Bang, Herman MIKAËL

MIKAËL
6

Nu kan jeg dø roligt: jeg har set en stor Lidenskab.

7

I

MESTEREN aabnede Døren til Balkonen og traadte ud. Hans Øjne var let knebne sammen, enten fordi de endnu søgte at se Værket, hans Tanker endelig vilde forlade, eller maaske blot fordi de blændedes af Dagens Lys.

Han satte sig i den vante Stol, hvor det mægtige Skæg, hvis hvide Striber randt som sære Bølger gennem det Sorte, naaede næsten lige til Rækværket, og han trykkede, efter det endte Dagværk, et Øjeblik sine Hænder mod Gelænderets Jern, som vilde han stemme dem mod en urokkelig Sten.

Mikaël sad som altid, med den slanke Hage støttet mod Balustren, og stirrede ud i Luften. Der laa et Par Skitser i hans Skød, som var de glemte.

Tjeneren kom frem i Døren med Dagens Post og Visitkort, som han rakte Mesteren paa en Bakke. Mesteren læste Kortene og lod dem falde tilbage paa Bakken som om intet af dem havde baaret noget Navn. Han beholdt et eneste, som han skød ind oppe tilvenstre bag sin Vest.

Saa tog han Bladene. De fleste var i Korsbaand, og Spalterne var indrammet med Blaat.

- Hvad skriver de om? spurgte Mikaël og løftede Hovedet.

- Om Udstillingen i Melbourne.

- Hvad? sagde Mikaël og saá Claude Zoret ind i Ansigtet.

8

- Hvad de altid skriver, sagde Mesteren, der kun aabnede Læberne ganske lidt, naar han talte, og han skød Avispapiret bort.

Mikaël satte sig højere op i sin halvlave Stol og bredte Aviserne ud paa Gelænderet, mens han hvert Øjeblik, i sin Iver, slog det lange og mørke Haar bort fra sin Pande, som om det hindrede hans Øjne i at se.

Mesteren rørte sig ikke. I Hvile laa hans Blik paa Tuileriernes Have, hvor den begyndende Aften allerede sænkede sine rindende Slør ned over Statuernes Skuldre og øgede Laurbærtræernes Mørke, og der var i hans Blik noget af det Udtryk, som hans Bondeforfædre havde haft, naar de, mod Aftenstid, sad foran deres Agre.

Claude Zoret vendte sit Hoved.

- Du kan jo slet ikke læse Engelsk, sagde han.

- Lidt, lidt, sagde Mikaël og blev ved at sidde bøjet over Bladene fra Melbourne.

Mesteren tog Skitserne op, der var faldet ned fra Mikaëls Skød, og han betragtede dem: Det var igen et Par udstrakte Kvindelegemer. Paa det ene var Hovedet ikke fuldført eller blevet glemt. Det andet var ikke stort mere end en Lænd.

- Aldrig kom dog Mikaël længere. Give et Bryst en Lænd, en Nakke, en Hals og aldrig gribe det hele Legeme.

- Men - og Mesteren holdt Skitsen frem i sin Haand - de Linjer var gode.

- Ja, de var gode Mesteren smilte:

- Naturligvis, Skitsen var allerede signeret. Under hvert et Rids stod altid, med hans underligt henflydende eller maaske snarere indfiltrede Skrift, thi hvert Bogstav holdt tæt fast i det andet: Eugène Mikaël, og Stregen under Navnet var som baldyret med sine tre Prikker.

Claude Zoret løftede atter Hovedet og, uden at han selv vidste det, indsugede hans Øjne Himlens Farve, 9 der blev bleg og mere bleg under den skridende Aften af et sært og hvidligt Blaat, næsten lige det allerførste Skær af en Sommermorgens allerførste Lys.

Ogsaa Mikaël havde rejst sit Hoved og betragtede Himlen. Naar han sad saadan rank, løftede hans mørke Haar sig over Hovedet næsten som en Hjelm.

- Hvor underlige Farver der er paa Himlen, sagde han; og han forsøgte at læse igen, mens Rivoligadens Støj steg op imod dem som en fremvældende Strøm af Lyd, hvori man intet skelnede.

Nogle Øjeblikke talte ingen, til Mikaël slog Øjnene op paany og saá langt ind i Himlen:

- Véd Du, sagde han, er det ikke mærkeligt? Jeg har set de Farver hjemme, paa Majmorgener, hjemme over Hradschin.

Mesteren lo kort:

- Var Du oppe saa tidligt?

- Ja, den Gang, sagde Mikaël og læste igen.

Mesteren rullede, uden at vide det, Mikaëls Skitser sammen og holdt dem i sin lukkede Haand, mens han betragtede ham, der læste:

- Saa stærk af Lemmer han var blevet. Hans Legeme fik Muskulatur. Det voksede sig færdigt. De Linjer dér - og uvilkaarligt førte Claude Zoret Skitserullen gennem Luften - var andre, da han malede ham, som Alkibiades eller som "Sejren".

- Men det var ogsaa fem Aar siden - og Mesterens Øjne fik et Udtryk, som læste han de skridende Signaturer paa sine egne Lærreder - ja, virkelig fem Aar, siden han malede Sejren. Og over fem Aar, siden han havde taget de Studier i Hradschin.

- Hvor godt han altid huskede den Tid. Luften over Prag, hvor besynderligt den lignede Luften over Montmartre, alle dens Farvetoner, hele dens Stemning - - Og saa var det jo i Prag, Mikaël var kommen til ham.

- Hver Aften, naar han var vendt hjem fra Hradschin, sagde Portieren i Hotellet til ham: "Det unge 10 Menneske er der", og hver Aften svarede han: "Imorgen". Til han endelig en Aften, halvt i Raseri, havde sagt: "Igen, naa, lad ham saa komme da". Og ind i hans Stue var Mikaël kommen og havde staaet henne ved Døren, lidt bøjet i Knæene, helt hvid i sit ganske lige Ansigt, med Svedperlerne, Perle ved Perle, over den hele Pande. "Naa, hvad er det saa, De vil?" - "Vise Mesteren noget". - "Hvad?" - "Nogle Tegninger, Mester". - "Saa. Tegner man i Deres Alder? Lad mig se dem."

- Og han havde faaet dem, det Makværk, de Streger, som det var. Men der var det Par Kvindeskitser iblandt, som alligevel ....

- Sæt Dem, havde han sagt: Ja, bliver De Maler, kommer De da aldrig til at gøre andet end Kvinder.

- Han havde set hen paa Mikaël, der ikke havde sat sig og ikke rørt sig. Stadig bleg, med Sveden over Ansigtet næsten som et Slør, stod han - og der maatte vel have været noget over denne Statue af Angsten noget, som greb hans Øjne, for han havde pludselig sagt, som man siger et Farvel, man vil gøre venligt -:

- Naa, De, naar De inden et Aar bringer mig et Billede, en Kvinde, der er malet, rigtig malet - - saa kan vi jo tales ved.

- Forresten er jeg ingen Hr. Bonnat og jeg tager ikke mod Elever.

- Og han spurgte endnu, da Mikaël allerede havde aabnet Døren, stadig bleg og med vidt opspilede Øjne: "Hvor gammel er De?" - "Sytten Aar, Mester". - "Og hvad hedder De?" - "Mikaël", havde han svaret og bøjet sit Hoved.

- Nej, han havde aldrig set et Menneske, der saa ganske og aldeles, lige ud til sine Fingerspidser, var Udtrykket for én Følelse: Angsten. Han havde rakt ham Haanden: "Farvel," havde han sagt og følt Mikaëls Haand, der var iskold som hele hans Legeme var.

- Farvel, Mester, havde Mikaël svaret og havde atter bøjet sit Hoved, før Døren faldt til.

11

Claude Zoret blev ved at betragte den blegnende Himmel:

- Hvor mon de Studier fra Hradschin egentlig var?

For han havde aldrig faaet dem brugt. Da han kom hjem fra Prag, var han pludselig, han huskede det, uden Grund, uden tænkelig Aarsag falden hen i et af de urimelige, sindstomme Anfald af Vanmægtighed, hvor han lange Maaneder igennem Dag efter Dag flakkede rundt i sin egen Vanmagt som en virrende Bjørn i sit Bur, eller hvor han kastede sig hen i en uhyre Bedøvelse, der slettede Ugerne ud til en eneste Nat, hvorfra han intet mindedes uden sin dumpe Trang til Bevidstløshed eller til Søvn.

- Ja, han havde netop haft et saadant Anfald, et forbandet Anfald den Gang. Et halvt Aar næsten havde det varet. Mikaël var jo kommen imens med sin Kvinde, nøgen og henstrakt i noget Græs. Mange Maaneder havde Anfaldet varet, indtil han pludselig uden at tænke næsten, uden at veje, uden at vide, han, i hvis Hjerne Tanker og Skikkelser ellers laa Halvaar, Helaar, mange Aar, indsugende alle hans Forestillinger, som en Svamp opsuger Blod, pinende ham, til han slyngede dem fra sig som Møllesten - var slaaet ned over det Lærred: "Athenerne venter Oraklets Svar", hvor han endelig en Gang havde naaet at male Menneskers elendige Dødsensangst, og hvor han havde stillet Mikaël dér, bagest, just saadan bøjet lidt i Knæene, som han havde staaet i Prag, ved Døren.

- Og efter "Angsten" havde han malet "Sejren".

Mikaël havde løftet sit Ansigt:

- Véd Du, hvad her staar? spurgte han Mesteren svarede ikke.

Gennem den blege Luft faldt den vestlige Himmels Rødme som Genskær af en Flamme over Louvres Tage.

- Véd Du, hvad der staar? gentog Mikaël.

Og som havde han lært det udenad, sagde han ud i Luften:

- Der staar: "Men det Indtryk bliver tilbage, at 12 højt over alle løfter sig Frankrigs Navn, som et Banner, baaret af Claude Zorets vældige Hænder".

Mesteren forandrede ikke sit Ansigt, men Mikaël støttede Hovedet i sine Hænder, medens han sagde ud i Aftnen:

- At være den, om hvem det skrives Mesteren smilede:

- Ja, Mikaël, Manden maa jo kunne male, sagde han og udslyngede Sætningens sidste Ord som i en vred Haan.

Pludselig skiftede han Tone:

-Men Du skulde springe ud over dette Gitter, sagde han og slog sine Hænder mod Gelænderet.

- Hvorfor?

Cyklernes Klokker lød op imod dem, mens de begge tav.

- Hvorfor - spurgte Mikaël, og han talte sagte - siger Du mig altid det samme?

Mesteren svarede ikke.

Men Mikaël sagde og blev ved at tale sagte, mens en pludselig Rødme brød ud over det sænkede Ansigt:

- Maa jeg sige Dig noget?

- Hvad Du vil.

- Forstaar Du ikke ... kan Du slet ikke forstaa, at jeg ... at naar jeg læser som nu her, at dine Billeder, at de er som de store Mestres, der vil vare de Hundrede Aar, og Mennesker vil se paa dem om saa lange Tider som vi slet ikke kan tænke ...

Claude Zoret rystede paa sit Hoved:

- Ingen, sagde han, véd, hvor længe noget varer.

Og idet han løftede sin haarede Haand over mod Louvre, sagde han, og hans Stemme fik samme Tonefald som før:

- Gaa over at se, hvor mange af de Udødelige der allerede er døde.

Mikaël løftede Ansigtet:

- Du véd, at Du lever. Naar jeg ser paa Dig, mens 13 Du maler, ser jeg det paa dit Ansigt, Du véd, Du maler ikke for dem, som nu er.

Mesteren lo:

- Hvordan ser jeg da ud i Ansigtet, naar jeg maler?

- Du smiler, sagde Mikaël.

Claude Zoret lo paany med den Bondens stærke Latter, han pludselig kunde faa:

- Ja, fordi jeg véd, de Folk vil intet forstaa.

- Nej, sagde Mikaël og virrede med sit Hoved: Du smiler, fordi Du véd, at der vil komme dem, som forstaar.

- Men, og han sænkede sin Stemme, kan Du saa ikke begribe, at jeg - jeg siger til mig selv ...

- Hvad? spurgte Mesteren.

- At jeg siger til mig selv - og pludselig talte Mikaël meget hurtigt, næsten som En, der skammer sig - det er dit Legeme, han maler.

Han rejste sig i et Sæt som den, der maa have Plads for sin egen Sindsbevægelse:

- Det er Dig, han gør evig, sagde han Han tav et Øjeblik, og mens han satte sig paany, sagde han:

- Men saa maa Du ogsaa, ja, forstaa, at med mit Legeme (han søgte om et Ord og faldt over det underligste) tør der heller ikke fares som med de andres.

Mikaël tav og heller ikke Mesteren talte. De elektriske Vognes tunge Duven trængte op imod dem som Lyden af vældige Plovjern, der vilde spalte Jorden.

Saa sagde Mesteren ud gennem Halvmørket:

- Du vil en Dag give mer end dit Legeme.

- Hvad?

- Alt, lød Mesterens Stemme gennem Mørket.

De tav igen, til Mikaël sagde og havde bøjet sit Hoved næsten helt ned mod Balkonens Gelænder, mens han hviskede:

- Sig mig, hvordan var hun?

- Hvem?

Mikaël tøvede et Nu, før han sagde og talte som før:

14

- Din Hustru.

Mesterens Udtryk forandredes ikke.

- Du har jo set hende, sagde han og rørte sig ikke.

Mikaël stirrede ud i Skumringen:

- Ja, sagde han og bevægede Hovedet ganske lidt, han havde ikke turdet vende det. Og han følte paany den samme Sky eller næsten Angst, han havde følt, og ikke vidst hvorfor, den Gang, da Mesteren havde ført ham ud paa Kirkegaarden i Montreuil, og han havde staaet der foran Mindesmærket, Statuen, der var den eneste, Mesteren i hele sit Liv havde skabt: Kvinden der, bøjet og stirrende sad med et sønderbrudt Kar i sin Haand. Ved hendes Fod - hvor var den træt - var der ridset et "Maria".

- Men, sagde Mikaël, og hans Stemme sitrede ganske lidt, mens han bestandig saá den hvide Kvindes Ansigt foran sine Øjne: hvordan var hun?

Claude Zoret rørte sig ikke og hans Stemme lød som før:

- Hun var fra min Hjemstavn, sagde han og tav igen.

Mikaël vidste ikke selv, hvor hvidt hans Ansigt var eller at hans Hænder sitrede.

- Men, blev Mesteren ved og talte stadig med den samme Stemme: her tales ikke om mig.

Claude Zoret rejste sig og gik forbi sin Plejesøn, der ved en Tankeforbindelse sagde og atter sagte:

- Hvem mon der egentlig er lykkelig?

Mesteren svarede:

- Ja, hvem? Den, der faar, fordi han giver Mikaël saá op paa Mesteren.

- Du gav jo alt, sagde han.

Mesteren blev staaende. Vinden, der kom frem over Tuileriernes Have, bevægede hans bølgende Skæg.

- Jeg gav intet til Livet, sagde han.

Mikaël hørte ikke. Hele Tiden saá han Gravmælet for sig, Kvinden og hendes Stirren frem mod det søndrede Kar og hendes dødtrætte Anne.

15

Men Mesteren gentog Ordene, og pludselig naaede det sidste Ord Mikaëls Øre.

Og aandende langt ud - han vidste ikke, hvorfor eller hvilken Byrde han hemmeligt kastede - sagde han og smilte, saa man saá hans hvide og stærke Tænder:

- Ja. Livet.

Mesteren havde paa én Gang drejet Hovedet ved Lyden af Mikaëls Ord, Klangen derover, og han blev staaende, mens paa én Gang hele Udtrykket i hans Ansigt skiftede og han blev ved at betragte Plejesønnen med et Par Øjne, der næsten blev større. Han saá ham fra højre Side: Profilens Læber var aabnede begærligt eller som han endnu aandede stærkt, og Panden - Mesteren saá det for første Gang - traadte opefter sært brat tilbage.

- Mikaël, sagde han - og det var ikke at se, 'om det var Mennesket eller Maleren, som undredes -:

- Du har jo to Ansigter.

Der fløj en blodig Rødme over Mikaëls Ansigt:

- Det véd jeg nok, sagde han og lo som En, der forvirres eller bliver forlegen.

- Nej, bliv siddende, sagde Claude Zoret, og der kom, mens han blev ved at stirre paa Mikaël, pludselig den Skarphed i hans Blik, som lyste i det, naar han stod, mest anspændt, foran sine Lærreder:

- Det har jeg aldrig set, sagde han Og lidt efter:

- Det er besynderligt.

Mikaël havde vendt sit Hoved bort og ingen af dem talte.

De elektriske Lys tændtes rundt over den vide Plads. Det saá ud, som hoppede der Lygtemænd frem, naar de tændtes. Gadens Støj skød op imod dem som en Flod, der løfter sig mod en Strandbred.

Mesteren stod endnu ved Gelænderet med det samme Udtryk i sit Ansigt.

Tjeneren traadte frem i Døren:

- Der er i Orden, sagde han.

16

- Tak.

Claude Zoret gik forbi Mikaël for at gaa ind:

- Kast Berømmelsen paa Ilden, sagde han, idet han pegede paa Bladene, og selv bøjede han sig for at tage det ene op.

- Du tabte et Kort, sagde Mikaël og tog det Visitkort op fra Jorden, som Mesteren havde haft stukket ind bag sin Vest.

- Ja, sagde Tjeneren, som ventede ved Døren: Madame vilde hente Besked.

- Aa, sagde Mesteren: det er hende. Sig, jeg er hjemme i Aften Tjeneren gik Mikaël holdt Kortet op i Lyset fra Døren:

- Fyrstinde Lucia Zamikof.

- Ja, sagde Mesteren: det er et Fruentimmer, der vil males.

Mikaël lo, mens han endnu en Gang vrængende gentog det fremmede Navn. Med Bladene i Lommen gik han, foran Mesteren, ned ad Trappen til Atelieret, hvor han kastede Bladbunken ind i den store Kamin, mens han selv satte sig paa en Skammel. Flammerne af det brændende Papir lyste rødt mod hans Ansigt.

Mesteren stod et Øjeblik:

- Kommer Du saa? sagde han: Adelsskjolds spiser her i Dag.

Mesteren gik.

Mikaël sad endnu paa sin Skammel. Over Kullene i Kaminen laa der af det brændte Papir som et graat Slør af Aske eller af Støv.

Claude Zoret førte Fru Adelsskjold ned ad Spisesalens tre hvidtlakerede Trin.

Bagefter fulgte Adelsskjold og Hr. de Monthieu.

Charles Schwitt, der kom sammen med Mikaël, sagde, idet han saá en Ring paa Mikaëls Finger:

17

- Hvad er det for en Ring?

- Den er ægyptisk, svarede Mikaël og løftede Haanden.

Den var en Gave fra Mesteren.

- Naturligvis, sagde Schwitt: han forærer Dem vel snart et Par Ankelringe.

De tog alle Plads, mens de to Stuepiger med hvide Huer ombar Suppen, og de talte atter om Smykker, antikke Smykker, et syrisk Kar, der var købt af Hertugen af Rochefoucauld, og om et Par Erhvervelser af Louvre, ad hvilke de alle lo.

Fru Adelsskjold løftede sine Hænder, som var tunge af Diamanter, en Smule fra Bordet og sagde:

- Jeg holder ikke af antikke Ringe. Man véd aldrig, paa hvis Hænder de har siddet. Jeg tror, de bringer Ulykke.

Charles Schwitt lo og sagde:

- Tror De, at saadan en Ring i to tusind Aar har ligget i Jorden og indsuget Ulykker? Fru Adelsskjold svarede:

- Jeg véd ikke. Det er en Idé. Og desuden er jeg angst for Lig.

Adelsskjold, som, trods sit femten Aars Ophold i Paris, talte Sproget møjsomt og som noget, der var vanskeligt at haandtere, sagde:

- Alice er overtroisk som Værtinden i "Den graa Bjørn".

Mesteren lo ved Tanken om den gamle Værtinde fra Bjørnen i St. Malo, hvor han, der ellers altid arbejdede alene, skyende Kunstner-Kolonierne og altid kun ledsaget af Mikaël, en eneste Sommer havde slaaet sig ned sammen med Adelsskjolds - indtil Udtrykket- i hans Ansigt paa én Gang skiftede og han sagde:

- Ja, hun var saa overtroisk som min gamle Mo'er.

Den unge Hertug bøjede sit Ansigt, som havde den sarte Lød, der frembringes af Creamer og Essenser, og sagde:

- I vor Familie tror vi nu alle paa Spaadomme.

18

- Ja, er det ikke utroligt, sagde Hr. Schwitt, der altid talte mærkværdig stødvist og med mange særegne Bevægelser med Hænderne som de fleste Mænd af jødisk Afstamning: Men Overtroen breder sig bogstavelig i hele Paris og stærkest i vore Kredse.

Hertugen vendte sit Ansigt og sagde ned mod Hr. Schwitt, mens hans Stemme lød meget ærbødigt:

- Er det ikke ret naturligt? Jeg mener, at de, som overhovedet søger en Sammenhæng, dumper ud i det Urimelige?

Mesteren drejede sit Ansigt og saá paa den unge Mand:

- De har Ret, Monthieu, sagde han brat: for at forklare det Urimelige opsøger man det Urimelige.

- Men det er dog for galt, sagde Hr. Schwitt og slog ud med Haanden i Højde med sit Ansigt: Du ender vel ogsaa med at blive Stjernelæser? Man kommer i hele Paris snart ikke et Sted, hvor de ikke læser enten i Stjerner eller i Hænder.

- Jeg har ikke sagt, man burde søge nogen Sammenhæng, sagde Mesteren.

Men Fru Adelsskjold bøjede hastigt Brystet frem over Bordet og sagde:

- De kalder da vel ikke Kiromanti for Overtro?

Alle lo af Iveren eller næsten Forargelsen i hendes Stemme (undtagen Hertugen, hvis blaa Øjne mindre end et Sekund hvilede paa Fru Adelssjolds nøgne Buste), mens Hr. Schwitt sagde:

- Hvad skulde jeg dog ellers kalde den?

Fru Adelsskjold sagde med samme Stemme som før:

- De tror jo ikke paa nogen Ting, saa med Dem kan man ikke disputere. Men at man kan læse i Hænderne er dog virkelig' noget, som er bevist.

Og hun gav sig til at fortælle en Mængde Historier om Mennesker, Mennesker af mine Venner, sagde hun, som havde faaet læst i deres Hænder:

- De har læst Hemmeligheder, som de umuligt kunde 19 vide, sagde hun: De har læst, hvad der var sket, og hvad der skulde ske - alting, og det er truffet ind.

- Har de ogsaa læst Fremtiden, sagde Hr. de Monthieu og løftede et Nu sine Øjne.

- Ja, al Ting i Fremtiden ... og det er hændet Mesteren smilede lidt:

- Jeg vilde nu aldrig bryde mig om at blive læst i Haanden, selv om jeg ogsaa troede paa det.

- Hvorfor?

- Aa, sagde Mesteren: i min Alder er Hemmeligheden ved hvad der hænder kun den, at der ingenting hænder.

Hr. de Monthieu bøjede Hovedet:

- Der skabes dog.

- Ja, svarede Claude Zoret, hvis Stemme lød lidt højere eller utaalmodigt: der males en Del.

- Jeg, sagde Mikaël, hvis Ord ofte kom saadan plumpende: vilde nu umaadelig gerne læses i Haanden.

- For at faa hvad at vide, spurgte Hr. Schwitt.

Mikaëls Kinder blev røde:

- For at faa at vide, hvad der kommer.

Hr. Schwitt lo ad Tonen i hans Ord, men Adelsskjold løftede sit store Hoved:

- Alice er forresten aldrig blevet spaaet.

- Ikke? kom det fra Hertugen.

- Nej, sagde Fru Adelsskjold: jeg tør ikke.

Og med en lille Latter, der pludselig viste de allerførste Rynker af de Par og tredive Aar om hendes Mund sagde hun:

- Jeg er bange for, de skulde læse noget om min Død.

- De? sagde Hr. Schwitt og lod paa én Gang sine Øjne hvile paa hendes stærke Skikkelse, hvor det skønne og hvide Bryst var gennemvævet af Aarerne som af et halvt usynligt Kniplingsnet.

- Ja, sagde Fru Adelsskjold og talte maaske i en uvilkaarlig Sindsbevægelse mere end hun vilde: Er det ikke besynderligt, men jeg kan pludselig gribes af en 20 Dødsangst, saa jeg véd ikke, hvor jeg skal flygte hen af Rædsel. Jeg kan - og hun lo halvt - vække Alexander midt om Natten, Stakkel, og vi tænder Lamperne i hele Huset, mens han spiller for mig ... f or jeg tør ligefrem ikke være i min Seng.

Alle havde set paa Fru Alice: en mat Hvidhed havde gydt sig ned fra hendes Ansigt over hendes Bryst lige til Kanten af hendes rødbrune Kjole:

- Ja, sagde hun og førte Haanden over sin Pande, mens hun skiftede Tone:

- Det er ganske latterligt.

Hr. Schwitt, der blev ved at se paa hende, sagde med et Smil, man næppe saá:

- Det er kun, fordi De er saa stærk.

Hr. de Monthieu, der var saa hvid som om Fru Alices Bleghed havde smittet ham, sagde halvsagte, mens han saá ind i Kandelabrene:

- Jeg véd egentlig ikke, om det vilde være saa svært at dø en Aften efter en Dag, hvor man havde levet.

Fru Alice saá pludselig paa ham og slog atter Øjnene ned.

- Eller, Monthieu, sagde Mesteren: en Aften, hvor man blot havde set de andre leve.

Adelsskjold sad som den, der intet hører. Alt hans Liv var samlet i hans Øjne, der hvilede paa Fru Alice. Saa sagde han:

- Men nu rejser vi snart til Normandiet Hr. de Monthieu vendte hastigt Hovedet mod Adelsskjold:

- Gør De? sagde han.

- Ja, sagde Adelsskjold: dér er godt for alle Nerver.

Men Hr. Schwitt, der endnu var ved Emnet Døden sagde:

- For mig er Døden simpelthen den sidste Del af Livet; mens Mikaël, der stadig saá paa Fru Adelsskjold, sagde til hende:

21

- Jeg har aldrig været bange for at dø - ikke en Gang da jeg havde Tyfus og alle troede, jeg skulde det.

- Hvorfor ikke, Mikaël, spurgte Hertugen, hvis Øjne ofte ligesom vaagnede af deres Sørgmodighed, naar Mikaël pludselig talte.

Mikaël slog Hovedet tilbage, saa det rige Haar højnede sig over hans Hoved som en Krone:

- For jeg vidste da godt, jeg vilde ikke dø, sagde han.

Hr. de Monthieu lo, men Fru Alice, der vilde dreje Samtalen, sagde, mens hun løftede Ansigtet og betragtede Loftet, hvor hvide Fajanceliljer gød sig frem over et eneste mægtigt Spejlglas:

- Hvor de Liljer dog er dejlige.

Mesteren, der endnu bestandig, efter tyve Aars Verdensberømmelse, følte sig smigret, naar nogen beundrede det Hus, han havde rejst for et Par Millioner for at ha'e det som "de andre", pegede paa Glasset, Stuepigen netop fyldte med Champagne:

- De er kønne, sagde han og løftede Glasset, hvor den gule Vin funklede i en engelsk Slibning. Han holdt et Øjeblik Glasset i sin Haand. Han ejede endnu, til Tider, sine Fædres Trang til at fremvise sit Eje.

Stuepigerne blev ved at iskænke Champagne, som Hr. Schwitt drak blandet med Selters, og Mikaël sagde rapt og højt om Glassene:

- De er fra London efter en Tegning af Jones.

Fru Adelsskjold løftede Glasset i sin Arm, hvis Albue var sløret af et blodrødt Chiffon, for at betragte dets Slibning mod Kandelabrens Lys, da hun, efter et Blik paa Mikaël, leende sagde til Mesteren:

- Mikaël begynder at faa Øjne.

- Hvordan? spurgte Mikaël, mens alle lo, og Hr. Schwitt sagde:

- Ja, han vokser til Mesteren smilte og sagde:

- Kvinder har han altid kunnet se.

22

Og vendende tilbage til den samme Tankegang, der før havde fulgt ham paa Balkonen, sagde han:

- Har De aldrig set hans Skitser?

- Nej, nej, raabte Mikaël og sprang op fra Stolen.

Men Mesteren sagde, vendt mod Majordomus, der bred og som en Støtte stod foran den hvide og vældige Buffet:

- Hent dem.

- Nej, nej, raabte Mikaël igen.

- Hent dem.

De lo alle af Mikaël, som var blussende af Forfærdelse.

- Aa, Mikaël, nu skal vi se Deres Værker, sagde Fru Adelsskjold , mens alle blev ved at le. Adelsskjold lo altid, som lo hele hans store Krop, saa rungende - hvad der pludselig standsede Fru Adelsskjolds Latter.

- Vi faar maaske mere at se, sagde Schwitt.

Majordomus vendte tilbage med Mikaëls Mappe under sin Arm:

- Nej, det nytter ikke, det nytter ikke, sagde Hr. de Monthieu: nu vil vi se dem.

