Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

INDLEDNING

I Sommeren 1825 gæstedes København af Jfr. Emilie Pohlmann, første Sangerinde og Elskerinde ved Teatret i Hamburg. »Ved en smagfuld, tiltrækkende Paaklædning, dejlige smaa Ben, smukke Øjne, som hun vidste at gøre godt bemærkelige, en nydelig Hals - et indtagende livligt og naivt Væsen - en svævende Gang, en smuk Holdning - gjorde hun en Opsigt som endnu ingen fremmed Kunstnerinde. Da hun havde spilt 2de Aftener, var hun allerede saa afholdt og bekendt, at det var ikke muligt at erholde Billetter uden af Sjoverne. Omtrent 12 à 14 Gange betraadte hun Zenen (!) i en 3 Ugers Tid og erholdt af Theater-Direktionen 30 Specier pr. Aften (Skuespiller Nielsen, som agerede bestandig med hende i Elskerroller, var sterbens forlibt i Pigen og Pigen i ham, som man mener bidrog ikke lidet til det heldige Spil).«

Med saa stor Entusiasme har en ungdommelig Tilskuer tilhørende den hæderlige Handelsstand søgt at give en Ven, der var Assistent ved Kolonierne i det fjærne Nordgrønland, Indtryk af, hvilke Nydelser Skæbnen havde nægtet ham at delagtiggøres i. Ganske særligt henrev Jfr. Pohlmann Publikum ved sin Udførelse af den kvindelige Hovedrolle i II Vaudevillen »Die Wiener in Berlin«, ogsaa her ypperligt bistaaet af nogle blandt det kgl. Teaters mest fremragende Kunstnere: foruden, som nævnt, N. P. Nielsen ingen ringere end selve Dr. Ryge.

Opførelsen af »Die Wiener in Berlin«, den første Vaudeville, der er gaaet over en dansk Scene, fik særdeles betydningsfulde Følger.

I

Ved Midten af April Maaned samme Aar var J. L. Herberg vendt tilbage til København paa Orlov fra Kiel, hvor han siden 1822 havde været ansat som Lektor i dansk Sprog og Litteratur ved det derværende Universitet. Med denne Stilling følte han sig i alle Henseender utilfreds, og det var derfor hans faste Beslutning at benytte Opholdet i Hovedstaden til under en eller anden Form at skabe sig den blivende Position i den litterære Verden, som han, der gik i sit 35te Aar, endnu ikke havde naaet, skønt han havde en ret omfattende og alsidig Forfattersvirksomhed bag sig. Det slog ned i ham, at ved de tyske Sommerskuespil og deres begejstrede Modtagelse var der tilvejebragt en øjeblikkelig Situation, som ingen vilde være i Stand til at udnytte og videreføre saa godt som han. Med Vaudevillen som Kunstart i dens franske Form var han fuldt fortrolig fra de Aar, han 1819-22 tilbragte i Paris hos sin Fader, den landsforviste P. A. Heiberg; ogsaa dens særlig tyske Skikkelse kendte han nøje. Mangfoldige Gange havde han søgt at bøde paa den akademiske Kedsommelighed i Kiel ved at tage til Hamburg og dér glæde sig over Emilie Pohlmanns Spil netop i »Die Wiener in Berlin« - skulde han da ikke III ogsaa have befundet sig blandt Tilskuerne i det kgl. Teater ved hendes Optræden her?

Det var imidlertid langtfra hans Tanke at ville nøjes med en Virksomhed som blot og bar Oversætter eller Bearbejder; tværtimod var det hans Hensigt at give Vaudevillen et dansk Særpræg, der kunde genskabe det nationale Lystspil og sætte dette i Stand til at tage Kampen op med, om muligt besejre den oehlenschlägerske Tragedie, Tidens ypperste og saa godt som eneste originale Frembringelse paa den dramatiske Kunsts Omraade. Han var sig klart bevidst, at han til Løsningen af en saadan Opgave raadede over medfødt Lune, sikker Smag og udpræget musikalsk Sans, og det har utvivlsomt ikke just været som ydmyg Supplikant, at han henvendte sig til Jonas Collin, den mægtigste Mand indenfor Teatrets Direktion, og forelagde ham sine Planer. Disse vandt Collins absolutte Bifald, og den 28de November gik under spændt Forventning den første danske Vaudeville »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« over Brædderne. Den gjorde trods alle onde Forudsigelser stormende Lykke og fortrængte i Følge J. P. Mynsters maliciøse Udsagn Grundtvigs »Kirkens Genmæle«, der var udkommet et Par Maaneder i Forvejen, som Dagens Samtaleemne Mand og Mand imellem. Ogsaa ved Hove vandt den Bifald. Frederik den Sjette overværede i egen Person Premièren, og i Arveprins Ferdinands Palæ opførtes den som Dilettantkomedie af den fornemme Verden, ved hvilken Lejlighed det behagede Hans kgl. Højhed selv at udføre Tobaksspinder og Major i Borgerskabet Brandts Rolle!

