRIETTE

Gud! det bliver et skrækkeligt Veir! Jeg maa gaae inden Regnen begynder. Gaaer Du ikke med?

GEORG

Til de andre? Nei, det er jeg ikke istand til. Jeg kan ikke holde gode Miner med dem; min Utaalmodighed vil imod min Villie give sig Luft, jeg vilde blive nødt til at tilstaae Dine Forældre hele Sandheden.

HENRIETTE

Nei for Guds Skyld! saa bliv heller herude. Naar Uveiret er drevet over, kommer jeg strax ud til Dig.

GEORG

Er det vist?

HENRIETTE

Ganske sikkert!

(gaaer.)

FIRE OG TYVENDE SCENE

GEORG
alene.

Hvilken fatal Begivenhed! hvo kunde ane sligt? Jeg har jo tydelig mærket, at Madame Buurmann ønskede, jeg skulde frie til Henriette. Jeg har saaledes været vis paa, at der ikke vilde være noget iveien saasnart jeg begjærede hende. Hvor kunde jeg drømme om, at dette saa pludseligen ankomne Menneske ligesaa pludselig skulde blive min Rival? Og nu ovenikjøbet saadant et Menneske! Dog - det er det mindste, men denne fordømte Drikken Duus, hvorledes skal jeg dog faae sat en Pind for den? O, jeg holder det ikke ud!

280

FEM OG TYVENDE SCENE

GEORG. POUL med en Parapluie i Haanden. (Det begynder af regne.)

POUL

Nei, det er umuligt! Det skal, det maa ikke skee! Man skulde sende min himmelske Caroline bort? Nei, det kunde jeg ikke overleve! - Den velsignede Pige! - hun græd, da jeg fortalte hende det, og lovede at komme herud, saasnart det blev Tørveir, for at vi i det mindste kunde blande vore Taarer sammen. O det er en Engel af en Pige! hvilken Ømhed har hun ikke for mig! hun skaffede mig Vertens Parapluie tillaans, for at jeg ikke skulde blive vaad, mens jeg ventede paa hende. Jeg troer, det regner allerede. Jeg vil slaae Parapluien ud, see op i dens himmelblaa Kuppel, og tænke paa min elskede Veninde.

(slaaer Parapluien ud.)
GEORG
(slaaer ogsaa sin Parapluie ud.)

Dersom han dog ikke var Præst, saa skulde jeg udfordre ham og derved nok hindre ham i hans uforskammede Familiariteter.

POUL

Dersom jeg bare havde ham i en Jolle paa Søen, saa skulde jeg give ham saadan en Gammel, at Nykkerne nok skulde forgaae ham.

GEORG

Thi dette er ikke til at udholde.

281
POUL

Thi dette er mere end et Menneske kan bære.

(De gjøre hver en hæftig Bevægelse og rende med Parapluierne mod hinanden.)
GEORG

Hvem der?

POUL

En høist ulykkelig og fortvivlet Elsker!

GEORG

Hvad hører jeg?

POUL

Ja, De kan troe, det er sandt. Men hvem er De, om jeg maa spørge?

GEORG

Jeg kunde gjerne give Dem det samme Svar.

POUL

Tænk Dem, at man vil bortføre min Elskede.

GEORG

Tænk Dem, at man vil drikke Duus med min Kjæreste!

(Tordenen og Regnen tiltager.) Mel. af Don Juan: Kjølige Druer.
BEGGE
Vil han mig skræmme?
Jeg skal ham tæmme;
Ei skal han glemme,
Jeg er en Mand.
POUL
Pigen at røve!
282
GEORG
Mig at bedrøve!
POUL
Det skal vi prøve
Om han det kan!
GEORG
Det skal vi prøve,
Om han det kan!
BEGGE
Om han det kan!
POUL
Om Caroline.....
GEORG
Om Henriette.....
BEGGE
Blot med en Mine
Samtykke dette .....
POUL
Det skal vi prøve,
Om det gaaer an!
BEGGE
Det skal vi prøve,
Om det gaaer an!
POUL
Men lad os nu begge,
Skjøndt under Dække,
Hinanden række
Oprigtig Haand!
283
GEORG
(giver ham Haanden.) Oprigtig Haand!
BEGGE
Oprigtig Haand!
Begge til Nytte
Vil vi det knytte,
Vil vi beskytte
Venskabets Baand.
GEORG
Tordenen ruller.
POUL
Hør hvilket Bulder!
GEORG
Lynene knittre.
POUL
Ha! hvilket Vær!
BEGGE
Men i mit Hjerte
Raser min Smerte,
Pulsene zittre
Frygteligt her!
POUL

Velan, det er afgjort, vi vil gjøre fælleds Sag for at befrie os fra vore Rivaler.

GEORG

Ja, det have vi indgaaet. Men tillad mig, Deres Ansigt er mig meget bekjendt.

284
POUL

Ja, jeg maa bestemt ogsaa kjende Dem. Er det ikke Herr Lieutenant von Stein?

GEORG

Ganske rigtig.

POUL

Vi have truffet hinanden paa et Bal i Vinter.

GEORG

Det er ogsaa sandt! Nu husker jeg det. Men Deres Navn har jeg i Sandhed glemt.

POUL

Poul Falkenberg.

GEORG

Det er rigtigt. Men hvorledes? De er jo Søcadet?

POUL

Som De seer.

GEORG

Og har allerede Kjærlighedshistorier?

POUL

Hvor kan De dog spørge saaledes? Nu da vi have indgaaet en Venskabspagt med hinanden, vil De da nu komme med forslidte moralske Betragtninger? Spørger Kjærligheden vel efter Rang og Stand? hvorfor skulde den da spørge efter Alderen? Jeg troede, De havde en mere oplyst Tænkemaade.

