↩ At Stykket - de burleske Løjer naturligvis undtagne - i det hele traf paa en Prik, derfor borger indtil Detaljer (Børnenes Gave f. Ex., som XVIII Forældrene selv maa betale!) adskillige offentlige og private Udtalelser fra Samtiden. Ligesaa afgjort er Virkelighedspræget i »Recensenten og Dyret«, hvis Scene som tidligere nævnt er henlagt til Dyrehavsbakken, der for Datidens Københavnere ganske var, hvad Tivoli er i vore Dage: et Sted, hvor alle mødtes, den finere Portion saa vel som det jævnere Borgerskab. Stykkets Dyrehavskolorit med Taskenspilleren Nonpareil og den yppige Beriderske Madame Vbltisubito er anlagt i grelle, kraftige Farver, men ægte nok, og med løsluppent Lune svinges Svøben over den danske Presses Spidsborgerlighed i Aand og Tone, legemliggjort i Trops og Ledermanns fortræffelige Skikkelser. Medens Trop som Kunst- og Teaterkritiker øjensynligt er af Rahbeks Skole og skriver sine Anmeldelser i hans Stil, har Ledermann for sin Virksomhed valgt sig Bladet »Politivennen« til Mønster. Ligesom Literatussens Organ »Den patriotiske Stormklokke« levede dette af »frimodigt« at gøre opmærksom paa Misbrug, og alle de Klagemaal, der opregnes i Trops, Ledermanns og Klatterups Vexelsang »Naar vi til Kilden drager«, kendte Publikum i Forvejen fra »Politivennen«s Spalter, lige fra Taxten paa Brød og Smør til »betalte Ringetøi«, hvilket sidste sigter til et dér fremsat Ønske fra Vesterbro, at Gaarde og Huse maatte blive forsynede med Ringeapparater for paakommende Ildebrandes Skyld! Ogsaa den overhaandtagende Luxus i Tjenestepigernes Dragt var et staaende Tema i Bladet.