Bang, Herman DE UDEN FÆDRELAND -

DE

UDEN FÆDRELAND -

222
223

I

JOÁN UJHÁZY saá ud ad Kupéens Vindu. Det var det samme Billede. Mens Toget igen gik skumplende i Gang, løftede Stationskarlen Spandene og flyttede de tunge Ben hen over den pjaskede Perron. Dér boede Skrædderen og Skomageren og en Uhrmager. Der hang et Uhr i hans Vindu: Hm, Lodderne gik, men den store Skive var tom og uden Visere. Og dér var Snedkeren. Hans Skilt var en sort Kiste. Men den ene Skorsten var Mejeriet.

Saa bøjede Telefonens Traade igen hen over Marken, hvis Jord var uden Farve. De hang saa slappe under Regnen, som havde de ikke ret meget at tale om fra Pæl til Pæl, Stang til Stang, henover Marken.

Joán Ujházy blev ved, som han plejede, for sig selv at sige Ordene for det, som han saá, paa sin Moders Sprog:

- Mark, Marker, lav Mark; et Hus, lavt Hus; to Fugle, to graa Fugle ... og Regn.

Og pludselig søgende Tilflugt i et andet Sprog og strækkende begge Arme op i Luften sagde han:

- Ah, la pluie, cette pluie morne.

Da han drejede Hovedet, saá han kun Hans Hacke, der sad i det modsatte Hjørne med de hvide Klavérhænder foldede, stirrende med de runde Øjne ud for sig - hjem mod Brüx, mod Bagerdatteren, Kæresten, Naboens Datter i Brüx.

224

Joán Ujházy vendte igen det lidt for lille Hoved og stirrede ud paa de samme Marker:

- Mark, Marker, flad Mark. Tre Fugle - graa Fugle.

Han gentog endnu de danske Ord i sine Tanker - Ordene i hans Moders Sprog. Hvor det var underligt, han havde kunnet glemme det og først havde set det tilfældigt paa den Hotelregning imorges: 8/3, den ottende Marts.

Nu var Ane derhjemme allerede kørt til Byen, som hun gjorde paa hver Moderens Fødselsdag, med alle sine Kranse. Hun bandt dem af Violer. De blomstrede saa tæt paa Engen under Skraaningen, hvor Dmeter havde sine Vinstokke. Og hun var, kroget og knækket, draget til Kirkegaarden og havde siddet paa den lille Jernbænk, opad Muren, under Vaabenet, og havde sunget sine Salmer udover Graven. Der var to, Ane kunde. Der var ingen Toner og ingen Melodi. Men Ane sad ret op og ned, uden at røre sig, opad Muren og blev ved at synge:

Julefryd, evige Fryd,
Hellig Sang med himmelsk Lyd.
Det er Englene, Hyrderne saa,
Dengang Herren i Krybben laa,
Evig er Englenes Sang,
Evig er Englenes Sang.

Da Joán var Barn, sad altid han ved Siden af Ane paa Bænken. Han syntes næsten det var, ligesom naar Nik gøede, den russiske Mynde, der var død, fordi den frøs saa meget om Vinteren.

De rutheniske Piger, der vaskede ved Bybrønden, kiggede ned til Ane, ind over den lave Mur, og Toldforvalterens rumænske Frue, der laa oppe i sit Vindu med de bare Arme paa de snavsede Karmpuder, lo ned til de ungarske Gendarmer.

Men Ane blev ved at synge, mens hun knyttede Hænderne, den anden Salme eller det var jo ingen 225 Salme, den anden Sang, hun kunde og som hun sang - frem over Graven:

Der er et yndigt Land,
det staar med brede Bøge
nær salten Østerstrand,
nær salten Østerstrand.
Det bugter sig i Bakke, Dal.
Det hedder gamle Danmark
og det er Frejas Sal
og det er Frejas Sal.

De rutheniske Piger slog leende deres Vasketræer klaprende mod Muren, men Ane hørte dem ikke.

Det bugter sig i Bakke, Dal
dets Navn er gamle Danmark ...

Pigerne jodlede og klaprede med Træerne og trallede og lo, mens de sang paa deres Maal:

Saa tog Fedor Susanna
Susanna, Susanna
Susanna med det hvide Bryst
Susanna.

De klappede i Hænderne og de pegede Fingre:

Susanna, Susanna,
Susanna med det hvide Bryst.

- Stem i, stem i, skreg Pigerne fra Muren, hvor de var halvt krøbne op, og de grinende Gendarmer sang med, overdøvende Ane, mens de klaskede i deres Næver:

Og de blev to
og de blev tre,
Susanna med sit Elskovsbryst
Susanna.

Anes Haand laa paa Joáns Hoved. Taarerne smøg saa tæt ned over hendes Kinder - det var ligesom der var Render i Anes Ansigt for Taarer at løbe i - mens hun kvædede:

226

Og det er Frejas Sal
og det er Frejas Sal.

Ane tav, og pludrende var Pigerne gaaet tilbage til deres Brønd, medens Mørket kom saa pludseligt, som blev et dunkelt Vod draget op fra Floden.

- Nu ska' vi gaa, sagde Ane: for nu glemmer Fruen det ikke.

- Hvad glemmer Mo'r ikke? spurgte Joán Men Ane svarede ham ikke.

- Kom nu, sagde hun, hun førte ham hen mellem Gravene, hvor hans Fødder stødte mod de perlestukne Kranse.

De kørte hjem til "Slottet". Ane talte ikke, og Joán maatte jo raabe saa højt, om han skulde snakke med hende. Det var som Hørelsen var gaaet af hende, cg hun hørte ikke, hvad alle de fremmede Mennesker snakkede - siden hans Moder var død.

Men hjemme stod den engelske Gouvernante paa Stentrappen mellem Søjlerne og skændte, fordi de kom saa sent ...

... Joán Ujházy havde atter drejet sit rumænske Hoved. Naar han sad saadan, med lukkede Øjne, kunde han saa tydeligt se sin Moder - som hun havde siddet i den lave Stol, dér paa Dmeters Skraaning i Solen mellem de glimtende Vinstokke. Hendes Ansigt var saa lille, 05 Haaret laa ned over hendes Tindinger ligesom paa de gamle Billeder, og Ane og Joán sad ved hendes Fødder.

Joán lænede sit Hoved til Moderens Stol, og hun klappede sagte hans Haar med sin Haand - hun havde saa mange Ringe paa sine Fingre, og hun saá aldrig paa dem -:

- Hvor hans Haar dog er tæt, sagde hun.

- Det er Ungarerhaar, sagde Ane.

- Ja, sagde Moderen, og hendes Haand blev stille over hans Haar.

227

Faderen kom frem mellem Vinstokkene. Han tog en Klase Druer i sin Haand.

- Se, hvor den er smuk, sagde han og lagde den gul og tung ned i Moderens Skød.

- Ja, den er køn.

Faderen stod og saá paa den gule Klase i Moderens Skød:

- Saadan er uslebne Topaser, sagde han.

- Ja, sagde hun og løftede Øjnene.

- Idag er her da varmt mellem Stokkene, sagde Faderen. Han talte til Moderen saadan tydeligt, som man taler til et Barn, eller højt som til En, der ikke hører rigtig.

Moderen nikkede, mens Faderen førte sin Haand ned over Kæden af Perler om hendes Hals - hun havde mange Kæder og fik bestandig nye:

- De er saa smukke, sagde hun med en Stemme der altid var ligesom et andet Sted end hendes Ord, og hun følte selv om Perlerne om sin Haand.

Men Faderen bøjede sig og kyssede hende paa Haaret, saa hastigt.

- Har Du redet? sagde hun.

- Ja, sagde han og slog Pisken mod de ungarske Støvler, som han altid bar fra den Tid, han endnu i Budapest gjorde Tjeneste ved det andet Husarregiment.

- Saa hurtig Du er kommen hjem.

- Her kan man snart faa redet rundt, svarede Faderen, og hans Øjne havde skiftet Udtryk.

De tav alle, mens Faderen gik bort mellem Vinstokkene. Solen glitrede og lyste henover Moderens Kæde og i alle hendes Fingerringes Stene. Hun stirrede, med sine fjerne Øjne, saa længe ud over Flodens Vand.

- Ane, sagde hun og rørte sig ikke: Kan Du huske, hvor Fjorden den var blaa hjemme ved Vejle Ane havde drejet sit Hoved:

- Der gik den lille Damper, sagde hun, og der kom et pludseligt Lys i hendes Øjne.

228

- Aa ja, det var "Svalen", sagde Moderen, saa tæt vi dog stod, tit, om Søndagen.

- Og saa krængede den, naar der var Sø, sagde Ane: men det var kun brat ud for Munkebjerg.

Moderen smilede ligesom Ane:

- Nej, der var ingen Fare, sagde hun.

Men Ane sagde:

- Og som de spillede, Musikken fra Frederits.

Moderen svarede ikke mer, men stirrede kun igen paa Floden, der gled ved hendes Fødder:

- Tag Sjalet, Ane, sagde hun.

- Fryser Mo'r? sagde Joán og løftede sine store Øjne.

- Ja, lidt ...

Ane havde taget et Sjal og lagt det om Moderens Fødder:

- Men Ane, sagde hun: her er der heller ikke nogen rigtig Varme ved Solen.

- Nej, sagde Ane, her bare stikker 'en.

Joán stoppede ogsaa Tæppet ned om Moderen, mens han blev ved at se hende ind i Ansigtet - der kom altid saadan en stor og stiv Barneforskrækkelse i hans Øjne, naar Mo'r frøs og blev "hvid i Ansigtet".

- Saa, saa, sagde han og blev ved at stoppe Tæppet ned, saa langt han kunde naa med sine Hænder.

- Tak, Tak, Tak, lille Josse, sagde Moderen: nu sidder jeg saa godt.

Joán havde sat sig igen, men han blev ved at skotte op til Moderen: for hun blev ved at være hvid i Ansigtet.

- Ane, sagde Moderen, imorgen vil vi køre ud til Møllen, hvis Solen skinner.

- Ja, Frue.

- D.en Sommer var her rart, sagde Moderen, da Thomsen byggede Møllen.

- Det var her, sagde Ane. Thomsen var ved Humør. Men han var jo osse en Sjællænder.

229

- Ja, nikkede Moderen, han var fra Slagelse. Det er alle Thomsens.

De sad igen og saá mod Flodens Vand.

Ignaz og Drneter gik forbi fra Vinstokkene og hilste med deres < store Hatte.

- Lad os nu gaa op, sagde Moderen Hun støttede sig lidt til Ane, mens hun gik med Joán ved den ring-tunge Haand:

- Men Ane, sagde hun, og der gik et pludseligt Lys over hendes Ansigt: iaften lægger vi i - i vores egen Kakkelovn.

Gamle Ignaz og Dmeter slog Hvilestolen sammen efter Fruen.

- Hvordan mon det egentlig er? sagde Ignaz og saá efter dem, der gik.

- Ja, sagde Dmeter.

- Hun sidder saa stille, sagde Ignaz.

- Ja, sagde Dmeter.

- Hun sidder saa stille som de hellige Billeder, sagde Ignaz.

Tjeneren Ignaz talte tit om den Naadige og de hellige Billeder saadan ud i ét - maaske var det, fordi Veronika, den Hellige med Vunderne, hun havde ogsaa saa meget med Kæder om sin Hals og med Guld paa sine Voksfingre i Kirken.

- Men, sagde han og bed i Træpiben: det er nu som jeg mener det, at et Fruentimmer sku' aldrig rejse saa langt.

- Næ, sagde Dmeter.

Ignaz bragte Hvilestolen op.

Om Aftenen blev der lagt i Kakkelovnen, den store sorte Kakkelovn paa Fødder. Moderen sad og stirrede ind i den gulrøde Ild. Joán var krøbet op paa hendes Skød.

Faderen kom ind og han satte sig ved Siden af dem.

- Nu har Du det rart, sagde han og lo: her foran din egen Kakkelovn.

Moderen lagde det lille Ansigt ind mod hans Skulder.

230

- Ja, nu er her dejligt, sagde hun: Nu er her ligesom hjemme.

- Ja, sagde han og drog sit Ansigt bort fra Ildens Skær, saa Mørket laa over det.

De sad længe, tæt ved hinanden. Joán var flyttet over paa Faderens Skød, hvor han sov med Ansigtet gemt under Frakkens Opslag.

- Joán, Joán, sagde Moderen og førte sin Haand ind under hans Nakke:

- Nu skal Du i Seng.

Joán var vaagnet i et Sæt og havde set ind i hendes Ansigt:

- Mo'r fryser, sagde han. -.

Fryser Du? sagde Faderen, lige saa hastigt.

- Ja, Mo'r fryser, sagde Joán, der havde taget hendes Haand.

- Nej, nej, sagde Moderen og tog Hænderne til sig: Nu skal Joán i Seng.

- Godnat. Godnat.

Men ogsaa hendes Læber var kolde, da hun kyssede ham, og Joán blev ved at se ind i hendes Ansigt:

- Godnat, sagde han og det var, ligesom det gylpede op i hans Hals.

- Nej, sagde Moderen, en artig Dreng græder ikke, naar han skal i Seng.

Men Joán bed kun Tænderne sammen og gik med Miss Teker.

Miss Teker klædte ham af og bad den engelske Aftenbøn, siddende ved Siden af hans Seng. Saa flyttede hun hen ved Lampen og broderede paa sit store Kaneyas.

Joán blev liggende med store aabne Øjne og stifrede paa den vide, lyse Plet over Lampen. Miss Teker løftede Hovedet:

- Nu skal Joán sove.

- Ja.

Men han blev ved at ligge og stirre; Tæpperne gled af ham, fordi han laa uroligt, og Miss Teker lagde dem sammen om ham igen.

231

- Sov nu, sagde hun.

Men Joán sagde - og pludselig talte han Rumænsk - op til hende:

- Hvorfor fryser Mo'r?

- Joán véd, at Joán skal tale Engelsk.

- Yes.

Og Joán gentog, mekanisk og straks, i det samme Tonefald:

- Why does mamma always feel cold?

- Nu skal Joán sove, svarede Miss Teker.

Og lidt efter hørte hun, han sov, som var hans Øjenlaag dumpede i paa en eneste Gang.

Det var altid saadan med Joán, at han talte jo ikke meget, men sad mest sært stille enten med sit Legetøj eller med ingenting. Men paa én Gang stod der et Spørgsmaal ud af ham: "Hvorfor", som han saa blev ved med og løb med til alle, gennem hele Huset; som om der ikke levede andet i hele Hjernen paa ham, løb han med det samme Spørgsmaal - til Faderen og til Moderen og til Gouvernanten og de to Staldkarle og dem i Køkkenet og til gamle Hana.

Gamle Hana var den serbiske Kartoffelskrællerske. Hun sad i Rummet foran Køkkenet. Hun var lidt tosset og Næsen løb paa hende. Hun sad altid og rokkede med Hovedet og smaasang. Det var nogle gamle Viser, serbiske Viser fra Floderne. Joán tog en Treben og satte sig hos Hana. Han kunde sidde der mange Timer, mens hun sang. Hans Hoved rokkede ligesom Hanas.

Men pludselig sagde han og saá paa Hana ligesom paa Miss Teker:

Hana.

- Ja.

- Hana, hvorfor pakker de Mo'r i Sjaler? Hana saá paa ham og forstod ham ikke:

- Ja, her er Babylons Taarn, sagde hun og sang igen.

De to rumænske Kokke løb ud og ind. Mundene stod ikke paa dem, og de spiste altid Tomater, der var ligesaa 232 røde som deres Læber. Miss Teker drog gennem hele Huset og kunde ikke finde Joán. Tilsidst fandt hun ham hos Hana. Han maatte ikke være der, og Miss Teker sagde for at skræmme ham, at der var Rotter hos Hana. Rotter var det værste, Joán vidste. Ved Floden var der saa mange af dem, saa store og med lange, fede Haler.

Joán lærte at stave af Miss Teker. Men Ane kom tit og hentede ham - ned til Fruen.

Moderen kom ikke ud mere. For det var Vinter, og der var store Bølger paa Floden, naar Joán saá ud af Vinduet.

Moderen sad altid foran Kakkelovnen, og Ane maatte aldrig gaa fra hende.

- Du maa sidde stille, sagde Ane til Joán.

- Ja, hviskede Drengen.

Moderen krøb sammen under sit Tæppe:

- Bøgebrænde varmer mer, sagde hun.

- Ja, sagde Ane: der er ingen Ligning.

- Paa Munkebjerg, sagde Moderen, var Bøgene saa brede.

- Ja, de var, sagde Ane.

Joán løftede Hovedet fra Billedbogen:

- Hvorfor taler Mo'r altid om Danmark?

- Fordi, lille Josse - for derfra kom Mo'r.

Moderens Stemme lød saa sagte, og, mens hun saá ind i Ilden, førte hun Fingerspidserne mod hverandre ligesom Marinka, Kammerjomfruen, gjorde om Søndagen.

Men paa én Gang løftede hun Hovedet og sagde med en helt anden Stemme, en helt munter Stemme:

- Nu skal Du synge, Josse.

- Ja, sagde Joán. At synge for Moder var det bedste, Joán kendte.

Han begyndte at synge med en lille skær Røst, lige ind i Ilden sang han alle Hanas Viser - mens han slog Takt med Fødderne. Men Ord var der ikke til, for han forstod jo ikke Serbisk.

- Saadan synger Hana, sagde han, og højere og højere sang han ind i Ilden.

233

Moderen havde lukket Øjnene. Men en Gang imellem slog hun dem op igen og saá paa alle sine Billeder, som hang saa tæt om hendes egen Kakkelovn - alle de fra Vejle og saa "Skumringen".

- Nu kommer Mo'rs Sange, sagde Joán, og han tog fat med samme skære Røst paa alle Mørkningssangene, som Moderen sang, mens han blev ved at trampe Takten med begge Fødder. Men Ord var der heller ikke i dem, for i Sange kunde han ikke holde paa de danske Ord, som var der.

Der kom et Smil over Moderens Ansigt:

- Ja, ja, det er den, sagde hun.

- Det er den.

Og næsten uden at hun vidste det, hviskede hun Ordene, mens Joán sang Melodien:

Det var Ridder Hr. Aage
han red sig under Ø,
fæsted han Jomfru Else
hun var saa væn en Mø.

- Hvordan er det, Du si'er? spurgte Joán, der pludselig holdt op at synge.

- Det er om Ridder Aage, sagde Moderen.

- Men hvordan? sagde Joán Moderen tog ham om hans Haar:

- Det forstaar Du ikke, sagde hun: Det var i Danmark.

Men Joán tog fat paa Melodien igen og sang - ind i Ilden.

Fæsted han Jomfru Else
alt med det røde Guld
Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

- Hys, hviskede Ane: nu skal Josse være stille.

Moderens Øjne var faldne til. Hun blundede med Hænderne i sit Skød, det lyse Haar laa ned over hendes Tindinger.

- Kom nu. Nu sover Mo'r, sagde Ane.

234

Døren gik. Det var Faderen, der kom ind:

- Hys, tyssede Joán: nu sover Mo'r.

Joán blev staaende ved Døren og blev ved at tysse med Fingeren oprakt foran sin Næse, mens Faderen gik hen over Gulvet og betragtede Moderens Ansigt. Det saá ud, som var det af Voks - dér ved Ilden.

Saadan, som hun havde siddet den Dag, med Ringene i sit Skød, saadan ogsaa den Dag, da Ane paa en Gang var sprunget op og væltede sin Stol og rev i Moderens Arm og raabte:

- Frue, Frue!

og skreg og løb gennem Stuen og lod alle Døre staa og skreg:

- Herre, Herre!

Men Joán, han tog om Moderens Hænder:

- Sover Mo'r?

Og Hænderne rørte sig ikke:

- Sover Mo'r? sover Mo'r?

Og Ansigtet, det rørte sig ikke:

- Sover Mo'r?

Og pludselig slap han Hænderne og kunde ikke skrige, men løb, med Armene foran sig, efter Ane og faldt paa Trappen og blev liggende - mens Ane blev ved at løbe hen over Gaarden:

- Herre, Herre!

Hun svingede Armene som to svingende Hjul - forbi Hestene, der stejlede og rev sig løs fra Josef og løb:

- Herre, Herre! skreg hun ud over Markerne.

- Hvad er der, hvad er der! raabte Josef: Forbandede Ludder, hvad er der? raabte han; og han sendte en Strøm af ungarske Skældsord frem efter Ane, der skreg:

- Herre, Herre ...

- Danskermær, skreg Josef, der kæmpede med Hestene, mens Halvaraberne satte ind gennem Stalden sitrende over de skinnende Kroppe; og med Fraade om de skælvende Muler gemte de sig, ind til hinanden, rystende i Baasens Mørke.

235

Miss Teker løb ned ad Trappen, ned i Hallen, Haaret var udslaaet, og Haarbørsten holdt hun i Haanden og kastede den og skreg:

- She is dead, she is dead; Mistress is dead! ... mens Marinka med stive Øjne stod og rullede den Dødes hvide Hænder, som vilde hun varme dem - og vidste ikke, hvad hun gjorde, og sagde forvildet:

- Faa hende i Live, faa hende i Live, sagde hun og pludselig begyndte hun at hulke med Hovedet ned mod den væltede Stol.

Og rejste sig igen og løb gennem Hallen og tog Miss Tekers Børste op og løb forbi Hana og skreg som Ane:

- Herren ... Herren!

- Hvad er der, hvad er der?

Det var Kokkene, der sprang frem fra deres Dør halvvaagne, vækkede af Middagsblundet, nøgne:

- Hvad er der?

Men ud fra Vinduet, hvor Gardinerne flagrede, raabte Miss Teker ud over Gaarden og slog Hænderne op for sit Ansigt:

- She is dead - she is dead ...

- Herren, Herren ...

Joán var staaet op; uden Tanker, saa angst som om Natten, naar han vaagnede i Mørke, listede han ind og saá paa den døde Moder - gennem Sprækken.

Saa kom Faderen ind og skød Marinka bort og Gartneren, som var løbet ind, og Ignaz.

Han løftede Moderen op i sine Arme, højt op i sine Arme, og bar hende ind.

Der var blevet stille i Huset. Inde i Sovekammeret slog Ane hvide Lagener op paa alle Vægge. En Gang imellem stod hun ned af Stigen og saá paa den Døde. Øjenlaagene var gledet op over de brustne Øjne.

Ane gik op i sit Kammer og aabnede sin Kommode Hun tog to gamle Skillinger. De var fra Frederik den Syvendes Tid. Der var et Hul i dem begge to.

Da Ane fik dem i Haanden, begyndte hun at snøfte.

Saa gik hun ned igen, ind til den Døde og laasede 236 Døren. Og mens hun græd, saa Taarerne faldt ned paa de hvide Hænder, lagde hun Skillingerne paa den Dødes nedtrukne Øjenlaag.

Joán, hvem ingen saá, sad hos Hana. Der var helt tyst i Køkkenet, som om ingen skulde spise.

- Hana, hviskede Joán.

- Lille Herre.

- Hana, hviskede han og saá op i hendes Ansigt: hvorfor er Mo'r død?

Og han sagde "død" saadan som et fremmed Ord, en Lyd, man ikke forstaar.

- Lille Herre, svarede Hana kun og stirrede ud i Rummet med de halvblinde Øjne.

Men paa én Gang kom Marinka løbende.

Hun var helt sort.

- Nu kommer Pateren, raabte hun og løb videre ud i Hallen.

Joán fulgte efter. Han holdt Armene saa tæt ind til Kroppen. De to Kordrenge gik lige bag ved Præsten, i hvide Skjorter. Og Marinka lukkede alle Dørene op og bankede paa den øverste.

Hun bankede igen:

- Ana, Ana.

Men Døren var lukket:

- Ana, Ana, kaldte hun højere:

- Ana, det er Pateren.

Men pludselig havde Ane revet Døren op og, midt paa Tærskelen, som en forvildet, mens hun holdt i Karmene med begge sine Arme, som om al hendes Fortvivlelse udladede sig i Raseri mod den fremmede og kronragede Mand - skreg hun en Strøm af vildsomme Forbandelser paa Dansk og paa ungarske Brokker, Forbandelser frem imod Præsten - og slog Døren til, imens de tomme Røgelsekar sitrede i Drengenes Hænder.

Joán var løbet ud.

Skælvende over sit hele Legeme trykkede han sig ind mod Hanas Knæ:

- Hana, Hana, hvorfor gik Præsten?

237

- Lille Herre, lille Herre.

.....

Men saa rejste Fader, og Joán fik den franske Frøken Men det var Ane, der bad med ham om Aftenen.

- Ane, hvor er Fa'r? spurgte Joán midt under "Fadervor".

- Han fløjer, sagde Ane og blev ved i Bønnen:

- Forlad min Skyld, som jeg forlader mine Skyldnere.

- Hvorfor? spurgte Joán og tænkte paa Faderen.

- Led os ikke i Fristelse, men fri os fra det Onde, blev hun ved.

- Hvorfor? spurgte Joán igen og var med ét blundet ind. Joán forstod ikke mere rigtigt, hvad Ane talte for han glemte Dansk nu, da Moder ikke var der. Sommetider vaagnede Joán igen og han hørte Ane, der sad og græd henne ved Lampen.

- Hvorfor græder Du? spurgte han og løftede Hovedet.

Det gav et Sæt i Ane:

- Josse skal sove, sagde hun.

- Men hvorfor græder Du?

Ane fik Taarerne væk med Bagen af sin Haand.

- Jeg græder ikke, lille Josse, sagde hun, jeg sitter bare og sør'er ...

Om Dagen sad Joán mest hos Hana eller hos Josef i Stalden, for han spillede Violin.

Den Sommer kom Læreren. Han var en Græker og saa lang, at han maatte bøje Hovedet, naar han gik ind ad Døren til Skolestuen. Da Faderen var hjemme, skrev han en stor Timetabel over alt det, som Joán skulde lære. Men Hr. Christopulos glemte tit at læse. Han sad kun med Joán paa sit Skød og glattede og glattede hans Haar og stirrede frem i Luften. Joán havde aldrig set saadanne Øjne som Hr. Christopulos' - saa store og saa blaa og aldrig var de glade.

- Men vi skal læse, Joán, sagde han, og han fortalte igen om alle Stederne paa Kortet.

238

- Hvor boer Du? spurgte Joán.

- Jeg? jeg boer i Hellas.

- Hvor er det?

Hr. Christopulos førte sin smalle Haand ned over Grækenland:

- Dér er Hellas, sagde han.

- Hm. Og Joán saá paa Hellas.

- Og hvor boer jeg? spurgte han.

Hr. Christopulos sagde, at han havde søgt om "Øen".

- Men hvor Du boer, staar ikke paa Kortet.

- Hvorfor?

Men Læreren svarede ikke. Han saá paa Grækenland, mens hans Haand gled hen over Joáns Haar.

- Nu skal Du spille, sagde Joán.

Hr. Christopulos gik hen til Klaveret og begyndte at spille. Tonerne steg op under hans lange og smalle Hænder, mens det var, som saá hans Øjne saa langt bort. Joán havde sat sig med Hovedet lænet til Pianoet. Men snart laa han helt strakt ud paa Gulvet, saadan som han laa om Sommeren paa Jorden foran Vinstokkene, i Solen.

- Spil mer, sagde han.

I Stalden, hos Josef, spillede han selv. Hans Arme var for smaa til Josefs store Violin. Men Melodierne, de piblede frem, lidt efter lidt, Hanas Sange og Moderens Sange, han skilte dem ikke ad, men de flød sammen, mens han blev saa rød og hed som naar han red paa "Caprice" med sin Fader. Naar Fader var hjemme, red de hver Dag. Ponyen kunde ikke strække ud, men den løb med Joán som en stor Hund ved Siden af "Amour". De red langs Floden forbi Træhuse og over Marker. Bønderne hilste og Faderen kaldte dem ved Navn og Joán nikkede.

Carol, Sognefogeden, der stod foran sin rødmalede Gavl, tog Hatten af:

- Hvordan gaar det, Carol? spurgte Faderen.

- Det £aar blot daarligt, Herre, sagde Carol og stod med Hatten i Haanden: nu er hele Livet svullent.

239

Carol talte om sin Kone, der var syg.

- Du skulde hente Lægen, sagde Faderen.

Carol drejede paa Huen:

- Det koster tyve Gylden at faa ham over Floden Herre, sagde han.

- Ja, det gør det jo. Naa, hvad der kan linde, kan Du hente oppe hos os.

De red videre langs med Floden.

- Fa'r, sagde Joán: hvorfor har Carol saa store Sølvknapper i sin Frakke?

- Fordi han er en Rumæner, sagde Faderen Iwo stod paa Toften uden for sin graa Længe, midt mellem sine Svin:

- Nu er dine Svin nok snart tjenlige, sagde Faderen.

- Ja, de er, svarede Iwo.

- Saa skal Du vel til Marked?

- Floden er for strid, Herre, sagde Iwo og saá hen over Svinene: En tør ikke føre dem over.

- Det kan være sandt, sagde Faderen Vingaardskarlen Dmeters Moder stod lidt derfra ved sin Grøftekant, i sit brogede Skørt.

- Hvor den lille Herre vokser, naadige Herre, sagde hun.

- Ja, sagde Faderen og saá over paa Joán, der sad helt rankrygget paa sin Pony: men nu er han jo ogsaa otte Aar ...

- Og han faar Fædrenes Ansigt, Herre, sagde den Gamle: Nej, fremmed Blod synes aldrig i den Slægt.

Der fløj som en Trækning over Faderens Ansigt:

- Det kan være, sagde han, og de red igen, mens Dmeters Moder nejede.

Vejen løb saa tæt ved Floden, der gik saa stærk og mørk. De red til Øens Østspids, der var tynd som et Rev. Paa begge Sider skred Flodens Strøm.

Faderen holdt længe og stirrede ud over Vandet.

- Fa'r, sagde Joán:

- Fa'r, hvorfor er Vandet saa sort?

240

- Fordi Floden er dyb, sagde Faderen.

Men da de begyndte at ride igen, saá Joán Simon Bissekræmmeren, der kom gaaende med den store Kasse paa sin Ryg, og han raabte - for Bissekræmmeren med alle hans Sager, Uhre og Tørklæder og Piber og Huer og Kæder, var det morsomste, han vidste -:

- Fa'r, Fa'r, dér er Simon.

