Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 20

NB2:1
NB2:2


Journalen NB2. Blad indklæbet på forsiden af første blad (NB2:2)

A: T:! Det var vistnok ingenlunde gavnligt, om det ganske var overladt et Msk. selv at bestemme om han vilde have nogen Helligdag, ell. hvilke Dage han vilde skulde være Helligdage; men derfor kan det gjerne være et Msk. meget gavnligt, at han stundom vælger en Dag, som han, ved den Brug han gjør af den, gjør sig særligen til en Helligdag, skjøndt den ellers ikke [er] det. Just fordi han paa en saadan Dag er overladt til sig selv og anviist sig selv, just derfor vil han ogsaa baade være nødsaget til hvad han jo frit har besluttet, ret at samle sit Sind fra al Adspredelse, ret at gjøre enhver forstyrrende Tanke Modstand, fordi han intet Tilhold og ingen Hjælp finder udenfor. Saaledes ere I nu her forsamlede. Netop fordi det ingen Helligdag er, netop derfor har vel Dagen igaar, mere maaskee end Dagen ellers forud for en Helligdag, ganske ell. saavidt muligt været indviet til Stilhed til hellige Betragtninger. Nu er det den Morgen, til hvilken I forberedte Eder, vel ikke den tidlige Morgen, o men dog som den tidlige Morgen, thi ikke sandt, kun denne Tanke har beskæftiget Eder fra den tidlige Morgen; den Tid forinden I kom herhen er som eet eneste Øieblik, I have ikke villet vide af, at det i nogen anden Forstand var bleven Dag – forsaavidt det at det bliver Dag er eenstydigt med at Livets Gjerning og mangfoldige Syssel skal tage sin Begyndelse er det endnu ikke bleven Dag for Eder – det er om ikke Nat, saa dog den tidlige Morgen.

NB2:3

#

Ogsaa i denne Henseende vil Verdensforholdene forandre sig, at man vil see, at fremtidigen enhver reformatorisk Stræben vil rette sig, hvis den Paagjeldende er en sand Reformator, mod »Mængden«, ikke mod Regjeringen. Regjering Kongemagt. er egl. Repræsentation og forsaavidt det Christelige (Monarchiet) Monarchiets Dialektik er nu verdenshistorisk baade indøvet og fastsat. Nu skal vi til at begynde paa et andet Sted nemlig ved Statens intensive Udvikling i sig selv. Saa kommer Categorien »den Enkelte,« denne Categorie der er saa knyttet til mit Navn at jeg vilde ønske man vilde sætte paa min Grav »hiin Enkelte«.

I Betragtning heraf maa jeg tillægge Brød-Urolighederne i Aar, som gaae 📌Europa rundt, stor Betydning, de antyde at den europæiske Constitution (som Lægen taler om en Mands Constitution) har aldeles forandret sig; vi vil fremtidigen faae indvortes Uroligheder, secessio in montem sacrum o: s: v:

[a] Eet er, naar Folket, Mængden, Oppositionen strider mod Kongen, Regjeringen (det er hvad vi kalde Politik) et Andet er, naar der er Uroligheder i Staten i den Forstand som naar i et Huus Beboerne i de forskjellige Etager komme i Strid – ikke med Verten men indbyrdes. – Stridigheder i Etagerne, ligefra Kjelderen og til Qvisten, men indbyrdes.

Alt passer ganske i min Theorie, og man skal nok faae at see, hvorledes jeg netop har forstaaet Tiden – ak det er jo ogsaa den største Brøde et Msk. kan gjøre sig skyldig i, thi Sludder og Halv-Sandhed det er hvad Tiden fordrer – og saa at det Sande forhaanes.


#

NB2:4

#

Forskjellen mellem Mskene er egentligen blot den, hvorledes de sige Dumheder, det Almene-Mskelig er at sige dem.

NB2:5

#

»👤Maria har valgt den bedre Deel«


Hvilken er da den bedre Deel? Den er: Gud, altsaa Alt. Den bedre Deel er Alt, men kaldes den bedre Deel, fordi den maa vælges; man faaer ikke Alt som Alt, saaledes begynder man ikke, man begynder med at vælge den bedre Deel, som dog er Alt.

NB2:6

#

..... At have ligget værkbruden i 30 Aar, ventende paa sin Helbredelse, men bestandigt kom der en Anden først.......


#

NB2:7

#

Naar en Mand har Tandpine, saa siger Verden: stakkels Mand; naar en Mand har Næringssorg siger Verden: stakkels Mand; naar en Mands Kone døer siger Verden: stakkels Mand; naar en Mand bliver arresteret siger Verden: stakkels Mand. Naar Gud lader sig føde og lider for Verden siger Verden: stakkels Mand; naar en Apostel af Gud benaades med det Kald at lide Forfølgelse og Død i Guds Tjeneste siger Verden om Apostelen: stakkels Mand. – stakkels Verden!!!

NB2:8

#

Det christelige Lige for Lige:


Taler.


Christendommen har afskaffet: Øie for Øie og Tand for Tand, vendt Forholdet om, og saa indført et Lige for Lige: som Du forholder Dig til Mskene saa forholder Gud sig til Dig.


Tilgivelse er Tilgivelse

(tilgiver saa skal og Eder tilgives.

tilgiv os vor Skyld som vi tilgive.)

Det at dømme en Anden er at dømme sig selv.


Naar Du i Livet forliger Dig med Din Uven – da offrer Du for Alteret Gud Din Gave.

[a] Thi hvor Forligelsen skeer der er Alteret, og Forligelsen selv er det eneste Offer, der kan offres paa Guds Alter.


I det N.T. fremstilles det som var det en anden Gave han offrede: gak først hen og forliig Dig, og kom saa at offre Din Gave.

NB2:9

#

Menneskelig talt kunde jeg naturligviis have gjort mig Livet langt lettere og saa netop være elsket og meget anseet. Men har jeg Lov til det mod Gud? Og Gud er dog Den, med hvem jeg har meest Omgang. See det tænker Ingen paa. Ak, og derfor er Livet for mig saa anstrænget. Naar Gud ligesom har fjernet sig lidt fra mig, saa har jeg Ingens Fortrolighed at holde mig til, og saa lyder i eet væk Anklagen at jeg gjør det – det, som jeg netop gjør fordi Gud er mig det Vigtigste.

[a] Enhver der i Sandhed har Forestilling om hvad det er at have Gud hos sig til Omgang, vil ogsaa forstaae mig.

Havde jeg levet i Middelalderen var jeg vel gaaet i Kloster og havde offret mig til Poenitentse. Denne min Trang har jeg i vor Tid forstaaet anderledes. Al Selvplagen i et Kloster fører kun til Indbildning; men saa har jeg valgt noget Andet. Jeg har valgt at tjene Sandheden og det paa et af de Punkter, hvor det er det utaknemligste Arbeide. Her har jeg en Eenhed af at poenitere og at gjøre Gavn. Skal en saadan Arbeiden føre til Noget er det idel Opoffrelse, idel Uleilighed, og Lønnen bestandigt kun Utak, Miskjendelse, Forhaanelse. Men dette tilfredsstiller mig i en anden Forstand, netop som Poeniterende. At jeg virkelig gjør Gavn er klart nok, og jeg er forvisset om, at det altid skal blive klarere, især efter min Død, thi det hører med til min Poenitenses Idee ligesom til Arbeidets Idee: Arbeidet er et saadant, at den væsentligen først kan forstaaes efter min Død, men dette falder sammen med min Poenitenses Idee.

Vel veed jeg, at Gud ikke ønsker, at Mennesket skal martre sig selv for at behage ham, at dette netop ikke behager Gud; men paa den Art at gjøre Poenitense, vil Gud tillade eller tilgive mig, naar jeg ikke tillægger det nogen Fortjeneste, men kun gjør det, fordi jeg ikke kan det anderledes. – Middelalderens Poenitentse var i sig selv forkeert, og saa igjen det Forkeerte, at det skulde være fortjenstligt. Nei, Poenitensen, naar den skal kunne taales og tillades, maa være en Trang i Mennesket, og maa han derfor bestandigt være villig til at bede Gud om Tilgivelse for at han gjør det. En ret forelsket ung Pige anseer det ikke fortjenstligt at kjærtegne den Elskede, det er hendes Glæde at gjøre det, og dog beder hun om Tilgivelse.


──────────

NB2:12


Hvad der bestandigt fæstner mig mere og mere, er min oprindelige min første min dybeste min uforandrede Betragtning, at jeg sandeligen ikke har valgt dette Liv fordi det skulde være glimrende, men som en Poenitentsens Trøst i al min Elendighed. Paradoxets Dialektik har jeg ofte nok udviklet: det er ikke høiere end det Almene men netop ringere, og kun da igjen lidt høiere. Men det Første, Trykket er saa stærkt, at Glæden over det Sidste ikke kan tages forfængelig. Det er Pælen i Kjødet.