285
GEORG

Undskyld mig! det var et Ord i urette Tid. Men nu vil jeg heller ikke være saa udelicat at spørge Dem, hvem De elsker.

POUL

Jeg vil ligesaalidet gjøre Dem et saadant Spørgsmaal.

GEORG

Men jeg maa vide, hvem Deres Rival er.

POUL

Min Rival er han ikke saa meget, som han snarere vil tage min Elskede i Skole, og føre hende bort herfra. Med eet Ord, det er en Præst.

GEORG

En Præst? Min Rival er ogsaa Præst. Og jeg kunde ligeledes tilføie, at han er ikke saa meget min Rival, som han snarere vil drikke Duus med min Kjæreste, og det kan jeg ikke lide for min bittre Død.

POUL

Men det træffer sig jo høist besynderligt. Lad mig høre hans Navn.

GEORG

Stille! Der kommer nogen; det er Herr Buurmann. Lad ham for alting intet mærke, og lad os see at dæmpe vor Hæftighed.

286

SEX OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. BUURMANN med en Parapluie over Hovedet. (Under denne Scene hører Tordenen op, og Regnen tager af.)

BUURMANN

Det er da ret et Guds Veir! Det er ogsaa forbandet! hvergang jeg tager i Skoven, saa skal det altid blive Regnveir. (seer Georg.) Er det Dem, Herr Lieutenant?

GEORG

Ja, Herr Buurmann! Jeg staaer og sympathiserer med det Oprør hvori Naturen er.

BUURMANN

Det er en god Fornøielse.

GEORG

Hvis det ikke behager Dem, hvorfor vil De da vove Dem herud?

BUURMANN

Jeg er vel nødt dertil. Min Kone vilde at jeg skulde gaae ud og see efter Malle og Klister og Pastoren. De ere gaaet ud at spadsere. Hvad ogsaa det skulde til! Enhver kunde jo see, at det vilde blive Regn. Og de tre Mennesker har kun to Parapluier med; saa vilde min Kone, jeg skulde gaae dem imøde med min Parapluie.

GEORG

Hvad kan det hjelpe? Saa blive de jo fire, og have kun tre Parapluier.

287
BUURMANN

Det er saagu ogsaa sandt. Saa kan jeg jo ligesaa gjerne blive hvor jeg er.

GEORG

I Deres Sted vilde jeg søge Ly i Huset.

BUURMANN

Jeg tør ikke komme ind, førend jeg bringer Kjæresterne og Præsten med; ellers skeer jeg en Ulykke. Men hvorfor gaaer De ikke ind?

GEORG

Jeg finder Behag, som sagt, i denne Naturscene. Desuden, siden De bliver herude, saa vil jeg holde Dem med Selskab.

BUURMANN

De er meget artig; det er godt at mærke, at De ikke er forlovet, idetmindste ikke med nogen af mine Døttre. Men hvem er den unge Fyr?

GEORG

Det er en Ven og Bekjendt af mig, en ung Søcadet, ved Navn Falkenberg, som heller ikke er forlovet med nogen af Deres Døttre, og følgelig vist vil vise Dem samme Opmærksomhed.

BUURMANN

Det træffer sig heldigt.

POUL

Veiret sagtnes, Regnen er snart forbi.

288
BUURMANN

Og imidlertid skal man staae her og blive vaad! Gid Fanden havde saadanne Anstalter!

Mel. O pescator dell' onda, fidelin.
ALLE TRE

1.

Nu Tordenskyen trækker
Ad den Kant.
Ei meer den os forskrækker;
Den forsvandt.
Med fjerne Brag og Lyn
Hen ad Sverrig til den driver,
Himlen aabner sine Bryn,
Og opliver
Sit Syn.

2.

O gid jeg flyve kunde
Som en Sky,
Hen over grønne Lunde
Langt fra By!
Var jeg i slet Humeur,
Vilde jeg min Vredes Torden
Slynge ned paa Folk og Køer,
Gjøre Jorden
Lidt ør.

3.

Men nu maa jeg desværre
Visselig
See til at blive Herre
Over mig.
Nu faaer jeg vente her,
Hvor en Tordenregn mig dypper,
Og endskjøndt den standset er,
Det dog drypper
Fra Træer.
289

4.

Snart Solen Vand vil drikke
Ud af Sky.
Man snart behøver ikke
Paraply.
Snart aander alting frit;
Ene jeg staaer som i Fængsel,
Lytter efter hvert et Skridt;
Ja min Længsel
Gaaer vidt!

SYV OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE, KLISTER og HUMMER komme Arm i Arm, Klister i Midten, holdende sin Parapluie over dem alle Tre.

BUURMANN

Naa, see der har vi dem jo endelig.

AMALIE

Aa jeg er saa forskrækkelig vaad!

HUMMER

Ja jeg ikke mindre, min bedste Jomfrue! Min Ven har det bedst, for han gaaer i Midten; men vi andre som gaae paa Kanten, vi har faaet Vandet af Parapluien hver paa den ene Skulder.

BUURMANN

Men for Satan, Herr Pastor! Bliv ikke vred, jeg bander saa grovt ....

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

290
BUURMANN

De har jo selv en Parapluie med; hvorfor Djævelen har De ikke brugt den?

HUMMER

Høistærede! bliv ikke hidsig! Jeg skal sige Dem, jeg vilde ikke slippe min Ven, jeg vilde være med ham under samme Tag.

BUURMANN

Aa saadant et Venskab er Hansqvasteri!

HUMMER

Jeg beder Dem, tal ikke saaledes om de blide Følelser.

BUURMANN

Hvorfor Fanden lod De da ikke Malle faae Deres Parapluie? saa havde jo dog hun idetmindste gaaet tørt.

KLISTER

Gode Svigerpapa! saa havde jeg jo maattet slippe min Kjæreste, og det vilde hverken hun eller jeg.