Mikaël vilde rive Skitserne fra ham, men Monthieu holdt paa Mappen.

Bladene begyndte at gaa fra Haand til Haand, mens alle, medens de betragtede dem, fik et andet Udtryk i deres Øjne. Adelsskjold trak uvilkaarligt Kjoleærmet op over sin Manchet. Han maatte bestandig, naar han foretog sig noget, ligesom befri sin svære Krop for Klæder og han malede altid halv paaklædt.

- Hvor Satan har Drengen set alt det? sagde han og saá paa Mikaël.

Han førte sine store Hænder i en Bue over en ny Skitse:

- Hvor Satan har han set det, sagde han igen op til Mesteren, der sad, rank i sin Stol, med det mægtige Skæg ned imod Bordet:

- I Bohmen vel, sagde Mesteren, mens hans Øjne 23 hvilede paa Mikaël, i hvis smalle Ansigt de mørkeblaa Øjne var duggede af Bevægelse.

- Han har i det mindste ikke set det i Drømme, sagde Hr. Schwitt, der holdt en Skitse frem for sig, mens Hertugen hastigt havde løftet Blikket fra det Blad, han holdt i sin Haand, og betragtede Fru Adelsskjold der en Smule hastigt lod Bladene glide ned paa Dugen.

- Jeg har altid tænkt, Mikaël, sagde Hr. Schwitt og løftede fra sin Skitse det Blik imod ham, som har gjort hans Race til Verdens store Kritikere:

- At De blev farlig for Kvinderne.

- Hvorfor? sagde Mikaël og halvlo i sin Forvirring.

Hr. Schwitt lagde Bladet og sagde med den Klang af

Kynisme, med hvilken han slog Menneskene i Ansigtet:

- Fordi Kvinderne altid véd, hvem der er beredt til at give dem det Hele.

- Og, blev han ved: der bliver færre og færre Mænd til at give det Hele.

Hertugen vendte langsomt sit Hoved:

- Tror De? sagde han.

- Jeg véd det. Og Grunden er meget simpel. Mændene nutildags, sagde Hr. Schwitt, maa først og fremmest tænke paa Pengene. Saa faar Kvinderne Resten.

- Det tror jeg ikke, sagde Adelsskjold, som løftede Hovedet, idet han saá paa sin Hustru.

- Saa? sagde Hr. Schwitt og hans Øjne gled let forbi Adelsskjold: Men sandt er det alligevel. Ja, nogle Mænd bliver naturligvis Slidere, fordi de elsker, og mens de saa slider, ophører de med at være elskede, fordi de har slidt. Det har de for det.

Der blev et Nu stille ved Bordet, mens Adelsskjold uvilkaarlig førte Servietten hen over sin Pande, som var den fugtig, før Fru Alice sagde og halvlo:

- Hvor mange Paradokser, sagde hun, mon De, Hr. Schwitt, til daglig udslynger i Timen?

Enten hørte Hr. Schwitt ikke, eller han vilde ikke fortsætte, for han vendte sig mod Mikaël og sagde:

- Mikaël, hvad mener De?

24

Mikaël lo, mens han svarede:

- Jeg forstaar mig ikke paa det.

Hr. de Monthieu havde hastigt vendt sig mod Adelsskjold og talte om en Bog af Anatole France, medens Mesteren, der havde taget en af Mikaëls Skitser op fra Bordet, sagde til Fru Adelsskjold:

- Se en Gang paa Mikaël - - nu ... som han sidder. Drengen har to Ansigter.

- Ja, et i højre Profil og et i venstre, svarede Fru Adelsskjold, som atter drejede Hovedet: det har jeg altid vidst. Har egentlig ikke alle Mennesker det?

- To Udtryk, jo - og Mesteren betragtede sin Plejesøn paany med det samme Blik som paa Balkonen - men ikke to Ansigter.

Han trillede noget Brød med sine Fingre, saa det faldt ned over Dugen som Krummer eller Sand, mens han talte:

- Men det er sandt, vi ser alle kun et Menneskes Ansigt hvert femte Aar, og saa ser vi, det er blevet et andet Ansigt.

- Ja, sagde Fru Adelsskjold, som pludselig saá paa Mesteren: det er sandt.

Og lidt efter gentog hun og nikkede med Hovedet, mens hun saá ind i Lysene:

- Det er sandt.

Mesteren havde ikke hørt det. Han havde skudt Servietten bort og støttede Hovedet i sin Haand, da han paa én Gang sagde ned til Hr. Schwitt:

- Charles, véd Du, jeg har faaet Idéen til et Billede - - idag - nu før - -

Alle tav langs Bordet. Det hændte ellers aldrig, at Claude Zoret talte om sine Billeder til andre end til Mikaël - aldrig, ikke en Gang til Charles Schwitt, den første Kritiker, som havde skimtet hans Geni.

Claude Zoret tog, halvt uden at vide det, Sømandspiben som laa ved Siden af hans Kuvert og som han altid røg ved Bordet, ogsaa naar han havde Gæster:

- Véd Du, jeg vil male Cæsar - - jeg har altid 25 villet male den Mand. Men nu - og han betragtede Røgen af Piben, han havde tændt - nu véd jeg, hvordan ... Jeg vil ta'e ham i det Øjeblik, hvor han saares - - - af en germansk Soldat - en uvidende, menig, barbarisk ung Soldat.

Han sad et Nu, før han lagde til:

- I Ankelen skal han saare ham.

De betragtede alle Claude Zoret. Hans diamantlignende Øjne lyste ud i Rummet, som saá de allerede Skikkelsernes Form og Rejsning.

Mikaël stirrede paa Mesteren med et Blik, som sad han ved hans Fødder:

- Hvordan skal han se ud? sagde han, saa sagte, som var de to alene.

Men Mesteren brød pludselig af og sagde muntert til Fru Adelsskjold:

- Det er den Tankes Skyld, at jeg er saa daarlig en Vært.

Og brat forladende sin Tankegang, greben af den Trang til at skabe Glæde, som kunde komme over ham - maaske ogsaa, fordi han selv udhvilede i den - gav han sig til at tale om Republikkens Præsident, som han havde set ved en Havefest i Elyséet, og kaldte paa Majordomus, hvem han hviskede en Besked.

De talte alle om Præsidenten, lystigt, med lyse Stemmer, som Folk, hvis Tanker hviler:

- Præsidentens Frue var i sit Ansigt som et gloende Strygejern, saadan var hun snøret.

- Men latterligst er hendes Hatte, sagde Fru Adelsskjold.

- De vajer som Halen paa den galliske Hane, sagde Hr. de Monthieu Hr. Schwitt sagde:

- Jeg har set hende uddele Præmierne til franske Mødre, der havde faaet syv Børn. Det er hun født til.

Majordomus vendte tilbage med to Kurve, hvori han bar et Par støvede Flasker, hvoraf han selv skænkede 26 Vinen i de fremsatte Pokaler, en Gave fra Prinsen af Wales.

- Det er Burgunderen, sagde Adelsskjold og løftede Pokalen, mens hans smaa lyseblaa Øjne blev større af Glæden over Vinens Farve.

- Ja, den er gammel, sagde Mesteren: og ægte. Den Drue randt af Jorden.

Glas og Tallerkener havde han skubbet fra sig, og han sad for sin Bordende, med Albuerne støttede paa Bordet, bred som en af sine Bondefædre ved Gæstebudet, paa Navnedagen:

- Skaal da, sagde han og løftede sit Glas.

De drak.

Fru Adelsskjold havde bøjet sit Hoved let tilbage, mens hun beholdt den duftende Vin paa sin Tunge, til Charles Schwitt sprang op og sagde:

- Saa drikker vi for Cæsar, der saares af Germaneren.

Alle stod op og vendte sig mod Mesteren, mens Adelsskjold, hilsende, slog Kniven mod sin Tallerken, og Monthieu, med bøjet Hoved, raabte:

- Cæsar vivat!

- Cæsar vivat, raabte de andre, mens Mikaël lod Vinens fulde Strøm glide gennem sin svulmende Strube:

- Cæsar vivat, raabte han og svingede sit Glas: Vivat Cæsar.

- Mikaël, Du bli'er fuld, raabte Mesteren.

Og de lo alle, mens alle begyndte at tale. Fru Adelsskjold spurgte - ved en Tankeforbindelse - Hr. de Montieu om en Luksusudgave af Paul Bougets Bøger om Italien, og Adelsskjold talte om en Udstilling, der skulde aabnes hos Georges Petit.

- Er det ikke Hr. Leblanc, der arrangerer den? spurgte Schwitt.

- Jo, jeg tror det, sagde Adelsskjold.

- Jeg kender ingen lumpnere Person end Leblanc, sagde Schwitt: det skulde da være Mr. George Pinero.

27

Mesteren sad et Øjeblik. Saa sagde han, med Haanden stemt mod Bordkanten:

- Er de to mer gemene end alle de andre, som fladtræder Jorden?

- Leblanc, blev han ved, er kun Billedet af Mængden, og vi betjener os af ham, fordi han betjener os vel.

- Ja, sagde Adelsskjold, der maaske ikke havde fattet Mesteren helt: jeg har staaet mig ved mit Arrangement med Hr. Leblanc.

Hr. de Monthieu talte om "Le Disciple". Men Fru Adelsskjold sagde:

- Af alle Bøger elsker jeg "Le Mensonge" højest.

Hr. de Monthieu løftede Blikket:

- "Le Mensonge"? Det kom lidt for hastigt eller maaske forbavset, for Fru Adelsskjold sagde, mens en næsten usynlig Rødme var fløjet op i hendes Kinder:

- Af alle nye Bøger.

- Jeg, sagde Hertugen, læser oftest Peints par euxmêmes.

Og sagtere lagde han til:

- Jeg forstaar saa godt "Helten"s Indsats.

Fru Adelsskjold svarede ikke. Men forbi Mesteren saá hun hurtigt over paa Hr. de Monthieus Ansigt, mens Claude Zoret sagde:

- Jeg læser aldrig mer.

- Vi læser Biblen, raabte Mikaël.

- Ja, sagde Mesteren: de Mennesker ser man.

- Men, blev han ved og vendte sig til Hertugen: jeg har læst. Jeg har læst og læst, naar jeg ikke kunde male, for at se noget, forstaar De, for at se Billeder med mine to Øjne. Men de viser os ingenting - de Folk laver hverken Mennesker eller Rødt.

- Vi Bøhmerinder, sagde Fru Adelsskjold og lo - hun var født Rohan af den østrigske Linje -: er nu altid forfaldne til Læsning.

Claude Zoret tog et Drag af sin Pibe:

- Læsning fortynder Blodet, sagde han.

28

- Ja, sagde Hertugen og beholdt et Øjeblik Øjnene vidt aabnede.

- Hvad taler I om? sagde Claude Zoret ned til Hr. Schwitt.

De talte atter om Udstillinger Hr. Schwitt sagde:

- Om Melbourne.

- Ja, sagde Mesteren, nu skal man ogsaa sælges i Australien.

Mikaël sagde over til Hr. Adelsskjold:

- Kritikerne er kommen. Vi fik dem i Dag.

- Fra Melbourne? Er de kommen? - Adelsskjolds Ord snublede næsten over hinanden -: jeg har ikke faaet dem.

Og næsten med Sved paa sin Pande, febrilsk, sagde han, som Timer af sin Dag sad bøjet over Reklameudklip fra to Verdensdele, (pint af Angsten for at d e t skulde være sagt, som var hans eneste Tanke, at han gik tilbage, at han gentog sig selv, at han var paa Retur):

- Hvad stod der?

Og Mikaël, der blev rød, fordi han knap havde læst det, sagde:

- Der stod en hel Mængde. Men tilsidst saa stod der: Der gives ingen større Virtuos i Skildringen af Frankrigs Landskab end denne Mand fra Norden.

Adelsskjold havde krammet om sin Serviet:

- Virtuos, Virtuos, sagde han, for hvem der ikke var noet Ord, der stak ham som dette ene, Kritikerne havde begyndt at gentage og som lød for ham som Tilbagegangens første Fugleskrig: Teknik bliver snart en Forbrydelse.

- Hvor er de? sagde han til Mikaël, og, vendt til Schwitt, blev han ved:

- Naar man læser de Folk, skulde man tro, Talentet var intet at kunne.

- Hvor de er, sagde Mesteren ned over Bordet: de er brændt. Jeg vil ikke ha'e de Papirer flydende i 29 Huset. Jeg læser dem dog aldrig. Mikaël propper mig nok.

Adelsskjold sagde:

- Man maa dog vide ...

Mesteren stoppede med Tommelen langsomt Tobakken fastere:

- Vide hva' for no'et? De Gamle har man og dem kender man. Den Lire er godt nok smurt.

Pludselig lo han og med den Haan, der paa én Gang kunde ramme hans Nærmeste som et Piskeslag, sagde han:

- Jeg véd meget godt, Schwitt mener, jeg har Geni.

Og lidt lavere sagde han:

- Det er saagar en Del af hans Levebrød at mene det.

Schwitt var blevet hvid under Skægget og bøjede Menuen, saa den knækkede:

- Ja, jeg skrev om Dig, da de andre haanede Dig sagde han.

Et Øjeblik blussede Mesterens Ansigt, men Adelsskjold sagde, uden at tænke paa Hr. Schwitts Alder:

- Det er vel ogsaa de Yngre, man læser.

- Af de Unge, svarede Mesteren, og hans Stemme lød igen som sædvanlig: lærer man heller ikke noget. De siger heller ikke Sandheden. Og det kan vi heller ikke forlange. De skal jo ha'e Plads for dem og deres.

Han lo paa én Gang igen, bredt og af sit hele Hjerte:

- De Unge maa se vort Blod, for at Publikum kan se dem.

- Naa, sagde han og hans Stemme skiftede, mens Mikaël betragtede ham med sine store Øjne:

- Naar man ikke kan male mere, er man vel hørt op at male.

Hr. Schwitt stødte sit Glas mod Mikaëls, mens ogsaa han fæstede sine Øjne paa Claude Zoret.

Men Fru Adelsskjold sagde til Mesteren:

- Men er d e t sandt, Fru Simpson sagde, at De i Aar endelig vilde udstille?

30

- Hvor? sagde Mesteren.

- Her, i Deres Atelier.

- Nej, sagde Claude Zoret, der aldrig havde udstillet i Paris siden Forsmædelsen, som Pariserne havde tilføjet ham i hans Ungdom, og han lagde Piben ned mod Bordet: det faar De ikke at se.

Et Øjeblik efter sagde han:

- Det er galt nok, man skal sælge.

- Tak, raabte Adelsskjold: det forstaar jeg s'gu ikke.

Og mens han rankede sin store Krop og hans Ansigt blev næsten ungt, sagde han:

- Jeg synes, at saadan en Check - og han førte Hænderne mod hinanden med et Smæld - den er som det visse Segl paa, at man er til og duer endnu.

- Ja, sagde Mikaël, som saá han efter en Sæbeboble, han havde pustet: Penge.

Schwitt drejede Ansigtet mod ham, næsten forbavset:

- Bryder De Dem om Penge? sagde han og saá paa hans Ansigt.

- Ja, svarede Mikaël lidt hastigt: for jeg har jo aldrig haft no'en.

- Men Mesteren sagde ved Bordenden:

- Hm, jeg kan forsikre, at naar de Amerikanere - og det var, som et pludseligt Oprør kogte i ham - kommer her for købe, kunde jeg tit have Lyst at slaa dem lige i Ansigtet og piske dem med deres egne Dollars langs ned ad deres Ryg.

- Aa jo, sagde han og slog med den flade Haand ned mod Bordet: det er muntert at hænge paa Museet i St. Louis og blive begloet af nogle Kvæghyrder i Illinois.

Adelsskjold sagde og slog ud med Haanden:

- Men det er dog dem, der lader os leve - leve som vi gør. Det er Køberne. Det er Markedet - derovre.

- Ja, sagde Mesteren: og vi er Gøglerne, der trækker det malede Lærred ud af vores Munde.

31

Schwitt lo:

- Nu er Du oppe, sagde han og opnoterede i sin Tanke Talens Gang for de Dagbøger, han førte om Mesteren og som skulde blive hans Livs Hovedværk: Nu falder Seglene fra din Mund.

Mesteren hørte ham ikke:

- Nej, det var andre Tider, sagde han: da man kunde sælge et Billede for to hundrede Francs til en Ven, der forstod det.

Han tav, mens Hr. de Monthieu sagde meget sagte:

- Hvor jeg forstaar Dem.

Fru Adelsskjold bøjede Hovedet:

- Jeg ogsaa, hviskede hun.

Mesteren havde paa én Gang skiftet Tanke, og vendt mod Mikaël sagde han:

- Hvad stod der om Ulpiano Checa?

- Hvor?

- I de Aviser.

- Jeg véd ikke, svarede Mikaël: jeg saá det ikke.

Schwitt havde løftet sine Øjne og saá paa Mesteren.

- Ellers ser Du alting, sagde Claude Zoret og skød Røgen fra sin Pibe ind i Duften af Violerne, der laa over Bordet næsten som en Sky.

Hr. de Monthieu sagde:

- Ja, hans "Væddekørsel" glemmer man ikke.

- Men han behersker aldrig sin Farve, sagde Mesteren, hvem Schwitt bestandig betragtede.

- Endnu ikke, sagde Kritikeren brat og bøjede sig for at dyppe de afrikanske Druer i sin Vin.

Majordomus iskænkede Madeiraen, der lyste i Glassene som en gul Flamme.

Adelsskjold sagde:

- Disse Spaniere faar altid Manér, mens Fru Adelsskjold sagde til Mesteren:

- Er det sandt, De skal male Prinsesse Lucia Zamikof?

Man hørte ikke Mesterens Svar, mens Adelsskjold blev ved at tale højt, og med lidt røde Pletter paa sine 32 Kinder, om Benlliure y Gill og Spanierne, og Hr. Schwitt greb Navnet Zamikof og sagde:

- Ja, hvordan er hun egentlig? Jeg hørte i St. Petersborg saa mange Historier Fru Adelsskjold svarede:

- Jeg kender hende saa lidt.

Mikaël, som havde taget en Bunke Violer i Hænderne for at køle sit Ansigt, snærrede Ordet Zamikof over til Hr. de Monthieu, mens Hr. Schwitt, der bøjede Hovedet virrende frem over Bordet, sagde:

- Men hun er dog umaadelig rig.

- Maaske, sagde Fru Adelsskjold lige med det yderste af sine Læber.

Men Hr. Schwitt begyndte, tilbagelænet, at tale om Petersborg og Eremitagen og de slaviske Kvinder. Der var overhovedet kun de slaviske Kvinder. Blot at se deres Stilling i en Vogn, kun at se deres Armes Bevægelser, kun Rejsningen af deres Nakker ...

De tav alle, mens Hr. Schwitt blev ved at tale med Øjne, som saá han Kvinderne for sig, og han førte sin Haand gennem Luften, som vilde han tegne deres Linjer:

- Og som de gaar, sagde han: de gaar som Perserinder.

Han talte endnu om Fyrstinde Ruschewkin:

- Har De set hende? sagde han til Hr. de Monthieu, der ikke svarede, men kun, under de halvtsænkede Laag, stirrede paa Rubinbroderiet paa Fru Adelsskjolds Bryst. Charles Schwitt blev ved at tale om Prinsesse Demidoff, om Hoffets Skønheder, som lyste deres Legemer foran hans Øjne - medens Mikaël, der stadig sad og halvlo, trykkede Violerne ind mod sine Kinder, og Adelsskjold, med sin store Haand støttet mod en af Sølvjardinièrernes høje Karyatider, betragtede sin Hustru uophørligt med Øjne, der intet saá uden hendes dejlige Ansigt, som hun pludselig havde bøjet under Hr. de Monthieus Blik.

Mesteren sad kun ubevægelig og pustede Røgskyer 33 fra sin Pibe ud i Luften som store Ringe, der løste sig til blaalige Slanger og flød bort.

Majordomus havde aabnet den store Dør, og Claude Zoret stod op, mens Hr. Schwitt tav og Mesteren sagde:

- Skal vi saa rejse os.

Og med en gammel Gæstebudsformel fra sin Hjemstavn lagde han til:

- Og takke, fordi vi lever Han tømte sit Glas.

Men idet han bød Fru Adelsskjold Armen, sagde han ned mod Hr. Schwitt:

- Han dér bli'er dog aldrig gammel Og han gav sig til at le:

- Min Fred skal Fru Lucia idetmindste ikke forstyrre.

Men Adelsskjold standsede pludselig paa Trappens midterste Trin og sagde til Hr. de Monthieu, mens han saá ham lige ind i hans Ansigt:

- Gud hjælpe mig, hvor er min Kone dejlig.

Hr. de Monthieu saá, ved Siden af Mikaël, fra Trappens Afsats, der førte til Atelieret, udover Dagligstuen: Fru Adelsskjolds Slæb var næsten af Farve som Tæppets. Nu tog hun Plads ved Siden af Mesteren. Og Hr. de Monthieu flyttede Blikket over mod Hr. Schwitt som lænet til Fodstykket af "Damen med Masken", der rejste sin Broncekrop under to Palmer, talte med Hr. Adelsskjold næsten saa højt, at det hørtes herop.

Hr. de Monthieu sagde:

- Hvorfor vil Mesteren egentlig male Prinsesse Zamikof?

Mikaël, der sad og slog Benene mod Trappens gyldne Gelænder, sagde:

- Der er ingen, som har sagt, han vil male hende.

Hun kommer her bare i Aften.

34

Og idet han blev ved at slaa sine Ben mod Gelænderet, sagde han:

- Vi har jo aldrig set hende.

Hr. de Monthieu smilede:

- De har mødt hende hundrede Gange, Mikaël sagde han, og han føjede til, mens Smilet forsvandt fra hans Læber, der var lidt for svulmende som hos alle Monthieu'er:

- Men vi s e r vel alle kun én Ting - -

Mikaël havde vist slet ikke hørt det. Han sagde, mens han stadig sad og dinglede paa Gelænderet som en stor og lang Dreng:

- Hvor Fru Adelsskjold er smuk.

- Ja, sagde Hr. de Monthieu og vidste ikke selv at han havde sagt det.

- Mikaël, kaldte Mesteren op mod Trappen: Véd Du, hvor mine Studier fra Hradschin er henne?

- Ja, svarede Mikaël og sprang ned fra Gelænderet.

Han var blevet blodrød i sit Ansigt som en Tyv, der gribes under Gerningen: han havde fundet dem en Dag mellem nogle andre Studier, og havde gemt dem.

- Hvor er de da? spurgte Mesteren.

- Jeg skal hente dem, svarede Mikaël og løb op ad Trappen ind i Atelieret, hvor han af et Skab, i en Krog, tog en Mappe frem af en halvskjult Skuffe.

- Han gemmer tilsidst ogsaa hans Malerklude, sagde Hr. Schwitt halvhøjt til Adelsskjold.

Mikaël vendte tilbage med Mappen, og Mesteren løste den op. De samledes alle om Bordet, hvor Claude Zoret lagde Studierne frem, pludselig genkendende dem, Studie efter Studie:

- Ja, det var det, sagde han og erindrede paa én Gang sit eget Værk, som han mer end halvt havde glemt:

- Men der var et - og han søgte mellem Skitserne - fra Sarkofagerne.

- Det kommer nu, sagde Mikaël og tog mellem 35 Studierne som den, der tager med hjemmevante Hænder:

- Men der er et andet fra Koret, sagde han og søgte det.

Mesteren tog det frem for sig, og som var det malet af en Fremmed, af en anden, sagde han:

- Ja det er godt - det er godt; og han skød det hen til Fru Adelsskjold, der længe beholdt hver Studie i sin Haand, før hun langsomt rakte den til Hr. de Monthieu:

- Ja, sagde hun: det er Sarkofagerne.

- Hvor - og hendes Stemme havde en Klang som den, hvis Tanker gaar langt op mod noget, der længst er forbi -: der dog er skønt.

- Men der er det andet, sagde Mikaël og fremviste et nyt Blad.

Mesteren saá pludselig op og sagde:

- Hvor har Du haft de Blade henne i Aar og Dag?

- Jeg, sagde Mikaël, og med et lille Ryk skjulte han sit Ansigt med Studierne, før han fortsatte: jeg har ikke haft dem.

- Jeg, sagde han og løj for Mesteren, vist for første Gang: jeg fandt dem først forleden.

- Ja saa, sagde Mesteren og blev ved at se paa ham.

Schwitt, der stod op og betragtede Skitserne med et eget Blik som Gerard Dow's Læge betragter Vædsken i det løftede Glas, sagde, mens han holdt "Sarkofagerne" i sin Haand:

- De Svenskere har alligevel gjort Menneskeheden en Tjeneste.

Og da Adelsskjold lo, sagde han:

- Jo, Deres kære Landsmænds Lemlæstelser har gjort dem meget skønnere.

Og han begyndte, medens han stadig saá paa Studierne, der hos ham, i selve Nuet og uvilkaarligt, afsatte egne og langt rækkende Tanker, at tale om historiske 36 Lemlæstelser, hvor Barbariet uvidende havde skabt ny Skønhed.

Men Mikaël havde grebet en ny Studie:

- Det er "Muren", sagde han og beholdt Studien et Øjeblik i sin Haand, før han rakte den til Fru Adelsskjold.

Det var det Billede af "Muren", han i de tre Aar, siden han fandt Studierne fra Hradschin, oftest havde siddet bøjet over, naar han i skjulte Timer blev overfalden af, hvad han troede var Hjemve.

- Kender De "Muren" igen? spurgte han.

Fru Adelsskjold tog Studien med sin lange og smalle Haand, der, naar hun løftede den, syntes underlig træt af dens egen Diamantbyrde:

- Ja, sagde hun, og hendes Stemme lød som lignede den paa én Gang ganske Mikaëls: det er Muren paa Hradschin.

Adelsskjold havde nærmet sig - uvilkaarligt og med to Skridt - og berørte hendes Skulder med sin varme Haand, meget blødt, men lidt hastigt. Men Fru Adelsskjold førte, uden at vide det, Skuldren et Haarsbred bort, mens hun rakte Studien videre til Hr. de Monthieu:

- Er det ikke smukt, sagde hun.

- Dejligt, sagde Hertugen, og han tog Studien mens hans og Fru Adelsskjolds Haand et Sekund holdt om det samme Billede.

Fru Adelsskjold blev siddende med Hovedet bøjet tilbage. Saa sagde hun, med den samme Stemme som før, vendt mod Mesteren:

- Har De aldrig set Rohanernes Slot i Bøhmen?

- Nej, svarede Claude Zoret, der ikke mer betragtede Studierne, som var han allerede trættet af dette her, som forlængst var gjort: jeg har aldrig haft Lejlighed til at komme der.

Fru Adelsskjold sad i den samme Stilling:

- Jeg tror, det er Bøhmens dejligste Plet.

Og lidt efter lagde hun til, i en skiftet Tone:

37

- En Fløj af Huset er bygget af Bøhmens gamle Konger.

- Jeg har hørt saa meget om Riddersalen, sagde Hr. de Monthieu.

- Har De? sagde Fru Adelsskjold, og saá paa ham, glad, som naar man træffer et Menneske, der kender noget, man elsker.

Men Mesteren sagde med en Stemme, som spændte Ordene over en hemmelig og uvilkaarlig Vrede:

- Ja, de gamle Sten, der blev slæbt sammen, pynter i et Landskab.

Fru Adelsskjold havde næppe hørt det. Hun vendte Hovedet op mod sin Mand og sagde, meget blidt:

- Alexander, Du skulde en Sommer male ved Moldauen.

- Ja, sagde Adelsskjold, i hvis Ansigt det pludselig lyste ved Klangen over hans Hustrus Ord: Du véd, det har jeg længe villet. I Virkeligheden havde han aldrig villet det, af en dulgt Skinsyge eller maaske Angst for sin Hustrus Hjemstavn.

Hertugen havde vendt sig bort og hørte paa Hr.Schwitt, der talte om Domkirken i Agram.

Der var ingen mer, der betragtede Skitserne, undtagen Mikaël, der, ved en Standlampes Lys, holdt Billederne op foran sine Øjne, mens i det blege Ansigt hans Mund, hvis Form bestandig skiftede, blev buet under et Smil, som dvælede han i lykkelige og forbigangne Erindringer.

Mesteren havde rejst sig og saá paa Mikaël:

- Læg dem til Side, sagde han, og der lød paa ny som en pludselig Harm i hans Stemme.

- Jo, sagde Mikaël, hvis Ansigt forandredes, som var alle Træk trukne tilrette af en usynlig Snor.

Men Adelsskjold, der altid hurtig blev træt af at betragte Andres Arbejde, greben af Utaalmodighed for sit eget, sagde, og havde ganske skiftet Stemning, til Mikaël:

- Har De brændt dem alle?

38

- Hvad? spurgte Mikaël.

- De Blade? fra Melbourne?

- Ja, sagde Mikaël og lo (han havde den Vane ofte at le Adelsskjold ind i Ansigtet, hvad maaske skyldtes Mesteren, hvis inderste Mening om "Adelsskjolds Kulører" han kendte): de er skam brændte.

- Men hvad stod der da? sagde Adelsskjold igen.

