Tænk Dig hvor meget Χstd. var allerede den Gang sagtnet i Forhold til dens Første – – – og tænk Dig nu, da Χstd. anbringes saaledes, at ►den, som [det] hedder, giver Glæderne deres rette Smag, altsaa som understøttende os i at nyde Livet.
►ⓘ Ergo er Χstd. slet ikke til. Naar den Lære, der kom saaledes ind i Verden at den fordrede af Msket, at han for den uendeligt skulde offre Alt, naar den Lære er bragt dertil at den nu maa gjøre Tjeneste for at understøtte Msket i at nyde Livet: saa er det ikke mere den Lære, eller saa [er] hiin oprindelige Lære slet ikke mere til.
►Vi frelses Alle af Naade. Vel! Men om Gud nu end er nok saa uendelig naadig, o, saa uendelig naadig som kun guddommelig Naade er det: mon der dog ikke er Eet han vil, ja, fordi det ligger i Sagen selv, maa fordre: at Den, hvem Naaden bliver til Deel dog har idetmindste en nogenlunde sand Forestilling om, hvor stor Fordringen var?
Men nu vil det være let at vise, at den officielle Forkyndelse af Χstd. fortier for en Deel hvor uendelig stor Fordringen til det at være Χsten er (at ►der fordres, at følge Χstum efter, at ►forsage Verden, at ►afdøe, og hvad saa deraf igjen følger, at maatte lide for denne Lære – hvorimod den officielle Forkyndelse anbringer »Naaden« paa Basis af høist: ►borgerlig Retfærdighed, som var denne omtrent Fordringen).
Dog naar En ikke har den sande Forestilling om For552dringens Størrelse, saa kan han heller ikke have den sande Forestilling om Naadens, han ►tager egl. Naaden forfæn1vgelig. Frelses han saa ogsaa af Naade? Eller maa der dog ikke bestandigt, selv om Sætningen lyder »Alle frelses ved Naaden« blive een Undtagelse: undtagen Den, som tager Naaden forfængeligt. Eller hvis man ⓘ siger om en riig Mand, at han bespiste alle sine Folk, bespiste han saa ogsaa Den, der lod Maden staae og ikke spiste af den?
►Man taler om, at en Regjering kan holde sig endnu en 20 a 30 Aar ved at fire – tænk Dig, da Fordringen til det at blive Χsten sattes ind som den findes i det N. T., denne uendelige Fordring, der uendeligt fordrer Alt: det skulde man da troe, at derved havde Gud sikkret sig, at der var nok til at slaae af paa, saa længe som Verden skulde staae.
Og dog hvor længe varede 2r det, inden Fordringen var betydeligt, betydeligt nedsat.
Og nu ere vi saaledes Χstne, at ⓘ det Eneste vi høre Noget om er om Naaden, men om hvad der fordres, hvor uendeligt meget, det høre vi ikke, ikke engang saaledes, at vi høre det for at blive opmærksomme paa, hvor uendelig meget der blev os skjenket.
Snart er det vel naaet, dette ganske Omvendte, at vi betragte »Naaden« som vor Rettighed, at vi vende Forholdet reent om, maaskee endogsaa forfølge vor Ret ►lige overfor Gud, lægge Proces an imod ham ►betræffende Naaden.
Der var en adelig Slægt, ⓘ som eiede store ⓘ Strækninger.
Bønderne vare forarmede – og en af denne adelige Slægts For2vfædre havde ikke blot eftergivet dem al 553Gjeld men ogsaa eftergivet dem Afgifterne for Fremtiden, ja han endog sendte Tjenere til dem, der skulde berolige dem ved at forsikkre dem, at Gjelden og Afgifterne vare dem eftergivne.
I Begyndelsen var det da saaledes at Bønderne jo selv godt vidste, hvor meget der var dem eftergivet. Senere mindede dog ⓘ den adelige Herres Tjenere dem derom.
Men tilsidst fattede man sig ganske kort, man vidste, i al mulig Dvaskhed, at det var eftergivet – hvor meget det var, vidste Ingen, og Ingen bekymrede sig derom.
ⓘ Saaledes var det gaaet fra Slægt til Slægt. Da var der en af hiin adelige Slægt som sagde: nei, dette bør ikke taales. Som mine Forfædre vil jeg med Glæde eftergive dem Alt, men dette uforskammet saaledes at ►tage Ens Godhed hen næsten som en Rettighed.
A52i 16 XI2A283 1r ►Biskop 👤M.
Dersom Biskop 👤M. var en ubetydelig Personlighed, dersom – ja, det skulde snart ►være bestilt at vise, at Det han repræsenterer dog egl. ikke er Χstd.
Men – gudelig forstaaet – Ulykken er just den, at Det han sætter istedetfor det afgjørende Christelige, era saa fortryllende – o, saa fortryllende, saa beundringsværdigt – o, saa beundringsværdigt. Og atter er det – gudeligt forstaaet – ►mig betræffende Ulykken, at der i mig er saa meget af det Æsthetiske, det Digteriske, at jeg kun altfor fangen forholder mig fortryllet og beundrende til dette Fortryllende og Beundringsværdige, ►at jeg ikke skal tale om, hvor inderligt jeg i sønlig Pietet føler mig dragen til denne betydelige Personlighed.
✂ a – blot msklig forstaaet –
Ak, hvis dette var blevet min Opgave at fremstille det Udmærkede, det Herlige, det Beundringsværdige hos denne Mand,b hvor vilde jeg aande let og føle mig lykkelig. Nu derimod da det Modsatte (at vise, at alt Dette dog ikke egl. er det afgjørende Christelige) 1v blev 554min sørgelige Opgave, er jeg mig selv som en bedraget Aand, og atter bedraget, fordi jeg veed, jeg vil bedrøve Mange, om end dog maaskee ikke en eneste af disse Mange kunde blive vred paa mig derfor, da han mere eller mindre tydeligt vil forstaae, at her er en Styrelse med i Spillet, og mere eller mindre klart vil være ⓘ eller blive opmærksom paa, at Biskop 👤M. ogsaa har Skyld i dette Sammenstød, saa selv om det endte med den fuldstændigste Seier for Biskop 👤M. og ⓘ mit fuldstændigste Nederlag, saa var der dog skeet en Uret mod mig fra Biskop Ms Side, forsaavidt han har Skyld i dette Sammenstød.
✂ b at turde ligesom sætte mig hen og brodere
Dog til Sagen.
Biskop 👤M. anbringer ikke det Christelige i Virkelighed men paa Phantasie-Afstand fra Virkeligheden (det Digteriske); han anbringer 2r istedenfor det afgjørende Christelige det Kunstneriske; istedenfor christelig Værdighed anbringer han den deiligste og meest fortryllende Udgave af msklig Fornemhed, istedenfor christelig Hensynsløshed, den fineste Klogskabs fineste Hensyn-Tagen, istedenfor ►christelig Ueensartethed med denne Verden den smagfuldeste ⓘ Verdens-Dannelse, istedetfor ►Afkald og Forsagelse en sjelden, sjelden forædlet Nydelse af denne Verden og dette Liv.
A52i15XI2A2821rDen ►Guds-Mand – og den Guds-Mand.
Ifølge det N. T.s Χstd. er den Guds-Mand ►Den, som hades af Mskene, om hvem det derfor hedder: han skal skee al Landsens og Verdsens Ulykke.
I »Christenhed« er den Guds-Mand Den, om hvem det hedder: den Guds-Mand han skal saamænd ►have det bedste ⓘ Stykke af Stegen, det delicateste, og ►øverste Plads ved Bordet o: s: v:
Naar dette er naaet, er saa Χstd. ikke blevet lige det Modsatte af ⓘ hvad den er i det N. T.? Er det saa Χstd? Eller er det ikke saa snarere: ►Χstd. er slet ikke til? Eller maaskee endnu rigtigere: Χstdommen er slet ikke til, men endog det Modsatte af Χstd. er det der er til – den størst mulige Afstand fra Χstd.
555 A52i 14 XI2A281 1r ►At sye uden at slaae Knude paa Traaden
eller
►»det er Mængden der skal gjøre det«
Dette er det ikke jeg vil, at sammenkalde Skræddere og ►Sy-Jomfruer med. Nei! Ei heller er jeg ganske af 👤Uglspils Mening, at ⓘ man ved ikke at slaae Knude paa Traaden blot gaaer Glip af det første; men hvis man saa ikke slaaer Knude, saa gaaer man ogsaa Glip af det næste o: s: v: og det Hele bliver Vrøvl.
Det jeg vil tale om er at forkynde Χstd. ⓘ – uden at slaae 1v Knude paa Traaden.
Tænk en i alle Henseender udmærket udrustet Taler, han prædiker over dette ægte christelige Thema: ►Selvfornegtelse Forsagelse af Verden. Herligt, Mageløst. Han ►river hen og henriver og henriver ganske mageløs. I Forsamlingen var der blandt Andet ⓘ en riig ⓘ Mand; han gaaer rørt, rørt, rørt, grebet, dybt grebet hjem han siger til ⓘ sin Kone: det var mageløs; jeg vil ogsaa gjøre Taleren til Tak en Foræring: en yderst kostbar ►Frugtopsats. Ligesaa en anden greben Rigmand, ogsaa han griber, dybt greben, dybt i Lommen: en Guld Snustobakdaase o: s: v: o: s: v: – og Taleren tager ►derimod, ►ⓘ tager forbindtligst.
See, her blev der ikke slaaet christelig Knude paa Traaden. Efter Χstds Mening kommer »Prædikenen« om Mandagen, naar Taleren sender Foræringerne tilbage og siger: jeg lærer jo Selvfornegtelse 2r – ergo kan jeg ikke modtage Sligt, ellers ►løb jeg jo ogsaa let Fare for, at det der næste Gang begeistrede mig til at tale om Selvfornegtelse var Udsigten til en ►Wienervogn.
See paa den Maade syer man uden at slaae Knude paa Traaden – og paa den Maade bliver det Vrøvl.
556Og paa den Maade er vi nok alle Χstne, hver Enkelt er det ikke, men alle ere vi det, ►et christent Folk.
»Det er Mængden der gjør det«. Forunderligt vi lee Alle, naar vi høre ►den Fortælling om en Øltapper, der solgte Øllet en Skilling under Indkjøbsprisen, at han, da En spurgte hvor det kunde svare Regning, sagde: det er Mængden der skal gjøre [det]. Altsaa at een Flaske Øl, der koster ham selv ►4 ß, solgt for 3 ß, at det er Tab, det mener han ogsaa; men at 100,000 Flasker Øl hver kostende ham 4 ß, solgte for 3 ß at det er 2v Profit, det er hans uforgribelige Mening. Saaledes med det at være Χsten. Hver Enkelt er maaskee endda ikke uvillig til at tilstaae, at han just ikke er Χsten – men »Mængden gjør det.«
Man passe ►vel her paa, for ikke at gjøre mig Uret ved Misforstaaelse. Mon det er paa nogen Maade min Mening at misunde hiin Taler Frugt-Opsatsen, Gulddaasen, ►de broderede Lænestole, de mange ►Skilpaddegilder, hvor han ►sidder øverst til Bords (til Tak for sin Prædiken om Selvfornegtelse), Wienervognen, Silke, Fløiel, Guld og Sølv: nei, nei, saaledes ►tager jeg ikke Χstd.
Jeg for mit Vedkommende skulde, hvis jeg havde Raad dertil, med Fornøielse gjøre et rigtigt ►Skilpadde-Knald, hvor der blev drukket 10 Sorter Vine o: s: v: – men Eet 3r der beskjeftiger mig uendeligt. Idet jeg da med Gjesterne traadte ind i Salen for at gaae tilbords, og idet jeg – thi jeg vilde ogsaa have ►Taffelmusik – med 👤Jeppe raabte: blæs op Musiken: saa vilde jeg ganske sagte sig[e] ⓘ ved mig selv: Gud i Himlene dette er ikke i Χstd., eller jeg vilde sige til Gjesterne: mine Venner tillader ⓘ mig blot Eet. I gamle Dage var det Skik at ►læse til Bords – kunde I have Noget imod, at jeg, istedetfor en Bordbøn, blot siger disse Ord: mine Venner, dette er ikke Χstd.
Saaledes troer jeg, at det lader sig gjøre.[a]
✂ [a] ⓘ Jeg troer, at Gud vil bære over med vor Skrøbelighed, fordi vi engang ere forkjelede ved fra Barn af at være ►opdæggede ved christeligt ►Slikkerie og sød christelig Barnemad med Syltetøi i.
Derfor er der især to Ting, jeg maa fordre af en saadan Taler. 1) ⓘ At han ikke seer saa skrækkelig alvorlig ud. Thi at faae Sølv-Opsatser o: s: v: o: s: v: er da ikke saa skrækkeligt alvorligt. Ei heller ►det at tale ⓘ 3 Qvarteer, naar det lønnes saaledes. 2) At han ikke græder 3v 557endnu mindre hulker. Thi der er dog virkelig ikke Noget at græde over. Ja fik han ingen Foræringer, kom han til ingen Gilde, skulde han ►i det Sted, ►leve i Armod og Fattigdom (og det har Gud ifølge det N. T., som jo Taleren altid lægger til Grund for sin Tale, forbeholdt sig Ret til at kunne fordre): nu, en Mand vilde det vel ikke anstaae, at græde over Sligt; men jeg synes dog at der var en Slags Grund ⓘ dertil. I det andet Tilfælde er der derimod virkelig ingen Grund dertil, og derimod er der saa uendelig let Grund for Tilhøreren til at komme til at lee.
Tænk en Fader og et Barn. Barnet vilde saa gjerne ud ►paa 📌Fredriksberg og lege Røver med sine Kamerater. »Gaae Du med Gud mit Barn, og fornøie Dig godt, og der har Du ►1 ℳ til at kjøbe Frugt for eller hvad Du ⓘ selv vil.« Men dersom[b]
✂ [b] ⓘ Barnet vilde, at det at gaae paa 📌Fredriksberg, skulde ⓘ være at læse Lectie, være Alvor, ikke Leeg, saa vilde vel Faderen ⓘ sige: hid med ►ℳ Din Slubbert, Du bliver hjemme, Du kan sulte og ►læse udenad Registeret i 👤Riises Geographie. Nei, dersom der christeligt skal ►fæstes Ende, for at det Hele ikke skal blive Vrøvl, saa maae vi enten have Charakterer igjen, der virkelig forsage Verden, eller vi maae dog idetmindste ►have Tilstaaelser, og fremfor Alt maae vi ud af det Skalkeskjul: det er Mængden der gjør det.
En Psalme er jo Frembringelse af en Digter, og det gaaer vel saaledes til med Frembringelsen: han gribes i Stemning, han giver sig hen
Lad os nu antage, at en saadan Psalmes Indhold er: Kjerlighed til sin Frelser, hvorledes Sjelen elsker ham, ►giver hele Verden op for at have ham o: s: v: og dette er fremsat i de meest glødende Udtryk.
