Grundtvig, N. F. S. AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

AF GRUNDTVIGS DAGBØGER.

BLANDT Grundtvigs efterladte Papirer findes der nogle Bundter i lille Oktav, som indeholder Brudstykker af de Dagbøger, han førte i Aarene 1802-6, som Student og theologisk Kandidat i København, Udby og Torkildstrup og som Huslærer paa Egeløkke. Af de oprindelige Optegnelser fra de to første Aar er der kun nogle Rester i Behold. Men den 27-30 Maj 1804 har Grundtvig omarbejdet det Tilbageblik over de første 19 Aar af hans Liv, hvormed han i November 1802 havde begyndt sin Dagbog, og hertil føjet et Uddrag af de vigtigste Optegnelser fra 1802-3.

Denne omarbejdede Dagbog aftrykkes her I sin Helhed. Af de Brudstykker, som er bevarede, af de oprindelige Optegnelser fra 1802 og 1803, meddeles udvalgte Afsnit.

Af Dagbogen for 1804 er noget over Halvdelen bevaret. Optegnelsen fra den 31 December indeholder et Tilbageblik over hele Aaret og gengives her i sin Helhed. - Af de øvrige Dagbogsblade hidsættes et Udvalg.

Dagbøgerne for 1805 og 1806 er førte temmelig uregelmæssigt, ofte med Maaneders Spring mellem de enkelte Optegnelser. Desuden mangler der flere Ark og enkelte Blade. Af Hensyn til den store Betydning, som maa tillægges disse Aktstykker fra Forfatterens bevægede Gæringstid paa Langeland, medtages her de fleste af de bevarede Dele i deres fulde Omfang, ligesom der tilføjes enkelte Uddrag af andre Optegnelser fra samme Tid om hans Læsning og literære Planer.

12

I. Den omarbejdede Dagbog (1802-4).

Dagbog begyndt i København Den XXVIIIde November MDCCCII .

Hvad er en Dag? Et Øiebiik,
Vi neppe Tid at skue fik,
Og dog af lutter slige Dage
Vor Levetid bestaar.
Hvo er vel den, som fræk tør klage,
Han ikke nok af Dage faaer?
Lad ham dem sammen regne!
Og ved enhver antegne,
Hvad han paa den har gjort,
Da skal han see, hvis Skyld det er,
Hans Levetid var kort. -
Nikolai Frederik Severin Grundtvig
Studios: Theolog:

Først vil Jeg fortælle Personens korte Levnetsløb. -

Den Stende September 1783, blev han født i Udby Præstegaard i Sjællands søndre Ende. Hans Fader heed Johan Grundtvig og var Præst i Udby og Ørslev, og hans Moder Katrine Marie Bang. Holberg siger - i sin 1te Epistel - at han ikke vil sin Familie longa deducere virga 1 , fordi han ikke kan; Jeg vil ikke, fordi det ei behøves, thi ellers veed vel hele Verden, at Jeg paa *

13 Moders Side kunde regne mig i Slægt med Absalon - ei just Davids gjenstridige Søn - skjønt det kunde være ret net for Alderdommens Skyld - men dog med hin høistsalige lundiske Erkebiskop. - En Adelsmand kan ei blusse af stærkere Taknemmeligkeds Lue til den, der beviser, at han har sine usmittede 32 Ahner, end Jeg til Hr. Gjessing, der i sin Samling af Jubellærere har saa prægtig forherliget mit Mødrene, ved at vise, Stamfaderen til de høibaarne Banger ei uforskyldt fik sit Adelskab, saasom han var Sekretær hos en pavelig Legat ved et Hof, hvis Konge ei glemte, han af hans Hellighed var gjort til Konge - tar jeg maaskee Feil?

- og derfor viste sig taknemmelig selv mod hans Tjeneres Tjenere. -

Dog nok herom. - Hvad der foregik til hans 4de Aar, derom veed Frederik selv intet. - Ventelig har han som andre faaet Riis og Sukkergodt, dog neppe i Flæng, om han ellers kjender sin Moder ret. Bemeldte Moder havde den gammeldags Sædvane selv at lære sine Børn at læse. Frederik maatte da ogsaa frem, men Bogstaverne gad han ikke kjendt, remse dem op uden ad vilde han nok, men ei mere. - Der vankede Dada, og han erindrer sig grant, at Bogstavet O nær havde skaffet ham en Rumpefuld, dersom ei i det samme en Bonde havde kommet, og en god Veninde imidlertid havde hvisket ham en god Djævel i Øret.- Per varios casus, per tot discrimina rerum 1 lærte han endelig Bogstaverne. - At stave skal han have anseet under sin Værdighed og ei givet andre Tiid til at nøde ham dertil. - Han havde ingen Sødskende hjemme uden en lidt ældre Syster. Med hende kunde han aldrig forliges, og som svagest gik han af med Profiten. - Dette anseer han som en af de vigtigste Aarsager, hvi han slog sig til Læsning, da han desuden aldrig har duet til at gjøre noget med Hænderne, uden at vende Blad. - Han læste nu en Hel Hob, hvoraf han intet forstod, saasom Holbergs Kirkehistorie, Lyskanders Danske Kongers Slægtebog o:s:v:, thi naar det blot var en Bog, hvori der fortaltes noget, var han efter den som Fanden efter en Sjel.

I Aaret 1789 - uden Tvivl - korn han til at gaae i Skole, hos en til Byen nys ankommen Skoleholder ved Navn Faverskov, omtrent 60 Aar gammel. Forresten var han Cand: S: S: Minist : 2 , havde været Hovmester hos Grev Ahlefeld, Norsk Postfører etc. etc. etc. - Her skulde han da begynde at lære Latin; - han lærte *

* 14 Donat, Aurora - med samt colloqvier 1 - , en Deel af et lille Lexi kon, og Badens Grammatik uden ad, men forstod ikke et Ord deraf, thi den høilærde Præseptor forklarede næsten intet, og gjorde han det, nedstemte han sig dog aldrig til hans Fatteevne. - Han spurgte undertiden, hvor Subjektet eller Prædikatet laae i en Sætning, uden at have bibragt ham ringeste Begreb om, hvad det var for Tingester. - Her lagde han ogsaa Grunden til sin Skrivning; hvordan den var, behøver han ei at sige, selv disse Kragetæer vidne derom. - Af al den Udenadspjat havde Frederik ei anden Nytte, end at hans Hukommelse blev skjærpet paa hans Dømmekrafts Bekostning, om man vil kalde det nyttigt. - Kal[l]s Verdens Historie lærte han imidlertid, og det var got, thi den bør læres, før Dømmekraften spirer frem. - Dermed gik det saaledes til: - Præsten Feld - hos hvem hans ældre Brødre vare, thi Jeg var mine Forældres 4de levende Søn - kom i Besøg 1791, og lovede Frederik et Sølv Uhr, hvis han til næste Aar kunde i sine Fritimer lære ovenmeldte Bog. Han lærte den, og da HEr Laurits Feld 1792 kom igjen, havde Frederiks Skolegang hos Faverskov en Ende, og han kom under privat Informasjon hos bemældte jydske Præst. -

Tyregod - hvis nærmeste Kjøbsted er Veile - blev hans ny Opholdsted. - Her vare foruden han P: H: Balle , en Søn af Sjællands Bisp - som - da han vilde - blev Militær - samt 2 Sønner af en Provst Stjernholm - hvoraf den ældste døde 1793, og den yngste, der hverken havde Lyst eller Anlæg til Studeringer, er nu - om Jeg veed ret - sin Faders Søn. - Frederik var altsaa den eneste, der af denne Samling blev Student, men den ældste Stjernholm levede dog længe nok til at vække hans Kappelyst, og den yngres - som han over 4re Aar havde til Selskaber - maadelige Sjeni gav ham Leilighed til at repetere alt, hvad han læste. -

Frederik gik nu frem med langsomme men faste Skrit, og fortryder intet af den Tid, han opholdt sig i Tyregod, uden den, der bortødsledes paa - usque ad infinitum 2 - at tygge paa Katekesis, Guldbergs aabenbarede Theologi, og hvad alt dette fornuftknusende Apparat hedder. - Dog dette siger han langt fra ikke for at nedsætte Hrr. Feld. - Som Præst og som den, der i de høiortodoxe Tider havde studeret Theologien, maatte han tro det nyt. tigt, at hans Eleve befæstedes mod Kjætteri, og han troede desuden, disse Bøgers Læsning og Lærning udfordredes, naar han *

* 15 engang skulde i en latinsk Skole. - At han ikke tog feil, skal det følgende vise. - Dog skjønt selv temmelig ivrig Ortodox, var dog Toleranse et Hovedtræk i hans Karakteer. »Jeg har selv tvivlet«, sagde han ofte, »derfor ynker Jeg og ikke hader de Tvivlende«. Hverken skyede han selv kjætterske Skrifter som Pest, ei heller - som var endnu mere underlig - skjulte han dem for Frederik. - Nei langt fra; han var i et Læsesælskab, og alt, hvad der kom, havde F: Lov at læse. - Takket være han derfor! - Her saaedes egentlig Spiren til den aldrig før med hans Sjelekræfter eller ham døende Lyst til Videnskaber. - Han beundrede Forfatterne til alt det vittige, som da - i Skrivefrihedens gyldne Alder - fremkom: - Skrivter af en Heiberg, en Rahbek, en M. C. Bruun, hvis Aristokraternes Katekismus han meget yndede, saa vidt den var politisk, - T. C. Bruuns Særsyn, og hvad alle de Sjenier og Sjeniprodukter hede, Dannemark brammede med fra 93 til 98. - Stræng Orthodox forblev imidlertid Frederik stedse, først fordi hans Dømmekraft endnu laae i Dvale, siden fordi han tidlig gjordes opmærksom paa, at Mysterierne ei vare Gjenstænder for vor Viden, men Tro. - Han fandt det saa naturligt at tro Gud, saa skammeligt at tvivle om, hvad han, som Vi skylde alt, havde sagt os som Sandhed, at han ivrig harmedes over Neologernes 1 vantro Bestræbelser, lovede ved sig selv engang at vorde en af Troens raskstridende Kjæmper, og øvede sig allerede. - Saaledes erindrer han sig, efter Læsningen af Bruuns Særsyn 2 , at have begyndt noget, der gik paa Riim - thi Rimer var han tidlig, dog uden at lade noget Menneskes Øie skue sine Produkter, - som skulde være ad modum 3 det nys læste og snærte Naturalisterne. - Her er en ordret Prøve:

Jeg har seet Fornuftens Helte
Troppeviis at strømme frem
Orthodoxien at omvelte,
Dertil har De udrustet dem.

Jeg har seet en Mørkheds Engel
Horbo 4 Som en Lysets voxe frem
Paa Pseudodoxiens Stengel,
Af ham har de hovmodet dem.

* * * * 16

Men blandt dem Jeg ogsaa saae
M: C: B: 1 En ung nsesevis Kompan
Disse tossed Griller faae,
At han vist var en lærd Mand.

Men derpaa jeg ogsaa saae
Den talentbegaved? Mand
Snart sit Reisepas at faae
Over til hint Naboe Land.

Det kan være mere end nok til en Prøve. Versene ere slette, og Tankerne havde Rimeren ventelig laant af Dagens Blade, men han anseer det som Beviis for, med hvad Slags Vaaben han dengang havde i Sinde at bestride Religjonens Fjender. - Imidlertid yttrede sig dog hos Drengen en vis Modsigelses Aand. Med sin Lærer - der behandlede ham paa det venskabeligste og gjerne fremlokkede hans Mening for at lære ham at tænke - streed han ofte i Religjonen. - Syndefaldet og Menneskets fri Villie erindrer han sig endnu som Tvistepunkter. - Frederik kunde ei begribe, hvi Gud skabte Mennesket, da han forudsaae dets Fald, og den fri Villie forekom ham i Dogmatiken alt for indskrænket, hvorfor han paastod, at var den ei anderledes, havde Mennesket ingen. - 1C 15:28 2 foraarsagede Frederik megen forgjæves Hovedbrud, da han vilde, dette Skriftsted skulde harmonere med Treeenighedslæren. - Dog herom spurgte han aldrig sin Lærer, da han ei vilde røre ved en saadan fundamental Artikel. -

Aarene skreed. 1798 i Oktbr. skulde Frd: i Aarhus latinske Skole. - Registret, hvad han af Latin og grædsk havde lært i de 6 Aar, er følgende: Katekesis - hin større - Justinus - heel og holden - Terentses Komødier - de 3, at sige - Fædri Fabler, Ovids Klagebreve - Kun de 3 Bøger - og Kornel - ved at oversætte af den. - Her falder en Anekdot ind. - Da Frederik engang skulde oversætte et Sted af Kornel, hvor der staar om en General - i dette Øieblik husker Jeg ei Navnet - at han blev coronis aureis et æneis donatus 3 - skrev han saalunde paa Dansk: »Han blev begavet med Guldkroner, der vare beslagne med Kobber«. Heraf kan man just ei fatte høie Tanker om hans Latinitet, men det var dog mere Uagtsomhed end Uvidenhed, der dikterede hin Bommert. - Grædsk: - De 4re Evangelister, *

* * 17 Apostlernes Gjerninger og Brevet til Romerne, samt Epiktet. - Ebraisk kjendte han ei. - Dette var da hele Frederiks skolastiske Liggendefæ, - naar man undtager Historie og Theologi, hvoraf han kunde nok til at blive Student. -

Med bankende Hjerte traskede han bag efter Hr. Feld - med sine Bøger under Armen - til Rektor Thura Krarup , som skulde overhøre ham og fastsætte hans Plads i Skolen. - Den gamle snurrige Mand fandt, han ei fremviste mere, end han godt kunde gjøre Rede for, men der var adskilligt, som udfordredes til at komme i Mesterlexe, - og der skulde Jeg -, som Frederik aldrig havde seet, saasom Horatses Breve, Ovids 4de Bog, første Bog af Siseros - Kikeros - Epistler, Dansii Grammatik og de 4 første Kapitler af Genesis. - Havde Rektoren gjort ham til Fux - ut ajunt 1 - paa nederste Part, kunde han altsaa ikke klaget, men da han befandt sin nykomne Eleve langt fra at være nogen hospes 2 i Theologien - som han meget yndede -, tog han ei i Betænkning at sætte ham som en paries intergerinus 3 mellem mellemste og nederste Part og overlade det til hans Stræbsomhed at blive Fux for første eller Dux for sidste. - Ebraisken paatog han sig privatim at instruere Krabaten i. -

Her var Mosjø Frederik i en gandske ny Verden, hvor han i Begyndelsen ei fornøiede sig synderlig, thi hans honette Ambisjon tillod ham ei at høre til nederste Part, og det var strængt at følge den mellemste, der allerede et Aar havde skanderet hint grædske og romerske Epos, gjennemløbet Roms ypperste Taler og Talegjører 4 etc. - Rektor var ham bevaagen, og i de Dele, han havde, var han temmelig hjemme. Men Konrektoren - Jens Stougaard - gjorde adskillige Forsøg paa at flytte Nylingen til nederste Part. I en god Hensigt gjorde han det, fordi han troede det bedre for ham, men Frederiks Ærgjerrighed blev saaret, og han glemte ei saasnart den værdige Lærer denne Fornærmelse. - Stougaard holdt dog snart op, da han dels saae, han intet udrettede, dels syntes, det maaskee kunde gaae ret got. - Hertil hjalp, at baade Kal[l]s Verdens og Suhrns lille danske Historie laae i min Hukommelses Arkiv in promtu 5 . Selv yndede han Historien, men hans Discipler vare for største Delen heri store Ignoranter, fordi deres Lyst til at kjende Fortiden aldrig var blevet vakt, og ei vel kunde vækkes ved Kal[l]s Historie. - Dette skaffede mig temmelig min Lærers Yndest. -

Paaske 1799 begik Frederik en Synd, der havde mange *

* * * * 18 Ubehageligheder til Følge. - De faa Penge, han eiede, havde tjenstagtige Aander skilt ham ved i Spil, og nu kom Paaske. Der var i Aarhus den høipriselige Skik, at Skoledisciplene skulde ofre. - Frederik eiede ei mere end 2 danske Skilling. Han havde hørt, at Disciplenes Ofring skeede for at foregaae Menigheden med et got Exempel; han tog det lige efter Bogstaven, og mente, det var nok, naar han kom der. - Thi kjøbte han - for sin halve Formue - et Ark Papir, delte det i sine visse Parter og - ofrede det. - Der blev lidt Larm, men, hvem havde gjort det? Nu kom Pinsdag. Frederik var ei blevet rigere, tvertimod fattigere, han havde kun een Skilling, og denne ofrede han, forvandlet til Papiir. - Rigtig nok frygtede han for en Opdagelse, men beroligede sig selv med den Tanke: - De Geistlige ere jo Jesu Efterfølgere; Han tyktes bedre om Konen, der gav sin sidste Skjærv, end de gavmilde Rige, ergo maae de og være fornøiede, naar de faae alt, hvad Jeg eier. - Dog Præmisserne vare rigtige, men Konklusjonen var bitterdød feil, thi de HRR. Geistlige kunde jo ei vide, om den HEr Anonymus , der stedse forseglede - intet, virkelig intet havde, eller ville spille Gjæk med dem. - Nok er det, Sagen blev opdaget. - Offentlig skjændte Rektor paa ham, privat examinerede Konrektor ham, fordi han troede, at enten andre havde forført ham, eller han ingen Penge havde. - Det første vilde Frederik ei sige, da det var usandt, og det sidste forbød hans Stolthed ham at tilstaae, eller var det maaskee Bevidstheden om, at han kunde havt de fornødne Penge - naar han ei havde spillet -, der hindrede ham fra at skyde Skylden paa Fattigdom. - Selv troer han, begge Dele virkede tilsammen. - Dog dette var den mindste Del af Syndens Følger. Hans Meddiscipler ansaae ham næsten som en Kirketyv, en Helligdoms Foragter, og en uærlig. - Ved enhver Leilighed maatte han høre det lige til Mikkelsdag, da de paa øverste Part værende dimitteredes, og han selv kom paa Høibenken at sidde.

Ved denne første Skoleexamen, Frederik bivaanede som ordentlig Medlem, forsonedes han tildels med Konrektoren, da denne offentlig berømte ham for Stedets høie Høiærværdighed. - Nu var da det andet og sidste Frederiks Skoleaar begyndt. Lidt havde han bestilt forrige Aar, mindre bestilte han i dette, thi hans lette Fatteevne og gode Hukommelse føiede hans Dovenskab. Vi havde f. E. 6 Lexer til hver Dag under Konrektor. Frederik læste aldrig uden den ene - Qvinctillian eller Virgil. - Sahls Versjon af Herodot læste han, medens den latinske Autor expliseredes, og de øvrige saa han aldrig paa, thi dem havde 19 han lært hos HEr Feld, og hvad han havde med fra Tyregod, kunde han lide paa. - Konrektor bar over med dette Uvæsen, fordi han sjelden fandt ham ubereedt, naar Turen kom til ham at examineres, thi det grædske Sprogs Analyse - paa Dialekterne nær - var fra Tyregod.

Intet videre mærkværdigt forefaldt, uden det, at Frederik dog imellem benyttede sig af Skolens - ei saa lille - Bibliotek, han læste f: E: Suhm om Odin, hans Smaaskrifter etc. - Den første behagede ham især, - hvorfor han og til sit eget Brug gjorde et lidet Udtog deraf, - fordi han - forledet af Hvitfeld - stod i den falske Tanke, Vi vidste intet om vore Fædres Gudelære, en Ting han stedse havde længtes efter at kjende. - Frederik rimede ogsaa en Smule imellem - snart Satirer, snart Elegier, - af de første, som ei vare saa meget gale, har han ingen. Af de sidste har han vel nogle Brudstykker, men de fortjene - ei engang med Hensyn paa Tiden, de bleve til - ikke at anføres. - Saaledes begyndte en - for at vise, Jeg skrifter ærlig -:

Ak! Du for mig Ulykkens Nord,
Du, hvis Gud (h)var fordum Thor,
Som dyrkedes ved Blodet rød,
Hvorfor blev Jeg i dig fød!

At Frederik ei har været meget bedrøvet, da han skrev ovenstaaende, slutter han af Episoden til salig Thor. -

Hvad ellers Klagegrunden skulde være, sees af et blandt de følgende Vers, saa lydende:

Ak Amor! hvorfor mon din Piil
Ved en Piges tryllend Smiil
Mig saaledes saaret har?
Hør mig dog og giv mig Svar!

Jeg holder for, Amor havde været en topmaalt Nar, hvis han havde givet noget Svar paa den unge HEr Grundtvigs tossede Spørsmaal. - Dette er nok til at give et Begreb om Personens Sjeni for den høie Poesi, men for at gjøre Tingen ret komplet vil Jeg anføre Slutningen -:

Min Sørgesang den er nu endt,
Min Hjerne den er slet forvendt,
Meer Jeg ei udføre kand
End at forbande dette Land.

20

Jeg er nær ved at fælde Taarer over Digterens fortvivlede Udtryk. Jeg kunde gjerne sige - ikke, hvem Frederik havde forelsket sig i, thi det har han hidtil ei gjort, - hvis Favntag den Nar misundte en af sine Kammerader; men den arme Pige, som ikke havde mindste Deel i alt dette, bør ikke nævnes. -

I September 1800 forlod Frederik med et meget rosende Testimonium Aarhus. - I Oktbr. samme Aar examineredes han af Professorerne. - Han blev erklæret laudabilis præ cæteris i Latinen, og Laudabilis i de øvrige Sprog og Videnskaber undtagen Ebraisk, hvor han blev anseet som haud illaudabilis , og Jeg troer, haud kunde gjerne været borte. Frederik var en Stymper i Jødelæsning, uagtet Krarup - der ei var nogen Kastekjep i Herrens Tungemaal, havde gjort sin Flid med ham. -

Førend Jeg gaaer videre, vil Jeg kaste et Blik tilbage paa Frederiks Afskeed fra Aarhuus, og tilstaaer han, at Konrektorens mundtlige var ham mange Prosent kjærere og nyttigere end Rektors skrivtlige. - Hvem der saae hins Øie glindse af Taarer, medens han i de stærkeste Udtryk mindede sin bortreisende Discipel om, hvad hans Pligter og hans Vel fordrede af ham; - Hvem der hørte ham advare mod de Kongens og Lasternes Hovedstads Fristelser, han saa ofte med de mest levende Farver havde malet, han maatte antage Stougaard for, hvad han er: sine Disciplers opdragende Fader mere end stræng Lærer. - Og den, som stod for ham, som var Gjenstanden nu for hans Rørelse og kjærlige Formaninger som før for hans Undervisning, han maatte være slettere, end man i den Alder - uden stor Møie - kan være, dersom han ei rødmede ved Tanken om at have miskjendt den ædle Mand, og stundum gjort, hvad der stod i hans lille Magt, til at ærgre ham, dersom der ikke i hans Sjel lagdes varig Grundvold til varm Høiagtelse og uskrømtet Ærbødighed for den Mand, der ligesom forlængede sin veiledende Haand for endnu at gavne paa hin Side sin Kreds, dersom han ikke fyldtes af det ivrige Forsæt, at vorde god og duelig, og ei skuffe en saadan Mands Haab og Ønsker, der kun havde reen Menneskekjærlighed til Grund, og Discipelens sande Vel til Formaal. - Nei, ædle Stougaard! saa slet var Frederik ei, ofte har Mindet om Dig gjort ham stærk mod Fristelser, ofte har det kaldet ham tilbage paa Dydens Vei, naar han stundum - desværre - havde skeiet ud fra den.

Nu var da Frederik Student.

Det første halve Aar - undtagen en Maaned, han var hos sin Fader og Broder Otto, Præst i Torkilstrup paa Falster, - 21 opholdt han sig i Kjøbenhavn for at berede sig til den filosofiske Prøve. - Han var ikke flittig, spilte endeel Kort og Gnav, og gik meget paa offentlige Steder, uden dog der at ofre til Venus og Bachus, saa at det kun havde skadelige Følger for hans Pung, som denne Vinter var i de beste Omstændigheder, den nogensinde har kjendt; - Thi Jeg havde omtrent 20 Rdr. maanedlig, fri Middagsmad, og tørre Fødevare hjemme fra. - Intet Under, at Jeg da ei havde Stunder at bestille meget. Min Fader havde forhen sidt 10 Aar i et lille Kald, havde kostet meget paa sine Præstegaarde, og Jeg var den 4de Søn, han havde ladet studere, begribeligt altsaa, at hans Formues Omstændigheder vare slette. Min visse Indtægt blev bestemt til 2 Rdr. af min Fader, 2 af Broder Otto, 2 af min forrige Lærer HEr Feld, og 2 af min hovedrige Morbroder Kaptein Bang maanedlig. Min anden Morbroder, Professor Bang, gav mig Middagsmad i sit Hus. - Jeg anseer det for Egoisteri i sin etymologiske Bemærkelse, at Jeg stedse springer fra den 3die til den første Person. -

Altsaa i Professor Bangs Huus spiste Frederik daglig, og der havde han sine kjedsomste Timer, ei blot i Førstningen, men bestandig. - Grundene kan være forskjellige. Nogle vil han give til Prøve. - Da han kom fra Jyllands til Sjællands By, var hans Garderobe i en meget mislig Forfatning - Reent ud sagt, - Jeg kan gjerne i Stilhed give et Register, thi Jeg veed det; - han havde 1) En blaa hjemmegjort Kjole med jydsk Snit. - Denne maa som General staae i Spidsen og syne lidt, - thi det var - mellem os - hans eneste hele Yderstykke. - 2) En gammel guul med ditto, som stumpede ved Rumpen og Albuerne. - 3) En rødprikket Kasimirs Vest, der alt tjente ham hartad 3 Aar som sin anden Herre. 4) Et par sorte Buxer, vendte og luvslidte samt stoppede paa det ene Knæ. 5) En hjemmegjort Frakke, som havde været bruun, hvis Ærmer in genere 1 beviiste, at der havde været Støv paa Skolebordet, og Fit paa hans eget, og hvis Albuer in specie 2 med tilstrækkelige Vidnesbyrd - paasyede Klude - godtgjorde, at dens Herre havde havt den høipriselige Sædvane at sætte Støtter - ut ajunt - til nyt Huus. - Læg nu hertil en sort Kjole, og ditto Vest, som begge Dele i lang Tid havde bedækket hans Faders Overkrop, og nu i to Aar - hver Søndag og ved andre Solenniteter - hans, samt et par dygtig fittede Skindbuxer, og Betænk nu, at de unumererede Artikler samt Frakken, den gule og sorte Kjole vare gandske ubrugelige, da har *

* 22 Du et Klædeforraad, salig Diogenes ei skulle skammet sig ved, og det brugelige deraf skulle vist ei - i det mindste ikke for sin Pragt - gjøre Opsigt. Tænk Dig nu et Menneske - For Nemheds [Skyld] kan Du tage den nysomtalte - i hin Klædning komme indtraskende med et par durable brednæsede Støvler i en Sirkel af lutter - paa Hovedstads Viis - velklædte Personer, og - hvis Du ei har megen Tilbøielighed til Skuet af komiske Situasjoner - forlanger Du vist ikke nogen latterligere Figur tegnet for din Indbildningskraft.

Vend nu Hr. Frederik om paa en anden Kant, og Du vil see, han ved denne Omsnoelse vinder saare lidet. - Her finder Du et Menneske, 17 Aar gammel, som ved 8te[s] Sæde i Jydepotters Land har samlet de til Akademiet udfordrede Kundskaber, hvis Forstand just ei kan kaldes gandske udyrket, og som har faaet Smag paa og Lyst til de skjønne Videnskaber, men Du vil tillige finde et Menneske, blottet for al den udvortes Kultur, der paa ethvert Sted anbefaler, men som især i de kjøbenhavnske Familier ei kan undværes af den, som skal være taalelig. - Glem ikke, at en god Porsjon Undseelse hindrede ham fra, at lade den Smule indvortes Kultur, han besad, trænge ud i den ydre Gestalt. Husk! at ethvert Ord, han sagde, maatte af de positiv og negativ vittige Hoveder, blandt hvilke han befandt sig, vente Kritik, endog blot, fordi de buxeredes frem i en - ikke for et vist stødende fri - jydsk Dialekt. Hvad Under, at dette betog ham alt Mod til at prøve en Nærmelse mod hine fuldkomnere Væseners Konversasjons-Tone.

Kort, han maatte tro, der var en hel Verden som Skillerumsvæg mellem dem og ham. - Deraf kom det, at Grundtvig - Jeg tør ei kalde ham Frederik, siden han er bleven Student, - i dette Huus af alle og enhver maatte ansees som et Stykke Træ, hvis store udbugnende Knorter ei engang vare bortskaffede af Bredøxen, og at de derfor lode deres Munds Glathøvl glide over hans knudrede Skikkelse, ei saameget for at prøve paa Umuligheder, og søge at danne et Menneske efter deres Lignelse, som for at lade ham føle, - hvis han kunde føle noget, - hvor dybt han var under dem. - Ikke besynderligt, om Grundtvig i Følge denne Behandling blev - i det mindste tilsyneladende -, hvad man ansaae ham for: en Klods. - Han stod lig en gammel Foliant, der ligesom med Fliid indkniber Støvet mellem sine Blade, medens man visker dens Snit. Ei var det, fordi han troede, han ei trængte til Polering, men fordi Maaden, den anbragtes, ei passede til hans Karakteer. Dette kunde vist nok hans Pudsere 23 ei gjøre ved; nei havde han vidst at benytte den Omgang, han nød, kunde han virkelig blevet en Dreng i den fine Verden. - Selv gav man ham Vaaben i Hænderne; naar han blot vilde givet Agt paa de Dask, han den ene Dag fik, ville han - da det gjerne var lod communes 1 - den følgende kunne anbragt dem til sine Læreres og Lærerinders Tryllelse. Dog at tage Vittigheder paa Borg syntes ham et Notarialbeviis paa Dumhed, og at laane uvittige Grovheder og give dem igjen ligesom til Gjengjeld for Maden, han nød, forekom ham ei allene dumt, men og slet, da han troede, den, der er fordømt til at leve af Velgjerninger, maa fornegte sig selv.

Alt dette gjorde, at Grundtvig blev den, han var. - Kun een Ting forandrede han, han fik saadanne Klæder, at han - efter sin Stand - ei hehøve[de] at skamme sig. - Nei, i Henseende til Komplimenter, der var det ligesaa galt. - Grundtvig var vel født og opdraget paa Landet, men Naturen - maaskee tillige tidlig Læsen om Pavers Tøffelkys etc. - havde gjort ham til deres afsagte Fiende. - I Aarhus havde han ofte ærgret sig over at være nødt til at tage Hatten af for enhver velklædt Nar, eller i det hele for gandske Ubekjendte. - Han glædede sig over, at sligt ei brugtes i Hovedstaden, og han glædede sig end mere ved at høre, Omgangen i Husene var ligesaa fornuftig og komplimentfri, og at man der kun brugte et almindeligt Buk - og i det høieste et Haandkys for Vertinden - istedet for alle de spesielle Rygkrumninger, Fodskravninger, eller Strækkelser, og Poteslikninger. Men hvor fandt han sig ikke skuffet? Han har gjort den - som han troer - rigtige Bemærkning, at hvor liden Priis de kjøbenhavnske Damer end sætte paa et Menneske, fordre de dog - naar de nødes at taale ham i deres Selskab, den høieste Opmærksomhed af ham, den de dog vil have Ret til at besvare med Haan. - Det er den in immodicum 2 potenserte Forfængelighed. - Grundtvig kan frembyde sig selv som Exempel; Han er overbeviist om, at [skjønt] de Damer, vrede Guder stundum lode ham være under Loft med, foragtede ham, gaves ham dog saadanne Prædikater for sin Uagtsomhed, der kun passede paa et Subjekt, der tilsidesatte de almindeligste Beviser paa Høflighed og manglede selv Begreb om, hvad man kalder Levemaade. - Desuagtet blev Grundtvig ei bedre. Paa den skammeligste Maade fordreiede han den - ellers rigtig nok sande Sætning -: Man bør stedse ligne sig selv. - Ei troer Jeg, han var gal *

* 24 nok til at anvende paa sin Stilling, hvad Epiktet fordum sagde til de unge Filosoffer: »Kjerer jer ikke om Pøbeiens Griin! Bliver eder selv stedse lige, og den vil snart beundre, hvad den nys udpeeb!« thi Sammenligningerne havde dels paa begge Sider været saare formastelige, og dels havde Haabet været meget for sangvinsk. - Nei, han troede snarere, en anden Nyhed vil snart afløse denne, og naar de faae afleet, tie de. Han havde Ret, men ei, som han ønskede. De glemte ham ofte, men naar de ei havde andet at spotte over, var han det samme for dem, som Holbergs Komoedier for Theatret. De tie vist, naar de faae afleet, men de rette Kjøbenhavneres Latter og Liv endes paa engang, og vist nok, skulde de belee alle deres egne Latterligheder, var Livet endda meget for kort. - Jeg vil nu blot lægge til - for at have alt om dette Huus paa eet Sted -, at der i den sidste Tiid - som dog overskrider 1802s Grændser - opstod nogle ynkende Væsner, dem Grundtvig maatte anseet for dobbelt spottende, dersom deres Forstands Masse - Man kalder jo ogsaa en Flue et Dyr - [ei] var ham for vel bekjendt dertil.

