Drachmann, Holger Forskrevet

2

        

3

HOLGER DRACHMANN

Forskrevet -
Roman

I

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED
Lars Peter Rømhild
under medvirken af Merete Jørgensen

Danske Klassikere
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Hanne Marie Svendsen for Danske Skønlitterære Forfattere, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Flemming Conrad som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Originaludgaven 1890. Nr. 002185.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 2000 · ISBN 87-21-01523-6 Omslag: Lars Rosenquist Bech-Jessen på grundlag af foto (1887) af Holger Drachmann og manuskriptside fra Forskrevet - (Det Kgl. Bibliotek, Collinske Samling 42,2°) · Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro · Papir: Book Design - 1,3 - l00g, Svanemærket, klor- og syrefrit · ISO 9706

Tak for økonomisk støtte fra Moth-Lunds Fond

5

Holger Drachmann

FORSKREVET-
ROMAN

FØRSTE BIND

KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL OG SØN)
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1890

6

Forskrevet - I-II udkom oktober 1890 og kostede 10 kr .

Bd. I omfatter [X]+548 s. [I] Forskrevet - [II] blank [III] Holger Drachmann. Forskrevet -. Roman. Første Bind. Vignet . Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). Fr. Bagges Bogtrykkeri. 1890 [IV] blank [V] dedikation [VI] blank [VII-VIII] fortale [IX] motto [X] blank. 1-548 tekst .

Bd. II omfatter IV+306 s. [I] Forskrevet - [II] blank [III] Holger Drachmann. Forskrevet -. Roman. Andet Bind. Vignet . Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandels Forlag (F. Hegel & Søn). Fr. Bagges Bogtrykkeri. 1890. [IV] motto. 1-306 tekst .

Længste linje 81 mm. Bindets højde 81 mm .

7
I Erindring
om min afdøde Ven
Viggo Drewsen
den mest fordomsfri, den ridderligste! 8

        

9

Der var en Mand, en nobel, sluttet Personlighed, hvem jeg regnede mig det til Ære at være en Ven af.

Sammenlignet med ham forekom det mig, at jeg kun havde Fejl - men altid bedømte han mine Skrøbeligheder ud fra sine egne Ufuldkommenheder. Han saa' Tingene stort i denne Verden, stort og smukt og sandhedskærligt; og i de Tider, hvor jeg mest følte mig trykket ved egen Skyld, faldt der Glimt af Adel og Skønhed ud over min Vej - og det var ham , som lysnede.

Dengang alle andres Døre var lukket for mig, stod hans Hus aabent. Da alle roste mig, var han ikke altid med i Koret; saa ofte Korets Stemmer atter splittedes, stod han ved min Side og pegede fremefter. Aldrig slap han mig, hvor fjærnt jeg end færdedes; han havde den store Ro - han kunde vente. Og vi var sammen indtil Slutningen; og det var ikke mig men Døden, som kappede Traaden.

Hvad skal jeg sige Dig, Du hvem jeg har sagt saa meget, omend jeg ikke kunde sige Dig Alt? Mændenes Venskabsforbindelser er rige paa Samtaler men fattige paa Ord. I denne bindstærke Bog skulde Ordene være frie. Modtag dem Du, hvis Navn staar foran Bogens mange Sider! Indholdet vilde være blevet ringere, om ikke din 10 Aand, Mindet om Dig, Erindringen om vort dyrebare Venskab, havde været Traaden, den røde og stærke, som havde sammenknyttet det Svage. Jeg taler til Dig som til den levende: - det Du er for dine Kære, for dine Venner.

Septbr. 1890 .
H. D.
11
Sphinx :

Sprich nur Dich selbst aus, wird schon Räthsel sein.

Goethe. Faust. II.

12

        

13

Første Bog

I

Det er en Aften - i Begyndelsen af April - i det kongelige Theater.

Der gaar et Stykke af en moderne Forfatter.

Det hedder: »Uden Fane og uden Fordom.«

Stykket er spillet en fem, sex Gange. Huset er sparsomt besat. Ud over Parketterne er drysset et halvt Hundred Mennesker. I Etagerne sidder de sexhundred Tanter, som vogter over den nordiske dramatiske Literatur; de røber ingen særlig Begejstring ved Forestillingen; de sidder dér, fordi de har abonneret. Imorgen gives »Elverhøj«; saa kan de faa Revanche.

- - - - Gulvet var som sagt sparsomt besat. De forreste Godsejerrækker stod tomme; det var ikke en Ballet og ikke en Opera, heller ikke en behagelig Blanding af begge. Paa første Række i andet Parket tilvenstre sad en yngre Mand. Han kunde være godt oppe i Tredverne, var af Middelstørrelse, høj i Sædet, at se til, lyse Øjne under mørkere Bryn, en lille, naturlig opadbøjet Mustache, rolige, agtpaagivende Træk - noget Sundt og Ligefremt over sig, noget, som røber en god Konstitution, der ikke er gaaet afvejen for at anstille Prøver paa sig selv.

Nogle Damer af Hovedstadens Intelligens saa' paa ham igennem Kikkert. Han syntes at være af de Mænd, hvem Damer ser paa. De fandt ham tiltalende, men opgav ham snart som ikke hørende til de »kendte«.

Han var samme Dag kommen hjem fra et fleraarigt Ophold i Udlandet.

Tæppet havde været oppe for de Spillende i nogle Minuter, da to Damer traadte ind og søgte sig Pladser ved Siden af den unge 14 Mand. Han syntes at blive utaalmodig over Forstyrrelsen - de var aabenbart kommen ind paa en forkert Række - og han antydede med en Haandbevægelse, at der var ledige Pladser nok. Den yngste af Damerne nikkede smilende, og de satte sig.

Under første Akt søgte den unge Mand at samle sine Tanker paa Spillet. Man hører imidlertid ikke godt - ikke alle Steder lige godt - i vort kongelige Theater; Afbrydelsen havde desuden været der og var indtruffen netop paa det Punkt, hvor han skulde have fanget nogle betydningsfulde Repliker. Der var sket et Brist i det, man kunde kalde hans Theater-Andagt. Han kunde mindes og dog ikke mindes den yngre Dames Ansigt. Hvorfra? ved hvilken Lejlighed? Det var herpaa, han sad og grundede, medens Replikerne flygtede for ham, kædede sig sammen til en Mening, atter gik fra hinanden.... ærgerligt! Og han drejede sig utaalmodig i Sædet, og saa' da, at den yngre Dames Blik hvilede paa ham, som til et Spørgsmaal: Kender De mig ikke?

Han vendte sig atter, og tabte sin Kikkert. Bagved ham blev der sagt temmelig højt: Hys!

Akten gik til Ende, Tæppet var nede; hin »anden« Verden oppe paa Scenen, den ubestemte Fortryllelse, denne Duft, Klang, den skære, fine Farve, der skal gribe og betage os, naar vi ville nyde - den var i første Instans tabt for ham. Mellemakten løste Tungerne omkring ham. I Orkestret kom Ansigter tilsyne, som han kendte fra gammel Tid; de saa' paa ham, og han paa dem; Instrumenterne stemtes; der var et enkelt Løb paa en Fløjte, som hensatte ham iblandt Naturindtryk. Saa tvang han sig tilbage i første Akt af dette Stykke, som var bleven ødelagt for ham. Han overvejede med sig selv, om han ikke rettelig burde rejse sig, gaa sin Vej og komme igen en anden Gang. Men saa begyndte Orkestret; og det var en lille fin Ting af Haydn; og han blev siddende.

De to Damer havde forladt deres Pladser i forreste Række, og han saa' ikke, hvor de var kommen til at sidde.

Efter Haydn gik Tæppet op for anden Akt. Det var et hyggeligt Interiør; det samme, som i første Akt; der var en Dame og en Veninde, en Mand, en Ven og et Par andre Mænd. Begyndelsen knyttede sig umiddelbart til det Forudgaaende. Han sad og famlede efter Traaden; saa kom der en stærk Glød over en Replik; en 15 ganske ny Tanke, og den fængede og antændte en nærliggende. En hel Række af Tanker, ligesom en Gade af Træbygninger, stod med Et i lys Lue; og de fire Hovedpersoner løb der imellem, og en syntes at raabe: Sluk! en anden: Lad kun brænde! Og saa fulgte en vis Kulde, noget Indsnærpende og paa samme Tid Æggende. Laa det i Spillet eller laa det i Stykket? Det forekom ham, at Spillet havde noget hyggeligt, noget af det hjemligt Elskværdige ved sig. Saa blev det temmelig fladt; det kneb med »Nerven« deri, men stadig var der Smag og Skole bagved; man vovede sig ikke længere ud, end man kunde bunde, men dér, hvor man stod, var Præstationen upaaklagelig formet og afrundet. Engang imellem skar saa et Lyn fra Forfatteren igennem, og det meddelte sig til Skuespillerne og satte de fire, fem Personer i dette Lys, som havde Ildebranden fra før i sig. Saa mærkede den unge Mand, hvorledes han, kastet hid og did mellem de vekslende Indtryk, selv fik Blodet op i Kinderne; han lænede sig tilbage, syntes at hin »anden« Verden deroppe i Mandshøjde foran ham var den rette og sande Verden, at Mellemakt med Gulvets Rækker, med Loger lige op under det dekorerede Loft, med Publikum og Tilbehør, var en Dilettants Kunst, noget kedeligt Noget, som ikke kom ham ved.

Og Tæppet gik ned.

Han sad i nogle Minuter, stirrende frem for sig uden at se noget, drog et Suk, og vendte sig om.

De to Damer sad lige bag ham. Han mødte den yngres smilende Nik.

- De vil nok slet ikke kendes ved mig? -

- Jeg be'er - jeg!...

Nej, De husker mig ikke; Frøken Kirchhoff - fra Rom! -

Jeg beder om Undskyldning! svarede han. Jeg er lige nu i denne Eftermiddag kommen tilbage fra Udlandet. Man venter netop ikke at træffe en Bekendt, som man sidst saa' under ganske andre Omgivelser. Er det ikke undertiden gaaet Dem ligesaa? -

De søger at knibe ud! sagde hun. Jeg er endnu i dette Øjeblik temmelig sikker paa, at De ikke husker mig. Muligvis forveksler De mig med en ganske anden. For vi var adskillige Damer sammen dengang..... og De var, som altid, belejret!

16

Jeg husker Dem meget godt! svarede han. Det var Dem, som paastod, at man aldrig var sig selv overfor tre Ting: Rafael, Peterskirken og sin egen Skrædder eller Modehandlerinde. Og det var mig, som spurgte Dem, hvor De havde den Aandrighed fra....!

Eftersom en Dame naturligvis ikke kunde have den fra sig selv! svarede hun, afbrydende ham med en klar, just ikke dæmpet Latter.

Han lo lidt; og saa sagde han:

Undskyld, Frøken; jeg hører til dem, der »hører« paa Mellemaktsmusiken - i det mindste herhjemme!

Vil De ikke blot sige mig - bad hun - De sidder jo her som en »frisk« Mand: hvad synes De om Stykket?...

Det er et Samvittighedsspørgsmaal! Jeg er ikke Kritiker; jeg har ikke min Mening paa rede Haand. Jeg morer mig altid i Theatret, ligegyldigt hvad der spilles - og hvem der spiller!...

Mener De virkelig det sidste? spurgte hun frittende.

Tildels, ja! Jeg sætter ikke Skuespilkunsten saa overvættes højt! -

Ikke det? sagde hun tvivlende.

Eller, om De vil, jeg sætter mine Fordringer saa højt, at jeg helst lader dem blive hjemme, naar jeg gaar paa Komedie. Det, at faa et Menneske , et helt, fuldstændigt Menneske at se paa Scenen, det hænder ikke ofte. Men fordi jeg kommer »frisk« fra Udlandet - hvor man undertiden ser god Komedie - derfor vil jeg ikke laste det Hjemlige. Man bliver altfor nemt uretfærdig. Alligevel - jeg kan ikke frigøre mig derfra - jeg synes at mærke en Tilbagegang! -

Hvor længe er det siden De sidst var her? spurgte hun.

Naar jeg undtager en fransk Visit, jeg gjorde her for et Par Aar siden - i nogle Familieanliggender - saa har jeg levet i Udlandet omtrent den sidste halve Snes Aar. Det er kort eller længe, ligesom man vil! svarede han.

Hun kiggede lidt paa ham fra Siden og spurgte:

Formodenlig besøgte De da Deres gifte Kusine - hende, som De ved Lejlighed omtalte saa rosende? -

Han svarede undvigende.

17

Hun mærkede det og vedblev med et Skuldertræk: Ja, der er løbet en Del Vand i Stranden siden vi saas! Gud, disse Forhold herhjemme! Er det ikke til at fortvivle over? Alt lider derunder - ogsaa Skuespilkunsten. Hvorfor skulde den gøre en Undtagelse? Men der skrives heller ingen Stykker.... Se nu f. Ex. den ene Damerolle her - eller begge to! Hvad skulde man bringe ud deraf?

Tænker De maaske selv paa at spille Komedie? spurgte han smilende.

Jeg? Hun lo: Hvor falder det Dem ind? Synes De maaske, at jeg ser ud dertil? Det er dog virkelig morsomt!...

Jeg antog blot - siden De talte om Roller . Et Skuespilleræmne taler sjeldent om Stykker, men om....

Tænker De maaske paa at blive Forfatter? spurgte hun hurtig. Jeg troede, De bestandig malede. Aa, det er sandt, De har ogsaa skrevet - men det var jo kun i Bladene!...

Han lo: Jeg har virkelig Synder paa min Samvittighed i den Retning. Men nu gaar Tæppet op, Frøken!...

Tæppet gik op for tredie og sidste Akt. Han skulde til at samle sig, men saa mærkede han, at han tænkte paa, hvem den anden Dame vel kunde være - og at dette interesserede ham. Frøken Kirchhoff havde undladt en Præsentation - hvad der i og for sig var rimeligt. Vi er kendt af den halve By og skal hilse den anden Hælvt. Det kan snart blive for meget af det Gode.

I denne sidste Akt vilde det ikke ret »brænde« for ham. Havde Digteren ikke Gnisten længer - eller manglede Skuespillerne den? Eller havde Publikum Skylden? De fleste moderne Skuespil - tænkte han - mangler dog en tilfredsstillende Slutning; enten det saa ligger i, at man er rykket Livet paa altfor nært Hold, uden alligevel at turde gøre Skridtet helt ud - eller man slet ikke er kommet Livet ind paa Livet, fordi det haardnakket vægrer sig ved at udlevere sine sidste Hemmeligheder til den Kunst, der har med et Publikum at gøre, som dels er saa konventionelt hildet og samtidig saa raffineret fordringsfuldt.

Han gav hverken Digteren, Skuespillerne eller Publikum Skylden. Han lod den blive hos sig selv. Han var optaget af denne anden Dame. Hvem var hun? Naa, det kunde jo være ham det 18 samme. Frøken Kirchhoff var nærmest en Skønhed; denne anden Dame var meget indtagende. Hun maatte lige være passeret de Tredve; et lille Træk om Munden røbede det - og maaske en fin Streg ved Øjet. Han havde ikke nærmere lagt Mærke til hendes Dragt. Da intet havde været ham paafaldende, og intet stødende, maatte hun være klædt med Smag. Og hendes Figur? hverken et for meget eller et for lidet. Hvad hendes Stemme angaar - han havde ikke hørt den - men den maatte vist være som hos Skuespillerinden deroppe. Hvor smukt lød ikke dette Dansk! Ingen grimme æ'er, ikke denne utilgivelige Snuppen af eller Træden i de lange Endelser. I første Akt havde hans Modersmaal lydt til ham fremmed; hvilket vil sige: det fremmede Tungemaal, han for ganske nylig havde sluppet, lød da endnu i hans Øre som en Musik, indspillet og indøvet gennem megen Kultur, hvori store Menneskers Tanker har afsat Mærker og Maal. I denne sidste Akt steg der noget af en glad Genkendelse op i ham. Det var, som fornam han Skove suse, som saa' han Kornmarker neje sig, som hørte han Søen skvulpe mod Stranden. Han tænkte slet ikke Tanken trivielt, saadan i Form af: Danmark dejligst Vang og Vænge! Han sad blot og lyttede, nikkede hen for sig; han var med Et hjemme. Han saluterede Flaget!

Men Stykket? Han lod Scenerne passere sig forbi, prøvede dem paa hinanden indbyrdes, vejede Replikerne, en efter en; han fandt adskillige af dem udmærkede; Ord, som viste ud over sig selv, blev perspektiviske, gav et Livs-Landskab i skuffende Forkortning, med Dybder, hvori Solen ikke kunde trænge ned, og med Flader, hvorpaa Lyset dvælende hæftede sig med Glans og Brillant.

Der var forfejlede Repliker, som Skuespillerinden skulde sige, men umuligt kunde sige. Her bar Digteren Skylden. Det var saa meget mere ærgerligt, som denne ene Kvinde dér i Stykket var fortræffelig skitseret. Hun var ilde stedt i Livets for og imod. Der var Pligten, Loven og Lidenskaben. Kvindeværdigheden, der modsætter sig; Hengivenheden, der søger en Genstand; den uudtømmelige og uransagelige Kærlighed, der favner ud mod Forstaaelse - og enten griber i den tomme Luft, eller gribes af en Mands Arme. Og hvilke Mænd, disse? En af disse »vore Mænd«, 19 som Kvinden sjeldent lærer at kende førend det er for sent, men som vi Mænd kender, undskylder og forsvarer, fordi vi kender, undskylder og forsvarer os selv. Mon Digteren er ærlig, naar han skildrer sig selv? Hvornaar tør han - være sig paa Scenen eller i en Bog - give sig selv som den, han er? Og hvornaar er han sanddru, naar han fremstiller Kvinden? Han idealiserer hende i de fleste Tilfælde. Og i de Tilfælde, hvor han ikke idealiserer hende, overvælder han hende gerne med Bebrejdelser, fordi han selv har gjort hende til, hvad hun er.

Den unge Mand sad og tænkte over dette Skuespil, erkendende deri et Afsnit af en interessant men syg Tid, som han selv tilhørte. Rampens illuderende Lys laa over det - men han kendte det godt nok, til ikke at tage fejl deraf. Saa gik Tæppet ned. Han sad endnu et Øjeblik og ventede. Det syntes ham, at Tæppet om lidt maatte gaa op igen, og et nyt Stykke, Fortsættelsen, begynde.

Bag ham blev der sagt:

Ja nu er vi færdige - nu kan vi gaa! -

Han saa' sig om. En Bekendt fra tidligere Tid, Ove Overgaard, stod og lo ham ind i Ansigtet:

Jeg syntes Skam nok, at det var Dig, Henrik Gerhard! Velkommen hjem!

Tak! sagde Henrik Gerhard.

Ove Overgaard vedblev: Det var svært, saa Du var urolig for. Det var nemlig mig , som hyssede ad Dig! -

Tak! svarede Gerhard smilende. Jeg skal gøre Gengæld ved Lejlighed! -

Han gik ud i Garderoben. De to Damer havde lige faaet Tøjet paa. Han saa', at de omtrent var af samme Højde; den yngre maaske den slankeste. Det slog ham, idet han betragtede dem, hvorledes to Damer kan »klæde« hinanden, og at saadanne ofte vælger hinandens Selskab - undertiden maaske helt ubevidst.

Den yngre, Frøken Kirchhoff, hægtede sit Slag og spurgte:

Har De moret Dem? -

Jeg synes, at sidste Akt var meget interessant! svarede han.

Virkelig? Vi synes nu bedst om de to første Akter.....! Og hun vendte sig imod sin Veninde og sagde præsenterende: Fru Funch!... Ja, jeg har jo allerede sagt Dig, kære Anna, at det er 20 Maleren Gerhard - Henrik Gerhard - for man nævner jo Kunstnerne ved Fornavn - det er et Privilegium, eller hvad jeg skal kalde det!

Han bukkede for Fru Funch, og de gik passiarende sammen gennem Vestibulen ud paa Torvet, hvor Damerne skulde med en Sporvogn til Østerbro. Han bød dem begge to Haanden, da de vilde stige op paa Trinet. Frøken Annette Kirchhoff rystede hans Haand paa en kammeratlig Maade, saaledes som unge selvstændige Piger nemt lærer sig det under en Rejse. Fru Funch lagde sin bløde Handske - thi det var kun Handsken han følte - i hans Haand. Samtidigt saa' hun paa ham, medens han stod dér paa Stenbroen, nogle Fod lavere end hun. I hendes Blik laa en vis blid Venlighed, som han ikke ret kunde gøre sig Rede for - heller ikke fik Tid til at klare sig. Et Blik, der syntes at sige: Hvem er Du? en ung Mand med behagelige Træk! Du tiltaler mig - men Skinnet kan jo skuffe! Muligvis ses vi igen, og det vil da ikke være mig ukært; men paa den anden Side er jeg ikke Annette Kirchhoff; jeg ryster ikke saadan uden videre unge Mænds Hænder!

Vognen satte sig i Bevægelse. Hun havde imidlertid vendt sig om i Døren, og sagde venligt: Tak! Godnat! -

Ved denne Stemme, ved Klangfarven deri, svingende mellem nogen Sørgmodighed og en mild, forstandig Alvor, traadte Stykkets Indhold, med Aftenens illuderende Lys, atter frem for ham her paa dette Torv - hvor han efter lange, indholdsrige Aar igen stod for første Gang, paa en underlig Maade kendende sig selv og næsten fremmed i de gamle Omgivelser.

Over den ene Side af Torvets Bygninger hang den nordvestlige Himmels klart tindrende Skær, vort gryende Foraars Himmel, med Anelsen om de tilstundende lyse Nætter og med Mindelsen om det bortflygtede Vintermørke.

Altsaa Foraaret gik han imøde herhjemme! Hans Bryst hævede sig; han tog et dybt Drag af denne Luft, hvori han nu skulde leve. Paa Foraar følger Sommer - grønne Skove, Fuglesang, stille, blide Aftener, ensomme Udflugter langs Stranden, hvor Sejlerne langt ude spejler sig i de olieglatte Dønninger. Sommer og Solskin, glade Kammerater, muntre Venner, friske Pigeansigter, maaske et dvælende Blik, som søgte hans, maaske.... ak nej; 21 Foraaret havde været for ham, men han havde ikke været dets rette Mand. Og - hu! - nu kom om Hjørnet, dernede fra Holmens Kanal, denne giftige Østenvind farende, vort gryende Foraars Svøbe, Ødelæggeren, for hvem Mennesker, Dyr og Planter skælver, han, som fylder Hospitalerne, som klæder Enkerne i Sort, samtidig med at Liljerne i Haverne klædes i Gult og Hvidt!...Jeg er hjemme nu, kan jeg mærke! mumlede Henrik Gerhard og knappede sin Frakke tæt til. Vort Foraar er værre end intet; vor Sommer er stakket Dans, som snart er sprungen; vor Høst er Taager, Regn og Storm; og vor lange Vinter er Barfrost og Sne og Slud og Søle! Hvad vilde Chr. Winther svare hertil? hvorledes vilde han staa ved sine egne smæltende Toner, der synes at være Afkom af en Hyrdefløjtes Lokkelyd henover en Junidags Roser og Forglemmigejer? -

Du vil ligge rolig i din Grav. Du er uansvarlig. Dine Sange ville være lige skønne, om ogsaa vore fire Aarstider oprive og fortære hinanden i den golde Kamp om Overmagten!

Naa, drømmer Du, Gerhard? spurgte en Stemme.

Det var Overgaard, Vennen fra Theatret; og han sagde: Nu har jeg staaet her og set Dig følge dine Damer tilvogns; jeg er bleven blaafrossen af Venten og af Nysgerrighed. Nu skal vi hen paa Kaféen sammen; men først skal Du sige mig: hvorfra kender Du de Damer? -

Den ene kender jeg slet ikke! svarede Gerhard.

Og den anden kender jeg og hun er mig ligegyldig! sagde Overgaard.

Du mener Frøken Kirchhoff? spurgte Gerhard,

Ja - Frøken Annette Kirchhoff - Stifdatter af Etatsraad Brynjulfsen, min egen Departementschef - Halvsøster til Ulf Brynjulfsen, den forrykte Fyr... kender Du ham ikke? -

Nej! -

Godt! saa skal Du lære ham at kende!

22

II

De traadte sammen ind i Kaféen, de to Ungdomsvenner og Skolekammerater Henrik Gerhard og Ove Overgaard.

Den sidste sagde, medens de begge tog Overtøjet af og satte sig ved et af Bordene:

Nu er Spørgsmaalet, om vi straks skal sætte Vorherre under Debat - eller vi først skal spise til Aften? Du har været længe borte fra os, og jeg maa gøre Dig bekendt med Forretningsordnen. Den overholdes forresten ikke strængt. Som oftest begyndes der med Akademiet, og de metafysiske Sager faar da hvile til siden. Naar vi har afsat Akademiet, saa indsætter vi os selv. Derpaa er der i Reglen et Par Politikere, der engagerer en Skinfægtning - kvantsvis, som Holberg siger. Det gælder at lokke nogle Ubefæstede, eller endnu bedre nogle af de »Ældre« - af dem, der sidder inde i næste Stue - til at optage Handsken. Sker det ikke, saa kan vi ogsaa indbyrdes afgøre Sagen. Vi er Gudskelov ikke enige om nogen Verdens Ting - Gudskelov ikke! Læg nu Mærke til dem alle - de vrøvler dejligt. Du er vist forresten bleven til et af disse forbandet tavse Mennesker: de faar en Anden til at snakke altfor meget. Men det skal tilgives Dig - som den nyankomne. Du ser Pokkers, jeg vil ikke kalde det godt ud - Du kunde nemt blive vigtig. Men Du ser ud - saadan hvad Tyskerne kalder »unternehmend«. Det vil nok gaa af Dig; jeg har ingen Frygt. Ser Du: dette er ikke Bagtalelsens Skole her; det er Udtalelsernes. Det er et aandeligt Fileværk. Vi sliber hinanden blanke og skarpe. Men gaar Blankheden En til Hovedet, og bliver han vigtig, saa spytter vi paa ham. At være anløben, at have en Rustplet under Polituren: det er Sagen! det eneste Kendetegn i vort Frimureri. Vore Fædre vaasede for meget om det Ædle. De har ødelagt Alt i den Retning for os. Det Stykke, vi saa' i Theatret, burde være skrevet bedre. Men Titlen er god nok. »Uden Fane og uden Fordom«. Du vil ikke høre noget om noget Ædelt her. Vi kan ikke udstaa de flommede Ord. Her kommer ogsaa den Slags Folk, der ovenikøbet halvvejs hører til os . Men saa snart de har ytret sig, og for et Øjeblik er gaaet udenfor, vil Du straks høre Betegnelsen: Idiot!

23

Pas nu paa. Du vil nok føle Dig hyggelig iblandt os - naar Du blot faar vænnet Dig en Smule til det. Men hvis Du foretrækker Fjenden - jeg mener de Ældre, dem, som gaar i det aflagte Tøj, - saa værs'god: derinde i næste Stue! Vi nærer ingen smaalige Fordomme. Men Tærsklen skiller. Indtil for nogen Tid siden havde vi Forbindelsen aaben. Engang imellem fik vi da ogsaa etableret en lille Skandale. Det var i Grunden hyggeligt. Nu er det vanskeligere. Disciplinen er strammet. Imidlertid: naar de skarpeste Spidser, de yderligste, er gaaet hjem - eller naar vi allesammen er bleven fulde - saa er der endnu en Mulighed for Klopfægteri. Du kan ud paa Natten faa det allermorsomste Pølsesnak at høre. De Gamle derinde, de er stive i Hætten; og vi yngre er jævnt drilagtige. Saa kommer Disputen - undertiden lige til Slagsmaalets Grænse. Men hvis Du foretrækker straks at sætte Dig ind hos de Ældre, saa vil det ogsaa fornøje Dig. Du vil, i Kunst og Politik og alle andre gode Sager, faa alle de Meninger at høre, som man skulde tro begravede for to Menneskealdre siden. - De Godtfolk ville fortælle Dig, hvad de selv har skrevet eller malet eller sagt og gjort, førend vi blev født. Og det, som vi nu gør, det vil de skælde ud. Dermed er jo Sagen afgjort! Ud paa Natten vil der være nogle Stykker af dem endnu tilbage, der snakker med tykt Mæle om »Skønhed«, om den rette »Fædrelandskærlighed«, og om den nedrakkende Kritik, som de for femogtredve Aar siden var saa knusende hævet over. Tilsidst vil der være to tilbage; og den ene fortæller skabrøse Anekdoter til den anden, som sover med en forsuttet Cigar i Munden!.... Naa; lad os saa faa noget at spise! -

De havde sat sig ved et lille Bord og gav sig til at spise og drikke. Overgaard hilste rundtomkring til de øvrige Borde. Gerhard saa' og hørte til i Tavshed; den anden befandt sig som Fisken i Vandet her, indledede og afbrød Samtaler, kastede Repliker ud, parerede, lo med en kort Trav-Latter, blinkede til Gerhard, stødte ham paa Foden, og udbrød endelig ærgerlig:

For Pokker, vil Du da være bedre end os? -

løvrigt blev Programmet fulgt af de tilstedeværende yngre og midaldrende Mænd, der i smaa Klumper eller parvis hang over Bordene, over Stoleryggene, langsad Sofaer. Akademiet blev afsat, Udstillingen gennemgaaet; saa fordybede man sig i Personalia, 24 til hvis Forstaaelse Gerhard i de fleste Tilfælde manglede Nøglen. Derpaa kom Turen til Bøger og sceniske Opførelser. Pariser-Salonen og nogle Atelierhistorier fulgte. Paa den første var der tre Billeder - tre af de tre tusind - som duede. Men paa derom nedlagt Indsigelse af en ung Maler, støttet af en Kunsthistoriker, reducertes Antallet til det mindst mulige, til et. Kunsthistorikeren sagde i den Anledning et Par udmærkede Ting, som han vilde skrive. Overgaard bemærkede, at han i Paris for fem Aar siden havde hørt de samme Ytringer, som dengang betegnedes trivielle. Herom tvistedes man. En yngre Maler kom ind paa en længere Udvikling om Impressionismen hos Lionardo. Han forvildede sig i en tæt Urskov af Begreber, med frodig Underskov og hængende Lianer.... og sprutrød af Ivrighed, med en elskværdig lille Latter over sig selv, styrtede han endelig ud af Skoven med det Udraab: Ligemeget! det, som jeg vilde ha' sagt, det er det rigtige!

Overgaard bemærkede hertil, at det, som han havde sagt, var »Seminarisme«. Han blev kaldet til Orden af en Journalist og Æsthetiker, som rejste sig kampberedt. Han vilde nedlægge Protest - sagde han - mod Anvendelsen af Ordet Seminarist i nogensomhelst for Lærere, Folkerepræsentanter og Bannerførere forklejnende Betydning af Ordet. Og han paaberaabte sig Grundtvig og Askov og Bjørnsons »Fiskerjenten« - og en Bog af ham selv. Hvorpaa han bad Opvarteren om en ny Cigar, og gik udenfor.

Han var knap naaet igennem Døren, da der hørtes Ordet: Idiot! Han drejede sig, kastede et Blik omkring paa Selskabet. Overgaard lo. Da Æsthetikeren atter var kommen ind, satte han sig smilende paa sin Plads, sigende, med en rund Armbevægelse og med et venskabeligt Nik hen til Overgaard:

I Stridens Hede falder stærke Ord. Man maa føle, at Bølgerne gaar højt, og at de kan slaa over En, naar man kæmper for Idealerne! -

Nørager! sagde Overgaard og klappede ham paa Skuldren. Du er s'gu en brav Fyr! Men sig mig, hvad skal man i Grunden gøre, for at faa Dig gal i Hovedet? -

Aa hvad - mellem Venner!... sagde Nørager, løftede sit Glas og nikkede rundt.

25

Mange lod deres Glas staa.

I hans Sted vilde jeg ikke blive her! tænkte Gerhard.

Men Nørager blev.

Der kom to Mænd ind og satte sig i en Sofa for sig selv..... to Mænd, en spinklere og en bredere; en Kritiker, som var Politiker, og en Politiker, som regnedes med til Kritiken. De behandledes med en Blanding af Skyhed og megen Hensynsfuldhed. Den ene havde et blegt Ansigt, med skarpe, kloge Træk - et Udtryk ligesom af tvungen Haardhed, hvorunder der smilede Længsel efter Skønhed, Sol, aandfuld Nydelse. I dette blege Ansigt med de skarpe kloge Træk flyttede et Par Øjne sig, under en vekslende kold Glans og en ejendommelig selvfortærende og Andre ringeagtende Glød, frem og tilbage mellem de Talende, stundom stoppende dem, naar de vilde sige noget, og ofte tvingende dem til at vrøvle. Skete det sidste - og det skete jævnlig - vendte han sig til sin Sidemand; og hans Smil, der nylig havde været lyst, syntes at fryse sammen til det Spørgsmaal: Hvad mener De?... behag dog at ytre Dem! Disse Mennesker er virkelig altfor grueligt dumme! -

Men hans Sidemand, den bredere, som magelig-godmodig fyldte det ene Hjørne af Sofaen, stadig med den ene Mundvig lidt optrukken, og med en Krans af fine, intelligente Rynker under de paa Klem staaende Øjne - hans Sidemand syntes velvillig-ironisk at svare: de bliver gode - de bliver gode - bare give Tid!....

Nu og da forekom det Gerhard, som om en naturlig Ytring, udtalt ligefrem og ud af en bestemt Overbevisning, maatte kunne standse de to Augurers Smil - om ikke helt afvæbne deres Overlegenhed. Men han følte sig som en ny Mand, fremmed for denne Jargon. Der taltes ikke direkte om Tingene; man syntes at komme ind paa Sagerne ad en Sidevej; man vred og vendte paa en Sætning inden man gav den fra sig - og var den undsluppen En, saa var man i samme Øjeblik en garde , for ikke at faa den tilbage igen tilspidset som et Stød, der bragte En til at vakle, gjorde En flov, udsatte En for Latter.

Han havde ikke Øvelsen - endnu ikke, følte han - han holdt sig tilbage; man iagttog ham ikke; men han var Iagttageren.

Nørager led aabenbart ikke under en saadan Mistillid til sine 26 Evner. Han boltrede sig glad og bevæget, under en dybsindig eller mild Alvor, i et Hav af Uforsigtighed - og stadig vekslede Augurerne Smil, man lo omkring ham, man afbrød ham, men han blev ved.

Saa reves Døren i det forreste Værelse ud til Gaden op, og ind stormede en høj ung Mand, som skilte sig af med sit Overtøj paa en egen hastig, udfordrende Maade, purrede op i sit store, brusende Haar, skrævede over Tærsklen, og klippede med Øjnene ad den tætte Tobaksrøg. Han var en Del over Middelstørrelse, ikke spinkel og ikke stærk bygget, slængede lidt med Overkroppen, trak Manschetterne ud for Haandleddet, knejsede med Hovedet, saa' lidt studsende og lidt forlegen til Sofaen, og lod sig dumpe ned paa den ledige Stol ved Gerhards og Overgaards Bord.

Opvarter, - raabte han - bring mig et Glas Øl, et stort Glas - to Glas, saa er det gjort med det samme! Aviser? nej, ingen Aviser! - Godaften Overgaard - naa saa det er Henrik Gerhard? Jeg hedder Brynjulfsen - ikke Islænder; det er en anden! Maaske jeg alligevel har lidt Blod i mig. Kan De ikke huske mig fra sidst? - naa, vi saas slet ikke? ja det er meget muligt! Og nu er De kommen tilbage til dette Hul? Velbekomme! Ikke fordi at der er bedre andre Steder - tværtimod - eller rettere... aa, det er ligegyldigt! Her kunde være godt - men - vil De ikke drikke et Glas Øl? Lad være med at sige nej! Jeg kan ikke byde Champagne - jeg er ikke ung længer - og ikke fuld endnu - senere bliver jeg maaske begge Dele. Opvarter!....

Han havde allerede drukket begge sine Glas ud, og han havde talt saa hurtigt og slugt en saadan Mængde Røg og Gasos, at han begyndte at hoste. Dette irriterede ham, og han hostede saa meget stærkere. Saa kom Øllet; de klinkede og han drak ud. Der syntes at falde Ro paa ham; han vinkede Opvarteren tilbage, søgte i sin Vestelomme, trak en sammenkrøllet Tikroneseddel frem, nogle brugte Staalpenne, en Knap, nogle beskrevne Stumper Papir og en Blyant, hvis Spids var gaaet ind i Foret paa Vesten.

Han betalte Opvarteren, skar en Grimace og raabte: bring os tre Glas endnu - jeg er tørstig iaften - bring et helt Hav af Øl, hører De!...

Undskyld! sagde Opvarteren lidt usikker; vi har..... og her 27 opramsede han forskellige Øl-Sorter..... men »Hav-Øl« det fører vi ikke!

Overgaard lo højt; Brynjulfsen raabte:

Højre-Øl og Venstre-Øl har de her paa denne Knejpe - men Hav-Øl fører de ikke! Saa luk et af de øverste Vinduer op! her er en forbandet Hede!

Opvarteren bukkede og saa' hen til Sofaen:

De Herrer ønsker det ikke - undskyld!

Men jeg ønsker det! raabte Brynjulfsen og satte Knoerne haardt i Marmorbordpladen.

Ovre fra Sofaen fulgte de to Par Øjne denne Bevægelse. Politikeren - den bredere - løftede sit Glas, smilede missende og nikkede: Godaften Brynjulfsen!

Brynjulfsen blev rød, greb sit Glas, - rejste sig, og staaende nikkede han over til Sofaen.

Kritikeren derovre bøjede sig siddende frem over Bordet, lettede ved sit Glas og nippede til det, med de store, rolige Øjne ufravendt hæftede paa Brynjulfsens høje Skikkelse, hvem alle nu iagttog medens han ragede op i Røgen under Gaskronen som et Fyrtaarn igennem Taage.

Brynjulfsen drak en Slurk - lod sig falde ned paa Stolen igen, og sagde halvhøjt til Overgaard:

Atter en Dumhed af mig!

Aa ja! svarede Overgaard. Det var nærmest overflødigt! -

Det var en Dumhed! gentog Brynjulfsen; men hvorfor ikke? Hvad mener De, Gerhard? Han derovre imponerer mig. Han gør det virkelig. Jeg vil vise ham, at han gør det. Det eneste, der til Gengæld imponerer de Mennesker, det er, at man har den Smule Personlighed i sig, at man.....

Vær nu elskværdig! sagde Overgaard med et umærkeligt Smil og et lille Sideblik til Gerhard. Vær Dig selv! -

Brynjulfsen støttede Haanden med store opsvulmede Aarer mod Panden. Godt! saa vil jeg gøre saadan - - vent lidt - undskyld!....

Haanden kom ned i Brystlommen; han fik en Notebog frem, et Blad revet ud, og gav sig til at skrive, nynne, brumme. Saa spurgte han Gerhard: 28 Vil De dele en Flaske Cliquot med mig?... jeg mener, skal vi være halvt om den - eller tre om en?

Gerhard nikkede; Overgaard ligeledes. Opvarteren fik et Vink og bragte Flasken i den blanke Metalkøler. Tre Glas - store Glas - Pokaler! raabte Brynjulfsen, og hans Øjne skinnede omkap med Metalkøleren ved Ordet »Pokal«. Og hør - skal vi ikke komme den i Porter? - Det frembringer det fyldige Indtryk af.....

At tage Munden fuld! afbrød Overgaard.

Hold Mund! Det frembringer et Renæssanceindtryk - Fornemmelsen af Blod, Oksekød sammen med Duft af syrlige Druer - et rundt Indtryk, noget materielt-spirituelt.....

Til Sagen! raabte Overgaard. Lad os høre!

Lad os høre! raabte nogle fra et af de andre Borde.

Brynjulfsen stod oprejst, viftende med det lille Blad Papir. Haanden med de opsvulmede Aarer skælvede let, og han kastede et hurtigt, sky Blik over til Sofaen.

Saa læste han:

Treuga Dei.

Selv oprevet i en Tid,
som med Slangens Tand opriver
Slægten delt i Tvivl og Strid -
her mit Lejdebrev jeg skriver:
Jeg var mindre stor end lang;
Slangen fik jeg ikke dræbt,
men mod Skønhed har jeg stræbt,
og mit Blod flød i min Sang.

Hvem er vi fra denne Tid?
Svøbtes Glutten under Skæmten -
nej, ved Barmen stræng og hvid
lagdes den, til Klokkers Klemten.
Fejde-Klokker, Vagt mod Vagt,
Bryllup under Sværdes Kryds,
og det dødsens-bange Kys:
da blev Barnets Spire lagt!

29

Sidste Kys og sidste Ord!
til sin Vagt den Brudgom haster,
Døden ganger paa hans Spor
og sin Slynge om ham kaster.
Fældet - savnet; elsket - glemt;
taarevædet Brudeseng,
og en Vugge for en Dreng
svøbt og døbt til Klokkers Klemt!

Ve! det gælder Dig og mig.
Giv Asyl med Stormes Læ i,
Rast og Ro paa Stridens Vej;
Treuga Dei! Treuga Dei!
Klærk og Kriger, Store, Smaa:
Næven op mod Himlens Gud!
trygl ham, tru ham, skrig det ud:
Guds-Fred! førend vi forgaa!

Treuga Dei for de Smaa,
dem i Aanden, dem af Kroppen -
for de »lykkelige Faa«,
som med Sved maa værge Toppen!
Var jeg mere stor end lang,
skulde selv jeg Fejden dræbt:
ak, mod Skønhed har jeg stræbt,
og et Nød-Skrig blev min Sang!

Han trak under Oplæsningen Vejret en Smule gennem Næsen, og han var ikke fri for at »deklamere« Versene. Da han havde endt, var der et Øjebliks Tavshed. Ovre fra de »Ældres« Værelse hørtes Stemmer, som talte om saadanne dagligdags Begivenheder, Theatersnak, Byvrøvl, der i og for sig ikke er komisk, men som bragt i Forbindelse med højtsvungne Vers bliver af en komisk Virkning. Overgaard sagde højt og tørt:

Det var virkelig ikke ilde!

Ovre fra Sofaen lød det: Faar jeg Lov at se?

30

Brynjulfsen betænkte sig et Øjeblik; saa rakte han Bladet derover.

Kritikeren, den blege, greb Bladet og betragtede det som en Møntkender en Mønt. De store, kloge Øjne var sænkede og den brede, elfenbenshvide Pande let rynket. Han nikkede langsomt og saa' op; der kom en lys Glød af klar Intelligens i Øjnene, og ligesaa rolig, som han havde modtaget Bladet, rakte han det tilbage, idet han med Neglen satte et Mærke i Papiret:

Det er godt! De ødelagde det kun ved at læse det op. Men synes De ikke, at denne Strofe.... hvad? vil De lade det passere? Rimet er ikke kraftigt nok; vil man endelig gentage, saa skal man gøre det tilgavns - med Næb og Kløer. Det skader Digtet - som er godt - om end ikke saa betydeligt, som Begyndelsen lader vente!

Brynjulfsen purrede op i Haaret og satte sig, rød helt op i Panden.

Han har Ret! sagde han til Overgaard - naa ja, for Fanden, en Improvisation kommer nemt til at hinke paa en eller anden Fod - men hans Bemærkning er rigtig - som altid. Det er forresten ingen Kunst at indrømme det, naar man imorgen kan gøre noget bedre!

Er Du ogsaa sikker paa det sidste? spurgte Overgaard.

Nu skal Du være elskværdig! sagde Brynjulfsen og styrtede Indholdet af Glasset i sig.

Elskværdighed er en medfødt Gave. Jeg kan kun alt, hvad der er tillært - og det kan jeg ikke engang! sagde Overgaard.

Kafé-Aandrighed! Den er lige saa slet som Luften herinde. Skaal, Henrik Gerhard! Smager Blandingsdrikken Dem ikke? spurgte Brynjulfsen.

Gerhard vilde svare, men Nørager kom over til dem.

Vi faar vel Digtet til at trykke?... spurgte han og rakte allerede Haanden frem.

Hvis Du vil sige »jeg« og ikke »vi«, saa skal Du faa det. Uh, jeg ser det allerede gaa igennem Maskinen, og den næste Dag ligger det og driver paa Kafébordet med fedtede Fingre over sig. Naturligvis er det ikke for godt dertil; - intet er for godt til at grises til, men....

31

Da det heller ikke er daarligt nok til ikke at komme i en Digtsamling og ligge paa Dagligstuebordet - afbrød Overgaard - saa?.....

Vil De forære mig Manuskriptet? spurgte Gerhard. Jeg skal give Dem en Haandtegning derfor; om De ellers sætter nogen Pris paa Tegninger?

Aa, vil De? Og Brynjulfsen trykkede hans Haand. Har De et kvindeligt Hoved - et udtryksfuldt - ikke saadan den første, den bedste kedelige Model, en læsende Bondekone eller en strikkende Pige.... ?

Kunde ikke en saadan være udtryksfuld? spurgte Gerhard smilende.

Maler og Forfatter forstaar saa lidt hinanden! sagde Brynjulfsen.

En Forening af begge kunde jo tænkes! sagde Gerhard stadig smilende.

Véd De, hvad jeg mener om Kunst? raabte Brynjulfsen og slog paa Manuskriptet, som Gerhard havde overladt Nørager til Afskrivning - det Digt er et Tilløb kun - noget, der knækker over..... men Kunst maa kunne blive noget som Religion, noget, man føler brænde ud igennem sig med en Bøns inderlige Styrke, saadan noget som en Andagt, der ganske uvilkaarlig faar sin Form - naturligvis noget med Flid og Øvelse, ligesom enhver Gudsdyrkelse har sin Flid og Indøvelse - men blot noget, der stiller uendeligt højere Fordringer til vor Personlighed, end Kunst og Literatur nu gør.... ja nu gør!

Han havde hævet sin Stemme saa højt, at han tydeligt hørtes derovre af de to i Sofaen. Nu rejste de sig begge, og Opvarteren hjalp dem Tøjet paa. Den ene, den bredere, gik hen til Brynjulfsen og bøjede sig smilende, godmodig-sarkastisk ned over ham:

Hvorfor flyr Du mig - Du rædde Ulf?

Brynjulfsen sprang op, omfavnede ham og sagde: Jeg elsker Dig - Fanden gale mig, jeg elsker Dig - men....

Naa? men? spurgte Politikeren.

Aa, det kan være det samme! Lad mig forestille: Maleren Henrik Gerhard - Redaktør Bentzen! -

Redaktør Bentzen bukkede og tog Gerhards Haand: 32 De er Maler? Der er saa mange Malere! Det er Dem, som har skrevet de Artikler hjem fra Frankrig? Hvorfor skriver De ikke til os ?...

Han tør maaske ikke! sagde Overgaard leende.

Redaktøren saa' forbi Overgaard paa Gerhard og vedblev: Vi nærer ingen Fordomme.... prøv engang! Hvad skal det Maleri til? Hvad kan De fortælle Folk ved at male ? Fremtiden er Bladliteraturens - ingen anden Literatur - eller rettere sagt al Literatur i den ! Bagved staar Pengemændene, Bankerne. Tilhører de os, saa tilhører det Hele os! Saa kan vi ogsaa holde Maleri og Luksusheste og Skuespil - eller vi kan lade være. Ja nu kommer jeg...... Godnat!

Kritikeren stod i Døren og kaldte paa ham, seende sig omkring med en utaalmodig Skuldertrækning: lidt Talent! meget Vrøvl! Dumrianer! Lad os gaa!

Saa gik de To.

