KÆMPELIVETS UNDERGANG
I NORD.
(1809).
✂ DA Grundtvig i 1808 begyndte at udarbejde de tre historiske Optrin, som udgør Indholdet af »Kæmpelivets Undergang«, havde han, som Fortalen viser, tænkt sig, at de skulde danne sidste eller næstsidste Del af et sammenhængende Digterværk om Nordens Oldtid, der skulde udsendes heftevis. Men da han et Par Aar senere opgav sin store Plan uden at have fuldført andet end første og sidste Led af den lange Kæde, gav han disse to den fælles Titel Optrin af Nordens Kæmpeliv og kaldte »Kæmpelivets Undergang« Anden Deel, medens »Optrin af Norners og Asers Kamp«, der udkom i 1811, blev betegnet som Første Deel.
✂ Foruden disse dramatiske Arbejder var der dog et tredje Hefte af Rækken, som Grundtvig omtrent fik gjort færdigt, og som skulde indbefatte »tvende Sagaer: Om Odins Komme til Norden og om Sværdet Tirfing .« - Fortællingen om Tirfing, der er en fri Bearbejdelse af »Hervor og Heidreks Saga«, lod Grundtvig senere trykke i Nytaarsgaven I dunna for 1811 (med Fortale af 5. December 1810). Det lille Stykke om »Odins Komme til Norden« er første Gang offentliggjort i Svend Grundtvigs Udgave af Poetiske Skrifter I. Side 441-46.
✂ Blandt disse Brudstykker af det ufuldendte Kæmpeværk er de tre Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord utvivlsomt det mest helstøbte, og dette skyldes især, at det blev fuldført inden det bevægede Aar 1810, som har sat sine forstyrrende Mærker paa »Asers og Norners Kamp«. I Virkeligheden blev Optrinene fra 1809 det eneste fuldmodne Udtryk for Grundtvigs kunstneriske Evne i den Tid af hans Liv, da han endnu kunde og vilde tage et væsentligt Hensyn til Æsthetikens Fordringer, og der er vel intet af alle hans øvrige Værker, som er blevet modtaget med en saa almindelig Paaskønnelse som disse kraftfulde historiske Samtaler. - Adskillige af Oehlenschlägers Venner erkendte straks, at denne havde faaet en værdig Medbejler som nordisk Skjald i den unge Grundtvig, og den selvfølende Digterkonge var ikke langt fra selv at indrømme det 382 samme. I al Fald skrev han i sine Erindringers tredje Del følgende anerkendende Ord om Grundtvigs Digterværk, der udkom samme Aar, som Oehlenschläger vendte hjem fra sin store Udenlandsrejse: »Jeg læste Grundtvigs Kæmpeoptrin, og skønt det kun er Samtaler, som han selv kalder dem, uden dramatisk Handling og Kunst, saa forbavsedes jeg dog over den Ild og Kraft i Sproget, den Fortrolighed med de gamle Sagn, der havde beriget ham med Ord og Udtryk, og med mange karakteristiske Træk i Skildringerne, der gjorde denne Bog til et mærkværdigt Produkt i den danske Literatur. Han var i en vis Retning sejlet Historien adskillige Streger paa det poetiske Kompas nærmere end jeg; men alle hans Helte bleve dog kun lyriskbegejstrede Talsmænd for den raa Kraft«.
✂ Det var en Miskendelse af Grundtvigs ærlige Hyldest, men i Sagen selv ikke helt urigtigt, naar Oehlenschläger endvidere skrev: »- ved min Hjemkomst fandt jeg en ny Aflægger af den nyere Skole med nogen Variation af det forrige, men dog i samme Natur, hvis Formand var Grundtvig . Denne geniale Mand, men - efter min Overbevisning - altfor ensidig og sværmerisk, havde vel dediceret mig sine Optrin af Kæmpelivets Undergang; men jeg mærkede dog snart, at han tillige kæmpede imod mig. - Uagtet al den Hylding og Ros, jeg havde faaet af ham, kunde jeg dog ikke være synderlig tilfreds; Meningen var, at jeg havde gjort det første - halv lykkede, halv mislykkede - Forsøg og saaledes egentlig blot banet Vejen for andre«.
✂ Oehlenschläger har under disse Indtryk været tilbøjelig til at vige Marken for den nye Hærmand. Men snart kom den Tid, da ogsaa Grundtvig vendte sin Hu til andre Egne, og saaledes skete den Skade, som han i sin Alderdom beklagede, »at hvad der blev saa tidlig og saa godt begyndt med Øhlenschlægers Vaulunder, Thors Reise, Hakon og Balder , og med min »Nordens Mythologi« (1808) og mine Nordiske Samtaler , hverken af os eller af andre Skjalde blev fremmet«.
✂ Denne Bemærkning har Grundtvig gjort i Fortalen til anden Udgave af hans »Optrin af Nordens Kæmpeliv«, der udkom halvhundrede Aar efter første, i 1861. En tredje Udgave har Svend Grundtvig besørget i anden Del af Poetiske Skrifter (1880), og han har deri fulgt Teksten fra 1861. I nærværende Udgave er derimod Originaludgavens Tekst gengivet uændret, medens Afvigelserne i anden Udgave (her betegnet som B ) tilføjes i Noter. Fortalen fra 1861 meddeles nedenfor i et Tillæg.
Optrin
af
Kæmpelivets Undergang
i Nord
Samlede
af
Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
Kandidat i Theologlen
.
✂
Es ist eia eitel und vergeblich Wagen,
Zu fallen ins bewegte Rad der Zeit,
Geflügelt fort entführen es die Stunden,
Das Neue kommt, das Alte ist verschwunden.
Schiller .
København, 1809
.
Forlagt af J. H.
Schubothc
.
Trykt hos
Sebbelow
.
Til
Adam Oehlenschläger.
1
✂
Mit Hjerte banker, højt min Aand sig hæver,
Jeg nævned Dig og nævned dig med Sands,
Og hver Gestalt, du trylled frem, hensvæver
For Aandens Øie, klædt i Straaleglands;
Med Korset jeg din Olaf ser fremtræde,
Mig Asalivet vorder lig en Drøm,
Og Smertens Graad blir Andagts Taarestrøm,
Jeg klage vil, og maa en Lovsang kvæde.
✂
I Nidaros jeg for Høialtret knæler,
Og skuer Valborg ved sin Axels Lig,
Min hele Sjel i vaade Øie dvæler,
Og løfter sig mod Krist i Himmerig;
Men aldrig kan jeg Valhals Guder glemme,
Den Rune, som i Skjoldet Urda skar,
Fra spæde Alder mig inddrevet har
I gamle Nord, og der jeg kun har hjemme.
✂
Jeg sad, og stirred i de gamle Skrifter,
Mig fængslede den store Kæmpeaand,
Som byggede i Hedenolds Bedrifter,
Og bandt dem fast med Jernets stærke Baand
Til Valhals Guder, til det Evighøie;
En Trang hel dyb jeg i mit Indre fandt
Til at udfolde Tiderne, som svandt,
For Samtids og den fjerne Fremtids Øie.
✂
Jeg vovede et Greb i stærke Strænge;
Men Aanden flygted fra den dumpe Klang,
Med Sorg forgæves greb jeg tit og længe,
Men aldrig stilledes den indre Trang;
✂
Ustadig mellem Tiderne jeg svæved,
Og ingensteds jeg havde noget Hjem,
For Oldtid kun mig Nutid bragte frem,
Og halvt sit Slør kun Oldtid for mig hæved.
✂
En mægtig Lue tændtes i mit Hjerte,
Og voldsom jeg fra Oldtid mig løsrev,
Men da omspændtes jeg af idel Smerte,
Og Nornen mig paa nøgne Fjeld omdrev;
Da tyede jeg angerfuld tilbage,
Og bange stædtes jeg for Oldtid frem,
Men løftet var det dunkle Slør, et Hjem
Jeg havde nu for alle Livets Dage.
✂
At tolke det, som nu mig lyst er vorden,
Mig bød en Røst som Røsten fra en Gud,
Enddog Du kvad, o store Skjald! om Norden,
Ei maa jeg tie, glemme strænge Bud.
Ei vil jeg mig forvoven med Dig maale,
Det blege Lys i Natten har sit Hjem,
Men aldrig dog i Strid det traadte frem
Om Varme og om Glands med Solens Straale.
✂
Som Trygvason Du est i Norden baaren,
Men vendte aarle Dig, som han, mod Syd,
Og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
Og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd;
Som Olaf, Du igen mod Nord Dig vendte,
Og skued Kraften med din dybe Sands,
Du vakte den, men klædt i Sydens Glands,
Og stundum ei sig selv i sig den kendte.
✂
Thi griber jeg, o Skjald! de stærke Strænge,
Og Mange ræddes for den hule Lyd,
Men Lyde, som fra Nordens Gravhøi trænge,
Ei smelte kan, som Tonerne fra Syd,
Og vovede jeg S trængen at nedstemme,
Og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
Betydningsløs da blev mit Liv, min Sang,
Thi ikkun dybt i Norden jeg har hjemme.
✂
Der stod en Gran paa Norrigs høie Fjelde,
Den eied tusindaarigt Hjem i Nord,
Ei huggedes den om ved Sydens Vælde,
Men undergravet var dens Rod i Jord.
Som Ygdrasills de andre prude Grene,
Den raadned under fule Ormes Tand.
Hvorfor? - Ei nogen Dødeligs Forstand
Udgrunder, hvad kun Norner veed allene.
✂
Hentørret, løs, og hartad hel udhulet,
Stod Granen der, da kom en Vind fra Syd,
Den faldt, men dog den ei var hel forfulet,
Det gjalded trindt, som mange Tordners Lyd;
Thi stort var Faldet, Jorden maatte revne,
Da tunge Rod sig op fra Dybet tvang,
Den friske Gren, før den isønder sprang,
Mod haarde Fjeld og stred med fulde Evne.
✂
Det stærke Bulder vil jeg her genføde,
Som det paa Danmarks Sletter lød engang,
Til det i fjerne, sagte Drøn hendøde,
Og dæmpedes af Sydens Takkesang.
Ei veed jeg, om mig Nornen dette under,
Og Faa i Norden eie Dommerkald;
Thi vender jeg mig til dets største Skjald,
Til Dig som kvad om Hakon og Vaulunder.
Fortale .
✂ Historien beskuer jeg som eet sig udviklende Drama, der altsaa kun ved Skabergnisten i Menneskets Indre lader sig udfylde, og fremtræder da som den lielligste Digtning, i hvilken Guder og Kloder henvandre med Kæmpeskridt, forkynder Tidens Stræben og dens Maal. Et saadant Dramas Mulighed og Herlighed kunne vi beskue i Asalæren. Fæste vi derimod Øiet paa den Del af Tiden, som alt er svundet, da se vi den ligesom opløse sig i Tidsaldere, af hvilke hver enkelt, skønt den kun er et Optrin af det store Drama, dog selv danner et saadant, der, mere eller mindre fuldendt, lader sig tilsyne. Et af de herligste er udentvivl gamle Nordens; thi, niere sluttet i sig selv, er det en speiltro Afbildning af Asadramet, og vi kunne sige, at Nordens Træ, uden fremmede Kvistes Indpodning, opvokset af egen kraftige Rod, stander som Ygdrasills hellige Symbol. Længe kæmpe de tvende Kræfter, Aser og Jetter, i deres jordiske Frænder, med hinanden og med sig selv, og at fremtrylle et Skin af denne lange betydningsfulde Kamp, saavelsom af dens Urbillede, er mit Livs Haab. Paa det Sidste kommer lig i Ragnaroke, en tredie Kraft fra Sønden; men uden at forbinde sig med nogen af de Stridende, træder den op mod begge; Bifrost Bro, som Guderne byggede mellem sig og Jorden, søndertrædes af en mægtig Fod, Valhal styrter, og endt er Asers Herredom. Dette, Omstyrlelsen af Asers Templer i Dannemark og Kristendommens seirende Indtog med det vaiende, blodige Korsbanner, er, hvad jeg her stræber at fremstille. Nærværende Optrin maa da beskues som Dele af Dramaets sidste Akt, skønt de igen maa, saavel tilsammen som enkelte, udgøre dramatiske Helheder. Hvo der altsaa ei fik Øie for et Kæmpelegeme, hvis Lemmer igen selv ere Legemer, uden derfor desmindre at være og vise sig som Dele, han forstaar mig ikke.
✂ Kun Saameget vilde jeg her sige, for om muligt derved at hindre nogle af de skæve Domme, som Smagens Præster, der, selv Sædvanens Produkter, ei kunne taale Noget som strider mod samme, udentvivl ville fælde over mit Arbeide. Nøiere at udvikle mine Ideer om det magiske Baand, der knytter Poesi og Historie til hinanden, samt om de vekslende Skikkelser, hvorunder de i Forening kunne fremtræde, forbeholder jeg mig 388 til Værkets Slutning, da en saadan Udvikling her, foran det sidste eller dog næstsidste 1 Hefte, neppe vilde have sin rette Plads. Spørger Nogen, hvi jeg da ei begynder med Begyndelsen, da kan jeg vel ei nægte, at Dette vilde for Læseren været mere bekvemt; men derhos vide alle Kyndige at Man ei kan udtale uden Det, hvoraf Man er opfyldt, og tækkes Værket dem iøvrigt, ville de lettelig tilgive, at jeg ei følger anden Orden, end den min Stemning byder. For dem vil desuden hvert Optrin selv angive sin Plads, og for de mindre Kyndige skal jeg gøre, hvad der kan gøres: foran hvert Hefte hentyde paa dets Sted, og ved Værkets Slutning lade ny Titelblade fastsætte Ordenen. Om hele Værket, saaledes som jeg med Aandens Øie saae og ser det, nogensinde kan fremtræde for det ydre, vide kun de høiere Magter, som forstaa at veie de Dødeliges Kraft, og for hvis klare Syn Fremtiden udfolder sig. Maaske var allerede Haabet selv forvovent, og Almenhedens Stemning, parret med en Stilling, hvori ustadig Helbred ofte røver de faa, dyrekøbte Øieblikke, jeg bestemte til Sjelens Fest, nærer visselig ei det dristige Haab. Dog,
✂
Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
Forhindre, standse, det er sandt;
Men Manden ei kan holde op at ville
2
.
✂ Et Hefte, indbefattende tvende Sagaer: om Odins Komme til Norden og om Sværdet Tirfing, mangler kun det sidste Haandlæg; men hvor snart det kan følge, maa for en stor Del bero paa dettes Skebne.
Valkendorfs Kollegium den 14 November 1809 3 .Gorm hin Gamle
De Talende .
- Gorm hin Gamle , Leirekonge.
- Thyra Danabod1 , hans Dronning.
- Knud Danaast2 , deres Sønner.
- Harald Blatan3 , deres Sønner.
- Klakharald , Thyras Fader, Jarl i Holsetuland 4 .
- Unni , Erkebisp.
- Gardur , en Sjælandsfar, Islands Opdager.
- Eiulf , Gorms Fostbroder.
- Askield , Hofgoder.
- Thormod , Hofgoder.
- Hirdmænd .
Første Samtale
.
Leire.
Gorm. Gardur .
- ✂
- Gorm .
-
✂ HEL lysteligt det er i Alderdommen,
Naar man i Ungdom selv har faret vidt
Paa Tidender om Yngres Færd at lyde.
Men sig mig Gardur! er det sandt,
Hvad Man om Gangerolf fortæller?
- ✂
- Gardur .
-
✂ Er og desværre sandt, jeg selv har set
Ham døbes, hørt hvordan han skifted
Sit gamle Navn, og fik et nyt igen.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Det er et 1 Galenskab, som nuomtide
Er kommet over Nordens djærve Mænd.
Det danske Tungemaal har Rolf vel ogsaa
Omskiftet med det vælske Munkepludder?
- ✂
- Gardur .
-
✂ Ja nu er Rolf da død, hans Søn
Er kommet efter ham, han snakker
Som du og jeg imellem danske Folk;
Men for det meste taler han dog Vallandsk 2
Som alle de, der bo i Rotemag 3 ,
Og til en anden By sin Søn han maatte skikke
For at han kunde lære Danskes Maal.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage
Hvor Danske kom, blev ogsaa Maalet dansk.
Men naar den Sæd fra Romaborg nu vinder
Blir vel i Danmark selv det Danske glemt.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Det vil jeg ikke tro, men om det skedte
Saa er der nu et Land, hvor dog
Nok baade Fædres Sæd og Maal kan gemmes.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Netop det.
Jeg nævned Landet Gardursholmen
At det dog kunde faae et Navn,
Men siden "har Man kaldt det Island.
Det er del samme, hvad det hedder, men
Det er et herligt Land med store 1 Klipper,
Og mange Fjorde, aiskøns Fisk
Og brede Enge. Der er koldt deroppe.
Men det kan ikke skade, det er ret
For Aser og for Nordmænd, og jeg tænker
At om en Klerk end vover sig derop,
Saa skal han fryse rent ihjel.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Dygtig alt.
Jeg var der kun en Vinter, siden
Jeg vilde seilet did engang igen,
Men kunde ikke mere Holmen finde.
Da vied Floke Odin trende Ravne
Og fulgte siden efter, hvor de fløi,
Saa fandt han Landet, og jeg mener
Det er et Mærke paa, at Odin end
Har ikke tabt sin Kløgt, at høie Aser
Kanske vil fløtte op til Island nu,
Ifald dem hviden Krist fordriver,
Og Norges Konge med; thi hvad er det
Vel andet Harald gør, den Niding,
Som dræber Norges Fylkekonger, eller
Uddriver dem fra deres Odel, dog
Hel mange af dem ere Odins Ætmænd?
De flygte nu til Island, alt
For Thor og Frei er mangent 2 Hus opbygget.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Naar Odins Æt bær Vaaben paa sig selv
Jeg ei kan sige, at den gør det ikke;
Men du dog hærgede med mere Skel
Paa dem, der sveg dig for dit Odeisrige.
Desuden er det saa en egen Sag med dig,
Du og de andre stammede fra Aslaug,
Fra Sigurd og fra Brynhild, med den Æt
Det er saa underligt, den maa vel kæmpe
Imod sig selv, som den har altid gjort.
Ind traadte nu Eiulf hin Gamle
* 393- ✂
- Eiulf .
-
✂ Med dig jeg foer
Saa vide om paa Hærtog, og vist aldrig
Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør
Selv med hin argste Bærserk Holmgang prøve;
Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,
Det gør jeg aldrig mer, om end du byder.
