3
HOLGER DRACHMANN
Forskrevet -
Roman
ITEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Lars Peter Rømhild
under medvirken af Merete Jørgensen
Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen
Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Hanne Marie Svendsen for Danske Skønlitterære Forfattere, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Flemming Conrad som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Originaludgaven 1890. Nr. 002185.
Efterskrift og noter © DSL/Borgen 2000 · ISBN 87-21-01523-6 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen på grundlag af foto (1887) af Holger Drachmann og manuskriptside fra Forskrevet - (Det Kgl. Bibliotek, Collinske Samling 42,2°) · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro · Papir: Book Design - 1,3 - l00g, Svanemærket, klor- og syrefrit · ISO 9706
Tak for økonomisk støtte fra Moth-Lunds Fond
Holger Drachmann
FORSKREVET-
ROMAN
FØRSTE BIND
KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL OG SØN)
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1890
Forskrevet - I-II udkom oktober 1890 og kostede 10 kr .
Bd. I omfatter [X]+548 s. [I] Forskrevet - [II] blank [III] Holger Drachmann. Forskrevet -. Roman. Første Bind. Vignet . Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). Fr. Bagges Bogtrykkeri. 1890 [IV] blank [V] dedikation [VI] blank [VII-VIII] fortale [IX] motto [X] blank. 1-548 tekst .
Bd. II omfatter IV+306 s. [I] Forskrevet - [II] blank [III] Holger Drachmann. Forskrevet -. Roman. Andet Bind. Vignet . Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). Fr. Bagges Bogtrykkeri. 1890. [IV] motto. 1-306 tekst .
Længste linje 81 mm. Bindets højde 81 mm .
om min afdøde Ven
Viggo Drewsen
den mest fordomsfri, den ridderligste! 8
9
✂ Der var en Mand, en nobel, sluttet Personlighed, hvem jeg regnede mig det til Ære at være en Ven af.
✂ Sammenlignet med ham forekom det mig, at jeg kun havde Fejl - men altid bedømte han mine Skrøbeligheder ud fra sine egne Ufuldkommenheder. Han saa' Tingene stort i denne Verden, stort og smukt og sandhedskærligt; og i de Tider, hvor jeg mest følte mig trykket ved egen Skyld, faldt der Glimt af Adel og Skønhed ud over min Vej - og det var ham , som lysnede.
✂ Dengang alle andres Døre var lukket for mig, stod hans Hus aabent. Da alle roste mig, var han ikke altid med i Koret; saa ofte Korets Stemmer atter splittedes, stod han ved min Side og pegede fremefter. Aldrig slap han mig, hvor fjærnt jeg end færdedes; han havde den store Ro - han kunde vente. Og vi var sammen indtil Slutningen; og det var ikke mig men Døden, som kappede Traaden.
✂ Hvad skal jeg sige Dig, Du hvem jeg har sagt saa meget, omend jeg ikke kunde sige Dig Alt? Mændenes Venskabsforbindelser er rige paa Samtaler men fattige paa Ord. I denne bindstærke Bog skulde Ordene være frie. Modtag dem Du, hvis Navn staar foran Bogens mange Sider! Indholdet vilde være blevet ringere, om ikke din 10 Aand, Mindet om Dig, Erindringen om vort dyrebare Venskab, havde været Traaden, den røde og stærke, som havde sammenknyttet det Svage. Jeg taler til Dig som til den levende: - det Du er for dine Kære, for dine Venner.
Septbr. 1890 .H. D.
Første Bog
I
✂ Det er en Aften - i Begyndelsen af April - i det kongelige Theater.
✂ Der gaar et Stykke af en moderne Forfatter.
✂ Det hedder: »Uden Fane og uden Fordom.«
✂ Stykket er spillet en fem, sex Gange. Huset er sparsomt besat. Ud over Parketterne er drysset et halvt Hundred Mennesker. I Etagerne sidder de sexhundred Tanter, som vogter over den nordiske dramatiske Literatur; de røber ingen særlig Begejstring ved Forestillingen; de sidder dér, fordi de har abonneret. Imorgen gives »Elverhøj«; saa kan de faa Revanche.
✂ - - - - Gulvet var som sagt sparsomt besat. De forreste Godsejerrækker stod tomme; det var ikke en Ballet og ikke en Opera, heller ikke en behagelig Blanding af begge. Paa første Række i andet Parket tilvenstre sad en yngre Mand. Han kunde være godt oppe i Tredverne, var af Middelstørrelse, høj i Sædet, at se til, lyse Øjne under mørkere Bryn, en lille, naturlig opadbøjet Mustache, rolige, agtpaagivende Træk - noget Sundt og Ligefremt over sig, noget, som røber en god Konstitution, der ikke er gaaet afvejen for at anstille Prøver paa sig selv.
✂ Nogle Damer af Hovedstadens Intelligens saa' paa ham igennem Kikkert. Han syntes at være af de Mænd, hvem Damer ser paa. De fandt ham tiltalende, men opgav ham snart som ikke hørende til de »kendte«.
✂ Han var samme Dag kommen hjem fra et fleraarigt Ophold i Udlandet.
✂ Tæppet havde været oppe for de Spillende i nogle Minuter, da to Damer traadte ind og søgte sig Pladser ved Siden af den unge 14 Mand. Han syntes at blive utaalmodig over Forstyrrelsen - de var aabenbart kommen ind paa en forkert Række - og han antydede med en Haandbevægelse, at der var ledige Pladser nok. Den yngste af Damerne nikkede smilende, og de satte sig.
✂ Under første Akt søgte den unge Mand at samle sine Tanker paa Spillet. Man hører imidlertid ikke godt - ikke alle Steder lige godt - i vort kongelige Theater; Afbrydelsen havde desuden været der og var indtruffen netop paa det Punkt, hvor han skulde have fanget nogle betydningsfulde Repliker. Der var sket et Brist i det, man kunde kalde hans Theater-Andagt. Han kunde mindes og dog ikke mindes den yngre Dames Ansigt. Hvorfra? ved hvilken Lejlighed? Det var herpaa, han sad og grundede, medens Replikerne flygtede for ham, kædede sig sammen til en Mening, atter gik fra hinanden.... ærgerligt! Og han drejede sig utaalmodig i Sædet, og saa' da, at den yngre Dames Blik hvilede paa ham, som til et Spørgsmaal: Kender De mig ikke?
✂ Han vendte sig atter, og tabte sin Kikkert. Bagved ham blev der sagt temmelig højt: Hys!
✂ Akten gik til Ende, Tæppet var nede; hin »anden« Verden oppe paa Scenen, den ubestemte Fortryllelse, denne Duft, Klang, den skære, fine Farve, der skal gribe og betage os, naar vi ville nyde - den var i første Instans tabt for ham. Mellemakten løste Tungerne omkring ham. I Orkestret kom Ansigter tilsyne, som han kendte fra gammel Tid; de saa' paa ham, og han paa dem; Instrumenterne stemtes; der var et enkelt Løb paa en Fløjte, som hensatte ham iblandt Naturindtryk. Saa tvang han sig tilbage i første Akt af dette Stykke, som var bleven ødelagt for ham. Han overvejede med sig selv, om han ikke rettelig burde rejse sig, gaa sin Vej og komme igen en anden Gang. Men saa begyndte Orkestret; og det var en lille fin Ting af Haydn; og han blev siddende.
✂ De to Damer havde forladt deres Pladser i forreste Række, og han saa' ikke, hvor de var kommen til at sidde.
✂ Efter Haydn gik Tæppet op for anden Akt. Det var et hyggeligt Interiør; det samme, som i første Akt; der var en Dame og en Veninde, en Mand, en Ven og et Par andre Mænd. Begyndelsen knyttede sig umiddelbart til det Forudgaaende. Han sad og famlede efter Traaden; saa kom der en stærk Glød over en Replik; en 15 ganske ny Tanke, og den fængede og antændte en nærliggende. En hel Række af Tanker, ligesom en Gade af Træbygninger, stod med Et i lys Lue; og de fire Hovedpersoner løb der imellem, og en syntes at raabe: Sluk! en anden: Lad kun brænde! Og saa fulgte en vis Kulde, noget Indsnærpende og paa samme Tid Æggende. Laa det i Spillet eller laa det i Stykket? Det forekom ham, at Spillet havde noget hyggeligt, noget af det hjemligt Elskværdige ved sig. Saa blev det temmelig fladt; det kneb med »Nerven« deri, men stadig var der Smag og Skole bagved; man vovede sig ikke længere ud, end man kunde bunde, men dér, hvor man stod, var Præstationen upaaklagelig formet og afrundet. Engang imellem skar saa et Lyn fra Forfatteren igennem, og det meddelte sig til Skuespillerne og satte de fire, fem Personer i dette Lys, som havde Ildebranden fra før i sig. Saa mærkede den unge Mand, hvorledes han, kastet hid og did mellem de vekslende Indtryk, selv fik Blodet op i Kinderne; han lænede sig tilbage, syntes at hin »anden« Verden deroppe i Mandshøjde foran ham var den rette og sande Verden, at Mellemakt med Gulvets Rækker, med Loger lige op under det dekorerede Loft, med Publikum og Tilbehør, var en Dilettants Kunst, noget kedeligt Noget, som ikke kom ham ved.
✂ Og Tæppet gik ned.
✂ Han sad i nogle Minuter, stirrende frem for sig uden at se noget, drog et Suk, og vendte sig om.
✂ De to Damer sad lige bag ham. Han mødte den yngres smilende Nik.
✂ - De vil nok slet ikke kendes ved mig? -
✂ - Jeg be'er - jeg!...
✂ Nej, De husker mig ikke; Frøken Kirchhoff - fra Rom! -
✂ Jeg beder om Undskyldning! svarede han. Jeg er lige nu i denne Eftermiddag kommen tilbage fra Udlandet. Man venter netop ikke at træffe en Bekendt, som man sidst saa' under ganske andre Omgivelser. Er det ikke undertiden gaaet Dem ligesaa? -
✂ De søger at knibe ud! sagde hun. Jeg er endnu i dette Øjeblik temmelig sikker paa, at De ikke husker mig. Muligvis forveksler De mig med en ganske anden. For vi var adskillige Damer sammen dengang..... og De var, som altid, belejret!
16✂ Jeg husker Dem meget godt! svarede han. Det var Dem, som paastod, at man aldrig var sig selv overfor tre Ting: Rafael, Peterskirken og sin egen Skrædder eller Modehandlerinde. Og det var mig, som spurgte Dem, hvor De havde den Aandrighed fra....!
✂ Eftersom en Dame naturligvis ikke kunde have den fra sig selv! svarede hun, afbrydende ham med en klar, just ikke dæmpet Latter.
✂ Han lo lidt; og saa sagde han:
✂ Undskyld, Frøken; jeg hører til dem, der »hører« paa Mellemaktsmusiken - i det mindste herhjemme!
✂ Vil De ikke blot sige mig - bad hun - De sidder jo her som en »frisk« Mand: hvad synes De om Stykket?...
✂ Det er et Samvittighedsspørgsmaal! Jeg er ikke Kritiker; jeg har ikke min Mening paa rede Haand. Jeg morer mig altid i Theatret, ligegyldigt hvad der spilles - og hvem der spiller!...
✂ Mener De virkelig det sidste? spurgte hun frittende.
✂ Tildels, ja! Jeg sætter ikke Skuespilkunsten saa overvættes højt! -
✂ Ikke det? sagde hun tvivlende.
✂ Eller, om De vil, jeg sætter mine Fordringer saa højt, at jeg helst lader dem blive hjemme, naar jeg gaar paa Komedie. Det, at faa et Menneske , et helt, fuldstændigt Menneske at se paa Scenen, det hænder ikke ofte. Men fordi jeg kommer »frisk« fra Udlandet - hvor man undertiden ser god Komedie - derfor vil jeg ikke laste det Hjemlige. Man bliver altfor nemt uretfærdig. Alligevel - jeg kan ikke frigøre mig derfra - jeg synes at mærke en Tilbagegang! -
✂ Hvor længe er det siden De sidst var her? spurgte hun.
✂ Naar jeg undtager en fransk Visit, jeg gjorde her for et Par Aar siden - i nogle Familieanliggender - saa har jeg levet i Udlandet omtrent den sidste halve Snes Aar. Det er kort eller længe, ligesom man vil! svarede han.
✂ Hun kiggede lidt paa ham fra Siden og spurgte:
✂ Formodenlig besøgte De da Deres gifte Kusine - hende, som De ved Lejlighed omtalte saa rosende? -
✂ Han svarede undvigende.
17✂ Hun mærkede det og vedblev med et Skuldertræk: Ja, der er løbet en Del Vand i Stranden siden vi saas! Gud, disse Forhold herhjemme! Er det ikke til at fortvivle over? Alt lider derunder - ogsaa Skuespilkunsten. Hvorfor skulde den gøre en Undtagelse? Men der skrives heller ingen Stykker.... Se nu f. Ex. den ene Damerolle her - eller begge to! Hvad skulde man bringe ud deraf?
✂ Tænker De maaske selv paa at spille Komedie? spurgte han smilende.
✂ Jeg? Hun lo: Hvor falder det Dem ind? Synes De maaske, at jeg ser ud dertil? Det er dog virkelig morsomt!...
✂ Jeg antog blot - siden De talte om Roller . Et Skuespilleræmne taler sjeldent om Stykker, men om....
✂ Tænker De maaske paa at blive Forfatter? spurgte hun hurtig. Jeg troede, De bestandig malede. Aa, det er sandt, De har ogsaa skrevet - men det var jo kun i Bladene!...
✂ Han lo: Jeg har virkelig Synder paa min Samvittighed i den Retning. Men nu gaar Tæppet op, Frøken!...
✂ Tæppet gik op for tredie og sidste Akt. Han skulde til at samle sig, men saa mærkede han, at han tænkte paa, hvem den anden Dame vel kunde være - og at dette interesserede ham. Frøken Kirchhoff havde undladt en Præsentation - hvad der i og for sig var rimeligt. Vi er kendt af den halve By og skal hilse den anden Hælvt. Det kan snart blive for meget af det Gode.
✂ I denne sidste Akt vilde det ikke ret »brænde« for ham. Havde Digteren ikke Gnisten længer - eller manglede Skuespillerne den? Eller havde Publikum Skylden? De fleste moderne Skuespil - tænkte han - mangler dog en tilfredsstillende Slutning; enten det saa ligger i, at man er rykket Livet paa altfor nært Hold, uden alligevel at turde gøre Skridtet helt ud - eller man slet ikke er kommet Livet ind paa Livet, fordi det haardnakket vægrer sig ved at udlevere sine sidste Hemmeligheder til den Kunst, der har med et Publikum at gøre, som dels er saa konventionelt hildet og samtidig saa raffineret fordringsfuldt.
✂ Han gav hverken Digteren, Skuespillerne eller Publikum Skylden. Han lod den blive hos sig selv. Han var optaget af denne anden Dame. Hvem var hun? Naa, det kunde jo være ham det 18 samme. Frøken Kirchhoff var nærmest en Skønhed; denne anden Dame var meget indtagende. Hun maatte lige være passeret de Tredve; et lille Træk om Munden røbede det - og maaske en fin Streg ved Øjet. Han havde ikke nærmere lagt Mærke til hendes Dragt. Da intet havde været ham paafaldende, og intet stødende, maatte hun være klædt med Smag. Og hendes Figur? hverken et for meget eller et for lidet. Hvad hendes Stemme angaar - han havde ikke hørt den - men den maatte vist være som hos Skuespillerinden deroppe. Hvor smukt lød ikke dette Dansk! Ingen grimme æ'er, ikke denne utilgivelige Snuppen af eller Træden i de lange Endelser. I første Akt havde hans Modersmaal lydt til ham fremmed; hvilket vil sige: det fremmede Tungemaal, han for ganske nylig havde sluppet, lød da endnu i hans Øre som en Musik, indspillet og indøvet gennem megen Kultur, hvori store Menneskers Tanker har afsat Mærker og Maal. I denne sidste Akt steg der noget af en glad Genkendelse op i ham. Det var, som fornam han Skove suse, som saa' han Kornmarker neje sig, som hørte han Søen skvulpe mod Stranden. Han tænkte slet ikke Tanken trivielt, saadan i Form af: Danmark dejligst Vang og Vænge! Han sad blot og lyttede, nikkede hen for sig; han var med Et hjemme. Han saluterede Flaget!
✂ Men Stykket? Han lod Scenerne passere sig forbi, prøvede dem paa hinanden indbyrdes, vejede Replikerne, en efter en; han fandt adskillige af dem udmærkede; Ord, som viste ud over sig selv, blev perspektiviske, gav et Livs-Landskab i skuffende Forkortning, med Dybder, hvori Solen ikke kunde trænge ned, og med Flader, hvorpaa Lyset dvælende hæftede sig med Glans og Brillant.
✂ Der var forfejlede Repliker, som Skuespillerinden skulde sige, men umuligt kunde sige. Her bar Digteren Skylden. Det var saa meget mere ærgerligt, som denne ene Kvinde dér i Stykket var fortræffelig skitseret. Hun var ilde stedt i Livets for og imod. Der var Pligten, Loven og Lidenskaben. Kvindeværdigheden, der modsætter sig; Hengivenheden, der søger en Genstand; den uudtømmelige og uransagelige Kærlighed, der favner ud mod Forstaaelse - og enten griber i den tomme Luft, eller gribes af en Mands Arme. Og hvilke Mænd, disse? En af disse »vore Mænd«, 19 som Kvinden sjeldent lærer at kende førend det er for sent, men som vi Mænd kender, undskylder og forsvarer, fordi vi kender, undskylder og forsvarer os selv. Mon Digteren er ærlig, naar han skildrer sig selv? Hvornaar tør han - være sig paa Scenen eller i en Bog - give sig selv som den, han er? Og hvornaar er han sanddru, naar han fremstiller Kvinden? Han idealiserer hende i de fleste Tilfælde. Og i de Tilfælde, hvor han ikke idealiserer hende, overvælder han hende gerne med Bebrejdelser, fordi han selv har gjort hende til, hvad hun er.
✂ Den unge Mand sad og tænkte over dette Skuespil, erkendende deri et Afsnit af en interessant men syg Tid, som han selv tilhørte. Rampens illuderende Lys laa over det - men han kendte det godt nok, til ikke at tage fejl deraf. Saa gik Tæppet ned. Han sad endnu et Øjeblik og ventede. Det syntes ham, at Tæppet om lidt maatte gaa op igen, og et nyt Stykke, Fortsættelsen, begynde.
✂ Bag ham blev der sagt:
✂ Ja nu er vi færdige - nu kan vi gaa! -
✂ Han saa' sig om. En Bekendt fra tidligere Tid, Ove Overgaard, stod og lo ham ind i Ansigtet:
✂ Jeg syntes Skam nok, at det var Dig, Henrik Gerhard! Velkommen hjem!
✂ Tak! sagde Henrik Gerhard.
✂ Ove Overgaard vedblev: Det var svært, saa Du var urolig for. Det var nemlig mig , som hyssede ad Dig! -
✂ Tak! svarede Gerhard smilende. Jeg skal gøre Gengæld ved Lejlighed! -
✂ Han gik ud i Garderoben. De to Damer havde lige faaet Tøjet paa. Han saa', at de omtrent var af samme Højde; den yngre maaske den slankeste. Det slog ham, idet han betragtede dem, hvorledes to Damer kan »klæde« hinanden, og at saadanne ofte vælger hinandens Selskab - undertiden maaske helt ubevidst.
✂ Den yngre, Frøken Kirchhoff, hægtede sit Slag og spurgte:
✂ Har De moret Dem? -
✂ Jeg synes, at sidste Akt var meget interessant! svarede han.
✂ Virkelig? Vi synes nu bedst om de to første Akter.....! Og hun vendte sig imod sin Veninde og sagde præsenterende: Fru Funch!... Ja, jeg har jo allerede sagt Dig, kære Anna, at det er 20 Maleren Gerhard - Henrik Gerhard - for man nævner jo Kunstnerne ved Fornavn - det er et Privilegium, eller hvad jeg skal kalde det!
✂ Han bukkede for Fru Funch, og de gik passiarende sammen gennem Vestibulen ud paa Torvet, hvor Damerne skulde med en Sporvogn til Østerbro. Han bød dem begge to Haanden, da de vilde stige op paa Trinet. Frøken Annette Kirchhoff rystede hans Haand paa en kammeratlig Maade, saaledes som unge selvstændige Piger nemt lærer sig det under en Rejse. Fru Funch lagde sin bløde Handske - thi det var kun Handsken han følte - i hans Haand. Samtidigt saa' hun paa ham, medens han stod dér paa Stenbroen, nogle Fod lavere end hun. I hendes Blik laa en vis blid Venlighed, som han ikke ret kunde gøre sig Rede for - heller ikke fik Tid til at klare sig. Et Blik, der syntes at sige: Hvem er Du? en ung Mand med behagelige Træk! Du tiltaler mig - men Skinnet kan jo skuffe! Muligvis ses vi igen, og det vil da ikke være mig ukært; men paa den anden Side er jeg ikke Annette Kirchhoff; jeg ryster ikke saadan uden videre unge Mænds Hænder!
✂ Vognen satte sig i Bevægelse. Hun havde imidlertid vendt sig om i Døren, og sagde venligt: Tak! Godnat! -
✂ Ved denne Stemme, ved Klangfarven deri, svingende mellem nogen Sørgmodighed og en mild, forstandig Alvor, traadte Stykkets Indhold, med Aftenens illuderende Lys, atter frem for ham her paa dette Torv - hvor han efter lange, indholdsrige Aar igen stod for første Gang, paa en underlig Maade kendende sig selv og næsten fremmed i de gamle Omgivelser.
✂ Over den ene Side af Torvets Bygninger hang den nordvestlige Himmels klart tindrende Skær, vort gryende Foraars Himmel, med Anelsen om de tilstundende lyse Nætter og med Mindelsen om det bortflygtede Vintermørke.
✂ Altsaa Foraaret gik han imøde herhjemme! Hans Bryst hævede sig; han tog et dybt Drag af denne Luft, hvori han nu skulde leve. Paa Foraar følger Sommer - grønne Skove, Fuglesang, stille, blide Aftener, ensomme Udflugter langs Stranden, hvor Sejlerne langt ude spejler sig i de olieglatte Dønninger. Sommer og Solskin, glade Kammerater, muntre Venner, friske Pigeansigter, maaske et dvælende Blik, som søgte hans, maaske.... ak nej; 21 Foraaret havde været for ham, men han havde ikke været dets rette Mand. Og - hu! - nu kom om Hjørnet, dernede fra Holmens Kanal, denne giftige Østenvind farende, vort gryende Foraars Svøbe, Ødelæggeren, for hvem Mennesker, Dyr og Planter skælver, han, som fylder Hospitalerne, som klæder Enkerne i Sort, samtidig med at Liljerne i Haverne klædes i Gult og Hvidt!...Jeg er hjemme nu, kan jeg mærke! mumlede Henrik Gerhard og knappede sin Frakke tæt til. Vort Foraar er værre end intet; vor Sommer er stakket Dans, som snart er sprungen; vor Høst er Taager, Regn og Storm; og vor lange Vinter er Barfrost og Sne og Slud og Søle! Hvad vilde Chr. Winther svare hertil? hvorledes vilde han staa ved sine egne smæltende Toner, der synes at være Afkom af en Hyrdefløjtes Lokkelyd henover en Junidags Roser og Forglemmigejer? -
✂ Du vil ligge rolig i din Grav. Du er uansvarlig. Dine Sange ville være lige skønne, om ogsaa vore fire Aarstider oprive og fortære hinanden i den golde Kamp om Overmagten!
✂ Naa, drømmer Du, Gerhard? spurgte en Stemme.
✂ Det var Overgaard, Vennen fra Theatret; og han sagde: Nu har jeg staaet her og set Dig følge dine Damer tilvogns; jeg er bleven blaafrossen af Venten og af Nysgerrighed. Nu skal vi hen paa Kaféen sammen; men først skal Du sige mig: hvorfra kender Du de Damer? -
✂ Den ene kender jeg slet ikke! svarede Gerhard.
✂ Og den anden kender jeg og hun er mig ligegyldig! sagde Overgaard.
✂ Du mener Frøken Kirchhoff? spurgte Gerhard,
✂ Ja - Frøken Annette Kirchhoff - Stifdatter af Etatsraad Brynjulfsen, min egen Departementschef - Halvsøster til Ulf Brynjulfsen, den forrykte Fyr... kender Du ham ikke? -
✂ Nej! -
✂ Godt! saa skal Du lære ham at kende!
II
✂ De traadte sammen ind i Kaféen, de to Ungdomsvenner og Skolekammerater Henrik Gerhard og Ove Overgaard.
✂ Den sidste sagde, medens de begge tog Overtøjet af og satte sig ved et af Bordene:
✂ Nu er Spørgsmaalet, om vi straks skal sætte Vorherre under Debat - eller vi først skal spise til Aften? Du har været længe borte fra os, og jeg maa gøre Dig bekendt med Forretningsordnen. Den overholdes forresten ikke strængt. Som oftest begyndes der med Akademiet, og de metafysiske Sager faar da hvile til siden. Naar vi har afsat Akademiet, saa indsætter vi os selv. Derpaa er der i Reglen et Par Politikere, der engagerer en Skinfægtning - kvantsvis, som Holberg siger. Det gælder at lokke nogle Ubefæstede, eller endnu bedre nogle af de »Ældre« - af dem, der sidder inde i næste Stue - til at optage Handsken. Sker det ikke, saa kan vi ogsaa indbyrdes afgøre Sagen. Vi er Gudskelov ikke enige om nogen Verdens Ting - Gudskelov ikke! Læg nu Mærke til dem alle - de vrøvler dejligt. Du er vist forresten bleven til et af disse forbandet tavse Mennesker: de faar en Anden til at snakke altfor meget. Men det skal tilgives Dig - som den nyankomne. Du ser Pokkers, jeg vil ikke kalde det godt ud - Du kunde nemt blive vigtig. Men Du ser ud - saadan hvad Tyskerne kalder »unternehmend«. Det vil nok gaa af Dig; jeg har ingen Frygt. Ser Du: dette er ikke Bagtalelsens Skole her; det er Udtalelsernes. Det er et aandeligt Fileværk. Vi sliber hinanden blanke og skarpe. Men gaar Blankheden En til Hovedet, og bliver han vigtig, saa spytter vi paa ham. At være anløben, at have en Rustplet under Polituren: det er Sagen! det eneste Kendetegn i vort Frimureri. Vore Fædre vaasede for meget om det Ædle. De har ødelagt Alt i den Retning for os. Det Stykke, vi saa' i Theatret, burde være skrevet bedre. Men Titlen er god nok. »Uden Fane og uden Fordom«. Du vil ikke høre noget om noget Ædelt her. Vi kan ikke udstaa de flommede Ord. Her kommer ogsaa den Slags Folk, der ovenikøbet halvvejs hører til os . Men saa snart de har ytret sig, og for et Øjeblik er gaaet udenfor, vil Du straks høre Betegnelsen: Idiot!
23✂ Pas nu paa. Du vil nok føle Dig hyggelig iblandt os - naar Du blot faar vænnet Dig en Smule til det. Men hvis Du foretrækker Fjenden - jeg mener de Ældre, dem, som gaar i det aflagte Tøj, - saa værs'god: derinde i næste Stue! Vi nærer ingen smaalige Fordomme. Men Tærsklen skiller. Indtil for nogen Tid siden havde vi Forbindelsen aaben. Engang imellem fik vi da ogsaa etableret en lille Skandale. Det var i Grunden hyggeligt. Nu er det vanskeligere. Disciplinen er strammet. Imidlertid: naar de skarpeste Spidser, de yderligste, er gaaet hjem - eller naar vi allesammen er bleven fulde - saa er der endnu en Mulighed for Klopfægteri. Du kan ud paa Natten faa det allermorsomste Pølsesnak at høre. De Gamle derinde, de er stive i Hætten; og vi yngre er jævnt drilagtige. Saa kommer Disputen - undertiden lige til Slagsmaalets Grænse. Men hvis Du foretrækker straks at sætte Dig ind hos de Ældre, saa vil det ogsaa fornøje Dig. Du vil, i Kunst og Politik og alle andre gode Sager, faa alle de Meninger at høre, som man skulde tro begravede for to Menneskealdre siden. - De Godtfolk ville fortælle Dig, hvad de selv har skrevet eller malet eller sagt og gjort, førend vi blev født. Og det, som vi nu gør, det vil de skælde ud. Dermed er jo Sagen afgjort! Ud paa Natten vil der være nogle Stykker af dem endnu tilbage, der snakker med tykt Mæle om »Skønhed«, om den rette »Fædrelandskærlighed«, og om den nedrakkende Kritik, som de for femogtredve Aar siden var saa knusende hævet over. Tilsidst vil der være to tilbage; og den ene fortæller skabrøse Anekdoter til den anden, som sover med en forsuttet Cigar i Munden!.... Naa; lad os saa faa noget at spise! -
✂ De havde sat sig ved et lille Bord og gav sig til at spise og drikke. Overgaard hilste rundtomkring til de øvrige Borde. Gerhard saa' og hørte til i Tavshed; den anden befandt sig som Fisken i Vandet her, indledede og afbrød Samtaler, kastede Repliker ud, parerede, lo med en kort Trav-Latter, blinkede til Gerhard, stødte ham paa Foden, og udbrød endelig ærgerlig:
✂ For Pokker, vil Du da være bedre end os? -
✂ løvrigt blev Programmet fulgt af de tilstedeværende yngre og midaldrende Mænd, der i smaa Klumper eller parvis hang over Bordene, over Stoleryggene, langsad Sofaer. Akademiet blev afsat, Udstillingen gennemgaaet; saa fordybede man sig i Personalia, 24 til hvis Forstaaelse Gerhard i de fleste Tilfælde manglede Nøglen. Derpaa kom Turen til Bøger og sceniske Opførelser. Pariser-Salonen og nogle Atelierhistorier fulgte. Paa den første var der tre Billeder - tre af de tre tusind - som duede. Men paa derom nedlagt Indsigelse af en ung Maler, støttet af en Kunsthistoriker, reducertes Antallet til det mindst mulige, til et. Kunsthistorikeren sagde i den Anledning et Par udmærkede Ting, som han vilde skrive. Overgaard bemærkede, at han i Paris for fem Aar siden havde hørt de samme Ytringer, som dengang betegnedes trivielle. Herom tvistedes man. En yngre Maler kom ind paa en længere Udvikling om Impressionismen hos Lionardo. Han forvildede sig i en tæt Urskov af Begreber, med frodig Underskov og hængende Lianer.... og sprutrød af Ivrighed, med en elskværdig lille Latter over sig selv, styrtede han endelig ud af Skoven med det Udraab: Ligemeget! det, som jeg vilde ha' sagt, det er det rigtige!
✂ Overgaard bemærkede hertil, at det, som han havde sagt, var »Seminarisme«. Han blev kaldet til Orden af en Journalist og Æsthetiker, som rejste sig kampberedt. Han vilde nedlægge Protest - sagde han - mod Anvendelsen af Ordet Seminarist i nogensomhelst for Lærere, Folkerepræsentanter og Bannerførere forklejnende Betydning af Ordet. Og han paaberaabte sig Grundtvig og Askov og Bjørnsons »Fiskerjenten« - og en Bog af ham selv. Hvorpaa han bad Opvarteren om en ny Cigar, og gik udenfor.
✂ Han var knap naaet igennem Døren, da der hørtes Ordet: Idiot! Han drejede sig, kastede et Blik omkring paa Selskabet. Overgaard lo. Da Æsthetikeren atter var kommen ind, satte han sig smilende paa sin Plads, sigende, med en rund Armbevægelse og med et venskabeligt Nik hen til Overgaard:
✂ I Stridens Hede falder stærke Ord. Man maa føle, at Bølgerne gaar højt, og at de kan slaa over En, naar man kæmper for Idealerne! -
✂ Nørager! sagde Overgaard og klappede ham paa Skuldren. Du er s'gu en brav Fyr! Men sig mig, hvad skal man i Grunden gøre, for at faa Dig gal i Hovedet? -
✂ Aa hvad - mellem Venner!... sagde Nørager, løftede sit Glas og nikkede rundt.
25✂ Mange lod deres Glas staa.
✂ I hans Sted vilde jeg ikke blive her! tænkte Gerhard.
✂ Men Nørager blev.
✂ Der kom to Mænd ind og satte sig i en Sofa for sig selv..... to Mænd, en spinklere og en bredere; en Kritiker, som var Politiker, og en Politiker, som regnedes med til Kritiken. De behandledes med en Blanding af Skyhed og megen Hensynsfuldhed. Den ene havde et blegt Ansigt, med skarpe, kloge Træk - et Udtryk ligesom af tvungen Haardhed, hvorunder der smilede Længsel efter Skønhed, Sol, aandfuld Nydelse. I dette blege Ansigt med de skarpe kloge Træk flyttede et Par Øjne sig, under en vekslende kold Glans og en ejendommelig selvfortærende og Andre ringeagtende Glød, frem og tilbage mellem de Talende, stundom stoppende dem, naar de vilde sige noget, og ofte tvingende dem til at vrøvle. Skete det sidste - og det skete jævnlig - vendte han sig til sin Sidemand; og hans Smil, der nylig havde været lyst, syntes at fryse sammen til det Spørgsmaal: Hvad mener De?... behag dog at ytre Dem! Disse Mennesker er virkelig altfor grueligt dumme! -
✂ Men hans Sidemand, den bredere, som magelig-godmodig fyldte det ene Hjørne af Sofaen, stadig med den ene Mundvig lidt optrukken, og med en Krans af fine, intelligente Rynker under de paa Klem staaende Øjne - hans Sidemand syntes velvillig-ironisk at svare: de bliver gode - de bliver gode - bare give Tid!....
✂ Nu og da forekom det Gerhard, som om en naturlig Ytring, udtalt ligefrem og ud af en bestemt Overbevisning, maatte kunne standse de to Augurers Smil - om ikke helt afvæbne deres Overlegenhed. Men han følte sig som en ny Mand, fremmed for denne Jargon. Der taltes ikke direkte om Tingene; man syntes at komme ind paa Sagerne ad en Sidevej; man vred og vendte paa en Sætning inden man gav den fra sig - og var den undsluppen En, saa var man i samme Øjeblik en garde , for ikke at faa den tilbage igen tilspidset som et Stød, der bragte En til at vakle, gjorde En flov, udsatte En for Latter.
✂ Han havde ikke Øvelsen - endnu ikke, følte han - han holdt sig tilbage; man iagttog ham ikke; men han var Iagttageren.
✂ Nørager led aabenbart ikke under en saadan Mistillid til sine 26 Evner. Han boltrede sig glad og bevæget, under en dybsindig eller mild Alvor, i et Hav af Uforsigtighed - og stadig vekslede Augurerne Smil, man lo omkring ham, man afbrød ham, men han blev ved.
✂ Saa reves Døren i det forreste Værelse ud til Gaden op, og ind stormede en høj ung Mand, som skilte sig af med sit Overtøj paa en egen hastig, udfordrende Maade, purrede op i sit store, brusende Haar, skrævede over Tærsklen, og klippede med Øjnene ad den tætte Tobaksrøg. Han var en Del over Middelstørrelse, ikke spinkel og ikke stærk bygget, slængede lidt med Overkroppen, trak Manschetterne ud for Haandleddet, knejsede med Hovedet, saa' lidt studsende og lidt forlegen til Sofaen, og lod sig dumpe ned paa den ledige Stol ved Gerhards og Overgaards Bord.
✂ Opvarter, - raabte han - bring mig et Glas Øl, et stort Glas - to Glas, saa er det gjort med det samme! Aviser? nej, ingen Aviser! - Godaften Overgaard - naa saa det er Henrik Gerhard? Jeg hedder Brynjulfsen - ikke Islænder; det er en anden! Maaske jeg alligevel har lidt Blod i mig. Kan De ikke huske mig fra sidst? - naa, vi saas slet ikke? ja det er meget muligt! Og nu er De kommen tilbage til dette Hul? Velbekomme! Ikke fordi at der er bedre andre Steder - tværtimod - eller rettere... aa, det er ligegyldigt! Her kunde være godt - men - vil De ikke drikke et Glas Øl? Lad være med at sige nej! Jeg kan ikke byde Champagne - jeg er ikke ung længer - og ikke fuld endnu - senere bliver jeg maaske begge Dele. Opvarter!....
✂ Han havde allerede drukket begge sine Glas ud, og han havde talt saa hurtigt og slugt en saadan Mængde Røg og Gasos, at han begyndte at hoste. Dette irriterede ham, og han hostede saa meget stærkere. Saa kom Øllet; de klinkede og han drak ud. Der syntes at falde Ro paa ham; han vinkede Opvarteren tilbage, søgte i sin Vestelomme, trak en sammenkrøllet Tikroneseddel frem, nogle brugte Staalpenne, en Knap, nogle beskrevne Stumper Papir og en Blyant, hvis Spids var gaaet ind i Foret paa Vesten.
✂ Han betalte Opvarteren, skar en Grimace og raabte: bring os tre Glas endnu - jeg er tørstig iaften - bring et helt Hav af Øl, hører De!...
✂ Undskyld! sagde Opvarteren lidt usikker; vi har..... og her 27 opramsede han forskellige Øl-Sorter..... men »Hav-Øl« det fører vi ikke!
✂ Overgaard lo højt; Brynjulfsen raabte:
✂ Højre-Øl og Venstre-Øl har de her paa denne Knejpe - men Hav-Øl fører de ikke! Saa luk et af de øverste Vinduer op! her er en forbandet Hede!
✂ Opvarteren bukkede og saa' hen til Sofaen:
✂ De Herrer ønsker det ikke - undskyld!
✂ Men jeg ønsker det! raabte Brynjulfsen og satte Knoerne haardt i Marmorbordpladen.
✂ Ovre fra Sofaen fulgte de to Par Øjne denne Bevægelse. Politikeren - den bredere - løftede sit Glas, smilede missende og nikkede: Godaften Brynjulfsen!
✂ Brynjulfsen blev rød, greb sit Glas, - rejste sig, og staaende nikkede han over til Sofaen.
✂ Kritikeren derovre bøjede sig siddende frem over Bordet, lettede ved sit Glas og nippede til det, med de store, rolige Øjne ufravendt hæftede paa Brynjulfsens høje Skikkelse, hvem alle nu iagttog medens han ragede op i Røgen under Gaskronen som et Fyrtaarn igennem Taage.
✂ Brynjulfsen drak en Slurk - lod sig falde ned paa Stolen igen, og sagde halvhøjt til Overgaard:
✂ Atter en Dumhed af mig!
✂ Aa ja! svarede Overgaard. Det var nærmest overflødigt! -
✂ Det var en Dumhed! gentog Brynjulfsen; men hvorfor ikke? Hvad mener De, Gerhard? Han derovre imponerer mig. Han gør det virkelig. Jeg vil vise ham, at han gør det. Det eneste, der til Gengæld imponerer de Mennesker, det er, at man har den Smule Personlighed i sig, at man.....
✂ Vær nu elskværdig! sagde Overgaard med et umærkeligt Smil og et lille Sideblik til Gerhard. Vær Dig selv! -
✂ Brynjulfsen støttede Haanden med store opsvulmede Aarer mod Panden. Godt! saa vil jeg gøre saadan - - vent lidt - undskyld!....
✂ Haanden kom ned i Brystlommen; han fik en Notebog frem, et Blad revet ud, og gav sig til at skrive, nynne, brumme. Saa spurgte han Gerhard: 28 Vil De dele en Flaske Cliquot med mig?... jeg mener, skal vi være halvt om den - eller tre om en?
✂ Gerhard nikkede; Overgaard ligeledes. Opvarteren fik et Vink og bragte Flasken i den blanke Metalkøler. Tre Glas - store Glas - Pokaler! raabte Brynjulfsen, og hans Øjne skinnede omkap med Metalkøleren ved Ordet »Pokal«. Og hør - skal vi ikke komme den i Porter? - Det frembringer det fyldige Indtryk af.....
✂ At tage Munden fuld! afbrød Overgaard.
✂ Hold Mund! Det frembringer et Renæssanceindtryk - Fornemmelsen af Blod, Oksekød sammen med Duft af syrlige Druer - et rundt Indtryk, noget materielt-spirituelt.....
✂ Til Sagen! raabte Overgaard. Lad os høre!
✂ Lad os høre! raabte nogle fra et af de andre Borde.
✂ Brynjulfsen stod oprejst, viftende med det lille Blad Papir. Haanden med de opsvulmede Aarer skælvede let, og han kastede et hurtigt, sky Blik over til Sofaen.
✂ Saa læste han:
Treuga Dei.
✂
Selv oprevet i en Tid,
som med Slangens Tand opriver
Slægten delt i Tvivl og Strid -
her mit Lejdebrev jeg skriver:
Jeg var mindre stor end lang;
Slangen fik jeg ikke dræbt,
men mod Skønhed har jeg stræbt,
og mit Blod flød i min Sang.
✂
Hvem er
vi
fra denne Tid?
Svøbtes Glutten under Skæmten -
nej, ved Barmen stræng og hvid
lagdes den, til Klokkers Klemten.
Fejde-Klokker, Vagt mod Vagt,
Bryllup under Sværdes Kryds,
og det dødsens-bange Kys:
da blev Barnets Spire lagt!
✂
Sidste Kys og sidste Ord!
til sin Vagt den Brudgom haster,
Døden ganger paa hans Spor
og sin Slynge om ham kaster.
Fældet - savnet; elsket - glemt;
taarevædet Brudeseng,
og en Vugge for en Dreng
svøbt og døbt til Klokkers Klemt!
✂
Ve! det gælder Dig og mig.
Giv Asyl med Stormes Læ i,
Rast og Ro paa Stridens Vej;
Treuga Dei! Treuga Dei!
Klærk og Kriger, Store, Smaa:
Næven op mod Himlens Gud!
trygl ham, tru ham, skrig det ud:
Guds-Fred! førend vi forgaa!
✂
Treuga Dei for de Smaa,
dem i Aanden, dem af Kroppen -
for de »lykkelige Faa«,
som med Sved maa værge Toppen!
Var jeg mere stor end lang,
skulde selv jeg Fejden dræbt:
ak, mod Skønhed har jeg stræbt,
og et Nød-Skrig blev min Sang!
✂ Han trak under Oplæsningen Vejret en Smule gennem Næsen, og han var ikke fri for at »deklamere« Versene. Da han havde endt, var der et Øjebliks Tavshed. Ovre fra de »Ældres« Værelse hørtes Stemmer, som talte om saadanne dagligdags Begivenheder, Theatersnak, Byvrøvl, der i og for sig ikke er komisk, men som bragt i Forbindelse med højtsvungne Vers bliver af en komisk Virkning. Overgaard sagde højt og tørt:
✂ Det var virkelig ikke ilde!
✂ Ovre fra Sofaen lød det: Faar jeg Lov at se?
30✂ Brynjulfsen betænkte sig et Øjeblik; saa rakte han Bladet derover.
✂ Kritikeren, den blege, greb Bladet og betragtede det som en Møntkender en Mønt. De store, kloge Øjne var sænkede og den brede, elfenbenshvide Pande let rynket. Han nikkede langsomt og saa' op; der kom en lys Glød af klar Intelligens i Øjnene, og ligesaa rolig, som han havde modtaget Bladet, rakte han det tilbage, idet han med Neglen satte et Mærke i Papiret:
✂ Det er godt! De ødelagde det kun ved at læse det op. Men synes De ikke, at denne Strofe.... hvad? vil De lade det passere? Rimet er ikke kraftigt nok; vil man endelig gentage, saa skal man gøre det tilgavns - med Næb og Kløer. Det skader Digtet - som er godt - om end ikke saa betydeligt, som Begyndelsen lader vente!
✂ Brynjulfsen purrede op i Haaret og satte sig, rød helt op i Panden.
✂ Han har Ret! sagde han til Overgaard - naa ja, for Fanden, en Improvisation kommer nemt til at hinke paa en eller anden Fod - men hans Bemærkning er rigtig - som altid. Det er forresten ingen Kunst at indrømme det, naar man imorgen kan gøre noget bedre!
✂ Er Du ogsaa sikker paa det sidste? spurgte Overgaard.
✂ Nu skal Du være elskværdig! sagde Brynjulfsen og styrtede Indholdet af Glasset i sig.
✂ Elskværdighed er en medfødt Gave. Jeg kan kun alt, hvad der er tillært - og det kan jeg ikke engang! sagde Overgaard.
✂ Kafé-Aandrighed! Den er lige saa slet som Luften herinde. Skaal, Henrik Gerhard! Smager Blandingsdrikken Dem ikke? spurgte Brynjulfsen.
✂ Gerhard vilde svare, men Nørager kom over til dem.
✂ Vi faar vel Digtet til at trykke?... spurgte han og rakte allerede Haanden frem.
✂ Hvis Du vil sige »jeg« og ikke »vi«, saa skal Du faa det. Uh, jeg ser det allerede gaa igennem Maskinen, og den næste Dag ligger det og driver paa Kafébordet med fedtede Fingre over sig. Naturligvis er det ikke for godt dertil; - intet er for godt til at grises til, men....
31✂ Da det heller ikke er daarligt nok til ikke at komme i en Digtsamling og ligge paa Dagligstuebordet - afbrød Overgaard - saa?.....
✂ Vil De forære mig Manuskriptet? spurgte Gerhard. Jeg skal give Dem en Haandtegning derfor; om De ellers sætter nogen Pris paa Tegninger?
✂ Aa, vil De? Og Brynjulfsen trykkede hans Haand. Har De et kvindeligt Hoved - et udtryksfuldt - ikke saadan den første, den bedste kedelige Model, en læsende Bondekone eller en strikkende Pige.... ?
✂ Kunde ikke en saadan være udtryksfuld? spurgte Gerhard smilende.
✂ Maler og Forfatter forstaar saa lidt hinanden! sagde Brynjulfsen.
✂ En Forening af begge kunde jo tænkes! sagde Gerhard stadig smilende.
✂ Véd De, hvad jeg mener om Kunst? raabte Brynjulfsen og slog paa Manuskriptet, som Gerhard havde overladt Nørager til Afskrivning - det Digt er et Tilløb kun - noget, der knækker over..... men Kunst maa kunne blive noget som Religion, noget, man føler brænde ud igennem sig med en Bøns inderlige Styrke, saadan noget som en Andagt, der ganske uvilkaarlig faar sin Form - naturligvis noget med Flid og Øvelse, ligesom enhver Gudsdyrkelse har sin Flid og Indøvelse - men blot noget, der stiller uendeligt højere Fordringer til vor Personlighed, end Kunst og Literatur nu gør.... ja nu gør!
✂ Han havde hævet sin Stemme saa højt, at han tydeligt hørtes derovre af de to i Sofaen. Nu rejste de sig begge, og Opvarteren hjalp dem Tøjet paa. Den ene, den bredere, gik hen til Brynjulfsen og bøjede sig smilende, godmodig-sarkastisk ned over ham:
✂ Hvorfor flyr Du mig - Du rædde Ulf?
✂ Brynjulfsen sprang op, omfavnede ham og sagde: Jeg elsker Dig - Fanden gale mig, jeg elsker Dig - men....
✂ Naa? men? spurgte Politikeren.
✂ Aa, det kan være det samme! Lad mig forestille: Maleren Henrik Gerhard - Redaktør Bentzen! -
✂ Redaktør Bentzen bukkede og tog Gerhards Haand: 32 De er Maler? Der er saa mange Malere! Det er Dem, som har skrevet de Artikler hjem fra Frankrig? Hvorfor skriver De ikke til os ?...
✂ Han tør maaske ikke! sagde Overgaard leende.
✂ Redaktøren saa' forbi Overgaard paa Gerhard og vedblev: Vi nærer ingen Fordomme.... prøv engang! Hvad skal det Maleri til? Hvad kan De fortælle Folk ved at male ? Fremtiden er Bladliteraturens - ingen anden Literatur - eller rettere sagt al Literatur i den ! Bagved staar Pengemændene, Bankerne. Tilhører de os, saa tilhører det Hele os! Saa kan vi ogsaa holde Maleri og Luksusheste og Skuespil - eller vi kan lade være. Ja nu kommer jeg...... Godnat!
✂ Kritikeren stod i Døren og kaldte paa ham, seende sig omkring med en utaalmodig Skuldertrækning: lidt Talent! meget Vrøvl! Dumrianer! Lad os gaa!
✂ Saa gik de To.
✂ Confound it! sagde Brynjulfsen og slog i Bordet. Atter har jeg trukket det korteste Straa. Naa, hvad synes De om ham?
✂ Jeg har jo ingen Mening om ham endnu! svarede Gerhard. Han synes ikke at bryde sig synderlig om Kunst...!
✂ Aa lur ham! raabte Brynjulfsen og gned sig over Panden. Modbydeligt er her - kan vi nu ikke faa et Vindu op? Han skrev bedre Vers end jeg i vore Studenterdage - hvad der vil sige noget! Bag hans Prosa dirrer det med Fortvivlelseslyriken - derfor er hans Ironi saa stærk. Havde han haft blid Bør i sin Ungdom, saa havde den evige Middag slugt ham - som den har slugt alle dem derinde ved Siden af Nu sluger han dem - og hvergang han knaser deres Knogler under sine Polyfem-Tænder, saa ler hans Øjne. Lagde De Mærke til hans Øjne? Men hans Hjærte kan græde - hans Hjærte kan nemlig elske - ogsaa derfor er han stærk - om end ikke saa stærk som den Anden.... de mødes i Hadet. Gud, hvor de foragter os allesammen, de To! Og hvor de i Grunden har Ret.... Skaal! Leve Kærligheden - leve den sociale Republik! »Seid umschlungen, Millionen«. laften kan jeg ikke blive fuld! -
✂ Er Du ganske sikker derpaa? spurgte Overgaard.
✂ Saa sikker, som... Nej se nu er Nørager i Klammeri med de 33 Yderste til Venstre! Og nu kommer Blænkerne herind fra de »Gamle«. Nu har vi Skandalen! De svømmer som Fiskene i Vandet. Men vi tre vil blive siddende her paa denne øde Ø..... lad dem æde hinanden! »Gid Pest fortære begge Eders Huse!«
✂ Tag Dig iagt, Mercutio! sagde Overgaard leende.
✂ Kunde man ikke faa sagt det gode Ord?.... spurgte Gerhard, der opmærksomt fulgte den stadig voksende Larm omkring ved Bordene.
✂ Men allerede var Skænderiet i saa fuld Gang, at om En var kørt ind mellem Grupperne i en Vogn med Fire for, saa var man næppe gaaet fra hverandre. Her, ligesom paa Scenen for nylig, var en Replik faldet ned med en stærk Glød, havde antændt nærliggende Tanker - hvilke de saa var: politiske, literære, kunstfilosofiske, theologiske - og den hele Gade af Begreber og Hjærner, Karakterer og Meninger stod i lys Lue. De Gamle syntes at raabe: Sluk! - de Unge: Lad kun brænde! Tilsidst var man enig om det sidste. Nørager svedophidset, gul i Ansigtet, fægtende med store Armbevægelser - raabende: De onde Dæmoner! de onde Dæmoner! Ganske unge Mænd, gode Hoveder, rappe Tunger, raillerende, udæskende. Og saa et Par af de Ældre, røde i Hovedet, oppustede af Stridslyst, Selvfølelse og Kognac og Vand - strygende en graa Knebelsbart, som om Beviserne skulde føres derfra, demonstrerende ud fra Biblen, fra Heibergs Æsthetik, fra Allens Danmarkshistorie og fra deres egne Artikler. Nørager stadig forplumrende sig under Forsøg paa at mægle - uden at ane eller ville vide, hvor dyb Kløften var, der skilte! Og pludselig.... midt under Hede, Gasos, Tobaksdamp, Udfordringer, Paastande, vittige Bemærkninger, flommet Nonsens og skarpe Citater.... pludselig klirrede Ølglas, Sodavands-Siphons og Kognacsflasker: et Bord blev stødt om - et ungt mørkhaaret Menneske, med et smukt, blegt Ansigt, fortrukket af Vrede - springende frem imod en midaldrende smuk, bleg Bonvivant - et Klask af et Ørefigen - Gruppen lukkede sig sammen som en Bølge - og atter for den fra hinanden..... og Kafé-Værten kom farende, ogsaa bleg i Ansigtet.... Opvarterne stod som mekaniske Statuer.... en Bølgen frem og tilbage, Raab, Tummel, Forvirring..... Døren op ud til den friske Natteluft..... og Størstedelen af Skaren trak ud med en 34 bred Stribe af Tobaksdamp, der rulledes sammen i en Hvirvel og slyngedes bag efter dem - ud i Natten.
✂ De tre sad og saa' paa hinanden.
✂ Men hvad var dog det? spurgte Gerhard.
✂ Hvad det var? - sagde Overgaard, rejste sig og trak op i Benklæderne. Det var, at Du nu er kommen hjem, og kan synge: Der er et yndigt Land! -
✂ Brynjulfsen lænede sig tilbage paa Stolen, trommede i Bordpladen - stærkere og stærkere - sang:
✂
Confound their politics,
frustrate their knavish tricks,
God save the King!
✂ Er Du nu bleven Royalist, Ulf? spurgte Overgaard, som tog sin Havelock paa.
✂ Brynjulfsen svarede:
✂ En kan aldrig vide, hvad En kan blive til - som Nordmanden sagde, han blev gal.
✂ Gaar De ikke med? spurgte Gerhard, som ligeledes tog Overtøjet paa.
✂ Med? - svarede Brynjulfsen - paa denne Tid af Aftnen? Nej, min Kære. Jeg lever om Natten - og det vil De ogsaa blive nødsaget til - om De fremturer i Deres Forsæt at leve i denne By og dette Land. Vale! Ah! - der har vi min Vaabendrager - der har vi »Skyggen«! -
✂ Skyggen? spurgte Gerhard lidt tøvende, og betragtede den Indtrædende; men Overgaard tog hans Arm og trak ham med sig.
✂ Brynjulfsen røg og skrev..... og forbi Opvarterne, der saa' ud som om de havde stor Tilbøjelighed til at lukke - gled en bleg, spinkel Skikkelse ind i Værelset fra den kolde Natteluft derude. Skikkelsen nikkede til Brynjulfsen, som trykkede hans Haand uden at se op. Den Blege satte sig i et Hjørne, bestilte sig med et kort, bydende Vink noget Øl - og sad dér saa stille som en Mus, med høje, blanke Tindinger, et stort Skæg, vandklare, drømmende Øjne under buskede Bryn - i en tyndslidt Dragt, med en spillende Diamantring paa den hvide, velplejede Haand..... og han 35 blev ved at sidde dér, som i en Extase, søgende med en Forelskets Blik hen imod Brynjulfsen, der skrev, drak, røg og skrev.... indtil Digteren endelig saa' ivejret og udbrød: Godaften, Skygge. Vil Du høre?....
✂ Begynd, begynd! raabte Skyggen og lænede sig tilbage som den legemliggjorte Opmærksomhed, med et Smil af alvorsfuld Henrykkelse....
✂ Og Brynjulfsen læste, medens den forvaagede Opvarter lænede sig opad Væggen med et undertrykt Suk.
III
✂ Henrik Gerhard vaagnede næste Formiddag med en Fornemmelse, som sad hans Hoved endnu i et Hav af Tobaksdamp og Skænderi. Han hørte Ord, saa' Ansigter..... og lukkede Øjnene med Tilbøjelighed til at ville sove endnu engang - sove det Hele væk.
✂ En Opvarter brød ind til ham, gjorde mange Undskyldninger: »troede, at det var Herren her, som havde ringet!«.... og ud igen.
✂ Gerhard kastede Tæpperne af sig, løb til Servanten, hældte sig over med Vand..... Han var i Hotelværelset - kommen tilbage fra Udlandet..... han var hjemme! Hjemmet havde vist sig for ham i grelleste Belysning den foregaaende Aften!.... Han klædte sig paa, rodede i sine Kofferter, begyndte at pakke sine Malersager ud, pakkede ind igen, læste Aviser og spiste Frokost.
✂ Familie havde han ikke her i Byen. Hans Forældre havde levet i Provinsen, men var begge døde fra ham, da han endnu var Dreng. Saa var han bleven opdraget i Hovedstaden i hans Onkel Lægens Hus; men dér havde Døden under hans Fraværelse rømmet op; - den af Kusinerne, han holdt mest af, var bleven gift paa en af Øerne; splittet og spredt var Familien - han var en »fri« Mand, behøvede ikke at aflægge Besøg eller frygte for at modtage noget.
✂ Han spiste til Middag paa Hotellet, og gik sig saa en Tur - ud paa Langelinje.
✂ Den klare, kølige Aprileftermiddag laa over Sundet. Der var 36 kun faa Skibe paa Rheden. Dampernes Trafik var ikke ret begyndt. Og hvor var Sundet blevet smalt og Værfterne øde! Saa fik han fat i de friske Barndomsminder; og smilende gik han videre, nikkende hen for sig, Langelinje tilende.
✂ Han saa', at Byen var vokset ud nordefter. Han fortsatte endnu et Stykke, standsede og kunde nu selv iagttage, hvad en eller anden i et Brev havde skrevet ham til, at Forstæderne med de kaserneagtige Bygninger, de mange Skorstene, mange Smaalejligheder og mange Smaafolk, i en vældig Halvbue lavede sig til at spænde om hele Byen fra Kallebodstrand til Sundet.
✂ Han tænkte: Vore Hovedstæder vokser foruroligende. I et tæt Favntag klemmer Spekulationen, Menneskeforøgelsen og Murstensvælden vore gamle By-Kærner. Proletariatet lejrer sig omkring os, suger paa vor Kraft, og suger selv Kraften af de bedre Luft- og Lysbetingelser. Det er humant, at de, der forhen stuvedes sammen i Gyder og Stræder, at de rykker ud til Sol og Lys og frisk Vind. Men for Kunstneren er det ikke ubetinget en Nydelse at iagttage denne Proces: hvorledes Haver ryddes, Træer fældes, grønne Vænger jævnes og Strandkanter reguleres - til Fordel for driftige Forretningsmænd, der befolker nye stilløse Gader med Smaafolk fra Kælder til Tag. Ingensteds en grøn, skyggefuld Plet med Hvile for Sind og Øje. Det giver Lede til alt Byvæsen, Fortvivlelse over den rette Linjes Fladhed og Nøgternhed. Og tilsidst vil maaske Smaafolkene selv - irriteret uden at vide hvorfor - slaa Byen i Stykker, knuse Murstensvælden. Saa dukker kanhændes en ny Kunst op, som endnu ingen levende Kunstner kender!
✂ Han fortsatte under lignende Betragtninger Vejen ud langs Strandpromenaden. Man fyldte op, planerede, huggede de gamle Træer med de mægtige Kroner om, beskar Haverne. Det er vor Barndoms og vor Ungdoms Lege- og Hvilepladser, der berøves os - sagde han ved sig selv. Her, i disse store, sammenhængende, skyggefulde Haver, her langs denne side, grønne Strand, ved disse gammeldags Baadehavne, her tumlede vi os efter endt Skoledag og i Ferierne; vore Forældre eller Værger behøvede ikke at sende os milevidt omkring over det halve Land, for at vi kunde forny vort Blod. Her blev vi til rødmussede, friske, livsglade Drenge, som ubevidst vandt en Kapital, paa hvis sidste Rester vi endnu 37 tærer - som vi næppe ville kunne overlevere vore Sønner. Her, under »historiske« Træers vidtudstrakte Grene sloges vi og forligtes. Nu er Træet fældet, og en Dampkran bliver stillet op i Stedet. Her paa dette opfyldte Areal, hvor Sandstøv og Kulstøv kommer til at danse hen over den hvide, skyggeløse Flade, her plaskede vi omkring i vore Baade, glade over at være undslupne Livius og Trigonometrien. Her, hvor Vintren havde sin betagende Naturstilhed, og hvor Sommeren aldrig var for kvalm, her lærte vi at elske vort Land og at synge dets trohjærtige Sange, uden at indekserseres deri af en kunstig Konservatisme. Og nu..... ja den, som vender tilbage til sin gamle Hovedstad, han finder en ny By - Begyndelsen til et Hamborg. Og det næste Slægtleds Ungdom vil en Dag skrige højt op under al denne Grimhed, og maaske i Skarer sætte Kursen over Oceanet, for hellere paa det Uvisse at søge de sidste Konsekvenser af »Udviklingen«, end klæbe ved et Forsøg paa en Stor-Stad, som dog intet stort Rige, ingen livs-assurerende Værdier har bag sig!
✂ Og da han vendte sig, laa Langelinje for ham i en stille, tungsindig Fred - og han hilste paa to Damer, der kom gaaende imod ham.
✂ Maaske var der lidt komisk i hans hastige Hilsen. Frøken Kirchhoff lo i det mindste, bad om Undskyldning derfor, og saa var de i Samtale, hun, han og Fru Funch.
✂ Han begyndte straks - ivrigere end han muligvis selv vilde det - med disse Indtryk fra Omvæltningerne nordude. Frøken Kirchhoff fandt det »saa naturligt, at han som Kunstner maatte ærgre sig«. Og hun talte om Rom og om Venedig, og om, at vi intet betød mere, men gik paa Stumperne. England havde en udmærket Handel - og Marine, tilføjede hun - Frankrig en udmærket Kunst, Tyskland en udmærket Armé. Rusland var interessant ved sine Nihilister, Italien et Land, som man kunde blive ved at rejse i; Spanien kendte hun desværre ikke, men Norge havde et kraftigt Præg, storladen Natur og Talenter. Vi derimod - vi.....!
✂ Han gav sig saa smaat til at sige imod og at ærgre sig. Saa bøjede han af og lod et Spørgsmaal gaa over til Fru Funch.
✂ Hun var bleven stille under sin Venindes Ordstrøm. Han saa' nu paa hende. Et fint Fysionomi. Næsen maaske lidt for stor; den 38 mest uregelmæssige Del i Ansigtet. Om Munden og Hagen laa et Drag af noget - han kunde ikke finde andet Ord end »ægte«. En ungdommelig Isse og en klog, hverken for høj eller buet Pande. Øjnene af en dyb graa Farve, med en varm Glans, som hun kendelig gjorde sig Umage for at dæmpe.
✂ En saadan Undersøgelse af en Fremmeds Ansigt er begrænset til nogle enkelte Sekunder. Hun syntes endda at finde Grænsen overskredet, og hun saa' lige paa ham og spurgte ham med et Smil:
✂ Det er vel i Egenskab af Kunstner, at De finder Dem forpligtet til at gaa mig efter? Har De set nok - ellers vilde jeg gerne staa stille og se ud over Vandet? Det er dog altid smukt - ligegyldigt hvad man saa gør ved Huse og Haver langs Stranden!
✂ Han bukkede. Det var dog ikke en Tilrettevisning, hun havde givet ham. Hendes Stemme var venlig og hendes Smil elskværdigt. Han bad hende undskylde - han havde virkelig et Øjeblik ladet sig forlede af Malerens Vane til at betragte Alt, ligesom om man havde sin Model eller et Landskab for sig!
✂ Ja, - Anna - sagde Frøken Kirchhoff - naar nu Hr. Gerhard engang beder Dig om at sidde for sig! For det bliver naturligvis ikke mig ?... tilføjede hun lidt udfordrende.
✂ Fru Funch rynkede Øjenbrynene en Smule. Hun pegede med sin sorte Handske ud over Vandet og sagde:
✂ Kalder De det smukt? Eller hvad siger De egenlig, naar De vil udtrykke, at noget er smukt? -
✂ Vi bruger ikke mange Udtryk! svarede han. Vi nikker, brummer lidt, siger: hm! - saadan noget. Der er Et, som vi aldrig taler om - og det er Skønheden! -
✂ Er der da ingen Skønhed? - gives der ikke noget, som hedder det Skønne? Ja, undskyld at jeg spørger! -
✂ Han lo og svarede: Jo, der gives Skønhed - og navnlig Skønheder! Her saa' han paa Frøken Kirchhoff. Men det »Skønne«. Vorherre bevar'es! -
✂ Naa, ja - sagde hun leende. Det gaar vel dermed paa samme Maade, som med det »Gode«? -
✂ Hvorledes?... spurgte han.
✂ Fru Funch svarede, idet hun smilende gav tilkende, at hun nu 39 sagde en Ramse: Det Gode, det Skønne, det Sande! Ja ja, fortsatte hun; De talte nyligt om - De kan jo rette mig, hvis det ikke er rigtigt - at de nye Linjer i Landskabet stødte Dem. Men dersom nu disse Linjer ikke godt kan undgaas, naar en Mængde ubemidlede Folk skal have Rum i store Bygninger - og naar det dog er bedre, at disse stakkels Mennesker boer paa sunde og luftige Strøg, end i Kældere og Baghuse inde i den sammenpakkede By - er det saa ikke det Gode, som herved fremmes - og det Sande med?...
✂ Aa jo, svarede han - for at slaa det hen. Og saa gaar det Skønne Pokker ivold! -
✂ Hun rystede paa Hovedet og saa' mildt bebrejdende paa ham. Men saa raabte Frøken Kirchhoff:
✂ De mener, at det er Kunsten, som gaar Pokker ivold? -
✂ Han tænkte sig om; saa svarede han:
✂ Vi lever maaske i en Tid, hvor Kunsten i Virkeligheden savner Berettigelse til at eksistere. De vil træffe de fleste nogenlunde alvorlige Kunstnere splidagtige med sig selv - bortsét fra den indbyrdes Splid. Kunst behøver til sin fri Udfoldelse et bredt Fundament af Luksus, en hensynsløs Anvendelse af store Kapitaler hos de begunstigede Klasser i Samfundet. Men netop iblandt disse Klasser trænger hver Dag Fordringerne igennem om Nytte, om Gavn paa de sociale, økonomiske, industrielle Omraader. Den demokratiske Strøm, der lidt efter lidt omformer Verden, vil vende sig med sine Meninger og Forlangender til de nulevende Kunstnere; og vi har da Valget imellem, enten at holde fast ved vor Tilbøjelighed for det Sære, det Exclusive, det Individuelle - og saa sulte ihjel: eller vi maa give Køb, vi maa lade os lede af det, som de hundred Journalister og de tusind Grosserere kalder for Smag. Virvarret er for Øjeblikket stort. Det vil blive jo længere jo værre!
✂ Ja! afbrød Frøken Kirchhoff - Idealisme og Realisme, det skændes man jo om!
✂ De misforstaar mig! sagde Gerhard. Det er middelmaadige Hoveder, som stadig opkoger disse Stikord - i den Forstand, at Idealisterne skulde være de aristokratiske, Realisterne de demokratiske Kunstnere. En fin og dyb og »sær« Realist er i de fleste 40 Tilfælde aristokratisk; og omvendt gives der mange Idealister, der vrøvler begejstret med om Folkevillie og Valgcensus. Den virkelige, udprægede Fornemhed, dens Selvfølelse, dens Leven sit Liv efter egne Love - det er denne Slags Kunster, som Tiden vil tillivs. Tiden vil tage sin store Hovedlineal, slaa en Streg og sige: vil Du følge denne eller vil Du ikke? Og tænk Dem nu: paa den ene Side lyve sig Brødet og Bestillingerne til ved at tude omkap med de Hundredtusinde - og paa den anden Side staa tomhændet, skyet, stundom foragtet, alene med sin Individualisme - naar ikke netop Ens Fa'r har efterladt os en Arv, eller vi itide søger os en rig Pige! -
✂ Fru Funch, som havde stirret ned i Vandet, saa' ivejret og hen paa ham:
✂ Der kan da aldrig blive Tale om et Valg! -
✂ Han smilede: Aa - ikke det?
✂ Er det virkelig Kunstens Stilling nuomstunder? spurgte hun. Jeg har ikke tænkt over det før. Men De turde vel have Ret. Det er svært at leve. Det er svært at være et Menneske.... maaske allersværest at være en Kvinde nuomstunder! -
✂ Her faldt Frøken Kirchhoff ind, som om hun kun havde ventet paa dette Ord. De gik langsomt alle tre hen til Gitterporten. Og hun snakkede. Der var ikke den Ting, som ikke nu var en Vanskelighed for Kvinden. At finde en Mand, som hun kunde elske; at blive elsket af ham og ikke skulle dele med andre; at kunne holde ud i et Giftermaal; at kunne holde ud at faa Børn; at finde Opgaver; at vælge sig en passende Dragt, blive Manden jævnbyrdig, finde en passende Omgang.... Hun kastede Alt imellem hinanden, snublede over sine egne Ord, lo og bebrejdede Gerhard, at han saa koldsindig hørte paa hende.
✂ De kan da i hvert Fald faa Lov til at lære Latin - og tage saa mange Examiner, De vil. Og De kan blive separeret fra Deres Mand, og skilt, og endda - eller maaske netop af den Grund - finde passende Omgang og ivrige Venner! sagde han.
✂ Der blev en Pavse. Han vilde ikke have sagt dette; men det slap ham ud af Munden. Han gik tavs ved Siden af Fru Funch, som syntes forstemt. Han vilde saa gerne have hørt hende tale; hendes 41 Stemme havde en saa særegen Klang, noget Beroligende ved sig, en Musik, der lagde mere i Ordene, end der maaske var bag ved dem. Og nu talte hun. De gik igennem Grønningen. Hun pegede ned ad den lange, brede, lige Gade, hvor Lygterne blev tændt:
✂ Se, hvor de springer frem - lige som Gnister i en Række. Jeg holder saa meget af Skumringen. Folk har et Udseende, som om de kom fra en fremmed Verden og gik til en anden. Maaske er det Ruderne, som skinner i Aftenskæret, der trækker Øjnene til sig - eller maaske læser de sig Tanker til ud af Fliserne og Brostenene. Og enhver Gade ender i en blaa Taage, med enkelte lyse Gavle. Og Vognene kører mindre hurtigt og gør ligesom mindre Larm. Om Dagen bliver jeg tidt angst for, hvad alle disse Huse vel indeholder. Jeg tænker paa Kiv og Trætte, Misforstaaelse, Overarbejdelse, altfor hastige Maaltider, Uro, Klokkeringning, Løben paa Trapperne. Men i Skumringen bilder jeg mig ind, at der er Fred overalt - og man vil dog saa gerne helst tro det, som man helst ønsker! -
✂ Saa var de ved Sporvogns-Skiftet, og Damerne sagde, at nu maatte de hjem. Atter hjalp han dem op; de trykkede hans Haand og nikkede til ham. Frøken Kirchhoff raabte højt en Gade og et Husnummer paa Østerbro. Kom og besøg os en Dag! og lad mig vide, naar De har faaet Dem Atelier. Det er saa morsomt at se ind til en Kunstner - især naar han arbejder!
✂ Hvis han da ikke har lukket sin Dør! - svarede han.
✂ Jamen, vi kan jo have aftalt et Tegn, at det er os! Saadan havde vi det i Rom - og i Paris!
✂ Hun lo. Han tog sin Hat af og vinkede Farvel. Saa kørte de.
✂ Nu glemte jeg jo at spørge, om de boede sammen! tænkte han. Men det gør de vel.... Naa, hvor skal man saa gaa hen? -
✂ Han drejede ned ad Bredgade. Og den endte i en blaa Dis, en violet Taage; og ud fra denne løftede sig det kongelige Theaters hvælvede Tag som et fjærnt Fjæld svømmende i den røgmættede Luft. I tvende Rækker derhen imod lob Lygternes klare Gnister; og der var en rødmende Gavl langt borte, og blanke Ruder, der syntes at sige: her er Fred bag os! En Sporvogn klingrede afsted igennem Gaden; men denne Lyd tabte sig snart, og Fodgængerne syntes at gaa langsomt og at tale halvhøjt. Naar han passerede 42 dem forbi, hørte han undertiden en løsreven Stump af en Samtale. Hvad var det for et besynderligt Sprog? Var det kønt eller det modsatte? Det lød ham saa fremmed. Og egenlig først nu, et Døgn efter hans Hjemkomst, gik det op for ham, at der taltes Dansk omkring ham. Der faldt en Sørgmodighed over ham, og han havde ondt ved at bekæmpe den. Han længtes bort igen - til Paris, til London, Rom eller Wien. Denne By her var i sin Arkitektur, eller Mangel paa Arkitektur, et altfor nøjagtigt Udtryk for en Mangel paa Ejendommelighed hos Befolkningen. Det var saa skikkeligt og saa tarveligt. Den Maade, hvorpaa Menneskene her gik, hilste, mødtes og skiltes - den var jo akkurat saaledes som han kunde erindre den; og Præget havde ikke i hans Fraværelse forandret sig til noget mere udtryksfuldt.
✂ I Skumringens afdæmpede Halvlys, i denne afstand-tagende Tysthed, der hvilede over Byen, følte han saa Byen som en Bebrejdelse, rettet imod ham selv: hvorfor var han taget bort? - mon for at blive utilfreds? - Jamen var det kønt at gaa i Rette med saa mange venlige Erindringer, Indtryk, Idéforbindelser?.... Han kom i Forlegenhed med Svaret. Og nu var der en Omstændighed, som slog ham. Udlandets store Byer plejer paa denne Tid af Døgnet, hvor Dagen bryder sine sidste Lysbølger mod Nattemørket, at udsende sin Sværm af faldne og ulykkelige Skabninger. Udstødte af et Samfund, der er blevet for kunstigt stort til altid at kunne veje den Enkeltes Brøde eller Undskyldning, tager de Repressalier i Samfundets egen Svaghed. Naar Solen gaar ned over Evropas store Byer, saa strømmer Tusinder og Tusinder af faldne, forførte og forførende Kvinder ud over Hovedgader og Promenader.
✂ Der kom en frysende Fornemmelse over ham, idet han tænkte tilbage paa de store Byer, hvori han havde levet. Han tænkte ikke over, hvorvidt han havde været værre eller bedre end saa mangen Kammerat iblandt hans Bekendtskab; kun paa, at han havde hørt til Samfundet, delt dets Arbejde og dets Adspredelser, søgt sit Maal og stundom ladet sig friste til at følge Andres Exempel. Lykken havde maaske givet ham nogle færre Drifter end de andre, eller han var sluppen for bedre Køb, eller maaske bleven 43 sparet til større Prøvelser.... hvad vidste han? Men det følte han, medens han gik over denne Bys Torve og igennem dens Gader, at Samfundet i sin moderne Skikkelse er en uhyre Labyrinth, hvori der findes mange Minotaurer, talrige Ofre, og én Ariadnetraad.
✂ Men her i denne By følte han tillige det som en Hygge, en Levning af noget primitivt Skikkeligt, at man gik som i et sluttet Selskab, hvis Love respekteredes indenfra gennem stiltiende Vedtægt. Disse Damer, der spaserede med eller uden mandeligt Følge, det var Borgernes Koner eller Døtre. Han havde næsten glemt, at det kunde forholde sig saa; men han behøvede blot at opfange en Ytring eller et Blik i Forbigaaende, for at faa Reglen bekræftet. Halv-Verdenen var her selvfølgelig ogsaa - men som Undtagelse. Den pralede ikke med afstikkende Moder, søgte ikke at tilvende sig Mændenes Opmærksomhed ved dette ugengivelige Væsen, der er Afglansen af den virkelige store Verdens Daarskaber og Lyder; den havde ikke Magten dertil. Og saa følte han da dette som et Særsyn, maaske som den eneste Ejendommelighed her - en halv Snes Aar efter at han var taget bort - at han næsten kunde kende de samme godlidende, venlige, lidt flegmatisk-smilende Kone- eller Pigeansigter - uden at kende en eneste Dame personlig. De tittede nu og da lidt paa ham, naar han passerede under en tændt Lygte eller forbi en oplyst Butik. De viste sig glade ved et uskyldigt Koketteri og ved at bære en Hat, som var naaet fra Paris og London hertil. De unge Piger skyndte sig øjensynligt hjem, da Tidsfristen for at turde gaa alene - i hvert Fald for at gaa nogenlunde langsomt alene - nu omtrent var udløbet samtidig med Lygternes Tænding; men selv en Efternøler kunde man se bevæge sig med temmelig stor Sindsro. Yngre og ældre Fruer promenerede endogsaa ganske mageligt; og var Kavalerernes Ydre ikke meget distingveret, saa var til Gengæld den impertinente Nysgerrighed, for ikke at tale om den fagmæssige Uforskammethed, kun ganske undtagelsesvis tilstede.
IV
✂ Og saaledes gik Henrik Gerhard igennem Byen, som lidt efter lidt forekom ham at være saa livlig og elskværdig - ikke fri for det Provinsielle, men maaske netop derved tiltrækkende. Han havde ganske glemt Indtrykket fra den foregaaende Aften - det var veget for Indtrykket af det milde Hjemlige; og da han skulde til at undersøge dette, stillede Mødet med Fru Funch sig frem for ham.
✂ Han var kommen ud ad Vesterbro. Han standsede en Sporvogn og satte sig op ovenpaa. Han kørte igennem Frederiksberg Allé. Saa indfandt Barndoms og Ungdoms Erindringer sig igen - og hvor vemodigt søgte de ikke ind paa ham! Skygge og Skumring laa over Haverne paa begge Sider af Alléen, og dæmpet blank straalede Aftenhimlen fraoven ned gennem de bladløse Lindetræer. Han mindedes en solvarm Formiddag. Han saa' sig gaa som Dreng her, i blaa Trøje med gule Knapper, kiggende nysgerrigt over Hækkene ind imod Haver og grønne Vænger. Nu rejste Kaserner deres kullede Hoveder dér, hvor han som ung Student havde været saa uendelig forelsket. Han søgte den Villa, hvor hun havde boet. Villaen var væk; paa første Sal i en femetages Bygning saa' han ind i en Stue, hvor en graahaaret Mand sad bøjet over en Bog ved Lampeskæret. Under Vognens raske Fart forsvandt Synet - men det havde skaaret ham i Hjærtet. Saa fulgte en Række Villaer, han kendte; atter nogle, som var nye for ham; og Forlystelsesstederne, tillukkede, øde. Han oplivede dem i sin Erindring med Musik, Dans, med ungdommelig Sorgløshed og ungdommelig Letsindighed, naar han havde slaaet Gækken løs i Kammeraters Selskab. Hvor var Kammeraterne? hvor var de morsomme og nydelige Smaapiger? hvor var Glæden, Sorgløsheden - selv den moralske Katzenjammer? Hvor var hans Ungdom?
✂ Hvor var han selv?
✂ Udenfor Indgangen til Frederiksberghave.
✂ Der blev snart lukket! sagde Havebetjenten.
✂ Han vilde dog gaa ind, blot se paa denne noble, beskedne Skikkelse dér paa det beskedne Postament - den borgerlige Konge, 45 som med sin dybe, ru Stemme synes at byde den Indtrædende: Gudsfred!
✂ Løftede ikke vor Literaturs Guldaldertid sine sonore »runde« Toner herinde under disse Træer - mærkede man ikke Øhlenschlægers brede Vingefang, noget Livsfrodigt suse gennem disse Gange?
✂ Henrik Gerhard følte den klassiske Grund under sine Fødder
✂ - rundt omkring sig. Men han fornam det ikke som »klassisk« i den Forstand, hvor vi ærgrer os lidt, idet vi tager Hatten af. Det svulmede ud til ham fra de mørke Trægrupper, der flettede de nøgne Arme til Favntag over matblinkende Kanaler. Hvor han havde været længe borte fra Hjemmet! - Han følte det, som om hans Begejstring, hans hede Trang til Hengivelse var borte - og Erfaringen kommen i dens Sted med sit suveræne: Vi alene vide! Aa, taabelige Erfaring, der kun véd altfor lidt, og som bruger sine Tandstumper til at gumle væk paa vor Livsrod, misundende den sine Safters og Kræfters Overflod.
✂ Foraar! kom, Foraar! kom Glæde og Lykke, Arbejdstrang og Kærlighedstrang! - send mig dine varme Straaler ind i et Bryst, der engang aandede saa dybt og frit under den ene saliggørende Følelse af at være elsket og kunne besvare Elskov! Giv mig tilbage, hvad jeg aldrig har ophørt at begræde - og tag, tag Alt, hvad jeg aldrig har bedt om, og som Livet har paatvunget mig med det, Ewald kaldte »fræk Fortrolighed!« - - -
✂ Han fo'r sammen, ganske skamfuld. Han havde virkelig talt højt - dér alene i den halvmørke Gang under de løjerlige stille Træer, som syntes at lytte. Og fra Skumringen omkring ham kom jord-ram, fugtigblød, frisk Aande - det gryende Foraars Aftenhilsen.
✂ Fra Skumringen kom samtidig Stemmer, Fodslag ham imøde; - fra den nærmeste Gang to Mænd, som talte hurtigt og højt.
✂ Han kendte Brynjulfsen paa Røsten:
✂ Vort Bourgeoisie! vore sippede Damer - moralske Mødre - snærpede men ikke destomindre meget giftnelystne unge Piger - for Satan, lad dem ta'e os, naar de vil, uden at Fædre og Tanter og hele Sippschaftet skal rodes med derind i!...
46✂ Nonsens, Ulf! Du er selv en Bourgeois -, moralsk, snærpet, men ikke destomindre meget giftelysten! Spring Kategorierne over - gaa ned i Dybderne, som Du siger - slaa Trommen dér og kys Marketendersken - uden at spørge om, hvormange hun har kysset iforvejen... Men se det gør Du ikke!......
✂ Du skal lade mig snakke ud, Overgaard! Men det gør Du aldrig. Du hører til dem, hvis eneste Force er at afbryde Taleren!..... raabte Brynjulfsen.
✂ Overgaard svarede: Har Du maaske nogensinde kunnet sætte en Slutning paa Noget? Logik og Stringens er ikke din Force!...
✂ Jeg vil aldrig have den! Jeg vil Pinedød være fri! Til H- med Slutninger. Det er Tegn paa en Dumrian at kunne ende Noget. Verden vedbliver at producere sig selv i evig Udvikling... Godaften, Gerhard! Er det som Selvmorderaspirant, De søger til herude?...
✂ Godaften! sagde Gerhard og trykkede Brynjulfsens Haand.
✂ Har Du Stævnemøde? spurgte Overgaard leende. Skal vi maaske gaa vores Vej? Men jeg vil sige Dig, hvis Du har glemt det, at der snart ringes ud af dette Paradis! -
✂ Jeg har Stævnemøde med højsalig Kong Frederik den Sjette! svarede Gerhard.
✂ Oho! saa maa det være galt fat med Dem! sagde Brynjulfsen. Har De i Deres Udlændighed glemt Manden, som hængte sig i sit Halstørklæde om Halsen paa den gode Konge - men først satte sin Hat paa hans Hoved? Der er dog endnu Galgenhumør i Københavneren!
✂ Gerhard svarede: Hvad min Sorti angaar, naar den engang kommer, saa er det mig ikke magtpaaliggende, om jeg forsvinder med en Aandrighed! -
✂ Aa, Brynjulfsen! sig en Aandrighed om Livet! bad Overgaard.
✂ Jeg gider ikke! Jeg foreslaar, at vi alle Tre gaar hen og hænger os i Kompagni! -
✂ Hvorfor er De saa oprevet? spurgte Gerhard. -
✂ Herregud, Mand! véd De ikke, hvad Anno vi skriver? Naa! hvordan skal da nogen af os undgaa Fortvivlelsen?... raabte Brynjulfsen.
✂ Ulf! raab dog ikke saa højt! bad Overgaard.
47✂ Jeg vil netop raabe! Lad os gøre noget Verdenshistoriskt iaften! Lad os sælge vore Frakker og drikke os fulde i Skjorteærmer....!
✂ Eller i Bourgogne? spurgte Overgaard.
✂ Hold Mund, Ræsonnør! Kender De Deres Verdenshistorie, Gerhard? Det Kristelige - det er Middelalderens Munk! Umuligt. De store Kunstnere - det er Renæssancen! Umuligt. Soldaten - det er Napoleonskrigene! Fy for Fanden. Tilbage bliver vor Tid: den ræsonnerende Proletar, Fritænkeren, som ikke er Asket, ikke kan blive Kunstner, ikke gider være Soldat! Og hvad Danmarkshistorien angaar....
✂ Du er virkelig boglærd! sagde Overgaard.
✂ Den ender med Kristiern den Anden - i Fortvivlelse! tilføjede Brynjulfsen.
✂ Hvorfor med Kristian den Anden? spurgte Gerhard venligt.
✂ Det er vor eneste Titan med Vuer - og som derfor mistede Alt: en smuk Elskerinde, en god Kone, en genial Raadgiverske, sine Børn, sine Soldater, sin Krigskasse, sin Tro paa sin Sag - Alt undtagen sit Liv!
✂ Hvad! er han ikke død? spurgte Overgaard drillende og trykkede Gerhards Arm.
✂ Han er ligesaa evig som min Tragedie om ham! svarede Brynjulfsen uforstyrrelig. Den bliver aldrig færdig. Han er ikke til at faa Bugt med. En Tragedies Helt, som man ikke kan faa Livet af... umuligt!
✂ Du kan lade ham dø i Fængslet - niende Akt - spist op af Rotter! foreslog Overgaard.
✂ De havde forladt Haven sammen, og fulgtes ned ad Alléen. Brynjulfsen standsede, puffede i sin Ivrighed Overgaard til Side, og tog fat i Gerhard:
✂ Aa, det er afskyeligt at rippe op i Makulaturen. Nu var det saa godt skrinlagt! Man skal skrive smaa Afhandlinger for Arbejderen - sætte Plebejernes Suk i Rim - men ikke lefle for Grosserere og Godsejere med et Drama, som dog bliver konventionelt! Mener De ikke ogsaa? Tænk bare dette: man vover at lade Düveke et Øjeblik være Kongen utro, i Tankerne i det mindste; - han skræmmer hende, han keder hende, hun elsker ham men synes 48 dog at hendes Stilling er lidt pinlig og meget monoton.... og straks falder Publikum og Kritik over Digteren: Fy! Düveke har ikke Lov til at være Kongen utro, thi saa har han ikke Lov til at være sin Dronning utro! Kongens skønne Elskerinde - den fintspundne Guldtraad gennem hans Livs blodstørknede Bøddel-Hvergarn - hun maa ikke være en »sammensat« Natur! - ellers bliver Stykket frivolt - og det skulde dog helst være ædelt »Trauerspiel«. Som om Historien nogensinde var ædel? Den faar være glad, naar den maa vedblive at være Livet! -
✂ Saa faar den ogsaa Lov til at være ædel! sagde Gerhard.
✂ Ja - ja - men.... Aa, I er dumme, beggeto! raabte Brynjulfsen. For Satan!...
✂ Prøv engang paa at forklare Dig uden at bande! sagde Overgaard.
✂ Hvordan lever vi da? raabte Brynjulfsen.
✂ Gerhard sagde:
✂ Der er dem, der tænker - og lever derefter! Det er de meget Faa! Der er dem, der lever - uden at tænke! Det er de Lykkelige! Og der er dem, som ikke lever og ikke tænker....
✂ Det er de Døde! lo Overgaard.
✂ Nej, det er Flertallet af Menneskene! svarede Gerhard. Iblandt alle tre Kategorier bliver der produceret en grumme stor Mængde Ædelhed. Ellers var der intet Liv, ingen Kunst, slet ingen Ting! Det er min beskedne Mening. Men kan De finde en anden Betegnelse for det Ædle end det »Ædle«, saa gør De os allesammen en Tjeneste! -
✂ I er dumme - I er dumme - Gud hvor I er dumme beggeto! lo Brynjulfsen og borede sin Stok ned i Jorden. Véd I, hvad jeg tænker? Jeg tænker: man laver ingen Düveke, som ikke smager af Gretchen. Hun er engang givet! Det skulde da være, at man lavede en ny Gretchen, som ikke var den uberørte Jomfru, hvem Doktor Heinrich Faust bliver saa forlibt i, fordi hun er Jomfru - nej en ny lille borgerlig Pige, som maaske ikke har sin Skudsmaalsbog i Orden fra Begyndelsen, men som ikkedestomindre er fin, dyb, rørende god, sanddru, kysk - lad være at vrænge Mund, Overgaard - midt i sin Ulykke, sin Forladthed, sin Forførthed maaske. Og som saa Dr. Faustus, eller en hvilkensomhelst anden 49 Fyr, elsker og føler sig løftet op ved! Se det var en Idé! - som jeg herved udbyder til Licitation. - Og véd I saa forresten hvad? Jeg fryser af at staa stille her og præke. Jeg er altid enten for varm eller for kold. Jeg er sulten, jeg er tørstig; men især er jeg hungrig efter - med Overgaards Tilladelse - det Evigt Kvindelige! Jeg er en Lus, en Midde, et Atom, som maaske bliver traadt under Fode imorgen. Men Ingen skal faa mig bort fra Erkendelsen af den Herlighed, jeg deler med den usleste Lus: Trangen til kvindeligt Selskab! Paa den anden Side skal Ingen faa mig, død eller levende, med sig ind til Byen iaften. Thi saa maatte vi gaa i Theatret - hvor man spiller uden Nerve! - i en Familie - hvor man keder sig fordærvet! - eller paa Kaféen - hvor jeg bliver vild af Modsigelseslyst og drikker mig fuld af Fortvivlelse over at høre mig selv! - Altsaa, mine Herrer! behag at bestemme Stedet! Tiden er nu ! Øjeblikket er stort! Den Gerhard dér virker ved sin Nyhed som forfriskende Vin paa mig.... og jeg har - her rev han Overfrakken tilside og søgte i Vestelommen - jo jeg har endnu Resten af Honoraret for et larmoyant Digt! Allons! -
✂ Her saa' han op og ned ad Alléen og ind til Siden. - Alt var øde, næsten ganske mørkt, kun nogle Gaslygter med lange Mellemrum - og den matblinkende Foraarshimmel med en enkelt Stjærne, der syntes at sprude Gnister af køligt Velbefindende. Ingen Fodgængere; dybt nede i Alléen en svagt klingrende Sporvogn, og længere borte i Fjærnheden det mumlende Drøn af den store By, som søger sine Adspredelser inden den lægger sig til Hvile.
✂ Unægteligt, vi er Herre over Situationen - naar bare Situationen vilde være Herre over os! sagde han.
✂ Vent lidt!.... Det er rigtignok adskillige Aar siden jeg var her. Man kan jo forsøge! -
✂ Hvad mener Du? - hvad vil Du? spurgte Overgaard.
✂ Hvad jeg vil? lo Brynjulfsen:
✂
Lass die Musik erschallen!
Ihr stellt die Reihen wieder!
Drum - drum!
✂ Og han pegede ind til Siden, hvor Gavlen af en Bygning saa's indkilet mellem de tillukkede Sommerforlystelsessteder. Et Lysskær trængte ud fra nogle høje Vinduer, hvis nederste Del var blændet. De Tre lyttede; de hørte Violin og Klavér - rutineret spillet - derpaa en høj, skinger Damestemme.
✂ Ægte Pusterthaier-Sopran fra Hamborg! sagde Overgaard. Bevæges dit Hjærte? -
✂ Er det Meningen? spurgte Gerhard nølende.
✂ Kom blot! sagde Brynjulfsen og skraaede tværsover Alleen ind imod Stedet.
✂ Overgaard tog Gerhards Arm og fulgte efter.
V
✂ Hvis jeg bliver forelsket iaften - sagde Brynjulfsen, da de var traadt ind - saa vil jeg skrive en Kærlighedshistorie, som kan sige Sparto til alle Literaturens Hjærterdamer!
✂ Han stod stille, paa sin halvt udfordrende, halvt ubeslutsomme Maade, knejsende med Hovedet og dog ligesom dukkende sig i Erkendelsen af at han var for lang. -
✂ Lov ikke for meget; og vis Dig ikke saadan frem for Menigheden, men luk Dig sammen som en Foldekniv, og sæt Dig! sagde Overgaard.
✂ Men Brynjulfsen blev staaende. Det var endogsaa som loftede han sig lidt i Skoene, indsugende med halvtaaben Mund denne Tobaksdamp, Gaslyset, de Tilstedeværende, Lokalet, Musiken..... forarbejdende det Alt til en Stemning - parat til at dyrke en Magt, hvis Niveau enhver af os efter Omstændighederne sænker og løfter, idet vort Naturel mere end vore indøvede Meninger og Principper bestemmer os.
✂ Gerhard iagttog ham. Naturel havde aabenbart denne hans nye Ven dér - hvad han saa havde af Meninger og Principper! Og der var oppe i ham noget af Digteren - dette Begreb, som vi omgaas saa familiært, idet vi rundhaandet uddeler Betegnelsen tilhøjre og venstre. Poesien besætter et Menneske ligesom en anden 51 Galenskab; om lille eller stor paa den endelige Doms literære Rangstige, saa hæfter Mærket »besat« paa en saadan Mands Pande - hvis han virkelig er Digter.
✂ Men saa sæt Dig dog, Menneske! sagde Overgaard, der havde gjort en Bestilling hos en Opvarter. Man skulde tro, Du var en ung Rus - en af dem, som sidder derhenne under Tribunen.... Se, Gerhard! nu hilser de paa ham med løftede Glas! Og han bliver rød - det Barn, saa renommeret, som han er! Ulf! jeg maner Dig ved dine egne Kraftudtryk: For Satan, sæt Dig, Mand! - eller vi faar hele den grønne Sværm om os! Og saa gaar jeg s'gu!....
✂ Brynjulfsen satte sig, halede op i Bukselinningen, tvang Vesten ned, lo, og fo'r sig med Haanden over Panden - som om Noget smærtede ham.
✂ Overgaard bøjede sig frem imod Gerhard: Pas paa ham iaften! Saadan begynder det altid, naar han....
✂ Aa! Du skal ikke hviske! udbrød Brynjulfsen. For jeg hører godt - ligesom jeg ser godt - og ligesom jeg drikker godt - ligesom jeg gør Alting i Verden godt undtagen - undtagen....
✂ Digte godt! faldt Overgaard i.
✂ Truffet! Skaal, Ove! Skaal, Henrik Gerhard! Velkommen her i »Elysium«.... - in my freedom, my fancy's music-hall, where the spirit of my youth sleeps burried under my madness's - nok sagt mine Dumheders Gravsten! Kender I den Melodi, som nu spilles? Den var der for adskillige Aar siden en ung Pige - ikke her, paa et helt andet Sted - som sang for mig. Og hende gik det ilde - fordi jeg var gal - hvad jeg er vedbleven at være! Men bort med Skyggerne! Velkommen i denne Hal - og lad som I var hjemme! Pianisten sidder bag Flygelet - rød og glad, med barnligt aabent Ansigt, som Sol naar den titter over Morgenkvist. Han hedder paa Plakaten Josef Achlaitner - noget lignende hed hans Forgænger - var Sydtysker, ikke ubetinget afholdende, gjorde ingen Kat Fortræd, undtagen sig selv, drak Alt, hvad I vilde byde ham - og spillede Zither senere ud paa Natten for »Kunstkendere«. Violinisten - den blege Yngling dér med Haarsjasken bag Oret - kender ham ikke - maa være en Neofyt! Karakter - ingen; Fødested ubestemt; minder mig om en Dampskibsopvarter, der endnu ikke har overstaaet Søsygen! Saa kommer Damerne. Opvarter! bring 52 et Program - eller beret mundtlig: hvem er den høje, fyldige Sorte dér paa Fløjen? Naa, ligemeget - spring over! hun interesserer os mindre. Gerhard! for nogle Aar tilbage paastod man, at to yngre Mænd og en ældre adstadig, gift, bosat og bemidlet Borger ruinerede sig for hendes Skyld. Dengang begreb jeg det fuldt vel - nu mindre. Uden at jeg derfor vil gøre mig til af min Utilgængelighed. Alt beror paa, at Jordbunden i os er moden. Frøkornet falder, Spiren udvikles, Blomsten fremstaar. Hvorfor bliver vi forelsket, gift eller ikke gift, hvorfor lykkelig eller ulykkelig?... Altsammen et Frø, der falder - en Jordbund, der er moden... Jeg er ikke moden for hende . Basta! -
✂ Skulde Du ikke drikke en Slurk, Ulf! inden Du gaar videre? spurgte Overgaard og blinkede til Gerhard.
✂ Jo, jo! Gesundheit, Ihr Herren! Lang lebe der König! es freue sich, wer da athmet im rosigen Licht!... Numer To - en sund, blomstrende, støt Pige, der burde koge i Kongens Køkken - og som jeg kunde anbefale til min Onkel Hs. Højærværdighed - for dér sætter de Pris paa god Mad.... men hun vil synge; hør! hun har endogsaa Stemme.... Skade kun, at de Haandbevægelser ikke har været paa Konservatoriet.... Undskyld, Frøken! rundere Haandlede - rundere!....
✂ Tys, Ulf! -
✂ Du har Ret, Ove! Den magiske Skranke, som skiller Publikum fra Scene.... den bør respekteres - og jeg respekterer den overalt ! Altsaa: Numer Tre - hun er norsk.... »Bor jeg paa det høje Fjæld« - ja saa vilde jeg sandt for Dyden ikke stige ned til denne dunstopfyldte Dal.... Snik-snak! Sidder vi ikke her? - et Auditorium af Konger og Fyrster i vor egen Fantasi.... Sludder! Hvad er vi andet, mere eller bedre end en saadan stakkels lille Sangerinde, der maaske er forældreløs eller har det smaat hjemme og som fortjener sit Livsophold ved at paradere i snevert Liv og Ankelsko for et højtæret Publico? Hvad siger Lord Byron? - Vi flænger vort Hjærte og bærer det to Gange aarligt blødende til en Boghandler, for at han kan servere det for samme Publico! Skaal - i Tankerne - lille Frøken! Morituri te salut....
✂ Videre i Præsentationen! afbrød Overgaard ham lidt kommanderende.
53✂ Brynjulfsen saa' skarpt, vredt paa ham. Mener Du, at jeg sidder og gøgler for Jer? Saa snak Du! Men Du har ingen Fantasi - ingen Glæde ved at boltre Dig! - Din Hjærne indeholder kun Kritikbrokker - Safterne er sure i Dig - Valle-Menneske, som Du er!
✂ Naa - naa! godt Ord igen! Beklag mig, snarere end at overøse mig....! Jeg er lidt træt iaften - den var for høj igaar! Tag mig paa Slæbetov, Du Transatlantiker! Go ahead! -
✂ Og Overgaard tog sin Næseklemme af og lagde sin lysbehandskede Haand paa sin Vens Arm.
✂ Hos Brynjulfsen kom Godmodigheden straks igen. Den kæmpede lidt med en Rynke fra Næseroden op over hans høje smalle Pande - saa kneb han det udhvælvede Øje halvt til - smilede i sit røde Skæg - trykkede sin Følgesvends Haand. Og da han øjensynlig mente, at en god Ting ikke kunde gøres grundigt nok, gav han ogsaa Gerhards Haand en Overhaling. Gerhard saa' smilende paa ham og spurgte:
✂ Er De altid saadan? -
✂ Jeg er grumme ofte ikke stort anderledes - og jeg kunde misunde Dem ! -
✂ Ingen Retur! bad Gerhard leende.
✂ Og de drak.
✂ Pianisten dundrede som en hel lille Kongerevues Torden hen over sit Flygel; - Violinisten strøg sin Gige med disse smægtende, sælsomt smærteblandede Lyd-Skrig, der kalder Noget frem i os, hvor vi saa end hører en Gige strøget nogenlunde godt;.... et for andet fulgte Sangnumrene, som oftest larmende applauderet af det endnu ikke talrige Publikum;..... de Tre bøjede Hovederne frem over deres Glas, for at kunne høre hinanden tale - Brynjulfsen gav sig til at citere Faust; han havde engang - fortalte han - i en tysk Universitetsby været med til at vinde et Væddemaal paa Tragediens første Del. - Jeg havde til Omgang - forklarede han - en lille halvforrykt, pessimistisk Doktor. Han kunde sin Faust udenad - og jeg lærte den næsten . Paa Knejpen blev dette bestridt. Jeg parerede paa hans Haand imod de Andre - og vi vandt tilsammen et Fad Øl.....
54✂
O schöner Brunnen, der uns fliesst!
✂ Fra den Tid blev jeg bibelfast i min Bibel! -
✂ Som om vi ikke ogsaa havde Folk paa Bjærget? sagde Overgaard, der gerne gjorde sig til af sin Hukommelse. Og han betænkte sig lidt, men kunde ikke finde andet end
✂
Uns ist ganz kanibalisch wohl,
als wie fünf hundert Säuen!
✂ Nej! sagde Gerhard stilfærdig; Repliken falder saaledes:
✂
Nur hütet Euch, dass Ihr mir nichts vergiesst.
✂ Saa kommer vi først til Svinene!
✂ Brynjulfsen kneb det ene Øje til og betragtede ham: De skulde da vel aldrig have hemmelig Omgang med Musen?... hm!
✂ Henrik Gerhard førte, i Stedet for Svar, Glasset til Munden og tog en dyb Slurk.
✂ Den Skorsten trækker godt, o Broder i Apollo! lo Brynjulfsen. Men hvad er det?....
✂ Han drejede sig pludselig. De unge Studenter omkring Bordet nedenunder Tribunen - pur unge Mennesker med røde Kinder, blanke Øjne og en Mængde overflødige Armbevægelser - applauderede med demonstrativ Begejstring en ganske ung Pige, der netop traadte ind deroppe paa Forhøjningen og satte sig noget forlegen paa en af de højryggede Stole, som havde staaet ledig. Hun bøjede Hovedet gentagne Gange, nikkede smilende, øjensynlig glad ved den ungdommelige Hyldest, men med en Undseelse over sig, der blev paafaldende ved de øvrige Damers scenevante Rutine.
✂ En af de mere dristige blandt de unge Studenter rejste sig, løftede sit Glas og sagde:
✂ Frøken Edith! maa vi ikke bede Dem om Drikkevisen! -
✂ Ja, ja! klappede og lo de Andre.
✂ Hun saa' spørgende hen til Pianisten, som bejaende gav sig til at lede iblandt Noderne. Med Hænderne foldede paa en 55 barnliggénert Maade over Knæene, bøjede hun Hovedet lidt frem, bed sig med nogle hvide Tænder i den smukke, røde, smalle Læbe - rejste sig saa med et pludseligt Ryk, og uden med Øjnene at søge Nogen i Salen, sendte hun et lyst Smil paa maa og faa ud igennem Tobaksdampen, Gasblussenes Skær, den hele banale Atmosfære, som omgiver denne Halv-Kunst, der udøves for et ugenert, ganske godmodigt og temmelig blandet Publikum.
✂ Gerhard saa' netop ind i et af Væggenes Pillespejle. - I dette, ligesom med en svag Hinde af blaalig Støv beduggede Glas syntes den unge Piges smækre Gestalt endnu slankere - bleg, uden at være sygelig bleg - et Syn af Jomfruelighed - og saa dette Smil af Vemod, der et Øjeblik antager Glædens friske Dagfarve.
✂ Brynjulfsens og Gerhards Øjne mødtes. De havde begge sét ind i Spejlet.
✂ Brynjulfsen trak Vejret, prustede nogle Gange gennem Næseborene - klippede med Øjnene - hviskede til Gerhard:
✂
Mephisto, siehst Du dort
ein biasses, schönes Kind allein und ferne stehen? -
Ich muss bekennen, dass mir däucht,
dass sie dem guten Gretchen gleicht!
✂ Bliv nu ikke sentimental, Ulf! sagde Overgaard.
✂ Brynjulfsen skød Læberne frem - som for et Indhug; men Gerhard svarede smilende, med paataget dyb Stemme:
✂
Das ist die Zauberei, Du leicht verführter Thor:
denn jedem kommt sie wie sein Liebchen vor.
✂ I er virkelig utaalelige med Jeres Opdisken! vrissede Overgaard. Kunde muligvis denne ædle Væddestrid faa Ende? -
✂ Saa sang hun.
✂ Stemmen var lille - men velklingende - med en timbre som uvilkaarligt søger Hjærtet - meget lidet skolet.... Det var en Drikkevise, oversat efter et fransk Drama... og hun tog med Intelligens om de temmelig trivielle danske Ord - og morede sig, med det stadige lyse Smil, ved at se og høre de unge Studenter 56 snappe op efter Ordene, som Smaafisk snapper efter Regndraaber. Naar hun førte et illusorisk »Bæger« til sine røde, paafaldende velformede Læber, skete det med en naturlig Ynde i Bevægelsen.... Hun hvilede en Smule paa det ene Ben, vuggede lidt i den slanke Taille, passede at Armen ikke fjærnede sig for langt ud fra det stramt siddende Liv.... hun stod dér i et Kostume, der var smagfuldt valgt i Snit og Farve - saa lidet udfordrende som muligt, men med ubevidst kvindeligt Koketteri svarende til og fremhævende den hele Apparition. Hendes Hoved var lille - Ansigtstrækkene næsten barnlige, uregelmæssigt tiltalende - med dette ugengiveligt Kvindelige over sig, som Damer ville betegne ved Ordet »sød«. Haaret af en varm, blond Glans - og det lagde sig med en lille blød, kruset Bugt ned over Panden - hvorunder Øjnene tittede ligesom ydmygt frem..... hendes Arm var fintformet - Haanden lille og ladylike - Anklen spinkel. Hendes Kjoleliv var meget højhalset.... det skjulte et Bryst, hvis Former røbede sig som en Dianas, delikat, ungt, attenaarigt. Hun bar ingen Smykker.
✂ Gerhard havde set med Malerens Øje.
✂ Den ene af Marsk Stigs Døtre! sagde han.
✂ Saa satte hun sig. Forlegenheden kom atter over hende; hun truttede Læberne lidt frem, trak paa de fine Skuldre og nikkede med en Række korte, smaa, venlige Nik til de unge Menneskers larmende Begejstring. Det var, som vilde hun sige: Ja ja; det er meget elskværdigt af Jer! men I skulde have Tak, hvis jeg nu blot maatte sidde saa ubemærket som muligt! -
✂ Og atter dundrede Pianisten hen over Flygelet, og Violinen skar ind med sit Dideldum - der gik over i smægtende Klage.
✂ Ach wai mir! gabede Overgaard. Ulf! har Du rent mistet Humøret? -
✂ Opvarter! hvad hedder den unge Pige? spurgte Brynjulfsen.
✂ Hvem, maa jeg spørge? Damen tilvenstre?...
✂ Snak! hende - Barnet dér - som nylig satte sig? -
✂ Frøken Edita Ravn! svarede Opvarteren forretningsmæssig, bøjede sig spørgende mod den tomme Flaske, greb den paa et Nik af Overgaard, og fjærnede sig.
✂ Det er den blondeste Ravn, jeg nogensinde har set! sagde 57 Brynjulfsen. Skal vi ikke døbe hende om?.... hvad skal hun hedde, Gerhard?
✂ Tornerose - Snewittiken - Sakuntala - Pigen i Museskindspelsen!....
✂ Kald hende Petersen! sagde Overgaard.
✂ Hun skal hedde Edith - slet og ret! Og Du skal lade være med at være en Laban! sagde Brynjulfsen.
✂ Finder Du hende virkelig saa smuk? spurgte Overgaard spydig.
✂ Jeg finder overhovedet aldrig en Dame »saa smuk«. Jeg begriber blot ikke, at hun sidder hér, hvorledes hun er kommen her, at hun holder dette ud Aften efter Aften, og.....
✂ Ah! det stiger! sagde Overgaard. Hvad er det, Ven Gerhard bestiller? Han tegner hende. Naa; I er engageret beggeto. Faar man Lov at se?...
✂ Gerhard skød Bladet, som han havde revet ud af sin Tegnebog, hen til dem.
✂ Det ligner ikke ganske! sagde Overgaard med et prøvende Blik.
✂ Skulde heller ikke være nogen Portrætlighed! Det er Stillingen blot - Bevægelsen!...
✂ Jamen hun sidder jo!
✂ Det kalder vi for »Bevægelsen«! svarede Gerhard med et lille Smil. Jeg kunde have Lyst at male hende!
✂ Kom her! ræk mig det! bad Brynjulfsen og halede sin Blyant frem. Snak saa væk med hinanden - et Øjeblik!