NB2:13

#

I Overeensstemmelse med Journalen NB. p. 251 havde jeg i disse Dage begyndt at udarbeide nogle Forelæsninger: om den ethiske og den ethisk-religieuse Meddelelses Dialektik. Imidlertid har jeg forvisset mig om, at jeg ikke duer til at holde Forelæsninger. Jeg er forvænt med at udarbeide i det Enkelte; min Stiils og min Fremstillings vegetative Frodighed, det gjennemreflekterede i hver en Linie er mig for væsentligt. Skulde jeg da holde Forelæsninger maatte jeg see at udarbeide dem som alt Andet, og altsaa læse dem op af Papiret: det gider jeg ikke. Paa anden Maade kan jeg ikke tilfredsstille mig selv.

Det er ganske sandt, at jeg ved et lille Cursus vilde understøtte min Stræben, skaffe mine Ideer mere Indgang o: s: v: i Øieblikket. Blæse være med det. Mine Ideer faae nok Indgang, og da vil min Fremstilling og dens Udarbeidethed netop være paa rette Sted. Forholdet bliver et Andet, end saa længe jeg skal døie Medlevendes Næsviished, der i det Høieste have et Par Øieblikke at spendere paa at kigge i Bøgerne, ell. knap nok det, men god Tid til at forhaane.

Medlevende gaae i Reglen altid Glip af Indtrykket, de kan ikke glemme Forfatteren jo dog seer ud som de og som andre Msker o: s: v:. Men min Samtid er i Særdeleshed ferm i [at] vurdere Snittet paa mine Beenklæder – nu deri gjør min Samtid Ret, det er saa omtrent det Eneste den forstaaer af mig.

NB2:14

#

Saa har jeg da igjen henlagt Forelæsningerne, og taget fat paa mit afbrudte Arbeide (hvis første Afdeling jeg var bleven færdig med): 📖 Kjerlighedens Gjerninger. Det om Meddelelsens Dialektik maa blive en Bog.


#

NB2:15

#

Det Skjønne ved det combinerede Amen, som Skolebørnene synge i Frelserens Kirke, er egl., at først hver enkelt Stemme træder frem og saa successivt danner Flok. Det er aldeles med denne Flok Stemmer ligesom med en Flok Duer: først kommer hver især enkelt og flyver ud af Dueslagets Tud, derpaa svinge de sig forenede og samlede i Flok.

Denne Bemærkning kan jeg ikke huske Andet end at den allerede maa være optegnet af mig etsteds. Imidlertid har jeg ikke kunnet finde den, og den har dog Værd for mig som et ret heldigt Exempel paa Analogie mellem det Hørlige og det Synlige. Rigtignok er der ogsaa noget Hørligt ved Duerne (saa vel den enkeltes Vingeslag som Flokkens Susen) men nærmest er det dog det Synlige.

NB2:16

#

Det som gjør min Stilling i det offentlige Liv allervanskeligst, er, at Mskene slet ikke kan begribe hvad det er jeg strider med. Det at tage front mod Mængden er efter de Flestes Begreb aldeles Nonsens thi Mængden, og Pluraliteten, og Publikum det er jo netop de frelsende Magter, hine frihedselskende Foreninger fra hvilke Frelsen skal udgaae – mod Konger og Paver og Embedsmænd der vil tyrannisere os. Ak, Du lieber Augustin. See det er Følgen af at man Aarhundreder igjennem har kæmpet mod Paver og Konger og Mægtige, og derimod anseet Folket og Mængden for at være det Hellige. Man drømmer ikke om at Verdenshistoriens Kategorier slaae om, at nu er og bliver Mængden den eneste Tyran, og Grund-Fordærvelsen. – Men dette er naturligviis Mængden det ubegribeligste af Alt. – Herskesyg er Mængden, og mener sig betrygget mod al Gjengjeldelse, thi hvor skal man faae fat paa Mængden. – Det hvad vi kalder Oppositionen her hjemme, lever endnu i den gl. Sludder om at bekæmpe Regjerings-Tyranniet. Naar en Politiebetjent begaaer den ubetydeligste Forseelse, hvorfor han ovenikjøbet bliver straffet af Foresatte, saa bliver der Allarm; men om Publikum, Mængden, Pøbelen, den offentlige Mening o: s: v: Aar efter Aar afstedkomme de væmmeligste Afskyeligheder og Misbrug af Magten: ja, det tør Oppositionen ikke tale om. Enten kan den ikke begribe at det er Afskyeligheder, siden det er Oppositionens Afgud der gjør det, eller den seer det, men tør ikke paatale det, fordi den er feig. – Naar en Mand nuomstunder udsættes for en lille Forurettelse men vel at mærke af Kongen, af en Høitstaaende o: s: v:, saa have alle Sympathie med ham, han er Martyr. Men naar et Msk. Dag ud og Dag ind forhaanes, forfølges, mishandles, aandeligt forstaaet, af Mængdens og Pøbelens og Publikums o: s: v:s Dumhed, Nysgjerrighed, Frækhed,: saa er det aldeles i sin Orden, det er Ingenting.

See derfor er der jo ingen Tvivl om, at der paa dette Punkt kræves Offere. Ja, vi ere saa langt tilbage, at der først maa falde en Slump Offere for dog at gjøre Mskene opmærksomme paa, at Retningen er en ganske anden, end den reformatoriske med en Pave, en Konge en Generalkrigscomissair.

Overhovedet er det da en uhyre Bornerethed og ingenlunde til Ære for Dhr. Reformatorers judicium at troe, at en Reformation kunde dreie sig om at faae eet eneste Msk. styrtet – thi saa var Verden en rar Verden.

Nei, da forstod Oldtiden Sagen bedre, at Mængden er den farlige Magt. Og det er til Oldtids-Formationer Historien igjen vender tilbage. 📌Europa vil ingen Krig faae; men bestandigt indvortes Urolighed (Plebeier – Patricier).

Dersom Mskene ikke med en Fart af diverse Aarhundreder og saa ved Vanens Lidenskab havde løbet sig fast i den fixe Idee, at en Tyran er et enkelt Msk, saa vilde man ogsaa let indsee, at det at forfølges af Mængden er det byrdefuldeste af Alt, fordi jo Mængden er Summen af de Enkelte, saa hver Enkelt giver sin lille Deel til, medens den Enkelte ikke tænker paa, hvor meget det bliver naar alle Enkelte gjøre det.

Har nu ikke Philosophien længe nok lært os, at Verden er indtraadt i Reflexionen. Dette er sandt, just derfor kan aldrig mere en Enkelt (Konge, Pave o: s: v:) blive Tyran. Tyranniet maa blive et Reflexions-Forhold. See her staaer vi atter ved Kategorien: Mængden, den offentlige Mening o: s: v:.

Men som sagt, inden Den, der skal stride med Mængden dog faaer lidt Pathos over paa sin Side ɔ: at dog Nogle kan forstaae denne Kamps Realitet, det vil vare længe.

👤Socrates er og bliver i mine Tanker den eneste Reformator jeg kjender. De andre, jeg har læst om, kan have været begeistrede og velmenende men de vare tillige betydeligt bornerede.


#

NB2:17

#

Det var ikke vanskeligt for mig at gjøre mit Liv langt lettere item mig selv elsket og anseet, ved blot at gjøre min Existents dialektisk meget mindre anstrænget, ved ikke [at] staae ubetinget ene, men saadan sluddervorrent blive en lille Forening af nogle Enkelte, faae Tilhængere. Der er ingen farligere Fjender end dem, der egl. ønske at være Tilhængere. Saadanne har jeg ogsaa nogle af. De have forstaaet mig til en vis Grad, de ere komne mig saa nær, at de nu ønske ved en Misforstaaelse fra min Side at jeg skulde forene mig med dem.

Forøvrigt er dog den msklige Dumhed yderst elskværdig. Jeg beskyldes stadigt for at være Egoist. Hvad er altsaa Egoisme? Det er at gjøre sig sit Liv saa anstrænget som muligt, item ikke at ville have beqvemme Dage.

Men jeg vil holde ud og holde mig til Længde-Perspektivet. Dersom jeg ved en Inconsequents og ved at give efter vandt, lad os antage det, alle Menneskers Bifald, saa de gik over paa min Side: ak, da har jeg netop forfeilet min Idee, det hele er forspildt. Og derimod dersom jeg ubetinget har staaet ene, med enhver Opoffrelse stødende fra mig, og jeg saaledes døer: da vil Alt være i sin Orden. Jo større Stramnings Bøiningen er for Buestrengen, desto bedre Fart faaer Pilen, og jo længere fra Farten kan komme desto bedre. Derfor skal mit hele Liv ene og alene være til at give Ideen Fart ind i Fremtiden. Jeg skal ikke stykke mig ud og bruge nogle Aar til at give Ideen Fart, og saa i andre Aar blive samtidig med Realisationen. »Enkelthedens« Kategorie er altfor afgjørende til at her tør fuskes. Naar jeg saa er død, saa kan jo Tilhængerne komme, men Indtrykket af mig er uforandret. Enkelthedens Kategorie er Evighedens Kategorie og derfor i Timeligheden ubetinget den meest anstrængende og meest opoffrende. Det har lange Udsigter inden den faaer nogen Magt i Timeligheden, hvor Fitteriet florerer.

