Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Hvad er da vel det, Jeg egenlig kan have at indvende mod de Nyes Definisjon af Poesien? Da Jeg greb Pennen, havde Jeg Meget, men det forsvandt efterhaanden under Tænkningen, og nu da Stedet er til at sige min egenlige Mening, finder Jeg Mig tvungen til at underskrive den, Jeg udviklede, for halv at forkaste. - Jeg ved ret godt, hvad Jeg vilde sige, dersom Jeg kunde sige det, som Jeg vilde. Jeg mente nemlig, at Poesiens Grændser bleve for enge ved denne Bestemmelse. Jeg vilde heller hylde den Mening: Alt hvad som bær Præg af det Evige, er Poesi, end den udelukkende: kun hvad der har dette Præg er Poesi. Jeg vilde sagt, at de Ny uden Tvivl havde grebet Poesiens Kulminasjonspunkt i Stedet for at omfatte den hel. Jeg vilde tilstaaet, at Hin vist nok maatte have umiddelbar Relasjon til det Evige, men at der nedenfor samme maatte være andre Punkter, der kun igennem Kulminasjonspunkten stode i en Slags Forbindelse med dennes høyere Tendents. Men Jeg indser nu, at der er Modsigelse i min Tankegang; thi vel maae der under Kulminasjonspunkten være andre Punkter, men disse maae dog ey være væsenlig forskellige fra den. Kulminasjonspunkten selv kan ikke gribes, thi det maae være den rene guddommelige Anskuelse af Universet, og de nedenstaaende Punkter betegne intet andet end den menneskelige Aands Stræben efter og Nærmelse til Poesiens Urstof. Selv den nederste tør ey betegne noget Heterogent, men blot hin sygelige Natur, som opponerer sig baade mod sig selv og Eksistensen.