✂ Vil De rette paa hende? spurgte Gerhard smilende.
✂ Saa! dér! sagde Brynjulfsen efter et lille Ophold og skød Bladet tilbage til de to Venner, medens han slængede sig om paa Stolen og lod Øjnene søge Loftet!
✂ Gerhard læste op, dæmpet:
✂
Dér sidder hun! Jeg ser et Kredsløb svinde,
som i en magisk Hvirvel rev mig hen:
det er en Anden - og det er dog hende!
O Gretchen, skal vi mødes her igen?
✂
De lange Vintre, med den korte Sommer,
saa meget spildt, i Virken som i Drøm -
og i den første Foraarskvæld jeg kommer
og føler atter Hjærtets vakte Strøm!
✂
Staar Stjærnen da paany i Himmelranden?
er det et Fyr, som tændes i min Nat,
hvor jeg har flakket, ensom og forladt? -
✂
Ak, hvorfor spørge? Svaret er kun, at
der blev saa mangt et Tegn paa Himlen sat:
var det ej Hende, blir det vel en Anden!
✂ Der kunde Du nemt være kommen til at gøre en Sonet! sagde Overgaard tørt.
✂ Det skal Guddøde mig ikke være en Sonet! Jeg hader Sonetter! raabte Brynjulfsen.
✂ Gerhard lo. Maa jeg faa Lov? bad han. Her er Plads endnu!.... Han tænkte sig lidt om; saa skrev han:
✂
Her sidder jeg - og stirrer op mod hende,
som ikke sender mig et Blik igen
men river mig til Rimener hen,
hvori jeg næppe Mening selv kan finde.
✂
Dog, varsler denne Foraarskvæld mig Sommer:
nuvel, saa bær mig, lyse Sommerstrøm!
og vug mig i en blid og fager Drøm,
der varer ved, selv om min Vinter kommer.
✂
Selv naar jeg flakker ensom og forladt,
da vil jeg mindes Dig, du skønne Nat,
hvor Stjærnen løfted sig i Himmelranden:
✂
men blev Du paa min Himmels Bue sat
som fast og varigt Tegn, saa tro ej at
jeg nævner
Dig -
og mener nogen
Anden
!
✂ Brynjulfsen sad nogle Øjeblikke og betragtede Gerhard, som om han vilde læse sig dennes hemmelige Tanker til. Saa smilede han godmodig, skød Bladet ind under Overgaards Haand og sagde:
✂ Nu Du! -
✂ Probiren ist keine Kunst! Overgaard tog sin Næseklemme af, gned Glassene, - kastede et skarpt Blik op til Tribunen - og skrev:
✂
Her sidder vi - tre ældre Ungersvende -
og piner Musen med vort Rimeri;
og findes der en Mening skabt deri,
saa er det: Maa vi lære Dem at kende?
✂
Men Svaret? Ja ifald De værd det finder
at gaa paa tre Poeters Indfald ind,
vil De, med to af Deres smaa Veninder,
da møde siden os hos Traktør Lind?
✂
De véd, her straks om Hjørnet i Alléen!
Did gaar vi og bestiller nu Soupeen -
ifald De svarer Ja før vi gaar bort.
✂
At kende Dem ved Navn har vi den Ære: -
for ikke selv incognito at være,
vedlægges her de tre Poeters Kort!
✂ De lo alle Tre. Nej, det gaar dog virkelig ikke an! sagde Brynjulfsen nølende.
✂ Ikke? hvorfor ikke? spurgte Overgaard. Maa jeg blot udbede mig De Herrers Kort... saaledes! Nu lægger vi det Hele sammen - pænt - elegant - Kortene indeni - og lader Opvarteren besørge det! Hejda!...
✂ Lidt efter saa' de en Bevægelse oppe blandt Damerne. Frøken Edith gik ud af Garderobedøren. Da hun atter kom ind, kastede hun et lidt sky - og lidt prøvende - lidt nysgerrigt - og lidt reserveret Blik ned til de tre Venners Bord. Saa bøjede hun sig hen imod den unge Dame, der sad hende nærmest. Hun nikkede - en 60 Kende ligegyldig..... der gik en let Rødme over Frøken Ediths fine Kinder... derpaa antog hendes Ansigt det tidligere Udtryk af Ønsket om blot at maatte sidde dér og smile lidt, se ned for sig, gemme sig, faa Tiden til at gaa.... og noget efter bragte Opvarteren den Besked, at Damerne skulde komme, naar Forestillingen var forbi.
✂ Hvilke Damer? spurgte Overgaard.
✂ Opvarteren pegede...
✂ Fingren ned! Peg ikke! sagde Brynjulfsen vredt.
✂ Undskyld! sagde Opvarteren. Frøken Edita - Frøken Natalie - og den tyske Dame!...
✂ Ah! der er ogsaa en tysk Dame? spurgte Overgaard.
✂ Jo! Nu skal hun just til at synge!....
✂ Godt! Saa gaar vi! -
✂ Idet de gik ned igennem Salen, og førend de havde naaet Døren, vendte Gerhard sig om. Hans Blik søgte i Baggrundens Midte Frøken Edith. Hun sad med en lille graa Vifte i Haanden - den ene Arm hvilende i Skødet - Hovedet bøjet - en blød, dæmpet Glans over Haaret - og saa' ned for sig. Ved et lille Bord nærved Udgangen syntes en velklædt Herre med Opmærksomhed at følge Retningen af Gerhards Blik. Gerhard følte sig iagttaget og saa' lidt forundret derhen. Herren drejede Hovedet bort, rejste sig og gik, med Ryggen vendt mod Gerhard, ud af en Sidedør i Lokalet. Frøken Edith havde rynket de fine Bryn en Smule.
✂ Hvor hun er sød! tænkte Gerhard og saa' kun paa hende.
✂ Kom nu! sagde Overgaard.
✂ Brynjulfsen var forude - og gik slængende, med store Bevægelser - nynnende.
VI
✂ Jeg er sulten som en Ulv! sagde Brynjulfsen. Hejda Opvarter - anvis os et større Værelse! - her er lurvet - og man skylder sin Fattigdom den bedste Folie! En Mængde Lys paa Bordet - ikke den forbandede Gas - Blomster ved tre Kuverter - vi venter 61 Damer - men i Ventetiden vil vi spise Radiser, Sardiner og Kiks. Den Herre dér er Departementschef - og vi To er hans Fuldmægtige! Vi udstæder ham vor Fuldmagt til at være Vært; foreløbig er det mig , som siger: Bourgogne Volnay! Bene! -
✂ De begyndte, efter at de havde lagt Overtøjet af, alle Tre at flytte om med Møblerne i det rummelige Værelse. De lo derved som ganske unge Mennesker. I Kakkelovnen blev der gjort Ild; og Brynjulfsen løftede den broncerede Apollobuste ned, som han saa stillede for Bordenden mellem to sørgmodige Restaurationspalmer.
✂ Den Profil-Fyr skal staa dér med sine affektérte Lokker og stadig se til Siden - hver Gang vi siger en Dumhed! -
✂ Men vi siger ingen Dumheder! lo Overgaard.
✂ Io non sono securo! raabte Brynjulfsen. De skal ikke forarge Dem over mit Italiensk, Gerhard! Jeg har lært det af en Gibser. Jeg taler alle Sprog lige slet - men jeg taler dem alle - maaske til Forskel fra Dem, De, som naturligvis har læst hæderlig Syntax? Hvad Aar er De Student fra? Ja, tænkte jeg det ikke nok - Aaret før jeg. Det Hold var der noget Hold i! Jeg derimod kom lige efter Krigen, bardous ud i den kolde Douche - og for at varme vore frosne Begejstringer, tog vi unge Sjæle straks fat paa at give Tilværelsesgaaderne deres Overhaling! -
✂ Gaader? sagde Gerhard og vendte sig smilende imod ham.
✂ Il y en a! raabte Brynjulfsen, der sammen med Overgaard skød det opretstaaende Piano hen bag Apollo og satte Lys og Blomstervaser derpaa.
✂ Overgaard smækkede Laaget op og spillede Agamemnons Recitativ og Arie af Iphigenia.
✂ Nej, Ove! nu ingen »løftende« Musik! bad Brynjulfsen. Lad os spise lidt, drikke lidt, og passiare lidt. Kom, Gentlemen! -
✂ De sad helt fornøjeligt dér - om Bordet - og glemte næsten, hvorfor de sad her. Gerhard begyndte at fortælle om en morsom Vinter, han sidste Aar havde haft i Rom - og Overgaard sagde: Gud, hvor man dog alligevel har moret sig engang!.. Brynjulfsen vilde just til at ringe paa Opvarteren, da denne traadte ind og mældte:
✂ De tre Damer er der! -
62✂ Brynjulfsen rejste sig, gik hen for Spejlet, purrede i sit Haar og trak Skægget tilrette. Overgaard blev siddende, snoende sin lille Mustache uden at se i Spejlet; Gerhard hverken saa' sig i Spejlet eller arrangerede noget paa sig. Over hans Ansigt laa en rolig Dæmring af noget Forventningsfuldt og noget Modtageligt. Saa bankede det paa Døren; Opvarteren slog den op paa vid Gab. Damerne kom ind.
✂ Frøken Edith som Numer To; den lille tyske Soubrette først - Frøken Natalie sidst.
✂ Velkommen mine Damer! sagde Brynjulfsen. Og Tak fordi De vilde deltage i et frugalt Maaltid.... Fraulein spricht wohl Dänisch? Ikke? - naa en Smule? Skal vi saa gaa tilbords?...
✂ Brynjulfsen bød Frøken Edith Armen. Den tyske Dame - Frøken Aurora fra Dresden - kom til at sidde paa hans venstre Side nær Overgaard. Ligeoverfor sad Gerhard med Frøken Natalie.
✂ Brynjulfsen sagde: Vi har været saa optagne af vor Ven dèr, Maleren Gerhard, som lige er kommen tilbage fra Udlandet.... I ti Aar - tænk Dem - har hans Saaler ikke slidt de københavnske Fliser! Han er saaatsige et Barn iblandt os - en Umyndig - en Uskyldig.... g'rade vom Himmel herabgefallen!...
✂ Heruntergefallen! rettede Overgaard.
✂ Lass es, mein Junge! Der Vogel spricht wie ihm der Schnabel gewachsen! Nicht war, Fraulein.... Aurora? Aurora von Kønigsmark.... habe die Ehre! Opvarter! sæt de to Metalkøiere dér... henne foran Apollo!.. Han hedder »Apollo« den Gibsherre dér - hvis De ikke véd det! - Skænk saa for Damerne - og forsvind, til vi ringer! Ikkesandt, mine Damer, - vi lader selv Fadene gaa rundt.... Skaal! og Tak - paa Festkomiteens Vegne!.....
✂ Brynjulfsen vendte sig til Frøken Edith og klinkede med hende. Hun rakte Glasset frem imod ham med nedslagne Øjne.
✂ Toujours la méme! mumlede han.
✂ Jeg forstaar ikke Fransk! sagde hun naturlig - med en lille Bebrejdelse.
✂ Tilgiv, Frøken Edith! Kender De mig ikke? -
✂ Hun saa' rolig opmærksom paa ham, som søgte hun i sin Hukommelse.
63✂ Jeg har aldrig set Dem derude! - eller maaske - en enkelt Gang?
✂ Nej! sagde han bestemt. Det var heller ikke Dem - det var en Anden! Det vil sige - det var ikke mig , som De saa'... eftersom og saasom det var en anden end Dem, som jeg.... undskyld, jeg vaaser!
✂ De maa ikke blive vred, men - man skulde næsten synes det! sagde hun og lo fornøjet.
✂ Hør, Frøken Edith; den Latter glæder mig - De véd ikke hvor den glæder mig! Jeg sad dèr i Salen og tænkte stadig: Skulde hun virkelig kunne le - og snakke - staa og gaa - klæde sig af og paa - sidde for Spejlet og gøre Grimacer - ligesom vi Andre?....
✂ Hun tog Øjnene til sig og rynkede Brynene en lille Kende. Saa spurgte hun tværsover Bordet Frøken Natalie:
✂ Vi bliver vel ikke altfor længe? -
✂ Brynjulfsen bed sig i Læben og vendte sig til den lille Tysker:
✂ Sind Sie wirklich keine Wienerinn, gnä' Fräulein?...
✂ Nee! ich bin 'ne Sächse! lo hun. Og drejende sig om til Overgaard sagde hun: Deres Ven würklich tale maiet godt Tyske! -
✂ Aber nadirlich! er is' ja so wie so ein halbes Schafskopf! svarede Overgaard.
✂ Un poco infarinato! lo Gerhard fra sin Side af Bordet. Undskyld, Brynjulfsen; men jeg er virkelig opsat paa at more mig iaften! Og han hævede sit Glas og nikkede smilende.
✂ De spiste og drak. Overgaard viste sig Situationen voksen. Han havde denne de kølige Naturers Evne til at underholde Damer. Han sagde de Smaating, som falder af sig selv, men som ikke Alle kan faa til at falde lige naturligt. Han var aldrig over og gjorde sig den dannede Selskabsmands Flid for aldrig at komme under det Niveau, som han efter stiltiende Overenskomst med sig selv havde indrømmet Situationen. Samtalen, Stemningen, skulde være comme il faut. Og han følte med Tilfredshed, at den var det.... men med Brynjulfsen var han ikke saa tilfreds.
✂ Ulf! Du falder rent i Staver! Se at komme til Vinden, gamle Dreng!.... som vi siger ombord i Kutteren! -
✂ Lad mig sidde! sagde Brynjulfsen. Behold I Champagnen for 64 Jer. Lad mig faa Bourgogne - Volnay - Nuits.... helst Chambertin!
✂ Hvad siger han? spurgte den lille Tyske.
✂ Han siger:
✂ »Ich bin stolz auf meine rothe Nase!« - sang Overgaard.
✂ Ach! hären Se doch! is' dees 'n langweiliges Ding! Singen mer was aanderes!...
✂ Hun gik til Klaveret med Overgaard; han akkompagnerede hende. Frøken Natalie sluttede sig til dem. De lo, sang og pludrede i et Kaudervælsk, de Tre, ganske som Børn.
✂ Gerhard havde flyttet sig over til Frøken Edith, der rykkede sin Stol bort fra Brynjulfsen. Meget hurtigt var hun og Gerhard inde i en Samtale, som de fortsatte uden at lade sig afbryde af Munterheden ved Klaveret. Han fæstede sine Øjne, rolig og fornøjet, med en Blanding af ærbødig Opmærksomhed og kammeratlig Venlighed paa hende. Hans Ligefremhed, noget beskedent og dog udpræget i hans Væsen, gjorde hende selv ligefrem, meddelsom og munter. Hun lo gentagne Gange, idet hun lænede sig tilbage og drak af sit Glas, utvungent og med en Dames instinktmæssige Fornemmelse af at være i godt Selskab og derfor kunne sætte Tvang tilside. Hun lo - af en og anden Pudsighed, som Gerhard fortalte uden at gøre sig særlig Umage for at være morsom... og Gerhard bøjede sig for denne velklingende Latter, som for en Overrisling af noget Foraarssundt, af noget, der er frodigt og rent. Gennem hans Sind fór i samme Øjeblik den lille spørgende Tanke - som Brynjulfsen tidligere paa Aftnen havde udtalt: - hvor kommer hun her i disse Omgivelser? og - sidder hun saaledes Aften efter Aften derude?....
✂ Der spejlede sig i hans Miner, i hans Blik, noget af denne Tanke. Han tvang det tilbage - men det havde røbet sig. Paa den unge Piges Ansigt kunde han læse sig til, at hun var skarpere Iagttager, end han havde formodet. Der kom en Bedrøvelse i hendes Øjne - en barnlig Trods om Mundens fine Spil.... og atter var det, som om hun strøg det bort; - hun nippede til Glasset - og sagde:
✂ Er De Maler? Der kom en Kunstmaler herude... han bad mig 65 stadig, om jeg vilde sidde Model for ham. Jeg fandt slet ikke, at jeg havde noget ved mig, som det kunde være værd at male - og - jeg var bange for, at han ikke var ganske oprigtig.... Jeg svarede ham tilsidst afgjort Nej! Vil De nu sige mig - har jeg Ret eller Uret - kan man, fordi man er Maler, saadan uden videre bede en ung Pige om at komme til sig og sidde Timer dèr paa en Stol, maaske i et eller andet underligt Kostume - som maaske ikke engang er klædeligt eller passende......... plejer man at bære sig saadan ad overfor unge Damer... eller er det kun, naar der er Tale om unge Piger af min Stilling? Vil De svare mig oprigtigt derpaa! -
✂ Han holdt sine Øine fæstede roligt paa hende - og de To kom saaledes til at sidde nogle Sekunder seende vist paa hinanden, som om de prøvede hinanden. Kunde hun ikke tænkes at være, hvad hun i saa rørende Ubeskyttethed saa' ud som: halvt et Barn endnu - halvt en Jomfru, modnet til Kvinde paa en Vej, i en Strøm, hvis Farer og Fristelser maaske mest er til i Mændenes af Forfængelighed og Attraa hidsede Fantasi? Sæt, at det en Dag opklares, af hvor grovt et Materiale Mandens Gemyt og Følelser er i Modsætning til Kvindens? Om igen! forfra med hele vor Psykologi og fine Analyse!...
✂ Han sagde til hende:
✂ Jeg vil svare Dem, Frøken Edith, at jeg aldrig skal anmode Dem om at sidde for mig.... det skulde da være, at De selv ønskede at besidde et lille Portræt af Dem! -
✂ Jeg? - et Portræt af mig selv? Hun lo og bevægede den smukke Nakke med ejendommelige korte, smaa virrende Ryk. Hvad i al Verden skulde jeg med det? -
✂ De kunde jo - sagde han - forære det bort; til Deres Slægtninge - til Deres Fár eller Mor, hvis De har nogen - eller.... til en god Ven? -
✂ Den hastige, lette Rynke kom frem i hendes Bryn; de røde Læber kneb sig sammen.... hun drejede sig pludseligt, saa' paa ham, og sagde:
✂ Vil De ikke fortælle mig noget Morsomt - ligesom før. Eller - sig mig først - hvad betyder »extensiv« - ex-ten-siv? Udtaler jeg det maaske galt? -
66✂ Nej! svarede han venligt. Extensiv - er det modsatte af intensiv! Er De saa fornøjet? -
✂ Hun nikkede og lo. Jeg véd meget godt, hvad intensiv er! Jeg holder grumme meget af at læse - ja jeg bestiller næsten intet andet. Jeg kan blot ikke lide at træffe paa alle de fremmede Ord i Bøgerne. Saa føler jeg, hvor lidt jeg har lært i min Barndom... Der var nu ikke Raad dertil! sagde hun med et lille Suk.
✂ Og nippende til sit Glas, bad hun bønligt:
✂ Fortæl mig noget Morsomt! -
✂ Jeg kan vise Dem noget Morsomt! sagde han, og fik hende til at se over paa Brynjulfsen, som sad alene for Bordenden, med to halvfyldte Bourgogneflasker foran sig, skænkende den dunkelrøde Vin op i et stort Glas, medens hans anden Haand med de stærkt opsvulmede Aarer trillede Brød sammen i smaa Kugler, som han knibsede over mod Apollo.
✂ Dér har Du det! du Frisørskilt med dine pomadisérte Lokker... sagde han. Gud i Himlen skal vide, hvorfor vi har ham endnu paa vore Kakkelovne og Piedestaler! Hvad kommer han os ved? - den arrangérte Fyr med sin lange, lige Næse. Den er til at blive gal over. Vi, som slider vores Sjæl itu, for at finde Mening i Tilværelsen - hvad skal vi med hans »Harmoni«? - det er bare noget for fine Folk - og der er ingen fine Folk mere! Der er Plebejere, som gør Vers, og Plebejere, som ikke gør Vers! voila tout!
✂ Lustig, lustig wollen wir leben!
✂ Vi skulde bronceres allesammen - det er det vi skulde... saa kunde man staa ligesom han dér og sige: Gudbevares! jeg er pletfri - Ingen skal kunne kende smudsige Fingre paa mig! ...
✂ pereat!...
✂ Han lo, trak to Stole hen til sig, en paa hver Side, lagde sine lange Arme over deres Rygge, bøjede Hovedet tilbage - bleg, med fugtig Glans i de rødskudte Øjne - Sveddraaber over den høje Pande - Haaret brusende ivejret som en forstyrret Skaderede. -
✂ Saaledes sad han dér - en underlig barok-genial Figur - stirrende ud for sig i Stuen; han syntes at indsuge Cigarretrøgen, og Duften af Vinen og Blomsterne, Lysenes Glans, Munterheden af disse Stemmer, der susede for hans Ører som en fjærn Larm. Han 67 saa' den lette, fine Rødme, som havde lagt sig over Damernes Kinder - akurat den Rødme, som er Festens og Glædens, uden at være bleven Overdrivelsens. Saa besynderlig langt borte fra sig saa' han Frøken Ediths nydelige Ansigt - tæt ved Gerhards - og begge disse Ansigter lo elskværdigt... Han strakte Haanden ud, for at gribe sit Glas og nikke til dem...og nu opdagede han, at det var i et røg-dugget Spejl han saa' sit eget Ansigt halvt i Profil - og Frøken Ediths Ansigt, halvt i Profil fra den modsatte Side. Han virrede med Hovedet - hun virrede og smilede... og pludselig fik han den Indskydelse, at der var en Lighed mellem disse to Profiler... en Lighed i Træk... noget dér bag i Nakken - Maaden at bære Hovedet paa... indtil det gled bort, og han saa' Overgaard staa leende foran sig midt imellem Frøken Aurora og Frøken Natalie.
✂ Den lille tyske Soubrette pegede paa Brynjulfsen, og han hørte hende sige højt: - is' ja die Leiche des verstorbenen Hauptmanns! würklich, ein hibscher Mann - 'ne bildschene Leiche!
✂ Overgaard lo, greb sit Glas, og saluterede: Jeg hilser det høje Lig!...
✂ Brynjulfsen rejste sig. Blodet skød ham op i Kinderne og over Panden. Øjnene glinsede - den halvt aabne Mund krusede sig. Han stod dér, rank og elastisk, uden at Rusen kunde kendes paa ham, svingede Pokalen og kastede Glassets purpurrøde Indhold udover Apollohovedet, idet han raabte: Habet!
✂ Den dunkle Strøm rislede ned ad de arrangérte Lokker og plettede Dugen i en stor Kreds. De to Damer gav et lille Skrig fra sig - og man hørte paa Tysk: Jessus, der wird wild!
✂ Brynjulfsen svingede det tomme Glas, som vilde han kaste Formen bagefter Indholdet... standsede saa Haanden med et Ryk, og sænkede Glasset saluterende for Spejlet, hvori hans egen Skikkelse overragede Gerhard og Frøken Edith. De saa' paa hinanden og paa ham. De lo ikke mere.
✂ Jeg hilser Dig!... begyndte Brynjulfsen med blød, hæs Stemme...
✂ Nu kommer Talen! sagde Overgaard og gik tilbage til Klaveret - anslaaende dæmpet nogle Akkorder: Jeg er til Tjeneste ved Melodramet! Nur weiter - aber anständig!
68✂ Jeg hilser Dig - fortsatte Brynjulfsen henvendt til sit eget Billed i Spejlet - Du, som er min værste Fjende! Hvor kan Du dog nu ha' den Dristighed at gøre Fordring paa at være en Poet - og samtidig have en Etatsraad til Fader, og en Etatsraadinde - som ikke er din Moder? - Har Du glemt, at Kunsten fødes i en Kælderhals - paa Landevejen - ved en Grøftekant - og ikke i Bredgade eller Kronprinsessegade! Den maa ha' Proletarblod i sig - den maa ha' diet Zigeunermælk - saa faar den Humør, Livslyst, »Gnisten« - uden hvilket alt det med Guddommelighed og Alvor og Dybde bliver det bare... nok sagt! Jo fjærnere dens Udspring er fra Kulturen, jo mere yder den selv til Kulturen. Hvilket oversat paa menneskeligt Sprog er: Lad din Mo'er ha' været en frisk Tøs - og din Fa'r en Mursvend, Hestepranger eller Bonde - saa kan Du gærne selv gaa hen og lægge dine Ben indenfor Rangklasserne. Men begynd ikke i Hof - og Statskalenderen - for saa kommer Du til at trille Tørv som Maler, Musiker, Skuespiller eller Poet!
✂ Indledningen sluttet? spurgte Overgaard.
✂ Aber schweig', Schweinigelchen! schweige! Hast mir ja die ganze Communion veraasst! Mine Damer og Herrer - ladies and gentlemen!... Jeg vil sige Dem, hvad jeg tror, jeg er... en Profet! en af dem, som staar frem i daarlige Tider, og som selv har daarligt nok ved at klare for sig, hvad det er, han profeterer. Det er ikke misundelsesværdige Mennesker. De fleste af dem gaar rabundus inden de blot nogenlunde har paapeget, hvor Landet ligger, det forjættede! Men førend Profeten ligger »krum paa Skjold«, saa har han faaet udnævnt en Konge, Præst, Skjald, Videnskabsmand, Kritiker.... mir ganz Wurst... som kan synge den ny Opsang, skrive det ny Drama, redigere den ny Avis etc.... altid en Fingersbredde til det Bedre... og ergo saaledes dør Profeten - ligesom vi læser om disse Dyr, der befrugter og saa forsvinder ud i Atomernes Rige
✂ Anstændigt! bad Overgaard.
✂ Ti stille! raabte Brynjulfsen; jeg er ikke færdig... jeg skulde jo have udnævnt denne Arvtager!... Her lod han Blikket glide fra Overgaard til Gerhard - standsede undervejs ved »Apollo«, gjorde en Grimace - og fæstede igen sine Øjne paa Gerhard: 69 Vil De ?...
✂ Gerhard lo, virrede med Hovedet og opfordrede ham til at gaa videre.
✂ Ikke De? sagde Ulf. Vi faar at se!... Han syntes at tænke sig om, strakte Haanden frem foran sig. Naa ja! - sagde han - saa kommer vi til Selvafklædelserne!...
✂ Gud! raabte den lille Frøken Natalie.
✂ Overgaard tyssede paa hende. Den tyske Soubrette havde øjensynlig opgivet at finde Morskab eller Mening i Tingene. Hun laa bleg i en Lænestol, næsten indsovet, med en forkullet Cigarret i den nedhængende Haand, Fødderne oppe paa den lave Node-Etagére, hvis Indhold var spredt over Gulvet. Frøken Edith sendte hende et Øjekast, og det var stærkt reserveret. Natalie spurgte: Edith! hvad mener De - skal vi ikke gaa?... Hun overhørte Spørgsmaalet - trak afværgende sit Glas til sig, da Gerhard vilde skænke for hende, og spurgte ham dæmpet: Er Deres Ven altid saa underlig? Er han ikke lidt - lidt...
✂ Forceret? mener De! spurgte Gerhard.
✂ Edith nikkede: Ja - ja! forceret!... Og hun bøjede sig atter frem og sagde: Véd De - jeg har saa ondt af ham! Tror De egenlig, at hans Hoved er stærkt?...
✂ Gerhard kunde ikke bare sig for at smile: Gal? mener De? Nej, Frøken Edith! han er saadan hvad man kalder »inspireret«!
✂ Brynjulfsen havde lagt begge Hænder over sin Pande og var bleven staaende med tilbagebøjet Hoved... pludseligt løftede han den ene Haand med udstrakte Fingre, og bevægede den som en Taktstok.
✂ Nu dit sidste Numer, Ulf! og saa gaar vi! raabte Overgaard.
✂ Brynjulfsen hørte ham ikke. - Czardas! Zigeunermusik! skreg han højt, og udførte med Fagter, Brummen og Nynnen den halv-vilde, ligesom over gærende Vin komponérte Rakoczy-Marsch.
✂ Frøken Aurora vaagnede, sprang op, og vilde give sig til at danse.
✂ Overgaard! Politibetjent! arrestér den unge Dame! raabte Ulf. For nu - nu vil jeg tale! Aa... hvad var det for noget Smukt, jeg vilde sagt? Det skal indledes med Vildskab... saadan begynder vi, 70 naar vi er pur unge - spjætter ud med Arme og Ben - Blodet ruller - Øjnene gnistrer. Tschum! Generalpause... Poco piu tardo! Jeg har aldrig gjort andet end Dumheder - men endnu har jeg ikke gjort noget gement... véd i det mindste ikke deraf...
✂
»habe nie eine Jungfrau verführt« -
✂ Jeg kan nøjes med lidt... mine Damer, De véd ikke, med hvor lidt jeg kan nøjes... et Smil, et venligt Ord, et Haandtryk... Jeg er en Hund! »Giv Pote, Trofast!« Dér har Du et Tæppe! Du kan rulle Dig sammen og lægge Dig udenfor Skønjomfrus Seng eller Kammerdør... Mine Damer! vredes ikke!... hverken Tjener eller Pige kommer for at hente Dem hjem til Mama, som spørger, om Kandidat Dit eller Grosserer Dat har gjort den rigtig reelle Kur - den med Udsigterne fra 6 til 16000 om Aaret. Gudbevares, det er saa nemt at være født i en »Familie« - gardéret paa alle Kanter. Saa kan man sagtens klare sig - og ynke de Stakler, der maa fægte for Dyden og for Brødet. Jeg siger intet... Giftermaal er en gudvelbehagelig Ting - naar man ikke har andre Resurcer. Men jeg skal sige Dem en Ting: jeg gav med Glæde den hele Kollektion af anstændige og fornuftige Giftermaal i Nordens tre forenede - Sludder, adsplittede Riger - for blot en eneste Gang at have følt en Mo'rs naturlige Kærlighed - en Mo'r, der kunde tilgive mig, naar jeg havde gjort Gæld og drukket mig fuld og skrevet Digte imod Autoriteterne! Blot en Mo'rs Kærlighed! Hvad siger De til det , mine smaa Damer? De har dog maaske en Mo'r, som tilgiver Dem Deres Skrøbeligheder og maaske vilde dele sit sidste halve Rugbrød med Dem, naar Deres Stemme slaar Klik og Deres Ungdom og Skønhed er udløbet sammen med Deres sidste Engagement? N'en parlons plus! Udlagt: lad os saa tale om vor respektive Fa'r! Kan være, at jeg har drukket lidt for megen Bourgogne iaften - kan være, at jeg ikke har drukket nok . Men tænker jeg paa den brave gamle Bonvivant, der er Skikkeligheden selv - naar man ikke træder hans Forfængelighed over Tæerne - tænker jeg mig ham som mit originale Ophav og mig selv som hans »forlorne Søn« - ak, da kunde jeg falde Apollo dér om Halsen og græde af svulmende Henrykkelse!
71✂ Brynjulfsen! sagde Overgaard formanende.
✂ Ja, Etatsraad - snart Konferensraad Brynjulfsen! fortsatte Ulf uforstyrreligt. Hvorledes vilde han ikke have vidst at nyde denne Aften? Hvilke smaa Netheder vilde han ikke have hvisket Damerne i Ørerne!... hvor papa-familiær vilde han ikke tilsidst være bleven - stadig dog med den uhyre Kløft in mente, som skiller hans Kommandørkors-Respektabilitet fra vor Zigeunerlejr! Ach, Vater! bist Du doch ein fideler Bursch! Komm, alter, lieber Kerl! wir wollen Schmollens trinken! Wie? was? Schüttelst deinen grauen Kopf und sagst halblaut: Memento mori... oho, Døden ; er Du bange for den, lille Fa'r? Kom skal jeg hviske Dig noget i Øret! Der eksisterer slet ingen Død - for den, som dør i Troen paa det Evigt-Kvindelige. Hvis Du ikke har dine Papirer iorden, hvad det angaar - saa kan Du anmode Bedemanden om at stikke en lille Reclam-Udgave af »Faust« ned i din Kiste... og gaa Du saa bare dristig paa, Gamle! Tys! det bliver ganske stille! blot et svagt Ekko af de tre Skuffer Sand paa dit salig Legems Futeral, Fa'r! - og Hs. Højærværdighed Sjællands Bisp, som gentager den ikke ubekendte Sætning: Af Jord est Du kommen...! Og saa synges der fjærnt af det kgl. Theaters Kor: Lær mig, o Skov! - derude paa Fasankirkegaarden, hvor alle »Spidserne« danner Følget. Jærnbanetoget til Korsør bruser forbi dernede under Bakkehældningen. Der er maaske Folk med, som reiser til Paris, for at more sig - hvad Du saa ofte gjorde. Men Du er ikke med i det Tog. Du er allerede oppe i Luften - højere og højere - Du drages afsted med et Meteors rasende Fart... Syn og Hørelse forgaar Dig... Herren se i Naade til mig arme Departementschef! Og saa fornemmer Du en Stemme, der siger: Sid af! holdt!... Du staar foran en gammel, bredskuldret Portner med jærngraat Skæg - ved Døren til en uendelig Havegang med klippede Tax-Hækker. Du vil gaa ind. Portneren raadfører sig med en slidt Lommebog, ryster paa Hovedet: Gør mig ondt, men dit Navn findes ikke blandt dem, der har Fribillet!... Med dirrende Læber spørger Du: Skulde der slet ikke være Nogen derinde, som vilde gaa i Kavtion for mig? Jeg har hverken røvet eller stjaalet: og jeg kunde dog vel nok slippe ind ligesaa godt som mine Kolleger?... Portneren siger med et stramt Smil: Véd Du noget om dine Kolleger? Men 72 her har Du min Kikkert - kanhændes Du faar Øje paa En, som kunde gaa i Borgen for Dig!...
✂ Her antydede Brynjulfsen med Hænderne at han saa' igennem en Kikkert - og den var rettet lige imod Frøken Edith, som lidt ilde berørt flyttede sig paa sin Stol.
✂ Overgaard sagde:
✂ Lad det være godt med de Løjer, Ulf! Kom! - Damerne er utaalmodige... nu gaar vi! -
✂ Brynjulfsen fortsatte, stirrende gennem de to Cylindre; hans Hænder rystede - hans Stemme var bleven hæs: Dér... se dér langt borte i Gangen gaar saadan en sød ung Pige, som jeg kendte, da jeg selv var ung!...
✂ Han lod Hænderne synke og strakte dem frem imod Frøken Edith; Sveden perlede over hans Pande; det slanke, svajende Legem skælvede af Ophidselse: Edith! Edith! vend ikke dine Øjne bort fra mig!... Javist; det er en Spøg!... daarlige Løjer, mener jeg... men der er én Religion - en af de mange - som jeg bekender mig til! Aa hvad Pokker! Livet er snart forbi - elendigt, tomt, dumt, som det er... og dog saa overjordisk skønt i Kærlighed og Hengivenhed og Tilgivelse - at ikke de største Digtere, om man trak dem allesammen paa en Traad, kunde faa sagt noget bedre end: Bed! - bed for mig - for os allesammen... hører De, Edith!...
✂ Han brast sammen. Herredømmet over Nerverne svigtede ham. Han lod sig falde ned paa Stolen, med Ansigtet i sine Hænder.
✂ Frøken Edith rejste sig, dyppede Snippen af sit Lommetørklæde i et Glas Vand - strøg ham med den ene Haand beroligende over Panden og vædede med den anden hans Tinding. Der var noget uvilkaarligt, instinktmæssigt Kvindeligt heri... Brynjulfsen løftede Hovedet og saa' paa hende med et forundret, taknemmeligt Blik... men Overgaard skubbede Avertissementssiden af en Avis frem over Bordet, understregende med Fingren en Annonce, medens han gav sig til syngende at læse: »Iligemaade takkes Hr. Pastor N. N. for den ved Baaren holdte trøsterige Tale, hvilken skal bevares i kærlig Erindring af de Efterlevende«...
✂ I dette Øjeblik reves Døren op inde fra det tilstødende Værelse.
73✂ Paa Tærskelen stod en ganske ung, slank Skikkelse, dødbleg, tydeligt under Virkningen af en Rus; - den unge Mand var klædt i Sekondlieutenants Uniform. Et Par Kammerater søgte forgæves at holde ham tilbage. Den unge Officers smukke, fine Træk lyste med en pludselig og vild Viljesytring... han gjorde nogle hastige Skridt frem, pressede den ene Haand imod Biystet og stødte med den anden sin Kammerat tilbage... Der var hverken Tid for Gerhard eller Overgaard til at lægge sig imellem... han bøjede sig halvt knælende for Frøken Edith.... der eksisterede for ham i dette Værelse absolut kun den ene Person - og til hende sagde han: Frøken Edith! hvorfor undgaar De mig?... her saa' han bedende, fortvivlet, aldeles undergivet sin Lidenskab, paa hende... og idet hun rejste sig, bleg og uvilkaarlig søgende om Bistand hos Brynjulfsen, kom de to Mænd til at veksle et af disse Blik, der umiddelbart erindrer om Fægtesalen.
✂ Hvem er De? hvad vil De? spurgte Brynjulfsen. Han var meget rolig, men hans Næsefløj dirrede. Edith holdt om hans Arm. I nogle Sekunder stod de Tre saaledes... disse Sekunder, hvori Alt siges gennem Blikket... saa skiftede Udtrykket i den unge Officers Ansigt: Rusens Hidsighed, Barnets Vrede og Mandens Lidenskabelighed smæltede ligesom sammen til Sorg i Erkendelse af Noget, man har troet at vinde og aldrig har ejet... og med stigende Følelse af at være geraadet i en falsk og maaske latterlig Stilling, sagde han indtrængende til Brynjulfsen, pegende paa Edith:
✂ Denne unge Dame dér - ja jeg forstaar godt, at De gærne vil være i hendes Selskab - det vilde jeg give mit Liv for at være... men da De maaske dog ikke kender hende som jeg... saa vil jeg sige Dem, at man kan ikke yde hende Ærbødighed, Respekt - og - og - og Hengivenhed nok: for, der gives ikke i den Verden nogen, der er saa sanddru, saa ulastelig i enhver Henseende, saa lidt... ja hvis De vidste, hvad det betød i den Verden og i mine Øjne... Jeg kender Dem ikke; men det er tilstrækkeligt for mig, at hun har valgt at være sammen med Dem... De er i hendes Selskab... jeg gør Dem min Kompliment, min Herre!... jeg beder om Deres Tilgivelse, fordi jeg har trængt mig herind... og jeg... jeg hader og misunder Dem... jeg bøjer mig for Dem, tor Deres 74 Lykke! og Dem , Frøken, beder jeg - at Gud maa bevare!...
✂ Graaden kom frem i hans Stemme. Han vaklede og slog Armene om Skuldrene paa de to Kammerater, som førte ham modstandsløs tilbage gennem Døren, der straks lukkedes.
✂ Der var Tavshed omkring Bordet. De tre Venner stod oprejste og saa' paa hinanden. De to Damer gik hen til Frøken Edith, som atter sad paa Stolen, bortvendt fra Lysene, med Hænderne i Skødet, stirrende ned for sig.
✂ Saa aabnedes Døren. Det var den unge Officers to Kammerater, som med sammenslaaede Hæle og lidt stive Bevægelser navngav sig og rakte deres Kammerats og deres egne Kort frem. De fandt det at være deres Skyldighed - sagde de - at bringe Selskabet en Undskyldning paa deres Vens Vegne. Han var den, der mest beklagede Optrinet; han havde ikke været sig selv mægtig, men hans Venner kunde udsige for ham, baade hvor pinligt han var berørt over at have forløbet sig, og at han var rede til at give enhver Oprejsning!
✂ Overgaard smilede og strøg sin Mustache. Ulf stod og saa' ud som en Tordenbyge. Gerhard rakte sit eget og sine to Venners Kort frem, idet han med nogle høflige Ord erklærede Undskyldningen for tilstrækkelig. Man burde vel aldrig - mindst paa et offenligt Sted og navnlig naar Damer var tilstede - sætte Tingene paa Spidsen. Her var i hvert Fald aldeles ingen Anledning - eftersom et stærkt Følelsesudbrud ikke af dannede, fordomsfri Mennesker kunde optages som nogen Fornærmelse! sagde han.
✂ Han saa' ved disse Ord hen paa Edith, som nikkede hurtigt med bortvendt Ansigt. Overgaard og Ulf bukkede. De to unge Officerer bukkede - ungdommelig stift men øjensynlig lettet. De havde efterladt sig et behageligt Indtryk - og de følte det. Gerhard fulgte dem til Døren, hvor man trykkede hinandens Hænder. Han saa' da i Værelset ved Siden af et Glimt af den unge Officer - Secondlieutenant v. Norden, som laa halvt over det opretstaaende Piano, med Ansigtet ned i Hænderne, krampagtigt hulkende som et Barn. Det gjorde Gerhard paa en underlig Maade ondt for ham, og han var gerne gaaet ind og havde sagt ham et Par hjærtelige Ord. Men han betvang sig, lukkede Døren og gik tilbage til Selskabet.
75✂ Edith havde ganske genvundet sin Ro. Hun sagde til Natalie: Vi kører hjem sammen, Natalie! Jeg skal sætte Dem af, hvor De bor! -
✂ Overgaard kaldte paa Opvarteren og lod ham hente Droscher. Den tyske Frøken Aurora surmulede: Skulde hun køre hjem alene? Ingen tilbød sig som Ledsager. Man hjalp Damerne Overtøjet paa. Frøken Natalie var ikke videre opbygget. Edith sagde venligt Godnat til de tre Venner og rakte dem Haanden. De fulgte Damerne nedenunder og til Vogns.
✂ Endnu en Gang nikkede Frøken Edith til de tre Venner, men Gerhard rakte hun Haanden med et dæmpet: Tak! -
✂ Og de to Vogne rullede bort.
✂ Det var mørkt og stille. Himlen stjærnebesaaet, Luften kold forfriskende. Lyden af de bortrullende Vogne tabte sig i den lange Allé. Dér stod de Tre udenfor Restaurationen, hvor der skinnede Lys ud gennem et enkelt, aabentstaaende Vindu.
✂ Saaledes endte den første puniske Krig! sagde Overgaard leende: At tænke sig, paa Nippet til at blive udfordret - ligefrem udfordret her i det gamle borgerlige Danmark - som om vi var Dumas père's Musketerer! Man skal dog intet forsværge mere! -
✂ I det samme hørtes Pianoakkompagnement og Sang oppe fra gennem det aabne Vindu. Stemmen var blød, belagt; Ordene kunde tydeligt skelnes:
✂
Je suis pris par une femme,
cheveux blonds et teint de lait...
✂ De lyttede.
✂ Kender Du Stemmen? spurgte Ulf dæmpet Overgaard.
✂ Den unge Officer, paa min Ære! svarede Overgaard og tilføjede: Ungdommens Prærogativ - de bratte Overgange! - Gud! hvor vi bliver gamle... hvad mener Du , Ulf? Kom, lad os gaa hjem!
VII
✂ Henrik Gerhard gik nogle Dage efter ud ad gamle Kongevej, for at søge sig en Bolig med Atelier.
✂ Han fandt den gamle, halvt landlige Vej fuldstændig bebygget. Saa drejede han ned ad en Sidevej og standsede tilfældigt udenfor en lille Villa med stort Ateliervindu. Paa Havelaagens Stolper stod opslaaet Auktionsplakat. Han læste.... og gik ind.
✂ Der var en Del Folk i Havestuen; Dørene aabne ud til Verandaen. Auktionarius sad ved et rundt Bord med en Fuldmægtig. Der blev solgt Malerier, Studier, Skitser, Staffelier.... og Møbler, som ogsaa skulde sælges, stod rykket tilside.... en Kunstners Dødsbo? - eller maaske en, som flytter til Udlandet?
✂ Gerhard forhørte sig - det var en Malers Dødsbo!
✂ Den ensformige Handling gik sin Gang. »Femoghalvfjers Kroner!... Buddet er dér!... Vil De ikke have Stykket som en Pendant... Sexoghalvfjers... Nu er det Deres Tur, Grosserer Halvvig!... Firs!... firsinstyve Kroner! Første og anden Gang....«
✂ Og Hammeren faldt. Gerhard besaa' nogle af Billederne. Han kendte Navnet - en midaldrende Maler, som tilhørte den ældre Retning men syntes at have gjort Forsøg paa at strække sine Evner udover Grænsen, der skiller Gammelt fra Nyt. Man saa' det Famlende. Der var noget pinligt heri.... og nu var han altsaa død.
✂ Gerhard gjorde en Runde omkring i Stuerne, kiggede ind i Atelieret, som laa skilt fra den øvrige Lejlighed ved en rummelig Trappeopgang. Det kunde passe for ham!
✂ Da han atter kom ned i Haven, gik en Herre ham forbi, vendte og standsede foran ham.
✂ Er det ikke....? spurgte Herren smilende - Jovist! jeg tager ikke fejl. Men De husker mig ikke - jeg er Grosserer Halvvig - Philip Halvvig - vi har da gaaet i Skole sammen! -
✂ Jeg har ikke den Ære....! svarede Gerhard og modtog lidt nølende den fremrakte Haand.
77✂ Den Anden vedblev: De var rigtignok en eller to Klasser under mig... Senere i Livet udjævnes den Forskel, som forekommer saa stor i Skolen. Jeg plejer at bide Mærke i Folk - og hvergang jeg har læst Deres Navn i Bladene, har jeg sagt mig selv: det maa være ham! Jeg læste forleden i min Avis, at De var vendt hjem fra Udlandet og nu vilde tage fast Ophold.... men der staar jo saa meget i Bladene! Ikke fordi at jeg vil sige Bladene noget paa - det er en Magt i vore Dage - som man ikke lægger sig ud med - især ikke, naar man er Forretningsmand! Det blev mig for langsomt med den Jura - jeg kunde indgaa som Associé hos en Slægtning.... men »Student« giver alligevel Relief i Handelsverdenen. - Og begge to har vi jo rejst meget - hvad jeg for den Sags Skyld stadig gør. Man maa passe paa, aldrig at ruste fast - og paa den anden Side maa man vide, aldrig at undervurdere det Stabile! De kan tro mig, man maa virkelig være varsom herhjemme, under de smaa Forhold, med hvad man foretager sig - eller faar Ord for at foretage sig. Naa! Forretningslivet giver Paaskud til at lufte sig og se sig om. For en halv Snes Aar tilbage gjaldt det om at tjene sig en Formue; nu maa man være glad, om man blot kan holde sammen paa, hvad man har. Og man maa strække sig over Landets Grænser. Jeg tør sige, at jeg virkelig er ivrig Forretningsmand. Men naar jeg møder et nyt Ansigt - der minder mig om Ungdomsdagene og samtidig bringer Tanken hen paa den store Verden - Udlandet - saa maa jeg ilag med denne ny Mand. Hvad behager? Skulde De ikke nok kunne forstaa det? Ja undskyld....!
✂ Gerhard spurgte sig selv: hvorfor gør denne Mand sig saa megen Flid for at opfriske et flygtigt Skolebekendtskab? Er vi virkelig fra samme Opdragelsesfabrik? Muligvis - men hvad saa?
✂ Grossereren stod dér, velvillig, meget smilende, aaben i Ansigtsudtryk som i Ord - men med noget agtpaagivende i Øjnene, der bragte Gerhard paa den Formodning, at Ordenes boblende Strøm ved given Foranledning kunde standse, Velvilligheden og Smilet forsvinde og give Plads for et andet Udtryk.
✂ Hvor har jeg dog sét det Ansigt før? Eller forveksler jeg ham med en anden af samme Type? tænkte Gerhard og betragtede atter Grossereren. Han var slank og dog rund, hans Figur havde det 78 velplejede danske Gennemsnitsmærke; og han var meget velklædt. »Grossereren« er typisk hos os. Han kan være tyndere, han kan være tykkere - Artens Mærke er over ham, hvad enten han kommer til Pulten fra en Real- eller Latinskole!
✂ Saa faldt Gerhards Øje paa en sortklædt Dame, som med et Par halvvoksne Børn forlod Huset. Hun havde et tæt Slør for Ansigtet og hastede øjensynlig med at komme bort.
✂ Grosserer Halvvig gav Gerhards Arm et blidt Tryk, gjorde et lille Kast med Hovedet i den Retning, og sagde dæmpet:
✂ Det var Enken.... forstaar De? Stakkels Kone! dér sidder hun med to Børn - og Gud skal vide, hvad Auktionen kan indbringe. Jeg har gjort mit bedste - jeg har budt op - men naar nu Gælden er betalt - og Huslejen - for den var der ikke tænkt paa....! hvad kan der saa blive til Rest - med Fradrag af de 6 Procent i Salair og Omkostninger -?
✂ Kender De Familien? spurgte Gerhard.
✂ Kendte - mener De? -
✂ Grosserer Halvvig strøg under disse Ord sit blonde, spidst tilklippede Skæg med Haanden - en hvid, soigneret Haand uden Ringe - fra neden af opefter:
✂ Jeg ejer denne Villa!... forklarede han.
✂ Aa, saaledes! Nu vil De maaske selv bebo Stedet? spurgte Gerhard.
✂ Det har jeg dog ikke tænkt paa! Oprindeligt byggede jeg Stedet til mig selv - Atelieret kom siden til. Jeg købte nogle Parceller her omkring - det var i den gode Tid. Jeg vilde have mig en ordenlig Have. Men.... men saa blev Grunden mig efterhaanden for dyr. Jeg har solgt fra og mageskiftet. Endnu ejer jeg en gammel Gartnerbygning - her omme bag den næste Vej... nej, De kan ikke se den herfra! Min Forretning lagde mere og mere Beslag paa mig inde i Byen. Det blev mig for afsides herude. Min Kompagnon gik hen og la'e sig til at dø.... Jeg maatte overtage den rejsende Part.... det var mig ikke ukært, som jeg maaske har sagt Dem. Man trænger til at lufte sig - hvor kært man ogsaa kan have sit lille Land. Ja, jeg véd ikke, om De er »national«? Kunstnerne er det nok ikke længer ganske! - tilføjede han ligesom med Vemod.
79✂ Gerhard blev utaalmodig. Han spurgte ligefrem, idet han mønstrede Haven og Bygningen: Vil De leje mig Stedet? Forudsat at ikke Malerens Enke....?
✂ Hun flytter! - hun flytter! sagde Grossereren hurtigt og afgørende. Derpaa tilføjede han bekymret og lidt slæbende: Stakkels Kone... Stakkel! Om hun saa havde Formue, blev hun næppe her ! - Undskyld mig et Øjeblik - jeg kan vist naa' hende endnu. Jeg skulde blot sige hende to Ord!....
✂ Gerhard saa' efter ham: Hvor disse Købmænd ogsaa har travlt! sagde han ved sig selv. Han er næsten altfor behagelig! Men saadan er de jo alle. Hvad vedkommer hans Grunde og Parceller mig, hans Forretninger og hans »Nationalitet«? Har jeg sagt et eneste Ord om mine Anliggender? Aa hvad; han er naturligvis en ganske flink Fyr - lidt snakkesalig, som alle mine Landsmænd - og lidt nysgerrig. Formodenlig ret drillesyg, hvis man lærte ham nøjere at kende. Det er de jo alle.... jeg selv maaske med. Naturligvis er han ligesaa intelligent, som jeg! Han har et ganske let Underbid. En eller Anden har engang sagt, at Folk med Underbid skal man være paa sin Post imod. Det er dog vist en Fordom! Hans Øjne er mange Gange forstandigere end hans Ord. Han vilde vist gærne vide, hvad jeg tænker paa. - Alt i alt: hvis jeg vil leje hans Hus, saa bliver han min Vært. Lad mig altsaa høre lidt paa hans Passiar endnu! -
✂ Grosserer Halvvig kom tilbage og fæstede sine Øjne søgende paa Gerhard. De var store, flade, men laa temmelig dybt under de lyse Bryn. Han var i Grunden en vakker Mand - Damer maatte vist finde ham tiltalende! tænkte Gerhard.
✂ De véd altsaa ikke?.... spurgte Grossereren med halv Stemme, fortsættende hvor han afbrød.
✂ Hvilket? Er der maaske Spøgeri i Huset? spurgte Gerhard muntert.
✂ Han skød sig! lød Svaret kort.
✂ Gerhard studsede, og bøjede Hovedet, med den ejendommelige Respekt, som Døden uvilkaarlig fremkalder - ikke mindst hvor den er selvvalgt.
✂ Vi fik det naturligvis neddysset! - sagde Grossereren og trak 80 paa Skuldrene. De véd nok, min Kære; i vore Dage gaar altsammen glatvæk under Sindsforvirring. Naa; forvirret er man begribeligvis ved saadan en Affære. Men faktisk er det, at han skod sig. Jeg har selv holdt Revolveren i min Haand - et rent Legetøj. Og Blodet paa Sofabetrækket saa' jeg. Det var ikke behageligt. De kan nok tænke Dem, at Enken ikke efter det .... Og forresten har hun heller ikke Raad til at beholde Lejligheden!
✂ Gerhard spurgte efter et Ophold, ganske stille:
✂ Levede de ulykkeligt....?
✂ Han levede ulykkeligt, stakkels Fyr! Jeg tror, han havde ventet at faa Fribolig paa Akademiet. Det blev der ikke noget af De Gamle er sejge - og han var dem nok ikke helt paalidelig. Ja, De kender jo Forholdene bedre end jeg!.... Ikke det? - Det forstaar sig, De har været længe borte - og man siger desuden ikke Alt hvad man mener. Kritiken var haard ved ham i de senere Aar.... de Yngre lægger ikke Fingrene imellem - og Folk læser i Grunden kun, hvad de Yngre siger og mener. Jeg ser det med mig selv og mine Meningsfæller, Vi paavirkes mod vor Vilje. Ha, ha! Politisk er vi højre - naturligvis. Men i Alt, hvad der mindre vedrører det Almene - jeg vil sige, i Alt, hvad der ikke strengt vedrører os ....
✂ Kunst og Literatur? indskød Gerhard.
✂ Ha, ha!.... naa ja, vi skal jo ikke drøfte disse Sager. Han stod saaatsige midt imellem begge Parter - og saa faar man Huggene, som bekendt, uden at faa noget af Rosinerne!
✂ Og saa tog han til Revolveren? Det er endelig en Udvej - man hugger Knuden over! tilføjede Gerhard.
✂ Det er paa Moden. Det er smitsomt. Og det følger maaske med Literaturen! sagde Grosserer Halvvig tænksomt. Er De endnu bestemt paa at leje Villaen? - De ser, at jeg ikke er Forretningsmand overfor Dem. Ellers havde jeg tiet stille med den Affære! -
✂ Gerhard sagde rolig:
✂ Affæren - som De kalder den - indeholder for mig ingen Grund til ikke at blive Deres Lejer!....
81✂ Auktionen var endt. Folk kom ud.
✂ Blandt dem, der forlod Havestuen, var en Herre, paa hvem Benævnelsen »ældre Kavaler« syntes at kunne passe, som om den var syet til ham. Han trippede med korte, elastiske Skridt henimod Stedet, hvor Gerhard og Grossererer Halvvig stod. Under Armen holdt han en Studie indsvøbt i en Avis. Han var af Middelhøjde, slank, bar sit Hoved lidt til den ene Side og dukkede ganske let forover. Alt hos ham røbede Umagen for at se ung ud: Klædedragten, Snittet, de smaa, spidssnudede Støvler med kokette Klædesgamascher, Handsker af iøjnefaldende lys Farve, en tynd Svippestok med Agatknap. Han holdt Øjnene fæstede paa Jorden, som om han ledte efter Noget, han havde tabt. Da et Par af de Forbigaaende høfligt hilste, saa' han ikke ivejret men besvarede Hilsnen afmaalt og ligesom distrait. Lagde man nøje Mærke til ham, fulgte hans Blik ikkedestomindre med megen Opmærksomhed Personer og Ting rundt omkring ham. Hans Ansigt var magert, hans Skæg omhyggeligt plejet; under Hatten kom sparsomme, graa Haar tilsyne. Trækkene var »distingverede«; et noget svævende Begreb - kan udlægges som: medtagne af Livet, uden at Livet nærmere har bestemt Etiketten. Et Tilløb til Energi, som syntes at være løbet ud i Sans for Petitesser. Bureaukraten, som har spildt sin Intelligens paa Kafeer, sin Dømmekraft paa Dagsnyt.
✂ Alle har vi to Jeg'er. Det ene er den drillesyge Nisse, som usét af os selv stikker Hovedet frem og gør Tegn til den opmærksomme Iagttager.
✂ Bag Bureaukraten stak Flanøren frem; gennem Kontormanden gik en synlig Bestræbelse for at agere Hofmanden, Diplomaten - og saa var det kun Etatsraaden, Departementschefen, man saa'.
✂ Der har vi ham! Han lader, som han ikke ser os; men jeg kender ham - Gavstrikken! Naa, Etatsraad; hvad har De saa faaet med Dem?... maa jeg være nysgerrig? -
✂ Grosserer Halvvig fik spøgende listet Pakken fra den ældre Herre. Et Studie efter nøgen kvindelig Model viste sig. Etatsraaden saa' ligegyldig hen for sig; Grossereren blinkede til Gerhard: 82 Finder De ikke ogsaa, at disse Former ere vel meget... outrerede? -
✂ Gerhard sagde, efter et flygtigt Syn paa Billedet:
✂ Jeg véd ikke, hvad De mener med outreret! Den paagældende Model har været kluntet, klodset - som de fleste Modeller herhjemme. Men Maleren har næppe overdrevet....! Det forekommer mig, at Farven ikke er egal paasat: hist for tynd, for ængstlig - her for fed!....
✂ Ja - fed! sagde Etatsraaden med lidt hæs, snøvlende Stemme og et hastigt Blik, der omfattede den malede Model som i en Mundfuld. Jeg bliver altid hængende ved noget Juks! Jeg foretrækker det Slanke, det Decente - og saa faar jeg denne - denne....!
✂ Juno! lo Grossereren og stak Billedet tilbage paa dets Plads. Maa jeg forestille: Maleren Gerhard - Etatsraad Brynjulfsen!
✂ Gerhard bukkede. Etatsraaden saa' op og ned ad ham og ud til Siden med et Blik, som kunde sige: Kender Dig ikke, min Ven; interesserer mig ikke synderligt for Folk som Dig og dine Lige!
✂ De gik sammen hen ad Vejen. Gerhard ærgrede sig. Disse Folk - tænkte han - ser i Malerens nøgterne Arbejde en Sysselsættelse for en Fantasi, som de halvvejs skammer sig ved. Og det er vort Publikum!
✂ Saa vendte Etatsraaden sig, og spurgte, som om der pludseligt faldt ham Noget ind:
✂ Er De maaske en Søn af Justitsraad Gerhard, Physicus.... hm? -
✂ Det var min Onkel! svarede Gerhard. Han er død for nogle Aar siden! -
✂ Er han virkelig død? En charmant Mand. Ja, jeg har saa meget at huske!.... Og Etatsraad Brynjulfsen lod Haanden langsomt glide hen over Panden under Hatteskyggen og saa' atter mod Jorden.
✂ Derpaa standsede han, rakte Gerhard to Fingre, gav Grosserer Halvvigs Haand et let Tryk, og vilde gaa.
✂ Grosserer Halvvig behandlede denne Mand - tiltrods for Aldersforskellen - halvt flot, halvt med ironisk Ærbødighed.
✂ Hvor skal De hen, Etatsraad? Ses vi maaske i Theatret iaften? Det er jo Opera.... De plejer at være en sikker Mand....!
83✂ Naar svigter jeg mit Theater? spurgte Etatsraaden med Elegance. Derpaa vendte han sig til Gerhard: Gaar De i Theatret -? Det er meget opdragende....!
✂ Gerhard kunde knap skjule et Smil over den gamle Kavalers Anbefaling af det Opdragende.
✂ Jeg saa' Dem dér forleden Aften! sagde Grosserer Halvvig til Gerhard.
✂ Ja saa! svarede Gerhard kort. Det forekom ham, at der laa noget særligt Agtpaagivende i Hr. Halvvigs Øjne.
✂ Jeg saa' Dem ovenikøbet senere samme Aften - sagde Hr. Halvvig - inde paa Kaféen. De var nok kommen i muntert Selskab....?
✂ Gerhard maalte ham lidt og drog paa Øjenbrynene.
✂ Med den unge Brynjulfsen! fortsatte Grossereren og lod Blikket søgende strejfe Etatsraaden.
✂ Etatsraaden saa' ned mod Jorden og til Siden; satte den ene Klædesgamasche frem - og den anden - hilste med bøjet Hoved og et Sving af Stokken - og gik.
✂ Dér gaar han! bemærkede Grosserer Halvvig med sin tænksomme Mine. Læberne syntes at ville ytre noget spøgende - men pludseligt skiftede Øjnene Udtryk, og han fæstede dem bestemt paa Gerhard:
✂ Jeg saa' Dem ogsaa - tilfældigvis - næste Aften - et andet Sted! henkastede han. De har nok isinde at slaa Dem ordenligt løs, nu da De er kommen hjem?.... studere Folkelivet, som man siger! -
✂ Jeg har isinde at leje Deres Villa - hvis De vil sige mig Deres Betingelser! svarede Gerhard kort.
✂ Aa, om Forladelse - det er nu saadan min Vane fra Skoledagene - jeg har altid gerne villet moralisere for de Yngre! Bryd Dem ikke om mine Vaner - enhver har sine. - Hvad Ulf Brynjulfsen angaar, saa tror jeg nu slet ikke, at han er videre farlig som Omgang - tiltrods for hans Renommée. Damer skal være ganske uimodtagelige for ham.... og Gud véd, om han i det hele taget er begavet? Han blir da allenfals aldrig til noget! Men jeg snakker.... Jeg er et Følelsesmenneske - vil De tro, at en Forretningsmand kan være det? Jeg er altfor aaben, forsikrer jeg Dem, altfor 84 aaben af Karakter. Vil De leje min Villa? Godt! men... Tiden lober fra mig. Vil De søg e mig inde i Byen paa mit Kontor - her er min Adresse! Farvel - og mor Dem fremdeles godt!....
✂ Han gik med hastige Skridt, vendte sig, saa' sig tilbage; det forekom Gerhard, at han smilede spydigt.
✂ Gerhard blev staaende: Hvad det dog er for smaa Forhold! Alle kender hverandre - tiltaler hverandre som i en Familie - passer paa hverandre - véd Besked om Alt - giver gode Raad.... og her skal man være Kunstner!......
✂ Det var med en ubehagelig Følelse af Utryghed at han gik tilbage og saa' ind over Villaen. Solen var borte; det var koligt, det blæste. Træerne i den lille Have begyndte at slaa Grenene raslende sammen, som om de vilde meddele deres Klager til Nogen - maaske advare......
✂ Dérinde har denne Maler levet! tænkte Gerhard. Og nu skal jeg til at begynde.....!
✂ Aa, blæse! Hvad kommer de Mennesker mig ved - de levende som de døde? Jeg vil i Gang med Noget. Jeg vil arbejde!
VIII
✂ Nogle Dage efter var Gerhard flyttet ind i den lille Villa. Han havde møbleret et Værelse og et Sovekammer. I Atelieret var han saa smaat begyndt at indrette sig. Grosserer Halvvig skaffede ham en halvgammel Pige til Opvartning. Ogsaa hun havde et lille Værelse, og Grossereren havde sorget for dets Udstyr med Bohave fra Malerens Auktion.
✂ Gerhard var bleven bragt i Forlegenhed ved denne Opmærksomhed fra hans Værts Side. Men hvordan undgaa den? Hr. Halvvig var Mand for at afparere Indvendinger: Jeg siger Dem, min kære Gerhard, De er mig ikke Spor af Tak skyldig. Min Forretning fører det med sig, at jeg selv maa leve snart her, snart der. Al Hjemmets Hygge er mig nægtet. Kan jeg gøre Noget for en 85 og anden, som tiltaler mig, saa gør jeg en Velgerning mod mig selv. Ha ha! Lad mig sige, at man fra sine yngre Dage har Erindringen om Et og Andet, som man ikke helt er tilfreds med. Det kan jo ske for os alle, ikkesandt? Nuvel! hvordan kan man da bedre bringe sin Saldo i Orden, end ved i Ny og Næ at yde sin Næste en Haandsrækning - snart en mindre, snart en større? De er maaske enig med mig? Jeg er ganske utrøstelig over dette med den stakkels Fyr - Maleren. Havde han blot haft Tillid til mig - førend Katastrofen - saa kunde jeg maaske.... Naa, nu lader den Affære sig ikke længer ordne. De minder mig maaske om Noget ved ham - skøndt De ser langt frejdigere ud - og saa har De da heller ikke Familie. Ja, undskyld, jeg véd i det mindste ikke af.....
✂ Jeg er ikke gift! svarede Gerhard smilende.
✂ Jeg gratulerer! Maaske finder De det meget materielt sagt, men jeg er jo Forretningsmand, og en Kunstner, som gifter sig, han lægger efter min Mening Baand paa sin Frihed.... medmindre han gør et rigt Parti.....!
✂ Og saa kan Partiet lægge Baand paa hans Frihed! sagde Gerhard og lo.
✂ Ha ha! De ser Tingene fra den lyse Side. Det kan jeg lide. Den Slags Folk vil altid lettest komme frem. Véd De, hvad jeg ogsaa kan lide.... her saa' han sig omkring i Atelieret.... at her ikke findes de mange nøgne Billeder hos Dem! Ja De ser paa mig - om jeg mener det? Jovist mener jeg det! De husker, hvordan jeg drillede Etatsraaden forleden? Hvad skal - maa jeg spørge - hvad skal den Ophidselse til? Ja for vi mister dog Respekten for Kvinden derved!... Man skal ikke lade det sidste Slør falde - ikke paa nogen af Siderne. Tror De ikke ogsaa, at dette er den dybere Betydning af Mythen om Amor og Psyche? De kender vel Apuleius'......?
✂ Jo-o jeg gør! sagde Gerhard, som var i Tvivl om, hvorvidt den Anden vilde have ham til Bedste eller virkelig var Alvorsmand.
✂ Ja, jeg er nu et Følelsesmenneske - saa meget, som mine Forretninger tillader mig at være det - maaske mere ! tilføjede Halvvig med sin tankefulde Mine. Jeg vilde blot ønske, at jeg havde et let 86 Sind - et virkelig let og frejdigt Sind..... jeg vilde da kunne gøre mange flere Forretninger.... og meget mere Godt! lagde han hurtigt til.
✂ Gerhard drejede sig paa sin Stol, for at skjule et Smil. Han var baade forbavset over og ked af den Anden, som vedblev:
✂ Men jeg sinker Dem med min Passiar! Om et Par Dage skal jeg paa Rejse... jeg bliver maaske en Maaned, maaske to borte... kan være, at jeg først kommer tilbage henad Høst. De ser altsaa, at jeg ikke vil overløbe Dem. Naar Huslejen er forfalden, kan De blot indbetale den paa Kontoret. Lad mig se, at De maler meget... dygtigt, vilde jeg sige. Apropos! har De Bestillinger?...
✂ Jo-o! endnu et Par, som jeg ikke er færdig med. Forresten er jeg ked af Bestillinger; de binder ! -
✂ Saa-aa? Det er dog ganske behagelige Baand, antager jeg. Men sig mig: maler De Portræter?...
✂ Gerhard kradsede Tobakken ud af en Cigarret for at komme den i en lille Pibe. Oprindeligt var det Landskaber med Staffage, jeg lagde mig efter - svarede han. Min væsenlige Uddannelse fik jeg paa Akademiet i Antwerpen; herhjemme gik jeg kun nogle af Skolerne igennem.... siden tog jeg til Paris, derfra til Rom. Det var i Rom, at jeg opgav Landskabet for Figurerne. Nu véd jeg, strengt taget, hverken ud eller ind..... jeg mener med Hensyn til Valget af mit Stof, Motiver og deslige! -
✂ Saa-aa! spurgte Hr. Halvvig kendelig uden Forstaaelse men med Ansigtet lagt i deltagende Folder. Man maa dog som Regel vide, hvad man vil; ikkesandt? Men - og her søgte hans Øjne rundt omkring - forklar mig en Ting, min Kære: maler De aldrig f. Ex. en smuk Udsigt, De har sét - eller... Personer efter Hukommelsen? -
✂ Gerhard smilede og tændte Piben: Hvis De maaske i en Roman har læst, hvorlunde en Maler søger efter Hukommelsen at fæste f. Ex. den Elskedes Træk paa Lærredet - saa kan De dristigt sværge paa, at Forfatteren ikke har kendt stort til Malerne! Men naturligvis vil jeg ikke sværge paa, at det aldrig finder Sted!... tilføjede han med Lune.... f. Ex. i et Øjebliks Pengeforlegenhed! -
✂ Hr. Halvvig satte sig i Stilling foran Staffeliet, hvorpaa der stod et støvet Studiehoved efter en kvindelig romersk Model. Ah 87 - saaledes! sagde han endelig og saa' over Skuldren tilbage mod den leende Gerhard. Portræter maler De altsaa aldrig - Dagen efter?
✂ Jeg forstaar Dem ikke! svarede Gerhard og virrede med Hovedet. Det vilde blive det bare Juks! -
✂ Javist - ja! sagde Grossereren. Men et ganske lille Hoved - et Miniaturportræt - maaske naar De har et Fotografi tilhjælp....?
✂ Gerhard sagde kort: Nej!
✂ Saa rejste Grosserer Halvvig sig: De undskylder! sagde han forretningsmæssigt.... Vi ses altsaa først om nogle Maaneder, eller om længere Tid! Derpaa tog han sin Hat, trykkede Gerhards Haand og gik smilende ud ad Døren.
✂ Hvor har jeg set den Bevægelse med Skulderen - og den Ryg? tænkte Gerhard.
✂ Han gik hen og drejede Nøglen om i Døren, fjærnede Studien fra Staffeliet og stillede et paabegyndt Lærred frem, satte sig foran det og gav sig til at gnide Paletten af med Terpentin og Nødolie.
✂ Han mumlede:
✂ Vil han maaske have sin Husleje ind ved at sætte mig i Arbejde med at male Portræter efter Fotografier? Det kunde ligne disse Herrer Grosserere! Ah! udbrød han pludseligt - nu har jeg min Mand... det var bestemt den Herre, som i »Elysium« rejste sig op og gik sin Vej - kort førend vi gik! Mon han er jævnlig Gæst dér - han med sin Amor og Psyche?... Men hvad vedkommer det forresten mig? - Til Arbejd!.....
✂ Og han søgte frem et Studie af et Stykke Hedejord med Akvaduktruiner - og en barbenet Pige, som red paa et Æsel, der blev trukket af en Fyr i Lædergamascher.....
✂ Den Pige dér duer ikke! Og nu skal man til at søge efter Model... en Model med nøgne brune Ben og sort Haar her? - Umuligt! Saa kommer man dog til at afkopiere sit Studie - det vil sige »male efter Hukommelsen«!
✂ Saa begyndte han at tænke paa sine Pengeforhold - paa Gæld, han havde - paa den Familie, som havde bestilt Billedet i Udlandet og hvem han skyldte selskabelig og venskabelig Tak.
✂ Gid Pokker havde Bekendtskaber!
88✂ Han kastede sine Pensler ned i en tom Bøtte, som stod paa Gulvet, havde gerne givet Bøtten et lille Spark, men kom til at le ad sig selv.....
✂ En Kno slog mod Døren ud til Trappegangen.
✂ Kom ind! raabte Gerhard.
✂ Det ruskede i Døren, og en Stemme hørtes udenfor: Har De Model - eller er den hellige Aand over Dem?...
✂ Gerhard lukkede op. Der stod Ulf Brynjulfsen.
✂ Aa - hvor her lugter liftigt af Tobak, Terpentin, Flid og Hæderlighed! sagde Brynjulfsen.
✂ Det første kanske - men ikke det sidste! svarede Gerhard. Hvordan har De kunnet finde mig herude?...
✂ Det véd jeg ikke selv! sagde Brynjulfsen. Jeg fandt paa at drive ud ad denne Kant - her omkring i Nabolavet. Jeg har ikke været paa disse Højder i Aar og Dag. Jeg læner mig tilfældigvis ind over en Laage og læser Deres Navn paa en Malerikasse - sammen med et tydeligt tilkendegivet Rødvinsglas, som formodenlig skal betyde: Forsigtig! Jeg ringer altsaa forsigtig paa ved Døren ind til den lille Gaard. En hverken ganske ung eller blændende Skønhed lukker mig op - maaler mig, som om hun antager at jeg vil tigge eller stjæle - og viser mig nødtvungent herop til Atelieret. Her er jeg!....
✂ Velkommen da! -
✂ Tak! Jeg vil blot sige Dem, Gerhard, at hun er en Perle!....
✂ Hvem? Den Lille fra forleden Aften?....
✂ Brynjulfsen blev rød op i Panden, gravede Haanden ind i Haaret, kastede Hovedet tilbage og sagde:
✂ Hvem tænker paa de Dumheder? Jeg mener Deres Cerberus - Deres kvindelige Vov-vov med et Overskæg, som jeg kunde gøre Øjenbryn af til mig! Hun er en ren Perle - til at se surt paa Folk og mønstre deres Overfrakker. Hun er ligesaa god som et Sprikvort over Døren: my house is my castle!
✂ Gerhard lo og fortalte i Korthed, hvorledes han var kommen her; berørte flygtigt Malerens Dødsfald; nævnede Mødet med Halvvig og med Etatsraad Brynjulfsen.
✂ Min Fa'r! raabte Ulf hurtigt - det gamle Glansbilled! Har De sét ham?...
89✂ Gerhard studsede: Glansbilled?...
✂ Javel! Er han ikke glittet og valset, friseret og klædt paa som en Modejournal! Hvem skulde sige, at han snart har naaet »Støvets« Aar? Og Ulf gav sig til at hoste og le.
✂ De er en underlig En! sagde Gerhard.
✂ Hvad? - underlig! De skulde bare vide.... Nej, De kan ikke begribe, hvad det er for et mageløst Hjem, jeg er kommet af. Min Fa'rs nuværende Kone - ikke min Mo'r - var gift med en gammel rig Brændevinsbrænder, som hun havde en Datter med. Antageligt var hun solgt af Forældrene til det gamle Spritkar. Han skal have været temmelig modbydelig - og hun skal have været meget kon. Man sagde, at min ærede Papa allerede i Spritkarrets Tici gjorde Fruen sin flittige Opvartning. Det vilde ikke være ham uligt. Brændevinsmanden maa formodenlig være bleven gnaven derover. Førend han døde satte han alle Skillingerne fast for sin Enke og Datter - min Halvsøster, altsaa slet ikke min Søster. Hun og Mama har hver sin Formue, som Papa ikke kan pilfingerere ved. Min Halvsøster, Frøken Kirchhoff, har sin Menage, som hun efter Sigende deler med en Veninde - Pokker véd, hvem og hvor - jeg ser aldrig noget til hende. Fru Mama har sin Menage hjemme hos Papa, hvem hun giver Lommepenge - antager jeg! for jeg kommer der aldrig!...
✂ De bor altsaa ikke hos Deres Forældre? spurgte Gerhard.
✂ Jeg? Brynjulfsen lo og saa' meget forbavset ud. Falder mig aldrig ind at gøre: Etatsraadinden er gal....
✂ Hvad behager? spurgte Gerhard og holdt op at rokke i Gyngestolen.
✂ Storheds-gal - render efter Hof og Adel - gnider sig opad de Kongelige, hvor hun kan komme til; har to Lehnsgrevinder til »Veninder«, korresponderer med det halve Vallø, og vilde sikkert sælge sin Sjæl til en vis Herre, om hun kunde faa Papa baroniseret eller gjort til Geheime- nok sagt!
✂ De retoucherer ikke Deres Portræter! sagde Gerhard.
✂ Aa, for den Sags Skyld.... nej se ikke saa hæderligt misbilligende paa mig, mon cher! For, dels er hun jo ikke min Mo'r og dels aner De ikke, hvad et saadant Hus vil sige. Jeg kunde være bleven en fuldblods Royalist - en komplet Fra-for-89! Der er 90 noget i min Natur deraf. Men hun - og hendes Maskepi - har ødelagt den hvide Fane for mig! De skulde blot høre hende, naar hun om Søndagen kommer hjem fra reformert Kirke og siger Mimi! til Stu'pigen Marie.... eller De skulde se de Konvoluter, hvori hun afsender sit Fricassée-Fransk til sine Veninder - som altid svarer paa godt Dansk! Jeg er sikker paa, hun gjorde Dem til en Demagog af det reneste Vand, en ren Rochefort - De med Deres Fornuft og Maadehold!....
✂ Hvem siger Dem, at jeg er saa fornuftig og maadeholden? spurgte Gerhard lidt tørt.
✂ Voyons, voyons! Spøg tilside! Det lykkes hende alligevel - skal De se - at faa gjort den Gamle til Noget. Der »ventileres« svært derom! sagde Brynjulfsen tankefuld og tilføjede: Saa faar hun ham ogsaa nok gjort til Theaterchef - det er Kæphesten, han rider - og saa har vi Spillet gaaende! Hvad var det, De sagde, Gerhard? Undskyld; jeg er lidt »schwerfällig« om Formiddagen.... jeg er en Ugle, jeg kommer helst frem ved Mørket. Nu har jeg imod Sædvane drevet omkring.... aa, giv mig en frisk Cigar! Hvad jeg søgte herude, har jeg ikke fundet - nu finder jeg, hvad jeg ikke har søgt. Ræk mig Deres Haand! Jeg kom til at holde meget af Dem forleden Aften - men jeg drak for meget - eller jeg taalte ikke nok. De har vel glemt det Hele? Naturligvis: det betød ingenting.... en dum Historie - for Folk i vor Alder - og med vore Erfaringer! Men det ligger mig i Blodet - jeg er Romantiker - fuldblods Romantiker - det vil sige, jeg var .....!
✂ Har Deres Fru Mama ogsaa Synder paa sin Samvittighed i den Retning? spurgte Gerhard smilende.
✂ Hun? Brynjulfsen lo. Nej, det er Papa, som har. Han har »frivoliseret« Romantiken for mig, den letbenede gamle Herre. Kan De forstaa det, Gerhard? i Grunden holder jeg af ham! Jeg misunder ham hans lette, elastiske Sind - hans Vitalitet trods alle hans Gebrækkeligheder - hans Spradebasse-Humør og den journalistiske Maade, hvorpaa han kan kramme sin Viden ud og faa den til at glide i Folk! Aa, han er ingen Dumrian! Han er træsk - og alligevel godmodig! Han kan ikke taale at se Folk have det ondt - men han kan være hensynsløs nok mod andre, naar det gælder ham selv! Og det gælder som Regel altid ham selv! Han er magtkær, 91 ligesom han har været kvinde-kær. Den sidste Egenskab er kun bleven noget fortyndet med Alderen - den første »grasserer« stadigvæk i ham omkap med hans Forfængelighed. Han vilde helst være Minister - allerhelst Konge - eller Stortyrk. Da der ingen Taburetter og ingen Throner er ledige, saa vil han være Theater-Konge.... Selvhersker over alle Aktører, Aktricer, Pyntekoner, Lampister og Logekontrollører. Han er bange for sin Kone og afhængig af hende. Men idet han lader som om han er fuldstændig Per-Tot derhjemme, bruger han hende til at bane Vejen for sig ved Hove - hvor han forresten ikke selv er forknyt for at udføre et Klown-Parti, naar det kniber. Han er for godt et Hoved til at være »Fürstendiener« af Overbevisning. Men Hoffets og Adelens Sfære tiltaler ham ligesom Theaterverdenen - fordi han er Romantiker. Det er paa samme Maade at han er religiøs... en Sentimentalitet, som han kæler for og dækker sig med - maaske noget Arvegods, som jeg heller ikke er ganske fri for. Han mangler tildels Sans for Realiteter. Til Gengæld har han overordenlig Sans for Nips, Konvoluter, Lak, Signeter og Skrivefejl. Han lever - som de fleste i vort Samfund - bevidst og ubevidst - paa en Fiktion: den nemlig, at han er skabt for de skønne Kunster og Videnskaber! Han koketterede med dem i sin Ungdom - ligesom med andre smukke Damer. Han har altid været anlagt for det overfladisk-Ridderlige - og han gik frivillig med i den første slesvigske Krig - som saa mange Andre gjorde. Og han var tapper, siges der - han har følt sig paa en Scene! Det romantiske Skær over Kunsten forveksler han med den dybe, uegennyttige, stærkt personlige Hengivelse i Kunsten. Den sidste har han aldrig anet noget om - det første pilfingererer han ved, besnuser og beføler, indtil han finder med sig selv, at han - Etatsraad Gunnar Brynjulfsen, K. D. - at han kan tumle Æventyret, besværge Aanderne - mane Fanden frem, om det skulde være, med andre Ord være Leder af Landets første Scene!
✂ Og han bliver det, Gerhard! De kan bande paa det. Aa, han har »frivoliseret« Romantiken for mig - uden at ane det selv. Jeg sagde ham det engang. Han blev maalløs af Forbittrelse. Han har gjort mig til Kras-Realist.... og naar jeg har svinget bort derfra og atter svinget tilbage og vedblivende intet Stade kan finde - 92 naar jeg lever som en Ugle iblandt Marekatte, uden at vide, paa hvem og paa hvad jeg skal slaa ned - saa er det min ærede Hr. Papa, der sidder og vifter som en vis Person med sin spinatgrønne Hale og skræmmer mig bort fra Poesiens forjættede Land, som han har gjort Sit til at gøre mig led og væmmelig ved.
✂ Dér har De Familien! -
✂ Men... spurgte Gerhard langsomt... Deres Mo'r... Deres rigtige Mor?
✂ Brynjulfsen trak en Stund paa Cigaren, fulgte med Øjnene de kredsende Ringe, som han kunstfærdig dannede - og sagde:
✂ C'est une partie honteuse! Nej misforstaa mig ikke... jeg er saamæn »legitim« nok. Jeg gaar ikke i Rette med Papa - den Slags Forhold er altid indviklede, og der er antagelsesvis Brist paa begge Sider. Han havde ægtet et Pigebarn - »en Datter af Folket«, som man siger. Latterligt nok! vi er s'gu allesammen Børn af Folket! Hun skal have været meget køn og meget ejendommelig, af et lidenskabeligt Temperament, ikke megen Opdragelse - men en Bunke Anlæg og Muligheder.... efter hvad jeg har kunnet slutte mig til af Familiekroniken. Min Mo'r maa være død, da jeg var godt oppe i Drengeaarene - men forinden levede hun og Fa'r skilt - og jeg husker hende kun dunkelt - maaske slet ikke. Papa har jeg af gode Grunde ikke villet spørge derom.... men jeg har sat mig for, at jeg engang vil have Mysteriet opklaret - inden jeg dør. Dér har De min hele Genesis. Nu kan De ved Lejlighed give mig Deres! -
✂ Ja ved Lejlighed! svarede Gerhard. Men sig mig, har De spist til Middag?... ikke!... Min kvindelige Cerberus stegte mig igaar en meget god Kotelet. Jeg har sat mig for, at jeg ikke vil gaa paa Spisekvarter.... jeg maa have samlet Arbejdstid - jeg maa være flittig - endogsaa meget flittig!....
✂ De maa? spurgte Ulf lidt forundret.
✂ Ja! lo Gerhard. Véd De ikke nok, hvordan Matrosen udlagde Bogstaverne paa Holmens Kirkes Gavl: R F P....?
✂ »Riget fattes Penge!« raabte Ulf og sprang fornøjet op. Og jeg, som troede De var Velhaver...!
✂ Det troede De?.... spurgte Gerhard.
93✂ Ja for Pokker! Der var Noget over Dem forleden.... og nu her - denne Villa - Husholderske....?
✂ Det var et Indfald! svarede Gerhard. Jeg sætter Pris paa at være i Fred. Jeg arvede for nogle Aar siden en Slægtning. Nu er jeg snart ved Bunden paa Arven.... jeg har ingen Familie - i det mindste ingen her - ingen Venner, som vil trompete for mig - ingen Velynder, som vil protegere mig... jeg har ingen Forpligtelser, saasnart jeg har afleveret disse to Stykker Lærred dér.... og naar jeg har betalt mine Regninger og min Husleje, saa kan jeg begynde paa bart Bord igen - om jeg ellers til den Tid har et Bord! -
✂ Kom til mit Bryst! raabte Ulf. De er Proletar - som jeg - som de hæderlige Mennesker overhovedet. Jeg vil spise Deres Kotelet idag - ja jeg vil drikke et Glas Vin med Dem, hvis De byder mig. Og imorgen....!
✂ Lad os blive ved Dagen idag! bad Gerhard leende. Nu skal jeg vise Dem en Hemmelighed - min Skat!
✂ Og han stillede en Ramme, hvorover der var udspændt hvidt Vokspapir, i en stump Vinkel op imod Vindueslyset - halede en Kasse frem og krammede ud af den et helt Laboratorium: Flasker med ætsende Tinkturer, Sværtekrukker, tynde Staalmejsler og Naale, Kobberplader i forskellige Storrelser, Voksstabler, sammenrullede Handskeskind, flere Flasker, flere Naale - og endelig hentede han fra en Krog en Haandpresse og satte den triumferende paa Bordet:
✂ Her er Alt, hvad der kan bevæge en Dødelig til Frafald fra cien ene saliggørende Tro paa Maleriet som den ypperste Kunstart! Naar jeg sætter mig dér - ved det Bord - med min Kobberplade, min Naal, mine Flasker med Jærnchlorid og min Sværtekrukke - saa glemmer jeg, at jeg har været ung, at jeg har gjort Dumheder og næppe er belært af Erfaringer... jeg tænker kun paa - paa Alt, hvad der i en straalende og lokkende Skikkelse kan fremstaa af den Haandpresse dér! -
✂ Hvadbehager? spurgte Ulf med komisk Forbavselse. De skulde vel ikke tænke paa at gøre falske Pengesedler?...
✂ Gerhard lo: Man kan gøre falske Sedler med de Apparater - 94 men man kan ogsaa gøre ægte Raderinger! Jeg vil her etablere min Treugadei - min »Guds-Fred«. Lad saa de Andre riv's og slaa's. Og nu skal vi ned og spise!
✂ De gik nedenunder, spiste med god Appetit Husholderskens Koteletter, tømte en Flaske Vin sammen, fik Kaffen ind, Lysene og Cigarerne tændte. Gerhard udbredte sig indgaaende over Raderekunsten. Ulf erkendte beskedent, at han manglede tekniske Forudsætninger - men kunde man ikke overføre Forholdene paa Literaturen? spurgte han. Gerhard nikkede: Naar jeg raderer, saa forekommer det mig egenlig, at jeg digter ! saa nobel, saa fornem, saa sjælfuld denne Kunst er - den rene Lyrik! Naalen er i Malerens Haand ganske anderledes en Pen - end Penslen formaar at være det. Se til Rembrandt - en Heksemester, naar han maler - men guddommelig, naar han raderer. Kom, kom!...
✂ Og Gerhard greb Lysene fra Bordet og gik foran Ulf op ad Trapperne og ind igen i Atelieret. Skumringen var indtraadt. Det store Rum tog sig sælsomt ud - med mystiske Skygger under Loftet og nedad Drapperier - som udspilede Vinger af fremmede, kolossale Fugle - enkelte Glimt fra fremspringende Metalgenstande - et blaaligt Skær fra en damasceret Klinge - og Tobaksrøgen i Striber som Mosetaage henover Staffeliernes Opstandere. I dæmpet Grønliggraat stirrede den blanke Aftenhimmel ind gennem det høje og brede Vindu - en Stjærneprik midt i - og ved Siden et Kastanietræs svuldne Knopper og en sort, sort Stærkasse.
✂ Gerhard tog en Mappe frem og sagde: Her har De Hollænderne - de moderne Franskmænd - og noget Juks af mig. Det sidste skal De ikke bryde Dem om. Sæt Dem - og nyd!....
✂ Ulf spurgte, idet han vendte Bladene langsomt og kiggede med Andagt paa dem:
✂ Men hvorfor er De saa egenlig Maler?
✂ Gerhard gik op og ned ad Gulvet dampende paa Cigaren. Han sagde smilende:
✂ Jeg maa være i et stort Rum og jeg maa smøre en Pallet til engang imellem - jeg skal jo »imødekomme« mine Køberes Tilbøjelighed. Vent blot, til jeg faar lavet et Par Blade, som jeg ikke helt behøver at skamme mig ved - saa gør jeg som den evige Jøde i Gjenboerne, naar han faar Kaloskerne paa.... jeg tager Reisauss 95 fra det Altsammen - og det »mit Wonne«, som Tysken siger! -
✂ Ulf drejede sig hurtigt i Stolen:
✂ De rejser igen? -
✂ Nej jeg bliver! svarede Gerhard leende. Jeg vender blot Bestillinger, Udstilling, Publikum og Kammerater Ryggen - lukker mig inde i denne min Verden, med clairobscur, Halvtinter osv. Tænk Dem, jeg behøver kun en Mellemhandler - Forhandleren af mine Aftryk. Jeg er ligesaa fritstillet som Digteren. Jeg behøver hverken at bede eller true mig en »god« Plads til paa Udstillingerne. Et Boghandlervindu - en Glarmesterbutik er mig nok. Er min Radering god , saa kan jeg sælge den, som Forfatteren sælger sit Manuskript - jeg faar en Korrektur, et Prøvetryk at se - og dermed Sagen færdig. Og jeg kan, ligesom Digteren, beholde mine »Værker« omkring mig. Ingen løber mig paa Dørene, for at blive »malet af« eller for at »se« mit Atelier. Her er intet at se, uden en Mand, der sidder foran en hvid Ramme eller drejer paa en Valse. Jeg kan blive - hvad jeg sætter højest af Alt - en Aristokrat - en Eneboer - en Udenforstaaende, hvis Adresse næppe Nogen kender.... og dog lever jeg i det Land, hvis Sprog jeg elsker og hvis Natur tiltaler mig, fordi jeg har indsuget mine varigste Indtryk for Livet gennem dette Sprog, gennem denne Natur! -
✂ Ulf bladede i Mappen, syntes med Opmærksomhed at undersøge nogle Papirer.... og sagde omsider med Haanden lagt paa disse Papirer og med Øjnene følgende den frem og tilbage vandrende Gerhard:
✂ De er en underlig En! -
✂ Tak! Det sagde jeg før om Dem! -
✂ Jamen De er maaske nok saa underlig, som jeg! svarede Ulf. Kun tre Gange har jeg været sammen med Dem. -Jeg har krænget hele min Indmad ud for Dem - men om Dem véd jeg kun, at De maaske foretrækker at radere fremfor at male! -
✂ Gerhard standsede og sendte ham et smilende Blik fra Siden:
✂ Saa-aa? virkeligt? Oprigtigt talt, det falder mig først ind nu, De siger det! -
✂ Jamen nu véd jeg noget mere om Dem! raabte Ulf triumferende 96 og holdt Papirerne ivejret. Jeg kunde have sagt mig det før: - De er Forfatter - Digter - og her er Beviserne!....
✂ Gerhard gik raskt hen imod ham, bøjede sig lidt forlegen ned, tog de beskrevne Ark ud af Haanden paa Ulf og lukkede dem ind i et Skab.
✂ Dér ligger Beviserne! sagde han. Og dér faar de Lov at blive!... jeg havde mindst tænkt paa, at de skulde komme en virkelig Poet for Øje! Og nu maa De undskylde mig, min Bedste! Jeg sætter mig til at arbejde - jeg har en Plade, som skal ætses.... Gør Dem det saa behageligt, som muligt. Vi kan tænde Lampen paa det andet Bord.... Frihed! skal være vort Løsen. Frihed for os begge! -
✂ Ulf Brynjulfsen rejste sig og gik op og ned ad Gulvet. Der var kommen Uro over ham. Han traadte hen til Vinduet, saa' en Stund op mod Aftenhimlen, listede sig til at se paa sit Uhr, syntes at grunde over noget, og sagde:
✂ Hør, De Gerhard!....
✂ Nu da?....
✂ Véd De af, at det er den sidste April iaften?....
✂ Saa er det maaske den første Maj imorgen? svarede Gerhard spøgende.
✂ Netop! det er Valborgsnat - det er Heksenes Nat - de unge, smukke Hekses Nat - Pokker ivold med de gamle og grimme!....
✂ Gerhard vendte sig om fra Bordet og nikkede til ham:
✂ Altsaa - god Fornøjelse!
✂ Ulf stod midt paa Gulvet, uvis, krammende sin Hat:
✂ Gaar De ikke med? - Aa, gaa med derud!...
✂ Nej! sagde Gerhard bestemt. Jeg arbejder! -
✂ Hans Læber bevægede sig, som om han vilde tilføje noget.... Det hørtes ikke af Ulf.... men det lød som: hvad skal vi være to dér?
✂ Ulf gjorde et Par Skridt hen imod Døren, vendte og kom tilbage:
✂ Jeg skal sige Dem - jeg kan saa Fandens godt lide Dem....
97✂ Det er det Kvindelige i mig, at jeg bliver forelsket i den, der selv er tilknappet.... maaske ulykkelig forelsket, ligesom »Skyggen« paastaar, at han er det i mig! Høg over Hog!....
✂ Gerhard lo: Det ender med, at »Skyggen« bliver jaloux - hvis det er Deres Ven, ham, som jeg saa' forleden? -
✂ Ja, det er min Ven! mumlede Ulf. Den eneste, jeg maaske har!
✂ Derpaa sagde han højt:
✂ Maa jeg ha' Lov - hvis jeg siden skulde komme forbi - og hvis De er oppe til den Tid - maa jeg saa ha' Lov at se ind til Dem? -
✂ Gerhard rejste sig og trykkede hans Haand hjærteligt. Mit Sovekammervindu vender ud til Haven - nærmest Døren. Jeg plejer altid - gammel Vane - at ligge og læse i Sengen. Paa den Maade har jeg faaet meget læst, kan De tro. Bank blot paa Vinduet med Deres Stok - jeg skal staa op og lukke Dem ind! -
✂ Nej! svarede Ulf undvigende. Det er en Skam....!
✂ Ingen Passiar! Vi er Venner, Ulf Brynjulfsen! Tro mig, naar jeg siger det. Godnat - og god Fornøjelse!....
✂ Da Klokken var henad Et - just som Gerhard vilde slukke sit Lys - blev der banket paa hans Sovekammervindu. Han kastede nogle Klæder om sig, sprang op og aabnede Vinduet: Er det Dem?.... spurgte han.
✂ Ulf stod nedenunder, temmelig exalteret - noget tyk i Mælet: Det er mit sande Jeg - mit udødelige alter ego - o Henrik Gerhard! Skulde De være tilbøjelig til at lade dette mit aandeligc Jeg dvæle en halv Times Tid oppe i Deres herlige store Rum - Atelieret kaldet? Jeg skal liste mig op som en Tyv og ned som en Kat - og jeg skal ikke mjave for Deres Jomfru Scheidewassers Dør, for ikke at saare hendes kyske Drømme!....
✂ Gerhard lo og rakte ham Nøglen:
✂ Vil De maaske arbejde nu?....
✂ Ved Guderne! ja!.... nu kommer min »Guds-Fred«!
✂ De kan putte Nøglen ned mellem Muren og Epheu'en, naar De har lukket Dem ud. Godnat! sagde Gerhard.
98✂ »God rolig Nat!« lød Brynjulfsens Stemme.
✂ Gerhard hørte, hvorledes han aabnede Døren og gik opad Trappen nynnende en Melodi.....
✂ Hvad er det dog, han synger? spurgte Gerhard sig selv, og pustede Lyset ud. Saa lød det pludseligt for hans Øre:
✂
Je suis pris par une femme,
cheveux blonds et teint de lait;....
✂ Gerhard bed sig i Læben og laa længe inden han faldt isøvn.
IX
✂ Den første Maj sprang - efter gammel Regel - ingen Knopper ud hos os; men Nøragers Ugeblad kom ud i udvidet og forskønnet Format.
✂ Ulfs Treuga-Dei stod paa Forsiden ligesom forbavset over sig selv i den ny Klædning.
✂ Bladet hed saadan noget som »Udendørs og Indendørs«; Overgaard og Brynjulfsen havde i Forening døbt det »Uden Døre og Vinduer«.
✂ Gerhard var gaaet til Byen, for at købe Farver. Han blev sulten og søgte ind paa Kaféen.
✂ Dér sad Overgaard og Nørager.
✂ Nørager holdende Bladet i Arms Længde fra sig, betragtende det med en Faders kærlige Stolthed og mildt overbærende Øje. Af og til spiste han en Mundfuld. Overgaard havde lige faaet sin Frokost bragt ind; han undersøgte prøvende den varme Ret, gjorde nogle Indvendinger til Opvarteren, og sagde til sin Genbo:
✂ Hvor Du dog er en brav Fyr, Nørager! Naar Vorherre i sin uransagelige Visdom hidtil har nægtet Dig andre Børn, saa omfatter Du os - dine literære Poder - med en Omsorg, for hvilken Du bør oppebære dit Tilgodehavende hinsides..... eftersom Du 99 her næppe faar en Saugskærers Dagløn for dit Slid! Haløj, Gerhard, er Du dér? Kom og sid hos! Nørager holder Barselstue!
✂ Nørager hilste alvorsfuldt paa Gerhard og sagde:
✂ Naar engang den danske Literaturs hemmelige Historie - dens Annaler bag Kulisserne - skal skrives, saa trøster jeg mig til at kunne levere et ikke uvæsenligt Materiale. For det er virkelig sandt: lige fra Øhlenschlæger og ned til.... nomina sunt odiosa.... har vore Digtere maattet gaa den lange, ensformige polske Tiggergang, for at faa Brødet. Fortrolige Breve og Memoirer handler saa godt som udelukkende om Husholdningssorger, Regninger, Veksler. Ubegribeligt, at de Mennesker har kunnet digte saa meget - og saa godt - som de har! -
✂ Ja - saa meget! Ubegribeligt! svarede Overgaard blinkende til Gerhard.
✂ Jeg tør sige om mig selv - fortsatte Nørager uforstyrrelig - at jeg redelig har midlet og mæglet - løbet til Forlæggere, Redaktører og Bogtrykkere - i den fælles Kamp for Ideerne! -
✂ Du er den skinnende Uegennyttigheds rene Perle, Nørager! men Du kunde dog gerne derfor engang imellem tage let paa en Spøg! sagde Overgaard stadigt blinkende til Gerhard. Det vilde ikke gøre Dig det mindste Afbræk i din Kamp for Ideerne! Se paa Gerhard - hvilket forskrækket Ansigt han sætter op ved Tanken paa, muligvis at skulle gøre ligesom jeg - skrive en aandfuld Theaterartikel gratis!
✂ Jeg vidste ikke af, at Hr. Gerhard var Forfatter! sagde Nørager velvilligt og gjorde Plads ved Siden af sig.
✂ Det er han saamænd heller ikke! sagde Gerhard og satte sig.
✂ Aa lur ham! raabte Overgaard. Han er baade Forfatter og en bemidlet ung Mand - ligesom jeg selv. Du skal bare hugge ham, saasnart Du kan, Nørager!
✂ Saa kom Opvarteren hen til Bordet og meddelte i Fortrolighed, at Hr. Brynjulfsen sad i det inderste Værelse - han vilde ikke forstyrres - han læste Aviserne!
✂ Ulf ude paa denne Tid af Døgnet - og læser Aviser! Saa staar Verden ikke længe! raabte Overgaard. Lad os faa ham herind!
✂ Undskyld - bad Opvarteren - jeg har allerede sagt Hr.
100✂ Brynjulfsen, at Herrerne var her - men han svarede, at det var ham ligegyldigt - han vilde ikke forstyrres!...
✂ Skriver han? spurgte Nørager.
✂ Nej, han læser Bladene - allesammen! forsikrede Opvarteren.
✂ Overgaard rejste sig og gik ind. Lidt efter kom han alene tilbage:
✂ Han er ikke til at rokke. Jeg foreslaar, at vi gør os færdige her - saa flytter vi ind til ham. Han maa kunne knirkes op. Jeg kommer dog ikke i Ministeriet idag - hvilket ikke er noget Tab for Statstjenesten! -
✂ De gik alle tre ind i det inderste Værelse - dér hvor Selskabet havde været samlet den første Aften.
✂ Der var halvmørkt - en solbeskinnet Brandmur udenfor Vinduet - ingen Gæster. Brynjulfsen sad henne ved Vinduet med en Mængde Blade foran sig paa et lille Bord.
✂ Han saa' træt, modfalden og tankefuld ud.
✂ Naa, Ulf! raabte Overgaard. Stadig fordybet i Byens Begivenheder og Verdens Bagateller?...
✂ Jeg holder meget af Aviserne! svarede Ulf... de afløser Kristendommen i dens Forsorg for Menneskene - den Kristendom, som engang eksisterede. Den gjorde Menneskene dumme. Og det er hverken ment eller sagt i ond Betydning. Menneskene var lykkelige. De havde ophørt at tænke! Nu gør Aviserne den samme Gerning med deres ulidelige Kævl og deres endnu ulideligere Vigtighed. De har lært os at ophøre med at tænke - de har gjort os dumme.... vi har Haab om endnu engang at kunne blive lykkelige! For, Ondet i Verden - det er at tænke - det er Fortvivlelsen!... Det har forresten engang en Præst sagt mig - om just ikke med de samme Ord! tilføjede han.
✂ Ulf! hvorfor er Du saa sentimental idag? spurgte Overgaard, medens de alle tog Plads om Bordet.
✂ Du kender nok ikke din Heine! »Det er den første Maj. Det usleste Ladegaardslem har Ret til at være sentimental idag. Og Digteren vil man ikke tillade det«.... citerede Ulf.
✂ Gudbevares, Du har din Frihed! sagde Overgaard - men skal Du ikke gratulere Nørager? Han er istand til at give en Flaske Bourgogne. Idag kommer han ud paa fint Velin!...
101✂ Jeg vil ikke have noget at drikke! svarede Ulf vranten. Og I vilde gøre mig en Tjeneste ved at lade mig være i Fred! Her er ganske tomt herinde! tilføjede han og pegede paa Panden.
✂ Aa Snak, Ulf! raabte Nørager. Du har naturligvis skrevet noget, som vi kan faa i næste Numer! Nu maa vi skam spænde os i Selen - de Yngre maa vise, hvad de formaar - det Ny maa frem i Literaturen.... Skriv, skriv, skriv! -
✂ Hyp, alle mine Heste! lo Overgaard.
✂ Hvad vil det sige, at skrive Literatur? spurgte Ulf og tilføjede lidt spottende - den ny? Bestandig samme Suppe... kun Bollerne stikkes paa en forskellig Maade! Du er et Fæ, Nørager, at Du optager alt det Juks i dit Blad! Lad os sige, at man i gamle Dage sagde: »Svanen, snehvid, med sin Slangehals!« Det kan vi ikke mere bruge. Vi maa ha': »Svanen, hvid som Faxe-Kridt, med doven Slange-Hals!« Eller bedre endnu: »Svanen, hvid som det hvideste raffinaderede Sukker, med sin dovne Boa-Konstriktorhals!«... Dér har vi det Nyeste! Oprigtig talt burde snehvid Slangehals være tilstrækkeligt! -
✂ Det var Ret, Ulf! sagde Overgaard og klappede ham paa Knæet. Nu kommer Du til Vinden igen, gamle Dreng! -
✂ Ulf tog Benet til sig og vendte sig halvt bort:
✂ I er nogle Vrøvl! I tænker aldrig! -
✂ Naa men Du da? spurgte Overgaard.
✂ Jeg tænker - svarede Ulf - f. Ex. at der er Hunde, som fødes Vandhunde! Bind dem fast med et Reb: de vil slide Rebet itu og springe i Vandet efter et Barn eller en anskudt And! Der er Hunde, som fødes krysteragtige Køtere! Lok dem med det lækreste Kødben: Du faar dem ikke til at dyppe Poten engang! Saaledes er der Mennesker, der er født Vandhunde, og Mennesker, der er født Køtere. Gaa selv hen og styrt Dig i Vandet - hvis Du tror at kunne forandre den menneskelige Natur. Aa! at man dog engang kunde ophøre at dømme hverandre, eller tænke paa at ville forbedre Verden!....
✂ Jamen - hvor hører det hen? spurgte Nørager.
✂ Hvis Du ikke var saa naiv - skikkelig i din Naivitet - svarede Ulf - saa vilde jeg kalde Dig en Torsk! Du skal hedde det alligevel!....
102✂ Dermed rejste han sig, tog sit Tøj og gik.
✂ Overgaard gabede ærgerligt:
✂ Jagu er han et Geni - men aldrig faar han noget færdigt - ikke engang til en ny Digtsamling faar han....
✂ Aa jo dog! mente Nørager.
✂ Det ender desuden med Forskrækkelse.... saadan som han lever! sagde Overgaard filistrøst og tilføjede tankefuldt: hvor mon han har været henne inat? Véd Du ikke Besked derom, Gerhard?
✂ Gerhard vilde svare benægtende. I samme Øjeblik stod Brynjulfsen atter i Værelset. Han saa' fra den ene til den anden, spidsede Munden til en Fløjten, og sagde:
✂ Har I nu rakket mig ned? Aa, kom, Gerhard, og driv med ud paa Langelinje.... siden jeg nu engang er bleven overrasket af Formiddagssolen!
✂ Saa lettede han ved Hatten og gik til Døren.
✂ Idet han vilde gaa ud, kom tre unge Officerer ind. Den forreste saa' paa Brynjulfsen, Brynjulfsen paa ham. Deres Blik krydsedes - de bukkede stift for hinanden - saa var Ulf ude paa Gaden.
✂ De tre unge Mennesker hilste tvungent høfligt paa Overgaard og Gerhard.
✂ Straks efter rejste Gerhard sig, tog Hat og Overtøj og gik til Døren.
✂ Aa, bliv lidt! raabte Overgaard. Jeg vil tale med Dig!...
✂ Jeg har Forretninger... Model, som venter...! svarede Gerhard undskyldende.
✂ Model? sagde Overgaard skeptisk og drejede Mustachen.
✂ Det lykkedes Gerhard at indhente Brynjulfsen, som høfligt veg tilside for en gammel, rokkende Kone. - Han tog Gerhards Arm og gav sig til at snakke, medens de langsomt spaserede ud ad Byen, østerpaa:
✂ Denne By - denne By!... og disse Mennesker! Hvor kan man blive andet end uselskabelig? Forstaar De, Gerhard! de to Fyre derinde... nej jeg vil ikke sige to gamle Venner noget ondt paa - 103 men Gudbevares hvor Overgaard er ødelagt af det Kaféliv - og hvor Nørager er umulig med al hans Bravhed! Er det stygt sagt af mig? De smiler! De har saa bandsat nemt til at smile.... er det maaske mig selv, som er umulig? Jeg tror det saa gerne! Men - le nu ikke! Hvorfor er jeg netop født i dette velsignede lille skaldede Land - hvad? - hvor »Himmelbjærget« er det højeste Punkt, naar man slaar op i Geografien - og hvor der har levet Aander... ja for Pokker, men her lever ingen flere, og jeg har denne lumske Mistanke om, at det er Slut med Psalmebogen for os? - Ja, jeg véd, at man modsiger dette - og man bør formodenlig »holde Fanen højt«, som den bolde Nørager siger... men hvad hjælper det mig, naar jeg ikke kan tro derpaa? Aa, kunde blot En udefra bibringe mig den Tro - En, som holdt meget af mig... En, som elskede mig! tilføjede han sørgmodig og hæftig. -
✂ Gerhard svarede intet.
✂ De gik atter et lille Stykke. Ulf sagde:
✂ Naa, dette Vrøvl keder Dem! Nu skal jeg fortælle Dem noget... Jeg stod tidligt op og gik ud idag... det plejer jeg aldrig. Jeg følte mig rigtig frisk og vel! Jeg syntes, at Foraaret kom op i mig; det begyndte at synge med Fuglestemmer for mine Ører, jeg saa' Farver, Lys, fin Duft for mine Øjne - jeg kiggede Menneskene ind i Sjælene og fandt dem af en noblere Substans, end jeg længe har fundet dem. Og saa...
✂ Saa lod De Dem irritere af Deres to gamle Venner... eller var det maaske den unge Officer? spurgte Gerhard med et lidt drillende Sideblik.
