De uadskillelige. Vaudeville - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

DE UADSKILLELIGE
VAUDEVILLE

✂

✂ Opfort første Gang ved Vaudeville-Selskabets Forestilling paa det kongelige Theater, d. 11. Juni 1827

202

✂

PERSONERNE

Buurmann, Materialhandler.
Madame Buurmann, hans Kone.
Amalie, Henriette og Caroline, deres Døttre.
Klister, Volonteur i Toldkammeret.
Georg v. Stein, Officier i Landetaten.
Poul Falkenberg, Søcadet.
Hummer, Retsbetjent.

✂ Handlingen foregaaer udenfor Skovløberhuset i Charlottenlund.

✂ 203

Skuepladsen forestiller Pladsen udenfor Skovløberhuset, saaledes beliggende for Tilskuerne, at Huset sees tilhøire i Forgrunden, og Kjøreveien antages af være bag ved Tilskuerne. I Mellemgrunden af Theatret er ophængt en Gynge mellem to Træer. I Forgrunden og Baggrunden til begge Sider ere Borde og Bænke.

✂

FØRSTE SCENE

CAROLINE i Gyngen. AMALIE og HENRIETTE hver paa sin Side, gyngende hende. KLISTER sidder ved Bordet tilhøire, udenfor Huset, ryger paa en Pibe og drikker Øl. GEORG staaer foran ham og seer paa de Gyngende.

Mel. Af den lille Rødhætte: Dis moi pourquoi, gentille Annette.

GEORG: See dog, o see!
Gratier tre!
Hvor hun sig hæver!
Hvilken Dands!
Yndige Flugt!
See kun, hvor smukt
Over dem svæver
Træets Krands!
Med Zittren fra Toppen til Roden,
Det kysser den Skjønne paa Foden.
Sylfernes Flok
Hæver din Lok.

204

CAROLINE: De maae gjerne gynge mig høiere endnu.

GEORG: En Vind
Bølger om Kinden;
Din Kind
Kjøles af Vinden.
O gid, o gid jeg var Fuglen paa Qvist!
Jeg fløi, jeg fløi dig i Haanden vist!

CAROLINE: Det er nok! det er nok! Jeg vil ikke saa høit.
(Georg løber hen og standser Gyngen og giver Caroline Haanden; hun stiger ud; de træde alle hen i Forgrunden.)

KLISTER: (reiser sig, og gaaer hen til Amalie.)
Jeg veed ikke hvad den tossede Gyngen skal til. Du morer Dig med de andre, og lader mig sidde ganske alene.

AMALIE: Søde Klister! er Du nu vred igjen?

KLISTER: Aa nei vist ikke! jeg er ikke vred, men jeg kan ikke taale, at Du bestandig foretrækker enhver anden Fornøielse for den at tale med mig.

AMALIE: Søde Klister! det var slet ikke for min Fornøielses Skyld, at jeg forlod Dig; men Jette havde Lyst til at see om hun og jeg havde Kræfter til at gynge Line.

205

HENRIETTE: Er der nu igjen noget iveien?

KLISTER: Aa iveien, iveien! - Der er slet ikke noget iveien, men det er høist ubehageligt for mig, som nu i tolv Aar har været forlovet med Malle, at jeg aldrig kan faae Lov til at tale med hende alene.

AMALIE: Søde Klister! her er jeg; nu kan vi jo tale sammen.

GEORG: Vi har jo Tiden for os idag. De kan saamæn nok faae udtalt.

CAROLINE: (afsides.)
Jeg troer, de har udtalt for ti Aar siden.

KLISTER: Ja, det er nu meget godt. Men enhver maa dog kunne sætte sig ind i mit Sted og føle hvor gyselig det maa bedrøve mig, at Malle har saa liden Opmærksomhed for mine Ønsker.

AMALIE: Søde Klister! hvor kan Du nu sige saadant noget!

KLISTER: Hjemme i Byen søger jeg hendes Selskab i al den Tid, mine Forretninger i Toldkammeret tillade det.

206

AMALIE: (kjælende for ham.)
Ja, det veed Gud! det gjør Du ærligt!

KLISTER: Men altid finder jeg nogen hos hende, snart Faderen, snart Moderen, snart Søsteren; ah! det er ækelt!

AMALIE: Kom, lad os nu spadsere lidt i Skoven; saa kan vi ret tale med hinanden.

KLISTER: Nu glædede jeg mig saa inderligt til den Tour vi idag skulde gjøre til Charlottenlund. Der, tænkte jeg, at jeg ret skulde tilbringe en behagelig uforstyrret Dag med hende.

CAROLINE: De skulde gifte Dem, Herr Klister, saa kunde De faae det, som De vilde have det.

KLISTER: Tie Du bare stille! Jeg taler ikke til Dig!

HENRIETTE: Ja, men Caroline har Ret Naar De først er gift, saa kan De lukke Deres Døre i, og blive befriet fra al Paatrængenhed.

KLISTER: Da er det i Sandhed tungt, om det er den sidste Ressource.

AMALIE: Gifte os! nei det vil vi ikke tænke paa endnu.

207

KLISTER: Man skulde dog først nyde sine Forlovelsesdage; det er den behageligste Tid.

HENRIETTE: (afsides.)
Ja, det kan man rigtignok mærke.

GEORG: Saa nyd dem da, kjære Ven! nyd dem. Gaae nu, og gjør en Spadseretour med Amalie.

AMALIE: Ja kom, men vi vil ikke skjændes underveis.

KLISTER: Ja, der har vi det. Naar jeg først har opnaaet den Lykke at faae en Samtale med Dig i Eenrum, saa er der stedse forefaldet saameget, at vi maae tilbringe Tiden med at skjændes.

AMALIE: Nei, søde Klister! Lad os ikke mere tænke derpaa. Kom nu!
(Hun tager ham under Armen og kjæler for ham; han gaaer skjændende ud med hende.)

✂

ANDEN SCENE

HENRIETTE. CAROLINE. GEORG.

CAROLINE: Ha ha ha!

HENRIETTE: Ha ha ha!

208

GEORG: Ha ha ha!

CAROLINE: Det er de sande Uadskillelige!

HENRIETTE: I Liv og Død!

GEORG: I Vrøvleri og Kjedsommelighed!

HENRIETTE: Men han er ogsaa bleven værre paa nogen Tid, og det er Du Skyld i.

GEORG: Hvem? jeg?

HENRIETTE: Han er bestemt jaloux paa Dig.

GEORG: Paa mig? Umuligt!

CAROLINE: Jo, det kan jeg forsikkre Dem.
Mel. af Fruentimmerhaderen: Lad dadle Qvinderne hvo vil.

✂ l.

CAROLINE: Han seer at Herr von Stein saa tidt
Besøger os, og man fortæller
At slig en Officiers Visit
Tidt een af Husets Døttre gjælder.
209Nu veed han nok, det er ei mig,
Thi det var sagtens et Mirakel,
Om nogen gjorde Cour til slig
Uconfirmeret Stakkel.

CAROLINE. HENRIETTE. GEORG.: Om nogen, etc.

✂ 2.

CAROLINE: Saa meget kan han ogsaa see,
At det er ikke Henriette.

HENRIETTE: Og hvorfor ei?

GEORG: Nu maa jeg lee!

CAROLINE: O det er ikke svært at gjætte:
Da De Dem ei forlovet har,
De elsker hende mindst af alle;
Saaledes er den Ting ham klar
At De tilbeder Malle.
Saaledes, etc.

HENRIETTE: Saaledes er den Ting ham klar
At Du tilbeder Malle.

GEORG: Saaledes er den Ting ham klar
At jeg tilbeder Malle.

✂ 3.

CAROLINE: Derfor, saavidt som jeg kan see,
De bør for Verden Dem forlove.
Det kan jo ret beleiligt skee
Nu strax i disse grønne Skove.
Naar først man har det declareert -

210

HENRIETTE: Hvad saa?

GEORG: Hvad saa?

CAROLINE: Vil De tillade? - -
Saa har man Elskov assureert
Mod al udvendig Skade.

CAROLINE. HENRIETTE. GEORG.: Saa har man, etc.

CAROLINE: Jeg vil strax springe ind og hente Papa og Mama herud.

HENRIETTE: Aa Snak! jeg veed nok, Du spøger. Du vil ikke røbe den Fortrolighed jeg viser Dig.

CAROLINE: Nei, det er ligefrem. Men jeg kan ikke begribe hvad De vente paa. Tingen har jo længe været afgjort mellem Dem, hvorfor vil De da ikke gjøre den bekjendt? Det skulde være mig! jeg kunde ikke vente en halv Time, inden jeg havde declareret det for hele Verden. Og De! De venter et halvt Aar!

GEORG: Ja, min elskede Henriette! Du veed, at jeg fra først af har villet bede Dine Forældre om deres Samtykke. Jeg smigrer mig med det Haab, at de ikke ville nægte mig det.

211

HENRIETTE: Jeg ligeledes, og netop denne Omstændighed har givet mig Mod til at holde vor Forbindelse hemmelig for dem. Men Du veed ogsaa, at jeg har givet Dig gode Grunde derfor.

CAROLINE: O de Grunde have ingensteds hjemme!

GEORG: Det vil jeg ikke paastaae.

HENRIETTE: Du selv, min Ven, har bifaldet dem. Du veed, at den ulykkelige Stilling, hvori min ældre Søsters lange Forlovelse har ført hende, havde gjort mig dette Forhold saa modbydeligt, at jeg aldeles ikke vilde høre paa Dine kjærlige Forsikkringer, førend Du lovede at lade være at forlove Dig med mig.

CAROLINE: Naa, det maa jeg tilstaae!

GEORG: Og jeg indvilligede deri, og jeg lovede at elske Dig lige saa trofast, ligesaa oprigtigt, som om vor Forbindelse havde været declareret for Familien.

HENRIETTE: Og netop denne Omstændighed har gjort den inderligere.

GEORG: Og jeg vil tilføie: interessantere for os begge.

212

HENRIETTE: Fra denne Synspunkt har jeg ikke betragtet den.

GEORG: Ligemeget! I min Stilling kunde jeg ikke andet end give Dig Ret. Som Officier kunde jeg dog ikke gifte mig.

HENRIETTE: Og hvorfor skulde Du da forlove Dig?

GEORG: Vel har jeg Udsigter. Min rige Onkel ....

HENRIETTE: O tænk ikke derpaa! Han befinder sig vel, og kan overleve os begge.

GEORG: Jeg er ogsaa langt fra at ønske ham Døden.

CAROLINE: Stille! der komme Papa og Mama!

✂

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. BUURMANN og MADAMEN komme ud fra Skovløberhuset. Den første har en Tobakspibe i Munden.

MADAMEN: Naa, ere I nu ogsaa ret fornøiede, Børn?

HENRIETTE og CAROLINE: Ja, meget fornøiede.

213

MADAMEN: Og De ogsaa, Herr von Stein?

GEORG: I saa behageligt Selskab ....

BUURMANN: Naa, det er mig kjært at høre; thi hvis I ikke vare glade, saa maatte Fanden betale de mange Penge som saadan en Skovtour koster.

MADAMEN: Aa, snak nu ikke om Pengene, lille Mand! Det fordærver strax Glæden.

BUURMANN: Ja, det er en anden Sag, saa faaer jeg tie stille; thi glade skal I tilforladelig være, ellers bliver jeg vred. Hvor er Klister og Malle?

MADAMEN: Aa det er ikke at spørge om! Kjærestefolk maa skjøtte sig selv.

BUURMANN: Jeg synes dog, man kunde gjerne vide, hvor de opholde sig.

HENRIETTE: De er gaaet en Tour ind i Skoven.

MADAMEN: Det behøver Du slet ikke at vide. Idag skal alle være fornøiede, og Kjærestefolk, veed man nok, ere aldrig fornøiede, uden de ere alene. Det er noget, Du ikke forstaaer Dig paa, lille Mand!

214

BUURMANN: Ja ja! jeg lader mig jo gjerne sige. Men jeg mener kun, at naar jeg saadan ret skal nyde det man kalder den huuslige Lyksalighed saadan midt i det man kalder Naturens Skjød, saa maa jeg have alle mine Børn om mig.

MADAMEN: Naa, slaae Dig nu bare tiltaals ....

BUURMANN: Ih men saa hør dog først hvad jeg vil sige. Naar jeg undertiden søger min Lyksalighed i. Klubben, saa bliver Du vred, og siger, jeg har ikke Sands for de huuslige Glæder. Nu vil jeg bare spørge: hvorledes kan en Huusfader bedre nyde den huuslige Glæde end naar han saadan sidder ved sin Pibe Tobak og med sin Familie omkring et Bord i Skoven?

MADAMEN: Ja det har Du Ret i! Klister og Malle komme nok; de veed jo, vi vente paa dem med Middagsmaden. Kaffen koger allerede derinde paa Skorstenen, og Bordet er dækket ude paa det velsignede Sted ud ad Dyrehavsveien til. O hvilken Udsigt! hvilken Udsigt! De grønne Marker, og Køerne og Lammene derpaa, langt borte Dyrehaven, og saa alle de mange Kjøbenhavnere som kjøre os tæt forbi! - Men hør, Jette, Du maa rigtig gaae og pakke Sukkeret og Fløden ud, og Hvedebrødet, som vi kjøbte paa Broen hos Bageren. Du har ingen Kjæreste, min Tøs, Du maa tilforladelig rappe Dig i Huusholdningen.

215

HENRIETTE: Ja, lille Mama, med Fornøielse!

GEORG: Jeg skal hjelpe Dem, Jomfrue, ifald De tillader.

HENRIETTE: O det behøves saamæn ikke, Herr von Stein! Jeg er ikke vant til saadan Hjelp. Kom Du, Caroline, og gaae med!

MADAMEN: Nei, lad Line blive her, jeg vil tale med hende. Gaae De kun, Herr von Stein, og hjelp min Jette, saa gaaer Arbeidet lystigere fra Haanden.

GEORG: De hører, Jomfrue, at Deres Moder befaler mig det.

HENRIETTE: Saa kom da!
(Henriette og Georg gaae ind i Huset.)

✂

FJERDE SCENE

BUURMANN. MADAMEN. CAROLINE.

CAROLINE: Vil Mama tale med mig?

MADAMEN: Ja jeg vil, min Tøs! - Hør, Du er en fornuftig lille Pige. Siig mig, hvad bestilte Jette og Herr von Stein herude, inden jeg kom?

216

CAROLINE: Hvad de bestilte?

MADAMEN: Ja, jeg mener, hvad talte de om?

CAROLINE: De talte om Veiret?

MADAMEN: Om Veiret?

CAROLINE: Ja, Herr von Stein sagde, at det saae ud til Torden.

MADAMEN: Sagde han ellers ikke noget?

CAROLINE: Jo meget andet endnu, men jeg kan ikke rigtig huske det.

MADAMEN: Sagde han ikke saadant noget - Du forstaaer mig nok, - nogle smukke Ting til Jette?

