Kierkegaard, Søren Journalen NB2 : 1847

NB2:22

#

Menneskene have altid travlt for at vinde en Tilhænger, det er af stor Vigtighed (for dem selv) at det skeer strax, de haste med at bruge ethvert Middel og med at forkaste Enhver, der ikke vil. Gud vinder sine Tilhængere ved Langmodighed, han vinder dem i det sidste Øieblik. Derfor falde et Menneskes Tilhængere fra – i det sidste Øieblik; men Guds Tilhængere holde ud.a

a Christus vandt just saaledes 👤Peder, da han fornegtede ham, altsaa i det sidste Øieblik. Et Vidne var fornødent, et Vidne, hvem den Korsfæstede og igjen Opstandne Nat og Dag kunde svæve for Tanken. Dette Vidne blev 👤Peder. Erindringen om det forfærdeligste Syn havde dog maaskee ikke været istand til at gjøre ham ivrig nok; men 👤Peder havde een Erindring mere, Fornegtelsen, der erindrede ham om det Samme. Hvad han havde seet og oplevet, var vel umuligt nogensinde at glemme, det var vel umuligt, at 👤Peders Vidnedsbyrd derom kunde forstumme, men hiint Kjerlighedens Blik, der indhentede 👤Peder paa Fortabelsens Vei, det mindede ham Dag og Nat om, hvad han havde at indhente.