Heiberg, Johan Ludvig Poetiske Skrifter

I

Ved Midten af April Maaned samme Aar var J. L. Herberg vendt tilbage til København paa Orlov fra Kiel, hvor han siden 1822 havde været ansat som Lektor i dansk Sprog og Litteratur ved det derværende Universitet. Med denne Stilling følte han sig i alle Henseender utilfreds, og det var derfor hans faste Beslutning at benytte Opholdet i Hovedstaden til under en eller anden Form at skabe sig den blivende Position i den litterære Verden, som han, der gik i sit 35te Aar, endnu ikke havde naaet, skønt han havde en ret omfattende og alsidig Forfattersvirksomhed bag sig. Det slog ned i ham, at ved de tyske Sommerskuespil og deres begejstrede Modtagelse var der tilvejebragt en øjeblikkelig Situation, som ingen vilde være i Stand til at udnytte og videreføre saa godt som han. Med Vaudevillen som Kunstart i dens franske Form var han fuldt fortrolig fra de Aar, han 1819-22 tilbragte i Paris hos sin Fader, den landsforviste P. A. Heiberg; ogsaa dens særlig tyske Skikkelse kendte han nøje. Mangfoldige Gange havde han søgt at bøde paa den akademiske Kedsommelighed i Kiel ved at tage til Hamburg og dér glæde sig over Emilie Pohlmanns Spil netop i »Die Wiener in Berlin« - skulde han da ikke III ogsaa have befundet sig blandt Tilskuerne i det kgl. Teater ved hendes Optræden her?

Det var imidlertid langtfra hans Tanke at ville nøjes med en Virksomhed som blot og bar Oversætter eller Bearbejder; tværtimod var det hans Hensigt at give Vaudevillen et dansk Særpræg, der kunde genskabe det nationale Lystspil og sætte dette i Stand til at tage Kampen op med, om muligt besejre den oehlenschlägerske Tragedie, Tidens ypperste og saa godt som eneste originale Frembringelse paa den dramatiske Kunsts Omraade. Han var sig klart bevidst, at han til Løsningen af en saadan Opgave raadede over medfødt Lune, sikker Smag og udpræget musikalsk Sans, og det har utvivlsomt ikke just været som ydmyg Supplikant, at han henvendte sig til Jonas Collin, den mægtigste Mand indenfor Teatrets Direktion, og forelagde ham sine Planer. Disse vandt Collins absolutte Bifald, og den 28de November gik under spændt Forventning den første danske Vaudeville »Kong Salomon og Jørgen Hattemager« over Brædderne. Den gjorde trods alle onde Forudsigelser stormende Lykke og fortrængte i Følge J. P. Mynsters maliciøse Udsagn Grundtvigs »Kirkens Genmæle«, der var udkommet et Par Maaneder i Forvejen, som Dagens Samtaleemne Mand og Mand imellem. Ogsaa ved Hove vandt den Bifald. Frederik den Sjette overværede i egen Person Premièren, og i Arveprins Ferdinands Palæ opførtes den som Dilettantkomedie af den fornemme Verden, ved hvilken Lejlighed det behagede Hans kgl. Højhed selv at udføre Tobaksspinder og Major i Borgerskabet Brandts Rolle!

Medens dette Stykke Aften efter Aften spilledes IV for udsolgt Hus, naaede det næste, »Den otte og tyvende Januar«, der efter Anmodning fra Collins Side blev skrevet til Kongens Fødselsdag i 1826, kun et Faatal af Opførelser og er ogsaa i sig selv ganske ubetydeligt. Med sin tredje Vaudeville vandt Heiberg derimod paa ny en glimrende Sejr, og dette skyldtes for en meget væsentlig Del en Oplevelse, han havde i Mellemtiden, og som blev det umiddelbare Udgangspunkt for hans nye Arbejde.

Ved en Aftenunderholdning, som den udmærkede Skuespiller Frydendahl afholdt paa Hofteatret den 12te Februar 1826, stiftede Publikum Bekendtskab med en lille litterær Nyhed: Poul Møllers »Hans og Trine, Scene i Rosenborg Have«, der udførtes af C. N. Rosenkilde og Johanne Luise Pätges, da Elev ved Balletten. Den fortræffeligt vedligeholdte naive Komik, det spillende Lune og den slaaende Naturlighed, hvormed den 13-aarige Pige og den 40-aarige Mand førte deres Samtale, gjorde, at den lille Scene modtoges med en Overgivenhed, en Latter, en Applauderen, som syntes ingen Ende at ville faa. Stærkt betaget lod Heiberg, der var til Stede, sig endnu samme Aften forestille for den unge Pige, og i Løbet af de kommende Uger skrev han »Aprilsnarrene« - »min første Kærlighedserklæring til hende«, siger han selv mange Aar senere.

Stykket kom til Opførelse den 22de April med en helt igennem fortrinlig Rollebesætning og en ligesaa udmærket Udførelse. Under de første Scener forholdt Publikum sig ganske vist noget køligt afventende, men da Jfr. Pätges som Trine Rar med uforligneligt Skælmeri havde foredraget Sangen »Der er i Himlen en Dreng saa smuk«, brød V Bifaldet løs. Munterheden øgedes ved det overraskende Talent, hvormed den lille Fremstillermde bestod den snart efter følgende, af de Medspillende med stor komisk Kraft gennemførte Examination, og Stemningen i Teatret steg til Jubel, da Rosenkilde ved Stykkets Midte kom farende ind paa Scenen som et i Udseende og Lader sandt Pragtexemplar af en opløben, kaad københavnsk Skoledreng. Replikskiftet og Vexelsangen mellem ham og hende, de derefter Slag i Slag indtrædende lystige Situationer og Forviklinger holdt Tilskuerne uafbrudt i Aande, og da Trine traadte frem for at synge Slutningsverset, hilstes hun, hvad der den Gang var noget aldeles nyt, med stærk Applaus. Ved Tæppets Fald lød langvarige Klapsalver.

Med »Aprilsnarrene« staar den heibergske Vaudeville i Blomst. Sammenlignet med de to ældre Stykker har dette, uanset Overdrivelser og Usandsynligheder, langt stærkere Rod i Livet og Virkeligheden, langt mindre i Litteratur og Teater. Dialogen er lettere og mere naturtro; de lyrisk-erotiske Partier, der tidligere traadte i Skygge for de burlesk-satiriske, trækkes stærkere ind som Led i Handlingen, og der er over dem en varmere, mere personlig Tone, end der før havde været. At dette skyldes Forelskelsen i den lille Pige, der senere blev hans Hustru og et af de mest straalende Navne paa den danske Skueplads, vilde han selv være den sidste til at nægte.

Saaledes syntes Maalet da at være naaet. Men da den næste Vaudeville »Recensenten og Dyret«, hvis Hovedrolle var skrevet for G. N. Rosenkilde, den 22de Oktober bragtes paa Scenen, vendte VI Stemningen sig. »En nye Vaudeville af Dr. Heiberg,« skrev det kgl. Biblioteks Overbibliotekar E. C. Werlauff otte Dage senere til sin Ven Vedel Simonsen paa Fyen, »er bleven spilt en Gang; men da der blev hysset, og man frygtede for, at den næste Gang skulde blive udpebet, bliver den formodentlig ikke givet mere.«

At noget saadant en Gang før eller senere maatte kunne indtræffe, var at vente. Som alt nyt blev ogsaa de heibergske Vaudeviller lige fra første Færd mødt af stærk Modstand indenfor visse Kredse, og det var denne Uvilje, der nu paa Grund af særlige Omstændigheder gav sig saa demonstrativt et Udslag.