CAROLINE: Nei, det troer jeg ikke.

MADAMEN: Talte han ikke om Malle?

CAROLINE: Jo!

MADAMEN: Hvad sagde han om hende?

217

CAROLINE: Han sagde, han kunde godt lide hende, og at det var Skade at hun havde saadan en kjedelig Kjæreste.

MADAMEN: Kjedelig Kjæreste!

CAROLINE: Ja, saadan synes mig han sagde, men det kan gjerne være, jeg har hørt feil.

MADAMEN: (til Buurmann.)
Er det ikke, som jeg siger? Det gaaer aldrig godt! Saadanne ere de Herrer Officierer.

BUURMANN: Aa hvad!

MADAMEN: Ja snak Du kun! Jeg kjender nok Officiererne, De har ved Gud aldrig reelle Hensigter. De gjøre Cour til gifte Koner og forlovede Piger; men de uforsørgede, jo dem tage de sig nok iagt for!

CAROLINE: Vil Mama ellers noget?

MADAMEN: Nei, mit Barn! Men siig nu ikke noget til de andre om det jeg har talt med Dig.

CAROLINE: Nei det skal jeg nok vogte mig for.
(vil gaae ind i Huset.)

218

MADAMEN: Hvor skal Du hen?

CAROLINE: Jeg vil gaae ind og hjelpe Henriette.

MADAMEN: Aa nei vist ikke! det behøves ikke. Du skal ikke altid være til Uleilighed. Lad nu Henriette og Herr von Stein være lidt alene.

CAROLINE: Det er da ogsaa kjedsommeligt! Alle Mennesker skal her være alene. Dersom jeg ikke ogsaa faaer en Kjæreste, saa veed jeg ikke hvad jeg skal tage mig til.

MADAMEN: Hvad siger Du? Ja lad mig høre saadant noget igjen! Vil Din tossede Tøs tænke paa Kjærester?

HENRIETTE: (indenfor.)
Caroline!

MADAMEN: Naa da! Nu ere de allerede kjede af at være sammen.

HENRIETTE: Caroline!

MADAMEN: (raaber.)
Nu kommer hun.

CAROLINE: Maa jeg da nu gaae?

219

MADAMEN: (stamper i Jorden.)
Aa ja, saa gaae da!
(Caroline gaaer ind i Huset.)

✂

FEMTE SCENE

BUURMANN. MADAMEN.

MADAMEN: Naa, hvad siger Du hertil? Er det ikke net? - Aa Du er en Nathue, og lader fem være lige, bare Du kan faae Lov at gaae og tygge paa Din Pibe.

BUURMANN: Ja Kone, hvad skal jeg sige? Jeg begynder at blive noget kjed af den huuslige Lyksalighed i Naturens Skjød, og vilde ønske jeg sad i Klubben.

MADAMEN: Ja, der har vi det.

BUURMANN: Jeg taler ikke saameget som Du, men jeg tænker desto mere.

MADAMEN: Ja det er vist gode Tanker.

BUURMANN: Jeg har længe været inderlig kjed af at see paa min Malles Forlovelse. Jeg troer, det er bestemt at den skal vare evig.

220

MADAMEN: Evig? Tolv Aar er dog endnu ikke nogen Evighed. Klister avancerer nok i Toldkammeret; saa kan han holde Bryllup.

BUURMANN: Ja, det har jeg nu saa længe ventet paa.

MADAMEN: Hvad har det da ogsaa for Hast? hvorfor skulde vi saa snart have den Sorg at miste vor Datter? Og hvad er lyksaligere for de unge Mennesker, end denne Forlovelsestid, hvori de kan sværme med hinanden i uskyldige Glæder?

BUURMANN: Og skjændes og kysses, mundhugges og næbbes, det ene ovenpaa det andet, og saa lang som Dagen er.

MADAMEN: Ja, lad Du det være godt! Det er saamæn af bare Kjærlighed de skjændes.

BUURMANN: Gid Fanden havde saadan en Kjærlighed!

MADAMEN: Og desuden, hvor gavnligt er det ikke, at de ret lære hinanden at kjende, inden de gifte sig?

BUURMANN: Det synes jeg, de burde have gjort, inden de forlovede sig.

221

MADAMEN: Nei, lille Mand! det forstaaer Du ikke. Det er umuligt at en ung Mand kan lære at kjende en ærbar Pige, saalænge han ikke er hendes Kjæreste, thi han har næsten aldrig Leilighed til at tale med hende.

BUURMANN: Jeg synes, man kan meget bedre komme efter en Piges Characteer ved at see hende mellem hendes Forældre og Sødskende og mellem andre Folk, end ved at være ene med hende.

MADAMEN: Nei min søde Ven, det tager Du igjen feil i. Først under fire Øine aabne Hjerterne sig for hinanden i en øm Sympathie.

BUURMANN: Ja det er saagu meget muligt; jeg har reent glemt hvordan det gaaer til.

MADAMEN: Ja men jeg har ikke glemt det. Seer Du, derfor forlover man sig, fordi man først derved faaer Leilighed til at studere hinandens Characteer, og til at lære at indsee om man kan være tjent med hinanden.

BUURMANN: Men paa den Maade er jo Forlovelsen Ægtestandens Prøveklud.

MADAMEN: Ja forsaavidt. Men det er ingen smuk Lignelse, lille Mand!

222

BUURMANN: Og naar man saa efter tolv Aars Forløb endelig er kommen til den Overbeviisning at man ikke passer for hinanden, skal man saa ophæve Forlovelsen?

MADAMEN: At slaae op, kaldes det.

BUURMANN: Aa, det er mig det samme hvad det kaldes.

MADAMEN: Nei det er tilforladelig ikke det samme. Alt hvad der hører til Forlovelse har sine egne bestemte Udtryk.

BUURMANN: Det vil sige, det har sin egen Terminologie, ligesom Botanik og andre Videnskaber og Kunster, som ere bragte i et System.

MADAMEN: Ganske rigtig! Forlovelserne have deres eget System.

BUURMANN: Ja, nu spørger jeg altsaa: Skal man i det Tilfælde slaae op med hinanden?

MADAMEN: Ih Gud bevares! det var jo en gruelig Tort.

BUURMANN: Skal man da gifte sig, uagtet man ved tolv Aars Erfaring veed at man ikke passer sammen?

MADAMEN: Ja, det fordrer Pligt og Ære.

223

BUURMANN: Men hvortil nytter da den lange Forlovelse?

MADAMEN: Til at lære at kjende hinanden.

BUURMANN: Men saa var det jo bedre, man aldrig lærte det.

MADAMEN: Aa Snak! det forstaaer Du ikke.

BUURMANN: Nei det veed Gud! jeg forstaaer det ikke.
Mel. af Joconde: Imellem Egnens Piger her.

✂ 1.

MADAMEN: Man sig forlover, bytter sin Ring,
For at fatte stadige Tanker.
Naar man er fri, man drives omkring,
Men forlovet kaster man Anker.
Frihedens Hav er kun Længsel og Savn,
Truer med Død og tusinde Farer;
Men i den stille rolige Havn
Der er man sikker nok for Corsarer.

✂ 2.

Man sig forlover, sødeste Ven!
Som en Plads man ellers marquerer:
Naar man faaer Tid, saa tager man den;
Indtil da man den conserverer.
Ellers enhver kan snappe den bort,
Og man, maa flau tilbage sig trække.
Altsaa, for ei at komme tilkort,
Bør man den snildt itide belægge.
224

✂ 3.

Man sig forlover, syvende sidst,
Som man alt proberer og prøver.
Ægteskab er en Kunst, det er vist,
Derfor først man i Kunsten sig øver.
Siig mig, min Ven, siig, er det ei sandt,
Ingen sig strax af Mesterskab roser?
Hver en Forlovet er Dilettant,
Manden og Konen er Virtuoser.

BUURMANN: Ja hvorom alting er, saa skulde jeg allerede for elleve Aar siden have gjort min Datters Bryllup, ifald jeg ikke havde to Børn endnu, paa hvis Udstyr jeg ogsaa er nødt til at tænke.

MADAMEN: For elleve Aar siden! O det havde jo været en Grusomhed uden Lige!

BUURMANN: Een Datter kunde jeg udstyre, og spæde aarlig nogle Hundreddalersedler til, indtil hendes Mand fik Gage, men jeg tør ikke af Kjærlighed til den ene være uretfærdig mod de andre.

✂

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. KLISTER. AMALIE.

MADAMEN: Naa, see, der har vi dem jo. Der har været saadan Efterspørgsel efter jer, saa det halve er nok.

225

KLISTER: Herre Gud! Vi vare jo kun gaaet et Øieblik bort. Man maa jo dog engang imellem have Lov til at tale et Par Ord sammen.

MADAMEN: Ja, det forstaaer sig! Intet er billigere. Det har jeg ogsaa allerede sagt. Ja Middagsmaden er ikke færdig endnu. Imidlertid kan I nu blive her ganske uforstyrret. - Kom, lille Mand, lad os gaae vor Vei.

✂

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. GEORG.

MADAMEN: Hvad vil De, Herr von Stein? her har De ikke noget at bestille. Kom De nu bare med os, og lad Kjæresterne være alene.

GEORG: Jeg kommer ikke for at være til Uleilighed. Men jeg ønsker at tale et Par Ord i Eenrum med Herr Klister.

KLISTER: Naar det ikke kan være andet. Lad os være et Øieblik alene. Gaae kun, lille Malle; jeg skal kalde paa Dig, naar vi ere færdige.

MADAMEN: (afsides.)
Hvad kan det være? (sagte til Amalie.) Veed Du ikke hvad det er?

226

AMALIE: Nei jeg veed ikke.

MADAMEN: (til Buurmann.)
Bare de ikke komme op at skjændes! Maaskee en Udfordring ....

BUURMANN: Aa hvad!
(Gaaer ind i Huset.)

MADAMEN: (til Amalie, idet de følge efter.)
Det er ogsaa Din Skyld, Malle!

AMALIE: Min?!

MADAMEN: Jeg vil holde Øie med dem.
(De gaae.)

✂

OTTENDE SCENE

KLISTER. GEORG.

GEORG: (seer efter de andre, for at overtyde sig om, at de ere borte; afsides.)
Nu vil jeg dog see om jeg kan sætte ham i godt Humeur ved min Efterretning.

KLISTER: Hvad er til Deres Tjeneste?

227

GEORG: Jeg har den hele Dag forgjæves ventet paa at faae talt blot to Ord med Dem i Eenrum, men det har ikke været muligt, eftersom Jomfrue Amalie og De have været ganske uadskillelige.

KLISTER: Dersom De kommer for at sige mig Ubehageligheder, saa lad os heller afbryde.

GEORG: Ingenlunde! hvad jeg har at sige Dem, troer jeg endog at maatte være Dem behageligt. Min Indledning var kun en Undskyldning fordi jeg havde udbedet mig denne Samtale.

KLISTER: Til Sagen, om jeg tør bede.

GEORG: Herr Klister, De er i et kjendeligt slet Humeur.

KLISTER: Og om saa er?

GEORG: Saa er det baade for Deres egen og for Amalies Skyld paa Tiden at opspore Grunden dertil, og om muligt forandre denne.

KLISTER: Ihvad De har at sige mig, Herr von Stein, saa beder jeg Dem, at De vil lade Malle blive udenfor vor Samtale.

228

GEORG: Ogsaa det vil jeg tjene Dem i, og jeg vil ogsaa fatte mig kort, thi jeg seer nok, at De er ikke oplagt til nogen lang Samtale.

KLISTER: Jeg tilstaaer Dem, at jeg længes efter at komme til Resultatet, thi min stakkels Malle gaaer og venter paa mig.

GEORG: Velan, De lod for nogen Tid siden et Ord falde om en gammel Gjæld som trykkede Deres Sind, og berøvede Dem Deres gode Lune. De nævnede en Sum af henved tusinde Rigsdaler ....

KLISTER: Det slap mig uforvarende ud af Munden.

GEORG: Om De sagde det i Spøg eller i Alvor, veed jeg ikke, og det er mig ogsaa det samme. Kun dette vil jeg sige Dem, at denne Sum er til Deres Tjeneste.

KLISTER: Hvorledes?

GEORG: For at betage Dem al Forundring, maa jeg sige Dem, at min Onkel har i denne Tid gjort mig en betydelig og uventet Foræring. Men jeg ønsker ikke at det skal blive bekjendt, og De maa love mig at tie dermed, saalænge som jeg selv ikke taler derom. Men tusind Rigsdaler kan jeg for Øieblikket afsee. De kan faae dem, paa hvad Vilkaar De forlanger.

229

KLISTER: Herr von Stein! ....

GEORG: Fra imorgen tidlig ere de til Deres Tjeneste, og De behøver da blot at lade mig vide, om De vil gjøre Brug af mit Tilbud.

KLISTER: Men jeg beder Dem ....

GEORG: Jeg har lovet at fatte mig i Korthed; det har jeg gjort, og vil nu ikke opholde Dem længer.
(gaaer ind i Huset.)

✂

NIENDE SCENE

KLISTER: alene.
Er det muligt! En saadan uventet Lykke! Og det just i et Øieblik, da jeg er i den skrækkeligste Forlegenhed, da min Creditor har faaet en Dom over mig, og jeg hvert Øieblik kan vente mig de største Ubehageligheder! (seer sig om.) Tys! Ingen veed det endnu, og nu behøver lykkeligviis ingen at erfare det. - O min Malle! fra nu af skal jeg blot leve for min Kjærlighed og for mit Avancement i Toldkammeret. - Men denne unge Mands Adfærd forundrer mig, henrykker mig, - men forfærder mig tillige! - Mon det ikke snarere er for Malles end for min Skyld, at han tilbyder mig denne overordentlige Tjeneste? Men skulde jeg da tage imod den? Og dog - paa den anden Side min store Forlegenhed! Hvad skal jeg dog gjøre?

230

✂

TIENDE SCENE

KLISTER. AMALIE.

AMALIE: Naa Gud skee Lov, min Ven! Du seer jo ganske opmuntret ud. Hvad vilde Herr von Stein Dig?

KLISTER: Aa, det var ingen Ting! - En Bagatel -

AMALIE: Saa det er altsaa mine fornuftige Ord som have opmuntret Dig?

KLISTER: Aa ja saamæn!

AMALIE: Er Du nu overbeviist om at det ikke var i nogen ond Hensigt at jeg gav mig ifærd med den tossede Gynge?

KLISTER: Ja, jeg haaber det!

AMALIE: Og nu er Du heller ikke længer jaloux paa Herr von Stein?

KLISTER: Jeg vil see at glemme det. Men siig mig dog blot: naar han virkelig, som Du troer, er forelsket i Jette, hvorfor forlover han sig da ikke med hende?

AMALIE: Ja, det er det eneste, jeg ikke forstaaer.

231

KLISTER: Ja, seer Du, Malle, den Ting er ikke rigtig. Min gamle Mistanke vaagner dog bestandig igjen. Han søger Dit Selskab i det mindste ligesaa meget som Jettes, og gjør sig tidt en Glæde af at forstyrre vore Sammenkomster.