Efter nu saalænge at have betragtet Grundtvig som gandske passiv, er det vel Tiid ogsaa at beskue ham som aktiv - thi han var i visse Maader et Deponens -. Han greb - i Foraaret 1801 - med de andre Studenter til Vaaben. - Her erindrer Jeg mig følgende Vers af en gammel Bond[e]vise:

Der var engang en Hare,
Den vænte sig til Fare,
Thi den vild' op i Herrefærd
Og stride med Kong Valdemar,
Den ædelbaarne Herre.

Dog være dette uden al Applikasjon! - Imidlertid var denne Vaabenleeg Skyld i, at Grundtvig - i April - ei blev erklæret uden h. ill . for Mathematik og Astronomi, dog da Risbrigh 1 sagde, han var laudabilis præ cæteris , og da Bugge 2 og Gamborg 3 paa præ et nær sagde det samme, saa havde han Stemmefleerheden for sig og blev laudabilis .

Uden at lade sig forhindre af de vedvarende krigerske Øvelser, Minervas Sønner foretoge sig, - reiste han hjem. - Dog, kjære Læser! - om Nogen, som Jeg ei haaber, faaer dette at see, *

* * 25 men det er saa rart at have en, man kan tale til, - Nu har Du en Kjætter for dig. Du korser dig vel, og spørger i hellig Iver, hvorlunde Satan kunde udrette noget mod en, der saavel var bedækt med Skjold og Hjelm mod hans gloende Pile? det er just det, Jeg nær havde glemt at fortælle. At Fanden ei er dum, behøver Jeg ei at sige dig; han forudsaae, Grundtvig vilde blive ham haard, dersom han ei fik ham forført. Nu vidste den onde Fjende, at bemeldte - hvor ortodox han end var - gjerne læste, hvad vittigt var, thi førte han paa Falster T. C. Bruuns Skriftemaal i hans Hænder, og - proh dolor 1 - Kaput var Ortodoxien. - Dog et alvorligt Ord kunde man ogsaa tale her. - Grundtvig erkjender den heldige Revolusjon, hin Bog bevirkede i hans Religjonsbegreber, men troer den ei havde blevet saa, hvis han ei havde kommet til at studere Theologi. - Saameget han end ønskede at være i et andet Fag, er han dog i denne Henseende glad derved. - Nu begyndte han Theologiens Studering uden Fordomme, og kunde altsaa veie pro og contra , men havde han ei blevet Theolog, havde ogsaa sikkert han blevet Bibelspotter, og derved skadet dem, der ei kan skille det væsentlige fra det tilfældige, de svage Sjele, der ei tør haabe Salighed, uden en anden har fortjent den til dem, som ei kan eller ei vil indsee Pligtlærens Autoritet, naar ei den hellig Aand har dikteret den. - Jeg veed derfor ei, hvad Jeg skal sige om hint bruunske Skrift og dets Jevninge. Deres Slag knuse vist nok mere Overtro end 100 lærde Afhandlinger, men de befordre ogsaa hos mange Irreligjøsitet. - De ere - næsten som alleting - nyttige og skadelige, og for deres Autor selv kommer det an paa, om hans Hensigt var at rense Religjonen, eller blot lade sin Vittighed spille, ubekymret om Virkningerne. - Dog Tonen alvorligedes for meget, altsaa hine fromme Guds Børn, der sørgede over, at Djevelen seirede over Grundtvig, kunne trøste sig med, at han siden har hevnet sig paa Helvedes Fyrste, og reent frakjendt ham alt Regiment, ja næsten Existents med. - Jeg tvivler ikke paa, at jo alle Ortodoxer, der hade Djevelen som Arvesynden, ville her istemme et Te Deum etc., thi de maae jo glæde sig, naar de see nogen gaae offensiv til Værks mod Fanden, efter at den defensive Krig, der i nogle 1000 Aar førtes med ham, snarere har formeret end formindsket hans Herredom. -

Da Grundtvig kom hjem - sidst i April -, begyndte han at *

26 kjende lit til Suhms Dannemarks-Historie 1 . - Han fandt i dens ældre Epoke saamange - en Digter værdige men hidtil ubenyttede Stoffe, han huskede, han engang havde været Rimer. Af en hæsselig Feiltagelse troede han det synonym med at være Digter, og begyndte at sætte hin Scene mellem Gøthar og Erik Veltalende, samt Begyndelsen af Sigurd Fofnisbanes Historie paa Riim, ligesom han udspekkede det hele med mythologiske Kostbarheder. Dog han holdt snart op, - ei fordi han følte Ravgalheden af saaledes at vanskabe Alderdommens skjønne Tildragelser i lave Riim, - men fordi han - uden at kunne begribe Aarsagen - fandt, det kunde med Føie anvendes paa hans sammenkludrede Vers, hvad Peder Syv sagde om sin(e) Tids Poeters -

»See! Eders Riim og Vers, de springe op ad Dal,
Hump, hump, det een' er bredt, det andet det er smal,
Det een' er skjævt og krumt, det andet lige bliver,
Som naar man af en By en Svinehjord uddriver,
Hvor hos den fede So sex magre Grise løbe«.

Eller, som Reenberg mere pyntelig udtrykker sig:

»Da digtede saa lystig hin... «

- det er ei værd at skrive mere, thi det er ingen Sag at sitere sig selv til en Dosmer, det gjør endogsaa mange, naar de troe, de sitere sig til store Mænd og Ursjenier; - altsaa blot en lille Prøve paa Personens Rim i denne Periode. - Her følger Begyndelsen af Fortællingen om Sigurd, ei som han siden kort efter rettede den 2 , men som han allerførst skrev:

»Kong Sigmund i Hunsigov nedfor til Hæl,«

- Digteren var god ved Hæl -

»Og ham nogen Tiid alt efter hans Død
»En Søn - da kun liden - til Verden blev fød«

* * 27

- Det skal være vittigt -

»Med Vand overøst det blev han vel,
»Men Djævelen blev derinde,
»Den Kunst man da ei havde lært,
»Den slemme af Børn at drive,
»Og derfor er det ei saa sært,
»Om Fædrene vare lidt barske.«

Hvem skulde falde paa, at ovenstaaende var Indledning til en Fortælling om Helten Sigurd. - Man seer heraf, hvorlidet Begreb Grundtvig havde om at lempe sin Stiil efter Materien. Og nu Slutningen af Fragmentet, som skal beskrive, hvorlunde Sigurd teede sig, da Regin havde fortalt sin Families Ulykke - og Lokes med -:

»Sigurd nu bæved og rysted som Løv
»I Skoven, naar Stormene tuder,«

- Poeten - Jeg faar vel kalde ham saa - beskriver her en Helt saa uforsagt som hin anholtske Foged, at han imidlertiid ei havde udkopieret ham, derfor indestaar Jeg, da han ei kjendte ham -

»Naar Skyer paa Veien ophvirvles af Støv
»Og alting Ruiner bebuder«.

- Jeg beder Poeten meget om Forladelse for min nys gjorte Bemærkning. Nu først kommer Jeg efter hans Tankegang. - Ligesom det stærkrystende Løv giver tilkjende, at der er en Storm oppe, saaledes viiste ogsaa Sigurds Skjælven og Bæven, at der var Storm indvortes; da denne nu trængte ud i de ydre Dele og var ret kommet til at gjennemsuse alle Aarerne, da var det, han blev saa modig, som Poeten siden beskriver ham:

»Han frygted ei Fofner, ei Kæmper, ei Magt,
»Ei Fæstninger, Slotte og Grave,
»Ei Mure forsynet med stærkeste Vagt,
»Ei Borge omflydte med Have.
»Hans Bryst aanded Harm og Hevn.«

- Akkurat som Valdemar paa Anholt, da han fik sin røde Brystdug paa. - Poeten er ellers forskrækkelig høi her, han bruger - at Jeg skal paatage mig en ægte Kommentatormine 28 - den Figur, som Grækerne kaldte [x][x][x][x][x][x][x][x][x] 1 . - Forresten efterligner han de ebraiske Poeter, ved oftere at gjentage samme Mening, men i forstærkede Udtryk. - - -

Men for igjen at komme til Personen (igjen) som blot Menneske, da drog han d: 21de Junii til Kjøbenhavn for at lade sig see paa filologiske Høresale, men han kom der aldrig, hendøsede Tiden til først i August, da han atter drog hjem. -

Under dette Ophold i Hovedstaden lagdes ellers Grunden til et Bekjendtskab, som han stedse siden har med Fornøielse vedligeholdt, med en bornholmsk Student, cui nomen 2 Peter Nikolai Skougaard . At dette Bekjendtskab ei, som saa mange andre, opkom og forsvandt, dertil laae fra først af Grunden i, at Grundtvig yndede Nordens Historie, og derfor var saare glad ved at træffe En af de Faa, der baade yndede og kjendte den. - Grundtvig var dels hjemme dels paa Falster til først i Oktober, da han atter reiste til Hovedstaden, for at underkaste sig den filologiske Prøve. -

Medens han var hjemme, skrev han - af virkelig eller poetisk Harme over Studenter Korpsets Reduksjon, et rimet Stykke, som han med nogen Forandring - i Henseende til Prosodien - har indført i det første Bundt af sine Rimerier 3 . Jeg vil blot anmærke, at hvis det var hans Hensigt at snerte dem, der medvirkede til Korpsets Ophævelse, da naaede han den ei, saasom han beskrev det saa latterlig, at de fortjente Tak. -

Hvad der foregik paa Falster, kan man see af de i hans Dagbog indførte Bemærkninger over hans Forhold til Kvindekjønnet, dem han maaskee samlede vedhefter som Anhang 4 . -

Grundtvig kom da til Kjøbenhavn, blev erklæret laud . for Historien, h. ill . for Grædsken, da han angav 2 prosaiske, men ingen poetisk Autor, og h. ill . for Latinen, en Ting han endnu ei kan rigtig tilgive Her Professor Baden, da han aldrig i det Sprog har været nogen Stymper, og han havde gjort sig endel Fliid med de Stykker, han angav af Ciceros Epistler og Ovids Metamorfoser, Stykker der meere end engang i Størrelse overgik det Kursus, Professoren i det Semester havde gjennemløbet - eller gjennemkrøbet -, og som vel ikke var mindre belærende i Sproget end en Satire af Juvenal, eller Tasituses Agricola . - Han fik altsaa - som man siger - Haud til Hovedkarakteer.

* * * * 29

Gr. skrev - dog ei til Brug - en meget sprænglærdt Drikkevise. -

Nu skulde han begynde at læse til Attestats, men han havde kun 4re Rdr. maanedlig, naar han nu betalte meer end det halve for Losji, er det klart, han hverken kunde betale Manuduktør, eller kjøbe Brænde, og at studere i et koldt Tagkammer gaaer ei meget got an. - Hartad 2 Maaneder var han paa Landet. -

I denne Vinter læste han forresten Vessels, Reins, Storms, T. C. Bruns og fleres Digte, samt en gyselig Mængde Romaner, da der ei vare andre [Bøger] i det Læsebibliotek, hvis Afbetjening en Ven overlod ham, og da han endnu ei kjendte Letheden i at faae Adgang til Universitetets Bogsamling. -

Han begyndte en rimet Fortælling om Knud stores Skakspil med Ulf Jarl i Roskilde, der omtrent har samme Værd, som den forhen omtalte sigurdske Fortælling; - til Beviis herfor tjener følgende Beskrivelse om, hvorledes Knud bar sig ad ved Ulfs Gjestebud. - Det er sagt, at denne Jordens Gud ogsaa stundum fik det Indfald at være glad og

»Begeistres smukt af brune Mjød
»Og spise Oxens harske Kjød
»Samt derpaa som en Kæmpe rask
»At banke Brødres Pandebrask
»Med hin[e] lækre Fades Been etc.«

- Ligesom Jeg overalt ei gjør meget af Knud som Helt, troer Jeg neppe, han har udmærket sig ved dette slags Striid. - Snarere mener Jeg, at han aflagde denne - de gamle Kæmpers Skik med deres Tapperhed. -

At Ulf har været Lutheraner eller Kalvinist, slutter Jeg af, at han i sin Tale til Knud, hvor han forekaster ham sin Romerreise, kalder Paven

- - - »hin syndløs' Mand,
»Der paa sin Trone Syndens Bylder
»Kan læge, - nota bene - naar
»Hans Hænder man kun brav forgylder.«

Ligesom han spøger ret artig med Skjærsilden, naar han i de følgende Linier maa sige -

»Hvis ei da kan kun sligt (?) et Saar
»Kureres, naar i Skjærsilds Hede
»Den arme Synder ret kan svede
30 »Og dygtigen kalfatret blive,
»Fordi han her ei kunde give
» St. Peder, hvad ham hørte til,
»Restanser han ei lide vil.«

Er dette ei et tro Maleri af vore Fædres Tænkemaade i Begyndelsen af det Ilte Sekel, saa kjender Jeg intet til Historien. - Taaleligere kan maaskee følgende, naar det stod paa sit rette Sted, - ansees at være. Ulf har forladt Stuen, hvor Kongen var, dennes Blod kaager af Vrede, han beslutter at dræbe Jarlen, og beroliger sin modsigende Samvittighed ved at tænke:

- - - »jeg er afløst,
»Ei gamle Synder klæbe
»Nu mer ved mig, og end den Trøst,
»Det siger intet, lidt at træde
»Uden for det femte Bud,
»Jeg siden vil med David kvæde
»Salmer til den gode Gud.
»Lad saa Verdens Ulve tude,
»Klerke vil mig dog forgude
»Og sige, han sin Synd fortrød
»Og døde ret en Konge Død«.

Jeg sagde, det var taaleligere, thi her har Rimeren dog havt Knuds falske Andægtighed at bygge paa. - Dette maae være nok talt om disse 147 Linier. - Enkelte af dem ere ei - efter mit Begreb - saa slette, men hele Komposisjonen duer ei for en Døit. -

Hidtil havde Grundtvig kun rimet, naar han ei havde andet at gjøre, men i April 1802 indtraf en Hændelse, som i lang Tiid bandt ham til Rime-Brixen. - Der var en Student, som Han kun kjendte lidet til, og holdt ingen Omgang med, [der] troede sig fornærmet af ham; Jeg vil ei dømme, men fortælle Sagen ligefrem. - Grundtvig kom til to af sine Skolekammerader, der læste til filosofisk Examen tilligemed den omtalte. Han sad midt imellem dem, og forklarede - med en sand Professor-Mine - Fysiken for dem. Da han var gaaet, sagde Grundtvig: »**er nok en Virtuos i Fysiken.«

Dette blev ham forebragt, og da Vi atter engang samledes paa samme Sted, fortalte han G: i de til Matenen mest passende 31 Udtryk, at han var en Æreskjender, en Menneske uden Forstand, og med den sorteste moralske Karakteer. G: loe, thi han troede det mere passende end at skjælde igjen, da han først havde søgt at overtyde den opbragte om, det aldrig havde været hans Hensigt at fornærme ham, men forgjæves. - Imidlertid, da G: kom hjem, syntes han, Skjelderen fortjente en liden Revselse. Han samlede de faa Træk i * *s Liv, som han kjendte, satte flere til og udførte det paa en latterlig Maade. Han skrev omtrent 100 Linier 1 , - Det kan Jeg gjerne tilgive ham men [ei] det følgende - og af Glæde over sin Opfindelse viiste han det til et par gode Venner, som han troede kunde tie, og som kjendte Personen. - De gave det deres hele Bifald, og skjønt G: snart indsaae det uanstændige i en slig Hevn, fortsatte han dog Fortællingen - efter at have slettet det personlige ud - under Navnet Maane Mølleren . - Tankerne i den ere stundum naragtige nok, men Versifikasjonen er noget tvungen, saa er der og en Deel Vaas i den, men i det hele tør Jeg ei kalde den slet, da Jeg saa maaskee kom til at give alle G.s følgende Rimerier samme Navn, hvilket Jeg - som hans Biograf - for min egen Æres Skyld nok lader være. -

Nu flød det da dygtig fra ham. - Han skrev en Fortælling under Navn af Den strandede Dyd , en gandske orig[i]nal Frembringelse, som dog - med Forfatterens Tilladelse - paa Versebygningen nær ei duer meget. - Derpaa skrev han den abderitiske Gesant , hvortil Stoffet var følgende: Den engelske Flode laae i Aaret 1801 ved Kjøbenhavn. - I bange Forventning af de Ting, som skulde skee, ønskede ogsaa Stubbekjøbings Indvaanere at vide Enden paa Tingene, før Posten(s) bragte Kundskab derom. - Nu afsendte De - saa siger man - en halt Skræder som gaaende Expresse. Da G.s Rimelyst igjen vaagnede, huskede han denne naragtige Anekdot og satte den paa Riim, ligesom han herved benyttede sig af sin lokale Kundskab, om en søvnig Magistrats-Person og et hæderlig bevæbnet Borgerskab. - Denne Fortælling troer Jeg, kunde - med nogen Forandring - forelægges Publikum ved Leilighed, saasom den paa den alvorligste Maade fremsætter latterlige Ting, og blot dette pleier at vække Interesse hos den tænkende Læser, naar Udførelsen ei er meget slet.

I denne Tiid var det ellers, G: fik sit første Kjendskab til *

32 Prosodien ved at læse Badens danske Grammatik. - En god Ven laante ham Samsøes Skrifter, han læste Dyveke og fandt den skjøn. - Han saae den udkastede Plan til Marsk Sti , tog Pen i Haand og skrev, saa got han kunde, 1te Akt, men nu erindrede han, Rahbek havde skrevet, man kunde vente Planen udarbeidet af en yndet Digter 1 . At denne Udladelse ikke sigtede paa ham, indsaae G: strax og smed Pennen. - Siden havde han nær taget den igjen, da han saae det skjønne Stof - som han troer - mishandlet af en vis Salonion Soldin 2 , men han kuede sig selv, ved at erindre dels at man ei kan skrive got, fordi man kan see, en anden skriver slet, dels at en god Plan er det ringeste - saa klog var han da blevet - til en god Tragedie. - Men før han kom saavidt, havde han skrevet to Akter af en Tragedie, skulle hedt Ali. Det duede slet ikke.

Nu fik han isinde at skrive en Komoedie Skoleholderen i 5 Akter og skrev den. - Ligesaa skrev han en rimet Tingest - De besmurte Strømper . - Tildragelsen er paa nogle faa Ting nær passeret i Kjøbenhavn i min Tiid, ligesom Jeg selv har hørt den af ham, som trak Synderen op, nemlig Doktor Mynster.

Nu ere vi i August 1802. At Grundtvig ifølge ovenanførte Sysler ei læste megen Theologi, er klart, dog havde han i April antaget Manuduktør, hvortil han sattes i Stand ved, at hans Broder, som blev Præst paa Gvinea, forordnede ham en maanedlig Understøttelse af 4 Rdr. 3 . - Hans børnløse hovedrige Morbroder gav 2. - Blot for Sammenligningens Skyld sættes det.

Først i August reiste G: hjem paa sin Fod - de 2 sidste Mile undtagne. - Sidst i September læste han flittig Theologi, thi han gjennemgik i den Maaned - foruden en Slump Dogmatik, - det hele Ny Testamentes - Undtag Mark. Luk. og Ap. Gjer., dem Vi ei læse - Exeges. - Men i November fik han i Sinde at prøve sin Lykke hos Theater Direksjonen. Han - ved Skougaards Hjelp - afskrev og tilsatte endeel i ovenmeldte Skoleholderen 4 , indkneeb den i 3 Akter og sendte den d: 28de November ind - i en Konvolut, hvori stod skrevet:
P. M.

Indlagt følger en Komedie, som Forfatteren ønskede bedømt *

* * * 33 af Theater-Direksjonen, med Hensyn paa dens Antagelse eller Ikkeantagelse, til Opførelse paa Skuepladsen. Den høie Direksjons Resolusjon modtages o. s. v.
Anonymus.

Maaskee var denne Epistel alt for lakonisk og konsis; dog er Jeg vis paa, den høivise Direksjon ei har taget Hensyn paa slige Tilfældigheder. - Min Dom om Stykkets Værd vil Jeg ei give, da Jeg dels er god Ven med Forfatteren, og det dels er længe siden, Jeg læste det. - Imidlertid erholdt han d: 9de Desember sin Komedie igjen med følgende Brev -

Promemoria.
Den indsendte Original Komedie Skoleholderen har Direktjonen ikke fundet at være af den Beskaffenhed, at den kan antages til Opførelse paa Theatret. - Direksjonen maa derfor % give sig den Ære herved at sende Dem Stykket tilbage. -
Directjonen for det kongelige Skuespil, d. 4de December 1802 .
Hauch Kjerulf Sametz 1 .

Paa det Sted i G.s Dagbog, hvor dette Svar er anført, - nemlig 9de Desber - finder Jeg følgende: »At Jeg efter denne Promemorias Erholdelse ikke mere skriver Komedier, men følger dette Vink, er begribeligt, da det er mig Borgen for, Jeg fattes Talent til at arbeide for Skuepladsen. Hvad den indprikkede % Streg, der i det originale Dokument staaer forved Ordet herved , skal betyde, veed Jeg ei. Nok er det, Jeg har hørt Røsten: » Sutor ne ultra crepidam ! 2 Jeg vil kaste Pennen og begrave mig i Theologi«. -

At G: virkelig her skrev, hvad han tænkte, kan gjerne være, men at han i ingen Henseende udførte sin desperate Beslutning, veed Jeg. - Dertil bidrog to Ting udenfra. - En hans Ven stod i nogen Forbindelse med Sametz. Han fandt engang Leilighed at tale med denne om min Komedie, og Theater Direktøren forsikrede, den ei havde været til hans Sensur. Dette vakte Tvivl hos G:, skjønt Glemning af en saa ubetydelig Ting vel har fremvirket hin Erklæring. - Dernæst blev hans Komedie læst ved en Hændelse - af en ikke ukompetent Dommer, der erklærede den for god, men maaskee var det Høflighed, der holdt ham fra at sige sin Mening. - Allerede før G: fik Direksjonens Svar, havde han begyndt en Komedie Brevet , der er spillet - men *

* 34 uden Held - paa et Privat Theater, og nu ligger, ventende enten Filen eller Ilden.

I Desember 1802 drog G: hjem. Sidst i Februar 1803 kom han igjen. - Nu begyndte han sin prosaiske Fortælling Ulfhild , som - paa Fuldførelsen af Brevet og nogle smaa Riimstykker nær - var det eneste Skrivsammen, som distraherede ham fra Theologien. - Dog Dovenskab, Læsning af Historiske Skrifter - fra de offentlige Biblioteker - og Heden - levnede derfor Theologien ei stort meere Tid, før September Maaneds Begyndelse, da han kastede alt sligt bort - Heden undtaget, som blev borte af sig selv. - Attestatsens Historie findes i Enden af hans Dagbog for 1803 1 .

Sidst i Oktbr. rejste han hjem, sidst i Novbr. til Falster. - Her filede han sin Ulfhild , det beste han kunde, og bestemte den til sin Debut paa den lærde Bane. Først i Januar reiste han til Udby, og sendte Skougaard hint Manuskript. Dog det blev ei det første trykte, hvorunder hans Navn kom til at staae, thi han lod i Politivennen No. 299 og 300 2 - om Jeg husker Ret - indrykke- under Opskrift »Et Særsyn i det nittende Aarhundrede« - en Anmeldelse af en falstersk Skoles jammerlige Tilstand, da den i 10 Aar har manglet Lærer. Dette Skrit fandt - saavidt han veed - de Sagkyndiges Bifald, men skaffede ham - da han midt i Januar atter var paa Falster - et Brev fra den nysudnævnte Biskop Birch, som gandske misbilligede hans Opførsel. - Saa lød det -

Promemoria!
I Politivennen No. 299 læser Jeg med Forundring en Anmeldelse, som det har behaget Deres Velædelhed, at lade indføre under Opskrift o. s. v. Da den vedrører en høist utilgivelig Forsømmelse, som skal have fundet Sted i et Sogn, som henhører under det mig for Fremtiden allernaadigst betroede Stift, kan eller bør den ingenlunde være mig ligegyldig, og Jeg anseer det som Pligt, hvis Tingen ikke skulde være forandret, efter muligste Evne at bidrage til, at der ufortøvet kan raades Bod paa denne Mangel. Men for at kunne bruge en rigtig Fremgangsmaade, vil det være nødvendigt at have den fuldkomneste Underretning om alt, hvad som vedkommer denne Sag, og de Skridt, som af vedkommende Sognepræst og Provst kunde være gjort i denne Anledning. Da de have [sic!] behaget at bruge det *

* 35 Udtryk: - »End mere, det er 3 Aar o. s. v.«, ønskede Jeg den Punkt oplyst, til hvem og af hvem bemeldte Opfordringer skulde være gjorte. Ere de sendte til Sl. Biskop Blok, kan det ikke feile, at Vedkommendes Fremstilling maa findes blant hans Embeds Papirer, og skulde de være indsendt til Kanselliet, vil det ikke være vanskeligt, fra dette Kollegium at erholde fornøden Underretning. Da deres Velædelhed uden Tvivl er nøie bekjendt med alt, hvad som vedkommer Sagen, vilde De tilgive, at Jeg, paa Grund af denne Forudsætning, foraarsager Dem Uleilighed med denne Anmodning. - I øvrigt vil Jeg ikke nægte, at det skulde været mig særdeles behageligt, hvis de, istædet for at drage denne Sag for Publicum, havde paa anden Maade søgt at gjøre mig opmærksom paa denne Forsømmelse. Saa gavnlig Jeg anseer Publicitet til at rette og forebygge Misbrug, saa tillade De mig dog denne Formening, at dette Middel bør kun da anvendes, naar alle andre, enten ere befundne, eller kunde ventes i Fremtiden frugtesløse. Jeg vilde anseet det som et Beviis paa deres Velædelheds Tillid til min Karakteer, hvis det havde behaget dem i privat Skrivelse at melde mig denne Uorden, og takket dem for den her givne Leilighed til at efterkomme en af mit Embeds vigtigste Pligter, hvorfor Jeg anseer den at vaage over Ungdommens Dannelse og Veiledning til Kundskab. Nu Sagen engang er offentlig paatalt og dragen for Publicums Domstol, vil dette vel og blive Stedet, hvor den videre bør forhandles.
Roeskilde d. 5te Februar 1804 .
Ærbødig
A. Birch.

Grundtvig fandt Indholden af dette Brev underlig, som manglende lokal Kundskab, der burde være den Præmisse, hvoraf Konklusjonen, om dette Skridt var rigtigt eller ei, skulde udledes; - men Jeg undrer mig ei saameget over Brevets Indhold som Brevet selv, da Jeg ei seer Grunden, hvi man skulde henvende sig til Anmelderen, naar man ingen Beskyldning vilde fremføre for Usandhed.

Grundtvig svarede som følger:
Ærbødigst 23de Febr. 1804 .

Promemoria.
Først d. 21de d: M: erholdt Jeg D: H: meget ærede af 5te Februar, og kun paa Grund heraf er Jeg vis paa, De tilgiver, Jeg 36 ei før har efterkommet min Pligt med Besvarelse af Deres Brev. -

Meget skulde det smerte mig, ifald Maaden, Jeg valgte til Bekjendtgjørelsen af en Ting, der trængte til hastig Hjelp, kunde give D: H: en ufordelagtig Idee om min Karakteer, som var det Skrit, Jeg gjorde, bevirket af Letsind. Med Hensyn herpaa troer Jeg at skylde Dem, som Mig selv, Angivelse af de Grunde, hvi Jeg handlede saa og ikke anderledes. Da jeg skrev min Anmeldelse til Indrykkelse i Politivennen, var Deres Udnævnelse til Biskop i Laaland ikke offentlig bekjendtgjort eller, var den det end, havde den dog ikke naaet min Afkrog. Kun Rygtet nævnede - blandt Andres - ogsaa Deres Navn, og under saadanne Omstændigheder haaber Jeg det indlysende for D: H:, at Jeg ikke - end ei med mindste Skin af Rimelighed - kunde henvende mig til Dem som saadan. - Dog nægter Jeg ikke, at om Jeg end havde havt den fuldkomneste Vished om, at D: H: var bestemt Bispestolen, vilde Jeg neppe vovet at uleilige Dem med et privat Brev. -

Som Videnskabsmand havde De vist nok Ret til min Agtelse i sin hele Fylde, men da Jeg ei havde den Lykke, selv paa fjerneste Maade at være kjendt af Dem, vilde det - efter min individuelle Overbevisning - været underligt, hvis Jeg ved privat Brev havde i slig en Anledning nærmet Mig Dem, thi det vilde - efter mine Tanker - faaet et Anstrøg, som havde Jeg til Hensigt at lede Deres Opmærksomhed, mere paa mig selv end Tingen, og paatage mig en Ær, der saare ilde harmonerede med min nærværende Stilling. - Meget meer, havde Jeg vidst Dem Bisp, vilde jeg fundet stærke Grunde til gandske at tie, overbeviist om, at De snart vilde opdaget hin Uregelmæssighed, ligesom Deres bekjendte Iver for sand Oplysnings Fremme havde været Borgen for, D: H: vilde - saa snart muligt - paa beste Maade afhjulpet den. At jeg til min Anmeldelse valgte det Mellemrum, da Falster manglede en høieste geistlig Øvrighed, forekom mig hensigtspassende, da den vordende Biskop - Hvo han end var - derved kunde - hvis han vilde - anlediges til at vende sit Blik paa en Gjenstand, der syntes at fordre ilende Virksomhed. - D. H. har behaget at finde det passende fra mig at indhente Oplysninger om de Skrit, der maatte være gjorte fra Provstens og Stedets Præsts Side. - Som ærbødigst Gjensvar herpaa tjener: Bestemt at vide de Kjendsgjerninger, Jeg vilde opgive, var en Pligt, Jeg skyldte Sandheden og Mig selv, og blant disse hører ogsaa, at Sagen er berettet, saavel til Sl. Biskop 37 Bloch som til det danske Kanselli. Men hvad Dato enhver af disse Ting maatte være skeet, samt hvad Vedkommende have svaret, er et Noget, Jeg slet ikke ansaa det nødvendigt for mig at være underrettet om, da det var mig nok at vide. Bestræbelserne for at faae Eskilstrup Skole besat, virkelig havde existeret, og ei hidtil havt nogen synlig Virkning. Selv min Anmeldelse vidner om mit Ubekjendtskab med de Grunde, der maatte have bevirket den lange Udsættelse. Den detaljerede Underretning om, hvad hidtil er skeet, synes derfor at maatte afgives af de Hrr. Provst Blicher og Dalhoff, Sognepræst for Ønslev og Eskilstrup. -

Da det ei stemmede med min Overbevisning at offentliggjøre mit Svar paa det private Brev , hvormed det har behaget D: H: at beære Mig, beder Jeg Dem tilgive, at Jeg ei fulgte Deres - i den Henseende - Mig givne Vink. - Med sand Højagtelse har Jeg den Ære o. s. v.

Saaledes troede G: at have fulgt Biskopen Skrit for Skrit, saavidt hans Agtelse for ham tillod. - Endnu har nok Skolen ei faaet nogen Lærer. - Naar Jeg faaer fat paa hin Politiven, skal Jeg afskrive Anmeldelsen.

