1) Først maa der nu siges, hvad der da er let at indsee, at Den, der 41vil det Gode for Lønnens Skyld, han vil ikke Eet, men er tvesindet.
✂ Det Gode er Eet, Lønnen er et Andet, den kan jo komme og den kan udeblive, indtil videre, og indtil det Sidste. Naar han da vil det Gode for Lønnens Skyld, saa vil han ikke Eet, men et Dobbelt. Det er nu vist, at paa den Maade kommer han ikke langt frem ad det Godes Vei, thi i Grunden er det som hvis et Menneske, istedenfor det Naturlige, at bruge begge Øinene til at see Eet, vilde bruge det ene Øie for at see til den ene Side, det andet Øie for at see til den anden Side: det lykkes ikke, det forvirrer kun Synet. Dog derom tale vi her ikke, men kun om, at det er Tvesindethed. Ogsaa i Oldtiden var denne Sag ofte Gjenstand for Overveielse. Der var ►Frækhedens frække Lærere, som meente, at det Retfærdige var at gjøre Uret i det Store, og saa at kunne give det Udseende af, at man dog vilde det Gode: saa havde man dobbelt Fordeel, meente de, den usle Fordeel, at kunne gjøre Uret, at kunne faae sin Villie, lade sine Lidenskaber rase; og den hykkelske Fordeel, at synes 150god. Men da var der og ►i Oldtiden en eenfoldig Viis, hvis Eenfoldighed blev en Snare for de Frækkes Spidsfindighed, han lærte, at man, for ret at være sikker paa, at det var det Gode man vilde, endog ►burde undgaae at synes god, formodentligen for at Lønnen ikke skulde blive fristende. Thi saa forskjelligt er jo det Gode og Lønnen, naar Lønnen adskilt eftertragtes, at det Gode er det Forædlende og Helliggjørende; Lønnen det Fristende, men det Fristende er aldrig af det Gode. Den Løn, vi her tale om, er Verdens Løn, thi den Løn, som Gud for evigt har sammenføiet med det Gode, den har ingen ►Misligheder, den er ogsaa sikker nok; den ►kan hverken det Nærværende eller det Tilkommende, hverken det Høie eller det Lave, den kan Englene ikke ville og alle Djævle ikke formaae at adskille fra det Gode. Men dersom ►Verden selv ikke er i sit Inderste god, dersom den endog, som Skriften siger, ligger i det Onde, eller dersom det dog er langtfra at være saaledes, at Den er den sjeldne Undtagelse, 39 Den, der ikke vil det Gode: saa er Verdens Løn jo ►mislig, saa er det sandsynligere, at den vil lønne hvad den anseer for det Gode, hvad der saadan til en vis Grad seer ud som det Gode, hvad der, som hine Frække lærte, har det Godes Skin – og hine Frække manglede ikke Kjendskab til Verden. Men saa er Lønnen jo det Fristende.