BUURMANN

Der har vi det! De ere uadskillelige, alle Tre. Deres Venskab, deres Kjærlighed, den yttre de ved at skaffe hinanden Forkjølelser paa Halsen. Ad Helvede til med de blide Følelser!

KLISTER

Men tillad dog ....

BUURMANN

Aa hold jer Mund, og gaae ind og faae Tørt paa.

291
KLISTER

Jeg er tør, men min stakkels Malle ....

AMALIE

Jeg er bare vaad paa den venstre Side.

HUMMER

Og jeg bare paa den høire.

AMALIE

Gid Du ikke maa have forkjølet Dig, gode Hummer!

HUMMER

Velsignede Malle! Gid den Regn maa bekomme Dig. vel!

BUURMANN

Ind med jer ved Skorstenen, I Skabhalse! og gid I maae svede jeres Venskab og jeres Kjærlighed ud med det samme!

(driver dem ind i Huset, og følger selv efter.)

OTTE OG TYVENDE SCENE

POUL. GEORG. (Hver under, sin Parapluie.)

GEORG

Gud skee Lov! de ere borte!

POUL

Regnen er allerede forbi.

292
GEORG

Men det drypper endnu fra Træerne.

POUL

Vi maae beholde Parapluierne udslagne.

GEORG
(afsides.)

Det er et Tag, hvorunder min Henriette og jeg skulle samles.

POUL
(afsides.)

Jeg kan skjule min Caroline derunder.

Mel. af Joconde: Timerne tungt sig snige.
GEORG
Timerne tungt sig snige,
Naar man venter sin Pige.
Det bange Hjerte troer
At finde Trøst i Ord.
POUL
Timerne tungt sig snige.
BEGGE
Naar man venter sin Pige.
Det bange Hjerte troer
At finde Trøst i Ord.
Stille! Stille!
Vi lytte ville.
Der hun er! søde Lyst!
Hendes Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
293

NI OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. HENRIETTE.

HENRIETTE
Tordenen er forsvunden,
Men her er vaadt i Lunden.
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
GEORG
Nu er min Sol oprunden.
GEORG POUL
Vel er her vaadt i Lunden.
Dog vil hun til mig tye,
Thi jeg har Paraply.
HENRIETTE
Vel er her vaadt i Lunden,
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
(Henriette smutter ind under Georgs Parapluie.)
GEORG og HENRIETTE
Under denne
Kan ingen kjende
Dig, min Elskte! Hvilken Lyst!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst!
POUL
Ak! men denne
Var ikke hende!
Caroline, du min Lyst,
O bring, o bring dog Trøst
For mit beklemte Bryst!
294

TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. CAROLINE

CAROLINE
Tordenen er forsvunden,
Men her er vaadt i Lunden.
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
Jeg under den vil trine.
(smutter ind under Pouls Parapluie.)
GEORG
Min Jette!
POUL
Min Line!
HENRIETTE
O skjul mig!
CAROLINE
Lad os flye!
(Georg og Poul holde Parapluierne paaskraa ind ad Scenen til, saa at det ene Par ikke kan see det andet.)
CAROLINE
Nei tys! Kun stille, stille!
Vi her os skjule ville.
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
HENRIETTE
Stille! tys! Stille! tys!
Stille! tys! Stille! tys!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
POUL og GEORG
Stille! stille! stille! tys!
Stille! stille! stille! tys!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
295
GEORG

Hør, det regner ikke meer. Jeg slaaer Parapluien ned.

POUL

Nu er det deiligt Veir. Jeg er kjed af at holde i den Parapluie. Jeg vil slaae den ned.

HENRIETTE

Men saa see jo de fremmede Folk os derhenne.

CAROLINE

Men der staae jo fremmede Folk paa den anden Side.

GEORG

Det er en Person som slet ikke kjender Dig.

POUL

Det er en Herre som aldrig har seet Dem før.

(De slaae Parapluierne ned.)
GEORG og HENRIETTE

Hvad seer jeg? Caroline!

POUL
(til Caroline.)

Hvorledes? Man kjender Dem?

CAROLINE

Det er jo min Søster og Herr v. Stein.

POUL

Er det ogsaa Deres Søster?

HENRIETTE

Hvad bestiller Du her, Caroline?

296
CAROLINE

Ja, hvad bestiller Du?

HENRIETTE

Jeg staaer og taler med Herr v. Stein.

CAROLINE

Og jeg med Herr v. Falkenberg.

HENRIETTE

Som jeg aldrig har seet før.

CAROLINE

Men jeg desto oftere; thi han følger mig hver Dag i Skole.

HENRIETTE

Hvad hører jeg?

GEORG
(til Poul.)

Saa Caroline er den elskede Gjenstand?

POUL

Naar Hemmeligheden er røbet, hvorfor skulde jeg da ikke tilstaae den? Men denne Dame er formodentlig hende, som De er bange for at man skal drikke Duus med?

GEORG

For Pokker!

CAROLINE

Vi Fire, mener jeg, behøve ikke at have nogen Hemmelighed for hverandre. Henriette, jeg har tiet med Din Hemmelighed, Du vil vist heller ikke forraade min.

297
HENRIETTE

Nei, det vil jeg ikke.

POUL
(til Georg.)

Vi To have allerede tilsvoret hinanden Troskab og Bistand.

GEORG

Det træffer sig saa meget heldigere, som jeg nu begriber at vor Rival er den samme Person, nemlig Præsten fra Laaland.

POUL

Saa meget lettere kan vi ramme ham, da vi nu alle sigte efter samme Maal. Jeg tænker, naar vi Fire lægge vore Hoveder sammen, saa maae vi sagtens kunne entre hans Fartøi.

GEORG

De har Det, min unge Ven! O jeg aander allerede lettere!