Fra Aarets Begyndelse til Dato har G: dels lagt Plan til, dels begyndt, dels fuldført adskillige Fortællinger, hvortil Stoffet er laant af Nordens Historie. Deres Skjebne beroer paa, hvormange fortjente Skrup Ulfhild faaer. - Han har ogsaa udkastet - paa omtrent 5 Ark - en Skitse til en Afhandling om Knud den 3dies Storhed. Dens Fuldførelse beroer paa, om Forfatteren kan opholde sig - fri for andre Forretninger - nogen Tid i Kjøbenhavn og benytte Bibliotekerne. Han deler for nærværende sin Tid mellem Skriveri og Læsning, dels af hvad, til Historien og de skjønne Videnskaber henhørende, han har i Romernes eller sit eget Sprog, dels de faae nye Skrifter, han kan faae fat paa. - Saaledes har han naaet
den 30te Mai 1804 .

38

Tillæg.

Som Bilag til ovenstaaende falsterske Skolehistorie skal her meddeles tre Artikler, som Grundtvig skrev i Politivennen 1804, og som tillige har den Betydning at være de første trykte Stykker fra hans Haand .

Politivennen . No. 299.

Maae trykkes.
Kjøbenhavns Politikammer den 14 Januari 1804 .
Haagen.

Et Særsyn i det nittende Aarhundrede.

Neppe skulde man troe, at der paa en Tid, da der dog ikke blot skrives meget, men ogsaa giøres meget til Skolevæsenets Bedste - kan gives en Bye - end sige et Sogn - i Danmark, hvor man i en Række af Aar, har maattet savne al Skoleundervisning, og dog er det Tilfældet. - I et vist Sogn paa Falster, har i de sidste 10 Aar ingen Skoleholder været, thi saalænge er det siden, den sidste derværende blev blind, og ophørte at forrette Embedet. Vedkommende vægrede sig ved at indsætte en ny - som man siger - paa Grund af, at den Gamle ej kunde undvære Skolelønnen. Dog, det er ikke troeligt, thi skiøndt en saadan Handling kan synes at tilhøre et følsomt Hjerte, bærer den dog neppe Præg af Fornuftens Stempel, og Medlidenhed med eet Individ, paa et helt Sogns Ungdoms Bekostning, vorder - efter mine Tanker - neppe retfærdigt. - End mere, det er 3 Aar siden, bemeldte Gamle døde, og endnu er ingen ny - uagtet alle Opfordringer - indsat. - Hvad Under? om i et saadant Sogn, det Tilfælde har indtruffet, at en, der antegnede sig til Konfirmation, ej endnu kjendte Bogstaver; - thi var der end - som man maae formode, skiøndt man ej indseer det - de meest gyldige Grunde til denne skadebringende Opsættelse, bliver det dog stedse sørgeligt, at Oplysningen maa taale et saa voldsomt tilbagevirkende Stød, paa Steder, hvor den saameget kunde behøve uafbrudt Fremskriden. - Hvor nedslaaende maae det ikke være for Stedets oplyste Religionslærer, at see sine Bestræbelser tabe saameget af den tilsigtede Nytte? da en stor Deel af hans Menighed er uskikket til at modtage hans 39 Undervisning, den han ikke kan nedstemme til Skoleholderens første Funktioner.

Udbye Præstegaard ved Præstø d. 5 d. 1804 .
Nic. Fred. Sev. Grundtvig.
Kandidat i Theologien.

Politivennen. No. 301.

Maae trykkes.
Kjøbenhavns Politikammer den 28 Januari 1804.
Haagen.

Møre om det skoleholderløse Sogn paa Falster.

P. M.
Udgiveren ombedes at Indrykke følgende I næste Politiven:
»I min Anmældelse i Politivennem No. 299 er, mod min Villie, indløbet den Fejltagelse, at det omtalte Sogn er unævnt. Da man - maaskee - heraf kunde tage Anledning til at troe, jeg vilde ved en saadan Ubestemthed kaste Skygge paa en heel Provinds, eller at beskylde mig for en Frygt, der ved bevislige Tings Bekjendtgjørelse var saare utidig, saa anseer jeg det for Pligt at anmærke, at Sognets Navn er Eskilstrup , samt at det hører under Vesterborg Gods.

Thorkilstrup paa Falster d. 19 Jan. 1804 .
N. F. S. Grundtvig«.

Politivennen. No. 322.

Den 23 Juni 1804.

Bekjendtgjørelse.

I Politivennen No. 299 og 300 søgte Undertegnede at vække Opmærksomhed paa det Slør, der hindrede ethvert uindviet Øje fra at skue de Grunde, der bevirkede hin Falsterske-Eskildstrup-Skoles mangeaarige Vakanse. Han anseer det for Pligt - ligesom Muligheden glæder ham - at anmærke denne Underlighed som et Noget, der har existeret - Eskildstrup har - til alle Vedkommendes Ære - faaet en Skolelærer, og Anmælderen har Grunde til at tro, S. T. Herr Biskop Birchs saare agtværdige Virksomhed ej har bidraget lidet dertil.

Udby ved Præstø d. 22de Junii 1804 .
N. F. S. Grundtvig.
40

II. Af den oprindelige Dagbog (1802-3).

DE Levninger af Grundtvigs oprindelige Dagbog fra Slutningen af 1802, som endnu findes, indeholder bl. a. Brudstykker af Skildringen af hans Optræden i Prof. Bangs Hus og nogle Uddrag af Steffens' Forelæsninger over Filosofien. Fra 21. Decb. 1802 findes følgende Optegnelse:
21 de. Bestilte intet om Formiddagen; om Eftermiddagen indtog 9 Rdr.; om Aftenen kiøbte et 1/4 Pund Kanaster - 10 ß, 4 Citroner - 12 ß; var hos Dørups, drak en Kop Chocolade - 8 ß, i alt: l-14 p, gik Mern, pakkede ind og læste Ølenslægers Digte, hvoraf endeel behagede mig, - men naar han kalder den, som meier, en Meierske, bruger svam istedet for svømmede, lader Æteren lufte inde i Norges Klipper og mere saadant, da synes mig, han mangler den Korrekthed, man burde fordre af den, der i sin Fortale selv paastaaer, at der i den hele Samling er intet, som kan kaldes ubetydeligt 1 . - Jeg lagde mig til at sove Kl. 5.

Den 22.-23. December 1802 rejste Gr. hjem til Udby, hvor han de følgende Dage »skrev Præken«, spiste »Jule Aftens Nadre«, blev foræret en »Silke Tobaks Pung« og - Juledag - »spilte Rabuse«. Anden Juledag skrev han:
26 de. Prækede Jeg i Udbye og Ørslev Kirker; mine Tilhørere vare tilfreds med mig, men Jeg selv ikke, thi dels stod Jeg paa Prækestolen som en Støtte, og alle de Gestus, Jeg troede at følge nødvendig med Udtrykkene, faldt gandske bort, ligesom Jeg heller ikke huskede min Præken alt for godt, især i Ørslev Kirke, hvor Jeg 2 gange maatte snyde min Næse og spytte nogle gange for at recreere mig. - Min Præken handlede om *

41 Medlidenhed, og Jeg søgte at vise, at Virksomhed og Almindelighed ere to Egenskaber, som ere uadskillelige fra den sande Medlidenhed. - Om Aftenen spilte Jeg styrvolt og vandt 2 ß - Jeg fik en Krone i Douceur af min Moder for min Præken. -

27 de. Begyndte Jeg om Formiddagen paa en Præken, som Jeg har i Sinde volente Deo1 at holde paa Falster hos min Broder, Dagen d. 2den Januar 1803. - Jeg fik af min Fader for Gaarsdagens Præken en Rigsdaler; skrev lit mere paa den, som skulde holdes, om Eftermiddagen og fuldførte den om Aftenen. - Den handler om Døds-Tanken, dels som et Værn mod Lasten, dels som en Bevæggrund til Dyden. -

Den 28. December stod han først op Kl. 11 1/2, »bestilte intet« om Formiddagen. Ligesaameget om Eftermiddagen« . Den 29de »reed« han »til Allerslev, hvor der var Selskab, kom hiem Onsdag Morgen« d. 30te. Den 31. December rejste han til Vordingborg, men kunde ikke komme over til Falster paa Grund af Blæst. Den 1. Januar 1803 »bestilte Jeg slet intet« . Den 2. Januar »var Jeg meget fortræden, saasom Jeg just i Dag vilde præket for min Broder paa Falster; og naar man først har udruget et Foster af sin Hiernes Liv, er man sielden for at skiule det under en Skieppe« . Den 3. Januar »reiste Jeg atter til Vordingborg , kom lykkelig over og arriverede til Torkildstrup om Eftermiddagen Kl . 4 «.

4 de. Bestilte intet om Formiddagen, var om Eftermiddagen hos Provst Bliker og spilte om Aftenen Rabuse med hans Døttre. Tilfældet? bragte mig til at sidde hos hans ældste (skiønne) Datter 2 , og med al den Ligegyldighed, Jeg saa ofte paastaar at besidde, følte Jeg dog noget vist ved Berørelse af en Pige, Jeg stedse havde behandlet med udmærket Agtelse, men som Jeg for første Gang var saa nær paa saa lang Tid. Vi reiste hiem Kl. 12, efter at min Svigerinde havde udvirket, at alle Døttrene skulde næste Dag komme over og holde hende med Selskab, naar hun var ene hiemme og vi Andre toge til Bal i Nyekiøbing. Rigtig nok havde Jeg besluttet ogsaa at blive hiemme, saasom Jeg ikke dandser, men dette maatte de gamle provstelige Folk ikke vide, saasom De vare saa bange for deres Døttre, at end ikke *

* 42 den Ligegyldighed, hvormed Jeg stedse havde behandlet og var blevet behandlet af det smukke Kiøn, kunde gandske unddrage mig fra Deres Mistanke, da de sagtens troede, at Jeg dog med alt det var en Adamit. -

5 te. Om Formiddagen skrev Jeg lidt paa den gode Ende 1 . - Vi spiste. Min Broder og Syster reiste til Bal Kl. 2; en Time gik; - min Svigerinde begyndte at yttre Tvivl om Jomfruernes Komme, og Jeg - som troede om mig selv, at Jeg hadede Fruentimmer Selskab - Jeg hørte denne Tvivl med Uvillie. Jeg sad ved Kakkelovnen og røgte min Pibe, men Jeg havde ingen Roe. Immer havde Jeg et Ærende op i den Stue, hvis Vinduer vendte ud mod Veien, De skulde komme, ja stundum stod Jeg som forstenet; Træernes Bevægelse af Vinden forekom mig at være en Vogns Raslen. - Det mørknedes; mismodig gik Jeg ind og satte mig ved Kakkelovnen. - Nu giøede Hunden. Min Svigerinde raabte: De komme! som et Lyn var Jeg ved Vinduet, og Jeg følte en Glæde, der, uden en Paamindelse, vilde bragt mig til at glemme, at Jeg ikke maatte sees af Kudsken. - De kom ind i Stuen og - mit Hierte slog høit. Jeg kyste den elskværdige Piges Haand, men min store Agtelse for hende, der var bange for i mindste Maade at fornærme hende, hindrede mig fra at giøre det med den Varme, som Jeg maaskee havde ønsket. - Man bad mig læse høit, og Jeg valgte En Røvers Masarmos Historie. Ogsaa denne Aften kom Jeg, som det lod, ved et Slumpetræf til at sidde ved Siden af hiin tryllende Pige. - Jeg læste med Fornøielse, og aldrig har Jeg læst naragtige Floskler med en saadan Varme, thi den Smukke følte stærkt, og dette vilde have været nok for at vække Deltagelse hos mig selv for det, der havde været niere non sense end dette. - Naar min stemme nu hævede sig høitidelig, og Deltagelsen laa synlig i mit Ansigt, da lænede den skiønne sig fortrolig op til mig for med de halvvaade Øine at skue de Træk, hvis Udsigelse trængte til hendes Inderste. Nu følte Jeg, at Jeg havde et Hierte, der (der) kunde slaa varmt for en kvindelig Skabning, skiønt det var saa langt fra, at min Kiønsdrift blandede sig med i Spillet, at Jeg meget mere havde Fatning nok til at undgaae enhver unødvendig Bevægelse, hvorved Berørelses Punkterne kunne blevet flere. - Saaledes svandt da Aftenen, og aldrig levede Jeg mere fornøiet, thi snart bragte Synet af den skiønne mig i en *

43 høitidelig glad Stemning, blandet med en blid Alvor, snart bragte en yngre Syster mig ved Spøg i en munter Lune, som egentlig i en liden og bekiendt Kreds er min ejendommelige. - Kl. 12 skiltes Vi ad og gik hen at sove, - hvilket lykkedes mig saa godt, at Jeg ei vaagnede førend Kl. 7 næste Morgen.

6 te. Jeg stod op, gik ind i Stuen; men endnu vare ingen standne op; endelig kom min Svig[erinde] og strax derpaa * * 1 . En blid Samtale med hende var mig rigtig nok kiærere, end om Jeg midt om Sommeren fra en Biergspidse havde seet Solen hæve sig paa Horisonten i sin hele, alle Væsner tryllende Kraft, og dette skal jo dog være den skiønneste Frokost [?], man kan faae. Kl. henimod 10 kom * * * 2 ind, og Formiddagen gled ved under muntre Samtaler at drikke Thee og Kaffee, spise Frokost og skrive tvende Breve. - Dog maa Jeg tilstaae, at et mildt Øiekast af * * var mig langt kiærkomnere end det mest velsignede Spas af * * *, saa Jeg næsten troer, mit Væsen er blevet gandske omdannet. Om aftenen kom min Broder og Syster fra Nyekøbing. Vi legte Blindebuk, og fulgte 9 1/2 Døttrene hiem, kom tilbage 11 1/2 og sov.

7 de. Momentale Omdannelser ere muelige. Jeg anførte en igaar, og i Dag maa Jeg atter melde een, thi nu er Jeg den samme, Jeg altiid har været .....

8 de. Bestilte intet; spilte om Aftenen Rabuse og tabte 2 Mark.

9 de. Prækede Jeg i Torkildstrup og Lillebrænde , den samme Præken, som Jeg havde foresat mig at holde i samme Kirker d: 2den Jan . Om Eftermiddagen vare Vi paa Nebølle , hvor Vi spilte Rabuse og Jeg vandt 2 Mark 10 ß. -

10 de. Var Jeg hiemme hele Dagen og intet mærkeligt forefaldt.

11 te. Ligeledes. -

12 te. Om Eftermiddagen vare Vi i Gunslev , og her giorde Jeg den Opdagelse, at skiønt Jeg aldrig vil komme til at hænge mig af Kiærlighed, foretrækker Jeg dog M: B: for alle de unge Fruentimmer, Jeg kiender. Jeg spille Rabus og vandt 3 Mark 6 ß. -

13 de. Om Eftermiddagen kiørte Vi til Foss paa Holgershaab, derfra til Butzes , saa tilbage til Foss , hvor Vi spilte Commerce og Jeg tabte 2 - 12. Vi spiste og kiørte hiem. -

14 de. Kl. 11 kiørte Vi til Nebølle , hvor de unge Stamper bleve examinerede. Vi spiste Middagsmad Kl. 4re, spilte siden Billard, derpaa Jeg Piket med HEr Klemp . Vi spiste Aftensmad Kl. 12, og kiørte hiem. *

* 44 15 tende. Gik Jeg i en Døs, læste om Aftenen noget af Josep[h] Tomsen.

16 tende. Udlæste Jeg Joseph Thomsen og var om Aftenen hos Lassens , hvor Jeg i Rahuse vandt 9 ß.

17 tende. Læste Jeg en Bisgen Exegetik.

18 tende. Var Jeg i Stuhbekiøbing. -

19 tende. Var her Fremmede, nemlig et rødt Forvalter Gesigt med en Pidske Paryk paa samt en ung Pige med et ret smukt godlidende Ansigt og temmelig interessant Væsen. - Jeg vandt i Polskpas 1 - 10.

20 vende. Var Jeg paa Nebølle, hvor Jeg hørte en Esel skryde af sine lange Ører, og vandt 1Mark 9 ß i Rabuse; i Postpenge udgivet 1Mark 4 ß.

Sivende. Jeg laa just og drømte om B.s Døttre, da min Syster kom op og sagde, at de 3 vare komne. Jeg stod op, kom ind, morede mig baade Dag og Aften, især med M ., for hvem Jeg dog nok føler lit mer end slet og ret Agtelse. - Men det er ogsaa en ypperlig Pige (i mine Øine).

21 vende 1 . Var jeg hiemme hele Dagen og bestilte intet, thi hvordan det kom sig eller ikke, ville Gaarsdagens Sysler og Gienstande ikke ret give Plads for de nærværende. -

22 vende 2 . Spilte Jeg Rabuse om Aftenen og tabte 13 ß. Læste 1ste Deel af Herman von Unna .

24 vende intet anmærkelsesværdigt.

26 nde 3 ligeledes.

26 vende. Var Dalhof hos os. Jeg læste Herman v Unnas anden Deel.

27 vende. Intet passeret. Jeg læste S ...[?]

28 vende. Modtog 5 Rdr., gav 2 Mark, reiste til Gaabense, gav atter 2 Mark, for Overfarten 2 Rdr., gik over Isen, gav 4 Mark i Drikkepenge, gav 6 P ud, kiørte hiem.

29 . Var Jeg stiv af lisgangen i Gaar.

30 te. Intet mærkværdigt.

31 te. Ligeledes. Jeg vandt 6 ß i Rabuse.

Fra 1 Februar til 7 September 1803 findes ingen Dagbogsblade bevarede. Fra den 8 September til 28de September 1803 indeholder Dagbogen en Række korte Notitser især om hans Eksamenslæsning. Den 11te September noterer han bl. a.: »- spiste, skrev to Breve, læste paa min RolIe, kiøbte et Brød 12 ß, enFlaske *

* * 45 Øl 3 ß, -spille i mit Brev August Møllers Rolle , - kom hiem Kl. 2 efterat have laant Skougaard 14 ß.« Umiddelbart efter en Optegnelse fra 28 September 1803 fortsættes:

November

Underligt nok, at Jeg ei i dette Mellemrum har skrevet noget.

D: 1 te, 3 die og 19 tende Octbr. var Jeg oppe til Spesimen, den 25 de til mundtlig og fik Laud , baade fortient og ufortient.

D. 29 de reiste Jeg fra Kiøbenhavn til Udbye. - Min Gield var ved min Afreise - 46 Rdr. til Skræder Møller, 20 Rdr. til Urtekræmmer Zimmer og 4 Rdr. til min Manudukteur Svendsen.

Under Opholdet i Udby gjorde han Optegnelser i Dagbogen den 8, 15, 16 og 17 November 1803 . Bl. a. indeholder disse Bemærkninger til, hvad han har læst i Gebhardis »Dannemark« og Addisons Spectator. Den 16 og 17 Novb . findes indført to » Dialoger «, der sigter til Gr.s Forhold til Søstrene Blicher:

Dialog .

Palmine

Hvorledes kan det være, at De ikke kommer her oftere?

Colos

Fordi Jeg frygter at tabe min Friehed uden at faae Tilladelse at være Slave. -

P :

De taler saa høitravende. -

C :

Virkelig? det maa komme af Veiret. -

P :

Mig synes, Veiret er som sædvanligt.

C :

Nei, det kand ikke være mueligt.

P :

Oprigtig, skulde Komplimenten gieide Mig eller min Syster?

C :

Anseer De det for en Kompliment?

P :

Hvad andet?

C :

Da vilde Jeg ikke ønske, mange vilde misunde Dem den.

P :

De er uartig.

C :

Kand være muligt, men dersom Jeg tør sige det, forvexler De maaskee Begrebet om at være uartig med det ikke at være artig.

P :

Ja, er det ikke et og det samme?

C :

Efter min Tanke neppe. Ikke sandt, min smukke Jomfrue, De anseer det omtrent for eet at være artig, at have bonstons eller lin Levemaade, at være galant? -

P :

Saa omtrent.

C :

Ja, seer De, det kan Ingen være nu, med mindre han har giort sig Umage for at blive det, og det har Jeg ikke; derimod 46 at være uartig anseer Jeg for det samme som at være uhøflig, at sætte det anstændige i Konversationen tilside, dette har Jeg giort Mig Umage for ikke at være. - Med hvormeget Held, derom maae De dømme. -

P :

I Sandhed, Jeg meente det ikke saa slemt, som De optager det, Jeg mente blot, det var ikke Ret ved gaadefulde Udtryk at bringe Folk i Vildrede og siden benytte sig deraf. -

C :

Hm, Ja, Jeg maa tilstaa Dem, Jeg er ikke i got Humør idag og trænger altsaa til dobbelt Tilgivelse, først fordi Jeg i Deres Sælskab kan være i slet Humør, og endnu mere, fordi Jeg har ladt Dem føle det.

P :

Kom nu igien og fortæl, De ikke kan være galant eller artig. - Saadant noget maa De aldrig prøve paa at bilde et Fruentimmer ind, der kiender noget til Dem, og hvis Agtelse De bryder Dem en lille smule om, thi ellers kunde hun let falde paa at troe, det blot var mod hende, De ikke kunde være artig.

C :

Skulde De virkelig finde Det anvendeligt her?

P :

Ikke medmindre det, De sagde om deres slette Humør, netop var et Anstød af slet Lune, thi i det andet Tilfælde har Jeg faaet min Deel.

C :

O! at Jeg kunde være saa munter som De!

17 de, Stod Jeg op Kl. 11.

Dialog

Selner. Marie .

Marie

Deres Humør har ikke vundet ved deres Fraværelse. -

Selner

Hm!

Marie

Før var De stedse munter uden at være overgiven, nu er Deres Alvorlighed ikke engang fri for mørk Lune. -

Sel .

Der gives ligesaavel Tilfælde, der kan bevirke det, som saadanne (med et Blik paa Marie) , der kan forandre sorgblandet Alvor til Munterhed. -

M :

Oh ja, Tilfældenes Forskellighed!

S :

Undertiden kunde netop den samme (fatter sig) eller dog nær beslægtede have saadanne modsatte Virkninger. -

M :

Dog hos forskellige. -

S :

Ja hos forskellige. -

47
Marie
(efter en liden Pause):

Selner, De er ikke lykkelig. -

S :

Eftersom man i Almindelighed dømmer, ikke; men ogsaa det kan kaldes Lykke at vexle Stilling; man lærer derved at betragte andres Glæde og Sorg fra den rette Synspunkt og tager sig i agt for at fornærme endog blot deres Delikatesse. -

M :

De er bitter, dog Jeg kiender Dem for vel til at troe, De er det med Forsæt. - Ikke sandt, den Kiærlighed, de saa ofte spottede, har hævnet sig paa Dem? -

S :

Den har. -

M :

De veed, Jeg har selv elsket ulykkelig; det giver Mig Mod til at vedblive denne Samtale, skiøndt den vel ikke er Dem saa ganske behagelig. - Jeg havde maaskee mit ikke alt for forsigtige Valg en Del at takke, men De .....

S :

Gienstanden for mit Valg var ei blot den skiønneste, men tillige den ædelste. O! Marie! tillad Mig et Øieblik at kalde Dem ved dette Navn; tør [Jeg] i Deres, som i en Venindes, Barm udtømme min Sorg?

M :

Deres Fortrolighed skal være min Stolthed. -

S :

Med Ord kan Jeg ikke fortælle Dem min Historie (tager et Stykke Papir op) , Bogstaverne kan maaskee giennem mit Øre styrke min Siel. - Jeg beder Dem blot ikke tænke paa, dette skulle være Poesie. Lad ikke deres dannede Øre dvæle ved de barbariske Lyde, men tænk blot, at de ere Ekko af mit Hiertes tause og dog saa høit lydende Toner. -

M :
(sagte)

Gud, hvilken Scene venter mig!

S :

læser med en høitidelig, men ofte vaklende og afbrudt Stemme følgende (med Øinene heftede paa Marie):

Usalige Stund, da dit tryllende Øie
Den Straale udsendte, som naaede Mig,
Da taus Jeg beundred det blændende Høie,
Jeg skuede, da Jeg forgudede Dig! -

Og drak Jeg af Lethes de sprudlende Strømme,
Og misted Jeg derved al Fortidens Sands,
Dit Billede vogen, dit Billed i Drømme
Dog svævede for Mig i straalerig Glands.

O! aldrig, nei aldrig Mig undes at glemme
Dit Ynde, som stedse formerer min Kval.
End toner din hulde harmoniske Stemme
Som Ekko i Biergeomkrandsede Dal.

48

Bagtalelses Taage kun eengang ugierne
Indhylled en Godheds fremskridende Sol.
Hvert Træk af det Hierte, O, kunde Jeg fierne
Det bort [?] bag den anden, den isfulde Pol.

O! Laan Mig dit Øre, Du skiønneste skiønne!
O! hør dog min Klage, Du væneste Nor!
O! lad dog en medynksfuld Taare belønne
Min Aand, da er Lykke som Ulykke stor.

Man tit Mig fortalte om Glutter saa smukke,
Jeg saa dem, fandt aldrig Beskrivelsen troe;
Hel ofte Jeg hørte de Eiskendes Sukke,
Men saadanne Smerter Jeg stedse beloe.

(O! Skiælver, ja skiælver, I Spottere diærve,
Og hører en Synder, som Synden fortrød!)
Jeg saa Dig, Palmine, da sittred hver Nerve
Som truffet af sikre elektriske Stød.

En Følelse blandet af Sødhed og Smerte
Udgiød og forplanted sig fluks i mit Alt,
Og Blodet forbi det høitbankende Hierte
Som Steenhaarde Kugler i Aarerne falt.

Den første bedøvende Rystelse tabte
Sig hastig i Tidens fortærende Hav,
Men Omgang med Klodens Udvalgteste skabte
En blidere Lue, min Roligheds Grav.

Jeg lærte at kiende det ædle, det store,
Der hæver Dig høit blant tilbedede Kiøn.
Din Lyst til at hielpe, dit Held til at more -
Jeg fandt, at din Siel var som Legemet skiøn.

O! salige, aldrig fornyede Dage,
Da Jordens med Himmelens Glæder Jeg nød,
At svinde som Pilen i Luften saa fage
Forfølgende grusomme Skiebne Jer bød.

Kun eengang i Livet Vi saadanne nyde,
Kun eengang fik Smaating [?] saa blændende [?] Værd,
Kun eengang saa glade hver Mine Vi lyde,
Kun eengang Vi skue en Himmel saa nær.

49

Da Svandt det med Takken begavede Minde;
Mig nødes [?], Palmine! at skue dit Savn!
Og dog kun ved det Jeg kan Rolighed finde,
Jeg elsker dets Væsen og hader dets Navn! 1

28 de. Reiste Vi til Gunslev, - den 25de kom Jeg til Torkilstrup - til Gunslev, til det Sted, hvor Hun, hvem Jeg blandt alle kvindelige Skabninger agter høiest, hvor Hun, maaskee det eneste Fruentimmer, Jeg kunde føle Kiærlighed til, Hvor Hun, som i fordums Tiid behandlede Mig - som Jeg troede - med udmærket Godhed, Hvor hun, som nu er forlovet, befandt sig.

- At skildre mine Følelser ved Synet af hende er umuligt; Jeg kan ikke engang gienkalde dem og - Held Mig, at Jeg ikke kan! Hine Linier, dem Jeg skrev ved at tænke mit Forhold til denne ædle, udtrykke et intet; - med bortvendt Ansigt kyste Jeg den Haand, Jeg nu først føler, vilde giort Mig lykkelig. - O! at Jeg før havde vidst det, maaskee havde da min Stolthed, der frygtede et Afslag, tabt i Kampen med min Tilbøielighed, maaskee havde [Jeg] vovet at tolke mine Følelser og maaskee -. Dog nei, Hun vilde haanet, foragtet Mig, denne for min Selvfølelse saa ydmygende Tanke er min eneste Trøst. - To ligegyldige Ord vare de eneste, som vexledes mellem os; dog det var ikke usædvanligt, men aldrig turde mit Øie vove at møde Hendes. Jeg betragtede hende som en ophøiet Gienstand, der ikke var hævet for at staae til Skue, men for at unddrages mit Blik. - O! hvilken Stilling! Jeg tav i 3 Aar, fordi Jeg vilde have Udsigter ; - Jeg greb med Begierlighed en Kondition paa Falster uden at ville tilstaae Mig selv, at Hun var Aarsagen; - Og nu, nu er Jeg her! - I Sandhed, dersom man forlader Hovedstaden for at leve i Eensomhed, da har Jeg fuldkommen opnaaet mit Hensigt! - Jeg er eene paa den hele Jord! - Jeg er en Nar! -

29 de. Reiste til Nebølle , ogsaa her mødtes Jeg med Hende.

- Dog Jeg var glad, at Menneske-Vrimmelen endogsaa giorde Mig til Lov, hvad ellers vilde været en Uhøflighed, - ikke at hilse hende, ikke at lade mine Læber sittre paa hendes Haand.

- O! hvor blødte ikke mit Hierte, da Vi af en Hændelse stødte sammen i Gangen, og da hun med den ubeskrivelige Sødhed, der fordum fortryllede Mig, med et Slags venlig Uvillie, med et *

50 - enten var det veemodigt eller medlidende - Smiil sagde Mig: »Nu skal Vi nok snart reise«, og derpaa forsvandt giennem Dørren. - O! Kun den, der engang befandt sig i en lignende Stilling, kan tænke sig min; alle andre vil udlee Mig, fordi Jeg lægger en saadan Vægt paa den ubetydeligste Baggatel.

Vi reiste, og til i Dag, 3die December , har Jeg ikke seet hende og stedse seet hende. -

I et »Appendix -14. Mai 1804« meddeles paa de følgende Sider: Min Attestatses sandfærdige Historie« .

III. Af Dagbogen fra 1804.

DEN første Optegnelse fra Aaret 1804, som er bevaret, stammer fra 17 Februar , da Gr. befandt sig i Torkildstrup Præstegaard, og indeholder Slutningen af en vidtløftig Kritik af Skuespillet »De lystige Fejltagelser« . I de følgende Dage gør han Uddrag af Peder Paars og tilføjer sine Bemærkninger til Teksten. Den 28 Februar o. flg. Dage indeholder Dagbogen Notitser fra Nyerups Historiskstatistisk Skildring af Danmark , bl. a. noterer Gr. den 28 Februar Titlen paa Sæmunds Edda, oversat af Sandvig , København 1785. Ligeledes kritiseres Suhms Bedømmelse af den hedenske Tid i Forhold til den kristelige. S. 75 fortsættes Dagbogen saaledes:

Martii Maaned.

4 de. Prækede Jeg for min Broder. Jeg paa Nebølle. Jeg havde L: B: 1 til Dame ved Bordet. - Hun er Mig næsten nu, hvad hendes ældste Sysler var Mig fordum, d: e: Jeg kender ingen Pige, som Jeg lider bedre end hende, thi naar Jeg taler om min Tilbøielighed til Kønnet, er det nok raadeligst for Sandhedens Skyld at gaae negativ frem. - Meget forlegen vilde Jeg ogsaa vorde, ifald Jeg skulde her gaae frem ad den positive Vei, thi hvilket er mine Ønskers Maal i Omgangen med L.? At faa *

51 hende til Kone? Nei, i det ringeste er Jeg mig ikke det bevidst. - Vellyst? Nei, paa ingen Maade! - Det eeneste sande Svar, Jeg kan give, er maaskee dette: Jeg ønsker at være yndet af hende, men Jeg tør neppe tilstaae, at dette er min Hensigt, thi det er dog saa et eget Spørgsmaal, om et ugift Mandfolk bør søge at vinde en ung Piges Yndest, naar han ei - hvis det lykkes ham - har bestemt sig til at indgaae en nøiere Forbindelse med hende. - Neppe vil den strænge Moralist give Mig et smigrende Svar. - Dog fra den moralske Side troer Jeg nogenledes at turde frikiende Mig, thi, mærkede Jeg, at Pigen ønskede nærmere Forbindelse med Mig, skuffede Jeg vist nok ikke hendes Haab. -

Et andet Spørgsmaal er, om Jeg handler klogt i 'at udsætte Mig for at bindes til en Pige i min nærværende Alder, - især da det er meget problematisk, om Jeg enten elsker eller vil komme til at elske hende, thi muligt det blot er min Forfængelighed og Kønsdrift, der bringer Mig til at søge hendes Omgang. Dette er noget, Jeg snart kunde falde paa at troe, da Jeg ei kiender mere til hende, end at hun er en kiøn Pige, der just ikke mangler Forstand, og som viser sig høflig mod Mig. -

Dog hvad nytter al den Ræsonneren? Overmorgen kommer Jeg maaskee atter i Selskab med hende, og - hvis der gives Leilighed, vil Jeg sikkert giøre alt - forsaavidt min Undseelse og Stolthed tillader det - for at indbilde hende, Jeg er forelsket i hende. -

5 te
Jeg har i Sinde at skrive en Fortælling under Navn Eigil Skallagrimsen - Eigla og Schøning .