Det kan nu være nok. Men denne [a] Psalme skal nu synges af Menigheden. Der staaer bestandigt: jeg, i Psalmen, det er altsaa mig, [der] synger. Kan jeg nu vel i fjerneste Maade med Sandhed sige noget Saadant om mig selv? Nei. Enten maa jeg altsaa sidde tankeløst, saa jeg slet ikke mærker Noget, eller det er som skulde jeg tvinges ind i ⓘ et Hyklerie.
Overhovedet er Loven for al gudelig Meddelelse: at det er sandt. Hvorfor ►er dette saa? fordi gudeligt skal 558der svinges af ►i Retning af at handle, at gjøre derefter, og just [at] dette Sving er adskiller det Gudelige fra det Æsthetiske. Det Æsthetiske fører 1v ►ins Blaue hinein, ►kommer som en Nysen og gaaer som en Nysen. Det Æsthetiske er Øieblikket og i Øieblikket, gudeligt er just det næste Øieblik ⓘ det Afgjørende, thi saa skal jeg til [at] handle, og passer jeg ikke ⓘ paa det, saa har jeg forvandlet hiint ⓘ Øieblik i Kirken eller under Psalmesangen til æsthetisk Nydelse.
Derfor er det saa vigtigt, at Alt hvad der siges og synges i Kirken, er sandt, ikke at det er skjønt, stort, herligt, henrivende o: s: v:, ikke at jeg kommer til at græde medens mit Hjerte banker heftigt, nei, det gjælder om, at det saa nær som muligt forholder sig til at handle derefter.
Man tale kun ⓘ i Kirken ganske ligefrem om hvorledes det gaaer til i ⓘ Virkeligheden. »Men det er upassende.« Hvilket, at det gaaer saaledes til [i] Virkeligheden, det indrømmer jeg; men just derfor er det jo der skal tales derom i Kirken, for at det kan gaae anderledes til. Bestandigt er Loven: jo sandere, jo sandere, jo bedre, ikke jo høitideligere jo bedre. Gudeligt er det nemlig Høitideligheden, at der gjøres derefter, den Høitidelighed paa ►Basun og Trompet, ell. den Høitidelighed i ►Silke og Fløiel er gudeligt en Misforstaaelse en Høitidelighed, der heller ikke synes[b]
✂ [b] ⓘ at være baaret af eller befordre den Anskuelse: ►Gud er Aand. Saasnart man bevæger sig i den Retning, at man faaer et eget Ceremoniel for hvad der er passende at tale om i Kirken eller rettere hvilke Udtryk der passe sig i Kirken, hvilke Udtryk der ere høitidelige nok til at bruges i Kirken, kommer man saa let ind i det at ►fægte i Luften, eller i Hyklerie. Thi det veed Gud, i Livet der udenfor gaaer det ingenlunde høitideligt til, og det er dog Det, der skal tages Sigte paa.
O, 👤►Luther!... Og dog i een Forstand lykkelige Vilkaar, thi ►ⓘ den Gang var der dog 95 Theses; nu derimod er der kun een Thesis: Χstd. er slet ikke ⓘ til.
Christd. er slet ikke til; men ⓘ vi[a] [ere] ⓘ – ved at have den objektive Lære – mere eller mindre beroligede i et uhyre ⓘ ►Sandsebedrag, at vi ere Christne.
✂ [a] – thi jeg taler kun om os Danske, saavidt jeg kan være vidende –
559Dog anklager ►jeg, der jo desuden fra Begyndelsen har sagt og atter og atter og ideligt at jeg er uden Myndighed, jeg anklager Ingen, dømmer Ingen, ikke en Eneste, hverken Læg eller Præst ⓘ medens jeg mener, at Enhver, der ►siger sig selv at være en Christen, ►item, at Enhver, der har paataget sig at være ►Lærer i Χstd. for Gud har et Ansvar.
Men jeg dømmer Ingen. Skulde 1v jeg dømme Nogen, maatte det være mig selv: ►at jeg maaskee har ladet altfor lang Tid gaae hen, inden jeg gjorde dette Skridt, eller at jeg, da det nu endelig skeer, dog maaskee ikke gjør det eftertrykkeligt nok. Thi hvad der vel er Gjenstand for de Manges Higen ⓘ som det Herlige, at turde sige om sig selv: ►mig blev ⓘ Meget betroet, det tør jeg med god Samvittighed sige om mig selv for Gud; det vilde ►vistnok ogsaa være lysteligt for mig, dersom ikke den anden Side af Sagen med mere end ►Centner-Vægt faldt paa ►min ængstede Samvittighed »►.... af ham skal og Meget fordres!«. Og det kunde synes ⓘ herligt, frydfuldt at turde sige om sig selv: ►jeg har haft Tro til at løfte et Bjerg – og dette tør jeg med god Samvittighed sige for Gud; men det er ikke saadan frydefuldt, thi 2r Sagens anden Side, denne anden Side, fra hvilken jeg maa see den: ⓘ denne Spænding indtil ⓘ Døds Angest, hvis nu Troen ikke strakte til, og Bjerget, som jeg løfter, styrter over mig, saa jeg vel havde ⓘ den Tro der tør sige til et Bjerg »løft Dig« – – og det løftede sig – – og styrtede over mig – saa var det jo dog uendeligt, uendeligt bedre ikke at have haft en saadan Tro.
For at naae det Punkt, som nu er naaet, er hidtil Alt af mig blevet anvendt: Tid, Kræfter, Formue. Tillige har jeg, for at sikkre mig den behørige Kjendthed, ►frivilligt udsat mig for at blive latterliggjort. Jeg har gjort Tjeneste som Carrikatur i 📌Kiøbh.,b ►kjendt under Øgenavn selv i Bøger nævnet paa den Maade o: s: v: o: s: v: Herved er vundet, at 2v vi nu kan komme til Sagen. Hvis jeg tænkte mig en Andenc vilde udenvidere begynde med den Thesis: Χstd. er slet ikke til – han maatte da være forberedt paa at sinkes idetmindste en to tre Aar indtil Alle fik leet tilstrækkeligt af ham, og 560det var hørt og atter hørt Alt hvad der kan siges af Grin og ►Commerce o: s: v: Dette har jeg, som ►forsynlig Mand, i tide bragt ⓘ nogenlunde ⓘ i Orden, saa der endda ⓘ i dette Øieblik maaskee ikke ere ret mange der lee, naar de høre den Thesis: Χstd. er slet ikke til.
✂ b , ►spilt i Comedien,
✂ c en Ukjendt
»►Hvorfor skal det saaledes sættes paa Spidse?«
Fordi det er gudelig Sag. Al Politik er saadan »til en vis Grad«. Gudelig Sag er: Enten-Eller.d
✂ d Men just dette er det jo, der paa det religieuse Gebeet har affødt det uhyre Sandsebedrag, dette at man – jeg antager at det ►er saa – fromt har betjent Χstds Sag politisk, ⓘ verds[lig]klogt, saa man dog fik »nogen Χstd.« og »Noget er jo bedre end Intet« – ja, politisk, men, christeligt er dette en uhyre Vildfarelse.
3rVil Samtiden have Tillid til mig, og forholde sig roligt, medens jeg fuldkommer min Opgave: saa skal der ikke afstedkommes den mindste Ulempe, thi det er kun en Inderligheds Bevægelse der skal gjøres – og i saa Fald kan der for mig ligge et saa glæderigt ⓘ Liv, som jeg ⓘ sandeligen aldrig har tænkt mig det; og jeg tør med god Samvittighed tage derimod, thi jeg har først indfriet mit Forhold til Gud, jeg har sat min Thesis ind, høit og lydeligt, denne Thesis: Christendommen er slet ikke til. Vil derimod Samtiden gjøre mig Modstand: dette ►lægger jeg slet ikke Dølgsmaal paa, den er jo langt langt stærkere end jeg, jeg et enkelt [Msk.], der ovenikjøbet ikke har benyttet min Tid til at sikkre mig ved at stifte Partie, men tværtimod har gjort Alt for at svække mig selv, har stødt Dem fra mig, der vilde slutte sig til mig og derved forbittret 3v dem, ►har frivilligt udsat mig for at blive latterliggjort o: s: v: Det er da let at see, at i saa Fald vil mit hidtil ikke just sorgfrie Liv, blive saaledes besværligt, at vel Ingen skal misunde mig det: i Guds Navn, jeg har dog indfriet mit Guds-Forhold, jeg har sat min Thesis ind: Χstd. er slet ikke til.
A52i50XI2A3061rDet om ►Biskop 👤Mynster.
Kjendt er jeg af saare Mange, og jeg kjender Mange; jeg er mig ikke bevidst at have nogen Fjende, men er 561paa forskjellig Maade de Mange hengiven og velvillig: men der er kun een Mand i Samtiden, en eneste, angaaende hvem jeg i dette Øieblik føler Trang til særligen at tale: ►ⓘ denhøiærv. Olding, 📌Sjellands beundrede Biskop. Lad mig tale, som jeg føler det!
Sjeldne, sjeldne Lykke, at være saaledes ung, naar man er saaledes gammel som Biskop 👤M. er det! ►Hvor lærerigt, at see en Mand saaledes bevare sig selv; thi hvad er det at bevare sig selv? det er i Ungdommen[s] Dage, naar Blodet o: s: v:
Ja, i Sandhed ⓘ gjennem mere end en Msk-alder er han en Lærer; thi ►naar skal en Pige giftes? Oldtiden svarer: naar hun er en Pige i Alder, og en Kone i Forstand; og naar skal en Mand være Lærer? naar han er Mand i Alder, men Olding i Besindighed; og naar staaer han 1v paa sit høieste? naar ⓘ han er Olding i Alder og Besindighed, men ►hjertefrisk som en Yngling, som han er det, denne Gamle, der aldrig har givet sig Mine af at have haft noget Nyt at bringe, nei det var fra først af det gamle Bekjendte, der dog i ham fandt et saa friskt, saa riigt, saa mægtigt, [a] saa indtrængende et Udtryk, at han gjennem et langt Liv bevæger Mange ved dette Gamle, og at ►naar han engang er død, ⓘ Mange ville længes efter ⓘ dette Gamle og denne Gamle, som man i Sommerens Hede kan længes efter Kildens Kjølighed. Ære være ham denne Gamle!
✂ [a] saa veltalende,
Hvad denne Mand vil dømme om ⓘ min Stræben er mig af 2r yderste Vigtighed. Dersom det var muligt, ⓘ at han ►af ganske Sjel, fuldt og heelt ud, kunne erklære sig enig: giv mig et Kongerige, at jeg kan skjenke det til Den, som bringer mig dette Budskab! Saa vigtig er Biskop 👤M. mig paa egne Vegne, saa dyrebar ►paa en Afdød Faders Vegne. Men skeer dette ikke, dersom dog Biskop 👤M. vil forholde sig aldeles rolig, taus, jeg skal ikke forlange mere. I begge Tilfælde antager jeg, at min Stræben har berørt ham ►i Retning af hvad der vistnok er i ham den dybe religieuse Inderlighed.
Men berører min Stræben Biskop 👤M. paa en anden Maade, i Retning af hans verdslige Klogskab, hvilken jeg, for den Sags Skyld, meget gjerne kan beundre om jeg end for ingen Priis turdeb lade den gjelde: da vil 562der vel skee noget Andet. Biskop 👤M. vil vel omtrent ⓘ tale saaledes 2v med sig selv: I en vis meget høi Forstand kan det være ganske sandt, hvad dette Msk siger, det erkjender jeg, men, men, ►det er for høit, det passer ikke ind i denne Verden, maatte han raade saa skrækker han Mskene bort fra Χstd. istedetfor at drage dem til den. Der maa lempes i denne Verden for at faae Mskene til at gaae ind paa Χstd, og jeg forstaaer just dette som religieus Pligt, tør derfor ikke ⓘ lade det gaae af ⓘ i Stilhed, men maa vidne mod dette Msk – i denne Verden; thi jeg erkjender, at i en vis høi Forstand er det ganske sandt, hvad han siger.«
✂ b , gudeligt,
Skeer dette, – og var det saa end kun i ►en lille lille bitte, næsten tilfældigt henkastet Yttring af Biskop 👤M., hvoraf det dog sees at han misbilliger denne Vending: i samme Øieblik er Alt forandret, og jeg vil forstaae det som min Opgave at gaae til det yderligst Modsatte. 3r Ja, hvis det Vaaben, jeg fører, dog allerede er skarpt, jeg vil bede Gud, at skjenke mig et endnu skarpere Vaaben, og hvis det Stød, jeg fører, dog allerede er sikkert, jeg beder til Gud, at føre dette mit Stød endnu sikkrere, naar det retter dette endnu skarpere Vaaben mod Biskop M; thi verdslig Klogskab, der forsvarer Χstd., er, ja det er det for Χstd. ⓘ Allerfarligste. Just dette er det der skal bringes til Bevidsthed; thi just verdslig Klogskab der forsvarer Χstd. er det der føder ►Sandsebedragene. Det skal bringes til Bevidsthed, at 10 Talenter og fem Genier, der af yderste Evne, om det saa var med dæmonisk Lidenskab ⓘ angribe Χstd. ikke er den nær saa farlig som en Mand, der bruger verdslig Klogskab til at forsvare Χstd, da han, just han begaaer ►Majestæts-Forbrydelse mod Χstd. 3v Thi ►Χstd. er Guds Sag. Den er ikke i Forlegenhed, den skal ikke seire, thi den har i ethvert Øieblik uendeligt seiret, og, ►at jeg skal tale luthersk, vor Herre ►blæser af baade Talenter og Genier, og Keisere og Paver og Publikum. Ei heller ►var det saa, den Gang da det, for at tale ►ret som vi Msker tale, da det kneb, da Χstd. skulde ind i Verden, det var ikke saa, at der gik Bud til ►kloge Mænd og Koner, Diplomater, nei, ►et Par Fiskere bleve beordrede til at gjøre den Sag af. Lad os aldrig glemme det563te, det er saa afgjørende. Var Χstd. ⓘ Mskenes Sag, en msklig Sag: ja, da er det rigtigt at den betjenes af msklig Klogskab, verdslig Klogskab – og hvis Biskop 👤M. 4r var den klogeste Mand i Verden, saa vilde han, dersom han her anbragte al sin Klogskab, være den af ⓘ denne Sag meest fortjente, og jeg være den af alle Narre største Nar, ⓘ hvis jeg, istedetfor at juble i Beundring, tossede ham i Veien med Indsigelser. Er derimod Χstd. Guds Sag, saa er – det er let at see – saa er, hvis den ganske betjenes af verdslig Klogskab, saa er – ja, her staaer vi ved min ►Thesis – ►saa er Χstd. slet ikke til.
A52i47XI2A3051rKatholicisme – Protestantisme.
Forholder dog K. og P. sig ikke egl. til hinanden som – det kunde synes forunderligt, men det ►er dog virkelig saa i ►det Sandselige – ⓘ som i sandselige Forhold: en Bygning, der ikke kan staae forholder sig til en Stiver, der ikke kan staae alene, hvorimod det Hele kan staae endog ⓘ meget sikkert og fast, naar det bliver sammen, Bygningen og Stiveren, som stiver det af. Med andre Ord er Protestant. ⓘ eller det Lutherske egl. ikke et ►Correctiv, og er der ikke afstedkommet en stor Forvirring, at det er blevet i Protest. gjort til ►Regulativet?