✂ Ulf skar en Grimace, vilde svare skarpt, men sænkede Hovedet og sagde i en blød Tone: Benyt Dem ikke af den Overlegenhed, De har overfor mig: De véd, at jeg er betaget - men jeg véd intet om Dem. Jeg ser kun, De er frejdig! -
✂ Gerhard klemte Brynjulfsens Arm og sagde kort, hjærteligt:
✂ Hvad véd jeg? - Og hvad formoder De? -
✂ Jeg har i Grunden sagt mere, end jeg vilde! sagde Ulf, som vilde udenom.
✂ Aa nej, jeg beder Dem - udbrød Gerhard. De sagde, at De imorges var tidligt ude og følte Dem frisk og vel! Det var ikke 104 Tilfældet med mig. Jeg var tung og træt - som jeg undertiden er om Morgenen. Maaske kan jeg tilskrive det min dumme Vane med at læse sent i Sengen. Jeg gad ikke arbejde, næppe se min Avis - og aldeles ikke se min Scheidewasser! Maaske følte jeg... ja nu skal jeg aflægge Dem en Bekendelse... at det var en Dumhed, jeg havde begaaet, ved at være kommen her hjem igen. Alt irriterede mig: Huset, hvori jeg er flyttet ind - hele det Kvarter, hvori jeg er dumpet ned - hele Byen - hele dette Land! Tænk Dem: Jeg kender ikke ti Mennesker herhjemme - og ingen Kat har gjort mig Fortræd! Jeg skylder ikke Nogen noget Regnskab for min Gøren og Laden - jeg har endnu ikke ganske naaet de ominøse Fyrre - lider ikke af nogen Legemsskavanker - spiser godt, sover godt... og alligevel: en skønne Morgen vaagner jeg og finder med mig selv, at jeg er paa gode Veje til at blive Hypokondrist, Pessimist, Schopenhauerianer... Vil De forklare mig det?
✂ Ulf tav. Gerhard fortsatte spøgende:
✂ Uden det maaske netop skulde være, at jeg har gjort Deres Bekendtskab... hm! Slet Selskab fordærver osv....
✂ De lo begge to. Saa sagde Ulf pludseligt:
✂ Det er maaske noget Sludder, det jeg nu siger! men har De aldrig tænkt Dem, at Naturen kan spille to Mennesker et af sine underlige Puds: den har oprindeligt ment et Menneske, da Leret blev æltet - men ved Støbningen falder Formen ud til to ? Stykket Henrik Gerhard og Stykket Ulf Brynjulfsen = Mennesket Gerhard Brynjulfsen!
✂ Unægteligt, det lyder som en Paradox! sagde Gerhard og lo saa højt, at de Forbigaaende vendte sig.
✂ Hys! raabte Ulf omtrent lige saa højt. De henvender hele den danske dannede Intelligens - hele den ganske Bredgades Opmærksomhed paa os!
✂ Det vilde være slemt! mente Gerhard.
✂ Værst for Dem - naar De ses med mig! sagde Ulf. Her bor hele Papas Slægt - Onkler, Grandonkler, Fættere og Tanter - Dommerstanden, Armeen tillands og tilvands - Bisp, Provst, Vorherres Borgervæbning... hele Familie-Kleresiet! Vogt Dem, 105 naar De skal til at bide i det sure Æble... thi gennem denne Gade, fra det kgl. Theater og forbi Erkeenglene paa Marmorkirken, gaar Danskens Vej til Ros og Magt! -
✂ Hvad var det saa, De vilde fortælle om imorges, da De frisk og veltilmode spaserede ud i denne farlige Bys Gader? spurgte Gerhard tørt og tændte sig en Cigar.
✂ Aa - naa ja! det var et Møde! sagde Ulf henkastet.
✂ Med en ung Dame - ung Pige - blond - elskværdig - med noget Blufærdigt over sig, trods det tilsyneladende eller aabenbare blandede Selskab, hvori hun... naa! gætter jeg rigtigt? spurgte Gerhard.
✂ Jeg beder Dem - lad hende være udenfor! sagde Ulf dæmpet.
✂ De gik sammen nogen Tid i Tavshed. Gerhard skottede til Ulf. Saa sagde denne:
✂ Jeg mødte, kort førend jeg faldt ind i den modbydelige Kafé, et Par - Mand og Kone - tidligere Bekendte af mig. Han er Kunstner - og gift med hende. Hun er hans Kone - og gift med ham. For en halv Snes Aar siden var hun mere end tækkelig - ja kaldtes smuk - med dette Jomfruelige over sig i Blik, Miner og Lader, som har været uimodstaaeligt før Mændene lige fra Evas og Paradisets Tider indtil seneste Dato. Man mærkede, at han i sin Kunst elektriseredes deraf - saa vidt en dansk Kunstner kan elektriseres. Hun fik et Barn, to Børn; det Jomfruelige var der endnu, tilsat med denne voluptiøsc Ynde, som Fristeren, den gamle Slange, paa Forhaand véd , at Adam ikke kan staa sig imod. Kunstneren stod paa sin Højde - saa højt som en dansk Kunstner kan staa. Han var Publikums erklærede Yndling, Avisanmældernes staaende Trumf, god Ven, god Kammerat, Centrum i en Kreds, der var kræsent udvalgt nok til at kunne gælde for udsøgt.
✂ Vi - nogle Stykker og jeg - søm allerede dengang fjærnede os lidt - vi opdagede vel hist og her en Plet i Solen. Men hvad betød vi ? - Skumlere!
✂ Han fik et Par Børn endnu - samt en Dekoration og en Titel. Stundom traf vi ham - ved en Middag eller ud paa Natten. Han drak tæt, som vi andre, sagde ikke meget; - først sent paa Natten, naar jeg f. Ex. kilede løs paa Kunst og Samfund, saa kunde vi se 106 hinanden ind i Ansigtet - og han kunde taale at høre mig sige ham en Sandhed. Ved højlys Dag paa Gaden hilste vi køligt; tilsidst opgav vi det.
✂ Han stod stille i sin Kunst, men var stadig Centrum i en Kreds. Nogle nyere Blade lod ham høre, at han stod stille - men dette betød i Bredgades Øjne, at han var »moden« - og han fik endnu en Dekoration.
✂ Han brød aldrig Decorum ved nogen officiel Lejlighed - leverede altid »propert Arbejde« - levede efter Sigende et lykkeligt Familieliv, havde smukke Børn og en fortræffelig Hustru.
✂ Hun havde efterhaanden udviklet selskabelige Talenter hos sig - »diletterede« i forskellig Retning - havde en Mening om Kunst og stak den ikke under Stolen.
✂ Hun frygtede vel ikke - sagdes der - for hans Prestige. Publikum var trofast; men hun havde dog paa Fornemmelsen, at der var noget ivejen.
✂ Hun indrømmede, at han sørgede for hende og Børnene - ikke drak sig fuld - ikke pryglede hende, ikke gav Forargelse. Men flegmatisk var han bleven; ofte træt; stundom vranten; elskværdigst ude. Hun vilde tage ham under Behandling - drive ham frem - inspirere ham!
✂ Dette sagde man.
✂ En Sommeraften traf jeg sammen med dem paa et offenligt Sted under aaben Himmel. De kom fra en Middag - i et stort Selskab af Herrer og Damer - jeg var i en præsentabel Stemning, en af Selskabet indbød mig; jeg blev præsenteret.
✂ Jeg kendte hende ganske vist igen. Men, »ak hvor forandret!« - Matroner kan være elskværdige at se paa og tale med - og alligevel sidder man dér og leder efter den fordums Glans i Blikket, Ynde i Bevægelserne, Klang i Stemmen - Sommerfuglestøvet, som er strøget af Vingerne. Hun var bleven massiv i Udtryk, i Blik, i Miner og Lader - udfordrende i Meninger uden at have nogen Mening - konfus i sin Rolle som den fejrede Kunstners aandfulde Halvdel - ilde berørt ved den uskyldigste Sarkasme - paastaaelig og stridbar som alle svagtbegavede Naturer - og dog godmodig som de fleste Filisterdøtre, hvem Livet i Grunden kun har nægtet Evnen til at forstaa Kunst.
107✂ Hun fingérede at være vred paa mig, fordi jeg ikke søgte min gamle Omgang. De vil nu være saa meget aparte - sagde hun - men det Kritiske og især det Oprevne ligger slet ikke for Dem. Det er bare noget moderne Noget, som De bilder Dem ind skal være klædeligt! Se paa min Mand og lær af ham! Han gaar sin støtte Gang - ser hverken tilhøjre eller venstre - og ser han imellem skævt, saa har han mig ! - osv.
✂ Han sad for sig, temmelig alene. Det kogte i ham, kunde jeg se; men han svarede selskabeligt spøgende. Jeg blev tavs og trist; han fik puffet mig til en Side og hviskede: Lad os drikke et Glas Vin - naar vi skilles!
✂ Da vi vilde fjærne os, erklærede hun bestemt, at han ikke fik Lov: Husk, hvor daarligt Du taaler Natteluften - og imorgen skal Du arbejde - og Du har lovet at hjælpe Cecilie med hendes franske Stil - og desuden... det hviskede hun halvhøjt.... han dér er virkelig ikke Selskab for Dig!
✂ Jamen nu vil jeg gaa! sagde hendes Mand.
✂ Vi skilte os fra Selskabet og tilbragte det meste af Natten sammen. Kunstnernaturellet kom op i ham... aa, vi Danske har virkelig noget Naturel, naar vi faar Lov at give Hesten Tøjlen... vi drak sammen, passiarede om Kunst i Udland, Forfald herhjemme - om Liv, Natur - om det, Svensken kalder syv Tusind Djævle i Kroppen... og ved Dagens Frembrud - en herlig Sommermorgen - fulgte jeg ham til hans Gadedør - helt opad Trappen - vi kunde ikke faa talt ud.... saa gik Entrédøren op - og dér stod Madame i Natnégligé.
✂ Der vankede. -
✂ Dette er flere Aar siden. Nu mødte jeg dem i Formiddag. De havde gaaet Morgentur - og deres Ansigter røbede Skænderiet. Hans Træk var bittert fortrukne - hendes Ansigt var tomt, Øjnene uden Udtryk, Munden stramt lukket.... et lykkeligt Par, misundt af Mange, bagtalt af Ingen, kendt af Faa!
✂ Men det siger jeg Dem, Gerhard! at igennem disse To kender jeg saa godt som hele vor Kunst - Digtere, Malere, Skuespillere, Musikere - og en stor Del Embedsmænd, Videnskabsmænd, Handelsmænd og »andre« Mænd og Koner! Og jeg , som undertiden endnu kan drømme Ungdomsdrømmene om igen: den lykkelige 108 unge Hustru og Moder - de søde, velsignede Børn - Hjemmets Hygge - den »fredede Arne« for Kunst og Kunstneren!! Gud Fader fri og bevare mig!....
✂
Amen! sagde Gerhard. De overdriver!....
I det samme hilste han paa to Damer.
X
✂ Han hilste paa to Damer, som atter hilste paa en tredje; alle tre Damer standsede, Gerhard og Brynjulfsen blev staaende.
✂ Det er virkelig Dig, Ulf? sagde Annette Kirchhoff.
✂ Og det er virkelig Dig, Frøken Kirchhoff! sagde Ulf, som med overdreven Ærbodighed tog Hatten af.
✂ De har altsaa funden min extravagante Broder? spurgte hun leende Gerhard.
✂ Ja, vi har »funden« hinanden! svarede Ulf paa hans Vegne. Aa - Annette! vil Du forestille mig for den Dame....?
✂ Min Broder, Ulf Brynjulfsen.... Fru Anna Funch! Hr. Gerhard og min Veninde kender allerede hinanden! sagde Frøken Kirchhoff.
✂ Den tredje Dame vilde gaa. Annette Kirchhoff holdt hende tilbage og forestillede de to Herrer for hende: Frøken Harriet Palm.
✂ Skal vi saa vende om og gaa ud ad Langelinje igen! foreslog Frøken Kirchhoff
✂ Hvis vi alle fem skal følges ad - og hvorfor ikke det? - saa vilde jeg foretrække Vejen gennem Kastellet - for ikke at vække ufornøden Opsigt! sagde Ulf spottende. Jeg skal sige Damerne: vi er inde paa at snakke højt idag og lade Menigheden springe over Klingen!
✂ Damerne smilede. Selskabet fulgtes ad over Kastelsbroen.
✂ Ulf lod Gerhard gaa foran mellem Fru Funch og den fremmede Dame; selv holdt han Annette et Øjeblik tilbage og spurgte dæmpet:
✂ Hvem er hun dér - den fremmede?....
109✂ Mener Du Fru Funch - min Veninde?....
✂ Jeg mener den anden - den høje slanke! Hun ligner en Russerinde!....
✂ Det er min Veninde!...
✂ En ny Veninde! Det er sandt: Du er jo Samler! Hun minder om en Revolutions-Marketenderske! -
✂ Annette Kirchhoff lo:
✂ Du gætter godt, Ulf! Kender Du hende ikke? Hun er meget original - saadan noget nær en Nihilist!....
✂ Pokker heller! sagde Ulf og skar en komisk Grimace. Det skulde Fru Mama vide! -
✂ Aa, jeg har da Lov at have de Veninder, jeg vil! Her er virkelig altfor kedeligt herhjemme, til at man skulde nægte sig et originalt Bekendtskab.... ja, for hun er original! tilføjede Annette som undskyldende Forklaring.
✂ Jeg siger ikke, at Du skulde nægte Dig noget; jeg nægter mig intet! svarede Ulf med paatagen Alvor. Nu vil jeg prøve hende! -
✂ Tag Dig iagt; hun bider! lo Søsteren.
✂ Jeg er ikke bange! Og forresten gaar jeg ikke bus paa. Fru Funch!.... kaldte han.... Fru Funch! -
✂ Fru Funch vendte sig og saa' spørgende paa ham.
✂ Fru Funch!.... sagde han.... Det er altsaa Dem, som bor sammen med min Søster? Jeg kunde straks have sagt mig det. Maa jeg komme og besøge Dem, naar jeg føler mig oplagt? Jeg skal nemlig forklare Dem: min Søster her siger mig, at De er Nihilist.... og mellem Nihilister behøves ingen Komplimenter.... dér er Alting det aandelige Broderskab! -
✂ Er jeg Nihilist? spurgte Fru Funch og vendte sig forundret til Annette Kirchhoff, som straks raabte:
✂ Nej, nej! han vrøvler altid!
✂ Selv Vrøvl! sagde Ulf og lo. Naa ja - uden Fortrydelse! - saa kommer jeg ikke og besøger Dem. Saa vil jeg derimod spørge Dem, om De er med til at »værge vort Land« - og om De har Penge i Sparekassen - om De flager ved alle højtidelige Lejligheder - og hvilken Præst, De hører?
✂ Fru Funch saa' lidt smilende betuttet ud. Frøken Palm drejede Hovedet rask, trak Overlæben ivejret og spurgte ham: 110 Hvornaar er De konfirmeret? -
✂ Ulf studsede - saa' paa hende - og lo: Vi er vist paa Alder sammen, Frøken! Jeg husker fra Kirkegulvet en Bachfisch, som stadig forvekslede Buddene - jeg vil ikke sige, hvilke! Skulde De maaske have været den unge Dame?....
✂ Nej! svarede Frøken Palm slagfærdig. Det er ikke rimeligt - for jeg var i min Opvækst yderst religiøs og meget skriftklog. Derimod husker jeg - da jeg tog Artium ved Universitetet - en ung grøn Student, der kom hen og bød mig og en kvindelig Ven af mig til Punschegilde om Aftnen hjemme paa hans Værelse. Meningen var utvivlsomt at faa os til at prostituere os. Men han blev selv fuld ved det tredje Glas, gav sig til at græde og bad os for Guds Skyld ikke sige noget til Fru Mama. De skulde da ikke have været den Student? -
✂ Maa jeg saa trykke Deres Haand? bad Ulf leende.
✂ Nej De maa ikke! Og nu vil jeg sige Herrerne Farvel! Farvel, Fru Funch!... Farvel, Annette!... kommer De i Læseforeningen iaften? De skulde hellere blive borte - for der er blevet saa kedsommeligt og saa vrøvlevornt - som om det var lutter Mandfolk. Adieu!
✂ Men Gud, Harriet - gaar De ikke hjem med os? spurgte Annette.
✂ En anden Gang? Jeg har ikke Tid! -
✂ Og hun gik.
✂ Hm! sagde Ulf, vendte sig om og saa' efter hende. Hun gik med elastiske Skridt, rank, udfordrende Holdning, vuggende lidt i Hofterne, saa' lige ud for sig, med en Mine, der tydeligt tilkendegav, at alle Forbigaaende kedede hende og var hende ligegyldige. Profilen - med de korte, fast skaarne Træk - tydede paa Vilje og Karakter. Næsefløjen dirrede svagt, Læberne sammenklemte, Teinten sydlandsk, af en klar, sund Farve.... hun maatte have været meget smuk som ung - var smuk endnu og saa' i Frastand ungdommelig ud - en Ungdommelighed, som hendes Klædedragt med et let Koketteri søgte at støtte. Kjolen og Overstykket sluttede tæt til Figuren; Snittet var en Dames - en Dame med Smag og Opfindsomhed - men Stoffet var slidt, og Moden ikke den allersidste.
111✂ Ja saa! bemærkede Ulf langsomt. En Jaguar! Den, der vil tæmme hende, han....!
✂ Er næppe funden endnu! lo Søsteren.
✂ Hvor har Du hende fra? spurgte han.
✂ Ikke fra Rusland - det kan jeg blot sige Dig! -
✂ Han tænkte sig lidt om, saa sagde han: Fru Funch - kan De sige mig, hvad det nuværende Danmark er?
✂ Jeg er bange for, at det er et lille, ulykkeligt Land! svarede Fru Funch sagte.
✂ Det er Protesten imod hende dér... og hun er Protesten imod det ! Vil De høre mig i min Geografi? Ungarer og Polakker morer sig i det mindste ihjel. Frankrig har endnu nogen foudre tilbage i Kroppen. Tyskerne kan være gemytlige midt i deres Ondskab. Vi, Kongeriget Danmark, er Smaagrinets Land. Vi driller hinanden fordærvet, naar vi ikke keder hinanden tildøde. Og denne By er Midtpunktet for hele Grinebideriet - fladt, fadt, flovt! Man er ved at tabe Næsen, naar man endelig engang møder et Ansigt, der synes at være sluppet ud fra et Bjærgpas!....
✂ Kender De ham nu? spurgte Gerhard smilende Fru Funch.
✂ Nej, men jeg er virkelig nysgerrig!... svarede hun.
✂ Véd De, min Naadige - fortsatte Ulf paa sin sørgmodig-vrantne Maade.... hvad jeg tænkte paa i denne sidste Vinter - i den evindelige Kulde? Jeg tænkte: Herregud; Kunstnere, Digtere og Tænkere - det Foraar maa vi nu engang for alle opgive at vente paa. Saadanne Fugle - om de kom - vilde blot fortære sig selv i Tristhed herhjemme. Men hvorfor kunde der ikke opstaa - lad os sige et teknisk Vinter-Geni hos os.... saadan en Fyr, som kunde hitte paa at samle al den »Ildebrand«, der nu ryger lukt op gennem vore aabne Kakkelovne og Skorstene og laver Fodvarme for Vorherre... samle og udnytte den til Fordel for alle vore stakkels Fattige - som Vorherre dog hverken føder eller klæder.....? Ja, Du ler, Annette! Jeg bliver forbitret ved den Maade, Du ler paa. Véd Du, hvad denne By trænger til? Den trænger hverken til et nyt Theater, ny Kunst, nye Gader eller »nye« Mænd... den trænger først og fremmest til et nyt Kloakvæsen - til et Waterclosetsystem... for vi er en stinkende By, en sumpig, usund, svinsk By... og vi er nogle Grise tilhobe, at vi stadig finder os deri! Undskyld, 112 min »fine« Søster! men det er det , som vi trænger til! Og vil Du ikke tro mig, saa kan Du spørge den første, den bedste Udlænding! -
✂ Her vendte han sig, tog Hatten dybt af for Fru Funch og sagde:
✂ Undskyld, Frue! - hvis De har fundet min Tale simpel?
✂ Hun saa' rolig paa ham og sagde nikkende:
✂ De har intet at bede mig om Undskyldning for. De har simpelthen Ret - tror jeg!
✂ Man fortsatte Vejen til Østerbro i nogen adspredt Stemning. Brynjulfsen gik ved Siden af Fru Funch og talte om sig selv. Gerhard gik længe i Tavshed ved Frøken Kirchhoffs Side og iagttog hende.
✂ Hr. Gerhard! spurgte hun pludseligt. Taler De og min Broder altid om saa interessante »almennyttige« Sager? For hvis det er Tilfældet, saa vil vi ikke lægge Beslag paa Deres kostbare Tid og bede Dem gøre os den Fornøjelse at besøge os... Nu er vi hjemme!
✂ Sniksnak! raabte Ulf leende. Jeg har aldrig besøgt Dig... maa vi komme... f. Ex. iaften? -
✂ Kom til The! sagde Fru Funch smilende og gav dem hver sin Haand.
✂ Det er et Ord! sagde Annette og klaskede overgiven Gerhard i Haanden. Men Ulf skal være manérlig... indestaar De for ham?
✂ Jeg indestaar kun for mig selv, Frøken Annette! svarede Gerhard og saa' fornøjet paa den smukke unge Pige, idet han og Ulf hilsende fjærnede sig.
✂ Han sagde »Frøken Annette«! tænkte hun, medens hun løb op af Trapperne efter sin Veninde.
✂ De har egenlig ikke givet noget stort Nummer tilbedste for Damerne! bemærkede Ulf og bad Gerhard om Ild til Cigaren.
✂ Gerhard lo:
✂ Jeg havde nok at bestille med at se paa Deres Søster. Hun forekom mig overraskende smuk idag... hun klæder sig med en sjelden Smag, af vore Damer at være!...
✂ Naa maaske... men hende - Nihilistinden - da?
✂ Jeg er - sagde Gerhard eftertænksom - i Grunden ikke anlagt 113 tor Jaguarer - tror jeg. Naar jeg ser dem i Bur, saa bedrøver det mig. Overfor dem i vild Tilstand - gaar jeg helst min Vej. Men jeg husker dem længe bagefter - og beundrer dem! -
✂ Og Fru Funch? spurgte Ulf.
✂ Fru Funch og jeg vil vist blive udmærket gode Venner! svarede Gerhard. Altsaa ses vi iaften... De vilde jo hjem og sove? -
✂ Nej, nu vil jeg hen paa en Vinstue! sagde Ulf melankolsk. Gaar De med? -
✂ Jeg gaar hjem! svarede Gerhard.
XI
✂ Gerhard var den, som kom først. Han havde regelmæssige Vaner og lod nødigt Nogen vente. Middagen spiste han hjemme, og da han havde besørget nogle Breve - navnlig et til den gifte Kusine, hvem han meddelte sin Tilbagekomst til Hjemmet og sin nye Adresse - klædte han sig omhyggeligt paa og besluttede at gaa Vejen tilfods fra Vester- til Østerbro. Han blev overrasket af en Regnbyge, alle Sporvogne var overfyldte, saa tog han en Drosche. Kørslen var langsom, Gaderne dyndede, Vejene daarlige - Forstædernes Kvarterer laa nedsænkede i trist, klam Majmaaneds-Fugtighed - Omgivelserne forekom ham saa fattige, saa sølle af en Storstads Periferi at være... han sagde uvilkaarligt: Og her skal man kunne leve som Kunstner!
✂ Saa faldt det ham ind: men hvem er det, jeg skal besøge? Frøknen eller Fruen?... selvfølgeligt begge - men hvem er den, som fører Huset?... er det Fru Funch?... skal jeg maaske ovenikøbet forestilles for Manden?...
✂ Og Gerhard smilede hen for sig: Fru Funchs Mand?... Aa Snak, hun er Enke! Naturligvis... en ung, ikke bemidlet Enke... ellers boede de vel ikke sammen og havde fælles Husholdning... for det har cie formodenlig? tilføjede han.
✂ Saa tænkte han paa Frøken Kirchhoffs gratiøse Skikkelse, saa smidig og dog sluttet... Ja! nikkede han; hun var smuk idag... klædt paa søm til at lege Blindebuk med yngre Mænd... en 114 udfordrende Skønhed... blot hun ikke vilde snakke saa meget... Ah, bah! han var ingen Nar!... Og medens han tænkte paa hende, nævnede han hende alligevel Annette!
✂ Vognen holdt.
✂ Fru Funch lukkede ham selv op og førte ham ind i en ret hyggelig Dagligstue, lidt tungt og usymetrisk møbleret - som ved et tilfældigt Auktionsindkøb.
✂ De faar tage til Takke en lille Stund med mit Selskab! Annette Kirchhoff er lige kommen hjem - dyngvaad - hun gør Toilette - og jeg tror, hun gør det grundigt: for hun vilde absolut være uimodstaaelig iaften, sagde hun! Det kære Menneske - saa megen Spændstighed og Frejdighed og Livslyst, der er i hende! De kan tro, jeg skønner derpaa! -
✂ Jeg troede, De selv ikke havde noget at klage over i saa Henseende! sagde Gerhard og tog Plads.
✂ Aa jeg - en gammel Kone!
✂ Hun lo - han med. Saa fortsatte hun:
✂ Hvad synes De om Frøken Palm? Ikkesandt, en udpræget - ganske ejendommelig Dame! Jeg har ikke kendt hende længe, men jeg kan lide hende. Hun kan være kantet og sær - stødende endogsaa til Tider; men jeg er overbevist om, at saadan er hendes Væsen - hun affekterer intet - hun er ligefrem, ærlig - udfordrende ærlig... men der er saa faa ærlige Kvinder. Tror De mig maaske ikke? -
✂ Hun saa' lige paa ham, som om hun bestemt ønskede et Svar. Gerhard svarede undvigende, at han ikke kendte Kvinden tilstrækkeligt til at kunne dømme... Der var altid Galanteri, eller Mangel paa Galanteri, med i Spillet, naar Mændene talte om Kvinderne.
✂ Ja De har Ret! sagde hun livligt - og tilføjede: Vi Kvinder faar saa sjeldent Lov til at være ærlige - og tager vi os selv Forlov, saa gaar det haardt ud over os! -
✂ Naa, og vi da? spurgte Gerhard smilende.
✂ Aa, der er ingen Sammenligning! Se nu... f. Ex. Annette. De véd maaske, at hun er ganske uafhængig; - hun har Formue, som hun selv raader over - hun lever udenfor sit Hjem - hun har slaaet sig sammen med mig her og følger kun sit eget Hoved. Det 115 kære Menneske! Jeg siger hende bestandig, at hun gør Uret imod sig selv. Vore Forhold er altfor smaa... der er altfor Mange, som har ondt deraf - og en ung Pige maa tage Hensyn. Nu har hun ganske vist den Evne til at være fortryllende... hun kommer endnu stadigt i de Kredse, hvor hendes Familie hører hjemme... man opfatter hende dér nærmest som en Original... men De kan tro, man tager hende hendes Uafhængighedslyst meget ilde op - man skaaner hende sandeligt ikke, naar hun ikke selv hører derpaa - og hvis ikke...!
✂ Hvis ikke hun var en smuk ung Pige med egen Formue!... afbrød Gerhard smilende.
✂ De er slem! Jeg vilde sige, hvis hun ikke havde det i sit Væsen, at hun virkelig var et Menneske for sig selv - af et friere Temperament, mere overlegen end hele »Selskabet« - saa vilde hun aldeles ikke kunne begaa sig her, men maatte - som hun saa tidt i Spøg truer med - udvandre til et fjærnt, øde Ejland! -
✂ Hvor hun straks vilde opsøge en halvvild Stamme og opkaste sig til dens suveræne Herskerinde! sagde Gerhard. Jeg tør sværge paa, at Deres Veninde nødigt vilde leve ukendt og uskattet i en fjærn Afkrog. Dertil er hun for ung, for køn, for livlig og - altfor forkælet! tilføjede han.
✂ Fru Funch smilede: Ja jeg véd, jeg har den Vane at anbefale mine Venner... men jeg har ogsaa grumme faa af dem! sagde hun. Saa rystede hun paa Hovedet, saa' paa ham med sit lyse, klare Blik og sagde alvorlig: Stakkels Annette! Med alt det er hun langtfra lykkelig! -
✂ Hvem er lykkelig? spurgte Gerhard.
✂ De- f. Ex.! svarede hun uden Tøven.
✂ Gerhard sad lidt og legede med en Medaillon, som hang ved hans Uhrkæde. Derpaa saa' han ivejret og spurgte:
✂ Har De haft Børn?
✂ Har haft? Jeg har et Barn! Kom!...
✂ Hun førte ham - med en nydelig Bøjning af Hovedet - ind i Soveværelset. Lidt undselig skruede hun en Natlampe ivejret og pegede paa en lille Seng ved Fodenden af en større.
✂ Gerhard opfangede - halvt uden at vide det - Synet af blomstrede Gardiner, det samme Stof som Sengeomhæng, et pynteligt 116 Toiletbord med Spejl; Orden og Regelmæssighed - en vis kysk Orden overalt.
✂ Et Jomfrubur!... tænkte han ved sig selv... hvis ikke han dér var! -
✂ Og han bojede sig ned over en lille Dreng paa en fire, fem Aar, som laa og sov i den lille Seng.
✂ Det var da en dejlig Dreng! udbrød Gerhard. Hvor gammel er han?
✂ Lige fyldt fem Aar! svarede Fru Funch. De er kommen til hans Fødselsdag! Jeg kan se paa Dem, at De holder af Børn! -
✂ Det kan De virkelig ikke se paa mig - sagde Gerhard spøgende - for jeg tror slet ikke, at jeg holder af Børn. Men han dér...! Og Gerhard udbrød: En dejlig Dreng! Jeg gratulerer! -
✂ Fru Funch laa paa Knæ ved Sengen med Øjnene fæstede paa den Sovende. Gerhard stod oprejst, skyggende med den ene Haand for Natlampens Skær, at han bedre kunde se.
✂ Fru Funch hældede sig hen over det lille blonde Hoved og gav Panden et af de Kys, som kun en Moder kan give sit Barn - uden at derfor alle Mødre giver deres Børn det.
✂ Drengen vendte sig isøvne, lukkede den aabenstaaende Mund og trak lidt paa de fine Øjenbryn. Saa syntes en Anelse om Moderens Nærhed at dæmre frem gennem Drømme om Tinsoldater og Billedbøger - et lykkeligt, lyst Smil bredte sig over de smaa, allerede mærkelig bestemt udtalte Barnetræk - og han slog Øjnene op:
✂
Mo'r!
Ja, min Knud! -
Er det Morgen? Skal jeg nu ha' Fødselsdag igen? -
Du skal sove igen, min søde Dreng! -
Hvem er den fremmede Mand dér? -
Det er en god Ven! -
Skal han sove her? -
✂ Gerhard kom til at le og svarede hurtigt: Nej, han skal ud og købe Dig nogle Tinsoldater!
✂ Drengen saa' paa ham:
✂ Mo'r har givet mig Soldater - Tante Annette har givet mig Soldater - nu har jeg vist nok! -
✂ Naa - men saa Kager da? -
117✂ Den lille Mand syntes at tænke sig om. Han fæstede sine Øjne paa Gerhard, Øjne af en dyb blaagraa, ubestemmelig Barnefarve, som kan give en voksen og erfaren Mand adskilligt at grunde over. I deres rene, rolige Dybde laa kendeligt to Skælmer paa Lur... og nu veg de for en besynderlig, eftertænksom Alvor.
✂ Kager! sagde han, ligesom smagende paa Begrebet og varsomt fjærnende den fristende Genstand. Nej - jeg har daarlig Mave! Jeg holder meget af Kager - men Mo'r siger, at jeg ikke kan taale dem. Mo'r siger, at der er saa meget, man maa vænne sig til at undvære - ellers blir det kun saa meget desværre for En siden!...
✂ Han læspede stærkt paa s'erne. Det gav Betoningen af denne Livs-Maxime - dette lille kostelige Visdomsforedrag - en uimodstaaelig komisk Ynde.
✂ Han er sød! hviskede Gerhard til Fru Funch. Maa jeg kysse ham?
✂ Og Gerhard bøjede sig ned og kyssede det blonde Hoved.
✂ Drengen saa' paa dem begge, som var det ham ikke ganske klart, hvorledes disse to Ansigter dér kom saa nær ved hinanden.
✂ Nu skal Knud sove! sagde Fru Funch dæmpet og rejste sig lidt forlegen.
✂ Drengen lukkede Øjnene - for ligesaa hurtigt at aabne dem igen. Han var bleven opmærksom paa den blanke Medaillon, der dinglede ved Gerhards Uhrkæde.
✂ Jovist holder De af Børn! sagde Fru Funch. Jeg paastaar om mig selv, at jeg kan se en hel Del ud af Folks Blik - ikke deres Sygdomme - ikke Skavanker - det Skarpsyn fører Livet og Erfaringer med sig - men det Gode...!
✂ Ah! Nu er vi ved det »Gode« igen! lo Gerhard.
✂ Ja; for det er gode Mennesker, som holder af Børn - svarede hun hurtigt. Der kan gives brave, dygtige, kundskabsrige, interessante Folk - som ikke bryder sig en Døjt om Børn - men de kan heller ikke forstille sig, uden straks at blive opdagede. Det er noget af det samme, som med Stemmer...
✂ Stemmer? spurgte Gerhard, som syntes at følge den Interesse, hvormed Drengen betragtede Medaillonen.
✂ Ja! De kan roligt dele Mændene i to Parter - vedblev hun - dem med det bløde, lidt belagte, ikke overdrevent høje Organ: 118 det er Drømmerne, Opfinderne, de fleste Videnskabsmænd, de virkelige Kunstnernaturer - Mennesker, der kan have store Svagheder, men som ere Hjærtemennesker, aldrig tilbunds Egoister... og saa er der de herskesyge, bydende, saakaldte »praktiske Folk«, de fleste ledende Politikere, Finansmændene, alle dem, med andre Ord, der - tiltrods for de lifligste Fraser - udbytter deres Medmennesker, baade Mænd og Kvinder. Man kender dem altid paa Organet - og denne tørre, kolde, gennemtrængende Stemme har f. Ex. de Ægtemænd, der gør deres Hjem til et Helvede for Konen og til en »Salon« for deres Gæster.
✂ Der gives kun de to Slags Organer - de to Slags Mænd - iblandt Mandfolkene! -
✂ Og man tager aldrig fejl? spurgte Gerhard adspredt.
✂ Prøv! sagde Fru Funch ivrigt, og tilføjede beskedent: Det er ikke min Visdom, men en ældre Venindes!...
✂ Hun stod oprejst bag Gerhard, som nu laa paa Knæ ved Sengen og holdt den lille Medaillon aaben frem for Drengen.
✂ Dér kan Du se, Knud! sagde han. Det er en anden lille Dreng... han var mindre end Du... men han lignede Dig meget... og... ja det er altfor meget!
✂ Fru Funch saa' paa den bøjede Ryg; den bevægede sig, som naar man søger at tilbagekæmpe en Hulken, der truer med at bryde frem. Forskrækket lagde hun sin Haand paa Gerhards Skulder. Skuldren sitrede... saa rejste han sig op med et Ryk... Drengen sad overende i Sengen og saa' med nysgerrig Ængstelse fra ham til hende - fra den fremmede Mand til Moderen.
✂ De maa virkelig undskylde, Fru Funch! bad Gerhard med en Stemme, der var meget tilsløret. Jeg véd ikke, hvad der gaar af mig i disse Dage... jeg skammer mig... saadan at komme op et fremmed Sted... og... og ligefrem foranstalte en Scene! tilføjede han med et Forsøg paa et Smil.
✂ De maa ikke gøre nogen Undskyldning! sagde Fru Funch og greb hans Haand. Her er De hos Venner! Jeg vilde ønske, De betragtede os som saadan!...
✂ Han gjorde nølende sin Haand fri. Han var yderst utilfreds med sig selv; denne venlige Medfølelse saarede ham saa meget 119 mere, som han følte, at den kom fra Hjærtet... den ligesom sagde til ham: Vi ere alle lidende af Et og Andet, som vi vil skjule! Betro De Dem kun til mig!... Men han vilde Ingens Fortrolighed... den gør ufri.
✂ Han lo:
✂ Jeg er en rar En! Ikke saasnart er jeg kommen hjem - og det begyndte samme Dag, som jeg kom her tilbage - saa virker Ansigter og Samtale, Genstande og Situationer som om de havde ligget paa Lur under min Fraværelse og blot ventede paa det første svage Øjeblik... aa, det er utaaleligt, at jeg ogsaa skal til at klage over »Nerver«!...
✂ Hun lagde sin Hand blidt over hans Arm og saa' bedrøvet bort fra ham. Han fulgte fra Siden af hendes Blik; det syntes at sige: Du skyder mig fra Dig... det er Mistro til mine Hensigter... har Du da kun gjort daarlige Erfaringer... saa beklager jeg Dig!
✂ Han sagde, stedse med Stemmen tilsløret: Erindringen - det er den Bagage, man skulde kunne smide overbord. Haabet - det er det , som man skulde se at faa til at gro i sig. »Lyst for og mørkt bag!« som der staar i Æventyret. Vil De saa bære over med mig?...jeg er virkelig En, som længes efter at kunne have en Veninde - men Venskab er en Byrde, som sjeldent fordeles ligeligt - og hvorfor skal De være Lastdrager? -
✂ Hun saa' ham smilende ind i Ansigtet:
✂ Prøv det! sagde hun. De kan tro mig, Kvinderne er saa stærke, at de kun længes efter Byrder. Hele den saakaldte Emancipation er kun Udtrykket for vore Længsler efter at tage rigtigt, ordenligt fat i Livet. Men vi vil gøre Arbejdet i Frihed - i Frihed og derfor i Glæde. Ikke af visse Folks Naade - selv om vi tusind Gange har troet, at det var dér vi skulde hen med baade vor Kærlighed og vor Pligt!
✂ Han saa' spørgende paa hende. Hun vedblev: Mændene har nu saa længe betragtet vor Underkastelse som en selvfølgelig Sag... lad dem engang gøre sig den Ulejlighed at prøve paa at vinde os... ja misforstaa mig ikke... da vi Kvinder maaske ofte er blevet skræmt i, hvad der hedder Kærlighed, saa lad os begynde at føle os for gennem Venskabsforbindelser! Det er dog sikkert - 120 tilføjede hun hæftig livligt - at Fremtiden vil faa at se et ganske andet Forhold mellem de to Køn lovligt bestaaende, end det nuværende Samliv, der ikke engang længer kan bestaa ved Lov - og da Kvinden i Reglen er den mindre fordringsfulde, da tilmed to Kvinder kan leve i Venskab, hvad Mændene har saa ondt ved, saa rækker hun Manden sin Haand til et Forsøg og siger: Prøv det engang med en Veninde! -
✂ Hun rakte ham med et lyst Blik sin Haand.
✂ Han tog den lidt tøvende. Der var for meget af en Theori - syntes ham - i hendes Ord... skøndt han følte det hjærtelige Sindelag. Jeg er dog vist for meget af en Mand - tænkte han - og hun er mig for lidet af det Kvindelige - det, som ikke har fuldt Rede paa sig selv!
✂ Han slap hendes Haand. I Værelset ved Siden af hørte man Annette Kirchhoff synge højt.
✂ Drengen havde lagt sig stille ned og trukket det stukne Tæppe med en snehvid Blondebord op for sig.
✂ Knud! sagde Gerhard: Imorgen skal jeg købe Dig en Gyngehest... vil Du nok have en?
✂ Tak! sagde Drengen, allerede halvt henne i Søvnen. Tante Annette har foræret mig en Gyngehest... Tante Annette forærer mig Alting! -
✂ Hvem taler ondt om Tante Annette? raabte Frøken Kirchhoff, som leende hoppede ind i Sovekammeret lige hen til Sengen. Staar I her og holder Faddersladder hos min søde Unge?... Og hun rev Drengen op af Sengen i hans lange Natkjole, snurrede ham rundt og kyssede ham, klaskede ham paa hans smaa Ben, og skilte sig atter ved ham som ved et Stykke Legetøj. Han var fortumlet, drog lidt paa Øjenbrynene og syntes ikke utilbøjelig til at ville sove ind under en svag Klynken.
✂ Kom! sagde Fru Funch. Vi har allerede holdt ham for længe vaagen! -
✂ Hun dækkede ham til, kyssede ham stilfærdigt og skruede Natlampen ned igen.
✂ Saa gik de alle tre ind i Dagligstuen.
✂ Straks efter ringede det, og Ulf Brynjulfsens lange Skikkelse dukkede ind igennem Portièren.
121✂ Godaften! sagde han. Jeg fryser. Det er dejligt med den Ild i Kakkelovnen... dejligt med det Foraar, vi har...! Maa jeg spørge, om vi snart skal spise? -
XII
✂ De sad omkring Aftensbordet i Spisestuen, der utvivlsomt skyldte Frøken Kirchhoff sin Indretning og Dekoration. Noget umotiveret var det rummelige Værelse holdt i den saakaldte Atelierstil: halvt som et tysk Værtshus, halvt som et Marskandisermagasin. Langs Væggene Paneler; derover en Hylde med gammelt Porcellæn, Kobberthemaskiner, Gibsafstøbninger og japanske Vifter. For Vinduerne tunesiske Tæpper, opad Væggene Puffer med brogede Drapperier over; i Værelsets Midte et massivt Egetræsbord, og omkring det en Række Træstole, med lige eller skraa Rygge. I det ene Hjørne en engelsk Kamin med et Rococospejl over. Foran Kaminen - hvori der brændte en let osende Kulild - magelige, moderne Flugt- og Lænestole og et Par Stumtjenere, hvorpaa der stod Eaudecologneflasker og Fotografier af bekendte Størrelser i Fløjels Rammer.
✂ Bordet dækket med kolde Retter, Salater paa Italiensk; til Herrerne Øl i store Stenkruse; paa et lille Bord sang en Themaskine sin traurig-ensformige Vise.
✂ Annette Kirchhoff havde taget Gerhard tilbords, Ulf bød Fru Funch Armen.
✂ Du gør mig slet ingen Kompliment for mit Værelse! sagde Annette til Ulf.
✂ Naa saa det er dit Værelse... Det kunde jeg have tænkt mig! svarede han ligegyldig og gjorde nogle Ansigtstrækninger hen til den snurrende Themaskine.
✂ Irriterer den Dig? spurgte hun leende.
✂ Vi bliver nervøse i dette Klima! sagde han. Det blæser altfor meget hos os. Jeg forstaar, at Udlændinger ikke holder det ud. Vi er det svageste, foruden at vi er det mindste af Vorherres Folk paa Jordkloden. Enten er vi brystsyge - eller fordrukne - eller gale.
122✂ Vi fylder Hospitaler, Fængsler og Sindssygeanstalter - og paa de Omraader frembyder vi stadigt Udvidelser. Det er Klimaets Skyld. Naar det ikke blæser, saa blæser og regner det; og altid er det raakoldt. Venter vi om Sommeren paa Varmen, saa bliver det lummert. Her er ikke Ozon nok i Luften for os... og hvis de Lærde gik tilbunds i Tingene, vilde de sandsynligvis finde, at vi heller ikke har aandelig Ozon nok. Gu' min Salighed er vi nervøse.... og Du med, min spillevende Søster!
✂ Hos Dig har det maaske sine Extra-Aarsager! sagde Annette. Tror De ikke, Gerhard, at min Broder uden Skade for sin Udødelighed kunde tage nogle flere Hensyn i Maaden, han lever paa? -
✂ »Jeg er ikke min Broders Vogter!« svarede Gerhard leende og rakte efter Spejlæggene.
✂ Hør ham! raabte Ulf. Fru Funch! vil De række mig den Leverpostej!... Fru Funch! jeg kunde fristes til at gaa over til Katholicismen, hvis De bad mig! Der er noget af en Domkirke ved Dem! -
✂ Det var et rummeligt Begreb! mente Gerhard.
✂ Frøken Annette! vi vilde da vælge os et lille Alter i et Sideskib at bede sammen ved - vilde vi ikke? spurgte han.
✂ Nok bede - men ikke gaa til Skrifte sammen med Dem! Skøndt.... hvorfor ikke? Jeg har paa Fornemmelsen, at De maa have meget at skrifte.... De har vist ikke saa faa Oplevelser - maaske endogsaa romantiske - bag Dem? sagde hun frittende.
✂ Jeg er den komplette Hverdagshistorie i et lille Bind! svarede han leende. Alle Oplevelser ligger_ foran mig! -
✂ Fru Funch rejste sig og skænkede Theen ved det lille Bord.
✂ Ulf sad og brummede i Skægget.
✂ Hvad er der dog ivejen Ulf? spurgte Søstren.
✂ Disse Offre for Søren Kierkegaard - sagde han og hulede ned i Leverpostejen - de spøger endnu bestandig som Gengangere omkring iblandt os.... og aldrig véd man, hvor Affektationen ender og Genialiteten begynder!
✂ Mener De mig? spurgte Gerhard smilende.
✂ Dem? - Passiar! sagde Ulf. Nej, nu nede paa Gaden var der en 123 af dem, som vilde bevise mig, at Ironien var Tidens ledende Princip. Formodenlig havde han lige skrevet en »Leder« derom!....
✂ Var det en Journalist? spurgte Gerhard.
✂ Det var ham - Redaktør Bentzen! svarede Ulf. Han bebrejdede mig, efter Sædvane, at jeg havde svigtet.... Svigtet hvad ? spurgte jeg.... Partiet! svarede han drillende. Fanden ivold! sagde jeg. I hader hinanden indbyrdes langt værre end I hader de Gamle. De kan være stupide, flade, aflægs - men undertiden tror de dog paa nogle af deres egne Fraser.... hvorimod I?....Tillad mig, min Kære! sagde han.... for han er altid Høfligheden selv.... vi er Ironikere, og vi maa være det! Vi maa udhule - idet vi paa samme Tid uddyber.... vi er Ingeniørerne i Løbegravene.... bagefter os kommer saa Generalen engang, Manden, der fører an i Breschen, stormer og planter Fanen paa den faldne Fæstning! Man maa være indenfor eller udenfor , sagde han med sit Smil!.... Og det fordømte ved Historien er, at han s'gu har Ret! tilføjede Ulf sørgmodig, idet han hakkede sit Smørrebrød i smaa Skiver.
✂ Hør, Ulf! sagde Søstren; jeg kunde lide at kende den Redaktør Bentzen engang.... Frøken Palm har undertiden talt om ham.... men jeg forstaar bare ikke, hvordan han er Kierkegaardianer - han, som er Fritænker eller noget nær? -
✂ Man begynder tidt ved Kierkegaard og ender i den frie Tænkning! sagde Gerhard.
✂ Det staar Dig frit for, Frøken Kirchhoff - sagde Ulf undvigende.... det staar Dig ganske frit for, at lære ham at kende! Du er jo Elasticiteten selv og vil magelig kunne sno Dig i det Element.... men pas blot paa, at de ikke spiller Halløj med Dig, inden Du faar Færten af deres Jargon!....
✂ Aa, jeg véd da nok, hvad Livet er! sagde hun rask.
✂ »Livet« - lo Gerhard - »er en af en indre« osv.....
✂ Livet - gentog Ulf og lagde sin Serviet sammen - det er den blanke Indsø, hvori Himlens evigblaa Ultramarin spejler sig. Træerne hælder sig lyttende frem over Fladen og forsikrer os om, at Alt er i Orden dernede... den hellige Grav vel forvaret!....
✂ Og i denne Grav?... spurgte Gerhard, medens Fru Funch bød Theen om.
124✂ Dér gaar det til, som ved Jerusalems Ødelæggelse - nej, som ved alle de Ødelæggelser, der antegnet ere og befinder sig udi Historieskrivningen! sagde Ulf. Dér jagter Ferskvandets Hajfisk, den fordømte Gedde, i uudslukkelig Umættelighed efter de mindre Fisk - og de mindre Fisk i slugvorn Griskhed efter de mindre - lige ned til Midden, eller hvad det Krapyl hedder i Vanddraaben.... Alt er levende, umætteligt, ubarmhjærtigt.... og i Pavserne befragter de hinanden, føder, kæler for Ynglen og dør. Men Fladen deroppe hviler stille og blank, spejlende Himlens evige Hamborgblaat - og Træerne, disse langarmede Løgnhalse, strækker Fingrene bedyrende ivejret - og Fuglen, den smørrede Tenor, gentager deres Forsikring: »Der er Ingenting ivejen, der er Ingenting ivejen. Hop, hop, hop!«....
✂ De er just ikke nogen varm Naturtilbeder! sagde Gerhard.
✂ Jeg ikke? raabte Ulf Skudt forbi, min Kære! Man kan gaa og længes og længes efter et Gensyn, et Møde med et Menneske.... Han eller Hun.... og man kan sværge paa, at man i Reglen bliver skuffet. Men Naturen viser altid det samme Ansigt frem - netop som man har ventet sig det - Foraar, Sommer, Høst og Vinter. Naturen er Shakspeare! Værsaaartig, De kan tage ham, hvor De sætter ham... altid lige stor, rummelig, menneskelig. Selv hans Maniérthed - hans skruede Billeder - forekommer mig mere Natur end al vore Naturalisters....!
✂ Undskyld! men det er en forfærdelig Paradox! afbrød Gerhard smilende.
✂ Brynjulfsen sad lidt, betænkende sig. Saa lod han Haanden falde ned i Bordet:
✂ Det skal være en Paradox! Hele Naturen - hele Tilværelsen - Livet - er en Paradox!...
✂ Basta cosi! sagde Annette Kirchhoff og rejste sig med et Blik til Fru Funch. Bordet er hævet, mine Herrer! Nu gaar vi til Kaminen!.... Hvem vil flytte Lampen hen paa Stumtjeneren... men vælt ikke mine Flakoner!......
✂ De sad i Kreds ved Kaminen, omkring hvilken de havde placeret sig i Læne- eller Gyngestole. Paa den ene Stumtjener stod Lampen; 125 under dens Skærm gled Fru Funchs rolige Øjne opmærksomt frem og tilbage mellem de to Mænd. Brynjulfsen legede med en Glasflakon, drejede paa den slebne Prop - læste Etiketten og faldt i Tanker. Frøken Annette havde tændt en Cigarette og laa i en Stol med det ene Knæ lidt optrukket, saa at hendes smalle, elegante Støvle kom tilsyne under Kjolen, fangende Skæret fra Kaminen. Gerhard pegede paa Stovlen og sagde spøgende: Det er endog et usædvanlig stærkt Glanslys, Frøken Annette! det kan irritere en Malers Øje! -
✂ Hun lo: Da jeg købte disse Støvler paa Boulevard des Italiens, sagde den chevalereske Skomager mig, at min Fod var saa »delikat og saa lille« at ikke en Barnestøvle vilde genere den! Jeg har da heller ikke haft ondt deraf - men De har!
✂ Og hun bøjede det mørkblonde Hoved tilbage, lo og sendte en lille kruset Røgsky fra Cigaretten op imod Loftet, hvor Cirkelslaget fra Lampeglassets Lys-Cylinder legende flimrede.
✂ Umærkeligt gled Kjolesømmen atter ned over Spidsen. Foden havde virkelig været baade lille og elegant at se til.
✂ Henrik Gerhard ærgrede sig lidt; men alligevel kunde han ikke faa Øjet fra Foden.
✂ Saa drejede hun Hovedet raskt om imod Brynjulfsen og spurgte paa sin kvikke, pludselige Maade, medens de fine, intelligente Træk lyste af godmodigt Drilleri.
✂ Hør Ulf, - Amadis af Gallien - hvad er det i Grunden, Du sidder dér og tænker paa? Tænker Du Digte frem?....
✂ Jeg tænker paa Dig! lød Svaret kort.
✂ Hun saa' fornøjet og lidt barnagtig paa ham, nikkede og sagde: Naa?... kom med det! -
✂ Paa at jeg i Grunden ikke kunde tænke mig nogensinde den Tanke, at skulle blive gift med én, som lignede min Halvsøster!....
✂ Aha! Hun lo - men pikeret.... og spurgte paany drillende, lidt mere barnagtig end før:
✂ Turde man spørge den strenge Trubadur - hvorfor ikke?...
✂ Aa, jeg véd s'gu ikke! svarede Brynjulfsen, men rettede sig straks og gjorde en dyb Bøjning: Undskyld! jeg vilde sige - jeg turde ikke!...
126✂ Der blev en Pavse. Gerhard kunde ikke straks finde paa Noget at bryde den med. Frøken Annette saa' smilende paa ham - derpaa surmulede hun lidt, og spurgte saa Fru Funch: Anna, skal vi ikke byde Herrerne Cognac og Vand? -
✂ Aa nej! bad Brynjulfsen. Nu sidder vi saa godt - jeg skal gaa til Bekendelse, mine Damer: jeg sad og tænkte paa min Berømmelse!...
✂ Naa; nu skal Du faa! lo Annette og truede ad ham: »Vogt Dig - vogt Dig«!...
✂ Fru Funch sagde til ham: De ytrede idag paa Spasereturen, at De aldrig skænkede Fremtiden en Tanke! Bliv nu ikke vred paa mig - men da Deres Berømthed dog endnu ikke - stadig efter Deres egne Ord - strækker sig udenfor en meget snever Kreds.... vil De saa sige os, hvorledes De tænker Dem det med Deres Berømmelse - uden Fremtid og meget begrænset i Nutid?
✂ »De er spids, min Frue - De er spids!« sagde Brynjulfsen leende. Naar Borgfruen begynder med Logiken, saa trækker Truvéren sin Hest af Stald og stikker af! -
✂ Nej, nu skal De ikke knibe ud! raabte Gerhard og nikkede til Frøken Annette. Ikkesandt, vi forlanger Satisfaktion? -
✂ Jo-o! det skulde jeg mene! Og giver han os den ikke, skal han dømmes til at holde Garn og have sin Grog forbrudt! raabte hun.
✂ Jeg drikker nødigt Grog! Jeg drikker Vand - Øl - eller Vin... helst Vin; men holde Garn, det kan jeg, og jeg kan ogsaa give igen paa en Gadedørsnøgle! svarede Ulf.
✂ Han tog raslende frem af sin Lomme nogle Nøgler, kastede dem kaadt op i Luften, tabte en af dem - tog den op, en lille aparte Nøgle, bed sig pludselig i Læben - stak Nøglerne hurtig til sig og blev siddende forlegen.
✂ Naa? sagde Gerhard. Hyp, lille Hest!...
✂ Javist - ja - det er sandt! svarede Ulf Det var Berømmelsen! Jeg tænkte saamænd paa en lille tysk By - en af disse gemte smaa Ravnekroge fra Middelalderen - med Bislag udenfor Husene, høje Gavle, med lange, smalle Nischer ligesom Orgelpiber - og med løjerlige smaa Kviste paa Tagene. Over Tagene ser man et Kirketaarn, spanskgrønt og sort, med en blank Vejrhane, som aldrig 127 drejer sig - og nogle Krager oppe i den perlegraa Luft. Har De Byen?...
✂ Jo! svarede Gerhard. Jeg har malet en saadan adskillige Gange. Skal vi kalde den?...
✂ Navne frabedes! Jeg logerede i et Gasthaus. Jeg var »festgeknejpt«, maatte vente paa Penge fra den Gamle derhjemme og - han var som sædvanlig længe om at sende dem. Han bryggede paa sit Formaningsbrev... og jeg sad fast, højt oppe i fjerde, femte Stokværk. Dér sad jeg og tænkte paa Døden...
✂ Og paa Berømmelsen? -
✂ Rigtigt! Paa Taget - i Kvisten - ligeoverfor mig havde jeg i den stille, graaviolette Sommereftermiddag...
✂ Perlegraa? sagde Gerhard.
✂ Ti stille! Jeg havde overfor mig en ung Haandværker, Kunstner - Gravør var han vel. Han kilede ivrigt paa, og han sang; engang imellem løftede han en Plade eller Sten op imod Lyset, fandt aabenbart sit Arbejde tilfredsstillende - og sang videre. Det gentog sig dagligt, og jeg vænnede mig til at have dette Udkig. En Gang saa' jeg ham pludselig holde inde i sit Arbejde og gaa tilbage i Stuen - hvor jeg kunde skelne - jeg tror Nakken af en ung Pige, kendelig paa to lyse Fletninger. Det gjorde mig nysgerrig. Havde det været et Besøg, saa varede det imidlertid kun kort. Naar Skumringen kom, tændte han regelmæssig en Lampe, tog en Skærm over Panden, sang og arbejdede videre. Klokken ti, paa Slaget, slukkede han Lampen.
✂ Jeg sad stadigt »fast«, vænnede mig til ham, fik ham rigtig kær, den flittige Fyr derovre. Jeg kunde snart hans Sange; jeg oversatte en af dem. Jeg kan den endnu...
✂ Lad høre! bad Gerhard.
✂ Nej, jeg vil fortælle. Lordagaften var han der ikke. Jeg var »fyrgterlig« tilmode - ingen Penge, kun nogle faa Kreuzer tilbage - Opvartningspigen saa' hver Morgen betydningsfuldt paa mig - og Værten gav mig kortere og knappere Nik, naar jeg hilsende gik ud. Gerhard dér kender maaske til det?...
✂ Nej om Forladelse! svarede Gerhard og lo. Jeg har i Reglen rejst solidt! -
128✂ Ingen Forseelse! sagde Brynjulfsen og klippede med Øjnene. Enhver sin Manér.... jeg har altid været Zigeuner! Weiter. Jeg gik udenfor Byen, gennem det gamle Porttaarn, der skræver over den gamle Fæstningsvold. Nogle ækle nye Villaer og nogle dejlige skæve Rønner klumpede sig sammen udenfor Fæstningsgravene. Der var en lille Ølhave med Lysthuse og Dansemusik af sex Bierfidlere - herligt!
✂ Jeg undersøgte mine Kreuzer. Et Par Krus Øl kunde jeg faa ud af det. Imorgen maatte Brevet komme!
✂ Jeg drak mit Krus og saa' mig omkring. Der sad Borgerfamilier.... og enkelte Par.... Saa fik jeg Øje paa min unge Ven, Genboen derhjemme fra den snævre Gyde. Han sad ved et Bord med en ung Pige. De havde deres to Kruse Øl for sig, de saa' paa hinanden - og paa ikke noget Andet i den vide Verden. Aa, jeg skulde bestemt kende hende.... hun vendte foreløbigt kun den halve Profil til mig - saa at sige Ryggen - men Nakken og lidt Haar bag Øret og den Smule fine, unge Kind, jeg saa' - og navnlig de to lange, gule Fletninger ned ad Ryggen fortalte mig....
✂ Ih, det er jo en Gretchen! sagde Annette.
✂ Maaske, ja! svarede Ulf tørt. Der er flere Gretchen'er mellem Himmel og Jord, end osv.... De to gule Fletninger bevægede sig pludseligt for et Vindstød, som gennem den hidtil stille Sommeraften kom susende under Løvet - Gud véd hvorfra... Hun kastede en lille Smule med Hovedet, bøjede sig frem, og lagde sin Haand i hans. Og atter susede Vinden, og Bladene over mig raslede; jeg tog til mit Krus, min Haand rystede uvilkaarligt, mit Hjærte bankede - min Pande blev hed.... jeg kiggede tilsiden ud over Landskabet, i hvis blaanende Fjærnhed de mørkviolette Bjærge ligesom bølgede -
✂
le vent, qui vient à travers les montagnes,
me rendra fou!
✂ Saa rejste Parret sig. En Familie var traadt ind i Haven. Fatter, Mutter, et Par Smaapiger, velstaaende Haandværkerfolk aabenbart, meget jævne. Og mellem Papa og Mama gik en ung pyntelig Mand, hverken tyk eller tynd, ganske godmodig at se til, 129 upaatvivlelig en Forretningsmand, Kræmmer, Handlende, der afgiver Borgen for at kunne blive saa god en Ægtemand, Skatteborger og Familieforsørger, som et Samfund kan ønske sig det og en omsigtsfuld Moder kan lægge Vind paa.
✂ Den ur-gamle, evigunge Hverdagshistorie! Fa'r og Mo'r traadte til, Svigersøn in spe traadte ogsaa til. Den unge Gravor fik ét langt Blik fra den unge Pige. Saa havde hun sin Arm under sin Brudgoms. Og Familien marcherede bort.
✂ Men min Ven, Genboen satte sig igen og blev siddende. Han tømte langsomt sit Glas - uden at se sig om. Saa tog han det andet Krus, holdt det et Øjeblik ivejret, som han gjorde ved sin Gravør-Sten derhjemme - valgte sig et bestemt Sted at sætte sin Læbe til, og drak hastigt den tiloversblevne Slurk ud. Og da var der over hans Ansigt et besynderligt lysende, smukt, mandigt.... hvad skal jeg kalde det? et Præg af Resignation uden Bitterhed, Anklage eller Protest.... Hvor han var smuk, denne Kunst-Haandværker! - smuk, som en Mand, der er stoltere end Skæbnen! -
✂ Brynjulfsen holdt inde.
✂ Og hvad saa videre! spurgte Frøken Kirchhoff utaalmodig.
✂ Det er det Hele! - svarede han med en vred Grimace.
✂ Det Hele?... spurgte hun skuffet.
✂ Ja, min Dejlige! Jeg gik hjem - alene. Næste Dag kom Brevet ganske rigtigt. Det kan nok hændes, der var Formningspræken deri - heldigvis ogsaa en Hundredgyldenseddel. Jeg tilgav Papa hans Præken... og rejste videre!
✂ Jeg vilde blot spørge - sagde Fru Funch - om De kan huske den Sang - og hvordan det saa blev med Berømmelsen? -
✂ Aa - det er sandt; det havde jeg nær glemt. Sangen - den er saaledes:
✂
Agnes vom Graben! træd ind, gak ud!,
som var Du i Stuen hjemme:
gak bort som Søster, træd ind som Brud -
ret aldrig jeg skal mig forglemme!
Naar Klokkerne ringe til Ave.
✂
Bag Kirkedøren dér vil jeg staa,
naar Parret forbi mig træder;
jeg saa' Dig komme, jeg hører Jer gaa,
Agnes vom Graben hun græder.
✂
Indtil vi mødes mod Livets Kvæld
jeg vil for din Lykke bede;
hvi skulde jeg svare min Lykkes Gæld
som Skyldner i Harm og Vrede?
✂
Agnes vom Graben, træd ind, træd ind,
her ligger en Mand paa sit Leje!
da Haaret blev Aske om Rosens Kind,
da mødtes igen vore Veje.
✂
Og nu kan vi gaa dér i Haven ud,
som var i Haven vi hjemme:
min Søster paa Rejsen, min stille Brud,
det Svundne saa ville vi glemme!
Naar Klokkerne ringe til Ave.
✂ De sad ganske stille omkring Kaminen, de Fire.
✂ Brynjulfsen brød Tavsheden. Han tog Glasproppen af den Flakon, han havde siddet og drejet i Haanden - - lugtede dertil og sagde: Verveine!.... Og hurtig hældte han noget af Indholdet ud i Haanden, gned sine Tindinger og mumlede:
✂ Eau de Verveine - Verbena-Water!
✂ Derpaa læste han Etiketten højt: »Parfum suave, tonique, rafraîchissant«.... ja Du er mild og forfriskende.... dufter af ærlig Fordringsløshed og et godt Hjærte.... Mine Damer, mine Damer! der er noget af en lille tysk middelalderlig By i den Flakon!... Og Berømmelsen? Spørger De derom endnu? - Véd nogen af Dem her, hvem der har digtet den Sang?... min Genbo vidste det næppe. Den har vel ligget de hundrede Aar og sivet i Luften omkring det spanskgrønne Kirkespir - - er stundom slaaet ned som en Fugl paa Tagene - og har tittet ind ad Kvistgluggerne. Den er maaske blevet tilbage som en enkelt Vise af hundrede 131 Søskende, dem en stakkels omflakkende Sanger har afliret paa Landevejen, i Værtshuset, udenfor Gadedøren, hvorsomhelst. Blot den ene er blevet tilbage! Sangerens Navn er glemt.... i disse fem Strofer lever han - og han vedbliver at leve deri, saa længe der er en Genbo paa Kvisten og en lille Pige med gule Fletninger.... Se det er den Berømmelse, jeg kunde ønske for min Person. Sig saa ikke, at jeg ikke er fordringsfuld! Godnat!
✂ Vil De gaa?... spurgte Fru Funch.
✂ Er det Deres alvorlige Mening, Frue, at vi skal blive her Natten over? Nej! Kom, Gerhard! Damerne trænger til at faa deres Aften-Berlinger i Fred. Romanen deri er spændende og dog saa velgørende »ufarlig«. Paa denne Tid læser min Fru Mama den derhjemme.... Lord Arthur har netop fundet det ægte Testamente - jeg tror i en Hatteæske paa Pulterkammeret - og den lille Fabrikspiges Aktier synes at gaa ivejret. Kanske bliver hun virkelig Arving til Beowulff-Castle og Nothing-Hall - hvad der er uhyre interessant for de Læsere, der maanedlig hæver Renter i Overformynderiet. Godnat! Kom, Heinrich der Vogler! lad Duerne i Fred paa Slaget!...
✂ Frøken Kirchhoff surmulede lidt, men Fru Funch bød Gæsterne hjærteligt Farvel. De kommer vel en anden Aften og tager til Takke? spurgte hun Brynjulfsen.
✂ Naturligvis! Jeg kan ogsaa drikke The.... prøv De mig blot, min Naadige! Hvis De holdt Pensionat skulde jeg straks komme og bo hos Dem.... endskøndt: man skal aldrig for tæt ind paa Livet af hinanden! -
✂ Fru Funch svarede: De kan have Ret! -
✂ Det har jeg altid! sagde Brynjulfsen ude paa Trappegangen. Den utaknemlige Verden vil blot ikke erkende det. Godnat, Frøken Kirchhoff! Du kunde dog gerne give Haanden!..
✂ Nej, den faar Du ikke, men han dér!...
✂ Begge Damehoveder saa's over Gelænderet, nikkende, smilende. De prydede virkelig hinanden.
✂ Hør, sig mig - sagde Gerhard, da de stod nede paa Gaden - denne Oversættelse?...
✂ Hva'fornoget? raabte Brynjulfsen og lo højt. Det er ikke Spor 132 af Oversættelse. Det er en Skitse - og et Digt - jeg har skrevet! De begriber slet ikke, hvorledes Literaturen bliver til, min Gode! Det er hende - Edith derude - som inspirerer mig... hende skylder jeg Farven, Sjælen - mig selv Paahittet! Paa Sondag skal Norager have det i sin Sprøjte! O sancta simplicitas! -
✂ Hvor gaar vi hen? spurgte Gerhard efter en Pavse.
✂ Hvor? - Ud til de »elysæiske Marker« - mais enfin!
✂ Nej, jeg gaar hjem! sagde Gerhard bestemt.
✂ Murmeldyr! svarede Ulf. Og de skiltes med et tavst Haandtryk.
XIII
✂ Majmaaned var langt fremme. Uro, Gæring, Drift og Duft i Naturen... Koldt og Varmt efter hinanden... og nu var det snart faldet til Hvile. Sommeren syntes at vaagne af narkotisk Luft - af stærke Drømme... Fuglene sang som var de forrykte om Dagen - og saa blødt ud paa Aftnerne.
✂ I Skumringen sad Gerhard i Atelieret.
✂ Døren stod paa Klem, Gerhard havde ikke mærket at Nogen bankede paa. Han sad i sin Armstol bøjet fremover, rygende paa sin korte Pibe. Han saa' ivejret. Ulf stod dér.
✂ Aa - det er Dem?
✂ Tak! svarede Ulf. Betyder det, at jeg maa sidde ned - som sædvanlig?...
✂ Brynjulfsens Cigar og Gerhards Pibe fyldte det store Rum med lange Røgstriber, der tilsidst i det hendøende Vinduesskær syntes som et tæt Taagetæppe at sænke sig helt ned til Gulvet.
✂ Hvad tænker De paa? spurgte saa Ulfs Stemme.
✂ Paa en Drøm inat! -
✂ Drømmer De? lo Ulf.
✂ Jeg drømmer altid! Undtagelsesvis husker jeg idag, hvad jeg drømte. Det har beskæftiget mig saa meget - at jeg ikke har faaet Noget bestilt! -
133✂ Nu overdriver De! sagde Ulf. Det vilde være at gaa mig i Næringen!
✂ Godt! Jeg skal da bekende, at jeg har tilbragt min Formiddag med at nedskrive, hvad jeg drømte. Vil De høre?...
✂ Nedskrive en Drøm! Dødogpine! kan De gøre det nogenlunde manérligt blot - saa er De.... men det kan De naturligvis ikke! -
✂ Gerhard vendte sig om til Bordet, tændte et Par Lys, tog nogle Papirsblade frem af Mappen og rømmede sig. Ulf saa' flygtigt derhen; det forekom ham, at der var Pennetegninger paa Papirets Margin.
✂ Naturligvis - han tegner ! tænkte han. Han skriver Pokker ikke! -
✂
Gerhard læste:
Jeg drømmer.
✂ »Jeg drømmer - at jeg bestandig, en længere Tid igennem, har drømt om en Prinsesse i et fremmed Land.«....
✂ Stop lidt! Kan man drømme, at man drømmer eller ovenikøbet har drømt?... spurgte Ulf grundende.
✂ Jo man kan! For det gjorde jeg! svarede Gerhard kort og fortsatte:
✂ »Bestandig har jeg drømt om hende, indtil jeg lyslevende ser hende for mig, slank og fin, med udtryksfulde, af en ejendommelig Adel gennemaandede Træk, Øjnene som et klogt, muntert Barns, Munden lille, Næsen maaske en Smule for stor, saaledes som det hyppigt forekommer i gamle fornemme Slægter.«...
✂ Det er godt! afbrød Ulf Gør hende blot ikke altfor dejlig!...
✂ De maa ikke afbryde mig! sagde Gerhard. Jeg er bange for, at det Hele ellers forsvinder! -
✂ Jeg skal ikke sige et Muk! Videre! -
✂ »Hun er fuldkommen udviklet, har alle de jomfruelige Ynder, dertil en klar, dæmpet, sød Stemme, en smal, hvid Haand, en svaj Nakke, hvis Bevægelser minder om en Fugls... hun er klædt som en moderne Dame, i en Kjole aflyst lila Satin-Velours, men Omgivelserne ere gammeldags; og i det Værelse - et Slags Galleri - 134 hvori jeg stadigt ser hende, er Møbler, Tæpper, Paneler, Alting lyserødt!«
✂ Lyserødt? spurgte Ulf.
✂ Lyserødt! sagde Gerhard bestemt. »I nogen Tid tages hun ligesom bort fra mig - af en eller anden hemmelighedsfuld Magt - men pludseligt befinder jeg mig ligeoverfor hende i Galleriet. Det er paa Slottet i et gammelt Fyrstendømme - siges der til mig - og den Prins, som hun er trolovet med, holdes borte af den samme hemmelighedsfulde Magt, som har indsat mig til hans Substitut. Jeg holder en Klædebørste i min Haand og børster omhyggelig min Cylinderhat og min sorte Kjole, ængstlig beflittet paa at faa begge Genstande til at skinne som nye. Jeg ser, at Kjolen er noget slidt og Hatten støvet - hvorimod de Hoffolk, der nu kommer ind i Galleriet, allesammen ere i den fuldeste Puds - alle i Lyserødt. Jeg véd med mig selv, at jeg ikke er Prinsen, jeg er pinlig berørt af at skulle gælde for en Anden, men Ingen synes at mærke nogen Forskel; og da jeg nu nærmer mig Prinsessen - efter at have overgivet Børsten til en gammel Ceremonimester - fæster hun sine kloge, muntre Øjne paa mig med et straalende, trohjærtigt Blik og tager yndefuldt min fremrakte Arm. Jeg bøjer mig for hende. Nu, da hun har set mig ind i Øjnene, kan jeg ikke trække mig tilbage - jeg vil ikke!...Vent lidt! siger hun og mønstrer min Dragt. De har jo glemt Ordnen! - Og hun vinker ad Ceremonimestren, tager af hans dekorerede Bryst et Ordensbaand - et højrødt - og hæfter det paa mit Kjoleopslag. I det samme forekommer det mig, at jeg selv er i fuld Galla og at jeg absolut maa ligne Prinsen. Hun nikker smilende, og vi føres ned ad det lange Galleri, Ceremonimestren i Spidsen for Toget, skjult Musik bag Tapeterne. Saa er vi et Øjeblik alene, hun og jeg. Hun ser sig paa et Barns Maade skælmsk og sky frem og tilbage, trykker med sin fine, slanke Arm min Arm, og siger bedende: Aa, men saa giv mig dog et Kys! Hvorfor er De saa tilbageholdende idag? Tænk blot, inden en Time!... Og hun rødmer og slaar Øjnene ned. Jeg bøjer mig og kysser den lille Mund - og jeg føler Kysset gengældt med det ømmeste men tillige et saa uskyldigt Kys, et Barns Kærtegn, at jeg atter pinefuldt skammer mig og tænker: Du er jo i Grunden en Tyv! Det er ikke til Dig , dette gives!
135✂ Saa er vi i en stor Sal, Thronsalen, der tillige forekommer mig at være en Concertsal. Istedetfor Hoffolkene, paa begge Sider af Thronen, er der en Række Musikere, som behandler deres Instrumenter dæmpet, diskret. En saa liflig Musik, som man netop kun kan drømme sig den. Den aldrende Fyrste og Fyrstinde - Konge og Dronning - sidder paa Thronen, stive og ubevægelige men ganske godlidende at se til. Nogenledes som i Børnenes Forestillinger om kronede Hoveder: han i højrødt Fløjl, hun i lyserødt Atlask. De nikker beggeto venligtmajestætisk, og medens Musiken forstærkes, føres Prinsessen og jeg til Sæde nederst paa en Bænk. Paa Bænken sidder en Række unge Adelsmænd og unge Hoffrøkner - alle i Lyserødt. Og nu kommer en gammel Bisp i Ornat - langsomt frem for Enden af Bænken. Det er en Art Overhøring, noget som en Konfirmation. Musiken tier. Der spørges af Bispen - og der svares ganske dæmpet, en efter en, hele Rækken igennem. Turen kommer til os, Prinsessen og mig. Jeg har en benauende Fornemmelse af, at jeg aldeles intet véd at svare. Min Frygt meddeler sig til Prinsessen; hun bøjer sig tæt ind til mig og siger: De maa slet ikke være ængstlig; jeg skal hviske det Altsammen til Dem! - Saa svarer jeg da paa Spørgsmaalene igennem Sufflør. Hvad der spørges om og hvad jeg svarer, véd jeg forresten ikke. Jeg ser stadigt til Siden, paa den nydelige Hals og Nakke; jeg føler Trykket af den fine, slanke Arm - som jeg ikke har sluppet - og jeg tænker ved mig selv: Hvorledes dette saa ender: lykkelig er Du i Øjeblikket!
✂ Musiken forstærkes atter. Vi rejser os. Alles Øjne ere nu henvendte paa mig. Blot de dog ikke opdager Dig! tænker jeg. Det vilde være en daarlig Spøg, om en iblandt Forsamlingen gav sig til at pege og sige: Men det er jo Maleren Henrik Gerhard! det er slet ikke Prinsen! Lad os kaste ham ud!...
✂ Og saa synes jeg, at der tæt bagved mig, halvhøjt siges: Gerhard! Gerhard! -
✂ Hvad er der? spørger Prinsessen mig. Nu kommer jo den egenlige Ceremoni, den afgørende! Nu maa De virkelig ikke være saa underlig! - Og hun ser atter paa mig med sit klare, kloge og muntre Blik, hvori Jomfruens deltagende Ømhed skifter med Barnets Nysgerrighed. Fortæl mig, er De syg? spørger hun 136 hviskende. Jeg trykker hendes Haand og siger: Jeg er urolig! Kan jeg ikke tale med Dem et Øjeblik alene?... laften! svarer hun med sit søde Smil og slaar Øjnene ned.
✂ Saa staar vi foran Altret - en omvendt Dirigentpult. Den gamle Bisp fører Taktstokken og Musiken spiller - noget Wagnersk, en uendelig Melodi, med højtsvungne, gribende Harmonier. Prinsessen og jeg staar længe sammen Haand i Haand, lyttende andægtigt med bøjede Hoveder. Jeg lister mig til at se paa hende; og ned ad Kindens Oval triller en Taare, mat skinnende i det lyserøde Lys som en vidunderlig Perle. Jeg vil knæle, for at opfange den paa Gulvet - men nu knæler vi begge; og den gamle Bisp har lagt sine Hænder paa vore Hoveder - Musiken dæmpes ganske...
✂ Saa spørger jeg Dig, Prinsesse Margarita, om Du til Husbond og Gemal vil tage denne Mand, som staar ved din Side?... -...
✂ Her hvisker Ceremonimestren til mig: Vil De nævne Deres Navn! -
✂ Henrik! svarer jeg.
✂ Om Du til Husbond og Gemal vil tage denne Mand, Prins Henrik?...
✂ Gerhard! raaber saa En nede i Salen.
✂ Men kun jeg hører det; og saa er Ringene vekslede og Velsignelsen lyst; Musiken falder stærkt i, og Konge og Dronning kommer ned fra Thronen for at gratulere.
✂ Prinsessen og jeg spaserer hele Dagen i en Have. Jeg vil stadigt fortælle min Hemmelighed... men hun er saa smilende, saa sød og glad - jeg vil ikke gøre hende bedrøvet, og jeg fortæller om Rejser og om at jeg elsker hende.
✂ Med Et er det Aften. Det Lyserøde omkring mig er forsvundet; i Stedet for straaler Alt og Alle i Skarlagenrødt. Prinsessen og jeg føres atter igennem Galleriet; en Dør lukkes bag os, og vi staar i et Boudoir med en pragtfuld opredt Himmelseng - ganske en af Æventyrenes Himmelsenge med svævende, forgyldte Amoriner, en Sky af Kniplinger, der daler ned fra Himlen og spredes over den fjerlette Edderdunsdyne. Foran Sengen et Par smaa højrøde Tøfler, og over en Stol en skarlagenrød Kammerherreuniform og en Guldkrone.
✂ En Kammerfrue fører Prinsessen ind i et tilstødende, svagt 137 oplyst Gemak. En Kammertjener gør Mine til at ville hjælpe mig af Klæderne. Men jeg afskediger ham kort, knæler ned ved Sengen og kysser de smaa Tøfler. Tilgiv mig! siger jeg. Hertil og ikke videre! Jeg har ingen Ret! -
✂ Men som jeg, rørt over min egen Standhaftighed, vil gaa ud i Galleriet og liste mig bort fra Glans og Herlighed og min yndige Brud - saa føler jeg, at jeg ikke kan faa Døren op. Derimod gaar jeg hen til Natbordet og slukker Lysene. Fra oven af - fra en mat Ampel i Loftet - gyder sig saa et varmt, drømmerisk, dæmpet, skarlagenrødt Skær over Sovekammeret.
✂ Jeg er afklædt, jeg ligger i Sengen. Og ved min Side ser jeg en svaj Nakke, saa fin i Linjen som en Fugls - og jeg ligger ganske ubevægelig, næppe trækkende mit Vejr, for ikke at vække den Sovende.
✂ Men hun sover ikke. Hun hvisker til mig med skælvende Stemme: Kære! hvorfor tager Du mig ikke i Dine Arme? Jeg tilhører Dig jo! -
✂ Nej! hvisker jeg ligeledes skælvende: Jeg tager Dig ikke i mine Arme. Jeg er ikke den, jeg synes. Men jeg tør ikke - saa nær jeg nu er Dig - fortælle Dig videre; for saa vilde Du ringe paa Din Kammerfrue, og hun vilde kalde paa den gamle Ceremonimester, og han vilde raabe Vagten i Gevær, og Vagten vilde kaste mig i Fængsel og sandsynligvis hænge mig i den højeste Galge imorgen! -
✂ Og atter ligger vi lidt, og jeg synes at mærke, hvorledes hun gysende trækker sig bort fra mig; og jeg tænker allerede med lukkede Øjne og i Dødens Angst paa, hvordan Rebet vil snære om min Hals.... Saa siger hun, men med en underlig fremmed, bydende Stemme og paa Fransk:
✂ Approche! -
✂ Og ligesom hun har sagt det, slynger hun Armene om min Hals, beder mig om Forladelse, kysser mig og hvisker: Tys! ikke et Ord! Jeg vil intet høre, intet vide! Jeg vil være Din! -
✂ Saa tilbringer vi Natten - som der staar i »Tusind og en Nat« - under de ømmeste Kærtegn....«
✂
Gerhard holdt inde.
Det varede lidt inden Brynjulfsen spurgte: Færdig? -
138
Nej! endnu ikke! svarede Gerhard.
Bravo! Det er rigtigt! Videre! -
✂ Gerhard læste:
✂ »Om Morgenen er Prinsessen ikke ved min Side. Jeg vil staa op, mine egne Klæder er borte. Jeg tager den skarlagenrøde Kammerherreuniform paa; men Guldkronen lader jeg ligge - formodenlig af et medfødt Instinkt for det Komiske. Jeg vandrer omkring i Galleriet, der nu synes mig noget afslidt; jeg kommer ned i den tomme Thron- og Concertsal; den er øde og støvet, og Nodepultene ser ud, som havde de Katzenjammer. Da jeg vil gaa ud af Salen, raaber en Stemme efter mig: Hr. Gerhard! Jeg vender mig; det er min Husholderske, Jomfru Scheidewasser. Vil Herren ikke have sin Frokost? spørger hun. Gaa Pokker ivold! svarer jeg. Saa stikker jeg Hovedet ud af et Vindu og ser en underlig By - som en gammeltysk Rede - med krogede, snevre Gader, der alle munder ud i Torvet nedenunder Slottet. Der er fuldt af Folk, Vagt, Politibetjente og Gadedrenge. Et Tog kommer fra den nærmeste Gade. Ceremonimestren i Spidsen. Straks efter ham trækker fire af de gamle Vægtere en bagbunden Mand afsted. Jeg ser paa Manden og kender med Forfærdelse mig selv. Jeg raaber ned: Men saa slip ham dog! Det er mig, det er mig! - Men min Stemme kan ikke høres igennem Larmen af Gadedrengene, og jeg kan ikke røre mig af Pletten. Nu paabyder Ceremonimestren Tavshed og læser op af et stort Papir: Eftersom den falske Prins Henrik er kommen her til Byen og vil gøre sin Ret gældende - og eftersom sligt er en uhørt Frækhed, da den rigtige Prins Henrik alt igaar - 12, Middag, Slet - er viet til Prinsessen - og eftersom det høje Par nu formentlig er Mand og Kone og ikke af nogen Malefikant bør forstyrres i deres kongelige Højheders Hvile - saa kendes herved af Slotsloven for Ret: at den falske Prins Henrik ufortøvet bør hænges ved sin Hals indtil han er død! Fiat justitia!......... Trommehvirvler og Gadedrengenes Hurra. Og jeg ser, med en isnende Fornemmelse af Samvittighedsnag og Skræk, lammet som jeg er paa Hænder og Fødder, hvorledes denne Mand føres op ad Stigens Trin til en høj, uhyggelig Galge - den Galge, hvori jeg rettelig skulde være hængt.
✂ Og som han nu, askegraa i Ansigtet, vender Øjnene op til 139 Vinduet, hvori jeg staar, saa ser jeg, at han aldeles ikke ligner mig. Jeg graver og graver i min Hukommelse, for at finde, hvem det er blandt mine Bekendte, han minder mig om. Jeg synes, at jeg ofte har set det Ansigt - endnu iforgaars, igaar... men nej! Pinefuldt føler jeg, at det er umuligt - jeg kan ikke identificere ham med Nogen. Men Anstrengelsen har givet min Haand Bevægelseskraft tilbage. Jeg river op af min Brystlomme et hvidt Tørklæde - med Bogstavet M og en Krone over - og vinker og vifter som en Rasende: Slip ham! lad ham gaa! Naade! Og som et Ekko af min egen Stemme hører jeg dernede fra: Naade! Naade! - Hurraer, Piben og Trommehvirvler..... Og jeg synker afmægtig om.
✂ Atter er det Aften, og atter ligger jeg i Himmelsengen under den klare Sky af Kniplinger, i det dæmpede, drømmeriske, røde Skær fra Loftet. Skrækken fra om Formiddagen er svunden, men der er blevet tilbage hos mig en dyb Fornemmelse af Uro og Skamfuldhed. Prinsessen ligger ved min Side med sin Arm ind under min Nakke. Udtrykket i hendes Øjne er den helt hengivne Kvindes. Pupillerne ere store, Blikket har en uimodstaaelig bedugget, mat fosforlysende Glans. Jeg vil tale, fortælle... men hun lægger sin smalle, hvide, bløde Haand over min Mund og hvisker: Tys, Kæreste! Jeg elsker - aa Gud, hvor jeg elsker Dig! Du er den tapreste, klogeste, smukkeste - den bedste Mand, jeg kender! Du er den virkelige, den ægte Prins Henrik! Du er mit Alt, min Ejendom - Du er min !....
✂ Jeg har glemt Alt. Jeg er kun hos hende og hendes! Saa hører jeg en fjærn Lyd, som af Søen i Oprør, Havet, der stiger. Jeg gør hende opmærksom derpaa. Hun svarer mig med et langt, dvælende Kys. Men Larmen vokser; jeg rejser mig halvt overende og ser mig om efter et Vaaben. Jeg har paa sikker Fornemmelse: man efterstræber Dig! Den Rette vil indtage din Plads! - Hun kaster sig til mit Bryst, holder mig fast omslynget... hendes sunde, varme Aande, som en Duft af Sommerblomster, bølger over mit Ansigt: Hvad frygter Du for? spørger hun. Jeg deler fra nu af enhver Skæbne, enhver Forsmædelse, Fængsel, Død - Alt med Dig! - Vi omfavner hinanden, giver hinanden de sidste Kys. Saa drøner hele Bygningen af voldsomme Slag... angst som en skræmmet Fugl trykker hun sig et Øjeblik ned i Sengen. Jeg springer ud 140 paa Gulvet, river Uniformen - den fordømte Kammerherreuniform til mig, faar den akurat om mig... og saa brager Døren, knust under Kolbeslag - og dér staar den rette Prins, høj og brutal, purpurrød i Ansigtet, i glimrende Uniform, med Kaarde i Haand.
✂ Han vil kaste sig over mig, vaabenløs som jeg er. Men Prinsessen ligger ude paa Gulvet, knælende imellem os. Han støder hende med sin Ridestøvle voldsomt omkuld og raaber til Vagten: Bind ham! Og jeg kan ikke røre Haand eller Fod; jeg er bunden. Jeg kan blot se paa ham; og tænderskærende raaber jeg til ham: Skær mine Baand itu, giv mig en Sabel i Haanden, og lad det saa faa Ende imellem os! Jeg gav Dig Naade nede paa Torvet - giv Du mig blot en Kaarde!
✂ Men lige purpurrød i Ansigtet, og med to Gløder til Øjne, svarer han: Kan Du give mig tilbage, hvad Du har taget? Afsted med Jer begge! -
✂ Lad hende i det mindste klæde sig paa! beder jeg.
✂ Nej; i hendes Skænselsdragt skal hun gaa - den Skøge, som hun er! Afsted! raaber han.
✂ De slæber os ned - ned ad endeløse Trapper. Ved Omdrejningen af en Afsats staar Konge og Dronning, begge i Natdragt; Kongen askegraa i Ansigtet, Dronningen med forgrædte Øjne, stramme, sammenknebne Læber. Bispen bagved, korsende sig. Alle Hoffolkene med haanlige, spottende Miner. En halvgammel Hoffrøken spytter paa Prinsessen, idet en Gardist driver hende forbi Hoffet i det blotte Linned.
✂ I Slotsporten er mørkt. Dér føler jeg Prinsessens Haand gribe min; hun klamrer sig til mig. Der bringes Fakler. Prinsen ser os sammen. Han raaber haanligt: Snær dem fast til hinanden med Strikker! De skal dog følges sammen! -
✂ Ud paa Torvet. Alle er paa Benene. Et uhyre Hav af Mennesker. Jeg ser alle Gavlfaçader brændende rødt oplyste af Faklerne. Tusinder af Hoveder i Vinduerne - og Tusinder af Hoveder omkring os. Med Møje skaffer Vagten Plads for Toget. Vi to er i Spidsen, sammenkoblede som Slaver. Hvert Øjeblik snubler Prinsessen, hendes Strikker strammer mig om Haandled og Hals. Jeg føler intet. Sjovere, Kællinger, fine Herrer og fine Damer - 141 alle kappes om at spytte paa os, flænge i os, slaa os i Ansigtet. Ja, de flænger i den stakkels Prinsesses Natlinned, saa at hun næsten er nøgen. Vagten lader kun, som den vil bruge Kolberne. Jeg søger at dække Prinsessen, tænker kun paa hende, kunde rive Hjærtet ud af mit Liv som Sonebod. Hun ser mig i sin Hjærtekvide ind i Øjnene - og smiler.
✂ Saaledes gaar det over Torvet, ind gennem den snevreste Gyde, hvor Udskuddet af Indbyggerne bor. Raaheden synes først for Alvor at skulle slaa sig løs her. Jeg føler Dødsangsten Tomme for Tomme, Skridt for Skridt - Dødsangsten paa hendes Vegne. Hun vil ikke kunne udholde dette. Jeg snubler under et Fodspark; vi falder begge tungt til Jorden.
✂ I dette Øjeblik springer et laset Individ frem; bagefter ham pjaltede Mænd og Kvinder, Børn, der ikke kan dække deres Nøgenhed. Manden, som er forrest, stiller sig i Vejen for os. Sulten stirrer ham ud af Øjnene; han er lang, knokkelstærk; det blottede Bryst er haaret, bredt, men skindmagert. Op med Jer, Børnlil'! skriger han og rejser os begge ivejret med et Ryk. Hej, Kammerater! raaber han; slaa Kreds om dem! vi vil selv hænge dem! - Og under Brøl, som fra vilde Dyr, styrter de pjaltede Mænd og Kvinder løs paa Vagten og driver Gardisterne tilbage. Saa slaar de Kreds om os. Den lange Kæmpe ser paa Prinsessen og paa mig. Saa ler han højt og siger: Han dér er nok ikke bange alligevel - og hun dér er jo halvt død! Hør, Go'venner! - skriger han til Mændene og Kvinderne - hvad har den fine Herre dér og den fine Dame i Grunden gjort? Kan I sige mig det? - Almindelig Fnisen. - De har Djævlen annamme mig ikke gjort andet, end hvad som vi gør hver Dag og hver Nat i vore Huler og Kroge, uden at spørge Præst eller Bor'mester om Forlov! Et Hurra skal de ha'! og lad dem saa løbe!...
✂ Og han begynder med sin Kniv at skære vore Strikker itu. Saa raabes der: Prinsen - Dragonerne! Jeg hører Chokket, Eder, Skrig bagfra - og Flugt paa alle Sider. Vi er atter mellem Soldater og Fakkelbærere, Ryttere for og bag. Prinsen forrest, tilhest.
✂ Vi føres frem i Tavshed; kun Hestehovenes Trampen og Sabelskedernes Raslen. Nu kommer vi gennem Byporten - det drøner hult under Hvælvingen - og vi har Stadsgraven foran os.
142✂ Men det er ikke en almindelig Stadsgrav. Det er en Flod, en rivende Elv, der skummende styrter ud over Klipper - bort, langt ned i et Dyb, hvis Bund intet Fakkelskær maaler.
✂ En Bro er slaaet over Elven. Hvor Broen ender, kan jeg ikke se. Alt er Mørke paa den anden Side Floden. Paa denne Side oplyses Porttaarn, Volde, Bastioner af Faklerne, som vifter i den Trækvind, der stryger op fra den hvirvlende Elv, hvis Skumtoppe blinker, som vilde de gribe efter os.
✂ Sid af! kommanderer Prinsen.
✂ Dragonerne springer af Hestene og slæber os hen til Midten af Broen. Jeg hører nedenunder mig den buldrende Elv - ovenover er Himlen kulsort, uden en Stjærne. Jeg ser paa Prinsessen; hun er dødbleg, Øjnene beduggede, med den samme matte fosforlysende Glans, og Læberne halvt aabne, som da de bad mig om mine Kys.
✂ I har - siger Prinsen haanligt - to Minuter til at bede en Bøn i, førend I prøver en anden og koldere Seng dernede i Elven! Vi har ingen Præst ved Haanden. I faar selv opgøre Regnskabet sammen! Det vil formodenligt ikke falde Jer svært! -
✂ Dragonerne griner; og Prinsen og hans Soldater trækker sig lidt tilbage.
✂ Jeg føler, at Manden, der filede i vore Strikker, omtrent har skaaret dem over. Jeg gør mig læmpeligt fri, omslynger hende, trykker med mine Hænder det kære Ansigt tæt ind til mit - og i et langt, langt Kys beder jeg hende om Tilgivelse - suger hendes Tilgivelse ind i min Sjæl og hvisker til hende, at jeg længe førend jeg saa' hende livagtigt for mig, havde drømt om hende, indtil det blev mig en Livets Nødvendighed at komme i hendes Nærhed!
✂ Og jeg da? siger hun, med den sælsomme Skinnen i de duggede Øjne - har jeg ikke drømt om Dig, al den Tid jeg var trolovet med den Anden? Jeg vilde aldrig have kunnet forveksle Dig med ham og indrømmet Dig hans Plads - hvis jeg ikke havde tilhørt Dig længe før jeg saa' Dig! Vi har altsaa Intet at bede hinanden om Tilgivelse for. Vi maa med vor Bøn om Tilgivelse gaa et andet Sted hen.....!
✂ Og som disse underlige Ord slaar ned i mig, ser jeg Soldaterne komme hen imod os. En uudsigelig Rædsel griber mig. Jeg kigger 143 over Mønningen paa Broens murede Gelænder - dybt ned i Afgrundssvælget - og jeg hører den kogende, rallende Lyd - og det er, som skulde jeg kvæles af Angst, dø af Forfærdelse.
✂ Margarita! stønner jeg. Aldrig havde jeg tænkt mig, at Døden kunde være det ! Aa, bed for mig... bed blot, at jeg maa faa Mod! Manden har sin Ære - Fejghed pletter den! -
✂ Du tør altsaa ikke dø endnu?... ikke med mig? spørger hun og stirrer paa mig med sine store Pupiller. Saa kom!...
✂ Og hun rykker mig til sig - holder min Haand fast som i en Skruestik - og giver sig til at løbe frem over Broen mod den anden Bred. I det hvide Natlinned løber hun frem i Mørket. Til Trods for at hun holder mig i Haanden, synes jeg, at hun er langt foran mig. Soldaternes Raab høres ikke længer bag os... Floden buldrer ikke mere... der er Dødens Tavshed omkring os... Og saaledes løber vi frem, bestandig fremad, ind i det rugende Mørke... indtil jeg aandeløs styrter med det Skrig: Margarita! slip mig! -
✂ Og med det Skrig vaagner jeg«...
XIV
✂ Gerhard lagde Papiret ned... man saa' Pennetegninger i den brede Margin. Han skottede over til Brynjulfsen:
✂ Naa, Deres Eminense! Hvad mener De?...
✂ Saamænd! sagde Ulf langsomt og kløede det ene Ben med det andet. Dér har De virkelig begaaet en Allegori! -
✂ En Allegori? spurgte Gerhard saa naturlig forundret, at Ulf straks fortsatte:
✂ Begribeligvis! Denne Margarita - Deres Perle - det er Poesien, Kunsten, hvad De nu vil? Hun tilhører den selvbestalter brutale Kritik - den »rigtige« Prins, ham, som kommanderer Dragonerne! De selv føler med den ægte Kunstners Beskedenhed - dumme Beskedenhed - at De tager Prinsens »Ret« fra ham. Da Ceremonimestren, den hæderlige, dekorerede gammeldags Æsthe tik, meget viseligt vil hænge Prinsen - saa beder De meget ædelmodigt om Naade for ham. Hvorpaa han, Prinsen, naturligvis 144 bryder ind med Vold i Deres intimeste Forhold til »Perlen«, jager baade Kunstner og Kunst paa Porten, og staar i Begreb med at exekvere Dommen paa dem begge - da Poesien heldigvis erindrer, at der er dette »Noget med Mysticismen« tilbage. Og saa gaar de begge over Broen - lader Døden i Elven foreløbigt ligge »links« - og taber sig tilsammen i det store Ubestemte!....
✂ Gerhard gav sig til at le: De er virkelig født Kommentator! -
✂ Jeg er Fanden, er jeg! svarede Ulf lidt stødt. Deres lille Fantasi-Stykke er ikke daarligt. Det kunde passe til Nøragers Sprøjte - især hvis De selv illustrerede det. Men et Par Pletter er der rigtignok!-
✂ Hvilke f. Ex.? spurgte Gerhard.
✂ Dette med wagnersk Musik - det er en Plet. Man bør aldrig karakterisere i et Pseudo-Eventyr. Ret det! - Saa er det ogsaa galt med dette Ordensbaand, som Prinsessen fæster sin Tilbeder paa Kjolen. De bruger det jo slet ikke siden - og dog er man nysgerrig - især da De betegner dets Farve - højrødt. Man venter, at hun indvier ham til Baal og Brand! Ja - bravo! Lad dem blive brændt sammen paa Torvet - brændt levende af Kritiken og alle Autoriteter! Vil De give mig en frisk Cigar for det Vink? -
✂ De skal have Tak for Deres Rettelser! sagde Gerhard muntert. Men jeg maa sige Dem: det er virkelig en Drøm! Næsten Ord til andet har jeg skrevet ned, hvad jeg huskede imorges. Og jeg skrev kun ned, fordi jeg tænkte mig at bruge det til en Række Raderinger. Vil De sætte Udkastet i Vers - lave et Digt derudaf? - saa gør jeg Illustrationerne!...
✂ Brynjulfsen bøjede sig over Bladene - læste hist og her - sammenholdt Skriften med Pennetegningerne... rejste sig og lagde Haanden paa Gerhards Skulder:
✂ Det er et Digt! Kan De ikke forstaa det, saa er De mere indskrænket eller mere af en Lurendrejer, end jeg havde tænkt! De har begaaet et Digt - og jeg kan kun forkludre det - ganske bortset fra, hvad Deres Raderinger kan gøre! -
✂ Gerhard gik frem og tilbage paa Gulvet med store Skridt; sagtnede saa sin Marsch, satte sig ned overfor Brynjulfsen og sagde:
✂ Lad os lade dette Thema fare til en anden Gang. Men jeg har 145 en Bøn til Dem: Fortæl mig noget om Deres tidligere Ungdom. Jeg formoder af en Ytring fra forgangen Aften, at De har haft en alvorlig Affære! -
✂ Jeg har været gift! sagde Brynjulfsen efter at have suget paa Cigaren en Stund.
✂ Gerhard nikkede alvorligt: Det har jeg tænkt mig! -
✂ Brynjulfsen tilkastede ham et hurtigt Blik:
✂ Har De maaske ogsaa... ?
✂ Gerhard rystede paa Hovedet.
✂ Naa - dog ikke? vedblev Ulf. Det manglede ellers blot! Apropos! kender De Historien om Manden, der havde giftet sig og syntes, at han var kommen i Paradis?...
✂ Den kender jeg ikke! svarede Gerhard smilende.
✂ Jo-o! sagde Ulf; Manden levede i denne første ægteskabelige Rus, den, hvori vi næsten taber vore Sanser. Da han imidlertid ellers var ret fornuftig, vilde han dog om fornødent kunne finde Vejen alene tilbage fra Paradiset - hvis noget Uforudsét skulde hændes. Han besluttede at skære et Hak i Sengestokken, første Gang en lille Sky truede med at formørke hans Himmel......!
✂ Her holdt Brynjulfsen inde.
✂ Naa? spurgte Gerhard. Glemte han at skære?...
✂ Nej; svarede Ulf - han maatte snart høre op dermed, for ikke at skære hele Sengen istykker!...
✂ Aa, De er den rene Schopenhauer! lo Gerhard.
✂ Ulf lænede Albuen mod Bordet. Dæmpet sagde han saa:
✂ Naar jeg ligger hjemme paa min Studenterhybel i min Seng og ikke kan falde i Søvn - naar jeg gerne vilde dreje og vende mig fra Selvbebrejdelser og Selvanklager - saa skærer jeg mine Hakker ind i hele min Bekendtskabs-, Venne- og tidligere Omgangskreds.
✂ Ikke et af de halvhundred Ægteskaber, jeg kender nøjere til - eller maaske kun et enkelt af dem - vil jeg undtage fra Reglen: og Reglen er, at Institutionen har overlevet sig.
✂ Vi tør ikke sige det... de, som siger det, bliver skældt ud og lagt for Had... men hvad værre er, de, som rejser Protesten, føler sig selv lidende... de har alle, Mænd som Kvinder, smagt paa 146 Frugten i mere og mindre autoriseret Form... der er bleven nogen sød Smag tilbage om Munden... og naar vi da, med hede, tørre Læber, løfter vor Røst mod Samfundsindretning, Præst og Protokol - saa kan det være, at Tungen uforvarende kommer til at befugte Læben... og saa er Smagen dér - den søde, den liflige! Samfundsreformatoren eller Reformatricen holder inde... ingen kan sige det forløsende Ord for Kønnenes indbyrdes Forhold... Ingen ! Kun En har været logisk-brutal nok til at udtale et Ord, der tilsyneladende kunde lægge Torpedoen under Arken....!
✂ Mener De Ibsen? spurgte Gerhard.
✂ Jeg mener netop ikke Mester Ibsen - svarede Ulf - for han siger jo aldrig det afgørende Ord. Det var snarere den gamle St. Paulus, der sagde det: I maa helst la' være at giftejer! -
✂ Ja Paulus!... lo Gerhard.
✂ En gammel Lurendrejer! - afbrød Ulf hæftig... han tænkte alligevel paa sin Hedningemission og Menighedens Forøgelse - paa Magt over Sjælene og Baand over Viljerne - som alle Prædikanter har in mente. Det er ganske diplomatisk dette: »Gift Jer - hellere end at leve i Brynde!« Saa véd man s'gu nok, hvad der følger. Nej, denne Søren Kierkegaard - som jeg ikke kan døje forresten - han var et godt Stykke videre fremme i Samfundsfortvivlelse - han sagde: »I vil fortryde begge Dele - hvad enten I gifter Jer eller ikke!« Med andre Ord: Gaa hen og hæng Jer!....
✂ Og han har Ret? Mener De det?... spurgte Gerhard.
✂ Jeg mener naturligvis Ingenting - sagde Ulf vranten... for hvis jeg mente Noget paa det Punkt - noget, der kunde klodse - saa var jeg et Geni. Hvad Figura udviser, at jeg ikke er!
✂ Han rejste sig, gik op og ned ad Gulvet, standsede foran Gerhard og sagde:
✂ Jeg har været gift - som ganske ung - med en smuk, elskværdig, sød Pige... naturligvis! Det manglede blot, at jeg skulde været gift med min Bedstemo'r. Nej - hun var en køn Pige - og jeg var evnerig - og galt gik det. Vi rev hinanden op - og vi var ærlige nok til at gaa fra hinanden, førend vi blev Hyklere og bedrog hinanden. Vi var kanske for unge og stillede for store Fordringer hver paa sin Side... Hvad mon Julie og Romeo havde gjort, hvis de var vedbleven at leve? Det kommer der maaske en ny Shakspeare 147 og fortæller os noget om. Men i »Borgerfejden« begyndte vor Forening.... og Fejdetiden var vore unge Kræfter for stærk. Hverken kunde hun eller jeg magte alle de »brændende« Spørgsmaal, der med ét Slag som en Bunke Sværmere faldt ned i Hovedet paa os - paa alle os Unge dengang. Jeg blev gal - og gjorde hende tummelumsk.... Venner hjalp maaske med til... naa, ligemeget derom! galt gik det - og jeg fik en Rift for hele mit Liv - og den Rift fik gjort mig til Poet... men den har bare ikke gjort mig til en stor nok!
✂ Gerhard! udbrød han hastig og greb Vennen i hans Frakkeopslag... Véd De, hvad jeg har søgt siden den Tid?... jeg har ikke søgt at lappe sammen - det lader jeg Skræddere om... jeg har søgt at uddybe... og derfor har jeg maattet gøre Dumheder - jeg kan ikke gøre andet.... jeg kan aldrig blive flad!
✂ Men jeg kan heller aldrig forme et Kunstværk helt ud - jeg kan aldrig erhværve mig Rutinen - jeg holder op, hvor Inspirationen holder op - Resten forekommer mig at være Fladhed... og jeg drikker mig fuld og døser.
✂ Altid søger jeg til det Kvindelige - som til Noget, jeg har sat overstyr og evigt længes efter. Og altid trækker Kvinderne sig tilbage for mig... de vil eller de kan ikke se det Trofaste i min Natur... og kan de se det, saa skræmmes de af mine Paradokser. Kvinderne fordrer - mere end de selv aner - et Hele ved en Mand. Han kan være brutal - han kan være en Laps - en Egoist - en Forfører - en snavs Karl... og de vil elske ham. Men synes han dem at være et Miskmask - saa bliver han komisk for dem - og de gør Nar ad ham!
✂ Min Skæbne synes at være den: altid forelsket - og altid til Grin! Aa javist! ikke Latter op i Øjnene - men bagpaa. Der er en , som ikke har let ad mig - ikke det jeg tror. Hende elsker jeg, saa jeg kunde blive afsindig. Og hun har - Medlidenhed med mig. Jeg anklager hende tidt for Koketteri - jeg véd, det er uden Berettigelse. Hvorfor skulde hun elske mig? - og hvorfor skulde hun paa den anden Side ikke være venlig imod mig? Hun er mig sacrosanct; og ve den, der vilde fornærme hende! Skyggen, den skikkelige Fyr - det dumme Bæst - advarer mig. Jeg har ikke indviet ham i min Lidenskab - men han er en Sporhund, han vejrer 148 en Kvinde og siger: hun bliver skæbnesvanger for Dig! - hun leger med Dig!... Jeg kunde ha' Lyst at sparke ham - hvis han ikke var den, han er. Og saa har han maaske dog Ret! Det vil sige - han har i H. - ikke Ret; han er min Karikatur; han kender kun til Tøjterne.
✂ Ser De, Gerhard! Heine han kender til det:
✂
Wer zum ersten Male liebt,
sei's auch glücklos, ist ein Gott;
aber wer zum zweiten Male
glücklos liebt, der ist ein Narr.
✂
Ich, ein solcher Narr, ich liebe
wieder ohne Gegenliebe!
Sonne, Mond und Sterne lachen,
und ich lache mit - und sterbe.
✂ Men førend jeg dør, vil jeg dog have sat Alt ind paa det Kort - Alt, hvad en ridderlig Mand kan forsvare for sig selv - og for den Anden. Aa, jeg er ingen Barbe-bleu, ingen Henrik den Ottende! Jeg er.... en Nar. Men Narren kunde jo dog muligvis vinde Spillet. Det skriver jeg et Skuespil om......!
✂ Han knugede Gerhards Haand og sagde hurtigt, dæmpet - som skammede han sig og dog folte sig loftet af Lidenskaben:
✂ Kom! gaa med derud i Aften... vi vil have Zitherspil - efter Forestillingen!
✂ Gerhard slap hans Haand og sagde med et underligt Smil: Med Dem - derud - vi To? Nej, jeg vil arbejde - illustrere min Drøm inat.... Gaa De alene! -
✂ De to Mænd saa' paa hinanden. Saa skiltes de, som sidst, med et tavst Haandtryk.
Anden Bog
I
✂ Torsdagaften hver Uge, og desuden hveranden Søndag, slap Skyggen ud af »Giftblanderiet«, som Brynjulfsen kaldte Materialog Droguerihandelen.