Confound it! sagde Brynjulfsen og slog i Bordet. Atter har jeg trukket det korteste Straa. Naa, hvad synes De om ham?

Jeg har jo ingen Mening om ham endnu! svarede Gerhard. Han synes ikke at bryde sig synderlig om Kunst...!

Aa lur ham! raabte Brynjulfsen og gned sig over Panden. Modbydeligt er her - kan vi nu ikke faa et Vindu op? Han skrev bedre Vers end jeg i vore Studenterdage - hvad der vil sige noget! Bag hans Prosa dirrer det med Fortvivlelseslyriken - derfor er hans Ironi saa stærk. Havde han haft blid Bør i sin Ungdom, saa havde den evige Middag slugt ham - som den har slugt alle dem derinde ved Siden af Nu sluger han dem - og hvergang han knaser deres Knogler under sine Polyfem-Tænder, saa ler hans Øjne. Lagde De Mærke til hans Øjne? Men hans Hjærte kan græde - hans Hjærte kan nemlig elske - ogsaa derfor er han stærk - om end ikke saa stærk som den Anden.... de mødes i Hadet. Gud, hvor de foragter os allesammen, de To! Og hvor de i Grunden har Ret.... Skaal! Leve Kærligheden - leve den sociale Republik! »Seid umschlungen, Millionen«. laften kan jeg ikke blive fuld! -

Er Du ganske sikker derpaa? spurgte Overgaard.

Saa sikker, som... Nej se nu er Nørager i Klammeri med de 33 Yderste til Venstre! Og nu kommer Blænkerne herind fra de »Gamle«. Nu har vi Skandalen! De svømmer som Fiskene i Vandet. Men vi tre vil blive siddende her paa denne øde Ø..... lad dem æde hinanden! »Gid Pest fortære begge Eders Huse!«

Tag Dig iagt, Mercutio! sagde Overgaard leende.

Kunde man ikke faa sagt det gode Ord?.... spurgte Gerhard, der opmærksomt fulgte den stadig voksende Larm omkring ved Bordene.

Men allerede var Skænderiet i saa fuld Gang, at om En var kørt ind mellem Grupperne i en Vogn med Fire for, saa var man næppe gaaet fra hverandre. Her, ligesom paa Scenen for nylig, var en Replik faldet ned med en stærk Glød, havde antændt nærliggende Tanker - hvilke de saa var: politiske, literære, kunstfilosofiske, theologiske - og den hele Gade af Begreber og Hjærner, Karakterer og Meninger stod i lys Lue. De Gamle syntes at raabe: Sluk! - de Unge: Lad kun brænde! Tilsidst var man enig om det sidste. Nørager svedophidset, gul i Ansigtet, fægtende med store Armbevægelser - raabende: De onde Dæmoner! de onde Dæmoner! Ganske unge Mænd, gode Hoveder, rappe Tunger, raillerende, udæskende. Og saa et Par af de Ældre, røde i Hovedet, oppustede af Stridslyst, Selvfølelse og Kognac og Vand - strygende en graa Knebelsbart, som om Beviserne skulde føres derfra, demonstrerende ud fra Biblen, fra Heibergs Æsthetik, fra Allens Danmarkshistorie og fra deres egne Artikler. Nørager stadig forplumrende sig under Forsøg paa at mægle - uden at ane eller ville vide, hvor dyb Kløften var, der skilte! Og pludselig.... midt under Hede, Gasos, Tobaksdamp, Udfordringer, Paastande, vittige Bemærkninger, flommet Nonsens og skarpe Citater.... pludselig klirrede Ølglas, Sodavands-Siphons og Kognacsflasker: et Bord blev stødt om - et ungt mørkhaaret Menneske, med et smukt, blegt Ansigt, fortrukket af Vrede - springende frem imod en midaldrende smuk, bleg Bonvivant - et Klask af et Ørefigen - Gruppen lukkede sig sammen som en Bølge - og atter for den fra hinanden..... og Kafé-Værten kom farende, ogsaa bleg i Ansigtet.... Opvarterne stod som mekaniske Statuer.... en Bølgen frem og tilbage, Raab, Tummel, Forvirring..... Døren op ud til den friske Natteluft..... og Størstedelen af Skaren trak ud med en 34 bred Stribe af Tobaksdamp, der rulledes sammen i en Hvirvel og slyngedes bag efter dem - ud i Natten.

De tre sad og saa' paa hinanden.

Men hvad var dog det? spurgte Gerhard.

Hvad det var? - sagde Overgaard, rejste sig og trak op i Benklæderne. Det var, at Du nu er kommen hjem, og kan synge: Der er et yndigt Land! -

Brynjulfsen lænede sig tilbage paa Stolen, trommede i Bordpladen - stærkere og stærkere - sang:

Confound their politics,
frustrate their knavish tricks,
God save the King!

Er Du nu bleven Royalist, Ulf? spurgte Overgaard, som tog sin Havelock paa.

Brynjulfsen svarede:

En kan aldrig vide, hvad En kan blive til - som Nordmanden sagde, han blev gal.

Gaar De ikke med? spurgte Gerhard, som ligeledes tog Overtøjet paa.

Med? - svarede Brynjulfsen - paa denne Tid af Aftnen? Nej, min Kære. Jeg lever om Natten - og det vil De ogsaa blive nødsaget til - om De fremturer i Deres Forsæt at leve i denne By og dette Land. Vale! Ah! - der har vi min Vaabendrager - der har vi »Skyggen«! -

Skyggen? spurgte Gerhard lidt tøvende, og betragtede den Indtrædende; men Overgaard tog hans Arm og trak ham med sig.

Brynjulfsen røg og skrev..... og forbi Opvarterne, der saa' ud som om de havde stor Tilbøjelighed til at lukke - gled en bleg, spinkel Skikkelse ind i Værelset fra den kolde Natteluft derude. Skikkelsen nikkede til Brynjulfsen, som trykkede hans Haand uden at se op. Den Blege satte sig i et Hjørne, bestilte sig med et kort, bydende Vink noget Øl - og sad dér saa stille som en Mus, med høje, blanke Tindinger, et stort Skæg, vandklare, drømmende Øjne under buskede Bryn - i en tyndslidt Dragt, med en spillende Diamantring paa den hvide, velplejede Haand..... og han 35 blev ved at sidde dér, som i en Extase, søgende med en Forelskets Blik hen imod Brynjulfsen, der skrev, drak, røg og skrev.... indtil Digteren endelig saa' ivejret og udbrød: Godaften, Skygge. Vil Du høre?....

Begynd, begynd! raabte Skyggen og lænede sig tilbage som den legemliggjorte Opmærksomhed, med et Smil af alvorsfuld Henrykkelse....

Og Brynjulfsen læste, medens den forvaagede Opvarter lænede sig opad Væggen med et undertrykt Suk.

III

Henrik Gerhard vaagnede næste Formiddag med en Fornemmelse, som sad hans Hoved endnu i et Hav af Tobaksdamp og Skænderi. Han hørte Ord, saa' Ansigter..... og lukkede Øjnene med Tilbøjelighed til at ville sove endnu engang - sove det Hele væk.

En Opvarter brød ind til ham, gjorde mange Undskyldninger: »troede, at det var Herren her, som havde ringet!«.... og ud igen.

Gerhard kastede Tæpperne af sig, løb til Servanten, hældte sig over med Vand..... Han var i Hotelværelset - kommen tilbage fra Udlandet..... han var hjemme! Hjemmet havde vist sig for ham i grelleste Belysning den foregaaende Aften!.... Han klædte sig paa, rodede i sine Kofferter, begyndte at pakke sine Malersager ud, pakkede ind igen, læste Aviser og spiste Frokost.

Familie havde han ikke her i Byen. Hans Forældre havde levet i Provinsen, men var begge døde fra ham, da han endnu var Dreng. Saa var han bleven opdraget i Hovedstaden i hans Onkel Lægens Hus; men dér havde Døden under hans Fraværelse rømmet op; - den af Kusinerne, han holdt mest af, var bleven gift paa en af Øerne; splittet og spredt var Familien - han var en »fri« Mand, behøvede ikke at aflægge Besøg eller frygte for at modtage noget.

Han spiste til Middag paa Hotellet, og gik sig saa en Tur - ud paa Langelinje.

Den klare, kølige Aprileftermiddag laa over Sundet. Der var 36 kun faa Skibe paa Rheden. Dampernes Trafik var ikke ret begyndt. Og hvor var Sundet blevet smalt og Værfterne øde! Saa fik han fat i de friske Barndomsminder; og smilende gik han videre, nikkende hen for sig, Langelinje tilende.

Han saa', at Byen var vokset ud nordefter. Han fortsatte endnu et Stykke, standsede og kunde nu selv iagttage, hvad en eller anden i et Brev havde skrevet ham til, at Forstæderne med de kaserneagtige Bygninger, de mange Skorstene, mange Smaalejligheder og mange Smaafolk, i en vældig Halvbue lavede sig til at spænde om hele Byen fra Kallebodstrand til Sundet.

Han tænkte: Vore Hovedstæder vokser foruroligende. I et tæt Favntag klemmer Spekulationen, Menneskeforøgelsen og Murstensvælden vore gamle By-Kærner. Proletariatet lejrer sig omkring os, suger paa vor Kraft, og suger selv Kraften af de bedre Luft- og Lysbetingelser. Det er humant, at de, der forhen stuvedes sammen i Gyder og Stræder, at de rykker ud til Sol og Lys og frisk Vind. Men for Kunstneren er det ikke ubetinget en Nydelse at iagttage denne Proces: hvorledes Haver ryddes, Træer fældes, grønne Vænger jævnes og Strandkanter reguleres - til Fordel for driftige Forretningsmænd, der befolker nye stilløse Gader med Smaafolk fra Kælder til Tag. Ingensteds en grøn, skyggefuld Plet med Hvile for Sind og Øje. Det giver Lede til alt Byvæsen, Fortvivlelse over den rette Linjes Fladhed og Nøgternhed. Og tilsidst vil maaske Smaafolkene selv - irriteret uden at vide hvorfor - slaa Byen i Stykker, knuse Murstensvælden. Saa dukker kanhændes en ny Kunst op, som endnu ingen levende Kunstner kender!

Han fortsatte under lignende Betragtninger Vejen ud langs Strandpromenaden. Man fyldte op, planerede, huggede de gamle Træer med de mægtige Kroner om, beskar Haverne. Det er vor Barndoms og vor Ungdoms Lege- og Hvilepladser, der berøves os - sagde han ved sig selv. Her, i disse store, sammenhængende, skyggefulde Haver, her langs denne side, grønne Strand, ved disse gammeldags Baadehavne, her tumlede vi os efter endt Skoledag og i Ferierne; vore Forældre eller Værger behøvede ikke at sende os milevidt omkring over det halve Land, for at vi kunde forny vort Blod. Her blev vi til rødmussede, friske, livsglade Drenge, som ubevidst vandt en Kapital, paa hvis sidste Rester vi endnu 37 tærer - som vi næppe ville kunne overlevere vore Sønner. Her, under »historiske« Træers vidtudstrakte Grene sloges vi og forligtes. Nu er Træet fældet, og en Dampkran bliver stillet op i Stedet. Her paa dette opfyldte Areal, hvor Sandstøv og Kulstøv kommer til at danse hen over den hvide, skyggeløse Flade, her plaskede vi omkring i vore Baade, glade over at være undslupne Livius og Trigonometrien. Her, hvor Vintren havde sin betagende Naturstilhed, og hvor Sommeren aldrig var for kvalm, her lærte vi at elske vort Land og at synge dets trohjærtige Sange, uden at indekserseres deri af en kunstig Konservatisme. Og nu..... ja den, som vender tilbage til sin gamle Hovedstad, han finder en ny By - Begyndelsen til et Hamborg. Og det næste Slægtleds Ungdom vil en Dag skrige højt op under al denne Grimhed, og maaske i Skarer sætte Kursen over Oceanet, for hellere paa det Uvisse at søge de sidste Konsekvenser af »Udviklingen«, end klæbe ved et Forsøg paa en Stor-Stad, som dog intet stort Rige, ingen livs-assurerende Værdier har bag sig!

Og da han vendte sig, laa Langelinje for ham i en stille, tungsindig Fred - og han hilste paa to Damer, der kom gaaende imod ham.

Maaske var der lidt komisk i hans hastige Hilsen. Frøken Kirchhoff lo i det mindste, bad om Undskyldning derfor, og saa var de i Samtale, hun, han og Fru Funch.

Han begyndte straks - ivrigere end han muligvis selv vilde det - med disse Indtryk fra Omvæltningerne nordude. Frøken Kirchhoff fandt det »saa naturligt, at han som Kunstner maatte ærgre sig«. Og hun talte om Rom og om Venedig, og om, at vi intet betød mere, men gik paa Stumperne. England havde en udmærket Handel - og Marine, tilføjede hun - Frankrig en udmærket Kunst, Tyskland en udmærket Armé. Rusland var interessant ved sine Nihilister, Italien et Land, som man kunde blive ved at rejse i; Spanien kendte hun desværre ikke, men Norge havde et kraftigt Præg, storladen Natur og Talenter. Vi derimod - vi.....!

Han gav sig saa smaat til at sige imod og at ærgre sig. Saa bøjede han af og lod et Spørgsmaal gaa over til Fru Funch.

Hun var bleven stille under sin Venindes Ordstrøm. Han saa' nu paa hende. Et fint Fysionomi. Næsen maaske lidt for stor; den 38 mest uregelmæssige Del i Ansigtet. Om Munden og Hagen laa et Drag af noget - han kunde ikke finde andet Ord end »ægte«. En ungdommelig Isse og en klog, hverken for høj eller buet Pande. Øjnene af en dyb graa Farve, med en varm Glans, som hun kendelig gjorde sig Umage for at dæmpe.

En saadan Undersøgelse af en Fremmeds Ansigt er begrænset til nogle enkelte Sekunder. Hun syntes endda at finde Grænsen overskredet, og hun saa' lige paa ham og spurgte ham med et Smil:

Det er vel i Egenskab af Kunstner, at De finder Dem forpligtet til at gaa mig efter? Har De set nok - ellers vilde jeg gerne staa stille og se ud over Vandet? Det er dog altid smukt - ligegyldigt hvad man saa gør ved Huse og Haver langs Stranden!

Han bukkede. Det var dog ikke en Tilrettevisning, hun havde givet ham. Hendes Stemme var venlig og hendes Smil elskværdigt. Han bad hende undskylde - han havde virkelig et Øjeblik ladet sig forlede af Malerens Vane til at betragte Alt, ligesom om man havde sin Model eller et Landskab for sig!

Ja, - Anna - sagde Frøken Kirchhoff - naar nu Hr. Gerhard engang beder Dig om at sidde for sig! For det bliver naturligvis ikke mig ?... tilføjede hun lidt udfordrende.

Fru Funch rynkede Øjenbrynene en Smule. Hun pegede med sin sorte Handske ud over Vandet og sagde:

Kalder De det smukt? Eller hvad siger De egenlig, naar De vil udtrykke, at noget er smukt? -

Vi bruger ikke mange Udtryk! svarede han. Vi nikker, brummer lidt, siger: hm! - saadan noget. Der er Et, som vi aldrig taler om - og det er Skønheden! -

Er der da ingen Skønhed? - gives der ikke noget, som hedder det Skønne? Ja, undskyld at jeg spørger! -

Han lo og svarede: Jo, der gives Skønhed - og navnlig Skønheder! Her saa' han paa Frøken Kirchhoff. Men det »Skønne«. Vorherre bevar'es! -

Naa, ja - sagde hun leende. Det gaar vel dermed paa samme Maade, som med det »Gode«? -

Hvorledes?... spurgte han.

Fru Funch svarede, idet hun smilende gav tilkende, at hun nu 39 sagde en Ramse: Det Gode, det Skønne, det Sande! Ja ja, fortsatte hun; De talte nyligt om - De kan jo rette mig, hvis det ikke er rigtigt - at de nye Linjer i Landskabet stødte Dem. Men dersom nu disse Linjer ikke godt kan undgaas, naar en Mængde ubemidlede Folk skal have Rum i store Bygninger - og naar det dog er bedre, at disse stakkels Mennesker boer paa sunde og luftige Strøg, end i Kældere og Baghuse inde i den sammenpakkede By - er det saa ikke det Gode, som herved fremmes - og det Sande med?...

Aa jo, svarede han - for at slaa det hen. Og saa gaar det Skønne Pokker ivold! -

Hun rystede paa Hovedet og saa' mildt bebrejdende paa ham. Men saa raabte Frøken Kirchhoff:

De mener, at det er Kunsten, som gaar Pokker ivold? -

Han tænkte sig om; saa svarede han:

Vi lever maaske i en Tid, hvor Kunsten i Virkeligheden savner Berettigelse til at eksistere. De vil træffe de fleste nogenlunde alvorlige Kunstnere splidagtige med sig selv - bortsét fra den indbyrdes Splid. Kunst behøver til sin fri Udfoldelse et bredt Fundament af Luksus, en hensynsløs Anvendelse af store Kapitaler hos de begunstigede Klasser i Samfundet. Men netop iblandt disse Klasser trænger hver Dag Fordringerne igennem om Nytte, om Gavn paa de sociale, økonomiske, industrielle Omraader. Den demokratiske Strøm, der lidt efter lidt omformer Verden, vil vende sig med sine Meninger og Forlangender til de nulevende Kunstnere; og vi har da Valget imellem, enten at holde fast ved vor Tilbøjelighed for det Sære, det Exclusive, det Individuelle - og saa sulte ihjel: eller vi maa give Køb, vi maa lade os lede af det, som de hundred Journalister og de tusind Grosserere kalder for Smag. Virvarret er for Øjeblikket stort. Det vil blive jo længere jo værre!

Ja! afbrød Frøken Kirchhoff - Idealisme og Realisme, det skændes man jo om!

De misforstaar mig! sagde Gerhard. Det er middelmaadige Hoveder, som stadig opkoger disse Stikord - i den Forstand, at Idealisterne skulde være de aristokratiske, Realisterne de demokratiske Kunstnere. En fin og dyb og »sær« Realist er i de fleste 40 Tilfælde aristokratisk; og omvendt gives der mange Idealister, der vrøvler begejstret med om Folkevillie og Valgcensus. Den virkelige, udprægede Fornemhed, dens Selvfølelse, dens Leven sit Liv efter egne Love - det er denne Slags Kunster, som Tiden vil tillivs. Tiden vil tage sin store Hovedlineal, slaa en Streg og sige: vil Du følge denne eller vil Du ikke? Og tænk Dem nu: paa den ene Side lyve sig Brødet og Bestillingerne til ved at tude omkap med de Hundredtusinde - og paa den anden Side staa tomhændet, skyet, stundom foragtet, alene med sin Individualisme - naar ikke netop Ens Fa'r har efterladt os en Arv, eller vi itide søger os en rig Pige! -

Fru Funch, som havde stirret ned i Vandet, saa' ivejret og hen paa ham:

Der kan da aldrig blive Tale om et Valg! -

Han smilede: Aa - ikke det?

Er det virkelig Kunstens Stilling nuomstunder? spurgte hun. Jeg har ikke tænkt over det før. Men De turde vel have Ret. Det er svært at leve. Det er svært at være et Menneske.... maaske allersværest at være en Kvinde nuomstunder! -

Her faldt Frøken Kirchhoff ind, som om hun kun havde ventet paa dette Ord. De gik langsomt alle tre hen til Gitterporten. Og hun snakkede. Der var ikke den Ting, som ikke nu var en Vanskelighed for Kvinden. At finde en Mand, som hun kunde elske; at blive elsket af ham og ikke skulle dele med andre; at kunne holde ud i et Giftermaal; at kunne holde ud at faa Børn; at finde Opgaver; at vælge sig en passende Dragt, blive Manden jævnbyrdig, finde en passende Omgang.... Hun kastede Alt imellem hinanden, snublede over sine egne Ord, lo og bebrejdede Gerhard, at han saa koldsindig hørte paa hende.

De kan da i hvert Fald faa Lov til at lære Latin - og tage saa mange Examiner, De vil. Og De kan blive separeret fra Deres Mand, og skilt, og endda - eller maaske netop af den Grund - finde passende Omgang og ivrige Venner! sagde han.

Der blev en Pavse. Han vilde ikke have sagt dette; men det slap ham ud af Munden. Han gik tavs ved Siden af Fru Funch, som syntes forstemt. Han vilde saa gerne have hørt hende tale; hendes 41 Stemme havde en saa særegen Klang, noget Beroligende ved sig, en Musik, der lagde mere i Ordene, end der maaske var bag ved dem. Og nu talte hun. De gik igennem Grønningen. Hun pegede ned ad den lange, brede, lige Gade, hvor Lygterne blev tændt:

Se, hvor de springer frem - lige som Gnister i en Række. Jeg holder saa meget af Skumringen. Folk har et Udseende, som om de kom fra en fremmed Verden og gik til en anden. Maaske er det Ruderne, som skinner i Aftenskæret, der trækker Øjnene til sig - eller maaske læser de sig Tanker til ud af Fliserne og Brostenene. Og enhver Gade ender i en blaa Taage, med enkelte lyse Gavle. Og Vognene kører mindre hurtigt og gør ligesom mindre Larm. Om Dagen bliver jeg tidt angst for, hvad alle disse Huse vel indeholder. Jeg tænker paa Kiv og Trætte, Misforstaaelse, Overarbejdelse, altfor hastige Maaltider, Uro, Klokkeringning, Løben paa Trapperne. Men i Skumringen bilder jeg mig ind, at der er Fred overalt - og man vil dog saa gerne helst tro det, som man helst ønsker! -

Saa var de ved Sporvogns-Skiftet, og Damerne sagde, at nu maatte de hjem. Atter hjalp han dem op; de trykkede hans Haand og nikkede til ham. Frøken Kirchhoff raabte højt en Gade og et Husnummer paa Østerbro. Kom og besøg os en Dag! og lad mig vide, naar De har faaet Dem Atelier. Det er saa morsomt at se ind til en Kunstner - især naar han arbejder!

Hvis han da ikke har lukket sin Dør! - svarede han.

Jamen, vi kan jo have aftalt et Tegn, at det er os! Saadan havde vi det i Rom - og i Paris!

Hun lo. Han tog sin Hat af og vinkede Farvel. Saa kørte de.

Nu glemte jeg jo at spørge, om de boede sammen! tænkte han. Men det gør de vel.... Naa, hvor skal man saa gaa hen? -

Han drejede ned ad Bredgade. Og den endte i en blaa Dis, en violet Taage; og ud fra denne løftede sig det kongelige Theaters hvælvede Tag som et fjærnt Fjæld svømmende i den røgmættede Luft. I tvende Rækker derhen imod lob Lygternes klare Gnister; og der var en rødmende Gavl langt borte, og blanke Ruder, der syntes at sige: her er Fred bag os! En Sporvogn klingrede afsted igennem Gaden; men denne Lyd tabte sig snart, og Fodgængerne syntes at gaa langsomt og at tale halvhøjt. Naar han passerede 42 dem forbi, hørte han undertiden en løsreven Stump af en Samtale. Hvad var det for et besynderligt Sprog? Var det kønt eller det modsatte? Det lød ham saa fremmed. Og egenlig først nu, et Døgn efter hans Hjemkomst, gik det op for ham, at der taltes Dansk omkring ham. Der faldt en Sørgmodighed over ham, og han havde ondt ved at bekæmpe den. Han længtes bort igen - til Paris, til London, Rom eller Wien. Denne By her var i sin Arkitektur, eller Mangel paa Arkitektur, et altfor nøjagtigt Udtryk for en Mangel paa Ejendommelighed hos Befolkningen. Det var saa skikkeligt og saa tarveligt. Den Maade, hvorpaa Menneskene her gik, hilste, mødtes og skiltes - den var jo akkurat saaledes som han kunde erindre den; og Præget havde ikke i hans Fraværelse forandret sig til noget mere udtryksfuldt.

I Skumringens afdæmpede Halvlys, i denne afstand-tagende Tysthed, der hvilede over Byen, følte han saa Byen som en Bebrejdelse, rettet imod ham selv: hvorfor var han taget bort? - mon for at blive utilfreds? - Jamen var det kønt at gaa i Rette med saa mange venlige Erindringer, Indtryk, Idéforbindelser?.... Han kom i Forlegenhed med Svaret. Og nu var der en Omstændighed, som slog ham. Udlandets store Byer plejer paa denne Tid af Døgnet, hvor Dagen bryder sine sidste Lysbølger mod Nattemørket, at udsende sin Sværm af faldne og ulykkelige Skabninger. Udstødte af et Samfund, der er blevet for kunstigt stort til altid at kunne veje den Enkeltes Brøde eller Undskyldning, tager de Repressalier i Samfundets egen Svaghed. Naar Solen gaar ned over Evropas store Byer, saa strømmer Tusinder og Tusinder af faldne, forførte og forførende Kvinder ud over Hovedgader og Promenader.

Der kom en frysende Fornemmelse over ham, idet han tænkte tilbage paa de store Byer, hvori han havde levet. Han tænkte ikke over, hvorvidt han havde været værre eller bedre end saa mangen Kammerat iblandt hans Bekendtskab; kun paa, at han havde hørt til Samfundet, delt dets Arbejde og dets Adspredelser, søgt sit Maal og stundom ladet sig friste til at følge Andres Exempel. Lykken havde maaske givet ham nogle færre Drifter end de andre, eller han var sluppen for bedre Køb, eller maaske bleven 43 sparet til større Prøvelser.... hvad vidste han? Men det følte han, medens han gik over denne Bys Torve og igennem dens Gader, at Samfundet i sin moderne Skikkelse er en uhyre Labyrinth, hvori der findes mange Minotaurer, talrige Ofre, og én Ariadnetraad.

Men her i denne By følte han tillige det som en Hygge, en Levning af noget primitivt Skikkeligt, at man gik som i et sluttet Selskab, hvis Love respekteredes indenfra gennem stiltiende Vedtægt. Disse Damer, der spaserede med eller uden mandeligt Følge, det var Borgernes Koner eller Døtre. Han havde næsten glemt, at det kunde forholde sig saa; men han behøvede blot at opfange en Ytring eller et Blik i Forbigaaende, for at faa Reglen bekræftet. Halv-Verdenen var her selvfølgelig ogsaa - men som Undtagelse. Den pralede ikke med afstikkende Moder, søgte ikke at tilvende sig Mændenes Opmærksomhed ved dette ugengivelige Væsen, der er Afglansen af den virkelige store Verdens Daarskaber og Lyder; den havde ikke Magten dertil. Og saa følte han da dette som et Særsyn, maaske som den eneste Ejendommelighed her - en halv Snes Aar efter at han var taget bort - at han næsten kunde kende de samme godlidende, venlige, lidt flegmatisk-smilende Kone- eller Pigeansigter - uden at kende en eneste Dame personlig. De tittede nu og da lidt paa ham, naar han passerede under en tændt Lygte eller forbi en oplyst Butik. De viste sig glade ved et uskyldigt Koketteri og ved at bære en Hat, som var naaet fra Paris og London hertil. De unge Piger skyndte sig øjensynligt hjem, da Tidsfristen for at turde gaa alene - i hvert Fald for at gaa nogenlunde langsomt alene - nu omtrent var udløbet samtidig med Lygternes Tænding; men selv en Efternøler kunde man se bevæge sig med temmelig stor Sindsro. Yngre og ældre Fruer promenerede endogsaa ganske mageligt; og var Kavalerernes Ydre ikke meget distingveret, saa var til Gengæld den impertinente Nysgerrighed, for ikke at tale om den fagmæssige Uforskammethed, kun ganske undtagelsesvis tilstede.

44

IV

Og saaledes gik Henrik Gerhard igennem Byen, som lidt efter lidt forekom ham at være saa livlig og elskværdig - ikke fri for det Provinsielle, men maaske netop derved tiltrækkende. Han havde ganske glemt Indtrykket fra den foregaaende Aften - det var veget for Indtrykket af det milde Hjemlige; og da han skulde til at undersøge dette, stillede Mødet med Fru Funch sig frem for ham.

Han var kommen ud ad Vesterbro. Han standsede en Sporvogn og satte sig op ovenpaa. Han kørte igennem Frederiksberg Allé. Saa indfandt Barndoms og Ungdoms Erindringer sig igen - og hvor vemodigt søgte de ikke ind paa ham! Skygge og Skumring laa over Haverne paa begge Sider af Alléen, og dæmpet blank straalede Aftenhimlen fraoven ned gennem de bladløse Lindetræer. Han mindedes en solvarm Formiddag. Han saa' sig gaa som Dreng her, i blaa Trøje med gule Knapper, kiggende nysgerrigt over Hækkene ind imod Haver og grønne Vænger. Nu rejste Kaserner deres kullede Hoveder dér, hvor han som ung Student havde været saa uendelig forelsket. Han søgte den Villa, hvor hun havde boet. Villaen var væk; paa første Sal i en femetages Bygning saa' han ind i en Stue, hvor en graahaaret Mand sad bøjet over en Bog ved Lampeskæret. Under Vognens raske Fart forsvandt Synet - men det havde skaaret ham i Hjærtet. Saa fulgte en Række Villaer, han kendte; atter nogle, som var nye for ham; og Forlystelsesstederne, tillukkede, øde. Han oplivede dem i sin Erindring med Musik, Dans, med ungdommelig Sorgløshed og ungdommelig Letsindighed, naar han havde slaaet Gækken løs i Kammeraters Selskab. Hvor var Kammeraterne? hvor var de morsomme og nydelige Smaapiger? hvor var Glæden, Sorgløsheden - selv den moralske Katzenjammer? Hvor var hans Ungdom?

Hvor var han selv?

Udenfor Indgangen til Frederiksberghave.

Der blev snart lukket! sagde Havebetjenten.

Han vilde dog gaa ind, blot se paa denne noble, beskedne Skikkelse dér paa det beskedne Postament - den borgerlige Konge, 45 som med sin dybe, ru Stemme synes at byde den Indtrædende: Gudsfred!

Løftede ikke vor Literaturs Guldaldertid sine sonore »runde« Toner herinde under disse Træer - mærkede man ikke Øhlenschlægers brede Vingefang, noget Livsfrodigt suse gennem disse Gange?

Henrik Gerhard følte den klassiske Grund under sine Fødder

- rundt omkring sig. Men han fornam det ikke som »klassisk« i den Forstand, hvor vi ærgrer os lidt, idet vi tager Hatten af. Det svulmede ud til ham fra de mørke Trægrupper, der flettede de nøgne Arme til Favntag over matblinkende Kanaler. Hvor han havde været længe borte fra Hjemmet! - Han følte det, som om hans Begejstring, hans hede Trang til Hengivelse var borte - og Erfaringen kommen i dens Sted med sit suveræne: Vi alene vide! Aa, taabelige Erfaring, der kun véd altfor lidt, og som bruger sine Tandstumper til at gumle væk paa vor Livsrod, misundende den sine Safters og Kræfters Overflod.

Foraar! kom, Foraar! kom Glæde og Lykke, Arbejdstrang og Kærlighedstrang! - send mig dine varme Straaler ind i et Bryst, der engang aandede saa dybt og frit under den ene saliggørende Følelse af at være elsket og kunne besvare Elskov! Giv mig tilbage, hvad jeg aldrig har ophørt at begræde - og tag, tag Alt, hvad jeg aldrig har bedt om, og som Livet har paatvunget mig med det, Ewald kaldte »fræk Fortrolighed!« - - -

Han fo'r sammen, ganske skamfuld. Han havde virkelig talt højt - dér alene i den halvmørke Gang under de løjerlige stille Træer, som syntes at lytte. Og fra Skumringen omkring ham kom jord-ram, fugtigblød, frisk Aande - det gryende Foraars Aftenhilsen.

Fra Skumringen kom samtidig Stemmer, Fodslag ham imøde; - fra den nærmeste Gang to Mænd, som talte hurtigt og højt.

Han kendte Brynjulfsen paa Røsten:

Vort Bourgeoisie! vore sippede Damer - moralske Mødre - snærpede men ikke destomindre meget giftnelystne unge Piger - for Satan, lad dem ta'e os, naar de vil, uden at Fædre og Tanter og hele Sippschaftet skal rodes med derind i!...

46

Nonsens, Ulf! Du er selv en Bourgeois -, moralsk, snærpet, men ikke destomindre meget giftelysten! Spring Kategorierne over - gaa ned i Dybderne, som Du siger - slaa Trommen dér og kys Marketendersken - uden at spørge om, hvormange hun har kysset iforvejen... Men se det gør Du ikke!......

Du skal lade mig snakke ud, Overgaard! Men det gør Du aldrig. Du hører til dem, hvis eneste Force er at afbryde Taleren!..... raabte Brynjulfsen.

Overgaard svarede: Har Du maaske nogensinde kunnet sætte en Slutning paa Noget? Logik og Stringens er ikke din Force!...

Jeg vil aldrig have den! Jeg vil Pinedød være fri! Til H- med Slutninger. Det er Tegn paa en Dumrian at kunne ende Noget. Verden vedbliver at producere sig selv i evig Udvikling... Godaften, Gerhard! Er det som Selvmorderaspirant, De søger til herude?...

Godaften! sagde Gerhard og trykkede Brynjulfsens Haand.

Har Du Stævnemøde? spurgte Overgaard leende. Skal vi maaske gaa vores Vej? Men jeg vil sige Dig, hvis Du har glemt det, at der snart ringes ud af dette Paradis! -

Jeg har Stævnemøde med højsalig Kong Frederik den Sjette! svarede Gerhard.

Oho! saa maa det være galt fat med Dem! sagde Brynjulfsen. Har De i Deres Udlændighed glemt Manden, som hængte sig i sit Halstørklæde om Halsen paa den gode Konge - men først satte sin Hat paa hans Hoved? Der er dog endnu Galgenhumør i Københavneren!

Gerhard svarede: Hvad min Sorti angaar, naar den engang kommer, saa er det mig ikke magtpaaliggende, om jeg forsvinder med en Aandrighed! -

Aa, Brynjulfsen! sig en Aandrighed om Livet! bad Overgaard.

Jeg gider ikke! Jeg foreslaar, at vi alle Tre gaar hen og hænger os i Kompagni! -

Hvorfor er De saa oprevet? spurgte Gerhard. -

Herregud, Mand! véd De ikke, hvad Anno vi skriver? Naa! hvordan skal da nogen af os undgaa Fortvivlelsen?... raabte Brynjulfsen.

Ulf! raab dog ikke saa højt! bad Overgaard.

47

Jeg vil netop raabe! Lad os gøre noget Verdenshistoriskt iaften! Lad os sælge vore Frakker og drikke os fulde i Skjorteærmer....!

Eller i Bourgogne? spurgte Overgaard.

Hold Mund, Ræsonnør! Kender De Deres Verdenshistorie, Gerhard? Det Kristelige - det er Middelalderens Munk! Umuligt. De store Kunstnere - det er Renæssancen! Umuligt. Soldaten - det er Napoleonskrigene! Fy for Fanden. Tilbage bliver vor Tid: den ræsonnerende Proletar, Fritænkeren, som ikke er Asket, ikke kan blive Kunstner, ikke gider være Soldat! Og hvad Danmarkshistorien angaar....

Du er virkelig boglærd! sagde Overgaard.

Den ender med Kristiern den Anden - i Fortvivlelse! tilføjede Brynjulfsen.

Hvorfor med Kristian den Anden? spurgte Gerhard venligt.

Det er vor eneste Titan med Vuer - og som derfor mistede Alt: en smuk Elskerinde, en god Kone, en genial Raadgiverske, sine Børn, sine Soldater, sin Krigskasse, sin Tro paa sin Sag - Alt undtagen sit Liv!

Hvad! er han ikke død? spurgte Overgaard drillende og trykkede Gerhards Arm.

Han er ligesaa evig som min Tragedie om ham! svarede Brynjulfsen uforstyrrelig. Den bliver aldrig færdig. Han er ikke til at faa Bugt med. En Tragedies Helt, som man ikke kan faa Livet af... umuligt!

Du kan lade ham dø i Fængslet - niende Akt - spist op af Rotter! foreslog Overgaard.

De havde forladt Haven sammen, og fulgtes ned ad Alléen. Brynjulfsen standsede, puffede i sin Ivrighed Overgaard til Side, og tog fat i Gerhard:

Aa, det er afskyeligt at rippe op i Makulaturen. Nu var det saa godt skrinlagt! Man skal skrive smaa Afhandlinger for Arbejderen - sætte Plebejernes Suk i Rim - men ikke lefle for Grosserere og Godsejere med et Drama, som dog bliver konventionelt! Mener De ikke ogsaa? Tænk bare dette: man vover at lade Düveke et Øjeblik være Kongen utro, i Tankerne i det mindste; - han skræmmer hende, han keder hende, hun elsker ham men synes 48 dog at hendes Stilling er lidt pinlig og meget monoton.... og straks falder Publikum og Kritik over Digteren: Fy! Düveke har ikke Lov til at være Kongen utro, thi saa har han ikke Lov til at være sin Dronning utro! Kongens skønne Elskerinde - den fintspundne Guldtraad gennem hans Livs blodstørknede Bøddel-Hvergarn - hun maa ikke være en »sammensat« Natur! - ellers bliver Stykket frivolt - og det skulde dog helst være ædelt »Trauerspiel«. Som om Historien nogensinde var ædel? Den faar være glad, naar den maa vedblive at være Livet! -

Saa faar den ogsaa Lov til at være ædel! sagde Gerhard.

Ja - ja - men.... Aa, I er dumme, beggeto! raabte Brynjulfsen. For Satan!...

Prøv engang paa at forklare Dig uden at bande! sagde Overgaard.

Hvordan lever vi da? raabte Brynjulfsen.

Gerhard sagde:

Der er dem, der tænker - og lever derefter! Det er de meget Faa! Der er dem, der lever - uden at tænke! Det er de Lykkelige! Og der er dem, som ikke lever og ikke tænker....

Det er de Døde! lo Overgaard.

Nej, det er Flertallet af Menneskene! svarede Gerhard. Iblandt alle tre Kategorier bliver der produceret en grumme stor Mængde Ædelhed. Ellers var der intet Liv, ingen Kunst, slet ingen Ting! Det er min beskedne Mening. Men kan De finde en anden Betegnelse for det Ædle end det »Ædle«, saa gør De os allesammen en Tjeneste! -

I er dumme - I er dumme - Gud hvor I er dumme beggeto! lo Brynjulfsen og borede sin Stok ned i Jorden. Véd I, hvad jeg tænker? Jeg tænker: man laver ingen Düveke, som ikke smager af Gretchen. Hun er engang givet! Det skulde da være, at man lavede en ny Gretchen, som ikke var den uberørte Jomfru, hvem Doktor Heinrich Faust bliver saa forlibt i, fordi hun er Jomfru - nej en ny lille borgerlig Pige, som maaske ikke har sin Skudsmaalsbog i Orden fra Begyndelsen, men som ikkedestomindre er fin, dyb, rørende god, sanddru, kysk - lad være at vrænge Mund, Overgaard - midt i sin Ulykke, sin Forladthed, sin Forførthed maaske. Og som saa Dr. Faustus, eller en hvilkensomhelst anden 49 Fyr, elsker og føler sig løftet op ved! Se det var en Idé! - som jeg herved udbyder til Licitation. - Og véd I saa forresten hvad? Jeg fryser af at staa stille her og præke. Jeg er altid enten for varm eller for kold. Jeg er sulten, jeg er tørstig; men især er jeg hungrig efter - med Overgaards Tilladelse - det Evigt Kvindelige! Jeg er en Lus, en Midde, et Atom, som maaske bliver traadt under Fode imorgen. Men Ingen skal faa mig bort fra Erkendelsen af den Herlighed, jeg deler med den usleste Lus: Trangen til kvindeligt Selskab! Paa den anden Side skal Ingen faa mig, død eller levende, med sig ind til Byen iaften. Thi saa maatte vi gaa i Theatret - hvor man spiller uden Nerve! - i en Familie - hvor man keder sig fordærvet! - eller paa Kaféen - hvor jeg bliver vild af Modsigelseslyst og drikker mig fuld af Fortvivlelse over at høre mig selv! - Altsaa, mine Herrer! behag at bestemme Stedet! Tiden er nu ! Øjeblikket er stort! Den Gerhard dér virker ved sin Nyhed som forfriskende Vin paa mig.... og jeg har - her rev han Overfrakken tilside og søgte i Vestelommen - jo jeg har endnu Resten af Honoraret for et larmoyant Digt! Allons! -

Her saa' han op og ned ad Alléen og ind til Siden. - Alt var øde, næsten ganske mørkt, kun nogle Gaslygter med lange Mellemrum - og den matblinkende Foraarshimmel med en enkelt Stjærne, der syntes at sprude Gnister af køligt Velbefindende. Ingen Fodgængere; dybt nede i Alléen en svagt klingrende Sporvogn, og længere borte i Fjærnheden det mumlende Drøn af den store By, som søger sine Adspredelser inden den lægger sig til Hvile.

Unægteligt, vi er Herre over Situationen - naar bare Situationen vilde være Herre over os! sagde han.

Vent lidt!.... Det er rigtignok adskillige Aar siden jeg var her. Man kan jo forsøge! -

Hvad mener Du? - hvad vil Du? spurgte Overgaard.

Hvad jeg vil? lo Brynjulfsen:

Lass die Musik erschallen!
Ihr stellt die Reihen wieder!
Drum - drum!

50

Og han pegede ind til Siden, hvor Gavlen af en Bygning saa's indkilet mellem de tillukkede Sommerforlystelsessteder. Et Lysskær trængte ud fra nogle høje Vinduer, hvis nederste Del var blændet. De Tre lyttede; de hørte Violin og Klavér - rutineret spillet - derpaa en høj, skinger Damestemme.

Ægte Pusterthaier-Sopran fra Hamborg! sagde Overgaard. Bevæges dit Hjærte? -

Er det Meningen? spurgte Gerhard nølende.

Kom blot! sagde Brynjulfsen og skraaede tværsover Alleen ind imod Stedet.

Overgaard tog Gerhards Arm og fulgte efter.

V

Hvis jeg bliver forelsket iaften - sagde Brynjulfsen, da de var traadt ind - saa vil jeg skrive en Kærlighedshistorie, som kan sige Sparto til alle Literaturens Hjærterdamer!

Han stod stille, paa sin halvt udfordrende, halvt ubeslutsomme Maade, knejsende med Hovedet og dog ligesom dukkende sig i Erkendelsen af at han var for lang. -

Lov ikke for meget; og vis Dig ikke saadan frem for Menigheden, men luk Dig sammen som en Foldekniv, og sæt Dig! sagde Overgaard.

Men Brynjulfsen blev staaende. Det var endogsaa som loftede han sig lidt i Skoene, indsugende med halvtaaben Mund denne Tobaksdamp, Gaslyset, de Tilstedeværende, Lokalet, Musiken..... forarbejdende det Alt til en Stemning - parat til at dyrke en Magt, hvis Niveau enhver af os efter Omstændighederne sænker og løfter, idet vort Naturel mere end vore indøvede Meninger og Principper bestemmer os.

Gerhard iagttog ham. Naturel havde aabenbart denne hans nye Ven dér - hvad han saa havde af Meninger og Principper! Og der var oppe i ham noget af Digteren - dette Begreb, som vi omgaas saa familiært, idet vi rundhaandet uddeler Betegnelsen tilhøjre og venstre. Poesien besætter et Menneske ligesom en anden 51 Galenskab; om lille eller stor paa den endelige Doms literære Rangstige, saa hæfter Mærket »besat« paa en saadan Mands Pande - hvis han virkelig er Digter.

Men saa sæt Dig dog, Menneske! sagde Overgaard, der havde gjort en Bestilling hos en Opvarter. Man skulde tro, Du var en ung Rus - en af dem, som sidder derhenne under Tribunen.... Se, Gerhard! nu hilser de paa ham med løftede Glas! Og han bliver rød - det Barn, saa renommeret, som han er! Ulf! jeg maner Dig ved dine egne Kraftudtryk: For Satan, sæt Dig, Mand! - eller vi faar hele den grønne Sværm om os! Og saa gaar jeg s'gu!....

Brynjulfsen satte sig, halede op i Bukselinningen, tvang Vesten ned, lo, og fo'r sig med Haanden over Panden - som om Noget smærtede ham.

Overgaard bøjede sig frem imod Gerhard: Pas paa ham iaften! Saadan begynder det altid, naar han....

Aa! Du skal ikke hviske! udbrød Brynjulfsen. For jeg hører godt - ligesom jeg ser godt - og ligesom jeg drikker godt - ligesom jeg gør Alting i Verden godt undtagen - undtagen....

Digte godt! faldt Overgaard i.

Truffet! Skaal, Ove! Skaal, Henrik Gerhard! Velkommen her i »Elysium«.... - in my freedom, my fancy's music-hall, where the spirit of my youth sleeps burried under my madness's - nok sagt mine Dumheders Gravsten! Kender I den Melodi, som nu spilles? Den var der for adskillige Aar siden en ung Pige - ikke her, paa et helt andet Sted - som sang for mig. Og hende gik det ilde - fordi jeg var gal - hvad jeg er vedbleven at være! Men bort med Skyggerne! Velkommen i denne Hal - og lad som I var hjemme! Pianisten sidder bag Flygelet - rød og glad, med barnligt aabent Ansigt, som Sol naar den titter over Morgenkvist. Han hedder paa Plakaten Josef Achlaitner - noget lignende hed hans Forgænger - var Sydtysker, ikke ubetinget afholdende, gjorde ingen Kat Fortræd, undtagen sig selv, drak Alt, hvad I vilde byde ham - og spillede Zither senere ud paa Natten for »Kunstkendere«. Violinisten - den blege Yngling dér med Haarsjasken bag Oret - kender ham ikke - maa være en Neofyt! Karakter - ingen; Fødested ubestemt; minder mig om en Dampskibsopvarter, der endnu ikke har overstaaet Søsygen! Saa kommer Damerne. Opvarter! bring 52 et Program - eller beret mundtlig: hvem er den høje, fyldige Sorte dér paa Fløjen? Naa, ligemeget - spring over! hun interesserer os mindre. Gerhard! for nogle Aar tilbage paastod man, at to yngre Mænd og en ældre adstadig, gift, bosat og bemidlet Borger ruinerede sig for hendes Skyld. Dengang begreb jeg det fuldt vel - nu mindre. Uden at jeg derfor vil gøre mig til af min Utilgængelighed. Alt beror paa, at Jordbunden i os er moden. Frøkornet falder, Spiren udvikles, Blomsten fremstaar. Hvorfor bliver vi forelsket, gift eller ikke gift, hvorfor lykkelig eller ulykkelig?... Altsammen et Frø, der falder - en Jordbund, der er moden... Jeg er ikke moden for hende . Basta! -

Skulde Du ikke drikke en Slurk, Ulf! inden Du gaar videre? spurgte Overgaard og blinkede til Gerhard.

Jo, jo! Gesundheit, Ihr Herren! Lang lebe der König! es freue sich, wer da athmet im rosigen Licht!... Numer To - en sund, blomstrende, støt Pige, der burde koge i Kongens Køkken - og som jeg kunde anbefale til min Onkel Hs. Højærværdighed - for dér sætter de Pris paa god Mad.... men hun vil synge; hør! hun har endogsaa Stemme.... Skade kun, at de Haandbevægelser ikke har været paa Konservatoriet.... Undskyld, Frøken! rundere Haandlede - rundere!....