- ✂
- Eiulf .
-
✂ De sagde, naar de kom til Himmerig
Til deres Valhal, Krist de vilde bede
At straffe os med Plager og med Død,
Men dig med Hjertesorg og aiskøns Jammer.
- ✂
- Eiulf .
-
✂ Han siger det vel ikke
Til dig, thi han har glemt at mæle.
Paa vores Hjemfærd brødes Skibet, mig
De Kristnes Gud har ene ladet frelses;
Men han mig straffede dog mere haardt
End dem, der sank tilbunds i Havet.
Min Gunnar! - I halvtredsindstyve Aar
Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;
Men nu maa Taarer rinde - ja de maa .
- ✂
- Eiulf .
-
✂ Og troer du da, ifald han kun var druknet
Jeg vilde staa og græde som en Dreng?
Nei gruelig han endte. - Over Altret
I Kirken hang et Stykke Træ,
Du kender det, det er som Hammerstegnet
Og nævnes Kors, derpaa var hviden Krist
Udskaaret, og som røde Guld han lyste.
Det rev min Gunnar ned og holdt det frem
For Klerken, der han skulde dø, og spotted,
Og bød ham bede til sin hvide Krist.
Da løfted Klerken Øinene mod Himlen
Som om han kunde gennemstirre den,
Og da hans Blik paa Gunnar sig nedsænked,
Det var saa stærkt og hvast at alle gøs;
Dertil han mælte Ord, som klang saa hule
Og som ei Nogen iblandt os forstod.
Da blev min Søn som galen, snart han tuded
Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb
Han fast om Korset, og da Kirken brændte,
Da løb han ind i Ilden, kasted sig
Paa Jord, og brøled gennem Luen.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Ja det var grueligt, ei undres mig
Du græder. Jeg har glemt at græde,
Men hvis min Knud - o sig mig dog!
Har du ei 1 spurgt til hans og Haralds Færd?
- ✂
- Eiulf .
-
✂ Det er det sidste Bud, som jeg udretter,
Før med min Kval jeg skjuler mig i Høi.
Farvel Kong Gorm! jeg tjente dig hel trolig
Og maaske alt for trolig.
- ✂
- Gorm .
-
✂ I Valhalla l
Støttende sig paa Spydet, gik den gamle Eiulf nedbøiet ud af Hallen.
Vi atter mødes skal til Gammensliv.
Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig
At hævne dig. Paa Krist og paa hans Flok
Du hevnes skal.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Jeg siger nu som før, at det er godt,
At Island er, og at jeg mener
Det ikke er for Intet, at just nu
Den Ø er fundet.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Jeg frygter ei,
Det aldrig var min Sæd, og ei jeg grubler,
Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,
Thi det er Kæmpetroen. Intet Jærtegn
Om det var nok saa underligt og stort,
Kan rokke mig; thi hine store Slægter
- ✂
-
✂ Som stige ned fra Odin, er et Jærtegn
Langt større end om Ild blev Vand
Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundum
Hel sære Tanker avles i mit Sind
Naar jeg maa se, at Asers Flok 1 forringes,
Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm
Som jeg har havt engang.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Ja Drømme
Desværre tit er ikkun alt for sande.
Paa Norges Harald ser Man det saa grant,
Hans Moder drømte, som du veed, om Træet
Der skygged over Norrig, ei engang
Hun drømte, at saamange gæve Mænd
I Træets Grene skulde blive hængte,
Og nu er det dog med det Andel sket.
Hvad drømte du Kong Gorm?
- ✂
- Gorm .
-
✂ Den Stund
Jeg beilede til Thyra, ei hun vilde
Mig ægte, før jeg trende Nætter sov
I nybygt Hus, og sagde mine Drømme.
I trende Nætter kom den samme Drøm igen:
Mig tyktes at jeg stod ved Østresaltet 2
Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,
Saa der blev tørt imellem alle Øer,
Da trende hvide Nød gik op paa Land,
Saa trende røde, derpaa trende sorte,
Og alle bede Græs, men der de sorte
Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny
At hele Danmark maatte skælve.
Det lagde Thyra ud om haarde Uaar,
De kom, men Gnyet vilde hun udtyde
Om megen Død og Ufred i min Æt.
Kun liden er min Æt, den snart kan ødes.
Og mener jeg, at ødes Skjoldungætten,
Da ødes og i Danmark Odins Sæd.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Din Drøm hel mærkelig maa nævnes,
Og dog jeg ei som Thyra eier Kløgt
Mig tykkes det var ogsaa vel at mærke,
At Nødene var af adskillig Lød.
- ✂
- Gorm .
-
✂ End mer adskillige de vare,
De sorte havde mægtig store Horn
De røde mindre, men de hvide ingen.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Ja stor er Asakæmpens stille Kraft,
Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;
Men Klerken stander værgeløs og svag
For Altret i den hvide Messesærk.
Klakharald kom indgangende i Salen med Knud og tredive Hirdmænd.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Saa kom du dog
Engang Klakharald! skønt det sent maa nævnes.
Kom hid min Knud, at jeg kan maale dig
Med gamle Øie! Du est vorden stor
Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.
Du Gardur! gak med Knud, fortæl
Ham Noget om de mange Lande
Hvor du har færdedes! og Harald, sig
Til dine Mænd de gange ud af Salen!
Harald bød, og ud ginge Mændene.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Du Gardur! kom igen! din Kløgt er stor
Da vendte Kongen sig hel bister mod Klakharald.
Og vel du høre maa, hvad vi samtale.
✂ Jeg trende Gange dig til Julegilde
Indbød, og du vanhædrede mit Bud,
398 Og l loved, mig til Spot, do vilde komme
Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds
Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;
Men Thyra saare gik i Bøn for dig
Og mente at da varst forhindret
Ved sære Hændelser. Nu est du her;
Trehundred Mænd 2 staa væbnede for Salen
Og hvis du ei aarsager dig, da skal
Du aldrig komme heden med dit Liv.
- ✂
- Klakharald .
-
✂ Mit Liv Kong Gorm! er ikkun lidt at agte,
Du selv est gammel, jeg er ældre dog,
Og vilde glædes ved at dø, forinden
De Ting fremkomme, som tilstunde nu;
Derfor jeg kaarer ogsaa helst at tie,
Enddog hel vel jeg mægtede at tale.
Du ei skal raabe dine Hirdmænd hid,
Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene
Mig værdig til at falde for din Haand.
- ✂
- Klakharald .
-
✂ Saa hør!
Ved Juletid jeg kom til Limafjorden.
Der stod et Træ hel grønt ved Fjordens Bred,
- ✂
-
✂ Og det var underligt, om Vinterstide l
At se det ene Træ saa sommerligt.
I Træet hængte Æbler smaa men fagre,
Ved Roden Andre mægtig store laa,
Men ormestukne og med vissen Stilk
De alt begyndte at forfules.
Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?
Behøver jeg vist ikke dig at sige.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Ei sandt? det skal betyde Sædomskiftning?
Det var et grumme konstigt Syn,
Saa konstigt, at Man hartad skulde mene,
Det Træ kun i dit eget Hoved stod;
Men det er allerede slemt, det Store
Er raadnet der. - Nu, dengang blev du ræd
For Skyggen af dig selv. Hvad Mere?
- ✂
- Klakharald .
-
✂ Den anden Jul paa Skibet alt jeg stod,
Ufødte Hvalpe høit i Tispen gøede,
Men selv hun tav. - Det vel betyder, at
Det som end ei er født, men dog undfanget
Skal vorde lydt, det Gamle tie kvær.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Var alt det Gamle saa som du, Klakharald!
Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
Men saa er ikke Alt, thi Man kan vorde
Hel gammel og dog ikke kærlingveg
Som du. - Hvad er dit tredie Eventyr?
- ✂
- Klakharald .
-
✂ Ei Eventyr, men Sandsagn. Tvende Bølger
Hel store, løfted sig i Limafjord,
Og sjunke i hinandens Favn, da tyktes
For Øine Vandet være idel Blod.
Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,
Ulige som de begge er i Sind.
Dengang jeg dog vel maatte blive bange,
Da ei jeg er saa stærk, som du Kong Gorm!
- ✂
- Gorm .
-
✂ Det er min Knud, om hvem du spaar saa ilde!
Først haaner du, nu vil du pine mig.
Har du end Mer at sige?
Kongen slog paa Skjoldet og en Flok Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværde l . Da reiste sig Gardur og traadte for Kongen.
- ✂
- Gardur .
-
✂ Som det sig burde, tav jeg Herre Konge
Imens du talte, men da nu du vil
Din Maag den gamle Harald dræbe,
Fordi du ei kan se, hvad han har set,
Da maa jeg tale, bede dig at mindes
Din egen Drøm og store Troldomskløgt,
Som Kristne eie! Mindes du ei længer
Hvad Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn
Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes
Dig underligt? og mener du da han,
Hvis store Kløgt er vide kendt i Norden,
Ei vel saa let et mere rimeligt,
Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,
Ifald han vilde lyve 2 ? mener du,
Han vilde sagt dig hvad hel vel han vidste,
Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?
Saa underligt en Konge sielden dømte.
- ✂
- Gorm .
-
Der han havde betænkt sig enstund.
✂ Ja du har Ret, og det var Odin selv
Som fik mig til at kalde dig tilbage.
I trende Aar jeg harmed mig, fordi
Jeg mente mig vanhædret, derfor tyktes
Mig Alting usandt, og da om min Knud
Han spaade ilde, spaaede 3 hans Død,
Hans Død, som naar jeg vorder lagt i Høien
Allene er igen af Skjoldungætten,
(Thi Harald hører ei til den i Sind,)
- ✂
-
✂ Da blev jeg ret som galen, end jeg ryster
Af Harme, men det er ei Haralds Skyld,
Det ser jeg grant og derfor skal han leve.
Dog dette mæler jeg for eder Kæmper!
Og det skal mæles høit paa alle Thing
Fra Skanei 1 og til Jotland: hvo som bærer
Mig Tidende om Knud, at han er død,
Ja som ham nævner død for mine Øren,
Han skal ei leve, indtil Solen sættes,
Om det er Dag, og er det Nat,
Ei til den reiser sig, det sværger
Jeg høit ved Odin, Thor og Frei
Og Nornerne, som Alles Skebne raade.
Anden Samtale
.
Leire.
Gorm sad i Høisædet med Thyra. Ned fra ham sad Klakharald og Knud og mange andre Mænd trindt om Drikkebordet. Lystelig ginge Hornene omkring og glad var Kongen; men Klakharald sad tiende paa Bænken, og det tyktes alle Mænd skønne af hans Aasyn, at en Flok af hine mørkeste Tanker væltede sig i ham og knugede hans Sind.
* 402- ✂
- Thyra .
-
✂ Vist før du maatte
Mig mangen anden nægtet Nu jeg dog
Kun beder for en Mand, som hid er dragen
Ad lange Veie for med dig at tale,
At han maa stædes for dig ind
Og drage hen i Fred, om end dig tykkes
Hel ilde hvad han siger!
- ✂
- Gorm .
-
✂ Som jeg er
Tilsinds i denne Stund, han skulde mæle
Ret meget Ondt, før jeg blev vred;
Men da jeg dog nu ei kan vide
Hvad der kan komme ham i Sind,
Er det vel bedst, formeget ei at love.
- ✂
- Thyra .
-
✂ Kan Danmarks Drot, som gør alt hvad ham lyster,
Ei eengang taale at en Mand
Og siger hvad ham lyster? frygter han 1
At Ord hans 2 Arm skal binde, hvis han 3 ei
Med Sværdet fluks kan kløve 4 ham som mælte?
- ✂
- Gorm .
-
✂ Jeg frygte for af Ord at bindes? Nei!
Led ham kun ind! og hvad han saa end mæler,
Han dog skal gange frit igen.
Ud gik Thyra at lede den Fremmede i Sal.
* * * * 403Ind kom Dronningen med Erkebisp Unni.
- ✂
- Unni .
-
✂ Du spørger, hvad jeg vil?
Hvad Hyrden vil, naar djærv han søger
De Ulve som har slidt hans Hjord.
Her sidde I ved Skenkebord i Gammen,
Og drikke i jer Mjød uskyldigt Blod.
Hvad havde de vel gjort dig, grumme Konge!
De Fredens Sendebud, hvis Blod
Du nys udgød, som Himlens Herre
Ved mig nu kræver af din Haand?
- ✂
- Gorm .
-
✂ Hvi vil du staa og spilde dine Ord?
Du Lungerne bør i det mindste skaane;
404 Thi mener du, din Brumlen rører mig,
Du tager svarlig feil. Den Ormeflok,
Som i mit Land udspyede 1 sin Edder,
Med Ret jeg ofrede til mine Guder.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Hvem er vel Satan? mine Guder
Ei nævnes saa, og hvilken ussel Gud
Var Fader til den Ormeyngel?
- ✂
- Unni .
-
✂ Hvem Satan er? Han er den gamle Orm,
Som søger at fordærve Jorderige.
Han tit sit Navn omskifter; her hos jer
Han nævnes Thor og Frei og Odin,
Og alle som ham tjene skal
Ved Døden komme i hans Bolig,
Og pines der i Svovelluen evig.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Du raser Klerk! du taler jo,
Som Aser vare Midgardsormen 2 ,
Og Valhal Surturs onde Ild.
Hold op! jeg vil ei mere Saadant høre.
Jeg lovet har at skaane dig, men hvis
Du bliver ved at haane mine Guder,
Da maa jeg Løftet bryde.
- ✂
- Unni .
-
✂ Satan var
Den første Løgner, hvo ham tjener,
Kun holder Ord, naar han har lovet Ondt.
Men dræb mig kun! min Hals jeg rækker
Frimodig for dit Mordersværd.
Jeg gaaer til Kristus, Verdens store Frelser,
Som over Sol og Maane har sit Hjem,
Og naar mit Blod i denne Borg udøses,
- ✂
-
✂ Da fries den l fra Satans Overvold,
Thi uaftvættet skal det blusse frem.
Som Vidnesbyrd om Satans sidste Seier;
Din Æt skal se det, og ved Synet grue,
Og angerfuld omvende sig til Krist.
Men gamle Hedning som du est, jeg ynkes
Ret over dig, og vil dig ei opirre
Til ved mit Mord at lægge Synd til Synd;
Jeg heller vil dig bede og besværge,
At du ved Troen tager, bygger op af ny
De Kirker du har ødt, og kristner Folket
Til Sone for de Kristne, som du myrded 2 !
O, hør mig Konge! det er sidstegang
Dig Herren kalder gennem mig sin Tjener.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Gak bort, du Lede! med din Jettekløgt!
Jeg med dit Blod ei vil min Sal besmitte.
Jeg veed du stoler paa den onde Trold,
Paa hviden Krist; men alt hans Kogleri
Skal ei forskrække, ei forføre mig.
- ✂
- Unni .
-
✂ Vil du da ikke angre dine Synder,
Men blive ved at stride imod Gud,
Saa ryster jeg af mine Fødder Støvet,
Som Krist de hellige Disiple bød;
Og mæler: til dig kom Guds Rige,
Men du forskød det, derfor ve!
Ja ve dig selv! og ve din hele Afkom!
Den skal undgælde hvad du har forbrudt,
Indtil den kristner Danmark og forsoner
Gud Faders Vrede - Men Klakharald!
Du som den hellige Ansgar har set,
Som hørte Herrens Ord af fromme Rimbert,
Som i dit Hjerte troer paa Krist!
Kan du dog ei, selv nu paa Grafsens Bredde
Dig rive løs fra Verden? vil du da
Forsagt din Tro indtil din Død fordølge?
Saa vid! den Herre Herre han har sagt:
- ✂
- Gorm .
-
✂ Hvis du om trende Solemærker findes
End i mit Rige, skal hin værste Død
Dig lønne for din Spaadom. Skynd dig!
- ✂
- Unni .
-
✂ Ja, jeg vil skynde mig herfra;
Thi det er tungt at drage Aande,
Hvor Herrens Vrede, lig en Tordensky,
Til Alles Rædsel ruger over Landet.
Jeg havde tvende Skaaler i min Haand,
Da hid jeg gik; Velsignelsens jeg tager
Med mig igen, Forbandelsens udøser
Jeg over dig og al din Æt
End trodser du, Kong Gorm! men snarlig
Dig rammer Vreden og du skal forsage.
Der Unni var udgangen sadde alle tause enstund, thi de vare betagne, Somme af Skræk, men Somme af Harme, de ei turde udøse.
- ✂
- Knud .
-
✂ Ei Aserne forsaged, da i Sal
Sin onde visse Spaadom Gulveig mælte;
Og hvo som troer paa dem, forsager ei!
- ✂
- Gorm .
-
✂ Du est min egen Søn, det kan jeg høre!
Nei, jeg vil ei forsage, men, Klakharald!
Hvad var vel det han mælede til dig?
- ✂
- Klakharald .
-
✂ Han mæled Ord, som vel maa eftertænkes,
Og for at kunne tænke ret i Mag,
Saa giver jeg din Knud mit Jarlerige.
Jeg brat maa fare hen i fremmet Land,
At før min Død et andet jeg kan vinde.
- ✂
- Klakhatald .
-
✂ I Alderdom! ja medens Man er ung,
Man glemmer meget, som Man burde gøre.
Og naar Man vorder gammel, let
Man tykkes at det er forsiide.
Men det er ikke godt. - Hel tung
Min Byrde tyktes mig i Alderdommen;
Men Bispens haarde Ord med Stenens Vægt
Nedtynge mig og knuge gamle Hjerte,
Saa jeg kan ikke aande mere her;
Jeg maa afsted til Kristus som mig kaldte.
Farvel min Konge! hvis du mægter, Thyra!
Da bøi det stive Hjerte! Dig, min Knud!
Min kære Fostersøn, med Sorg jeg skuer;
Thi onde Varsler saae jeg for dit Liv,
Og jeg til Offer selv dig har opfostret.
- ✂
- Gorm .
-
✂ Nei bi! i mørke Taarn du ned
Skal kastes dybt, saa Ingen mere hører
Din onde Spaadom, saa du ei
Skal lokke Fler med dig til hviden Krist.
- ✂
- Klakharald .
-
✂ O dæmp din Vrede, Konge! lad mig fare!
I Morges bad jeg ikke for mit Liv,
Da længtes jeg saa saare efter Høien,
Men nu jeg veed, at der er ingen Ro,
Nu skælver jeg for Dødens Komme.
Din Knud har jeg opfostret til en Hedning,
Enddog jeg gjorde det med lønlig Gru,
Og sanked hede Gløder paa mit Hoved;
Men ei jeg vilde svige dig, og ei
Jeg turde drive Aserne fra Norden.