Og paa Mikaëls Svar begyndte han atter at tale om Teknikken:

- Hvorfor kalder de os ikke ligesaa godt for Haandværkere? sagde han: Rent ud Haandværkere - hvorfor ikke? Det er jo dog deres Mening om alle dem, der kan noget.

Fru Adelsskjold, der hørte sin Mands Ord, og som maaske vilde afbryde ham, sagde til Hr. de Monthieu og en Smule højt:

- Vi ta'er virkelig til Normandiet i Sommer.

Hr. de Monthieu bøjede Hovedet og sagde halvhøjt:

- Jeg troede det ikke.

- Hvorfor? spurgte Fru Adelsskjold som En, der ikke begriber.

Hr. de Monthieu sagde forvirret:

- Jeg véd det ikke.

Og med en Anstrengelse lagde han til et Øjeblik efter, som den, der konverserer:

- Vi har et Gods dér.

- Saa? sagde Fru Adelsskjold:

- Ja, rigtigt, det har De jo. Jeg véd det Og som for at bøde paa Ligegyldigheden, med hvilken hun følte, hun havde talt, sagde hun:

- Hvad er der egentlig spaaet Dem, Hertug? Hr. de Monthieu saá ud i Stuen og sagde, mens hans Læber krusedes:

- Noget meget lykkeligt.

- Ja saa ...

- Og, blev den unge Hertug ved, med den samme Stemme: noget, der aldrig vil hænde.

Fru Adelsskjold saá, som en Gang før ved Bordet, 39 paa Hertugens sænkede Ansigt - maaske var det Stemmens Lyd, der fik hende til det - og sagde:

- Hvorfor skulde det dog ikke ske? De, som tror paa Spaadomme.

Hertugens Læber sitrede, saa lidt, at man næppe kunde se det:

- Fordi der er Ting, man véd aldrig kunde hænde.

Og næsten som for at trøste for noget, hun ikke

vidste, hvad var, sagde Fru Alice, drejende Samtalen:

- Hvor ligger egentlig Deres normanniske Gods?

Hr. de Monthieu, der satte sig, nævnede Stedet.

Han havde efter sin Faders Død tilbragt sin meste Barndom der, alene sammen med sin Moder og sin Søster. Der var Ege dér i Parken, næsten det eneste Sted i Frankrig. Der gik det Sagn, de skulde gaa ud, naar den sidste Monthieu døde. Det var besynderligt Lynet havde spaltet ikke mindre end fem af Egene den Sommer, hans eneste Søster døde, Markisen af Beaupaire.

- Er det ikke fem Aar siden Deres Søster døde? sagde Fru Adelsskjold.

- Jo, fem Aar.

- Og hun var dog saa ung ... Fru Adelsskjold havde løftet sine Skuldre, som om Trækken fra en aaben Dør havde strejfet dem.

- Ja, saa ung, sagde Hertugen, og, med det meget slanke Legeme bøjet ærbødigt frem i Stolen, fortalte han igen om Slottet derhjemme. Ingen Træer var ham saa kære som Ege. De var saa stærke, Ege. Og med et Smil, saa sørgmodigt, som det kun kan findes hos Mennesker af de gamle Racer, der synes at have set og at bære alt, hvad her i Verden deres atten Aner tilsammen saá og bar, sagde han pludselig med en Tankeforbindelse, som Fru Adelsskjold forstod:

- Som Barn har man saa mange Drømme.

- Ja.

Fru Adelsskjold havde bøjet sit Hoved tilbage, saa Ansigtet laa i Skygge af de store Palmer bag hendes 40 Sæde, og paa det ene Ord havde hendes Stemme skælvet ganske lidt.

- Men min Moders Stolthed, blev Hertugen ved, er en Allé af Akacier. Den blev plantet paa hendes Bryllupsdag.

Fru Adelsskjold sad et Øjeblik. Saa sagde hun, og stadig med opadvendt Ansigt:

- Der er intet Sted, hvor Akacierne er saa dejlige som i Bøhmen.

Mesteren og Schwitt, der i tredive Aar aldrig havde kunnet undvære hinanden, og som sjældent havde noget at sige hinanden, havde vekslet fem Ord og var blevet staaende foran en Konsol, bedækket med Porcelæn fra Sèvres; medens Adelsskjold, der i Selskaber, hvor det ikke kunde dreje sig om mulige Forretninger, let blev søvnig, sad i en Stol, hvor hans Kæmpekrop tungt var falden sammen i Sædet.

Hr. de Monthieu talte om Klosterskolen for Forældreløse, hans Moder havde oprettet derhjemme, og han sagde efter at have tiet lidt:

- Hvor dog alle saadanne Minder binder et Menneske fast.

Fru Adelsskjold bøjede sit Hoved som til et stumt Ja, og paa én Gang sagde hun uden at forandre Stilling:

- Det er besynderligt. At skifte Samfund er næsten som at skifte Fædreland to Gange.

Det var, som hun vilde standse sine egne Ord, da de allerede var sagt, mens en hurtig Rødme brød frem over Hr. de Monthieus Ansigt, der som med et Stød havde løftet Hovedet.

- Ja, lød det brat bag ved dem.

Det var Mikaël, og de to fo'r begge sammen. De vidste ikke, nogen stod dem saa nær. Men Mikaël sagde forvirret og maaske for at finde en Udvej:

- Kan De, Fru Adelsskjold, ikke ogsaa læse i Hænderne?

- Ganske lidt, svarede Fru Adelsskjold, der allerede havde ladet et Smil forandre sit Ansigt.

41

- Læs saa i min, sagde Mikaël og strakte Haanden frem.

Fru Adelsskjold tog den og betragtede et Øjeblik dens Flade i Lyset af Lampen.

Saa slap hun den saa pludseligt, at hele Armen faldt tilbage mod Mikaëls Legeme.

- Hvor Deres Haand er brutal, Mikaël, sagde hun.

Og idet hun fornam Ubehaget, der havde lydt gennem hendes Ord, føjede hun til og lo:

- Jeg forstaar slet ikke at læse i Hænder, Mikaël.

Mikaël havde aabnet sin Mund, men lukkede den igen: det syntes som om alt hans Ansigts Blod havde samlet sig i hans dybtrøde Læber.

- Hvad læste hun? spurgte pludselig Mesteren.

Men Mikaël svarede ikke.

Han gik bort.

Fru Adelsskjold sagde, maaske for at komme bort fra det ubestemte Mishag, hun endnu følte:

- Men hvad er der saa spaaet Dem, Hr. de Monthieu?

Den unge Hertug løftede sine Øjne næsten umærkeligt.

- At den sidste Monthieu, sagde han og saá paa hendes Ansigt: dyrt skal betale en stor Lykke.

Fru Adelsskjold lo et Nu, før hun slog sin Vifte sammen:

- Men er det ikke en skøn Spaadom, sagde hun og talte paa én Gang saa koldt, som naar hun modtog en stenrig Amerikanerinde i sin Salon.

De sad tavse, indtil Hertugen sagde - maaske havde han ikke lagt Mærke til Fru Adelsskjolds forandrede Tone eller muligvis havde han frygtsomt vovet at gætte, hvad den kunde gemme -:

- Hvis De kommer til Normandiet, vilde det glæde min Moder at se Dem og Hr. Adelsskjold Fru Adelsskjold sagde og syntes distræt:

- Vi kommer der maaske slet ikke. Vi kommer aldrig, hvor vi bestemmer.

42

Og i et paany ændret Tonefald, der hartad forekom irriteret, lagde hun til:

- Vi falder hen, hvor min Mand finder et Motiv.

Vort Liv er en Jernbanefærd, hvor Alexanders Motiver er Holdepladserne.

Hr. Schwitt gik hen over Gulvet imod dem:

- Jeg har staaet og set paa Dem, sagde han, og der kom et Glimt i hans Øjne ligesom i en Gnavers, mens han saá ind i Hr. Monthieus Ansigt: De er virkelig et skønt Værk af seks Aarhundreder.

Hr. de Monthieu, der undertiden blev ligesom ganske fortumlet over Hr. Schwitts selskabelige Frimodigheder, sagde, efter et Sekunds Pause.

- Aarhundrederne, Hr. Schwitt, forskønner ikke altid Racerne.

Og efter at have sagt endnu nogle Ord gik han, mens Hr. Schwitt, hvis Ansigt havde dirret et Øjeblik under Skægget, satte sig og sagde:

- Jeg kan ikke glemme, Frue, at De skulde være saa angst for Døden.

Fru Adelsskjold sagde og bevægede Viften:

- Hvorfor netop - at jeg?

- Fordi, sagde Hr. Schwitt (og der lyste i hans Øjne noget af den paagaaende Haan, som i fyrretyve Aar havde gjort ham uimodstaaelig for saa mange Kvinder -: Fordi Dødsangsten plejer at være et Symptom hos dem, der endnu ikke er mætte ... af Livet.

Fru Adelsskjolds Neglespidser havde boret sig gennem hendes Handsker. Men hun svarede, mens hendes Stemme lød ganske roligt:

- De skulde egentlig slet ikke have Lov til at komme inden for vore Døre, Hr. Schwitt. De gør sandelig altfor mange Iagttagelser.

Tjeneren meldte Hertugens Vogn, og Hr. de Monthieu tog Afsked, bøjende sig for Mesteren.

- Vil De ikke vente, Hertug, og se, hvordan hun tér sig? spurgte Claude Zoret.

43

- Hvem?

- Hun, Russerinden. Hun bryder jo ind her i Aften.

- Jeg har set Fyrstinde Zamikof før, sagde Hr. de Monthieu og bukkede igen.

Schwitt, der talte med Adelsskjold, vendte sig og, bevægende Læberne paa en besynderlig Maade, sagde han:

- Kommer Fyrstinde Zamikof nu?

- Ja, svarte Mesteren, hun vilde det Hr. de Monthieu bukkede for Fru Adelsskjold, der sagde, maaske halvt mod sin Vilje:

- Hvorfor holder De ikke af Fyrstinde Zamikof? Hr. de Monthieu stod endnu i samme Stilling.

- Holder af? sagde han, og en Smule sagtere, med Øjnene fæstede paa Tæppet, lagde han til:

- Den sidste af Slægten maa vel stoltest bære sit Valgsprog.

Hr. de Monthieu gik, da Adelsskjold kom hen til sin Hustru:

- Du véd, vi skal til Dawis. Det er paa Tiden.

- Ja, svarede Fru Alice, der var blevet staaende et Øjeblik:

- Ja, min Ven, sagde hun og lagde hastigt og fast Armen ind i sin Mands.

Mesteren beholdt Fru Adelsskjoids fremrakte Haand i sin, mens hans klare Øje saá lige ind i hendes Ansigt:

- Jeg véd, sagde han: De bryder Dem ikke om det Men saa smuk som iaften har jeg aldrig set Dem.

- Ikke sandt, sagde Adelsskjold, hvis Ansigt lyste.

- Har De virkelig set mig, sagde Fru Alice og lo.

- Ogsaa jeg ser undertiden, sagde Claude Zoret og slap hendes Haand.

- Hvor skal De hen? spurgte Schwitt.

- Mrs. Dawis har Modtagelsesaften, svarede Adelsskjold, og det var, som blev hans Bryst endnu bredere, mens han nævnede "Sølvdronningens Navn - altid imponeret af den uhyre Rigdom, som han var, han, der var kommen fra et Land af Søer og Sten.

44

Dørene lukkedes bag Adelsskjold, da Hr. Schwitt leende sagde, hen mod Døren:

- God Handsel.

Og pludselig greben halvt af Kritikerens besynderlige og skinsyge Harme over et Ry, han selv har skabt halvt af Parisernes altid levende og dulgte Vrede mod alle Fremmede, sagde han:

- Hvor vi Franskmænd er dumme.

Han slog Benene over hinanden og blev ved:

- Vi skaber af Forfængelighed de Barbarers Ry og de ler af os - og fortrænger os.

Mesteren lo med sin brede Latter.

- Charles, sagde han: lad os kun blive ved at være gæstmilde.

Men Schwitt, der endnu var Bytte for sin egen Irritation, greb en Pil, han hemmeligt vidste vilde ramme og sagde:

- Ulpiano Checa har faaet Hundredetusind Francs for sin "Maurer".

Det varede maaske et Sekund, før Mesteren svarede fra sin Plads bag en Lampe:

- Det er godt, Du; Spanien er fattigt.

Schwitt sad et Øjeblik:

- Og Frankrig bliver det, sagde han pludselig i en helt forandret Tone.

Der blev stille i den høje og skønne Stue. Mesteren havde lukket sine Øjne:

- Vi, Charles, sagde han saa, og hans Stemmes Klang kendte kun Mikaël faar vel Lov at dø først.

Der blev atter tyst, mens Mikaël under Lampen, hvor han sad, løftede sit Hoved mod Mesteren. Over det hvide Ansigt laa et Udtryk som hos den hellige Johannes.

Efter en Stunds Forløb sagde Schwitt, der altid maatte ligesom fastslaa hver Stemning i nogle udtalte Ord:

- Hvor her er stille.

Mesteren, der atter havde taget sin Pibe og som sad 45 i sin Stol med det hvidnende Skæg ned over sit Bryst, sagde:

- Vi bliver gamle, Charles, sagde han, og glædes ved Fred.

Men Schwitt, hvis Skræk var de rindende Aar, svarede og skiftede Stilling:

- Du taler, som Du var tusinde Aar Mesteren svarede og rørte sig ikke:

- Undertiden synes man, man er hundrede Men Hr. Schwitt sagde pludselig og lo:

- Stakkels Adelsskjold.

- Hvorfor? spurgte Mikaël, der sad lænet til Trappens Gelænder, som var han i et Sæt bleven vækket.

Hr. Schwitt blev ved at le:

- Fordi Skæbnen hænger lige over hans Hoved, sagde han.

Og han begyndte at tale om nogle Raderinger, som han nylig havde erhvervet og indlemmet i sin Samling.

Han havde erhvervet dem billigt. Han havde tusket med et Par Raffaèlli'er, som var lidt "farlige".

Tjeneren aabnede Døren og gik tre Skridt frem mod Mesteren:

- Prinsesse Zamikof.

- Lad hende komme, svarede Mesteren og rørte sig ikke.

Heller ikke Mikaël stod op, mens Hr. Schwitt allerede var halvt henne ved Døren.

Prinsesse Zamikof var kommen ind og var, som blev hun forlegen, standset tæt ved Tærskelen under en Lampe, hvis Skær gød en Rødme over hendes meget blonde Haar.

Mestren havde endelig rejst sig og ogsaa Mikaël stod op, paa Trappens nederste Trin.

- Jeg takker Dem, Mester, sagde Lucia, hvis Hænder, der var uden Handsker, krammede let om den sølvglitrende Boa, som gled ned fra hendes spinkle og jomfruagtige Hals: fordi De har tilladt mig at komme.

Mesteren svarede:

46

- Tilsidst tillader man, Frue.

Og med en meget lille Haandbevægelse lagde han til:

- Vil De ikke tage Plads?

- Hr. Charles Schwitt, sagde han og stod bestandig op: Eugène Mikaël.

Fyrstinden bøjede Hovedet for Hr. Schwitt og for Mikaël uden at se paa dem, mens Hr. Schwitt sagde, at han vidste ikke, om Prinsesse Zamikof erindrede ham. Og lidt for hastigt begyndte han, mens han satte sig ved Siden af hende, at opremse de Steder, hvor de havde mødtes.

- Jeg elsker det store Rusland, sagde han.

Fyrstinden, der holdt Hovedet bøjet og som, naar hun overhovedet saá, kun fæstede Øjnene paa Mesteren, sagde med en Stemme, der lød meget ung:

- Jeg færdes i Paris saa lidt mellem Landsmænd.

Men Schwitt, hvem Synet af en ny Kvinde altid hensatte i en hastig Beruselse, talte om Kreml og fæstede Billedet af dets Kupler og Moskwas Skønhed i ti farvedejlige Sætninger, mens hans fremspringende Næsebor syntes at inddrikke Kvindeduften af Fru de Zamikofs Legeme.

Fyrstinde Lucia, der stadig ikke saá paa ham, løftede sin Arm, fra hvilken Perleraderne gød sig, og sagde mens hun atter lod Armen falde tilbage i sit Skød mod Kjolens tætte Glitter, der indhyllede hende som i en tindrende Regn af Sølv:

- Alle Russere maa være Dem taknemmelige for Deres "Dagbøger fra Rusland".

Hverken Mesteren eller Mikaël havde talt. Mikaël stod saa nær ved Trappens gyldne Kumme, at Springvandets yderste Draaber, som en Dugg, naaede at strejfe hans Kind.

Hr. Schwitt sagde i en Tone, der lød kortere:

- Jeg skrev, hvad jeg saá.

Men han begyndte paany at tale, til han pludselig standsede, maaske i et Mandfolks Vrede, som ikke bliver hørt af en Kvinde, og han sagde:

47

- Men jeg glemmer aldeles, jeg skal i Operaen.

Fyrstinden sagde, med den samme unge Stemme:

- Og jeg, svarede hun, der kom lige hjemmefra men maaske vilde forklare sit Toilette, kommer lige derfra.

Hr. Schwitt bøjede sig hastigt:

- Farvel, Claude, sagde han.

Og da han kom ud i Vestibulen, sagde han med krængede Læber til Mikaël, der havde fulgt ham:

- Hvad vil hun her? Hun er højst ubehagelig.

Mikaël, som stadig lo, med en Drengs Latter, sagde:

- Jeg vilde bare ønske, hun snart vilde gaa, for jeg er umaadelig søvnig.

Men Majordomus, der havde gjort Tjeneste i Huset i elleve Aar, rakte Hr. Schwitt hans Hat og sagde - han var inde i alle Hemmeligheder, som løb rundt i Tjenerskabets faste Ring i alle de store Huse -:

- Det vilde maaske styrke Madames Kredit, hvis hun blev malet af Mesteren.

Mikaël var vendt tilbage, mens Hr. Schwitt endnu stod hos Majordomus.

Da Mikaël aabnede Døren, hørte han Mesteren sige:

- Og hvad er det saa, De ønsker, Frue? Fyrstinde Zamikof svarede med en Stemme, som maaske var forskræmt:

- Mesteren véd det, tror jeg, og hun løftede de ganske sorte Øjne mod ham.

- Ja, svarede Claude Zoret og saá hende lige ind i hendes Ansigt, mens Mikaël vendte tilbage til Trappen.

- Men, blev Mesteren ved, og han talte, som han talte til Amerikanerne, som kom for at købe hans Billeder: jeg maler nu én Gang ikke Portrætter. Jeg giver mig ikke af med at klistre fremmede Ansigter op paa et Lærred.

Fru de Zamikof var bleven bleg, men hun smilede alligevel, med et Smil, som pludselig viste, at hendes Underlæbe var lidt fyldig:

48

- Mesteren har dog før malet Portrætter.

- Ja, og Claude Zoret forandrede ikke sit Ansigt: af Fru Carnot, som var min Ven.

Der var stille et Øjeblik, før Mesteren lagde til:

- Og af Fru Sarah Bernhardt, der er et Geni.

Mesteren slog sine Øjne ind i hendes, mens Mikaël der atter stod lænet til Kummen, følte en næsten drengeagtig Glæde, og Fyrstinden sagde, idet hun rejste sig med en Stemme, der bevarede sin unge Ærbødighed:

- Saa beder jeg Mesteren undskylde, jeg er kommen.

Claude Zoret stod et Øjeblik, til han sagde med en af de Overgange, der var hans Vane og som maaske bundede i hans selskabelige Usikkerhed:

- Naa, lad mig saa male Dem da, naar De nu én Gang er kommen her.

Mindre end et Nu fløj en Rødme over Prinsessens Kinder, før hun bøjede sig lidt for dybt, foran Claude Zoret:

- Takke kan man jo ikke, sagde hun Mesteren lo:

- Jo, det skal De faa Lov til, sagde han: naar De en Gang er blevet malet. .

Og med én Gang munter, maaske ved Tanken om det Portræt, han allerede skimtede, gav han sig til at spørge om et Par af Wereschtschagins Værker, og mens han skød sine Læber frem, sagde han:

- Deres Hr. Landsmand, Fyrstinde, var en stor Kultegner af Rædselen.

Og idet han pegede paa en af Væggene, sagde han:

- Den Kosak er af ham.

- Mikaël, blev han ved, tænd Lyskasteren.

Mikaël løb ned og vendte en Lyskaster mod Wereschtschagins Lærred:

- Ja, sagde Fru de Zamikof: mig har hans megen Sne nu egentlig aldrig begejstret.

Mesteren lo paany:

- Han og Hr. Munkaczy burde have illustreret Cantu, sagde han.

49

Fru de Zamikof lo og sagde:

- Det er en Meissonnier.

Men idet Mikaël, der stod hende ganske nær, vilde flytte Lampen, faldt dens Skær pludselig hen over "Sejren", der hang paa Væggens Midte, saa Straalerne lyste over Athenerens palmebærende Legeme.

- Det er Dem, sagde Prinsessen," og hun vendte sig brat mod Mikaël.

Mikaëls Haand slap Lampen. Det var, som alt hans Blod pludselig farvede hans hvide Ansigt, hans, hvis Nøgenhed dog var kendt af de Titusinder.

- Ja, det er Atheneren, sagde Mesteren.

Mens Mikaël i sin Forvirring stadig ikke flyttede Lampen, der lyste mod Sejrsbringerens skinnende Legeme, betragtede Fru de Zamikof Atheneren, og der viste sig paa én Gang to Smilehuller i hendes Kinder.

Hun vendte sig igen til Mikaël og sagde, mens det hastige Glimt af hendes Øjne ramte hans:

- Det minder mig om et russisk Digt.

- Hvilket?

Men Fru Zamikof lo:

- Det vilde smigre Dem for meget, sagde hun og vendte sig mod Mesteren for at tale om Meissonnier.

Mikaël drejede, maaske af Drengekaadhed, et hurtigt Nu Lyskasteren mod hendes Ryg: Perlerne faldt tindrende fra de buede Skuldre som et Sølvvæld.

- Hvor kaster Du Lyset hen? sagde Mesteren.

- Ja, sagde Mikaël og vendte rapt Lampens Skær ind mod Meissonniers Billede.

Fru de Zamikof spurgte, mens hun bøjede Hovedet maaske med et Spørgsmaal, hun havde læst i en Bog og som Instinktet lod hende gribe:

- Men kan man, Mester ... kan man i Grunden skabe (og hun søgte, eller lod som hun søgte, efter Ordet) - det "afgørende" indenfor saa lille en Ramme?

Mesteren løftede brat sine Øjne:

- Man har jo ment det, sagde han.

Og enten hemmelig smigret eller fordi han tænkte, 50 hun var af dem, der virkelig forstod, viste han hende, paa én Gang muntert og meget talende, Billede efter Billede: Corot'erne, Manet'erne, Besnard'erne - alle sine Skatte, mens Fru de Zamikof, der havde et besynderligt Udtryk i sit Ansigt, som var hun pludselig standset foran en ganske ny og forvirrende Tanke, uden at se lod sine Øjne glide hen over Lærrederne.

- Lys, sagde Mesteren.

- Ja, svarede Mikaël og var aandsfraværende som før.

Mens Fyrstinden pludselig igen begyndte at tale, meget nær ved Mesteren, med sin ganske unge Stemme ærbødigt, som smøg hendes Ord sig om Claude Zoret der talte glad, tyve Aar forynget:

- Lys dog, raabte han igen, mens han førte de straalende Øjne fra de malede Lærreder hen mod Fru de Zamikofs Skikkelse, han skulde male.

Mikaël, hvis Bleghed var som underlagt af en lysrød Strøm af Blodet, førte bestandig, halvt sky og halvt hidsig, Lampen ind mod Mesterens egne Lærreder: "Alkibiades paa Athens Torv" og "den unge Brutus".

Mens Fru de Zamikof stadig gik forbi dem, som i en Beskedenhed, der forbød hende at tale om Mesterens egne Værker.

Paa én Gang standsede hun:

- Dér er Eros, sagde hun, og hun blev staaende, mens Kasteren, ført af Mikaëls Haand, gød alt sit Lys ud over Billedet, hvor Eros, støttet til sit Jernsværd nøgen, rank, med Hovedet løftet paa den kongelige Hals vogtede de Saliges Have.

- Ja, det er Eros, sagde Mesteren ligegyldigt, som var Talen om Værket af en anden.

Fru de Zamikof havde vendt sig halvt mod Mikaël som vilde hun tale. Nu strejfede hendes Blik kun Rundingen af hans Kind.

Men Mesteren, der bestandig betragtede hende, indføjede i sin Erindring, der allerede indsugede hendes Væsen, som han skulde fæste paa sit Lærred, det nye 51 og sitrende Udtryk i hendes Ansigt, mens Prinsessen drejede sig halvt og sagde:

- Hvor skønne, Mester, maa saa ikke de Salige være, som han vogter Mesteren sagde:

- Dem har jeg ikke malet.

Og et Nu efter lagde han til og haardt:

- For jeg har aldrig set dem.

Mindre end et Sekund havde Mikaël - og vidste det knap - vendt sit lysende Ansigt mod Fru de Zamikofs, der straalede som hans.

Saa sænkede hun sine Øjenlaag, og det var, som gled der et Slør af Sorg over hendes hele Ansigt ved den ene Bevægelse:

- Hvem har vel set dem? sagde hun, og de tav et Øjeblik.

- Saa sender jeg Fyrstinden Bud, sagde Mesteren, der altid selv afskedigede sine Gæster.

Fru de Zamikof bøjede sig dybt, mens hun løftede sine Øjne imod ham:

- Man tør altsaa ikke takke Dem, sagde hun.

- Mikaël, sagde Mesteren: følg Fyrstinden ud.

Majordomus ventede i Vestibulen.

Men Mikaël lagde selv (mens det var, som om Fru de Zamikof i et eneste Blik omfattede og maalte hele Søjlehallens Rigdom) Kaaben om hendes Skuldre.

- Tak, sagde hun uden at se paa ham, og hun gik, fulgt af Majordomus, ned til sin Vogn.

Porten sloges op og Vognen kørte bort.

Fru de Zamikof slog Gardinerne for, som vilde hun ikke ses, men være helt alene.

..... Mikaël vendte tilbage til Dagligstuen.

Mesteren sad paa sin Yndlingsplads under en af de gyldne Kummer. Mikaël gik rundt og rundt i Stuen og standsede bestandig foran "Sejren".

- Sæt Dig ned, sagde Mesteren.

- Ja.

Og Mikaël satte sig.

52

De sad begge tavse, mens Vandet faldt rislende i sine Kummer.

Mesteren strakte sit stærke Legeme og sagde inde i en ukendt Tankegang:

- Mikaël, man er dog ikke gammel. Jeg kan endnu se.

Mikaël hørte det ikke. Han sad bestandig med Hovedet vendt mod sig selv, mod Athenerens palmebærende Legeme.

Mesteren havde rejst sig og slog Armen ned om Mikaëls Skulder:

- Jeg gi'er Dig det, sagde han. Det har jeg dog længe villet.

- Det maa Du ikke, sagde Mikaël og næsten heftigt:

- Det skal Du ikke. Det har jeg ikke fortjent Mesteren førte mildt sin Bondehaand ned over Mikaëls Haar:

- Det skal jo dog en Gang, sagde han, og hans Stemme klang blødt: altsammen være dit.

Taarerne var kommet frem i Mikaëls Øjne, og han holdt fast om Mesterens Haand med begge sine:

- Hvor Du er god, sagde han:

- Tak.

- Hent mig en Pensel, sagde Mesteren: jeg skal skrive dit Navn.

- Tak, hviskede Mikaël igen og kunde næppe tale.

Han gik op i Atelieret. Han vidste, nej, han vidste ikke, hvad Fyrstindens Øjne var af for en Farve.

Han vendte tilbage med den fugtige Pensel, og, staaende op paa en Stol, skrev Mesteren paa "Sejrbringerens Fod: "Til Mikaël".

De stod begge et Øjeblik foran det dejlige Lærred:

- Nu er det dit, sagde Mesteren Og der var stille igen.

Men paa én Gang løftede Claude Zoret sine Øjne og saá sig rundt i Salen, fra Lærred til Lærred:

- Og hvem véd saa, sagde han: hvad det altsammen er værd?

53

Han stod lidt, og det var, som om hans Skuldre sank sammen:

- Sommetider synes jeg, at det eneste, der er værd at male, det fik jeg aldrig malet?

- Hvad eneste? spurgte Mikaël.

- Livet, svarede Mesteren og de sidste Ord forsvandt under Støjen af den tunge Stol, som han pludselig flyttede:

- Livet, som jeg aldrig har levet Og med fremskudte Læber sagde han:

- Jeg vil en Gang faa min Væg ved Siden af David.

Mikaël havde ikke rørt sig. Kun hans Øjne var lynsnart faret hen over Væggenes Billeder - med et mærkeligt Blink.

Saa sagde han i et Udraab:

- Claude, "Sejrbringeren" kan aldrig dø Mesteren smilte:

- Nej, sagde han: den er jo din.

De tav igen.

Saa sagde Mikaël og sært brat:

- Farvel.

- Gaar Du? spurgte Mesteren og vendte Hovedet. Mikaël plejede altid at sove herhjemme, naar der havde været Selskab.

