Heiberg, Johan Ludvig De uadskillelige. Vaudeville

DE UADSKILLELIGE VAUDEVILLE

Opfort første Gang ved Vaudeville-Selskabets Forestilling paa det kongelige Theater, d. 11. Juni 1827

202

PERSONERNE

  • Buurmann, Materialhandler.
  • Madame Buurmann, hans Kone.
  • Amalie, Henriette og Caroline, deres Døttre.
  • Klister, Volonteur i Toldkammeret.
  • Georg v. Stein, Officier i Landetaten.
  • Poul Falkenberg, Søcadet.
  • Hummer, Retsbetjent.

Handlingen foregaaer udenfor Skovløberhuset i Charlottenlund.

203

Skuepladsen forestiller Pladsen udenfor Skovløberhuset, saaledes beliggende for Tilskuerne, at Huset sees tilhøire i Forgrunden, og Kjøreveien antages af være bag ved Tilskuerne. I Mellemgrunden af Theatret er ophængt en Gynge mellem to Træer. I Forgrunden og Baggrunden til begge Sider ere Borde og Bænke.

FØRSTE SCENE

CAROLINE i Gyngen. AMALIE og HENRIETTE hver paa sin Side, gyngende hende. KLISTER sidder ved Bordet tilhøire, udenfor Huset, ryger paa en Pibe og drikker Øl. GEORG staaer foran ham og seer paa de Gyngende.

Mel. Af den lille Rødhætte: Dis moi pourquoi, gentille Annette.

GEORG
See dog, o see!
Gratier tre!
Hvor hun sig hæver!
Hvilken Dands!
Yndige Flugt!
See kun, hvor smukt
Over dem svæver
Træets Krands!
Med Zittren fra Toppen til Roden,
Det kysser den Skjønne paa Foden.
Sylfernes Flok
Hæver din Lok.
204
CAROLINE

De maae gjerne gynge mig høiere endnu.

GEORG
En Vind
Bølger om Kinden;
Din Kind
Kjøles af Vinden.
O gid, o gid jeg var Fuglen paa Qvist!
Jeg fløi, jeg fløi dig i Haanden vist!
CAROLINE

Det er nok! det er nok! Jeg vil ikke saa høit.

(Georg løber hen og standser Gyngen og giver Caroline Haanden; hun stiger ud; de træde alle hen i Forgrunden.)
KLISTER
(reiser sig, og gaaer hen til Amalie.)

Jeg veed ikke hvad den tossede Gyngen skal til. Du morer Dig med de andre, og lader mig sidde ganske alene.

AMALIE

Søde Klister! er Du nu vred igjen?

KLISTER

Aa nei vist ikke! jeg er ikke vred, men jeg kan ikke taale, at Du bestandig foretrækker enhver anden Fornøielse for den at tale med mig.

AMALIE

Søde Klister! det var slet ikke for min Fornøielses Skyld, at jeg forlod Dig; men Jette havde Lyst til at see om hun og jeg havde Kræfter til at gynge Line.

205
HENRIETTE

Er der nu igjen noget iveien?

KLISTER

Aa iveien, iveien! - Der er slet ikke noget iveien, men det er høist ubehageligt for mig, som nu i tolv Aar har været forlovet med Malle, at jeg aldrig kan faae Lov til at tale med hende alene.

AMALIE

Søde Klister! her er jeg; nu kan vi jo tale sammen.

GEORG

Vi har jo Tiden for os idag. De kan saamæn nok faae udtalt.

CAROLINE
(afsides.)

Jeg troer, de har udtalt for ti Aar siden.

KLISTER

Ja, det er nu meget godt. Men enhver maa dog kunne sætte sig ind i mit Sted og føle hvor gyselig det maa bedrøve mig, at Malle har saa liden Opmærksomhed for mine Ønsker.

AMALIE

Søde Klister! hvor kan Du nu sige saadant noget!

KLISTER

Hjemme i Byen søger jeg hendes Selskab i al den Tid, mine Forretninger i Toldkammeret tillade det.

206
AMALIE
(kjælende for ham.)

Ja, det veed Gud! det gjør Du ærligt!

KLISTER

Men altid finder jeg nogen hos hende, snart Faderen, snart Moderen, snart Søsteren; ah! det er ækelt!

AMALIE

Kom, lad os nu spadsere lidt i Skoven; saa kan vi ret tale med hinanden.

KLISTER

Nu glædede jeg mig saa inderligt til den Tour vi idag skulde gjøre til Charlottenlund. Der, tænkte jeg, at jeg ret skulde tilbringe en behagelig uforstyrret Dag med hende.

CAROLINE

De skulde gifte Dem, Herr Klister, saa kunde De faae det, som De vilde have det.

KLISTER

Tie Du bare stille! Jeg taler ikke til Dig!

HENRIETTE

Ja, men Caroline har Ret Naar De først er gift, saa kan De lukke Deres Døre i, og blive befriet fra al Paatrængenhed.

KLISTER

Da er det i Sandhed tungt, om det er den sidste Ressource.

AMALIE

Gifte os! nei det vil vi ikke tænke paa endnu.

207
KLISTER

Man skulde dog først nyde sine Forlovelsesdage; det er den behageligste Tid.

HENRIETTE
(afsides.)

Ja, det kan man rigtignok mærke.

GEORG

Saa nyd dem da, kjære Ven! nyd dem. Gaae nu, og gjør en Spadseretour med Amalie.

AMALIE

Ja kom, men vi vil ikke skjændes underveis.

KLISTER

Ja, der har vi det. Naar jeg først har opnaaet den Lykke at faae en Samtale med Dig i Eenrum, saa er der stedse forefaldet saameget, at vi maae tilbringe Tiden med at skjændes.

AMALIE

Nei, søde Klister! Lad os ikke mere tænke derpaa. Kom nu!

(Hun tager ham under Armen og kjæler for ham; han gaaer skjændende ud med hende.)

ANDEN SCENE

HENRIETTE. CAROLINE. GEORG.

CAROLINE

Ha ha ha!

HENRIETTE

Ha ha ha!

208
GEORG

Ha ha ha!

CAROLINE

Det er de sande Uadskillelige!

HENRIETTE

I Liv og Død!

GEORG

I Vrøvleri og Kjedsommelighed!

HENRIETTE

Men han er ogsaa bleven værre paa nogen Tid, og det er Du Skyld i.

GEORG

Hvem? jeg?

HENRIETTE

Han er bestemt jaloux paa Dig.

GEORG

Paa mig? Umuligt!

CAROLINE

Jo, det kan jeg forsikkre Dem.

Mel. af Fruentimmerhaderen: Lad dadle Qvinderne hvo vil.

l.

CAROLINE
Han seer at Herr von Stein saa tidt
Besøger os, og man fortæller
At slig en Officiers Visit
Tidt een af Husets Døttre gjælder.
209 Nu veed han nok, det er ei mig,
Thi det var sagtens et Mirakel,
Om nogen gjorde Cour til slig
Uconfirmeret Stakkel.
CAROLINE. HENRIETTE. GEORG.
Om nogen, etc.

2.

CAROLINE
Saa meget kan han ogsaa see,
At det er ikke Henriette.
HENRIETTE
Og hvorfor ei?
GEORG
Nu maa jeg lee!
CAROLINE
O det er ikke svært at gjætte:
Da De Dem ei forlovet har,
De elsker hende mindst af alle;
Saaledes er den Ting ham klar
At De tilbeder Malle.
Saaledes, etc.
HENRIETTE
Saaledes er den Ting ham klar
At Du tilbeder Malle.
GEORG
Saaledes er den Ting ham klar
At jeg tilbeder Malle.

3.

CAROLINE
Derfor, saavidt som jeg kan see,
De bør for Verden Dem forlove.
Det kan jo ret beleiligt skee
Nu strax i disse grønne Skove.
Naar først man har det declareert -
210
HENRIETTE
Hvad saa?
GEORG
Hvad saa?
CAROLINE
Vil De tillade? - -
Saa har man Elskov assureert
Mod al udvendig Skade.
CAROLINE. HENRIETTE. GEORG.
Saa har man, etc.
CAROLINE

Jeg vil strax springe ind og hente Papa og Mama herud.

HENRIETTE

Aa Snak! jeg veed nok, Du spøger. Du vil ikke røbe den Fortrolighed jeg viser Dig.

CAROLINE

Nei, det er ligefrem. Men jeg kan ikke begribe hvad De vente paa. Tingen har jo længe været afgjort mellem Dem, hvorfor vil De da ikke gjøre den bekjendt? Det skulde være mig! jeg kunde ikke vente en halv Time, inden jeg havde declareret det for hele Verden. Og De! De venter et halvt Aar!

GEORG

Ja, min elskede Henriette! Du veed, at jeg fra først af har villet bede Dine Forældre om deres Samtykke. Jeg smigrer mig med det Haab, at de ikke ville nægte mig det.

211
HENRIETTE

Jeg ligeledes, og netop denne Omstændighed har givet mig Mod til at holde vor Forbindelse hemmelig for dem. Men Du veed ogsaa, at jeg har givet Dig gode Grunde derfor.

CAROLINE

O de Grunde have ingensteds hjemme!

GEORG

Det vil jeg ikke paastaae.

HENRIETTE

Du selv, min Ven, har bifaldet dem. Du veed, at den ulykkelige Stilling, hvori min ældre Søsters lange Forlovelse har ført hende, havde gjort mig dette Forhold saa modbydeligt, at jeg aldeles ikke vilde høre paa Dine kjærlige Forsikkringer, førend Du lovede at lade være at forlove Dig med mig.

CAROLINE

Naa, det maa jeg tilstaae!

GEORG

Og jeg indvilligede deri, og jeg lovede at elske Dig lige saa trofast, ligesaa oprigtigt, som om vor Forbindelse havde været declareret for Familien.

HENRIETTE

Og netop denne Omstændighed har gjort den inderligere.

GEORG

Og jeg vil tilføie: interessantere for os begge.

212
HENRIETTE

Fra denne Synspunkt har jeg ikke betragtet den.

GEORG

Ligemeget! I min Stilling kunde jeg ikke andet end give Dig Ret. Som Officier kunde jeg dog ikke gifte mig.

HENRIETTE

Og hvorfor skulde Du da forlove Dig?

GEORG

Vel har jeg Udsigter. Min rige Onkel ....

HENRIETTE

O tænk ikke derpaa! Han befinder sig vel, og kan overleve os begge.

GEORG

Jeg er ogsaa langt fra at ønske ham Døden.

CAROLINE

Stille! der komme Papa og Mama!

TREDIE SCENE

DE FORRIGE. BUURMANN og MADAMEN komme ud fra Skovløberhuset. Den første har en Tobakspibe i Munden.

MADAMEN

Naa, ere I nu ogsaa ret fornøiede, Børn?

HENRIETTE og CAROLINE

Ja, meget fornøiede.

213
MADAMEN

Og De ogsaa, Herr von Stein?

GEORG

I saa behageligt Selskab ....

BUURMANN

Naa, det er mig kjært at høre; thi hvis I ikke vare glade, saa maatte Fanden betale de mange Penge som saadan en Skovtour koster.

MADAMEN

Aa, snak nu ikke om Pengene, lille Mand! Det fordærver strax Glæden.

BUURMANN

Ja, det er en anden Sag, saa faaer jeg tie stille; thi glade skal I tilforladelig være, ellers bliver jeg vred. Hvor er Klister og Malle?

MADAMEN

Aa det er ikke at spørge om! Kjærestefolk maa skjøtte sig selv.

BUURMANN

Jeg synes dog, man kunde gjerne vide, hvor de opholde sig.

HENRIETTE

De er gaaet en Tour ind i Skoven.

MADAMEN

Det behøver Du slet ikke at vide. Idag skal alle være fornøiede, og Kjærestefolk, veed man nok, ere aldrig fornøiede, uden de ere alene. Det er noget, Du ikke forstaaer Dig paa, lille Mand!

214
BUURMANN

Ja ja! jeg lader mig jo gjerne sige. Men jeg mener kun, at naar jeg saadan ret skal nyde det man kalder den huuslige Lyksalighed saadan midt i det man kalder Naturens Skjød, saa maa jeg have alle mine Børn om mig.

MADAMEN

Naa, slaae Dig nu bare tiltaals ....

BUURMANN

Ih men saa hør dog først hvad jeg vil sige. Naar jeg undertiden søger min Lyksalighed i. Klubben, saa bliver Du vred, og siger, jeg har ikke Sands for de huuslige Glæder. Nu vil jeg bare spørge: hvorledes kan en Huusfader bedre nyde den huuslige Glæde end naar han saadan sidder ved sin Pibe Tobak og med sin Familie omkring et Bord i Skoven?

MADAMEN

Ja det har Du Ret i! Klister og Malle komme nok; de veed jo, vi vente paa dem med Middagsmaden. Kaffen koger allerede derinde paa Skorstenen, og Bordet er dækket ude paa det velsignede Sted ud ad Dyrehavsveien til. O hvilken Udsigt! hvilken Udsigt! De grønne Marker, og Køerne og Lammene derpaa, langt borte Dyrehaven, og saa alle de mange Kjøbenhavnere som kjøre os tæt forbi! - Men hør, Jette, Du maa rigtig gaae og pakke Sukkeret og Fløden ud, og Hvedebrødet, som vi kjøbte paa Broen hos Bageren. Du har ingen Kjæreste, min Tøs, Du maa tilforladelig rappe Dig i Huusholdningen.

215
HENRIETTE

Ja, lille Mama, med Fornøielse!

GEORG

Jeg skal hjelpe Dem, Jomfrue, ifald De tillader.

HENRIETTE

O det behøves saamæn ikke, Herr von Stein! Jeg er ikke vant til saadan Hjelp. Kom Du, Caroline, og gaae med!

MADAMEN

Nei, lad Line blive her, jeg vil tale med hende. Gaae De kun, Herr von Stein, og hjelp min Jette, saa gaaer Arbeidet lystigere fra Haanden.

GEORG

De hører, Jomfrue, at Deres Moder befaler mig det.

HENRIETTE

Saa kom da!

(Henriette og Georg gaae ind i Huset.)

FJERDE SCENE

BUURMANN. MADAMEN. CAROLINE.

CAROLINE

Vil Mama tale med mig?

MADAMEN

Ja jeg vil, min Tøs! - Hør, Du er en fornuftig lille Pige. Siig mig, hvad bestilte Jette og Herr von Stein herude, inden jeg kom?

216
CAROLINE

Hvad de bestilte?

MADAMEN

Ja, jeg mener, hvad talte de om?

CAROLINE

De talte om Veiret?

MADAMEN

Om Veiret?

CAROLINE

Ja, Herr von Stein sagde, at det saae ud til Torden.

MADAMEN

Sagde han ellers ikke noget?

CAROLINE

Jo meget andet endnu, men jeg kan ikke rigtig huske det.

MADAMEN

Sagde han ikke saadant noget - Du forstaaer mig nok, - nogle smukke Ting til Jette?

CAROLINE

Nei, det troer jeg ikke.

MADAMEN

Talte han ikke om Malle?

CAROLINE

Jo!

MADAMEN

Hvad sagde han om hende?

217
CAROLINE

Han sagde, han kunde godt lide hende, og at det var Skade at hun havde saadan en kjedelig Kjæreste.