CAROLINE

Ja, det er intet Under; thi Luften er i dette Øieblik meget behagelig.

HENRIETTE

Og det Grønne dufter saa frisk efter Regnen.

POUL

See den store Regnbue!

GEORG

Man føler sig oplivet! Hjertet udvider sig til Haab og Glæde.

298

Mel. Auf! es dunkelt. (Af Spohr.)

1.

GEORG
Himlen smiler,
Solen iler
Ned mod Vest bag fjerne Træer,
Mens i Øst en Bro er bygget,
Farvesmykket
I violblaat Aftenskjær.
Mildt det lufter,
Græsset dufter,
Perler dække hvert et Blad,
Blomst til Blomst er kjærlig klynget,
Frisk, forynget
Ved det kolde Styrtebad.

2.

Efter Varmen
Aander Barmen
Luften som er sval og ny.
Hjertet haaber paa det Fjerne,
Flagrer gjerne
Mod den lyse Purpursky.
Himlen aaben
For vor Haaben
Er en Udsigt viid og skjøn,
Og dens fjerne Violette
Siger dette:
Haabet selv er Haabets Løn.

3.

ALLE FIRE
Efter Varmen, etc.
CAROLINE

Der kommer Præsten.

GEORG

Det er ikke ham, det er jo Klister in duplo.

299
POUL

Jo, det er Præsten, han har taget en Kavai paa.

HENRIETTE

Ja, det er Klisters Kavai, og Klister er selv med ham. Jeg tør ikke blive her.

CAROLINE

Jeg heller ikke.

GEORG

Forlader Du mig?

POUL

Forlader De os?

HENRIETTE

Naar jeg ikke er tilstede, saa drikker han i det mindste ikke Duus med mig.

GEORG

Ja, det er sandt!

CAROLINE

Og naar jeg ikke er her, saa tænker han ikke paa at føre mig til Laaland.

POUL

Deri har De Ret.

(Caroline og Henriette løbe ud.)
GEORG

Lad os trække os lidt tilbage.

POUL

Og overlægge, hvorledes vi skal betage Præsten alle hans Griller.

(De trække dem hen i Baggrunden, og lytte til den følgende Samtale.)
300

EEN OG TREDIVTE SCENE

POUL og GEORG i Baggrunden. KLISTER og HUMMER træde ind, Arm i Arm; den sidste har en gammel Kavai paa.

KLISTER
(meget hæftig.)

Nei, det er ikke til at udholde længer! Jeg vilde ligesaa gjerne være en sammenvoxet Tvilling eller en Kalv med to Hoveder. De prostituerer mig, De gjør mig til Spot for min Kjæreste og for hendes Familie, De ....

HUMMER

Glem ikke hvad Du vil sige, men Du maa tilforladelig sige Du til mig, ellers bliver Madamen vred.

KLISTER

Ogsaa dette maa jeg taale! At være Duus med saadan en Karl! en Betjent i Underfogdens Comptoir!

(Poul og Georg give hæftige Tegn paa Glæde, ved af høre disse Ord, de trykke hinanden i Haanden, tale undertiden sagte med hinanden, og vise i det Hele levende Deelfagelse i Samtalen.)
HUMMER

Men betænk, vi har jo dog staaet Fadder med hinanden.

KLISTER

Og saa siger De ovenikjøbet Du til min Kjæreste; De tillader mig ikke at tale et eneste Ord med hende, De frier til hendes ene Søster, De paatager Dem at confirmere den anden, og betænker ikke, at 301 vi imorgen komme til at staae tilskamme for Familien. Siig mig for Himlens Skyld, hvad er Deres Hensigt?

HUMMER

Min Hensigt? For det første at fortjene de hundrede Rigsdaler som De har lovet mig.

KLISTER

Dem er De sikker nok paa, men hvad skal de andre Optøier til?

HUMMER

Madamen forlangte jo at jeg skulde frie til den ene Jomfrue.

KLISTER

Men det burde De jo have undveget. Hvad Figur vil De gjøre imorgen tidlig, naar Maskeraden er forbi?

HUMMER

En meget god Figur, ifald jeg imidlertid er bleven forlovet med Jomfruen.

KLISTER

Men er De da reent fra Forstanden? Troer De da at Madame Buurmann giver sin Datter til en Betjent i Underfogdens Comptoir?

HUMMER

Hvorfor ikke? Jeg har jo dog staaet Fadder med Dig.

KLISTER

Aa lad det Du være!

HUMMER

Jeg er saa bange, jeg skal komme ud af Øvelsen.

302
KLISTER

Fordømte Menneske, som maaskee er Skyld i at min Malle maaskee faaer en Koldfeber eller Typhus!

HUMMER

Maaskee og maaskee! Det er De selv Skyld i. Hvorfor lod De hende ikke gaae foran med min Parapluie?

KLISTER

Skulde jeg slippe min Kjæreste? Det er jeg ikke vant til.

HUMMER

Men skulde jeg slippe Dem?

KLISTER

Og saa vil De ikke engang tillade mig at gaae ind til hende, og spørge, hvorledes hun befinder sig!

HUMMER

Hvorledes kan jeg det? Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men De indseer vel, at da hun nu er ifærd med at tage Tørt paa, saa er det ikke engang passende, at De gaaer ind til hende.

KLISTER

Hvad er det for Snak? Skulde jeg ikke kunne gaae ind til min Kjæreste, fordi hun staaer og klæder sig om?

HUMMER

Ja, jeg har jo sagt Dem det, De maa gjerne gaae derind, at sige, naar jeg følger med; jeg er ganske til Deres Tjeneste.

303
KLISTER

O Du Helvedes Af sending!

HUMMER

See det kan jeg lide, at Du øver Dig paa at sige Du til mig.

KLISTER

Spot mig kun ikke! Det raader jeg Dem.

