Claussen, Sophus INDLEDNING

INDLEDNING

Til denne Samling nye Vers er det efter nogles Mening passende, at jeg knytter en Række af de Tanker, som man allerede fandt i mit Foredrag om Halvfemsernes Lyrik, Jord og Sjæl, 1917, udkommet 1918 i Løvetandsfnug. Foredraget var en Fremstilling af, hvorledes Folk i en lille Storstad i Halvfemserne var forfarne i at vide en lille Smule for meget om altfor lidt, og hvor nødigt man gik paa Opdagelsesrejse i nye Egne, hvor kun Instinktet og Poesien kan frelse os. Hin Tid var blevet en kritisk Tid i Ordets dobbelte Forstand og maatte værge sig med Ironi og Latter. Uden at forsmaa disse Vaaben maa man dog fornægte dem, hvis de stiller sig i Vejen for en ny Udfoldelse. Agerkaalen skal ikke opæde Kornet. Og en Dag mod Slutningen af Aarhundredet var det, trods alt, Tankens tillidsfulde Selvudfoldelse, Digtningen og Verset, der havde vundet Sejr over den kendte Lattermildhed. Alle Videnskaber og Kunster er en Dag mod Slutningen af det Nittende Aarhundrede fyldte af en frugtbar Mumlen, som Kilder i en overdaadig Have, der berøres af et Pust fra Universet. Ny Viden afføder ny blændende Teknik i hver Art og Gren. Men Poesien er lykkeligst, thi den kender hemmeligt den skabende Lov: Alt indefra.

Poesien tonede frem i Literaturen som en ny Stad bygget fra Luften. Den lyriske Undersøgelse, hvori jeg og nogle andre havde nedlagt al vor Kunnen og mest personlige Viden, var bleven Tidens sejrende Udtryk med nye Midler til Forbindelse mellem Jord og høje Himle, Modtagelighed for Kundskaber, sjælelig Stemthed.

Kan vi nævne dette, som blev vor Erobring, uden at rose den nærværende Tid paa Bekostning af noget fra før? Alle Tider vækker Længsler hos os. Men vi elsker den Sandhed og

12

Skønhed i store Træk, der taler ud fra et nyt Ansigt, med Anlæg og Løfter fra alle Tider, med et Præg af egen Aand, Skæbne, Historie - saa at selv de smaa Træk bliver Heroica.

13