✂ Saa blev de gerne hele Natten sammen. Ved Begyndelsen af disse Festaftner eller Dage var Skyggen blegere end ellers. Den høje Pande var ligesom vokset længere tilbage; de vandklare Øjne under de mørke Vipper og stærke Øjenbryn flakkede uroligt om, skydende nu og da et Lyn ud mod en Person eller Genstand. Lidt efter lidt blev Lynene hyppigere, Øjnene blev henrykte uden nogensinde at blive glade, Skyggen ligesom aandede den Lykke at være i det bedste Selskab og paa Højde med Idealerne. Det svære Skæg paa det store Hoved til den spinkle Krop blev kæmmet og glattet af den hvide, bløde Haand med den funklende Diamant - »Broderens« Gave; - og Uhret, det kostbare Sejerværk med London-Mærke - ogsaa Broderens Gave - blev i Et væk halet frem, tvunget til at aabne Guldkapslens Dække og atter stukket ned, efter at have imponeret Skarer af Opvartere.
✂ »Skyggen« - under andet Navn kendtes han ikke - syntes at være et af de mest enligtstillede Væsner paa Jorden. Han omgikkes Faa, havde kun én Ven, Ulf, hvem han tilbad - som en Hedning sin Fétisch. Kastet forældreløs ud i Verden var han landet en Dag paa Hovedstadens Brostene - derfra i Giftblanderiet. Han havde en Broder, der ved utrolig Energi, eksempelløs Flid under ethvert Afsavn, grebet af Skæbnens stærke Arm pludseligt havde gjort Karriere i England - derfra var forflyttet til en betydelig Post i de fjærne Kolonier. Dette, Broderens Liv, blev for Skyggen Indbegrebet af Verdens-Romantik. Han talte om Guldstøv, Elefanter, 150 tjenende Slaver og vilde Dyr - som om han selv var Herre over Ringens og Lampens Aand. Broderen havde forgæves forsøgt paa at sætte ham ivej, købe ham en Forretning. Skyggen havde rundt afslaaet Alt - stolt og uafhængighedslysten som en Ørkenens Søn. Kun Diamantringen og Uhret havde han taget - til at imponere Rakket med. »Han vilde blive i den Stilling, som han kunde udfylde - om han end fyldte aldrig saa lidt!« Han læste de samme Bøger om igen - følte med disse titanske og gigantiske Værker - passede pligttro sin Bod - greb med Begærlighed enkelte, usammensatte, helst revolutionære Begreber - snappede undertiden hist og her en paradoksal Bemærkning - fra Natte- og Kafélivet - og bragte den regelmæssigt otte Dage efter tilbage til dens Hjemmelsmand - som om ikke han, men Skyggen selv havde tænkt den. Han var kvindekær - og foragtede Kønnet. Han saa' med suveræn Foragt ned paa Alt, der ikke havde med Kunst og helst Literatur at gøre. Han var hjælpsom og beskeden blandt sine medtjenende Kaldsfæller - gik dem stolt forbi, naar han var »fri«. Han afskyede Lavhed - og førte dog gerne Sladder. Han var svagtbegavet - med et ærekært Sind, en glimrende Hukommelse for Citater; han forstod daarligt Spøg - foragtede Frivolitet - elskede Naturen - tilgav kun Ulf en Fornærmelse.
✂ Klædedragten var stedse den samme; graa, tyndslidt - eller blaa, tyndslidt - trevlet forneden - altid manglende en Knap. Til Gengæld var Linnedet soigneret, hvidt, stivet og strøget. Over den sletklædte, blege, forkomne Skikkelse laa der en ukuelig og ukuet Selvfølelse, som ingen pomadiseret Opvarter kunde tage fejl af - i Begyndelsen af Maaneden. Vé den mindre rutinerede Kellnersjæl, som tog fejl heraf. Øjeblikkelig blev et Guld-Tyvekronerstykke slængt paa Bordet - Skyggen havde altid sin Maanedsgage i Guld - og et Glimt af de vandklare Øjne lod den elendige Slave føle, at der boede en Heltesjæl, et Geni, i denne Sprældemandskrop: »Behag at tage af for Fortæringen... og dér har De en Krone for Deres Ulejlighed!« -
✂ Resten af Maaneden fandtes Skyggen ikke - kun Brynjulfsen vidste, hvor han skulde snuse ham op; og det var da paa beskedne Kældere, at Maaltiderne hurtigt og som oftest under en trykket Tavshed bleve indtagne.... hvorefter man skiltes med et Haandtryk, 151 Skyggen mørk, resigneret, pligttro - for at gaa tilbage i den halvdunkle Giftblanderbod - Brynjulfsen enten larmende forceret eller adspredt melankolsk.
✂ Men oprandt Maanedens første Søndag - især hvis Dagen var smuk, indbydende til Udflugter - saa stillede Skyggen punktlig Kl. Elleve i Brynjulfsens Arbejdsværelse. Dér blev da læst nogle Digte - saa spiste man Frokost, Middag, Aften - blev sammen den halve Nat - skændtes, forsonedes.... det var et Kredsløb, en »Ring«, der aabnedes og lukkedes hele Aaret rundt - et Venskab, der kunde være byrdefuldt nok for den ene Part, men som Ulf ligesaa lidt tænkte paa at bryde, som man tænker paa at bortskære et Stykke af sit Kød, en Del af sit aandelige Jeg - om saa denne Del nærmer sig til Karikaturen.
✂ Og nu var det en saadan Søndag i Begyndelsen af Juni, og Skyggen var stillet ti Minuter før Elleve hos Vennen.
✂ Naa, Materialist! - raabte Brynjulfsen inde fra sit Sovekammer - er Du dér? Smid Dig ned i en Stol; - der ligger et Par Digte paa Bordet - tag for Dig af Retterne!...
✂ Men førend Skyggen kastede sig hungrig over denne Føde, som han aldrig blev mæt - og heller aldrig fed - af at sluge, rakte hans hvide, bløde Haand en duftende Regalia - med »Mavebælte« om - ind ad Døren til Syvsoveren:
✂ Dér, Ulf! Den er god - nu skal jeg se, hvad Du har begaaet siden sidst!...
✂ Saa trængte Duften fra hans egen Regalia, med det fine exotiske Krydderi, ind til den i den store Vandballie pjaskende, prustende, bandende Ulf.... og i Pavserne hørtes den dybe, sonore Stemme fra Skyggen - ikke ulig en Violoncel - pathetisk deklamerende Vennens lyrisk-zerrissne Nattefantasier.
✂ Hold Mund, for S - Menneskebarn! raabte Ulf og kom farende ind i Underbenklæder, rød Uldskjorte, et Haandklæde over Lænderne - snappede Papiret, saa' paa det, og smed det igen:
✂ S'gu ikke Umagen værd! Tag en Bog og lad mig være fri for at høre mit eget Vaas! -
✂ Skyggen havde lagt Papiret og i Stedet for taget Aarestrup ned fra Reolen. Nu læste han med Gravrøst:
152✂
At Natten er saa mørk, det er en Lykke;
Det passer sig saa godt. Det var om Natten,
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.
✂
Paa hver en Skygge spejdende hun stirred
Og lytted efter.......
✂ Hold op! Skygge! raabte Brynjulfsen.
✂ Skyggen vedblev ufortrøden:
✂
... lytted efter hver en Lyd i Natten,
Bestandig smukkere og meer forvirret.
✂ Jeg kvæler Dig, Bæst!.... truede Ulf. Skyggen fortsatte:
✂
Til Kys indbyder Armen, hvid og kjælen,
En dejlig Tumleplads den runde Skulder;
Men Kys paa Barmen gaae ret ind i Sjælen....
✂ Jamen Aarestrup gaar Pinedød ikke ind i Sjælen. Han er baade for massiv og i Grunden for akademisk - saa brillant, som han ellers er.... Smid Bogen! og hør paa dette!.. sagde Ulf, som nu var færdig med Toilettet. Og ridende overskrævs paa en Stol, med Slobrok over Benene, i den røde Garibaldiskjorte, med Cigaren i Mundvigen, læste Brynjulfsen:
Juninat.
✂
Man maa hænge mig op
med Hovedet nedad,
om jeg begriber
hvad der ligger bag Natten
som Lov for Dagen -
hvortil Livet sigter -
hvorfor vi lever det!
Ingen kan give Svar,
✂
vi famler alle i Mørke;
hvorfor da gaa i Rette
med en stakkels Digter,
om den lyse Nat frister ham
til at fantasere?
✂
Drik - drik - drik!
Lad den store Kande
gaa flittig rundt i Kredsen!
Sid ikke dér
med Nakken ned i Ryggen
forbavset over Maanens blanke Gulddaler!
✂
Tro ej at Dukaten
falder ned i jert Skød!
Vi ere fattige Stympere,
og ville vedblive at være det,
slidende for Brødet,
indtil vi styrter....
Drik - drik - drik!
at vi kunne glemme
vort Livs elendige Vilkaar
i denne Juninats
guddommelige Skønhed!
✂
Jeg véd, at gode Venner
imorgen ville sige:
Han beruser sig
i daarligt Selskab -
nedbryder sit Helbred -
stjæler Vorherres Tid; -
vi ville holde os fra ham,
sætte Kors ved hans Navn,
betragte ham som død!
✂
Men jeg svarer:
Gaa Pokker ivold!
Jeg sidder
med hvem jeg sidder!
svarer ikke Skat
til nogen Fordom!
betragter mig som løst
fra Støvets Baand
i denne Juninats
guddommelige Frihed!
✂
Spørg Nattergalen,
om den blev konfirmeret,
sat i Vejviser
og paa Mandtalslister?..
Den vil svare
med en jublende Trille,
le af fuld Hals
med dybe Lokketoner -
drikke sig Rus
i Blomsterduggen -
vakle til Reden -
synke ned ved sin Elskedes
dunbløde Bryst,
og forgaa i den Salighed,
som Natten gemmer!
✂
Hæng mig op! hæng mig op!
Denne Juninat
er til at dø i.....
selv Stenene paa Vejen
synes at have Følelser,
de ej kunne magte.
Kom, Edith! lad os dø -
siden det er umuligt at leve!
✂ Skyggen saa' paa ham. Det var et Blik, som af en Hund mod sin Herre, en Kvinde mod sin Elsker....
✂ Ulf! Hvem er den Edith? -
✂ Edith - det er Edith! Der er ikke mer at sige til den Ting!.... Sidste Verslinje duer ikke! -
✂ Ulf! Jeg giver en Landauer idag - jeg gør Fest for Dig!... Jeg......!
✂ Du gør bare ingen Dumheder, vil jeg haabe! Ah! det er din Maanedsdag..... Soit! Vil Du have den Kladde?.....
✂ Skyggen kastede sig over Papiret, som en Maage over en Fisk - stoppede det i Lommen - vilde lukke Frakken over det - opdagede at Knappen manglede - smilede stolt - slog sig paa det tynde Laar, hvor Portmonnaien raslede med en dump Klang.... og saa spurgte han, missende med Øjnene, idet Haanden med Diamanten gravede i Skægget:
✂ Ulf! hvorfor har jeg ikke set Dig saa længe? -
✂ Hvad er det for et Spørgsmaal. Skal jeg staa Skoleret for Dig?-
✂ Nej aldeles ikke - bliv nu ikke straks gal i Ho'det!..... Hvad er det for en Fyr, denne Gerhard? -
✂ Oho! Du er skinsyg, Skygge! Du er den personificerede skind- og benfri Skindsyge! Denne Gerhard er, som Du siger, en Fyr - en meget flink Fyr, tror jeg - meget flinkere end jeg selv - dermed er Alting sagt! -
✂ Skyggen gled tilbage i tvivlende Tavshed. Er der i det hele taget noget Væsen, som kan sættes ved Siden af Dig - undtagen min engelske Broder? syntes Skyggen surmulende at tænke.
✂ Andiamo! sagde Ulf.
✂ Andiamo a la campagna! ekkoede Skyggen.
II
✂ Mellem Tolv og Et - i den lyse Juninat - holdt en Vogn paa Vejen udenfor Gerhards Laage. Der blev raabt af høje Stemmer:
✂ Gerhard! - Henrik Gerhard! vaagn op - kom ud!
156✂ Gerhard aabnede sit Sovekammervindu. Han var ikke afklædt endnu; han kiggede ud, trak sig straks tilbage igen, tog Overtøj paa, kastede en Plaid over Armen, og traadte udenfor.
✂ Villaer og Haver rundt omkring sov - sov bort fra Nattens dæmpede Dejlighed; Alt var stille - Træer, Buske, Stakitværker, Vejens Skærver og Gangstiens Grus som nedsænket i et Broncebad af grønliggyldent Skær.
✂ Her er vi! sagde Ulf - den lyse Nats Born! Vil De være med i Trolddommen? -
✂ I Landaueren, pyntet med grønne Grene og forspændt med et Par runde, blanke Brune, sad Ulf paa Bagsædet ved Siden af Frøken Edith; og fra Forsædet, hvor den lille Frøken Natalie just lænede sig leende tilbage, voltigerede Skyggen op paa Bukken hos den liberiklædte Kusk, der lignede Højtideligheden selv i Sølvtresse og hvide Bomuldshandsker.
✂ Gerhard vilde protestere imod Skyggens Opofrelse. Men Skyggen slog ud med Haanden og antydede majestætisk, at han var sig sin Pligt som Vært bevidst. I det dæmrende Lys forekom han Gerhard mere lig et Syn end en levende Skikkelse - bleg - blegere end Gerhard kunde erindre ham fra sidst - med funklende Øjne, Stemmen ikke absolut under Kommando; han strømmede over af Citater.
✂ Gerhard greb sig et Øjeblik i en filistrøs Uvilje - Generthed maaske. Det hele Selskab havde noget af et Syn ved sig - noget Uvirkeligt. Hans Blik søgte Ediths. Hun havde en let Rødme over Kinderne, Vemodet i Øjnene var trængt tilbage; hun saa' smilende paa ham, som læste hun hans Tanker. Han bukkede for hende, sprang rask op i Vognen, trykkede Ulfs Haand, bad den lille Natalie om Undskyldning fordi han nær havde sat sig paa hendes Parasol - og dér sad han ligeoverfor Edith, og Landaueren rullede med de grønne Grene, med de flinke Brune, med Højtideligheden paa Bukken og med de »Uvirkelige« inde i Vognen, afsted gennem Villakvarteret.
✂ Afsted gennem Bureaukratiets, Professorernes og Forretningsmændenes Villakvarter - ud i den lyse Juninat.
✂ Kusken drejede sig spørgende: Hvorhen? Ligemeget! raabte Ulf. Nu er der lige smukt overalt - blot vi kommer ud ad en 157 Landevej, med Marker paa Siderne! Kør til Roskilde - vi skal begraves i Domkirken!
✂ Kusken syntes i Tvivl. Edith nikkede op til ham: Vi vil blot køre, for at køre!
✂ Skyggen, som mente, at hun havde nikket til ham, slog ud med Haanden og straks kom et Brudstykke Byron, Aarestrup eller Heine dumpende ned over Selskabet. Den lille Natalie spændte sin Entoutcas op imod »Styrtebadet« - som hun ikke ganske uvittigt bemærkede.
✂ Oho! raabte Ulf:
✂
Let us have wine and women, mirth and laughter,
sermons and soda-water the day after.
✂ Øjeblikkeligt riposterede Skyggen:
✂
Man, being reasonable, must get drunk;
the best of life is but intoxication!
✂ Holla, Skygge! stille! tordnede Ulf. Slaar Du ikke din byronske Spunsprop fast i Tønden - og det straks paa Stedet - saa hælder vi Dig af i Damhussøen! Lang nu Bourgognen ned til Gerhard. Han skal paa Højde med os andre! -
✂ Det var maaske endda ikke Bourgognen, som bragte Gerhard paa Højde med det glade Selskab. De var virkelig glade - som Børn, der er sluppen fri; især nu da Byen laa bag dem. Gerhard gjorde sin Skyldighed ved Flasken, som Skyggen fra en skjult Beholdning langede ned til ham. Saa lænede han sig tilbage i Sædet og lod den lyse Nats dæmpede Glød virke paa sig. Han saa' fra Ulf til Edith. Ulf var lutter Bevægelse, nynnende, passiarende - naturligere, mere harmløs end han plejede, rød, svedvaad i Ansigtet af Ivrighed og Løjer. Edith var bleg - drømmende bleg, som Natten selv; Øjnene klare, de fine, smukke Lemmer i en yndefuld Ro. Hendes Latter var smuk - og hvad hun sagde, lod som Latter i en hyggelig Kreds. Der kom et Behag over Gerhard ved at sidde her - saadan halvt i en Dvale, medens Refleksionen tumler vaagen med En. Et Væld af nedstemt Farve, hvori vort inderste 158 Væsen næsten opløses. Han følte, som om Vemod laa sovende i hans Sjæl paa et Leje af rosengyldne Erindringer. Han følte absolut, som om noget var stædet til Hvile i ham og nu vuggede sig i sorgløse Drømme uden at savne, uden at fortryde, uden at begære. Det var en saadan Tilstand - de lyse Nætters - som han i Udlandet havde længtes efter. Og nu var han i Tilstanden.
✂ Haver, Marker, Landevejstræer, flade Egne fo'r ham forbi som en Række Billeder, frembragte af en hallucineret Maler i en ubegribelig Teknik. Han tænkte et Øjeblik paa, at dette maaske egenlig var Kunst - blot at den ikke kunde gøres. Saa kom der en Stump Rhytme nynnende i hans Øre - og han smilede, som følte han, at dette var Lyrik - blot at han ikke havde gjort den. Vage men behagelige Forsæt om at blive noget overordenlig dygtigt, fremfor alt noget meget elskværdigt - holde uendeligt meget af alle Væsner - arbejdede sig frem hos ham Side om Side med en Erkendelse af egen Ringhed. Han lukkede mekanisk Øjnene, men aabnede dem hurtigt igen. Den lille Natalie havde lagt sin Parasol over hans Knæ og spurgte ham lidt stødt:
✂ Sover De? -
✂ Han nikkede tankefuldt uden at vide, hvad han nikkede ad, saa' meget venligt paa hende og spurgte: Fryser De - vil De have min Plaid?
✂ De kan beholde Deres Plaid! sagde hun. Men det gør mig paa Selskabets Vegne ondt, at vi kom og forstyrrede Dem i Deres Nattero. Det var ellers mig , som foreslog det! lagde hun til.
✂ Han bøjede sig endnu venligere hen imod hende og tog hendes Arm ind under sin, som om hun kunde været en ganske lille Pige, man vil være god imod men ikke véd hvad man skal sige til.
✂ Hun trak sin Arm tilbage og gav sig til med Parasolgrebet at banke Skyggen paa Ryggen.
✂ Edith bøjede sig frem imod Gerhard og spurgte paa sin blide, noget forlegne Maade: Maa jeg sige, hvad jeg tror?...
✂ Ja ja! bad han hurtigt og nikkede.
✂ Hun betænkte sig et Øjeblik, medens Ulf hældede sig ud over Vognsiden og tændte en frisk Cigar ved sin Stump. Saa sagde hun naturligt, med Blikket hæftet lige paa Gerhard: 159 Tænker De ikke om enhver ung Pige - enhver ung Dame - at hun i Grunden ikke kan modstaa Dem?
✂ Jeg?... spurgte han overrasket. Skulde jeg tænke, at Nogen...? at jeg var....! Han prøvede at le, men tav. Lidt efter sagde han dæmpet: Hvoraf slutter De det?..
✂ Hun rystede paa Hovedet og saa' ned for sig. De lyse Øjenvipper tegnede sig over den let rødmende Kind. Den fine Næsefløj dirrede svagt og Læberne var lukkede. Hun lignede en Blomst, fæstet til den lyse Nats Bryst.... en Fugl, der lige har sunget, men ikke véd, hvad den sang, og som nu sidder dér i det dæmrende Lys, ukendt, uden Navn, beskeden og dog med sit Væsens Fordring paa at være til, at leve, at indaande Dug, udsynge en Strofe - og saa bøje Hovedet og forsvinde i Morgnens Hav. Atter saa' hun ivejret og til Siden. Ulf havde spøgende lagt Armen om hendes slanke Taille - hun fjærnede hans Arm - kastede sig med et lille Ryk tilbage og lo.
✂ Rigtigt! raabte Ulf Lad os le det Hele væk - »i denne Juninats guddommelige Skønhed.«
✂ »Guddommelige Frihed!« ekkoede Skyggen ned fra Bukken.
✂ Buh! - bøh! raabte Ulf.
✂ Er det Koketteri! tænkte Gerhard ved sig selv, idet han iagttog hende. Han var lidt vred paa hende, mest paa sig selv. Aa! sagde han højt - uvilkaarligt: I Grunden er vi allesammen kokette - og hvorfor ikke? - Er der mon Nogen, som ikke gør en Røverkule af sit Hjærte?....
✂ Haløj! lo Ulf saa det klukkede. Nu vaaser Sfinxen.... en Røverkule, en Røverkule! Mine Damer, hører De Vismanden? Vi er kommen sammen for at fejre den lyse Nat ved at kokettere allesammen med hinanden! Hvilket himmelskrigende Sludder! Undskyld, Gerhard! undskyld, Edith! Jeg maa hen og omfavne den Milepæl dér! Skygge! der maa være en Flaske Champagne endnu.... skænk op til Damerne i Vandglassene... og lad os Mandfolk faa Bourgognen!
✂ Kusken holdt Hestene an. Ulf var allerede sprunget af Vognen. Han hoppede over Vejridsningen og omfavnede en Halvmilepæl, der løftede sin afstumpede Kegle op fra den graa Stensokkel.
160✂ »Aa Du gode gamle Generalløjtnant Jansen«... raabte han... Du ærværdige Halvmile-Sfinx, der har hørt og fornummet saa mange stille Vejfarendes Tanker... har Du nogentids hørt Mage til Nonsens? Eller har han dér Ret? - og gør vi allesammen Nar ad hinanden? Ja, den lille Natalie gør Nar ad os alle - men der er heller Ingen, der tager det alvorligt med hende - hvorfor skulde hun saa ikke øve Gengæld? Skyggen - han gør just ikke Nar ad mig - men han gør sig til Nar ved at være min Skygge - og jeg taaler det og føler mig endogsaa smigret derved. Jeg er en snavs Karl! Gerhard dér - han sidder saa fordømt rolig og tygger paa sin sidste Aandrighed - eller Dumhed! Gid han maatte blive en Milepæl i det tilkommende Liv! Gid han var det allerede! Men Du, o Edith! - lille Edith! hvis han siger og mener, at Du er koket - saa deklarerer han kun, at han vel kender adskillige Fruer eller Frøkner i Kristenheden, som har haft ham til Bedste - men han røber ogsaa, at han selv har haft Synder paa sin Samvittighed og at Giften er bleven siddende i ham - det Bæst! At have ubegrænset Tillid til en Kvinde, uden forresten at være et Fjols, som lader sig bilde Alting ind - det er nogetnær det lykkeligste, som kan times et Menneske - lykkeligere maaske end selve det at besidde hende. Men der er heller ikke noget bedre, man kan skænke en Kvinde, end den ubetingede Tillid. Ejer hun den fra en Mand - saa ejer hun mere end hans Hjærte - det, hvorefter Kvinden ellers først og sidst spørger. Og hun vil gengælde ham - ved at give ham noget meget bedre end sine Kærtegn: hun vil se op til ham - og derved tvinge ham selv til at se ivejret - højt og vidt over sig selv - op i det uendelige Rum, hvor der er rent og frit for Drifter og Luner - hvor Menneskehedens Idealer hænger numereret paa en usynlig Knagerække i Hs. kgl. Majestæt Vorherres Entré!...
✂ Han var krøbet op paa Stenen og stod dér balancerende med udstrakte Anne, svingende sin Hat, Ansigtet vendt i en overstrømmende Exstase mod det gyldengraa Dagskær, der sivede ud over de metallisk-grønne Marker. Kom, Børnlil! kom! raabte han. Lad os danse en Runddans om dette Stenalter for Morgenskærets Gud - han, som har opfundet Kærligheden førend han opfandt Loven og Tavleregningen og den hele Konfession! -
161✂ Han sprang ned og løb frem til Vognen, stadig med udbredte Arme.
✂ Edith stod oprejst paa Sædet og saa' glad ud. Skyggen slugte hende med Øjnene.
✂ Er han nu ikke elskværdig? spurgte hun Gerhard og pegede ned mod Ulf.
✂ Jo - han er elskværdig, Frøken! svarede Gerhard bestemt og tømte sit Glas i et Drag.
✂ Hun saa' paa ham - rakte ham Haanden og sagde blødt: Er De vred paa mig?...
✂ Kom, kom! raabte Ulf. Lad den Skeptiker staa!...
✂ Hun hoppede ned til Ulf. Han løftede den lette Pigeskikkelse højt ivejret, svingede hende rundt - faldt, slap hende, var straks paa Benene igen og hjalp hende forbløffet op fra Vejen, idet han gav sig til at børste hendes Kjole og sine Benklæder.
✂ Hun lo - de lo alle. Gerhard havde hjulpet Natalie ned, og paastod at han vilde bære hende over Grøften. Hun gjorde ingen Modstand og saa' triumferende paa Edith. Saa tog de alle - Skyggen indbefattet - hinanden i Hænderne og gav sig til at danse og synge omkring Milepælen - ganske som Børn. Men Kusken sad stiv paa Bukken - den hvide Bomuldshandske klemt om Piskeskaftet - med et lille kort Sideblik, Overskægget skudt op under Næsen: Naa, de morer sig - de er tossede! -
✂ De morede sig. De var bleven lige kaade alle. De gik »i Kæde« omkring Stenen - de pludrede og lo - Gerhard og Ulf spillede paa Damernes Parasoller som paa Guitarrer - sang alle mulige Stumper af Viser, hvortil Ulf improviserede Omkvæd.
✂ Vi vil køre ud i den vide Verden! blive ved at køre tre Døgn itræk - ja hele Livet! raabte Ulf.
✂
Og bede i de bedste Kroer! foreslog Gerhard.
Og vaske os! sagde Natalie.
Bade os i Damhussøen! raabte Skyggen.
En ad Gangen, maa jeg spørge? lo Natalie.
✂ Nej alle paa engang - som vi staar og gaar! tilføjede Skyggen og begyndte paa en længere Fortælling om, hvorlunde han og Ulf en Morgen var vendt hjem fra Skoven - meget trætte og meget 162 støvede - og var vadet ud til midt paa Livet - i »full dress«.
✂ Fulde i Dress! lo Ulf. Jeg er ikke bange for at gøre det igen! Hvem kommer først ned til Søen?....
✂ Edith lagde sin Haand paa hans Arm:
✂ Vi maa hjem nu. Det er Morgen! -
✂ Aldrig hjem mere! raabte han. Ikke under nogen Omstændigheder hjem paa denne Side af St. Hans! Uha; den ækle, grimme By, som skal glo paa os med søvnige Øjne!... Skygge! har Du flere Penge? Vi beholder Vognen et helt Døgn... og saa sælger vi Kusken og Hestene og Seletøjet og æventyrer os videre med friskt Forspand. Gerhard kan køre for os! -
✂ Jeg kan køre! raabte Natalie.
✂ Natalie! sagde Edith venligt og bestemt. De husker, hvad vi lovede hinanden! Vi maa hjem!... Og hun vendte sig og sagde delt mellem Ulf og Gerhard, paa sin blide Maade: Nu er det saa kønt Altsammen. Ikkesandt?...
✂ Gerhard saa' paa Ulf og nikkede.
✂ De steg alle tilvogns. Kusken havde drejet Hestene. Det gik tilbage til Byen, som stak sine Taarne, sværtede Skorstene, lange nøgterne Husrækker paa en fjærn døsig-surmulende Maade op gennem en rugende Dis af fortættet Kedsommelighed. Morgenvinden løb i en let Brise - ligesom paa Filtsaaler - hen over de zinobergrønne Marker, og naar den halvhøje Sæd dukkede sig, vendte den violette og lysegraa Flader op mod det stærkere og stærkere østlige Lys. Ude i Horisonten svulmede Kallebodstrand sølvblaa som et Hav, der er ved at vaagne. Bøndergaarde, Gartnerhuse, Affaldspladser - om Dagen rasérte for enhver Fordring paa Skønhedsinteresse - syntes i det sælsomme Skær at tilhøre et heroisk Landskab. Pan kunde skære sin Fløjte i Sivene om den lille Dam, hvor Gartnerkarle Dagen over hentede Vand til Aspargesbedene. En enkelt Lystgaard - af dem fra Aarhundredets Begyndelse - laa som en Helligdom i en lille Lund. Diana kunde have sit Tempel dér.
✂ Gerhard stirrede omkring sig; han meddelte Edith sine Indtryk; deres Blik mødtes, hun nikkede forstaaende til ham, da han sagde: Dette er Guldaldermythen, Frøken Edith! Tror De, at vi 163 begge vil erindre denne Morgen, naar jeg længst er over alle Bjærge igen, og naar De... ja hvor er De henne? -
✂ Hun saa' ned for sig og nikkede. Hun syntes rolig og glad. Han vilde ikke spørge mere, men der krøb ligesom en lille Orm hen over hans Hjærte - en Orm af Videbegærlighed, Medfølelse, Beskyttelseslyst, en endnu stærkere Interesse... han brød af, slog Ulf paa Skuldren og sagde:
✂ De falder i Staver, Ulf! hvad tænker De paa?
✂ Paa en Improvisation. Her har De den!
✂ Ulf tog Ediths Parasol, slog Takt med den i Luften og reciterede:
✂
Inat er jeg det Skabtes Herre,
Livs-Triumfator højt paa Lysets Kærre,
med Straalebundter i min Haand -
o Gud! hvor rig, hvor stor, hvor ren min Aand!
✂
Imorgen ligger jeg paa Sengen,
imorgen er jeg træt og gnaven.
✂
lovermorgen.....
dér er Graven!
✂ Naa naa! smilede Gerhard. Ikke slet saa hurtigt, haaber jeg!
✂ Ulf skar en Grimace og fortsatte:
✂
Men førend Natten er forbi,
velsigner jeg det Maskepi,
som mig til Eksistensen binder:
den værste Sjover er mig kær,
thi ogsaa
ham
forgylder jo det Skær,
der strømmer ligeligt mod en og hver
fra Smilet over Morgnens blide Kinder!
✂ Vognen var begyndt at køre langsomt op ad Frederiksbergbakke langs Søndermarken, over hvis hvælvede Trækroner gylden Søvn 164 syntes drysset. En enkelt Fuglestemme lød derinde fra... Ulf pegede mod Vejgrøften; dér laa en ung, tætbygget Lazaron paa Ryggen i Græsset, med Hænderne bag om Nakken, Kasketten skubbet bort fra Panden, Munden halvt aaben, Øjnene lukkede.
✂ Ham greb Du brillant, Ulf! raabte Skyggen, som nu sad paa Forsædet klemt ned imellem Gerhard og den lille Natalie, der allerede havde gabet et Par Gange.
✂ Søvnen har grebet ham - sagde Ulf leende - og Aurora kysser ham. Hun kysser saa mangen snavset Mund, uden forst at viske den af med sin Lommeklud. Gud bevares, hvor Guderne er ganske anderledes demokratiske end vi . Hvad siger De, kære Edith? Jeg har ikke aflagt noget Løfte paa min Mund. Og De har aldrig kysset mig ... simpelthen af den Grund, at jeg aldrig har bedet Dem derom - ikke har vovet det, og ikke kunde tænke mig, at De tog Initiativet. Nej nej, bliv ikke vred... jeg har en uregerlig Mund; hinc illæ lacrimæ - derfra al min Fortræd! Oprigtigt misunder jeg den Laban dér... han er i Uskyldighedstilstanden - som Ibsen siger - kender ikke Forskel paa Godt og Ondt - og Fluerne generer ham endnu ikke. Vi har drukket god Vin inat - og er derfor ikke bleven beruset, men løftet-glade! Han har drukket Ol og Brændevin - og ligger nu paa sine Gærninger - sandsynligvis langt lykkeligere end vi - vi, som kører ham forbi med et Skuldertræk. Rimeligvis er han en raa Lømmel, naar han vaagner - men det er ogsaa muligt, at der er En , som elsker ham og for hvem han er Indbegrebet af Fuldkommenhed, en god Slagsbroder, en dygtig Danser, en rask Fyr. Maaske har vi dér Mandsidealet for os i Ur-Typen: raa, stærk, doven. Adam før Syndfloden. Det manglede blot, at Eva skulde ligge ved Siden af ham. Sujet for en moderne Maler. Hvad mener De , Gerhard? -
✂ Edith lagde stilfærdigt sin Haand over Brynjulfsens Arm. Ulf sagde hurtigt:
✂ Kære Edith! De skal ikke være bange, jeg gaar ikke videre i Teksten. Blot dette! Hvad har Mandsidealet udviklet sig til? Kræmmeren og Soldaten... videre er vi ikke kommen. Herhjemme »Grossereren« - i Tyskland Officeren - i Frankrig Børsmægleren og Parlamentarikeren! Oprigtig talt, Evolutionen har 165 ikke gjort Underværker endnu siden Adams Dage. Gid jeg var en Lazaron - saa havde jeg maaske dog en Kærest'!
✂ Han bøjede sig ned med et besynderligt ærbødigt-bedende, sørgmodigt og genért Blik - og trykkede et Kys paa hendes Handske. Der var en lidt forlegen Pause, som naar Strenge er bleven berørt, uden at nogen véd, hvilke eller hvordan, men alle føler den borttonende Lyd af Disharmoni... og Dagningens Stilhed, den enkelte spæde Fuglestemme, Løvets Uddunstninger, Sommermorgnens underligt mættede Melankoli forøgede det pinlige Indtryk i Sindene... alle disse Sind, som Natten havde gjort modtagelige... alle, undtagen den lille Natalies. Hun sov op mod Skyggens Skulder.
✂ Vognen holdt paa Toppen af Bakken udenfor Bagsiden af Slottet. Hestene skulde puste. Gerhard saa' paa Edith; hun lænede sig tilbage, drog Vejret dybt gennem halvt aabnede Læber, og standsede med Haanden en lys Haartot, der krøb frem fra den hvide Nakke, glinsende i Luftens gyldenblege Skær - selv et Stykke Morgen, en Refleks af noget fint, forjættende Noget... Hvor sød hun er! tænkte Gerhard og greb sig pludselig i en styg, ukammeratlig Tanke. Han mærkede, at han kunde misunde Ulf denne unge Pige, dette Barn dér, som ikke alene var i Besiddelse af alle en Kvindes Friheder - kunde gaa, komme, vælge sit Selskab, følge sine Tilbøjeligheder og Indskydelser, leve med andre Ord... men som ogsaa havde Kvindens Takt til at bruge sin Frihed... dette Barn, som havde sagt til ham: De tror om Dem selv, at De er uimodstaaelig!
✂ Hun nikkede til ham, som havde hun læst hans Tanker og bad ham om Undskyldning paany. »Men alligevel tror hun det om mig!« sagde han til sig selv. »Eller - er hun dog virkelig ikke koket. Hvor skulde det være muligt andet?«
✂ Og atter syntes han, at hun læste hans Tanker; og hun smilede - et gaadefuldt Smil; et Kvindesmil. »Tænk, hvad denne Vogn rummer af sammensatte Væsner!« sagde han til sig selv. »Hvad har vi at gøre med hinanden?... og dog er vi nu paa en Maade filtret ind i hinanden!... Nej, jeg vil ikke bryde mit Hoved dermed... men sød er hun - dobbelt sød med dette Relief, denne lille Natalie 166 dér - og Skyggen - og Ulf - og - og - mig selv indbefattet! Et underligt Kompagni. Er jeg alene en Filister mellem dem? Hvor kan hun nu omgaas denne Natalie - denne fikse Dukke - et lille, tomhjærnet, pikant Væsen, der dog vist kan købes - i hvert Fald kan vindes? Nonsens! Alle Kvinder kan vindes - og de Firs af Hundred købes dog, med eller uden Kirkens Sanktion! Er jeg maaske bleven Ægteskabsadvokat? Hvem omgaas de gifte Kvinder? Andre gifte eller ugifte Kvinder - stundom ret dumme eller ret letsindige. Hvem omgaas vi Mænd? Oftest tilfældige, letsindige eller dumme Kammerater! Aa, jeg gider ikke tænke derpaa. Sød er hun. Et forbavsende Instinkt - ikke én Dumhed har hun sagt - og literær Viden bag hendes Beskedenhed - Ulfs Paavirkning naturligvis... ja, han maa holde af hende... og hun af ham!«...
✂ Hun havde siddet og set paa Gerhard. Har De nu tænkt det rigtig grundigt igennem? spurgte hun ham leende.
✂ Hvilket? sagde han. Jeg er bange for, at De læser mig grundigere, end jeg Dem!
✂ Jeg lader det ikke komme frem i mine Øjne! svarede hun og missede smilende. Det gør vi Kvindemennesker sjældent!
✂ Tys! sagde han og lo. Den store Ulf taler til den lille By! -
✂ Ulf stod op i Vognen og saa' ned paa Byen, som øde, mennesketom og støvet i sine Udkanter strakte ham et nøgternt Kirkespir imøde.
✂ Jeg ækles ved Dig, og elsker Dig dog! sagde Ulf. »Vidste Du endnu paa denne Dag, hvad der tjener til din Frelse«... men Du véd det simpelthen ikke. Fæstning - Forter? Bah! Skoncit... maaske! Noget maa det ende med... og Slaget paa Rheden var i hvert Fald et Klokkeklemt, der kunde varskoe bedre end alle de Dirigentklokker, som nu bimler og bamler os til Idioter. Du var en ganske hyggelig, glad By - bag dine Volde. De rev Voldene ned, for at gøre Dig stor. De opnaaede at gøre Dig til det kedsommeligste Hul i Verden - næst efter Kristiania og Odense. Vi hader hverandre af et godt Hjærte - det er fordi vor By er grim, flov, fersk - som Livet i Byen selv er flovt, ferskt, aandløst. Giv os nogle smukke Bygninger og et Par livskraftige Institutioner - og vi ville slaas for vor By. Men Ingen faar os til at bløde bag 167 Feltbefæstninger til Fordel for Sædelighedssag, Rigsdagsdebatter eller Tivoli. Maaske dog for Tivoli! Aa, hvilken Paastand, at vi føler os som en Nation - som Danske. Vi føler os som det, vi er: tre, fire dybt adskilte Lag i en Befolkning, der kun kan takke sit Flegma for, at den endnu holder sammen paa Storebededag. Alle andre Mærkedage gaar den hver for sig - i Politik, i Religion, i Kunst og Økonomi. Der er ikke en Familie, som ikke er splittet, ikke en Forening, som ikke kun holdes kunstigt sammen. Vi sover - det har vi længe gjort; men vi har onde Drømme - det har vi ikke altid haft. Et Dommedagsslag vil vække os. Kun et Dommedagsslag kan vække os. Og lad os saa se, hvor mange der møder paa Pladsen! Gid vi mødte der alle... Gid det var nu... nu! Gid vi ikke skulde sejgpines Aar efter Aar i denne Æske af nøgterne Tarvelighedsbygninger, hvori Smaagrinet og Smaadrilleriet bor til Leje og leger »Flyttedag« med de samme Stole. Det Folk, der har givet Afkald paa Lidenskab, Tragedie og Revolution - det har gjort sig selv til et Kongerige af Spidsborgere med Madammer, Børnevogne, Ølkældere og heibergske Vaudeviller! Men det Folk gaar langsomt til Grunde... eller det knuses mellem et Par Jernnæver! -
✂ Han vendte sig til Edith, greb hendes Haand, knugede den og sagde:
✂ Edith! De overlever sandsynligvis mig. Jeg skal testamentere Dem min Revolver, for at De selv kan forhindre en brandenburgsk Officer i at gøre Dem til Krigsbytte. I det Øjeblik De da trykker af imod Deres smukke Bryst - thi De maa ikke skyde Dem igennem Hovedet - vil De saa erindre, at De havde en Ven, som var Profet!
✂ Han slog en Latter op. Vognen var rullet ned ad Bakken og holdt ved Omdrejningen til den første Vej. Ulf sprang ud, aabnede Vogndøren og rakte Edith Haanden:
✂ Ikkesandt, Edith! De vil nok tillade mig at gelejde Dem hjem - eftersom De jo ikke ynder at komme anstigende i Ekvipage saa tidligt paa Dagen? De to Herrer kører Frøken Natalie hjem. Godmorgen - og Farvel! Bagerne har ikke lukket op endnu. Politibetjentene glimre ved deres Fraværelse. Vi kunde godt opføre en lille Duel i Søndermarken uden overflødige Vidner. Men 168 »Retfærdigheden vaager«, som Kommandanten i Don Juan synger - og hvorfor skulde vi overhovedet slaas? »Ræk mig din Haand, Du Søde!« - Frøken Natalie! bedaar ikke Gerhard dér! Og Du, Skygge! Tak for idag og igaar - og vel modt iovermorgen, naar vi skal suge paa Labben! Addio! -
✂ Addio! ekkoede Skyggen. Addio, Signorina! tilfojede han og svingede med Hatten for Edith.
✂ Farvel Hr. Gerhard! sagde Edith med sænkede Øjne. Saa tog hun Ulfs Arm, som han bukkende bød hende. Et Øjeblik stod de To dér paa den mennesketomme, støvede Gangsti under Lindetræernes lyse, søvntunge Løv. Det var med et underligt Smil - ikke overlegent, snarere ydmygt, men tillige med noget Beskyttende i sig - noget som af en Kvindes halvt videbegærlige, halvt instinktmæssige Medfølelse - at hun lod sig føre bort ved sin Kavalers Arm.
✂ Og det var med et lille Stik i Hjærtet, at Gerhard saa' efter Ulfs altfor høje, noget fremdukkende, og Ediths fine, slanke spænstige Skikkelse - et Par - en Mand og en Kvinde - som gik dér Side om Side ind i den vaagnende Sommerdags Morgen. Og han tænkte pludselig ved sig selv: Hvor de ligner hinanden.... mærkeligt! Ergo hører de sammen!
✂ Jeg syntes, at Herrerne vilde køre mig hjem! sagde den lille Natalie vrippen. Gør Dem forresten ingen Ulejlighed; jeg bor tæt herved, og jeg kan godt...!
✂ Kør til, Kusk! sagde Gerhard og saa' hende smilende ind i Ansigtet, der nu røbede Antydninger af Mangel paa Søvn og Hvile. Han saa' ind i dette Ansigt - og tænkte paa Ediths.
✂ Vognen holdt foran et nyt Hus med ubebyggede Arealer rundt omkring.
✂ Her er min Nøgle! Vil De maaske lukke Gadedøren op for mig? sagde den lille Frøken til Gerhard, medens Skyggen var ifærd med at betale Kusken.
✂ Gerhard lukkede op, trykkede hendes Haand og modtog hendes Tak for den behagelige Aften.
✂ Nat! rettede Gerhard leende.
✂ Hun missede med Øjnene og saa' hen til den Side, hvor 169 Skyggen stod hos Kusken, der bukkende krammede nogle Sedler i den hvide Bomuldshaand.
✂ Bor De højt oppe? spurgte Gerhard høflig.
✂ Nej! svarede hun - første Sal - Døren tilhøjre... hvis Deres Vej en Eftermiddag skulde falde forbi. Jeg drikker altid min Eftermiddagskaffe Klokken fem, førend jeg klæder mig om! -
✂ For at gaa hen til... for at gaa ud til...? Han vidste ikke, hvilken Benævnelse han skulde bruge. Han følte atter noget af denne Uvilje, Generthed, oppe i sig. I det grelle Morgenlys saa' han paa den lille, buttede Dame dér, hvis Øjenlaage var trætte men hvis Øjne syntes at indbyde ham til muligvis at forsøge det med en Kop Morgenkaffe. Han tænkte virkelig paa Kaffe - og kun paa Kaffe. Han spurgte ligefrem, naturlig:
✂ Er De meget søvnig - gaar De straks iseng?
✂ Hun saa' paa ham uden at svare - temmelig misbilligende og lod Blikket søge ud gennem Døren, som hun endnu holdt paa Klem.
✂ Han fulgte Retningen af hendes Blik. Skyggen!
✂ Ah! tænkte han. Skyggen havde jeg glemt - men hun ikke! Saa bøjede han sig smilende ned over hende, følte Uviljen vokse i sig, og alligevel kyssede han hende.
✂ Hun syntes vred. Hvorfor gjorde De det? spurgte hun med lav Stemme. Hvorfor behandler De mig ikke som - som De behandler Edith - som en Dame?
✂ Han følte Bebrejdelsen, mærkede, at han skammede sig, vilde trodse Skamfuldheden tilbage, tog hende om Livet og kyssede hende endnu en Gang lidenskabeligt.
✂ Judas! sagde han til sig selv, idet hun hvilede i hans Arm med lukkede Øjne.
✂ Han gjorde sig læmpeligt fri. Hurtigt havde hun Øjnene forskende fæstet paa ham. Kommer De i Eftermiddag? hviskede hun. Jeg synes saa godt om Dem. Tro ikke noget ondt om mig - men... kom!
✂ Der var i dette »tro ikke noget ondt om mig« - i denne hastige, ufrivillige Maade at tage Afstand fra hans Dom og samtidig erklære sig overvunden - der var noget herved, som baade smigrede ham og rørte ham.
170✂ Saa tog han Vejret dybt, bed sig i Læben og sagde, idet han bukkende traadte ud af Døren, med Blikket stift hæftet paa hende:
✂ Jeg kommer her - aldrig!
✂ Døren blev lukket haardt i efter ham, Nøglen drejet energisk om. Han følte det, som om Døren slog ham paa Nakken.
✂ Jeg har fortjent det! sagde han stille ved sig selv. Imorgen er hun maaske en lille tankeløs Dukke igen. Idag har hun Ret til at være overlegen... Aa, Mandfolk, Mandfolk!
✂ Han saa' Skyggen staa henne paa Gadehjørnet som en Vaabendragergespenst, bleg, med en haanlig Mine.
✂ Naa? spurgte Skyggen.
✂ Naa! svarede Gerhard oprømt.
✂ Skyggen saa' stadig haanligt paa ham fra Siden af:
✂ Synes De om den lille Natalie?
✂ Ja! svarede Gerhard kort.
✂ En Gaas! sagde Skyggen i Gravtone.
✂ Gerhard lo.
✂ Hvad synes De om - Edith? spurgte Skyggen med rynkede Bryn.
✂ Hun er sød! svarede Gerhard. Men hvad saa? Det samme finder naturligvis Brynjulfsen - og dermed ophører egenlig Spørgsmaalet sød eller ikke sød for mig!
✂ De gik langsomt ned ad den lange, mennesketomme Vesterbrogade, hvis snusfornuftige Husrække syntes at indeholde ligesaa mange Protester imod de fristende lyse Nætter, som der var matskinnende Ruder i blege Vinduesrammer. Fra Haver og Bagbygninger kom syrlig Blomsteraande, blandet med Bryggeriernes sødlige Maltduft - og saa Lugten af Slagterblod og Garverbark.
✂ Gerhard sagde:
✂ Her er dog for grimt!
✂ Skyggen nikkede - syntes slet ikke at se paa Omgivelserne - fulgte en Tankegang og spurgte med dæmpet Stemme, som om de snusfornuftige Huse ikke taalte at høre hans Ord... Hvad mener De oprigtig talt om denne unge Pige - denne lille Edith? - Tror De, at hun kunde blive den Odalisk, den Almée, den Bajadere, eller hvad De vil, som - som - som... Ja for De kender ikke 171 Brynjulfsen - De kender ikke Ulf! afbrød han hæftigt, idet hans vandgraa Øjne rullede og hans hvide Haand fægtede i Luften. Hun kan ødelægge ham... jeg har set det paa ham, hvor indtaget han er i hende. Han taler ikke om hende til mig - det er det farlige. Men De maa forresten ikke tro, at Ulf er udsvævende... Pokker er han! Han lever om Natten; han vil ikke i Længden kunne udholde det - men hvis man - som Th. Moore siger - tænkte sig Natten i en ung, hvidarmet Kvindes Skikkelse, med duggede Øjne og halvtaabne Læber, saa vil jeg sige, at han snarere lever for hende end med hende. Ulf er en rødskægget Østerlænder med Luthers Katekismus ufordøjet i Maven. Egenlig er han undselig - og paa en Maade kysk - trods alle hans gebommerlige Kraftudtryk. Jeg har aldrig hørt ham fortælle en liderlig Historie - ikke engang naar han var fuld - eller allermindst da! Men der er det fortvivlede ved ham - som forresten er ganske naturligt - at han maa hengive sig, ganske hensynsløst, til en Passion, i et Sværmeri... saa kan han skrive... ellers ikke. Ja han er i Grunden ikke langt fra at være dum, naar han ikke er forelsket - og han kan i sine Dumhedsperioder bilde sig det Utroligste ind - f. Ex. at han er kaldet til at være mæglende Politiker eller kristelig Præst - hvilket altid har haft sørgelige Udfald.
✂ Gerhard lo højt og saa' opmærksomt paa Skyggen, der forekom ham at tale som et helt andet Menneske, med et helt andet Organ, end straks paa Natten.
✂ Skyggen fortsatte:
✂ Ser De; hvis denne lille Edith forstaar ham, holder af ham, ikke smigrer for ham, ikke koketterer med ham, ikke spiller alle de smaa Komedier, som Kvinder pleje at spille - hvad enten de er saadan eller saadan - naa ja, godt! saa skal jeg ikke blive skinsyg... Men hvis hun ikke opfylder sin Mission - for hun har en Mission, dersom hun forstaar det - saa...
✂ Her knugede Skyggen Haanden og saa' mørkt, fjendtligt paa et Barberskilt, der akurat svajede i Morgenbrisen. Derpaa lod han Øjnene glide hen over Gerhard og sagde med Gravstemme, som kom den fra en Fehmgericht:
✂ Kunde De ikke tænke Dem, at tage hende fra ham?
✂ Gerhard betragtede Skyggen skarpt - smilede, tog Hatten 172 af og sagde: Godmorgen! Jeg tror, jeg vil søge hjem til mit Pavlun! -
✂ Skyggen greb ham fat i Frakkeopslaget, og rystende af dump, tilbagetrængt Ivrighed, messede han:
✂ Dette Land er i sin Dekadence. Denne By gaar i Spidsen. Blandt de typiske Figurer paa denne æsthetiske Bys Dekadence er Ulf Brynjulfsen Spidsen - og jeg er hans Karikatur. Men ser De: denne Karikatur siger til Dem, hans Ven: Tag denne Kvinde fra ham - hvis hun gør ham Skade. De kan gøre det - jeg ikke. Godmorgen! -
✂ Saa slap Skyggen Taget, slog ud med Haanden, drejede rundt paa en skæv Støvlehæl, og gik hurtigt bort med usikre Skridt, mumlende nogle Citater ligesom en Besværgelse.
✂ Gerhard saa' efter ham. »Men det er jo en moslimsk Fanatiker - en Dervisch - og ovenikøbet beruset! Han burde haft Kaftan og Tøfler paa! Han er et Gespenst - et Nattespøgelse, der svinder bort i Morgenlyset. Indeholder denne By da ikke andre Mennesker end Filistre og Halvforrykte...? Hvad vilde jeg dog her?«...
✂ Solen stod op. I et Bad af rødgylden Bronce laa de snusfornuftige Husfacader, som om de pludseligt vaagnede med en Skarlagensfeber paa Halsen. Ikke et Menneske, ikke en Politibetjent, ikke engang en Hund. Saa kom den første Bagervogn rullende ud af en lav Port. Gerhard slog sin Plaid over Skulderen, og gik hurtigt ned ad Frederiksbergallé og hjem.
✂ Men Skyggen - som i Frastand havde fulgt ham med Øjnene - vendte og gik tilbage i Retning af den lille Frøken Natalies Hus.
III
✂ Gerhard vaagnede højt op ad Formiddagen, tog sig en Overgydning med koldt Vand, kom i Klæderne - og følte sig mærkeligt vel tilpas. Havde han drømt? Han vidste det ikke. Men Natten stod for ham som en Drøm.
✂ Husholdersken havde sat Frokost frem. Han sagde hende nogle 173 spøgende Artigheder, som hun besvarede sursødt med sin vanlige Hovedrysten. Formodenlig korsede hun sig ude i Køkkenet - eller bad en stille Bøn: Herre! se i Naade ned til de unge Mænd!
✂ Han hentede selv Portvinskaraflen fra Buffeten, spiste med god Appetit - uden at vide hvad - drak et Par Glas - og skyllede efter med en Kop stærk Kaffe.
✂ Saa tænkte han paa den lille Natalie og følte sig meget utilfreds. Derpaa gled Ediths fine Skikkelse - Ansigtet med de uregelmæssige Træk, de underlige ydmyge, agtpaagivende Øjne, Munden med det søde, vemodige Smil, den smukke, hvide Nakke, Haartotten med det gyldne Dagskær i de flimrende Spidser... Edith gled forbi ham, blev staaende - eller siddende - i en Krog af Værelset, seende paa ham med sænket Pande, fra neden af opefter - og lige ind igennem ham.
✂ Han rejste sig langsomt - strakte sig, saa det knagede i Skulderbladene - længtes efter en Fægtesal, gik ovenpaa i Atelieret, tændte en Pibe, som ikke smagte ham, smed sig paa Sofaen og laa dér med lukkede Øjne.
✂ Vilde Brynjulfsen komme til ham idag?
✂ Han ønskede nærmest ikke at se Ulf.
✂ Han klædte sig i Visitdragt, børstede nogle Pletter af sin sorte Bonjour, hængte Skiltet »Model« udenpaa Atelierdøren, og gik ud. Hvorhen vidste han ikke.
✂ Jo - han havde læst forleden om Villakvarterets Fægte- og Gymnastiksal.
✂ Han gik derhen, fandt Gymnastiklokalet i en Skolebygning, navngav sig og lod sig skrive ind i en Protokol - mod Erlæggelse af Gebyr. Der lugtede af et nyvandet, støvet Gulv, af tjæret Tovværk og Sejldugsmadrasser. Læreren - Sergent Eriksen - en lille, smækker, kortstudset Mand, vindtør med et Par tykke Arme i en Bajstrøje, et gnavent Træk om Munden, et Par levende Øjne som en Ilder - gav Lektioner efter Tur til to Medicinere, nogle Kontorister, en blodløs Universitetsdocent, en lasket Grossér og en brystsvag Grossér... Gerhard følte Ynglingefornemmelser i sig ved disse Appeller... Engagér! degager! - ét Battement - Et! Saa-aa! nu dæk! - fald ud... ikke vakle paa den Fod, for Satan Hr! De render Modstanderens Spids lige ind i Armhulningen 174 ...Tænk Dem altid Floretten uden Dup - og i Højde med Deres Modstanders Øje... Rap, rap, rap! - løst Haandled - korte Bevægelser... snevert, snevert... ser De! dér røg Floretten! Træd af! Næste Herre!...
✂ Gerhard smed Frakken, Flip og Manschetter; han var bleven noget stiv, kunde han mærke. Han stillede sig en garde. Hr. Eriksen rettede paa hans Fod, komplimenterede ham, og svippede ham Klingen ud af Haanden.
✂ De har en schmuk Armføring, Hr. Gerhard! - et schmukt Øje! - men... hos hvem har De lært at fægte, om jeg maa spørge? -
✂ I Paris! svarede Gerhard.
✂ Ja tænkte jeg det ikke! De Franskmænd springer paa som Katte - altid Offensiven... men en Kat har kun ét Liv - og naar jeg er koldblodig med min Parade og Ripost - ser De hér - saa ligger De dér - bardous! Vi kommer vist til at begynde helt forfra? -
✂ Det kommer vi vist til! sagde Gerhard og lo.
✂ Rhum blev ikke bygget paa én Dag! tilføjede Hr. Eriksen forklarende.
✂ Medicinerne lo. Gerhard blev »stroppet op«. Efter et Kvarterstid maatte han give fortabt, svedvaad, forpustet. Saa blev der voltigeret. Den tykke Grossér stønnede men sprang upaaklageligt; den magre, brystsvage betragtede ham vemodig under en tør Hoste. Gerhard fornam alle Livsaander røre sig - Ungdomskilden vældede igen derinde - han bestemte sig for at blive en flittig Gæst her. Hr. Eriksen var en moderne Mand, omend konservativ Soldat. Han havde indrettet sin »Sal« efter alle Nutidens Fordringer. I et lille Kontor ud til Gangen fandtes en Plyches Chaiselong, et Skrivebord, en Hængereol med Carit Etlars Skrifter, nogle temmelig nøgne Oversættelses-Romaner med Træsnit, og Sportsbøger. Man kunde hvile sig her, skrive Breve og drikke Øl, som fandtes i Væggeskabet. Over Skrivebordet hang en Fægtemaske med frembøjede røde Safianshorn; dernæst et Par smukke, spidstslebne Kaarder med klokkeformede Parérplader, hvorpaa var indgraveret: Fra taknemmelige Elever! De to Vaaben var hellige og urørlige; de blev beundret meget. Ved Siden af Kontoret 175 laa »Arsenalet«, Vaaben- og Redskabskammerat, med et særligt Rum for et Styrtebadsapparat. Turen til at gaa først derind tilfaldt Gerhard ved Lodtrækning. Da Vandet rislede ned og han befølte sine hvide Lemmer, fornam han et Behag som om han var nyskabt. Han kunde næppe rive sig løs fra det halvmørke Kammer - traadte endelig ud, bød Farvel til Hr. Eriksen og hilste paa de andre Herrer med Glans i Øjet og Rødme over Kinderne.
✂ De saa' efter ham.
✂ Han blir min Numer Et! sagde Hr. Eriksen.
✂ Medicineren lo:
✂ Hør, Eriksen, det siger De efter Tur til os allesammen! -
✂ Ja rigtigt. Man maa schmigre lidt for de unge Herrer, ellers umager de sig ikke!...
✂ Gerhard gik ude i Solskinnet. Det var som om Træerne og Haverne stod og nikkede i tunge, bløde, østerlandske Drømme - og Gerhard forekom sig selv som en nøgen Mand, en Adam-Mand, der let og rank gik her og lod Solen kærtegne sin hvide Hud. Han lo - faldt i Tanker - sprang op paa en Sporvogn, der kørte ad Østerbro til. Han bestemte sig til at gøre Visit hos Fru Funch og Frk. Kirchhoff. Det faldt ham med Et ind, at dér var Damer!
✂ Medens han sad paa Taget af Sporvognen og missede ad Solen i en halv Døs, syntes han, at denne By havde kun Øludsalg, stakkels fattigklædte Koner, mange smaa snavsede Forstadsbørn, enkelte »bedre« Folks Børn, der sad idiotisk-skikkelige i nedslaaede Kaleschevogne og lod sig trække af sløsende Piger, som slæbte Fødderne efter sig. Og saa en urimelig Mængde af Hunde.
✂ Han sad og morede sig over deres gemytlige, ugenerte Maade at snuse til hverandre og opad Lygtepæle. Saa faldt det ham ind: Skulde Du ikke skaffe Dig en Hund og slet ikke gaa ud, men sidde hjemme og more Dig med den? -
✂ Eller skaffe Dig et Barn? -
✂ Han kom til at le ad sig selv, men blev straks alvorlig. Hvor ensom var han ikke!
✂ Ikke en Hund, som logrende ventede ham. Ikke et Barn, som rakte sine smaa, søde snavsede Hænder ud imod ham - et Barn, 176 som han kunde vaske, hvis Taarer han kunde aftørre, i hvis underlige Pludren han kunde ane Menneskesjælens oprindeligste Forlangende efter Mad, Legetøj, Kærtegn, Beskyttelse...!
✂ Nej, nu bliver Du mig for sentimental, Henrik Gerhard! sagde han halvhøjt.
✂ En Haandværker - hans Sidemand - saa' paa ham:
✂ Hvadbehager? -
✂ Aa, jeg vilde blot vide... nej jeg vilde egenlig ikke vide noget! svarede Gerhard. Men hvis De vil tillade mig et Spørgsmaal: Er De gift?
✂ Nej, jeg er ikke gift! -
✂ Har De en Hund? -
✂ Nej - jeg har rigtignok ikke nogen Hund! -
✂ Altsaa hverken Hund eller Børn? -
✂ Jo - sagde Haandværkeren, trækkende lidt paa det - jeg har rigtignok en Dreng og en Pige, som jeg betaler Alimentation for!...
✂ Naa saaledes! sagde Gerhard og lo.
✂ Haandværkeren rejste sig, han skulde af. Gerhard tog i Vestelommen: De maa ikke blive vred, min gode Mand - men skulde De have Lyst til at drikke Deres Piges Skaal i den Olhave dernede!... Jeg holder en Slags Fødselsdag idag nemlig! -
✂ Haandværkeren maalte Gerhard, som trykkede ham et Pengestykke i Haanden. Gerhard saa' godmodig ud... Haandværkeren nikkede et: Ja ja, da! og steg ned. Da hans kantede, solbrændte Ansigt lige skulde til at forsvinde, sagde han med megen Alvor over Panden og en Skælm i Mundvigen: Det er nu ikke for det, men det er ellers en Enke, jeg har Børnene med! -
✂ Gerhard lo og viftede med Haanden
✂ - Fru Funch var ikke hjemme! sagde Pigen, som lukkede op. Men Frøken Kirchhoff var hjemme! -
✂ Gerhard blev vist ind i Fru Funchs Dagligstue. Gule Persienner var rullet ned for de aabenstaaende Vinduer; et lyst, varmt Bronceskær fyldte Rummet. Persiennerne klaprede med smaa, lystige Smæld- og af og til væltede Sydsolen en grel Bølge af flydende Rav over de okkerstrøgne Paneler og det tunge Bohave.
177✂ Gerhard satte sig og lagde Hatten fra sig. Han var døsig men ikke træt; havde haft mest Lyst til at ligge paa Sofaen med en Bog og en Cigar - eller sidde under et Træ med en Pibe og drømme om Sommernatten.
✂ Saa kom Annette hoppende ind, lo, trykkede hans Haand: Nej dog - det var kønt af Dem! Og nu siger jeg, ligesom hos Bønderne: Hvad maa jeg byde?... vil De have italiensk Vin? -
✂ I Vand! ja Tak! svarede han og saa' opmærksomt paa hendes Toilette.
✂ Ikkesandt - jeg er nydelig? lo hun. De skal sige, at den Farve klæder mig - ellers faar De ikke Italieneren! -
✂ Den klæder Dem - giv mig Vinen. »Let us have wine and women«... begyndte han, men afbrød.
✂ Aa, fortsæt De kun med »mirth and laughter!« lo hun og viste sine hvide Tænder. De ser jo ud som et fornøjeligt Mandfolk idag. Hvor har De gjort af Ulf? Han ligger dog vel ikke under Deres Hat dér og gør Nar ad os? -
✂ Han ligger vist - i sin Seng! sagde Gerhard og rejste sig, idet han kneb Læberne sammen. Hun vilde gaa ud af Døren, for at hente Vinen. Han gik lige imod hende, saa' paa hende - tog hende blødt om hendes bløde Haandled og sagde: Frøken Annette, De kunde gøre mig en Tjeneste!...
✂ To for en! svarede hun, lidt usikker, vigende for hans Blik, men derefter rask paa det.
✂ De kunde for det første lade være at hente Vin - jeg trænger ikke til Vin! sagde han. Og dernæst - vil De sige mig, men oprigtigt, om De tror at jeg er særlig indbildsk? -
✂ Hun bøjede Hovedet lidt koket og skjulte derved den virkelig skarpe Iagttagelse, hvormed hun nu søgte at komme paa Spor efter »hvad der laa bagved«.
✂ Saa lo hun og lod ham føre sig hen paa en Stol ved Siden af hans.
✂ De er ganske sikkert umaadelig indbildsk! sagde hun med drillende Betoning og med kærtegnende Øjne. Og hun hviskede til sig selv: »Men Gud, denne Mand dér vil fri!«
✂ Nogle Sekunder efter laa hans Arm om hendes Liv og hendes Hoved mod hans. Hun begyndte at skælve, hendes Stemme dirrede, 178 da hun vilde tale - saa slyngede hun Armen om hans Hals og besvarede hans Kys.
✂ Judas! Judas! hviskede det indeni ham. Han knugede sit Ansigt mod hendes Skulder, kyssede hende bag Oret, paa Halsen, mod Brystrundingen... Hun fo'r sammen, rejste sig, lod sig falde ned paa hans Skød og sagde: Du elsker mig! Elsker Du mig? Sig, at Du elsker mig! Aa, er det virkelig sandt?...
✂ Han kyssede hende ømt og hæftigt. Døren gik op. Fru Funch kom ind i sit Værelse med Bøger under Armen, Parasollen i Haanden.
✂ Fru Funch slap Parasollen. Annette sprang op med et lille Skrig og kastede sig om hendes Hals: Anna, Anna, vi er forlovede! -
✂ Fru Funch havde en Taare sitrende i Øjeranden. Gerhard stod for hende med bøjet Hoved. Hun slap Annette, gik frem imod ham, greb hans Haand og søgte hans Blik. Han saa' ind i hendes Øjne, rørtes ved at se Taarer deri, bøjede sig frem og mærkede hendes Læber imod sin Kind.
✂ Det brændte ham, det stilfærdige, ømme Kys.
✂ Hvad siger De? spurgte han hviskende, ærbødigt.
✂ Gør hende lykkelig! svarede hendes Øjne. Tror De, at De kan? spurgte hendes Tanker. Hvorfor har De ikke talt til mig?... hviskede hendes Læber. Og hun saa' paa ham med et dybt, klart Blik. Han rødmede.
✂ Annette skød sig ind imellem dem, hængte sig ved hans Skulder, lo, græd, omfavnede ham og sagde: Aa, jeg har ikke turdet sige hende det... men jeg vidste det lige fra den Aften i Theatret... Vidste Du det ogsaa, Henrik? -
✂ Han tog hende ind til sig, viste hende smilende frem for Fru Funch og sagde:
✂ Er hun ikke uimodstaaelig? Kan man andet end være forelsket i hende? Jeg er glad! hvor jeg er glad! -
✂ Og indeni ham var der noget, som sagde: Jeg er glad over, at jeg nu har brændt mine Skibe!...
✂ Fru Funch saa' straalende paa dem begge. Saa gik hun sagte ud af Døren.
✂ Da hun var gaaet, brast Annette pludselig i Graad. Gerhard 179 tog hende forskrækket paa Skødet og spurgte bevæget: Hvad er der? Har jeg gjort Dig nogen Fortræd? Sig det!...
✂ Hun klyngede sig til ham: Du har ikke - hun har ikke... men... Aa, Gerhard, Gerhard, bær over med mig... Jeg har ikke anet, at jeg var en saadan tosset, taabelig, barnagtig Pige... Skammer Du Dig ikke over mig? Tror Du vel noget ondt om mig? spurgte hun og kyssede ham hæftigt.
✂ Over hans Ansigt gled et mørkt Smil, som hun ikke saa'. I hans Hjærte hviskede dette mystiske Noget: Hun har ikke anet, at hun gemte en Lidenskab. I Lidenskaben er alle Kvinder ens... de skammer sig alle... og denne Undseelse er Mandens Triumf.
✂ Han sagde til hende:
✂ Jeg havde ikke anet, at Du var saa smuk - og saa varm! -
✂ Henrik! -
IV
✂ Han blev der og spiste til Middag med Damerne. Men den halve Time før Middagen legede han næsten udelukkende med Fru Funchs lille Søn. Drengen kom undtagelsesvis idag ikke med ved Bordet. De drak den italienske Vin, og de drak Champagne i Is, men spiste næsten intet. Gerhard drak rigeligere end han plejede. Annette spruttede af Indfald og sprudlede af Kaadhed. Livsglæden skinnede ud af hendes halvblottede fyldige Arme, gnistrede gennem hendes Kjolelivs Silke. Hun havde klædt sig paa for anden Gang som til Fest. Fru Funch saa' beundrende paa hende - Gerhard erklærede, at han helst bortførte hende med det samme.
✂ Ja, ud til din Borg - din Røverborg! De Forlovedes Skaal! raabte hun og svingede det perlende Glas.
✂ Gerhard lo. De »hemmeligt Forlovede«, om jeg maa be' - siden vi nu endelig skal have Titlen! -
✂ Vi telegraferer straks til Mama. Hun er i Paris med Papa - og bliver vist henrykt! sagde hun blussende.
✂ Ja de bliver vist henrykte! sagde Fru Funch leende. Børn, Børn! hvad har I dog gjort? -
180✂ Han dér - raabte Annette ellevild og pegede paa Gerhard - han har ovenikøbet gjort et godt Parti. Jeg har Formue, Du! -
✂ A la bonne heure! lo Gerhard og loftede sit Glas. Det burde jeg have betænkt. Jeg kan endnu paa mine gamle Dage blive Jord'mormand! -
✂ Hør, min Dreng! raabte Annette og hældede sig hen imod ham som en ung Bakkantinde... Du skal faa gode Lommepenge - men Du maa ikke straks laane dem ud til Ulf! -
✂ Der fløj et underligt kruset Smil over Gerhards Mund, fugtig af Vin og Kys. Han vendte sig til Fru Funch: De er mit Vidne, kære Veninde, at jeg helst tog hende, Pigebarnet dér, med mig straks - som hun staar og gaar uden at have andet end en Pose Natlinned med sig. Saa gav jeg hende Lommepenge - saa længe jeg havde nogle - og Scheidewasser gav jeg Afsked - og saa blev jeg den flittigste Maler, Raderer og - maaske - Journalist i Kristenheden! -
✂ Annette hoppede op og hen og kyssede ham. Umuligt, lille Ven! raabte hun. Du er en Idealist - men jeg - jeg er Realist!...
✂ Hvad er Du? Han fik et Latteranfald, som han standsede med Champagne.
✂ Fru Funch sad bøjet over sin Tallerken. Nu saa' hun op med sit klare Blik.
✂ Kan en Kunstner ikke netop bruge en Formue - jeg mener for sin Kunst? spurgte hun stille.
✂ Om han kan?... spruttede Annette og slog Knips med Fingrene. Hun var helt gamin - og uimodstaaelig.
✂ Følg med mig - sagde Gerhard - nu straks - hjem til min Roverborg! Imorgen gaar jeg til min Prokurator og lader ham besørge Kongebrev eller hvad det hedder. Om otte Dage rejser vi til Paris og fremstiller os som »Par« for din Papa og Mama. Fait accompli! -
✂ Som i Romanerne! lo Annette.
✂ Nej - som i Virkeligheden! sagde Gerhard.
✂ Fru Funch hævede Taflet.
✂ Det unge Herskab havde vist godt af en lille Køretur. Skal vi sende Bud efter en Vogn, Annette?...
181✂ Ja, ja! Vi vil i Skoven - vi vil ud i den lyse Sommernat! Ikkesandt, Gerhard - ikkesandt, Anna?
✂ Og hun svingede sin Kærest' og sin Veninde rundt. Aa Gud, hvor jeg er tosset, barnagtig, fjantet...!
✂ Forelsket! føjede Gerhard til.
✂ Men jeg kan ikke gøre ved det. Jeg kan ikke gøre ved det... Det er altfor yndigt! -
✂ Det er dejligt at se paa! sagde Fru Funch og sluttede hende i sine Arme.
✂ De kom hjem henimod Midnat. De havde spist til Aften paa Klampenborg. Og de havde alle været sultne. Champagnen stod i Metalkøleren paa Bordet - Nattens dæmpede Skær brød sig i Metallet og i Glassene. Gerhard havde sunget nogle italienske Strofer. Annette havde fundet hans Stemme saa blød bevæget. Han havde i det hele taget et Anstrøg af Vemod - men det klædte ovenpaa al den Lystighed. Paa Udfarten havde hun villet købe enhver Villa - og hun havde omtrent besørget Underholdningen. Fru Funch var lidt adspredt; hun følte sig - som rimeligt - noget tilovers. Ved Aftensbordet kom atter Stemningen op. Champagnen hjalp. Aftnen var saa skøn, Natten saa lys, saa vinkende - dæmpet vinkende. Annette havde flere Gange Taarer i Øjnene. Fru Funch trykkede hendes Haand. Paa Hjemturen sad Annette halvt i Gerhards Arm. Han generede sig kendeligt for Fru Funch; han var utilfreds med Noget; - han syntes, at hans Frihed, ligesom et Meteor, gled forbi derude i Luften og knitrede sagte... han saa' Skyggens haanlige Smil, og lukkede Øjnene. Paa en Gang fo'r han sammen. En Charabanc med unge Damer og unge Herrer kom rullende forbi; de var lystige; Cigaretterne glødede. En af de unge Piger var paafaldende blond og bleg - som et Nattesyn gled hun forbi.
✂ Hvad er der? spurgte Annette. Var det Nogen, Du kendte?
✂ Nej, dem kendte jeg ikke! svarede han.
✂ Hun tav lidt; saa sagde hun:
✂ Du har sikkert mange Damebekendtskaber? -
182✂ Jeg har éngang sagt Dig, at jeg ikke har mange Damebekendtskaber! Nu har jeg Dig! -
✂ Hun knugede hans Haand. Fru Funch saa' til Siden. Gerhard fiskede et Par Smaahistorier frem - Anekdoter - Nonsens - og afleverede dem. Tavshed faldt paa. Atter blev Annette underholdende - og atter blev man tavs.
✂ Saa var de hjemme.
✂ Han lod Vognen holde udenfor Huset og fulgte Damerne op.
✂ Skal vi tænde Lys? spurgte Annette. Vil Du ikke sidde lidt ned - Du maa være træt - vil Du have en Kop The?...
✂ Anna Funch bød Godnat. Men først vilde Gerhard ind og se sin lille Yndling. Han bøjede sig over den sovende Dreng, hvis Hoved skinnede lyst i Skumringen. Han kyssede den lille buttede Haand - kyssede den gentagne Gange; Hovedet vendte sig. Aa, jeg vækker ham da ikke! sagde Gerhard, trykkede Fru Funchs Haand, listede sig ud af hendes Soveværelse, gennem Spisestuen, ind til Dagligstuen, hvor Annette sad tavs, en fin, mørk Silhouet op imod Vinduet - den lyse Nat straalende udenfor - Lysene var ikke bleven tændt.
✂ Han lagde sig paa Sofaen. De talte ikke. Saa kom han sagte hen til hende, knælede ned ved hendes Stol, hun lagde sin Haand let paa hans kortkrøllede Haar, strøg det med bløde, eftertænksomme Strøg og spurgte:
✂ Har Du en Hemmelighed at betro mig?
✂ Han saa' op i hendes smukke Ansigt. Jeg har ingen Hemmeligheder at betro Dig! hviskede han. Men jeg har en Bøn til Dig!...
✂ En Bøn? gentog hun sagte og rystede paa Hovedet.
✂ Kør hjem med mig nu - bliv hos mig - vær min - hvis Du elsker mig! -
✂ Hun svarede intet, glattede stadig hans Haar, spurgte ham sagte: De Kvinder, Du har elsket - har Du bedet dem derom? -
✂ Han rejste sig langsomt; hun lod Haanden synke. Han stod lænet mod Vindueskarmen, med Ryggen mod Nattens dæmrende Skær.
✂ Annette! sagde han med rolig, lav Stemme. Det ene Menneske har sandsynligvis slet ikke Ret til at spørge det andet om Noget.
183✂ Nogle kan tage den Ret - andre give den fra sig - men Ret bliver det ikke. Du og jeg, lad os blot ikke tro, at vi nogensinde bliver »Et«. Jeg bliver det for Dig, hvad Du selv gør mig til. Gør mig straks fra Begyndelsen af til en Mand; - men en Mand siger til den Kvinde, som han elsker og som elsker ham: Følg mig - gaa hjem i mit Telt, mit Hus, mit Slot, mit Kvistkammer, min Hule! Du har kaldt os Forlovede. Der er intet, der er mig fjærnere, ubehageligere, end det Ord, det Begreb. De faa Bekendte, jeg har, vil le ad mig... det skal de ha' Lov til. Din Papa og Mama vil behandle mig som et taalt Subjekt - en Lykkejæger - hvis de da ikke faar »Forlovelsen« forpurret. Din Slægt ligesaa. Min Slægt - jeg har ingen her i Byen; den, jeg har, vil i det højeste gratulere mig til et godt Parti. Jeg vil ikke gaa omkring og være latterlig for mig selv - ovenikøbet med en rig Pige. Jeg kender ikke dine Forhold - din Formue - det bliver din egen Sag. Men min Sag bliver det, at da jeg ikke føler mig bundet til Samfundet ved andre konventionelle Baand - og da Du jo, som Du siger, baade er moderne og Realist - saa vil jeg, Idealisten, sige til Dig: Du følger mig nu fra dette Hus, hvor der sover et Barn , hjem til mit Hus, hvor endnu ingen Kvinde har sovet... ingen uden min Dydsdrage, min Scheidewasser! Dér hører Du hjemme fra idag af, hvor Du har tilstaaet mig din Kærlighed. Vi hører ikke hjemme Arm i Arm paa Promenader og paa Visiter - vi hører hjemme Arm i Arm dér, hvor Kærligheden venter paa os! -
✂ Han bøjede sig ned og lod sine Læber hvile paa hendes bløde, mørkblonde Haar. Hun rørte sig ikke.
✂ Han gik til Døren og sagde i en lettere Tone: Vognen lod jeg holde nedenunder. Jeg sætter mig op og tænder mig en Cigar. I Løbet af en halv Snes Minuter - lad os sige et Kvarter - kan Du vel faa din Bylt snørt. Din Veninde vil forstaa Dig - og mig - hvis hun er, hvad jeg tror hun er!
✂ Om et Kvarter kører jeg bort med Vognen. Hvis Du ikke er i den - saa er jeg imorgen paa Vejen til Udlandet - men ikke til Paris, hvorhen jeg kun tager med Dig! -
✂ Han holdt inde. Han hørte Lyd af dæmpet Graad og hans Navn nævnet. Han fik en hjærtelig Medlidenhed med hende, med Alle - den sovende Dreng og hans Mo'r. Han vilde gaa tilbage 184 til Vinduet, men betænkte sig, gik ud af Døren, ned ad Trapperne, ud paa Gaden, hvor han roligt gav Kusken Ordrer og Drikkepenge; steg saa op i Vognen, tændte sig en Cigar og satte sig til at ryge.
✂ Nogle Minuter efter saa' han paa sit Uhr, kastede Cigaren, lænede sig tilbage og sad dér med Hænderne lagt over Øjnene. Han tænkte paa en uendelig Mængde alvorlige, kombinerede Ting - deriblandt ogsaa paa et Glas koldt, kvægende Vand.
✂ En Støj ved Porten vækkede ham. En Dame, med Slor for Ansigtet, i et langt mørkt Klædesslag, og med en lille Natsæk i Haanden, stod udenfor Husets Port. Hurtig sprang han ned, greb hendes Haand og hendes Natsæk, forte hende tilvogns, hvor hun lod sig falde ned ved hans Side. Hun løftede Sløret en Kende - hendes Øjne syntes ham saa mørke - han kyssede bevæget hendes varme, fugtige Mund og hviskede: Min Brud! -
✂ Kør! raabte han saa til Kusken.
V
✂ I Rue de Rivoli - den Gade, der synes at være ét milelangt Hus, trukket efter en Lineal, med samme tre Rækker Altaner - boede Etatsraad Brynjulfsen med Gemalinde og Plejedatter.
✂ Ved hver Sommers Begyndelse maatte han til Paris, bo i den samme møblerede Lejlighed - tredje Stokværk, tre Værelser og et Kabinet - se ud paa den samme endeløse Altan-Lineal og høre den samme dumpe endeløse Larm fra Verdensstaden under hans Fod.
✂ Uden Paris's Luft kunde han ikke leve. En Frase saa god som enhver anden; men han mente virkelig Noget dermed, naar han tog den i sin Mund. Det Overfladiske ved denne By var denne Mands Sjæl. Hvad der laa under Overfladen, vedrørte ham ikke. Han, den gamle Boulevardier, kendte af Paris Boulevarderne, Droscherne, nogle Theatre, Restauranter og et Par smaa Demimondedamer, der førte Hus for halvgamle Attachéer og Diplomater uden Indflydelse.
185✂ Han saa' med ophøjet Ligegyldighed ned paa moderne Forfattere, den moderne Kunst, Arenaens Politikere, de fremragende Indfødtes eller Fremmedes Saloner, hvor Tidens stærkeste Strømninger overskyllede eller brødes med hinanden. En Operette-Direktør, som smilende kaldte ham »Excellence«, en Journalist ved et bonapartistisk eller indifferent Dagsnyt-Organ, lidt Café-Sladder og maaske et lille Restaurant-Æventyr: det var ham den Paris's Luft, uden hvis aarlige Indaanding han ikke kunde leve.
✂ Naar han en Maanedstid havde dvælet i disse Herligheder - tilladelige eller forbudne - vendte han med Gemalinde og Plejedatter tilbage til det »miserable« København forfrisket paa Sjæl og Legeme. Han var i de første otte Dage temmelig vranten og ikke fri for at bruge smaa Gallicismer - som ved et Tilfælde - med nasale Bilyde. Resten af Sommeren tilbragte han hos en sjællandsk eller fynsk Jorddrot, i hvis Rygeværelse efter Middagen han anbragte Anekdoter paa ulasteligt Fransk for de lyttende Landjunkere. En østrigsk Grevinde af fyrstligt Blod - lejlighedsvis Gæst samtidig med ham - blev Genstand for hans flittigste Opvartning og derefter for hans dybeste Unaade. Hun havde betroet Herregaardens Frue og Selskabets Værtinde, at Etatsraaden maaske snarere talte flydende Parisisk end perfekt Fransk.
✂ Vintren igennem besørgede Etatsraaden de »løbende« Forretninger. Hvad han ikke selv fik udrettet, det varetog hans Gemalinde. Der arbejdedes ivrigt henimod Konferensraaden og Theatret.
✂ »Studierne« blev drevet Junimaaned i Rue de Rivoli. Det yderste Værelse ud til Gangen var Etatsraadens Arbejdsværelse. Huset var et roligt Hus. Den Dame - »Enke« - som lejede de forskellige Etager ud til distingverede Fremmede, holdt strengt paa Sømmelighed og Ro. Hun mente, at intet mindre end det halve Evropas Diplomati boede under hendes Tag - og da en japanesisk Chargé d'affaires mældte sig, erkyndigede hun sig først hos sin gamle Ven conseiller d'état Brynjulfsen (hvem hun antog for en Russer) om hvorvidt Japaneserne var Polygamister udenfor deres Fødeland.
✂ Etatsraad Brynjulfsen kom fra sin Gemalindes Appartement ind i sit Værelse og gik hen til sit »Arbejdsbord« foran den lange, lave Divan. Paa Bordet laa franske og danske Aviser i omhyggeligt afdelte Bunker - en opslaaet, halvt opskaaren Roman i gult Omslag - nogle Operette-Texter - enkelte nitide Klassikere. Skrivemappen var lukket. Etatsraaden skrev aldrig Breve i Paris og modtog ugerne nogle.
✂ Han var i skødesløst Morgen-Frokosttoilette - med et Par meget smaa glanssnudede Safianssko paa Fødderne. I Haanden holdt han et stærkt krøllet Brev, som han smed paa Bordet. Han var øjensynlig ikke opbygget over Papirets Indhold.
✂ Og det lader hun mig først nu læse! mumlede han og saa' fortrædelig hen imod den Dør, som han nyligt havde lukket efter sig. Saa gabede han, som om det Hele alligevel var ham temmelig ligegyldigt.
✂ Det bankede paa Døren ud til Gangen. Ind kom den lille tykarmede, langlivede normanniske Stue- eller Kammerpige, som af Etatsraadinden kaldtes Mimi.
✂ Etatsraaden stillede sig foran hende, kneb hende faderligt i Kinden og pillede ved Forklædesmækken. Naa, hvad er der saa, min Lille? -
✂ Hun kniksede, lod sin Stumpnæse og sin korte røde Overlæbe næsten mødes, saaledes at hun viste to hvide Rottetænder - og leverede et Kort.
✂ Etatsraaden læste: Henrik Gerhard.
✂ Han saa' lidt forbavset og lidt arrig paa hende.
✂ Monsieur venter nedenunder i Modtagelsesværelset! forklarede hun. Skal jeg bede ham komme op? Eller vil Deres Excellence...?
✂ Ja - nej... aa jo, lad den Herre komme op!
✂ Hun gik ud af Døren, leende med de hvide Rottetænder.
✂ Han havde sat sig i en Stol ved Bordet, halvt med Ryggen mod Vinduet, Øjenlaagene sænkede, med le Figaro i Haanden; »lukket«, som en Bog, som en Diplomat.
✂ Gerhard bankede paa og stod i Værelset.
✂ Han havde gjort omhyggeligt Toilet. Frakken sad fortræffeligt; 187 under den en staalgraa Vest, Benklæder af lysere Farve, ulastelige Lakstøvler paa de højvristede Fødder.
✂ Hr. Etatsraad Brynjulfsen? sagde han, bukkende let med Hatten i Haanden.
✂ Etatsraadens Øjne søgte først hans Fødder. Saa avancerede Blikket langsomt opefter, indtil det standsede lidt ovenover Flippen.
✂ De ønsker?... sagde han anstrengt som af lang Tænkning og snøvlende.
✂ Gerhard lagde Hatten fra sig paa Bordet og satte sig yderst paa Divanen. Men da den forekom ham for lav, tog han en Pude og skubbede ind under sig.
✂ Maa jeg spørge Dem, Hr. Etatsraad, om De ikke erindrer, at en fælles Bekendt - Grosserer Halvvig var det - præsenterede os for hinanden, nu i Foraaret... Eller maaske har De glemt det? tilføjede Gerhard oprømt, rolig.
✂ Etatsraad Brynjulfsen gjorde en Bevægelse med Haanden op til sin indfaldne Tinding, hvor en blaaligblank Aare skinnede i Lyset, der kom ned fra det høje, af tyndt, gennemsigtigt Stof dækkede Vindu. Igennem Fingrene syntes han at tage Maal af sin vordende - eller værende - Svigersøn - gætte sig til, hvordan »han dér« skulde ha' det.
✂ Han nikkede: Jeg erindrer!...
✂ Saa greb han paa Bordet det krøllede Papir, glattede det mod Bordpladen, rakte det frem mod Gerhard, uden at give ham det, og sagde:
✂ Annette har skrevet sin Mo'r og mig til! Det gør os meget ondt - me-get ondt!...
✂ Undskyld mig! bad Gerhard. Har De ikke, førend De fik Brevet, modtaget et Telegram? -
✂ Etatsraaden tænkte sig lidt om - og rystede paa Hovedet med lukkede Øjne. Gerhard fikserede ham skarpt: »Den Mand dér lyver vist!« tænkte han.
✂ Det gør os meget ondt! sagde han højt. I den Landsby, hvor vi lod os vie, var der ikke noget Telegrafkontor. Men ved næste Jærnbanestation lovede Inspektøren mig ganske bestemt - da jeg havde skrevet min Depesche...
188✂ Undskyld! afbrod Etatsraaden og lod sin Haand falde over Brevet, idet han fæstede sine graa Øjne venligt og koldt - med stikkende Intelligens - paa Gerhards lidt sammenknebne Læber. Undskyld! skal vi sætte Formaliteter udenfor? Jeg er en gammel Mand, De en ung Mand. De kan have handlet i Lidenskab - det fører Ungdommen med sig - men De kunde have spillet mere aabent Spil... hvis De tilgiver Ordet - imod Annettes Mo'r og - og imod mig, der er hende i Faders Sted!
✂ Han holdt inde og saa' paa Gerhard. Ordene syntes ikke at have frembragt nogen kendelig Virkning. Gerhards Mine var lige oprømt og lige rolig afventende.
✂ Etatsraaden rommede sig og sagde langsomt:
✂ De er-r-r - gift med min Stifdatter! Men vi kender Dem jo aldeles ikke. Jeg mindes ganske vist, at De dengang nævnede Deres Onkel... han var unægteligt en Bekendt af mig - og en Hædersmand - men hans Søn er De allenfals ikke - undskyld, De kan være en fortræffelig ung Mand - De kan have Anlæg - De skal jo være Maler - jeg gør Dem min Kompliment for, hvordan De ser ud - og jeg tror i det hele taget paa Forhaand det Bedste om mine Medmennesker... men Sagen, min Kære, Sagen er dog den : Vi har en Datter, der er i det sjældnere Tilfælde at være myndig over en - naa ja, anstændig Kapital, der tillader hende at føre, hvad jeg muligvis kalder et »frit«, hvad hun naturligvis selv kalder et naturligt, utvungent Liv - forudsat da, at hun ikke indlader sig paa finansielle Extravagancer, der angriber Kapital i Stedet for Renter! Bon! En skønne Dag faar vi et Telegram - nej Brev var det - et Brev, hvori hun sans façon - virkelig temmelig formløst - meddeler os... hvilket? - at hun har isinde at forlove sig? Det maatte vi endda være forberedt paa i hendes Alder - men nej: at hun har giftet sig!... at hun tilhører en Mand - bærer hans Navn... hm! Unægteligt - extravagant - et Udslag af - af... Maa jeg spørge Dem: De er, kan jeg tænke, meget »moderne« - hvad? -
✂ Gerhard vippede med sin ene Støvlespids, paa hvilken han plantede Duppen af sin Spaserestok. Det krusede Smil kom frem om hans lille Mustache og lagde noget Fornøjeligt over hans Hage. Det drog en Kende i hans Øjenbryn - han stak pludselig Hovedet frem og sagde: 189 Jeg er ingenting - hvis De vil vide det, Hr. Etatsraad Brynjulfsen! - ingenting af dette med moderne eller det modsatte. Kunde jeg ende med at faa et helt Menneske ud af mig - saa var det godt og nok! Véd De, hvad De forekommer mig at være? De forekommer mig at være en ældre Mand, der misbruger en temmelig haartmkken Adkomst som faderlig Formynder, til at insultere en Dem ubekendt yngre Mand - ja insultere ham ved i Deres stille Sind at mene om ham: han dér - han har spillet mig et Puds - om De vil, »snydt« sig en rig Arving til - og skal nu dække dette ved en Frakke paa Moden og en nogenlunde god Figur! Jeg véd ikke, om jeg har udtrykt mig tydeligt nok? Jeg ynder aldrig at være grov - men De bringer mig unægteligt i Fristelse! Og tor jeg saa bede Dem sige mig, hvornaar De mener, at Deres Frue vil modtage mit Bebøj? -
✂ Han havde rejst sig og var traadt ud paa Gulvet med Hatten i Haanden. Det noget Fornøjelige laa endnu over hans Kind og Hage, men Spaserestokken trykkede han lidt nervøst ind under Armen.
✂ Etatsraaden havde ogsaa rejst sig - langsomt - og stod ude paa Gulvet. Han strøg sig med Haanden fra Hagen bag Øret opover Panden - ligesom om han lettede en Maske ivejret. Saa trippede han hen til Gerhard, tog ham i Frakkeopslagene, knibsede et Fnug bort, lo med en tør glansløs Latter og sagde: Naa, naa, I iltre unge Folk - som straks stiller Jer en garde mod en gammel Kavaler! Kan I ikke la' ham kramme sin Visdom ud... Herregud, Mand! jeg véd det... sket er sket... men... Apropos, hvem har syet den Frakke? Den rynker lidt her under Armen... jeg skal sige Dem, hvor jeg... men min Kone, min Kone! -
✂ Han lob med smaa hurtige Skridt over Gulvet hen til Døren, bankede paa og raabte: Angelica, Angelica! kan jeg tale med Dig et Øjeblik?... Saa aabnedes Døren lidt, og han klemte sig ind.
✂ Gerhard saa' sig om i Værelset, paa »Arbejdsbordet«, opad Vinduerne - bed sig i Læben: Jeg skulde aldrig være kommen her! Annette skulde være gaaet herhen... Aa, han er jo!... Saa lyttede han uvilkaarligt og kom til at smile. Nu forhandler de derinde! Min kære Svigerpapa siger selvfølgeligt: Det er et 190 elskværdigt, beskedent Menneske - vi maa ikke gøre ham Pinen for haard! - Uha!...
✂ Etatsraaden kom tilbage: Hør, har De spist Frokost? -
✂ Nej, Annette venter paa mig derhjemme i Hotellet!...
✂ Hvad? Annette?...
✂ Javist! Troede De ikke, hun var her? Hun har sendt mig ud som Faldskærm for at prøve Vindens Retning og Styrke! -
✂ Og nu blæser den ad Forsoningens Kant til! Aa, I er nogle durkdrevne nogle... Men véd De, vi vil spise Frokost sammen. Lad saa Fruentimmerne klare Bredouillen! -
✂ Og Etatsraaden lo og puffede Gerhard i Siden.
VI
✂ Om Aftnen spiste Gerhard og Annette til Middag med Familien Brynjulfsen ude paa en af Restaurationerne i Champs Elysées. Etatsraadinden viste sig at være »Verdensdamen«, der bøjer sig for det Skete; tilmed faldt Gerhard i hendes Smag. Hun kaldte ham gentagne Gange Frederik - og forklarede, at Frederik var den unge Stamherre Karrebæk Karrebæksminde - hendes Gudsøn. De lignede hinanden, som de kunde være Brødre! Gerhard lignede ogsaa den unge Norden - Fætter til Karrebæksminderne - kun var Gerhard ældre og saa' mere adstadig ud. Ja for Norden var vild - men en god Dreng. Den gamle Kammerherre Norden havde ogsaa været lidt vidtløftig - men nu paa sine ældre Dage havde han »fundet den rette Vej«. Og De véd jo, min kære Gerhard, den rette Vej gaar altid over...
✂ Bazarer for Zulukaffer-Missionen! faldt Annette ind.
✂ Etatsraaden saa' tænksom ud.
✂ Gerhard bed i sin Ske.
✂ Etatsraadinden lukkede Øjnene som en Høne i Tordenvejr. Saa vendte hun sig til Plejedatteren og sagde:
✂ Alma! husk, at vi imorgen Formiddag sender Bud til Stiftsprovsten paa hans Hotel, for at spørge til hans Befindende. Lad 191 mig se, at Du ikke glemmer det! Jeg har min store Korrespondance imorgen!...
✂ Hvad fejler egenlig Stiftsprovsten, Mama? spurgte Annette blinkende til Gerhard og søgende hans Fod under Bordet.
✂ Annette! sagde Etatsraadinden. Hvorfor spørger Du paa den Maade? Stiftsprovsten har forkølet sin Ma - sit Underliv paa Rejsen herover fra Dover. Det skal have været en skrækkelig Søgang. At der ikke ogsaa kan komme den Tunnel! Kandidat Nærøe fortalte mig, at de maatte blive liggende tre Døgn paa et gyseligt Hotel i Calais - og at Lægen frygtede for Inflammation. Men det vendte sig til det bedste - aldeles mirakuløst...
✂ Varme Servietter? spurgte Annette.
✂ Etatsraaden sendte hende et advarende Blik. Fru Mama lod, som hun intet havde hørt. Gerhard bød Frøken Alma Artiskokker, som hun afslaaende lod gaa videre.
✂ Annette spurgte:
✂ Papa! er det Stiftsprovsten, som de derhjemme kalder for Sauce-Kenderen? Eller er det en anden...?
✂ Etatsraaden afbrød med en let Hoste og bad Gerhard skænke Beaune for Etatsraadinden.
✂ Med et sukkende: merci! holdt Etatsraadinden Pletkniven afværgende op for Glasset. Over de regelmæssige, som i Træ skaarne Træk lagde sig paa engang noget forbitret og noget sløvt, og de to »aristokratiske« Linjer fra Næsefløjene ned til Mundvigene blev som uddybede. Hun vendte sig til Gerhard:
✂ De kommer vistnok til at tage Dem betydeligt af Annettes Opdragelse, kære Hr. Gerhard! Hun har jo ikke villet lade sig synderligt sige af mig - af Gunnar og mig! tilføjede hun med et opfordrende Blik mod Gemalen, der sad som »lukket« over sin Artiskok.
✂ Gerhard bøjede sig og hilste med sit Glas:
✂ Jeg tror næppe, kære Frue, at jeg vil faa synderligt Held med mig - om jeg ellers i det Hele forsøger paa at være Mentor for Annette! Spørgsmaalet forekommer mig iøvrigt ganske uskyldigt... man kan forstaa sig paa Tilberedelsen af Saucer og samtidig være en god Kristen! -
192✂ Er De Kristen? spurgte Etatsraadinden myndigt.
✂ Jeg prætenderer hverken det Ene eller det Andet! svarede han. Jeg lader mine Medmennesker saavidt muligt vederfares Ret... forudsat at man ikke altfor meget anfægter min Ret. Forresten turde dette vel ikke være Stedet?...
✂ Aa, sagde Annette drillende; Mama plejer aldrig at spørge om Stedet, naar det gælder at slaa et Slag for...!
✂ Annette! afbrød Etatsraaden, som havde siddet og sét ud af det aabenstaaende Vindu. I Salen var der hedt af Gaskroner, blankt af Spejle, dugede Borde og Service; der var syrlig-sod Duft af god Vin, krydret Madlugt, Blomsteraande, Summen af glade Parisere, Pariserinder og Fremmede. Udenfor fortsattes denne Summen og Brusen i den mørke Aften, der blev gennembrudt af de rødglødende Gaskupler, de hvidglødende elektriske Lamper. Snart faldt som et Dødningeskær over de forbiglidende Grupper, snart syntes Par og Grupper fremvist i rod bengalsk Belysning. Saa hørtes en Trille, en Latter og Klapsalve, eller et af disse skarpe, nasale Pariser-Skrig - uvist om frembragt af Mand eller Kvinde - fra en af de nærmeste større café-chan tants. Gennem en Sprække i Træernes tunge Lovmasser kiggede et Stjærnebilled ned... og det faldt Gerhard ind, som ogsaa kiggede ud at Vinduet, hvor forskelligt Himmellysene her og i Norden synes at følge Jordbeboernes Færden. Han nedsvælgede langsomt Indholdet af sit Glas og følte sig mest stemt til at gaa derude - alene - mellem disse sorgløse og letlevende Mennesker.
✂ Hans Opmærksomhed fæstedes atter ved Bordet. Fru Mama havde slaaet en og anden ophøjet Sandhed tast og kaldte Etatsraaden til Vidne paa, at hvad der var ophøjet fast - Gud, Throne, Alter eller sligt - det var baade ophøjet og fast gennem alle Tider. Etatsraaden søgte at knibe ud, men Plejedatteren, Frøken Alma, faldt ham ved en ubehændig Energi i Flanken, og Annette drillede ham. Han svarede imod Sædvane lidt skarpt, gjorde straks en forsonlig Vending, blev attraperet og atter ført i Ilden af Fru Mama, og vilde nu forsøge en Manøvre.
✂ Henvendt til Gerhard og pegende ud gennem Vinduet med en Alvorsmands milde Ro, sagde han:
✂ Ikkesandt, naar vi ser op til Stjærnerne, saa kan vi ikke andet 193 end bøje os i stum Respekt for - for... ikkesandt, min kære Ven? -
✂ Der gik uheldigvis forbi Vinduet en høj, slank og en mindre, buttet Demimondedame fulgt af en nedringet Dandy med et Dukkeansigt i et Par enorme, udslaaede Flipper. Den unge Kavaller nikkede gemytligt ind til Etatsraaden, hvem han rimeligvis forvekslede med en ældre Bekendt fra Boulevardernes Trottoir.
✂ Etatsraadinden slog sin Vifte ud, Frøken Alma vendte Hovedet bort, Annette lo højt. Etatsraaden blev et Øjeblik - men ogsaa kun et Øjeblik - forbløffet; saa havde han atter sin Maske under Kommando. Han sagde til Gerhard: I Grunden giver jeg Missionærerne Ret, at Evangeliet bør prækes paa de mest udsatte Punkter - snarere end i vore Søndagskirker!
✂ Etatsraadinden var der straks.
✂ Gunnar! sagde hun skarpt. Mener Du dermed at ville forklejne...?
✂ Herregud, min kære Angelica! afbrød han. Jeg tænker ikke med en Stavelse at ville...
✂ Jo Du vil! Du vil brillere for Hr. Gerhard. Men Gerhard vil ikke...
✂ Jo, Gerhard vil, Mama! raabte Annette tværsover Bordet.
✂ Gerhard befandt sig midt i det livligste Familieskænderi... saa forfriskende for et nyt Medlem.
✂ Han havde foresat sig at tage Svigerforældrene ganske ligegyldig-objektivt. Medens han bivaanede denne à la guerre af fire Personer, kunde han trods sin Filosofi ikke undlade at gøre nogle Notitser.
✂ I hans Tanker kom der ved Etatsraadinden til at staa: Gudelighed - Hjærteløshed - Indskrænkethed - Statskalender og Almanach de Gotha.
✂ Ved Etatsraaden: Hjærteløshed - Smidighed - Frivolitet - Egenkærlighed.
✂ Saa gav han Agt paa den smaa Frøken Alma. Stakkels Pigebarn! tænkte han. Hun har ikke nogen misundelsesværdig Stilling - allermindst, hvis det er sandt, hvad Rygtet siger, at hun til sit faderlige Udspring har selve »Excellencen«, Etatsraaden - den evigunge Boulevardier hjemme som ude.
194✂ Og han betragtede hende opmærksommere. Ansigtet var bleget som af den bestandige Kryben i Skjul bort fra frit Sollys og Livsglæde - under en evig stram Selvpaapassenhed og under Fru Mamas orthodokse Kirkelighed og Selskabelighed. Trækkene var nærmest kønne - men med underlig plebejisk fremtrædende Kindben og en aparte »sløj« Hage. Øjnene kunde vise et stille, ydmygt Skær af Barnlighed... et saa skønt kvindeligt Skær af en Blufærdighed, der mindede ham om et Væsen, en Person, som han forgæves anstrengte sig for at finde Navn eller Situation til.... og saa kom der en forpint og gnaven Ængstlighed, en ubehagelig sursød Mine frem, der straks genkaldte ham hans Scheidewasser i Hukommelsen.
✂ Stakkels Pigebarn! »Fædrenes Synder...«
✂ Han brød af. Han havde Annette for sig.
✂ Egenlig klædte det hende ikke at skændes. Thi man ligefrem skændtes nu ved Bordet - til synlig Opbyggelse for de Fremmede i Salen.
✂ Nej, det klædte hende ikke. Der var Øjeblikke, hvor hun paafaldende lignede Mama.... Mama havde ganske vist været smuk, og den yngre, yppigere Udgave af hende havde denne Tilsætning af moderne Pikanteri, der sjeldent undlader at bestikke Kunstnernaturen... men han saa ' Ligheden... og der krøb en lille Gysning igennem ham idet han mod sin Vilje tilhviskede sig selv: »Alte Betschwester, junge...«
✂ Fy, Henrik! hvor Du stirrer ondt paa mig! sagde Annette.
✂ Gerhard tog hendes Haand og bemærkede dæmpet: Kunde I nu ikke lade det være nok? -
✂ Jo - men - Papa skal blot have den endnu! Og saa vil vi more os bagefter... vil vi ikke, Papa?
✂ Etatsraaden parerede Udfaldet, og vinkede ad Opvarteren: »l'addition«!
✂ Saa gik man samlede udenfor. Annette hængte sig ved Gerhards Arm, som hun knugede lidenskabeligt, medens hun med glinsende Øjne sagde:
✂ Aa - det gør saa godt, efter saa lang Tids Forløb, at skænd's rigtig grundigt...!
195✂ Men vi havde temmelig mange Tilhørere! sagde Gerhard kort.
✂ I den halvmørke Allé trykkede hun sig ind til ham, kyssede ham paa Halsen, og hviskede:
✂ Jeg elsker Dig saadan iaften, Henrik! - Du er saa køn - og saa overlegen! Hør, min Dreng! vi vil ud paa »Bummel« sammen... men lad os ta' Papa med... han trænger virkelig dertil ovenpaa denne Holmgang om Principper og Moral og de »højere« Dele! -
✂ Etatsraadinden var alvorlig vred. Hendes Gunnar indsaa' det frugtesløse i at forsøge paa at formilde hende nu . Han vilde køre Damerne hjem. Bliv Du kun, hvor Du er ... og lad som Du var hjemme! sagde hun spydig og vinkede ad en Kusk. Hun satte sig ind under Kaleschen med Alma, gav Kusken Ordrer med myndig Stemme og saa meget som muligt gennem Næsen. Kusken hævede sin Svøbe med en respektfuld, forstaaende Mine, idet han kastede et ugengiveligt Pariser-Blik paa de tilbageblivende tre Personer, den ældre og den yngre Kavaller med den smukke Dame, chic i alle Henseender. Og bort rullede... ja det var Annette, som sagde det:
✂ Nu ruller Dyden og Dydens Bevogter bort - mens Lasten bliver tilbage, en petit comité!
✂ Det var godt at din Moder ikke hørte det! sagde Etatsraaden... Hvor skal vi hen? -
✂ Naturligvis ind i en Café chantant! Dér har Du vist aldrig været før? sagde Fru Gerhard leende.
✂ De valgte en af de største og eleganteste. Der er mange af dem, og den hele civiliserede Verden danner sine Gentagelser derefter. Man kunde sige, at det er den gamle Hanswurst-Bod, der er bleven en Slags Opera comique under halvt aaben Himmel. Scenen, med sine smaa Chansonnettesangerinder, sin Komiker, sine Ensemblenumre, lidt Dans og et godt Orkester - Haven, hvor Spidsborgeren med Familie, Handelsbetjenten med sin Kæreste, Kunstneren med sin Model, drikker deres Kaffe, Likør eller Øl - og Terrassen bagerst, der hører med ind under en Restaurant, hvorfra den guldbeslaaede Ungdom, Børsmandens, Politikerens, Spekulantens eller Jordegodsejerens Sønner, nyder 196 deres frosne Moët & Chandon sammen med Døgnets feterede Skønne, lyttende med det slappe Smil til et af disse ugengivelige couplets - med politiske, artistiske eller sociale Hentydninger - der kun kan synges i Paris, og som bringer »Haven« dernede i konvulsivisk Henrykkelse.
✂ De Tre sad paa Terrassen iblandt de smaa, elegantklædte Dandys og de højbarmede, slanke eller yppige Kurtisaner. Annette morede sig fortræffeligt. Hun vilde give Champagne, sagde hun. Etatsraaden protesterede. I skal være fornuftige og sparsommelige, Børn! sagde han og skottede til Chansonnettesangerinden nede paa Scenen. Gerhard bed sig i Læben. Annette lo og kaldte paa Opvarteren. Damerne omkring hende mønstrede hendes Toilette, hun deres, idet hun gjorde smaa Anmærkninger - kvindelige Indrømmelser til deres chic, eller en sagte Tilfredshed over egne Fortrin. Hun sagde smaa Vittigheder over Kavalererne og spurgte Gerhard, om han fandt disse Damer smukke? Ja, nogle af dem er smukke! svarede han - men de er for stereotype! jeg gaar ikke paa den Maskekomedie!
✂ Aa, ikke noget Hykleri, om jeg maa be'! raabte hun. Skøndt - jeg skulde naturligvis meget frabede mig, om Du foretrak dem for mig - Du slemme Dreng!
✂ Ja, han har vistnok været slem! snøvlede Etatsraaden, der ikke havde sine Øjne fra Scenen.
✂ Gerhard bed sig atter i Læben. Annette saa' det og trykkede godmodigt hans Haand: Jeg bebrejder Dig jo ikke noget! Hvad der ligger bag ved, kommer ikke mig ved! -
✂ Hvem siger, at der ligger noget bag ved - svarede han bestemt. Det er ikke nogen stor Sag, at vide sig fri dér! Man maa være meget ung - meget lidt fordringsfuld - eller meget rig, for at kaste sin Tid, sin Sundhed og sine Penge bort blandt disse tomhjærnede Væsener, der kun er farlige for Skoledrenge og Idioter!
✂ Mener Du virkelig, hvad Du siger? Kan jeg være sikker paa Dig? Gud, hvad er I Mænd dog for nogle underlige Væsener! sagde Annette.