- Ja, jeg gaar hjem til mig selv, svarede Mikaël: Godnat.

- Lev vel, svarede Mesteren og satte sig atter under sin Kumme.

Mikaël gik.

- Gaar Hr. Mikaël? spurgte Majordomus.

- Ja, sagde Mikaël og blev pludselig halvt forvirret:

- Jeg gaar hjem ... til mig selv Paa én Gang udspilede han sine Næsebor: Jo, det var Duften af Fru de Zamikofs Kaabe.

- Godnat, Du gamle Jacques, sagde han og lo, idet han gik.

... Mikaël kom ind i Tuileriernes Gaard. Natten laa 54 sølvhvid under den glidende Maane og Gitrenes gyldne Spidser lyste som smaa og nysantændte Lys.

Mikaël gik videre. Under ham gød Seinen sit mørkeblaa Vand gennem Broens Buer. Strømmens Kølighed slog op imod ham og mødte hans hede Kinder.

Da han naaede Kajen, standsede han under Træerne pludselig foran Hr. de Monthieu:

- Gaar De her? sagde han.

- Ja, svarede Hertugen, der syntes forvirret: Natten var saa smuk.

- Ja, vidunderlig smuk, sagde Mikaël, der aandede langt med sine aabnede Læber.

Og de skiltes som to, der ikke har noget at sige hinanden.

Mikaël gik over sin Gaard, ind gennem sit Havehus' Have.

Tjeneren, der ventede i Vestibulen, tændte de elektriske Blus.

- De kan gaa til Ro, sagde Mikaël og gik op.

Han aabnede i Dagligstuen Altanens Døre, og, lænet til Muren, sad han, over Havens Træer, i den hvide Nat. Violernes Duft blandede sig tæt med de nylig udfoldede Akaçiers.

Mikaël rørte sig ikke.

Maanen gled frem og gled bort.

55

II

MESTEREN gik i Arbejdsbluse frem og tilbage over sit Gulv. Øjnene holdt han halvlukkede, mens Læberne under det mægtige Skæg var aabnede, som kostede det ham under Anspændelsen næsten Møje at aande:

- Han fik det ikke, nej, han fik det ikke fat, Skæret over hendes Haar.

- Tre Dage - tre Dage og Nætter, og han fik det ikke, fik det ikke fat.

- Tre Døgn - og han saá det ikke. Det levede ikke under hans Pensel.

Charles Schwitt, der, foruden Mikaël, var den eneste som turde komme uanmeldt, løftede Tæppet til Atelieret:

- Godmorgen, sagde han:

Mesteren vendte Hovedet og aabnede Øjnene, hvis Udtryk var saa træt, som var det dødt eller var Blikkets Lys vendt indad mod Hjernens Billede, mod det, han vilde se:

- Hvad vil Du? sagde han.

- Se Dig, svarte Schwitt.

- Jeg arbejder, sagde Mesteren og fortsatte sin Vej.

- Jeg véd det. Og Du har ikke været i Seng i tre Nætter?

- Nej.

Charles Schwitt satte sig:

- Jacques fortalte det, sagde han: Mon det er fornuftigt?

Mesteren gik op og ned, mens han sagde, i haardt afskaarne Ord:

56

- Fru Adelsskjold har læst for mig.

Undertiden, naar hans Hjernes Arbejde ikke vilde standse og Hjernen dog kæmpede forgæves, lod Mesteren læse højt for sig for at dulme sine Tankers Virke.

- Hvad har hun læst? spurgte Schwitt.

- Britten, svarede Mesteren i samme Tone som før.

Han satte sig i en Stol, uden at aabne sine Øjne, fortabt i den frygtelige Stirren, hvorunder han vilde tvinge sig selv til at se hver Linje og hver en Skygge, saa den talte fra Lærredet og var Liv.

- Hvor er da Mikaël? spurgte Hr. Schwitt.

- Jeg véd ikke, svarede Mesteren uden at aabne sine Øjne.

- Hm, sagde Schwitt, han render hver Aften rundt i Opera-Foyeren og lader Øjnene lyne mod hver Ballettøs.

Mesteren blev siddende som før.

- Det er jo godt, sagde han.

- Men det koster, sagde Schwitt og saá paa Claude Zoret

Mestren svarede ikke.

Men maaske for at slippe bort fra Tankerne, som ikke vilde forlade ham, sagde han lidt efter, mens han rejste sig igen:

- Hvad Nyt er der i Byen?

Charles Schwitt fortalte et Par Skandaler fra Kammeret, til Mesteren pludselig sagde, og hans aabnede Øjne havde paa én Gang faaet al deres Glans tilbage:

- Men Charles, jeg maa kunne, ser Du; jeg maa kunne male hende.

Mesteren gik paany op og ned gennem Rummet, mens han sagde:

- Jeg ser det godt, Portrættet fornyer sin Mand. Man har det Levende lige for sig, klods for sig, lige for sine Øjne - dette hersens Levende, Du, som man ikke kommer forbi, som man maa gribe og som v i l males. Det Levende, Charles, der ikke giver Pardon.

Han stoppede Piben med Tommelen:

57

- Man gaar i Skole, naar man maler Portrætter, og man vokser aldrig fra Skolen Han lo.

- Den store Skole, Charles, sagde han: d e n, hvor man maa vende Bindet og læse i Livets den aabnede Bog.

Han blev ved at tale varm og spændstig, som i Quartier Latin, da han var syvogtyve Aar og han kunde maale sit Gulv med seks af sine mægtige Skridt:

- Maaske jeg burde ha'e malet flere Portrætter. Portrættet med sit "Enten-Eller", Portrættet er Liv eller Død. De Hollænder-Bæster vidste det, naar de malede deres Kællinger.

Charles Schwitt lo:

- Du er tyve Aar idag.

- Nej - og Mesteren traadte pludselig haardere - jeg er gammel, gammel og graa som en Israels Profet, og hvad er det saa, jeg har faaet klistret? Undertiden synes jeg, alle de Rammer er tomme og jeg selv staar gammel foran alt det, jeg aldrig fik malet.

- Du har malet Mikaël, sagde Hr. Schwitt.

- Ja, raabte Mesteren kort, mens Charles Schwitt pludselig betragtede ham:

- Og naar jeg er død, kan man hænge mig op ved Siden af Napoleon-Smøreren, og Hr. Rafaëlli vil med sine Gadedrenge leve længere end jeg.

Han blev ved at ryge, mens han pludselig skød Staffeliet med Fru de Zamikofs Billede frem i Lyset:

- Og jeg har hende, sagde han: Linjerne er der. Det er godt - det er godt og godt nok til at ophænge i en Kramkiste.

- Og naar jeg er alene, saa har jeg hende for mig, hele Kvinden som hun er og staar og gaar, har jeg. Men naar hun saa sidder her, er det borte, borte det Hele og altsammen.

Charles Schwitt blev ved at betragte ham:

- Det er saa længe siden, Du malede Kvinder, sagde han.

58

Mesteren svarede ham ikke.

Maaske med et nyt Forsøg paa at rive sig løs fra sin evindelige Tanke sagde han:

- Hvor Fru Adelsskjold læser smukt.

- Hvad har hun læst? spurgte Schwitt, der altid holdt Øje med alle Mesterens Paavirkninger under Arbejdet - vistnok af Hensyn til "Erindringerne".

Mesteren svarede ikke straks. Saa sagde han som En, der tænker paa noget andet:

- Romeo og Julie.

Hr. Schwitt smilte pludselig, saa lidt, at det næppe saas:

- Ja saa, Romeo og Julie.

Mesteren havde sat sig, og, med Tanken paa Shakespeare, sagde han langsomt:

- Om ham taler man ikke, og illustrere ham tør man ikke.

Men lidt efter sagde han, med en helt anden Stemme:

- Du, Charles, burde Julie ikke være blond?

Charles Schwitt, der havde tænkt paa Fru Adelsskjold, hvem han iforgaars havde set i Hertuginden af Monthieus Loge i Operaen, sagde, uden egentlig at vide, hvad han svarede paa:

- Det kan gerne være.

Der var, som han sad, kommet et pludseligt Skær, et Lys over Mesterens Ansigt:

- Jo, jo, sagde han og det var, som om ganske andre Tanker var fødte i ham: hun skulde være blond ... askeblond.

- Nu maa Du gaa, sagde han hastigt og rejste sig.

- Du maa gaa - og hans Stemme havde en ganske anden Klang -: jeg skal arbejde.

Hr. Schwitt stod op, da Mesteren vendte sig imod ham:

- Charles, sagde han: det er dog det eneste i Verden.

- Hvad for no'et? sagde Hr. Schwitt.

Mesteren slog sin Næve ned mod Vennens Skulder:

59

- At ville det Fuldkomne, sagde han. Han stod et Øjeblik og havde atter skiftet Tone, da han sagde:

- Hvor det vilde være smukt Du, at dø, foran sit Lærred efter et sidste Penselstrøg, der var lykkedes.

- Farvel.

Hr. Schwitt gik ud i Hallen, hvor Majordomus ventede:

- Bliver Hr. Schwitt her ikke til Frokost? spurgte Jacques.

- Nej, sagde Schwitt, jeg er sendt væk.

- Hm, sagde Jacques, Zamikof'en kommer her.

- Skal hun sidde i Formiddag? spurgte Hr. Schwitt.

Jacques fortrak et Øjeblik sit Gummiansigt:

- Det véd jeg ikke, sagde han og rakte Hr. Charles Schwitt hans Hat: naar der ikke bli'r malet, bli'r der snakket.

Charles Schwitt gik langsomt ned ad Vestibulens fem Trin.

Mesteren havde hastig drejet sit Staffeli. Saa blandede han sin Farve, som skete det i Sekunder:

- Ja, aa ja, dér var det, Skæret - endelig -

- Endelig Jacques traadte ind:

- Gaa, raabte Mesteren Og han blev ved at arbejde:

- Endelig.

Og, med de straalende Øjne fæstede paa Lærredet lagde han den graa Glans, den fundne Glans over Fru de Zamikofs dejlige Haar.

Han havde arbejdet en Time, lukkende Øjnene for at tvinge sit Syn, og atter arbejdende for at fæstne det Sete - da han vendte sit Hoved:

- Hvem er det? spurgte han.

- Kun mig.

Det var Fru de Zamikof, der stod foran Dørtæppet og gik frem over Gulvet med den Bøjning af Overkroppen, som er høje Kvinder egen, naar de gaar.

Der gik et Lyn over Mesterens Ansigt:

60

- Jeg arbejder, sagde han. Gør, hvad De vil.

Som hun plejede begyndte Prinsesse Zamikof at vandre rundt i Rummet, hvor hun standsede og betragtede Vaser og Skaaler og Krystaller med Kenderens Øjne - maaske ogsaa med lidt af det vejende Blik, hun til Tider kunde faa, og som hun havde arvet fra sine Købmandsforfædre i Odessas Boder. Det Blik var fra Dagene, før den gamle Fyrst Zamikof ægtede hende, som en Sultan, der udtager en Kvinde til sit Harem.

Mesteren blev ved at arbejde, mens Fru de Zamikof, med Ryggen til ham, stod længe foran den Ynglinge-Torso, der var et Fund fra Sicilien, og som Dronning Margherita, næsten som et Rov, havde skænket til Mesteren.

Claude Zoret vendte sit Hoved:

- Den ligner Mikaël, sagde han: Har De aldrig lagt Mærke til det?

Fyrstinden lo, som vilde hun gemme en dulgt Misfornøjelse i sin Latter, og sagde:

- Mon der overhovedet er nogen Skønhed, der ikke ligner Hr. Mikaël?

- Sæt Dem, sæt Dem, sagde pludselig Mesteren og, mens han lo og hans straalende Blik gød sig ud over hendes Skikkelse, sagde han:

- De skulde virkelig klage.

Fru de Zamikof havde aabnet Læberne, som vilde hun tale. Men kun hendes Øjne hvilede store og helt aabnede paa Mesteren, der arbejdede, mens hun satte sig.

- Godt, godt, sagde han, og han gik frem og tilbage foran sit Lærred.

- Godt, sagde han igen.

Der var i hans Øjne kommet næsten en lys Flamme, som hos Stordyret, hvis Kreds bliver snævrere om dets Bytte, mens Brillanterne glimtede paa Fru de Zamikofs foldede Hænder, som straalede de af en hemmelig Triumf.

Men pludselig brød Mesteren af og kastede sin Palet:

61

- Nej, sagde han: nu spiser vi.

Prinsessen lo.

- Ja, sagde Mesteren: jeg er sulten.

Og han ringede.

Fru de Zamikof sagde og rejste sig endnu ikke:

- Men Hr. Mikaël er endnu ikke kommen.

- Ham om det, svarede Mesteren og strakte sine Arme: vi spiser.

Der var fløjet et pludseligt Smil over Fru de Zamikofs Ansigt, mens Tjeneren viste sig i Døren:

- Ret an, sagde Mesteren.

Jules tøvede et Nu:

- Hr. Mikaël er ikke kommen, sagde han.

- Ret an.

Tjeneren gik og Mesteren sagde:

- Tilgiv et Øjeblik.

Fru de Zamikof var langsomt gaaet ned ad de gyldne Trapper. Med bøjet Hoved maalte hun Dagligstuens Gulv, mens hun under sin Gang betragtede sine egne Fødder. Hun standsede nu og da. Hun blev, uden at vide det, staaende ved Søjlen, der bar Krystalskaalen med. de uslebne Rubiner, som i deres matte Glans lignede Kapsler fyldte med Blod.

Halvt i Tanker tog hun nogle af Stenene op i sin Haand og lod dem falde tilbage i deres Skaal, til hun pludselig vaktes ved den klirrende Lyd og saá paa Ædelstenene, hun endnu havde tilbage i Haanden - med et pludseligt Glimt i sine Øjne. Paa én Gang hørte hun Mesteren le henne fra Døren og hun lod Stenene falde, mens Claude Zoret blev ved at le:

- Fru de Zamikof, sagde han og lo og lo: Fru de Zamikof, De ser paa Ædelstenene som Tyve ser paa Guld.

Og mens han blev ved at le og slog sig paa sine Ben som en Bondekarl slaar sig paa sine Laar, sagde han:

- Men jeg skal male Dem, Prinsesse. Jeg skal male Dem for Louvre. De har mit Ord paa det.

62

- Men nu skal vi spise, sagde han og bød hende brat sin Arm.

De gik ind i den lille Spisestue, hvor Tjeneren ventede bag den læderbetrukne Armstol - mens Mesteren vedblev at tale, overstadig, greben af en ukendt og urimelig Glæde, talende om alt, om Dagene, da han ikke havde Brødet, om Tiderne paa den anden Bred, om Malerierne, han solgte for hundrede Sous ...

- Og Trappegangen, han havde malet for en Spækhøker.

Han tegnede en Guirlande i Luften med det lange Brød, han altid selv vilde knække til sin Frokost:

- Guirlander skulde der være og røde skulde de være, røde Roser, sagde han: Og røde blev de s'gu, med lyseblaa Baand.

Mesteren lo:

- Der, sagde han og rakte pludselig Fru de Zamikof Brødet at knække af som paa en Knejpe, mens Prinsessen lo:

- Tak, sagde hun og greb om Brødet.

Han blev ved at fortælle, bestandig betragtende hende, med et Par sejrrige Øjne, reven hen af en gnistrende Fryd - den Glæde som ellers ingen kendte uden Mikaël og som kunde komme over ham enten Sommerdage, naar de helt alene strejfede gennem Skoven, eller i de Skaberens Øjeblikke, hvor hans Tanke eller Syn havde vundet pludselig Jord:

- Ja, det var den Gang, sagde han, den Gang i vor Ungdom.

Der blev tiet et Øjeblik, til Fru de Zamikof sagde, og i en anden Tone:

- Da Fru Zoret levede.

Mesteren rankede sit Hoved:

- Ja, sagde han kort.

Men Fru de Zamikof, der aldrig havde sat sine Fødder i Montreuil, sagde:

- Jeg glemmer aldrig hendes Billede.

Mesteren svarede ikke.

63

Og hastigt, næsten som havde hun forløbet sig, begyndte Fru de Zamikof at tale om Rusland, om Odessa og Sletterne ved Wolga - uvilkaarligt og med Kvindens Instinkt seende som Mesteren, omskabende alt til Farver, malende de gule Hvedemarkers Bølger Gult i Gult, saa langt som Øjet saá.

Mens Mesteren, med de brede Arme langt frem paa Bordet, stadig saá hende ind i hendes Ansigt med det samme Blik.

Mikaël sprang op ad Vestibulens fem Marmortrin:

- Maler Mesteren? spurgte han.

Majordomus blev siddende i sin gothiske Stol:

- Hun er her, sagde han.

Der gik en Sitren over Mikaëls Ansigt, mens han smed sin Hat:

- Kommer hun her nu, før Hanen galer, sagde han.

Jacques fortrak sit Ansigt, der blev en eneste Rynke:

- Hun ender med at blive her om Natten.

Og han lagde til:

- De spiser.

Mikaël havde vendt sig:

Mesteren havde i fem Aar aldrig sat sig til Bords, før han var kommen.

- De har vel været sultne, sagde han, men hans Mundvige skælvede.

- Det har de vel sagtens, svarede Jacques og viste begge sine Gummer, som var uden Tænder. Og Mikaël og han mødtes i en pludselig Strøm af Skældsord, hvormed de, naar de var ene, tildængede "Russerinden".

- Naa, sagde Mikaël: jeg skal derind.

- Du er gaaet til Bords, sagde han til Mesteren, da han kom ind.

- Fordi Du kommer for silde, svarede Mesteren.

Mikaël svarede ikke straks, men saá hen paa Kaminens Uhr, som endnu ikke viste ét.

- Maaske, sagde han, mens hans Øjne fløj over til Mesteren.

64

Paa Fyrstinden, der havde bøjet sit Hoved til Goddag netop en Streg mindre end venligt, havde han næppe hilst.

Mens Tjeneren bød Mikaël af de halvkolde Kerter blev Fru de Zamikof ved at tale om Rusland, om en Rejse i Kaukasus, hvor hun havde været med Fyrsten: Lavinerne styrtede ned foran deres Vogn som splintrede Verdener af Hvidt, og strømmende Floder var piskede ned over Bjergene som det tindrende Skum af det lysende Piatina.

Fru de Zamikof fandt, under en halvt ubevidst Anspændelse, endnu stærkere Farver og de mangfoldige Billeder - medens Mesteren lyttede, uden at tænke paa Mikaël med et Blik, og Mikaël den hele Tid kun sad bøjet og spiste.

- Ja, sagde Mesteren: Rusland er stort.

Pludselig løftede Mikaël Hovedet og sagde med en Stemme, der lød raat som et Slag:

- Dets Horder maa have Plads.

Fru de Zamikof sagde, med et Smil, der mødte Mikaëls blussende Ansigt:

- Hvor kan egentlig De - og Fyrstinden dvælede lidt paa Ordene - Hr. Mikaël, som er Czecher, have saa brændende et Had til Rusland? De forraader virkelig Deres egen Race, for vi to er dog ... Slægtninge.

Mesteren havde set ud for sig, og i en anden Tone sagde han:

- Maaske burde vi alle hade det.

Og pludselig vendt mod hvad der maaske altid var hans inderste Tanke, sagde han:

- Hvor Historiens lange Veje er besynderlige.

Han talte dæmpet og meget langsomt:

- Frankrig skulde have Geni i Hundreder af Aar for tilsidst at skænke sine Milliarder til den, som skal bruge os alle.

Der var gaaet en Skælven over hans Ansigt.

Men han forlod sin egen Tanke og saá brat frem mod 65 Fru de Zamikof, hvis Øjne et Nu havde hvilet i Mikaëls, der pludselig lyste.

Fru de Zamikof, som maaske kun halvt havde hørt, sagde hastigt med den meget blide Klang i Stemmen:

- Hvorfor, Mester, skal Menneskene dog se saa langt?

- Nej, sagde Claude Zoret og blev ved at le: det er sandt. Lad os lukke vore Øjne.

Men Fru de Zamikof begyndte, stadig lidt hastigt, at spørge om Servicet, paa hvilket de spiste Desserten, nogle sjældne Tallerkener med et kronet og fyrsteligt Navnetræk:

- Porcelænet sorterer under Mikaël, sagde Claude Zoret: det er ham, der samler Skaarene her i Huset.

Mikaël havde løftet Hovedet for at besvare Fru de Zamikofs Spørgsmaal. Men Prinsessen var, uden at vente paa noget Svar, allerede begyndt at fortælle en Historie fra det rumænske Hof. Det var en Anekdote, der gjorde en Monark meget latterlig, og som Mesteren lo af - mens Mikaël hurtigt havde bøjet sit Ansigt og knugede sin venstre Haand om det Egetræs Bordben.

Fru de Zamikof vedblev at tale om Hofferne med Ansigtet vendt mod Mesteren, mens hun, med sin Haand, der var skøn af Form men lidt for fyldig, førte de hvide Nøddekærner ind mod sine Læber og Tænderne greb dem som i et Sæt - til Mesteren sagde, og hans Ansigt havde skiftet:

- Forresten indgyder - og han talte om Fyrsterne - de Mennesker mig kun Medlidenhed.

- Medlidenhed?

- De har jo, sagde Mesteren: ikke bedt om at komme til Verden for at sidde i Bur paa en rødtbetrukkct Stol.

Fyrstindens Stemme, der havde saa let ved at blive sørgmodig, svarede:

- Sidder ikke alle Mennesker i Bur, i det ene Bur ved Siden af det andet?

66

- Jo, svarede Claude Zoret: men de fleste tømrer sig dem selv.

Som et Lyn fløj Mikaëls Blik mod Mesteren, der ikke saá det, mens Fru de Zamikof havde grebet dets Glimt.

- Er vi færdige? sagde Mesteren over mod Prinsessen: Velbekomme.

Og vendt mod Mikaël sagde han:

- Du kommer vel op - siden? Mikaël havde løftet sit Ansigt, der var hvidt som hans hvide Hals:

- Jeg venter Adelsskjolds hjemme, sagde han og rejste sig halvt for Fru de Zamikof, der gik ved Mesterens Arm.

Da de gik op ad Trappen til Atelieret, sagde Prinsessen og smilede:

- Hr. Mikaël var i daarligt Humør.

Mesteren halvlo:

- Var han? sagde han: Naa, naar unge Mænd begynder at leve, er de altid saa lunefulde som Børn, der faar Tænder.

I Atelieret begyndte Mesteren paany at arbejde. Men pludselig holdt han op:

- Nej, nej, ikke idag, sagde han: vi maa bie paa "Tidens Fylde".

Og med de straalende Øjne fra før, af Sejr eller Lykke, sagde han:

- Men kom, Prinsesse, idag følger jeg Dem selv til Dørs.

Han bød hende sin Arm og førte hende ud i Vestibulen.

Majordomus havde rejst sig, med Læberne sammenknebne som en Syl, og vilde række Fru de Zamikof hendes Cape. Men Mesteren tog den selv og lagde den om hendes Skuldre:

- Tak for idag, sagde han med sin brede Stemme.

- Hvorfor takker De? spurgte Fru de Zamikof.

Mesteren smilte og sagde:

67

- Fordi jeg idag har set Dem, Frue, og han bød Prinsessen Farvel ved Trappens øverste Trin.

Mikaël havde aabnet en af Vestibulens Døre. Med opskudte Læber var han et Nu standset paa Tærskelen:

- Er Du her endnu? sagde Mesteren, der gik forbi ham.

- Ja, endnu, svarede Mikaël.

Mesteren gik op.

Timevis kæmpede han med Fru de Zamikofs Billede, med det Ansigt, han havde set, da Prinsesse Zamikof betragtede Rubinerne - med d e t Udtryk ... det Udtryk af Begær.

.... Fru de Zamikof kørte, efter sin Omklædning, til Boulogneskoven. Da hendes Vogn var ved at svinge om ved Triumfbuen, lod hun Kusken standse: Hun havde set Hr. Schwitt og vinkede til ham.

Og straalende som den, der er meget lykkelig, eller maaske som den, der vil sikre sig Venner - bøjede hun sig frem og sagde:

- Hvor Vejret dog er smukt. Vil De ikke køre med?

Hr. Schwitt stod paa Vogntrinnet og saá ind i hendes Ansigt:

- Naar man ikke kan fare med Ridderen, sagde han farer man med hans Svend.

Fru de Zamikof tøvede et Øjeblik, før hun sagde i samme Tone, mens hendes Øjne lyste lige mod ham:

- Det var slet ikke faldet mig ind. Men De har ganske Ret.

De kørte og talte om alt muligt Paa én Gang sagde Fru de Zamikof:

- Finder De ogsaa Mikaël saa "uendelig" smuk? Mesteren driver jo et sandt Afguderi med ham.

Charles Schwitt saá, lidt fra Siden, hen paa hende:

- Ja, sagde han, han er vel Paris' smukkeste Fænomen for en Maler.

Prinsessen lo og sagde saa, lidt efter og langsommere:

- Naturligvis har han andre Farver i sit Ansigt end alle andre.

68

Hun hilste paa den russiske Militær-Attaché, der red forbi Vognen, og begyndte at tale om Storfyrst Wladimir, der lige var kommen til Paris.

.... Mikaël gik hastigt gennem sin hvide Dagligstue og slog Rygeværelsets persiske Forhæng ned. Han naaede ikke længer: lænet til Stolpen og skælvende over det hele Legeme, begyndte han at græde, hulkende ustandseligt, mens han tørrede de strømmende Taarer i Forhænget som i et Klæde.

Saa løftede han sit Ansigt, der var hærget som af et Barne-Uvejr:

- Han var aldrig blevet saadan behandlet, aldrig saadan behandlet af Claude. Og det var hendes Skyld - "Russerinden".

- Som mod en Fremmed var de mod ham - ja begge to - og saá paa ham som et Slags Dyr, der ikke kunde tale eller sige et Ord.

- Saadan saá Claude paa ham - og hun.

Han hulkede igen og blev ved at hulke.

Saa gik han hen til det lille Skrivebord. Han vilde skrive ... hjem, hjem til Prag.

- Ja, han vilde skrive. Han vilde skrive til sin Søster. Han havde saa længe sendt sin Søster Pengene uden at skrive et Ord.

Han tog Papiret frem og han skrev paa sit Modersmaal: "Kære Søster", til han græd igen og blev siddende, stirrende, foran det blanke og tomme Papir ...

Han tænkte paa derhjemme. Han vilde huske dem allesammen, sin Mo'er og sin Søsters smaa Børn og alle sine Kammerater ...

Men det var, som kunde han ingenting mindes, og han saá ikke andet end Husdøren - kun den lave, graa Dør med sin Klokke ....

Men maaske var Claude vred over noget. Maaske havde han været uhøflig mod Prinsesse Zamikof. Ja han havde været uhøflig imod hende. Han vidste det godt, men ....

69

- Det var jo saa stygt mod ham, at de var gaaet til Bords.

- Men nu - og pludselig smilede han - nu vilde han gaa derover igen og lade som ingenting. Eller bede Claude undskylde. Ja, det vilde han.

Hans Øjne faldt paa Papiret med et Blik, som havde han glemt det, og han skrev hastigt: Jeg har det godt og ønsker Jer leve vel. Din Broder Eugène Mikaël.

Han lagde to Sedler ved.

- Rekommandér det, sagde han til Tjeneren, som stod ved Trappen.

Og han gik.

Da han kom ind i Atelieret, stod Mesteren endnu foran Fru de Zamikofs Billede:

- Er Du dér? sagde han og vendte Hovedet, mens det lyste op i Mikaëls Ansigt, blot ved Lyden af Claude Zorets Stemme.

- Du skulde jo ha'e Fremmede.

- Ja, siden, sagde Mikaël og satte sig hastigt i Stolen, den Stol, hvor han plejede at sidde, naar Mesteren arbejdede.

Claude Zoret blev ved at male, til han pludselig saá hen paa Mikaël, der hele Tiden førte de klare Øjne fra Mesteren rundt i Rummet, som om det var længe siden han havde siddet her, i sin egen Stol:

- Hvor Du ser glad ud, sagde Mesteren.

- Ja, svarede Mikaël og smilte.

Der gik en Stund, mens Mesteren malede igen. Saa sagde han, og hans Stemme lød lige saa ungt som Mikaëls:

- Du, nu faar jeg hende.

- Er det sandt? sagde Mikaël og havde rejst sig.

- Nej, sagde Mesteren: Du skal ikke se det nu.

Og Mikaël var standset ved en Stol, hvorpaa der laa en russisk Handske:

- Ja, sagde Mesteren: hun maa ha'e glemt den. Jeg saá den ligge der før.

70

Mikaël havde grebet den graablaa Handske og holdt den i sin Haand:

- Véd Du hvad, sagde han og smilede med et lykkeligt Ansigt hen mod Claude Zoret: jeg troede egentlig, Du var vred.

- Hvorfor skulde jeg være vred? spurgte Mesteren.

- Jo, sagde Mikaël, der stadig stod med Fyrstindens Handske i sin lukkede Haand, og han gav sig til at le:

- Men saa er Du det jo ikke.

- Du er et Barn, sagde Mesteren.

- Ja.

