FØRSTE HEXAMETERBREV
TIL JOHANNES JØRGENSEN
✂
Kæreste Ven, ihvor du gaar hen og hvor vidt du end færdes,
tænk da paa de bekymrede Mænd, som har Ophold ved Nyborg.
Ikke alene jeg er, men hos mig den malende Gottschalk
spørger mig aarle og silde om Cognac, som dræber Baciller.
Thi han har Hold i sin Ryg og frygter den hærgende Farsot,
Kolera kaldet af Købstadens Folk, men af Bønder Koléra.
✂
Aldrig en Time der undes mig Fred af den malende Gottschalk.
Tung og besværlig han er, og hans Sjæl er et Tilhold for Plager.
Sisyfos kalder jeg ham, dog mest han ligner en Puddel,
hvilken har fundet en Sten og bestandig nu traver med Stenen.
Hvad skal jeg gøre? han har ingen Ro. Hver Fejl, som han finder
skjult hos sig selv, tillægger han mig og slaar begge i Hartkorn,
søger at røve med Dadel min Kraft til det herlige Kunstværk.
✂
Før var han flittig og flink, en Stræber - den malende
Gottschalk!
Men til Orlogs han for paa det rullende
"Sjælland", og hjemsendt
maler han slet ikke mer, men taler bestandig om Piger.
Og der findes i Nyborg en Glut med en mørkladen Haarpisk,
født i Holland, opdragen paa flamsk, men af danske Forældre,*
✂
talende tysk Dialekt fra Berlin med udadlelig Tunge,
kvidrende dertil det mødrende Maal som den huldeste Indfødt.
Dage og Nætter han fabler kun om at faa afmalet hende.
Paa en Taverne hun spiller Klaver og er atten Aar gammel -
hun har røvet den sidste Fornuft fra den malende Gottschalk.
✂
Andre betyngende Tanker jeg har. Den Forret at skrive
dunkle og sælsomme Ord, som de jordiske Slægter ej fatter,
tænkte jeg, delte en Guddom kun ud til beaandede Skjalde.
Men jeg har faaet et Brev, som er stoppet med æggende Gaader,
udsendt fra P. G. Philipsens Bogbod - modig er Manden.
Thi han skriver mig vidtløftigt til, omtumlet af Tvivlsmaal,
at han har læst mit halvendte Værk og intet kan sige,
hverken hvorvidt det vil blive en Stordaad udødelig dejlig
eller en ringe og tarvelig Bog, som han ej vil forlægge.
. . . Men jeg har fuldbragt to gode Kapitler og to har jeg rede,
og han skal opnaa at finde min Bog i det ellevte Oplag,
hvis han da lever saa længe og undgaar den hærgende Farsot,
Kolera kaldet af Købstadens Folk, men af Bønder Koléra.
✂
Ellers jeg lever og mangler ej Mod, som vel du kan tænke.
Kornet paa Markerne mejes i bredt guldstraalende Sollys.
Blæsten derude fra Fjorden slaar an mod Altanens Markise.
Træerne knirker og knitrer, som spændte Gudsmoder sit Snørliv,
og mit Hjerte udstrømmer i Digt som et lynende Skymulm.
HEXAMETER-HYMNE TIL PAN OG GIOVANNI
(Treogtredive Aar senere)
I
✂
Fynsk og falstersk, et Fostbroderskab fra afvigte Seklum,
født under Storstadens raadløse Vandren i Øster og Vester,
bragte os nær til hinanden ved Ungdom og Haab i Apollon,
gjorde Johannes fra Svendborg en Gang til mit stadige Selskab.
Fynsk og falstersk, men Øresunds-dansk med et Udkik til Jylland
elsked jeg Pan - og de rejsende Færger, og Kyster, og
Skove -
Pan i det søde og Pan i det bitre og Pan i hver Rede,
Tingenes Uskyld og Højtid, som kalder paa søgende Sjæle.
Snart med den malende Gottschalk, den botaniserende Bøving
mødte vi Guddommens Fodspor .. .
✂
Men mest med Johannes fra Svendborg
drøfted jeg Bøgernes Pan og Pan i den voksende Storstad,
hvor man kan vandre i lange Allér i den dryssende Taage
vaade som druknede Mus og gøre et Regnvejrsbekendtskab.