MADAMEN

Kjedelig Kjæreste!

CAROLINE

Ja, saadan synes mig han sagde, men det kan gjerne være, jeg har hørt feil.

MADAMEN
(til Buurmann.)

Er det ikke, som jeg siger? Det gaaer aldrig godt! Saadanne ere de Herrer Officierer.

BUURMANN

Aa hvad!

MADAMEN

Ja snak Du kun! Jeg kjender nok Officiererne, De har ved Gud aldrig reelle Hensigter. De gjøre Cour til gifte Koner og forlovede Piger; men de uforsørgede, jo dem tage de sig nok iagt for!

CAROLINE

Vil Mama ellers noget?

MADAMEN

Nei, mit Barn! Men siig nu ikke noget til de andre om det jeg har talt med Dig.

CAROLINE

Nei det skal jeg nok vogte mig for.

(vil gaae ind i Huset.)
218
MADAMEN

Hvor skal Du hen?

CAROLINE

Jeg vil gaae ind og hjelpe Henriette.

MADAMEN

Aa nei vist ikke! det behøves ikke. Du skal ikke altid være til Uleilighed. Lad nu Henriette og Herr von Stein være lidt alene.

CAROLINE

Det er da ogsaa kjedsommeligt! Alle Mennesker skal her være alene. Dersom jeg ikke ogsaa faaer en Kjæreste, saa veed jeg ikke hvad jeg skal tage mig til.

MADAMEN

Hvad siger Du? Ja lad mig høre saadant noget igjen! Vil Din tossede Tøs tænke paa Kjærester?

HENRIETTE
(indenfor.)

Caroline!

MADAMEN

Naa da! Nu ere de allerede kjede af at være sammen.

HENRIETTE

Caroline!

MADAMEN
(raaber.)

Nu kommer hun.

CAROLINE

Maa jeg da nu gaae?

219
MADAMEN
(stamper i Jorden.)

Aa ja, saa gaae da!

(Caroline gaaer ind i Huset.)

FEMTE SCENE

BUURMANN. MADAMEN.

MADAMEN

Naa, hvad siger Du hertil? Er det ikke net? - Aa Du er en Nathue, og lader fem være lige, bare Du kan faae Lov at gaae og tygge paa Din Pibe.

BUURMANN

Ja Kone, hvad skal jeg sige? Jeg begynder at blive noget kjed af den huuslige Lyksalighed i Naturens Skjød, og vilde ønske jeg sad i Klubben.

MADAMEN

Ja, der har vi det.

BUURMANN

Jeg taler ikke saameget som Du, men jeg tænker desto mere.

MADAMEN

Ja det er vist gode Tanker.

BUURMANN

Jeg har længe været inderlig kjed af at see paa min Malles Forlovelse. Jeg troer, det er bestemt at den skal vare evig.

220
MADAMEN

Evig? Tolv Aar er dog endnu ikke nogen Evighed. Klister avancerer nok i Toldkammeret; saa kan han holde Bryllup.

BUURMANN

Ja, det har jeg nu saa længe ventet paa.

MADAMEN

Hvad har det da ogsaa for Hast? hvorfor skulde vi saa snart have den Sorg at miste vor Datter? Og hvad er lyksaligere for de unge Mennesker, end denne Forlovelsestid, hvori de kan sværme med hinanden i uskyldige Glæder?

BUURMANN

Og skjændes og kysses, mundhugges og næbbes, det ene ovenpaa det andet, og saa lang som Dagen er.

MADAMEN

Ja, lad Du det være godt! Det er saamæn af bare Kjærlighed de skjændes.

BUURMANN

Gid Fanden havde saadan en Kjærlighed!

MADAMEN

Og desuden, hvor gavnligt er det ikke, at de ret lære hinanden at kjende, inden de gifte sig?

BUURMANN

Det synes jeg, de burde have gjort, inden de forlovede sig.

221
MADAMEN

Nei, lille Mand! det forstaaer Du ikke. Det er umuligt at en ung Mand kan lære at kjende en ærbar Pige, saalænge han ikke er hendes Kjæreste, thi han har næsten aldrig Leilighed til at tale med hende.

BUURMANN

Jeg synes, man kan meget bedre komme efter en Piges Characteer ved at see hende mellem hendes Forældre og Sødskende og mellem andre Folk, end ved at være ene med hende.

MADAMEN

Nei min søde Ven, det tager Du igjen feil i. Først under fire Øine aabne Hjerterne sig for hinanden i en øm Sympathie.

BUURMANN

Ja det er saagu meget muligt; jeg har reent glemt hvordan det gaaer til.

MADAMEN

Ja men jeg har ikke glemt det. Seer Du, derfor forlover man sig, fordi man først derved faaer Leilighed til at studere hinandens Characteer, og til at lære at indsee om man kan være tjent med hinanden.

BUURMANN

Men paa den Maade er jo Forlovelsen Ægtestandens Prøveklud.

MADAMEN

Ja forsaavidt. Men det er ingen smuk Lignelse, lille Mand!

222
BUURMANN

Og naar man saa efter tolv Aars Forløb endelig er kommen til den Overbeviisning at man ikke passer for hinanden, skal man saa ophæve Forlovelsen?

MADAMEN

At slaae op, kaldes det.

BUURMANN

Aa, det er mig det samme hvad det kaldes.

MADAMEN

Nei det er tilforladelig ikke det samme. Alt hvad der hører til Forlovelse har sine egne bestemte Udtryk.

BUURMANN

Det vil sige, det har sin egen Terminologie, ligesom Botanik og andre Videnskaber og Kunster, som ere bragte i et System.

MADAMEN

Ganske rigtig! Forlovelserne have deres eget System.

BUURMANN

Ja, nu spørger jeg altsaa: Skal man i det Tilfælde slaae op med hinanden?

MADAMEN

Ih Gud bevares! det var jo en gruelig Tort.

BUURMANN

Skal man da gifte sig, uagtet man ved tolv Aars Erfaring veed at man ikke passer sammen?

MADAMEN

Ja, det fordrer Pligt og Ære.

223
BUURMANN

Men hvortil nytter da den lange Forlovelse?

MADAMEN

Til at lære at kjende hinanden.

BUURMANN

Men saa var det jo bedre, man aldrig lærte det.

MADAMEN

Aa Snak! det forstaaer Du ikke.

BUURMANN

Nei det veed Gud! jeg forstaaer det ikke.

Mel. af Joconde: Imellem Egnens Piger her.

1.

MADAMEN
Man sig forlover, bytter sin Ring,
For at fatte stadige Tanker.
Naar man er fri, man drives omkring,
Men forlovet kaster man Anker.
Frihedens Hav er kun Længsel og Savn,
Truer med Død og tusinde Farer;
Men i den stille rolige Havn
Der er man sikker nok for Corsarer.

2.

Man sig forlover, sødeste Ven!
Som en Plads man ellers marquerer:
Naar man faaer Tid, saa tager man den;
Indtil da man den conserverer.
Ellers enhver kan snappe den bort,
Og man, maa flau tilbage sig trække.
Altsaa, for ei at komme tilkort,
Bør man den snildt itide belægge.
224

3.

Man sig forlover, syvende sidst,
Som man alt proberer og prøver.
Ægteskab er en Kunst, det er vist,
Derfor først man i Kunsten sig øver.
Siig mig, min Ven, siig, er det ei sandt,
Ingen sig strax af Mesterskab roser?
Hver en Forlovet er Dilettant,
Manden og Konen er Virtuoser.
BUURMANN

Ja hvorom alting er, saa skulde jeg allerede for elleve Aar siden have gjort min Datters Bryllup, ifald jeg ikke havde to Børn endnu, paa hvis Udstyr jeg ogsaa er nødt til at tænke.

MADAMEN

For elleve Aar siden! O det havde jo været en Grusomhed uden Lige!

BUURMANN

Een Datter kunde jeg udstyre, og spæde aarlig nogle Hundreddalersedler til, indtil hendes Mand fik Gage, men jeg tør ikke af Kjærlighed til den ene være uretfærdig mod de andre.

SJETTE SCENE

DE FORRIGE. KLISTER. AMALIE.

MADAMEN

Naa, see, der har vi dem jo. Der har været saadan Efterspørgsel efter jer, saa det halve er nok.

225
KLISTER

Herre Gud! Vi vare jo kun gaaet et Øieblik bort. Man maa jo dog engang imellem have Lov til at tale et Par Ord sammen.

MADAMEN

Ja, det forstaaer sig! Intet er billigere. Det har jeg ogsaa allerede sagt. Ja Middagsmaden er ikke færdig endnu. Imidlertid kan I nu blive her ganske uforstyrret. - Kom, lille Mand, lad os gaae vor Vei.

SYVENDE SCENE

DE FORRIGE. GEORG.

MADAMEN

Hvad vil De, Herr von Stein? her har De ikke noget at bestille. Kom De nu bare med os, og lad Kjæresterne være alene.

GEORG

Jeg kommer ikke for at være til Uleilighed. Men jeg ønsker at tale et Par Ord i Eenrum med Herr Klister.

KLISTER

Naar det ikke kan være andet. Lad os være et Øieblik alene. Gaae kun, lille Malle; jeg skal kalde paa Dig, naar vi ere færdige.

MADAMEN
(afsides.)

Hvad kan det være? (sagte til Amalie.) Veed Du ikke hvad det er?

226
AMALIE

Nei jeg veed ikke.

MADAMEN
(til Buurmann.)

Bare de ikke komme op at skjændes! Maaskee en Udfordring ....

BUURMANN

Aa hvad!

(Gaaer ind i Huset.)
MADAMEN
(til Amalie, idet de følge efter.)

Det er ogsaa Din Skyld, Malle!

AMALIE

Min?!

MADAMEN

Jeg vil holde Øie med dem.

(De gaae.)

OTTENDE SCENE

KLISTER. GEORG.

GEORG
(seer efter de andre, for at overtyde sig om, at de ere borte; afsides.)

Nu vil jeg dog see om jeg kan sætte ham i godt Humeur ved min Efterretning.

KLISTER

Hvad er til Deres Tjeneste?

227
GEORG

Jeg har den hele Dag forgjæves ventet paa at faae talt blot to Ord med Dem i Eenrum, men det har ikke været muligt, eftersom Jomfrue Amalie og De have været ganske uadskillelige.

KLISTER

Dersom De kommer for at sige mig Ubehageligheder, saa lad os heller afbryde.

GEORG

Ingenlunde! hvad jeg har at sige Dem, troer jeg endog at maatte være Dem behageligt. Min Indledning var kun en Undskyldning fordi jeg havde udbedet mig denne Samtale.

KLISTER

Til Sagen, om jeg tør bede.

GEORG

Herr Klister, De er i et kjendeligt slet Humeur.

KLISTER

Og om saa er?

GEORG

Saa er det baade for Deres egen og for Amalies Skyld paa Tiden at opspore Grunden dertil, og om muligt forandre denne.

KLISTER

Ihvad De har at sige mig, Herr von Stein, saa beder jeg Dem, at De vil lade Malle blive udenfor vor Samtale.

228
GEORG

Ogsaa det vil jeg tjene Dem i, og jeg vil ogsaa fatte mig kort, thi jeg seer nok, at De er ikke oplagt til nogen lang Samtale.

KLISTER

Jeg tilstaaer Dem, at jeg længes efter at komme til Resultatet, thi min stakkels Malle gaaer og venter paa mig.

GEORG

Velan, De lod for nogen Tid siden et Ord falde om en gammel Gjæld som trykkede Deres Sind, og berøvede Dem Deres gode Lune. De nævnede en Sum af henved tusinde Rigsdaler ....

KLISTER

Det slap mig uforvarende ud af Munden.

GEORG

Om De sagde det i Spøg eller i Alvor, veed jeg ikke, og det er mig ogsaa det samme. Kun dette vil jeg sige Dem, at denne Sum er til Deres Tjeneste.

KLISTER

Hvorledes?

GEORG

For at betage Dem al Forundring, maa jeg sige Dem, at min Onkel har i denne Tid gjort mig en betydelig og uventet Foræring. Men jeg ønsker ikke at det skal blive bekjendt, og De maa love mig at tie dermed, saalænge som jeg selv ikke taler derom. Men tusind Rigsdaler kan jeg for Øieblikket afsee. De kan faae dem, paa hvad Vilkaar De forlanger.

229
KLISTER

Herr von Stein! ....

GEORG

Fra imorgen tidlig ere de til Deres Tjeneste, og De behøver da blot at lade mig vide, om De vil gjøre Brug af mit Tilbud.

KLISTER

Men jeg beder Dem ....

GEORG

Jeg har lovet at fatte mig i Korthed; det har jeg gjort, og vil nu ikke opholde Dem længer.

(gaaer ind i Huset.)

NIENDE SCENE

KLISTER
alene.

Er det muligt! En saadan uventet Lykke! Og det just i et Øieblik, da jeg er i den skrækkeligste Forlegenhed, da min Creditor har faaet en Dom over mig, og jeg hvert Øieblik kan vente mig de største Ubehageligheder! (seer sig om.) Tys! Ingen veed det endnu, og nu behøver lykkeligviis ingen at erfare det. - O min Malle! fra nu af skal jeg blot leve for min Kjærlighed og for mit Avancement i Toldkammeret. - Men denne unge Mands Adfærd forundrer mig, henrykker mig, - men forfærder mig tillige! - Mon det ikke snarere er for Malles end for min Skyld, at han tilbyder mig denne overordentlige Tjeneste? Men skulde jeg da tage imod den? Og dog - paa den anden Side min store Forlegenhed! Hvad skal jeg dog gjøre?

230

TIENDE SCENE

KLISTER. AMALIE.

AMALIE

Naa Gud skee Lov, min Ven! Du seer jo ganske opmuntret ud. Hvad vilde Herr von Stein Dig?

KLISTER

Aa, det var ingen Ting! - En Bagatel -

AMALIE

Saa det er altsaa mine fornuftige Ord som have opmuntret Dig?

KLISTER

Aa ja saamæn!

AMALIE

Er Du nu overbeviist om at det ikke var i nogen ond Hensigt at jeg gav mig ifærd med den tossede Gynge?

KLISTER

Ja, jeg haaber det!

AMALIE

Og nu er Du heller ikke længer jaloux paa Herr von Stein?

KLISTER

Jeg vil see at glemme det. Men siig mig dog blot: naar han virkelig, som Du troer, er forelsket i Jette, hvorfor forlover han sig da ikke med hende?

AMALIE

Ja, det er det eneste, jeg ikke forstaaer.

231
KLISTER

Ja, seer Du, Malle, den Ting er ikke rigtig. Min gamle Mistanke vaagner dog bestandig igjen. Han søger Dit Selskab i det mindste ligesaa meget som Jettes, og gjør sig tidt en Glæde af at forstyrre vore Sammenkomster.

AMALIE

Søde Klister! det bilder Du Dig ind.

KLISTER

Han spotter os fordi vi finde saa stort Behag i hinandens Selskab, og kalder os de Uadskillelige.

AMALIE

O det er kun et Spøg!

KLISTER

Og endelig, naar han elsker hende, hvorfor giver han hende ingen Foræringer?

AMALIE

Han har ingen Penge.

KLISTER

Han har dog en rig Onkel.

AMALIE

Men som han først skal arve.