6 te
Var Jeg i Riserup, L. var der ikke. -

Næste Dagbogsoptegnelse, som er bevaret, stammer fra April 1804 og indeholder Overvejelser, der er fremkaldte ved Læsningen af et Værk om den danske Historie i Frederik 3's Tid. Udtalelserne er meget skarpe imod »Aristokratiet« og »Hierarkiet«, der snart har vandret Haand i Haand mod deres Maal, »Menneskehedens Undertrykkelse«, og snart har bekæmpet hinanden. Desuden revses »de kronede Gribbe« og »Despoterne«. Videre hedder det om samme Emne:
Aristokraternes og Monarkernes private Interesse er den samme. Den Slagbom, hine have oprettet, tjene ogsaa disse som 52 Værn, Den hindrer, at Ingen af hine, hvis Lyksalighed staar paa Spil, skal komme ind i Statsstyrernes hellige Vange, skue deres Anlæg og overbevise sig om, enten Landets Misbænk opklækker Vexter, der kunne befordre det heles Vel, eller blot Tulipaner og andre blot for Øiet behagelige, der kun skulde tjene til at bedrage Folket, indbilde dem, at Regieringen er landsfaderlig, og faae det til at købe denne Flitterstads for alt, hvad det ved suur Sveed og Møie erhvervede. - Hvorledes kan man nu under saadanne Omstændigheder have grundet Haab om en Reform, der har Staternes sande Beste til første Maal? Hvorledes tør man vente, at Monarkerne skulle komme til at betragte hele Nasjonen, heel og enkelt, ei som Middel men Øiemed? -

Er der end stundum en Suveræn, der med den oprigtige Villie at giøre sit Land lykkelig besidder den sjeldne Kraft at kunne stille sig i Spidsen for alle Regierings Forretninger og selv tage virksom Deel deri, er der end stundum paa Tronen En Mand, der søger at ligne en Frederich den Eeneste , da møde ham dog saa mange Vanskeligheder, at selv den længste Levealder ei forslaaer til at overvinde de halve, og naar nu en saadan døer, og naar - i Følge den skændige Arveret - et Barn eller en Uduelig, eller en Vellystling kommer paa Tronen, O!! Hvor faa Aar behøves der da ikke til at kuldkaste alt det gode, den forrige virkede, til igien at befæste hin ulykkelige Slagbom, og hvad vandtes da i det hele ved den menneskevenlige Regents Bestræbelser? intet næsten uden det, at Aristokraterne lære mere listig at lægge deres Planer, mere agtsom at værge for deres Fortrin. - Nei, først da, naar en Række af to tre gode Monarker har bevirket en almindelig Oplysning mellem et Folk, en saadan Oplysning, der lærer Folket at skjønne paa sit eget Vel, at ære den gode Regent, give ham nyttige Vink og befordre hans Planer, samt være istand til at udelukke fra Arvefølgen, eller afsætte, den Uduelige, uden derfor at udsætte sig for Anarkiets Rædsler. - Først da vil Regenterne lære at agte sine Undersaatter, at giøre sig duelige til at staae i deres Spidse, at anvende deres hele Kraft paa at giøre dem lykkelige. - Først da ville Aristokraterne - i dette Ords slette Bemærkelse - forsvinde.-

Ubegrændset Frihed er ligesaa umulig i en Stat som uønskelig, thi da hørte Staten op at være Stat. Fuldkommen Lighed er en Sjimære; - men Frihed til at benytte sine Evner, uden at giøre Indgreb i andres fuldkomne Rettigheder, Frihed til at giøre, hvad der ei strider mod Moralens eller de borgerlige 53 fornuftige Love, - den er ønskelig. - En saadan Lighed, at ingen Borger arver Prærogativer, men blot ved sine høiere Sjels Fortrin, ved sin fortjente Stilling i Staten, ved sine spesielle Fortjenester faar Ret til udmærket Agtelse. - Saadanne Aristokrater skulle kun da existere. -

Vel sandt, at selv den beste Regent, de beste Love, den høieste Grad af Oplysning ei kunne hindre, at jo den Rigere fik et vist Fortrin for den Fattigere, men dette vilde da ei blive af samme slags som nu. - Den Rige vilde ei som nu kunne - blot ved sin Rigdom - skaffe Regieringens Autorisasjon paa at nyde udmærket Agtelse hos alle sine Medborgere, nei, havde han ingen andre Fortrin end det tilfældige at være begunstiget af Rigdomsguden, da vilde han kun nyde udvortes høi Agtelse af dem, der stode i et umiddelbart Forhold til ham, og Monarken vilde kunde sætte Skranker for dette Forholds Udvidelse, dels ved af en Statskasse at aabne et Laan, - En Idee der, skiønt ufuldkommen, er realiseret hos os ved Kreditkassen, - og han kunde ved en fornuftig Lov giøre det umuligt for Rigmænd at kiøbe deres Medmennesker, og derved tiltvinge sig en Vigtighed i Selskabet, intet uden deres Penge hjemlede dem Ret til. -

For at befordre dette kunne man enten indføre en Odelsret lig den norske, eller en anden Indretning, hvis en kunde opfindes, der forbandt hins Fordele med Frihed for dens Mangler og skadelige Følger, skiønt disse vel tildels ville ophæve sig selv, naar Oplysningen steeg, og en Lov gjorde nogle nærmere Bestemmelser. - Heraf ville endnu flyde en stor Fordeel, denne nemlig, at de, der som Raadgivere omgave Tronen, ville have fælles, - eller i det mindste aldrig modsat - Interesse med enhver Jordeeier i det smaae, thi det er virkelig formeget at fordre af en Mand, der selv eier Herregaarde, at han skulle befordre Bøndernes Vel paa sin egen Bekostning. En enkelt Bernstorf gives, men at omringe Tronen med lutter slige er umuligt. - Et saadant Monarkie vilde - efter mine Tanker - være langt ønskeligere end selv den skiønnest indrettede Republik. -

Vel sandt, Repræsentasjons Systemet har mange gode Sider at betragtes fra, naar man seer det som et heelt; men analyserer man det i sine enkelte Dele, da turde vel møde Vanskeligheder, der ei let hæves. - Den vigtigste er ved Valget af Repræsentanterne, thi hvorledes skulde det gaae til, at Privatinteresse ei fandt det muligt at blande sig i Spillet, og saasandt dette ikke kunde forebygges, ligge paa engang hermed alle de skiønne.....

54

Paa dette Sted mangler der et Læg. De følgende Ark indeholder Gr.s Bemærkninger ved Læsningen af Addisons engelske Tilskuer , Uddrag af »Holbergs Breve til Velbaarenheden« (d. e. Trende Epistler) og en stor Del af Holbergs Epigrammer , gengivne i danske Vers. Dette Oversætterarbejde har sysselsat Gr. fra 12 Maj til 25 Maj 1804 , dog med en Afbrydelse den 19 og 20 Maj , hvorom Dagbogen melder:
19 de læste Jeg første Deel
og
20 de Anden Del af Bøgelunds Historie 1 . Kun sjelden anmærker Jeg, hvilke Bøger Jeg [læser], uden naar Jeg vil exserpere, men dette Skrift fortjener en Undtagelse. Det aflokkede mig Taarer, skjønt Jeg vist ikke hører til Flæbe-Kompagniet, men enten hersker deri den sande Natur-Anskuelse eller ingensteds. Dog Taarer, ikke andet? jo det vakte nyt Mod hos mig til engang i Tiden ogsaa at opbyde alt for Bønders Opklaring. Det vakte Harme og Uvillie mod alle de Bondeplagere, der existere, og især mod dem, der omringe Mig, hvoraf kun faa have Religjøsitet - og da er den falsk -, men ingen Moralitet. - O! at Jeg dog som Præst kunde komme til at staae i Forbindelse med saadanne Øvrigheder, som ville deres Undergivnes sande Vel! -

Kun een Feil fandt Jeg i denne Bog - ligesom i hin om Herremanden Brahe. Den er ikke godt lokaliseret, thi de fleste Godser bestaae her af mere end een By; og hvad der lod sig gjøre her, gik neppe an i det større. - Med Længsel venter Jeg en Bog, der har hines Fortrin og erstatter deres Mangel, d: e: som skildrer en Jordegodseier, der har sit Gods i forskjellige Sogne, og dog kjæmper mod Overtro, Laster og Armod imellem sine Undersaatter. - Overhovedet gad Jeg seet fremstillet, hvad en isoleret Embedsman[d] kan(d) udrette.

Den 25 Maj skriver Gr. efter at have gjort sig Regnskab for, hvormange af Holbergs Epigrammer han har udskrevet og oversat (67 af 797), og efter en Bemærkning om Addisons Spektator Nr 58-64:

I Dag har Jeg skrevet et Ark paa min historiske Fortælling Ragnhild ; - først heed den Aslaug , siden Borghild , Beviis paa, at Hovedpersonen ei er historisk, men har hun ei levet, har hun ei undergaaet de Lykkens Vexelscener, som min *

55 Fortælling beretter, saa tør Jeg dog sige, det kunde været Tilfældet, og Jeg smigrer mig med ei at have ladet de virkelig historiske Personer, som her optræde, handle anderledes, end den Karakteer, Aarbøgerne tillægger dem, hjemler mig Ret til. - Dette er jo nok i en Fortælling, der blot skal have Sandsynlighed, ikke Sandhed. -

Men - kunde man sige - hvorfor skrive saadanne opdigtede Fortællinger? De have jo intet Fortrin for Romaner, og mangle det Fortrin, disse have, at kunne skildre vor Tidsalders Mennesker, der maa have langt mere Interesse end en længst svunden Olds. - Det er jo et Slags Tvetuller, hverken Historie eller Roman, noget af begge. -

Alt dette indrømmer Jeg, dels i sit hele Omfang, dels saavidt Jeg kan. - Gjerne tilstaaer Jeg, at Samlevendes Skildring behager Hoben af Læsere meer end Fortidens, men skulde det samme være Tilfældet med den beste Del af Læserne? Overbeviistes Jeg derom, skulde Jeg vist aldrig oftere hvæsse - eller hvæsse lade - min Pen til Frembringelse af slige Hermafroditer, men denne Sætnings Sandhed eller Falskhed beroer paa Grunden, af hvilken Nutidens - mere end Fortidens - Skildring interesserer. - Nytten ville Vi for sine Aarsagers Skyld tie med. -

Og hvad er nu Grunden? Vistnok ikke, at Vi see vore egne Daarligheder stillede i et latterligt Lys, men - efter mine Tanker - netop det modsatte, at Vi kunne lade Tankerne mynstre vore Bekjendtere - endog saakaldte Venner - og blandt dem opdage Orignalerne til de aftrykte Kopier, samt at Vi kunne lee enten over vore Under- eller Overmænds Sæder uden at betænke, de ere Standens meer end Menneskenes. Disse Folk ville derfor vist ikke ynde Malerier af Oldtiden, med mindre Personerne og Gjenstænderne vare - at Jeg skal bruge et i slige Tilfælde meget, gjængst Udtryk - yderlig naragtige. - Ligesaa vist vilde Jeg nok gjøre dannede Læsere en saare slet Kompliment ved at anvise dem Plads i denne Klasse. -

Men det er ikke nok al vise Grunden til Romanernes Interesse som uædel. Jeg bør ogsaa vise, at en ikke lignende Grund kan hos den dannede Læser vække Interesse for dem, thi ellers gjaldt jo samme Indvending.-

Naar en Roman skal due noget, da maa den ei indeholde andet end Hverdags Ting, der blot skulle frappere ved Kombinasjonen, thi det er dog nok omtrent det, de høie æstheliske Filosofer vil, med hvad de kalder dyb Natur Anskuelse (her forløb 56 Jeg mig) 1 . - Borttager man nu - af de beste Romaner -, hvad der tilhører Digteren, da undre Vi os over, at Bogen kunde interessere os. - Er det saa ved en historisk Fortælling? Nei, der finder Læseren sig i en nye Verden. Han skuer en ny, men en virkelig Existents - ikke en, som blot er tænkt -, fremvirket af forskjellig Gudelære, Love og Sæder; men derfor behøver hans Aand ikke at svæve uden for hans Legeme, thi han er mellem Mennesker, mellem sine Brødre. De have blot en anden Kolorit end han, som yder ham Stof til de mest skjærpende Forstandsøvelser. -

26 [Maj]. Men - kan man sige - alt dette gjør jo Historien, og hvortil da historiske Fortællinger? - Vist nok er det Historien, der er Grundlaget for dem, men ere de, hvad de bør være, have de et stort Fortrin for de almindelige Historier. Disse gaae - som oftest - frem i kronologisk Orden. Gjenstænderne blive derved saamange, [at] de splitte Opmærksomheden ad. De kjede, thi naar man har faaet Begyndelsen af [en] Mands Liv eller en Begivenhed, da nødes man til at gjennemlæse - især naar Bogen er registerløs - mange uvedkommende og - i det Øieblik - kjedsomme Ting, før man atter naar Fortsættelsen af Mandens Liv, eller Begivenhedernes Følger. - Lægger man hertil, at Historikernes Sprog ofte er intet mindre end blomstrende, da vil man let indsee den historiske Fortællings Fortrin, thi alle dannede Læsere ere derfor ikke Venner af dyb historisk Grandskning.

Saaledes tilstaaer Jeg da gjerne, at den h: F: hverken er Roman eller Historie, men noget af begge; men dette anseer Jeg ei for en Feil, men for en Fuldkommenhed. Den laaner Karakterer og - saavidt det harmonerer med dens individuelle Plan - Kjendsgjerninger af Historien. Den laaner Romanens blomstrende Sprog, overraskende Lignelser, frapperende Konibinasjoner og Katastrofer. Ligesom Steffens siger, at Göthe sammensatte den Existents, han forsonede sig med, af de enkelte ædle Træk, der fandtes hos forskjellige Individer, saaledes tør Jeg paastaae, at den h: F:, naar den er, hvad den bør være, foreener Romanens og Historiens Skjønheder uden at have deres Ufuldkommenheder. -

Til dette Skilderi svare vist nok hverken Vielands Agathon, eller - om Jeg husker ret, thi længe læste Jeg den ei - Marmontels Belisar. - Men har ikke Vieland selv erklæret hin for *

57 et Mesterstykke? og er han ikke kompetent Dommer i sin egen Sag? Have ikke næsten alle hans Resensentere været hans Ekko? - Har man ikke seet det paa Prent beklages, at historiske Fortællinger i Almindelighed slet ikke lignede deres Mønster Belisar? Alt dette vil Jeg ikke negte, men man maae da og tillade mig at antage, hverken Belisar eller Agathon ere historiske Fortællinger; skal de endelig hede Fortællinger, maa det være filosofiske. Den sidste Forfatter fortæller især sin Helts indvortes Liv og sine egne Yndlings Meninger. - Gaaer man altsaa ud fra hine, da troer Jeg, man bærer sig ad i denne Green af de skjønne Videnskaber, som i den dramatiske - hvor adskillige paastaae, intet Skuespil duer, med mindre det - som Rahbek lunefuld udtrykker sig - kan henføres til en vis Paragraf i de moralske Haandbøger, thi saaledes ville de have LevnetsFilosofi der, hvor den slet intet har at gjøre.

Den historiske Fortælling skal vække intellektuel Fornøielse.

- Hvad Suhm siger om Historien, gjelder ogsaa her. - Hans Ord ere disse - i Fortalen til første Deel af hans danske Historie: »Jeg har - vildet skrive efter gamle Historieskriveres Viis, nemlig fortælle mere og dømme mindre - - - kort overlade meget til Læserens Tanke og Fliid«. Den skal mere vække Læserens Tankekraft, end see ud, som var den Resultatet af Tænkning over sine egne Begivenheder. -

Men hvilke ere da saadanne Fortællinger? Saadanne ere frem for alle en Deel af de islandske Sagaer, dem anseer Jeg i det ringeste som Mønster for vort Norden [?] - mutatis mutandis 1 . - Saadanne ere - tildels - Suhms og Samsøes Fortællinger, skjønt de have valgt saadanne Stoffe, der ei trængte til megen Fiksjon. - Det være langt fra mig at dadle dette, kun maae man ei ansee det for noget karakteristisk hos Fortællingen. - Thi enten en hel Livsepoke bringes af Forfatteren i Forbindelse, eller Tilfældet har sparet ham Umagen, kommer her - efter mine Tanker - ud paa eet. -

Voltæres Karl 12tes Historie er og en historisk Fortælling, og Jeg er vis paa, hans Tendents i alt det historiske, han skrev, har været at produsere saadanne Fortællinger, og derfor er vi(d)st den Daddel, hvormed man overøser ham for Mangel paa historisk Nøiagtighed, uretfærdig. - Men det er ikke første gang, man har lastet en Forfatter, fordi man enten ei har kunnet, eller - blændet af Fordomme - ei har villet overskue hans *

58 Værk fra den Synspunkt, Han selv har seet det, og som endog for den fordomsfri Tænker ligger tydelig deri. -

Med disse Grunde staaer og falder Rigtigheden af min Sats: »Historiske Fortællinger bør skrives, da de ere den mest passende Læsning for alle dannede Læsere«! Dette er Maalet, Jeg skuer i det fjerne, for mine Forsøg. Jeg skal stræbe at komme det efterhaanden saa nær, som det er mig muligt. - Vink til Forbedringer skal Jeg trolig følge, naar Jeg indseer deres Grunde, hvad enten de gives i Skolemester-, Skjændegjæst-, eller human Resenseer-Tone, men ingen Resensent i Verden skal faae mig til at holde op, saalænge han ei har kuldkastet mine Grunde, saa længe Jeg føler Kraft, og saa længe Afsætningen, eller Jeg selv, kan betale Bogtrykkeren; - actum ut supra 1 -.

Det ligger tydeligt i mit Ræsonnemang, at den h: F: ogsaa har det Fortrin for Historien, at denne kun kan fortælle interessante Forbindelser, hvor de virkelig havde Sted; - hiin skaber dem selv og kan fremtrylle dem næsten af enhver Epoke. -

I Gaar læste Jeg Heinses Oversættelse af Job. Jeg fandt saa stor Fornøielse i den, at Jeg snart kunde faae Lyst til at lægge mig efter det Ebraiske Sprog. - Og hvilken Videnskab er der, som man ikke faaer Lyst til? naar man læser en Forfatter i den, som behandler sin Materie godt. -

I Dag skrev Jeg lidt paa min historiske Fortælling - Aslaug -; men alt, hvad Jeg her kan skrive, er kun at ansee som Fragmenter, da Jeg maa læse Regner Lodbrogs Saga, før Jeg kan gjøre noget heelt. -

Jeg fik i Dag Brev fra Skougaard, som har ligget i Præstø - enten ved Postmesterens eller vort Buds Forsømmelighed siden i Tirsdags d: 22de. - Det vigtigste er: - Han mener, at Slaget mellem Harald Blaatand og Sven under Bornholm er holdt i Vigen ved Sandvig. - Skjønt Holberg siger - i sin Dannemarks og Norges Staat 160-, at Jomsvikinga Saga er oversat af en vis Arngrim paa Latin, og ovenikjøbet siterer den, forsikrer dog Skougaard, at hvorvel der paa Universitets Biblioteket findes - blandt Magnæana - 9 Eksemplarer af bemeldte Saga, er der dog ingen Oversættelse. - Derimod er en fransk Extrakt trykt. - Jeg kan ei begribe dette, thi ei gjorde Holberg saameget af Islænderne, at [han] til sit eget Brug skulde ladet dem oversætte. -

* 59

Ventelig har altsaa Holberg exserperet - efter Sædvane - hele Stykket af Bartholins corpore antiqvitatum , og den sidste maae have ladet en Arngrim skriftlig oversætte Sagaen til sig, og denne enten er gaaet forloren, eller kommet i enkelt Mands Værge. - Men det kan Jeg ikke heller ret rime sammen, thi Bartholin forstod vist selv Islandsk, hvorfor da sitere Oversættelsen, med mindre den og ikke Orignalen var trykt. Desuden skulde Jeg hartad tro, at hin Arngrim er den samme, som Holberg taler om 158, hvor han nævnes »den islandske Skribent«. - Naar Jeg kommer til Kjøbenhavn, skal Jeg dog see at faae den Ting redt op, ikke blot for Kuriositets Skyld, men fordi Jeg ikke kan islandsk, og dog kunde benytte hin Saga til min historiske Fortælling Palnatoke , den Jeg vel har endt, men taliter qvaliter l . -

Endvidere fortæller Sk: mig endel om de forskjellige Eksemplarer af Eigils Saga. - En Ting, der, da den er trykt - ei bekymrer mig meget, undtagen det, at blandt Kvarterne - af Magnæana - findes et Eksemplar 454, der er de andre gandske ulig. - Dette kunde være ret got, ifald Jeg nogentid lærer Islandsk, saa Jeg kan vove at skrive en Fortælling under Eigils Navn. I sidste Tilfælde er det og godt, at min Korrespondent lader mig vide, at i Landnama handler 1te Parts 18tende og og 19tende Kapitler om Kveld Ulf, Torolf og Skallagrim. -

27 de Mai
Jeg var i Kirke. - Siden begyndte Jeg en Omarbeidelse af det curriculum vitæ2 , Jeg havde sat foran min Dagbog for 1802 og 3; thi det var ufuldstændig. - Kun Verset paa Titelbladet lod Jeg staae. Hvorfor? ja gjet! Ingen Usandhed skal med unit Vidende indsnige sig. -

28 de
Jeg skrev 1 1/2 Ark paa mil Levnets-Løb. -

29 de
Skrev Jeg omtrent lige saameget paa samme. - - Jeg fik Brev fra Skovgaard , hvori han lovede mig Nyheder. Vel er Jeg intet Fruentimmer, men dog længes Jeg efter at see dem, især ønskede Jeg at høre lidt om min Datter Ulfhilds Skjebne.

30 te
Medens Jeg endnu laae i Sengen, kom Jeg til at tænke paa Dogmet om Christi - os tilregnede - Fortjeneste. Som Protestant protesterer Jeg derimod, var Jeg derimod Chatolik, vilde Jeg let indsee dets Rigtighed, thi en katolsk Munk gjør langt *

* 60 mere end Kristus, i denne Henseende. Den sidste siges kun ved sin Død at have skaffet os Salighed, - og det er dog kun de allerstrængeste Orthodoxer, som paastaae det uden Hensyn paa vor lid. - Hiin derimod kan ved en opremset Bøn skaffe selv den største Spidsbub ind i Himlen. Jeg skrev 1 3/4 Ark paa mit Levnetsløb og fik det færdig. - Jeg skrev Brev til Skougaard. -

Den 31 Maj indeholder Dagbogen Citater af Ovids Metamorfoser med Bemærkninger til samme. Den 1 Juni omhandles Bastholms Mening om Zoroasters Lære. Derefter følger fra samme Dag:
Jeg fik Brev fra Broder Otto. - Han sendte mig sidste Minerva og lærde Efterretninger til Gjennemlæsning.- I den første interesserede Dumourie[z']s Liv mig især. - - - - -

I l[ærde] Efterretninger] er en Indbydelse til Subskripsjon fra Oehlenslæger 1 . Han vil udfolde os den svundne Old, seer Jeg nok; - men Sagaerne turde ved den bagvendte Konstruksjon, han lover, blive saa foldede, at den største Deel af hans Læsere ei gider udvikle dem. - Prospektet er originalt, men Jeg veed ei, om det er Tak værd. - De gamle Sagaer bør omarbeides, ei ordret fordanskes, naar de skal behage den, der ei har Enthusiasme for dem. - At hindre vort Sprog for Kjælenskab er saare godt, men det turde vel mest angaae Ordene. - Harmoni i Konstruksjonen er ei Kjælenskab. - Den unge Digter gjør ei vel i at nedsætte Evald, thi Nedsætning er det, naar han paastaaer, Balders Død er i sydlig Dragt. - Dog det er Steffenismus.

De følgende to Ark af Dagbogen mangler.

Juni 16.
Endelig er Jeg da - af Fin Johnsens Hist: ecl: 3die Deel p. 448 - blevet overbevist om, at Jomsvikinga Saga er oversat paa Latin af Arngrim Jonson, han som fødtes 1568 og døde 1648. - Men om den er trykt eller ei, derom tier Author, dog lader det, som han vil det modsatte, da han intet Tryknings Aar tilføier.

Samme Dag og de følgende anføres adskillige islandske Vers , som Gr. oversætter med tilføjede Bemærkninger.

Under 20 Juni findes følgende:

* 61

Det glæder mig meget at kunne anmærke, at den Underlighed., som fordum fan[d]t Sted ved hin falsterske Eskilstrups Skoles lange Vakanse, ei længer existerer. - Da Jeg i Politivennen No 299 og 300 1 anmærkde hin Synderlighed, anseer Jeg det for Pligt at bekjendtgjøre dens Hævelse. Jeg har Grund til at tro, det især bør tilskrives S. T. HEr Biskop Birchs saare agtværdige Virksomhed. -

Ovenstaaende var bestemt til Indrykkelse i Politivennen, men forandredes saaledes ved Renskrivningen: -

I Politivennen - No 299 og 300 d: A: - søgte Undertegnede at vække Opmærksomhed paa det Slør, der hindrede ethvert uindviet Øie fra at skue de Grunde, der bevirkede hin falsterske-Eskilstrups-Skoles mangeaarige Vakanse. - Han anser det for Pligt - ligesom Muligheden meget glæder ham - at anmærke hin Underlighed som et Noget, der har existeret - Eskilstrup har - til alle Vedkommendes Ære - faaet en Skolelærer, og Anmelderen har Grund til at tro, S. T. HEr Biskop Birchs saare agtværdige Virksomhed ei har bidraget lidet hertil.

N. F. S. Gr.

Blandt de islandske Digte, som Gr. anfører, efter Fin Johnsens Kirkehistorie, er der en Bøn til Jomfru Marie , der i Gr.s Oversættelse slutter med Ordene: »bank Sønnen, naar han ei vil lystre!« - Hertil anmærkes under den 23 Juni :

Vi le af, Vi undres over, Vi harmes ved slige uværdige Begreber. Vi trække medynksom paa Skuldrene ved at erindre, det var Dyr af samme Art som Vi, der nærede slige; men ei maa Vi her glemme, at selve Treenighedslæren, denne Dumhedens og Rigorismens Udklækkelse, Aritmetikens Karrikatur og al sund Fornufts Antipode, at denne, høilovlig Ihukommelse, meget konsekvent ledte til slige Begreber; thi naar den Enfoldige maatte tro, at Verdens Skaber fødtes af en Skabning, oprørte sig dog hans praktiske lovgivende Fornuft mod den Tanke, at Gud, Retfærdigheds Kilde, der selv bød - ved Naturens klare Stemme - Børn ære og lyde dem, som gav dem Livet, og satte dem i Stand til at nyde det, at han selv skulde overtræde denne helligste af alle Pligter. - Altsaa, ville Vi tro Treenighed, maa Vi ogsaa tro Firenighed, eller sætte Maria i den Helligaands Sted, hvis personlige Existents desuden er saare problematisk.

Ved denne Leilighed maa Jeg anmærke, at skjønt Jeg ei troer, Jesus var Gud, saasom det forekommer mig urimeligt, veecl Jeg *

62 dog ei, hvad Jeg skal antage ham for, thi simpel Menneske synes han ei at have været, men snarere Idealet af det fuldkomne Menneske. Hvad Navn tør man give det? Intet, thi Immoralitet maatte netop høre ligesaameget og ligesaalidet til hans Natur som til vor, ellers var hans Dyd et Fantom, og i andre Regioner maatte man søge hans Efterlignere, ei paa vor Jord. -

Den 26 Juni indeholder Dagbogen en Overvejelse over Teksten: » Der gives intet nyt under Solen «, med Hensyn paa Originalitet. - Den 27 Juni optegner Gr., hvor Alfs Saga, Sagan af Gunlaug Ormstunga m. fl. Sagaer findes oversatte. - Den 1 Juli anføres nogle islandske Personalia, hvorefter der fortsættes:

Jeg forefandt ved min Hjemkomst fra Falster, der Jeg var fra 25de til 30te Juni, begge m og exclusive, - et Brev fra Skovgaard, hvis vigtigste var: 1) At Jomsvikinga Sagas latinske Oversættelse ved Arngrim Jonson aldrig er trykt, samt at det eneste haandskrevne Exempiar, der end er tilovers - burde vel hede, om hvilket man har Kundskab - findes i Nasjonalbiblioteket i Paris. - 2) Temmelig fuldstændig Efterretning om Jomsvikingerne findes i Olav Trygvasons Saga, udgivet af Thordur Thorlaksen i Skalholt paa islandsk. - 3) At Suhm skal have feilet ved at angive Isefjorden som Stedet, hvor Harald Blaatan blev skudt, det Skougaard vil, skal være skeet paa Bornholm, beraabende sig paa Torfasens Trifolium, Jomsvikinga og O: T:s Saga i Flateiar Bok, Saxo 10de Bog. Saa vil han og, at Suhm har ladet sig forlede af en Skriverfeil i Knytlingasagas 4de Kapitel, hvor der staar Isafjordi for eirri fjordi. - Hvorvidt dette forholder sig saa, veed Jeg ikke. Saavidt muligt skal Jeg undersøge det for min Palnatokes Skyld, skjønt en saadan Fortælling rigtig nok ei er Stedet for historisk Kritik. - 4) Han beder sine Subskribentere - som Svar paa mit Spørgsmaal - at bie til Hundedagene, da de kan vente hans Verk. - Morsomt nok! - Ei veed Jeg, om han anser det for Middel til at befordre eller forebygge Galskab. - 5) Han fortæller mig, man har en ditmarsk Historie af en Bolthia i 4 Tomer, men han kjender den ei. - Dette var nemlig Svar paa mit Spørgsmaal, om en saadan var til. - Monrad er i Kjøbenhavn. - 6) Det gejstlige og sagaiske Islandsk - fra samme Tid - skal være meget forskjelligt. - En net Trøst for Mig! - 7) Min Ulfhild er ei endnu afhændet, som gjør mig meget ondt, dels fordi Jeg ønskede at høre den bedømt, dels - 63 imellem os - fordi Jeg havde bestemt dens Honorarium til at ligge i Hovedstaden for i en Maaned og stoppe nogle Huller med. -

Fra den 2 Juli til 15 Juli læser Gr. bl. a. Ordinansen fra 1555 og gør Udtog af Gunlaugs Saga og Alfs Saga . - I Dagene 16 Juli-16 August har han intet skrevet i Dagbogen. Af det følgende ses, at han i Mellemtiden er rejst til København . - Den 17 August og følgende Dage skriver han Bemærkninger til Baggesens Labyrinth II Del og nævner af Dalins Vitterhets Arbeten 5 Bandet fra 44 - 63 »en kostelig Beskrivelse om en Runesten ved Drotningsholm« . - Natten mellem den 20 og 21 August oplever han et voldsomt Regnskyl. - Fra den 22-24 August findes ingen Optegnelser.

