A52i 44 XI2A301 1r At ►Gjernings-Principet er eenfoldigere end Troes-Principet.
Idet jeg nævner »Gjerninger« hendrages Tanken til Katholicismen. For da ikke at misforstaaes, vil jeg bemærke, hvad dog maaskee ikke behøves og i ethvert Fald ikke burde ⓘ behøves, at naturligviis Alt, hvad K. 571har hittet paa om ►Gjerningers Fortjenstlighed er ubetinget at forkaste.
Men saa siger jeg, at Gjernings-Principet er eenfoldigere end Troes-Principet. Og hvorfor?
Fordi Gjernings-Principet begynder med Begyndelsen, og begynder med hvad der er det Almdl. blandt os Msk; Troes-Principet begynder saa langt henne, at der i hver Generation ikke ere Mange, der komme saa vidt, saa dette Princip da maa blive reent meningsløst naar man vil udenvidere begynde dermed.
Gjernings-Principet begynder med Begyndelsen og med hvad der i Almdl. er det Sande, at vi der1vfor bør, ja, at det er os selv det ⓘ Tjenligste at vi behandles som saadanne.
En Slyngel behandler man saaledes – ganske eenfoldigt – maa jeg see Dine Gjerninger. Naar han kommer, ⓘ og vil forsikkre, at han i skjult Inderlighed er villig til at offre Alt, i skjult Inderlighed længes efter at sidde og synge Psalmer og faste i Klosterets Stilhed, medens han i synlig Udvorteshed tager Profiten og er første Cavaleer i Selskaberne: saa siger man til ham – dette er det Eenfoldige – nei, min gode ►👤Morten Fredriksen, Du maa have os undskyldt, vi siger, ►ligesom 👤Hummer siger til 👤Klister, da denne forsikkrer at han har Pengene: har De dem her, og da 👤Klister svarer: jeg har dem just ikke her, saa svarer 👤Hummer: ja (et meget langttrukken ja) ja, saa!: saa2rledes siger vi: maae vi see Gjerningerne. ⓘ Ak, det ►gjøres os Msker saa saare fornødent!
O, kjere ►👤Luther! Er det dog ikke to ganske forskjellige Ting: en Lærd, der efter at have anvendt sine tyve kraftfuldeste Aar (de Aar, i hvilke man ⓘ vel egl. studerer) paa det meest anstrængte Studium, naar han i det 48de Aar staaende paa Videnskabens Høieste, ⓘ dog ikke har fundet den Tilfredsstillelse han søgte, naar han nu pludseligt ligesom bragt til det Yderste og dermed til lige det Modsatte, lukker Bøgerne og siger: nei, det er dog ikke Videnskaben det kommer an paa – er dette ikke noget ganske Andet end naar en Vertshusholder, som just i det samme gik forbi og hørte den Lærde sige det (thi han boede i Stuen, ⓘ Vinduerne 572stode aabne, og den Lærde 2v sagde det meget høit, i Lidenskab) en Vertshusholder, der ikke engang kan skrive sit eget Navn, neppe læse det ⓘ naar en Anden skriver: er det ikke noget ganske Andet, naar han ⓘ nu gaaer sin Ganga, og siger: det er ikke ⓘ Videnskaben det kommer an paa.
✂ a , tager hiint Udsagn som et Resultat
Just den Optugtelse, som 👤Luther havde gjennemgaaet, og den var jo endog dreven indtil Overdrivelsens Yderste, just den afgiver jo Garantien for, at hvad han siger om sin Inderlighed kan være ⓘ Sandhed. Dog er det uendeligt høit, og saaledes ikke det Eenfoldige, thi det er uendelig høit, at turde ⓘ være saaledes sikker paa sin Inderlighed, at det at beholde det Jordiske ikke betyder, at man vil beholde, nei men at 3r man vil gjøre noget endnu høiere end at ⓘ bortgive det. Dog hvor der er saadanne Garantier, ja, det er en anden Sag, en saadan Mand veed hvad det er at give Afkald paa denne Verden, han har forsøgt det, han veed med sig selv og med Gud, at han kan gjøre det: ja, det er noget Andet.
Men er det dog ikke noget ganske Andet, naar En udenvidere vil begynde (ikke der hvor 👤L. begyndte, thi 👤L. var mange Aar iforveien ganske ►simplement begyndt med ⓘ Begyndelsen, Gjerningerne) der, hvor, saa at sige, 👤L. endte for at begynde den ny Begyndelse, denne nye Begyndelse, der, hvis den paa nogen Maade skal være sand, altid maa forudsætte ⓘ at den simple Begyndelse er gaaet forud.