Tys, Ulf! -

Du har Ret, Ove! Den magiske Skranke, som skiller Publikum fra Scene.... den bør respekteres - og jeg respekterer den overalt ! Altsaa: Numer Tre - hun er norsk.... »Bor jeg paa det høje Fjæld« - ja saa vilde jeg sandt for Dyden ikke stige ned til denne dunstopfyldte Dal.... Snik-snak! Sidder vi ikke her? - et Auditorium af Konger og Fyrster i vor egen Fantasi.... Sludder! Hvad er vi andet, mere eller bedre end en saadan stakkels lille Sangerinde, der maaske er forældreløs eller har det smaat hjemme og som fortjener sit Livsophold ved at paradere i snevert Liv og Ankelsko for et højtæret Publico? Hvad siger Lord Byron? - Vi flænger vort Hjærte og bærer det to Gange aarligt blødende til en Boghandler, for at han kan servere det for samme Publico! Skaal - i Tankerne - lille Frøken! Morituri te salut....

Videre i Præsentationen! afbrød Overgaard ham lidt kommanderende.

53

Brynjulfsen saa' skarpt, vredt paa ham. Mener Du, at jeg sidder og gøgler for Jer? Saa snak Du! Men Du har ingen Fantasi - ingen Glæde ved at boltre Dig! - Din Hjærne indeholder kun Kritikbrokker - Safterne er sure i Dig - Valle-Menneske, som Du er!

Naa - naa! godt Ord igen! Beklag mig, snarere end at overøse mig....! Jeg er lidt træt iaften - den var for høj igaar! Tag mig paa Slæbetov, Du Transatlantiker! Go ahead! -

Og Overgaard tog sin Næseklemme af og lagde sin lysbehandskede Haand paa sin Vens Arm.

Hos Brynjulfsen kom Godmodigheden straks igen. Den kæmpede lidt med en Rynke fra Næseroden op over hans høje smalle Pande - saa kneb han det udhvælvede Øje halvt til - smilede i sit røde Skæg - trykkede sin Følgesvends Haand. Og da han øjensynlig mente, at en god Ting ikke kunde gøres grundigt nok, gav han ogsaa Gerhards Haand en Overhaling. Gerhard saa' smilende paa ham og spurgte:

Er De altid saadan? -

Jeg er grumme ofte ikke stort anderledes - og jeg kunde misunde Dem ! -

Ingen Retur! bad Gerhard leende.

Og de drak.

Pianisten dundrede som en hel lille Kongerevues Torden hen over sit Flygel; - Violinisten strøg sin Gige med disse smægtende, sælsomt smærteblandede Lyd-Skrig, der kalder Noget frem i os, hvor vi saa end hører en Gige strøget nogenlunde godt;.... et for andet fulgte Sangnumrene, som oftest larmende applauderet af det endnu ikke talrige Publikum;..... de Tre bøjede Hovederne frem over deres Glas, for at kunne høre hinanden tale - Brynjulfsen gav sig til at citere Faust; han havde engang - fortalte han - i en tysk Universitetsby været med til at vinde et Væddemaal paa Tragediens første Del. - Jeg havde til Omgang - forklarede han - en lille halvforrykt, pessimistisk Doktor. Han kunde sin Faust udenad - og jeg lærte den næsten . Paa Knejpen blev dette bestridt. Jeg parerede paa hans Haand imod de Andre - og vi vandt tilsammen et Fad Øl.....

54

O schöner Brunnen, der uns fliesst!

Fra den Tid blev jeg bibelfast i min Bibel! -

Som om vi ikke ogsaa havde Folk paa Bjærget? sagde Overgaard, der gerne gjorde sig til af sin Hukommelse. Og han betænkte sig lidt, men kunde ikke finde andet end

Uns ist ganz kanibalisch wohl,
als wie fünf hundert Säuen!

Nej! sagde Gerhard stilfærdig; Repliken falder saaledes:

Nur hütet Euch, dass Ihr mir nichts vergiesst.

Saa kommer vi først til Svinene!

Brynjulfsen kneb det ene Øje til og betragtede ham: De skulde da vel aldrig have hemmelig Omgang med Musen?... hm!

Henrik Gerhard førte, i Stedet for Svar, Glasset til Munden og tog en dyb Slurk.

Den Skorsten trækker godt, o Broder i Apollo! lo Brynjulfsen. Men hvad er det?....

Han drejede sig pludselig. De unge Studenter omkring Bordet nedenunder Tribunen - pur unge Mennesker med røde Kinder, blanke Øjne og en Mængde overflødige Armbevægelser - applauderede med demonstrativ Begejstring en ganske ung Pige, der netop traadte ind deroppe paa Forhøjningen og satte sig noget forlegen paa en af de højryggede Stole, som havde staaet ledig. Hun bøjede Hovedet gentagne Gange, nikkede smilende, øjensynlig glad ved den ungdommelige Hyldest, men med en Undseelse over sig, der blev paafaldende ved de øvrige Damers scenevante Rutine.

En af de mere dristige blandt de unge Studenter rejste sig, løftede sit Glas og sagde:

Frøken Edith! maa vi ikke bede Dem om Drikkevisen! -

Ja, ja! klappede og lo de Andre.

Hun saa' spørgende hen til Pianisten, som bejaende gav sig til at lede iblandt Noderne. Med Hænderne foldede paa en 55 barnliggénert Maade over Knæene, bøjede hun Hovedet lidt frem, bed sig med nogle hvide Tænder i den smukke, røde, smalle Læbe - rejste sig saa med et pludseligt Ryk, og uden med Øjnene at søge Nogen i Salen, sendte hun et lyst Smil paa maa og faa ud igennem Tobaksdampen, Gasblussenes Skær, den hele banale Atmosfære, som omgiver denne Halv-Kunst, der udøves for et ugenert, ganske godmodigt og temmelig blandet Publikum.

Gerhard saa' netop ind i et af Væggenes Pillespejle. - I dette, ligesom med en svag Hinde af blaalig Støv beduggede Glas syntes den unge Piges smækre Gestalt endnu slankere - bleg, uden at være sygelig bleg - et Syn af Jomfruelighed - og saa dette Smil af Vemod, der et Øjeblik antager Glædens friske Dagfarve.

Brynjulfsens og Gerhards Øjne mødtes. De havde begge sét ind i Spejlet.

Brynjulfsen trak Vejret, prustede nogle Gange gennem Næseborene - klippede med Øjnene - hviskede til Gerhard:

Mephisto, siehst Du dort
ein biasses, schönes Kind allein und ferne stehen? -
Ich muss bekennen, dass mir däucht,
dass sie dem guten Gretchen gleicht!

Bliv nu ikke sentimental, Ulf! sagde Overgaard.

Brynjulfsen skød Læberne frem - som for et Indhug; men Gerhard svarede smilende, med paataget dyb Stemme:

Das ist die Zauberei, Du leicht verführter Thor:
denn jedem kommt sie wie sein Liebchen vor.

I er virkelig utaalelige med Jeres Opdisken! vrissede Overgaard. Kunde muligvis denne ædle Væddestrid faa Ende? -

Saa sang hun.

Stemmen var lille - men velklingende - med en timbre som uvilkaarligt søger Hjærtet - meget lidet skolet.... Det var en Drikkevise, oversat efter et fransk Drama... og hun tog med Intelligens om de temmelig trivielle danske Ord - og morede sig, med det stadige lyse Smil, ved at se og høre de unge Studenter 56 snappe op efter Ordene, som Smaafisk snapper efter Regndraaber. Naar hun førte et illusorisk »Bæger« til sine røde, paafaldende velformede Læber, skete det med en naturlig Ynde i Bevægelsen.... Hun hvilede en Smule paa det ene Ben, vuggede lidt i den slanke Taille, passede at Armen ikke fjærnede sig for langt ud fra det stramt siddende Liv.... hun stod dér i et Kostume, der var smagfuldt valgt i Snit og Farve - saa lidet udfordrende som muligt, men med ubevidst kvindeligt Koketteri svarende til og fremhævende den hele Apparition. Hendes Hoved var lille - Ansigtstrækkene næsten barnlige, uregelmæssigt tiltalende - med dette ugengiveligt Kvindelige over sig, som Damer ville betegne ved Ordet »sød«. Haaret af en varm, blond Glans - og det lagde sig med en lille blød, kruset Bugt ned over Panden - hvorunder Øjnene tittede ligesom ydmygt frem..... hendes Arm var fintformet - Haanden lille og ladylike - Anklen spinkel. Hendes Kjoleliv var meget højhalset.... det skjulte et Bryst, hvis Former røbede sig som en Dianas, delikat, ungt, attenaarigt. Hun bar ingen Smykker.

Gerhard havde set med Malerens Øje.

Den ene af Marsk Stigs Døtre! sagde han.

Saa satte hun sig. Forlegenheden kom atter over hende; hun truttede Læberne lidt frem, trak paa de fine Skuldre og nikkede med en Række korte, smaa, venlige Nik til de unge Menneskers larmende Begejstring. Det var, som vilde hun sige: Ja ja; det er meget elskværdigt af Jer! men I skulde have Tak, hvis jeg nu blot maatte sidde saa ubemærket som muligt! -

Og atter dundrede Pianisten hen over Flygelet, og Violinen skar ind med sit Dideldum - der gik over i smægtende Klage.

Ach wai mir! gabede Overgaard. Ulf! har Du rent mistet Humøret? -

Opvarter! hvad hedder den unge Pige? spurgte Brynjulfsen.

Hvem, maa jeg spørge? Damen tilvenstre?...

Snak! hende - Barnet dér - som nylig satte sig? -

Frøken Edita Ravn! svarede Opvarteren forretningsmæssig, bøjede sig spørgende mod den tomme Flaske, greb den paa et Nik af Overgaard, og fjærnede sig.

Det er den blondeste Ravn, jeg nogensinde har set! sagde 57 Brynjulfsen. Skal vi ikke døbe hende om?.... hvad skal hun hedde, Gerhard?

Tornerose - Snewittiken - Sakuntala - Pigen i Museskindspelsen!....

Kald hende Petersen! sagde Overgaard.

Hun skal hedde Edith - slet og ret! Og Du skal lade være med at være en Laban! sagde Brynjulfsen.

Finder Du hende virkelig saa smuk? spurgte Overgaard spydig.

Jeg finder overhovedet aldrig en Dame »saa smuk«. Jeg begriber blot ikke, at hun sidder hér, hvorledes hun er kommen her, at hun holder dette ud Aften efter Aften, og.....

Ah! det stiger! sagde Overgaard. Hvad er det, Ven Gerhard bestiller? Han tegner hende. Naa; I er engageret beggeto. Faar man Lov at se?...

Gerhard skød Bladet, som han havde revet ud af sin Tegnebog, hen til dem.

Det ligner ikke ganske! sagde Overgaard med et prøvende Blik.

Skulde heller ikke være nogen Portrætlighed! Det er Stillingen blot - Bevægelsen!...

Jamen hun sidder jo!

Det kalder vi for »Bevægelsen«! svarede Gerhard med et lille Smil. Jeg kunde have Lyst at male hende!

Kom her! ræk mig det! bad Brynjulfsen og halede sin Blyant frem. Snak saa væk med hinanden - et Øjeblik!

Vil De rette paa hende? spurgte Gerhard smilende.

Saa! dér! sagde Brynjulfsen efter et lille Ophold og skød Bladet tilbage til de to Venner, medens han slængede sig om paa Stolen og lod Øjnene søge Loftet!

Gerhard læste op, dæmpet:

Dér sidder hun! Jeg ser et Kredsløb svinde,
som i en magisk Hvirvel rev mig hen:
det er en Anden - og det er dog hende!
O Gretchen, skal vi mødes her igen?

58

De lange Vintre, med den korte Sommer,
saa meget spildt, i Virken som i Drøm -
og i den første Foraarskvæld jeg kommer
og føler atter Hjærtets vakte Strøm!

Staar Stjærnen da paany i Himmelranden?
er det et Fyr, som tændes i min Nat,
hvor jeg har flakket, ensom og forladt? -

Ak, hvorfor spørge? Svaret er kun, at
der blev saa mangt et Tegn paa Himlen sat:
var det ej Hende, blir det vel en Anden!

Der kunde Du nemt være kommen til at gøre en Sonet! sagde Overgaard tørt.

Det skal Guddøde mig ikke være en Sonet! Jeg hader Sonetter! raabte Brynjulfsen.

Gerhard lo. Maa jeg faa Lov? bad han. Her er Plads endnu!.... Han tænkte sig lidt om; saa skrev han:

Her sidder jeg - og stirrer op mod hende,
som ikke sender mig et Blik igen
men river mig til Rimener hen,
hvori jeg næppe Mening selv kan finde.

Dog, varsler denne Foraarskvæld mig Sommer:
nuvel, saa bær mig, lyse Sommerstrøm!
og vug mig i en blid og fager Drøm,
der varer ved, selv om min Vinter kommer.

Selv naar jeg flakker ensom og forladt,
da vil jeg mindes Dig, du skønne Nat,
hvor Stjærnen løfted sig i Himmelranden:

men blev Du paa min Himmels Bue sat
som fast og varigt Tegn, saa tro ej at
jeg nævner Dig - og mener nogen Anden !

59

Brynjulfsen sad nogle Øjeblikke og betragtede Gerhard, som om han vilde læse sig dennes hemmelige Tanker til. Saa smilede han godmodig, skød Bladet ind under Overgaards Haand og sagde:

Nu Du! -

Probiren ist keine Kunst! Overgaard tog sin Næseklemme af, gned Glassene, - kastede et skarpt Blik op til Tribunen - og skrev:

Her sidder vi - tre ældre Ungersvende -
og piner Musen med vort Rimeri;
og findes der en Mening skabt deri,
saa er det: Maa vi lære Dem at kende?

Men Svaret? Ja ifald De værd det finder
at gaa paa tre Poeters Indfald ind,
vil De, med to af Deres smaa Veninder,
da møde siden os hos Traktør Lind?

De véd, her straks om Hjørnet i Alléen!
Did gaar vi og bestiller nu Soupeen -
ifald De svarer Ja før vi gaar bort.

At kende Dem ved Navn har vi den Ære: -
for ikke selv incognito at være,
vedlægges her de tre Poeters Kort!

De lo alle Tre. Nej, det gaar dog virkelig ikke an! sagde Brynjulfsen nølende.

Ikke? hvorfor ikke? spurgte Overgaard. Maa jeg blot udbede mig De Herrers Kort... saaledes! Nu lægger vi det Hele sammen - pænt - elegant - Kortene indeni - og lader Opvarteren besørge det! Hejda!...

Lidt efter saa' de en Bevægelse oppe blandt Damerne. Frøken Edith gik ud af Garderobedøren. Da hun atter kom ind, kastede hun et lidt sky - og lidt prøvende - lidt nysgerrigt - og lidt reserveret Blik ned til de tre Venners Bord. Saa bøjede hun sig hen imod den unge Dame, der sad hende nærmest. Hun nikkede - en 60 Kende ligegyldig..... der gik en let Rødme over Frøken Ediths fine Kinder... derpaa antog hendes Ansigt det tidligere Udtryk af Ønsket om blot at maatte sidde dér og smile lidt, se ned for sig, gemme sig, faa Tiden til at gaa.... og noget efter bragte Opvarteren den Besked, at Damerne skulde komme, naar Forestillingen var forbi.

Hvilke Damer? spurgte Overgaard.

Opvarteren pegede...

Fingren ned! Peg ikke! sagde Brynjulfsen vredt.

Undskyld! sagde Opvarteren. Frøken Edita - Frøken Natalie - og den tyske Dame!...

Ah! der er ogsaa en tysk Dame? spurgte Overgaard.

Jo! Nu skal hun just til at synge!....

Godt! Saa gaar vi! -

Idet de gik ned igennem Salen, og førend de havde naaet Døren, vendte Gerhard sig om. Hans Blik søgte i Baggrundens Midte Frøken Edith. Hun sad med en lille graa Vifte i Haanden - den ene Arm hvilende i Skødet - Hovedet bøjet - en blød, dæmpet Glans over Haaret - og saa' ned for sig. Ved et lille Bord nærved Udgangen syntes en velklædt Herre med Opmærksomhed at følge Retningen af Gerhards Blik. Gerhard følte sig iagttaget og saa' lidt forundret derhen. Herren drejede Hovedet bort, rejste sig og gik, med Ryggen vendt mod Gerhard, ud af en Sidedør i Lokalet. Frøken Edith havde rynket de fine Bryn en Smule.

Hvor hun er sød! tænkte Gerhard og saa' kun paa hende.

Kom nu! sagde Overgaard.

Brynjulfsen var forude - og gik slængende, med store Bevægelser - nynnende.

VI

Jeg er sulten som en Ulv! sagde Brynjulfsen. Hejda Opvarter - anvis os et større Værelse! - her er lurvet - og man skylder sin Fattigdom den bedste Folie! En Mængde Lys paa Bordet - ikke den forbandede Gas - Blomster ved tre Kuverter - vi venter 61 Damer - men i Ventetiden vil vi spise Radiser, Sardiner og Kiks. Den Herre dér er Departementschef - og vi To er hans Fuldmægtige! Vi udstæder ham vor Fuldmagt til at være Vært; foreløbig er det mig , som siger: Bourgogne Volnay! Bene! -

De begyndte, efter at de havde lagt Overtøjet af, alle Tre at flytte om med Møblerne i det rummelige Værelse. De lo derved som ganske unge Mennesker. I Kakkelovnen blev der gjort Ild; og Brynjulfsen løftede den broncerede Apollobuste ned, som han saa stillede for Bordenden mellem to sørgmodige Restaurationspalmer.

Den Profil-Fyr skal staa dér med sine affektérte Lokker og stadig se til Siden - hver Gang vi siger en Dumhed! -

Men vi siger ingen Dumheder! lo Overgaard.

Io non sono securo! raabte Brynjulfsen. De skal ikke forarge Dem over mit Italiensk, Gerhard! Jeg har lært det af en Gibser. Jeg taler alle Sprog lige slet - men jeg taler dem alle - maaske til Forskel fra Dem, De, som naturligvis har læst hæderlig Syntax? Hvad Aar er De Student fra? Ja, tænkte jeg det ikke nok - Aaret før jeg. Det Hold var der noget Hold i! Jeg derimod kom lige efter Krigen, bardous ud i den kolde Douche - og for at varme vore frosne Begejstringer, tog vi unge Sjæle straks fat paa at give Tilværelsesgaaderne deres Overhaling! -

Gaader? sagde Gerhard og vendte sig smilende imod ham.

Il y en a! raabte Brynjulfsen, der sammen med Overgaard skød det opretstaaende Piano hen bag Apollo og satte Lys og Blomstervaser derpaa.

Overgaard smækkede Laaget op og spillede Agamemnons Recitativ og Arie af Iphigenia.

Nej, Ove! nu ingen »løftende« Musik! bad Brynjulfsen. Lad os spise lidt, drikke lidt, og passiare lidt. Kom, Gentlemen! -

De sad helt fornøjeligt dér - om Bordet - og glemte næsten, hvorfor de sad her. Gerhard begyndte at fortælle om en morsom Vinter, han sidste Aar havde haft i Rom - og Overgaard sagde: Gud, hvor man dog alligevel har moret sig engang!.. Brynjulfsen vilde just til at ringe paa Opvarteren, da denne traadte ind og mældte:

De tre Damer er der! -

62

Brynjulfsen rejste sig, gik hen for Spejlet, purrede i sit Haar og trak Skægget tilrette. Overgaard blev siddende, snoende sin lille Mustache uden at se i Spejlet; Gerhard hverken saa' sig i Spejlet eller arrangerede noget paa sig. Over hans Ansigt laa en rolig Dæmring af noget Forventningsfuldt og noget Modtageligt. Saa bankede det paa Døren; Opvarteren slog den op paa vid Gab. Damerne kom ind.

Frøken Edith som Numer To; den lille tyske Soubrette først - Frøken Natalie sidst.

Velkommen mine Damer! sagde Brynjulfsen. Og Tak fordi De vilde deltage i et frugalt Maaltid.... Fraulein spricht wohl Dänisch? Ikke? - naa en Smule? Skal vi saa gaa tilbords?...

Brynjulfsen bød Frøken Edith Armen. Den tyske Dame - Frøken Aurora fra Dresden - kom til at sidde paa hans venstre Side nær Overgaard. Ligeoverfor sad Gerhard med Frøken Natalie.

Brynjulfsen sagde: Vi har været saa optagne af vor Ven dèr, Maleren Gerhard, som lige er kommen tilbage fra Udlandet.... I ti Aar - tænk Dem - har hans Saaler ikke slidt de københavnske Fliser! Han er saaatsige et Barn iblandt os - en Umyndig - en Uskyldig.... g'rade vom Himmel herabgefallen!...

Heruntergefallen! rettede Overgaard.

Lass es, mein Junge! Der Vogel spricht wie ihm der Schnabel gewachsen! Nicht war, Fraulein.... Aurora? Aurora von Kønigsmark.... habe die Ehre! Opvarter! sæt de to Metalkøiere dér... henne foran Apollo!.. Han hedder »Apollo« den Gibsherre dér - hvis De ikke véd det! - Skænk saa for Damerne - og forsvind, til vi ringer! Ikkesandt, mine Damer, - vi lader selv Fadene gaa rundt.... Skaal! og Tak - paa Festkomiteens Vegne!.....

Brynjulfsen vendte sig til Frøken Edith og klinkede med hende. Hun rakte Glasset frem imod ham med nedslagne Øjne.

Toujours la méme! mumlede han.

Jeg forstaar ikke Fransk! sagde hun naturlig - med en lille Bebrejdelse.

Tilgiv, Frøken Edith! Kender De mig ikke? -

Hun saa' rolig opmærksom paa ham, som søgte hun i sin Hukommelse.

63

Jeg har aldrig set Dem derude! - eller maaske - en enkelt Gang?

Nej! sagde han bestemt. Det var heller ikke Dem - det var en Anden! Det vil sige - det var ikke mig , som De saa'... eftersom og saasom det var en anden end Dem, som jeg.... undskyld, jeg vaaser!

De maa ikke blive vred, men - man skulde næsten synes det! sagde hun og lo fornøjet.

Hør, Frøken Edith; den Latter glæder mig - De véd ikke hvor den glæder mig! Jeg sad dèr i Salen og tænkte stadig: Skulde hun virkelig kunne le - og snakke - staa og gaa - klæde sig af og paa - sidde for Spejlet og gøre Grimacer - ligesom vi Andre?....

Hun tog Øjnene til sig og rynkede Brynene en lille Kende. Saa spurgte hun tværsover Bordet Frøken Natalie:

Vi bliver vel ikke altfor længe? -

Brynjulfsen bed sig i Læben og vendte sig til den lille Tysker:

Sind Sie wirklich keine Wienerinn, gnä' Fräulein?...

Nee! ich bin 'ne Sächse! lo hun. Og drejende sig om til Overgaard sagde hun: Deres Ven würklich tale maiet godt Tyske! -

Aber nadirlich! er is' ja so wie so ein halbes Schafskopf! svarede Overgaard.

Un poco infarinato! lo Gerhard fra sin Side af Bordet. Undskyld, Brynjulfsen; men jeg er virkelig opsat paa at more mig iaften! Og han hævede sit Glas og nikkede smilende.

De spiste og drak. Overgaard viste sig Situationen voksen. Han havde denne de kølige Naturers Evne til at underholde Damer. Han sagde de Smaating, som falder af sig selv, men som ikke Alle kan faa til at falde lige naturligt. Han var aldrig over og gjorde sig den dannede Selskabsmands Flid for aldrig at komme under det Niveau, som han efter stiltiende Overenskomst med sig selv havde indrømmet Situationen. Samtalen, Stemningen, skulde være comme il faut. Og han følte med Tilfredshed, at den var det.... men med Brynjulfsen var han ikke saa tilfreds.

Ulf! Du falder rent i Staver! Se at komme til Vinden, gamle Dreng!.... som vi siger ombord i Kutteren! -

Lad mig sidde! sagde Brynjulfsen. Behold I Champagnen for 64 Jer. Lad mig faa Bourgogne - Volnay - Nuits.... helst Chambertin!

Hvad siger han? spurgte den lille Tyske.

Han siger:

»Ich bin stolz auf meine rothe Nase!« - sang Overgaard.

Ach! hären Se doch! is' dees 'n langweiliges Ding! Singen mer was aanderes!...

Hun gik til Klaveret med Overgaard; han akkompagnerede hende. Frøken Natalie sluttede sig til dem. De lo, sang og pludrede i et Kaudervælsk, de Tre, ganske som Børn.

Gerhard havde flyttet sig over til Frøken Edith, der rykkede sin Stol bort fra Brynjulfsen. Meget hurtigt var hun og Gerhard inde i en Samtale, som de fortsatte uden at lade sig afbryde af Munterheden ved Klaveret. Han fæstede sine Øjne, rolig og fornøjet, med en Blanding af ærbødig Opmærksomhed og kammeratlig Venlighed paa hende. Hans Ligefremhed, noget beskedent og dog udpræget i hans Væsen, gjorde hende selv ligefrem, meddelsom og munter. Hun lo gentagne Gange, idet hun lænede sig tilbage og drak af sit Glas, utvungent og med en Dames instinktmæssige Fornemmelse af at være i godt Selskab og derfor kunne sætte Tvang tilside. Hun lo - af en og anden Pudsighed, som Gerhard fortalte uden at gøre sig særlig Umage for at være morsom... og Gerhard bøjede sig for denne velklingende Latter, som for en Overrisling af noget Foraarssundt, af noget, der er frodigt og rent. Gennem hans Sind fór i samme Øjeblik den lille spørgende Tanke - som Brynjulfsen tidligere paa Aftnen havde udtalt: - hvor kommer hun her i disse Omgivelser? og - sidder hun saaledes Aften efter Aften derude?....

Der spejlede sig i hans Miner, i hans Blik, noget af denne Tanke. Han tvang det tilbage - men det havde røbet sig. Paa den unge Piges Ansigt kunde han læse sig til, at hun var skarpere Iagttager, end han havde formodet. Der kom en Bedrøvelse i hendes Øjne - en barnlig Trods om Mundens fine Spil.... og atter var det, som om hun strøg det bort; - hun nippede til Glasset - og sagde:

Er De Maler? Der kom en Kunstmaler herude... han bad mig 65 stadig, om jeg vilde sidde Model for ham. Jeg fandt slet ikke, at jeg havde noget ved mig, som det kunde være værd at male - og - jeg var bange for, at han ikke var ganske oprigtig.... Jeg svarede ham tilsidst afgjort Nej! Vil De nu sige mig - har jeg Ret eller Uret - kan man, fordi man er Maler, saadan uden videre bede en ung Pige om at komme til sig og sidde Timer dèr paa en Stol, maaske i et eller andet underligt Kostume - som maaske ikke engang er klædeligt eller passende......... plejer man at bære sig saadan ad overfor unge Damer... eller er det kun, naar der er Tale om unge Piger af min Stilling? Vil De svare mig oprigtigt derpaa! -

Han holdt sine Øine fæstede roligt paa hende - og de To kom saaledes til at sidde nogle Sekunder seende vist paa hinanden, som om de prøvede hinanden. Kunde hun ikke tænkes at være, hvad hun i saa rørende Ubeskyttethed saa' ud som: halvt et Barn endnu - halvt en Jomfru, modnet til Kvinde paa en Vej, i en Strøm, hvis Farer og Fristelser maaske mest er til i Mændenes af Forfængelighed og Attraa hidsede Fantasi? Sæt, at det en Dag opklares, af hvor grovt et Materiale Mandens Gemyt og Følelser er i Modsætning til Kvindens? Om igen! forfra med hele vor Psykologi og fine Analyse!...

Han sagde til hende:

Jeg vil svare Dem, Frøken Edith, at jeg aldrig skal anmode Dem om at sidde for mig.... det skulde da være, at De selv ønskede at besidde et lille Portræt af Dem! -

Jeg? - et Portræt af mig selv? Hun lo og bevægede den smukke Nakke med ejendommelige korte, smaa virrende Ryk. Hvad i al Verden skulde jeg med det? -

De kunde jo - sagde han - forære det bort; til Deres Slægtninge - til Deres Fár eller Mor, hvis De har nogen - eller.... til en god Ven? -

Den hastige, lette Rynke kom frem i hendes Bryn; de røde Læber kneb sig sammen.... hun drejede sig pludseligt, saa' paa ham, og sagde:

Vil De ikke fortælle mig noget Morsomt - ligesom før. Eller - sig mig først - hvad betyder »extensiv« - ex-ten-siv? Udtaler jeg det maaske galt? -

66

Nej! svarede han venligt. Extensiv - er det modsatte af intensiv! Er De saa fornøjet? -

Hun nikkede og lo. Jeg véd meget godt, hvad intensiv er! Jeg holder grumme meget af at læse - ja jeg bestiller næsten intet andet. Jeg kan blot ikke lide at træffe paa alle de fremmede Ord i Bøgerne. Saa føler jeg, hvor lidt jeg har lært i min Barndom... Der var nu ikke Raad dertil! sagde hun med et lille Suk.

Og nippende til sit Glas, bad hun bønligt:

Fortæl mig noget Morsomt! -

Jeg kan vise Dem noget Morsomt! sagde han, og fik hende til at se over paa Brynjulfsen, som sad alene for Bordenden, med to halvfyldte Bourgogneflasker foran sig, skænkende den dunkelrøde Vin op i et stort Glas, medens hans anden Haand med de stærkt opsvulmede Aarer trillede Brød sammen i smaa Kugler, som han knibsede over mod Apollo.

Dér har Du det! du Frisørskilt med dine pomadisérte Lokker... sagde han. Gud i Himlen skal vide, hvorfor vi har ham endnu paa vore Kakkelovne og Piedestaler! Hvad kommer han os ved? - den arrangérte Fyr med sin lange, lige Næse. Den er til at blive gal over. Vi, som slider vores Sjæl itu, for at finde Mening i Tilværelsen - hvad skal vi med hans »Harmoni«? - det er bare noget for fine Folk - og der er ingen fine Folk mere! Der er Plebejere, som gør Vers, og Plebejere, som ikke gør Vers! voila tout!

Lustig, lustig wollen wir leben!

Vi skulde bronceres allesammen - det er det vi skulde... saa kunde man staa ligesom han dér og sige: Gudbevares! jeg er pletfri - Ingen skal kunne kende smudsige Fingre paa mig! ...

pereat!...

Han lo, trak to Stole hen til sig, en paa hver Side, lagde sine lange Arme over deres Rygge, bøjede Hovedet tilbage - bleg, med fugtig Glans i de rødskudte Øjne - Sveddraaber over den høje Pande - Haaret brusende ivejret som en forstyrret Skaderede. -

Saaledes sad han dér - en underlig barok-genial Figur - stirrende ud for sig i Stuen; han syntes at indsuge Cigarretrøgen, og Duften af Vinen og Blomsterne, Lysenes Glans, Munterheden af disse Stemmer, der susede for hans Ører som en fjærn Larm. Han 67 saa' den lette, fine Rødme, som havde lagt sig over Damernes Kinder - akurat den Rødme, som er Festens og Glædens, uden at være bleven Overdrivelsens. Saa besynderlig langt borte fra sig saa' han Frøken Ediths nydelige Ansigt - tæt ved Gerhards - og begge disse Ansigter lo elskværdigt... Han strakte Haanden ud, for at gribe sit Glas og nikke til dem...og nu opdagede han, at det var i et røg-dugget Spejl han saa' sit eget Ansigt halvt i Profil - og Frøken Ediths Ansigt, halvt i Profil fra den modsatte Side. Han virrede med Hovedet - hun virrede og smilede... og pludselig fik han den Indskydelse, at der var en Lighed mellem disse to Profiler... en Lighed i Træk... noget dér bag i Nakken - Maaden at bære Hovedet paa... indtil det gled bort, og han saa' Overgaard staa leende foran sig midt imellem Frøken Aurora og Frøken Natalie.

Den lille tyske Soubrette pegede paa Brynjulfsen, og han hørte hende sige højt: - is' ja die Leiche des verstorbenen Hauptmanns! würklich, ein hibscher Mann - 'ne bildschene Leiche!

Overgaard lo, greb sit Glas, og saluterede: Jeg hilser det høje Lig!...

Brynjulfsen rejste sig. Blodet skød ham op i Kinderne og over Panden. Øjnene glinsede - den halvt aabne Mund krusede sig. Han stod dér, rank og elastisk, uden at Rusen kunde kendes paa ham, svingede Pokalen og kastede Glassets purpurrøde Indhold udover Apollohovedet, idet han raabte: Habet!

Den dunkle Strøm rislede ned ad de arrangérte Lokker og plettede Dugen i en stor Kreds. De to Damer gav et lille Skrig fra sig - og man hørte paa Tysk: Jessus, der wird wild!

Brynjulfsen svingede det tomme Glas, som vilde han kaste Formen bagefter Indholdet... standsede saa Haanden med et Ryk, og sænkede Glasset saluterende for Spejlet, hvori hans egen Skikkelse overragede Gerhard og Frøken Edith. De saa' paa hinanden og paa ham. De lo ikke mere.

Jeg hilser Dig!... begyndte Brynjulfsen med blød, hæs Stemme...

Nu kommer Talen! sagde Overgaard og gik tilbage til Klaveret - anslaaende dæmpet nogle Akkorder: Jeg er til Tjeneste ved Melodramet! Nur weiter - aber anständig!

68

Jeg hilser Dig - fortsatte Brynjulfsen henvendt til sit eget Billed i Spejlet - Du, som er min værste Fjende! Hvor kan Du dog nu ha' den Dristighed at gøre Fordring paa at være en Poet - og samtidig have en Etatsraad til Fader, og en Etatsraadinde - som ikke er din Moder? - Har Du glemt, at Kunsten fødes i en Kælderhals - paa Landevejen - ved en Grøftekant - og ikke i Bredgade eller Kronprinsessegade! Den maa ha' Proletarblod i sig - den maa ha' diet Zigeunermælk - saa faar den Humør, Livslyst, »Gnisten« - uden hvilket alt det med Guddommelighed og Alvor og Dybde bliver det bare... nok sagt! Jo fjærnere dens Udspring er fra Kulturen, jo mere yder den selv til Kulturen. Hvilket oversat paa menneskeligt Sprog er: Lad din Mo'er ha' været en frisk Tøs - og din Fa'r en Mursvend, Hestepranger eller Bonde - saa kan Du gærne selv gaa hen og lægge dine Ben indenfor Rangklasserne. Men begynd ikke i Hof - og Statskalenderen - for saa kommer Du til at trille Tørv som Maler, Musiker, Skuespiller eller Poet!

Indledningen sluttet? spurgte Overgaard.

Aber schweig', Schweinigelchen! schweige! Hast mir ja die ganze Communion veraasst! Mine Damer og Herrer - ladies and gentlemen!... Jeg vil sige Dem, hvad jeg tror, jeg er... en Profet! en af dem, som staar frem i daarlige Tider, og som selv har daarligt nok ved at klare for sig, hvad det er, han profeterer. Det er ikke misundelsesværdige Mennesker. De fleste af dem gaar rabundus inden de blot nogenlunde har paapeget, hvor Landet ligger, det forjættede! Men førend Profeten ligger »krum paa Skjold«, saa har han faaet udnævnt en Konge, Præst, Skjald, Videnskabsmand, Kritiker.... mir ganz Wurst... som kan synge den ny Opsang, skrive det ny Drama, redigere den ny Avis etc.... altid en Fingersbredde til det Bedre... og ergo saaledes dør Profeten - ligesom vi læser om disse Dyr, der befrugter og saa forsvinder ud i Atomernes Rige

Anstændigt! bad Overgaard.

Ti stille! raabte Brynjulfsen; jeg er ikke færdig... jeg skulde jo have udnævnt denne Arvtager!... Her lod han Blikket glide fra Overgaard til Gerhard - standsede undervejs ved »Apollo«, gjorde en Grimace - og fæstede igen sine Øjne paa Gerhard: 69 Vil De ?...

Gerhard lo, virrede med Hovedet og opfordrede ham til at gaa videre.

Ikke De? sagde Ulf. Vi faar at se!... Han syntes at tænke sig om, strakte Haanden frem foran sig. Naa ja! - sagde han - saa kommer vi til Selvafklædelserne!...

Gud! raabte den lille Frøken Natalie.

Overgaard tyssede paa hende. Den tyske Soubrette havde øjensynlig opgivet at finde Morskab eller Mening i Tingene. Hun laa bleg i en Lænestol, næsten indsovet, med en forkullet Cigarret i den nedhængende Haand, Fødderne oppe paa den lave Node-Etagére, hvis Indhold var spredt over Gulvet. Frøken Edith sendte hende et Øjekast, og det var stærkt reserveret. Natalie spurgte: Edith! hvad mener De - skal vi ikke gaa?... Hun overhørte Spørgsmaalet - trak afværgende sit Glas til sig, da Gerhard vilde skænke for hende, og spurgte ham dæmpet: Er Deres Ven altid saa underlig? Er han ikke lidt - lidt...

Forceret? mener De! spurgte Gerhard.

Edith nikkede: Ja - ja! forceret!... Og hun bøjede sig atter frem og sagde: Véd De - jeg har saa ondt af ham! Tror De egenlig, at hans Hoved er stærkt?...

Gerhard kunde ikke bare sig for at smile: Gal? mener De? Nej, Frøken Edith! han er saadan hvad man kalder »inspireret«!

Brynjulfsen havde lagt begge Hænder over sin Pande og var bleven staaende med tilbagebøjet Hoved... pludseligt løftede han den ene Haand med udstrakte Fingre, og bevægede den som en Taktstok.

Nu dit sidste Numer, Ulf! og saa gaar vi! raabte Overgaard.

Brynjulfsen hørte ham ikke. - Czardas! Zigeunermusik! skreg han højt, og udførte med Fagter, Brummen og Nynnen den halv-vilde, ligesom over gærende Vin komponérte Rakoczy-Marsch.

Frøken Aurora vaagnede, sprang op, og vilde give sig til at danse.

Overgaard! Politibetjent! arrestér den unge Dame! raabte Ulf. For nu - nu vil jeg tale! Aa... hvad var det for noget Smukt, jeg vilde sagt? Det skal indledes med Vildskab... saadan begynder vi, 70 naar vi er pur unge - spjætter ud med Arme og Ben - Blodet ruller - Øjnene gnistrer. Tschum! Generalpause... Poco piu tardo! Jeg har aldrig gjort andet end Dumheder - men endnu har jeg ikke gjort noget gement... véd i det mindste ikke deraf...

»habe nie eine Jungfrau verführt« -

Jeg kan nøjes med lidt... mine Damer, De véd ikke, med hvor lidt jeg kan nøjes... et Smil, et venligt Ord, et Haandtryk... Jeg er en Hund! »Giv Pote, Trofast!« Dér har Du et Tæppe! Du kan rulle Dig sammen og lægge Dig udenfor Skønjomfrus Seng eller Kammerdør... Mine Damer! vredes ikke!... hverken Tjener eller Pige kommer for at hente Dem hjem til Mama, som spørger, om Kandidat Dit eller Grosserer Dat har gjort den rigtig reelle Kur - den med Udsigterne fra 6 til 16000 om Aaret. Gudbevares, det er saa nemt at være født i en »Familie« - gardéret paa alle Kanter. Saa kan man sagtens klare sig - og ynke de Stakler, der maa fægte for Dyden og for Brødet. Jeg siger intet... Giftermaal er en gudvelbehagelig Ting - naar man ikke har andre Resurcer. Men jeg skal sige Dem en Ting: jeg gav med Glæde den hele Kollektion af anstændige og fornuftige Giftermaal i Nordens tre forenede - Sludder, adsplittede Riger - for blot en eneste Gang at have følt en Mo'rs naturlige Kærlighed - en Mo'r, der kunde tilgive mig, naar jeg havde gjort Gæld og drukket mig fuld og skrevet Digte imod Autoriteterne! Blot en Mo'rs Kærlighed! Hvad siger De til det , mine smaa Damer? De har dog maaske en Mo'r, som tilgiver Dem Deres Skrøbeligheder og maaske vilde dele sit sidste halve Rugbrød med Dem, naar Deres Stemme slaar Klik og Deres Ungdom og Skønhed er udløbet sammen med Deres sidste Engagement? N'en parlons plus! Udlagt: lad os saa tale om vor respektive Fa'r! Kan være, at jeg har drukket lidt for megen Bourgogne iaften - kan være, at jeg ikke har drukket nok . Men tænker jeg paa den brave gamle Bonvivant, der er Skikkeligheden selv - naar man ikke træder hans Forfængelighed over Tæerne - tænker jeg mig ham som mit originale Ophav og mig selv som hans »forlorne Søn« - ak, da kunde jeg falde Apollo dér om Halsen og græde af svulmende Henrykkelse!

71

Brynjulfsen! sagde Overgaard formanende.

Ja, Etatsraad - snart Konferensraad Brynjulfsen! fortsatte Ulf uforstyrreligt. Hvorledes vilde han ikke have vidst at nyde denne Aften? Hvilke smaa Netheder vilde han ikke have hvisket Damerne i Ørerne!... hvor papa-familiær vilde han ikke tilsidst være bleven - stadig dog med den uhyre Kløft in mente, som skiller hans Kommandørkors-Respektabilitet fra vor Zigeunerlejr! Ach, Vater! bist Du doch ein fideler Bursch! Komm, alter, lieber Kerl! wir wollen Schmollens trinken! Wie? was? Schüttelst deinen grauen Kopf und sagst halblaut: Memento mori... oho, Døden ; er Du bange for den, lille Fa'r? Kom skal jeg hviske Dig noget i Øret! Der eksisterer slet ingen Død - for den, som dør i Troen paa det Evigt-Kvindelige. Hvis Du ikke har dine Papirer iorden, hvad det angaar - saa kan Du anmode Bedemanden om at stikke en lille Reclam-Udgave af »Faust« ned i din Kiste... og gaa Du saa bare dristig paa, Gamle! Tys! det bliver ganske stille! blot et svagt Ekko af de tre Skuffer Sand paa dit salig Legems Futeral, Fa'r! - og Hs. Højærværdighed Sjællands Bisp, som gentager den ikke ubekendte Sætning: Af Jord est Du kommen...! Og saa synges der fjærnt af det kgl. Theaters Kor: Lær mig, o Skov! - derude paa Fasankirkegaarden, hvor alle »Spidserne« danner Følget. Jærnbanetoget til Korsør bruser forbi dernede under Bakkehældningen. Der er maaske Folk med, som reiser til Paris, for at more sig - hvad Du saa ofte gjorde. Men Du er ikke med i det Tog. Du er allerede oppe i Luften - højere og højere - Du drages afsted med et Meteors rasende Fart... Syn og Hørelse forgaar Dig... Herren se i Naade til mig arme Departementschef! Og saa fornemmer Du en Stemme, der siger: Sid af! holdt!... Du staar foran en gammel, bredskuldret Portner med jærngraat Skæg - ved Døren til en uendelig Havegang med klippede Tax-Hækker. Du vil gaa ind. Portneren raadfører sig med en slidt Lommebog, ryster paa Hovedet: Gør mig ondt, men dit Navn findes ikke blandt dem, der har Fribillet!... Med dirrende Læber spørger Du: Skulde der slet ikke være Nogen derinde, som vilde gaa i Kavtion for mig? Jeg har hverken røvet eller stjaalet: og jeg kunde dog vel nok slippe ind ligesaa godt som mine Kolleger?... Portneren siger med et stramt Smil: Véd Du noget om dine Kolleger? Men 72 her har Du min Kikkert - kanhændes Du faar Øje paa En, som kunde gaa i Borgen for Dig!...

Her antydede Brynjulfsen med Hænderne at han saa' igennem en Kikkert - og den var rettet lige imod Frøken Edith, som lidt ilde berørt flyttede sig paa sin Stol.

Overgaard sagde:

Lad det være godt med de Løjer, Ulf! Kom! - Damerne er utaalmodige... nu gaar vi! -

Brynjulfsen fortsatte, stirrende gennem de to Cylindre; hans Hænder rystede - hans Stemme var bleven hæs: Dér... se dér langt borte i Gangen gaar saadan en sød ung Pige, som jeg kendte, da jeg selv var ung!...

Han lod Hænderne synke og strakte dem frem imod Frøken Edith; Sveden perlede over hans Pande; det slanke, svajende Legem skælvede af Ophidselse: Edith! Edith! vend ikke dine Øjne bort fra mig!... Javist; det er en Spøg!... daarlige Løjer, mener jeg... men der er én Religion - en af de mange - som jeg bekender mig til! Aa hvad Pokker! Livet er snart forbi - elendigt, tomt, dumt, som det er... og dog saa overjordisk skønt i Kærlighed og Hengivenhed og Tilgivelse - at ikke de største Digtere, om man trak dem allesammen paa en Traad, kunde faa sagt noget bedre end: Bed! - bed for mig - for os allesammen... hører De, Edith!...

Han brast sammen. Herredømmet over Nerverne svigtede ham. Han lod sig falde ned paa Stolen, med Ansigtet i sine Hænder.

Frøken Edith rejste sig, dyppede Snippen af sit Lommetørklæde i et Glas Vand - strøg ham med den ene Haand beroligende over Panden og vædede med den anden hans Tinding. Der var noget uvilkaarligt, instinktmæssigt Kvindeligt heri... Brynjulfsen løftede Hovedet og saa' paa hende med et forundret, taknemmeligt Blik... men Overgaard skubbede Avertissementssiden af en Avis frem over Bordet, understregende med Fingren en Annonce, medens han gav sig til syngende at læse: »Iligemaade takkes Hr. Pastor N. N. for den ved Baaren holdte trøsterige Tale, hvilken skal bevares i kærlig Erindring af de Efterlevende«...

I dette Øjeblik reves Døren op inde fra det tilstødende Værelse.

73

Paa Tærskelen stod en ganske ung, slank Skikkelse, dødbleg, tydeligt under Virkningen af en Rus; - den unge Mand var klædt i Sekondlieutenants Uniform. Et Par Kammerater søgte forgæves at holde ham tilbage. Den unge Officers smukke, fine Træk lyste med en pludselig og vild Viljesytring... han gjorde nogle hastige Skridt frem, pressede den ene Haand imod Biystet og stødte med den anden sin Kammerat tilbage... Der var hverken Tid for Gerhard eller Overgaard til at lægge sig imellem... han bøjede sig halvt knælende for Frøken Edith.... der eksisterede for ham i dette Værelse absolut kun den ene Person - og til hende sagde han: Frøken Edith! hvorfor undgaar De mig?... her saa' han bedende, fortvivlet, aldeles undergivet sin Lidenskab, paa hende... og idet hun rejste sig, bleg og uvilkaarlig søgende om Bistand hos Brynjulfsen, kom de to Mænd til at veksle et af disse Blik, der umiddelbart erindrer om Fægtesalen.

Hvem er De? hvad vil De? spurgte Brynjulfsen. Han var meget rolig, men hans Næsefløj dirrede. Edith holdt om hans Arm. I nogle Sekunder stod de Tre saaledes... disse Sekunder, hvori Alt siges gennem Blikket... saa skiftede Udtrykket i den unge Officers Ansigt: Rusens Hidsighed, Barnets Vrede og Mandens Lidenskabelighed smæltede ligesom sammen til Sorg i Erkendelse af Noget, man har troet at vinde og aldrig har ejet... og med stigende Følelse af at være geraadet i en falsk og maaske latterlig Stilling, sagde han indtrængende til Brynjulfsen, pegende paa Edith:

Denne unge Dame dér - ja jeg forstaar godt, at De gærne vil være i hendes Selskab - det vilde jeg give mit Liv for at være... men da De maaske dog ikke kender hende som jeg... saa vil jeg sige Dem, at man kan ikke yde hende Ærbødighed, Respekt - og - og - og Hengivenhed nok: for, der gives ikke i den Verden nogen, der er saa sanddru, saa ulastelig i enhver Henseende, saa lidt... ja hvis De vidste, hvad det betød i den Verden og i mine Øjne... Jeg kender Dem ikke; men det er tilstrækkeligt for mig, at hun har valgt at være sammen med Dem... De er i hendes Selskab... jeg gør Dem min Kompliment, min Herre!... jeg beder om Deres Tilgivelse, fordi jeg har trængt mig herind... og jeg... jeg hader og misunder Dem... jeg bøjer mig for Dem, tor Deres 74 Lykke! og Dem , Frøken, beder jeg - at Gud maa bevare!...