"Pan - hvad er Pan?" Er det
Pulsslagets Genlyd hos alt, som ej taler?
Tingenes levende Sprog, som Kundskab og Kunst knapt kan tyde?
✂
Som i en ensom Allé et Nik af en regnvejrsglad Pige
pludselig giver os Tegn, at vi lever i ordnede Verdner,
hvor man ej stork er som Hedning med dorsk ubesvarede Sanser:
Tingene om os forløses i Rækker af rigtige Toner,
Sang a cappella, og Sang med Orkester. Pan kender ej Kaos.
✂
26
Tre og tredive Somre er gaaet, en Menneskealder,
siden jeg larmede ungt som Homér og begik Hexametre,
og da min Ven i Apollon og Pan, Giovanni fra Svendborg,
læste min utrykte Spøg, som man læser, før Spøg bliver Alvor.
Vaabenvenskab fra vanskelig Tid havde drevet os sammen;
vi skulde dyste med Dragen - men den havde Georg jo
fældet.
Eller vi skrev paa en hjertetung Bog, som man ej vilde trykke,
Gudernes Avind forfulgte vor Troskab og skyed vor Himmel.
Men om end Himlene lukkes, der opstiger Aand af det Øde.
Enten i Jylland, paa Fyn, i Samarkand eller Samoa
skulde vi møde vor Lykke og smile som Gudernes Venner,
snart med den malende Gottschalk, den botaniserende Bøving.
Solen skinner i Græsset og Sandheden holdes i Ære.
II
✂
Vreden har grebet mit Sind. Jeg har Trang til at vælte et
Blækhus,
drukne min lovende Ungdom og sværte Johannes fra Svendborg,
styrte et vinblaat Hav og et Skyhvælv af Hexametre
over min Broder fra Fyn, som lod vor Ungdom i Stikken.
Stormende føler mit Hjerte, at Hexametret vil frelse:
det er som Vælden i Ødet, som Klodernes Runding i Rummet.
Og i min Stormen er atter vor Ungdoms goddædige Storhed.
"Træerne knirker og knitrer, som spændte Gudsmoder sit
Snørliv."
✂
Hvorfor blev Vennen saa gram mod sig selv og bagtalte sin Ungdom?
Skejed vi ud i en Foraars-Allé mellem Storstad og Forstad?
Det kunde ske ved Sankt Hans og især Store Bededags Aften,
var dog til Husbehov knapt. Vi efterligned ej Guden,
som gik paa Variété og der blev forlibt i en Sangfé.
27
Lod vi paa Vinhus os se for at hædre trolovede Muser?
Ak, det var sparsomme Fester med Hverdag og Uger imellem.
Rakte hun os sine Hænder, vi dyrked dem kysk og med Andagt.
Skrev vi som ædru Bacchanter en Hymne til nøgne Mænader?
Ak, hvem vil give et Hjerte Ernæring, saa Flammerne slukkes?
✂
Medens Giovanni nu tilbad Madonna og Pan i en Kirke
og blev forvandlet til kristen - det skete med paniske
Fagter
ret som en en syndefuld Mand, fra hvem en ond Aand skal drives.
Bedst som vi troede ham vildført, en druknende Skipper i Havnen,
sad han i Kirkeskibet og korsed sig over os andre.
Vreden har grebet mit Sind, og Vreden har atter forladt mig,
thi vi har elsket vor Ven for hans Strenghed og ikke hans
Svaghed.
Og vor Gud er ej svag - "En Afgud er intet i
Verden"!
Nej, det er Aanden, som bygged Naturrigets tusind Kapeller,
Sødmen i Hjerternes Hjerte . . . hvor Pan og den lidende Kristus
hjælper hinanden i Nød for at sidde tilbords hos Gudsmoder.
✂
Lad da vor Flygtning Johannes kun styre mod særegne
Stjerner!-
Som en Moder af Folket har i sig en Rest af Guds Moder!
Som ved Paaske og Pinse en Blomst bringer Vaar og Messias!
ja, som en Datter af Pan uden Rædsel forløses og føder
-
hilser et Foraar i Danmark Giovanni, naar Liljerne blomstrer.
ANRAABELSE
✂
Har jeg min Bue velspændt og i Koggeret træffende Pile?
Und mig, Fjerntrammer, at føre et Mesterskud - Føbos
Apollon,
Solgud og Skytte og Mesterskabs Aand for de skabende Verdner.
