Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Her sidder Jeg i Midnattens højtidelige Stund. Jeg hører Storme hvine, og det nære Havs Bølger buldre mod Landet. Sendtes da vel disse Storme blot for at begrave Skibene og deres Styrere i Afgrunden? Nej, Hvo vilde tvivle om, at hvert Vindpust bør regnes for et nødvendigt uundværligt Led i Naturens fremadgaaende Kæde? Og Jeg, er da ikke mit Liv - det maa end synes nok saa ubetydeligt - Resultatet af hele Historien, medvirker det ikke til at bestemme den hele kommende Tiid og dens moralske og intellektuelle Fænomener? Men hvorledes tør Jeg da betragte min uheldige Stilling som Maal? Er den andet end et af andre Midler affødt Middel til ny, der i uoverseelig Række skride frem mod Endepunktet, Vi Alle maa 89 tænke, skønt det er Os Alle ubekendt? Ja, selv naar Jeg forlader den almindelige Anskuelse af min Stilling, naar Jeg ikke længer betragter Mig selv blot som Menneske, men som det isolerte Menneske, Jeg synes at være: Kort, naar Jeg ogsaa ser Mig selv lidende og handlende som Individ, kan Jeg da ikke opdage mange behagelige Sider, tør Jeg da ønske, min Bane havde taget en anden Retning?