KLISTER

Jeg havde heller ingen Penge, da jeg friede til Dig, og dog gjorde jeg Dig dengang mange smukke Foræringer.

232
AMALIE

Men Du satte Dig ogsaa i Gjæld.

KLISTER

Det plejer man jo altid at gjøre, naar man forlover sig.

AMALIE

Men siden svider det. Du veed selv, Du har havt mange slemme Bryderier.

KLISTER

Ja, lad os ikke tænke paa dem. De ere ikke af saa alvorlig Natur, og jeg haaber, jeg vil snart faae Ende paa dem.

AMALIE

Naa Gud skee Lov! Saa lad os da nu blot tænke paa vor Kjærlighed og paa Naturen!

KLISTER

Men at Du saadan kunde gaae hen og gynge, og lade mig sidde her alene! - det kan jeg endnu ikke rigtig forvinde.

AMALIE

Søde Klister! lad os nu sætte os ned her og tale om vor Kjærlighed og om Naturens Skjønhed.

KLISTER

Naa saa kom da!

(De sætte dem paa Bænken tilhøire i Forgrunden.)
AMALIE

Giv mig Din Haand!

233
KLISTER

Der! (de sætte sig begge i en magelig Stilling. Pause.) Dikkedikkeda!

AMALIE

Det er saa lummert idag. (gaber.)

KLISTER
(gaber.)

Naar jeg seer andre gabe, saa maa jeg gabe med. Det er saamæn ikke fordi jeg er søvnig.

AMALIE

Min Klister!

KLISTER

Min Malle!

(De falde i Søvn medens Orchestret spiller en Ritournelle til den følgende Sang.)

ELLEVTE SCENE

DE FORRIGE. HUMMER og to andre Retsbetjente. (Hummer bærer en gammel Parapluie. De andre to have Stokke.)

Mel. af Don Juan: Sjelden Penge, Prygl desfleer.

HUMMER
Sjelden Penge, Prygl desfleer
Faaer man mangen Gang saa Skam,
Naar sin Debitor man seer,
Og om Penge minder ham.
Stille!
Vi ham tage ville!
Her i Huset er han jo,
Hvis man blot kan Rygtet troe.
234 Afsted! afsted! Men sagte! tys!
Han var her nys.
(seer Klister.) Men for Djævlen! hvad er dette?
(nærmer sig.) Det er ham! det er den Rette.
Hvor han sig i Søvne strækker!
Jeg strax ham vækker.
(slaaer Klister paa Skulderen.) Kjære!
Tør jeg Dem besvære?
Maa jeg tale lidt med Dem?
KLISTER
Hvem er De?
HUMMER
Tillad ....
KLISTER
(reiser sig.) Siig frem!
HUMMER
Tillad ....
KLISTER
Saa tal!
HUMMER
Paa Timen, ja!
Saa hør mig da!
KLISTER
Saa siig det da!
HUMMER

Altsaa med Deres Tilladelse.....

235
KLISTER

Jeg veed ikke om jeg drømmer endnu, men Deres Ansigt forekommer mig bekjendt.

HUMMER

Ja, uden at rose mig selv, mit Ansigt er jo paa en Maade et offentligt Ansigt.

KLISTER

Ja jeg siger jo ikke andet end at det er et ordentlig Ansigt.

HUMMER

Jeg siger: offentligt. Men ogsaa privat har jeg maaskee den Ære at være Dem bekjendt. Jeg veed ikke om De erindrer at vi stode Fadder til et Skrædderbarn i Petri? det var engang i Vinter.

KLISTER

Nu vel! - Er Barnet maaskee død?

HUMMER

Ak nei! det er saamæn ikke paa Barnets Vegne jeg denne Gang har den Ære at komme! det er paa Faderens.....

KLISTER

For Pokker! er De ikke.....

HUMMER

Betjent i Underfogdens Comptoir, ganske til Deres Tjeneste. Mit Navn er Hummer.

KLISTER

Men jeg beder Dem!..... her ude i Skoven.....

236
HUMMER

Kan ikke hjelpe, Høistærede! Jeg beder Dem at være overbeviist om, at det kun er paa den strængeste Ordre, jeg handler. Men Embedspligt gaaer for alt. Hvad mit Hjerte lider derunder.....

KLISTER

Til Sagen, om jeg maa bede Dem!

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, (til de andre Retsbetjente.) Gaae en lille Smule tilbage! (de træde hen i Baggrunden.) Seer De, min Herre! Jeg veed ikke, om De maaskee gav en altfor ringe Faddergave, eller hvad det ellers kan være.....

KLISTER

Jeg gav slet ingen.

HUMMER

Ja, men seer De, det var ogsaa en stor Feil, om jeg maa være saa dristig at sige det. Nok er det, at Skrædderen er yderst forbittret paa Dem; enten det nu er derfor eller af andre Grunde, det skal jeg lade være usagt.

KLISTER

Det veed jeg nok.

HUMMER

Kort at fortælle, han har ikke blot gjort sin egen Fordring gjældende, men har tillige for at hævne sig, opkjøbt endeel andre Fordringer paa Dem, nemlig: een hos en Juveleer, een hos en Galanteriehandler, een hos en Modehandlerinde, een hos en Tobaksspinder, en hos.....

237
KLISTER

Forskaan mig for alle disse Vidtløftigheder, som ingen kjender bedre end jeg selv.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste. Siden De veed Resten, saa veed De ogsaa at han har Dom over Dem, og at den er udløben.

KLISTER

O ja vist! Videre!

HUMMER

Nu, ja saa er jeg færdig. Behager De at følge med?

KLISTER

Hvorhen?

HUMMER

Til Hestemøllestræde.

KLISTER

Hvorledes?

HUMMER

Det er en meget vakker Bygning; det er een af dem som allermeest pryde og forskjønne Staden.

KLISTER

Det er dog ikke Alvor?

HUMMER

Jeg beder Dem være overbeviist om, at jeg i alting er ganske til Deres Tjeneste. Men Ordren er strix. De kan troe, det er ikke for vor Fomøielses 238 Skyld at jeg og Folkene ere travede ud til Slottenlundskov.

KLISTER

Nu vel, Herr Hummer, alting kan blive godt endnu. Jeg har Pengene til Dem.

HUMMER

Ja saa er der intet iveien.

(Tager nogle Documenter op af Lommen.)
KLISTER

Ja, men jeg har dem ikke hos mig.

HUMMER

Det gjør mig ondt; thi saa maa jeg dog uleilige Dem ind til Deres Logis i Byen, og selv følge med Dem.

KLISTER

Nei De forstaaer mig ikke, i mit Logis har jeg dem heller ikke.

HUMMER

Hvor da, om jeg maa være saa dristig?

KLISTER

Jeg veed, hvor jeg kan hente dem.

HUMMER

Nu, saa gaae vi derhen.

KLISTER

I Morgen tidlig skal De have dem.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg tør ikke vente saalænge.

239
KLISTER

Nu vel, jeg skaffer Caution.

HUMMER

Caution? her ude i Skoven? Af hvem?

KLISTER

Af en Ven, som har Formue.

HUMMER

Tør jeg spørge hvem det er?

KLISTER

En Lieutenant, som.....

HUMMER

Naa saaledes? - Ja jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg kommer dog til at uleilige Dem med at gaae til Hestemøllestræde. Naar De kan skaffe Pengene imorgen tidlig, saa skal jeg med Fornøielse ledsage Dem derfra, thi jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER

Fordømt! (afsides.) Hvad skal jeg gjøre? skal jeg aabenbare det Hele for Herr von Stein, og kjøre ind til Byen med disse Gripominusser, og faae Pengene? Men det vil gjøre Opsigt. Hvad vil mine Svigerforældre tænke? Og Malle, min stakkels Malle! skal jeg forlade hende? skal jeg gjøre hende den Sorg paa en Dag som er bestemt til Glæde? Det vilde ogsaa være mig høist ubehageligt at gaae til Bekjendelse for Herr v. Stein.

240
HUMMER
(til de andre Betjente.)

Kom hid!

(de nærme sig.)
KLISTER

For alting! gjør ingen Støi! Min stakkels Kjæreste ligger der og sover, og veed af ingen Ting.

HUMMER

See see! er det Deres Kjæreste? Ret en vakker Pige!

KLISTER

Lad mig blot tale et Ord endnu med Dem. (Hummer giver Betjentene et Tegn; de frække sig igjen tilbage.) Bliv her ude, her i Nærheden; De kan jo passe paa mig hele Dagen.

HUMMER

Hvor vil De hen, Herr Klister!

KLISTER

Jeg vil saagu ingensteds hen. Jeg løber ikke fra Dem.

HUMMER

Nei, forstaae mig ret, jeg mener, hvor troer De, at jeg tør gjøre saadant noget? Om nu Fanden fristede Dem til at gjøre en Afstikker, hvad blev der saa af mig?

KLISTER

Nu vel, saa send blot de andre To bort, og De skal blive hele Dagen her i min Nærhed, i dette Selskab selv; De skal kjøre ind med mig til Byen, 241 og De skal ikke forlade mig, førend De har faaet Deres Penge.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men det gaaer saa tilforladelig ikke an.

KLISTER

Betænk, vi kjende jo hinanden, vi have jo staaet Fadder sammen.

HUMMER

Ja, det er godt nok.....

KLISTER

Jeg betaler Dem 100 Rigsdaler for Deres Uleilighed.

HUMMER

100 Rigsdaler?

KLISTER

Som De faaer i Morgen tidlig, til samme Tid som de andre Penge.

HUMMER

Hør, veed De hvad, jeg er ganske til Deres Tjeneste; jeg vil tale et Ord med Folkene.

(gaaer hen og taler sagte med dem.)
KLISTER
(sagte,)

Ja det gaaer an. Jeg vil udgive ham for en gammel Bekjendt, for en intim Ven af mig.

HUMMER
(til Betjentene.)

Seer I, Herren betaler mig 15 Rigsdaler for min 242 Uleilighed; dem vil vi dele, det gjør akkurat 5 Rigsdaler til Mands.

KLISTER

Nu Herr Hummer, hvad siger De?

HUMMER
(til Klister,)

Tingen kommer i Orden, men det kniber. (Til Betjentene.) Nu saa gaae da, men holder reen Mund, thi ellers faae I ikke fem Skilling, end sige fem Rigsdaler.

(De to Betjente gaae.)
KLISTER

Naa, Gud skee Lov!

HUMMER
(farer hen, og tager Klister under Armen.)

Men nu, Herr Klister, maa De tillade at jeg tager Dem under Armen, og ikke viger et Haarsbred fra Dem.

KLISTER

Det er en Skjæbne, jeg faaer at finde mig i.

TOLVTE SCENE

DE FORRIGE. MADAME BUURMANN.

MADAMEN

Nu, Børn, nu kommer Maden paa Bordet..... (hun seer Hummer og neier.) Tjenerinde!

KLISTER

Tillader De at jeg maa forestille Dem en gammel Bekjendt af mig.

243
HUMMER
(bukker.)

Ja vist, en gammel Bekjendt. Vi har saamæn staaet Fadder med hinanden.

MADAMEN

Staaet Fadder!

HUMMER

Ja ganske til Deres Tjeneste, Madame! Hvem veed om vi ikke endnu komme med hinanden til Bryllup?

KLISTER
(til Hummer.)

Tie dog stille!

HUMMER
(til Klister.)

Jeg forstaaer nok, jeg forstaaer nok. Jeg mener kun, at da vi alle ere Mennesker, idetmindste for vor Herre, saa kunde det jo nok hænde, at der ogsaa ved Deres Bryllup indtraf Fataliteter med en Skrædder eller en anden, og saa blev jeg jo nødt til..... De forstaaer mig. Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER
(til Hummer.)

Men saa tag Dem dog iagt, at De ikke røber os.

HUMMER

Bevares!

MADAMEN

Altsaa en gammel Bekjendt?

244
KLISTER

En Ven, Madam Buurmann! en kjær Ven.

HUMMER
(som bestandig holder ham i Armen.)

Særdeles intim.

MADAMEN

Og som De aldrig har talt om?

KLISTER

Han er kommen hertil i dette Øieblik.

HUMMER

Og fra nu af ere vi uadskillelige.

MADAMEN

Deres Navn?

HUMMER

Hummer, ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN

Tør jeg spørge, hvad De er?

HUMMER

Jeg er ....

KLISTER
(til Hummer.)

Lad mig svare! (afsides,) Han er istand til at sige alting reent ud. (høit.) Han er -

MADAMEN

Hvorledes?

HUMMER

Jeg er -

245
KLISTER

Han er -

MADAMEN

Hvad behager?

KLISTER

Ja, ikke sandt? De er jo endnu bestandig hvad De er,..... hvad jeg vilde sige, hvad De har været?

HUMMER

Ja, jeg avancerer ikke saa snart.

KLISTER

De har Embede i Laaland.

HUMMER

Ja ganske rigtig.

KLISTER

De er -

MADAMEN

Hvorledes siger De?

KLISTER

Han er Præst.

HUMMER

Præst?

KLISTER

Ja, jeg mener Landsbypræst.

HUMMER

Ja, det er rigtigt.

MADAMEN

Saa De er Præst?

246
HUMMER

Ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN

O hvor det glæder mig! Den geistlige Stand har altid været mig den kjæreste. Hvor jeg længes efter at tale med Dem i Eenrum! Jeg har faaet i den senere Tid nogle religiøse Skrupler, for De veed nok man hører nu saa meget snakke i disse Tider baade for og imod Præstestanden.

HUMMER

Tør jeg spørge Dem, ere Deres Betænkeligheder ikke af den Natur, at De kunde forelægge mig dem i min Vens Nærværelse?

MADAMEN

Sligt afhandler man dog helst under fire Øine.

HUMMER

Jeg ikke, Madame, jeg ikke! Jeg skal have den Ære at sige Dem.....

KLISTER

Ja vist, min Ven har altid havt Kirken fuld, naar han prækede, og nu staae hans Talegaver ham ikke bi, undtagen naar han taler for flere Personer.

HUMMER

Ganske rigtigt! (til Klister.) Hør, De trækker Dem jo forbandet godt ud af det.

MADAMEN

Naar kom De her til Staden?

247
HUMMER

Igaar Aftes Kl. 7, efter en Udpantning paa Dragø.

MADAMEN

Udpantning?

KLISTER

Han mener, han maatte gaae i Land ved Dragø, fordi Vinden var stik imod.

MADAMEN

Kaldes det Udpantning?

KLISTER

Ja, det er saadant et Sømandsudtryk.

HUMMER

Ganske rigtig! Jeg har lært det paa Reisen.

KLISTER

Og nu kom han imorges for at besøge mig, men da han hørte, jeg var taget til Charlottenlund, saa gik han strax efter mig.

HUMMER

Ja det er tilforladelig sandt, bogstavelig sandt.

MADAMEN

O det var et Venskabsstykke! De er en intim Ven af min Svigersøn; lad mig omfavne Dem.

HUMMER

Ganske til Deres Tjeneste!

(Omfavner hende med den ene Arm, uden at slippe Klister med den anden.)
248
MADAMEN

Hvorlænge bliver De hos os?

HUMMER

Til i Morgen tidlig.

MADAMEN

Saa kort?

HUMMER

Aa De er alt for god!