Saa længe 👤L. levede kunde det ikke godt sees, ⓘ thi han stod bestandigt ⓘ deels i Kampens Spænding, anstrænget som Polemiker, deels i Slagets Røg ⓘ og Damp, thi det gjælder ogsaa 1v om Aands-Kampe, at saa længe der kæmpes er der noget Tilsvarende til Røg og Damp, som gjør, at man ikke saa ganske kan faae hverken Tid, Ro eller Klarhed til at see, om nu Det, man sætter isteden lader sig gjennemføre. 👤L. kæmpede, det hedder bestandigt polemisk mod K.: saaledes lader det sig ikke gjøre, saa vises ⓘ det, hvorledes det da skal gjøres, men der er ikke Tid til at dvæle, thi nu skal vi til det næste Punkt, vi ⓘ kæmper: saaledes kan det ikke gjøres, o: s: v: og dette bliver ved.
564Saa kommer der da Ro. Og nu skal det vise sig, om Protestantismen kan bestaae for sig selv. Om eller om ikke, kan maaskee endda ikke saa nøie sees i et Land, hvor K. bestaaer ved Siden af P., thi skjøndt de ikke stride men hver passer Sit, 2r vil ⓘ der dog paa mange Maader være et Vexel-Forhold. For ►ret at blive opmærksom paa, om og hvorvidt P. kan bestaae alene, var det ønskeligt, at der var et Land, hvori der ikke er K. Der ⓘ maa det vise sig, om ikke P. – antaget at den ►vanslægter – fører til en Fordærvethed, som K. – antaget at den ⓘ vanslægter – dog ikke fører til, og om dette ikke tyder paa, at P. ikke er skikket til at staae alene.
Lad os gjøre ⓘ os det nærværende. ⓘ Det var efterat der længe, længe havde hvilet et tungt Aag paa Mskenes Skuldre, efterat man ⓘ fra Slægt til Slægt havde ængstet dem med Døden og ►Dommen og 📌Helvede, og saaledes ængstet dem ved at sulte, at ►hudflette sig selv o: s: v:: da var det Buen brast. ►Fra en Kloster-Celle bryder han ud Msket 👤Luther. Lad os nu passe paa, at vi ikke adskille hvad der dog hører sammen, 2v Baggrunden og Forgrunden, at vi ikke faae et Landskab uden Baggrund, eller at vi ikke faae det Meningsløse.
Hvad nemlig 👤L. vovede det var, under den Forudsætning, Sandhed; thi Modsætningen var bragt til usand ►Overspændthed.
Saa brød da 👤L. ud af Klosteret. Men til med msklig Besindighed at see, hvorvidt der ogsaa ligger Sandhed i Modsætningen, naar den ikke overspændes, det var der just ikke saa god Leilighed. 👤L. vidste sig jo neppe sikker, og det gjaldt jo vel derfor ogsaa snarere om at benytte Fordelen af at ⓘ han var brudt ud, ⓘ for at bibringe Modsætningen et saa ⓘ ulægeligt Saar som muligt.
Tag nu Tingenes Orden som den var, da 👤L. brød ud: det var Usandhed; tag Forudsætning[en] for 👤L. ⓘ ganske bort, og det Lutherske er aldeles meningsløst. Tænk Dig saaledes, at ⓘ Det som 👤L. i den yderste Spænding, greb som det Yderste, 3r at Det bliver et Slags Resultat saaledes, at man aldeles udelader Spændingen: og det Lutherske er complet Vrøvl. Tænk Dig et Land langt borte fra al Kath., hvor man har bragt det Lutherske Resultat hen – der lever en Slægt, som aldrig har hørt eet 565eneste Ord om den Side af Sagen, hvilken Klosteret og Askesen o: s: v: udtrykker og som Middel-Alderen overdrev, men derimod fra Barn af er ►opdægget og forkiælet fra Barn ved ►det Lutherske om Beroligelse for den ængstede Samvittighed – men der er, vel at mærke, Ingen som end i fjerneste Maade har ængstet denne Samvittighed: hvad er saa det Lutherske? Er der Mening i: Beroligelse for ængstede Samvittigheder, naar Forudsætningen de ængstede Samvittigheder ikke 3v er tilstede? Bliver saa det Lutherske ikke ⓘ meningsløst, ja hvad værre er, bliver det ikke et Raffinement, der vil betegne den vanslægtede Protestantismes Forskjellighed fra ⓘ den vanslægtede ⓘ K.s Fordærvelse.
Og det var just Det, jeg vilde vise, samt, at dette tyder paa, at Protest. ⓘ ikke er skikket til at staae alene.
Naar K. vanslægter, hvilken Form af Fordærvelse vil saa vel vise sig? Svaret er let: Skinhellighed. Naar P. vanslægter, hvilken Form af Fordærvelse vil saa vise [sig]? Svaret er ikke vanskeligt: aandsløs Verdslighed.
Lad saa Det gaae op mod hinanden: Skinhellighed mod aandløs Verdslighed; men saa paastaaer jeg, at der da ovenikjøbet vil vise sig et ►Raffinement der ikke kan fremkomme i K., og dette er Følgen af at Protestantismen er ►beregnet 4r paa en Forudsætning. ⓘ Dette Raffinement er det jeg vil vise.
Lad os gjøre det ganske simpelt. Tænk en ►ⓘ katolsk Prælat, aldeles verdsliggjort; naturligviis det er ikke til den Yderlighed, at Lovene kan straffe det eller at Naturen selv hævner det, nei dertil er han altfor verdslig til at være saa dum, nei, det Hele er saa mskligt klogt udspeculeret paaa klog Nydelse, og saa igjen paa at nyde sin Klogskab – og saaledes er hans hele Liv ►trods den verdsligste verdslig-kloge ►Epicuræer, al mulig Nydelse: hvad vil saa vel Katholiken dømme om ham? Nu jeg antager, (det er jo sømmeligt) at han siger: mig tilkommer det ikke at dømme om den høie Geistlighed; men forresten vil Katholiken jo let see, at dette er Verdslighed. Og hvorfor vil han let see det? Fordi K. paa samme Tid seer en ganske anden Side af Χstd. udtrykt – ►hvis Aarsag ogsaa den høie Prælat maa finde 566sig i, at Side om Side med ham gaaer ⓘ En, der lever i Armod, og at Katholiken har en ►pathetisk Forestilling derom, som det Sandere end Prælatens, ak thi det er kun Verdslighed.
✂ a – og det er just det Aller-Verdsligste –
4vTænk Dig nu derimod et protestantisk Land, hvor der ikke er Tanke om K., hvor man ►længst, længst har ►taget det Lutherske men ikke hans Forudsætning, hvor man længst længst har skilt sig af med Asketer og ►Fastere og ►Klosterbrødre og De, som i Armod forkynde Χstd, skilt sig af med dem, og ikke blot dette, men skilt sig af med dem som det Latterlige det Taabelige, saa hvis en Saadan kom, man da vilde briste i Latter som over et udenlandsk Dyr, skilt sig af med dem som det Lavere, det Ufuldkomnere – tænk Dig i dette protestantiske Land lever der en protestantisk Prælat, ganske et Sidestykke til den katholske: hvad saa? Ja, saa har den protestantiske Prælat et Raffinement, oh, et Raffinement, som den katholske forgjeves ►slikker sine Fingre efter. Da der nemlig i den omgivende Samtid ►ikke er en Kjæft, der har en pathetisk Forestilling om det ►at forsage ⓘ Verden (den Art Gudelighed der jo dog vel forresten ogsaa har sin Sandhed, selv om den overdreves i Middelalderen) ⓘ da hele det Lands Religieusitet er opført og hvilende paa det Lutherske Resultat (uden hans Forudsætning), at Gudfrygtighed just er Frimodighed til at glædes ved Livet (hvilket ogsaa er vidunderligt, naar man har Ls Frygt og Bæven og 5r Anfægtelse): saa nyder denne protestantiske Prælat et Raffinement – ►Død og Pine vilde ⓘ maaskee den katholske Prælat sige, Død og ⓘ Pine! – det Raffinement, at Samtiden forstaaer hans Verdslighed og verdslige Livs-Nydelse som – Gudelighed! See, siger i Samtiden den ⓘ Ene til den Anden (thi i K. var for Prælaten Forholdet det, at den Ene sagde til den Anden, lad os ikke see derpaa eller ►opholde os derover, det er nu engang Verdslighed) see denne lutherske Frimodighed, see ham ved et ►Skilpadde-Gilde, der [er] Ingen der ⓘ saadan kan ►gjøre Skjel som han, ⓘ see, hvor han kan ⓘ suge Nydelse af ethvert Forhold i Livet, og saa hvor klog han er paa sin egen Fordeel, og beundre saa denne lutherske Frimodighed! Høit svæver han – i luthersk Frimodig567hed – høit over dette Lavere og Ufuldkomnere, at gaae i Kloster, at faste, at forkynde Χstd 5v i Armod, høit svæver han derover i Aandsfrihed og luthersk Frimodighed! Det Store er ikke at vandre ud af Verden, at flygte, nei, det ægte Lutherske, ja det er som Prælaten, thi dette er Gudelighed, ⓘ Samtiden ikke blot finder sig deri, eller gjør sig Umage at see bort derfra, nei den seer beundrende derpaa og som paa – Gudelighed.
👤Luther har sat det høieste aandelige Princip ind: blot Inderlighed. Det kan blive saaledes farligt, at vi kan synke til det aller-aller-laveste af Hedenskabet (dog det Høieste og det Laveste ligner jo ogsaa hinanden) hvor sandselig Udsvævelse æredes som Gudsdyrkelse, saaledes kan det naaes i Protestantisme, at Verdslighed æres og høiagtes som – Gudelighed. Og dette – det paastaaer jeg – kan ikke skee i K.
Men hvorfor kan det ⓘ ikke skee i K.? fordi K. har det Almdl. som[b]
✂
[b]
ⓘ
Forudsætning, at vi Msker ere nogle Slyngler. Og hvorfor kan det hænde i Protestantisme? fordi Ps Princip forholder sig til en særlig Forudsætning: et Msk, der sidder i Døds-Angest i Frygt og Bæven og megen Anfægtelse – og af dem er der i hver Generation ikke mange.
A52i 46 XI2A303 1r ►👤Luther. [a]
✂ [a] XI2A304 ⓘ ►Til Slutningeller i Anmærkning svarende til Overskriften »Luther« skal staae: Det er ikke min Agt med Dette at anbringe Klosteret igjen, hvis jeg end formaaede det, mit Forslag er blot, at vi blive os hvad Sandt heri kan ligge bevidst, ►at vi see at komme i Forhold til det Sande ved Tilstaaelser.
Som man kan blive vant til at gjøre Noget, vant fE til hver evige ⓘ Dag at gaae for at spadsere ad den samme Vei – man er ►kjed deraf, man siger til sig selv »Du skal dog engang gaae en anden Vei« – ⓘ man faaer Frakke og Hat paa, og inden man veed et Ord deraf, er man afsted ⓘ igjen ad den samme Vei: saaledes ogsaa i aandelige Forhold. Der er Noget man har tænkt over; først 568har man ⓘ leilighedsviis tænkt derover, saa har man ►ordentlig taget det frem og det har faaet sin behørige Tid, saa lægger man det igjen til Side, men man kan ikke blive det qvit, man siger til sig selv »Du maa virkelig lade være bestandigt at komme hen paa det Punkt« det hjælper ikke.
Saaledes er det gaaet mig med Hensyn til 👤Luther ►en bestemt Tanke betræffende.
Er ⓘ der egl. ikke ved 👤L. afstedkommet en uhyre Forvirring, hvor uskyldig, som denne redelige Mand, 1v end i en vis Forstand var der i?
Lad os see, hvorledes det gik til med 👤L.! ►ⓘ Efter en Snees Aars Frygt og Bæven og Anfægtelse, saa rædsomt at der – ►pas vel paa det! – at der i hver Generation neppe er eet Individ, der ⓘ saaledes oplever det: reagerer, ►om man saa vil Msk-Naturen i ham, og denne Frygt og Bæven ►forklarer sig til den livsaligste, den saligste Frimodighed og Glæde: Vidunderligt!
Men hvad skeer nu? Dette Princip gjøres saa i Protestantismen til det Almdl., saaledes, kun saaledes (thi kun det er sand Χstd) skal Χstd. ►foredrages, det ►ⓘ i Retning af Beroligelse uhyre stærkt virkende Middel, hvilket den i Frygt og Bæven og Anfægtelse indtil Døden kæmpende 👤Luther ⓘ opdagede i sin yderste Angest, det er 2r det der skal forkyndes ⓘ som det Eneste og for Alle – og dog er der ⓘ ikke i hver Generation ⓘ eet Individ, der er saaledes ►forsøgt – – og dog bliver det kun altfor let Usandhed, frygtelig Usandhed, naar vi tage denne Forudsætning bort, dette frygtelige Forudgaaende: denne Frygt og Bæven og ⓘ Anfægtelse. Thi sandt, naar denne Frygt og Bæven og Anfægtelse er der: saa er det Vidunderligt denne Frimodighed til at kunne glædes ved dette Liv. Men sæt nu, at denne Frygt og Bæven og Anfægtelse (og ikke i hver Generation er der eet Individ, der oplever dette saaledes som 👤Luther) ⓘ [ikke er der] er ⓘ der saa noget Vidunderligt i – at ville nyde dette Liv; og kan det saa ikke let blive rædsomt ►Beskupperie, naar Enhver, der behager at nyde dette Liv, faaer Lov til (og vi kan ikke controllere) at tillyve sig denne lutherske Inderlighed?
2vKan det hænge rigtigt sammen, at hvad der i den 569Grad er beregnet paa særlig Tilstand (thi det er Frygt og Bæven og Anfægtelse, især i den Grad som 👤L. oplevede det) bliver gjort til Princip for Alle?
