Kierkegaard, Søren Opbyggelige Taler i forskjellig Aand

1) Først maa der nu siges, hvad der da er let at indsee, at Den, der 41vil det Gode for Lønnens Skyld, han vil ikke Eet, men er tvesindet.

✂ Det Gode er Eet, Lønnen er et Andet, den kan jo komme og den kan udeblive, indtil videre, og indtil det Sidste. Naar han da vil det Gode for Lønnens Skyld, saa vil han ikke Eet, men et Dobbelt. Det er nu vist, at paa den Maade kommer han ikke langt frem ad det Godes Vei, thi i Grunden er det som hvis et Menneske, istedenfor det Naturlige, at bruge begge Øinene til at see Eet, vilde bruge det ene Øie for at see til den ene Side, det andet Øie for at see til den anden Side: det lykkes ikke, det forvirrer kun Synet. Dog derom tale vi her ikke, men kun om, at det er Tvesindethed. Ogsaa i Oldtiden var denne Sag ofte Gjenstand for Overveielse. Der var ►Frækhedens frække Lærere, som meente, at det Retfærdige var at gjøre Uret i det Store, og saa at kunne give det Udseende af, at man dog vilde det Gode: saa havde man dobbelt Fordeel, meente de, den usle Fordeel, at kunne gjøre Uret, at kunne faae sin Villie, lade sine Lidenskaber rase; og den hykkelske Fordeel, at synes 150god. Men da var der og ►i Oldtiden en eenfoldig Viis, hvis Eenfoldighed blev en Snare for de Frækkes Spidsfindighed, han lærte, at man, for ret at være sikker paa, at det var det Gode man vilde, endog ►burde undgaae at synes god, formodentligen for at Lønnen ikke skulde blive fristende. Thi saa forskjelligt er jo det Gode og Lønnen, naar Lønnen adskilt eftertragtes, at det Gode er det Forædlende og Helliggjørende; Lønnen det Fristende, men det Fristende er aldrig af det Gode. Den Løn, vi her tale om, er Verdens Løn, thi den Løn, som Gud for evigt har sammenføiet med det Gode, den har ingen ►Misligheder, den er ogsaa sikker nok; den ►kan hverken det Nærværende eller det Tilkommende, hverken det Høie eller det Lave, den kan Englene ikke ville og alle Djævle ikke formaae at adskille fra det Gode. Men dersom ►Verden selv ikke er i sit Inderste god, dersom den endog, som Skriften siger, ligger i det Onde, eller dersom det dog er langtfra at være saaledes, at Den er den sjeldne Undtagelse, 39 Den, der ikke vil det Gode: saa er Verdens Løn jo ►mislig, saa er det sandsynligere, at den vil lønne hvad den anseer for det Gode, hvad der saadan til en vis Grad seer ud som det Gode, hvad der, som hine Frække lærte, har det Godes Skin – og hine Frække manglede ikke Kjendskab til Verden. Men saa er Lønnen jo det Fristende.

✂ Sagen er ikke vanskelig. Dersom en Mand vil elske en Pige for Pengenes Skyld, hvo vilde da kalde ham en Elskende; han elsker jo ikke Pigen, men Pengene, han er ingen Elsker men en Pengebegjerlig. 42Men dersom En sagde: »det er Pigen jeg elsker og hun har Pengene,« og han da vilde spørge os om vor Dom, thi ►vi have intet Kald til at dømme, da vilde vel Svaret være: »det er en vanskelig Sag med disse Penge; Penge skal have stor Indflydelse, man kan let see feil, og det er saare vanskeligt at ►kjende sig selv.« Dersom da denne Sag laae ham meget stærkt paa Sinde, kunde han vel ønske Pengene borte, blot for at prøve sin Elskov. Thi en ret Elsker vilde vel sige: »Pigen har kun een Feil, at hun har Pengene.« Og hvad maa nu Pigen sige? Dersom hun sagde: »den Fordeel ønsker jeg at have, at det er mig, der har gjort ham riig«: mon hun da kunde kaldes en ret Elskende, hun elskede jo ikke ham, men Pengene. Hvis derimod de Tvende i Elskov enedes om at gjøre en god Gjerning med disse Penge, der vare dem til Hinder, da var det gjort dem muligt, ene at ville Forelskelsen. At nu dog Ingen her kunde faae travlt for at forstyrre den skjønne Tankes uskyldige Indbildning ved at for151tælle os om: »hvad Livet nok vil lære de Tvende«. Ak, der er en kummerlig Viden, et lurvet Kjendskab til Virkeligheden, som ikke blot er kummerligt og lurvet, men tillige ved alle Leiligheder antager en vigtig Mine, som var denne Viden Andet end Vanære over hver Den, som feigt og forrædersk og misundeligt og tomt opblæst vover at foredrage den; som var dette Kjendskab andet end foragtelig Tvesindethed, der vil og vil ikke, og derfor kun vil lyve, vil lyve det Gode og den Gode paa! Ja, om denne Viden gjelder, hvad der ►engang blev sagt om Hukommelsen, at man hellere maatte ønske, at 40 lære den Kunst at glemme; det gjelder, at hiin Viden kan man let nok faae lært, og let nok faae den at lære af alle de Usle, at man hellere maatte ønske og bede, at der var en Kunst, der kunde lære En at ville være uvidende om den.

✂ Altsaa at ville Pigen uden Pengene; lader os tænke paa det Gode, hvor Alt er fuldkomnere, hvor den skjønne Tankes uskyldige Indbildning er Alvor og Sandhed. At ville det Gode for Lønnens Skyld er Tvesindethed; at ville Eet er altsaa at ville det Gode uden Hensyn til Lønnen; i Sandhed at ville Eet er at ville det Gode, men ikke ville Lønnen derfor i Verden. Lønnen kan jo rigtignok komme uden at et Menneske vil den, den kan komme fra Gud ogsaa i det Udvortes, men naar han betænker, at al Løn i det Udvortes kan blive hvad Verdens Belønning altid er, en Fristelse for ham, da maa han jo, netop for ret at kunne ville det Gode, værge sig mod Lønnen, om han dog ikke maa glemme, at det, saaledes 43at ville værge sig, atter kan være en Fristelse til Stolthed. Men er det nu saaledes med Lønnen for det Gode i Verden, at Verdens Belønning er saa farefuld, da er det næsten en opbyggelig Egenskab det Gode har i denne Verden, (om dette Opbyggelige end er ligesom formildet i Evighedens salige Smiil) at Den, der i Sandhed vil det, ved at ville Eet, at han sjældnere føres i den Vanskelighed, at fristes ved Lønnen. Thi at det Gode har sin Løn i sig selv, ja det er evig vist, der er Intet saa vist, det er ikke vissere, at der er en Gud til, thi dette er Eet og det Samme; men her i Verden lønnes det Gode ofte foreløbigen med Utaknemlighed, med Miskjendelse, med Armod, med Foragt, med mange Lidelser, stundom med Døden. Det er ikke den Løn, om hvilken vi tale, naar vi sige, at det Gode har sin Løn, men det er den Løn, som kommer i det Udvortes og som kommer først; og det er netop Dette Den frygter, som vil det Gode for Lønnens Skyld, thi han har ingen Tid at 152vente, ingen Tid, ingen Aar, intet Liv at give bort – for en Evighed. Det er derfor saa langt fra at være det Ønskelige, at Lønnen kommer i det Udvortes, at det tvertimod baade er gavnligt og opmuntrende, at den ikke kommer i det Udvortes, ►paa det at Tvesindetheden i det Indvortes 41 maatte omkomme, og paa det at Lønnen i Himlen maatte vorde desto større.

✂ At ville det Gode for Lønnens Skyld er ligesom et Sindbillede paa Tvesindethed; og ►en tvesindet Mand er, efter Apostelen 👤Jacobs Ord, ustadig i alle sine Veie; han naaer ei heller Noget, thi ►en tvesindet Mand, siger den samme Apostel, maa ikke vente at faae det, hvorom han beder. Om derfor end en saadan Tvesindet, der vil det Gode for Lønnens Skyld, bryster sig af, ►trodser paa, – og indbilder sig, at han vandt det Eftertragtede; om mangen Forblindet ►daarligen mener det Samme: saa lader os dog ikke bedrage hinanden, ►m. T., eller tillade et Sandsebedrag at gjøre det! Vel muligt nemlig, at han vinder de gode Ting, som kaldes Lønnen: som Løn faaer han dem dog ikke, idetmindste ikke i Sandhed, dersom ellers det, at ville det Gode i Sandhed, er kjendeligt paa at ville det uden Løn. O, Du det Godes vidunderlige Overeensstemmelse med Dig selv; at Du ikke lader Dig bedrage! Naar en Tvesindet paa Skrømt vil det Gode, for Lønnens Skyld, og han synes at faae Lønnen, faaer han den dog ikke, thi det, han faaer, faaer han ikke som Løn – for det Gode, ja saa langt fra er det, at han i Sandhed faaer det som Løn, at han, netop naar han faaer Det, i Sandhed ►har Lønnen borte! 44See, Pigen, der har Pengene, kan maaskee en svigefuld Elsker bedrage, saa det seer ud som elskede han hende, medens han dog egentligen elsker Pengene, saa hun glad, muligen endog taknemlig lever hen i den Indbildning, at hun er elsket: men det Gode kan Ingen bedrage, nei i al Evighed ikke! I al Evighed ikke; ja der er det netop man mindst kan bedrage det. Her i Verden kan det maaskee lykkes, ikke at bedrage det Gode, men at bedrage Menneskene ved det Godes Skin. Sligt undgaaer ikke det Godes Opmærksomhed; stundom ►samler det Vrede over et saadant Menneske og gjør hans Bedrag aabenbar; men ofte lader det Gode Bedrageren gaae hen, fordi det veed med sig selv, at det er det Stærkeste. Kun et svagt og qvindagtigt Menneske vil strax have Ret, vil strax seire i det Udvortes, netop fordi han er svag, og 42 derfor maa have et udvortes Beviis for – at han er stærkest; Den der i Sandhed har 153Magten og i Sandhed er den Stærkeste, han indrømmer roligt den Afmægtige et Raaderum, han ligesom indrømmer ham at give sig Skin af at være den Stærkere. Saaledes med det Gode; naar det taaler en saadan Bedrager, da er det som sagde det hemmeligen til ham: »ja, gjør Du Dig kun lystig ved Bedragets Skin, men husk paa, vi To, vi tales ved igjen.«

✂ Den Tvesindede staaer ved Veiskillet; der vise sig tvende Syn: det Gode og Lønnen. Det staaer ikke i hans Magt at bringe dem i Overeensstemmelse, thi de ere ueensartede; kun den Løn, som Gud i det Indvortes for evigt føier til det Gode, kun den er i Sandhed eensartet med det Gode. Saa staaer han da grublende og overveier. Hengiver han sig ganske til denne Grublen, da bliver han staaende – et Sindbillede paa Tvesindethed. Men saa river han sig vel løs fra Overveielsen og gaaer nu fremad. Ad hvilken af Veiene? Ja, spørg ham ikke derom; maaskee var han istand til at besvare lærde Spørgsmaal og ►forraade ►udbredte Kundskaber, men Eet kan han dog ikke, nemlig det Eneste han ikke kan, han kan ikke svare paa Spørgsmaalet om, hvilken af de to Veie han gaaer. Ved grublende i Overveielsen atter og atter at see det Ueensartede sammen, har han ►noget forvirret sit Syn; han troer at have opdaget, at der er en tredie Vei – og det er ad den han gaaer. Denne tredie Vei har intet Navn, da den slet ikke er til, og saaledes er det forklarligt, at han, netop naar han skal være oprigtig, ikke kan sige, hvilken Vei han gaaer. Naar han skal være oprigtig, thi ellers vilde han vel sige, at han gaaer ad det Godes Vei, det maa jo være ham magtpaaliggende 45at overbevise Menneskene derom – at de kunde ære ham, hvilket hører med til Lønnen, som han eftertragter. Den tredie Vei er den Hemmelighed, han har for sig selv. Og hvorledes gaaer han nu ad denne tredie Vei, der er smalere end nogen Dandsers Linie, da den slet ikke er til; gaaer han jævnt og fast som ►Den, der har et bestemt Maal for Øie, som Den, der derfor ikke seer sig meget om, at han ikke skal forstyrres, som Den, der kun seer efter det Ene, efter 43 Maalet? Nei, saaledes gaaer man kun paa det Godes Vei – med det Gode ene for Øie. Eller gaaer han som Den, der ad Lystens brede Vei jager efter enhver Nydelse? Nei, saaledes gaaer han heller ikke. Gaaer han da som den sorgløse Yngling, der freidigt seer sig om efter Alt? Ak, nei dertil er han for gammel. Hvorledes gaaer han da? Han gaaer saa smaat, efter Omstændighederne, paa Grund af Veiens Vanskelighed. Han føler sig for med Foden, og sætter han ende154lig Foden til og gjør Skridtet, da seer han sig strax om efter Skyerne, fra hvilken Kant Vinden kommer, og om Røgen staaer lige op af Skorstenen. – Det er nemlig Lønnen, Verdens Løn, han seer efter, og den er som Skyerne, og som Vinden, og som Røgen af Skorstenen. Og saa spørger han sig bestandig for, han agter nøie paa de Forbigaaendes Ansigt for at faae at vide, hvordan det staaer sig med Lønnen, hvilke Priserne ere, hvad der er ►Tidens og Menneskenes Fordring til det Gode, naar de skulle lønne det. Hvad vil han da egentligen? Ja, spørg ham ikke derom; maaskee skulde han kunne besvare ethvert andet Spørgsmaal, med Undtagelse dog af det om Veien, men dette kan han ikke med Bestemthed besvare, naar han skal svare oprigtigt, thi ellers er naturligviis Svaret strax ved Haanden, at han vil det Gode og afskyer Lasten – naar den synes afskyelig; at han vil de Godes Bifald – naar de ere de Fleste og have Magten; at han vil gavne den gode Sag – naar den er saa god at gavne ham. Men i Oprigtighed tør han ikke sige bestemt, hvad han vil, han tør end ikke sige det høit og afgjørende med Overbeviisningens fulde Stemme, at han vil det Gode; han siger det med Tvesindethedens klangløse Forsigtighed. Thi han veed jo nok, at det Gode og Lønnen ere ueensartede; sæt nu, at der ved en saadan uforsigtig Yttring kom disse Tvende noget imellem, sæt han blev anseet for i den Grad at ville det Gode – at Lønnen udeblev, hvilket skal være hændt før i Verden. Hvad vil han da? Vil han det Gode og endog undgaae Skinnet deraf? Nei, bestemt ikke. Vil han da Lønnen? Ja, men det vil han ikke sige ligefrem. Vil han da det Gode? Ja, engang 46imellem, maaskee for en Skams Skyld, som man siger. Skrømtet vil han alt44saa det Gode – for Ærens og for Lønnens Skyld; uskrømtet vil han engang imellem det Gode – for en Skams Skyld.

✂ Saaledes med ►den Lønsyge; saa tvesindet er han, at man ganske rigtigt ikke veed, om man skal lee eller græde over ham, hvis man da ikke veed, at al Tvesindethed dog er Fortabelse, thi saa veed man vel, hvad man skal gjøre, især naar man har sin Deel deraf. Thi det kan jo ogsaa være noget anderledes med at ville det Gode for Lønnens Skyld. Der var maaskee Den, som i Sandhed vilde det Gode i Oprigtighed; ydmyg for Gud, fremskyndet i sin Begeistring forstod han glad, naar Verden og Menneskene arbeidede ham imod, han forstod glad, at dette 155var Lønnen, og at derom var Intet videre at sige; stærk ved Gud, styrkende sig kun ved ►hans Fortrolighed ønskede han næsten aldrig at lønnes anderledes af Verden. Men da blev han træt, han greb efter Lønnen, nærmere forstaaet, og efter Lønnens lettere Forstaaelse, thi jo nærmere Forstaaelse ligger ved Misforstaaelse, desto lettere bliver den i Almindelighed. Han kunde ikke holde ud med det Evige, han kunde ikke udholde Verdens og Menneskenes Modstand, saa fordrede han først Lønnen i den Forstaaelse, at der dog skulde være en Overeenskomst mellem det Gode og Verden; tilsidst fordrede han Lønnen alene: saaledes gik det tilbage med ham. O, sørgelige Ende paa en god Begyndelse, o, Du det Godes strenge Nidkjærhed paa Dig selv, at Du maaskee lod ham faae Lønnen i Verden, netop naar Du har forkastet ham, lader ham faae Verdens Belønning, da han utaknemligt forglemte, hvilken Salighed det er, at have Din Løn, medens Verden negter sin! – Eller han begyndte ikke saaledes høit, men dog med at ville det Gode i Sandhed; uden Kjendskab til Verden, uden i Inderlighed at være dannet ved Mulighedens Forestilling om, hvad der kan hænde et Menneske, haabede han fromt paa, at det Gode ikke vilde mangle sin Løn, hvad der evigt forstaaet er evigt sandt og hellig Sandhed, men i Timelighedens Forstand er det Uvisse og forfængelig Kløgt. Saaledes gik han ud i Erfaringens Skole, thi vi gaae jo alle i Skole, saa længe vi leve; Livets Skole er for de Voxne og 45 derfor gaaer det noget strængere til end der, hvor Børnene gaae i Skole, hvor den Opmærksomme og Flittige nok kommer høit op mellem sine Jevnaldrende. Saa tog Livet ham da strængt i Skole; dog holdt han igjen, han formindskede Fordringerne, han vilde ikke svige det Gode. Ak, det var som vilde heller 47ikke dette hjælpe; han troede i det Gode at have en Fordring til Livet, nu blev det ham som var det det Gode, der kun havde Fordringer til ham. Saa sygnede hans Frimodighed, han saae omkring sig, hvorledes saa mange Andre reve Lønnen til sig, Fristeren begyndte at ængste ham i ►Kleinmodighed, hvorfor han ikke vilde være som de Andre, hvorfor han vilde jage efter Indbildningens Uvisse istedetfor at gribe det Visse. Da omskiftedes hans Sind, det gik ham i Livet, som det vel vilde gaae den bedre Discipel i Skolen, hvis der ingen Lærer var: de middelmaadige vilde faae Overmagten, og faae Magt til at fordærve de bedre, fordi den gode Discipel ingen Lærer havde at søge Tilhold hos. Og i Livet er der 156ingen Lærer synlig, som opmuntrer den gode Discipel, thi vi ere jo Alle Disciple; skal den gode Discipel holde ud, da maa han finde Opmuntringen i sig selv. Den fandt han ikke, hans Mod var brudt; maaskee fandt han heller ikke hvad han nu søgte i Verden, og saaledes bukkede han under, han den Bedragne, hvem Verden bedrog for Lønnen, da han vilde det Gode, og hvem dog Verden bedrog forfærdeligst, da den fik ham til at opgive det Gode.

2) Dernæst maa der siges, at Den, der kun vil det Gode af Frygt for Straf, han vil ikke Eet, han er tvesindet.

✂ Kun af Frygt for Straf at ville det Gode er Lønsygens anden Side, i Væsen derfor det Samme, som at ville det Gode for Lønnens Skyld, forsaavidt det, at undgaae et Onde, er en Vinding af samme Art, som den, at opnaae en Fordeel. Det Gode er Eet, Straffen noget Andet; altsaa vil den Tvesindede ikke Eet, naar han vil det Gode under den Betingelse, derved at undgaae Straffen. Betingelsen ►angiver netop Tvesindetheden; var denne der ikke, vilde han heller ei blot frygte 46 Straffen, thi Straffen er dog vel ikke det et Menneske skal frygte. Han skal frygte at handle ilde; men ►har han handlet ilde, da maa han, hvis han virkeligen vil Eet og vil det Gode i Sandhed, endog ønske at vorde straffet, at Straffen kan helbrede ham, ligesom Lægemidlet helbreder den Syge. Frygter den Syge Lægemidlets Bitterhed, frygter han »►at lade sig skære og brænde af Lægen,« da frygter han egentligen – at blive sund, om han end i Vildelsen høit og dyrt forsikkrer, at dette ingenlunde er saa, at han tvertimod kun altfor gjerne ønsker sin Sundhed. Forsikkringen, og jo ivrigere den er, gjør, og kun desto tydeligere, hans Tvesindethed aabenbar: at han ønsker sin Sundhed, og dog ikke vil den, uagtet han har det i sin Magt. At ønske, hvad man ikke formaaer, er 48ikke saaledes Tvesindethed, fordi det Forhindrende ikke er i den Ønskendes Magt; men naar den Ønskende selv er den Forhindrende, der forhindrer sig i at faae sit Ønske, ikke ved at opgive det, thi da er han i Enighed med sig selv, men ved ikke at ville og dog ville vedblive at ønske: saa er Tvesindetheden klar – som den kan blive det, eller saa er det klart, at det er Tvesindethed. Frygter et Menneske Skammen ved at gribes i en Vildfarelse, ikke Vildfarelsen: da er han saa langtfra ved denne Frygt at hjælpes ud af Vildfarelsen, at han netop ledes ind i den fordærveligere – selv om han ellers ikke var i Vildfarelse.

✂ 157Saaledes ogsaa, naar En vil gjøre det Gode af Frygt for Straf, hvis det ellers lader sig gjøre paa denne Maade, hvis det ikke bliver, som naar den Frygtagtige forvandler hele sit Liv til idel Sygelighed, af Frygt for at blive syg: Frygten er saa langtfra at hjælpe ham til at gjøre det Gode i Sandhed, at den fordærver ham, netop fordi Straffen er Lægemidlet. Men det veed da Enhver, endog et Barn, at Intet er saa farligt som et Lægemiddel, naar det vel er brugt – men paa den urigtige Maade: selv om det ikke ender med Døden; det at Sygdommen slaaer ind, er livsfarligt. Og aandeligt forstaaet er der en fordærvelig Sygdom, den: ikke at frygte hvad et Menneske skal frygte, ►Undseelsens Hellighed, Gud i Himlene, Pligtens Befaling, Samvittighedens 47 Stemme, Evighedens Ansvar. For at sikkres mod eller frelses fra denne Sygdom er det et Menneske gavnligt, at han straffer sig selv, »►at han slaaer sig for sit Bryst og straffer sit Hjerte;« endnu gavnligere, at han straffes, at Straffen holder ham vaagen og ædru, hvorledes denne nu end nærmere forstaaet, vorder ham til Deel og til Gode; ja, sandeligen til Gode, dersom han lader sig straffe. Men da er der, aandeligt forstaaet, en anden Sygdom, en endnu fordærveligere: at frygte, hvad et Menneske ikke skal og ikke bør frygte. Den første Sygdom er Trods og Gjenstridighed og Selvraadighed, den anden er Feighed og Trællesind og Hykleri; og denne sidste er forfærdelig netop som Sygdommen er det, naar Lægen til sin Forskrækkelse seer, at den Syge har brugt Lægemidlet – paa den urigtige Maade. Vel kunde det synes, at den, der vil det Gode af Frygt for Straf, endnu ikke kan kaldes syg, thi han vil jo det Gode. Men Straffen er dog vel ikke Sygdommen? Saa er han jo alligevel syg, og hans Sygdom netop den: at forvexle Sygdom og Lægemiddel. Det kunde synes, at Den, der vil det Gode af Frygt for Straf, ikke kan siges at have brugt Lægemidlet og altsaa heller ikke 49at have brugt det urigtigt, thi han vil jo det Gode, vil være sund, af Frygt for at komme til at bruge Lægemidlet. Men aandeligt forstaaet, hvor Sygdommen ikke er i det Sandselige, som ►Feberen i Blodet, og Lægemidlet ikke noget udvortes, som Draaber i en Flaske, der betyder Frygten: at bruge og at have brugt, at have indtaget Lægemidlet – paa den urigtige Maade. Dette viser sig tydeligt i hiin anden Sygdoms fordærveligste og uhelbredeligste Yttringer. Det er seet, at Frygt for Armod pludseligen gjorde den Ødsle karrig; men det sees aldrig, at den gjorde ham sparsommelig, og hvorfor ikke? Fordi Frygten 158for Lægemidlet var: at indtage det paa den urigtige Maade. Vel har Frygt for Legemets Svækkelse lært den Vellystige – at holde Maade i Udsvævelse (fordi Frygten var at indtage Lægemidlet paa den urigtige Maade), men den har aldrig gjort ham kydsk; den lærte ham altsaa, istedenfor at glemme Gud i Lastens Hvirvel (sørgelige Adspredthed!), dagligt at bespotte Gud 48 ved Maadehold – i Udsvævelse (afskyelige Besindighed!). Og vel har Frygt for Straf gjort Synderen til en Skinhellig, der i Hykleriets væmmelige Tvesind paa Skrømt elskede Gud (thi Frygten var: at indtage Lægemidlet paa den urigtige Maade), men den har aldrig gjort ham reen af Hjerte. Dette staaer fast, at Straffen ikke er Sygdommen, men Lægemidlet. Saaledes kan det for den Letsindige være en Straf at bindes til Sygeleiet, men dersom han i Sandhed forstaaer det som Straf, da er Sygdommen, Feberen, eller hvilken Sygdom det nu ellers er, den er Lægemidlet. Derimod er al Tvesindethed, som vil det Gode kun af Frygt for Straf, tilsidst kjendelig paa, at den anseer Straffen for en Sygdom. Er Tvesindetheden end, hvad man kan have inderlig Deeltagelse med, en overspændt Bekymring, ligesom naar den Syges forskrækkede Indbildning forandrer Lægemidlets Virkning: ►Kjendet er der, at Straffen forvexles med Sygdommen, at den Lidende dog ikke vil i Sandhed være fri fra Sygdommen, men i Usandhed være fri for Lægemidlet.