MADAMEN

Saa har vi ingen Tid at spilde. Lad mig hurtig gjøre Dem bekjendt med Familien. Hvor er Malle?

KLISTER

Malle? - hun er nok falden lidt i Søvn.

MADAMEN

I Søvn?

HUMMER

Maaskee det er den Frøken, som ligger der?

MADAMEN

Hvad seer jeg? (gaaer hen til hende.) Malle! Malle! Vaagn op!

AMALIE
(vaagner.)

Hvad er det?

MADAMEN

Skammer Du Dig ikke over at falde i Søvn i Din Kjærestes og hans bedste Vens Nærværelse?

249
AMALIE
(reiser sig.)

Hvorledes?

HUMMER

Frøkenen sov inden jeg kom, det kan jeg bevidne. Ellers skulde jeg nok have holdt hende munter.

KLISTER
(til Hummer.)

Tie dog stille!

MADAMEN

Kom hen og hils paa Herr Pastor Hummer fra Laaland, en intim Ven af Klister.

(Amalie og Hummer complimentere hinanden.)
HUMMER
(til Klister.)

Det er ret en vakker Kjæreste, De har.

KLISTER

Saa? Synes De det?

MADAMEN

Ak Herr Pastor! De maa virkelig komme herover til Malles og Klisters Bryllup, og forrette Vielsen.

HUMMER
(til Klister.)

Seer De, jeg havde Ret? jeg kommer dog med til Brylluppet.

250
KLISTER
(til Hummer.)

Tie dog stille! (til Madamen) Kom, lad os nu gaae til Middagsbordet.

MADAMEN

Ja, det har De Ret i, jeg vil vise Dem Veien.

(gaaer ud tilhøire.)
KLISTER

Tag mig under Armen, Malle.

(De følge alle tre efter, Arm i Arm.)

TRETTENDE SCENE

POUL FALKENBERG kommer springende ind fra den modsatte Side, med en Papagenofløife i Haanden.

Mel. af Tryllefløiten: Jeg er en Fuglefænger, ja!

POUL

1.

Jeg er en Fuglefænger, ja!
Hop heisa! lystig! hopsasa!
Den Fugl, jeg lokke vil med List,
Jeg skimter den bag Træet hist.
Naar jeg med Fløiten kalder den,
Jeg troer, den flyver strax herhen.
(blæser paa Fløiten.) Nu hopper Hjertet i dens Bryst.
Nu flyver den til mig med Lyst.
(blæser igjen.)

2.

Jeg er en Søcadet, o ja!
Hei op i Merset! hopsasa!
Tilveirs jeg klavrer som en Kat,
Indtil jeg faaer i Vimplen fat.
251 Kom ned, du Fugl, fra Træets Top!
Jeg klattrer ellers til dig op.
(blæser paa Fløiten.) Thi du er rigtig alt for net;
Du passer for en Søcadet.
(blæser igjen.)

3.

Hun kommer ei! hvad er det da?
Af sted til hende! hopsasa!
Dog nei! Taalmodighed er bedst;
Jeg vente vil min Glædes Fest.
Enhver som Søen har probeert,
Er for sin Uro flux cureert.
(blæser paa Fløiten.) Men hør dog nu min Fløites Klang,
Og gjør mig ikke Tiden lang!
(blæser igjen.)

FJORTENDE SCENE

POUL. CAROLINE.

CAROLINE

Nei, jeg tog ikke feil? Det er virkelig Dem med Deres Fløite?

POUL

Ja, min bedste Caroline! det er mig lyslevende. Jeg vidste nok, De vilde komme, naar De hørte Klangen af Fløiten.

CAROLINE

Saa? De mener at jeg har allerede lært at dandse efter Deres Pibe?

252
POUL

Nei, men jeg mener at De elsker mig, og at De tillader mig at give mig tilkjende ved dette Signal.

CAROLINE

De er et forskrækkeligt Menneske! De forfølger mig med Deres Fløite. Allerede i Skolen har det gjort Opsigt; man har spurgt mig, hvad den Lyd skulde betyde.

POUL

Det har man spurgt Dem om?

CAROLINE

Ja netop mig; thi vor Lærerinde siger, at jeg bliver rød, hvergang den lader sig høre.

POUL

Sødeste Caroline! Det er for at De skal vide, at jeg gaaer forbi, og at jeg tænker paa Dem.

CAROLINE

Ja det har jeg ikke noget imod.

POUL

Jeg har aldrig ophørt at tænke paa Dem, siden det lykkelige Bal, hvorpaa jeg første Gang saae Dem.

CAROLINE

Men hvorledes gaaer det til, at De er kommen herud?

POUL

Jeg stod, som sædvanlig, og ventede paa Hjørnet, for at følge Dem i Skole. Jeg ventede, og 253 ventede; De kom ikke. Ved en lille Intrigue, som jeg ikke behøver at fortælle Dem, fik jeg at vide, at De var taget til Charlottenlund. Jeg vidste, at Caledonia gik herud idag; hurtig var min Beslutning fattet; jeg anbetroede mig til mit Element, og kom herud.

CAROLINE

Deres Godhed rører mig. Men om mine Forældre opdagede Deres Nærværelse?

POUL

O jeg skal nok tage mig iagt! Jeg underkaster mig enhver Skjæbne heller end forvolde Dem et eneste ubehageligt Øieblik.

CAROLINE

De er vist sulten?

POUL

Hvor kan jeg tænke derpaa, naar jeg taler med Dem?

CAROLINE

Eller tørstig?

POUL

Siden De just nævner det, ja, jeg troer virkelig, jeg er tørstig. Jeg kan faae en Drik Vand inde i Kjøkkenet.

CAROLINE

Nei for Himlens Skyld! tag Dem iagt! De er alt for hed; De kunde forkjøle Dem. Jeg skal bringe Dem ganske hemmelig en Flaske Viin.

254
POUL

Men gaaer det an?

CAROLINE

Vær De kun rolig, ingen skal mærke noget.

(løber ind i Huset.)
POUL

Det er en velsignet Glut!

FEMTENDE SCENE

POUL. KLISTER og HUMMER komme fra høire Side Arm i Arm.

HUMMER

Det gjør mig ondt, at jeg maa gjøre Dem Uleilighed.

KLISTER

Ja mig sandelig ogsaa. De er virkelig ogsaa alt for paahængende. Kunde De nu ikke gjerne gaae og vaske Deres Ansigt, uden at tage mig med?

HUMMER

Umuligt, Bedste, umuligt! Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men De seer selv, hvor støvet jeg er i Ansigtet. Jeg maa nødvendig vaske mig, inden jeg gaaer tilbords; ellers smager Maden mig ikke, uden at tale om, at min Agtelse for Selskabet fordrer det.

KLISTER

Ja for Pokker! men kunde De ikke lade mig være i Ro? Troer De, jeg vilde løbe bort imidlertid?

255
HUMMER

Bevares! Skulde jeg nære saa lav en Mistanke? Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men min Embedspligt.....

KLISTER

Aa jeg veed hvad De vil sige. Men saa kunde De lade være at vaske Dem. Saae De, hvorledes alle Mennesker loe, fordi jeg maatte følge med Dem?

HUMMER

O det skrives paa Venskabets Regning! Der var saamæn ingen der loe. Tvertimod saae jeg, at Taarerne stod Madamen i Øiet, saa rørt var hun over det ømme Venskab.

KLISTER

Hvad er det for en Søcadet som gaaer der?

HUMMER

Ja Gud veed det! her komme jo saa mange Folk herud; hvem kjender dem alle!

KLISTER

Bare han ikke har hørt noget!

HUMMER

Aa intet! Lad os nu gaae ind i Kjøkkenet og faae en Taar Vand.

(de vil gaae ind i Huset.)
256

SEXTENDE SCENE

DE FORRIGE. CAROLINE kommer med en Flaske og et Glas ud fra Huset, og møder Klister og Hummer.

KLISTER

Hvor skal Du hen?

CAROLINE

Jeg skal ud til Kudsken med en Flaske Viin.

HUMMER

Det er Ret, Lille! her er fuldt op med alting. De lever virkelig paa en galant Fod.

CAROLINE

Og hvor skal De hen?

HUMMER

Jeg skal.....

KLISTER

Vi skal ud i Kjøkkenet og vaske os i Ansigtet.

(de gaae.)

SYTTENDE SCENE

POUL. CAROLINE.

POUL

Hvad var det for en Fyr, som gik med Herr Klister?

CAROLINE

Det er en Præst fra Laaland; han hedder Hummer, og er en intim Ven af Klister.

257
POUL

Intim Ven? Jo, det skal jeg love for; de vare saamæn oppe at skjændes herude.

CAROLINE

Det er umuligt!

POUL

Klister var vred, fordi han skulde følge med Præsten mens han vaskede sig.

CAROLINE

De holde jo saa gyselig af hinanden.

POUL

Jeg troer, der stikker noget under.

CAROLINE

Ligemeget! Skynd Dem nu at drikke, inden de komme tilbage!

(skjænker for ham.)
POUL
(efter at have drukket.)

Ah! Et Glas Viin gjør dog godt, især naar jeg faaer det af Deres Haand.

CAROLINE

Behold Flasken herude, for at De kan have noget at styrke Dem paa, thi Dagen er lang.

POUL

Jeg vil skjule den.

CAROLINE

Hvor?

258
POUL
(seer sig om.)

Jeg gjemmer baade Flaske og Glas i Gyngen.

CAROLINE

I Gyngen? Men hvis der kommer nogen?

POUL
(idet han sætter begge Dele i Posen paa Gyngestolen.)

Jeg skal nok passe paa.

CAROLINE

Jeg kommer vist til at gaae bort, for at ikke Klister og Præsten skal see mig hos Dem, naar de komme tilbage.

POUL
(løber hen og seer ind ad Vinduet.)

Vær rolig! Præsten har vasket sig; nu gik de begge den anden Vei.

CAROLINE

Længe tør jeg dog ikke bie; man vil savne mig ved Bordet.

POUL

O et Øieblik kun! Jeg har tusinde Ting at sige Dem.

CAROLINE

Lad mig høre!

POUL

Dersom De vidste, hvorledes De beskjæftiger mine Tanker! O Dag og Nat staaer De for mine Øine! Og med alt det, De skulde kun see hvor flittig jeg er tillige.

259
CAROLINE

Virkelig?

POUL

Ja, De skal faae Ære af mig! Det skal ikke vare længe, førend jeg bliver Officier. Til den Tid bliver De vel ogsaa confirmeret, og saa behøve vi ikke længer at holde vor Forbindelse hemmelig.

CAROLINE

Ja gid det var saa vel! Saa behøvede vi ikke saaledes at stjæle os til at see hinanden.

POUL

Saa kunde vi tage imod Gratulationer, og spadsere sammen paa Østergade og i Dyrehaven, ligesom Deres ældste Søster og hendes Kjæreste.

CAROLINE

Men uden at skjændes.

POUL

Skjændes? Nei tvertimod, vi vil altid være enige. Vi vil elske hinanden næsten ligesaa høit som nu.

CAROLINE

Næsten, siger De? Jeg troede, De vilde elske mig snarere meer end mindre.

POUL

Meer end jeg gjør nu? i dette Øieblik? Nei det er umuligt. Men ligesaa meget!

CAROLINE

Ja, ligesaa meget!

260
POUL

Og saa vil vi sige Du til hinanden.

CAROLINE

Ja, det vil vi.

POUL

Men endnu tør vi vel ikke gjøre det?

CAROLINE

Nei, bevares! Ikke førend De er bleven Officier, og jeg er bleven confirmeret.

POUL

Ja, De har Ret, jeg vil lyde Deres Befaling i alt.

Mel. af Die Wiener in Berlin: Mein sagt mir's doch, wer der Herr Cupido gewesen.
POUL

1.

Hvis nogen erfared vor kjærlige Flamme,
Da bleve vi sagtens for Verden tilskamme.
Da vilde man sige: See til ham, den Cadet!
Han har alt en Kjærest; det klæder ham net!

2.

CAROLINE
Og uden Barmhjertighed vilde man sige:
Hvad gaaer der af hende, den tossede Pige?
Hun gaaer end i Skole, hun er ei confirmeert,
Og har sig dog alt ved sit Forhold blameert.

3.

POUL
Men hvorfor er Elskov os Tvende forbuden?
Man siger, et Barn er jo Kjærlighedsguden.
Just derfor vel byder han os ind til sin Fest,
Thi de som er Lige, de lege jo bedst.
261

4.

CAROLINE
Og er vi for unge, hvad siger saa dette?
Den Feil kan vi sagtens med Aarene rette.
Men er man for gammel til Gud Amor at naae,
Man er incurabel, og hvad gjør man saa?
POUL

Ja, min bedste Caroline! det har De Ret i. Af to Ulykker er det dog bedre at være for ung end at være for gammel.

CAROLINE

Tys! jeg troer, der blev kaldet paa mig. Jeg maa bort.

POUL

Seer jeg Dem snart igjen?

CAROLINE

Saa snart det er muligt.

(løber ud tilhøire.)

ATTENDE SCENE

POUL
alene.

Det er en guddommelig Pige! Og hun elsker mig! O! over al Beskrivelse! Det kan jeg godt mærke. Men jeg skal ogsaa være ret flittig, jeg skal læse Nat og Dag, for at jeg snart maa blive Officier. Og det første jeg saa gjør, ja det skal være at forlove mig med hende. Men der kommer nogen. Det er Madame Buurmann og Præsten og Klister. Lykkeligviis er der ingen af dem som kjender mig. Jeg vil sætte mig herhenne, og lade som ingen Ting.

262

NITTENDE SCENE

POUL i Baggrunden. Madame BUURMANN, HUMMER og KLISTER komme fra høire Side, de to sidste Arm i Arm. Hummer har sin Parapluie i Haanden.

MADAMEN

Jeg er inderlig rørt over Deres Venskab. Et saadant Forhold gjør Dem begge lige megen Ære. Men nu ønskede jeg at være et Øieblik alene med Herr Pastoren. Herr Klister, De talte om at gjøre en Spadseretour med Malle. Jeg kan vide, de unge Folk længes efter at tale lidt sammen. Kjærligheden kræver ogsaa sin Ret. Vi vil ikke forstyrre Dem. Gaae De kun, Herr Klister! Jeg skal imidlertid underholde Deres Ven.

KLISTER

Ja jeg ønskede rigtignok at gjøre en Tour med Malle.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg troer ikke, det er værdt at spadsere. Det seer ud til Regn, der er bestemt Torden i Luften.

KLISTER

Jeg tager Parapluien med.

HUMMER

Ja, jeg er ganske til Deres Tjeneste. Vil De spadsere med Jomfruen, saa spadserer jeg med.

MADAMEN

Nei, Herr Pastor! det er at drive Venskabet for vidt! Lad os ikke genere de unge Folk.

263
HUMMER

Ja, dersom jeg generer, saa ....

KLISTER

Saa vil De ikke gaae med?

HUMMER

Saa tænker jeg, vi lade det begge To være.

KLISTER

Jeg siger jo ikke, De generer.

HUMMER

For hvis jeg er Dem til Uleilighed.....

KLISTER

Nei bevares! langt fra! (afsides.) Gid han sad paa Bloksbjerg!

MADAMEN

Deres Venskab, Herr Klister, er næsten stærkere end Deres Kjærlighed.