Simon var standset helt inde paa Marken og han gik i Jorden saa dybt, saa hans lange Frakke laa helt hen ad Græsset. Men Faderen red ham forbi.

- Fa'r, Fa'r, blev Joán ved: det var Simon. Det var Simon fra Orsówa.

Men Faderen saá ikke til Simon.

Joán blev ved at dreje sig paa Hesten, mens Simon fra Orsówa var gaaet videre.

De bøjede bort fra Floden og red, ind over Markerne helt ud til bag Krattet, hvor Josef sagde, at dér huserte de, alt det Pak der var og Smuglerne. Da de kom til "Borgen", stod Faderen af Hesten og bandt Amour og Caprice. Joán tog Faderen i Haanden, da de gik ind i Ruinen. Det gjorde han altid. Der var blot de tre tykke Mure tilbage. Den fjerde var kun nogle Grusdynger ligesom Bjerge. Faderen gik op ad de smuldrende Stentrin og lænede Armene mod Murens Kant.

- Maa jeg sidde hos Dig? sagde Joán, og Faderen løftede ham op, saa han sad paa Murranden.

Joán sad og drejede Hovedet: dér laa Carols Gaard og dér i det skidne Hus boede Josefs Kæreste og d é r hjemme var Hr. Christopulos' Vinduer. Her saá man hele Øen og alle Huse, helt forbi "Moders Mølle".

Faderen stirrede længe paa de langsomme Vinger.

- Dér sad Mo'r, sagde Joán og pegede ud paa den lille Bænk foran Møllehuset.

- Ja, hviskede Faderen.

Men nederst, lige dernede, laa Byen med Kirken midt i. Dér ved Døren var Moders Grav Joán saá altid ned til Moders Grav.

241

- Fa'r, sagde han: skal Du ogsaa ligge, hvor Mo'r ligger?

- Ja.

- Skal jeg ogsaa ligge, hvor I ligger?

- Ja - en Gang.

- Hvorfor? spurgte Joán Faderen stirrede ud over Floden.

- For dér, sagde han, ligger alle Ujházy'er.

Og lidt efter sagde han - og vidste maaske ikke selv, at han talte -:

- Hvor man er født, dér maa man begraves.

Joán hørte ikke mer. Hans Drengehjerne var pludselig igen sprungen over til Simon - at Faderen havde ikke sagt Goddag til Simon.

Men han drejede Hovedet igen. Dér alleryderst, bag Krattet, var Smuglernes Huse. Der var saa smaa Vinduer i alle de Huse.

- Hvorfor rider vi aldrig forbi Smuglernes Huse? spurgte Joán.

Faderen svarede ikke.

Og paa én Gang plumpede det ud af Joán:

- Josef si'er, Smuglerne ta'er de smukkeste Kærester.

Faderen vendte sig:

- Jeg har jo sagt Dig, Du maa ikke være i Stalden.

- Ja, sagde Joán spagfærdigt.

Men lidt efter sagde han, maaske for at komme bort fra Josef og Smuglerkæresterne:

- Peter Georgewitschs Hus er stort. Og han saá ned paa Peter Georgewitschs Hus, der laa bredt og langt, med sine to hvide Søjler lige overfor Kirken.

- Ja, det er stort.

- Er det større end "Slottet"? spurgte Joán.

- Nej, Slottet er det største.

- Naa.

Joán sad lidt. Saa sagde han:

- Men den Gang, da Tyrkerne kom, var Borgen den største.

242

- Ja, da var Borgen størst, svarede Faderen.

Men Joán spurgte om Tyrkerne og om Paschaen, som de havde hængt, for han var bleven overvundet, og alle hans Folk, de maatte flygte, alle Tyrkerne.

- Hvor flygtede de da saa hen? spurgte Joán.

- Over Floden, sagde Faderen.

- Hvem slog Tyrkerne?

- Joán Ujházy slog dem.

- Joán Ujházy, gentog Drengen ganske sagte. Han var helt hvid i sit Ansigt.

- Og hængte han Paschaen? spurgte han igen som før.

- Ja.

Solen stod lavt paa Himlen. Over den graa Ø kastede Husene deres lange Skygger. Joán frøs paa sin Murkant, og han sagde, som én Gang før:

- Fa'r, hvor Floden er sort.

- Ja.

- Og den løber helt omkring.

- Ja, sagde Faderen og knyttede begge sine Hænder mod Ujházy'ernes Mur.

Joán blev ved at stirre paa den sorte Flod med sine store Øjne. Saa sagde han pludseligt:

- Fa'er, Floden ligner Klædet paa Loftet.

- Hvad for et Klæde? sagde Faderen.

De gik bort fra Borgen. Men Joán tænkte igen paa Simon fra Orsówa, som Faderen ikke havde set paa.

Da de kom hjem, fik Joán to Stykker Sukker til Caprice af den yngste Kok. Han sneg sig hen under Vinduerne over Stalden, hvor Caprice fik Sukkeret.

- Vi mødte Simon, sagde Joán.

243

- Naa, sagde Josef, render han her nu igen med sit brogede Stads. Naa, her paa Øen trænger Pigerne, det Skidt, forresten nok til Forklæder over deres Maver.

Joán stod lidt.

- Josef, sagde han: hvorfor si'er Fa'r ikke Goddag til Simon fra Orsówa?

- Nej, sagde Josef, det gør Herren ikke. For Simon er en Jøde. Og der er ingen kristent Mandfolk, der hilser paa Jøderak.

Joán stod lidt, til han sagde og talte sagtere:

- Josef, véd Du, han, der hængte Paschaen, han hed Joán.

Der lød et vældigt Skrig i Gaarden, og Josef løb hen i Stalddøren. Det var de to rumænske Kokke, som sloges med Vogterdrengene. Blodet løb Serberne ud af Næsen. Alle Vaskepigerne kom ud med opkitlede Skørter og skreg, mens Dampen fra Gruben stod ud i Gaarden.

Rumænerne fløj ind paa de serbiske Drenge som et Par Katte, mens de rutheniske Vaskepiger hylede.

- Hold Kæft, I rutheniske Mære, raabte Josef.

- Paa'en, paa'en, raabte Dmeter og sprang Kokkene til Hjælp.

- Klø dem, klø dem, raabte Josef med Hænderne begravet i sine ungarske Bukser: Klø dem, de serbiske Svin.

Serberne hvinede, for Rumænerne havde bidt dem i deres nøgne Arme.

- Klø dem, klø dem ...

- Hjælp, Hjælp.

Det var Pigerne, der hvinede.

- Stille.

- Er I gale?

Det var Faderens Stemme, der lød fra et Vindu - højt over Støjen.

Og pludselig hørte de Ane, der raabte fra et andet Vindu, ud i Halvmørket, gennem Skrigene:

- Josse, Josse.

244

- Hvor er Hr. Joán? raabte Faderen.

Der var blevet stille. Som Skygger sneg de sig alle væk - bort i Mørket. Men Joán løb, angst, op ad Trappen ind i Hr. Christopulos' Stue.

- Josse, Josse. Det var Ane, som slog paa Døren.

Da hun havde aabnet den, tog hun Joán i Armen og næsten rev ham med sig, gennem den lange Gang, ind i hans Kammer:

- Men hva' er 'et, jeg har sagt, at Du ikke maa føjte og rend', saa En sitter med Livet i Hændern'. Men Knubs sku Du ha', saa Du fløjer med det Helvedes Rak, som er til Gud Faders Forbandelse ... Ta' Strømperne a', har jeg sagt. Men Fruen sku' se for en Pøl, som vi vandrer i med vores Fødder ... Ta' Strømperne a' Dig, har jeg sagt, men Fruen tog hjem til Gud Fader og det var saamæn oss' det klogest .... for her er Forbandelsens Land og Pestenes Dal, som det skrevet staar. Men Fruen gik hjem til sin Fred i Jesus, ta' Strømperne a'.

Pludselig begyndte hun at græde og lagde sig ned foran Sengen:

- Og en anden ku' sitt' her tilbage. Og hva' ka' man? Man ka' ingenting og man er et Kræ paa Guds Jord og man ka' ikke andet end bede ... Josse, lille Josse, forstaar Du, hva' jeg si'er...

- Ja, hviskede Joán, ja...

Han græd selv, af Skræmthed og Angst, saa Taarerne løb ned ad hans Kinder.

- Næ, næ, Du forstaar 'et ikke - og Ane græd højere - han forstaar ikke Moderens Maal -

- Moderens Maal, Moderens Maal, blev hun ved at gentage.

Og hun talte til ham med de fremmede Brokker blandede Serbisk og Ungarsk og Rumænsk og Ruthenisk fra Vaskekælderens Skændsmaal. Og igen talte hun Dansk, forbandede dem, baade Hedninger og Jøder og Græker, som tog ham, som tog hendes Josse.

- Og hva' ka' man, hva' ka' man, et enligen Kræ som er ladet tilbage paa Jorden.

245

Hun talte som en Bog, hun, der aldrig talte, og hun blandede sine Ord med Bibelens Sprog, Bibelen, der var det eneste, hun læste.

Hun viklede Joán ind og hun dækkede ham til og viklede ham ind og hun græd igen over Fruen i sin Himmel.

- Og vi, vi, som er udi Udlændighed, sagde hun.

Joán sov ikke. Gennem de sitrende Øjenvipper stirrede han hen paa Ane, der sad under Lampen, foran den store Bibel. Hun tog Brillerne af og paa, og Ordene blev borte foran hendes Øjne, som blændedes:

- Se, jeg sender Sværdet, Hungeren og Pesten over dem, og jeg vil gøre dem som de modbydelige Figener, som ikke kunde ædes, fordi de vare saa slette. Og jeg vil forfølge dem med Hungeren og med Pesten og gøre dem til en Gru for alle Riger paa Jorden, til Forbandelse og til Forfærdelse og til Spot og til Forhaanelse...

Ane læste højere og bladede i den store Bog, hvor der laa saa mange Mærker af røde og hvide Baand:

- Frygt da ikke, Du min Tjener Jakob, siger Herren, og vær ikke forfærdet, Israel, thi se, jeg frier Dig ud fra et langt fraliggende Land og din Sæd ud fra din Fangenskabs Land og Jakob skal komme tilbage og bo rolig og tryg og ingen skal forfærde ham.

Anes Graad stilnede, og hun havde foldet sine Hænder.

- Aa, Herre, min Gud, aa, Herre, min Gud, sagde hun.

Joán sov ind. Men der kom som Smaaryk i hans Legeme, endnu i Søvne.

... Men naar Faderen var rejst igen, tog Frøkenen over Floden til Orsówa, og Joán var med, og de besøgte alle Frøkenens Veninder. Men de kom mest hos Kommandantens Frue, hvis Kjoler laa saa langt hen ad Gulvet, og som havde gult Haar og store røde Pletter paa Kinderne. Joán sad ved Vinduet, med Hovedet i sine Hænder, og saá ned paa alle Soldaterne, der var hvide og gule og røde og med saa meget Guld.

246

Kommandantens Søn, der var rødpurret, stod ved Siden af ham. Han havde saadanne hvasse Negle, som han, fordækt, satte tæt ind i Joáns Lægge.

Fruen og Frøkenen sad bagved i de store Stole - men Betrækket var laset - og lo og hviskede og drak af smaa Glas og sad saa nær ved Ilden, at den brændte dem. De fik ogsaa Kager med mange Korinther og Fruen kaldte paa Joán, at han skulde spise med:

- C'est bon ça, c'est bon, sagde hun og stoppede ham Kagen i Munden.

- Ah, qu'il est beau, le petit Sans-patrie, sagde hun og tog paa ham med sine bare Arme, som Joán var bange for.

Og Joán vendte tilbage til Vinduet og saá paa Soldaterne, der stadig gik op og ned.

- Uh, sagde Kommandantens Frue til sit eget opløbne Afkom: flyt dit fregnede Fjæs væk.

Og Drengen vendte tilbage til Vinduet.

Men sommetider var de ovre hos Marinka, som boede paa den anden Side Torvet. Hendes Vinduer var de største i hele Orsówa, og der stod Ananas med grønne Toppe og Glasskaale og hvide Flasker. Men inde var der fuldt af Officerer, som drak The og som Mademoiselle snakkede med. Og Theen blev bragt rundt af to Frøkener, som var helt hvide i Ansigterne, og som Officererne kyssede. Men Marinka havde faaet sorte Øjenbryn og stod selv bag en hvid Disk med Sølvskaale og smaa Tønder, der var paa Sølvfødder, og alting skinnede.

Frøkenen gik tit ind i en lille Stue, hvor der var Dør for, og Joán gik alene rundt og saá paa Officererne som spillede Kort.

Men der var én, som aldrig snakkede, men kun sad lige i Hjørnet ved Disken og kyssede Marinka paa alle hendes Fingre, hver Gang hun gik forbi. Joán stillede sig op ved hans Bord og saá paa ham - fordi han aldrig sagde noget.

- Har De været i Krig? sagde Joán.

247

- Ja, svarede den unge Mand, jeg har været i Krig.

- Naa.

- Med hvem? spurgte Joán saa igen.

- Med Tyrkerne, svarede Officeren.

- Naa.

Lidt efter sagde Joán og stemmede Hænderne om Læderbæltet om den gendarmblaa Bluse:

- Jeg vil ogsaa være Soldat.

Den unge Mand saá paa ham med sine aflange Øjne:

- Men Du er ingen Serber, sagde han.

Den franske Frøken kom ud af den lille Stue. Hun var helt rød i Hovedet:

- Depéche-toi, sagde hun.

- Depéche-toi - nous sommes pressés.

Det var mørkt over Floden, inden de kom hjem.

Joán listede over i Stalden. Han krøb op paa Havrekassen foran Amours Baas.

- Josef, sagde han.

- Ja.

- Har Marinka en Mand? spurgte Joán.

- Hun har s'gu mange Mænd, sagde Josef og spyttede ud mellem sine spidse Tænder.

Joán sad lidt. Og i Børns besynderlige Tankegang sagde han:

- Men Marinka har været hos os.

- Ja, det er rigtigt, sagde Josef, for her lander ja Gu' alle Tøse og alle de Tøjter, som maa rakke fra deres Land.

- Hvorfor? sagde Joán.

- For saadan er 'et, sagde Josef og satte sig paa Havrekassen.

- Depéche-toi ... Allons, nous sommes pressés ...

Mademoiselle var vred. Det var blevet altfor sent og hun næsten løb over Torvet for at naa hjem, inden det blev helt mørkt.

- Skynd Dig, skynd Dig, hun knubsede Joán i Tindingen.

248

Men pludselig løb der en Flok Drenge op, mange Drenge, hundrede Drenge, op imod dem og skreg og hujede og forrest løb David, Simons Søn, og alt hans Tøj var i Stykker:

- Jøden, Jøden, skreg de.

- Jøden, Jøden, skreg de og peb i Fingrene.

Men David vendte sig om, lige foran Joán, og knyttede sine løftede Hænder foran dem alle, foran alle de hundrede.

- Jøden, Jøden, pisk ham, Jøden.

- Pisk ham, Jøden, skreg de Og pludselig sang de det som et Omkvæd, alle Drengene:

- Pisk ham, pisk ham, pisk ham, Jøden.

Og David løb igen, med løftede Hænder, og klamrede sig til Frøkenen, der skreg, mens Drengene hvinede:

- Op med Tomaterne, pisk ham, Jøden. Op med Tomaterne. Pisk ham, Jøden.

David var snublet, mens Tomaterne fløj; de knustes mod hans blottede Krop, ind mod hans Ansigt, ned mod hans Haar, saa det syntes, som Blodet randt:

- Pisk ham, pisk ham, pisk ham, Jøden.

- Kom, kom, skreg Frøkenen og snublede igen, skubbet og trykket og puffet - af Drengene, der trængtes ind paa hende:

- Kom, kom!

- Pisk ham, pisk ham, slaa ham, Jøden David laa paa Jorden; hans Hænder var oprakte med de udspilede Fingre.

- Spark ham, spark ham, Æsels-Jøden.

De sparkede ham, de trampede ham, de stampede ham.

- Kom, kom, skreg Mademoiselle.

Men pludselig borede Joán sig frem - ind mellem Drengenes Ben, frem under deres løftede Hænder, frem til David:

- Løb, løb, skreg han.

249

- Løb, skreg han, mens alting sitrede paa ham Ansigt og de knyttede Hænder og Benene under ham sitrede:

- Løb.

Og David slap bort, som en Aal, som en Slange mellem deres Ben, henover Jorden, mens Drengene hujede og skreg igen og Mademoiselle satte i Løb, op mod Marinkas Trappe, og han, den hvide Officer, der aldrig talte, greb Joán i sine Arme og bar ham ind:

- Il est fou.

- Il est jou, le Sans-patrie, raabte Mademoiselle, der var rasende, for alle hendes Klæder var sølet til.

Joán talte ikke i Baaden. Den hvide Officer havde fulgt dem derned og havde dækket Joán med et stort Tæppe. Under det laa han og rystede endnu. Hjemme paa Stranden stod Josef og Hr. Christopulos og Ignaz og raabte i Mørket ud over Floden, frem imod Baaden.

Men Mademoiselle sagde kun:

- Her er vi jo.

Og hun lod en pludselig Syndflod af Boulevardernes Skældsord regne ned over de Ventende.

...

Der var vist gaaet en Uge.

Da de om Eftermiddagen kom ind med Baaden til Orsówa og nærmede sig Molen, hvor Drengene laa med deres Snører, raabte et Par af Drengene:

- Dér er de ....

- Dér er de, dér er de fra Øen.

Bødkerens lange Søn sprang op fra sin Snøre:

- Ja, dér er de sgu, Rakket fra Øen.

Og han løb foran de andre hen til Stentrappen, hvor alle Drengene stod samlede i en Klump, da Joán kom op ad Trappen. Bødkerens Søn kom til at skubbe til Joáns Skulder og saa traadte Skrædderens Dreng ham op ad Benene. Joán gik kun videre, bag Frøkenen, med Hænderne knyttede om sit Læderbælte. Hans Øjne var halvlukkede.

Da Joán var kommen et Stykke væk, begyndte 250 Skrædderdrengen at pibe i Fingrene, og de andre hujede. Men Bødkersønnen var helt som skoldet i sit flade Ansigt og raabte:

- Hvad bilder han sig ind, hvad Fa'en bilder han sig ind med sine lukkede Øjne.

De blev ved at raabe, lige til Joán var bøjet om Hjørnet.

Fra den Dag passede Drengene Baaden op, og naar de saá den, begyndte de at pibe i Fingrene:

- Dér er de, dér er han - Og de slog Grus og Sten mod Baaden Mademoiselle var bleg under det meget Pudder, men Joán stod oprejst midt i Baaden:

- Læg til, sagde han og gik forbi de skraalende Drenge med sine halvt tillukkede Laag.

De hujede bag dem. Mademoiselle var, saa hun rystede i sine Knæ. Hun næsten løb over Torvet.

- Rakkerprins, Rakkerprins, skreg Drengene henover Torvet.

- Viens, viens, raabte Mademoiselle til Joán.

- Ham fra Øen, ham fra Øen.

- Viens, viens.

- Rakkerprins, Rakker.

- Viens, parbleu, viens, Sans-patrie, raabte Frøkenen og løb op ad Marinkas Trappe, hvor Kommandantens røde Søn svang sig op paa Gitret:

- Paa ham, paa ham - ham uden Fædreland.

Kommandantspirens Fistel lød over Pladsen:

- Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.

Og som var Ordet fundet og Navnet givet og Skændselen stemplet, raabte de alle skingrende op mod Joán:

- Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.

Forrest var Bødkerens Søn.

- Kan Du saa faa Øjnene op, raabte han og jog sine Bødkernæver ind i Joáns Nakke.

- Krum hans Ryg, hvinede Kommandantens Søn:

- Prins uden Fædreland.

251

- Han uden Fædreland, han uden Fædreland.

De stormede op ad Trappen og de sprang over Gelænderet, mens de peb og de skreg. Bødkerens Søn laa over den snublede Joán. Marinka kom løbende til Ruden:

- Hjælp ham, hjælp ham, hjælp Hr. Joán.

Men Officererne derinde svingede hende rundt, mens de lo:

- Paa 'en, paa 'en, I Serbere, raabte de og lo og lo.

- Paa ham, paa ham, ham uden Fædreland.

Joán blev borte under de snublende Drenges Vægt, og de slog ham og trampede ham og de slog ham.

Oberstens Frue havde revet sit Vindu op og fægtede med begge de bare Arme:

- Sans-patrie, pauvre Sans-patrie, raabte hun frem over Pladsen.

- Skam Dem, skam Dem, raabte Marinka, og hun var løbet ud af Døren og frem paa Trappen.

- Hr. Joán, Hr. Joán,

raabte hun og slog Hænderne ud mod de tumlende Drenge.

- Han uden Fædreland, han uden Fædreland.

Men paa én Gang havde Joán vredet sig ud under Bødkerdrengens Krop og svunget sig op og kilet sig ind mellem det hujende Pak - saa han stod paa det øverste Trin. Blodet rendte ham fra hans blottede Bryst over hans Livrem ned paa Armene.

Saa greb Marinka ham og løftede ham op i begge sine Arme, der skjalv, og bar ham ind.

Da Joán vaagnede, sad den hvide Officer ved hans Seng.

- Lig stille, sagde han, lig stille Joán bed sine Læber sammen.

- Jeg vil hjem, sagde han, og pludselig begyndte han at hulke, som skulde hans hele Drengelegeme sprænges.

- Ja, Du skal komme hjem, sagde den hvide Officer.

252

Mademoiselle var gaaet til Sengs og vilde blive der. Marinka og den hvide Løjtnant kørte Joán ned til Baaden. Han laa i dens Bund, dækket af Tæpper, medens Dmeter og Ignaz roede. Da de naaede hjem, bar de Joán paa en Baare op til Slottet.

Ane kom hjem fra Fruens Grav:

- Hvad er der sket af Himlens Forfærdelse? hvad er der sket? Aa, bitte Jesus, de har slaaet ham ihjel, de har slaaet ham ihjel. Josse, Josse," de har slaaet ham ihjel ...

Og hun kastede sig ned over Sengen, hylende som en Hund over et Lig.

Joán talte ikke, han førte kun sin hede Haand op og ned over sit venstre Bryst, der sved under det kølige Lærred, som var det hans bankende Hjerte, der brændte.

- Lad ham ligge, sagde Hr. Christopulos.

- Han skal ligge stille.

Om Natten havde Joán Feber. Han blundede og han vaagnede. Ane sad ved Lampen foran sin store Bibel. Hun læste saa højt, at Profeternes Forbandelser blandede sig med den halvvaagnes Feber.

- Og det skal være saa, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet. Dine Folk skulle falde ved Sværdet og din Styrke i Krigen ...

- Hva' er der, Josse? Josse, gør'et ondt?

- Nej, ikke saameget.

Ane lagde Hovedet ned paa Joáns Pude:

- Det gør godt, naar jeg græder, sagde han og slog Armene op om hendes Hals.

Da Joán vaagnede igen, var det Formiddag. Ane sad endnu ved Sengen. Joán laa stille, med store og stirrende Øjne. Men saa blev han urolig.

- Ane, jeg vil op, sagde han og vilde ud af sin Seng.

- Men det ka' Du ikke, Josse, Du maa ligge stille.

253

- Nej, jeg vil op.

Ane hjalp ham med at klæde sig paa. Han var saa urolig, men Øjnene var runde og helt spilede op.

- Jeg vil læse, sagde han.

Han læste altid om de store Musikere i røde Bind, der kom fra Budapest.

Men han slap Bogen med aandsfraværende Hænder:

- Jeg vil gaa op, sagde han.

- Hvor vil Du hen? sagde Ane og rejste sig. Hun var ganske angst, for Joán var stiv i sit Ansigt.

- Jeg gaar op, sagde han.

Joán bankede sagte paa Hr. Christopulos' Dør.

- Er det Dig? sagde Hr. Christopulos, og hastigt lagde han til - for Joáns Øjne var saa underlige, ligesom saá de ingenting, og det var, som han var saa lille indenfor sine Klæder:

- Hvordan er det, Joán?

- Mange Tak, sagde Joán.

Han satte sig paa Gulvet og støttede sit Hoved - det var saa tungt - til Klavérets Fod.

- Vil De spille? sagde han.

- Det vil jeg saa gerne, sagde Hr. Christopulos.

Og han begyndte at spille, mens Joán saá op paa ham for ligesom at tvinge sig til at høre.

- Men nej. Der var kun det. Kun det der gjorde saa ondt inden i hans Hoved, ondt i alting inden i ham - der var kun det:

De havde hujet af ham, som de hujede af David. De havde revet hans Klæder af ham som de havde revet dem af Kroppen paa Simons Søn, paa David.

- Han uden Fædreland.

- Han uden Fædreland.

- Ja - ligesom af David - -

Det var, som han ikke kunde tænke, som hans Hoved var blevet saa stort, at han ikke kunde tænke. Men naar han støttede Panden mod Klavérbenet, som var koldt, saa var det, som han huskede:

- For Josef havde sagt, Josef i Stalden: Her løber 254 alt det Pak, som er uden Fædreland. Det havde Josef sagt. Og Frøkenen sagt. Og Ane havde sagt det. Og Kommandantens Frue havde sagt det.

- Petit Sans-Patrie.

- Hvad er der, surgte Hr. Christopulos, der holdt op at spille:

- Hvad er der, Joán?

- Ingenting, sagde Joán og saá paa ham med Øjne der ikke saá.

- Hvorfor sukker Du da? Joán virrede lidt med Hovedet.

- Er det dit Bryst, som gør ondt?

- Nej.

- Men hvad er det da?

Hr. Christopulos klappede hans Haar. Men Joán skød Haanden bort, som gjorde hans Hoved ondt:

- Uden Fædreland.

- Ja, det havde Kommandantens Frue sagt. Og Frøkenen sagt. Og Josef sagt.

- Saa var det - det var sandt.

- Men hvorfor - hvorfor?

- De havde raabt det. De havde hujet af ham som af David, Simons Søn. De havde revet Klæderne af ham som af Simons Søn, af David. Men Ane havde sagt det, hvorfor de havde skreget ad David. For han er Jødens Dreng, og det er en Skændsel. Og Frøkenen havde sagt det og krænget med Munden: Ah, pfui, le juif. Og Josef havde sagt det i Stalden og Drengene havde pebet, alle Drengene i Orsówa: Jøden - Jøden ....

- Fordi det var en Skændsel.

- Joán, hvorfor græder Du?

- Jeg græder ikke.

Joán rørte sig ikke. Det var som sad der, bag Taarerne, en stor, en forfærdelig Angst i hans Øjne.

- Gør det saa ondt i dit Bryst?

- Ja, nu gør det ondt i mit Bryst.

Joán blev siddende, stirrende med de samme Øjne:

255

- Men Kommandantens Søn havde ikke hujet af Simon. Men Kommandantens Søn, han havde begyndt at skride mod ham: Sans-Patrie - Sans-Patrie ..... Og Officererne - alle de, der spillede Kort hos Marinka - - de havde raabt mod ham: Sans-Patrie - Sans-Patrie .... og let - let som Karlene - - som Karlene lo ad den Puklede, som ad Peter, Peter med Pukkelen, som de tre Kærester var løbet fra, fordi han var et Kræ.

- Som af David, Jødens Dreng, og af den Puklede, af Peter, havde de hujet af ham ...

- Joán, Du skal i Seng. Du har jo Feber. Du maa i Seng.

Joán fo'r sammen.

- Nej, nej, og han rystede paa Hovedet: jeg vil ikke i Seng.

- Saa skulde vi gaa lidt, sagde Hr. Christopulos.

- Ja, saa kan vi jo gaa lidt.

Ane stod nede i Hallen ved Trappen:

- Hvor vil han hen? hvor vil han hen? klynkede hun, ligesom før.

- Vi gaar lidt ud, sagde Hr. Christopulos.

- Men, men gaa ikke for langt, bad Ane:

- Aa, gaa ikke for langt med ham, for han taaler 'et ikke.

- Vi gaar kun lidt, sagde Hr. Christopulos De gik tavse, langs med Slottet, frem og tilbage. Paa en Gang spurgte Joán og saá op paa Læreren:

- Staar alting paa Kortet?

Det gav næsten et Sæt i Grækeren.

- Ja, sagde han: alt staar paa Kortet.

- Alt Land? spurgte Joán igen.

- Ja, alt Land staar paa Kortet Joán tav paany:

- Saa var det sandt. For Hr. Christopulos havde sagt, det vidste han, Hr. Christopulos havde sagt - tre Gange: Hvor Du bo'r, Joán, staar ikke paa Kortet.

- Uden Land - uden Fædreland ...

256

- Sans-Patrie.

Der kom nogen forbi dem, og Hr. Christopulos nikkede:

- Det var Peter, sagde han Men Hr. Christopulos greb om Joán, der var hvid som Muren.

- Nej, kom Joán, sagde han og førte ham ind: Du bliver syg.

De spiste i den store Spisestue, de to alene, og de talte ikke.

- Hvor er Mademoiselle? spurgte Joán.

- Hun er i Orsówa, svarede Hr. Christopulos.

Der gik en Trækning over Joáns Ansigt.

De gik op ad Trappen igen, ind i Hr. Christopulos' Stue. Joán satte sig paa samme Sted som før. Det begyndte at mørkne, og Skygger laa over Stuen. Hr. Christopulos rejste sig og lagde Bogen fra sig.

Saa sagde Joán inde fra Mørket:

- Hr. Christopulos.

- Ja.

Der var stille et Øjeblik, men saa kom det meget hastigt:

- Har Rumænerne et Fædreland?

- Ja, de har jo Rumænien.

- Og Serberne - de har Serbien?

- Ja, de har Serbien.

Der blev stille igen, til Joán spurgte paany - og Hr. Christopulos syntes næsten, Drengen talte som de, der taler i Søvne, eller som den, der taler til En i en Telefon:

- Og Mo'r havde Danmark?

- Ja, hun havde Danmark. Men hun rejste jo bort.

Joán sad lidt. Og pludselig spurgte han, brat - greben af en af de sære Tanker, der var yngre og ældre end hans Aar -:

- Var det derfor hun døde?

- Din Moder blev jo syg, sagde Hr. Christopulos.

- Naa.