- Men nu maa jeg gaa, sagde han, og langsomt aabnede hans Haand sig, mens han lod Fru de Zamikofs Handske glide tilbage paa Stolen.

- Hils dem derovre, sagde Mesteren: Og mor Jer godt.

Mikaël løb ned ad Trappen, mens han sang.

- - -

Tjeneren meldte foran den hvide Dør Hertugen af Monthieu, mens Mikaël stod op:

- Jeg er nok den første, sagde Hr. de Monthieu: Jeg kommer vist for tidlig.

Hertugen havde bestilt sin Vogn en halv Time før Tiden, havde saa ladet den vente et Kvarter og var saa pludselig kørt.

- Det er de andre, der kommer for sent, sagde Mikaël, der, meget slank, ligesom Hr. de Monthieu, bar sin Eftermiddagsdress som en Uniform.

Mikaël spurgte, om der havde været mange Mennesker i Boulogneskoven, og Hr. de Monthieu, der først vilde have sagt: Jeg har ikke været der", svarede:

- Ja, der var mange.

Og vidste bagefter ikke selv, hvorfor han ikke havde talt sandt. Han vendte Hovedet, og idet han pludselig saá over paa Væggen lige overfor Altandøren, sagde han:

- Men, Mikaël, hvor er "Sejren"?

71

Mikaël havde rejst sig og lænede sig til det hvide Flygel:

- Jeg syntes, Lyset var for skarpt hernede, sagde han: Jeg har flyttet det. Det hænger deroppe.

- I Atelieret?

Mikaël svarede ikke, men sagde ligesom hastigere:

- Og saa er det ikke ... ganske behageligt at hænge saadan her hos sig selv i sin "Nøgenhed" - naar alle Mennesker kommer.

Hr. de Monthieu havde set paa Mikaël et Nu. Men han spurgte kun, mens Tjeneren meldte Grev Toll, en Sekretær ved Gesandtskabet for Hr. Adelsskjolds Fædreland, hvorledes Mesteren befandt sig.

- Han maler Fru de Zamikof, sagde Mikaël, og han lagde sin vanlige Vrængen paa Navnet.

Grev Toll, der var lille, meget blond og havde en Krop som en Dreng, greb straks Navnet Zamikof og sagde, at han netop havde set hende ved Søerne med en Jøde.

Han tog Plads i en Lænestol og begyndte med en Stemme, der var underligt klinger, at opremse en Mængde Damer, han lige havde set. Han talte altid om Damer og altid mærkeligt hæsblæsende, som omtumledes han mellem deres Kniplinger i en Cotillon.

Grev Toll blev ved at tale, mens Mikaël, lænet til Flygelet, hele Tiden førte sin venstre Pegefinger frem og tilbage over sit Øjenbryn. Hr. de Monthieu bladede i en Luksusudgave af "Fort comme la mort", som var Mikaëls Yndlingsbog.

Pludselig sagde Grev Toll:

- Men De, Hertug, er nu en Portugiser i Kærlighed.

Mikaël gav sig til at le:

- Hvorfor det? sagde han.

- Jo, sagde Grev Toll, mens Hertugen uvilkaarligt støttede Bogen mod sit Ben ligesom en Klaphat: For jeg har læst i en Bog, jeg tror, den var af Fyrstinde Ratazzi, hvad er det, hun hedder nu? - at Portugiserne de tier og dræber.

72

Der blev et Øjebliks Stilhed, før Hr. de Monthieu sagde om "Fort comme la mort":

- Nu maa De snart kunne den udenad, Mikaël.

Grev Toll sagde, at han læste s'gu aldrig en Bog to Gange. For naar man kendte den, saa kendte man den.

Men Mikaël sagde:

- Jo, i "Stærk som Døden" læser jeg altid. For den forstaar jeg.

- Hvordan mener De, Mikaël?

- Jo, sagde Mikaël, for dér skilles de uden at skændes.

Grev Toll lo højt. Men Mikaël sagde:

- Ja, er Kærligheden da ikke noget, som, naar det er forbi, saa er det forbi? Og saa bagefter er der ingen Jammer.

- Men en Omnibus, sagde Grev Toll, der lo.

Hr. de Monthieu havde rejst sig og stirrede ud i Haven.

Men Grev Toll, hvis vimse Hjerne pludselig igen var falden over Navnet Zamikof, sagde:

- Ah, la Zamikof a bien appris beaucoup de choses.

Og idet han lo, blev han ved:

- Mais, oui en parcourant tant de pays elle a bien appris la connaissance de trics.

Mikaël havde vendt sit Ansigt, og Hertugen drejede sig pludselig: Tjeneren aabnede Døren for Fru Adelsskjold, som var ledsaget af Fru Morgenstjerne, en norsk Malerfrue, der var stor som en Valkyrie:

- Ja, sagde Fru Adelsskjold: Adelsskjold maler cg kunde ikke komme. Men saa var Fru Morgenstjerne saa elskværdig at følge med.

- For, lagde hun til og smilede, mens hun hilste: hvis vi ikke var kommet, Mikaël, vilde De dog være blevet bedrøvet.

- Og desuden, sagde Fru Morgenstjerne, der lo, saa man saá alle hendes dejlige Tænder: vilde jeg saa umaadelig gerne se, hvordan De boede.

Fru Adelsskjold sagde:

73

- Mikaël har det dejligt. Han bliver i det Hele græsselig forkælet.

- Men sagde hun og rakte Hr. de Monthieu Haanden: det er kun godt.

- Mon? sagde Fru Morgenstjerne.

- Ja, Jeg tror kun, sagde Fru Adelsskjold, og hendes Ansigt ændrede pludselig Udtryk: at Menneskene trives i Solen.

- Det er sandt, sagde Fru Morgenstjerne og satte sig bredt i en Stol, mens Tjeneren ombød Malvoisier paa en Bakke, og hun lagde til:

- Her er henrivende. Det er det med de Havehuse her i Paris, som ligger og skjuler sig - de er som Reder, ligefrem.

Og de begyndte at tale om Havehuse, Atelierer, Sidegader ved Triumfbuen og Boliger.

Grev Toll talte med Fru Morgenstjerne sit skandinaviske Tungemaal, og Mikaël vrængede efter dem, mens de lo:

- La langue d'Ibsen ... n'est-ce-pas? raabte Mikaël.

Og Fru Morgenstjerne, der blev patriotisk berørt sagde:

- Netop. Men De foretrækker naturligvis Deres Hr. de Curel.

- Det er slet ikke m i n Hr. de Curel, svarede Mikaël: For jeg er Czecher Og han lagde til, lidt lavere:

- Men der skrives ikke saa mange Bøger paa Czechisk.

Der gik en Engel gennem Stuen et Nu.

Men pludselig vilde Mikaël lære tre Ord paa Norsk, rigtig Norsk.

- Hvad for tre Ord? sagde Fru Morgenstjerne, der, glad og stærk, fyldte sin hvide Stol.

- Jeg elsker Dig, lo Grev Toll.

- Ja, sagde Fru Morgenstjerne og tog endnu en Slurk Malvoisier: lad ham lære dem: "jeg elsker Dig".

74

Og hun begyndte med vidtaaben Mund, mens de dejlige Tænder straalede, at foredrage de tre Ord, som Mikaël ikke kunde sige, mens Hr. v. Toll lo og sagde dem med:

- Jeg, raabte Toll.

- Jeg, begyndte Fru Morgenstjerne igen.

- Jai, sagde Mikaël.

- Elsker Dig, blev Fru Morgenstjerne ved Men Mikaël snublede paa "elsker" og Toll tog paa igen:

- Elsker Dig ... for Fanden.

- Elskar dai.

Fru Adelsskjold havde nærmet sig til Flygelet, hvor Hr. de Monthieu havde lagt Guy de Maupassants Roman.

- De var en Ven af Guy de Maupassant, ikke? sagde hun til Hr. de Monthieu.

- Jeg tror nok, jeg tør kalde mig det, men jeg var jo saa meget yngre end han.

- Hvorledes var han egentlig, jeg mener som Menneske? spurgte Fru Adelsskjold halvt sagte, mens de andre stadig lo bagved dem.

- Jeg elsker Dig, raabte Fru Morgenstjerne endnu en Gang.

Hr. de Monthieu fortalte om sin døde Ven og talte dæmpet ligesom Fru Adelsskjold, til han tilsidst sagde:

- Han var det stolteste Hjerte, jeg har kendt.

De tav et Øjeblik, til Fru Adelsskjold sagde:

- Hvor De dog holder meget af Deres Venner.

Og de tav igen et Nu, indtil Fru Adelsskjold vendte sig om:

- Hvad er det dog, I gør for et Spektakel?

Fru Morgenstjerne lo af aaben Hals:

- Han vil jo lære at sige: "Jeg elsker Dig" ...

- Men, og hun løftede sine Arme, saa Armbaandene klirrede: han lærer det jamæn aldrig.

- Nej, sagde Toll, der opgav Undervisningen.

- Jeg har lært det af Alexander, sagde Fru Adelsskjold, 75 der lo, og hun sagde paa Svensk, møjsomt og med en stærk Akcent:

- Hør nu, Mikaël: jeg elsker Dig.

Men Grev Toll og Fru Morgenstjerne druknede i Latter over hendes Udtale.

Paa én Gang var Fru Morgenstjerne træt af det og hun begyndte igen at tale om Stuerne - snakkende om alting: hvad d e t var og hvor Mikaël havde det fra:

- Det er et vidunderligt Uhr, sagde hun og standsede foran Kaminen, der bar et Empire-Uhr i Hvidt og Guld.

- Ja, det havde tilhørt Joseph Bonaparte. Mesteren havde faaet det af Prinsesse Mathilde.

- Alt faar han af Mesteren, sagde Fru Morgenstjerne med oprakte Arme.

Men Hr. de Monthieu beundrede Uhrets gyldne Statuette, der var en Amor, som tændte sin Fakkel.

- Jo, sagde Toll, de Bonaparte'r var s'gu Folk, der forstod at holde Luerne vedlige - og det paa alle Maader.

Fru Morgenstjerne var ovre ved Flygelet, hvor hun pegede paa nogle Orkidéer, som i en graablaa dansk Vase stod paa Laaget:

- Kære Ven, sagde hun til Mikaël: de er fra Stedet ligeved Operaen.

Alle betragtede Blomsterne, der var næsten af samme Farve som Vasen, og Fru Adelsskjold krængede Kanten af sin russiske Handske, som hun holdt hen mod Orkidéerne:

- Se blot, sagde hun: hvor nøje de passer i Farven.

- Ja, sagde Mikaël hastigt og tog om Buketten med sin fulde Haand: saa det var mærkeligt.

Og han blev ved at staa og smile ned mod Buketten, mens de andre talte om en Rosenudstilling, Aristokratiet havde foranstaltet i Versailles.

Det var, som Tjeneren næsten maatte vække Mikaël da han hviskede en Besked, og Mikaël sagde:

76

- Det er Hr. Ducal. Jeg har bedt ham synge lidt i Eftermiddag.

- Skal vi høre ham? raabte Fru Morgenstjerne: De er storartet.

- Ja, De har jo aldrig hørt ham, sagde Mikaël og vendte sig til Fru Adelsskjold, mens Hr. von Toll klappede i sine Hænder.

Sangeren kom ind, og Mikaël rakte ham Haanden uden at forestille ham, medens de andre uvilkaarligt og kortere end et Nu førte deres Øjne fra den Fremmedes Støvlespids op til hans engelske Haar.

De blev ved at tale, mens Hr. Ducal satte sig i en Lænestol og begyndte at stemme sin Luth - lidt for længe.

- Skal vi ikke sætte os, sagde Mikaël.

Og alle satte sig rundt om Sangeren, der endnu stemte sine Strenge, som lyste.

Kun Fru Adelsskjold sad i Rygeværelsets Dør, hvor de sølvindvævede Tæpper skjulte hende halvt. Men Fru Morgenstjerne, der havde anbragt sig lige midt foran Hr. Ducal, sagde paa sit Modersmaal til Grev v. Toll:

- Det er dejligt, De, en Gang at være ham rigtig nær. Saa kan man da faa Greb i hans Fingersætning.

Hr. Ducal talte nogle Øjeblikke, med lidt for lange Pauser, om de gamle Visers Melodier, indtil han begyndte at synge halvt dæmpet, mens Hr. de Monthieu gik nogle Skridt over Gulvet og standsede foran den hvide Kamin.

Sangeren sang med bøjet Ansigt, saa kun de blanke

Øjne saás:

A l'ombre d'un ormeau
Filait du lin tranquilement
Son berger la trouvant seulette
S'en vient lui dire tendrement:
"Brunette, mes Amours
Languirai-je toujours?"

Hr. de Monthieu støttede sin Arm mod Kaminens Plade. De lange Øjenhaar paa de sænkede Laag lagde som en Skygge over hans smalle Kind.

77

Le berger, de si bonne grâce
Contait son amoureux tourment;
Qu'un jeune coeur, fût-il de glace,
Se fût rendu dans le moment
Chacun doit à son tour
Un tribut à l'Amour.

Fru Morgenstjerne lo med en sagte Latter, der næsten faldt som i Takt med Musikken, mens Grev Toll sad med fremstrakte Ben og spidsede Læberne, som om han uhørligt fløjtede.

Hr. de Monthieu havde hævet sine Øjne.

Men Mikaël greb i en Krog sin Luth, og, svingende sig op paa Flygelet, ved Siden af den danske Vase stemte han i med Hr. Ducal - mens hans Øjne lyste:

Lisette, sentant sa défaite
Peut-être ne Peut jamais dit
Sans que la tendre Lisette
Fit un soupir qui la trahit
Chacun doit à son tour
Un tribut à l'Amour.

Mikaëls Stemme klang over Hr. Ducals. I Leg fløj hans Hænder over hans Luth, mens et straalende Smilehul viste sig i hans Hage, og han blev ved at synge:

Ils etoient seuls dans ce boccage
On ne sait ce qui s'y passa.

Hr. Ducal holdt pludselig op at synge, mens Mikaël blev ved, med det sorte Haar kastet tilbage, jublende over den hvide Luth:

Mais Thircis eût été peu sage
S'il en étoit demeuré - la:
Chacun doit à son tour
Un tribut à l'Amour.

Hr. Ducal slog, til Bifald, Knoerne mod Bagsiden af sin Luth og Fru Morgenstjerne raabte sammen med Grev Toll:

- Bis, bis. Mikaël.

- Bis, bis.

- Se, saadan skulde han s'gu males, sagde Toll og 78 slugte Mikaël med Øjnene, greben af Mandfolke-Beundring for et andet rigtigt Mandfolk.

Men Mikaël sang endnu en Gang, med en næsten forvoven Glæde, højt paa sit Flygel - mens Hr. de Monthieus Læber sitrede let:

Mais Thircis eut été peu sage
S'il en etoit demeuré - la:
Chacun doit à son tour
Un tribut à l'Amour.

- Men De er jo Kunstner, Mikaël, raabte Fru Morgenstjerne, og Toll lagde til:

- Ja gu' er han Kunstner.

- Man er da Czecher, svarede Mikaël og slyngede Luthen fra sig, der klirrende faldt ned paa Tæppet.

Men pludselig saá han hen mod Fru Adelsskjold, som havde ført sit Ansigt helt tilbage bag Portierens Tæpper:

- Men De, Prinsesse Rohan, sagde han, og der kom over Ordet "Prinsesse" en hemmelig Klang næsten som en Fanfare: De holder ikke nf, at jeg ikke repræsenterer Nationen.

De lo allesammen, mens han sprang ned fra Flygelet:

- Men nu, De, Hr. Ducal, sagde han og blev staaende ved Siden af Flygelet, mens han lo.

Hr. Ducals Luth lød paany og hans Øjne, der syntes at søge et Hvilepunkt under Sangen, fæstede sig ved Kniplingsbræmmen af Fru Adelsskjolds Kjole.

- Det er Sangen om "Kongens Datter", sagde han uden at løfte sit Ansigt.

Og han sang Kongedatterens Klage:

Las! il n'a nul mal
Qui n'a le mal d'amour!
La fille du Roy
Est au pied de la tour.

Luthen lød et Øjeblik alene.

Ingen havde rørt sig. Mikaël stod bestandig ved 79 Flygelet ved Siden af de graa Orkidéer. Fru Adelsskjold havde gemt sit Ansigt, mens Hr. de Monthieu uafladelig betragtede hendes sammenfoldede Hænder Sangeren blev ved at synge, mens han slørede sin egen Røst:

Qui pleure et soupire
Et mêne grand doulour
Il n'a nul mal
Qui n'a le mal d'Amour.

Fru Adelsskjold havde fattet med Hænderne om et Pragtværk og lagde det ned i sit Skød, hvor hun langsomt vendte de tunge Blade - maaske uden at se.

Sangerens Haand gled nænsomt over Luthen, saa dens Strenge næppe klang:

Las! il n'a nul mal
Qui n'a le mal d'amour
Le bon Roy lui dit:
"Ma fille

Fru Adelsskjold havde bøjet Hovedet over Bogen. Ja, nu saá hun det: det var den franske Adels Vaaben Der var Rochefoucauld'ernes Skjold. Og dér var Montesquieu'ernes. Hvor det var længe siden, hun havde set alle de gamle Vaabenmærker. Hun syntes næsten ikke siden sin Barndom. Da havde hendes Fader altid vist hende dem og forklaret hende alle deres Valgsprog.

"... voulez Vous un mari?"
""Hélas! oui, mon Seignour"".
Las! il n'a nul mal,
Qui n'a le mal d'Amour.

- Der var Monthieu'ernes Skjold med Jernsværdet gennem det luende Hjerte. Og nedenunder Sølvbaandet med deres Valgsprog. Ja, dér stod det: "Giv Alt og forraad Ingen" ...

- "Giv Alt ... og forraad Ingen" ... Sangen holdt inde og der blev stille i Stuerne.

80

Men Mikaël sagde frem mod Hr. Ducal:

- Syng endnu en Gang.

Og mens Sangeren atter bøjede sig over sin Luth satte Mikaël sig stille foran Flygelet og lod nogle mørke Akkorder dæmpet følge Sangen som et Svar:

Las! il n'a nul mal,
Qui n'a le mal d'amour.
La fille du Roy
Est au pied de la tour ....

Akkorderne klang, som steg de dybt op fra Sangens og Melodiens Bund, mens Fru Adelsskjold langsomt vendte Vaaben-Værkets Blad med sin Haand, som Hr. de Monthieu saá rystede let:

Qui pleure et soupire
Et mêne grand doulour
Las! il n'a nul mal
Qui n'a le mal d'amour.

Sangen var forbi.

Da Hr. Ducal rejste sig til Afsked, bøjede de alle deres Hoveder. Men Mikaël glemte at staa op. Han blev siddende foran Flygelet med opadvendte Øjne som betragtede han et usynligt Billede. Alle tav, indtil Fru Morgenstjerne, der sad med fremstrakt Hoved og Hænderne i sit Skød, sagde ud i Rummet:

- Er det ikke forunderligt, men naar jeg hører Musik, synes jeg altid, det er, som Luften var fuld af Hemmeligheder.

Ingen svarede hende og alle sad som før, til Toll sagde paa sit Modersmaal med sin sære Barnetrompet-Stemme:

- Ja, det er besynderligt, naar man hører Musik, er det som man ser saa mange Ting.

- Hvad ser De? sagde Fru Morgenstjerne, som brast i Latter.

- Ja, det er det sære ved det, sagde Hr. v. Toll: man véd det ikke.

81

Mikaël spurgte:

- Hvad er det, han siger?

Men Fru Morgenstjerne blev ved at le og sagde:

- Han siger, vi skal se Deres Hus nu - da jeg er her.

De brød alle op fra deres Pladser, mens Fru Adelsskjold, der allerede var gaaet nogle Skridt, pludselig standsede igen og sagde:

- Ja, Mikaël, jeg bliver hernede. Jeg har jo set Deres Herligheder før.

Hr. de Monthieu blev staaende et Nu paa Vindeltrappens Trin. Saa fulgte han de andre, som gik op i Atelieret.

Fru Morgenstjerne blev staaende i den portbrede Aabning, der var Atelierets Dør:

- Nej, raabte hun og hun talte Norsk: Du min anden Verden, hvor her er dejligt!

I et Nu havde hendes Øjne overfløjet det hele Rum med den gamle Kardinalstol under Baldakinen og Bronceafstøbningerne af Rodin paa afhugne gyldne Kapitæler og Væggenes Silketæpper, hvis stærke Farver stod saa godt som i en Arabers Telt, og Hynderne med Guldbroderi, som var spredte overalt.

- Nej, Du min anden Verden, raabte hun igen:

- Menneske, hvad maler De her?

Og hun begyndte at løbe rundt som den, der er vant til at færdes mellem Lærreder og Staffelier og Klatter, mens hun tog Skitser ned fra Væggen og rumsterede med Studierne.

- Nej, nej, sagde Mikaël og rev en Studie ud af hendes Haand: jeg maler ingenting, der er værd at se.

- Saa skulde De ske en Skam, sagde Fru Morgenstjerne og satte sig i en Stol: saa himmelskønt her er.

Men Mikaël gav sig til at fortælle om Hynderne. Han holdt dem op i sine Hænder og talte hurtigt, næsten som en Dreng, der forklarer sit Legetøj: de var en Gave fra Shahen, som Mesteren ikke vilde ha'e: "Jeg 82 vil intet ha'e i mit Hus fra det persiske Rundhoved, havde Mesteren sagt, fortalte Mikaël ...

- Men det Tæppe er det smukkeste af det altsammen, sagde han og pegede paa et Silkedraperi, som hang paa Væggen.

Fru Morgenstjerne, der var Kenderske, maatte op for at føle paa det. Men Mikaël sagde:

- Ja, her er dejligt ved Lys; naar her er tændt om Aftenen.

- Men nu, Børnlille, sagde han og løftede Armene: vil jeg ogsaa ha'e Fest. Hva', Fru Morgenstjerne? Fest i hele Huset og med hundrede Mennesker op og ned ad Trappen. Vi ta'er et spansk Orkester, det fra "Grand Café". De er gule i Klæderne - de Spaniere, Monthieu, hænger Kulører paa sig, saa de skriger i Øjnene. Og saa danser vi her og spiser nedenunder.

- Aa, der er nok af Plads, der er jo Masser af Plads.

Mikaël blev ved at tale, straalende i det hvide Ansigt, mens Fru Morgenstjerne og Grev Toll talte med smittede af hans Glæde:

- Der skulde der stilles Blomster og d e r kunde man hænge Lamper.

- Men, sagde Mikaël pludseligt: Orkestret skal ikke være spansk. Russerne vil vi ha'e, for de, de spiller dejligst.

Han lo med sit lysende Ansigt:

- Og saa, sagde han: er de af min Familie Fru Morgenstjerne lo Men Mikaël sagde:

- Jo, for jeg er Czecher ... og Russere og Czechere, de er Slægtninge.

Han tav et Øjeblik, før han sagde med en besynderlig Overgang og med en helt anden Stemme:

- Men jeg kender jo egentlig slet ingen Mennesker.

- Hvad! brød Fru Morgenstjerne ind: De kender da Hundreder.

83

- Nej, svarede Mikaël: jeg kender ingen. Det er bare Claude, som kender dem.

Der blev stille et Øjeblik, til Grev Toll sagde, uvilkaarligt i en Tone, som nu var det begravet:

- Ja, det vilde blive storartet.

Men Hr. de Monthieu, der ikke havde talt, stod foran "Florentineren", der løftede sig paa sit Fodstykke, medens han ud i Rummet sang sin stumme Sang.

Fru Morgenstjerne var begyndt at vandre rundt i Atelieret igen, da hun pludselig blev staaende foran et Staffeli:

- Ja, men dette er godt, sagde hun, og hun gik et Skridt bort fra Lærredet, hvor hun saá et kvindeligt Bryst, en Hals og et Ansigt, der halvt var slettet ud.

Hr. de Monthieu havde vendt sig.

- Hertug, de Linjer er gode, sagde Fru Morgenstjerne og førte sin Haand ud i Luften.

- Ja, sagde Hr. de Monthieu næsten i et Udbrud Mikaël havde hørt op at tale, men ogsaa Hr. von Toll var gaaet hen foran Maleriet:

- Ja, sagde han: d e n er brillant - lige akkurat Prinsesse Zamikofs Hals.

Mikaël gjorde to Skridt som for at se selv, og Hr. de Monthieu havde vendt sit Ansigt. Men Fru Morgenstjerne blev bare staaende foran Studien, som den Studie den var:

- Ja, sagde hun igen: pragtfuld er den Linje. Og saa si'er de, han har intet Talent.

- Hvem si'er det? spurgte Mikaël, der, forvirret greb Lejligheden til at le.

- Sludder, svarede Fru Morgenstjerne, og hun vendte sig om og spurgte:

- Skal vi saa se mer?

- Ja, sagde Mikaël brat og førte dem over Gangen for at aabne til sit Soveværelse.

- Hænger "Sejren" her, raabte Fru Morger stjerne midt i Døren: Det var osse en Idé.

Men Grev Toll sagde halvhøjt:

84

- Det er vel til behagelig Sammenligning.

... Hertugen var steget ned ad Vindeltrappen. Fru Adelsskjold var fra Dagligstuen gaaet ud paa Altanen. Med Hænderne støttede mod Gelænderet saá hun ud over den lille Plet af Have.

Hr. de Monthieu gik langsomt gennem Stuen og stod i Døren. Langs Havens Mure hang de gule Roser saa tæt som Frugt i Klaser og de to Violbede bredte sig over Jorden som et mørkeblaat Klæde. Oppe fra, fra de aabnede Vinduer, lød de andres Stemmer - og højest Mikaëls - som en ung og lykkelig Pludren.

Hr. de Monthieu stirrede ud i Haven og sagde pludseligt:

- Stakkels Mikaël.

Fru Adelsskjold vendte Hovedet, som om hun ikke havde forstaaet ham. Men lidt efter sagde hun, mens hun betragtede Palmegruppen, der rejste sine Blade midt i den indelukkede Have som i et Drivhus:

- Ja, den stakkels Mikaël.

De tav et Øjeblik, til Fru Adelsskjold sagde, som fortsatte hun en Tankegang:

- Men hvor Huset her er smukt.

- Ja. Jeg har altid haft det kært.

Hr. de Monthieu var traadt hen til Gelænderet:

- Vi har derhjemme, hjemme i Normandiet, et Havehus, der minder mig saa meget om dette.

Fru Adelsskjold strøg Haanden hen ad Altanens Gelænder og saá bestandig ud mod den lyse Have:

- Hvor De dog elsker Deres Normandi, sagde hun.

De stod tavse, til Hr. de Monthieu sagde og havde besværligt ved at fremføre Ordene:

- Kommer saa ... De og Deres Mand derop i Aar?

Støjen fra den fjerne Kaj flød ind mellem deres Ord som en stille Brusen.

- Det bliver i hvert Fald langt fra Deres Ege, lød Fru Adelsskjolds Stemme: Normandiet er stort.

Hr. de Monthie tav et Nu.

85

- Verden er større, sagde han saa og det var, som hans aandeløse Ord fløj som en pludselig Pil mod en Rustning:

- Og dog har vi to mødtes.

Fru Adelsskjold hvidnede i sit Ansigt og hun aabnede Læberne til Ord, hun ikke fandt, mens Hr. de Monthieu, hvis Tale lød som trængte den gennem en uhørlig Hulken, sagde:

- Men véd De da ikke, véd De da slet ikke? Ser De da slet ingen Ting?

Fru Adelsskjold hørte Fru Morgenstjerne tale bag sig og hun talte selv og hun hørte Mikaëls Stemme. Se gjorde hun kun Tjeneren, der, bøjende sig, meldte hendes Vogn.

Fru Morgenstjerne snakkede i Vognen uafladeligt.

Paa én Gang sagde hun:

- Hvor Hertugen dog var bleg.

- Ja, sagde Fru Adelsskjold og saá pludselig Hr. de Monthieu, der bøjede sig til Afsked, og syntes slet ikke, at hun den Gang havde set ham.

Men Fru Morgenstjerne blev ved at tale, til hun sagde:

- Det er lige meget, det er nu Synd.

- Hvilket?

- Det er Synd for den unge Mand, sagde Fru Morgenstjerne: For véd De hvad, han er og bliver dog aldrig andet end en Model sat i Bur - som han er meget for god til. For han er rigtig et prægtigt Menneske, som tilmed har Talent. Og hvad nytter det ham, at han hænger paa Museer, signeret Claude Zoret, om tre hundrede Aar.

Fru Adelsskjold sad et Øjeblik. Saa sagde hun:

- Men maaske bryder han ud Og hun tav saa mærkeligt i et Sæt, at Fru Morgenstjerne vendte sig i Vognen.

- - Mikaël laa i Sovekammeret, hvor de mørktrøde Stores var slaaet for, udstrakt paa sin Seng og stirrede 86 op mod sit Loft, hvis Hvidhed glødede som belyst af en sær og dunkel Flamme.

- - -

Mesteren kom ud fra sit Badeværelse. Men Badet havde ikke hjulpet ham. Hans Øjne var trætte som dens, der altfor længe har anstrengt sig med at læse.

Prinsesse Zamikof skulde idag sidde for ham for sidste Gang.