Medens dette Stykke Aften efter Aften spilledes IV for udsolgt Hus, naaede det næste, »Den otte og tyvende Januar«, der efter Anmodning fra Collins Side blev skrevet til Kongens Fødselsdag i 1826, kun et Faatal af Opførelser og er ogsaa i sig selv ganske ubetydeligt. Med sin tredje Vaudeville vandt Heiberg derimod paa ny en glimrende Sejr, og dette skyldtes for en meget væsentlig Del en Oplevelse, han havde i Mellemtiden, og som blev det umiddelbare Udgangspunkt for hans nye Arbejde.

Ved en Aftenunderholdning, som den udmærkede Skuespiller Frydendahl afholdt paa Hofteatret den 12te Februar 1826, stiftede Publikum Bekendtskab med en lille litterær Nyhed: Poul Møllers »Hans og Trine, Scene i Rosenborg Have«, der udførtes af C. N. Rosenkilde og Johanne Luise Pätges, da Elev ved Balletten. Den fortræffeligt vedligeholdte naive Komik, det spillende Lune og den slaaende Naturlighed, hvormed den 13-aarige Pige og den 40-aarige Mand førte deres Samtale, gjorde, at den lille Scene modtoges med en Overgivenhed, en Latter, en Applauderen, som syntes ingen Ende at ville faa. Stærkt betaget lod Heiberg, der var til Stede, sig endnu samme Aften forestille for den unge Pige, og i Løbet af de kommende Uger skrev han »Aprilsnarrene« - »min første Kærlighedserklæring til hende«, siger han selv mange Aar senere.

Stykket kom til Opførelse den 22de April med en helt igennem fortrinlig Rollebesætning og en ligesaa udmærket Udførelse. Under de første Scener forholdt Publikum sig ganske vist noget køligt afventende, men da Jfr. Pätges som Trine Rar med uforligneligt Skælmeri havde foredraget Sangen »Der er i Himlen en Dreng saa smuk«, brød V Bifaldet løs. Munterheden øgedes ved det overraskende Talent, hvormed den lille Fremstillermde bestod den snart efter følgende, af de Medspillende med stor komisk Kraft gennemførte Examination, og Stemningen i Teatret steg til Jubel, da Rosenkilde ved Stykkets Midte kom farende ind paa Scenen som et i Udseende og Lader sandt Pragtexemplar af en opløben, kaad københavnsk Skoledreng. Replikskiftet og Vexelsangen mellem ham og hende, de derefter Slag i Slag indtrædende lystige Situationer og Forviklinger holdt Tilskuerne uafbrudt i Aande, og da Trine traadte frem for at synge Slutningsverset, hilstes hun, hvad der den Gang var noget aldeles nyt, med stærk Applaus. Ved Tæppets Fald lød langvarige Klapsalver.

Med »Aprilsnarrene« staar den heibergske Vaudeville i Blomst. Sammenlignet med de to ældre Stykker har dette, uanset Overdrivelser og Usandsynligheder, langt stærkere Rod i Livet og Virkeligheden, langt mindre i Litteratur og Teater. Dialogen er lettere og mere naturtro; de lyrisk-erotiske Partier, der tidligere traadte i Skygge for de burlesk-satiriske, trækkes stærkere ind som Led i Handlingen, og der er over dem en varmere, mere personlig Tone, end der før havde været. At dette skyldes Forelskelsen i den lille Pige, der senere blev hans Hustru og et af de mest straalende Navne paa den danske Skueplads, vilde han selv være den sidste til at nægte.

Saaledes syntes Maalet da at være naaet. Men da den næste Vaudeville »Recensenten og Dyret«, hvis Hovedrolle var skrevet for G. N. Rosenkilde, den 22de Oktober bragtes paa Scenen, vendte VI Stemningen sig. »En nye Vaudeville af Dr. Heiberg,« skrev det kgl. Biblioteks Overbibliotekar E. C. Werlauff otte Dage senere til sin Ven Vedel Simonsen paa Fyen, »er bleven spilt en Gang; men da der blev hysset, og man frygtede for, at den næste Gang skulde blive udpebet, bliver den formodentlig ikke givet mere.«

At noget saadant en Gang før eller senere maatte kunne indtræffe, var at vente. Som alt nyt blev ogsaa de heibergske Vaudeviller lige fra første Færd mødt af stærk Modstand indenfor visse Kredse, og det var denne Uvilje, der nu paa Grund af særlige Omstændigheder gav sig saa demonstrativt et Udslag.