257

Og lidt efter sagde han og løftede Hovedet:

- Jøderne - har Jøderne ogsaa et Fædreland?

- Nej, svarede Grækeren: Jøderne har intet Fædreland.

- Hvorfor?

Hr. Christopulos sagde:

- Det véd Du jo, at Jøderne, de blev forbandede af Gud.

- Ja, sagde Joán, ganske stille og næsten uden Lyd.

- Nu tænder jeg Lampen, sagde Hr. Christopulos, som med ét blev helt ængstelig over Ja'et og alle de Spørgsmaal. Og mens han tændte den, sagde han:

- Joán, hvorover kom Du egentlig i Klammeri med de Drenge i Orsówa? Men Joán svarede ikke.

- "De blev forbandede af Gud."

Hans Ansigt var helt ubevægeligt, som han sad:

- "De blev forbandede af Gud."

- Nu skal Du til Ro, Joán, sagde Hr. Christopulos og lagde Haanden ned paa hans Skulder.

- Vil De sidde hos mig ved Sengen? bad Joán.

- Ja, jeg skal sidde hos Dig.

De gik ind i Joáns Stue. Da Joán laa i sin Seng, faldt han i Søvn, pludselig, i et Nu som En, der har faaet et Slag.

Men da han vaagnede om Morgenen, satte han sig op i et Sæt, som om nogen sagde lige ved hans Kind, lige ind i hans Øre:

- "Forbandede af Gud".

- Det véd Du jo, de blev forbandede af Gud.

- Ja, det vidste han - og Joán nikkede, angstfuld, ud i Luften - at de var: Forbandede. Det var om dem Ane læste højt om Natten i den store Bibel, alle Straffe. Og det var over dem, hun græd, Jøderne, fordi de var forbandede, og Gud havde taget deres Fædreland.

- Taget deres Fædreland.

- Dem, Gud forbandede, fra dem tog han deres Fædreland. Dem, Gud forbandede, dem gav han intet 258 Fædreland .... men de blev hujet af og de blev traadt paa deres Fødder og knebet i deres Sider og trampet paa deres Knæ og flænget i deres Bryst - som han, som han af alle de Drenge i Orsówa.

- Forbandet af Gud. Af Gud forbandet.

Og pludselig rejste han sig op og kastede sig ned paa Knæ; mens alle Taarer strømmede ud af hans opspilede Øjne, krøb han og trissede rundt i sin Seng og bad og bad og vidste ingen Bønner og blandede alle Sprog og bad:

- Aa, lille Gud og din Helgen ... og Josef og Maria og Stefan ... Stefan og Maria og Josef .... for jeg vil ikke være forbandet, jeg vil ikke være forbandet ...

Og paa én Gang stod han ud af sin Seng og han lagde sig ned paa det bare Gulv, saadan som Ane gjorde, og han bad med foldede Hænder, saadan som Ane gjorde.

Han bad, som Ane bad til Gud og Fader vor, Du, som er i Himlen, og Josef og den hellige Iwo og Barbara, som sidder i Kirken, og Gud - at de vilde give ham et Fædreland, og at han ikke skulde være forbandet.

Han græd igen og bad igen:

- Aa, lille Gud, lille Gud og den hellige Jomfru med Barnet - kan Du ikke hjælpe mig, Fader vor og Du, som er i Himlen .... kan Du ikke hjælpe mig, Fader vor, Fader vor .... kan Du ikke hjælpe mig.

Tilsidst stod han op og han tørrede sine Taarer af Hans Knæ gjorde ondt, og han var saa træt:

- Men dem, Gud forbandede, fra dem tog han deres Fædreland.

.... Det var Skoletid nu, og han samlede sine Bøger.

- Hvor hurtigt Du sov iaftes, sagde Hr. Christopulos, da Joán kom derind.

- Ja, sagde Joán og satte sig hen til Bordet Hr. Christopulos drejede Globen med sine slanke Hænder, og han fortalte om Oceanerne, hvis Dybder ingen 259 kendte, og om Jorden, som var fuld af Ild, og om Polerne, hvor de store Have stivnede og blev til Is.

- Og Gud skabte det alt? sagde Joán sagte.

- Ja, sagde Hr. Christopulos og saá bort over Globen: den store Gud lod alle Verdener skabes.

Joán sad lidt, mens Hr. Christopulos blev ved at tale Saa sagde han pludselig og saá paa Grækeren:

- Kan da Gud alt?

- Ja.

- Kan han give os alting? sagde Joán og blev ved at se paa Grækeren.

Hr. Christopulos svarede ikke. Men Joán sagde:

- Ane siger, han kan, hvis vi beder Hr. Christopulos saá paa ham - der var som en Pine eller en altfor stor Anstrengelse i Joáns Øjne -:

- Ja, Joán, sagde han: den store Gud kan alting.

Det var, som Joán blev roligere. Men mens han læste og skrev og bøjede alle de Verber, tænkte han kun, at saa vilde han bede, bede altid til Gud og til alle de Hellige og til den hellige Jomfru og til Barbara, der sad i Kirken, og til den hellige Anne, som Ignaz bad til, og til Josef. Men Mademoiselle havde en Rosenkrans, der laa i Skrinet mellem hendes Lugteflasker. Mademoiselle bad saa tit, naar de kom hjem, naar de havde været i Orsówa, og græd og bad for alle Perler. Men bagefter blev hun glad igen og lo med de rumænske Kokke. Joán vilde laane Mademoiselles Rosenkrans og han vilde bede paa alle Perler, saadan som Mademoiselle bad, naar hun kom hjem fra Orsówa.

For han vilde, han vilde ha'e et Fædreland - som alle Serberne havde, og Rumænerne havde et, og Hans havde Siebenbürgen, og hans Moder havde Danmark og kunde ikke være forbandet.

Og han bad om Morgenen og han bad om Aftenen, naar Ane laa bedende ved hans Seng:

- Fader vor, Du som er i Himlen.

- Sig det igen, sagde Joán og holdt om hendes foldede Hænder.

260

- Fader vor, Du som er i Himmelen.

- Fader vor, Du, som er i Himlen, gentog Joán, og anspændt sagde han de halvglemte danske Ord.

- Helliget vorde dit Navn, sagde Ane.

- Vorde dit Navn, hviskede Joán.

- I Evighed, Amen, sluttede Ane.

Joán laa stille. Saa vendte han sit Hoved:

- Ane, sagde han: Be'er Jøderne?

Ane stod et Øjeblik. Saa sagde hun:

- Det nytter dem ikke.

- Hvorfor? sagde Joán, med sine Øjne op i hendes.

- Fordi Gud har forbandet dem til evig Tid.

Joán vaagnede af et korteligt Blund, og Lampen var slukket. Der brændte kun den lille Natlampe. Joán sad op i sin Seng, sammenkrøben, med Hovedet ned mod Knæene; det var, som al hans Krop kviedes og stønnede, saa han skjalv:

- Det nyttede dem ikke. Og han løftede sit Hoved og han virrede med det over Linningen:

- Det nyttede ikke, det nyttede ikke.

- For de var af Gud forbandet - til evig Tid.

Pludselig stod han ud af sin Seng, og han tændte Lampen med sitrende Hænder, og han satte Kuplen paa og tog den store Bibel og slog den op og læste, hvor Anes Mærker laa, de røde og hvide Mærker.

Han læste og han forstod det ikke og han læste højt som Ane læste, og han fangede Ordenes kendte Lyd - alle Guds Forbandelser, og hvordan Herren tog Jødernes Fædreland....

Joán gik tilbage. Biblen laa opslaaet med de rødhvide Mærker.

Men paa én Gang sagde han, højt og skingert og fortvivlet, ud i den tomme Stue:

- Mo'r, Mo'r, Mo'r dog.... og hulkede med Hovedet ind mod den kolde Væg.

... Nogle Dage efter sagde Hr. Christopulos i Timen:

261

- Jeg skal til Orsówa. Vil Du med?

Joán bøjede hastigt Hovedet, og det skjalv i hans Ansigt.

- Ja, sagde han:

- Ja, Tak.

- Vi ta'r afsted Klokken to.

- Ja Tak, gentog Joán.

Joán var ganske rolig - saa stille og rolig som den Gang, da han var i Budapest hos Lægen, der skulde snitte i hans Øjne. Han sad i Baaden og hørte hvert et Aareslag. Nu saá han Bøjen og nu saá han Molen.

- Fryser Du, Joán? spurgte Hr. Christopulos.

- Nej, sagde Joán.

Nu saá han Drengene, der laa med deres Snører.

- Du er saa bleg, Joán.

- Ja.

Men Drengene rejste sig ikke og de blev ved deres Snører.

- Sid stille, Joán.

- Ja.

- Dér var Bødkerens Søn.

- Hvad vil Du, Joán?

- Jeg flyttede kun.

Nu roede de forbi og lagde til.

- Kommer Du, Joán?

- Ja.

Joán gik ud af Baaden og stod paa Trappens Trin.

Saa kom det. Det var Skrædderens Søn, der raabte det, og det ramte i Joáns Ryg som en slynget Sten - mens den skingre Latter slog frem imod ham.

Joán havde i et Nu ført sine Hænders Fingerspidser ind mod hinanden, men saa samlede han begge sine Hænder.

- Hvad er det, de Drenge raaber, spurgte Hr.Christopulos, som ikke forstod Serbisk.

- Jeg véd det ikke, sagde Joán, og de gik videre De kom over Torvet. Men der var ingen, der raabte mere.

262

Men paa Fortovet, udfor Marinka, kom der to Smaapiger, som havde Blomster i deres Fletninger. Og den ene skubbede pludselig til den anden:

- Se dér, se dér, det er ham, det er ham "Uden Fædreland".

Joán gik saa tæt ind under Murene.

Der kom Officerer forbi og der kom Fruer forbi. De bøjede Hovederne mod hverandre.

- Hvorfor mon Folk gloer saadan paa os, sagde Hr. Christopulos og lo.

- Det véd jeg ikke, svarede Joán. Han løftede ikke sine Øjne.

... Maaneder gik. Hr. Christopulos saá hver Eftermiddag Joán gaa over Gaarden med en Buket Blomster i Hænderne, som han havde hentet i Drivhusene.

En Dag aabnede Grækeren sit Vindu:

- Hvor gaar Du hen, Joán?

- Jeg skal paa Kirkegaarden.

Joán gik hen over Markerne mod Byen. Hen over Kirkegaarden næsten løb han, ind i Kirken. Der var halvmørkt derinde, hvor alle de mange Hellige sad paa deres Altre.

Joán gik sagte paa sine Fødder og lagde Blomsterne op hos den hellige Anna. Der var Blomster paa alle Altre. Nogle var lidt visnede. Joán havde bragt dem alle.

Joán havde bøjet Hovedet over en Bedepult. Han bad ikke højt mere. Han hviskede kun sine Bønner.

Naar Joán kom hjem, spillede han med Hr. Christopulos. Han havde fundet en gammel Violin i en af de Stuer, hvor der aldrig var rullet op, siden Moder døde.

Hr. Christopulos spillede med ham mange Timer.

Hr. Christopulos saá paa Joán. Han stod op, mens han spillede, men hans Hoved var bøjet.

- Man skulde tro, Du bar en Sorg i dit Hjerte, sagde Hr. Christopulos.

Joán svarede ikke. Det sitrede altid saadan om hans Mund, naar han spillede.

263

Naar Joán gik til Drivhusene, kom han forbi Huggehuset.

Der var saa stille derinde, og Saven gik ikke. En Dag listede Joán sig derind.

- Peter, kaldte han: Peter, er Du her? Der var ingen, der svarede.

- Peter, sagde Joán, der blev bange; henne fra Høvlspaanbunken var det, som noget jamrede eller peb - som en Hund eller noget peb, ikke et Menneske.

- Peter, hviskede Joán, og Navnet blev i hans Strube.

For det var Peter, som laa dér paa Ryggen, boret ned i alle Spaaner, med Hovedet ned under alle Spaaner, saa der dukkede ikke andet op end den puklede Ryg...

- Peter, gentog Joán.

Men Spaanerne blev kun ved at skælve under Pukkelens Hulken.

Joán havde vendt sig og gik. Blomsterne til Kirken var falden ham ud af Haanden.

Han gik over i Stalden, hvor Josef stod og striglede "Amour".

- Men det behøvede han snart ikke mere, naar Herren aldrig er hjemme, sagde Josef: Men her sku' da ogsaa Fanden være. Hvor er mon Herren nu?

- Fa'r er i London, sagde Joán.

- London? sagde Josef: det er langt borte. Og lidt efter lagde han til, mens han striglede:

- Ja, Verden er stor, og i Graven skal vi dog alle.

Joán sad paa Havrekassen:

- Josef, sagde han: Hvad er der med Peter?

- Der er vel, hvad der altid er, sagde Josef og striglede videre ...

- Nu er det Iwona.

- Iwona er smuk, sagde Joán.

- Ja, sagde Josef, dejlig er hun s'gu - og han førte langsomt Striglen ned ad sit velskabte ungarske Ben - naar man har set hende.

264

Han striglede igen paa "Amours skinnende Krop, til han sagde:

- Men man ka' vel ikke fortænke et Fruentimmer i, at hun ikke holder til med saadan et Jammerskræ og saadan som Gud har mærket ham.

Joán steg ned fra Havrekassen.

- Hr. Joán rider heller aldrig mer, sagde Josef.

Han havde uvilkaarligt sagt "Hr." Joán ved at se hen paa hans Ansigt.

Men Joán var allerede gaaet hen over Gaarden og op ad Trappen ind i Stuerne med de blændede Vinduer.

En Dag, da Joán sad over sine Bøger, bankede det paa Døren:

- Kom ind, raabte han.

- Kom ind.

Da Døren gik op, var det Peter, som stod der. Han havde taget sine Støvler af, og de altfor lange Arme hang slappe ned foran ham, lige til hans Knæ.

- Hvad vil Du, Peter, spurgte Joán Peter gik to Skridt frem paa sine Sokker:

- Jeg vilde gerne ... vilde gerne si'e Hr. Joán, for Herren, da han ikke er tilstede ... vilde jeg si'e, at ...

Peter løftede sine Øjne - han talte saa sært, med en Stemme ligesom fra en Valse -:

- Si'e, at nu maa jeg rejse.

- Vil Peter rejse?

Den Puklede blev staaende i den samme Stilling men det var, som de skæve Skuldre faldt længere ned:

- Ja, nu maa jeg rejse.

Han talte med den samme Stemme, og paa hans Kinder brændte der to Pletter.

- Hvor skal Du saa hen? sagde Joán, der var gaaet tre Skridt frem og spurgte ganske sagte:

- Hvor?

Peter havde drejet sit Hoved som et Dyr ved en pludselig Lyd, som det ikke har ventet.

- Ja, sagde Joán, hvor vil Du saa være?

Den puklede Peter stod et Øjeblik:

265

- En rejser hjem.

- Hjem til sit Land.

Joán havde lukket sine Øjne fuldt op - et Nu.

- Jeg rejser herfra, sagde Peter ud i Luften.

Men paa én Gang havde Peter kastet sig ned paa Gulvet og rettede sig halvt op igen og sad paa Hug med Hagen ned paa de spidse Knæ og Armene slaaet op i det ukæmmede Haar og hulkede og hulkede, som om han rallede.

Og han mumlede gennem sin Hulken en Strøm af Ord:

- Ak, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig.

Joán vidste ikke selv, hvad han sagde:

- Du maa staa op - Du maa staa op.

- Peter Brændehugger, Peter Brændehugger, staa dog op.

Han vilde gaa hen imod ham og tage om ham, men, paa én Gang greben af de ganske Unges Angst eller Væmmelse for alt, hvad der er vanført, blev han staaende igen og sagde kun, forskrækket i Stemmen:

- Staa op, staa op.

Forvildet, men som den, der er vant til at lyde, rejste Peter sig op fra Gulvet:

- Ja, ja, sagde han tungt, og de lange Arme faldt ind foran ham, slapt ligesom før.

Og med ét huskende, hvorfor han egentlig var kommen, begyndte han at klynke - med de Fattiges ligesom faglærte Klynken:

- Aa, han havde ingen Ting, aa, min lille Herre, og han var som den nøgne paa Marken ... Herre, som en nøgen paa Marken ... Men hvis den lille Herre vilde være saa naadig og god, saa god og naadig og kunde give mig bare til Koften og en Vams - en Vams til naar jeg maa rejse ...

Men som om det ene udtalte Ord igen lod alle hans forrige Tanker vende tilbage, begyndte han at hulke som 266 før, mens Øjnene stod frem af hans Hoved, som dreves de af selve hans Hjertes Slag ud af deres Huler:

- Aa, hjælp mig, lille Herre, hjælp mig, lille Herre hjælp mig.

Han greb med sine vanføre Hænder om Joáns Albu

- mens Joán sagde og kunde næsten ikke tale:

- Vi skal nok hjælpe Dig, vi skal nok hjælpe Dig Og da Peter blev ved at græde, sagde han og vilde trøste ham og stod dog endnu tre Skridt fra ham:

- Hører Du, hører Du, vi skal købe det altsammen i Orsówa.

Pludselig, greben af dette at trøste, blev han ved at tale:

- Vi skal købe Dig en Vams og vi skal købe en Trøje - idag i Orsówa - vi skal ta'e over og købe Dig alting.

- Nu i Eftermiddag, i Orsówa.

Peter stod kun og ludede med Hovedet:

- I Eftermiddag, sagde Joán, skal vi ta'e til Orsówa.

Den Puklede var gaaet. Han havde næsten ingenting sagt. Han havde bare holdt sig et Øjeblik ved Dørkarmen.

Men Joán kaldte paa Josef og raabte paa Dmeter og sagde til om Baaden, paa én Gang greben af en Slags Iver efter at kunne ordne som en Voksen og faa i Stand.

- Hvor skal Du hen? sagde Ane, der kom løbende ned i Hallen.

- Vi skal til Orsówa, sagde Joán.

- Hvem - hva' for no'en? Hva' for? Ane saá ham selv tage sit Tøj, og pludselig sagde han:

- Peter og jeg.

- Saa vil jeg med. Jeg vil med. Du faar ikke Lov at rejse alene.

- Saa ta'er jeg med, sagde hun og løb op ad Trappen, mens Joán gik ud i Gaarden. Peter stod der allerede. Han havde en skiden Pels paa, der var ombunden med et Reb. Han lignede en Savsmuldsæk, som han stod dér.

267

- Strømmen er stærk, Hr. Joán, sagde Josef, der ventede i Baaden.

- Pas paa, Herre, sagde Dmeter og hjalp Joán Oppe paa Vejen kom Ane løbende. Hun var udstafferet som til Altergang i Vejle Kirke.

- Skal hun med? spurgte Josef.

- Ja, svarede Joán.

De kom alle i Baaden. Strømmen var saa stærk, at Baaden var ved at dreje med dem. Ane sad med foldede Hænder i de sorte Handsker. Vinden havde sat hendes Hat paa Skæv. Peter rørte sig ikke. Det brede Ansigt dukkede frem af Pelsens skidne Uld, saa ubevægeligt, som var det dødt.

Paa Molen sad der kun to gamle Mænd og saá paa deres egne spidse Knæ. Men Skildvagterne paa Bastionen vendte sig og saá efter dem. Joán gik ved Siden af den Puklede, bagved dem kom Ane. Vinden paa Floden havde revet hendes Haar op, saa det stod som Totter paa hende over Panden, under den Vejle-Hat.

Peter rokkede et Par Skridt bag Joán. Han gik saa underligt, som et virrende Dyr, der bliver trukket i en Snor.

Der var ingen i Smøgen.

Men pludselig røg Skrædderens Dreng ud af en Gadedør og blev staaende foran Joán og foran Peter, med aaben Mund, før han løb igen, frem imod Torvet, over mod Vagten:

- Hej, hej, nu kommer han uden Fædreland Skrædderens Søn skreg det:

- Halløj, halløj, han er rykket ud med Befolkningen.

Et Par Sergeanter kom til Vinduerne i Vagten og begyndte at le, mens Soldaterne løb ud, med Hænderne i deres Lommer, og lo. Den ene Sergeant havde lukket Vinduet op og lo, saa han duvede ud over Karmen:

- Han rykker ud, han rykker ud med Garden raabte han.

268

Og Soldaterne, der lo, saa de holdt sig i Siderne raabte Befalingsmandens Ord:

- Se Garden fra Øen, se Garden fra Øen.

Bødkerens Søn var kommen ud paa Trappen og skingrede ud over Fortovet:

- Se, se, det er den gale Jomfru - se, se, den Gale og den Puklede.

- Hurra, Hurra for Uden Fædrelands Garde.

Soldaterne skreg det først - saa raabte Bødkerens Søn det:

- Hurra, Hurra for Uden Fædrelands Garde.

Joáns Fødder vilde ikke ret finde Jorden. Men han gik videre.

Saa pilede Skrædderens Søn lige frem imod ham, og svingende sin Hue, som svang han en Fane, raabte han, lukt ind i Joáns Ansigt:

- Hurra for Uden Fædrelands Garde.

Ane var bleven staaende: med Hatten paa Skæv og alle Haartotter strittende stod hun som en Forvildet, til hun løb frem mod Skrædderens Søn med løftet Haand og skreg:

- For den skidte Knægt.

Men Joán havde grebet hendes Haand:

- Ane, la' være,

og Ane lod Haanden falde og havde fornummet, at Joán han skjalv som den, der skælver lige ind i sit Hjerte.

- Hurra for Garden.

De peb og de sang.

- Josse, Josse, sagde Ane. Hun var paa én Gang blevet ganske stille:

- Josse, lad os gaa.

- La' os gaa.

Men de skreg og raabte foran og bagved og fra Trapperne:

- Se den gale Jomfru. Det er hans Amme, det er Uden Fædrelands Amme.

Joán havde paany grebet om Anes Haand:

- Kom, sagde han.

269

Han vidste ikke, at Taarerne rullede ud af hans Øjne og stivnede, for saa kolde var hans Kinder.

- Josse, lille Josse.

- Hurra for Garden.

Saa begyndte han at se paa Jordens Stene og paa sine egne Fødder. Han maatte gaa frem over Stenene. Men alligevel saá han - og vidste ikke hvordan - alle Vinduer, Oberstens Vinduer og Kommandantens Vinduer og Marinkas Vindu, hvor alle Ansigter lo.

Og pludselig drejede han sit Hoved, og i et eneste Nu saá han i Vindu ved Siden af Vindu, i Dørene, Dør ved Dør, alle de leende Menneskeansigter - som en Ring, mens den Puklede gik saa langsomt bag ham.

Men paa én Gang blev Joán staaende og aabnede sin Mund som den, der vil skrige, og skreg ikke, eller skreg kun et Skrig, som aldrig fik Lyd:

- Dér paa Hjørnet, paa Simons Hjørne, dér paa Trappen stod Madam Simon, tykke Fru Simon og David og alle Simons, Jødesimons Børn - - og de raabte - og den mindste peb - og de skreg:

- Se ham, se ham, ham uden Fædreland.

De raabte højest.

- Se ham, se ham, Uden Fædreland med sin Garde.

Jøden, Simon, David og alle de Jødens Børn.

Det var, som Joán ikke saá mere og hørte ikke. Jo Ane, der græd saa sagte, hørte han.

Saa var han paa Beklædningsmagasinets Trappe.

De to unge Mænd bag Disken lo til hinanden i et Spejl, mens de høfligt handlede. Joán gik med dem rundt mellem Stativerne, hvor de færdige Klæder hang i lange Rækker.

Ane greb om hans Hænder:

- Josse, Josse, sagde hun: Ka' vi ikke bli'e her til det bli'r mørkt.

Men Joán rev sig løs.

Butiksdøren gik, det var den hvide Officer, der kom.

270

- Goddag, Grev Joán, sagde han og gav Joán sin smalle Haand med et Tryk.

Da Joán rørte Officerens Haand, sitrede hans Skuldre som i et Ryk, og, et Nu, faldt hans Hoved ind mod hans Arm - saa tungt som noget Dødt.

Men Officeren slap Joáns Haand - maaske fordi han var bange for, at Joán ellers skulde komme til at græde - og sagde:

- Jeg skulde ha'e et Par Handsker, og han prøvede længe Handskernes Skind.

- Skal De ned til Baaden, Grev Joán? spurgte han da alt var købt til den Puklede.

- Ja, sagde Joán, og paa én Gang holdt hans Hænder saa fast om Diskens Kant som før om selve Baadens Ræling.

- Saa kan vi følges, sagde Officeren: jeg skal samme Vej.

De gik ud.

Joán vidste ikke selv, at han gik ved Siden af den hvide Officer, selv saa rank som Soldaten i et Geled - over Torvet. Peter gik bagved, med sin store Bylt med alle de nye Klæder. Ane holdt Øjnene saa stift paa Joáns Ryg.

Midt paa Torvet standsede Joán:

- Farvel saa, Peter, sagde han med saadan en tydelig, tillært Stemme.

Den hvide Officer havde set paa Joán. (Hvem er det, han minder om? fløj det gennem hans Hoved, og i samme Nu havde han tænkt paa den unge Majestæt: Ja, det var ham.)

- Saa rejs Du nu, Farvel, sagde Joán og tog den Pukledes Haand, som han altid havde været bange for:

- Farvel.

Peter vilde tale, men Joán havde vendt sig, og de gik videre - mens den Puklede, midt paa Torvet, pludselig gav sig til at svinge sin Bylt, enten i en Slags Fortvivlelse eller maaske i en endeløs Glæde.

271

Soldaterne ved Vagten havde rettet sig og hilste den hvide Officer, der var standset ved Smøgen, mens han førte sine Øjne henover Kæden af alle Ruders maabende Hoveder.

- Farvel, Grev Joán, sagde han:

- Nu rejser jeg.

- Hvorhen skal De rejse?

- Bort.

Og lidt efter sagde den hvide Løjtnant:

- Min Fa'r er død, saa nu er jeg saa rig, at jeg kan flygte - -

- Flygte? sagde Joán og forstod ham slet ikke.

- Ja, sagde Løjtnanten og løftede sit Hoved mod Pladsens leende Ansigts-Lænke, der var spændt fra Hus til Hus:

- Flygte for de Dyr, som kalder sig selv for Mennesker.

- Farvel, Grev Joán, sagde han og gav uvilkaarligt Joán Ujházy et Haandslag som til en Kammerat i Majestætens Livkorps.

Joán havde lukket Øjnene sammen som i en Anstrengelse for at forstaa.

- Farvel, sagde han saa.

- Farvel til Dem.

Og skønt han ikke vilde løbe, løb han dog - ned ad Smøgen, de første Skridt:

- Kom, Ane.

- Ja, Josse, ja, Josse.

De var i Baaden.

Men saa rapt, som var de skudt op af Jorden, løb pludselig alle Drenge, hele Sværmen og alle Knægte sammen paa Molen og sendte i Kor en eneste hvislende Piben ud mod Baaden, ud imod dem - som om Kugler peb i Vandet.

Joán sad midt i Baaden. Hans Ansigt var løftet, mens de knyttede Hænder laa paa hans Knæ.

- Leve den gale Amme, leve den gale Amme.

272

Og de peb igen, mens Josef og Dmeter løftede deres Aarer, som kunde de naa at slaa.

- Ro, sagde Joán.

- Vel, Grev Joán, sagde Josef, og de roede. Saadan havde Josef aldrig set den unge Herre se ud i sit Ansigt.

Joán rørte sig ikke. Han holdt bestandig sit Ansigt opad, og hans Øjne var aabnede saa stort, som vilde han stirre ind i selve Himlens Hjerte.

- Ro til Byen, sagde han og flyttede ikke sine Øjne.

- Vel, Grev Joán, sagde Josef Raabene døde hen over Vandet.

- Hvor ska' vi hen? klynkede Ane, hvis Ansigt var opsvulmet af Skrækken og af Kulde, som havde hun Tandpine:

- Hvor ska' vi hen?

- Gaa saa hjem, sagde Joán til Ane.

Hun turde ikke svare.

Joán gik saa fast med højtbaaren Nakke.

Han gik hen over Pladsen og aabnede Kirkegaardens Laage. Der var mørkt i Kirken, men han saá det ikke og Vejen kendte han. Én efter én tog han, med kolde Hænder og mens han saá de Hellige ind i de malede Ansigter, Blomsterkostene bort fra de døde Altre.

Saa gik han hjem.

- Hvor længe I blev borte, sagde Hr. Christopulos, der vilde se, om Joán vilde tale om alt det, som Ane allerede havde fortalt.

- Ja, sagde Joán blot og satte sig hen.

Han sagde ikke mer. Men paa én Gang løftede han Ansigtet og saá over paa Hr. Christopulos:

- Er vi egentlig rige, sagde han Hr. Christopulos blev helt forbavset:

- Ja, sagde han: I er rige.

- Meget rige? spurgte Joán igen.

- Ja, I er meget rige.

273

- Naa, sagde Joán og talte ikke mer.

- - -

Men det blev snart Sommer. Hr. Christopulos rejste, og om Efteraaret skulde Joán til Kostskolen, til Hr. Dupierres Kostskole i Paris.

Joán red ved Siden af sin Fader. De red Øen rundt.

Aftenen begyndte at falde paa, og Floden blev mørk Bønderne, der sad med deres Piber udenfor deres Gavle, rejste sig til Hilsen, saa deres Kofter rørte Jorden.

Det var Sognefogden, som tog sin Hue af:

- Farvel, Herre.

- Farvel, Carol.

Joán hilste dem alle.

Men gamle Maria steg over sit Gærde og kyssede Joán paa Haanden.

- Lev vel, Maria.

To Piger vaskede ved Floden, mens deres Vasketræer klang. Yderst paa Pynten førte "Moders Mølle" langsomt sine sejlbehængte Vinger gennem Aftenens mørknende Luft.

Joán havde løftet sit Ansigt: Akazierne over hans Hoved duftede saa sødt. Inde i Skyggen af Træerne brød Taarerne stille ned ad hans Kinder.

De red op mod Borgen og de bandt deres Heste.

Joán gik op paa Grusbunken nær ved Muren, og han førte sine Øjne fra Smuglernes Huse frem over Vejen og hen over Byen og Kirken og "Slottet" - op imod Møllen.

- Hvad er det? sagde Joán og havde drejet sit Hoved, mens Faderen bøjede sig frem, ud over Muren:

- Stille, raabte han.