✂ Hun syntes et Øjeblik tankefuld, men snart var det virret bort. Hun gav sig hen - barnagtig-nysgerrig, betaget - i denne 197 Atmosfære, som hvilede over Haven, over Scenen og over Damerne i hendes umiddelbare Nærhed. Hun lo højt, naar hun fangede - eller af Papa lod sig udlægge - nogle ret dristige Strofer, noget ret pikant Vaas, eller nogle af de mest hasarderede Vendinger, som Chansonnettesangerinden med genial-pudsérlig Frækhed lod flagre ud over Tilhørere og Tilhørerinder. Gerhard stirrede paa Annette. Det forekom ham, at hun forvandlede sig mere og mere - flød ind i denne Duft af stærke Parfumer - antog Former, smidige, bugtende, blændende, af denne Halv-Verden i Gaskuplernes pandemiske Skær, i Latter og Klapsalverne, i den bløde Raslen af Silke, i de unaturligt klare Øjne, der stirrede ud fra hvid og rosafarvet Pudder og som syntes at suge en nat-dæmonisk Livskraft ud af perlende Champagne og narkotiske Cigaretter.
✂ Han saa' de to Hoveder for sig - Annette, med de udtryksfulde, altfor kultiverte Træk - det mørkblonde Haar, Øjenbrynene, der droges lidt opefter eller pludseligt rynkedes, som var det Livet om at gøre, at hun tilegnede sig enhver kattesmidig Bevægelse, al denne banale, letfærdige Genialitet, der som et Fyrværkeri af Miner, Fagter, Ord, Øjekast, Skrig og gurglende Triller afbrændtes af Scenens fejrede Kunstnerinde..... og han saa' Etatsraaden i Profil - den ungdommelige Olding - Ulf Brynjulfsens faderlige Ophav - som med sammenknebne Læber, de missende Øjne følgende Sangerinden paa Scenen, mumlede: elle est diablement bien faite!
✂ Gerhard lænede sig tilbage. Champagnen smagte ham som Blæk. Ulf! tænkte han. Og ved dette Navn greb en pinlig, bittersod, yndefuld-nagende Erindring ham. Det var ind i et blondt Hoveds sænkede Øjne, han saa'.... de aabnedes langsomt og fæstede sig sørgmodigt spørgende paa ham - blev derefter stolte, ensomt stolte... - og en blond Nakke rettede sig ivejret med et lille uvilligt Ryk: Aa, lad mig sidde, hvor jeg sidder - ensom i Larmen og Støjen og Dumhederne omkring mig - i den Verden af Skygger, som jeg har valgt mig eller er bleven dømt ind i - lad mig være i Fred blandt Skyggerne!
✂ Han lagde Haanden over Øjnene og blev siddende saaledes. Næsten forskrækket fór han op, da en Haand greb hans og knugede 198 den overgivent. Han syntes, at det var ind i en af Demimondedamernes Ansigt han saa' - men det var i Annettes, hans Hustrus.
✂ Gud, hvor jeg morer mig, Henrik! Men hvad er der ivejen med Dig? Se paa Papa! Han er »bjærgtagen« - hvad!
✂ Gerhard svarede: Det er jeg ogsaa! Skal vi saa hjem?...
VII
✂ Da de var kommen hjem i deres Hotel, undgik det ham ikke, at Annette havde drukket Vin. Hun hoppede omkring i den lille Salon, løb ind i Sovekammeret, kom tilbage igen halvt afklædt, fortsatte med at klæde sig af, vilde prøve sit Korsêt paa Gerhard, lo, nynnede et Refrain, kastede sig i en Stol, stak den ene Fod frem, og den anden, raabte overgivent: Sku' mig den Pusselank! og sku' mig den! og sig mig saa min Dreng, om jeg ikke kunde gaa og gælde for en Bajadere? Og atter sprang hun op og sagde: Skal jeg danse for Hr. Stormogulen?....
✂ Han tyssede paa hende: Du skulde gaa iseng, synes jeg! -
✂ Naa - og Du da? -
✂ Jeg vil skrive Breve. Dagen igennem bliver jeg stadig forstyrret!....
✂ Hun stod midt paa Gulvet som et hvidt Syn med mørke, glinsende Øjne. Han sad ved Skrivebordet, hvor han havde tændt det ene Lys.
✂ Skrive Breve - nu ? spurgte hun langsomt. Hvad har Du at skrive om - og til hvem? -
✂ Han rejste sig smilende, gik hen og klappede hende paa Skuldren. Han følte den varme Hud under det tynde, kølige Linned. Han lagde sin Arm om hendes Liv, hun bøjede sig eftergivende og rakte Munden op til Kys. Han kyssede hende, drejede hende læmpeligt rundt som et Barn, førte hende ind gennem Døren, hviskede til hende: Jeg kommer snart! - Saa gik han tilbage, trak Døren i efter sig og satte sig til Skrivebordet.
✂ Han tog Papir og Pen frem og skrev: 199 »Kære Ven! Der paakommer mig nu - det er over Midnat - en uimodstaaelig Trang til at spørge Dem, om De er ilive? Ja, for jeg synes, at denne By, hvor jeg tidligere selv har været lebendig, at den er død, at jeg færdes blandt Masker og Gengangere. De af mine Venner blandt Franskmændene, der kan noget og som er noget, dem faar jeg ikke Stunder at opsøge. Og mine Landsmænd... nej hvorfor sige dem noget ondt paa? Men jeg vilde fortælle Dem, kære Ulf, at jeg for ganske nyligt, endnu i denne Aften, havde et Syn«................................................................................................
✂ Døren knirkede. Han lagde Pennen. Annette stod dér. Hun støttede den ene Haand imod Dørposten, den anden havde hun lagt over Brystet, hvor hun holdt Natlinnedet sammen. Det dunkle Haar var udslaaet og laa over Skuldren, Hovedet var sænket, Øjnene saa' ikke paa ham men syntes at søge ned mod de hvide, nøgne Fødder. Der var en tung, varm, af Sæbe og Parfume mættet Luft i Værelset. Gerhard strøg med Bagen af sin Haand nogle Svedperler fra Panden og spurgte:
✂ Hvad vil Du, Barn? Hvorfor sover Du ikke? -
✂ Han hørte sin egen Stemme; den forekom ham tør - adspredt og myndig paa samme Tid. Han strakte Haanden ud og sagde blødere: Hvad vil Du, Annette?
✂ Hun nærmede sig forvirret, ængstelig.... i Tæppet paa Gulvet døede hendes Skridt; hun saa' endnu ikke paa ham, men spurgte dæmpet, med barnagtigt Mæle:
✂ Henrik, er Du vred paa mig? -
✂ Ikke det fjærneste! Hvorfor skulde jeg, om jeg maa spørge...? -
✂ Hun traadte hen ved Bordet, lagde sin Haand paa hans Skulder; han saa', at hun græd; men tillige saa' han, at hun igennem Taarerne søgte Papiret, hvorpaa han skrev. Gerhard skubbede det frem og sagde kort:
✂ Det var til Ulf! -
✂ Henrik! sagde hun. Det er altsaa første Gang, at... hun holdt inde og vedblev atter med nogen Besvær.... Hvorfor vilde Du ikke ind hos mig? Du kan da ikke skrive nu - eller vilde Du beklage Dig?...
200✂ Hun lod sig glide ned i hans Skød; han fornam en Uvilje derved og en Lyst til at beholde hende.... Aa, Henrik! er det fordi... hendes Stemme blev en Hvisken og hun omslyngede ham, som vilde hun derved undertrykke Ordene... Sig mig, om Du vilde være bleven mindre hurtig ked af mig, dersom......?
✂ Dersom? spurgte han bævende, under Trykket af det runde, kvindelige Legem, denne Vægt, som kun tynger Manden, naar hans Ømhed ikke er ens med Kvindens.
✂ Han kyssede hende. Hun hviskede helt ind i hans Øre: Dersom jeg ikke havde givet mig til Dig - dersom Du ikke havde faaet mig førend - førend de Andre vidste derom? Aa, Henrik, Henrik.... sagde hun hastigt og højere... er der noget om det med Præsten? - jeg mener ikke Handlingen i Kirken - men.......!
✂ Indregistreringen - kort sagt! sagde han spodsk. Han fortrød det i samme Øjeblik, drog hende til sig, kyssede hende paa Panden og sagde mildt formanende: Du Barn! som ovenikøbet vil være moderne! -
✂ Hun syntes at overhøre Ordene. Hendes vaade Kind laa op til hans... derpaa smilede hun ham ind i Øjnene. Han mærkede Vinen i hendes Aande - Varmen, som strømmede fra hendes Læber og ligesom meddelte sig til det hele Legeme. Det forekom ham, at hun allerede havde glemt sit Spørgsmaal - at hun slet ikke havde spurgt ham om noget - barnagtigt var det Hele - Guderne skal vide det! - hun var her - havde drukket Vin - kigget ind i en Verden, der havde føjet sin Rus til Vinens; - hun tilhørte ham og hun gjorde Fordring paa ham; - i enhver Kvinde var der en Demimondedame, som hverken Kirke eller borgerlig Institution kunde excommunicere: Natten, Vinen, Elskeren, Kysset! Dér er Grundelementerne til det Bakkanal, Ægteskabet aabner sin Dør paa vid Gab for - inden fire Vægge....
✂ Han følte, hvor han løj, da han tænkte dette - løj, som naar man udskyder, nedsvælger et afgørende Ord i en Sætning.
✂ Han nedsvælgede et Ord i et langt Kys, hvormed han bedøvede sig selv og hende, den allerede halvt bedøvede Bajadere.
✂ Saa bar han hende ind i Soveværelset.
VIII
✂ Næste Formiddag sad han ved Skrivebordet. Annette var, kvik og rødmusset, lidt pudret og vel behandsket taget ud med Mama og Plejesostren for at gøre Indkøb i et af de store Magasiner.
✂ Han sad alene, Nøglen havde han drejet om i Døren.
✂ Brevet til Ulf havde han ikke fortsat; et andet paabegyndt havde han kasseret. Han røg den ene Caporal-Pibe efter den anden - og tænkte.
✂ Han var vaagnet om Natten, henad Morgenstunden. Annette brændte altid en lille Lampe udenfor Sengen. Hun var mørkebange. Med sine sexogtyve Aar, sin Opdragelse, sine Rejser, sin Uafhængighed, var hun et barnagtigt Barn. Han var vaagnet og havde set paa hende ved Natlampens Skær. Tilfældigt laa hun i en uskøn Stilling. Hvem sagde ham, at en ung, smuk Kvinde ikke kan komme til at ligge i en uskøn Stilling om Natten - hvor alle sove eller burde sove? Men idet han kastede Tæppet tilrette over hende, og idet hun isøvne drejede sig, mumlende med en besløret Stemme og famlende ud i Luften, kom der Noget over ham - en Blanding af Medynk og et besynderligt dumpt Raseri, der gjorde ham ulykkelig, uden at han turde henføre sin Ulykke til andre end sig selv.
✂ Han maatte gennemsøge de lønligste Kroge af sine Ungdomsminder, for at finde netop det Tilsvarende - og han drog et Suk, satte sig overende og vilde gerne have slukket Lampen, om han ikke havde frygtet at vække hende derved. Hun var engang før vaagnet og havde skreget, da Lampen var gaaet ud. Det Skrig hørte han endnu; og det gjorde ham end ulykkeligere - paa samme Tid, som han fandt det dumt eller komisk.
✂ Hvorfor kunde han ikke varsomt bøje sig over hende, stryge hendes Kind med sin blødeste Haand, nævne hende ømt ved Navn? Hvorfor pinte hendes Kærtegn ham - som var det en falden Kvinde, der havde skænket ham dem, for den næste Dag at taksere dem eller dog vide dem takseret? En »falden« Kvinde? Han gøs idet han smilede. Hvis Faldet er Jomfruelighedens Skænk eller Gave, saa »falder« dagligt hundrede Kvinder indenfor 202 Ægteskab og borgerlig Kontrakt. Hvis det er Taksten, der betinger Navnet, Øgenavnet, saa købslaas og handles der indenfor de samme lovhjemlede Institutioner. Alle kan tale med derom. Hun dér var hans Hustru! Havde han maaske solgt sig? Han virrede raskt med Hovedet, idet han tænkte paa Etatsraadens Blik. Nej, det var en Forbindelse, »fri« indenfor Loven. Han ækledes ved Ordet Frihed, i hvis Hale der slæber de hundred Trivialiteter. Herregud! han havde fundet Behag i hende; hun var forelsket i ham - og de var kommen sammen! Akurat som de tusind andre. Var det Kærlighed, dette? Aa ja - ja naturligvis! Var det Sanselighed? - ja naturligvis var det Ur-Grundlaget for alt Forhold Mand og Kvinde imellem. Naar Helgenerne undtages, saa lever de fleste moralske, religiøse, ethiske Mænd og Kvinder paa dette Grundlag - eller de lever ikke derpaa, men saa lever de hverken naturligt eller lykkeligt.
✂ Han undrede sig over, at disse Betragtninger kom op i ham. Han var dog længst ude over dem. Hvis Annette havde været en Bajadere - saa havde han slet ikke anstillet dem. Hun var Annette Kirchhoff - Annette Gerhard - og nu?.....
✂ Hvad vilde der blive ud af hende? Hvad agtede han at gøre hende til? Hvorfor dette utilbørlige, ganske uforklarlige Raseri, der greb ham - allerede nu - ved at se paa hende? Hun havde ikke tilhørt nogen Mand før ham, ikke det han vidste, og det var i Grunden slet ikke det, der interesserede ham - ikke engang det, hvorpaa det kom an! sagde han ved sig selv. Men hvad var han for hende? En Mand - et Mandfolk! Vilde han da være en Gud, et »Ideal«, noget paa en Piedestal?
✂ Han stønnede ved at tænke paa, at han ikke var forfængelig, egoistisk eller dum nok til at ønske sig paa en Piedestal - for hende. Han ønskede intet for eller ved hende . Det forkælede Barn dér, som ikke var erfaren men endnu mindre naiv - hverken Barn eller Kvinde - hverken »modern« eller sentimental...... et sexogtyveaarigt Ingenting, der tilføjede ham Lidelser ved at være Genstand for den Attraa, som hun selv vakte i ham, naar hun laa i hans Arme!
✂ Saa vidt var det altsaa kommet! Og saa hurtigt! -
✂ Men det var jo overspændt. Han kunde opdrage hende. Var 203 han Kunstner, kunde hun være hans Model. Var han Forfatter, kunde hun være Genstand for hans Iagttagelser. Ja - og saa kunde hun blive Moder til hans Børn!
✂ Han smilede; og der kom noget Blødt over ham, noget, som rørte ham - og som bragte ham til at tænke paa Fru Funch og paa hendes Dreng.
✂ Fru Funch! - Han hviskede i Tankerne: Hvad om hun havde ligget her ved min Side?.....
✂ Men han virrede med Hovedet, med en Mands Undseelse overfor det, der endog kan misforstaas af ham selv. Umuligt! Hvorfor ikke? Jeg vilde aldrig have vovet - og hun vilde aldrig have indrømmet det. Der gives Tilfælde, som aldrig indtræffer mellem to Mennesker..... hvorfor vide vi ikke. Og desuden: hun havde været gift - var det maaske endnu - led øjensynligt under en »Roman«, som Annette kun antydelsesvis havde strejfet i afbrudte Samtaler og hvortil ingen af de to Damer syntes tilbøjelig til at udlevere Nøglen. Han, Gerhard, ærede denne Hemmelighed - som han vogtede over sine egne. Nej, det vilde aldrig kunne være bleven Fru Funch!
✂ Og som han tænkte dette, gravede han sit Hoved ned i Puden, gennemløb sin Ungdom og dens Daarskaber - oplivedes ved, hvad godt eller bravt, han undertiden havde gjort - standsede ved denne Daarskab her, og følte Uviljen, Utilfredsheden vokse i sig.
✂ Men arbejde kunde han - og maatte han. Paa denne Rejse, Bryllupsrejsen, var det sidste af hans Kapital medgaaet. Hans Kones Formue kom ikke ham ved. Hun kunde bruge den, som hun vilde, udstyre deres Hus, som hun fandt for godt - more sig, pynte sig, adsprede sig - men naar de kom hjem, begyndte hans Arbejde for sig selv - og det alvorligt.
✂ Og Ulfs Skikkelse dukkede op for ham. Hjem - derhjemme!
✂ Ulf! Paradoxernes, Uregelmæssighedernes, Selvfortærelsens Ulf.... og dog, midt iblandt den taagede eller vilde Idealismes Skygger - den lykkelige Ulf:
✂ Besad han ikke Edith?
✂ Hvem var Edith? - Et Fantasivæsen - en ung, barnlig, bleg, slank, skyldig-uskyldig Skærtorsdagsheks, som Himlens Regioner 204 ikke havde Asyl for, og som Jorden havde Stene, Smædeord, naar det kom højt: et Skuldertræk, til!....
✂ Tænkte Gerhard sig hende ved sin Side?
✂ Han laa længe med aabne Øjne, stirrende op i Loftet, hvor det svage Skær fra hans Hustrus Natlampe tegnede tuschagtige Net og Slør..... han var træt af at tænke..... hvem tænker paa sin Vens Elskede, uden enten at være ligegyldig derved - forudsat, at hun er En selv ligegyldig - eller ogsaa aander man tungt, presser Læberne sammen - eller man ler maaske?..... Han lo hojt, pludseligt, krampagtigt.
✂ Annette drejede sig isøvne, famlede i Luften ud mod sin Mand, mumlede nogle Ord og gjorde en Bevægelse, som bragte ham til at gyse. - - -
✂ Han sad her - i Paris - og tænkte alt dette og mere til. Var han blot hjemme igen! Og dog hvad skulde han hjem - vilde det blive bedre dér? Kunde han ikke bosætte sig her - i denne By, hvor han havde levet og arbejdet, lært noget, blevet til et tænkende, udviklet Menneske, med fin, kræsen Smag - om ikke blevet til den Kunstner, han engang havde drømt sig?
✂ Nu at bosætte sig her med Annette? Hun havde jo Opdragelse, Dannelse, Modtagelighed nok, til at kunne udvikle sig jævnsides ham!
✂ Nej! netop ikke!
✂ Saa kort Tid de havde været her - efter de faa lykkelige Dage ovenpaa den stille Vielse derhjemme i Landsbykirken - saa bestemt havde han Indtrykket af, at hun søgte en Verden her, og at han tilhørte en anden . Han havde end ikke vovet at føre hende ind iblandt sine tidligere Venner og Forbindelser. De vilde snart have »opdaget« hende. Han havde undtagelsesvis gjort et Forsøg. Det var faldet ud, som han ventede sig det, men som han ikke ønskede det gentaget. Overalt, hvor der var Maleri, Skulptur, et Atelier, en Samling at se - i Theatrene - i Selskab - hvor der var Tale om en Bog - hvor der var Debat om et Princip - selv paa Gader og Promenader.... overalt havde han i sine Ører hørt den Titel klinge, som en af hans tidligere Pariserbekendte havde brugt om Annette: Madame, vôtre maitresse!....
205✂ Man havde trukket paa Skuldrene: Et kønt Fruentimmer!....
✂ Og selv havde han tilføjet ved sig selv: En Kurtisane i Smag og Naturel!
✂ Hvad nyttede det saa, at hun med hurtigt Nemme lærte sig Fraser, Slagord....? Hun kunde have været klerikal - eller indifferent - eller ganske dum.... det sidste havde maaske været det bedste. Blot ikke denne Væren med paa moderne Anskuelser, moderne Kunst, Kritik, Smag, Liv - som hun ingen Anelse havde om.
✂ Og hans var Skylden. Aa, han, Taabe, som havde givet efter for en Stemning, et Indfald - maaske ligefrem for en Drift!
✂ Og hvad saa? Blev ikke de hundrede Forbindelser sluttet saaledes! Hvorfor beklage sig? Hun var da ingen Kokkepige. Hun var en køn, ung Kvinde, som førte sig godt, klædte sig godt, talte Sprog, spillede Klaver - og hun elskede ham!
✂ Han bøjede Hovedet. Elskede hun ham? Javist ja! Gav hun sig ikke hen til ham med en Lidenskabelighed, som Mændene dog ikke plejer at regne blandt Manglerne ved konnubialt Samliv? - Var han da blaseret? Nej, han kunde give sig Attest for, at der var noget sundt og dygtigt ved ham - at han af Temperament var maadeholden og dog en Mand, hvem Blodet rullede raskt i Aarerne. Han var ikke som denne Ulf - den eneste Mand, han helt havde følt sig hendraget til, men som jo netop overdrev Alt - som vistnok i sin Fantasis bestandig utilfredsstillede Trang til det Excentriske kunde søge de dybere liggende Grunde til sønderrevet Mismod...............................................................................................
✂ Aa! Ulf! Ulf! Bestandig kom Gerhard tilbage til denne Skikkelse - og til den anden Skikkelse ved Vennens Side.
✂ Ja, det stod Gerhard klart: han misundte Vennen - han saa' i dennes Forhold, netop her paa Afstand, uden nærmere at bestemme Forholdets Art, dets Udstrækning og Grænser, en fin »sinnlich-übersinnlich« Poesi, et elveragtigt Noget, en Drøm om Lykke, vævet af dagsky Farvers silkespundne Traade, af Smil og Graad, Ømhed og Fortvivlelse, af den altudtømmende, altopløsende Melankoli, hvortil kun Natten giver Lys og Ly, vage Former og vage Melodier, og som maaske er den højeste Elskovs evige Hemmelighed.
206✂ Maalt hermed, set her imod, blev hans eget Forhold ham plat, massivt - ja hæsligt.
✂ Han greb den henslængte Pen og skrev:
✂ »Ven, Kammerat!
✂ Jeg misunder Dem. Nu staar det skrevet. Jeg sendte Dem derhjemme Bud om min Forbindelse med Deres Halvsøster. Vi blev viet i Stilhed ude paa Landet; og saa rejste vi hertil. At De ikke besøgte os derhjemme, det kan jeg maaske takke et af Deres tilfældige Luner for. Eller - jeg tror snarere, vi kan takke Deres Takt derfor. Hvordan skulde vi Tre have set paa hverandre? De blev borte - og glad var idetmindste jeg. Med Kvinder er det anderledes; de vil lykønskes. Nu kan De sende min Kone Deres Hilsen. Eller De kan vente, til vi kommer hjem. For vi kommer hjem - maaske efter et lille Ophold i Schweiz eller Tyrol. Her bliver snart for varmt, og her er allerede jævnt uudholdeligt - bortset fra Varmen, som aldrig før har generet mig.
✂ Spørg mig forresten ikke om Noget. Der er intet at sige. Hvad plejer lykkelige Ægtemænd - nygifte - at tale om? De taler og skriver ikke; de tænker i Kys, de er ved at falde over deres egne Ben af Henrykkelse ved den »Verden«, de har opdaget, det Lys, der er opgaaet for dem. Verden og Lyset er selvfølgeligt deres unge Kone; at den Verden kan gaa under, at Lyset kan smælte ned i Stagen, det forudsættes ikke. De sætter deres Trone i deres Vugge, de bliver Børn igen - og gebærder sig som saadanne.
✂ Kære Ven! De, som véd saa meget! hvad tror De, at de unge Koner tænker paa? Maaske véd De det ikke heller - og dog har De jo Erfaringer. Jeg er kommen dertil, at jeg ikke tør tænke over, hvad de unge Koner tænker paa. Jeg vil vedblive at være Idealist overfor Kvinden!
✂ Maa jeg saa høre Deres Mening om den nyeste Roman - ifald De har læst den. Eller skriver De muligvis selv paa den nyeste? De sagde engang, at jeg ikke vidste, hvordan Literaturen blev til. Kan hændes De har belært mig derom. Kan hændes skriver De noget ud af den Nat i Begyndelsen af Juni! Det vilde være interessant for mig at læse. Men De bliver jo aldrig færdig med Noget - efter hvad Overgaard siger.
207✂ Jeg tænker i disse Dage stærkt paa en Radering: Adam og Eva - efter Syndefaldet. Men den bliver vist aldrig færdig.«....
✂ Det bankede paa Døren.
IX
✂ Hvem dér? raabte Gerhard, utaalmodig over Afbrydelsen.
✂ Le facteur! svaredes der udenfor med hæs Stemme.
✂ Man lukker altid op for Postbudet - denne Skæbnens eller Skæbnernes Mellemmand.
✂ Gerhard modtog Aviser, et Brev, og en forseglet, rekommanderet Pakke i Kardusomslag, som han kvitterede for.
✂ Gerhard besaa' Pakken - kendte ikke Udskriften og glemte at se efter Afsenderen. Tog saa Brevet - kendte heller ikke Udskriften - brod det - læste og studsede.
✂ Det var fra Skyggen. Og Skyggen skrev - temmelig forvirret - noget om at Ulf var forsvunden; man vidste ikke, hvor han var bleven af; man formodede og frygtede noget slemt.... Saa laa der en lille Seddel, af senere Dato end Brevet. Paa Seddelen stod: Nu er Ulf opdaget - paa en af Øerne sønden for Sjælland - han har skrevet mig til, at jeg skulde besørge hans Bøger og Habengut solgt og sende ham Pengene; han kom aldrig til Byen mere, han vilde tage til Udlandet, blive borte for bestandig. Og Skyggen havde tilføjet: min Forudsigelse har slaaet til - det er naturligvis hende , der staar bagved - skøndt han ikke skriver derom. Skulde han komme til Paris og De være heldig at træffe ham - saa tag Dem af ham - men sig intet om, at jeg har skrevet! Ingen Underskrift - blot Skyggen.
✂ Hvad er dog det? sagde Gerhard og mærkede, hvor urolig han blev.
✂ Han greb Pakken, rev Omslaget op med dirrende Haand... saa' et Manuskript, Ark efter Ark... det kunde kun være Ulf, som havde sendt det.
✂ Han laasede atter Døren - satte sig ved Bordet med Pakken 208 foran sig. Længe saa' han paa Papirerne... og han fornam sit Hjærtes Slag, som blev han stævnet til et Møde.
✂ Øverst laa en lille Seddel. Paa den stod: Kære De! Jeg skriver ikke Brev - men Breve. Gør mig den Tjeneste at læse dem i numereret Orden, efter Datum'erne; og begaa ikke den Anakronisme, som vore første Forældre, at begynde med Slutningen. De véd jo nok: »Døden kom ind i Verden ved to Mennesker, som syndede«... osv. Altsaa; først synes Døden at have været, førend Alt det Andet, Forlovelser, Bryllup, Barsel, Udgivelse af Bøger, Skrædderregninger og Schopenhauers Filosofi kom til! Men Døden kalder vi jo Slutningen. Begynd altsaa ikke med den! - Ulf B.
✂ Gerhard vendte og drejede Papiret. Det indeholdt ingen anden Meddelelse. Noget beroliget stak han Seddelen til sig, ordnede Bladene i den lille Manuskriptpakke, tændte sin Pibe, og gav sig til at læse.
X
.... Sund Færgegaard. Medio Juni .
I
✂ »Wie froh bin ich, dass ich weg bin! Bester Freund, was ist das Herz des Menschen!« -
✂ Saadan er det nok at den unge Werther begynder sine Lidelser. Jeg har ingen Bøger hos mig, jeg citerer ud af Hovedet; det gør man ogsaa bedst i, saa synes man at man selv ejer Citatet.
✂ For at kunne digte, maa man elske. Jeg tror, Carlo Gozzi engang har sagt det. Jeg er ikke vis derpaa, men det kunde ligne ham.
✂ Hvad det »videnskabelige« Digteri angaar, saa læser jeg det ikke. Kun den Bog, som er skrevet ud af Elskov og om Elskov... forstaar sig skrevet af et Talent... kun den læses til alle Tider af Alle.... Men slaar De disse Theses op paa vor Højskoles Porte, saa vil næppe nogen Professor af den Grund kalde Dem en Luther.
209✂ Er De saa med? Hvis De er med, saa ræk mig Deres Haand, kære Ven! og lykønsk mig. Jeg har den aandelige Nældefeber; mit Hjærte klør, mine Indvolde brænder. O Herakles! skal man blive niogtredive Aar gammel, for endelig at begribe en Nessusskjorte? Det begreb man profecto ikke i Latinskolen!
✂ Ellers er jeg Latinskolen taknemmelig for Alt, hvad den lærte os. Den lærte os Catull og Ovid, at skraa Tobak i Timen, at ryge Cigarer paa Volden, at tage paa Regning hos Conditoren, og at elske....
✂ Sang ikke Catull det for os i hans lille Piges Klage over den døde Spurv? Om Ovid vil jeg slet ikke tale. Men der var en Conditorjomfru i Kristenbernikovstræde. Hun gav os blanco Credit i sit Hjærte og i sine Flødeboller. Først senere i Studenteraarene betalte jeg de sidste.
✂ Om hun var smuk eller ej, det husker jeg ikke. Hun var blond og havde blide mørkviolette Øjne... »Schleh-Augen«, kalder Tyskerne dem. Hvad Nytte, at en mere erfaren Kammerat gjorde sig lystig over mig og fremhævede Alt, hvad der kunde tale til hendes Forklejnelse? Hvergang jeg senere har mødt saadanne Øjne og dette Smil - en Klang i Stemmen - et lille ejendommeligt Mundheld - saa har jeg elsket - »in my line«. Det er ikke vor egen Intelligens, vor Kritik, vore sammenpløkkede Kundskaber, vi ønsker at mode i en feminin Udgave... vi vil ikke omfavne en Bog, stirre os henrykt-stupid paa en Aandrighed! Af mange fortrolige Samtalers stille Lykke bærer vi nogle enkelte løsrevne, ofte halvt meningsløse Ord med os tilbage til vort Arbejde, vore Sysler... men det er paa saadanne Smuler at Mændene slaar de store Brød op - i Statskunst, Digtekunst, Politik, i Handel og Vandel. Spørg Goethe, Shakespeare, Robert Burns, Molière, Alfred de Musset, Byron, Heine, Turgenjew... spørg hele Ramsen, hvor de har taget deres fineste, mest sjælfulde, kvindelige Skikkelser fra i deres nu saa »klassiske« Værker? Det bliver nok ikke vor moderne, om Alt diskuterende, alvidende og praktiske Dameverden, som leverer Materialet til disse levende Skikkelser! Ja - jeg véd det; man stikker os stadig denne »Portia« ud som Summen af Renæssancens kvindelige Genialitet ved Elisabeths Hof... og 210 man siger, at William S. gennem et Forhold til hende skabte sit Forhold til the merchant of Venice !?
✂ Muligvis - ja!... Eller muligvis har hun ikke været en Adelsdame men en ung Klædekræmmerkone fra City - en Syerske - en Skuespillerinde fra »Globe« -... ligemeget. Thi det er Sagen - og herpaa vilde jeg gærne trykke Deres Haand: der gives Kvinder, som frembringe Literaturen (Statskunst, Politik osv.) ikke ved hvad de er, eller har »lært«, men ved til den givne Tid, naar Mandens »Geist« er modtagelig, at være for ham Alt det, hvori han gaar op, at være for ham Elskov!
✂ Dette vil Kultur-Damen vanskeligt kunne gøre. Hun kan rette Stil paa ham, fængsle ham til en Tid ved sin Aands Ligestemthed eller Overlegenhed, indgaa Venskab og Medarbejderskab med ham - men ikke være Moder til hans Musas Elskovsbørn. Jo mere vi nærme os »Kulturen«, jo mere glide Kønnene over i hinanden - indtil vi en skønne Dag staar dér foran Kulturens ypperste Skabning: den literære Hermaphrodit! Saa Farvel Du skønne Kunst, som vi engang tilbad i Adam og Evas, Romeo og Julies, Faust og Margretes, Don Juan og Haidies Skikkelser - dem, som vi kaldte »udødelige!« Farvel Du stakkels barbariske Verden, hvor Sagnet om Hagbart og Signe var en plump Farce - hvor Turgenjews lille Conditorpige er en sentimental Umulighed - hvor Tolstojs Kosak-Skønhed snarest muligt maa skjule sin røde Særk under et mere »normalt« Klædningsstykke - og hvor »denne« Dostojewski ikke skal komme dér med sin Morder og Skøge og fortælle os, at de To lutres igennem Kærlighed! Farvel! hele Parnasset lige ned til vore allersidste Dage! Lad os hænge vore floromvundne Lyrer op i Grædepilene; lad os strø vore Hoveder med Asken af alle de udbrændte Digterbaal - og paa den golde Jord henlægge en Seddel med Indskrift: Det er strængt forbudt at paakøre Gødning fra Pegasen!...
✂ Ak, Edith! jeg elsker Dig. Du har paaført mig denne Nældefeber i Sjælen. Mit Hjærte klør, mine Indvolde brænder. Jeg tror, jeg var istand til at digte!
II
✂ Hundrede Gange har jeg pint Dig. Jeg véd det. Hvad gør Manden andet end pine den Kvinde, som han elsker. At Kvinder undertiden øver Gengæld - det er i Mandens Øjne imod Naturen; og han skriger op, som var han Æslet i Arken og vilde tage alle de andre »Par« til Vidne paa Uretfærdigheden!
✂ Mødte Manden en Dag ude i den store Skov en blid og skøn Skikkelse, iført lange hvide, symbolske Klæder, straalende af Lys, smilende som en Guds Engel - og fik han paa sit Spørgsmaal det Svar: Ja, jeg er en Engel, sendt for at være Dig til Selskab, til Glæde, til Behag!... vilde han da ikke straks den første Dag begynde med denne Ransagen og Fritten, denne Søgen efter dog idetmindste én lille Plet paa den symbolske Dragt, medens han lagde Panden i Folder og Hjærtet i Saltlage: Du er altsaa dog ingen fuldkommen Engel! en Torn har revet Dig undervejs, Støv er faldet over Dig, et vissent Løv er blevet hængende ved Dig. Og jeg - jeg Daare - som troede paa Engle!
✂ Hvad nytter det, at Dit Smil er saa forsikrende lyst - at Du bevidner din Uskyldighed uden nogensinde at omtale den? Der gives ingen Renhed; der gives ingen Engle! - kun hos Manden gives der Fordring derpaa - og denne Fordring sønderslider hans Sjæl!
✂ Og medens han ikke har ét lønligt Lukke i sit Hjærte, uden at det har været berørt af fremmed Haand - og medens han siger: Aa ja, hvad! saadan er nu vi Mænd - vi kan alligevel hævde os i vor Ære for os selv!... saa stirrer han paa Støvfnugget over den lyse Dragt, indtil det bliver større og større, indtil det skygger for Lyset og for Smilet - og han sukker: Ingen Engle! ingen Engel!...
✂ Og nu Du , Edith! - som jeg ikke har mødt i en saadan Klædedragt ude i den store Skov - og som jeg hundrede Gange har pint, idet jeg pinte mig selv ved denne Fritten og Gransken... Du, som aldrig har gjort mig ét Spørgsmaal, der kunde saare mig, skræmme mig op, gøre mig fortvivlet over mig selv - men som engang har grædt stille ved min Skulder, medens din Haand af sig selv lagde sig over min hede, ophidsede Dommer-Pande!...
212✂ Edith! Menneskene blev sat paa Jorden, for at leve i Glæde, Fred, Hengivenhed... og de var stumme, som Dyrene er det. De kunde kun meddele sig igennem Blikket, det sosterlige Kærtegn. Og det var dem nok.
✂ Saa kom Slangen og lærte dem at tale. Og da var de allerede uddreven af Paradiset!
III
✂ Tænker jeg tilbage, saa hæfter Tanken ved én Periode, kun denne eneste... al anden Tid forsvinder; selv de stærkeste Indtryk fra fjærnere Perioder dør hen.... Tænker jeg frem, saa er det kun Graat.
✂ Og vi bilder os ind, at vi kan lægge Planer for vort Liv!
✂ Proletaren, Smaaborgeren, som er henvist til at give hver Dag sin Plage og lade Fiolen sorge - kun han har i sin Begrænsning Mulighed for Frihed og Lykke.
✂ Jeg husker en Morgenstund, jeg kom fra Dig; en kolig, stille Sommermorgen med Dugg over de stovede Hækker, begyndende Fuglestemmer, Byens Udkanter ifærd med at gnide Søvnen af Øjet. Vi havde passiaret de første Nattetimer bort, endnu inden Gryet paa sin graa, hemmelighedsfulde Maade sivede gennem de klare Gardiner. Trætheden var pludselig kommen over mig; jeg havde lænet mig tilbage i Sofaen - og Du havde kastet en Kaabe eller et Schawl over mig - medens Du selv listede Dig ind i det lille Soveværelse og drejede Nøglen om derindefra.
✂ Kæmpeviserne og Æventyrene har det tveæggede Sværd, som Ridder og Kongedatter lægger imellem sig, medens Nattens Timer flygter, baarne af de Sovendes rolige Aandedræt. Saa naiv simpel og skøn er denne Symbolik!
✂ Æventyret har det tveæggede Sværd. Vi - den praktiske Tids Børn - har den lille Dørnøgle.
✂ Men alligevel var det et Æventyr. Kom ikke og sig, at der intet gives!
✂ Ligesaa pludseligt som jeg var sovet ind, ligesaa pludselig var min Opvaagnen. Schawlet laa paa Gulvet. Jeg frøs, rejste mig, og saa' højt oppe igennem Vinduet de første smaa svage Rosa-Skyer 213 over en underlig død Skorstenspibe. Jeg listede mig paa Taaspidserne omkring Bordet, bøjede mig, kyssede de Bøger, hun om Dagen læste i.. knælede ned, kyssede Fligen af Bordtæppet, det hæklede Betræk paa Stolen, et halvt sømmet Lommetørklæde - Alt, hvad der ved sin egen stille Orden og Properhed mindede om hendes Sans for Orden og Hygge. Man taler om Helligdomme.... her var min Helligdom; denne Dagligstue, hvor en Klosterfrøken kunde haft sit Asyl... saa fjærnt fra Dame-Boudoir, som selve det parfumerede Navn er fra Begrebet en ung, selvstændig, uafhængig Piges daglige Opholdsværelse.
✂ Og jeg listede mig hen til Døren, Døren som var aflaaset. Den var i sig selv Skranke - tveægget - uoverstigelig... alligevel Skranken laa inde i mig. Jeg begyndte at erkende i mig et redeligt Menneske - et Menneske, hvem ikke Lidenskaben men Godheden, Omheden, Beskyttelsestrangen er Lov og Norm for.
✂ Aa, hvis der er en Gud - hvis han som Person kan se, høre, iagttage - hvis han bekymrer sig om et Menneske mere end om den Spurv, der netop pippende vaagner derude i Træet - hvis der var en Gud: han maatte med en stille Morgenglæde have iagttaget den middelmaadige Digter, som stod lænet op imod denne Dør og i sit eget Hjærtes tilbagetrængte Slag mente at høre Aandedrættet fra en ung Kvindes rolige Søvn!
✂ Men der er vist en Gud. Hvem skulde ellers have skabt Kærligheden?
✂ Edith! farvel! sov! drøm! staa op, flet dit Aar, gør dine Værelser istand, gaa ud, kom hjem, sæt Dig til at læse i de gode Bøger, der gør os selv lykkelige og rolige... og naar Aftnen kommer, saa sid derude i Gaslys og Tobakshede, stirret paa af en Mængde, som føler sig højt hævet over Dig, medens den ved din Utilgængelighed kun fornemmer Lysten til at trykke Dig ned under sit eget Niveau! Tænk ikke over Livet; thi det er brutalt, letfærdigt, ansvarsløst, frygteligt ved sin Guds-Forladthed, ved sine Instinkter! Tænk heller ikke over Gud; thi saa kunde Du fristes til Spørgsmaal dér ved Randen af det store, tomme Svælg, hvor Du saa ubekymret har sat Dig!... Tænk heller ikke paa mig; thi jeg er ikke værd at nogen Anden bekymrer sig om mig, end jeg selv! Tænk paa en lille finsk Sang, som jeg nynnede for Dig, og som 214 har saadan en Mængde skønne, søde meningsløse Vokaler... saa skøn, saa sød, saa meningsløs, som selve Kærligheden er: den, der ikke kan oversættes i noget forstaaeligt Tungemaal!... Tænk aldrig paa at komme til at elske mig; thi da vil vor Kærlighed ophøre. Men vær den, Du er! saa sandt som Du aldrig kan blive nogen anden!...
✂ Og jeg listede mig ud af Gangdøren, ned ad Trappen, gennem den lille Have, ud paa Vejen, hvor Morgenduggen hang i klare Taareperler over de dag-støvede Hækker. Ganske stille, saa stille var det, at jeg bildte mig ind: Alverden sov og vilde aldrig vaagne op mere! Men næppe drejede jeg fra Sidevejen ind paa Hovedvejen, før jeg fornam den dæmpede Lyd af Byen, der laver sig til at staa op og begynder at gnide Søvnen af Øjet. Jeg gik hurtigere til; forbi Haver og Villaer, der syntes at undre sig over mig, og som jeg undrende betragtede med en Fremmeds Spørgsmaal: Er det Jer eller er det ikke Jer - og hvad vil I mig?
✂ De vilde mig intet, hverken Godt eller Ondt. Hvem vil i Grunden Nogen Noget? Kan være, at vi Alle helst vilde ikke være - blot vi fik Lov til det!
✂ Jeg vilde hverken hjem, sove, blive gaaende, vende tilbage... ak jo, jeg vilde helst tilbage - for endnu en Gang at knæle dér ved Stolen, berøre det hæklede Betræk med mine Læber, og bede en Bøn: Led mig ikke ud i Fristelse - men skænk mig alligevel en Form, hvorunder jeg kan være Alt - hører Du, Gud deroppe i din lidenskabs-fri Majestæt! - Alt for denne uafhængige, utilgængelige, ubegribelige, hjærtensgode unge Pige!... Alt! -
✂ Ingen svarede mig. Hvem skulde have svaret? Selv stiller vi jo Spørgsmaalene - og til os selv !
✂ Ja, ja! Det er os; os, som faar afgøre, hvad vi vil, hvorvidt vi evner hvad vi vil, hvad vi vil gøre med vore Lidenskaber, Instinkter... Sæt at der ingen anden Afgørelse gaves end denne ene: Jeg vil det!...
✂ Og en vild Henrykkelse greb mig. Heureka! Op med Dig, Arkimedes! ryst Morgendvalen af Dig, ligesom denne store, dvaske, tunge By, der er saa fuld af Instinkter som Augustmaaned af Fluer! Tilbage! sporenstregs gennem Haven, ind ad Gangdøren, 215 op ad Trappen. Ingen i Huset er oppe endnu - Ingen ser Dig... Ingen ?...
✂ Aa Gud! Hvorfor strømmer denne Sved frem paa min Pande? hvorfor bliver disse Fingre saa kolde? hvorfor denne Kuldegysen i Hjærtet? Véd ikke Manden, at han til enhver Tid ejer en Magt over Kvinden - blot han ikke ganske er Idiot, skeløjet, pukkelrygget - ja selv om han bærer Pukkelen - naar han kun har den bedende Glans i Øjet, det stormende Ords Velklang paa Læben, Haandens dirrende Greb om en lille modstandsløs Haand, der kun trækker sig tilbage, naar Hjærtet tier stille?...
✂ Og har ikke hendes Hjærte talt? -
✂ Slyngel! Falskmøntner! Indbrudstyv - usle, holdningsløse Kryb, der slikker Morgenluften i sig, som om det var Vin, der skulde hidse til en Nederdrægtighed!... Der er en Gud - om ikke andre Steder, saa inde i Dig selv! Og det er ham, der raaber ud af Dig, som Bloddraaben i Æventyret: Jeg ser Dig godt! - jeg ser Dig godt!...
✂ Og jeg gav mig til at løbe, som om Fanden var efter mig. Maaske var han efter mig.
✂ Bestandig længere bort, ud mod Byens yderste Grænser. Dér skinnede Solens første, røde, skælvende Skær over en ny Bygning - en ny Beværtning - mellem grønne, lysvaagne Træer og Buske. Udenfor paa Vejen holdt to Olvogne og en Drosche. Hestene stod ganske stille, overladte til sig selv og til deres Muleposer. Fire Bryggerknægte - to Par - og Droschekusken, Beværtningsmanden - en ganske ung Mand endnu - jeg selv, og endelig en gaadefuld Ubegribelig sad dér om Bordet under de lysvaagne Træers Tag. De havde raabt mig an, idet jeg kom susende forbi. »Skal Herren efter Jor'moer?« - Jeg maatte uvilkaarlig standse og give mig til at le. Saa pludseligt og komisk forekom mig Tilraabet.
✂ Nej; jeg løber fra mig selv! svarede jeg. Og da dette Svar forekom Folkene netop tilfredsstillende i deres løftede Morgenstemning, saa bød de mig ind i Haven paa en Kop Kaffe. De havde tilbragt Natten sammen - med at vente paa de unge Beværtningsfolks første lille Forøgelse af Familien. Miraklet var sket - nu for en Times Tid siden. Og den foreløbige »Daab« foretoges her af 216 den lykkelige Fader, i Kreds af hans gode Venner. Saaledes ser Smaaborgerens første Spire Lyset. I Sommernattens begyndende Stilhed sætter Vennerne og Manden sig til at drikke; - ikke umaadeholdent, nervøst-lidenskabeligt, for at dulme Sindets Spænding, - men jævnt fremadskridende, deltagende, forventende; - med smaa Afstikkere nu og da indenfor, hvor Nabokonen og »Madammen« er syselsat; - undertiden en lille lyttende Pavse, og en betydningsfuld Klinken paa, at »det maa gaa sin naturlige Gang«; - et Øjeblik med et Slag i Bordet, ligesom for at overvælde Noget, der er stærkere end de stærke Nerver; - og endelig Faderen, der ilsomt kaldes ind i Værelset bag Skænken, og højrød, svedvaad, tørrende sig med Skjorteærmet over Næsen, kommer tilsyne igen, sigende med forstilt Overlegenhed:
✂ En Dreng! -
✂ Hurra! Og dette skal være... o. s. v.
✂ Jeg fik Nattens Begivenheder i detailleret Orden. Intet trukket fra - intet lagt til. En Værtshusholder havde faaet en Søn. En ung Moder havde første Gang erlagt Offer og Accidents paa Livets store Alterdisk. Hun havde følt Lidelsen - og erfaret Lykken. Om jeg ikke kunde have Lyst til at gaa ind og se den Lille?... Jo! jeg kunde have Lyst til at se denne Moder!
✂ Og jeg fulgte efter Manden ind i det trange Værelse, hvor en Petroleumslampe og et nedbrændt Lys stod ved Sengen - medens Morgensolen brød med ligesom skærende Glæde ind under det indigoblaa Rullegardin. Fra Hovedgærdet af Sengen stirrede dette Par overnaturligt klare Øjne den Fremmede imøde. De hverken undrede sig eller spurgte... de tindrede endnu af Kampen. En Kvinde, der føder, er dog en Triumfator. Og hvad - hvad i alle gode Guders Navn kender vi Mandfolk egenlig til Livet?...
✂ Noget borte stod to ganske smaa Fruentimmer, et spinkelt og et bredere. De puslede ved en Pakke, som bevægede sig og skreg som en Kattekilling. Der lugtede stærkt af Kaffe. En dejlig Dreng! sagde jeg.
✂ De tindrende Øjne fulgte mig ud af Døren.
✂ Da jeg var kommen udenfor, tog vi atter fat paa at drikke. Men nu var Harmonien borte. Det ene Par Ølkuske var »højre«, det andet Par »venstre« - efter Øllet og Fabrikanterne.
217✂ Droschekusken var en stille, erklæret og overbevist Fritænker. Den Ubegribelige var Socialdemokrat... alle var de tilsidst halvfulde - Værten vilde være »gemytlig« - men blev skubbet tilside. Jeg skulde bekende »Kulør«. Jeg bekendte, at jeg helst vilde være »Menneskeven« - og jeg blev truet med Prygl. Jeg bad dem slaa til - hvis de kunde blive enige derom. De lod mig gaa - og jeg gik rolig min Vej. Men længe kunde jeg høre Støjen, Skænderiet, de klirrende Glas. »Harmonien i Naturen« var ophørt. Byen vaagnede.
✂ Vor gode, gamle By!
IV
✂ Jeg havde siddet hos hende en Eftermiddag.
✂ Vi havde læst Fransk sammen - eller Tysk - jeg husker det ikke. Hun gjorde Fremskridt som et begavet Barn, og hun havde den Voksnes Erfaring og Intelligens. Det ringede ude i Entreen. Hun plejede aldrig at lukke op, naar jeg var der. Det ringede atter - to Gange hastigt med korte, smaa Slag, som efter en Aftale. Hun syntes lidt ærgerlig. Jeg saa' paa hende. Edith - sagde jeg - der maa jo dog være En eller Anden, som De holder af, ikkesandt? Hun rynkede Brynene, som hun plejer, rystede paa Hovedet og sagde smilende: Er De skinsyg?
✂ Ja, jeg er! svarede jeg. Jeg formoder, at den, der staar udenfor Deres Dør, har besøgt Dem - ligesom jeg selv har - og at det er den unge, smukke Officer; - han er unægteligt meget smuk. Luk ham op! Jeg gaar min Vej! -
✂ Han maa ikke se Dem her hos mig! sagde hun ligefrem, og greb efter Bogen. Kom, lad os læse! -
✂ Men den, der stod udenfor paa Trappegangen, vedblev at ringe.
✂ Hun saa' mit Blik, bed sig lidt i Læben, pegede paa Døren ind til Sovekammeret og sagde: Gaa dér ind et Øjeblik. Jeg skal se at faa ham bort!
✂ Jeg gik derind; hun aabnede selv Døren for mig, men i Skyndsomheden fik hun den kun lukket i paa Klem. Da jeg vilde trække den til, mærkede jeg, at dens Knirken vilde røbe mig, og 218 jeg hørte allerede Stemmer i Kabinettet ved Siden af Dagligstuen. Jeg sad ganske stille, ærgerlig, halvflov; det er disse Situationer, som hverken plejer at flattere den Indelukkede eller de Personer, hvis Forhandlinger han nødtvungen overværer.
✂ Jeg saa' paa den opredte snehvide Seng, paa den Orden og decente Hygge, som det lyse Kammer i hver en Krog bar Vidne om. Jeg havde ikke tænkt at jeg vilde finde hendes Sovekammer anderledes; men jeg var glad over, at jeg fandt det saaledes.
✂ Det var den unge Officer. Jeg havde ikke taget fejl. Edith syntes straks at have sagt ham et Par alvorlige Ord - bebrejdet ham et og andet; - han tav - jeg kunde tænke mig til, hvorledes han saa' ud derved - og da han atter talte, mærkedes det kendeligt, hvor svært han havde ved at beherske sin Bevægelse og finde Udtryk, der uden at saare Edith rammede Hensigten med hans Besøg.
✂ Han standsede midt i en Indledning. Formodenlig saa' hun paa ham. Der var en Pavse. Saa hørtes en lille, dump Larm - et Knæ, der sattes mod Gulvet. Jeg følte mig pinlig berørt. Havde jeg dog kunnet lukke den Dør.... Hun sagde: Jeg bliver vred paa Dem! De bliver komisk derved. Ja De maa tilgive mig; jeg kan ikke gøre for det - men jeg finder det komisk, at man ligger paa Knæ for mig - og - jeg har ikke givet Dem Anledning!...
✂ Har De ikke? Aa, Frøken Edith!... jeg har aldrig haft Grund til at tro, De var koket. Aldrig! Men De har forandret Dem... Kan De huske, hvor ofte jeg har sagt Dem, at jeg holdt af Dem - over al Beskrivelse - og De har i det mindste aldrig vist mig, at De ikke troede paa Oprigtigheden af mine Ord. Om ikke De særlig har foretrukket mig for mine Kammerater - saa har De dog aldrig nægtet mig at tilbringe fornøjelige Timer i Deres Selskab. Jeg har paa min Side - det indrømmer De mig - aldrig tilsidesat den Ærbødighed, den dybe Højagtelse, som jeg i min Hengivenhed nærer for Dem. Vel - har jeg vel? Jeg véd ogsaa, at hvis jeg i mindste Maade havde forsét mig overfor Dem, vilde De øjeblikkelig have trukket Dem tilbage. De er et udmærket Menneske, en sjelden ung Dame.... og De kunde gøre et godt Menneske ud af mig - bringe mig ud af mine Forvildelser - bringe mig til at glemme mine Daarskaber og føre et eksemplarisk Liv. Jeg har gjort Begyndelsen - den er altid vanskelig... men naar jeg nu 219 nærmer mig Dem, saa træffer jeg en hel anden Edith, end den, jeg kendte ifjor. Jeg respekterer Deres Hemmeligheder - De har altid været hemmelighedsfuld og paa samme Tid baade aaben og sandhedskærlig. De Hentydninger, En og Anden har gjort - dem har jeg fuldstændig overhørt. Der er ikke Svig skabt hos Dem. Det er det , der fra Førstningen af tiltrak mig saa absolut ved Dem. Saa ung jeg er, saa erfaren er jeg desværre overfor Kvinder. Men Dem - Edith - tror jeg paa. De har været naturlig og elskværdig overfor mig. De har sagt mig, at De netop - under Deres Livsvilkaar - satte Pris paa at have Venner iblandt velopdragne unge Mænd. Jeg tør rose mig af Velopdragenhed - uden at tillægge mig Aandrighed eller sligt. De har aldrig smigret for mine daarlige Anlæg, min Forfængelighed, min Fødsel og alt hvad dermed i Reglen følger. Men naar jeg nu kommer til Dem - efter forgæves i længere Tid at have søgt Dem - og naar jeg træffer Dem saa forandret - uden at jeg har givet nogen Grund - og naar jeg er, hvad De har kaldt mig, en af Deres bedste Venner... hvor tror De saa, at jeg - som De jo knap vilde skænke et Øjebliks Samtale - at jeg uden at lade mig overmande af min Bevægelse?.... aa, Edith, Edith! det er Synd imod mig, hvad De gør nu! - og det er Synd imod Dem selv, at De er bleven vægelsindet og lunefuld - for ikke at bruge Ordet igen: koket!...
✂ Atter var der Pavse. Jeg hørte den unge Officer tage Vejret hastig og dybt. I Grunden holdt jeg af ham - og i Grunden havde jeg ondt af ham. Allerhelst vilde jeg ikke have hørt dette Skriftemaal. Jeg tænkte mig ham i mit Sted.... jeg tænkte paa overordenlig mange Ting i Ediths lille lyse Sovekammer.
✂ Hun tog Ordet. Hun nævnede roligt hans Navn og sagde til ham i en Tone, som naar man taler til Børn, hvem man holder af og hvem man derfor skænder paa...
✂ Er De nu ganske vis paa, at De er oprigtig overfor Dem selv og overfor mig? De nævner min Sanddruhed! Jeg sætter Pris paa den - maaske især fordi den er sjelden i den Verden, hvori Forholdene har gjort, at jeg har levet og lever - saa ung jeg er.
✂ De kommer til mig med Bebrejdelser og Beklagelser. Men hvilken Ret har jeg givet Dem til at bebrejde mig noget? Jeg har holdt meget af Dem... nej, nej, De maa høre rolig paa mig... og 220 jeg vilde vedblive at holde af Dem, hvis De selv stod i mine Øjne mere som Mand - tilgiv! De unge Herrer har saa tidt talt til mig om den Fortvivlelse, de følte ved det tomme Liv, de førte. Og jeg har altid svaret: den, der uden nogen tvingende Grund kaster sig bort, han er ikke værd det Liv, han fører! Den, der fortvivler f. Ex. overfor en Kvinde - han kan da i det højeste gøre Regning paa den Medfølelse, som man viser enhver Ulykkelig. Man vinder ikke en ung Kvinde ved at give efter for alle sine Luner og Indfald - selv om nogle af disse Indfald maaske smigrer hendes Forfængelighed. De , som kalder Dem min Ven og som jeg aldrig har lagt Skjul paa at jeg foretrak for Deres Kammerater, De kan vedblivende ikke overvinde Dem til at tage Deres Premierlieutenants Examen... nej afbryd mig ikke! jeg véd af Deres Kammerater, at De stadig søger daarlig Anvendelse af Deres Tid - og at De kaster Skylden paa mig , fordi jeg nu og da har vist Dem, at jeg ikke fandt Deres Beskæftigelser en Mand værdig! Hvad kan det saa nytte, at De gør Knæfald for mig? Jeg har været indtaget i Dem - men jeg har rigtignok ogsaa været yngre end jeg er Dagen idag. Jeg har Dem meget at takke for - megen Opmærksomhed, megen fornøjelig og ungdommelig Elskværdighed, megen Hensynsfuldhed - som jeg ikke altid møder. Jeg siger Dem til Gengæld: vis Deres Kammerater, Deres Familie - og mig - at De ikke blot har ganske sjeldne selskabelige Anlæg - som nu og da kan komme en lille Sangerinde tilgode - men at De for Alvor kan vende Taabelighederne Ryggen - tage Dem sammen - tage Deres Examen - blive en Mand! Vil De?...
✂ Han svarede ikke straks. Han mumlede noget, gjorde et Par Skridt - sagde saa højt: De holder ikke mere af mig - og jeg har Lov at tro, hvad jeg vil, uden at jeg derfor nogensinde vil tro andet end det Bedste om Dem. Edith! men De skal tro paa mig - jeg skal gøre, hvad De siger!..... Farvel! -
✂ Farvel! -
✂ Og hun fulgte ham ud i Entreen og lukkede Døren efter ham.
✂ Jeg traadte ind i Dagligstuen. Hun havde sat sig ved Bordet, med Haanden under Kinden, Ansigtet bortvendt. Jeg satte mig sagte ned ved Siden af hende. Jeg beundrede hende; jeg var stolt af hende - og fandt det dog kun ganske naturligt, at hun havde 221 handlet og sagt saaledes. En fad Kompliment kunde jeg ikke faa frem. Jeg sagde blot dæmpet, at jeg imod min Vilje havde hørt Samtalen - og at jeg var ked derover. Men jeg kunde jo ikke lukke Døren...!
✂ Hun gjorde en beklagende, misbilligende Bevægelse med Hovedet - saa' stadig bort - og smilede paa denne tungsindige Maade, som jeg kendte saa godt og som altid rørte mig dybt.
✂ Edith! sagde jeg og tog hendes Haand. Hun trak den læmpeligt til sig og ligesom fortsatte højt sin Tankegang: Og - ikkesandt - naar man saa véd, at hans Familie betragter mig som den farlige Person, der holder ham borte fra Studeringer og Arbejde?...
✂ Ja ja, Edith! svarede jeg. De har sandelig Ret til at føle Dem hævet over disse Mennesker!...
✂ Hun rystede paa Hovedet - saa' smilende ud i Luften - vendte sig imod mig og sagde: Paa ingen Maade! - jeg føler mig aldeles ikke hævet over disse Mennesker - har ingen Ret dertil... men jeg føler i dette Øjeblik nogen Tilfredshed med mig selv. Hvis det da ikke er Hovmod?... Og hun tilføjede sagte: Det er vistnok hovmodigt af mig - men jeg har syntes godt om ham - jeg begriber blot ikke nu, at jeg har det - og endnu mindre kan jeg forstaa, at jeg en hel Vinter var ligefrem syg - lidende - fordi jeg trængte det tilbage, skjulte det for alle Andre, og vilde skjule det for mig selv, at jeg fandt ham næsten uimodstaaelig smuk og elskværdig!
✂ Hun saa' hastigt paa mig, trykkede min Haand og sagde: Jeg robede mig aldrig overfor ham - aldrig... og jeg er glad derover nu! -
✂ Jeg holdt hendes Haand i min og saa' længe forskende paa hendes rolige Øjne. Saa rejste jeg mig op, glattede hendes bløde, blonde Haar over Panden, og sagde, bøjende mig ned over hende:
✂ De holder ikke af nogen - men De vil maaske engang komme til at holde af En...
✂ Hun afbrød mig med en Hovedrysten, hvis Hæftighed forundrede mig. Jeg fortsatte:
✂ Mon han da vil forstaa Dem saa godt - og elske Dem saa højt - at han vil kunne indrømme Dem den Frihed i Valget af Venner, Beskæftigelse, Anvendelse for Deres Tid - den næsten 222 uindskrænkede Frihed og Uafhængighed - ikke mindst i aandelig Henseende - som Deres Natur fordrer? Tror De det? -
✂ Hun sad et Øjeblik med Hænderne i Skødet. Saa sagde hun langsomt: Hvis jeg kom til at elske nogen - saaledes som De siger - saa véd jeg, at den Lidenskab ganske og aldeles, om ikke øjeblikkeligt, vilde beherske mit Sind - maaske forandre mine Ønsker og Vaner, men ikke min Karakter. Jeg har stillet Fordringer - meget mere end De aner - lige til nu. Hvis jeg blev grebet af en Lidenskab, vilde jeg kun fordre det ene: at blive elsket om muligt saa højt, som jeg selv elskede! Jeg har ikke, som de fleste unge Piger i min Alder, behøvet at ty til Bøgerne, for at læse mig Romaner til. Af dem har jeg haft tilstrækkeligt omkring mig. Jeg har ikke faaet Afsmag derfor, men jeg betages heller ikke af Nysgerrighed. De har jo valgt Lekture for mig - og førend jeg kendte Dem, har maaske et Instinkt sagt mig, hvad jeg skulde læse og hvad ikke. Naar jeg nu ret fordyber mig i noget af det Ypperste - det, der gaar os Kvindemennesker mest til Hjærte - saa kan jeg tænke ved mig selv: hvor det maa være sødt saadan at føle det! Men straks efter bliver jeg bange - for jeg kender mine Følelser og véd, hvor stærke de er. Jeg kender rigtignok ogsaa min Stolthed - men sæt den ikke strakte til! Aa, engang stolede jeg fuldt ud paa den!... og dog!... men det er det , vi ikke vil tale om. Det er unyttigt - og der staar et Sted i en af Deres Bøger: hvad der er unyttigt, er skadeligt! - Nu maa De gaa, for jeg skal klæde mig om! -
✂ Nej, nu vil jeg blive - og pine Dem som sædvanlig, Edith! -
✂ Hun lukkede Øjnene og rystede paa Hovedet: Som om jeg ikke kunde besørge det selv? -
✂ Aa, Edith! - bad jeg - Vil De blot sige, at De holder lidt af mig? -
✂ Men jeg holder jo lidt af Dem! sagde hun smilende og vilde føre mig ud til Døren. Ellers saa' jeg Dem jo ikke hos mig - jeg havde nær sagt paa en hvilkensomhelst Tid!
✂ Og hun tilføjede, ligesom sig selv uafvidende og idet en Sky lagde sig over hendes Smil: Dem er jeg i hvert Fald ikke nødsaget til at se! -
✂ Jeg var allerede halvvejs ude af Døren; jeg drejede mig rask og 223 betragtede hende. Men Hovedet var bøjet, de lange Øjenvipper nedslagne, og om denne Pigemund, paa engang blød og bestemt i Linjerne, laa der en lukket Trods, en mut, næsten barnagtig Vrede.... en allerkæreste Vrede, hvis det havde været et Barn.
✂ Men det var Edith - hende, som jeg elskede.
✂ Jeg tog min Hat dybt af og sagde: Frøken! De er en Gaade - en Sphinx... en, en...!
✂ En Logogrif! sagde hun og lo. Men denne Latter var bedrøvet; den skar mig i Hjærtet. Hun nikkede og lukkede Døren. Jeg stod paa Trappen. Jeg sagde til mig selv: Hun gør Nar af Dig! - og i samme Øjeblik sagde jeg: Hun trænger til Dig - hun lider - men hun er fordømt stolt.... eller hun er maaske alligevel som denne unge Officer sagde: koket!
✂ Og jeg skar Tænder, rev og sled i mig selv, anklagede hende, forsvarede hende... jeg havde Lyst til at sparke mig selv... men mest af Alt havde jeg Lyst til at hun skulde have lagt sit smukke Hoved ned paa min Skulder - grædt!
✂ Et nittenaarigt Barn - der lever saa alene - saa fordringsfuldt egenraadigt - og dog saa beskedent alene - og som synger smaa graciøse, upaaagtede Sange for et Publikum, der fordrer Knejpens Flothed...
✂ Aa, til H - med hele Borgerskabet! Der er ikke Mening i det Hele - allermindst Mening i at jeg - den forrykte Ulf - ikke kan tænke mig at ville dette sælsomme Væsen noget ondt - og dog gerne vilde besidde hende - i hvert Fald ikke kunde taale at tænke den Tanke: en Anden skal have Ret her!
✂ Det var en bitter Lære, hun gav mig om de »Fortvivlede«.
✂ Maaske hun vilde elske mig, hvis jeg var legemligt - hvad jeg aandeligt er - pukkelrygget?
✂ Jeg tror at Kvindens Erotik paa Bunden er - Medfølelse.
✂ Ja, det tror jeg.
✂ Og dog vil hun engang komme til at elske en Mand lidenskabeligt. Jeg kunde paa Forhaand kvæle ham!
✂ Det Bæst! Det - Mandfolk!
V
✂ Kære Ven! Hermed sidste Kapitel af denne lille Roman... for ikke at kalde det sidste Akt af et Drama. Og dog er jeg tilmode, som om jeg, da Tæppet faldt for mig selv, kunde være styrtet - langt bort ud i det store Nirwana.
✂ Det kom saaledes.
✂ Jeg sad der, nogle Dage efter, ud paa Eftermiddagen. Varmen udefra kom ind gennem den nedrullede Vinduespersienne - og Solens vemodigt gyldne Skær »broncerede« Stuen, Moblerne, Raderingerne paa Væggene, de opslaaede Boger paa Bordet. Vi havde ved Klaveret nynnet en lille Sang igennem - fransk - hvortil jeg havde oversat de gammeldags, noget pastorale Ord.
✂ Vil De synge den iaften, Edith? eller vil De foretrække den: »J'aime le bon vin!« spurgte jeg.
✂ Jeg har Hovedpine; jeg vil - tror jeg - blive hjemme iaften! svarede hun adspredt.
✂ Fortræffeligt! Vi tager en Vogn...
✂ Nej! sagde hun hurtigt, bestemt.
✂ Hun tog sit Lommetørklæde frem og gav sig til at stryge sin Tinding med Eau de Verveine. Jeg saa' paa Gulvet; hun havde revet et Brev ud af Lommen; jeg tog det op og rakte hende det.
✂ Hun saa' ikke paa det, lagde det fra sig paa Klaveret, rejste sig op og stod med Ryggen vendt imod mig.
✂ Edith! sagde jeg sagte. Naar De ikke er rask, saa gaar jeg... men maa jeg ikke hente Dem her iaften - til en lille Spaseretur?...
✂ Nej, nej! hun næsten stampede af Ivrighed med sin lille Fod - vendte sig derpaa pludseligt og saa' paa mig med nogle sælsomme Øjne, jeg slet ikke kendte: Jeg vil ikke lyve... sagde hun... jeg kan ikke se Dem iaften - jeg venter Nogen! -
✂ Edith! sagde jeg bebrejdende.
✂ Hun bøjede Hovedet.
✂ Jeg bøjte at gøre min Stemme ganske blid og spurgte hende, om hun da vilde tage den unge Officer til Naade igen.
✂ Hun havde ladet sig synke ned paa en Stol, lagde Hovedet i 225 sine Hænder og laa saaledes halvt hen over Bordet. Jeg stod ved Døren, uvis, med min Hat i Haanden.
✂ Saa kastede jeg Hatten, gik hen, løftede hendes Hoved ivejret, saa' længe ind i Øjnene.... de stred med en Taare.
✂ Edith! betro Dem til mig - hvad kan jeg gøre for Dem?...
✂ De? - intet! Gaa blot!...
✂ Hendes Haand var kold; hendes Blik var koldt... hun rejste sig, satte Haanden knyttet ned mod Bordet, klemte de smukke Læber sammen - kastede med Hovedet - Næseborene dirrede... aldrig havde jeg set hende saaledes og aldrig formodet, at jeg vilde faa hende saaledes at se.
✂ Jo!... sagde hun med et Barns Trodsighed... jeg venter Nogen! Har jeg maaske ikke Ret til at vente - og modtage, hvem jeg vil?
✂ Det har De, Edith! sagde jeg blidt. Men jeg har ogsaa Ret til at spørge: hvem?
✂ Den Ret tager De Dem - og jeg nægter at svare! sagde hun.
✂ Saa gaar jeg ud - dér hvor De synger - og gør, hvad jeg aldrig har gjort før... jeg spørger Deres Kammerater - eller Direktøren - hvemsomhelst... jeg skal nok faa det at vide - for jeg vil vide det!
✂ Vi stod saaledes og saa' et Øjeblik paa hinanden. Udtrykket i hendes Blik skiftede... der var ikke længer Trods deri... en sørgmodig, en ydmyg Stolthed - om man kan sige det. Jeg læste i hendes Øjne; de sagde mig: »Jeg har givet en Mand Ret over mig - jeg tilhører ham - han har meldt sin Ankomst - ham venter jeg!«
✂ Jeg tog Brevet fra Klaveret, lagde det foran hende paa Bordet - spurgte sagte: Staar det deri? -
✂ Hun foldede det om - pegede med Fingeren dér hvor Underskriften stod - og nikkede uden Udtryk i Øjnene.
✂ Tonløst spurgte jeg: Er han - er det Deres?... Jeg kunde ikke finde Ordet.
✂ Hun knejsede, med rynkede Bryn, lagde sin Haand over Brevet og sagde til mig:
✂ Det er - min Forlovede - min Brudgom - min... ligemeget 226 hvordan jeg kalder ham. Han er Herre i dette Hus - han er kommen tilbage fra Udlandet idag... gaa saa!
✂ Jeg tog min Hat, gik langsomt ud af Dagligstuen ind i Kabinettet.... standsede dér.... tænkte ved mig selv: Aa, det er jo et Sansebedrag - hun har slet ikke sagt dette - Du har hørt fejl, Ulf!
✂ Jeg listede mig tilbage, kiggede ind ad Døren. Hun laa paa Sofaen, med Ansigtet begravet i Puden; hun saa' ikke op, vinkede blot med Haanden, at jeg skulde gaa. Jeg nærmede mig, knælede, greb denne Haand og kyssede den idet jeg hviskende spurgte:
✂ Er det sandt?
✂ Hun nikkede hæftigt - gentagne Gange - trykkede lidenskabeligt Hovedet ned i Puden - bortvendt - som i Angest for at se Nogen.
✂ Jeg rejste mig og gik.
✂ Den stakkels Haand! hvor den var kold!...
XI
✂ Gerhard sad længe bøjet over det sidste Ark. Han stirrede paa det - og smøgede af sin Pibe, uden at være sig bevidst at han røg den stærke Caporal.
✂ Det bankede paa Døren, og der blev taget raskt i Laasen. Han gik mekanisk hen og aabnede... det var Annette, som kom hurtigt ind, øjensynligt i daarligt Humør. Hun rev i sin Handske og slog ud mod Røgen: Uf, den Tobak!
✂ Gerhard var bleven staaende paa Gulvet, i Tanker. Hun slængte sig ved Skrivebordet, saa' paa Manuskriptet og læste højt Navnet Halvvig .
✂ Gerhard gjorde et Par Skridt, lagde Arkene sammen og skubbede dem ind i sin Mappe: Det er Ulfs Hemmeligheder - som han betror mig - altsaa mine ! sagde han alvorligt.
227✂ Aa, svarede Annette - det kan være mig ganske ligegyldigt.... men jeg synes forresten, den gode Ulf kunde have andet at ta' vare end fylde Dig med Udgydelser over min Veninde - selvom hun maaske ikke har fundet Naade for hans Øjne!
✂ Din Veninde? spurgte Gerhard forbavset.
✂ Ja - naturligvis... Anna Funch - eller Fru Halvvig... hvor han nu har opsnuset det! - sagde hun tankeløst.
✂ Gerhard stirrede paa hende.
✂ Saa!... raabte hun... dér slap det mig ud af Munden! Men jeg synes, at jeg engang har fortalt Dig, at hun havde været gift med den Grosserer... aa, der er ikke noget Udkomme med Jer Mandfolk... det er Jer , der er Hemmelighedskræmmere - og Gud skal vide, hvilket Synderegister, I saa har allesammen, naar man ser rigtigt efter!
✂ Over Gerhards Læber lagde sig det sælsomme, krusede Smil. Han stod og mumlede to Navne, som han søgte at forbinde... brød saa kort af og sagde til Annette: Lad os rejse herfra - lad os tage til Bjærgene!
✂ Hun nikkede, men hørte kun med det ene Øre paa ham. Det vældede frem med Formiddagens Begivenheder. Kandidat Nærøe, som ledsagede Stiftsprovsten, havde været oppe paa Visit hos Mama med Lieutenant v. Norden. Han var paa Gennemrejse... han og Kandidat Nærøe vilde tage sammen til Marseille - over Rivieraen til Genua - derfra op til Søerne - og maaske Fodtur gennem Schweiz eller gennem Tyrol. De vilde absolut spise sammen idag med Etatsraadens og Annette. Men Mama havde sin Migræne - og Papa var inviteret ud. Saa havde de været sammen i de store Magasiner - for at gøre Indkøb. Men Lieutenant v. Norden havde været drillende - og Nærøe havde været sentimental - og Alma havde været med... men hvad Annette vilde haft af Stoffer, det kunde hun ikke faa... Paris gik tilbage... ja, hun vilde begrave sig imellem Bjærgene - en lille Tid. Uf! Verden var væmmelig!...
✂ Gerhard stod, vippende sin Pibe med Ravspidsen mellem Tænderne. Han havde et haardt Udtryk om Munden. Saa kom det krusede Smil... han sagde til sin Kone: 228 Verden er unægtelig noget anderledes beskaffen, end den forekommer i de Ingemannske Romaner!
✂ Kys mig! sagde hun.
✂ Jeg lugter vist for meget af Caporal! svarede han.
Tredie Bog
I
✂ Tre, fire Aar gaaet.
✂ For Gerhard var de gaaet, som for den, der indretter sig i og efter det milieu, som nu engang findes.
✂ Han og hans Hustru kom meget ud og saa' hyppigt Gæster hos sig. Etatsraad Brynjulfsen var bleven Konferensraad og Theaterdirektør Brynjulfsen. Svigerforældrene havde indført de unge Folk i Byens bedste Kredse. Annette befandt sig dér som Fisken i sit Element. Hun straalede af Lykke, sagde man. Hendes tidligere excentriske Tilbøjeligheder havde været den unge ugifte Dames Søgen efter Surrogater. Nu havde hun fundet Mand, Hus, Hjem, naturlige Venner og Forbindelser! Hun var fornøjelig ved et Middagsbord, henrivende paa et Bal, en flink Værtinde i sit Hjem; og hun tilbad sin Mand! sagde man.
✂ Gerhard var, ude som hjemme, korrekt i sin Fremtræden, med et lille klædeligt Tilsnit efter den Kunstnerverden, han havde tilhørt saa mange Aar i Udlandet. Han arbejdede jævnt flittigt, havde ikke faa Bestillinger, var paapassende i Udtalelse af Meninger, der kunde støde; sagde undertiden sin Mening rent ud, men forbeholdt sig en vis Form, der lidt efter lidt blev ham egen og som gav ham en Position. Blandt de Jævnaldrende gik han for at være ærgerrig men tillige noget af en god Kammerat. Han havde lagt sig et Smil til, som, om det ikke var helt aabent, dog var vindende nok. Det behagede ham, at der forholdsvis blev talt lidet ondt om ham blandt de Jævnaldrende. De Ældre protegerede ham - og kunde gøre det saa meget mere uden Opofrelser, som han intet forlangte af dem. Han var i deres Øjne Konferensraadens 230 Svigersøn - en uskadelig, ikke altfor begavet ung Mand, der nok vilde drive det lige saa vidt, som de selv, engang. Han kunde jo vente.
✂ I Virkeligheden iagttog han skarpt, kedede sig grundigt med Anstand, havde ingen Kammerater og vilde ingen have. En Mængde Fortrolighed dryssede ned over ham, som over alle, der kan beherske sig. Han besvarede Alt med sit Smil, med et Raad, undertiden med sin Pung. Og ingen havde nogensinde beklaget sig over Indiskretion fra hans Side. Han omgikkes ingen eller mange, som man vil, tog altid venligt imod Folk, lyttede opmærksomt til de Yngres oppositionelle Klager, smilede ad de Ældre, syntes at lade fem være lige, naar han blot havde sin smukke Kone, sit Hus, sine Bestillinger for sig.
✂ Det var blevet en stiltiende Overenskomst mellem ham og hans Kone, at hun sørgede for Husholdningen - baade den daglige og den extra - og for sig selv hvad Toiletter etc. angik. Ogsaa Tjenestetyendet havde hun paa sit Budget. Han betalte Huslejen, Modeller, alt hvad Atelieret fordrede, sin Skrædder og sine andre Fornødenheder af sin egen Lomme. Hans Bestillinger, og nu og da et Arbejde, han solgte i Udlandet, gav ham i disse Aar tilstrækkelige Midler til at leve som Garçon. Til at holde Huset paa den Fod, deres selskabelige Forbindelser fordrede, havde han ikke haft Raad. Men hans Kone havde sin private Formue, og hun ønskede at leve som de gjorde.
✂ De sagde smilende til hinanden, at saaledes var det den »moderne« Maade at leve paa; det smagte altid af de store Forhold.
✂ Han var Iagttager og han kedede sig med Anstand udenfor Hjemmet. Denne By, hvori han nu spillede en vis passiv Rolle, laa aaben for ham som en Bog. Byen var Duodez-Udgave nok til at man snart kunde blive færdig med den. Et Par Aars Leven med i de toneangivende Kredse var tilstrækkeligt. Den havde sit Universitet, sin Højesteret og sin lovgivende Forsamling, sit Kunstakademi og sit kongelige Theater, dernæst Privattheatre, Børsen, Literatur, Middagsselskaber og Musik.
✂ Han var selskabeligt med dér hvor »Spidserne« var. Men hvad enten han hørte en Universitetsprofessor ytre sig eller en ledende Politiker, en Børsmatador eller en Højesteretsadvokat, en militær, 231 civil eller kirkelig Embedsmand, en Kunstner eller en almindelig Filister tale - stadigvæk spurgte han sig selv: hvad er der ivejen med disse Folk? hvad er det, de mangler?
✂ Han gav sig selv mange, utilfredsstillende Svar. Om én Ting var han overtydet: der var et Tryk, en stille, nagende Bekymring over alle, som om alle vilde skjule, at det var galt fat!
✂ Om Riget fattedes Penge eller Intelligens - om det var en stor Personlighed - eller nogle gode Hoveder - om det var en lysende Fremtidsidé - eller blot et almindeligt borgerligt Fremtidshaab, som manglede... han turde ikke afgøre det; maaske manglede der Noget paa alle Kanter.
✂ Sikkert nok, han blev hurtigt færdig med alle disse Folk, der gentog sig selv uophørligt. Resten var Tavshed - efter Prins Hamlets Ord.
✂ Undertiden kunde han i Selskabet høre med en vis Myndighed en Anskuelse fremført, som syntes at gaa i Retning af det Tillidsfulde. Han blev opmærksom og nærmede sig Vedkommende. Men skuffet maatte han snart erkende, at denne Vedkommende enten talte ud af en for gammeldags naiv Opfattelse - som længst var slaaet til Jorden i Virkelighedens haarde Dyst - eller at Optimisten maatte siges at være professionel, at kunne have eller vente at faa en personlig Fordel af sine lysere Profetier. Og med professionelle Optimister - deres øjeblikkelige Brugbarhed ufortalt - mente Henrik Gerhard ikke at ville tømme noget Løftets eller Haabets Bæger.
✂ Saa kunde han støde paa en Person, korporlig og aandelig sund i Tankesæt og Livsforelse. Det var ikke ofte at det hændtes. Hændtes det, og følte Gerhard sig fængslet, saa varede det ikke længe, inden ogsaa denne røbede sig - ved en uvilkaarlig Ytring - eller ved Mangel paa at turde ytre sig... og Gerhard gik isoleret omkring, spiste hos Folk, røg deres Cigarer, passiarede med dem, trykkede deres Haand, og tænkte sig undertiden at han trykkede et helt lille Samfund af sammensvorne Lidelsesfæller i Haanden.
✂ Sammensværgelsen gik ud paa: Vi maa ikke sige, at det er galt fat! men det er galt fat! og hvad skal Enden blive? -
✂ Han slog sig til Ro med, at det i hvert Fald vilde blive - som det allerede tildels var - et fælles Skibbrud.
232✂ Han var Iagttager og han kedede sig med Anstand indenfor Hjemmet.
✂ Han saa' disse Mennesker komme og gaa hos sig, saa' dem gere Kur til sin Kone, trykkede deres Hænder, ønskede dem Velbekomme og sagde dem Godnat.
✂ Han saa' og følte alt dette som i en Døs og Dvale. Men den var ham i Grunden ikke ubehagelig. Han havde indrettet sig derefter; og han sørgede for, at der Intet udenfra alvorligt kom og ruskede op i ham. Han omgikkes sin Kone spøgende, stundom lidt raillerende, levede ganske behageligt med hende, holdt undertiden lidt af hende, fandt sig ikke beføjet til at paalægge hende nogen Tvang, morede sig endogsaa paa en ganske godmodig Maade over den Opmærksomhed, man viste hende, idet han ved sig selv sagde: Jeg har jo ogsaa fundet hende smuk og pikant!
✂ Ved en enkelt Lejlighed, hvor det Bakkantiske var kommen op i hende og hvor hun havde været temmelig uforsigtig, tog han sig for at skænde lidt. Hun saa' forbavset - dernæst forskende paa ham... tog ham sluttelig om Halsen og kyssede ham. Han kunde hverken lide hendes Blik eller hendes Kys. Hun sagde spøgende: Forresten har min strenge Hr. Gemal sin Frihed!
✂ Og spøgende svarede han: Sæt jeg engang vilde bruge den? -
✂ Aa, med Dig er det en anden Sag; for jeg beregner intet; jeg er blot saadan som Du har lært mig at være! svarede hun.
✂ Han vilde svare hæftig, men tav, rynkede Brynene og gik ovenpaa i sit Atelier. Dér havde hun - efter en sej g Kamp fra hans Side - ikke Lov til at forstyrre ham.
✂ Saa blev hun frugtsommelig mod Slutningen af deres Samlivs første Aar.
✂ Det optog hende, som det optager de fleste unge Koner. Han tog det, som de fleste Mænd plejer at tage det. Han fandt sig med jævnt godt Humør i hendes smaa Luner, i den stigende Irritabilitet afbrudt af forøgede Ømhedsperioder og atter af Smaaklynkeri, en naturlig Tilbøjelighed til at ville beklages og et elskværdigt Koketteri med Tilstanden.
✂ Svigermama kom nu hyppigere i Besøg end ellers. Det kedede ham. Det plagede ham ogsaa, at hans unge Kone saa ganske gik op i Tanken paa sig selv - og ikke mindst plagede det ham 233 maaske, at hun ogsaa udenfor Huset skulde inddrage Folk i, hvad der dog endnu laa i en fjærnere Muligheds Skød. Hun opgav ikke Selskabeligheden - hun snarere søgte den med forøget Interesse og syntes i Paaklædning og Miner at sige til Alle: Der forestaar noget - kan I gætte hvad?
✂ Han følte sig generet, latterlig; han var sky nok i Forvejen overfor al familiær Berøring. Han kom med sagtmodige Forestillinger - de gav kun Mundhuggeri og Smaascener til Resultat. Han fandt sig ganske særlig ilde tilpas i sit Hjem.
✂ Og bestandig murrede det indeni ham - ligesom en Sjælens Tandpine: Det er din egen Skyld, Henrik Gerhard! Hvorfor førte Du denne unge Kvinde til dit Hjem? -
✂ Men han svarede sig selv med en Skuldertrækning: Vi gifter os jo til syvende og sidst med en Kvinde. Hvem det bliver, afhænger af Tilfældigheder. Og er man gift, plejer man at faa Børn! -
✂ Var endda Barnet der! Han kunde undertiden glæde sig til, at det skulde komme. Han vidste i hvert Fald med sig selv, at han vilde blive glad, naar det kom.
✂ Men pirreligere og pirreligere blev Annette. Og hun var endda, efter eget og Kyndiges Udsagn, knap halvt henne.
✂ Han besøgte et Par Gange Anna Funch. Fru Funch havde ikke gjort Visit i Villaen siden det unge Par var kommen hjem fra Bryllupsrejsen, og Gerhard vidste at respektere, hvad der holdt Veninden fjærnet ikke blot fra Huset men fra det hele Kvarter. Hvem sagde, at hun ikke tilfældigt kunde træffe sammen med sin tidligere Mand. Han ejede jo baade Villaen og Grundene rundt omkring.
✂ Gerhard traf undertiden i Selskaber Grosserer Halvvig. De talte konverserende sammen, havde nu og da et Berøringspunkt i Anskuelser, trykkede hinandens Haand og skiltes. Gerhard havde intet imod ham - syntes jævnt godt om ham - men følte sig dog behagelig berørt, naar han vidste, at Halvvig atter gik paa Rejse. Underligt nok, Gerhard havde nærmest en Opfattelse af denne Mand som naiv.
✂ Forholdet mellem Anna Funch og Annette var vel ikke kølnet; men den ene levede udelukkende i Byens Østerkant, besørgede sin Skole og sørgede for sit Hus og sin lille Dreng. Den anden 234 levede i nygift Selskabelighed. De skrev til hinanden - i Begyndelsen en Gang om Ugen - saa's en sjelden Gang; - hver havde Sit.
✂ Gerhard besøgte Anna Funch. Nu havde hun Pensionærer, og hun havde Informationer hjemme. Hun var meget optaget... det forekom Gerhard, at hun gjorde sig særlig Umage for at være optaget. Han legede med Drengen, medens han ventede paa Moderen, og - han blev ganske sær tilmode ved at mærke paa sig selv, hvorledes hans lille Yndling optog ham nu mere end før, og hvilke besynderlige Strømninger der gik igennem hans, Mandens, Sjæl, naar disse Barneøjne saa' paa ham og syntes at spørge ham: Kender Du min Moder? - kender Du min Fader? - kender Du maaske En, som ikke er min Moder, men som staar min Fa'r nærmere end Mo'r længe har gjort, og som jeg ligesaa lidt véd Besked om, som jeg véd Besked om alle disse Livets slyngede Traade, der kaldes for Tilværelsen?... hvad Onkel Henrik? -
✂ Han kunde da vemodig sidde og stirre paa Drengen, indtil denne utaalmodigt kastede sig om hans Knæ, eller fornærmet vendte sig bort fra det Stykke Legetøj, som »Onklen« havde bragt.
✂ Kom da Anna Funch ind, med sit rolige, smukke Smil, og trykkede hans Haand paa denne hjærtelige Maade, som nu engang var hendes Maade, saa kunde ogsaa de To sidde og stirre paa hinanden - eller samtidig hen paa Drengen, naar de ikke fandt, hvad de skulde tale om.
✂ De fandt det sjeldnere og sjeldnere. Enhver ventede paa, at den Anden skulde gøre Begyndelsen. Men en Begyndelse har de lange, fine Traade efter sig - et helt indfiltret Væv af Traade. Og de tav, talte om Avisnyheder, skyndte sig enhver for sig med at være den mest vidende - indtil de kom til at smile, og en Rødme fløj over Fru Funchs smukke Træk - smuk, som enhver Kvinde, der bærer paa en Hemlighed, den hun helst vilde dele med den Mand dér, hvem hun har mere end Venskab for og som hun dog ikke har kunnet skænke sit Hjærte.
✂ De tav. Gerhard havde draget Drengen ind til sig og kyssede ham paa Hovedet. Fru Funch saa' paa Gerhard; han rødmede, da han mødte hendes Blik. Hun vidste, at han kendte hendes 235 Hemlighed; men han vidste - nu vidste han det - at denne Kvinde dér gemte en anden Hemlighed, som hun mod sin Vilje røbede ham ved stadig at undvige Spørgsmaal om Annette - hvordan de havde det sammen - om han holdt af hende - om det dog ikke havde været en Forhastelse?
✂ Saa sagde hun smilende, rolig som altid: Naa - og Annette...?
✂ Jo-o - svarede han, stadig klappende Drengens Hoved og forsøgende sin muntreste Tone... Annette er paa bedste Veje til at blive en forhaabenlig lykkelig Moder. Men det vidste De vel? -
✂ Nej! svarede hun og rejste sig bevæget. Det vidste jeg ikke! Annette har ikke ladet høre fra sig længe, og se hende gør jeg jo næsten aldrig mere. Men hun vil blive lykkelig derved - ikkesandt, det tror De ogsaa?
✂ Jeg haaber det! sagde han. Jeg skulde blive overordenlig henrykt over saadan en... saadan en, som han dér! -
✂ Eller en lille Pige? lo hun.
✂ Ja - eller en lille Pige! lo han. Maaske helst en lille Pige. Drenge bliver i Reglen ikke stort andet end til Fædre... og Fædre er...!
✂ Han afbrød sig, bed sig i Læben og saa' ned i Gulvet. Saa blev de forstyrret. En af Pensionærerne vilde tale med Fruen.
✂ Han vidste med sig selv, at han vilde undgaa at komme dér; og dog havde han intetsteds hellere villet føle sig hjemme; Ingen vilde han snarere have betroet sig til, søgt Deltagelse hos. Denne lille Dreng var han kommen til at elske - og hvis en Mand virkelig kan staa i et Venskabsforhold til en Kvinde, hvad han dog under givne Forhold kan, saa følte han sig som Ven til denne Drengs Moder.
✂ Han vilde undgaa at komme dér; men ogsaa hun paa sin Side undgik ham - det var kendbart. Saa blev han borte. En af de sidste Gange havde han truffet Overgaard i Fru Funchs Dagligstue. Hvad vil dog den Skeptiker her? havde Gerhard spurgt sig selv. Og det ærgrede ham, at han traf ham. De tidligere gode Venner hilste køligt paa hinanden. Overgaard snærtede ham lidt for hans »Konservatisme«. Gerhard svarede skarpt, at det var ham ganske ligegyldigt, hvad man antog ham for at være... han havde ingen Parti-Mening og vilde ingen have. Det overlod han til 236 Professionisterne! - Og de begyndte at strides om Politik... tog sig i det, og brød af, som gode Hoveder, der ikke ville rage uklar paa saa lidt.
✂ Men Braadden sad i Gerhard. Hvor han nu kom hen, fulgte denne Tanke ham: de antager Dig for at have taget dit Parti... de antager, at Du har taget Dig denne Kone... Altsammen for at komme tilvejrs... Du er en Fiffikus i deres Øjne!
✂ Og han mærkede, hvor vanskeligt det var ham at bevare sin vundne Ligevægt, sit overlegne Smil. Han kom med Sarkasmer i Selskabet... man lod, som man overhørte dem. Konferensraaden tog ham ved Lejlighed tilside og gav ham et faderligt Vink: Der er to Ting, man ikke rører ved - det kgl. Theater og Forsvarssagen! Værsaaartig - dér er Privattheatrene, Venstreforerne, Fritænkerne, Socialisterne... skær løs paa dem! dér er Stof nok... og man behøver jo ikke at gaa udenfor visse Grænser. Lidt kirkeligt Frisind skader ikke.... lidt Statssocialisme flatterer... blot ikke plumpt! Jeg selv beskyldes for at være »liberal« - men det kommer mig just til Gode, naar jeg skal forhandle med mine Pappenheimere! -
II
✂ Gerhard blev mere og mere utilfreds med sig selv; og han kedede sig frygteligt.
✂ De Ting, han malede, tiltalte ham ikke. Han drev det som en tvungen Sag. Med hans Raderinger var det ganske gaaet istaa. Og hans Bladvirksomhed faldt ham for Brystet. Han blev meget lydhør, meget fintfornemmende overfor hvad de Jævnaldrende sagde - og skrev om ham. Endnu havde han det overlegne Smil; men dette Smil hviskede: de har Ret; Du er ikke Maler!
✂ Hvad var han da?
✂ Aa hvad; man skulde blot ikke være vigtig. Hvad kunde de Andre?
✂ Han følte, at dette ikke var sandt; for der var nogle af de Andre, som kunde. Og just dette skrev han i sine Artikler. Han var 237 sikker paa, at han var retfærdig. Han vilde være det. Han vilde blot ikke bøje sig for en Klike.
✂ Og saa talte han dog maaske for en Klike. Var ikke de Ældre saa venlige imod ham? Vilde de maaske have været det, hvis han ikke i det mindste regnedes for at tilhøre dem?
✂ Han kunde ikke tale med sin Kone derom. Hun vilde ikke have kunnet forstaa ham. Havde hun forstaaet ham i Paris?... nogensinde?
✂ Hun var tilmed nu saa aldeles optaget af sin Tilstand, den hun tog med sig overalt - koketterede med.
✂ Han sluttede sine Betragtninger over sig selv saaledes: Du er ikke Maler. Den Kunst fylder Dig ikke - Du magter den ikke - eller den giver Dig ikke Opgaver! Du er heller ikke Forfatter - skøndt Du kunde fristes enkelte Øjeblikke til at tro det. Du er næppe nok Journalist af Rang. Du er maaske det , som Du sagde hin Formiddag i Paris til din Svigerfader: Ingenting!
✂ For at være noget tilbunds, mangler der Dig en aandelig Atmosfære, der kan ilte din Fantasi - maaske en Lidenskab, der kan tænde dit Blod, bringe din Hjærne til at gløde...!
✂ Er Du din Kones Mand? Du anses i hvert Fald for at være det!... De siger det ikke højt - men de tænker det. Du kedes derved, væmmes derved, lider derunder.
✂ Du kan jo gøre Kur! sagde han pludseligt til sig selv. Mon det endnu vil lykkes?
✂ Han saa' sig om i Selskabskredsene.
✂ Naar han med sin Kone under Armen - for nu vilde hun altid have hans Arm - sejlede ind i en halvmørk Dagligstue førend et Middagsselskab - eller i den oplyste Sal ved et Aftenselskab - saa vidste han godt, eller tænkte, at han var komisk. Men naar han havde faaet hende placeret - og der var stadig Kavalerer, for hvem hun var interessant paa flere Maader - saa tog han Oprejsning. Det Blaserte havde aldrig ligget for ham. Kvinderne havde i Reglen kunnet lide ham; maaske fordi han havde gjort sig saa liden Umage. Han paatog sig et blasert, udfordrende Væsen, var underholdende, fuld af Anekdoter, Rejseerindringer, kom samtidig med lette Hentydninger til en og anden fortune cachée... og han brugte ikke lang Tid for at opdage, at vor højere Dameverden 238 ikke er fuldt saa utilgængelig, som den finder det passende med de smaa Forholds Tarv at simulere. En Duft af udenlandsk Nimbus omgav ham endnu - og skøndt han havde Humor nok til i sit stille Sind at smile baade ad sig selv og ad de let-paavirkelige Skønne - og skøndt han i alvorligere Øjeblikke fandt denne Flirtation indholdsløs, dum - saa var han et Mandfolk: han havde et tomt Rum indeni sig - og følte sig smigret, naar det fyldtes med Smil, Øjekast, Haandtryk.
✂ Han gjorde endogsaa meget stærkt Kur til to rivaliserende Damer - en Godsejerfrue og en højere Embedsmands Kone. Han morede sig ved at drille dem med hinanden - fange deres Tilbøjelighed: den enes for det Romantiske, den andens for det Skeptiske. Og da han var sikker paa, at de i deres indbyrdes Væddestrid - snarere end i deres Betagethed - ikke vilde være utilbøjelige til at lade det komme an paa endogsaa alvorlige Prøver... saa trak han sig tilbage.
✂ Men ikke førend hans Kone havde lagt sig ligesaa alvorligt imellem.
✂ Annette skinsyg - det var noget nyt for ham. Men maaske skyldtes det hendes Tilstand.
✂ Han behandlede det spøgende. Hun svarede med at græde, førend de gik i Selskab. Han foreslog hende, at de skulde blive hjemme. Nej, hun vilde ud! Sæt at hun ikke overlevede det ... saa havde hun dog moret sig, nydt Livet, i de Maaneder indtil hun ikke længer kunde vise sig ude!
✂ Han bøjede sig for Logiken; og de tog ud sammen. Men nu iagttog hun ham bestandig... ærgrede, pinte ham. Han gjorde sig til Automat; hun var om ham alle Steder, sendte ham straffende Blikke over Bordet, lænede sig til ham, naar han vendte Nodebladet for en Dame - faldt ham i Talen - gjorde ham umulig.
✂ Der kom en dump Vrede, et Had op i ham. Oftest sad han paa en Kanapé, i en Krog, sørgmodig alene eller snakkede med gamle Damer, gigtsvage Herrer. Han kunde da imellemstunder blive livlig. For Pokker! han vilde ikke lade sig tyrannisere. Han brændte sine Fyrværkerier af... han greb sig undertiden i at have laant dem af Ulf... og hans Kone applauderede larmende. Saa blev han straks tavs.
239✂ En Aften stod han ved et Klaver i Selvbebrejdelser og Selvprøvelse. En ung Dame fra Provinsen... som havde haft en varm Anbefalingsskrivelse med fra hans gifte Kusine, og som Gerhard og Annette i Forening havde indført i Selskabslivet... en livsglad, kvik og naturlig Pige sang paa Opfordring en ikke ganske ny Sang.
✂ Gerhard lyttede. Det var, som bøjede Træer sig susende over hans Hoved - som rislede lette Aaløb afsted, muntert over Stok og Sten - og med Et faldt Sommeraftnen paa -Juninattens Skær tindrede ham dæmpet-fortroligt imøde - et blondt, blegt, yndefuldt Hoved vendte Ansigtet imod ham - saa' ham ind i Øjnene... Edith!
✂ Gerhard trak Vejret dybt. Sangen var tilende. Han bøjede sig hastigt ned og hviskede: Frøken, syng den Sang endnu en Gang - jeg beder Dem!
✂ Han mærkede ikke, at Annette var traadt hen bag ham. Han bøjede sig og fulgte med Øjnene Noderne - saa' langt, langt bort ud over Noder, Klaver, den Spillende, den Syngende... saa rykkede det i hans Arm:
✂ Henrik dog! hvordan er det Du bær' Dig ad!
✂ Han vendte sig.... et spydigt, fortrukket, næsten grimt Ansigt stirrede paa ham. Det var hans Kones.
✂ De undskylder min Mand, Frøken! Han er saa nærsynet! sagde hun til den unge Pige med en Latter, der bragte de Nærmeste til at studse.
✂ Den unge Dame rejste sig, blodrød, ilde tilmode.
✂ Gerhard tog hendes Haand, trykkede den ærbødigt og takkede hende.
✂ Nu gaar det for vidt! raabte Fru Gerhard og rev sin Mands Arm til sig. Kom! Vognen skal ikke blive ved at vente paa Dig !
✂ Man gjorde Plads for Parret... en højst ydmygende Sortie for Gerhard. Han var bleg, mælede ikke et Ord, hjalp sin Kone Overkastet paa, fik hende ind i Vognen.
✂ Der taltes ikke en Stavelse under Kørslen. Han hørte Annette smaahulke; det rørte ham ikke.
✂ De kom hjem, gik ind i Spisestuen sammen; han aabnede Døren til Sovekammeret, pegede og sagde: Gaa ind - gaa iseng!
240✂ Hun græd: Henrik!...
✂ Han stillede sig foran hende, med korslagte Arme; hans Læber skælvede:
✂ Dersom Du nogensinde drister Dig til...! fik han akkurat sagt.
✂ Annette havde set ham ind i hans Øjne; og med et Skrig styrtede hun om paa Gulvet.
✂ Pigerne kom ind. Han løftede sin Hustrus ubehjælpsomme Skikkelse op - bar hende ind paa Sengen... hun jamrede: Aa Gud, hvor jeg lider! Tænk, om det var det! Og hun hvinede og raabte: Hent en Læge... jeg dør!
✂ Han gav Pigerne Ordrer, og sprang selv efter en Læge. Den nærmeste var ude; den næste traf sig at være en Studenterkammerat. Gerhard forklarede med faa' Ord Tilfældet. Lægen havde allerede hægtet sin Flip af, lagt sin Kravat og vilde formodenlig iseng. Han smøgede Frakkekraven op om Halsen, stak nogle Sager til sig, kradsede noget op paa et Blad af sin Lommebog og sagde til Gerhard:
✂ Ind paa Apotheket og hent dette! Ligeledes noget Is! Jeg gaar lige hjem til Deres Kone! De kommer saasnart De kan! -
✂ Hvad tror De?... spurgte Gerhard urolig.
✂ Lægen trak paa Skuldrene: En fausse couche - antager jeg!
✂ Livsfarligt? spurgte Gerhard.
✂ Vi haaber altid paa Liv ! sagde Lægen. Og de skyndte sig begge afsted.
III
✂ Denne Nat tog det Haab med sig, som Gerhard - snarere end Annette - havde sat til Fremtiden.
✂ Den lange, triste Nat havde nær taget den unge, blomstrende Kone med sig ud i det Mørke, hvor alle Frugter tilintetgøres, alt Haab dør - eller ét ubegribeligt Haab spirer.
✂ Der fulgte et langt Sygeleje og en længere Rekonvalescens. Da Annette første Gang var ude igen og sad i Vogn ved Siden af 241 Gerhard, syntes han, at han aldrig havde set hende saa køn - at hun maaske slet ikke havde været smuk før. Der var kommen som et Drag af fint, indadvendt Liv i hendes Skønhed; hun lod ikke Munden løbe, talte blidt, med Forstaaelse - næsten fornuftigt, syntes han, om mange Ting og deriblandt om deres Samliv.
✂ Han fortrød da mangt et bittert Ord, angrede sin Mangel paa Overbærenhed, lovede i sit stille Sind, at han skulde gøre Sit for at skabe dem en ny Fremtid.
✂ Og dette tiltrods for Konferensraadens Ord.
✂ Gerhard havde med sin Svigerfader haft det første Forsøg paa en fortrolig og alvorlig Samtale under Annettes Sygdom. Konferensraaden havde sagt: man skal aldrig fortryde noget - aldrig indrømme en begaaet Fejl - aldrig tage et sagt Ord i sig igen... thi alt dette vil man komme til at fortryde!
✂ Det blev ved den ene Gang, at de to Mænd talte fortroligt og alvorligt sammen.
✂ Saa tilraadede Lægen en Baderejse - Jærnbade og derpaa en Efterkur iblandt Bjærgene.
✂ De tog til Franzensbad og laa dér nogle Maaneder. Annette rettede sig som en Staalfjer. De tog til en lille afsides Dal i Kärnten. Den unge Frue struttede af legemligt Velbefindende. Hun pludrede, spaserede, gik Bjærgture, klædte sig ungdommeligere end nogensinde, fremhævende en voluptiøs Ynde, som havde afløst Rekonvalescensperiodens Smægten.
✂ Gerhard havde sat sin Lid til denne Rejse, haabet paa en »Forvandling«. Han indrømmede, at han havde en smuk Frue - at de tog sig ud sammen. Han føjede hendes Luner, fandt sig i hendes Barnagtigheder, deltog endog i hendes Narrestreger, saa længe hun med noget Skin af Ret kunde gøre Følgerne af hin fejlslaaede Forventning gældende. Han endte i den bestemte Overbevisning, at de var to for hinanden fremmede Mennesker. Men smuk var hun; og han var Kunstner.
✂ Han spurgte sig, om han da ikke kunde blive skinsyg i det mindste. Paa Anledning lod hun det ikke mangle. Den afsides Dal fyldtes efter haanden med »Sommerfrischler«. Letlevende, muntre Sydtyskere og Stedets garnisonerende Officerer summede som Bier omkring »Blomsten fra Norden«. Hun morede sig over 242 Galanterierne - tog dem som skyldig Tribut - havde maaske i sig selv tilstrækkeligt nordisk Flegma, til ikke at lade Hovedet fordreje paa sig... viste i hvert Fald paa dette Punkt mere forstandig Beregning end Damer af et sydligere Temperament.
✂ Han fandt, efter nærmere Overvejelse, at han i Grunden morede sig over at hun morede sig. Og han sagde til sig selv: Aa hvad, hun er brav borgerlig... naar Alt kommer til Alt!
✂ Og inderst i ham hviskede endnu hans Egenkærlighed: hun er forelsket i Dig... hun gør ingen Dumheder!
✂ Da han saa' hende vel anbragt i den muntre Selskabskreds - Herrer og Damer - og da han selv trængte til fornyet Luft, frisk Luft paa Højderne, bad han hende spøgende om Orlov i nogle Uger. Og spøgende svarede hun, at Orloven var bevilget.... men at han dog ikke skulde blive altfor længe borte - naar han ikke vilde risikere at finde Pladsen optaget ved hendes Side!
✂ Der var kommen en vis frivol Tone imellem dem; og han svarede, at Pladsen ved Bordet overlod han frit til hvilkensomhelst køn Officer... han forbeholdt sig kun, som Ægtemand, at vide en anden Plads ubesat!
✂ Hun slog efter ham med sit Lommetørklæde. Og han gav sin lille Gemsejægerhat et kækt Tryk, svingede sin Alpestok og kyssede paa Fingren, idet han steg op ad den nærmeste Fjeldskraaning. Hun vedblev at vifte.... og højt oppe fra saa' han endnu sin smukke Kones letkendelige Skikkelse. Paa engang standsede han: Mon Du ikke gør en Dumhed! mumlede han. Hvad er det dog for et Samliv, dette? At behandle Alt mellem Himmel og Jord som Bagatel... hvad kan der komme ud deraf?
✂ Aa blæse med Grublerier! Lad den friske Vind paa Højderne blæse mig frisk og sund! Jeg bliver jo syg dernede - en Blanding af en Pedant og en Laps, en Nar og - en Ægtemand! Frisch auf, Henrik Gerhard! Du har tre Ugers Ferie til at finde Dig selv igen »paa Vidderne«.
✂ Fandt han sig selv? Han fandt sig strejfende alene omkring »über Berg und Thai« - oftest, naar Ensomheden trykkede ham, sammen med naive Jægersfolk - paa »Almen« - blandt Køer og Geder - i Sennhytterne mellem brune, storøjede, barbenede Piger, 243 der sang deres sloveniske, melankolske Sange omkring de knitrende Arnebaal. Han kunde sidde Aften efter Aften i en saadan Røgstue - lyttende til Sangen uden at kunne meddele sig gennem Sproget til disse mere og mindre uvaskede Naturbørn. Da han ikke gjorde Kur til Pigerne - ikke engang til de smukke - da de saavel som Omgivelserne var ham en Del af Naturens urørlige Primitivitet - da han var stilfærdig og dog hyggelig-ligefrem - saa blev Pigernes Burscher snart Go'evenner med ham. Burscherne - Jægere, udtjente Soldater fra Bosnien og Herzegowina - talte Kärntnertysk. De var Zitherspillere, Improvisatorer - og mangen en djærv »Schnadahüpfl«, mangen trohjærtig Vise blev Lønnen for hans Elskværdighed i Omgang. Han følte sig selv naiv stemt, harmløs i Sindet, frisk paa Legemet, sund i Sjælen. Han glemte at der var en »Dal« dernede, med Kurgæster og Sommergæster, med Pjank, Lefleri, skruede Aandrigheder og utilslørte Flovser. Han glemte næsten, at han havde en Kone.
✂ Saa traf han nu og da paa en vagabonderende Turist, en, der søgte Ensomhed eller Glemsel, som han selv. Det endte med, at tre, fire saadanne Mænd kom til at dele Barak paa samme Alm. Luften i Nærheden af Sneregionen gjorde meddelsom - eller der laa noget Fælles bag. En højtstaaende østerrigsk Stabsofficer, som havde gjort de sidste tyve Aars Felttog med, og som kendte og kunde meddele alle de østerrigske Dumheder. Ingensteds findes maaske et saa loyalt Folk som i Østerrig; ingensteds »schimpfer« man Regering og Administration som dér. En nordtysk Arkitekt og Ingeniør, for hvem en stor Del af den preussiske Statsmekanisme laa aaben - og som ikke stak sin Viden under Stolen. En fremragende Wagnerianer - men ikke wagner-gal Musiker og Forfatter, som bidende-sørgmodig revsede Kunstens og Literaturens Forfald! Der var Samtaler - Stof til Eftertanke - Æmner til videre Bearbejdelse; og Gerhard gav sit Besyv med, opfriskende sine egne Rejse- og Livserfaringer - skaansom overfor det lille Land, han tilhørte, men dog paavisende, hvor Skoen trykkede derhjemme.