II

Endnu før »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« var indleveret til Teatret, paa det blotte Rygte om, hvad der forestod, søgte Skuespiller N. P. Nielsen, der følte sig krænket over, at hans Udførelse af en Rolle i Heibergs Skuespil »Nina« (Marts 1824) ikke var blevet tilstrækkeligt paaskønnet af Forfatteren, at rejse Kunstens og Smagens Venner til Protest mod en saadan Profanation af den nationale Skueplads. Der opstod saa livligt et Røre, næret ved Bysnak og Sladder, hvortil Nielsen selv bidrog med grove Udfald mod Heibergs Personlighed, at allerede inden Stykket naaede frem til Opførelse, havde der dannet sig en Opinion mod det og den Genre, det tilhørte. Det skulde heller ikke virke afdæmpende paa Gemytterne, at der, hvad Gud og Hvermand vidste, paa autoritativt Sted, indenfor Teatrets høje Direktion herskede meget delte Meninger om det heibergske Forehavende.

VII

Af det kgl. Teaters Direktører var den alderstegne Rahbek nu som altid - efter hans egen Ytring i Anledning af »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« - paa Post overfor »hvert Skridt vi rykke Fjæleboden nærmere, hvortil jeg er bange, disse Vaudevilleskuespil saare let kunne lede«. Alligevel afviste han ikke dette Stykke, men nøjedes med at foreslaa en Række Forandringer, af hvilke den vigtigste var, at Navnet paa Hovedpersonen ændredes fra Rothschild til Goldkalb for ikke at fornærme dets virkelige Indehaver! Ved »Aprilsnarrene« derimod fralagde han sig ethvert Ansvar, da især Slutningen deraf forekom ham for dybt under Lystspillets og et kongeligt Nationalteaters Værdighed. Det var Scenen med de to Personer i Kurven, som i Moralens Navn faldt ham for Brystet. »Jeg erindrer mig (skriver han til Collin), at der i Guldborgs Tid var en lignende Scene i et Stykke af Sigvart Lyche, som derudover blev confiskeret, eller supprimeret, og at jeg ugierne maa ville, at jeg skulde have givet mit Minde til noget lignende, kan du ikke fortænke mig.« Overhovedet følte han det som sin Pligt »at vedgaae, at dette aldeles ikke kan taales paa Theatret, og at, om Stykket endog, som var muligt, desuagtet, om ikke derved, gjorde Lykke første Aften, kunde det dog den følgende være vis paa en gruelig Fløiteconcert, anført af dem, hvem Kong Salomon har giort formegen Lykke.«

At »Aprilsnarrene« var et frivolt Stykke, hvis Opførelse en Fader ikke godt kunde lade sin unge Datter overvære, kom Rahbek aldrig bort fra. Ogsaa hans Meddirektør, Etatsraad G. H. Olsen, der forøvrigt stemte for Antagelse, fandt »paa mange VIII Steder Indfaldene vel plumpe for ei at sige med den svenske Dandsemester mycke oanständige« og anfører - uden nærmere Begrundelse, hvad der i dette Tilfælde næppe kunde siges at have været overflødigt - som Exempler Vendinger som »Jeg er bange mine gode Beenklæder tage Skade« og »hele Klatten«, tilføjende et »etc.«! Af en noget anden Art var Teaterchefen, Kammerherre Holsteins Udsættelser. Det syntes ham saaledes, »at Bager Simon peger vel stærkt paa en Mand der er benaadet med Hæderstegnet ligesom Dandsemesteren har altformeget til fælles med en skikkelig Figurant ved Theatret der er Svensk født, og som med Grund vil saares ved at kome frem paa en Scene hvor ved han har tient i mange Aar; hvorfor skal hiin være Bager og denne Svensk?« Som det ses, maatte Bageren dele Skæbne med Baron Rothschild; i det trykte Stykke er Simon en tysk Avanturier, medens Tennemann stadig er svensk Dansemester!

Et Skin af Berettigelse fik Rahbeks Frygt for Fjælleboden og Holsteins for personlig Model, naar henses til Maaden, hvorpaa nogle af Skuespillerne slog sig løs i de to første Vaudeviller. Ved Premièren paa »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« lod Ryge, der spillede Salomon Goldkalb og gjorde det fortrinligt, denne stjæle en Sølvske; ved en af de følgende Forestillinger indflettede han i den satiriske Vise ved Punchebollen et selvlavet, yderst flovt og stødende Vers i Stedet for et af Forfatterens, og ved alle skreg han efter Skaalen »Hep! Hep! Hep!«, det fra Jødeforfølgelserne i 1819-20 velkendte Smæderaab. Nogle Eder havde Heiberg lagt i Munden paa IX de korsørianske Smaaborgere og den gamle Sømand i »Den otte og tyvende Januar«; de blev af Skuespillerne forøgede med et dobbelt Antal grovere, og i det sidst nævnte Stykke fremstilledes i tre af Birollerne veltrufne Portrætter af kendte Personer i Hovedstaden; den ene, en Justitsraad og Arkivar i Danske Kancelli, blev saa livagtigt efterlignet, at Publikum, som Werlauff fortæller Vedel Simonsen i et Brev, virkelig troede, at Manden havde staaet i Kulissen og ved en Forseelse var kommet ind paa Scenen!