Graaden kom frem i hans Stemme. Han vaklede og slog Armene om Skuldrene paa de to Kammerater, som førte ham modstandsløs tilbage gennem Døren, der straks lukkedes.

Der var Tavshed omkring Bordet. De tre Venner stod oprejste og saa' paa hinanden. De to Damer gik hen til Frøken Edith, som atter sad paa Stolen, bortvendt fra Lysene, med Hænderne i Skødet, stirrende ned for sig.

Saa aabnedes Døren. Det var den unge Officers to Kammerater, som med sammenslaaede Hæle og lidt stive Bevægelser navngav sig og rakte deres Kammerats og deres egne Kort frem. De fandt det at være deres Skyldighed - sagde de - at bringe Selskabet en Undskyldning paa deres Vens Vegne. Han var den, der mest beklagede Optrinet; han havde ikke været sig selv mægtig, men hans Venner kunde udsige for ham, baade hvor pinligt han var berørt over at have forløbet sig, og at han var rede til at give enhver Oprejsning!

Overgaard smilede og strøg sin Mustache. Ulf stod og saa' ud som en Tordenbyge. Gerhard rakte sit eget og sine to Venners Kort frem, idet han med nogle høflige Ord erklærede Undskyldningen for tilstrækkelig. Man burde vel aldrig - mindst paa et offenligt Sted og navnlig naar Damer var tilstede - sætte Tingene paa Spidsen. Her var i hvert Fald aldeles ingen Anledning - eftersom et stærkt Følelsesudbrud ikke af dannede, fordomsfri Mennesker kunde optages som nogen Fornærmelse! sagde han.

Han saa' ved disse Ord hen paa Edith, som nikkede hurtigt med bortvendt Ansigt. Overgaard og Ulf bukkede. De to unge Officerer bukkede - ungdommelig stift men øjensynlig lettet. De havde efterladt sig et behageligt Indtryk - og de følte det. Gerhard fulgte dem til Døren, hvor man trykkede hinandens Hænder. Han saa' da i Værelset ved Siden af et Glimt af den unge Officer - Secondlieutenant v. Norden, som laa halvt over det opretstaaende Piano, med Ansigtet ned i Hænderne, krampagtigt hulkende som et Barn. Det gjorde Gerhard paa en underlig Maade ondt for ham, og han var gerne gaaet ind og havde sagt ham et Par hjærtelige Ord. Men han betvang sig, lukkede Døren og gik tilbage til Selskabet.

75

Edith havde ganske genvundet sin Ro. Hun sagde til Natalie: Vi kører hjem sammen, Natalie! Jeg skal sætte Dem af, hvor De bor! -

Overgaard kaldte paa Opvarteren og lod ham hente Droscher. Den tyske Frøken Aurora surmulede: Skulde hun køre hjem alene? Ingen tilbød sig som Ledsager. Man hjalp Damerne Overtøjet paa. Frøken Natalie var ikke videre opbygget. Edith sagde venligt Godnat til de tre Venner og rakte dem Haanden. De fulgte Damerne nedenunder og til Vogns.

Endnu en Gang nikkede Frøken Edith til de tre Venner, men Gerhard rakte hun Haanden med et dæmpet: Tak! -

Og de to Vogne rullede bort.

Det var mørkt og stille. Himlen stjærnebesaaet, Luften kold forfriskende. Lyden af de bortrullende Vogne tabte sig i den lange Allé. Dér stod de Tre udenfor Restaurationen, hvor der skinnede Lys ud gennem et enkelt, aabentstaaende Vindu.

Saaledes endte den første puniske Krig! sagde Overgaard leende: At tænke sig, paa Nippet til at blive udfordret - ligefrem udfordret her i det gamle borgerlige Danmark - som om vi var Dumas père's Musketerer! Man skal dog intet forsværge mere! -

I det samme hørtes Pianoakkompagnement og Sang oppe fra gennem det aabne Vindu. Stemmen var blød, belagt; Ordene kunde tydeligt skelnes:

Je suis pris par une femme,
cheveux blonds et teint de lait...

De lyttede.

Kender Du Stemmen? spurgte Ulf dæmpet Overgaard.

Den unge Officer, paa min Ære! svarede Overgaard og tilføjede: Ungdommens Prærogativ - de bratte Overgange! - Gud! hvor vi bliver gamle... hvad mener Du , Ulf? Kom, lad os gaa hjem!

76

VII

Henrik Gerhard gik nogle Dage efter ud ad gamle Kongevej, for at søge sig en Bolig med Atelier.

Han fandt den gamle, halvt landlige Vej fuldstændig bebygget. Saa drejede han ned ad en Sidevej og standsede tilfældigt udenfor en lille Villa med stort Ateliervindu. Paa Havelaagens Stolper stod opslaaet Auktionsplakat. Han læste.... og gik ind.

Der var en Del Folk i Havestuen; Dørene aabne ud til Verandaen. Auktionarius sad ved et rundt Bord med en Fuldmægtig. Der blev solgt Malerier, Studier, Skitser, Staffelier.... og Møbler, som ogsaa skulde sælges, stod rykket tilside.... en Kunstners Dødsbo? - eller maaske en, som flytter til Udlandet?

Gerhard forhørte sig - det var en Malers Dødsbo!

Den ensformige Handling gik sin Gang. »Femoghalvfjers Kroner!... Buddet er dér!... Vil De ikke have Stykket som en Pendant... Sexoghalvfjers... Nu er det Deres Tur, Grosserer Halvvig!... Firs!... firsinstyve Kroner! Første og anden Gang....«

Og Hammeren faldt. Gerhard besaa' nogle af Billederne. Han kendte Navnet - en midaldrende Maler, som tilhørte den ældre Retning men syntes at have gjort Forsøg paa at strække sine Evner udover Grænsen, der skiller Gammelt fra Nyt. Man saa' det Famlende. Der var noget pinligt heri.... og nu var han altsaa død.

Gerhard gjorde en Runde omkring i Stuerne, kiggede ind i Atelieret, som laa skilt fra den øvrige Lejlighed ved en rummelig Trappeopgang. Det kunde passe for ham!

Da han atter kom ned i Haven, gik en Herre ham forbi, vendte og standsede foran ham.

Er det ikke....? spurgte Herren smilende - Jovist! jeg tager ikke fejl. Men De husker mig ikke - jeg er Grosserer Halvvig - Philip Halvvig - vi har da gaaet i Skole sammen! -

Jeg har ikke den Ære....! svarede Gerhard og modtog lidt nølende den fremrakte Haand.

77

Den Anden vedblev: De var rigtignok en eller to Klasser under mig... Senere i Livet udjævnes den Forskel, som forekommer saa stor i Skolen. Jeg plejer at bide Mærke i Folk - og hvergang jeg har læst Deres Navn i Bladene, har jeg sagt mig selv: det maa være ham! Jeg læste forleden i min Avis, at De var vendt hjem fra Udlandet og nu vilde tage fast Ophold.... men der staar jo saa meget i Bladene! Ikke fordi at jeg vil sige Bladene noget paa - det er en Magt i vore Dage - som man ikke lægger sig ud med - især ikke, naar man er Forretningsmand! Det blev mig for langsomt med den Jura - jeg kunde indgaa som Associé hos en Slægtning.... men »Student« giver alligevel Relief i Handelsverdenen. - Og begge to har vi jo rejst meget - hvad jeg for den Sags Skyld stadig gør. Man maa passe paa, aldrig at ruste fast - og paa den anden Side maa man vide, aldrig at undervurdere det Stabile! De kan tro mig, man maa virkelig være varsom herhjemme, under de smaa Forhold, med hvad man foretager sig - eller faar Ord for at foretage sig. Naa! Forretningslivet giver Paaskud til at lufte sig og se sig om. For en halv Snes Aar tilbage gjaldt det om at tjene sig en Formue; nu maa man være glad, om man blot kan holde sammen paa, hvad man har. Og man maa strække sig over Landets Grænser. Jeg tør sige, at jeg virkelig er ivrig Forretningsmand. Men naar jeg møder et nyt Ansigt - der minder mig om Ungdomsdagene og samtidig bringer Tanken hen paa den store Verden - Udlandet - saa maa jeg ilag med denne ny Mand. Hvad behager? Skulde De ikke nok kunne forstaa det? Ja undskyld....!

Gerhard spurgte sig selv: hvorfor gør denne Mand sig saa megen Flid for at opfriske et flygtigt Skolebekendtskab? Er vi virkelig fra samme Opdragelsesfabrik? Muligvis - men hvad saa?

Grossereren stod dér, velvillig, meget smilende, aaben i Ansigtsudtryk som i Ord - men med noget agtpaagivende i Øjnene, der bragte Gerhard paa den Formodning, at Ordenes boblende Strøm ved given Foranledning kunde standse, Velvilligheden og Smilet forsvinde og give Plads for et andet Udtryk.

Hvor har jeg dog sét det Ansigt før? Eller forveksler jeg ham med en anden af samme Type? tænkte Gerhard og betragtede atter Grossereren. Han var slank og dog rund, hans Figur havde det 78 velplejede danske Gennemsnitsmærke; og han var meget velklædt. »Grossereren« er typisk hos os. Han kan være tyndere, han kan være tykkere - Artens Mærke er over ham, hvad enten han kommer til Pulten fra en Real- eller Latinskole!

Saa faldt Gerhards Øje paa en sortklædt Dame, som med et Par halvvoksne Børn forlod Huset. Hun havde et tæt Slør for Ansigtet og hastede øjensynlig med at komme bort.

Grosserer Halvvig gav Gerhards Arm et blidt Tryk, gjorde et lille Kast med Hovedet i den Retning, og sagde dæmpet:

Det var Enken.... forstaar De? Stakkels Kone! dér sidder hun med to Børn - og Gud skal vide, hvad Auktionen kan indbringe. Jeg har gjort mit bedste - jeg har budt op - men naar nu Gælden er betalt - og Huslejen - for den var der ikke tænkt paa....! hvad kan der saa blive til Rest - med Fradrag af de 6 Procent i Salair og Omkostninger -?

Kender De Familien? spurgte Gerhard.

Kendte - mener De? -

Grosserer Halvvig strøg under disse Ord sit blonde, spidst tilklippede Skæg med Haanden - en hvid, soigneret Haand uden Ringe - fra neden af opefter:

Jeg ejer denne Villa!... forklarede han.

Aa, saaledes! Nu vil De maaske selv bebo Stedet? spurgte Gerhard.

Det har jeg dog ikke tænkt paa! Oprindeligt byggede jeg Stedet til mig selv - Atelieret kom siden til. Jeg købte nogle Parceller her omkring - det var i den gode Tid. Jeg vilde have mig en ordenlig Have. Men.... men saa blev Grunden mig efterhaanden for dyr. Jeg har solgt fra og mageskiftet. Endnu ejer jeg en gammel Gartnerbygning - her omme bag den næste Vej... nej, De kan ikke se den herfra! Min Forretning lagde mere og mere Beslag paa mig inde i Byen. Det blev mig for afsides herude. Min Kompagnon gik hen og la'e sig til at dø.... Jeg maatte overtage den rejsende Part.... det var mig ikke ukært, som jeg maaske har sagt Dem. Man trænger til at lufte sig - hvor kært man ogsaa kan have sit lille Land. Ja, jeg véd ikke, om De er »national«? Kunstnerne er det nok ikke længer ganske! - tilføjede han ligesom med Vemod.

79

Gerhard blev utaalmodig. Han spurgte ligefrem, idet han mønstrede Haven og Bygningen: Vil De leje mig Stedet? Forudsat at ikke Malerens Enke....?

Hun flytter! - hun flytter! sagde Grossereren hurtigt og afgørende. Derpaa tilføjede han bekymret og lidt slæbende: Stakkels Kone... Stakkel! Om hun saa havde Formue, blev hun næppe her ! - Undskyld mig et Øjeblik - jeg kan vist naa' hende endnu. Jeg skulde blot sige hende to Ord!....

Gerhard saa' efter ham: Hvor disse Købmænd ogsaa har travlt! sagde han ved sig selv. Han er næsten altfor behagelig! Men saadan er de jo alle. Hvad vedkommer hans Grunde og Parceller mig, hans Forretninger og hans »Nationalitet«? Har jeg sagt et eneste Ord om mine Anliggender? Aa hvad; han er naturligvis en ganske flink Fyr - lidt snakkesalig, som alle mine Landsmænd - og lidt nysgerrig. Formodenlig ret drillesyg, hvis man lærte ham nøjere at kende. Det er de jo alle.... jeg selv maaske med. Naturligvis er han ligesaa intelligent, som jeg! Han har et ganske let Underbid. En eller Anden har engang sagt, at Folk med Underbid skal man være paa sin Post imod. Det er dog vist en Fordom! Hans Øjne er mange Gange forstandigere end hans Ord. Han vilde vist gærne vide, hvad jeg tænker paa. - Alt i alt: hvis jeg vil leje hans Hus, saa bliver han min Vært. Lad mig altsaa høre lidt paa hans Passiar endnu! -

Grosserer Halvvig kom tilbage og fæstede sine Øjne søgende paa Gerhard. De var store, flade, men laa temmelig dybt under de lyse Bryn. Han var i Grunden en vakker Mand - Damer maatte vist finde ham tiltalende! tænkte Gerhard.

De véd altsaa ikke?.... spurgte Grossereren med halv Stemme, fortsættende hvor han afbrød.

Hvilket? Er der maaske Spøgeri i Huset? spurgte Gerhard muntert.

Han skød sig! lød Svaret kort.

Gerhard studsede, og bøjede Hovedet, med den ejendommelige Respekt, som Døden uvilkaarlig fremkalder - ikke mindst hvor den er selvvalgt.

Vi fik det naturligvis neddysset! - sagde Grossereren og trak 80 paa Skuldrene. De véd nok, min Kære; i vore Dage gaar altsammen glatvæk under Sindsforvirring. Naa; forvirret er man begribeligvis ved saadan en Affære. Men faktisk er det, at han skod sig. Jeg har selv holdt Revolveren i min Haand - et rent Legetøj. Og Blodet paa Sofabetrækket saa' jeg. Det var ikke behageligt. De kan nok tænke Dem, at Enken ikke efter det .... Og forresten har hun heller ikke Raad til at beholde Lejligheden!

Gerhard spurgte efter et Ophold, ganske stille:

Levede de ulykkeligt....?

Han levede ulykkeligt, stakkels Fyr! Jeg tror, han havde ventet at faa Fribolig paa Akademiet. Det blev der ikke noget af De Gamle er sejge - og han var dem nok ikke helt paalidelig. Ja, De kender jo Forholdene bedre end jeg!.... Ikke det? - Det forstaar sig, De har været længe borte - og man siger desuden ikke Alt hvad man mener. Kritiken var haard ved ham i de senere Aar.... de Yngre lægger ikke Fingrene imellem - og Folk læser i Grunden kun, hvad de Yngre siger og mener. Jeg ser det med mig selv og mine Meningsfæller, Vi paavirkes mod vor Vilje. Ha, ha! Politisk er vi højre - naturligvis. Men i Alt, hvad der mindre vedrører det Almene - jeg vil sige, i Alt, hvad der ikke strengt vedrører os ....

Kunst og Literatur? indskød Gerhard.

Ha, ha!.... naa ja, vi skal jo ikke drøfte disse Sager. Han stod saaatsige midt imellem begge Parter - og saa faar man Huggene, som bekendt, uden at faa noget af Rosinerne!

Og saa tog han til Revolveren? Det er endelig en Udvej - man hugger Knuden over! tilføjede Gerhard.

Det er paa Moden. Det er smitsomt. Og det følger maaske med Literaturen! sagde Grosserer Halvvig tænksomt. Er De endnu bestemt paa at leje Villaen? - De ser, at jeg ikke er Forretningsmand overfor Dem. Ellers havde jeg tiet stille med den Affære! -

Gerhard sagde rolig:

Affæren - som De kalder den - indeholder for mig ingen Grund til ikke at blive Deres Lejer!....

81

Auktionen var endt. Folk kom ud.

Blandt dem, der forlod Havestuen, var en Herre, paa hvem Benævnelsen »ældre Kavaler« syntes at kunne passe, som om den var syet til ham. Han trippede med korte, elastiske Skridt henimod Stedet, hvor Gerhard og Grossererer Halvvig stod. Under Armen holdt han en Studie indsvøbt i en Avis. Han var af Middelhøjde, slank, bar sit Hoved lidt til den ene Side og dukkede ganske let forover. Alt hos ham røbede Umagen for at se ung ud: Klædedragten, Snittet, de smaa, spidssnudede Støvler med kokette Klædesgamascher, Handsker af iøjnefaldende lys Farve, en tynd Svippestok med Agatknap. Han holdt Øjnene fæstede paa Jorden, som om han ledte efter Noget, han havde tabt. Da et Par af de Forbigaaende høfligt hilste, saa' han ikke ivejret men besvarede Hilsnen afmaalt og ligesom distrait. Lagde man nøje Mærke til ham, fulgte hans Blik ikkedestomindre med megen Opmærksomhed Personer og Ting rundt omkring ham. Hans Ansigt var magert, hans Skæg omhyggeligt plejet; under Hatten kom sparsomme, graa Haar tilsyne. Trækkene var »distingverede«; et noget svævende Begreb - kan udlægges som: medtagne af Livet, uden at Livet nærmere har bestemt Etiketten. Et Tilløb til Energi, som syntes at være løbet ud i Sans for Petitesser. Bureaukraten, som har spildt sin Intelligens paa Kafeer, sin Dømmekraft paa Dagsnyt.

Alle har vi to Jeg'er. Det ene er den drillesyge Nisse, som usét af os selv stikker Hovedet frem og gør Tegn til den opmærksomme Iagttager.

Bag Bureaukraten stak Flanøren frem; gennem Kontormanden gik en synlig Bestræbelse for at agere Hofmanden, Diplomaten - og saa var det kun Etatsraaden, Departementschefen, man saa'.

Der har vi ham! Han lader, som han ikke ser os; men jeg kender ham - Gavstrikken! Naa, Etatsraad; hvad har De saa faaet med Dem?... maa jeg være nysgerrig? -

Grosserer Halvvig fik spøgende listet Pakken fra den ældre Herre. Et Studie efter nøgen kvindelig Model viste sig. Etatsraaden saa' ligegyldig hen for sig; Grossereren blinkede til Gerhard: 82 Finder De ikke ogsaa, at disse Former ere vel meget... outrerede? -

Gerhard sagde, efter et flygtigt Syn paa Billedet:

Jeg véd ikke, hvad De mener med outreret! Den paagældende Model har været kluntet, klodset - som de fleste Modeller herhjemme. Men Maleren har næppe overdrevet....! Det forekommer mig, at Farven ikke er egal paasat: hist for tynd, for ængstlig - her for fed!....

Ja - fed! sagde Etatsraaden med lidt hæs, snøvlende Stemme og et hastigt Blik, der omfattede den malede Model som i en Mundfuld. Jeg bliver altid hængende ved noget Juks! Jeg foretrækker det Slanke, det Decente - og saa faar jeg denne - denne....!

Juno! lo Grossereren og stak Billedet tilbage paa dets Plads. Maa jeg forestille: Maleren Gerhard - Etatsraad Brynjulfsen!

Gerhard bukkede. Etatsraaden saa' op og ned ad ham og ud til Siden med et Blik, som kunde sige: Kender Dig ikke, min Ven; interesserer mig ikke synderligt for Folk som Dig og dine Lige!

De gik sammen hen ad Vejen. Gerhard ærgrede sig. Disse Folk - tænkte han - ser i Malerens nøgterne Arbejde en Sysselsættelse for en Fantasi, som de halvvejs skammer sig ved. Og det er vort Publikum!

Saa vendte Etatsraaden sig, og spurgte, som om der pludseligt faldt ham Noget ind:

Er De maaske en Søn af Justitsraad Gerhard, Physicus.... hm? -

Det var min Onkel! svarede Gerhard. Han er død for nogle Aar siden! -

Er han virkelig død? En charmant Mand. Ja, jeg har saa meget at huske!.... Og Etatsraad Brynjulfsen lod Haanden langsomt glide hen over Panden under Hatteskyggen og saa' atter mod Jorden.

Derpaa standsede han, rakte Gerhard to Fingre, gav Grosserer Halvvigs Haand et let Tryk, og vilde gaa.

Grosserer Halvvig behandlede denne Mand - tiltrods for Aldersforskellen - halvt flot, halvt med ironisk Ærbødighed.

Hvor skal De hen, Etatsraad? Ses vi maaske i Theatret iaften? Det er jo Opera.... De plejer at være en sikker Mand....!

83

Naar svigter jeg mit Theater? spurgte Etatsraaden med Elegance. Derpaa vendte han sig til Gerhard: Gaar De i Theatret -? Det er meget opdragende....!

Gerhard kunde knap skjule et Smil over den gamle Kavalers Anbefaling af det Opdragende.

Jeg saa' Dem dér forleden Aften! sagde Grosserer Halvvig til Gerhard.

Ja saa! svarede Gerhard kort. Det forekom ham, at der laa noget særligt Agtpaagivende i Hr. Halvvigs Øjne.

Jeg saa' Dem ovenikøbet senere samme Aften - sagde Hr. Halvvig - inde paa Kaféen. De var nok kommen i muntert Selskab....?

Gerhard maalte ham lidt og drog paa Øjenbrynene.

Med den unge Brynjulfsen! fortsatte Grossereren og lod Blikket søgende strejfe Etatsraaden.

Etatsraaden saa' ned mod Jorden og til Siden; satte den ene Klædesgamasche frem - og den anden - hilste med bøjet Hoved og et Sving af Stokken - og gik.

Dér gaar han! bemærkede Grosserer Halvvig med sin tænksomme Mine. Læberne syntes at ville ytre noget spøgende - men pludseligt skiftede Øjnene Udtryk, og han fæstede dem bestemt paa Gerhard:

Jeg saa' Dem ogsaa - tilfældigvis - næste Aften - et andet Sted! henkastede han. De har nok isinde at slaa Dem ordenligt løs, nu da De er kommen hjem?.... studere Folkelivet, som man siger! -

Jeg har isinde at leje Deres Villa - hvis De vil sige mig Deres Betingelser! svarede Gerhard kort.

Aa, om Forladelse - det er nu saadan min Vane fra Skoledagene - jeg har altid gerne villet moralisere for de Yngre! Bryd Dem ikke om mine Vaner - enhver har sine. - Hvad Ulf Brynjulfsen angaar, saa tror jeg nu slet ikke, at han er videre farlig som Omgang - tiltrods for hans Renommée. Damer skal være ganske uimodtagelige for ham.... og Gud véd, om han i det hele taget er begavet? Han blir da allenfals aldrig til noget! Men jeg snakker.... Jeg er et Følelsesmenneske - vil De tro, at en Forretningsmand kan være det? Jeg er altfor aaben, forsikrer jeg Dem, altfor 84 aaben af Karakter. Vil De leje min Villa? Godt! men... Tiden lober fra mig. Vil De søg e mig inde i Byen paa mit Kontor - her er min Adresse! Farvel - og mor Dem fremdeles godt!....

Han gik med hastige Skridt, vendte sig, saa' sig tilbage; det forekom Gerhard, at han smilede spydigt.

Gerhard blev staaende: Hvad det dog er for smaa Forhold! Alle kender hverandre - tiltaler hverandre som i en Familie - passer paa hverandre - véd Besked om Alt - giver gode Raad.... og her skal man være Kunstner!......

Det var med en ubehagelig Følelse af Utryghed at han gik tilbage og saa' ind over Villaen. Solen var borte; det var koligt, det blæste. Træerne i den lille Have begyndte at slaa Grenene raslende sammen, som om de vilde meddele deres Klager til Nogen - maaske advare......

Dérinde har denne Maler levet! tænkte Gerhard. Og nu skal jeg til at begynde.....!

Aa, blæse! Hvad kommer de Mennesker mig ved - de levende som de døde? Jeg vil i Gang med Noget. Jeg vil arbejde!

VIII

Nogle Dage efter var Gerhard flyttet ind i den lille Villa. Han havde møbleret et Værelse og et Sovekammer. I Atelieret var han saa smaat begyndt at indrette sig. Grosserer Halvvig skaffede ham en halvgammel Pige til Opvartning. Ogsaa hun havde et lille Værelse, og Grossereren havde sorget for dets Udstyr med Bohave fra Malerens Auktion.

Gerhard var bleven bragt i Forlegenhed ved denne Opmærksomhed fra hans Værts Side. Men hvordan undgaa den? Hr. Halvvig var Mand for at afparere Indvendinger: Jeg siger Dem, min kære Gerhard, De er mig ikke Spor af Tak skyldig. Min Forretning fører det med sig, at jeg selv maa leve snart her, snart der. Al Hjemmets Hygge er mig nægtet. Kan jeg gøre Noget for en 85 og anden, som tiltaler mig, saa gør jeg en Velgerning mod mig selv. Ha ha! Lad mig sige, at man fra sine yngre Dage har Erindringen om Et og Andet, som man ikke helt er tilfreds med. Det kan jo ske for os alle, ikkesandt? Nuvel! hvordan kan man da bedre bringe sin Saldo i Orden, end ved i Ny og Næ at yde sin Næste en Haandsrækning - snart en mindre, snart en større? De er maaske enig med mig? Jeg er ganske utrøstelig over dette med den stakkels Fyr - Maleren. Havde han blot haft Tillid til mig - førend Katastrofen - saa kunde jeg maaske.... Naa, nu lader den Affære sig ikke længer ordne. De minder mig maaske om Noget ved ham - skøndt De ser langt frejdigere ud - og saa har De da heller ikke Familie. Ja, undskyld, jeg véd i det mindste ikke af.....

Jeg er ikke gift! svarede Gerhard smilende.

Jeg gratulerer! Maaske finder De det meget materielt sagt, men jeg er jo Forretningsmand, og en Kunstner, som gifter sig, han lægger efter min Mening Baand paa sin Frihed.... medmindre han gør et rigt Parti.....!

Og saa kan Partiet lægge Baand paa hans Frihed! sagde Gerhard og lo.

Ha ha! De ser Tingene fra den lyse Side. Det kan jeg lide. Den Slags Folk vil altid lettest komme frem. Véd De, hvad jeg ogsaa kan lide.... her saa' han sig omkring i Atelieret.... at her ikke findes de mange nøgne Billeder hos Dem! Ja De ser paa mig - om jeg mener det? Jovist mener jeg det! De husker, hvordan jeg drillede Etatsraaden forleden? Hvad skal - maa jeg spørge - hvad skal den Ophidselse til? Ja for vi mister dog Respekten for Kvinden derved!... Man skal ikke lade det sidste Slør falde - ikke paa nogen af Siderne. Tror De ikke ogsaa, at dette er den dybere Betydning af Mythen om Amor og Psyche? De kender vel Apuleius'......?

Jo-o jeg gør! sagde Gerhard, som var i Tvivl om, hvorvidt den Anden vilde have ham til Bedste eller virkelig var Alvorsmand.

Ja, jeg er nu et Følelsesmenneske - saa meget, som mine Forretninger tillader mig at være det - maaske mere ! tilføjede Halvvig med sin tankefulde Mine. Jeg vilde blot ønske, at jeg havde et let 86 Sind - et virkelig let og frejdigt Sind..... jeg vilde da kunne gøre mange flere Forretninger.... og meget mere Godt! lagde han hurtigt til.

Gerhard drejede sig paa sin Stol, for at skjule et Smil. Han var baade forbavset over og ked af den Anden, som vedblev:

Men jeg sinker Dem med min Passiar! Om et Par Dage skal jeg paa Rejse... jeg bliver maaske en Maaned, maaske to borte... kan være, at jeg først kommer tilbage henad Høst. De ser altsaa, at jeg ikke vil overløbe Dem. Naar Huslejen er forfalden, kan De blot indbetale den paa Kontoret. Lad mig se, at De maler meget... dygtigt, vilde jeg sige. Apropos! har De Bestillinger?...

Jo-o! endnu et Par, som jeg ikke er færdig med. Forresten er jeg ked af Bestillinger; de binder ! -

Saa-aa? Det er dog ganske behagelige Baand, antager jeg. Men sig mig: maler De Portræter?...

Gerhard kradsede Tobakken ud af en Cigarret for at komme den i en lille Pibe. Oprindeligt var det Landskaber med Staffage, jeg lagde mig efter - svarede han. Min væsenlige Uddannelse fik jeg paa Akademiet i Antwerpen; herhjemme gik jeg kun nogle af Skolerne igennem.... siden tog jeg til Paris, derfra til Rom. Det var i Rom, at jeg opgav Landskabet for Figurerne. Nu véd jeg, strengt taget, hverken ud eller ind..... jeg mener med Hensyn til Valget af mit Stof, Motiver og deslige! -

Saa-aa! spurgte Hr. Halvvig kendelig uden Forstaaelse men med Ansigtet lagt i deltagende Folder. Man maa dog som Regel vide, hvad man vil; ikkesandt? Men - og her søgte hans Øjne rundt omkring - forklar mig en Ting, min Kære: maler De aldrig f. Ex. en smuk Udsigt, De har sét - eller... Personer efter Hukommelsen? -

Gerhard smilede og tændte Piben: Hvis De maaske i en Roman har læst, hvorlunde en Maler søger efter Hukommelsen at fæste f. Ex. den Elskedes Træk paa Lærredet - saa kan De dristigt sværge paa, at Forfatteren ikke har kendt stort til Malerne! Men naturligvis vil jeg ikke sværge paa, at det aldrig finder Sted!... tilføjede han med Lune.... f. Ex. i et Øjebliks Pengeforlegenhed! -

Hr. Halvvig satte sig i Stilling foran Staffeliet, hvorpaa der stod et støvet Studiehoved efter en kvindelig romersk Model. Ah 87 - saaledes! sagde han endelig og saa' over Skuldren tilbage mod den leende Gerhard. Portræter maler De altsaa aldrig - Dagen efter?

Jeg forstaar Dem ikke! svarede Gerhard og virrede med Hovedet. Det vilde blive det bare Juks! -

Javist - ja! sagde Grossereren. Men et ganske lille Hoved - et Miniaturportræt - maaske naar De har et Fotografi tilhjælp....?

Gerhard sagde kort: Nej!

Saa rejste Grosserer Halvvig sig: De undskylder! sagde han forretningsmæssigt.... Vi ses altsaa først om nogle Maaneder, eller om længere Tid! Derpaa tog han sin Hat, trykkede Gerhards Haand og gik smilende ud ad Døren.

Hvor har jeg set den Bevægelse med Skulderen - og den Ryg? tænkte Gerhard.

Han gik hen og drejede Nøglen om i Døren, fjærnede Studien fra Staffeliet og stillede et paabegyndt Lærred frem, satte sig foran det og gav sig til at gnide Paletten af med Terpentin og Nødolie.

Han mumlede:

Vil han maaske have sin Husleje ind ved at sætte mig i Arbejde med at male Portræter efter Fotografier? Det kunde ligne disse Herrer Grosserere! Ah! udbrød han pludseligt - nu har jeg min Mand... det var bestemt den Herre, som i »Elysium« rejste sig op og gik sin Vej - kort førend vi gik! Mon han er jævnlig Gæst dér - han med sin Amor og Psyche?... Men hvad vedkommer det forresten mig? - Til Arbejd!.....

Og han søgte frem et Studie af et Stykke Hedejord med Akvaduktruiner - og en barbenet Pige, som red paa et Æsel, der blev trukket af en Fyr i Lædergamascher.....

Den Pige dér duer ikke! Og nu skal man til at søge efter Model... en Model med nøgne brune Ben og sort Haar her? - Umuligt! Saa kommer man dog til at afkopiere sit Studie - det vil sige »male efter Hukommelsen«!

Saa begyndte han at tænke paa sine Pengeforhold - paa Gæld, han havde - paa den Familie, som havde bestilt Billedet i Udlandet og hvem han skyldte selskabelig og venskabelig Tak.

Gid Pokker havde Bekendtskaber!

88

Han kastede sine Pensler ned i en tom Bøtte, som stod paa Gulvet, havde gerne givet Bøtten et lille Spark, men kom til at le ad sig selv.....

En Kno slog mod Døren ud til Trappegangen.

Kom ind! raabte Gerhard.

Det ruskede i Døren, og en Stemme hørtes udenfor: Har De Model - eller er den hellige Aand over Dem?...

Gerhard lukkede op. Der stod Ulf Brynjulfsen.

Aa - hvor her lugter liftigt af Tobak, Terpentin, Flid og Hæderlighed! sagde Brynjulfsen.

Det første kanske - men ikke det sidste! svarede Gerhard. Hvordan har De kunnet finde mig herude?...

Det véd jeg ikke selv! sagde Brynjulfsen. Jeg fandt paa at drive ud ad denne Kant - her omkring i Nabolavet. Jeg har ikke været paa disse Højder i Aar og Dag. Jeg læner mig tilfældigvis ind over en Laage og læser Deres Navn paa en Malerikasse - sammen med et tydeligt tilkendegivet Rødvinsglas, som formodenlig skal betyde: Forsigtig! Jeg ringer altsaa forsigtig paa ved Døren ind til den lille Gaard. En hverken ganske ung eller blændende Skønhed lukker mig op - maaler mig, som om hun antager at jeg vil tigge eller stjæle - og viser mig nødtvungent herop til Atelieret. Her er jeg!....

Velkommen da! -

Tak! Jeg vil blot sige Dem, Gerhard, at hun er en Perle!....

Hvem? Den Lille fra forleden Aften?....

Brynjulfsen blev rød op i Panden, gravede Haanden ind i Haaret, kastede Hovedet tilbage og sagde:

Hvem tænker paa de Dumheder? Jeg mener Deres Cerberus - Deres kvindelige Vov-vov med et Overskæg, som jeg kunde gøre Øjenbryn af til mig! Hun er en ren Perle - til at se surt paa Folk og mønstre deres Overfrakker. Hun er ligesaa god som et Sprikvort over Døren: my house is my castle!

Gerhard lo og fortalte i Korthed, hvorledes han var kommen her; berørte flygtigt Malerens Dødsfald; nævnede Mødet med Halvvig og med Etatsraad Brynjulfsen.

Min Fa'r! raabte Ulf hurtigt - det gamle Glansbilled! Har De sét ham?...

89

Gerhard studsede: Glansbilled?...

Javel! Er han ikke glittet og valset, friseret og klædt paa som en Modejournal! Hvem skulde sige, at han snart har naaet »Støvets« Aar? Og Ulf gav sig til at hoste og le.

De er en underlig En! sagde Gerhard.

Hvad? - underlig! De skulde bare vide.... Nej, De kan ikke begribe, hvad det er for et mageløst Hjem, jeg er kommet af. Min Fa'rs nuværende Kone - ikke min Mo'r - var gift med en gammel rig Brændevinsbrænder, som hun havde en Datter med. Antageligt var hun solgt af Forældrene til det gamle Spritkar. Han skal have været temmelig modbydelig - og hun skal have været meget kon. Man sagde, at min ærede Papa allerede i Spritkarrets Tici gjorde Fruen sin flittige Opvartning. Det vilde ikke være ham uligt. Brændevinsmanden maa formodenlig være bleven gnaven derover. Førend han døde satte han alle Skillingerne fast for sin Enke og Datter - min Halvsøster, altsaa slet ikke min Søster. Hun og Mama har hver sin Formue, som Papa ikke kan pilfingerere ved. Min Halvsøster, Frøken Kirchhoff, har sin Menage, som hun efter Sigende deler med en Veninde - Pokker véd, hvem og hvor - jeg ser aldrig noget til hende. Fru Mama har sin Menage hjemme hos Papa, hvem hun giver Lommepenge - antager jeg! for jeg kommer der aldrig!...

De bor altsaa ikke hos Deres Forældre? spurgte Gerhard.

Jeg? Brynjulfsen lo og saa' meget forbavset ud. Falder mig aldrig ind at gøre: Etatsraadinden er gal....

Hvad behager? spurgte Gerhard og holdt op at rokke i Gyngestolen.

Storheds-gal - render efter Hof og Adel - gnider sig opad de Kongelige, hvor hun kan komme til; har to Lehnsgrevinder til »Veninder«, korresponderer med det halve Vallø, og vilde sikkert sælge sin Sjæl til en vis Herre, om hun kunde faa Papa baroniseret eller gjort til Geheime- nok sagt!

De retoucherer ikke Deres Portræter! sagde Gerhard.

Aa, for den Sags Skyld.... nej se ikke saa hæderligt misbilligende paa mig, mon cher! For, dels er hun jo ikke min Mo'r og dels aner De ikke, hvad et saadant Hus vil sige. Jeg kunde være bleven en fuldblods Royalist - en komplet Fra-for-89! Der er 90 noget i min Natur deraf. Men hun - og hendes Maskepi - har ødelagt den hvide Fane for mig! De skulde blot høre hende, naar hun om Søndagen kommer hjem fra reformert Kirke og siger Mimi! til Stu'pigen Marie.... eller De skulde se de Konvoluter, hvori hun afsender sit Fricassée-Fransk til sine Veninder - som altid svarer paa godt Dansk! Jeg er sikker paa, hun gjorde Dem til en Demagog af det reneste Vand, en ren Rochefort - De med Deres Fornuft og Maadehold!....

Hvem siger Dem, at jeg er saa fornuftig og maadeholden? spurgte Gerhard lidt tørt.

Voyons, voyons! Spøg tilside! Det lykkes hende alligevel - skal De se - at faa gjort den Gamle til Noget. Der »ventileres« svært derom! sagde Brynjulfsen tankefuld og tilføjede: Saa faar hun ham ogsaa nok gjort til Theaterchef - det er Kæphesten, han rider - og saa har vi Spillet gaaende! Hvad var det, De sagde, Gerhard? Undskyld; jeg er lidt »schwerfällig« om Formiddagen.... jeg er en Ugle, jeg kommer helst frem ved Mørket. Nu har jeg imod Sædvane drevet omkring.... aa, giv mig en frisk Cigar! Hvad jeg søgte herude, har jeg ikke fundet - nu finder jeg, hvad jeg ikke har søgt. Ræk mig Deres Haand! Jeg kom til at holde meget af Dem forleden Aften - men jeg drak for meget - eller jeg taalte ikke nok. De har vel glemt det Hele? Naturligvis: det betød ingenting.... en dum Historie - for Folk i vor Alder - og med vore Erfaringer! Men det ligger mig i Blodet - jeg er Romantiker - fuldblods Romantiker - det vil sige, jeg var .....!

Har Deres Fru Mama ogsaa Synder paa sin Samvittighed i den Retning? spurgte Gerhard smilende.

Hun? Brynjulfsen lo. Nej, det er Papa, som har. Han har »frivoliseret« Romantiken for mig, den letbenede gamle Herre. Kan De forstaa det, Gerhard? i Grunden holder jeg af ham! Jeg misunder ham hans lette, elastiske Sind - hans Vitalitet trods alle hans Gebrækkeligheder - hans Spradebasse-Humør og den journalistiske Maade, hvorpaa han kan kramme sin Viden ud og faa den til at glide i Folk! Aa, han er ingen Dumrian! Han er træsk - og alligevel godmodig! Han kan ikke taale at se Folk have det ondt - men han kan være hensynsløs nok mod andre, naar det gælder ham selv! Og det gælder som Regel altid ham selv! Han er magtkær, 91 ligesom han har været kvinde-kær. Den sidste Egenskab er kun bleven noget fortyndet med Alderen - den første »grasserer« stadigvæk i ham omkap med hans Forfængelighed. Han vilde helst være Minister - allerhelst Konge - eller Stortyrk. Da der ingen Taburetter og ingen Throner er ledige, saa vil han være Theater-Konge.... Selvhersker over alle Aktører, Aktricer, Pyntekoner, Lampister og Logekontrollører. Han er bange for sin Kone og afhængig af hende. Men idet han lader som om han er fuldstændig Per-Tot derhjemme, bruger han hende til at bane Vejen for sig ved Hove - hvor han forresten ikke selv er forknyt for at udføre et Klown-Parti, naar det kniber. Han er for godt et Hoved til at være »Fürstendiener« af Overbevisning. Men Hoffets og Adelens Sfære tiltaler ham ligesom Theaterverdenen - fordi han er Romantiker. Det er paa samme Maade at han er religiøs... en Sentimentalitet, som han kæler for og dækker sig med - maaske noget Arvegods, som jeg heller ikke er ganske fri for. Han mangler tildels Sans for Realiteter. Til Gengæld har han overordenlig Sans for Nips, Konvoluter, Lak, Signeter og Skrivefejl. Han lever - som de fleste i vort Samfund - bevidst og ubevidst - paa en Fiktion: den nemlig, at han er skabt for de skønne Kunster og Videnskaber! Han koketterede med dem i sin Ungdom - ligesom med andre smukke Damer. Han har altid været anlagt for det overfladisk-Ridderlige - og han gik frivillig med i den første slesvigske Krig - som saa mange Andre gjorde. Og han var tapper, siges der - han har følt sig paa en Scene! Det romantiske Skær over Kunsten forveksler han med den dybe, uegennyttige, stærkt personlige Hengivelse i Kunsten. Den sidste har han aldrig anet noget om - det første pilfingererer han ved, besnuser og beføler, indtil han finder med sig selv, at han - Etatsraad Gunnar Brynjulfsen, K. D. - at han kan tumle Æventyret, besværge Aanderne - mane Fanden frem, om det skulde være, med andre Ord være Leder af Landets første Scene!

Og han bliver det, Gerhard! De kan bande paa det. Aa, han har »frivoliseret« Romantiken for mig - uden at ane det selv. Jeg sagde ham det engang. Han blev maalløs af Forbittrelse. Han har gjort mig til Kras-Realist.... og naar jeg har svinget bort derfra og atter svinget tilbage og vedblivende intet Stade kan finde - 92 naar jeg lever som en Ugle iblandt Marekatte, uden at vide, paa hvem og paa hvad jeg skal slaa ned - saa er det min ærede Hr. Papa, der sidder og vifter som en vis Person med sin spinatgrønne Hale og skræmmer mig bort fra Poesiens forjættede Land, som han har gjort Sit til at gøre mig led og væmmelig ved.

Dér har De Familien! -

Men... spurgte Gerhard langsomt... Deres Mo'r... Deres rigtige Mor?

Brynjulfsen trak en Stund paa Cigaren, fulgte med Øjnene de kredsende Ringe, som han kunstfærdig dannede - og sagde:

C'est une partie honteuse! Nej misforstaa mig ikke... jeg er saamæn »legitim« nok. Jeg gaar ikke i Rette med Papa - den Slags Forhold er altid indviklede, og der er antagelsesvis Brist paa begge Sider. Han havde ægtet et Pigebarn - »en Datter af Folket«, som man siger. Latterligt nok! vi er s'gu allesammen Børn af Folket! Hun skal have været meget køn og meget ejendommelig, af et lidenskabeligt Temperament, ikke megen Opdragelse - men en Bunke Anlæg og Muligheder.... efter hvad jeg har kunnet slutte mig til af Familiekroniken. Min Mo'r maa være død, da jeg var godt oppe i Drengeaarene - men forinden levede hun og Fa'r skilt - og jeg husker hende kun dunkelt - maaske slet ikke. Papa har jeg af gode Grunde ikke villet spørge derom.... men jeg har sat mig for, at jeg engang vil have Mysteriet opklaret - inden jeg dør. Dér har De min hele Genesis. Nu kan De ved Lejlighed give mig Deres! -

Ja ved Lejlighed! svarede Gerhard. Men sig mig, har De spist til Middag?... ikke!... Min kvindelige Cerberus stegte mig igaar en meget god Kotelet. Jeg har sat mig for, at jeg ikke vil gaa paa Spisekvarter.... jeg maa have samlet Arbejdstid - jeg maa være flittig - endogsaa meget flittig!....

De maa? spurgte Ulf lidt forundret.

Ja! lo Gerhard. Véd De ikke nok, hvordan Matrosen udlagde Bogstaverne paa Holmens Kirkes Gavl: R F P....?

»Riget fattes Penge!« raabte Ulf og sprang fornøjet op. Og jeg, som troede De var Velhaver...!

Det troede De?.... spurgte Gerhard.

93

Ja for Pokker! Der var Noget over Dem forleden.... og nu her - denne Villa - Husholderske....?

Det var et Indfald! svarede Gerhard. Jeg sætter Pris paa at være i Fred. Jeg arvede for nogle Aar siden en Slægtning. Nu er jeg snart ved Bunden paa Arven.... jeg har ingen Familie - i det mindste ingen her - ingen Venner, som vil trompete for mig - ingen Velynder, som vil protegere mig... jeg har ingen Forpligtelser, saasnart jeg har afleveret disse to Stykker Lærred dér.... og naar jeg har betalt mine Regninger og min Husleje, saa kan jeg begynde paa bart Bord igen - om jeg ellers til den Tid har et Bord! -

Kom til mit Bryst! raabte Ulf. De er Proletar - som jeg - som de hæderlige Mennesker overhovedet. Jeg vil spise Deres Kotelet idag - ja jeg vil drikke et Glas Vin med Dem, hvis De byder mig. Og imorgen....!

Lad os blive ved Dagen idag! bad Gerhard leende. Nu skal jeg vise Dem en Hemmelighed - min Skat!

Og han stillede en Ramme, hvorover der var udspændt hvidt Vokspapir, i en stump Vinkel op imod Vindueslyset - halede en Kasse frem og krammede ud af den et helt Laboratorium: Flasker med ætsende Tinkturer, Sværtekrukker, tynde Staalmejsler og Naale, Kobberplader i forskellige Storrelser, Voksstabler, sammenrullede Handskeskind, flere Flasker, flere Naale - og endelig hentede han fra en Krog en Haandpresse og satte den triumferende paa Bordet:

Her er Alt, hvad der kan bevæge en Dødelig til Frafald fra cien ene saliggørende Tro paa Maleriet som den ypperste Kunstart! Naar jeg sætter mig dér - ved det Bord - med min Kobberplade, min Naal, mine Flasker med Jærnchlorid og min Sværtekrukke - saa glemmer jeg, at jeg har været ung, at jeg har gjort Dumheder og næppe er belært af Erfaringer... jeg tænker kun paa - paa Alt, hvad der i en straalende og lokkende Skikkelse kan fremstaa af den Haandpresse dér! -

Hvadbehager? spurgte Ulf med komisk Forbavselse. De skulde vel ikke tænke paa at gøre falske Pengesedler?...

Gerhard lo: Man kan gøre falske Sedler med de Apparater - 94 men man kan ogsaa gøre ægte Raderinger! Jeg vil her etablere min Treugadei - min »Guds-Fred«. Lad saa de Andre riv's og slaa's. Og nu skal vi ned og spise!