I 👤L. var det Sandhed; men var det derfor ogsaa rigtigt, at det blev gjort til det Almdl.? Mon man dog ikke – lader os være ærlige – kommer Virkeligheden adskilligt nærmere, ved at antage, at den oprindelige Tilstand (Forgrunden ell. Baggrunden hvordan Du vil) er: Dvaskhed, ►Sandselighed, Mangel paa Frygt og Bæven – men dette forandrer jo Sagen uendelig; saa bliver altsaa just Opvækkelse Det Forkyndelsen almindeligviis skal repræsentere. Videre, mon vi dog egl. ikke komme Virkeligheden adskilligt nærmere, ved at antage, atb den oprindelige Tilstand (og dette betinger jo hvorledes Forkyndelsen almdl. skal gribe Sagen an) ikke blot er Dvaskhed, Sandselighed o: s: v: men at den – ja, det er saaledes med os Alle, maaskee 👤Luther undtagen – er ►forsat med en vis Tilbøilighed til Hyklerie, men er det saa ikke uhyre farligt, at gjøre det Lutherske til det Almdl, at give denne ►Gavtyv i vort Indre saadant Medhold, at det han trænger til er at beroliges aha!, er det ikke uhyre farligt – og det skeer let, naar det L. bliver det almdl. Princip – næsten at friste os Msk. til at hykle, at det vi trænge til[c]
✂ b almindeligviis er
✂ [c] ⓘ er Beroligelse – fordi det, efter en Snees Aars Anfægtelse, som ikke i hver Generation En oplever den, var det som 👤Luther trængte til? Var Samfundet virkelig tjent med, at en Mand, der var saa redelig ja som Redeligheden selv, saa redelig, at det ikke kunne falde ham ind at Nogen kunde ville stjæle, var Samfundet – eller ⓘ kun blot Tyvene? – tjent med, at han ⓘ kom til at skrive ⓘ Lovene, der naturligviis bare Præg af, at han antog, at Tyverie ikke forekommer – saaledes som det Lutherske gaaer ud fra den Tanke, Frygt og Bæven, Anfægtelse det er det Mskene lider under, trøster, trøster dem derfor, beroliger, beroliger dem, at ikke et saadant stakkels ⓘ Christen-Msk. sidder i Dødsens Angest og fortvivler om sin Salighed, o, jeg veed det, hvad det ►har [at] ⓘ betyde, derfor beroliger dem: o, kjere 👤Luther, hvor ere disse Christen-Msker som Du taler om. Og om der end ganske sjeldent ⓘ findes en saadan Enkelt, kan og bør dette dog gjøres til det almdl. Princip, som vi Gavtyve have gjort det ved at benytte os af 👤L.
A52i 45 XI2A302 1r Søndag – Mandag.
Det er noget Historisk jeg vil fortælle.
►Der levede i Middelalderen en berømt Theolog 👤Anselm, Erkebiskop af 📌Canterbury. Han ⓘ geraadede i Strid med Kongen af 📌Engeland.
Lad mig først med et Par Ord lægge til Rette. Den Gang var jo 📌Engeland allerede ►længst christnet. Der var vel – ja jeg veed det saa vist aldeles ligegyldigt, saa jeg tager aldeles paa Slump, – der var vel 150 Biskopper i 📌Engeland. Biskopperne prædikede formdl. ikke selv, men hver Biskop repræsenterede vel – lad os tage dette Tal – 70 Præster. Det giver 10500 Præster. Hver af disse Præster har saa i sin Menighed om Søndagen 570►foredraget (formanende, belærende, rørt, gribende, henrivende, opløftende, deiligt, vidunderligt, stille-henaandende, ⓘ frimodigt-jublende o: s: v:) dette, at ⓘ det er saligt det 1v er saligt at stole paa Gud alene, og ⓘ at det er hvert Msk. Pligt at gjøre det, ⓘ og at den Christne gjør det.
Nu tilbage til ►👤Anselm. Han kommer som sagt i Strid med Kong 👤Wilhelm. Det seer betænkeligt ud, han vover Noget. Saa sammenkalder han Biskopperne for at forhandle med dem. Disse sige: »dersom Du, som hidtil, ⓘ vil holde Dig alene til Gud ... saa kunne vi ikke holde med Dig.« [a]
jeg bygger al min ⓘ Lid o: s: v:
denne Psalme findes i vor auctoriserede Psalmebog. Maaskee fandtes den ogsaa i den engelske Psalmebog. Den synger vi alle mand; og 10,500 Præster forkynde, paa Gud alene jeg bygger al min Lid, saligt, saligt saligt er det, saligt, saligt, saligt –
2r– om Mandagen (ja, for det Andet var om Søndagen, det glemte jeg at sige) om Mandagen sige Biskopperne: dersom Du, som hidtil vil holde Dig til Gud alene, saa kunne vi ikke holde med Dig. Noget sandt kan der nu ►vistnok være heri, thi 👤Anselm kunde jo ikke i Sandhed ►ret komme til at holde sig til Gud alene, naar alle Biskopperne vilde holde med ham.
Men hvorledes forholder det sig med, at det var et christen Land og et christent Folk, hvor der er den Forskjel mellem Søndag og Mandag.
Gjør saa Anvendelsen – men, ►hvad jeg bestandigt foreslaaer, kun for ved Tilstaaelser at komme i Forhold til Sandheden.
A52i 44 XI2A301 1r At ►Gjernings-Principet er eenfoldigere end Troes-Principet.
Idet jeg nævner »Gjerninger« hendrages Tanken til Katholicismen. For da ikke at misforstaaes, vil jeg bemærke, hvad dog maaskee ikke behøves og i ethvert Fald ikke burde ⓘ behøves, at naturligviis Alt, hvad K. 571har hittet paa om ►Gjerningers Fortjenstlighed er ubetinget at forkaste.
Men saa siger jeg, at Gjernings-Principet er eenfoldigere end Troes-Principet. Og hvorfor?
Fordi Gjernings-Principet begynder med Begyndelsen, og begynder med hvad der er det Almdl. blandt os Msk; Troes-Principet begynder saa langt henne, at der i hver Generation ikke ere Mange, der komme saa vidt, saa dette Princip da maa blive reent meningsløst naar man vil udenvidere begynde dermed.
Gjernings-Principet begynder med Begyndelsen og med hvad der i Almdl. er det Sande, at vi der1vfor bør, ja, at det er os selv det ⓘ Tjenligste at vi behandles som saadanne.
En Slyngel behandler man saaledes – ganske eenfoldigt – maa jeg see Dine Gjerninger. Naar han kommer, ⓘ og vil forsikkre, at han i skjult Inderlighed er villig til at offre Alt, i skjult Inderlighed længes efter at sidde og synge Psalmer og faste i Klosterets Stilhed, medens han i synlig Udvorteshed tager Profiten og er første Cavaleer i Selskaberne: saa siger man til ham – dette er det Eenfoldige – nei, min gode ►👤Morten Fredriksen, Du maa have os undskyldt, vi siger, ►ligesom 👤Hummer siger til 👤Klister, da denne forsikkrer at han har Pengene: har De dem her, og da 👤Klister svarer: jeg har dem just ikke her, saa svarer 👤Hummer: ja (et meget langttrukken ja) ja, saa!: saa2rledes siger vi: maae vi see Gjerningerne. ⓘ Ak, det ►gjøres os Msker saa saare fornødent!
O, kjere ►👤Luther! Er det dog ikke to ganske forskjellige Ting: en Lærd, der efter at have anvendt sine tyve kraftfuldeste Aar (de Aar, i hvilke man ⓘ vel egl. studerer) paa det meest anstrængte Studium, naar han i det 48de Aar staaende paa Videnskabens Høieste, ⓘ dog ikke har fundet den Tilfredsstillelse han søgte, naar han nu pludseligt ligesom bragt til det Yderste og dermed til lige det Modsatte, lukker Bøgerne og siger: nei, det er dog ikke Videnskaben det kommer an paa – er dette ikke noget ganske Andet end naar en Vertshusholder, som just i det samme gik forbi og hørte den Lærde sige det (thi han boede i Stuen, ⓘ Vinduerne 572stode aabne, og den Lærde 2v sagde det meget høit, i Lidenskab) en Vertshusholder, der ikke engang kan skrive sit eget Navn, neppe læse det ⓘ naar en Anden skriver: er det ikke noget ganske Andet, naar han ⓘ nu gaaer sin Ganga, og siger: det er ikke ⓘ Videnskaben det kommer an paa.
✂ a , tager hiint Udsagn som et Resultat
Just den Optugtelse, som 👤Luther havde gjennemgaaet, og den var jo endog dreven indtil Overdrivelsens Yderste, just den afgiver jo Garantien for, at hvad han siger om sin Inderlighed kan være ⓘ Sandhed. Dog er det uendeligt høit, og saaledes ikke det Eenfoldige, thi det er uendelig høit, at turde ⓘ være saaledes sikker paa sin Inderlighed, at det at beholde det Jordiske ikke betyder, at man vil beholde, nei men at 3r man vil gjøre noget endnu høiere end at ⓘ bortgive det. Dog hvor der er saadanne Garantier, ja, det er en anden Sag, en saadan Mand veed hvad det er at give Afkald paa denne Verden, han har forsøgt det, han veed med sig selv og med Gud, at han kan gjøre det: ja, det er noget Andet.
Men er det dog ikke noget ganske Andet, naar En udenvidere vil begynde (ikke der hvor 👤L. begyndte, thi 👤L. var mange Aar iforveien ganske ►simplement begyndt med ⓘ Begyndelsen, Gjerningerne) der, hvor, saa at sige, 👤L. endte for at begynde den ny Begyndelse, denne nye Begyndelse, der, hvis den paa nogen Maade skal være sand, altid maa forudsætte ⓘ at den simple Begyndelse er gaaet forud.
3vOg ligesom jeg da, hvis jeg var en ►Øltapper, der hverken kunde læse eller skrive, ligesom jeg da, fordi jeg var mig bevidst at jeg ikke havde de Forudsætninger, som hiin Lærde, hvilke Forudsætninger jo dog just var Det, der berettigede ham til at sige »Videnskaben er det ikke det kommer an paa« ⓘ ikke vilde vove at ►tage det hen som et Resultat og sige det bag efter, saaledes vil jeg endnu meget mindre (thi denne Sag er langt vigtigere) ⓘ tage det Lutherske hen som et Resultat, da jeg veed med mig selv, at jeg aldeles ikke er ►forsøgt i Det, der maatte kaldes den Forudsætning, som kan give det Lutherske Sandhed i mig.
►ⓘ Naar Evangeliet fordrer, at forsage denne Verden (at 573det skulde være noget Fortjenstligt staaer der Intet om i Evangeliet, det er en løgnagtig Opfindelse, men det er 4r ogsaa en svigefuld Opfindelse, at man af Iver for at faae det indskærpet at det Fortjenstlige er ⓘ et ugudeligt mskligt Paafund, faaer det glemt, at det at forsage denne Verden ganske bogstaveligen, er fordret i Evangeliet) saa er det det Eenfoldige: at gjøre det. ►Næst dette, er det det Eenfoldige, naar man ikke gjør det, ⓘ da at tilstaae, at det er fordi man er for svag dertil, ⓘ endnu for meget hænger ved denne Verden. Men det er uhyre høit, at ⓘ beholde det, at erhverve det, og saa turde paastaae, at man er som Den, der ikke besidder det, at dog ►Fasteren, Asketen kun er et lavere Standpunkt.
#[b]
✂ [b] # Og er det ikke ogsaa saaledes det Eenfoldigere, at vi, i Betragtning af at vi ere som vi vistnok almindeligviis ere, paa vor Vei til ⓘ Evigheden standses ieetvæk af det controllerende Spørgsmaal om Gjerningerne, istedenfor at faae Lov til at vandre afsted som var hver af os en saadan Heros, der ►sig betræffende tør troe paa dette ⓘ uendelig Høie: i skjult Inderlighed o: s: v: Og ⓘ er det dog ikke egl. derfor, at man er lidt bange for Gjernings-Principet, fordi det vil forhindre os – o, men i Sandhed er det jo dog just det Farlige, om vi faae Lov dertil – vil forhindre os i aldeles uforstyrrede at indbilde os selv ►allehaande betræffende vor Inderlighed, medens vi uforstyrrede leve for det Jordiske.
Det er ikke min Agt, hvis jeg ellers formaaede det, at foranledige Nogen til at forsøge sig i bogstaveligen at forsage Alt, nei, jeg ønsker blot at bidrage til, ►at vi ved Til4vstaaelser maatte om muligt komme i Forhold til Sandheden, jeg holder paa No 2, dette Eenfoldige: at naar man ikke gjør det, saa tilstaaer man, at det er fordi man ikke har Kraft dertil, er for svag, hænger for meget ved det Jordiske.
ⓘ Til uendelig dyr Priis kjøbte 👤L. et taknemligt Vilkaar: ⓘ uendelig høi Priis; thi saadan ►Frygt og Bæven og ⓘ Anfægtelse er jo rædsom dyrt; et taknemligt Vilkaar, forsaavidt Verdslighedenc med aabne Arme toge imod ham som den Velkomneste. Til langt billigere Priis kan ►vistnok den kjøbe, hvis Opgave det bliver at ⓘ bringe den christelige Fordring i Erindring; til langt billigere Priis, thi han behøver ikke saaledes at være forsøgt i Anfægtelse; men saa faaer han igjen det utaknemligere Vilkaar, at ⓘ han ikke vil være saaledes velkommen, at man, uagtet dette dog nok er en Misforstaaelse, vil ansee dette for Strenghed, medens det kun er, hvad ethvert ⓘ Msk, der ikke indbilder sig og vil lade sig indbilde at han er en ►Heros, maa ønske sig.
✂ c (om dette end var en Misforstaaelse)
574 A52i 43 XI2A300 1r ►Den Mynsterske Regjerings Klogskab
Den Tid er ►længst forbi, da Magten var saaledes sikker paa sig selv, at det kunde være klogt at bruge Magt. Taktiken maatte forandres, Kunsten blev: klogt at forhindre Bevægelse.
Som Biskop 👤M. forunderligt har haft Lykken med sig i Alt, saaledes ogsaa deri, at ►den Mand, egl. den eneste, der har repræsenteret Bevægelse, ⓘ i den Tid M. har staaet ved Magten, at den Mand (hvad ⓘ der end kan siges til hans Priis især i en tidligere Tid) just ⓘ havde de Gaver og gav Sagen den Vending, som maatte lade M. slippe godt derfra. Thi 👤Grundtvigs Styrke var i ligefrem Heftighed, og det han vilde stride om var Læren. O, lykkelige Træf for en klog Mand; thi ligefrem Heftighed kan Klogskab godt ►tage det op med, især i kloge Tider, hvor den ligefremme Heftighed ingen Understøttelse finder i Samtidens Forestilling[.] Og Strid om Læren er det næsten umulig at 1v faae med en klog Mand.
Som nemlig Klogskab byder, ikke at være anderledes Ven med Nogen, end at man, hvis fornødent gjorde[s], kunde være Uven i Morgen; og, om muligt, ikke at være anderledes Uven med Nogen, end at man, hvis fornødent gjordes, kunde være Ven med ham imorgen: saaledes byder Klogskab ogsaa, aldrig at gjøre den Læres Sætninger man foredrager, hverken alle, eller nogen enkelt, saaledes fast, at man ikke, hvis fornødent gjordes, imorgen kunde optage om ikke Modsætningen, saa dog ⅖ af Modsætningen som Sit.
Lad os tage et ►sandseligt Billede. Hvorved fremkommer Træk? Derved, at to Luftstrømninger krydses; een Luftstrømning giver ikke Træk. Men hvor 2r der ikke er Træk der bliver heller ikke Flamme; og hvor der ikke er Flamme, der bliver heller ikke ⓘ Ildebrand, og hvor der ikke bliver Ildebrand, bliver det heller ikke ►📌Kjøbenhavns, store Ildebrand.