Nu har du ham, og han mit Rige har;
Lad nu mig arme gamle Mand henfare,
At gøre Bod for alle mine Synder
I kristent Land, forlige mig med Gud
408 Før jeg skal dø! Men, vil du ikke,
Saa lad dog først den hellige Guds Mand
Ved Daaben vie mig til Tro paa Kristum 1
Og tvætte af 2 min store Syndeskyld!
Da maa du kaste mig i Ormegaard,
Og jeg skal sjunge der med Gammen,
Til Sangen endes med det sidste Suk.
- ✂
- Thyra .
-
✂ Ei er jeg fager mer, som da du beiled,
Og tyktes der var ingen Mø som jeg.
Du mindes vel de Tider ikke længer?
Men mindes maa du dog, at det var mig,
Som friede 3 dit Land fra Hungersnøden,
Som stilled Folkets Vrede tit paa Thing,
Som skuffed Sakslands Keiser og som reiste
I Daneværke 4 Skranken for hans Magt.
Skal nu til Løn min gamle Fader kastes
I Fangetaarn og dø en pinlig Død?
Er det fordi han troer paa Krist, da kaster
Og mig derned, thi jeg har samme Tro!
- ✂
- Knud .
-
✂ Naar Gamle tale, skal de Unge tie,
Saa lærte mig Klakharald; men de Ord
Som trængte sig fra Sindet frem, ei længer
Paa Læben jeg kan binde, thi som Ild
De brænde. Ei mig Bispens Tale undred,
Hans Djærvhed glæded, men betog mig ei.
Men ved min gamle Fosterfaders Ord
Jeg blev hel sær og sørgelig tilmode.
Det rørte mig i Sind, at han som lærte
Mig store Sagn om Odin, Thor og Balder,
Forlod den gamle stolte Kæmpesæd.
Det rører mig, at Dvalins Døttre mægted
At drive ham fra Valhals Dør, da alt
Den aabner 5 sig for ham til Kæmpegammen;
Men pine ham, fordi han saa er pint,
Det var en Skændsel som maa ikke nævnes.
- ✂
-
✂ Hel Mange tro jo ikkun paa sig selv,
Dem straffer du dog ei min Fader,
Enddog langt mer de haane Asers Magt.
Taus sad den Gamle.
End tav Kongen.
- ✂
- Knud .
-
✂ Du tier, Konge! du vil ikke høre.
Saa hør da Regnar Lodbrogs Ætmand her:
Jeg sværger ved de rige Valhals Guder,
At selv jeg før mod dig skal løfte Sværd,
Og før skal Odins sultne Fugl mig slide,
Før jeg skal se Klakharald lagt i Baand.
- ✂
- Gorm .
-
✂ For gammel er nu Leirekongen vorden,
Da han maa tie i sin egen Hal,
Og tale kun, for Budet at genkalde
Som han har givet; men jeg mærker det,
Min Stol nu hælder som de gamle Guders.
Min egen Søn, min Knud, som troer
Paa sine Fædres Guder, ved dem sværger
At bære Vaaben paa sin Fader.
Klakharald! gaa! jeg ei min egen Æt
Vil øde, ikke Troldens Spaadom sande.
- ✂
- Harald Blatan .
-
✂ Du sagde, Fader! du var blevet svag,
Og til en rørig Medhjelp kan du trænge;
410 Saa del da Danmarks Rige nu med mig!
At jeg kan vorde mægtig som min Broder.
Tredie Samtale .
Ved Midnatstide sad hin ypperste Hofgode Askield i sin Bo. Svagt brændte Ilden paa Gulv og ved Skinnet læste den Gamle forne Runer og ristede ny, vist skulde de nyttes ved det nære Jolablot 2 . Sagtelig indtren hin 3 anden Hofgode Thormod.
- ✂
- Thormod .
-
✂ Askield! Askield!
Ven af Aser!
Est du vaagen?
Drotten ængstes,
Drotten byder:
Der skal blotes,
Store Guder
Skal adspørges.
- ✂
- Askield .
-
✂ Runer jeg rister,
Runer jeg læser 2 ,
Løser de bundne
Stave med Kløgt.
✂ Gak nu i Hallen!
Sig du til Drotten:
Danaast ligger
Blodig og livløs
Hisset ved Limfjord.
Vel maa han ængstes,
Vel maa han eie 3
Søvnløse Nætter.
- ✂
- Askield .
-
✂ Ei maa 4 han dræbe
Asernes Tjener.
Sig ham! hans Elskte
Er hos sin Broder.
Spørger han længer,
Svar, at den anden
Morgen skal bære
Tidender visse
Frem for hans Stol.
Kongehallen.
Trindt i Hallen stode Kongens Hirdmænd, tause og med lønlig Gru stirrede de paa de sorte Tjeldinger og det graa Væv. Fremmerst stod Askield med det mørke grublende Aasyn, og bag ham de andre Hofgoder. Da indkom Thyra med den meget alderstegne Konge ved Haand, og han satte sig i Høisædet efter Vane.
- ✂
- Askield .
-
✂ Solen er oppe,
Drot! vil du følge
Med os i Lunden?
Hellig maa holdes l
Midvinters Blot.
- ✂
- Gorm .
-
✂ End er min Knud da ikke kommen hid!
Om Nat jeg ser ham, men kun bleg og blodig.
Du sagde, Askield! at ved dette Morgengry 2
Mig skulde visse Tidender frembæres 3 ,
Hvem siger nu mig Tidende om Knud?
- ✂
- Gorm .
-
✂ Nu veed jeg det. Det er dit snilde Værk,
Det er den Tidende, som Guderne mig loved,
Ja den er vis, som Hanegal i 4 Hel,
Nu er han død, min Eneste, min Knud!
- ✂
- Hirdmændene .
-
✂ Mindes du Eden,
Konge! den strænge,
Som vi stadfæsted?
Aldrig kan brydes
Eden du svor.
- ✂
- Gorm .
-
✂ O! mene 1 I, jeg trænger til at mindes
Om Eden, som jeg svor? var den og ei,
Hvor kunde jeg dog end en Time leve!
Min Kraft er borte, og den Eneste,
I hvem jeg saae min svundne Kraft gjenfødes,
Han er nu død. O Danmark! græd med mig!
Udlevet, er din gamle Kæmpestamme,
Dit Slægtskabs Baand med Guder er 2 opløst.
Du Askield! sig! hvem var min Knud til Bane?
- ✂
- Askield .
-
✂ Jetter og Trolde
Spøge om Midnat,
Æggede Broder
Op imod Broder,
Hisset ved Limfjord.
Kan du forstaa mig?
- ✂
- Gorm .
-
✂ Saa var det dog, Klakharald! sandt du mælte!
Saa maatte dog de store Bølger mødes
I Limafjord og farve den med Blod!
Saa falde da vel og de store Æbler
Af Stammen 3 ned, og raadne ved dens Rod!
✂ Men hør mig Odin! hører alle Aser!
I høie, strænge Norner! hører mig!
Og høre mig hver Gud, som Noget raader!
Lad min Forbandelse paa Harald og hans Æt
I tredie og fjerde Led nedarves!
Lad ham af egen Søn uddrives, myrdes!
- ✂
-
✂ Saa hævnes Knud paa Fader og paa Søn.
Og, Odin du! ifald du Noget mægter,
Da knus min Æt! naar den forlader dig.
✂ Nu rækker mig mit gode gamle Sværd!
Som jeg har arvet efter mine Fædre,
Som Odin til sin Ætmand Sigmund gav,
Som Sigurd Fofnisbane 1 stolt har baaret.
Det dræbte ham, det skal og dræbe mig,
Og da skal, Askield! du det sønderhugge 2
Og grave ned dets Stumper i min Høi,
Til Tegn, at Odins Æt er lagt i Høien 3 .
✂ Ei vil det saare. Er dets Od saa sløv?
Hvad heller er min Haand saa størkeløs?
Ak! Haanden falder, Hjertet brister,
Og jeg maa uden Kæmpemærket dø.
- ✂
- Askield .
-
✂ Odin! Odin!
Stort du bloter
Til dig selv!
Søn og Fader,
Knud og Gorm.
Høit det gjalder,
Danmark skælver,
Ser med Gruen
Jolablot 4 .
Harald Blatan 1 og Palnatoke.
De Talende .
- Harald Blatan1 , Dannekonge.
- Svend Tveskæg , hans Søn.
- Popo , hans Klerk.
- Palnatoke , Jomsborgs Høvding.
- Fjølner2 , hans Farbroder, Haralds Hirdmand.
- Vagn Aagesøn , hans Sønnesøn.
- Bue Digre , Vesets Sønner fraBorgundarholm.
- Sigurd Kappe , Vesets Sønner fraBorgundarholm.
- Sigvald , Strutharalds Sønner fra Skaane.
- Thorkil Havi , Strutharalds Sønner fra Skaane.
- Odinkar3 ,
- Gunnar fra Hlidarende, en Islænder.
- Haralds Sendebud.
- Svends Sendebud.
- En ukendt Olding.
- Hofgoder.
Første Samtale
.
Jomsborg.
Sankede vare de ypperste Jomsvikinge 1 , og mellem dem Vesets og Strutharalds Sønner, for at lyde paa Palnatokes Tale, der han gav Jomsborg Love.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hvad var vel Jomsborg? Kun et Vikingsbøl,
Et Smuthul for en vild og fremmet Skare,
Som røved fra den stille Bondemand,
Fra Ven og Fjende, sloges fræk om Rovet,
Og krænked Kvinder, dræbte Vaabenløse.
✂ Vor Arm har knuset denne Røverflok,
Men skulle vi forny dens onde Idræt!
Kun slet det sømmed sig for os, som alle
Fra Odin stamme ned. En anden Trang
Os sanked her, det høit skal nævnes
I Nord, hvi Danmarks Kæmpeskare drog
Til Vindland hen. - I veed, paa Bretlands Kyst
Jeg har et Rige, som jeg kunde raade.
Hvi kom jeg hid? hvi stillede jeg mig
I eders Spidse, nu da Haaret graaner,
Da jeg med Hæder kunde i min Hal
Hensidde rolig, trodse Haralds Vrede?
Oplader eders Øine, Kæmper! ser
Hvor Nordens Aand i Norden selv forsvinder,
Hvormangen Drot nu kaster gamle Sæd,
For hviden Krist at tjene! ser med Harme
En Klerk fra Saksland knæle, sukke der
Hvor fordum Kæmpen sad og Skjalden kvad!
✂ Jeg saae det, og jeg svor ved Urdas Brønd,
At standse Edderelven, som fra Syden
Vil strømme hid og overskylle Nord,
Og disse Mure skal som Dæmning stande
- ✂
-
✂ Mod striden Elv og gemme Nordens Kraft,
Til den sit gamle Hjem kan atter vinde.
Men sker det ei, og driver Jetters Flok
Den gamle, stolte Gudehær fra Norden,
Da skal dog Jomsborg staa i hellig Kraft,
Som Undersyn, som varigt Kæmpeminde
Om Tiderne, som ralled hen,
Som dræbtes af en Trælleskare.
- ✂
- Bue .
-
✂ Ja, og af hver en Nidings Ben,
Som Sværdet naaer, skal Muren vokse,
Og Blod skal farve den, da staar
Vor Borg som røden Altersten
Til Skræk og Gru for hele Norden.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Du har os sanket, Toke! her til Stevne,
For mellem os at skikke Lov og Ret,
At Borgen, som saa stærk vi bygged,
Som har i os saa fast et Værn,
Ei skal ved Splid og Tvedragt ødes;
At Vildhed og at Grumhed ei
Skal Høvdinge imod os reise.
Thi, sig I hvad med din stille Kløgt
Du har udfundet!
- ✂
- Bue .
-
✂ Trænge vi til Love?
Skal de vel binde vores Kæmpehaand!
At kaste Hjelm og Skjold, og modig
Med løftet Sværd i baade Hænder
At gange frem og aldrig fly,
Er Mandens Lov; men kønt at holde Fred,
Det er en Lov for gamle Kvinder.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Du Bue! pukker altid paa dit Sværd,
Hvad har du vel, naar det engang du mister?
Din Hjerne den er tom og farlig hul,
Derfor og nu saa høit din Pralen skralder.
Du mener, at af Dødningben
418 En Mur kan bygges, veed da ikke
At snart de rulle, naar kun Liv
Heel sagtelig det ene rører,
Du vil bestryge den med Blod,
En herlig Kalk, som stadig rinder
Og river Muren med sig hen.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ O, kives nu ei saa! kun lidet sømmer
Sig Sligt for Mænd. Vist, Bue! ei
Min Lov din Kæmpehaand skal binde,
Kun raade med den, saa den ei
Sig alt for vildt omkring skal tumle.
Du, Sigvald! kløgtig fandt, at Bue
Foruden Sværd var vaabenløs;
Men hvor er Kæmpen vel, som nænner
At vriste Sværdet af hans Haand!
✂ Nu Lovene jeg eder vil fremtælle 1 ,
Og hvad ham tykkes, maa Enhver i Dag
Om dennem tale, men naar næste Morgen
Fremgryer 2 , skal for hver, som Loven ei
Vil taus adlyde, Porten fluks oplades,
Og har han hørt den slingre bag sin Hæl
Mod Stolpen ind med Gny, han aldrig
Af Jomsborgs Mænd skal høre anden Tale,
End den som lyder høit i Sværdets Døn,
Naar det hans Skjold og Brynje kløver.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ I Livets Morgenrøde Livet spiller
Letsindig vaklende, som Rør i Luft;
Mod Livets Aften Størken atter svinder
Og varig Kraft er ikkun Asers Lod;
Vor Borg behøver Mænd, og derfor Ingen,
Som ei har baaret atten Vintres Kuld,
- ✂
- Bue .
-
✂ Ja, ingen Dreng og ingen Gubbe,
Som blegner ved at skue Blod,
Som nøler med at drage Sværdet,
Maa taales i vort Kæmpelaug 2 .
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Den Mand, som bange veg i Strid
For En, der kaldes maa hans Jævning,
Om han ved List end sneg sig ind,
Skal fluks uddrives som en Niding.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Nei, ikke saa!
Du est af Staal, og Staalet viger
Ei før det hel er sønderbrudt;
Gid Jomsborg aldrig dine Lige
Maa fattes! men den ødtes fluks,
Hvis Alle vare dine Lige.
✂ I Vestresaltet 3 tit jeg foer,
Og naar jeg veg for Stormens Vælde,
Jeg stundom saae en Snekke stolt
Forsage Land og Kyst og Havn,
Og trodse kæk de store Bølger.
Jeg stod og saae med herlig Lyst
Paa Asathors det høie Billed;
Men Roret knak, og Snekken sank,
Og kneiste aldrig mer paa Havet,
Og aldrig mer den bar en Flok
Af Kæmper hen til mandig Idræt.
Du veed det, Bue! ei af Frygt
- ✂
-
✂ Jeg taler saa, end ofte Skjoldet
I Striden tykkes mig for tungt;
Men dette Lang 1 ei, som et Under 2
Paa Himlen, skal en føie Tid
Fremglindse 3 og igen forsvinde;
Af haarde Stene Muren blev,
I Jernets Størke Porten klædtes,
Thi vil jeg og, at flere Led,
End jeg kan tælle op til Odin,
Skal tælles ned fra mig, og end
Skal i sin Vælde Borgen stande.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Ja, det vanærer ingen Mand
At vige for en mægtig Fjende,
Thi ellers maatte stolte Eg
Sig skamme, naar dens Top sig bøier
For Vindens Kraft.
- ✂
- Bue .
-
✂ Saa tænker du,
Din Fader tænkte ligedan, Strutharald
Har set sin Strut af fem Marks Guld
Paa Bues Hjelm og han har tiet.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Alt Nag og Nid skal her forsvundet være,
Thi Brødre er det, som i Jomsborg bo;
Om Nogen ogsaa fandt sin næste Frændes,
Sin Broders, Faders Bane her,
Ei maa han blotte Sværd, men ene
Jeg dømmer hvad mig tykkes Ret
Med Vandet, som vor Borg omskyller,
Sig Blodet blande! men den selv
Ei smittes maa af røde Vædske.
Mon Aser vel har glemt, at Fenris bed
Med onde Tand af Tyr hans Høire;
Og veed de kanske ei, han skal engang
Den høie Seierfader sluge?
De Intet glemme, Alt de veed,
- ✂
-
✂ Men helligt Thing de ei vil smitte
Med Ulvens Blod - Som Guders Thing
Saa skal vor Borg os hellig være.
- ✂
- Bue .
-
✂ Den Lov er haard, var anden Høvding
End Toke, snart jeg skulde atter se
Borgundarholms de høie Bakker 1 ,
Hvor frit jeg turde løfte Sværd
Mod Vesets og mod egne Fjender.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Den Lov er viis; thi ingen Høvding
De vilde Kæmpers Overmod
Var mægtig uden den 2 at styre;
Snart skulde Ravnen hakke ud
Den sidste faldne Vikings Øine,
Og Ulven vade dybt i Blod,
Og slide Lig i Borgens Sale,
Om Frændehævn og Tvekamp lier
Tillodes inden disse Mure.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hvor Tappre er, Bagtale, Digt og Løgn 3
Kan ikke være, hvis det Nogen glemmer,
Med Spot og Haan fra os han drives ud.
At sige Tidende ei heller Nogen vove!
Thi selv jeg først og ene vil
Forkynde, hvad der skal forkyndes.
✂ Alt Bytte skal til reisle Stang
Henbæres, der det skal uddeles;
Og er en Niding, som for sig
Beholder Noget, aldrig Solen
Ham skal beskinne mere her,
Om han og var min næste Frænde,
Næst mig den vældigste i Kamp.
Ei sankedes vi her til Lyst og Gammen,
Men til at virke, bære kækt som Mænd
Hvad Mænd kan bære, derfor Ingen
- ✂
- Bue .
-
✂ Kvinder sømmer
Det sig at klage, ser jeg En
At vride sig i Kamp ved Saaret,
Han skal vist ei fortælle, hvad
Han vred sig for.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Fordi saalænge du den bærer selv,
Da er den din, men naar du den fortæller,
Da er du dens, og den igiennem dig
End søger at nedbryde Vennens Kraft.
Kun een er Loven, som end maa tilføies:
Imellem os skal ingen Kvinde bo,
Thi Manddom døer i Kvindens kælne Favn 1 .
- ✂
- Bue .