Medens jeg nemlig bestandigt støder fra mig, og ingenlunde er smigret af Timelighedens Bifald, saa er jeg dog i en meget betydelig Rapport til Mskene, ja ingen Forfatter af de nulevende er det i den Grad som jeg. Man har travlt med at forhaane mig og udlee mig, men man mærker slet ikke, at Bordet fanger, at det vil ende med, at de dog faae et Indtryk af mig. Saaledes hører dette ganske med til min Idees Consequents, det vil altsammen bidrage til at give Ideen Fart, idet jeg falder eller ved Døden skilles fra den.

Vor Tids Ulykke er just, at den er aldeles øieblikkelig. Faaer en Mand en Idee vil han strax have den anerkjendt. Ja, Gluck zu! Havde en Anden fattet Enkelthedens Idee, saa havde han strax skaffet den saa mange Tilhængere, at det Hele var gaaet i sin Moder igjen, idet det Synlige var bleven Tilhængernes Mængde, og det Overseete: Enkelthedens Idee. Saa er jeg dog qua Dialektiker lidt bedre underrettet. Der er i dette Øieblik ingen Misligheder, ikke et Halmstraaes, og jeg vil haabe der ingen skal blive indtil min Død for at dette skal blive det Synlige: at det var Enkelthedens Idee, i hvis Tjeneste jeg just derfor stod ubetinget ene, og dog bemærket næsten af Alle. See det er rigtigt. At leve ene paa et afsides Sted med Enkelthedens Idee er ikke et consequent, ikke det nøiagtigste Udtryk for Ideen. Men at staae ene og saa at have alle mod sig, det er dialektisk forstaaet for sig, thi det at alle ere imod hjælper just til at gjøre det iøinefaldende at man staaer ene: det er dialektisk og det er Seiren.

Jeg tør dristigt sige, at ethvert Msk., hvis jeg i en stille og rolig Time vilde foredrage ham dette, ubetinget vil forstaae det, og i næste Secund vil han ikke forstaae det. Jeg har gjort Forsøg. Jeg kan forklare et Msk. Noget, og derpaa sige til ham: pas nu paa, nu sætter jeg Bedraget imellem Dem og mig. Og uagtet jeg selv har forudsagt ham det, kan jeg dog ved Bedraget forvirre ham. En væsentlig Ironiker maa altid være uudtømmelig i at forandre Bedraget. Saasnart derfor et Msk. ikke ubetinget ved sig selv har forstaaet Noget, saa kan man ogsaa ved Bedraget fratage ham det igjen. I de første Par Øieblik siger han: aah, det er et Bedrag. Han regner saa paa den ligefrem̄e Meddelelse. Men nu er Bedraget jo sat imellem os, og Kunsten fra min Side at holde mig i Charakteren. Saasnart jeg consequent holder den, saa er han igjen forvirret. Kun Den, der ved sig selv forstaaer hvad han forstaaer kun han kan ikke bedrages. Enhver Anden kan bedrages, om ikke paa anden Maade saa derved, at man bilder ham ind, at man ikke kan bedrage ham. Naar jeg til et Msk. havde sagt: pas nu paa, nu sætter jeg Bedraget imellem os. Saa vilde han maaskee dertil svare: det kan De ikke. Saa vilde jeg sige: deri har De Ret, der maa først gaae nogen Tid, thi nu er De altfor forberedt, men om nogle Dage. Og naar jeg saa havde sagt det, saa vilde [jeg] just begynde strax, thi nu var han bleven gjort troskyldig for det første Øieblik.

NB2:18

#

Og hvorfor gjør jeg saa saa meget Væsen af Enkelthedens Kategorie? Jo, ganske simpelt, gjennem den og ved den staaer Christendommens Sag. Lad saa dem, der forsvare 📖 Bibel o: s: v:, og lad dem der angribe, see hvad de formaae uden den og hvad de formaae mod den. Saa megen Magt har Christendommen endnu over Mskene, at hvis blot hvert Msk. bliver stillet under Enkelthedens evige Ansvar: saa bliver han Christen. Alt det Andet er kun Lægemidler, som nære Sygdommen. Tvivlen er engang kommen ind, og ligesom Cholera blev staaende, saa bliver den staaende. Ethvert videnskabeligt Forsvar nærer derfor blot Tvivlen, enhver social Stræben nærer Tvivlen. Kun Gud og Evigheden er stærk nok til at magte Tvivlen (thi Tvivlen er netop Mskets oprørske Styrke mod Gud); men skal Gud og Evigheden magte den, saa maa hvert Msk. ind under Enkelthedens Luftpompe.

See vilde jeg nu docere dette, saa gik der maaskee Mangen med – gik han saa ind under Enkelthedens Luftpompe, naar han gaaer med?

NB2:20

#

Selv om jeg ikke formaaer Andet, saa ønsker jeg dog at efterlade en aldeles nøiagtig og paa Erfaring begrundet Iagttagelse af Tilværelsens Forhold. I denne Henseende er jeg nu først og fremmest forvisset om, at disse Forhold væsentligen altid ere eens. Det er derfor en dum Tale, naar en Mand priser sig lykkelig, at hans Liv gik hen uden Gjenvordigheder – thi dette kan kun være muligt ved hans Skyld, at han nemlig ikke vovede nok. Det er latterligt at høre en Mand tale om de gode Freds-Tider, som man nu lever i, – og det falder maaskee ikke den Mand ind blot at tænke paa, om han for sit Vedkommende har vovet nok, om han ikke har snydt Tilværelsen og al denne Tryghed er Snyderie. Dette er ligesom den elendige Præste-Snak om, at man ikke skal friste Gud ved at vove sig i Farer, men naar Lidelsen kommer til En o: s: v:. Hvilken Sludder, det man egl. kalder Afgjørelsen kommer aldrig til et Msk, det maa han gaae i. Alle hine Herlige, som have vovet deres Liv for det Gode, hvis de ville have siddet og ventet paa at Faren skulde komme til dem, saa vare de aldrig komne i Faren.

Tilværelsens Forhold bliver altid de samme. Nu har der vel før mig levet mange mange mange erfarne Msker, men Spørgsmaalet er, hvor langt den Erfarne selv har vovet sig ud. 👤Goethe var saaledes en høist erfaren Mand, aber han svømmede paa Lavden.

Paa mit Schema skal en Yngling ganske nøiagtigt forud kunde see, ligesom paa en Priis-Courant: naar Du gaaer saa langt ud, saa ere Forholdene saaledes, dette at vinde og dette at tabe; naar Du gaaer saa langt ud, ere Forholdene disse, o: s: v:.

NB2:21

#

Dette er Guds Naade mod et Msk, naar han, liig et sjeldent Instrument, netop i Gjenvordigheder viser sig at være saaledes lykkeligt construeret, at med hver ny Gjenvordighed beskadiges ikke blot ikke Strengene, men han faaer een ny Streng mere paa Strengelegen.

NB2:22

#

Menneskene have altid travlt for at vinde en Tilhænger, det er af stor Vigtighed (for dem selv) at det skeer strax, de haste med at bruge ethvert Middel og med at forkaste Enhver, der ikke vil. Gud vinder sine Tilhængere ved Langmodighed, han vinder dem i det sidste Øieblik. Derfor falde et Menneskes Tilhængere fra – i det sidste Øieblik; men Guds Tilhængere holde ud.a

a Christus vandt just saaledes 👤Peder, da han fornegtede ham, altsaa i det sidste Øieblik. Et Vidne var fornødent, et Vidne, hvem den Korsfæstede og igjen Opstandne Nat og Dag kunde svæve for Tanken. Dette Vidne blev 👤Peder. Erindringen om det forfærdeligste Syn havde dog maaskee ikke været istand til at gjøre ham ivrig nok; men 👤Peder havde een Erindring mere, Fornegtelsen, der erindrede ham om det Samme. Hvad han havde seet og oplevet, var vel umuligt nogensinde at glemme, det var vel umuligt, at 👤Peders Vidnedsbyrd derom kunde forstumme, men hiint Kjerlighedens Blik, der indhentede 👤Peder paa Fortabelsens Vei, det mindede ham Dag og Nat om, hvad han havde at indhente.