- Og dog - og dog -

- Dog var det ikke hendes Ansigt.

-- Saa fangede han aldrig hendes Ansigt.

Han gik op i sit Atelier og han vandrede frem og tilbage med Hænderne foran sig i en besynderlig Stilling, som knugede han dem om et Plovgreb:

- Altsaa kunde han ikke. Altsaa kunde han ikke.

Hans Underlæbe faldt slapt ned og gjorde i et Sekund hans Træk til en Oldings, hvad han selv mærkede, og hastigt rettede han sit eget Udtryk:

- Og Billedet skulde males, skulde males og signeres med hans Navn.

- Aa, om nogen vidste, hvor træt han var og hvor gerne han var flygtet langt bort fra sit eget Navn.

- Hans Navn ... og hans Berømmelse Hans Ansigt havde skiftet Udtryk og viste kun en forbitret Haan:

- Hans Berømmelse og hans Navn: Claude Zoret. Elleve Bogstaver. Et Navn. Jernrustningen om hans Liv - Bæltet snøret under hans Hjerte.

- Hvad er det? han vendte sig Det var Majordomus, der havde slaaet Forhænget til Side:

- Fyrstinde Zamikof.

- Lad hende komme.

- De skaffer mig søvnløse Nætter, sagde Mesteren højt hen mod Fru de Zamikof, der kom ind.

- Da er det mod min Vilje, svarede Fru de Zamikof og vendte det blide Ansigt mod ham.

87

Og lidt efter lagde hun til:

- Og i Dag er jo desuden alt forbi.

- Ja, svarede Mesteren.

Hans højre Øjenlaag faldt halvt til under hans Anspændelse for at se, mens han gik roligt frem og tilbage foran sit Lærred:

- Nej, det var ikke hendes Øjne Aarerne i hans Pande svulmede, mens han blev ved med at arbejde:

- Fortæl mig noget, sagde han.

Fru de Zamikof smilede op mod hans Ansigt:

- Hvad skal jeg fortælle Dem? spurgte hun. Har jeg ikke saa tit sagt, De hører jo dog ikke efter.

Mesteren svarede:

- Og har jeg ikke saa svaret, at, naar De taler ser jeg Dem?

Hun begyndte at tale om Løbene, hvor hun, sagde hun, havde mødt Hr. Mikaël.

- Ja, svarte Mesteren: han løber rundt, som havde han Bisselæder i Saalerne, i den sidste Tid.

Og han spurgte om en Nyhed fra Rusland, drivende hende til at tale om det uhyre Hjemland, som troede han ubevidst, at hendes Billede endelig kunde vokse op af hendes Ord - op af Hjemstavnens Jord.

Fru de Zamikof talte, ved en Tankeforbindelse fra Væddeløbene, om Ridtene derhjemme paa de store Godser, Ridt over Mark og Stok og Sten; og hun fortalte om et Marked, hvorhen de var redet i Kohorte, et af de russiske Markeder med tusinde Barakker og smudsige Penge og brogede Farver og Stank af Løg og Støv.

Og Mesteren slog sig ned paa en Stol, pludselig munter, endnu en Gang haabende at gribe hendes Ansigt ind i hvilket han saá - til han atter stod op og arbejdede paany.

Mikaël kom ind, flygtig hilst af Prinsessen, og han satte sig i en Krog. Det hvide Ansigt støttede han i sine Hænder, mens han - med et Blik, der maaske 88 var nyt i hans Øjne - uafladelig betragtede Fru de Zamikofs Buste, uden at løfte Øjnene højere.

Ingen talte, mens Mesteren bestandig arbejdede med nedtrukne Bryn, med Underlæben falden ned som før da han var ene - under en afmægtig Slappelse, som Fru de Zamikof saá. Og paa én Gang følte hun den Unges uvilkaarlige Ubehag ved at være nær det Ældede - en Ældet, som hun maaske i Tanker havde vænnet sig til at være meget nær.

Mesteren vendte sig i et Ryk:

- Nej, sagde han: det er der ikke Og idet han med sin højre Haand skød til Staffeliet sagde han:

- Kom herhen, Mikaël.

- Ligner det?

Mikaël havde rejst sig. Maaske et halvt Minut stod han foran Lærredet, uden et Ord, mens Mesteren betragtede hans Ansigt.

- Nej, sagde Claude Zoret: Du har Ret. Det er der ikke.

Og pludselig atter rank, i en halv Ironi, med en Haandbevægelse som en Kæmpes, der rækker sin Fostersøn sit Sværd, sagde han:

- Prøv Du.

Mikaël blev staaende et Nu, mens det hvide Ansigt blev hvidere, til han, med et Greb, fattede om Palet og Pensel, og sitrende som et Dyr over det ganske Legeme undtagen i Arm og Haand, der førte Penselen, ændrede han i fire Strøg, i fem Strøg Portrættets Øjne - og traadte bort:

- Ja, raabte Mesteren og hans Øjne lyste:

- Hun er der.

Fru de Zamikof havde rejst sig, mens hun som omtindrede Mikaël i et eneste Blik.

- Ja, raabte Mesteren, atter bred i sin Bluse, mens han lo: Det er, hvad jeg altid har sagt: Mikaël har malet mer af Claude Zorets Billeder end hvad Verden véd af.

89

Mesteren blev staaende foran Lærredet, betragtende det med et nyt Udtryk i de skinnende Øjne:

- Ja, sagde han og smilte besynderligt:

- Det gætter kun Ungdommen.

Fyrstinden vilde se. Men Mesteren standsede hende:

- Det venter, sagde han.

- Om otte Dage kan De hente Deres Portræt.

Og som han sluttede en Audiens, sagde han:

- Farvel, Madame.

Fru de Zamikof gik.

Mikaël fulgte hende ikke. Sitrende endnu stod han lænet til Fodstykket, der bar den hvide Torso.

Mesteren gik op og ned med Piben i sin Mund, da Hr. Schwitt kom ind.

- Charles, raabte Mesteren: jeg er færdig med Mænaden.

Og idet han drejede Staffeliet, sagde han:

- Mikaël gav hende Øjne.

Charles Schwitt var traadt hen foran Billedet, som han betragtede længe:

- Men Du malede hende, sagde han med en underlig lav eller hæs Stemme.

... Det var Dagen efter, at Portrættet var tilsendt Fyrstinde Zamikof.

Mesteren arbejdede, medens Mikaël læste.

Majordomus aabnede Forhænget og meldte:

- Fyrstinde Zamikof.

- Hvad vil hun her, raabte Mesteren, mens Mikaël lukkede Beaudelaire som i et Sæt:

- Lad hende komme.

Fyrstinden var allerede gaaet nogle Skridt hen over Gulvet:

- Godmorgen, sagde Mesteren Fru de Zamikof bøjede sit Hoved, saa Atelierets Lys lagde som en Glorie over det askegraa Haar:

- Jeg kommer, sagde hun og smilte: for at takke Dem. Nu havde De givet mig Lov dertil.

- Og, sagde Mesteren og talte til hende, han h a v d e 90 malet, som til en Person, han knap nogensinde havde set:

- For at spørge mig om Prisen.

Fyrstinden var standset, med et stirrende Udtryk, og Mikaël havde rejst sig, med hver Fiber dirrende i sit Ansigt.

- Der er ingen Pris, sagde Mesteren: Jeg maler ikke Portrætter. Og en Gave fra mig kan ikke fornærme Dem.

Mesterens Stemme var bleven godmodig og han bød hende tage Plads.

Fru de Zamikof takkede ikke. Medens nogle Øjeblikke den samme Stirren sad fast i hendes Blik (en Stirren som mod noget, der pludselig var knust), talte hun om Dagen og Vejen, indtil hun rejste sig:

- Farvel, Mester, sagde hun og løftede paa én Gang sine Øjne mod Mikaëls skælvende Ansigt:

- Farvel, Hr. Mikaël, sagde hun og slyngede ham atter ind i sit Blik.

Mesteren rakte hende sin Haand til Afsked:

- Mikaël, sagde han: følg Fyrstinden ud.

Ingen af dem talte, mens de gik ned ad den gyldne Trappe. De hørte begge Springvandenes Fald. Mikaël skjalv, som skulde hans Tænder slaa sammen.

Vestibulen var tom.

Haanden, hvormed Mikaël tog hendes Kaabe, var iskold. Hans Læber var opskudt i en Bue. Saa lagde han Kaaben om hende, mens han traadte hende lidt for nær Og pludseligt, mens det var, som selve hendes Klædning var blevet ét med hendes Legeme og fornam som det, sagde hun:

- Hvor vidste Du, det var mit Ansigt?

Og de mødtes i et Kys saa tæt, som skulde deres Læber og Aande aldrig skilles mer.

91

Mesteren var allerede paa Vejen til Spisestuen, da Mikaël kom løbende, udraabende, næsten forpustet:

- Undskyld, jeg kommer saa sent, sagde han: Men jeg kommer lige fra Badet.

- Saa silde? sagde Mesteren.

- Ja, for jeg havde først fægtet med Monthieu.

De satte sig og begyndte at spise. Mesteren spiste langsomt, som den, der vil fordøje vel, mens Mikaël slugte Maden med en glubende Appetit, alt mens han talte med Maden i Munden:

Om Fru Adelsskjold, som han lige havde set i en Vogn.

- Hvor hun saá daarlig ud, sagde han. Hun er blevet ganske mager.

Og om Versailles fortalte han.

- Har Du været derude igen? spurgte Mesteren.

- Ja, jeg malede derude, sagde Mikaël, det var derfor, jeg ikke kom igaar. Det blev saa sent og Slottet var saa smukt.

- Ja, sagde Mesteren: det Bygningsværk er kun skønt om Natten.

Mikaëls Øjne tindrede og blev violfarvede i deres Glans:

- Ja, sagde han og hans Stemme blev en anden: der er skønt om Natten.

Og med en skiftende Røst blev han ved:

- Jeg spiste til Middag i Hotel Vatel ... ligeoverfor Theatret. Kender Du ikke det?

- Jeg har vist spist der med Schwitt, sagde Mesteren og lo: det er et af hans Gemmesteder, tror jeg. Han har sine Reder saadan her i Omegnen.

Men Mikaël fortalte som den, der m a a fortælle, om den lille Forgaard hos Vatel og Springvandet, der var og Haven med det rene Væld af Reseda; og Restaurationen, den ganske stille Restaurant:

- Aa, den er saa lukket, sagde han: som var man hjemme hos sig selv, saa dejlig.

92

- Men, blev han ved, man skal forresten altid være saa klog at ta'e ind paa engelske Hoteller.

- Naar kom Du hjem? sagde Mesteren, som bestandig kom til at smile, naar Mikaël talte i den overlegne Tone, der mindede lidt om hans bratte Vej fra Smøgen i Prag og opad.

- Ja, sagde Mikaël, som pludselig blev en bitte forvirret: jeg blev der jo inat.

Majordomus meldte Hr. de Monthieu. Hertugen bad om, blot i to Ord, at maatte sige Hr. Claude Zoret Farvel.

- Skal han da rejse? vendte Mesteren sig til Mikaël.

Mikaël var allerede staaet op fra sin Stol, mens han sagde, meget hurtigt:

- Jeg skal ta'e imod ham. Ja, jeg havde glemt at sige det.

- Nej, sagde Mesteren: lad kun Hertugen komme.

Hr. de Monthieu stod allerede i Døren, og Mesteren sagde:

- Men skal De rejse, Monthieu? Og Mikaël har ikke talt et Ord om det, skønt han lige har fægtet med Dem i Badet.

Hr. de Monthieu saá et Nu over paa Mikaël. Men Mesteren sagde:

- Sæt Dem ned, Mand. Lidt Frugt kan man altid spise, selv om man ikke er sulten.

Mikaël, som var blevet rød som et Blod, begyndte igen at spise, medens Mesteren spurgte:

- Hvorhen rejser De saa?

- Jeg ta'er hjem - til Normandiet, svarede Hr. de Monthieu.

- Saa pludseligt, sagde Mesteren.

Hr. de Monthieu sagde, bøjet over sit Glas:

- Det er ikke saa pludseligt. Det har været bestemt i otte Dage.

- Ja saa? kom det fra Mikaël, der med et Ryk løftede Hovedet: han havde sidst været sammen med Hr. 93 de Monthieu for tre Dage siden hos Adelsskjolds, og da havde der slet ikke været Tale om nogen Rejse.

Lidt hurtigt sagde Hr. de Monthieu:

- Og hvorhen tænker Mesteren paa at rejse i Sommer?

- Jeg véd ikke, sagde han. Nu maser jeg jo med Cæsar. Og Mikaël tager Studier i Versailles. Han er der den hele Dag, saa flittig er han blevet.

Hr. de Monthieu saá lynsnart over paa Mikaël, som bestandig spiste - under Huden var der to lysrøde Pletter paa hans Kinder - mens Claude Zoret, hvis Lyst det var at se Mikaël spise, sagde:

- Se, Monthieu, hvor Mikaël ta'er til sig, han ta'er til sig som et Rovdyr.

- Men, blev han ved, Dem vil vi savne, Hertug. De lange Aarhundreder skaber desværre som oftest kun Døgenigter. Men en Gang imellem, Monthieu, laves der ogsaa et Menneske, og saa er han udmærket ... Naar rejser De?

Hr. de Monthieu, hvis Ansigt nu, det saás i Lyset sitrede svagt; svarede:

- Jeg rejser iaften.

De stod op og Mesteren rakte Haanden frem:

- Saa ønsker jeg Dem en lykkelig Sommer.

Der gled et skælvende Smil hen over Hr. de Monthieus Ansigt, mens han bøjede sig:

- Mester, sagde han: jeg vil tage Deres Hilsen som et Varsel.

Men Mesteren tog igen hans Haand:

- Menneske, De har jo Feber, sagde han Hr. de Monthieu smilte:

- Det er kun vor Families Puls, som er upaalidelig, sagde han: Det har den altid været. Enten slaar den altfor hastigt eller slet ikke.

Mikaël fulgte Hr. de Monthieu ud. Han greb lidt usikkert, hvad Emne han fandt, og talte om en ung Bekendt, der pludselig var død. De sagde jo, han havde skudt sig.

94

- Men hvorfor skulde han dog have skudt sig? sagde Mikaël.

- Hvem véd, sagde Hr. de Monthieu: han har været klog nok til ikke at sige det.

De tav et Øjeblik. De var begge en Smule forvirrede. Saa smilede Mikaël, mens han saá ind i Lyset, der som en gylden Strøm gød sig gennem Vestibulens brogede og mægtige Vindu, og han sagde:

- Hvor han var dum at dø - nu, hvor det er Sommer.

Hertugen stod i Skyggen:

- Maaske, sagde han og stirrede frem mod Solen.

- Farvel, Mikaël, sagde han saa og greb mærkelig fast om hans Haand.

- Farvel, Monthieu, og en lykkelig Rejse Hertugen gik.

Men Mikaël slog syngende de store Ruder op, da Majordomus kom ind:

- Jeg slaar op for Solen, sagde Mikaël Men Majordomus satte sig i sin Stol med "Petit Journal".

- Hr. Mikaël, sagde han: er det virkelig sandt, at Hr. d'Harcourt har skudt sig?

- Det siger de, sagde Mikaël ud i Solen.

- Men saa har han vel været - forvirret?

- Ja, sagde Mikaël og lo: det maa han vel, at skyde sig - og der fløj som en Flig af en Skygge over hans leende Ansigt - det var ogsaa en Idé, naar man har Millioner.

Majordomus sad med sin Avis:

- Men der kan nu, sagde han, være mange Sorger uden Pengene.

- Ja, sagde Mikaël og saá stadig frem i Solen: Hva' for nogen egentlig? Men Penge, Jacques, mange Penge, de gør Lykken lykkeligere.

Han greb sin Hat:

- Sig, jeg kommer til Middag, sagde han Og han gik.

95

Jules aabnede en af Vestibulens Døre:

- Mesteren havde en Besked til Hr. Mikaël.

- Hr. Mikaël er gaaet, svarede Majordomus og løftede ikke Øjnene fra sin Avis.

Bag sin Petit Journal mumlede Majordomus et Par stille Bønner for Hr. Louis d'Harcourt.

- Han havde dog været saa smuk og altid saa venlig af sig. Men de var nu saa sære, d'Harcourterne. Onklen, der var lige saa køn, han havde ogsaa gjort en Ende paa det - og ligesaa pludseligt.

- Og det var ligesaadan med de Monthieu'er. Det var, ligesom de ogsaa altid skulde rammes af Ulykker - lige til saa langt man kunde huske tilbage ....

...... Mikaël saá Fru de Zamikof i Perronens Vrimmel og han smuttede ind i hendes Kupé.

- Tak, at Du kom. Kys mig Han dækkede hende med sin Ryg mod Perronens Mængde og kyssede hendes opadvendte Mund.

- Der var Fremmede, sagde han, forpustet af Lykke.

- Hvem? spurgte Lucia.

- Monthieu.

- Hvad vilde han?

- Sige Farvel.

- Hvor rejser han hen?

- Hjem.

Mikaël gav sig til at le, lykkelig, ind i hendes Ansigt:

- Vi løj omkaps, Du, sagde han.

- Hvem? spurgte Lucia.

- Monthieu og jeg, naturligvis.

Lucia vendte sit Hoved:

- Hvorfor løj han? spurgte hun.

- Kys mig, sagde Mikaël og svarede: Jeg véd det ikke. Men han løj - græsseligt.

Togets Pibe lød, og de fløj forbi Gader og Villaer og Marker.

Som en Vaarregn brast Mikaëls Kys ned over Lucias Ansigt, Klæder og Haar:

96

- Jeg elsker Dig.

- Jeg elsker Dig.

- Jeg elsker Dig, sagde han.

- Ja.

- Hvor jeg elsker Dig, hviskede han.

- Ja.

Som de, der kommer hjem, fløj hans Læber ned om hendes Øre, rundt om hendes Nakke, op om hendes Øre:

- Hvor jeg elsker Dig, hviskede han.

- Du kvæler mig, sagde hun.

- Nej.

- Du kvæler mig.

- Ja, sagde han:

- Hvor jeg dog elsker Dig.

- Ja.

Pludselig slap han hende og han greb hendes Haand som han kyssede der, lige ved Fingrenes Rand:

- Lucia, Lucia, Du, hviskede han, mens hans Stemme skjalv.

Og i ét Sæt satte han sig, næsten med et Plump, midt i Sædet, ligeoverfor hende:

- Og saa sidder vi stille, sagde han Toget skød videre, mens de pludrede.

- Hvad sagde han til Dig? spurgte pludselig Lucia.

- Hvem?

- Hr. Zoret, sagde hun, der aldrig mere sagde "Mesteren"...

- Ingenting - Mikaëls Tone blev ligesom en Kende knappere -: Han tror jo, jeg maler herude.

Han saá ud ad Vinduet:

- Se, sagde han, han stod der ogsaa igaar.

Der stod en ung Mand ved et Led, og Mikaël lo.

- Han ligner sin Bedstemoder i Ansigtet, sagde han Lucia sprang op. Hun var af Væsen, af Skikkelse, af Stemme som omgydt af Mikaëls Ungdom:

- Nu kommer de Nygifte, sagde hun.

- Ja, ja.

97

- Vift, vift, raabte Mikaël.

Og de viftede begge, ud af Vinduet, med begge deres Hænder, ud til to unge Folk, der stod paa en Villas Altan, som var fuld af Blomster. De saá de to hver Dag. Mikaël havde fundet paa, de var nygifte.

De Unge svarede og lo og viftede igen.

- Maaske har de været gifte i tyve Aar, sagde Mikaël.

De unge Folk saás ikke mer.

- Saa blev de da gift, da de blev født, sagde Lucia og lo.

- Ja, lo Mikaël, vi skulde alle giftes, naar vi blev født.

Han svingede hende rundt i Kupéens smalle Rum:

- Vi skulde alle giftes i Vuggen.

De var i Versailles og søgte hver sin Vogn og kørte til Hotellet til hver sin Indgang.

Mikaël kom først. Han saá sig om i den lystbetrukne Stue:

- Ja, ja, Bordet var dækket ... Og jo - han bøjede sig over dem et Nu - Roserne var friske i Kummerne paa Verandaen.

Lucia kom ind.

- Velkommen, sagde Mikaël og bukkede.

- Velkommen hjem, sagde han og trykkede hende, i Storm, ind mod sin Skulder.

- Nu spiser vi, sagde han, og de satte sig til Bords Mikaël spiste, som spiste han af Lykke, til alle Dagens Tider og i alle Døgnets Timer.

- Hvor Du spiser, sagde Lucia.

- Jeg er sulten, lo Mikaël.

- Det ser jeg.

- Er Du ikke?

- Nej, sagde hun.

De talte dumme Ord og de lo ad ingenting, og naar Tjeneren var ude, kastede Mikaël hende Nøddekerner i Hovedet.

- Hold op, sagde Lucia.

98

- Nej, sagde han og han blev ved.

Kernerne fløj fra Mikaëls Haand mod hendes Pande og mod hendes Kinder og mod hendes Hage.

- Av, sagde hun: Du kaster til Skive mod min Næse.

- Ja, lo han.

- Nu kommer Tjeneren, sagde hun, og de runde Kerner fløj endnu.

- Ja, svarede han og spiste igen, mens Solen faldt ind over Gulvet og Verandaens Roser.

- Se, hvor den funkler, sagde Mikaël og løftede Glasset med Vin.

- Ikke som i de engelske Glas, sagde Lucia.

- Nej, det er sandt Mikaël lo:

- Du, jeg stjæler dem Lucia lo med:

- Ja, jeg laaner dem, sagde Mikaël og slog med sit Hoved:

- Jeg laaner saa tit - hvad jeg vil.

- Det tror jeg saa gerne, lo Lucia.

Hun blev ved at le, mens hun sagde:

- Hvad gi'er Du for disse Stuer?

Ogsaa Mikaël lo:

- Halvtreds Francs i Døgnet.

- Og Du har?

- To Tusind Francs om Maaneden.

- Du er fornuftig, sagde Lucia.

- Og Du bruger? sagde Mikaël - Ordene kom som spillede de Fjerbold, mens de lo.

- Trehundred Tusind om Aaret.

- Og Du har?

Ordene fløj:

- Hundrede og halvtreds.

- Der blev stille - mindre end et Sekund.

- Tak, sagde Mikaël og slog Fødderne ned imod Rørtæppet: Vi hører skam til det rige Folk i Frankrig.

99

Han lo, mens han brystede sig:

- Velbekomme, og han greb om hendes Liv, mens de gik ud paa Verandaen.

- Hvor her er dejligt, sagde hun og saá ud over alle Kummernes Roser og Havens Roser, der udenfor stod som et eneste Bed.

- Ja, her er dejligt.

De satte sig begge og tav længe, mens Sommerens Sol strømmede ud over deres Legemer:

- Mikaël, Mikaël, hviskede Lucia, lænet til hans Skulder.

Hans Ansigt var hvidt, og under de sænkede Laag syntes hans Øjne sorte:

- Ja, min Elskede, hviskede han tilbage, ud mod Himlens Lys.

De sad igen, til Mikaël langsomt strakte Haanden ud mod Likøren, der lyste som en gylden Iris i det fyldte Glas:

- Vi maa drikke, sagde han, og paa én Gang drak de begge af det samme snævre Glas, som af en Blomsterkalk, midt i Solen.

Og som helt beruset, ude af al Fornuft, lykkefunklende, skød Mikaël Lucia fra sig og greb Servicets Glas dets Kopper, Kar og Kummer, og, én efter én, ét efter ét, under de samme Ord, slyngede han dem ned mod Verandaens Gulv i en lysende Bue:

- Jeg elsker Dig.

- Jeg elsker Dig.

- Jeg elsker Dig, raabte han, til hvert et Glas var splintret.

Og som han vilde plyndre det altsammen og hærge hele Rummet, rev han Roserne op af alle de store Vaser og dyngede dem hen og ned over Gulvet som et Væld af Hvidt:

- Gaa nu over dem, raabte Mikaël.

Lucia, hvis vidtopspilede Øjne hvilede paa ham, sagde, mens hendes Stemme lød saa mærkelig stille eller ydmygt:

100

- Jeg vilde saare mine Fødder.

Men Mikaël løb, i to Spring, hen over Roser og Skaar og løftede hende op i sin Arm:

- Saarer Du Foden nu, sagde han og han bar hende ind.

Ellevildt fo'r han rundt om Bordet, mens Lucia sad paa hans Skulder og langsomt førte sine Hænder ned i hans sorte Haar, som dyppede hun sine Hænder i et Vievandskar.

- Buk Dig, raabte Mikaël, og Lucia bøjede sit Hoved under Sovekammerets Forhæng.

- - -

Mikaël havde paa Slaget været ved Mesterens Middag, hvor Hr. Schwitt spiste med.

- Tak for Mad, sagde Mikaël og løftede den tunge Egetræsstol i sin Arm Mesteren lo:

- Det ender med, at han løfter Huset.

- Eller knuser Taget, sagde Hr. Schwitt.

- Kan gerne hænde, sagde Mikaël, der ved Døren til Dagligstuen slog Hælene sammen.

Hr. Schwitt fortsatte Bordets Samtale om Penge og Anbringelse af Penge: der var dem - man sagde ogsaa Rothschilderne - som nu anbragte Kapitaler i Galizien Der skulde være utroligt med Petroleum i visse galiziske Egne.

- Jeg gemmer mit Guld i Frankrigs Bank, sagde Mesteren.

- Du gemte det vist helst i dine Strømpeskafter sagde Hr. Schwitt.

- Ja, svarede Mesteren, som lo: da Strømpeskafterne var fulde, var Frankrig rigt.

Mikaël, der sad paa Trappen og førte Hænderne op og ned, som legede han med Kugler, sagde:

- Jeg tænker saamæn aldrig paa at gemme Penge.

- Men paa at øde dem, sagde Mesteren:

101

- Mikaël, Du spiser Penge.

Mikaël sad lidt. Saa sagde han ud i Luften i saadan en selvfølgelig Tone:

- Penge er jo nødvendige.

Og mens hans Øjne straalede, lagde han til som i ét Aandedrag:

- Naar man er lykkelig.

Mesteren betragtede ham et Nu:

- Ja, sagde han: det er sandt.

Mikaël havde rejst sig.

- Gaar Du? spurgte Mesteren, lidt brat.

- Ja. Jeg skal i Vaudeville.

- Hvad spiller de?

- "L'Amoureuse", sagde Mikaël.

- Farvel.

Claude Zoret og Charles Schwitt sad en Stund tavse før Mesteren sagde:

- Jeg vilde egentlig gerne selv være gaaet derhen. "L'Amoureuse", det er da endelig et Skuespil. Men hvorfor mon Réjane forresten har taget det op igen?

Charles Schwitt lo:

- Det gør hun jo, sagde han, hver Gang hun har Raad til det.

- Ja, det er sandt, sagde Mesteren.

Og lidt efter lagde han til:

- Hr. Portoriche er klog. Han skriver Stykker, som Folk ikke tør se. Jeg tænker undertiden, jeg kunde have Lyst til at male Billeder, som Menneskene ikke turde se paa.

Han tav, indtil han fortsatte sin forrige Tankegang og sagde:

- Men nu kommer jeg sjældent i Theatret.

Charles Schwitt løftede Hovedet:

- Ja, hvorfor? Man ser Dig aldrig mer noget Sted.

Claude Zoret svarede og tændte sin Pibe:

- Jeg gik der jo altid med Mikaël.

- Ja, svarede Charles Schwitt, og de to Bogstaver lød lidt kort og højt i Rummet.

102

Mesteren drejede Hovedet ved Lyden, næsten forbavset. Men Charles Schwitt sagde:

- Du er snart den eneste, som ingenting véd.

- Om hvad? spurgte Mesteren.

- Om Mikaël og Fru de Zamikof.

Mesteren havde vendt sit Ansigt mod Charles Schwitt:

- Er det blevet hende? sagde han saa og tav igen.

- Ja, og, sagde Charles Schwitt og gjorde en Bevægelse med sin Haand: hun er næppe den bedste.

Mesteren sad et Nu:

- Hvem er den bedste? Den, man trænger til, er bedst.

Og lidt efter sagde han:

- Og Mikaël er stærk.

Hr. Schwitt lo:

- Ja, sagde han.

Lidt efter var han gaaet.

Tjeneren kom ind og stillede Skakbordet frem.

Mesteren sad paa samme Plads.

- Hr. Mikaël er gaaet, sagde han.

- Er Hr. Mikaël ....

- Ja, sagde Mesteren.

Tieneren slog atter Pladerne sammen og stillede Bordet hen.

Mesteren var alene. Vandet randt langsomt i de gyldne Kummer, mens Lampernes Lys faldt stille over Væggenes Lærreder.

- - -

Fru de Zamikof gled ind i Logens hede Luft forbi den ventende Mikaël.

- Er Du her?

- Ja.

- Har Du været her længe?

- Ja.

- Har Du længtes?

Mikaëls Læber gled, bag hans løftede Klaphat, hen over Lucias Skulder:

103

- Ja.

Parkettets Hede og Duften af det krydrede Pudder steg op imod dem, mens Lucia skjulte sig bag sin store Vifte og Mikaël holdt Overkroppen fremstrakt, saa de sad saa tæt ved hinanden, at Skulder stemte mod Skulder.