-
✂ Selvanden jeg hver Nat i Sengen ligger,
Jeg med mit gode Sværd, og vi
Vist ei hinanden skal forkæle.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Som Mandevid er lidt mod Norners Visdom,
Saa, Toke! agter jeg min Kløgt mod din.
Men dog mig tykkes, om mig Noget tyktes,
At denne Lov er underlig og sær.
Naar Vinterfrosten binder Havets Strømme,
Og Snekken hviler trygt i Borgens Havn,
Naar Kæmperne om breden Bord forsamles
Til Gammens Tale, sjunge gamle Kvad,
Hvi maa da fagre Møer ei fremgange
- ✂
-
✂ Alt under hviden Lin, og brune Mjød
I Hornet øse, det til Kæmpen række?
Valkyrierne jo i Odins Sal
Fremgange saa, og aldrig end Man hørte
Einherier at glemme daglig Strid.
- ✂
- Sigurd .
-
✂ Ei er jeg snild i Maal som Sigvald,
Og tier gerne, naar som Kloge tale;
Men her mig tykkes dog et Ord
Jeg og maa lægge til: jeg fæsted
Mig liden Tove, hun er væn som Faa,
Dog hid jeg drog for Manddoms Daad at øve.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Ja, Brødre! Kæmper! I har Ret,
Hel underlig kan denne Lov og synes,
Jeg grubled længe, nødig vilde jeg
Den fagre Lænke sønderbryde,
Ei har jeg sønderbrudt den, sagte
Jeg løfted ikkun Led fra Led.
I Borgen her maa ingen Kvinde være,
Kun tvende Nætter maa i Rad
Sig Nogen selv fra Borgen fjerne,
Men Høvdingen, som skarp i Syn,
Maa dybt i sine Kæmper skue,
✂ Vil stundum dog om Vinterstid
Tilstæde den, hvis Mod er øvet 1 ,
Hvis Hug er fast, som er en Mand,
At dvæle hos sin Mø, sin Kvinde.
Dig, Sigurd! Nordens ægte Søn,
Og Sigvald! snild i Raad og Tale!
Jer vil jeg lære, hvi vor Borg
Maa lukkes tæt for hver en Kvinde.
Valkyrier i Odins høie Sal
Frembære Mjød, ja endnu mere:
Folkvangers Mø i kærlig Favn
Indslutter Kæmpen, som har elsket.
Jeg fordum sad i Stefners Borgesal,
- ✂
-
✂ Med hviden Haand Olufa rakte
Mig Hornet, gav mig Haanden med,
Og mangengang jeg djærv er sprunget
Fra hendes Favn i Hildurs Leg;
Med Lyst jeg hørte hende kvæde.
Men og med Gammen Pilesang.
Alt under Høien hviler hun, men hist
Paa Disabænk jeg skal den Væne favne.
Ei er det Tingens men kun Tidens Skyld,
Som ved sin Vanart nøder os at kaste
Det Halve bort af Fædres Kæmpeliv,
For anden Halvdel at bevare;
Naar Møen er Valkyrie, da ei
Hun Manden kalder bort fra Odins Lege,
Saalænge hver en Nordens Mø
For Freia knæled øm og modig,
Oplued hun sin Beilers Sind
Til mandig Daad; thi vel hun vidste,
Sesrumner l aabnes kun for Mænd.
Alt længe nu er Tro paa høie Guder
Hos Mange slukket, siden vi i Lund
Opreiste deres Støtter, synes Aser
Som døde i den døde Sten,
Og Kvinden, hun som søger Varme,
Og lever kun i den, har følt
Paa kolde Sten, og gyst, og flygtet;
Ei mer hun stunder efter Freias Sal;
Men tæt hun vil sin Elsker knuge
Til sig paa Jord. - Og nu den nye Lære!
For Kvinder skabt, den heder Kvindens Hjerte,
Og Mandemods det før saa haarde Malm
I Heden smelter.
- ✂
-
✂ Maa tro med mig. Jeg fuldt har nemmet
I Bretland Læren, kunde og
Hel klarlig vise, at det saa maa være;
Men dennegang jeg dig kun vil adspørge:
Hvorfor mon Angler undertvang
De gamle Britter? Hvorfor mon
De samme Anglers Æt betvunges
Af Regnars Sønner? Hvorfor kued Rolf
Det stolte Valland?
- ✂
- Thorkil .
-
✂ Ja, det synes vise,
At største Kraft hos Asafolket boer;
Men Eet er underligt, hvi kued
Vel Sakslands Otto Harald saa?
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Mon Aserne da med ham strede,
Og mon for Aser Harald stred?
Veed du det ei, at Leirekongen
Er haltende og sygelig,
Vil være baade Gorm og Thyra,
Vil være baade Ild og Vand,
Men blir en Damp 1 , det Slette af dem begge.
Hans Hirdmænd er som han, hans Folk
Forvirret veed ei hvad det vil og søger,
Og var det da den kristne Otto vel,
Som ødte Danneværke 2 , eller
Var det ei Trygves djærve Søn,
Den unge Olaf hist fra Norrigs Fjelde,
Af gamle Haralds Æt, med Haralds Tro,
Ham, som jeg før min Død end tænker
At se paa Haralds Stol og der
At gøre Jomsborg hartad unødvendig!
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hakon? ja Hakon!
Jeg kender ham, Guldharalds lumske Morder.
Han sanker Ben af gamle Haralds Æt
Og reiser paa dem Hladejarlens Sæde,
At det kan vorde høit, en Kongestol.
Han tro'r paa Jetter, paa sin egen Størke,
Paa Valhals Guder tror han ei.
- ✂
- Thorkil .
-
✂ Men hvorfor har han da vel bygget
Ved Hlade og i Guledal
De fagre, prude Gudehuse,
Hvis Mage Man ei saae i Nord?
Hvi mon han Aser saa udsmykker
At Guldet hartad skjuler dem?
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hvorfor? Det var vel ikke tungt at sige;
Men naar han skjuler Aserne med Guld
Da gør han ret; thi det var Guldet
Som skjulte Aserne for ham.
Han har opbygget Gudehuse!
Hvor priseligt! Saa bygge og
De Kristne Gudehuse. - Fordum,
Ved Tidens Fødsel, kvæder Vola, blev
De rige Guders Borg fra Jordens Vange
Til Himlen fløttet - Hakon vil
Den maaske ned til Jorden atter hente,
Fordi den er lidt høiere end hans.
Dog, herom kan vi siden tale
Om saa Du vil.
Nu har I hørt
Hvad Lov, hvad Ulov er i Borgen,
Og hver, som ei vil lyde, fluks
Udgange, om han ei vil drives!
Thi denne Lov som Volas Kvad,
Som Odins Bud skal hellig være.
- ✂
- En Jomsviking .
-
✂ En Snekke hid har ladet stande,
Og ligger hardt ved Havnens Port,
En Ungersvend staar i dens Løfting,
Og raaber høit paa Palnatoke.
Nu ginge alle Høvdinge op paa Muren.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Ei dølger jeg min Æt, og du vel burde
Mig kende; thi mig avlede din Søn
Med Vesets Datter. Spørg kun Bue!
Han kender Vagn.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Fordi jeg kedtes mellem mine Frænder
Ved Bænkesæde og ved Studebrøl,
Og mine stille Frænder tyktes ilde
Om mig, fordi jeg stundum slog
Et Ben i Panden paa en Vrævler,
Maaske lidt haardt, saa Blodet sprang,
Og Kroppen faldt og glemte sig at reise.
Thi søgte jeg nu hid, da jeg har hørt
At her er Mænd og ingen Kvinder,
Jeg vidste og, at Bue var her alt,
Og hvor han er, der gad jeg ogsaa være.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Og mener du da, Frænde! at du her
Kan frit med Mandehovder lege?
At Jomsborgs Kæmper taale mer,
End dine egne næste Frænder?
- ✂
- Vagn .
-
✂ Kun lidet nyder jeg vort Frændskab,
Den første Gang vi sees, og altid jeg
428 Har tænkt, du var en anderledes Mand.
Jeg sad som Dreng paa Skødet af Thorgunna,
Og hørte Aage tale om din Daad
Om Vinteraftner, naar han sad ved Ilden
Og gjorde Pleiler, hvordan du
I Bretland foer og paa de irske Kyster,
Da kaagte al den Smule Blod,
Som i mig var, med begge Hænder
Jeg løftede paa Pleilen, slog i Ild,
Saa Aages Haar blev fuldt af Gnister.
Engang fortalte han, hvordan du skød
Med sikker Pil det lille Æble
Ned af hans Hoved; fluks jeg fik
Mig gjort en Bue, lagde saa et Æble
Paa Hovedet af vores ene Træl,
For dog at se, om ei jeg kunde ramme
Saa godt som du. Jeg rigtig nok
Skød feil, og ramte Trællens Øie,
Men siden den Tid har jeg øvet mig
Og søger nu til dig som til min Jævning.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Er du saa brav i Haand, som stærk i Mund,
Da har jeg ingen Skam af vores Frændskab.
Sig, Bue! tør du borge for
At han ei bryder vore Love?
- ✂
- Bue .
-
✂ Jeg knap tør borge for mig selv, end sige
For slig en vild ustyrlig Dreng.
Han blir en vældig Kæmpe; men at holde
De Love her, han sikkert mægter ei.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Kun lidet hædrer du din Fostersøn.
Hvad kan det være vel for Love
Som du, men ikke jeg kan holde?
End I, Strutharalds fagre Sønner!
I raade dog vel godt for mig?
- ✂
- Vagn .
-
✂ Ei heller, naar jeg bærer jer en Hilsen
Fra jeres Fader? Jeg i sidste Vaar
Var hos ham, for jeg vilde skønne,
Om bedre nu sin røde Strut
Han gemte, siden Bue Digre
Af Medynk gav ham den igen.
Jeg fandt kun nogle Faar og Stude,
Og saa en Smule Andet. - Ser du,
Hvor dybt sig Rusten har indgnavet
I disse Skjolde, disse Sværd?
De har vist ogsaa ligget grumme længe,
Hver Dag vi dygtig slide paa dem, men
Endnu de ikke ret vil blive blanke.
Strutharald er vist ikke blevet vred,
Fordi jeg tog, hvad han dog selv ei brugte,
Og hvad jeg høilig kunde trænge til;
Thi Skib og Folk jeg fik af Aage,
Men ingen Vaaben, - til sin Plov
Han bruger Jernet, - og jeg maatte
Da selv se til at faae lidt Staal.
Nu, Sigvald! kommer jeg i Flokken?
Det kunde jo dog glæde dig
Hver Dag at skaade disse Vaaben,
Og mindes om din Faders Gaard.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Ei bryde vi da vores Lov, som vil,
At Hver hos os skal tælle atten Vintre.
Men vel mig tykkes om dig, Vagn!
I Bretland har jeg Jarlerige,
Og Hælvten nu skal være dit.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Vel er det budet; men jeg skøtter
Ei om dit Rige. - Eders Lov
Jo brydes ei, naar ikkun Hugget
430 Er atten Vintre; jeg mit Sværd
Vil løfte da med baade Hænder,
Saa tænker jeg nok at mit Hug
Blir firogtyve Vintre gammelt.
Halvhundred Mand og dette ene Skib
Jeg ikkun har; men dog jeg byder
Strutharalds Søn, den tappre Sigvald ud
At møde mig med tvende Skibe
Og hundred Mand til Vaabenting,
Og taber jeg, da skal jeg vige;
Men viger han, mig og min Flok
I skal i eders Flok optage.
✂ Nu, Sigvald! er du ingen Niding,
Er Mandehug dig mere kært
End Sengelyst og Bænkesæde,
Saa kom herud og prøv en Dyst!
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Da han saa mandelig dig æsker,
Der Skibene vare lagde ud, raabte Palnatoke til Vagn:
Og byder saa forvovent Bud,
Saa faaer du lægge mod ham, Sigvald!
Du kuer vel hans Overmod;
Men dræb ham ei! lad Skjolde bære
Omkring ham! thi han skal
Kun lære, han er Dreng i mer end Alder.
✂ Nu, Frænde! Porten er opvundet,
Snare fløi Pilene i Flok og ei sparedes Hugvaaben. Enstund saae alle tause derpaa, men da Striden begyndte at mindskes paa Sigvalds og øges paa Vagns Haand, stod Bue brummende, indtil han endelig udbrød.
Og fluks du frit kan seile ind
Her under Buen, naar kun først du jager
De Fiske ind, som nys løb ud.
✂ Jeg troer 1 Sigvald nænner ei
At hugge i sin Faders Skjolde.
- ✂
-
✂ Jeg frygter snart at Sigvalds Skjolde
Blir alt for smaa, naar de skal til
At indeklemme ham. - Mig tykkes
At Sigvald styrer ind mod Land.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Hør, Sigvald! det behøves ikke.
Ogsaa Vagn gik paa Land og Sigvald trængtes alt haardere og haardere, men der Palnatoke saae det store Mandfald, da raabte han:
Jeg seer, at du vil sanke Sten
For at afgnide Vaabenrusten,
Det ei behøves, alt mit Sværd
Har slidt sig blankt i dine Skjolde,
Og Blodet troer jeg ogsaa hjelper.
✂ Nu er det nok. Vi har for Sæd
At prøve Mænd, som vil i Lauget,
Men slig en Prøve, som i Dag,
Maa være sjelden. Sig! hvormange
Gik der til Valhal?
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Saa stille, Frænde!
Du veed dog vel, at jeg er Høvding her.
Hvad praler du vel af? ei var det sjeldent
Blandt vore Fædre, at en tolvaars Dreng
Var mægtig til i Strid at bære Vaaben,
Ja stundum eied han og sindig Kløgt.
Den savner du, derfor du nu skal drage
Med Bue ud paa Tog, ei komme hid
432 Før han sig trøster til for dig at borge,
At du vil skikke dig i vores Lov.
Anden Samtale.
Jomsborg.
Palnatoke sad med de ypperste Høvdinge i Salen.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Fra Harald?
(til Vagn.)
Gak, Bue! før os Budet hid!
✂ Du vakkre Knøs! har du set Leirekongen?
- ✂
- Vagn .
-
✂ Om jeg har set ham? veed du ei,
Han kommer tit paa Gæsten hos Aage 1 ,
Og lider godt din Søn, den spage Mand,
Der passer kønt sin Bondesyssel.
I Høst, da jeg fra Bretland kom
Og gæsted Aage 1 , var og Blatan der;
Vi sad og snakked overborde
Om Allehaande; Talen faldt
Da og paa dig og paa din Manddom.
- ✂
-
✂ Jeg saae at Harald skifted Lød,
Hvergang vi nævned dig og Jomsborg,
Og vilde gerne dreiet Talen om.
Men jeg holdt fast og sagde lydt min Mening,
At, siden Rolf, i Danmark ei
Var født din Jævning. Det var Gammen,
At se paa H araids Øine; thi
Det Hvide vendte ud, og Læben
Er neppe bleven hel igen,
Saa sled i den de sorte Tænder,
Tilsidst han Hornet tog og drak
Hel vældig, for sin Harm at slukke.
- ✂
- Bue
-
(med Budet.)
✂ Der har du ham, men om han lever,
Til han har røgtet Ærendet, det veed
Jeg ikke; thi da Porten bag hans Hæle
Lidt tungt blev smækket i, da skjalv
Han ret som Løv i Blæst, og se!
End ryste alle Trællens Lemmer.
- ✂
- Budet .
-
✂ Ei er jeg Træl, en Søn af Fjølnir.
Mig sendte Kongen til dig hen,
Fordi af samme Æt jeg stammer,
Fordi...
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Af samme Æt? ja, Fjølnir
Han er maaske min Farfars Søn,
Men dog af Trælleæt. Hans Frændskab,
Den onde Nidings, vil jeg ei,
Og endnu mindre dit, du Usling!
Taus og forfærdet stod Sendemanden.
434- ✂
- Budet .
-
✂ Fordi at Kongen tænkte, naar du saae
Din Fræn ... naar en Søn af Fjølnir
Indbød dig, var det dig et Tegn,
At Kongen har forglemt sin Vrede.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Ja, naar en Søn af Fjølnir kom,
Saa maatte jeg da sagtens mærke,
At Harald var mig grumme god;
Det var just ei saa dumt. Nu Mer!
- ✂
- Budet .
-
✂ Kong Harald Tidende har spurgt fra Bretland,
At Svend er død, og til hans Gravøl
I Roskild efter trende Nætters Frist
Han byder dig, og mener at du ikke
Vil oversidde Budet, da du selv
Har Svend opfostret.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Træl! du lyver.
Hvem har vel sagt, at Svend er død?
Du, Vagn! har du hørt Sligt i Bretland?
- ✂
- Vagn .
-
✂ Ja, hørt det har jeg, men om det er sandt
Enstund stod Palnatoke grundende og mælte saa:
Det veed jeg ikke.
✂ Far kun Træl!
End mælte han, der Bue var udgangen med Budet:
Og hvis du kommer førend jeg til Harald,
Da sig ham: Palnatoke kommer vist.
✂ I Kæmper! reder trende Snekker fluks,
Som bære kan tregange hundred Mænd!
Een styrer jeg, de andre Vagn og Bue.
Alle ginge skyndelig ud.
435- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hvad er dog Mandekløgt! jeg mente
I Svend at fostre Dannemark en Drot,
Som vilde Skjoldungnavnet atter hædre,
Og holde stadig ved den gamle Sæd;
Nu er han død, og al min Id forgæves,
Forgæves har jeg døvet stærke Røst,
Som kaldte mig til Hævn, - nu atter
Staar Harald ene i sin Æt,
For Gorms de tunge Drømme, Klerkens Spaadom
Jeg altid grued, og jeg gruer end.
Skal jeg udrydde Odins Slægt i Danmark?
Og dog - er Harald Odin værd? og jeg!
Er jeg da ikke og af Odins Stamme l
Du selv mig kalder Harald! Vel! jeg kommer,
Og drikker Arveø11et efter Svend.
Roskilde.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Han kommer vist, dumdristig var han stedse,
Han kommer med en Vikingsflok 2 ,
Og mener da at kunne trodse
Sin Konge, men jeg tænker det
Skal blive sidste Gang. Al Hæren
Er sanket, naar han gaar tilsengs,
Vi, for at spare Blod, vil tænde
Lidt Baal og ryge Ræven ud,
- ✂
- Popo .
-
✂ Nei det var Synd at kristne Mænd
For slig en Hedning skulde falde;
Vistnok, desstørre blev hans Straf,
Men vi er Kristne, vi vil ikke
Hans Kval forøge, heller se
For nye Synder ham at spare.