NB2:23

#

Det er dog i Grunden væmmeligt, men jeg gider ikke tænke derpaa, hvad der er Følgen af, at jeg maa leve i en Kiøbstad og være Forfatter i en Dialect, thi mere er snart det danske Sprog ikke trods sin Rigdom, men paa Grund af sin Fattigdom – af Danske. Hvem skal læse mine store Bøger? De Danske? Men hvor mange leve der vel i 📌Danmark der have Tid og Duelighed og Interesse til at kunne læse? Men da det nu er en Kjøbstad det Hele, saa har jeg ingen Læser, hvorimod enhver Dreng og Slagtersvend og Kræmmer og ung Laps bliver sig selv vigtig ved at bladre i disse Bøger. Man gider ikke læse deri, og dog er man fornøiet paa en Maade med at de ere til for at blive sig selv vigtige ved at raisonere Nonsens om dem. Og af de Par Msker, som dog vide at vurdere dem, skal Ingen sige et Ord; de ere misundelige i en anden Forstand. Saaledes lever jeg. Jeg kæmper for Sprogets og Literaturens Ære – og vilde jeg stykke disse Bøger ud i Feuilleton, saa fik jeg til en stor Deel af dem Subscribenter i tusindviis. – Og saa slaaer man tilsidst Qvæget løs mod mig, Pøbelagtighedens væmmelige Folkefærd! Jeg gad egl. see, om man i noget Land opviser en saadan Forfatter-Existents. Jeg har ogsaa læst meget om litteraire Angreb o: s: v: men Gud veed der [er] ikke Spor af noget litterairt i den Maade, jeg bliver behandlet paa. Der [er] en Dumhed og en Frækhed og Næsviished som kun trives i Kjøbstæder, det er den jeg maa holde ud med, og hvorfor, fordi jeg lever i 📌Danmark, og fordi 📌Danmark gaaer sin Opløsning imøde. Et lille Folk, der bilder sig ind at have Strid med hele Verden paa Nationalitetens Vegne, er paa samme Tid saaledes opløst og undergravet ved Misundelse og Smaalighed, at det knap mere ligner et Folk, eller rettere kun ligner eet Folk, som intet Folk er, Jøderne. Jøde-Misundelse mod Jøde er verdensberømt, næst derefter kommer de Danske.

NB2:24

#

Det vil mere og mere ende med, at der skrives for Mængden, som Ingenting forstaaer, og af dem, som forstaae at skrive – for Mængden.

NB2:25

#

Ved Hjælp af Pressens Udartning vil det nok lykkes tilsidst at forvandle Menneskene aldeles til Fæ. Det som en Journal blot har at sikkre sig først og fremmest er Udbredthed, fra det Øieblik kan Loven for dens Frembringelser være den: det Vittige og Moersomme at noget trykkes som staaer i intet Forhold til Meddelelse gjennem Presse. Hvor vigtigt! hvor let saa at være vittig, naar Pressens Misbrug er bleven den ny opfundne Art af Vittighed.

Man skriver fE om en bestemt, navngiven, bekjendt Mand, at han gaaer med Hagesmække. Dette skrives og læses nu af hele den Kjøbstad hvor den vanvittige Presse florerer. Man aftegner Manden med Hagesmække paa, man afhandler dette i Løbet af et Halv-Aar – og det er naturligviis det meest læste af Alt hvad der læses i Kjøbstaden. Dersom dette ikke er enten Afsindighed eller Fæiskhed, saa veed jeg intet Tredie. – Msk ere kun altfor øieblikkelige, men efter den Maalestok det er et non plus ultra – at bruge Pressens Udbredelse for at afhandle i et halvt Aar hvad det meest piankede Msk. burde være dog msklig nok til ikke at snakke om i mere end 5 Minutter, det kan kun føre til Fæiskhed.


#

NB2:26

I Forhold til ethvert Fag, enhver Gjenstand o: s: v: er bestandigt Minoriteten, de Færreste, de Faae, nogle Enkelte vidende, Mængden er uvidende. Dette er dog vel soleklart, thi ellers vilde jo følge, at ethvert Msk. var vidende om Alt. Just fordi dette ikke er saa, just derfor har ell. burde ethvert Msk. have sin Gjenstand, den være nu stor ell. lille, indviklet og vanskeligell. mindre vanskelig, hvorom han er vidende, saa han er Læreren og de Andre, Mængden, Pluraliteten de Lærende, og saaledes os alle rundt, hver har sin Gjenstand. – Men hvad gjør nu Journal-Pressen? Den meddeler Alt hvad den meddeler (Gjenstanden er ligegyldig, Politik, Critik o: s: v:) saaledes som var det bestandigt Mængden, Pluraliteten o: s: v: der var vidende. See derfor er Journal-Pressen det fordærveligste Sophisme der er opkommet. Man klager over, at der stundom staaer en enkelt usand Artikel i et Blad – ak, hvilke Smaating, nei hele denne Meddelelses væsentlige Form er et falsum. I Oldtiden smigrede man reent sandseligt Mængden ved Hjælp af Penge og Brød og Circenses – Pressen har aandeligen smigret Mellemclassen – Vi trænge til pythagorisk Taushed. – Der behøvedes meget mere Afholdenheds-Selskaber i Forhold til ikke at læse Blade, end til ikke at drikke Brændeviin. – Det latterlige i at »Fædrelandet« vil være Aristokrat – og saa være Journal. Nei vil Udgiverne være Aristokrat saa maa han lade Bladet gaae ind. At være Aristokrat blandt Journalister er ligesom at være Aristokrat blandt Lazaroner.

NB2:27

#

Et Lands meest begavede Hoveder blive efter en møisommelig Dannelse og Udvikling og efter en saa i længere Tid fortsat Flid endeligen Forfattere – og Forfattere af Bøger. Men Bøger læses kun meget lidt i Landet. Dag-Pressen derimod har hele Udbredtheden, og læses af alle. Her er det nu at alle disse, i Ideens Forstand, hjul og skjæv-benede, klump og platfodede, item klatfingrede, halvfjantede men svinepolidske rejicerede Subjektera ere i travl Virksomhed og deres Raisonements læses af Alle. Pro dii immortales! Dersom der ombord paa et Skib, kun var een Raaber, og den havde Koksmaten bemægtiget sig, hvilket alle fandt at være i sin Orden. Alt hvad nu Koksmaten havde at meddele (»kom Smør i Spinaten«, ell »det er godt Veier idag«, eller »Gud veed om der ikke er noget galt nede i Skibet« o: s: v:) meddeltes gjennem Raaber, men Captainen maatte commandere ved Hjælp af sin blotte Stemme, thi hvad Captainen havde at sige var ikke saa vigtigt, ja Captainen maatte tilsidst bede Koksmaten at hjælpe ham, for at Captainen kunde blive hørt, naar Koksmaten var saa god at »referere« Commandoen, som rigtignok stundom ved at gaae igjennem Koksmaten og hans Raaber blev reen gal, i hvilket Tilfælde da Captainen forgjeves anstrængte sin Smule Stemme, da Koksmaten ved Hjælp af Raaberen blev hørt. Tilsidst tiltvang Koksmaten sig Herredømmet, fordi han havde Raaberen. Pro dii immortales.

a , under Navn af Journalister,

NB2:28

#

Regjeringen kan ikke give et Forbud mod de naturlige Kræfter som en Mand er i Besiddelse af, men den kan forbyde at have Skydegevær, fordi dette er meget for stærkt og mere end menneskeligt. Saaledes kan Regjeringen ikke forbyde Talens Meddelelse, det er Guds Gave, men den kunde godt forbyde Dag-Pressen, fordi den er et altfor uhyre Meddelelses-Middel. Man kunde tillade Avertissementer at trykkes, men paa ingen Maade Raisonements i Dag Pressen.

NB2:30

#

Mit Bestik og min Betragtning af Tilværelsen er i dette Øieblik saa correct som den aldrig har været. Jeg forstaaer mig ganske selv i at maatte blive Offer for hvad der i Sandhed er Sandhed. Men hvor underligt har ikke Styrelsen ført mig for at udvikle mig dertil. Hvor langt fra, at jeg saaledes var klar da jeg begyndte, hvor langtfra at jeg drømte om at faae en saadan Betydning, jeg som med min ved den sørgeligste Katastrophe forøgede indvortes Lidelse intet mindre tænkte paa end paa at blive noget Stort, hvad dog Styrelsen vil gjøre mig til, om ikke i den Forstand, at det frister verdsligt.

NB2:31

#

Min Afskeds-Replik i Døden:


»lad mig nu see, at I, som have levet samtidigen med mig, pynter min Grav og siger: dersom vi havde levet samtidigen med ham, da skulde han ikke være bleven saaledes behandlet.«

NB2:32

#

Forholdet mellem Dag-Pressen og Forfatterne er følgende. En Forfatter skriver en consequent og sammenhæng[en]de klart gjennemtænkt Fremstilling af een eller anden Tanke.a Dette læser Ingen. Men en Journalist tager saa i en Anmeldelse af denne Bog Anledning til i en Halvtimes Tid at skrive noget Sludder sammen, som han udgiver for Forfatterens Bog – dette læser Alle. Man seer en Forfatters Betydning i Tilværelsen, han er til, for at en Journalist kan faae Anledning til at skrive noget Sludder, som alle læse. Havde Forfatteren ikke været til havde Journalisten ikke faaet denne Anledning – ergo er det af Vigtighed at der er Forfattere til.

a – Frugten maaskee endog af flere Aars Arbeide.

NB2:33

#

Skal dette være Loven for det Sande, at det er hvad de fleste kan forstaae, saa er eo ipso Sandheden forraadt; thi de fleste Msker ere netop i det Tilfælde at de ville behøve temmelig lang Omdannelses Tid for at kunne komme til at forstaae det Sande. Som en Følge deraf, er hvad de Fleste kan forstaae eo ipso Galimathias. Man bør derfor tale saaledes: hvad de Fleste strax og udenvidere kan forstaae, det er, upaaseet, Sludder og Galimathias. Derpaa følger den næste Tanke: hvad de Fleste ansee for Galimathias det kan være Galimathias, men det kan ogsaa være det Sande. Sandheden er altid kun at finde i Minoriteten, uden at deraf følger, at Minoriteten altid er i Sandheden.