AMALIE: Søde Klister! det bilder Du Dig ind.

KLISTER: Han spotter os fordi vi finde saa stort Behag i hinandens Selskab, og kalder os de Uadskillelige.

AMALIE: O det er kun et Spøg!

KLISTER: Og endelig, naar han elsker hende, hvorfor giver han hende ingen Foræringer?

AMALIE: Han har ingen Penge.

KLISTER: Han har dog en rig Onkel.

AMALIE: Men som han først skal arve.

KLISTER: Jeg havde heller ingen Penge, da jeg friede til Dig, og dog gjorde jeg Dig dengang mange smukke Foræringer.

232

AMALIE: Men Du satte Dig ogsaa i Gjæld.

KLISTER: Det plejer man jo altid at gjøre, naar man forlover sig.

AMALIE: Men siden svider det. Du veed selv, Du har havt mange slemme Bryderier.

KLISTER: Ja, lad os ikke tænke paa dem. De ere ikke af saa alvorlig Natur, og jeg haaber, jeg vil snart faae Ende paa dem.

AMALIE: Naa Gud skee Lov! Saa lad os da nu blot tænke paa vor Kjærlighed og paa Naturen!

KLISTER: Men at Du saadan kunde gaae hen og gynge, og lade mig sidde her alene! - det kan jeg endnu ikke rigtig forvinde.

AMALIE: Søde Klister! lad os nu sætte os ned her og tale om vor Kjærlighed og om Naturens Skjønhed.

KLISTER: Naa saa kom da!
(De sætte dem paa Bænken tilhøire i Forgrunden.)

AMALIE: Giv mig Din Haand!

233

KLISTER: Der! (de sætte sig begge i en magelig Stilling. Pause.) Dikkedikkeda!

AMALIE: Det er saa lummert idag. (gaber.)

KLISTER: (gaber.)
Naar jeg seer andre gabe, saa maa jeg gabe med. Det er saamæn ikke fordi jeg er søvnig.

AMALIE: Min Klister!

KLISTER: Min Malle!
(De falde i Søvn medens Orchestret spiller en Ritournelle til den følgende Sang.)

✂

ELLEVTE SCENE

DE FORRIGE. HUMMER og to andre Retsbetjente. (Hummer bærer en gammel Parapluie. De andre to have Stokke.)

Mel. af Don Juan: Sjelden Penge, Prygl desfleer.

HUMMER: Sjelden Penge, Prygl desfleer
Faaer man mangen Gang saa Skam,
Naar sin Debitor man seer,
Og om Penge minder ham.
Stille!
Vi ham tage ville!
Her i Huset er han jo,
Hvis man blot kan Rygtet troe.
234Afsted! afsted! Men sagte! tys!
Han var her nys.
(seer Klister.) Men for Djævlen! hvad er dette?
(nærmer sig.) Det er ham! det er den Rette.
Hvor han sig i Søvne strækker!
Jeg strax ham vækker.
(slaaer Klister paa Skulderen.) Kjære!
Tør jeg Dem besvære?
Maa jeg tale lidt med Dem?

KLISTER: Hvem er De?

HUMMER: Tillad ....

KLISTER: (reiser sig.) Siig frem!

HUMMER: Tillad ....

KLISTER: Saa tal!

HUMMER: Paa Timen, ja!
Saa hør mig da!

KLISTER: Saa siig det da!

HUMMER: Altsaa med Deres Tilladelse.....

235

KLISTER: Jeg veed ikke om jeg drømmer endnu, men Deres Ansigt forekommer mig bekjendt.

HUMMER: Ja, uden at rose mig selv, mit Ansigt er jo paa en Maade et offentligt Ansigt.

KLISTER: Ja jeg siger jo ikke andet end at det er et ordentlig Ansigt.

HUMMER: Jeg siger: offentligt. Men ogsaa privat har jeg maaskee den Ære at være Dem bekjendt. Jeg veed ikke om De erindrer at vi stode Fadder til et Skrædderbarn i Petri? det var engang i Vinter.

KLISTER: Nu vel! - Er Barnet maaskee død?

HUMMER: Ak nei! det er saamæn ikke paa Barnets Vegne jeg denne Gang har den Ære at komme! det er paa Faderens.....

KLISTER: For Pokker! er De ikke.....

HUMMER: Betjent i Underfogdens Comptoir, ganske til Deres Tjeneste. Mit Navn er Hummer.

KLISTER: Men jeg beder Dem!..... her ude i Skoven.....

236

HUMMER: Kan ikke hjelpe, Høistærede! Jeg beder Dem at være overbeviist om, at det kun er paa den strængeste Ordre, jeg handler. Men Embedspligt gaaer for alt. Hvad mit Hjerte lider derunder.....

KLISTER: Til Sagen, om jeg maa bede Dem!

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste, (til de andre Retsbetjente.) Gaae en lille Smule tilbage! (de træde hen i Baggrunden.) Seer De, min Herre! Jeg veed ikke, om De maaskee gav en altfor ringe Faddergave, eller hvad det ellers kan være.....

KLISTER: Jeg gav slet ingen.

HUMMER: Ja, men seer De, det var ogsaa en stor Feil, om jeg maa være saa dristig at sige det. Nok er det, at Skrædderen er yderst forbittret paa Dem; enten det nu er derfor eller af andre Grunde, det skal jeg lade være usagt.

KLISTER: Det veed jeg nok.

HUMMER: Kort at fortælle, han har ikke blot gjort sin egen Fordring gjældende, men har tillige for at hævne sig, opkjøbt endeel andre Fordringer paa Dem, nemlig: een hos en Juveleer, een hos en Galanteriehandler, een hos en Modehandlerinde, een hos en Tobaksspinder, en hos.....

237

KLISTER: Forskaan mig for alle disse Vidtløftigheder, som ingen kjender bedre end jeg selv.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste. Siden De veed Resten, saa veed De ogsaa at han har Dom over Dem, og at den er udløben.

KLISTER: O ja vist! Videre!

HUMMER: Nu, ja saa er jeg færdig. Behager De at følge med?

KLISTER: Hvorhen?

HUMMER: Til Hestemøllestræde.

KLISTER: Hvorledes?

HUMMER: Det er en meget vakker Bygning; det er een af dem som allermeest pryde og forskjønne Staden.

KLISTER: Det er dog ikke Alvor?

HUMMER: Jeg beder Dem være overbeviist om, at jeg i alting er ganske til Deres Tjeneste. Men Ordren er strix. De kan troe, det er ikke for vor Fomøielses 238 Skyld at jeg og Folkene ere travede ud til Slottenlundskov.

KLISTER: Nu vel, Herr Hummer, alting kan blive godt endnu. Jeg har Pengene til Dem.

HUMMER: Ja saa er der intet iveien.
(Tager nogle Documenter op af Lommen.)

KLISTER: Ja, men jeg har dem ikke hos mig.

HUMMER: Det gjør mig ondt; thi saa maa jeg dog uleilige Dem ind til Deres Logis i Byen, og selv følge med Dem.

KLISTER: Nei De forstaaer mig ikke, i mit Logis har jeg dem heller ikke.

HUMMER: Hvor da, om jeg maa være saa dristig?

KLISTER: Jeg veed, hvor jeg kan hente dem.

HUMMER: Nu, saa gaae vi derhen.

KLISTER: I Morgen tidlig skal De have dem.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg tør ikke vente saalænge.

239

KLISTER: Nu vel, jeg skaffer Caution.

HUMMER: Caution? her ude i Skoven? Af hvem?

KLISTER: Af en Ven, som har Formue.

HUMMER: Tør jeg spørge hvem det er?

KLISTER: En Lieutenant, som.....

HUMMER: Naa saaledes? - Ja jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg kommer dog til at uleilige Dem med at gaae til Hestemøllestræde. Naar De kan skaffe Pengene imorgen tidlig, saa skal jeg med Fornøielse ledsage Dem derfra, thi jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER: Fordømt! (afsides.) Hvad skal jeg gjøre? skal jeg aabenbare det Hele for Herr von Stein, og kjøre ind til Byen med disse Gripominusser, og faae Pengene? Men det vil gjøre Opsigt. Hvad vil mine Svigerforældre tænke? Og Malle, min stakkels Malle! skal jeg forlade hende? skal jeg gjøre hende den Sorg paa en Dag som er bestemt til Glæde? Det vilde ogsaa være mig høist ubehageligt at gaae til Bekjendelse for Herr v. Stein.

240

HUMMER: (til de andre Betjente.)
Kom hid!
(de nærme sig.)

KLISTER: For alting! gjør ingen Støi! Min stakkels Kjæreste ligger der og sover, og veed af ingen Ting.

HUMMER: See see! er det Deres Kjæreste? Ret en vakker Pige!

KLISTER: Lad mig blot tale et Ord endnu med Dem. (Hummer giver Betjentene et Tegn; de frække sig igjen tilbage.) Bliv her ude, her i Nærheden; De kan jo passe paa mig hele Dagen.

HUMMER: Hvor vil De hen, Herr Klister!

KLISTER: Jeg vil saagu ingensteds hen. Jeg løber ikke fra Dem.

HUMMER: Nei, forstaae mig ret, jeg mener, hvor troer De, at jeg tør gjøre saadant noget? Om nu Fanden fristede Dem til at gjøre en Afstikker, hvad blev der saa af mig?

KLISTER: Nu vel, saa send blot de andre To bort, og De skal blive hele Dagen her i min Nærhed, i dette Selskab selv; De skal kjøre ind med mig til Byen, 241 og De skal ikke forlade mig, førend De har faaet Deres Penge.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men det gaaer saa tilforladelig ikke an.

KLISTER: Betænk, vi kjende jo hinanden, vi have jo staaet Fadder sammen.

HUMMER: Ja, det er godt nok.....

KLISTER: Jeg betaler Dem 100 Rigsdaler for Deres Uleilighed.

HUMMER: 100 Rigsdaler?

KLISTER: Som De faaer i Morgen tidlig, til samme Tid som de andre Penge.

HUMMER: Hør, veed De hvad, jeg er ganske til Deres Tjeneste; jeg vil tale et Ord med Folkene.
(gaaer hen og taler sagte med dem.)

KLISTER: (sagte,)
Ja det gaaer an. Jeg vil udgive ham for en gammel Bekjendt, for en intim Ven af mig.

HUMMER: (til Betjentene.)
Seer I, Herren betaler mig 15 Rigsdaler for min 242 Uleilighed; dem vil vi dele, det gjør akkurat 5 Rigsdaler til Mands.

KLISTER: Nu Herr Hummer, hvad siger De?

HUMMER: (til Klister,)
Tingen kommer i Orden, men det kniber. (Til Betjentene.) Nu saa gaae da, men holder reen Mund, thi ellers faae I ikke fem Skilling, end sige fem Rigsdaler.
(De to Betjente gaae.)

KLISTER: Naa, Gud skee Lov!

HUMMER: (farer hen, og tager Klister under Armen.)
Men nu, Herr Klister, maa De tillade at jeg tager Dem under Armen, og ikke viger et Haarsbred fra Dem.

KLISTER: Det er en Skjæbne, jeg faaer at finde mig i.

✂

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. MADAME BUURMANN.

MADAMEN: Nu, Børn, nu kommer Maden paa Bordet..... (hun seer Hummer og neier.) Tjenerinde!

KLISTER: Tillader De at jeg maa forestille Dem en gammel Bekjendt af mig.

243

HUMMER: (bukker.)
Ja vist, en gammel Bekjendt. Vi har saamæn staaet Fadder med hinanden.

MADAMEN: Staaet Fadder!

HUMMER: Ja ganske til Deres Tjeneste, Madame! Hvem veed om vi ikke endnu komme med hinanden til Bryllup?

KLISTER: (til Hummer.)
Tie dog stille!

HUMMER: (til Klister.)
Jeg forstaaer nok, jeg forstaaer nok. Jeg mener kun, at da vi alle ere Mennesker, idetmindste for vor Herre, saa kunde det jo nok hænde, at der ogsaa ved Deres Bryllup indtraf Fataliteter med en Skrædder eller en anden, og saa blev jeg jo nødt til..... De forstaaer mig. Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER: (til Hummer.)
Men saa tag Dem dog iagt, at De ikke røber os.

HUMMER: Bevares!

MADAMEN: Altsaa en gammel Bekjendt?

244

KLISTER: En Ven, Madam Buurmann! en kjær Ven.

HUMMER: (som bestandig holder ham i Armen.)
Særdeles intim.

MADAMEN: Og som De aldrig har talt om?

KLISTER: Han er kommen hertil i dette Øieblik.

HUMMER: Og fra nu af ere vi uadskillelige.

MADAMEN: Deres Navn?

HUMMER: Hummer, ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN: Tør jeg spørge, hvad De er?

HUMMER: Jeg er ....

KLISTER: (til Hummer.)
Lad mig svare! (afsides,) Han er istand til at sige alting reent ud. (høit.) Han er -

MADAMEN: Hvorledes?

HUMMER: Jeg er -

245

KLISTER: Han er -

MADAMEN: Hvad behager?

KLISTER: Ja, ikke sandt? De er jo endnu bestandig hvad De er,..... hvad jeg vilde sige, hvad De har været?

HUMMER: Ja, jeg avancerer ikke saa snart.

KLISTER: De har Embede i Laaland.

HUMMER: Ja ganske rigtig.

KLISTER: De er -

MADAMEN: Hvorledes siger De?

KLISTER: Han er Præst.

HUMMER: Præst?

KLISTER: Ja, jeg mener Landsbypræst.

HUMMER: Ja, det er rigtigt.

MADAMEN: Saa De er Præst?

246

HUMMER: Ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN: O hvor det glæder mig! Den geistlige Stand har altid været mig den kjæreste. Hvor jeg længes efter at tale med Dem i Eenrum! Jeg har faaet i den senere Tid nogle religiøse Skrupler, for De veed nok man hører nu saa meget snakke i disse Tider baade for og imod Præstestanden.

HUMMER: Tør jeg spørge Dem, ere Deres Betænkeligheder ikke af den Natur, at De kunde forelægge mig dem i min Vens Nærværelse?

MADAMEN: Sligt afhandler man dog helst under fire Øine.

HUMMER: Jeg ikke, Madame, jeg ikke! Jeg skal have den Ære at sige Dem.....

KLISTER: Ja vist, min Ven har altid havt Kirken fuld, naar han prækede, og nu staae hans Talegaver ham ikke bi, undtagen naar han taler for flere Personer.

HUMMER: Ganske rigtigt! (til Klister.) Hør, De trækker Dem jo forbandet godt ud af det.

MADAMEN: Naar kom De her til Staden?

247

HUMMER: Igaar Aftes Kl. 7, efter en Udpantning paa Dragø.

MADAMEN: Udpantning?

KLISTER: Han mener, han maatte gaae i Land ved Dragø, fordi Vinden var stik imod.