Lad nu den ene Part tage et bestemt Punkt af Læren 575og med al mulig Heftighed gjøre dette gjældende, ⓘ – det ⓘ giver ikke Træk; kun naar den anden Part tager lige Modsætningen, saa bliver der Træk, men gjør den ikke det, saa bliver der ikke Træk, og naar der ikke bliver Træk, saa bliver der heller ikke Flamme, og naar der ikke bliver Flamme bliver der heller ►ikke Ildløs, der bliver ikke klemtet, Borgerskabet kommer ikke paa Benene, Sprøiterne blive i Ro, kort det bliver saa langt som muligt fra 📌Kiøbenhavns store Ildebrand, at det ikke bliv[er] til 2v Ildebrand, tværtimod den Bevægelse ⓘ kommer til [at] virke animerende i den ►animerede ►L'ombre man faaer den Aften.
Klogskab er aldrig hidsig, har aldrig Hastværk, nei, nei, lad os først sove paa det, lad os see, om det bliver til Noget, at vi ⓘ da ikke ere saa tossede, ved at gjøre Noget, selv at gaae hen og gjøre [det] til Noget. Et bestemt Punkt af Læren fremhæves polemisk med ligefrem Heftighed. »Vækker det nogen Opmærksomhed, fremfor Alt nogen deeltagende Opmærksomhed?« »Nei, endnu synes det ikke.« »Ja, saa er jo Alting godt, saa bliver det jo vel til Ingenting, og det Kloge er slet Intet at gjøre.« Thi om Sagen selv havde Rigtighed eller ikke, det gjør Klogskaben hverken fra eller til, hvad reen Sandheds-Interesse kunde ►falde paa, naar den saae en Indvending maaskee ikke stærkt nok gjort gjældende, 3r saa selv at gjøre den gjældende, sligt falder da ikke Klogskab ind, det er jo ogsaa Galskab.
Dog det vedbliver, Opmærksomheden synes virkelig at henledes derpaa, desuden er der ogsaa kommen et Par Talenter til. Nu, ►eh bien, saa maa der gjøres Noget.
Hvad gjør saa Klogskaben? Den tager ⅖ af Indvendingen og gjør til Sit og siger nu: men Herre Gud, vi ere i Grunden enige, vi sige i Grunden det Samme, jeg siger jo ogsaa det er til en vis Grad saaledes som den Mand, Enhver kan jo see, at det er blot Stridighed af den Mand, da vi ere enige.
Det blev ikke Træk. Hvad var det Klogskaben vilde forhindre? At Stridspunktet blev populairt. ►Naar En stiller Troesbekjendelsen som Principet, og en Anden lige stik imod stiller ►Skrift-Principet, saa kan Strids576punktet blive ►kjendeligt, Menigmand blive opmærksom, der kan saa blive Træk, maaskee Flamme, maaskee Ildløs, maaskee kan det blive Ks store Ildebrand. Men naar den anden Part istedetfor at stille Modsætningen lige stik imod, tager ⅖ af den Andens og siger: ogsaa Troes-Bekjendelsen hører til en vis Grad med: saa bliver det 3v saa tilspidset, at det ikke kan blive populairt, at det virkelig maa forekomme Folket saaledes, at de to dog væsentligen ere enige, men at den ene er en Fromhedens og Fredens Mand, den Anden en heftig og stridig Natur. Tag et Spørgsmaal, der allerede i sig selv langt vanskeligere bliver populairt: lad En stille ►den Sætning Troen er et Paradox – dersom den Anden stiller Modsætningen og holder den lige stik derimod, det var ikke umuligt, at det kunne blive populairt, Stridspunktet kjendeligt. Men Klogskaben byder at den anden Part tager ⅖ af den Førstes og siger det som Sit – saa kan jo Enhver see, at vi i ⓘ Grunden ere enige, at Troen er til en vis Grad et Paradox, at vi egl. sige det Samme, ⓘ men at ►den ⓘ anden Part er en Ven af Kunster og Overdrivelser, vi derimod af den sunde og sande Lære.
Thi dette »til en vis Grad« det er altid det Populaire; og paa den anden Side Klogskab har just sin Styrke aldrig at gaae længere end 4r til en vis Grad. Det er den Kunst at qvæle Bevægelse.
For at komme ind paa M., maa man bære sig ganske anderledes ad, ikke bruge ligefrem Heftighed, og fremfor Alt passe paa, at det ikke bliver Strid om Læren, thi deels ligger hans svage Side egl. ikke der, og deels har han ikke gjort sin Læres enkelte Sætninger fastere end at han bestandigt kan, hvis der skulde blive Sensation, tage Modsætningen op til en vis Grad.
Nei, det maatte begynde saaledes, at han neppe aner, at dette er ►Præliminarierne til Striden – medens der dog vindes Terrain, medens der ⓘ dog ganske fjernt anbringes en Bevidsthed, en Belysning. Derpaa maa der rykkes frem, men bestandigt saaledes, at Klogskaben maa sige, det her skeer, kan lige saa godt tjene mig, være mig til Gavn, som det kan skade mig, netop lige saa godt, det er lige klogt, netop lige klogt, at gjøre 577Noget derimod, og at lade være at gjøre Noget. En Mand, i hvem der er Charakteer standses ikke herved, thi for ham bliver det jo bestandigt tilbage, hvad Charakteren byder at gjøre. Men er der blot Klogskab i en Mand, vil dette være beregnet paa, at lade ham qvæles i sin egen Klogskab.
Saaledes maa der gaaes frem 4v Skridt for Skridt. Og det Enkelte maa bestandigt være indrettet saaledes, at det skjøndt et Faktum, trykt og forsaavidt uforandret, dog ligesom seer ⓘ
ganske anderledes ud et Aar efter, saa den Kloge nu maaskee i Forhold til Det vilde sige: det havde dog været det Klogeste at handle derimod – medens det Næste igjen er saaledes beregnet paa at det er lige klogt at gjøre Noget og ikke at gjøre Noget, hvorfor der Intet gjøres, medens der et Aar efter sees, det havde dog været det Klogeste at gjøre Noget –
thi, det er som Djævelskab, denne Belysning kommer bestandigt nærmere,
Saaledes maatte det ⓘ gjøres. Den Kloge maatte vel sige: jeg har en ►fatal fjern Fornemmelse af ligesom at blive gjennemsigtig. Fjernt, fjernt begynde ►Sandsebedragene at gjennemlyses; hvad jeg for 15 Aar siden kunde vove med den fuldkomneste Sikkerhed, nu lader det sig ikke saaledes gjøre, selv om ingen Anden seer Noget, jeg er ligesom berørt af Noget. Hvad der forresten er forunderligt ved Sagen er den uendelige Ærbødighed og Veneration, som det Msk. virkelig har for mig – man kunde fristes til at lee; thi det er virkelig latterlig, naar man har det Kjendskab 5r til Sandsebedragene, som han, saa at have den uendelige Ærbødighed og Veneration for mig, som han virkelig har. Ja, han har den virkelig; thi han er ikke undgaaet min Opmærksomhed, jeg har seet paa det Msk., jeg har seet skarpt paa ham, og det veed jeg, jeg er dog den fineste Iagttager blandt os; men det er ganske vist, han har virkelig i al Oprigtighed denne uendelige Ærb. og Veneration for mig. Nu, skal han være et Slags Genie, i ethvert Tilfælde, har han altsaa ⓘ Det, der jo skal [være] uadskilleligt fra ethvert Genie: Galskaben. Det sande Sammenhæng seer Ingen uden jeg: for ham er det skjult i Galskaben, ⓘ Mængden seer Intet; og det med 578Gjennemsigtigheden er ⓘ saa fjernt, at det da naturligviis er det Klogeste: Intet at gjøre.«
Saa maatte der gaaes videre. Men atter saaledes, at det for den Kloge maatte vise sig, at der var lige saa meget, aldeles accurat netop lige saa meget der taler for at gjøre Noget, som for Intet at gjøre, eller, at man lige saa godt kan sige: det Msk. forsvarer mig, som: det Msk. angriber mig.
Den Kloge har maaskee sagt til sig selv: Hvad der – hvis jeg ellers mod Sædvane her skulde komme til 5v den Erkjendelse, at det var det Klogeste at gjøre Noget – vilde gjøre mig det saa saare vanskeligt at komme til [at] handle, saa det dog er det Ukloge: er, at i den almdl. Forestilling antages, at dette Msk. forsvarer mig, endog begeistret forsvarer mig. Hvis jeg da vilde sige: nei, jeg vil ikke blive forstaaet, især da han formdl. saa vil samstemme [med] den almdl Forestilling og sige: jeg forsvarer ⓘ jo den Mand. Jeg trænger altsaa ikke igjennem, thi det er kun min overlegne Klogskab der kan see, at i den Forstand, som man almdl. mener det, forsvarer han mig ikke. Men naar jeg i denne Henseende ikke kan gjøre mig forstaaelig, fordi der til at forstaae det hører en saadan Klogskab, som jeg er i Besiddelse [af], saa ⓘ vil jeg joa komme i den for en klog Mand forkeerteste Situation, at frembringe Virkning af En, der seer Spøgelser om Dagen. Altsaa bliver det Klogeste: Intet at gjøre.
✂ a , hvis jeg gjorde Noget i den Retning,
Saa maatte der gaaes videre, men atter saaledes, at ⓘ det for den Kloge maatte stille sig saaledes: der 6r er lige saa meget, netop lige saa meget der taler for at gjøre Noget som for Intet at gjøre.
Og saaledes videre, Skridt for Skridt. Saa kom der maaskee et Øieblik hvor den Kloge maatte sige til sig selv. »Det er dog noget ⓘ forunderligt Noget, det er som havde det Msk. lagt Beslag paa min Tanke, medens det er, som bringes jeg ⓘ til lige det Modsatte. Hvad jeg bestandigt har sagt til mig selv: det ⓘ Kloge er, Intet at gjøre, at hindre Bevægelse – det seer jo næsten ud som var ⓘ det det Ledende i dette Mskes Fremrykken. Og jeg derimod bringes vel snart ⓘ til det Punkt, at jeg maa sige: blot jeg kunde faae Bevægelse, blot det kunne 579komme til Afgjørelse, og det Kloge bliver at jeg gjør Noget, det Desperateste, naar der dog bliver gjort Noget, bliver klogere end dette uhyre Kloge »Intet at gjøre«. Et ligefrem Angreb, det var mig ikke saa farligt i dette Øieblik. Men det faaer jeg ham ikke til. Selv at angribe ham, ja, der er meget der taler for Det, men dog er der i Grunden lige saa meget der taler imod det. 6v Thi Spørgsmaalet bliver det, om hvad min Klogskab kan see, om det almdl. er seet. Men er det ikke almdl. seet, saa er det uklogt af mig at angribe ham, thi saa vil endnu den Forestilling være almdl., at han forsvarer og jeg kommer i en forkeert Stilling. Saa det er og bliver dog det Klogeste.«
Saaledes maatte det gjøres Skridt for Skridt.
Men ►hvo skulde nu gjøre det? Det seer jo ud, som maatte dertil fordres en større Klogskab end den Kloges. Ja, saaledes seer det ud. Men saaledes troer jeg dog alligevel ikke det lod sig gjøre, jeg kan tænke mig en langt simplere og dog sikkrere Maade. Dette andet Msk. er ikke den Kloge. Nei, han er virkelig hiin Kloge hengiven, han anseer det christeligt for sin Pligt, og det er ham uendelig kjært at gjøre, og han er maaskee ogsaa foranlediget til i hiin Kloge at see noget ganske Andet end 7r den Kloge, han troer, at hiin Kloge foruden at være den Kloge tillige er den ædle, ophøiede Charakteer, det troer han, det begeistrer ham, denne Tro vil han ikke slippe. Saaledes rykker han ganske sorgløs, ja glad, frem Skridt for Skridt; er det saaledes som han troer, saa gavner han virkelig den Kloge, thi hvad Fare er der vel ved, ►om saa var at blive gjennemsigtig, naar man saa faaer den ædle ophøiede Charakteer at see! Ja, er den Kloge blot klog, ja det forandrer Sagen; men dette troer det andet Msk. ikke, det vil han ikke troe. – Saaledes med dette andet Msk. Han er altsaa ikke den Kloge. Derimod tænker jeg mig, at der er en Klogskab med i Spillet, Styrelsens Klogskab. Denne har i sin Klogskab maget ►det saa, at disse Tvende komme til at forholde sig saaledes til hinanden, at hvis den Kloge blot er den Kloge bliver det ham det Farligste – 7v og dog er det andet Msk. ikke det Kloge. Den Kloge seer da, hvor fatalt dette kan blive 580ham, men han har ikke Charakteerb til – jo tidligere, jo bedre – at lade det komme til Afgjørelse. Det andet Msk. vil for ingen Priis slippe sin Tanke, at denne Kloge er i skjult Inderlighed den ædle og ophøiede Charakteer.
✂ b her tales ikke om ædel og ophøiet Charakteer, thi saa er jo ⓘ Alt ►i hans faveur, men blot om at have Charakteer
Og hvorfor maatte det gjøres saaledes? Fordi ►Misligheden ved det Mynsterske ingenlunde ligger i Læren, men i at han har indhyllet sig og sin Χstds Forkyndelse og os i Sandsebedrag. Men mod Sandsebedrag maa der gaaes forsigtigt frem. Umiddelbart at begynde med et ligefremt Angreb: saa vil Modparten værge sig ved at producere nye Sandsebedrag, og det i et Øieblik, hvor der endnu ikke kunde være Tanke om at have faaet Tid og Ro til at afkræfte 8r blot eet af hans oprindelige Sandsebedrag. Derfor maa der rykkes saaledes frem: med ⅔ af Kraften afværges Afgjørelse, og ⅓ bruges til at fortære et lille Stykke Sandsebedrag. Saa igjen ⅔ af Kraften til at afværge Afgjørelse og ⅓ til at fortære atter et lille Stykke Sandsebedrag. Naar det er gjennemført, saa vil der være naaet, at der for det Første ikke er sat nye Sandsebedrag i Circulation derved at man lod det komme til Afgjørelse, hvorimod det Indbegreb af Sandsebedrag der ved Begyndelsen blev som Status overtaget, vil nu være fortæret. Naar det er skeet er der ikke videre at strides om. Vil ⓘ Nogen nu bruge Sandsebedragene, det kan han gjerne – men de ere gjennemsigtige, at skjule sig i et saadant Sandsebedrag er ligesaa fatalt som at 8v ►»bæres i en bundløs Portechaise«, ⓘ bæres i en bundløs P. er at gaae, at skjule sig i et gjennemsigtigt Sandsebedrag er at blive ⓘ aabenbar.
A52i 42 XI2A299 1r Følgen af den ►Mynsterske Christendoms-Forkyndelse.