HUMMER

Hvad kan jeg for, at Deres Kjæreste er bleven vaad? Er jeg ikke selv bleven vaad? har jeg ikke maattet trække min Kjole af, og hænge den i Skorstenen? Har De ikke maattet laane mig Deres Kavai, og det skal De have Tak for. Jeg er bange, jeg faaer selv en Koldfeber, jeg føler saadan een og anden Gysen. - Hør, da jeg kom herud med Dem, da forekom det mig som jeg saae en Viinflaske henne i Gyngen. Mon der skulde være noget i den? Jeg har nok Lyst at drikke en Taar, for at jage Forkjølelsen paa Flugten.

(Poul og Georg smutte bort, men blive staas ende paa Luur, hver paa sin Side.)
KLISTER

Aa drik til De ligger!

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste. Maa jeg gjøre Dem Uleilighed med at følge mig hen til Gyngen?

KLISTER

Ja for Fanden! ligesaa godt derhen som et andet Sted.

(De gaae hen til Gyngen.)
304
HUMMER
(fager Flasken.)

Sagde jeg det ikke nok? (smager paa den.) En udmærket fortræffelig Viin! hvem kan have glemt den her? Hør, veed De hvad? Lad os drikke et Glas sammen paa Venskabets Fornyelse.

KLISTER

Lad mig være i Ro.

HUMMER

Naa naa! Jeg veed nok hvad jeg siger. Seer De, der ligger et Glas ved Siden af. Lad os faae fat i det.

(Sætter det ene Been ind i Gyngen og famler efter Glasset, uden at slippe Klister. Poul og Georg komme hurtig springende, hver fra sin Side, hen til Gyngen.)
POUL

Herr Pastor! holder De meget af at gynge?

HUMMER
(som endnu ikke har faaet Glasset, reiser sig halv op, men beholder Benet i Gyngen.)

Hvem? jeg?

GEORG

Det skal være os en Fornøielse at gynge Dem.

(De ssette Gyngen i Bevægelse. Hummer, for ei at rives overende, nødes til at sætte det andet Been derind og til at slippe Klister.)
305
HUMMER
(i Gyngen, med Flasken i den ene Haand, og holdende sig fast med den anden.)

Nei, jeg siger saamange Tak! jeg er ingen Libhaber.

(Gyngen kommer meer og meer i Bevægelse.)
POUL

Vil De maaskee heller have en Kande Øl?

HUMMER

Nei for Fanden! Lad mig komme ud. Jeg kan ikke taale det, jeg faaer ondt.

GEORG

O det er meget behageligt, naar De først bliver vant dertil.

HUMMER

Hør, jeg skriger paa Hjelp!

KLISTER

Nei jeg kan ikke længer modstaae Fristelsen; jeg iler hen til min Malle.

(løber ud.)

TO OG TREDIVTE SCENE

POUL. GEORG. HUMMER i Gyngen.

HUMMER

Aa nu er Fanden løs! Nu løb han sin Vei.

POUL

Lad ham løbe.

306
HUMMER

Nei gu gjør jeg ikke. Aa jeg ulyksalige Menneske! Gevalt! Gevalt! Gevalt!

(Poul og Georg sætte Gyngen i saa stærk en Gang som muligt, og løbe bort, medens Hummer bliver ved af skrige Gevalt.)

TRE OG TREDIVTE SCENE

HUMMER i Gyngen. BUURMANN. MADAMEN. CAROLINE. (Caroline har nogle Papirer i Haanden.)

BUURMANN

Hvad er paafærde?

MADAMEN

Ih Gud! Herr Pastoren gynger!

HUMMER

For Himlens Skyld, Herr Buurmann! Hold paa det Bæst! Den løber reent bort med mig.

(Buurmann standser Gyngen, og hjelper ham ud.)
HUMMER

Ak, Herr Buurmann! Jeg er ganske til Deres Tjeneste! Men hold paa mig; thi jeg er saa svimmel, at jeg ikke kan staae paa mine Been.

(Buurmann leder ham til Bænken paa venstre Side i Forgrunden.)
MADAMEN

Hvorledes gaaer det?

307
HUMMER
(tager sig en Taar af Flasken, som han bestandig har beholdt i Haanden.)

Nu gaaer det over.

MADAMEN

Men hvordan er De kommen i Gyngen? og hvem har saaledes fordristet sig til at drive Abespil med Dem?

HUMMER
(springer op.)

Det skal jeg siden fortælle Dem. Nu maa jeg bort.

DE ANDRE
(idet de holde paa ham.)

Hvorhen? hvorhen?

HUMMER

Lad mig gaae, siger jeg Dem! Jeg maa efter Klister, efter min Ven. (fortvivlet.) Aa Herre Gud, kan De ikke sige mig, hvor han er?

MADAMEN

Han er inde hos Malle, som klæder sig om.

HUMMER

Aa søde Madam! De letter en Steen fra mit Hjerte. Er det vist og tilforladeligt at han er der og intet andet Sted?

MADAMEN

Det er ganske vist.

308
HUMMER

Gud velsigne Dem for det! Nu maa jeg derind til ham.

BUURMANN

Da veed jeg dog at De vil ikke gaae ind til min Datter, mens hun skifter?

HUMMER

Jo, saa sandt jeg lever, det vil jeg gjøre.

BUURMANN

Er De gal?

(holder paa ham.)
MADAMEN

O det ømme Venskab er altfor rørende!

CAROLINE

Vil De ikke først tage imod disse Papirer, som faldt ud af Deres Kjolelomme, da Kjolen blev hængt op i Skorstenen?

HUMMER

Papirer?

(løber hen for af tage dem.)
CAROLINE

Nei, bie lidt, jeg vil først vise mine Forældre dem.

HUMMER

Nei, Lille, nei! giv mig Papirerne.