MADAMEN: Kaldes det Udpantning?

KLISTER: Ja, det er saadant et Sømandsudtryk.

HUMMER: Ganske rigtig! Jeg har lært det paa Reisen.

KLISTER: Og nu kom han imorges for at besøge mig, men da han hørte, jeg var taget til Charlottenlund, saa gik han strax efter mig.

HUMMER: Ja det er tilforladelig sandt, bogstavelig sandt.

MADAMEN: O det var et Venskabsstykke! De er en intim Ven af min Svigersøn; lad mig omfavne Dem.

HUMMER: Ganske til Deres Tjeneste!
(Omfavner hende med den ene Arm, uden at slippe Klister med den anden.)

248

MADAMEN: Hvorlænge bliver De hos os?

HUMMER: Til i Morgen tidlig.

MADAMEN: Saa kort?

HUMMER: Aa De er alt for god!

MADAMEN: Saa har vi ingen Tid at spilde. Lad mig hurtig gjøre Dem bekjendt med Familien. Hvor er Malle?

KLISTER: Malle? - hun er nok falden lidt i Søvn.

MADAMEN: I Søvn?

HUMMER: Maaskee det er den Frøken, som ligger der?

MADAMEN: Hvad seer jeg? (gaaer hen til hende.) Malle! Malle! Vaagn op!

AMALIE: (vaagner.)
Hvad er det?

MADAMEN: Skammer Du Dig ikke over at falde i Søvn i Din Kjærestes og hans bedste Vens Nærværelse?

249

AMALIE: (reiser sig.)
Hvorledes?

HUMMER: Frøkenen sov inden jeg kom, det kan jeg bevidne. Ellers skulde jeg nok have holdt hende munter.

KLISTER: (til Hummer.)
Tie dog stille!

MADAMEN: Kom hen og hils paa Herr Pastor Hummer fra Laaland, en intim Ven af Klister.
(Amalie og Hummer complimentere hinanden.)

HUMMER: (til Klister.)
Det er ret en vakker Kjæreste, De har.

KLISTER: Saa? Synes De det?

MADAMEN: Ak Herr Pastor! De maa virkelig komme herover til Malles og Klisters Bryllup, og forrette Vielsen.

HUMMER: (til Klister.)
Seer De, jeg havde Ret? jeg kommer dog med til Brylluppet.

250

KLISTER: (til Hummer.)
Tie dog stille! (til Madamen) Kom, lad os nu gaae til Middagsbordet.

MADAMEN: Ja, det har De Ret i, jeg vil vise Dem Veien.
(gaaer ud tilhøire.)

KLISTER: Tag mig under Armen, Malle.
(De følge alle tre efter, Arm i Arm.)

✂

TRETTENDE SCENE

POUL FALKENBERG kommer springende ind fra den modsatte Side, med en Papagenofløife i Haanden.

Mel. af Tryllefløiten: Jeg er en Fuglefænger, ja!

POUL

✂

Jeg er en Fuglefænger, ja!
Hop heisa! lystig! hopsasa!
Den Fugl, jeg lokke vil med List,
Jeg skimter den bag Træet hist.
Naar jeg med Fløiten kalder den,
Jeg troer, den flyver strax herhen.
(blæser paa Fløiten.) Nu hopper Hjertet i dens Bryst.
Nu flyver den til mig med Lyst.
(blæser igjen.)

Jeg er en Søcadet, o ja!
Hei op i Merset! hopsasa!
Tilveirs jeg klavrer som en Kat,
Indtil jeg faaer i Vimplen fat.
251Kom ned, du Fugl, fra Træets Top!
Jeg klattrer ellers til dig op.
(blæser paa Fløiten.) Thi du er rigtig alt for net;
Du passer for en Søcadet.
(blæser igjen.)

Hun kommer ei! hvad er det da?
Af sted til hende! hopsasa!
Dog nei! Taalmodighed er bedst;
Jeg vente vil min Glædes Fest.
Enhver som Søen har probeert,
Er for sin Uro flux cureert.
(blæser paa Fløiten.) Men hør dog nu min Fløites Klang,
Og gjør mig ikke Tiden lang!
(blæser igjen.)

✂

FJORTENDE SCENE

POUL. CAROLINE.

CAROLINE: Nei, jeg tog ikke feil? Det er virkelig Dem med Deres Fløite?

POUL: Ja, min bedste Caroline! det er mig lyslevende. Jeg vidste nok, De vilde komme, naar De hørte Klangen af Fløiten.

CAROLINE: Saa? De mener at jeg har allerede lært at dandse efter Deres Pibe?

252

POUL: Nei, men jeg mener at De elsker mig, og at De tillader mig at give mig tilkjende ved dette Signal.

CAROLINE: De er et forskrækkeligt Menneske! De forfølger mig med Deres Fløite. Allerede i Skolen har det gjort Opsigt; man har spurgt mig, hvad den Lyd skulde betyde.

POUL: Det har man spurgt Dem om?

CAROLINE: Ja netop mig; thi vor Lærerinde siger, at jeg bliver rød, hvergang den lader sig høre.

POUL: Sødeste Caroline! Det er for at De skal vide, at jeg gaaer forbi, og at jeg tænker paa Dem.

CAROLINE: Ja det har jeg ikke noget imod.

POUL: Jeg har aldrig ophørt at tænke paa Dem, siden det lykkelige Bal, hvorpaa jeg første Gang saae Dem.

CAROLINE: Men hvorledes gaaer det til, at De er kommen herud?

POUL: Jeg stod, som sædvanlig, og ventede paa Hjørnet, for at følge Dem i Skole. Jeg ventede, og 253 ventede; De kom ikke. Ved en lille Intrigue, som jeg ikke behøver at fortælle Dem, fik jeg at vide, at De var taget til Charlottenlund. Jeg vidste, at Caledonia gik herud idag; hurtig var min Beslutning fattet; jeg anbetroede mig til mit Element, og kom herud.

CAROLINE: Deres Godhed rører mig. Men om mine Forældre opdagede Deres Nærværelse?

POUL: O jeg skal nok tage mig iagt! Jeg underkaster mig enhver Skjæbne heller end forvolde Dem et eneste ubehageligt Øieblik.

CAROLINE: De er vist sulten?

POUL: Hvor kan jeg tænke derpaa, naar jeg taler med Dem?

CAROLINE: Eller tørstig?

POUL: Siden De just nævner det, ja, jeg troer virkelig, jeg er tørstig. Jeg kan faae en Drik Vand inde i Kjøkkenet.

CAROLINE: Nei for Himlens Skyld! tag Dem iagt! De er alt for hed; De kunde forkjøle Dem. Jeg skal bringe Dem ganske hemmelig en Flaske Viin.

254

POUL: Men gaaer det an?

CAROLINE: Vær De kun rolig, ingen skal mærke noget.
(løber ind i Huset.)

POUL: Det er en velsignet Glut!

✂

FEMTENDE SCENE

POUL. KLISTER og HUMMER komme fra høire Side Arm i Arm.

HUMMER: Det gjør mig ondt, at jeg maa gjøre Dem Uleilighed.

KLISTER: Ja mig sandelig ogsaa. De er virkelig ogsaa alt for paahængende. Kunde De nu ikke gjerne gaae og vaske Deres Ansigt, uden at tage mig med?

HUMMER: Umuligt, Bedste, umuligt! Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men De seer selv, hvor støvet jeg er i Ansigtet. Jeg maa nødvendig vaske mig, inden jeg gaaer tilbords; ellers smager Maden mig ikke, uden at tale om, at min Agtelse for Selskabet fordrer det.

KLISTER: Ja for Pokker! men kunde De ikke lade mig være i Ro? Troer De, jeg vilde løbe bort imidlertid?

255

HUMMER: Bevares! Skulde jeg nære saa lav en Mistanke? Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men min Embedspligt.....

KLISTER: Aa jeg veed hvad De vil sige. Men saa kunde De lade være at vaske Dem. Saae De, hvorledes alle Mennesker loe, fordi jeg maatte følge med Dem?

HUMMER: O det skrives paa Venskabets Regning! Der var saamæn ingen der loe. Tvertimod saae jeg, at Taarerne stod Madamen i Øiet, saa rørt var hun over det ømme Venskab.

KLISTER: Hvad er det for en Søcadet som gaaer der?

HUMMER: Ja Gud veed det! her komme jo saa mange Folk herud; hvem kjender dem alle!

KLISTER: Bare han ikke har hørt noget!

HUMMER: Aa intet! Lad os nu gaae ind i Kjøkkenet og faae en Taar Vand.
(de vil gaae ind i Huset.)

256

✂

SEXTENDE SCENE

DE FORRIGE. CAROLINE kommer med en Flaske og et Glas ud fra Huset, og møder Klister og Hummer.

KLISTER: Hvor skal Du hen?

CAROLINE: Jeg skal ud til Kudsken med en Flaske Viin.

HUMMER: Det er Ret, Lille! her er fuldt op med alting. De lever virkelig paa en galant Fod.

CAROLINE: Og hvor skal De hen?

HUMMER: Jeg skal.....

KLISTER: Vi skal ud i Kjøkkenet og vaske os i Ansigtet.
(de gaae.)

✂

SYTTENDE SCENE

POUL. CAROLINE.

POUL: Hvad var det for en Fyr, som gik med Herr Klister?

CAROLINE: Det er en Præst fra Laaland; han hedder Hummer, og er en intim Ven af Klister.

257

POUL: Intim Ven? Jo, det skal jeg love for; de vare saamæn oppe at skjændes herude.

CAROLINE: Det er umuligt!

POUL: Klister var vred, fordi han skulde følge med Præsten mens han vaskede sig.

CAROLINE: De holde jo saa gyselig af hinanden.

POUL: Jeg troer, der stikker noget under.

CAROLINE: Ligemeget! Skynd Dem nu at drikke, inden de komme tilbage!
(skjænker for ham.)

POUL: (efter at have drukket.)
Ah! Et Glas Viin gjør dog godt, især naar jeg faaer det af Deres Haand.

CAROLINE: Behold Flasken herude, for at De kan have noget at styrke Dem paa, thi Dagen er lang.

POUL: Jeg vil skjule den.

CAROLINE: Hvor?

258

POUL: (seer sig om.)
Jeg gjemmer baade Flaske og Glas i Gyngen.

CAROLINE: I Gyngen? Men hvis der kommer nogen?

POUL: (idet han sætter begge Dele i Posen paa Gyngestolen.)
Jeg skal nok passe paa.

CAROLINE: Jeg kommer vist til at gaae bort, for at ikke Klister og Præsten skal see mig hos Dem, naar de komme tilbage.

POUL: (løber hen og seer ind ad Vinduet.)
Vær rolig! Præsten har vasket sig; nu gik de begge den anden Vei.

CAROLINE: Længe tør jeg dog ikke bie; man vil savne mig ved Bordet.

POUL: O et Øieblik kun! Jeg har tusinde Ting at sige Dem.

CAROLINE: Lad mig høre!

POUL: Dersom De vidste, hvorledes De beskjæftiger mine Tanker! O Dag og Nat staaer De for mine Øine! Og med alt det, De skulde kun see hvor flittig jeg er tillige.

259

CAROLINE: Virkelig?

POUL: Ja, De skal faae Ære af mig! Det skal ikke vare længe, førend jeg bliver Officier. Til den Tid bliver De vel ogsaa confirmeret, og saa behøve vi ikke længer at holde vor Forbindelse hemmelig.

CAROLINE: Ja gid det var saa vel! Saa behøvede vi ikke saaledes at stjæle os til at see hinanden.

POUL: Saa kunde vi tage imod Gratulationer, og spadsere sammen paa Østergade og i Dyrehaven, ligesom Deres ældste Søster og hendes Kjæreste.

CAROLINE: Men uden at skjændes.

POUL: Skjændes? Nei tvertimod, vi vil altid være enige. Vi vil elske hinanden næsten ligesaa høit som nu.

CAROLINE: Næsten, siger De? Jeg troede, De vilde elske mig snarere meer end mindre.

POUL: Meer end jeg gjør nu? i dette Øieblik? Nei det er umuligt. Men ligesaa meget!

CAROLINE: Ja, ligesaa meget!

260

POUL: Og saa vil vi sige Du til hinanden.

CAROLINE: Ja, det vil vi.

POUL: Men endnu tør vi vel ikke gjøre det?

CAROLINE: Nei, bevares! Ikke førend De er bleven Officier, og jeg er bleven confirmeret.

POUL: Ja, De har Ret, jeg vil lyde Deres Befaling i alt.
Mel. af Die Wiener in Berlin: Mein sagt mir's doch, wer der Herr Cupido gewesen.

POUL: 1.
Hvis nogen erfared vor kjærlige Flamme,
Da bleve vi sagtens for Verden tilskamme.
Da vilde man sige: See til ham, den Cadet!
Han har alt en Kjærest; det klæder ham net!

✂ 2.

CAROLINE: Og uden Barmhjertighed vilde man sige:
Hvad gaaer der af hende, den tossede Pige?
Hun gaaer end i Skole, hun er ei confirmeert,
Og har sig dog alt ved sit Forhold blameert.

✂ 3.

POUL: Men hvorfor er Elskov os Tvende forbuden?
Man siger, et Barn er jo Kjærlighedsguden.
Just derfor vel byder han os ind til sin Fest,
Thi de som er Lige, de lege jo bedst.

261

✂ 4.

CAROLINE: Og er vi for unge, hvad siger saa dette?
Den Feil kan vi sagtens med Aarene rette.
Men er man for gammel til Gud Amor at naae,
Man er incurabel, og hvad gjør man saa?

POUL: Ja, min bedste Caroline! det har De Ret i. Af to Ulykker er det dog bedre at være for ung end at være for gammel.

CAROLINE: Tys! jeg troer, der blev kaldet paa mig. Jeg maa bort.

POUL: Seer jeg Dem snart igjen?

CAROLINE: Saa snart det er muligt.
(løber ud tilhøire.)

✂

ATTENDE SCENE

POUL: alene.
Det er en guddommelig Pige! Og hun elsker mig! O! over al Beskrivelse! Det kan jeg godt mærke. Men jeg skal ogsaa være ret flittig, jeg skal læse Nat og Dag, for at jeg snart maa blive Officier. Og det første jeg saa gjør, ja det skal være at forlove mig med hende. Men der kommer nogen. Det er Madame Buurmann og Præsten og Klister. Lykkeligviis er der ingen af dem som kjender mig. Jeg vil sætte mig herhenne, og lade som ingen Ting.

262

✂

NITTENDE SCENE

POUL i Baggrunden. Madame BUURMANN, HUMMER og KLISTER komme fra høire Side, de to sidste Arm i Arm. Hummer har sin Parapluie i Haanden.