Det siger sig selv, at Teaterdirektionen strax nedlagde Forbud mod slige Utilbørligheder, og de blev heller ikke gentagne; men af Vaudevillens Modstandere grebes de med Begærlighed; det hed sig, at Skuespillerne blot handlede i Overensstemmelse med Forfatteren og efter hans Anvisninger. Særlig Forargelse vakte den megen Banden. En Anmælder udtalte i den Anledning sin Frygt for, »at Theatret skulde ved slige Stykker vorde en Planteskole for nyemodens Eeder«, og Blicher, der nærede et glødende Had til Heiberg siden dennes afvisende Anmældelse af hans Tragedie »Johanna Gray« (1825), gjorde i sin Novelle »Røverstuen« Læserne en ironisk Undskyldning for, at hans enfoldige Muse »endnu ikke har været istand til at fatte den dybe Betydning af Gammelstrandsconversationen«; ellers havde han her, i Scenen mellem Sorte Mads og Skytten, haft den ønskeligste Lejlighed til at udpynte sin Fortælling »med de kraftigste Eder, mod hvilke de, der oplive vore genialske Comedier, vilde kun lyde som Fruehundebjæf mod Løvebrøl.« Som et lille, men meget betegnende Vidnesbyrd om den X Opfattelse, der i det hele taget raadede i Modpartiets Lejr, stod en Dag i Adresseavisen en Notits, hvori der »faldbødes, blandt adskillige Urtekramvare, ogsaa Vaudeviller«, og det var ganske i Overensstemmelse med denne Betragtning, naar en Teaterrecensent i en som Brev formet Maanedsoversigt udtalte Haabet om, »at Du billiger min Taushed i Henseende til Vaudevillerne. Deres rette Domstol bør aldrig være den, for hvilken en god, ufordærvet Smags Producter fremtræde«. Med en Hentydning, hvis personlige Adresse ingen godt kunde tage Fejl af, tilføjede han i en Note: »Det gaaer med Vaudevillerne, som med Barberen, der ved allehaande Kunster pousserer sig, bliver kaldt »Doctor«, og gaaer som saadan hos sit Publikum for en lærd Mand. Om disse Doctores vil i Tiden gavne den Videnskab, de, Skam at tale om, henregne sig til, er ikke vanskeligere at besvare, end det Spørgsmaal, om Farcevæsenet vil gavne den dramatiske Kunst og det derhen hørende.«

Under saadanne Forhold virkede Fremkomsten af »Recensenten og Dyret« som en Gnist i Krudttønden. Alene ved sin Handling, der er henlagt til Dyrehaven og fører Bakkens brogede Gøglerliv ind paa det kgl. Teaters Scene, ramte denne Vaudeville Rahbek paa hans allerømmeste Sted, og hans Censur kom, mod Sædvane, til ganske kort at lyde: »Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for sige videre om det.« Dette var dog kun den ene Side af Sagen. Endnu inden den endelige Antagelse, der atter skyldtes Collins kraftige Vilje, vidstes det over hele Byen, at Heiberg denne Gang havde valgt Pressens Mænd til Skive for sine XI Morsomheder, og at hans velkendte Tilbøjelighed for personlig Satire her havde naaet Toppunktet af Frækhed, idet han i Hovedfiguren havde fremstillet en litterær Modstander, »Conversationsbladets« Redaktør og Teaterrecensent Hr. H. C. G. Proft, paa en saa utvetydig Maade, at endog hans Navn var benyttet, blot med en Omsætning af Bogstaverne. Der var da her den gunstigst mulige Lejlighed til Hævn, som ogsaa blev taget; Tæppet gik ned over en veritabel Fjasko, og i sin Anmældelse af »den raadne Flynder«, som han kaldte Stykket, kunde Proft hoverende skrive, at »det lader til at være paa Heldingen med Vaudevillemageren, der (for at tale i det moderne Vaudevillesprog) efter Forestillingen gik af Veien som en vaad Hund, da Gadeproduktet blev almindeligen udhysset og det saa stærkt, at de faa. Klappere strax bleve overdøvede, uden at Piberne engang behøvede at lade sig høre.«

Vaudevillens Modstandere jublede; men de gjorde Regning uden Heiberg, der viste sig Situationen fuldkommen voxen. Efter Aftale med Collin forsvandt samtlige Vaudeviller med ét Slag fra Teatret, og i tre Maaneder holdtes Publikum i Karantæne. Imens skrev han sit Forsvarsskrift »Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads«, der udkom i December 1826 og er hans første æstetisk-kritiske Arbejde.