✂ Sagen er ikke vanskelig. Dersom en Mand vil elske en Pige for Pengenes Skyld, hvo vilde da kalde ham en Elskende; han elsker jo ikke Pigen, men Pengene, han er ingen Elsker men en Pengebegjerlig. 42Men dersom En sagde: »det er Pigen jeg elsker og hun har Pengene,« og han da vilde spørge os om vor Dom, thi ►vi have intet Kald til at dømme, da vilde vel Svaret være: »det er en vanskelig Sag med disse Penge; Penge skal have stor Indflydelse, man kan let see feil, og det er saare vanskeligt at ►kjende sig selv.« Dersom da denne Sag laae ham meget stærkt paa Sinde, kunde han vel ønske Pengene borte, blot for at prøve sin Elskov. Thi en ret Elsker vilde vel sige: »Pigen har kun een Feil, at hun har Pengene.« Og hvad maa nu Pigen sige? Dersom hun sagde: »den Fordeel ønsker jeg at have, at det er mig, der har gjort ham riig«: mon hun da kunde kaldes en ret Elskende, hun elskede jo ikke ham, men Pengene. Hvis derimod de Tvende i Elskov enedes om at gjøre en god Gjerning med disse Penge, der vare dem til Hinder, da var det gjort dem muligt, ene at ville Forelskelsen. At nu dog Ingen her kunde faae travlt for at forstyrre den skjønne Tankes uskyldige Indbildning ved at for151tælle os om: »hvad Livet nok vil lære de Tvende«. Ak, der er en kummerlig Viden, et lurvet Kjendskab til Virkeligheden, som ikke blot er kummerligt og lurvet, men tillige ved alle Leiligheder antager en vigtig Mine, som var denne Viden Andet end Vanære over hver Den, som feigt og forrædersk og misundeligt og tomt opblæst vover at foredrage den; som var dette Kjendskab andet end foragtelig Tvesindethed, der vil og vil ikke, og derfor kun vil lyve, vil lyve det Gode og den Gode paa! Ja, om denne Viden gjelder, hvad der ►engang blev sagt om Hukommelsen, at man hellere maatte ønske, at 40 lære den Kunst at glemme; det gjelder, at hiin Viden kan man let nok faae lært, og let nok faae den at lære af alle de Usle, at man hellere maatte ønske og bede, at der var en Kunst, der kunde lære En at ville være uvidende om den.
✂ Altsaa at ville Pigen uden Pengene; lader os tænke paa det Gode, hvor Alt er fuldkomnere, hvor den skjønne Tankes uskyldige Indbildning er Alvor og Sandhed. At ville det Gode for Lønnens Skyld er Tvesindethed; at ville Eet er altsaa at ville det Gode uden Hensyn til Lønnen; i Sandhed at ville Eet er at ville det Gode, men ikke ville Lønnen derfor i Verden. Lønnen kan jo rigtignok komme uden at et Menneske vil den, den kan komme fra Gud ogsaa i det Udvortes, men naar han betænker, at al Løn i det Udvortes kan blive hvad Verdens Belønning altid er, en Fristelse for ham, da maa han jo, netop for ret at kunne ville det Gode, værge sig mod Lønnen, om han dog ikke maa glemme, at det, saaledes 43at ville værge sig, atter kan være en Fristelse til Stolthed. Men er det nu saaledes med Lønnen for det Gode i Verden, at Verdens Belønning er saa farefuld, da er det næsten en opbyggelig Egenskab det Gode har i denne Verden, (om dette Opbyggelige end er ligesom formildet i Evighedens salige Smiil) at Den, der i Sandhed vil det, ved at ville Eet, at han sjældnere føres i den Vanskelighed, at fristes ved Lønnen. Thi at det Gode har sin Løn i sig selv, ja det er evig vist, der er Intet saa vist, det er ikke vissere, at der er en Gud til, thi dette er Eet og det Samme; men her i Verden lønnes det Gode ofte foreløbigen med Utaknemlighed, med Miskjendelse, med Armod, med Foragt, med mange Lidelser, stundom med Døden. Det er ikke den Løn, om hvilken vi tale, naar vi sige, at det Gode har sin Løn, men det er den Løn, som kommer i det Udvortes og som kommer først; og det er netop Dette Den frygter, som vil det Gode for Lønnens Skyld, thi han har ingen Tid at 152vente, ingen Tid, ingen Aar, intet Liv at give bort – for en Evighed. Det er derfor saa langt fra at være det Ønskelige, at Lønnen kommer i det Udvortes, at det tvertimod baade er gavnligt og opmuntrende, at den ikke kommer i det Udvortes, ►paa det at Tvesindetheden i det Indvortes 41 maatte omkomme, og paa det at Lønnen i Himlen maatte vorde desto større.