De gik nedenunder, spiste med god Appetit Husholderskens Koteletter, tømte en Flaske Vin sammen, fik Kaffen ind, Lysene og Cigarerne tændte. Gerhard udbredte sig indgaaende over Raderekunsten. Ulf erkendte beskedent, at han manglede tekniske Forudsætninger - men kunde man ikke overføre Forholdene paa Literaturen? spurgte han. Gerhard nikkede: Naar jeg raderer, saa forekommer det mig egenlig, at jeg digter ! saa nobel, saa fornem, saa sjælfuld denne Kunst er - den rene Lyrik! Naalen er i Malerens Haand ganske anderledes en Pen - end Penslen formaar at være det. Se til Rembrandt - en Heksemester, naar han maler - men guddommelig, naar han raderer. Kom, kom!...

Og Gerhard greb Lysene fra Bordet og gik foran Ulf op ad Trapperne og ind igen i Atelieret. Skumringen var indtraadt. Det store Rum tog sig sælsomt ud - med mystiske Skygger under Loftet og nedad Drapperier - som udspilede Vinger af fremmede, kolossale Fugle - enkelte Glimt fra fremspringende Metalgenstande - et blaaligt Skær fra en damasceret Klinge - og Tobaksrøgen i Striber som Mosetaage henover Staffeliernes Opstandere. I dæmpet Grønliggraat stirrede den blanke Aftenhimmel ind gennem det høje og brede Vindu - en Stjærneprik midt i - og ved Siden et Kastanietræs svuldne Knopper og en sort, sort Stærkasse.

Gerhard tog en Mappe frem og sagde: Her har De Hollænderne - de moderne Franskmænd - og noget Juks af mig. Det sidste skal De ikke bryde Dem om. Sæt Dem - og nyd!....

Ulf spurgte, idet han vendte Bladene langsomt og kiggede med Andagt paa dem:

Men hvorfor er De saa egenlig Maler?

Gerhard gik op og ned ad Gulvet dampende paa Cigaren. Han sagde smilende:

Jeg maa være i et stort Rum og jeg maa smøre en Pallet til engang imellem - jeg skal jo »imødekomme« mine Køberes Tilbøjelighed. Vent blot, til jeg faar lavet et Par Blade, som jeg ikke helt behøver at skamme mig ved - saa gør jeg som den evige Jøde i Gjenboerne, naar han faar Kaloskerne paa.... jeg tager Reisauss 95 fra det Altsammen - og det »mit Wonne«, som Tysken siger! -

Ulf drejede sig hurtigt i Stolen:

De rejser igen? -

Nej jeg bliver! svarede Gerhard leende. Jeg vender blot Bestillinger, Udstilling, Publikum og Kammerater Ryggen - lukker mig inde i denne min Verden, med clairobscur, Halvtinter osv. Tænk Dem, jeg behøver kun en Mellemhandler - Forhandleren af mine Aftryk. Jeg er ligesaa fritstillet som Digteren. Jeg behøver hverken at bede eller true mig en »god« Plads til paa Udstillingerne. Et Boghandlervindu - en Glarmesterbutik er mig nok. Er min Radering god , saa kan jeg sælge den, som Forfatteren sælger sit Manuskript - jeg faar en Korrektur, et Prøvetryk at se - og dermed Sagen færdig. Og jeg kan, ligesom Digteren, beholde mine »Værker« omkring mig. Ingen løber mig paa Dørene, for at blive »malet af« eller for at »se« mit Atelier. Her er intet at se, uden en Mand, der sidder foran en hvid Ramme eller drejer paa en Valse. Jeg kan blive - hvad jeg sætter højest af Alt - en Aristokrat - en Eneboer - en Udenforstaaende, hvis Adresse næppe Nogen kender.... og dog lever jeg i det Land, hvis Sprog jeg elsker og hvis Natur tiltaler mig, fordi jeg har indsuget mine varigste Indtryk for Livet gennem dette Sprog, gennem denne Natur! -

Ulf bladede i Mappen, syntes med Opmærksomhed at undersøge nogle Papirer.... og sagde omsider med Haanden lagt paa disse Papirer og med Øjnene følgende den frem og tilbage vandrende Gerhard:

De er en underlig En! -

Tak! Det sagde jeg før om Dem! -

Jamen De er maaske nok saa underlig, som jeg! svarede Ulf. Kun tre Gange har jeg været sammen med Dem. -Jeg har krænget hele min Indmad ud for Dem - men om Dem véd jeg kun, at De maaske foretrækker at radere fremfor at male! -

Gerhard standsede og sendte ham et smilende Blik fra Siden:

Saa-aa? virkeligt? Oprigtigt talt, det falder mig først ind nu, De siger det! -

Jamen nu véd jeg noget mere om Dem! raabte Ulf triumferende 96 og holdt Papirerne ivejret. Jeg kunde have sagt mig det før: - De er Forfatter - Digter - og her er Beviserne!....

Gerhard gik raskt hen imod ham, bøjede sig lidt forlegen ned, tog de beskrevne Ark ud af Haanden paa Ulf og lukkede dem ind i et Skab.

Dér ligger Beviserne! sagde han. Og dér faar de Lov at blive!... jeg havde mindst tænkt paa, at de skulde komme en virkelig Poet for Øje! Og nu maa De undskylde mig, min Bedste! Jeg sætter mig til at arbejde - jeg har en Plade, som skal ætses.... Gør Dem det saa behageligt, som muligt. Vi kan tænde Lampen paa det andet Bord.... Frihed! skal være vort Løsen. Frihed for os begge! -

Ulf Brynjulfsen rejste sig og gik op og ned ad Gulvet. Der var kommen Uro over ham. Han traadte hen til Vinduet, saa' en Stund op mod Aftenhimlen, listede sig til at se paa sit Uhr, syntes at grunde over noget, og sagde:

Hør, De Gerhard!....

Nu da?....

Véd De af, at det er den sidste April iaften?....

Saa er det maaske den første Maj imorgen? svarede Gerhard spøgende.

Netop! det er Valborgsnat - det er Heksenes Nat - de unge, smukke Hekses Nat - Pokker ivold med de gamle og grimme!....

Gerhard vendte sig om fra Bordet og nikkede til ham:

Altsaa - god Fornøjelse!

Ulf stod midt paa Gulvet, uvis, krammende sin Hat:

Gaar De ikke med? - Aa, gaa med derud!...

Nej! sagde Gerhard bestemt. Jeg arbejder! -

Hans Læber bevægede sig, som om han vilde tilføje noget.... Det hørtes ikke af Ulf.... men det lød som: hvad skal vi være to dér?

Ulf gjorde et Par Skridt hen imod Døren, vendte og kom tilbage:

Jeg skal sige Dem - jeg kan saa Fandens godt lide Dem....

97

Det er det Kvindelige i mig, at jeg bliver forelsket i den, der selv er tilknappet.... maaske ulykkelig forelsket, ligesom »Skyggen« paastaar, at han er det i mig! Høg over Hog!....

Gerhard lo: Det ender med, at »Skyggen« bliver jaloux - hvis det er Deres Ven, ham, som jeg saa' forleden? -

Ja, det er min Ven! mumlede Ulf. Den eneste, jeg maaske har!

Derpaa sagde han højt:

Maa jeg ha' Lov - hvis jeg siden skulde komme forbi - og hvis De er oppe til den Tid - maa jeg saa ha' Lov at se ind til Dem? -

Gerhard rejste sig og trykkede hans Haand hjærteligt. Mit Sovekammervindu vender ud til Haven - nærmest Døren. Jeg plejer altid - gammel Vane - at ligge og læse i Sengen. Paa den Maade har jeg faaet meget læst, kan De tro. Bank blot paa Vinduet med Deres Stok - jeg skal staa op og lukke Dem ind! -

Nej! svarede Ulf undvigende. Det er en Skam....!

Ingen Passiar! Vi er Venner, Ulf Brynjulfsen! Tro mig, naar jeg siger det. Godnat - og god Fornøjelse!....

Da Klokken var henad Et - just som Gerhard vilde slukke sit Lys - blev der banket paa hans Sovekammervindu. Han kastede nogle Klæder om sig, sprang op og aabnede Vinduet: Er det Dem?.... spurgte han.

Ulf stod nedenunder, temmelig exalteret - noget tyk i Mælet: Det er mit sande Jeg - mit udødelige alter ego - o Henrik Gerhard! Skulde De være tilbøjelig til at lade dette mit aandeligc Jeg dvæle en halv Times Tid oppe i Deres herlige store Rum - Atelieret kaldet? Jeg skal liste mig op som en Tyv og ned som en Kat - og jeg skal ikke mjave for Deres Jomfru Scheidewassers Dør, for ikke at saare hendes kyske Drømme!....

Gerhard lo og rakte ham Nøglen:

Vil De maaske arbejde nu?....

Ved Guderne! ja!.... nu kommer min »Guds-Fred«!

De kan putte Nøglen ned mellem Muren og Epheu'en, naar De har lukket Dem ud. Godnat! sagde Gerhard.

98

»God rolig Nat!« lød Brynjulfsens Stemme.

Gerhard hørte, hvorledes han aabnede Døren og gik opad Trappen nynnende en Melodi.....

Hvad er det dog, han synger? spurgte Gerhard sig selv, og pustede Lyset ud. Saa lød det pludseligt for hans Øre:

Je suis pris par une femme,
cheveux blonds et teint de lait;....

Gerhard bed sig i Læben og laa længe inden han faldt isøvn.

IX

Den første Maj sprang - efter gammel Regel - ingen Knopper ud hos os; men Nøragers Ugeblad kom ud i udvidet og forskønnet Format.

Ulfs Treuga-Dei stod paa Forsiden ligesom forbavset over sig selv i den ny Klædning.

Bladet hed saadan noget som »Udendørs og Indendørs«; Overgaard og Brynjulfsen havde i Forening døbt det »Uden Døre og Vinduer«.

Gerhard var gaaet til Byen, for at købe Farver. Han blev sulten og søgte ind paa Kaféen.

Dér sad Overgaard og Nørager.

Nørager holdende Bladet i Arms Længde fra sig, betragtende det med en Faders kærlige Stolthed og mildt overbærende Øje. Af og til spiste han en Mundfuld. Overgaard havde lige faaet sin Frokost bragt ind; han undersøgte prøvende den varme Ret, gjorde nogle Indvendinger til Opvarteren, og sagde til sin Genbo:

Hvor Du dog er en brav Fyr, Nørager! Naar Vorherre i sin uransagelige Visdom hidtil har nægtet Dig andre Børn, saa omfatter Du os - dine literære Poder - med en Omsorg, for hvilken Du bør oppebære dit Tilgodehavende hinsides..... eftersom Du 99 her næppe faar en Saugskærers Dagløn for dit Slid! Haløj, Gerhard, er Du dér? Kom og sid hos! Nørager holder Barselstue!

Nørager hilste alvorsfuldt paa Gerhard og sagde:

Naar engang den danske Literaturs hemmelige Historie - dens Annaler bag Kulisserne - skal skrives, saa trøster jeg mig til at kunne levere et ikke uvæsenligt Materiale. For det er virkelig sandt: lige fra Øhlenschlæger og ned til.... nomina sunt odiosa.... har vore Digtere maattet gaa den lange, ensformige polske Tiggergang, for at faa Brødet. Fortrolige Breve og Memoirer handler saa godt som udelukkende om Husholdningssorger, Regninger, Veksler. Ubegribeligt, at de Mennesker har kunnet digte saa meget - og saa godt - som de har! -

Ja - saa meget! Ubegribeligt! svarede Overgaard blinkende til Gerhard.

Jeg tør sige om mig selv - fortsatte Nørager uforstyrrelig - at jeg redelig har midlet og mæglet - løbet til Forlæggere, Redaktører og Bogtrykkere - i den fælles Kamp for Ideerne! -

Du er den skinnende Uegennyttigheds rene Perle, Nørager! men Du kunde dog gerne derfor engang imellem tage let paa en Spøg! sagde Overgaard stadigt blinkende til Gerhard. Det vilde ikke gøre Dig det mindste Afbræk i din Kamp for Ideerne! Se paa Gerhard - hvilket forskrækket Ansigt han sætter op ved Tanken paa, muligvis at skulle gøre ligesom jeg - skrive en aandfuld Theaterartikel gratis!

Jeg vidste ikke af, at Hr. Gerhard var Forfatter! sagde Nørager velvilligt og gjorde Plads ved Siden af sig.

Det er han saamænd heller ikke! sagde Gerhard og satte sig.

Aa lur ham! raabte Overgaard. Han er baade Forfatter og en bemidlet ung Mand - ligesom jeg selv. Du skal bare hugge ham, saasnart Du kan, Nørager!

Saa kom Opvarteren hen til Bordet og meddelte i Fortrolighed, at Hr. Brynjulfsen sad i det inderste Værelse - han vilde ikke forstyrres - han læste Aviserne!

Ulf ude paa denne Tid af Døgnet - og læser Aviser! Saa staar Verden ikke længe! raabte Overgaard. Lad os faa ham herind!

Undskyld - bad Opvarteren - jeg har allerede sagt Hr.

100

Brynjulfsen, at Herrerne var her - men han svarede, at det var ham ligegyldigt - han vilde ikke forstyrres!...

Skriver han? spurgte Nørager.

Nej, han læser Bladene - allesammen! forsikrede Opvarteren.

Overgaard rejste sig og gik ind. Lidt efter kom han alene tilbage:

Han er ikke til at rokke. Jeg foreslaar, at vi gør os færdige her - saa flytter vi ind til ham. Han maa kunne knirkes op. Jeg kommer dog ikke i Ministeriet idag - hvilket ikke er noget Tab for Statstjenesten! -

De gik alle tre ind i det inderste Værelse - dér hvor Selskabet havde været samlet den første Aften.

Der var halvmørkt - en solbeskinnet Brandmur udenfor Vinduet - ingen Gæster. Brynjulfsen sad henne ved Vinduet med en Mængde Blade foran sig paa et lille Bord.

Han saa' træt, modfalden og tankefuld ud.

Naa, Ulf! raabte Overgaard. Stadig fordybet i Byens Begivenheder og Verdens Bagateller?...

Jeg holder meget af Aviserne! svarede Ulf... de afløser Kristendommen i dens Forsorg for Menneskene - den Kristendom, som engang eksisterede. Den gjorde Menneskene dumme. Og det er hverken ment eller sagt i ond Betydning. Menneskene var lykkelige. De havde ophørt at tænke! Nu gør Aviserne den samme Gerning med deres ulidelige Kævl og deres endnu ulideligere Vigtighed. De har lært os at ophøre med at tænke - de har gjort os dumme.... vi har Haab om endnu engang at kunne blive lykkelige! For, Ondet i Verden - det er at tænke - det er Fortvivlelsen!... Det har forresten engang en Præst sagt mig - om just ikke med de samme Ord! tilføjede han.

Ulf! hvorfor er Du saa sentimental idag? spurgte Overgaard, medens de alle tog Plads om Bordet.

Du kender nok ikke din Heine! »Det er den første Maj. Det usleste Ladegaardslem har Ret til at være sentimental idag. Og Digteren vil man ikke tillade det«.... citerede Ulf.

Gudbevares, Du har din Frihed! sagde Overgaard - men skal Du ikke gratulere Nørager? Han er istand til at give en Flaske Bourgogne. Idag kommer han ud paa fint Velin!...

101

Jeg vil ikke have noget at drikke! svarede Ulf vranten. Og I vilde gøre mig en Tjeneste ved at lade mig være i Fred! Her er ganske tomt herinde! tilføjede han og pegede paa Panden.

Aa Snak, Ulf! raabte Nørager. Du har naturligvis skrevet noget, som vi kan faa i næste Numer! Nu maa vi skam spænde os i Selen - de Yngre maa vise, hvad de formaar - det Ny maa frem i Literaturen.... Skriv, skriv, skriv! -

Hyp, alle mine Heste! lo Overgaard.

Hvad vil det sige, at skrive Literatur? spurgte Ulf og tilføjede lidt spottende - den ny? Bestandig samme Suppe... kun Bollerne stikkes paa en forskellig Maade! Du er et Fæ, Nørager, at Du optager alt det Juks i dit Blad! Lad os sige, at man i gamle Dage sagde: »Svanen, snehvid, med sin Slangehals!« Det kan vi ikke mere bruge. Vi maa ha': »Svanen, hvid som Faxe-Kridt, med doven Slange-Hals!« Eller bedre endnu: »Svanen, hvid som det hvideste raffinaderede Sukker, med sin dovne Boa-Konstriktorhals!«... Dér har vi det Nyeste! Oprigtig talt burde snehvid Slangehals være tilstrækkeligt! -

Det var Ret, Ulf! sagde Overgaard og klappede ham paa Knæet. Nu kommer Du til Vinden igen, gamle Dreng! -

Ulf tog Benet til sig og vendte sig halvt bort:

I er nogle Vrøvl! I tænker aldrig! -

Naa men Du da? spurgte Overgaard.

Jeg tænker - svarede Ulf - f. Ex. at der er Hunde, som fødes Vandhunde! Bind dem fast med et Reb: de vil slide Rebet itu og springe i Vandet efter et Barn eller en anskudt And! Der er Hunde, som fødes krysteragtige Køtere! Lok dem med det lækreste Kødben: Du faar dem ikke til at dyppe Poten engang! Saaledes er der Mennesker, der er født Vandhunde, og Mennesker, der er født Køtere. Gaa selv hen og styrt Dig i Vandet - hvis Du tror at kunne forandre den menneskelige Natur. Aa! at man dog engang kunde ophøre at dømme hverandre, eller tænke paa at ville forbedre Verden!....

Jamen - hvor hører det hen? spurgte Nørager.

Hvis Du ikke var saa naiv - skikkelig i din Naivitet - svarede Ulf - saa vilde jeg kalde Dig en Torsk! Du skal hedde det alligevel!....

102

Dermed rejste han sig, tog sit Tøj og gik.

Overgaard gabede ærgerligt:

Jagu er han et Geni - men aldrig faar han noget færdigt - ikke engang til en ny Digtsamling faar han....

Aa jo dog! mente Nørager.

Det ender desuden med Forskrækkelse.... saadan som han lever! sagde Overgaard filistrøst og tilføjede tankefuldt: hvor mon han har været henne inat? Véd Du ikke Besked derom, Gerhard?

Gerhard vilde svare benægtende. I samme Øjeblik stod Brynjulfsen atter i Værelset. Han saa' fra den ene til den anden, spidsede Munden til en Fløjten, og sagde:

Har I nu rakket mig ned? Aa, kom, Gerhard, og driv med ud paa Langelinje.... siden jeg nu engang er bleven overrasket af Formiddagssolen!

Saa lettede han ved Hatten og gik til Døren.

Idet han vilde gaa ud, kom tre unge Officerer ind. Den forreste saa' paa Brynjulfsen, Brynjulfsen paa ham. Deres Blik krydsedes - de bukkede stift for hinanden - saa var Ulf ude paa Gaden.

De tre unge Mennesker hilste tvungent høfligt paa Overgaard og Gerhard.

Straks efter rejste Gerhard sig, tog Hat og Overtøj og gik til Døren.

Aa, bliv lidt! raabte Overgaard. Jeg vil tale med Dig!...

Jeg har Forretninger... Model, som venter...! svarede Gerhard undskyldende.

Model? sagde Overgaard skeptisk og drejede Mustachen.

Det lykkedes Gerhard at indhente Brynjulfsen, som høfligt veg tilside for en gammel, rokkende Kone. - Han tog Gerhards Arm og gav sig til at snakke, medens de langsomt spaserede ud ad Byen, østerpaa:

Denne By - denne By!... og disse Mennesker! Hvor kan man blive andet end uselskabelig? Forstaar De, Gerhard! de to Fyre derinde... nej jeg vil ikke sige to gamle Venner noget ondt paa - 103 men Gudbevares hvor Overgaard er ødelagt af det Kaféliv - og hvor Nørager er umulig med al hans Bravhed! Er det stygt sagt af mig? De smiler! De har saa bandsat nemt til at smile.... er det maaske mig selv, som er umulig? Jeg tror det saa gerne! Men - le nu ikke! Hvorfor er jeg netop født i dette velsignede lille skaldede Land - hvad? - hvor »Himmelbjærget« er det højeste Punkt, naar man slaar op i Geografien - og hvor der har levet Aander... ja for Pokker, men her lever ingen flere, og jeg har denne lumske Mistanke om, at det er Slut med Psalmebogen for os? - Ja, jeg véd, at man modsiger dette - og man bør formodenlig »holde Fanen højt«, som den bolde Nørager siger... men hvad hjælper det mig, naar jeg ikke kan tro derpaa? Aa, kunde blot En udefra bibringe mig den Tro - En, som holdt meget af mig... En, som elskede mig! tilføjede han sørgmodig og hæftig. -

Gerhard svarede intet.

De gik atter et lille Stykke. Ulf sagde:

Naa, dette Vrøvl keder Dem! Nu skal jeg fortælle Dem noget... Jeg stod tidligt op og gik ud idag... det plejer jeg aldrig. Jeg følte mig rigtig frisk og vel! Jeg syntes, at Foraaret kom op i mig; det begyndte at synge med Fuglestemmer for mine Ører, jeg saa' Farver, Lys, fin Duft for mine Øjne - jeg kiggede Menneskene ind i Sjælene og fandt dem af en noblere Substans, end jeg længe har fundet dem. Og saa...

Saa lod De Dem irritere af Deres to gamle Venner... eller var det maaske den unge Officer? spurgte Gerhard med et lidt drillende Sideblik.

Ulf skar en Grimace, vilde svare skarpt, men sænkede Hovedet og sagde i en blød Tone: Benyt Dem ikke af den Overlegenhed, De har overfor mig: De véd, at jeg er betaget - men jeg véd intet om Dem. Jeg ser kun, De er frejdig! -

Gerhard klemte Brynjulfsens Arm og sagde kort, hjærteligt:

Hvad véd jeg? - Og hvad formoder De? -

Jeg har i Grunden sagt mere, end jeg vilde! sagde Ulf, som vilde udenom.

Aa nej, jeg beder Dem - udbrød Gerhard. De sagde, at De imorges var tidligt ude og følte Dem frisk og vel! Det var ikke 104 Tilfældet med mig. Jeg var tung og træt - som jeg undertiden er om Morgenen. Maaske kan jeg tilskrive det min dumme Vane med at læse sent i Sengen. Jeg gad ikke arbejde, næppe se min Avis - og aldeles ikke se min Scheidewasser! Maaske følte jeg... ja nu skal jeg aflægge Dem en Bekendelse... at det var en Dumhed, jeg havde begaaet, ved at være kommen her hjem igen. Alt irriterede mig: Huset, hvori jeg er flyttet ind - hele det Kvarter, hvori jeg er dumpet ned - hele Byen - hele dette Land! Tænk Dem: Jeg kender ikke ti Mennesker herhjemme - og ingen Kat har gjort mig Fortræd! Jeg skylder ikke Nogen noget Regnskab for min Gøren og Laden - jeg har endnu ikke ganske naaet de ominøse Fyrre - lider ikke af nogen Legemsskavanker - spiser godt, sover godt... og alligevel: en skønne Morgen vaagner jeg og finder med mig selv, at jeg er paa gode Veje til at blive Hypokondrist, Pessimist, Schopenhauerianer... Vil De forklare mig det?

Ulf tav. Gerhard fortsatte spøgende:

Uden det maaske netop skulde være, at jeg har gjort Deres Bekendtskab... hm! Slet Selskab fordærver osv....

De lo begge to. Saa sagde Ulf pludseligt:

Det er maaske noget Sludder, det jeg nu siger! men har De aldrig tænkt Dem, at Naturen kan spille to Mennesker et af sine underlige Puds: den har oprindeligt ment et Menneske, da Leret blev æltet - men ved Støbningen falder Formen ud til to ? Stykket Henrik Gerhard og Stykket Ulf Brynjulfsen = Mennesket Gerhard Brynjulfsen!

Unægteligt, det lyder som en Paradox! sagde Gerhard og lo saa højt, at de Forbigaaende vendte sig.

Hys! raabte Ulf omtrent lige saa højt. De henvender hele den danske dannede Intelligens - hele den ganske Bredgades Opmærksomhed paa os!

Det vilde være slemt! mente Gerhard.

Værst for Dem - naar De ses med mig! sagde Ulf. Her bor hele Papas Slægt - Onkler, Grandonkler, Fættere og Tanter - Dommerstanden, Armeen tillands og tilvands - Bisp, Provst, Vorherres Borgervæbning... hele Familie-Kleresiet! Vogt Dem, 105 naar De skal til at bide i det sure Æble... thi gennem denne Gade, fra det kgl. Theater og forbi Erkeenglene paa Marmorkirken, gaar Danskens Vej til Ros og Magt! -

Hvad var det saa, De vilde fortælle om imorges, da De frisk og veltilmode spaserede ud i denne farlige Bys Gader? spurgte Gerhard tørt og tændte sig en Cigar.

Aa - naa ja! det var et Møde! sagde Ulf henkastet.

Med en ung Dame - ung Pige - blond - elskværdig - med noget Blufærdigt over sig, trods det tilsyneladende eller aabenbare blandede Selskab, hvori hun... naa! gætter jeg rigtigt? spurgte Gerhard.

Jeg beder Dem - lad hende være udenfor! sagde Ulf dæmpet.

De gik sammen nogen Tid i Tavshed. Gerhard skottede til Ulf. Saa sagde denne:

Jeg mødte, kort førend jeg faldt ind i den modbydelige Kafé, et Par - Mand og Kone - tidligere Bekendte af mig. Han er Kunstner - og gift med hende. Hun er hans Kone - og gift med ham. For en halv Snes Aar siden var hun mere end tækkelig - ja kaldtes smuk - med dette Jomfruelige over sig i Blik, Miner og Lader, som har været uimodstaaeligt før Mændene lige fra Evas og Paradisets Tider indtil seneste Dato. Man mærkede, at han i sin Kunst elektriseredes deraf - saa vidt en dansk Kunstner kan elektriseres. Hun fik et Barn, to Børn; det Jomfruelige var der endnu, tilsat med denne voluptiøsc Ynde, som Fristeren, den gamle Slange, paa Forhaand véd , at Adam ikke kan staa sig imod. Kunstneren stod paa sin Højde - saa højt som en dansk Kunstner kan staa. Han var Publikums erklærede Yndling, Avisanmældernes staaende Trumf, god Ven, god Kammerat, Centrum i en Kreds, der var kræsent udvalgt nok til at kunne gælde for udsøgt.

Vi - nogle Stykker og jeg - søm allerede dengang fjærnede os lidt - vi opdagede vel hist og her en Plet i Solen. Men hvad betød vi ? - Skumlere!

Han fik et Par Børn endnu - samt en Dekoration og en Titel. Stundom traf vi ham - ved en Middag eller ud paa Natten. Han drak tæt, som vi andre, sagde ikke meget; - først sent paa Natten, naar jeg f. Ex. kilede løs paa Kunst og Samfund, saa kunde vi se 106 hinanden ind i Ansigtet - og han kunde taale at høre mig sige ham en Sandhed. Ved højlys Dag paa Gaden hilste vi køligt; tilsidst opgav vi det.

Han stod stille i sin Kunst, men var stadig Centrum i en Kreds. Nogle nyere Blade lod ham høre, at han stod stille - men dette betød i Bredgades Øjne, at han var »moden« - og han fik endnu en Dekoration.

Han brød aldrig Decorum ved nogen officiel Lejlighed - leverede altid »propert Arbejde« - levede efter Sigende et lykkeligt Familieliv, havde smukke Børn og en fortræffelig Hustru.

Hun havde efterhaanden udviklet selskabelige Talenter hos sig - »diletterede« i forskellig Retning - havde en Mening om Kunst og stak den ikke under Stolen.

Hun frygtede vel ikke - sagdes der - for hans Prestige. Publikum var trofast; men hun havde dog paa Fornemmelsen, at der var noget ivejen.

Hun indrømmede, at han sørgede for hende og Børnene - ikke drak sig fuld - ikke pryglede hende, ikke gav Forargelse. Men flegmatisk var han bleven; ofte træt; stundom vranten; elskværdigst ude. Hun vilde tage ham under Behandling - drive ham frem - inspirere ham!

Dette sagde man.

En Sommeraften traf jeg sammen med dem paa et offenligt Sted under aaben Himmel. De kom fra en Middag - i et stort Selskab af Herrer og Damer - jeg var i en præsentabel Stemning, en af Selskabet indbød mig; jeg blev præsenteret.

Jeg kendte hende ganske vist igen. Men, »ak hvor forandret!« - Matroner kan være elskværdige at se paa og tale med - og alligevel sidder man dér og leder efter den fordums Glans i Blikket, Ynde i Bevægelserne, Klang i Stemmen - Sommerfuglestøvet, som er strøget af Vingerne. Hun var bleven massiv i Udtryk, i Blik, i Miner og Lader - udfordrende i Meninger uden at have nogen Mening - konfus i sin Rolle som den fejrede Kunstners aandfulde Halvdel - ilde berørt ved den uskyldigste Sarkasme - paastaaelig og stridbar som alle svagtbegavede Naturer - og dog godmodig som de fleste Filisterdøtre, hvem Livet i Grunden kun har nægtet Evnen til at forstaa Kunst.

107

Hun fingérede at være vred paa mig, fordi jeg ikke søgte min gamle Omgang. De vil nu være saa meget aparte - sagde hun - men det Kritiske og især det Oprevne ligger slet ikke for Dem. Det er bare noget moderne Noget, som De bilder Dem ind skal være klædeligt! Se paa min Mand og lær af ham! Han gaar sin støtte Gang - ser hverken tilhøjre eller venstre - og ser han imellem skævt, saa har han mig ! - osv.

Han sad for sig, temmelig alene. Det kogte i ham, kunde jeg se; men han svarede selskabeligt spøgende. Jeg blev tavs og trist; han fik puffet mig til en Side og hviskede: Lad os drikke et Glas Vin - naar vi skilles!

Da vi vilde fjærne os, erklærede hun bestemt, at han ikke fik Lov: Husk, hvor daarligt Du taaler Natteluften - og imorgen skal Du arbejde - og Du har lovet at hjælpe Cecilie med hendes franske Stil - og desuden... det hviskede hun halvhøjt.... han dér er virkelig ikke Selskab for Dig!

Jamen nu vil jeg gaa! sagde hendes Mand.

Vi skilte os fra Selskabet og tilbragte det meste af Natten sammen. Kunstnernaturellet kom op i ham... aa, vi Danske har virkelig noget Naturel, naar vi faar Lov at give Hesten Tøjlen... vi drak sammen, passiarede om Kunst i Udland, Forfald herhjemme - om Liv, Natur - om det, Svensken kalder syv Tusind Djævle i Kroppen... og ved Dagens Frembrud - en herlig Sommermorgen - fulgte jeg ham til hans Gadedør - helt opad Trappen - vi kunde ikke faa talt ud.... saa gik Entrédøren op - og dér stod Madame i Natnégligé.

Der vankede. -

Dette er flere Aar siden. Nu mødte jeg dem i Formiddag. De havde gaaet Morgentur - og deres Ansigter røbede Skænderiet. Hans Træk var bittert fortrukne - hendes Ansigt var tomt, Øjnene uden Udtryk, Munden stramt lukket.... et lykkeligt Par, misundt af Mange, bagtalt af Ingen, kendt af Faa!

Men det siger jeg Dem, Gerhard! at igennem disse To kender jeg saa godt som hele vor Kunst - Digtere, Malere, Skuespillere, Musikere - og en stor Del Embedsmænd, Videnskabsmænd, Handelsmænd og »andre« Mænd og Koner! Og jeg , som undertiden endnu kan drømme Ungdomsdrømmene om igen: den lykkelige 108 unge Hustru og Moder - de søde, velsignede Børn - Hjemmets Hygge - den »fredede Arne« for Kunst og Kunstneren!! Gud Fader fri og bevare mig!....

Amen! sagde Gerhard. De overdriver!....
I det samme hilste han paa to Damer.

X

Han hilste paa to Damer, som atter hilste paa en tredje; alle tre Damer standsede, Gerhard og Brynjulfsen blev staaende.

Det er virkelig Dig, Ulf? sagde Annette Kirchhoff.

Og det er virkelig Dig, Frøken Kirchhoff! sagde Ulf, som med overdreven Ærbodighed tog Hatten af.

De har altsaa funden min extravagante Broder? spurgte hun leende Gerhard.

Ja, vi har »funden« hinanden! svarede Ulf paa hans Vegne. Aa - Annette! vil Du forestille mig for den Dame....?

Min Broder, Ulf Brynjulfsen.... Fru Anna Funch! Hr. Gerhard og min Veninde kender allerede hinanden! sagde Frøken Kirchhoff.

Den tredje Dame vilde gaa. Annette Kirchhoff holdt hende tilbage og forestillede de to Herrer for hende: Frøken Harriet Palm.

Skal vi saa vende om og gaa ud ad Langelinje igen! foreslog Frøken Kirchhoff

Hvis vi alle fem skal følges ad - og hvorfor ikke det? - saa vilde jeg foretrække Vejen gennem Kastellet - for ikke at vække ufornøden Opsigt! sagde Ulf spottende. Jeg skal sige Damerne: vi er inde paa at snakke højt idag og lade Menigheden springe over Klingen!

Damerne smilede. Selskabet fulgtes ad over Kastelsbroen.

Ulf lod Gerhard gaa foran mellem Fru Funch og den fremmede Dame; selv holdt han Annette et Øjeblik tilbage og spurgte dæmpet:

Hvem er hun dér - den fremmede?....

109

Mener Du Fru Funch - min Veninde?....

Jeg mener den anden - den høje slanke! Hun ligner en Russerinde!....

Det er min Veninde!...

En ny Veninde! Det er sandt: Du er jo Samler! Hun minder om en Revolutions-Marketenderske! -

Annette Kirchhoff lo:

Du gætter godt, Ulf! Kender Du hende ikke? Hun er meget original - saadan noget nær en Nihilist!....

Pokker heller! sagde Ulf og skar en komisk Grimace. Det skulde Fru Mama vide! -

Aa, jeg har da Lov at have de Veninder, jeg vil! Her er virkelig altfor kedeligt herhjemme, til at man skulde nægte sig et originalt Bekendtskab.... ja, for hun er original! tilføjede Annette som undskyldende Forklaring.

Jeg siger ikke, at Du skulde nægte Dig noget; jeg nægter mig intet! svarede Ulf med paatagen Alvor. Nu vil jeg prøve hende! -

Tag Dig iagt; hun bider! lo Søsteren.

Jeg er ikke bange! Og forresten gaar jeg ikke bus paa. Fru Funch!.... kaldte han.... Fru Funch! -

Fru Funch vendte sig og saa' spørgende paa ham.

Fru Funch!.... sagde han.... Det er altsaa Dem, som bor sammen med min Søster? Jeg kunde straks have sagt mig det. Maa jeg komme og besøge Dem, naar jeg føler mig oplagt? Jeg skal nemlig forklare Dem: min Søster her siger mig, at De er Nihilist.... og mellem Nihilister behøves ingen Komplimenter.... dér er Alting det aandelige Broderskab! -

Er jeg Nihilist? spurgte Fru Funch og vendte sig forundret til Annette Kirchhoff, som straks raabte:

Nej, nej! han vrøvler altid!

Selv Vrøvl! sagde Ulf og lo. Naa ja - uden Fortrydelse! - saa kommer jeg ikke og besøger Dem. Saa vil jeg derimod spørge Dem, om De er med til at »værge vort Land« - og om De har Penge i Sparekassen - om De flager ved alle højtidelige Lejligheder - og hvilken Præst, De hører?

Fru Funch saa' lidt smilende betuttet ud. Frøken Palm drejede Hovedet rask, trak Overlæben ivejret og spurgte ham: 110 Hvornaar er De konfirmeret? -

Ulf studsede - saa' paa hende - og lo: Vi er vist paa Alder sammen, Frøken! Jeg husker fra Kirkegulvet en Bachfisch, som stadig forvekslede Buddene - jeg vil ikke sige, hvilke! Skulde De maaske have været den unge Dame?....

Nej! svarede Frøken Palm slagfærdig. Det er ikke rimeligt - for jeg var i min Opvækst yderst religiøs og meget skriftklog. Derimod husker jeg - da jeg tog Artium ved Universitetet - en ung grøn Student, der kom hen og bød mig og en kvindelig Ven af mig til Punschegilde om Aftnen hjemme paa hans Værelse. Meningen var utvivlsomt at faa os til at prostituere os. Men han blev selv fuld ved det tredje Glas, gav sig til at græde og bad os for Guds Skyld ikke sige noget til Fru Mama. De skulde da ikke have været den Student? -

Maa jeg saa trykke Deres Haand? bad Ulf leende.

Nej De maa ikke! Og nu vil jeg sige Herrerne Farvel! Farvel, Fru Funch!... Farvel, Annette!... kommer De i Læseforeningen iaften? De skulde hellere blive borte - for der er blevet saa kedsommeligt og saa vrøvlevornt - som om det var lutter Mandfolk. Adieu!

Men Gud, Harriet - gaar De ikke hjem med os? spurgte Annette.

En anden Gang? Jeg har ikke Tid! -

Og hun gik.

Hm! sagde Ulf, vendte sig om og saa' efter hende. Hun gik med elastiske Skridt, rank, udfordrende Holdning, vuggende lidt i Hofterne, saa' lige ud for sig, med en Mine, der tydeligt tilkendegav, at alle Forbigaaende kedede hende og var hende ligegyldige. Profilen - med de korte, fast skaarne Træk - tydede paa Vilje og Karakter. Næsefløjen dirrede svagt, Læberne sammenklemte, Teinten sydlandsk, af en klar, sund Farve.... hun maatte have været meget smuk som ung - var smuk endnu og saa' i Frastand ungdommelig ud - en Ungdommelighed, som hendes Klædedragt med et let Koketteri søgte at støtte. Kjolen og Overstykket sluttede tæt til Figuren; Snittet var en Dames - en Dame med Smag og Opfindsomhed - men Stoffet var slidt, og Moden ikke den allersidste.

111

Ja saa! bemærkede Ulf langsomt. En Jaguar! Den, der vil tæmme hende, han....!

Er næppe funden endnu! lo Søsteren.

Hvor har Du hende fra? spurgte han.

Ikke fra Rusland - det kan jeg blot sige Dig! -

Han tænkte sig lidt om, saa sagde han: Fru Funch - kan De sige mig, hvad det nuværende Danmark er?

Jeg er bange for, at det er et lille, ulykkeligt Land! svarede Fru Funch sagte.

Det er Protesten imod hende dér... og hun er Protesten imod det ! Vil De høre mig i min Geografi? Ungarer og Polakker morer sig i det mindste ihjel. Frankrig har endnu nogen foudre tilbage i Kroppen. Tyskerne kan være gemytlige midt i deres Ondskab. Vi, Kongeriget Danmark, er Smaagrinets Land. Vi driller hinanden fordærvet, naar vi ikke keder hinanden tildøde. Og denne By er Midtpunktet for hele Grinebideriet - fladt, fadt, flovt! Man er ved at tabe Næsen, naar man endelig engang møder et Ansigt, der synes at være sluppet ud fra et Bjærgpas!....

Kender De ham nu? spurgte Gerhard smilende Fru Funch.

Nej, men jeg er virkelig nysgerrig!... svarede hun.

Véd De, min Naadige - fortsatte Ulf paa sin sørgmodig-vrantne Maade.... hvad jeg tænkte paa i denne sidste Vinter - i den evindelige Kulde? Jeg tænkte: Herregud; Kunstnere, Digtere og Tænkere - det Foraar maa vi nu engang for alle opgive at vente paa. Saadanne Fugle - om de kom - vilde blot fortære sig selv i Tristhed herhjemme. Men hvorfor kunde der ikke opstaa - lad os sige et teknisk Vinter-Geni hos os.... saadan en Fyr, som kunde hitte paa at samle al den »Ildebrand«, der nu ryger lukt op gennem vore aabne Kakkelovne og Skorstene og laver Fodvarme for Vorherre... samle og udnytte den til Fordel for alle vore stakkels Fattige - som Vorherre dog hverken føder eller klæder.....? Ja, Du ler, Annette! Jeg bliver forbitret ved den Maade, Du ler paa. Véd Du, hvad denne By trænger til? Den trænger hverken til et nyt Theater, ny Kunst, nye Gader eller »nye« Mænd... den trænger først og fremmest til et nyt Kloakvæsen - til et Waterclosetsystem... for vi er en stinkende By, en sumpig, usund, svinsk By... og vi er nogle Grise tilhobe, at vi stadig finder os deri! Undskyld, 112 min »fine« Søster! men det er det , som vi trænger til! Og vil Du ikke tro mig, saa kan Du spørge den første, den bedste Udlænding! -

Her vendte han sig, tog Hatten dybt af for Fru Funch og sagde:

Undskyld, Frue! - hvis De har fundet min Tale simpel?

Hun saa' rolig paa ham og sagde nikkende:

De har intet at bede mig om Undskyldning for. De har simpelthen Ret - tror jeg!

Man fortsatte Vejen til Østerbro i nogen adspredt Stemning. Brynjulfsen gik ved Siden af Fru Funch og talte om sig selv. Gerhard gik længe i Tavshed ved Frøken Kirchhoffs Side og iagttog hende.

Hr. Gerhard! spurgte hun pludseligt. Taler De og min Broder altid om saa interessante »almennyttige« Sager? For hvis det er Tilfældet, saa vil vi ikke lægge Beslag paa Deres kostbare Tid og bede Dem gøre os den Fornøjelse at besøge os... Nu er vi hjemme!

Sniksnak! raabte Ulf leende. Jeg har aldrig besøgt Dig... maa vi komme... f. Ex. iaften? -

Kom til The! sagde Fru Funch smilende og gav dem hver sin Haand.

Det er et Ord! sagde Annette og klaskede overgiven Gerhard i Haanden. Men Ulf skal være manérlig... indestaar De for ham?

Jeg indestaar kun for mig selv, Frøken Annette! svarede Gerhard og saa' fornøjet paa den smukke unge Pige, idet han og Ulf hilsende fjærnede sig.

Han sagde »Frøken Annette«! tænkte hun, medens hun løb op af Trapperne efter sin Veninde.

De har egenlig ikke givet noget stort Nummer tilbedste for Damerne! bemærkede Ulf og bad Gerhard om Ild til Cigaren.

Gerhard lo:

Jeg havde nok at bestille med at se paa Deres Søster. Hun forekom mig overraskende smuk idag... hun klæder sig med en sjelden Smag, af vore Damer at være!...

Naa maaske... men hende - Nihilistinden - da?

Jeg er - sagde Gerhard eftertænksom - i Grunden ikke anlagt 113 tor Jaguarer - tror jeg. Naar jeg ser dem i Bur, saa bedrøver det mig. Overfor dem i vild Tilstand - gaar jeg helst min Vej. Men jeg husker dem længe bagefter - og beundrer dem! -

Og Fru Funch? spurgte Ulf.

Fru Funch og jeg vil vist blive udmærket gode Venner! svarede Gerhard. Altsaa ses vi iaften... De vilde jo hjem og sove? -

Nej, nu vil jeg hen paa en Vinstue! sagde Ulf melankolsk. Gaar De med? -

Jeg gaar hjem! svarede Gerhard.

XI

Gerhard var den, som kom først. Han havde regelmæssige Vaner og lod nødigt Nogen vente. Middagen spiste han hjemme, og da han havde besørget nogle Breve - navnlig et til den gifte Kusine, hvem han meddelte sin Tilbagekomst til Hjemmet og sin nye Adresse - klædte han sig omhyggeligt paa og besluttede at gaa Vejen tilfods fra Vester- til Østerbro. Han blev overrasket af en Regnbyge, alle Sporvogne var overfyldte, saa tog han en Drosche. Kørslen var langsom, Gaderne dyndede, Vejene daarlige - Forstædernes Kvarterer laa nedsænkede i trist, klam Majmaaneds-Fugtighed - Omgivelserne forekom ham saa fattige, saa sølle af en Storstads Periferi at være... han sagde uvilkaarligt: Og her skal man kunne leve som Kunstner!

Saa faldt det ham ind: men hvem er det, jeg skal besøge? Frøknen eller Fruen?... selvfølgeligt begge - men hvem er den, som fører Huset?... er det Fru Funch?... skal jeg maaske ovenikøbet forestilles for Manden?...

Og Gerhard smilede hen for sig: Fru Funchs Mand?... Aa Snak, hun er Enke! Naturligvis... en ung, ikke bemidlet Enke... ellers boede de vel ikke sammen og havde fælles Husholdning... for det har cie formodenlig? tilføjede han.

Saa tænkte han paa Frøken Kirchhoffs gratiøse Skikkelse, saa smidig og dog sluttet... Ja! nikkede han; hun var smuk idag... klædt paa søm til at lege Blindebuk med yngre Mænd... en 114 udfordrende Skønhed... blot hun ikke vilde snakke saa meget... Ah, bah! han var ingen Nar!... Og medens han tænkte paa hende, nævnede han hende alligevel Annette!

Vognen holdt.

Fru Funch lukkede ham selv op og førte ham ind i en ret hyggelig Dagligstue, lidt tungt og usymetrisk møbleret - som ved et tilfældigt Auktionsindkøb.

De faar tage til Takke en lille Stund med mit Selskab! Annette Kirchhoff er lige kommen hjem - dyngvaad - hun gør Toilette - og jeg tror, hun gør det grundigt: for hun vilde absolut være uimodstaaelig iaften, sagde hun! Det kære Menneske - saa megen Spændstighed og Frejdighed og Livslyst, der er i hende! De kan tro, jeg skønner derpaa! -

Jeg troede, De selv ikke havde noget at klage over i saa Henseende! sagde Gerhard og tog Plads.

Aa jeg - en gammel Kone!

Hun lo - han med. Saa fortsatte hun:

Hvad synes De om Frøken Palm? Ikkesandt, en udpræget - ganske ejendommelig Dame! Jeg har ikke kendt hende længe, men jeg kan lide hende. Hun kan være kantet og sær - stødende endogsaa til Tider; men jeg er overbevist om, at saadan er hendes Væsen - hun affekterer intet - hun er ligefrem, ærlig - udfordrende ærlig... men der er saa faa ærlige Kvinder. Tror De mig maaske ikke? -

Hun saa' lige paa ham, som om hun bestemt ønskede et Svar. Gerhard svarede undvigende, at han ikke kendte Kvinden tilstrækkeligt til at kunne dømme... Der var altid Galanteri, eller Mangel paa Galanteri, med i Spillet, naar Mændene talte om Kvinderne.

Ja De har Ret! sagde hun livligt - og tilføjede: Vi Kvinder faar saa sjeldent Lov til at være ærlige - og tager vi os selv Forlov, saa gaar det haardt ud over os! -

Naa, og vi da? spurgte Gerhard smilende.

Aa, der er ingen Sammenligning! Se nu... f. Ex. Annette. De véd maaske, at hun er ganske uafhængig; - hun har Formue, som hun selv raader over - hun lever udenfor sit Hjem - hun har slaaet sig sammen med mig her og følger kun sit eget Hoved. Det 115 kære Menneske! Jeg siger hende bestandig, at hun gør Uret imod sig selv. Vore Forhold er altfor smaa... der er altfor Mange, som har ondt deraf - og en ung Pige maa tage Hensyn. Nu har hun ganske vist den Evne til at være fortryllende... hun kommer endnu stadigt i de Kredse, hvor hendes Familie hører hjemme... man opfatter hende dér nærmest som en Original... men De kan tro, man tager hende hendes Uafhængighedslyst meget ilde op - man skaaner hende sandeligt ikke, naar hun ikke selv hører derpaa - og hvis ikke...!

Hvis ikke hun var en smuk ung Pige med egen Formue!... afbrød Gerhard smilende.