- Stille - er her da aldrig Fred,

medens skingrende Stemmer blev ved at raabe:

- Paa ham, paa ham, det serbiske Svin - og en Flok af de rumænske Karle stormede frem over Vejen bag efter Ignaz, efter ham, alle.

274

- Stille, raabte Faderen igen, og Karlene løftede deres Hoveder og dukkede dem igen, som havde de faaet et Nakkedrag, og tav og sneg sig videre, en efter en, forbi Muren, hvor Faderen stod.

- Fa'r, sagde Joán: Ignaz var blodig i Ansigtet.

- Ja, svarede Faderen og knyttede sin Haand: her kradser vi Øjnene ud paa hinanden, til vi alle bli'r blinde.

Han vendte sig om:

- Kom, vi skal hjem.

De stod op paa deres Heste og red tavse, indtil Faderen sagde, som sluttede han en lang og hemmelig Tankegang:

- Men nu skal Du jo herfra.

Joán svarede ikke. Hans Strube skjalv, i Ryk, bag den høje Flip.

Faderen talte igen og sagde, mens han saá frem over Hestens Hoved:

- Og i Frankrig er man venlig mod de Fremmede.

Joán holdt saa fast om Tømmerne, og sagte sagde han:

- Fa'r, hvor rejser Du hen - i Vinter?

Det var, som Faderen ikke havde hørt det. Han tav et Nu. Men saa sagde han:

- Nu bli'er jeg; nu er jeg vendt tilbage - tilbage her, sagde han.

Joán havde aldrig hørt sin Fader stamme saadan, og han vilde gribe om hans Arm og gjorde det ikke, og hans Haand faldt ned.

Men paa én Gang, mens pludselig en Flod af Blod flød op mod hans Hals, sagde han - og hans Stemme klang, som udpressede han Ordene:

- Fa'r, hvorfor har vi intet Fædreland?

Faderen havde svaret:

- Ujházy'erne fik intet.

De talte ikke mere. Paa Trappen mellem Søjlerne skiltes de.

Joán gik ind i sin Stue. Maanen var kommen frem, og 275 dens Lys faldt ind i Rummet. Joán stod med Ryggen mod Vinduet. Det gamle Chatol fra Vejle og Munkebjerg paa Væggen og den hvide Lampe og "Skumringen" og Anes Skriftsprog over Sengen - alting blev saa tydeligt, i Maanens Skær, som det meget fjerne kan blive det, eller ogsaa ofte det, som man ser gennem Taarer.

Joán saá hver en Ting og hvert et Billede: Saa høje Parthenons Søjler var. Dér var Hr. Christopulos nu - i sit Land.

Joán vendte sig, om mod Vinduet.

Saa klart Lyset dog var. Kun Poplernes Skygger laa frem over Gaarden mod Huset som to mørke og udstrakte Arme.

Joán gik i Seng, men han sov ikke. Var det Tømmerflaaderne, han hørte? Ja, nu gled de ned ad Floden, da det var maanelyst. Hvor Chatollet blev stort, naar Maanen skinnede - som det blev dobbelt saa stort. Da hans Mo'r levede, laa der smaa, visne Kranse i alle Skuffer, smaa visne Kranse mellem hendes Klæder .. Hun græd saa tit, naar hun sad under Møllevingerne og saá efter Tømmerflaaderne - Flaaderne, naar de drev med Floden ...

Døren gik saa sagte.

Det var Ane.

Hun listede, paa Sokker, ind ad den halvaabne Dør frem over Gulvet.

Men Joán - og han vidste ikke selv, hvorfor han gjorde det - havde lukket sine Øjne.

Han hørte hende gaa tilbage over Gulvet, og han aabnede sine Øjenlaag.

Ane havde sat sig ned, ned paa Gulvet med Ryggen til Chatollet. Med de sammenfaldne Skuldre, ubevægelig, lige i Maaneskæret - lignede hun et søndret Ler.

276

Luxembourgs Have var deres Have hos Hr. Dupierre.

Joán gik derind i Middagsstunden og satte sig under Træerne. Der var stille endnu og Duerne kurrede paa Dronningernes Stenkroner, mens hvide Børn fra Bassinernes Kant satte Skibe ud at sejle under Solen og Bonnerne sad, ranke, med deres stille Ansigter, rundt i Skyggen. Men lidt efter lidt brød Studenterne ind i Flokke, der pludrede og snakkede og blandede deres Maal - og de fra den engelske Skole kom og de fra Akademierne. De var i Uniform.

Joán sad ene. Men Menneskenes Ansigter kendte han fra Dag til Dag.

De skilte sig ud fra hverandre, og to og to gik de og talte under Træerne.

De to var Grækere, jo, Joán havde hørt det, at de talte Hr. Christopulos' Sprog. Nu var han død, Hr. Christopulos. Han sagde saa tit derhjemme:

- Joán, Grækerblodet er rødest i Verden. Nu havde de dræbt ham dér i Makedonien og han havde givet sit Blod ...

Der var død saa mange derhjemme - ogsaa Josef i Stalden var død. Hvem mon der nu skulde have hans Penge, som han altid samlede, nu, hvor han aldrig kom hjem at gifte sig i Ungarn.

Dér gik de to Japanere. Men Prins Chira var ikke med dem. Hm, ja, alle Japanere gik med Briller. Hr. Lemaistre sagde, det var for at skjule deres Øjne.

Alle talte rundtom. Strygejomfruerne fra Kue de L'Abbé de L'Epée drog forbi som en hvid Sværm. De havde Violer i deres Bryst. Hvor de slog og virrede med Hovederne, mens de gik. Hjemme var Violerne allerede visnede under Vinstokken.

- Joán.

Joán Ujházy vendte sit Ansigt. Det var Harald Nissen, der raabte:

- Flaget er kommet. Her er det.

277

Harald Nissen svingede en Pakke i sin Haand:

- Kom hjem, sagde han: saa hænger vi det op.

- Ja, straks, sagde Joán, men Harald løb videre svingende sin hvide Pakke og raabende til alle, han kendte - og Harald Nissen kendte de hundrede -:

- Nu har jeg faaet Flaget - nu har jeg faaet Flaget ...

- Oui, oui le drapeau de la Norvège.

Der kom tre, fire Studenter, som hørte det. De raabte og lo:

- Hej, hej, lad os se det Og nogle flere lo:

- Ja, lad os se det.

- Det skal I, raabte Harald. Vaskepigerne var løbet til og nogle Studenter, mange Studenter:

- Vi vil se det, raabte de.

- Det skal I, raabte Harald, det skal I - Han havde revet Flaget ud af Pakken og sprang op paa en Bænk. Flaget holdt han frem for sig, i begge Arme, og svingede det, over dem, i Solen:

- Det er Norges Flag, raabte han og knejste med sit Hoved, der var lyst som et Aks: Her er Norges Flag.

Studenter og Damer og Piger lo og skreg:

- Leve Norges Flag - - Vive la Norvège.

- Ja, Leve, Leve, raabte Harald, saa han skreg, til fire unge Mænd rev ham ned af Bænken og satte ham op paa deres Skuldre og bar ham hen under Kastanjerne, mens de sang og hele Flokken lo.

- Vive le drapeau de la Norvège.

Men Harald sprang ned og løb med sit Flag.

Joán havde rejst sig og stirret paa det udfoldede Banner. Saa bøjede han Hovedet og gik - lukt ind paa et Par Mennesker.

- Er De blind? sagde den ene.

Men Joán hørte det ikke og gik blot videre. Han bøjede ind i Gange, hvor der ingen var - kun nogle Arbejdere, der paa Bænkene blæste deres Cigaretters 278 blaa Røg ud i den blaa Luft. Paa de lystgrønne Plæner havde Gartnerne forladt deres Arbejde, og et Par Palmer ventede endnu i deres hvide Kæmpebaljer paa at blive indlemmede i Foraarets Jord.

Kun en enkelt Gartner gik endnu, maabende, rundt om en Palmegruppe - saa nærmere og saa fjernere, drømmende om Træernes Lys og deres Skygge. Han hilste Joán. Joán var kommen til at elske alle Træer De stod saa stille. De modtog Sol og modtog Slud og var stille. Joán talte med deres Gartnere og kendte dem alle.

- Hvor her er smukt, sagde Joán.

- Ja, sagde den unge Mand: her er kønt. Men Parkerne er dog meget dejligere i London. Ja, En skulde være blevet i England. Dér tjente jeg det dobbelte om Ugen ...

- Hvorfor blev De saa ikke i England?

Den unge Gartner stod et Øjeblik:

- Jeg véd ikke, hvordan det er, sagde han, og paa én Gang smilede han op i den lyse Luft: Men en Franskmand trives dog kun i Frankrig.

De tav et Nu. Saa sagde Joán:

- Nu skal de Palmer i Jorden.

- Det skal de. De er osse kønne, og alligevel hvad er det for Træer ... Nej, i Algier er der Palmer.

- Har De ogsaa været i Algier, sagde Joán.

- Om jeg har - og den unge Mand talte pludseligt ligesom med et Smæld, stolt som alle Parisere, der har set et Fremmedland -: jeg var der i otte Maaneder.

- Det var længe.

Gartneren stod og saá paa sine Palmer:

- Men, sagde han: Man skulde nu aldrig flytte saadanne Træer fra den Jord, hvor de hører til. Alting skulde blive, hvor det hører hjemme.

- Det er sandt, sagde Joán, og den unge Gartner flyttede pludselig sine Øjne ved noget i hans Stemme og sagde:

279

- Hva' for Træer vokser der i Herrens Fædreland?

- Mit Land, sagde Joán, mit Land det er saa langt herfra.

Og Gartneren hilste ham igen:

- Farvel, monsieur, sagde han.

Joán gik ud af Porten og over Gaden ind i Kostskolens Hus. Klasseværelserne var tomme, og Stentrapperne frøs endnu af Vinterens lange Kulde.

Døren til Taleværelset stod aaben, og han saá Josef Aponyi sidde foran en Dame, hvis graa Slæb laa langt hen ad Gulvet.

Harald Nissen stod paa den næste Trappeafsats:

- Hvor bli'r Du af? sagde han. Vi skal ha'e Flaget hængt op. Det skal hænge over min Seng.

- Det maa det ikke, sagde Joán.

- For hvem?

Joán løb forbi Elevernes Stuer:

- For Hr. Dupierre.

- Pyh, sagde Harald: Dér skal vi ha'e det.

Han rev en Stuedør op:

- Holstein, Holstein, raabte han: nu skal Flaget hænges op.

- Hva' for et Flag, sagde Holstein, der kom frem i Døren. Han havde nogle Bevægelser med Kroppen, som om han altid strakte sig.

- Det norske.

- Er det rent?

- Hold Kæft. Harald Nissen var inde paa Sovestuen sprunget op paa sin Seng:

- Her skal det hænge, sagde han og foldede med begge sine Arme Flagdugen ud paa den hvide Væg.

- Du har jo ingen Søm, drillede Holstein, der balancerede sin Krop paa en Sengestolpe som paa Spidsen af en Pæl. Men Søm havde Joán hentet:

- Her er, sagde han og talte saa sagte.

- Tak.

280

- Hjælp mig, sagde Harald, der hamrede Sømmene i Flaget: Hold det.

Joán stod op paa Sengen. Han tog om Flaget saa fast som med en Klo.

- Flaget er nu kønt, sagde Holstein fra Pælen hvor han gyngede sig.

- Flaget, sagde Harald og hamrede: det er det dejligste paa Jorden.

- Saa, nu hænger det. Harald sprang ned og saá paa den udspændte Dug:

- Vores Digtere, de har alle Flaget slaaet op over deres Seng..

- Naa, Jeres Digtere, sagde Holstein og svang sig i et Sæt fra Stolpen ind over Sengen, hvor han faldt ned med et Plump og blev liggende paa sin Ryg:

- De er mig sgu for indviklede.

- Norges Digtere er de største i Verden, sagde Harald og slog sine Hæle mod Sengen, hvor han sad.

- Hm, sagde Holstein, der laa ret ud: Vi Danske, Joán, skræpper nu ikke saa højt ...

Hidsigt, halvt af den ubevidste Jalousi, de alle følte i deres Forhold til Joán, raabte Harald:

- Joán er ikke dansk.

- Hans Mo'r var 'et da, svarte Holstein.

- Man har ikke et halvt Fædreland, sagde Harald og lagde sig paa Sengen ligesom Holstein.

Joán havde ikke talt og ikke rørt sig - der ved Fodenden af Haralds Seng, hvor han sad, mens Skæret fra den fremmede Flagdug faldt over hans Ansigt som en dunkel Rødme.

Saa sagde han, som havde han ikke hørt, hvad der sidst var blevet talt:

- Men hvorfor lever de ikke i deres Fædreland?

- Hvem? sagde Harald.

- Digterne.

Harald spidsede sin Mund som altid, naar han talte om sin Fader, den store Maler:

281

- Fa'r si'er, man laver bedst Kunst, naar man længes. Derfor bo'r vi, der betyder noget, alle i Udlandet.

Joán stemte de foldede Hænder ind mod sit Knæ, og Holstein, der pludselig drejede sit Hoved (naar han var vaagen, drejede han uafladelig sit Ansigt saa til Højre og saa til Venstre, som gjaldt det om at se ethundrede og tyve Ting i Minuttet), sagde:

- Hvor Joáns Hænder er smukke Harald vrængede:

- Fanden véd, hvad Du ikke finder dejligt paa Joán.

- Sludder, sagde Holstein Men Harald sagde langsommere:

- Forresten si'er Fa'r osse, at Joán har no'en underlige Hænder. Han presser dem sammen, si'er han, med ét, li'esom han fik ondt et Sted.

Holstein vendte rapt sit Ansigt:

- Det er sgu sandt, og atter drejende sit Ansigt og rækkende sine egne Labber, der var hvide, men altfor svære, op i Vejret, sagde han:

- Alle vi fra Gaardene hjemme, vi har nu Bondehænder.

Han laa lidt og pludseligt vendende tilbage til Digterne - Tankerne sprang altid i hans Hjerne, frem og tilbage som Græshopper - sagde han:

- Naa, naar de ikke bo'r der, saa er 'et nu mest, fordi Kristiania er et skrækkeligt Hul.

- Tøv, Du har aldrig været der ...

- Nej, Gud ske Lov.

Joán sagde og saá ud i Luften:

- Om Vintren, saa er jo hele Landet hvidt Holstein laa lidt og vippede sine strammede og lige Ben. Saa sagde han:

- Ja, hver holder vel mest af sit Land.

- Ja da, sagde Harald i en Tone, som sluttede han Fred.

De tav alle. Harald og Erik laa og stirrede op i Loftet. Skæret fra Avenuens store Træer fyldte Stuen med 282 en grønlig Skumring, hvor kun Flagets Farver lyste, og Ansigterne blev ganske blege Harald sagde og talte halvsagte:

- Men der er nu ingen Steder saa mange Flag som i Bergen - den syttende Maj.

Eriks Øjne syntes større og violblaa i det let opadvendte hvide Ansigt, mens han sagde:

- Det er osse pænt om Sommeren hjemme paa Gaarden, naar vi er ude med Yachten, og Matrosen sænker Flaget, lige naar Solen gaar ned, og vi maa ta' Huerne af, for det vil "Greven" ha'e .. Saa har man Taasinge lige for sig, og der er saa stille, mens Flaget falder .... Det er nydeligt ...

Erik tav og der blev stille igen, mens Joán havde sænket sit Hoved.

Der lød en skingrende Klokke gennem Huset, og med et "Saa" røg Harald op fra Sengen:

- Der er Straffetime i Tysk, sagde han.

- Naar det? spurgte Holstein, der endnu laa paa Sengen.

- Otte og tre Kvart - med Stile, sagde Harald, der var ved Døren. Men der vendte han sig.

- Jo, det hænger bra', sagde han og vinkede til sit Flag, før han løb.

- Skal Du til Spil? spurgte Holstein, der stod og rystede sine Ben til Rette.

- Først imorgen, svarede Joán.

Holstein stod med begge Hænderne i Lommerne:

- Naa, flagede vi alle over Sengestederne, hver med sin Klud, saa blev 'et nu et broget Telt.

- Revoir, sagde han.

Og han gik.

Joán stod midt i det tomme Rum. Og paa én Gang løftede han begge sine Arme op mod det tavse Rum til Armene faldt igen, ned mod hans Krop - som med et Slag.

Han gik ud paa Gangen. Prins Chiras Dør stod aaben. Med Nakken støttet imod Muren sad den unge 283 Inder og stirrede med ubevægelige Øjne paa de grønne Træer.

- Chira, sagde Joán, det har ringet.

Inderen flyttede sit Ansigt, hvori intet Træk forandredes.

- Det har ringet, Chira, sagde Joán igen og tog hans Hænder, der altid var kolde.

Og som om hans Sørgmodighed pludselig vilde bryde sine Bredder ved Berøringen af denne anden frysende Haand, bøjede Joán sig et Øjeblik ind mod Asiatens Skulder.

- Jeg takker Dig, sagde Chira og fæstede de dunkle Øjne paa ham.

Joán gik ned ad Trapperne til Klassen. I Vestibulen stod en ung Dame. Det var hende, som havde besøgt Josef Aponyi. Hun vendte sig om mod Joán og sagde paa Fransk:

- Nu begynder vel Timerne?

Og Joán, der hørte paa Udtalen, at hun var Magyar, svarede paa Ungarsk:

- Ja, Frue, nu begynder Timerne.

Den unge Dame smilede:

- De er Ungarer? sagde hun.

- Ja, Frue.

Hastigt sagde hun og gjorde et Par Skridt:

- Fra hvilken Egn i Ungarn?

Joán svarede, og Ordene snublede lidt:

- Fra den sydlige Del af Ungarn Josef Aponyi, der havde hentet Kusinens Vogn, kom frem i Døren, og Joán bukkede til Afsked!

- Farvel, Frue.

Han gik nogle Skridt, kun fem eller seks, og hørte Josef Aponyi sige højt:

- Talte han til Dig?

- Jeg spurgte den unge Mand om noget .. han er Ungarer.

Men Josef talte igen og endnu højere - og Joán greb for sig med sine Hænder -:

284

- H a n er ingen Ungarer. Det er en Ujházy fra "De Forbandedes Ø".

De to havde naaet Døren, og deres Stemmer døde.

Joán støttede sig med de udspilede Haandflader til den kolde Stenvæg som En, der svimler og skal falde, og Hjertet bankede i hans Bryst som en kold og tung Sten for atter at standse, som skulde det for al Tid standse.

- Ingen Ungarer - det er en Ujházy fra "De Forbandedes Ø".

- En Ujházy - fra "De Forbandedes Ø".

Joáns Øjne blev mørkere som under en Brynde af Smerte; saa døde, et Bundt af Sener, et dødt Senebundt, som hos en Blindet blev hans Øjne - mens han endnu en Gang tænkte, endnu, endnu en Gang paa den første Dag, da Aponyi kom til Kostskolen, og Hr. Dupierre, i sin sorte Frakke, sagde til ham og standsede foran Joán:

- Her har vi en Landsmand af Dem, Grev Aponyi - det er Joán Ujházy.

Og Josef Aponyi, der vidste, hvem han var, og at han var her, aabnede knap sine brede Læber, mens han svarede:

- Ujházy, De ta'er fejl, min Herre, han er ikke Magyar og ikke min Landsmand.

Der lød nogle Skridt. Det var Josef Aponyi, der kom tilbage. Og i et Sekund var Joán sprunget frem imod ham og førte sine Hænder, knyttede som Kugler, ind mod hans Ansigt, hans Hage, hans Nakke, igen mod hans Hage - i et ukueligt Raseri:

- Slyngel, Slyngel, Slyngel,

raabte han og slog endnu - til han slap og gik ind. Og Josef Aponyi havde ikke saa meget som tænkt paa at værge sig.

- De kommer for silde, sagde Læreren, da Joán kom ind i Klassen.

- Ja, svarede Joán og satte sig hen paa sin Plads.

- Hvor er Aponyi? spurgte Læreren.

- Han har Besøg, sagde Harald.

285

Læreren sagde ned over sin Bog:

- Denne Skole er ikke til, for at Eleverne skal lære noget.

- Nej, mumlede Holstein, den er til, for at Hr. Dupierre skal tjene noget.

Josef Aponyi kom ikke ......

- Hvorfor spiller Du ikke, sagde Holstein, da Timerne var endt og han kom ind i Musikstuen Joán, der stod ved Vinduet, vendte sig ikke.

- Spil noget, Du laver, blev Holstein ved, og han satte sig foran Flygelet.

Joán havde taget Violinen. Han vidste ikke selv, at det var Hanas Sange, han spillede, mens Holstein, med sine brede Hænder, fulgte ham med Akkorder, som han plejede.

- Hvor er Aponyi? sagde Holstein, mens han blev ved at følge.

- Jeg véd det ikke.

- Han har været oppe hos Kostholderen og saa er han gaaet, sagde Holstein og blev ved.

Joán svarede ikke. Melodien havde skiftet. Det var en af Moderens Sange, der kom - langt borte fra og tyst.

- Ja, spil den, sagde Holstein, og uden at han vidste, hvorfor hans Tanker blev ved Josef Aponyi, lagde han til:

- Aponyi er en Blære.

For tredje Gang hørte Joán Aponyis Navn og fornam det som en Naal under sine Negle. Han vidste ikke, at det bestandig var den samme Sang, han spillede, men vildere, med brattere Greb, som vilde Melodien sprænge sin egen Bred - under et Pres af Smerte eller et Jag af Trods.

Holstein løftede sine Øjne. Musik og Synet af Kvinder tændte helt inde i dem det samme Glimt næsten af Galskab.

Joán fo'r fort med at spille alle sin Moders Sange. Det var, som kastede han dem fra sig, som en Skipper kaster Ballasten over Bord fra sin Skude.

286

Holstein fulgte ham, mens Tonerne jog sitrende Trækninger hen over hans Ansigt, og han sagde med sin Stemme, der altid var underlig grødet, enten af Dovenskab eller af en bestandig og dulgt Ophidselse:

- Du spiller nok Dansk, men Du spiller det som en Zigeuner.

Joán holdt op med ét, med en Tone saa stejl, at det syntes, som sprængte han Strengene:

- Synes Du, sagde han og vendte sig bort.

Men Holstein, der stadig slog Akkorder an, sagde, med sine Tanker vendende tilbage til Haralds Flag og Sovestuen:

- Nordmændene, de raaber nu altid saa højt op med dette herre "Norge".

Joán forblev tavs, og Holstein sagde:

- Du kunde egentlig faa Indfødsret i Danmark.

- Indfødsret?

- Ja, sagde Holstein, der bestandig spillede, det ka' man jo løse. Og det er jo dog næsten dit Fædreland.

Joán bøjede paa én Gang, med Ryggen til ham, sin Bue som en Vaand.

- Men "Greven" fik Du vel ikke anerkendt. For Grevskabet er ungarsk.

Holstein tav igen, til han pludselig slog de svære Hænder ned i Tangenterne:

- Naa, man taler om det Fædreland. Men, Du, det er sgu ikke der, det kløer.

- Hvor gaar Du hen? sagde han og holdt næsten inde med Ordene, da han saá Joáns Ansigt.

- Ind, svarede Joán og gik Harald løb ham forbi i Gangen:

- Hvor Fanden er Aponyi?

raabte han og løb videre.

Joán gik ned gennem Vestibulen og ud paa Gaden og over Luxumbourgs Have. Der var øde i dens Gange, og Frankrigs Stendronninger var ene. Joán gik under Kastanjerne hen mod Marie af Medicis Fontæne.

287

Da han løftede sine Øjne, saá han Chira sidde paa Stenkanten. Hans Hat laa foran ham paa Jorden.

Inderen bøjede det unge Hoved til sin altid langsomme Hilsen, langsom som hilste han en Undersaat. Og i den grønne Skumring over Fontænernes Vand sad de tavse.

- Hvorfor, Chira, sidder Du altid her? spurgte Joán og talte sagte.

Inderen svarede ikke straks. Saa sagde han:

- Her er mørkt, og Stedet er gammelt. Saadan er der i vore Skove.

Han tav igen, mens de hørte den strømmende Fontæne.

- Chira, sagde Joán, hvorfor drog Du saa langt bort naar Du længes saa meget? Inderen vendte sit Ansigt:

- Drog saa langt bort? sagde han:

- Fordi jeg maatte.

- Maatte?

- Ja.

De tav paany, til Joán bøjede sig frem paa Stenbænken:

- Chira, hvorfor taler Du aldrig? Du fortæres og brænder op, fordi Du ikke taler.

Inderen svarede ham ikke og stirrede kun paa det skummende Vand.

- Til mig kunde Du godt tale, hviskede Joán: jeg er mere fremmed end Du.

Inderens Øjne vendte sig mod ham, hastigere:

- Ja, sagde han: hvorfor er Du en Gul mellem de Hvide?

Joán havde opspærret sine Øjne og pludselig paany halvlukket dem.

- Ja, sagde han: det er jeg. En Gul mellem Hvide.

Den unge Fyrste betragtede Joán, mens han sagde:

- Hvorfor jeg maatte? ... Vi gaar ikke. Broderskabet sender os. Der er ingen Plet og der er ingen Krog 288 paa Asiens Jord, hvorfra vi ikke kommer. Broderskabet sender os, og vi adlyder.

Joán rystede paa sit Hoved og han sagde:

- Jeg forstaar Dig ikke.

Pludselig lo Inderen - kort, som Europa havde lært ham at le:

- Nej, sagde han: I forstaar ikke.

- Men, sagde han, og hans Næsebor udvidedes og sitrede, Dagen vil komme, hvor I har forstaaet, og hvor det vil være for silde.

- Broderskabet? sagde Joán: hvad mener Du og hvor findes det?

- I vort Fædreland, sagde Inderen Fyrsten løftede sit Ansigt, og det syntes som præget af Bronce paa en ældgammel Mønt:

- Indien, sagde han: det er kun min Hjemstavn. Mit Fædreland er Asien.

- Asien?

Inderen hørte ikke. Mens han stirrede paa Fontænens glødende Strøm, talte han langsomt, medens hans Læber buede sig om de hvide Tænder:

- Vi var gamle. Kun Guden er ældre. Ligegyldige, som de Gamle er, saá vi de hvide Myrer og rørte os ikke. Ti Aartusinderne er lange, og vor Dag, den var ikke kommen. Vore Marker tog de Hvide, og paa Templernes Tærskler haanede de Asiens langmodige Gud, og vore Skuldre bøjede de under Aag af Jern. Men vi rørte os ikke. Og Løverne jagede de i vore Skove og de udryddede vore Elefanter med Slynger; og deres Blod manede os ikke, skønt de var os hellige. Før Dagen kom.

- Dagen?

Inderen talte hurtigere, besynderligt gurglende, som om han udstødte undertrykte og stønnende Trusler:

- Og I har ikke Øjne til at se og ikke Øren til at høre. Men Cedrene taler og Broderskabet er samlet om deres Stammer og Millionerne knytter deres oprakte Hænder og løfter de sværgende Arme. Hvorfor jeg maatte? Broderskabet sender os, for at vi kan bestjæle Jer. I 289 stjal vore Riger med blodige Hænder og Markerne stjal I og Jorden. Og Floderne, som vi elskede, maatte stønne under Eders forfængelige Byrder. Nu stjæler vi Eders dryppende Haandværk, og Jeres slebne Glas sætter vi for vore Øjne, at I ikke skal se de Skævøjedes Blik, som er over Jer.

- Hvorfor jeg maatte? Vi er tusinde og vi er titusinde og vi er Asiens Lærlinge. De Hvide stjal alt, kun Guden lod de sidde i sine Templer. Ti han var for gammel. Nu er Asien Tyven, der arbejder. Og de Hvide lader Solen staa op i Forfængelighed og de ser ikke Tegnene, som staar skrevet paa Murene.

Joán var bleven bleg:

- Chira, sagde han: hvad vil da dit Asien? Inderen rystede sit Hoved, og det dunkle Haar stod over hans Pande som en Krone af Jern:

- Jeres Gud har set det. I Eders hellige Skrifter har jeg læst, han har vidst det. Elendigheden forkyndte han fra Bjergene, og de Tider, da Solen skulde slukkes. Men Øjnene randt paa Eders Gud, og han vidste dog ikke Dagens Forfærdelse. For Floderne vil bære Fraade af Blod, og Ligene vil svømme paa Eders Have, og Eders snakkesalige Gud vil i Rædsel lukke sin mimrende Mund. Men de hvide Fødder vil blive kolde paa den frysende Jord, og Eders Ovne vil vi slukke som smaa Lys, og al Eders Id vil brænde som Spaan over et Baal.

Inderen tav. En let Fraade stod ud over hans Tænder:

- Eders Gud vidste det. Men I hørte ham ikke. Men nu vil Ravnene være over Eders Marker, og Murene skal ikke staa, men være som Dynger af Grus.

Fyrst Chira tav, og Joán vovede ikke at tale. Men tilsidst sagde han:

- Véd Du da, I vil sejre?

Inderen sagde:

- Mænd sejrer. Er de Hvide Mænd? I har Kvinderne i Eders Aarer til at udbrænde Eders Blod.

- Og I? sagde Joán.

290

Prins Chira svarede:

- Vi har mange Hustruer for ikke at lægges øde af én. Eders Hjerte hænger altfor lavt i Eders Legemer. Derfor vil vi sejre.

Joán spurgte, men ikke straks, og han sagde:

- Tror Du da, Du vil opleve det?

- Fædrelandet vil opleve det, svarede Chira.

- Asien, sagde Joán.

- Ja.

Joán følte det, som var han svimmel og havde Blodet forladt hans Hjernes Kar:

- Paa det tænker Du, Chira, sagde han.

- Ja, paa det tænker vi Joán havde rejst sig.

- Men hvorpaa tænker Du? spurgte Chira og løftede sine Øjne paa den Hvide.

Joán forvirredes ved det pludselige Spørgsmaal, og næsten uden at vide, hvad han svarede, sagde han:

- Jeg? paa de smaa Ting.

Den unge Inder smilte med et Smil, som Joán ikke saá.

Men Joán sagde og fandt i det nye Spørgsmaal ligesom en Støtte under sin Forvirring:

- Men naar I saa har sejret - hvad da? Inderen betragtede det grønne Løvtag:

- Da vil der blive stille, sagde han: Og Guden vil have Fred i sine Templer. I forstyrrede vore Tanker. Da vil I ikke forstyrre dem mer.