CAROLINE

Min Moder vil have stor Glæde af at læse disse fortræffelige Prækener.

309
MADAMEN

Prækener? O dem maa De tillade mig at see!

(tager Papirerne og blader i dem.)
HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg beder Dem ....

MADAMEN

Hvad seer jeg! (læser.) »Ifølge Dom, Execution og Udlæg - - Hummer, Betjent i Underfogdens Comptoir« - - Hvorledes? Er det muligt! De har narret os? O det forvinder jeg ikke!

(taber Papirerne.)
BUURMANN
(snapper dem op.)

Det maa jeg see. (seer i dem.) Hvorledes? De har en Dom over Klister?

HUMMER

Nu er alting ude.

BUURMANN

Fra en Skrædder?

HUMMER

Som vi begge have staaet Fadder hos.

BUURMANN

Nei, det gaaer for vidt.

310

FIRE OG TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE. KLISTER. GEORG. POUL.

HUMMER

Naa Himlen være lovet. Der kommer det ærlige Skind. Jeg var saaskam ganske bange for at han var løbet bort! (griber Klister under Armen.) Madame! der er de To som gyngede mig.

GEORG

Vær De kun rolig, Herr Hummer, og slip De kun Herr Klister; jeg svarer for alting. Vi vil opdage Herr og Madame Buurmann det Hele.

BUURMANN

Aa vi veed allerede Besked.

KLISTER

Veed De det?

BUURMANN
(leverer Klister Papirerne.)

Læs!

GEORG

Herr Klister vidste, at jeg havde Pengene til hans Disposition. Derpaa stolede han, og søgte at trække Tiden ud ved at udgive denne Mand for sin Ven.

KLISTER

Og for ikke at forlade min Malle.

AMALIE

Det var sødt af Dig.

311
BUURMANN

Har De Pengene, Herr Lieutenant?

GEORG

Til Herr Klisters Befaling.

MADAMEN

Men siig mig, hvorfor gyngede De den Hummer der?

GEORG

Han friede til Henriette, han vilde drikke Duus med hende. Det kunde jeg ikke taale.

POUL

Han vilde bortføre Caroline.

MADAMEN

Kunde det ikke være Dem det samme?

GEORG

Nei Madame! jeg elsker Henriette, jeg har længe elsket hende, men vi have holdt det hemmeligt.

POUL

Og jeg elsker Caroline, men ingen har vidst det førend nu.

GEORG

Jeg har ikke villet erklære det, førend jeg kunde holde Bryllup, men dette Øieblik er kommet. O min Henriette! jeg har endnu ikke sagt dig det. Min Onkel har sørget for vort Udstyr. Jeg har leiet Værelser paa et smukt Sted; de ere elegant meublerede; alt er saaledes indrettet som jeg veed Du 312 ønsker det. Jeg har villet overraske Dig dermed. Om 14 Dage er alting færdigt, og vi kan da holde Bryllup, naar det skal være. Indtil den Tid har jeg villet fortie det for Dig.

MADAMEN

Bryllup! Uden Forlovelse?

BUURMANN

Just saadan skal det være. (til Klister og Malle.) Og nu sværger jeg høit og dyrt paa, at I To skal holde Bryllup med det samme. Siden Lieutenantens gode Onkel har sørget for Henriettes Udstyr, saa kan jeg nu vel have Raad til at bekoste Eders.

MADAMEN

Men er det ikke for hurtigt, lille Mand?

AMALIE

Det kommer saa uventet.

KLISTER

Saa pludseligt.

BUURMANN

Sniksnak! jeg er kjed af at see paa disse Forlovede med deres evige Vrøvlerier og Uadskillelighed. Naar jeg betænker hvad her er forefaldet, saa er den Begivenhed med Hummer pudsig nok. Det er en ypperlig Cuur for to Uadskillelige, at der kommer en tredie med i Complottet. Før vare de ligesom de Pestbefængte, som ingen tør komme nær, men idag fik de en god Doctor med i Ledtog.

313
POUL

Jeg beder Dem, Herr Buurmann, om Caroline snart maa blive confirmeret, thi jeg bliver snart Officier. Vi have længe elsket hinanden. Jeg hedder Falkenberg og er Søcadet.

BUURMANN

Det skal skee. Men Forlovelse vil jeg ikke vide af. Naar De kan gifte Dem med hende, saa er det godt. Før vil vi ikke tales ved derom.

MADAMEN

Hvad har jeg dog oplevet idag! Begge mine Døttre hemmelig forlovede, uden at jeg har vidst et Ord deraf! Og nu ovenikjøbet saadan en raa Unge!

CAROLINE

O Mama! De Unge veed bedre at skikke sig deri, end de Gamle.

SLUTNINGS-SANG

Mel. af Préville et Taconnet: Aux temps heureux de la chevalerie.

l.

MADAMEN
Nu lad os atter Plads ved Bordet tage;
Punsen curerer efter kolde Bad.
BUURMANN
Men ingen Kjærest sidde hos sin Mage!
Brudgom og Brud herefter skilles ad.
(adskiller hvert af de tre Par.)
KLISTER
Hvor kan Papa dog nænne sligt at sige?
AMALIE
Vi kan os trøste, naar vi komme hjem.
314
KLISTER
Vi kan os trøste, naar vi komme hjem.
DE ANDRE
De kan sig trøste, naar de komme hjem.
HUMMER
Hvis her endnu er Uadskillelige,
Ganske jeg er til Tjeneste for dem.
CHOR
Hvis her endnu, etc.

2.