De er slem! Jeg vilde sige, hvis hun ikke havde det i sit Væsen, at hun virkelig var et Menneske for sig selv - af et friere Temperament, mere overlegen end hele »Selskabet« - saa vilde hun aldeles ikke kunne begaa sig her, men maatte - som hun saa tidt i Spøg truer med - udvandre til et fjærnt, øde Ejland! -

Hvor hun straks vilde opsøge en halvvild Stamme og opkaste sig til dens suveræne Herskerinde! sagde Gerhard. Jeg tør sværge paa, at Deres Veninde nødigt vilde leve ukendt og uskattet i en fjærn Afkrog. Dertil er hun for ung, for køn, for livlig og - altfor forkælet! tilføjede han.

Fru Funch smilede: Ja jeg véd, jeg har den Vane at anbefale mine Venner... men jeg har ogsaa grumme faa af dem! sagde hun. Saa rystede hun paa Hovedet, saa' paa ham med sit lyse, klare Blik og sagde alvorlig: Stakkels Annette! Med alt det er hun langtfra lykkelig! -

Hvem er lykkelig? spurgte Gerhard.

De- f. Ex.! svarede hun uden Tøven.

Gerhard sad lidt og legede med en Medaillon, som hang ved hans Uhrkæde. Derpaa saa' han ivejret og spurgte:

Har De haft Børn?

Har haft? Jeg har et Barn! Kom!...

Hun førte ham - med en nydelig Bøjning af Hovedet - ind i Soveværelset. Lidt undselig skruede hun en Natlampe ivejret og pegede paa en lille Seng ved Fodenden af en større.

Gerhard opfangede - halvt uden at vide det - Synet af blomstrede Gardiner, det samme Stof som Sengeomhæng, et pynteligt 116 Toiletbord med Spejl; Orden og Regelmæssighed - en vis kysk Orden overalt.

Et Jomfrubur!... tænkte han ved sig selv... hvis ikke han dér var! -

Og han bojede sig ned over en lille Dreng paa en fire, fem Aar, som laa og sov i den lille Seng.

Det var da en dejlig Dreng! udbrød Gerhard. Hvor gammel er han?

Lige fyldt fem Aar! svarede Fru Funch. De er kommen til hans Fødselsdag! Jeg kan se paa Dem, at De holder af Børn! -

Det kan De virkelig ikke se paa mig - sagde Gerhard spøgende - for jeg tror slet ikke, at jeg holder af Børn. Men han dér...! Og Gerhard udbrød: En dejlig Dreng! Jeg gratulerer! -

Fru Funch laa paa Knæ ved Sengen med Øjnene fæstede paa den Sovende. Gerhard stod oprejst, skyggende med den ene Haand for Natlampens Skær, at han bedre kunde se.

Fru Funch hældede sig hen over det lille blonde Hoved og gav Panden et af de Kys, som kun en Moder kan give sit Barn - uden at derfor alle Mødre giver deres Børn det.

Drengen vendte sig isøvne, lukkede den aabenstaaende Mund og trak lidt paa de fine Øjenbryn. Saa syntes en Anelse om Moderens Nærhed at dæmre frem gennem Drømme om Tinsoldater og Billedbøger - et lykkeligt, lyst Smil bredte sig over de smaa, allerede mærkelig bestemt udtalte Barnetræk - og han slog Øjnene op:

Mo'r!
Ja, min Knud! -
Er det Morgen? Skal jeg nu ha' Fødselsdag igen? -
Du skal sove igen, min søde Dreng! -
Hvem er den fremmede Mand dér? -
Det er en god Ven! -
Skal han sove her? -

Gerhard kom til at le og svarede hurtigt: Nej, han skal ud og købe Dig nogle Tinsoldater!

Drengen saa' paa ham:

Mo'r har givet mig Soldater - Tante Annette har givet mig Soldater - nu har jeg vist nok! -

Naa - men saa Kager da? -

117

Den lille Mand syntes at tænke sig om. Han fæstede sine Øjne paa Gerhard, Øjne af en dyb blaagraa, ubestemmelig Barnefarve, som kan give en voksen og erfaren Mand adskilligt at grunde over. I deres rene, rolige Dybde laa kendeligt to Skælmer paa Lur... og nu veg de for en besynderlig, eftertænksom Alvor.

Kager! sagde han, ligesom smagende paa Begrebet og varsomt fjærnende den fristende Genstand. Nej - jeg har daarlig Mave! Jeg holder meget af Kager - men Mo'r siger, at jeg ikke kan taale dem. Mo'r siger, at der er saa meget, man maa vænne sig til at undvære - ellers blir det kun saa meget desværre for En siden!...

Han læspede stærkt paa s'erne. Det gav Betoningen af denne Livs-Maxime - dette lille kostelige Visdomsforedrag - en uimodstaaelig komisk Ynde.

Han er sød! hviskede Gerhard til Fru Funch. Maa jeg kysse ham?

Og Gerhard bøjede sig ned og kyssede det blonde Hoved.

Drengen saa' paa dem begge, som var det ham ikke ganske klart, hvorledes disse to Ansigter dér kom saa nær ved hinanden.

Nu skal Knud sove! sagde Fru Funch dæmpet og rejste sig lidt forlegen.

Drengen lukkede Øjnene - for ligesaa hurtigt at aabne dem igen. Han var bleven opmærksom paa den blanke Medaillon, der dinglede ved Gerhards Uhrkæde.

Jovist holder De af Børn! sagde Fru Funch. Jeg paastaar om mig selv, at jeg kan se en hel Del ud af Folks Blik - ikke deres Sygdomme - ikke Skavanker - det Skarpsyn fører Livet og Erfaringer med sig - men det Gode...!

Ah! Nu er vi ved det »Gode« igen! lo Gerhard.

Ja; for det er gode Mennesker, som holder af Børn - svarede hun hurtigt. Der kan gives brave, dygtige, kundskabsrige, interessante Folk - som ikke bryder sig en Døjt om Børn - men de kan heller ikke forstille sig, uden straks at blive opdagede. Det er noget af det samme, som med Stemmer...

Stemmer? spurgte Gerhard, som syntes at følge den Interesse, hvormed Drengen betragtede Medaillonen.

Ja! De kan roligt dele Mændene i to Parter - vedblev hun - dem med det bløde, lidt belagte, ikke overdrevent høje Organ: 118 det er Drømmerne, Opfinderne, de fleste Videnskabsmænd, de virkelige Kunstnernaturer - Mennesker, der kan have store Svagheder, men som ere Hjærtemennesker, aldrig tilbunds Egoister... og saa er der de herskesyge, bydende, saakaldte »praktiske Folk«, de fleste ledende Politikere, Finansmændene, alle dem, med andre Ord, der - tiltrods for de lifligste Fraser - udbytter deres Medmennesker, baade Mænd og Kvinder. Man kender dem altid paa Organet - og denne tørre, kolde, gennemtrængende Stemme har f. Ex. de Ægtemænd, der gør deres Hjem til et Helvede for Konen og til en »Salon« for deres Gæster.

Der gives kun de to Slags Organer - de to Slags Mænd - iblandt Mandfolkene! -

Og man tager aldrig fejl? spurgte Gerhard adspredt.

Prøv! sagde Fru Funch ivrigt, og tilføjede beskedent: Det er ikke min Visdom, men en ældre Venindes!...

Hun stod oprejst bag Gerhard, som nu laa paa Knæ ved Sengen og holdt den lille Medaillon aaben frem for Drengen.

Dér kan Du se, Knud! sagde han. Det er en anden lille Dreng... han var mindre end Du... men han lignede Dig meget... og... ja det er altfor meget!

Fru Funch saa' paa den bøjede Ryg; den bevægede sig, som naar man søger at tilbagekæmpe en Hulken, der truer med at bryde frem. Forskrækket lagde hun sin Haand paa Gerhards Skulder. Skuldren sitrede... saa rejste han sig op med et Ryk... Drengen sad overende i Sengen og saa' med nysgerrig Ængstelse fra ham til hende - fra den fremmede Mand til Moderen.

De maa virkelig undskylde, Fru Funch! bad Gerhard med en Stemme, der var meget tilsløret. Jeg véd ikke, hvad der gaar af mig i disse Dage... jeg skammer mig... saadan at komme op et fremmed Sted... og... og ligefrem foranstalte en Scene! tilføjede han med et Forsøg paa et Smil.

De maa ikke gøre nogen Undskyldning! sagde Fru Funch og greb hans Haand. Her er De hos Venner! Jeg vilde ønske, De betragtede os som saadan!...

Han gjorde nølende sin Haand fri. Han var yderst utilfreds med sig selv; denne venlige Medfølelse saarede ham saa meget 119 mere, som han følte, at den kom fra Hjærtet... den ligesom sagde til ham: Vi ere alle lidende af Et og Andet, som vi vil skjule! Betro De Dem kun til mig!... Men han vilde Ingens Fortrolighed... den gør ufri.

Han lo:

Jeg er en rar En! Ikke saasnart er jeg kommen hjem - og det begyndte samme Dag, som jeg kom her tilbage - saa virker Ansigter og Samtale, Genstande og Situationer som om de havde ligget paa Lur under min Fraværelse og blot ventede paa det første svage Øjeblik... aa, det er utaaleligt, at jeg ogsaa skal til at klage over »Nerver«!...

Hun lagde sin Hand blidt over hans Arm og saa' bedrøvet bort fra ham. Han fulgte fra Siden af hendes Blik; det syntes at sige: Du skyder mig fra Dig... det er Mistro til mine Hensigter... har Du da kun gjort daarlige Erfaringer... saa beklager jeg Dig!

Han sagde, stedse med Stemmen tilsløret: Erindringen - det er den Bagage, man skulde kunne smide overbord. Haabet - det er det , som man skulde se at faa til at gro i sig. »Lyst for og mørkt bag!« som der staar i Æventyret. Vil De saa bære over med mig?...jeg er virkelig En, som længes efter at kunne have en Veninde - men Venskab er en Byrde, som sjeldent fordeles ligeligt - og hvorfor skal De være Lastdrager? -

Hun saa' ham smilende ind i Ansigtet:

Prøv det! sagde hun. De kan tro mig, Kvinderne er saa stærke, at de kun længes efter Byrder. Hele den saakaldte Emancipation er kun Udtrykket for vore Længsler efter at tage rigtigt, ordenligt fat i Livet. Men vi vil gøre Arbejdet i Frihed - i Frihed og derfor i Glæde. Ikke af visse Folks Naade - selv om vi tusind Gange har troet, at det var dér vi skulde hen med baade vor Kærlighed og vor Pligt!

Han saa' spørgende paa hende. Hun vedblev: Mændene har nu saa længe betragtet vor Underkastelse som en selvfølgelig Sag... lad dem engang gøre sig den Ulejlighed at prøve paa at vinde os... ja misforstaa mig ikke... da vi Kvinder maaske ofte er blevet skræmt i, hvad der hedder Kærlighed, saa lad os begynde at føle os for gennem Venskabsforbindelser! Det er dog sikkert - 120 tilføjede hun hæftig livligt - at Fremtiden vil faa at se et ganske andet Forhold mellem de to Køn lovligt bestaaende, end det nuværende Samliv, der ikke engang længer kan bestaa ved Lov - og da Kvinden i Reglen er den mindre fordringsfulde, da tilmed to Kvinder kan leve i Venskab, hvad Mændene har saa ondt ved, saa rækker hun Manden sin Haand til et Forsøg og siger: Prøv det engang med en Veninde! -

Hun rakte ham med et lyst Blik sin Haand.

Han tog den lidt tøvende. Der var for meget af en Theori - syntes ham - i hendes Ord... skøndt han følte det hjærtelige Sindelag. Jeg er dog vist for meget af en Mand - tænkte han - og hun er mig for lidet af det Kvindelige - det, som ikke har fuldt Rede paa sig selv!

Han slap hendes Haand. I Værelset ved Siden af hørte man Annette Kirchhoff synge højt.

Drengen havde lagt sig stille ned og trukket det stukne Tæppe med en snehvid Blondebord op for sig.

Knud! sagde Gerhard: Imorgen skal jeg købe Dig en Gyngehest... vil Du nok have en?

Tak! sagde Drengen, allerede halvt henne i Søvnen. Tante Annette har foræret mig en Gyngehest... Tante Annette forærer mig Alting! -

Hvem taler ondt om Tante Annette? raabte Frøken Kirchhoff, som leende hoppede ind i Sovekammeret lige hen til Sengen. Staar I her og holder Faddersladder hos min søde Unge?... Og hun rev Drengen op af Sengen i hans lange Natkjole, snurrede ham rundt og kyssede ham, klaskede ham paa hans smaa Ben, og skilte sig atter ved ham som ved et Stykke Legetøj. Han var fortumlet, drog lidt paa Øjenbrynene og syntes ikke utilbøjelig til at ville sove ind under en svag Klynken.

Kom! sagde Fru Funch. Vi har allerede holdt ham for længe vaagen! -

Hun dækkede ham til, kyssede ham stilfærdigt og skruede Natlampen ned igen.

Saa gik de alle tre ind i Dagligstuen.

Straks efter ringede det, og Ulf Brynjulfsens lange Skikkelse dukkede ind igennem Portièren.

121

Godaften! sagde han. Jeg fryser. Det er dejligt med den Ild i Kakkelovnen... dejligt med det Foraar, vi har...! Maa jeg spørge, om vi snart skal spise? -

XII

De sad omkring Aftensbordet i Spisestuen, der utvivlsomt skyldte Frøken Kirchhoff sin Indretning og Dekoration. Noget umotiveret var det rummelige Værelse holdt i den saakaldte Atelierstil: halvt som et tysk Værtshus, halvt som et Marskandisermagasin. Langs Væggene Paneler; derover en Hylde med gammelt Porcellæn, Kobberthemaskiner, Gibsafstøbninger og japanske Vifter. For Vinduerne tunesiske Tæpper, opad Væggene Puffer med brogede Drapperier over; i Værelsets Midte et massivt Egetræsbord, og omkring det en Række Træstole, med lige eller skraa Rygge. I det ene Hjørne en engelsk Kamin med et Rococospejl over. Foran Kaminen - hvori der brændte en let osende Kulild - magelige, moderne Flugt- og Lænestole og et Par Stumtjenere, hvorpaa der stod Eaudecologneflasker og Fotografier af bekendte Størrelser i Fløjels Rammer.

Bordet dækket med kolde Retter, Salater paa Italiensk; til Herrerne Øl i store Stenkruse; paa et lille Bord sang en Themaskine sin traurig-ensformige Vise.

Annette Kirchhoff havde taget Gerhard tilbords, Ulf bød Fru Funch Armen.

Du gør mig slet ingen Kompliment for mit Værelse! sagde Annette til Ulf.

Naa saa det er dit Værelse... Det kunde jeg have tænkt mig! svarede han ligegyldig og gjorde nogle Ansigtstrækninger hen til den snurrende Themaskine.

Irriterer den Dig? spurgte hun leende.

Vi bliver nervøse i dette Klima! sagde han. Det blæser altfor meget hos os. Jeg forstaar, at Udlændinger ikke holder det ud. Vi er det svageste, foruden at vi er det mindste af Vorherres Folk paa Jordkloden. Enten er vi brystsyge - eller fordrukne - eller gale.

122

Vi fylder Hospitaler, Fængsler og Sindssygeanstalter - og paa de Omraader frembyder vi stadigt Udvidelser. Det er Klimaets Skyld. Naar det ikke blæser, saa blæser og regner det; og altid er det raakoldt. Venter vi om Sommeren paa Varmen, saa bliver det lummert. Her er ikke Ozon nok i Luften for os... og hvis de Lærde gik tilbunds i Tingene, vilde de sandsynligvis finde, at vi heller ikke har aandelig Ozon nok. Gu' min Salighed er vi nervøse.... og Du med, min spillevende Søster!

Hos Dig har det maaske sine Extra-Aarsager! sagde Annette. Tror De ikke, Gerhard, at min Broder uden Skade for sin Udødelighed kunde tage nogle flere Hensyn i Maaden, han lever paa? -

»Jeg er ikke min Broders Vogter!« svarede Gerhard leende og rakte efter Spejlæggene.

Hør ham! raabte Ulf. Fru Funch! vil De række mig den Leverpostej!... Fru Funch! jeg kunde fristes til at gaa over til Katholicismen, hvis De bad mig! Der er noget af en Domkirke ved Dem! -

Det var et rummeligt Begreb! mente Gerhard.

Frøken Annette! vi vilde da vælge os et lille Alter i et Sideskib at bede sammen ved - vilde vi ikke? spurgte han.

Nok bede - men ikke gaa til Skrifte sammen med Dem! Skøndt.... hvorfor ikke? Jeg har paa Fornemmelsen, at De maa have meget at skrifte.... De har vist ikke saa faa Oplevelser - maaske endogsaa romantiske - bag Dem? sagde hun frittende.

Jeg er den komplette Hverdagshistorie i et lille Bind! svarede han leende. Alle Oplevelser ligger_ foran mig! -

Fru Funch rejste sig og skænkede Theen ved det lille Bord.

Ulf sad og brummede i Skægget.

Hvad er der dog ivejen Ulf? spurgte Søstren.

Disse Offre for Søren Kierkegaard - sagde han og hulede ned i Leverpostejen - de spøger endnu bestandig som Gengangere omkring iblandt os.... og aldrig véd man, hvor Affektationen ender og Genialiteten begynder!

Mener De mig? spurgte Gerhard smilende.

Dem? - Passiar! sagde Ulf. Nej, nu nede paa Gaden var der en 123 af dem, som vilde bevise mig, at Ironien var Tidens ledende Princip. Formodenlig havde han lige skrevet en »Leder« derom!....

Var det en Journalist? spurgte Gerhard.

Det var ham - Redaktør Bentzen! svarede Ulf. Han bebrejdede mig, efter Sædvane, at jeg havde svigtet.... Svigtet hvad ? spurgte jeg.... Partiet! svarede han drillende. Fanden ivold! sagde jeg. I hader hinanden indbyrdes langt værre end I hader de Gamle. De kan være stupide, flade, aflægs - men undertiden tror de dog paa nogle af deres egne Fraser.... hvorimod I?....Tillad mig, min Kære! sagde han.... for han er altid Høfligheden selv.... vi er Ironikere, og vi maa være det! Vi maa udhule - idet vi paa samme Tid uddyber.... vi er Ingeniørerne i Løbegravene.... bagefter os kommer saa Generalen engang, Manden, der fører an i Breschen, stormer og planter Fanen paa den faldne Fæstning! Man maa være indenfor eller udenfor , sagde han med sit Smil!.... Og det fordømte ved Historien er, at han s'gu har Ret! tilføjede Ulf sørgmodig, idet han hakkede sit Smørrebrød i smaa Skiver.

Hør, Ulf! sagde Søstren; jeg kunde lide at kende den Redaktør Bentzen engang.... Frøken Palm har undertiden talt om ham.... men jeg forstaar bare ikke, hvordan han er Kierkegaardianer - han, som er Fritænker eller noget nær? -

Man begynder tidt ved Kierkegaard og ender i den frie Tænkning! sagde Gerhard.

Det staar Dig frit for, Frøken Kirchhoff - sagde Ulf undvigende.... det staar Dig ganske frit for, at lære ham at kende! Du er jo Elasticiteten selv og vil magelig kunne sno Dig i det Element.... men pas blot paa, at de ikke spiller Halløj med Dig, inden Du faar Færten af deres Jargon!....

Aa, jeg véd da nok, hvad Livet er! sagde hun rask.

»Livet« - lo Gerhard - »er en af en indre« osv.....

Livet - gentog Ulf og lagde sin Serviet sammen - det er den blanke Indsø, hvori Himlens evigblaa Ultramarin spejler sig. Træerne hælder sig lyttende frem over Fladen og forsikrer os om, at Alt er i Orden dernede... den hellige Grav vel forvaret!....

Og i denne Grav?... spurgte Gerhard, medens Fru Funch bød Theen om.

124

Dér gaar det til, som ved Jerusalems Ødelæggelse - nej, som ved alle de Ødelæggelser, der antegnet ere og befinder sig udi Historieskrivningen! sagde Ulf. Dér jagter Ferskvandets Hajfisk, den fordømte Gedde, i uudslukkelig Umættelighed efter de mindre Fisk - og de mindre Fisk i slugvorn Griskhed efter de mindre - lige ned til Midden, eller hvad det Krapyl hedder i Vanddraaben.... Alt er levende, umætteligt, ubarmhjærtigt.... og i Pavserne befragter de hinanden, føder, kæler for Ynglen og dør. Men Fladen deroppe hviler stille og blank, spejlende Himlens evige Hamborgblaat - og Træerne, disse langarmede Løgnhalse, strækker Fingrene bedyrende ivejret - og Fuglen, den smørrede Tenor, gentager deres Forsikring: »Der er Ingenting ivejen, der er Ingenting ivejen. Hop, hop, hop!«....

De er just ikke nogen varm Naturtilbeder! sagde Gerhard.

Jeg ikke? raabte Ulf Skudt forbi, min Kære! Man kan gaa og længes og længes efter et Gensyn, et Møde med et Menneske.... Han eller Hun.... og man kan sværge paa, at man i Reglen bliver skuffet. Men Naturen viser altid det samme Ansigt frem - netop som man har ventet sig det - Foraar, Sommer, Høst og Vinter. Naturen er Shakspeare! Værsaaartig, De kan tage ham, hvor De sætter ham... altid lige stor, rummelig, menneskelig. Selv hans Maniérthed - hans skruede Billeder - forekommer mig mere Natur end al vore Naturalisters....!

Undskyld! men det er en forfærdelig Paradox! afbrød Gerhard smilende.

Brynjulfsen sad lidt, betænkende sig. Saa lod han Haanden falde ned i Bordet:

Det skal være en Paradox! Hele Naturen - hele Tilværelsen - Livet - er en Paradox!...

Basta cosi! sagde Annette Kirchhoff og rejste sig med et Blik til Fru Funch. Bordet er hævet, mine Herrer! Nu gaar vi til Kaminen!.... Hvem vil flytte Lampen hen paa Stumtjeneren... men vælt ikke mine Flakoner!......

De sad i Kreds ved Kaminen, omkring hvilken de havde placeret sig i Læne- eller Gyngestole. Paa den ene Stumtjener stod Lampen; 125 under dens Skærm gled Fru Funchs rolige Øjne opmærksomt frem og tilbage mellem de to Mænd. Brynjulfsen legede med en Glasflakon, drejede paa den slebne Prop - læste Etiketten og faldt i Tanker. Frøken Annette havde tændt en Cigarette og laa i en Stol med det ene Knæ lidt optrukket, saa at hendes smalle, elegante Støvle kom tilsyne under Kjolen, fangende Skæret fra Kaminen. Gerhard pegede paa Stovlen og sagde spøgende: Det er endog et usædvanlig stærkt Glanslys, Frøken Annette! det kan irritere en Malers Øje! -

Hun lo: Da jeg købte disse Støvler paa Boulevard des Italiens, sagde den chevalereske Skomager mig, at min Fod var saa »delikat og saa lille« at ikke en Barnestøvle vilde genere den! Jeg har da heller ikke haft ondt deraf - men De har!

Og hun bøjede det mørkblonde Hoved tilbage, lo og sendte en lille kruset Røgsky fra Cigaretten op imod Loftet, hvor Cirkelslaget fra Lampeglassets Lys-Cylinder legende flimrede.

Umærkeligt gled Kjolesømmen atter ned over Spidsen. Foden havde virkelig været baade lille og elegant at se til.

Henrik Gerhard ærgrede sig lidt; men alligevel kunde han ikke faa Øjet fra Foden.

Saa drejede hun Hovedet raskt om imod Brynjulfsen og spurgte paa sin kvikke, pludselige Maade, medens de fine, intelligente Træk lyste af godmodigt Drilleri.

Hør Ulf, - Amadis af Gallien - hvad er det i Grunden, Du sidder dér og tænker paa? Tænker Du Digte frem?....

Jeg tænker paa Dig! lød Svaret kort.

Hun saa' fornøjet og lidt barnagtig paa ham, nikkede og sagde: Naa?... kom med det! -

Paa at jeg i Grunden ikke kunde tænke mig nogensinde den Tanke, at skulle blive gift med én, som lignede min Halvsøster!....

Aha! Hun lo - men pikeret.... og spurgte paany drillende, lidt mere barnagtig end før:

Turde man spørge den strenge Trubadur - hvorfor ikke?...

Aa, jeg véd s'gu ikke! svarede Brynjulfsen, men rettede sig straks og gjorde en dyb Bøjning: Undskyld! jeg vilde sige - jeg turde ikke!...

126

Der blev en Pavse. Gerhard kunde ikke straks finde paa Noget at bryde den med. Frøken Annette saa' smilende paa ham - derpaa surmulede hun lidt, og spurgte saa Fru Funch: Anna, skal vi ikke byde Herrerne Cognac og Vand? -

Aa nej! bad Brynjulfsen. Nu sidder vi saa godt - jeg skal gaa til Bekendelse, mine Damer: jeg sad og tænkte paa min Berømmelse!...

Naa; nu skal Du faa! lo Annette og truede ad ham: »Vogt Dig - vogt Dig«!...

Fru Funch sagde til ham: De ytrede idag paa Spasereturen, at De aldrig skænkede Fremtiden en Tanke! Bliv nu ikke vred paa mig - men da Deres Berømthed dog endnu ikke - stadig efter Deres egne Ord - strækker sig udenfor en meget snever Kreds.... vil De saa sige os, hvorledes De tænker Dem det med Deres Berømmelse - uden Fremtid og meget begrænset i Nutid?

»De er spids, min Frue - De er spids!« sagde Brynjulfsen leende. Naar Borgfruen begynder med Logiken, saa trækker Truvéren sin Hest af Stald og stikker af! -

Nej, nu skal De ikke knibe ud! raabte Gerhard og nikkede til Frøken Annette. Ikkesandt, vi forlanger Satisfaktion? -

Jo-o! det skulde jeg mene! Og giver han os den ikke, skal han dømmes til at holde Garn og have sin Grog forbrudt! raabte hun.

Jeg drikker nødigt Grog! Jeg drikker Vand - Øl - eller Vin... helst Vin; men holde Garn, det kan jeg, og jeg kan ogsaa give igen paa en Gadedørsnøgle! svarede Ulf.

Han tog raslende frem af sin Lomme nogle Nøgler, kastede dem kaadt op i Luften, tabte en af dem - tog den op, en lille aparte Nøgle, bed sig pludselig i Læben - stak Nøglerne hurtig til sig og blev siddende forlegen.

Naa? sagde Gerhard. Hyp, lille Hest!...

Javist - ja - det er sandt! svarede Ulf Det var Berømmelsen! Jeg tænkte saamænd paa en lille tysk By - en af disse gemte smaa Ravnekroge fra Middelalderen - med Bislag udenfor Husene, høje Gavle, med lange, smalle Nischer ligesom Orgelpiber - og med løjerlige smaa Kviste paa Tagene. Over Tagene ser man et Kirketaarn, spanskgrønt og sort, med en blank Vejrhane, som aldrig 127 drejer sig - og nogle Krager oppe i den perlegraa Luft. Har De Byen?...

Jo! svarede Gerhard. Jeg har malet en saadan adskillige Gange. Skal vi kalde den?...

Navne frabedes! Jeg logerede i et Gasthaus. Jeg var »festgeknejpt«, maatte vente paa Penge fra den Gamle derhjemme og - han var som sædvanlig længe om at sende dem. Han bryggede paa sit Formaningsbrev... og jeg sad fast, højt oppe i fjerde, femte Stokværk. Dér sad jeg og tænkte paa Døden...

Og paa Berømmelsen? -

Rigtigt! Paa Taget - i Kvisten - ligeoverfor mig havde jeg i den stille, graaviolette Sommereftermiddag...

Perlegraa? sagde Gerhard.

Ti stille! Jeg havde overfor mig en ung Haandværker, Kunstner - Gravør var han vel. Han kilede ivrigt paa, og han sang; engang imellem løftede han en Plade eller Sten op imod Lyset, fandt aabenbart sit Arbejde tilfredsstillende - og sang videre. Det gentog sig dagligt, og jeg vænnede mig til at have dette Udkig. En Gang saa' jeg ham pludselig holde inde i sit Arbejde og gaa tilbage i Stuen - hvor jeg kunde skelne - jeg tror Nakken af en ung Pige, kendelig paa to lyse Fletninger. Det gjorde mig nysgerrig. Havde det været et Besøg, saa varede det imidlertid kun kort. Naar Skumringen kom, tændte han regelmæssig en Lampe, tog en Skærm over Panden, sang og arbejdede videre. Klokken ti, paa Slaget, slukkede han Lampen.

Jeg sad stadigt »fast«, vænnede mig til ham, fik ham rigtig kær, den flittige Fyr derovre. Jeg kunde snart hans Sange; jeg oversatte en af dem. Jeg kan den endnu...

Lad høre! bad Gerhard.

Nej, jeg vil fortælle. Lordagaften var han der ikke. Jeg var »fyrgterlig« tilmode - ingen Penge, kun nogle faa Kreuzer tilbage - Opvartningspigen saa' hver Morgen betydningsfuldt paa mig - og Værten gav mig kortere og knappere Nik, naar jeg hilsende gik ud. Gerhard dér kender maaske til det?...

Nej om Forladelse! svarede Gerhard og lo. Jeg har i Reglen rejst solidt! -

128

Ingen Forseelse! sagde Brynjulfsen og klippede med Øjnene. Enhver sin Manér.... jeg har altid været Zigeuner! Weiter. Jeg gik udenfor Byen, gennem det gamle Porttaarn, der skræver over den gamle Fæstningsvold. Nogle ækle nye Villaer og nogle dejlige skæve Rønner klumpede sig sammen udenfor Fæstningsgravene. Der var en lille Ølhave med Lysthuse og Dansemusik af sex Bierfidlere - herligt!

Jeg undersøgte mine Kreuzer. Et Par Krus Øl kunde jeg faa ud af det. Imorgen maatte Brevet komme!

Jeg drak mit Krus og saa' mig omkring. Der sad Borgerfamilier.... og enkelte Par.... Saa fik jeg Øje paa min unge Ven, Genboen derhjemme fra den snævre Gyde. Han sad ved et Bord med en ung Pige. De havde deres to Kruse Øl for sig, de saa' paa hinanden - og paa ikke noget Andet i den vide Verden. Aa, jeg skulde bestemt kende hende.... hun vendte foreløbigt kun den halve Profil til mig - saa at sige Ryggen - men Nakken og lidt Haar bag Øret og den Smule fine, unge Kind, jeg saa' - og navnlig de to lange, gule Fletninger ned ad Ryggen fortalte mig....

Ih, det er jo en Gretchen! sagde Annette.

Maaske, ja! svarede Ulf tørt. Der er flere Gretchen'er mellem Himmel og Jord, end osv.... De to gule Fletninger bevægede sig pludseligt for et Vindstød, som gennem den hidtil stille Sommeraften kom susende under Løvet - Gud véd hvorfra... Hun kastede en lille Smule med Hovedet, bøjede sig frem, og lagde sin Haand i hans. Og atter susede Vinden, og Bladene over mig raslede; jeg tog til mit Krus, min Haand rystede uvilkaarligt, mit Hjærte bankede - min Pande blev hed.... jeg kiggede tilsiden ud over Landskabet, i hvis blaanende Fjærnhed de mørkviolette Bjærge ligesom bølgede -

le vent, qui vient à travers les montagnes,
me rendra fou!

Saa rejste Parret sig. En Familie var traadt ind i Haven. Fatter, Mutter, et Par Smaapiger, velstaaende Haandværkerfolk aabenbart, meget jævne. Og mellem Papa og Mama gik en ung pyntelig Mand, hverken tyk eller tynd, ganske godmodig at se til, 129 upaatvivlelig en Forretningsmand, Kræmmer, Handlende, der afgiver Borgen for at kunne blive saa god en Ægtemand, Skatteborger og Familieforsørger, som et Samfund kan ønske sig det og en omsigtsfuld Moder kan lægge Vind paa.

Den ur-gamle, evigunge Hverdagshistorie! Fa'r og Mo'r traadte til, Svigersøn in spe traadte ogsaa til. Den unge Gravor fik ét langt Blik fra den unge Pige. Saa havde hun sin Arm under sin Brudgoms. Og Familien marcherede bort.

Men min Ven, Genboen satte sig igen og blev siddende. Han tømte langsomt sit Glas - uden at se sig om. Saa tog han det andet Krus, holdt det et Øjeblik ivejret, som han gjorde ved sin Gravør-Sten derhjemme - valgte sig et bestemt Sted at sætte sin Læbe til, og drak hastigt den tiloversblevne Slurk ud. Og da var der over hans Ansigt et besynderligt lysende, smukt, mandigt.... hvad skal jeg kalde det? et Præg af Resignation uden Bitterhed, Anklage eller Protest.... Hvor han var smuk, denne Kunst-Haandværker! - smuk, som en Mand, der er stoltere end Skæbnen! -

Brynjulfsen holdt inde.

Og hvad saa videre! spurgte Frøken Kirchhoff utaalmodig.

Det er det Hele! - svarede han med en vred Grimace.

Det Hele?... spurgte hun skuffet.

Ja, min Dejlige! Jeg gik hjem - alene. Næste Dag kom Brevet ganske rigtigt. Det kan nok hændes, der var Formningspræken deri - heldigvis ogsaa en Hundredgyldenseddel. Jeg tilgav Papa hans Præken... og rejste videre!

Jeg vilde blot spørge - sagde Fru Funch - om De kan huske den Sang - og hvordan det saa blev med Berømmelsen? -

Aa - det er sandt; det havde jeg nær glemt. Sangen - den er saaledes:

Agnes vom Graben! træd ind, gak ud!,
som var Du i Stuen hjemme:
gak bort som Søster, træd ind som Brud -
ret aldrig jeg skal mig forglemme!
Naar Klokkerne ringe til Ave.

130

Bag Kirkedøren dér vil jeg staa,
naar Parret forbi mig træder;
jeg saa' Dig komme, jeg hører Jer gaa,
Agnes vom Graben hun græder.

Indtil vi mødes mod Livets Kvæld
jeg vil for din Lykke bede;
hvi skulde jeg svare min Lykkes Gæld
som Skyldner i Harm og Vrede?

Agnes vom Graben, træd ind, træd ind,
her ligger en Mand paa sit Leje!
da Haaret blev Aske om Rosens Kind,
da mødtes igen vore Veje.

Og nu kan vi gaa dér i Haven ud,
som var i Haven vi hjemme:
min Søster paa Rejsen, min stille Brud,
det Svundne saa ville vi glemme!
Naar Klokkerne ringe til Ave.

De sad ganske stille omkring Kaminen, de Fire.

Brynjulfsen brød Tavsheden. Han tog Glasproppen af den Flakon, han havde siddet og drejet i Haanden - - lugtede dertil og sagde: Verveine!.... Og hurtig hældte han noget af Indholdet ud i Haanden, gned sine Tindinger og mumlede:

Eau de Verveine - Verbena-Water!

Derpaa læste han Etiketten højt: »Parfum suave, tonique, rafraîchissant«.... ja Du er mild og forfriskende.... dufter af ærlig Fordringsløshed og et godt Hjærte.... Mine Damer, mine Damer! der er noget af en lille tysk middelalderlig By i den Flakon!... Og Berømmelsen? Spørger De derom endnu? - Véd nogen af Dem her, hvem der har digtet den Sang?... min Genbo vidste det næppe. Den har vel ligget de hundrede Aar og sivet i Luften omkring det spanskgrønne Kirkespir - - er stundom slaaet ned som en Fugl paa Tagene - og har tittet ind ad Kvistgluggerne. Den er maaske blevet tilbage som en enkelt Vise af hundrede 131 Søskende, dem en stakkels omflakkende Sanger har afliret paa Landevejen, i Værtshuset, udenfor Gadedøren, hvorsomhelst. Blot den ene er blevet tilbage! Sangerens Navn er glemt.... i disse fem Strofer lever han - og han vedbliver at leve deri, saa længe der er en Genbo paa Kvisten og en lille Pige med gule Fletninger.... Se det er den Berømmelse, jeg kunde ønske for min Person. Sig saa ikke, at jeg ikke er fordringsfuld! Godnat!

Vil De gaa?... spurgte Fru Funch.

Er det Deres alvorlige Mening, Frue, at vi skal blive her Natten over? Nej! Kom, Gerhard! Damerne trænger til at faa deres Aften-Berlinger i Fred. Romanen deri er spændende og dog saa velgørende »ufarlig«. Paa denne Tid læser min Fru Mama den derhjemme.... Lord Arthur har netop fundet det ægte Testamente - jeg tror i en Hatteæske paa Pulterkammeret - og den lille Fabrikspiges Aktier synes at gaa ivejret. Kanske bliver hun virkelig Arving til Beowulff-Castle og Nothing-Hall - hvad der er uhyre interessant for de Læsere, der maanedlig hæver Renter i Overformynderiet. Godnat! Kom, Heinrich der Vogler! lad Duerne i Fred paa Slaget!...

Frøken Kirchhoff surmulede lidt, men Fru Funch bød Gæsterne hjærteligt Farvel. De kommer vel en anden Aften og tager til Takke? spurgte hun Brynjulfsen.

Naturligvis! Jeg kan ogsaa drikke The.... prøv De mig blot, min Naadige! Hvis De holdt Pensionat skulde jeg straks komme og bo hos Dem.... endskøndt: man skal aldrig for tæt ind paa Livet af hinanden! -

Fru Funch svarede: De kan have Ret! -

Det har jeg altid! sagde Brynjulfsen ude paa Trappegangen. Den utaknemlige Verden vil blot ikke erkende det. Godnat, Frøken Kirchhoff! Du kunde dog gerne give Haanden!..

Nej, den faar Du ikke, men han dér!...

Begge Damehoveder saa's over Gelænderet, nikkende, smilende. De prydede virkelig hinanden.

Hør, sig mig - sagde Gerhard, da de stod nede paa Gaden - denne Oversættelse?...

Hva'fornoget? raabte Brynjulfsen og lo højt. Det er ikke Spor 132 af Oversættelse. Det er en Skitse - og et Digt - jeg har skrevet! De begriber slet ikke, hvorledes Literaturen bliver til, min Gode! Det er hende - Edith derude - som inspirerer mig... hende skylder jeg Farven, Sjælen - mig selv Paahittet! Paa Sondag skal Norager have det i sin Sprøjte! O sancta simplicitas! -

Hvor gaar vi hen? spurgte Gerhard efter en Pavse.

Hvor? - Ud til de »elysæiske Marker« - mais enfin!

Nej, jeg gaar hjem! sagde Gerhard bestemt.

Murmeldyr! svarede Ulf. Og de skiltes med et tavst Haandtryk.

XIII

Majmaaned var langt fremme. Uro, Gæring, Drift og Duft i Naturen... Koldt og Varmt efter hinanden... og nu var det snart faldet til Hvile. Sommeren syntes at vaagne af narkotisk Luft - af stærke Drømme... Fuglene sang som var de forrykte om Dagen - og saa blødt ud paa Aftnerne.

I Skumringen sad Gerhard i Atelieret.

Døren stod paa Klem, Gerhard havde ikke mærket at Nogen bankede paa. Han sad i sin Armstol bøjet fremover, rygende paa sin korte Pibe. Han saa' ivejret. Ulf stod dér.

Aa - det er Dem?

Tak! svarede Ulf. Betyder det, at jeg maa sidde ned - som sædvanlig?...

Brynjulfsens Cigar og Gerhards Pibe fyldte det store Rum med lange Røgstriber, der tilsidst i det hendøende Vinduesskær syntes som et tæt Taagetæppe at sænke sig helt ned til Gulvet.

Hvad tænker De paa? spurgte saa Ulfs Stemme.

Paa en Drøm inat! -

Drømmer De? lo Ulf.

Jeg drømmer altid! Undtagelsesvis husker jeg idag, hvad jeg drømte. Det har beskæftiget mig saa meget - at jeg ikke har faaet Noget bestilt! -

133

Nu overdriver De! sagde Ulf. Det vilde være at gaa mig i Næringen!

Godt! Jeg skal da bekende, at jeg har tilbragt min Formiddag med at nedskrive, hvad jeg drømte. Vil De høre?...

Nedskrive en Drøm! Dødogpine! kan De gøre det nogenlunde manérligt blot - saa er De.... men det kan De naturligvis ikke! -

Gerhard vendte sig om til Bordet, tændte et Par Lys, tog nogle Papirsblade frem af Mappen og rømmede sig. Ulf saa' flygtigt derhen; det forekom ham, at der var Pennetegninger paa Papirets Margin.

Naturligvis - han tegner ! tænkte han. Han skriver Pokker ikke! -

Gerhard læste:
Jeg drømmer.

»Jeg drømmer - at jeg bestandig, en længere Tid igennem, har drømt om en Prinsesse i et fremmed Land.«....

Stop lidt! Kan man drømme, at man drømmer eller ovenikøbet har drømt?... spurgte Ulf grundende.

Jo man kan! For det gjorde jeg! svarede Gerhard kort og fortsatte:

»Bestandig har jeg drømt om hende, indtil jeg lyslevende ser hende for mig, slank og fin, med udtryksfulde, af en ejendommelig Adel gennemaandede Træk, Øjnene som et klogt, muntert Barns, Munden lille, Næsen maaske en Smule for stor, saaledes som det hyppigt forekommer i gamle fornemme Slægter.«...

Det er godt! afbrød Ulf Gør hende blot ikke altfor dejlig!...

De maa ikke afbryde mig! sagde Gerhard. Jeg er bange for, at det Hele ellers forsvinder! -

Jeg skal ikke sige et Muk! Videre! -

»Hun er fuldkommen udviklet, har alle de jomfruelige Ynder, dertil en klar, dæmpet, sød Stemme, en smal, hvid Haand, en svaj Nakke, hvis Bevægelser minder om en Fugls... hun er klædt som en moderne Dame, i en Kjole aflyst lila Satin-Velours, men Omgivelserne ere gammeldags; og i det Værelse - et Slags Galleri - 134 hvori jeg stadigt ser hende, er Møbler, Tæpper, Paneler, Alting lyserødt!«

Lyserødt? spurgte Ulf.

Lyserødt! sagde Gerhard bestemt. »I nogen Tid tages hun ligesom bort fra mig - af en eller anden hemmelighedsfuld Magt - men pludseligt befinder jeg mig ligeoverfor hende i Galleriet. Det er paa Slottet i et gammelt Fyrstendømme - siges der til mig - og den Prins, som hun er trolovet med, holdes borte af den samme hemmelighedsfulde Magt, som har indsat mig til hans Substitut. Jeg holder en Klædebørste i min Haand og børster omhyggelig min Cylinderhat og min sorte Kjole, ængstlig beflittet paa at faa begge Genstande til at skinne som nye. Jeg ser, at Kjolen er noget slidt og Hatten støvet - hvorimod de Hoffolk, der nu kommer ind i Galleriet, allesammen ere i den fuldeste Puds - alle i Lyserødt. Jeg véd med mig selv, at jeg ikke er Prinsen, jeg er pinlig berørt af at skulle gælde for en Anden, men Ingen synes at mærke nogen Forskel; og da jeg nu nærmer mig Prinsessen - efter at have overgivet Børsten til en gammel Ceremonimester - fæster hun sine kloge, muntre Øjne paa mig med et straalende, trohjærtigt Blik og tager yndefuldt min fremrakte Arm. Jeg bøjer mig for hende. Nu, da hun har set mig ind i Øjnene, kan jeg ikke trække mig tilbage - jeg vil ikke!...Vent lidt! siger hun og mønstrer min Dragt. De har jo glemt Ordnen! - Og hun vinker ad Ceremonimestren, tager af hans dekorerede Bryst et Ordensbaand - et højrødt - og hæfter det paa mit Kjoleopslag. I det samme forekommer det mig, at jeg selv er i fuld Galla og at jeg absolut maa ligne Prinsen. Hun nikker smilende, og vi føres ned ad det lange Galleri, Ceremonimestren i Spidsen for Toget, skjult Musik bag Tapeterne. Saa er vi et Øjeblik alene, hun og jeg. Hun ser sig paa et Barns Maade skælmsk og sky frem og tilbage, trykker med sin fine, slanke Arm min Arm, og siger bedende: Aa, men saa giv mig dog et Kys! Hvorfor er De saa tilbageholdende idag? Tænk blot, inden en Time!... Og hun rødmer og slaar Øjnene ned. Jeg bøjer mig og kysser den lille Mund - og jeg føler Kysset gengældt med det ømmeste men tillige et saa uskyldigt Kys, et Barns Kærtegn, at jeg atter pinefuldt skammer mig og tænker: Du er jo i Grunden en Tyv! Det er ikke til Dig , dette gives!

135

Saa er vi i en stor Sal, Thronsalen, der tillige forekommer mig at være en Concertsal. Istedetfor Hoffolkene, paa begge Sider af Thronen, er der en Række Musikere, som behandler deres Instrumenter dæmpet, diskret. En saa liflig Musik, som man netop kun kan drømme sig den. Den aldrende Fyrste og Fyrstinde - Konge og Dronning - sidder paa Thronen, stive og ubevægelige men ganske godlidende at se til. Nogenledes som i Børnenes Forestillinger om kronede Hoveder: han i højrødt Fløjl, hun i lyserødt Atlask. De nikker beggeto venligtmajestætisk, og medens Musiken forstærkes, føres Prinsessen og jeg til Sæde nederst paa en Bænk. Paa Bænken sidder en Række unge Adelsmænd og unge Hoffrøkner - alle i Lyserødt. Og nu kommer en gammel Bisp i Ornat - langsomt frem for Enden af Bænken. Det er en Art Overhøring, noget som en Konfirmation. Musiken tier. Der spørges af Bispen - og der svares ganske dæmpet, en efter en, hele Rækken igennem. Turen kommer til os, Prinsessen og mig. Jeg har en benauende Fornemmelse af, at jeg aldeles intet véd at svare. Min Frygt meddeler sig til Prinsessen; hun bøjer sig tæt ind til mig og siger: De maa slet ikke være ængstlig; jeg skal hviske det Altsammen til Dem! - Saa svarer jeg da paa Spørgsmaalene igennem Sufflør. Hvad der spørges om og hvad jeg svarer, véd jeg forresten ikke. Jeg ser stadigt til Siden, paa den nydelige Hals og Nakke; jeg føler Trykket af den fine, slanke Arm - som jeg ikke har sluppet - og jeg tænker ved mig selv: Hvorledes dette saa ender: lykkelig er Du i Øjeblikket!

Musiken forstærkes atter. Vi rejser os. Alles Øjne ere nu henvendte paa mig. Blot de dog ikke opdager Dig! tænker jeg. Det vilde være en daarlig Spøg, om en iblandt Forsamlingen gav sig til at pege og sige: Men det er jo Maleren Henrik Gerhard! det er slet ikke Prinsen! Lad os kaste ham ud!...

Og saa synes jeg, at der tæt bagved mig, halvhøjt siges: Gerhard! Gerhard! -

Hvad er der? spørger Prinsessen mig. Nu kommer jo den egenlige Ceremoni, den afgørende! Nu maa De virkelig ikke være saa underlig! - Og hun ser atter paa mig med sit klare, kloge og muntre Blik, hvori Jomfruens deltagende Ømhed skifter med Barnets Nysgerrighed. Fortæl mig, er De syg? spørger hun 136 hviskende. Jeg trykker hendes Haand og siger: Jeg er urolig! Kan jeg ikke tale med Dem et Øjeblik alene?... laften! svarer hun med sit søde Smil og slaar Øjnene ned.