ⓘ Naar en ►Operateur har trukket Kniven, ⓘ saa er der ikke mere Tid til ►Complimenter. Maaskee har han forud gjort Alt for at forhindre at det kom dertil; ⓘ gjort det 581maaskee for sin egen Skyld, fordi han veed, at denne Operation er et yderst anstrængende Arbeide, saa han uendeligt nødigt gaaer til ⓘ den, maaskee ogsaa for den Andens Skyld, da det ⓘ er en ⓘ farligere Operation. Det har været forgjeves. Den ⓘ Anden, som man ikke ⓘ altid kan kalde den Syge, da man ikke ⓘ altid behøver at være syg for at ville underkaste sig en chirurgisk Operation, den ⓘ Anden vil det nu ikke anderledes, han ►formelig tvinger Operateuren – maaskee, (vi kunde jo tænke os dette forviklede Tilfælde) maaskee ogsaa, fordi han paa en skjult Maade vil Operateuren tillivs, og han antager at han ikke kan fuldkomme denne 1v Operation, saa det gjælder blot om at faae ham til at begynde ⓘ paa den, ⓘ da vil hans Renomee ►være fløiten. Maaskee er det ⓘ saaledes maaskee. Men i ethvert Tilfælde, fra det Øieblik Operateuren har trukket ⓘ Kniven, ⓘ er der ikke mere Tid til Complimenter. Nu gjælder det blot om at flænge løs, det gjælder om, at Kniven er skarp, og ⓘ han sikker i ►Anlægget, smidig i Haandledet, ►heel i Snittet der gjøres, rolig i Sindet, hvormed det gjøres.
Følgen af Biskop ⓘ M Χst.s F er: at naar virkelig Χstd. skal anbringes i 📌Danmark maa den finde sig [i] at udholde først at blive latterlig.
Og ⓘ hvorfor er dette Følgen? Fordi Bisk. 👤M. charakteerløst har betjent Χstd., ikke hara været ►i Charakteer af Forkyndelsen. 2r Det at forkynde Χstd. er blevet eensartet med alt Andet Verdsligt, en Carriere, en glimrende Carriere, Vei til at nyde Livet ►trods Nogen, Noget, hvorved man som ved alt Andet stræber at komme frem i Verden at naae ►endeligt Formaal o: s: v:
✂ a christeligt
Det hans Forkyndelse ⓘ saa har lagt Eftertrykket paa, hvad han kan siges at have bibragt os Respekt for er: Talent, Gaver, skjøn Form, fiin Dannelse,b kunstnerisk Virtuositet ⓘ o: D:[c]
✂ b Gestus, Mimik, Skikkelse, Holdning,
✂ [c] benyttet til klogt at gjøre sig Livet fordeelagtigt og nydelsesrigt
Dette er Det, hvorpaa Eftertrykket er faldet, og derved er dette blevet »Alvoren«, et ganske andet Begreb af Alvor, ⓘ end det ⓘ christelige, at Alvoren er: i Virkeligheden ►at forsage Verden, ikke ved et synderligt Uheld trods al anvendt Klogskab at gaae Glip af det 582Jordiske og Timelige, men at ville gaae ad ►den Vei, om ⓘ hvilken Evangeliet forudsiger, hvad han 2v altsaa veed, at han ad den Vei vil gaae Glip af det Jordiske og Timelige.
Naar ⓘ nu, efterat hiint Andet er blevet »Alvoren«, dette skal gjøres ►kjendeligt og gjældende, endog blot i ►den milde Form som jeg foreslaaer: at vi dog ⓘ tilstaae os selv det sande Sammenhæng, og saa henflye til Naaden: maa Enhver, der kun er dannet ved det Mynsterske, uvilkaarligt komme til at lee. Thi er det M. Alvor saa er det Andet kun en latterlig Overdrivelse; og at det M. er Alvor er jo det almdl. Antagne.
Altsaad den sande Χstds F. vil blive latterlig.
✂ d Fremdeles har Bisk. 👤Ms Χstds F ⓘ gjort det Objektive til Alvoren, den objektive Lære, istedetfor at det sande Christelige er, at Personligheden er ⓘ Alvoren, den Mynsterske Alvor er: at unddrage sin Personlighed, det sande Christelige er: at skulle maatte træde aldeles personligt frem, uden en eneste Omklædning, som Enkelt.
Altsaa den vil blive latterlig. Dette ønsker jeg nærmere oplyse. Overhovedet kan jeg ikke noksom indskærpe, at Enhver, der i vore Tider skal udrette Noget, maa kjende fra Grunden Latteren og det Latterlige, maa have 3r Mod og Sikkerhed til at ⓘ omgaaes det, endog efter den Maalestok, at han nøiagtigt seer, hvor han selv skal udsætte sig for ⓘ Latteren, og saa roligt gjør det. I en Forstands Tid er Latteren egl. det Vaaben der bruges, det gjælder derfor baade at kunne bruge det, og ubetinget ikke at være bange for det. Den, dere ikke selv tør udsætte ⓘ sig for Latteren, han er kun ►halvbefaren. Saaledes har jeg forstaaet det fra første af. ►Jeg har ogsaa gjort derefter. Jeg turde derfor, hvis jeg maatte tale hedensk, sige et Slags stolt Ord om mig selv, at ►Guderne vilde sagt: »det Msk. forstaaer dog at haandtere det Latterlige ... og dog, det er jo ikke hans Fortjeneste, det er jo fordi vi have holdt ham hvad ⓘ vi oprindeligen lovede ham« (cfr. Enten – Eller sidste Diapsalm).
✂ e naar Ideen fordrer det
Nok herom. Nu til den her fornødne Belysning af det Latterlige. 3v Det Latterlige forholder sig til Sammenstødet mellem: det Almindelige – og det Særlige. Exempler. En Ko af en bestemt om end kun lidet udbredt Race er ikke latterlig, hvorfor? fordi den, uagtet den ikke er som Køerne almdl. dog tilhører et underordnet Almdl. ɔ: den er ikke det Særlige; thi det Særlige er: det enkelte Exemplar eller Individ fremmedgjort fra ethvert om end nok saa lille Almindeligere, 583hvorunder det kan skjule sig. Dersom saaledes en Ko fødes med en Hestehale; dette er det ⓘ Særlige, man leer ogsaa uvilkaarligt. – I msklige Forhold er atter det ikke ⓘ at være som andre Msk. det er som Signalet til at blive ⓘ latterlig. Derfor leer man af Legems-Feil, Tilfældigheder o: s: v:, og paa den anden Side, derfor er man saa tilbøilig til altid at ville være om muligt nogle Stykker om alt hvad man 4r gjør og lader for at undgaae dette farlige Sammenstød: det Almdl. det Særlige, thi »nogle Stykker« er jo allerede ifærd med at danne et lille Almdl. Naarf til en vis Tid ⓘ Noget er blevet det Almdl. og da en Enkelt vil gjøre det dermed ⓘ Ueensartede gjældende, og som Enkelt (ikke dækket af at de ere nogle Stykker): saa vil dette især i Forstands-Tider forholde sig til Latteren; især i Forstands-Tider, thi i lidenskabelige Tider bliver det maaskee Kamp paa Liv og Død.
✂ f (for at blive ved Aands-Forhold)
Nu til min Sætning, at, ⓘ naar, efter den Ms Χstds Forkyndelse, virkelig Χstd. skal ►anbringes maa den ⓘ udholde at blive latterlig. Lad os gjøre ►Contra-Prøven først. Dersom ⓘ der i ►hine Christendommens første Tider, da Martyrerne blødte, da det at forkynde Χstd egl. var at lade sig slaae ihjel, kastes for Vilde-Dyr o: s: v:, dersom der da havde levet en Mand, som først havde gjort et grundigt Studium af ⓘ den classiske Oldtids Veltalen4vheds Mønstere, dernæst strengt dannet sig selv i Henseende til Mine, Gestus, Skikkelse, Udtale o: s: v:, endeligen nøiagtigere havde gjort sig bekjendt med det gamle Testamentes Skrifter og hvad Skrifter af de Χstne han kunde faae fat – dersom han nu var kommet til dem, og havde tilbudet sig i ►en stille Time, i et skjønt udarbeidet Foredrag, der skulde blive udmærket holdt, at ville foredrage dem den objektive Læreg, menende at dette var Χstds Forkyndelse: mon da ikke ►hine Herlige vilde – at jeg skal sige det saa satirisk som det er – ⓘ vilde – dersom det ikke var skeet paa anden Maade – være døde af Latter over den Art Χstds Forkyndelse, der unegteligt i den Tid vilde have forholdt sig som det noget Særlige til det Almindelige.
✂ g (ⓘ den objektive, thi han betingede sig et vist Honorar og tillige betingede han sig at holdes uden for) den objektive Lære
Nu det Omvendte. Ved den Ms Χstds F. er naaet, at 584det at nyde 5r Livet er blevet den sande christelige Alvor, endog det at forkynde, at ►Χstd. lærer Selvfornegtelse og Forsagelse, endog det er blevet Veien til Nydelse, ja ikke blot dette, men det at det er blevet Veien dertil just det er blevet gjort til den christelige Alvor. Saaledes er Sagen vendt, medens derimod Opmærksomheden er ⓘ rettet paa og ⓘ vi fordybede i alt dette om hvilke høie Gaver, der fordres for saaledes at ⓘ kunne skildre, saaledes at kunne være Taler, hvilken Dannelse, hvilken videnskabelig Dannelse, ja Videnskaben, ja uden Videnskab er det da aldeles umuligt at forkynde Χstd o: s: v: o: s: v: Dette er den almdl. Forestilling, hvor latterligt nu, naar En skal anbringe det sande Christelige, at det at forkynde Χstd. er at ville lide i denne Verden, ikke at ⓘ have Fordeel af at forkynde Selvfornegtelse men at fornegte sig selv, naar han skal anbringe det om end i ►den mildeste og svageste Form, som jeg Svage foreslaaer det, lader os dog idetmindste tilstaae os det sande Sammenhæng. – Fremdeles 👤M. har faaet gjort det at forkynde Χstd. objektivt, 5v den objektive Lære til den sande ⓘ christelige Alvor, saa man har, som Juristerne sige, sin Personlighed ►»extraderet til fri Raadighed«,h saaledes har ikke blot Biskop 👤M. forkyndt Χstd, nei, han har faaet det at forkynde den saaledes gjort til den christelige Alvor. Hvor latterligt nu, naar En – ak, ⓘ og det kan dog for 👤Satan ikke gjøres objektivti – skal anbringe det sande Χstlige, at christelig Alvor just er at forpligte sig selv, sin egen Personlighed, at være den Enkelte, hvor latterligt maa det ikke blive, naar dette skal anbringes, endog blot i den milde, milde Form, som jeg Svage foreslaaer: lader os dog tilstaae os selv det sande Sammenhæng. ⓘ Her er Sammenstødet mellem det Almindelige og det Særlige, og ⓘ den Særlige ⓘ forstaaer ikke Sagen saaledes, at han maa see at ►skulke af, og saa haabe paa, at man ikke er saa grusom at lee af hans Særlighed, nei, han maa netop holde lidt fast paa sin Særlighed; lidt fast, 6r naar han ⓘ fE er saa svag som jeg er, thi den sande Stærke ⓘ maa holde uendelig fast paa sin Særlighed.
✂ h og tillige ikke ►forskylder at genere Andre
✂
i
det maa gjøres af en Enkelt, og lige saa lidet kan det, uden meningsløst, gjøres af nogle Stykker,
Forsaavidt nu jeg kan have den Opgave at anbringe det sande Χstlige, om end i den mildeste Form, hvil585586ken Lykke da for mig, at jeg itide har været opmærksom paa Latteren, og som ►forsynlig Mand taget mine Forholds-Regler. Tænk en Anden, lad ham have ganske anderledes Evner, være en ganske anderledes ædel og høimodig Sjel – men han vil udenvidere bekjende: o, kjere, Du har overseet Eet, at Du først vil blive sinket maaskee en to ⓘ tre Aar indtil Alle faae ⓘ leet af Dig; og til den Tid er Du maaskee ►gaaet af Kog, og det bliver ikke til Noget. ⓘ Nei, saa er dog jeg – men det trænger jeg ogsaa til, da jeg ikke har hans Evner eller hans ædle og høimodige Sjel – jeg er dog ⓘ heldigere, thi jeg har iforveien ►absolveret Latter-Prøvens ►store Philosophicum.
►Det ⓘ
er jo ⓘ
bekjendt for det ganske Folkefærd, at jeg for en Deel Aar siden 6v [har] frivilligt forlangt at blive udskjeldt eller latterliggjort af Biskop 👤M. nuværende Protegée, Corsarens 👤G. Jeg blev det af al hans ►Formue. Jeg har saa min Tid gjort Tjeneste som Carricatur i 📌Kiøb., ►kjendt under Øgenavn, ►ⓘ
selv i Bøger forekommer jeg saaledes nævnt, ►jeg er ogsaa spilt [i] Comedie. De har leet Alle af mig, nogle godmodigt, ⓘ
Andre ondskabsfuldt, kort paa yderst forskjellig Maade men Alle have de leet. Man skulde troe at det aldrig fik Ende, men ►Alting faaer en Ende. ►Naar Vægterne pibe og raabe Brand, og man hører denne ⓘ
Lyden over hele Byen, det er som skulde det aldrig faae ⓘ
Ende, dog kommer der et Øieblik naar den Vægter, der var længst borte fra Brandstedet, han Vægteren der langt ude i ►Søndervoldsstræde, der kommer et Øieblik, naar han sidste Gang har stødt i Piben –
ⓘ
saa er det ⓘ
forbi. ; og naar han saa 7r
ⓘ
Saaledes ogsaa med Latteren. ⓘ
Naar den sidste Mand længst ude fra ►📌Amagerbro, naar ogsaa han ⓘ
har forvisset sig omj, at der var Grund til at lee, ⓘ
har seet og har leetk: saa hører det op.l
30. Papir 460, bl. [7r]
har beskikket sig til Hvile, hvis saa en Times Tid derefter, En vækker ham og spørger: hvor var Ilden, saa vaagner han fortumlet op, og siger: Ilden, er der Ildløs, hvor er den – i den Grad har han glemt, at der var Ildløs.
✂ j – hvad der staaer i Bladene er jo ogsaa ►tilforladeligt –
✂ k og naar saa han er gaaet hjem ⓘ til Sit, glad ved at leve i en Tid, da man har Bladene til at sige Sandhed
✂ l Eller om det ikke ⓘ hører op, saa forandres dog Latteren, den kommer til at betyde noget Andet, ⓘ maaskee rettere, den kommer ⓘ til ikke at betyde Noget, eller den bliver maaskee endogsaa det Msk. til Gode, saa Samtiden siger: det skal ikke være hans Skade, at vi have leet af ham, men snarere tjene ham til Gode; og i Grunden var det dog ogsaa noget Piatterie vi loe af, ⓘ som vi neppe kunne være bekjendt, derimod havde han dog maaskee i Grunden Ret.
Og nu er det ⓘ vel omtrent naaet, at Latteren ⓘ er op587hørt ⓘ eller dog kommet til at betyde noget Andetm, ►just samtidigen med, at dette skulde anbringes at Χstd. egl. ikke er til, at Følgen af Biskop Ms ⓘ Christendoms Forkyndelse er at naar ⓘ det ⓘ sandere Christelige skal anbringes maa det først blive ⓘ latterligt. Der er maaskee Ingen tilbøilig til at lee, imidlertid maa man jo ogsaa erindre, at ⓘ mit Forslag er det Mildeste: lader os tilstaae hinanden det sande Sammenhæng.
