Claussen, Sophus FANTASIA

iv FANTASIA

60

        

61

FANTASIA

Jeg ved, at noget i de efterfølgende Betragtninger vil forekomme stødende uforstaaeligt og overspændt.

Det er imidlertid kun en Skildring af, hvorledes en Kunstner for at udvide sin Synskreds lader, som om alle de Love, man almindelig tror paa, var ukendte og ikke gældende.

De fleste tror jo at vide, at Planter ikke har nogen Tanke eller Følelse; at Byens Støj er sjælløs og upoetisk; at Kvinder er jordiske og slet ikke sælsomme; at Sanserne er mørke Magter; at Hensigter er egenkærlige o. s. v.

Her paa disse "fundne Blade'' er beskrevet en helt modsat Tro fra Aar, da dybe Drømme og Forestillinger blev til - - et Forsøg af en Forfatter paa at lade Tingene tale af sig selv.

For en Digter bliver saadanne Aar af de allerfrugtbareste. Han danner i sig et Billede af en ny Tid, kendetegnet i Kvindeskikkelsen Fantasia.

Fundne Blade

Der er næsten intet at føje til disse fundne Blade. De stammer fra Aar, da jeg beundrede Aarstiderne og alle deres Urter, som gav mangehaande Tanker. Sælsomme indholdsrige, men nu glemte Tider og Dage af trofast Lytten til Vaarens Hjerte, til Undergang og Genfødelse.

"Aar, da Planten følte og handlede - - - da Larmen i Byen var skøn som Stilheden i Skoven - - - da en Drøm om den sjældne, sælsomme Kvinde ikke manglede - - - da Sanserne havde Sjæl - - - og Sjælen højtidelig skjalv ved Sansernes Aabenbaringer. Aar, da Hensigten, ukendt med sit eget Væsen, var redelig 62 og uendelig - - - da en dyb Uskyld laa bag alle de smaa Handlinger og gjorde dem til store Forsøg. Aar, da Redeligheden vel blev miskendt, men var sig selv nok.

Hvorfor skulde de Aar uden Nytte vejres hen? Hvorfor skulde de Hensigter jammerlig gro til med Støv?

Naar jeg maaler min daværende Modenhed, som den røbedes i sin overdaadige Drøm, med de senere Aar og den paafølgende Virkelighed, forstaar jeg ikke, hvorfor jeg skulde lade en saa sjælden Fugl flyve, lade en saa kostelig Afgrøde staa og raadne paa Markerne.

Nu, - - det har jeg heller ikke tilladt.

Nej, efter en lang, ikke forgæves Rejse betragter jeg mit Udgangspunkt.

Overdaadighed var Musens Navn - men hun havde blege fine Træk, en kysk Kvindelighed, og Overdaadigheden viste sig mere i Tankens vidt spændende Liv, den rigelige Naturlighed, i Latteren, i Individualitetens Selvraadighed, i Modtageligheden - i Spotten over det latterlige smaa - end i noget der vedkom de hos Folket antagne Sæder og Skikke. Hun satte sig naturligt ud over Sæder og Skikke, men kun fordi hun ubevidst kendte og elskede de højeste Love, d. v. s. uimodstaaeligt følte dem som Lysbølger i sin fysiske og aandelige Organisme.

Mon jeg nogen Sinde har glemt, hvad jeg den Gang drømte? Hvor er hun henne, Kimæret, Sibyllen, min Attraas Billede? Ti stille. Jeg anede den nye Muse, hine Aars Sfinx. - Hun var Skyld i, at jeg havde Bevidsthed om den nye Tid, en samlet Følelse af Verdens Virken og Vilje, aabenbaret i mig af min egen Sans. Jeg anede, at om lidt vilde Sfinxen, Sibyllen møde mig, blive levende som en Kvinde - "aabne som et Forhæng sit udslagne Haar".

Om hun havde Kastagnetter mellem Fingrene, som en Ven digtede til mig? Aa ingen Ballerina lignede hun. Eller røde Blomster ved Øret? som jeg har set i Italien! eller et rundt Haandspejl, hvori hun beundrede sin Nakkes Runding? om hun kom mørktklædt sejlende paa et Skib eller fornøjet ridende 63 ned gennem Ermelund? - hun havde en Verden i sit Haar og i sin Kjolefold og var smykt med de danske Skoves og Agres dybe Vaar.

Aa! ingen tilfældige Slør eller Blomster havde hun. Alt var gennem Glimt og Skygger kun Udfoldelse af hendes Grundstof eller blivende Grund, Alvor fra Dybet af al Alvor. Jubel af et elskende Hjertes Jubel.

Jeg ved næppe, hvorledes jeg ud af virkelige Kvindeansigter har skabt denne Fantasia, den skabende Tankes Muse, Medhjælp til at være hos Digteren ved de højeste Begivenheder, hvor de virkelige Kvinder ikke strakte til.

Men jeg tror, at det ikke var et tomt Billede, en gold Drøm, nej en ny Virkelighed, jeg anede frem af Almagtens Gemmer og satte i Frihed."