Ind traadte Gunnar fra Hlidarende i Hjelm og Brynie.
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Jeg kommer til dig Herre Konge!
I denne aarle Morgenstund,
At bede Orlov, thi til Hjemmet
Nu staar min Hug.
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Mig fattes ikkun hvad som Ingen
Kan give mig, end ikke du,
Mit Island, Konge! mine Frænder,
Mit Hlidarende og min vante Dont.
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Jeg vilde se med egne Øine
De Steder, hvor i fordum Tid
De gamle Kæmper Livet fristed,
Hvor de bedrev saamangen Daad,
Der kvædes om af vore Skjalde,
I aiskøns Idræt vilde jeg
437 Forsøge mig, thi det mig tyktes
Uhæderligt, hvergang jeg kvad
Om Fædres djærve Id, saalænge
Jeg ikkun skifted Hug til Skemt.
Nu har jeg set de rappe Pile
I Luften flyve, og mit Skjold
Er mærket af de hvasse Egge;
Jeg Sigarsted har set, og Leire,
Og Jellinge og Odinsei,
Og hvad jeg kunde se i Danmark.
Nu drives jeg til Gudefolkets Hjem,
Til Upsals Helligdom og Sigtun;
End eengang vil jeg da i Norrig
Omvanke i det prude Land,
Der avled Mænd, som heller vilde
Omgærde sig med Sne og Is,
End taale at Kong Harald reiste
Paa deres Nakker høie Stol.
Naar det er sket, da farer jeg
Med Gammen til mit kære Island.
- ✂
- Popo .
-
✂ Kong Harald! elskte Søn i Kristo! hør!
Den blinde Hedning vil til Upsals Tempel
Og dyrke Djævlene. Har du ham kær,
Da byd ham tage Kristendommen,
Hvis ei, da deler du hans Synd.
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Hvi er den Klerk og altid her tilstede
Naar Mænd samtale? Konge! du kan tro
Hvad dig behager; men du vil dog ikke
Forlange: jeg skal skifte Guder med?
- ✂
- Harald .
-
✂ Vist ikke. Du beholde maa din Tro,
Men bliv saa her! hvad vil du hjemme?
Mig tykkes, vi har lange Nætter,
Og gruelige nok, men I!
I har jo Nat den hele Vinter!
Det maa dog være grumme fælt.
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Ei er det saa. Om Arnestedet
Vi sankes da i venlig Krinds.
Hvem 1 Skjaldskab fik af Odin, kvæder
Om Asers og Hrimthursers Strid,
Om Odins Æt i Svithjod og i Frakland.
En Anden, som er snild i Maal,
De mange fagre Sagn fremtæller
Om Yngves, Skjolds og Anguls Slægt,
✂ g vore egne gamle Frænder,
Som bygged først det øde Land;
Men de som lyde paa, de sysle
Imens med deres egen Gerning;
En skæfter Spyd, en Anden skær
I Skjoldet Runer, og den 2 Tredje
Sig snoer 3 stærke Buestræng;
En hvætter kanske og sit Sværd
Saa sagte, eller Tollekniven
Han rører med sin nemme Haand.
Nu Kvinderne! de spinde Hørren
Paa bløden Hynde, eller sømme Lin,
Men Somme kan dog og baldyre,
Og Andre slaa den lette Væv;
De sjunge stundom og en Vise,
Og mest om Elskov. Du kan tro,
Der fattes ikke Lyst og Gammen.
- ✂
- Harald .
-
✂ Det maa saa være, men det er
Dog ikke altid, at I kvæde
Om Guder og den gamle Tid,
I glemme ikke dem som leve,
Men spilde ei paa dem jer Lov 4 ;
Mit Blod end syder, naar jeg tænker
Paa den Nidvise, som en Træl
Om mig, en Konge! turde digte.
Da svor jeg hele Island Had,
Men du ei dine Landsmænd ligner,
Thi vilde jeg, du skulde her
Stadfæstes, tage dig en Kvinde,
Og bedste Hersefylke af min Haand.
- ✂
- Harald .
-
✂ Storagtig er du som de Andre.
Tillader vel dit store Sind,
Islænding! Skænk af mig at tage;
Hvad heller er og dette Klædebon
Med disse guldudsyede Vanter,
Samt denne Hat fra Garderig
Dig mindre værd, end hvad du selv har hjemme?
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Ei maa du vredes, Konge! og din Skænk
Med Tak jeg tager, naar du derimod
Af mig vil tage gode Langskib
Med Gods og Alt til Mindetegn.
- ✂
- Harald .
-
✂ Vel sømmer det sig lidt en Konge
At tage Skænk af fremmet Bondemand;
Men dog vil jeg det gøre dig til Hæder,
At Islands stolte Folk kan se,
Om Dannerkongen ei fortjente
Et bedre Drapa 1 .
Ene kom Palnatoke gangende ind hel skyndelig.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Det havde været ilde, Brodersøn!
Thi du vist ledte grumme længe
Før du har fundet hid, og dersom ei
Jeg kendte dig desbedre, skulde
Jeg hartad tro, at du dig dennegang
Forvildede.
Med det samme sneg sig Fjølnir ud af Salen.
* 440- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Det Samme tænkte jeg
I Aftes. Just som Maanen steg
Jeg naaede l det gamle, prude Leire,
Kongsgaarden laa saa taus og øde,
Som om den sidste Skjoldung var begravet.
Jeg stødte med mit Sværd mod Porten,
Men hule Døn var alt det Svar jeg fik;
Jeg kom til Hyldehøien, saae at Stenen,
Hvor Dannerkongen fordum sad,
Hvor Harald sad, da han blev hyldet,
Var væltet ned, da gøs jeg ret,
Og mente det var arge Trolde,
Som kogled frem de slemme Syn.
Sørgmodig gik jeg trindt i Vangen
Og frygted hartad ei at finde
De gamle Kongehøie mer.
Men da jeg saae Rolf Krakes stande,
Som selv han fordum stod og faldt,
I Ring af sine djærve Kæmper,
Da glædtes jeg. Jeg gik derop
Ved Midnats Tid, og stirred længe
Forundret paa den gamle Borg
Og lytted, om jeg ikke kunde høre
Et Sværd at klirre paa et Skjold,
En Hund at bjeffe, om ei andet,
Saa dog en Snorken, Alt forgæves;
Mig tyktes kun at se en vældig Skygge,
Som om det kunde været Gorm,
Henskride sorgfuld over Vangen,
Og stirre hen paa Odins Lund,
Det faldt mig aldrig ind, at Harald havde
Sin Stol fra Leire fløttet, thi det var
For mig, som om han havde fløttet
Sig fra sin Stol. - Hvordan
Kan Leirekongen ville bygge
Paa andet Sted, end Skjold og Rolf,
Og Frode, Regnar 2 , Gorm hin Gamle?
✂ I Morges først da Solen kom 3
Og skinned paa det Kors, som stander 4
- ✂
-
✂ For Offerlunden, da jeg saae,
At Stenen, som i tusend lange Vintre
Har baaret Guders Offer, den
Som Skjold opreiste, var omstyrtet,
Da først jeg skønned, hvorfor nu
Ei Harald bygger mer i Leire.
Da troløs han har Guderne forladt,
Det faldt ham tungt at se den Lund,
Hvor Konger fordum bad til høie Aser
Om Kraft i Aand og Held i Kamp,
Og hvor de bad til milde Vaner
Om Grøde for den grønne Eng,
For Agren og for Dannekvinden.
Det var ham underligt om Nat
I Kongehallen, hvor hans Fader døde
Og mæled sine sidste stærke Ord
Imellem hine mange Kæmpehøie,
Hvor Drauger ride for at speide ud,
Om deres Æt end er dem værdig.
✂ Nu først jeg mindtes, at den Træl
I sendte, bød mig hid til Roskild.
Jeg kom, og da jeg spurgte ud
Om Kongen, peged Man paa Kirken,
Som bygtes til en fremmet Gud.
Der vil du vel begraves Harald
Og skjule dig bag tykke Mur
For dine gamle Frænders Vrede?
Et herligt Valhal!
Bleg og forvirret stod Kongen.
- ✂
- Popo .
-
✂ Fule Hedning!
En Djævel taler gennem dig.
O Herre Konge! lad dig ei forvilde!
Slaa Kors for Brystet! læs andægtig
Confiteorl ! og du skal vorde styrket.
Nu indkom Fjølnir med en Flok væbnede Hirdmænd, og tog Kongen afsides, men det veed Ingen, hvad de talede tilsammen, dog Mange mene at kunne skønne det af hvad som siden fremkom.
- ✂
- Harald .
-
✂ Oprørsk og trodsig var du altid, Toke!
Af kristen Kærlighed tilgav
Jeg dig, men da du nu i Jomsborg
Dig ter, som du var Konge selv,
Og, hvad end værre er, forfølger Kristne,
Og holder ved den gamle Overtro,
Lod jeg dig hente for at høre,
Om du mig vilde agte som 1 din Drot,
Og vorde Kristen, men isteden
Du taler til mig som min Overherre,
Med Helligdommen driver du din Spot,
Og minder mig om hine Guder 3 ,
De lede Trolde, som engang
Desværre ogsaa jeg har dyrket.
Jeg vil ei dømme dig, der staar
En hellig Biskop og din egen Frænde,
Jeg giver Sagen frit i deres Vold.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Du vilde heller ikke dømme
Din Brodersøn Guldharald og
Din Fostre, Norges Harald Grafell 3 !
Din Fostersøn du lokked ned fra Norrig,
Som om du vilde bøde paa hans Trang,
Og gjorde det da rigtig nok saadan,
At han kom aldrig mere til at trænge.
Mig har du ogsaa faaet lokket hid
Til Gravøl efter Svend, og jeg kan mærke
Den Drik, du blanded, er vist ikke slap.
Det maa jeg sande, at den nye Lære
Har Ære af dig. Det var klogt,
Du tog ved den, thi Odin
Ei havde noget Sæde paa sin Bænk,
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Det er hel tungt, min Konge! at du vil,
Jeg skal min egen Frænde dømme,
Thi Brøden er saa stor, at ei
Jeg tør vort Frændskab lade raade.
I, Popo! er en hellig Mand,
Hvad mener I om Palnatoke?
- ✂
- Popo .
-
✂ En giftig Urt maa rykkes op med Rod,
Det nytter ei, at Blade Man afriver,
Og bøier Toppen, thi igen
Den reiser sig og vidt sit Frø udspreder,
De spæde Blomster visne hen
Af Dunsten, eller og de kvæles.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Det gør du godt, men mon du ikke
Tog Feil? En saadan Karl, som du,
I Bretland sagde mig som Dyden
Ved eders Tro, at I lod staa
Det slemme Ukrudt 2 iblandt Kornet,
Og nænte ei at luge det.
- ✂
- Popo .
-
✂ Ja, var du Ukrudt blot! det la'r vi staa
Til Høsten, var du kun en Afgudsdyrker,
Fordi du ikke vidste bedre, da
Fortjente du at spares; thi Man kunde
Da haabe, du omvendte dig engang;
Men ret som Djævlene du kender Krist
Og frister ham. - Du er en giftig,
En farlig Urt, og du med Rod
Maa rykkes op. - Til Gæstebudet
Du kommer uden Hædersdragt,
Men derfor maa du ogsaa kastes
I Mørket ud til evig Graad
- ✂
-
✂ Og Tænders Gnidsel. - Korset selv
Du Lede spotter, og din Konge
Du straffer fræk, fordi han ei
Vil bo imellem de Fordømte,
Hans arme Fædre, som om Nat
Maa gaa og spøge mellem Høie,
Fordi de ikke kendte Gud,
Men bad og ofrede til Satan.
At Han Kapellet op af Sten
Har bygget, at ei længer Stene
Forvendes til vanhellig Brug
Paa Høie og i Offerlunde,
At Tioldoms Runer mere ei
Indgraves i dem, at de hvælve
Sig helligt 1 i et helligt Kors;
Og at han under dem 2 vil hvile
I viet Jord, til herligt Pant
Paa Salighed; det tør du laste!
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hvis du ei var saa ondskabsfuld,
Jeg maatte le ad slig naragtig Tale.
Men, hvorfor vil jeg staa og spilde Tiden
Paa Sligt at høre? Skynd jer lidt!
At jeg kan vide, hvordan I vil dømme.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Du er saa utaalmodig, Brodersøn!
Men deri har du ogsaa Ret,
At Vi har ingen Tid at spilde,
Dog, siden kan vi skynde os desnier.
✂ I nævned meget Grueligt, Herr Biskop!
Men det, desværre! er end ikke Alt.
Hans Vikinger paa Danmarks Kyster røve,
Og han oppustet har den onde Ild
I Svends det unge Hjerte, Sværdet,
Som mod sin Fader han har løftet, det
Har Palnatoke hvættet 3 . - Nødig
Jeg siger det, men slig en Id,
Saa vide kendt, kan ei fordølges.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Ei vil jeg spilde mange Ord
Paa slige Nidinger at svare.
Naar Danmark har en Konge, som
Ei mægter Lov og Ret at skikke 1 ,
Ei er det Under, om hans Mænd
Da selv med Sværdet skille Trætte.
Jeg fostred Svend som Kongesøn,
Naar Harald vil sin Søn fornægte,
Er det vel Under, om han da
Med Jernet vil sin Æt bevise?
Naar Harald er saa ræd, at ei
Engang Han vover mig at sige:
Fordi jeg hader dig, da skal
Du nyde, at jeg har dig ene;
Da maa en ussel Træl og Klerk
Optænke Raad til mig al fælde.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Du taler hvast men fyndigt, Brodersøn!
Jeg hartad selv dig nu maa tro uskyldig.
En Part for det, en Part for vores Frændskab,
Du ei skal have anden Straf,
End hvad du agte maa for Gammen.
Du selv har sagt, at intet Fjeld
Saa bradt sig løfted, at du kunde
Jo som en Skridfin 2 fra dets Top
Nedglide paa de glatte Sider;
Vi har nu ikke noget rigtigt Fjeld,
Hvor ret du kunde vise dine Konster,
Men kun en lille Bakke, Kullen, der
Du skal for Løier løbe ned,
Og fare da, hvorhen dig lyster.
Jeg tænker, for de mange Aar
Jeg tjente dig, Kong Harald! under
Du mig det Syn og vil stadfæste
Min milde Dom!
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Engang du var paa Gæsteri
Støttende sig mod Væggen løftede han det dragne Sværd.
Hos mig, Kong Harald! dig til Hæder
Jeg tømte Hornet alt for dybt,
Og praled da af mine Konster.
Den ene har jeg maattet vise jer,
Nu vil I ogsaa se den anden
Og aldrig jeg mit Ord vil rykke;
Men først I dog en tredje Konst
Skal se: hvordan jeg Sværdet løfter,
Og Isser kløver. Faa af jer
Skal se niig løbe ned af 1 Kullen.
✂ Nu komme den som eier Mod
Frem traadte Gunnar med draget Sværd og mælte:
Til mig at tage! kommer Ingen,
Da kommer jeg, og tag dig da
I Agt, Kong Harald!
✂ Bolde Kæmpe!
Med Undren har jeg hørt og set
Din djærve Tale og din hele Adfærd.
Din Jævning har du ei i Norden, thi
Dig Odin gav, hvad han en Mand kan give,
Men har du undsagt lydt paa Thing din Drot,
Da i hans Sal du mod ham Sværdet blotter?
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Jeg er som du en Mand fra Nord,
Vist ei saa vældig, gudeyndet,
Men dog en Mand, som ræddes ei.
Skal Blodet her i Salen strømme,
Da skal det første være mit,
Om ikke dit.
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Ei Fjølnir eller Klerken jeg
Undskylde vil, de usle Tvende 1 ,
Som dig vil raade Bane, og
Som nu ved Sværdesyn staa blege;
Jeg byder Kamp for Haralds Skyld,
Hvem jeg har meget Godt at lønne.
Jeg ei forsvare vil hans Id
Og ei hans Svig mod dig, du Gæve!
Men est du Asadyrker ret,
Det vel maa falde dig paa Sinde,
At Aser skaane Fenris Ulv,
Dog han vil Seierfader sluge,
At ei det rene Gudething
Med Blod skal smittes, her paa Jorden
Er Kongehallen lig et Gudething,
Og ve den Haand, som det med Blod besmitter!
De høie Aser styre vil dit Løb,
Hvis Hyndet ei for dig er bredt i Valhal,
Men er dit Navn 2 paa strænge Norners Skjold
Udslettet 3 , du med Hæder gaar til Valhal;
Hvis derimod du kæmper her i Sal,
Du falder dog tilsidst og hæderløs 4 .
Fostbroderskab er saare helligt, Odin
Bød Vidar reise sig for Ulvens Fader;
Men hellig mer end en Fostbroder er
En Konge, som Man ei har undsagt.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Du taler kæmpelig, saa vilde
Jeg tænkt og talt, hvis ei jeg var
Af Nidinge 5 til Vrede tinet.
Vil Kongen tro mig paa mit Ord,
At jeg ham skal paa Kullen møde
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Hvi nøler du med Svar? Kong Harald!
Hvad Toke kræver, det er Ret,
Og maa den Ret ham ikke undes,
Da stiller jeg min Ryg mod hans,
Og vaabenstærk den Mand maa sikkert nævnes,
Som mægter os at skille ad igen.
Maa Toke gaa?
- ✂
- Gunnar .
-
✂ Jeg mente nys at have set
Alt hvad jeg kunde se i Danmark,
Ei var det saa, men nu jeg troer 1 vist
At have set hvad der kan sees i Norden.
Skyndelig udginge Palnatoke og Gunnar.
Kullen.
Palnatoke stod færdig til det lange Løb med paabundne Skier. Kongen og hans Hirdmænd, Fjølnir og Popo vare der, men ogsaa havde meget Folk sanket sig at se den underlige Færd.
- ✂
- Popo .
-
✂ Du grove Synder! nu da du skal miste
Dit Liv, tilbyder Himlen end
Ved mig sin Naade. Lad dig døbe!
Naar Legemet mod haarde Fjeld
Da knuses, skal din Sjel dog frelses.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Jeg svær ved Thor og Odin, Klerk!
Hvis ei du gaar, jeg fluks skal kløve
Dig lige til dit Beltested,
Og Odins Fugl skal flygte fra dit Aadsel,
Kun fule Madiker dit dovne Fedt
Skal æde, og dit sorte Jetteblod
Skal ligge boblende paa Klippen,
Ei suges op af noget Dyr,
Men svides hen af Solens Straale l ,
Og milevidt din raadne Stank
Skal brede Skræk og fæle Syger.