✂ Dog hvilken er nu Straffen, som frygtes; hvad forstaaes der nærmere ved den? Naar vi overveie dette, bliver Tvesindetheden nærmere aabenbar, fordi den een og samme Sygdoms Forskjellighed og forskjellige Farlighed ►er i Forhold til den forskjellige urigtige Forestilling om Straffen. Maaskee tænker Nogen ved Straffen paa, hvad der nu sjeldnere høres Tale om, paa Evighedens Straf, og det kunde synes, at Den ikke var tvesindet, der ►vil det Gode af Frygt for denne Straf, da han henfører Straffen til Evigheden, altsaa sammestedshen, 50hvor det Gode har hjemme. Og dog, han vil jo ikke det Gode, han vil det kun af Frygt for Straf. Altsaa – ►hvis der ingen Straf var! I dette »Hvis« lurer Tvesindetheden. Hvis der ingen Straf var!! I dette »Hvis« hvisler Tvesindetheden. Hvis der ingen Straf var, eller hvis der dog var et Menneske, som kunde overbevise ham om, at det var en Indbildning med Evighedens Straf; eller hvis det blev Skik og Brug at tænke saaledes; eller hvis han kunde reise til et fremmed Land, hvor det var Skik og Brug; eller hvis feig 159og 49 hykkelsk Overtro kunde opfinde et billigt Sone-Middel!!! See Tvesindetheden! See, den kan lige saa godt søge sin Trøst hos Vantro som hos Overtro; og er det end ikke Tvesindetheden, der søger dem, saa er det dem, der fange efter Tvesindetheden, indtil den bliver aabenbar. Skulde Tvesindetheden betegnes kort med et eneste træffende Ord, hvilket var da bedre betegnende end dette: »hvis«, »dersom«! Thi naar Villien i et Menneske faaer Raadighed ved at han vil det Gode og i Sandhed kun Eet: da er der intet ⓘ »dersom«»dersom«] R, »dersom A; men Tvesindetheden standser sig bestandigt selv i sit »dersom«. Den har ikke Evighedens Fart i sig, og det Uendeliges Fremkommelighed for sig, den kommer sig selv foran, møder sig selv standsende. ►Der siges, at man ved Korsets hellige Tegn kan standse den onde Aand, saa den ikke kan komme af Stedet: saaledes standser Tvesindetheden sig selv ved sit sørgelige Tegn, ved sit »dersom«. Det synes maaskee et Øieblik som var Tvesindetheden ikke til; den Tvesindede kan maaskee tale saaledes, at det ►skuffer: men naar et Menneske skal til at handle, og der er Tvesindethed i ham, da er den der strax i sit standsende »dersom«; og Timeligheden kan jo rigtignok et Menneske udfylde med sin Talen, men Evigheden gjør hans Handlens Væsen aabenbar. Kun for Den, der vil det Gode i Sandhed, kun for ham kan det være evigt sandt, ►hvad der læres om Evighedens Straffe; Den der blot frygter dem, for ham kan det ikke staae evigt fast, thi der er intet Evigt i ham, da det Evige kun kan være i ham, hvis han vil det Gode i Sandhed. Der er kun eet Beviis for, at det Evige er til: Troen paa det; Frygten er et vaklende Beviis, der beviser, at den Frygtende ikke troer, som naar ►Djævelen troer, men skjælver – fordi han ikke troer. Kun Eet kan hjælpe et Menneske til at ville det Gode i Sandhed: det Gode; Frygten er en svigefuld Hjælp, den kan forbittre En Lysten, gjøre Livet ►møisomt og kummerligt, gjøre En gammel og udlevet; men den kan ikke hjælpe En til det Gode, da Frygten selv har en 51feilagtig Forestilling om det Gode – og det Gode lader sig ikke bedrage. Eller hører dette ikke ogsaa med til det Godes sande Væsen, denne Nidkjærhed paa sig selv, at 50 det ikke vil taale nogen anden, nogen fremmed Hjælper, ikke nogen Splidagtigs Indblanding, der skulde afstedkomme Forvirringen: at, naar det Gode indtog sin Plads ved Maalet, hvor Lønnen ►vinker, eller hvor det selv vinker ad Mennesket, at det da med Uvillie skulde maatte see og finde sig i, at der var tvende Veie, tvende Stræbende, een fordi han 160vilde det Gode i Sandhed og ydmygt men glad fulgte Vinket, en anden, fordi Frygten gjennede ham derhen! Skulde tvende saa Forskjellige kunne komme sammesteds hen, aandeligt forstaaet! Thi aandeligt forstaaet er Stedet ikke noget Udvortes, hvorhen ogsaa Trællen kommer mod sin Villie, naar Fogden bruger Svøben; og Veien er ikke noget Ligegyldigt, hvad enten man kjører forlænds eller baglænds; men Stedet og Veien er inden i et Menneske, da Stedet er den stræbende Aands salige Tilstand, Veien den stræbende Aands stadige Forvandling. Nei, som det Gode kun er Eet, saa vil det ogsaa være ene om at hjælpe et Menneske. Det Gode dier og ammer den Spæde, opfostrer og nærer den Unge, styrker den Ældre, bevarer den Gamle; det Gode lærer den Stræbende, hjælper ham, men dog kun som naar den kjærlige Moder lærer Barnet at gaae alene: Moderen er paa Afstand saa langt foran Barnet, at hun virkeligen ikke kan holde paa Barnet, men hun breder sine Arme ud, hun eftergjør Barnets Bevægelser, blot det vakler, da er hun hurtig bøiet ligesom greb hun det – saa troer Barnet, at det ikke gaaer alene. Mere kan den kjærligste Moder ikke gjøre, dersom det dog skal være Sandhed med, at Barnet gaaer alene. Og dog gjør hun mere, thi hendes Aasyn, hendes Aasyn, ja det er vinkende som det Godes Løn og som Salighedens Opmuntring. Saa gaaer Barnet alene: med Øiet fæstet paa Moderens Aasyn ikke paa Veiens Vanskelighed, støttende sig ved de Arme, som dog ikke holde paa det, stræbende efter Tilflugten i Moderens Favn, neppe anende, at det i samme Øieblik viser, at det kan undvære den – thi nu gaaer Barnet alene. Frygten derimod er en ►Goldamme for Barnet: den har ingen Mælk; en blodløs ►Tugtemester for den Unge: den har ingen vinkende Opmuntring; en misundelig Sygdom 51 for den Ældre: den har ingen Velsignelse; en Rædsel for den Gamle: naar det viser sig, at Udgangen af den ►piinlige lange Skoletid dog ikke var til Saligheden. Frygten vil ogsaa hjælpe et Menneske, den vil lære ham at gaae alene, 52men ikke som den kjærlige Moder; thi det er Frygten selv, der bestandigt støder Barnet omkuld. Den vil hjælpe ham fremad, men ikke som den kjærlige Moders Vinken; thi det er Frygten selv, der tynger paa ham, saa han ikke kan komme af Stedet. Den vil føre ham til Maalet, og dog er det Frygten selv, der gjør ham Maalet frygteligt. Den vil hjælpe ham til det Gode, og dog vinder en saadan Lærende aldrig det Godes Yndest, han bliver ei heller nogensinde ►Guds Ven, thi, ►som 161Skriften lærer, ikke blot Tyve og Røvere, men ogsaa den Frygtagtige kan ikke indkomme i Himmeriges Rige – han vil det jo ikke selv, han vil jo kun af Frygt for Straf. Er han da ikke tvesindet selv om han ikke var en Saadan, at han vilde vise sig som en ganske Anden, hvis Du saae ham i hans Drømme, naar han i Søvne har afkastet Frygtens Tvang, naar Alt er som han dog egentligen vilde det skulde være, og han er, som han dog egentligen er, og som han vaagen vilde være, hvis Frygten ikke var; thi ►dette siges jo fra gamle Dage, at man lærer et Menneskes Sjel at kjende af hans Drømme.

✂ Naar der ved Straffen tænkes paa Evighedens Straf, saae det skuffende ud, som var det da ikke Tvesindethed at ville det Gode kun af Frygt for Straf. Men dog er det Tvesindethed; selv om det var et bedre Menneske, der i Frygtens ►Piinlighed bevarede en vis ►trælsom Ustraffelighed af Frygt for Straffen: han er dog tvesindet. Han gjør bestandigt, hvad han egentligen ikke vil, eller hvad han dog ingen Glæde har af at gjøre, thi den Glæde er jo kun den lave sandselige, og af de sandselige Glæder den laveste, den, hvis kummerlige Herlighed alene bestaaer i at undgaae Noget, saa Glæden altsaa ikke er i sig selv, men kun ved en Modsætning. Han henfører heller ei Straffen til Gud og til det Gode; tvertimod er i hans Forestilling det Gode Eet, Straffen noget ganske Andet. Men saa er jo det Gode ikke Eet, saa 52 frembringer han ved sin Tvesindethed et spændt Forhold mellem det Gode og Straffen: han ønsker, at Straffen ikke var til, og dermed ønsker han egentligen ogsaa, at det Gode ikke var til, da han jo ellers maa have et andet Forhold til det Gode, end det gjennem Straffen; nu er Straffen til, saa gjør han det Gode, af Frygt for Straffen. Men Den, der vil det Gode i Sandhed, han forstaaer, at Straffen kun er til for Overtrædelsernes Skyld, han forstaaer det fromt, at Straffen er liig alt Andet, hvad der vederfares Den, som elsker Gud: en Haandsrækning. Den Tvesindede skyer Straffen som en Lidelse, en Ulykke, et Onde, og løsriver derved 53sig og sin Forstaaelse af Straffen og Straffen ganske fra det Gode. Denne Egensindighed er ligesom Barnets barnagtige Forestilling, der i sin Uforstand endog sætter Splid i Faderens Væsen; thi Barnet indbilder sig, at Faderen er den Kjærlige, at Straffen derimod er Noget, som en slem Mand har opfundet, men at den kjærlige Fader selv skulde have opfundet Straffen af Kjærlighed til Barnet, vil ikke blive det tydeligt. Saaledes ogsaa med 162Forholdet mellem det Gode og Straffen: at det er det Gode, der af Kjærlighed til den Lærende har opfundet Straffen – og vi gaae jo Alle i Skole, kun at Livets Skole er for de Voxne, derfor er Straffen af alvorligere Art end der, hvor Børnene gaae i Skole: den er mindre haandgribelig og derfor desto alvorligere; mindre øieblikkelig og derfor desto alvorligere, mindre udvortes og derfor desto alvorligere; den følger ikke saa hurtig Slag i Slag paa Forseelsen, og derfor desto alvorligere; man er ikke sluppen, fordi det synes som blev Straffen glemt, netop derfor er den desto alvorligere, men dog ved sin Alvorlighed til det Gode i Sandhed, hvis et Menneske vil det. Tvesindetheden vil det ikke, den vedbliver at have en blødagtig, sandselig Forestilling om Straffen, og en afmægtig Villie til det Gode. Det hænder derfor ofte en saadan Tvesindet, at hans Liv, jo ældre han bliver, bliver desto ringere, naar Ungdommeligheden, hvori der dog var noget Bedre end Frygt, er tabt, og naar da Frygtagtighed med Klogskaben sammensværge sig om at gjøre ham til en Træl, hvis man saa vil, – af det Gode. Saa forskjelligt er 53 det: Den, der vil det Gode i Sandhed, han er den eneste Fri, fri ved det Gode; men altsaa vil Den ikke det Gode i Sandhed, der kun vil det af Frygt for Straf, og derfor gjør det Gode ham kun til Træl.

✂ Dog Evighedens Straf tænker Tvesindetheden maaskee sjeldnere paa, oftere forstaaes den frygtede Straf i jordisk og timelig Forstand.►Hvo som kun vil det Gode af Frygt for denne Straf, ham maa det med særligt Eftertryk siges om, at han frygter, hvad et Menneske ikke skal og ikke bør frygte: Penge-Tab, Anseelses-Tab, Miskjendelse, Tilsidesættelse, Verdens Dom, Daarers Spot, Letsindighedens Latter, Hensynets feige Klynken, Øieblikkets opblæste Ubetydelighed, ►Dunstens ►gøglende ►Taagebilleder; ja, ligesom hiin Tvesindede, der vilde det Gode for Lønnens Skyld, var ustadig i alle sine Veie, saaledes bliver denne Tvesindede det ogsaa, fordi han bestandigt speider efter det Ustadige, det ideligen Forandrede, og bestandigt ►frygter, hvad et Menneske ikke skal frygte, frygter, hvad 54der har Magt til at saare, mishandle, fordærve, ihjelslaae Legemet, men hvad der ingen Magt har over Sjelen, hvis det ikke faaer den ved Frygten. ►Skal et Menneske ikke elske Verden, ikke Øiets Lyst, ikke Kjødets Lyst, ikke et hoffærdigt Levnet, skal han ikke attraae, hvad Verdens er, Penge mellem Hænderne og Anseelse mellem Menneskene: da skal han heller ei frygte, hvad Verdens er, hverken Verden eller 163Menneskene, hverken ►Armodens eller Forfølgelsens Udelukkelse. Gjør han dette, da er han Tvesindethedens Bytte, som han i Tvesindetheden er Menneskenes Træl.

✂ Ja, der er en ►Undseelse, som er til det Gode, vee det Menneske, som afkaster den; den er en frelsende Ledsager gjennem Livet, vee det Menneske, som bryder med den; den er i ►Helliggjørelsens og den sande Friheds Tjeneste, vee det Menneske, der ►forarges paa den som var den en Tvang! Om et Menneske ►gik ene gjennem Livet, hvilket efter Skriftens Ord ikke skal være godt, dersom han dog gik ledsaget af denne Undseelse: o, det skal vel blive Godt og blive Eet! Og hvis den Eensomme snublede, dersom dog hiin Undseelse ledsagede ham, da 54 ville vi ikke ►som Prædikeren raabe Vee over den Eensomme, ikke med Prædikeren sige: vee den Eensomme, hvis han falder, hvo skal da reise ham op; thi bedre end den bedste Ven mener hiin Undseelse det med ham, bedre skal den hjælpe ham end alle Menneskers Deeltagelse, hvilken let fører til Tvesindethed – ikke til at ville Eet. Det er vist, at i Almindelighed et Menneske, naar Andre see paa ham, handler forstandigere, viser mere Kraft, tilsyneladende mere Selvbeherskelse, end naar han troer sig ubemærket; men Spørgsmaalet er, om denne Forstandighed, denne Kraft, denne Selvbeherskelse er i Sandhed, eller om den ikke let i ►Tilsyneladelsens Usandhed ved ►Hensynets Idelighed antænder Tvesindethedens ustadige Blussen i hans Sjel. Hver Den, som ikke ►undseer sig mere for sig end for alle Andre, han vil dog, hvis han bliver vanskelig stillet og meget prøvet i Livet, paa een eller anden Maade ende med at blive Menneskers Træl. Thi at undsee sig mere for Andre end for sig selv, hvad er det Andet end at undsee sig mere for at synes end for at være? Og et Menneske skal jo omvendt undsee sig mere for at være end for at synes, ellers kan han ikke ville Eet i Sandhed, da han ved ►Tilsyneladelsens beilende Hensyn kun eftertragter det vexlende Skin og dettes Gjenskin i Menneskenes Gunst. Den Kloge, der frygter Andres Dom og undseer sig for Andre – hvis han ikke undseer sig meest for sig selv, ak, 55maaskee skulde det lykkes hans List at blive, eller lykkes ham at indbilde sig, at hans List var uigjennemtrængelig: og saa, hvad saa? Den, der ikke misbruger sin Magt fordi han frygter Menneskenes Dom og undseer sig for Mennesker – hvis han ikke undseer sig meest for sig selv, ak maaskee skulde det lykkes ham selv, eller en Øientjener at 164indbilde ham, at det lod sig gjøre saa ►underfundigt, at end ikke Gud kunde gjennemskue det: og saa, hvad saa? Dog Talen behøver jo ikke at vente paa, hvad der vil skee, ►det er paa Yttringen af hans Tvesindethed, thi Talen er kun om hans Tvesindethed, og den er allerede aabenbar. Hvad enten den bliver aabenbar for Menneskene eller ikke, Tvesindetheden er der alligevel, og den Tvesindede elendig; thi lader os ikke glemme, at det Sande har Ret til at sige om Enhver, der er i Usandheden, ogsaa 55 da, naar han selv og alle Mennesker prise ham lykkelig, at han dog er elendig, fordi det i Sandhedens Forstand ikke hjælper et Menneske, at han ikke veed af, at han er elendig, da dette kun er en Elendighed mere. Men Den, som undseer sig meest for sig selv, han bestyrkes derved i at ville Eet. Hvor underfundig Listen end var, Opfinderen kan jo dog selv gjennemskue den; lod den sig end skjule for alle Mennesker, hvorledes skulde dens Skjulthed kunne friste ham, da han dog ikke kan skjule den for den Medvider, som han undseer sig meest for!

✂ Vi sige dette ikke, som var det vor Mening, at der nogensinde har levet noget Menneske, selv i den meest fordærvede Tid, saaledes, at der Ingen var, for hvis Dom han til sit eget Bedste turde og kunde frygte i gavnlig ►Undseelse, hvis Dom kunde være ham veiledende til at ville det Gode i Sandhed. Men skal denne Undseelse, for den Ærværdige, i Sandhed vorde den Beskedne til Gavn, da er det dog en uomgaaelig Betingelse, at han meest undseer sig for sig selv. Derfor kunde man sige med Rette, at det er et Menneske i Sandhed gavnligst at have Undseelse for en Afdød, og hvis han har den for ⓘ en Levendeen Levende] R, Levende A, da at have den for ham som for en Afdød, eller hvis det synes Dig mere indbydende, ►m. T., vil jeg bruge et andet Udtryk, der dog betegner det Samme, om det end tillige skjønt indeholder Forklaringen, altsaa: at have Undseelse for ham som for en ►Forklaret. En Afdød er jo en Forklaret. Den Levende kan dog feile, kan dog forandres, kan dog ►overiles ►i et Øieblik og af et Øieblik – dersom han i Sandhed er den Ærværdige, vil han vel selv formanende paaminde Dig derom, at Du ikke ved Forholdet til ham ledes ind i den Tvesindethed, hvilken er at være et andet 56Menneskes Tilhænger; den Levende kan maaskee være Dig for gunstig, maaskee ogsaa for ugunstig; hvis Du omgaaes ham dagligen, skal Din Undseelse maaskee tabe noget i sin Høitidelighed, eller maaskee paadrage sig en hidsig Syg165dom, saa Du kunde ønske Dig et Tryllemiddel for at ►bedaare den Ærværdige, saa Du kunde ville liste Dig ind i hans Gunst eller dog paa enhver Maade ►tjene Dig op i hans Yndest, fordi hans Dom var bleven Dig 56 det Vigtigste. Hvor megen Fare og Fristelse til Tvesind! Den svinder først, naar Du omgaaes ham som en Afdød: fjerner Dig fra ham – men aldrig glemmer ham; den svinder først, naar Du er skilt fra ham som ved Døden, naar Du ikke jordisk og timelig kommer ham for nær, men kun evigt erindrer, hvad han selv vilde kalde det Bedste i sit Væsen! En Forklaret kan man ikke overtale; Gunst og Overtalelse og ►Overilelse tilhører Jordlivets Øieblikke, den Afdøde fornemmer ikke disse Tilskyndelser, den Forklarede kan ikke forstaae dem, vil ikke forstaae dem; vil Du ikke opgive dem, da maa Du opgive ham, da maa Du, hvis Du tør det, krænke den Forklarede, bryde med ham, ja tilintetgjøre ham, thi naar han ikke er den Forklarede, er han jo slet ikke til. Den Levende kan man tale med paa en anden Maade, fordi han ogsaa i jordisk Forstand er til, og hvis Du fik ham lidt forandret (ak, til Din egen Fordærvelse og til hans Forkleinelse!) Du havde ham dog ligesom endnu at holde Dig til, Du havde hans Ord, hans lydelige Bifald, og i Sammenholdet skulde det maaskee ►undgaae Eder begge, at der var en Forandring foregaaet. Men den Forklarede er kun til som Forklaret, ikke synlig for det jordiske Øie, ikke hørlig for det jordiske Øre, kun i Undseelsens hellig-stille Taushed; forandres kan han ikke, ikke det Mindste, uden at det strax mærkes, og uden at Alt er tabt, og han forsvunden. Den Forklarede er kun til som Forklaret; forandres kan han ikke til noget Bedre – han er jo den Forklarede; forandres kan han ikke – han er jo en Afdød: han bliver sig selv tro, den Ene og Samme, den Forklarede! Hvor skulde da Den blive tvesindet, der ved Undseelse for ham bestyrkes i at ville det Gode! Saa kan jo rigtignok selv det redelige Menneske alligevel overraskes af mangen Skrøbelighed, ogsaa stundom komme paa en Afvei; men da har han eet Haab, at der er en Gud til, ►en retfærdig Styrelse, ►der vel ved Straffen vil vække ham og føre ham tilbage. Saa forskjelligt er det: Den, der vil det Gode i Sandhed, han haaber endogsaa paa Straffen; men altsaa er Den i sin Tvesindethed langtfra 57at ville det Gode i Sandhed, der kun vil det af Frygt for Straffen.57

✂ Den Tvesindede staaer paa Veiskillet, da viser der sig tvende Syn: det Gode og Straffens frygtede Skikkelse. Eensartede ere de ikke for ham, 166thi at den Straf, som Gud i sin Viisdom har knyttet til enhver Overtrædelse, er et Gode, negtes ikke, men den er det dog kun, naar den annammes med Taksigelse, ikke, naar den blot frygtes som et Onde. Og denne Straf har den Tvesindede mindre for Øie, han tænker nærmere paa Verdens Straf; men det Gode og Verdens Straf ere ikke Eensartede. Eller mon nu virkeligen Verden var bleven saa fuldkommen og saa hellig, at den er ligesom Gud, at hvad den belønner er det Gode, hvad den straffer, det Slette? Mon virkeligen Nogen, der ►fortrøster sig for Gud at have en Anskuelse af Livet, hvorefter han vil indrette sit Liv, kunde falde paa, saaledes at forgude Verden? Der høres jo rigtignok især paa de Steder, hvor Menneskene komme festligen sammen for at bedrage hinanden ved mange Taler, der høres jo rigtignok herlige Ord om, hvorledes Verden gaaer frem, og om vor Tid og om vort Aarhundrede; men, m. T., turde Du som Fader (og jeg er forvisset om, at Du har en ophøiet Forestilling om dette Navns Betydning, en bekymret Forestilling om det Ansvar, hvortil det forpligter!) turde Du som Fader sige til dit Barn, idet Du sendte ham ud i Verden: »gaae Du kun trygt mit Barn, agt paa hvad Mængden bifalder, og Verden belønner, det er det Gode; men hvad den straffer er det Slette. Nu er det ikke mere som fordum; at Mængdens Dom er liig Skum paa Vand, meningsløs skjøndt høirøstet, iblinde skjøndt afgjørende, umuelig at følge, fordi den vexler hurtigere end en Qvinde skifter Farve; nu er Udfaldet ikke mere tvivlsomt, det Gode seirer strax; nu kræves der intet Offer, ingen Selvfornegtelse, thi Verden vil det Gode; nu er Mængdens Dom de Vises, de Enkelte ere Daarerne; nu er Jorden Guds-Rige, det i Himlen kun en Afglands; nu er Verden den høieste ►Tilforladelighed, det Eneste man kan bygge paa, det Eneste man kan sværge ved.« Dog Dig behøver Talen ikke at spørge, m. T., den er forud forvisset om Dit Svar; men jeg vilde spørge selv den Ivrigste ved hine 58 Festligheder: turde Du, hvis Du som Fader skulde tale til Dit eget Barn, turde Du sige noget Saadant? Eller dersom det var den Unge, der med hele sin oprigtige Sjels Hengivenhed fæstede sit tillidsfulde Blik paa Dig, forvisset om, at som Du sagde det, ►saa maatte det være, ved helligt Løfte i Taknemlighed forpligtende sig til at følge Din Lærdoms 58Veiledning gjennem Livet: turde Du til ham sige noget Saadant? Eller dersom Du var Vidne til den elskelige Ynglings skjønne Begeistring, naar han læste og hørte om de 167store Mænd, der strede med tunge Skjebner og lede ondt i Verden, ►de Herlige hvem Verden forskød, fordi den ikke var dem værd, turde Du da, naar ingen Larmen foranledigede Dig til at tale i Vildelse, men kun Fortrolighedens Stilhed, den Elskeliges Tillid, Ynglingens Uerfarenhed forpligtede Dig til at tale Sandhed, turde Du da lægge Haanden paa Hjertet og sige: »Sligt skeer ikke mere, nu er Verden bleven oplyst og fuldkommen, nu er det, at tragte først efter Verden og dens Skikke, det Samme, som hvad det i gamle Dage var at ►tragte først efter Guds Rige og hans Retfærdighed.« Ak, efterhaanden som et Menneske bliver ældre, vænner han sig til Meget i Livet; man vænner sig blandt Andet ogsaa til at sige Meget, som man dog ikke ret tænker Noget ved, man vænner sig til med de Jævnaldrende at tale indenfor saa mange Forudsætninger, at det Simple og Ophøiede næsten gaaer en i Glemme. Stundom henkaster man et Ord, der udtrykker en jævn og stadig, mangeaarig Forbittrelse: »man veed nok hvordan Verden er«; og til andre Tider lovpriser man Verden indtil Forgudelse, uden at dog noget af Udsagnene gjør dybere Indtryk paa den Talende; thi det første vækker ham ikke, skrækker ham ikke op til ►i Frygt og Bæven dog at ville frelse sig selv, siden Verden er saa slet; og det andet styrker ikke den Talende til begeistret at ville det Gode i Tillid til Verdens Fuldkommenhed – ak, man vænner sig i Livet, i Vanens dvaske Omgang med Andre saa let til noget nær at opgive sig selv, medens man leger med Talemaader. Men selv den saaledes sørgeligst Forvænte, naar han med Ansvar taler formanende til et Barn, en Yngling, den unge Pige: han taler med ►Undseelse. 59 Der er her et skjønt Lige for Lige: med Undseelse nærmer Ynglingen sig den Ældre, og den Ældre taler altid med Undseelse, naar han taler formanende til en Yngling. Give Gud, at Enhver, der har Leilighed til at tale formanende til den Unge, ogsaa selv vilde have nogen Gavn af Formaningens Undseelse!