- Hvor er vi i Stykket? hviskede hun og betragtede Réjane i sin Kikkert.

- Hun har faaet Smykket, hviskede han tilbage.

Men tyssende Hys lød allerede fra Logerne, mens alles Øjne fulgte Fru Réjane, Germaine, der, borgerligt kysk, sneg sig rundt om sin Mand, om Etienne:

- Nu kommer Bogpakken, hviskede Mikaël.

- Ja.

Stuepigen paa Scenen bragte Bogpakken, som Réjane løste, før hun tog den første Bog og læste Titlen:

- "En Kvindes Hjerte".

- Mens Hr. Guitry, Etienne, hendes Mand, ironisk læste paa det næste Bind:

- "Vort Hjerte".

Og Husvennen, Pascal, der tog den tredje Bog, leende sagde:

- "Deres Hjerte" - mens Parkettets Herrer lo.

Men Fru Réjane sagde roligt, med en Haandbevægelse, som slog hun Kreds eller en Slynge om de tvende Mænd og sig selv:

- "Tre Hjerter". Og hun blev, med den sidste Bog i sin Haand, smilende staaende mellem sin Mand og hans Ven.

Der gik en Mumlen gennem Huset, og Parkettets Hoveder bøjede sig som en Bølge.

Men Pascal, Husvennen, sagde og lagde Bogen bort, mens han trak paa sin Skulder: . - Kærlighedshistorier.

- Ægteskabsbrudsromaner, sagde Etienne og løftede sine Øjne mod sin Hustru.

- "Bøger om Kvindens Sorger", svarede hun, og Réjanes Stemme lød næsten bedrøvet.

104

Men Etienne henkastede barsk til sin Ven:

- Ja, der ser Du, hvad hun læser.

Pludselig skiftede Fru Réjanes Ansigt og fuldkommen troskyldig sagde hun:

- Jeg læser, hvad jeg forstaar.

Et Par sagte Udbrud steg op fra Parkettets Vrimmel medens Mikaël, i Logen, førte sine Læber næsten ned til Lucias Øren og hviskede - og der lød som en Jubel i hans Hvisken:

- Hvad læser Du?

Lucia smilte kun, mens hendes Aande hastigt gled hen over hendes Vifte, som bortvejrede den de tusinde trykte og døde Ord - og Mikaël smilede som hun.

- Lucia, Du, hviskede han.

Han vendte sig pludselig og greb sin Kikkert:

- Men dér er Adelsskjold, sagde han.

- Hvor? spurgte Fyrstinden og drejede sit Hoved.

- Dér, sagde Mikaël og pegede ned mod Gitterlogen, allernærmest Scenen.

- Og Monthieu, lagde han til i samme Øjeblik, saa forbavset, at han strakte hele Kroppen tilbage i sin Stol.

Fru de Zamikof lo sagte:

- Saa rejste Hr. de Monthieu altsaa ikke længer ..

- Lucia ..

Adelsskjold sad forrest i Logen. Han holdt det store Hoved frem i Aabningen som et Dyr, der strækker Hovedet ud af et Bur, mens han ufravendt betragtede Ré- jane:

Hun gled forbi sin Mand, Etienne, og slog ham saa ganske let paa Skulderen - og dog fattede hendes Haand om hans Skulderblad som en Krampe - mens hun halvlo og sagde:

- "Forlade Dig ... nej, min Ven, aldrig ..." Og skiftende Stemmen, som en skæmtende Trusel blev hun ved:

- "Tro ikke paa det, min Ven, regn ikke paa det - aldrig. Det er ikke Umagen værd, det skal Du ikke haabe."

105

Hendes Øjne skød Besidderindens Lyn frem under de halvlukkede Laag, og Røsten lød næsten som dens der dikterer en Dom:

- "Hvad jeg saa gør og hvad Du saa gør - jeg bliver."

I Salen var der tyst. Men det var, som gik der under de elektriske Lamper, der brændte medvidende og stille, sitrende Strømme gennem Luften.

Fru Morgenstjerne, der ved Siden af sin lille Mand sad midt i Parkettet, havde vendt sit Hoved mod Adelsskjolds Loge, i hvis Halvmørke hun skimtede Alices hvide Ansigt.

Men Fru Réjane talte endnu:

- "Jeg bliver her i din Tilværelse, under dit Tag, i dit Hus, ved din Side, altid, alle Dage, paa Trods af alt som en Hage."

Réjane talte roligt, og Etienne hviskede med et Blik der flakkede sky:

- "Du er forfærdende." Men Réjane lo:

- "Vi to," sagde hun, "vil blive sammen i alle Evigheder."

- Uh Du, sagde Fru Morgenstjerne til sin Mand og tog ikke Øjnene fra Adelsskjolds Loge: Det er, som jeg havde Gaasekød paa Kroppen.

Men en ung Bergenser, der sad bag ved dem og svedte en ond Sved, sagde til sin Ven:

- Det er s'gu ikke kækt at komme ud for et Fruentimmer.

Adelsskjold havde drejet sit Ansigt om mod sin Hustru, mens Hr. de Monthieu, der sad imellem dem bøjede Overkroppen frem næsten som vilde han skærme Fru Alice mod Hr. Adelsskjolds Blik.

Men Mikaël havde stemmet sine Ben om Lucias Stol:

- Du, Du, hviskede han og halvt løftede hendes Sæde, som vilde han skyde hende foran sig, i en Triumfvogn, 106 mens Vennen Pascal sagde til Etienne deroppe paa Scenen:

"Ja, min Dreng, de vil en Gang begrave Dig sammen med din elskede Hustru."

Etienne havde tæt ved Rampen støttet sig til et Bord Han talte om Lykkens befriende Tid, der kom, om Freden, naar man endelig blev gammel og Ens Haar blev hvidt og man ikke følte mer og Drifterne var endelig døde:

- "Saa vil jeg være tresindstyve Aar og have Fred."

Der gled en Mumlen hen over Rækkerne gennem Salen som en Mumlen i en Skriftestols Lukke.

Men Pascal sagde til Etienne og lo:

- "Tres - men Du er kun tre og fyrre." Mens Réjanes Ansigt lyste under Bølgekammen af det blonde Haar og hun raabte, jubelsikker:

- "Ja, kun tre og fyrre."

Toll, der sad i Balkonen ved Siden af Grev Hamilton, Gesandtskabets første Attaché, holdt ufravendt sin Kikkert mod Fru Adelsskjolds Ansigt:

- Du, sagde han, ta'e mig Fa'en, hun har aldrig været saa smuk.

- Nej, svarede Hamilton: Hva' gaar der af hende?

Fra Scenen talte Réjane:

- "Tyve Aar tilbage at leve - tyve Aar tilbage at elske."

Fru Adelsskjolds Hoved var faldet tilbage mod Logens Væg, mens Adelsskjold blev ved at sige ud i Luften:

- Ja, er det ikke det, jeg siger, der er dog Digtere til.

Mens Réjane hviskede til Etienne:

- "Tyve Aar ... Mod, min Elskede."

Mikaël havde i sin Loge løftet det skinnende Ansigt og straalende saá han ud over det store Parket, hvor Kvindernes Nakkekamme lyste over deres opredte Haar:

107

- Se, sagde han, se - og. selve hans Malerøje glædedes -: se, hvor Kammene straaler som Kroner.

Og i samme Øjeblik havde han bøjet sig ned og kysset Lucias Kam af Diamanter.

Men Fru de Zamikof bøjede sig, pludselig angst for at nogen skulde have set dem, tilbage i Logen Og sagde:

- Se, dernede sidder Hr. Schwitt.

- Ja, lo Mikaël: dér har vi hans Næse.

Hr. Schwitt hilste netop til Hr. de Monthieu med et Par Øjne, der glimtede bag hans Lorgnetter; og Hertugen sagde pludselig til den sammensunkne Fru Adelsskjold med en Stemme, som kaldte han paa En, der sov:

- Hvor Guitry dog er fortræffelig.

Fru Réjane gik.

Og paa én Gang steg der fra hele Rummet en halvhøj Summen op gennem Huset som af en Sværm af Bier, mens Herrerne i Logerne hviskende bøjede sig frem over Damernes Skuldre, hvis farvede Boaer flød langs de fløjlsbetrukne Brystninger - som Slanger, der legede og parrede sig.

Adelsskjold var flyttet tilbage i Logen. Med Overkroppen støttet mod Væggen sad han, som var han træt mens Sveden piblede ned over hans Flip.

Pludselig sagde han til Hr. de Monthieu:

- Hvad har han skrevet mer?

Hr. de Monthieu vendte Hovedet:

- Hr. de Portoriche? Hans Skuespil staar i et Bind: "Kærlighedens Theater".

- Men hvad hedder de? spurgte Adelsskjold, der stadig sad i samme Stilling.

Hr. de Monthieu havde maaske ikke hørt Adelsskjolds Spørgsmaal, men Hr. Adelsskjold gentog Ordene og Hertugen sagde hastigt:

- "Den Utro".

og lidt efter lagde han til, mens der fløj et Glimt over hans Ansigt:

108

- Og "Fortiden".

- Jeg vil læse dem, jeg vil virkelig læse dem, sagde Adelsskjold og tog ikke de hungrige Øjne fra sin Kones Hals.

Hr. de Monthieu havde vendt sig mod Fru Adelsskjold, der bestandig ikke rørte sig, og han sagde:

- Deres Veninde Fru Morgenstjerne er her.

- Ja, jeg har set hende, sagde Fru Adelsskjold og rankede pludselig sin Skikkelse foran Grev Hamiltons Kikkert.

- Se paa hende, se paa hende, sagde Toll og skubbede til Hamiltons Albue.

Germaine og hendes Mand var blevet ene og Réjane løftede sine Arme:

- "Endelig, endelig er vi ene." Og med en næsten drengeagtig Kaadhed løb hun hen mod sin Mand og raabte:

- "Lad mig kysse Dig ... aa, ikke stærkt ... bare saa blødt, ganske blødt"

mens alle Salens Kikkerter knitrende vendtes imod hende med en Lyd næsten som af en fjern Geværild.

Men Etienne, hvis Øjne pludselig flammede, svarede:

- "Kys mig, som Du vil ..."

- "Som jeg vil," svarede Réjane og hun vuggede hans Hoved i sine Hænder, med Ansigtet ind mod hans:

- "Som jeg vil?"

- "Ja," hviskede Etienne, "din Elsker giver Dig Lov."

- "Men min Mand forbyder mig det." Hun kyssede ham, mens hun blev ved at holde hans Hoved fast.

- "Det er nok," hviskede Etienne.

- "Et endnu ..."

- "Jeg har travlt."

- "Et endnu ... kun ét endnu."

Hun holdt bestandig hans Hoved fast, som lagde hun al sin Kvindemagt ind i sine dejlige Hænder:

109

- "Et endnu."

- Ja, det sidste," hviskede Manden.

- "Paa min Ære," mumlede Réjane: "det sidste."

Og hun kyssede ham igen.

I Salen var der tyst og blevet saa stille - som var alle de Hundreder kun de fire Sekundanter, der paa Valpladsen, stumme, vaager ved en Duel.

Mikaël havde bøjet sit Hoved og inddrak med sine Læber Duften af Fru de Zamikofs Haar.

Fru Réjane havde sat sig. Paa Kanten af en Stol sad hun med lukkede Øjne og vuggede sine Fødder, mens hun talte om Nattens Lykke ...

Adelsskjold havde igen flyttet sig frem i Logen. Pustende og forvirret sad han og klappede uafladelig sin Kones behandskede Arm, mens han stirrede Fru Réjane lige op i hendes Ansigt - mens Hr. de Monthieu havde rejst sig og stod lænet til Logens Væg og Fru Adelsskjold skærmede sit Ansigt med Viften som med en Maske, der intet kunde skjule.

Men Fru Réjane havde rejst sig. Hun fo'r med Hænderne gennem det røde Haar og rejste dets gyldne Kam som en Stridshjelm over sin Pande:

- "Dagen, aa, Dagen er min Fjende. Naar den kommer, tager Du din Fornuft tilbage. Du bliver forstandig igen. Du bliver klarhovedet igen. Du bliver grusom. Aa kun Natten er min. Min Magt hører op med Dagen, min Overmagt døer med Mørket. Og jeg har kun en Fremmed for mig, en Mand, jeg skal generobre og jeg véd ikke en Gang om jeg kan .."

Mændene i Parkettet havde strakt deres Halse frem og stirrede mod Scenen med Øjne, der glimtede af Nysgerrighed eller maaske af Had. Rundt om i Balkonen sad der Kvinder med nedslagne Laag som Elskere af Musik, der lytter i en Koncertsal.

Fru Morgenstjerne havde igen vendt Hovedet mod Adelsskjolds Loge: Viften var faldet ud af Fru Alices Haand, og i Rampelyset, der gød sig ud over Logen sad hun ubevægelig som den, hvis Liv er slukket ud.

110

Men Fru Réjane blev ved at tale med Germaines Ord. Højere, med en Bevægelse af Hænderne ned over sine Hofter, sagde hun:

- "Aah, hvorfor svinder det Minut, hvor jeg saa helt er din og dit halve Jeg, saa hastigt? Hvorfor har to Vássener forskellige Tanker, naar to Legemer har Nydelser, der er saa ens? Men det er saadan og vil altid være: efter det Øjeblik er man to igen, to Væsener, to adskilte Væsener - to Fjender ...... Hvor er

det dumt, hvor er det dog ikke vanvittigt ..."

Nogle Kvinder havde bøjet sig frem over Logebrystningen, mens deres Buster skinnede som Brystet paa hvide Fugle.

Bergenseren bed i sin guldknappede Stok, saa hans norske Tænder satte Mærker ved Siden af hans Navnetræk.

Men Schwitt havde vendt sit Ansigt mod Logernes Rækker af Kvinder, hvis Diamanter lyste paa deres aandende Halse:

- Se, sagde han til sin Nabo, og han lo: Se, hvormange der forraader sig.

Mens Mikaël hastig havde berørt Lucias ene Skulder med sine Læber:

- Germaine, Germaine, Germaine

hviskede han og lod Skuespillets fremmede Navn, som han gentog og gentog, glide ned ad den Elskedes Hud som en Strøm af rislende Kys.

Men Fru Réjane blev ved, overskyllende Etienne med sine Ord som med en stigende Bølge:

"Du er ingen Mand. Du er kun den evige Elsker. Saa længe Du er til og Du lever, vil Du blive elsket og vil Du elske -"

Lucia havde løftet sit Ansigt og mens hendes Øjne fik Portrættets Blik, hviskede hun:

- Mikaël, Eros, min Elskede .....

Tæppet faldt.

Kvinder slog Logernes Forhæng for, saa de raslede paa deres Hængsler, og Mænd, der var sprungne op i 111 Parkettet, fremkaldte Réjane med rasende Haandklap hvor de førte den højre Haand mod den venstre, som var den venstre et hemmeligt og et hadet Ansigt, som de slog i dets Syn:

- Réjane, Réjane, Réjane

lød det, oppe og nede, fra alle Kanter og fra alle Kroge som et Skrig:

- Réjane.

Mikaël havde rejst sig:

- Kom, sagde han.

- Jeg kan ikke.

- Kom, gentog han og fra Baggrunden af Logen lyste hans Øjne.

- Jeg kan ikke. Folk maa først se mig sammen med Fru Simon.

- Naar kan Du komme? spurgte Mikaël, og Réjane stod atter paa Scenen.

- Snart.

- Saasnart Du kan? hans Øjne mødte hende som Lyn.

- Ja.

- Farvel.

Og han sprang bort som et Føl.

Folk brød op og der var Trængsel i alle Gange. Fru Morgenstjerne, der gik med Bergenseren, som var purpurfarvet lige til Haarrødderne, trængte sig frem til Fru Adelsskjold og hendes Mand og sagde:

- Men, kære I, det er hendes Hænder, som er saa rent uanstændige.

- Ja, hvorfor? spurgte Nordmanden paa sit Drævemaal.

- Fordi, fordi, sagde Fru Morgenstjerne: de fortæller Resten.

Adelsskjold sagde kun fuldkommen forvirret og ganske dryppende:

- Ja, kære Ven, Alice vil hjem ... det er dog ganske urimeligt.

Fru Morgenstjerne saá pludseligt paa Fru Adelsskjold. 112 Hun lignede i sin hvide og lange Kaabe Ridderfruen paa en Sarkofag, der havde rejst sig for at strække sine Ben.

Og Fru Morgenstjerne sagde:

- Men, kære Alice, De er jo syg.

Og idet hun traadte frem foran Fru Adelsskjold næsten som vilde hun skjule hende, lagde hun til:

- Kære Adelsskjold, lad dog Deres Kone køre hjem.

- Ja, Alice, hvis Du vil ...

- Det er dog nødvendigt, sagde Fru Morgenstjerne, der allerede begyndte at trænge sig gennem Vrimlen mens Fru Adelsskjold fulgte hende og sagde med en Stemme, der næppe hørtes:

- Det gaar jo over, saa snart jeg kommer hjem.

Men paa én Gang greb hun Fru Morgenstjernes Haand saa fast, som vilde hun ikke slippe den:

- Godnat, sagde hun.

Fru Morgenstjerne, der var blevet ganske bleg, sagde halvhøjt og som det syntes ret meningsløst:

- Ja, det er hvad jeg har sagt, De skulde være rejst paa Landet for længe siden.

Fru Adelsskjold gik og vidste ikke selv, det var Toll og Hamilton, hun hilste.

Lidt efter stødte de to Svenskere paa Monthieu, der borede sig Vej, med Frakkekraven op om sine Øren.

- God Aften, hilste de.

Men Hr. de Monthieu hørte det ikke og gik kun videre.

- Han saá underlig ud, sagde Hamilton, der saá efter ham.

- Ja, svarede Toll, der tyggede paa et Par Haar af sit Overskæg. Men der sker s'gu ogsaa mange underlige Ting.

Grev Toll afbrød sig selv og sagde:

- Skal vi gaa op til Fru de Zamikof? Har De lagt Mærke til, hvor hun er bleven fyldig?

113

... Adelsskjold havde fulgt Fru Alice ned paa Gaden, ud over Fortouget til en Vogn:

- Men, kære Alice, sagde han: skal jeg dog ikke følge Dig?

Og han gentog med et pludseligt og hastigt Blik ned over hendes Nakke:

- Lad mig dog følge Dig.

Han rakte sine Hænder frem, som hun ikke saá. I sin hvide Kaabe steg hun ind i Vognen og var kørt bort.

En Herre, som kom løbende, standsede hendes Vogn, raabte, gav Kusken en Mønt og aabnede Vognens Dør:

- Alice, det er mig.

Knælende ned paa selve Vognens Gulv laa Hertugen af Monthieu foran hende:

- Alice, Alice, Alice,

blev han ved at sige og kyssede hendes Hænder.

Hans Frakke var slaaet op, saa den lignede en Korsridders Krave:

- Alice, Du véd jo, Du er min. Du véd, at Du elsker mig.

Mens Fru Adelsskjolds Hoved faldt ned mod hans Haar som noget, over hvilket man ikke mer har Magten.

- Min Ven, min Ven, sagde hun, og Taarerne løb ned ad hendes Kinder og lagde sig over Hr. de Monthieus lyse Haar som en Dugg: hvorfor skulde vi dog alle blive saa ulykkelige?

- - -

Mikaël havde ventet en Time. Han havde badet sit Ansigt. Han havde vandret over Gulvene. Han havde slukket og tændt. Han havde været i Sæt ved Dørene.

- Men nu - -

- Nu var det hende. Nu kom hun.

Han greb en Kandelaber i sin Haand og han bøjede sig foran Lucia, der i Døren stod i sin gyldne Kaabe:

- Der lyses for det kongelige Herskab, sagde han 114 og, foran hende, gik han op ad Vindeltrappen til Sovekammeret, hvor Junimaanen lyste:

- Sæt Dig nu, sagde han.

Og hun satte sig i Maanens Lys.

- Saadan, sagde han og rettede paa hendes Hoved.

Han bragte hende Druer og han bragte hende Vin og hun spiste og hun drak og han bragte Druer igen - mens der var tyst og de sad i Maanens Lys:

- Elskede, m i n, hviskede han.

- Ja, mumlede hun.

Men pludselig rejste han sig og han slog de klare Gardiner til Side, saa alt det skønne Sølvskær faldt ind over hende og ham, og uden et Ord, i en uendelig Jubel, løftede han det funklende Glas op imod Maanen - op til en Hilsen.

Lucia havde rejst sig. Ingen af dem talte. Kun deres Legemer skælvede ganske svagt.

- Lucia.

- Ja.

- Lucia - og Mikaëls hvide Ansigt stirrede frem i Lyset mens hans Stemme sitrede en umærkelig Smule -:

Lucia, hvis Evigheden er, er dette Evigheden ....

.... Lucia hvilede paa Mikaëls Seng og stirrede paa "Sejren", der tegnede sig i Lyset:

- Mikaël, kaldte hun.

- Ja, svarede han fra Paaklædningsstuen.

- Hvad kan mon "Sejren" være værd?

- "Sejren", raabte Mikaël, der kom løbende ind.

- "Sejren", gentog han og, gribende om Kanten af Sengens Fodstykke, løftede han i de strakte Arme det hvide Legeme op i Rummet, op imod Maanens Lys.

- "Sejren", lo han endnu en Gang, mens han rullede sig frem over Sengen, som en Akrobat over Manegens Muld, til han sad paa Hovedgærdet:

- "Sejren", den er en Formue værd, sagde han og lo igen:

115

- To hundrede Tusinde er den værd. Nu véd Du det.

Lucia laa stille. Hovedet havde hun støttet til hans Knæ.

- Hvad tænker Du paa? hviskede han.

Hendes Stemme kom som langt borte fra eller fra andre Egne, da hun talte:

- Jeg tænker paa Lykken, sagde hun.

- Lucia, hviskede han: kom med dine Øjne.

Mesteren vendte sig ikke, da Tjeneren meldte Bankier-Baronens Navn:

- Hvad vil han? spurgte han Tjeneren bukkede:

- Baronen sagde det ikke.

- Det er ikke min Modtagelsestid, sagde Mesteren.

Tjeneren blev staaende:

- Baronen vidste det.

Mesteren rejste sig:

- Lad ham komme, sagde han: Sig, han er velkommen.

Han stod foran et Bord, da Pengemanden kom ind.

- Jeg kommer paa en urimelig Tid, sagde Baronen, der holdt sin høje Hat og Stokken paa en ganske egen Maade, ind til Figuren.

- Lidt urimelig, sagde Claude Zoret, og med en Haandbevægelse, der kun var kort, lagde han til: Vil De ikke tage Plads?

- Netop, kære Mester - og der gled et næsten usynligt Smil hen over Bankierens ubarberede og engelske Ansigt - fordi jeg véd, hvor kostbar Deres Tid er, skal jeg ikke spilde den, men - - straks gaa til Sagen.

Oaude Zoret havde ved den næsten uhørlige Understregning af Ordene løftet sit Hoved:

116

- Det drejer sig om Hr. Mikaël, sagde Baronen: Og det er jo i og for sig en ren Bagatel.

- Hvordan?

- Ja, kære Hr. Zoret, sagde Baronen, hvis Fader havde bestyret Mesterens Formue før han og som nu talte i en ganske anden Tone: det Hele er slet ingenting. Det er kun, hvad Folk, der sætter Pris paa hinanden, synes, det er en Slags Pligt at sige hinanden.

Mesteren rørte sig ikke. Haanden havde han lagt paa et Bord.

- Hr. Mikaël har i den sidste Tid ... flere Gange laant nogle Penge af mig.

Mesteren saá paa ham.

- Hvad vil det sige? laant? sagde han (og han gjorde sig en pludselig Umage for at være ganske rolig): Hvad skal det betyde?

- Det Hele, sagde Baronen, er jo ganske ligegyldigt (han gjorde et ganske lille Ophold): men jeg havde nu besluttet at sige Dem det .... af mange Grunde.

Mesteren hørte ham vistnok ikke. Han arbejdede i sin Hjerne med to Tanker: han opstablede i en hastig Beregning alle de Summer, Mikaël i den sidste Tid havde faaet, og han tænkte den anden Tanke: Mikaël er gaaet uden om mig, Mikaël er gaaet bag min Ryg. Mikaël er gaaet til en Fremmed.

Men han sagde, og løftede Haanden, næsten muntert:

- Naa, Ungdommen raser, og skal vel rase.

Og uden at spørge om Laanenes Størrelse sagde han:

- Summerne vil jeg bede Dem bogføre.

Bankieren bøjede Hovedet, mens Mesteren stod op:

- Og for Fremtiden skal De ikke laane ham mere, sagde han: De véd - og Claude Zoret lo, skønt han i Virkeligheden udtrykte sin hemmeligste Tanke - at os Bønder er der ingenting, der gør saa bange som Laan. Det er dem, der tilsidst berøver os Jorden.

117

Finansmanden lo, da Mesteren pludselig greb hans Haand:

- Og for Resten ... Tak, sagde han.

Og han fulgte Bankieren til Dørtærskelen.

Mesteren vilde gaa op i sit Atelier, men han holdt nu og da inde paa sin Vej, som standsedes hans Gang af en Tanke eller maaske af en legemlig Smerte. Hans Læge havde i den sidste Tid igen et Par Gange villet undersøge hans Hjerte.

Oppe i Atelieret tog han Bluse paa. Modellen var ikke tilsagt. Men det var ogsaa med Germanerens Øjne, han stred: De skulde skinne, mens han huggede i Cæsar.

- Men det var jo kun rimeligt, at Mikaël brugte Penge. Glæden kostede Penge. Sol kostede Penge. Livets Lys kostede Penge.

Mesteren standsede og smilede: han huskede en Gang fra den Vinter, han med Mikaël tog Studier i det sydlige Algier, han havde set et Par unge Palmer paa en Skraaning og han havde tænkt, at saadan som de voksede, ranke og frie, bredende deres dejlige Blade i Lyset - - saadan vilde han lade et Menneske leve, saadan vilde han lade Mikaël vokse sig stærk i Solen.

Mesteren gik tilbage fra sit Lærred:

- De Øjne skulde skinne.

- Af Livets Uforstand skulde de skinne, mens han hug til Cæsar.

Mestren slap sine Redskaber og gik med lukkede Øjne rundt i Atelieret, hvor han kunde færdes som den hjemmevante Blinde:

- Men det var kun det, at Mikaël var gaaet til den fremmede Mand, havde foretrukket at gaa til det fremmede Menneske, skønt han dog vidste ....

Pludselig aabnede Mesteren Øjnene og han lo:

- Men han havde jo rigtignok trukket rigeligt hos dem begge.

Claude Zoret stoppede sin Pibe fast med sin brede 118 Tommel, og med et plat forvandlet Ansigt, som mejslede hans Vilje pludselig hans Træk ud i Bronce, gav han sig i Kast med sin Germaner.

Men det var Haanden, han malede, efter Erindringen - hvilken, hvilken Erindring? - Haandens Greb om Vaabnet, der flækkede Cæsar.

... To Timer var gaaet, da Tjeneren meldte, at Frokosten var beredt:

- Vel, svarede Mesteren.

Han spurgte aldrig mer, om Mikaël var kommen, men han gik kun til Bords.

Han satte sig i den tomme Spisestue og han begyndte at spise. Man hørte ikke andet end den enlige Lyd af Mesterens Gaffel og hans Kniv.

Tjeneren bragte Maden ud og ind. Da han bragte den anden Ret, meldte han Hr. Adelsskjold.

- Lad ham dog komme, sagde Mesteren.

Hr. Adelsskjold kom ind - hans brede Arme hang saa underlig slapt ned, mens han gik hen over Gulvet -:

- Undskyld, sagde han, at jeg kommer, og netop ved Frokosttid ...

- Men, bedste Adelsskjold, sagde Mesteren, sæt Dem dog ned og spis med.

- Ja, sagde Adelsskjold, man driver saadan omkring og véd ikke af sig selv nu, hvor Alice er borte.

Han vilde allerede gribe Mikaëls ventende Serviet, der af Tjeneren var opdækket som et Spyd, da Mesteren vendte sig til Kammertjeneren:

- Sæt en Kuvert til, sagde han.

Kuverten blev sat frem, og de to Mænd spiste og begyndte at tale og holdt op igen og sad tavse, som Folk, der glemmer, at de skal sige noget til hinanden.

- Hvordan har hun det? spurgte Mesteren og hans Stemme lød besynderligt mild.

Og han tilføjede uden at vente paa Svaret:

- Spis dog, Mand.

119

- Man maa spise, naar Nerverne skal være i Orden.

Adelsskjold tog af Fadet:

- Der er jo dejligt i Normandiet, sagde han, som Svar paa Claude Zorets Spørgsmaal.

- Ja, sagde Mesteren, der sagtens kun halvt havde hørt: Der er dejligt hos Monthieus.