HUMMER

Venskab er den ædleste Følelse. Hvad siger ikke Pontoppidan i sit Atlask ....

MADAMEN

De har Ret, og jeg vil ikke sige mere derom. Men maa jeg nu ikke, forinden De spadserer, tale et Ord med Dem?

HUMMER

Madame! jeg er ganske til Deres Tjeneste. Men De undskylder, at min Ven er tilstede derved.

264
MADAMEN

Med det Venskab slaaer De mig bestandig af Marken.

HUMMER

Min Ven er ogsaa en studeret Person. Naar Talen er om lærde Sager, saa sidder han ikke derved som Nummer Nix.

MADAMEN

O det er ikke om lærde Sager jeg ønsker at tale med Dem!

HUMMER

Ja, jeg kalder nu saadan disse religiøse Samtaler, som vi begyndte paa før. Men jeg forsikkrer Dem, dersom jeg havde vidst, at Deres Mand var Materialist, saa skulde jeg ikke have talt Religionens Sag saa ivrigen.

KLISTER

De er i Vildfarelse; det er ikke saadanne Materialister som Herr Buurmann, der ere farlige for Kirken.

HUMMER

Ligemeget! jeg slaaer dem alle i een Bunke, jeg kalder enhver Ting ved sit rette Navn.

MADAMEN

Ja Gud bevares! det er netop meget respectabelt for en Mand af Deres Stand. Min Mand blev rigtignok vred, og gik sin Vei; thi Sandheden er aldrig god at høre.

KLISTER

Men jeg siger Dem, Herr Buurmann er Materialhandler.

265
HUMMER

Ja, det er just Ulykken.

KLISTER

Men han er ikke Materialist i den Betydning som De mener.

HUMMER

Aa jeg bryder mig ikke om nogen Betydning. Det er kun Spidsfindighed. Materialist er han, det kan De ikke nægte, og Materialist er Materialist. Har jeg Ret eller Uret?

MADAMEN

Ja det har jeg ved Gud ogsaa læst, at Materialisterne ere slemme Folk. Slem er min Mand jo nu rigtignok ikke, men han kunde dog virkelig i mange Stykker være bedre, saa Herr Pastoren har aldeles ikke Uret.

KLISTER

Jeg siger Dem, det er en Misforstaaelse.

MADAMEN

Jeg har jo selv læst det paa Tryk.

HUMMER

Hør, lad os ikke komme i Strid, for det er ikke tjenligt for os to.

MADAMEN

Nei forstaaer sig, i det Forhold som De staae i til hinanden. Men hør nu, Herr Pastor, det var ikke det, jeg vilde tale med Dem om; det var en anden Ting. Jeg er rigtig ganske undseelig derover; men siden Herr Klister ikke vil forlade Dem, saa faaer jeg vel nævne det i hans Nærværelse.

266
HUMMER

Tal De kun, Madame!

MADAMEN

Herr Pastor! Seer De .... De maa ikke tage ilde op hvad jeg vil sige Dem. De er jo ugift, det er ikke godt for en Landsbypræst. Jeg synes at have bemærket at De kan godt lide min næstældste Datter .... min Jette.

HUMMER

Ja tilforladelig.

KLISTER
(til Hummer.)

Er De gal?

HUMMER
(til Klister.)

Nei jeg er klog.

MADAMEN

Jeg vilde kun sige Dem, at hun ikke er forlovet, og at jeg for min Part ikke vilde have noget derimod, ifald .... Herre Gud! Jeg har altid ønsket, at eet af mine Børn maatte blive Præstekone.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER
(til Hummer.)

Siig nei, siig nei!

HUMMER
(til Klister.)

Saa maatte jeg være brav gal.

267
MADAMEN

O hvor det skulde glæde mig, om det kunde komme istand! Endnu idag maatte det skee, for De reiser jo imorgen.

HUMMER

Ja jeg saae ogsaa gjerne, om det var muligt at det kunde skee idag, for De veed nok, at den som gjemmer til Natten, han ....

KLISTER
(til Hummer.)

Tag De Dem bare iagt for Katten.

MADAMEN

Jeg skal see at faae hende herud. Saa vil vi andre gaae vor Vei.

HUMMER

Min Ven maa være tilstede.

MADAMEN

Ved Frieriet?

HUMMER

Ellers har jeg ingen Courage.

MADAMEN

Naa! det maa jeg tilstaae! - Og saa har jeg een Ting endnu paa mit Hjerte.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

MADAMEN

Jeg saae gjerne, at min yngste Datter, Line, blev confirmeret af Dem, ovre i Deres Sogn.

268
HUMMER

Det skulde være mig en Fornøielse.

POUL
(reiser sig.)

Hvad maa jeg høre!

KLISTER
(til Hummer.)

Men betænk dog ....

MADAMEN

Det Barn har slet ikke godt af at være i Kjøbenhavn. Dersom min Mand vil som jeg, saa følger hun hjem med Dem til Laaland den Dag i Morgen.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

POUL
(afsides.)

Nei det er for galt! Min Caroline vil man sende bort? Det skal i Evighed aldrig skee, om jeg saa selv skulde bortføre hende.

(løber ud.)

TYVENDE SCENE

Madame BUURMANN. KLISTER. HUMMER.

MADAMEN

Men det kan jeg slet ikke forstaae, at to saa intime Ungdomsvenner siger De til hinanden.

KLISTER

Det er saa længe siden vi saae hinanden. For flere Aar siden vare vi Duus.

269
MADAMEN

Da maae De tilforladelig fornye det. Herr Pastor, De maa drikke Duus med Klister, og med mig og mine Børn og min Mand.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

KLISTER
(afsides.)

Nei nu gaaer det snart over Skrævet.

EEN OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE, med en Parapluie i Haanden. HENRIETTE.

AMALIE

Søde Klister! Vi skulde jo gaae en Tour sammen. Jeg har taget Din Parapluie med, for det seer ud til Regn.

(Klister tager Parapluien.)
MADAMEN

Det er vel betænkt. - Naa, saa gaae da nu, Børn, medens det endnu er Tørveir, og lad Venskab og Kjærlighed strøe Roser paa Eders Spadserevei. Og lad mig saa see, at De begge smukt sige Du til hinanden, ligesom i gamle Dage. Og Du ogsaa, Malle, Du maa øve Dig paa at sige Du til Herr Pastoren, han vil ogsaa sige Du til Dig.

AMALIE

Hvorledes, Mama?

270
MADAMEN

Forstaaer sig, Malle! Skulde Du ikke være Duus med Din Kjærestes bedste Ven? Det er allerede aftalt, og maa saa være.

AMALIE

Ja, det er jo rimeligt, det kan jeg ikke nægte.

MADAMEN

I skal være som een Sjæl i tre Legemer. Naar De nu komme tilbage, saa skal der staae Viin paa Bordet, og saa vil vi alle klinke og drikke Duus med Herr Pastoren. Du ogsaa, Jette!

HENRIETTE

Hvem? jeg, min Moder?

MADAMEN

Ja, det er ligefrem. Du skal ikke være undseelig. (til Hummer.) Jeg gaaer min Vei; De kan gjerne lade falde et lille Ord til Jette, men dog lidt forsigtig, for Herre Gud! De veed nok, hvordan Pigerne er.

HUMMER

Ja, Madame, det veed jeg ret godt.

MADAMEN

God Fornøielse paa Spadseretouren.

(gaaer.)
271

TO OG TYVENDE SCENE

KLISTER. HUMMER. AMALIE. HENRIETTE. De tre første gaae Arm i Arm i een Række, Klister i Midten; han og Hummer have hver sin Parapluie i Haanden.

KLISTER
(til Hummer.)

For Fanden! træk dog ikke saadan i mig! Vi skal jo denne Vei.

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg maa blot tale et Ord med Jomfruen; De hørte jo Madamens Befaling.

KLISTER

Det gaaer tilforladelig ikke godt, ifald De ikke bærer Dem ordentlig ad.

HUMMER

Lad mig blot sige hende en lille Compliment.

KLISTER

Saa skynd Dem da.

HUMMER

Ja, men De maa følge med.

KLISTER

Ak ja desværre! jeg veed det nok.

HUMMER

Naa, saa kom da med det Gode.

(nærmer sig Henriette og trækker de andre med sig.)
272

Mel. af Fredmanns Epistler: Se, Mowitz, hvi står du och gråter.

1.

HUMMER
Min Jomfrue, siig, tør jeg Dem bede
At skjænke mig venlig et Smiil?
O see dog ei paa mig i Vrede!
Jeg lider af Kjærligheds Piil.
Hvis ei De vil see mig crepere,
Saa lov mig at tænke derpaa.
AMALIE
(trækker i Klister.) Saa kom da!
KLISTER
(trækker i Hummer.) Saa kom da!
HUMMER
Naa naa!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

2.

HENRIETTE
Min Herre, hvad er Deres Mening?
HUMMER
O Himmel! forstod De mig ei?
En agtbar, en dydig Forening;
De siger dertil ikke Nei.
Jeg maa mig saa kort explicere,
Thi disse vil trække mig did.
AMALIE
(som før.) Saa kom da!
273
KLISTER
(som før.) Saa kom da!
HUMMER
Giv Tid!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

3.

HENRIETTE
Jeg end ikke rigtig det fatter.
HUMMER
Ak Himmel! og Tiden er kort.
De er jo saa lydig en Datter....
(til Klister.) For Satan! saa trask mig ei bort!
(til Henriette.) Jeg tør ikke Tingen pressere,
Men spørg De kun Deres Mama.
AMALIE
Saa kom da!
AMALIE
Saa kom da!
HUMMER
Ja, ja!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

4.

HUMMER
Saa see da, min rareste Dukke,
Her ligger jeg for Dem paa Knæ.
(vil knæle, men kan ikke komme til, fordi han ikke vil slippe Klister.) 274 For Fanden! De kan Dem dog bukke,
Jeg veed dog, De er ei af Træ.
KLISTER
Skal jeg mig nu prostituere?
HUMMER
At knæle det skader Dem ei.
(tvinger Klister til at knæle ved Siden af sig.)
AMALIE
Saa kom da!
KLISTER
Saa kom da!
HUMMER
Nei, nei!
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!

5.

HENRIETTE
Jeg veed ikke, hvo af de Tvende
Mig Elskovserklæringen gjør.
HUMMER
Det er mig, hvis Hjerte maa brænde,
Ifald jeg Dem sige det tør.
Min Ven skal kun her figurere,
Mens jeg Dem begjærer til Brud.
(Henriette giver sig til af lee.)
AMALIE
Saa kom da!
KLISTER
Saa kom da!
(nøder Hummer til af reise sig med ham.)
275
HUMMER
O Gud!
Hun la'er mig spadsere.
HENRIETTE
Jeg la'er ham spadsere.
KLISTER og AMALIE
Kom, lad os spadsere!
(Amalie trækker i Klister, denne trækker i Hummer; de gaae alle tre ud tilvenstre. Paa Veien vender Hummer Hovedet tilbage og kysser paa Fingeren ad Henriette. Denne seer efter ham og leer.)

TRE OG TYVENDE SCENE

HENRIETTE. GEORG kommer med en Parapluie i Haanden.

GEORG

Jeg frygter for at vi faae Regn om et Øieblik. Jeg bringer Dig en Parapluie. - Men hvad er det? hvoraf kommer den Latter?

HENRIETTE

O det er Skade, Du kommer for sildigt! Du skulde ellers have været Vidne til en Kjærlighed-Ærklæring.

GEORG

Hvorledes?

HENRIETTE

En Kjærlighed-Ærklæring, som blev gjort mig.

GEORG

Dig? Af hvem?

276
HENRIETTE

Ja det vilde Du have ondt for at gjætte. Af den nysankomne Præst fra Laaland.

GEORG

Hvad hører jeg?

HENRIETTE

Men Du leer ikke, min Ven?

GEORG

Nei det gjør jeg rigtignok ikke. Og dog, hvorfor skulde jeg ikke lee med? Ha ha ha! det er jo meget moersomt.

HENRIETTE

Han laae saamæn her paa Knæ for mig. Men for at Venskabet ikke skulde staae i Skygge for Kjærligheden, saa maatte Herr Klister knæle ved Siden af ham, og det i Amalies Nærværelse, thi Præsten vilde ingenlunde slippe hans Arm.

GEORG

Ha ha ha! Ja nu maa jeg sandelig lee for Alvor! ha ha ha! Klister er da i Sandhed ligesom en Burre.

HENRIETTE

Eller som en Magnet.

GEORG

Som en Magnet? Nei det tager Du feil i. Før var han en Magnet, thi han tiltrak med den ene Side, og frastødte med den anden, nu derimod trækker han med begge Sider. O disse tre Uadskillelige ere 277 et kosteligt Syn! - Men hvad faldt imidlertid den nye Trediepart ind at kaste sig for Dine Fødder?

HENRIETTE

Han friede formelig til mig, og lod sig forstaae med at han havde Mamas Samtykke.

GEORG

Skulde det være muligt? Vist er det, at Madame Buurmann synes at gjøre meget af ham. Men jeg kan dog aldrig troe, at hun allerede saa hurtig skulde have truffet slige Dispositioner.

HENRIETTE

Ja siig ikke det. Det er noget overordenlig hvad hun gjør af den Præst.

GEORG

Ja til Skriftefader troer jeg nok, hun vilde have ham, uagtet jeg maa tilstaae, at alt hvad han før sagde om religiøse Materier, forekom mig som lutter Vaas; men fra Skriftefader til Svigersøn er dog altid et Spring.

HENRIETTE

Men dersom Du havde hørt, hvorledes hun paalagde ham og Amalie at sige Du til hinanden, og lovede, at hun selv og alle vi andre siden skulde drikke Duus med ham!

GEORG

Hvorledes? Drikke Duus! Ogsaa Du?

HENRIETTE

Ja det forstaaer sig, det sagde hun udtrykkelig.

278
GEORG

Nei det er for galt! det gaaer for vidt!

HENRIETTE

At drikke Duus, mener Du, det gaaer for vidt. Men derimod, om jeg giftede mig med ham, det var ikke for meget.

GEORG

O nei, det er ikke saaledes meent! Men gifte sig .... For Pokker! det er ikke saa snart gjort; det har vist ingen Nød. At drikke Duus derimod, det kan skee strax, uden Kirkelysning, uden Kongebrev. O jeg tager min Død derover, ifald det skeer!

(det begynder at tordne.)
HENRIETTE

Bliv dog ikke saa hæftig over den Bagatel.

GEORG

Bagatel? Det er ingen Bagatel. Lov mig, at Du vil undgaae det, afslaae det.

HENRIETTE

Jeg skal gjøre mit Bedste, men hvorledes kan jeg afslaae det, naar min Moder befaler mig det, og naar hun selv og alle de andre gjøre det?

GEORG

Der seer man dog Frugten af at holde sin Kjærlighed hemmelig, saaledes som vi have gjort! Dersom vi havde declareret den, saa kunde slige Ting ikke passere.

(Et stærkt Tordenskrald.)
279
HENRIETTE

Gud! det bliver et skrækkeligt Veir! Jeg maa gaae inden Regnen begynder. Gaaer Du ikke med?