✂ Formanende, thi herpaa ligger Eftertrykket, vil den Ældre ikke fremstille et Skrækkebillede af Verden for den Unge, ingenlunde; Sligt er jo heller ei Alvor, er kun sygelig Indbildning; men formanende vil han gyse for den Tanke, ligefrem at lede den Unge i Tvesindethedens Fare ved svigefuldt at fæste hans Opmærksomhed paa Verdens Straf; ved istedetfor at indprænte ham hellig Frygt og 59Undseelse for det Gode, at besmitte den Rene ved at lære ham Frygt for Penge-Tab, Anseelses-Tab, 168Miskjendelse, Tilsidesættelse, Verdens Dom, Daarers Spot, Letsindighedens Latter, Hensynets feige Klynken, Øieblikkets opblæste Ubetydelighed, Dunstens gøglende Taagebilleder. Ak, ja for mange Mennesker ere disse høimodige Tanker kun altfor meget som en Forgyldning, der gaaer af i Livets Tvesindethed, som gnaver og gnaver; men selv den saaledes meest Luvslidte, naar han taler formanende til en Yngling, han mindes det, han tør ikke sige Andet – af Undseelse. Formanende vil selv han sige (thi det er ingen sjelden Taler, som her indføres talende, og derfor er netop det Godes Priis desto herligere, fordi det ikke behøver Veltalenhedens Bistand, fordi det er den i Livet sørgeligst Forvænte, der taler vel at mærke formanende til en Yngling), selv han vil sige: »Frygt ikke, ►vær langsom til at dømme Andre, men agt paa Dig selv; hold fast ved at ville Eet, ved at ville det Gode i Sandhed, og lad saa dette føre Dig hvorhen det nu indtil videre skal føre Dig – thi evigt fører det Dig til Seier, lad det timeligt føre Dig til Velstand eller til Savn, til Ære eller til Forhaanelse, til Liv eller til Død; slip blot ikke dette Ene, ved dets Haand gaaer Du tryg selv i Fare, selv i Livsfare gaaer Du tryg, som Barnet ved Moderens Haand, ja tryggere, thi Barnet kjender end ikke Faren.« 60 Formanende vilde han altsaa advare mod Frygt for Verdens Straf, hvilken er Tvesindethed.

✂ Der tales stundom om, »►at lide Straf, naar man gjør det Gode«, hvorledes er dog dette muligt, fra hvem skulde denne Straf komme? Fra Gud dog vel ikke! Altsaa fra Verden – naar denne i sin Viisdom tager feil, belønner det Slette og straffer det Gode. Og dog nei, det er ikke som Ordet siger det, Ordet mener det ikke som det siger, det er uegentligen talt. Thi det larmer jo rigtignok stort og forfærdeligt det Ord: Verden; og dog maa den lystre samme Lov som det ringeste og usleste Menneske. Men om Verden end samlede al sin Magt, der er Eet, den ikke formaaer, den formaaer ikke at straffe – en Uskyldig, saa lidet som den kan dræbe en Død. Ja vist har Verden Magt, kan gjøre den Levende mangt et Bryderie, kan gjøre ham hans Liv suurt og ►møisomt, den kan berøve ham Livet, men den kan ikke straffe en Uskyldig. Forunderligt, her er en Grændse, en Grændse, den er usynlig som en Linie, den er sandseligen let til at oversee, men den har Evighedens Kræfter til at holde igjen med! Det ►undgaaer maaskee Verden, hvis Opmærksomhed er 60henvendt paa det Store – og Grændsen er en ringe, er, indtil videre, en stilfærdig 169Ubetydelighed; men dog er den der. Maaskee er den ganske skjult for Verdens Øine, thi ogsaa Dette kan høre med til den Uskyldiges Lidelse, at Verdens Uret faaer Udseende af Straf – i Verdens Øine; men Grændsen er der alligevel, alligevel den Stærkeste. Og om al Verden rasede i Oprør, og om Alt forvirredes: Grændsen er der alligevel, og paa den ene Side af den hos den Uskyldige: Retten; og paa den anden Side for Verden: en evig Umulighed af at straffe en Uskyldig. Selv naar Verden vil udrydde ham og skaffe ham af Veien, Grændsen kan den ikke skaffe af Veien; skjøndt den er usynlig – maaskee er det derfor; selv i hans offrende Døds Øieblik er Grændsen der: da strammer den sig med Evighedens Kraft, da kløfter den sig med Evighedens ►svælgende Dyb! Grændsen er der, og paa den ene Side hos den Uskyldige: Retten, og paa den anden Side for Verden: en evig Umulighed af at straffe en Uskyldig. – Den 61 Gode, han er stærk, stærkere end hele Verden, naar han i Sandhed staaer paa den anden Side af Grændsen indenfor Evighedens Befæstning, han er stærkest, naar han synes at ►ligge under. Men den afmægtige Tvesindede har flyttet Grændseskjellet, fordi han kun vil det Gode af Frygt for Verdens Straf; dersom Verden virkeligen ikke er Fuldkommenhedens Land, da har han ved sin Tvesindethed givet sig i Middelmaadighedens Vold, eller forskrevet sig til det Onde.

✂ 3) Fremdeles maa der siges, at Den, der i Selvraadighed vil det Gode, vil dets Seier, han vil ikke Eet, han er tvesindet.

✂ Dersom et Menneske blot vil det Gode, for at han kan seire, da vil han det Gode for Lønnens Skyld, og hans Tvesindethed er aabenbar, som Talen i det Foregaaende søgte at gjøre den; han vil nemlig ikke tjene det Gode, men have Fordeel af det, betragte det som en Vinding. Naar derimod et Menneske vil, det Gode skal seire, naar han ikke vil kalde Stridens Udgang Seier, hvis han seirer, men kun naar det Gode seirer: hvorledes kan han da kaldes og være tvesindet? Ja, er han tvesindet (thi Grændse-Afgjørelsen mellem den Rene og den Tvesindede er her af en egen Vanskelighed), da er hans Tvesindethed mere underfundig og skjult, formasteligere end hiin aabenbare og aabenbart verdslige, den er en kraftig ►Skuffelse, som synes at komme nærmest til Hjertets Reenhed, der vil det Gode i Sandhed, om den dog er fjernest, som det høie Sted fra det dybe Fald, som den himmelstormende Stolthed fra Ydmyghedens 61Bolig i det Lave, som Tilnærmelsens anmassende Lighed, naar den 170er vundet ved at forfalske en evig væsentlig Adskillelse. Han vil ikke det Gode for Lønnens Skyld, han vil, at det Gode skal seire, men han vil, at det skal seire ved ham, at han skal være Redskabet, han den Udvalgte. Han vil ikke lønnes af Verden, som han foragter, ikke af Menneskene, som han seer ned paa, og dog vil han ikke være ►en unyttig Tjener: en hovmodig Bevidsthed er Lønnen, han fordrer, og i denne Fordring er hans voldsomme Tvesindethed, ja voldsomme, thi hvad er det Andet han vil, end at 62 ►tage det Gode med Vold, og med Vold at ►paatrænge det Gode sig selv og sin Tjeneste! Og om han end ikke ►forskyldte denne sidste Formastelighed, naar han dog paa nogen Maade ikke vil som det Gode vil, ikke vil det Godes Seier som det Gode vil den: saa er han tvesindet, om han end veed at skjule det for Menneskene, om han end vil skjule det for sig selv, om end Sprogets sande Udtryk et Øieblik synes at skjule derover ved at kalde hans Sindstilstand Selvraadighed, Egenraadighed, thi synes den vel, især naar den er stærk nok til at vove det Yderste, synes den vel Tvesindethed? Nei den synes ikke Tvesindethed, men den er det.

✂ For denne Tvesindede er da det Gode Eet, dets Seier noget Andet, eller vel endog dets Seier ved ham noget Andet. Nu er det ►vel saa, at evigt har det Gode altid seiret, men i Tiden er det anderledes; i Tiden bruger det lang Tid, Seiren er langsom, dens Uvished et langsomt Længdemaal, mange, mange Gange gik den tro Tjeners Liv hen, og det var ved Udgangen, som havde han Intet udrettet for det Gode. Og dog var han den tro Tjener, der vilde det Gode i Sandhed, og han var ogsaa elsket af det Gode, der ►har Lydighed kjærere end Vædderens Fedme. »Ak, hvorfor blev Tiden til; dersom det Gode evigt altid har seiret, hvorfor skal det da slæbe sig langsomt frem gjennem Tidens Længde eller næsten omkomme i Tidens Langsomhed, hvorfor skal det møisomt stride sig gjennem hvad der gjør Tiden længst, gjennem Uvished! Hvorfor skulle de Enkelte, som i Sandhed ville det Gode, være saa adsplittede, saa adskilte, at de neppe kunne raabe til hinanden, neppe øine hinanden; hvorfor skal Tiden hvile som en Tyngde paa dem, hvorfor skal Adskillelsen lægge ►Sinkelse imellem dem, naar det er saa hurtigt gjort i Evigheden; hvorfor blev en udødelig Aand sat i Verden og Tiden, ligesom naar Fisken drages op af Vandet og henkastes paa Strandbredden?« ►Hvo som spørgende taler saaledes (og 62selv om han sukker saale171des, Yttringen bliver den samme), han vogte paa sig selv, thi han veed neppe, af hvilken Aand han taler. Ak, Menneskene forvexle ofte nok Utaalmodighed med den ydmyge lydige Be63geistring; den Utaalmodige selv er kun altfor tilbøielig til denne Forvexling. Naar et Menneske aarle og silde er paafærde »for det Godes Skyld«, støier og larmer, er idel Uro, kaster sig i Tiden, ligesom den Syge paa Leiet, kaster alle Hensyn af sig som den Syge Klæderne, foragter Verdens Løn, gjør Plads mellem Menneskene: da mene Mange, hvad han selv indbilder sig, at han er begeistret. Og dog er han ►Intet mindre, da han er tvesindet, og Tvesindethed ligner ikke mere Begeistring end Hvirvelen ligner ►den staaende Vinds Stadighed. Saaledes er jo al Utaalmodighed, den er en Art Arrigskab; allerede i Barnet er dens Grund, at Barnet ikke vil give sig Tid; hos hiin Tvesindede fremkommer den derved, at Timeligheden og Evigheden ikke kan ►fordrages i det samme Menneske. Han kan, han vil ikke forstaae det Godes Langsomhed, at den i Barmhjertighed er ►Langmod, at den i Kjærlighed til de Frie ikke vil bruge Magt, at den i Viisdom mod de Skrøbelige skyer ethvert Bedrag; han kan, han vil ikke ydmygt forstaae, at det Gode kan undvære ham. Tvesindet er han, han der med sin Begeistring synes at kunne blive en Apostel, men ogsaa kan blive ►en 👤Judas, som forrædersk vil fremskynde det Godes Seier. ►Forarget er han, han der ved sin Begeistring synes at elske det Gode saa høit, han er forarget paa dets Ringhed, naar det er iklædt Tidens Langsomhed. Hengiven er han ikke det Gode ►i unyttig Tjeneste, han bruser kun; og Den, der bruser, han elsker Øieblikket, og Den, der elsker Øieblikket, han frygter Tiden, han frygter, at Tidens Længde skal gjøre hans Tvesindethed aabenbar; og han forfalsker Evigheden, thi ellers maatte jo Evigheden endnu bedre gjøre den aabenbar. En Falskner er han, for ham er Evigheden Synskredsens ►skuffende Sandsebedrag, for ham ►er Evigheden Timelighedens blaanende Grændse, for ham er Evigheden Øieblikkets blændende Gøglespil.

✂ En saadan Tvesindet er maaskee vanskeligere at kjende i Verden, fordi hans Tvesindethed ikke er aabenbar indenfor Verden, ingen Angiver og ingen Medvider har i Verdens Løn og Straf, da han har overvundet Verden, om end ved et høiere Bedrag, da hans Tvesindethed først er kjendelig paa ►Grændsen, 64 hvor Timelighed og Evighed berøre hinanden, kjendelig der og altid kjendt af ►den Alvidende. Han vil ikke nøies 172med den salige Forvisning, der 63trøster over al Maade: at evigt har det Gode altid seiret, den salige Forvisning, der er en Eiendomssikkerhed over al Forstand, den salige Forvisning, som den unyttige Tjener kan have hos sig i ethvert Øieblik, selv naar Tiden er længst og han synes at udrette mindst, den salige Forvisning, som giver den unyttige Tjener Frimodighed til at tale stoltere end hiint kongelige Ord: ►Alt er tabt uden Æren, naar han ogsaa tabte Æren men siger: der er Intet tabt, men Alt er vundet. Men kjendelig bliver denne Tvesindede ikke saa let i Verden; thi det er ikke for Lønnens Skyld han vil det Gode, saa han blev aabenbar i sin Higen eller i sin Fortvivlelse; det er ikke af Frygt for Straf han vil det Gode, saa han blev aabenbar i sin Feighed for at undgaae den eller i sin Fortvivlelse, naar han dog ikke undgik den; nei, han vil offre Alt, han frygter Intet, kun vil han ikke offre sig selv i daglig Selvfornegtelse – dette frygter han.

✂ Den Tvesindede staaer paa Veiskillet, da viser der sig tvende Syn: det Gode, og det Gode i dets Seiren eller endog i dets Seiren ved ham. Det sidste er Formastelighed, men selv de tvende første Syn ere ikke ganske det Samme. I Evigheden ere de det, men ikke i Tiden. Og de maae skilles ad, ►saa vil det Gode; det Gode ifører sig Tidens Langsomhed som en ringe Klædning, og han maa i Forhold til denne Omklædning klædes i ►den unyttige Tjeners ringe Skikkelse. Med sit sandselige Øie maa han ikke faae det Gode at see i Seiren, kun med Troens Øie kan han eftertragte dets evige Seier. Deri hans Tvesindethed, thi som der er en Tvesindethed, der adskiller i det Godes Væsen, hvad det selv for evigt har forenet; saa er hans Tvesindethed den, der forener, hvad det Gode i Tiden har adskilt. Den ene Tvesindede glemmer det Evige og ►tager derved Tiden forfængelig, den anden tager Evigheden forfængeligt.

✂ 4) Endeligen skulde Talen, inden den slipper Tvesindetheden for ligesom at ►vende Reenheden ud, minde om den 65 mangfoldige Tvesindethed, om Svaghedens Tvesindethed, som den er i det virkelige Livs Daglighed, eller om, at Den, der kun vil det Gode til en vis Grad, at han er tvesindet.

✂ I Grunden er dette Udtrykket for al Tvesindethed i Forhold til det Gode, at den kun vil det til en vis Grad; men hvad der blev udviklet i det Foregaaende, hvad der maaskee kunde kaldes Tvesindethedens falske Omsætninger i det Store, det havde dog et vist Skin af Eenhed og Enighed med sig selv, forsaavidt det var et Enkelt, 64der forfulgtes i 173Eensidighed, medens Eensidigheden, hvor underligt dette end synes, netop var Tvesindetheden i den Eensidige. Det daglige Livs Omsætninger derimod ere ikke i det Store; i det daglige Liv er det allerede sjeldnere, blot at see En, der vil noget Forkeert med en vis Overeensstemmelse og Anstrængelse; i det daglige Liv gjøres Omsætningerne i det Mindre, hvorved Tvesindetheden bliver mangfoldigere sammensat i den Enkelte: som en Kjøbmand, der kun handler med een Vare, er et sjeldnere Syn, saaledes ogsaa den Tvesindethed, der har en vis uægte Eenhed; som derimod almindeligviis en Kjøbmand handler med forskjellige Varer, saaledes er Tvesindetheden, almindeligviis, den mangfoldige. Afveien bliver derfor mindre kjendelig som denne bestemte, nei Afveiene krydse sig – og den rette Vei paa de forskjelligste Maader, og paa den forskjelligste Maade er den Enkelte i denne Krydsen, hans Liv ►vel bestemmeligt som Tvesindethed, men ikke let nærmere at bestemme, fordi han end ikke indenfor Tvesindetheden er i Overeensstemmelse med sig selv i noget Bestemt, men i Ubestemmelighed ►omtumlet af enhver Luftning; fordi ►han lærer og lærer, og dog aldrig kommer til Sandhedens Erkjendelse, eller kommer den nærmere, da han snarere kommer længere og længere bort, jo mere han lærer af denne forvirrede og forvirrende Underviisning. Fremfor den tidligere Tvesindethed har denne det Gode ved sig, at den dog svagt vil det Gode, at den ikke har hiin tidligeres Haardnakkethed, men Svagheden er maaskee stundom lige saa uhelbredelig. 66

✂ Denne Tvesindethed er vanskelig at tale om, da den ligner baade det Ene og det Andet, og da den idelig vexler i Omskiftelse – saa hurtigt, at den kan have forandret sig flere Gange, medens Talen neppe er færdig med at beskrive een Yttring. Broget spiller den ikke blot i alle mulige Farver, men der er end ikke nogen Lov for dette Farvespil, som blander Farverne og Farveforholdene i ny og ny Forvirring: saa der er idel ►Nyt under Solen – og dog bestandigt den gamle Tvesindethed. Ja, hvad der gjør den endnu vanskeligere at tale om, er, at den i det daglige Liv, hvor den ret hører hjemme, indenfor Bestemmelsen Tvesindethed omgaaes sammenlignelsesviis med sig selv, saa den ene Tvesindede ved at være lidt mindre tvesindet end den anden gjør Fordring paa Udmærkelse, uagtet hans Grad-Forskjel er indenfor den væsentlige Lighed, hvorved det tilsidst synes som var hiin sande evige Fordring, der kræver Hjertets 174Reenhed ved at ville Eet, som var den afskaffet, fjernet fra Regjeringen, 65sat i Afskedens Bero paa en saadan Afstand fra det daglige Liv, at der slet ikke kunde være Tale om den. Thi i den brogede, bølgende Folkemængde, i Verdens Larm fra Dag til Dag og fra Aar til Aar tages det ikke saa nøie med, om En ganske vil det Gode, naar han blot har Indflydelse og Magt, sidder i en stor Bedrift, er Noget for sig og Andre: »hvilken frygtagtig og kummerlig Smaalighed, tænker man, at tage det saa nøie«; man mener end ikke, at det er noget Formasteligt man siger, nei man henkaster den kløgtige Bemærkning i Forbigaaende og iler videre, medens Bemærkningen ogsaa iler videre fra Mund til Mund i den brogede, bølgende Folkemængde. Og i det travle Liv, i Handel og Vandel fra Morgen til Aften, gaaer det ikke saa nøie til med, om En ganske vil det Gode; naar han kun er om sig, for ikke at sige ►Tyv, i sin Næringsvei, naar han sparer og samler, naar han blot har et godt Rygte og tilfældigviis undgaaer Bagvaskelse (thi om han virkelig er Skyldig eller ikke, er det mindre vigtige, hvad hverken han eller Verden har Tid til at efterforske, Bagvaskelsen er blot det Farlige som en Standsning for hans Virksomhed): »hvortil da et saadant Sinkerie midt i Travlheden!« Og i Verden 67 er der altid travlt. Ja, det er ganske sandt, saaledes seer det ud i Verden, saaledes synes det i Verden, saaledes maa det synes indenfor Timelighedens skuffende Synskreds; men i Evigheden skal det gjøre en uhyre Forskjel, om En var nøieregnende eller ikke. Og dog er Evigheden jo ikke som en ny Verden, saa Den, der havde levet i Tiden paa Tidens og Travlhedens Viis, naar han lykkelig og vel var ankommen i Evigheden, nu kunde forsøge sin Lykke i at antage Evighedens Skik og Brug. Ak, Tiden og Travlheden troer, at Evigheden er saa langt borte; og dog har aldrig nogensinde i Skuespillet den Kunstforstandige havt saaledes Alt i Beredskab til ►Skuepladsens og de Spillendes Forvandling, som Evigheden i Forhold til Tiden har Alt i Beredskab, Alt – indtil det Mindste, indtil ►det overflødige Ord, der er talet; har Alt i Beredskab i ethvert Øieblik – skjøndt den tøver.

✂ O, at da Talen, langtfra at sinke Nogen, som vil det Gode i Sandhed, eller at kalde Nogen fra gavnlig Virksomhed, dog maatte standse en Travl; thi denne Travlhed er jo som en Fortryllelse, og sørgeligt er det at bemærke, hvorledes dens Magt voxer med den stigende Summen, hvorledes Fortryllelsen griber om sig, hvorledes den ►fanger efter det 175tidligere Bytte, saa neppe Barndommen eller Ungdommen undes den Stilhed, den Fjernhed, hvori det Evige ►66voxer en guddommelig Væxt. Og gjør end Travlheden i Hast en Indrømmelse, mener selv dens flygtige Viisdom at indsee det Gavnlige i, at der ogsaa er en travl Mand med som engang imellem i Hast forkynder hiin høiere Betragtning af Livet om at ville det Gode i Sandhed: ak, er dette dog det rette Forhold, at hvad Alle, hver især, skulde gjøre, det fritages noget nær Alle mere eller mindre for, men da faaer, for en Fuldstændigheds Skyld, En i Travlhed den Opgave, at forkynde hiin høiere Fordring, hiin høiere Fordring, der hvis den blot paa nogen Maade skulde tilfredsstilles, om end i Skrøbelighed og Ufuldkommenhed, vilde kræve ethvert Menneskes samlede Sind, hans stadige Flid, hans bedste Kræfter!

✂ Altsaa i Travlheden er Tvesindetheden; som Gjenlyden boer i Skoven, som Stilheden boer i Ørkenen, saaledes 68 boer Tvesindetheden i Travlheden. Thi at Den, der vil det Gode kun til en vis Grad, at han er tvesindet, at han har et adspredt Sind, et deelt Hjerte, behøver neppe at forklares; men Grunden kan vel behøve at forklares og ►udvikles: at der i Travlheden hverken er Tid eller Ro til at vinde den Gjennemsigtighed, som er fornøden for at forstaae sig selv i at ville Eet, eller blot for foreløbigt at forstaae sig selv i sin Uklarhed. Nei, Travlheden, hvori man bestandigt gaaer videre og videre, og Larmen, hvori det Sande bestandig gaaer mere og mere i Glemme, og Forholdenes Mængde, Tilskyndelsernes og Forhindringernes, gjør det bestandigt umuligere for En at vinde noget dybere Kjendskab til sig selv. Det er Sandhed, at et Speil har den Egenskab, at man i det kan see sit Billede; men saa maa man staae stille. Iler man hastigt forbi, da faaer man Intet at see; gaaer man maaskee med et Speil hos sig, som man ikke fremtager: hvorledes skulde man da faae sig selv at see? Saaledes iler den Travle fremad med Muligheden af at forstaae sig selv hos sig; men den Travle bliver ved at løbe, og det kommer aldrig til Forstaaelsen, ja det gaaer ham vel snarere mere og mere i Glemme, at han har Muligheden hos sig. Og dog tør man neppe sige det til den Travle, thi hvor knap Tid han end ellers har, har han dog stundom god Tid til en Mangfoldighed af Undskyldninger, ved hvis Brug ►det Sidste bliver værre end det Første, Undskyldninger, hvis Viisdom omtrent er den samme, som naar den Seilende troer, at det er Havet, ikke Skibet, der bevæger sig. Man tør neppe sige det til ham, thi 176hvor knap Tid han end ellers har, har han dog stundom god Tid til med Ligesindede »►at afrive det Latterliges umodne Frugt af deres Viisdom«, 67for at bespotte den Talende som et udueligt Menneske i Livet, som et Menneske, den Travle i sin Kløgt overseer – fra Undskyldningernes ophøiede Synspunkt. Den Travle har jo ogsaa overalt Medhold imod ham, overalt i den mangfoldige Travlheds stigende Summen, og i Undskyldningernes myldrende Mængde. Thi ligesom en giftig Aande over Markerne, som ►Græshoppernes Mængde over 📌Ægypten: saaledes er Undskyldningerne og deres Mængde en Landeplage, der afæder det Eviges Spire, en 69 fordærvelig Smitte blandt Menneskene – med hver Een, der angribes, bliver der bestandig een Undskyldning mere til for den Næste. Og medens det ellers ikke kan ►undgaae Nogen, at en Sygdom bliver farligere og farligere, mere og mere ondartet, jo mere den griber om sig: saa er det med Undskyldningerne omvendt, Sygdommen synes at blive mildere og mildere, Tilstanden bliver behageligere og behageligere, jo Flere der angribes. Og naar vi saa Alle blive enige om, at dette Undskyldningernes – kummerlige, forkrøblede Velbefindende, at det er det Høieste: saa er der jo Ingen der siger Andet. Var der da en Enkelt, som ikke kunde beqvemme sig at give efter, gjorde han end mangen Undskyldning kraftig Modstand; ak, Enden er der ikke endda, der er bestandigt een Undskyldning tilbage, ►den ligger ved hans Dør og begjerer efter ham: »►hvad det kan hjælpe som enkelt Menneske at ville stride imod«. Det er altsaa atter med Undskyldningerne endnu værre end med en giftig Sygdom, thi af den døer dog Ingen fordi de Andre ere døde af den.