3vOg ligesom jeg da, hvis jeg var en ►Øltapper, der hverken kunde læse eller skrive, ligesom jeg da, fordi jeg var mig bevidst at jeg ikke havde de Forudsætninger, som hiin Lærde, hvilke Forudsætninger jo dog just var Det, der berettigede ham til at sige »Videnskaben er det ikke det kommer an paa« ⓘ ikke vilde vove at ►tage det hen som et Resultat og sige det bag efter, saaledes vil jeg endnu meget mindre (thi denne Sag er langt vigtigere) ⓘ tage det Lutherske hen som et Resultat, da jeg veed med mig selv, at jeg aldeles ikke er ►forsøgt i Det, der maatte kaldes den Forudsætning, som kan give det Lutherske Sandhed i mig.
►ⓘ Naar Evangeliet fordrer, at forsage denne Verden (at 573det skulde være noget Fortjenstligt staaer der Intet om i Evangeliet, det er en løgnagtig Opfindelse, men det er 4r ogsaa en svigefuld Opfindelse, at man af Iver for at faae det indskærpet at det Fortjenstlige er ⓘ et ugudeligt mskligt Paafund, faaer det glemt, at det at forsage denne Verden ganske bogstaveligen, er fordret i Evangeliet) saa er det det Eenfoldige: at gjøre det. ►Næst dette, er det det Eenfoldige, naar man ikke gjør det, ⓘ da at tilstaae, at det er fordi man er for svag dertil, ⓘ endnu for meget hænger ved denne Verden. Men det er uhyre høit, at ⓘ beholde det, at erhverve det, og saa turde paastaae, at man er som Den, der ikke besidder det, at dog ►Fasteren, Asketen kun er et lavere Standpunkt.
#[b]
✂ [b] # Og er det ikke ogsaa saaledes det Eenfoldigere, at vi, i Betragtning af at vi ere som vi vistnok almindeligviis ere, paa vor Vei til ⓘ Evigheden standses ieetvæk af det controllerende Spørgsmaal om Gjerningerne, istedenfor at faae Lov til at vandre afsted som var hver af os en saadan Heros, der ►sig betræffende tør troe paa dette ⓘ uendelig Høie: i skjult Inderlighed o: s: v: Og ⓘ er det dog ikke egl. derfor, at man er lidt bange for Gjernings-Principet, fordi det vil forhindre os – o, men i Sandhed er det jo dog just det Farlige, om vi faae Lov dertil – vil forhindre os i aldeles uforstyrrede at indbilde os selv ►allehaande betræffende vor Inderlighed, medens vi uforstyrrede leve for det Jordiske.
Det er ikke min Agt, hvis jeg ellers formaaede det, at foranledige Nogen til at forsøge sig i bogstaveligen at forsage Alt, nei, jeg ønsker blot at bidrage til, ►at vi ved Til4vstaaelser maatte om muligt komme i Forhold til Sandheden, jeg holder paa No 2, dette Eenfoldige: at naar man ikke gjør det, saa tilstaaer man, at det er fordi man ikke har Kraft dertil, er for svag, hænger for meget ved det Jordiske.
ⓘ Til uendelig dyr Priis kjøbte 👤L. et taknemligt Vilkaar: ⓘ uendelig høi Priis; thi saadan ►Frygt og Bæven og ⓘ Anfægtelse er jo rædsom dyrt; et taknemligt Vilkaar, forsaavidt Verdslighedenc med aabne Arme toge imod ham som den Velkomneste. Til langt billigere Priis kan ►vistnok den kjøbe, hvis Opgave det bliver at ⓘ bringe den christelige Fordring i Erindring; til langt billigere Priis, thi han behøver ikke saaledes at være forsøgt i Anfægtelse; men saa faaer han igjen det utaknemligere Vilkaar, at ⓘ han ikke vil være saaledes velkommen, at man, uagtet dette dog nok er en Misforstaaelse, vil ansee dette for Strenghed, medens det kun er, hvad ethvert ⓘ Msk, der ikke indbilder sig og vil lade sig indbilde at han er en ►Heros, maa ønske sig.
✂ c (om dette end var en Misforstaaelse)