GEORG

Til de andre? Nei, det er jeg ikke istand til. Jeg kan ikke holde gode Miner med dem; min Utaalmodighed vil imod min Villie give sig Luft, jeg vilde blive nødt til at tilstaae Dine Forældre hele Sandheden.

HENRIETTE

Nei for Guds Skyld! saa bliv heller herude. Naar Uveiret er drevet over, kommer jeg strax ud til Dig.

GEORG

Er det vist?

HENRIETTE

Ganske sikkert!

(gaaer.)

FIRE OG TYVENDE SCENE

GEORG
alene.

Hvilken fatal Begivenhed! hvo kunde ane sligt? Jeg har jo tydelig mærket, at Madame Buurmann ønskede, jeg skulde frie til Henriette. Jeg har saaledes været vis paa, at der ikke vilde være noget iveien saasnart jeg begjærede hende. Hvor kunde jeg drømme om, at dette saa pludseligen ankomne Menneske ligesaa pludselig skulde blive min Rival? Og nu ovenikjøbet saadant et Menneske! Dog - det er det mindste, men denne fordømte Drikken Duus, hvorledes skal jeg dog faae sat en Pind for den? O, jeg holder det ikke ud!

280

FEM OG TYVENDE SCENE

GEORG. POUL med en Parapluie i Haanden. (Det begynder af regne.)

POUL

Nei, det er umuligt! Det skal, det maa ikke skee! Man skulde sende min himmelske Caroline bort? Nei, det kunde jeg ikke overleve! - Den velsignede Pige! - hun græd, da jeg fortalte hende det, og lovede at komme herud, saasnart det blev Tørveir, for at vi i det mindste kunde blande vore Taarer sammen. O det er en Engel af en Pige! hvilken Ømhed har hun ikke for mig! hun skaffede mig Vertens Parapluie tillaans, for at jeg ikke skulde blive vaad, mens jeg ventede paa hende. Jeg troer, det regner allerede. Jeg vil slaae Parapluien ud, see op i dens himmelblaa Kuppel, og tænke paa min elskede Veninde.

(slaaer Parapluien ud.)
GEORG
(slaaer ogsaa sin Parapluie ud.)

Dersom han dog ikke var Præst, saa skulde jeg udfordre ham og derved nok hindre ham i hans uforskammede Familiariteter.

POUL

Dersom jeg bare havde ham i en Jolle paa Søen, saa skulde jeg give ham saadan en Gammel, at Nykkerne nok skulde forgaae ham.

GEORG

Thi dette er ikke til at udholde.

281
POUL

Thi dette er mere end et Menneske kan bære.

(De gjøre hver en hæftig Bevægelse og rende med Parapluierne mod hinanden.)
GEORG

Hvem der?

POUL

En høist ulykkelig og fortvivlet Elsker!

GEORG

Hvad hører jeg?

POUL

Ja, De kan troe, det er sandt. Men hvem er De, om jeg maa spørge?

GEORG

Jeg kunde gjerne give Dem det samme Svar.

POUL

Tænk Dem, at man vil bortføre min Elskede.

GEORG

Tænk Dem, at man vil drikke Duus med min Kjæreste!

(Tordenen og Regnen tiltager.) Mel. af Don Juan: Kjølige Druer.
BEGGE
Vil han mig skræmme?
Jeg skal ham tæmme;
Ei skal han glemme,
Jeg er en Mand.
POUL
Pigen at røve!
282
GEORG
Mig at bedrøve!
POUL
Det skal vi prøve
Om han det kan!
GEORG
Det skal vi prøve,
Om han det kan!
BEGGE
Om han det kan!
POUL
Om Caroline.....
GEORG
Om Henriette.....
BEGGE
Blot med en Mine
Samtykke dette .....
POUL
Det skal vi prøve,
Om det gaaer an!
BEGGE
Det skal vi prøve,
Om det gaaer an!
POUL
Men lad os nu begge,
Skjøndt under Dække,
Hinanden række
Oprigtig Haand!
283
GEORG
(giver ham Haanden.) Oprigtig Haand!
BEGGE
Oprigtig Haand!
Begge til Nytte
Vil vi det knytte,
Vil vi beskytte
Venskabets Baand.
GEORG
Tordenen ruller.
POUL
Hør hvilket Bulder!
GEORG
Lynene knittre.
POUL
Ha! hvilket Vær!
BEGGE
Men i mit Hjerte
Raser min Smerte,
Pulsene zittre
Frygteligt her!
POUL

Velan, det er afgjort, vi vil gjøre fælleds Sag for at befrie os fra vore Rivaler.

GEORG

Ja, det have vi indgaaet. Men tillad mig, Deres Ansigt er mig meget bekjendt.

284
POUL

Ja, jeg maa bestemt ogsaa kjende Dem. Er det ikke Herr Lieutenant von Stein?

GEORG

Ganske rigtig.

POUL

Vi have truffet hinanden paa et Bal i Vinter.

GEORG

Det er ogsaa sandt! Nu husker jeg det. Men Deres Navn har jeg i Sandhed glemt.

POUL

Poul Falkenberg.

GEORG

Det er rigtigt. Men hvorledes? De er jo Søcadet?

POUL

Som De seer.

GEORG

Og har allerede Kjærlighedshistorier?

POUL

Hvor kan De dog spørge saaledes? Nu da vi have indgaaet en Venskabspagt med hinanden, vil De da nu komme med forslidte moralske Betragtninger? Spørger Kjærligheden vel efter Rang og Stand? hvorfor skulde den da spørge efter Alderen? Jeg troede, De havde en mere oplyst Tænkemaade.

285
GEORG

Undskyld mig! det var et Ord i urette Tid. Men nu vil jeg heller ikke være saa udelicat at spørge Dem, hvem De elsker.

POUL

Jeg vil ligesaalidet gjøre Dem et saadant Spørgsmaal.

GEORG

Men jeg maa vide, hvem Deres Rival er.

POUL

Min Rival er han ikke saa meget, som han snarere vil tage min Elskede i Skole, og føre hende bort herfra. Med eet Ord, det er en Præst.

GEORG

En Præst? Min Rival er ogsaa Præst. Og jeg kunde ligeledes tilføie, at han er ikke saa meget min Rival, som han snarere vil drikke Duus med min Kjæreste, og det kan jeg ikke lide for min bittre Død.

POUL

Men det træffer sig jo høist besynderligt. Lad mig høre hans Navn.

GEORG

Stille! Der kommer nogen; det er Herr Buurmann. Lad ham for alting intet mærke, og lad os see at dæmpe vor Hæftighed.

286

SEX OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. BUURMANN med en Parapluie over Hovedet. (Under denne Scene hører Tordenen op, og Regnen tager af.)

BUURMANN

Det er da ret et Guds Veir! Det er ogsaa forbandet! hvergang jeg tager i Skoven, saa skal det altid blive Regnveir. (seer Georg.) Er det Dem, Herr Lieutenant?

GEORG

Ja, Herr Buurmann! Jeg staaer og sympathiserer med det Oprør hvori Naturen er.

BUURMANN

Det er en god Fornøielse.

GEORG

Hvis det ikke behager Dem, hvorfor vil De da vove Dem herud?

BUURMANN

Jeg er vel nødt dertil. Min Kone vilde at jeg skulde gaae ud og see efter Malle og Klister og Pastoren. De ere gaaet ud at spadsere. Hvad ogsaa det skulde til! Enhver kunde jo see, at det vilde blive Regn. Og de tre Mennesker har kun to Parapluier med; saa vilde min Kone, jeg skulde gaae dem imøde med min Parapluie.

GEORG

Hvad kan det hjelpe? Saa blive de jo fire, og have kun tre Parapluier.

287
BUURMANN

Det er saagu ogsaa sandt. Saa kan jeg jo ligesaa gjerne blive hvor jeg er.

GEORG

I Deres Sted vilde jeg søge Ly i Huset.

BUURMANN

Jeg tør ikke komme ind, førend jeg bringer Kjæresterne og Præsten med; ellers skeer jeg en Ulykke. Men hvorfor gaaer De ikke ind?

GEORG

Jeg finder Behag, som sagt, i denne Naturscene. Desuden, siden De bliver herude, saa vil jeg holde Dem med Selskab.

BUURMANN

De er meget artig; det er godt at mærke, at De ikke er forlovet, idetmindste ikke med nogen af mine Døttre. Men hvem er den unge Fyr?

GEORG

Det er en Ven og Bekjendt af mig, en ung Søcadet, ved Navn Falkenberg, som heller ikke er forlovet med nogen af Deres Døttre, og følgelig vist vil vise Dem samme Opmærksomhed.

BUURMANN

Det træffer sig heldigt.

POUL

Veiret sagtnes, Regnen er snart forbi.

288
BUURMANN

Og imidlertid skal man staae her og blive vaad! Gid Fanden havde saadanne Anstalter!

Mel. O pescator dell' onda, fidelin.
ALLE TRE

1.

Nu Tordenskyen trækker
Ad den Kant.
Ei meer den os forskrækker;
Den forsvandt.
Med fjerne Brag og Lyn
Hen ad Sverrig til den driver,
Himlen aabner sine Bryn,
Og opliver
Sit Syn.

2.

O gid jeg flyve kunde
Som en Sky,
Hen over grønne Lunde
Langt fra By!
Var jeg i slet Humeur,
Vilde jeg min Vredes Torden
Slynge ned paa Folk og Køer,
Gjøre Jorden
Lidt ør.

3.

Men nu maa jeg desværre
Visselig
See til at blive Herre
Over mig.
Nu faaer jeg vente her,
Hvor en Tordenregn mig dypper,
Og endskjøndt den standset er,
Det dog drypper
Fra Træer.
289

4.

Snart Solen Vand vil drikke
Ud af Sky.
Man snart behøver ikke
Paraply.
Snart aander alting frit;
Ene jeg staaer som i Fængsel,
Lytter efter hvert et Skridt;
Ja min Længsel
Gaaer vidt!

SYV OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE, KLISTER og HUMMER komme Arm i Arm, Klister i Midten, holdende sin Parapluie over dem alle Tre.

BUURMANN

Naa, see der har vi dem jo endelig.

AMALIE

Aa jeg er saa forskrækkelig vaad!

HUMMER

Ja jeg ikke mindre, min bedste Jomfrue! Min Ven har det bedst, for han gaaer i Midten; men vi andre som gaae paa Kanten, vi har faaet Vandet af Parapluien hver paa den ene Skulder.

BUURMANN

Men for Satan, Herr Pastor! Bliv ikke vred, jeg bander saa grovt ....

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste.

290
BUURMANN

De har jo selv en Parapluie med; hvorfor Djævelen har De ikke brugt den?

HUMMER

Høistærede! bliv ikke hidsig! Jeg skal sige Dem, jeg vilde ikke slippe min Ven, jeg vilde være med ham under samme Tag.

BUURMANN

Aa saadant et Venskab er Hansqvasteri!

HUMMER

Jeg beder Dem, tal ikke saaledes om de blide Følelser.

BUURMANN

Hvorfor Fanden lod De da ikke Malle faae Deres Parapluie? saa havde jo dog hun idetmindste gaaet tørt.

KLISTER

Gode Svigerpapa! saa havde jeg jo maattet slippe min Kjæreste, og det vilde hverken hun eller jeg.

BUURMANN

Der har vi det! De ere uadskillelige, alle Tre. Deres Venskab, deres Kjærlighed, den yttre de ved at skaffe hinanden Forkjølelser paa Halsen. Ad Helvede til med de blide Følelser!

KLISTER

Men tillad dog ....

BUURMANN

Aa hold jer Mund, og gaae ind og faae Tørt paa.

291
KLISTER

Jeg er tør, men min stakkels Malle ....

AMALIE

Jeg er bare vaad paa den venstre Side.

HUMMER

Og jeg bare paa den høire.

AMALIE

Gid Du ikke maa have forkjølet Dig, gode Hummer!

HUMMER

Velsignede Malle! Gid den Regn maa bekomme Dig. vel!

BUURMANN

Ind med jer ved Skorstenen, I Skabhalse! og gid I maae svede jeres Venskab og jeres Kjærlighed ud med det samme!

(driver dem ind i Huset, og følger selv efter.)

OTTE OG TYVENDE SCENE

POUL. GEORG. (Hver under, sin Parapluie.)

GEORG

Gud skee Lov! de ere borte!

POUL

Regnen er allerede forbi.

292
GEORG

Men det drypper endnu fra Træerne.

POUL

Vi maae beholde Parapluierne udslagne.

GEORG
(afsides.)

Det er et Tag, hvorunder min Henriette og jeg skulle samles.

POUL
(afsides.)

Jeg kan skjule min Caroline derunder.

Mel. af Joconde: Timerne tungt sig snige.
GEORG
Timerne tungt sig snige,
Naar man venter sin Pige.
Det bange Hjerte troer
At finde Trøst i Ord.
POUL
Timerne tungt sig snige.
BEGGE
Naar man venter sin Pige.
Det bange Hjerte troer
At finde Trøst i Ord.
Stille! Stille!
Vi lytte ville.
Der hun er! søde Lyst!
Hendes Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
293

NI OG TYVENDE SCENE

DE FORRIGE. HENRIETTE.

HENRIETTE
Tordenen er forsvunden,
Men her er vaadt i Lunden.
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
GEORG
Nu er min Sol oprunden.
GEORG POUL
Vel er her vaadt i Lunden.
Dog vil hun til mig tye,
Thi jeg har Paraply.
HENRIETTE
Vel er her vaadt i Lunden,
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
(Henriette smutter ind under Georgs Parapluie.)
GEORG og HENRIETTE
Under denne
Kan ingen kjende
Dig, min Elskte! Hvilken Lyst!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst!
POUL
Ak! men denne
Var ikke hende!
Caroline, du min Lyst,
O bring, o bring dog Trøst
For mit beklemte Bryst!
294

TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. CAROLINE

CAROLINE
Tordenen er forsvunden,
Men her er vaadt i Lunden.
Dog vil jeg til ham tye,
Thi han har Paraply.
Jeg under den vil trine.
(smutter ind under Pouls Parapluie.)
GEORG
Min Jette!
POUL
Min Line!
HENRIETTE
O skjul mig!
CAROLINE
Lad os flye!
(Georg og Poul holde Parapluierne paaskraa ind ad Scenen til, saa at det ene Par ikke kan see det andet.)
CAROLINE
Nei tys! Kun stille, stille!
Vi her os skjule ville.
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
HENRIETTE
Stille! tys! Stille! tys!
Stille! tys! Stille! tys!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
POUL og GEORG
Stille! stille! stille! tys!
Stille! stille! stille! tys!
Dit Ord vil bringe Haab og Trøst
For mit beklemte Bryst.
295
GEORG

Hør, det regner ikke meer. Jeg slaaer Parapluien ned.

POUL

Nu er det deiligt Veir. Jeg er kjed af at holde i den Parapluie. Jeg vil slaae den ned.

HENRIETTE

Men saa see jo de fremmede Folk os derhenne.

CAROLINE

Men der staae jo fremmede Folk paa den anden Side.

GEORG

Det er en Person som slet ikke kjender Dig.

POUL

Det er en Herre som aldrig har seet Dem før.

(De slaae Parapluierne ned.)
GEORG og HENRIETTE

Hvad seer jeg? Caroline!

POUL
(til Caroline.)

Hvorledes? Man kjender Dem?

