↩ Dette er ingen misfornøiet og ►fortræden Skildring af Verden, som den 332er nu i dette Øieblik, tvertimod det er en gammel Erfaring, ►sandet til de forskjelligste Tider af de Forskjelligste. Saaledes er ►Menneskets-Slægt, ►vel ►i Slægt med Guddommen, men ogsaa ►vanslægtet mere eller mindre. Dette sees bedst, naar man betragter Slægtens Forbillede. Thi dersom Mennesket ikke var i Slægt med Gud kunde et saadant Forbillede ikke være til for ham; men paa den anden Side, netop naar man seer paa Forbilledet, da viser Fordærvelsen 216sig i desto stærkere Farve, naar man seer paa Forbilledet og dets Reenhed, da viser Fordærvelsens Skygge sig desto mørkere. Dette Forbillede er den Herre Jesus Christus. Han kom ikke for »►at lade sig tjene«, ikke for at lægge Byrder paa Andre; han bar Byrderne, den tunge Byrde, som Alle, Hver især helst ville skubbe af sig: Syndens Byrde; den tunge Byrde, som end ikke Slægten selv formaaede at ►bære: Slægtens Synd. Og det blev gjort ham vanskeligt at bære den, han blev ►forladt, ►foragtet, ►forfulgt, forhaanet, ja han blev af Syndere overgiven til Døden, han blev og han bliver af Syndere anseet som Fjende – fordi han er »►Synderes Ven«. Dog bar han Byrden, som Slægten havde lagt paa ham, eller han paataget sig; og ikke blot dette, men hele hans Liv og hvert dets Øieblik var offret til at bære Andres Byrder. Thi disse Ord ere hørte af ham: ►»kommer hid Alle I som arbeide og ere besværede« (►Matth. 11, 28); men derimod er det aldrig hørt, at han har sagt: nei, idag har jeg ikke Tid; idag er jeg ikke stemt, da jeg er indbuden til Glæde; idag er jeg ikke oplagt, jeg har selv havt Bekymring; idag har jeg tabt Taalmodigheden med Menneskene, jeg er saa ofte bleven bedraget. Nei, noget saadant Ord er ikke hørt af hans Mund, saa havde der jo ogsaa, hvad Skriften benegter og Troen gyser ved, været ►Svig i hans Mund – thi i Hjertet havde han dog ikke meent det. Der var ►ingen et ⓘ Menneskes Lidelse saa rædsom, at han ønskede at blive uvidende om den, at den ikke skulde forstyrre 25 ham hans Glæde, eller forøge ham hans Sorg; thi hans eneste Glæde var at ►skaffe den Lidende Hvile for Sjelen, og hans største Sorg var, naar den Lidende ikke vilde lade sig hjælpe. Hvor Du traf ham, ►afsides for at søge Eensomhed eller ►i Templet og ►paa Torvet for at lære: han var strax villig, han undskyldte sig ikke med, at han søgte Eensomhed, han undskyldte sig ikke med, at han var beskæftiget. Naar De, der ligesom vare hans Nærmeste, vilde misbruge dette Forhold, vilde gjøre Fordring paa hans Tid, ►da kjendte han dem ikke; men var der en Lidende, ham kjendte han sig ved. Han 333kom, ►naar en Øverste sendte Bud efter ham, og naar ►i Forbigaaende en Qvinde rørte ved Fligen af hans Kjortel, da hørtes Intet: stands mig ikke, nei han standsede; og ►naar Disciplene vilde holde Trængselen borte, da formeente han dem det. – O, dersom det var Viisdom, hvad der kun falder altfor let strax at forstaae: at ►Enhver er sig selv nærmest, da var Christi Liv Daarskab; thi hans Liv var saaledes Opoffrelse, at det var som var han kun enhver Andens Nærmeste, men 217sig selv den Fjerneste. Men dersom han ubetinget og evigt er Forbilledet: da lader os lære af ham, som han selv opfordrer dertil ►(►Matth. 11, 29): »tager mit Aag og lærer af mig«; lader os lære af ham at bære Byrderne, vore egne og Andres.