Men Joán sagde:

- Men saa - hvad vil der ske? Chira smilte:

- Hvor Hvid Du er, Joán. Der vil intet ske. Det Kortvarige er dødt.

- Gaar Du hjem, sagde han, da Joán havde vendt sig.

- Ja, sagde Joán og han gik, mens Inderen bøjede Hovedet som før.

Men pludselig kaldte Chira:

- Joán, Joán.

291

- Hvad vil Du?

Inderen havde rejst sig og tog Joán Ujházys Hænder:

- Jeg har talt. Hvorfor vil Du ikke tale? Maaske vilde Asiaten forstaa Dig.

Joán lukkede sine Øjenlaag over to Taarer og slap den unge Inders fine og gule Hænder:

- Nej, sagde han: heller ikke Du.

Og han gik bort.

Da Joán kom hjem og ind i Spisestuen, sad Kostgængerne allerede ved Middagsbordet. Joán satte sig paa sin Plads ved Siden af Erik Holstein. Erik sad og virrede med sit Hoved:

- Hvor er Aponyi? sagde han og saá over paa Josefs tomme Kuvert, mens han blev ved at virre med Hovedet, som var han stukken af en Brems.

- Og Chira, hvor er Chira? sagde han.

- Prins Chira kommer, svarede Joán og vidste ikke selv, at han satte "Prins" foran Kammeratens Navn.

- De Asiater kommer altid forsilde, sagde Erik og spærrede Benene ud fra hinanden.

Pludselig lo Joán.

- Hva' Fanden ler Du af? fo'r det ud af Holstein.

- Af Dig, sagde Joán og blev med ét igen alvorlig.

- Saa? Ka' Du si'e mig, sagde Erik, hvad Chira sidder og tænker paa, naar han saadan sidder og gloer?

- Han tænker maaske paa Fremtiden, sagde Joán, og mens han sagde det, blev han bleg som En, der fryser, ligesom ved Bassinet før.

- Naa, det gør vi vel alle, sagde Erik.

- Hvad tænker Du om Fremtiden? sagde Joán.

Erik Holstein sad lidt:

- Jeg tænker tit paa, med hvem mon jeg nu bli'er gift.

Joán lo igen og sagde:

- Hvor "hvid" Du er.

- Jeg er en Dansker, sagde Holstein og spiste igen.

- Dér er Chira, sagde han, da Inderen kom ind.

- Men hvor er Aponyi, blev han ved igen og saá 292 atter over mod Josefs Plads, hvor Aponyis bøhmiske Bordglas prangede med sine indspændte Granater:

- Uh, sikket stort, smukt Glas, vrængede han.

Men de spiste tilsidst Tærten og Frugten, uden at Aponyi var kommen.

Da de kom op i Klassen til Straffetimen, stod han der. Han var i Smoking og saa indsnøret i sin sorte Silkevest som en Budapester Rytterløjtnant i sin Uniform. Hans Hage var svulmet op.

- Har Du stødt Dig? sagde Holstein, mens de satte sig.

Josef Aponyi svarede ham ikke.

Læreren kom ind, en Reserveløjtnant fra Rhinprovinserne, lang og blond, der lige var blevet ansat ved Skolen og som talte til Klassen som kommanderede han sin Deling.

De unge Herrer svarede med den yderste Spids af deres Mund.

- Tal højere, min Herre.

De unge Herrer talte endnu utydeligere.

- Grev Holstein har ikke forbedret sig.

- Nej, Gu' har han ej, sagde Holstein paa Dansk.

Læreren sprang med sine Spørgsmaal fra den ene til den anden. De svarede alle forkért med samme ubevægelige Ansigter.

- De Herrer vil altsaa ha' en Straffetime til, svarede Reserven ud over Delingen.

- Seks til, sagde Baron Albutieri meget højt, midt i Klassen.

Og alle lo.

Lærerens Øjne blev hvide:

- Stille, sagde han.

Der toges "Samtale" i Sproget.

Han rettede sine Spørgsmaal til Joán:

- Hæ, sagde han: fortæl os noget ...

Josef Aponyi rejste sig og gik ud paa Gulvet. Med Hænderne i Lommen stirrede han Joán lige ind i Ansigtet.

293

- Om ... Om Befolkningsforholdene i Deres Fædreland? Tætheden f. Eks.?

Inderen havde løftet sine Øjne og saá fra Aponyi til Joán.

Joán havde aabnet Læberne for at svare.

Men Aponyi lo igen, foran ham, fem Skridt.

Og stammende, i sin dulgte Harm gribende fejl, sagde Joán:

- Ich habe die Kenntnisse nicht ...

Og atter hørte han Aponyi le - se ham gjorde han ikke, for gule Kugler flimrede for hans Øjne.

- Kenntnissen, raabte Løjtnanten:

- Kender De ikke en Gang Deres eget Modersmaal?

Igen lo Aponyi, og pludselig sagde han, saa rapt som førte han en Klinge:

- Modersmaal? Tysk er heller ikke hans Modersmaal.

Og idet han pludselig rev begge Hænder op af Lommerne og løftede dem som Magnaterne under deres Eljen, sagde han:

- En Ujházy har ikke noget Modersmaal.

- Scheint so, sagde Løjtnanten.

Joán havde ikke fattet.

- Grev Aponyi, sagde Læreren: tag De Themaet.

Og Joán hørte Aponyi tale, og vækket, forstaaende, havende begrebet, saá han i et Nu, ramlende og tydelige, faldende over hinanden, flimrende, som var det Billeder, der gled paa et Tæppe og slyngedes sammen - saá han sit ganske Liv: Mo'er og Ane. De sad dér i Skumringen. Hva' si'er han, hva' si'er han? sagde Ane og forstod ham ikke. Og Hana, hvid, med sine underløbne Øjne, tog om hans Hoved og sagde: Jeg forstaar 'et ikke - naar han vilde tale paa hendes Serbisk. Og Mademoiselle raabte over sin Skulder, mens han løb langs Grøftekanten: Tal, saa man begriber. Og Hr. Christopulos løftede sine Øjne fra Bogen: Er det Ungarsk, Du taler. Tal Engelsk, saa jeg forstaar. Marinka, hvor hun 294 lo af ham: Nej, hvor han bryder paa Ruthenisk, havde hun sagt. Rumænerne lo, med hinanden om Halsen, mens Joán forklarede og forklarede, vilde forklare paa Rumænsk. Og Josef lo med Hænderne i sine Sider: Er Du en Ungarer, Du, saa Du snakker, sagde han. De i Butikkerne og alle i Orsówa lo og lo, naar han talte Serbisk .... som en Kæde lo de, alle og alle, Ansigt ved Ansigt, Mund ved Mund, Tænder ved Tænder ....

For han havde ikke deres Sprog.

De lo, Kokkene og Josef og Marinka, Serber og Rumæner og Ruthener og Sognefogeden med sin Hat.

Og Ane og hans Mo'er.

- For han kendte ikke deres Sprog.

- Han havde intet Sprog.

Han vidste ikke, at han stod op endnu. Han hørte ikke at der tre Gange var sagt:

- Professor Dupierre vil tale med Grev Ujházy efter Timerne.

Men da han havde hørt det fjerde Gang, gik han henimod Døren, og Læreren raabte:

- Efter Timen. Er De bleven døv?

Og han vendte tilbage og der var i ham ikke mere Bevidsthed end i en Frø, der springer, efter at de har afhugget dens Hoved.

- Intet Sprog.

- Han havde intet Modersmaal.

Paa én Gang, mens han sad, foldede han sine Hænder og vidste det ikke. Og han vidste ikke, at han søgte, søgte, en Gud ...en Gud - den Gud, han havde glemt....

Paa én Gang saá han Kirken - den derhjemme og sig selv. Den Gang. Den Gang, da de havde taget hans Fædreland. Han havde bedt og bedt og bedt igen - ja, paa alle de Sprog, han vidste ...

Og Gud havde ikke hørt ham, fordi han var forbandet.

Forbandet saa han var uden Fædreland.

Saa havde Gud vel ogsaa taget hans Sprog, saa ingen af hans Bønner kunde naa ham.

Han havde heller intet Modersmaal ...

295

Erik havde taget i ham to Gange:

- Du skal jo op til Holderen, sagde han: Hvordan er 'et, Du sidder?

- Ja, sagde Joán og vidste ikke, hvad han skulde.

Saa huskede han og gik.

Hr. Dupierre sad i sit Arbejdsværelse, hvor der var grønne Glas over de elektriske Blus.

Han pegede paa en Stol paa den anden Side af Skrivebordet og sagde, mens han saá paa sine Hænder, som han holdt udspilede foran sit Bryst:

- Grev Ujházy, jeg har maattet lade Dem kalde, og han lagde til, med Øjnene over paa Joán:

- De -

Hvorpaa han pludselig holdt inde:

- De forstaar mig.

Joán forstod ikke.

Hr. Dupierre flyttede sig i sin Stol og skiftede Benstilling ("Dette var ubehageligt, meget ... højst ubehageligt ... men man maatte til Sagen ... højst, særdeles ubehageligt").

Han sagde:

- Der er forefaldet et Optrin - et meget ubehageligt Optrin.

Og tav igen, uden at Joán svarede.

Men pludselig fortørnet (fordi han følte, han "sad i det"), sagde han vredt og meget højt:

- Og De forstaar vel, at jeg ikke taaler Voldshandlinger i min Institution.

Joán svarede og rørte sig ikke.

- Jeg kan forlade Skolen straks.

Det gav næsten et Sæt i Hr. Dupierre - enten af ren Befippelse eller af Glæde - og han sagde:

- Kære, unge Mand ... De maa forstaa, at ...

Men under et hastigt Mylr af Beregninger (Slægten Aponyi var en af Institutionens Støtter, det skyldtes en Aponyi, at Hr. Dupierre var ungarsk dekoreret) sagde han:

- Hvor vil De ta'e hen?

296

Joán svarede ligesom før:

- Professor Legat har Kostgængere.

Han rejste sig - der var noget over ham som ved en Tinsoldat, der vilde bevæge sig:

- Saa ta'er jeg bort iaften.

Ogsaa Hr. Dupierre var staaet op. Han var nærmest fortumlet:

- Men kære unge Ven ... man maa dog ... Deres Hr. Fader ...

Og i samme Øjeblik sagde han til sig selv, at han altsaa vilde tilskrive Comte d'Aponyi père: "Deres Excellence vil forstaa, at jeg fordrede den unge Persons Fjernelse uopholdeligt".

Joán var gaaet hen over Gulvet:

- Farvel, sagde han.

Hr. Dupierre havde fremstrakt sin meget velplejede Haand. Men Joán saá det ikke. Han var allerede gaaet.

Han gik op paa sit Værelse og tog en lang Silkepung op af sin Pult. Han talte Pengene. Han kunde inat bo i Grand Hotel, hvor han var kendt. Og imorgen tage til Professor Legat, som altid havde tilbudt ham det. Saa var det ogsaa bestemt, at han blev helt uddannet.

Han blev staaende et Øjeblik - endnu med de mange Guldstykker i sin Haand.

- Ja, saa var det altsaa bestemt:

- At han blev helt uddannet.

Han tænkte kun rent praktisk. Pakkede nogle Sager sammen og tog sin Haandkuffert. Drikkepenge kunde han sende. Erik og Harald kunde han skrive til.

Han gik ud, med Haandkufferten i sin Haand, og mødte ingen.

I Vestibulen stod Inderen. Han vendte Hovedet:

- Hvor skal Du hen? spurgte han.

- Bort, sagde Joán, hvis Stemme pludselig skjalv paa det ene Ord.

Inderen sagde kun:

- Hvorom stredes I?

Joán betragtede hans skønne Ansigt:

297

- Du vilde ikke forstaa det.

Men pludselig sagde Fyrsten:

- Vent paa Gaden. Jeg vil følge Dig paa Vej.

Da Chira kom tilbage, stod de omme paa Gadehjørnet, ind i en Vogn.

De kørte over Seinebroen ind gennem Louvres Gaard. De gyldne Kugler lyste stille paa deres Søjler. De havde' ikke talt.

Saa sagde Joán:

- Naar rejser Du?

- Naar?

- Ja hjem. Hjem til Indien.

- Det er ikke sikkert, jeg rejser til Indien.

- Hvorhen da? Inderen svarede:

- Derhen, hvor Asien sender mig.

Som noget der knækkes, knækkes af en Økse, faldt Joán over mod Inderens Legeme, og paa én Gang hulkede han - som skulde han udhulke alt sit Liv.

Inderen førte sine Hænder hen over hans Haar:

- Joán, hvorfor græder Du? sagde han: Alt dette skal en Gang lægges øde.

Joán hørte ham ikke. Om dem laa Boulevardernes Lys.

- - -

Joán havde Time med Professor Legat.

Den gamle Mand var sunken sammen i Lytten. Det tunge og graa Haar var faldet ned over hans Overansigt som en Skærm.

Saa løftede han Hovedet, saadan brat som han plejede:

- Du fortæller din Violin saa meget idag, Joán, sagde han.

- Hvorledes, Mester.

- Du betror den saa megen Smerte ... Hr. Legat saá paa ham:

298

- Men ... jeg forstaar ikke rigtig din Smerte.

- Den er saa egen, din Smerte.

Hr. Legat rejste sig:

- Men det er vel, fordi jeg er Franskmand og Du er - og han lo lidt - saa fortvivlet som en Ungarer.

- Jeg er ingen Ungarer, sagde Joán.

Hr. Legat lo:

- Hvad er Du da?

- Naa, spil saa videre ...

Men Joán blev staaende, ubevægelig, med den stumme Bue i sin Haand.

Tjeneren meldte Middagen for anden Gang, og Joán stod op fra sit Kammers' Sofa og gik hen gennem Orienttogets klaprende Vogne.

Hans Akkompagnatør, Henry Collyett, Australeren stod henne ved Spisesalsdøren og ventede paa ham:

- Véd De det? sagde han: Jens Lund er med i Toget. Han stod ind i München.

Joán drejede over den meget høje Flip sit Hoved lidt for hastigt:

- Ja saa, sagde han, og lidt langsommere:

- Hvor spiller han?

- Jeg véd det ikke, svarede Australeren, og med de runde og blaa Øjne helt aabnede lagde han til:

- Hvor han saá mærkelig ud. Hans Ansigt er snittet som et Stykke Træværk paa en Kirkestol Aandsfraværende sagde Joán:

- Det er sandt.

Men pludselig sagde han med et Nik:

- Ja. Hans Vilje har snittet det.

Henry Collyett havde aabnet Døren til Spisesalen:

- Men han er altfor pyntet, sagde han. Men, idet hans Tanker atter skiftede, lagde han til - med Tonefaldet over Joáns sidste Ord i sine Øren:

- Hvor De dog beundrer ham.

299

- Der gled et Smil eller maaske kun en Sitren hen over Joáns Ansigt:

- Ja, sagde han. Og de satte sig.

Joán saá hen over de tomme Borde, og han bøjede sit Hoved for Hr. Bizot, der sad henne i Krogen ved Siden af sin Kone. Komponisten, der allerede i ti Minutter havde ventet paa Maden, sagde med en Stemme, der peb af Halskatarrh, som i en Menneskealder var sammensanket i tre Verdensdele:

- Ja, saa er vi der altsaa.

Han kastede det altfor store Hoved arrigt frem og tilbage over den lille Bylt af Klæder, der forestillede hans Krop:

- Og man skal atter gense det kære Publikum, sagde han.

Fru Bizot sagde med sit Smil, der mindede om en bekymret Husmoders - hun havde i syv og tyve Aar forestaaet den daglige Tillavning af Hr. Bizots Verdensry -:

- Min Ven, vi har dog saa mange Venner i Wien.

Hr. Bizot holdt sine altid hvidfrosne Hænder frem over Bordet, som varmede han dem forgæves ved Baalet af sin egen Berømmelse, der var ved at ulme ud:

- Venner, Venner, sagde han; ja, Fru Bizot gemmer med Omhu deres Ansigter i sine Albummer for at kende de Kære igen, naar hun har Brug for dem paany.

- Min kære Ven, sagde Fruen og holdt spøgende sin Haand ind mod Mandens Mund, mens hun smilte til Joán.

Men bistert - i det Tonefald, der var de udsmidte Intervieweres Henrykkelse og en Del af hans Verdensry - sagde Hr. Bizot:

- Spar dine Mundvige. Vi er der ikke endnu. Fru Bizot behøver først at smile til Drageren.

Da Døren gik op, afbrød Hr. Bizot sig selv og spurgte Tjeneren, der ventede midt i Vognen, om hvorfor man kaldtes til Bords, naar man dog ikke skulde spise.

Joán, der havde sat sig i det modsatte Hjørne, lige 300 overfor Australeren, rejste sig paany og bukkede for den meget slanke Dame, som var kommen ind, omslynget af saa lang en Boa, at dens Spidser naaede Gulvet.

- Men er det Dem, Grev Ujházy, sagde hun: Saa vi gør Rejsen sammen. Jeg steg ind i München. Vi har ligget paa Cap Martin.

- Prinsessen bor der hver Vinter, sagde Joán, der i sin Eftermiddagsdress holdt sig meget rank (maaske lidt for rank som altid, naar han mødte Mennesker fra Kredsen, hvori han var født og fra hvilken hans Stilling halvt havde fjernet ham): Cap Martin er ogsaa det roligste Sted paa Kysten.

Prinsessen svarede med nogle Ord og sagde, idet hun gik videre:

- Men jeg glæder mig til at komme hjem til Deres Koncerter. Jeg bestilte Billetter telegrafisk, saa snart jeg havde læst "La Roumanie".

Joán sagde med en Hovedbøjning, der var saa umærkelig, at han ikke syntes at overkomme mere end netop at sænke Øjenlaagene:

- Prinsessen er altfor elskværdig.

Og Fyrstinden tog Plads ved et af Bordene tilligemed sine to Damer.

Salen var allerede fuld, og alle Tungemaal lød, mens Kelnerne ombød Bouillonen i Kopper.

Hr. Haagemester, der var fulgt af sin purunge nordtyske Cellist, hvis Mund lige akkurat var saa stor som et Kirsebær, fandt ingen Plads og bad, om han maatte dele Bord med Joán.

Han sagde, mens han tog det Raasilkelommetørklæde ud af sit Ærme:

- Naa, her er Buret fuldt af de ærede Kolleger (han udtalte Ordet, som var de Herrer Kolleger Genstande, der til hans Beskuelse var udstillede i Spirituosa), og han hilste paa den tyske Gesandt i Bukarest, der var en Bekendt fra Kronprinsens Hof i Potsdam - mens Ministerens Frue, der havde spurgt sin Mand om hans Navn, betragtede Hr. Haagemester i sin Lorgnon, 301 som om han allerede paa Tribunen havde slaaet an til Brahms Variationer over Händel.

Jean Roy fra l'Opéra hørtes over alle de andre. Han sov i en Sovevogn fuldkommen udmærket - brillant. Og han vidste s'gu ikke, hvorfor man ikke sov ganske saa godt i en Waggon-Lit som paa sit Hotel.

Men hvad der irriterede ham - og mer end man si'er, sagde han meget højt - var, at Waggon-lits ikke mere var fransk.

Mme de Stein, hans Akkompagnatrice, hvis Ansigt var dækket af Pudder, som endogsaa sad fast i hendes Øjenbryn, sagde:

- Selskabet bor dog i Brüssel.

Men Hr. Roy svarede:

- Nej, nej, det er netop Tingen - ganske stille, ganske stille er det flyttet til Berlin, som alting, alting flytter til Berlin.

Joán bøjede Hovedet over sin Tallerken, mens den tyske Minister, meget dæmpet, paa Tysk bad Kelneren om to Gafler endnu.

Samtalen bredte sig om Hoteller og Sovevogne, og Mme de Stein sagde:

- Det er mig ganske det samme, hvor jeg sover - og hun saá Hr. Roy lige ind i Ansigtet - man kan ha'e ganske de samme Behageligheder paa Jernbanen.

Men da Henry Collyett spurgte Cellisten om hans Sovesengsmening, sagde den unge Mand, der tidligere havde været Vidunderbarn:

- Jeg har været paa Tournée i to Aar.

Joán havde, maaske for at undgaa Sengene, rettet et Spørgsmaal til Hr. Haagemester, der med en Guldblyant tegnede Sirater paa sin Serviet. Siraterne gled ud i forborgne Talstørrelser og Engagementstilbud, som han hemmeligt lagde sammen.

Pianisten slap sit Regnestykke og svarede paa Joáns Spørgsmaal:

- Nej, jeg spiller aldrig i Jagtsæsonen.

Og han begyndte at fortælle - mens han over Stuen 302 forsøgte at inddrage Ministeren i Samtalen - om sin sidste Jagt i Galizien, hvor han havde været Gæst hos Storfyrst Paul.

Men Gesandten, der med et Smil veg uden om Hr. Haagemester, bøjede Hovedet hen i Retning af Joán og sagde:

- Det er Grev Ujházy. Jeg véd allerede, at vi skal have den Fornøjelse at høre Dem i Bukarest.

Men lidt efter hørte Joán, der sad yderst, Ministerens Frue sige til sin Mand:

- Er han ogsaa Virtuos? i en Tone, som om hun i Stilhed havde anslaaet ham til noget fordelagtigere.

Det var, som Joáns Fingerspidser gjorde ondt, naar de rørte Dugen.

Prinsessen sagde, oppe ved sit Bord, der stod mellem Ministerens og Hr. og Fru Bizots og hvor Samtalen endnu var ved Hotelsenge og Jernbanesenge:

- Ja, sove, Frue, gør jeg egentlig kun godt i Rumænien.

- Aa, ja, ja, sagde Fru Bizot, og der gled et pludseligt Smil over hendes Ansigt: d e r har De Ret: skal jeg sove rigtig ud, maa det ogsaa være i Le Bourg.

- Madame Bizot sover allevegne som en Kampesten, sagde Hr. Bizot.

- Ja ja, min Ven, sagde Fru Bizot som i et Ryk; og hun forsikrede Prinsessen for, at naar hun altid sov roligt, var det fordi hun bestandig medførte en Hovedpude, der var fyldt med Urter, hun selv plukkede udenfor deres Villa paa en Mark nede ved Seinen.

Haagemester, der havde rejst sig og havde bragt sig i Erindring hos Fyrstinden, hvem han havde kendt som Æresdame hos Dronning Elisabeth, vendte tilbage til sin Plads og sagde:

- Konen behøver sandelig ikke andet Sovepulver end sin Mands Musik; og han begyndte at tale om nyfransk Tonekunst, som overhovedet var ham Bevis paa den franske Dekadence:

303

- De mener da som jeg? sagde han særdeles højt til Joán.

Joán svarede:

- Jeg er opdraget i Frankrig Og maaske fortørnet over noget i Joáns Tone sagde Hr. Haagemester lige ind i hans Ansigt:

- Ja, det hører man.

Men Henry Collyett, der stadig havde et Øje ved Døren, sagde til Joán:

- Mon Mr. Jens Lund ikke spiser med?

Jean Roy, der havde hørt Haagemesters Ord og som var blussende rød i sit Ansigt, sagde meget højt:

- Den, Gud vil straffe, skaber han som en Hollænder.

Og Mme de Stein lo, saa hun maatte skjule Guldet i sine Tænder med sin Serviet.

Hr. Haagemester, hvis Pande et Øjeblik trak sig sammen til en Fold, sagde til Joán:

- Og "Operaen" er selve Gravmælet over Frankrigs Dekadence.

Joán svarede, med samme fjerne Høflighed:

- Den huser dog et Par af Tidens største Kunstnere.

- Som synger Mester Bizots Operaer, sagde Hr. Haagemester, der vedblev at tale ret højt, mens Jean Roy, med Servietten op om Halsen, trommede i sit Bord med begge Hænder, og den nordtyske Cellist gav sig til at le.

Fyrstinden, der vilde tale ligesom for at dæmpe Højrøstetheden, vendte sin Stol halvt om mod Ministeren og sagde:

- Hr. Ministeren kender mig vist ikke igen, og Fru von Benckendorf har jeg aldrig været saa lykkelig at træffe.

Ministeren rejste sig halvt: Han havde straks genkendt Fyrstinden, sagde han og han forestillede sin Hustru, mens Jean Roy stod op af sin Stol og med sit Glas i Haanden gik hen imod Ægteparret Bizot.

304

- Paa Frankrigs Mesterskab, sagde han og stødte sit Glas mod Hr. Bizots, mens to unge Rumænere, der sad gemte i Hjørnet ligeoverfor, og som i deres Smokings virkede som var de afklædte, førte deres ringsmykkede Hænder sammen til et Slags Applaus.

Hr. Bizot havde rejst sig, og idet han inddrog de to Rumænere i sin Tak og talte, som besvarede han en Skaal ved en Banket, sagde han med en Haandbevægelse:

- Min kære Medarbejder, vi rejser alle de lange Veje for at hævde vort Førerskab.

Ministeren bøjede sig smilende frem mod Prinsessen og sagde:

- Man befinder sig her omtrent, som ved en Rout i et diplomatisk Korps.

- Dog afset fra Formerne, sagde hans Frue, og de lo alle tre, mens Prinsessen sagde:

- Aa, jeg kunde ikke tænke mig noget frygteligere end om vi i Længden skulde have tilhørt Karrieren ...

- Ikke sandt, blev hun ved: Hjemmet er dog Hjemmet.

- Og saa desuden, naar man saadan uafladelig rejser fra Sted til Sted og paa hvert nyt Sted møder nye Latterligheder, bliver tilsidst hele Menneskeheden En latterlig ...

Joán, der hørte Prinsessens Ord, stirrede et Øjeblik paa hende, og Ministeren sagde, paa én Gang meget alvorligt:

- Det er meget sandt. Det er noget af "Forbandelsen" ved vor Tilværelse.

- Men, fortsatte han i samme Tone, det Land, man efter Evne tjener, spørger ikke om Prisen, som dets Tjeneste koster os.

Joán sad endnu med sit Ansigt vendt mod Ministerens Bord, mens de fine Rynker om hans Øjne sitrede svagt.

- Det er sandt, svarede Prinsessen: Men jeg er 305 meget lykkelig ved, at Paul kan tjene Rumænien ved at oprette Roesukkerfabrikker.

- Aa, Fyrstinde, sagde Fru Benckendorf: Det er ikke saa slemt, som De tror. Og desuden vil vi da dø i Darmstadt. Naar min Mand er tresindstyve Aar, køber vi et Hus i "Prinsessens Allé" og dyrker Asparges.

- Det er min Kones Drøm, sagde Ministeren.

- Aa, hvor jeg kan forstaa det, sagde Fru Bizot pludselig bag ved Fyrstinden: jeg har heller ingen Glæde saa stor som den, jeg har af mine Artiskokker i Le Bourg.

Ministerens Frue vendte sig, mens hun slap sin Lorgnon, pludselig om mod Fyrstinden og sagde sagte:

- Men véd De, Fyrstinde, af den unge Mand derhenne har jeg ondt.

Fyrstinden havde fulgt hendes Blik, og ogsaa hendes Øjne strejfede Joáns Ansigt, mens Fru Benckendorf sagde:

- Han er altsaa fattig? Prinsessen svarede:

- Aa, paa ingen Maade. Men jeg tror, han bærer Sorg for sin Fader.

Joán havde hørt sit Navn og med en lidt for brat Bevægelse bøjede han sig mod Henry Collyett, der talte med Cellisten, og han spurgte:

- Hvad fortæller Mr. Collyett Dem? Cellisten, hvis meget lille Ansigt uafladeligt skiftede Farve, sagde:

- Mr. Collyett siçer, at han ser alting, Museer og Ting, naar han rejser. Og jeg ser slet ikke noget .... for man skal jo dog øve sig, ikke sandt?

Joán smilede:

- Henry ser saamæn heller ikke noget. Han øver sig ti Timer, og naar han kommer ned paa en Gade, siger han, han længes efter Melbourne.

Hr. Haagemester, der spiste, sagde over Bordet:

- Og hvad kan man længes efter i Melbourne?

Henry løftede sit Ansigt:

306

- Efter Solen, sagde han og aabnede sin Mund saa vidt: Den skinner aldrig rigtigt undtagen i Melbourne.

- Saa skulde De blive i Solen, sagde Hollænderen, der talte til unge Kolleger som til en af sine Kronprinsers Jægere.

- Ja, sagde Collyett, det vil jeg ogsaa - naar jeg har sejret.

Hollænderen saá op ved Tonen i hans Ord:

- Og hvem vil De besejre?

- Hvorfor ikke Dem, sagde Joán, der atter stirrede ud for sig.

- Til Lykke, sagde Pianisten og flyttede sin Guldblyant paa Bordet.

Men Henry Collyett sagde hurtigt - og man saá, at hans runde Øjne kunde faa Metallets Farve -:

- Men de, som har sejret, forstaar aldrig, at andre vil sejre.

Joán sagde, og hans Stemme lød sagte:

- De Besejrede forstaar det heller ikke, Henry, hverken, at de selv har kunnet ville, eller, at de andre vil.

Cellisten vendte brat sit unge Ansigt mod Joán:

- Sejren er dog Sejren, sagde han, og forskrækket over sit eget Tonefald rødmede han helt ned over Halsen.

- Og Penge, brast det ud af Henry, som rystede sit Haar.

Roy havde hørt det og han lo højt:

- Australeren er viis.

Og mens han blev ved at le, saa det lille Bord rystede, raabte han op gennem Vognen:

- Skaal, Hr. Bizot.

Han lo endnu og sagde frem til Mme de Stein:

- Mutter Bizots Artiskok har s'gu gyldne Blade og Frankrigs Bank har en dyb Kælder.

Men Mme de Stein vendte sin Stol halvt og sagde:

307

- Men Grev Ujházy, De, som er Ungarer, maa dog

- det er sandt - vide Besked med de Papirer.

Og hun gav sig til at tale om nogle Aktier og Værdier i Galizien.

Paa én Gang talte alle de ærede Kolleger om Penge og Pengeanbringelser og Bonus og Papirer og Procent - mens alle Stemmer samledes om Børs og Transaktion og Joán forblev stum foran Ministerfruens Lorgnon, der forbavset var vendt fra den ene Børsjobber til den anden - hans Kolleger.