✂ At ville det Gode for Lønnens Skyld er ligesom et Sindbillede paa Tvesindethed; og ►en tvesindet Mand er, efter Apostelen 👤Jacobs Ord, ustadig i alle sine Veie; han naaer ei heller Noget, thi ►en tvesindet Mand, siger den samme Apostel, maa ikke vente at faae det, hvorom han beder. Om derfor end en saadan Tvesindet, der vil det Gode for Lønnens Skyld, bryster sig af, ►trodser paa, – og indbilder sig, at han vandt det Eftertragtede; om mangen Forblindet ►daarligen mener det Samme: saa lader os dog ikke bedrage hinanden, ►m. T., eller tillade et Sandsebedrag at gjøre det! Vel muligt nemlig, at han vinder de gode Ting, som kaldes Lønnen: som Løn faaer han dem dog ikke, idetmindste ikke i Sandhed, dersom ellers det, at ville det Gode i Sandhed, er kjendeligt paa at ville det uden Løn. O, Du det Godes vidunderlige Overeensstemmelse med Dig selv; at Du ikke lader Dig bedrage! Naar en Tvesindet paa Skrømt vil det Gode, for Lønnens Skyld, og han synes at faae Lønnen, faaer han den dog ikke, thi det, han faaer, faaer han ikke som Løn – for det Gode, ja saa langt fra er det, at han i Sandhed faaer det som Løn, at han, netop naar han faaer Det, i Sandhed ►har Lønnen borte! 44See, Pigen, der har Pengene, kan maaskee en svigefuld Elsker bedrage, saa det seer ud som elskede han hende, medens han dog egentligen elsker Pengene, saa hun glad, muligen endog taknemlig lever hen i den Indbildning, at hun er elsket: men det Gode kan Ingen bedrage, nei i al Evighed ikke! I al Evighed ikke; ja der er det netop man mindst kan bedrage det. Her i Verden kan det maaskee lykkes, ikke at bedrage det Gode, men at bedrage Menneskene ved det Godes Skin. Sligt undgaaer ikke det Godes Opmærksomhed; stundom ►samler det Vrede over et saadant Menneske og gjør hans Bedrag aabenbar; men ofte lader det Gode Bedrageren gaae hen, fordi det veed med sig selv, at det er det Stærkeste. Kun et svagt og qvindagtigt Menneske vil strax have Ret, vil strax seire i det Udvortes, netop fordi han er svag, og 42 derfor maa have et udvortes Beviis for – at han er stærkest; Den der i Sandhed har 153Magten og i Sandhed er den Stærkeste, han indrømmer roligt den Afmægtige et Raaderum, han ligesom indrømmer ham at give sig Skin af at være den Stærkere. Saaledes med det Gode; naar det taaler en saadan Bedrager, da er det som sagde det hemmeligen til ham: »ja, gjør Du Dig kun lystig ved Bedragets Skin, men husk paa, vi To, vi tales ved igjen.«
✂ Den Tvesindede staaer ved Veiskillet; der vise sig tvende Syn: det Gode og Lønnen. Det staaer ikke i hans Magt at bringe dem i Overeensstemmelse, thi de ere ueensartede; kun den Løn, som Gud i det Indvortes for evigt føier til det Gode, kun den er i Sandhed eensartet med det Gode. Saa staaer han da grublende og overveier. Hengiver han sig ganske til denne Grublen, da bliver han staaende – et Sindbillede paa Tvesindethed. Men saa river han sig vel løs fra Overveielsen og gaaer nu fremad. Ad hvilken af Veiene? Ja, spørg ham ikke derom; maaskee var han istand til at besvare lærde Spørgsmaal og ►forraade ►udbredte Kundskaber, men Eet kan han dog ikke, nemlig det Eneste han ikke kan, han kan ikke svare paa Spørgsmaalet om, hvilken af de to Veie han gaaer. Ved grublende i