✂ Den trykkede - blev de fire Mænd enige om - over hele Samtiden.
244✂ Evropa gik haarde Tider imøde.
✂ Lykkeligst den, der ingen Børn har! sagde Stabsofficeren og stillede Hanen i Ro paa sin Jagtbøsse.
✂ Saa tog Gerhard tilbage igen til Dalen og Feriegæsterne. Han havde udstrakt sin Orlov yderligere en Ugestid; han kom, mindre som savnet end som uventet, for at beundre den Behændighed, hvormed Annette endnu vidste at holde to rivaliserende Tilbedere akkurat ved Grænsen for den varmt tempererede Zone. Han ærgrede sig lidt - nogle smaa Rivninger - Forsoning og Opbrud. »Efterkuren« iblandt Bjærgene var endt; Hosten stod for Døren. Og der var noget, som hed Hjemmet.
✂ Endnu tilbragtes den sidste Del af Aaret i Wien. Invitationer manglede ikke. For Hr. og Fru Gerhard stod kunstneriske, militære, politiske, adelige Kredse aabne. Naar en Dame er smuk og taler lidt Fransk - saa er hun velsét blandt de glade Wienere. Man er ikke dér saa fordringsfuld - heller ikke saa forvænt - som i Paris. Og Gerhards Kone var køn, elegant klædt, talte daarligt Tysk og temmelig flydende Fransk.
✂ For Gerhard stod det militære Casino aaben; han blev introduceret af sin Alm-Kammerat. Og han kom blandt de fremragende Kunstnere - de store Skuespillere - store Sangerinder - i politiske og literære Kredse - hos adelige Familier. Han og hans Kone mødte overalt den ligefremme Venlighed, den naturlige, lette Imødekommen, støttet paa Intelligens og fordomsfri Livserfaring, som er et Særkende ved den »store« Verden og ikke mindst den sydtyske store Verden. Han var overalt en opmærksom, taktfuld Iagttager; og hun lod sig fetere.
✂ Det morede ham, at hun gjorde Lykke, at hun i hvert Fald ikke blev oversét som en Ubetydelighed, som gauche. Han syntes - og han glædede sig derover - at de begge repræsenterede deres lille Nation smukt. Der var blevet en Rest af den friske Elskværdighed tilbage hos ham fra Almen. Saa lod han gerne de smukke Wienerinder betegne ham selv som »der trockne Däne«. Han nød Musik, Skuespil, verdens-dannede Mænds Samtaler; han eftertragtede ikke at gøre Lykke hos Damerne; han syntes, at han - som Byron siger - havde »leget ud«. Ganske vist bragte hans 245 Observationer ham til den Erkendelse, at de øvre Lag i Mellemevropa mere og mere hjemfaldt til Pessimismen. Men han syntes, at naar han selv holdt Ryggen rank og Hovedet oppe, saa vilde han kunne producere »Livs-Værdier«, hvor han saa kom hen - ja selv, naar han atter landede derhjemme, hvor det kneb med Værdierne. Han gik ud og ind i en berømt wiensk Sangerindes Hus - lærte i hende et stort Menneske at kende, en Kvinde, hvem Sladderen ikke skaanede, men som, behæftet med Lyder og Fejl, forekom ham at være Indbegrebet af den sydtyske Races Fortrin, en Kunstnerinde befriet for baade Kvindens og Artistens smaa Egenskaber. Han lærte i hendes Mand en Adelsmand at kende, som vilde have ladet sig dræbe for hende - men aldrig gjort sig selv eller hende latterlig ved en Pukken paa Gennemsnitsmoral og Lærebogsdyd.
✂ Sammenlignede han tilfældigvis Annette med en saadan Dame... saa blev han forstemt og ønskede aldrig at vende hjem.
✂ Saa tog de - i Begyndelsen af det nye Aars Vinter - hjem til Danmarks Hovedstad.
IV
✂ Atter gik en Tid; og han syntes at han henlevede sit Liv i en Købstad - en eller anden liden Residens-Flække i et halvforglemt Fyrstendømme.
✂ Han bestemte sig for, aldrig at forlade sit Land mere - ikke paa længere Udflugter end for fjorten Dage. At have været ude - og at komme tilbage igen, det virkede ligefrem deprimerende.
✂ Han kunde ikke faa fat paa Menneskene herhjemme - og ikke paa sig selv. Det var, som havde hverken han selv eller de Andre faste Konturer. Han vilde gribe en Person, en Situation - politisk, literær, social, kunstnerisk - og han fik en Stump Frase, en beskeden Ængstelighed eller en lidt fedtet Snuhed imellem Fingrene.
✂ Det gik ham - paa en Maade - som Studenterne i Auerbachs Kælder. Han kunde undertiden - hypnotiseret af Læsning i Goethe 246 - forestille sig, at han rakte Armene ud imod Skønhed, Begejstring, Aand... og han stod med en kedsommelig Filister-Næse i Haanden.
✂
Zum Teufel ist der Spiritus,
das Flegma ist geblieben.
✂ Han fandt sine Svigerforældres Hus ganske saa velanstændig-idéforladt som da han sidst havde været dér med Annette. Det sagdes, at Konferensraaden styrede Theatret fortræffeligt. Gerhard fandt, at Theatret - Theatrene - virkede under en Mangel paa kunstnerisk Nerve, paa frisk Tilgang af Kræfter, paa Publikums opdragende Indflydelse. Publikum ligeglad, hvad man saa bød; Kunstnerne ligeglade; Kritiken jævnt ligeglad - med lidt oppositionel Hyssen.
✂ Og som det kongelige Theater saaledes nogenlunde jævnt Politik, Kunst, Videnskabelighed, Samfundsliv.
✂ Kongeligt dansk det Hele - med lidt snærrende Oppositionshyssen. Ingen Revolution i Udsigt; ingen Lidenskab paa Brædderne; intet »Folk« i Anmarsch. Bedsteborgen, Flagen paa kongelige Fødsels- og Mærkedage, Rigsdagskævl... Tivoli!
✂ Ak, Ulf! Ulf!..
✂ Og Ulf var borte - havde forstukket sig et Sted - snart hist, snart her, i Udlandet - syg - trængende...
✂ Gerhard havde gennem Skyggen rakt ham en hjælpende Haand.. men personlig havde det ikke lykkedes Gerhard at træffe ham i Udlandet - og det var ikke muligt at faa at vide, om han var taget eller vilde tage hjem. Skyggen var paa det Punkt uigennemtrængelig hemmelighedsfuld.
✂ Med Annette levede han i en Slags bevæbnet Nevtralitet. Han lod hende have sin Frihed; de mødtes ved Maaltiderne, tog ud sammen - kedede sig over hinanden, naar de skulde tilbringe en Aften sammen hjemme.
✂ Nu sagde Gerhard ved sig selv: Bliver det saaledes ved, gaar Du aandeligt tilgrunde!
✂ Han søgte over iblandt Oppositionen. Men hvad var Oppositionen? Fire, fem - eller flere - dybt adskilte Grupper af Mænd, 247 der gensidigt mistænkeliggjorde og modarbejdede hinanden. Ved enkelte Lejligheder en fælles Aktion - der ligesaa hurtigt løb ud i fælles Klodsethed, efterfulgt af fælles Modløshed. En Presse, der brugte et Sprog indbyrdes, som delvis berettigede Modstanderne til deres Tone... to, tre gode Hoveder, der vred sig under fortvivlede Anstrengelser for dagligt at bearbejde en lunken, vranten eller ligeglad Masse af sejg Middelmaadighed.... en Opposition, der, for at sejre, maatte regne paa en almindelig stigende Bølge derude i de store Kulturlande... men denne Bølge steg ikke - og Modstanderne, de Ældre, Regeringstropperne, kastede dagligt med samme Overmod, samme hjærtelige Sindelag, de samme Projektiler i Hovedet paa alle Misfornøjede... en daglig letvunden Sejer af stram Disciplin over Adsplittelse og Forvirring.
✂ Gerhard havde Samtaler med Redaktør Bentzen og spurgte ham: er dette muligt? Hvortil Redaktøren med smilende Ironi svarede:
✂ Jo det er muligt! prøv det iblandt os - og De skal faa Syn for Sagn!
✂ Hvorledes holder De dette ud? spurgte Gerhard.
✂ Naar man er i det, holder man det ud! var Svaret. Man holder det kun ikke ud, naar man ikke er deri. Hver Dag har sin egen lille Overraskelse - i Retning af Dumheder. Det er en Opgave at bryde Braadden af en Dumhed, naar det er os selv - og at understrege den - naar det er de andre! Hvad tror De en Læges Liv er - eller en Sagførers - eller en Landmands... ja eller en moderne Forfatters? Sisiphus, min Kære! Ixions Hjul... Rundt, rundt, rundt! De skal blot ikke spasere omkring som en Dante eller Virgil og anstille melankolske Betragtninger... De gør hverken en Divina comedia eller en Æneide derved... hvilket jeg heller ikke vilde tilraade Dem! Bliv Politiker og Journalist - paa en af Siderne - helst paa vor .... Valget staar Dem forresten frit - Resultatet kommer nogetnær ud paa det samme! -
✂ Og det er Deres Mening? spurgte Gerhard med tvungent Smil.
✂ Jeg har til Dato ikke Raad til at holde mig nogen anden! svarede Redaktør Bentzen med det fine, sarkastiske Spil om de noget vemodige Øjne, noble Øjne, der snarere syntes en Drømmers 248 end en praktisk Politikers. Havde jeg Raad til et Valg - saa bestemte jeg mig sandsynligvis for en god Smørforretning - med Rejser paa England. Der er endnu Mulighed for Smørret - uansét Margarine. Og havde jeg tjent mig en Formue, saa vilde jeg have mig et Lystfartøj og sejle Jorden rundt derpaa - forstaar De, blive ved at sejle... sejle, sejle, aldrig gaa iland! tilføjede han tankefuldt. Det skulde da være, at jeg vilde underlægge mig en af Sydhavsøerne - og dér vilde jeg absolut forbyde Indførsel af Bibler, Brændevin og Dagblade! - -
✂ Gerhard kunde trække fra eller lægge til: han fik et Facit ud, som slog ham ved den ensformige Tone, Tristhedens, Haabløshedens Livkulør.
✂ Han begyndte at omgaas Kandidat Nærøe, hvem han nogle Gange havde været sammen med i Paris og som til Stadighed kom i Svigerforældrenes Hus. Kandidat Nærøe var bleven Præst - foreløbigt Kapellan ved en af Byens fashionable Kirker. Konferensraadinden protegerede ham, hvem hun kaldte sin »kære Neveu«; og der var næppe Tvivl om, at han vilde gaa alle Graderne igennem, Præst, Provst, Konfessionarius, Bisp.
✂ Han sagde smilende om sig selv, at han var »prædestineret« - men han sagde det ikke til alle.
✂ Hans Smil var uimodstaaeligt; blidt, elegisk - kunde efter et godt Glas Vin, naar Middagsbordet var hævet, blive saa lysende, forhaabningsfuldt, menneskeligt tolerant. Han førte sin smækre, ranke Figur harmonisk - baade i Ornat og Selskabskjolen - han havde baade redet og fægtet med sine adelige Halvfættere, Karre - bæksminderne; - han var bleg, mørkeblond med fint, silkeblødt Skæg - sang smukt, uden Affektation, spillede Boston med Damerne, L'hombre med Herrerne - afparerede eller udglattede sin Velynder Stiftsprovstens værste Taabeligheder - og havde mer end én Gang gjort sig fortjent af Hs. Højærværdighed Biskoppen og af den gode Tone, naar han overfor sin høje Foresatte pludseligt afbrød en af de mere vovede Anekdoter, hvormed Biskoppen i sin Distraktion krydrede Samtalen i Dameværelset - forvekslende Konferensraadindens Salon med Konferensraadens Rygekabinet. Hs. Højærværdighed er en lærd Mand - en stor Kender af den romerske Guldalderliteratur! plejede Pastor Nærøe at sige 249 med sit fine, elegiske Smil.... og dette Smil gled ned i de harmoniske Skuldre og hævede sig med dem i en let Trækning mod den overbærende, mildtdømmende Himmel, da den gamle, mandhaftige Lehnsgrevinde til den ældre, tunghøre Vallø-Stiftsfrøken raabte: Om det saa er aldrig saa meget Guldalderlatin, behøver Biskoppen dog ikke at oversætte det Griseri for os !
✂ Det var den samme Pastor Nærøe, som paa anden Maade gjorde sig fortjent af Biskoppen, af den gode Tone - og af Statskirkens Tjenere overhovedet. En kedelig Historie var sivet ud - man vidste ikke hvorledes, men et temmelig obskurt Oppositionsblad havde i ikke altfor tilsløret Form bragt den tiltorvs og anmældt yderligere frisk Tilførsel. Den unge, smækre Pastor Nærøe mældte sig hos Redaktøren - bad om en Enesamtale - og sagde blidt, dannet, elegisk: Deres Blad beretter om en ung Enke, der en Dag søgte Avdiens hos vor Biskop... for ikke at bruge Omskrivninger... og forlod ham i en Tilstand af krænket kvindelig Værdighed - for ikke at bruge stærkere Udtryk. Det vilde være forfærdeligt - ikkesandt - hvis sligt blot havde en Skygge af Sandhed i sig. Der gives jo adskillige hysteriske unge Enker - og min høje Foresatte er som bekendt en usædvanlig distrait Natur. De er en intelligent Mand! De søger Sandheden ad Deres Vej - jeg ad min. Lad os tale sammen som to intelligente Mænd - som to Mennesker!
✂ Og man sagde, at de talte sammen som to saadanne.
✂ Da Pastor Nærøe rejste sig for at gaa, tog han Redaktørens Haand - blidt, elegisk, urbant - og slap den ikke, førend Redaktøren, der tilfældigvis hverken havde fægtet eller redet, krummede sig som i en Skruestik. Ikkesandt, vi forstaar hinanden - sagde Pastor Nærøe... og han tilføjede, for Tydeligheds Skyld: Jeg véd , hvor De findes om Aftnerne - og jeg kan slaa en Stok itu paa en Kalumniants Ryg... Farvel! og Gud være med Dem! -
✂ Ogsaa dette sivede ud; men naar den unge Kapellan blev spurgt derom, svarede han blot med sit Smil og en Skuldertrækning: man siger saa meget!
✂ Han havde - sandsynligvis - ikke større Lidenskaber, end han nogenlunde kunde overkomme dem; han var fremfor alt disciplineret, velopdragen - en Kammerjunker i Præstekjole, men en 250 Kammerjunker, som tog Theologien i Alvor. Han læste meget, syslede ogsaa æsthetisk med mange Ting - f. Ex. med Musiken som Theori - var behagelig i en Disput, aldrig salvelsesfuld - hvilket han nærmest betragtede som Brud paa den dannede Tone. Den indre Mission strakte sine Arme ud efter ham som efter en brugbar Officer - den vidste, at han særlig satte sig ind i de sociale Spørgsmaal, aldrig forløb sig, aldrig deklamerede og ikke lod sig skræmme. Han forholdt sig afventende smilende: min Tid kommer i næste Omgang! Han talte gerne med Gerhard om dette Spørgsmaal: Den indre Mission contra Socialismen - herhjemme! ligesom Katholicismen contra Socialdemokratiet derude i Verden! Han var den eneste Præst, som Gerhard hidtil havde kunnet tale mere end et Kvarter med - uden at gabe eller blive vammel. Helst maatte Kapellanen dog være i Selskabskjole; saa sammenlignede Gerhard sine egne Manerer med denne smukke unge Mands, og han fandt, at de tog sig ud sammen - at ingen af disse to Mænd var Tosser, at de begge laa inde med dette, som tiltrak Damerne og holdt Mændene i Respekt - og Gerhard følte tillige, med en hemmelig Misundelse, maaske med et undertrykt Savn, at Præsten forud for Kunstneren havde et centralt Noget, der ikke kunde anløbes af Blaserthed, ikke lod sig paavirke af Filosofi - et Noget, som Præsten med elegisk, overlegent Smil kaldte for »Tro« - og som Gerhard døbte med Navnet: velopdragen Kristendom!
✂ Annette havde døbt Pastor Nærøe: l'abbé Frédéric .
✂ Og jo mere Gerhard fjærnede sig fra sin Kone, der sorgløs men ikke uden Iagttagelsesevne lod sig drive med den selskabelige Strøm og som til udvalgt Kavaler nu havde den unge Premierlieutenant v. Norden, jo mere lod han sig selv drive i Retning af den velopdragne Kristendom - repræsenteret af en dannet og behagelig »troende« Selskabsmand. Gerhard greb sig i at fremdrage og opfriske længst henlagte Ungdomsspørgsmaal - om Karakteren og Værdien af »dette« Liv og Muligheden for et hinsides - om den blotte Negation i gold Modsætning til en inderlig Fordybelse, 251 en inderlig Grebethed - om at »gaa over Rubicon« - om at knække sin Kaarde og kapitulere, etc.
✂ Men samtidig med at de omgikkes og diskuterede, anstillede Gerhard sine Observationer. Han vilde gerne gribe denne Præst - om ikke i et Hykleri, saa dog i en almenmenneskelig Svaghed. Han saa' ham overfor Annettes Plejesøster, dette underlige Væsen, der mindede om og dog ikke mindede om - Edith. Dette stakkels vrantne, ganske kønne, forknytte og dog lunefulde Barn, sagde Gerhard ved sig selv, ja se dog, hvor hun indspindes i et Næt af usynlige Traade! Bliver hun Bispinde engang - hvilket ikke er usandsynligt - saa er hun allerede længst den ydmyge Tjenerinde for denne den velopdragne Tros harmoniske Forkynder. Og hvor »harmonisk« er han saa i Virkeligheden? Sæt at hans Ærgerrighed skuffes... hvor bliver saa den kristelige Taalmod af? Den lærer han naturligvis Konen at øve - medens han selv kæmper for Rettroenheden og Standen, imod den kommende sociale »Omvæltning«. Han har aabenbart lært sig at beherske sine Lidenskaber - eller han har dem kun til Husbehov - men en »Tjenerinde« skal han have, som alle Præster: og saa hendes Midler! Er det ikke tydeligt, at han betragter mig som en velopdragen og klog Mand, der har »sikret« sig? Han véd, at Ulf er Familiens enfant terrible - som aldrig nævnes - og hvem ikke en Øre af Konferensraadindens Formue vil tilfalde. Saa tolerant Pastoren er, har han aldrig lagt ét Ord ind for Ulf- af hvis Højsindethed og fine Natur han kunde lært sig adskilligt, hvormeget saa det »mislykkede Geni« kan forarge Kapellanens ulastelige Vandel. Nej, Præsten spinder med sikker, diskret Haand sine Traade om den bigotte Mama og den ydmyge Plejedatter - hvem Arven »sikkert« vil tilfalde. Annette har jo faaet sin Part... Regningen er snart gjort.
✂ Naa! alt dette er jo meget menneskeligt. Hvad kommer det mig ved, om det ikke er ganske kristeligt? Hvad er kristeligt?... det er Apostlene uden Saaler i Støvlerne - med Deres Tilladelse, Hr. Abbé! Maaske er det Socialismen - i dens reneste Form. Maaske er der virkelig en Verdens-Religion i Anmarsch - som vil sejre den Dag, da en af dens genialeste Bekendere selv staar frem som »ren«. Ja maaske! Men indtil da - og medens vi endnu 252 ligger og vælter os i Stov og Forvirring og Magtstræv alle tilhobe - behøves formodenlig saadanne konservative Guds-Ords-Kammerjunkere som Pastor Næroe! Lad ham forfølge sine Planer og passe sin »Mission«. Jeg vil ikke forvirres - ikke have med Præster at gøre - ikke have med Nogen at gøre. Ak, hvad vil jeg - hvad vil jeg?... Bryde ud, vilde jeg helst; men hvordan - hvorhen? - -
V
✂ Konferensraad og Konferensraadinde Brynjulfsen har stor Middag idag - en Dag henimod Slutningen af April.
✂ Sæsonen er for Theatrets Chef forløbet glimrende. Man har ganske vist kun givet en Række Repriser; man har taget frem og pudset op de gamle uskadelige Sager, der ikke sætter Sindene i Spænding; men Folk er saa trætte, Folk vil netop have det saadan. Den røde Lygte er næsten til Stadighed ude at vidne.... den vidner til Fordel for Bestyrelsen, som sejrrig har afslaaet nogle af de sædvanlige jævnt hidsige og ligesaa frugtesløse Angreb paa et System, hvis Styrke er intet System at være.
✂ Theatrets pensionsberettigede og pensionsstræbende Embedsmænd - Kunstnere og Kunstnerinder - har gjort deres »Pligt« - efterat ogsaa de er faldet tilføje ovenpaa et af de sædvanlige jævnt hidsige og ligesaa frugtesløse Revolutionsforsøg. De har spillet Heiberg, Hertz og Hostrup for ettusinde Gang... Glæden er netop ikke overvættes stor iblandt Publikum: den er, som den skal være; jævnt slatten Hyggelighed til den ventende Kop The og Smørrebrød. »Byen er rolig« - Politiet kan sove, Tropperne kan gøre ligesaa i Kasernerne - Chefen er fastere i Sadlen end nogensinde.
✂ Derfor - uden at det maa hedde sig at det er derfor - giver Konferensraaden med Gemalinde stor Middag idag.
✂ Hele Slægten - Familien i snevrere og videre Forstand - er indbuden. »Onkler, Grandonkler, Fættere og Tanter - Dommerstanden - Armeen tillands og tilvands - Bisp, Provst, Vorherres Borgervæbning - hele Familie-Kleresiet«, som den borteværende 253 Ulf plejede at kalde det. Desuden Repræsentanter for Universitetet - et Par af det kgl. Theaters fornemste Kræfter - Digtere, Malere - et Par »Mæcener« - Musikere - én Billedhugger (altid den samme)... og saa Damerne.
✂ Det var i Sandhed en Middag af »Spidser«; det var Blomsten af Autoritet, Intelligens og Byrd, som sad bænket - paa Wiener-Rørstole - i Konferensraadens store, aflange ovale Spisestue.
✂ Det gamle Empire-Stel fra Brændevinsbrænderens Dage, og de nogterne, svære og forgyldte Kandelabrer, og den velanstændig-idéforladte Opsats, og en »Vifte« af sex Glas ved hver Kuvert, skinnende Dækketøj og skinnende Gafler og Knive - Buketter i Damernes Servietter - og en trykt, allegorisk Menu med Guldsnit foran hver Herre... Konferensraaden med den ene gamle Lehnsgrevinde for Midten af Bordet - og ligeoverfor, med Opsatsen til Værn, Konferensraadinden med Bisp paa sin højre og Stiftamtmand paa sin venstre Side. Tæt op til Bispen en fyldig, livslysten, ikke ganske ung eller uerfaren Etatsraadinde - til at tage »imod Stød«, naar mulige Anstød gaves... og saaledes Rækken igennem og Bordet rundt - Stiftsprovst og en Jurist fra Højesteret og en General og en Oberst og to Kommandører og en Kaptejn og en Professor, som var Digter, og en Professor, som var Politiker, og Premierlieutenant v. Norden med Annette, og Pastor Nærøe med Annettes Plejesøster.... Komponist, Skuespiller, Sanger, Maler, Billedhuggeren.... og Gerhard, som til Bordfælle havde faaet »Onkel Ludvig«.
✂ Onkel Ludvig - hvem man stedse nærede Betænkeligheder ved at invitere, og som altid i sidste Øjeblik - for at dække en Lakune - kom med i Skikkelse af den legemliggjorte Forargelse: et Silénhoved paa en Sukkerfustage med en mægtig Veste-Halskæde, ingen Orden i Knaphullet, ingen Respekt for nogen Tilstedeværende, derfor »frit Slag« og løbende Tunge mod enhver.
✂ Konferensraaden anmodede ham regelmæssigt foran hvert Maaltid om »nu dog dennegang at holde sig i Skindet«. Og Silénhovedet, med de smaa spillende, godmodigt-ondskabsfulde Øjne, nikkede i dyb Alvor. Konferensraad Brynjulfsen var ingen Dumrian; - som gammel viveur , godt Hoved og Studenterkammerat sammen med Onkel Ludvig, havde han selv zigeuneragtigt turet 254 med Silen... han var bange for ham, naar han indbød ham, og frygtede hans Repressalier, naar han forbigik ham. Desuden - Theatrets Chef vilde ikke have sine Selskaber absolut kedelige; han undte sin Kone en lille Forskrækkelse, undte En og Anden en lille Overhaling - glædede sig hemmeligt, naar det kom... havde altid i sin Tales Magt, behændigt journalistisk at dreje af, dække, pynte paa... og naar det Hele officielt var forbi, og naar Konferensraadinden skændte, medens de gik iseng, gned Konferensraaden sine velplejede, spinkle, tørre Hænder - sukkede højlydt og tænkte lønligt: Det var dog en god Middag... de vil ikke glemme den... og hvor den sved!
✂ Lysene kastede Glans; de to første Retter, Madeiraen og den gode Bordeaux, begyndte at sætte Farve paa Kinderne; man smilede, smaasnakkede, en Dame lo højt, Samtalen blev almindelig, med denne Summen, der har noget sommerligt ved sig og som mælder, at nu er Middagen i god Gang.
✂ Konferensraadindens egen Tjener, og Konferensraadens Theater-Tjener, og nogle Lejetjenere kredsende bag Rækken af disse Herrer - hvis Hovedhaar næsten gennemgaaende ere talte og som bærer Kors om Halsen under det hvide Halsbind, Kors paa Brystet, en enkelt Stjærne, - Undtagelserne ere de udekorerede, næsten som om de var de udmærkede!... kredsende bag Rækken af disse Damer, der til en Forandring ere klædte i lyse Stoffer - alle nedringede - nogle stærkt - de fleste fyldige.... Undtagelserne en for mager Professor- og Politikerfrue - og saa Pastor Nærøes unge Borddame, Frøken Alma, der endnu holdes i Uvidenhed om at hun har smukke Skuldre.
✂ Værten har budt Velkommen - og han er nu , umiddelbart efter anden Ret, paa sin første, egenlige Tale.
✂ Under denne hvisker Onkel Ludvig Halvdelen af sin første brillante Bispe- og Provstehistorie til Gerhard, som adspredt leger med sin Gaffel og helst var fri for at høre.
✂ Konferensraadens Tale var velforberedt - og holdtes som var den improviseret, med smaa kunstfærdige Indskud, en lille oplivende Vits, en Kommandørkors-Tale, der saa at sige sluttede hele det celebre Selskab i Favn - en Journalists behændige Indledningsskæmt med den Alvor i sig, som om Fædrelandets og de 255 højeste Herskabers Øjne i Grunden hvilede med Forventning paa hver af de Tilstedeværende, opfordrende dem til at yde det Bedste af hvad de til enhver Tid følte sig kaldet til at yde, og hvad de som »Blomsten« af Autoritet, Byrd, Intelligens og Smag umuligt kunde andet end yde.
✂ Gunnar er god idag! han tænker paa vor Fordøjelse! hviskede Onkel Ludvig.
✂ Konferensraaden sluttede med denne Apologi for sin egen Tale... at det vel var bleven Mode nu ved Selskaber at »tale« saa lidt som muligt... at dette Hus imidlertid var konservativt og vilde holde paa »Talerne« - uansét om der var Ordgyderi nok oppe i Tiden! Og hertil lo en Professor-Politiker, idet han mere end halvhøjt bemærkede: »Venstre!« hvorefter Onkel Ludvigs Stemme hørtes (en fed Stemme, ligesom Latter i Dyrestegsauce): Aa, vi kan ogsaa!.... Og derpaa lyste Værtens Kommandørkors - med Brillant-Buk for Lehnsgrevinde, Stifts-Øvrighed og høje Militære - en elegant middag-fornøjet Velsignelse over den hele Menighed.
✂ Amen! kvækkede Onkel Ludvig halvhøjt - og skyllede efter med Château Yquem. Værten sendte ham et Sideblik, men Onkel Ludvig drak Glas med de Nærmestsiddende og syntes intet Ondt at have paa Lager.
✂ Konferensraadinden aandede op. Tredje Ret og Champagne - Duc de Montebello.
✂ Gerhard saa' til, spiste kun lidt, rørte næsten ikke Vinen, havde sit Middagssmil paa, ligesom de andre, men medens Livligheden voksede omkring ham, gik hans eget Smil ligesom ned i hans Serviet. Han havde vidst at undgaa de senere Festligheder af denne Art i Svigerforældrenes Hus; men han kendte ret godt alle Tilstedeværende - og iaften kunde han ganske særligt ikke faa dem til at smage. Hvad er der ivejen? spurgte hans Sidemand. Er De skinsyg paa Deres Kone?.... Fandens saa brillant Kone! lad hende more sig med Norden... han løber dog ikke bort med hende ligestraks... ha, ha! Kom, lad os drikke et Glas, De Surmuler!
256✂ Gerhard drak et Glas med Onkel Ludvig; og Onkel Ludvig indgav ham alle de pikante Anmærkninger, han laa inde med, over Gæsterne, Herrer som Damer. Gerhard hørte adspredt til; men lidt efter lidt fyldte denne ikke u-vittige Sladder hans iforvejen modtagelige Sind. Det er Medicin... sagde han ved sig selv... imod den Overfyldelse af kunstigt Selskabshumør og kunstig Ophidselse, hvori Storsteparten af disse Mennesker Aaret igennem bevæger sig - og hvori jeg selv har levet og er dømt til at leve!
✂ Og han saa', hvor Montebelloen flammede Kinderne og gjorde Øjnene fremmedagtig klare, opspilede eller koket missende - ikke mindst hos Damerne. Se nu Etatsraadinden, med alle sine Yndigheder - hvor hun krummer sig i et Latteranfald, som hun paa Skrømt umager sig med at dække under sit Lommetørklæde. Leende bider hun sig i sin store Læbe; det ene Øje skotter til Bispen; med det andet følger hun Lejetjeneren, som vilde hun sige: Min Gud, det Menneske hørte da ikke, hvad Biskoppen i sin Distraktion kom til at fortælle mig? - Og Bispen, der ellers ligner et Alvors-Kranium paa et Fløjeisstativ, er nu glorød med fremfaldende Ugleøjne... Øjne, som i Distraktion falder lige ned i Fruens Barm!
✂ Er det dog ikke ogsaa en mærkelig Manér - saaledes at give sine Skuldre, Halvdelen af sin Ryg og hele sit Bryst til Pris for Mandfolkeøjne? mumlede Gerhard ved sig selv. Hvorfor lægger disse Damer ikke Benene op paa Bordet? Hvad er decent - og hvad er ikke-decent? Naturligvis, for »den Rene er o. s. v.«.... men naar vi spiser disse krydrede, pikante Spiser og drikker det ene Glas Vin efter det andet - ja hvorledes ser vi saa paa Damerne? Se ham, Bælammet dér, Provsten, hvis Træhoved synes kittet fast til Skuldrene med det stive Halsbind - han hverken drikker eller siger Slibrigheder til Damerne - men han nikkedukker sig, den Gudsmand, for den gamle Lehnsgrevinde og den døve Vallø-Stiftsdame, som om Helligaanden selv udgik af deres Mund... og saa er det kun Hof- og Rangsladder, de gyseligste Banaliteter, han nikkedukker sig for!
✂ Og nu min Kone... nej hvor hun dog er nedringet! Jeg kan se - helt her nede fra min Bordende - hvad de Herrer dér oppe 257 endnu bedre kan se! Og dette kalder man for en »anstændig« Kvinde! Hvad er Forskellen mellem hende og en halvnøgen Gøglerske? Blot den, at hun ikke skal tjene sit arme Brød ved at udstille sig. Hvad mener hendes Bordkavalér - Lieutenanten - han, som... som... aa hvor jeg dog mindes Ulfs Brev i Paris... dengang! Nej jeg vil ikke tænke derpaa. Fortiden kommer mig ikke ved. Men det er, som om Ulf usynlig var tilstede her iaften; som stillede han sig bag hver Gæsts Stol, pegede og sagde: Se nu denne lille, lavstammede Stiftamtmand her - hører han ogsaa til »Blomsten«? - en jævn Haandværksmester - en mellembegavet kommunal Bestillingsmand i en Købstad - som hverken kan se frem eller tilbage - som enhver kan rende med - og som gerne vilde drikke, hvis han turde for Konferensraadinden! Eller denne »fine« Jurist, som med en irriterende Selvbehagelighed holder en blomstrende Tale fra forrige Generation om det Skønne i Kunsten - det Ædle i Privatlivet - det Uegennyttige i Kaldets Stræben - han, den Bussemand i sit eget Hjem - en Anmasselse og Byrde for Kolleger - en Sorg og Skræk for Klienter! Og Generalen - stiv og ubevægelig som en Ladestok - skeptisk overfor det hele; eller denne Oberst, som bliver anløben ved det fjerde Glas - som har været »tapper« for femogtredive Aar siden, da alle var tapre - og som er saa aandssvækket, at han ikke begriber et Muk af, hvad Professor-Politikeren udtværende forklarer ham - Professoren, som kan sit eget Dagblad paa Fingrene fra de sidste tyve Aar - og udenfor Spalterne ikke har Anelse om, hvad Verdens-Vinden blæser og hvor Aands-Regnen falder! Er dette Landets Intelligens - saa Gud hjælpe Landet!
✂ Eller de to Sø-Kommandører - hvoraf den ene er en uniformeret Matros - slet og ret - som vil »gøre sin Pligt, naar Flaget hejses« - hvilket Fanden takker ham for! Den anden en forhenværende Dansejunker, nuværende »repræsentativ Mand«, der har slidt mere Mundlæder end hans Saaler har slidt Dæksplanker! Og disse to »Mæcener« - to konkurrerende Brødre Ajax, hvoraf den ene »gør« i Buster og Cikorie, den anden i Maleri og fosforsur Kalk - Fabrikanter, der bruger Kunsten til Vare-Mærke og Kunstnerne til hoveripligtige Lejetjenere! Den lille Skuespillerinde - der spjætter op af Nervøsitet og galvaniseres af en ustandselig 258 strømmende Avis-Smiger - hvilken evige Ros hun søber i sig ogsaa her ved Bordet, med barnligt-opspilede Sukkervandsøjne, uden saa meget som at tørre efter med Serviet!
✂ Og Digteren her - bornert Bureaukratnatur, der efter en tre Timers daglig Kafétournée rider Pegasus i Jambetrav - med højkirkelig Lyriksaddel - nagende misundelig paa de »Gamle«, som han ikke kan naa', og skældende paa de ugudelige Yngre, som ikke gider høre ham - en larmoyant Epigon-Forfængelighed uden Genialitet, med tilstrækkelige Kundskaber til at blive Timelærer og for latterlig Selvfølelse til at være Oversætter!
✂ Dem alle - en efter en... saaledes som de sad her, hidsende sig eller sløvende sig ved Brændevinsmandens Enkes Vine i Theaterchefens Hus - Blomst paa Blomst... dem allesammen syntes Ulf at pege paa, idet hans blege, aflange Ansigt udtrykte hvad han led - hvad der havde drevet ham fra dette Hjem, hvor »Blomsten af Byrd, Autoritet, Smag og Intelligens var samlet«.
✂ Det var ikke længer Onkel Ludvigs sag- og personalkyndige Ondskabsfuldhed - ikke Silens med fnisende Dyre-Sauce-Latter tilhviskede »Skandaler«, som opbragte Gerhard paa dette Selskab. Hvad vedkom ham disse Mænds eller Kvinders private Svagheder? - enhver, og ikke mindst Onkel Ludvig, havde sine Pletter. Det var den lidende Ulf - den Udstødte, den Forglemte - Idealisten, Sværmeren, han, som selv gav sig de utallige Blottelser - det var Vennens excentriske Skygge, der skred omkring fra Stol til Stol og syntes at sige: under al denne jævne Middelmaadighed, denne idéforladte Tarvelighed, denne - naar det kommer højt - habile Brugbarhed har jeg maattet sukke i mine yngste, bedste Aar. Og det, at Brugbarheden skruede sig ivejret, at Middelmaadigheden anmassede sig Rang og aandelig Betydning - det gjorde, at jeg lidenskabeligt opponerede - og det drev mig væk. Thi om »Moralen« vil jeg ikke tale; dér er vi Toldere tilhobe! - -
VI
✂ Fjerde, femte Ret - mere Champagne og Bourgogne. Ulfs Vin!
✂ Gerhard syntes, at Lysene skinnede grelt - og han taalte næsten ikke at se sig omkring. Der gives en Middags-Oprømthed, som kun den indøvede, sløvende Vane holder i passende Afstand fra et Orgie. Den ene stiver den anden af - og øverst staar det »gode Selskabs« Decorum. Undertiden ser man slet ikke denne Husgud - men man véd, at han skal være der.
✂ Da man ikke er i Renæssancetiden - da Blodet er tyndt, hvormeget Vinen end flyder - da man ikke som hos Jordaens eller Rembrandt tør tage sin Borddame paa Skødet og sige: Aa skidt! til sin Vært - saa bliver vor selskabelige Udskejelse en Fantasileg. Man leger »at rose hinanden«, »at lade Fædrelandet leve«... man føler Brystet svulme - og giver sig Luft i den ene Bordtale paa den anden.
✂ Og hidsigere og hidsigere blev denne Kappestrid. Man roste Vært - og Værtinde - roste allesammen hverandre for alle Dyder og Fuldkommenheder. De militære Herrer voksede til Helte - Damerne blev allesammen Skønheder (mere og mindre efter Alder og Rang) - de tilstedeværende Kunstnere blev til Berømtheder - Politikerne Statsmænd - Mæcenerne Over-Mæcener... de gejstlige Herrer maatte have Paalæget serveret med varsommere Haand (da man dog ikke ligefrem kunde kanonisere dem) - men denne varsomme og dog behændige Haand viste sig at være Pastor Nærøes. Ogsaa var det ham , der lagde for med »Fædrelandet«... og han efterfulgtes af en hel Række »Vi Danske«... »Vi ere smaa, men Gudskelov dog store«... »Hvilke Mænd have vi ikke haft - og har endnu«... og saa truede Fædrelandet med at vokse til en Stormagt - ja det havde været og kunde blive dertil. Thi der vaager et Forsyn over Historien! - -
✂ Nej hør nu - hviskede Onkel Ludvig til Gerhard - nu tror jeg, det er paa Tide at sætte dem nogle Smaadyr i Skindpelsen! Hvad tænker De paa, Gerhard? -
✂ Jeg tænker paa, at dette falder mig for Brystet - og jeg tænker paa Ulf- paa hvad han vilde sige, hvis han var her! svarede Gerhard, 260 som drak Vand og saa' spørgende over Bordet til Annette. Hun smægtede med Premierlieutenant Norden, lo ad Generalen, slog ad den ene Kommandør og fikserede en tavs-stirrende, skulderbred, barsk Infanterikaptejn.
✂ Onkel Ludvig tænkte sig lidt om, rejste sig, slog paa sit Glas... Der blev Tavshed. En Del frygtede det værste; nogle ventede sig en god Mundfuld. Konferensraadinden lukkede Øjnene - som Hønen i Tordenvejr; Konferensraaden satte sin Guldnæseklemme fast.
✂ Onkel Ludvig begyndte -
✂ med at sige -
✂ - at han vilde tale for en Fraværende.... og derpaa sagde han nogle Morsomheder om de Nærværende - saaledes at han var sikker paa nu at have Opmærksomheden for sig og Stemningen med sig.
✂ Han vilde citere Shakspeare.... (man lo; Onkel Ludvig vilde citere Shakspeare)... Macbeth - tredje Akt - De véd, mine Damer og Herrer, dér hvor Banquos Genfærd viser sig paa Macbeths Plads! Og saa er det, at Macbeth siger:
✂
Her sad nu Rigens bedste Mænd tilsammen,
hvis kun vor vakre Banquo var tilstede -
✂ Onkel Ludvig smældede Citatet ud med sin kvækkende Stemme; og han frydede sig synligt ved at se alle Blikke søge hans... hvad mener han? hvor vil han hen?
✂ Saa talte han om den »Fraværende« - og idet han gennemgik alle de Egenskaber, den Fraværende laa inde med, virkelig Genialitet parret med mærkelig Naivitet, en stærk udviklet Selvfølelse og en Mistillid til sig selv, en redelig Sandhedstrang og en Kasten Alt hultertilbulter i hensigtsløs Fantasileg - fremfor alt en dyb Frihedsbegejstring, der lod Konveniens og Gennemsnitsmoral springe over Klingen... idet han fremhævede en Række Karaktertræk, som Gerhard i hvert Fald ikke kunde tage fejl af, samlede den habile Taler en anselig Bunke glødende Kul paa Konferensraadens, Fru Gemalindes, Datters og den nærmere og fjærnere Slægts tilstedeværende Hoveder.
261✂ Han endte med at udbringe en Skaal... for ham , som har haft et saa kærligt og forstaaende Hjem her - for ham, med hvis Særheder og Extravagancer Slægt og Venner altid loyalt har baaret over - eftersom vi jo allesammen er behæftet med Skrøbeligheder - ja nogle af os endog med store Skrøbeligheder... for hans Sundhed, hans Held og Lykke i Fremtiden, hans store Hjærte, hans umiskendelige Talent... en Skaal for den fraværende Ulf Brynjulfsen! Gid vi havde ham i vor Midte paa denne glade Festaften! - -
✂ Det var vanskeligt at sige, hvem der først kom sig af Overraskelsen: den var almindelig... og Forlegenhedspavsen var trykkende. Man hørte Onkel Ludvig og Gerhard støde deres Glas klinkende sammen. Pastor Nærøe gjorde Mine til at rejse sig... men Konferensraaden stod der allerede, nikkede rundt med korte, smaa Ryk af Hagen, lod et Par tørre, velvillige faderlige Ord falde - satte sig - Pavse... pinlig.
✂ Fædreland og den strømmende indbyrdes Ros, »Blomsternes« blomstrende Svada - Alt var som overblæst af en kold Trækvind... og da den tunghøre Vallø-Stiftsfrøken satte den lilla Handskehaand bag Øret og højlydt, med skarp Røst udbad sig Gengivelsen af Skaaltalen, gøs det i Konferensraadinden.
✂ Gerhard rejste sig og slog paa sit Glas. En aflang Ovalkreds af Blikke mødte ham - som fra forkomne Vagtposter, der venter Afløsning. Han anede ikke, hvad han vilde sige - hvordan han var kommen til at staa her - saa' ikke paa nogen Enkelt - hørte blot som i lang Afstand den »fine« Jurist hviske højt til Stiftsfrøknen: Det bliver noget om Idealisme og Skønhed, min Naadige!...
✂ I dette Øjeblik syntes Gerhard at se Ulfs blege Ansigt, med de udhvælvede »havfrueagtige« Øjne, det brusende Haar over den lange, smalle Pande - ganske livagtig dér bag Konferensraadens Stol. Gerhard fo'r sig med Haanden over Panden - mindedes den Dag, Ulf og han havde gaaet igennem Bredgade herudenfor og mødt Damerne - og Alt hvad Ulf lidenskabeligt havde sagt om dette Land, denne By.
✂ Gerhard var allerede begyndt at tale - men hørte ikke sine egne Ord; - syntes blot at hans Stemme var meget belagt - undrede 262 sig over, hvem det egenlig kunde være, som her i denne store Spisesal, i en saa talrig og udvalgt Forsamling, paa en saa løjerlig rhetorisk Maade formede en Indledning i Retning af... at han, Taleren (dér borte, etsteds i Salen) havde fundet det paafaldende, at ingen i Forsamlingen havde villet nedlægge en lille beskeden Indsigelse mod den muligvis altfor store Tilbøjelighed til at betragte den hellige Grav som vel forvaret og os selv som kaldede til at spille en Rolle i Verden, da det jo dog ikke kunde nægtes, at den letkøbte Optimismes Dage for vort Vedkommende maatte betegnes som...
VII
✂ Og nu - paa engang - hørte Gerhard sine egne Ord. De lød i det væsenlige saaledes:
✂ Der er Et, som vi maa ville: Resignation! dukke os og erkende vore Overgreb!
✂ Der er ikke en Bonde i dette Land uden at han jo tror sig kaldet til Minister... (Smil hos Juristen og Professoren)... næppe nogen Minister, som ikke tror sig ufejlbar... (Alvor hos Værten)... ikke en Student uden at han tilkender sig Digterpalmen... (Hæ! fra Digteren)... ikke en ung Pige uden at hun mener sig Skuespillerinde... (Sukkersmil fra Skuespillerinden)... ikke en Bogtrykkerlærling, som ikke vil sværge paa, at han formaar at frelse Samfundet ad socialistisk-kommunistisk Vej.
✂ Hør ham! sagde Pastor Nærøe og Stiftamtmanden samtidig, medens den sidste nedsvælgede et Glas tør Amontillado og begyndte at sufflere Stiftsfrøknen højt: Det er Idealismen... Deres Naade! Den kan vi ikke undvære!..
✂ Gerhard hævede sin Stemme og gav sig til at tale hurtigt, flydende, med nuancerede Betoninger - for at afskære Smaabemærkningerne - og han vedblev at fæste sit Blik ufravendt paa Konferensraadens Plads... hvad der bevirkede at Værten »gemte« sine Øjne.
✂ Intet Land - fortsatte Gerhard - har saaledes som vi 263 overvurderet sin egen Betydning - intet Folk skrevet, talt, sunget saa meget til egen Pris, som vi! Det kan være ganske smukt... men vi er saa nær Grænsen for det Latterlige heri, at vi ikke kan taale et Fjed længere... vi maa vende om, dukke os, resignere!
✂ Vi burde fare imag med vore Krigs- og Fødelandssange. De lugter for stærkt af den store Nations Selvros - og vi er bleven den allermindste.
✂ Vi er ikke og har aldrig været større end nogen anden gammel, jævnt levedygtig Nation. Og vi har - med Forlov - en tvivlsom Fremtid for os. Den vil blive saa meget des tvivlsommere, jo mere vi træder de ideelle Ord flade. Man faar nemt Ondt ved et Gilde, naar Retterne stadig er fedt Flæsk. Vi holder altfor mange Gilder og maa til Stadighed tære de altfor store Ord. Vi har alle været meddelagtige heri - derfor maa vi resignere over hele Linjen!
✂ Eller skal vi understrege dette alvorligere og sige: Vi lever - har levet - paa en Fiktion. Lad os se at komme ind i Sandheden igen. Vi er dumpet fra Krig til Krig - uden at have haft Statsmænd, der kunde afvende Krigen eller Resourcer, der kunde gøre Fredsslutningen betryggende. Af enkelte lysende Bedrifter - som enhver krigsførende Magt tæller iblandt mange dubiøse - har vi dannet os et Styrkebælte som Skrædderen i Æventyret: Syv med et Slag! Og hvad har vi ikke maattet lide for dette Motto? Har vi i Virkeligheden baaret vore Tab, som det sig anstaar Mænd at bære Skæbnens Tilskikkelser? Figura udviser, hvorledes vi har baaret vore Tab og Ydmygelser, siden vi sidst var i Marken. Jeg skal - af gode Grunde - ikke tale med om Fæstning eller Krig i aaben Mark - om Kadrer, Landeværn, Hær eller Flaade. Jeg ser blot med mine Øjne hver Dag, hvorledes Spørgsmaalet vort »Forsvar« har delt det allerede sønderlemmede Land i dybe, stride Strømløb. Jeg græmmer mig derover, som enhver dansk Mand maa græmme sig. Jeg gav gerne mit eget enkelte Liv, om jeg derved kunde slaa Bro! Men er en Bro mulig? Idetmindste jeg kan ikke se det. Fanatisme paa den ene Side - Stædighed og Mistænkeliggørelse paa den anden. Modløshed over det Hele!
✂ Mine Herrer. Vort Folk er modløst... om Forladelse, jeg skal forklare mig... Ikke paa den Maade, at Folket den Dag imorgen 264 lader sig slaa paa Munden og stikker Fornærmelsen i Lommen. Vort Folk er ærekært - som ethvert Folk. Men der er en stor Del, ikke den daarligste, tilmed den uundværligste Del af Folket, hvis Krigslyst er bleven mættet, hvad Krudt og Kugler angaar. Den Part af Folket gaar nødigt mod Kanoner længer - og drives den dertil, saa bliver Resultatet derefter. Et nyt Køge-Slag kan tænkes - men vanskeligt et nyt Kogebugts Slag. Det ligger i, at Tiden - Verden - i det hele og store er bleven modløs. I anende Forudfølelse af sociale »Omvæltninger« - Løsningen af de tvingende sociale Problemer - har Tiden tabt de gamle Idealer... og hvem tvinger den til igen at tage dem op? Vi er Kritikens, Analysens, Forskningens, Tvivlens Børn... eller hvad er vi , hvad er De, mine Herrer?
✂ Jeg skal ikke trætte Dem. Jeg har ikke talt før i denne selskabelige Forsamling - jeg er ikke »Taler«, men da De velvilligt har hørt paa de andre Herrer, kan De maaske høre mig til Ende? (Konferensraaden og Pastor Nærøe nikker; Provsten synes at faa sig en Lur; Biskoppen betragter ufravendt sin Sidedames Skulder; i det hele taget er Selskabet opmærksomt - lidt desorienteret - men man venter sig en Slutning med »Sving«, Annette rynker sine smukke Bryn og kniber sin Bordherre i Lillefingeren).
✂ Modløsheden iblandt os... fortsatte Gerhard med et kruset Smil spillende om sin Moustache, den han et Øjeblik i Tanker kærtegnede... er den saa ufattelig? Er vi i Virkeligheden ikke alle »oplyste« om vore reelle, haandgribelige Forhold - økonomisk, hygieinisk, fysisk og psykisk? Romantikens forsonende Skær ligger ikke længer over det »kære, gamle Danmark«. Her er ikke Kapital nok til at vore Kapitalister kan blive lagt saadan for Had, som ude i de store Verdensriger - men saa er her heller ikke Kapital nok til at Videnskab, Kunst, Opfindelser, nyttige Ideer kan trives frugtbringende for Landet og gøre os mærkbare for Udlandet. Vi vegeterer, mine Herrer!
✂ Men man kan ikke vegetere - føle Trykket af denne Skin-Existens - og saa dog synge gladeligen: Der er et yndigt Land! Vort Land kan være yndigt for det Tusind Mennesker, som ligger paa Strandvejen - og ikke forlanger mere... men hvad skal de sige, som har Talent, Livsmod, en stor Idé eller blot alménmenneskelig 265 Ærgerrighed - uden at kunne komme et Skridt videre? Vort Land er netop det, som Digteren skrev at det ikke var: et »lille, fattigt Land« - fattigt paa Initiativ, paa Virksomhedsomraader - personlighedsfattigt i uhyggelig Grad!
✂ Skal vi da blive ved med at rose Landet og os selv - indtil de ni Tiendedele af Nationen finder os anmassende og latterlige? - indtil man skriger op: Gaa jeres Vej! vi er tuberkuløse, drikfældige, selvmorderiske, flegmatiske og drillesyge mere end noget andet Folk! - Ja for Ulykken er, at Oplysningen, Bitterheden, Misfornøjelsen vokser dagligt... og hvad gør vi , Blomsten af denne Bys øverste Lag? - Vi spiser til Middag hele Aaret rundt med hinanden og raaber: Gud bevare Konge og Fædreland! - -
✂ Han holdt inde. Det forekom ham, at Ulf bagved Konferensraadens Stol nikkede ivrigt med en Gestus: Bliv ved! lad dem nu faa det Altsammen paa engang - aa lad dem faa det!
✂ Værten rømmede sig. Ved Siden af Gerhard hørte man Silens fnisende Latter... Gerhard tænkte i Løbet af et Par Sekunder hurtigt: Skal Du holde inde her - afslutte humoristisk - maaske med en Skaal for »Harmonien« - eller med et Udfald mod de »nedbrydende Magter« - og derved faa Syndsforladelse for det Sagte? Skal Du gøre det saa fint, at Du i det mindste selv har Glæde deraf- f. Ex. med en Skaal for denne By, den ypperste i Norden, dens Repræsentanter i Politik, Kirke, Æsthetik, Krigsvidenskab, Kunst og Handel?... Han drak sit Glas Vand, betegnede Pavsen som Kunstpavse... atter mødte hans Blik Ulfs Øjne... de syntes at spotte ham: Ja desavouér mig nu bare!
✂ Saa fortsatte Gerhard, idet han tænkte: Lad dem nu faa det! Han oprullede et Billed af København før og efter Voldenes Sløjfning. Nu var vi nærmest bleven et lille Hamborg - det vil sige et Hamborg med Kongehus, Universitet, Kunstinstitutioner o.s.v. Men Noget havde vor gamle Konkurrent forud for os... og her vendte Gerhard sig mod de to Mæcener, der lavede sig til at modtage Saluten. Vi har jo nogle Rigmænd - og de har udrettet ikke saa lidt for os; og maa vi end i det hele og store resignere, saa kunde dog netop Kapitalen hjælpe os, hvor maaske Krigsberedskabet ikke vilde hjælpe. Kunde det ikke tænkes, at vore Rigmænd vilde dotere os... ikke nye Kirker - dem trænger vi maaske 266 endda ikke saa meget til - heller ikke et nyt Theater - thi hvem skulde spille derpaa?... Nej, højtærede Forsamling! vi vilde takke den Mand, de Mænd, som indsaa', at vor gode gamle Hovedstad, som er slet bygget, paa opfyldt sumpig Grund, som stadig hjemsøges af epidemiske Sygdomme, og hvis Drikkevand ikke er stort bedre end Hamborgs - at denne By trængte til et nyt Kloaksystem! Vi er en stinkende By, en usund, daarlig hygieinisk, svinsk By - som trænger til et Waterclosetsystem. En Skaal for dette »nye System« - en Skaal for dets Mænd! -
✂ Talen var endt, Værten nervøs; ingen af Gæsterne rørte deres Glas - men alle saa' paa Gerhard og paa hinanden - Gerhard ned i sin Tallerken, hvor der svømmede en Klat smæltet Is. Silen hviskede: De er godt gal, er De! værre end jeg!
✂ Snart efter hævede Værten Bordet; han undgik at se over til sin Gemalinde; men alle kunde se paa Konferensraad Brynjulfsen, at denne Middag var ødelagt for ham.
VIII
✂ --I Entréen, hvor en Tjener hjalp ham Paletot'en paa, stod Gerhard et Øjeblik besindende sig. Burde han ikke gaa ind igen, lade som Ingenting, optage Diskussionen med de forskellige Herrer, hævde sine Paastande - roligt, overlegent...? Bah! som om der kom noget ud deraf!
✂ Ulf havde »besat« ham denne Aften; den Fraværende havde talt ud af ham; han skyldte sin Ven, ikke at forfuske hans Minde.
✂ Annette kom ud i Entréen fulgt af Lieutenant Norden. Den sidste trak sig stift bukkende tilbage igen, da han saa' Gerhard. Annette gik tæt hen til sin Mand, besaa' sig ved Siden af hans Skulder i Spejlet, og sagde spydigt: Det er virkelig det bedste Indfald endnu af Dig iaften, at gaa hjem! -
✂ Gaar Du med? spurgte han tvungent.
✂ Hun lo: For at det skulde se ud, som om vi var Allierede, der 267 trak sig slagne tilbage? Nej, min Ven; jeg bliver - og lader Norden følge mig hjem!
✂ Du har din Frihed! sagde han.
✂ Gaar Du maaske paa Knejpe? spurgte hun, stadig med Blikket i Spejlet.
✂ Du har din Frihed - gentog han - jeg min!
✂ Altsaa, paa Gensyn, Henrik! - imorgen vel?
✂ Han bøjede sig ned imod hende. Deres Blik kom til at mødes i Spejlet. Hun fo'r en lille Smule sammen, pillede ved Buketten paa sin smukke Skulder, saa' bort.
✂ Jeg vil blot sige Dig, Annette! at vi bør være oprigtige imod hinanden. Jeg har maaske været lidt for oprigtig iaften mod Selskabet - men jeg kan ikke sige, at jeg angrer det. Konsekvenserne faar jeg nok at føle. Vi har ikke meget med hinanden at gøre, Du og jeg. Maaske denne Aften er bestemt til at sætte Grænseskjellet! Hvilke Interesser Du forfølger, bryder jeg mig ikke om at vide. Hvis jeg elskede Dig, gik min Gang ikke bort fra Dig nu - og hvis Du elskede mig, blev Du ikke tilbage i det Selskab, hvor jeg næppe mere kommer. Men lad os være ærlige mod hinanden.... sige hinanden det, naar Øjeblikket kommer, hvor - hvor f. Ex. Du har bundet Dig! Jeg skal gøre Gengæld paa min Side! tilføjede han hurtigt.
✂ Hun bed sig i Læben og bøjede Hovedet; saa' derpaa raskt ivejret, næsten hadefuldt paa ham. Tjeneren havde længst - diskret - forladt Entréen; de To var alene.
✂ Vil Du dermed sige - spurgte hun - at Du tvinger mig ud i - ud i Noget, som Du dog ikke kan vide, om det... aa, Du er afskyelig! Men det kan være det samme. Det vil falde over Dig! -
✂ Hans Læber bævede let. Han saa' paa den skønne Kvinde, som maaske endnu ikke helt løj for sig selv, men som søgte at føre Krigen over i hans, Fjendens Land.
✂ Han hviskede: Jeg vil blot spørge Dig - om Du selv tror paa, at Du elsker mig? Ja eller Nej! -
✂ Hun tav og saa' paa Døren ind til Selskabssalen.
✂ Han fortsatte:
✂ Engang maa Komedien høre op. Jeg indrømmer, at for at leve i »Selskabet« maa den fortsættes. laften har jeg brændt mine Skibe.
268✂ Men husk paa, hvor vi begge var enige om at komme frit ind i vort Forhold. Det var en kort, men en smuk Illusion. Lad os ikke gøre den grim. Lad os vedblive at sætte Friheden - det vil sige Sandfærdigheden - højest. Har vi en Meddelelse at gøre hinanden, saa lad os komme aabent med den. Jeg har til Dato ingen. Du bliver - jeg gaar. Godnat, Annette! -
✂ Han rakte Haanden frem. Hun stod foran Spejlet, pillede ved Skulderbuketten -lo:
✂ Godnat, Henrik! God Fornøjelse paa din Knejpe - blandt dine Kammerater! Lad mig se, Du ikke glemmer noget af dit Foredrag derinde fra Bordet. Det var dog ret virkningsfuldt. Jeg vil sige Dig, jeg desavouerer Dig ganske. Aa, hvor Mandfolkene er kedelige med deres Præk. Og hvad kommer der ud deraf? -
✂ Fortrydelse! sagde Gerhard tørt og gik ud af Gangdøren; hun ind til Selskabet.
✂ Paa Trappeafsatsen tændte han sig en Cigar. Og endnu tøvede han - vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig. Han saa' paa sit Uhr. Et Kvarter over ni. Hvorhen?
✂ Entrédøren blev aabnet. En ældre Militær derinde fra Selskabet kom ud; en Mand med firkantede Skuldre, kort Hals, barske Træk, medtaget af Slid, Strabadser og Bekymringer, blodskudte, anstrengte Øjne under Briller - og disse Øjne blev ganske levende, da de saa' Gerhard.
✂ Hr. Gerhard! -
✂ Hr. Kaptejn! -
✂ Godt at jeg træffer Dem endnu! Jeg vilde have snakket los mod Dem efter Deres Tale - men saa blev Bordet hævet. Meget rigtigt, forresten. Vi snakker altfor meget herhjemme. Og der blev dog sagt, De var en stille Mand med Hjærtet paa det rette Sted. Hvad var det for en Djævel, som fo'r i Dem? Gud straffe mig - jeg kan lide Dem. Dér er min Haand! Der var kun altfor meget sandt i, hvad De sagde. Men jeg er af dem fra 48 - jeg forfærdes over den Tid, vi nu lever i. Aa, tro blot ikke, at jeg ikke kender vor Tid - kender Ungdommen! Jeg herser med den - jeg slider mig op i Informationer - jeg har stor Familie - jeg har gennemgaaet tunge Sorger - proved, forstaar De! Men vi skal jo prøves. Mit Kadaver er lige ved at bukke under mange Gange - men 269 jeg har faaet den gamle militære Opdragelse - Soberhed, Respekt og Pligtopfyldelse! Det stiver af... ellers saa laa jeg der længst. Jeg véd, at De ler ikke af os gamle Karle. Der var meget bag Deres Ord, som tog mig - imod min Vilje - og jeg brød en Lanse for Dem derinde ved Kaffen. Men Gud straffe mig, det er galt alligevel! For, ser De: Folk, som har Ordet i deres Magt - som skriver - som digter - som maler - eller hvad de nu gør - de maa ikke sige det saaledes... man maa ikke skære Knæhaserne over paa Trækoksen! Jeg siger Dem ingen Fornærmelse; men det er Synd! Ikkesandt? Man skal ikke lyve - men man skal heller ikke rive de sidste Illusioner itu. Naturligvis - der ævles og bavles altfor meget af Folk, som holder med os ! Men paa den anden Side staar Nihilismen. Er De Nihilist? Dog ikke! Det er forresten ligegyldigt... for den Dag, da vi tvinges til at slaa det sidste Slag for vor Selvstændighed - den Dag er vi alle med! Det kan De trygt bande paa... og derfor siger jeg, som ikke er blind for, hvor fortvivlet vi sidder i det allesammen, derfor siger jeg: Ho'det ivejret - se ligeud! -
✂ De fulgtes hen ad Gaden. Maanen stod, let skysløret, over Tagene; Fliserne skinnede fugtigt; fugtig-blød var Aprilaftnens Luft. Folk, som passerede forbi, syntes at tale dæmpet; alle syntes at have en Sorg eller Forknyttelse at bære paa. Kongens Nytorv forekom saa øde. Røde eller grønne Øjne gloede traurigt ud fra Sporvognene, og Passagererne havde ikke travlt med at komme afsted. Theatret - den uhyre Kasse - havde sin røde Lygte ude - en Vaudeville, der ikke rev op i Folk men lagde dulmende Omslag over de trætte Hjærner. I det »store« Hotel d'Angleterre var ingen Lys - ingen notable Rejsende. Kun i Kaféen skinnede Gassen - over de tyske Handelsrejsende, som skulde fortsætte til Sverig-Norge.
✂ Danmarks Riges Hovedstad laa henvist paa sig selv, nedsænket i et vemodigt Halv-Søle, som Maanen sparsomt forsølvede.
✂ De fulgtes ad endnu et Par Gader igennem. Gerhard var tavs. Den gamle Kaptejn stedse talende - aabenhjærtig - som naar man kommer fra Middagsselskab og ikke til daglig drikker Vin. Han indviede Gerhard i sine Familie- og Tjenestesorger; brød Staven over den Ungdom, som han satte mere end én Mands Kræfter 270 ind paa at udruge til Fædrelandsforsvarere. Han viste sig som en stiv, brav, uegennyttig Mand - hvem Lykken aldrig havde haft Bud efter. Sorger, Tilsidesættelser, Tvivl havde ikke helt gjort det af med ham - han havde Stoffet i sig fra 48 - men da han skiltes fra Gerhard med et uskrømtet Haandtryk og et: Ho'det ivejret - ligeud!.... saa var han, med sine brede Skuldre, en duknakket Skikkelse, der bøjede om Hjørnet og forsvandt.
✂ Tre Aftentimers Informationer ventede endnu paa ham derhjemme - og en sengeliggende Familie.
✂ Gerhard stod stille, saa' efter ham og gik mekanisk videre - udad Vesterkanten.
✂ Og han tænkte paa den Aprilaften, da han havde mødt Annette og Fru Funch paa Langelinje, havde spaseret igennem denne By, mødt sine Venner i Frederiksberghave og i deres Selskab været sammen med Edith.....
✂ Edith! Det fo'r igennem ham - dette Navn.
✂ De mellemliggende Aar var som strøget. Den Aften og den Nat stod for ham - bisar og stemningsfuld med Vennens Skikkelse og med hendes.... med Skær af Ungdom og Forventning over sig. Vennen var borte - syg - i Udlandet; og hun?....
✂ Han havde - da han var vendt tilbage fra Udlandet med Annette - ved Lejlighed forhørt sig hos Skyggen. Og Skyggen havde med Gravrøst svaret, at Edith havde ødelagt Ulf - det, Skyggen havde forudsagt - at hun var en træsk Kvinde, der havde »solgt sig for Guld« - at han ikkedestomindre respekterede hende for den oprigtige Deltagelse, hun havde vist ved Efterretningen om Ulfs Sygdom - at hun pludselig var rejst bort, at Ingen ret vidste Besked med hendes Forhold - hun skulde have spillet Komedie paa Svensk i Finland - eller sunget paa Tysk i Petersborg - eller paa Dansk i de preussiske Østersøhavne. Ingen kunde sige noget med Sikkerhed. Hun var en gaadefuld Person - et farligt Væsen.... Ulf sørgede stadig over hende i sine Breve - dem, Skyggen opbevarede som en Helligdom.
✂ Siden den Tid havde Gerhard undgaaet at spørge Skyggen om hende. I de faa Breve, Gerhard fik fra Ulf, var hun kun antydet - aldrig nævnet. Gerhard selv havde villet glemme - og de selskabelige Kredse, han søgte, laa fjernt fra »Elysiums« Enemærker.
271✂ Iaften vilde han derud.
✂ Han lovede sig liden Opbyggelse af et Besøg paa det Sted, hvorfra hans Smag, hans Vaner, hans Omgang naturligt havde holdt ham fjærnet. Men der sad en Braad i ham - fra Middagsselskabet - hans sidste Samtale med Annette - fra disse sidste Aar - fra Alt det maaske, som laa paa denne Side af hin lyse Juninat - - - - - - -
✂ Jo, han vilde derud; trykke Braadden dybere ind ved at gense det Sted, hvor hun ikke færdedes, hvor maaske en Karrikatur af hende - og af Mindet - havde indtaget Pladsen.
✂ Han raabte en Drosche an og kørte afsted. Under Kørslen skvulpedes disse tre, fire Aars Oplevelser - og Mangel paa Oplevelser - sammen i ham til én besynderlig Bitterhed. I Grunden havde han kun sig selv at bebrejde Alt - og dog mærkede han en Tilbøjelighed hos sig til ligesom at kaste Skylden over paa denne unge Pige - som nu maaske ensom og hjælpeløs flakkede om - Gud véd i hvilken Verden, under hvilke Forhold?
✂ Aa, han knugede sin Haand, medens han under Kørslen rystedes i denne trange Æske, der lugtede af muggent Hø og harsk Seletøjs-Tran.
✂ Samfundet - under alle dets tænkelige Former - hvortil vi forskriver os og som med Jærnkløer holder fast paa Forskrivningen! Sveden driver af os - Blodet pibler af os - med Blod forskriver vi os - Hjærteblodet!
✂ Han lod Vinduet gaa ned og kiggede ud. Han kørte gennem den lange, lige Frederiksbergallé. Maanen fældede sine Striber - underligt matte - tværs over den dunkle Gangsti, hvor en ensom Fodgænger listede af under de nøgne Træer. Han erindrede - som var det igaar - hin Aprilaften, hvor han selv, Overgaard og Ulf havde spaseret her! Overgaard, som kendeligt undgik ham! Ulf, som var borte! Han selv, som.... som hvad? -
✂ Som nu vilde søge ind paa en Café chantant, for at mindes.... og for muligvis at glemme!
✂ Thi der paakom ham en sugende Længsel - en Vin-Dunsts hidsende Trang til at skylle Alt bort og ned.
✂ Han vamledes ved Tanken, han, den kræsne, forvænte Mand.
272✂ Og dog tænkte han den. Bedre saaledes end min Svigerpapas Middagsselskaber med Stifts-Øvrighed, Provster, Dommere, Krigere, Videnskab og Kunst!
✂ Og Ulfs Skikkelse stod atter for ham - som Banquos Aand ved Bordet.
✂ Er det ham, som er blevet til mig? Mig, som paatager mig hans Skikkelse?
✂ Han lo indvendig. Droschen holdt. Han steg ud - og gik ind i »Elysium«.
IX
✂ Han valgte sig en ubemærket Plads længst tilbage i Salen, satte sig og saa' op til Tribunen.
✂ Dér sad Damer i en Halvkreds, en plump og svær, en høj og slank i Slæb, nogle ganske kønne, unge - - - de to Stole yderst mod venstre ledige.
✂ Den samme Tobaksdamp og Gasvarme - samme syrligsøde Duft af Vin, Øl, Punsch - samme Publikum som for Aar tilbage. Nærmest Tribunen en Del unge Mennesker, glade, begejstrede; nogle ældre Kavalerer, som næppe sad her for Begejstringen; Borgermænd med Madammer og halvvoksne Børn, der deltes om Ølkrusene og Smørrebrødet; en enkelt sammenfalden Skikkelse, der med blege Træk stirrede gennem Dampen og Varmen op mod den lysflimrende Tribune ligesom mod et Feeri af Illusioner - bristede Ungdomsillusioner, der laante Vinens Vinger, Toddyens Flyvemaskine, for at hæve sig op til idealere Højder.
✂ Gerhard kendte denne sammenfaldne blege Skikkelse - Skyggen; men Skyggen røbede ikke nogen Genkendelse.
✂ Og Pianisten dundrede i Tasterne, og Violinisten - som nu var en Violinistinde - akkompagnerede Damen i Slæbekjole: »Højt fra Dachsteins Top«....
✂ Gerhard tog sin Paletot af og sad der i Selskabsdragt. Han følte sig varm og kold, vilde blive, vilde give sig til at drikke, vilde gaa - - - - han vidste ikke selv hvad, men egenlig ubehagelig berørt 273 af Stedet var han ikke; denne Pianist var musikalsk - hvad han saa ellers var - og denne Violinistinde strøg en udmærket Gige; hun havde noget ved sig, noget, der mindede om Edith - uberørt, ligegyldig som hun behandlede sit Instrument og dog med den fødte musikalske Sans for hvad der kan synges ud af Strengene og Lydkassen. Der var noget naivt, harmløst over Forestillingen. Og Gerhard smilede ved sig selv over den gamle Dachsteiner, det »gamle Steierland«. Alpelinjer med blaanende Snetinder begyndte at kæde sig sammen fjærnt borte i Horisonten - han tænkte paa de harmløse, elskværdige Mennesker, som han havde tilbragt Dage og Uger sammen med, dér hvor Musiken er Melodi og gror op jævnsides Vinen, som drikkes uden Alkohol og uden Hovedpine.
✂ Han vendte sig halvt bort fra Tribunen og vinkede ad en Opvarter. Saa hilste en Herre paa ham - - - - det var Hr. Eriksen, hans Gymnastik- og Fægtelærer, som sad ved et Bord i Selskab med en yngre Læge, nogle Grosserere og »Levemænd«. Gerhard hilste igen, lidt stift, følte sig generet, vendte sig helt bort fra Tribunen.
✂ Opvarteren, en bredskuldret Alvorsmand, stod bukkende for ham.
✂ Gerhard hørte Fægtelærerens skarpe Stemme sige: Karoline er brillant iaften, hvad, Doktor?
✂ Gerhard betvang en Tilbøjelighed til at rejse sig og gaa. Hvorhen? Og hvorfor i Grunden lade sig genere af disse Herrer? De kom her næppe for det samme, som han! Enhver kom her vel for Sit! Han sad her for at høre paa naiv Musik - og saa for at drikke.... han havde netop været altfor maadeholden ved Middagsbordet.... ingen »Stemning« havde løftet ham - derfor var han bleven saa malkontent.... aa Pokker med det Hele.... Og han tænkte paa Ulf, paa Ulfs Vin.... og han sagde højt: Bourgogne!
✂ Meget gerne! svarede Opvarteren, som nøje havde taget Maal af den elegante Herre, der sad her saa alene - og som maaske søgte Selskab.
✂ Vent lidt! bad Gerhard. Hvad hedder Pianisten?
✂ Hr. Achlaitner! -
✂ Rigtigt! sagde Gerhard smilende. Og Violinistinden?
274✂ Frøken Anna - Anna Kjærskov!
✂ Tror De ikke - spurgte Gerhard - at Hr. Achlaitner og Frøken Kjærskov efter Forestillingen vil spise til Aften med mig og spille lidt for mig?
✂ Opvarteren trak paa det: Hr. Achlaitner vil vistnok meget gerne - men - Frøken Anna... hun gaar altid lige hjem!
✂ Er hun gift? spurgte Gerhard lidt spydig.
✂ Hun har en Mand - som - det vil sige, som hun forsørger - og et Par Børn, som hun holder meget af. Hun lader sig aldrig invitere ud - ikke af Fremmede! -
✂ Vil De bringe hende min Kompliment - sagde Gerhard høflig - og vil De saa spørge Pianisten, om han vil spise til Aften med en Herre, som er en Beundrer af hans Spil - her om Hjørnet hos Traktør Lind.... men han maa tage sin Zither med! Jeg véd, at han skal spille udmærket Zither! tilføjede Gerhard.
✂ Opvarteren sagde med en Blanding af Forretningsalvor og diskret Fortrolighed: Undskyld - jeg serverer efter Forestillingen hos Traktør Lind... og jeg tror, at jeg havde den Ære, for nogle Aar tilbage, at servere for Herren og nogle af Deres Venner!...
✂ Gerhard betragtede ham opmærksomt. De har en god Hukommelse - sagde han. Nu kan jeg kende Dem. De har ikke forandret Dem. Er De maaske ogsaa gift? -
✂ Jeg har Kone og syv Børn! Man maa jo fortjene Brødet til dem ved Noget! sagde den forvaagede Opvarter, idet han med en rund Haandbevægelse syntes at tilkendegive, at disse Omgivelser ikke saa meget var hans fri Valg. Undskyld - nu skal jeg bringe Bourgognen! tilføjede han og fjærnede sig.
✂ Gerhard støttede Hovedet i Haanden. Hvad? tænkte han; her synes Alle at være gift - i det mindste Familieforsørgere. Skal man se til, saa er det maaske Alvoren og Hæderligheden, man maa søge her - hos Opvartere og Violinspillersker. Ja hvorfor ikke? Lad os komme ud af vore Fordomme - lad os dog engang... Og han faldt i dybe Tanker, stadig med Ryggen mod Tribunen, stirrende ned for sig mod Gulvet. Han huskede sig selv, Overgaard og Ulf siddende her - hvorledes de havde citeret Faust - og sendt deres Rimerier paa den lille Tegning op til Edith. Han ænsede 275 ikke Larmen omkring sig, ikke en »komisk« Sang, som af den svære Dame blev smældet ud ligesom fra en Taagesirene i det dunstopfyldte Rum, ikke Applausen, de klaskende Hænder, Stokke og Paraplyer, hvis Dupskoer dundredes mod Gulvet. Han saa' ivejret. Opvarteren stod foran ham ifærd med at trække Proppen af den mørke, rundbugede Flaske.
✂ Skulde Du spørge ham om hende? tænkte Gerhard, men følte Ulyst dertil. Opvarteren spurgte, om han maatte skænke i Glasset, og meddelte, at han havde bragt Indbydelsen til Pianisten, og at han kom!
✂ Gerhard hørte aandsfraværende derpaa, greb Glasset, tømte det. Opvarteren stod dér endnu. Naa - det er sandt - betale! sagde Gerhard, lagde en Seddel paa Bordet og bad ham beholde den. Og pludseligt spurgte Gerhard den ærbødigt bukkende Opvarter: Véd De noget om, hvor Frøken Edith er henne?
✂ Et ugengiveligt Smil fløj over den af Nattevaagen og Familiebekymringer mærkede Opvarters alvorlige Ansigt: Men hun er jo dér oppe. Nu skal hun synge! lød Svaret.
✂ Gerhard vendte sig med et Ryk og saa' op mod Tribunen.
x
✂ Dér sad hun - yderst tilvenstre - paa den højryggede Stol - i et lyst Silkekostume - med en lille graa Vifte lagt ind imod den langhandskede, fine Arm. Hovedet bøjet - den dæmpede, bløde Glans over det blonde Haar - Taillen smækker, det højhalsede Kjoleliv som støbt over det skønne Bryst - og Foden med den delikate Ankel trukket ind under Stolen.
✂ Og ved Siden af hende sad den lille Natalie.
✂ De smilede til hinanden. Det syntes som om de ved en fælles Aftale havde forladt Pladsen, medens den »komiske« foredroges. Nu sad de dér... nu skulde Edith synge.
✂ Gerhard dukkede sig bag to brede Borgermænds Rygge. I Mellemrummet mellem de to mørke Kolosser saa' han den lyse, 276 slanke Skikkelse deroppe rejse sig - gaa frem... og han hørte hende synge Drikkevisen, oversat fra det franske Drama. Ganske som dengang!
✂ Stemmen den samme. Kun forekom den ham spinklere. Bevægelserne de samme - samme Ynde, en Generthed, der kæmpede med Viljen til at beherske Formen - en ladylike Fremtoning - - med det Rorende over sig, som fremkommer ved naturlig Intelligens, fin Smag uden Støtte af Teknik - Midler, som ikke bruges - en altfor ængstlig Selvkritik - en Sky for det Rutinérte - en Ulyst i det hele taget ved at »optræde« - hun dér, som optraadte!
✂ Og som - det sagde Gerhard ved sig selv - god en Charme, en kvindelig Noblesse, en Dames Smag, literær Sysselsættelse, med en ungdommelig varm Kolorit over disse Forestillinger her!
✂ Han følte sit Hjærte banke. Salens paa engang prangende og tarvelige Udstyr forsvandt - Tribunen blev en Terrasse, hvorfra en Musik bolgede ham imode, som fra Rubens', fra Watteau's Kærligheds og Skonheds Hoffer. Hvilken glimrende Melodi! Skade at hun ikke synger de franske Ord! Men man kunde lære hende dem! Og han blev ivrig, følte sig ungdommelig revet med
✂ - tænkte i dette Øjeblik ikke paa andet, end paa at han sad her for tre Aar siden - Alt uforandret - og at han kunde være sammen med hende efter Forestillingen - for at sige hende, hvor uforandret hun og Alting forekom ham... Javist! han vilde være ung - hun var jo ung - smukkere end dengang, syntes han - en Dame! en udviklet Kvinde! Og de vilde samtale om deres Erfaringer - og maaske om Ulf... aa, de havde meget at tale om - og hun havde dog sin Frihed - maaske! Jo, hun skulde have sin Frihed... Det var ham, Henrik Gerhard, som vilde bede hende om at tilstaa sig den Frihed, iaften efter Forestillingen at drikke et Glas Vin paa de fælles Minder!...
✂ Han rejste sig og saa' sig skarpt omkring i Salen - forbi Skyggen, som ufravendt stirrede op mod Tribunen - bort over Eriksens Bord, som han ikke længer ænsede. Han kendte intet Ansigt - og han mødtes ikke af det Ansigt, som han nodigst havde sét her.
✂ Maaske Alt var forandret! tænkte han ved sig selv.
✂ Hun havde igen sat sig og nikkede smilende til de pur unge 277 Menneskers støjende Begejstring. Saa faldt hendes Blik paa Gerhards ranke Skikkelse i Salens Baggrund... hun saa' pludseligt ned i Skødet, idet hun rykkede med Stolen. Ogsaa den lille Natalie havde sét ham; hun rynkede Brynene og stirrede stift ligeud.
✂ Gerhard satte sig, tog sin Lommebog med Visitkort frem, skrev nogle Linjer, vinkede ad Opvarteren og sagde dæmpetmyndig: Kan jeg stole paa Deres Diskretion? Bring mit Kort til Frøken Edith - og skaf mig Svar tilbage - men saaledes, at Ingen ser det!
✂ Opvarteren lagde en stor Haand over Kortet, bøjede sig og hviskede ærbødigt:
✂ Frøknen har været borte i længere Tid - men har nu sunget her de sidste Maaneder. Et Par Gange har hun spurgt mig, om ingen af de Herrer - fra den Aften - har været herude, mens hun var borte. Nu skal jeg bringe hende Kortet! -
✂ Gerhard vilde holde ham tilbage - spørge ham videre - men betænkte sig og betydede ham, at han skulde gaa. Og Opvarteren gik, skjulende Kortet i sin store Haand, ud ad Døren i Baggrunden af Lokalet.
✂ Gerhard tømte sit Glas, dukkede sig uvilkaarligt bag de to brede Rygge, havde en Fornemmelse af at de Nærmestsiddende lagde Mærke til ham - rejste sig, trak sin Paletot paa, og gik ud, men kastede først et Blik op til Tribunen, til Watteaus Terrasse. Ediths Stol var tom. Skønheden ved Festen var borte. Den lille Natalie sendte ham - saa vidt han i den store Afstand kunde se - et spydigt Blik. Pianisten rejste sig halvt fra sit Sæde ved Flygelet, og medens han vedblev at lade Hænderne dundre over Tangenterne, nikkede han gemytlig smilende til Gerhard ligesom: Paa Gensyn!
✂ Gerhard følte sig ilde berørt, halvt komisk; og skyndsomt forlod han Salen ad Døren, som Opvarteren var gaaet ud af.
✂ Han løb lige imod ham udenfor.
✂ Naa? spurgte Gerhard utaalmodig.
✂ Frøken Edith bad mig hilse Dem - hun vilde gerne tale et Øjeblik med Dem! -
✂ Tale med mig? spurgte Gerhard forundret - behageligt overrasket. Men hvordan det? -
278✂ Opvarteren vinkede ham tilside og sagde dæmpet med sit alvorligste Ansigt: Det er rigtignok ikke tilladt - og jeg vilde komme i Ulejlighed derfor - men med Frøknen gør vi gerne en Undtagelse... vil De behage at følge efter mig!
✂ Han trak Gerhard efter sig - igennem en Sidebygning - ad en Gang ind i et mindre Rum - derpaa i et større. Mørkt var her; man hørte Musiken fjærnt som en dump Brusen; og Lyden af Applausen som Plaskregn paa et Tag. Det er jo som et Theater - langt bag Scenen - i en Foyer - men bandsat mørkt! tænkte Gerhard. Og uvilkaarligt fandt han Behag i den ærbødige Maade, hvorpaa Opvarteren nævnede Edith. Nuvel! sagde han ved sig selv; lad mig antage, at det er et Theater - og Edith Primadonna! Er vi ikke alle paa Brædderne? spiller vi ikke alle Komedie? Jeg har i Udlandet været bag Scener - som ovenikøbet nød et stort Ry - hvor det gik mindre harmløst, rent ud sagt temmelig vildt til! Nej, vi er skikkelige herhjemme! Men hvad vil denne mærkelige Alvorsmand af en Opvarter? Vil han overfalde mig? Det bliver vi allenfals to om! -
✂ Gennem Gerhards Hoved fo'r de besynderligste Idéer - som han øjeblikkelig gjorde Edith Afbigt for... en af disse Idéer var den: skulde mon ikke denne bredskuldrede Opvarter være en Slags Spion, muligvis en »Bravo« lejet af... aa Visvas! - Alligevel lyttede han med nogen Mistillid til denne Mand dér, som i Mørket puslede om mellem Stole... endelig blev en Tændstik strøget, og han saa' Opvarteren lede efter en Gasarm, der strakte sig ud fra Væggen.
✂ Undskyld! vi tør egenlig ikke tænde Lys herinde - men dette ene halve Blus! Hvis De vil være saa artig at opholde Dem... Frøknen kommer gennem den Dør dér - oppe fra Garderoben. Men det er imod Reglementet! -
✂ Og Opvarteren forsvandt med sit alvorlige Buk.
✂ Den sparsomt oplyste Sal syntes meget dyb - rimeligvis en Sommerrestauration - med Stole sat i lange Rader - Haveborde og Havebænke. Atter følte Gerhard sit Hjærte banke. Var det ham, som vilde hende noget? eller var det ikke Edith, som vilde tale med ham om... ?
279✂ Ah! Ulf? -
✂ Og som en Skygge, en stor og bleg, syntes Vennens Skikkelse at skride tværsover det halvmørke Lokale.
✂ En Dør aabnedes; man saa' en Trappe og øverst et Lysskær; Musikens Larm hørtes stærkt og dæmpedes atter. Døren faldt til. Ediths lyse, slanke Skikkelse kom hurtigt henimod Gerhard - Silkekostumet frembragte den ejendommelige dæmpet-knitrende Lyd - hun standsede i nogen Afstand fra Gasblusset - slog Øjnene ned og rakte Haanden frem.
✂ Gerhard greb og trykkede den. Frøken Edith!... sagde han.
✂ Hurtigt saa' hun paa ham - lagde Fingren over Læben: Tys! ikke tale for højt. Jeg skammer mig ved at vise mig saaledes for Dem!
✂ Han lo og svarede:
✂ Er det »Krigsmalingen«, De mener? Trøst Dem, kære Frøken; jeg har sét Skuespillerinder og Sangerinder paa Krigssti - førend jeg saa' Dem. Der er Ansigter, som Sminken ikke kan skæmme... ihvorvel jeg altid med nogen Overvindelse søger efter det Menneske, jeg kender, bag ved den Maske, jeg ikke ynder!
✂ Dér ser De selv! sagde hun blidt - med den Stemme, han huskede fra Juninatten. De kan alligevel ikke lide det - og jeg endnu mindre. Men jeg har ikke Lov til at være borte deroppefra. Der er blot en Bøn - som De ikke maa afslaa...!
✂ Vi spiser dog sammen til Aften, naar Forestillingen er endt? Ikkesandt! sagde han hurtigt. Det maa De ikke afslaa! -
✂ Hun bøjede Hovedet og nikkede hastigt bejaende. Han trykkede hendes Haand til Tak. Hun saa' ivejret og sagde bønligt:
✂ Vil De saa nok love mig - at De ikke vil gaa op i Salen mere. Jeg kan slet ikke synge, naar De hører paa mig!
✂ Han lo: Naar De nu slet ikke kan se mig - naar jeg skjuler mig bag de to brede Rygge? Aa, Frøken Edith; jeg vilde netop saa gerne sidde og se paa Dem!...
✂ Hun sagde bestemt: Naar jeg véd, at De sidder i Salen, kan jeg ikke faa en Tone frem. Og jeg skammer mig; og... Herregud, hvis De ikke vil forstaa det, saa kan De jo blot love mig, at De vil gøre, som jeg beder om!
280✂ Han bøjede sig, forte hendes Haand til sine Læber og sagde: Paa Gensyn hos Traktør Lind - ligesom - ligesom for hundred Aar siden!
✂ Hun nikkede fornøjet; vendte sig ængstlig, som i Frygt for at Nogen skulde kalde, saa' atter paa Gerhard og sagde: Vidste De blot, hvor glad jeg er over at se Dem - men ikke deroppe - nej ikke deroppe blandt de mange Mennesker. Paa Gensyn!...
✂ Han tog sit Uhr frem: Om en Timestid?
✂ Om en god Time! svarede hun og løb hastig tilbage til Døren. Silkekostumet knitrede; den lyse Skikkelse var borte.
✂ Han stod ene tilbage. Uden at vide, hvad han foretog sig, førte han Uhret til Oret; hans Hjærtes Slag overdøvede Uhrets. Han saa' sig om. Han syntes, at dette øde Rum for nogle Sekunder siden havde straalet af Lys. Hvor mørkt her nu var! Det er jo Katakomberne! sagde han halvhøjt - og lo fornøjet. Og han gik til Døren, som han var kommen ind af, idet han nynnede en Stump af en Verslinje - et Citat - eller noget han selv paahittede:
✂
Den hvide Hind - den hvide Hind
i Skoven....!
XI
✂ Han famlede sig frem - og kom udenfor; gennem en Have - ud i Alléen. Det var klart, fuldt Maaneskin; Skysløret bortfejet; Himlen forekom ham saa høj, saa hvælvet, som han ikke huskede den siden Syden. Eller han huskede den saadan, en Nat imellem Alperne, i den Kärntnerdal, hvor han havde haft Venner, levet lykkelig. Træerne, deres tykke Grene og tynde Kroner, skød dybe Skygger fra sig; og Bygningernes hvide Mure lyste. Han følte Luften styrkende ren; han gik frem over Runddelen til Gitterporten ved Frederiksberghave, kiggede derind, hvor den lille, noble Skikkelse barhovedet vogter det stille Perspektiv under de høje Lindetræer. Han mindedes den Aften, hvor han havde haft Stævnemøde med salig Kong Frederik den Sjette. Han smilede.
281✂ Det var ham i dette Øjeblik utænkeligt, at noget af Betydning kunde ligge mellem da og nu. Han mindedes blot - ved en Idéassociation - at Ulf engang havde læst et Brev højt, som var bleven ham overladt til Afskrivning af en ivrig Autografsamler. En autentisk Kærlighedsepistel fra Frederik den Sjette til hans Elskede - skrevet kun en Maaned før Kongens Død. Det var uortografisk, uliterært, men ynglingevarmt, tyveaarsungt, bærende Bud om Faderkærlighed og Elskerens Elskov, fra en sølvhvid Gubbe, der har »hævet« en Pige af Folket, adlet hende og adlet end mere sig selv gennem sine Følelsers Styrke, Varighed og Dybde.
✂ Han mindedes Ulfs Ord: Dér gik altsaa det glade Folk hver Søndag ud i den Have, for at se »den høje elskede Familie« spasere paa Terrassen eller ro i Kanalerne. Den »gamle« Konge spaserede med sin Dronning, Prinser og Prinsesser, Hofetat og Hajdukker, martialsk-borgerlig langs Terrassen, eller han styrede, værdig som Landets Fader, den store Chalup omkring i de snevre Kanaler - og ikke sjeldent paa Grund. Og Spillemændene spillede, Garden præsenterede, Folket raabte Hurra. Ikke var der én Digter, som ikke priste i ham alle baade kongelige, borgerlige og filistrøse Dyder. Og han smilede under sin enorme Trekantede - smilede helt lunt, den gamle, brave Hædersmand. For han vidste nok, i hvilke Arme, i hvilken Familiekreds, han det foregaaende Døgn havde udhvilet fra Statens Byrder og Etikettens Narrestreger. Lørdagaften var hans Aften. Søndagen var Hoffets og Folkets Dag! -
✂ Og hvem vilde ikke - havde Ulf tilføjet - hvem vilde ikke af Hjærte unde ham en øm og hengiven Elskerinde: han, som havde Pengesorger tilfælles med den slettest lønnede Embedsmand og de berømteste Digtere; han, som bestandig gjorde Dumheder, og stedse ønskede at gøre det bedst mulige; han, som havde sét Staten og sig selv ved Afgrundens Rand - Flaaden tabt - Staden brændt - Banken sprængt - og Norge Fanden ivold! - i Sandhed, han fortjente en Elskerinde!...
✂ Gerhard lænede sig op mod Gitterporten, lod Maanelyset og Maanelysets Skygger lege igennem sine Tanker.
✂ Fra Lyset ind i Skyggen, tilbage igen og atter fjærnt bort gled Ediths fine, slanke Skikkelse. Først nu saa' han tydeligt hendes 282 Kostumes Snit - den elegante Arm - den delikate Ankel - den smukke Hals og Nakke - den hele skælmske Uskyldighed, der som en Sydens Blondine var smuttet i en klædelig Karnevalsdragt, med Hensigten at behage men uden Bihensigt at udfordre. Hvor dukkede hun sig ikke selv under den tavse Misbilligelse af Sminke og Maling.... den lille Stakkel! Hun var jo i »Uniform« - som enhver, der viser sig paa en Scene for at tjene Brødet eller Laurbær, for at underholde det Uhyre, adsprede den Tyran, hvis Slæb vi alle er med til at bære, hvis Lovsang vi alle tvinges til at synge - naar ikke Brødet skal tages af vor Mund og kastes for Hundene, Kransene rives af vort Hoved for at vaske os om Ørerne med!
✂ Han kom til at le højt - i et ubetvingeligt godt Humør, uden Brodd - skøndt han netop tænkte paa, at han selv var i Uniform - selv havde givet en Scene tilbedste tidligere paa Aftnen. Han saa' et for et disse Ansigter ved Middagsbordet, misbilligende, forbavsede, sur-søde, arrige, gnavne eller maabende. Ja-ja! lo han igen: Das kommt von das! Og Enden er ikke endda! Nu vil jeg til Traktør Lind!
✂ Han kom derhen, fik sig anvist det Værelse, hvor de tre Venner og de tre Damer havde tilbragt den Aften - som ret egenlig havde knyttet de usynlige Skæbnens Traade, hvorover vi selv har saa usigelig liden Bestemmelse. De holder - eller de brister - eller krydses af andre. Naa! han vilde ikke tænke derover; ikke over noget, som laa bag, ikke over Dagen imorgen. Han vilde Øjeblikket.
✂ Den broncerede Apollobuste syntes at se ned paa ham fra Kakkelovnen, hvori han lod gøre Ild. Pianoet - Olietryksbillederne paa Væggen - Alt var som da. Han rettede paa sit hvide Slips foran Spejlet, saa' smilende paa de enkelte graa Haar i Tindingen, drejede tankefuldt sin Moustache - kom atter til at le - forekom sig selv først nu egenlig klædt til Fest. Han vilde haft Værelset langt hyggeligere - overbeviste sig om, at der ingen Fremmede var i Sideværelset - drejede Nøglen om i Døren derind til - vilde have sendt Bud efter Blomster - men der var ikke Tid. Han havde selv Blomster, syntes han; hans Tanker var Fest, hans Hjærte ungt.
283✂ Saa var Opvarteren dér; dækkede stiltiende Bordet, satte blanke Glas frem, og overrakte Spiseseddel og Vinkort.
✂ Gerhard tog til sin Lommebog og sagde let rødmende: Jeg er kommen uforberedt ud i Aften; men her er mit Kort, hvis De vil være saa god at notere mig for Beløbet...?
✂ Behøves aldeles ikke! svarede Opvarteren med sit udmærkede Buk, hvori der tydeligt laa et: kender mine Folk!
✂ Godt! altsaa det Bedste, Huset formaar. Vælg efter Frøknens Smag. De kender den formodenlig? -
✂ Jeg serverer undertiden for Frøknen - og altid i det bedste Selskab! lød Svaret.
✂ Jeg spurgte ikke derom! sagde Gerhard skarpt og tilføjede noget mildere i Tonen: Hvilket Selskab - for Eksempel?
✂ Opvarteren stod med Haanden paa Dørgrebet, bukkede og sagde, idet han trak sig baglænds ud af Døren:
✂ Som Herrens! -
✂ Gerhard lo, lænede sig tilbage i Sofaen, faldt i Tanker og sprang op. Det bankede paa Døren, Edith traadte ind.
✂ Gerhard hjalp hende Overtøjet af, førte hende spøgende hen for Spejlet, drejede hende ærbødigt rundt, og spurgte: Holder De mere af Dem selv saaledes?
✂ Hun nikkede, rettede lidt ved sit Haar i Panden og ved Nakkefrisuren, med denne yndefulde Bevægelse af Armene, der hæves op fra et stramt siddende Kjoleliv, medens de hvide Hænder med hurtige, adrætte Fingre arrangerer Alt i et Nu. Kun den virkelige Dame formaar at smælte disse Tempoer sammen til en lille, hastig forbiglidende Situation - en Harmoni - en Skønhed! Der er i Grunden de strengeste Love for de tilsyneladende største Ubetydeligheder.
✂ Gerhard sagde hende det; hun truede smilende ad ham: Hvis De lægger saa nøje Mærke til Alt, hvad jeg foretager mig, saa falder jeg tilbage i min gamle Ubehjælpsomhed og Kejtethed!
✂ Det gjorde hun nu ikke. Gerhard saa' straks, at de mellemliggende Aar havde givet hende Sikkerhed, Afrundethed, en Værdighed i Holdningen, uden at hendes Fremtræden var bleven 284 pretentiøs. Et slankt Legem fører sig elegantere end en kort, robust Figur. Men der maa Agtpaagivenhed til - som ikke vindes foran Spejlet - som øves gennem Sysselsættelse med hvad der er Fint, Intelligent, hvad der i inderste Forstand maaske er det Kvindelige, vi fængsles af, tilbeder.
✂ Har De nu sét tilstrækkeligt paa mig? spurgte hun leende. Skal jeg gøre Gengæld? Nej, hvor De er fin iaften! Blomst i Knaphullet! Nu ser jeg det først rigtigt! Og hvor den Kjole sidder godt!...
✂ Naa, og Deres da! sagde han leende. Brunt klæder Dem fortræffeligt - og højhalset - og den lille beskedne Brosche - som jeg maaske engang faar Lov at omveksle med en ikke mindre beskeden - men Guldlænken om Deres Haandled drister jeg mig ikke til at forsøge paa at ombytte - den er sandsynligvis symbolsk...?
✂ Hun rynkede Øjenbrynene let; lo igen - ligesom for at le en ubehagelig Mindelse bort - og sagde: Alt klæder mig »fortræffeligt«... tror De ikke, at jeg har hørt det tidt... Jeg har en god Figur - og jeg er glad derover - jeg er virkelig glad over Alting - og jeg har heller ingen Grund til at være et Hængehoved - jeg synger, saa snart jeg slaar Øjnene op om Morgnen - jeg elsker at høre Fuglene udenfor - jeg elsker min Uafhængighed - og at klæde mig godt - jeg lader da ogsaa sy hos den første... men Gudbevares, hvor vi snakker om Tøjet! - og hvor jeg er sulten!...
✂ Han saa' fornøjet paa hende. Det var et helt andet Væsen end for en Time siden - utvungen, let, glad. Men Uniformen var jo rigtignok ogsaa borte. Hvor er De sød! sagde han uvilkaarlig.
✂ Hun hævede atter Fingren og rystede smilende paa Hovedet: Jeg maa gentage for Dem - jeg har hørt alle mine Fuldkommenheder berømme, baade paa Vers og Prosa - De kan ikke sige mig noget behageligere, end - at vi skal spise!...
✂ Dér har vi Maden - og Vinen! Tilbords - til Fest! sagde han og bød hende Armen.
✂ De satte sig, spiste, drak, lo, spøgede. Opvarteren serverede for dem automatisk lydløst. Da han mærkede, at Samtalen faldt henimod det Alvorligere, skænkede han endnu engang op af 285 Flasken i den blanke Metalkøler, og trak sig med sit Staldmesterbuk tilbage.
✂ Jeg tror, det er en honnet Fyr! sagde Gerhard.
✂ Edith nikkede bekræftende.
✂ Husker De den Aften herude - og den Juninat, Edith? -
✂ Jeg husker! svarede hun dæmpet, tog om sit Glas og kiggede ned imod de smaa perlende Kloder, der langsomt hævede sig fra Bunden, snoede sig i Spiraler og bristede.
✂ Gerhard nærmede sit Glas mod hendes: Paa Ulf - hans Sundhed!...
✂ Hendes Læbe bævede et Sekund; saa drak hun langsomt ud, med halvt tillukkede Øjne.
✂ Gerhard saa' paa hende. Hun var nydelig - uforandret nydelig - eller forandret til det Smukkere. Men hvor havde ikke denne lille Pande tænkt i Mellemtiden - og Tanker afsætter Mærker. Hun havde maattet lide - haft Sorger, Bekymringer. Aa, hvorfor kunde han ikke helt fortrolig tale med hende om disse Sorger? De kunde læses ud af den lille Streg under Øjet - og en Streg ved Mundvigen. Den kloge, smukke, »tapre« Mund, med de rode letkrusede Læber - den var mærket paa sit foleligste Punkt, den svage Afskygning henimod Kinden - og denne Kind var i sin fine Oval brudt af en begyndende Sænkning - endnu kun en Anelse om den Vinkel, som Mand og Kvinde engang med Vemod vil komme til at betragte i Spejlet, sigende til sig selv: se dette er Alderens, Aftenens Mærke!
✂ Eller... her fo'r det med et Stik igennem hans Hjærte... var det de gennemvaagede Nætter, som med Nødvendighed folger denne Livsstilling, om de ikke med Nodvendighed peger mod Tilsættelsen af Kvindeværdighed og Stolthed? Var det »Festens« Vrangside - som Mændene saa godt som nogen kan aflæse af deres egne Ansigtstræks første ubestemte Host-Skær - var det dette Skær, som nu i begyndende Skrifttegn robede sig for den skarpe Iagttager?
✂ Han samlede - for med et Slag at forjage Indtrykket - alle de enkelte Træk i dette smukke, endnu halvt barnlige Ansigt til en indtrængende Erkendelse af: noget Skræmt og Stolt, noget Blidt 286 og Trodsigt, et Barn, der er modnet til Kvinde og ikke er sig andet ondt bevidst, end hvad vi alle er os bevidst - uden at vi behøver at rødme for andre end for os selv.
✂ Og idet han tog Vejret dybt, mumlede han: Lad Nogen sige denne unge Kvinde noget Nedsættende paa... og jeg vil svare roligt, at jeg vejer jeres godtkøbs Selvretfærdighed mod hendes Dyder og Lyder. Lad os se, hvor Vægtskaalen synker!
✂ Nu sidder De igen og stirrer paa mig! sagde hun næsten vredt og tilkendegivende, at hun fulgte eller sluttede sig til hans Tanker.
✂ Han skød venligt sin Haand henover hendes, klappede denne Haand og svarede: Jeg erindrer godt fra den Juninat, at jeg ikke formaar at skjule noget for Dem. Jeg beder - tilgiv!
✂ Ak - den Juninat! sagde hun og sænkede sit Hoved, med de smaa, svage Nik, som naar hun ret grundede paa en Ting.
✂ Lad os tale om Ulf! bad hun dæmpet.
XII
✂ De talte om den Fraværende næsten som om han ikke længer var blandt de levende - med denne skaansomme Pietet, der ikke er Karakteristik. Gerhard fornam dog paa sig selv, at han nævnede Vennens Navn under et Tryk af ikke at turde robe for hende, hvad Vennen paa Papiret havde betroet ham. Stedse var Gerhard inde paa helst at ville tale om Edith... og stedse maatte han bøje af, medens hun med den kvindelige Nænsomhed fremhævede mange af disse smaa Træk, som kun Kvindens Hengivenhed kan blotte uden at saare Mindet. Hun lagde uskrømtet for Dagen, hvor meget hun holdt af Ulf - hvor pinligt hans Exaltation tidt havde berørt hende - hvor nær det var gaaet hende til Hjærte, at han saaledes stormede imod sit Helbred og oprev sig ved Vin, tilfældigt Selskab, evig Nattevaagen og evige Selvbebrejdelser. Herregud - sagde hun - hvad havde han egenlig saa meget at bebrejde sig! Hun kendte ham - maaske bedre end han kendte sig selv; hun var ham taknemlig for hans ridderlige Galanteri - for 287 den Omhu, hvormed han ledede hendes Læsning - saaatsige vaagede over hendes Opdragelse, over at indhente, hvad der var forsømt fra Barneaarene, udpillende de Levninger af mindre korrekt Smag eller kantede Vaner, som var bleven siddende.
✂ Og saa - paa engang - saa var han borte - næsten som om han flygtede for mig! sagde hun og saa' paa Gerhard. Han besvarede ikke hendes Blik, og hun tilføjede i en lettere Tone: Ganske vist - jeg kom derved igen i ordenlig Tid iseng. Ja for De aner ikke, hvor han passiarede langt ud paa Natten - og hvilke Køreture - og Spasereture vi havde - bestandig paa den »uborgerlige« Tid af Døgnet. Men det var rigtignok en Verden af det mest Fantastiske - det mest, jeg véd ikke, hvad jeg skal kalde det - som jeg blev indviet i. Jeg havde aldrig anet sligt tilforn - og jeg glemmer det aldrig! Stakkels Ulf! -
✂ Gerhard betragtede hende nøje fra Siden. Hun sagde dette sidste, som en Søster kan tale om en Broder. Dette trivielle »en Søster - en Broder«. Og Gerhard tilføjede ved sig selv: »en Ven - en Veninde«.
✂ Véd De af - sagde han - at Deres Profil, at Ansigtstræk hos Dem minder om Ulf? Jeg har tidt fundet en saadan Lighed mellem Mennesker, der havde meget Aandeligt fælles, omgikkes fortroligt, holdt meget af hinanden.... skøndt - rigtignok paa en intimere Maade, end De og Ulf!
✂ Hun svarede ikke; hun sad og legede med Gaflens Spids i sit Glas.
✂ Var det længe efter Ulfs »Flugt«, at De rejste til Udlandet? spurgte han.
✂ Uden at se op svarede hun: Hvor véd De det?
✂ Han sagde smilende: Véd vi ikke saa noget nær alt om hverandre her i Byen - naar vi blot spørger os en Smule for? Véd De maaske ikke, at jeg blev gift - og rejste til Udlandet? Skulde ikke en lille Fugl have sunget det for Dem? Ikke fordi jeg mener, at mine Anliggender særlig kunde interessere Dem... men man hører dog Et og Andet om Folk, man har været sammen og haft det behageligt med! -
✂ Hun syntes at betænke sig; havde sine Træk fuldkomment under Kommando; sagde: 288 Jeg rejste - kort efter at Ulf var borte - og De var borte - til Sverig; derfra om Efteraaret til Finland; og næste Foraar rejste jeg til Tyskland - til Berlin - derfra ned ad Rhinen - nej »op ad« Rhinen var det da ellers... men alt dette er jo ligegyldigt!...
✂ Alene? spurgte han, ufravendt betragtende hende.
✂ Hun blev ham Svar skyldig; loftede sit Glas, nippede til det og sagde: Skal vi klinke paa - at vi vil være glade iaften - jeg mener, at vi ikke vil spørge hinanden om altfor meget - det forer jo dog kun til Rejsebeskrivelser... og det er meget morsommere at være i »Stemning« - saaledes som sidst!
✂ Han lo og klinkede med hende. Ja - i Stemning - som sidst. Kan De huske den lille Natalie? Hun var ikke meget tilfreds med os andre!...
✂ Natalie! sagde hun og rynkede Øjenbrynene. Kender De hende? - jeg mener, har De talt med hende - maaske om mig?
✂ Han rystede paa Hovedet: Jeg kunde dengang ikke forstaa, at De havde hende til Veninde. Er hun dog ikke - saadan - letsindig?...
✂ Hun drog endnu stærkere paa Brynene, klemte Læberne sammen og saa' paa ham med et Par Øjne, han ikke kendte. Der var en skarp Glans i det Graa - som af mat Staal, der drejes hurtigt mod Lyset.
✂ Han lo: De ser virkelig ud, som De kunde blive vred!
✂ Om jeg kan.... aa, jeg var ikke kommen gennem Verden, som jeg er, hvis jeg ikke havde kunnet! sagde hun ligesom triumferende. Ja, jeg kan være grov, raa.... hun rodmede.... jeg mener ikke i min Tanke raa - men - De forstaar: naar jeg er iblandt Mennesker, som jeg finder saarer det , jeg sætter højt, og som kun kan bringes til Respekt ved at man tiltaler dem saadan!...
✂ Hun rejste sig smilende - rynkede paany Brynene, skød Læberne lidt frem, medens Næseborene sitrede - og hævede Haanden. Tænk! jeg har engang slaaet!...
✂ Hvadbehager? raabte han leende.
✂ Ja - Natalie! Hun havde sagt noget, som var saa gennemstygt om mig - og tillige saa misundeligt. Jeg fandt ikke - som man læser om i Boger - at hun blev ringe derved. Jeg følte, at hun gjorde 289 mig ringe i mine Kammeraters Øjne... og der maatte sættes en Stopper - og jeg tugtede hende!
✂ De var formodenlig yngre - meget ung? sagde han let ironisk, alligevel med en Følelse af Behag.