NB2:34

#

Men hvorfor skriver jeg ikke alt dette om Dag-Pressen i en – Journal, ell i en Bog, som jeg sørger for at faae Udbredelse? Ak, hvor mange ere dog i hver Generation egl. Dialektikere! Nei, dersom jeg gjorde det, saa fik jeg Tilhængere, og fik det Hele sluddret ind i den gl. Slendrian. Saa længe jeg lever, handler jeg, ved at ægge mod mig indirecte, og saa tie. Naar jeg saa er død, saa vil min Consequents staae ganske anderledes klar og kunne give ganske anden Fart til min Efterfølger – hvis det behager Styrelsen at bruge min Existents. Andet kan jeg ikke gjøre end med en Ro og Besindighed som var jeg i Evigheden, at indrette Alt saa consequent som det er mig muligt, og saa overlade til Styrelsen, om den vil bruge mit Liv.


#

NB2:35

#

I 📖 Evangeliet paa første Pintsedag (af Joh: Ev:) læses: Dette sagde jeg Eder forud, at I ikke skulde forfærdes.

Themaet kunde blive


Forholdet mell. den første og den

sidste Underviisning i Livet


Den første Underviisning er egl. blot en Forudsigen om hvad der vil hænde. Dette er Underviisningen i Phantasie-Mediet, der blot lærer det Gode, men ikke ret er opmærksom paa den Dialektik der indtræder i det Mediet selv (Virkeligheden) bliver dialektisk.

Den sidste Underviisning er i Virkelighedens Medium, i Virkelighedens Fare o: s: v:.


#

NB2:36

#

Taalmodighed, Tro, Ydmyghed o: s: v: kort alle christelige Dyder i den u-virkelige Fare (naar Msket nemlig skulker sig fra at komme ud i de rette Afgjørelser, ikke vil tage Virkelighedens Styrtebad, saa han virkelig bliver forhaanet, virkelig savner det Nødvendige, virkelig bliver hadet af Verden o: s: v:) er ligesom Heltemod i Fredstid; det er som hvis en Krigsmand paa Fælleden og i et af Fælledens fredelige Foretagender med at indtage Vibenshuus, vilde sætte et lige saa martialsk Ansigt op, som 👤Daniel Rantzau i Slaget. Det Comiske: det martialske Ansigt – og Faren er en Narrestreg, en Indbildning, en Theater-Decoration. Børn lege Soldat, i Freds-Tider leger man Krig, og de fleste Msker lege Religieusitet.

NB2:37

#

Man gjør sjeldent noget Forsøg paa ret at forstaae, hvorledes det gik til at Christus (hvis Liv i en vis Forstand umuligt kunde collidere med Nogen, da det intet jordisk Formaal havde) endte med at blive korsfæstet. Man frygter maaskee for at faae at vide, hvilket Beviis for Verdens Ondskab deri ligger. Saa lader man som var det Christus selv og Guds Styrelse, der styrede saaledes. (Her lærer man forøvrigt, hvad al den Sludder har at betyde om, at man ikke maa vove sig ud i Afgjørelser, men vente paa – at de komme til En, da det Første er: at friste Gud. Mon da Χsti Liv var eet eneste Forsøg paa at friste Gud?). Men det er dog vel begge Dele. Det at Christus var villig til [at] offre sit Liv, betyder dog vel ikke at han søgte Døden, ell. tvang Jøderne til at slaae ham ihjel. Χsti Villighed til at ville offre sit Liv indeholder blot en Opfattelse af Verden: at den var saa ond, at ubetinget den Hellige maatte døe – hvis han da ikke vilde see at blive en Synder ell. en middelmaadig Person – for at gjøre Lykke i Verden. Men det er utroligt, saa lidet Mskene have Forestilling om en væsentlig Anskuelse af Tilværelsen. De føre deres Liv paa en Narrestreg. De gaae ud i Livet og sige: maaskee bliver jeg noget Stort, maaskee bliver [jeg] til Ingenting, maaskee bliver jeg endog forfulgt. Hvilken Taabelighed. Behag blot at vælge, saa behøver Du ikke gjette, Tilværelsens specifike Forhold lade sig ypperlig beregne. Vil Du ubetinget vove Alt for det Gode – saa bliver Du forfulgt, ubetinget forfulgt, tertium non datur. Vil Du prutte: ja saa kommer Du rigtignok til at leve paa en Narrestregs Uvisse, thi saa er det muligt, at Du bliver til noget Stort, men det Modsatte er ogsaa muligt. See derfor skulle alle I kloge Præster hell. ligefrem sige: den vigtigste Betragtning af Tilværelsen have vi udeladt og afskaffet, det vi præker er Leveviisdom og Spidsborgernes Evangelium, især begeistrende for Lotterie-Spillere.

Χsti Død er Produktet af to Faktorer, og Jødernes Skyld, item Verdens Ondskab overhovedet constateret. Da Χstus var Gud-Msket saa kan det at han blev korsfæstet ikke betyde, at Jøderne tilfældigviis den Gang vare demoraliserede, og at Χstus saaledes kom, om jeg saa tør sige, i et uheldigt Øieblik. Nei Χsti Skjebne er et Evigt, angiver Mske-Slægtens Vægtfylde, det vil gaae Χstus til enhver Tid saa. Χstus kan aldrig udtrykke noget Tilfældigt.

See, nu var det en passende Opgave, at vise, hvorledes Jøderne kunne blive saa opbragte. Men, som sagt, det krymper man sig ved, man frygter maaskee at faae for meget at vide som fE at man selv verdsligt er høit paa Straae skulde blive et Indicium mod En.

Distance-Theologien


#

NB2:38

#

Gud har egl. meent, at Msket skulde tale den ene med sin Naboe og i det Høieste med nogle flere Gjenboer. Større er Msket ikke. I hver Generation lever der nogle faae, som ere saaledes begavede og saaledes modnede, at det lader sig høre, om de brugte et saa uhyre Meddelelses-Middel som Pressen er. Men at snart Enhver, og især alle Stymperne bruge et saadant Meddelsesmiddel – i Forhold til at have Intet ell. Sludder at meddele: hvilken Uproportionerethed.

NB2:39

#

Det er meget betydningsfuldt m: H: t: den verdenshistoriske Tankes Retning, at hvad der beskæftigede Oldtiden saa meget: Præexistents, det er i Χstd. blev[en] Postexistents. Hedninge recurrerede til Præexistentsen for at forklare Tilværelsen, den Χstne til Postexistentsen. Dette hænger sammen med det Futuriske i Χstd. og det Præsentiske i Hedenskabet.


#

NB2:40

#

Det er et ganske fortreffeligt Ord af 👤Jordano Bruno: Gud ligner ikke en Mand, der kan spille paa Cithar, men ingen Cithar har. Det betegner aldeles ypperligt Forholdet mellem Guds Kunnen og Guds Udføren.

NB2:42

#

En begeistret Yngling vil mange [Gange] gribe feil, indtil han lærer at omdanne sin Forestilling om Verden. Naar Verden arbeider ham imod, saa vil han troe, at dette ligger i, at hans Gjerning dog ikke er ædel og uegennyttig nok. Saa vil han da anstrænge sin Begeistring til den ædleste og uegennyttigste Opoffrelse – og saa vil Verden arbeide ham endnu mere imod. Thi Misforstaaelsen er, at for at vinde Verdens Bifald og Kjerlighed, maatte han netop omvendt see at blive lidt slyngelagtig. Hvor skulde Verden, som selv i sit Væsen er lidt mere end slyngelagtig, beundre den ædle Uegennyttighed, nei den beleer den, ell. hader.

NB2:43

#

Naar Forholdet er dette, at jeg er mig bevidst, at det jeg har gjort er noget ulasteligt, og Mskene da angribe mig,a da kan det være i sin Orden at retfærdiggjøre sig i Ord. Men naar min Dom om min Handling, mskligt talt, er, at jeg er mig bevidst ubetinget uegennyttigt og opoffrende at have gjort en Velgjerning mod Msk., og de da anklage det som en Forbrydelse: da kan jeg ikke ville retfærdiggjøre mig. Der ligger en Art Afsindighed imellem os. Afstanden fra det Ulastelige, det Tilladelige til en Retfærdiggjørelse er dog ikke uproportioneret; men Afstanden fra en Velgjerning til en Retfærdiggjørelse for den er uproportioneret, er Afsindighed.

a som var det en Forbrydelse jeg havde gjort

NB2:45

#

Just som jeg vilde nedlægge Dictaturet i 📌Kiøbh:, indløb Ordre paa at optræde i en ny Rolle: den Forfulgte. Jeg skal bestræbe mig for at spille lige godt. Man har sagt det skulde ikke kunde lykkes i vor Tid at blive forfulgt. Vi ville nu see; men det er jeg vis paa; naar det saa er lykkedes mig, saa vil Mskene sige, det er han selv Skyld i – og det er de samme Msker der gjøre den Indvending mod vor Tid, at man ikke engang kan blive forfulgt. O, menneskelige Dumhed hvor er Du saa umenneskelig!

