↩ Til at sætte en Grænse for denne Jammerligheds videre Udbredelse og forberede Muligheden af et nyt nationalt Lystspil kan. der efter Heibergs Mening »ikke vel udfindes noget beqvemmere Middel end Vaudevillen, som allerede ved sin Forening af to Digtarter er skikket til at indsmigre sig i Publicums Yndest, medens den ved sin Simpelhed og Popularitet bliver istand til at rodfæste sig deri, og - hvad som er ligesaa vigtigt som det Øvrige - idet den er en objectiv bestaaende Digtart, ikke en vilkaarlig Dilettantisme, der ei kan være Gjenstand for Kunsten.« Imidlertid er der Smagsprædikanter og Recensenter, som mener, at Vaudevillerne, langt fra at have banet Vejen til en national Komedie, tværtimod har gjort denne vanskeligere, idet de i deres danske Skikkelse ret beset kun er Farcer og Fjællebodsstykker. »Hvad er det egenlig, hvorved I finde jer forpligtede til at give mine Vaudeviller Navn af Farcer? Er det fordi en fattig Skakkerjøde antages i Korsøer for at være en fornem Mand? Fordi en ung Forelsket kjøber 13 Hatte og 7 Huer, alene for at faae Hattemagerens Datter i Tale? Fordi en Elsker bliver bragt ind i en Kurv? Fordi en XIV stakkels Karl, paa hvem Critiken har forrykket Hjernen, ligesom paa jer, bilder sig ind at han kan tjene Penge i Dyrehaven ved at fremvise Noget som Ingen gider see, ligesom I indrette jer paa at tjene Penge ved at skrive Noget som Ingen gider læse?« Men naar den, som har opfundet disse Træk, er en Farceskriver, hvad er saa Holberg, hvis Komedier »alle vrimle af de største Overdrivelser, Usandsynligheder og burleske Træk, og det i deshøiere Grad, jo fortræffeligere de ere? Naar I nu belægge Stykker, som indeholde slige burleske Indfald, med Navnet Farcer, saa har Farcen gjort Danmark lige saa berømt, som Tycho Brahe og Tordenskjold; og jeg maa da af Beskedenhed frabede mig den Ære at regne mine ufuldkomne Arbeider til denne Klasse.«