III

Det lille Skrift, der den Dag i Dag er værd at læse, begynder med et udførligt, vittigt og skaanselsløst Angreb paa den Dilettantisme, der i den sidste Menneskealder har grebet om sig paa alle XII Omraader herhjemme, ikke mindst indenfor Poesien; det giver derunder en Karakteristik af de forskellige dramatiske Kunstarter, bestemmer deres indbyrdes Afgrænsning og hævder Nødvendigheden af, at der skabes Respekt for de rene Former i Dramet, for at den komiske Digtekunst, der forhen har været national her i Landet, atter kan komme til Værdighed.

Naar det er et ubestrideligt Faktum, at vi i de sidste tyve til tredive Aar intet nationalt Lystspil har erholdt, er Grunden den, at Publikum gennem den Hærskare af elendige Oversættelser, som behersker Repertoiret, ved den idelige Fremstilling af tyske, franske, engelske, spanske og italienske Sujetter har faaet »en saadan Foragt for det Indenlandske, at det næsten anseer det for umuligt, at nogen interessant Begivenhed skulde kunne tildrage sig paa denne stakkels Jordbund og i denne usle Tid. Et Lystspil, hvis Scene var her i Landet og i nuværende Øieblik, vilde i enhver Situation støde an mod Sandsynligheden, og i enhver Characteer kun altfor meget støde sammen med den; thi ved enhver Situation vilde man sige: »Sligt kunde aldrig passere her«; og ved enhver Characteer: »Hermed er meent Herr A eller Herr B.« Saa smaalig og saa ukunstnerisk er vor Anskuelse af den comiske Digtekunst bleven; saa stor en Ringeagt have vi endelig faaet for os selv og vore Omgivelser. Sættes derimod de samme Characterer og de samme Situationer i et fremmed Land, saa finder man det Urimeligste rimeligt, og Intet for nærgaaende. En Ed, selv om den er paa sit rette Sted, mishager i en Original, men glider ypperlig ned i »Fugleskydningen«; en anstændig Pige, som holdes for en Skjøge, behager i »Ringen Nr. 1«, XIII men lad en dansk Forfatter vove det Samme, og man vil skrige paa Immoralitet og Uanstændighed. Vi Danske altsaa, vi som i den comiske Litteratur have erhvervet os et Navn, der har gjort os berømte over hele Europa, vi ere nu blevne saa smaa, saa jammerlige, at. vi ingen andre Comedier kan taale, end dem som tilhøre fremmede Nationer, især Tydskerne, som i dette Fag burde gaae i Skole hos os, istedenfor at ansees for vore Mestere, og af hvem? af os selv.«

Til at sætte en Grænse for denne Jammerligheds videre Udbredelse og forberede Muligheden af et nyt nationalt Lystspil kan. der efter Heibergs Mening »ikke vel udfindes noget beqvemmere Middel end Vaudevillen, som allerede ved sin Forening af to Digtarter er skikket til at indsmigre sig i Publicums Yndest, medens den ved sin Simpelhed og Popularitet bliver istand til at rodfæste sig deri, og - hvad som er ligesaa vigtigt som det Øvrige - idet den er en objectiv bestaaende Digtart, ikke en vilkaarlig Dilettantisme, der ei kan være Gjenstand for Kunsten.« Imidlertid er der Smagsprædikanter og Recensenter, som mener, at Vaudevillerne, langt fra at have banet Vejen til en national Komedie, tværtimod har gjort denne vanskeligere, idet de i deres danske Skikkelse ret beset kun er Farcer og Fjællebodsstykker. »Hvad er det egenlig, hvorved I finde jer forpligtede til at give mine Vaudeviller Navn af Farcer? Er det fordi en fattig Skakkerjøde antages i Korsøer for at være en fornem Mand? Fordi en ung Forelsket kjøber 13 Hatte og 7 Huer, alene for at faae Hattemagerens Datter i Tale? Fordi en Elsker bliver bragt ind i en Kurv? Fordi en XIV stakkels Karl, paa hvem Critiken har forrykket Hjernen, ligesom paa jer, bilder sig ind at han kan tjene Penge i Dyrehaven ved at fremvise Noget som Ingen gider see, ligesom I indrette jer paa at tjene Penge ved at skrive Noget som Ingen gider læse?« Men naar den, som har opfundet disse Træk, er en Farceskriver, hvad er saa Holberg, hvis Komedier »alle vrimle af de største Overdrivelser, Usandsynligheder og burleske Træk, og det i deshøiere Grad, jo fortræffeligere de ere? Naar I nu belægge Stykker, som indeholde slige burleske Indfald, med Navnet Farcer, saa har Farcen gjort Danmark lige saa berømt, som Tycho Brahe og Tordenskjold; og jeg maa da af Beskedenhed frabede mig den Ære at regne mine ufuldkomne Arbeider til denne Klasse.«