Saa staar vi foran Altret - en omvendt Dirigentpult. Den gamle Bisp fører Taktstokken og Musiken spiller - noget Wagnersk, en uendelig Melodi, med højtsvungne, gribende Harmonier. Prinsessen og jeg staar længe sammen Haand i Haand, lyttende andægtigt med bøjede Hoveder. Jeg lister mig til at se paa hende; og ned ad Kindens Oval triller en Taare, mat skinnende i det lyserøde Lys som en vidunderlig Perle. Jeg vil knæle, for at opfange den paa Gulvet - men nu knæler vi begge; og den gamle Bisp har lagt sine Hænder paa vore Hoveder - Musiken dæmpes ganske...

Saa spørger jeg Dig, Prinsesse Margarita, om Du til Husbond og Gemal vil tage denne Mand, som staar ved din Side?... -...

Her hvisker Ceremonimestren til mig: Vil De nævne Deres Navn! -

Henrik! svarer jeg.

Om Du til Husbond og Gemal vil tage denne Mand, Prins Henrik?...

Gerhard! raaber saa En nede i Salen.

Men kun jeg hører det; og saa er Ringene vekslede og Velsignelsen lyst; Musiken falder stærkt i, og Konge og Dronning kommer ned fra Thronen for at gratulere.

Prinsessen og jeg spaserer hele Dagen i en Have. Jeg vil stadigt fortælle min Hemmelighed... men hun er saa smilende, saa sød og glad - jeg vil ikke gøre hende bedrøvet, og jeg fortæller om Rejser og om at jeg elsker hende.

Med Et er det Aften. Det Lyserøde omkring mig er forsvundet; i Stedet for straaler Alt og Alle i Skarlagenrødt. Prinsessen og jeg føres atter igennem Galleriet; en Dør lukkes bag os, og vi staar i et Boudoir med en pragtfuld opredt Himmelseng - ganske en af Æventyrenes Himmelsenge med svævende, forgyldte Amoriner, en Sky af Kniplinger, der daler ned fra Himlen og spredes over den fjerlette Edderdunsdyne. Foran Sengen et Par smaa højrøde Tøfler, og over en Stol en skarlagenrød Kammerherreuniform og en Guldkrone.

En Kammerfrue fører Prinsessen ind i et tilstødende, svagt 137 oplyst Gemak. En Kammertjener gør Mine til at ville hjælpe mig af Klæderne. Men jeg afskediger ham kort, knæler ned ved Sengen og kysser de smaa Tøfler. Tilgiv mig! siger jeg. Hertil og ikke videre! Jeg har ingen Ret! -

Men som jeg, rørt over min egen Standhaftighed, vil gaa ud i Galleriet og liste mig bort fra Glans og Herlighed og min yndige Brud - saa føler jeg, at jeg ikke kan faa Døren op. Derimod gaar jeg hen til Natbordet og slukker Lysene. Fra oven af - fra en mat Ampel i Loftet - gyder sig saa et varmt, drømmerisk, dæmpet, skarlagenrødt Skær over Sovekammeret.

Jeg er afklædt, jeg ligger i Sengen. Og ved min Side ser jeg en svaj Nakke, saa fin i Linjen som en Fugls - og jeg ligger ganske ubevægelig, næppe trækkende mit Vejr, for ikke at vække den Sovende.

Men hun sover ikke. Hun hvisker til mig med skælvende Stemme: Kære! hvorfor tager Du mig ikke i Dine Arme? Jeg tilhører Dig jo! -

Nej! hvisker jeg ligeledes skælvende: Jeg tager Dig ikke i mine Arme. Jeg er ikke den, jeg synes. Men jeg tør ikke - saa nær jeg nu er Dig - fortælle Dig videre; for saa vilde Du ringe paa Din Kammerfrue, og hun vilde kalde paa den gamle Ceremonimester, og han vilde raabe Vagten i Gevær, og Vagten vilde kaste mig i Fængsel og sandsynligvis hænge mig i den højeste Galge imorgen! -

Og atter ligger vi lidt, og jeg synes at mærke, hvorledes hun gysende trækker sig bort fra mig; og jeg tænker allerede med lukkede Øjne og i Dødens Angst paa, hvordan Rebet vil snære om min Hals.... Saa siger hun, men med en underlig fremmed, bydende Stemme og paa Fransk:

Approche! -

Og ligesom hun har sagt det, slynger hun Armene om min Hals, beder mig om Forladelse, kysser mig og hvisker: Tys! ikke et Ord! Jeg vil intet høre, intet vide! Jeg vil være Din! -

Saa tilbringer vi Natten - som der staar i »Tusind og en Nat« - under de ømmeste Kærtegn....«

Gerhard holdt inde.
Det varede lidt inden Brynjulfsen spurgte: Færdig? -
138 Nej! endnu ikke! svarede Gerhard.
Bravo! Det er rigtigt! Videre! -

Gerhard læste:

»Om Morgenen er Prinsessen ikke ved min Side. Jeg vil staa op, mine egne Klæder er borte. Jeg tager den skarlagenrøde Kammerherreuniform paa; men Guldkronen lader jeg ligge - formodenlig af et medfødt Instinkt for det Komiske. Jeg vandrer omkring i Galleriet, der nu synes mig noget afslidt; jeg kommer ned i den tomme Thron- og Concertsal; den er øde og støvet, og Nodepultene ser ud, som havde de Katzenjammer. Da jeg vil gaa ud af Salen, raaber en Stemme efter mig: Hr. Gerhard! Jeg vender mig; det er min Husholderske, Jomfru Scheidewasser. Vil Herren ikke have sin Frokost? spørger hun. Gaa Pokker ivold! svarer jeg. Saa stikker jeg Hovedet ud af et Vindu og ser en underlig By - som en gammeltysk Rede - med krogede, snevre Gader, der alle munder ud i Torvet nedenunder Slottet. Der er fuldt af Folk, Vagt, Politibetjente og Gadedrenge. Et Tog kommer fra den nærmeste Gade. Ceremonimestren i Spidsen. Straks efter ham trækker fire af de gamle Vægtere en bagbunden Mand afsted. Jeg ser paa Manden og kender med Forfærdelse mig selv. Jeg raaber ned: Men saa slip ham dog! Det er mig, det er mig! - Men min Stemme kan ikke høres igennem Larmen af Gadedrengene, og jeg kan ikke røre mig af Pletten. Nu paabyder Ceremonimestren Tavshed og læser op af et stort Papir: Eftersom den falske Prins Henrik er kommen her til Byen og vil gøre sin Ret gældende - og eftersom sligt er en uhørt Frækhed, da den rigtige Prins Henrik alt igaar - 12, Middag, Slet - er viet til Prinsessen - og eftersom det høje Par nu formentlig er Mand og Kone og ikke af nogen Malefikant bør forstyrres i deres kongelige Højheders Hvile - saa kendes herved af Slotsloven for Ret: at den falske Prins Henrik ufortøvet bør hænges ved sin Hals indtil han er død! Fiat justitia!......... Trommehvirvler og Gadedrengenes Hurra. Og jeg ser, med en isnende Fornemmelse af Samvittighedsnag og Skræk, lammet som jeg er paa Hænder og Fødder, hvorledes denne Mand føres op ad Stigens Trin til en høj, uhyggelig Galge - den Galge, hvori jeg rettelig skulde være hængt.

Og som han nu, askegraa i Ansigtet, vender Øjnene op til 139 Vinduet, hvori jeg staar, saa ser jeg, at han aldeles ikke ligner mig. Jeg graver og graver i min Hukommelse, for at finde, hvem det er blandt mine Bekendte, han minder mig om. Jeg synes, at jeg ofte har set det Ansigt - endnu iforgaars, igaar... men nej! Pinefuldt føler jeg, at det er umuligt - jeg kan ikke identificere ham med Nogen. Men Anstrengelsen har givet min Haand Bevægelseskraft tilbage. Jeg river op af min Brystlomme et hvidt Tørklæde - med Bogstavet M og en Krone over - og vinker og vifter som en Rasende: Slip ham! lad ham gaa! Naade! Og som et Ekko af min egen Stemme hører jeg dernede fra: Naade! Naade! - Hurraer, Piben og Trommehvirvler..... Og jeg synker afmægtig om.

Atter er det Aften, og atter ligger jeg i Himmelsengen under den klare Sky af Kniplinger, i det dæmpede, drømmeriske, røde Skær fra Loftet. Skrækken fra om Formiddagen er svunden, men der er blevet tilbage hos mig en dyb Fornemmelse af Uro og Skamfuldhed. Prinsessen ligger ved min Side med sin Arm ind under min Nakke. Udtrykket i hendes Øjne er den helt hengivne Kvindes. Pupillerne ere store, Blikket har en uimodstaaelig bedugget, mat fosforlysende Glans. Jeg vil tale, fortælle... men hun lægger sin smalle, hvide, bløde Haand over min Mund og hvisker: Tys, Kæreste! Jeg elsker - aa Gud, hvor jeg elsker Dig! Du er den tapreste, klogeste, smukkeste - den bedste Mand, jeg kender! Du er den virkelige, den ægte Prins Henrik! Du er mit Alt, min Ejendom - Du er min !....

Jeg har glemt Alt. Jeg er kun hos hende og hendes! Saa hører jeg en fjærn Lyd, som af Søen i Oprør, Havet, der stiger. Jeg gør hende opmærksom derpaa. Hun svarer mig med et langt, dvælende Kys. Men Larmen vokser; jeg rejser mig halvt overende og ser mig om efter et Vaaben. Jeg har paa sikker Fornemmelse: man efterstræber Dig! Den Rette vil indtage din Plads! - Hun kaster sig til mit Bryst, holder mig fast omslynget... hendes sunde, varme Aande, som en Duft af Sommerblomster, bølger over mit Ansigt: Hvad frygter Du for? spørger hun. Jeg deler fra nu af enhver Skæbne, enhver Forsmædelse, Fængsel, Død - Alt med Dig! - Vi omfavner hinanden, giver hinanden de sidste Kys. Saa drøner hele Bygningen af voldsomme Slag... angst som en skræmmet Fugl trykker hun sig et Øjeblik ned i Sengen. Jeg springer ud 140 paa Gulvet, river Uniformen - den fordømte Kammerherreuniform til mig, faar den akurat om mig... og saa brager Døren, knust under Kolbeslag - og dér staar den rette Prins, høj og brutal, purpurrød i Ansigtet, i glimrende Uniform, med Kaarde i Haand.

Han vil kaste sig over mig, vaabenløs som jeg er. Men Prinsessen ligger ude paa Gulvet, knælende imellem os. Han støder hende med sin Ridestøvle voldsomt omkuld og raaber til Vagten: Bind ham! Og jeg kan ikke røre Haand eller Fod; jeg er bunden. Jeg kan blot se paa ham; og tænderskærende raaber jeg til ham: Skær mine Baand itu, giv mig en Sabel i Haanden, og lad det saa faa Ende imellem os! Jeg gav Dig Naade nede paa Torvet - giv Du mig blot en Kaarde!

Men lige purpurrød i Ansigtet, og med to Gløder til Øjne, svarer han: Kan Du give mig tilbage, hvad Du har taget? Afsted med Jer begge! -

Lad hende i det mindste klæde sig paa! beder jeg.

Nej; i hendes Skænselsdragt skal hun gaa - den Skøge, som hun er! Afsted! raaber han.

De slæber os ned - ned ad endeløse Trapper. Ved Omdrejningen af en Afsats staar Konge og Dronning, begge i Natdragt; Kongen askegraa i Ansigtet, Dronningen med forgrædte Øjne, stramme, sammenknebne Læber. Bispen bagved, korsende sig. Alle Hoffolkene med haanlige, spottende Miner. En halvgammel Hoffrøken spytter paa Prinsessen, idet en Gardist driver hende forbi Hoffet i det blotte Linned.

I Slotsporten er mørkt. Dér føler jeg Prinsessens Haand gribe min; hun klamrer sig til mig. Der bringes Fakler. Prinsen ser os sammen. Han raaber haanligt: Snær dem fast til hinanden med Strikker! De skal dog følges sammen! -

Ud paa Torvet. Alle er paa Benene. Et uhyre Hav af Mennesker. Jeg ser alle Gavlfaçader brændende rødt oplyste af Faklerne. Tusinder af Hoveder i Vinduerne - og Tusinder af Hoveder omkring os. Med Møje skaffer Vagten Plads for Toget. Vi to er i Spidsen, sammenkoblede som Slaver. Hvert Øjeblik snubler Prinsessen, hendes Strikker strammer mig om Haandled og Hals. Jeg føler intet. Sjovere, Kællinger, fine Herrer og fine Damer - 141 alle kappes om at spytte paa os, flænge i os, slaa os i Ansigtet. Ja, de flænger i den stakkels Prinsesses Natlinned, saa at hun næsten er nøgen. Vagten lader kun, som den vil bruge Kolberne. Jeg søger at dække Prinsessen, tænker kun paa hende, kunde rive Hjærtet ud af mit Liv som Sonebod. Hun ser mig i sin Hjærtekvide ind i Øjnene - og smiler.

Saaledes gaar det over Torvet, ind gennem den snevreste Gyde, hvor Udskuddet af Indbyggerne bor. Raaheden synes først for Alvor at skulle slaa sig løs her. Jeg føler Dødsangsten Tomme for Tomme, Skridt for Skridt - Dødsangsten paa hendes Vegne. Hun vil ikke kunne udholde dette. Jeg snubler under et Fodspark; vi falder begge tungt til Jorden.

I dette Øjeblik springer et laset Individ frem; bagefter ham pjaltede Mænd og Kvinder, Børn, der ikke kan dække deres Nøgenhed. Manden, som er forrest, stiller sig i Vejen for os. Sulten stirrer ham ud af Øjnene; han er lang, knokkelstærk; det blottede Bryst er haaret, bredt, men skindmagert. Op med Jer, Børnlil'! skriger han og rejser os begge ivejret med et Ryk. Hej, Kammerater! raaber han; slaa Kreds om dem! vi vil selv hænge dem! - Og under Brøl, som fra vilde Dyr, styrter de pjaltede Mænd og Kvinder løs paa Vagten og driver Gardisterne tilbage. Saa slaar de Kreds om os. Den lange Kæmpe ser paa Prinsessen og paa mig. Saa ler han højt og siger: Han dér er nok ikke bange alligevel - og hun dér er jo halvt død! Hør, Go'venner! - skriger han til Mændene og Kvinderne - hvad har den fine Herre dér og den fine Dame i Grunden gjort? Kan I sige mig det? - Almindelig Fnisen. - De har Djævlen annamme mig ikke gjort andet, end hvad som vi gør hver Dag og hver Nat i vore Huler og Kroge, uden at spørge Præst eller Bor'mester om Forlov! Et Hurra skal de ha'! og lad dem saa løbe!...

Og han begynder med sin Kniv at skære vore Strikker itu. Saa raabes der: Prinsen - Dragonerne! Jeg hører Chokket, Eder, Skrig bagfra - og Flugt paa alle Sider. Vi er atter mellem Soldater og Fakkelbærere, Ryttere for og bag. Prinsen forrest, tilhest.

Vi føres frem i Tavshed; kun Hestehovenes Trampen og Sabelskedernes Raslen. Nu kommer vi gennem Byporten - det drøner hult under Hvælvingen - og vi har Stadsgraven foran os.

142

Men det er ikke en almindelig Stadsgrav. Det er en Flod, en rivende Elv, der skummende styrter ud over Klipper - bort, langt ned i et Dyb, hvis Bund intet Fakkelskær maaler.

En Bro er slaaet over Elven. Hvor Broen ender, kan jeg ikke se. Alt er Mørke paa den anden Side Floden. Paa denne Side oplyses Porttaarn, Volde, Bastioner af Faklerne, som vifter i den Trækvind, der stryger op fra den hvirvlende Elv, hvis Skumtoppe blinker, som vilde de gribe efter os.

Sid af! kommanderer Prinsen.

Dragonerne springer af Hestene og slæber os hen til Midten af Broen. Jeg hører nedenunder mig den buldrende Elv - ovenover er Himlen kulsort, uden en Stjærne. Jeg ser paa Prinsessen; hun er dødbleg, Øjnene beduggede, med den samme matte fosforlysende Glans, og Læberne halvt aabne, som da de bad mig om mine Kys.

I har - siger Prinsen haanligt - to Minuter til at bede en Bøn i, førend I prøver en anden og koldere Seng dernede i Elven! Vi har ingen Præst ved Haanden. I faar selv opgøre Regnskabet sammen! Det vil formodenligt ikke falde Jer svært! -

Dragonerne griner; og Prinsen og hans Soldater trækker sig lidt tilbage.

Jeg føler, at Manden, der filede i vore Strikker, omtrent har skaaret dem over. Jeg gør mig læmpeligt fri, omslynger hende, trykker med mine Hænder det kære Ansigt tæt ind til mit - og i et langt, langt Kys beder jeg hende om Tilgivelse - suger hendes Tilgivelse ind i min Sjæl og hvisker til hende, at jeg længe førend jeg saa' hende livagtigt for mig, havde drømt om hende, indtil det blev mig en Livets Nødvendighed at komme i hendes Nærhed!

Og jeg da? siger hun, med den sælsomme Skinnen i de duggede Øjne - har jeg ikke drømt om Dig, al den Tid jeg var trolovet med den Anden? Jeg vilde aldrig have kunnet forveksle Dig med ham og indrømmet Dig hans Plads - hvis jeg ikke havde tilhørt Dig længe før jeg saa' Dig! Vi har altsaa Intet at bede hinanden om Tilgivelse for. Vi maa med vor Bøn om Tilgivelse gaa et andet Sted hen.....!

Og som disse underlige Ord slaar ned i mig, ser jeg Soldaterne komme hen imod os. En uudsigelig Rædsel griber mig. Jeg kigger 143 over Mønningen paa Broens murede Gelænder - dybt ned i Afgrundssvælget - og jeg hører den kogende, rallende Lyd - og det er, som skulde jeg kvæles af Angst, dø af Forfærdelse.

Margarita! stønner jeg. Aldrig havde jeg tænkt mig, at Døden kunde være det ! Aa, bed for mig... bed blot, at jeg maa faa Mod! Manden har sin Ære - Fejghed pletter den! -

Du tør altsaa ikke dø endnu?... ikke med mig? spørger hun og stirrer paa mig med sine store Pupiller. Saa kom!...

Og hun rykker mig til sig - holder min Haand fast som i en Skruestik - og giver sig til at løbe frem over Broen mod den anden Bred. I det hvide Natlinned løber hun frem i Mørket. Til Trods for at hun holder mig i Haanden, synes jeg, at hun er langt foran mig. Soldaternes Raab høres ikke længer bag os... Floden buldrer ikke mere... der er Dødens Tavshed omkring os... Og saaledes løber vi frem, bestandig fremad, ind i det rugende Mørke... indtil jeg aandeløs styrter med det Skrig: Margarita! slip mig! -

Og med det Skrig vaagner jeg«...

XIV

Gerhard lagde Papiret ned... man saa' Pennetegninger i den brede Margin. Han skottede over til Brynjulfsen:

Naa, Deres Eminense! Hvad mener De?...

Saamænd! sagde Ulf langsomt og kløede det ene Ben med det andet. Dér har De virkelig begaaet en Allegori! -

En Allegori? spurgte Gerhard saa naturlig forundret, at Ulf straks fortsatte:

Begribeligvis! Denne Margarita - Deres Perle - det er Poesien, Kunsten, hvad De nu vil? Hun tilhører den selvbestalter brutale Kritik - den »rigtige« Prins, ham, som kommanderer Dragonerne! De selv føler med den ægte Kunstners Beskedenhed - dumme Beskedenhed - at De tager Prinsens »Ret« fra ham. Da Ceremonimestren, den hæderlige, dekorerede gammeldags Æsthe tik, meget viseligt vil hænge Prinsen - saa beder De meget ædelmodigt om Naade for ham. Hvorpaa han, Prinsen, naturligvis 144 bryder ind med Vold i Deres intimeste Forhold til »Perlen«, jager baade Kunstner og Kunst paa Porten, og staar i Begreb med at exekvere Dommen paa dem begge - da Poesien heldigvis erindrer, at der er dette »Noget med Mysticismen« tilbage. Og saa gaar de begge over Broen - lader Døden i Elven foreløbigt ligge »links« - og taber sig tilsammen i det store Ubestemte!....

Gerhard gav sig til at le: De er virkelig født Kommentator! -

Jeg er Fanden, er jeg! svarede Ulf lidt stødt. Deres lille Fantasi-Stykke er ikke daarligt. Det kunde passe til Nøragers Sprøjte - især hvis De selv illustrerede det. Men et Par Pletter er der rigtignok!-

Hvilke f. Ex.? spurgte Gerhard.

Dette med wagnersk Musik - det er en Plet. Man bør aldrig karakterisere i et Pseudo-Eventyr. Ret det! - Saa er det ogsaa galt med dette Ordensbaand, som Prinsessen fæster sin Tilbeder paa Kjolen. De bruger det jo slet ikke siden - og dog er man nysgerrig - især da De betegner dets Farve - højrødt. Man venter, at hun indvier ham til Baal og Brand! Ja - bravo! Lad dem blive brændt sammen paa Torvet - brændt levende af Kritiken og alle Autoriteter! Vil De give mig en frisk Cigar for det Vink? -

De skal have Tak for Deres Rettelser! sagde Gerhard muntert. Men jeg maa sige Dem: det er virkelig en Drøm! Næsten Ord til andet har jeg skrevet ned, hvad jeg huskede imorges. Og jeg skrev kun ned, fordi jeg tænkte mig at bruge det til en Række Raderinger. Vil De sætte Udkastet i Vers - lave et Digt derudaf? - saa gør jeg Illustrationerne!...

Brynjulfsen bøjede sig over Bladene - læste hist og her - sammenholdt Skriften med Pennetegningerne... rejste sig og lagde Haanden paa Gerhards Skulder:

Det er et Digt! Kan De ikke forstaa det, saa er De mere indskrænket eller mere af en Lurendrejer, end jeg havde tænkt! De har begaaet et Digt - og jeg kan kun forkludre det - ganske bortset fra, hvad Deres Raderinger kan gøre! -

Gerhard gik frem og tilbage paa Gulvet med store Skridt; sagtnede saa sin Marsch, satte sig ned overfor Brynjulfsen og sagde:

Lad os lade dette Thema fare til en anden Gang. Men jeg har 145 en Bøn til Dem: Fortæl mig noget om Deres tidligere Ungdom. Jeg formoder af en Ytring fra forgangen Aften, at De har haft en alvorlig Affære! -

Jeg har været gift! sagde Brynjulfsen efter at have suget paa Cigaren en Stund.

Gerhard nikkede alvorligt: Det har jeg tænkt mig! -

Brynjulfsen tilkastede ham et hurtigt Blik:

Har De maaske ogsaa... ?

Gerhard rystede paa Hovedet.

Naa - dog ikke? vedblev Ulf. Det manglede ellers blot! Apropos! kender De Historien om Manden, der havde giftet sig og syntes, at han var kommen i Paradis?...

Den kender jeg ikke! svarede Gerhard smilende.

Jo-o! sagde Ulf; Manden levede i denne første ægteskabelige Rus, den, hvori vi næsten taber vore Sanser. Da han imidlertid ellers var ret fornuftig, vilde han dog om fornødent kunne finde Vejen alene tilbage fra Paradiset - hvis noget Uforudsét skulde hændes. Han besluttede at skære et Hak i Sengestokken, første Gang en lille Sky truede med at formørke hans Himmel......!

Her holdt Brynjulfsen inde.

Naa? spurgte Gerhard. Glemte han at skære?...

Nej; svarede Ulf - han maatte snart høre op dermed, for ikke at skære hele Sengen istykker!...

Aa, De er den rene Schopenhauer! lo Gerhard.

Ulf lænede Albuen mod Bordet. Dæmpet sagde han saa:

Naar jeg ligger hjemme paa min Studenterhybel i min Seng og ikke kan falde i Søvn - naar jeg gerne vilde dreje og vende mig fra Selvbebrejdelser og Selvanklager - saa skærer jeg mine Hakker ind i hele min Bekendtskabs-, Venne- og tidligere Omgangskreds.

Ikke et af de halvhundred Ægteskaber, jeg kender nøjere til - eller maaske kun et enkelt af dem - vil jeg undtage fra Reglen: og Reglen er, at Institutionen har overlevet sig.

Vi tør ikke sige det... de, som siger det, bliver skældt ud og lagt for Had... men hvad værre er, de, som rejser Protesten, føler sig selv lidende... de har alle, Mænd som Kvinder, smagt paa 146 Frugten i mere og mindre autoriseret Form... der er bleven nogen sød Smag tilbage om Munden... og naar vi da, med hede, tørre Læber, løfter vor Røst mod Samfundsindretning, Præst og Protokol - saa kan det være, at Tungen uforvarende kommer til at befugte Læben... og saa er Smagen dér - den søde, den liflige! Samfundsreformatoren eller Reformatricen holder inde... ingen kan sige det forløsende Ord for Kønnenes indbyrdes Forhold... Ingen ! Kun En har været logisk-brutal nok til at udtale et Ord, der tilsyneladende kunde lægge Torpedoen under Arken....!

Mener De Ibsen? spurgte Gerhard.

Jeg mener netop ikke Mester Ibsen - svarede Ulf - for han siger jo aldrig det afgørende Ord. Det var snarere den gamle St. Paulus, der sagde det: I maa helst la' være at giftejer! -

Ja Paulus!... lo Gerhard.

En gammel Lurendrejer! - afbrød Ulf hæftig... han tænkte alligevel paa sin Hedningemission og Menighedens Forøgelse - paa Magt over Sjælene og Baand over Viljerne - som alle Prædikanter har in mente. Det er ganske diplomatisk dette: »Gift Jer - hellere end at leve i Brynde!« Saa véd man s'gu nok, hvad der følger. Nej, denne Søren Kierkegaard - som jeg ikke kan døje forresten - han var et godt Stykke videre fremme i Samfundsfortvivlelse - han sagde: »I vil fortryde begge Dele - hvad enten I gifter Jer eller ikke!« Med andre Ord: Gaa hen og hæng Jer!....

Og han har Ret? Mener De det?... spurgte Gerhard.

Jeg mener naturligvis Ingenting - sagde Ulf vranten... for hvis jeg mente Noget paa det Punkt - noget, der kunde klodse - saa var jeg et Geni. Hvad Figura udviser, at jeg ikke er!

Han rejste sig, gik op og ned ad Gulvet, standsede foran Gerhard og sagde:

Jeg har været gift - som ganske ung - med en smuk, elskværdig, sød Pige... naturligvis! Det manglede blot, at jeg skulde været gift med min Bedstemo'r. Nej - hun var en køn Pige - og jeg var evnerig - og galt gik det. Vi rev hinanden op - og vi var ærlige nok til at gaa fra hinanden, førend vi blev Hyklere og bedrog hinanden. Vi var kanske for unge og stillede for store Fordringer hver paa sin Side... Hvad mon Julie og Romeo havde gjort, hvis de var vedbleven at leve? Det kommer der maaske en ny Shakspeare 147 og fortæller os noget om. Men i »Borgerfejden« begyndte vor Forening.... og Fejdetiden var vore unge Kræfter for stærk. Hverken kunde hun eller jeg magte alle de »brændende« Spørgsmaal, der med ét Slag som en Bunke Sværmere faldt ned i Hovedet paa os - paa alle os Unge dengang. Jeg blev gal - og gjorde hende tummelumsk.... Venner hjalp maaske med til... naa, ligemeget derom! galt gik det - og jeg fik en Rift for hele mit Liv - og den Rift fik gjort mig til Poet... men den har bare ikke gjort mig til en stor nok!

Gerhard! udbrød han hastig og greb Vennen i hans Frakkeopslag... Véd De, hvad jeg har søgt siden den Tid?... jeg har ikke søgt at lappe sammen - det lader jeg Skræddere om... jeg har søgt at uddybe... og derfor har jeg maattet gøre Dumheder - jeg kan ikke gøre andet.... jeg kan aldrig blive flad!

Men jeg kan heller aldrig forme et Kunstværk helt ud - jeg kan aldrig erhværve mig Rutinen - jeg holder op, hvor Inspirationen holder op - Resten forekommer mig at være Fladhed... og jeg drikker mig fuld og døser.

Altid søger jeg til det Kvindelige - som til Noget, jeg har sat overstyr og evigt længes efter. Og altid trækker Kvinderne sig tilbage for mig... de vil eller de kan ikke se det Trofaste i min Natur... og kan de se det, saa skræmmes de af mine Paradokser. Kvinderne fordrer - mere end de selv aner - et Hele ved en Mand. Han kan være brutal - han kan være en Laps - en Egoist - en Forfører - en snavs Karl... og de vil elske ham. Men synes han dem at være et Miskmask - saa bliver han komisk for dem - og de gør Nar ad ham!

Min Skæbne synes at være den: altid forelsket - og altid til Grin! Aa javist! ikke Latter op i Øjnene - men bagpaa. Der er en , som ikke har let ad mig - ikke det jeg tror. Hende elsker jeg, saa jeg kunde blive afsindig. Og hun har - Medlidenhed med mig. Jeg anklager hende tidt for Koketteri - jeg véd, det er uden Berettigelse. Hvorfor skulde hun elske mig? - og hvorfor skulde hun paa den anden Side ikke være venlig imod mig? Hun er mig sacrosanct; og ve den, der vilde fornærme hende! Skyggen, den skikkelige Fyr - det dumme Bæst - advarer mig. Jeg har ikke indviet ham i min Lidenskab - men han er en Sporhund, han vejrer 148 en Kvinde og siger: hun bliver skæbnesvanger for Dig! - hun leger med Dig!... Jeg kunde ha' Lyst at sparke ham - hvis han ikke var den, han er. Og saa har han maaske dog Ret! Det vil sige - han har i H. - ikke Ret; han er min Karikatur; han kender kun til Tøjterne.

Ser De, Gerhard! Heine han kender til det:

Wer zum ersten Male liebt,
sei's auch glücklos, ist ein Gott;
aber wer zum zweiten Male
glücklos liebt, der ist ein Narr.

Ich, ein solcher Narr, ich liebe
wieder ohne Gegenliebe!
Sonne, Mond und Sterne lachen,
und ich lache mit - und sterbe.

Men førend jeg dør, vil jeg dog have sat Alt ind paa det Kort - Alt, hvad en ridderlig Mand kan forsvare for sig selv - og for den Anden. Aa, jeg er ingen Barbe-bleu, ingen Henrik den Ottende! Jeg er.... en Nar. Men Narren kunde jo dog muligvis vinde Spillet. Det skriver jeg et Skuespil om......!

Han knugede Gerhards Haand og sagde hurtigt, dæmpet - som skammede han sig og dog folte sig loftet af Lidenskaben:

Kom! gaa med derud i Aften... vi vil have Zitherspil - efter Forestillingen!

Gerhard slap hans Haand og sagde med et underligt Smil: Med Dem - derud - vi To? Nej, jeg vil arbejde - illustrere min Drøm inat.... Gaa De alene! -

De to Mænd saa' paa hinanden. Saa skiltes de, som sidst, med et tavst Haandtryk.

149

Anden Bog

I

Torsdagaften hver Uge, og desuden hveranden Søndag, slap Skyggen ud af »Giftblanderiet«, som Brynjulfsen kaldte Materialog Droguerihandelen.

Saa blev de gerne hele Natten sammen. Ved Begyndelsen af disse Festaftner eller Dage var Skyggen blegere end ellers. Den høje Pande var ligesom vokset længere tilbage; de vandklare Øjne under de mørke Vipper og stærke Øjenbryn flakkede uroligt om, skydende nu og da et Lyn ud mod en Person eller Genstand. Lidt efter lidt blev Lynene hyppigere, Øjnene blev henrykte uden nogensinde at blive glade, Skyggen ligesom aandede den Lykke at være i det bedste Selskab og paa Højde med Idealerne. Det svære Skæg paa det store Hoved til den spinkle Krop blev kæmmet og glattet af den hvide, bløde Haand med den funklende Diamant - »Broderens« Gave; - og Uhret, det kostbare Sejerværk med London-Mærke - ogsaa Broderens Gave - blev i Et væk halet frem, tvunget til at aabne Guldkapslens Dække og atter stukket ned, efter at have imponeret Skarer af Opvartere.

»Skyggen« - under andet Navn kendtes han ikke - syntes at være et af de mest enligtstillede Væsner paa Jorden. Han omgikkes Faa, havde kun én Ven, Ulf, hvem han tilbad - som en Hedning sin Fétisch. Kastet forældreløs ud i Verden var han landet en Dag paa Hovedstadens Brostene - derfra i Giftblanderiet. Han havde en Broder, der ved utrolig Energi, eksempelløs Flid under ethvert Afsavn, grebet af Skæbnens stærke Arm pludseligt havde gjort Karriere i England - derfra var forflyttet til en betydelig Post i de fjærne Kolonier. Dette, Broderens Liv, blev for Skyggen Indbegrebet af Verdens-Romantik. Han talte om Guldstøv, Elefanter, 150 tjenende Slaver og vilde Dyr - som om han selv var Herre over Ringens og Lampens Aand. Broderen havde forgæves forsøgt paa at sætte ham ivej, købe ham en Forretning. Skyggen havde rundt afslaaet Alt - stolt og uafhængighedslysten som en Ørkenens Søn. Kun Diamantringen og Uhret havde han taget - til at imponere Rakket med. »Han vilde blive i den Stilling, som han kunde udfylde - om han end fyldte aldrig saa lidt!« Han læste de samme Bøger om igen - følte med disse titanske og gigantiske Værker - passede pligttro sin Bod - greb med Begærlighed enkelte, usammensatte, helst revolutionære Begreber - snappede undertiden hist og her en paradoksal Bemærkning - fra Natte- og Kafélivet - og bragte den regelmæssigt otte Dage efter tilbage til dens Hjemmelsmand - som om ikke han, men Skyggen selv havde tænkt den. Han var kvindekær - og foragtede Kønnet. Han saa' med suveræn Foragt ned paa Alt, der ikke havde med Kunst og helst Literatur at gøre. Han var hjælpsom og beskeden blandt sine medtjenende Kaldsfæller - gik dem stolt forbi, naar han var »fri«. Han afskyede Lavhed - og førte dog gerne Sladder. Han var svagtbegavet - med et ærekært Sind, en glimrende Hukommelse for Citater; han forstod daarligt Spøg - foragtede Frivolitet - elskede Naturen - tilgav kun Ulf en Fornærmelse.

Klædedragten var stedse den samme; graa, tyndslidt - eller blaa, tyndslidt - trevlet forneden - altid manglende en Knap. Til Gengæld var Linnedet soigneret, hvidt, stivet og strøget. Over den sletklædte, blege, forkomne Skikkelse laa der en ukuelig og ukuet Selvfølelse, som ingen pomadiseret Opvarter kunde tage fejl af - i Begyndelsen af Maaneden. Vé den mindre rutinerede Kellnersjæl, som tog fejl heraf. Øjeblikkelig blev et Guld-Tyvekronerstykke slængt paa Bordet - Skyggen havde altid sin Maanedsgage i Guld - og et Glimt af de vandklare Øjne lod den elendige Slave føle, at der boede en Heltesjæl, et Geni, i denne Sprældemandskrop: »Behag at tage af for Fortæringen... og dér har De en Krone for Deres Ulejlighed!« -

Resten af Maaneden fandtes Skyggen ikke - kun Brynjulfsen vidste, hvor han skulde snuse ham op; og det var da paa beskedne Kældere, at Maaltiderne hurtigt og som oftest under en trykket Tavshed bleve indtagne.... hvorefter man skiltes med et Haandtryk, 151 Skyggen mørk, resigneret, pligttro - for at gaa tilbage i den halvdunkle Giftblanderbod - Brynjulfsen enten larmende forceret eller adspredt melankolsk.

Men oprandt Maanedens første Søndag - især hvis Dagen var smuk, indbydende til Udflugter - saa stillede Skyggen punktlig Kl. Elleve i Brynjulfsens Arbejdsværelse. Dér blev da læst nogle Digte - saa spiste man Frokost, Middag, Aften - blev sammen den halve Nat - skændtes, forsonedes.... det var et Kredsløb, en »Ring«, der aabnedes og lukkedes hele Aaret rundt - et Venskab, der kunde være byrdefuldt nok for den ene Part, men som Ulf ligesaa lidt tænkte paa at bryde, som man tænker paa at bortskære et Stykke af sit Kød, en Del af sit aandelige Jeg - om saa denne Del nærmer sig til Karikaturen.

Og nu var det en saadan Søndag i Begyndelsen af Juni, og Skyggen var stillet ti Minuter før Elleve hos Vennen.

Naa, Materialist! - raabte Brynjulfsen inde fra sit Sovekammer - er Du dér? Smid Dig ned i en Stol; - der ligger et Par Digte paa Bordet - tag for Dig af Retterne!...

Men førend Skyggen kastede sig hungrig over denne Føde, som han aldrig blev mæt - og heller aldrig fed - af at sluge, rakte hans hvide, bløde Haand en duftende Regalia - med »Mavebælte« om - ind ad Døren til Syvsoveren:

Dér, Ulf! Den er god - nu skal jeg se, hvad Du har begaaet siden sidst!...

Saa trængte Duften fra hans egen Regalia, med det fine exotiske Krydderi, ind til den i den store Vandballie pjaskende, prustende, bandende Ulf.... og i Pavserne hørtes den dybe, sonore Stemme fra Skyggen - ikke ulig en Violoncel - pathetisk deklamerende Vennens lyrisk-zerrissne Nattefantasier.

Hold Mund, for S - Menneskebarn! raabte Ulf og kom farende ind i Underbenklæder, rød Uldskjorte, et Haandklæde over Lænderne - snappede Papiret, saa' paa det, og smed det igen:

S'gu ikke Umagen værd! Tag en Bog og lad mig være fri for at høre mit eget Vaas! -

Skyggen havde lagt Papiret og i Stedet for taget Aarestrup ned fra Reolen. Nu læste han med Gravrøst:

152

At Natten er saa mørk, det er en Lykke;
Det passer sig saa godt. Det var om Natten,
At Amor gjorde sit Besøg hos Psyche.

Paa hver en Skygge spejdende hun stirred
Og lytted efter.......

Hold op! Skygge! raabte Brynjulfsen.

Skyggen vedblev ufortrøden:

... lytted efter hver en Lyd i Natten,
Bestandig smukkere og meer forvirret.

Jeg kvæler Dig, Bæst!.... truede Ulf. Skyggen fortsatte:

Til Kys indbyder Armen, hvid og kjælen,
En dejlig Tumleplads den runde Skulder;
Men Kys paa Barmen gaae ret ind i Sjælen....

Jamen Aarestrup gaar Pinedød ikke ind i Sjælen. Han er baade for massiv og i Grunden for akademisk - saa brillant, som han ellers er.... Smid Bogen! og hør paa dette!.. sagde Ulf, som nu var færdig med Toilettet. Og ridende overskrævs paa en Stol, med Slobrok over Benene, i den røde Garibaldiskjorte, med Cigaren i Mundvigen, læste Brynjulfsen:

Juninat.

Man maa hænge mig op
med Hovedet nedad,
om jeg begriber
hvad der ligger bag Natten
som Lov for Dagen -
hvortil Livet sigter -
hvorfor vi lever det!
Ingen kan give Svar,

153

vi famler alle i Mørke;
hvorfor da gaa i Rette
med en stakkels Digter,
om den lyse Nat frister ham
til at fantasere?

Drik - drik - drik!
Lad den store Kande
gaa flittig rundt i Kredsen!
Sid ikke dér
med Nakken ned i Ryggen
forbavset over Maanens blanke Gulddaler!

Tro ej at Dukaten
falder ned i jert Skød!
Vi ere fattige Stympere,
og ville vedblive at være det,
slidende for Brødet,
indtil vi styrter....
Drik - drik - drik!
at vi kunne glemme
vort Livs elendige Vilkaar
i denne Juninats
guddommelige Skønhed!

Jeg véd, at gode Venner
imorgen ville sige:
Han beruser sig
i daarligt Selskab -
nedbryder sit Helbred -
stjæler Vorherres Tid; -
vi ville holde os fra ham,
sætte Kors ved hans Navn,
betragte ham som død!

154

Men jeg svarer:
Gaa Pokker ivold!
Jeg sidder
med hvem jeg sidder!
svarer ikke Skat
til nogen Fordom!
betragter mig som løst
fra Støvets Baand
i denne Juninats
guddommelige Frihed!

Spørg Nattergalen,
om den blev konfirmeret,
sat i Vejviser
og paa Mandtalslister?..
Den vil svare
med en jublende Trille,
le af fuld Hals
med dybe Lokketoner -
drikke sig Rus
i Blomsterduggen -
vakle til Reden -
synke ned ved sin Elskedes
dunbløde Bryst,
og forgaa i den Salighed,
som Natten gemmer!

Hæng mig op! hæng mig op!
Denne Juninat
er til at dø i.....
selv Stenene paa Vejen
synes at have Følelser,
de ej kunne magte.
Kom, Edith! lad os dø -
siden det er umuligt at leve!

155

Skyggen saa' paa ham. Det var et Blik, som af en Hund mod sin Herre, en Kvinde mod sin Elsker....

Ulf! Hvem er den Edith? -

Edith - det er Edith! Der er ikke mer at sige til den Ting!.... Sidste Verslinje duer ikke! -

Ulf! Jeg giver en Landauer idag - jeg gør Fest for Dig!... Jeg......!

Du gør bare ingen Dumheder, vil jeg haabe! Ah! det er din Maanedsdag..... Soit! Vil Du have den Kladde?.....

Skyggen kastede sig over Papiret, som en Maage over en Fisk - stoppede det i Lommen - vilde lukke Frakken over det - opdagede at Knappen manglede - smilede stolt - slog sig paa det tynde Laar, hvor Portmonnaien raslede med en dump Klang.... og saa spurgte han, missende med Øjnene, idet Haanden med Diamanten gravede i Skægget:

Ulf! hvorfor har jeg ikke set Dig saa længe? -

Hvad er det for et Spørgsmaal. Skal jeg staa Skoleret for Dig?-

Nej aldeles ikke - bliv nu ikke straks gal i Ho'det!..... Hvad er det for en Fyr, denne Gerhard? -

Oho! Du er skinsyg, Skygge! Du er den personificerede skind- og benfri Skindsyge! Denne Gerhard er, som Du siger, en Fyr - en meget flink Fyr, tror jeg - meget flinkere end jeg selv - dermed er Alting sagt! -

Skyggen gled tilbage i tvivlende Tavshed. Er der i det hele taget noget Væsen, som kan sættes ved Siden af Dig - undtagen min engelske Broder? syntes Skyggen surmulende at tænke.

Andiamo! sagde Ulf.

Andiamo a la campagna! ekkoede Skyggen.

II

Mellem Tolv og Et - i den lyse Juninat - holdt en Vogn paa Vejen udenfor Gerhards Laage. Der blev raabt af høje Stemmer:

Gerhard! - Henrik Gerhard! vaagn op - kom ud!

156

Gerhard aabnede sit Sovekammervindu. Han var ikke afklædt endnu; han kiggede ud, trak sig straks tilbage igen, tog Overtøj paa, kastede en Plaid over Armen, og traadte udenfor.

Villaer og Haver rundt omkring sov - sov bort fra Nattens dæmpede Dejlighed; Alt var stille - Træer, Buske, Stakitværker, Vejens Skærver og Gangstiens Grus som nedsænket i et Broncebad af grønliggyldent Skær.

Her er vi! sagde Ulf - den lyse Nats Born! Vil De være med i Trolddommen? -

I Landaueren, pyntet med grønne Grene og forspændt med et Par runde, blanke Brune, sad Ulf paa Bagsædet ved Siden af Frøken Edith; og fra Forsædet, hvor den lille Frøken Natalie just lænede sig leende tilbage, voltigerede Skyggen op paa Bukken hos den liberiklædte Kusk, der lignede Højtideligheden selv i Sølvtresse og hvide Bomuldshandsker.

Gerhard vilde protestere imod Skyggens Opofrelse. Men Skyggen slog ud med Haanden og antydede majestætisk, at han var sig sin Pligt som Vært bevidst. I det dæmrende Lys forekom han Gerhard mere lig et Syn end en levende Skikkelse - bleg - blegere end Gerhard kunde erindre ham fra sidst - med funklende Øjne, Stemmen ikke absolut under Kommando; han strømmede over af Citater.

Gerhard greb sig et Øjeblik i en filistrøs Uvilje - Generthed maaske. Det hele Selskab havde noget af et Syn ved sig - noget Uvirkeligt. Hans Blik søgte Ediths. Hun havde en let Rødme over Kinderne, Vemodet i Øjnene var trængt tilbage; hun saa' smilende paa ham, som læste hun hans Tanker. Han bukkede for hende, sprang rask op i Vognen, trykkede Ulfs Haand, bad den lille Natalie om Undskyldning fordi han nær havde sat sig paa hendes Parasol - og dér sad han ligeoverfor Edith, og Landaueren rullede med de grønne Grene, med de flinke Brune, med Højtideligheden paa Bukken og med de »Uvirkelige« inde i Vognen, afsted gennem Villakvarteret.

Afsted gennem Bureaukratiets, Professorernes og Forretningsmændenes Villakvarter - ud i den lyse Juninat.

Kusken drejede sig spørgende: Hvorhen? Ligemeget! raabte Ulf. Nu er der lige smukt overalt - blot vi kommer ud ad en 157 Landevej, med Marker paa Siderne! Kør til Roskilde - vi skal begraves i Domkirken!

Kusken syntes i Tvivl. Edith nikkede op til ham: Vi vil blot køre, for at køre!

Skyggen, som mente, at hun havde nikket til ham, slog ud med Haanden og straks kom et Brudstykke Byron, Aarestrup eller Heine dumpende ned over Selskabet. Den lille Natalie spændte sin Entoutcas op imod »Styrtebadet« - som hun ikke ganske uvittigt bemærkede.

Oho! raabte Ulf:

Let us have wine and women, mirth and laughter,
sermons and soda-water the day after.

Øjeblikkeligt riposterede Skyggen:

Man, being reasonable, must get drunk;
the best of life is but intoxication!

Holla, Skygge! stille! tordnede Ulf. Slaar Du ikke din byronske Spunsprop fast i Tønden - og det straks paa Stedet - saa hælder vi Dig af i Damhussøen! Lang nu Bourgognen ned til Gerhard. Han skal paa Højde med os andre! -

Det var maaske endda ikke Bourgognen, som bragte Gerhard paa Højde med det glade Selskab. De var virkelig glade - som Børn, der er sluppen fri; især nu da Byen laa bag dem. Gerhard gjorde sin Skyldighed ved Flasken, som Skyggen fra en skjult Beholdning langede ned til ham. Saa lænede han sig tilbage i Sædet og lod den lyse Nats dæmpede Glød virke paa sig. Han saa' fra Ulf til Edith. Ulf var lutter Bevægelse, nynnende, passiarende - naturligere, mere harmløs end han plejede, rød, svedvaad i Ansigtet af Ivrighed og Løjer. Edith var bleg - drømmende bleg, som Natten selv; Øjnene klare, de fine, smukke Lemmer i en yndefuld Ro. Hendes Latter var smuk - og hvad hun sagde, lod som Latter i en hyggelig Kreds. Der kom et Behag over Gerhard ved at sidde her - saadan halvt i en Dvale, medens Refleksionen tumler vaagen med En. Et Væld af nedstemt Farve, hvori vort inderste 158 Væsen næsten opløses. Han følte, som om Vemod laa sovende i hans Sjæl paa et Leje af rosengyldne Erindringer. Han følte absolut, som om noget var stædet til Hvile i ham og nu vuggede sig i sorgløse Drømme uden at savne, uden at fortryde, uden at begære. Det var en saadan Tilstand - de lyse Nætters - som han i Udlandet havde længtes efter. Og nu var han i Tilstanden.

