Drachmann, Holger Uddrag fra Forskrevet

I hælene på dagspressen kom ugebladene med reaktioner på Drachmanns roman - mere eller mindre seriøse efter deres art. Det ret platte og udbredte vittighedsblad Punch lavede i vers og streg sjov med digteren, ikke særskilt for hans anfald på Det Kgl. Teater, men mere for hans ustabile orientering gennem livet (digtet »Forskrevet« i nr. 42, den 16. oktober); derpå om bogens tykkelse (tegning med dialog i nr. 47, den 20. november) og om Drachmanns cabaret-projekter m.v. (digtet »National?« i samme nummer). Senere blev Drachmann - altid et taknemligt offer, skønt mindre end brødrene Brandes i dette antisemitiske ugeblad - ålet for et digt til den irske frihedsmand Parnell, denne libertiner, i Edvard Brandes' blad Politiken , som digteren før havde forholdt sig anderledes antagonistisk til (digtet »Mr. Fox« i nr. 50, den 11. december, og tegning med vers »En Mosaik til Bodskapellet« i nr. 51, den 18. december) - altså angreb på digterens 673 seksuelle moral og vendekåbe-politik, tydeligvis i kølvandet af romanen. Grinet i Punch var måske netop noget af det, der i romanen klages over at tiden har forskrevet sig til; her var da svar på tiltale.