Mme de Stein havde drejet sin Stol helt om mod Hr. Haagemester, der anbefalede Montanpapirer eller Opkøb af Russere. Jean Roy skubbede sin Tallerken fra sig, langt ind paa Dugen, og sagde over til Joán, at intet, intet i Længden var saa fordelagtigt som Grundkøb i New York.

- Kære Ven, sagde han, Amerika er Fremtiden Vi vil opleve den Dag, hvor New York er større end London.

Og han talte om Gader og om Avenuer og Tomter og Skyskrabere, som havde han et Kort over New York liggende udbredt foran sig paa Bordet.

Hr. Haagemester opremsede Kurser og tog en Kursliste, han havde liggende i sin Hendschel, frem og slog den op paa sin Tallerken. Mme de Stein troede ham ikke, og hun maatte rejse sig fra sin Plads for at overbevise sig. Hun bredte, mens hun flyttede sig, en ram Sky af Blossom-Duft i den ganske Sal og studerede Listen ved Siden af Hollænderen, der betragtede hendes lidt medtagne Bryst, som skinnede gennem Mellemværket paa hendes rosa Bluse.

Jean Roy blev ved at tale om Amerika. Der var ogsaa dem, der stolede paa New Orleans. Men man burde aldrig anlægge Penge paa et Terræn, hvor man ikke var kendt.

Hr. Haagemester blev ved at oplæse Kurser, mens Mme de Stein kom farende med sin egen Lommebog der var indbunden i Guld:

308

- Kære Ven, sagde hun til Hollænderen: De er en Mand med Forstand.

Og hun gav sig til at opskrive Aktier efter Hr. Haagemesters Diktat.

Hele Vognen var fuld af Tal, der svirrede over Bordene som en Myggesværm, mens Hr. Bizot, med rokkende Hoved, uafladelig førte de blaafrosne Hænders udspilede Fingre frem og tilbage paa Bordpladen, som sammenskrabede han usynlige Møntdynger - maaske Maanedslejen af de offentlige Huse, som Komponisten af Cæcilia-Legenden ejede i Sydfrankrigs Smaabyer.

Hr. Haagemester slog Kurslisten sammen og sagde:

- Hele Kunsten -at spekulere, Frue, er blot Kunsten at have virkelige politiske Forbindelser,

hvad Ministeren hørte, saa han ikke lagde Mærke til Prinsessen, der sagde til ham:

- Der er ingenting i Verden, som er mig skrækkeligere end Penge. Jeg kan ikke kende Forskel paa en Mark og paa en Franc.

- Grev Ujházy, dér er han.

Det var Australeren, som havde hvisket det og næsten havde rejst sig i det samme.

Joán havde drejet sit Hoved og set Jens Lund: han stod i den aabnede Dør. Hans Haand var stemt mod Karmen. Joán blev ved at se paa den Haand: den var af Form, som var den vant til at ligge om et Greb.

- Han har alligevel intet Ansigt, sagde Henry og bøjede sig helt frem over Bordet.

Joán, der havde flyttet sit Blik fra Haanden op mod Jens Lunds Hoved, betragtede hans Ansigt, som de bestandig voldsomt optagne Tanker efterlod i en ubevæget Stivnen, og han sagde:

- Hans Ansigt, Henry, vender indefter.

- Ja, svarede Australeren.

Og da Jens Lund gik forbi dem hen gennem Vognen - han gik med begge sine Hænder knyttede - sagde Joán:

- Han har Hænder ligesom en Rorgænger.

309

- Det er rigtigt, sagde Henry, og paany slaaet ved Klangen i Grev Ujházys Stemme sagde den unge Australer, ligesom før:

- Hvor De dog beundrer ham.

Og med en pludselig Overgang føjede han til:

- Jeg er glad, at der ikke er nogen Pianist, jeg beundrer - - - saadan.

- Hvorfor?

- Jo, sagde Australeren og lo og holdt op med at le: For saa vilde jeg vel holde op med at spille.

Joán saá paa Henry Collyett med et Glimt, før han slog sine Øjne ned og hørte Mme de Stein sige:

- De, Grev Ujházy, interesserer Dem ikke for Kurser.

Joán sagde og vendte sig imod hende:

- Nej, Frue, jeg har aldrig spekuleret ... Og jeg har desuden set saa faa Kunstnere dø rige.

Der blev en pludselig Tavshed ved alle Borde. Mme de Stein gjorde en Bevægelse med sin Haand som for at slaa noget Haar bort fra sin Pande, skønt der intet Haar var - mens paa én Gang Togets hivende Larm slog op omkring dem, og de fornam Vognens og Dørenes og Gulvets klirrende Kysten.

Saa sagde Jean Roy, hvis store og aabne Ansigt, skønt lidt for fedt, spejlede alle" Sindsbevægelser:

- Nej, det er sandt - og besynderligt.

Og ved en Tankeforbindelse gav han sig til at tale om en berømt Kammerat, en Sanger, der nylig var død.

- Ja, sagde han: det var et mærkeligt Menneske. Pludselig gik han. Midt under en Tournée i Amerika brød han af - - og satte sig hen. Han vilde ikke mere.

- Han var vel syg, sagde Haagemester.

- Ikke Spor. Han vilde bare ikke mere. Og saa sad han deri femten Aar i en lille By fem Timer fra New York ... bare sad der og stod op og gik i Seng blandt Fremmede.

310

To Folder havde skaaret sig ned over Joáns Pande som hos den, der voldeligt vil følge en Tanke.

- Men naar han var død, sagde Jean Roy, vilde han føres til Frankrig ... For vidt kommer man omkring, men paa Père Lachaise vil man s'gu hvile sig ud.

Mme de Stein sagde - med et Stænk af Følsomhed overfor Kirkegaarde -:

- Min Ven, Père Lachaise er det skønneste Sted paa Jorden. Aa, mit Yndlingsmonument er det med den sørgende Genius .. det er en hel Tragedie ... en ung Mand - en ung Mand fra Kejserdømmet - den eneste Søn ... jeg har hørt, Faderen var Minister. Og en Dag skød han sig - uden Grund, kære Ven - der var ingen som kendte Grunden og han var tre og tyve Aar.

Joán havde drejet sit Hoved i de støttende Hænder:

- Véd De, hvad han hed? sagde han.

- Nej, men det er saadan en Mand, sagde Mme de Stein, som en Kvinde i sine Tanker længes efter at have kendt.

Jean Roy lo. Men Mme de Stein sagde:

- Aaja, det er saa smukt at turde dø ung.

Jean Roy sagde og blev ved at le:

- Chère, det kan De jo naa endnu Mme de Stein gjorde en Bevægelse med sine Skuldre:

- Uh, spot ikke. Jeg kan vaagne om Natten med en Rædsel - for at dø nu og paa et Hotel.

Fru von Benckendorf vendte sig halvt, saa hastigt at hendes Arm rev hendes Serviet ned paa Gulvet.

- Frue, sagde Jean Roy og lagde den atter op paa Ministerens Bord.

- Skønne Veninde, sagde han til Mme de Stein: De dør som 80 Aar - om fem og halvtredsindstyve Aar Mme de Stein vendte sig igen til Joán og sagde:

- Grev Ujházy, naar vilde De helst dø?

Joán kunde, forbi alle de andre, se Jens Lund, der 311 sad og spiste ved de to Rumæneres Bord. Hr. Lund spiste som En, der gør sig Umage for at spise smukt og undertiden glemmer det.

- Jeg? sagde han:

- Paa en Dag, hvor jeg endnu havde min Fornuft.

Mme de Stein gjorde den samme bratte Bevægelse med Skuldrene som før:

- Grev Ujházy ... jeg véd ikke ... De siger Ting, som var De Spøgelset i en Komedie.

Hr. Haagemester havde pludselig gnedet sin venstre Haand tre Gange over sin Pande - mens Jean Roy saá lige ind i Joáns Ansigt:

- Véd De, sagde han og der kom i hans Øjne et Udtryk af Angst, som han i et Nu atter forjog: jeg var tilstede i det Londoner Theater, hvor Mr. Thomson pludselig blev gal. Han spillede, spillede meget fornuftigt, og pludselig midt i en Scene ... midt i en Replik stod han op fra sin Stol og gik ud i Kulissen - - og var gal.

- Jeg vil aldrig kunne glemme det, sagde Jean Roy.

Jens Lund havde hørt op med at spise. Han sad med fremstrakt Hoved og med et Udtryk i Øjnene som en vejrende Mynde.

Prinsessen sagde over til Jean Roy:

- Ja, det skal have været frygteligt. Min Kusine har fortalt mig om det ... hun var der.

- Fyrstinde, sagde Sangeren: Det var forfærdeligt.

Og idet han skiftede Tone, næsten med Vold, sagde han, at han kendte meget godt Prinsesse Stourdza - fra Operaen, hvor vi kender alle vore Abonnenter.

- Operaen, sagde Prinsessen, var ikke det eneste Sted, hvor hun havde hørt Hr. Roy. Hun havde hørt hans "Lohengrin" overalt, hvor det var hende muligt.

Jean Roy bukkede og paa én Gang gav han sig til at le saa hjerteligt, at ogsaa Ministeren kom til at smile. Sangeren sagde:

- De har i England tegnet en Karikatur af min "Lohengrin". Det er det kosteligste, jeg har set.

312

Ogsaa Fru von Benckendorf havde set den engelske Karikatur, og hun kom uvilkaarligt til at le, mens Prinsessen sagde:

- Men min Kusine, Grevinde Greffulhe, har fortalt mig om Deres egne Tegninger, Hr. Roy.

- Aa ja, sagde Jean, jeg kradser jo selv paa Papir.

Fru Bizot, der bestandig sad og smilede til Prinsessen, hvis Navn hun havde hørt, sagde - og det kom lidt plumpende som fra den, hvem ingen har spurgt:

- Hr. Roys Albummer er berømte i hele Paris.

Mme de Stein sagde:

- Hr. Roy har dem i sine Kufferter.

- De maa saamæn gerne faa dem at se, sagde Hr.Roy uden Formaliteter, og han gik for at hente Album'erne, mens Hr. Haagemester sagde til Joán:

- Ja, Sangere kan altid faa Tid til saa mange Ting ... hvis de da selv faar Tid til dem; medens Fru Bizot, der hele Tiden havde det samme lidt forvirrede Smil, begyndte at fortælle Fyrstinde Stourdza, at hendes Mand, Hr. Adolphe Bizot - og hun gjorde en Bevægelse, som forestillede hun sin Mand - hans Tid var nu optaget af at nedskrive Erindringer.

- Men det er det, sagde Fru Bizot: man lader os ikke i Ro. Men det er hvad jeg siger saa tit, man skulde aldrig have begyndt at dirigere ...

Prinsessen, der ikke ret vidste, hvad hun skulde sige, svarede:

- Desværre har Rumænien endnu aldrig haft Æren af et Besøg af Hr. Bizot.

- Nej, sagde Fru Bizot, og hun gjorde en Bevægelse med sin bitte Overkrop som trak hun sin Søndagssnøre til sig paa Seinen: Det har vi ikke. Men vi har hørt saa meget, begge, om Deres skønne Land.

- Det dejlige Rumænien, sagde Fru Bizot.

Jean Roy vendte tilbage med alle sine Skitsebøger og rakte en af dem til Prinsessen.

Hun aabnede den:

313

- Oh, sa£de hun: det er fra Rumænien, og da hun havde slaaet et Par Blade frem, begyndte hun at le:

- Hr. Roy, det er udmærket, det er brillant. Just det Udtryk har Hendes Majestæt, naar hun læser en af sine Operatekster højt for sine Hofdamer.

Fru von Benckendorf vilde se med, og de lo begge, bøjede over Billedet, hvor Carmen Sylva, bag Gitret midt i den kongelige Slotsgaard, siddende paa en Trefod og i Toga, laurbærkranset, spillede paa Harmonika for Rumæniens Adel, der, henrykt og i Nationaldragter, svang sine Ben, saa den viste Bunden af de saaleløse Støvler.

- Hr. Roy, De burde udstille i Bukarest, sagde Prinsessen og lo endnu højere. Men da hun løftede Hovedet og saá sine to Smoking-Landsmænd, der vendte det lange Øre til - den ene kendte hun: han var Søn af en Brændevinsbrænder i Konstanza - sagde hun:

- De har ganske Ret, Hr. Roy, Hendes Majestæt er ualmindelig musikalsk.

Og hun og Fru von Benckendorf fik i samme Nu nøjagtigt samme Udtryk i deres Ansigter.

Skitsebøgerne blev spredte over Bordene, og alle lo ad alle Nationers Latterligheder.

- Aa ja, aa ja, raabte Collyett og slog sig af Latter paa sine Sportsben: om det Billede har jeg hørt ... Se, Grev Ujházy, se ...

Det var Mr. Schürmanns Karussel, hvor Hr. Schürmann var Janitschar og Hr. Strakosch blæste Trompet, mens Englændere og Yankeer og Spaniolere og Tyskere stormede Karussellen. Bagest kom der to Hollændere.

- Se Trommen, raabte Collyett, se Trommen er dansk.

Trommen blev trakteret af en lillebitte Mand, med Haaret ned i Panden og med Sveddraaber under sin Næse. Han trommede med selve sine tynde og halvskæve Ben. Paa Trommen stod: Den danske Presse.

Alle lo, seende hver i sin Bog. Kelnerne, som ombar 314 Slikasparges, blev staaende, skelende ned paa Billederne over de Damers og de Herrers Skuldre.

- Jo, det er syndigt, sagde Mme de Stein, Danmark er charmant. Det er da endelig et Land, hvor Pressen véd at værdsætte Kunsten.

Jean Roy lo:

- Jeg tør sige, sagde han, det er det eneste Land hvor man har taget Mme de Stein alvorligt.

- Jean ...

Men Jean Roy blev ved:

- Saa lidt alvorligt har man at tænke paa dér i Landet ...

Henry Collyett vendte Ansigtet mod Mme de Stein og var paa én Gang holdt op at le:

- Men er det sandt, sagde han: jeg har nu altid hørt, at man skal tage København lige før Amerika.

- Det er Prøjsere, sagde Ministeren og bøjede sig frem mod Jean Roy, pegende paa en Karikatur, hvor en Række Mandfolk i éns Trit og éns Skrud, med éns Ryg og éns Skæg marcherede efter Næsen som paa en uhørlig Tælling.

Cellisten fra Nordtyskland lo ad en Tegning, der hed Bachbegejstring, og hvor en Logerand af gabende Gentlemen applauderede Hr. Borwick, der spillede saa henaandet, at hans Fingre slet ikke berørte Tangenterne.

Men Jean Roy sagde:

- I Virkeligheden beundrer jeg Tyskerne.

- Uden Blindhed, sagde Ministeren med et Smil.

- Det er saa let at være seende, sagde Jean Roy til en vis Grad seende, naar man ser alting fra et Hotelvindu.

- Er det ikke rigtigt, Ujházy, blev han ved og han vendte Ansigtet mod Joán: Vi, der altid drager rundt, ser altid Latterlighederne, fordi vi aldrig helt forstaar de andres Art af Følelser.

Joán bøjede Hovedet, og Fru Benckendorf sagde til Jean Roy:

315

- Jeg tror netop, det er saadan.

- Hr. Minister, sagde Jean Roy, og hans stærke og glade Ansigt syntes pludselig træt, mens han slog sin Haand ud mod alle de udslagne Skitsebøger: Det, at man kan se alt det - gør En hjemløs paa Jorden.

- Hver har sit Land, sagde Ministeren, til hvilket vi vender tilbage.

Joán lukkede Skitsebogen foran sig uden at vide det, og de var paa én Gang alle blevet tavse - da Jean Roy sagde:

- Ja, Mme de Stein er født i Rue de L'Abbé de L'Épée, og hun siger, at hun køber sig et Tag dér i Gaden for at dø dér.

- Kære Ven, svarede Mme de Stein: Det er aldeles ikke latterligt. Rue de L'Abbé de Épée ligger lige ved Luxembourg-Haven, og der legede jeg som lille Pige.

Joán havde lænet Hovedet mod Væggen og lukket sine Øjne. De lange Vipper laa under de hvide Øjenlaag som en bred og sort Rand.

- Naa, ja, Mme de Stein, sagde Jean Roy: mig kommer De nok en Dag og besøger ved Marseille. Der køber jeg mig et Hus - ved Havnen, paa en Skrænt til Højre, jeg véd godt hvor ...

Han forandrede Tonen:

- Jeg er fra Marseille, Prinsesse, sagde han og bøjede Overkroppen: Og naar jeg synger bedst, er det alligevel, maa De tro mig, altid som jeg hørte en gammel sydfransk Vise .... der souffleres mig inde i mit Bryst ...

- Ogsaa i "Lohengrin", sagde Prinsessen, der lo.

- Paa Ære, ja, sagde Jean Roy: og netop derfor holder jeg ogsaa mest af Don José.

Ministeren og Fruen havde rejst sig, og Hr. von Benckendorf rakte Jean Roy sin Haand:

- Paa Gensyn, sagde Hr. Benckendorf og smilede til Joán, der fo'r sammen, som blev han vækket.

Og Hr. og Fru von Benckendorf gik.

316

- Han er i Grunden meget indtagende, sagde Fruen om Hr. Jean Roy, da de gik hen gennem Gangen.

- Men af Grev Ujházy, blev hun ved, har jeg ondt. Man maatte jo dog blive ganske forstyrret i det Selskab i Længden.

Prinsessen havde rejst sig og hun hilste til begge Sider, paa én Gang (nu det Maaltid i en Jernbanevogn var forbi) ganske fremmed og som om hun med alle de Damer og Herrer ikke havde vekslet fem Ord. Men pludselig vendte hun sig, da hun allerede havde naaet Døren, til en af sine Damer og sagde:

- Aa, det var morsomt at tage en Plade Og i den samme muntre, frimodige Tone som under Middagen sagde hun:

- Mine Damer og Herrer, maa jeg hente mit Camera.

Det havde givet et Sæt i Joán.

- Det er saa sjældent, blev Fyrstinden ved, man er sammen med saa mange af Europas Berømtheder ...

De svarede i Munden paa hinanden, mens en af Damerne hentede Fotografiapparatet, og Prinsessen sagde til Brændevinsbrænderens Søn, til hvem hun talte saa høfligt som til en Drager paa en Perron:

- Hr. Brazzi, naar De staar meget fast, kan jeg holde Apparatet paa Deres Ryg.

Fotografiapparatet kom, mens de alle vendte Ansigtet mod Rumæneren, hvem Prinsessen flyttede og plantede, som var han et Stativ af Jern. Hr. og Fru Bizot maatte flytte sig og satte sig ved Prinsessens forladte Bord, hvor Fru Bizot sad tæt ved Mesteren, med begge sine Hænder op paa hans Skuldre.

- Det bliver udmærket, udmærket - højst interessant, sagde Fyrstinden, der saá gennem Apparatets lille Spejl, og vendte sig til den anden Smoking: De passer Lyset, sagde hun, De har vel gjort det før.

Den unge Mand skulde passe Magniumslyset og sitrede paa sine Fingre.

- Udmærket, udmærket, raabte Prinsessen igen.

317

De Damer og de Herrer var i Stilling.

Ved det øverste Bord havde den unge Cellist bøjet sit med Midterskilning velfriserede Hoved som en Magdalene, mens Mme de Stein aabnede Læberne i det opadvendte og buttede Ansigt som Munden i den tragiske Maske, og, med den venstre Haand, hun førte op til Skulderen, værgede sig som mod et usynligt Slør.

Men Jens Lund, der ikke var færdig med at spise, var, som tilfældig, standset midt i Billedet med Hænderne i de udspilede Lommer, som bar han en Todtenschläger i dem begge.

- Udmærket, udmærket, raabte Prinsessen og bøjede sig igen for at se i Spejlet.

Australeren, der havde en Svaghed for at lade fotografere sine Ben (som den Sportsmand han rjaldt for i Reklamerne), havde endelig faaet dem anbragt over Ryggen af en Stol.

- Men De, Grev Ujházy, De, sagde Prinsessen ivrigt - og holdt pludselig inde.

Joán saás ikke. Kun hans Skulder. Maaske vidste han ikke, at Sportsmand-Australeren skjulte ham.

- Nu, raabte Prinsessen.

Det gav et Sæt i alle, da Lyset glimtede, og Mme de Stein skreg.

Den tykke Røg slog hen gennem Vognen, og Prinsessen løb med et "Tak, mine Herrer", der ligesom slog en Dør i efter hende - som havde hun end ikke Begreb om Forstyrrelsen, hun havde voldt.

- Naa, sagde Jean Roy og skærmede sin Tenor med et Kammerdugs-Lommetørklæde: det er man altsaa nødt til, naar man skal ho'de sig Bukarest aaben.

Og pludseligt rasende (og irriterede af Røgen og Trækken gennem Døren) - rasende over den hemmelige Ydmygelse, de ubestemt følte, og som de havde givet sig i Vold som de Professional de var, talte de alle i Munden paa hinanden, mens Rumæneren stod og strittede med sine sværtede Fingre.

Mme de Stein sagde saa højt, at Prinsessens Damer, 318 der gik med "Kassen", kunde høre det: Aa, kunde man blot lære at blive halvt saa uforskammet som de Mennesker.

Men da Jean Roy gik forbi Hr. Haagemester, sagde han til Hollænderen:

- Ja De, min Herre, er vel vant til det - at blive fotograferet ... ved Hofferne.

Da Joán og Australeren vendte tilbage gennem Gangen, fløj Impresario Ledock lige paa dem. Han var i Pels og Uldskjorte. Han havde aldrig Tid til at spise. Paa Rejser besørgede han Udklip og sin Korrespondance:

- Kan man faa en Schnitzel i dette forbandede Tog? raabte han og han røg videre.

Hr. og Fru Bizot skændtes højt bag en halvlukket Dør, mens de ordnede Bagagen, som syntes hovedsagelig at bestaa af en Uendelighed af stribede Uldtørklæder, der lignede Mavebælter.

- Men hvad er det, jeg si'er, raabte Hr. Bizot. Var det mig, der væltede mig ind paa hende? Man agter sig selv eller man gør det ikke. De Mennesker behandler En som var man en Krokodille i Jardin des Plantes.

- Kære Bizot ... rejser vi maaske for vor Fornøjelse? ... Hendes Onkel er Præsident for "Musikens Selskab".

- Sludder. Hvor véd Du det?

- Adolphe, Du véd, at jeg husker mig om ... jeg hørte hendes Nav n og vi førte jo Korrespondance med de Personer ifjor.

Australeren gav sig til at le, mens Joán gik videre Prinsessen sad med aaben Dør, i et Væld af mørklilla Silkepuder. Hele Kupéen var fuld af Duften af Verveine, hvori hun havde vasket sig, for ikke at være befængt med Lugt af Røgen.

Hun løftede sit Ansigt fra Bogen og sagde, da hun saá Joán:

- Det var ikke kønt af Dem, Grev Ujházy, at De ikke vilde være med paa mit Billede.

319

Joán svarede:

- Jeg hører ikke hjemme, Prinsesse, blandt Europas Berømtheder.

Prinsessen smilede og sagde - og mente det som en Kompliment:

- Hvor skulde De ellers høre hjemme? Der gik en pludselig Skælven over Joáns Ansigt, og han sagde:

- Det er meget sandt, Prinsesse: intetsteds.

Fyrstinde Stourdza vilde holde ham tilbage, kalde paa ham - berørt af noget i hans Stemme. Men Joán var gaaet.

Han sad med en Bog, da Henry Collyett kom ind. Australeren satte sig, sparkende med sine Sportsben og smidende dem over hinanden.

- Læser De? sagde han og blev ved at sparke.

- Nej.

- Sikken Masse Snak, der blev sagt.

- Ja.

- Men Roy er en storartet Tegner.

- Ja.

- Han vilde kunne leve af det.

- Det kunde han sikkert.

Australeren blev ved at sparke:

- Véd De, hvad jeg tænkte paa, mens vi spiste?

- Nej.

- At De skulde egentlig sidde ved de andres Bord.

- Hvorfor?

- Jo, sagde Australeren, for De er jo dog en Greve - skønt De spiller.

Joán stirrede kun frem for sig Saa sagde han:

- Der var heller ikke Plads mere.

Alle Samtalestumper fra Middagen flød omkring i Henry Collyetts vimse Hoved. Og idet han atter tænkte paa Jean Roy og det, han havde sagt om sydfranske Viser, der sang indeni ham, sagde han:

- Men Australien vil ogsaa en Gang faa sin Musik 320 ... Musik vokser op af Jorden - af Jorden op i Menneskene, ikke? Men der gaar lang Tid, for Menneskene maa have boet der længe.

Henry Collyett saá paa sine egne Støvler:

- Men, sagde han, før de australske Toner kommer op af Jorden, bliver Australere heller ikke rigtige Musikere - vel? Eller De forstaar ikke, hvad jeg mener?

Joán stirrede ud i Luften:

- Jo, Henry, sagde han uden at røre sig.

Australeren slog Hælene sammen:

- Men derfor kan man jo nok blive berømt paa et Klaver, sagde han.

Han sad lidt og, stadig med Middagssamtalen i Hovedet, sagde han:

- Men man burde maaske tænke paa at ta'e København -.

- Jeg har aldrig spillet i Danmark, sagde Joán, der sad som før.

- Hm, det var da underligt, naar De er en Halvdansker.

Paa én Gang smilede Joán:

- Det vil jeg altid gøre - tilsidst.

Henry Collyet sparkede igen med sine Sportsben og mens hans Tanker løb, sagde han og var ved Fotograferingen:

- Men man er jo ogsaa Gøglere Paa en Gang smilede Joán:

- Ja, Collyett, sagde han og stod op.

- Men de andre er det ogsaa, sagde Henry lidt heftigt.

- Maaske nok, sagde Joán: Men de spiller deres Roller bedre og de gør mindre Støj.

Australeren stod lidt:

- Ja, sagde han: det kan nok være.

- Men man bliver vel, hvad man er født til, sagde han.

Joán støttede et Øjeblik Albuen til hans Skulder:

- De er saa viis idag, Collyett ...

321

- Men, Henry, der er dem, som er født vanskabte. Og de skulde hellere ikke være fødte.

Et voldsomt og hvidt Lys faldt ind paa deres Ansigter. Det var fra Standerne paa Perronen i Wien. Konduktørerne løb ud og ind og trak Kupéruderne ned, medens Dragerne kastede Plaider og Tasker og Kufferter og Pelse ind gennem Vinduerne. Passagererne løb ned ad Vogntrinnene for at røre deres Ben paa den faste Jord, og Brudstykker af alle Sprog hvirvlede rundt i Trækken fra alle Døre, som stod aabne. Jean Roy stod, med et Lommetørklæde om Halsen og i flagrende Kavaj, barhovedet, midt i Vrimlen, skrællende en Appelsin og raabende til den tomme Luft saa højt som en Lastbærer i Havnen ved hans Marseille - mens Mme de Stein (der nikkede til Joán og sagde: Ah, monsieur, on se promène) satte sine Pariserstøvler med Messinghæle trippende i Asfalten og lod de silkeklædte Ben forsvinde noget højt oppe i sine Skørters Virvar.

Fru Bizot, der var i Galoscher, søgte, mens hun uafladelig smilede, med urolige Øjne de Herrer af Bestyrelsen:

- For de modtager os naturligvis, sagde hun: de er her, min Adolphe, vær vis paa, de er her; medens Hr. Bizot, hvis Pels var sammenbunden med et graat Uldtørklæde, sagde:

- Det er mig fuldkommen ligegyldigt. Lad os komme afsted - hvad hedder vor Kro? saa arrig, at hans Øjne stod paa Stilke.

- Det gyldne Lam, Adolphe, det gyldne Lam. Men de er her, min Ven, de er her.

Impresario løb forbi dem med sytten Depecher i Hænderne: Gamle Herre, sagde han til Hr. Bizot: der er et Par Personer, som søger Dem; og han rendte videre, tabende Reklamer og Aviser ud af de stoppede Lommer som en Stud sin Gødning.

- Luk Frakken, raabte han til Jean Roy, mens Hr. Bizot blev staaende med knyttet Haand om Uldtørklædet, 322 martialsk og tandløs lignende en Lilleput-Oberst fra et Panoptikon.

- Adolphe, Adolphe, nærmest sang Fru Bizot; hun havde genkendt de "to Personer", i hvis Nærhed Hr. Haagemester, i en Jagtpels med Snore, vekslede Haandtryk med et fremmødt Medlem af det Bayerske Gesandtskab, der sagde:

- Ja, Hans kongelige Højhed har straks skrevet til Erkehertuginde Valerie ....

Impresario løb tilbage med ledige Hænder, og midt i Vrimlen, hvor en sørgeklædt Familie paa syv Slørklædte slog Kreds om en blond Mandsling, der forsvandt under Ankomstkys, som var han fanget af en Kværn - bemærkede han, at hans Negle kunde trænge til en Udrensning, og han gav sig til at kradse dem med en Staalkniv. Til han røg videre, nikkende, kendende alle, raabende, som var han Stationsforstanderen, der kommanderede under et Togsammenstød; mens de to Rumænere, ubekymrede, Arm i Arm balancerede deres Nøgenhed paa Kanten af en amerikansk Kuffert, og Mme de Stein var landet ved Jean Roys Arm, hvor hun svajede sine Kvindeynder som en Venusfigur fra Forfaldstiden.

- Mine Herrer, aa nej, Hr. Bizot er slet ikke træt. Naar man kommer til Wien, er man kun lykkelig, sang Fru Bizot, og man hørte den unge Bayrer fra Gesandtskabet sige:

- Der er intet behageligere end at gøre sine Venner en Tjeneste. Erkehertuginde Valerie vil modtage Dem straks.

Joán havde ikke talt og ikke rørt sig. Med Hovedet støttet til Kupédørens Karm stod han ubevægelig, stirrende ud mod Perronen.