Sigtelsen mod »Aprilsnarrene« for Umoralitet afviser Heiberg med nogle Linjer og vender sig derefter til Affæren Proft. »Jeg skal ikke nægte, at Taalmodigheden forgik mig, da man i »Recensenten og Dyret« paaduttede mig at have skildret under Navn af Trop en berygtet Smører, som jeg neppe vilde lade komme ind i min Stue, endsige fremstille for et stort og anstændigt Publicum, og paa et kongeligt Theater. Thi jeg maa vel spørge Enhver: hvad Lighed findes der mellem min Trop og hiin berygtede Smører? De ere Begge naragtige Recensenter, men troer man da, at vi kun have een naragtig Recensent, eller skal Characteren nødvendig hentydes paa ham, fordi han er den naragtigste? Thi paa dette Træk nær, ere de vel saa forskjellige som Dag og Nat. Min Trop er en godmodig, gammel Karl, som allevegne søger at stille tilrette; han er det bedste Menneske i hele Stykket; thi Elskeren XV gjør hverken Godt eller Ondt, men viser sig kun som en lystig og forelsket Person. Trop er beskeden: han staaer og lytter udenfor Fjæleboderne i Dyrehaven, istedenfor med Uforskammenhed at trænge sig ind i dem. Han er endelig, med al sin Naragtighed, en uplettet, ærlig Sjæl, hvorfor ogsaa Elskeren, som er en honnet Student, ikke skammer sig ved at sidde hos ham, og drikke et Glas med ham. Men hvor i al Verden kan man da finde Lighed mellem ham og den Berygtede? Jeg har aldrig i nogen Vaudeville skrevet en Rolle med større Forkjærlighed end Trops, thi denne Characteer forekom mig selv at indeholde en original Blanding af Naragtighed og Elskværdighed. Da nu tillige ved Stykkets Opførelse Hr. Rosenkildes ypperlige Fremstilling af denne Rolle svarede paa det Fuldkomneste til Forfatterens Idee, uden at lægge det mindste Fremmede enten i Characteren eller den udvortes Person, saa maa jeg tilstaae, at den forudfattede Menings Vedbliven er et Phænomen, som jeg ikke seer mig istand til at forklare, men som just derfor vel formaaer at gjøre en Forfatter frygtsom, om ikke ganske betage ham Lunet og Lysten til at skrive.« -

Den myndigt og smidigt skrevne Afhandling, hvis æstetiske Grundanskuelse staar i Pagt med den nye hegelske Filosofi, som Heiberg havde lært at kende under Opholdet i Kiel, forfejlede ikke sin Virkning. Da Vaudevillerne efter de tre Maaneders Karantæne atter viste sig paa Scenen, modtoges de med Gensynets Glæde, og »Recensenten og Dyret«, der nu fremtraadte lidt forkortet og med en forandret Slutning, fik den Oprejsning, Stykket i enhver Henseende saa ærligt fortjente. Et lignende hjærteligt XVI Bifald skænkedes »Et. Eventyr i Rosenborg Have« og »De Uadskillelige«, der bragtes til. Opførelse henholdsvis den 26de Maj og den 11te Juni 1827, og som begge indeholdt Backfischroller, skrevne for. Jfr. Pätges. De senere Vaudeviller »Kjøge Huuskors« (1831) og »De Danske i Paris« (1833). har trods smukke Sange mindre Værd og er ligesom »Nei« (1836), der er saa elegant sat op, i Karakter væsentlig forskellige fra Hovedstammen af de-ældre. Det er »Aprilsnarrene«, »Recensenten og Dyret« og »De Uadskillelige«, der betegner Højdepunktet af, hvad Heiberg ydede indenfor Vaudevillens Kunstart, og det er dem, der virkelig kan siges at have banet Vejen for Genoplivelsen af det nationale Lystspil, hvis første fuldmodne Frugt blev Hertz' »Sparekassen« fra 1836, uden Tvivl en af de bedste Komedier, vor nyere Litteratur ejer.