HENRIETTE
(til Georg.) Men os kan den Befaling ei genere;
Gjerne vi den os underkaste vil.
GEORG
Visselig kan man herlig conversere.
Langt fra sin Elskte, blot ved Minespil,
POUL
Enhver Forlovet strax bør Pladsen vige.
CAROLINE
Saa vil man dem ei meer som Pesten skye
CHOR
Saa vil man dem ei meer som Pesten skye
HUMMER
(til Publikum.) Gjerne dog vil de Uadskillelige
Være for Dem til Tjeneste paany.
CHOR
Gjerne dog vil, etc.
315

BEMÆRKNINGER.

TEXTEN.

Grundlaget for nærværende Udgaves Text er Originaltrykkene fra 1826 og 1827, der er sammenholdt med de senere, af Forfatteren selv besørgede Udgaver: for »Aprilsnarrene« foruden Stykkets 2det uforandrede Oplag (1828) Optrykkene i Skuespil IV (1835) p. 1-121 og Poetiske Skrifter V (1848) p. 155-255; for »Recensenten og Dyret« Skuespil III (1834) p. 185-288 og Poetiske Skrifter V (1848) p. 257-344; for »De Uadskillelige« Skuespil IV (1835) p. 223-348 og Poetiske Skrifter VI (1849) p. 3-106.

Afvigelserne mellem Originaltrykkene og de senere Udgaver er faa og indskrænker sig for det meste til mindre Forandringer i Retskrivning og Tegnsætning.

J. L. HEIBERG.

Nogen sammenfattende monografisk Fremstilling foreligger ikke; en kortfattet, livfuld Karakteristik er givet af Henning Kehler: Overmennesker og andre p. 120-40. Om Heiberg som Kritiker se Paul V. Rubow: Dansk litterær Kritik i det 19de Aarhundrede p. 78-174; om det heibergske Hus se Vilh. Andersen: Litteraturbilleder I p. 57-75. Iøvrigt henvises til den i Carl S. Petersen og Vilh. Andersen: Illustr. dansk Litteraturhistorie IV p. 861 anførte Litteratur.

VAUDEVILLERNE.

Th. Overskou i Danmarks illustrerede Almanak for 1861 p. 86-108; Julius Clausen: Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller (1891).

316

Teater censurerne over Vaudevillerne hos Edgar Collin: Af Jonas Collins Papirer p. 46-55, 70-79, 84-89, 111-14, jfr. Rahbeks Brevvexling med Collin hos Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske Huus, Originaludg. p. 626, 633, 635 og 654.

Om Emilie Pohlmann se Brev fra Peter J. Groot 11/10 1825 til C. S. V. Egtved (Hist. Meddel, om København VII p. 558), jfr. Dagbogsoptegnelse af P. V. Jacobsen 18/7 1827 (Personalhist. Tidsskr. 4 R. II p. 63); Portræt i P. Hansen: Den danske Skueplads II p. 449. - Om N. P Nielsen se Brev fra Overskou 1826 til Nielsen hos Th. Overskou: Af mit Liv og min Tid, Neiiendams Udg. II p. 115-16. - Om Frydendals Aftenunderholdning jfr. Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen, Originaludg. I p. 53, 56-57. - Om Forestillingen hos Arveprins Ferdinand se Brev fra C. Thorup 29/4 1828 til C. S. V. Egtved (Vor Fortid III p. 151), jfr. Dagbogsopteg. nelse af P. V. Jacobsen 23/2 1828 (Personalhist. Tidsskr. 4 R. II p. 67).

Brev fra J. L. Heiberg 10/11 1825 til Fru Rahbek (Breve fra J. L. Heiberg p. 108); fra Fru Gyllembourg 27/11 1825 til P. A. Heiberg (Johanne Luise Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, 3. Udg. p. 475); fra A. C. Gjeriew 31/12 1825, 31/1, 29/5 og 11/8 1827 til Irgens-Bergh (Breve fra Danske og Norske udg. af L. Daae p. 139, 148, 152, 156); fra St. St. Blicher 4/3 1826 til A. P. Liunge og 6/2 1827 til B.S.Ingemann (Jeppe Aakjær: St. St. Blichers Livs-Tragedie I p. 176, 182-83); fra E. C. Werlauff 7/3 og 30/10 1826, 7/8 1827 til Vedel Simonsen (G. L. Wad: Fra Fyens Fortid I p. 210, 213, 227); fra P. V. Jacobsen 4/11 og 2/12 1827 til P. C. Adler (Breve fra P. V. Jacobsen p. 3, 9, 11); fra J. P. Mynster 2/10 1829 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 157) og 9/11 1831 til W. F. Engelbreth (Kir. kehist. Saml. 4 R. IV p. 727); fra Louise Hegermann-Lindencrone 11/2 og 26/2 1830 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 363-76); fra Chr. Molbech 15/8 1831 til J. P. Mynster (Af efterladte Breve til J. P. Mynster p. 165).

Dagbogsoptegnelser 1826 og 1828 af C. H. Holten: Af 317 en gammel Hofmands Erindringer p. 124 og 136; Oehlenschlägers Erindringer IV p. 44-45, jfr. C. L. N. Mynster: Fra den ældre Tid p. 31 og Oehlenschlägers Teateranmeldelser i »Prometheus«, optrykte i Bidrag til den oehlenschlägerske Literaturs Historie II p. 89-91, 138-49. En Skildring af Frederik VTs København har Orla Lehmann givet i sine Erindringer (Efterladte Skrifter I p. 205-33), jfr. iøvrigt J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn I-II (1880-81).

MUSIKKEN.

Melodierne til de fleste Sange i Vaudevillerne findes hos Erik Bøgh: Den danske Vaudeville II p. 13-28 (»Aprilsnarrene«), III p. 71-86 (»Recensenten og Dyret«) og p. 158-63 (»De Uadskillelige«).