✂ m saa det endog kan komme mig til Gode
Men dersom jeg ikke havde heldigt nok absolveret Latterens 7v Examen iforveien, og dersom jeg ikke ⓘ valgte – hvad min Svaghed da nøder mig til – den mildeste Form: saa havde vel Latteren været uundgaaelig. Biskop 👤M. selv synes at have været opmærksom paa noget Saadant. Det var vel derfor, som man taler om at indkalde Tropperne, at han indkaldte 👤G. for at have En, der kunde bringe Latteren i Gang, naar det viste sig som det Latterlige: det sande Christelige – seet fra dette Alvorlige: Biskop 👤Ms christelige Alvor. Det maa nu vise sig, om dette skulde forsøges, lykkes, ell. om det skulde ende med, at ⓘ Biskop 👤M. fik ⓘ 👤G hængende ved sig – til en Erindring, en Slags Decoration, som han fremtidigen kommer til at bære.
Dog hvad der end skeer, og skulde det end være lykkedes mig, heldigt at ⓘ have styret om ⓘ det Latterliges skarpe Hjørne, ⓘ nu at undgaae Latteren og derimod at vinde Pathos for Mit derved, at jeg itide var opmærksom paa det Latterlige: 8r derfor bliver det lige sandt, at Følgen af den M. Chrst. F er, at naar det sande Christelige skal anbringes maa det først blive latterligt.
Og ikke mindre sandt er det, at Følgen af den M. Χst. F. er, at der først og fremmest maa arbeides for at skaffe Χstd. Anseelse. »Hvorledes, ►primer Du, det maa dog vel det meest rasende Msk. indrømme, at hvad Anseelse angaaer er ⓘ M. ►eneste i 📌Danmark?« Ganske vist; idetmindste er det min Mening, at jeg Ingen veed, der har nydt og nyder den Anseelse som Biskop 👤M., og det er tillige min Mening, at ⓘ det er, msklig talt, fortjent. ⓘ Men derom talte jeg ikke, jeg sagde ikke, at Biskop 👤M. ikke havde Anseelse, jeg sagde, at dern maatte arbei588des for at skaffe Χstd. Anseelse, hvori ligger at Biskop 👤Ms F. ikke har skaffet Χstd. Anseelse. Lad os forstaae hinanden. Det gaaer med Χstd. som med alt Andet; man kan tjene en Sag saaledes, at man selv faaer Anseelse, og saaledes, at Sagen, det Andet, Gjenstanden faaer Anseelsen. Tag et Exempel. Tænk En, der – hvor underlig end denne Tale kunde synes – er saaledes forelsket, at man seer, hvor uendelig klogt det var ⓘ af ham at vælge just den Pige, af den Familie, af de Forbindelser o: s: v:, hvorledes derfor vistnok dette Ægteskab vil bane ham Veien til at gjøre en glimrende Carriere. Lad ham nu være gift, der er gaaet en Deel Aar, ja, han har naaet det: naturligviis bliver han Gjenstand for en vis Beundring. Pigen derimod foranlediges Ingen til 8v at fatte høie Tanker om, ei heller foranlediges Nogen ⓘ af hans Ægteskab til at fatte høiere Tanker om Ægteskabet end ⓘ hvad man saadan almindeligviis har. Tænk Dig derimod En, der bliver saaledes forelsket, at han, saadan siger man jo, bærer sig ad som om han var galo: ja, han bliver ⓘ saamænd ikke Gjenstand for nogen Beundring – men derimod faaer man maaskee en Forestilling om Pigen; thi, siger man, da det Msk. dog ellers er et fornuftigt Msk, saa maa det vistnok være en sjelden, en ualmdl. Pige, siden Forelskelsen kan virke saa stærkt paa ham. Maaskee foranlediges ogsaa Een eller Anden til [at] faae lidt høiere Tanker om Elskov og ⓘ om Ægteskabet end han hidtil har haft.
✂ n som Følge af den Ms Ch. F.
✂ o og selv efter at han er blevet gift overvælder det ham endnu saaledes, at han bærer sig ad som om han var gal
Saaledes ogsaa med Χstd. Naar ⓘ En forkynde[r] Χstd saaledes, at man seer, hvor uendelig klogt han veed at gjøre det at forkynde Χstd. til sin Carriere og ad den Vei at naae Alt: bevares, man beundrer; men Χstd. beundrer man ikke, man kommer egl. til at tænke ringe om Χstd. derved, man kommer næsten til at betragte Χstd. som enhver anden Vei i Livet, der kaster Noget af sig, og selv om man til Forskjel ⓘ maa sige, at Χstd. er den Vei, der kaster brillantest af sig: o, just dette er jo at ⓘ tænke ringe om Χstd. Hvis derimod En forkynder Χstd. saaledes, at Enhver kan see, han har ingen Fordeel deraf, ⓘ bliver til Ingenting, naaer Intet derved undtagen det, at Enhver kan see, at han er gal: nu han bliver 589vistnok ikke Gjenstand for Beundring. Derimod bliver dog maaskee Een eller Anden opmærksommere paa Χstd. fatter en høiere Forestilling om den end han tidligere havdep
✂ p og siger: Χstd. maa dog være en stor Magt, siden den virker saaledes paa et Msk. – Eller lad En forkynde Χstd. saaledes, at man seer, hvor klogt han veed at benytte Alt for at skaffe Χstd. Anseelse: ja, man beundrer hans Klogskab; men vinder Χstd. egl. derved i Anseelse? ⓘ Mon man ikke snarere dog kun faaer den Forestilling om Χstd., at den er en Magt, ligesom en jordisk Magt, der trænger til at protegeres af ►kloge Mænd og Koner – o, og dette er at tænke uendelig ringe om Χstd! Men lad En forkynde Χstd. saaledes, at han som i Raserie forsmaaer Alt, hvad der hedder Klogskab, hvilket de Kloge med Føie finde latterligt: nu, han bliver ikke Gjenstand for Beundring; men derimod bliver dog maaskee Een eller Anden opmærksom paa Χstd, thi siger han: det Msk. bærer sig jo ad som en Tilbedende.
A52i 41 XI2A298 1r ⓘ Charakteerbetjeningen – Respekt for Χstd.
Dette ⓘ er det Christelige: ►at give Afkald paa Verden, at forsage Verden, denne Lære.
Naar saa En forkynder dette saaledes, at han virkelig giver Afkald paa denne Verden: saa er dette Χstdom.
Tænk Dig en Saadan, han giver virkelig Afkald paa Lønnen, Profiten: det er jo dog herligt! »Det vil ►vistnok ogsaa blive paaskjønnet.« Nu dersom det endelig blev paaskjønnet, saa maatte han vel selv passe paa og ⓘ see, at da ikke her dog viste sig en Fordeel, en Løn, som han ikke gav Afkald paa. Imidlertid vil der vistnok ikke behøves at gjøres Noget fra hans Side, thi det virkelig at give Afkald paa Lønnen og Profiten, er saare langt fra at prises i Samtidighed, ⓘ det er just derved, at et Msk. volder sig alle mulige Bryderier i levende Live. Naar nemlig Det om at Χstd. er at give Afkald paa Verden, foredrages saaledes – og ellers er det da ikke Χstd – at Forkynderen virkelig giver Afkald, saa bliver Χstd. en foruroligende Magt, som man maa værge sig imod, om ikke ved 1v Andet, saa dog idetmindste ved at ►dømme ufordeelagtigt derom, at dette er uchristelig Overdrivelse o: s: v:a
✂ a »... og ⓘ ved en saadan latterlig Overdrivelse ►forskylder naturligviis en saadan Forkynder selv, at man, ⓘ endog med sin bedste Villie, hverken kan faae Respekt for ham eller for Χstdommen«.
Forkyndes derimod det Christelige (at forsage Verden) saaledes, at det betaler sig brillant for Forkynderen: ►das ist was Anders! Nu kommer Χstd. til Anseelse, man faaer Øinene op, ⓘ Respekt for Χstd, Flere og Flere gaae ind paa, føle sig dragne til Χstdommenb o: s: v:
✂ b , ønske ganske at slutte sig til Χstd.
ⓘ Tænk Dig nu, at denne Art Forkyndelse lykkes en Forkynder i ganske sjelden Grad: tænk Dig, hvad Fremgang Χstd. derved vinder, hvilken Respekt og Anseelse! Selv den nærigste af alle Næringsdrivende selv han siger: »den Mand bibringer En dog Respekt for Χstd! Det er mig saa klart, og jo mere jeg tænker der590over, jo klarere, at hverken ⓘ Korn, eller Smør, Flesk, Sild, Salt, Brændeviin, kort ingen Artikel, at heller ikke det at speculere i Stats-Papirer ►ⓘ svarer saa brillant Regning, kaster det af sig, som Χstd. Det maa man ►lade den Mand, 2r han veed at skaffe Χstd. Respekt. Og saa er det ikke blot Penge-Fordelen, men den Ære og Anseelse. Herom er det nemlig min Mening, at hvis man skulde kjøbe Anseelsen og Værdigheden ved at give Afkald paa ⓘ Penge-Fordelen: det er meget for dyrt kjøbt. Men, men, naar man kan have den tillige, saa er jeg, som vel kaldes Smør-Jensen, fordi jeg gjør i Smør og gjør store For[r]etninger i Smør, jeg er ikke saa ►fittet eller saa dum, at jeg ikke gjerne tog Anseelsen med. Hvis jeg fE kunde faae det indrettet saaledes, at jeg kom til at drive min Smør-Handel i vor Herres 👤Jesu Χsti Navn, saaledes, vel at mærke saaledes, at jeg da havde den samme Penge-Fordeel, jeg nu har, maaskee lidt til – saa kunde det jo være prægtigt nok, at have den Behagelighed, at det ikke som nu noget nær er mig der maa bukke for ►Høkerne, som afkjøbe mig Smørret, men 2v at de kom i dybe Buk med deres Penge, undseelige ved at tale om Penge i min ►høiærv. Nærværelse – naturligviis, det maa vi skuc, at jeg da faaer ⓘ Pengene! – bukkende for mig denne høiærv. ►Guds Mand. – Saaledes ogsaa med ►det i Selskab at ⓘ sidde øverst tilbords. Jeg er ganske i Forstaaelse med ►👤Holbergs 👤Henrich, at naar det at være den Fornemste der sidder øverst tilbords, blot betyder at man ⓘ faaer først, det daarligste Stykke af Stegen, Prøvekoppen af Kaffeen, ja, saa foretrækker jeg langt, at være den Velhavende, der sidder langt nede ved Bord-Enden, men faaer det bedste Stykke af Stegen og den bedste Kop Kaffe. Men naar det kan forenes: naar man som Velhaver faaer det bedste Stykke og saa tillige ⓘ faaer først: saa er jeg ikke saa fittet eller ►saa dum paa det, at jeg ikke veed at vurdere Æren – naar man, vel at mærke, tillige har Profiten.«
✂ c ►passe paa,
»See derfor er det jeg har Respektd for ⓘ denne Mand og for Χstd; der er saa mænd Ingen, for hvem jeg tager Hatten saa dybt af, som for den Mand, og for hvad han igjen lærer mig at respektere: Χstdommen«.
✂ d og bibringer mine Børn Respekt
591 A52i 40 XI2A297 1r Overslag.
.... Du er nu 30 Aar gammel; maaskee har du altsaa endnu 40 Aar at leve, maaskee ogsaa kun 10, maaskee ogsaa kun en Dag.
Du kan udfylde denne Tid ⓘ med at blive ganske som de Andre, ►ret et elskværdigt Msk, med over Alt hvor det gjælder om at have Fordeel i Livet, med ⓘ hvor Nydelsen ►vinker, ogsaa med, nemlig flygtende med, hvor Faren ►skrækker de Andre bort – lad os antage, at ⓘ et saadant Liv lykkes for Dig (thi muligt er det ►vistnok, at det trods al Din Iver og Anstrængelse ⓘ alligevel kunde mislykkes for Dig): saa døer Du.
Du ønsker jo, at blive salig. Langtfra mig, som er ►uden Myndighed, være det, at ⓘ betvivle det. ⓘ Jeg antager det altsaa. Men har Du aldrig tænkt over dette, 1v mon det dog virkelig ►er saa, som klinkende Præster forsikkre, at ►»i Evigheden er idel Fryd og ⓘ Glæde« – saa langt kan jeg ikke tvivle, at Præsten har Ret – ►ⓘ »enhver Lidelse og Smerte glemt«: troer Du ogsaa det? Jeg troer det ikke. Det N. T. gjør paa det allerbestemteste Undtagelse med een Lidelse: den at have lidt for Sandhed. Eller troer Du, at det i Evigheden er glemt, ⓘ hvad Christus leed. Og saaledes er det heller ikke glemt, hvad hans Vidner have lidt (frygtelige Uretfærdighed om det var saa!) nei det er just erindret og Erindringen derom (guddommelige Retfærdighed!) er jo just ►de Herliges Glorie.
Og med disse Herlige skal Du altsaa leve sammen en Evighed, Du som ►vistnok var ►forsøgt i Handel og Vandel, ►forfaren i Nydelser og ⓘ Lyster, 2r behændigt undgaaende Fare og Tab (hvad de Medlevende ikke noksom kunde beundre) – og derved ogsaa undgaaende dette: at have lidt, om end en nok saa lille bitte Smule, at have lidt for Sandhed!
Altsaa: en Evighed i dette himmelske Selskab, høist 70 Aar, maaskee kun 10, maaskee kun en Dag i dette 592jordiske Selskab: er det saa ifølge et fornuftigt Overslag valgt, at vælge, at indrette sig i Lighed med dette jordiske Selskab, for da ikke her at skulle gaae og være en ►Afstikker – og derved naae, en heel Evighed igjennem at maatte være afstikkende.
A52i 39 XI2A296 1r Virkelighed ⓘ – det ikke at naae Virkelighed
Hvorledes naaes Virkelighed? Ganske simpelt, derved, at Du ►taler bestemt, og saa taler til de bestemte Msker, med hvilke Du lever.
Tag et Exempel. Der er i enhver Tids-Alder Forbrydelser, som Øvrigheden straffer. Der [er] ogsaa – og ►alt som Verden mere og mere fordærves, synes just disse at tage Overhaand – saadanne, som Øvrigheden ikke straffer. Saaledes hersker der især i vore Tidera i enhver større Stad en Last som hedder Bagvaskelse.
✂ a ►fornemlig
Tænk nu en Præst. Skal en Saadan gjøre Gavn, saa har han ogsaa at vidne mod Tidens Laster. Dog vilde vel de fleste Præster unddrage sig – Enhver der gjør ⓘ dette, ja han naaer ikke Virkelighed.
Men saa var der En, 1v det var den nidkjære Mand, han synes heller ikke at have Noget imod at man ærer ham saaledes. Han vil vidne mod denne Last.
