◄ lade sig lønne saaledes som nu : I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, kaldet 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især af deres korn, kaldet 'tiende'. Størrelsen af denne betaling blev fastsat af Kirke- og Undervisningsministeriet. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst en frivillig pengegave, kaldet 'offer'. I en vis udstrækning modtog præsten endvidere 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb og begravelse. Dertil kom i købstæderne en huslejegodtgørelse, mens præsterne på landet havde indtægter fra den jord, de havde fået tillagt. Der var stor forskel på de enkelte kalds velstand, men også mulighed for 'avancement', dvs. at præsten efter anciennitet kunne kaldes til et embede med en højere indtægt, jf. 👤D. Smith »Om Præsters Avancement, personelle Kapellaner og entledige Præsters Pensionering« i Ugeskrift for den evangeliske Kirke i 📌Danmark, nr. 40, den 14. sept. 1855, bd. 6, s. 145-152. En komplet oversigt findes i 👤Bloch Suhr Kaldslexicon, omfattende en Beskrivelse over alle danske geistlige Embeder i alphabetisk Orden, 📌Kbh. 1851, ktl. 379.
I trykt udgave: Bind 27 side 597 linje 30