NB2:46

#

Man kan egl. ikke fortænke Mskene i, at de, hver Gang »en Brems« (👤Socrates) ved sin egen anstrengede Existents udvikler en Fordring til dem, at de saa stride imod. Dog er denne Kamp egl. ikke for Arne og Alter, men vel for Sopha og Sengested.

NB2:47

#

Vi tænke os en begeistret Kunstner, men en Yngling. Han udfører et fortræffeligt Arbeide, men see, det møder kun Modstand og Angreb. Han tænker det er vel en streng Dom, men dog retfærdig. Hvad gjør han saa? Han anstrenger sig anden Gang, og udfører et endnu fortræffeligere Arbeide. Men see Modstanden bliver endnu større. Ak, han mærker ikke, at det er Misundelsen han strider med, og arbeider ham imod, og at Modstanden derfor ganske rigtigt vilde blive endnu større, hvis Arbeidet blev end fortræffeligere. Den begeistrede ædle Yngling kan ikke forstaae det. Og det er smukt af ham, vi prise ham derfor; men vi kunne desto værre let forklare det, og turde hell ei fortie det, hvis vi skulde veilede ham.

NB2:48

#

Mit Liv er ganske lagt an paa, med en Torn i Kjødet – at naae hvad jeg aldrig havde drømt. Men Spørgsmaalet, som jeg i sin Tid og af og til maa gjøre, er, om jeg ikke skulde samle min Opmærksomhed paa om muligt at faae Tornen ud af Kjødet. I saa Fald vilde jeg i endeligere Forstand blive lykkeligere, men være tabt i uendelig Forstand. Har jeg saa Lov dertil, selv om det var muligt, hvad jeg betvivler.a See derfor er jeg langt fra med høitflyvende Ideer at have vovet mig ud til at være noget Stort. Ak, Tornen i Kjødet har dog engang for alle i endelig Forstand knækket mig – men uendeligt springer jeg desto lettere. Skulde dette maaskee ikke være rigtigt. Skulde Gud maaskee hell. vilde et Msk., der sygeligt sidder og slikker ved Tornen, og hverken bliver rask ell. uendeligt hjulpen. Men der gives en Art Pietisme der er en sørgelig Aands-Askese, den troer at Tornen i Kjødet blot gives et Msk. for at han skal sidde klynkende og see Tornen, istedenfor ved Hjælp af Tornen at svinge sig høiere; thi det er saa, hvor underligt det i en vis Forstand er: ved Hjælp af Tornen i Foden springer jeg høiere end nogen med sunde Fødder.

a – og i min tidligere Ungdom har jeg jo ogsaa gjort Forsøg i den Retning.

NB2:49

#

Men hvortil saa alt Dette? Først i menneskelig Selvfornegtelse at fornegte Alt hvad ellers et Msk. sandseligt og sjæleligt har kjert, og saa i christelig Selvfornegtelse at høste til Løn derfor Haan, Foragt, Forfølgelse, Døden? Er det dog ikke Galskab? Hvad skal det føre til, hvorfor gjøres det, hvad er der at vinde? Ak, ja det er kun altfor vist, at Christendommen i disse Tider aldeles har tabt Evighedens Basis, ell. som en Maler vilde sige det, har tabt den maleriske Grund, alt er blevet flakt. Den useligste af alle fixe Ideer er den at det aldeles dvask har sat sig fast i alle Msker, at vi nok saadan Alle blive salige. Vilde jeg saa sige »troer Du da ikke at der er en evig Fordømmelse«: saa svares der strax at det er Hovmod naar det enkelte Msk. vil mene, at han bliver salig og Andre fordømte. Vil jeg saa sige »at Christus jo siger det«, saa har man ved Hjælp af Critiken faaet 📖 Bibelen bort.

Hvad skal jeg saa sige? Jeg vilde sige til den Enkelte: gjør dette Forsøg, luk Dit Øie, lad Dig ikke forstyrre af noget eneste Mskes Tale ell. Tanke, tænk saa det Evige, Gud, Din egen Skyld, og Du skal see, Du faaer ingen Ro, førend Du er villig til at lide Alt, offre Alt, det vil være Dig klart, at Du maatte blive evig usalig hvis Du ikke gjorde. – »Jeg kan det ikke anderledes« er egl. til Sidst det Eneste der er at sige. Hvad enten saa Alle blive salige ell. usalige, om saa Alle der vælge Jordens Goder og leve i de glade Dage blive salige ell. ikke, jeg kan det ikke anderledes.

Men vil man saa sige, saa er det jo Selvplagerie saaledes at lukke sit Øie, naar man dog maaskee kunde have det saa godt og alligevel blive salig, det er jo dog egl. Selvplagerie at udvikle den høieste Forestilling i sig selv, fordi den gjør Livet saa besværligt. Dertil svarer jeg: holdt dette er en Selvmodsigelse, det kan aldrig være Selvplagerie – at udvikle i sig den høieste Forestilling. Og endeligen svare[r] jeg: jeg kan det ikke anderledes.

NB2:50

#

I Samvittigheden har Gud faaet Øie paa mig, og nu er det gjort mig umuligt, at glemme at dette Øie seer mig. Det at Gud saae paa mig gjorde at jeg maatte see og maa see paa Gud.


#

NB2:51

#

Hvor ofte har jeg dog ikke betænkt, hvilken Plage vi Msker maae være for Gud, at vi saaledes falde ham til Besvær med vore Smaa-Sorger og Smaa-Glæder, vil at han skal glæde sig med os, naar vi takke ham for det Gode. Hvad er dog et Msk, at Du kommer ham ihu. Men staaer man og prædiker om den Pligt at bede til Gud, var det dog ikke rigtigere, at foreholde Mskene, hvilket uhyre Prærogativ: at kunne faae Gud i Tale.

NB2:52

#

En Kunstner, en Digter, en Videnskabsmand o: s: v: kan godt leve hele Livet igjennem beundret, og det er tilfældigt, om en saadan forfølges ell. forhaanes. Enhver Saadan forholder sig som Differents til det Almene-Msk, og hans Frembringelse berører ikke væsentligen Existentsen, da den er i Phantasie-Mediet. Men en Ethiker maa væsentligen blive forfulgt – ell. er han en maadelig Ethiker. En Ethiker forholder sig til det Almene-Msklige (altsaa til ethvert Msk, og ligeligt, ikke som Differents) og han forholder sig til den msklige Existents som en Fordring. Dersom da en Ethiker seer, at man vil beundre ham (hvilket er aldeles rigtigt i Forhold til en Digter, Kunstner o: s: v: da Forholdet er til Differents), saa maa han selv indsee, at dette er et Bedrag, en Usandhed. En Ethiker skal Mskene ikke beundre, men ved ham skal de fremskyndes til det Ethiske. I samme Øieblik som Mskene faae Lov at beundre en Ethiker gjøre de ham til Genie, ɔ: til Differents – og dette er just, ethisk, det rædsomste Bedrag, thi det Ethiske er og skal være det Almene-Msklige. En Ethiker maa bestandigt fastholde og indskærpe, at ethvert Msk. kan lige saa godt som han. See nu bliver Forholdet forandret. Istedenfor at fordre Menneskenes Beundring (hvad Menneskene endda ikke ere saa uvillige til, især naar det convenerer deres Magelighed, som ved at sige: han kan sagtens han er Genie o: s: v:) fordrer han Existents af dem. Saa blive de vrede. De ville gjerne beundre ham for at blive ham qvit ɔ: Braadden i hans Existents, men det Humane i ham, at han siger: ethvert andet Msk. kan ligesaa godt som jeg – det er det, som bliver forhadt, som gjør at Msk. ville have ham bort.

Og deraf kommer det igjen, at naar han saa er død, saa ære de ham; thi nu er Braadden tagen fra ham, som ligger i Samtidigheden. Hvad der er Indvendingen mod en saadan Ethikers Liv saa længe han lever, det Samme er Lovtalen over ham, naar han er død. Giver Ethikeren efter saa længe han lever, saa synes Verden et Øieblik godt derom, men det varer ikke længe førend den selv siger at det dog var Svaghed af ham – saa megen Forstand har Verden dog paa det Ethiske. Men vil han ikke give efter, saa forbittres Verden men, naar han er død, siger den samme Verden: det var dog rigtigt af ham.