25 de August .
I Dag flyttede Jeg fra Pilestræde 110 hid i Hyskenstræde 38 og 39 til min Fætter Trøyel. - Jeg gjenkjender mig neppe selv. Jeg er fuld af Mismod, mine Sjels og Legems Kræfter synes at være hensvundne som ved Berøreisen af en undergjørende Talisman. Det mørkner, Jeg sidder ene. - Ene i tre øde Kamre, saa sad Jeg sjelden eller aldrig. Jeg sidder ved et Vindue, det vender mod Gaarden. Trindt omkring mig saares mit Blik af indgjærdende Mure; hvad skal Jeg kalde dem, rædslende Tegn paa Menneskets Hovmod, eller Bevis for, at Mennesket søger stedse at hæve sig blot ved fysisk Kraft. - Døden staar malet for mit Øye, men ak, ey svæver den i disse Øjeblike for mig som en mild Befrier fra Forgængelighedens Baand, nej, som en tilintetgjørende Knuser. - Mørket forbyder mit Øye at see, Forvirring min Hjerne at tænke, og Sting med følgende Ubehageligheder min Haand at skrive. -

Jeg tændte Lys, men ingen af de skrækkende Billeder, der før maledes for min Indbildnings Evne, mit Jegs eneste virksomme Del, veg. De faa ny Styrke; Jeg tænker, - gyselige Tanke! - Hvad om Menneskets Tilvær er som Lysets? Jordboers Hoved udtænkte, hans Haand frembragte Lyset for ligesom at illudere Naturen, at udfylde Mørkets rædslende Tomhed, men det er kun et Middel, det lyser og svinder. Et andet træder i dets Plads, og selv maa det ile at vorde en Partikel af et andet Legeme. Hvad? om en høyere Aand saaledes frembragte Mennesket for at adsprede det kaotiske Mørke, for at udfylde Uexistentsens Tomhed, lod en Slægt bevæge sig og svinde efter den anden, uden at der paa hin Side dens synlige Ophør fremstraaler nogen ny Tilværelse, uden den usle bevidstløs at være et 64 andet Væsens mindste Del. Dog ney, det kan ikke være. Vi ønske jo stedse at give vore Frembringelser Varighed, især da, naar de kunne vidne om vor Kraft. Skulde Vi da ikke tro det samme om den Ophøyede, der frembragte os, og skulde det ey være ham ligesaalet ....? Atter hæver sig en Tvivl. Kan ikke det frembragte i sig selv indeholde sin Tilværs Grændse, og Frembringeren dog være mægtig nok til atter at byde andre ligeartede fremstaa, og desuden ......

Nu kom nogle, som vilde besøge Trøyel; Jeg fik dem til at sludre ved en Pibe Tobak, og mine sorte Griller samt de i samme hjemmehavende Tvivl løbe bort. - Mit Selskab gik ogsaa bort, men nu fik Jeg Øye paa salig Horatses Værk, og det er en prægtig Medisin.

I sin anden satyriske Bogs 1ste Stykke siger han 1 :

Ne longum faciam; seu me tranqvilla senectus
Expectat, seu mors atris drcumvolat alis!
Dives, inops, Romæ, seu fors ita jusserit, exul,
Qvisquis erit vitæ, scribam, color....

Dette kunde efter mine ringe Tanker af mig gives saalunde:

Hvad enten Jeg et Sekel skal
Paa denne Jord omtrave,
Hvad heller mig i Morgen skal
En Doktor død kurere,
Hvad enten Jeg en fattig Lus
- Som nu - skal ende, eller
Jeg som en stenrig Matador
skal le ad hele Verden,
Om Livets Slagmark nok saa tit
Vil vexle sine Farver,
Saa veed Jeg dog een Ting, Jeg vil,
For stedse Jeg vil - skrive.

Hvor lidet Jeg i alle andre Henseender end ligner Flakkus, hvorlidet han maaske endog ønsker at dele Tanker med mig, og hvor dumt end Naturen kan have handlet i at give mig Skrivelyst, kan Jeg dog ikke andet, end - naar Jeg skal skrifte - rent ud tilstaa, at det gaaer mig som Horats: Jeg maa skrive eller ikke leve. -

* 65

O! Hvis Jeg kun var saa klog stedse at skrive blot for mig selv, saa maaske Jeg kende fortjene lige saamegen Tak af Verden derved, som Horats ved at bekjendtgjøre sine Skrifter. Men ak, Jeg er - mellem os sagt - saa dom, at Jeg troer, fordi mine Manuskripter nu ere voxede til en saadan Dynge, at Jeg ey godt kan rumme dem, maa Publikum ogsaa være tilfreds med at lette mig Byrden og give nogle af dem Plads. - Og alvorlig, hvad skal Jeg gjøre ved dem? Brænde dem? ja det er snart baade sagt og gjort, men om Jeg maa spørge, er det Ret? Naar et Menneske havde baade sin Tid og sine Penge personifiserede, maatte han da ikke være gal, om han brændte dem? og netop det gjorde Jeg ved at brænde mine Manuskripter. - Altsaa, det Raad duer ikke. Sælge dem i en Urtebod? Bruge dem til et vist Brug? Men hvad var vundet derved? Det er jo netop det samme, som naar Jeg lader dem trykke, og Ingen vil nægte mig, at Trykpapir er mere anvendelig til hine Ting end Skrivpapir. Altsaa, Jeg bør lade dem trykke. - Rigtig nok kommer der en lille Indvending, den nemlig, at Jeg stjæler Publikums Penge; men for det første nægter Jeg Faktum, saasom Jeg har i Sinde at akkordere med en Boghandler; men om man vil sige, Sagen bliver dog den samme, da Jeg bliver ved at være causa prima 1 , da spørger Jeg: Var det ikke got, om de Penge, en Mand har tilovers, kom til en anden, der behøver dem? Du svarer Jo. - Ha ha, der fangede Jeg Dig, min kjære Ven, og Du slipper ei løs, før Du kjøber et Exemplar af min .....

Her mangler et Ark af Dagbogen. - De følgende to Ark er skrevne i Udby den 4-11 Oktober 1804 . De indeholder bl. a. kritiske Bemærkninger til »Stefanii Tredie Kristians Historie« og »Et Par Ord af og om første Delen af Skougaards Bornholms Beskrivelse« , hvoraf Slutningen mangler. Af Resten af Dagbogen for 1804 er kun nedenstaaende Tilbageblik fra Aarets sidste Dag bevaret. Det er skrevet i Torkildstrups Præstegaard .

31 te Desember.
Atter et Aar endt, og end, fristes Jeg til at sige, finder Jeg Mig staaende paa samme Punkt, som da dets fjortende Morgen gryede 2 . - Alt nærmer sig Midnattens Time, og her i Aftenens *

* 66 Stille ved Jeg intet bedre end at gjennemløbe i Tanken de sidste halvfjerdehundrede Dage. -

Ved Aarets Begyndelse var Jeg ogsaa i Torkilstrup og forlod kun Falster paa faa - men alt for idfulde Dage for at tilbringe det øvrige af Vintren her. - Jeg blev her indtil i April, og i denne lange Tid udrettede Jeg egentlig intet, som tydelig nok fremlyser af min Dagbog, hvis Blade Jeg nu harmende vender, men søger næsten ganske forgjeves andet end dem som Bevis for, at Jeg ey bortsov baade Dag og Nat. - Dog aldeles unyttigt kan Jeg ey kalde mit Ophold her. - Blant meget Slet læste Jeg dog noget Godt, og - om Jeg tør kalde det en Vinding - mine Manerer bleve den finere Verdens lidet mindre ulige, end de forhen vare. -

I April reyste Jeg til Udby, og, Jeg skammer Mig ved, ey at tilstaae det, men ved at erkjende det for Sandhed - kjedede Mig hos mine gode Forældre; fordi her ey fandtes det mindste af hin Adspredelse, hin muntre Konversasjon og tiddræbende Morskab, Jeg var bleven vant til. - Dog - for ey at gjøre Mig selv Uret - en Ting, man sjelden fristes til, og som Jeg efter Kjenderes Dom skal være alt for utilbøyelig til, - mere end fjorten Dage vare ey henrundne, før Jeg fandt Mig selv igjen.- Jeg bluedes ved at have bortødslet en Tid, der maaske udgjør en saare betydelig Del af mit Jordliv, og tog glad fat paa alvorlige Sysler. -

Fædrelandets Historie var stedse min Kjephest, naar ikke Pligtforretninger hindrede eller Adspredelser bedøvede Mig. Med lokkende Stemme kaldte den Mig atter, og Knud - den saakaldte - Store blev Gjenstanden for min ivrige Opmærksomhed. Jeg harmedes over at se denne feyge Usling, der lagde Grunden til mit Fødelands Trældom, og besmittede sit daglige Liv ved nedrige Grusomheder, prange med et Navn, som burde bevares til Hine Faa, der søgte at handle ham modsat. - Egentlig var Planen til dette Arbeyde undfangen paa Falster, men det gik dermed som med flere sammesteds skete Undfangelser, for Ledighed havde Jeg ey Tid til engang ret at begynde paa dens Udførelse.

Saavidt mine Evner og saare indskrænkede Hjelpemidler tillode, arbeyde[de] Jeg fort, men indsaae snart, mit Arbeyde slet intet Værd kunde erholde, hvis Jeg ikke nogen Tid opholdt Mig i Hovedstaden, og - denne Tanke skrækkedes Jeg for og lod staae dybt i Baggrunden - lærte vor Oldtids Tungemaal.

Nu lagde Jeg Afhandlingen om Knud tilside, og skrev en 67 Fortælling om Palnatoke, medens Jeg af min Faders Bogsamling udpillede til Læsning alt, hvad som vedrørte Nordens Historie, og til Vederkvægelse læste noget af den lunefulde Holberg. -

Medens Jeg imidlertid begyndte og fortsatte flere historiske Fortællinger, glemte Jeg ikke Brevvexel med min fleraarige Ven, nordisk Histories grundige Dyrker, Peder Nikolay Skougaard, hvem en umild Skjebne eller en ubillig Anvendelse af en barbarisk Trykkelov nu synes at ville berøve Dannemark, just i det Øyeblik, Han agtede at vise sit Fædreland, hvad Han kunde blive. - I et af mine Breve gjorde Jeg ham Regnskab for mine datidige Beskjæftigelser, og Han anmærkede blant andet, at min Fortælling Palnatoke vilde vinde meget, hvis Jeg først læste Jomsvikinga Saga. - Atter - tænkte Jeg vranten - viser sig her det Islandske Sprog paa min Vey som en fiendtlig Genius, og blev saare glad, da Jeg, i Holbergs Dannemarks og Norges Staat, saae en latinsk Oversættelse af bemeldte Saga siteret. - Jeg læste og benyttede den alt i Aanden, da et nyt Brev fra min Ven gandske kuldkastede mit Haab, thi Han forsikkrede Mig, at om end en saadan havde existeret, - som den virkelig har, forfattet af den lærde Arngrim Jonsen, - fandtes den dog ey i Kjøbenhavns offentlige Bogsamlinger og neppe nogensteds. -

Nu var Jeg lige nær. Ønsket at lære Islandsk fyldte min hele Sjel, men denne var udygtig til at udklække en Tanke selv om Muligheden af at blive bekjendt med eet hint Sprogs Ord i Sydsjellands Landsby.

Ved et Tilfælde fik Jeg at vide, min Fader eyede Fin Johnsens islandske Kirkehistorie, og flux opførte Jeg en skjøn Bygning paa den Mig ukjendte Grund. Det var om Aftenen, Jeg gjorde hin - som det syntes Mig - saare vigtige Opdagelse; Natten var fuld af Drømme om min Sproglæren, og neppe kunde Jeg oppebie Morgenen for at skue det skjønne Klenod. - Men hvor blev Jeg langnæset ved at se, dels, at hvad her fandtes af Sagaernes Sprog - thi Noget gandske Andet er trettende og følgende Sekels eklesiastiske Islandsk - var saare lidet, og dels, at ved disse Stumpers Oversættelse var Meningen vel udtrykt, men Ordene ey overførte tydelig, en Ting, der var saare naturligt, da salig Fin vist aldrig drømte om, det vilde falde nogen ind at lære hans Modersmaal af denne hans Bog. -

Næsten mistvivlede Jeg om at gjøre end det ringeste Udbytte, men Enthusiasmen, som besjelede mig, var alt for ny til, at den saa flux lod sig nedstemme, og mine Planer for mange og 68 bestemte til, at Jeg skulde kunne taale at se dem omkastede ved et Stød, naar det var Mig muligt at kjæmpe for deres Opretholdelse. - Med en Taalmodighed, Jeg ey før kjendte, og som Jeg neppe giver flere Prøver paa, optegnede Jeg nu i alfabetisk Orden hvert forekommende islandsk Ord, og vedføjede det danske, Jeg troede dertil svarede. At Jeg her ofte tog Feyl, og maatte flere gange give(t) et Ord nyt Navn, var en nødvendig Følge saavel af Oversættelsen, som af de flere hinanden næsten ophævende Bemærkelser, et og samme Ord kan have. - Ved nogle Ugers Flid kom Jeg saavidt, som det paa denne Maade var muligt, hvilket just ikke vil sige meget. -

Nu reyste Jeg til Hovedstaden. Min Plan var at exserpere alt, hvad der angik min Afhandling om Knud, siden paa Landet at fuldføre den, og derpaa at indgive den som en Disputats pro summis in philosophia honoribus 1 .

Dersom Nogen læste dette, vilde Han uden Tvivl finde sig beføyet til at udraabe: risum teneatis amici!2 ifald Han selv kunde bare sig, og anse Mig for en titellysten Nar, men deri gjorde Han Mig dog virkelig. Uret. - Ikke var det her Titelen, som blændede mit Øye, ney, det var min Higen efter videnskabelig Dannelse, som udkastede denne min Plan. - Min simple Slutningskjæde var følgende: Bliver Du først Doktor i Filosofien, da vil den almindelige Hob, der stedse dvæler ved Navne og Tingenes Yderside, betragte Dig med mindre foragtelige Blik, og Du vil da maaske naae den Lykke, Du hidtil forgjeves beylede til, ved Timekondisjoner at sættes i Stand til at opholde Dig i Hovedstaden og studere videre i Oldtids Krøniker, lære de levende Sprog, og faae Kjendskab til flere Nasjoners Sjeniværker. - Om denne Plan var grundet paa negativ eller positiv Menneskekundskab, derover er Jeg ey kompetent Dommer. - Men nok om min forfeylede Plan, der gik i Lyset som alle de, Jeg hidtil skabte Mig! og noget om min Handlen. -

Saasnart Jeg kom til Kbhvn, begyndte Jeg paa at udføre mit Forehavende, men snart overbevistes Jeg om, at der udfordredes et meget længere Ophold, ja vel ogsaa en god Del flere Forkundskaber, hvis Jeg skulde kunne give min knudske Afhandling noget Værd som litterær Produkt. - Jeg opgav da denne Grille, og søgte gjennem Professor Bang at skaffe Mig Timekondisjoner, ligesom Jeg indgav en Ansøgning om Plads paa *

* 69 Borkens Kollegium. - Begge Dele sloge Feyl. Det første, Jeg ved ikke selv hvorfor? og det andet, fordi Jeg kun var erkjendt haud illaud , ved den filosofiske Examens filologiske Prøve, en Brøde - om det var nogen - Jeg troede afsonet ved min Embedsexamens heldige Udfald. -

Vel nedsloge disse Bestræbelsers Udfald mit Mod, men dog var Jeg ikke uvirksom. Jeg henvendte nu hele min Hu paa det islandske Sprog og de i samme forfattede Skrifter. Først læste Jeg Sagan af Gunlaug etc som den bedst oversatte, Vi - efter min Tanker - eye, derpaa den saare slet oversatte Orkninga Saga , hvor Jeg fandt god Leylighed at nytte det lidet, Jeg (havde) af islandsk havde lært, idet Jeg af den exserperede Røgnvald Jarls og Sven Asleyfasøns Begivenheder. -

Gjerne vilde Jeg læst Jomsvikinga Saga, men da den kun existerer haandskreven, og Jeg ey havde Tid til at lære de i Manuskripterne brugelige Forkortningsfigurer, og blive bekjendt med Skriften, lod Jeg det Forsæt fare, da Skougaard gjorde Mig opmærksom paa, at hvad Jeg ønskede at vide af samme, ogsaa fandtes i den skalholtske Udgave af Olaf Trygvasens Saga. I denne, som ingen Oversættelse har, fik Jeg god Leylighed at øve Mig, og nu fattede Jeg det forvovne Forsæt hel at exserpere - det er, halv at oversætte - den af min Ven meget roste Njals Saga. - Jeg gjorde det, saa godt Jeg kunde, og exserperede tillige Thorsten Vikingsens Saga.

End gjorde Jeg mig lidet bekjendt med den svenske skjønne Litteratur, og reyste hjem efter to Maaneders Væren i Hovedstaden. -

Nu begyndte Jeg for Alvor at fortælle, omstøbte Palnatoke, skrev Thorstens, Røgnvalds og Svens Historier. -

I Oktober fik Jeg Brev fra min uegennyttige Ven, den godhjertede Galning - forresten min Fætter - Jakob Thomas Trojel, hvori Han meldte, at en Kondisjon paa Falster stod Mig aaben, naar Jeg vilde gjøre en Reyse til Hovedstaden. - Glad samtykkede Jeg og reyste. Ved min Ankomst fandt Jeg, at den mig hartad ganske ubekjendte Edsberg havde skaffet mig Løfte om en Kondisjon, men tillige erfor Jeg uden at frydes, at den, langt fra at være paa Falster, ey engang var i Lolland - som Jeg formodede - men paa Langeland, langt fra ey blot Byen, men alt, hvad Mig af Mennesker kjært er. -

Hvorlidet Jeg altsaa yndede denne Sagens Vending, besluttede Jeg dog - tvungen af Nødvendigheden - at modtage et Tilbud, der, om det end forstyrrede alle mine Planer og rimelig 70 ødelagde min Munterhed, dog satte Mig i Stand til at leve Alle utrængt, og betale den Gjeld, Jeg havde været nød til at paadrage Mig.

Da Jeg kom til Generaladjudant Lindholm - der, som Svoger med min vordende Prinsipal, skulde sanktsjonere min Antagelse -, gjorde hans Frue mig det mig underlige Spørgsmaal, om Jeg kunde fransk, da hendes Syster meget ønskede det. - Jeg havde nøye hos Pastor Brorson, som var Lindholms Fuldmægtig i denne Sag, erkyndiget Mig om, hvad der fordredes, og in specie om man æskede noget levende Sprog. - Jeg sagde ney, og da mente Lindholm, det var bedst at skrive først til Kapitayn Leth, - saa heder min langelandske Husbonde, og høre, om Jeg som ufransk kunde antages. - Vred over saaledes at tages ved Næsen glemte Jeg min Undseelse, og, givende dem at betænke, Jeg paa HEr Brorsons Rekvisisjon, som udelukte de levende Sprog, havde reyst tolv Mile, erklærede Jeg [at Jeg] maatte have bestemt Svar, samt lagde til, det ey var Mig ligegyldigt, hvorledes samme lød, med mindre Jeg i Afslags Tilfælde fik Godtgjørelse for min Reyse. -

Nu antoges Jeg med 150 Rdrs aarlig Løn, og da Man nu underrettede Mig om, at min ny Elev ey engang havde lært de allerførste Elementer, kunde Jeg med Hensyn paa det Forrige ey bare Mig for at anmærke, Han dog vel altsaa maatte lære Modersmaalet, før Han kunde modtage Undervisning i andre levende Sprog. -

Fjorten Dage blev Jeg dennesinde i Hovedstaden, og anvendte dem til at berigtige, hvad Jeg af Sommerens Haandskrifter havde [funde]t ulæseligt, og at læse Bjørners Kämpadater, samt det saare interessante periodiske Skrift Bragur . -

Fjorten Dage blev Jeg i Udby, og reyste derfra til Falster, for igjennem Lolland at tage Veyen til Langeland først i Desember. Jeg prøvede det men maatte vende med uforrettet Sag tilbage, og manglende Penge nødtes Jeg til at blive, hvor Jeg var, indtil min Prinsipal-hvem Jeg herom havde underrettet-svarede. - Fortællingen om Thorsten Vikingson omstøbte og omskrev Jeg. Dermed endtes da 1804 es Handling, det litterære betreffende, men saare meget fandtes end i Aarets sidste Maaned. -

Allerede i Foraaret interesserede L: B: Mig, men dog ey i den Grad, at Interessen kunde belægges med andet end sit eget Navn. - Da Jeg sidst i November kom til Falster, fandt Jeg hende omtrent, som Jeg forlod hende. Ved enkelte Smaating syntes Hun at vise, Jeg ey var hende ligegyldig, men hendes Undseelse gjorde, at Hun aldrig lod Mig mere end ahne det. -

71

Kun da Jeg d: 4de Desbr var i G., syntes det, som en vis Sørgmod beskyggede hendes skjønne Ansigt, og Jeg var stolt nok til at troe, min Afreyse, som skulde gaae for sig næste Dag, anledigede samme. - Da Jeg kom tilbage fra min Donkisjotske Reyse, var Hun glad. - Selv er Jeg nu kommen saavidt - det være nu ved oftere Beskuelse, og mere Omgang, eller ved stændig Tænken -, at Jeg selv ved hendes Side kan tænke Mig lykkelig endog ved Armod, naar den ey blev alt for trykkende.-

Saaledes tænker Jeg nemlig i mine roligere Timer. - I mine roligste derimod synes det Mig splittergalt at forlove sig med en fattig Pige i min Alder og med mine Udsigter. - Jeg er i mit 22vende Aar. Jeg vil endog antage, Jeg er saa lykkelig at faae Embed i mit 26vende Aar, men da kan Jeg antage med Sikkerhed, at Embedet ey indbringer mere end 2 a 300 Rdr. - Intet er rimeligere end, at Jeg da giftede Mig, thi naar Man har været forlovet i 4 Aar og nægtet sig Sandselighedens Tilfredsstillelse, lod det sig allerede heraf forklare, at man ønskede at komme i Brudeseng, skjønt der end gaves mange fornuftigere Aarsager til Forbindelse. Hvad blev nu Følgen? I de fire a fem Aar, Jeg maatte sidde i et saadant Kald, vilde Jeg ventelig komme i en saadan Gjeld, at Næringssorger bleve mit hele øvrige Livs Lod.-

Men naar Jeg er hos hende, O! da hænger mit Øye saa fast paa hende, da banker mit Hjerte af Frygt, Hun skal unddrage Mig sin Beskuelse, og naar Hun da stundum hæver sit skjønne Øye, naar det huldt og kjærlighedsfuldt møder mit, og ligesom afæsker Mig en Erklæring over min gaadefulde Opførsel, da glemmer Jeg Udsigter og alt. Da kunde Jeg i Følelse af den mest berusende Fryd slutte hende i mine Arme og sige af mit Hjertes Fylde: Jeg elsker Dig, hulde Pige! Vær min, og Jeg er lykkelig! -

Saaledes kjæmpe mit Hoved og mit Hjerte, og i Sandhed, det sidstes Udtalelser ere bedøvende, men dog troer Jeg det muligt at lade Fornuften seyre, dersom den ikke selv som Moralitetens Talsmand ved Stridens Ende gik over paa Hjertets Side, og da føler Jeg Mig tvungen til at lyde Hjertets Stemme, som var dens Bud en af Naturens evige og nødvendige Love. - Jeg har Grund til at troe, Jeg har gjort Indtryk paa hende, og min Bevidsthed siger Mig, at Jeg alt længe arbeydede derpaa uden Lyst at tænke Maalet for min Stræben. - Nu nytter det ey at anklage Mig selv for Ufornuft, thi fordi Jeg var daarlig nok til at smigre min Forfængelighed med en skjøn Piges Yndest, 72 saalænge til ey blot Jeg selv, men ogsaa Hun følte sig saaret af Elskovs Pile, derfor bør Jeg ey sætte hendes Fremtids Rolighed og Lykke paa Spil, da Jeg dog har Udsigt til at skaffe hende et nøysomt Udkomme ved min Side. -

Jeg anser det derfor som min Pligt ved allerførste Leylighed at bede om hendes Kjærlighed. - Skjænker eller tilstaaer Hun at have skjænket Mig den, da bør Jeg vende min Hu til at gjøre Følgerne af min Daarlighed saa lidet smertende som muligt. Har Jeg derimod taget Feyl, elsker Hun Mig ikke, da være Afslagets Haan, og ubønhørt Kjærligheds Smerte, min velfortjente Straf, fordi Jeg - uelskende - gjorde Skridt, der kunde formindsket en god Piges Lykke, hvis Hun ej havde været klogere end Jeg. - Har Jeg rigtig tolket hendes Forhold i Gaar, tør Jeg neppe vente det sidste, og i Sandhed, Jeg ønsker det ey heller, hvormeget end min kolde Fornuft tilraader det. - Uden Tvivl vil næste Aars første Uge opklare Tingen. Jeg maae ile, thi mere end Januars første Halvdel bliver Jeg neppe paa Falster. -

Ney med carminibus i poetarum Tal
at fange locum Jeg ey efterstræbe skal.
Hans Michelsen.

Apol! din uheldige Dyrker tilgiv,
At end Han sig vover i Musernes Tempel,
Ey søger Han Glimmer ved spillende Vid,
Ey troer den Svage at kunne fortjene
En Rang som de høyere Følelsers Skald;
Ney ikkun Han beder om styrkende Kraft
Til Nutidens Tankers og Følelsers Tolken;
O styr da hans svage uøvede Haand!
At op fra hans Harpes de dirrende Strenge
Sig ikke skal hæve misklingende Lyd. -

Du store alvældige Verdeners Gud,
Jeg takkende knæler for Høyhedens Trone,
Jeg priser din Godhed - -

Resten af Siden er blank.
73

IV. Dagbogen for 1805. Dagbog for Aaret 1805 af Nikolay Frederik Severin Grundtvig , begyndt d: 2den Januar 1805 i Torkilstrup Præstegaard paa Falster .

Januar 2

DETTE Aar vorde rigere paa Daad og fattigere paa Feyl end det forbigangne!

De Dele af Dagbogen indtil 14 Februar 1805 , som endnu findes, indeholder Bemærkninger ved Læsningen af Charis for 1805, Kornelius Ham forts Udtalelser om den danske Adel, den rette Stavemaade af Fremmedord, Uddrag af Foersoms Nytaarsgave for Skuespilyndere 1805, Florians Fabler , oversat af Rahbek 1798, og Gravskrifter paa Sobradises Kirkegaard af J. Baggesen.

Febr. XV.

I Gaar var alle Provstens fire Døttre her. I Aftes legede Vi Blindebuk, som gav Pant. Herved gaves mange Leyligheder til Berørelse, ja endog Kysse, men uvidnet Samtale med L. var Mig ey mulig. - Jeg frygter ellers, at om end det lykkes Mig engang at faae hende til Kone, ville Vi ey vorde saa saare lykkelige med hinanden, thi Hun synes at være noget hvas, og min Taalmod er ikke stor. - Dog, Jeg bør og kan ikke træde tilbage, altsaa fremad!

Provsten er syg, hvad om Han nu døde? Det vilde være saare beklageligt, thi Han efterlader sig vist ingen Formue, men derimod seks uforsørgede Børn. - Det var tungt.

Febr. XVIII.

I Gaar prækede Jeg for min Broder og tilbragte Aftenen med 74 noget af Eftermiddagen i G: Jeg havde megen Fornøyelse der. - Provstens Sygdom er vel neppe farlig, dersom Han vilde holde sig Lægens Forskrifter efterrettelige, men Han er saare underlig.

I Dag ere min Broder og hans Kone reyste til Nykøbing, hvor der i Nat skal være Bal, og komme ey igjen førend Onsdag. - Det er rigtig nok saare kedeligt at være saalænge Ene hjemme, men Jeg holdt det for Pligt, thi havde Jeg reyst med, maatte min Broder have betalt 3 Rdr og 3 Mark for Mig, hvilket, da Han ey er pengestærk, og Jeg ikke engang dandser, umulig kunde været ham behageligt. -

Af de Prisopgaver, som ere udsatte for 1805, vil Jeg anmærke:

Den theologiske:
Hvilke ere de Beviser for Kristlærens guddommelige Bindekraft, som dens ældre og nyere Forsvarere have brugt? og hvad Styrke fordres der hos hver især?

Den historiske:
Ved hvilke Midler hævede det pavelige Hierarki sig i Norge? og hvorved skadede samme dette Rige før dets Forening med Dannemark?

Den æstetiske:
Hvilke ere det episke Digts Særkjender, og hvilke blant de Nyeres kunne med Føye henregnes til denne Digtart?

Hvad sig nu anbelanger mit Tykke om disse Opgaver, da er det, som følger: -

Den theologiske vilde næsten være et for vidtløftigt Stof til en Disputats for Doktorgraden, og Mig synes, det er saare underligt - eller maaske rettere taabeligt - at udsætte et saadant Prisspørgsmaal. - - -

Den historiske Opgave vil for et Menneske, der ey er ganske ukyndig i Nordens Historie, være let at besvare, naar Han kan vorde forsynet med de nødvendige Hjelpemidler. - Var Jeg i København, skulde Jeg dog her prøve min Lykke som Konkurrent.

Med Opgaven i Æstetiken, forekommer det samme Mig at være Tilfældet, som med den nys omtalte i Theologien. - Den indeholder ustridig et Æmne, hvis gode Bearbeydelse vilde være saare interessant og ønskelig, men en saadan synes at forudsætte for Meget. - - -

75

[ Februar ] XXII .

Den XX var Jeg i G:, og i Dag var Jeg der atter I Selskab med min Broder og hans Kone. - Det synes Mig, som L. alt tydeligere viser Mig sin Yndest.

P. 1 omgaaes Mig saare venskabelig, og hvor godt Jeg end lider denne muntre Pige, er Jeg nær ved at bortønske hendes Yndest, thi mulig er denne en Følge af Misforstaaelse, hvilket meget skulde smerte Mig. - Forresten er Jeg nu hartad som hjemme i G:, især blant Pigebørnene, som Alle finde mit Selskab - i det mindste - taaleligt -

Om i Øvrigt mit Forhold til hin Elskelige vorder tydeligt dennesinde, ved Jeg ey. - Trods [dette] har Jeg saa næsten besluttet at blive her, til et varende Tøvejr, ved at gjøre Overfarten let, frariver Mig ethvert Paaskud til længere Ophold.

Jeg har i disse Dage og Nætter - siden Mandag - læst Adskilligt af saare forskjellig Værd, saasom en tobindet lafontænisk Fortælling om, hvorledes det - ikke - gaaer til i Verden, og Balders Død , hvilken sidste Jeg vel har læst før, men i en mere umoden Alder, - Harlekin Patriot og Rolf Krake , samt de brutale Klappere , Noget af Vessel , Dagbladene for denne Uge, Odins Sjurnal 2 for Febr., Fallesens for samme, og Arkenh. Min. 3 for Jan: Saa og Biografens femte Hefte. -

Om alt dette føler Jeg Lyst til at sige Mig selv et og andet, saasom: Ewalds Balders Død er det skjønneste Digt, Jeg har læst, siden Jeg lærte saa nogenlunde at læse. - Dog Dommen om dette Værk er saa ens, at Jeg ligesaagodt kunde tie. -

Bedømmelsen af de nævnte Værker fortsættes den 22 og 24 Februar .

[ Marts ] VII.

I Gaar ankom Jeg her til Udby, hvor Sorg og Bedrøvelse troner. Jfr Smith ligger af Galdefeber, Fruen ogsaa, og Rikke 4 af Inflammasjon i Underlivet. - Det skulde gjøre Mig saare ondt, hvis min Syster døde, ikke saa meget for Hendes Skyld, thi manglende Penge, Skjønhed, ualmindelige Talenter, og saa endnu en varm Sjels Munterhed, vil Hun neppe blive lykkelig, som dels for min egen, dels for mine gamle Forældres Skyld, thi hvem skulde da forestaae deres Hus? Hvem skulde da pleye *

* * * 76 min svagelige Moder? Det vilde være saare sørgeligt, og bliver Jeg systerløs, vorder Jeg vist ogsaa snart moderløs. -

[ Marts ] XV .

Endnu er Stillingen den samme. Min Broder og hans Kone ere komne hid, men hin er allerede igjen bortreyst. - Min Broderkone er her endnu for at hjelpe lidet paa min Moder. Hver Dag hentes Doktoren, og hans hele Trøst er: »Der er saa gu endnu Dødens Fagter«. Gud ved, hvorlænge denne pinlige Uvished skal vedvare, og om min svage Moder kan udholde det.

(I Morgen skal Jeg reyse, kun) 1 frygter Jeg for at være smittet, og hvor beklageligt vilde det ikke være, hvis Jeg enten blev syg paa Reysen eller strax blant Fremmede?

Resten af Siden er blank. - Paa et nyt Ark findes, under Marts VIII, IX og X , nogle Uddrag af Volffs Sjurnal om Dante og Tasso .
Herefter mangler 92 Sider af Dagbogen. -

Næste Optegnelse, som er bevaret, danner Slutningen af Grs Overvejelser paa sin Fødselsdag, den 8 September 1805 , da han havde været et halvt Aar som Huslærer paa Egeløkke .