✂ Hun nikkede: Vi blev saa meget bedre Venner siden. Hun bad mig om Forladelse, indsaa' og tilstod sin Uret. Jeg har selv aldrig talt ilde om Nogen - vilde ikke nedlade mig dertil - jeg gaar altid direkte til Folk med hvad jeg har imod dem. Derfor har jeg heller ingen Veninder. Men jeg holder virkelig af hende. Forstaa mig nu ret... jeg kan gerne overfor Dem indrømme, at hun er letsindig. Men hvad saa? Da jeg var lille - jeg mener ganske ung - var jeg meget skræmmet af det Ord »Moral«. Man kunde jage mig i et Musehul dermed - og jeg var dog ellers ikke saa let at jage. Nu véd jeg oprigtigt ikke, hvad jeg skal sige om det, man kalder Moral. Mine Venner - især én god, literær Ven - har givet mig Afhandlinger, Bøger derom - som jeg ovenikøbet har læst. Jeg véd, hvad Mill, hvad Spencer, hvad nogle af vore egne forstaar derved - men jeg er lige forstokket.
✂ Tant mieux - undskyld! sagde Gerhard og nikkede.
✂ Hun vedblev: Jeg regner ikke efter, om Folk er saadan eller saadan - naar der ved dem er Noget, jeg kan lide. De behover kun at have en ganske enkelt Side - en Snurrighed - en Maade at le paa, at sige: Aa, kære De! gør mig den Tjeneste!... og jeg kan gøre overmaade meget for dem. Da jeg var i Skolen endnu, kunde jeg gaa i Ilden for mine Kammerater - og jeg blev da ogsaa sendt baade i Ilden og gennem Vandet, kan jeg tro. Men jeg er alligevel saa grumme, grumme kræsen - og vistnok aldeles urimelig uafhængighedslysten - og derfor har jeg i Grunden ingen Veninder - medens jeg baade har haft og endnu har Venner!
✂ Hvortil De nu regner mig - ikkesandt? bad Gerhard og rakte hende Haanden.
✂ Hun nikkede hurtigt flere Gange itræk, berørte blot hans Fingerspidser, nippede til sit Glas og sagde:
✂ Véd De, hvad jeg tænkte allerede som ganske ungt - skal jeg sige uskyldigt eller uerfarent Barn? Jeg tænkte... for jeg læste altid, altid... at det engang vilde gaa mig, som der stod i Bøgerne...
290✂ At Prinsen eller Ridderen kom? afbrød Gerhard spøgende.
✂ Slet ikke Prinsen og Ridderen - svarede hun, med Hovedet bøjet paa sin undseelig-kejtede Maade... eller alligevel Prinsen - som De vil - en Mand, som gerne kunde have fuldt op af Fejl, men som vilde stræbe, stræbe... ja jeg véd ikke at udtrykke mig... som, naar han opdagede, at hun holdt ubeskriveligt, grænseløst af ham - vilde gøre sig værdig til...
✂ Hendes Kærlighed? spurgte Gerhard en Smule drillende.
✂ Hun fortsatte rolig, uden at se op:... vilde gøre sig værdig til at regnes for en virkelig Mand - overlegen - selvbehersket - stadig med Øjnene rettet mod det Maal, som vistnok engang i gamle Dage var Ridderens: at være sanddru - modig - at beskytte de Værgeløse - overbærende mod dem - dem i Skyggen!
✂ Ham vilde jeg elske... tilføjede hun med Rødme over Kinderne, Glimt i Øjnene... langt borte fra ham - eller naar han var hos mig - til min sidste Stund - eller ud derover... hvis der er Noget »ud derover«!
✂ Gerhard saa' paa hende med store Øjne: Men De er jo Romantiker, Edith! kristelig Romantiker ovenikøbet! -
✂ Hun lo: Jeg er Fritænker - Hedning - hvad De nu vil kalde det , naar man ikke véd, hvad man paa Mandtalslisten skal skrive sig for... jeg har aldrig været andet - har ikke Trang til andet - vil vedblive at være det, saa længe jeg har min Forstands rette Brug! -
✂ Og Deres Følelsers? lagde han spøgende til.
✂ Mine Følelser - sagde hun langsomt - de er stærke . Jeg véd det - uden maaske endda at være prøvet helt ud. -Jeg turde lade det komme an paa en Prøve! tilføjede hun tankefuld.
XIII
✂ Som om hun havde sagt for meget, greb hun sit Glas, nippede til det - drak ud. Han saa' paa hende - drak ligeledes ud - skænkede sit Glas fuldt paany... hun holdt afværgende for sit... Der var en Pavse.
291✂ Hvordan er De dog kommen ind i den Verden - i Deres , Edith? spurgte han stille.
✂ Hun virrede med Hovedet: Det er en lang Historie - naar jeg skal være nøjagtig - en ganske almindelig forresten... jeg kan fortælle Dem det en anden Gang - ved Lejlighed!
✂ Hun satte sig tilrette i Sofaen, bøjede sig lidt frem, lagde de hvide, smalle, faste Hænder over sit Knæ, og saa' lige ud for sig, medens hun vedblev: Men denne Verden er nu min ... og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at hæve mig - og derved min Verden - i mit eget Omdømme og i de Enkeltes, hvis Dom jeg i det hele taget regner med. Den Verden giver os Frihed... ser De... og den kan baade bruges og misbruges. Det lyder maaske lidt - skal jeg sige videnskabeligt eller som Theori... men jeg gaar jo under Navnet den »lærde« - eller, naar man vil være styg imod mig - den »affekterte«. Jeg har tænkt saa ofte over Sagen - jeg kan den snart udenad.
✂ Vi er Paria'er - jeg er Paria. Tidt har en og anden Ven raadet mig til, ja tilsagt mig sin Bistand til at forandre min Livsstilling. Men det er saa godt som ugørligt. Den ringeste Skuespillerinde ved en rejsende Trup - en Beriderske - en Linedanserinde - alle som har noget med »Gøglet« at gøre - alle rangerer de over os. Paa »Sangerinden« er hele Skammen faldet. I vore smaa Forhold er hun kendt - hun kan ikke skifte Stilling. Jeg har som ganske ung grædt mine blodige Taarer derover - jeg græder ikke mere - jeg tager Sagen som den er: hun kan ikke skifte Stilling - i hvert Fald ikke økonomisk forbedre sin Stilling ved at tage en anden Plads - af dem, som en honnet ung Pige kan søge... for der er ingen Plads eller Stilling, som yder hende blot nogenlunde, hvad den aftenlige Optræden giver. Ja - ikkesandt - nu taler jeg ganske som en Regnebog - ikke Spor af Romantik? Men jeg har Familie at forsørge - en Fa'r, som ikke længer kan arbejde - en svagelig Mo'r og endda fattige Slægtninge. Kun et Giftermaal kan udløse Sangerinden. Men jeg vil ikke gifte mig - aldrig - aldrig!
✂ Hun sagde dette sidste med Hæftighed, medens hun hele Tiden havde talt ulidenskabeligt. Han lyttede, betragtede hende og bad hende med en Haandbevægelse gaa videre.
✂ Hun fortsatte: Jeg kender et Par Eksempler paa lykkelige 292 Giftermaal blandt mine Kammerater. De fleste af os lever i Forbindelser udenfor Ægteskabet. Jeg nævner med Vilje ikke, at der gives unge Piger iblandt os, hvis Rygte er ligesaa uplettet, som - som... ligemeget! de fleste af os lever i fri Forbindelser. Men netop dette gør... jeg har Eksempler for Øje... netop det gor, at mange af de unge Piger, der omtales med Rædsel af Fædrene og med Ringeagt af de unge Mænd - at de bevarer i deres Forbindelser baade - hvad skal jeg sige - den Skønhed og den Respekt for sig selv - ja og den Uegennyttighed, som... De tilgiver!... som tidt sættes over Styr i de mange almindelige Ægteskabssamliv, hvor det til syvende og sidst - som en Ven af mig sagde - er Frygt for Samfundet eller Kærlighed til Bornene eller en Forening af begge Dele, der danner Kittet!
✂ Vi véd... vedblev hun med en let Dirren af Næsefløjen... at vi imorgen kan forlade den Mand, som vi er ophørt med at elske længe førend vi maaske ophører med at have Godhed for ham og respektere ham. Men dette binder os i mange Tilfælde fast til ham - netop fordi der ingen Tvang er... ogsaa herpaa har jeg sét Eksempler.
✂ Jeg har... sagde hun, stigende i Tonen, med en vis Højhed og Stolthed... jeg har sét løse og daarlige Forbindelser indenfor vor Verden - og jeg har aldrig taget dem i Forsvar. Løsagtighed, hvor der ikke kan siges afgørende Ting i det mindste til dens Undskyldning - Trang, Nød, maaske ligefrem Sult - den har været mig imod af mit inderste Hjærte. Men værger Ægtestanden - Ægteskaberne - derimod? Det kender vi maaske lidt til!... fortsatte hun vemodigt smilende med nogen Bitterhed paa Bunden af Smilet. Jeg har ikke saa overdreven Beundring for mit eget Køn - og jeg kender det ganske godt - ogsaa udenfor min Verden. Jeg kender ogsaa Mændene - langt bedre naturligvis, eller i hvert Fald fra Sider, hvor de ikke kendes af de fleste Familiemødre, Døtre og unge Koner. Mændene kommer iblandt os - dér hvor vi optræder - naar de vil more sig - naar de keder sig hjemme - naar de vil glemme Arbejde, Sorger, Bekymringer, Vrøvl - naar Vinen har løst deres Tunger - naar de er oprigtige - hensynsløse - ja raa og udelikate. Alligevel - jeg holder paa dem. Bliver det 293 for broget, kan jeg jo gaa min Vej. Jeg kan føle Medlidenhed med det evige Arbejde og Slid, de har - med deres stærkere Drifter og Lidenskaber... jeg kan faa Hengivenhed for deres Godmodighed, deres Naivitet, deres Venskab for hinanden... jeg kan fatte, at vi Kvinder kan komme til at tro paa en Mand, paa hans Forsikringer, som i hvert Fald er ment ærligt ud af en Stemning... men overfor Kvinder nærer jeg Mistillid. Kvinden handler jo saa sjeldent i en Stemning - hun er anlagt smaat, maa tænke og føle derefter. I et Væv af smaa Løgne, smaat Hykleri, forsigtig Beregning glider hendes Tilværelse - hvadenten hun synger paa en Tribune eller sidder paa sin Plads i Theatret og i Selskabslivet. Og naar jeg undertiden er hovmodig nok til at føle, som om jeg kunde undtages fra Reglen - jeg, som i alle Fald har beflittet mig paa Sanddruhed fra Barnsben af... saa véd jeg bedst selv, hvor meget der er tilbage at ønske... og saa er det, at jeg sørger over mit Køn. Af Kvinder holder jeg egenlig kun af min Mo'r - hvor forskellig vi er fra hinanden - og mine Allernærmeste, en ældre gift Søster og hendes halvvoksne Pigebørn... men ganske vist: de elsker ogsaa mig - de trænger til mig - men de elsker mig. Og saadan bliver det hele Facit maaske - Egenkærlighed!
✂ Hun sluttede, ganske som hun var begyndt, med halv Stemme, en blød Stemme med klar, lidet hovedstadsagtig Klang i Vokalerne, seende ned for sig i Skødet eller lige ud i Rummet. Aabenbart med Flid havde hun undgaaet at fæste Blikket paa sin Bordfælle. Hun generede sig kendeligt over at have talt saa meget; og synligt arbejdede hendes Intelligens paa kritisk at eftertænke, hvad hun havde sagt.
✂ Saaledes sad de. Gerhard bøjede sig hen imod hende, rømmende sig. Det fo'r igennem hende. Hun saa' paa ham, forskrækket - men straks venligt, og rakte ham Haanden: Undskyld! -
✂ Hvad skal jeg undskylde? sagde han. Det er mig, der skal bede Dem om Undskyldning! Før, da De blev vred over at jeg »stirrede« paa Dem... jo! vred blev De... da var mine Refleksioner strafværdige... men Straffen er allerede over mig - for jeg maa sige Dem, at jeg føler mig baade i Dømmekraft og Hjærtelag Dem uendeligt underlegen... for Pokker! jeg kan aldeles ikke 294 finde Ordene - og kan Noget være Dem bedre Bevis, end netop dette...? Men hvad er der dog ivejen, kære, kære Edith! hvad har jeg gjort Dem?...
✂ Han satte sig i Sofaen ved hendes Side og tog hendes Hænder; hun syntes ikke at lægge Mærke dertil, vendte Ansigtet bort - men han opdagede, hvorledes den fine Næsefløj og Øjelaaget skælvede... Hvad har jeg dog gjort Dem? gentog han. Hun vendte et Par underligt ydmyge Øjne imod ham og sagde:
✂ De har gjort det, at De har faaet mig til at snakke - mere end jeg hele mit Liv har gjort... og De har...! Hun holdt inde.
✂ Véd De, hvad De har, Edith - sagde han indtrængende - De har fra denne Stund fastslaaet det for mig - hvad jeg kunde sagt Dem fra vort første Møde - at jeg er Deres Ven, Deres mest hengivne, Deres mest uegennyttige...! Han søgte efter Ordene; Bevægelsen nægtede ham at finde eller udtale dem.
✂ Hun lod Haanden, som han havde sluppet, synke; den kom til at hvile paa hans Knæ; han mærkede, hvorledes den slanke Pigeskikkelse dirrede. Han saa' hende op i Ansigtet. En Taare stred med et mat Smil i hendes Øje... Hun sagde, næsten med udslukt Stemme:
✂ Nej, nej - det er nu engang - som det er!
✂ Ja! svarede han, ligesaa tonløst - idet han flyttede sig helt bort - det er engang som det er!...
✂ I hans Hjærne malede det rundt. Han saa' næppe Lysene paa Bordet; han rakte ud efter sit Glas, men mærkede at han spildte. I utrolig kredsende Hvirvelhast gled Billeder og Ytringer ud og ind, ind og ud... hans Kone derhjemme... Ordvekslingen imellem dem - hendes Minespil - den Maade, hun havde pillet ved Brystbuketten over den stærkt nedringede Kjole... Edith som sad dér højhalset, med den lille ligesom ydmyge Brosche og hendes underligt ydmyge Øjne - hvert Ord, hun nyligt havde sagt - et Indtryk af hendes stolte Hjælpeløshed og resignérte Uafhængighedstrang - »Elysium« - de andre Damer - Alt, hvad han havde sagt og alle Ansigterne ved Middagsbordet - hans økonomiske Stilling - en Regning, som laa derhjemme paa hans Bord - Ulf, der syntes fra en mørk Baggrund at maale ham med paa engang truende og deltagende Øjne... Han grebes af en ubestemt, 295 derfor end mere knugende Følelse af et Noget, der som et tungt, broget-lappet Drapperi hang over hans Hoved og truede med at falde ned paa ham... han syntes at se sig selv komme krybende frem paa alle Fire ud af en Dynge Pjalter, der viklede sig i hans Ben og slæbte efter ham... og med et dybt Suk kom han til sig selv igen og mumlede:
✂ Det er - som det er!
XIV
✂ En rask Banken paa Døren bragte ham til at springe op fra Sofaen. Han tog om Flasken i Metalkøleren, uden at vide, hvad han foretog sig. Ind ad Døren tren Hr. Achlaitner, rund, rød, gladstraalende, som et Barneansigt, der er puttet ned i et Par Flipper og sat paa en Gummikrop. Han slog hilsende ud med den ene Haand; under Armen bar han en flad, aflang, halvlyredannet Papæske:
✂ Ach! Frøken Edith... Hr. Gerhard - ikkesandt, Hr. Gerrrrhard? Herskabet undskylder meget, at jeg først nu kommer. Men et Par Herrer opholdt mig - und saa skulde jeg hjem ok hente Spilledaasen her!...
✂ Der kom ligesom Klang af Glas, Slag over Strenge - atter Fest - ind i Stuen med Pianisten og Zitherspilleren. Edith saa' lidt forbavset, dernæst fornøjet ud ved Hr. Achlaitners Indtræden. Gerhard sagde hurtigt til hende: Det havde jeg ganske glemt! Saa ringede han paa Opvarteren og bad ham bringe Sodavand og Kaffe.... og til Hr. Achlaitner Likør.
✂ Ikkesandt, De drikker en Likør, Hr. Achlaitner?
✂ Ja - jeg nægter ikke. Det vil sige, Kognac tror jeg er den sundeste Drik, hvad Maven angaar. Men hvis jeg maa hjælpe til at tømme den Flaske Sekt dér paa Damernes - paa Herskabets Sundhed - - - ach, Hr. Gerhard, det gør saa godt, naar man en hel Aften har slidt i 'et uden at faa Vaadt eller Tørt! - - -
✂ Er De nu ganske sikker i Deres Sag, Hr. Achlaitner? spurgte Edith muntert og blinkede til Gerhard.
296✂ Jeg tilsteder ellers Ingen at drage mine Ord i Tvivl! sagde Pianisten med stærkt udpræget Dialekt. Men Frøken Edith er baade den nydeligste - og den - wie wollt' ich sagen - den galanteste - nee - eleganteste Dame i min Selskab - ok - ach, Hr. Gerhard, Sie sind ein Lebemann - Sie werden es verstehen - undskyld jeg skal tale Dansk. Danmark er mit andet, mit bedre Fodeland. Die danske Damer - und speciel Frøken Edith - leve hoch! Hurra!
✂ Derpaa hældte han Resten af Flasken - over Halvdelen - ud i et stort Vandglas - aabnede sin elskværdige Barnemund og lod Drikken forsvinde som i et tomt Rum - torte sig om sin lille kokette Moustache - - - - og saa' spørgende paa Gerhard og fra ham til Bordet.
✂ Gerhard lo, ringede atter Opvarteren ind og bad om en ny Flaske.
✂ Edith saa' alvorligt - med en Bon - paa Gerhard.
✂ Han tænkte ved sig selv: Ulf - - - - og bøjede sig beroligende ned over hende: Kære Frøken Edith! De skal ikke befrygte noget
✂ - men her er en Mulighed endnu for en god - en glad - en Festaften. Stol kun paa mig! sagde han.
✂ Hun nikkede og rykkede en Stol tilrette for Pianisten.
✂ Hvor hun dog er sod! tænkte Gerhard. Nej - denne Aften - denne Nat - maa ikke løbe ud i det triste Graa. Maaske bliver det
✂ - ja sandsynligvis bliver det den sidste i lange Tider!
✂ Og han skænkede for og klinkede med Zitherspilleren. Han troede at fole paa sig selv, at Rusen laa i en uendelig Fjærnhed fra ham iaften.... om ogsaa Hr. Achlaitner skulde strande paa den epheuomkranste Bred.
✂ Saa tog Hr. Achlaitner sit Instrument varsomt ud af Kassen, begyndte at stemme - tittede paa Edith - nynnede - drak Likør - saa' foragtligt til Sodavandet; og saa spillede han.
✂ Han var gennemmusikalsk - som Sydtyskeren er eller kan være. Og dette Instrument er et, som med sine paa engang sprode og klingre, vaandefuldt bævende og frejdigt dirrende Toner maaske mest direkte aabner sig Vejen til Hjærtet - naar man selv er »stemt« til at modtage.
✂ Zitheren er naiv - født naiv blandt harmløse Gemyter, storladne Fjælde, smilende Dale, rislende Bække, brusende Floder.
297✂ For at spille den fordres der - maaske en Achlaitner. Til at modtage den var Edith og Gerhard iaften stemte. Den har en - man kunde kalde dens Sangbund for en »Baggrund« - en Baggrund af Livsvemod - - - - men over denne Vemod lober de næsten usynligt spinkle Metaltraade som lette, hoppende Sangfuglefødder over en Lyrikers Manuskript. Saadan fornam Gerhard det.
✂ Achlaitner spillede - og nynnede dertil - alle disse Kärntnerviser, Tyrolersange - alle de gamle tyske Folkesange - og dem af nyere Dato - al den Musik, som er terpet i os gennem Vaudeviller, Folkeskuespil, Sangerlokaler, paa Familiernes Hakkebrædter, paa Lirekasser.... indtil vi er bleven overmætte og har taget Forbehold. Men vore Forældre og Bedsteforældre har grædt over dem, jodlet til dem, danset til dem, forlovet sig ved dem - og vi arver vore Folelser fra Forældrene. Disse Sange, disse Melodier er maaske i Virkeligheden de »klassiske«; og der vil øses af deres Væld, saa længe Folket ikke er blevet helt livstræt.
✂ Edith og Gerhard sad Side om Side i Sofaen - de lyttede - blinkede til hinanden - i Begyndelsen lidt overlegne beggeto - - - - men den Achlaitner dér for Bordenden var uimodstaaelig med dette lille strengespændte Brædt foran sig. Der sang Musik ud fra ham selv. Hans tykke, hvide, ikke ganske soignerede Fingre fik under konvulsivisk Griben og Slippen disse Metaltraade til at sitre, skælve, dirre og klinge - som om al det store »Vaterlands« længst forstummede Romantik slap løs fra Skammekrogen og blev til en ung, uskyldig blind Pige, der i Foraarssolen kvæder om Kærlighed, som hun ikke kender til, og Blomster, som hun ikke ser. Og Edith og Gerhard trykkede hinanden i Haanden - uden at de knap vidste deraf.
✂ Gerhard nynnede og Edith nynnede. Hendes Øjne begyndte at dugges af en fugtig Glans - men det var ikke den Taare fra før, som hun tappert stredes med. Hun »indaandede« med halvt aabne Læber Musiken - og Gerhards Kinder brændte, og han følte sig lykkelig uden at vide eller tænke over, hvorfor. Achlaitner saa' engang imellem op fra sit Strengespil med himmelvendte, svømmende Blikke - som en Santa Cæcilia, hvis Mund er kranset af en dunet Mustache og hvis Aande dufter af Benediktinerlikør.
✂ Edith kom til at le. Zitherspilleren holdt inde, men alt andet 298 end fornærmet. Han tog en frisk Slurk og spurgte: Morer det Herskabet?
✂ Bliv blot ved! sagde hun - men kunde endda ikke bare sig for at le. Det var, som maatte hun le, for ikke at komme til at briste i Graad.
✂ Gerhard sagde: Hør, Hr. Achlaitner! tilstaa ærligt - det er ikke alene for vor Fornøjelse, De spiller? De holder ogsaa selv af Musiken?
✂ Aber ja, gewaltig! Og han slog sig for Brystet med uskrømtet Begejstring - og iskænkede og tømte Vandglasset med Champagnen.
✂ Saa spillede han og sang:
✂
Mei Schatzerl is hübsch,
aber reich is es nit;
was nützt mi der Reichthum,
das Geld küss i nit.
✂ Véd De, Hr. Gerhard, hvem den er af? Det er en Kärntnerlied - a Schnadahüpfl - men Melodien er af Carl Maria von Weber - den store Weber. Ja, was denken Sie? hvad skal vi med al den »moderne« Musik? Maa jeg be' om Mozart, om Weber, om Mendelssohn.... om Schubert und Schumann - - - - men ikke et Skridt videre - - - - saa hører Melodien op!
✂ De kan have Ret paa en Maade, lo Gerhard.
✂ Chopin? sagde Edith spørgende.
✂ Hun sagde det paa sin undseelige, usikker-skræmte Maade - og saa' paa Gerhard.
✂ Hvorfor ser De saadan paa mig, Edith? spurgte han smilende. De har Ret. Chopin er god nok!
✂ Ach, jeg kender Frøken Edith! sagde Hr. Achlaitner, temmelig tyk i Mælet, næsten lallende, men uhyre aaben, menneskekærlig, følsom og begejstret. Frøknen er ikke ens overfor Alle - - - jeg har set det, jeg kender det, men Tand for Tunge, Josef Achlaitner! Det var blot overfor ham - den høje, lange Herre - hvad han nu hedder - og saa er det overfor Dem, Hr. Professor... aa undskyld, hvis jeg ikke husker Titlerne! Dér er hun som en 299 Due - en lille Due - ein schüchternes Ding, so wahr ich Josef heisse und - - - -!
✂ Ti nu stille, Hr. Achlaitner! sagde Gerhard og tyssede paa ham. De spiller bedre end De taler!
✂ Edith bøjede sig imod Gerhard og sagde: De har skænket for rigeligt for ham.... det er urigtigt - og i Grunden Synd!
✂ Er De vred paa mig, Edith? Jeg tænkte ikke derover! -
✂ Hun saa' paa ham, medens Achlaitner paany stemte Instrumentet, som var gaaet »ned«. Et langt Blik var det - - - og hun sagde dæmpet:
✂ Jeg kan ikke blive vred paa Dem - - - - men jeg kan heller ikke blive ganske mig selv i Deres Selskab - De, som véd Alt og kan Alt... Ak, jeg kan jo saa lidt og véd endnu mindre!
✂ De Edith!.... De véd netop Alt det, paa første Haand og af Dem selv, Alt det - og meget mere end det, som er bleven banket og proppet ind i mig! sagde han inderligt.
✂ Ulfs Ord! hviskede hun hen for sig.
✂ Spil, Achlaitner! spil den igen! raabte Gerhard ivrig - - - - den : »Ach wie ist's möglich«!
✂ Aa ja - den ! bad Edith.
✂ Achlaitner spillede. Gerhard sang:
✂
Ach wie ist's möglich denn,
dass ich Dich lassen kann;
hab Dich von Herzen lieb,
✂ Edith fortsatte:
✂
Du hast die Seele mein
so ganz genommen ein,
dass ich kein' Andre lieb'
als dich allein.
✂ Og begge gentog de det sidste.
✂ Deres Stemmer klang sammen - faldt sammen med Strengenes bløde, dæmpede Slag.... de følte, at det klang smukt, 300 inderligt - men de saa' ikke paa hinanden.... de havde paa Fornemmelsen, at dette var sunget mere end tilfældigt som Ledsagelse til Musiken.... og da Achlaitner fortsatte med et stærkt tremolo, som han ikke ganske magtede og hvorunder der lod sig høre smaa skrattende Disharmonier.... saa grebes de begge af en Generthed, der spejlede sig i deres Miner.... og nu saa' de paa hinanden.... og kom til at le.
✂ Thi Hr. Achlaitner var blidelig gledet ned paa Gulvet med samt sin Zither.
✂ De vilde hjælpe ham. Men han var oppe igen paa egen Haand - ivrigt demonstrerende mod Stolesædet - eller Et og Andet, hvad det var! Han vilde spille videre - spille hele Freischütz, erklærede han - men Edith saa' paa Gerhard: Det er paa Tiden! Nu er alt netop saa smukt! sagde hun dæmpet.
✂ De hjalp Pianisten Tojet paa - hjalp hinanden Tojet paa - gelejdede ham ud. Han takkede dem rørt - trykkede dem i Hænderne - syntes stærkt tilbøjelig til at lægge Hænderne velsignende paa deres Hoveder. Edith lo; den til det Sidste alvorsfulde Opvarter smilede; Gerhard lo og takkede for den nydelsesfulde Aften - for »Melodiens« Aften eller Nat! og da Edith og Gerhard tog Afsked med Hr. Achlaitner udenfor i Alleen, saa' de ham sikker som en Olympier - om ikke ganske efter en Streg - styre sin Kurs i modsat Retning af deres. Han trommede paa Zithrens Papdække og sang:
✂
Du hast die See-eele mein
so ganz genom-om-men ein....
✂ Og de blev staaende som to glade Børn, kyssede paa Fingrene ad ham, indtil han var slugt, udvisket af Maaneskyggerne.
XV
✂ Thi det var stadig maanelyst. Højt oppe paa Himlen sad den dér - den alle Eiskendes, al Musiks, al Sværmeris, al Poesis trofaste Følgesvend med de hundrede Navne.
✂ De gik Side om Side nedad Alleen. Over store Kaserner, over Sideveje med smaa Villaer, over Haver, Vænger og over Kørebanen laa dyb Stilhed - ingen Fodgænger mødte de - ingen sen Drosche - intet Politi - ingen Patrouille... det var, som Verden tilhørte de to alene. Men oppe over Træernes gennemsigtige, bladløse Kroner bevægede det sig: flortynde, sølvmorshvide Skyer, der næsten uden at mindske Maanens Lys gled henover og nedenom den...
✂ Omslag i Vejret! Søndenvind! sagde Gerhard og pegede derop: Se dér, Edith - dér dukker han ligesom en Svømmer under og igen op over disse Bølger - og han snuser sig til, at Strømmen fører Foraaret med sig. Det kan han lide... det kan vi alle lide: Foraar, Fuglesang, grønne Træer, Køreture - vi to, Køreture, Edith?... aa, det er Musik altsammen!
✂ Hun saa' smilende op paa ham:
✂ Véd De, hvad jeg snarere tror det er - sagde hun. Jeg tror, De har drukket en ganske lille Smule for meget Vin!...
✂ Det er Musiken! sagde han bestemt, idet han tog hendes Arm. Og det er Maanen... og den sigter nu sit rimfrostagtige Skær over alle disse Villaer og Veje og Haver - og de ser i Grunden ens ud allesammen - lige skikkelige... man kunde tage fejl af dem - synes De ikke? Men Musik er det - Melodi - en Folkevisemelodi altsammen - aa, dejligt, dejligt... Gud, hvor det er dejligt, stille og andægtigt og elskværdigt, det Hele!...
✂ Hun vilde dreje om ad en Sidevej, men han standsede hende: Nej ikke dér nedad - det fører til min Vej! sagde han.
✂ Ejer De en Vej herude? spurgte hun skælmsk.
✂ Nej men jeg bebor et Hus - en Villa - som jeg ikke ejer! svarede han og nævnede Vejen. Det er jo dér, hvor Vognen holdt udenfor den Nat - husker De ikke det, Edith?...
302✂ Hun nikkede, syntes forstemt og sagde kun: Jeg vidste ikke, at De boede der endnu!
✂ De gik i Tavshed til den næste Sidevej.
✂ Se saa - sagde hun og standsede - her skal jeg nedad! Og hun rakte sin Haand frem for at byde ham Godnat.
✂ Hvor bor De da? spurgte han.
✂ Jeg bor egenlig i en Cul-de-sac... hedder det ikke saadan? Godt! i et Havehus - en Gartnerbolig... der er i Huset kun et Par gamle Mennesker foruden mig... og jeg har det fredeligt - landligt - ugenert... saa længe det varer! føjede hun til.
✂ Han førte Haanden op til Hatteskyggen, spændte sig om Panden - sagde: Ja rigtigt, rigtigt.... Gartnerboligen! Jeg havde ikke tænkt, at vi var saa nær paa hinanden! -
✂ Altsaa - Godnat! sagde hun med bøjet Hoved.
✂ Nej, Edith - bad han inderligt og hæftigt - De maa ikke gaa endnu - jeg følger Dem lige hjem - om lidt... lad os spasere endnu en halv Timestid... i denne dejlige Nat. Hvem véd, hvornaar vi kommer til at gaa sammen igen? -
✂ Hun tog atter hans Arm, uden at sige noget. Men han begyndte at snakke, medens de langsomt gik videre - op og ned ad Vejen, hvor Alt syntes at sove, lige til Plankeværker, Dørstolper og de slukkede Gaslygter. I en ustandselig Strøm brusede og busede Ord, Sætninger, Tanker frem. Han ligesom klamrede sig til den unge slanke Kvinde, at hun ikke skulde undslippe ham, blive træt eller ked af at høre. I korte, knappe Træk gav han - klarere end han selv tænkte sig at kunne - sit Barndomsliv i en lille Købstad, dernæst Skolegangen, Opdragelsen i den alvorlige, strenge, arbejdsomme Onkels Hus i Hovedstaden... han dvælede ved den Kusine, som havde været saa meget for ham - og til hvem han stod i saa stor Taknemlighedsgæld - sagde han. Saa kastede han sine Arbejdsaar som Kunstner - sit Ophold i Udlandet - sammen i temmelig uklar Bunke med sit nuværende, i Grunden saa tomme, ja forfejlede Liv... men han omtalte ikke sine huslige Forhold. Han snakkede om de Ældre og de Yngre - om Revolution, Radikalisme, Reaktion. Han skildrede hende Middagsselskabet i Svigerfaderens Hus.... og blev pludselig alvorlig og sagde, 303 at han maatte være belavet paa en Dravat. Og saa greb han Ediths behandskede Haand og sagde, at han kendte en Dame - men han nævnede ikke hendes Navn - hvis blotte Stemmeklang havde virket saa stærkt paa ham, lige da han kom hjem fra Udlandet - og med denne Dame troede han egenlig at han var bleven gift, snarere end med... her afbrød han sig pludseligt, mærkede ikke selv, hvor fast han klemte denne Haand dér i sin egen - og saa' ikke dette opmærksomme, mere og mere alvorligt agtpaagivende, sørgmodige Blik, som hvilede paa ham.
✂ Men Et er der - næsten raabte han og derpaa atter tyssede paa sig selv - Et er der, som jeg maa sige - maa betro Dem, Edith, om vi saa aldrig kom til at tale sammen mere. Det er en Plet - den eneste jeg i Grunden har paa min Samvittighed, og som endnu hverken er betroet Ven eller Veninde... Jeg har begaaet en slet Streg - været en gift Kones Elsker - hvilket jeg endda ikke lægger mig saa meget til Last - for jeg var ung, uerfaren dengang - meget forfængelig naturligvis - og hun var en Kokette; - jeg forcerede Sagen og flygtede med hende - satte den Smule Formue til, som jeg dengang selv havde tjent - og hun lo mig ud - i en anden Mands Arme - efter at hun først havde lagt et Barn i mine egne. Det var en Dumhed, en ungdommelig, drengeagtig Streg af mig... men hvad der brænder mig paa Hjærtet, og hvad dog ikke hverken Lidenskab eller Forblændelse eller Forfængelighed kan undskylde - det er, at jeg var hendes Mands Ven - længe - altfor længe - og det var et Væv af Løgn og Underfundighed. Jeg hader Uret, Løgn og Underfundighed... og jeg har svoret ved mig selv - at jeg aldrig overfor en gift Kone - en Kvinde, som tilhører en Anden - aldrig... aa, Edith! jeg har ikke været som jeg bur-de! -
✂ Han havde revet Hatten af og stod barhovedet foran Edith paa den øde Vej udenfor en Laage. Den svage Nattebrise viftede ham over Panden - han førte sin Haand derop.... og med Et var Rusen - for det var jo en Rus - som viftet sporløst væk.
✂ Han saa' med Undren paa sin fremstrakte Haand, der stedse fattede om Ediths; saa' klart og bestemt hendes blege, smukke Ansigt i Maanelyset. Hendes Øjne, der syntes ganske mørke, 304 stirrede stift paa ham, ængstligt forskende - og hun spurgte langsomt:
✂ Dette er den eneste Plet, De har paa Deres Samvittighed, og som De fortryder? -
✂ Ja! svarede han - med sin gamle frejdige Stemmeklang. - Der er mange Ting, jeg ønskede ugjort - som der jo er for os alle - men det er det Eneste, jeg tilfulde kan bebrejde mig - som jeg fortryder - og som ikke kan gøres om!
✂ Det var, som om hun følte sig lettet. Og selv fornam han en Lettelse, som han ikke længe havde kendt, som ryddede op rundtomkring ham og fremfor ham.
✂ Jeg vilde gerne blive et bravt, et godt, et helt Menneske! sagde han.
✂ Men De er jo et....! Hun fuldførte ikke, saa' endnu et Øjeblik nøje paa hans Ansigt, smilede, aabnede Laagen og sagde: Nu har De virkelig gaaet mig dødtræt. Hvis De endnu har noget paa Samvittigheden og ikke vil skilles fra mig, saa maa De tillade mig, at jeg tager Plads i min Lænestol - og De kan da tage Gyngestolen. I den sad Ulf saa ofte paa denne »usædvanlige« Tid!
✂ Ulf! tænkte han.
✂ Hun gik foran ham igennem en Gang med halvhøje, nøgne Buske paa begge Sider. Han fulgte tøvende. De stod foran Gavlsiden af et lavt, toetages Hus i en lidt aflang Have med gamle krogede Frugttræer. Den hvidkalkede Gavl lyste i Maaneskæret. Et Par Stentrin førte op til Døren. Hun satte en Nøgle raskt i og drejede om... han traadte et Skridt tilbage og sagde: Godnat!
✂ Hun rakte ham, med bøjet Hoved, Haanden og sagde: Ja ja - Godnat! men Gyngestolen er som sagt til Tjeneste!
✂ De kan jo ikke holde Øjnene aabne, Edith! svarede han undvigende. Hvad mig angaar, jeg er ganske frisk - men jeg kan dog ikke nægte, at jeg har drukket en Del Vin - og mange Sindsbevægelser har jeg haft - og - naar Alt kommer til Alt - saa tror jeg, at jeg gør bedst i.... ogsaa for Deres Skyld...! Aa, kære, kære Edith! udbrød han pludseligt - maa jeg kysse Dem paa Panden til Farvel?
✂ Jeg tror - svarede hun paa sin ydmyg-stille Maade - at jeg helst vil have, at De ikke kysser mig!
305✂ Farvel, Edith!
✂ Godnat! sagde hun ganske sagte og gik ind.
✂ Han hørte Nøglen blive drejet om i Døren og taget ud. Han svingede raskt om paa Hælen, gik hurtigt ned igennem Gangen, slog Laagen til efter sig og lob henad Vejen. Ved næste Omdrejning standsede han - gik langsomt, Skridt for Skridt, den længste Vej hjemad til Villaen - spaserede endnu et Par Gange op og ned udenfor det Hus, hvor han boede, og hvor Alt sov - aabnede forsigtigt sin Gangdør - ærgrede sig over, at han var saa forsigtig, traadte fast i Trinene op til sit Atelier, gik ind, tændte ikke Lys, men lavede sig af Kostumer, Drapperier og Vinterovertøjet Leje paa Chaiselongen - kastede sig derpaa og drog et dybt Suk:
✂ Jeg elsker Dig!
✂ Og han brast i Graad - bed Tænderne ned i Kraven paa den Frakke, der tjente til Tæppe over ham - - - - fik standset den Hulken, hvorover han skammede sig og som dog forekom ham saa usigelig velgørende - - - - og omsider faldt han i en tung Sovn med meningsløse Drømme om en Zither, der bestandig gled ud af et stort Papfutteral og stadig voksede, indtil den laa som en uhyre Byrde med slappe, nedhængende Strenge over hans stønnende Bryst.
XVI
✂ Han vaagnede fortumlet - opad Formiddagen - kastede Tæpper og Toj tilside, undrede sig over, hvor han laa - og hvad disse brogede Klædningsstykker skulde sige. I samme Nu foresvævede ham Drapperiet, hvorunder han syntes, at han var krøbet frem paa alle Fire - - - og hele Aftnen, Natten, Edith var der - - - - Musiken - Spasereturen - hans Skriftemaal - - - - Edith!
✂ Med dette Navn brydende igennem sin Sjæl, som Morgenklarhed gennem Natteskygger, sprang han langt ud paa Gulvet og ind i Aflukket, hvor han havde sit Toiletbord og sit Douchebad.
✂ Han kom ud igen, under Følelsen af Friskhed og Styrke, halvt paaklædt, med sin Arbejdskittel over sig. Han greb sine 306 Haandvægte, foretog disse regelmæssige Bevægelser, der plejer at bringe Systemet i Orden, Tankerne i Ro. Men snart lagde han de tunge Lodder, satte sig i en Stol og gravede Ansigtet ned i Hænderne.
✂ Han elskede hende lidenskabeligt, med dette fremdæmrende Afsind, der skræmmer os midt i vor dagligdags Vanero men paa sin Bund gemmer den betagende Selvtillidsfornemmelse: Komme hvad der vil! nu er jeg stærkere end Alt, end Alle!
✂ Nogle Øjeblikke gav han sig ganske hen deri, følte hele Lysten ved Hengivelsen - den uregulære, vilde Drift til at staa op - hugge ned, rydde tilside - Forbrydelse - Alt - blot vinde frem til Besiddelsen.
✂ Saa ebbede Strømmen; - Bølgen, Braaddet, den kogende Hvirvel glattedes ud; tilbage blev Dybden, Styrken i Følelsen! Nej! han mente det ikke saadan.... det var Mændenes rasende Egenkærlighed.... og Alt hos hende modsatte sig netop denne Egenkærlighed - saa erfaren i sin Uberørthed hun havde talt - saa resigneret i sin Afhængighed hun just havde vist sig, hun, som aabenbart satte Uafhængighed allerhøjest! Og han mærkede, hvor blød om Hjærtet han blev - idet han sporede den friske Duft af hendes Haar, medens han havde siddet ved hendes Side. Han bøjede sig frem - bøjede sig over sig selv - og lod den lette Luftbølge af hendes sunde Aande glide henover sit Ansigt.... han saa' de ydmyg-stolte Øjne, hvor muntert de havde smilet, hvergang han selv havde været oprømt.... og han saa' dem forskende, bedrøvet spørgende hvile paa sig.
✂ Hun har Medfølelse, Medlidenhed med Dig - med os alle - - - tænkte han. Hun har selvfølgelig Godhed for Dig - synes om Dig.... muligvis kan hendes Følelser for Dig være af en stærkere Art, end hun selv er sig bevidst.... muligvis kunde dette være fristende for Dig at prøve! Men nej.... det hun netop i sin Uberørthed er glad over - det er dette: ham, den Mand dér, som jeg ser op til og paa hvis Redelighed jeg stoler, ham kunde jeg have Lyst til at være det for - som en anden Kvinde - andre Kvinder - ikke har været. Han er ikke kommen til mig som den, der eftertragter mine Kærtegn. Han véd, at de hverken kunne aftvinges mig eller afkøbes mig. Skøndt der intet er sagt imellem os, formoderjeg, at han véd, jeg er bunden til en Anden. Han kan 307 naturligvis ikke forstaa det - sandsynligvis ikke lide det - muligvis ringeagter han mig derfor. Men skøndt han ikke kender min Historie - saa simpel og dagligdags, den er - og altsaa heller ikke kender til, hvad der kunde være af Forklaring, Forsvar deri - saa er han intelligent nok til at vide, at netop i min Verden er dette »Baand« respekteret - at det har ydet mig Støtte og sikret mig imod Efterstræbelser, som rettes imod alle Kvinder - ogsaa Kvinderne i hans Verden. Det er da denne Paria - som paa engang stolt og ydmyg ser op til ham - det er hende, hvem Alle mener at kunne overse og haane, som i sit Hjærtes baade Erfarenhed og Enfold samler ethvert Udslag af mandig Selvagtelse hos ham, i sin Erindring opbevarer og forarbejder ethvert godt Træk i hans Karakter - for muligvis engang, naar han trænger allerhaardest, naar maaske hans Verden har vendt ham Ryggen - naar han endog har mistvivlet om sig selv - at komme til ham og sige: jeg er din gode Samvittighed, jeg er din Selvagtelse, jeg er Alt, hvad Du har troet forødt og forspildt.... Du vandt mig engang ved din Noblesse, dit frejdige Sind, din Mangel paa Mistro og Brutalitet.... her bringer jeg Dig tilbage til Dig selv!
✂ Var det ikke Essensen af denne Nat? Laa det ikke i hendes egne Ord - i Alt, hvad hun havde talt og ladet ham ane? Jo jo! - jeg takker Dig, Edith!....
✂ Saaledes tænkte han. Og der kom en Frejdighed, en lys, fortrøstningsfuld Glæde over ham - som havde han ligefrem allerede gjort en god og stor Gerning. Han sprang op, gav sig til at gaa frem og tilbage i Atelieret. Hendes Legems unge, friske Skønhed, selv hendes Kejtethed, hendes Mangel nu og da paa et Ord - en Ubetydelighed i en Bevægelse - Alt, Fortrin som Mangler, faldt sammen til et Helhedsbilled af en sanddru, ypperlig Natur, der lyste med Skovglans og Fuglerøst imod en Baggrund af det banale Gøgl. Og dette »Gøgl«, som hun i dybere Forstand selv havde saa lidet at gøre med, det blev for ham til den »Verden«, hvori han selv aarevis havde søgt Fodfæste for Existens, Tilfredsstillelse af tom Forfængelighed - Glemsel for det, der manede og kaldte.
✂ Hvad var dette Samliv med den Kvinde, han kaldte for sin Hustru....? Det gøs i ham - samtidig med at han smilte, da han delte Ordet: Hus-tro! Og denne Flirtation med Damer - som han 308 allerede var kommen saa godt i Gang med - og som han endog havde været blaseret nok til at betegne som sin jus retorsionis? Hvad laa der paa Bunden af alt dette? Selvforagt! Ja - Selvforagt.
✂ Han havde ment, ved at gaa ironisk omkring blandt sine Svigerforældres Omgivelser, at have givet sig en stiltiende Syndsforladelse. Men ikke engang ved at være Ironiker køber man sig fri. Nu saa' han klart og skarpt - som ved en højtsvungen Nattefakkel over grumsede Vande - hvor »komfortabelt« han dog havde befundet sig som Suder og Karudse dér blandt de andre Fisk i Dammen. Og de andre Fisk saa' han.... disse Sudere, Karper, Aborrer - mosgroede, sejglivede, krumryggede Magthavere, der laa inde med Adkomsten til alene at vaage over, ernæres ved, forsvare Dammen.
✂ Han vilde ud.... en Udvej maatte findes eller søges.... ud til det frie Hav!
✂ Han gik op og ned. Hans eget Hus havde ikke haft Bud efter ham; han kunde være død - bortrejst.... forsvundet. Ingen spurgte. Han havde vænnet sin Kone og Tyendet til at respektere denne hans »Hule«. Nu følte han det, som var han virkelig et fremmed Væsen, man skyede. Gennem en Klap paa hans Dør blev Morgen-Frokosten sat ind paa en Bakke, sammen med hans Aviser og Breve. Han gad ikke se derhen. Han rullede Staffelier tilside, vendte Billeder om mod Væggen med det Malede indefter. Intet gad han se; Alt kedede ham.... og ad Alt smilede han. Paa Skrivebordet laa Mappe og Papirer. Han bladede i Udkast til fantastiske Fortællinger, som hans Raderinger skulde illustrere - Vers - Opsatser til de »ældre« Blade, hvor hans Kritik var læst men ikke frygtet, hvor hans Meninger, selv om de ikke alle var stempel-fri, fik Lov at glide ind, paa Grund af det »ulastelige« Sprog!
✂ Ærgerlig-ligegyldig slog han Mappen sammen. Bestandig var Edith dér.... hendes Skikkelse, Smil, hendes Øjne, hendes Bedrøvelse laa som det rimfrostagtige Maaneskær over Alt, hvad han idag tænkte, foretog sig.
✂ Det er et Mysterium! blev han ved at gentage - uden nærmere at hæfte sig ved, hvad det var for et Mysterium, hvorvidt han tænkte sig selv at ville gennemtrænge det. Det forekom ham, at 309 der laa noget og ventede paa ham - en Besked - et Vink - men fjærnt borte.
✂ Og saa dukkede Skyggens blege, stirrende Ansigt op for ham.... han tænkte paa den lille Natalie.... tænkte gennem hende paa alle sine Dumheder - langt tilbage.... og han blev led ved sig selv, skammede sig.
✂ Ulf! raabte han næsten højt. Det var Dig - Du barokke, bisarre Menneske - som var over mig igaar. Skal jeg fortsætte Dig? Du har elsket denne unge Pige - vistnok pint hende, skræmmet hende ofte - men det er et nobelt og højsindet Billed hun har bevaret af Dig. For Dig blev hun til Gengæld Billedet paa en god, dygtig og skon Natur, der modigt strider i Skyggen - og dog er glad. Forskrevet har vi os allesammen til de slemme Magter.... Du til Natten og Melankolien - jeg til Samfundet og Vedtægten - hun til... naa ligemeget til hvem! Du var for oprevet, for sensibel.... Du trak Dig slagen tilbage, efterladende hende i Uvished, i Usikkerhed, ene stolende paa sin Karakter. Kan hændes var det bedst saaledes for jer begge. Men lad saa mig, med sundere Sind i sundere Legem, gribe ind og forsøge....!
✂ Forsøge hvad? Han rystede paa Hovedet... og grebes af en forknyttende Følelse ved at mindes Ediths Udtryk: Nej nej - det er engang som det er!
✂ Han ruskede det afsig, gik atter til Mappen, aabnede den, lagde sin Haand derover:
✂ Intet er som det er! sagde han alvorligt. De fleste Ting er kun hvad de synes at være.... og den helstøbte Person kan gribe ind, omforme, regulere - maaske hæve din Arv, Ulf!
✂ Det glimtede igennem hans Hjærne. En Række Forfattermuligheder aabnede sig for ham.... han mindedes Ulfs Stemningsudbrud, alle deres Samtaler over literære, kulturhistoriske Æmner, hvert Ord, Vennen havde skrevet ham til, Kladder, han havde vist ham, stedse med Tilføjelsen: Men jeg faar aldrig noget ud deraf!
✂ Nuvel - mumlede han - jeg vil sætte mig i Forbindelse med Ulf! Vi vil gøre et Arbejde sammen - eller jeg vil tage Traaden op alene, hvor han slap - ham til Fortjeneste, os begge til Ære, begge to »inspireret« af denne unge Pige, som er bleven Alt for os.
310✂ Gøglets, Meningsløshedens, Indrømmelsernes Tid er forbi. Hvad der er blevet til »dødelig« Alvor for min stakkels Ven, skal blive livskraftig Alvor for mig. Jeg kan jo arbejde - jeg har Tid - Ro - mit Udkomme.... kan i hvert Fald dele mig mellem Hensynene til Udkommet og Hensynet til det ene Fornødne! Ingen forstyrrer mig - Intet bryder udefra ind til mig... jeg er min egen Herre. Til Arbejde!
XVII
✂ Stedse var der stille i Huset. Han saa' - ved Siden af Mappen - et Telegram i uaabnet Konvolut. Det maatte være lagt ind paa hans Bord igaar. Han brød Konvoluten og læste.
✂ Det var fra hans Kusine. I usammenhængende Ord underrettede hun ham om en Ulykke, som truede, og bad om hans Raad og Bistand. »Brev afsendt« - stod der.
✂ En Ulykke? - Brev?.... det maa være iblandt Morgenposten! Han gik til Klappen i Døren, tog Frokostbakken ind, søgte hastig mellem Aviser og Breve - rigtigt - hendes Udskrift.
✂ Han læste Brevet fra Kusinen; denne Kusine, hvem han elskede - som man elsker en Søster, naar man elsker hende. Brevet var kort, for en Dame at være; hendes Mand havde begaaet Misligheder - i hvert Fald været saare letsindig - og hvis han ikke i Løbet af nogle Dage dækkedes med en Sum af tolvtusind Kroner, vilde det være Fængsel for ham - Ruin for hende og de tre Børn. Hun bad Gerhard - som en fortvivlet Kvinde beder - om han kunde og vilde skaffe denne Sum. Han læste igennem disse hastigt nedskrevne Linjer, dels at hun havde tøvet lige til det sidste, og at det baade var Moderen, der bad for sine Børn, og Kvinden, der bad for den Mand, hun endnu elskede.
✂ Dér sad han med Brevet i Haanden. Denne Sum - nu - det er umuligt! tænkte han straks. Og han gjorde sig Selvbebrejdelser, fordi han havde været saa lidet husholderisk - stadig i Tillid til, at han jo »egenlig ingen Nød havde«. Nu var der en Anden i Nød.
✂ Han tænkte over Penge, han havde laant ud til Venner.... 311 dem kunde han næppe regne med. Samtidig mindedes han Penge, han skyldte bort. Beløbet irriterede ham - først nu. Og han blev alvorlig. Var der da ingen Bekendt - Kapitalist - Forretningsmand - som han kunde faa den Sum hos? Han maatte sige sig selv: nej! I Selskabslivet betragtede man ham dels som »rig«, dels ansaa man ham for »fornem«; ingen Fortrolighed havde han søgt - intet familiært Bekendtskab kunde han nu gøre Regning paa.... og desuden... efter Konferensraadens Middag igaar.... Han kunde og vilde ikke gaa til nogle af de Herrer... og med Diskontører havde han endnu ikke haft at gøre. Hvad vilde de desuden laane ham paa? Han ejede Intet. Hans Kones Formue var ikke hans .... det vilde han straks have oplyst dem om.
✂ Han smilede. Men Smilet var træt. Livets Alvor rykkede ham ind paa Livet, syntes han.
✂ Og medens han sad og vuggede Brevet i Haanden, gled hans Drengetid forbi ham. Kejtet, sær, stolt og dog med et blødt Hjærte var han forældreløs kommen til Farbroderen, Justitsraad, Physikus Gerhards Hjem. Dér havde været en Flok Pigebørn.... Hanne, den ældste, var bleven hans Legekammerat, hans eneste Fortrolige, hans gode Aand. Hun havde grædt over de Prygl, han fik, delt hans Skænd, hørt ham i hans Lektier, bistaaet ham i hans smaa Nødløgne, altid kærlig, stedse halsstarrig staaende paa hans Ret. Den ærekære Dreng opdagede snart, at til den myndige, hæderlige Onkels store Arbejde og Børneflok kun svarede knappe Indtægter - og Drengen havde følt sig som den, der aad Naadsensbrød - bittert nok for Voksne, naar de faar den Idé, bittert for et Barn i Udviklingsalderen. Han kunde senere sige, at det ikke havde været saaledes.... men dengang havde det siddet i ham med en Braadd.... og hele Pigebarnet Hannes kvindelige Fintfølelse maatte til for at Saaret ikke skulde gøre Drengen haard og ond.
✂ Hun havde været hans gode Aand.
✂ Han følte i dette Øjeblik, hvor trofast han havde bevaret Erindringen om hendes Kærlighed. Senere, da han modnedes, da Arven fra en fjærn Beslægtet gjorde ham det muligt at føle sig uafhængig i Studietiden - under Rejser, Ophold i Udlandet.... senere havde han ved Breve og Foræringer søgt at lægge noget af sin Taknemlighed mod hende for Dagen.... men enhver var 312 gaaet sine Veje.... hun havde forelsket sig - halsstarrig og godhjærtet - i en ung Mand fra Provinsen. Meget imod Faderens Ønske vilde hun have ham.... en af Søstrene havde lidt spydigt skrevet til Gerhard, at det nok var »l'amour par dépit«. Gerhard troede det eller troede det ikke; han havde flygtigt set Hannes Udkaarne - havde, som saa tidt, sagt til sig selv, at Kvindens Smag kunde man ikke begribe. Og nu var hun i Ulykke og trængte til ham.
✂ Han rejste sig, gik op og ned ad Gulvet med Brevet i Haanden. Skøndt han søgte at forestille sig, hvordan hun nu saa' ud - Børnene omkring hende - Mandens Skam - den truende Ulykke, der Nat efter Nat maatte have holdt de Øjne ængsteligt opspilede, som i hans Drengedrømme havde lyst blidt og godt over ham.... saa nægtede Billedet ham sin Tjeneste. Han saa' hende stedse i Opvæksten, som ung Pige - rank, slank, blond.... og - javist - det var Edith hun mindede om. Var det fordi han inat ved et af disse Tilfælde havde talt til Edith om hende?.... Hun var bleven Edith - Edith hende.... Sæt at dette Brev var kommen ham i Hænde med en Bøn fra Edith?....
✂ Hun skulde hjælpes! Han vilde !....
✂ Han smilede med sammenbidte Læber; tog sin Frakke paa, Flip og Kravat. Han spændte Fingrene om sin Pande som for at fæstne den Idé, han havde faaet; lukkede Døren op - tøvede et Sekund - og steg sindigt ned ad Trapperne, idet han ved sig selv oprømt sagde:
✂ I Grunden den naturligste Sag af Verden! hvorfor faldt det mig ikke straks ind? -
✂ Sindigt lukkede han Døren op fra Trappegangen ind til Korridoren i Stuelejligheden.
✂ En Uniformskasket hang paa en Knage. Aa, kedeligt, om her nu var Besøg! Han tænkte ikke videre over, hvem her kunde være.... traadte ind i Dagligstuen, hvor det bløde Gulvtæppe dæmpede hans Skridt. Han var ved Portieren, tvang en Fold af den tilbage.... standsede....
✂ I Havestuen, hvor Frokostbordet var anrettet, sad hans Kone og Lieutenant Norden ene sammen ved Bordet. Han havde sin Arm om hendes Liv; hun havde sit smukke Hoved blidt og trygt 313 lænet op til hans Skulder.... og den hyggelige Formiddagsstilhed i Værelset faldt sammen med den dybe Beskuelsens Stilhed, hvorunder disse to Par smukke Øjne mødtes.
XVIII
✂ Gerhard trak sig tilbage - endnu lydløsere end han var kommen. Da han atter stod i Korridoren, krammede han Brevet febrilsk mellem sine Fingre, krammede det igen ud og stak det omhyggeligt i sin Brystlomme. Hvad han foretog sig, skete ganske mekanisk. Han saa' sig tilfældigt og studsende i det lille Konsolspejl ude paa Trappegangen. Det Ansigt dér - var det hans eget? Han vilde læse sig Skammen til deri - og der stod en Rest af en til Jorden slaaet Selvfølelse.... og bag den - en Befrielse - en næsten triumferende Glæde, der løb ud i en Grimace - om af Vrede eller Trods - det kunde ikke siges.
✂ Saa glattedes Ansigtet.
✂ Ah! sagde han, med et dybt, opaandende Suk. Nu kan jeg - om lidt - naar hun er ene - gaa til hende - og bede hende om et Laan af hendes Penge. Jeg skal svare hende Renter deraf - som var hun en Fremmed, en »Diskontør«!
✂ Det ringede paa Gangdøren. Han fo'r sammen, vilde løbe ovenpaa til Atelieret, betænkte sig, lukkede selv op.
✂ Det var Overgaard.
✂ Kom med ovenpaa! sagde Gerhard.
✂ Overgaard betragtede ham opmærksomt, da de var kommen til Sæde. Ja begynd Du kun! tænkte Gerhard, medens han vuggede sig i Gyngestolen med et besynderligt Smil, som den skarpsindige Ven ikke kunde klare sig.
✂ Det er ganske vist noget længe siden - sagde Overgaard.... men Du har været en ret tvivlsom Kavaler i disse Aar - og - naa ja, maa jeg gratulere!
✂ Tak! svarede Gerhard med tilspidsede Læber. Til hvad forresten?
✂ Det er sivet ud, min bolde Riddersmand! Der staar Gny den 314 ganske Stad over af din Bedrift igaar. Provst og Bisp, Amtmand og Dommer, Kunst og Videnskab, Hæren tillands og tilvands - die ganze Armee auf einmal ruinirt.... Jeg sænker Fanen. Nu er Du vor Mand!
✂ Er jeg? spurgte Gerhard og smilede stadig. Han søgte at samle sine Tanker - men de gled ud og tog Stade nede i hans Dagligstue - og bort derfra ovre ved en Gartnerbolig. Blot Overgaard vilde gaa! Men det vilde han ikke.
✂ Det er dog en meget lille By! sagde Gerhard omsider. Herregud, en Tale ved et Middagsbord....!
✂ Ja, et saa udsøgt! lo Overgaard og klappede sine lakerede Støvlenæser sammen.... Der er ingen Tvivl om, at Du er - eller meget snart bliver - udstødt af Synedriet. At Du har været gyselig ked af Makkerskabet i længere Tid - det tør jeg formode. Om Du med Flid har valgt Øjeblikket - eller det er kommet bag paa Dig - det kan være ens. Tilbage gaar Vejen ikke - uden gennem Sæk og Aske.... og det tør dog vel anses for.... ikkesandt? Naa altsaa.... her slog Overgaard Asken af sin Cigar og spurgte, med det ene Øje knebet til: Hvad siger din Kone?
✂ Hvad hun siger?.... Det kom overraskende paa Gerhard. Han rejste sig, gik op og ned; Vennen betragtede ham med Hovedet paa skraa: I er maaske ikke meget enige? Hvormange Ægtefolk er det? Men - allenfals - Du er ikke afhængig af hende! Eller er Du?
✂ Aa nej - vist ikke! svarede Gerhard og lo hen i Luften.
✂ Bon! Har Du ikke Noget liggende, som vi kan faa.... ligemeget hvad? -
✂ Hvilke »vi« - maa jeg spørge?
✂ For Pokker, følger Du da slet ikke med? Bentzen - Redaktøren - nogle andre Stykker, hvoriblandt Overkritikeren og jeg - vi har startet det ny Foretagende.... al Dumheden fra de Ældre skal dog ikke staa uimodsagt. Naa - giv Noget fra Dig! sagde Overgaard og strakte Haanden ud.
✂ Jeg har ikke noget - ikke noget, som I kan bruge! svarede Gerhard undvigende. Og hvem siger desuden, at jeg sympathiserer med Jer? -
✂ Overgaard smilede: Luk Du bare din Sympathi inde hos Dig selv - og giv mig en Artikel - et Digt.... Du skriver jo ogsaa 315 Digte. Med dit Navn under og i vore Spalter skal det nok blive læst paa rette Maade! Nu maa den halve Snes gode Hoveder, som endnu findes iblandt os, klumpe sig sammen.... eller vi kvæles tuti qvanti - som Ulf plejede at sige, naar han talede i fremmede Tungemaal! -
✂ Ulf! sagde Gerhard hurtigt. Véd Du noget om ham?.... Jeg vilde gerne have hans Adresse! -
✂ Overgaard drog paa det: Ingen véd rigtig noget. Man siger, han er ikke længer i Udlandet men har slaaet sig ned - etsteds i Jylland eller - jeg tror paa en af Øerne - hvor han lærer Asylbørn at stave. Med ham er der intet Udkomme mere.... han er kulret
✂ - jeg frygter Dødkuller!
✂ Stakkels Ulf! sagde Gerhard sagte.
✂ Aa véd Du hvad - man kan ogsaa være for uberegnelig!....
✂ Men hvem bærer Skylden? spurgte Gerhard hæftig. I - jeg - dette Samfund - - - ja dette mere og mere forkludrede, forløjede Samfund.... naa, undskyld! jeg holder ikke af Tirader - men jeg kan dog ikke undlade at sige Dig min Mening - netop overfor jert »Foretagende«!
✂ Din Mening? Kom med den! bad Overgaard.
✂ Min Mening - politisk - er at vi kun har én Mulighed: Reorganisere »Højre«! Vi er jo dog alle - vi som overhovedet tænker - kun Nuancer af det Parti, som vil skaffe sig Autoritet og paatvinge de andre vor Autoritet. Man omformer ikke Samfundet - hvilket vil sige »den almindelige Mening« - ved at sprænge udefra - man gaar ind - man er inde - og kun ved at være dér udstøder man efterhaanden de Dumme, uskadeliggør de Fanatiske og samler de Forstandige! Hvad skal vi med et »Venstre«? - naar dog de allerfleste i Venstre den Dag idag kunde indlemmes i det store nationale Parti, der kun har én Modstand - Socialdemokraterne - hvis Tid først kommer i næste Aarhundred - naar de har opbrugt en tilstrækkelig Mængde Førere og ofret Strømme af Penge og Blod!
✂ Ha ha! lo Overgaard. Siger Du dette af Dig selv, eller?....
✂ Han kiggede opmærksomt paa Gerhard, som vedblev:
✂ Politik keder mig forresten - og maa kede En i vore Forhold. De, som ikke netop skal leve deraf.... jeg siger ikke dette i 316 nedsættende Forstand.... de kunde saa godt vente roligt paa den Messias!
✂ Tak! det kender vi! sagde Overgaard spydigt. Det har Du fra dine Middagsselskaber....!
✂ Som jeg har brudt med - undskyld! svarede Gerhard. Men véd Du, hvad de Middagsselskaber har belært mig om?.... Aa nej, jeg gider ikke snakke mere! -
✂ Sniksnak! kom med det! bad Overgaard.
✂ De har slaaet det fast for mig.... naar Du endelig vil vide det.... at der kun gives to Slags Kvinder - og to Slags Mænd! sagde Gerhard.
✂ En overraskende Sandhed! lo Overgaard.
✂ To Slags Kvinder.... fortsatte Gerhard... Kurtisanen - og den kyske Natur! ligegyldigt under hvilke Forhold den førstelever, om gift eller ugift! og ligegyldigt om den kyske Natur saa hundred Gange havde Skinnet imod sig og Samfundet paa Nakken!
✂ Overgaard betragtede ham opmærksomt, rykkede sin Stol nærmere, sagde dæmpet: Hvor er dette faldet Dig ind - for, véd Du, jeg har tænkt det samme! skøndt det synes en stiv Paradoks. Nej nej; det er sandt! tilfojede han og rejste sig.
✂ Naa - og Mændene? spurgte han efter et Øjebliks Ophold.
✂ Ligeledes to Slags: de Kedsommelige - hvilket ikke absolut vil sige de Dumme - og saa dem, man overhovedet kan snakke med! sagde Gerhard roligt.
✂ Overgaard lo og rakte ham Haanden: Du er bleven en stor Kategoriker, Gerhard! Maaske hører jeg dog under den sidste Rubrik - den mindst omfangsrige selvfølgeligt?
✂ De to Mænd saa' paa hinanden. Overgaard syntes forlegen - rødmede endogsaa. Der var i hans Øjne et Glimt, som Vennen ikke mindedes at have kendt tidligere. Overgaard spurgte: Erindrer Du den Aften - efter Theatret - da Du var kommen hjem fra Udlandet?...
✂ Gerhard nikkede adspredt.
✂ Naa ja - de to Damer! Den ene fik Du... den Anden har jeg fattet en - levende Interesse for. Jeg tror hun er en ganske sjelden 317 Kvinde... tiltrods for - eller paa Grund af... ligemeget! Giv mig nu det Bidrag... jeg maa skynde mig!
✂ Gerhard gik - stadig adspredt - hen til Bordet, tog i Mappen nogle Ark, og rakte dem til Overgaard.
✂ Hvad er det? spurgte Overgaard og stak dem i Lommen.
✂ Hvad det er? Jeg véd det knap selv - et Indfald - en Drøm...!
✂ Aa Snak vel? -
✂ Gerhard nikkede smilende: »Jeg drømmer«, hedder Skitsen. Af den Drøm haaber jeg aldrig at vaagne mere!
✂ Sapienti sat! lo Overgaard. Du mærker, hvordan Journalisten hænger mig i Ærmet. Nu er vi Med-Sammensvorne! Har Ibsen ikke et Sted.... »han er dem for stærk; der staar Kvinder bag!« Vi skal være dem for stærke. Farvel, Gerhard!
✂ Overgaard var ude af Døren. Gerhard tænkte paa at lobe efter ham og fordre Manuskriptet tilbage. Det var en Slags Helligbrøde - syntes han - at give det Intimeste fra sig for at støtte et Parti-Organ, som han knap havde Interesse for. Men sæt nu, Du var Digter! tænkte han. En Digter giver det Intime fra sig - eller Digteriet »slaar ind«, bliver til Sygdom, Feber i Blodet, Tæring! Ja - hvis jeg var Digter!....
✂ Det var ham umuligt at ryste en Art Bedøvelse af sig.... han, som skulde ned og fordre en Forklaring, faa et Opgør istand. Han begreb aldeles ikke sig selv. Han gad ikke gaa ned.... det forekom ham uendelig ligegyldigt, hvorledes Forholdene vilde udvikle sig i hans eget Hus.... Hans eget? ....
✂ Han traadte hen til det høje Ateliervindue, lænede sig mod Karmen, med Haanden under Kinden, lukkede den brede Trækrude op. Ah!...
✂ Et Væld af sol-gennemsivet, lind og blod Foraarsluft strømmede udefra ind over ham. Haver, Villaer, Veje laa sænket ned i det gule Sollys og løftede sig atter som paa Længselsvinger op fra, ud af Lyset. Det var, som de Mennesker derude, de Omgivelser, de Tanker, han til daglig Brug selv skænkede saa ringe en Tanke, nu fløj ham imode med Fordring paa at blive mødt af Forstaaelse, hilst af Genkærlighed.
✂ Genkærlighed!
318✂ Han mumlede - nynnede; han talte højt; det var, som om hans Ord var Sang, Rhythmer, Strofer. Jeg havde dog Ret inat - sagde han; - Omslag i Vejret, Søndenvind, Foraar, Fuglekvidder... aa Gud, at man nogensinde, saa længe man staar paa sine to sunde Ben, kan ophøre at tilbede Livet, slaa Guldmønt af dets lyse Forjættelser - og sprede Rigdommen over det ganske Land, tilhøjre og venstre!
✂ Han lo, da han kom til at tænke »Højre« og »Venstre«; og han drog et befriende Suk, idet han levende mindedes sit uvilkaarlige Udraab, Aar tilbage, dér i Frederiksberghave, i Skumringen under de stille, forventningsfulde Trægrupper: Kom, Foraar! kom Glæde og Lykke, Arbejdstrang og Kærlighedstrang! - send mig dine varmende Straaler ind i et Bryst, der engang aandede saa dybt og frit under den ene saliggørende Følelse af at være elsket og kunne besvare Elskov! Giv mig tilbage, hvad jeg aldrig har ophørt at begræde - og tag Alt, hvad jeg aldrig har bedt om, og som Livet har paatvunget mig med det, Evald kaldte »fræk Fortrolighed«!- - -
XIX
✂ Han havde ikke hørt, at nogen ringede paa Gadedøren og blev lukket op - ikke hørt Trin paa Trapperne. Nu fo'r han sammen ved en Banken paa Atelierdøren. Nørager traadte ind, svingende sin bløde Hat, hilsende ham med runde Bevægelser, højtløftede Ord: Et herligt Foraarsvejr! Tak for igaar, Henrik Gerhard! Vi véd det - vi véd det - den hele By hilser i Dem, gennem mig, en brav Mand, en modig Mand....!
✂ Den »hele« By? spurgte Gerhard smilende. Nu overdriver De - men kom og sæt Dem - undskyld blot min Distraktion - jeg havde just et Stævnemøde med hvad De upaatvivleligt vil kalde min »Musa«. -
✂ Jeg byder hende hjærteligt velkommen - hos os ! sagde Nørager med klart straalende Øjne. Og staaende - siddende - og gaaende svang han Ideernes Fane, viftede med Folke-Frihedens, 319 Hjærternes, Sjælenes Banner; - opfyldt af sin Mission, sig selv, et bravt Menneskes uegennyttige Virken i sit Kald, og et lidt begrænset Hoveds Forplumren sig i Følelsespolitik, Literaturstrømninger, Demokrati, Danskhed, Forlægger-Foretagender og Bogtrykkersværte.
✂ Gerhard hørte til i Tavshed. Han var derude i Solens, Lysets, Luftens Væld.... og han gik dér i Natten, i Maaneklarhed, Tysthed, Musik, Selvbekendelser - ved Ediths Side. Og han hørte hende sige paa sin ydmyg-stille Maade: Jeg tror - at jeg helst vil have - at De ikke kysser mig!
✂ Aa, kære, kære Edith! sagde han - ganske højt. Nørager dukkede op fra sin Tales Strømhvirvler - og saa' forundret spørgende paa Gerhard:
✂ Er det et Digt - Edith med Svanehalsen maaske? Lad os faa det! bad han.
✂ Gerhard smilede, stadigt drømmende; gik til Skrivebordet, rakte Nørager en Cigar og sagde: De ønsker et Digt? Ryg denne Cigar! Jeg vil forsøge, om jeg har luret vor store, fordums Ulf hans Kunst af- om jeg kan gøre nogle Vers »paa siddende Hale« - som han udtrykte sig!
✂ Nørager dampede; Gerhard skrev. Lyset og Luften bølgede ind ad den aabne Rude; Fuglene kvidrede udenfor.... i det Fjærne en Rumlen af Vogne, en lille bjæffende Hund, et dybere Vov-Vov af en større - dæmpet Fortepianoklimper.... Nørager lagde Overfrakken.... der var næsten lummert i det store Atelier.... Solen havde brændt hans Næsetip og frisket hans af Natte-Korrekturlæsning jordfarvede Kinder.... hans klare, elskværdigt godmodige Øjne var spændte paa Bytte.... Saa rejste Gerhard sig, rakte ham Papiret og sagde lidt undselig: Læs!
✂ Nørager huggede Papiret og læste med bred, taktsvingende Haandbevægelse:
Vi vil lufte ud :
✂
Vi vil lufte ud, vi vil lufte ud,
vi vil atter skinnende Ruder!
Har vi spillet va banque med den gamle Gud:
320
der er andre, nyere Guder!
Har vi klinet vort Hus opad Vedtægts Væg,
har vi lagt vore Tanker i Dogme-Læg,
har vi daset paa Vanedoms Puder:
vi vil fri vort Hus, vi vil lufte ud -
Du Sol, vær vor Foraarsbebuder!
✂
Du varmende Sol, Du glodende Magt,
Ild-Centrum for Verdenen Kræfter:
om Dig bør at skares vor Fane-Vagt,
ved Dig vor Forskrivning hæfter!
Har vi kummerligt sét ved en Vinter-Praas,
har vi famlende styret vor Muldvarp-Kaas,
har vi givet for Trælle-Frygt efter:
vi vil aksle den lysende Frimands-Dragt,
mens Livsmodets Landse vi skæfter!
✂
Vi vil synge ud, vi vil synge ud -
de Tusinder skal os vel høre!
saa lad kun de Faa om den gamle Gud
os laane det dove Øre!
At Verden bestaar trods de tunghøre Faa,
det skal de, ved Gud! faa en Dag at forstaa:
Reveillen skal slaas dem for Øre!
Vi vil drive i
dem
just vor Djævel ud -
vi vil aabne for Sol alle Dore!
✂ Inden Gerhard saa' sig for, havde Norager trykket hans Haand og var ude af Døren med sin Fangst og sin Overfrakke under Armen.
✂ Dér lob han ! tænkte Gerhard. Men Gud, jeg véd jo slet ikke, om der i Digtet kom til at staa, hvad jeg netop vilde skrive!
✂ Han lo: muligvis kommer der aldrig i et Digt til at staa, hvad man netop vil skrive! -
✂ Saa følte han til Brystlommen. Jo - Brevet var der. Han knappede Frakken; nu vilde han ned.
✂ Atter steg han ned ad disse Trapper. Gik han her maaske for 321 sidste Gang? Hans Blik faldt over den limfarvede Trappegangsvæg, hvor Epheuen klatrede med sine mørke, ligesom i Voxdug udhuggede Blade - op over en gammel Studie, der var bleven hængende fra den tidligere Husbeboer - den ulykkelige Malers Dage. Han holdt ikke ud her - han tog sig.... Nej! sagde Gerhard ligesom afværgende en Tanke: »Indtil Jorden bliver glødende, skal man gaa paa den«! Vaaben er til for at bruge dem imod Fjenden - og er vi selv vor eneste, vor virkelige Fjende, saa er det ikke givet, at man skyder paa ham.... man bøjer den Genstridige, belærer den Vrangvillige.... ak, vi har kun et Liv, og det kan leves i Skønhed - i Sandhed - i Godhed.... som Fru Funch sagde dengang!
✂ Anna Funch - Fru Halvvig - Annette - Edith!
✂ Han traadte fast i Gangen ud til Køkkenet og spurgte Pigen derude: Er Fruen hjemme?
✂ Jo - Fruen er hjemme!
✂ Alene? -
✂ Jo - Fruen er alene hjemme. Den Herre, som var her til Frokost, er gaaet for nogen Tid siden.... jeg lukkede ham selv ud, dengang da jeg lukkede den anden Herre ind, som....
✂ Det er godt! sagde Gerhard. Og han forbavsede Pigen ved at tage nogle Kronestykker op af sin Vestelomme og give hende dem til at gaa paa Komedie for.
✂ Han traadte ind i Dagligstuen, hvor Annette sad og skrev ved sit Skrivebord. Hun saa' op, nikkede.... Blot et Par Ord til Mama - Du undskylder!
✂ Han satte sig bag hende - vilde ikke se paa hendes Nakke - men maatte dog - maatte sammenligne. Han følte sit Hjærte slaa - vendte sig bort - greb et Album - saa' lutter Annetter deri - sig selv - Konferensraaden - Mama - Lieutenant v. Norden. Han rejste sig, trak Brevet frem af sin Brystlomme og lagde det stille paa Bordet ved Siden af den Skrivende.
✂ Men Gud, hvad er der?.... Du gjorde mig ganske forskrækket! sagde Annette, som klinede sin Konvolut sammen og rejste sig.
322✂ Læs dette Brev! bad han dæmpet.
✂ Hun sendte ham et underligt udfordrende og dog duvende Blik, tog Brevet, besaa' Udskriften - - trak paa sine smukke Skuldre - aabnede og læste det.
✂ Naa - og saa? spurgte hun, lidt haardt, vendende sig imod ham.
✂ Det er min Kusine - Du ser, hun er i Nød - trues med Elendighed. Jeg spørger Dig: vil Du hjælpe hende?
✂ Jeg?
✂ Du - ja! Jeg har ikke Midlerne dertil - men Du har! -
✂ Hun hørte paa hans korte Forklaring ligesom aandsfraværende - eller hun grundede paa Noget med tilslørede Øjne - løb atter Brevet igennem - saa' fra Siden paa ham.... han stod oprejst, rolig, med lukket Ansigt. Saa kom et sælsomt Smil og lagde sig over den nederste Del af hendes Ansigt.... Øjnene var stedse gemte. Hun rakte ham Brevet og sagde: Har Du elsket denne Kusine meget højt? - elsker Du hende maaske endnu?...
✂ Jeg skylder hende for over 12000 Kroner Taknemlighed fra min Drengetid og min første Ungdom! sagde han tørt.
✂ Og Du vil have, at jeg skal betale din Taknemlighedsgæld? spurgte hun smilende.
✂ Han mærkede, hvordan dette Smil drev ham Blodet til Kinderne. Han stak Haanden ind paa Brystet og knugede den mod sit Hjærte:
✂ Vil Du af din Formue - med Afdrag og med Renter, som din Prokurator kan afgøre - laane mig den Sum, som staar nævnt i Brevet? spurgte han langsomt, idet han tog efter Ordene og efter Vejret.
✂ Hun satte sig igen ved Skrivebordet, med Ryggen imod ham, Albuerne paa Bordpladen, Hænderne for Øjnene. Hun græd.
✂ Der var dødsstille i Værelset - kun denne Graad. Gerhard stod lænet op mod det runde Bord i Midten af Stuen, Armene korslagte... det kogte indeni ham - og det vilde hulke i ham - han ønsked sig hundred Mile bort - han foragtede denne Kvinde dér, som spillede Komedie for ham - han havde ondt af hende - var led ved sig selv - havde Medlidenhed med hende - og kom i det 323 samme til at huske paa sit Digt, som han fandt meningsløst her i denne Stue. Og udenfor i Haven skinnede Solen og Fuglene kvidrede, som om de af en Spottefugl var underkøbt til at jubilere netop nu .
✂ Hun saa ivejret, under Taarer, og sagde grædende som et krænket Barn, hvem man ikke gør nok af - ikke engang taler til:
✂ At det er kommet saa vidt med os! Nu skal jeg endogsaa betale dine Elskerinder! -
✂ Hans Tilskyndelse var at gribe hende i Nakken - just dér - hvor de mørkblonde Dun krusede sig, som om en Finger nyligt i Leg havde viklet og tvundet dem. - Saa lo han.
✂ Hun blev forskrækket over denne Latter, standsede raadvild i sin Graad - skar et ynkeligt Ansigt - og dette fik noget pudsigt ved sig, som gjorde, at hans Latter blev til et Smil.
✂ Han gik hen til hende, bøjede sig og sagde i konverserende Tone: Min kære Pige; det er maaske en Fejl af mig, at jeg saadan kommer dumpende med Døren ind i Stuen til Dig - og med en Anmodning, som jeg burde have forberedt.... da den dog er af usædvanlig Art. Til min Undskyldning tjener blot, at jeg virkelig for en Timestid siden kom herned, for at tale baade i Fortrolighed og Alvor med Dig.... men jeg var saa uheldig at finde Dig optaget i det Øjeblik.... og derfor spørger jeg nu kun kort og godt: Vil Du eller vil Du ikke? Ja eller Nej!
✂ Hun havde atter Hænderne for Øjnene, men græd ikke. Han ventede lidt - bøjede sig endnu dybere over hende og hviskede: Husker Du mine Ord igaaraftes? Du har din Frihed - jeg min ! Vi burde maaske helst være oprigtige imod hinanden. Det vilde jeg foretrække. I Mangel deraf kan vi naturligvis godt fortsætte vor lille Komedie - som de mange andre gifte og bosiddende Par. Det er vel nok en Tjeneste, jeg her anmoder Dig om - forsaavidt som jeg ellers bliver henvist til Folk, hvem jeg endnu nødigere forhandler Pengesager med, end med Dig. Men jeg beder Dig kun ikke glemme, at det for Dig ene og alene drejer sig om et Par Linjer med din Underskrift til din Prokurator - hvem jeg da tilbagebetaler de Penge, han forvalter for Dig. Her er ikke Spørgsmaal - mærk Dig dette - om hvorvidt Du skal betale Nogen eller 324 Noget for mig. Spørger Du mig, om jeg har nogen Elskerinde - saa kan jeg forsikre Dig paa mit Ord: Nej! Jeg vender ikke Spørgsmaalet imod Dig og....!
✂ Det er nok! afbrød hun ham tonløst og trykkede sit Lommetørklæde mod sin Mund. Hun greb et Ark Papir - gav sig til at skrive - kunde ikke.... trak Vejret dybt - rystede ligesom Noget bort med sit smukke Hoved - tog et nyt Ark - skrev hurtigt og flydende nogle Linjer - Navn - og rakte ham Bladet.
✂ Han bukkede, rakte hende Haanden; hun tog den, smilede - vendte sig saa og satte en hvid Tand i Læben: Gaa! sagde hun. Jeg hader - jeg afskyer Dig - din Overlegenhed - din - din.... aa, gaa, inden jeg....!
✂ Hvis Du fortryder det - sagde han rolig - saa er her dit Papir tilbage! Det er dog mig, som forskriver mig til Dig - ikke omvendt! Du har din Frihed.... Hvad jeg har, det tor jeg ikke tænke paa nu.... Som sagt, Du er fri.... ung, smuk, rig, beundret - lykkelig.... nyd din Frihed! -
✂ Og Du din ! raabte hun, idet hun tvang ham Papiret i Haanden og pegede mod Døren. Lad os se, hvor længe Du kan spille Hykler! -
✂ Han var standset ved Døren, med dirrende Læber, skælvende Knæ. Hans Tilskyndelse var at rulle dette lille fmtduftende Boudoir-Papir sammen og kaste det hen for hendes Fødder. Saa stod et Ansigt for ham - et af Nattevaagen, Angest, Taarer affalmet Ansigt, som dog havde de kære kendte Spor af de lysende Barndomsminder over sig.... og et andet Ansigt, et blegt, fint, sørgmodigt, der hæftede nogle ydmygt-alvorlige Øjne spørgende paa ham. Han mumlede: Der er To, som ser paa mig nu.... de vil forstaa mig.... saa lad et uvornt Barn skælde!
✂ Og hurtigt gemte han Papiret i sin Brystlomme, knappede Frakken febrilsk til - bøjede Hovedet for Annette og sagde:
✂ Jeg er nu i Skyld og Gæld til Dig. Jeg taler ikke om din Skyld til mig. Hvis vort Ægteskab har været en Daarskab - saa gør en Skilsmisses Latterlighed det ikke bedre. Naar jeg har ordnet min Slægtnings Sager, kan vi jo drøfte vore egne.... saa længe kan de vel nok vente. Hvad Du bestemmer, har paa Forhaand min Billigelse. Jeg rejser med Eftermiddagstoget. Farvel!
XX
✂ Han løb ovenpaa, pakkede en Natsæk - opdagede, at det ved et Tilfælde var den samme lille Dame-Vadsæk, hvormed Annette hin Aften kørte med ham til det Hjem, der for Fremtiden skulde være deres fælles.
✂ Han bed sig i Læben - gik til sit Chatol, trak Skuffer ud, fordelende Papirer, Tegninger, Radérplader i smaa Bunker.... fandt saa sin Rejserevolver, som han sad og haandterede - indtil der paakom ham denne dybe, uforklarlige Tilbøjelighed overfor Skydevaaben.... en Tilbøjelighed i nær Slægt med Lysten til at styrte sig ned fra høje, bratte Steder! I begge Tilfælde et Spring ud i det store, tomme Uvisse.
✂ Men »Rædslen for det Tomme« greb ham med større og afgørende Styrke. Han fik ledt en Haandkoffert frem og puttede deri Linned, Toiletsager og hvad han af Papirer, Haandbøger, Raderematerialer mente at ville benytte under sin Udflugt - af hvor kort eller lang Varighed den saa blev.
✂ Bort skulde han.... og dette skulde beroligede og ansporede ham paa samme Tid. Han gjorde en større Rejsekoffert og nogle Pakkasser istand: de vigtigste af hans Bøger, Garderobe, Malerre - kvisiter, Lærreder osv. Han fornam et legemligt Velbefindende ved at ordne og pakke ned alle disse Ting - gjorde paa sig selv den Iagttagelse, at det undertiden er en Koffert eller Laaget paa en Kasse, der bringer os ud over de første Vanskeligheder ved et stort Vendepunkt.
✂ Da Alt stod færdigt, laa Revolveren der endnu paa Bordet. Skal Du med? spurgte han - og stak den ned mellem Linnedet i Haandkofferten. Vaabnet havde - uden at være brugt - trofast fulgt ham fra Sted til Sted og ved Lejligheder indgydt ham en vis Tryghed - som om han havde haft en Hund med. Nu laa det dér - »man kan aldrig vide, hvad det er godt for«!
✂ Han var færdig. En lille Sum, han havde haft liggende i rede Penge, puttede han i Lommen - ned i Brevtasken til hans Kones Anvisning - hans egen »Forskrivning«. Han saa' sig om i Atelieret; et øde Rum.... derudenfor Solen, som lo, Fuglene, som sang 326 - og denne pludselige Foraarsvarme, der vældede ind gennem Ruden. Derude - et eller andet Sted - skulde han atter begynde forfra - »paa bart Bord«.
✂ Som Ulf - som Zigeuner! mumlede Gerhard og strakte sine Arme. Han fornam igen dette legemlige Velbefindende. Hvor er jeg dog lidet medtaget - endnu! Kom an! raabte han, næsten overgivent, idet han stemmede Brystet frem som mod talrige Hindringer, og med Haanden beskrev et Fægtestød i Luften - - - et tilbagetrukket og atter fremført Stød ud i den Luft, der æggende bølgede ham imøde fra Trækruden. Kom an! hvad I saa hedder - hvor fast I saa sidder! Mit Hoved sidder endnu fast paa mine Skuldre - og endnu er det ikke tommere end Jert!
✂ Han standsede. Hans Tilbøjelighed til at tale højt gjorde ham flov; og der var i Ekkoet af hans Ord en Ydmygelse.... Var han da nu ogsaa saa sikker paa sin Styrke?
✂ Han blev nedslaaet, forstemt. Forlade dette Hus vilde han. Hvorfor i Grunden?
✂ Og der listede sig over ham en Lyst - maaske den nationale Magelighed, indsuget med Modermælken. Kun lidet vidste han om sine Forældre. De havde ikke været betydelige Folk; ganske jævne Mennesker - Moderen efter Sigende den dygtigste.... men man kan jo arve Blod igennem Generationer. Mo'rfaderen skulde have været en udpræget Personlighed - baade i det Gode og det Daarlige - en Dilettant-Natur, en Mand med raffineret, om ikke kræsen Smag - et Arbejdsmenneske og et Nydelsesmenneske - en af disse halv-patriciske Samfundsstøtter, der samler sig Penge og øder dem - holder det gaaende med Humøret til det sidste - og dør af en Leversvulst.
✂ Gerhard stirrede frem for sig - saa' sin Kones yppige Nakke dernede i denne komfortable Stue - som han nu skulde forlade - baade Nakken og Stuen?
✂ Han vaklede. Denne hidsende Foraarsluft... og Noget i ham selv syntes at sige: men I gode Guder! hvorfor løber jeg ikke nedenunder - behandler det Hele »en bagatelle« - vinder hende tilbage.... for jeg kan vinde hende.... tilgiver - hvis der er noget Væsenligt at tilgive - kysser hende - sender Bud efter en 327 Landauer - kører i Skoven, spiser med hende.... og iaften, ved Hjemkomsten.... iræ amantium amoris integratio.
✂ Aa, fy fy! Henrik Gerhard! Anden Gang udleverer man sig ikke til sin værste Fjende - sin sanselige Nydelsestrang!
✂ Og han greb Overtøj og Haandkoffert, aabnede Døren raskt.... betragtede paa Trappegangen Malerens Studie - syntes at der laa Ulykke over dette Hus - rystede sin lille Bagage, hvori han vidste, at der laa den Ting, som til syvende og sidst kunde sætte Stopper for enhver Fristelse.
✂ Saa traadte han med en ligegyldig Mine ud i Køkkenet, forklarede kort, at han tog bort paa nogen Tid, og gav Pigerne Besked med Hensyn til Koffert og Kasserne ovenpaa; de skulde staa indtil hans videre Ordre.
✂ Endnu en Tøven udenfor Døren til Dagligstuen. Intet rørte sig derinde. Fruen var gaaet ud! forklarede Pigen.
✂ Saa gaar ogsaa jeg ! mumlede Husets Herre. Og ud gik han.
✂ I Drosche til Prokuratoren. Det Hele var snart ordnet. Gerhard saa konfidentiel, som Juristen antageligt behøvede det. De skrev i Forening et Telegram til Kusinens Adresse i den lille Købstad. Pengene var disponible. Gerhard vilde tilføje: jeg kommer selv med Toget iaften.... men betænkte sig, syntes, at det dog maaske vilde være bedre at komme uanmældt - og skrev: kommer saasnart muligt - ventelig endnu imorgen! Et Haandtryk - et Buk; Prokuratoren fulgte ham ud i Forværelset, hvor Gerhard sagde: Ja, det er mig , som skal betale Dem disse Penge - med de Afdrag, vi nu er bleven enige om!
✂ Prokuratoren smilede: Aa!.... og tænkte: hvorfor siger han nu saadan noget Vaas? Kender jeg ikke baade ham og hans Kone? hun kommer saamænd nok til at punge ud - det er da ogsaa naturligt.... det kender vi til.... om der saa var aldrig saa lidt Formuesfællesskab!
✂ Saa gik Prokuratoren ind i sit Kontor og mindedes de glade Ungkarledage, da han havde sværmet for Frk. Kirchhoff - blændet af hendes pikante Skønhed og ikke ganske upaavirket af 328 hendes Formuesforhold. Han havde nu ægtet en Enke - ganske vist ogsaa med Noget til bedste - men vranten, vanskelig, disputeresyg... og han tænkte sig ganske arrig paa denne Gerhard dér - med hans sikre, overlegne Væsen... »en af disse Fyre, der kun behøver at vise sig - og Kvinderne kaster deres Øjne, deres Hjærter og deres Penge til dem!«
✂ Gerhard lod sin Haandkoffert bringe til Jærnbanen. Saa gik han op i en Restauration for at spise til Middag.
✂ Maden vilde ikke smage ham, skondt han vilde lyve sig sulten. Han rorte saa godt som intet; drak en Flaske Vin - glad over at kunne sidde alene; fik Kaffen hen ved en Vinduesplads og røg en stærk Cigar. Viseren paa Uhret vilde ligesom ikke flytte sig. Dumt, at det Tog idag ikke kunde gaa en Time før!
XXI
✂ I Sideværelset gik det muntert til. En Herremiddag nok. Han hørte Stemmerne, hvergang Døren aabnedes for en Opvarter. En af Stemmerne syntes han at skulle kende. Han grundede lidt paa, hvem denne høje, skarpe Røst med Ganelyd tilhørte... og mindedes Anna Funchs Theori om Mændenes Organer.
✂ Han tænkte: vi reflekterer allesammen altfor meget, baade Kvinder og Mænd... ogsaa Edith reflekterer paa sin Maade. Men vi læser ogsaa allesammen det samme - forarbejder nogenlunde de samme Indtryk - næres af en fælles aandelig Atmosfære. Gud véd, om det ikke er Tegnet paa, at vi ubevidst styrer alle mod et fælles Maal? - Er vi ikke, ret besét, et stort Søskende-Samfund - naar vi kunde sætte Erotiken ud af Spillet? Er det ikke den , der gækker os, idet den tumler med vore Skæbner uden at spørge vore Principper, Anskuelser tilraads? Er den virkelig Ur-Magten, Grundelementet, der uden væsenlige Omdannelser hævder sin ubøjelige Vilje over os - medens Alt, hvad vi ellers kender af Sjæleliv og Samfundsliv, langsomt undergaar Forvandlinger og Forskydelser henimod noget uendelig fint, aandigt Sammensat? Hvad betyder og hvad betegner egenlig denne Vrimmel af 329 Spørgsmaal om Kønsliv, Kønsmoral - Kønnenes indbyrdes Stilling og deres Forhold udadtil - de igennem den nøgterne Statistik brutalt opkastede Spørgsmaal om Børnefrembringelsen - og den Extase, der griber vore Hjærter, naar vi, endnu tvivlende og ængstlige, spørger os selv, hvilken Lov der da dikterer vore Hjærter deres Love? Er det ikke - strengt taget - os alle , vi moderne tænkende, lidende og handlende, som nu er paa den store Krigssti imod den gamle suveræne Erotik - imod dens brutale Tilkendegivelse af en Magt, hvis Byrder vi er for svage til at bære og hvis Lovbud vi ville have fortolket langt finere, langt mere aandigt end vore plumpere Forfædre - vi, som er »fri« og »oplyste«, hvad hverken vor Bedstefa'r eller vor Oldemo'r var!
✂ Og Gerhard støttede Hagen i sin Haand og tænkte sig et Møde med hans egen Bedstefa'r eller med hans Oldemo'r - i deres »blomstrende Alder«. Han maatte smile - og dog tænkte han dette alvorligt - hvilket svælgende Dyb der efterhaanden lagdes mellem Generation og Generation: hvor egoistisk, skaanselløs, ufin Manden havde været i hans Kærlighedsytringer - hvor trælbunden, sippet, prosaisk eller sentimental Slægtens Kvinder havde tænkt, eller undladt at tænke, dengang de »gjorde deres Herrer Ægtemænd eller Herrer Elskere til Behag«.
✂ Han saa' ud ad Vinduet, ud paa Kongens Nytorv - som han dette Øjeblik smilende mindedes i den Skikkelse, hvori det stod for hans første Ungdom: Verdens største Plads. Det var dengang, da han selv ikke kendte stort mere til Verden end »Hesten« kendte dertil; dengang da han med Ærefrygt betragtede Hovedvagten og »Gæthuset«, Kunstakademiet og det gamle kgl. Theater som ligesaa mange Grundpiller for et daadkraftigt Folks Fortids og Fremtidsliv.
✂ Det saa pludseligt vaagnede Foraars gyldne Eftermiddagslys laa nu over dette Torv. Han aabnede Vinduet, indsugede Ungdomsminderne og sammenlignede før med nu. »Verdens Centrum« var dette Torv sandeligt ikke - men den store Plads kunde alligevel siges at være Centrum for hans Lands ejendommelige Liv.
✂ Dette Land - saa mishandlet af ydre og indre Vold, som det nu var blevet: dette lille Land med den altfor store By - en aparte Vanskabning, i hvis Hjærne, Hjærte og Vom en uhelbredelig 330 Sygdom syntes at rase: hans eget lille Land - hvor alle de smaa Nationers smaalige Egenskaber tumlede med Masserne, der aldrig mere »en masse« syntes at skulle løftes til Noget, for at kunne løfte det Hele!
✂ Han sukkede - og mindedes Ulfs Ord: kunde man blot tvinge sig til at tro paa Fremtiden - eller kunde En udenfor os selv bibringe os denne Tro!
✂ Og medens han atter ligesom lod sig løfte af denne paa engang bløde og stærke Luft - saa blev han bevæget af en baade blød og stærk Glæde. Det kommer an paa - sagde han ved sig selv - at man holder rigtigt inderligt af de Mennesker dernede, som nu krydser over dette Torv! Man maa ikke engang vrage »Hesten« - om man end er nok saa kunstforstandig; man maa lægge i disse alt andet end imponerende eller rige Bygninger netop det , som er i dem - og endda et Plus til fra Ens yngste og begejstrede Følelser. Ukritisk og fjottet Frasebegejstring er Grundskaden for et Folk - men burde ikke den alvorlige, ærligt mente Kritik i Tider, som disse, heller slaa lidt af paa sine strenge Fordringer end stedse holde os Sammenligninger for Øje - og gøre os modløse?
✂ Se hvor disse Folk synes glade idag. Saa lidt - en Termometerstigning og en Vind fra Sønden - kan gøre deres Skridt elastiske, deres Blikke klare. Solen ler - og Alle smiler med den.
✂ En Sol venter vi paa - en stor Personlighed, Tænker, Digter, Kunstner, Statsmand. Men mens vi venter , plukker vi hinanden fordærvet, krænger vore egne og vor Næstes Ynkeligheder ud og viser Resultatet: vi ere alle Stympere!
✂ Sæt vi opgav at vente - og tog med Glæde og Kærlighed imod, hvad der forefandtes! Lad os ikke bilde os for meget ind, men bruge, hvad vi har af Evner! Derovre ligger f. Ex. denne store, graa, tunge Stuk-Kasse - min Svigerfaders Theater. Vi overlader det til de sex hundred Tanter, til de tusind Grosserere - overlader et Dusin Journalister at støtte det eller skælde det ud. Hvad vedkommer det mig , om Konferensraaden styrer det godt eller slet? Han kan ikke have ødelagt det mere, end vi efterhaanden allesammen ødelægger vore Institutioner... det er os , som er de medskyldige, vi som tvivler eller holder os borte.
✂ Vi skal ikke lade de sexhundred Tanter dominere og ikke lade 331 de tusind Grosserere drive om for Vind og Vove. De vilde dog saa gerne manes af noget Skønt, friskes af et Foraarspust... se blot paa dem dernede over Torvet!
✂ Ulf og jeg - vi kunde i Forening kaste Sol og Skønhed, den store Livsluftning ind i deres Støv og Kævl og Eksistenskamp... og naar vi da en Aften i Theatret bivaanede en Forestilling, som var vort fælles Arbejde og som gød Glans i Blikkene og bragte Hjærterne til at hæve sig - saa vilde jeg være den beskedne, give Ulf Æren, og blot føle denne inderlige Glæde over, om end kun for nogle Timer, at have standset den fælles snigende Sygdom...
✂ Lad saa den rette Mester komme, naar han vil, naar han kan! -
✂ Han lukkede Vinduet, stille og bevæget glad. Det var længe, længe siden han havde haft den Følelse... og nu var Klokken saa mange, at han kunde bryde op.
✂ Han kaldte Opvarteren til sig, gjorde en Hentydning til de »glade Herrer« derinde ved Siden af, betalte og rejste sig.
✂ Døren aabnedes. Et Selskab paa en halv Snes meget velklædte Herrer kom ind. Grosserer Halvvig var imellem dem. Foruden ham genkendte Gerhard et Par af Regeringspartiets »Spidser« - om ikke de allerspidseste. Stemmerne var høje, Latteren ikke dæmpet, Øjnene klare og de yngre Mænds Kinder havde et Skær af Vinfarve fortyndet i Vand - at sige Farven fortyndet; Vinen havde næppe været det.
✂ Philip Halvvig gik straks hen til Gerhard og bød ham smilende Haanden. Grossereren var ganske vist oprømt og hans ejendommelige Øjne lyste - men idet han trykkede Gerhards Haand, trak han betegnende paa Skuldren ad de højrøstede Gæster, der søgte Entréen.
✂ En lille Diner - paa Faldrebet - med Forretningsvenner og Meningsfæller, min kære Gerhard! Vi kom lidt i Disput derinde - om Politik - naturligvis - og kommercielle Anliggender - Beskyttelse og det Modsatte! Saa maatte der en extra Flaske Vin til - hvad jeg fandt mig i, da jeg ikke kunde forhindre det. Man taler dog bedst - naar man taler klart, ha ha! Jo - vi sidder forresten net i det! Men jeg siger: lad Regeringen føre os ud af det - nu maa vi 332 igennem det - og Oppositionen raader endnu ikke over de rette Mænd - uden Forklejnelse for nogen! Naa, det er vel ogsaa Deres Mening? Og De spiser alene ude idag? - kanske huslig Rengøring - eller... her missede Grossereren... en lille huslig Uoverensstemmelse? Den skal man helst lade gaa over - lade gaa over - inden den antager... Jo! nu kommer jeg! Undskyld, De staar maaske ogsaa paa Springet? -
✂ Gerhard saa' til Uhret, trykkede Fingerspidserne af hans Haand og skyndte sig forbi Herrerne ned ad Trappen ud paa Torvet, hvor han tog en Drosche. Medens Kusken paa alle Kuskes omhyggelige Manér lagde Hestedækkenet sammen, saa' Gerhard at Hr. Halvvig og hans Selskab ogsaa tog Droscher. Mon de vil ud ad Strandvejen? tænkte han. Og medens han tænkte saaledes, fo'r det med et Stik igennem hans Hjærte: hvor mon de vil lande i aften - saa glade de er?
✂ Han gravede sig ind i Hjørnet af Vognen og tænkte videre: Aa, han er den besindige iblandt dem - maadeholden... jeg er glad over, at jeg ikke i hans Øjne saa' det Blik, som man bedømmer skarpt, naar man ikke selv er paa Højden! Men Gud dog! hvad skal jeg gøre med denne Mand?... tilføjede han og fattede uvilkaarligt om Knappen paa sin Stok. Hvordan vil vi to engang komme til at staa overfor hinanden?.... Eller vil det aldrig komme dertil? Aa, Edith, Edith! Jeg vil rejse videre til Udlandet fra min Kusine... jeg vil, hvis hun endnu kan være min Fortrolige som i gamle Dage, fortælle hende det Hele og følge hendes Raad... jamen jeg har jo intet at fortælle... og jeg kan ikke fortælle hende det med min Kone - for saa vil hun se, at jeg bringer et Offer...! Fordomt, saa den Drosche kører langsomt!
✂ Han kom til Jærnbanestationen, tog Billet, snappede Haandkoffert og Rejsetæppe, og betydede en Konduktør, at han ønskede at være alene i Kupéen. Han blev lukket ind. Ah!... om et Par Minuter førtes han bort fra den By, hvis Stene brændte ham under Fødderne - og hvis Indbyggere han dog for ganske nyligt havde foresat sig »ret inderligt at elske«.
✂ Højrøstede Stemmer og Latter paa Perronen vakte hans Opmærksomhed. Han skottede ud ad Vinduet. De glade Middags-Herrer stod nogle Skridt fra ham. Man disputerede, man lo - en 333 yngre, overordenlig velklædt Grosserer blev ved at ryste Hr. Halvvigs Haand, vilde ikke tillade ham at stige ind i Nabo-Kupéen... de ældre, mere satte Samfunds-Bærere begyndte saa smaat at lægge sig imellem... den unge Mand raabte: Jovist beholder vi Halvvig til imorgen - han har tjent for mange Penge - han skal give Aftensmad - vi vil more os - han kniber altid ud - o. s. v. Klokken ringede tredje Gang. Togføreren tog til sin Fløjte; en Konduktør kom løbende: Værs'go'! De maa ta' Plads! Døren til Gerhards Kupé blev revet op; Hr. Halvvig sprang ind; nogle blankskinnende Hatte svingedes derudenfor og et enkelt Hurra overdøvedes af Damppiben. Toget var i Bevægelse.
✂ Nej virkelig! - skulde vi komme til at køre sammen? sagde Halvvig og rystede Gerhards Haand.
XXII
✂ De kom virkelig til at køre sammen.
✂ Ligestraks spurgte Halvvig: Hvor langt skal De? - over Korsør formodenlig?
✂ Gerhard svarede, at han stod af i Roskilde - han skulde med Toget sydpaa!
✂ Masnedsund? spurgte Grossereren.
✂ Gerhard nikkede: Over til Øerne!
✂ Forretninger? spurgte Grossereren.
✂ Gerhard nikkede knapt og kort: Forretninger - ja!
✂ Kedeligt at det ikke var Udlandet - sagde Halvvig oprømt og lagde sin Haand let paa Gerhards Knæ. Tænk, om vi to kunde slaa Følge over Kiel-Hamborg?... jeg skal først besøge et Par Byer i Westfalen - saa til Paris - maaske et Trip til London. Tag med til Paris - hører De! En Kunstner har altid et Paaskud - hvad?
✂ Og leende gav Hr. Halvvig Gerhards Knæ et blidt Tryk. Gerhard tog Benet til sig og saa' alvorligt paa sin Genbo. Hr. Halvvig snakkede oprømt videre, forudsættende en opmærksom Tilhører og en Meningsfælle: De vilde undervejs kunne lære noget af mig, 334 min Kære - ligesom jeg af Dem - naturligvis! Hvad vilde De sige, om jeg ved næste Folkethingsvalg... ja for mine Venner opfordrer mig stærkt dertil. Vi maa dog engang have en Sær-Repræsentant for Handelen... ikke fordi at jeg tiltror mig særlig Kapacitet... men jeg tiltror heller ikke de Andre... og Noget maa der gøres! Vi frygter for - lidt efter lidt - at se vor By af de ledende Kredse betragtet som kun Haupt und Residentsstadt - vi binder os meget til de militære Foranstaltninger - binder mange Penge derved - det er Konsekvenserne af vor usalige Forfatningsstrid. Men vi maa blive en Handelsplads - af Betydning - befæstet eller ikke... vor naturlige Beliggenhed peger tydeligt derpaa... hvis vi ikke allesammen skal komme til at suge paa Labben. Forstaar De Dem, min kære Gerhard, en Smule paa Toldlovgivning... naa ikke? Men De vil dog, som almindelig dannet Mand, kunne sætte Dem ind i Transit-Spørgsmaalene - naar de forklares for Dem! Og hvad Frihavn angaar... jeg har studeret Sagen i Udlandet... jeg er Assurandør tillige... derfor rejser jeg saa meget... De maa endelig ikke opfatte mig som en slet og ret »Grosserer« - ha ha! hvad? en københavnsk Grosserer - skurrer det ikke i Deres Kunstnerøre? Sig De kun frit ud!... Jeg skal betro Dem, jeg har længe ønsket at kunne passiare med Dem sans gene... De erindrer, fra dengang De først blev min Lejer - der var »Noget« ved Dem, som - rent ud sagt vandt mig... og hvis vi nu kunde følges i det mindste nogle Dagsrejser?... hvad? slaa til! Vi tager til Paris sammen - ha ha! - jeg giver den første Middag hos Les Doyens - hvis De kender Stedet?...
✂ Gerhard blev ved at betragte sin Genbo; stirrede længe og vedholdende paa ham, medens Talens boblende Strøm blev en Art Vuggevise, som bedøvede... og hertil kom Hjulenes Klap-Klap - Togets jævnt hoppende Slingring - Kupéens Rysten og yderligere Sindsbevægelserne det sidste Døgn.
✂ Disse Øjne dér - lige foran ham - flade og paa samme Tid dybtliggende under stærke, lyse Bryn: de smilede oprømt selskabeligt - med dette Agtpaagivende i sig, som om de forskede efter noget helt andet end efter Gerhards mulige Tilslutning til Frihavnsspørgsmaalet.
✂ Gerhard saa' disse Øjne - ligesom igennem en hypnotisk 335 Dvale - og saa' samtidig hele den trange, slidte, afgnavede Æske - den af Støv, Sol, Røg, Skumpien og Rysten ilde medhandlede Ryge-Kupé, en skamfilet »flyvende Koffert«, hvori de to Mænd var lukket alene inde! Hundreder af Rejsende havde spyttet paa denne trevlede Gulvmaatte, stirret op mod den sværtede Loftsventil, døset i Polsterkrogene og gnedet Baghovederne mod det hæklede Overtræk, hvor de i Mønstret filerede Bogstaver DSB og DSB begyndte at danse ud og ind, flyde sammen og flyde fra hinanden, for Gerhards dvaletunge Øjne.