✂ Nu! gaar du ei, ved Thor, jeg hugger.
✂ Saa! gak og trøst Kong Harald! Se
Hvor bleg han staar i Skjoldekredsen l
Mit Sværd kan ikke flyve, vær
Kun rolig, Harald Dannerkonge!
Men hør mig nu! og hører mig
I Mænd! - Jeg staar paa Randen
Af dybe Svælg, og, Harald! du
Mig byder der at finde Døden.
Død er jeg som din Mand, og var
Det muligt, end jeg kunde leve,
Da blev din Død og Tegnet paa mit Liv.
✂ Hist er en Dal paa Sjællands 2 Kyster;
Der gror kun nu 3 det brune Lyng;
Thi den med Blod, uhevnet Blod er gødet;
Der fordum var en urteprydet Eng,
Hvor Aage, Broder til min Fader,
Opslog sin Telt i Sommernatten,
Og sov saa trygt paa Danmarks Jord;
Han vaagned op ved høie Vaabenbulder,
En Nidingsflok sig havde sneget did,
Og myrded ham før han var vel opvaagnet;
Man sagde: Vikinger bedrev den Id,
Men hører det, I brave danske Mænd!
Det var jer Konge, endnu skinner
- ✂
-
✂ Den store Guldring paa hans Arm
Som Aage bar for l Jarlemødet.
✂ Den første Drøm, min Moder drømte,
Var den: hun havde sig en Væv
Og som hun Væven slog, en Skøtel
Paa Jorden faldt, hun tog den op,
Det var et Mandehoved. Harald!
Hun tyktes Hovedet var dit.
Hel sælsomt har det siden Nornen føiet,
Jeg blev din Mand og ei din Banemand;
Nu har du løst mig fra min Tro, og mødes
Vi mer i dette Liv, da vist
Paa en af os skal Aage vorde hevnet.
Nu veed jeg, Harald! du er bleven undsagt.
Nu hørtes Murren og Ulyd i Flokken.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ I danske Mænd! vil I vel tro
De Løgne, som han jer fortæller?
Har I nu alt saa hurtig glemt,
At det var ham, som Svend opfostred,
Som lærte ham i eders Bo at røve?
Gør Kongen Uret ved 2 at fri sig selv
Og eder fra en fælles Fjende?
Vel kunde Sjælandsfar og Skaaning mindes hvorlunde det var saa i Sandhed, at Svend havde hærget deres Odel; thi stilledes Bulderet fluks.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Nu Harald! glæd dig ved min Død!
Men stir ei alt for længe ned mod Søen
Med Gammen paa min knuste Krop!
Det kunde ske, at Vagn og Bue
Kom seilende og saae dig staa,
Og fik i Sinde at du skulde ligge
Saa blødt som jeg. Tag derfor dig i Agt!
✂ Nu Odin! nu jeg kommer snart
I Valhals Sal dig selv at skue,
Da ei mig undes mer paa Jord
- ✂
-
✂ At fremme din og alle Asers Vælde.
Som du befol, med Sværdeod
Jeg mærker mig i baade Hænder
Til Tegn, at det min Attraa var
At falde midt i Sværdelegen.
En værdig Altersten er høien Klint,
Som skygger over Havets Bølger,
Her vil jeg offre mig til dig,
O maatte Offret dig behage!
Jeg beder til dig i min sidste Stund
At du vil give Jomsborgs Kæmper Størke,
Og deres Høvding mandig Kløgt!
End har jeg til dig, høie As! en Bøn:
At vred du ei fra Danmark vender Øiet
Skønt Danmark blind bortvender sit fra dig!
Ei var Palnatoke mere tilsyne. Harald og hans Hirdmænd ginge skyndelig bort, saa gjorde og Mange af Flokken, men Nogle stode endda og samtalede om det som sket var.
- ✂
- En Tredie .
-
✂ Med os, var det du vilde sige.
Jeg gyste ret, da Palnatoke bad:
At Odin dog ei vilde os forlade
Skønt blinde vi forlode ham!
Det gaar vist aldrig godt i Danmark.
- ✂
- En Fjerde .
-
✂ Vi saae hvordan det gik Kong Erik
I Jotland, der han bygged Hus
Til hviden Krist, og hængte der en Klokke,
Den klang saa underlig engang ved Nat,
Om Morgenen laa Erik død i Sengen,
Og Man vil sige, Odin kvalte ham.
- ✂
- Den Tredie .
-
✂ Men hvordan er det med de Klokker?
Hvad du fortæller, har jeg ogsaa hørt,
Men har da disse Klokker Mæle?
- ✂
- Den Fjerde .
-
✂ Du veed jo vel, at Dværge bygge
Hos Malmen i det dybe Fjeld,
De kristne Mænd forstaa at binde
Den Dværg i Malmen, og den Lyd,
Som Klokken har, er Dværgens Mæle.
- ✂
- Den Fjerde .
-
✂ Ja, ja, hans Time vil nok ogsaa komme,
Thi vore Guder straffe haardt og vist.
I veed jo nok hvordan det gik i Norge
Med Hakon Adelsten, han gik og fri
En Stund, men blev tilsidst dog rammet;
Vel hængte Pilen længe høit i Luft 1 ,
Som om den vilde først sig ret betænke,
Men traf ham og desvissere. Mon ei
Den kom fra gamle Odin mener I?
- ✂
- En Sjette .
-
✂ I snakke altid kun om eders Guder,
I har jo dog vel ogsaa hørt:
Hvordan det nylig gik i Svithjod
Da Bønderne en hellig Mand
Fra Saksland vovede at myrde,
Hvordan med onde Landfarsot
Dem Kristus slog trods alle Guder,
Som vilde hjelpe dem! Jo, I kan tro,
Han raader mere end de Alle.
- ✂
- Den Tredie .
-
✂ Jeg tænker paa, om Palnatoke
Nu ikke døde! Det var dog
Et Jærtegn, som os kunde lære:
Hvad for en Gud der raader mest.
- ✂
- Den Anden .
-
✂ Ja, staa kun du her til i Morgen,
Og grund paa det! saa skal du se
At Palnatoke vist vil komme
Lyslevende herop igen.
Jeg gider ikke set ham mere,
Han havde jo to Øine, som
Han vilde sluge Folk, jeg derfor
Vil sige dig Farvel og gaa.
Lidt efter lidt skiltes Flokken, og kun den Tredie blev i dybe Tanker staaende paa den øde Klint.
Tredie Samtale .
Jomsborg.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Ved alle Aser! det var ei min Agt.
Jeg mente: just fordi han er saa kløgtig,
Det og maa kaldes dobbelt underligt,
At fra vor Borg han Kvinder vil forbande 1 ,
Men han er da og alderstegen nu .
Bue og Vagn komme farende ind i Salen.
* 454- ✂
- Sigvald .
-
✂ Hvordan kan du saaledes spørge?
Er I da løbet bort fra ham?
Thi han fra jer vist ei er løbet.
- ✂
- Bue .
-
✂ Fodrappe, som Strutharalds Sønner,
Er ikke Vagn og jeg, men selv
Du vist ei grumme langt var løbet,
Thi dyb og tung var vaade Vei.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Jeg var engang en Dreng, da klapped
Jeg sagtelig dig under Kind;
Hvi græd du da saa røde Taarer?
Dog, nu er ikke Tid at prøve, hvem
Af os der nemmest græder, hurtig
Maa alle Jomsborgs Snekker ud
I Hav at søge Palnatoke
Og finde ham, hvis ikke alt
Til Havets Bund han er nedsjunken.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Jeg priser det, at du er djærv,
Og vil for Toke Alting friste,
Men Stormen farer over Hav,
Og blæser haardt mod disse Strande;
Hvor Toke er, det veed vi ei,
Skønt nys et Vrag er her inddrevet
Som ligner paa et Haar hans Skib;
Men er til Havets Bund han sjunken,
455 Det nytter ham kun lidt, om vi
Vil stunde did, for ham at søge.
Hvert Skib skal gøres rede fluks,
Og da, saasnart sig Stormen lægger, ile
Vi rundt paa Hav at søge op
Vor tabte Høvding.
- ✂
- Bue .
-
✂ Kom Vagn! vi er ei bange for
At dyppes af en Bølge. Bedre
Det altid er paa Havsens Bund
Hos Toke, end som her hos Sigvald.
- ✂
- Sigvald .
-
✂ Selv har jo Palnatoke sagt:
Den Snekke, som engang er sjunken,
Fordi den trodsed Stormens Magt,
Den kneiser aldrig mer paa Havet,
Og bærer aldrig Kæmper mer
I Herrefærd. - Her er jeg Høvding
Til Toke kommer selv, og I
Maa lyde mig, ei løse eders Snekker,
Før jeg tillader.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Sigvald! hør!
Nu ganger jeg og stærken Bue,
Hvis du har Lyst, da stil dig kun
Her paa vor Vei, men vredes ikke
Ifald vi tro du er en Knold,
Og sparke dig lidt haardt tilside!
Palnatoke. Vagn.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Men siig mig, Toke! er dit Skib
Paa Havet brudt, og har du været
I Roskild hos Kong Harald? Alt
Mig tykkes underligt, forvirret.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Ja Alt er underligt, min Søn!
For os, som ei paa Norners Skjolde
De Runer se, hvorefter Livet sig
Maa sno i dunkle, krumme Gange.
Men siden høie Guder selv paa Jord
Omvandred, ei et større Under
Er sket, end nu paa denne Færd,
Et Jærtegn har mig Livet skænket.
Da Stormen mig i mørken Nat
Fra eder skilte, blev jeg drevet
Paa Havet om, indtil ved Morgengry
Jeg øined Sjællands sydre 1 Odde.
Vort Skib var læk, vi roed 2 saa,
At Blodet sprang af Fingerender;
Fra Jotunheim en Hvirvelvind
Da blæste haardt, og vælted Skibet.
Med stærken Arm jeg kæmped mod
De høie Bølger, naaed 3 Landet,
Men fandt ei Een af al min Flok.
Jeg kom til Roskild, der Man dømte,
Til Skemt for Harald og hans Klerk,
Jeg skulde løbe ned ad Kullen.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Jeg løbet? Spørger du mig ei,
Om jeg er løbet op ad Kullen?
Imens mit gule Haar blev graat,
Jeg var en Mand, og tror at vide
Hvad Manden kan udrette, men
Ei det er Mandeværk. Kun Aser
Kan løbe ned fra Klippetind,
Kun den som Guderne beskytte
Ei knuses ved at glide ned.
Jeg havde offret mig til Odin,
Og kun i Valhal tænkte jeg
Paa høien Bænk at tømme Hornet;
Alt svimled jeg, men Skien brast
Og sagte gled jeg ned mod Havet.
Der kom et Skib med vundne Seil
Mod Vinden, mod de høie Bølger.
Det standsede, Man tog mig ind,
Og hurtig vendtes atter Stavnen.
✂ Ei spurgte Nogen mig om Navn
Og jeg ei 1 vovede at mæle,
Du kender mig, ei var jeg ræd,
Men dyb Forundring bandt min Tunge.
Ved Roret stod en Ungersvend,
Saa mildt henskuede hans Øie,
Og mødte det en Bølge, fluks
Mig tyktes at den sank i Havet;
En Olding ved hans Side stod,
Ham var det, som mig Haanden rakte,
Da jeg i Skibet sprang, hans Blik
Forkyndte mild og hellig Alvor,
Som Goderne ved Odins Hof,
Saa var han klædt, og Offerkniven hængte 2
Med gylden 3 Hjalte ved hans Lænd.
Ret som vi vare nær ved Landet,
Han greb min Haand og længe stirred
- ✂
-
✂ Han taus paa Mærket, som jeg skar,
Men da tilsidst han løfted Røsten,
Den klang saa underlig og dyb,
At jeg den aldrig mer kan glemme:
»Du offred dig til Odin djærv
»Og Offeret har ham behaget,
»Sig Jetter sanke trindt hans Stol
»Og det er Tid for ham at kæmpe.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hvem uden ham, den høie Drot,
Der styrer Offringer og Altre,
Og ham, som løfter hver en Mand,
Der tro'r paa Guderne, af Trængsel 1 !
Kun ringe, Frænde! er din Kløgt,
Da ei du kender Valhals Guder.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Dig Bue Digre har opfostret,
Det kan Man høre. Har du da
Ei hørt om dem, som bygged Midgard 2 ?
- ✂
- Vagn .
-
✂ Jo, Meget jeg om Aserne har hørt,
Men tænkte, at det var kun gamle
Besynderlige Sagn, som ei
Man skulde tro, og Bue Digre
Saatidt har sagt, at paa sig selv
Han troed 3 kun.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Han sagde, at naar al den Størke,
Som spredtes om paa viden Jord,
Var sanket i een tapper Kæmpe,
Da var han stærk, som Størkens Thor.
Jeg troer ogsaa 1 , der er Noget,
Hvorfra vor Størke rinder ud,
Som Bækkene fra Kildevældet;
Men for sig selv jo maa hver Bæk
Henløbe, aldrig mer den kommer
Til Vældet, selv den maa se til,
At blive selv et Væld; saaledes
Maa ogsaa Manden stræbe frem,
Og jeg har ment, at Størken vokste
Hvergang han dræbte En med 2 Sværd,
Ret som med hans den Dræbtes kunde
Sig sammenblande. Derfor og
Jeg altid efter Striden længes,
For dog at ligne Størkens Thor,
Om ei jeg vorde kan hans Lige.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Med Kløgt du veed at føie dine Ord,
Men troer du 3 , at Bækken kunde løbe,
Hvis den fra Vældet ingen Næring fik?
- ✂
- Vagn .
-
✂ Derfor den og tilsidst maa stilles,
Og krybe sagte ned i Jord,
Ret som naar vi blir lagt i Høien.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Men ender sig dog i en Mose,
Og denne vaade Bautasten
Maa vidne: den ei heel er svundet.
Hvem har fortalt dig, at fordi
Den ikke mere løber over Jorden,
Den heller ikke under Jord
Henløber mod sit gamle Hjem?
Vist Mimers Brønd fra Urdurs 4 Kilde
- ✂
-
✂ Er kommet langt og længere
End Bækkene fra deres Væld,
Og dog de vist vil atter mødes
Endnu engang, om ikke før,
Saa dog naar Ragnaroke kommer.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Ja, ældre er din Kløgt end min,
Og ei jeg veed, hvad sig kan sømme
At svare dig. Jeg maa vel tro,
At Størken, som fra Thor udrandt,
Med hans engang skal atter blandes;
Men Guder, som sig mænge 1 ind
I Livet, som for Spyd og Sværde
Kun bruge Smilet, lig en Qvinde,
Dem tro'r jeg ikke paa.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Du mener da,
At Mennesker blev til allene
Fordi de skulde være til,
Og ei for deres Skyld som lod dem blive;
Thi ellers maa de høie Guder vel
Og styre Livet, saa det Maalet rækker.
Du vil at ikkun idel Mandighed
Skal sig i Guder aabenbare,
Er Kvinden da ei til, ei blevet til?
Er hendes Hjerte og de fine Lemmer
Vel dannet af det samme Malm,
Som Sværd og Skjold?
- ✂
- Vagn .
-
✂ Paa Kvinden aldrig
Jeg just har tænkt; men troer du 2 ,
At hun blev til paa anden Maade
End Manden?
- ✂
-
✂ Hos hende Alting sammenblandet.
Jeg til det Dobbelte i Livet
Dig ikkun vilde vise hen,
Saa at du skønned, i dets Udspring
Og maatte være Dobbelthed,
Og har du hørt de gamle Sagn
Om Gudedaad og Tidens dunkle Fødsel,
Du der vel og den samme fandt.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Ja, vel jeg veed
Den blinde Tid har Guders Tal forøget,
Og ængstlig ledt om ny, som om
De Gamle nu var alt for gamle 1 ,
Og som i Fler Man Mere kunde se.
Fast intet Sagn og intet Kvad
Fremtælles 2 længer i sin Renhed;
Men ser du dette gamle Skjold?
Det gik i Arv hos mine Fædre,
Og faste paa dets Hvælving staa
Usvigelige Runestave.
Du kender Navnet; det er Vøluspa 3 ,
Og naar de underlige Tegn du nemmer,
Da skal du læse, og som jeg
For høie Guder dybt dig bøie.
Saa kvæder Vola om vort Ophav:
✂ Aserne tvende
Kraftig og Kærlig,
Ginge til Hjemmet,
Funde paa Landet
Mægtende lidet
Askur og Embla;
Aand de ei havde,
Skønhed og Mæle,
Farve de mangled.
- ✂
-
✂ Alt hvad de mangled, gav dem disse Guder 1
Og du vel nu begriber lettelig,
At Alt maa være Dobbelthed i Livet.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Jeg halv forstaar dig, men mig tykkes,
At ret som Guderne var to,
Saa bleve Mand og Kvinde tvende,
Den ene svag, den anden stærk,
Og Manden ene efter Størke
Maa stunde, men du sagde jo,
De havde et og samme Udspring!
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Det sagde jeg, og siger end;
Men sig mig! mener du, at Træet
Er ypperst, naar om Vinterstid
Det staar i mørke, kolde Størke,
Hvad heller, naar det klædt og grønt
I al sin Kraft med Blomsten pranger?
Er Blommen vænest, naar dens Top
Nedluder, eller naar den løfter
Sit lille fagre Hoved kæk?
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Kan du da tvivle om, at Manden
Er ypperst, naar sig Kraften blander
Med Mildhed, og at Kvinden da
Er fagerst 2 , naar hun stundum glemmer
Sin Svaghed, klæder sig i Staal,
Og holder Skjoldet for sin Beiler?
Kan du nu se at Frei, som Thor,
At Vaner maa, som Aser dyrkes?
✂ Dog, ei om Guder og om Askurs Æt
Jeg nu dig mægter Alt at sige;
- ✂
-
✂ Men har du Lyst, da skal vi tit
Naar Skjoldet hænger under Loft,
Samtale om det Underlige
I Livet og dets Fødsel.
- ✂
- Vagn .
-
✂ Aldrig har
Jeg saadan Tale hørt, og ofte
Om Vinterstid begærlig skal
Jeg lyde paa de gamle Frasagn,
Og paa den Kløgt hvormed du dem udlægger;
Thi Noget rører sig i mig,
Det er som Øiet sig oplukked;
Forhen jeg styrted vild i Kamp,
Men snart jeg venter nu at skue
Hvorfor jeg kæmper.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Ja, det skal
Du klarlig skue. - Derfor, Odin!