NB2:53

#

Det, fra Fødselen ell. fra sin tidligste Tid af at være saaledes udseet til Offer, være saaledes og saa smerteligt stillet uden for det Almene, at ubetinget Enhver vilde have Medlidenhed med ham (thi medens ellers Mskene have travlt for at klage over Mskenes Mangel paa Medlidenhed, saa er en Saadan kun altfor sikker paa den): er det Dæmoniskes Begyndelse. Men nu beroer det paa, om en Saadan er ond – ell. god. Er han ond saa bliver han en 👤Gloster, hader og forbander Tilværelsen, hævner sig paa det Almene-Msklige. Er han god saa vil han netop gjøre Alt for andre Msker, hans Liv vil veemodigt tilfredsstille ham som en Opoffrelse, dog har ogsaa han eet Vilkaar, som han gjør, ell. om han end ikke gjør Gud Vilkaaret, saa takker han dog Gud hvis det lykkes ham: at skjule sin Elendighed, at undgaae at blive Gjenstand for Medlidenhed. O, der er maaskee af alle Lidelser ingen saa martrende som den at være udseet til Gjenstand for Medlidenhed, Intet der saadan frister til at oprøre sig mod Gud. Man tænker i Almdl. at en Saadan er sløv og indskrænket, ak, det var ikke vanskelig at vise, at dette just er Hemmeligheden der stikker under i flere af de eminenteste verdenshistoriske Aanders Existents. Men dette holdes skjult, og det kan lade sig gjøre, thi det er som vilde Gud sige til et saadant Msk, naar han forøvrigt bruger hans eminente Gaver i det Godes Tjeneste: jeg vil ikke at Du skal ydmyges paa den Maade for Msk., at Du skal priisgives i denne Din uforskyldte Elendighed, men i Forhold til mig skal den hjælpe Dig til at blive Din Intethed bevidst.


#

NB2:54

#

Man taler om den Pinsel at blive stegt ved en langsom Ild: det varer dog vel ikke Aar ud og Aar ind som det at blive langsom opædt af Misundelsens Utøi. Den danske Misundelse er væmmelig, og der er snart ikke Mange tilbage uden at de ere inficerede af den og med at gnave paa En. Misundelsen i de Forskjellige yttrer sig forskjelligt Stikket og Biddet er forskjelligt ligesom der jo er Forskjel i Utøi. Det er ogsaa forskjelligt det Stykke af Ens Kjød saa at sige som den enkelte Art Utøi søger – men jeg som er og bliver dens Offer, jeg maa holde det ud. Jeg staaer ved mit Bud. Nogles Misundelse tilfredsstiller det, at forhaane mig, udgrine mig hvis det var muligt, frækt i Tillid til at de ere den offentlige Menings Redskaber, thi det er jo Pressen der har beordret det. Andre tilfredsstiller det at see paa og gotte sig ved, at jeg bliver forhaanet. Andres Misundelse tilfredsstiller det at have lidt Medlidenhed med mig, at kunde sige om mig: den Stakkel – og altsaa føle sig selv i samme Øieblik. Nogle misunde mig mine Penge – hvorfor skal han have mere end vi? – Andre mine Evner – slaae ham ihjel – dog nei mishandl ham – Andre min Flid og Arbeidsomhed, hvorfor skal han være flittigere end vi!

I 5 paa 6te Aar har jeg nu arbeidet som Forfatter. Der [er] litterairt saa godt som ikke sagt eet eneste Ord om mig. Alt tier. De der forstaae dog nogenlunde at entrere og forsaavidt at vurdere: de tie af Misundelse. Og imidlertid triumpherer Pøbelagtigheden, saa jeg neppe lever een eneste Dag, uden een af disse Frækhedens Overhalinger.

Var det literaire Angreb, var det maaskee noget Uheldigt jeg havde præsteret, nu vel jeg kunde jo saa see at præstere noget Bedre. Ak, derom er aldeles ikke Talen. I Grunden er det skjult anerkjendt, at jeg har Fortjeneste, just derfor vedbliver Misundelsen saa lystigt at rase. Med hver ny Præstation – netop naar den duer Noget og bevarer min Distinction, gydes blot Olie i Ilden. Dersom man her hjemme var af den Mening, at jeg ikke var den Fortrinlige, saa vilde naturligviis Forhaanelsen ophøre, man blev snart kjed af at forhaane – en Ubetydelig. Men saa er det jo umuligt for mig at standse denne Misundelse.

Saaledes lever jeg i egl. Forstand berøvet almdl. Msk-Rettigheder, som Enhver kan fordre det i en Stat. Den ringeste Skriver i et Contoir, enhver Børstebinder føler Alvoren af sin Existents, og Statens Bevidsthed sanctionerer den som Alvor. Kun min Existents er Nonsens. Om jeg spillede og horede og svirede hele Dagen igjennem, det vilde man tilgive mig – men hvilken Forbrydelse at anvende sit otium vel; hvilken Forbrydelse at vedgaae at der er noget Høiere til end et Levebrød, – thi havde jeg blot et Levebrød, saa var jeg en alvorlig Mand. At være Pøbel-literaturens Forfatter det er en alvorlig Existents – tjener ikke en saadan Usling Tusinder. At være Pøbel-literaturens Forfatter det er Alvor, hvad kan en Forfatter mere ønske end at man tager efter hvad han skriver – og det gjør 📌Kiøbenhavn.

Kun min Existents er Nonsens – i Kjøbstaden 📌Kiøbh:. Der er i dette Øieblik maaskee ikke Ti, som paaskjønne hvad jeg høimodigt har gjort for om muligt at gjøre en Ende paa Pøbelagtighedens Tyrannie. Man finder det forholdsviis dog ret godt, at den synes lidt svækket. Men at det er mig der har saa afgjørende bidraget dertil, det betænker man ikke, thi til Takke for min Opoffrelse har jeg vendt Misundelsen mod mig.

Men hvor underligt gaaer dog ikke min Ungdoms mørke Drøm i Opfyldelse, og derfor hvor hjemmelig føler jeg mig ikke i den! Sæt jeg havde giftet mig, sæt [det] havde kunnet lade sig gjøre! Nei om det var nu i dette Øieblik jeg skulde handle, jeg vælger igjen glad Vilkaaret, det eneste som tilfredsstiller mig. –

NB2:55

#

Som hvis man satte en Fisk i Vand, der havde en den unydelig Tilsætning, saa den ikke kunde aande deri saaledes lever jeg paa en Maade. Man har inficeret mig den atmosphæriske Luft. Det jeg i Forhold til mit Tungsind og min uhyre Arbeiden behøvede for at hvile var Eensomhedens Situation i Mængden. Saa jubler jeg. Den kan jeg ikke faae mere. Nysgjerrighed omgiver mig over Alt. Jeg reiser 5 Miil ned til min kjære Skov-Egn, for at søge den ligefremme Eensomhed: ak, overaldt Nysgjerrighed. Disse kjedsommelige Msker, som ere ligesom Fluer, der leve af Andre.

Jeg veed nok, at 👤Heiberg og Saadanne christeligt forklare min megen Gaaen paa Gaden af Forfængelighed – at det er for at vise mig. Mon det da ogsaa er for at vise mig, at jeg gaaer om muligt endnu mere i Berlin, hvor ikke en Sjel kjender mig?


#

NB2:56

#

Ganske rigtigt.Mine 📖 opbyggelige Taler i forskjellig Aand synes Folk om, især de Sidste, og hvorfor? fordi de ere smaae, og fordi det Hele i Sammenligning med hvad jeg ellers har leveret, er Lidt. See derom dreier det sig. Skillings-Literatur. Den 📖 store Bog om 👤Adler har jeg holdt tilbage, og Mskene blive nu dybsindige Critikere ved Hjælp af et Sandsebedrag – de see kun en lille Bog, ergo har jeg anvendt hele Tiden paa den, ergo er den overordl. udarbeidet. – Ak, jeg formelig tvinges til at skjule hvad jeg formaaer. Lader jeg mig igjen mærke med min virkelige Vingestrækning, saa begynder Sluddren igjen om at jeg jadsker. Usle Kjøbstad! Og i dette Vrøvl deeltager 👤Heiberg og saadanne Folk – fordi han selv er Skillings-Forfatter, og derfor maa holde over, at en stor Præstation overhovedet er Jadsk, især da fuldført i saa kort Tid.

NB2:58

#

Det er meget ypperligt hvad 👤Campanella siger: Das Nichtseyn besteht aus den drei Principien der Onmacht, der Unwissenheit, und des Hasses.

👤Carrierep. 567.


#

NB2:59

Einsam und nicht allein, frei und gebunden,

Ein stummer Rufer, ohne Schwert ein Held,

Ein Thor dem todten Auge niedrer Welt,

Ein Weiser bin ich vor dem Herrn erfunden.


Es heilt der Seele Lust des Leibes Wunden,

Und ob mich Erdenmacht gefesselt hält,

Ich schwinge mich empor zum Sternenzelt

Von Kerkerqual im Aether zu gesunden.


Ein schwerer Krieg ist echter Tugend Spiegel,

Kurz ist die Zeit, denkst Du der Ewigkeit,

Du bleibest gern in selbsterkornen Banden.


Ich trag' auf meiner Stirn der Liebe Siegel,

Vertrauensvoll zu landen mit der Zeit,

wo ohne Wort ich immer bin verstanden.


👤Campanella.