IV

Saaledes som Heiberg i sit Skrift definerer Vaudevillen, er den et Situationsstykke med løseligt antydede Karakterer, i hvilket Sangen træder i Dialogens Sted, overalt hvor denne har hævet sig til de interessanteste Punkter. Vaudevillen skyer det tragiske, opholder sig fortrinsvis i den komiske Sfære og gennemløber her alle Nuancer og Forbindelser, ligefra det burleske til det rørende, gennem mellemliggende Led af det naive, det gratiøse, det fine o. s. v. Stoffet hentes fra Hverdagslivet, saaledes som dette udfolder sig for alles Øjne, og i de tre Vaudeviller, der maa betragtes som hans ypperste, har Heiberg givet et ironisk opfattet Billede af Frederik den Sjettes København, som i XVII Naturtroskab tør maale sig med det tilsvarende, Holberg hundrede Aar tidligere gav af Frederik den Fjerdes; ved Siden af deres digteriske Værdi faar disse Stykker saaledes tillige en kulturhistorisk og vil altid bevare den.

Om Emnet for »Aprilsnarrene« har Heiberg selv udtalt sig i et Brev til Collin, samtidigt med at han indleverede Stykket til Teatret. »Ved nogle af mine tilfældige Forbindelser har jeg faaet en Deel Efterretninger om de simplere Pige-Instituters Indretning her i Staden, og jeg tør smigre mig med at have skildret dem efter Naturen. I Holbergs Tid vare Instituterne ikke saaledes à l'ordre du jour, som nuomstunder; ellers er der ingen Tvivl om at han jo havde behandlet et Sujet, der saa ganske hører til Dagens Tone. Det vilde være ubilligt at nægte, at disse Indretninger i det Hele gjøre Nytte, ja de ere maaskee nødvendige, som Surrogater for den sande Opdragelse, i den Cichorie-Periode, hvori vi leve. Men vist er det paa den anden Side, at de ogsaa indeholde et comisk Stof, i det mindste de af dem, som ikke svare til deres Bestemmelse, og det bør vel ikke være den comiske Digter forbudet at fremstille dem fra denne Side. Hvis det har lykkedes mig at opfatte den comiske Synspunkt af denne Gjenstand, og lægge Sandhed i Fremstillingen, saa tør jeg haabe at have skrevet et Stykke, som er mere end Farce, en local dansk Comedie, og saa holbergsk, som Jørgen Hattemager kan være Kong-Salomonsk.«

At Stykket - de burleske Løjer naturligvis undtagne - i det hele traf paa en Prik, derfor borger indtil Detaljer (Børnenes Gave f. Ex., som XVIII Forældrene selv maa betale!) adskillige offentlige og private Udtalelser fra Samtiden. Ligesaa afgjort er Virkelighedspræget i »Recensenten og Dyret«, hvis Scene som tidligere nævnt er henlagt til Dyrehavsbakken, der for Datidens Københavnere ganske var, hvad Tivoli er i vore Dage: et Sted, hvor alle mødtes, den finere Portion saa vel som det jævnere Borgerskab. Stykkets Dyrehavskolorit med Taskenspilleren Nonpareil og den yppige Beriderske Madame Vbltisubito er anlagt i grelle, kraftige Farver, men ægte nok, og med løsluppent Lune svinges Svøben over den danske Presses Spidsborgerlighed i Aand og Tone, legemliggjort i Trops og Ledermanns fortræffelige Skikkelser. Medens Trop som Kunst- og Teaterkritiker øjensynligt er af Rahbeks Skole og skriver sine Anmeldelser i hans Stil, har Ledermann for sin Virksomhed valgt sig Bladet »Politivennen« til Mønster. Ligesom Literatussens Organ »Den patriotiske Stormklokke« levede dette af »frimodigt« at gøre opmærksom paa Misbrug, og alle de Klagemaal, der opregnes i Trops, Ledermanns og Klatterups Vexelsang »Naar vi til Kilden drager«, kendte Publikum i Forvejen fra »Politivennen«s Spalter, lige fra Taxten paa Brød og Smør til »betalte Ringetøi«, hvilket sidste sigter til et dér fremsat Ønske fra Vesterbro, at Gaarde og Huse maatte blive forsynede med Ringeapparater for paakommende Ildebrandes Skyld! Ogsaa den overhaandtagende Luxus i Tjenestepigernes Dragt var et staaende Tema i Bladet.