Septbr VIII.

men at seyre staaer ey i min Magt, da Jeg ey tør, ey kan kaste Mig tilbage i den tendentsløse Strøm, hvori Hverdagsmenneskene rulle hen som Bladet i Bækken. Enten maae Jeg haabe ny Kraft fra det Høye eller som Stenen i Vandet synke, og spottes af de Blade og Pinde, der undres, hvi Jeg ey flød som de. -

En Ahnelse byder Mig troe, at dette er min sidste Fødselsdag under disse Former. Min Stilling synes at ville trykke det grusomme Segl paa Spaadommen, og hvor er den Haand, som, uden at fortæres, tør stille sig som en Mur mellem Spaadom og Segl? Herfra skal Jeg da gaae uden at kende Jordlivet i anden end betydningsløs, eller forstenende Skikkelse, hint, hvis Man ey kedes ved den stedsevarende Henslæben gennem det Endeliges Sump, dette, naar Følelsens Strøm bryder sin Dæmning for at samflyde med den systerlige ahnede, thi da møder den *

77 kun Klipper og Mure. Den tør ey vende tilbage, men standser, stivnes, fryser, og Nødvendighedens tvingende Lov byder os da bortkaste den tomme Tilværelse. - Vist nok kan sligt ey indgyde Ønske om Vaagnen til lignende Liv, vist maa Man fristes til at foretrække evig Død for et Liv, hvis Salighed Man kun tør ahne, og hvis Ulykker Man kun følte. Men dog, Jeg føler i mit Indre en Trang til Liv, stærk som, ja, var det muligt, selv stærkere end Trangen til Kærlighed. Selv da, naar den sidste var tilfredstillet, saaledes som det: under Endelighedens trykkende Haand er muligt, selv da vilde hin ey tie, eller dog kun tie øyebliklig, naar den skuffet troede at have fundet sit Maal i Kærlighedens hartad overjordiske Gestalt.

Hvad da? Disse Tvende ere, maae være et. Kærligheden, dette Høyeste, Vi i vor indskrænkede Tilværelse kunne fatte, ey engang hel, denne er, den maae være kun en Funke af den evige Ild, der uden Vexel luer paa hin Side, hvad Vi kalde Død. Vort Liv her var kun dens Luttrelses Periode, og forlader den os, før endnu Livets Plante er visnet, Hvo vil da fordre, Vi skulle vegetere, til Tilfældets Solstraaler borttørrede alle dens vandige Safter? Hvem kan forbyde os selv at aabne dens Porer, og ile hist, hvor vort Livs Genstand alt er flygtet hen?

Først nu hører [Jeg] den himmelske Aand tale tydelig gennem Paulus: naar Alt er forgangen, da vedblive dog Tro, Haab og Kærlighed. -

Septbr IX.

Hvad er det, som konstituerer Poesien? eller hvad er det, som egenlig udgør dens Væsen?

Dette er et Spørgsmaal, Jeg længe har ønsket at se tilfredstillende besvaret; men aldrig er det faldet Mig ind at tye til de æstetiske Haandbøger, hvoraf Man dog nok har en Slump, og som vel dog burde være dette Spørgsmaals Forum. En dunkel Ahnelse om, at disse spekulerende Herrer vilde lede Mig ind i et Virvar af Definisjoner og Regler, ensidig abstraherede fra den eller de Poeter, der vare i Forfatternes Smag, er det eneste, hvormed Jeg kan undskylde denne pragtiske Skødesløshed, der er saameget større og utilgiveligere, som Jeg ved at bruge de nyere Sprogs Poesiform - det er, ved at rime - stundom har truet med et fortvivlet Indfald paa Skaldekonstens Enemærker. -

Imidlertid har Jeg dog undertiden tænkt flygtig over denne Genstand, ligesom Jeg og gennem Øre og Øye har tilfældigvis bekommet, dels Resultater af Enkeltes Granskninger - eller 78 maaske Ikkegranskninger - og dels Tænkningsstof over denne Materie. I min nærværende Stilling maae Jeg ogsaa i denne Henseende være mit eget Nok; thi her ere hverken Bøger eller Mennesker, hvormed Jeg kan raadføre Mig. Jeg vil da, saa godt Jeg kan, prøve paa at bringe mine Ideer om Poesien i det Rene, eller - om Man saa behager - stræbe at hæve mine dunkle Forestillinger til en mig fyldestgørende Grad af Evidents, dog med den bestemte Forbeholdenhed, at maatte - uden at rødme - forandre eller modifisere mine Meninger, naar Jeg engang kan være saa heldig at faae dem drøftede, enten ved Læsen eller Samtale, med Folk, Jeg vil ey sige, som have Autoritet i den poetiske Verden, thi det hjalp ikke stort til andet end at betynge Hukommelsen med et nyt ubevidst Resultat, men som kunne og ville give Grunde for deres Mening.

Dog Ve mit ene Knæ,
Den Indgang var for lang,

og altsaa ad rem ! 1

At definere Poesien saaledes, som, hvis Jeg ey husker feyl, Nissen i sin Indledning til Æneidens - ikke poetiske - Oversættelse, at den nemlig er den Konst at sige meget om Lidet, eller - hvad vel er det samme - søndre en Hovedtanke, som i Hverdagssproget udføres kort, og udvikle dens Underafdelinger, dette gaaer vel neppe an. Som [læs: I det [?]] mindste modsætter et vist Noget hos Mig sig af alle Kræfter denne vandede Bestemmelse, som maae dybt fornedre enten Poesien, eller sin Skaber -

Ikke Faa have troet, at Poesi var Linier inddelte i ordentlige Fodmaal, med et korrekt Rim i Enden. Det er ikke blot Pøbelen, der har havt dette Begreb, ney det fremlyser tydelig i mange - saakaldte - Digteres Værk, og med Skam at tale var det, paa Skansjonen nær, det eneste tydelige Begreb, Jeg havde om Poesien, da Jeg begyndte at klimpre. Dog saavidt er Man da nu endelig - men ogsaa nylig - kommen, at Man ændser den himmelhøye Forskel, der er imellem Versemagere - endog de, der ere det kat exochen 2 - og Poeter. Den almindeligste Tro om Poesien blandt dens Dyrkere og Dommere er vel, at »den er en billedlig Talebrug«, i det mindste finder Jeg hos de Fleste denne Tanke udført, ofte endog i det latterlige.

Lægger Man hertil den Følsomhed, enhver, der vilde hede Digter, maatte have eller lade, som Han havde, da opstaaer det *

* 79 Begreb om Poesien, at den er en velklingende Sammenhobning af Ord, der 'berøre Genstande for Følelsen og Indbildningskraften . Ved saadanne Sammenhobninger ere Mange slupne til Laurbærkronen uden selv at kunne gøre sig Rede for, hvad dem ejendommeligt der havde fortjent denne Ære.

De nyeste Poeter og de Filosofer, der med dem gøre fælles Sag, sige: Poesien er alt det, som bærer det Eviges Præg , ligesom Prosa er Alt det, hvis Tendents er blot endelig, samt Poesien skal støtte sig paa ren Natur-Anskuelse .

Det er ikke godt at kommentere over disse Folks Ord eller Meninger; thi Alt har hos dem - som hos de platoniske Skriftfortolkere - en mystisk Mening, og naar Man derfor havde sagt allermest, kunde de paastaae, Man ey havde fattet deres Mening, hvortil der hørte en egen Anskuelse.

[ Septbr. X. ]

Jeg er derfor hartad bange for at begynde, men da Jeg nu engang har paataget Mig en Undersøgelse, som overstiger mine Kræfter, og da Jeg i det ringeste her ey tør vente at træffe Nogen, der kender deres Aand bedre end Jeg af Øhlenschlæger og især Steffens, vil Jeg vove det.

Troer Man - som ved første Øyekast synes rimeligt, og som Jeg en Tidlang troede - at De ved Deres rene Naturanskuelse forstaae en Skuen af Naturen, der falder sammen med dens Stilling for Øyet, - Det er, troer Man, at De blot ville sætte Indbildningskraften Grændser, og male Naturen saaledes, som den selv har forenet sine Skønheder, da kunde Man vel forsvare denne Sætning ved at provosere F. E. til 1 Verthers Leyden, hvor Verther uden Modsigelse yttrer denne Mening, da Han sidder ved Konens ensomme Hus, og tegner Genstandene uden mindste Forandring eller Tilsætning, ligesom dette ogsaa ofte er Tilfældet med Øhlenschlæger; men Jeg vædder dog, at De ey ville indrømme Dette, thi det satte Dem i Klasse med de øvrige Digtere, hvem De frakende dette Navn, og drog dem ind under den almindelige Menneskeforstands Domstol, som De slet ikke respektere. For ikke at beskylde Dem for Modsigelse, maae Jeg troe, De anse denne simple Naturanskuelse som det første Skridt ud fra den betydningsløse Digten, De tillægge Klopstock og Vieland og Voss og Alle de Øvrige, ligesom dette ogsaa passer *

80 med den Gang, Verthers Poesi tager. Den rene Naturanskuelse bestaaer da i Evnen til med det indre Øye og Øre at skue Naturens Myther, og høre dens hemmelige Toner, som forraader en høyere Betydning end den, der træder frem for den almindelige Sands.

At udtale, hvad Man saaledes fattede, det er at være Poet; thi da sætter Man enhver Genstand i Relasjon til de Evige. -

Først nu kan Jeg forklare Mig hine Steffens's Yttringer, at Poesien nødvendig maae yttre sig som opponerende mod Eksistensen, og at en vis Sygelighed maae karakterisere den begyndende Digter . Det første er en nødvendig Følge af den ny Synspunkt, Digteren betragter Genstandene fra, da disse maae synes ham at have i Livet tabt deres hele Betydning. Det andet er subjektiv nødvendigt i Følge den Forandring, der er foregaaet hos Digteren selv. Han ahner Tingenes høyere Betydning, men naar Han vil udtale den, truer den med at forsvinde paa hans Læbe, og selv Sproget, som et endeligt Produkt, synes at modsætte sig Assimilasjonen til det Høyere. End mere: Digteren har tabt den Interesse, Han forhen følte for Tilværelsen i det Hele, eller dens enkelte Dele, og hin ny Tilværelse, Han ahner, synes at flygte for Ham. Heraf opstaaer en vis Tomhed, en Vaklen mellem Intet og noget, som, naar den vedvarer, frembringer slige halv sunde og halv syge Individer, som de Nyere ville, Klopstock og Vieland vare. -

Neppe vil Nogen, som upartisk tænkte over denne Materie, nægte, at dette Begreb om Poesien har en vis indvortes Kraft, som griber og fængsler, at det er hine - dog altid brugte og forsjungne - Ideer værdigt, der satte Poesien som Gudernes Sprog, der fordrede, at en Guddom skulde udtale sig gennem hver den, der vilde hede Digter. - Heraf slutter Jeg, Man ey saameget i Teori som Praksis har været uenige; thi det bliver dog det samme, enten Jeg siger: Poeten skal laane det Endelige det Eviges Præg, eller Poeten skal være begeystret af en Guddom; thi hvorledes kunde det falde en Guddom ind at udtømme sig i Hverdagsfraser, at se Alt saaledes, som det viser sig for det almindelige Menneskes taagede Øye? Men Sagen er denne: Som Kristne ansaae Vi Hedningenes Guder for et Intet, og dog vedbleve Vi at lade Dem begeystre Poeterne. Hvad maatte nu blive Følgen? At Poeterne lode sine Guder og Gudinder tale i den usleste Smag, thi den maatte jo være egen for disse gamle 81 Betlere og Betlerinder, der, afsatte fra deres Embeder, maatte trygle om Tilværelse hos Mæsener, der ey havde Sands uden for det mest Endelige. -

Heraf kunne Vi ogsaa forklare os: Hvi der i vore gudelige Sange - Psalmer - vedblev at vise sig Glimt af Fortidens Begeystring, længe efter at denne var svunden hos næsten alle de verdslige Skalde, thi her blev Digteren saa godt som mod sin Villie indtvungen i en høyere Svære. Alle den kristelige Religjons Æmner bære det Eviges Præg, og dette lod sig ey ganske udslette selv under Protestantismen, Kristlærens mest upoetiske Form. -

Hvad er da vel det, Jeg egenlig kan have at indvende mod de Nyes Definisjon af Poesien? Da Jeg greb Pennen, havde Jeg Meget, men det forsvandt efterhaanden under Tænkningen, og nu da Stedet er til at sige min egenlige Mening, finder Jeg Mig tvungen til at underskrive den, Jeg udviklede, for halv at forkaste. - Jeg ved ret godt, hvad Jeg vilde sige, dersom Jeg kunde sige det, som Jeg vilde. Jeg mente nemlig, at Poesiens Grændser bleve for enge ved denne Bestemmelse. Jeg vilde heller hylde den Mening: Alt hvad som bær Præg af det Evige, er Poesi, end den udelukkende: kun hvad der har dette Præg er Poesi. Jeg vilde sagt, at de Ny uden Tvivl havde grebet Poesiens Kulminasjonspunkt i Stedet for at omfatte den hel. Jeg vilde tilstaaet, at Hin vist nok maatte have umiddelbar Relasjon til det Evige, men at der nedenfor samme maatte være andre Punkter, der kun igennem Kulminasjonspunkten stode i en Slags Forbindelse med dennes høyere Tendents. Men Jeg indser nu, at der er Modsigelse i min Tankegang; thi vel maae der under Kulminasjonspunkten være andre Punkter, men disse maae dog ey være væsenlig forskellige fra den. Kulminasjonspunkten selv kan ikke gribes, thi det maae være den rene guddommelige Anskuelse af Universet, og de nedenstaaende Punkter betegne intet andet end den menneskelige Aands Stræben efter og Nærmelse til Poesiens Urstof. Selv den nederste tør ey betegne noget Heterogent, men blot hin sygelige Natur, som opponerer sig baade mod sig selv og Eksistensen.

Grunden, hvi Jeg gerne ønskede at noget Andet maatte indlemmes i Poesien, var ganske praktisk. Jeg betragtede Poesien efter den Indflydelse, den har og kan have paa Menneskene, som den, der skal muntre Sindet, vække gode Følelser, og overhovedet være et af Moralitetens Vehikler. Dette kan den ikke i sin høye Form. Den fordrer ey blot en høyere Kul[t]ur end den 82 almindelige, men den forudsætter endogsaa den indre Naturanskuelse, som er saa sjelden, for at fattes og skattes.

Steffens selv tilstaaer, at den halvkultiverede skal røres udenfra indad, og derfor ønskede Jeg at beholde den ydre Naturanskuelse i sin simple ædle Form. -

Dog, Jeg vilde mere, og maae i Følge mit Maal ville mere, thi hin simple naturlige Poesi finder Jeg dog taus optaget af de nyere Digtere. Jeg vilde beholde en Del af, hvad De kalde Sentimentalitet, fordi Jeg troer, den har sin store Nytte, fordi Jeg føler, det dog er bedre at røres udenfra end slet ikke at røres. - Men just fordi min Grund var praktisk, just derfor har den ingen Vægt, thi det er dog nok, som Steffens siger, at enhver Videnskab har sin eyendommelige uendelige Tendents, som er ganske uafhængig af dens praktiske Anvendelse. -

I Hovedsagen maae Jeg da bekende Mig til de ny Poeters Tro, uden derfor at indrømme, hvad De ville, at der, paa Skakespear og nogle Italiænere som [læs: samt] Levninger af Provensalerne [nær], ingen Digter var til fra Grækernes blomstrende Tid indtil Goethe. Dette kan Jeg ikke indrømme for nærværende Tid, da nøye Læsning af og Tænkning over de Værker, som prange med Digtetitelen, blandt Romere, Galler, Britanner, Germaner og Skandinaver, maatte gaae forud for denne Dom, naar den skal have noget Værd. - Mange, 99/100, har Jeg aldrig læst, og slet Ingen har Jeg læst, siden Jeg blev Mig mine Begreber tydelig bevidst, thi det er egenlig først i dette Nu. Jeg har altsaa ey kunnet anvende et Begreb, Jeg enten slet ikke havde eller dog kun dunkelt ahnede. -

Haardt synes det Mig vist nok at troe, en Virgil, Horats, Ovid, have i saa mange Aarhundrede[r] faret under falsk Flag, uden at vorde kendte selv af Grækenlands varme Beundrere; men Jeg kan heller ikke paastaae at være henreven af nogen iblandt dem, ligesom Jeg godt kan finde Mig i, Ovid bliver atter relegeret, skønt Jeg med Fornøyelse har læst hans smukke Vers, og beundret hans spillende Vid. -

En Tvivl kan Jeg imidlertid ikke afholde Mig fra, og det er, om ikke adskillige af De, der saa ubarmhjertig fradømmes al Digtereksistents, ey have under en anden Form besiddet hint [x][x][x][x][x] 1 , der udgør Poesiens Sjel. -

Ogsaa finder Jeg den Fordring billig, at de Digtere, der føle sig ophøyede over den ydre Anskuelse, dog ikke foragte eller *

83 spotte dennes Tolke; thi for det første ere de dog nødvendige for at hæve Mængden lidt op af den Sump, hvori de slet ikke se, og ville vel stedse blive det formedelst Umuligheden af at give Nogen, som mangler den, hin indre Anskuelse.

Vel sandt, disse det Eviges Digtere haabe vel at kunne tilsidst fremtvinge en Existents, lignende hin Grækernes, som De paastaae var lutter Poesi; men dels er det nok umuligt, thi Steffens siger jo selv, at Historien har sønderslaaet Strængene, og desuden ved Jeg ikke, om en saadan poetisk Aand var mere ønskelig - almindelig udbredt - end spekulativ Filosofi. - Jeg vil paa ingen Maade tage Eksistensen 1 i Forsvar; thi selv Mig forekommer den saare ussel, men den er der nu engang, og Vi tør ikke træde ud af den. Til at opfylde de Pligter, vor borgerlige Stilling paalægger os, naar Vi anse dem for betydningsløse, hører vist nok en høyere Aand, end nogensinde kan blive herskende, og sæt den blev det, kunde den da i det Hele gøre Menneskene saa lykkelige, som De nu ere i deres Uvidenhed, da de sætte Glæden i det Endelige, som omgiver dem, og blot betragte Poesien som et Fantasispil, der blot er til for at give dem ny Kraft til deres vigtigere Sysler, og vække behagelige Følelser.

Vel sandt, Man kan sige med Steffens, at just denne Synspunkt, hvorfra de almindelige Mennesker betragte Poesien, at just denne er et Bevis for den i Mennesket dybt liggende Trang til bedre Væren, Ahnen om og Higen efter den. Saa er det upaatvivlelig, og hvad der gives den for Poesi, maae absolut fremtrylle en skønnere Eksistents end den, hvori de daglig dreye sig, men den maae ligesaavist kunne betragtes fra en blot endelig Standpunkt, den maae være en opadgaaende Kæde, hvis første bestemmende Led ligger inden for Erfaringens Grændser; thi er det ikke saa, da forfeyles nødvendig Hensigten. Hverdagsmennesket kan ikke trænge ind i den høyere Poesies Aand, og den er da spildt for ham. -

Men Jeg troer at vide, I Digtere, hvorfor I ville saa ubetinget fordre Ret til at fremtrylle eders svagere Brødre en blot tænkt eller ahnet Existens, det er - forlader Mig det! - for at have nogen Gengeld for Eders Ulykke, thi Jykkelige ere, kunne I ikke være. Vel ved Jeg ey, om den indre Anskuelse, naar den har naaet sin hos Mennesket høyst mulige Klarhed, er i Stand til at kaste sig som et ugennemtrængelig Slør over den *

84 virkelige, og saaledes lade sin Eyer leve i en gylden høyere betydningsfuld Tilværelse, om den virkelig kan trykke Virkelighedens Segl paa den blotte Muligheds Produksjoner; thi er det saa, da maatte rigtig nok den sande Poet være Klodens Lykkeligste. Men dels holder Jeg næsten dette for umuligt, og dels bliver det dog kun saare Faaes Lod. De fleste finge kun en mindre Del, og i Sandhed deres Liv er ikke saadant, at De som Menneskevenner kunne ønske at dele det med deres Brødre. - I det gives Øyeblikke, som, naar deres Salighed kunde fordeles paa det hele Liv, vilde hæve det høyt over den mest frydfulde endelige Tilværelse, men dette lader sig nu ikke gøre, og Opvaagnelsen af Drømmen, den nødvendige Skuen af den hele nøgne betydningsløse Masse, der levende død er lige tom, denne er vist nok fuldkommen saa bitter, som Drømmen var sød. Goethe - siger Man - har forsonet sig med Eksistensen; men hvad nytter det ham, naar ogsaa den Existents, Han forsonede sig med, kun er til i ham, og ikke uden for ham? Føler Han da nu ikke den trykkende Byrde?

Septbr XI.

Desuden, hvorledes er det muligt, at Han har været Digter og ikke er det nu? Kan da hin Anskuelse, den Jeg anser som samvokset med Livsprinsipet, kan den ophøre, saalænge dette er virkende. Han sluttede sig ikke tæt nok til Oldtiden, siger Steffens, men er det ikke her, som om Han fornægtede sig selv, og antog Virkning udenfra? De Gamle kunne have havt den allerreneste Naturanskuelse, uden derfor at kunne gøre Mere for Mig end, hvis Jeg har Sands derfor, lære Mig at kende den. Den selv maae jo leve hos Mig, og faae sin Virksom[hed] fra Mig selv. Hvorledes blev ellers Skakspear Digter, og hvorfor holdt Han ikke op at være det? Naar Steffens derfor siger, at Goethe staaer paa Konstens høyeste Spidse, men er død for Poesien, fordi Hans Sluttelse til de Gamle ey var tæt nok, da synes Han Mig at modsige sig selv, paa engang at adskille og forene Konst og Poesi, adskille dem, i det Han lader den ene være til efter den andens Tab, forene dem, i det Han vil, at Oldtiden skal frembringe Poesien, som saaledes bliver et Konstprodukt.

Oktbr XIII.

En Maaned svandt, og Jeg rørte ey Pennen i min Dagbog. - Har Jeg da i den Tid blot vegeteret, have mine Tanker og Følelser slumret?

Jeg kunde vel næsten med Sandhed sige, at mine Tanker 85 vare kun min Følelses Billeder og derfor sig selv saa lige, at Jeg ey kunde skrive noget nyt, men den stærkeste Aarsag er dog min store indvortes Kamp, der ey har ladet Mig Ro at gribe Pennen uden for at skrive tre Prækener, hvoraf de to indeholde Bidrag til min Følelses Historie 1 . -

Jeg har atter været bragt til det Skridt at ville forlade Egeløkke, og det havde været klogt; thi dennegang kan mit Hjerte ey saa ganske spille Bas med mit Hoved, som fordum, da min Lidenskab var alvældig, fordi den var Mig ny, fordi Jeg ey vidste, fra hvilken Side Jeg skulde angribe den ukendte Fiende. Derfor bad Jeg ey heller næste Dag om godt Veyr. Ney, det var min fulde og faste Beslutning at reyse og ingen Flyvegrille. - Jeg forlangte et Bevis af Kapteynen om min Opførsel og Fremfærd, men Han vilde, Jeg skulde betænke Mig, og Jeg nødtes saaledes til et par Postdage at opsætte de Anstalter, der vilde gjort min Bliven umulig. -

Imidlertid indtraf en Omstændighed, som bestemte Mig til at forandre mit Forsæt. - En vis S. med Børn og deres Lærer var her. Denne drak sig en Perial i sine Elevers Paasyn, og S. vilde derfor - som rimeligt var, da Han derved tabte sin Agtelse - af med ham. - Det er en smuk Karl, har, saavidt Jeg ved, gode Kundskaber, forstaaer de levende Sprog, tegner ypperlig og er Dameelsker. - Alt dette tilsammentaget forvissede Mig om, at Han vilde vorde min Eftermand. - Fra Kundskabens Side ønskede Jeg ingen bedre, skønt vel fra Metodens, der synes at være den erkegamle. - Men fra Moralitetens: Hvad vilde der blive af den arme Karl, om Han fik saadan en Lærer? Opdragen af og som en Kvinde, ere alle mandlige Anlæg indslumrede; de maa vækkes; men var sligt at vente af en Lærer, der satte høy Pris paa Damegunst? Ney ingenlunde. Jeg ser grant, at Drengen fik sin stedse vekslende Villie opfyldt, naar Moderen betalte det med et blidt Øyekast. - End mere, kom En hid, som havde nogen Lyst til Jagt, blev Karl tit forsømt. - Hvem der ey har Afsky for Drukkenskab, blev her en Dranker. Hvem der ey har underkuet sin Higen efter sandselig Nyden, blev her Vellystens Slave. - Hvilket Eksempel for min kære Dreng midt iblandt slette Eksempler? Hvad kunde Man formode, Enden blev? Hvad andet end, at Han vokste op som blød og forkælet, lod sig henrive af den Lasternes Strøm, der *

86 bølger saa indbydende, og druknede deri de skønne Anlæg, Han af Naturen fik til at vorde et godt Menneske. - Hvilke Ulykker kunde ikke et saadant Menneske, der har Udsigt til at faa Tønder Guld mellem Hænder, stifte? Hvormange Piger, hvormange Ægteskaber kunde ikke Han gøre ulykkelige? Og Alt dette skulde Jeg med Rolighed se forberedes? Ney, vel føler Jeg Mig for svag til, som Jeg ønskede, at kæmpe mod den Gift, slette Eksempler kunne indgyde i min Yndlings Hjerte; men Jeg har dog Villien. Jeg kan dog sætte varme uskrømtede Formaninger og egen Opførsel mod de Laster, som herske her. - Saalænge Jeg derfor kan bære min Byrde, uden ganske at knuses, vil Jeg stræbe at redde ham, hvis Sædelighed synes al blive af dobbelt Vigtighed. -

Her mangler et Blad af Dagbogen.

Novbr XX.

.... Jeg var med Fru Leth og min Eleve i Fyn otte Dage, og fandt derved mange Lejligheder til at prise Mig lykkelig paa min Post, saavidt som Omstændigheder udenfra kunne gøre Mennesket lykkeligt. Ved at sammenligne min Stilling med andre Informatorers i adelige Huse blev det Mig ret beskueligt, hvilket stort Fortrin Jeg nyder. Jeg er et Lem af Familien, medens de andre ere underdanige Tjenere; faar Jeg endog stundum et ublidt Ansigt, naar mine Opdragelsesideer ej stemme med Fruens ikke alt for fornuftige Kærlighed til Drengen, saa er dog min Villie ej saa saare ofte kraftløs, om den end ej kan fuldkommen præge sig i mine Forholdsregler. - Nu mere end nogensinde føler Jeg Umuligheden af at tage nogen Huskondisjon, naar Jeg forlader det Lethske Hus; thi det var alt for usandsynligt, at Jeg skulde træffe et, hvor Jeg omgikkes med saamegen Godhed og Agtelse, hvor Jeg midt i mit Slaveri nød saamegen Frihed som her. - Dog maaske en anden Grund lønlig virker meget til denne Bestemmelse. -

Skyldende Mig selv Regnskab for en Virksomhed, der har været indsluttet til sig selv, maa Jeg anmærke, at den har været deponentisk 1 . - Jeg har dels læst Meget, og beskeftiget Mig i den senere Tid med Arkenholtses, Schillers og Fichtes interessante Skrifter, og dels har Jeg gjort ret heldige Fremskridt i Sproglære. Jeg har fortsat tydsk og fransk Læsning, og *

87 halv gennempløjet en engelsk Læsebog, Ting, der fra Kundskabens Side aabne saare blide Udsigter i Fremtiden, naar min Aand kan nyde fransk Vittighed ved Siden af Sjækspirs Poesi og Lokes dybe Granskninger. -

Jeg har gjor[t] adskillige Skridt til et Læseselskabs Oprettelse her paa Landet, og Jeg troer, det vil tykkes. I min Indbydelse har Jeg ret ført et højtravende Sprog, thi Jeg troer, at ligesom den Læge, der vil virke paa Almuen, maa bruge Markskrigertonen, saaledes og Jeg, da Jeg har med et Lands Præster at gøre, der næsten samtlig høre til den videnskabelige Almue. 1

Des. V.

Det lader, som om Langeland ej er nogen frugtbar Jord for Dagbøger, i det mindste trives min kun lidet her. - Grundene ere forskellige, men de fornemste paa Mig virkende ere -

1) Tidsmangel . Naar Jeg har ofret Karl den bedste og lyseste Tid af Dagen, og Jeg har brugt en Del af Resten til Læsning, keder det Mig at gribe Pennen, da Jeg bedre kan more Mig nede.

2) Mit Gemyt . Naar Jeg forlader mine Forretninger, trænger Jeg til Opmuntring. En saadan er det saa langt fra, Skrivning i min Dagbog kan yde, at den endog befordrer en modsat Sindsstemning, thi hvorledes kan Jeg tale saa sagte til Mig selv, at Smerten, der aldrig sov, men kun slumrede under Sjelekræfternes Anstrængelse, ikke skulde vaagne, og da er jeg ulykkelig. -

3) Min Ensomhed . Sjelden rejser Jeg ud, og sjelden gaar Jeg ned, naar der er Fremmede; thi det keder Mig; ja ikke blot det, men mit Hjerte faar gerne ved slig Lejlighed - som i Aften - en ny Vunde, og del taaler ikke mange flere. - Heraf følger da, Jeg intet nyt Stof faar uden fra, der behagelig kunde sysselsætte Mig.

4) Jeg har aflagt at indrykke i min Dagbog Udtog af og Domme over Bøger. -

Hvad Under nu at faa Blade beklakkes, og at selv disse ere magre? Saasnart Jeg er ene med Mig selv, da er der kun en Ting, der kan gøre Fordring paa min Opmærksomhed, og baade mine Tanker og deres Yttringer maa da dreje sig om en og samme Genstand. - Ensformighed og Magerhed opstaaer herved. - *

88 Læseselskabet kommer dog nok paa en Maade i Stand. - Med Fru Leth ere Vi 9 Medlemmer, og Jeg har udsendt min udførlige Plan til Selskabets Indretning. - Endel Præster have sagt ney, men naar de andre vil finde sig i at bidrage, som Jeg har foreslaaet, 8 Rdr, siger det intet. -

Jeg undrer Mig undertiden over, at Jeg nu hverken rimer, eller skriver historiske Fortællinger, eller Sligt, som dog før var min Kephest. - Jeg kan ikke engang holde ud at læse, hvad Jeg af Saadant har malet. Alt forekommer Mig saa tomt, saa flaut, at Jeg ækles. - Enten ere alle mine Produksjoner virkelig saa, eller det rejser sig af den totale Disharmoni, der bestandig skurrer fra mine indre Strænge. Maaske noget fra Begge. - I Andres Skrifter kan Jeg ganske glemme Mig selv, men i mine egne ikke, og da en Punkt hos Mig kun er Mig interessant, maa alt, hvad ej staar i Relasjon til den, kede, alt, hvad der er den modsat, synes utaaleligt. -

O! Gud! hvad skulde Jeg her? Hvi skulde Jeg saaledes faa mine forvovne Tvivl om Kærligheds Realitet opløste? Hvi skulde Jeg lære at kende denne overjordiske tryllende Gestalt, for at se den flygte? Hvi var, hvi er Jeg ikke, som Jeg før troede, kold og ufølsom? Hvi skød din Haand Mig ud paa det stormende Hav, og bød Mig tumles hen ad de brusende Bølger, uden engang at have et Land i Sigte, Jeg ved min Kæmpen og Stræben kunde haabe at naa? - Dog, forvovne Spørgsmaale, tør vel Jeg Midde trætte med den Evige? Har Jeg læst i Fremtidens Bog, eller gennemskuet hans Plan?

Og selv Jeg paa min lave Standpunkt, i min ænge Synskreds, kan Jeg slet ikke skue nogen rimelig Grund, hvi, hvad Jeg kalder Ulykke, mødte Mig, uden derfor at kunne kalde Mig glernt af den Alvise?