✂ Saa har da den Tvesindede maaskee en Følelse for det Gode, en levende Følelse; naar Nogen vil tale om det Gode, især paa Digterviis, da er han hurtig bevæget, let tilskyndet til at hensmelte i Rørelse. Dersom Verden gaaer ham lidt imod, og da Nogen vil tale til ham om, at ►Gud er Kjærlighed, at ►hans Kjærlighed overgaaer al Forstand, omfatter i ►sit Forsyn selv ►Spurven, som ikke falder til Jorden uden hans Villie; vilde Nogen tale derom, især paa Digterviis: da er han greben, han griber efter Troen som efter et Ønske, og med Troen griber han efter den ønskede Hjælp. Han har da i Ønskets Tro en Følelse for det Gode. Men maaskee tøver Hjælpen; istedenfor den kommer der en Lidende til ham, som han kan hjælpe. Men denne Lidende finder ham utaalmodig, fra177stødende, denne Lidende maa nøies med den Undskyldning: »at han nu ikke er oplagt eller stemt til at bekymre sig om Andres Lidelser, da han selv har Gjenvordighed«. Og dog mener han, at have Troen, Troen 68paa, at der er et kjærligt Forsyn til, som hjælper den Lidende, et Forsyn, som ogsaa 70 bruger Mennesker til sine Redskaber. – Muligen kommer nu den ønskede Hjælp, han er atter hurtigt opblussende i Taknemlighed, smægtende i en blødagtig Forestilling om det kjærlige Forsyns Godhed; nu, mener han, har han ret grebet Troen, nu har den i ham seiret over enhver Tvivl og enhver Indvending: ak, og hiin anden Lidende er reent gaaet ham i Glemme. Hvad er denne Tilstand Andet end Tvesindethed! Thi dersom ⓘ derder] R, det A overhovedet skal være Tale om Indvendinger mod Troen, om Begivenheder og Tildragelser, der ligesom synes at gjøre Indsigelse mod den og mod det kjærlige Forsyns Omsorg: da er hiin anden Lidende, som ikke blev hjulpen, som endog af Den, der kunde hjælpe, blev frastødende afviist med den Undskyldning, at han tilfældigviis ikke var oplagt, hiin anden Lidende er jo den kraftigere Indvending. Men dette undgaaer reent den Tvesindede, at han i det Øieblik, han mener, at Troen har seiret i ham, at han da netop handlende modbeviser denne Overbeviisning. Eller er dette ikke Tvesindethed, at mene at have en Overbeviisning, som man selv handlende modbeviser? Er dette ikke i Sandhed det eneste Beviis for, at man har en Overbeviisning, at Ens eget Liv handlende udtrykker den? Er det ikke den eneste Sikkerhed for, at Ens saakaldte Overbeviisning ikke forandres alle Øieblikke i Forhold til det Forskjellige, der hænder En selv, som øieblikkeligt forandrer En og forandrer En Alt, saa man idag har Troen, og imorgen har tabt den, og faaer den igjen iovermorgen, indtil der hænder noget ganske usædvanligt, saa man næstendeels ganske taber den, formenende, at man har havt den! – Sæt der var tvende Mennesker; en Tvesindet, som meente at have erhvervet Troen paa det kjærlige Forsyn, fordi han selv havde oplevet at være bleven hjulpen, om han dog urørt havde afviist en Lidende, hvem han kunde hjælpe; og et andet Menneske, hvis Liv ved opoffrende Kjerlighed var et Redskab i Forsynets Haand, saa han hjalp mange Lidende, medens den Hjælp, han selv havde ønsket, blev ham negtet fra Aar til Aar: hvilken af disse Tvende var i Sandhed overbeviist om, at der er et kjærligt Forsyn, som ►antager sig de Lidende? Er 71 det ikke en skjøn og en overbevisende Slutning: ►178skulde Den, der plantede Øret ikke høre; men er den omvendte Slutning ikke ligeledes skjøn og overbevisende: skulde Den, hvis Liv er opoffrende Kjærlighed, skulde han ikke troe, at Gud er Kjærlighed? Dog i Travlheden er der hverken Tid eller Ro 69til den stille Gjennemsigtighed, som lærer ►Ligelighed, som lærer, at ville ►drage i lige Aag med andre Mennesker, den ædle Eenfoldighed, som er i inderlig Forstaaelse med ethvert Menneske; der er hverken Tid eller Ro til at vinde en Overbeviisning. Derfor bliver selv ►Tro og Haab og Kjærlighed, og det at ville det Gode, i Travlheden kun ►løse Ord og Tvesindethed; eller er det ikke Tvesindethed at leve uden en Overbeviisning, eller rettere at leve i den idelig og idelig vexlende Indbildning, at man har og man ikke har en Overbeviisning!

✂ Saaledes bedrager Følelsen den Travle i Tvesindethed. Maaskee havde han efter en opblussende Angers Sønderknuselse, naar denne ►aflader i Mathed, en Overbeviisning, som han meente det, om, at der er en Barmhjertighed, der tilgiver Synder; men selv ►negtede han strængt Den Tilgivelse, der var ham Noget skyldig. Han havde altsaa, som han meente det, troende en Overbeviisning om, at der er en saadan Barmhjertighed til, og handlende negtede han, at den er til; handlende gjorde han Sit for at bevise, at den ikke er til. Sæt der var tvende Mennesker; hiin Tvesindede, og da et andet Menneske, som hellere end gjerne vilde tilgive sin Skyldner, naar han blot selv maatte finde Barmhjertighed: hvilken af disse Tvende var i Sandhed overbeviist om, at der er en saadan Barmhjertighed til? Den Sidste havde dog det Beviis for, at den er til, at han selv øver den; den Første har slet intet Beviis for sig, og kun mod sig det Modbeviis han selv fører. – Eller den Tvesindede havde maaskee en Følelse for Ret og Uret; den blussede stærkt i ham, især hvis Nogen paa Digterviis vilde skildre de nidkjære Mænd, der i Sandhedens Tjeneste med Selvopoffrelse hævdede Ret og Retfærdighed. ►Vederfores der ham da selv nogen Uret, da var det ham, som maatte der skee Tegn i Himlen og paa Jorden, som kunde ►Verdens-72Ordenen, ligesaa lidt som han, sove før dette var gjort godt igjen; og det var ikke Selvkjærlighed, der hidsede ham, men det var Følelsen for Retfærdighed – ►saa meente han. Og naar han da fik sin Ret, hvor megen Uret den end havde kostet mod Den og Den: da prisede han atter Verdens Fuldkommenhed. Følelsen havde vel henrevet ham, men ogsaa revet ham hen, saa han 179havde glemt det Vigtigste: i Sandhedens Tjeneste med Selvopoffrelse at hævde Ret og Retfærdighed. Thi hvo af disse Tvende er vel i Sandhed overbeviist om, at der er Retfærdighed til i Verden: Den, der lider Uret for at gjøre Ret; eller Den, der gjør Uret for at faae sin Ret.

✂ 70Den umiddelbare Følelse er vel det Første, er Livskraften, i den er Livet, som det jo ►er sagt, at fra Hjertet udgaaer Livet; men da maa denne Følelse »bevares«, saaledes forstaaet, som naar det siges: »►bevar Dit Hjerte, thi fra det udgaaer Livet«, den maa ►renses fra det Selviske, ►bevares fra det Selviske, den maa ikke overlades til sig selv, tvertimod maa jo altid det, der skal bevares, betroes i en Høieres ►Vold, som bevarer det, – saaledes beder endog den kjærlige Moder Gud at bevare hendes Barn. I den umiddelbare Følelse forstaaer det ene Menneske aldrig det andet. Saasnart Noget hænder ham selv, forstaaer han Alt anderledes. Naar han selv lider, forstaaer han ikke en Andens Lidelse, og naar han selv er lykkelig forstaaer han den heller ikke. Selvisk forstaaer den umiddelbare Følelse Alt om sig selv, og er derfor i Tvesindethedens Splid med alle Andre, thi kun i Oprigtighedens ►vel forstaaede Ligelighed kan der være Eenhed; og i selvisk Kortsynethed forandres hans Overbeviisning bestandigt, eller det er et Tilfælde, at den ikke forandres, da dette har sin Grund i, at hans Liv tilfældigviis ikke berøres af nogen Forandring. Men en saadan Overbeviisningens Fasthed er en Indbildning i den Forkjælede, thi ikke da er en Overbeviisning fast, naar Alt ligesom paatvinger En den og fæstner den, men dens Fasthed viser sig i Alts Omskiftelse. Dog undgaaer vel sjeldent et Menneskes Liv alle Forandringer; og i Forandringerne er den umiddelbare Følelses Overbeviisning en Indbildning, det øie73blikkelige Indtryk oppustes kun til en Betragtning af hele Livet.

✂ Saa havde den Tvesindede maaskee en Erkjendelse af det Gode; det stod i Betragtningens Øieblik saa tydeligt for ham, saa klart, at det Gode dog i Sandhed har alle Fordele paa sin Side, at det i Sandhed er Vinding baade for dette Liv og for det kommende; ja, ►det var ham om Hjertet, som maatte han kunne overbevise hele Verden derom. Maaskee fordredes dette dog ikke af ham, at han saaledes skulde gaae ud med sin vundne Overbeviisning for at overbevise Andre; men Prøvelsen udeblev derimod ikke, der skulde ►forsøge hans – vundne Overbeviisning. Ak, Betragtning og Betragtningens Øieblik skjuler trods al sin Klarhed 180let over en ►Skuffelse, fordi dens Øieblik har Noget tilfælles med den forfalskede Evighed. Der er en Forkortning, som er nødvendig for at Betragtningen kan komme istand, den maa forkorte Tiden meget, ja den maa egentligen kalde Sindet og Tanken bort fra Tiden for at fuldende sig selv i en forfalsket evig Afrundethed. Det er hermed ligesom naar 71Kunstneren tegner et Land; Tegningen kan jo ikke blive saa stor som Landet, den bliver uendeligt mindre, men desto lettere bliver det ogsaa for Betragteren at overskue hiint Lands Omrids. Og dog vil det vel hænde Betragteren, naar han pludseligen blev hensat i hiint Lands Virkelighed, hvor det har hele sin Gyldighed med de mange, mange Mile, at han da slet ikke kan kjende Landet igjen, eller faae noget Syn af det, eller som Reisende hjælpe sig til Rette i det. Saaledes vil det ogsaa gaae den Tvesindede. Hans Erkjendelse har dog været et Sandsebedrag; hvad der ligesom lufttæt var presset sammen i Betragtningens Fuldendthed, det skal nu trækkes ud i hele sin Længde, det er nu ikke mere en Afrundethed, men er i Bevægelse. Thi Livet er som en Digter og saaledes forskjellig fra Betragteren, der altid slutter af: Digteren river os midt ind i det. Nu staaer den Tvesindede der med Betragtningens Tegning; Tiden, som var udeladt i Betragtningen, begynder at gjøre sin Ret gjeldende. Og det forstaaer sig, den Ret har Tiden i al Evighed ikke, at negte, 74 at det Gode jo har alle Fordele paa sin Side, men den har Tilladelse til at trække Tiden ud, og derved at gjøre den i Betragtningen tilsyneladende saa ligefremme Forstaaelse noget vanskeligere, saa Forstaaelsen just ikke saaledes bliver mindre ligefrem, at den blev krum og skjæv, men vel saaledes, at den bliver mindre ligefrem – at løbe til. Istedenfor nu at holde Betragtningen hos sig og holde sig til Betragtningen, for da med den, ligefrem, men Skridt for Skridt, at gjennemtrænge Tiden, lader den Tvesindede Tiden skille ham fra Betragtningen. Er dette ikke Tvesindethed: at være i Tiden uden nogen Betragtning, uden nogen bestemt Tanke, eller rettere at være i Tiden idelig og idelig skuffet ved at have eller have havt en Betragtning! Betragtningens Øieblik havde han letsindig misforstaaet som Alvor, og da saa Alvoren kom, da kastede han Betragtningen fra sig, og misforstod Betragtningens Øieblik som et Bedrag, indtil han atter blev alvorlig i et Betragtningens Øieblik. – Eller den Tvesindede tilstod maaskee sig selv, at han havde gjort Uret, havde handlet ilde, var kommen paa en Afvei; men da blev 181det ham i Overveielsen saa indlysende, saa tiltalende, at det dog er saaledes, at Straffen er som Lægemidlet, ja aldrig, syntes det ham, havde nogen Læge saaledes gjort Lægemidlet ►tækkeligt, som denne Overveielse ligesom ►indyndede Straffen. Men naar saa Straffen kom, og den, hvad jo ogsaa Lægen veed, et Øieblik gjorde Tilstanden værre for ret at trænge helbredende 72ind: da blev han utaalmodig. Han havde i Overveielsen tænkt sig helbredet, tænkt, hvor godt det var, naar det var overstaaet – naar det var overstaaet. Saaledes har altid den Dovne en uforholdsmæssig Indbildningskraft, han tænker strax, hvordan han saa vil indrette sig, og hvor godt han saa skal have det, naar først Det og Det er gjort: han tænker mindre paa, at det er Det og Det han skal gjøre. Og i Overveielsen seer dette jo meget indbydende ud; men naar han skal tiltræde Veien (thi Overveielsen, den er ude over Veien), saa forandres Alt. Istedenfor nu at beholde Overveielsen og Overslaget hos sig, og holde sig den efterrettelig, kaster han Overveielsen fra sig. 75 Letsindigt har han taget Overveielsen forfængeligt, som var den Helbredelsen ved Lægemidlet; og da Helbredelsen skal begynde, misforstaaer han Overveielsen letsindigt som et Bedrag. Er dette ikke Tvesindethed: at være syg, at give sig under Lægens Behandling, og saa ikke ville troe Lægen, men vilkaarligt afbryde! Er dette ikke Tvesindethed, naar den Syge maaskee er gaaet ind ►i Badet, hvor Heden voxer, men nu pludselig finder det for varmt, løber ud – udsat for alle Farer; er det ikke Tvesindethed, naar han dog endnu har en ►Levning af Overveielsen tilbage og derved en Forestilling om, at han egentligen er syg, og derfor snart igjen begynder sin Helbredelse paa samme Maade!

✂ I den Erkjendelse, der, som Betragtning og Overveielse, er paa Evighedens Afstand fra Tid og Virkelighed, er der vel Sandhed, den Erkjendende kan forstaae Sandheden deri, men han kan ikke forstaae sig selv. Det er vist, at uden denne Erkjendelse er et Menneskes Liv mere eller mindre tankeløst men ⓘ det erdet er] R, det A ogsaa vist, at denne Erkjendelse, fordi den er i en forfalsket Evighed for Indbildningen, udvikler Tvesindetheden, dersom den ikke redeligen erhverves ⓘ langsomtlangsomt] R, langtsom A ved Villiens Reenhed.

✂ Saa havde den Tvesindede maaskee en Villie til det Gode; thi vel har ogsaa Den, der bedrages til Tvesindethed ved Følelsen, eller ved hiin fjerne Erkjenden, en Villie, men denne fik ingen Magt, og Spiren til Tvesindetheden laae i det indre sjælelige Misforhold. Altsaa, han har en 182Villie til det Gode, han er ikke uden Forsæt eller Forsætter, og Beslutninger og Planer for sig selv, og ikke uden Deeltagelsens Planer for Andre. Men dog er der undgaaet ham Noget, han mener nemlig ikke, at Villien i sig selv er eller dog skal være det Fasteste af Alt, at den skal være haard som ►det Sværd, der kunde hugge Stene, og som dog var ►saa blødt, at det kunde 73vikles om Livet; han mener ikke, at det er Villien et Menneske skal støtte sig ved, ja, at naar Alt brister, at det da er Villien et Menneske maa holde sig til; han mener ikke, at Villien er det Bevægende, men at den skal selv bevæ76ges, at den i sig selv er vaklende og derfor skal understøttes, at den skal bevæges og understøttes ved Grunde, Hensyn, Andres Raad, Erfaringer, Leveregler. Hvis vi, hvad der jo er rigtigt, ville sammenligne Villien med Skibets Fart, Villien i Mennesket med Skibets Fart, i hvilken det (Mennesket) føres frem: da mener han derimod, at Villien, istedetfor at drive Alt, selv er Noget, der skal slæbes fremad, at det er Grunde, Hensyn, Andres Raad, Erfaringer, Leveregler, der ligesom gaae ved Siden af, og trække eller slæbe Villien fremad, saa Villien sammenlignes med Skibet, ja med et Fragtskib. Men i samme Øieblik er Villien netop gjort afmægtig, nedsat »til en vis Grad«, i Forhold til som der er Grunde og Hensyn og Raad, og i Forhold til, som disse forholde sig til hinanden indbyrdes. Han har vendt Alt om; hvad der i Livet er det Sinkende – for hver Den, der med Evighedens Fart styrer mod en bedre Verden, mener han er det Fremadskyndende, og hvad der skal være det Fremadskyndende gjør han til det Sinkende eller dog til det i sig selv Ubevægelige. En Saadan maa jo blive i Tvesindetheden, paa Tvesindethedens Indsø travl i Smaa-Ærinder, naar han istedenfor ved Villien til det Gode at faae Farten ud af alt det Sinkende, kun seiler med det Sinkendes Hurtighed.

✂ Et Menneske ►tiltræder sit Liv; haabende alt Godt for sig med gode Ønsker for Andre træder han ud i Verdens Mangfoldighed, som Den, der fra Landet kommer til den larmende store Stad, i Mangfoldigheden, der, hvor De travlt og hastende ile hinanden forbi, hvor Hver passer Sit i den uhyre Krydsen, hvor Alt er i Forbigaaende, hvor det er som saae man hvert Øieblik bekræftet, hvad man har lært, og i samme Øieblik modbeviist, dog uden nogen Standsning i Værkets Uro; i Mangfoldigheden, den altfor store Skole for Erfaringen, thi her kan man erfare alt Muligt, eller at Alt er muligt, selv hvad den Uerfarne mindst vilde troe, 183at det Gode sidder øverst tilbords og Forbrydelsen næst øverst, eller Forbrydelsen øverst og det Gode næst øverst – i godt Selskab med hinanden: saa staaer han der. I sig selv har han en Modtagelighed for Tvesindet77hedens Sygdom, hans Følelse er reent umiddelbar, hans Erkjendelse kun styrket ved Betragtning, hans Villie ikke modnet: hurtigt, ak hurtigt er han da smittet – eet Offer mere. Det er ikke 74noget Nyt, men en gammel Fortælling; som det gik ham, ►saa er det gaaet Tusinder før ham – det siger han nu selv i Forbigaaende til sin Undskyldning, thi han har modtaget ►Undskyldningernes Indvielse.

✂ Maaskee vilde her en Taler – der var ligesaa tvesindet som hiin Tvesindede, og derfor egentligen kun vil bedrage, vil skildre os det at ville det Gode lokkende, lokkende med den Udsigt at blive til Noget i Verden, maaskee vilde han ende Skildringen med, at hiin Tvesindede blev til Intet i Verden – for at forfærde os. Men ►vi ville ikke bedrage, vi ville endnu mindre gjøre det Forfærdelige, at forfærde ved et Bedrag, hvilket er ligesom at anbefale Usandheden, vi ville kun sige, at, evig forstaaet, blev hiin Tvesindede til Intet. I Timeligheden derimod blev han formodentlig i Forhold til sine Evner og sin utrættelige Travlhed en velhavende Mand, eller til en vis Grad en velhavende Mand, en anseet Mand, eller til en vis Grad en anseet Mand, eller hvad han saadan kunde blive indenfor det Omfang: til en vis Grad, hvormed end ikke er negtet, at han jo gjerne kunde blive den rigeste Mand i Verden, thi ogsaa det at være den Rigeste er kun et Noget til en vis Grad, medens ene Evighedens Bestemmelser ere over en vis Grad. Timeligheden med Alt hvad som den tilhører er ligesom dens Sandheder, til en vis Grad, kun Evigheden og dens Sandhed er evig. Derfor lader os ikke bedrage og sige, at man, jordisk forstaaet, i Timeligheden kommer videst ved at ville det Gode i Sandhed; lad Talen ikke være lige saa tvesindet som Verden er. Nei, i Timeligheden kommer man, jordisk forstaaet, videst ved Tvesindethed og ►fornemlig, det maa indrømmes, ved den Tvesindethed, der har en uægte Glands af Eenhed og Enighed med sig selv. See, ►Ærlighed varer længst, den varer nemlig ogsaa da, naar den rige Mand blev fattig ved sin Ærlighed, den varer ogsaa da, naar den engang rige, senere fattige, Mand er død og borte; og naar Verden er 78 gaaet under og glemt, naar der hverken er Fattigdom eller Rigdom eller Penge mere, naar den engang rige, senere fattige, Mand længst har glemt Fattigdommens 184Lidelser, da varer endnu hans Ærlighed. Og dog skulde man troe, at Ærlighed kun forholdt sig til Penge og Penges Værd, at det gik den ligesom Uærligheden, at den ophørte med Penge-Verdenens Ophør. Ja vist forholder Ærlighed sig til Rigdom og Fattigdom og Penge, men den forholder sig ogsaa til det Evige, og den forholder sig ikke tvesindet: til Penge og til det Evige, den forholder sig i Penge-Forholdet – til det 75Evige. Derfor varer den, den varer ikke længst til en vis Grad, den varer. Hiint Udsagn er derfor int►et Ordsprog, det er en evig Sandhed, det er Evighedens Opfindelse. Derimod er der et Ordsprog, som siger: at der skal lidt mere til end Ærlighed for at komme gjennem Verden. Men Spørgsmaalene, paa hvilke Udsagnene svare, ere ogsaa yderst forskjellige: det som spørger, om hvad der varer; og det som spørger: hvorledes kommer jeg igjennem. Den, der kun spørger om, hvorledes han kommer igjennem, han vil jo ikke videre; men den, der spørger om, hvad der varer, han er allerede kommen igjennem, han ►er allerede gaaet over fra Timeligheden til Evigheden, skjøndt han endnu lever. Den Ene ►erkyndiger sig kun til en vis Grad, den Anden spørger evigt, og hvis han i Fristelsens Stund, da hans Ærlighed ►forsøgtes, spurgte rigtigt, saa faaer han strax og hisset faaer han igjen Evighedens Svar: ja den varer! – O, det er dog ►bedre, at gaae til Sorrigs Huus end til Gjæstebudshuus, og selv der kan man jo lære, at »►om hundrede Aar er Alting glemt«. Ja, visseligen længe før er Gjestebuddet glemt, og ►de gjæve Brødre, men sandeligen det Evige ikke, ikke om tusind Aar.

1) Skal et Menneske ville det Gode i Sandhed, da maa han ville gjøre Alt for det Gode.

✂ Først tale vi da om: at ville gjøre Alt for det Gode. Alt – dog bliver denne Tale ikke let af ubegrændseligt Omfang, naar Alt skal nævnes; bliver det ikke en Umulighed at beherske Forskjellighederne og Talen derved ubestemmelig, da jo det Gode kan fordre det Forskjelligste af de Forskjellige: kan stundom fordre, at et Menneske skal forlade sin anseete Stilling og iføre sig Ringhed, ►skal bortgive al sin Eiendom til de Fattige, skal end ikke turde ►begrave sin Fader; og da igjen kan fordre af Andre, at de skulle overtage Magten og Værdigheden som bydes, at de 186skulle overtage Rigdommens Virkekraft, at de skulle begrave Faderen, og maaskee en stor Deel af deres Liv være helliget til den Troskab, der forsaavidt er ►tro over Lidet, som det egne Liv ingen egne Fordringer har, men kun er tro over en Afdøds Minde! Nu saa lader os derfor, istedenfor til Forvirring og Adspredelse at mangfoldiggjøre Enkelthederne, hvorved desuden saa let mindes om Smaalighedens Rangstrid, naar den Ene ved at gjøre det Ene troer at gjøre mere for det Gode end den Anden, der gjør noget Andet, om de dog, hvis de Begge i Forhold til Fordringen gjøre Alt, gjøre lige meget, og 77hvis Ingen af dem gjør Alt, gjøre lige lidt; lader os istedenfor at mangfoldiggjøre Enkelthederne, eenfoldiggjøre dette Alt i sin væsentlige Eenhed og Ligelighed, idet vi sige, at ville gjøre Alt er: at ville være og forblive med det Gode i Afgjørelsen; thi Afgjørelsen er netop det afgjørende Alt, som den ogsaa er det væsentlige Eet. Saa bliver der ingen fristende Anledning til Smaalighedens misforstaaede Rangstrid; saa kan Talen fatte sig kortere, den behøver ikke at nævne det Mangfoldiges mange Navne, og er dog netop i Sandheden, idet denne væsentlige Korthed svarer til den fyldige Korthed, som det i Livet er, at ville være og 81 forblive med det Gode i Afgjørelsen. Ingen troe nemlig, at dette er en vidtløftig Sag, tvertimod er det dette, som i Evighedens Forstand, hvis jeg saa tør sige, forkorter alle Livets Brøker, (thi Evighedens Længde er den sande Forkortning) løser op for alle dets Vanskeligheder, og det er, ved at ville være og forblive med det Gode i Afgjørelsen, at der vindes saa megen Tid; thi hvad der tager Menneskenes Tid, naar de klage over Mangel paa Tid, er Raadvildhed, Adspredthed, halve Tanker, halve Beslutninger, Uafgjorthed, store Øieblikke – store Øieblikke, derfor var det vi sagde, at være og forblive, at Afgjørelse ikke forvexles med et høimodigt Øiebliks Overspændthed. Den, der vil være og forblive med det Gode i Afgjørelsen, han kan faae Tid – til alt Muligt, nei, det kan han ikke, men det behøves jo heller ikke, thi han vil kun Eet, og derfor vil han netop ikke have med alt Muligt at gjøre, og netop derfor faaer han god Tid til det Gode.