✂ Han vilde tvinge sit Blik bort fra sin Genbo og fra disse Bogstaver, og han saa' op ivejret til Nættet, udspændt mellem nogle støbte, grimme Metaldragere, hvor hans Haandkoffert syntes at tage sig en Lur som i en Hængekøje.
✂ Mon disse støbte Metaldragere var paalidelige?... sæt at en knækkede - og Kofferten faldt ned - og... Revolveren, som laa deri... mon den var ladt? Det var den jo dog! -
✂ Stedse boblede Talens Strøm - Vuggevisen snurrede - Æsken skumplede... der lugtede af Sod, gammel Røg, muggent Hø - eller var det bedærvet Krølhaar, hvormed de falmede Hynder var stoppede?... Gerhard tænkte paa Aftnen igaar - Droschen, hvori han var kørt ud til »Elysium«...
✂ Edith! - Musiken - Vinen - Maaneskinnet... Edith!
✂ Og idet Gerhard hviskede dette Navn, gav det et lille Sæt i ham: han havde jo ikke betalt Opvarteren igaar... det var mere end ærgerligt - i Ediths Selskab! Hvad skulde han gøre? Han kendte ikke engang Beløbet - kunde ikke sende Restauratøren det! Kedeligt - ærgerligt!
✂ Var der en selvsikker Spot i disse Øjne dér? Hvor turde denne fremmede Mand sidde saa familiært og slaa ham paa Knæet og invitere ham til Middag i Paris - ude i de elysæiske Marker? Anede denne Mand noget?... vilde han vise sin Rival, hvor tryg han selv følte sig? Ansaa' han Gerhard for en naiv Mand, hvem man viser sin Ringeagt ved at konversere om ørkesløs Politik? Eller var det Halvvig, som selv var en naiv Mand?
✂ En naiv Mand... hviskede det indeni Gerhard... som lever skilt fra sin Kone - i et i hvert Fald ikke-legalt Beskytter eller Tilbederforhold til en ung, nydelig Pige - som føler sig »bunden« 336 derved... lad os kalde det saaledes. En sandsynligvis velstaaende Mand - der rejser meget - er intelligent nok til at have nogen Mening om Tingene hjemme og ude - og som endogsaa aspirerer til en politisk Stilling! Jeg takker for den Naivitet! - -
✂ Nej; han dér véd nok, baade hvad han siger og hvad han gor. Og nu vil han have mig til Bedste. Jeg kan se det paa hans Øjne! -
✂ En dump Vrede lagde sig over Gerhards underlige halvt sløve Ro; et Raseri begyndte at koge i ham. Bogstaverne DSB flimrede... han søgte Orakelsvar i dem paa sine Tankers Spørgsmaal. Og disse Tanker kredsede mere og mere engt om det ene Punkt - og om den ene Ting, som gemte sig i den lille Koffert. Hvad om jeg tog og skød den Mand ned dér!
✂ Gerhard rettede sig i Sædet og søgte at dulme den febrilske Ophidselse, som halvt var ham til Gru, halvt en Lystfornemmelse... Lad os sige, at vi fortsætter Rejsen sammen indtil vi kommer til Hamborg. Saa tager vi over til Harburg, paa den modsatte Side af Floden. Jeg kender et rart Værtshus dér - og Skovhøjderne er lige bagved. Vi spiser sammen, tømmer en Flaske Vin - Ediths Skaal! - og saa siger jeg ham lige i hans Øjne, hvorledes vi staar til hinanden - hvis han ikke allerede selv har gættet det. Jeg siger til ham: Lad os skydes om denne Kvinde!
✂ Gerhard lukkede nogle Sekunder sine Øjne, medens Halvvigs Ansigtstræk bevægede sig for ham, indrammet af et S og et B - - - og langt, langt borte det fine, blege Billed af Edith, dengang hun næsten med udslukt Stemme sagde: Nej nej - det er nu engang - som det er!
✂ Dagens Varme og Sollys begyndte kendbart at gaa over i Skumringens fugtigmilde Vemod. Det flade, interesseløse Landskab kunde ikke aflede Gerhards Tanker; og da Toget et Øjeblik holdt ved en Station, syntes ham det tvære, drævende Sællandske, som blev snakket nedenunder Vinduet, at være ligesaa uendeligt som Opholdet i den trange Æske. Stige ud og bytte Kupé - kunde udlægges som Frygt. Frygte ham dér?.... latterligt! mumlede Gerhard og saa' truende paa sin Genbo, der smilede og snakkede, som om overlegen Sorgløshed var hans Væsens Mærke.
✂ Da Toget atter var i Bevægelse, begyndte disse Bogstaver 337 paany at flimre og flyde.... og til Hjulenes Klap-Klap og Maskinens fjærne Snøften dannede der sig Lyde - trolddomsagtige Besværgelseslyde - en uophørlig Sang. Han saa' lutter S B'er for sig - og ind i hans Øre lød det: skyd b are..... skyd b are.... skyd ham b are ned!
✂ Det blev uudholdeligt. Gerhard rejste sig, søgte sit Nøgleknippe frem, gav sig til at pusle ved Koffertens Laas; og samtidig mumlede han: Jeg er gal.... skyd ham - skyd ham bare!
XXIII
✂ Er det Cigarer, De søger?.... maa jeg ikke byde! spurgte Hr. Halvvig.
✂ Tak! svarede Gerhard, slap Kofferten, lod sig falde ned paa Sædet, tog mekanisk imod den tilbudte Cigar.... hans Haand skælvede og hans Blik søgte Halvvigs.
✂ Den er Dem maaske for stærk? - men jeg har Cigaretter - hvis De vil forsøge! Jeg ryger dem ikke selv.... jeg har dem egenlig - mellem os sagt - til.... til - hm! til at byde! -
✂ Gerhard tvang sin Haand i Ro og tog med Fingerspidserne om Cigaretten. Han borede sit Blik ind i Hr. Halvvigs.... og dette, hans Genbos Blik, smilede ikke længer, det var mere end agtpaagivende, det syntes at fritte - og samtidig at søge efter Opmærksomhed, fortrolig Opmærksomhed.
✂ Nu vil han tale - nu kommer det! hviskede Gerhard ved sig selv: men hvis han nævner hendes Navn - eller mit - med blot en Skygge af smilende eller udfordrende Overlegenhed - endsige hvis han i mindste Maade tilsidesætter Respekten for hende .... saa slaar jeg ham i Ansigtet - - - - - kaster ham ud af Vinduet - ligegyldigt, hvem af os to der er den stærkeste - og ligegyldigt, hvad Følgerne bliver!
✂ Hr. Halvvig gjorde i dette Øjeblik en lille Drejning med Hovedet - saa' tilfældigt ud ad Vinduet og sagde tankefuldt, pegende:
✂ Dér ligger Vridsløselille! Jeg maa mærkeligt nok, saa ofte jeg 338 kører her forbi, tænke paa de stakkels Djævler i Cellerne. Er det dog ikke for barbarisk, i mange Tilfælde, saadan en Straf.... for Folk som Deres og mine Lige - med vore Vaner og Forudsætninger - naar Forbrydelsen ikke har noget Oprørende ved sig - naar det f. Ex. er - lad os sige Vexelfalsk - noget lignende? Jeg skal sige Dem, dér sidder nu en af mine tidligere Forretningsvenner.... i Grunden en elskværdig Fyr - nogle Fruentimmerhistorier - Leven over Ævne - én dum Streg.... Var han itide kommen til mig , saa maaske....!
✂ Og Halvvig lod sin Haand gaa hen over Panden og over Øjnene - mumlende: Gud véd, hvad han nu i dette Øjeblik sidder og tænker paa?
✂ Gerhard svarede med en Mumlen og lukkede sine Øjne.
✂ Da han atter saa' op, mødte han Halvvigs Spørgsmaal: De synes ikke at føle Dem rigtig vel - De , en saa lykkelig Mand!
✂ Hvoraf slutter De? spurgte Gerhard langsomt og tilføjede vredt: Hvad er det i Grunden De vil mig? Hvorfor har De hele Tiden fikseret mig - paa denne smilende Maade? Jeg vil sige Dem, jeg finder mig ilde berørt deraf! Altsaa: hvad vil De mig? - tal ud!
✂ Hr. Halvvig rystede paa Hovedet og saa' tankefuld frem: Tillad mig, min kære Hr. Gerhard! jeg troede De var en lykkelig Mand.... De har en saa nydelig Kone - fører, efter Sigende, et behageligt Hus - ser Venner hos Dem - har en køn Stilling - bliver rosende omtalt i Bladene - kort sagt....!
✂ Hr. Halvvig saa' op mod Loftsventilen, strøg med en smuk, hvid Lillefinger Asken af sin Cigar.... og han sagde, stadig tankefuld, henvendt baade til Gerhard og til det hæklede Betræk med Bogstaverne bag ham:
✂ Lad mig kun vedgaa, at den lille Middag havde sat mig i en oprømt Stemning.... det gaar mindre hyppigt paa, end De sandsynligvis formoder. Da jeg saa' Dem, virkede det paa mig - naa ja, som jeg har sagt Dem! De kender - sandsynligvis - lidt til mine Forhold - igennem Deres Kone? - - - - -
✂ Han bøjede sig frem og tilføjede kort: Véd De, hvorfor jeg ikke var lykkelig med min Hustru? -
339✂ Gerhard rystede ligesaa kort paa Hovedet.
✂ Fordi.... vedblev Halvvig.... at jeg formodenlig ikke er istand til at være lykkelig med nogen.... dels af Fejl paa min Side - hvad Deres Hustru naturligvis har fortalt Dem.... Ikkesandt? -
✂ Gerhard svarede: Min Kone og Deres.... og Anna Funch - ses meget sjældent. Egenlig er deres Omgang ganske ophørt!
✂ Forundrer mig - sagde Halvvig - og forundrer mig dog ikke! Og han tilføjede, henvendt mere til sig selv: altsaa ikke engang en Veninde kan hun beholde!
✂ Hr. Halvvig! sagde Gerhard.
✂ Undskyld!
✂ Hr. Halvvig! Grunden kunde jo være at søge hos min Kone! -
✂ Hr. Gerhard - sagde Halvvig livligere.... lad os snakke sammen - lad mig snakke ud! Jeg har undertiden en Fornemmelse af, at Kunstnerne kender Kvinden mindst.... Kunstneren er saa optaget af sig selv - og han er maaske selv noget kvindelig - uden Fortrydelse! Vi - Handelsfolk, praktiske Folk - vi bliver nødsaget til altid at ræsonnere - førend vi føler, calculere, førend vi bestemmer os; derfor kommer »Stemningen« sjældent bag paa os - men naar den er der, kan den baade være varm og udholdende - blot at den ikke tager Magten fra os. Dette synes Kvinden som Regel ikke om - men hun burde synes derom - og det er maaske Fremtiden forbeholdt at se lykkeligere Samliv, end nu, baseret paa - - - -
✂ Paa »gensidig Agtelse« - og maaske gensidig Fordel eller Interesse? indskød Gerhard lidt spottende.
✂ Halvvig vedblev, som om han overhørte Tonen: En Basis, hvorpaa der kan leves sundt og lykkeligt i hvert Fald.... en mere samfundstjenlig Basis end Forskruetheden, der nu breder sig under alle de smuktklingende Navne!
✂ Halvvig saa' paa ham. - Da Gerhard ikke svarede, rømmede han sig og vedblev: Lad mig sige Dem, at Anna Funch, dengang jeg lærte hende at kende, var en nydelig ung Pige - med noget ganske sjeldent Jomfrueligt over sig - noget, jeg véd ikke om De gouterer Udtrykket Mimose? nuvel - der var over hende dette - som jeg vedblivende stiller i forreste Række af - - - - kort sagt: Psychen!
340✂ Psychen! sagde Gerhard og nikkede, som om han vilde sige: jeg husker meget godt Deres Ord dengang!
✂ Hun var af god Familie - vedblev Halvvig - en Familie, for hvem det var gaaet tilbage. Paa hendes Opdragelse var intet sparet - maaske var der anvendt for meget derpaa! Man bliver nemt fordringsfuld - og Misforholdet mellem de lykkelige Skole- og Studieaar og den senere Misere, som bryder ind, - nej véd De hvad, det er dog maaske bedre, at Opdragelsen har visse Lacuner, som den unge Piges Tilkommende kan bode paa?
✂ Ja hvis han evner det! sagde Gerhard.
✂ Rigtigt!.... men se det vilde min Kone ikke indrømme. Og dér begyndte vore første Differenspunkter. Jeg tvivler nu aldeles ikke paa, at min Kone giver mig hele Skylden - det plejer Kvinden gerne. Rimeligheden er for, at vi ikke passede sammen - at der var disse store »Uoverensstemmelser«, som Separationsbevillingen gerne dvæler ved. Men vil De sige mig, hvem passer i Grunden sammen? og er det ikke et gensidigt Arbejde paa Forstaaelse, Tilgiven, Overbærenhed og Hensyntagen, der udfordres til at skabe Lykken i et Samliv? Det maa De jo vel forstaa!
✂ Ja - sikkert! sagde Gerhard adspredt; og han tænkte: »hvorfor taler han om Anna Funch - i disse almindelige, altfor sande Vendinger? hvornaar kommer vi til Edith? eller vil han ikke saa langt?«....
✂ Saa kom Drengen.... vedblev Halvvig... og min Kone havde ogsaa Theorier desangaaende. Hun havde i det hele taget Theorier - og jeg var den praktisk anlagte Mand - hvilket i hendes Øjne kom til at betyde den mindre dybe, den mere u-fine.... Ufin! min kære Gerhard, er altid for Kvinderne den Mand, der kommer træt hjem fra Rejser eller fra Kontoret, og som ikke gerne taler om Skonliteratur, om Samfundsspørgsmaal, om Borneopdragelse og om Theatret - som derimod gerne ser Venner hos sig, og naturligvis helst sine Forretningsvenner og politiske Meningsfæller - dem, Konen tilfældigvis ikke sympathiserer med - eftersom en theoretisk Kone er det samme som en »fremskreden« Kvinde, og en saadan Dame i Reglen er radikal!
✂ Ja saa! sagde Gerhard.
✂ Ih men det véd De vel? Eller skulde De... ja undskyld! Véd 341 De, hvad jeg egenlig troede? sagde Grosserer Halvvig.... jeg troede, mellem os sagt, at De var ikke saa lidt indtaget i min tidligere Kone?
✂ Det var jeg ogsaa! svarede Gerhard tort.
✂ De to Mænd iagttog hinanden. Klap-klap sagde Hjulene. Skumringen faldt paa.... Utaalmodigheden voksede hos Gerhard...
✂ Han fornam en ejendommelig Følelse overfor denne Mand dér - hvem han gerne var kvit og til hvem et magisk Baand dog bandt ham. Bogstaverne snakkede ikke længer om at skyde.... Gerhard følte Medlidenhed med sin Rejsefælle - og hadede ham, oversaa' ham i sit stille Sind - og lyttede til hans Ord som til aandfulde Bemærkninger. Hvad skulde han selv sige, for at faa den Anden til at aabne sig?... nu skiltes jo deres Veje snart.
✂ Saa blev De skilt? spurgte Gerhard og rettede sig i Sædet.
✂ Nej - lovformeligt skilt er vi aldrig bleven! svarede Halvvig. Min Kone vilde det ikke. Hun vilde beholde Drengen - ingen Understøttelse have af mig - blot aldrig se mig. Det var dog egenlig temmelig ukærligt! Finder De maaske ikke?
✂ Jeg véd ikke.... naar der ingen Kærlighed er længer - - - ja hvad er der saa? spurgte Gerhard.
✂ De er radikal, Hr. Gerhard!
✂ Jeg er.... svarede Gerhard, rejste sig og trak sin Frakke ned, støttende sig til Metaldragerne, legende med Fingrene i Nættets Masker, medens han stivede sig af for Waggonens Slingring. Jeg er - som De siger - en lykkelig Mand - gift med en nydelig Kone - misundt af mange.... og dog kan jeg sige Dem, at jeg ikke tror der findes nogen Lykke i Kærlighed - uden der tillige findes Lykke i Frihed!
✂ Den fri Kærlighed? spurgte Halvvig dæmpet.
✂ Vaas! sagde Gerhard kort. Et dumt - eller et perfidt Stikord.... som De ikke burde tage i Munden!
✂ Halvvig saa' op. Der var en egen Glans i hans Øjne - og et eget Tonefald i hans Stemme, vemodigt afdæmpet, da han nu næsten hviskende sagde: 342 De kender hende jo godt - eller kendte hende i hvert Fald tidligere! De véd, hvem jeg taler om. Hvad synes De om - om hende?
✂ Gerhard tav og tænkte: »Lad ham nævne hende ved Navn!«
✂ Hun talte meget om Dem - en Tid! Hun skjuler aldrig noget for mig.... vedblev Halvvig. Hun har sin fuldkomne Frihed - fordrer den - og har aldrig misbrugt den - vilde aldrig misbruge den; derom er jeg overbevist!
✂ Ja - jeg med! hviskede Gerhard.
✂ Hun sværmede for denne unge Officer - led vist selv meget derunder, netop fordi hun ikke vilde røbe sig overfor ham. Jeg saa' det - men jeg var klog.... eller rettere, jeg holdt saa grumme meget af hende, uden dog at lade Lidenskaben helt kommandere mig - og saa handler vi tidt allerfornuftigst. Jeg rejste meget - som De jo véd - var tidt længe borte ad Gangen, men besværede hende aldrig med Breve - og aldrig med Formaninger. Det var klogt - i hvert Fald overfor hendes Natur. Aa, hun er højsindet, ærekær, en stolt Pige - men det véd De. Jeg lod, som om jeg aldrig saa' noget - fandt Alt naturligt - og vidste dog Alt. Jeg havde en »tjenende Aand«, som, underligt nok, var baade mig og hende tro. Jeg calculerede, at den unge, smukke Officer selv maatte løbe Linen ud.... og imidlertid sørgede jeg for, at Alt hvad der hed god Komedie, god Lekture og forsaavidt god Omgang kunde støtte og udvikle hendes egen sundt dømmende og brave Karakter. Og jeg forregnede mig ikke. Ganske unge Piger maa sværme for unge, smukke Officerer - det synes at være en Naturnødvendighed - indtil Naturen fordrer det andet og det mere - for ikke at sige det Bedre. Og Edith bliver aldrig staaende ved det Ringere!
✂ Det gav et Sæt i Gerhard, da Navnet blev nævnet. Han saa' ned.... der var et ærbødigt, vemodigt, næsten bedrøvet Udtryk i Halvvigs Øjne dér.... og Gerhard mindedes Ulf - og han tog Vejret dybt.
✂ Saa var det, at Deres Ven - undskyld, ja han skal jo være en begavet Digter.... men Gud véd, om han dog ikke har trættet hende ofte? sagde Halvvig tankefuld. I hvert Fald, han kunde ikke være nogen Anstødssten.... og, undskyld, De var jo gift - og 343 borte blev De - - - og desuden troede jeg, som sagt, at der mellem Dem og min tidligere Kone bestod et af disse poetiske eller aandelige Venskaber, hvorom hun saa gerne talte - dengang da vi endnu talte sammen!
✂ Jeg beder Dem - sagde Gerhard dæmpet - skal vi ikke holde Anna Funch udenfor?
✂ Halvvig nikkede. Men pludselig sagde han: Har De nogensinde talt til min Kone om dette?
✂ Nej! svarede Gerhard kort.
✂ Jeg er forresten heller ikke sikker paa, sagde Halvvig, at hun kender noget til mit ejendommelige Forhold.... skøndt, paa den anden Side, det at hun vedblivende vægrer sig ved en lovformelig Skilsmisse.... Ja, Kvinderne er virkelig vanskelig at hitte Rede paa, min kære Hr. Gerhard!
✂ Vilde De - spurgte Gerhard - i Tilfælde af at De var »fri« - vilde De da gifte Dem med.... med Edith?
✂ Om jeg vilde? svarede Halvvig langsomt. Det vilde jeg sikkert! Men Edith vil ikke.... det vil sige, jeg tror ikke, hun vilde.... og jeg er ikke sikker paa, at hun ikke vilde fortryde det, dersom hun indvilgede deri!
XXIV
✂ Der var en Pavse. Gerhard satte sig: Hvordan traf De hende første Gang? spurgte han, usikker i Stemmen.
✂ Har hun aldrig fortalt Dem det? Nej hun er ganske vist altid meget reserveret - - - naa ja, hvis De vil vide det, sagde Halvvig, saa traf jeg hende tilfældigt - som de fleste Ting i Verden sker ved et Tilfælde - eller skal vi sige ved en Styrelse? - paa en Jærnbanestation - netop Roskildestationen, hvor De skal af! Hun var pur ung - en sytten Aar vel - nydelig - tykke, lyse Fletninger ned ad Nakken - bleg - syntes at være bekymret, røbede en barnlig Trods og en voxen Vilje, der i Forening klædte hende - kort sagt, De kender hende - fortryllende. Hvad jeg sagde eller hvordan jeg vandt hendes Fortrolighed, husker jeg ikke. Bruddet 344 med min Kone havde nyligt fundet Sted - jeg var medfølende med andres Sorg. Jeg bød hende Plads i min Kupé - og undervejs betroede hun mig sin lille Roman. Men Maaden , hvorpaa hun fortalte - saadan et Præg af oprørt Stolthed og usminket Sanddruhed - det kan jeg rigtignok ikke gengive. Hun var løbet bort hjemmefra; - hun omtalte sin Familie, Forældrene, med rørende Kærlighed - især Faderen. Moderen var halvblind. Der var meget smaa Forhold derhjemme. - Faderen havde haft Arbejde ved Skibsbyggeriet i den lille Købstad - men var kommen til Skade. En ung Skipper - en lidt mislykket Søn af en »god« Familie dér i Byen - havde nyligt forlovet sig med hende. Og her stod vi fast.... Hun vilde blot afsted, til Hovedstaden! sagde hun. Jeg trængte ikke ind paa hende; men jeg sluttede mig til, af en og anden Ytring, at hendes Tilkommende havde villet misbruge hendes Uerfarenhed - at Forældrene havde villet slaa det hen, tilvejebringe en Udsoning, - raadet hende til at være »fornuftig« og tænke paa baade deres og hendes egen Fremtid - men hendes Beslutning stod fast: ham skulde det ikke være! Efter en bevæget Scene havde hun forladt Hjemmet og Byen som hun stod og gik - var kommen til at køre med en Fragtmand, som kendte lidt til Faderen og som havde forstrakt hende med Penge til Jærnbanerejsen. Her var hun. Hvad hun kunde? Ja hun kunde sy - og forresten »tjene«. Jeg saa' paa hendes spinkle, fine Legeme, paa hendes smaa, men faste Hænder... og da vi var kommen til Byen sammen, indtog vi først et godt Maaltid paa en Restauration, hvor jeg i Stilhed glædede mig over hendes generte og dog saa tækkelige Væsen - hendes ligefremme Spørgsmaal, der tidt bragte mig i Forlegenhed og som atter gjorde hende undselig, naar hun mærkede at hun havde spurgt om formeget. Hun vilde f. Ex. straks have at vide, hvor Thorvaldsens Museum var - om det var Tilfældet, at unge Piger ikke kunde gaa der - hvem der holdt alle de mange smukke Hunde i Byen - hvor hun kunde komme til at sy - om jeg var gift og om hun kunde komme til at sy for min Kone? Jeg forklarede hende straks hvorledes mine Forhold stod i Hjemmet.... og hun blev lidt sky. Jeg førte hende hen til en af mine Forretningsvenner. Pladsen paa hans Symagasin var optaget, men han bestilte Arbejde hos hende, jeg lejede et Værelse til 345 hende, anbefalede hende at være flittig osv. og rejste samme Dag igen fra Byen.
✂ Omstændigheder førte det med sig, at den ene af mine Rejser greb ind i den anden; jeg var næsten borte i et halvt Aar - og jeg var ikke ked derover - netop paa Grund af mine huslige Forhold. Min lille Protegée tænkte jeg stundom paa - dog ikke udover almindelig Venlighed - maaske med lidt Sentimentalitet, naar jeg mindedes hendes lyse Fletninger og hendes smukke Øjne, der baade var klare og frygtsomme, baade aabne og undselige. Jeg kom hjem, bøjte hende forgæves - hun var flyttet fra et Par Veninder, unge Syersker, hvis Rygte ikke stod paa de allerfasteste Fødder, uden at man dog kunde sige stort mere paa dem, end at deres Fødder gerne gik til Dans. Jeg fandt hendes Spor i en Familie, hvor hun havde taget Kondition som Stupige, indvendig Jomfru, Barnepige, alt muligt paa engang - en af de »bedre« Familier med smaa Indtægter, Lønnen og Slidet derefter. Pladsen havde været for streng for Ediths Kræfter - Fruen i Huset udtrykte sin Beklagelse, gav Edith det bedste Skudsmaal, maalte mig lidt spørgende og meddelte mig, at Edith var bleven syg og taget paa Hospitalet. Nu blev jeg trist - og gjorde mig, rigtignok altfor sent, Bebrejdelser. Paa Hospitalet havde hun været - men hvor var hun nu? Sporet hørte op.... jeg turde ikke tænke videre, skøndt jeg ikke et Øjeblik tvivlede paa hendes Karakter. Men Sygdom, Trang, Nød.... ja min kære Gerhard, for en praktisk Mand, der hver Dag ser Livet i de store Byer lige i Øjnene og ikke tør hengive sig til altfor mange Illusioner om selv de tapreste unge Kvinders Modstandsevne... naa ja, jeg frygtede for og jeg sørgede over min lille Edith med de lyse Fletninger og den svaje, spinkle Figur. Jeg følte først ret da, hvorledes denne sytten, attenaarige Provinspige var bleven mig kær. Jeg turde ikke spørge hos Politiet; jeg vilde ikke riskere at blive smærteligt berørt. Jeg skrev til hendes Forældre.... intet Svar. Jeg bestemte mig til at tage derned til dem.... men saa greb Forretningsmaskineriet mig - og ind og ud af Hvirvlen gik det!
✂ De opgav at søge? spurgte Gerhard.
✂ Halvvig hørte ikke Spørgsmaalet og ikke Betoningen. Han fortsatte: 346 En Vinteraften kom jeg fra Selskab - med et Par Venner. Vi var oprømte. Klokken var over Theatertid; vi vilde ikke gaa hjem - tog en Drosche, kørte ud ad Vesterkanten, Frederiksbergallé - faldt tilfældigvis ind det Sted, hvor De jo ogsaa faldt ind en Aften
✂ - for nogle Aar tilbage - ikkesandt?
✂ Og dér sang hun? spurgte Gerhard.
✂ Edith paa Tribunen - ja! nikkede Halvvig. Undselig, kejtet - men nydelig - sang en rørende lille Vise - blev applauderet af nogle ganske unge Mennesker - syntes heldigvis ikke at falde i de »ældre« Kavalerers Smag - og for den Sags Skyld heller ikke i mine Forretningsvenners. Jeg skiltes under et Paaskud fra mit Selskab, opsøgte Edith efter Forestillingens Slutning, gjorde hende Bebrejdelser, fordi hun ikke havde henvendt sig til min Forretningsven, hvor hun kunde have faaet min Adresse, og tilbød hende sluttelig mine bona officia....!
✂ Som hun tog imod? - sagde Gerhard skarpt.
✂ Som hun afslog! - vedblev Halvvig rolig.
✂ Hvordan? spurgte Gerhard og drog paa Øjenbrynene. Er De ikke.... er ikke Edith Deres? Eller vil De fortælle mig, at Deres Ædelmodighed strakte sig saa vidt, at.... undskyld, men jeg forudsatte ved denne Samtale, at den blev ført mellem Mænd : og i saa Tilfælde søger man ikke at fordreje et Faktum, selvom jeg stiltiende billiger, at man kun delikat antyder! -
✂ Som hun afslog dengang.... fortsatte Halvvig med uforstyrret, tankefuld Ro - idet et vemodigt, ligesom træt Blik aabenhjærtigt søgte Gerhards mørke Øjne. Som hun har modtaget senere - og dog aldrig har ladet mig mærke at hun modtog - selv efter at hun - ja jeg tør sige af Medlidenhed med mig - blev min! Jeg tror, at hun er af de Kvinder, der i Virkeligheden aldrig kommer til at tilhøre en Mand... hvis De forstaar mig! Hun skjuler en ægte kvindelig Taknemlighedsfølelse under en undselig Mangel paa Evne til at kunne takke for Noget. Hun er mærkelig ydmyg - og tillige stolt - let saarbar. Hendes Undseelse er saa stor, at kun den, der kender hende saa nøje som jeg, kan vidne, at den ikke er forstilt. Jeg vil sige Dem, at jeg sørgede - ja græd - over at hun var kommen til at tilhøre mig.... og hun trøstede mig! hun 347 erklærede, at jeg var en god Mand - og at hun intet bebrejdede mig. Ja, min kære Gerhard, hvis jeg i noget Tilfælde tror paa »Psychen« hos en Kvinde - og hun har bragt mig til at tro derpaa - saa er jeg rigtignok, jeg med mine 46 paa Bagen, saa uendelig langt fra at tildele mig Gudens Rolle. Men Fablen, den skønne Mythe, elsker jeg - som jeg elsker hende. Naa, det passer sig ikke for mig at udspække denne Samtale - denne ganske fortrolige Meddelelse - med Lyrik. Men jeg vil dog sige Dem noget. Saa opvakt, lærenem og lærelysten hun er - ligesaa lidt udviklet, tror jeg, at hendes Følelsesliv er. Man antager undertiden det stik modsatte om hende - ikke at tale om, hvad man forudsætter paa Grund af hendes Stilling. Men ser De, denne Stilling - saa ringeagtet den er, og saa ofte jeg har bedet, tigget hende om ganske at forlade den - ja til Trods for at jeg véd, den piner hende og volder hende mange lønlige Sorger - den er blevet en Slags fix Idé for hende. Hun tænker paa noget saadant som at »hæve« den foragtede Stand - ved at vise, at man kan tilhøre den uden at besudles. Hun læser jo meget - altid godt - og husker brillant. Og Timer igennem har hun med Ivrighed forklaret mig, hvor foragtet en saadan »Heros« som Shakspeare var af sin Tid og i sit Kald - Gøgleren, Komediantspilleren, han, som lod sig se paa Brædderne, skrev for en ryggesløs, fuglefri Trup - og for Penge! Nu gaar, om jeg saa maa sige, Deres egen Svigerfader med ham under Armen - i Guldsnit - og det samme gør han med Molière - ham, som ogsaa var uglesét af sin Tids respektable Folk. Hvad er vore egne Skuespillere ikke for fint Papir nu? - uansét at der er braadne Kar nok iblandt dem - - - men for en Menneskealder, i hvert Fald for to siden, var det en Skam for en »honnet« Familie, naar en Søn, endsige en Datter, betraadte de ilde renommérte Brædder. Alt dette kan Edith paa sine Fingre - bruger det til Forsvar, naar hun eller nogle af hendes Kammerater angribes; hun véd meget vel at bide igennem med en Henvisning til at søge Café chantantens Udvækster baade ved vort »store« Theater, ved de private Scener, og i frodigt Flor ved de ambulante. Hun tilføjer da: men hvorledes vil det være om en Generation? Og hun mener naturligvis - og kan forsaavidt have Ret - at Plumphed og 348 Demoralisation langsomt vil fortage sig - fordi Fordringerne i Publikum samtidigt hæver sig - indtil ogsaa »Sangerknejpen« faar sin respektérte Plads i Samfundet!
✂ Gerhard betragtede Halvvig med de mest sammensatte Følelser - syntes et Øjeblik at han maatte holde af denne Mand dér - vred sig under det - lukkede Øjnene og aabnede dem atter hæftigt, som var han angst for, at den Anden skulde holde op - og endmere ængstelig for at han skulde sige mere.
✂ Halvvig vedblev:
✂ Og saa endnu dette: hendes Stilling gør hende uafhængig - overfor mig! Hun har engang modtaget en større Gave af mig - og jeg tror at turde sige Dem, at den blev ydet hende med en Mands Delikatesse, en Mand, som i Et og Alt respekterer hende, højagter hende, beundrer hende. Hun tog imod den - utvivlsomt med samme Følelse, hvormed en Kone modtager det Hjem, Manden skænker hende. Men den Dag, hun ikke i det væsenlige kunde sørge for sig selv - og tilmed gennem hendes egen Fortjeneste, den være nok saa odiøs i Folks Øjne, kunde mildne hendes Forældres knappe Kaar - den Dag vilde formodenlig vore »huslige« Rivninger begynde... og jeg har kendt dem tilstrækkeligt før... ja endogsaa delvis prøvet dem med Edith, idet jeg formaaede hende til at trække sig tilbage et Aarstid. Det begyndte med at vi gjorde en lille Rejse sammen - men der var Øjeblikke, hvor det næsten forekom mig, at hun hadede mig. I længere Tid - det er endda ikke saa længe siden - saa' vi ikke hinanden! Og her er Roskilde! her skilles vi! Apropos, hvor skal De egenlig hen?.... spurgte han nysgerrig.
✂ Til en Slægtning af mig, en i sin Ulykke lykkelig Kone. Hun elsker sin Mand - tror jeg - og det er paa hans Dumheder - paa hans Letsindighed jeg skal bøde - at han ikke kommer ind i den Celle, hvor Deres Ven sidder! Farvel! sagde Gerhard og besvarede Halvvigs Haandtryk - noget anderledes end da han steg ind i Kupéen.
✂ Farvel! vinkede Hr. Halvvig. Og Tak for godt Rejseselskab - og god Lykke! Vil De saa alligevel ikke med til Paris?
✂ Nej! sagde Gerhard med Forsøg paa et Smil; dér har jeg været tilstrækkeligt!
XXV
✂ Han blev, med sin Rejsebagage i Haanden, staaende indenfor Restaurationsdøren indtil Korsørtoget var kørt bort fra Perronen. En Konduktør sagde ham, at det paa Grund af Markedsdag vilde vare »et lille Kvarterstid« endnu inden Masnedsundtoget kom afsted. Gerhard hørte og hørte ikke - opfattede blot, at der var en Ventetid, og satte sig ved et af Bordene. Man trængtes og puffe - des omkring ham i en Duft-Sky af Tobak, Øl, Smørrebrød og Kaffe. En Opvarter kom med en Kaffebakke og skød Kop, Fløde, Sukker og Brød hen til ham. Gerhard havde intet forlangt, tog adspredt Kaffen, puttede Sukkerstykkerne, et for et, langsomt i Koppen, vidste ikke hvad han gjorde, sluttede sig til, at Sukkeret - som saa meget andet - maatte være forfalsket; det vilde ikke smælte. Opvarteren kom igen, skulde have Betaling. Gerhard betalte aandsfraværende... mindedes atter sin Gæld til den alvorlige Opvarter Aftnen iforvejen! Var dette virkelig kun fireogtyve Timer siden?
✂ Gerhard sad grundende midt i Larmen. Perronklokken ringede førsteGang. Der blev raabt ud. Gerhard rørte sig ikke; han saa' bestandig Halvvig for sig, hørte ham tale; fo'r sig med Haanden over Panden... aa, at den Mand levede! Men nu kørte han jo bort, langt bort, blev længe borte... kunde maaske komme af Dage ved en Jærnbaneulykke... ved en øjeblikkelig Død! Gerhard ønskede ham intet ondt, ingen Lidelser... ingen burde lide! smærtefrit burde Livet være - og smærtefri Døden. Han var endogsaa denne Mand taknemlig: saaledes som han havde talt - og ikke anderledes. Og... alligevel! min Gud, hvorfor kunde det ikke have været Gerhard, hvem dette var hændet - det første Mode paa denne Station med den unge, uerfarne Pige!
✂ Han rørte hæftigt rundt i Koppen, stødte med Skeen i Sukkerstykkerne; de var som Kridt, som Kalk. Klokken lod igen. »Passagererne til Masnecisund, Lolland og Falster, maa tage Plads!«
✂ Og nu sagde Gerhard til sig selv: hvis dette Sukker ikke er smæltet til Toget kører - saa kører jeg ikke med!
350✂ Sukkeret smæltede ikke; Toget kørte.
✂ Gerhard greb sin Haandbagage og gik ud paa Torvet. Skumring. Hestemarkedet var ved at opløse sig. Halvmørke med sammenflydende Figurer - der med Et blev klare, bestemte, da Maanen steg op bag de lave Tage som en rød Flamme af en Skorsten. Udenfor et Gæstgiversted holdt en aaben Jagtvogn, med et ungt Forspand. Kusken, en sveden Sællænder, stod og talte om Dagens Begivenheder med en Hestehandler, herreklædt, med Kasket og lange Støvler. Gerhard hørte tilfældigt, at Vognens Ejer, en Proprietær, i glad Stemning efter en god Handel var taget med et Selskab til Slagelse - og vilde blive Natten over dér. Vognen skulde nu tilbage - henad Glostrup til. Pludseligt slog det Gerhard: den Vogn dér kan bringe mig til Byen!
✂ Han traadte til og sagde i en oprømt Tone, halvt til Kusken og halvt til Hestehandleren:
✂ Jeg skal være i Hovedstaden, ude paa Frederiksberg, Klokken halv tolv! Mener De, at det er gørligt - med et Par raske Heste og en let Vogn?
✂ Hestehandleren var straks med; han tog et Øjemaal af Gerhard, skottede til Kusken, lagde sin brede Haand med et Klask paa den nærmer Blankbrunes Bag og sagde:
✂ Man kan køre til Byen paa syv smaa Kvarter! Jeg har gjort det - men jeg var ogsaa godt kørende, naar jeg selv skal sige det. Ser Du, Søren, den Herre dér vil til Byen - og han vil begribeligvis betale Dig Vognmandspris - og Du kan tjene Dig en Extraskilling - og Du behøver jo ikke at sludre om det til nogen. De Blankbrune, dem indestaar jeg for - og vi har endda et lille Kvarter for os... saa at hvis den Herre maaske vilde byde os ind paa en Forfriskning - uden Fortrydelse?...
✂ Gerhard nikkede, kastede Plaid og Haandkoffert op i Vognen og gik indenfor i Gæstgiveriet med Kusk og Hestehandler. Han var som med ét Slag bleven spænstig, let om Hjærtet, meddelsom, menneskekærlig. Han vilde til Byen, betale sin Gæld - den foregaaende Aftens Gæld til rene Skønhedsindtryk og harmløs Glæde. Maaske faa et Glimt af Edith at se - ét Glimt kun - trykke hendes Haand, tilvinke hende Farvel.... og saa med Vognen 351 tilbage til Glostrup - overnatte dér og rejse videre med Morgentoget.
✂ Han lo ved sig selv - og smilede til Kusken og Hestehandleren - ganske ungdommeligt, som om han havde overlistet sig selv - ret snedigt lagt sin Rejseplan en Hindring ivejen. Hvor bar jeg mig dog fornuftigt ad - tænkte han - ved at telegrafere som jeg gjorde! Nu er min Kusine glad; hun véd, at Hjælpen er der, Pengene disponible, jeg selv i Vente. Nu vil jeg ogsaa være glad!
✂ Han drak den bestilte Omgang »Varmt« med den svedne Kusk og den heller ikke ganske naive Pranger. Det forekom ham, at han aldrig havde set elskværdigere Typer... han spøgede med dem, som om han var husvant i dette Interiør af Tobaksdamp, Skænkestuejargon, kortstammede, bredskuldrede Mænd, Heste-Forstand og Toddy-Humør. Han foresatte sig, ret hyppigt at besøge saadanne Steder - nu da hans Zigeunerliv dog skulde begynde. Han havde været længe nok i Parkettet; det kendte han - Galleriet vilde han kende.
✂ Han saa' paa sit Uhr; men Hestehandleren lagde sin store Haand over hans, gjorde et eget Kast med Nakken - og sagde: Jeg svarer for de Blankbrune! De er en gentil Herre, og en gemytlig Mand, en Menneskeven! Og skulde De nogensinde - forstaar De - komme i Forlegenhed nogensteds hvor jeg er nærværende - saa »kavérer« jeg for Dem. Det har De min Haand paa!
✂ Gerhards Haand knagede; endnu en Omgang fik man; Hestehandleren fulgte Gerhard tilvogns. Og nu Søren - sagde han - gør Du din Pligt! Og han slog ud med Haanden; Vognen rullede over Torvet, ud af den lille By, hvor kun nogle Værtshuse var oplyst, hvor Hestene klaprede paa Stenbroen, og ingen Folk saa's paa Gaden.
✂ De kørte gennem Viadukten, under Jærnbanebroen, og havde den gamle Lande- og Kongevej for sig, med en uendelig Række af Poppelpile, en Blænkerkæde af Kæmpesoldater, der tabte sig i Landskabets Maanedis. Gerhard drejede sig i Sædet. Bag ham den ældgamle Bispe-Rede og Kongeby, nedsunket som i underdanig 352 Beskuelse af Domkirkens spidse Tvillingspir. Hvor højt den laa, denne Kirke med de to slanke Taarne, som to Orgelpiber stangende op i den stille, rene Aftenluft!... medens de smaa Borgere i Byen kigger ud ad deres smaa Ruder uden Lidenskab og uden Bitterhed og ser det lille Lands glorværdige Historie svinde hen i den synkende Dags Aften, den indbrydende Nats Maanedis.
✂ Saa sank Byens underdanige Tage; Spirene knejsede endnu højt over høje, nøgne Træers Kroner, som over en sammenhængende Skov, og et smalt, blankt Baand af Vand - Issefjorden. »Paa Sjølunds fagre Sletter« nynnede det indeni Gerhard fra hans Drengetid. I den stille Aften - kun med det friske Lufttræk af Vognens raske Fart - laa det Alt dér som Romantik. Romantiken, den vi aldrig kører bort fra i vort Land! tænkte Gerhard. Og det var Edith, som bragte ham til at nynne - Edith, som selv var Romantiken, der hvilede over Landskabet. Hvorledes... tænkte han videre... hvorledes skulde en fremmed Magt nogensinde faa udslettet vort ejendommelige Mærke? Fiskere, Bønder, Smaakræmmere - det er vore Ahner. Min Gud, hvad slaas vi indbyrdes for? Hvor er de store Uoverensstemmelser? Kom der en klog Mand og fortalte os realiter, hvad alle de Klærkegrave og Kongegrave indehavde af Daarligheder og Daarskaber - vi vilde trække paa Skuldrene, nynne en Kæmpevise, en Folkevise, en Gadevise. Romantik! Om vi vidste alt muligt stygt om hinanden indbyrdes - saa bliver vort Sind dog ikke sygt; vi søger at komme over det, over »paa den anden Side« - ud i det Ubestemte, ud i Maanedisen.
✂ Og i Maanedisen - dér langt borte - syntes Edith at smile - hun, der baade var som Adel og var Smaafolkene - et mystisk Fantasivæsen, vævet af Drømme og Folkeovertro.
✂ De Blankbrune strakte ud - med hastende Skygger af Hesteben og Vognhjul bagefter sig. Poppelpilene strakte deres nøgne Skygger ud - tværsover den brede, haarde Vej... og gennem Lys og Skygge gik det, lige imod Maanens runde Ansigt, hvori der spillede dette ugengivelige Smil »omtrent mellem le og græde«.
✂ Gerhard saa' paa sit Uhr og sagde: Det gælder ikke Livet, Soren! Vi kommer vel tidsnok?
353✂ Søren drejede sig i Forsædet, haandterende sin Svøbe som en Medestang, og svarede smørret:
✂ Ja se han - Hestehandleren - talte jo nok om sine syv Kvarter. Men dengang havde han to musegraa Hingste - og han kørte dem ogsaa ihjel. Mindre end som paa ni Kvarter gør vi det ikke - og saa maa den fjærmer ikke blive halt, for hun er noget genegen til det!
✂ Det er godt, Søren! nikkede Gerhard; og han regnede ud, at kunde de blot være der inden Tolv, vilde han maaske endda faa et Glimt af Edith at se... Hvis hun ellers er der iaften? tilføjede han og følte allerede, hvordan denne Tvivl gjorde ham utaalmodig, urolig, forstemt.
✂ Og medens Hestehovene stundom klapprede som paa Trætøfler, stundom dundrede hult og atter løb som paa Sokker henad Vejen, og medens Maanen umærkeligt hævede sig og hang som en gennemglødet Ballon over det vældige Landskab - fladt, skovløst og derfor dobbelt vidtstrakt i den foraarssvangre Aprilaften - og medens Skyggerne pilede bagefter eller ved Siden af Vognen, kastedes Gerhard frem og tilbage i en Tanke-Gynge af Indtryk, ubestemte Anelser, løsrevne Erindringer.
✂ Det var som om Jordsmonnets bundne Drifter, Foraarsgæringen vakt ved Dagens Lys og Solvarme, nu mod den indbrydende Nat fyldte hele Rummet og stormede i den stærke Fart ind paa Gerhards modtagelige Sind. Med halvt aabne Læber indaandede han Luften - og Modsætningen mellem hans Tankers usammenhængende Hast og Landskabets søvngængeragtige Ro, den fine, drivende Taage over Markerne, de ubevægelige Træer, den umærkeligt stigende Maane, gjorde ham paa en underlig Maade ængstelig. Han svøbte Plaiden om sig, smøgede Frakkekraven op, og da han endda følte Kuldefornemmelser, aabnede han sin Haandkoffert og søgte efter et Tørklæde. Han fik den lille Revolver i Haanden - og lod den glide ned i sin Baglomme. Hvad frygtede han? hvad vilde han bruge den til? Han tænkte i Spring - i krydsende Zigzag. Han havde denne Halvvigs Øjne for sig, da han spurgte Gerhard, hvor han agtede sig hen? Anede Halvvig, at Gerhard allerede nu var paa Vejen tilbage til Hovedstaden?...
354✂ Umuligt! Gerhard anede det jo ikke selv for en Time siden... Og dog! Skinsygen har sin Intuition... Havde Gerhard maaske ikke tænkt derpaa - tænkt sig det som en Mulighed - hele Tiden i Kupéen?... Hvem siger det? Det er en Usandhed!... Tys! klaprede og rumlede det ikke dér bagved - langt borte? En Vogn - som Halvvig havde lejet - efter at være steget ud af Kupéen, dengang Gerhard gik ind i Restaurationen!... Vanvid!... Jamen han kunde dog have staaet i den propfulde Restaurationssal - og sét Gerhard sidde grundende over sit Sukker-Orakel - og gættet sig til hans Tanker!... Gerhard, Du er forrykt!... Ligemeget! hvis han krydser min Vej iaften - nogensinde - saa skyder jeg ham!
✂ Søren! er det en Vogn dér bag os? -
✂ Søren lagde Øret bagud, drejede sig halvt - og hans svedne Øjne skinnede i Maaneglansen medens han med opsmøget Mundvig svarede: Der er ikke det, som ligner en Vogn paa Vejen - vi er ene om Buddet iaften!
✂ De Blankbrune strakte ud, klaprede, dundrede.
✂ Nogen Tid efter spurgte Gerhard pegende:
✂ Hvad er det for Lys dér forude - inde over Marken? Er det en Herregaard?
✂ En Herregaard? grinede Søren. Javist - det er dem paa Vridsløselille! de holder Fyraften hele Natten! -
✂ Er vi allerede saa langt? mumlede Gerhard. De kører godt, Søren! -
✂ Aa ja; men jeg tænker ogsaa vi kommer til at menicere lidt.... den Fjærmer er svært strabbaseret! -
✂ Lad den ikke komme noget til! sagde Gerhard, øm over de stakkels Dyr. Og samtidigt tænkte han: kunde de Heste blot flyve! denne Vej faar aldrig Ende!
✂ Der var en stigende Uro - en grænseløs Utaalmodighed over Gerhard. De var tværs ud for Cellefængslet; dets Mure lyste saa nøgtern-koldt i Maaneskæret, med en dyb, mørk Slagskygge fra den fremspringende Fløj - triste, kolde, røde Lys i den lange Række Glugvinduer, som førte Tanken hen paa lange, sørgelige, gravstille Korridorer... og paa levende Væsner, Medmennesker, som var spærret inde i dette Retfærdighedens gitrede Menageri - 355 den moderne Form for Afløsning af Middelalderens Tortur og Økse.
✂ Det gøs i Gerhard. Hvor mange af dem ønsker sig saa Døden? tænkte han. Formodenlig ikke mange... Men hvilket Liv - dette!
✂ Hans Bryst hævede sig. Han havde nær foldet Hænderne foran sig. Her sad han, fri og frank - i Øjeblikket i det mindste Herre over Tid og Rum... og hvilke Lidenskaber rummede han saa ikke?... hvilket Tilfælde kunde ikke kaste ham ind under Samfundets Lov, der aldrig nogensinde kan være paa Højde af Individets retfærdige Skyld- og Brødebestemmelse - aldrig spørger og aldrig kan spørge efter de hundred særegne Aarsager - men maa tage sit plumpe Sigte paa Virkningen - og tidt rammer dér hvor det dybere Slag allerede længst er truffet.
✂ Altid Barbari! - altid hinker Retfærdigheden bagud... altid opfører vi Fængsler og opfinder Straffemethoder afpasset efter den foregaaende Slægt - medens den nulevende higer frem mod Lys, mod Forstaaelse, mod Frihed!
✂ Gerhards Bryst hævede sig. Indeni ham bævede de vidunderlige Toner fra Fange-Koret i »Fidelio« - den ædleste Hymne til Friheden, Længsel mod Luft, Lys, rørligt Liv, som en paa Menneskehedens Vegne følende og lidende Sjæl har givet sit Udtryk i Kunsten.
✂ Skaan Hestene! sagde Gerhard. Vi faar komme, naar vi kan - selvom det bliver bagefter!
XXVI
✂ Da Klokken var halv Tolv, havde de endnu knap naaet Damhussøen. Den Fjærmer sakkede. Gerhard frøs. Han havde resigneret... de vilde komme bagefter - Forestillingen maatte være forbi - Edith gaaet! Skulde han ikke hellere lade Kusken vende? Nej, han vilde dog forsøge det.
✂ Og medens Maanen klart skinnede over Søen - over den 356 brede, lige Vej, der løb som et hvidt Baand opefter mod Søndermarkens mørke Skovbanke - over Markerne og over Byen, der i en blaa, tung Dis hvælvede sig med Gasflimmer over sig og Skorstene op igennem sig - saa smaaluntede Gerhard dér, hvor han hin lyse, gryende Juninat havde siddet i Vognen hos Edith og sagt: Dette er Guldaldermythen, Frøken Edith! Tror De, at vi vil erindre denne Morgen, naar jeg længst er over alle Bjærge igen, og naar De.... ja hvor er De henne? -
✂ Han huskede denne Ytring, Ord til andet, som var det igaar han havde brugt den. Og han huskede hendes Ansigts Udtryk dengang - og hendes Udtryk igaar... hvor hun dog var sød, elskelig... og hun tilhørte en Mand som Halvvig! Nuvel, hun tilhørte ham - som en Hustru sin Mand, eller tilhørte ham ikke - som en Hustru i saa mange Tilfælde ikke tilhører sin Mand! Havde han ikke - dette Prosa-Menneske - i sin nøgtern-fortrolige Fortælling selv givet hende den eklatanteste Oprejsning? Oprejsning - for hvad?... spurgte Gerhard sig selv med bævende Læber. Min Gud; Hjælpeløsheden, maaske Uerfarenheden, havde drevet hende i hans Arme - paa samme Maade som de hundrede, de tusinde unge Piger »havner« i ægteskabeligt Samliv! Skulde ovenikøbet denne Mand have Tak for, at han omtalte hende med Respekt og ikke med saarende Plumphed? Aa, hvor Gerhard paany hadede denne Mand - kunde skyde ham! Og saa hadede han ham dog slet ikke - havde endog Velvilje for ham - maaske nærmest ondt af ham... og saa misundte han ham... som han havde misundt Ulf.
✂ Ulf! stønnede Gerhard; og han syntes at hans Tanker forvildedes.
✂ Kusken drejede sig og saa' spørgende paa ham.
✂ Nej, jeg holder det ikke ud længer! mumlede Gerhard, sprang af Vognen, lod Kusken vende, gav ham Ordre paa at besørge Rejsetøjet til Glostrup Station, og betalte ham rigeligt.
✂ Saa løb Gerhard - løb og gik; naaede Fasanvejen, hvor han drejede ned af. Ikke et Menneske; maanetyst Stilhed; paa den ene Side Kirkegaarden - paa den anden zoologisk Have: hist sov de døde, trætte Mennesker - her sov de indespærrede vilde Dyr. Gerhard løb frem ad Vejen; og medens han løb, tænkte han paa 357 Ulf - det store Brev, der var blevet sendt til Paris... hvert Ord deri. Her havde formodenlig Ulf løbet den Morgen... her var Beværtningen - Barselstuen - Skænderiet... Gerhard maatte tænke det altsammen igennem, som var det hændet ham selv. Vejen, Kvarteret, Udkanten af Frederiksberghave, Smaavillaerne og den store Fabrik - Alt var ham nyt og fremmed - hele den lille sovende Frederiksbergby var ham ukendt - han fandt kun instinktmæssig Retningen - og dog var det ham, som hvert Træ, hver Bygning dæmpet-fortroligt kaldte paa ham i Forbifarten... og alle Genstande hviskede Ediths og Ulfs Navne.
✂ Ved hver Omdrejning af en Vej, en lille Gade, ventede Gerhard at træffe en Drosche, som kunde bringe ham videre. Han var udmattet - maaske endda mest sjæleligt. Men ingen Vogn var der, et Par hjemadslentrende Pensionister, der skændtes højt om en Dagbladsartikel; en enkelt filosofisk Politimand, der strammede sig op til at mønstre den forpustede Gerhard.
✂ Saa naaede han aandeløs, sveddrivende, Havelaagen udenfor »Elysium«.
✂ For sent! Man var ifærd med at lukke og slukke derinde. Gerhard saa' sig omkring, idet han gik tværs over den lille Have udenfor Bygningen. De tomme Sommer-Lysthuse gabede ham imøde - strejfet af et Maanelys i Dybden - som tittede et ungt Pigesmil ud. Over den lave Bygnings hvide Mur faldt Maaneskæret helt og fuldt - et enkelt rødligt varmt Gasblus bag en Rude - og ovenover Elysiums Tag en tjærnere Husgavl med et Vindu, der gnistrede i blank Brillant. Stille, sagtmodige Træer, nøgne, men med Foraarsfortættelse i Grenenes Væv, som havde Dagens Solvarme pustet Livsfylde i de usynlige Knopper. Og over Tag, Træer og Mur laa en forunderlig elskværdig Musik - Genklang af de harmløse, intetsigende og dog for Gerhard meget sigende Melodier, der nyligt var forstummet derinde, hvor den banale Døgnvise ikke ganske kan fortrænge Mindet om Bellmans Vemod og bellmansk Livsglæde.
✂ Det var jo Edith, som havde sunget - eller blot siddet derinde; og som hun sang eller sad dér, formaaede hun at løfte dette 358 »Tempel« op til en Idéforbindelse med den uforgængelige nordiske Forstads- og Folkelivssanger.
✂ Gerhard traadte ind dér, hvor han saa' det dæmpede Gasblus brænde. Det var unægteligt ingen frisk Luft, som slog imod ham... men hvad er da vor Theaterluft? vore offenlige Forsamlingers Luft? Atmosfæren i en forladt Balsal? Gerhard vilde ikke forstemmes.
✂ Opvarteren, som syntes at »gøre op« paa en Tavle, traadte ham imøde og sagde med et beklagende Skuldertræk, Hænderne ud til Siden: Ja - Frøknen er rigtignok gaaet!
✂ Jeg véd det... Jeg formodede det! rettede Gerhard sig. Jeg vilde afgøre min Gæld til Dem!
✂ Hastede aldeles ikke! syntes Opvarterens alvorlige Smil at sige. Og han tog en lille Nota op og skød den frem med et Buk.
✂ Gerhard satte sig, tog sin Lommebog frem og betalte. Han var dødtræt... og med en Følelse af svigtende Grund under Fødderne saa' han sin sidste Kassebeholdning efter. Han tænkte paa, hvilket Hotel han nu skulde søge for Natten... og han følte sig ækel ved Tanken og ønskede han sad og sov paa en Ventestation ved Jærnbanelinjen.
✂ Er der ikke Et og Andet, De kunde ønske?... spurgte Opvarteren og tilføjede, at det rigtignok var over Tiden, men...!
✂ Jo - jeg er træt - og tørstig. Bring mig en halv Flaske af min Vens Vin - Bourgogne! sagde Gerhard.
✂ Opvarteren nikkede forstaaende og gik. Gerhard saa' sig om. Nej, hvor trist - dette kummerligt belyste Lokale! støvet, beklumret, ligesom forarmet, lurvet... ingen Bjærglinjer i Horisonten, ingen Fest paa Tribunens Terrasse, ingen »Stemning« i Salen, ingen Musik, ingen Skønhed - ingen Edith!... En tom Gøglerbod - et af et sløvt eller støjende, enfoldigt eller blasert, tobak- øl- og alkoholberuset Publikum forladt Sanger-Lokale - hvor den »sidste Athenienser« for sine sidste Penge i den sidste Pokal af forfalsket Bourgogne drikker Afskedens bitre Skaal.
✂ En Orm af dump Uvilje, Lede, Livstræthed krøb over Gerhards Hjærte... han skælvede idet han greb og tømte det store Glas, stirrende paa Opvarteren, som stirrede paa ham. I disse anstrengte, forvaagede Øjne stod kendeligt at læse: Ja min gode 359 Herre, De lader, som De kun kom for at klarere med mig - men hvis jeg nu skulde servere for Dem og den unge Dame!... aa, jeg ser godt, hvorledes det er fat med Dem! -
✂ Vinen var tilfældigvis god; og Gerhard sporede dens Virkning. Hans Udmattelse veg - hans Hjærte bankede atter sine sunde Slag paa hans Livsmods lønlige Dør, den Dør, der kan oplades for saa mange Vuer. Tingene afhænger af, med hvor kraftig en Fantasi vi gør os til deres Herre... tænkte han. Dette Lokale kan løftes - og Publikum med det. Hvad om Ulf og jeg tog sammen fat - fik Døgn- og Gadevise afløst af Folkelyriken, den lette og kaade, den alvorlige og rørende - Satiren med den »gode« Tendens - et broget Forstads-Skuespil... som Afløser af den Dødens Lamhed, den Pernittengrynets Asthma, den Fladhedens Svindsot, der har slaaet vore Theatre! Ah javist et flygtigt Indfald - men der ligger en Idé deri...!
✂ Og pludseligt spurgte han Opvarteren: Er det længe siden Frøken Edith gik?
✂ En lille halv Time siden! Hun fulgtes med Frøken Natalie - og en Herre! -
✂ En Herre? spurgte Gerhard skarpt.
✂ En Herre - som interesserer sig for Frøken Natalie! svarede Opvarteren og beskrev »Skyggen«. Der kunde ikke tages fejl deraf.
✂ Rigtigt - jeg véd det! sagde Gerhard kort, rejste sig, betalte, nikkede og gik.
✂ Maaske - skal jeg - hilse Frøken Edith?... spurgte Opvarteren ærbødigt.
✂ Gerhard var ved Døren, med Haanden om Grebet. Han saa' sig endnu engang tilbage - som søgte han at læse sig sin »Idé« til ud af det øde, triste Rum. Han saa' paa Opvarteren. Var det maaske Halvvigs »tjenende Aand«? Nu forekom Lokalet ham rentud modbydeligt - han ringeagtede sig selv, han følte som om der hang Spindelvævstraade over ham af Spioneri, stygt Bedrag - han hadede Halvvig - han var vred paa Edith - vred paa hende, ynkede hende - elskede hende. De kan hilse Frøknen fra mig - og sige hende, at jeg imorgen tidlig rejser fra Byen - og næppe kommer her for det første! sagde Gerhard idet han gik ud.
XXVII
✂ Ja, han var vred paa Edith. Hvor mon de gaar hen sammen? Aa, hun lader dem naturligvis følge sig hjem... og saa gaar de deres Vej! Men jeg lider ikke, at hun i det hele taget omgaas denne lille Dukke - og saa Skyggen! Den Natalie hader mig - hvis hun ellers kan hade. Og Skyggen hader mig - for han kan hade; han er den »skind og benfri Skinsyge i egen bedrøvelig Figur« - som Ulf engang kaldte ham - og han er ikke Edith god! Det var anderledes, da Ulf var her. .. da havde Edith Omgang!
✂ Og Gerhard tænkte: kunde jeg bare blive her og være i Ulfs Sted! Men saa Halvvig da - naar han nu kom?... Gerhard knugede sine Hænder - gik frem uden at lægge Mærke til Vejen. Hvad ser dog den lille Natalie i denne Skygge? Er det - »par dépit«...? Gerhard skammede sig, vred sig under en Række Selvbebrejdelser. Det var jo altsammen begyndt hin Nat - med det Judaskys... den næste i Rækken havde været Annette... hans Kone. Og nu tænkte han med Rædsel: min Kone! Her er jeg igen - i denne By, som jeg med formelig dramatisk Sortie forlod igaar... jeg styrer lige hjem ad den kendte Vej... Er Annette derhjemme...? Aa fy, fy! hvor jeg dog har viklet mig ind i stygge Ting... og er i Grunden ikke Edith Skyld i det altsammen?
✂ Nej jeg vil ikke gaa ad denne Vej - jeg vil ikke forbi mit Hjem, men krydse ned til Ediths Hus - og dér vil jeg staa og se op til hendes Vinduer - som om det var igaar jeg stod dér! Igaar? Det er jo en Menneskealder siden. Da elskede jeg hende; - jeg bad, om jeg turde kysse hende paa Panden til Afsked - og hun svarede... hvad var det nu hun svarede? Er jeg bleven imbecil? - jeg kan ikke længer huske noget - blot Udtrykket i hendes Blik har jeg saa levende for mig... aa, hun lyver vist! Ja, ja, jeg kunde skrige det ud: hun lyver! de lyver alle... alle Kvinder er født Komedianter, Bedragere... vi har gennem Aartusinders Tyranni og Nedværdigelse tvunget dem til at blive det; - naar de er ærlige, saa bekræfter de selv, at de bedrager os. Saadan med hende - hende, som jeg ækles ved at tænke paa - og som jeg igaar her paa dette Sted fortalte Edith om... jeg Idiot! Kvinderne vil altid høre 361 vore Bekendelser - for at blive os overlegne og le os ud. Saadan med Anna Funch - ogsaa dér skulde jeg af med en »Confession«. Men det lykkedes ikke, min gode Frue!... Aa fy, hvad jeg dog er for en Karl! Jeg véd, at jeg gaar her og taler imod min bedre Overbevisning... og dog glæder jeg mig derved! Nonsens med »bedre« Overbevisning. Man har en Overbevisning - eller har den ikke. Min Overbevisning er mine Erfaringer. De peger alle hen imod den gennem Aartusinder nedværdigede Kvinde... hun kan ikke være af Mandens »Adelsæt« - hun maa lyve, være falsk, være koket, hjærtekold og sansevarm... kort sagt Kurtisaner allesammen, gifte og halv-gifte og ugifte! Henrik, Henrik! hvad har Du dog gjort af din tillidsfulde Ungdom, dine oprindelige Muligheder? Du gaar forbi det Hjem, Du selv har skabt Dig, og hvor der bor en Kurtisane... hen til et andet Hjem, hvor der bor en anden Kurtisane! Kun Haarfarven - og Smilet er forskelligt. Gaa ind til Byen med Dig, din Taabe! Find Dig et Hotel - læg Dig til at sove - hvis Du kan sove. Og attraar Du endelig kvindeligt Selskab - og vil Du hverken narres eller udles - saa gaa til en Skøge!...
✂ Det var som behøvede han at nævne netop dette Ord i sine Tanker, for at have naaet Kulminationen af den vilde, stigende Forbitrelse, der havde grebet ham. Forbitrelse paa sig selv, Fortvivlelse over sig selv!
✂ Han følte Taarerne pible i Øjenkrogene og glide brændende ned over Kinderne. Han saa' at han var standset udenfor Laagen til Gangen, som løb lige imod Havehuset, hvor Edith boede. Maanen, der nu forekom ham sygelig mat, viste ham de Omgivelser, han kendte fra for et Døgn siden. Hvor slap, hvor svag, hvor dødtræt følte han sig ikke... træt i Sjælen og viljeløs i Lemmerne, med Fornemmelse af at Jorden svigtede under ham. Han maatte støtte sig ved Laagen. Den gik op; han tumlede ind, søgte Ligevægten, vaklede frem ad Gangen, lænede sig med Ryggen op imod et Træ - og kendte ved Trykket Revolveren i Frakkelommen. Han vidste næppe selv, hvad han nu gjorde, da han tog Vaabnet frem, besaa' det med en Nysgerrighed, som havde han aldrig holdt en saadan blank Tingest i Haanden - stirrede derpaa... og der kom for hans Øjne en i sin Dorskhed behagelig Taage, 362 hvorigennem han saa' Husets lyse Gavlside - og en glimtende Rude - svømme helt fjærnt borte. Han saa' sin Haand løfte sig og mærkede, at den nærmede en kold Genstand imod Panden - og han tænkte paa en Bule, som han engang havde stødt sig i Issen, og paa at han havde trykket Mundingen af en hul Gadedørsnøgle imod det ømme Sted. Han syntes, at det var en saadan Nøgle, han nu holdt trykket imod Panden, lige imod et Sted, hvor det smærtede ham - gnavede ham usigeligt inde i Hjærnen... og hans Pegefinger bevægede sig søgende under Nøglen.
✂ Hvorfor eller hvorledes han atter lod Vaabnet synke, kunde han ikke, hverken kortere eller længere Tid efter, gøre sig Rede for. Men han vaktes til Besindelse ved en saa hæftig Skælven og Sitren af hele Legemet, at han straks tænkte paa et Malariafeberanfald, han havde haft i Rom. Tænderne klaprede ham i Munden og Sveden brast frem af Panden.... han saa' Huset ganske klart for sig og ganske nær - og nu stak han Vaabnet langsomt ned i Lommen, følte efter, om det ogsaa rigtigt havde naaet Bunden og laa dér... og først da , med en Angst og en Angstens Hast, hvori han intet betænkte, styrtede han hen til Husets Dør, sprang op ad Stentrinene og ringede paa Klokken.
XXVIII
✂ Det varede lidt; et Vindue aabnedes ovenover ham - han traadte ned fra Trinene, stillede sig ud i Maanelyset, saa' Ediths spørgende Ansigt deroppe, og strakte Hænderne bedende ivejret - uden at sige noget.
✂ Hun lukkede Vinduet; han hørte Trin paa Trappegangen; hun satte en Nøgle i Laasen, aabnede, saa' vist paa ham, førte ham roligt ind ved Haanden, lukkede efter ham og lod ham gaa foran op ad Trapperne; og atter førte hun ham ved Haanden gennem en Dør ind i et middelstort Værelse. De to Fag Vinduer vendte ud imod Haven og Maanelyset. Han saa' Lyset spille paa Vinduessprossen og brede sig blændende over Karmen. Hun pegede paa en højrygget Stol ved Vinduet; han satte sig, hun ligeoverfor 363 ham i en Gyngestol seende vist paa ham. Han lod sit Hoved synke og hviskede:
✂ Tjen mig i - at give mig et Glas Vand!
✂ Da hun rakte ham det, saa' han, at hendes Haand rystede. Ogsaa hans Haand skælvede, Tænderne bed i Glaskanten; han tog sig sammen og drak ud.
✂ Tak, kære Frøken! sagde han. Jeg- jeg... er bange for, at De skal finde det - - - at jeg muligvis vil forekomme Dem....!
✂ Jeg tror De maa helst sidde ganske stille lidt endnu og ikke gøre Dem nogen Umage for at tale til mig! sagde hun venligt, med korte Nik.
✂ Han sad stille.
✂ Lidt efter sagde hun ligefrem:
✂ De følte Dem nok ikke rask - da De stod dernede?
✂ Nej! svarede han sagte.
✂ Saa tog han op af Lommen Revolveren og lagde den i hendes Skød. Hun saa' en Kende forbavset paa den og paa ham - bøjede Hovedet og ventede paa, hvad han vilde sige.
✂ Frøken Edith! bad han bevæget. Vil De gemme den for mig? De vil gøre mig en stor Tjeneste derved. Hos Dem vil den aldrig blive brugt - undtagen i yderste Nød - og maaske da for os begge!
✂ Hun sad tavs. Maanelyset strejfede hendes Ansigt; de smukke Læber mimrede; Øjelaagene sitrede let. Han kunde ikke se, om hun var krænket eller bevæget.... saa svøbte hun sit Lommetørklæde om Vaabnet, rejste sig, trak en Skrivebordsskuffe ud, lagde Pakken ned, lukkede af, og satte sig atter.
✂ Hvad saa? spurgte hun.
✂ Saa var det - - - -! sagde han, men kom ikke længer.
✂ Vil De fortælle mig noget? spurgte hun dæmpet. De behøver slet ikke at tale om den sildige Tid - eller bede mig om Undskyldning.... jeg antager, at De muligvis har Efterretninger fra Brynjulfsen? - Han kom ogsaa undertiden noget voldsom! lagde hun smilende til. Men dette Smil var tvungent.
✂ Jeg kan forsikre Dem, jeg var mig selv lidet mægtig, da jeg ringede paa Deres Dør! sagde Gerhard. Jeg var - hvis jeg tør sige det - paa bedste Veje til at skyde mig - - - dernede i Deres Have!
364✂ Hun sendte ham et hurtigt, bestemt Blik, rynkede Øjenbrynene og flyttede sin Stol lidt fra ham.
✂ Han tav; mærkede at hun iagttog ham. Saa lod det fra hende, tydeligt, med langsom Betoning af hvert enkelt Ord:
✂ Jeg forudsætter, at De véd hvad De siger - og at De altid taler i Overensstemmelse med Sandheden - undtagen hvor ikke en ligefrem tvingende Grund og Pligt byder Dem det modsatte?
✂ Han nikkede og sagde:
✂ Jeg vilde dræbe mig; - sandsynligvis.... fordi den Forestilling et Øjeblik aldeles overvældede mig, at alle Kvinder var løgnagtige - at alle spillede Komedie - at De, Edith, gjorde ligesom de andre.... og denne Forestilling var mig uudholdelig, fordi jeg fra igaar af har sagt mig, hvad jeg havde kunnet sige mig for Aar tilbage, at jeg tilbad - at jeg elskede Dem!
✂ Han lod sig glide ned paa Knæ og laa foran Ediths Stol fattende hendes Hænder, som hun holdt i sit Skød.
✂ Hun tog ikke sine Hænder til sig; han mærkede ingen Bevægelse af dem, sporede heller ingen Bevægelse i hendes blege Ansigt, da han spørgende løftede sine Øjne; hun sad som om hun var frossen.
✂ Hendes Tavshed og Ubevægelighed gjorde ham lydhør overfor hans egen Stemme. Det forekom ham, at han gentog disse Ord endnu engang... de tonede i hans Øre.... og han havde et forlegent, smærteligt Indtryk af, at de ikke klang som helt ægte.
✂ Hun sad med sine Hænder i hans, ubevægelig - ventende eller grundende, oprørt eller bedrøvet? han kunde ikke forklare sig hvad.
✂ Den pinligste Forlegenhedsfølelse listede sig over ham, en dyb Skuffelse, en endnu dybere Mistillid til sig selv. Det var, som vilde Afmagten dernede i Haven paany gribe ham.... aldrig havde han følt sig saa ringe, han, som aldrig havde manglet Selvfølelse og Ord overfor en Dame. Vilde hun blot sige et Ord! -
✂ Omsider sagde han selv, famlende og usikker:
✂ Jeg kommer fra en Rejse.... jeg afbrød Rejsen undervejs.... jeg var i Kupé sammen med en tilfældig Bekendt - Grosserer Halvvig!
365✂ Hun rørte sig ikke; syntes ikke at have overhørt hans Ord, men røbede ikke den Interesse ved dem, han havde ventet.
✂ Og han og jeg kom til at tale sammen - temmelig fortroligt.... det vil sige han talte... sagde Gerhard.
✂ Hun nikkede, som vilde hun tilkendegive: Det er meget rimeligt! Jeg ser intet mærkeligt deri; og hvad saa videre?
✂ Hendes Ro - eller hendes Selvbeherskelse - begyndte at irritere Gerhard. Hvorfor havde hun igaar tilbudt ham sin Gyngestol?.... nu sad hun selv i den og betragtede ham formodenlig som et Barn, en Umyndig!
✂ Han vilde rejse sig fra den knælende Stilling - som generede ham - og tage de Hænder til sig - som syntes at være hende saa ligegyldige. Men han mærkede, at hun modsatte sig hans Bevægelse - omend ganske svagt. En Glæde vaktes i ham - han saa' ærbødigt op i dette Ansigt dér med de fine, blege Træk - næsten »uvirkelig« fint og blegt i Maanegenskæret fra Vinduet. Han saa' hendes Øjne, underligt mørke i Glansen, som igaar Nat fæste sig paa ham.... og han begyndte flydende og naturligt at fortælle hele Mødet i Kupéen, uden at omgaa de Punkter, som for ham var de væsenlige, og saaledes at han dog ikke kom til at saare hende, om end han dvælede ved, hvad der for hende kunde være pinligt.
✂ Hun mærkede hans Bestræbelse, nikkede og sagde: Tal De kun ud - fortæl mig kun Alt, hvad De føler Trang til at sige - husk paa, jeg er intet Barn!
✂ Men lidt efter lidt gik han istaa. Hendes Beherskelse gjorde ham usikker; det dirrede stadigt i ham med et lidenskabeligt Udbrud - han havde Lyst til at knuge og kysse disse Hænder, som holdt om hans egne med et blidt Tryk, maaske ganske i Distraktion; havde den mest ubetvingelige Lyst til at sige hende, hvor yndefuld rolig, hvor tillidsfuld ungdommelig hun sad dér ligesom i Eng- og Elverduft af Nattedrøm og Maanefabel.... og saa maatte han tale om en Forretningsmand, der var hans Rival!
✂ Hun saa' ud for sig; Læberne smilede, men ikke Øjnene. Hun nikkede - og som nævnede hun en fælles god Bekendt, i hvis Forhold man venligt tager Del, sagde hun dæmpet:
✂ Ja, han er god - god og naiv; og man kan gøre ham megen Uret ved at tro det modsatte om ham! -
366✂ Jeg er af samme Mening, som De! svarede Gerhard sagtmodig.
✂ Sig mig nu.... vedblev hun, sænkende Blikket mod Gerhard.... antager De ikke, at hans - hans Hustru, som han var gift med - at hun ikke kan siges fri for at have haft Fejl paa sin Side.... det vil sige Fejl, som Mændene vanskeligt kan finde sig i - netop fordi de ikke udspringer fra Hjærtet?
✂ Hvem har ikke Fejl, Edith! bemærkede Gerhard stille.
✂ Hun tøvede lidt; saa sagde hun: Jeg tror.... jeg har naturligvis set hende - ganske flygtigt - hun er smuk, tinder jeg - og De vel ogsaa? Men nej.... aa jeg kan jo slet ikke tale derom.... Jeg skammede mig saa dybt, da jeg en Aften i Theatret saa' hende - sammen med - naa ja med den Dame, De er gift med! Véd De, hvad jeg vilde ønske.... tilføjede hun hæftigt, idet hun rykkede Hænderne til sig. Aa, det nytter jo slet ikke at tale om, hvad man vilde ønske og hvad der kunde have været anderledes - og jeg bestræber mig for aldrig at ytre saadan noget. Men tænk, om hun ikke havde ladet det komme til det Brud!
✂ Og hun fæstede sine Øjne paa Gerhard, som vilde hun sige: »saa var der meget, som nu var anderledes!«
✂ Hendes Bevægelse overvældede hende; hun skjulte Ansigtet i Hænderne. Der var længe Tavshed. Gerhard sad og saa' paa sine Fingre - paa sin Vielsesring - drejede den - foldede sine Hænder, saa Fingrene knagede. Det skød op i ham med Lidenskabens tilbagedæmmede Strøm; han greb Edith fast om Haandleddene.... hun saa' forskrækket spørgende, dernæst overlegent paa ham, rejste sig, lænede sig mod Vinduesposten og lagde Haanden bag om sin Nakke. Haaret truede med at falde ned.
✂ Ja - jeg skal gaa! hviskede Gerhard og blev siddende.
✂ Hvorfor.... spurgte han usikker.... hvorfor valgte De dengang at tage derud og synge? Og hvordan.... tilføjede han med bævende Stemme.... hvordan - med hvor smærtelige eller med hvor faa Ofre - slap De over den Mellemtid, da han tabte Deres Spor - og indtil han fandt Dem derude?
XXIX
✂ Hun tav; hun havde ordnet sit Haar og stirrede ud for sig. Han havde ondt af hende - og han vrededes paa sig selv, at han saaledes spurgte hende ud. Han tænkte: hun - som aldrig spørger mig om noget! Sæt at jeg Led for Led skulde dissekere mit Liv, min Fortid, ja endnu Formiddagen igaar for hende!.... hvad vilde hun sige? formodenlig bede mig om at gaa straks! Hun ønsker vist, at jeg ikke sad her?.... Tænker hun nu paa Ulf - ham, som ogsaa pinte hende? Aa hvor hun er nydelig - den lille Stakkel! Mon hun dog ikke engang faar noget tilovers for mig? Sæt at hun nu tilhørte mig! Hvordan vilde jeg elske hende? Vilde jeg være i den Grad lykkelig derved - som jeg nu forestiller mig? Er det Egoisme? Er Manden lutter sanselig Elskov?.... men Kvinden da? Mon Edith i det hele er i Stand til at elske? Ja hvad er da Elskov? Véd jeg noget derom?.... er det en Besættelse, en Galenskab - det samme som at være Digter? Jamen jeg er bestemt Digter.... mit Forhold til hende, dette Længselsforhold ud i den natteblaa Luft, gør mig bestemt til Digter! Se dér staar hun lænet op imod Vinduesposten, som hun skjuler med sit fine, svaje Legeme.... hun staar ligesom ude i Rummet, i Nat og Maanedis, et Elverlandskab med Skyggetræer bag en Rude som ingen Rude er - en Nymfe-Verden, hvis Love ikke er vore, hvis Liv er et andet end vort - ja maaske det »andet« Liv, som vi fabler om i vore Religioners ganske hungrige Lyrik. Englene - det er ret besét Houris.... vi »Kristne« vi er ret besét Musselmænd - vi attraar den højeste oversanselige Nydelse - og den har vi kun en ung Kvindes Lignelse at iklæde. Om hun, den unge Kvinde dér - den unge, fine Nymfe - om hun virkelig har tilhørt en Faun - som er Grosserer.... et Prosa-Menneske, som jeg desværre ikke har faaet ombragt.... nuvel, hvad har det da tilføjet hende af Brist paa den rene, skære Nattepoesi, der nu overgyder hende med et Bad af Maanebølger og Ætherstrømme - som jeg forstaar, jeg Digteren, Fabel-Mennesket, der ikke attraar hende, men attraar hendes Sjæl, hendes Væsens skæreste, ukrænkelige Blomst! Aa, Edith, Edith! - - - -
368✂ Han havde nævnet hendes Navn højt. Hun saa' paa ham.
✂ Og hun sagde - svarende paa hans foregaaende Spørgsmaal - i Begyndelsen roligt, næsten som en Ramse, - derpaa skiftende i Tonefaldet:
✂ Jeg havde, som De altsaa véd, nyligt været syg og mange Kræfter havde jeg ikke. En ny Plads i en Familie kunde jeg ikke søge mig - jeg havde ingen kunnet udfylde, og det bedrøvede mig meget, for jeg vilde gerne arbejde. Sulte kunde jeg ikke; jeg opsøgte de Syersker, som jeg først havde kendt. De var meget venlige imod mig og vi arbejdede sammen - vi syede Prøveposer - eller det var Drengehuer, jeg husker ikke. Jeg vilde kun leve; og leve gjorde jeg; men Lønnen var elendig og Kræfter fik jeg ikke. Jeg kunde ikke lide Pigernes Maade at være paa - jeg sagde dem det - og saa kunde de heller ikke lide mig. En af dem kendte noget til en Agent for Provinsskuespiller- og Sangerselskaber. Han hørte mig nynne, og sagde, at jeg havde Figur. Da han nævnede nogle Engagementsvilkaar, saa forekom de mig glimrende - imod Sylønnen. Scenen var jeg bange for; saa valgte jeg Tribunen. Det kostede mig mange Taarer i Begyndelsen.... det vil De formodenlig kunne tænke Dem. Men da ingen fornærmede mig, og da jeg mærkede, at jeg baade havde min Frihed og kunde hjælpe mine Forældre lidt - som stadigt troede og endnu tror, at jeg er ved et Theater - saa vænnede jeg mig til det. Man kan jo sluttelig vænne sig til Alt!
✂ Hun tilføjede dette vemodigt, resigneret. Og dæmpet vedblev hun: Men over min Sundhed gik det ud - saadan Aften paa Aften i den slette Luft og paa en for mig uvant Tid - ofte i Selskab med Damerne og deres Herrer til langt paa Natten. Jeg var jo saa ung - og jeg vilde ogsaa være glad imellemstunder, glad med de andre - saa længe jeg ikke stødtes af noget, jeg fandt upassende - og stundom selv om jeg stødtes af det, der passerede omkring mig. Hvad kunde det skade mig? Jeg havde mine Bøger og mit eget Selskab Dagen over - det var, hvad jeg forlangte. Men jeg blev syg, skrantede; Nerverne var medtagne. Jeg søgte en Læge; han lo ad mig - viste sig ikke høflig imod mig - naturligvis! Jeg kunde næsten ikke synge mere - og jeg græd i den Tid meget, holdt mig jævnligt inde, kunde ikke hæve min Gage - og saa var det, at 369 han , den Mand, De nævnede, viste mig sin Omhu, plejede mig, indtil jeg atter fik røde Kinder og Stemme..,. Aa men! udbrød hun hæftigt og saa' vredt truende paa Gerhard: - hvorfor kommer de allesammen til mig og vil stadig have mig til at fortælle det samme om igen?... og alle ser de paa mig som om de vilde sige: vi tror hende dog ikke ganske - hun er anderledes, naar vi ikke er sammen med hende - og saa vil de alligevel være sammen med mig og have mig til at tale! Hvorfor? Jeg er dog ikke venlig mod nogen - jeg er en ubetydelig Person, som man skulde lade skøtte sig selv. Jeg kan le - ja, og svare paa en Kompliment, og høre paa nogle Flovheder - og engang imellem glæde mig over, naar nogen vil tale alvorligt med mig. Men naar de saa kommer og siger mig - hvad nu De siger.... men Herregud, hvorfor vil de allesammen fornærme mig - fornærme mig baade ved Ord og ved Tanker? Hvad har jeg gjort, sagt, hvordan har jeg opført mig, at det kan berettige til.... ja for de fornærmer mig alle - undtagen den ene Mand, hvem jeg har givet Retten til - ligesom jeg engang har givet ham Tilgivelse for - - - Aa, det er stygt, det er stygt - og jeg maa sige det er fejgt, det er ikke en Mand værdigt at søge til Tidsfordriv en ung Kvindes Fortrolighed og Selskab - naar han maaske er træt af sin Kones eller andre Damers! -
✂ Hun satte Foden fast imod Gulvet, skød Armene overkors foran det smukke Bryst over den slanke Taille, lænede Hovedet tilbage med halvt aabne Læber, svagt dirrende Næsebor... medens det glimtede af sølvblank Væde under Øjeranden og i de lyse Vipper.
✂ Gerhard sad som fasttryllet og stirrede paa hende. Han havde hørt hvert af disse Ord, følt deres Braad bore sig ind i ham uden at han kunde afværge det. Og saa var det, som havde hun sagt dette ene: Jeg elsker Dem - vil gerne være Deres; jeg bliver kun hæftig, gør Dem kun Bebrejdelser, fordi min Stolthed, min Undseelse, min Selvrespekt og det Trofaste i min Natur krymper sig ved at skulle gøre denne Tilstaaelse for mig selv - De faar aldrig Tilstaaelsen vristet ud af mig! - - -
✂ Hun saa' paa ham, og Vreden stod at læse i hendes Blik: »Vilde han da ikke gaa - den Mand dér - med den smukke Kone - i den smukke Livsstilling - med de smukke, flydende, velformede 370 Ord - Kunstneren, i hvem Damerne naturligvis var forelskede, og som nu, halvt i et sentimentalt Lune, ved et lille Komediespil havde tiltvunget sig Adgang til hendes Hjem - det han burde have respekteret, om hun saa aldrig havde fundet ham underholdende, elskværdig, ja til en vis Grad værdig hendes Fortrolighed den foregaaende Aften?«
✂ Var det ikke dette, han læste i hendes Øjne?
✂ Det var ligegyldigt, hvad hun saa tænkte. Han bøjede sig, krummede sig helt sammen i egen Ringhedserkendelse - forekommende sig selv som en Tigger, der gramser efter en tilkastet Skilling - ja som en fladt i Støvet liggende Fakir, der trygler og ikke véd sine levende Raad.... Hun skulde blot ane, hvor ensom, venne-, penge-, tillidsløs han slæbte paa Bevidstheden om, at han var brudt og hun sammenlignelsesvis lykkelig - saa stolt og overlegen hun var!
✂ Han rejste sig og sagde med bøjet Hoved:
✂ Frøken Edith! mindre end Halvdelen af Deres Ord vilde have befriet Dem for min Nærværelse - hvis jeg var eller tænkte, hvad De nu formoder om mig. Kan De huske paa Køreturen, hvordan De kunde læse mine Tanker? Men jeg kan ogsaa læse Deres - - - jeg har maaske lært det i Mellemtiden. Inden De ganske dømmer mig, saa vil jeg blot sige Dem dette: Med alle mine Fejl er jeg ikke en Usling, der tænker mig Muligheden af at forføre Dem - og ikke en Pjalt, der til en Begyndelse spiller Komedie for Dem. Jeg har ingen Kone - hverken køn eller rig. Jeg har brudt med det Forhold, som længe har været en smukt maskeret Prostitution. Jeg hader og afskyr - ikke hende men mig, som indlod mig derpaa - indlod mig med hende og det Samfund, hun tilhører. Noget lignende sagde jeg Dem igaar, men De har ikke forstaaet eller ikke villet forstaa - - - De har simpelthen ikke troet mig. Jeg har brudt med min Fortid - med min Samfundskreds - med min Kunst som med mit Liv. Jeg er fattigere end De - og mest fattig paa Venner. Den eneste, som De ogsaa kender og som jeg undertiden kan forveksle med en Del af mig selv, saa nær ligger han mit Hjærte, han er borte, syg, hjælpeløs. Til den Kvinde, som jeg ringeagter, har jeg forskrevet mig for en Sum, der skal hjælpe en anden 371 Kvinde, hvem jeg ikke elsker, men hvem jeg skylder Taknemlighed og Venskab. Hvorledes jeg skal tilbagebetale min Gæld - det er mig endnu en Gaade - men den skal betales. Jeg kommer til at dukke mig, slide som en Haandværker sandsynligvis - og jeg har ikke været vant dertil. Mit Væsen er blevet oprevet herhjemme i de sidste Aar; jeg er kommen i Splid med mig selv - foruden den Splid, hvori jeg nu nødvendigvis maa komme med Forhold og Omgivelser. Det er det værste ved min Stilling. At sige Dem, at jeg med Lethed vilde gaa Alt imøde, hvis jeg vidste, at jeg i Dem havde - maaske mere end en Ven.... er dette en Fornærmelse? Jeg har Lov til at benægte det! Jeg gentager for Dem, Edith: jeg elsker Dem - jeg ser op til Dem - jeg betragter Dem fra nu af som min Skytsaand.... saa kan denne Skytsaand gøre ved Erindringen om mig, hvad hun vil. Jeg kan ogsaa være stolt... De lærer mig det jo. At De skulde trampe mine Ord, mine Forsikringer ned under Deres lille Hæl... det skal jeg selv sørge for, at det ikke kommer til at ske! For - hvad De saa fra nu af hører om mig eller til mig, det skal i det mindste blive noget, som De kan yde Deres Respekt... om De saa aldrig skænker mig mere end Deres »Højagtelse« og Deres Venskab!
XXX
✂ Han vilde række hende Haanden til Godnat og Farvel... men idet han strakte Armen ud, var det som den lammedes; en blytung Kuldefornemmelse i Baghovedet - en rasende Susen for Ørerne... han mærkede, at han vaklede, tog paa maa og faa om Stolen - og gled over den og med den ned paa Gulvet. Saa mærkede han til intet, før han sporede en behagelig Væde over sine Øjenlaag - og en forfriskende Lugt. Han saa' Edith knæle ved Siden af sig, hældende af en Flaske paa et Tørklæde, som hun badede ham med.
✂ Ah! sagde han mat og smilende: Ulfs Eau de Verveine! Tak!...
✂ Min Verveine! svarede hun, smilende, men endnu ængstlig - 372 rystende paa engang af Kvindens Undseelse, Medfølelse med og Skræk over en Mand, der falder tungt til Jorden. Har De det nu bedre?
✂ Tak, Edith! sagde han skamfuld, rejsende sig med Besvær. Hun støttede ham; han kom tilsæde i en Sofa; følte sig overvættes træt, nedslaaet - men ved klar Bevidsthed.
✂ Hun stod foran ham, stedse med Flakonen i Haanden. Maanen traf med et Glimt det blanke Krystal og skinnede paa hendes Ansigt. Trækkene var atter rolige; de lyse Øjne havde denne mørke, ømme, forskende Glans - som var forekommet ham saa besynderlig - en Køligheds Glød, som han vidste at han vilde erindre saa længe han levede.
✂ Edith! sagde han blidt... vi gør hinanden blodig Uret - begge to. Jeg tror Dem - og tror paa Dem... og De vil engang gøre Gengæld imod mig. Hør nu, hvad jeg beder Dem om. Jeg har saa godt som intet nydt den hele Dag... kørt flere Mil paa aaben Vogn - løbet en halv Mil... jeg har drukket Vin, som jeg ikke har mærket til - jeg har været i ét Oprør det sidste halvandet Døgn. Derfor kom formodenlig denne Svaghed over mig! Hvad maa De dog antage?... Jeg har altid kunnet stole paa mine Kræfter... og nu er de som ganske opbrugt! Jeg skal med det først afgaaende Morgentog - ned til min Kusine... derfra bort - hvorsomhelst - til Udlandet - ligemeget... saasnart jeg har tjent mig Penge til Rejsen! Det er mig i dette Øjeblik aldeles umuligt at sætte Dem ind i mine Forhold... men jeg skal skrive Dem til - engang - hvis jeg maa? Det er mig næsten umuligt at rejse mig fra denne Plads. - Jeg skammer mig derover - føler mig ydmyget derved... men det er, som om mit Hoved ikke tilhørte mig. Der er en Angst i mig... jeg forsikrer Dem som ærligt Menneske... en Rædsel i mig ved at tænke paa, at jeg nu - nu skal gaa et andet Sted hen - her fra Dem - søge mig et Hotel, eller... aa jeg som ikke har noget Hjem - og jeg som umuligt inat har Kræfter til at drive om paa Gaderne - paa Gaderne i den By, der vilde være mig aldeles forhadt - hvis De ikke boede der. Hør mig - jeg beder Dem saa bønligt, saa ydmygt - giv mig Lov til at blive her, hvor jeg sidder! Jeg tror, jeg vil kunne sove et Par Timer... forstaar De, her vil jeg kunne sove, hvile... og naar Solen kommer 373 og vækker mig, gaar jeg min Vej saa stille som en Mus... og takker og velsigner Dem i mine Tanker... for De har ydet mig Noget, som jeg aldrig vilde kunne sige Dem... og aldrig i mit Liv vil kunne tilbagebetale Dem! - Hører De? -
✂ Han mødtes af disse Øjne, der saa' paa ham som vilde de se igennem ham - fulde af øm Medlidenhed, af Tvivl... og saa duggedes de af en Godhed, i hvis Dyb Tvivl som Erfaringer syntes at slukkes.
✂ Hun gik hen til det opretstaaende Piano, tog fra Laaget en Genstand, som hun rakte ham halvt bortvendt, idet hun hviskede et Ord eller to, som han ikke kunde skelne.
✂ I hans Haand laa denne Genstand, som hun lukkede hans Fingre sammen over med et blidt Tryk af sine.
✂ Blodet skød ham til Kinderne - sugedes atter ind af hans Hjærte. Han stammede noget frem - vilde rejse sig, men mægtede det ikke. Saa ydmyget var han ingensinde blevet - saa lykkelig havde han aldrig følt sig. Han holdt i sin Haand hendes lille Portemonnaie; tung var den.
✂ I det samme stod han oprejst henne ved Bordet, paa hvis Tæppe han hældte Sølvkroner og Ører ud... kiggede derned i det tomme Rum... en lille beskeden blank Mønt var tilbage. Han lukkede for den som for en Skat - trykkede Skattens Beholder til sine Læber - lod den glide ned i sin Lomme - dér hvor Vaabnet havde ligget... knappede sin Frakke, fik famlet sig sin Hat til og gik tværs over Gulvet - uden at se paa hende - hen til Døren, som han var kommen ind af. Da han havde aabnet den, tænkte han: Jamen hun maa jo lukke Dig ud dernede! Han vendte sig; hun stod ubevægelig paa samme Plet, stirrende hen for sig.
✂ Edith! sagde han... hun rørte sig ikke. Edith!... Han gjorde et Par Skridt frem, stødte mod en Stol ved Bordet, satte sig ned og brast i en hæftig Graad - hulkende: Aa, det kunde De gøre?... luk mig ud! hører De - lad mig komme bort! -
✂ Hun gik hen til ham, lagde sin Haand paa hans Skulder. Han rystedes endnu af den voldsomme Graad - fornam tillige det lette Tryk af hendes slanke Legem - hendes varme Aande, der gled over hans Ansigt. Hun hviskede med Besvær noget, der lød som: Tilgiv mig - jeg vilde ikke fornærme... jeg troede! Hun søgte at 374 løsne hans Hænder fra Øjnene - og da han slap med Hænderne og saa' paa hende gennem et Graadslør af Taarer, Bedøvelse, Evneløshed til at kunne fatte og forstaa... saa gik hun pludseligt fra ham, aabnede en Dør ind til et Sideværelse, kom tilbage med en hvid Hovedpude og et stort Shawl, lagde begge Dele paa Sofaen, nikkede dæmpet: Godnat! - gik ind, lukkede efter sig og drejede Nøglen om.
✂ Han maatte lytte til den næsten umærkelige Lyd i Laasen - maatte stirre mod denne lyse Dør - holde paa sit Hoved og stemme Hænderne mod sit Bryst - førend han kunde fatte dette: at hun var gaaet - han alene tilbage - at han skulde blive her!
✂ Han rejste sig og forsøgte at se sig om i Værelset - saa' ogsaa Bord med Tæppe og en Skaal - Piano med Vaser - matblinkende Skilderier paa Væggene - Ruderne paa et Bogskab... og saa' dog ingenting. De vigtigste af hans Sanser nægtede ham Lydighed. Saa syntes han, at han laa udstrakt paa Sofaen - Fødderne udenfor paa en Stol... ubegribeligt langt borte fra ham... Hovedet hvilende paa hendes Pude. Han bildte sig ind at kende - og kunne indsuge - Duften af hendes Haar... og han syntes, at Værelset svømmede som paa Maanebølger - at han vuggedes i en Baad paa det grønlighvide Lys... han syntes, at han drømte, at han selv var bleven til Ulf - og at han, Ulf, sad i Atelieret og læste højt for sig selv i den Drøm, som han, Gerhard, havde skrevet: »Jeg drømmer!« Det forekom ham, at Edith var Prinsesse Margarita - og da det Sted kom, hvor han i Angest skal vaagne op med det Skrig: Slip mig! - saa forekom det ham, at han laa vaagen, men med lukkede Øjne, paa denne Sofa her i Ediths Dagligstue... og at han aabnede Øjnene ganske svagt - og skimtede en Dør gaa op lige for - og at en slank i et lyst Overkast gemt Skikkelse gled ind i Værelset, tæt hen ved ham, blev staaende bøjet over ham - læggende Spidserne af to Fingre læmpeligt paa hans Skulder - seende paa ham med de sælsomme klare Øjne af den besynderligt duggede, mørke Glans - hviskende: Sover De? Fryser De ikke? Er De syg?...
375✂ Hverken kunde han svare, ej heller kunde han tydeligt høre; kunde maaske kun ane. Og Skikkelsen gled bort, Døren lukkedes - med den samme larmløse Lyd som før. Maanebølgerne holdt op at strømme; Resten var Udslettelse, Hvile, Tavshed.
XXXI
✂ Begyndelsen var et graahvidt Lys, som skar ham i Øjnene - men ikke den Sol - og ikke Fuglekvidder - som han havde ventet.
✂ Kuldefornemmelser. Shawlet var gledet af ham. Dér laa det paa Gulvet... Hovedet tungt... han saa' sig forundret om... rejste sig... sprang op.
✂ I Ediths Dagligstue. Rigtigt! Han mønstrede enhver Genstand i dette Værelse med den strenge Orden, den sømmelige Hygge. Intet, som stødte, intet, som trængte sig frem, ingen Luksus - overalt Smag; - i Blomster som i Tæppe; i Fotogravurer paa Væggene, i Hylderne indenfor Bogskabets blanke Ruder. Alt - som han havde tænkt sig det - og som om han havde set det utallige Gange og ikke for første Gang nu. Han skulde ikke glemme en Ting fra nu af! sagde han sig.
✂ Paa Bordtæppet laa et Blad Papir; der ovenpaa en lille Nøgle af særegen Form. Paa Papiret stod med Blyant, hurtige, lette, henflydende Træk, som skrevne i Halvmørke: Luk Dem selv ud; send mig Nøglen tilbage i Konvolut; men skriv intet, ikke førend De er kommen meget til Ro. Edith.
✂ Han kyssede det lille Blad Papir, lagde det i den lille Portemonnaie, som han omhyggeligt forvarede. Nu havde han to Relikvier. Og med sagte Skridt gik han hen til Døren, den aflukkede. Hans Hjærte bankede, da han lyttende bøjede sig ned - og hans Læber berørte Laasens Greb. Ingen Lyd af en Sovendes Aandedrag; tyst derinde, som om Tilværelsen standsede bag denne Dør - som om Verden her hørte op.
✂ Han tænkte et Sekund - og det var tankeløst nok, hvad han tænkte: Skulde Du prøve, om denne Dør virkelig har været aabnet?
376✂ Nej nej; sæt den endnu var uaflaaset - og gik op! Det kunde misforstaas - det vilde sikkert blive misforstaaet! Jeg er jo virkelig ikke vaagen endnu, at jeg kan faa et saadant Indfald!
✂ Og han hviskede: Farvel, Edith! Der var en lang, inderlig Bøns Styrke i dette Farvel, dette Navn. Saa gik han - samlede endnu i Gangdøren dette Værelse i et rummende Blik - listede sig ned ad den gammeldags, knagende Trappe, aabnede Husdøren med den lille Nøgle af den særegne Form - lyttede efter, om ingen i Huset vaktes ved Larmen... var udenfor i Haven, saa' op til Vinduet, saa' til Stedet - dér ved Træet - hvor han havde staaet for nogle Timer siden »vis-à-vis Døden«, som han erindrede at have læst Udtrykket i en Bog.
✂ Og nu var han vis-à-vis Livet! det, han skulde begynde fra nyt af.
✂ Han saa' paa sit Uhr, da han med faste Skridt gik ned ad Gangen ud paa Vejen. Uhret sagde intet; han havde ikke trukket det op. Solen gav ham heller ingen Besked; den døsede - ifald den ellers var vaagen - bag et jævnt graat Forhæng, med mørkere, tungere Border foroven, et svagt, udtværet Rødt forneden over Villaer og Haver - som alle sov endnu. Luften stod stille, som mod Regn; og Fuglene tav, som mod Uvejr.
✂ Ligemeget! tænkte Gerhard: naar intet Menneske rører sig, og Dyrene ikke heller, saa gaar Morgentoget ikke endnu! Og da han tænkte »Morgentoget«, kom der en Beslutningsdygtighed i ham; og han vandrede til Byen.
✂ Ingen Vogne, ingen Fodgængere, ikke saa meget som en Politimand, hvem han kunde spørge om Tiden. En Bagerbutik lukkede op; han gik ind, fik sig et Glas Mælk, noget varmt Brød - Klokken var henad sex! sagde Jomfruen og saa' lidt paa ham. Foran et Spejl ordnede Gerhard sin Paaklædning - og smilede ved sig selv over den aarle opstandne, vandkæmmede Jomfrus overlegne Blik. Han havde en sød Hemmelighed - det skulde hun blot vide!
✂ Han sad ved et lille Bord med hvid Stenplade i Butiken, hvor der stod tør, syrlig Os af det friskbagte Brød. Og dette varme, nybagte Brød, som han i tung, sød Aandsfraværelse tærede, det blev 377 ham saa stort i Munden. Han skyllede efter med den lunkne, slimede Mælk - og ønskede at det var Vin; men greb sig i Ønsket og sagde nikkende: Nu begynder det nye Liv - Nøjsomhedens!
✂ Hva'fals? spurgte den travle Jomfru, der skændtes med Svendene ud gennem en Dør med et rundt Glarøje i.
✂ Ingenting! svarede Gerhard venligt - jeg tænkte højt!
✂ Han tænkte paa saa uendeligt meget - øm i Lemmerne, tung, søvnig som han var - men lykkelig. Osen fra Bageriet, den skurende Lyd af Pladerne, som skubbedes ind ad Døren, Skænderiet, den trykkende Morgenluft udenfor - og saa Alt, alt dette fra denne Nat, drev sammen og fortættede sig i hans Hoved. Han syntes, at Mælken i Glasset var Maaneskin - men han syntes ikke, at den lysklædte, undersætsige Jomfru var Edith. Hun vedblev fra sin Virksomhed ved Hylderne, Brødkurvene og Skænderiet at sende Blikke over til Gerhard - og nu hørte han pludselig et vredt: De maa ved Gud ikke sidde dér og sove - saadan en Herre!
✂ De har Ret! svarede han med et Ryk og en Knejsning: Naar gaar Toget? - om Forladelse, hvor meget har jeg at betale?... Og han rejste sig, endnu med Brødet trykkende for Hjærtekulen... han kunde ikke synke... drak endnu et Glas Mælk, som var lidt koldere end det første - følte en uimodstaaelig, ganske ungdommelig Lyst til at anbefale denne Jomfru dér at tørre noget Mel af sin Næse - begreb ikke, hvorfor hun saa' haanligt og ondt paa ham... begreb næsten ikke, at der kunde gives saadanne undersætsige, skændende, melnæsede Bagerjomfruer i samme Verden, hvor der gaves en elver-svaj Edith... betalte og gik.
✂ Gik i en Døs, og saa' i en Døs paa denne By, som selv ikke syntes at kunne ryste Dvalen af sig. Et efter et tørnede nu disse Mennesker - med lange Pavser - ud fra Gade- og Butiksdøre - træge og gnavne - ligesom med »Tømmermænd«. En Drosche kom luntende - som til Begravelse. To Politimænd stivede hinanden af i intet at bestille - og skelede kedsommeligt-mistænksomt paa et Rulleskilt og paa Gerhard, der trak sit Uhr op og stillede det. Nøgternt laa Husrækkerne - med den skifergraa Himmel over sig som en sølle Turistparaply, der ikke skærmer mod Regn - og ikke kan holde den Sol ude, som ikke skinner. De store 378 Verdensbyer sover ogsaa i Hvilens Timer - tænkte Gerhard; men de vaagner som med et Sæt - bruger et Kvarterstid til Toilette - og straks pulserer Livet stort, kraftigt, broget.
✂ Denne By vilde ikke vaagne. Hvad Fanden skulde den vaagne op for eller til? syntes den at spørge. Dér var Frihedsstøtten! Men det var saa længe siden at man havde en ordenlig, praktisk Frihed at rejse Støtter for og at rejse sig for! Og dér var Tivoli! Man kunde jo bare ta' den med Ro en fjorten Dages Tid endnu - saa var man sikker nok paa det ! Og dér var National - og Cirkus Variété - med sit fordummende Øl-Øl-Øl... Denne brede, storstadsmæssige Vesterbrospassage førte som en »Canal grande« ind til en By, med snevre, smudsige Gade-Kanaler - en By, som engang havde været et Slags Venedig her i Norden - en historisk Stad, en Handelsstad, som kunde blive en Handelsplads endnu engang... hvis ikke disse Folk troede paa Tivoli som paa en Aabenbaring, kævledes om ørkesløs Politik, og drak sig søvnige, dumme, tungsindige og afsindige i Øl - altid Øl.
✂ Og dér laa Jærnbanegaarden. Og nu skulde vel snart Toget til at gaa... halvtredje Mand og en tom Drosche nærmede sig allerede. En livlig Frekvens, en driftig Omsætning mellem Hovedstad og Provinser - én tom Drosche og halvtredje Mand til Morgentoget.
✂ Gerhard saa' over Byen, stirrede paa den karaktérløse Arkitektur - det klatøjede Fysionomi... og saa' paa denne tunge Morgenhimmel, der spændte sig over Byen som »Tømmermænd« kan spænde efter en Ølrus; - den sovende, sorgløse, glædeløse, letsindige, sygnende Hovedstad. Skyerne deroppe fortættede sig mere og mere - hang mere og mere truende ned - og den røde, udtværede Tone i Horisonten begyndte at svulme som et Arr paa en vred Mands Pande. En Lokomotivpibe skingrede - en Maskine blev rangéret frem - og en Darnpsky hvirvlede bomuldsgraa op mod den mørke Himmel - ganske som Røgen ud af en Kanonmunding. Nok et Hvin, nok et Dampstød, nok en Kanonrøg - og en uhyggelig, hul Rumlen... Røgsky paa Røgsky, Hvæsen og Fløjten som af Projectiler igennem Luften... indtil Himmel og Damp stod i Et, og Taagen sænkede sig som for at skjule en Scene af vild Forvirring.
379✂ Store Regndraaber - underligt og ækelt lunkne... og et pludseligt Skrald, et Tordenskrald fra Himlen, der længe nok har truet den sovende By. Frihedsstøtten staar fast - men alle Ruder i National klirrer. Politibetjentene giver sig til løbe - Droschehesten stejler... man begriber slet ikke, hvad der er ivejen. En Kone, som skal med Toget, falder om og bæres bort.
✂ Det er et Uvejr, der bryder løs over Byen, som nu gnider Søvnen forfærdet af Øjnene. -
✂ Gerhard slap ind og kom med Morgentoget.
✂ Han sad i dybe Tanker, smilede nu og da ad Regnens Fald; den forekom ham som en lystig Reveille mod de raslende Ruder; blev saa alvorligere, lyttende til Togets Rumlen, der slugtes af Tordnens dybe Brøl fra de mægtige Lunger. Der var en Idéforbindelse, som ikke vilde forlade ham.
✂ Men en Mand i Kupéen - en Militær tilmed - var ligesom fornærmet paa dette Uvejr: for det første over at det kom saa tidligt paa Dagen, og saa at det kom saa tidligt paa Aaret. Et Uvejr havde at komme efter meteorologiske og andre videnskabelige Beregninger - et Tordenvejr f. Ex. værs'god i Juli eller August! -
✂ Gerhard nikkede og sagde: Ja - og efter som man har Paraply eller ikke til at tage imod det!... Paraply med en stærk Stang, Staalstativ og Jærnskærm! Hvornaar tror De, at det store Uvejr bryder løs - det, som maa komme?
✂ Den militære Herre lukkede Øjnene og trak paa Skuldrene ad Civilisten. Saa lukkede enhver sig inde med sine egne Tanker - den Militære, som skulde paa en Foredragstournée - og Gerhard, som skulde ud for at tjene sig op gennem de Meniges Rækker.