►Bie nu lidt. Naar Bagvaskelsen har taget saa almdl. Overhaand, saa maa der ⓘ jo være nogle Bestemte, der ere Ophavsmændene. For at naae Virkelighed gjælder det da om at ►faae Sigte paa disse bestemte og saa ⓘ udenvidere at rette sit Angreb mod dem, derved udsættende sig for, hvad naturligviis ikke vil udeblive, at disse Bestemte saa ►til Vederlag paa det Bestemteste rette hele Bagvaskelsens Magt mod denne bestemte Mand: saaledes naaes Virkelighed.
Men ►vor Høiærværdige bar sig ikke saaledes ad – thi lad mig nu vise hvorledes man kan frembringe et Skin, som 2r blev det til Virkelighed, og dog blive paa den længst mulige Afstand frab Virkelighed.
✂ b at naae
Der var i den Bye – og det er ⓘ et sjeldnere Tilfælde, hvilket netop maatte have kunnet hjælpe den Høiærv., hvis han i Sandhed havde villet naae Virkelighed – netop ►een bestemt Person, om hvem det var almdl. be593kjendt, at her er Ophavsmanden. Saa er jo Sagen let ⓘ nok? ja, hvis man virkelig vil naae ⓘ Virkelighed.
Hvad gjør nu vor Høiærværdige? ►Denne bestemte Person smigrer den Høiærværdige for, siger ham offentligen Complimenter – og ►saa prædiker den Høiærværdige »om Bagvaskelse«. Det var fiint, og tillige var det en frygtelig Afstand fra ⓘ »at naae Virkelighed«. Den Høiærværdige vinder, at ansees som den 2v nidkjære Mand, der vidner mod Tidens Laster, uforfærdet, endog mod den, som det vistnok er farligst at vidne mod »Bagvaskelse«. Paa samme Tid sikkrer han sig Bagvaskerens personlige Venskab, og er da altsaa sikker nok paa, at han da ikke faaer i Sinde at angribe denne Høiærværdige.
See det er, ikke at naae Virkelighed! Betragt det som atter et Exempel paa: den objektive Forkyndelse af Χstd.
A52i38XI2A2951rAt det Videnskabelige er det Allerfarligste for det Christelige, maa blive Opløsningen.
Saaledes er vel Forholdet. Der forkyndes Dig i Χsto 👤Jesu Dine Synders Forladelse, Naade, evig Salighed – troe det blot. Føler Du saa ikke dybere Trang til at have med Χstd. at gjøre: i Guds Navn, saa see at komme ud i Verden, udfyld Din Dag og Tid med eet ell. andet gavnligere msklig Foretagende, arbeid, erhverv, gift Dig o: s: v:.
Føler Du derimod dybere Trang til at have med Χstd. at ►skaffe: vel, saa ud ►i Charakteer af det Χstlige, i strengere Forstand i Charakteer:a at lide for Læren, at blive ⓘ Martyr.
✂ a at vidne for Læren som Missionair blandt Hedninger eller i »Χsthed«
I begge Tilfælde forvanskes den hellige Skrifts guddommelige Korthed i Bud og Befaling i Forjættelser og Tilsagn ikke; thi den menige Χsten udfylder sin Tid og Dag med Andet og faaer altsaa ikke Tid til at belæmre den hellige Skrift med Vidtløftigheder; og ►Sandheds-Vidnet faaer heller ikke Tid dertil.
Men da skyder der sig et 1v Tredie frem: det videnska594beligt at beskjeftige sig med det N. T. Og i en ældre Tid iagttoges dog den Sømmelighed, at Den, der saaledes beskjeftigede sig med det N. T., dog forsaavidt var strengere i Charakteer af det Χstlige som han var Asket o: s: v:
Men i vore Tider er Professoren aldeles en Verdensmand ligesom Prof. i Historie, Mathematik, Græsk o: s: v: – ikke i nogen Maade i strengere Forstand (end den menige Χsten, der jo ikke er i strengere Forstand i Charakteer af det Christelige) i Charakteer af det Christelige. Men han forsker lærd i det N. T.
Og see, ⓘ Ordets guddommelige Korthed i Bud og Befaling i Forjættelse og Tilsagn, opløser sig i en uendelig Vidtløftighed af ►pro und contra;b ⓘ Og dog gjørdette Videnskabelige Fordring paa, christeligt at staae høiere ikke blot end 2r den menige Χsten (hvilket dog er Usandhed, da det just er, christeligt, det Gode hos ham, at han, naar han ikke vil i strengere Forstand ►træde i Charakteer af det Χstlige, idetmindste ikke bebyrder det med Vidtløftigheder) men endog end de – ulærde – Sandheds-Vidner.
✂ b ►Tvivlsmaalenes uoverskuelige Skare reiser sig og afføder nye Tvivlsmaal; ►som »ⓘ Prokuratoren« ⓘ skaffer Sager, saaledes udvikler »Professoren« ⓘ Trang til flere, flere Professorer, for at kunne ►holde Overskuelsen, ⓘ tilsidst maaskee vel endog blot for at kunne holde Overskuelsen over Dem, hvis ►Forretning er at holde Overskuelsen. I Sandhed er det guddommeligt at være kort: dette, ja det er vidtløftigt!
Følgen af dette Videnskabelige bliver saa, at den menige Χsten ogsaa faaer et Nys om det Lærde, og nu ikke mere ►er nøiet med Sit uden dog at kunne blive lærd – med ham bliver det altsaa Skidt. Paa den anden Side bliver Følgen den, at Den, der føler Trang til dybere at have med Χstd. at gjøre, og saa altsaa skulde ud i Charakteer af det Christelige, at han foranlediges til dog først at ville sætte sig ind i det Videnskabelige, dette vil sige, han kommer 2v aldrig ud i Charakteer af det Χstlige, men omkommer i det videnskabelige Vrøvl.
Dette er det Christeliges Forraadnelse. Men et ►hykkelsk Skin hviler over det Hele som var dette just den dybe ⓘ alvorsfulde Interesse for det Χstlige. Og man ►passer vel paa, at sikkre sig Forraadnelsens Vedbliven, saa ⓘ hvis Nogen vilde see at faae den taget bort, ved at vise det Videnskabelige udenfor, da raaber man: hvilken Ugudelighed, tag for Gud i Himlens Skyld ikke det Videnskabelige bort, dette sande Christelige, vor Tids Stolthed.
595A51371rX5A167►Angaaende mit Forhold til Biskop 👤Mynster.
Maaskee er det dog det bedste, at jeg med et Par Ord oplyser, hvorledes jeg nu forstaaer mit Forhold til Biskop 👤M.; min Læser vil det altid interessere. Og ►da der offentligen dog gjøres Noget, hemmeligen maaskee meget Mere, for at modarbeide min Stræben; saa er ⓘ en saadan Oplysning altid gavnlig.
Jeg forstaaer da Forholdet ⓘ nu saaledes, at jeg i Biskop 👤M. maa see min farligste og min ivrigste Modstander.
»Men hvorledes er det gaaet til? hvad himmelraabende Uret har Du da begaaet mod ham, for at bevirke dette?« Nei, ikke saaledes; thi selv om ►saa var, at jeg havde begaaet den meest himmelraabende Uret mod Biskop 👤M., jeg vilde endnu derfor ikke ansee ham for min ivrigste Modstander, o, nei, Biskop 👤M. er en stolt Mand, og en stolt Man[d] kan tilgive endog en himmelraabende Uret.
ⓘ Kun Eet, kun i eet Tilfælde kan han ikke tilgive. Hvad jeg nu tilføier er ikke af mig, Bemærkningen skyldes en af de fineste, meget erfarne og prøvede tillige vistnok en af de ædleste Iagttagere, 1v ⓘ hvilke det franske Folk har at opvise, ►Hertugen 👤Larochefoucauld. Han siger: ►man tilgiver Den, der har gjort Uret mod En selv, men man tilgiver – og især i samme Grad som man er stolt – ⓘ man tilgiver aldrig Den, mod hvem man selv har gjort Uret. Nei, ham tilgiver man ikke, han er En jo ogsaa langt farligere end den værste Fjende. Thi hvad kan den værste Fjende i det Høieste gjøre? Han kan gjøre Uret mod mig; ⓘ ikke Andet end det, jo stoltere En er, jo mindre bryder han sig derom. Nei, men denne er en plagende Erindring om, at jeg gjorde Uret – ham tilgiver jeg aldrig. Ja, der er vel forekommet Tilfælde, hvor en Stolt, der gjørende Uret, saa blev saa forbittret paa Den, mod hvem han gjorde Uret, at han nu anvendte Alt for om muligt at styrte dette Msk. i Laster og Forbrydelser, og derved ligesom at naae – som havde et Senere tilbagevirkende Kraft! – at han dog 596havde Ret i den Uret han oprindeligen gjorde mod ham. Nei, Den 2r mod hvem man selv har gjort Uret tilgiver man aldrig.
Ak, jeg stakkels Mska – thi jeg er i det Tilfælde, at Biskop 👤M. har gjort Uret mod mig; jeg stakkels Msk, og endnu engang jeg Stakkel med min ⓘ uforandrede Hengivenhed for Biskop 👤M.
✂ a saa har jeg da i Biskop 👤M. min ivrigste Modstander
►At sætte Corsarens 👤G. og mig paa Linie sammen som Forf. (og det gjorde Biskop 👤M. i sin sidste Bog ) det var, det føler Biskop 👤M. selv, en Uret – og han tilgiver mig det aldrig. Kun i eet Tilfælde mener jeg, at Biskop 👤M. dog maaskee vilde have tilgivet mig, at han gjorde Uret mod mig: ►hvis det Hele kunde være gaaet ubemærket hen. Men kan dette ikke naaes, røres der derved – for hver Gang vil Biskop 👤M. blive mig mere og mere ugunstig, han tilgiver mig det aldrig thi han føler det nok selv, det var i Grunden uhyre Uret jeg gjorde mod ►Mag.👤K., og jeg har ►derhos frygteligt blottet mig selv – ►ergo tilgiver jeg ham det aldrig.
A52i33XI2A2941rHvilke Egenskaber maa Den have, der i Aands-Forhold skal virke ►»standsende«?
Han maa have Veemod til at røre ved Hjælp af ⓘ
Idealernea De Tusinder og Tusinder, der i Middelmaadighedens Tjeneste ere travlt virksomme – de kunne kun standses ved Idealerne.
✂ a ; Veemod til ⓘ indtagende at kunne røre ⓘ Dem, som dog have Modtagelighed og ville give sig hen – standsede.
Han maa have Satire atter ved Hjælp af ⓘ Idealerneb
✂ b ; Satire for ⓘ dræbende at kunne ⓘ ramme Middelmaadighedens ustandselige Travlhed – standset.
Det er den Magt han maa ⓘ have, et Dobbelt, dog dybere seet det Ene og Samme.
Men selv maa han ikke være nogen Magt; thi da kunde han maaskee komme til, istedetfor blot at virke standsende, at begynde noget Nyt, eller at gjøre begge Dele halvt.
Nei, som Veemod og Satire, dette ene og samme Dobbelte er Standsningens Magt, saa maa ⓘ Den i hvem denne Magt er, den Standsende, ikke være en Magt men en Afmagtc – en Digter, og da naturligviis uden 597Forbindelse ikke blot med noget Partie men med noget eneste Menneske.
✂ c , en Svaghed
Og naar saa en saadan Digter ⓘ er, gudeligt forstaaet, ⓘ en Svaghed, saa han tvinges enten han vil eller ei; og naar han tillige, gudeligt 1v forstaaet, er en Svaghed nemlig i ubetinget Lydighed mod den Magt, som tvinger ham: saa er han Standsningen.
Og »Standsningen« er det Første der vil forestaae Christenheden; som naar ved Solens Frembrud i Morgen alle Nattespøgerierne og Troldfolket og hele det ►phantastiske Mylder ⓘ forsvinder: saaledes vil Idealerne lyse ind i dette ikke mindre phantastiske Vrøvl med disse Millioner og ⓘ Millioner Χstned, dette Mylder af Χstne, der rende mellem hinanden og hvor vi alle ere Χstne – Idealerne ville lyse ind: og see ⓘ det forsvandt ►der var slet ingen Χsten.
✂ d som avle Χstne,
Gud er interesseret i Idealerne; Mennesket mener – det er nemlig Mennesket det Beqvemmeste – at kunne være ham [til] Behag ⓘ ved Hjælp af Surrogatet, det Numeriske, at skaffe ham flere og flere Millioner af – Ikke Χstne; istedetfor selv at stræbe indtil det Yderste i Retning af ⓘ Idealet, foretrækker man, ►efter som Ens Vilkaar er, at skaffe Gud 10 ell. 2r 100 ell 1000 ell. 100000 ell. en Million af Ikke Χstne, der ere blevne – ►hvor fortjenstligt – Ikke Χstne ved den Mands Virken, som fritog sig for sit eget Vedkommende fra at stræbe til det Yderste.
A52i32XI2A2921r►Skal »Præsten« være bundet ved Eed paa det N. T. saa kan han ikke forsvare at ►lade sig lønne saaledes som nu, thi det er en aldeles uchristelig Maade, at en tredie Magt trænger sig mellem Præst og Menighed, tvinger Menigheden til at betale noget Vist, ►inddriver det ved Politie o: s: v: – dette kan Præsten ikke forsvare, hvis han med Eed skal forpligte sig paa det N. T.
Men hvis han ikke ved Eed vil forpligte sig paa det N. T. saa vil Staten vel ikke lønne ham.
598XI2A293Enten maa overhovedet Præsten fritages for Eed paa det N. T., og der i Statens Navn og paa dens Ansvar forkyndes Noget, som maa kaldes Tilnærmelse til Χstd ⓘ omtrent Det som nu forkyndes under Navn af Χstd – eller Præstens Forkyndelse (Ordet) og hans Forkyndelse (Existentsen) maa ganske anderledes være i det N. T.s Charakteer og Aand; ganske anderledes, thi det Nuværende er ikke, ►om man saa vil, svagt og ⓘ mangelfuldt, ⓘ men er det N. Ts Charakteer og Aand stik imod.
A52i31XI2A2911r►Ifølge det N. T. er der Strid mellem Gud og Msk. Selvfølgeligt er Alt hvad der stræber i Retning af at arbeide Mskene sammen til en compa[c]t Masse lige overfor Gud, Χstd. imod – derfor ►Alt hvad der hedder Statskirke, Folkekirke, ►christeligt Folk o: s: v: o: s: v:
Men i denne Retning er al Stræben ►ordentligviis, det er altsaa ikke en svag Stræben i Retning af det Christelige, men en Stræben Χstd. imod.
Dog ►det forstaaer sig, naar man ikke faaer Statskirke, Folkekirke, christeligt Folk o: s: v: saa faae vi ikke de store Levebrød, ►den høie Embedsrang, vi faae heller ikke det hele Læs af Udflugter og Undskyldninger og ►Sandsebedrag, hvori vi leve aldeles hedensk – og vel at mærke det kalder vi Χstd.