Overveielsen atter og atter at see det Ueensartede sammen, har han ►noget forvirret sit Syn; han troer at have opdaget, at der er en tredie Vei – og det er ad den han gaaer. Denne tredie Vei har intet Navn, da den slet ikke er til, og saaledes er det forklarligt, at han, netop naar han skal være oprigtig, ikke kan sige, hvilken Vei han gaaer. Naar han skal være oprigtig, thi ellers vilde han vel sige, at han gaaer ad det Godes Vei, det maa jo være ham magtpaaliggende 45at overbevise Menneskene derom – at de kunde ære ham, hvilket hører med til Lønnen, som han eftertragter. Den tredie Vei er den Hemmelighed, han har for sig selv. Og hvorledes gaaer han nu ad denne tredie Vei, der er smalere end nogen Dandsers Linie, da den slet ikke er til; gaaer han jævnt og fast som ►Den, der har et bestemt Maal for Øie, som Den, der derfor ikke seer sig meget om, at han ikke skal forstyrres, som Den, der kun seer efter det Ene, efter 43 Maalet? Nei, saaledes gaaer man kun paa det Godes Vei – med det Gode ene for Øie. Eller gaaer han som Den, der ad Lystens brede Vei jager efter enhver Nydelse? Nei, saaledes gaaer han heller ikke. Gaaer han da som den sorgløse Yngling, der freidigt seer sig om efter Alt? Ak, nei dertil er han for gammel. Hvorledes gaaer han da? Han gaaer saa smaat, efter Omstændighederne, paa Grund af Veiens Vanskelighed. Han føler sig for med Foden, og sætter han ende154lig Foden til og gjør Skridtet, da seer han sig strax om efter Skyerne, fra hvilken Kant Vinden kommer, og om Røgen staaer lige op af Skorstenen. – Det er nemlig Lønnen, Verdens Løn, han seer efter, og den er som Skyerne, og som Vinden, og som Røgen af Skorstenen. Og saa spørger han sig bestandig for, han agter nøie paa de Forbigaaendes Ansigt for at faae at vide, hvordan det staaer sig med Lønnen, hvilke Priserne ere, hvad der er ►Tidens og Menneskenes Fordring til det Gode, naar de skulle lønne det. Hvad vil han da egentligen? Ja, spørg ham ikke derom; maaskee skulde han kunne besvare ethvert andet Spørgsmaal, med Undtagelse dog af det om Veien, men dette kan han ikke med Bestemthed besvare, naar han skal svare oprigtigt, thi ellers er naturligviis Svaret strax ved Haanden, at han vil det Gode og afskyer Lasten – naar den synes afskyelig; at han vil de Godes Bifald – naar de ere de Fleste og have Magten; at han vil gavne den gode Sag – naar den er saa god at gavne ham. Men i Oprigtighed tør han ikke sige bestemt, hvad han vil, han tør end ikke sige det høit og afgjørende med Overbeviisningens fulde Stemme, at han vil det Gode; han siger det med Tvesindethedens klangløse Forsigtighed. Thi han veed jo nok, at det Gode og Lønnen ere ueensartede; sæt nu, at der ved en saadan uforsigtig Yttring kom disse Tvende noget imellem, sæt han blev anseet for i den Grad at ville det Gode – at Lønnen udeblev, hvilket skal være hændt før i Verden. Hvad vil han da? Vil han det Gode og endog undgaae Skinnet deraf? Nei, bestemt ikke. Vil han da Lønnen? Ja, men det vil han ikke sige ligefrem. Vil han da det Gode? Ja, engang 46imellem, maaskee for en Skams Skyld, som man siger. Skrømtet vil han alt44saa det Gode – for Ærens og for Lønnens Skyld; uskrømtet vil han engang imellem det Gode – for en Skams Skyld.