CAROLINE

Det er jo min Søster og Herr v. Stein.

POUL

Er det ogsaa Deres Søster?

HENRIETTE

Hvad bestiller Du her, Caroline?

296
CAROLINE

Ja, hvad bestiller Du?

HENRIETTE

Jeg staaer og taler med Herr v. Stein.

CAROLINE

Og jeg med Herr v. Falkenberg.

HENRIETTE

Som jeg aldrig har seet før.

CAROLINE

Men jeg desto oftere; thi han følger mig hver Dag i Skole.

HENRIETTE

Hvad hører jeg?

GEORG
(til Poul.)

Saa Caroline er den elskede Gjenstand?

POUL

Naar Hemmeligheden er røbet, hvorfor skulde jeg da ikke tilstaae den? Men denne Dame er formodentlig hende, som De er bange for at man skal drikke Duus med?

GEORG

For Pokker!

CAROLINE

Vi Fire, mener jeg, behøve ikke at have nogen Hemmelighed for hverandre. Henriette, jeg har tiet med Din Hemmelighed, Du vil vist heller ikke forraade min.

297
HENRIETTE

Nei, det vil jeg ikke.

POUL
(til Georg.)

Vi To have allerede tilsvoret hinanden Troskab og Bistand.

GEORG

Det træffer sig saa meget heldigere, som jeg nu begriber at vor Rival er den samme Person, nemlig Præsten fra Laaland.

POUL

Saa meget lettere kan vi ramme ham, da vi nu alle sigte efter samme Maal. Jeg tænker, naar vi Fire lægge vore Hoveder sammen, saa maae vi sagtens kunne entre hans Fartøi.

GEORG

De har Det, min unge Ven! O jeg aander allerede lettere!

CAROLINE

Ja, det er intet Under; thi Luften er i dette Øieblik meget behagelig.

HENRIETTE

Og det Grønne dufter saa frisk efter Regnen.

POUL

See den store Regnbue!

GEORG

Man føler sig oplivet! Hjertet udvider sig til Haab og Glæde.

298

Mel. Auf! es dunkelt. (Af Spohr.)

1.

GEORG
Himlen smiler,
Solen iler
Ned mod Vest bag fjerne Træer,
Mens i Øst en Bro er bygget,
Farvesmykket
I violblaat Aftenskjær.
Mildt det lufter,
Græsset dufter,
Perler dække hvert et Blad,
Blomst til Blomst er kjærlig klynget,
Frisk, forynget
Ved det kolde Styrtebad.

2.

Efter Varmen
Aander Barmen
Luften som er sval og ny.
Hjertet haaber paa det Fjerne,
Flagrer gjerne
Mod den lyse Purpursky.
Himlen aaben
For vor Haaben
Er en Udsigt viid og skjøn,
Og dens fjerne Violette
Siger dette:
Haabet selv er Haabets Løn.

3.

ALLE FIRE
Efter Varmen, etc.
CAROLINE

Der kommer Præsten.

GEORG

Det er ikke ham, det er jo Klister in duplo.

299
POUL

Jo, det er Præsten, han har taget en Kavai paa.

HENRIETTE

Ja, det er Klisters Kavai, og Klister er selv med ham. Jeg tør ikke blive her.

CAROLINE

Jeg heller ikke.

GEORG

Forlader Du mig?

POUL

Forlader De os?

HENRIETTE

Naar jeg ikke er tilstede, saa drikker han i det mindste ikke Duus med mig.

GEORG

Ja, det er sandt!

CAROLINE

Og naar jeg ikke er her, saa tænker han ikke paa at føre mig til Laaland.

POUL

Deri har De Ret.

(Caroline og Henriette løbe ud.)
GEORG

Lad os trække os lidt tilbage.

POUL

Og overlægge, hvorledes vi skal betage Præsten alle hans Griller.

(De trække dem hen i Baggrunden, og lytte til den følgende Samtale.)
300

EEN OG TREDIVTE SCENE

POUL og GEORG i Baggrunden. KLISTER og HUMMER træde ind, Arm i Arm; den sidste har en gammel Kavai paa.

KLISTER
(meget hæftig.)

Nei, det er ikke til at udholde længer! Jeg vilde ligesaa gjerne være en sammenvoxet Tvilling eller en Kalv med to Hoveder. De prostituerer mig, De gjør mig til Spot for min Kjæreste og for hendes Familie, De ....

HUMMER

Glem ikke hvad Du vil sige, men Du maa tilforladelig sige Du til mig, ellers bliver Madamen vred.

KLISTER

Ogsaa dette maa jeg taale! At være Duus med saadan en Karl! en Betjent i Underfogdens Comptoir!

(Poul og Georg give hæftige Tegn paa Glæde, ved af høre disse Ord, de trykke hinanden i Haanden, tale undertiden sagte med hinanden, og vise i det Hele levende Deelfagelse i Samtalen.)
HUMMER

Men betænk, vi har jo dog staaet Fadder med hinanden.

KLISTER

Og saa siger De ovenikjøbet Du til min Kjæreste; De tillader mig ikke at tale et eneste Ord med hende, De frier til hendes ene Søster, De paatager Dem at confirmere den anden, og betænker ikke, at 301 vi imorgen komme til at staae tilskamme for Familien. Siig mig for Himlens Skyld, hvad er Deres Hensigt?

HUMMER

Min Hensigt? For det første at fortjene de hundrede Rigsdaler som De har lovet mig.

KLISTER

Dem er De sikker nok paa, men hvad skal de andre Optøier til?

HUMMER

Madamen forlangte jo at jeg skulde frie til den ene Jomfrue.

KLISTER

Men det burde De jo have undveget. Hvad Figur vil De gjøre imorgen tidlig, naar Maskeraden er forbi?

HUMMER

En meget god Figur, ifald jeg imidlertid er bleven forlovet med Jomfruen.

KLISTER

Men er De da reent fra Forstanden? Troer De da at Madame Buurmann giver sin Datter til en Betjent i Underfogdens Comptoir?

HUMMER

Hvorfor ikke? Jeg har jo dog staaet Fadder med Dig.

KLISTER

Aa lad det Du være!

HUMMER

Jeg er saa bange, jeg skal komme ud af Øvelsen.

302
KLISTER

Fordømte Menneske, som maaskee er Skyld i at min Malle maaskee faaer en Koldfeber eller Typhus!

HUMMER

Maaskee og maaskee! Det er De selv Skyld i. Hvorfor lod De hende ikke gaae foran med min Parapluie?

KLISTER

Skulde jeg slippe min Kjæreste? Det er jeg ikke vant til.

HUMMER

Men skulde jeg slippe Dem?

KLISTER

Og saa vil De ikke engang tillade mig at gaae ind til hende, og spørge, hvorledes hun befinder sig!

HUMMER

Hvorledes kan jeg det? Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men De indseer vel, at da hun nu er ifærd med at tage Tørt paa, saa er det ikke engang passende, at De gaaer ind til hende.

KLISTER

Hvad er det for Snak? Skulde jeg ikke kunne gaae ind til min Kjæreste, fordi hun staaer og klæder sig om?

HUMMER

Ja, jeg har jo sagt Dem det, De maa gjerne gaae derind, at sige, naar jeg følger med; jeg er ganske til Deres Tjeneste.

303
KLISTER

O Du Helvedes Af sending!

HUMMER

See det kan jeg lide, at Du øver Dig paa at sige Du til mig.

KLISTER

Spot mig kun ikke! Det raader jeg Dem.

HUMMER

Hvad kan jeg for, at Deres Kjæreste er bleven vaad? Er jeg ikke selv bleven vaad? har jeg ikke maattet trække min Kjole af, og hænge den i Skorstenen? Har De ikke maattet laane mig Deres Kavai, og det skal De have Tak for. Jeg er bange, jeg faaer selv en Koldfeber, jeg føler saadan een og anden Gysen. - Hør, da jeg kom herud med Dem, da forekom det mig som jeg saae en Viinflaske henne i Gyngen. Mon der skulde være noget i den? Jeg har nok Lyst at drikke en Taar, for at jage Forkjølelsen paa Flugten.

(Poul og Georg smutte bort, men blive staas ende paa Luur, hver paa sin Side.)
KLISTER

Aa drik til De ligger!

HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste. Maa jeg gjøre Dem Uleilighed med at følge mig hen til Gyngen?

KLISTER

Ja for Fanden! ligesaa godt derhen som et andet Sted.

(De gaae hen til Gyngen.)
304
HUMMER
(fager Flasken.)

Sagde jeg det ikke nok? (smager paa den.) En udmærket fortræffelig Viin! hvem kan have glemt den her? Hør, veed De hvad? Lad os drikke et Glas sammen paa Venskabets Fornyelse.

KLISTER

Lad mig være i Ro.

HUMMER

Naa naa! Jeg veed nok hvad jeg siger. Seer De, der ligger et Glas ved Siden af. Lad os faae fat i det.

(Sætter det ene Been ind i Gyngen og famler efter Glasset, uden at slippe Klister. Poul og Georg komme hurtig springende, hver fra sin Side, hen til Gyngen.)
POUL

Herr Pastor! holder De meget af at gynge?

HUMMER
(som endnu ikke har faaet Glasset, reiser sig halv op, men beholder Benet i Gyngen.)

Hvem? jeg?

GEORG

Det skal være os en Fornøielse at gynge Dem.

(De ssette Gyngen i Bevægelse. Hummer, for ei at rives overende, nødes til at sætte det andet Been derind og til at slippe Klister.)
305
HUMMER
(i Gyngen, med Flasken i den ene Haand, og holdende sig fast med den anden.)

Nei, jeg siger saamange Tak! jeg er ingen Libhaber.

(Gyngen kommer meer og meer i Bevægelse.)
POUL

Vil De maaskee heller have en Kande Øl?

HUMMER

Nei for Fanden! Lad mig komme ud. Jeg kan ikke taale det, jeg faaer ondt.

GEORG

O det er meget behageligt, naar De først bliver vant dertil.

HUMMER

Hør, jeg skriger paa Hjelp!

KLISTER

Nei jeg kan ikke længer modstaae Fristelsen; jeg iler hen til min Malle.

(løber ud.)

TO OG TREDIVTE SCENE

POUL. GEORG. HUMMER i Gyngen.

HUMMER

Aa nu er Fanden løs! Nu løb han sin Vei.

POUL

Lad ham løbe.

306
HUMMER

Nei gu gjør jeg ikke. Aa jeg ulyksalige Menneske! Gevalt! Gevalt! Gevalt!

(Poul og Georg sætte Gyngen i saa stærk en Gang som muligt, og løbe bort, medens Hummer bliver ved af skrige Gevalt.)

TRE OG TREDIVTE SCENE

HUMMER i Gyngen. BUURMANN. MADAMEN. CAROLINE. (Caroline har nogle Papirer i Haanden.)

BUURMANN

Hvad er paafærde?

MADAMEN

Ih Gud! Herr Pastoren gynger!

HUMMER

For Himlens Skyld, Herr Buurmann! Hold paa det Bæst! Den løber reent bort med mig.

(Buurmann standser Gyngen, og hjelper ham ud.)
HUMMER

Ak, Herr Buurmann! Jeg er ganske til Deres Tjeneste! Men hold paa mig; thi jeg er saa svimmel, at jeg ikke kan staae paa mine Been.

(Buurmann leder ham til Bænken paa venstre Side i Forgrunden.)
MADAMEN

Hvorledes gaaer det?

307
HUMMER
(tager sig en Taar af Flasken, som han bestandig har beholdt i Haanden.)

Nu gaaer det over.

MADAMEN

Men hvordan er De kommen i Gyngen? og hvem har saaledes fordristet sig til at drive Abespil med Dem?

HUMMER
(springer op.)

Det skal jeg siden fortælle Dem. Nu maa jeg bort.

DE ANDRE
(idet de holde paa ham.)

Hvorhen? hvorhen?

HUMMER

Lad mig gaae, siger jeg Dem! Jeg maa efter Klister, efter min Ven. (fortvivlet.) Aa Herre Gud, kan De ikke sige mig, hvor han er?

MADAMEN

Han er inde hos Malle, som klæder sig om.

HUMMER

Aa søde Madam! De letter en Steen fra mit Hjerte. Er det vist og tilforladeligt at han er der og intet andet Sted?

MADAMEN

Det er ganske vist.

308
HUMMER

Gud velsigne Dem for det! Nu maa jeg derind til ham.

BUURMANN

Da veed jeg dog at De vil ikke gaae ind til min Datter, mens hun skifter?

HUMMER

Jo, saa sandt jeg lever, det vil jeg gjøre.

BUURMANN

Er De gal?

(holder paa ham.)
MADAMEN

O det ømme Venskab er altfor rørende!

CAROLINE

Vil De ikke først tage imod disse Papirer, som faldt ud af Deres Kjolelomme, da Kjolen blev hængt op i Skorstenen?

HUMMER

Papirer?

(løber hen for af tage dem.)
CAROLINE

Nei, bie lidt, jeg vil først vise mine Forældre dem.

HUMMER

Nei, Lille, nei! giv mig Papirerne.

CAROLINE

Min Moder vil have stor Glæde af at læse disse fortræffelige Prækener.

309
MADAMEN

Prækener? O dem maa De tillade mig at see!

(tager Papirerne og blader i dem.)
HUMMER

Jeg er ganske til Deres Tjeneste, men jeg beder Dem ....

MADAMEN

Hvad seer jeg! (læser.) »Ifølge Dom, Execution og Udlæg - - Hummer, Betjent i Underfogdens Comptoir« - - Hvorledes? Er det muligt! De har narret os? O det forvinder jeg ikke!

(taber Papirerne.)
BUURMANN
(snapper dem op.)

Det maa jeg see. (seer i dem.) Hvorledes? De har en Dom over Klister?

HUMMER

Nu er alting ude.

BUURMANN

Fra en Skrædder?

HUMMER

Som vi begge have staaet Fadder hos.

BUURMANN

Nei, det gaaer for vidt.

310

FIRE OG TREDIVTE SCENE

DE FORRIGE. AMALIE. KLISTER. GEORG. POUL.

HUMMER

Naa Himlen være lovet. Der kommer det ærlige Skind. Jeg var saaskam ganske bange for at han var løbet bort! (griber Klister under Armen.) Madame! der er de To som gyngede mig.

GEORG

Vær De kun rolig, Herr Hummer, og slip De kun Herr Klister; jeg svarer for alting. Vi vil opdage Herr og Madame Buurmann det Hele.

BUURMANN

Aa vi veed allerede Besked.

KLISTER

Veed De det?

BUURMANN
(leverer Klister Papirerne.)

Læs!

GEORG

Herr Klister vidste, at jeg havde Pengene til hans Disposition. Derpaa stolede han, og søgte at trække Tiden ud ved at udgive denne Mand for sin Ven.

KLISTER

Og for ikke at forlade min Malle.

AMALIE

Det var sødt af Dig.

311
BUURMANN

Har De Pengene, Herr Lieutenant?

GEORG

Til Herr Klisters Befaling.

MADAMEN

Men siig mig, hvorfor gyngede De den Hummer der?

GEORG

Han friede til Henriette, han vilde drikke Duus med hende. Det kunde jeg ikke taale.

POUL

Han vilde bortføre Caroline.