Her sidder Jeg i Midnattens højtidelige Stund. Jeg hører Storme hvine, og det nære Havs Bølger buldre mod Landet. Sendtes da vel disse Storme blot for at begrave Skibene og deres Styrere i Afgrunden? Nej, Hvo vilde tvivle om, at hvert Vindpust bør regnes for et nødvendigt uundværligt Led i Naturens fremadgaaende Kæde? Og Jeg, er da ikke mit Liv - det maa end synes nok saa ubetydeligt - Resultatet af hele Historien, medvirker det ikke til at bestemme den hele kommende Tiid og dens moralske og intellektuelle Fænomener? Men hvorledes tør Jeg da betragte min uheldige Stilling som Maal? Er den andet end et af andre Midler affødt Middel til ny, der i uoverseelig Række skride frem mod Endepunktet, Vi Alle maa 89 tænke, skønt det er Os Alle ubekendt? Ja, selv naar Jeg forlader den almindelige Anskuelse af min Stilling, naar Jeg ikke længer betragter Mig selv blot som Menneske, men som det isolerte Menneske, Jeg synes at være: Kort, naar Jeg ogsaa ser Mig selv lidende og handlende som Individ, kan Jeg da ikke opdage mange behagelige Sider, tør Jeg da ønske, min Bane havde taget en anden Retning?

Hvilke Forandringer - ydre og indre - ere foregaaede med (Med) mig, siden, og formedelst, mit Komme hid? - Da Jeg kom hertil, bestod min Glæde i at glimre med min Smule Vittighed og misbruge den til ubeføjet Satire, at kunne prale med mine overfladiske Kundskaber, at læse og skrive i det glade Haab at vorde berømt Skribent. Alle andre Glæder, der have sit Udspring fra Hjertet og dets ømmere Følelser, vare mig ukendte; Jeg troede at mangle Stoffet til dem, og var glad derover, fordi Mig syntes, de kaldte Mig bort fra min hæderlige, glimrende Løbebane. - Kærlighed syntes Mig en Narrestreg, og Jeg mente, Ingen uden svaghovede Folk kunde have denne Følelse i nogen Grad. - Jeg ønskede Giftermaal blot for Selskabs og Kønsdriftens Skyld, og Jeg kunde uden Vaand[e] tænke Mig skilt ved den, der saaledes var blevet min Mage, ja Jeg var endog undertiden forvoven nok til at ønske det for at faa Forandring. - Naar Jeg i mine Fremtids Drømme kom til den Punkt, da Jeg som Embedsmand skulde leve stille mellem Kone og Børn, da var Jeg utilfreds. Jeg havde intet Begreb om huslig Lyksalighed, og Jeg troede, Kedsomhed vilde dræbe Mig, dersom Jeg i en saadan Stilling skulde savne Bøger og Omgang med Videnskabsmænd. - Kort, min Lykke var afhængig af min Formue og mit Levested. -

Jeg kom her. Jeg læste i den hulde Kvindes Øje, og hvad var al Verdens Bøger mod det? Hvad kunde Jeg i dem faa at vide, der var Mig saa kært, som Synet af hendes paa Mig med Ømhed hvilende Blik? Hvad var Læsning og Tale mod taus Stirren paa den Hulde? det som den matte Lampe er mod den straalende Sol.

Hvad var min højeste Triumf selv som Forfatteres Ypperste, mod et sagte Tryk af hendes Haand, ved hvilket hver min Gliedel [?] 1 bævede af Fryd, ved hvilket en Himmel af Salighed *

90 syntes at gyde sig fra hver hendes Fingerspidse i mit aabne, svælgende Bryst?

O! end bløder mit Hjerte, end rinder Taaren paa min blege Kind, ved Mindet om den navnløse Fryd, Jeg var uforsigtig nok til at gribe. Bøger og alt hvilede, Hun blev Mig niere og mere dyrebar, mere og mere uundværlig til min Lykke. Jeg mærkede det neppe, og spurgte Jeg engang Mig selv: hvad vil Enden blive? da beroligedes, eller rettere neddæmpede Jeg Spørgsmaalet med det skæve Svar: det er ikke Lasten, Jeg søger, det er kun uskyldig Nydelse, der, uden at efterlade Følger, skal forsøde mit Nutids Liv. O, Jeg Daare, som med et afmægtigt Ord, en kraftløs Villen, mente at kunne dæmme for det Hav, der af Kærligheds Draaber ........

Her mangler nogle Blade af Dagbogen.

[ Desbr XXXI ]

Min Syster, den eneste, er død. Hun var god, den Tanke trøster Mig. Hun har ligesaalidet kunnet forgaa, som hendes Minde kan udslettes af mit Hjerte. -

Hisset sees og samles Vi atter. -

O, Gid til det Øjeblik, da Dødens Klokke lyder for Mig, hult som den, der nu kaster det svundne Aar hen i Fortidens Hav, gid til den Tid min Sjel ende usmittet af Lastens Pletter. - Herren den almægtige og Algode unde Mig Villie, Kraft og Mod til at kæmpe, Held til at sejre over alle de Fristelser, min egne Tilbøjeligheder, og Menneskene trindt Mig kunne lade fremtræde! Giv Mig Visdom og Forstand, til at uddanne den Unges Aand, som betroedes min Vejledning, til at forædle hans Hjerte og indgyde det varm Kærlighed til Dig og hans Brødre Menneskene! Da skal Jeg frimodig lægge Mig til Hvile, naar Jeg kan tage den Overbevisning med Mig, at Jeg her arbejdede med Ord og Handling paa Udbredelsen af dit, af Sandhedens og Dydens Rige!

Resten af Siden er blank.
91

Tillæg .

Medens Gr. tidligere havde brugt sine Dagbøger til deri at indføre Referat og Kritik af de Bøger, han læste, indrettede han sig i Sommeren 1805 et særligt Hefte til saadanne litterære Optegnelser og gav det følgende Titel og Forord:
Udtogs Bog
[Her er tegnet en Figur, der maaske kan tydes som et GR .]

Første Afdeling .

Titelen burde maaske rettere være:
Udtog af Bøg er og mine Meninger om samme ; men Titelen gør - i det mindste her - ikke noget til Sagen. -

Fortale .

Jeg indbyder Mig her selv med en kærlig liden Fortale til paa disse Blade at optegne, hvadsomhelst i de Bøger, Jeg læser, monne grine ad min Gane - palato arridere. -

Dog til Teksten!

Min Fader har raadet Mig stedse at udtoge, hvad Jeg læste, i en egen Bog. Den Gang havde Jeg dertil intet Øre, saasom min Dagbog forekom Mig det passeligste Sted for slige Optegnelser. Men nu finder Jeg, at disse tvende ey uden begges ubodelige Skade kunne forenes, og beslutter desaarsag at give hver sit, som ret og billigt være kan. -

Naar Leylighed gives, skal Jeg ogsaa omplante min Dagbogs Vekster af dette Slag paa denne Grund. -

Saa indvier Jeg da hermed formelig disse Blade, og deres retmæssige Efterfølgere, til min Hukommelses Pulterkammer, og min Dømmekrafts Slibesten. En Ting vil jeg imidlertid ønske, at nemlig Bogen ey maae sees af mange blant de Forfattere, hvis Værke[r] og Smørerier her skulle finde Plads, thi Jeg kender Mig selv saa temmelig, og ved derfor, at Bitterheder saare let slippe Mig af Pennen ved litterære eller kvasilitterære Frembringelsers Bedømmelse.

92

Men skulde Nogen vaandes ved at se sin Hjernes eller Haands Foster vanæret af mine plumpe Penne og Bogstaver, da huske Han, at Jeg ey her skrev for Publikum, men blot for Mig selv, samt at det bliver stedse sandt:

naturam pelle furca exl ,
Hun kommer dog igen den Hex.

Egeløkke d: 11te Juli 1805 .
Nik: Fred: Sev: Grundtvig.

I det følgende gør Grundtvig Uddrag af de Afsnit i hans Dagbøger fra 1802-03, der indeholder Omtale af de Værker, han har læst, og ledsager disse Uddrag med kritiske Noter. Som Eksempler anføres:

Juni 2 [ 1803 ].

Vilhelm Meysters Læreaar .
Denne hele Roman har interesseret Mig meget, dog især dens sidste Del. - En skøn Sjels Bekendelser var, hvad Jeg mindst morede mig med, og som Jeg mindst gad tænkt over. Har Jeg ingen anden Nytte havt af Steffens's Kollegium - over Göethes Poesier - maae Jeg dog takke ham for denne behagelige Lektyre. -

(1805)

Ja, Jeg har havt saare megen Nytte af hint Kollegium, om ey straks, da Jeg manglede Tid til at begrunde det, saa dog siden, ey blot for det meget deri indeholdne Gode, som især fordi det lærte Mig i Æstetiken at gaae frem paa samme Maade som i Theologien. Aldrig nemlig at erkende nogen Autoritet, vel have Agt for Andres Meninger, men dog stedse tænke selv, thi denne fra enhver Formel fjernede Frihed er det eneste, som kan danne sand Smag.

Addisons Spektator . No 27 - om Ensomhed . 27 Juli 1805.

Dette Stykke finder Jeg nu saare skønt, fordi det har mere subjektiv Interesse for Mig end fordum, og Jeg vil derfor ikke nøyes med - som i min Dagbog - at udskrive een enkelt Frase. -

Det begynder med et horatsisk Motto, som siger - blant mere-, *

93 at den Tid, Vi lade gaae ubrugt hen for Udførelsen af en - fornuftig Beslutning, maae kaldes lang og kedsom, som Natten for den af sin Elskede skuffede Elsker, og Dagen for Daglønneren - eller maaske rettere Hovarbeyderen. -

Der gives neppe noget tænkende Menneske, som jo ønskede sig befriet fra sine Lidenskabers trykkende Aag og hensat i en Stilling, der passer med hans fornuftige Ønsker; men Kraften til at rive sig løs, fattes, og dens Fremskaffelse var stedse et Problem. Men hvorfor kunne Vi ikke - selv i Verdens Vrimmel - vænne os fra de fornuftstridige Ting, vort Hjerte hænger ved? Hvorfor ville Vi endelig tage ordenlig Afsked med dem, hvorved Vi gøre vor Skilsmisse umulig?

»Statsmanden har altid et Værk endnu, og derpaa beslutter »Han at sige Ærgerrigheden »god Nat« · Den Forelskede be»slutter at tage i det mindste Afsked fra sin Elskede »paa en høflig Maade . Men den Ærgerrige bliver dog hvert »Øyeblik indviklet i nye Forretninger, og den Forelskede »serstedse ny Elskværdigheder hos den Person, Han »indbildte sig at kunne forlade. Det er derfor en nar»risk Indbildning, atVi love os selv Forandring i »vort Forhold, ved at skifte Blivested, thi de samme »Lidenskaber følge os allevegne, indtil de blive over»vundne« .

Hvor sandt er ikke dette? og hvor træffende har ikke Addison her ogsaa skildret min Stilling? Drivend[e] omkring paa det uhyre Hav af dristige Ønsker og grundløse Planer, er Jeg stedse en Bold for dets Bølger. Snart rulle De mig sagte hen mod en smilende Strandbred, hvor mit Haabs skønneste Blomster spire med de mest vekslende Farver. Mit Øye blændes, Jeg troer Mig i Lykkens Havn og vover at udstrække min Haand efter de tryllende, ligesom vinkende, Genstande. Men Ak! et Uhyre hæver sig mellem Mig og dem, skjuler dem for mit søgende Blik, og dets Aande oprører Bølgerne som den haarde Nordvind. Nu drives Jeg gennem Bjerge og Afgrunde til Fortvivlelsens nøgne Klipper, hvor intet Grønt fryder Øyet, ingen Sang Øret, der kun døves af Stormes rædsomme Susen, i Samklang med Vandtaarnenes dundrende Brag mod den haarde Stenmasse. - O, da føler Jeg mig den Ulykkeligste af alle Dødelige. Jeg fristes til [at] nedhvirvle Mig i Afgrundene, som paa begge Sider synes at kalde. Og har end min Aand Kraft nok til i sligt et Øyeblik at holde sig opreyst; sværger den end evig at glemme hine forførende Syner; O, hvad nytter det? Ey før tier 94 Stormen og mild Luftning atter indbyder Mig til hin med troldlig Kraft tiltrækkende Bredde, end Jeg villig følger, og gentager saaledes i bestandig Veksel de rystende Scener, ak! vel - dog gid ikke!!! - saalænge til moralsk eller fysisk Død gør Mig ufølsom mod slige Indvirkninger. -

De følgende Blade er udrevne. - Udtogsbogen fortsættes ind i 1806 og indeholder bl. a. en Række Oversættelser af islandske Vers.

V. Dagbogen for 1806.

DE 11 første Blade af denne Dagbog findes ikke mere. Men i et bidtil utrykt selvbiografisk Brudstykke fra 1815 har Grundtvig afskrevet følgende Sider af dem » fra Begyndelsen af 1806 , den første Gang Christus nævnes«, for at vise sit daværende Standpunkt overfor Kristendommen. - Retskrivningen er den, som han i 1813 optog i Steden for den radikale, han fulgte i sin første Ungdom.

»Min Aand er oplyst nok til at fatte Dydens høieste Princip, min Forstand lader sig villig overtyde om, at den moralske Lovgivning har sin forbindende Kraft i sig selv. Men hvorfra henter jeg Kraft til at udføre dens Bud, Kvægelse, naar jeg mattes i Kampen? Det er, som jeg stod mellem Klipper og Afgrunde, en tordnende Stemme byder mig klavre op ad de næsten vandrette Sider paa den nøgne Fjeld, hvis Top er skjult for mit Øie. Skulde det ei her være mig tilladt at skue med Velbehag det Billede af Bjergtoppens smilende Egne, en blid Fører viser (viser) mig? Skulde det ei være mig tilladt af hans Haand at modtage en kvægende Drik, der kan styrke mig paa den møisomme Vei?

Vel sandt, min Fortjeneste vorder mindre , end da, naar jeg besteg Klippen uden fremmed Hjelp, uden Haab om en skiønnere Standpunkt, men var det ei langt rimeligere , 95 at min Fod vilde glide ved det første eller andet Skridt paa den bradte Vei, og jeg nedhvirvles i Afgrunden?

Jo, takket være Jesu skiønne Lære, ofte fornyede den mit Mod i Fortvivlelsens Stund, og trøstede mig i Nødens Time, ofte skal endnu min Aand og mit Hjerte, naar hin bliver dorsk og dette koldt i Verdensvrimlen, ofte skulle de da oplives og opvarmes af hin lyse Sols glandsfulde Straaler, der sprede saa blid en Varme trindt sig.

Den frydfulde Tanke, jeg skal leve, naar jeg døer, den skal være min kraftige Trøst i alle de Rystelser, som forestaa.

Henrykkes og begeistres jeg ved det svage Billede, min Indbildningskraft skaber af Evighedens uvisnelige Blomster, skulde jeg da gyse for Gangen giennem den tomme Ørk, som leder mig did? Skulde jeg vende mig hen til mere lokkende Egne, men som snart tabe sig i et end skrækkeligere Øde? Nei, jeg vil taale, vil sværge Lasten Had og lade Herren raade. Sikkert vil Han, som ene kan, læge min dybe Vunde«.

De første bevarede Blade af selve Dagbogen indeholder en Optegnelse fra 6 Mai 1806 , hvis Begyndelse mangler.

[ Maj 6 te]
..... Dog hvad kalder Jeg at reddes? Er det at komme tilbage til Hverdagslivet, lade Ærgerrighed eller en anden uædlere Lidenskab træde frem og fortrænge den, der nu omfatter og behersker Mig? Saa er det vel, ja Jeg stræber endog stundum at oplue min Ærgerrighed, at indbilde Mig, min Kærlighed kun bør ansees som et Redskab i dennes Haand, brugt til at udvikle mine Kræfter. - Det er Mig saameget lettere at komme øjebliklig did, som Begærlighed efter Ros og Ære forhen styrede Mig og en stor Del af mine Handlinger. -

Men kan Jeg ønske nogensinde atter at blive, hvad Jeg var? Kan Jeg indbilde Mig, Kærligheden blot hævede Mig, for at Jeg skulde falde ned paa den forrige Punkt, med flere Fordringer? Maatte Jeg ikke vedblive at være Mig selv fremmed, for at holdes i den Tro, at min Natur, der engang abnede de højeste Nydelser, nu kunde tilfredstilles ved de laveste, mest indskrænkede, for at kunne prale med hin Ahnelse, der just derved forsvinder, da dens Væsen er Vemod?

Nej, Jeg kan ikke virkelig ønske en saadan Helbredelse, hvor 96 ofte Jeg end i Utaalmodighed ønsker den. - Mit eneste Ønske er Umulighed, det, i fuld Besiddelse at eje, eller rettere fuldkommen at ejes af, identifiseres med et Væsen, i hvilket min Ahnelse opløste sig. - Men Jeg Daare! Selv under de dristigste Forudsætteiser er dette utænkeligt. -

Elskedes Jeg end af Tryllerinden, laa Jeg end ved hendes hede Barm, indlulles kunde Jeg da i vellystig Slummer, drømme kunde Jeg da de saligste Drømme; men de ville svinde, svinde hastig som den ilende Sols Billede fra det omsvømmende Vand. - Hun - Jeg føler det - er ikke Genstanden for min Ahnelse, men kun dens Udtryk, dens i sig vilkaarlige, men for Mig uvilkaarlige Billede. - Min Ahnelse vaagnede først med min Følelse, og derfor sammenknyttede begges Genstænder sig uden dog at blive eet. Dunkelt kan Jeg skelne mellem dem, men aldrig adskille dem. -

Saaledes opløser sig da frivillig for mit Øje det Problem: »Kan Man elske uden eengang?« Svaret vorder dobbelt. Er og bliver Kærligheden hos Individet blot jordisk, er den, selv i Kulminasjonspunktet, kun et Foster af endelig Trang, da kan den ogsaa vende tilbage under forandret Form. Men er den enten Produktet af en Ahnelse om højere Væren, der skuffet af enkelte Træk troer at have fundet sit hele, eller den i sin spædeste Alder vækker hin, i det nogle af Genstandens Træk pege hen paa noget Højere, da er den een og kun een; thi Individet kan kun ahne et udelt Helt, og dette Hele lader sig for ham kun repræsentere ved een endelig Form. -

Men hvor er da den Havn, Jeg vil ikke sige, som Jeg kan naa, men som Jeg kan attraa, hvis fjerne Syn kan sysselsætte mine Kræfter og skænke dem kraftydende Nydelse?

Min Ahnelse tør Jeg ikke glemme; thi da nedsank Jeg for Mig selv til et Intet; vedblive at hæfte den paa hin jordiske Genstand kan Jeg ikke, uden at nedbryde mit Væsen; overflytte den er mig umuligt. Eller er det maaske muligt? Kan Jeg maaske overflytte den, ikke paa nogen Anden, men paa Mig selv? Men da maatte Jeg først kunne skille den fra hin Genstand, der er for Mig dens Udtryk. Først maa Jeg da med dristig Haand hæve Sløret, der hviler over det Allerhelligste, hvorfra Ahnelsen udstrømmede, det Slør, for hvilket Jeg hidtil for gruende tilbage. Først da, naar Jeg bliver Mig det Ahnede bevidst, kan Jeg adskille det fra Hende, i hvem det saalænge ene er til for Mig, og min egen Aand bliver dets Udtryk.

Kan [Jeg] bringe det saavidt, da er Jeg reddet; thi da er Jeg 97 hævet over den Lov, der byder Mennesket søge sine Problemers Løsning uden for sig, da har Jeg i Forbindelsen mellem mit Indre og det Højeste en Nydelse, der lader den endelige saameget længere bag sig, som den er stedse stigende mod Nærmeisen til hint Højeste, der staar som sidste Maal. - Dette og egenlig kun dette er Menneskets værdige Maal, thi det er ikke som de andre, selv de ædleste, hvis Skin er skuffende, i det de, opnaaede, ej ere, hvad de syntes, men kun en ny Spore for vor Attraa, der efter paa dem at have ødslet sine Kræfter maa blive evig utilfredstillet. Det er mer, end det synes, det bugner af oversvømmende Fylde, thi aldrig naaet, udgyder det over Alle Nærmende stedse voksende Salighed. -

Ej tør Jeg tiltro Mig den Svingkraft at kunne løfte Mig saaledes over Alt, at mit Liv i den højere Ide blev uafbrudt, bestandigt, men i dette Øjeblik skuer Jeg dog ned paa Hende som en fra Mig og min Trang ganske isoleret Skabning; Jeg ser Mig trindt om, ingen kan udfylde Hendes Plads, men Jeg fordrer ej dens Fylden. Heri er ingen Resignasjon, ingen Omtuskning af Lidenskab. Jorden ruller bort under Mig, Jeg svæver, hvor Jeg før stod, og hæves ved egen Kraft mod det vinkende Høje! - O, saadanne Øjeblikke skulle stedse formere sig, og styrke Mig skal deres Erindring, naar Jeg, blændet af udvortes Form, synker til Jorden og daarlig gør den til Vilkaar for min Trangs Opfyldelse. - Himmelske Tanke! Beruset, ej som den Drukne, men Oversalige, nærer Jeg Dig i min Barm. Renses skal det Endelige fra alt det Beskrænkede, eller falde sammen skal det med sit rene Urbillede. Anskuelsen skal ej længer være Erkendelsens Fjende, men den ahnede, aldrig anskuede og aldrig erkendte Harmoni skal forene Dem og Mig med dem i den evige Fryds sig selv udfyldende Navnløse. -

17 tende Juli.
Atter tav Jeg i tvende Maaneder, og mismodig griber Jeg Pennen, thi ej ere Resultaterne frydelige. -

Kun svagt kan Jeg genkalde Mig den lykkelige Stemning, hvori Jeg sidst endte. - Hvorledes kunde Jeg ogsaa mer end øjebliklig fremtræde for Mig selv som Genstanden for min Ahnelse, Jeg, hvis Ydre og Indre søndrer sig selv i fortvarende Disharmoni! -

Aldrig har min Lidenskab været heftigere, mere brændende og fortærende end siden det Øjeblik, Jeg troede Mig hævet over den. - Og kunde det være andet? Var det ikke den, Jeg 98 potenserede ved at gøre den identisk med min Ahnelse om det Højeste? ........

Fortsættelsen mangler.

Septbr 8 de
Atter saa Jeg Solen lue paa min Fødselsdag. Jeg havde ikke ventet det, ej heller var det mit Ønske, skønt dog en halv ublid Gysen gennemfor Mig, da Jeg i Aftes tænkte: hvad om Du ej skal skue den kommende Morgen?

Hvad skal Jeg svare Mig selv paa Spørgsmaalet: hvad er Resultatet af det Aar, der henrandt siden min forrige Byrdsdag? Hvad skal Jeg svare, uden det sørgelige, at min Lykke og Ulykke staa omtrent i samme Forhold til hinanden nu som da.

Hvem tør sige, Mennesket er selv sin Skebnes Herre. Kæmpede Jeg ikke i mere end et Aar med al mit Indres Kraft, for at frigøre Mig for et Slaveri, Jeg selv erkendte for uværdigt? Og dog var al min Møje forgæves. Jeg elsker endnu med samme Ild og Dybde. Et Blik af Hende stemmer Mig endnu med Nødvendighed til Glæde eller Mismod, og stedse blive Følgerne de samme, Græmmelse, Kamp, øjebliklig Sejer, ny Underkastelse. -

Ubegribeligt er det Mig, hvorledes mit, ikke stærke Legeme har kunnet gennemgaa disse Millioner Rysteiser uden at opløses, ja endog uden at bukke under en eneste Gang. Skulde ikke den Styrke være en Bebrejdelse for Mig, at Jeg har været svag nok til ikke ogsaa indvendig at sejre? Jo vist nok, og virkelig, Jeg maatte i den lange Tid, med min Sjels og mit Legems Sundhed, kunne have gjort Mig til Herre over min Lidenskab. Men, denne er saa nøje sammenknyttet til mit Ophold her, at Jeg ej kan tænke Mig dette uden hin. - Engang har Jeg derfor i dette Aar stræbt at bryde Lænken, som fængsler Mig hertil, men Følelse af min Forbindtlighed til at fortsætte det Værk, Jeg begyndte, indtil Jeg kan lægge det i Ens Haan[d], der baade kan og vil, slyngede den atter snart fastere omkring Mig.

Men: Byder ikke Klogskab Mig at udrydde Lidenskaben, for at skaffe Mig et roligt Ophold? Vist nok, men hvad vilde det være for en Rolighed, Jeg da kom til at nyde? Mon ikke den samme, som Skipperen nyder, naar (naar) død Vindstille gør ham uvirksom? Mon Han ikke ønskede at ombytte den med 99 stærkere Luftning, om end da de vekslende Vinde stundum truede hans Skib med Undergang?

Kunde Han derimod vælge mellem en stærkere omspringende, og en sagtere, staaende Vind, da var Valget ikke tvivlsomt. Men kan Jeg det?

Naar min Kærlighed var undertrykt, da stod Jeg uden nogen Berørelsespunkt ved min Side, og Jeg maatte leve af Mig selv. Var her en Pige, Jeg, uden at elske, dog kunde slutte Mig til med Velbehag, da føler Jeg Kraft til at kunne dække den ulyksalige Ild, der raser i min Barm, saaledes at kun enkelte Gnister vilde stundum kunne fremkæmpe sig til hastig Død i den ubrændbare Luft, men saalænge det ikke kan ske, er det Mig umuligt at arbejde paa min Frihed med stadig Haand. Mine Kampe vare hidtil kun vilde Opbrusninger, overnaturlige Anspændelser af min hele Kraft, der efterlode en Slaphed og Svækkelse, som nødvendig maatte tilintetgøre den erhvervede Sejer.

Men den Pige, der skulde kunne helbrede Mig, maatte med tækkeligt Udvortes forbinde Godhed og Aandsdannelse, om ikke i højere, saa dog ej heller i stort ringere Grad end min Herskerinde, paa det Sammenligningen, som var uundgaaelig, ej skulde forvandle Hende i mit Øje til et Intet. Hun maatte desuden have to Fortrin, hvorved Hun ubetinget vandt, Hun maatte være sædelig, og elske Mig. - Var dette sidste Tilfældet, da vilde Hun med mindre Fortrin, naar Aanden ej var den slettest udstyrede, snart vorde Mig dyrebaer, og vilde Hun, som Jeg evig tilbeder, da være menneskekærlig nok til, efterhaanden som hint Baand knyttedes, at opløse det, der fængsler Mig til Hende, saavidt det stod i Hendes Magt, da kunde Jeg endnu selv her, ikke blive lykkelig, men vinde Ro.

Vilde Hun derimod enten fordobble sin Ømhed, eller var paa engang kold, da kunde Jeg ikke løsrive Mig, derom overbevise baade min Erfaring og Følelse mig.

Borte herfra kunde Jeg helbredes - saaledes som en til Døden syg kan - ved Sluttelse til Videnskaber og Venneomgang. Her er det umuligt, thi saasnart Hun med sit livsalige Smil og sit kaldende Øje stiller sig ved Videnskabernes Side, da svinder deres Pragt, og de staa som afpillede Benrade, kun Genstande for min Spot. Venner kan Jeg her ej have, thi i enhver Mand ser Jeg en Medbejler til min Elskedes Gunst.

100

Resultatet af denne min roligste Undersøgelse bliver da, at enten maa, som ved et Under, en god aandfuld Pige stilles ved min Side og ville staa der, eller Jeg stedse under mit Ophold her maa kastes mellem Liv og Død og lade min Glæde forholde sig til min Smerte som 1til 100, thi i Sandhed, det er Forholdet. - Hvor længe dette er Mig muligt, uden at ødelægge Sjel og Legeme, veed Jeg ikke, men at Prøven er betinget nøddig, indser Jeg. -

Var det ellers muligt, at Jeg kunde glemme mit Hjertes Tilstand, da vilde Tiibagesynet paa det sidst forløbne Aar ingenlunde være sørgeligt. - Det er i Dag min første Fødselsdag, da Jeg (Jeg) kan se tilbage paa et med Virksomhed opfyldt Aar, og Frugterne af samme maa anspore Mig til fordobblet Iver. -

For min Eleves Fremskridt har Jeg andensteds gjort Mig selv Regnskab 1 , og Jeg maa give Mig det Vidnesbyrd, efter Omstændighederne at have tilbagelagt et ikke saa lidet Stykke Vej fremad. -

Ikke vil Jeg hertil regne den Forandring, der har havt Sted i mit Udvortes, thi skulde de end være Forbedringer, har Jeg deri ingen Del, men var kun Redskab i Hendes Haand. -

Men mine Kundskaber har Jeg ikke ubetydelig forøget, og mange højere Standpunkter har Jeg besteget, hvorfra Jeg med friere og lysere Blik kan overskue Livet, dets Gaader og Forhold.

Takket være Herren, den Algode, der skænkede Mig Sundhed og Kraft til at arbejde paa min egen og min Lærlings Uddannelse! Tifold være Han takket, fordi Han gav Held til mine Bestræbelser!

O, nu, Du Evige! Du, den Eneste, Jeg tør betro min stille Kummer; med et rent Hjerte og barnlig Tillid skuer Jeg op mod din Himmel og beder, beder inderlig, at Du fremdeles vil velsigne mit Arbejde, og, om det er muligt, give mit Hjerte Fred!

I dit Tempel, ved Alterets Fod, og overalt hvor din udstrakte Befæstning lader Mig ahne Dig, skal Jeg med luende Hjerte og glødende Læber takke Dig! Dog ske ikke min, men din Villie, Fader! Du ved, hvilken Vej Jeg maa gaa for at komme til Dig, og Jeg vil ikke forlade den, om den er trang og slibrig. -

* 101

Men skal Jeg lide, o, da lad mit Hjerte stedse være aabent for Trøst af din Søns Jesu hellige Lære, saa mit Mod ej skal synke i Fristelsens og Prøvelsens haarde Stund!

Frimodig skal Jeg da begynde dette og hvert Aar, som Du endnu vil, Jeg skal leve her paa Jorden, og frimodig skal Jeg høre din Røst, naar Du ved Døden kalder Mig bort fra denne usle Jord, til Forening med Dig og alle Hellige. - Amen, det ske, o Herre! !!

Blandt alle de Problemer, Forstanden kan fremsætte, synes Mig intet vanskeligere at løse end dette: Hvilken Skebne forestaar de Mennesker, der ej benyttede de Lejligheder, Tilværelsen gav dem, til at blive gode og fornuftige?

Den kristelige Religjon, der løser saamange andre Gaader, ved hvis Mørke Menneskene maatte studse, synes mindst at tilfredstille i denne Punkt.

Den lærer evig Fordømmelse for de Onde. - Først bliver Spørgsmaalet, hvad menes egenlig herved? De gamle Theologer siger, de Onde skulle evig pines og piages af Djævelen i Helvede. Herom kunde Vi intet Begreb fatte, og Indvendingen, at evige Pinsler stode i urigtigt Forhold til Tidens Misbrug, synes grundet. Læren, saaledes fremsat, er desuden ubibelsk, da der aldrig siges, Djævelen skal pine de Ugudelige, men vel at de skulle gaa hen i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle.

Af de Skriftens Udtryk: den evige Død, Fraskillelse fra Herrens Ansigt o. s. v., jevnførte med de rigtige Ideer om Menneskets Bestemmelse, ved Moralitet at gøre sig værdig til Genforening med det Evige, kunde Man have Aarsag til at tro, Jesu Religjon satte de Ugudeliges Straf i Tilintetgørelse, eller i en uvirksom pinlig Beskuelse af de Gudfrygtiges Salighed. Dette sidste synes især at passe sig til Skriftens øvrige Forestillinger i Lignelsen om Lasarus og andre Steder. - Ikke heller kan Fornuften have saa synderlig derimod at indvende, da Man kan sige: den Ugudelige slukkede i sit Liv Gnisten af det Evige, som Han skulde næret, for ved den at kunne forenes med det. - Han er da paa en vis Maade død, og lever kun, forsaavidt at det Endelige i sig selv har en Uendelighed.

Kun to Ting lade sig indvende herimod: 1) det kunde egenlig kun passe paa de virkelig Ugudelige, der gik igennem Livet uden Hensyn paa det Evige, men ikke paa dem, der, uagtet de sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Last, 102 der stedse henrev dem, endog mod deres Villie. Sandt nok, Jesu Forsoning siges at have aftoet de Bodfærdiges Synder, men en Smitte, stedse fornyet, synes dog at gøre Mennesket uskikket til Samfund med det Evige, og Følelsen heraf fødte Ideen om Skærsild i sin ædlere Betydning, saaledes nemlig som de gamle Filosofer og Origines forestillede sig den. Virkelig synes og denne at være den eneste Ide, hvormed denne Knude fuldkommen kan løses. - 2) Det synes stridende mod den alvidende Guds Godhed at skabe Mennesker, Han vidste vilde gøre sig evig ulykkelige. - Denne Indvending synes at være betydelig, men Man maa agte, at den ene laaner sin Styrke fra den skæve Forestillingsmaade om Verdens Skabelse som vilkaarlig. I det Vi antage Guds evige Tilværelse, antage Vi tillige den evige Mulighed af Verdens Tilværelse, der under Tidens Betingelse maatte blive Virkelighed.