Det var, du frelste mig fra Død,
At Asers Magt jeg skulde størke!
Sig Jetter sanke trindt din Stol,
Og det er Tid for dig at kæmpe.
Ja det er Tid. Med Sværd og Tunge,
Til Sværdet brister i min Haand,
Og Tungen lammes, skal jeg kæmpe.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Jeg svor ham Døden, svor ved 1 den
At hævne mig og mine Frænder;
Men jeg er nu ei længere min egen,
Jeg er kun Gudernes, og ene dem
Jeg hævne vil paa Leirekongen.
Jeg drog til Danmark med den Hug,
At ville vorde Danmarks Høvding,
- ✂
-
✂ Ei tækkedes det høie Aser, thi
Jeg ellers ei skibbrudden, ene
Var kastet op paa Sjællands Kyst;
En Skjoldung kun maa Kongestolen klæde,
Og Svend kan ikke være død;
Jeg derfor brat vil give mig i Hav
At søge ham, og da, Kong Harald!
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Saa lad ham løbe ind i Havnen,
(til Vagn.)
Og før ham til mig fluks!
✂ Gak Frænde! jeg vil være ene
Med Svend.
Saa er din Time nu
Da kommet, Harald! saare længe
Du beiled til din Undergang,
Og du er blevet graa som Niding.
I Guder! vilde Svend kun nu
Med Stadighed og Renhed eder dyrke!
Da skulde Danmark til sin gamle Pris
Sig atter løfte, Folket atter knæle
I Lund med klar og hellig Sands.
Men ak! jeg frygter, Haralds Vaklen
Genfødtes i hans Søn, og Svend
Er Æsas Søn, det var kun sjelden,
En ædel Konge sprang af Trælleæt.
- ✂
- Svend .
-
✂ Her, Fosterfader! ser du mig,
Landflygtig, ringe og elendig;
Een Snekke er mit Alt, med den jeg hid
Er kommet for hos dig at raadne.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Hvad Manden vil, kan Mænd og Guder
Forhindre, standse, det er sandt;
Men Manden ei kan holde op at ville.
- ✂
- Svend .
-
✂ Naar først du har min Trængsels Saga hørt,
Da maa du dømme.
✂ Hist ved Helgenæs
Jeg løftede mod Harald Sværdet;
Men Sværdet sloges af min Haand.
Jeg maatte fly. Jeg kom til Olaf
I Venden, han var mørk og kold,
Og bød mig bukke for min Fader,
Isteden for at trodse ham.
Jeg kom til England, som en Speider
Jeg grebes der, og med Foragt
Man netop Livet til mig slængte.
Forvildet vankede jeg om,
Som Trællen, der løb fra sin Herre,
Imellem Skotlands Bjerge først
Jeg standsed, og der fandt jeg Medynk.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ O! det er haardt, at Danmarks Kongesøn
Hos Odins og hos Danmarks Fjender
Skal søge Hjelp, og finde Medynk!
Det skulde undre mig, om ei
Man krævede som Løn for Ynken,
Du skulde blive Kristen, Svend!
- ✂
- Svend .
-
✂ Jeg hørte hvordan Barder kvad
Om Fingals Seier over Odin,
466 Jeg tænkte paa min Faders Seier
Og Troen sank paa Asers Magt;
Jeg hørte Klerke love Krist,
Og sjunge om, hvordan han hjelper
Enhver af Nød, som tjener ham,
Og Skottekongen bød mig Skibe
Og Mænd til Strid mod Danmarks Drot,
Naar kun jeg vilde Kristen vorde,
Primsigne lod jeg mig, og med en Flok
Af Snekker jeg fra Skotland styred.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Du troed 1 mer den blinde Ossian,
End vore Skjalde med det klare Øie,
Du mente Skottekongens Mænd
Og Skibe kunde Odin trodse
Som Fingal! hvor er Flokken nu?
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ I Nordenvinden mæled Nordens Guder,
Og dine Kristne søgte Havets Bund,
Fordi de ikke kunde taale
At høre paa det stærke Maal,
Det var jo, hvad du maatte vente.
- ✂
- Svend .
-
✂ Saa troer du 2 , det var en Straf
Fra Aserne? ei kan jeg nægte
At Stormen tyktes mig saa haard
Og hul, som vrede Guders Mæle.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Er Aserne da ikke til?
Men om du nægted nu at Solen
Var til, og sagde at det var
En anden Ting, som lyste og som varmed,
Var det ei Ret, om Solen skjulte sig
For dig, saa at du kunde faae at vide,
Hvordan det var, ifald den ikke var,
Hvordan det Andet kunde lyse,
Og turde du da vente Dag,
Før du dig bøiede i Natten
Med Anger og bekendte lydt,
At ingen Straale er som Solens?
- ✂
- Svend .
-
✂ Vel tykkes mig, at du har Ret,
Men naar igen jeg Aser dyrker,
Da vredes vist de Kristnes Gud,
Og han er haard, naar han vil straffe.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ O skam dig, Svend! jeg fostred dig,
Og tænkte ei, din Moders Hjerte
Var krøbet ind i dig. At Haralds Blod
Var mænget 1 tykt med Jetteedder,
Det vidste jeg, men tænkte dog,
At Skjoldungblodet kunde renses.
Du ræddes for de Kristnes Gud,
Fordi du tror at han har Størke,
Men har da Aser ingen? mener du
At Ymers Pande ei var haard at bryde 2 ?
✂ O reis dig Svend! og bliv en Mand,
Og tro paa Guderne! da mine Snekker
- ✂
-
✂ Skal bære dig til Danmarks Kyst,
Og dette Skjold skal værge dig i Kampen
Og denne gamle, dog ei svage Haand
Skal løfte dig paa Kongestolen.
Fjerde Samtale .
Haralds Skibe laa udi Limfjord 2 , selv var han stegen paa Land med Fjolnir, og som de ginge langs Bredden, samtalede de.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Ei maa du vredes, Herre Konge!
Fordi jeg spørger dig saa frit:
Hvad vil du med de mange Snekker?
- ✂
- Harald .
-
✂ Hvad jeg vil? nei, du skulde spørge:
Hvad Stormen vil at jeg skal gøre
Her, hvor jeg aldrig gider kommet
Ret fra den Stund, du husker nok,
Den Juleaften.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Ikke saa jeg mente;
Men hvi du nu I Alderdom
Vil give dig paa Vikingstoge;
Hvi ei du tøver hjemme nu
I Ro, derom jeg vilde spørge.
- ✂
- Harald .
-
✂ Og du jo svaret har dig selv!
Du vil, at jeg skal tøve hjemme
I Ro, ja, naar jeg havde Ro.
- ✂
- Harald .
-
✂ Maaske. Det var vel og det Bedste,
Men har du glemt det gamle Sagn
Om Randver, der han skulde hænges,
Hvordan han plukkede en Høg,
Og sendte Høgen til sin Fader,
Og Jormunrek paa Høgen saae saalænge
Til han forstod med tung og bitter Sorg,
At han var sønneløs. Mig ogsaa tykkes
Det er hel underligt at dø,
Og ingen Søn at efterlade.
✂ Fødtes end Sønnen
Sildig, dog bedre
Er det, end ingen
Arving at eie.
Sjelden stande
Bautastene tætte 1 ,
Reise ei Sønner
Dem efter Fædre.
✂ Er saa ei sagt i Havamal 2 ?
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Hvorledes er det med dig? Herre Konge!
Saaledes talte du jo aldrig før.
Jeg troer 1 du har Sot.
- ✂
- Harald .
-
✂ Ja Helsot.
Jeg og har levet mange, mange Aar.
Hvorlænge er det nu vel siden
Den Juleaften?
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Ogsaa jeg
Er siden den Tid vorden gammel.
Men, gaa vi ikke alt for langt
Fra Skibene? Du kunde trættes.
- ✂
- Harald .
-
✂ Ja, jeg er allerede træt
Af denne Gang, som af den anden.
Hist er en Sten, en mægtig Sten,
Der kan vi sætte os og hvile,
Og tale om den forbigangne Tid.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Nei, Konge! Sædet er for haardt
Til dine gamle, møde Lemmer;
Vi snart kan naa igen dit Skib,
Der kan du dig langt bedre hvile.
- ✂
- Harald .
-
✂ Vist ikke, Fjølnir! Hvilken Sten!
Hvad om vi kunde faae en saadan
Paa vore Høie! Vil du tro,
Den kunde skygge over begge,
Og naar de lange Tider led
Man skulde dog i Danmark mindes,
Hvem der fik slig en Bautasten.
- ✂
- Harald .
-
✂ Jeg tro'r du ræddes for den Sten,
Kan du nu ikke klavre længer?
End kan jeg mindes, da du sprang
Med mig fra Skib til Skib i Fjorden,
Og saa fra Skib paa Land. Kom nu!
Saa vil vi se, hvem af os begge
Der først kan klavre op.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Nei, nei,
Jeg kan ei klavre, du og neppe.
Kom med til denne lille Sten!
Der kan vi sidde ret i Mag.
- ✂
- Harald .
-
✂ Du glemmer nok, at jeg er Konge,
Og hvad jeg vil, det vil jeg; kom!
Og du skal se, at jeg kan klavre;
Kan du ei vinde op, saa tøv
Kun nedenfor! du est jo ogsaa
Af Trælleæt.
Længe varede det, og stor var Møien før Harald mægtede at komme [op] paa Stenen. Der sad han tiende enstund og skuede trindt sig.
- ✂
- Harald .
-
✂ Besynderligt!
Var det ei hist ved hine Træer
At Knud sprang op? og denne Sten!
Hvad? Hu! hvor blev du Fjølnir! kom dog,
Og se! Er Mosset ikke rødt
Paa denne Side?
- ✂
- Harald .
-
✂ En smule! ja han havde ogsaa
Alt dengang mistet meget Blod,
472 Det var jo kun de sidste Draaber,
Som dryppede paa denne Sten!
Og det var allerede meget,
At Mosset blev en smule brunt;
Men det var ogsaa 1 Broderblodet.
✂ Brødre skulle
Slægtskab skille 2 ,
Hinanden dræbe.
Frænder øde 3
Næste Frænder.
Sværdtid, Skjoldtid,
Vindtid, Ulvtid,
Før Ragnaroke.
✂ Kan du ei mindes Fjølnir! disse Ord?
Saa mælte Knud i Dødens Vaande,
Det var mig tit, som Nogen raabte
Dem i mit Øre, aldrig dog
Saa høit, saa frygtelig de løde,
Som nu i denne fæle Stund.
Er det vel Stormen, som i Skoven hviner,
Hvad heller mæler denne Sten?
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Du sagde nys, jeg var af Trælleæt,
Og 4 ser dog ei, at mine Lemmer ryste;
Men vel det undrer mig, at du,
En Kristen, gruer ved at tænke
Paa hedensk Kvad, paa Noget, som
En Hedning kvad, for dig at skrække.
Hvad har du gjort? Det Samme jo,
Som dine gamle, priste Frænder,
Som Regner Lodbrok selv, en Mø
Du saae, som du fik Lyst at eie,
Og Ormen, som sig trindt om Buret vandt,
Ham stak du, og gik ind, og favned Møen,
Fordi den Mø ei Thora hed, men Danmark,
Fordi den Orm hed Knud, hvad skader det?
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Ja, det er vist,
At jeg har Meget glemt, som du end mindes,
Og aldrig har jeg hørt endog en Hedning
At tyde saa paa sig de gamle Eventyr.
Hvad vilde vel din fromme Moder sige,
Hvis hun dig hørte kvæde gammelt Digt
Med samme Fynd, som Klerke synge Tider?
Kongen hensank i dyb Grubien; men ikke eiede Sjelen Størke til at overvinde de forstyrrede Tanker, og maatte derfor tjene dem.
- ✂
- Harald .
-
✂ Nu lystig, Fjølnir! spring til Skibs!
Og hent mig alle mine Mænd
Med Touge og med Løftestænger,
Og jag saa Nogle ud i Landet trindt,
Og lad dem drive mine Bønder hid,
Med Stænger og med Reb og Øksne,
Thi her er Arbeid for dem Alle!
Nu er jeg engang blevet glad igien.
- ✂
- Harald .
-
✂ Ja, din Konge er jeg,
Men derfor skal du ogsaa løbe,
Alt hvad du kan, thi du kan tro
At her er ingen Tid at spilde.
De Døde er just ei at spøge med,
Og hvad man lover dem, det maa Man holde
Nu! hvorfor nøler du? kun rask!
- ✂
- Harald .
-
✂ Nei hør til ham,
Fordi Man stundum er lidt lystig!
Hvad havde jeg for alt, hvad jeg har gjort,
Hvad var der ved at være Konge,
Naar jeg, som du, var aldrig glad?
Nu ingen Snak! men løb!
- ✂
- Harald .
-
✂ Jeg ene? du kan aldrig huske,
Harald lagde Øret til Stenen, men Fjølnir gik.
At jeg er Konge. Alle Ting,
Det Døde som det Levende maa snakke
Med mig, saasnart jeg ikkun vil.
Nu skal du bare høre:
Hvorfor er du saa brun, du Mos!
Har du vel Lyst at blive fløttet,
Du store Sten! til Jelling Høi?
✂ Ja rigtig! ja det vidste jeg
Da nok, hvorfor du Lød har skiftet,
Men vil du fløttes? nu saa svar!
Jeg troer 1 , ogsaa du har Nykker,
Og stoler paa jeg ei er ung;
Men jeg skal vise dig, at Konger
Blir aldrig gamle, aldrig svage
Saalænge der er Noget ungt,
Og om jeg saa dig overalt
Skal male med den samme Lød
Som dette Mos, saa skal du fløttes.
En mægtig Flok slæbede 1 paa [den] tunge Sten, og til den nære Lund var den nu henvæltet. Harald og Fjølnir stode bag ved Flokken.
- ✂
- Harald .
-
✂ Det gaar jo herligt, hopsa, hopsasa!
Der kan du se, at det gaar an;
Men den er tung, det kan jeg mærke.
Min Moder kommer til at vænne
Sig til et stakket Aandedræt,
Men hun gad ogsaa gerne sukke
Imens hun leved, og hun alt
Vel nu er vant til lidt at knuges.
Frem gik Odinkar. Med Undren saae han Folkets Færd, og med Skræk hørte han Kongens Tale.
- ✂
- Harald .
-
✂ O! jeg har ingen Nød, se der!
Jeg har den Hjelp, som jeg behøver.
Hvem er du ellers? jeg er Harald,
De Danskes Konge som du ser.
- ✂
- Odinkar .
-
✂ Jeg er kun Kristi ringe Tjener,
Men bytted ei med dig, jeg har
Hvad du maa savne, Ro i Sind.
- ✂
- Harald .
-
✂ O lad ham snakke! det er Løier
At se, hvordan han skaber sig.
Din Stakkel! er det længe siden
Saa rent du tabte din Forstand?
Du har det 2 allerværste Galskab,
Du tænker, Du kan finde Ro.
Se paa den store Sten derhenne!
Den mente og, den vilde staa i Ro,
- ✂
- Odinkar .
-
✂ Jeg ser det, men
Det Hjul har Mandeben til Aksel,
Og bliver smurt med Mandesved,
Og Mandeblod, det maa vel trille.
- ✂
- Harald .
-
✂ Ja deri har du Ret, det hjelper
At den blev smurt med Mandeblod,
Men, derfor skal den ogsaa trille;
Thi Alt, hvad der er smurt med Blod,
Maa aldrig stilles, aldrig stædes.
Det kan du ogsaa se paa mig,
Jeg er nu gammel, grumme gammel,
Men jeg kan aldrig have Ro.
- ✂
- Odinkar .
-
(sagte.)
✂ O Gud! saa mærkede du Kain,
(høit.)
Saa dreves om den første Brodermorder.
✂ Men siig mig Konge! hvor skal Stenen hen?
- ✂
- Harald .
-
✂ Det skal jeg saamæn sige dig.
Du veed, min Moder hun hed Thyra,
Min Broder hed Knud Danaast,
Thi Danske godt ham kunde lide.
Min Moder holdt dog mest af mig,
Thi naar hun sang, saa sad jeg stille,
Og lærte Noget udenad
Af det hun sang, og naar hun spurgte:
Om jeg ei ogsaa vilde sjunge saa 1 ,
Og være Kristen, dersom jeg blev Konge,
Saa svarte jeg bestandig: jo 2 ,
Fordi mig tyktes, det var herligt,
At være Konge, som det ogsaa er.
- ✂
-
✂ Jeg hørte tit, hvordan min Moder sukked,
Naar Nogen nævned Knud, og tit
Hun sagde til mig: hvis han lever,
Saa blir du aldrig Konge, han,
Den Hedning bliver det. Da tænkte
Jeg mangegange paa, om og
Det just var sagt, han skulde leve,
En Klerk fortalte mig, det var
En hellig Idræt ham at dræbe;
Jeg dræbte ham, min Fader Gorm,
Han døde fluks af Sorg og Harme,
Saa blev jeg Konge.
- ✂
- Harald .
-
✂ Hvordan? var det saa dyrt? du er
Jo ogsaa Kristen, og min Popo
Har sagt, at Kristendommens Urt
Desbedre gror, jo mere Hedningblod
Den gødes med, og Knud var Hedning
Og kom til Helved, men til Himmerig
Skal jeg, fordi jeg fik ham myrdet 1 .
Men veed du hvad? det er dog tit
Jeg tror at baade du og Popo
Og Thyra løi, og narrede mig kun.
Mig tykkes ret 2 , at jeg er Høder,
Som myrdede sin Broder Balder,
Den Elskede, og Fjølnir! du,
Du er da Loke, du mig raadte
At overfalde Knud om Natten
Med mange flere Folk. Naar mig
Man smider i det sorte Helheim,
Saa skal du bindes der 3 paa Stenen,
Med Palnatokes Tarme - Stenen? ja
Den triller herlig, hopsa! hopsasa!
- ✂
-
✂ Hvori med Himlen Helved strider 1 !
Men dobbelt ve det Helvedbryst,
Hvor Satan uden Strid regerer!
- ✂
- Harald .
-
✂ Men ser du nu, den Sten skal staa
Paa Thyras Grav; thi jeg vil glæde
Min Moder med en værdig Bautasten;
Den har kun een, en lille Rune,
Men den er ristet med mit Sværd,
Som dyppedes i Hedningblodet.