MADAMEN

Kunde det ikke være Dem det samme?

GEORG

Nei Madame! jeg elsker Henriette, jeg har længe elsket hende, men vi have holdt det hemmeligt.

POUL

Og jeg elsker Caroline, men ingen har vidst det førend nu.

GEORG

Jeg har ikke villet erklære det, førend jeg kunde holde Bryllup, men dette Øieblik er kommet. O min Henriette! jeg har endnu ikke sagt dig det. Min Onkel har sørget for vort Udstyr. Jeg har leiet Værelser paa et smukt Sted; de ere elegant meublerede; alt er saaledes indrettet som jeg veed Du 312 ønsker det. Jeg har villet overraske Dig dermed. Om 14 Dage er alting færdigt, og vi kan da holde Bryllup, naar det skal være. Indtil den Tid har jeg villet fortie det for Dig.

MADAMEN

Bryllup! Uden Forlovelse?

BUURMANN

Just saadan skal det være. (til Klister og Malle.) Og nu sværger jeg høit og dyrt paa, at I To skal holde Bryllup med det samme. Siden Lieutenantens gode Onkel har sørget for Henriettes Udstyr, saa kan jeg nu vel have Raad til at bekoste Eders.

MADAMEN

Men er det ikke for hurtigt, lille Mand?

AMALIE

Det kommer saa uventet.

KLISTER

Saa pludseligt.

BUURMANN

Sniksnak! jeg er kjed af at see paa disse Forlovede med deres evige Vrøvlerier og Uadskillelighed. Naar jeg betænker hvad her er forefaldet, saa er den Begivenhed med Hummer pudsig nok. Det er en ypperlig Cuur for to Uadskillelige, at der kommer en tredie med i Complottet. Før vare de ligesom de Pestbefængte, som ingen tør komme nær, men idag fik de en god Doctor med i Ledtog.

313
POUL

Jeg beder Dem, Herr Buurmann, om Caroline snart maa blive confirmeret, thi jeg bliver snart Officier. Vi have længe elsket hinanden. Jeg hedder Falkenberg og er Søcadet.

BUURMANN

Det skal skee. Men Forlovelse vil jeg ikke vide af. Naar De kan gifte Dem med hende, saa er det godt. Før vil vi ikke tales ved derom.

MADAMEN

Hvad har jeg dog oplevet idag! Begge mine Døttre hemmelig forlovede, uden at jeg har vidst et Ord deraf! Og nu ovenikjøbet saadan en raa Unge!

CAROLINE

O Mama! De Unge veed bedre at skikke sig deri, end de Gamle.

SLUTNINGS-SANG

Mel. af Préville et Taconnet: Aux temps heureux de la chevalerie.

l.

MADAMEN
Nu lad os atter Plads ved Bordet tage;
Punsen curerer efter kolde Bad.
BUURMANN
Men ingen Kjærest sidde hos sin Mage!
Brudgom og Brud herefter skilles ad.
(adskiller hvert af de tre Par.)
KLISTER
Hvor kan Papa dog nænne sligt at sige?
AMALIE
Vi kan os trøste, naar vi komme hjem.
314
KLISTER
Vi kan os trøste, naar vi komme hjem.
DE ANDRE
De kan sig trøste, naar de komme hjem.
HUMMER
Hvis her endnu er Uadskillelige,
Ganske jeg er til Tjeneste for dem.
CHOR
Hvis her endnu, etc.

2.

HENRIETTE
(til Georg.) Men os kan den Befaling ei genere;
Gjerne vi den os underkaste vil.
GEORG
Visselig kan man herlig conversere.
Langt fra sin Elskte, blot ved Minespil,
POUL
Enhver Forlovet strax bør Pladsen vige.
CAROLINE
Saa vil man dem ei meer som Pesten skye
CHOR
Saa vil man dem ei meer som Pesten skye
HUMMER
(til Publikum.) Gjerne dog vil de Uadskillelige
Være for Dem til Tjeneste paany.
CHOR
Gjerne dog vil, etc.
315

BEMÆRKNINGER.

TEXTEN.

Grundlaget for nærværende Udgaves Text er Originaltrykkene fra 1826 og 1827, der er sammenholdt med de senere, af Forfatteren selv besørgede Udgaver: for »Aprilsnarrene« foruden Stykkets 2det uforandrede Oplag (1828) Optrykkene i Skuespil IV (1835) p. 1-121 og Poetiske Skrifter V (1848) p. 155-255; for »Recensenten og Dyret« Skuespil III (1834) p. 185-288 og Poetiske Skrifter V (1848) p. 257-344; for »De Uadskillelige« Skuespil IV (1835) p. 223-348 og Poetiske Skrifter VI (1849) p. 3-106.

Afvigelserne mellem Originaltrykkene og de senere Udgaver er faa og indskrænker sig for det meste til mindre Forandringer i Retskrivning og Tegnsætning.

J. L. HEIBERG.

Nogen sammenfattende monografisk Fremstilling foreligger ikke; en kortfattet, livfuld Karakteristik er givet af Henning Kehler: Overmennesker og andre p. 120-40. Om Heiberg som Kritiker se Paul V. Rubow: Dansk litterær Kritik i det 19de Aarhundrede p. 78-174; om det heibergske Hus se Vilh. Andersen: Litteraturbilleder I p. 57-75. Iøvrigt henvises til den i Carl S. Petersen og Vilh. Andersen: Illustr. dansk Litteraturhistorie IV p. 861 anførte Litteratur.

VAUDEVILLERNE.

Th. Overskou i Danmarks illustrerede Almanak for 1861 p. 86-108; Julius Clausen: Kulturhistoriske studier over Heibergs vaudeviller (1891).

316

Teater censurerne over Vaudevillerne hos Edgar Collin: Af Jonas Collins Papirer p. 46-55, 70-79, 84-89, 111-14, jfr. Rahbeks Brevvexling med Collin hos Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske Huus, Originaludg. p. 626, 633, 635 og 654.

Om Emilie Pohlmann se Brev fra Peter J. Groot 11/10 1825 til C. S. V. Egtved (Hist. Meddel, om København VII p. 558), jfr. Dagbogsoptegnelse af P. V. Jacobsen 18/7 1827 (Personalhist. Tidsskr. 4 R. II p. 63); Portræt i P. Hansen: Den danske Skueplads II p. 449. - Om N. P Nielsen se Brev fra Overskou 1826 til Nielsen hos Th. Overskou: Af mit Liv og min Tid, Neiiendams Udg. II p. 115-16. - Om Frydendals Aftenunderholdning jfr. Johanne Luise Heiberg: Et Liv genoplevet i Erindringen, Originaludg. I p. 53, 56-57. - Om Forestillingen hos Arveprins Ferdinand se Brev fra C. Thorup 29/4 1828 til C. S. V. Egtved (Vor Fortid III p. 151), jfr. Dagbogsopteg. nelse af P. V. Jacobsen 23/2 1828 (Personalhist. Tidsskr. 4 R. II p. 67).

Brev fra J. L. Heiberg 10/11 1825 til Fru Rahbek (Breve fra J. L. Heiberg p. 108); fra Fru Gyllembourg 27/11 1825 til P. A. Heiberg (Johanne Luise Heiberg: Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, 3. Udg. p. 475); fra A. C. Gjeriew 31/12 1825, 31/1, 29/5 og 11/8 1827 til Irgens-Bergh (Breve fra Danske og Norske udg. af L. Daae p. 139, 148, 152, 156); fra St. St. Blicher 4/3 1826 til A. P. Liunge og 6/2 1827 til B.S.Ingemann (Jeppe Aakjær: St. St. Blichers Livs-Tragedie I p. 176, 182-83); fra E. C. Werlauff 7/3 og 30/10 1826, 7/8 1827 til Vedel Simonsen (G. L. Wad: Fra Fyens Fortid I p. 210, 213, 227); fra P. V. Jacobsen 4/11 og 2/12 1827 til P. C. Adler (Breve fra P. V. Jacobsen p. 3, 9, 11); fra J. P. Mynster 2/10 1829 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 157) og 9/11 1831 til W. F. Engelbreth (Kir. kehist. Saml. 4 R. IV p. 727); fra Louise Hegermann-Lindencrone 11/2 og 26/2 1830 til P. Hjort (Udvalg af Breve til P. Hjort I p. 363-76); fra Chr. Molbech 15/8 1831 til J. P. Mynster (Af efterladte Breve til J. P. Mynster p. 165).

Dagbogsoptegnelser 1826 og 1828 af C. H. Holten: Af 317 en gammel Hofmands Erindringer p. 124 og 136; Oehlenschlägers Erindringer IV p. 44-45, jfr. C. L. N. Mynster: Fra den ældre Tid p. 31 og Oehlenschlägers Teateranmeldelser i »Prometheus«, optrykte i Bidrag til den oehlenschlägerske Literaturs Historie II p. 89-91, 138-49. En Skildring af Frederik VTs København har Orla Lehmann givet i sine Erindringer (Efterladte Skrifter I p. 205-33), jfr. iøvrigt J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn I-II (1880-81).

MUSIKKEN.

Melodierne til de fleste Sange i Vaudevillerne findes hos Erik Bøgh: Den danske Vaudeville II p. 13-28 (»Aprilsnarrene«), III p. 71-86 (»Recensenten og Dyret«) og p. 158-63 (»De Uadskillelige«).

I overvejende Grad er det italiensk, fransk og tysk Musik, som Heiberg har gjort Brug af, og det har været ham magtpaaliggende at vælge Melodier, der ikke blot var populære, men ogsaa i Forhold til det københavnske Publikum moderne af Forekomst. Dette ses, naar de benyttede Syngestykker og Operaer ordnes i en kronologisk Række efter deres første Opførelse paa det kgl. Teater: 13/12 1803 Solié's »Lønkammeret« (p. 126), 5/5 1807 Mozarts »Don Juan« (p. 233), 30/10 1811 Della Maria's »Fruentimmerhaderen« (p. 208), 20/10 1812 Isoaurds »Cendrillon« (p. 45), 14/10 1817 sammes »Joconde« (p. 223 og 292), 29/10 1819 Boyeldieus's »Den lille Rødhætte« (p. 203), 9/1 1821 Mozarts »Figaros Giftermaal« (p. 52), 26/4 1822 Carl Maria von Webers »Jægerbruden« (p. 160), 20/5 1825 »Die Wiener in Berlin« (p. 67 og 260) og 30/1 1826 Mozarts »Tryllefløjten« (p. 199, 250 og 281), hvortil kan føjes, at Tyrolermelodien til Sangen p. 162 findes anvendt i N. T. Bruuns »Sanct Hansdags-Festen«, der udkom 1820.

Langt færre i Tal er de danske Kompositioner. Fra Kunzens Musik til Enevold Falsens »Dragedukken«, der opførtes første Gang 14/3 1797, og som 12/2 1821 var gaaet 43 Gange over Scenen, er Melodien p. 62 taget. Det øvrige er helt moderne. E. Krøyers Melodi til Chr. Wilsters »De første Prygl vi i Skolen fik«, der er forfattet i 1819, har 318 fundet Anvendelse p. 27; Kuhlaus Opera »Lulu«, der havde Premiere 29/10 1824, er benyttet p. 23, og endelig har to Sange egne Melodier: p. 7 (»O flye for Amors Snare«) komponeret af C. J. Borchorst og p. 162 (»Schönstes Weibsbild«) af Heiberg selv.

Af Bellman, hvis Sange var kendt i Københavns bredere Lag allerede i 1770-erne og 1780-erne (se Hugo Matthiesen i Hist. Meddel, om København 2. R. I p. 106-15), er benyttet to Melodier: én i »Recensenten og Dyret« (p. 187) og én i »De Uadskillelige« (p. 272), hvortil dog maa føjes, at den Pas de deux, som Trine og Tennemann i »Aprilsnarrene« (p. 45) danser til Melodi fra Isouards »Cendrillon«, er i bellmansk Stil (jfr. Fredmans Epist 69). Om Heibergs Forhold til Bellman se iøvrigt Karl Warburg i Samlaren XVI p. 32 ff., O. Schoning: Bellmans digtning og dens indflydelse i Danmark p. 37-41. Fr. Birket-Smith i Ord och Bild XXXVII p. 297 ff.

APRILSNARRENE.

En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen er 1928 udkommet i 5. Oplag. Kr. Langdal Møller i Danske Studier 1924 p. 40-44.

1 2 4 6 8 20 24 27 28 32 33 38 40 43 44 45 49 51 65 67 75 90 106

RECENSENTEN OG DYRET.

En kommenteret Skoleudgave ved F. Christensen og Axel Sørensen, fra hvilken et Par Noter nedenfor er taget, er 1918 udkommet i 3. Oplag.

107 108 109 110 114 119 120 121 122 126 130 132 138 145 148 149 157 160 163 164 165 166 175 177 185 187 191 195 198

DE UADSKILLELIGE.

Georg Brandes: Samlede Skrifter, 2. Udg. I p. 404-11.

201 202 212 214 222 226 232 233 237 241 246 247 250 253 263 264 280
331

TEXTRETTELSER.

(Originalens Ord er sat efter den skarpe Parentes.)

  • Side 27 L. 5 f. o. Tennemann [Tenneman
  • » 28 L. 18 f. o. Gaden [Gaden,
  • » 39 L. 7 f. n. Religion [Regilion
  • » 44 L. 1 f. n. Progresser [Progesser
  • » 45 L. 7. f. o. Mamsellen [Mamsellem
  • » 45 L. 15 f. o. figurerer [figurer
  • » 50 L. 12 f. o. min [men
  • » 55 L. 7 f. n. Dem [dem
  • » 56 L. 11 f. o. Dem [dem
  • » 56 L. 12 f. n. vil jeg [jeg vil
  • » 59 L. 7 f. o. Syeposen.) [Syeposen.
  • » 62 L. 14 f. o. Grinebider [Grinebidder
  • » 63 L. 11 f. o. sin [sine
  • » 76 L. 10 f. n. Dig [dig
  • » 83 L. 1 f. n. O [Og
  • » 90 L. 3 f. n. Dilettant [Dillettant
  • » 122 L. 6 f. o. endnu! [endnu?
  • » 144 L. 2 f. o. een [een een
  • » 166 L. 14 f. n. har [hør
  • » 188 L. 11 f. n. blive [bleve
  • » 209 L. 10 f. o. Henriette. [Henriette,
  • » 212 L. 7 f. n. Skovløberhuset [Skovriderhuset
  • » 216 L. 13 f. n. ikke rigtig [rigtig ikke
  • » 228 L. 11 f. o. Deres [deres
  • » 229 L. 5 f. o. de [De
  • » 232 L. 2 f. o. Dig [dig
  • » 243 L. 13 f. n. idetmindste [idet mindste
  • 332
  • Side 244 L. 2 f. o. Buurmann [Burman
  • » 277 L. 5 f. n. ham! [ham
  • » 290 L. 7 f. n. deres [Deres
  • » 293 L. 16 f. o. tye, [tye
  • » 293 L. 1 f. n. for vidt [vidt
333

INDHOLD

  • Side
  • Indledning .............................. I
  • Aprilsnarrene ............................. 1
  • Recensenten og Dyret ..................... 107
  • De Uadskillelige .......................... 201
  • Bemærkninger ........................... 515
  • Textrettelser ............................. 531