MADAMEN: Jeg er inderlig rørt over Deres Venskab. Et saadant Forhold gjør Dem begge lige megen Ære. Men nu ønskede jeg at være et Øieblik alene med Herr Pastoren. Herr Klister, De talte om at gjøre en Spadseretour med Malle. Jeg kan vide, de unge Folk længes efter at tale lidt sammen. Kjærligheden kræver ogsaa sin Ret. Vi vil ikke forstyrre Dem. Gaae De kun, Herr Klister! Jeg skal imidlertid underholde Deres Ven.

KLISTER: Ja jeg ønskede rigtignok at gjøre en Tour med Malle.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg troer ikke, det er værdt at spadsere. Det seer ud til Regn, der er bestemt Torden i Luften.

KLISTER: Jeg tager Parapluien med.

HUMMER: Ja, jeg er ganske til Deres Tjeneste. Vil De spadsere med Jomfruen, saa spadserer jeg med.

MADAMEN: Nei, Herr Pastor! det er at drive Venskabet for vidt! Lad os ikke genere de unge Folk.

263

HUMMER: Ja, dersom jeg generer, saa ....

KLISTER: Saa vil De ikke gaae med?

HUMMER: Saa tænker jeg, vi lade det begge To være.

KLISTER: Jeg siger jo ikke, De generer.

HUMMER: For hvis jeg er Dem til Uleilighed.....

KLISTER: Nei bevares! langt fra! (afsides.) Gid han sad paa Bloksbjerg!

MADAMEN: Deres Venskab, Herr Klister, er næsten stærkere end Deres Kjærlighed.

HUMMER: Venskab er den ædleste Følelse. Hvad siger ikke Pontoppidan i sit Atlask ....

MADAMEN: De har Ret, og jeg vil ikke sige mere derom. Men maa jeg nu ikke, forinden De spadserer, tale et Ord med Dem?

HUMMER: Madame! jeg er ganske til Deres Tjeneste. Men De undskylder, at min Ven er tilstede derved.

264

MADAMEN: Med det Venskab slaaer De mig bestandig af Marken.

HUMMER: Min Ven er ogsaa en studeret Person. Naar Talen er om lærde Sager, saa sidder han ikke derved som Nummer Nix.

MADAMEN: O det er ikke om lærde Sager jeg ønsker at tale med Dem!

HUMMER: Ja, jeg kalder nu saadan disse religiøse Samtaler, som vi begyndte paa før. Men jeg forsikkrer Dem, dersom jeg havde vidst, at Deres Mand var Materialist, saa skulde jeg ikke have talt Religionens Sag saa ivrigen.

KLISTER: De er i Vildfarelse; det er ikke saadanne Materialister som Herr Buurmann, der ere farlige for Kirken.

HUMMER: Ligemeget! jeg slaaer dem alle i een Bunke, jeg kalder enhver Ting ved sit rette Navn.

MADAMEN: Ja Gud bevares! det er netop meget respectabelt for en Mand af Deres Stand. Min Mand blev rigtignok vred, og gik sin Vei; thi Sandheden er aldrig god at høre.

KLISTER: Men jeg siger Dem, Herr Buurmann er Materialhandler.

265

HUMMER: Ja, det er just Ulykken.

KLISTER: Men han er ikke Materialist i den Betydning som De mener.

HUMMER: Aa jeg bryder mig ikke om nogen Betydning. Det er kun Spidsfindighed. Materialist er han, det kan De ikke nægte, og Materialist er Materialist. Har jeg Ret eller Uret?

MADAMEN: Ja det har jeg ved Gud ogsaa læst, at Materialisterne ere slemme Folk. Slem er min Mand jo nu rigtignok ikke, men han kunde dog virkelig i mange Stykker være bedre, saa Herr Pastoren har aldeles ikke Uret.

KLISTER: Jeg siger Dem, det er en Misforstaaelse.

MADAMEN: Jeg har jo selv læst det paa Tryk.

HUMMER: Hør, lad os ikke komme i Strid, for det er ikke tjenligt for os to.

MADAMEN: Nei forstaaer sig, i det Forhold som De staae i til hinanden. Men hør nu, Herr Pastor, det var ikke det, jeg vilde tale med Dem om; det var en anden Ting. Jeg er rigtig ganske undseelig derover; men siden Herr Klister ikke vil forlade Dem, saa faaer jeg vel nævne det i hans Nærværelse.

266

HUMMER: Tal De kun, Madame!

MADAMEN: Herr Pastor! Seer De .... De maa ikke tage ilde op hvad jeg vil sige Dem. De er jo ugift, det er ikke godt for en Landsbypræst. Jeg synes at have bemærket at De kan godt lide min næstældste Datter .... min Jette.

HUMMER: Ja tilforladelig.

KLISTER: (til Hummer.)
Er De gal?

HUMMER: (til Klister.)
Nei jeg er klog.

MADAMEN: Jeg vilde kun sige Dem, at hun ikke er forlovet, og at jeg for min Part ikke vilde have noget derimod, ifald .... Herre Gud! Jeg har altid ønsket, at eet af mine Børn maatte blive Præstekone.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER: (til Hummer.)
Siig nei, siig nei!

HUMMER: (til Klister.)
Saa maatte jeg være brav gal.

267

MADAMEN: O hvor det skulde glæde mig, om det kunde komme istand! Endnu idag maatte det skee, for De reiser jo imorgen.

HUMMER: Ja jeg saae ogsaa gjerne, om det var muligt at det kunde skee idag, for De veed nok, at den som gjemmer til Natten, han ....

KLISTER: (til Hummer.)
Tag De Dem bare iagt for Katten.

MADAMEN: Jeg skal see at faae hende herud. Saa vil vi andre gaae vor Vei.

HUMMER: Min Ven maa være tilstede.

MADAMEN: Ved Frieriet?

HUMMER: Ellers har jeg ingen Courage.

MADAMEN: Naa! det maa jeg tilstaae! - Og saa har jeg een Ting endnu paa mit Hjerte.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN: Jeg saae gjerne, at min yngste Datter, Line, blev confirmeret af Dem, ovre i Deres Sogn.

268

HUMMER: Det skulde være mig en Fornøielse.

POUL: (reiser sig.)
Hvad maa jeg høre!

KLISTER: (til Hummer.)
Men betænk dog ....

MADAMEN: Det Barn har slet ikke godt af at være i Kjøbenhavn. Dersom min Mand vil som jeg, saa følger hun hjem med Dem til Laaland den Dag i Morgen.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

POUL: (afsides.)
Nei det er for galt! Min Caroline vil man sende bort? Det skal i Evighed aldrig skee, om jeg saa selv skulde bortføre hende.
(løber ud.)

✂

TYVENDE SCENE

Madame BUURMANN. KLISTER. HUMMER.

MADAMEN: Men det kan jeg slet ikke forstaae, at to saa intime Ungdomsvenner siger De til hinanden.

KLISTER: Det er saa længe siden vi saae hinanden. For flere Aar siden vare vi Duus.

269

MADAMEN: Da maae De tilforladelig fornye det. Herr Pastor, De maa drikke Duus med Klister, og med mig og mine Børn og min Mand.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER: (afsides.)
Nei nu gaaer det snart over Skrævet.

✂

EEN OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE, med en Parapluie i Haanden. HENRIETTE.

AMALIE: Søde Klister! Vi skulde jo gaae en Tour sammen. Jeg har taget Din Parapluie med, for det seer ud til Regn.
(Klister tager Parapluien.)

MADAMEN: Det er vel betænkt. - Naa, saa gaae da nu, Børn, medens det endnu er Tørveir, og lad Venskab og Kjærlighed strøe Roser paa Eders Spadserevei. Og lad mig saa see, at De begge smukt sige Du til hinanden, ligesom i gamle Dage. Og Du ogsaa, Malle, Du maa øve Dig paa at sige Du til Herr Pastoren, han vil ogsaa sige Du til Dig.

AMALIE: Hvorledes, Mama?

270

MADAMEN: Forstaaer sig, Malle! Skulde Du ikke være Duus med Din Kjærestes bedste Ven? Det er allerede aftalt, og maa saa være.

AMALIE: Ja, det er jo rimeligt, det kan jeg ikke nægte.

MADAMEN: I skal være som een Sjæl i tre Legemer. Naar De nu komme tilbage, saa skal der staae Viin paa Bordet, og saa vil vi alle klinke og drikke Duus med Herr Pastoren. Du ogsaa, Jette!

HENRIETTE: Hvem? jeg, min Moder?

MADAMEN: Ja, det er ligefrem. Du skal ikke være undseelig. (til Hummer.) Jeg gaaer min Vei; De kan gjerne lade falde et lille Ord til Jette, men dog lidt forsigtig, for Herre Gud! De veed nok, hvordan Pigerne er.

HUMMER: Ja, Madame, det veed jeg ret godt.

MADAMEN: God Fornøielse paa Spadseretouren.
(gaaer.)

271

✂

TO OG TYVENDE SCENE

KLISTER. HUMMER. AMALIE. HENRIETTE. De tre første gaae Arm i Arm i een Række, Klister i Midten; han og Hummer have hver sin Parapluie i Haanden.

KLISTER: (til Hummer.)
For Fanden! træk dog ikke saadan i mig! Vi skal jo denne Vei.

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg maa blot tale et Ord med Jomfruen; De hørte jo Madamens Befaling.

KLISTER: Det gaaer tilforladelig ikke godt, ifald De ikke bærer Dem ordentlig ad.

HUMMER: Lad mig blot sige hende en lille Compliment.

KLISTER: Saa skynd Dem da.

HUMMER: Ja, men De maa følge med.

KLISTER: Ak ja desværre! jeg veed det nok.

HUMMER: Naa, saa kom da med det Gode.
(nærmer sig Henriette og trækker de andre med sig.)

272

Mel. af Fredmanns Epistler: Se, Mowitz, hvi står du och gråter.

✂ 1.

HUMMER: Min Jomfrue, siig, tør jeg Dem bede
At skjænke mig venlig et Smiil?
O see dog ei paa mig i Vrede!
Jeg lider af Kjærligheds Piil.
Hvis ei De vil see mig crepere,
Saa lov mig at tænke derpaa.

AMALIE: (trækker i Klister.) Saa kom da!

KLISTER: (trækker i Hummer.) Saa kom da!

HUMMER: Naa naa!

KLISTER og AMALIE: Kom, lad os spadsere!

✂ 2.

HENRIETTE: Min Herre, hvad er Deres Mening?

HUMMER: O Himmel! forstod De mig ei?
En agtbar, en dydig Forening;
De siger dertil ikke Nei.
Jeg maa mig saa kort explicere,
Thi disse vil trække mig did.

AMALIE: (som før.) Saa kom da!

273

KLISTER: (som før.) Saa kom da!

HUMMER: Giv Tid!

KLISTER og AMALIE: Kom, lad os spadsere!

✂ 3.

HENRIETTE: Jeg end ikke rigtig det fatter.

HUMMER: Ak Himmel! og Tiden er kort.
De er jo saa lydig en Datter....
(til Klister.) For Satan! saa trask mig ei bort!
(til Henriette.) Jeg tør ikke Tingen pressere,
Men spørg De kun Deres Mama.

AMALIE: Saa kom da!

AMALIE: Saa kom da!

HUMMER: Ja, ja!

KLISTER og AMALIE: Kom, lad os spadsere!

✂ 4.

HUMMER: Saa see da, min rareste Dukke,
Her ligger jeg for Dem paa Knæ.
(vil knæle, men kan ikke komme til, fordi han ikke vil slippe Klister.) 274For Fanden! De kan Dem dog bukke,
Jeg veed dog, De er ei af Træ.

KLISTER: Skal jeg mig nu prostituere?

HUMMER: At knæle det skader Dem ei.
(tvinger Klister til at knæle ved Siden af sig.)

AMALIE: Saa kom da!

KLISTER: Saa kom da!

HUMMER: Nei, nei!

KLISTER og AMALIE: Kom, lad os spadsere!

✂ 5.

HENRIETTE: Jeg veed ikke, hvo af de Tvende
Mig Elskovserklæringen gjør.

HUMMER: Det er mig, hvis Hjerte maa brænde,
Ifald jeg Dem sige det tør.
Min Ven skal kun her figurere,
Mens jeg Dem begjærer til Brud.
(Henriette giver sig til af lee.)

AMALIE: Saa kom da!

KLISTER: Saa kom da!
(nøder Hummer til af reise sig med ham.)

275

HUMMER: O Gud!
Hun la'er mig spadsere.

HENRIETTE: Jeg la'er ham spadsere.

KLISTER og AMALIE: Kom, lad os spadsere!
(Amalie trækker i Klister, denne trækker i Hummer; de gaae alle tre ud tilvenstre. Paa Veien vender Hummer Hovedet tilbage og kysser paa Fingeren ad Henriette. Denne seer efter ham og leer.)

✂

TRE OG TYVENDE SCENE

HENRIETTE. GEORG kommer med en Parapluie i Haanden.

GEORG: Jeg frygter for at vi faae Regn om et Øieblik. Jeg bringer Dig en Parapluie. - Men hvad er det? hvoraf kommer den Latter?

HENRIETTE: O det er Skade, Du kommer for sildigt! Du skulde ellers have været Vidne til en Kjærlighed-Ærklæring.

GEORG: Hvorledes?

HENRIETTE: En Kjærlighed-Ærklæring, som blev gjort mig.

GEORG: Dig? Af hvem?

276

HENRIETTE: Ja det vilde Du have ondt for at gjætte. Af den nysankomne Præst fra Laaland.

GEORG: Hvad hører jeg?

HENRIETTE: Men Du leer ikke, min Ven?

GEORG: Nei det gjør jeg rigtignok ikke. Og dog, hvorfor skulde jeg ikke lee med? Ha ha ha! det er jo meget moersomt.

HENRIETTE: Han laae saamæn her paa Knæ for mig. Men for at Venskabet ikke skulde staae i Skygge for Kjærligheden, saa maatte Herr Klister knæle ved Siden af ham, og det i Amalies Nærværelse, thi Præsten vilde ingenlunde slippe hans Arm.

GEORG: Ha ha ha! Ja nu maa jeg sandelig lee for Alvor! ha ha ha! Klister er da i Sandhed ligesom en Burre.

HENRIETTE: Eller som en Magnet.

GEORG: Som en Magnet? Nei det tager Du feil i. Før var han en Magnet, thi han tiltrak med den ene Side, og frastødte med den anden, nu derimod trækker han med begge Sider. O disse tre Uadskillelige ere 277 et kosteligt Syn! - Men hvad faldt imidlertid den nye Trediepart ind at kaste sig for Dine Fødder?

HENRIETTE: Han friede formelig til mig, og lod sig forstaae med at han havde Mamas Samtykke.

GEORG: Skulde det være muligt? Vist er det, at Madame Buurmann synes at gjøre meget af ham. Men jeg kan dog aldrig troe, at hun allerede saa hurtig skulde have truffet slige Dispositioner.

HENRIETTE: Ja siig ikke det. Det er noget overordenlig hvad hun gjør af den Præst.

GEORG: Ja til Skriftefader troer jeg nok, hun vilde have ham, uagtet jeg maa tilstaae, at alt hvad han før sagde om religiøse Materier, forekom mig som lutter Vaas; men fra Skriftefader til Svigersøn er dog altid et Spring.