Mens han saá over paa Mikaëls Kuvert, kom han pludselig til at tænke paa en Dag ved Frokost som nu, en Dag det første Aar, Mikaël var kommen. Mikaël, som ellers altid pludrede op, naar de var alene, havde siddet ganske tavs ved Bordet, og da han havde mærket det og set over paa ham, havde Mennesket siddet med store Taarer i Øjnene: "Hvad er der med Dem, Mikaël?" havde han spurgt. - "Der er Ingenting." - "Jo vist er der no'et. Naa!" - "Det er min Navnedag," brast det saa ud af Mikaël. - -"Er det Deres Navnedag, Herregud." - "Ja, det er idag." - "Hvad skete der da," havde han saa sagt, "hjemme i Prag paa Deres Navnedag?" - Mikaël havde siddet lidt: "Der blev hængt Lamper over Døren," havde han sagt. - "Lamper? Vi kan ogsaa tænde Lamper, Mikaël," havde han svaret. Og om Aftenen havde alting været tændt i det hele Hus, og Mikaël havde siddet derinde paa Trappen og set paa det altsammen med sine«, straalende Øjne ....

Mesteren hørte pludselig Adelsskjold tale og sige:

- Og Breve fortæller saa lidt.

- Ja, svarede Mesteren og vidste ikke selv, at han svarede.

- Men naar Alice vil ha'e Ro og være ene, sagde Adelsskjold paa sit besværlige Fransk: saa skal hun have Ro.

De tav igen, mens de skrællede hver sin Frugt, til Adelsskjold sagde:

- Hvor er Mikaël?

Mesteren svarede:

- Han maler.

120

- Ja, sagde Adelsskjold og saá ud for sig: naar man blot er flittig.

De sad igen, til Mesteren rejste sig, og Stolene skubbedes tilbage i den stille Stue.

De to Mænd gik ind i Dagligstuen, hvor Vandet faldt i de Rodinske Kummer med Lyden som af en lang Regn.

- Farvel, sagde Adelsskjold og tog om Mesterens Haand.

- Farvel, min Ven, svarede Mesteren og gengældte pludselig hans Haandtryk.

Claude Zoret vendte tilbage til sit Atelier og iførte sig sin Arbejdsbluse. Han stod igen foran "Germaneren".

Det var hans Ansigt, han vilde se, hans Ansigt - hans Øjne.

- Hans Øjne skulde lyse.

- Af Livslyst skulde de lyse.

Mesteren vandrede paany med lukkede Øjne og tvang sig til at se under den allersidste Anspændelse af sin Vilje:

- Hvis han dog kunde fange Ungdommens Livslyst i hans Øjne. Hvad angik Cæsar ham? hvad vedkom ham Cæsar? Han huggede til, fordi han var tyve Aar, fordi hans Blod var blankt og rødt, fordi hans Tænder var hvide, fordi hans Muskler var stærke og bar ham. Fordi han var - hug han til og flak han Cæsar.

- Ja, Ungdommen skulde straale i hans Øjne Men paa én Gang aabnede Mesteren sine Øjenlaag og der fløj et Smil over hans Ansigt:

- Hvor kunde man tage saadan fejl.

- Selve Kompositionen maatte han ændre. Soldaten var Midtpunktet og Skikkelsen. Enten det var Cæsar Drengen saarede, eller det var en anden - hvor tilfældigt.

- Det var Hugget, det gjaldt. Hugget, som faldt, fordi det maatte falde.

Claude Zoret havde sat sig. Med de lukkede Hænder 121 stemte mod sine Knæ lignede han en Kæmpe i sit Sæde.

- Men Mikaël maatte alligevel lære, at der var Grænser. Tilsidst blev det Summer, han brugte, smaa Formuer, han købte "Lys" for ...

- Hm, han havde naturligvis Raad til det - og Mesteren smilte - vist havde han Raad. Og Mikaël brugte vel heller ikke mer end den unge Hertug af Ségonsac brugte for Eksempel.

Mesteren havde rejst sig, rank i Blusen:

- En Fyrstesøn kunde der vel ogsaa være blandt Kunstnersønner. En Hertug blandt (der kom i Claude Zorets Øjne et Glimt som af Bondens Had) disse Hertuger ...

- Men alligevel, alligevel var der Grænser.

- Naa (det gav uventet et Ryk i Mesteren) dér var Mikaël ... det var hans Trin paa Trappen.

Mesteren tog sin Palet, før Mikaël løftede Tæppet. Han tog i den sidste Tid saa uens om det Forhæng, snart meget rapt og snart lidt tøvende.

- Du maler, sagde han, da han kom ind.

- Ja, som jeg plejer, svarede Mesteren, hvis Ansigt uden at han selv vidste det, pludselig syntes besynderlig træt:

- Og Du?

Mikaël havde sat sig og talte i en ligesom udsløvende eller misfornøjet Tone:

- Man ender vel med ikke længer at vide, om man i det Hele kan noget.

- Hvorfor? sagde Mesteren. Men Sagen er blot, alt skal ha'e sin Tid.

Mikaël svarede underlig irriteret:

- Talentet kommer vel ikke ved, at man klistrer løs.

- Nej, det er sandt, svarede Mesteren, der aldrig mere modsagde Mikaël, som han, naar han var sammen med ham, ligesom ikke rigtig genkendte mer. Han søgte et Emne, der gik lige ud ad Vejen, og han sagde:

122

- Adelsskjold var her til Frokost.

Mikaël svarede, som var noget bebrejdet ham:

- Ja, jeg spiste hos Toll.

Men Mesteren, der arbejdede hastigt og havde fat paa Germanerens Ansigt, fortsatte kun sin Tale om Adelsskjold:

- Det er mærkeligt med den Mand. Han kan ikke haandtere nogen Ting her i Livet - hverken sin Glæde eller sin Bedrøvelse.

Mikaël løftede Ansigtet:

- Sin Sorg, sagde han: véd han da noget? Mesteren havde vendt sig:

- Hvad skulde han vide? spurgte han Mikaël havde vendt sig bort:

- Maaske er det Pengene, der trykker ham igen sagde han pludselig som den, hvis Tanker er ved den samme Ting ...

Mesteren lo. Hans egne Tanker havde uafbrudt kredset om Mikaëls Penge. Men han havde ingen Vej fundet til at tale om dem. Han havde overhovedet altid haft Sky for at tale med Mikaël om de Penge, som han bestandig gav:

- Ja, sagde han og talte muntert: hvordan gaar det med dine Penge?

- De springer, sagde Mikaël og vidste ikke selv at han alligevel paa én Gang talte gladere, fordi der maaske var Udsigt til at f a a.

Mesteren, der bestandig skjulte sig bag Latter, sagde:

- Gæld gør Du da ikke?

Mikaël havde slaaet det ene Ben over det andet:

- Hvor mon jeg skulde kunne gøre den?

Det var et Øjeblik, som sank Mesterens Hoved bort fra Lærredet, før han sagde:

- Nej, det var vel ikke let.

Og der blev stille i Atelieret.

- Men jeg har tænkt, sagde Mesteren, at vi ordnede det paa en anden Maade, saa at Du for Fremtiden fik din egen Konto hos min Bankier ...

123

Og han lagde til:

- Hvor Du saa begyndte ... paa en blank Side.

Der fløj en Rødme, som i Striber, over Mikaëls Ansigt, mens Mesteren forlod sit Lærred, og de to Mænd gik, tavse, forbi hinanden over Gulvet.

- Saa vidste Claude det. Saa havde Bankieren sagt det.

Mikaël havde, i sin Forskræmthed, nærmet sig Billedet. Men pludselig standsede han, som var han ramt af en Bajonetspids i sit Bryst, og han blev staaende stirrende paa Germanerens Ansigt - staaende et halvt Minut maaske, hvid som Dronning Margheritas Marmortorso bag sig.

Til han paa én Gang vendte sig ved Lyden af Hr.Schwitts Stemme, der sagde, lige idet han kom ind med Lyd som af et Stenkast:

- Er De her, Mikaël?

- Ja.

Mikaël gik bort fra Billedet.

Hr. Schwitt havde sat sig og han fyldte hele Atelieret med sin Tungefærdighed og sine Nyheder. Adelsskjold havde han mødt: Han ligner en af Isbjørnene i Jardin des Plantes nu i Sommerheden, sagde han. Han havde besøgt "Republikkens første Dame": hun var snart saa støvet som Republikkens Valgsprog "Frihed, Lighed og Broderskab" over Raadhuset.

Pludselig vendte han tilbage til Adelsskjold og sagde:

- Den Mand hører alligevel til dem, der er farlige. Han kunde en Dag gøre, hvad man ikke venter.

Mesteren, der, fraværende i sine Tanker, holdt Piben mellem sine Læber, sagde, mens Mikaël sad helt borte paa en Stol, hvorfra han bestandig stirrede paa Germaneren:

- Han var her til Frokost. Han saá bedrøvet ud.

Hr. Schwitt sagde og lo:

- Ja, det tror jeg.

- Giv mig Ild, Mikaël, sagde Mesteren.

- Ja

124

Mikaël rejste sig fra sin Plads - der var i hans Øjne et Udtryk som i et Barns, for hvem noget er knust - og han rakte ham Ilden.

- Du ryster paa Haanden, sagde Mesteren.

- Det gør undertiden Ungdommen, sagde Hr.Schwitt, der udslyngede Ordene i samme Tone som før.

Mikaël vendte Hovedet halvt, men, uden at svare gik han tilbage til sin Stol, hvorfra han kunde se den griske Germaner. Han følte, inde i Brystet, en svulmende Smerte, en sprængende Drengesmerte næsten mens hans Hjerte hamrede, som vilde det slaa mod selve Stolens Ryg:

- Saadan tænkte han altsaa. Saadan tænkte Claude om ham. Saadan var han i hans Tanker.

Mikaël lukkede sine Øjne, som var han bange, Taarerne skulde rinde frem under deres Vipper:

- Hvorfor? Og hvorfor? Det om de Penge havde han jo dog saa gerne sagt ham ... Og Pengene var det heller ikke. Claude tænkte jo aldrig paa Penge ...

- Men Adelsskjold havde, sagde Hr. Schwitt, solgt et Par Billeder.

Det var som vaagnede Mesteren, der denne Formiddag etsteds i sin Hjerne bestandig regnede, ved Ordet "solgt":

- Maaske var det klogt at sælge, sagde han.

Hr. Schwitt saá ud over Rummet:

- Bruges der saa meget her i Huset? sagde han: Eller er det maaske hos Vatel, det gaar med?

Mikaël rørte sig ikke.

Men Mesteren begyndte paa én Gang at tale om det mulige, det kloge, det eneste rette i et Salg, et stort Bortsalg, et Under-Hammeren paa én Gang. Der var "Eros" og der var "Alkibiades paa Torvet". Der var "Athenerne" og "Brutus, der læser Cæsars Skrifter".

- Men i hvert Fald, sagde han: vil jeg sælge "Germaneren".

Han nævnede alle sine Billeder og han paaheftede 125 dem Priser - han, som ellers aldrig talte om sit eget Værk og kun forraadte sig, naar han en Gang hvert femte Aar pludselig talte om sine Lærreders Værdier; kastende sig ud i Storsummer, opstablende Hundredetusinder, ladende Guldet glitre i overstore Værdsættelser, saadan som det i Strømme flimrede for Øjnene af hans Bondeforfædre, naar de dreves til Kanada.

Hr. Schwitt, der ikke tog Øjnene fra Claude Zoret, men bevogtede ham ustandseligt, som læste han i hans Ansigt gennem en Lupe, sagde:

- Ja, Du kan jo sælge "Germaneren". Men "Sejren" har størst Værdi.

Mikaël havde taget Øjnene bort fra "Germaneren", som var han pludselig vækket ved Klangen af det meget Guld.

Hr. Schwitt, i hvis Blik det stadig glimtede næsten som i en Spillers, sagde:

- Der stikker mindst halvandethundredetusind i "Sejren".

Mikaël havde, mens han lyttede, støttet Hovedet i sine Hænder og stirrede paa Claude Zoret i en pludselig Vrede, han ikke selv forstod - som om en Storm var skyllet op gennem alt hans Væsen, en vredagtig Forbitrelse mod Manden der, som raslede med sit Guld og kun svælgede i sit eget Geni med Geniets Overdrivelse.

Hans svimle Harme, der kom han vidste ikke hvorfra, rejste sig i et Nu, som havde han Lyst til at rokke ved dette Menneske, der sad i sin Guldstol, saa stor og fjern som paa et Bjerg, mens Aarerne svulmede i de sitrende Hænder, med hvilke han støttede sit Hoved.

- Men "Germaneren" sælger jeg straks, gentog Mesteren som et Omkvæd.

Da brast det ud af Mikaël, med et Tonefald, Mesteren aldrig havde hørt - en Fjendes eller en Dødssaarets -:

- Ja, det skulde Du gøre.

Et Nu var der stille, mens Hr. Schwitt stod op - 126 før Mesteren sagde, idet en Hvidhed gik over hans Ansigt:

- Ja, Mikaël, jeg maa gøre det.

Der var atter stille, saa tyst, at man fra Trappen hørte det rindende Vand i Dagligstuens Kummer - indtil Hr. Schwitt sagde med sin Stemme, der snerrede, mens han halvlo:

- Ja, Du kan jo ogsaa gerne holde Auktion. Der bliver i al Fald Auktion hos Zamikofs Han vendte sig mod Mikaël:

- Har De ikke læst det i "Le Gaulois", at deres russiske Godser er sat under Administration? For Fyrstinden betyder det vel Fallit.

Mikaël rørte sig ikke, og kun Pupillerne udvidede sig i hans hvide Ansigt som af Angst, mens Sveden perlede frem paa Panden.

Mesteren betragtede ham et Øjeblik:

- Lad mig arbejde, sagde han og han rejste sig.

Mikaël hørte ikke selv, hvad han havde stammet, mens han naaede over Gulvet og kom ud. Han vidste knap, at han, nede paa Gaden, kastede sig op i en Vogn og raabte til Kusken:

- Hurtigt.

Som om han kunde køre til hendes Redning ved Hjælp af en Hest.

Han tænkte kun én Ting:

- Saa havde Folk talt sandt. Saa havde Monthieu haft Ret. Det stod altsaa saadan til.

- Saadan stod det til med hans arme, hans arme - hans elskede Lucia.

Og i samme Nu veg næsten Tanken om Ulykke og Krach, og den overskylledes af hans Længsel, en Længsel efter hende, selve hende, saa overmægtig og stærk, at den fyldte alt hans Væsen som en Drue kan fylde et næsten bristefærdigt Kar:

- Min Lucia - min elskede Lucia.

Mennesker kom ham forbi paa Broen, og han saá 127 dem ikke. Dampernes Piber lød fra Seinen, og han hørte dem ikke:

- Kun se hende, eje hende i sin Arm, være hendes hos hende.

Og pludseligt raabte han til Kusken:

- Hvordan kører De? Kør til! Jeg har travlt.

- Ja, Herre, sagde Kusken, og idet han vendte sig om paa Bukken sagde han til Mikaël, som han kendte fra Rue de Rivolis Holdeplads:

- Man kører for saa mange Slags Folk, Herre, sagde han, og de har travlt allesammen.

Mikaël næsten lo:

- Ja, det er sandt, sagde han, og paa én Gang var han reven tilbage til Virkeligheden, til det som var sket til Jorden og Stenene, over hvilke han kørte:

- Administrationen, Gælden, Fallitten - Skandalen over Lucia.

Og i mindre end et Øjeblik gennemløb hans Tanker som var blevet hjemmevante paa den parisiske Jord, det altsammen, alt det, han kendte: Interviewerne, Reporterne, Bladene, Kaféernes Snak, Dagligstuernes Sladder hele den halsende Boulevard, skrigende, skraalende vrængende op omkring Lucia:

- Op imod Lucia.

- Men det kunde ikke ske. Det maatte ikke ske - det turde ikke.

- Han maatte hjælpe hende.

Midt i hans Smerte og Forvirring slog der en næsten drengeagtig Fornemmelse af Stolthed op i ham:

- Han maatte værge og værne hende, som var hans.

Vognen rullede ind foran hans Havegitter, og han sprang ud:

- Fyrstinden er her, sagde Tjeneren i Vestibulen og rejste sig.

- Ja, svarede Mikaël og tvang sig, foran sin Tjeners Øjne, til at gaa meget langsomt op ad Trappen.

128

I Dagligstuen var hun ikke. I Kabinettet var hun ikke. D e r var hun ikke.

Saa stormede han op ad Vindeltrappen og saá Lucia der laa paa hans Seng og smilede til ham:

- Jeg har været her længe, sagde hun og rakte, som hun plejede, Haanden op imod hans Læber til et Kys.

Mens Mikaël forvirret, staaende foran Sengen, lynsnart tænkte, og den uhyre Lettelse virkede som et Tilbageslag, hvorunder hele hans Legeme skælvede:

- Saa er det Digt. Det er Opspind. Det er Løgn.

Og han begyndte med Læber, som endnu var kolde af Angsten, at kysse hende, hendes Haar, hendes Pande hendes Kind, som var det deres første Møde - indtil han, som slaaet lam af en pludselig Træthed, lod sig synke ned paa Gulvet, hvor han blev siddende paa Tæppet, med Hovedet støttet imod Sengens Kant.

Lucia laa stille en Stund og lyttede til Mikaëls Aandedrag, der var dybt, næsten som hos En, der sover.

Saa sagde hun:

- Hvad talte I om hos Mesteren?

Mikaël sad lidt:

- De talte om hans Malerier.

Mikaël tav igen og, idet det paa én Gang var, som hørte han Schwitts Stemme i sit Øre, løftede han uvilkaarligt Øjnene mod "Sejren".

- De talte om deres Priser, sagde han Lucia sagde:

- Saa svælgede I i Penge?

- Ja, sagde Mikaël, der vedblev at stirre paa "Sejren".

- Det er behageligt, sagde Lucia, hvis Øjne bestandig betragtede det rødmende Loft.

- Ja, lød det fra Mikaël.

- Og der blev stille igen, indtil Mikaël drejede Hovedet og sagde:

- Forresten fik jeg en frygtelig Skræk.

- Hvilken Skræk? spurgte Lucia og saá ned paa ham.

129

- Schwitt fortalte, sagde Mikaël og hans Angst steg frem paany ved Synet af hendes Ansigt: hvad der havde staaet i "Le Gaulois".

- Ja, sagde Lucia uden at forandre Stilling: det er sandt nok.

Mikaël havde rejst sig paa sine Knæ og med begge de knyttede Hænder støttede han sig til Sengekanten:

- Hvad si'er Du?

- At det er sandt.

Og paa én Gang begyndte Lucia at græde, uden at forandre Stilling, med en stille og voldsom Graad, der bragte hele hendes Legeme til at skælve og næsten selve Sengen, hvor hun laa, til at ryste under hende.

- Lucia, hør dog, Lucia.

Mikaël havde rejst sig, men han rørte hende ikke.

- Hvorfor har Du ikke sagt det? hvorfor har Du aldrig sagt et Ord?

Og som om hele Ulykken og al dens Løsning rummedes meningsløst i det ene Spsørgsmaal, blev han ved at gentage det, fortumlet og fortvivlet, mens han gik op og ned ad Gulvet, med Hænderne foran sine Øjne.

- Hvorfor skulde jeg tale om det? sagde Lucia og rejste sig halvt: hvad skulde det vel nytte? Hun græd igen:

- Og tror Du ikke, jeg trængte til ét Sted, hvor ingen vidste noget, og hvor jeg havde Fred?

- Jo, jo ...

Lucia satte Fødderne ned paa Gulvet og sad paa Sengens Kant:

- Hvad sagde Hr. Schwitt? spurgte hun og glattede Haaret bort fra sit Ansigt.

Mikaël standsede i et Hjørne.

- Schwitt? sagde han og ved Lyden af Navnet stirrede han atter paa "Sejren":

- Schwitt, sagde han og blev staaende, mens hans Stemme lød saa besynderligt, som kom den langt borte fra:

130

- Schwitt sagde ingenting ... andet end det, at det stod i "Gaulois".

- Men, forstaar Du, sagde Lucia, der rejste sig og støttede sig til Sengens Fodende: det er jo kun den første Tid, som det gælder. Kejseren hjælper os naturligvis ... naar kun det første Choc er ovre og alt er kommet i Gænge ...

Mikaël stod paa samme Sted:

- Det gjaldt at have Penge paa Haanden, sagde han og saá mod samme Sted.

- Ja.

Mikaël rørte sig ikke:

- Penge nu, sagde han.

Og som Lyn skød Tankerne frem i hans Hjerne, ordnende sig, Led for Led, følgerigtigt, til en Plan - en udførlig Plan:

- "Sejren". Han kunde pantsætte "Sejren". Nej, ikke pantsætte den. Sælge den. Sælge den paa Sigt. Sælge den at magasineres i fem Aar. Sælge den til at magasineres i London i fem Aar.

- Ja, det kunde han.

- Skal vi gaa ned? sagde han.

- Ja, sagde Lucia: jeg maa hjem.

De gik ned ad Vindeltrappen ind i Dagligstuen.

- Farvel, hviskede Lucia.

- Farvel, svarede Mikaël.

Lucia var gaaet. Mikaël stod stirrende foran sit Bord.

Der var ingen Tanke i ham uden Beslutningen:

- Saa tog han iaften til London. Med Nattog Calais-Dower. Ordnede Salget. Ordnede Salget med Hr. Pinero. Var hjemme iovermorgen.

Det var, som Beslutningen bedøvede ham, næsten saa han handlede som en Søvngænger.

Da han havde ringet, viste Tjeneren sig.

Mikaël sagde:

- Pak min lille Kuffert. Jeg rejser iaften.

Og efter et Nu lagde han til:

- Ingen behøver at vide det.

131

Tjeneren bukkede uden Ord.

- - -

Mikaël spiste til Middag hos Mesteren. Det var længe siden han havde været saa munter.

Efter Bordet spillede de Skak.

Mikaël sagde under Spillet:

- Jeg tager til Versailles imorgen og bliver der tre Dage.

Mikaël flyttede en Springer:

- Det er fornuftigt, sagde han: her er snart uudholdelig varmt.

... Om Aftenen rejste Mikaël til London.

132

III

MESTEREN sad i Biblioteket foran det grøntbeklædte Bord. Han læste i den opslagne Bog atter og atter den samme Side. Mens han sad, gik der Rykninger gennem hans sammenknugede Hænder.

Da Charles Schwitt kom ind, løftede Claude Zoret sit Hoved, og i Lyset fra det store Vindu saá Charles Schwitt for første Gang, at de hvide Striber i Mesterens Skæg var blevet tættere.

- Hvem er det, som har skrevet det? spurgte Mesteren og løftede sin Haand.

Schwitt betragtede Claude Zorets sitrende Haand, hvis Aarer svulmede under Huden:

- Jeg véd det ikke, sagde han: Og jeg vil ikke vide det - hvis Du ikke selv har givet dine egne Selvtvivl i Trykken.

Mesteren svarede ikke og tog sine Øjne bort, medens Charles Schwitt saá paa hans Ansigt, der med de nedslagne Laag lignede en gul Maske, der skjulte hans Tanker eller hans Frygt.

Charles Schwitt sagde hen over Bordet:

- Der er kun én Ting, jeg ikke forstaar, at Hr. George Pinero har villet lade de Ting trykke i sit Tidsskrift.

Mesteren løftede sit Hoved.

- For det er jo, sagde Charles Schwitt, Hr. George Pinero, der er Udgiveren.

- Ja, svarede Claude Zoret og stirrede ud i Luften.

133

- Og, sagde Charles Schwitt og saá paa Mesteren med et pludseligt Blik: han ... sælger jo dine Lærreder?

- Ja, svarede Mesteren, der sad som før.

De tav en Tid.

Claude Zoret fæstede igen sit Blik paa Bogen og læste atter det samme, mens Bogstaverne blev unaturligt store for hans Øjne og saa tydelige, som var Tegnene en Jernskrift mod Marmor:

- "Den, som formaar at se nøgternt gennem den Lystaage, som et Verdensry eller maaske snarere to Verdensdeles Reklame har spundet over Claude Zorets Lærreder, vil naa til den Sandheds Erkendelse, at ogsaa i Kunsten alt kun er en evig Gentagelse, og at ligesom Napoleon-Myten havde sin David, har nu Hellenismens Myte sin Claude Zoret, og de er hinanden forbløffende lige. Begges Maleri er Theater og Mr. Claude Zoret maa nøjes med en Alma Tademas Ry."

Charles Schwitt betragtede Mesteren, mens han læste, men det voksagtige Ansigt bevægede sig ikke, og Øjnene hvilede bestandig paa Bogen:

- "Men vil man vide, hvor langt Mr. Claude Zoret er kommen bort fra Livet, behøver man kun at vende sig mod hans sidste Værk, der er et Portræt, et Billede af Fyrstinde Z. Portrættet er en sund Maalestok for en Kunstners Modtagelighed overfor Livet og hans Troskab mod Livet. Men i Mr. Claude Zorets sidste Værk er der ikke et ægte Penselstrøg og ikke en uforfalsket menneskelig Farve. Prinsesse Z. er kun en Theaterprinsesse til i hans lange og bestikkende Theatergalleri. Undtages kan kun Blikket og - saa usandt er det øvrige - man kunde næsten vædde paa, at disse Øjne var malede af en anden. De levende Øjne virker i dette malede Ansigt som et Menneskes livsfyldte Øjne virker bag en Maske."

Claude Zoret løftede sit Blik, i en tom Stirren som deres, hvis Tanker er gaaet i Staa.

Kaminens Uhr faldt frem til Slag.

134

Og der blev stille igen, mens de begge sad tavse.

Saa sagde Charles Schwitt:

- Men hvem kender, Claude, Historien med Zamikofs Øjne?

- Hun.

Der blev tyst igen, til Schwitt slog sine Øjne over mod den tavse Mester og sagde frem i Stuen:

- Og han.

Der løb en Sitren over Mesterens Læber, men han rørte sig ikke.

Men Charles Schwitt sagde og rankede pludselig det endnu smidige Legeme i sin Stol:

- Han (han vilde have sagt "Mikaël", men det blev til "han") taler ikke godt om Dig mere, hverken om Dig eller om dine Billeder.

Mesteren svarede ikke.

Schwitt talte igen:

- Den, sagde han, som har saa megen Uret, vil altid gøre mere Uret.

Mesteren svarede endnu ikke.

Og begge hørte de lige tydeligt Uhrets Dikken, til Charles Schwitt sagde igen:

- En maa vel sige Dig Sandheden, og Sandheden er, at - -

Mesterens gule Hud blev hvid, mens han sagde, næsten som et Raab:

- Charles, hold op.

Schwitt svarede, mens han bed i sin skælvende Læbe:

- Jeg har holdt op.

Men Mesteren slog sit Ord ind i hans:

- Men, Sandheden er - og han lo - at Du har altid hadet Mikaël.

- Ja, saa.

- Ja, sagde Mesteren og talte heftigt som den, der vil dække sig mod de andre eller maaske mod sig selv: Du hader ham og Du har hadet ham fra den første Dag.

135

- Og hvorfor? spurgte Schwitt, der pludselig stod op.

Ogsaa Mesteren havde rejst sig.

- Hvorfor Du lægger ham for Had? sagde han, og de talte begge, som slog der gennem Ordene en Flamme fra en Ild, der havde ulmet i Aarevis:

- Hvorfor? Hvis Du spørger mig, skal jeg sige det. For jeg véd det lige saa godt som Du. Du har hadet ham alle disse Aar, fordi han slap ind, hvor han ikke skulde og maatte slippe ind - fordi han slap ind i mit Liv, hvor der ingen skulde findes og turde findes uden I eller uden Du.

Mesteren stod midt for Bordet, og Charles Schwitt bevægede Læberne til et Svar. Men Claude Zoret slog Haanden imod Bordet:

- Lad mig tale, sagde han: jeg taler ikke tit, og hvad jeg siger er sandt.

- Hør nu.

Og pludselig gav han sig til at tale som den, der fører Tal i Marken, Sum ved Sum, og Kolonne efter Kolonne mens Charles Schwitt støttede sine Hænder mod Bordets yderste Kant som mod en Skranke:

- Da jeg var ung, tog I mig - fire, fem Stykker som I den Gang var. I fandt mig og I tog mig i Besiddelse. Det var Jer, som havde opdaget mig. Det var Jer der berømmede mig. Det var Jer, som skabte mig, og I forpagtede mig. Og da jeg var blevet "berømt", stod I Vagt over mig, og I spærrede mig inde og I slog Kreds om mig og Væg om mig, til Kredsen var blevet en Mur. Men inde bag Muren kunde jeg sidde og blande Kulører og male - som den Bondekarl, jeg var.

- Ja, Mesteren talte højere: Bondekarlen, som jeg var. For for Jer blev jeg aldrig andet end en Bondekarl, der kunde male ...

Charles Schwitts Øjne slog Lyn:

- Og faa, hvad Du malede, solgt.

- Ja, Du har Ret, faa, hvad jeg malede, solgt, - 136 og Mesteren pressede Knoerne ind mod sit Bryst - for en Bonde er jeg.

- Men - og Claude Zoret talte atter langsomt som den, der lægger sammen -: I holdt mig i Fængsel, I, Parisere som I var, I, der kendte Livet, I, der havde Elskerinder, I, der var til i Verden, I, der levede i en Verden, mens jeg, Bondedrengen, Livsfjoget