✂ At ville være og forblive med det Gode i Afgjørelsen er Sandhedens korte Udtryk for det, at ville gjøre Alt, og i dette Udtryk er der iagttaget den Ligelighed, der ingen Forskjel kjender i Forhold til hiin Livets eller det menneskelige Vilkaars væsentligere Forskjellighed: at være Handlende eller at være Lidende, thi ogsaa den Lidende kan være med det 187Gode i Afgjørelsen. Dette er Tanken og Talen af Vigtighed, at der ikke er eller foranlediges Splidagtighed, at Talen ikke foranlediger den Handlende, som kan gjøre saa meget i den udvortes Verden, til opblæst at sammenligne sig med den Lidende; eller foranlediger den Lidende, der ligesom byrdefuldt spilder sin Tid i unyttige Lidelser, til mismodigt at sammenligne sin Unyttighed, sin Elendighed, sin ikke blot overflødige, men for Andre byrdefulde Tilværelse, med de Handlendes store Bedrifter. Ak, ofte nok maa en saadan Ulykkelig, foruden sin 78tunge, uskyldige Lidelse, endnu bære Overmodets og Travlhedens og Dumhedens strænge Dom, der vel kan irettesætte ham, vel kan krænke ham, men ikke kan forstaae ham.

✂ Dog nu tale vi om, at gjøre Alt, og tale om de Mennesker, hvem paa een eller anden Maade den udvortes Verden 82 er anviist som Skueplads. Hvor stor eller lille Opgaven er, gjør aldeles ingen Forskjel, Gud være lovet, det gjør aldeles Intet i Forhold til det Høieste, i Forhold til at ville gjøre Alt. O, hvor er dog det Evige saa barmhjertigt mod os Mennesker! Al den fordærvelige Strid og Sammenligning, der hovmoder og krænker, der sukker og misunder, kjender det Evige ikke; ligelig er dets Fordring til Enhver, den Største, der har levet, og den Ringeste; ja, ikke smiler Solens Straale mere ligeligt til Bondens Hytte og til Herskerens Palads, end det Evige seer ligeligt ned til den Høieste og til den Ringeste, ligeligt, nei ikke ligeligt, thi hvis den Høieste ikke vil gjøre Alt, da seer Evigheden i Vrede til ham. Og skulde det nogensinde, ved menneskelig Opfindsomhed, tilsidst lykkes den Rige at kunne narre Solen til at skinne mere indbydende over hans Palads end over Armodens Hytte: det Gode og Evigheden skal man aldrig saaledes kunne narre. Fordringen er ligeligt den samme til Enhver: at ville gjøre Alt; opfyldes den, saa lyser det Gode sin Velsignelse ligeligt over Enhver som er og forbliver i Afgjørelsen.

✂ Skulle vi nu, paa jordisk og timelig Viis, anbefale Afgjørelsen; skulle vi sige: »►lige saa godt at springe i det som at krybe i det, vov det derfor ►lige saa godt først som sidst, thi det kan vel lykkes en Tidlang ►at dandse paa Roser, men Besværlighedernes vanskelige Tid kommer nok, og saa ►er det altid godt at være forberedt.« O, lader os aldrig ville sælge det Hellige, eller rettere, lader os aldrig glemme, at i den Forstand er Evigheden ikke tilfals, at den holder sig for god til at sælges naar den skal 188kjøbes af ►en Tingende, en Formastelig. Ja, dersom en Tempelrøver blandt Forbrydere er en af de afskyeligste, da er denne sminkede Kløgt det ogsaa, der kløgtig vil det Høieste, uden at ville det i Sandhed. Men lykkes det end Tempelrøveren at rane de hellige Skatte, virkelig at sætte sig i Besiddelse af dem, fordi de ere noget Udvortes: hiin Kløgtige lykkes det aldrig at stjæle Afgjørelsen eller at stjæle sig til Afgjørelsen. Den udøvende Retfærdighed, der evigt udøver Retfærdighed, er saa aarvaagen, at enhver 83 Forbrydelse ikke blot ikke bliver farlig for det Evige, men end ikke, i Ufuldkommenhedens Forstand, virkeligen 79bliver til, da den bliver en ►Selvangivelse. I Forhold til det Evige er Forbrydelsens Høieste ligesom hvis Tempelrøveren, istedenfor at stjæle de hellige Kar, gik hen til Øvrigheden og sagde: jeg vilde stjæle de hellige Kar, saaledes: det lykkes ikke med at stjæle Afgjørelsen, men den Skyldige melder sig blot selv hos det Evige og siger: jeg vilde stjæle Afgjørelsen. Thi evigt er der intet Sandsebedrag, og saaledes heller ikke, hvad der ►sædeligt er det Samme, ingen virkelig Besiddelse – af stjaalent Gods. Lader os derfor ikke bedragersk og ikke ►daarligen anbefale Afgjørelsen. Ønsker Nogen at liste sig gjennem Livet, saa lad ham det, eller, gid dog Sandheden engang maatte gribe ham, saa han vil Afgjørelsen for det Godes Skyld, men lad os ikke indbilde ham, at han ved en List kunde listigen tage Afgjørelsen med sig paa sin listende Vei gjennem Livet.

✂ Afgjørelsen er, at ville gjøre Alt for det Gode, er ikke, kløgtigen at ville have Fordeel af det Gode. Ak, men der er i ethvert Menneske en Magt, en farlig og ogsaa en stor Magt. Denne Magt er Klogskaben. ►Klogskaben attraaer bestandigt mod Afgjørelsen, den kæmper for sit Liv og sin Ære, thi seirer Afgjørelsen, da er Klogskaben som aflivet, nedsat til at være en Tjener i Foragtelighed, hvis Tale man nøie agter paa, men hvis Raad man foragter at følge.

✂ Indvortes bruger nu Mennesket Klogskaben paa en fordærvelig Maade, til at forhindre sig selv fra at komme ud i Afgjørelsen. Paa utallige Maader kan den misbruges saaledes; men for atter ikke at mangfoldiggjøre det Ligegyldige og derved drage Opmærksomheden fra det Vigtige, ville vi igjen betegne denne Misbrug med eet bestemt Udtryk: at søge Udflugt. – At forlade sin Post, at flygte i Slaget, er altid vanærende, men da har Klogskaben opfundet en ►sindrig Vending, der ►forekommende forhindrer Flugten: det er Udflugten. Ved Hjælp af Udflugten kommer man 189nemlig ikke i Faren, og man taber altsaa heller ikke sin Ære ved at flygte i Faren; tvertimod, man kommer ikke i 84 Faren – det er een Fordeel; og man vinder stor Ære som meget klog – det er to Fordele. Kun Evigheden, det Gode, og saaledes ogsaa den hellige Skrift er af en anden Mening om Udflugterne, og de meget ærede Kløgtige; thi om dem er det jo der tales, naar der siges: ►»Nogle unddrage sig til deres egen Fordærvelse« (►Hebr.10.39.) Forunderligt, man kan altsaa unddrage sig en Fare, og naar man troer sig sikker og frelst (hvilket man jo ogsaa skulde troe, siden man undgik Faren), da er man netop sjunken i Fordærvelsen.

✂ 80Saa siger da en Klog: »bag efter er for sildig, naar jeg først har vovet mig for langt ud og er knuset, ►hvo skal da hjælpe mig; saa skal jeg være en Værkbruden for hele mit øvrige Liv, en Spot og ►et Ordsprog blandt Menneskene, hvo skal saa hjælpe mig?« Hvo der skal hjælpe ham? Hvo Anden vel end den Magt, i Tillid til hvilken han vovede sig saa langt ud – dog vel ikke som Den, der er stærkere og hjælper en Svag, men som, naar ►den unyttige Tjener gjør Alt for at gjøre sin Herres Villie. Men nu taler den Kloge ved Hjælp af Udflugterne, som var det Gode selv ingen Magt, eller som var dets Magt for Intet at regne, saa det altsaa var den Kloge, der (hvis han vilde vove det) ved at gjøre Alt, skulde hjælpe paa det Gode. ►Er dette saa, da er det jo rigtignok sandt, at der Ingen er til at hjælpe ham – dersom han virkeligen vovede saaledes, og Det da virkeligen indtraf, hvad en kløgtigt opfindsom Indbildning ►udfinder, for at Udflugtens kummerlige Baggrund kan ►glemmes over den Skræk indjagende Forgrund. Saa grundløs er Udflugten. Og selv om det Forfærdelige nu skete, at den tillidsfuldt Vovende kom til Skade: pleier dog endog en jordisk Regjering at sørge for sine troe Tjenere, der i Troskab mod Staten gaae den farefulde Gang, skulde da Gud og det Gode ikke ogsaa sørge for sine troe Tjenere, naar de blot ere oprigtige! Og selv om det Forfærdelige skete, naar den Oprigtige havde vovet Alt, at det da var, som sagde ►Styrelsen til ham: min Ven, Dig kan jeg ikke bruge: o, det er dog vist, at det ringeste ►Naadebrød i det Godes Tjeneste er uendeligt saligere end at være den Mægtigste uden85for. Sandeligen, Sandeligen, det er dog sandt, det er med Bæven sandt, i Forhold til den Ugudelige, men det er ogsaa i Naade glædeligt sandt for den Oprigtige: Gud ►narres ikke med et Menneske! Selv om den Oprigtige kom til Skade, maaskee 190var det dog netop dette Styrelsen skulde bruge! Er det ikke oftere seet, at Brønden først blev tilkastet, da Barnet var faldet i, medens den forstandigste Tale og Formaning Intet havde bevirket: nu vel, hvis den Oprigtige er villig til at være Barnet, der falder i, har saa hans Voven været ⓘ frugtesløs!frugtesløs!] , frugtesløs? R – Saa siger en Anden: »jeg har ikke Kræfter til saaledes at vove Alt«. Atter Udflugt, en Udflugt ved Hjælp af det Ord: »Alt«, thi det Gode kan jo ogsaa regne og beregne Fordringen i Forhold til de Kræfter han har. Og dernæst, hvis han i Oprigtighed vil vove, da faaer han vel nok Kræfterne i Afgjørelsen. Men den Kloge vil ved Hjælp af Udflugterne have Kræfterne forud, han vil ►tage dem forfængeligt, som naar Krigeren, 81for at være sikker paa at blive udmærket i Slaget, forlanger Udmærkelsen forud. Og dog er dette Billede usandt, thi det er tvivlsomt, hvorvidt Slaget giver Kræfter, men det er vist, at Tilliden, hvormed der voves, giver overmenneskelige Kræfter, men det er ogsaa vist (o, forunderlige Nøiagtighed!) at Den, der ikke har Tilliden, han fatter det heller ikke. See, ►det store Krigsskib faaer først sin Bestemmelse at vide paa Dybet, Skuden veed Alt forud. Og aandeligt forstaaet er kun Den paa Dybet, der vil gjøre Alt, ligegyldigt enten han er den Høieste eller den Ringeste; Skuden er den Kloge, ligegyldigt enten han er den Høieste eller den Ringeste. – Saa siger Een: »den Smule jeg kan gjøre er for Intet at regne«. Den Kloge er høflig, han underbyder, han siger: »►hav mig undskyldt«, han lader som var det Gode en fornem Mand, og det at ville det Gode en fornem Sag. Men det er en Misforstaaelse, dog nei, her er det en Udflugt. Det Gode er ikke fornemt, det forlanger hverken Mere eller Mindre end Alt; om dette er en Smule eller ikke, gjør hverken fra eller til. O, ►Enkens Skjærv men den var Alt hvad hun eiede, var for Gud ligesaa stor en Sum som al Verdens Guld 86 i een Dynge, og om En, der eiede al Verdens Guld, gav Alt, han gav ikke mere. Ja, naar der borgerligt indsamles Pengebidrag, saa var det muligt, at Indsamleren baade velvilligt og ⓘ fornemtfornemt] R, fornem A havde sagt til Enken: »nei, Moder, behold hun kun den Skjærv«. Men det Gode, hvorledes skulle vi sige det, dets Godhed er saa stor, at det ingen Forskjel kjender. – Saa siger Een: »jeg kan ikke forsvare det for Kone og Børns Skyld«. Ak, selv den borgerlige Regjering pleier jo .... dog dette passer ikke; men mon han, Manden og Faderen, da virkeligen kunde gjøre noget Bedre for Kone og Børn, end at indprente dem denne Tro paa ►Forsynet. Det er da 191ikke her som i det borgerlige Liv, at Den, der vover, tør haabe paa, at Staten vil sørge for Kone og Børn: nei, aandeligt forstaaet, har han netop selv sørget allerbedst for dem, idet han vover; thi derved har han viist dem, at han idetmindste har Troen paa Forsynet. Det er da ikke her som i det borgerlige Liv, at Den, der lader være at vove, kan gjøre det af Omsorg for Kone og Børn, thi, aandelig forstaaet, viser den Frygtagtige, at han ikke har Omsorg for Kone og Børns sande Vel. – Saa siger Een: »Erfaringen lærer, at det Rigtigste er, at dele sine Kræfter, at man kan vinde paa det Ene, naar man taber ved det Andet; jeg skylder mig selv, og Hensynet til min Fremtid, ikke saaledes at sætte Alt ind paa Eet.« Ja, Gud give han ikke blot vil 82tage et Hensyn til sin Fremtid, thi det er for Lidet, men sætte sig den ene for Øie, og huske paa, at hans Fremtid er – en Evighed.

✂ Dog hvor skulde man vel blive færdig med at tale om alle Udflugter, hvo vilde paatage sig dette frugtesløse Arbeide, denne ►Fægten i Luften! Og selv om Nogen vilde, selv om det lykkedes ham at tælle dem alle, og et Øieblik at holde dem sammen, at de ikke som rette Overløbere smuttede bort, antoge et andet Snit, men bleve i Væsen det Samme: der bliver dog altid een Udflugt tilbage, om der dog ikke skulde være een endnu, om en priselig Klogskab ikke skulde lade En ved et gjentagent Eftersyn opdage, at der var een Grund overseet og altsaa een Udflugt endnu mulig. 87

✂ Saa gav da den Tvesindede, forledt af Klogskaben, efter for Udflugterne. »Men saa blev han ikke til Noget.« O, lader os ikke bedrage Ynglinge, lader os ikke sidde og ►kjøbslaae i Forgaarden til det Hellige, ikke danne en vanhellig Indledning til det Hellige, som skulde man ville det Gode i Sandhed for at blive til Noget i Verden. Jo vist blev den Kloge til Noget, endog til noget Stort i Verden. Men der er en Magt, som hedder Erindringen; den skal være alle Gode som alle ►Elskende kjær, ja Elskende skal den endog være saaledes kjær, at de næsten, fremfor Synet af hinanden, foretrække denne Erindringens Hvisken, naar de sige: husker Du dengang, og husker Du dengang! See, Erindringen besøger ogsaa den Tvesindede. Da siger den til ham: husker Du dengang, ... Du vidste godt med Dig selv og med mig, hvad der fordredes af Dig, men Du unddrog Dig (til Din egen Fordærvelse), erindrer Du det; det var derved Du vandt en stor Deel af Din Formue (til Din egen 192Fordærvelse), erindrer Du det! Husker Du dengang? ... Du vidste med Dig selv og med mig, hvad Du skulde vove, Du ►vidste og, hvad Fare dermed var forbunden, erindrer Du, Du unddrog Dig (til Din egen Fordærvelse), erindrer Du ... dog det gjør Du vel, thi ►Hæderstegnet paa Dit Bryst bærer Du jo til Erindring derom, om at Du unddrog Dig til Din egen Fordærvelse! Husker Du dengang .... Du vidste meget godt med Dig selv og med min eenlige Stemme i Dit Indre, hvad Du skulde vælge, men Du unddrog Dig (til Din egen Fordærvelse), husker Du det, det var dengang, da Folke-Gunsten og Mængdens Jubel hilsede Dig som den Retfærdige, husker Du det, ja det bliver jo Din Sag at huske Jubelen og Folke-Gunsten, thi i Evigheden vides Sligt ikke, men i Evigheden er det ikke glemt, at Du unddrog Dig! – ►O, hvad hjalp det dog et 83Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv; hvad hjalp det ham, om han vandt Tiden og hvad Tidens er, naar han brød med det Evige; hvad hjalp det ham, om han for fulde Seil med Jubelens og Beundringens Medbør kom gjennem Verden, naar han strander paa Evigheden; hvad hjælper det, at 88 den Syge indbilder sig, hvad alle Mennesker troe, at han er sund, naar dog Lægen siger: han er syg!

✂ Udvortes bruges ogsaa Klogskaben paa en fordærvelig Maade i Forhold til Afgjørelsen, den misbruges ud efter. Og vi tale jo om de Handlende, og om at ville gjøre Alt for det Gode. Paa mangfoldig Maade kan Klogskaben her misbruges, men lader os atter ikke mangfoldiggjøre det Adspredende, men eenfoldiggjøre det Betegnende, og nævne alle denne Art Misbrug med eet Navn: Bedraget. Saa veed den Kloge, hvorledes det Gode skal forandres en lille Smule for at vinde Velbehagelighed i Verdens Øine; han veed, hvor meget der skal sættes til og hvor meget der skal tages fra; han veed, hvad der indsmigrende skal hviskes Menneskene i Ørene, hvad der skal betroes dem under Haanden, og hvorledes Haanden skal trykkes, hvor der skal svinges af fra Sandhedens Afgjørelse, hvorledes Vendingen skal gjøres, og hvorledes han selv i Smidighed skal vende og dreie sig – »at han kan virke desto mere for det Gode«. Men Bedragets Hemmelighed, hvortil alle Yttringer deraf paa een eller anden Maade kan henføres, er denne: at det dog ikke er Menneskene, der trænge til det Gode, men det Gode, der trænger til Menneskene – derfor maa de jo vindes, thi det Gode er en stakkels Tigger, som er i Forlegenhed; istedenfor, at det er Menneskene, der trænge til 193det Gode, og trænge saaledes til det, at det er ►det ene Fornødne, at det maa kjøbes til enhver Priis, at ►ubetinget Alt maa opgives og sælges for at kjøbe det, men at ogsaa Den, som eier det, eier Alt. Ved Bedraget bliver derimod som naturligt er Alle narrede: det Gode gjør man et Forsøg paa at narre, som i al Evighed mislykkes, thi at det synes at lykkes i fjorten Dage eller i en Levealder er kun Spøg; den Kloge derimod vinder stor Anseelse i Verden – og er narret; Mængden forlyster sig ved den smigrende Indbildnings ►Slikkeri – og er narret! Dette var Bedragets Hemmelighed, at det er det Gode, som trænger til Menneskene; den Kloges Hemmelighed er, at han dog ikke ganske kan nøies med det Godes fattige Løn, men maa see at tjene lidt udenom – ved at gaae lidt udenom. 89

✂ Den Tvesindede gav efter, forledt af Klogskaben; »men saa udrettede 84han ikke Noget i Verden«. Nei, lader os ikke bedrage; han udrettede Meget; en talrig Mængde af det Godes Venner, eller af gode Venner, sluttede sig beundrende om ham; ja det er vist, de troede rigtignok derved igjen at slutte sig om det Gode, men det maa dog vel være en ►Skuffelse, da den Kloge selv gik uden om. De vare Mange forenede, thi denne Forestilling havde de, at det Gode er noget Overordentligt, og Ære være dem og Ære være denne sande Forestilling, men de havde da tillige den Forestilling, at det Gode er noget saa overordentligt Stort, at man maa være Mange i Forening om at kjøbe det. Dog denne Forestilling er ikke Ære værd, selv om den svigefuldt kaldes Beskedenhed, den er en Fornærmelse mod det Gode, som i sin uendelige Godhed ikke forsmaaer den Ringeste, men tillader ogsaa ham at byde og at kjøbe – hvis han vil gjøre Alt, og saaledes i Sandhed ære det Gode. Derimod forsmaaer det Gode al taabelig Ære og Anseelse, naar dets Storhed skal sammenlignes med et Jordegods, som den Enkelte ikke har Penge nok til at kjøbe, hvorfor et Sammenskud bliver nødvendigt. Ved Mængdens Bistand opførte nu den Kloge en uhyre Bygning, den var rigtignok Bindings-Værk (de vare jo ogsaa Mange), men den tog sig godt ud saa længe den stod. Men Erindringen, Erindringen, der i høieste og alvorligste Forstand, forædlende selv det grovere Udtryk, er hvad man i den lave, daglige Tale kalder en Rykker, Erindringen besøger ogsaa engang den Beundrede. Da siger den sagte til ham: »kan Du huske den svigefulde Vending, Du gav Sagen, det var derved Du vandt den forblindede 194Mængde, og derved, at Du kunde ►opføre Taarnet saa høit?« Men den Beundrede siger: »tie blot stille, lad aldrig Nogen faae det at vide.« »Nu vel«, svarer Erindringen, »Du veed jeg er ingen Smaahedskræmmer, der er i Forlegenhed for mit Tilgodehavende; lad saa være, Ingen skal faae det at vide, saa længe Du lever, maaskee heller ikke, naar Du er død og glemt, men evigt, evigt bliver det erindret.« – O, hvad havde det dog hjulpet ►den utro Tjener, hvis Herre reiste bort, om Herren var reist saa langt 90 bort, at han aldrig mere fik ham at see i Tiden, hvad havde det hjulpet ham, dersom dog den Herre, der reiste bort, var Erindringen, med hvilken han skal samles i Evigheden! Hvad hjælper det vel den Domfældte, at Straffens Dag udsættes hele hans Liv igjennem, hvad hjælper det ham, dersom dog Dommen, som overgik ham, er Evighedens og skal udøves i Evigheden!