HENRIETTE: Men dersom Du havde hørt, hvorledes hun paalagde ham og Amalie at sige Du til hinanden, og lovede, at hun selv og alle vi andre siden skulde drikke Duus med ham!

GEORG: Hvorledes? Drikke Duus! Ogsaa Du?

HENRIETTE: Ja det forstaaer sig, det sagde hun udtrykkelig.

278

GEORG: Nei det er for galt! det gaaer for vidt!

HENRIETTE: At drikke Duus, mener Du, det gaaer for vidt. Men derimod, om jeg giftede mig med ham, det var ikke for meget.

GEORG: O nei, det er ikke saaledes meent! Men gifte sig .... For Pokker! det er ikke saa snart gjort; det har vist ingen Nød. At drikke Duus derimod, det kan skee strax, uden Kirkelysning, uden Kongebrev. O jeg tager min Død derover, ifald det skeer!
(det begynder at tordne.)

HENRIETTE: Bliv dog ikke saa hæftig over den Bagatel.

GEORG: Bagatel? Det er ingen Bagatel. Lov mig, at Du vil undgaae det, afslaae det.

HENRIETTE: Jeg skal gjøre mit Bedste, men hvorledes kan jeg afslaae det, naar min Moder befaler mig det, og naar hun selv og alle de andre gjøre det?

GEORG: Der seer man dog Frugten af at holde sin Kjærlighed hemmelig, saaledes som vi have gjort! Dersom vi havde declareret den, saa kunde slige Ting ikke passere.
(Et stærkt Tordenskrald.)

279

HENRIETTE: Gud! det bliver et skrækkeligt Veir! Jeg maa gaae inden Regnen begynder. Gaaer Du ikke med?

GEORG: Til de andre? Nei, det er jeg ikke istand til. Jeg kan ikke holde gode Miner med dem; min Utaalmodighed vil imod min Villie give sig Luft, jeg vilde blive nødt til at tilstaae Dine Forældre hele Sandheden.

HENRIETTE: Nei for Guds Skyld! saa bliv heller herude. Naar Uveiret er drevet over, kommer jeg strax ud til Dig.

GEORG: Er det vist?

HENRIETTE: Ganske sikkert!
(gaaer.)

✂

FIRE OG TYVENDE SCENE

GEORG: alene.
Hvilken fatal Begivenhed! hvo kunde ane sligt? Jeg har jo tydelig mærket, at Madame Buurmann ønskede, jeg skulde frie til Henriette. Jeg har saaledes været vis paa, at der ikke vilde være noget iveien saasnart jeg begjærede hende. Hvor kunde jeg drømme om, at dette saa pludseligen ankomne Menneske ligesaa pludselig skulde blive min Rival? Og nu ovenikjøbet saadant et Menneske! Dog - det er det mindste, men denne fordømte Drikken Duus, hvorledes skal jeg dog faae sat en Pind for den? O, jeg holder det ikke ud!

280

✂

FEM OG TYVENDE SCENE

GEORG. POUL med en Parapluie i Haanden. (Det begynder af regne.)

POUL: Nei, det er umuligt! Det skal, det maa ikke skee! Man skulde sende min himmelske Caroline bort? Nei, det kunde jeg ikke overleve! - Den velsignede Pige! - hun græd, da jeg fortalte hende det, og lovede at komme herud, saasnart det blev Tørveir, for at vi i det mindste kunde blande vore Taarer sammen. O det er en Engel af en Pige! hvilken Ømhed har hun ikke for mig! hun skaffede mig Vertens Parapluie tillaans, for at jeg ikke skulde blive vaad, mens jeg ventede paa hende. Jeg troer, det regner allerede. Jeg vil slaae Parapluien ud, see op i dens himmelblaa Kuppel, og tænke paa min elskede Veninde.
(slaaer Parapluien ud.)

GEORG: (slaaer ogsaa sin Parapluie ud.)
Dersom han dog ikke var Præst, saa skulde jeg udfordre ham og derved nok hindre ham i hans uforskammede Familiariteter.

POUL: Dersom jeg bare havde ham i en Jolle paa Søen, saa skulde jeg give ham saadan en Gammel, at Nykkerne nok skulde forgaae ham.

GEORG: Thi dette er ikke til at udholde.

281

POUL: Thi dette er mere end et Menneske kan bære.
(De gjøre hver en hæftig Bevægelse og rende med Parapluierne mod hinanden.)

GEORG: Hvem der?

POUL: En høist ulykkelig og fortvivlet Elsker!

GEORG: Hvad hører jeg?

POUL: Ja, De kan troe, det er sandt. Men hvem er De, om jeg maa spørge?

GEORG: Jeg kunde gjerne give Dem det samme Svar.

POUL: Tænk Dem, at man vil bortføre min Elskede.

GEORG: Tænk Dem, at man vil drikke Duus med min Kjæreste!
(Tordenen og Regnen tiltager.) Mel. af Don Juan: Kjølige Druer.

BEGGE: Vil han mig skræmme?
Jeg skal ham tæmme;
Ei skal han glemme,
Jeg er en Mand.

POUL: Pigen at røve!

282

GEORG: Mig at bedrøve!

POUL: Det skal vi prøve
Om han det kan!

GEORG: Det skal vi prøve,
Om han det kan!

BEGGE: Om han det kan!

POUL: Om Caroline.....

GEORG: Om Henriette.....

BEGGE: Blot med en Mine
Samtykke dette .....

POUL: Det skal vi prøve,
Om det gaaer an!

BEGGE: Det skal vi prøve,
Om det gaaer an!

POUL: Men lad os nu begge,
Skjøndt under Dække,
Hinanden række
Oprigtig Haand!

283

GEORG: (giver ham Haanden.) Oprigtig Haand!

BEGGE: Oprigtig Haand!
Begge til Nytte
Vil vi det knytte,
Vil vi beskytte
Venskabets Baand.

GEORG: Tordenen ruller.

POUL: Hør hvilket Bulder!

GEORG: Lynene knittre.

POUL: Ha! hvilket Vær!

BEGGE: Men i mit Hjerte
Raser min Smerte,
Pulsene zittre
Frygteligt her!

POUL: Velan, det er afgjort, vi vil gjøre fælleds Sag for at befrie os fra vore Rivaler.

GEORG: Ja, det have vi indgaaet. Men tillad mig, Deres Ansigt er mig meget bekjendt.

284

POUL: Ja, jeg maa bestemt ogsaa kjende Dem. Er det ikke Herr Lieutenant von Stein?

GEORG: Ganske rigtig.

POUL: Vi have truffet hinanden paa et Bal i Vinter.

GEORG: Det er ogsaa sandt! Nu husker jeg det. Men Deres Navn har jeg i Sandhed glemt.

POUL: Poul Falkenberg.

GEORG: Det er rigtigt. Men hvorledes? De er jo Søcadet?

POUL: Som De seer.

GEORG: Og har allerede Kjærlighedshistorier?

POUL: Hvor kan De dog spørge saaledes? Nu da vi have indgaaet en Venskabspagt med hinanden, vil De da nu komme med forslidte moralske Betragtninger? Spørger Kjærligheden vel efter Rang og Stand? hvorfor skulde den da spørge efter Alderen? Jeg troede, De havde en mere oplyst Tænkemaade.

285

GEORG: Undskyld mig! det var et Ord i urette Tid. Men nu vil jeg heller ikke være saa udelicat at spørge Dem, hvem De elsker.

POUL: Jeg vil ligesaalidet gjøre Dem et saadant Spørgsmaal.

GEORG: Men jeg maa vide, hvem Deres Rival er.

POUL: Min Rival er han ikke saa meget, som han snarere vil tage min Elskede i Skole, og føre hende bort herfra. Med eet Ord, det er en Præst.

GEORG: En Præst? Min Rival er ogsaa Præst. Og jeg kunde ligeledes tilføie, at han er ikke saa meget min Rival, som han snarere vil drikke Duus med min Kjæreste, og det kan jeg ikke lide for min bittre Død.

POUL: Men det træffer sig jo høist besynderligt. Lad mig høre hans Navn.

GEORG: Stille! Der kommer nogen; det er Herr Buurmann. Lad ham for alting intet mærke, og lad os see at dæmpe vor Hæftighed.

286

✂

SEX OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. BUURMANN med en Parapluie over Hovedet. (Under denne Scene hører Tordenen op, og Regnen tager af.)

BUURMANN: Det er da ret et Guds Veir! Det er ogsaa forbandet! hvergang jeg tager i Skoven, saa skal det altid blive Regnveir. (seer Georg.) Er det Dem, Herr Lieutenant?

GEORG: Ja, Herr Buurmann! Jeg staaer og sympathiserer med det Oprør hvori Naturen er.

BUURMANN: Det er en god Fornøielse.

GEORG: Hvis det ikke behager Dem, hvorfor vil De da vove Dem herud?

BUURMANN: Jeg er vel nødt dertil. Min Kone vilde at jeg skulde gaae ud og see efter Malle og Klister og Pastoren. De ere gaaet ud at spadsere. Hvad ogsaa det skulde til! Enhver kunde jo see, at det vilde blive Regn. Og de tre Mennesker har kun to Parapluier med; saa vilde min Kone, jeg skulde gaae dem imøde med min Parapluie.

GEORG: Hvad kan det hjelpe? Saa blive de jo fire, og have kun tre Parapluier.

287

BUURMANN: Det er saagu ogsaa sandt. Saa kan jeg jo ligesaa gjerne blive hvor jeg er.

GEORG: I Deres Sted vilde jeg søge Ly i Huset.

BUURMANN: Jeg tør ikke komme ind, førend jeg bringer Kjæresterne og Præsten med; ellers skeer jeg en Ulykke. Men hvorfor gaaer De ikke ind?

GEORG: Jeg finder Behag, som sagt, i denne Naturscene. Desuden, siden De bliver herude, saa vil jeg holde Dem med Selskab.

BUURMANN: De er meget artig; det er godt at mærke, at De ikke er forlovet, idetmindste ikke med nogen af mine Døttre. Men hvem er den unge Fyr?

GEORG: Det er en Ven og Bekjendt af mig, en ung Søcadet, ved Navn Falkenberg, som heller ikke er forlovet med nogen af Deres Døttre, og følgelig vist vil vise Dem samme Opmærksomhed.

BUURMANN: Det træffer sig heldigt.

POUL: Veiret sagtnes, Regnen er snart forbi.

288

BUURMANN: Og imidlertid skal man staae her og blive vaad! Gid Fanden havde saadanne Anstalter!
Mel. O pescator dell' onda, fidelin.

ALLE TRE

✂

Nu Tordenskyen trækker
Ad den Kant.
Ei meer den os forskrækker;
Den forsvandt.
Med fjerne Brag og Lyn
Hen ad Sverrig til den driver,
Himlen aabner sine Bryn,
Og opliver
Sit Syn.

O gid jeg flyve kunde
Som en Sky,
Hen over grønne Lunde
Langt fra By!
Var jeg i slet Humeur,
Vilde jeg min Vredes Torden
Slynge ned paa Folk og Køer,
Gjøre Jorden
Lidt ør.

Men nu maa jeg desværre
Visselig
See til at blive Herre
Over mig.
Nu faaer jeg vente her,
Hvor en Tordenregn mig dypper,
Og endskjøndt den standset er,
Det dog drypper
Fra Træer.
289

Snart Solen Vand vil drikke
Ud af Sky.
Man snart behøver ikke
Paraply.
Snart aander alting frit;
Ene jeg staaer som i Fængsel,
Lytter efter hvert et Skridt;
Ja min Længsel
Gaaer vidt!

✂

SYV OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE, KLISTER og HUMMER komme Arm i Arm, Klister i Midten, holdende sin Parapluie over dem alle Tre.

BUURMANN: Naa, see der har vi dem jo endelig.

AMALIE: Aa jeg er saa forskrækkelig vaad!

HUMMER: Ja jeg ikke mindre, min bedste Jomfrue! Min Ven har det bedst, for han gaaer i Midten; men vi andre som gaae paa Kanten, vi har faaet Vandet af Parapluien hver paa den ene Skulder.

BUURMANN: Men for Satan, Herr Pastor! Bliv ikke vred, jeg bander saa grovt ....

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

290

BUURMANN: De har jo selv en Parapluie med; hvorfor Djævelen har De ikke brugt den?

HUMMER: Høistærede! bliv ikke hidsig! Jeg skal sige Dem, jeg vilde ikke slippe min Ven, jeg vilde være med ham under samme Tag.

BUURMANN: Aa saadant et Venskab er Hansqvasteri!

HUMMER: Jeg beder Dem, tal ikke saaledes om de blide Følelser.

BUURMANN: Hvorfor Fanden lod De da ikke Malle faae Deres Parapluie? saa havde jo dog hun idetmindste gaaet tørt.

KLISTER: Gode Svigerpapa! saa havde jeg jo maattet slippe min Kjæreste, og det vilde hverken hun eller jeg.

BUURMANN: Der har vi det! De ere uadskillelige, alle Tre. Deres Venskab, deres Kjærlighed, den yttre de ved at skaffe hinanden Forkjølelser paa Halsen. Ad Helvede til med de blide Følelser!

KLISTER: Men tillad dog ....

BUURMANN: Aa hold jer Mund, og gaae ind og faae Tørt paa.

291

KLISTER: Jeg er tør, men min stakkels Malle ....

AMALIE: Jeg er bare vaad paa den venstre Side.

HUMMER: Og jeg bare paa den høire.

AMALIE: Gid Du ikke maa have forkjølet Dig, gode Hummer!

HUMMER: Velsignede Malle! Gid den Regn maa bekomme Dig. vel!

BUURMANN: Ind med jer ved Skorstenen, I Skabhalse! og gid I maae svede jeres Venskab og jeres Kjærlighed ud med det samme!
(driver dem ind i Huset, og følger selv efter.)

✂

OTTE OG TYVENDE SCENE

POUL. GEORG. (Hver under, sin Parapluie.)

GEORG: Gud skee Lov! de ere borte!

POUL: Regnen er allerede forbi.

292

GEORG: Men det drypper endnu fra Træerne.

POUL: Vi maae beholde Parapluierne udslagne.

GEORG: (afsides.)
Det er et Tag, hvorunder min Henriette og jeg skulle samles.

POUL: (afsides.)
Jeg kan skjule min Caroline derunder.
Mel. af Joconde: Timerne tungt sig snige.

GEORG: Timerne tungt sig snige,
Naar man venter sin Pige.
Det bange Hjerte troer
At finde Trøst i Ord.

POUL: Timerne tungt sig snige.

BEGGE: Naar man venter sin Pige.
Det bange Hjerte troer
At finde Trøst i Ord.
Stille! Stille!
Vi lytte ville.
Der hun er! søde Lyst!
Hendes Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.

293

✂

NI OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. HENRIETTE.