✂ Saaledes med ►den Lønsyge; saa tvesindet er han, at man ganske rigtigt ikke veed, om man skal lee eller græde over ham, hvis man da ikke veed, at al Tvesindethed dog er Fortabelse, thi saa veed man vel, hvad man skal gjøre, især naar man har sin Deel deraf. Thi det kan jo ogsaa være noget anderledes med at ville det Gode for Lønnens Skyld. Der var maaskee Den, som i Sandhed vilde det Gode i Oprigtighed; ydmyg for Gud, fremskyndet i sin Begeistring forstod han glad, naar Verden og Menneskene arbeidede ham imod, han forstod glad, at dette 155var Lønnen, og at derom var Intet videre at sige; stærk ved Gud, styrkende sig kun ved ►hans Fortrolighed ønskede han næsten aldrig at lønnes anderledes af Verden. Men da blev han træt, han greb efter Lønnen, nærmere forstaaet, og efter Lønnens lettere Forstaaelse, thi jo nærmere Forstaaelse ligger ved Misforstaaelse, desto lettere bliver den i Almindelighed. Han kunde ikke holde ud med det Evige, han kunde ikke udholde Verdens og Menneskenes Modstand, saa fordrede han først Lønnen i den Forstaaelse, at der dog skulde være en Overeenskomst mellem det Gode og Verden; tilsidst fordrede han Lønnen alene: saaledes gik det tilbage med ham. O, sørgelige Ende paa en god Begyndelse, o, Du det Godes strenge Nidkjærhed paa Dig selv, at Du maaskee lod ham faae Lønnen i Verden, netop naar Du har forkastet ham, lader ham faae Verdens Belønning, da han utaknemligt forglemte, hvilken Salighed det er, at have Din Løn, medens Verden negter sin! – Eller han begyndte ikke saaledes høit, men dog med at ville det Gode i Sandhed; uden Kjendskab til Verden, uden i Inderlighed at være dannet ved Mulighedens Forestilling om, hvad der kan hænde et Menneske, haabede han fromt paa, at det Gode ikke vilde mangle sin Løn, hvad der evigt forstaaet er evigt sandt og hellig Sandhed, men i Timelighedens Forstand er det Uvisse og forfængelig Kløgt. Saaledes gik han ud i Erfaringens Skole, thi vi gaae jo alle i Skole, saa længe vi leve; Livets Skole er for de Voxne og 45 derfor gaaer det noget strængere til end der, hvor Børnene gaae i Skole, hvor den Opmærksomme og Flittige nok kommer høit op mellem sine Jevnaldrende. Saa tog Livet ham da strængt i Skole; dog holdt han igjen, han formindskede Fordringerne, han vilde ikke svige det Gode. Ak, det var som vilde heller 47ikke dette hjælpe; han troede i det Gode at have en Fordring til Livet, nu blev det ham som var det det Gode, der kun havde Fordringer til ham. Saa sygnede hans Frimodighed, han saae omkring sig, hvorledes saa mange Andre reve Lønnen til sig, Fristeren begyndte at ængste ham i ►Kleinmodighed, hvorfor han ikke vilde være som de Andre, hvorfor han vilde jage efter Indbildningens Uvisse istedetfor at gribe det Visse. Da omskiftedes hans Sind, det gik ham i Livet, som det vel vilde gaae den bedre Discipel i Skolen, hvis der ingen Lærer var: de middelmaadige vilde faae Overmagten, og faae Magt til at fordærve de bedre, fordi den gode Discipel ingen Lærer havde at søge Tilhold hos. Og i Livet er der 156ingen Lærer synlig, som opmuntrer den gode Discipel, thi vi ere jo Alle Disciple; skal den gode Discipel holde ud, da maa han finde Opmuntringen i sig selv. Den fandt han ikke, hans Mod var brudt; maaskee fandt han heller ikke hvad han nu søgte i Verden, og saaledes bukkede han under, han den Bedragne, hvem Verden bedrog for Lønnen, da han vilde det Gode, og hvem dog Verden bedrog forfærdeligst, da den fik ham til at opgive det Gode.