Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra AF GRUNDTVIGS DAGBØGER

↩ Kun to Ting lade sig indvende herimod: 1) det kunde egenlig kun passe paa de virkelig Ugudelige, der gik igennem Livet uden Hensyn paa det Evige, men ikke paa dem, der, uagtet de sluttede sig til det, dog vare hengivne til en eller anden Last, 102 der stedse henrev dem, endog mod deres Villie. Sandt nok, Jesu Forsoning siges at have aftoet de Bodfærdiges Synder, men en Smitte, stedse fornyet, synes dog at gøre Mennesket uskikket til Samfund med det Evige, og Følelsen heraf fødte Ideen om Skærsild i sin ædlere Betydning, saaledes nemlig som de gamle Filosofer og Origines forestillede sig den. Virkelig synes og denne at være den eneste Ide, hvormed denne Knude fuldkommen kan løses. - 2) Det synes stridende mod den alvidende Guds Godhed at skabe Mennesker, Han vidste vilde gøre sig evig ulykkelige. - Denne Indvending synes at være betydelig, men Man maa agte, at den ene laaner sin Styrke fra den skæve Forestillingsmaade om Verdens Skabelse som vilkaarlig. I det Vi antage Guds evige Tilværelse, antage Vi tillige den evige Mulighed af Verdens Tilværelse, der under Tidens Betingelse maatte blive Virkelighed.