Naar Gorm kun ikke bliver vred!
Men det er sandt, o det var herligt!
Da Knud han skulde til at dø,
Da sagde han, jeg skulde myrdes
Paa ligedan en Sten, ifald
Jeg nu blev myrdet af en Hedning,
Saa kunde Gorm jo faae en Sten,
Som ogsaa var ham kær. Ei sandt?
Det kunde jo gaa lige op.
✂ Nei vil du se, der sprang jo Rebet,
Dybt bevæget gik Odinkar bort, og mælte 2 som han gik:
Og hele Flokken drat omkuld,
Den vil nok ikke trille længer.
✂ O ve de Arme, som opsluges maa
Af dybe Kløft imellem Krist og Odin!
En gammel Mand kom hastelig gangende og søgte lige paa Kongen.
- ✂
- Den Gamle .
-
✂ Hvad kan ei trille, naar der kun
Er nok om Værket! Vil du sige
Mig, Konge! hvad dig tykkes størst:
Den store Sten, hvad heller Landet
Den væltes paa? thi jeg har set,
At hele Dannemark kan trille.
- ✂
- Den Gamle .
-
✂ Hvis du har og Forstanden tabt,
Da har i Dag du Meget mistet;
Thi aarle, ret som Sol gik op,
Paa Viborg Thing du Danmark misted.
Din Søn er kommen her i Fjord
Med Palnatoke.
- ✂
- Harald .
-
✂ Hvad? med Palnatoke?
Har Svend da rigtig sanket op
De døde Ben og sat dem sammen?
Dog det er sandt, din Stakkel! du er gal.
- ✂
- Den Gamle .
-
✂ Du kan jo faae det selv at se, thi længe
Harald vendte sig, i Tanke at Odinkar stod der end, og mælte:
Det varer ei, før han er her,
Og der var mange Mænd paa Thinget,
Som vilde med herhen at se,
Om I nu og var blevet færdig
Med jeres Sten. De mente, at
Da nu Saameget skulde fløttes,
Saa var det bedst at fløtte Alt.
✂ Den Sten kan vist ei heller trille,
Undtagen den blir smurt med Blod.
Hurtig sankedes Flokken og slog en Kreds om Kongen og Fjolnir, men den Gamle gik hastelig ind i Skoven.
480- ✂
- Harald .
-
✂ Hold Mund! jeg kan jo snakke selv.
I veed jeg har en Søn, jeg avled
Ham just engang, da jeg var gal,
Og derfor er han vred, og kommer
Her, for at slaa mig selv ihjel.
Nu er jeg klog, og har i Sinde,
Den Ting skal gøres om igen.
Han er kun vred, fordi han lever,
Derfor vil jeg ham slaa ihjel,
Saa tænker jeg, han blir frnøiet.
✂ Jeg ser, den Sten vil ikke bort
Fra Fjorden, en tre, fire Stykker
Af Jer kan nu gaa hen igen,
Og bære den paa jeres Skuldre
Til Fjorden, og saasnart som Svend
Da kommer, skal I straks den smide
I Panden paa ham. I kan tro
At han vil føle hvor den rammer,
Saa dumper han med den til Bunds,
Og I skal se, hvor det vil boble.
✂ Nu! skynd jer! hvorfor nøle 1 I?
I mene det er Synd for Stenen?
Den kan vi trække op igen!
Nu! vil I ikke? ja, saa kan jeg selv.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Der ganger Harald, eders gamle Konge,
Hans Fødder vakle; skaldet er hans Isse.
Da I opvokste, graanede hans Haar;
Men Guder 2 gav ham dette lange Liv,
Paa det at eders Sønner skulde skue
I ham hans Moder: Thyra Danebod;
Hun som bespiste eders Oldefædre,
Og redded dem fra Sultens tunge Død,
Som Heder rydded, og som Landet bygged,
Som reiste Daneværke 3 op med Kraft
Til Jotlands Værn, som ikke end i Døden
Fra eder og fra Jotland vilde skilles.
- ✂
-
✂ Kong Harald kaldte jer. End før sin Død
Paa Thyras Høi en Sten han vilde reise,
Som gennem Aldre kunde vidne om
Hvor elsket Thyra var, hvad Jotland mægted.
I knurred over store tunge Værk,
Og ei det undred mig; I aldrig Thyra
Har set, I saae ei hvad hun led
For eders gamle Oldefædres Skyld;
Men medens Harald ægger jer til Vrede,
Fordi han er en alt for kærlig Søn,
Da kommer Svend, hans egen Søn, med Vaaben
Og med en Vikingsflok, at dræbe ham
Og hærge Landet, som hans Sæd mon være.
Der Harald spurgte denne onde Færd,
Af Sorg, I hørte det, sit Vid han tabte.
✂ Jeg fulgte ham i trende Snese Aar,
Min gamle Fod mig knap vil bære længer
Og Haanden ryster, men endnu engang
Til Hevn for Harald skal jeg Sværdet løfte.
Vil I gaa med til Strid for Thyras Søn?
Hvad heller vil I Oldingen forsage,
Og hylde Æsas, Trællekvindens Søn?
Mørk var Natten. Harald og Fjølnir ginge frem med en Flok Hirdmænd og vare komne i Lunden, nær som hin store Sten laa omveltet.
- ✂
- Harald .
-
✂ Jeg kunde ei, det stærke Vaabengny
Blev ved at dundre for mit Øre.
482 Jeg veed ei selv, hvordan det er,
Mig tykkes jeg var glad I Morges,
Nu er jeg saa bedrøvet og beklemt.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Det maa du ikke være, Herre Konge!
Alt kan jo blive godt endnu.
Vi seirede, og Svend kan ikke flygte,
I Morgen er han i din Vold.
- ✂
- Harald .
-
✂ O lad mig komme
Derhen! - Saa! det var godt, men, hu!
Hvor det er mørkt og sort og skummelt!
Kan I ei tænde os et Baal,
Som dog kan lyse lidt i Natten?
Ud blev gjort og hurtig blussede de tørre Grene. Hirdmændene leirede sig trindt Baalet, men Fjølnir stod mørk, grublende ved Kongens Side og lænede sig mod Stenen.
- ✂
- Harald .
-
✂ Hvad skal jeg gøre, Fjølnir! skal jeg ei
I Morgen mig med Svend forlige?
Jeg dør dog snart, og kan ei længer selv
Regere.
- ✂
- Harald .
-
✂ Ja Palnatoke! hvem kan dræbe ham,
Som kunde løbe ned ad Kulien
Og leve dog? Endnu har Odin Magt,
Da sine Venner han formaar at frelse.
O vidste du hvor mat og syg jeg er!
483 Paa Strid og Had jeg ikke mer kan tænke,
I Hjertet faar jeg aldrig mere Ro,
Men uden for mig vilde jeg saa gerne
Dog have Fred, maaske jeg kunde da
Lidt mere rolig lægge mig i Høi;
Thi du kan tro, min Tid er snarlig omme.
Et andet Sted i Skoven.
Palnatoke stod ene, lænende sig mod en gammel Eg.
✂
Saa skal da Jetter altid seire!
Saa er da Asers Magt forbi paa Jord!
Dog nei, det kan, det maa ei være,
Og dog - hvad bringer vel den Dag,
Som ruges ud i dette fæle Mørke?
Ja, bragte den mig Heltedød!
Men Sværde vil mig ikke saare.
Da Hildur sveg os, trængte jeg
Mig ind i største Mandevrimmel,
Men kunde hverken vinde eller dø,
Og fanges jeg! nei før mit eget Sværd
Skal sende mig til Valhals Guder.
484
Og hvorfor ikke nu i denne Stund,
Som er min egen? Hvi fremdrives
Jeg saa? Hvad kan vel findes her?
Uvilkaarlig fremgik Kæmpen og standsede pludselig.
✂
Hvad blusser hist? er det et Baal?
Hvad ahner mig!
Nærmere gik han.
✂
Ja det er natlig
1
Lynglimt.
Hvem er vel det, som sidder der
Paa Stenen? er det ikke Harald!
Det er, det er den feige Niding, som
I Dag jeg søgte, men ei kunde finde
Fordi han fjæled sig. - Nu vel!
Saa dø da Nidingsdød, du Niding!
Ud drog han Pilen og lagde den paa Buen: vel vilde han sigte i Halvmørket, thi det tyktes ham som denne Pil skulde skille Krists og Odins Trætte.
Femte Samtale .
Viborg Thing.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ I mange hundred Aar sig ei har sanket
En saadan Mandeflok i Ring,
Fra Eirarsunds den fjerne, østre Bredde 1 ,
Til Jotiands Grændseskei er ei
En Ø saa liden, ei et Syssel,
Hvorfra jo 2 sees Mænd i Kreds;
Men heller aldrig er i Danmark holdet 3
Et saadant Thing, og aldrig drev
Saa stor en Nød de gamle Fædre
Til Stevne. Nys er død en Drot,
Hvis Hylding Faa af os kan mindes,
Dog før er Konger døde, og med Ret
Vi for den Døde os en ny udkaare;
Men Mer vi tabte i de sidste Tider,
Thi vore Fædres Guder tabte vi,
Først nu er Danmark høvdingløs at nævne,
Vi kom her, for at kaare os en Konge,
Og for at kaare Guder. Siger nu!
Hvorom skal der vel handles først:
Om Kongen, eller om de høie Guder?
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Velan!
Saa vælger da imellem Krist og Odin,
Imellem ham, som blev fra Arilds Tid
I Danmark dyrket, som gav Seier
Til Fædrene, og efter stolte Liv
Paa Jord, dem favnede i Valhal;
Og ham, hvis Dyrkere vi selv
- ✂
-
✂ Og vore Fædre have kækt betvunget
Nogle tav, men Flere vare de som raabte:
Ved Odins Hjelp, som bruge Kors for Sværd,
Og fare ned til Helas skumle Bolig,
Hvor giftig Taage hvert et Aandedræt
Forpester, og hvor evigt Mørke ruger!
Ei Begge kan I tjene, og kun Børn,
Ei Mænd det egner saa at vakle;
Thi vælger nu med velberaadet Hug
Imellem Kraft og Svaghed, Krist og Odin!
✂ Ei vil vi dyrke hviden Krist,
Men Odin, Thor og Frei og Odin.
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ Naar det er eders faste Villje, naar
I har besluttet, at de høie Aser
Skal ene være eders Guder . . .
- ✂
- Odinkar .
-
✂ Stands
Frem traadte en Flok og sagde efter, saa som Odinkar mælte 1 :
Du Hedning! og forfør ei Folket,
Og bind ei Munden paa de Mange her,
Som døbtes, og som mærkedes med Korset!
Frem kristne Mænd! bekender eders Tro,
Og siger hvem det er, som I vil dyrke.
✂ Paa Kristum 2 , paa hans Fader, og
Den Helligaand vi tro, men ikke
Paa Odin, eller nogen Skurdgud 3 .
- ✂
- Palnatoke .
-
✂ I Mænd, som holde ved den gamle Sæd!
Som sankes vil med eders djærve Fædre
Paa Odins Bænk i skjoldbelagte Sal,
Som vil hos Freia favne eders Møer,
Som tør i Ragnarokes haarde Strid
For Aser kæmpe, staa mod onde Jetter,
O skynder eder hen i Guders Lund!
- ✂
-
✂ O dvæler ei hos denne vantro Skare!
Hofgoder, I som Odin ynder! frem!
Og følge Hver, som vil i Valhal glædes!
Tause vandrede Goderne fort, hartad al Skaren fulgte, og kun en liden Flok blev hos Odinkar.
Offerlunden.
Høit løftede sig Altret i den aflange stensatte Krinds, og Folket udbredte sig paa Sletten.
- ✂
- Goderne .
-
✂ Smitted en vanhellig Fod
Hellige Kreds,
Hastelig visne den Fod!
Kredsen er ren.
✂ Stenene stande i Kreds,
Tregange Tregange Ni,
Tregange drage vi rundt,
Rundt om den hellige Kreds.
Hammerens Tegn
Vier og værger.
Jette og Trold!
Viger for Hammerens Tegn!
✂ Kraftens hellige Sten!
Derpaa reiste Goderne sig og omginge Altret med Kvad.
Længe du stod
Øde i Gudernes Lund,
Taus og forladt;
Atter vi knæle paa Sten
Trindt om din Fod,
Odin har vundet i Nord,
Stor er din Pris.
✂ Austri og Vestri,
Sudri og Nordri,
Dværgene bære
Himlen paa Skuldre,
488 Saa bære fire
Stene, mod fire
Hjørner, den høie,
Hellige Sten.
✂ Mægtige Guder!
Skuer til Jord!
Svæv over Lunden
Venlige Njord!
Noatuns Konge,
Alternes 1 Drot!
Sku vores 2 Idræt,
Lyt til vort Kvad!
En Hest droges frem.
- ✂
- Goderne .
-
✂ Solen og Maanen
Skinned paa Himlen,
Straalende Freia
Skinned i Sal,
Listige Jetter
Vilde dem røve,
Hesten dem rædded,
Derfor er Hesten
Aserne kær.
✂ Solen og Maanen
Skinne paa Himlen,
Straalende Freia
Skinner i Sal;
Jorden oplyses,
Hjertet opglødes,
Hesten det voldte,
Derfor vi offre
Hesten til Aser
Her udi Lund.
Torden rullede i Skyen.
- ✂
- Goderne
-
(til Folket.)
✂ Aukathors 1 Vogn!
Hører du hellige Døn?
Valhals forsonede Guder
Nærme sig. Knæl!
Bed dem med luende Andagt
Blive os nær!
Folket knælede, stærkere rullende nærmede sig Tordenen, og et mægtigt Lyn rammede Hesten.
- ✂
- Goderne .
-
(til Folket.)
✂ Skued du Straalen,
Hvor den sig hvirvled
Ned over Kredsen,
Sagtelig rørte
Alterets Kanter,
Hvor den med Raslen
Nedsank i Hestens
Viede Tinding?
✂ Hellige Guder!
Selv har I kaaret
Offeret nu.
Kniven er hvættet,
Brat vorder tvættet
Alterets Sten.
✂ Det flyder, det flyder,
I Bollen sig gyder
Det rygende Blod,
Mod Himlen det ryger,
Mod Gudernes Borg,
- ✂
-
✂ Og Teignen bestryger
(til Folket.)
Den mossede Sten;
Graa var dens Lød,
Nu er den rød.
Saa staar i Kampen
Graa Væv af Stridsmænd,
Faste som Kamp,
Graa stander Væven,
Rødner 1 i Kampen,
Skifter sin Lød.
✂ Skuer du Odins
Hungrige Fugle?
Hører du Ravnen
Skrige i Luft?
Vel har behaget
Mægtige Aser
Selvkaarne Offer.
✂ Pris da de vældige
Guder i Valhal!
Drik deres Minne!
Kæmp deres Strid!
Kongsgaarden i Viborg.
Det var silde, og halvdrukken sad Svend med sine Mænd om Bordet.
Svend. Fjølnir .
- ✂
- Svend .
-
✂ Hvor er min Fosterfader Toke?
Han tidlig gik fra fulde Horn,
Han bliver gammel kan jeg mærke,
Og elsker høit sin Nattero.
Men Fjølnir! gamle Skælm! hvorledes
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Ja Konge! jeg har aldrig havt
For Skik, paa egen Mag at tænke.
En Tjener skal jo tjene, og kun slet
Det sømmer sig for ham sig selv at raade.
Mit Øie mente at det fik sit Lys
For vel at agte paa min Konges Øie,
Og prøved aldrig paa at lukke sig,
Saalænge det saae Kongens aabent.
Saa tjente jeg i trende Snese Aar
Kong Harald, saa jeg Svend vil tjene.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ At Alle skulle tjene dig saadan,
Som de din Fader Harald tjente?
Om Palnatoke dig nu tjente saa,
Som Harald, var du dermed tjent?
- ✂
- Svend .
-
✂ Hvordan? jeg er jo ikke Harald.
Enstund sad Kongen og grublede frem og tilbage, som Sæd er hos vaklende Naturer, og paa det Sidste vilde han høre sig selv, for at vide, hvad han tænkte.
Sig mine Hirdmænd: de kan gaa!
Kom saa igen!
✂ Hvor det dog løber
Mig rundt i Hovedet! jeg veed
Ei om det Mjøden er, som avler
De sære Tanker i mit Sind.
Men Toke har mig jo opfostret,
Og gjort til Konge. Skam dig Svend!
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Og skulde jeg da tale til min Konge,
Og ikke tænke først? hvad heller var
Det Ret at tale, som jeg ikke tænkte?
Det har jeg aldrig gjort, og gør det da
End mindre nu paa mine gamle Dage.
Kan du ei Sandhed lide i din Gaard,
Saa jag mig bort! og jeg vil bede Toke,
At give mig en Jordplet for min Arv,
Hvor jeg kan dø i Ro.
- ✂
- Svend .
-
✂ Aa Sludder, Gamle!
Jeg mente kun, at hvad du sagde før
Om Palnatoke, var, fordi du vilde,
Jeg skulde hade ham, som du.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Jeg hader ham, og hader ham med Rette,
Men hvad jeg sagde, sagde jeg, fordi
Jeg ikke under dig din Faders Afgang.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Just ikke han, men denne Pil det gjorde,
Og Haanden som i Buestrængen trak,
Da Pilen fløi og rammede din Fader,
Den har dog og lidt Del deri.
Jeg kender Pilen paa sin 1 gyldne Spidse,
Det er den samme, som min Brodersøn
Tog af sit Kogger til Kong Harald,
Da Æblet han af Aages Hoved skød.
- ✂
- Fjølnir .
-
✂ Derom vil
Vi ikke stride 1 , jeg var Haralds Ven
Og ældste Tjener. Jeg kun vilde,
Du skulde se, det var den samme Toke,
Som Pilen skød, og som i Dag
Gav sine Guder Skyld for Skuddet.
Jeg veed nu ei, om du kan være tjent
Med Undersaatter - dog, det Ord ei duer -
Med Kæmper, som tør dømme Kongen selv,
Og straffe ham paa deres Guders Vegne.
Tag dig i Agt! Mer siger jeg dig ei.
- ✂
- Svend .
-
✂ Du faaer mig aldrig til at tænke,
At Toke, som har fostret mig,
Hvem Folket vilde havt til Konge,
Men som mig skaffed Kongenavn,
Har Ondt isinde. Veed du Noget,
Saa lad mig høre! - Hvorfor tier du?