Haver, Marker, Landevejstræer, flade Egne fo'r ham forbi som en Række Billeder, frembragte af en hallucineret Maler i en ubegribelig Teknik. Han tænkte et Øjeblik paa, at dette maaske egenlig var Kunst - blot at den ikke kunde gøres. Saa kom der en Stump Rhytme nynnende i hans Øre - og han smilede, som følte han, at dette var Lyrik - blot at han ikke havde gjort den. Vage men behagelige Forsæt om at blive noget overordenlig dygtigt, fremfor alt noget meget elskværdigt - holde uendeligt meget af alle Væsner - arbejdede sig frem hos ham Side om Side med en Erkendelse af egen Ringhed. Han lukkede mekanisk Øjnene, men aabnede dem hurtigt igen. Den lille Natalie havde lagt sin Parasol over hans Knæ og spurgte ham lidt stødt:

Sover De? -

Han nikkede tankefuldt uden at vide, hvad han nikkede ad, saa' meget venligt paa hende og spurgte: Fryser De - vil De have min Plaid?

De kan beholde Deres Plaid! sagde hun. Men det gør mig paa Selskabets Vegne ondt, at vi kom og forstyrrede Dem i Deres Nattero. Det var ellers mig , som foreslog det! lagde hun til.

Han bøjede sig endnu venligere hen imod hende og tog hendes Arm ind under sin, som om hun kunde været en ganske lille Pige, man vil være god imod men ikke véd hvad man skal sige til.

Hun trak sin Arm tilbage og gav sig til med Parasolgrebet at banke Skyggen paa Ryggen.

Edith bøjede sig frem imod Gerhard og spurgte paa sin blide, noget forlegne Maade: Maa jeg sige, hvad jeg tror?...

Ja ja! bad han hurtigt og nikkede.

Hun betænkte sig et Øjeblik, medens Ulf hældede sig ud over Vognsiden og tændte en frisk Cigar ved sin Stump. Saa sagde hun naturligt, med Blikket hæftet lige paa Gerhard: 159 Tænker De ikke om enhver ung Pige - enhver ung Dame - at hun i Grunden ikke kan modstaa Dem?

Jeg?... spurgte han overrasket. Skulde jeg tænke, at Nogen...? at jeg var....! Han prøvede at le, men tav. Lidt efter sagde han dæmpet: Hvoraf slutter De det?..

Hun rystede paa Hovedet og saa' ned for sig. De lyse Øjenvipper tegnede sig over den let rødmende Kind. Den fine Næsefløj dirrede svagt og Læberne var lukkede. Hun lignede en Blomst, fæstet til den lyse Nats Bryst.... en Fugl, der lige har sunget, men ikke véd, hvad den sang, og som nu sidder dér i det dæmrende Lys, ukendt, uden Navn, beskeden og dog med sit Væsens Fordring paa at være til, at leve, at indaande Dug, udsynge en Strofe - og saa bøje Hovedet og forsvinde i Morgnens Hav. Atter saa' hun ivejret og til Siden. Ulf havde spøgende lagt Armen om hendes slanke Taille - hun fjærnede hans Arm - kastede sig med et lille Ryk tilbage og lo.

Rigtigt! raabte Ulf Lad os le det Hele væk - »i denne Juninats guddommelige Skønhed.«

»Guddommelige Frihed!« ekkoede Skyggen ned fra Bukken.

Buh! - bøh! raabte Ulf.

Er det Koketteri! tænkte Gerhard ved sig selv, idet han iagttog hende. Han var lidt vred paa hende, mest paa sig selv. Aa! sagde han højt - uvilkaarligt: I Grunden er vi allesammen kokette - og hvorfor ikke? - Er der mon Nogen, som ikke gør en Røverkule af sit Hjærte?....

Haløj! lo Ulf saa det klukkede. Nu vaaser Sfinxen.... en Røverkule, en Røverkule! Mine Damer, hører De Vismanden? Vi er kommen sammen for at fejre den lyse Nat ved at kokettere allesammen med hinanden! Hvilket himmelskrigende Sludder! Undskyld, Gerhard! undskyld, Edith! Jeg maa hen og omfavne den Milepæl dér! Skygge! der maa være en Flaske Champagne endnu.... skænk op til Damerne i Vandglassene... og lad os Mandfolk faa Bourgognen!

Kusken holdt Hestene an. Ulf var allerede sprunget af Vognen. Han hoppede over Vejridsningen og omfavnede en Halvmilepæl, der løftede sin afstumpede Kegle op fra den graa Stensokkel.

160

»Aa Du gode gamle Generalløjtnant Jansen«... raabte han... Du ærværdige Halvmile-Sfinx, der har hørt og fornummet saa mange stille Vejfarendes Tanker... har Du nogentids hørt Mage til Nonsens? Eller har han dér Ret? - og gør vi allesammen Nar ad hinanden? Ja, den lille Natalie gør Nar ad os alle - men der er heller Ingen, der tager det alvorligt med hende - hvorfor skulde hun saa ikke øve Gengæld? Skyggen - han gør just ikke Nar ad mig - men han gør sig til Nar ved at være min Skygge - og jeg taaler det og føler mig endogsaa smigret derved. Jeg er en snavs Karl! Gerhard dér - han sidder saa fordømt rolig og tygger paa sin sidste Aandrighed - eller Dumhed! Gid han maatte blive en Milepæl i det tilkommende Liv! Gid han var det allerede! Men Du, o Edith! - lille Edith! hvis han siger og mener, at Du er koket - saa deklarerer han kun, at han vel kender adskillige Fruer eller Frøkner i Kristenheden, som har haft ham til Bedste - men han røber ogsaa, at han selv har haft Synder paa sin Samvittighed og at Giften er bleven siddende i ham - det Bæst! At have ubegrænset Tillid til en Kvinde, uden forresten at være et Fjols, som lader sig bilde Alting ind - det er nogetnær det lykkeligste, som kan times et Menneske - lykkeligere maaske end selve det at besidde hende. Men der er heller ikke noget bedre, man kan skænke en Kvinde, end den ubetingede Tillid. Ejer hun den fra en Mand - saa ejer hun mere end hans Hjærte - det, hvorefter Kvinden ellers først og sidst spørger. Og hun vil gengælde ham - ved at give ham noget meget bedre end sine Kærtegn: hun vil se op til ham - og derved tvinge ham selv til at se ivejret - højt og vidt over sig selv - op i det uendelige Rum, hvor der er rent og frit for Drifter og Luner - hvor Menneskehedens Idealer hænger numereret paa en usynlig Knagerække i Hs. kgl. Majestæt Vorherres Entré!...

Han var krøbet op paa Stenen og stod dér balancerende med udstrakte Anne, svingende sin Hat, Ansigtet vendt i en overstrømmende Exstase mod det gyldengraa Dagskær, der sivede ud over de metallisk-grønne Marker. Kom, Børnlil! kom! raabte han. Lad os danse en Runddans om dette Stenalter for Morgenskærets Gud - han, som har opfundet Kærligheden førend han opfandt Loven og Tavleregningen og den hele Konfession! -

161

Han sprang ned og løb frem til Vognen, stadig med udbredte Arme.

Edith stod oprejst paa Sædet og saa' glad ud. Skyggen slugte hende med Øjnene.

Er han nu ikke elskværdig? spurgte hun Gerhard og pegede ned mod Ulf.

Jo - han er elskværdig, Frøken! svarede Gerhard bestemt og tømte sit Glas i et Drag.

Hun saa' paa ham - rakte ham Haanden og sagde blødt: Er De vred paa mig?...

Kom, kom! raabte Ulf. Lad den Skeptiker staa!...

Hun hoppede ned til Ulf. Han løftede den lette Pigeskikkelse højt ivejret, svingede hende rundt - faldt, slap hende, var straks paa Benene igen og hjalp hende forbløffet op fra Vejen, idet han gav sig til at børste hendes Kjole og sine Benklæder.

Hun lo - de lo alle. Gerhard havde hjulpet Natalie ned, og paastod at han vilde bære hende over Grøften. Hun gjorde ingen Modstand og saa' triumferende paa Edith. Saa tog de alle - Skyggen indbefattet - hinanden i Hænderne og gav sig til at danse og synge omkring Milepælen - ganske som Børn. Men Kusken sad stiv paa Bukken - den hvide Bomuldshandske klemt om Piskeskaftet - med et lille kort Sideblik, Overskægget skudt op under Næsen: Naa, de morer sig - de er tossede! -

De morede sig. De var bleven lige kaade alle. De gik »i Kæde« omkring Stenen - de pludrede og lo - Gerhard og Ulf spillede paa Damernes Parasoller som paa Guitarrer - sang alle mulige Stumper af Viser, hvortil Ulf improviserede Omkvæd.

Vi vil køre ud i den vide Verden! blive ved at køre tre Døgn itræk - ja hele Livet! raabte Ulf.

Og bede i de bedste Kroer! foreslog Gerhard.
Og vaske os! sagde Natalie.
Bade os i Damhussøen! raabte Skyggen.
En ad Gangen, maa jeg spørge? lo Natalie.

Nej alle paa engang - som vi staar og gaar! tilføjede Skyggen og begyndte paa en længere Fortælling om, hvorlunde han og Ulf en Morgen var vendt hjem fra Skoven - meget trætte og meget 162 støvede - og var vadet ud til midt paa Livet - i »full dress«.

Fulde i Dress! lo Ulf. Jeg er ikke bange for at gøre det igen! Hvem kommer først ned til Søen?....

Edith lagde sin Haand paa hans Arm:

Vi maa hjem nu. Det er Morgen! -

Aldrig hjem mere! raabte han. Ikke under nogen Omstændigheder hjem paa denne Side af St. Hans! Uha; den ækle, grimme By, som skal glo paa os med søvnige Øjne!... Skygge! har Du flere Penge? Vi beholder Vognen et helt Døgn... og saa sælger vi Kusken og Hestene og Seletøjet og æventyrer os videre med friskt Forspand. Gerhard kan køre for os! -

Jeg kan køre! raabte Natalie.

Natalie! sagde Edith venligt og bestemt. De husker, hvad vi lovede hinanden! Vi maa hjem!... Og hun vendte sig og sagde delt mellem Ulf og Gerhard, paa sin blide Maade: Nu er det saa kønt Altsammen. Ikkesandt?...

Gerhard saa' paa Ulf og nikkede.

De steg alle tilvogns. Kusken havde drejet Hestene. Det gik tilbage til Byen, som stak sine Taarne, sværtede Skorstene, lange nøgterne Husrækker paa en fjærn døsig-surmulende Maade op gennem en rugende Dis af fortættet Kedsommelighed. Morgenvinden løb i en let Brise - ligesom paa Filtsaaler - hen over de zinobergrønne Marker, og naar den halvhøje Sæd dukkede sig, vendte den violette og lysegraa Flader op mod det stærkere og stærkere østlige Lys. Ude i Horisonten svulmede Kallebodstrand sølvblaa som et Hav, der er ved at vaagne. Bøndergaarde, Gartnerhuse, Affaldspladser - om Dagen rasérte for enhver Fordring paa Skønhedsinteresse - syntes i det sælsomme Skær at tilhøre et heroisk Landskab. Pan kunde skære sin Fløjte i Sivene om den lille Dam, hvor Gartnerkarle Dagen over hentede Vand til Aspargesbedene. En enkelt Lystgaard - af dem fra Aarhundredets Begyndelse - laa som en Helligdom i en lille Lund. Diana kunde have sit Tempel dér.

Gerhard stirrede omkring sig; han meddelte Edith sine Indtryk; deres Blik mødtes, hun nikkede forstaaende til ham, da han sagde: Dette er Guldaldermythen, Frøken Edith! Tror De, at vi 163 begge vil erindre denne Morgen, naar jeg længst er over alle Bjærge igen, og naar De... ja hvor er De henne? -

Hun saa' ned for sig og nikkede. Hun syntes rolig og glad. Han vilde ikke spørge mere, men der krøb ligesom en lille Orm hen over hans Hjærte - en Orm af Videbegærlighed, Medfølelse, Beskyttelseslyst, en endnu stærkere Interesse... han brød af, slog Ulf paa Skuldren og sagde:

De falder i Staver, Ulf! hvad tænker De paa?

Paa en Improvisation. Her har De den!

Ulf tog Ediths Parasol, slog Takt med den i Luften og reciterede:

Inat er jeg det Skabtes Herre,
Livs-Triumfator højt paa Lysets Kærre,
med Straalebundter i min Haand -
o Gud! hvor rig, hvor stor, hvor ren min Aand!

Imorgen ligger jeg paa Sengen,
imorgen er jeg træt og gnaven.

lovermorgen.....
dér er Graven!

Naa naa! smilede Gerhard. Ikke slet saa hurtigt, haaber jeg!

Ulf skar en Grimace og fortsatte:

Men førend Natten er forbi,
velsigner jeg det Maskepi,
som mig til Eksistensen binder:
den værste Sjover er mig kær,
thi ogsaa ham forgylder jo det Skær,
der strømmer ligeligt mod en og hver
fra Smilet over Morgnens blide Kinder!

Vognen var begyndt at køre langsomt op ad Frederiksbergbakke langs Søndermarken, over hvis hvælvede Trækroner gylden Søvn 164 syntes drysset. En enkelt Fuglestemme lød derinde fra... Ulf pegede mod Vejgrøften; dér laa en ung, tætbygget Lazaron paa Ryggen i Græsset, med Hænderne bag om Nakken, Kasketten skubbet bort fra Panden, Munden halvt aaben, Øjnene lukkede.

Ham greb Du brillant, Ulf! raabte Skyggen, som nu sad paa Forsædet klemt ned imellem Gerhard og den lille Natalie, der allerede havde gabet et Par Gange.

Søvnen har grebet ham - sagde Ulf leende - og Aurora kysser ham. Hun kysser saa mangen snavset Mund, uden forst at viske den af med sin Lommeklud. Gud bevares, hvor Guderne er ganske anderledes demokratiske end vi . Hvad siger De, kære Edith? Jeg har ikke aflagt noget Løfte paa min Mund. Og De har aldrig kysset mig ... simpelthen af den Grund, at jeg aldrig har bedet Dem derom - ikke har vovet det, og ikke kunde tænke mig, at De tog Initiativet. Nej nej, bliv ikke vred... jeg har en uregerlig Mund; hinc illæ lacrimæ - derfra al min Fortræd! Oprigtigt misunder jeg den Laban dér... han er i Uskyldighedstilstanden - som Ibsen siger - kender ikke Forskel paa Godt og Ondt - og Fluerne generer ham endnu ikke. Vi har drukket god Vin inat - og er derfor ikke bleven beruset, men løftet-glade! Han har drukket Ol og Brændevin - og ligger nu paa sine Gærninger - sandsynligvis langt lykkeligere end vi - vi, som kører ham forbi med et Skuldertræk. Rimeligvis er han en raa Lømmel, naar han vaagner - men det er ogsaa muligt, at der er En , som elsker ham og for hvem han er Indbegrebet af Fuldkommenhed, en god Slagsbroder, en dygtig Danser, en rask Fyr. Maaske har vi dér Mandsidealet for os i Ur-Typen: raa, stærk, doven. Adam før Syndfloden. Det manglede blot, at Eva skulde ligge ved Siden af ham. Sujet for en moderne Maler. Hvad mener De , Gerhard? -

Edith lagde stilfærdigt sin Haand over Brynjulfsens Arm. Ulf sagde hurtigt:

Kære Edith! De skal ikke være bange, jeg gaar ikke videre i Teksten. Blot dette! Hvad har Mandsidealet udviklet sig til? Kræmmeren og Soldaten... videre er vi ikke kommen. Herhjemme »Grossereren« - i Tyskland Officeren - i Frankrig Børsmægleren og Parlamentarikeren! Oprigtig talt, Evolutionen har 165 ikke gjort Underværker endnu siden Adams Dage. Gid jeg var en Lazaron - saa havde jeg maaske dog en Kærest'!

Han bøjede sig ned med et besynderligt ærbødigt-bedende, sørgmodigt og genért Blik - og trykkede et Kys paa hendes Handske. Der var en lidt forlegen Pause, som naar Strenge er bleven berørt, uden at nogen véd, hvilke eller hvordan, men alle føler den borttonende Lyd af Disharmoni... og Dagningens Stilhed, den enkelte spæde Fuglestemme, Løvets Uddunstninger, Sommermorgnens underligt mættede Melankoli forøgede det pinlige Indtryk i Sindene... alle disse Sind, som Natten havde gjort modtagelige... alle, undtagen den lille Natalies. Hun sov op mod Skyggens Skulder.

Vognen holdt paa Toppen af Bakken udenfor Bagsiden af Slottet. Hestene skulde puste. Gerhard saa' paa Edith; hun lænede sig tilbage, drog Vejret dybt gennem halvt aabnede Læber, og standsede med Haanden en lys Haartot, der krøb frem fra den hvide Nakke, glinsende i Luftens gyldenblege Skær - selv et Stykke Morgen, en Refleks af noget fint, forjættende Noget... Hvor sød hun er! tænkte Gerhard og greb sig pludselig i en styg, ukammeratlig Tanke. Han mærkede, at han kunde misunde Ulf denne unge Pige, dette Barn dér, som ikke alene var i Besiddelse af alle en Kvindes Friheder - kunde gaa, komme, vælge sit Selskab, følge sine Tilbøjeligheder og Indskydelser, leve med andre Ord... men som ogsaa havde Kvindens Takt til at bruge sin Frihed... dette Barn, som havde sagt til ham: De tror om Dem selv, at De er uimodstaaelig!

Hun nikkede til ham, som havde hun læst hans Tanker og bad ham om Undskyldning paany. »Men alligevel tror hun det om mig!« sagde han til sig selv. »Eller - er hun dog virkelig ikke koket. Hvor skulde det være muligt andet?«

Og atter syntes han, at hun læste hans Tanker; og hun smilede - et gaadefuldt Smil; et Kvindesmil. »Tænk, hvad denne Vogn rummer af sammensatte Væsner!« sagde han til sig selv. »Hvad har vi at gøre med hinanden?... og dog er vi nu paa en Maade filtret ind i hinanden!... Nej, jeg vil ikke bryde mit Hoved dermed... men sød er hun - dobbelt sød med dette Relief, denne lille Natalie 166 dér - og Skyggen - og Ulf - og - og - mig selv indbefattet! Et underligt Kompagni. Er jeg alene en Filister mellem dem? Hvor kan hun nu omgaas denne Natalie - denne fikse Dukke - et lille, tomhjærnet, pikant Væsen, der dog vist kan købes - i hvert Fald kan vindes? Nonsens! Alle Kvinder kan vindes - og de Firs af Hundred købes dog, med eller uden Kirkens Sanktion! Er jeg maaske bleven Ægteskabsadvokat? Hvem omgaas de gifte Kvinder? Andre gifte eller ugifte Kvinder - stundom ret dumme eller ret letsindige. Hvem omgaas vi Mænd? Oftest tilfældige, letsindige eller dumme Kammerater! Aa, jeg gider ikke tænke derpaa. Sød er hun. Et forbavsende Instinkt - ikke én Dumhed har hun sagt - og literær Viden bag hendes Beskedenhed - Ulfs Paavirkning naturligvis... ja, han maa holde af hende... og hun af ham!«...

Hun havde siddet og set paa Gerhard. Har De nu tænkt det rigtig grundigt igennem? spurgte hun ham leende.

Hvilket? sagde han. Jeg er bange for, at De læser mig grundigere, end jeg Dem!

Jeg lader det ikke komme frem i mine Øjne! svarede hun og missede smilende. Det gør vi Kvindemennesker sjældent!

Tys! sagde han og lo. Den store Ulf taler til den lille By! -

Ulf stod op i Vognen og saa' ned paa Byen, som øde, mennesketom og støvet i sine Udkanter strakte ham et nøgternt Kirkespir imøde.

Jeg ækles ved Dig, og elsker Dig dog! sagde Ulf. »Vidste Du endnu paa denne Dag, hvad der tjener til din Frelse«... men Du véd det simpelthen ikke. Fæstning - Forter? Bah! Skoncit... maaske! Noget maa det ende med... og Slaget paa Rheden var i hvert Fald et Klokkeklemt, der kunde varskoe bedre end alle de Dirigentklokker, som nu bimler og bamler os til Idioter. Du var en ganske hyggelig, glad By - bag dine Volde. De rev Voldene ned, for at gøre Dig stor. De opnaaede at gøre Dig til det kedsommeligste Hul i Verden - næst efter Kristiania og Odense. Vi hader hverandre af et godt Hjærte - det er fordi vor By er grim, flov, fersk - som Livet i Byen selv er flovt, ferskt, aandløst. Giv os nogle smukke Bygninger og et Par livskraftige Institutioner - og vi ville slaas for vor By. Men Ingen faar os til at bløde bag 167 Feltbefæstninger til Fordel for Sædelighedssag, Rigsdagsdebatter eller Tivoli. Maaske dog for Tivoli! Aa, hvilken Paastand, at vi føler os som en Nation - som Danske. Vi føler os som det, vi er: tre, fire dybt adskilte Lag i en Befolkning, der kun kan takke sit Flegma for, at den endnu holder sammen paa Storebededag. Alle andre Mærkedage gaar den hver for sig - i Politik, i Religion, i Kunst og Økonomi. Der er ikke en Familie, som ikke er splittet, ikke en Forening, som ikke kun holdes kunstigt sammen. Vi sover - det har vi længe gjort; men vi har onde Drømme - det har vi ikke altid haft. Et Dommedagsslag vil vække os. Kun et Dommedagsslag kan vække os. Og lad os saa se, hvor mange der møder paa Pladsen! Gid vi mødte der alle... Gid det var nu... nu! Gid vi ikke skulde sejgpines Aar efter Aar i denne Æske af nøgterne Tarvelighedsbygninger, hvori Smaagrinet og Smaadrilleriet bor til Leje og leger »Flyttedag« med de samme Stole. Det Folk, der har givet Afkald paa Lidenskab, Tragedie og Revolution - det har gjort sig selv til et Kongerige af Spidsborgere med Madammer, Børnevogne, Ølkældere og heibergske Vaudeviller! Men det Folk gaar langsomt til Grunde... eller det knuses mellem et Par Jernnæver! -

Han vendte sig til Edith, greb hendes Haand, knugede den og sagde:

Edith! De overlever sandsynligvis mig. Jeg skal testamentere Dem min Revolver, for at De selv kan forhindre en brandenburgsk Officer i at gøre Dem til Krigsbytte. I det Øjeblik De da trykker af imod Deres smukke Bryst - thi De maa ikke skyde Dem igennem Hovedet - vil De saa erindre, at De havde en Ven, som var Profet!

Han slog en Latter op. Vognen var rullet ned ad Bakken og holdt ved Omdrejningen til den første Vej. Ulf sprang ud, aabnede Vogndøren og rakte Edith Haanden:

Ikkesandt, Edith! De vil nok tillade mig at gelejde Dem hjem - eftersom De jo ikke ynder at komme anstigende i Ekvipage saa tidligt paa Dagen? De to Herrer kører Frøken Natalie hjem. Godmorgen - og Farvel! Bagerne har ikke lukket op endnu. Politibetjentene glimre ved deres Fraværelse. Vi kunde godt opføre en lille Duel i Søndermarken uden overflødige Vidner. Men 168 »Retfærdigheden vaager«, som Kommandanten i Don Juan synger - og hvorfor skulde vi overhovedet slaas? »Ræk mig din Haand, Du Søde!« - Frøken Natalie! bedaar ikke Gerhard dér! Og Du, Skygge! Tak for idag og igaar - og vel modt iovermorgen, naar vi skal suge paa Labben! Addio! -

Addio! ekkoede Skyggen. Addio, Signorina! tilfojede han og svingede med Hatten for Edith.

Farvel Hr. Gerhard! sagde Edith med sænkede Øjne. Saa tog hun Ulfs Arm, som han bukkende bød hende. Et Øjeblik stod de To dér paa den mennesketomme, støvede Gangsti under Lindetræernes lyse, søvntunge Løv. Det var med et underligt Smil - ikke overlegent, snarere ydmygt, men tillige med noget Beskyttende i sig - noget som af en Kvindes halvt videbegærlige, halvt instinktmæssige Medfølelse - at hun lod sig føre bort ved sin Kavalers Arm.

Og det var med et lille Stik i Hjærtet, at Gerhard saa' efter Ulfs altfor høje, noget fremdukkende, og Ediths fine, slanke spænstige Skikkelse - et Par - en Mand og en Kvinde - som gik dér Side om Side ind i den vaagnende Sommerdags Morgen. Og han tænkte pludselig ved sig selv: Hvor de ligner hinanden.... mærkeligt! Ergo hører de sammen!

Jeg syntes, at Herrerne vilde køre mig hjem! sagde den lille Natalie vrippen. Gør Dem forresten ingen Ulejlighed; jeg bor tæt herved, og jeg kan godt...!

Kør til, Kusk! sagde Gerhard og saa' hende smilende ind i Ansigtet, der nu røbede Antydninger af Mangel paa Søvn og Hvile. Han saa' ind i dette Ansigt - og tænkte paa Ediths.

Vognen holdt foran et nyt Hus med ubebyggede Arealer rundt omkring.

Her er min Nøgle! Vil De maaske lukke Gadedøren op for mig? sagde den lille Frøken til Gerhard, medens Skyggen var ifærd med at betale Kusken.

Gerhard lukkede op, trykkede hendes Haand og modtog hendes Tak for den behagelige Aften.

Nat! rettede Gerhard leende.

Hun missede med Øjnene og saa' hen til den Side, hvor 169 Skyggen stod hos Kusken, der bukkende krammede nogle Sedler i den hvide Bomuldshaand.

Bor De højt oppe? spurgte Gerhard høflig.

Nej! svarede hun - første Sal - Døren tilhøjre... hvis Deres Vej en Eftermiddag skulde falde forbi. Jeg drikker altid min Eftermiddagskaffe Klokken fem, førend jeg klæder mig om! -

For at gaa hen til... for at gaa ud til...? Han vidste ikke, hvilken Benævnelse han skulde bruge. Han følte atter noget af denne Uvilje, Generthed, oppe i sig. I det grelle Morgenlys saa' han paa den lille, buttede Dame dér, hvis Øjenlaage var trætte men hvis Øjne syntes at indbyde ham til muligvis at forsøge det med en Kop Morgenkaffe. Han tænkte virkelig paa Kaffe - og kun paa Kaffe. Han spurgte ligefrem, naturlig:

Er De meget søvnig - gaar De straks iseng?

Hun saa' paa ham uden at svare - temmelig misbilligende og lod Blikket søge ud gennem Døren, som hun endnu holdt paa Klem.

Han fulgte Retningen af hendes Blik. Skyggen!

Ah! tænkte han. Skyggen havde jeg glemt - men hun ikke! Saa bøjede han sig smilende ned over hende, følte Uviljen vokse i sig, og alligevel kyssede han hende.

Hun syntes vred. Hvorfor gjorde De det? spurgte hun med lav Stemme. Hvorfor behandler De mig ikke som - som De behandler Edith - som en Dame?

Han følte Bebrejdelsen, mærkede, at han skammede sig, vilde trodse Skamfuldheden tilbage, tog hende om Livet og kyssede hende endnu en Gang lidenskabeligt.

Judas! sagde han til sig selv, idet hun hvilede i hans Arm med lukkede Øjne.

Han gjorde sig læmpeligt fri. Hurtigt havde hun Øjnene forskende fæstet paa ham. Kommer De i Eftermiddag? hviskede hun. Jeg synes saa godt om Dem. Tro ikke noget ondt om mig - men... kom!

Der var i dette »tro ikke noget ondt om mig« - i denne hastige, ufrivillige Maade at tage Afstand fra hans Dom og samtidig erklære sig overvunden - der var noget herved, som baade smigrede ham og rørte ham.

170

Saa tog han Vejret dybt, bed sig i Læben og sagde, idet han bukkende traadte ud af Døren, med Blikket stift hæftet paa hende:

Jeg kommer her - aldrig!

Døren blev lukket haardt i efter ham, Nøglen drejet energisk om. Han følte det, som om Døren slog ham paa Nakken.

Jeg har fortjent det! sagde han stille ved sig selv. Imorgen er hun maaske en lille tankeløs Dukke igen. Idag har hun Ret til at være overlegen... Aa, Mandfolk, Mandfolk!

Han saa' Skyggen staa henne paa Gadehjørnet som en Vaabendragergespenst, bleg, med en haanlig Mine.

Naa? spurgte Skyggen.

Naa! svarede Gerhard oprømt.

Skyggen saa' stadig haanligt paa ham fra Siden af:

Synes De om den lille Natalie?

Ja! svarede Gerhard kort.

En Gaas! sagde Skyggen i Gravtone.

Gerhard lo.

Hvad synes De om - Edith? spurgte Skyggen med rynkede Bryn.

Hun er sød! svarede Gerhard. Men hvad saa? Det samme finder naturligvis Brynjulfsen - og dermed ophører egenlig Spørgsmaalet sød eller ikke sød for mig!

De gik langsomt ned ad den lange, mennesketomme Vesterbrogade, hvis snusfornuftige Husrække syntes at indeholde ligesaa mange Protester imod de fristende lyse Nætter, som der var matskinnende Ruder i blege Vinduesrammer. Fra Haver og Bagbygninger kom syrlig Blomsteraande, blandet med Bryggeriernes sødlige Maltduft - og saa Lugten af Slagterblod og Garverbark.

Gerhard sagde:

Her er dog for grimt!

Skyggen nikkede - syntes slet ikke at se paa Omgivelserne - fulgte en Tankegang og spurgte med dæmpet Stemme, som om de snusfornuftige Huse ikke taalte at høre hans Ord... Hvad mener De oprigtig talt om denne unge Pige - denne lille Edith? - Tror De, at hun kunde blive den Odalisk, den Almée, den Bajadere, eller hvad De vil, som - som - som... Ja for De kender ikke 171 Brynjulfsen - De kender ikke Ulf! afbrød han hæftigt, idet hans vandgraa Øjne rullede og hans hvide Haand fægtede i Luften. Hun kan ødelægge ham... jeg har set det paa ham, hvor indtaget han er i hende. Han taler ikke om hende til mig - det er det farlige. Men De maa forresten ikke tro, at Ulf er udsvævende... Pokker er han! Han lever om Natten; han vil ikke i Længden kunne udholde det - men hvis man - som Th. Moore siger - tænkte sig Natten i en ung, hvidarmet Kvindes Skikkelse, med duggede Øjne og halvtaabne Læber, saa vil jeg sige, at han snarere lever for hende end med hende. Ulf er en rødskægget Østerlænder med Luthers Katekismus ufordøjet i Maven. Egenlig er han undselig - og paa en Maade kysk - trods alle hans gebommerlige Kraftudtryk. Jeg har aldrig hørt ham fortælle en liderlig Historie - ikke engang naar han var fuld - eller allermindst da! Men der er det fortvivlede ved ham - som forresten er ganske naturligt - at han maa hengive sig, ganske hensynsløst, til en Passion, i et Sværmeri... saa kan han skrive... ellers ikke. Ja han er i Grunden ikke langt fra at være dum, naar han ikke er forelsket - og han kan i sine Dumhedsperioder bilde sig det Utroligste ind - f. Ex. at han er kaldet til at være mæglende Politiker eller kristelig Præst - hvilket altid har haft sørgelige Udfald.

Gerhard lo højt og saa' opmærksomt paa Skyggen, der forekom ham at tale som et helt andet Menneske, med et helt andet Organ, end straks paa Natten.

Skyggen fortsatte:

Ser De; hvis denne lille Edith forstaar ham, holder af ham, ikke smigrer for ham, ikke koketterer med ham, ikke spiller alle de smaa Komedier, som Kvinder pleje at spille - hvad enten de er saadan eller saadan - naa ja, godt! saa skal jeg ikke blive skinsyg... Men hvis hun ikke opfylder sin Mission - for hun har en Mission, dersom hun forstaar det - saa...

Her knugede Skyggen Haanden og saa' mørkt, fjendtligt paa et Barberskilt, der akurat svajede i Morgenbrisen. Derpaa lod han Øjnene glide hen over Gerhard og sagde med Gravstemme, som kom den fra en Fehmgericht:

Kunde De ikke tænke Dem, at tage hende fra ham?

Gerhard betragtede Skyggen skarpt - smilede, tog Hatten 172 af og sagde: Godmorgen! Jeg tror, jeg vil søge hjem til mit Pavlun! -

Skyggen greb ham fat i Frakkeopslaget, og rystende af dump, tilbagetrængt Ivrighed, messede han:

Dette Land er i sin Dekadence. Denne By gaar i Spidsen. Blandt de typiske Figurer paa denne æsthetiske Bys Dekadence er Ulf Brynjulfsen Spidsen - og jeg er hans Karikatur. Men ser De: denne Karikatur siger til Dem, hans Ven: Tag denne Kvinde fra ham - hvis hun gør ham Skade. De kan gøre det - jeg ikke. Godmorgen! -

Saa slap Skyggen Taget, slog ud med Haanden, drejede rundt paa en skæv Støvlehæl, og gik hurtigt bort med usikre Skridt, mumlende nogle Citater ligesom en Besværgelse.

Gerhard saa' efter ham. »Men det er jo en moslimsk Fanatiker - en Dervisch - og ovenikøbet beruset! Han burde haft Kaftan og Tøfler paa! Han er et Gespenst - et Nattespøgelse, der svinder bort i Morgenlyset. Indeholder denne By da ikke andre Mennesker end Filistre og Halvforrykte...? Hvad vilde jeg dog her?«...

Solen stod op. I et Bad af rødgylden Bronce laa de snusfornuftige Husfacader, som om de pludseligt vaagnede med en Skarlagensfeber paa Halsen. Ikke et Menneske, ikke en Politibetjent, ikke engang en Hund. Saa kom den første Bagervogn rullende ud af en lav Port. Gerhard slog sin Plaid over Skulderen, og gik hurtigt ned ad Frederiksbergallé og hjem.

Men Skyggen - som i Frastand havde fulgt ham med Øjnene - vendte og gik tilbage i Retning af den lille Frøken Natalies Hus.

III

Gerhard vaagnede højt op ad Formiddagen, tog sig en Overgydning med koldt Vand, kom i Klæderne - og følte sig mærkeligt vel tilpas. Havde han drømt? Han vidste det ikke. Men Natten stod for ham som en Drøm.

Husholdersken havde sat Frokost frem. Han sagde hende nogle 173 spøgende Artigheder, som hun besvarede sursødt med sin vanlige Hovedrysten. Formodenlig korsede hun sig ude i Køkkenet - eller bad en stille Bøn: Herre! se i Naade ned til de unge Mænd!

Han hentede selv Portvinskaraflen fra Buffeten, spiste med god Appetit - uden at vide hvad - drak et Par Glas - og skyllede efter med en Kop stærk Kaffe.

Saa tænkte han paa den lille Natalie og følte sig meget utilfreds. Derpaa gled Ediths fine Skikkelse - Ansigtet med de uregelmæssige Træk, de underlige ydmyge, agtpaagivende Øjne, Munden med det søde, vemodige Smil, den smukke, hvide Nakke, Haartotten med det gyldne Dagskær i de flimrende Spidser... Edith gled forbi ham, blev staaende - eller siddende - i en Krog af Værelset, seende paa ham med sænket Pande, fra neden af opefter - og lige ind igennem ham.

Han rejste sig langsomt - strakte sig, saa det knagede i Skulderbladene - længtes efter en Fægtesal, gik ovenpaa i Atelieret, tændte en Pibe, som ikke smagte ham, smed sig paa Sofaen og laa dér med lukkede Øjne.

Vilde Brynjulfsen komme til ham idag?

Han ønskede nærmest ikke at se Ulf.

Han klædte sig i Visitdragt, børstede nogle Pletter af sin sorte Bonjour, hængte Skiltet »Model« udenpaa Atelierdøren, og gik ud. Hvorhen vidste han ikke.

Jo - han havde læst forleden om Villakvarterets Fægte- og Gymnastiksal.

Han gik derhen, fandt Gymnastiklokalet i en Skolebygning, navngav sig og lod sig skrive ind i en Protokol - mod Erlæggelse af Gebyr. Der lugtede af et nyvandet, støvet Gulv, af tjæret Tovværk og Sejldugsmadrasser. Læreren - Sergent Eriksen - en lille, smækker, kortstudset Mand, vindtør med et Par tykke Arme i en Bajstrøje, et gnavent Træk om Munden, et Par levende Øjne som en Ilder - gav Lektioner efter Tur til to Medicinere, nogle Kontorister, en blodløs Universitetsdocent, en lasket Grossér og en brystsvag Grossér... Gerhard følte Ynglingefornemmelser i sig ved disse Appeller... Engagér! degager! - ét Battement - Et! Saa-aa! nu dæk! - fald ud... ikke vakle paa den Fod, for Satan Hr! De render Modstanderens Spids lige ind i Armhulningen 174 ...Tænk Dem altid Floretten uden Dup - og i Højde med Deres Modstanders Øje... Rap, rap, rap! - løst Haandled - korte Bevægelser... snevert, snevert... ser De! dér røg Floretten! Træd af! Næste Herre!...

Gerhard smed Frakken, Flip og Manschetter; han var bleven noget stiv, kunde han mærke. Han stillede sig en garde. Hr. Eriksen rettede paa hans Fod, komplimenterede ham, og svippede ham Klingen ud af Haanden.

De har en schmuk Armføring, Hr. Gerhard! - et schmukt Øje! - men... hos hvem har De lært at fægte, om jeg maa spørge? -

I Paris! svarede Gerhard.

Ja tænkte jeg det ikke! De Franskmænd springer paa som Katte - altid Offensiven... men en Kat har kun ét Liv - og naar jeg er koldblodig med min Parade og Ripost - ser De hér - saa ligger De dér - bardous! Vi kommer vist til at begynde helt forfra? -

Det kommer vi vist til! sagde Gerhard og lo.

Rhum blev ikke bygget paa én Dag! tilføjede Hr. Eriksen forklarende.

Medicinerne lo. Gerhard blev »stroppet op«. Efter et Kvarterstid maatte han give fortabt, svedvaad, forpustet. Saa blev der voltigeret. Den tykke Grossér stønnede men sprang upaaklageligt; den magre, brystsvage betragtede ham vemodig under en tør Hoste. Gerhard fornam alle Livsaander røre sig - Ungdomskilden vældede igen derinde - han bestemte sig for at blive en flittig Gæst her. Hr. Eriksen var en moderne Mand, omend konservativ Soldat. Han havde indrettet sin »Sal« efter alle Nutidens Fordringer. I et lille Kontor ud til Gangen fandtes en Plyches Chaiselong, et Skrivebord, en Hængereol med Carit Etlars Skrifter, nogle temmelig nøgne Oversættelses-Romaner med Træsnit, og Sportsbøger. Man kunde hvile sig her, skrive Breve og drikke Øl, som fandtes i Væggeskabet. Over Skrivebordet hang en Fægtemaske med frembøjede røde Safianshorn; dernæst et Par smukke, spidstslebne Kaarder med klokkeformede Parérplader, hvorpaa var indgraveret: Fra taknemmelige Elever! De to Vaaben var hellige og urørlige; de blev beundret meget. Ved Siden af Kontoret 175 laa »Arsenalet«, Vaaben- og Redskabskammerat, med et særligt Rum for et Styrtebadsapparat. Turen til at gaa først derind tilfaldt Gerhard ved Lodtrækning. Da Vandet rislede ned og han befølte sine hvide Lemmer, fornam han et Behag som om han var nyskabt. Han kunde næppe rive sig løs fra det halvmørke Kammer - traadte endelig ud, bød Farvel til Hr. Eriksen og hilste paa de andre Herrer med Glans i Øjet og Rødme over Kinderne.

De saa' efter ham.

Han blir min Numer Et! sagde Hr. Eriksen.

Medicineren lo:

Hør, Eriksen, det siger De efter Tur til os allesammen! -

Ja rigtigt. Man maa schmigre lidt for de unge Herrer, ellers umager de sig ikke!...

Gerhard gik ude i Solskinnet. Det var som om Træerne og Haverne stod og nikkede i tunge, bløde, østerlandske Drømme - og Gerhard forekom sig selv som en nøgen Mand, en Adam-Mand, der let og rank gik her og lod Solen kærtegne sin hvide Hud. Han lo - faldt i Tanker - sprang op paa en Sporvogn, der kørte ad Østerbro til. Han bestemte sig til at gøre Visit hos Fru Funch og Frk. Kirchhoff. Det faldt ham med Et ind, at dér var Damer!

Medens han sad paa Taget af Sporvognen og missede ad Solen i en halv Døs, syntes han, at denne By havde kun Øludsalg, stakkels fattigklædte Koner, mange smaa snavsede Forstadsbørn, enkelte »bedre« Folks Børn, der sad idiotisk-skikkelige i nedslaaede Kaleschevogne og lod sig trække af sløsende Piger, som slæbte Fødderne efter sig. Og saa en urimelig Mængde af Hunde.

Han sad og morede sig over deres gemytlige, ugenerte Maade at snuse til hverandre og opad Lygtepæle. Saa faldt det ham ind: Skulde Du ikke skaffe Dig en Hund og slet ikke gaa ud, men sidde hjemme og more Dig med den? -

Eller skaffe Dig et Barn? -

Han kom til at le ad sig selv, men blev straks alvorlig. Hvor ensom var han ikke!

Ikke en Hund, som logrende ventede ham. Ikke et Barn, som rakte sine smaa, søde snavsede Hænder ud imod ham - et Barn, 176 som han kunde vaske, hvis Taarer han kunde aftørre, i hvis underlige Pludren han kunde ane Menneskesjælens oprindeligste Forlangende efter Mad, Legetøj, Kærtegn, Beskyttelse...!

Nej, nu bliver Du mig for sentimental, Henrik Gerhard! sagde han halvhøjt.

En Haandværker - hans Sidemand - saa' paa ham:

Hvadbehager? -

Aa, jeg vilde blot vide... nej jeg vilde egenlig ikke vide noget! svarede Gerhard. Men hvis De vil tillade mig et Spørgsmaal: Er De gift?

Nej, jeg er ikke gift! -

Har De en Hund? -

Nej - jeg har rigtignok ikke nogen Hund! -

Altsaa hverken Hund eller Børn? -

Jo - sagde Haandværkeren, trækkende lidt paa det - jeg har rigtignok en Dreng og en Pige, som jeg betaler Alimentation for!...

Naa saaledes! sagde Gerhard og lo.

Haandværkeren rejste sig, han skulde af. Gerhard tog i Vestelommen: De maa ikke blive vred, min gode Mand - men skulde De have Lyst til at drikke Deres Piges Skaal i den Olhave dernede!... Jeg holder en Slags Fødselsdag idag nemlig! -

Haandværkeren maalte Gerhard, som trykkede ham et Pengestykke i Haanden. Gerhard saa' godmodig ud... Haandværkeren nikkede et: Ja ja, da! og steg ned. Da hans kantede, solbrændte Ansigt lige skulde til at forsvinde, sagde han med megen Alvor over Panden og en Skælm i Mundvigen: Det er nu ikke for det, men det er ellers en Enke, jeg har Børnene med! -

Gerhard lo og viftede med Haanden

- Fru Funch var ikke hjemme! sagde Pigen, som lukkede op. Men Frøken Kirchhoff var hjemme! -

Gerhard blev vist ind i Fru Funchs Dagligstue. Gule Persienner var rullet ned for de aabenstaaende Vinduer; et lyst, varmt Bronceskær fyldte Rummet. Persiennerne klaprede med smaa, lystige Smæld- og af og til væltede Sydsolen en grel Bølge af flydende Rav over de okkerstrøgne Paneler og det tunge Bohave.

177

Gerhard satte sig og lagde Hatten fra sig. Han var døsig men ikke træt; havde haft mest Lyst til at ligge paa Sofaen med en Bog og en Cigar - eller sidde under et Træ med en Pibe og drømme om Sommernatten.

Saa kom Annette hoppende ind, lo, trykkede hans Haand: Nej dog - det var kønt af Dem! Og nu siger jeg, ligesom hos Bønderne: Hvad maa jeg byde?... vil De have italiensk Vin? -

I Vand! ja Tak! svarede han og saa' opmærksomt paa hendes Toilette.

Ikkesandt - jeg er nydelig? lo hun. De skal sige, at den Farve klæder mig - ellers faar De ikke Italieneren! -

Den klæder Dem - giv mig Vinen. »Let us have wine and women«... begyndte han, men afbrød.

Aa, fortsæt De kun med »mirth and laughter!« lo hun og viste sine hvide Tænder. De ser jo ud som et fornøjeligt Mandfolk idag. Hvor har De gjort af Ulf? Han ligger dog vel ikke under Deres Hat dér og gør Nar ad os? -

Han ligger vist - i sin Seng! sagde Gerhard og rejste sig, idet han kneb Læberne sammen. Hun vilde gaa ud af Døren, for at hente Vinen. Han gik lige imod hende, saa' paa hende - tog hende blødt om hendes bløde Haandled og sagde: Frøken Annette, De kunde gøre mig en Tjeneste!...

To for en! svarede hun, lidt usikker, vigende for hans Blik, men derefter rask paa det.

De kunde for det første lade være at hente Vin - jeg trænger ikke til Vin! sagde han. Og dernæst - vil De sige mig, men oprigtigt, om De tror at jeg er særlig indbildsk? -

Hun bøjede Hovedet lidt koket og skjulte derved den virkelig skarpe Iagttagelse, hvormed hun nu søgte at komme paa Spor efter »hvad der laa bagved«.

Saa lo hun og lod ham føre sig hen paa en Stol ved Siden af hans.

De er ganske sikkert umaadelig indbildsk! sagde hun med drillende Betoning og med kærtegnende Øjne. Og hun hviskede til sig selv: »Men Gud, denne Mand dér vil fri!«

Nogle Sekunder efter laa hans Arm om hendes Liv og hendes Hoved mod hans. Hun begyndte at skælve, hendes Stemme dirrede, 178 da hun vilde tale - saa slyngede hun Armen om hans Hals og besvarede hans Kys.

Judas! Judas! hviskede det indeni ham. Han knugede sit Ansigt mod hendes Skulder, kyssede hende bag Oret, paa Halsen, mod Brystrundingen... Hun fo'r sammen, rejste sig, lod sig falde ned paa hans Skød og sagde: Du elsker mig! Elsker Du mig? Sig, at Du elsker mig! Aa, er det virkelig sandt?...

Han kyssede hende ømt og hæftigt. Døren gik op. Fru Funch kom ind i sit Værelse med Bøger under Armen, Parasollen i Haanden.

Fru Funch slap Parasollen. Annette sprang op med et lille Skrig og kastede sig om hendes Hals: Anna, Anna, vi er forlovede! -

Fru Funch havde en Taare sitrende i Øjeranden. Gerhard stod for hende med bøjet Hoved. Hun slap Annette, gik frem imod ham, greb hans Haand og søgte hans Blik. Han saa' ind i hendes Øjne, rørtes ved at se Taarer deri, bøjede sig frem og mærkede hendes Læber imod sin Kind.

Det brændte ham, det stilfærdige, ømme Kys.

Hvad siger De? spurgte han hviskende, ærbødigt.

Gør hende lykkelig! svarede hendes Øjne. Tror De, at De kan? spurgte hendes Tanker. Hvorfor har De ikke talt til mig?... hviskede hendes Læber. Og hun saa' paa ham med et dybt,