✂
Gud for de straffende Lyn og Sjæl i de lysende Lege,
hvis jeg har Ret til et Pletskud, tillad mig det, Føbos Apollon,
thi jeg har elsket dig altid og troet dig - - ej
som en Daare,
der blander Tingene sammen, nej, som fortæret af Længsel
efter den evige Ening og Kraft, hvoraf Kloderne drives,
efter den mandigste Glæde og efter den sødeste Smerte,
som kunde bæres til Døden, fordi dens Glød sprænger Dødens
natdunkle Døre paa vid Gab op - - og dufter af
Foraar, -
Bedskheden - - og Elendighed selv -
- i et stivfrosset Legem
opvækker Paaskefabler, en Drøm om Korsfæsteisens Vunder.
Guddomssejrig den Menneskesøn, som sørgelig spigret
evned at dø, fuld af skabende Tro paa en Almagt i Verden!
✂
Ak hvem er jeg? et Atom under Solen, formørket af Mismod.
Men jeg tror paa en eneste Aand gennem skiftende Verdner,
ført af hvis Øje den Pil, som jeg sender, faar straalende Sigte,
Glæden, som følger vor Pil, genlyder i syngende Sfærer:
Jeg et Atom under Solen faar selve Guds Sol til at danse.
Solgud og Mesterskabs Aand. Der findes en Verden bag Verden
og en Sol bagved Solen, et Lys bliver tændt bagved Lyset.
Guddomsdybt var det Hjerte, der brast paa et Kors i Judæa:
Solen selv blev korsfæstet og genfødt med Ild, som er Naade.
SØNDAG I SKOVEN
✂
Søndag i Skoven. Det blaaner i Træernes øverste Kroner.
Hvisk og tisk kun om Højtid, I sødmefyldte Serafer!
Helt ind i Himlen jeg følger Jer gerne. Dog endnu er Jorden
ung for mig som en Panter, og Artemis, Jægergudinden,
jager forvildet af Kyskheds Begær dens plettede Foerværk.
✂
Maaneflammer ved Midnat, Solflom i Midsommers Vildnis,
Barpletters Pragt i en Tykning og Skaldetheds Sot under Pinjen.
Alt, som forfærder vor Manddom, er Fryd for en jagende Jomfru,
vækkende Fest og Goldheds Fordærv med sit klingende Jagthorn,
dragende Skønhed af Døden og Sang af den ødeste Hule.
Men om Jordlegemets Runding med favnende Mægtighed fatter
Jomfruens Tvillingbroder, Solstyreren Føbos Apollon,
som en Flamme opgløder et Kul, til der inderst i Kærnen
luer et levende Krater, og Rødmen i Mørket forraader
skjulte, men brændbare Kilder, hvis Goldhed forløses ved
Solkraft.
✂
Men er Solkraft et Gode? Besvar mig det, høje Serafer!
Er ikke Solkraft en Lykke? Saa syntes det her for vort Jordsmon
og for de skønne Planeter, vi møder paa Jordlivets Baner.
Solkraft saa inderlig skattet og allermest af de svage,
er det en Ulykke nu, da Guds Under er kommet til Verden?
30
Aanden har ladet sig føde og Stjerne-Ord fra Universet
slaar den Solfryd paa Flugt, som trøsted vor uvisse Klode -
-?
✂
Ej for Aartusinder siden. Nej, Kristus er kommen til Verden
nu - netop nu! Skal han taale den haarde og hedenske
Modstand
af de stormægtige afsides Kræfter, som kalder sig Sole?
Søndag i Skoven. Det blaaner om Træernes øverste Toppe.
Stjernetegn fra Universet, forbarm Jer I høje Serafer!
Bydes jeg ind i det himmelske Kor for at spille paa Fløjte?
Fingrene er ikke stive og allesteds har jeg hjemme.
Sjælden dog greb man med Alvor den Sang, jeg mest tog alvorlig.
Derfor er Alvor mig kær i Musikken, I høje Serafer.
✂
Ingen Taarer jeg fælder, hvis Koret kan opveje Solen,
hvis et Atom gennem Solen kan stige til stærkere Stjerner . . .
Men jeg var Jæger paa Jorden. Og først vil jeg fælde en Panter.