I overvejende Grad er det italiensk, fransk og tysk Musik, som Heiberg har gjort Brug af, og det har været ham magtpaaliggende at vælge Melodier, der ikke blot var populære, men ogsaa i Forhold til det københavnske Publikum moderne af Forekomst. Dette ses, naar de benyttede Syngestykker og Operaer ordnes i en kronologisk Række efter deres første Opførelse paa det kgl. Teater: 13/12 1803 Solié's »Lønkammeret« (p. 126), 5/5 1807 Mozarts »Don Juan« (p. 233), 30/10 1811 Della Maria's »Fruentimmerhaderen« (p. 208), 20/10 1812 Isoaurds »Cendrillon« (p. 45), 14/10 1817 sammes »Joconde« (p. 223 og 292), 29/10 1819 Boyeldieus's »Den lille Rødhætte« (p. 203), 9/1 1821 Mozarts »Figaros Giftermaal« (p. 52), 26/4 1822 Carl Maria von Webers »Jægerbruden« (p. 160), 20/5 1825 »Die Wiener in Berlin« (p. 67 og 260) og 30/1 1826 Mozarts »Tryllefløjten« (p. 199, 250 og 281), hvortil kan føjes, at Tyrolermelodien til Sangen p. 162 findes anvendt i N. T. Bruuns »Sanct Hansdags-Festen«, der udkom 1820.

Langt færre i Tal er de danske Kompositioner. Fra Kunzens Musik til Enevold Falsens »Dragedukken«, der opførtes første Gang 14/3 1797, og som 12/2 1821 var gaaet 43 Gange over Scenen, er Melodien p. 62 taget. Det øvrige er helt moderne. E. Krøyers Melodi til Chr. Wilsters »De første Prygl vi i Skolen fik«, der er forfattet i 1819, har 318 fundet Anvendelse p. 27; Kuhlaus Opera »Lulu«, der havde Premiere 29/10 1824, er benyttet p. 23, og endelig har to Sange egne Melodier: p. 7 (»O flye for Amors Snare«) komponeret af C. J. Borchorst og p. 162 (»Schönstes Weibsbild«) af Heiberg selv.

Af Bellman, hvis Sange var kendt i Københavns bredere Lag allerede i 1770-erne og 1780-erne (se Hugo Matthiesen i Hist. Meddel, om København 2. R. I p. 106-15), er benyttet to Melodier: én i »Recensenten og Dyret« (p. 187) og én i »De Uadskillelige« (p. 272), hvortil dog maa føjes, at den Pas de deux, som Trine og Tennemann i »Aprilsnarrene« (p. 45) danser til Melodi fra Isouards »Cendrillon«, er i bellmansk Stil (jfr. Fredmans Epist 69). Om Heibergs Forhold til Bellman se iøvrigt Karl Warburg i Samlaren XVI p. 32 ff., O. Schoning: Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark p. 37-41. Fr. Birket-Smith i Ord och Bild XXXVII p. 297 ff.

APRILSNARRENE.

En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen er 1928 udkommet i 5. Oplag. Kr. Langdal Møller i Danske Studier 1924 p. 40-44.

1 2 4 6 8 20 24 27 28 32 33 38 40 43 44 45 49 51 65 67 75 90 106

RECENSENTEN OG DYRET.

En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen, fra hvilken et Par Noter nedenfor er taget, er 1918 udkommet i 3. Oplag.

107 108 109 110 114 119 120 121 122 126 130 132 138 145 148 149 157 160 163 164 165 166 175 177 185 187 191 195 198

DE UADSKILLELIGE.

Georg Brandes: Samlede Skrifter, 2. Udg. I p. 404-11.

201 202 212 214 222 226 232 233 237 241 246 247 250 253 263 264 280
331

TEXTRETTELSER.

(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes.)

  • Side 27 L. 5 f. o. Tennemann [Tenneman
  • » 28 L. 18 f. o. Gaden [Gaden,
  • » 39 L. 7 f. n. Religion [Regilion
  • » 44 L. 1 f. n. Progresser [Progesser
  • » 45 L. 7. f. o. Mamsellen [Mamsellem
  • » 45 L. 15 f. o. figurerer [figurer
  • » 50 L. 12 f. o. min [men
  • » 55 L. 7 f. n. Dem [dem
  • » 56 L. 11 f. o. Dem [dem
  • » 56 L. 12 f. n. vil jeg [jeg vil
  • » 59 L. 7 f. o. Syeposen.) [Syeposen.
  • » 62 L. 14 f. o. Grinebider [Grinebidder
  • » 63 L. 11 f. o. sin [sine
  • » 76 L. 10 f. n. Dig [dig
  • » 83 L. 1 f. n. O [Og
  • » 90 L. 3 f. n. Dilettant [Dillettant
  • » 122 L. 6 f. o. endnu! [endnu?
  • » 144 L. 2 f. o. een [een een
  • » 166 L. 14 f. n. har [hør
  • » 188 L. 11 f. n. blive [bleve
  • » 209 L. 10 f. o. Henriette. [Henriette,
  • » 212 L. 7 f. n. Skovløberhuset [Skovriderhuset
  • » 216 L. 13 f. n. ikke rigtig [rigtig ikke
  • » 228 L. 11 f. o. Deres [deres
  • » 229 L. 5 f. o. de [De
  • » 232 L. 2 f. o. Dig [dig
  • » 243 L. 13 f. n. idetmindste [idet mindste
  • 332
  • Side 244 L. 2 f. o. Buurmann [Burman
  • » 277 L. 5 f. n. ham! [ham
  • » 290 L. 7 f. n. deres [Deres
  • » 293 L. 16 f. o. tye, [tye
  • » 293 L. 1 f. n. for vidt [vidt
333

INDHOLD

  • Side
  • Indledning .............................. I
  • Aprilsnarrene ............................. 1
  • Recensenten og Dyret ..................... 107
  • De Uadskillelige .......................... 201
  • Bemærkninger ........................... 515
  • Textrettelser ............................. 531