HENRIETTE: Tordenen er forsvunden,
Men her er vaadt i Lunden.
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.

GEORG: Nu er min Sol oprunden.

GEORG POUL: Vel er her vaadt i Lunden.
Dog vil hun til mig tye,
Thi jeg har Paraply.

HENRIETTE: Vel er her vaadt i Lunden,
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
(Henriette smutter ind under Georgs Parapluie.)

GEORG og HENRIETTE: Under denne
Kan ingen kjende
Dig, min Elskte! Hvilken Lyst!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst!

POUL: Ak! men denne
Var ikke hende!
Caroline, du min Lyst,
O bring, o bring dog Trøst
For mit beklemte Bryst!

294

✂

TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. CAROLINE

CAROLINE: Tordenen er forsvunden,
Men her er vaadt i Lunden.
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
Jeg under den vil trine.
(smutter ind under Pouls Parapluie.)

GEORG: Min Jette!

POUL: Min Line!

HENRIETTE: O skjul mig!

CAROLINE: Lad os flye!
(Georg og Poul holde Parapluierne paaskraa ind ad Scenen til, saa at det ene Par ikke kan see det andet.)

CAROLINE: Nei tys! Kun stille, stille!
Vi her os skjule ville.
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.

HENRIETTE: Stille! tys! Stille! tys!
Stille! tys! Stille! tys!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.

POUL og GEORG: Stille! stille! stille! tys!
Stille! stille! stille! tys!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.

295

GEORG: Hør, det regner ikke meer. Jeg slaaer Parapluien ned.

POUL: Nu er det deiligt Veir. Jeg er kjed af at holde i den Parapluie. Jeg vil slaae den ned.

HENRIETTE: Men saa see jo de fremmede Folk os derhenne.

CAROLINE: Men der staae jo fremmede Folk paa den anden Side.

GEORG: Det er en Person som slet ikke kjender Dig.

POUL: Det er en Herre som aldrig har seet Dem før.
(De slaae Parapluierne ned.)

GEORG og HENRIETTE: Hvad seer jeg? Caroline!

POUL: (til Caroline.)
Hvorledes? Man kjender Dem?

CAROLINE: Det er jo min Søster og Herr v. Stein.

POUL: Er det ogsaa Deres Søster?

HENRIETTE: Hvad bestiller Du her, Caroline?

296

CAROLINE: Ja, hvad bestiller Du?

HENRIETTE: Jeg staaer og taler med Herr v. Stein.

CAROLINE: Og jeg med Herr v. Falkenberg.

HENRIETTE: Som jeg aldrig har seet før.

CAROLINE: Men jeg desto oftere; thi han følger mig hver Dag i Skole.

HENRIETTE: Hvad hører jeg?

GEORG: (til Poul.)
Saa Caroline er den elskede Gjenstand?

POUL: Naar Hemmeligheden er røbet, hvorfor skulde jeg da ikke tilstaae den? Men denne Dame er formodentlig hende, som De er bange for at man skal drikke Duus med?

GEORG: For Pokker!

CAROLINE: Vi Fire, mener jeg, behøve ikke at have nogen Hemmelighed for hverandre. Henriette, jeg har tiet med Din Hemmelighed, Du vil vist heller ikke forraade min.

297

HENRIETTE: Nei, det vil jeg ikke.

POUL: (til Georg.)
Vi To have allerede tilsvoret hinanden Troskab og Bistand.

GEORG: Det træffer sig saa meget heldigere, som jeg nu begriber at vor Rival er den samme Person, nemlig Præsten fra Laaland.

POUL: Saa meget lettere kan vi ramme ham, da vi nu alle sigte efter samme Maal. Jeg tænker, naar vi Fire lægge vore Hoveder sammen, saa maae vi sagtens kunne entre hans Fartøi.

GEORG: De har Det, min unge Ven! O jeg aander allerede lettere!

CAROLINE: Ja, det er intet Under; thi Luften er i dette Øieblik meget behagelig.

HENRIETTE: Og det Grønne dufter saa frisk efter Regnen.

POUL: See den store Regnbue!

GEORG: Man føler sig oplivet! Hjertet udvider sig til Haab og Glæde.

298

Mel. Auf! es dunkelt. (Af Spohr.)

✂ 1.

GEORG: Himlen smiler,
Solen iler
Ned mod Vest bag fjerne Træer,
Mens i Øst en Bro er bygget,
Farvesmykket
I violblaat Aftenskjær.
Mildt det lufter,
Græsset dufter,
Perler dække hvert et Blad,
Blomst til Blomst er kjærlig klynget,
Frisk, forynget
Ved det kolde Styrtebad.

✂ 2.

Efter Varmen
Aander Barmen
Luften som er sval og ny.
Hjertet haaber paa det Fjerne,
Flagrer gjerne
Mod den lyse Purpursky.
Himlen aaben
For vor Haaben
Er en Udsigt viid og skjøn,
Og dens fjerne Violette
Siger dette:
Haabet selv er Haabets Løn.

✂ 3.

ALLE FIRE: Efter Varmen, etc.

CAROLINE: Der kommer Præsten.

GEORG: Det er ikke ham, det er jo Klister in duplo.

299

POUL: Jo, det er Præsten, han har taget en Kavai paa.

HENRIETTE: Ja, det er Klisters Kavai, og Klister er selv med ham. Jeg tør ikke blive her.

CAROLINE: Jeg heller ikke.

GEORG: Forlader Du mig?

POUL: Forlader De os?

HENRIETTE: Naar jeg ikke er tilstede, saa drikker han i det mindste ikke Duus med mig.

GEORG: Ja, det er sandt!

CAROLINE: Og naar jeg ikke er her, saa tænker han ikke paa at føre mig til Laaland.

POUL: Deri har De Ret.
(Caroline og Henriette løbe ud.)

GEORG: Lad os trække os lidt tilbage.

POUL: Og overlægge, hvorledes vi skal betage Præsten alle hans Griller.
(De trække dem hen i Baggrunden, og lytte til den følgende Samtale.)

300

✂

EEN OG TREDIVTE SCENE

POUL og GEORG i Baggrunden. KLISTER og HUMMER træde ind, Arm i Arm; den sidste har en gammel Kavai paa.

KLISTER: (meget hæftig.)
Nei, det er ikke til at udholde længer! Jeg vilde ligesaa gjerne være en sammenvoxet Tvilling eller en Kalv med to Hoveder. De prostituerer mig, De gjør mig til Spot for min Kjæreste og for hendes Familie, De ....

HUMMER: Glem ikke hvad Du vil sige, men Du maa tilforladelig sige Du til mig, ellers bliver Madamen vred.

KLISTER: Ogsaa dette maa jeg taale! At være Duus med saadan en Karl! en Betjent i Underfogdens Comptoir!
(Poul og Georg give hæftige Tegn paa Glæde, ved af høre disse Ord, de trykke hinanden i Haanden, tale undertiden sagte med hinanden, og vise i det Hele levende Deelfagelse i Samtalen.)

HUMMER: Men betænk, vi har jo dog staaet Fadder med hinanden.

KLISTER: Og saa siger De ovenikjøbet Du til min Kjæreste; De tillader mig ikke at tale et eneste Ord med hende, De frier til hendes ene Søster, De paatager Dem at confirmere den anden, og betænker ikke, at 301 vi imorgen komme til at staae tilskamme for Familien. Siig mig for Himlens Skyld, hvad er Deres Hensigt?

HUMMER: Min Hensigt? For det første at fortjene de hundrede Rigsdaler som De har lovet mig.

KLISTER: Dem er De sikker nok paa, men hvad skal de andre Optøier til?

HUMMER: Madamen forlangte jo at jeg skulde frie til den ene Jomfrue.

KLISTER: Men det burde De jo have undveget. Hvad Figur vil De gjøre imorgen tidlig, naar Maskeraden er forbi?

HUMMER: En meget god Figur, ifald jeg imidlertid er bleven forlovet med Jomfruen.

KLISTER: Men er De da reent fra Forstanden? Troer De da at Madame Buurmann giver sin Datter til en Betjent i Underfogdens Comptoir?

HUMMER: Hvorfor ikke? Jeg har jo dog staaet Fadder med Dig.

KLISTER: Aa lad det Du være!

HUMMER: Jeg er saa bange, jeg skal komme ud af Øvelsen.

302

KLISTER: Fordømte Menneske, som maaskee er Skyld i at min Malle maaskee faaer en Koldfeber eller Typhus!

HUMMER: Maaskee og maaskee! Det er De selv Skyld i. Hvorfor lod De hende ikke gaae foran med min Parapluie?

KLISTER: Skulde jeg slippe min Kjæreste? Det er jeg ikke vant til.

HUMMER: Men skulde jeg slippe Dem?

KLISTER: Og saa vil De ikke engang tillade mig at gaae ind til hende, og spørge, hvorledes hun befinder sig!

HUMMER: Hvorledes kan jeg det? Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men De indseer vel, at da hun nu er ifærd med at tage Tørt paa, saa er det ikke engang passende, at De gaaer ind til hende.

KLISTER: Hvad er det for Snak? Skulde jeg ikke kunne gaae ind til min Kjæreste, fordi hun staaer og klæder sig om?

HUMMER: Ja, jeg har jo sagt Dem det, De maa gjerne gaae derind, at sige, naar jeg følger med; jeg er ganske til Deres Tjeneste.

303

KLISTER: O Du Helvedes Af sending!

HUMMER: See det kan jeg lide, at Du øver Dig paa at sige Du til mig.

KLISTER: Spot mig kun ikke! Det raader jeg Dem.

HUMMER: Hvad kan jeg for, at Deres Kjæreste er bleven vaad? Er jeg ikke selv bleven vaad? har jeg ikke maattet trække min Kjole af, og hænge den i Skorstenen? Har De ikke maattet laane mig Deres Kavai, og det skal De have Tak for. Jeg er bange, jeg faaer selv en Koldfeber, jeg føler saadan een og anden Gysen. - Hør, da jeg kom herud med Dem, da forekom det mig som jeg saae en Viinflaske henne i Gyngen. Mon der skulde være noget i den? Jeg har nok Lyst at drikke en Taar, for at jage Forkjølelsen paa Flugten.
(Poul og Georg smutte bort, men blive staas ende paa Luur, hver paa sin Side.)

KLISTER: Aa drik til De ligger!

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste. Maa jeg gjøre Dem Uleilighed med at følge mig hen til Gyngen?

KLISTER: Ja for Fanden! ligesaa godt derhen som et andet Sted.
(De gaae hen til Gyngen.)

304

HUMMER: (fager Flasken.)
Sagde jeg det ikke nok? (smager paa den.) En udmærket fortræffelig Viin! hvem kan have glemt den her? Hør, veed De hvad? Lad os drikke et Glas sammen paa Venskabets Fornyelse.

KLISTER: Lad mig være i Ro.

HUMMER: Naa naa! Jeg veed nok hvad jeg siger. Seer De, der ligger et Glas ved Siden af. Lad os faae fat i det.
(Sætter det ene Been ind i Gyngen og famler efter Glasset, uden at slippe Klister. Poul og Georg komme hurtig springende, hver fra sin Side, hen til Gyngen.)

POUL: Herr Pastor! holder De meget af at gynge?

HUMMER: (som endnu ikke har faaet Glasset, reiser sig halv op, men beholder Benet i Gyngen.)
Hvem? jeg?

GEORG: Det skal være os en Fornøielse at gynge Dem.
(De ssette Gyngen i Bevægelse. Hummer, for ei at rives overende, nødes til at sætte det andet Been derind og til at slippe Klister.)

305

HUMMER: (i Gyngen, med Flasken i den ene Haand, og holdende sig fast med den anden.)
Nei, jeg siger saamange Tak! jeg er ingen Libhaber.
(Gyngen kommer meer og meer i Bevægelse.)

POUL: Vil De maaskee heller have en Kande Øl?

HUMMER: Nei for Fanden! Lad mig komme ud. Jeg kan ikke taale det, jeg faaer ondt.

GEORG: O det er meget behageligt, naar De først bliver vant dertil.

HUMMER: Hør, jeg skriger paa Hjelp!

KLISTER: Nei jeg kan ikke længer modstaae Fristelsen; jeg iler hen til min Malle.
(løber ud.)

✂

TO OG TREDIVTE SCENE

POUL. GEORG. HUMMER i Gyngen.

HUMMER: Aa nu er Fanden løs! Nu løb han sin Vei.

POUL: Lad ham løbe.

306

HUMMER: Nei gu gjør jeg ikke. Aa jeg ulyksalige Menneske! Gevalt! Gevalt! Gevalt!
(Poul og Georg sætte Gyngen i saa stærk en Gang som muligt, og løbe bort, medens Hummer bliver ved af skrige Gevalt.)

✂

TRE OG TREDIVTE SCENE

HUMMER i Gyngen. BUURMANN. MADAMEN. CAROLINE. (Caroline har nogle Papirer i Haanden.)

BUURMANN: Hvad er paafærde?

MADAMEN: Ih Gud! Herr Pastoren gynger!

HUMMER: For Himlens Skyld, Herr Buurmann! Hold paa det Bæst! Den løber reent bort med mig.
(Buurmann standser Gyngen, og hjelper ham ud.)

HUMMER: Ak, Herr Buurmann! Jeg er ganske til Deres Tjeneste! Men hold paa mig; thi jeg er saa svimmel, at jeg ikke kan staae paa mine Been.
(Buurmann leder ham til Bænken paa venstre Side i Forgrunden.)

MADAMEN: Hvorledes gaaer det?

307

HUMMER: (tager sig en Taar af Flasken, som han bestandig har beholdt i Haanden.)
Nu gaaer det over.

MADAMEN: Men hvordan er De kommen i Gyngen? og hvem har saaledes fordristet sig til at drive Abespil med Dem?

HUMMER: (springer op.)
Det skal jeg siden fortælle Dem. Nu maa jeg bort.

DE ANDRE: (idet de holde paa ham.)
Hvorhen? hvorhen?

HUMMER: Lad mig gaae, siger jeg Dem! Jeg maa efter Klister, efter min Ven. (fortvivlet.) Aa Herre Gud, kan De ikke sige mig, hvor han er?

MADAMEN: Han er inde hos Malle, som klæder sig om.

HUMMER: Aa søde Madam! De letter en Steen fra mit Hjerte. Er det vist og tilforladeligt at han er der og intet andet Sted?

MADAMEN: Det er ganske vist.

308

HUMMER: Gud velsigne Dem for det! Nu maa jeg derind til ham.

BUURMANN: Da veed jeg dog at De vil ikke gaae ind til min Datter, mens hun skifter?

HUMMER: Jo, saa sandt jeg lever, det vil jeg gjøre.

BUURMANN: Er De gal?
(holder paa ham.)

MADAMEN: O det ømme Venskab er altfor rørende!

CAROLINE: Vil De ikke først tage imod disse Papirer, som faldt ud af Deres Kjolelomme, da Kjolen blev hængt op i Skorstenen?

HUMMER: Papirer?
(løber hen for af tage dem.)