Og pludselig hørte han igen Impresarios Stemme, der lød over alle de andre:

- Kære Herrer, mine Herrer, har den Ære, gaar til Budapest, Hr. Jean Roy. Men man gør altid Forretninger. Mine Herrer, Kunsten er at bemægtige sig Fremtiden. 323 Jeg har fanget ham i Toget, mine Herrer, i Toget. Det nye Fænomen, min Herre, jeg siger Fænomen, for Kunstnere har man nok af ... man kan føde Svin med de Herskaber, som viser sig paa Tribunerne. Men Hr. Jens Lund, mine Herrer, vil De se ham? Naar jeg har afleveret Hr. Roy, ofrer jeg mig for Hr. Lund i tre Aar. Men, mine Herrer, han er dyr, han er meget dyr. Vi lever i en Tid, hvor Genierne er blevet Forretningsmænd. Børskurserne, mine Herrer, hænger dem ud af Halsen ...

- D e r er han, mine Herrer ... der i Kupéen ... han ser Dem ikke (Hr. Jens Lund sad ved sit Vindu for optrukket Gardin, studerende i en Courrier universel, der var hans Livs eneste Læsning), han er en læsende, han er en Aand, mine Herrer, en Aand for sig; der venter ham Bogpakker, Bogdynger i hver Hovedstad i Europa.

De to Gentlemen, som tilhørte Pressen, saá pludselig paa Joán og hilste.

- Ja, sagde Impresario, ligesaa højt som før: det er ham; og han gik videre uden at se paa Joán med saa meget som et halvt Blik.

Joán var blevet blodrød ved Klangen af hans "ham", som havde en Næve med udspilede Fingre plantet sig midt i hans Ansigt.

Han havde ikke mærket, at Toget rullede bort.

- Skal vi trække Vinduet op? sagde Australeren bag ham.

Og Henry Collyett trak Ruden til, mens Joán satte sig.

- De si'er ingenting idag, sagde Australeren, som altid skulde sige noget.

- Jeg har hørt saa meget efter og tænkt paa saameget i de sidste Timer, sagde Joán.

- Paa hvad? spurgte Australeren og sparkede.

- Paa saa meget, sagde Joán og lukkede sine Øjne Døren blev revet op. Det var Jens Lund. Det gav et 324 Ryk i Joán. Saa tænkte han, mens den anden stod der i Døren: Hvor er han egentlig lille.

- De er Ujházy, sagde Jens Lund med et Nik.

- Man tør vel sætte sig?

Haanden rakte han ikke.

Joán sagde:

- Det er Hr. Henry Collyett.

Jens Lund nikkede igen:

- Klaver, sagde han, er Verdens værste Instrument. Jeg er meget utilbøjelig til at tro, at selv et Geni kunde vise Talent paa et Klaver. Man maa være glad til, at man er født paa et Skib. Der var ikke Plads til noget Klaver.

- Læser De? sagde han og saá ud over Joáns Bøger, som laa overalt.

- Ja, man maa beskæftige sin Hjerne med noget, sagde Joán.

Jens Lund havde lagt Armene over Kors:

- Der er meget faa, som har Hjerne, sagde han, og enten vilde han altid være uforskammet eller han vidste aldrig, at han var det: Jeg læser aldrig. Naar Mennesker læser, er det, fordi de føler sig tomme. Jeg trænger ikke til Bøger. Jeg har mig selv.

- Jeg taler forresten heller ikke med nogen.

Hr. Jens Lund talte i et besynderligt Stakkato, der ligesom afhuggede hver Sætning og stillede den hen for sig:

- Jeg véd oprigtig talt ikke, hvem man skulde tale med. De fleste Mennesker, der lever, hørte jo op at leve for en Menneskealder siden.

- Hvor skal De hen? spurgte han paa én Gang og saá paa Joán.

- Jeg skal til Bukarest, svarede Joán.

- Og De ogsaa? vendte Jens Lund sig til Collyett.

- Ja.

- Ja, sagde Jens Lund, der stadig havde Armene overkors: jeg har aldrig hort Dem spille - - saa jeg kan ikke komplimentere Dem.

325

- Det behøves heller ikke, sagde Joán og vidste, at Lund løj.

Og mens han blev ved at se paa Jens Lunds Ansigt, følte han - og saa stærkt, at han næsten blev svimmel - paany, som en kold Strøm, Dønningen af den Angst uden Sans, han havde fornummet den Aften i London, da hans Impresario havde sagt:

- Véd De, hvem her er? Jens Lund har gemt sig i en Loge,

og Joán havde følt sine Fingre, som var de sammenfiltrede med Klister, og sin Sjæl, som sad den magtløst kneblet i hans Hals ...

Uden at høre blev han ved at se paa Lunds Ansigt, hvor Tænderne lyste, som bed de glubsk i Ordene, han sagde.

Joán tænkte paa den anden Aften, Aftenen i Brüssel. Da han, bidende sine Knoer til Blods, kørte hjem fra Jens Lunds Koncert. Paa sine to Knæ havde han ligget i sin Vogn og vidste - at nu var han slagen. Hulket havde han, mens han dunkede sin egen Nakke. Og fortumlet og midt under sin egen Sanseløshed havde han sagt:

- Saa vil jeg ikke spille mer.

Men i tre Døgn havde han været som en drukken Mand - drukken af Ydmygelse ...

Drukken af Visheden: at han var ikke den største. At han aldrig blev den største.

Hvor det var besynderligt, at Kunsten, der aldrig havde bragt ham Glæde - - kunde bringe ham saa megen Smerte.

Og dog var han blevet ved at spille - -

Joán hørte Jens Lund tale til Collyett, og Jens Lund sagde:

- Melbourne, Melbourne, Fædreland - Fædreland, jeg bliver gal, naar jeg hører Tale om Fædreland. Hvorfor mon jeg er den største? Fordi jeg intet Fædreland har. Ja, undskyld, Hr. Klaverspiller, at jeg taler om mig selv men jeg er saa oprigtig, at jeg tllstaar, at det er det eneste, der interesserer mig. Hvad interesserer Dem? 326 Fruentimmer? Naa, om Natten. Men hvad spiller man om? Om sig selv.

Og idet han slog tilbage i sin Tanke, sagde han og lo kort:

- Fædreland? Mine Forældre var behageligere. De gav mig ikke noget. Den Fædrelandsløse er den frie, og jeg blev født paa Havet, der forbinder alle Verdener. Fædreland - hvad er det? Trav om samme Bord, hvor vi drager Tommelen frem som i en Ridse, der gravedes af Fædrenes Tommeler. Jeg h a r et Fædreland. Det hedder j e g, min Herre. Og dér er jeg baade Konge og Folk og raadgivende Forsamling og Lovgiver. J e g er mit Fædreland, hvor jeg har Regeringen.

Jens Lund drejede pludselig sit Ansigt om mod Joán:

- De har det ligesom jeg - De hører aldrig efter.

- Jo, sagde Joán: jeg hører.

- Det ser ikke ud til det, sagde Jens Lund og lo igen.

- Jeg holder ikke af Europa. I hvormange Sogne er det delt? Lad os rystes sammen efter Racer. Jeg spiller for de Hvide. Det skal jeg paatage mig. I Kinesien har jeg maaske en Ligemand, som spiller op for de Gule og raaber til dem: Hør efter, for Satan, her spiller jeg, min egen Konge og min egen Gud, mit eget Rige og mit eget Liv - jeg.

- Naa, for Fanden, De si'er ikke noget ...

- Nej, fordi jeg hører, sagde Joán, og han tænkte bestandig paa det samme:

- "Nu vil jeg høre op at spille" - - og han var blevet ved at spille.

Jens Lund havde tiet et Øjeblik. Saa sagde han:

- Forresten blev jeg forbavset. Ved Bordet før. Jeg troede ikke, mine Kolleger var saa kloge, at de kunde frygte for at blive gale.

Joán svarede ikke. Han saá endnu en Gang Spisesalen foran sig med sine Medbrødre, som Prinsesse Stourdza fotograferede, og Perronen, som just var forladt, og hvor 327 de Damer og de Herrer viste sig for aabent Tæppe for et Parterre af to Journalister.

- Nu vil jeg ikke spille ...

Men Jens Lund, der bestandig gentog de samme Ting, sagde til Collyett:

- Fædreland, Hr., hvad er det, De hedder? Fædreland - mit Jeg er mit Flag og mit Maal - og hvis Menneskene er latterlige, er det mig ligegyldigt ...

Og for første Gang lo han langt og hjerteligt:

- For maaske er de ikke latterligere end jeg selv.

- Men Fædreland? Min Moder fødte mig under Ækvator og min Fader var Jordemoderen, der hjalp. Et Fædreland? - og Jens Lund rejste sig, og paa én Gang var det, som om en Maske gled af hans Ansigt, og Aarerne sprang frem af hans levende Pande, mens hans Mund krummede sig og blev bred under hans Spot -: Et Fædreland? Det er ti Sæt Lænker, som vore Forfædre splejsede sammen om vor Hals og vore Fødder. Et Fædreland - det er Love, der river vore Knæ til Blods og gør vore Øjne blinde. Fædreland - Fædrelandet er et Fængsel og en Brønd. Fædreland - ja, det er Manegen, hvor vi løber Spidsrod med Strimer paa vor svulnede Ryg. Fædrelandet, føj for Satan. Fædrelandet er bare det Sted, hvor vi alle er Spedalske og Puklede.

- Ujházy, klatr op paa Bjergene. Klatr derop, og Grænserne ses ikke og er viskede ud, og Staterne, de er ikke. Og Lovbøgerne er ikke og Forbrydelsen er ikke Forbrydelse og Vanæren er ikke Vanære og Skammen ikke Skam, dér er ingen Lovbøger og dér er ingen Paragraffer. Men jeg er - og ingen uden jeg ...

Jens Lund tav et Øjeblik:

- Jeg er og Stjernerne er.

- Spil for dem, Hr. "Hvad er det nu, De hedder?"- de hører s'gu li'saa godt som Menneskene. Over os er Stjernerne og Døden. Men nu lever jeg og er fri og spiller baade Stjerner og Død mit Liv op i Ansigtet ...

- Men De, Grev Ujházy - og Jens Lund drejede 328 sig om paa Hælen - De er s'gu fra forrige Aarhundrede.

- Ja, sagde Joán, i hvis Tindinger Blodet slog.

Jens Lund lo igen:

- Og hvad jeg si'er, er noget Vrøvl, men hvad jeg tænker, er sandt.

- Ja, sagde Joán og talte sagte: sandt for den, der kan tænke det.

Jens Lund stod lidt. Saa sagde han pludselig til Joán:

- Véd De, hvad De tror om Dem selv, - at De er en Smertens Adelsmand.

- Men, min gode Herre, at bære Smerten adler ingen. At turde adler ... i vort Aarhundrede ...

- Naar spiller De i Bukarest? spurgte han uden Overgang.

- Paa Mandag, sagde Joán ud i Luften.

- Hm, jeg skal hen og gi'e min Sjæl i Pest.

- Den nye Sjæl, sagde Joán.

- Nej - og Jens Lund klappede i de oprakte Hænder - min evige Sjæl skal jeg servere for Bankier'ernes Fruer i Pest.

Der blev tyst et Øjeblik. Saa sagde Joán:

- Men De havde dog en Mo'r, som fødte Dem under Ækvator.

- Og en Fa'r, der befrugtede hende ved Archangelsk. Men bedste Ujházy, er det ikke fuldkommen ligegyldigt? Maa jeg spørge, hvem husker Hr. Bonaparte senior. Historien begynder med Hr. Napoleon. Min Fa'r var fra Løgstør og giftede sig med en Bark fra Rudkøbing. Til Besætningen hørte Jensine Jensen, som, besvangret i Ishavet, bragte mig til Verden under Ækvator.

- Rudkøbing? sagde Joán.

- Ja. De kender det ikke.

- Jo, sagde Joán og talte sagte som før: det er i Danmark.

- Ogsaa Danmark, sagde Australeren og saá fra den ene til den anden, som vilde han maale dem.

- Ja, det kaldes Danmark, sagde Jens Lund: Rudkøbing 329 er paa Langeland og Langeland er en Streg i Havet. Fra Langeland kom Elektriciteten og jeg. Ujházy, Mennesket har intet Udspring. Jeg blev til og er Hvem skulde have Ret til at kalde paa os? Jeg adlyder ingen. Jeger, som d e n j e g e r. Og jeg er født om Formiddagen under lykkelige Stjerner ...

- De tror paa Stjernerne? smilede Joán.

- Hvem véd, hvad han tror? For den, der lever, er Døden ikke. Men hvad der er for den, som er død, véd De det, Hr. Ujházy, undskyld, Grev Ujházy. Jeg har læst, at Jorden er den mindste af Verdenerne, og at hver Stjerne er en Verden. Der var Plads til mange Døde fra en lille Jord ...

- Og naar D e en Gang er død, sagde Joán og talte med et halvt syngende Tonefald, vil De lade et Skib opsøge Ækvator og lade Deres Aske som Støv spredes over Oceanet.

- Nej, sagde Lund.

- Ikke?

- Nej - han blev rød mod sin Vilje over den forunderlige Modsigelse, han inderst og ubevidst fornam: Nej, ligge vil jeg ved min Mo'r; og hun ligger paa Langeland.

Der var gledet et Smil hen over Joáns Ansigt:

- I Danmark, sagde han.

Og maaske for at komme bort fra sine egne Tanker sagde han lidt efter:

- Fruerne i Budapest er skønne, Hr. Jens .Lund.

- Kvinderne, sagde han og han sparkede i Gulvet akkurat som Australeren: jeg kender dem ikke. Naar jeg lærer dem at kende, vil jeg sandsynligvis elske dem.

- Saa vil jeg elske mange for ikke at blive kvaset af én.

Joán lo:

- Hvad De dér si'r, sagde en Gang en Inder mig.

- Saa er det altsaa sandt, at Inderne er vise, sagde Jens Lund.

- Han var viis. Han talte om den Dag, da de Gule 330 vilde komme som en Bølge og lægge sig over os som Sand.

Jens Lund stod op:

- Aa, det skriver de om i Aviserne. Forresten læser jeg aldrig Aviser. De Gule? De vil komme over dem, som lever da. Og vi lever nu.

- Godnat, Hr. Grev Ujházy.

- Godnat, Hr. "Hvad jeg ikke kan huske".

- Collyett, sagde Henry.

- Collyett, ja. Ligger De med Handsker?

- Med Handsker?

- Ja, om Natten. Det gør jeg. Jeg gnider Hænderne ind med Cream og ligger med Handsker. Det skulde De ogsaa gøre - for Fingrene.

- Godnat, Ujházy. Véd De, hvad jeg tror? De hører til dem, der husker for godt og for meget. Man skal ikke huske - man skal gaa videre. Nu gaar jeg til Budapest.

- Godnat.

Jens Lund nikkede og gik.

De to andre sad en Stund tavse. Saa sagde Henry Collyett:

- Han var mærkelig.

- Ja.

De tav igen, til Australeren sagde:

- Han talte saa meget. Men jeg kan ikke huske det.

Der var Stilhed igen:

- Men maaske, sagde Henry, vil jeg kunne huske det om et Aar.

- Maaske.

Australeren tændte en Cigaret:

- Men, hvordan spiller han da? sagde han og saá paa Joán.

Joán, der sad med lukkede Øjne, svarede ikke straks:

- Spiller? sagde han saa.

- Han spiller fra Bjerget, hvor han staar - med Udsigt over Jorden.

Lidt efter rejste han sig:

331

- Nu vil jeg lade gøre istand for Natten.

Medens Konduktøren kom ind, stod de i Gangen og saá ud i Mørket:

- Nu er vi vist i Ungarn, sagde Henry.

- Ja, sagde Joán: Nu er vi i Ungarn.

Deres Cigaretters Ringe formede sig og løste sig op.

- Hvor sært de slynges, sagde Australeren og fulgte Ringene med Øjnene.

- Ja.

- Jeg har saa tit forsøgt paa, sagde Henry, at danne dem, som jeg vilde. Men det kan man alligevel ikke.

Joáns Øjne fulgte Røgen:

- Det kan maaske Hr. Jens Lund, sagde han.

Men Henry Collyett lo og sagde:

- Han kan vel ikke alt - for Fanden.

De skiltes, og Joán gik ind til sig selv. Han tændte de to Vokslys, som han altid havde med paa Rejse, og stillede dem paa Bordet i to smaa Stager. Saa slukkede han den elektriske Lampe og gik i Seng.

Han laa længe - længer end to Timer, da det bankede paa hans Dør.

Det var Australeren:

- Sover De? sagde han: Jeg véd ikke, men jeg kan ikke sove. Maa jeg sidde her en lille Tid?

- Det maa De gerne, svarede Joán.

De hørte intet uden Togets Støj - nu over en Bro, nu over en Mark, nu forbi en ukendt Stad.

Joán rørte sig ikke. Skæret fra det gule Lys faldt hen over hans stille Ansigt.

- Jeg synes, sagde Australeren sagte, medens han stirrede op mod det røde Loft: at det har været saadan en mærkelig Dag. Og dog er der ingenting sket.

Joán sagde uden at aabne sine Øjne:

- Hvad kalder De at ske, Henry? At vi drukner med Orienttoget i en Flod eller at vi plyndres for vore Checks af en Røver.

Han laa stille igen. Saa sagde han og aabnede Øjnene:

332

- Nu rejser jeg til Danmark.

- Til Danmark? sagde Henry med et Sæt.

- Ja. Der, hvor jeg vil spille - sidst.

- Joán, sagde Henry og havde aldrig kaldt ham ved Fornavn før.

Men Joán talte ikke mer. Og ogsaa Australeren tav.

Ret op og ned blev han siddende foran de to Vokslys - som paa en Vagt.

- - -

- - -

Joán Ujházy drejede atter Hovedet paa de danske Statsbaners røde Puder. Akkompagnatøren havde talt til ham.

- Hvad er der? sagde han.

Hans Hoved var tungt. Det var ham, som havde han foran disse flade og regnfyldte Marker genoplevet sit hele Liv.

- Vi er der straks, sagde den lille Pianist, der, præcis som Uhret, var i Gang med at ordne og lukke, nu som hver Dag.

- Allerede? sagde Joán og saá Stationsbyens første Huse.

- Hvor er det, vi spiller her?

- Det er i den Kvindeforening.

- Naa Joán stod op:

Og det regner lidt endnu, sagde han og betragtede Husene, som blev fler.

Saa holdt Toget.

Joán fik Kupédøren op:

- Er dette "Grænsen"? spurgte han Konduktøren der ikke hørte det, og han kunde ligesaa godt have sagt "Vesten for Maanen".

En halvlille Mand stod ret ud for Kupéen med Pelshue paa sit Hoved.

333

- Ja, dette er Grænsen, sagde den halvlille Mand og han tog Huen af:

- Og det er maaske Hr. Ujházy?

- Ja, det er mig.

- Jeg er Formanden, sagde pludselig en lille Ungpige, der traadte frem bag den halvlille Mand, mens alt Blod gød sig op over hendes hvide Ansigt:

- Og det er min Fa'r.

334

II

JOAN blev, lidt forvirret, staaende paa Kupétrinnet.

Saa sagde han og kom pludselig til at le ved Synet af det lille Ansigt, der blev rødt og rødt og rødere:

- De er ung, Frøken.

Den halvlille Fader sagde:

- Ja, men én skal jo ta'e Mod til sig, og saa blev det min Datter.

De begyndte at gaa hen ad Perronen. Den unge Pige gik ovre paa den anden Side af sin Fader. Alle hilste, men den halvlille og brede Mand nikkede bare til Svar.

- Men det er jo, sagde han, at Forholdene er kun smaa.

Og Joán, der stadig var en Smule forvirret og ikke vidste hvorfor, sagde og tænkte paa den engagerende Forening:

-- Ja. Jeg haaber da, der kommer no'en.

Den unge Pige vendte Hovedet og saá paa sin Fader. Men han sagde kun som den, der ikke har skænket det en Tanke:

- Jeg véd saamæn ikke. Men det gør der vel da.

- For ellers bliver det jo et Tab for Foreningen, sagde Joán og talte til Frøkenen.

Frøken Gerda Johansen svarede ikke, men blev kun ved at gaa seende ned i Vejen, hvor hun satte sine Fødder. (Hvor hendes Fødder er nydelige, tænkte Joán.)

Og Faderen gentog kun lidt efter de samme Ord:

- Men Forholdene er smaa, og saá ret ud for sig, som vilde han maale, om Telefonpælene stod lige.

335

Og de tav alle tre, mens de gik videre ad Vejen, og Joán, der ikke vidste noget at sige, vendte sig om mod Hans Haacke, der gik bagved med et Toilet-Etui og en Paraply, der aldrig forlod hans Hænder, fordi de var Gaver fra Kæresten:

- Det er Pianist Haacke, sagde han.

Og da der var blevet hilst, gik de igen videre, og igen sagde ingen noget. Men Tjeneren, som kom bagest og som aldrig generede sig, kunde de høre fløjte.

Men pludselig sagde Frøkenen, som fløj det fra hende eller vilde hun give et hemmeligt Puf til nogen:

- Men Kroen er værst.

Den brede Fader vendte Hovedet ganske lidt mod Joán og sagde:

- Det var derfor, vi havde sat et Par Stuer istand ovre hos os ... hvis De og Hr. Haacke vil ... Men Joán sagde og det kom lidt for hastigt:

- Aa Tak. Jeg skal altid hvile mig, inden jeg spiller.

- Det ka' jeg saa godt forstaa, sagde Faderen i nøje samme Tone som den hele Tid: Jeg vilde osse kun si'e det.

De kom ind i Bygaden, som var lang og opblødt.

- Ja, her er jo ikke brolagt, sagde Hr. Johansen der havde set ned paa Joáns Kärnthner-Strasse-Støvler.

- Men elektrisk Lys, det har vi, lagde han til.

- Og det er vores Stolthed, sagde Frøkenen, og pludselig lo hun og var enten lettet over, at Joán ikke blev deres Gæst, eller vilde skjule sin Skuffelse.

- Ja, sagde Joán: alt er saa fremskredet i Danmark.

- Man kalder det jo saadan, sagde Købmand Johansen.

- Men her er altsaa Grænsen? spurgte Joán.

- Ja, sagde den halvlille Fader, og der var som en anden Tone i det ene Ord.

- Dér, sagde Frøkenen og pegede med sin Arm: Dér gaar Grænsen.

- Her er saa Kroen, sagde Hr. Johansen og standsede 336 foran en lang rød Længe, hvor Porten lignede et Gab, der var slaaet ind af Stormen.

- Tak, sagde Joán: Saa ses vi.

- Men vi spiser Klokken halvsyv, sagde Købmanden: hvis man ta'r 'et, som vi har 'et.

Han rakte Haanden, og Frøken Gerda rakte ogsaa sin - en lille Haand, følte Joán. Og ved Siden af hinanden, stille, men ligesom begge saa sikre i Skridtene, gik de, Fader og Datter.

Den ene Rude i Gangdøren var blæst ind, og da Joán kom ind i den første Stue stod der et laset Billard, forladt, midt paa det øde Gulv. Hans Haacke satte sig paa en Stol og holdt Etui og Paraply mellem de skrævende Ben - som den, hvem intet angaar, mens Tjeneren, med sine Berlinerøjne spillende af Skadefryd, i en tjenstlig Tone sagde, fra Døren:

- Skal jeg ringe, Hr. Greve?

Berlineren ringede.

- Der kommer ingen, sagde han og ringede igen - da Døren fløj op, og der røg en Mandsperson ind som, da han saá Joán Ujházy, begyndte at frisere paa et strittende Haar med sine forfjamsket udspilede Hænder.

- Vi havde bestilt Værelser, sagde Joán.

- Jo, ja - og pludselig fo'r Mandsvæsenets Fingre fra Hovedet ned til et Lommetørklæde, som han bar om Halsen i Stedet for Flip -:

- Men vi troede, at de Herrer var bleven hos Johansen.

Joán sagde:

- Jeg ønskede at blive her.

Der blev revet en Dør op i den næste Stue ("Hvor her trækker", sagde Hans Haacke, der altid frygtede Gigt i sine Fingre) og der lød en skinger og rap kvindelig Røst gennem Rummene:

- Jensen, vis de Herrer over i Selskabslokalerne.

Kelneren, der hele Tiden ligesom løftede sig i Hofterne, sagde:

337

- Ja, hvis de Herrer vil gaa over; og han gik i Forvejen, over en Gang, ind i tre Værelser med brede og hvidlakerede Skydedøre, der var sprukne i alle Sammenføjninger.

- Ja, hvis de Herrer vil vente her, sagde Kelneren og skubbede et Par Stole frem, som var hvidlakerede og skævtsprukne ligesom Dørene.

- Vil De saa sørge for Kufferterne, sagde Joán til Berlineren, der gik med Kelneren.

Da de to var ude paa Gangen, sagde Opvarteren og slog med Hovedet, mens han saá ned ad Tjeneren:

- Hvor er De fra, om man tør spørge?

- Jeg er Berliner.

- Ja, den har man jo hørt meget om, sagde Hr. Jensen og begyndte at le uden Grund.

Der kom en Stuepige imod dem med en Bunke fugtige Lagener over Armen. Hun var udringet og bar Koraller. Hun havde faaet sig pandekrøllet, men Baghovedet var i nogen Uorden.

- Her skal Herrerne være, raabte hun og slog Døren op til en Stue paa første Sal.

Men Kelneren løb en Trappe højere op og smækkede en Dør bag sig.

Berlineren stod midt i Stuen, hvor Pigen begyndte at lægge Lagener paa en blaa Seng, bemalet med gule Arabesker.

- Her maa lægges i, sagde Berlineren, som bagfra tog et Skøn over den kvindelige Betjening.

- Ja, det skulde der, sagde Jomfruen og slog med et Par røde Labber paa Lagenerne: Men Kakkelovnen har de revet ned, og Varmen (hun pegede over paa noget Jernsprinkelværk, der løb langs Vinduskarmen) har de aldrig faaet færdig. Men vi ka' jo slæve Petroleumsovnen derind til Herrerne.

Inde i Selskabslokalet sad Hans Haacke stadig med Toilet-Etuiet paa sine runde Knæ:

- Naar er det? sagde han ud i Luften.

- Vel Klokken otte, svarede Joán, der stod og saá 338 paa nogle blaa Fajancekrukker, der pyntede paa de hvide Hylder langs Væggen.

- Hvor? spurgte Hans Haacke igen og atter ud i Luften.

- Her, svarede Joán og saá, at Fajancekrukkerne var af Træ.

Hans Haacke sad lidt, før han sagde:

- Indbød de Folk Dem ikke?

- Jo, svarede Joán og saá igen den lille Formandinde for sig, som hun var dukket frem der paa Banegaarden:

- Hun var køn.

- Jeg saá hende ikke, sagde Hans Haacke.

Joán kom til at le og vidste ikke selv, om det var ved Tanken om den lille Frøkens røde Ansigt eller ad Hans Haacke.

- Nej, Haacke, sagde han: For De ser aldrig no'et.

- Der er heller ingenting at se, sagde Haacke og sad som før.

Døren gik, og Berlineren kom ind for at sige, at der var færdigt:

- For saa vidt, lagde han til.

Joán og Haacke gik ud, og paa Trappen mødte de Kelner Jensen, der, ved Hjælp af meget Vand og mange Voksstumper, var bleven skilt i Panden og saá ud, som havde han et Par Valke i sit Haar.

Jomfruen raabte inde fra et Værelse:

- Jensen, her ska' den anden være; og Pigen kom frem i Døren til et Rum, hvor Bohavet var en brunbejset Seng med to store Dyner.

- Ja, det er her, Herre, sagde Hr. Jensen, der havde faaet fat i Petroleumsovnen, som han slæbte ind til Joán.

- Ja, Herren ser til Vinduerne, sagde han: jeg plejer saamæn osse at stoppe dem til med lidt Papir ... For det er jo rædsomt, som Huset har givet sig. Men det blev jo bygget paa en Eng, som man si'er, da Byen kom op. Men saa maatte jo Thomsen gaa fra 'et a', før 339 det blev færdig mongteret, og alle Møbler var tegnet i København.

- Og Olesen sidder jo smaat ved 'et, saa nu er 'et jo, li'esom det forfalder.

- Nu ska' jeg! ... Hr. Jensen fløj til Vinduet, som Joán vilde trække fastere til.

- Tak, sagde Joán.

Men Hr. Jensen blev ved at snakke, mens han uafladelig fingererede ved sit bløde Skjortebryst, der var saa tyndslidt, at man saá hans nøgne Bryst igennem det.

- Men Salen er nydelig, sagde han: hvor Herren skal spille ... For den blev jo færdig, før Thomsen gik fra 'et a', og det er jo osse Salen, som bærer Forretningen.

- Hvordan? sagde Joán, der gned sine Negle med Cream.

- Gud jo, vi har jo saa mange Slags Forsamlinger her paa Egnen, som man si'er, og Foredrag - mens Hr. Jensen talte, førte han Haarvalkene frem og tilbage i smaa Stød som en kælen Ged - det er jo en oplyst Egn, og Landboerne er, ved Gud, med, som man si'er ... skønt det er for en anden En svært, naar man er anderledes vant til mer ....

- Jeg er jo fra København.

- Og saa er 'et jo enligt paa alle Maader.

- Ja, sagde Joán, der var færdig med Neglene.

- Og man havde jo osse tænkt sig no'et andet sagde Hr. Jensen:

- Jeg synger jo Tenor, og mine Tanker var jo Theatret.

- Theatret er manges Tanker her i Landet, sagde Joán.

Hr. Jensen smilede:

- Ja, sagde han: og Landet er lille, saa alle kan ikke komme til. Men det ligger vel saadan i Naturen og Befolkningen er jo oplyst.

Joán stod og saá ud ad Vinduet. Telefonstang efter Telefonstang strakte sig frem ad den lange Gade.

340

- Men vi troede jo, Herrerne blev hos Johansens sagde Hr. Jensen som en Slags Afslutning:

- Det er jo et yndigt Hus hos Johansens ... men Hr. Johansen er da osse saadan Ordfører for det Hele.

- Men Herren gaar der vel paa Visit, sagde Hr. Jensen, der endelig bekvemmede sig til at flytte sine stramtindfattede Ben henimod Døren.

Joán vendte sig. Petroleumsovnen oste, saa det stank i hele Værelset.

- Ja, sagde han uden at tænke over det.

- Vil De kalde paa min Tjener.

Hr. Jensen gik.

Joán lagde sig paa Sofaen. Det tegnede Møbel egnede sig ikke rigtig til at ligge paa. Og Petroleumsovnen blev ved at ose. Men hvis han slukkede den, vilde der vel blive saa koldt, at han vilde blive stiv i sine Fingre.