✂ 85Den Kloge udrettede altsaa Meget. Lad os engang gjennemtænke denne Tanke: at udrette Noget i Verden; der høres saa megen baade utaalmodig og vildledende Tale derom. Det er jo godt, at Alle ville udrette Noget, det er jo Alvor at ville det, men skulde det dog ikke ogsaa være Alvor: bestemt at forstaae sig selv og Livet i hvad det vil sige, at man udretter saa overordentlig meget, eller at man synes slet Intet at udrette. Dersom Timeligheden, ikke saaledes forstaaet, som den lader sig tænke, men som den kjendelig er i Virkeligheden en Kjendsgjerning, dersom Timeligheden var det Eviges eensartede Gjennemsigtighed, saa vilde enhver evig Villen i et Menneske og enhver Villen af det Evige ligefrem blive kjendelig i Timelighedens, efter Antagelsen, eensartede Forstand: at den Villende selv blev til Noget i Timeligheden, og viste sig at være Noget for Mange; den evige Villen i Mennesket vilde være kjendelig ligefrem, som Skrigets Størrelse er kjendelig paa Lydens Størrelse i Rummet, som Stenens Størrelse, naar den kastes i Vandet, er kjendelig paa Kredsens Størrelse, der dannes. Forholdt det sig saaledes med Timeligheden og det Evige, at de svare til hinanden som Gjenlyden til Lyden, da vilde det, at udrette, være den ►tilforladelige Gjengivelse af den evige Villen i Mennesket; man kunde paa hvad et Menneske udrettede strax see, hvor megen Villen af det Evige der var i ham. Men i saa Fald vilde det da aldrig kunne være hændt i Timeligheden (for at nævne det Høieste og det Forfærdeligste, men ogsaa det forbilledligt Alt ►Forklarende), at Guds Søn, da han aabenbaredes i menneskelig Skikkelse, 195blev korsfæstet, forskudt af Timeligheden, thi han vilde dog vel i evig Forstand det Evige, og dog blev han 91 i Timeligheden kjendelig paa, at han blev forskudt og saaledes kun udrettede lidet. Som det gik ham, saaledes gik det Apostlene, efter deres egen Forventning, og saaledes er det gaaet saa mange det Godes og det Sandes Vidner, i hvem netop den evige Villen flammede stærkt. Timeligheden, som den kjendelig er, kan da ikke være det Eviges Gjennemsigtighed; den er, i sin givne Virkelighed, ►det Eviges Brydning. Dette gjør den Bestemmelse: at udrette mindre ligefrem. Jo mere det Evige er i Bevægelse hos den Vidnende, desto stærkere er Brydningen; jo mere den Stræbende, istedenfor at ville det Evige, er beslægtet med Timeligheden, desto mere udretter han i Timelighedens Forstand. Saaledes gaaer det paa mange Maader eller paa alle Maader i Timeligheden. Naar en eiendommelig Tænker, der netop ved sin Eiendommelighed er 86mere beslægtet med det Evige og mindre med Timelighedens Øieblik, henvender sin Tale til Menneskene: da bliver han sjeldnere forstaaet eller paaagtet. Naar derimod en snaksom Tilhænger hjælper til, for at den Eiendommelige kan blive – misforstaaet: saa lykkes det, saa er der Mange, der strax forstaae det. Tænkeren bliver en Slags Overflødighed i Livet; Tilhængeren en virksom Mand som udretter saa særdeles meget i Timeligheden. Kun en sjelden Gang kan det nogenlunde slaae til, at det Evige og Timelighedens Udretten svare nogenlunde til hinanden, tilfældigviis, thi lader os ikke fornærme Gud og ►Gud-Mennesket ved at antage, at hvad der hændte ham var det Tilfældige, at hans Liv udtrykte noget Tilfældigt, maaskee Noget, som ikke vilde hænde ham til andre Tider, hos et andet Folk. Skal der da være Mening i den Tale om at udrette, saa maa der gjøres Forskjel mellem Øieblikkets Syn paa en Sag og Evighedens Syn paa Sagen. Disse ere tvende modsatte Syn, mellem hvilke ethvert Menneske har at vælge i Forhold til sin egen Stræben og i Forhold til enhver samtidig Stræben, thi at dømme – efter Udfaldet (hvorved der forsøges, at ene Timelighedens og Evighedens Dom i et Senere), lader sig jo ikke gjøre i det Øieblik man skal selv handle, og lader sig heller ikke gjøre i det Øieblik en Anden 92 handler. Ved Hjælp af et Sandsebedrag mener derfor ofte en levende Slægt at turde dømme en forbigangen, fordi den miskjendte den Gode – og selv gjør den sig skyldig i det Samme mod en Samtidig. Og dog er det netop i Forhold til ►den Medlevende, at et Menneske skal 196vise, om han har Øieblikkets eller det Eviges Syn, ►bag efter er det ingen Kunst, at smykke de Ædles Grave og sige »dersom de nu havde levet«, nu – da vi netop er ifærd med at gjøre det Samme mod en Samtidig. Thi Vanskeligheden og Prøven paa hvad der boer i den Dømmende er netop Samtidigheden. Øieblikkets Syn er det Skjøn, som i jordisk og travl Forstand afgjør, om et Menneske udretter Noget eller ikke. Og i denne Forstand har aldrig nogensinde nogen Sag saaledes været tabt, som Christendommens var det, da Christus blev korsfæstet; og aldrig har Nogen nogensinde ved et ene til Opoffrelse helliget Liv, i Øieblikkets Forstand, udrettet saa lidet, som Jesus Christus. Og dog havde han i samme Øieblik, evigt forstaaet, udrettet Alt, thi han dømte ikke daarligen efter Udfaldet, det var der jo heller ikke endnu, eller rettere (thi her er Striden og Kamppladsen for de tvende Forestillinger om det: at udrette), Udfaldet var der jo; spørg de Samtidige, hvis Du nogensinde træffer 87dem, sagde de ikke om den Korsfæstede: »►den Daare, han vilde hjælpe Andre og han kan ikke hjælpe sig selv, men nu viser ogsaa Udfaldet, som Enhver kan see, hvad han var«! Blev det ikke sagt af de Samtidige, især der, hvor den Kloge førte Ordet: »den Daare, han som havde havt det i sin Magt, hvis han vilde have ►benyttet sig af Leiligheden, at blive Konge; havde han blot havt Halvdelen af min Klogskab, saa havde han været Konge. I Begyndelsen troede jeg virkeligen, at det var Snildhed, at han saaledes vel ►tillod Folkets Yttringer, uden at ville ►give sig hen; jeg troede det var et Kneb for at opflamme dem endnu mere; men nu viser rigtignok Udfaldet, hvad jeg allerede i den sidste Tid har været enig med mig selv om, at han er en indskrænket, ►forblindet Sværmer«! Blev det ikke sagt af mangen fornuftig Mand og Kone: »Udfaldet viser, at han har jaget efter Ind93bildninger; han skulde have giftet sig, saa havde han nu været ►en anseet Lærer i 📌Israel!« Og dog havde den Korsfæstede i samme Øieblik, evigt forstaaet, udrettet Alt! Men heller ei har nogensinde Øieblikkets og Evighedens Syn paa den samme Sag staaet saa himmelraabende i Modsigelse, det kan heller aldrig gjentages; dette kunde kun hænde Ham. Dog havde han i samme Øieblik, evigt forstaaet, udrettet Alt, og sagde derfor med Evighedens Vished: ►det er fuldbragt. Thi det er ikke nu efter atten Aarhundreders Forløb han igjen kommer tilsyne, og beraabende sig paa Udfaldet siger: det er fuldbragt, tvertimod, saaledes vilde han ►vel endnu ikke sige det, 197der behøves maaskee mange Aarhundreder inden han i Timelighedens Forstand kan sige det; altsaa, hvad han endnu ikke efter atten seierrige Aarhundreders Forløb kan sige, det sagde han i sin Tid, for atten Aarhundreder siden, netop i det Øieblik, da Alt var tabt, evigt forstaaet, sagde han: det er fuldbragt. Det er fuldbragt, det sagde han netop, da Folke-Hoben, og Præsterne, og ►de romerske Soldater, ►👤Herodes og ►👤Pilatus, og de Ørkesløse paa Gaderne, og ►Mængden i Porten, og Avisskriverne, hvis der var saadanne dengang, kort, da alle Øieblikkets Magter, hvor forskjellige end Sindsstemningerne kunde være, enedes om dette Syn paa Sagen: at Alt var tabt, rædsomt tabt. Det er fuldbragt, sagde han – selv naglet til Korset; ►da Moderen stod hos – som naglet til Korset; da ►Disciplenes Øine vare – som naglede til Korset af Forfærdelse over dette Syn: altsaa da Moderlighed og Troskab bøiede sig under Øieblikkets Syn paa Sagen, at Alt var tabt. O, lader os dog af det Forfærdeligste, som eengang er skeet (og Verdens 88Fortjeneste er det da ikke, at det kun er skeet eengang, thi Grunden er jo denne, at hiin Korsfæstede er evigt væsentligen forskjellig fra ethvert Menneske), lære Viisdom i de mindre Forhold; lader os dog aldrig bedrage Ynglinge ved ►gjækkelig Tale om det, at udrette, lader os dog aldrig gjøre dem travle i Øieblikkets Tjeneste istedenfor taalmodige til at ville noget Evigt; lader os ikke gjøre dem ►snare til at dømme, hvad de maaskee ikke forstaae, istedenfor ►nøisomme til selv at ville noget Evigt! Lad os ret 94 betænke, at ikke derfor er en Slægt bedre, fordi den forstaaer, at en foregaaende gjorde Uret, naar den ikke selv forstaaer i Øieblikket at skjelne mellem Øieblikkets og det Eviges Syn paa Sagen!

✂

✂ Men Den, der vil det Gode i Sandhed, han bruger Klogskaben indvortes: til at forhindre alle Udflugter og derved til at hjælpe sig selv ud og til at holde sig selv ude i Afgjørelsen.

✂ Klogskaben er vel en stor Magt, dog behandles den af ham som en ringe Tjener, som en ►snild Foragtelig: han hører nok paa den, men han gjør ikke efter det. Han bruger den mod sig selv som en ►Speider og Angiver, der strax angiver enhver Udflugt, ja blot ved Mistanke derom gjør Anmeldelse: saaledes veed jo Tyven de skjulte Veie – og gaaer ad dem; Øvrigheden veed dem ogsaa og gaaer ad dem – for at opdage Tyven; men Begges Viden er som Viden den samme.

✂ 198Saaledes bruger han Klogskaben. ►Om det er saa, at der med ethvert Menneskes Fødsel ►fødes tvende Engle: hans gode og hans onde, veed jeg ikke; men dette troer jeg (og jeg vil villig høre enhver Indvending, men jeg vil ikke troe den), at der med ethvert Menneskes Fødsel bliver en evig Bestemmelse til for ham, for ham særligen. Troskab mod sig selv er i Forhold til denne det Høieste et Menneske kan øve, og som ►den dybsindigste Digter har sagt: ►»værre dog end Selvkjærlighed er Selvforagt.« Men da er der en Skyld, en Brøde: Utroskab mod sig selv eller at fornegte sit eget bedre Væsen. En saadan Skyldig er ikke som Tyven eller Røveren; den borgerlige Øvrighed efterstræber ham ikke; det kan gaae ganske stille af, saa aldrig Nogen aner det: er det derfor maaskee Ingenting? Mangen mener jo rigtignok, at man lige saa godt forskende kan ►fatte Sandheden, lige saa godt dannende udføre det Skjønne, lige saa godt levende fuldkomme det Gode, om man ogsaa var lidt utro mod sig selv i det Skjulte, flyttede Inderlighedens Grændseskjel en lille Smule ved en lille 95 Smule mindre Nøieregnethed 89for at vinde jordiske Fordele, at man da, naar man ►misligt havde vundet dem, »ret kan arbeide for det Gode, Skjønne og Sande«: altsaa saa ringe tænker man om det Gode og Skjønne og Sande, at det skulde kunne bruge Enhver til tjenende Redskab for at fremlokke sin velklingende Overeensstemmelse, Enhver, ogsaa den som havde forkludret sig selv! Ja, man kan ►skuffe sig selv og Menneskene, men naar Evigheden hører efter, lytter for at opdage om ►Strengelegen er reen og er ►i Overeensstemmelsens Takt: o, den opdager strax Mislyden, og Usikkerheden; den forkaster et saadant Menneske, ligesom den Kunstforstandige forkaster Strengelegens Redskab, naar dette er beskadiget. Ak, det er dog en ►daarlig Klogskab (hvor meget den end bryster sig af jordiske Fordele, som den vandt til Beviis – for sin ►Daarlighed; hvor meget den end peger paa Udmærkelsens Tegn og derved igjen paa – den skjulte Fortabthed indenfor), der klogt bedrager sig selv for det Høieste. Kun den Klogskab er dog vel den sande, der hjælper et Menneske til med alle Opoffrelser at ville det Gode i Sandhed.

✂ Mod Udflugterne bruger altsaa Den Klogskaben, der vil det Gode i Sandhed. Men saa bliver han ikke til noget Stort i Verden? Maaskee, maaskee ikke; men Eet bliver han, bestemt, han bliver en Ven, en Elsker af Erindringen. Og naar saa ►i en stille Time Erindringen besøger ham 199(og allerede heri, hvilken Forskjel fra hiint Besøg, naar Erindringen truende banker paa den Tvesindedes Dør!), da siger den til ham: »Erindrer Du dengang, dengang da den gode Beslutning seirede i Dig?« Og han svarer: »ja, Kjære!« Men da siger Erindringen videre (og for Elskende skal Erindringen jo være saa kjær, at de næsten, fremfor Synet af hinanden, foretrække Erindringens Hvisken, naar de sige, kan Du huske dengang, og kan Du huske dengang?) Erindringen siger videre: »kan Du saa huske alle de Besværligheder og Lidelser Du havde for Beslutningens Skyld?« Han svarer: »Nei, Kjære det har jeg glemt – lad det være glemt! O, men hvis det stundom i Livets og Stridens ►Møie, naar Alt forvirres for min besvæ96rede Tanke, skulde være mig, som var Det ogsaa glemt, hvad jeg dog veed jeg har villet i Oprigtighed; o, Du har jo Dit Navn af at erindre, Du Evighedens Sendebud: Erindring, da besøge Du mig og bringe med Dig det ►forønskede, det styrkende Gjensyn!« Og Erindringen svarer til Afskeed: »det lover jeg Dig, jeg sværger Dig det ved Evigheden!« Da skilles de atter ad, ►saa maa det jo være her i Timeligheden; 90rørt seer han endnu engang efter dens Forsvinden, som man seer efter ►den Forklarede; nu er den svunden ►og den stille Time. Det var kun en stille Time, det var ikke noget stort Øieblik – derfor haaber han paa, at Erindringen vil holde, hvad den lover. Han freder i sit eget Indre om hiin Stilhed, i hvilken han mødes med Erindringen, naar det behager denne at besøge ham. Dette er ham hans Løn, og denne Løn er ham over al Maade. Ja som en Moder, der ad vanskelige Veie bærer sit elskede Barn slumrende ved sit Bryst, ikke er bekymret for, hvad der skal vederfares hende, men kun frygter for, at Barnet skal blive forstyrret og ►uroliget: saaledes frygter han ikke Verdens Bryderier for sin egen Skyld, men han er kun bekymret for, at disse skulle urolige og forstyrre hiin Besøgets Mulighed, som slumrer i hans Indre.

✂ Ogsaa ud efter bruger Den Klogskaben, der i Sandhed vil det Gode. Det er ingen Vanære at være klog, det er en god Ting; det er ingen Vanære, at Øvrigheden er klog, at den klogt veed at spore Forbryderens skjulte Gang for at gribe ham og gjøre ham uskadelig. Som klog veed altsaa den Gode Beskeed om, hvorledes Verden vil have det Gode, usandt, gjort ►tækkeligt, hvorledes Mængden vil vindes, den frygtede Mængde, der »►vil at Læreren skal skjælve for Tilhørerne, og smigre dem«: dette veed han altsammen, – for ikke at gjøre derefter, men for 200ved den modsatte Adfærd om muligt at holde Skuffelserne borte, at han ikke selv kommer til paa en ulovlig Maade at faae Fordeel af det Gode (tjene Penge, Udmærkelse og Beundring), og at han Ingen bedrager ved et Indbildningens Skin. Han vil snarere om muligt unddrage det Gode fra Mængdens Berøring, see at splitte den ad for at faae den 97 Enkelte fat eller for at faae Hver især enkelt; han vil mindes, hvad ►hiin eenfoldige Vise i Oldtiden siger: »►der, hvor Folk komme sammen i stor Mængde, i Folkeforsamlingerne, i Skuespillene, i Leirene, eller hvor der ellers er en Sammenkomst af Mængden, der, hvor de med stor Larm dadle Noget af hvad der bliver sagt og gjort, rose Andet, men i begge Tilfælde med umaadelig Skrigen og Larmen og Haandklap, der, hvor ovenikjøbet Stenene og Stedet, hvor de ere forsamlede, lyde med i Støien og fordoblet gjengive Bifaldets og Dadlens Larm: hvor skulde der, som man siger, en Ynglings Hjerte kunne komme til at banke!« Og dog behøves jo netop dette for at ville det Gode i Sandhed, at Hjertet banker i Manden, men med Ynglingens Ufordærvethed. Og derfor vil den Gode, dersom han tillige er den Kloge, indsee, 91at skal der kunne gjøres Noget for det Gode, da maa han see at faae Menneskene enkelte. De Samme, der Enkelte hver for sig kunne ville det Gode i Sandhed, de ere strax fordærvede saasnart de forene sig og blive Mange; og derfor vil den Gode vel heller ikke see at faae en Mængde tilhjælp for at splitte Mængden ad; eller have en Mængde bag sig, medens han foran sig splitter Mængden ad.

✂ Men hvorledes den Gode vil benytte Klogskaben ud efter, lader sig ikke saaledes i Almindelighed nærmere bestemme, thi i Forhold til hver Tid og hver Tids Forhold kan det aldeles Forskjellige være det Fornødne. ►Den strænge Dommer, der gik ud i Ørkenen og levede af Græshopper, han vidste, hvorledes han i Forhold til sine Samtidige skulde afgjørende udtrykke dette: at det ikke er Sandheden, der trænger til Menneskene, men Menneskene, der trænge til Sandheden – derfor maatte de komme til ham, ►komme ud til ham i Ørkenen, og derude var der ingen Anledning for dem til at kunne pynte Sandheden, til at kunne naadigst gjøre Noget for den; derude, ►hvor Øxen ikke laae i Skoven, men ved Foden af det enkelte Træ, og hvert Træ, som ikke bar god Frugt, skulde omhugges. Ja, der har rigtignok været selvbeskikkede Dommere siden den Tid, de toge feil og huggede løs paa hele Skoven – og Mængden 98 fandt det næsten Smigrende. – Der var til en anden Tid ►201hiin eenfoldige Vise, som ►i Spøgens Skikkelse arbeidede for det Gode. Han vidste ved sin Klogskab Beskeed om, hvad hans letsindige Folk behøvede, for at de ikke ligefrem skulde ►tage det Godes Alvor forfængelig, og derved ledes til at ►betale den Vise mange Penge, et Vederlag, fordi de bleve bedragne. Spøgens Skikkelse forhindrede, at de ikke ligefrem tog Alvoren forfængelig; Spøgens Modstand gjorde tvertimod deres Letsindighed aabenbar: dette var Dommen. Uden denne Klogskab havde de Letsindige formodentligen efterabet ham – i at være alvorlige. Nu derimod stillede han dem Valget; og see, de valgte Spøgen, de mærkede slet ikke, at der var nogen Alvor deri – fordi der ingen Alvor var i dem. Dette var Dommen; og Dommerens Adfærd, hans Kunst var Hedenskabets høieste Sindrighed; thi det Christelige har igjen en anden Betragtning.

✂ Dog ogsaa Dette lader sig ikke saaledes nærmere ►udføre i Almindelighed; det angaaer jo kun hine Indviede, hvis Hemmelighed det er, saa man kan lære en heel Slægt at kjende ved at agte paa en saadan Enkelt, sluttende fra ham til den, fra den Skikkelse, han fandt det fornødent at iføre sig, til hvorledes Tidsalderen maa have 92været. Men dette vedgaaer jo Alle og er vist: at Enhver der vil det Gode i Sandhed, han er ikke i Verden for at ►fremkogle et Skin af det Gode, saa dette vinder ►Tækkelighed i Verdens Øine og han bliver en allerkjæreste Mand; han har ikke den Opgave at forvandle det Gode til Øieblikkets Sag, til Noget, der skal stemmes paa i en larmende Forsamling, eller Noget, der i en Hast skal have nogle Tilhængere, som ogsaa ville det Gode saadan til en vis Grad. Nei, han har altid den Opgave, ikke ved Ord, ei heller ved Hensigt, men ved Oprigtighedens Indadvendthed i sit eget Liv at gjøre en modsat Omgivelse aabenbar indtil det Yderste, ikke derved, at han dømmer i Ord, men derved, at hans Liv er ubetinget tjenende det Gode i Handling. Opgaven er hans egen Forpligtelse i det Godes Tjeneste; ►det Dømmende er ikke hans Virksomhed, ikke hans Gjerning, men et Medfølgende, 99 fordi en Omverden forholder sig til ham. Det Dømmende er ikke hans Handling, thi det at ville det Gode i Sandhed er hans Handling; det Dømmende er hans Liden, idet Omverdenen bliver aabenbar ved, hvorledes den lader ham lide, medens den netop ved disse Lidelser er ham behjælpelig til at prøve sig selv, om det dog er det Gode, han vil eller han er selv fangen i et Bedrag. Den, der vil det Gode i Sandhed, 202har fremfor Alt ikke at være travl, men i stille Taalmodighed at overlade Alt til det Gode selv, hvad Løn han skal have, hvad han skal udrette. Ikke eet mæglende Ord, ikke eet Vink tør han tillade sig, ikke een eneste Lindring tør han forlange af Verden, kun til det Gode har han at overgive sig selv og Sagen og Enhver, der ved ham muligen kunde hjælpes. Han er ingen Dommer, tvertimod han er lige det Modsatte, han er den Dømte, han bevirker kun, at Omverdenen bliver aabenbar ved, hvorledes den dømmer ham.

✂ Men saa udretter han ikke Noget, han faaer Menneskenes Modstand at trækkes med, og saa ►ligger han under. Nu, ►for det Første vel ikke, og evigt aldrig. For det Første vel ikke; thi Den, der ved Tillid til Gud i Sandhed er begeistret, han er ikke som en Lyse-Stump, hvis Smule Flamme gaaer ud for en Vind, nei, han er som en Ildebrand: Storm kan ikke standse den; og ►Ilden i hans Brand er som hiin græske: Vand kan ikke slukke den! Og ⓘ selv omselv om] R, selv, om A han tilsidst ligger under for Verden, derfor har jo hverken det Gode eller han tabt – men at være ovenpaa i Verden er gjerne som i hiin ►Guds-Dom, der kaldes Vandprøven, Tegn paa Skyld. ►Vel sandt, netop fordi Verden er mere beslægtet med det Maadelige end med 93det Gode i Sandhed, netop derfor vil han, i Øieblikkets Forstand, udrette meget Mindre ved ikke at give efter, ikke at tinge, ikke at gjøre sig det selv beqvemt og mageligt, ved ikke selv at ville have Fordeel: men Erindringen, Erindringen! Lad os dog aldrig glemme Erindringen; den skulde man jo troe man mindst kunde glemme. Og ham skal Erindringen ikke kunne minde om dengang, da han listede sig ad en Snigvei, for at undgaae en Afgjørelse; dengang, da han gav Sagen 100 en anden Vending for at behage Menneskene; dengang, han forlod sin Post for at lade Uveiret gaae over; dengang, han bøiede sig for at finde Lindring i sin ►piinlige Stilling; dengang, han søgte Tilhold hos Andre og Sammenhold – maaskee, som det hedder, for at virke desto mere til det Godes Seier, det er, for at gjøre sig sin Stilling lidt mindre vanskelig i Sammenligning med at staae ene, noget ængstet som i en Midnat »►med skarp ladt Gevær paa sin farefulde Post.«

✂ Nei, hvad han udretter, og hvad han ikke udretter, i Øieblikkets Forstand, det er ikke hans Sag; han udretter altid det, at han bliver Erindringens Ven og dens Elsker. Hvad enten han bliver erindret i Verden eller ikke, thi ogsaa denne Erindren er som Øieblikket en Række 203af Øieblikke: Evighedens Erindring, den er ⓘ hamham] R, han A sikker. Naar han gaaer herfra, da lader han Intet tilbage, han tager Alt med sig, han taber Intet, han vinder Alt – thi »►Gud er ham Alt«.

2) Skal et Menneske ville det Gode i Sandhed, da maa han ville lide Alt for det Gode.

✂ Dette angaaende de Handlende; men af den Lidende fordres, hvis han skal ville det Gode i Sandhed, at han maa ville lide Alt for det Gode, eller, thi Udtrykket er, som tidligere blev forklaret (og deri ligger netop det Eviges ligelige Deeltagelse med Jordlivets Forskjellighed), væsentligen det samme: han maa ville være og forblive med det Gode i Afgjørelsen. Thi man kan jo ogsaa lide og lide og vedblive at lide uden dog nogensinde at bringe det til nogen Afgjørelse i god Forstaaelse, i Samtykke med Lidelsen. Et Menneske kan have lidt hele sit Liv igjennem uden at det dog derfor paa nogen Maade med Sandhed kunde siges om ham, at han har villet lide Alt for det Gode. Men deri er den Lidendes Lidelse forskjellig fra de Handlendes, at naar denne lider, da har hans Lidelse Betydning for det Godes Seier i Verden, naar den Lidende derimod i 94Afgjørelsen overtager de ham ►beskikkede Lidelser, da vil han lide Alt for det Gode, det er, for at det Gode maa seire i ham. 101

✂ Altsaa den Lidende maa ville lide Alt. Alt, men hvorledes skal nu Talen fatte sig her, ak, thi Synet af og Kjendskabet til Lidelser kan jo allerede let berøve Fatningen; hvorledes skal Talen fatte sig kort, thi Lidelserne kunne jo være saa forskjellige – og saa langvarige. Lader os atter her ikke mangfoldiggjøre det Adspredende, men eenfoldiggjøre det Betegnende; lader os kalde al Tale om Lidelse tilbage paa Ønsket. Thi Ønsket er jo den Lidendes Forhold til en lykkeligere Timelighed (Troen og Haabet er ved Villien Forholdet til det Evige); og Ønsket er jo ligesom det ømme Sted, hvor Lidelsen smerter, det ømme Sted, som Lidelsen bestandig rører ved. Hvor der intet Ønske mere er, der er, selv om der kunde være Tale om Lidelse, denne Lidelse en dyrisk Lidelse, ingen Lidelse, som det anstaaer sig et Menneske; det er en Art aandelig Selvmord at ville dræbe Ønsket, thi vi tale ikke om Ønskerne, men om Ønsket med Fortrinlighedens væsentlige Eftertryk, som vi heller ikke 204tale om forbigaaende Lidelser men om den væsentligen Lidende. Ønsket er ikke Helbredelsen, denne er kun ved det Evige; Ønsket er tvertimod Livet i Lidelsen, Sundheden i Lidelsen, er Lidelsens Vedligeholdelse, thi det er som ►en Tænkende har udtrykt sig: »Timelighedens Trøst er en mislig Sag, den lader Saaret groe sammen, skjøndt det ikke er helbredet, og dog veed Lægen, at Frelsen er ved at holde Saaret aabent.« I Ønsket holdes Saaret aabent, for at det Evige kan helbrede: groer Saaret til, gaaer Ønsket ud, da kan Evigheden ikke helbrede, da har jo Timeligheden forqvaklet Sygdommen.

✂ Saa lad os da tale om Ønsket, derved om Lidelser; lad os ret dvæle ved disse, overbeviste om, at man grundigere og ►tilforladeligere lærer hvad det Høieste er, ved at betragte Lidelser end ved at betragte Bedrifter, hvor der er saa meget Adspredende. Der gives jo Ønsker, som døe i Fødselen; der gives Ønsker, som glemmes liig den Dag igaar; der gives Ønsker, som man voxer fra, og senere neppe gjenkjender; der gives Ønsker, som man lærer at opgive, og hvor godt det var, at man opgav dem; der gives Ønsker, fra hvilke man afdøer, 102 hvilke man gjemmer, som en Afdød gjemmes, i ►forklaret Erindring: dette er Ønskerne, som kunne være de mere eller mindre farlige Sygdomme, for hvilke en Handlende er udsat, medens Helbredelsen her kan være, at det enkelte Ønske gaaer ud. Men da gives der jo ogsaa et Ønske, som døer langsomt, som bliver 95hos den væsentligen Lidende i Savnet, og først døer med ham; thi Ønskerne angaae det Enkelte og det Mangfoldige, men Ønsket angaaer væsentligen det hele Liv. Dog, er det saaledes sørgeligt med Ønsket, hvor glædeligt da med Haabet! Thi der er et Haab, som fødes og døer; et stakket Haab, som glemmes imorgen; et barnagtigt Haab, som den Ældre ikke gjenkjender; et Haab, man afdøer fra; men da – i Døden, i Dødens Afgjørelse fødes der et Haab, det døer ikke i Fødselen, thi det fødes i Døden; ved dette Haab er den Lidende, under Ønskets Smerte, med det Gode i Afgjørelsen! Saaledes med Haabet, i hvilket den Lidende sigter ligesom paa Afstand efter det Evige; endnu glædeligere med Troen; thi der er en Tro, som skuffer og svinder; en Tro, som tabes og fortrydes; der er en Tro, naar den segner, er det som Døden, men da – i Døden, i Dødens Afgjørelse vindes der en Tro, den skuffer ikke, den fortrydes ikke, den døer ikke; den griber det Evige og holder det fast: ved denne Tro er den Lidende, under Ønskets Smerte, med det Gode i Afgjørelsen. Saaledes 205med Troen, i hvilken den Lidende drager det Evige nærmere til sig, og allerglædeligst med Kjærligheden; thi der er en Kjærlighed, som blusser og glemmes; der er en Kjærlighed, som forener og adskiller; en Kjærlighed indtil Døden; men da – i Døden, i Dødens Afgjørelse fødes der en Kjærlighed, den blusser ikke, den ►tvetyder ikke, den er ikke indtil Døden, men paa den anden Side Døden, den bliver: i denne Kjærlighed bliver den Lidende, under Ønskets Smerte, med det Gode i Afgjørelsen. – O, Du Lidende, hvo Du end er, vilde Du da tvesindet søge Timelighedens Lindring, der lader Dig glemme Din Lidelse – ja ►saa mener Du, nei, den lader Dig glemme det Evige! Vilde Du tvesindet fortvivle, fordi Alt er tabt – ja saa 103 mener Du; men Alt er jo at vinde med det Evige! Vilde Du tvesindet fortvivle; har Du betænkt, hvad det er at fortvivle? At det er at negte, at ►Gud er Kjærlighed! Tænk Dig det ret, en Fortvivlende opgiver sig selv – ja saaledes mener han det; nei han opgiver Gud! O, træt da ikke Din Sjel med midlertidig og midlertidig Lindring; ►bedrøv ikke Aanden ved timelige Trøstegrunde; dræb ikke selvmordersk Ønsket: ►ved Haab, ved Tro, ved Kjærlighed vinder Du det Høieste, som den Mægtigste formaaer: at være med det Gode i Afgjørelsen!