CAROLINE: Nei, bie lidt, jeg vil først vise mine Forældre dem.

HUMMER: Nei, Lille, nei! giv mig Papirerne.

CAROLINE: Min Moder vil have stor Glæde af at læse disse fortræffelige Prækener.

309

MADAMEN: Prækener? O dem maa De tillade mig at see!
(tager Papirerne og blader i dem.)

HUMMER: Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg beder Dem ....

MADAMEN: Hvad seer jeg! (læser.) »Ifølge Dom, Execution og Udlæg - - Hummer, Betjent i Underfogdens Comptoir« - - Hvorledes? Er det muligt! De har narret os? O det forvinder jeg ikke!
(taber Papirerne.)

BUURMANN: (snapper dem op.)
Det maa jeg see. (seer i dem.) Hvorledes? De har en Dom over Klister?

HUMMER: Nu er alting ude.

BUURMANN: Fra en Skrædder?

HUMMER: Som vi begge have staaet Fadder hos.

BUURMANN: Nei, det gaaer for vidt.

310

✂

FIRE OG TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE. KLISTER. GEORG. POUL.

HUMMER: Naa Himlen være lovet. Der kommer det ærlige Skind. Jeg var saaskam ganske bange for at han var løbet bort! (griber Klister under Armen.) Madame! der er de To som gyngede mig.

GEORG: Vær De kun rolig, Herr Hummer, og slip De kun Herr Klister; jeg svarer for alting. Vi vil opdage Herr og Madame Buurmann det Hele.

BUURMANN: Aa vi veed allerede Besked.

KLISTER: Veed De det?

BUURMANN: (leverer Klister Papirerne.)
Læs!

GEORG: Herr Klister vidste, at jeg havde Pengene til hans Disposition. Derpaa stolede han, og søgte at trække Tiden ud ved at udgive denne Mand for sin Ven.

KLISTER: Og for ikke at forlade min Malle.

AMALIE: Det var sødt af Dig.

311

BUURMANN: Har De Pengene, Herr Lieutenant?

GEORG: Til Herr Klisters Befaling.

MADAMEN: Men siig mig, hvorfor gyngede De den Hummer der?

GEORG: Han friede til Henriette, han vilde drikke Duus med hende. Det kunde jeg ikke taale.

POUL: Han vilde bortføre Caroline.

MADAMEN: Kunde det ikke være Dem det samme?

GEORG: Nei Madame! jeg elsker Henriette, jeg har længe elsket hende, men vi have holdt det hemmeligt.

POUL: Og jeg elsker Caroline, men ingen har vidst det førend nu.

GEORG: Jeg har ikke villet erklære det, førend jeg kunde holde Bryllup, men dette Øieblik er kommet. O min Henriette! jeg har endnu ikke sagt dig det. Min Onkel har sørget for vort Udstyr. Jeg har leiet Værelser paa et smukt Sted; de ere elegant meublerede; alt er saaledes indrettet som jeg veed Du 312 ønsker det. Jeg har villet overraske Dig dermed. Om 14 Dage er alting færdigt, og vi kan da holde Bryllup, naar det skal være. Indtil den Tid har jeg villet fortie det for Dig.

MADAMEN: Bryllup! Uden Forlovelse?

BUURMANN: Just saadan skal det være. (til Klister og Malle.) Og nu sværger jeg høit og dyrt paa, at I To skal holde Bryllup med det samme. Siden Lieutenantens gode Onkel har sørget for Henriettes Udstyr, saa kan jeg nu vel have Raad til at bekoste Eders.

MADAMEN: Men er det ikke for hurtigt, lille Mand?

AMALIE: Det kommer saa uventet.

KLISTER: Saa pludseligt.

BUURMANN: Sniksnak! jeg er kjed af at see paa disse Forlovede med deres evige Vrøvlerier og Uadskillelighed. Naar jeg betænker hvad her er forefaldet, saa er den Begivenhed med Hummer pudsig nok. Det er en ypperlig Cuur for to Uadskillelige, at der kommer en tredie med i Complottet. Før vare de ligesom de Pestbefængte, som ingen tør komme nær, men idag fik de en god Doctor med i Ledtog.

313

POUL: Jeg beder Dem, Herr Buurmann, om Caroline snart maa blive confirmeret, thi jeg bliver snart Officier. Vi have længe elsket hinanden. Jeg hedder Falkenberg og er Søcadet.

BUURMANN: Det skal skee. Men Forlovelse vil jeg ikke vide af. Naar De kan gifte Dem med hende, saa er det godt. Før vil vi ikke tales ved derom.

MADAMEN: Hvad har jeg dog oplevet idag! Begge mine Døttre hemmelig forlovede, uden at jeg har vidst et Ord deraf! Og nu ovenikjøbet saadan en raa Unge!

CAROLINE: O Mama! De Unge veed bedre at skikke sig deri, end de Gamle.

✂

SLUTNINGS-SANG

Mel. af Préville et Taconnet: Aux temps heureux de la chevalerie.

✂ l.

MADAMEN: Nu lad os atter Plads ved Bordet tage;
Punsen curerer efter kolde Bad.

BUURMANN: Men ingen Kjærest sidde hos sin Mage!
Brudgom og Brud herefter skilles ad.
(adskiller hvert af de tre Par.)

KLISTER: Hvor kan Papa dog nænne sligt at sige?

AMALIE: Vi kan os trøste, naar vi komme hjem.

314

KLISTER: Vi kan os trøste, naar vi komme hjem.

DE ANDRE: De kan sig trøste, naar de komme hjem.

HUMMER: Hvis her endnu er Uadskillelige,
Ganske jeg er til Tjeneste for dem.

CHOR: Hvis her endnu, etc.

✂ 2.

HENRIETTE: (til Georg.) Men os kan den Befaling ei genere;
Gjerne vi den os underkaste vil.

GEORG: Visselig kan man herlig conversere.
Langt fra sin Elskte, blot ved Minespil,

POUL: Enhver Forlovet strax bør Pladsen vige.

CAROLINE: Saa vil man dem ei meer som Pesten skye

CHOR: Saa vil man dem ei meer som Pesten skye

HUMMER: (til Publikum.) Gjerne dog vil de Uadskillelige
Være for Dem til Tjeneste paany.

CHOR: Gjerne dog vil, etc.

315

✂

BEMÆRKNINGER.

✂

TEXTEN.

✂ Grundlaget for nærværende Udgaves Text er Originaltrykkene fra 1826 og 1827, der er sammenholdt med de senere, af Forfatteren selv besørgede Udgaver: for »Aprilsnarrene« foruden Stykkets 2det uforandrede Oplag (1828) Optrykkene i Skuespil IV (1835) p. 1-121 og Poetiske Skrifter V (1848) p. 155-255; for »Recensenten og Dyret« Skuespil III (1834) p. 185-288 og Poetiske Skrifter V (1848) p. 257-344; for »De Uadskillelige« Skuespil IV (1835) p. 223-348 og Poetiske Skrifter VI (1849) p. 3-106.

✂ Afvigelserne mellem Originaltrykkene og de senere Udgaver er faa og indskrænker sig for det meste til mindre Forandringer i Retskrivning og Tegnsætning.

✂

J. L. HEIBERG.

✂ Nogen sammenfattende monografisk Fremstilling foreligger ikke; en kortfattet, livfuld Karakteristik er givet af Henning Kehler: Overmennesker og andre p. 120-40. Om Heiberg som Kritiker se Paul V. Rubow: Dansk litterær Kritik i det 19de Aarhundrede p. 78-174; om det heibergske Hus se Vilh. Andersen: Litteraturbilleder I p. 57-75. Iøvrigt henvises til den i Carl S. Petersen og Vilh. Andersen: Illustr. dansk Litteraturhistorie IV p. 861 anførte Litteratur.

✂

VAUDEVILLERNE.

✂ Th. Overskou i Danmarks illustrerede Almanak for 1861 p. 86-108; Julius Clausen: Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller (1891).

316

✂ Teater censurerne over Vaudevillerne hos Edgar Collin: Af Jonas Collins Papirer p. 46-55, 70-79, 84-89, 111-14, jfr. Rahbeks Brevvexling med Collin hos Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske Huus, Originaludg. p. 626, 633, 635 og 654.

✂ Om Emilie Pohlmann se Brev fra Peter J. Groot 11/10 1825 til C. S. V. Egtved (Hist. Meddel, om København VII p. 558), jfr. Dagbogsoptegnelse af P. V. Jacobsen 18/7 1827 (Personalhist. Tidsskr. 4 R. II p. 63); Portræt i P. Hansen: Den danske Skueplads II p. 449. - Om N. P Nielsen se Brev fra Overskou 1826 til Nielsen hos Th. Overskou: Af mit Liv og min Tid, Neiiendams Udg. II p. 115-16. - Om Frydendals Aftenunderholdning jfr. Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen, Originaludg. I p. 53, 56-57. - Om Forestillingen hos Arveprins Ferdinand se Brev fra C. Thorup 29/4 1828 til C. S. V. Egtved (Vor Fortid III p. 151), jfr. Dagbogsopteg. nelse af P. V. Jacobsen 23/2 1828 (Personalhist. Tidsskr. 4 R. II p. 67).

✂ Brev fra J. L. Heiberg 10/11 1825 til Fru Rahbek (Breve fra J. L. Heiberg p. 108); fra Fru Gyllembourg 27/11 1825 til P. A. Heiberg (Johanne Luise Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, 3. Udg. p. 475); fra A. C. Gjeriew 31/12 1825, 31/1, 29/5 og 11/8 1827 til Irgens-Bergh (Breve fra Danske og Norske udg. af L. Daae p. 139, 148, 152, 156); fra St. St. Blicher 4/3 1826 til A. P. Liunge og 6/2 1827 til B.S.Ingemann (Jeppe Aakjær: St. St. Blichers Livs-Tragedie I p. 176, 182-83); fra E. C. Werlauff 7/3 og 30/10 1826, 7/8 1827 til Vedel Simonsen (G. L. Wad: Fra Fyens Fortid I p. 210, 213, 227); fra P. V. Jacobsen 4/11 og 2/12 1827 til P. C. Adler (Breve fra P. V. Jacobsen p. 3, 9, 11); fra J. P. Mynster 2/10 1829 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 157) og 9/11 1831 til W. F. Engelbreth (Kir. kehist. Saml. 4 R. IV p. 727); fra Louise Hegermann-Lindencrone 11/2 og 26/2 1830 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 363-76); fra Chr. Molbech 15/8 1831 til J. P. Mynster (Af efterladte Breve til J. P. Mynster p. 165).

✂ Dagbogsoptegnelser 1826 og 1828 af C. H. Holten: Af 317 en gammel Hofmands Erindringer p. 124 og 136; Oehlenschlägers Erindringer IV p. 44-45, jfr. C. L. N. Mynster: Fra den ældre Tid p. 31 og Oehlenschlägers Teateranmeldelser i »Prometheus«, optrykte i Bidrag til den oehlenschlägerske Literaturs Historie II p. 89-91, 138-49. En Skildring af Frederik VTs København har Orla Lehmann givet i sine Erindringer (Efterladte Skrifter I p. 205-33), jfr. iøvrigt J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn I-II (1880-81).

✂

MUSIKKEN.

✂ Melodierne til de fleste Sange i Vaudevillerne findes hos Erik Bøgh: Den danske Vaudeville II p. 13-28 (»Aprilsnarrene«), III p. 71-86 (»Recensenten og Dyret«) og p. 158-63 (»De Uadskillelige«).

✂ I overvejende Grad er det italiensk, fransk og tysk Musik, som Heiberg har gjort Brug af, og det har været ham magtpaaliggende at vælge Melodier, der ikke blot var populære, men ogsaa i Forhold til det københavnske Publikum moderne af Forekomst. Dette ses, naar de benyttede Syngestykker og Operaer ordnes i en kronologisk Række efter deres første Opførelse paa det kgl. Teater: 13/12 1803 Solié's »Lønkammeret« (p. 126), 5/5 1807 Mozarts »Don Juan« (p. 233), 30/10 1811 Della Maria's »Fruentimmerhaderen« (p. 208), 20/10 1812 Isoaurds »Cendrillon« (p. 45), 14/10 1817 sammes »Joconde« (p. 223 og 292), 29/10 1819 Boyeldieus's »Den lille Rødhætte« (p. 203), 9/1 1821 Mozarts »Figaros Giftermaal« (p. 52), 26/4 1822 Carl Maria von Webers »Jægerbruden« (p. 160), 20/5 1825 »Die Wiener in Berlin« (p. 67 og 260) og 30/1 1826 Mozarts »Tryllefløjten« (p. 199, 250 og 281), hvortil kan føjes, at Tyrolermelodien til Sangen p. 162 findes anvendt i N. T. Bruuns »Sanct Hansdags-Festen«, der udkom 1820.

✂ Langt færre i Tal er de danske Kompositioner. Fra Kunzens Musik til Enevold Falsens »Dragedukken«, der opførtes første Gang 14/3 1797, og som 12/2 1821 var gaaet 43 Gange over Scenen, er Melodien p. 62 taget. Det øvrige er helt moderne. E. Krøyers Melodi til Chr. Wilsters »De første Prygl vi i Skolen fik«, der er forfattet i 1819, har 318 fundet Anvendelse p. 27; Kuhlaus Opera »Lulu«, der havde Premiere 29/10 1824, er benyttet p. 23, og endelig har to Sange egne Melodier: p. 7 (»O flye for Amors Snare«) komponeret af C. J. Borchorst og p. 162 (»Schönstes Weibsbild«) af Heiberg selv.

✂ Af Bellman, hvis Sange var kendt i Københavns bredere Lag allerede i 1770-erne og 1780-erne (se Hugo Matthiesen i Hist. Meddel, om København 2. R. I p. 106-15), er benyttet to Melodier: én i »Recensenten og Dyret« (p. 187) og én i »De Uadskillelige« (p. 272), hvortil dog maa føjes, at den Pas de deux, som Trine og Tennemann i »Aprilsnarrene« (p. 45) danser til Melodi fra Isouards »Cendrillon«, er i bellmansk Stil (jfr. Fredmans Epist 69). Om Heibergs Forhold til Bellman se iøvrigt Karl Warburg i Samlaren XVI p. 32 ff., O. Schoning: Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark p. 37-41. Fr. Birket-Smith i Ord och Bild XXXVII p. 297 ff.

✂

APRILSNARRENE.

✂ En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen er 1928 udkommet i 5. Oplag. Kr. Langdal Møller i Danske Studier 1924 p. 40-44.

1 2 4 6 8 20 24 27 28 32 33 38 40 43 44 45 49 51 65 67 75 90 106

✂

RECENSENTEN OG DYRET.

✂ En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen, fra hvilken et Par Noter nedenfor er taget, er 1918 udkommet i 3. Oplag.

107 108 109 110 114 119 120 121 122 126 130 132 138 145 148 149 157 160 163 164 165 166 175 177 185 187 191 195 198

✂