Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Men Jeg troer at vide, I Digtere, hvorfor I ville saa ubetinget fordre Ret til at fremtrylle eders svagere Brødre en blot tænkt eller ahnet Existens, det er - forlader Mig det! - for at have nogen Gengeld for Eders Ulykke, thi Jykkelige ere, kunne I ikke være. Vel ved Jeg ey, om den indre Anskuelse, naar den har naaet sin hos Mennesket høyst mulige Klarhed, er i Stand til at kaste sig som et ugennemtrængelig Slør over den *1 dvs. den forhaandenværende udvortes Virkelighed. 84 virkelige, og saaledes lade sin Eyer leve i en gylden høyere betydningsfuld Tilværelse, om den virkelig kan trykke Virkelighedens Segl paa den blotte Muligheds Produksjoner; thi er det saa, da maatte rigtig nok den sande Poet være Klodens Lykkeligste. Men dels holder Jeg næsten dette for umuligt, og dels bliver det dog kun saare Faaes Lod. De fleste finge kun en mindre Del, og i Sandhed deres Liv er ikke saadant, at De som Menneskevenner kunne ønske at dele det med deres Brødre. - I det gives Øyeblikke, som, naar deres Salighed kunde fordeles paa det hele Liv, vilde hæve det høyt over den mest frydfulde endelige Tilværelse, men dette lader sig nu ikke gøre, og Opvaagnelsen af Drømmen, den nødvendige Skuen af den hele nøgne betydningsløse Masse, der levende død er lige tom, denne er vist nok fuldkommen saa bitter, som Drømmen var sød. Goethe - siger Man - har forsonet sig med Eksistensen; men hvad nytter det ham, naar ogsaa den Existents, Han forsonede sig med, kun er til i ham, og ikke uden for ham? Føler Han da nu ikke den trykkende Byrde?