✂ Lad os fremdeles tale om Ønsket, derved om Lidelser; det kan altid være gavnligt, at der tales om Lidelser, naar der blot ikke tales til Sorgens Egenraadighed, men vel, om muligt, den Sørgende 96til Opbyggelse; det er Tilladeligt og det er Deeltagelse ret at dvæle ved Lidelsen, at den Lidende ikke maa blive utaalmodig over vor overfladiske Tale, hvori han ikke gjenkjender sin Lidelse, at han ikke utaalmodigen af den Grund skal støde Trøsten fra sig, og bestyrkes i Tvesindethed. Eet er det jo, med Ønsket at vandre ud i Livet, naar det Ønskelige blev Gjerningen og Opgaven; et Andet er det, bort fra Ønsket at vandre ud i Livet. See, ►👤Abraham maatte forlade det fædrene Hjem og vandre ud til et fremmed Folk, hvor Intet mindede ham om det Elskede – ja, stundom er dette vel en Trøst, at Intet minder om hvad man ønsker at glemme, men det er en bitter Trøst for den Længselsfulde. Saaledes kan et Menneske ogsaa have et Ønske, der for ham indeholder Alt, saa det i Skilsmissens Stund, naar Vandringen begyndes, er som vandrede han ud til et fremmed Land, hvor Intet uden Modsætningen ved Savnet minder ham om det Ønskelige; det kan være ham, som vandrede han ud til et fremmed Land, om han end bliver i sit Hjem, maaskee paa samme Sted – ved 206Ønskets Tab dog som blandt Fremmede, saa det at gaae fra Ønsket synes ham tungere og mere afgjørende end at gaae fra Forstanden. Bort fra dette Ønske, om han dog ikke kommer af Stedet, gaaer hans Livs møisomme Vei maaskee hen i unyttige Lidelser; thi vi tale om de 104 væsentligen Lidende, altsaa ikke om Dem, der have den Trøst, at deres Lidelser ere til Gavn for en god Sag, til Gavn for Andre. Det maatte saa være, lang var Reisen ikke til det fremmede Land; ►i et Øieblik var han der, der, i hiint fremmede Land, hvor de Lidende mødes, kun ikke De, som have ophørt at sørge; ikke De, ►hvis Taarer Evigheden ikke kan aftørre, thi som ►et gammelt Opbyggelsesskrift saa eenfoldigt og saa rørende siger: »hvorledes skulde Gud hisset kunne aftørre Dine Taarer, naar Du ikke har grædt?« – En Anden kommer maaskee paa en anden Maade, men dog sammestedshen. Taus fører den styrende Nødvendighed ham fremad, streng og alvorlig, ikke grusom, thi det er den aldrig, gaaer Pligten bag efter og slutter Toget. Men Veien er ikke Ønskets. Nu standser han et Øieblik, selv de tvende strenge Ledsagere røres ved hans Lidelse: see, der løber en Sidevei af: »farvel Du Ungdommens Ønske, Du venlige Sted, hvor jeg havde haabet at skulle bygge og boe med mit Ønske!« Saa gaaer det videre; den styrende Nødvendighed taus foran, Pligten streng og alvorlig bag efter, ikke grusom, thi det er Pligten aldrig. Ak, see der løber en Vei af til Siden, den fører til Ønsket: »farvel Du min ønskede Virkekreds, 97hvor jeg havde haabet at skulle glemme ►Ungdommens negtede Ønske ved Arbeidets opfyldte Glæde.« Saa gaaer Toget videre. Dog Maaden er jo det Ligegyldige, hvad enten det skeer saaledes, at det er Stedet, som forandrer sig, og den Lidende bliver paa Stedet; eller den Lidende forandrer Sted og vandrer didhen; dette er det Ligegyldige, naar dog Stedet er det samme, naar de dog samles paa eet Sted, hvilket Menneskenes Sprog vel kunde fristes til at kalde: de unyttige Lidelsers Trøstesløshed. Lidelserne selv kunne have forskjellige Navne, men lader os ikke mangfoldiggjøre Navnene, men betænke det Væsentlige: at den Lidende ved sin Lidelse ikke gavner Andre, snarere er til Byrde; og om dette Sidste end ikke er Tilfældet, det Første maa dog være Tilfældet, hvis Lidelsen skal henregnes til hine unyttige, hvis den Lidende i strængeste Forstand skal kaldes en Lidende. I strængeste Forstand, ja lader 105 os kun være strænge mod os selv, at vi ikke strax faae Lov til at kalde os Lidende, naar Noget gaaer 207os imod; men lader os være desto mildere mod den i strængeste Forstand Lidende. O, Du saaledes Lidende, ►hvo Du end er; naar et Menneske i sit Fødeland er kommen dertil, at alle Udveie ere lukkede for ham, da tænker han vel paa, at vandre ud til et fremmed Land, og der forsøge sin Lykke. Men Du svarer maaskee: »hvortil denne Tale, hvorledes skulde jeg kunne vandre ud, og hvad hjalp det mig at forandre Sted, mit Lod er jo kastet, overalt paa Jorden bliver det det samme.« »Nu ja, men lad os forstaae hinanden; lang er Reisen ikke, om hvilken vi tale, og Loddet er ei heller kastet, med mindre Du allerede har fundet Udveien: det er kun eet Skridt, eet afgjørende Skridt, og Du er ogsaa vandret ud, thi det Evige ligger Dig langt nærmere end noget fremmed Land ligger Udvandreren, og dog er Forandringen, naar Du er der, uendeligt større. Saa gaae da med Gud til Gud, gjør bestandigt det ene Skridt mere, det ene Skridt, som selv Den, der ikke kan røre et Lem, dog kan gjøre; det ene Skridt, som selv den Fangne, der ikke er paa fri Fod, selv den Lænkede, hvis Fod ikke er fri, dog kan gjøre: og Du er med det Gode i Afgjørelsen; Ingen, ikke den Største, der har levet, kan gjøre Mere end Du. Men betænk: vel kaldes Dine Lidelser unyttige, og vel ►kunne vi Mennesker fristes til at tale om de unyttige Lidelsers Trøstesløshed; men dette er kun menneskelig Tale, i Evighedens Sprog er dog vel den Lidelse ikke unyttig, der hjalp Dig til det Høieste; ak, den er kun da unyttig og unyttet, naar Du ved den ikke lod Dig hjælpe til det Høieste 98– at Du maaskee dræbte Ønsket, og blev, aandeligen, som dødt Kjød uden Smerte, thi ellers er det jo i Ønsket, at den Lidende ømmer sig, medens det Evige trøster.

✂ Lad os fremdeles tale om Ønsket, derved om Lidelser. Det er jo gavnligt, ikke at slippe Lidelsen for tidlig; lad os kun ret dvæle ved den, forvisset om, at der intet saa gavnligt Middel er mod Travlhedens fordærvelige Syge, som det ret at betænke de væsentligen 106 Lidendes tunge Skjebne og da ret menneskeligen at deeltage med dem i Lidelsens fælles Anliggende. Ak, den menneskelige Deeltagelse forholder sig ofte omvendt til Lidelsen, som bliver tungere i Længden, Deeltagelsen bliver træt i Længden; Lidelsen tager til, medens Deeltagelsen tager af. Ved Lidelsens første Øieblik, da styrter den menneskelige Deeltagelse til, men naar det trækker ud, da trækker den sig tilbage, stundom forvandles den i den Travle, naar den travle Deeltagelse er forbi, til en vis Bitterhed mod den Li208dende. Og dog, Ønskerne kunne jo helbredes i Tiden, kunne jo blive forbigangne: Ønsket ikke. Dog er der en Forskjellighed, thi der er en Ønskets Lidelse, som Deeltagelsen kan faae Øie paa, men der er ogsaa en Ønskets Lidelse, som unddrager sig ethvert Blik, som skjuler sig og skjult følger med hele Livet igjennem; ja den følger – men i Savnet, den følger den Lidende som Ledsager hele Livet igjennem, men ingen Deeltagelse ledsager den. Dog hvorledes skulle vi tale om, hvad der mueligen er til, men som unddrager sig i Skjultheden, og tale saaledes, at den Lidende vilde vedkjende sig Beskrivelsen, at han ikke krænket og utaalmodig skal vende sig bort fra vor travle Tale om Lidelser, hvilke vi enten ikke formaae eller ikke have Tid til at tænke os ind i. Lad os da i Skildringen, om muligt tale den Lidende efter Munden, og give Gud, at Opbyggelsen derunder maatte tale ham til Hjerte. ►Sæt det var saa, at de Umælende dog kunde have Tanker og gjøre sig forstaaelige for hinanden, kun at vi ikke kunne forstaae dem: lad os antage det. Det seer jo næsten saaledes ud, thi naar Bondemandens Hest ved Sommertid staaer i Engen og slaaer eller ryster med Hovedet: ja Ingen kan dog med Bestemthed vide, hvad det betyder; eller naar de tvende, som gaae ved hinandens Side gjennem Livet ►dragende i lige Aag, naar de i Aftenstundens Frihed nærme sig hinanden som i Fortrolighed, naar de ligesom omfavne hinanden, kjærtegne hinanden, kjæle for hinanden ved Hovedets Bevægelse; eller naar de løse Heste kalde ad hinanden, saa Skoven gjenlyder, naar de paa Sletterne samles i større Flokke som 99til Forsamling – sæt, at de virkeligen kunne gjøre sig forstaae107lige for hinanden. Men da var der een Hest, som gik for sig selv. Naar den nu hørte Kaldet, naar den saae, at Flokken samledes i Aftenstunden, og den forstod, at de nu vilde holde Forsamling: da kom ogsaa den løbende, at den maatte faae Noget at vide om Livet og dets Vilkaar. Den agtede nøie paa, hvad de Ældre forklarede, hvorledes ►ingen Hest maatte prise sig lykkelig, førend den var død, hvorledes ingen Skabnings Liv var saaledes udsat for de sørgeligste Omskiftelser som Hesten; og nu gjennemgik den Ældre de mangfoldige Lidelser, at lide Hunger og Kulde, at slide sig næsten ihjel, at blive sparket af en grusom Kudsk, at blive mishandlet af uforstandige Herrer, hvem man ikke kan gjøre til Pas, som give Hesten Skylden og Straffen for deres egen Uforstandighed, og saa tilsidst paa de gamle Dage, at jages ud om Vinteren i de nøgne Skove. Derpaa 209skiltes Forsamlingen ad, og hiin Hest, som kom glad løbende, gik bedrøvet bort, ►»ved Hjertets Bekymring blev dens Aandedræt tungt«. (Ordsp. 15, 13). Den havde vel forstaaet, hvad der blev forklaret, men Intet var der ymtet om dens Lidelser. Dog hver Gang den mærkede, at de andre Heste ilede til Forsamling, kom den glad løbende, bestandigt haabende, at der nu vilde blive Tale derom; og hver Gang den havde hørt gik den bedrøvet bort; den forstod bedre og bedre, hvad de Andre talte om, men sig selv forstod den mindre og mindre, netop fordi de Andre ligesom udelukkede den, skjøndt den dog var med. – O, Du Lidende, hvo Du end er, hvis Din Lidelse ikke var skjult derved, at Du selv vil skjule den, thi da kan Du handle, og der maa tales anderledes, men hvis Uforstaaeligheden borger for, at den ikke bliver aabenbar; dersom Du gik saaledes mellem Menneskene, agtede paa deres Forklaringer, søgte deres Veiledning, deeltog i deres Forsamling, men hver Gang Bogen var ude, og hver Gang Samtalen var forbi, og hver Gang der sagdes Amen: da blev Dit Aandedræt tungt ved Hjertets Bekymring, naar Du sukkede: gid noget Saadant var min Lidelse! O, uden Fortrolighed er Du dog ikke, hvis Du ikke selv vil ►forskylde det: den ►bydes Dig, den høieste og ►den Høiestes. Og Du er 108 heller ikke uden Menneskenes Deeltagelse. Der er et fælles, menneskeligt Anliggende som hedder Opbyggelse, det er ikke saaledes fælles som de Foretagender, hvor Mængden støier og larmer, thi hver Deeltagende er væsentligen alene med sig selv, men dog er det i høieste og meest omfattende Forstand et fælles menneskeligt Anliggende. Den opbyggelige 100Betragtning finder ikke Hvile før den har forstaaet Dig; ►er een Synder, som omvender sig, Himlen vigtigere end nioghalvfemsindstyve Retfærdige, som ikke have Omvendelse behov: saa er Du, hvis Du i Sandhed er den Lidende, den opbyggelige Betragtning vigtigere end nioghalvfemsindstyve Travle, som ikke have Opbyggelse behov. Ja selv om Du ikke var til, den opbyggelige Betragtning finder ikke Hvile førend den har forstaaet ogsaa denne Lidelse; thi vee den opbyggelige Tale, der kun vil snakke Mand og Mand imellem om ►allehaande ►Uleiligheder i Livet, men som ikke tør vove sig hen til de forfærdeligere Lidelser: en saadan Tale er uden Frimodighed, den har en ond Samvittighed, hvis den kalder sig opbyggelig. De Travle, som ►hverken arbeide eller ere besværede, men kun ere travle, de mene vel, at de ere slupne, naar de selv i 210Livet have undgaaet Lidelserne: derfor ville de ikke forstyrres ved at høre eller tænke det Forfærdelige. Ja vist ere de slupne, de ere ogsaa slupne fra at have en Betragtning af Livet, og slupne ind i Meningsløshed. O, Du Lidende, Du, som blev forladt ligesom af den Slægt, Du hører til, ene i Verden: Du er dog ikke forladt af ►den Gud, som skabte Dig, hans Fortrolighed omgiver Dig overalt, den tilbydes Dig hvert Øieblik: i den er Du med det Gode i Afgjørelsen. Og den opbyggelige Betragtning er altid rede til at minde Dig derom; thi at denne er til skal jo være en Betryggelse for de Levende, ligesom det er en Trøst for de Søefarende at vide, at der, hvor de vanskelige Farvande ere, der ere ogsaa Lodser i Nærheden – saaledes boer den opbyggelige Betragtning i Nærheden af Brændingen og Skjærene; daglig vant til Synet af det Forfærdelige er den hurtig ►tilrede med sin ringe Hjælp. Saaledes kan den nemlig ikke hjælpe, som Lodsen hjælper Skibet: den Lidende maa hjælpe sig selv; men da skal han heller ikke skylde den og et andet Menneske, 109 hvad den Søefarende skylder Lodsen. Dog, skal denne Lidende, som enhver anden ville det Gode i Sandhed, da maa han ville lide Alt: saa er han i Afgjørelsen, ikke i den Afgjørelse, ved hvilken han bliver fri fra Lidelsen, men, i den, ved hvilken han bliver fortrolig med Gud, idet han kun vil Eet, nemlig lide Alt, være og blive med det Gode i Afgjørelsen – under Ønskets Smerte.

✂ ►M. T.! maaskee er Du træt af denne megen Talen om Lidelse – thi en opbyggelig Tale bliver ikke træt, nei før skal Moderen blive træt af at pleie sit syge Barn, end den opbyggelige Tale af at tale om Lidelse; Du er maaskee, som man kalder det, en Lykkelig, hvem 101det trætter: o, Du vilde dog ikke være saaledes lykkelig, at Du uden Deeltagelse ønskede at forblive uvidende om Lidelserne; Du eftertragter jo tvertimod denne Viden for Din egen Skyld, at Du maatte dannes ved den alvorlige Forestilling! Eller Du er maaskee en Lidende, hvem det trætter, at der tales om saamegen Lidelse, naar Din ikke særligen nævnes. O, selv det at tænke sig levende ind i Andres Lidelse er en Trøst, og altfor særligen at dvæle ved sin egen er let den Tvesindethed, som mener, at der er Trøst for alle Andre, kun ikke for En selv. Men dette ►er ikke saa; er det vel med Lidelser saa, at ►hver har Sit, Stort eller Lidt, med Trøsten er det visseligen saa, at der er Trøst for Alle, og væsentligen den samme for Alle. Dog lad os endnu engang tale om Ønsket, derved om Lidelser; thi 211Tidens Længde gjør Lidelsen tungere og tungere, men Tidens Længde afhænger jo ogsaa af, naar Lidelsen tog sin Begyndelse. Vel har nemlig ►en kløgtig Hedning sagt, at langvarige Lidelser kan man vænne sig til, men Spørgsmaalet er, om Trøsten er den rette; thi herom er jo ikke Tale, om at finde den første den bedste Trøst, men om at ville det Gode i Sandhed, om at ville lide Alt, for at være og forblive med det Gode i Afgjørelsen.

✂ Lader os tale om et heelt Liv i Lidelser, eller om Saadanne, hvem Naturen lige fra Begyndelsen, som vi Mennesker fristes til at sige det, forurettede, hvem lige fra Begyndelsen de unyttige Lidelser bleve anviste: at være Andre til Byrde og sig selv næsten en Byrde, ja hvad værre er, at være næsten som en 110 født Indvending mod ►Styrelsens Godhed. Ak, mangen Travls Levnetsløb beskrives og foranlediger ny Travlhed: Betragtningen af hine Ulykkelige er ypperlig Modgift mod Travlhed, og dog lærer man netop ved at betragte Saadanne grundigt hvad det Høieste er. Men vi ville ikke tale skjødesløst og i Forbigaaende, i travl Glæde over selv at være forskaanede haste fra Synet; og lige saa lidet ville vi tale mismodigt. Vel er det nemlig herligt at være Barn, at indslumre ved Moderens Bryst for at vaagne til at see Moderen, at være Barn og kun kjende Moderen og Legetøiet! Vi prise Barndommens Lykke, Synet af den formilder ved sit Smiil – at dog Den, hvem Lykken forundtes, ikke glemmer den i Aarene: men Gud være lovet, saaledes forholder det sig ikke, at dette skulde være det Høieste; det lader sig undvære, uden at tabe det Høieste, det lader sig være savnet uden at have tabt det Høieste. Og vel er det skjønt, at være ung: ikke at kunne sove for glade Tankers Uro, indslumret at vaagne tidlig med Fuglesangen til den fortsatte Munterhed! 102Vi prise Ungdommens Lykke, vi ►glæde os med den Glade, vi ønske Ungdommen til dens Lykke Taknemmelighed, og i Fremtiden ønske vi den Taknemmelighed for det Svundne: men Gud være lovet, saaledes forholder det sig ikke, at dette skulde være det Høieste; det lader sig undvære uden at tabe det Høieste, det kan være savnet uden at have tabt det Høieste. Og vel er det livsaligt at elske: kun at have eet Ønske, selv om alt Andet gives eller negtes, eet Ønske den Elskede, een Længsel den Elskede, een Besiddelse den Elskede! Vi prise Elskovens Lykke, o, at den Lykkelige maa være trofast i Huuslivets daglige ►Skjønsomhed, at Den, der var lykkelig, maa være trofast i Erin212dringens vedholdende Skjønsomhed: men Gud være lovet, saaledes forholder det sig ikke, at dette skulde være det Høieste, det lader sig undvære uden at tabe det Høieste, det lader sig være savnet ⓘ uden atuden at] R, uden A have tabt det Høieste!

✂ Men nu den Lidende! Ak, han havde ingen lykkelig Barndom; thi vel er Moderkjærlighed trofast og øm, især da mod det elendige Barn, men en Moder er jo ogsaa et Menneske: 111 han laae ved Moderens Bryst, hun saae sig ikke glad paa ham, men han saae hende bedrøvet; naar han vaagnede, saae han hende stundom grædende. Selv mellem Ældre er det jo saaledes, at naar de Alle sidde bedrøvede, og da han træder ind af Døren, han den lykkeligt Begavede med den lyse Aand og det muntre Sind, da siger han: her er jeg, og nu begynder Munterheden – saa viger Sorgens Skyer. En saadan Begavet er den Sjeldne, men selv den sjeldnest Begavede, hvad formaaede han i Sammenligning med Barnet, naar det, som eengang i Fødsels Timens forfærdelige Veer, aabner Døren og siger: her er jeg! O, ⓘ BarndommensBarndommens] R, Barndommes A Lykke at være saaledes velkommen! – Saa voxte han til i Ungdommens Dage, men han var ikke med i Legen; og om Nogen spurgte: hvorfor vil Du ikke lege med? da skulde han vel svare: »hvor kan Du nænne at spørge mig saaledes?« – Saa gik han da afsides, dog ikke for at døe, thi han var jo endnu i Ungdommens Dage. – Saa kom Elskovens Tid, men Ingen elskede ham; vel var der nogle Faa, der holdt af ham, men det var Medlidenhed og Deeltagelse. – Saa blev han Mand, men han stod udenfor Livet. – Saa døde han, men han var ikke savnet; den lille Skare som dannede Sorgens Følge, sagde Alle: det var en Lykke, at Gud tog ham herfra; og Præsten sagde det Samme. – Saa var han død, og saa var han glemt – og alle hans unyttige Lidelser. Der var ikke Fryd og Jubel, da han fødtes, men bange Forfærdelse; der var ikke Sorg og 103Smerte da han døde, men en stille veemodig Glæde. Saaledes gik hans Liv hen, eller rettere saaledes gaaer det hen, thi det er jo ikke et gammelt Eventyr, jeg fortæller, om hvad der er skeet i fordums Dage med en Enkelt, det Samme skeer oftere, det ligger os nær nok, om ogsaa Letsind og Sandselighed, om Livs-Kløgt og Ugudelighed ønske at blive uvidende derom, ønske at fjerne saadanne Ulykkelige og at fjerne de alvorlige Paamindelser, ikke blot fra Kunstens Sorgløshed, men ogsaa fra Kirken og fra den opbyggelige Betragtning, der jo dog maa vide, at ►den hellige Skrift næsten har en Forkjærlighed for Halte og Krøb213linge, for Blinde og Spedalske. Ja, 112 som ►Christus, da Apostlerne begyndte at blive travle, satte et Barn i deres Midte: saaledes kunde vel en Alvorlig fristes til paa hine Steder, hvor Mængden støier og larmer i Aarhundredets fortumlede Navn, at sætte en saadan Ulykkelig i deres Midte. Synet af ham skal sandeligen ikke sinke Nogen, der vil noget Evigt; men Travlhed har heller Intet med det Evige at gjøre.

✂ Han, den Lidende, deeltog i Livet – ved at leve: men Eet var hans Liv ukjendt med, hvad der i alle Livets Forhold som i Elskovens Lyst er Lykken: ►det Lige for Lige. Lige for Lige, det fik han aldrig, og det kunde han selv ikke give, thi han var en lidende Gjenstand for Deeltagelse og Medlidenhed. Nei Lige for Lige fik han aldrig, ikke som Barn, at han kunde gjøre Moderen glad, at, hvis Andre havde bedrøvet hende, han da blot behøvede at vaagne smilende for at gjøre hende glad. Nei Lige for Lige fik han aldrig, thi han elskede Legebroderen anderledes end denne elskede ham; nei Lige for Lige fik han aldrig, og derfor heller ingen Mage; i Livets mange Aar kunde han Intet gjøre til Gjengjeld; og selv i Døden fik han ikke Lige for Lige: at være savnet som han savnede de Kjære. Han døde, men hvad end Følget og Præsten sagde: Gud være lovet, saaledes er det ikke, at han derved er udelukket fra det Høieste. – O, Du Lidende, hvor Du end er, hvor Du end unddrager Dig fra Synet af Mennesker for ikke at forstyrre dem ved at minde om ►det Ynkelige: o, glem dog ikke, at ogsaa Du kan gjøre Noget, lad dog ikke Dit Liv gaae hen i en unyttig Tællen af de unyttige Lidelsers Dage og Aar, glem ikke, at Du kan gjøre Noget. Meningen er ikke, som naar det stundom siges i Verden til en formeentlig Lidende, der for en lille Gjenvordigheds Skyld strax vil kaste sig paa den lade Side, at han dog kan gjøre Noget for Andre; thi Den, der kan det, ham anseer den opbyggelige Betragtning ikke for i strængeste Forstand 104Lidende, tvertimod bruger den Strænghed mod ham. O, Du Lidende, om Du end ikke saaledes kan gjøre Noget for Andre, og dette hører jo netop med til Din Lidelse, Du kan dog endnu gjøre – det Høieste, Du kan ville lide Alt og derved være med det Gode i Afgjørelsen. O, salige ►Ligelighed, at den i strængeste Forstand Lidende ubetinget kan gjøre det 113 Høieste fuldt saa vel som den i lykkeligste Forstand meest Begunstigede. Ære og Priis være det Evige: der er ►ikke Skygge af Forskjel, der er ikke Forurettelse og Begunstigelse, men Ligelighed. Ved at ville lide Alt er Du med det Gode i 214Afgjørelsen, omklædt – ja som naar den Døde ⓘ staaer opstaaer op] R, staar, op A og afkaster Ligklæderne, saaledes har Du afkastet Elendighedens Skikkelse; Du er ikke til at skjelne fra nogen Anden blandt dem, hvem Du kun kunde ønske at ligne, dem, der ere med det Gode i Afgjørelsen: De ere alle eens klædte, ►omgjordede om Lænden med Sandhed, iførte Retfærdigheds Pantser, bærende Saliggjørelsens Hjelm! Dersom det er saaledes, og det er jo ethvert bedre Menneskes Haab, at der er en Opstandelse, hvor der ingen Forskjel skal være, hvor ►den Døve skal høre, den Blinde see, Den, der bar Elendighedens Skikkelse, være skjøn som alle de Andre: o, der er jo paa denne Side Graven som en Opstandelse, hver Gang et Menneske, ved at ville gjøre Alt eller ved at ⓘ ville lideville lide] R, lide A Alt, staaer op ved at være i Afgjørelsen, og bliver staaende med det Gode i Afgjørelsen. Den eneste Forskjel er Ønskets Smerte i den Lidende, men dette kan jo ogsaa være en Hjælp til at komme ud i Afgjørelsen.