Joán laa og stirrede ud i Stuen. Ruden i Døren var itu og klinket sammen med noget Papir, hvorpaa der stod "Folketidende". Her i Huset hjalp man paa alle Skader med Trykpapir.

Da Berlineren kom ind, satte Joán op fra Sofaen med et Sæt, og hans Cheviotsjakke blev hængende i et af Kunstsømmene, med hvilke Betrækket var slaaet paa:

- Nej, sagde han: her bli'er altfor koldt. Gaa over til de Johansens og sig, jeg be'er om at være der en Timestid. Hvor er Haacke?

- Hr. Haacke har lagt sig.

- Naa.

Berlineren stod lidt.

- Her i Huset er der heller ikke anden Maade sagde han. Her maa Menneskeslægten sprælle mellem Lagenerne for at holde Varmen.

- Ja, saa gaar jeg, sluttede han.

Da Joán lidt efter gik ud af Hotelporten, rullede der ham en Landauer forbi. Der sad en ung, sværtbygget Herre paa Forsædet. Joán vendte Hovedet og saá efter Herrens Ansigt, som skulde han have kendt ham.

Saa skraaede han over Vejen til Købmand Johansens 341 røde Hus. Der var intet Navn og intet Skilt. Den store Længe laa bredt og haardt paa Jorden.

Joán gik ind i Butikken, hvor en Svend uden Næse stod bag en lang og ridset Disk, og han spurgte, om det var her, man gik op til Hr. Johansen. Svenden havde allerede aabnet en Klap og sagt - Joán havde Følelsen af, at Mennesket blev helt svedt -:

- Jo, De ka' gaa denne Vej - da der kom en blondskægget Herre ind ad en Dør:

- Bevar's, nej, vil Herren gaa med mig, sagde han Og han førte Joán ud paa Gaden igen og ind ad Porten. Trappen var fuld af Blomster.

- Værsaagod, sagde den blonde Herre, det er deroppe.

Da Joán kom op ad Trappen, aabnede den lille Frøken selv Døren lige ind til Stuerne:

- Velkommen, sagde hun og gav Joán et Haandtryk lige til Tommelroden.

- Vi tænkte jo nok, der var for slemt paa vores Kro. Uh, der er saa fælt. Men her er der ingen, som skal forstyrre Dem. Nu lukker vi blot her (og hun begyndte at lukke Fløjdørene til de andre Stuer som den, der gør noget, som længe har været bestemt) og derinde er der et Sovekammer.

Hun saá et lille Nu ud over Stuen og gik. Joán 'vilde have sagt noget, undskyldt sig. Men hun var gaaet - gennem Fløjdøren, som hun lukkede.

Joán kom til at smile, som han stod: Her kunde man vist være i Fred. Hvor det var rart. Han blev ved at smile (saa kønt sikker hun var, den lille Formand-Frøken) mens han gik rundt om Bordet under Hængelampen. Det var forstørrede Fotografier alle de Billeder, baade over Sofaen og over Klaveret, med graa Kartoner og i sorte Rammer. Nogle stærke Ansigter og Mændene med Landsbyhalsbind lige op til Hagen. Det Ansigt var mærkeligt. Ja, hvad var det dog, det mindede ham om, de Øjne og den Bygning af Panden? Hvad var det, hvor var det dog? Hvem var det? Jo, 342 det var hende, Værtinden i det gyldne Horn, hun i Montreuil ... naar hun sad foran Ilden i sit Køkken om Aftenen. Det var de Øjne.

- Fortæl mer, sagde hun altid: fortæl mer.

Og Joán maatte blive ved at fortælle, mens den Gamle sad med de sære Øjne (ja, det var de samme Øjne) vendte mod Ilden.

- Men hvorfor rejser De ikke selv til Paris, Mme Chabou? havde han sagt.

Men den Gamle havde svaret:

- Her rejser man ikke. Her bliver man siddende. Jeg har bygget Hus, hvor jeg var. Men tænke har man Lov til.

Og til langt ud paa Aftenen maatte han sidde og fortælle Mo'r Chabou om de store Byer og de vide Lande.

- Ja, Herre, sagde den Gamle: Verden er stor.

- Stor og lille, Mme Chabou.

Men hun saá paa ham med sine altfor store Øjne:

- Stor for den, som ikke kender den, sagde hun.

... Joán var bleven staaende foran Billedet. Da han vilde gaa videre, var han lige ved at vælte en Flaske Eau de Cologne, som stod paa et lille Bord. Flasken svajede, men han reddede den. Den Stol var magelig. Alle Møbler var egentlig nye men dog saá de ud, som de havde staaet i Stuen længe. Der var tre Hylder under det lille Bord - aa, det var Albummerne.

Joán tog det ene og slog det op.

Dér var hun igen, paa det allerførste Blad. "Bondekonen" fra Væggen. Ja. Men dette lille Billede var bedre. Hvor de Øjne herskede i det Ansigt. Men Munden lignede en voldsom Streg over Hagen. Joán vendte Bladet. Det var igen de samme Billeder som paa Væggene. Ja. Og alle Øjnene lignede den Gamles. Men Ansigterne blev smallere, den Hage var ikke nær saa bestemt. Og det var, som Øjnene voksede. Hos den unge Pige var det, som var der slet ikke andet end Øjne. Og Munden, den var blevet fyldig med svajede Læber. Joán slog uvilkaarlig om igen til det første Blad. 343 Hun, den Gamle, havde brændt sine Øjne ned gennem Slægten ...

Og, det var sandt, den lille Frøken Formand havde haft det samme Blik før, det Nu, hun stod og saá ud over Stuen.

Den Gamle var altsaa - og Joán blev ved at blade i Albummet - Oldemoderen. Og der var Bedstemoderen med Guldbroche og i den Damaskes Kjole. Men det var Moderen, hun, med den lille Udringning og Medaillonen om Halsen.

Jo, Øjnene var nok de samme. Men Udtrykket i dem havde skiftet. Hos den unge Pige (dér var hun igen med Studenterhue) var der ikke blevet andet end Feber tilbage i Blikket ...

Hm, alle de næste Billeder, det var nok Faderens Familie. Det var nogle rigtig rare blonde og hyggelige Personer ... Han dér lignede den Mejerist, som de for ti Aar siden havde faaet ned paa Øen, da hans Fader vilde indrette Mejeriet. Han klagede altid over, at man aldrig kunde faa et rigtigt Glas Øl, og han digtede Vers i en Poesibog - "hvis Hr. Greven maaske vilde læse dem".

Der gik en Dør i Huset, og Joán slog uvilkaarligt Albummet i.

Han rejste sig og gik hen mod Klaveret.

Hvad var det? Det var virkelig en Fotogravure - efter Corot: sørgmodige og mørke Corot'ske Træer.

Og dér i Vinduskarmen hang der ogsaa et Par. Det var sært at tænke, hvordan de var kommet her. Det der, deroppe - og Joán bøjede sig frem for at se - det var, ja, det var "Le Crépuscule".

Joán blev staaende og, uden at han vidste det, førte han Haanden hen over sine Øjne. Det var mærkeligt, han havde kunnet glemme, at det idag var hans Moders Fødselsdag. Det var dog første Gang, han havde glemt den - alle de Aar ...

Han huskede godt, hans Fa'r havde taget "Le Crépuscule" bort fra dets Plads ved Kakkelovnen, straks 344 efter at Mo'r var død, og han havde hængt det op i sin Stue over sit Skrivebord ...

Maaske var der noget "dansk" ved det franske Billede - ved det Tusmørke.

Mo'ren sad saa tit og stirrede paa det - ind i dets Skumring, der lukker sig.

Joán drejede sit Ansigt. Han kunde gennem Kroens sidste Vindu se lige ind i et Værelse. Kelner Jensen stod midt paa Gulvet og drejede og svajede sin Skabelon - aa, han stod foran et Spejl.

Joán løftede sine Øjne: Kro-Gavlen var blevet lidt vind. "Hotel Danmark" læste Joán. Det stod med Rødt paa Hvidt. Men et Par af Bogstaverne var blevet en Smule ufuldstændige, fordi Kalken var faldet ned. Joán blev ved at fæste Øjnene paa det Rødt paa Hvidt, til han lod dem glide ned over Huset. Kelneren stod stadig og udspejdede sig selv, forfra og bagfra, foran sit Spejl.

Men Joáns Øjne gled videre ned over "Danmark":

Der var Hængsler i den Aabning, der skulde have været Port - fire store nøgne Hængsler ...

Naar Joán kom hjem, vilde han flytte op i sin Fa'rs Stuer. Han vilde stille Flygelet dér, hvor Fa'rs Arbejdsbord stod. De Værelser laa ogsaa mod Nord. Hvor lidt han egentlig havde kendt til sin Fa'r og vidst om ham. Men han havde jo ogsaa altid talt saa lidt, hans Fa'r. Der var de Aar, da han altid læste, tidlig og sildig - alle de brogede Bøger, Lægers Værker og Filosoffer og "Erindringer", læste og læste.

Joán kunde huske en Gang i en Ferie, han kom ind i Faderens Stue:

- Her sidder Du, Papa, hele Dagen, havde han sagt: Skulde vi ikke rejse lidt? Vi kunde dog tage ud til Constanza ...

- Du kan rejse, sagde Faderen.

- Ja, men Du? Du sidder her og læser og læser ...

- Ja - og Faderen stirrede igen paa sin Bog - Tiden skal jo gaa, sagde han:

345

- Og desuden kunde man maaske finde en Forklaring.

- En Forklaring? havde Joán spurgt.

- Ja, svarede Faderen: en Forklaring paa Meningsløsheden.

Og Faderen var blevet ved at læse.

Men de sidste Aar læste han heller ikke. Han red og red kun, Morgen og Eftermiddag, om Formiddagen og naar Solen var gaaet ned, red han alene, Øen rundt, som red han i en evig Kreds. Og nu var han død, .alene.

Joán vidste ikke selv, at han havde vendt sit Ansigt og atter stirrede ind i Corots Skumring.

Saa højt hans Fa'r alligevel maatte have elsket hans Mo'r. Men Mo'r - hun havde altid været som En, hvem Blodet langsomt, ganske langsomt randt ud af, til hun var død .. den Dag. Hvor han huskede hendes Dødsdag, og han havde dog været saa lille. Han var løbet gennem Huset om til alle og vilde holde dem i Haanden og havde spurgt og spurgt: Hvorfor, hvorfor er Mo'r død?

Joán gik atter bort fra Vinduet - gaaende forbi Møblerne, instinktmæssig og uden at se dem, som havde han gaaet der længe.

Der laa et Ugeblad. Det var "Illustreret Tidende" for i Søndags. Det havde han ikke set.

Joán lukkede Bladet op.

- Aa, dér var hans Billede - det Billede, som Blade altid bragte.

Det bankede.

- Kom, sagde Joán og stod endnu med "Tidenden" i sin Haand.

Det var den lille Frøken, som bar en Bakke:

- Jeg vilde blot bringe lidt The, sagde hun med sin meget rolige Stemme og, mens hun satte Bakken, lagde hun til, med et ganske lille Smil:

- Ja, dér er Deres Billede.

Joán sagde og slap Bladet lidt hastigt:

346

- Jeg har siddet og set i Deres Albummer, Frøken.

Frøkenen bredte en lille Thedug over Bordtæppet. Hendes Haar var flettet som en Krans, der var stukket en Sølvnaal igennem.

- Det har ikke kunnet more Dem, sagde hun: det er kun min Familie.

- Tværtimod. Den gamle (Joán søgte et Øjeblik om Ordet og sagde saa) den gamle Dame har et dejligt Ansigt.

Frøkenen saá op et Nu:

- Synes De?

- Men det Billede paa Væggen, sagde Joán, der tog Albummet: det er ikke saa godt...

- Nej - og hun blev ved med sine rolige Bevægelser at ordne Bordet - det er jo ogsaa kun forstørret Joán saá ind i Albummet:

- Men her er Ansigtet dejligt, sagde han.

Frøkenen var blevet ved at ordne Bordet:

- Jeg véd ikke, om Theen skal være stærk, sagde hun og talte stadig i samme stille, sikre Tone.

- Jo, Tak, sagde han og kom til at smile: jeg drikker den stærk.

- Det tænkte jeg nok, sagde Frøkenen, og ogsaa hun smilede et Øjeblik: Naar den saa bare er god nok Det er saa svært at faa god The paa Landet, selv om vi selv har Forretningen.

Joán havde set fra den Gamles Billede op paa Frøkenens Ansigt: det var næsten ubevægeligt i sin rolige Nydelighed:

- Vi Bønder forstaar os forresten ikke paa The, sagde hun.

Men nu, hvor hun skænkede, saá Joán og vidste ikke, hvorfor han følte noget som en pludselig Glæde, at hun skælvede paa Haanden, saa hun næsten ikke kunde skænke.

Og lidt hurtigt sagde han:

- Skal De ikke selv drikke The, Frøken?

- Jeg vil ikke forstyrre, sagde hun.

347

- Aa, det gør De ikke. Tværtimod - saa har jeg mindre Tid til at være angst ...

- Angst?

- Ja.

- For at spille for os, der ikke har gjort andet end glæde os alle de tre Uger.

Joán havde rejst sig, tagen af den Uro, der altid greb ham før en Koncert, naar han tænkte paa at skulle spille.

- Netop derfor, Frøken, sagde han, og med et Blik rundt i Stuen lagde han til:

- Jeg vilde virkelig saa gerne spille godt her.

- Ja, saa henter jeg mig en Kop, sagde hun og gik.

Da hun var gaaet, tænkte Joán og vidste ikke selv hvorfor: de Folk maa være meget velhavende.

Da Frøkenen kom ind igen, sagde hun og pegede paa det opslagne Album:

- Det er Oldemo'r, sagde hun, og det var, som hendes Stemme var blevet højere eller anderledes.

- Og det, sagde Joán og fulgte Billederne, er Deres Bedstemoder.

- Ja, sagde hun og lo.

- Og det er Deres Mo'r .... og det er Deres Søster.

- Ja.

- Deres Søster studerer? Hun er Student ...

- Ja - og hun tøvede et Øjeblik, mens Stemmen atter skiftede - min Søster er Student.

- Og det er min Broder, sagde hun og det var, som tog hun Vejret: og saa er der ikke fler.

- Deres Broder, hvor er han? spurgte Joán.

Hun drak af sin The:

- Min Broder skal jo ha'e Forretningen ... han er i Vejle.

- I Vejle, gentog Joán.

Slaaet ved hans Tonefald sagde hun hurtigere:

- Aa ja, er der ikke dejligt i Vejle? Jeg synes, det er det dejligste Sted ... saa blaat og grønt der er.

348

- Jeg har aldrig set det ved Sommer, sagde Joán.

- Ja, men det skulde De ... jeg kommer jo saa tit til Vejle. Træerne ved Vejle de holder sig saa længe - og der er saa blankt ved Vejle. Saa ligger vi tit i en Baad, naar vi har spist paa Munkebjerg.

Joán sagde:

- Min Mo'r var født i Vejle Der gik et Nu.

- Var det i Vejle? sagde hun og talte sagtere.

- Ja, i Vejle, gentog Joán, og hans Stemme var meget lav.

Og smittet af noget i hans Stemme sagde hun næsten i samme Tone:

- Og saa kom hun til at rejse saa langt?

Joán saá paa én Gang paa hende:

- Ja, langt, sagde han.

Men maaske for at ændre Stemningen sagde hun og talte lidt afbrudt, men muntert:

- Men der er nu ogsaa dejligt om Vinteren. Der er, synes jeg, saa levende altid i Vejle ... og Folk, de saadan træder til og taler højt i Gaderne ... Jeg holder nu næsten mer af Vejle end af København.

- End af København?

- Ja, det er maaske, fordi København er for stor for saadan En fra Landet ... eller jeg véd ikke, ikke stor nok.

- Ikke stor nok?

Joán saá paa hendes lille Ansigt, der pludseligt blev rødt og rødere - som paa Stationen:

- Ja, jeg har da aldrig set en større .... Men man tænker sig dog saa meget, naar man prøver at forestille sig en stor By...

- Ja.

De tav, og hendes Ansigt var atter blevet blegt.

- De har set alle Byer, sagde hun.

- Mange, sagde Joán: Og alle Byer ligner hinanden.

Hun vendte sit Ansigt:

349

- Gør de?

Hun bøjede atter Hovedet:

- Men De har dog set dem, sagde hun, og hun føjede til, med et Smil, der sitrede lidt om hendes Mund: De fleste faar dem aldrig at se.

Men atter skiftende sagde hun:

- Men min Broder har set meget - de Aar, han var til Søs.

- Har han været til Søs?

- Ja, tre Aar. Men saa skulde han jo ha'e Forretningen, og maaske havde han heller ikke rigtig Mod, jeg véd ikke, til at blive ved paa Søen.

Der var stille lidt, til Joán spurgte, blot for at sige noget:

- Hvor var han da?

- Han var i Kalifornien - hun udtalte Navnet saa langt, saa det blev som saa meget fjernt - og i Shanghai.

- Der skal være meget smukt i The settlement i Shanghai, sagde Joán Og pludselig spurgte han:

- Hvad hedder De egentlig, Frøken?

- Hvad jeg hedder - og hun lo, mens hun gjorde nogle smaa Bevægelser med sine Hænder op i Luften - jeg hedder Gerda.

- Gerda, sagde Joán og gentog det: Det er nemt at sige.

- Ja - og Gerda blev ved at le -: og Deres Navn er der ingen, som kan sige. Vi har øvet os og øvet os paa det. Men vi vidste jo slet ikke, hvordan det skulde siges.

- Joán, sagde han: Joán, sig det.

- Joán.

- Joán, gentog Frøken Gerda.

Men han gav sig til at le:

- De siger det li'esom Ane.

Frøken Gerda lo:

- Ane, hvem er det?

350

- Det er min gamle Pige ... hun er ogsaa fra Vejle.

- De er alle fra Vejle, sagde Gerda og smilede.

- Ja.

Og pludselig strakte Joán Haanden frem og slog an paa Klaveret:

"I Vejle er jeg født,
dér har jeg hjemme ..."

- Aa, at De kan vore Sange, det er dejligt ... Joáns Hænder faldt bort fra Tangenterne:

- Den sang jo min Mo'r.

Gerda havde rejst sig.

- Ane fulgte med Moder derned, sagde Joán.

- Til Deres Fædreland.

Joán sad stille.

- Det er Ungarn, sagde Gerda og talte lavt ligesom han: der skal være saa smukt i Ungarn. Jeg havde en Fætter, der havde været i Ungarn.

Joán havde flyttet sig over paa Klavérstolen:

- Hvad vilde De da helst se af Verden? spurgte han.

- Helst? hun gentog Ordet meget langsomt, og gennem Skumringen, der var begyndt at falde i Stuen saá han hendes altfor store Øjne, der ligesom søgte gennem Rummet.

- Helst Bjergene.

Joán sagde:

- Ved mit Hjem er der Bjerge.

- Er der?

Det hørtes knap.

Joán vendte sig paa Klavérstolen:

- Og naar De saa ikke er i Vejle eller i København, saa sidder De her?

Gerda havde sat sig, lidt langt borte fra ham, i en Stol ved Vinduet:

- Ja, nu maa jeg jo være hos Fa'r, nu, han kun har mig.

- Men saa kommer Deres Søster hjem i Ferierne....

351

Der var stille et Øjeblik. Saa sagde Gerda:

- Min Søster er død.

- Død? Det havde uvilkaarlig givet et Sæt i Joán.

- Ja, ifjor.

Hun rejste sig igen:

- Men nu skal jeg vist ha'e Theen ud.

- Hvorfor?

Hun svarede ikke, men samlede kun Thetøjet sammen:

- Skal jeg ikke tænde Lampen?

- Aa nej, jeg sidder gerne i Mørkning. Mørkningen er lang i Danmark.

- Ja. Aa, det er min den bedste Tid Og hun lo igen:

- For saa skal man ikke bestille noget.

- Hvad bestiller De da, Frøken Gerda?

- Jeg, Grev Ujházy - og hun lo paa Navnet, som hun ikke kunde sige.

- Ujházy, rettede Joán.

- Ujházy, stavede Gerda Joán lo:

- Nu var det næsten rigtigt.

- Ja, næsten, sagde Gerda, der stod med Bakken.

- Men hvad bestiller De saa, Frøken Gerda?

- Jeg bestiller meget. Jeg har jo Husførelsen - hun skød Munden lidt frem - og saa skal jeg føre noget af Bøgerne. Det er Bestyreren, der. siger, at jeg for Fa'rs Skyld skal ta'e Del i Forretningen ..

- Bestyreren ... hvem er Bestyreren?

- Det er den Herre, som viste Dem herop.

Pludselig sagde Joán, med en Slags Mandfolke-Inkvisition:

- Han var net.

Gerda svarede:

- Han har været her to Aar. Fa'r kan jo ikke ha'e med Butikken at gøre, naar han har baade Trælasten ... og Vinhandelen.

Hun aabnede Døren. Inde i den anden Stue var der 352 tændt, saa Lyset faldt ind over Joán, som han stod, og Frøkenen sagde og saá paa ham i Skæret:

- Jeg kan slet ikke tænke mig, at De virkelig er kommen ...

- Jo, sagde Joán: nu staar jeg her.

Paa én Gang nejede Frøken Gerda:

- Ja, sagde hun hastig og igen blev hun rød: Tak for nu.

Og hun lukkede Døren.

Joán blev staaende lænet til Dørstolpen: Saa blødt dog Dansk var, Tonefaldet. Det havde saa tit, i de Aar, syntes han, ligget inde i hans Hoved som en Melodi, han ikke kunde komme rigtig paa, en Visemelodi, han halvt havde glemt.

Men han havde handlet dumt nu, hvor han alligevel havde villet til Danmark. Han skulde straks fra den første Dag have været sammen med rigtige Mennesker. Og han havde bare været sammen med Kunstnere, som lignede alle andre Verdens Kunstnere. De var bare fattigere og mere slidte i Kanterne, og deres Koner gik med skraaede Kjoler. Joán kom til at smile - hans Tanker sprang saadan som altid, naar han var lidt glad - og han tænkte paa Festen i København. Det havde været saa venligt af de Folk at indbyde ham til den Fest. Mændene sad, med deres Halvlærreds skæve Skjorter, som de, der sjældent kommer til Festbords, og var de kommen der, vilde de skam spise for Pengene. Men Fruerne sad, med hule Øjne og Granatbaand om de udpinte Halse, aandsfraværende og krammede om de vaskede Handsker. "Aa ja, Hr. Greve," havde Joáns Dame sagt straks, de kom til Bords (hun lignede en Seniliakaktus i Hovedet, saadan flød hendes Isse med Haartotter), "man bliver saa forvirret og saa forvildet i Øjnene, naar man først skal ha'e sine Fem til Sengs og saa i Tøjet." Kunstnerfruerne havde lignet Garnisonsdamerne i Orsówa i de Aar, Regeringen ikke udbetalte Officerslønninger. Men hun var blevet ved at tale, hans Dame: "Ja, undskyld, undskyld, jeg véd det 353 saa godt, at jeg bomrer i mit Tyske. Man har dog studeret i Leipzig, men man glemmer, og gør man først den Dumhed at gifte sig, gaar jo Ens Kunst og det bliver Huset det Hele, skønt nogen, der takker, er der saamæn ikke" ...

Og pludselig havde hun gnedet sig ned over begge de udstaaende Kindben og sagt:

- Ja, hvad mener nu egentlig De, saadan en Berømthed, om Livet?

... Joán blev ved at smile, mens han gik hen over Gulvet:

- Nej, saadan i Sprog havde de egentlig ikke deres Styrke i Danmark. De rejste vel ikke. Man blev hjemme, her i Danmark. Hans Moder havde heller aldrig rigtig kunnet lære Ungarsk. Hans Fader havde altid talt Dansk med hende. Hvor godt han huskede hendes Stemme. Den var ogsaa saa ganske stille og ligesom halvbange.

Joán havde sat sig ved Klaveret. En Melodi gled langsomt frem under hans Hænder .... hvordan var nu Ordene, de Ord? Hans Mo'r sagde dem saa tit, naar Joán, han sang dem, alle Melodierne, foran den sorte Kakkelovn med Fødderne:

Og Maanedsdagen ...
Maanedsdagen ...

Joáns Hænder slap Tangenterne ...

De havde tændt et Par Lygter paa Gaden. Deres Skær faldt gennem Vinduernes Blomster ind over alle Billeder. Saa stille her var. Han hørte Fodgængernes langsomme Skridt paa Gaden. Nu gik de vel hjem fra Arbejdet og fra Markerne.

Joán blev ved at søge om de Ord:

Men Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

Hans Mo'r havde saa tit sat sig hen ved Vinduet om Aftenen, med Hænderne op under Hagen, og stirret ud.

354

- Hvad ser Du dog efter, Maria? havde hans Fa'r spurgt.

- Jeg ser hjem.

Nej, nej, han fandt det ikke .... hvordan det var:

Men det var sig Ridder Hr. Aage
det var Ridder Hr. Aage...

Men den lille Frøken maatte vide det. Hun vidste det naturligvis.

Joán rejste sig og bankede paa, før han aabnede Døren. Der stod en Dame inde i den inderste Stue, under Lampen. Hun vendte sig, hun havde saadan et benet Ansigt.

- Undskyld, sagde Joán. Men er Frøkenen her ikke?

- Nu skal jeg kalde, svarede Damen og flyttede sin knoklede Figur.

- Aa, Frøken, sagde Joán, da Gerda kom ind - Døren lod hun staa, saa Lampernes Lys faldt ind over Klaveret -:

- Det var en Melodi, der faldt mig ind ... men jeg kan ikke komme paa Ordene ... Og han slog atter an:

Det er Ridder Aage.

- Det var Ridder Hr. Aage, sagde hun.

- Ja.

- Aage, rettede hun og lo et Nu.

- Aage, sagde Joán, og der kom som et Smil over Navnet: det har jeg aldrig kunnet sige.

- Aage, gentog hun og aabnede Munden vidt:

Det var Ridder Hr. Aage
han red sig under Ø.

- Ja, sagde Joán, der fulgte hendes langsomme Stemme paa Tasterne:

Fæsted han Jomfru Else
hun var saa væn en Mø.

Joán blev ved at spille, mens Frøken Gerda halvsang:

355

Fæsted han Jomfru Else
alt med hin røden Guld.
Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.

Der var tyst et Nu. Saa sagde Frøken Gerda:

- Det er en sørgelig Sang.

- Ja, sagde Joán.

Hans Hænder laa endnu paa Tasterne. Fodgængernes Trin lød op fra Vejen.

- Hvor der er stille her, sagde Joán.

- Ja.

Joán spillede igen.

- Det var min Mo'r, der sang den saa tit.

Gerda svarede ikke, og ingen af dem talte.

Saa sagde Frøken Gerda og hendes Stemme lød højere.

- Nu skal jeg tænde Lampen.

Joán rejste sig og saá paa hendes Hænder, mens hun tændte. Saa sagde han og stirrede ind i Lampen - og han talte i samme Tone som før -:

- Det er min Mo'rs Fødselsdag i Dag.

- Det var underligt, at jeg netop idag .... skulde komme her.

Hun holdt Kuplen i sin Haand:

- Ja, sagde hun i samme Tonefald som han: det var underligt.

Hun satte Kuplen paa - og maaske ved en Tankeforbindelse, maaske ogsaa blot for at sprede hans Sind - sagde hun muntert:

- Nu skal De se Stedet, hvor jeg er født ... det er ikke stort.

Og hun lo.

Hun tog et Fotografi ned af Væggen - med et meget lille Hus: kun fire Fag og en Gadedør.

- Og de to Vinduer var Butikken, sagde hun Hun pegede paa Billedet:

- Det er min Mo'r, sagde hun: og det er mig, hun har paa Skødet.

- Og dér er Deres Søster, sagde Joán.

356

Lidt hastigt svarede hun:

- Ja, det er min Søster Og hun blev ved:

- Min Mo'r var jo saa ung, da hun døde - lige, da vi var kommen herover i det nye Hus. Hun havde længtes saadan efter at komme herover, siger Fa'r. Men saa døde hun - bare fire Maaneder efter.

Joán talte ikke.

- Og Bedstemo'r var ogsaa død som ung. Men Oldemo'r hun levede dem alle over. Hun levede, til jeg var ni Aar.

- Saa var hun gammel, sagde Joán og smilede uden at vide hvorfor.

Ogsaa Frøken Gerda smilede:

- Ja, hun var tre og halvfems Aar, sagde hun: Og hun gik i Forretningen til den sidste Dag Hun hængte Billedet hen:

- Men saa kom Faster i Huset.

-- Det er Deres Faster, sagde Joán og bøjede Hovedet hen mod Stuerne.

- Ja, det er Faster.

Joán lo:

- Hun ligner Ane, sagde han.

- Gør hun? Faster er saa rar.

Men Joán blev ved at le, næsten som vilde han drille hende:

- Men hun ligner Ane, sagde han.

Og et Nu efter sagde han:

- Aa, jeg vil telegrafere til Ane. Saa glæder jeg hende.

- Hvor er Telegrafstationen?

- Den er ved Banen, men Karlen kan gaa med det.

- Nej, jeg vil gaa selv.

- Det er lige ved Banen, sagde Frøken Gerda: Men jeg kan følge Dem.

- Vil De?

- Ja, saa gerne.

- Men først vil jeg sprøjte. Hun tog en Rafraîchisseur 357 og sprøjtede Eau de Cologne rundt i Stuen, mens Joán lo:

- Hvorfor gør De dog det?

- Jo, for Luften bliver saa daarlig.

Hun blev ved at sprøjte:

- Det gør den altid i et Hus, hvor der er Butik.

- Faster, raabte hun ind i Stuerne: vi skal paa Banen.

Og en Hat tog hun paa og en Kaabe, og Joán kunde ikke komme til at hjælpe hende.

De kom ned ad Trappen, og hun aabnede en Dør og raabte ind:

- Jeg gaar kun ned til Banen.

- Det er til Fa'r. Han vil altid vide, hvor jeg er. Han er blevet saa ængstelig i det sidste Aar ...

De var kommen ud paa Gaden. Joán vendte sig et Øjeblik: det var Bestyreren, der stod i Butiksdøren.