Medens »Recensenten og Dyret« tager litterært Sigte, beskæftiger »De Uadskillelige« sig med XIX
Familielivet, specielt de lange Forlovelser. Alt i 1825 havde Heiberg i sit paa Fransk i København udkomne Ugeblad »Messager français du Nord« underkastet Spørgsmaalet en kritisk Betragtning under Foregivende af at have haft særlig Lejlighed til at studere det i Tyskland. De kaldes Forlovelser, siger han, "fordi man lover at ægte den eller den Kvinde saa snart som muligt, om fire, ti eller tyve Aar efter Omstændighederne, og naar Meddelelse herom officielt er tilflydt alle og enhver, regnes Parret for halvvejs gifte og nyder »en endnu større Frihed end den, de virkelig gifte kan nyde, thi naar disse viser sig i Selskabet, isolerer de sig i Almindelighed. Ægtemanden overgiver sin Kone til Herrerne i Selskabet, medens han selv beskæftiger sig med Damerne, men de forlovede maa ikke, selv i Selskab, tænke paa andet end sig selv. Ved Bordet bør de sidde ved Siden af hinanden, paa Bal bør de danse sammen, paa en Spadseretur kan den forlovede Dame anstændigvis kun modtage sin Forlovedes Arm. Det være langt fra mig at sige, at de forlovede skulde misbruge den Frihed, som man giver dem; der er tværtimod et udmærket Bevis paa det modsatte, nemlig dette, at de unge Piger, der havde et livligt Blik, straalende Teint, en yndefuld Skikkelse, taber alle disse deres Fortrin, alt eftersom deres Forlovelse er længere eller kortere. De bliver magre, blege og graalige, deres Blik mister sin Glans, deres Livlighed taber sig, deres Helbred, der tidligere var saa sikkert, giver nu Plads for Nervøsitet, for Hysteri og for Tusinder andre Ubehageligheder, der ender med at ødelægge deres Skønhed og efterhaanden alle deres baade fysiske og moralske XX Tillokkelser. Saaledes gaar det for sig i Tyskland. Min Tjener har fortalt mig, at det er det samme her.«

Saa skarp er Tonen naturligvis ikke i Stykket, hvor Problemet er bragt ind under det udelukkende kemiskes Synsvinkel. Men med saa stor en Energi fastholdes her Satirens Genstand Scene efter Scene, at »De Uadskillelige« turde være den bedst komponerede af Vaudevillerne, som »Recensenten og Dyret« sikkert er den mest indtagende. Ved Siden af Hovedhandlingen har de tre Vaudeviller forskellige aktuelle Hentydninger til Forhold og Begivenheder i Samfundslivet eller indenfor den snævrere litterære Verden, hvorved Indtrykket af det hjemlige og nærværende yderligere understreges. Saaledes er den firstemmige Mandssang, hvormed Fru Bittermandel hædres paa sin Fødselsdag, Studenterforeningen, der danner Tilknytningspunktet mellem Keiser og den kønne Opvartningspige, og Dampskibet »Caledonia«, som Søkadetten tager med for at komme ud til Charlottenlund, alle højst moderne Foreteelser, hvis første Forekomst paa dansk Grund kun laa ganske faa Aar tilbage i Tiden, og det fejler følgelig næppe, at der ved deres Nævnelse er gaaet en egen forstaaende Munterhed gennem Teatret. Noget lignende har i det æstetisk interesserede København utvivlsomt været Tilfældet ogsaa ved de litterære Allusioner, der bærer Mærke af Heibergs spidse Pen.

Det ser saa uskyldigt ud, naar Hr. Zierlich komplimenteres for i Digtekunsten at have dannet sig »efter de bedste Mønstre«; maaske det dog har givel et lille Sæt i Oehlenschläger, thi efter hans Lejlighedspoesi, som den grasserede i disse Aar, er XXI Fødselsdagskvadet til Institutbestyrerinden saa temmelig nøje skaaret til. At Sorø roses for ogsaa at have Poeter, er en lille Venlighed til Ingemann, med hvis hyperfølsomme Ungdomsdigtning Herberg allerede 1816 i sin »Julespøg og Nytaarsløjer« paa den kaadeste Maade havde gjort op, og som Baggrund for Madam Buurmanns begyndende religiøse Skrupler og hendes Motivering for dem (»for De veed nok man hører nu saa meget snakke i disse Tider baade for og imod Præstestanden«) staar Grundtvigs og Meningsfællers voldsomme Angreb siden 1825 paa H. N. Clausen og Statskirken. Paa lignende Vis afspejler Diskussionen om, hvorvidt Madammens Mand Materialhandleren er Materialist eller ikke, den i 1824 af Lægen Howitz førte Strid med Mynster, A. S. Ørsted, P. Hjort og flere om Viljens Frihed; den endte med, at Howitz af Modstanderne stempledes som Materialist, hvad han energisk frabad sig.

Slet saa harmløse Bagateller, som en senere Eftertid har villet gøre dem til, er de heibergske Vaudeviller altsaa ikke. De er tværtimod skrevne af en Mand, der havde en bestemt Mening om Tingene, og som skrev dem for ogsaa ad denne Vej at faa sin Mening frem. Det vilde derfor ikke være underligt, om de i en Tid, da adskillig smaaborgerlig Tankegang raadede i Livet, megen Højtidelighed i Litteraturen og paa Teatret, havde kunnet virke frigørende paa unge Sjæle og bidrage til, at Nationen fandt sig selv i et lille Smil.

At dette ogsaa var Tilfældet, har vi Orla Lehmanns Ord for i hans Erindringer.

XXII