✂ Den Lidende maa altsaa ville lide Alt, og dette betyder, ligesom det at ville gjøre Alt: at bringe det til Afgjørelse, at være og forblive med det Gode i Afgjørelsen. Medens nemlig Ønskets Smerte er Udtrykket for, at Lidelsen paa en Maade vedbliver, saa vedbliver ogsaa Helbredelsen, naar den Lidende forbliver i Afgjørelsen. Men der er en Magt, som er stærk i Øieblikket, det er Klogskaben; fra den og fra Øieblikket, eller ved den og fra Øieblikket udgaaer Menneskets Fordærvelse – dersom det ellers er saa, at i det Evige ved det Evige er Menneskets Frelse. Klogskaben misbruges nu ind efter; thi ud efter kan den væsentligen Lidende ikke let komme til at misbruge den. Klogskaben er atter her riig paa Udflugter, ved hvilke Tiden holdes hen og Afgjørelsen udsættes; den vil kun jordisk og timelig forstaae sig paa Afgjørelsen; den har kun Øieblikkets Forstand paa en Afgjørelse, ved hvilken Lidelsen selv skulde ophøre. Men saaledes helbreder rigtig114nok det Evige ikke. Den Værkbrudne bliver 105ikke karsk, fordi han helbredes ved det Evige, den Spedalske ikke reen, den Vanføre ikke velskabt. »Men saa er det jo et daarligt Paafund med det Eviges Hjælp«, mener Klogskaben; »ja, hvad endnu værre er, Afgjørelsen, naar den Lidende indvier sig til Lidelsen, gjør jo endog hans Tilstand haabløs« – fordi Afgjørelsen bryder med Timelighedens ►gøglende Haab. Hvor nemlig det Evige ikke kommer til at helbrede en saadan Lidende, der gaaer det ved Klogskabens Hjælp gjerne saaledes: først lever den Lidende nogle Aar af et jordisk Haab; men naar da dette 215er fortæret og Lidelsen dog vedbliver, saa bliver han overtroisk, hans Befindende vexler mellem Døsighed og blussende Spænding; men naar da Lidelsen vedbliver, saa indtræder tilsidst en dorsk Fortvivlelse, kun meget sjeldent afbrudt af en unaturlig og forfærdeligt svækkende Overspændthed, ligesom naar Spilleren endnu engang haaber paa Lykkens Træf. Ak, i Længden faaer man ⓘ retret] R, det A at see, hvad Klogskaben og ⓘ detdet] R, ret A jordiske Haab er! Thi det synes dog Klogskaben saa klogt, »at man ikke ►daarligen opgiver et jordisk Haab om en mulig eventyrlig Helbredelse« – for at vinde det Evige; det synes Klogskaben saa klogt, »at man ikke afgjort siger Verden Farvel; man kan jo dog ikke vide, hvad der muligen kunde skee ... og da skulde man fortryde« – at man havde ladet sig helbrede ved det Evige. Det jordiske Haab og det himmelske Haab voxe vel op og lege med hinanden i Barndommen som Ligebørn: men i Afgjørelsen viser Forskjellen sig. Dog dette forhindrer Klogskaben, der bestandigt forhindrer Afgjørelsen. Seilivet holder den Tiden hen, har utallige Paafund, hvis Viisdom er denne: at man ikke maa tage sig Lidelsen og Livet for nær, at det jo dog var muligt, ►hvo kan vide det o.s.v. Naar den Lidende nemlig tager sig Lidelsen ret nær, saa bliver han ved det Evige hjulpen i Afgjørelsen. Thi at tage sig Lidelsen ret nær, det er at afdøe fra Timeligheden og Klogskaben og Udflugterne, og de kloge Mænd og Koner, og Anekdoterne om Den og Den: for at finde Hvile i det Eviges salige ►Tilforladelighed; det er for den Lidende, hvis man vil sammenligne ham med en Syg, 115 ligesom naar den Syge vender sig om paa den anden Side, og nu endeligen finder den Stilling, hvori der er ►Lise – om end Ønsket smerter. Selv om det var en Ubetydelighed: man kan aldrig have taget sig Noget for nær, naar man kun tog sig det saaledes nær, at man derved vandt det Evige.

✂ Men den Lidende, som ikke vil helbredes ved det Evige, han er tvesindet; Tvesindetheden i ham er Sygdommen, som gnaver og 106gnaver og fortærer de ædleste Kræfter, er den indvortes Skade, som er uendelig farligere end at være vanfør og værkbruden. Den Tvesindede vil helbredes og vil dog ikke helbredes: evigt vil han nemlig ikke helbredes. Men den timelige Helbredelse er uvis, og Uvishedens ►i Stigen forskjellige Udtryk er den stigende Uro i hans Tvesindethed. Selv i den Tvesindedes sidste Øieblik sidder endnu Klogskaben ved Dødsleiet og forklarer, man kan ikke vide, hvad der pludseligen og uventet kunde skee; der 216maa paa ingen Maade sendes Bud efter Præsten, thi Klogskaben er i den Grad bange for Afgjørelsen, at den allerede anseer Præstens Komme for en Slags Afgjørelse – og man kan dog ikke vide, hvad der pludseligen og uventet kunde skee. Saa døer den Tvesindede, og nu veed den Efterlevende med Vished, at den Afdøde blev ikke paa nogen pludselig og uventet Maade helbredet fra sine mangeaarige Lidelser. Ak, Den der i det Øieblikkeliges kløgtige Forstand elsker Verden, for ham er det Evige en Gaade; han tænker bestandigt: men dersom nu Timelighedens Hjælp pludseligen kom, saa var jeg jo bedragen, jeg, som i det Eviges Afgjørelse var afdød fra Timeligheden. Det vil sige, man anseer dog det Timelige for det Høieste, det Evige betragter man som en Slags fortvivlet Nødhjælp, derfor udsætter man dets Afgjørelse saa længe som muligt, og selv om Timelighedens Hjælp er den urimeligste af alle Forventninger, saa vil man dog hellere, ►hidset i overtroisk Indbildning, haabe derpaa end gribe det Evige. Man er bestandigt i Angest for, at man skulde komme til at fortryde det; og dog er det Evige, hvis man i Sandhed griber det, det Eneste, ubetinget det Eneste, hvorom der ubetinget maa siges: det fortrydes aldrig. Men af Frygt for, at man 116 engang skulde fortryde det Eviges Afgjørelse ►forskylder man, at man engang bitterlig maa fortryde, at man lod Tiden gaae hen. O, det er jo dog en daarlig Klogskab (hvor meget den end bryster sig, hvor snaksom den end er), der daarligen bedrager sig selv for den høieste Trøst, hjælper sig selv af en maadelig i en endnu maadeligere Trøst, og tilsidst i den visse Fortrydelse. Om den Lidende bruger Klogskaben saaledes, at hans Tvesindethed tager sig lidt bedre ud i Verdens Øine end hiin beskrevne, gjør hverken fra eller til; naar han bruger den til at forhindre det Eviges Afgjørelse er han dog væsentligen tvesindet, han er og bliver væsentligen tvesindet, selv om Timelighedens Hjælp kom og – han roste sig af sin Klogskab, at han klogt undgik, ja man skulde jo troe, at det var en Ulykke, altsaa, at han klogt undgik det Eviges Afgjørelse. Det Eviges 107Afgjørelse er den eneste sande Frelse, og det er derfor ogsaa Tvesindethed, naar den Lidende bruger sin Kraft til at skjule Smerten, istedetfor til ved det Evige at lade sig helbrede. En saadan Lidende vil ikke være fri for Lidelsen, men kun for Medlidenheden, forsaavidt denne jo ogsaa kan være en Lidelse. Deri ligger Tvesindethedens Modsigelse, thi kun ved det Eviges Afgjørelse bliver han i Sandhed fri for Medlidenhedens 217Piinlighed, netop fordi han ved Afgjørelsen væsentligen har overvundet Lidelsen: saa kun Ønsket smerter, medens det Evige helbreder.

✂ Al Tvesindethed i Forhold til Lidelser har sin Grund i og sit ►Kjende paa, at den Tvesindede ikke vil slippe Timeligheden; saaledes er ogsaa den tvesindede Tale, der stundom henvendes til de Lidende, kjendelig paa, at den trøster ved Timeligheden. Det er kun altfor ofte, at den Lidende ligesom krymper sig ved – at modtage den høieste Trøst; og den Talende ligesom undseer sig ved at ►byde den høieste Trøst. Derimod trøster den trøstende Tale med, at det nok vil blive bedre – maaskee; den formaner til saadan nogen Taalmodighed; den pusler lidt om den Lidende og siger, at paa Søndag bliver det nok godt. Men hvorfor dog give en Trængende, hvis vi et Øieblik tør sammenligne den Lidende med en saadan, Sølv eller vel endog det uægte Metal, naar man har Guld rigelig at byde ham; thi Evighedens Trøst er det pure Guld. Lad os minde 117 om en Handlende, ►ihvorvel hans Lidelse altid er forskjellig fra den væsentligen Lidendes. Vi ►læse om Apostlene, at da de vare blevne hudstrøgne gik de glade bort og takkede Gud. Her er ingen Tale om lidt Taalmodighed, om at det nok bliver bedre paa Søndag; men her er Evighedens seierrige Trøst, og de ►hudflettede Apostle have mere end seiret. Saaledes ogsaa med den væsentligen Lidende; naar Evigheden helbreder, da bliver vel Ønsket ved at smerte (og saaledes skal det være, thi det Evige tager jo ikke den Lidende ud af Tiden), men der er ingen Klynken, ingen midlertidig Adspredelse, ingen bedragerisk Opsætten. Man mener rigtignok, at naar den væsentligen Lidende har klynket sig gjennem Tiden, og saa nogenlunde ved allehaande Indbildninger har faaet Tiden til at gaae, eller har slaaet Tiden ihjel: at saa staaer Evigheden ham aaben. Ak, nei, ogsaa den væsentligen Lidende har et Ansvar for, hvorledes han har brugt Tiden, benyttet den jordiske Elendighed, om han har benyttet den til evigt at lade sig helbrede. Men siger Klogskaben: »man skal dog vel ikke dræbe Haabet.« »Du ►Øienskalk,« svarer det 108Evige, »hvorfor taler Du saa tvetydigt; jo vist er der et Haab man skal dræbe, som der er en Lyst man skal dræbe og en ►Begjering og en Længsel: det jordiske Haab skal man dræbe, thi netop da har man først frelst sig selv ved det sande Haab, og derfor skal den Lidende end ikke ville paa Timelighedens Vilkaar ►»»tage mod Befrielsen«« (►Hebr. 11, 35).

✂ 218Men den Lidende, der i Sandhed vil det Gode, han benytter netop Klogskaben mod Udflugterne, og derved til at hjælpe sig ud i Afgjørelsen, til at slippe bort fra det Midlertidiges ►Skuffelser. Han frygter ikke Afgjørelsens Tryk, der ligesom samler Lidelsen over ham, thi han veed, at dette Tryk er Evighedens Gjennembrud, han veed, at i Afgjørelsen overskæres Timelighedens Nerve, om end Smerten bliver i Ønsket. Det er vistnok, at hvad der ofte gjør en Lidende utaalmodig, er, at han tager et heelt Livs Lidelse ligesom op forud og nu gyser for hvad der fordeelt paa Tiden, hvis han ►lod hver Dag have sin Sorg, vilde være lettere at bære. I denne Forstand skal Li118delsen ikke samles i Afgjørelsen, thi Feilen er netop den, at han trods al Forudoptagen dog ikke vinder noget Evigt, men kun timeligt forfærdes. Men det er ogsaa vist, at en Lidende gjennem de mange Aar ved Timelighedens Uvisse kan snakke sig fra Afgjørelsens Indtryk, og dette er det Fordærvelige. Derfor veed den Lidende, der vil det Gode i Sandhed, at Klogskaben er en svigefuld Ven og kun Afgjørelsen fuldtro.

✂ Den Handlende vil gjøre Alt for det Gode, den Lidende vil lide Alt for det Gode: Ligeligheden er, at de begge kunne være og forblive med det Gode i Afgjørelsen. Kun Retningen hvori der arbeides er forskjellig, hvilken Forskjellighed dog ikke maa forstaaes som udelukkede den ene den anden: den Handlende virker ud efter for at det Gode maa seire, selv hans Liden har Betydning i Henseende dertil; den Lidende gjør ind efter Alt (ved at ville lide Alt) for det Gode, at det maa seire i ham. Men det Gode maa jo dog have seiret og vedblive at seire i den Handlendes Indre, hvis han i Sandhed skal virke for det Gode ud efter; og den væsentligen Lidende kan altid virke for det Gode ud efter ved Exemplets Magt, og virke eftertrykkeligt, thi hans Liv, netop fordi ham Meget er negtet, indeholder en stor Opfordring til de Mange, hvem Meget er givet; og hans Liv, naar han er og forbliver med det Gode i Afgjørelsen, indeholder en stræng Dom over de Mange, der benytte det meget Givne paa en uforsvarlig Maade. Ja, selv om det var den Lidende negtet at virke 109ved sit Exempel, selv om han var fjernet fra alle andre Mennesker, han er dog deelagtig i Menneskehedens fælles store Anliggende; paa sin eensomme Post forsvarer han ligesom et vanskeligt Pas, ved at frelse sin Sjel ud af alle Lidelsens ►besnærende Vanskeligheder: om intet Menneske seer ham, Menneskeheden føler med ham, lider 219med ham, seirer med ham! Men overalt hvor det Gode seirer i Sandhed, der er Seiren væsentligen lige stor, hvad enten det Gode seirer i Mange ved Een, eller det seirer i den eensomt Forladte ved ham: Seiren er væsentligen lige stor. O, priset være det Eviges salige Ligelighed.

✂ Dog Eet endnu inden Talen forlader Lidelserne: kan man siges at ville Lidelse, er Lidelse ikke Noget man maa tvinges til mod sin Villie; hvis man kan være fri for den, kan man 119 saa ville den, og hvis man er bunden i den, kan man saa siges at ville den? Dersom ►vi skulle besvare dette Spørgsmaal, da lad os fremfor Alt skjelne mellem: hvad det er, at ville i Lystens Forstand, og hvad det er at ville i Frihedens ædle Forstand. Ja, for mange Mennesker er det som en Umulighed at ►ene Frihed og Lidelse i den samme Tanke. Naar de derfor see Den, som kunde have magelige og beqvemme Dage med sit Gods, naar de see ham anstrænge sig ►trods nogen Pligtarbeider, udsætte sig for mange Lidelser, vælge et høiere Kalds besværlige Vei: saa betragte de ham enten som Indskrænket eller som en Sindssvag; de beklage næsten, at ►Styrelsen har skjenket alle disse gunstige Betingelser til En, som slet ikke veed at benytte dem; de tænke i deres stille Sind, om de end ikke sige det høit, om de end ikke tænke paa, hvor sørgeligt de forraade deres eget Indre: det skulde være os, der var i hans Sted, vi skulde anderledes vide at nyde Livet. Altsaa, naar En kan være fri for Lidelsen, saa er det enten Indskrænkethed eller Sindssvaghed at ville den. Men hvad er saa Mod? Er det Mod at gaae derhen, hvor Lysten ►vinker, at see derhen, hvor det Lystelige er? Eller fordres der ikke til at vise Mod, at der er en Modstand (hvad Sproget selv synes at tyde paa), som naar den Modige ►seer Faren under Øine, thi Faren er ikke Det, Øiet ►lystes ved at see; eller for at anskueliggjøre det, som naar den modige Rytter tvinger Hesten fremad mod det Skrækkende, thi i den Modiges Øie seer man ikke, at det sandselige Øie gyser for Faren, fordi Modet gjennemtrænger selve Øiets Udtryk, men Rytteren og Hesten anskueliggjøre, hvorledes Modet er sammensat. Rytteren er den Modige, Hesten er sky, men Hesten og dens Skyhed svarer til det Lave i Mennesket 110og dettes Skyhed, hvilken Modet betvinger. Modet vil altsaa frit Lidelsen. Den Modige har en forrædersk Modstand i sig selv, der er i Pagt med Modstanden udenfor, men netop derfor er han den Modige, fordi han trods den frit vil Lidelsen. – Paa den anden Side, (og Dette er hvad vi her ►nærmest maa betænke, da vi 220tale om den væsentligen Lidende) kan den Lidende frit overtage den Lidelse, i hvilken han dog paa en 120 Maade er tvungen, forsaavidt han ikke har det i sin Magt at frigjøre sig; kan ikke blot den Fri sige: »lænk mig kun, jeg frygter ikke«; men kan ogsaa den Lænkede ⓘ sige:sige:] R, sige; A »frivilligt overtager jeg mit Fangenskab«, det Fangenskab altsaa hvori han er? Ja, her er det Samme Tilfældet; de fleste Menneskers Mening er, at dette er en Umulighed, og at derfor den Lidendes Tilstand er sukkende Modløshed. Men hvad er saa Taalmod? Er Taalmod ikke netop det Mod, der frit overtager den Lidelse, som ikke kan undgaaes? Det Uundgaaelige er netop Det, som vil knække Modet. Der er i den Lidende selv en forrædersk Modstand, som er i Pagt med Uundgaaelighedens Rædsel, og forenede ville de knuse ham; men trods dette finder Taalmodet sig i Lidelsen, og finder sig netop derved fri i den uundgaaelige Lidelse. Derfor gjør, om man vil tale saaledes, Taalmod et endnu større Under end Mod gjør, thi Mod gaaer frit i den Lidelse, som kunde undgaaes, men Taalmod gjør sig fri i den uundgaaelige Lidelse; ved sit Mod lader den Fri sig frit fange, men ved sit Taalmod gjør den Fangne sig fri – dog ikke i den Forstand, at ►Slutteren skulde blive angest og bange. Den udvortes Umulighed af at kunne frigjøre sig fra Lidelsen, forhindrer ikke den indvortes Mulighed af virkeligen at kunne gjøre sig fri i Lidelsen, frivilligt overtage Lidelsen, idet den Taalmodige giver sit Samtykke ved at ville finde sig i Lidelsen. Thi man kan tvinges ind i det snevre Fængsel, man kan tvinges ind i livsvarige Lidelser, og Nødvendigheden er ►Tvingeren; men man kan ikke tvinges til Taalmod. Dersom Nødvendighedens Tvinger trykker paa en Sjel, som ikke har og ikke vil have Frihedens Fjederkraft: saa bliver Sjelen vel fortrykt, men den bliver ikke taalmodig; Taalmodigheden er Spænstighedens Gjentryk, hvorved den Tvungne gjør sig fri i Tvangen. Eller kan kun den Rige være sparsommelig – fordi han har det i sin Magt at ødsle; kan ikke ogsaa den Fattige være sparsommelig, uagtet han ikke har det i sin Magt at ødsle, uagtet han er tvungen til at være – sparsommelig; nei, det kan han netop ikke tvinges til, altsaa uagtet han er tvungen til at være fattig? Ak, men mange Menneskers Viisdom 111er ligesom beregnet paa at afskaffe det Gode. Naar den Uafhængige frit 121 vælger Møisommelighed, saa siger man, han er sær, »han som kunde have det saa godt i Lediggang og føie hvert sit Ønske i Magelighed;« og naar den Tvungne er taalmodig i 221Lidelsen, saa siger man, »►tak ham Skam til, han er jo tvungen, han ►gjør jo en Dyd af Nødvendighed«. Unegteligt, han gjør en Dyd af Nødvendighed, det er netop Hemmeligheden, det er just det meest betegnende Udtryk for hvad han gjør; han gjør af Nødvendigheden en Dyd, han bringer en Frihedens Bestemmelse (Dyd) ud af hvad der er bestemmet som Nødvendighed. Og deri ligger netop Helbredelsen ved det Eviges Afgjørelse, at den Lidende frit overtager den paatvungne Lidelse. Som det er den Lidende en Lindring at aabne sig i Fortrolighed for en Ven: saaledes er dette Frelsen ved det Eviges Afgjørelse, at den Lidende, medens Nødvendighedens Tvang ligesom vil sammenpresse Hjertet, aabner sig for det Evige, og evigt samtykker i at ville lide Alt. Thi er vel Den fangen, for hvem Døren staaer aaben: Evighedens Fløidør! Er vel Den i Tvang, der evigt er fri! Da ►👤Paulus sagde: »jeg er romersk Borger«, saa turde Landshøvdingen ikke fængsle ham, og han blev sat i frit Fangenskab. Naar et Menneske tør sige: jeg er Evighedens fri Borger, saa kan Nødvendigheden ikke fængsle ham uden i – frit Fangenskab.

✂ M. T.! hvis det nu synes Dig saaledes, saa ville vi minde om Talens Gang. Skulde et Menneske ville Eet, da maatte han ville det Gode, saa var det muligt, at han kunde ville Eet. Men skulde det blive virkeligt, da maatte han ville det Gode i Sandhed. I Forhold til som han var en Handlende eller en Lidende, maatte han ville gjøre Alt for det Gode, eller han maatte ville lide Alt for det Gode. – Han maatte ville gjøre Alt for det Gode, eller være og forblive med det Gode i Afgjørelsen. Men Klogskaben misbrugtes ind efter til at søge Udflugter; og den misbrugtes ud efter i Bedraget. Den Gode derimod brugte Klogskaben til at forhindre alle Udflugter og derved til at hjælpe sig ud og bevare sig ude i Afgjørelsen; han brugte Klogskaben til at forhindre ethvert Bedrag ud efter. – Han maatte ville 122 lide Alt for det Gode, eller være og forblive med det Gode i Afgjørelsen. Og Talen dvælede ved at skildre den væsentlige Lidendes Tilstand, fordi man ved at betragte Lidelser ►tilforladeligst lærer, hvilket det Høieste er. I Forhold til Lidelser misbrugtes atter Klogskaben ind efter til at søge Udflugter, men den Gode benytter netop Klogskaben mod Udflugterne, at han maatte være og forblive med 112det Gode i Afgjørelsen, ved at ville lide Alt, ved at ville Lidelsens paatvungne Nødvendighed.

✂ Men Hjertets Reenhed er at ville Eet. Det er denne Sætning, som har 222været Talens Gjenstand, hvilken vi knyttede til ►det apostoliske Ord: holder Eder nær til Gud, saa skal han holde sig nær til Eder, renser Hænderne, I Syndere, luttrer Hjerterne, I Tvesindede! Thi det Godes Afgjørelse er det afgjørende Eet og ►Gud kan man ikke svigefuldt, indsmigrende, holde sig nær til med Tungen, ►medens Hjertet er langt borte. Nei, da ►Gud er Aand og er Sandhed, kan man kun i Sandhed holde sig nær til ham, ved at ville ►være hellig, som han er hellig, ved Hjertets Reenhed. Hjertets Reenhed; dette er et billedligt Udtryk, som sammenligner Hjertet med Havet, og hvorfor vel just med det? Fordi Havets Dybde er dets Reenhed, og dets Reenhed er dets Gjennemsigtighed, fordi Havet kun er dybt, naar det er reent, og kun reent, naar det er gjennemsigtigt; saasnart det er ureent er det heller ikke dybt men Overflade, og saasnart det er Overflade er det heller ikke gjennemsigtigt. Naar det derimod dybt og gjennemsigtigt er reent, da er det Eet, hvorlænge man end vedbliver at see derpaa; da er dets Reenhed Bestandigheden i Eet. Og derfor sammenligne vi Hjertet med Havet, fordi dets Reenhed er Bestandigheden i at være dyb og i at være gjennemsigtig. Ingen Storm maa oprøre det; ingen Kastvind maa bevæge dets Overflade; ingen ►døsig Taage maa brede sig over det; ingen tvivlsom Bevægelse maa der være i det; ingen henilende Sky maa ►dunkle det: men stille maa det ligge, dybt gjennemsigtigt; og hvis Du seer det idag saaledes, da opløftes Du ved at skue Havets Reenhed, og hvis Du saae det hver Dag saaledes, da siger Du det er bestandig reent – liig Dens Hjerte, der kun vil Eet. Som 123 Havet, naar det saaledes ligger stille, dybt gjennemsigtigt, tragter efter Himlen: saaledes tragter det rene Hjerte, naar det er stille, dybt gjennemsigtigt, efter det Gode; eller som Havet bliver reent, naar det tragter ene efter Himlen: saaledes bliver Hjertet reent naar det tragter ene efter det Gode. Som Havet gjengiver Himlens Høide i sin rene Dybde, saaledes gjengiver Hjertet, naar det er stille dybt gjennemsigtigt, det Godes himmelske Ophøiethed i sin rene Dybde. Kommer der dem det mindste imellem, mellem Himlen og Havet mellem Hjertet og det Gode, ja var det end Utaalmodighed i at eftertragte Gjengivelsen, saa er Havet ikke reent, saa gjengiver det ikke Himlen reent.