Verdens og Menneskenes Tilværelse var altsaa nødvendig. Den moralske Verdens Tilværelse var ogsaa nødvendig, under den Forudsætning, at Menneskene løsreve sig fra det Eviges Samfund, og da Moralitet forudsætter Frihed, kunde Gud lige saa lidet hindre Menneskene fra at blive ulykkelige, som Han kunde hindre deres Tilblivelse eller Syndefaldet.

Hvad Han kunde gøre, gjorde Han ved at nedsende til Jorden sin Herligheds Glands og sit Væsens rette Billede, hvorved Arvesynden, Overgangen i den moralske Verden, udslettedes, og Menneskene vistes Vej til, igennem den, atter at naa det Evige. Ikke at ville gaa denne Vej, at potensere Syndefaldet ved bestemt Opponeren mod Genforeningen, er Synd mod den Hellig Aand, som ej kan forlades, fordi den er Frihedens Yttring om Erkendelse af det Endelige som højeste Maal. -

Den nyere Tids Filosofer have sat de evige Straffe i Tab af højere Lyksalighed. - De mente nemlig, at efter Døden kom Mennesket til renere Anskuelse af Pligt og sit sande Vel, og vilde da frit for det sandselige Legeme gaa frem paa den Bane, Han her udskejede fra, og satte hans Ulyksalighed i Bevidstheden om at kunne have staaet paa et højere Trin, dersom Han allerede i Livet havde helliget sig Dydens Tjeneste. -

Man ser tydelig, at denne Gisning ene er skabt af en saare forklarlig Medlidenhed over de Ulykkelige, dem Vi ønske alt Godt, naar de ej længere kunne skade Os; thi Modsigelser og Urimeligheder ere her dyngede paa hinanden. - Man antager, at Mennesket paa hin Side Graven kan forbedre sig. Dette vil Jeg indrømme, fordi Jeg dog ikke bestemt kan modsige det; men 103 at det der skulde være lettere end her, er aldeles urimeligt, da det ophæver Begrebet om Moralitet. - Dersom Mennesket efter Døden erholder renere Anskuelse af Lyksalighed, og vinder ved at befries fra Legemet, da maa Fristelserne, der omgive ham, Vanskelighederne, han har at bekæmpe, vokse i samme Forhold; thi det indsees lettelig, at naar paa Dydens Side var lutter Fordel og Skønhed, paa Lastens derimod lutter Tab og Hæslighed, da ophører Begrebet om Kamp, da fulgte Mennesket ved at være dydig de samme Motiver, Han her fulgte i at være lastefuld, da var ingen Sindsforandring, men kun en Ombytning af Navne.

Er det nu vist, at Menneskets Forbedring maatte være ligesaa vanskelig hisset som her, da er der slet ingen Grund til at formode, den vilde have Sted. -

End mere, Ulyksaligheden skal bestaa i Bevidstheden af at have selv forspildt en højere Lyksalighed. -

Jeg maa tilstaa, at De, der bestandig skrige paa Moralitet, have her været saare konsekvente, - Evigheden var dem en Torn i Øjet, fordi den fødte Forestillingen om Belønninger og Straffe, da De vilde have Dyden udøvet allene for sin egen Skyld. Derfor ophævede De Straffen, og sagde saaledes til Menneskene: I bør være dydige, thi det er Eders praktiske Fornufts Bud; men I skulle ikke være det af Frygt for Straf, thi var I end ugudelige her, kunne I dog i al Fald omvende Eder hisset. - Hvem der kender noget til det sandselige, kortsynede Menneske, der for at følge sine Lyster saa gerne opsætter Omvendelsen til Dødens Nærmelse, indser lettelig, hvilken Støtte for Umoralitet og syndig Sikkerhed, Moralisterne her oprejste. - Uden giftig Satire paa Menneskets Natur tør Jeg dristig paastaa, at af 1000 fulgte de 999 den lokkende Synd, naar De kunde haabe, efter at have tømt Glædernes Bæger til Bunden, endnu paa hin Side Graven at vorde lykkelige. Naar beregner Mennesket, naar Han higer efter Nydelse, Aar, var det end Millioner, Grader, vare de end af et Mellemrum som fra Jorden til Himmelen? Se Vi da ikke daglig, hvorledes de med Glædens Udtryk i Deres Aasyn styrte sig i Lastens Svælg, skønt de med saa temmelig Vished vide, at de der begrave deres Formue, Sundhed og Liv, Ting der ligge dem saa meget nærmere og have langt større Vigtighed for dem.

[ Septbr 9. ]
Men sker dette virkelig, fordi De sætte Nydelsen over Tabet 104 af disse Ting? Hos nogle faa Tankeløse kan det maaske være Tilfældet, men i Almindelighed vinder Lasten, fordi dens Følger i Livet ej ere nødvendige, men kunne muligen undgaaes. Tabe nu de evige Følger ogsaa deres Vished, vorder Resultatet af den Ugudeliges Liv ikke væ(n)senlig og i Alt forskelligt fra det af den Gudfrygtiges, da bortfalder hele det Eviges Indflydelse paa Moraliteten, og dermed Moraliteten selv, der ej har nogen Realitet, uden med Hensyn paa Hint. -

Dersom de Ondes Ulyksalighed i Evigheden skulde bestaa i Erkendelsen af Tabet af den højere Lyksalighed, de Gode nøde, da maatte den have sin Grund i den skændigste Misundelse, saasom De dog stedse nøde langt mere, end De havde gjort sig værdige til, men hvorledes kan en saadan Last bestaa med Forbedringen? -

Men det er blot for at illudere, at Man har anvist Ulyksaligheden en saa tvetydig Plads, fordi Man nemlig ej vilde have Skin af at ophæve al Forskel mellem Onde og Gode, hvilket Man virkelig gjorde; thi de Onde maatte for det lavere Trin i Lyksaligheden finde sig skadesløse ved Erindringen om det glædelige Liv, De havde ført. -

Jeg ved vel, Man herimod vil indvende, at efter Døden betragte Menneskene ikke Livet eller dets Glæder fra den Synspunkt som her paa Jorden; men dette er en Gisning, som mangler al Grund, thi deri bestaar netop de Godes Triumf, at de i Evigheden finde deres Anskuelse af Tiden stadfæsten, og de erkende Realiteten af deres Ideer, se Virkeligheden knyttet til den Mulighed, hvori De levede. - Hvorfor skulde nu det Modsatte have Sted med de Onde? Fordi, vil Man svare, deres Anskuelse var vrang; men beviser ikke de Godes renere Anskuelse, at deres ogsaa kunde været det i Livet, men at de modtvillig have bortskudt den. Følger deres Gemyt dem ikke, da ere de ej længere de samme Væsener; men følger det dem, maa de ogsaa hisset lukke Øjet for den rigtigere Anskuelse. - Kun den umiddelbare Følelse af et positiv sørgeligt Resultat kan aabne deres Øje saavidt, at De indse, deres Gang i Livet var beregnet paa et ganske andet Maal end de Gudfrygtiges; men dette er ikke noget Nyt, det vidste de allerede i Livet, men vilde ikke have andet Maal, end det der kunde naaes uden Opofrelse af deres Glæder. - Da De i Livet ej havde Sands for de højere Glæder, kan de ikke medbringe nogen anden Forestilling om Glæde end den, der passer sig, paa hvad De her gave dette Navn. -

Saaledes indser Fornuften intet Middel til at forbedre de 105 Ulykkelige paa hin Side Graven, og den kristelige Religjon er enig baade med sig selv og Fornuften i at tillægge deres Ulykke Evighed. -

Man har desuden Ret til at paastaa, den Gaade om de Ondes Skebne i Evigheden er ikke Tilværelsens, og kan derfor ikke egenlig fordres løst af Religjonen. -

Friheden eller Syndens Mulighed er betinget nødvendig, og denne kan føre tilbage til det Evige, bør Religjonen vise; men Synden, Forfølgelsen af et endelig Maal, er Udtrykket for Menneskets totale Misbrug af Friheden. Gaaden om Beskaffenheden af dennes Resultat har Mennesket selv skabt og kan ikke fordre den løst af Religjonen, der kun kan være bestemt for dem, der ønske den første Gaades Løsning. - Tydeligere: Religjonen skal vise Vej til det Evige. De, som ikke ville gaa denne Vej, frakender det Maal, Religjonen viser hen til, Interesse for sig, og kunne ikke fordre af den at belæres om et Maal, hvis Modsatte Religjonen sætter som det eneste. - Alt hvad de af Religjonen kunne vente, er, at den kalder deres Maal det Modsatte af sit som Død af Liv. Da De ikke ville arbejde paa Genforening med det Evige, kan denne ikke blive dennem til Del. - Selv maa De vel vide, hvor de agte sig hen, siden de gaa saa ubekymrede og foragte al Vejvisning. -

Fremsættelsen af Haabet om de Ondes Lyksalighed er ikke menneskekærlig, men menneskefjendsk, da det bestyrker Menneskene i deres blinde Gang paa Lystens Vej, og hindrer deres Omvendelse. -

Saaledes blev Jeg da enig med Mig selv i en Materie, der længe foruroligede Mig. - For at være ganske upartisk, har Jeg aldrig noget Resultat i Tanke ved Begyndelsen af saadanne Undersøgelser, men lader det udvikle sig selv under Ideernes Drøftning.

Intet Menneskes Liv er saa ubetydeligt, at Han kan forklare sig det uden Antagelsen af en højere Styrelse. -

Jeg mener ikke her Løsningen af de store Problemer: hvorfra og hvorhen, der i Følge deres Natur er umulig for Os; men blot den ganske ordenlige Gang af Menneskets indre Liv, som bestemt ved de efter Udseende ubetydeligste Omstændigheder.

Det kan synes, som Jeg enten beviser for meget eller for lidet ved at vælge mit eget Liv til Eksempel, men det er nødvendigt, da Jeg ej kan kende nogen Andens. -

106

Jeg laa i København for at studere Theologi, Jeg havde hørt Begyndelsen af Steffens's Forelæsninger over Filosofien, men havde kun halv forstaaet dem, og maatte desuden dengang rejse paa Landet. Jeg kom tilbage i Foraaret 1803, og maatte nu ret begynde at læse. - Jeg gjorde det imidlertid ikke og kom saare sjelden til min Manuduktør. - Det traf sig engang, Jeg kom der, og en af mine Medstuderende, Jeg slet ikke kendte, spurgte ved Timens Ende, om Jeg ej vilde følge med og høre Steffens Forelæsninger over Göthes Poesier. - Jeg fulgte med, blev fra nu af hans stadige Tilhører, og saare stor er den Indflydelse, disse Forelæsninger have i senere Tid havt paa min Idegang. - End mere, næste Dag blev Han syg, som førte Mig did, og Jeg havde ingen Omgang med Andre, som besøgte dette Kollegium. - Var Jeg ej netop kommet til Manuduktøren, netop den Time, havde Jeg rimeligvis nu tænkt langt anderledes, end Jeg tænker. - Om derved havde været Tab eller Fordel, bliver her slet ikke Spørgsmaalet. -

Jeg optegnede en Del af, hvad Jeg hørte, og ledsagede det med Anmærkninger, der paa det tydeligste forkynde min Uenighed mod Dosenten i Meninger, og Jeg brugte kun hans Sætninger som Eksempler paa interessante Paradokser. -

Jeg fik Attestats med bedste Karakter paa en næsten vidunderlig Maade, og hyrede Mig bort som Ludimagister til en Forpagter paa Falster, og intet uden hans Sendrægtighed tilintetgjorde dette Skridt, der maatte ført til ganske andre Resultater. -

Jeg laa hjemme, og Kedsomhed drev Mig til Arbejde, hvorfra Jeg saa temmelig havde afvandt Mig. - Jeg fremtog atter Nordens Krøniker, og vilde skrive Fortællinger om de gamle Nordboer. -

[ Septbr 10 ]
Jeg skrev om Palnatoke, vilde konsulere Jomsvikinga Saga. - Efter megen Omspørgsel erfor Jeg, at Arngrim Jonsens Oversættelse af samme ej var mere til, og nu besluttede Jeg at lære Islandsk. Skønt Forsættet kun halv udførtes, sattes Jeg dog i Stand til at kaste et lysere Blik paa Nordens Oldsager, hvilket, hvis Jeg lever, vil bestemme en Del af mine Foretagender. -

Jeg rejste til København for at læse Islands Sagaer, og om muligt ved Hjelp af Kondisjoner eller Stipendier blive der. -

Det første opfyldtes halvt, det Sidste slet ikke, men denne 107 Rejse foraarsagede mit Komme hid. Tilfældigvis sagde Jeg en Student, Jeg ellers ikke kendte, at Jeg ønskede en Kondisjon. - Jeg rejste fra Byen uden videre at tænke derpaa, men 2 Maaneder derpaa fik Jeg Brev fra en af mine Fættere, at samme Student havde en Kondisjon til Mig, naar Jeg vilde komme til Byen. Jeg kom, og Pastor Brorson, som ej kendte Mig, antog Mig, fordi Han troede Mig kendt af den, Han havde givet i Kommissjon at skaffe en. Denne rekommenderede Mig, fordi Han troede, foran nævnte Student kendte Mig. - Saaledes støttede den Ene sig paa den Anden, og den Sidste vidste egenlig ej mere end den Første. -

Jeg, som ser, hvilken ny Skabelse Jeg her er undergaaet, maa dog vel forundre Mig over, at Jeg kom hertil, da det skedte paa den Maade. -

Jeg skulde været her om Efteraaret, Rejsen va(a)r begyndt, men den strænge Vinter hindrede dens Fortsættelse, og Jeg oppebiede Foraaret. Uden dette Ophold vilde rimeligvis de fleste Følger være udeblevne, som nu ere indtrufne. -

Jeg kom her, aaben for Munterhed, med Trang til det andet Køn. Var Jeg ikke blevet forelsket, vilde min Eleve ej være kommet saa vidt, og Jeg havde allerede beklædet en temmelig høj Plads i Vellystens Skole. -

Ofte havde Jeg besluttet at lære de levende Sprog ved egen Hjelp, men Jeg havde aldrig havt den nødvendige Taalmodighed. Nu var Jeg forelsket, og havde min Kærlighed været lykkelig, da havde Studeringer hvilet, i det ringeste saare længe; herom overtyder mig de første Maaneders Ophold her, mit Livs gyldne Dage, Hjemmet for mine salige Drømme, hvis matte Erindring end lader min Kind gløde, og gør Mig saligere, end hele Verdens Tilbedelse kunde gøre Mig, naar den ikke fremkalder Savnets stride Taarer paa den blege Kind. -

O, Jeg kan ikke andet, Jeg maa end ofre hin lykkelige Tid en Tanke. Dagen bortilede under munter Spøg og den salige Veksel af kærlige Blikke og berusende Haandtryk. Natten dækkede med sit sorte Teppe kun Verden for Mig for i Drømme at fremtrylle en ny, mere skøn og blomstrende. - Den Haand, Jeg om Dagen kyssede varm, omslyngede i Drømme min bøjede Hals, sluttede mit bankende Bryst til den bølgende Barm, der om Dagen kun trylled mit Øje, og trykkede min Mund fast paa de blussende Læber, der udgøde Kysse end tifold sødere, end de harmoniske Lyde, der om Dagen beruste mit Øre.

108

Das unstät schwanke Sehnen war gebunden ,
Dem Leben war sein Inhalt ausgefunden ,
Und wie der Pilger sich nach Osten wendet ,
Wo ihm die Sonne der Verheissiing glänzt ;
So kehrte sich mein Hoffen und mein Sehnen
Dem einen hellen Himmelspunkte zu1 .

Jeg udraabte i Følelsen af unævnelig Lykke:

- über allen irdschen Dingen hoch
Schwebt mir auf Freudenfittigen die Seele ,
Und in dem Glanzesmeer, der mich umfängt ,
Sind alle Wolken mir und flnstre Fallen
Des Lebens ausgeglättet und verschwunden .

Mit Liv var en Lovsang til Kærligheds Fader, og hævet til ham over Tidens Skranke inddrømte Jeg Mig i evig Nydelse. - Men ak! snart maatte Jeg med mere Ret udbryde:

Geflügelt ist das Glück und schwer zu binden
- - - - - - - - - - - - - -
- Blizen gleich, die schnell vorüber schiessen
Und plözlich von der Nacht verschlungen sind .

Ja den svandt, den salige Tid, hurtig som et Menneskes Liv for den Almægtiges Øje, og ene, forladt staar Jeg i Skabningens Øde, som den mat tindrende Stjerne paa den mørke Himmel, der ønsked at forsvinde, hyllet i den evige Nats sorte Klædemon, men maa leve, sit Skin berøvet. - O, havde Jeg end lært at tale med alle Tunger, hvorledes kunde det opveje mod Tabet af Livets Eneste, som er værdt at udsige, Kærlighed.

Dog tilbage paa Forstandens jevnere Vej! Gaaende paa den, maa Jeg vel kalde det en Lykke, at min Kærlighed var ulykkelig, siden den gjorde Mig virksom, og bidrog til mine Kundskabers Forøgelse. - Jeg maa vel, thi mit Hjerte bløder, og mit hele Væsen modsætter sig, naar Jeg vil kalde dets fulde højeste Virksomhed Uvirksomhed, fordi det udfyldte sig selv, og dets Virken var identisk med den højeste Nydelse. - Bittert er Smilet i mit Ansigt, naar Jeg skal kalde den Tilstand Virksomhed, der er intet uden en Standsning af mit Væsens højere Flugt, Øjets Bortvendelse fra den klare straalende Himmel, til den mørke, urene Jord med sin taagede Luft og sine giftige *

109 Dunster, Ørets Spærring for Alharmoniens dybtgribende Toner, der løde gennem Ahnelsens sødt dirrende Strænge, og dets Aabning for Livets Dissonanser.

O kunde Jeg drikke af Lethes de sprudlende Vande og tabe Erindringen af de højere Toner, da var Jeg lykkelig, thi de vilde da ej længere skurre i mit Øre, og Jeg vilde antage den mest skærende Misklang for skøn Harmoni. -

Dog hvad ønsker Jeg Daare? Er det ikke denne svage Efterlyd, som udgør mit eneste Værd? var det ikke den, som overgik sig selv, da den vakte Ahnelsen af det Evige hos Mig, og løftede Mig over Tilværelsen, som Solens Forbud, den rødmende Sky, hæver Lærken op over den lumre Jord? Jo, saa var det, og her er den fulde Erstatning for Tabet af Livets Glæder, selv for Kærlighedens, der ere mod hine det Højeres, hvad Ovnens Varme er mod Solens Ild. - Ja, den højeste Lyksalighed var det at kunne opvarme sig ved den gennem Livets Vinter, uden at glemme sin Længsel efter Evighedens Vaar; men kun faa blev det givet, og da hellere lide den rystende Kulde, som vides at maa[tte] give Plads for (for) den stedse lunere Vaar, end slutte sig fast til den mildere Vinter, uden Haab om det Skønnere, naar den endtes. -

Dog det var hverken Klagesange eller Satirer paa Livet, hvortil Jeg bestemte disse Blade, det var til et Billede paa Livets underlige Gang paa de, som det synes, jevneste Veje, og altsaa tilbage!

Min ulykkelige Kærlighed indsluttede Mig til Mig selv, og gjorde Mig død for Selskab . . .

Hermed ender Arket. - Resten af Dagbogen findes ikke mere.
110

Tillæg .

Medens Grundtvig i Efteraaret 1806, omtrent samtidig med, at han begyndte sin offentlige Forfatter-virksomhed, holdt op at føre Dagbog, findes der blandt hans efterladte Papirer nogle værdifulde Optegnelser fra den 30 December 1806 og den 24 Juni 1807 , hvori han gør Rede for de literære Planer, hvormed han syslede. Disse Aktstykker, som tidligere har været trykte i Svend Grundtvigs Udgave af N. F. S. Grundtvigs Poetiske Skrifter, 2det Bind, Side XIV-XX , meddeles her i deres Helhed.

Lokes Ondskab. Volsungerne.

Bragur, du herlige As! o, rør ved din gyldene Harpe,
Lad fra dens Strænge en Lyd nedsuse til dristige Skjald,
Som vover at tolke de Sagn, der klinge fra henfarne Tider,
Om Aser og Asernes Slægt, om Hels den snedige Fader i
Styrk Hans Øje, og lad det hvile paa Himmelens Hal,
Hvile paa Skjoldenes Rad, hvor gudlige Kunst har indg[rav]et
Gudernes Raad og de Vældiges Id, som nedstammer fra Odin!

Første Sang Sigurd og Brynhild1

Siggejr er dræbt af Loke, der paatager sig hans Skikkelse, og under den ægter Signe etc. Dette er den eneste Forandring, Jeg har i Sinde at foretage Mig med det udvortes Stof, da Loke saaledes er 2 den bestandig opponerende mod Volsungerne, Odins Æt. - Var Jeg stolt nok til at tro, Jeg kunde værdig behandle denne tragiske Digtning lige fra Volsungs Undfangelse til Brynhilds Baal, vilde Jeg bryde alle Baand, ile til Hovedstaden, læse Volsunga og Sangene om Sigurd og Brynhild i den utrykte Edda; thi besad Jeg da Kraft til at udføre Digtet saaledes, som det hele dunkelt svæver for min Fantasi, da skulde Nutids Norden skælve ved Synet af Oldtidens. - Men da det er mere end rimeligt, Jeg vilde (vilde) fortvivle under Arbejdet, vil Jeg ej gøre noget Skridt, Jeg siden maatte angre.-

* * 111

I Forbindelse med dette Digt skulde et følgende staa, nemlig:
Gjukungerne eller Asernes Hevn,
der i tragisk Styrke kunde komme det forrige nær, skønt det ej kunde opvise to saa stærke opponerende Magter, thi gennem dette Digt maatte Gudens Haand ødelæggende bevæge sig, medens Genstandene for dens Hevn kun modsatte sig svagt, og ene kunde vise betydelig Kraftyttring til Siden som Redskaber i den fortørnede Odins Haand*. -

Vist nok troer Jeg, aldrig disse Digte ville blive færdige fra min Haand, og da det ej er let for Individet selv at skelne mellem Sands for Poesi og poetisk Sjeni, vilde Publikum maaske endog under de heldigste Omstændigheder blive Mig liden Tak skyldig; men dette veed Jeg, at disse Æmners værdige Behandling er et Ønske, Jeg neppe nogensinde vil glemme.

Kunde Jeg blive Digter og Nordens Digter, da har Skebnen gaaet en underlig Vej med Mig, i det den har sat Mig paa en Punkt, hvor det næsten er umuligt, og dog ladet Mig øjne, at gennem denne Punkt gik den eneste mulige Vej til Maalet.

*

Min Forkærlighed til hin Epoke og hine Tildragelser er ligesaa gammel som mit første Kendskab til dem. Endnu havde Steffens ikke vækket Mig, halv, af min vaagne Slummer, og længe havde Jeg ej været akademisk Borger, da Jeg, saa at sige, faldt over den første Del af Suhms Dannemarks Historie 1 og følte Mig straks henreven af disse stærke Scener, uden dog at ahne andet end en angenem Fortælling i dem. - Min Rimelyst var da just atter vaagnet, og Jeg havde alt begyndt at rime Sigurds Hændelser, da Jeg kededes derved, dels fordi de ved min kvasikomiske Behandling nødvendig maatte tabe Interessen, og dels fordi Jeg som ganske ukyndig i Prosodien kun talte Stavelserne, og derfor ej kunde faa det til at klinge godt.

Hvad Steffens sagde om Die Liebe der Niebelungen, lod Mig som halv drømmende atter erindre disse skønne Sagn, men dels var jeg dengang beskæftiget med Attestatsen, og dels er *

112 det først sildigere, Jeg begyndte at se Poesi og gamle Norden fra en højere Synspunkt Dog udkastede Jeg dengang en triviel forstandig Plan til et Sørgespil, som skulde hede Sigurd Fofnisbane. -

Paa denne Tid omtrent indtraf min Fortælleperiode, da Jeg vilde forvandle hele gamle Norden til historiske Fortællinger, og da havde Jeg rigtig nok ogsaa Øje paa dette Stof, men til Lykke blev det her ved en løselig Tanke, som desværre med saa mange andre ej var Tilfældet. -

I Anledning af Fortællingen Aslaug kom Jeg rigtig nok i Berørelse med det, og læste ogsaa lidet af Volsunga, men, i Følge min indskrænkede Tendents, kun Aslaugs Barndomshistorie, og Jeg undgik forsigtig al Hentydning paa Sigurd, som stridende mod Tidsregningen.

Nu kom Jeg hid, hvor mit ny Liv begyndte, hvor mit Øje aabnedes for Kærlighedens Helligdomme, hvorved det skærpedes til at beskue Poesiens Underværker og Oldtiden, disses Urtype i Tiden. Men længe trællede Jeg i Templets Forgaarde, uden engang at turde med Øjet søge de skinne[n]de Keruber, thi selv Tanken om dem fremstillede Mig kun den himmelske Skønhed, Jeg var fordømt til aldrig at nyde. - Jeg havde Sands for Poesien; men de ulykkelige Baand, der fængslede Mig til Virkelighedens poetiske Genstand, tillode Mig ikke, i en højere Tilværelse at nyde, hvad Jeg dog stedse her maatte savne. - Ølenslæger skrev Vaulundurs Saga, og den gjorde et dybt Indtryk paa Mig; men den samme Modløshed, den samme fulde Sluttelse til een Genstand hindrede Mig endnu fra at antage indvortes en aktiv Form, og den bestandige Veksel af øjebliklig Beruselse og Maaneders Fortvivlelse gjorde Mig ganske uskikket til at gaa ene i Ideernes Verden.

Efterhaanden kom Jeg saavidt, at Jeg turde være Mig den Sandhed bevidst: Virkeligheden har ingen. Glæde for Mig. - Jeg læste Fichtes skønne Bog om Menneskets Bestemmelse, Schillers de herlige Dramer, og dybe Spekulasjoner. Jeg forlod Livet med Schelling i hans Bruno. - Nu stod Jeg paa en Punkt, hvor kun eet Stød behøvedes til at drive Mig frem til Nordens Oldtid, lade Mig omfatte den med samme Kærlighed, som Jeg stedse følte for den, og med et lysere Blik. - Stødet var en Bearbejdelse af det eddiske Dig[t] Skirners Rejse , der stod indrykket i Majheftet af Rahbeks Minerva 1806. - Ved min uvilkaarlige Harme over dette Produkt, lærte Jeg først ret at 113 skønne, hvor forskellige mine nærværende Standpunkter vare fra dem, paa hvilke Jeg forhen gennem Mørket havde seet henimod gamle Norden. -

Jeg greb Pennen, min Sjel maatte følge, og den kunde, dels fordi den dog nu nød Øjeblikkes Frihed, og dels fordi mit Væsens Herskerinde just da var fjern. Aandsbeskeftigelse var Mig nu lige let og nødvendig, og Skridt for Skridt kom Jeg ved Revideringens Ende til at staa paa en Punkt, Jeg kun ved dens Begyndelse ahnede. - Fra nu af lever Jeg i Oldtiden, og Virkeligheden vil ej mere kunne gøre Mig til sin Slave, med mindre Jeg med Erkendelse af Uformuenhed til at blive i et Land, hvorhen Jeg har vovet Mig uden Vished om at naa Borgerret, maa vende tilbage - Og da Ve Mig!!!

Jeg har nu i Sinde at bearbejde Gunlaug Ormstunges Saga, da Jeg just ejer den, og paa dens Optagelse lade det bero, om Jeg tør vove Mig til Digtene eller ikke.

30te Desbr 1806 .

Bearbejdelsen af Gunlaugs Saga blev til Intet, dels fordi min Interesse for den ej var stærk nok, og dels fordi jeg fandt, den dog alt var at læse paa dansk. -

Jeg skrev om Videnskabelighed 1 , jeg oversatte Goethes Skildring af Vinkelmann, og skønt jeg aldrig glemte gamle Nord, turde jeg dog ej vove mig til den. -

Jeg fik i April et Brev fra min gode gamle Ven Skougaard, som jeg næsten i to Aar ej havde hørt noget til, og Han spurgte, om jeg brav arbejdede i Oldsagerne. Jeg rødmede, og genkaldte mig atter Ideen om Asernes Kamp med Jetter som Norners Værk, hvilken jeg i Fjor fattede. Jeg betragtede Kampyttringerne nøjere, og fandt, at Lokes Forhold til Aserne bestemte Kamplykken, og møjsommelig ledte jeg efter Punkten, da Loke blev Asers Fjende. Nu besluttede jeg at vove et Forsøg paa, om jeg kunde faa nogle flere af Oldtidens Levninger fra Universitetets Bogsamling; men jeg dvælede, fordi jeg slet intet Kendskab havde til Professor Nyrup. Nu fik jeg atter Brev fra Skougaard, hvori Han meldte mig, at Nyrup havde læst, hvad jeg havde *

114 skrevet om Eddas Sange, 1 og været saare glad derover. Det gav mig Mod, og jeg tilskrev ham. Imidlertid havde min Ide om Asalæren udviklet sig; men endnu blev Asers Tilblivelse mig en Gaade. Jeg ahnede en filosofisk Betydning bag den historiske Kamp, men Enheden fattedes.

Jeg fik nn Svar fra Nyrup, et Svar, der virkelig i nogle Dage lammede min hele Kraft, i det jeg gruede for de kolossalske Forhaabninger, Han lænkede til mig. Dog Alt bidrog nu til at samle og forstørre min Kraft. Dag og Nat kæmpede min Sjel, og jeg levede mellem Aserne. Da blev min Udsigt over Asalæren 2 til, som jeg end kan tale saameget friere om, som hverken Nyrups eller nogen Andens Dom over samme er mig bekendt. - Den være slet eller god, saa var den Produktet af min Aands højeste og Meste Kraftyttring. Ikke enkelte Steder af Edda dannede hos mig enkelte Led af Ideen; men den fødtes hos mig hel ved Totalindtrykket af Asalæren. Da jeg skulde til at udvikle Ideen paa Papir, fik den en besynderlig Form. Jeg omskrev 4 Gange, men Formen blev, og maatte blive, da min Sjel havde alt for stærk rodfæstet sig paa den ene Punkt til at afpræge andet end sig selv. Jeg bestyrtsedes ved adskillige Steder i Edda, der paa det forunderligste bekræftede min Anskuelse i de enkelte Dele, men jeg blev ogsaa stundum bange for mig selv, naar jeg intet Spor fandt. - Jeg skælvede, da jeg bortsendte den, thi hos mig opstod Tanken: er ikke det Hele en Drøm?

Jeg fik Snorres Edda, harmedes over den, men fandt dog Lidet i samme.

Jeg vendte imidlertid tilbage til Sæmunds Edda, begyndte at grunde paa Voluspa, og er ved denne Grunden kommen saavidt, at skønt jeg indseer, at en Del af mine Tanker vare umodne, er dog Grundideen sand, og jeg er nu ganske rolig for min Udsigts Skebne, thi hvad jeg nedskrev med usikker Haand, kan jeg nu bevise.

Jeg har ansøgt om at faa islandske Manuskripter; men rimeligt er det, at jeg snart forlader Langeland, og da kan jeg i København ret begynde.

Digtet om Aserne bliver maaske aldrig færdigt fra min Haand; men det er ogsaa ligegyldigt; thi Digtere ville vel stedse blive til, og jeg har gjort Digtet muligt. Brynhild skal begynde *

* 115 ved den Punkt, da Fred var mellem Jetter og Aser, men da disse studsede ved Skuet af de nyfødte Norner. Nu kommer Gullvejg og vejer de gyldne Tavler for Aserne, viser dem, hvad de have gjort, og forkynder, hvad de have i Vente; thi er Hun kaldet Angrboda. - Naar Digtet har naaet Lokes Frafald, da spørger Sigurd: hvi vare Norner Aserne vrede? og Brynhild afslører da den store Hemmelighed om Asers Syndefald; skønl Hun derved paadrager sig Odins Vrede, da Hun er Valkyrie. Siden fortsættes Digtet til Ragnaroke.

24de Juni 1807 .