NB2:60

#

Det er dog egl. et Udtryk for den fortvivlede Energie med hvilken 👤Napoleon levede, at han altid gik med Gift hos sig. Imidlertid er det dog Noget i Sammenligning med den dyriske Dvaskhed og Vane-Tryghed hvori de fleste Msker hendøse – indtil de døe. – Egl. er det ikke Umagen værd at bryde sig om andre Msker end saadanne der have offret deres Liv for en Sag, ell. idetmindste have haft religieus ell. fortvivlet Energie nok til hver Dag at betænke Døden.

NB2:61

#

Vil Du være og forblive begeistret saa træk strax Skalkagtighedens (Ironiens) Silke-Gardin for, og vær saa begeistret i det Skjulte. Eller sæt Speilglas i Vinduerne, saa Din Begeistring er skjult, fordi Nysgjerrigheden og Misundelsen og Tilhænger-Deeltagelse kun seer sit eget Fjæs. Der er overhovedet intet saa sikkert Skjulested for Inderlighed som det bag Speilglas. Og dette lader sig gjøre, naar Du øver Dig i let og behændig og reflexions-correct , just som Speilet gjør, i Omgang med ethvert Msk. at forvandle Din phænomenale Optræden i Forhold til hans, saa intet Msk. kommer til at tale med Dig, men bestandigt kun til at tale med sig selv – uagtet han troer at tale med Dig.

NB2:62

#

Det ender dog med at jeg styrter. Og naar jeg saa er styrtet, naar man saa bliver opmærksom paa, at der dog burde være gjort Noget for mig, fordi min uhyre anstrengede Existents endnu engang blev forøget ved Udsigt til Bekymring for mit Udkomme – saa vil man atter ikke forstaae mig. Man vil sige: men hvorfor talte han da ikke, han som saa let kunde have opnaaet Noget, hvorfor taug han, og lod som var Verdens Vrøvl den eneste udvortes Fare han havde med at gjøre. Ja hvad forstaaer Mskene! Nei, en Philosoph kan døe, men han kan ikke tale; en Philosoph kan døe for sin Consequents men han kan ikke være inconsequent. Just min Taushed, hvorved jeg blev i Uendeligheden, var min Styrke – blot et Ord, saa var Kraften gaaet fra mig. Er dette en Feil, saa har jeg min Storhed paa samme Punkt som min Feil. Men saaledes er jeg opdragen, og saaledes har jeg forstaaet Tilværelsen.

Just dette hørte med til min Arbeiden, at give det Udseende af som levede jeg i Overflod. Netop derfor blev jeg anseet for at mangle Alvor, – jeg havde jo heller intet Levebrød. Dette er igjen indirecte et dømmende Moment i min Existents. Men jeg har Intet sagt – jeg har blot handlet ved selv at existere uendeligt.

NB2:63

#

Det var engang mit eneste Ønske at blive Politie-Embedsmand. Det synes mig en Opgave for mit søvnløse intriguante Hoved. Jeg forestillede mig at der, blandt Forbrydere, var Folk at stride med: kløgtige, kraftige, durchdrevne Karle. Senere har jeg indseet, at det var godt, at jeg ikke blev det, thi Politiets fleste Sager er Jammer og Elendighed – ikke Forbrydelser og Skurke. Det dreier sig om 4 ß og om et sølle Skrog.

Saa var det mit Ønske at blive Præst. Men gaaer det ikke her lige saa. Hvor faae ere ikke egl. de Msker, som have sand religieus Trang. De fleste Mskers Sorger og Elendigheder ere reent jordiske – men dette er for løs en Grund til derpaa at kunne anbringe det Religieuses Dunkraft. Skaf os det Nødtørftige, skaf os Penge, skaf os et Levebrød o: s: v: det er Sorgen – og det er Trøsten der søges. Ak, atter her dreier det sig vaudevilleagtigt om 4 ß, og altsaa comisk om: at skulle løfte Ubetydeligheder ved Hjælp af Dunkraft.

Man har da i denne Henseende Intet at forudsætte, og maatte egl. begynde med om muligt at udvikle Trangen; men atter dette er lige saa vanskeligt, da de Fleste hell. ikke have Trang til at faae Trangen udviklet.

NB2:65

#

Af et Forord til 📖 Kjerlighedens Gjerninger.


Hiin mægtige Keiser i Østen meente at skulle udføre saa mange og saa store Bedrifter, at han maatte tage mange Skrivere med sig, for at Fremstillingen kunde blive fuldstændig og nøiagtig. Saa havde det vel og ladet sig gjøre, hvis det var blevet til Noget med Keiserens mange og store Bedrifter, og hvis han ellers havde taget et tilstrækkeligt Antal Skrivere med sig. Men den christelige Kjerlighed! Den er saa ganske uliig hiin mægtige Keiser i Østen, den har mindst af Alt nogen Forestilling om sig selv som skulde den være istand til at udføre Bedrifter, og er derfor mindst af Alt betænkt paa at have Skrivere med sig. Den christelige Kjerlighed er saa ganske uliig hiin mægtige Keiser i Østen, thi den har netop Lykke og Velsignelse til at udføre Bedrifter, som ikke alle Verdens Mægtige tilsammen har udført, saa mange og saa herlige. Den christelige Kjerlighed er saa ganske uliig hiin mægtige Keiser i Østen, den forbliver selv fromt uvidende om sine Gjerninger, og kan derfor mindst af Alt i noget Øieblik føle Trang til en Skriver, der skulde optegne – hvad jo just Kjerligheden glemmer. Og dog har selv den ringeste Kjerlighedens Gjerning væsentligen den Egenskab, at den er ikke til at beskrive, ell. at den er ubeskrivelig.

NB2:66

#

Ingen By i 📌Europa vil kunne demoralisere i den Grad som 📌Kiøbh. Dette ligger i at 📌Kiøbh. er uden comparativ Maalestok med andre større Byer – fordi den er den eneste i et Land, den eneste i et Sprog – og i et Land der aldeles gaaer op i 📌Kiøbhv., fordi det ikke en Gang har Landbo-Aristokratie (som Sverrig fE). Enhver stor By, der bliver sig bevidst som en lille Deel i et stort Land maa for en Skam Skyld holde lidt paa Undseelse og Velanstændighed – thi de andre Byer faae det jo dog at vide. Men i Kiøbhv. der kan Demoralisationen sige (ligesom Daaren i Davids Psalme): Ingen seer mig. Naar vi nemlig Alle ell. Pluraliteten i denne eneste Landets Smule Stor-By ere inficerede og vi saa blive enige om mere og mere at overgive os til alle disse væmmelige Misundelsens, Dumhedens, Kjøbstads-Aandens Lidenskaber: saa seer Ingen os.

Fremdeles dersom en Enkelt der levede i en større By i 📌Europa blev der et Offer for Misundelsens Lumpenhed: saa vilde han, da han som Forfatter, Kunstner o: s: v: tilhørte hele Landet kunne gaae til en anden stor By i samme Land. Og hvem vilde saa lide derved? Ganske rigtigt den By, i hvilken han før havde levet. Men 📌Kiøbhv. kan man ikke forlade uden at forlade 📌Danmark, dansk Sprog, Nationalitet. Men dette er aldeles uproportioneret. Herved kommer igjen 📌Kiøbhv. i Fordelen – forsaavidt der er Tale om Held og Lykke til totalt at demoralisere. Istedenfor selv at indsee og betænke, hvor lille Landet er, og hvor forsigtigt det burde være med hvad det har af Godt og Fortrinligt, saa trodser Landet derpaa, at det kan tvinge Folk til at blive her – og lade sig mishandle.

Fremdeles kun i en saadan By som 📌Kiøbhv. er det tænkeligt, at En kan være saadan fremragende, at alle kunne enes om at misunde ham. Men dette Forhold er Misundelsens Climax.

NB2:67

#

Min Existents som Forfatter er den lumpneste og nedrigste man kan tænke sig. Det kan jeg nu i en ganske anden Forstand siges at have forskyldt – og jeg lider forsaavidt skyldig ɔ: i Forstaaelsen med Gud. Mod Mskene har jeg qua Forfatter ikke blot Ret men uendeligt meget Mere.

Men tillige er min Existents den interessanteste som er ført af nogen Forfatter i 📌Danmark. Just af den Grund vil jeg ubetinget blive læst og studeret i Fremtiden. Hele 📌Europa arbeider paa en Demoralisation – men i 📌Kiøbh. ere Forholdene saa smaa, at mine Iagttagelser og Beregninger kan aldeles magte dem. Men dette vil blive yderst interessant. Jeg er som en Læge der har et fuldstændigt Præparat, men hell. ikke saa stort, at det ikke er til at overskue.

Hvilken snigende Usselhed her er drømmer man ikke om. At selv min Skrædder næsten var bange – naturligviis, at man skulde tage ham med, og skrive saa længe om ham, at han tabte sine Kunder. Det havde ypperligt ladet sig gjøre, thi til hvem skulde man henvende sig, for at belyse en saadan Usselhed. Der er jo snart ikke andre end Medskyldige – som altsaa vilde finde det var endnu mere Commerce.

Selv fornemme og rangerende Personer deeltage deri. Ak, thi hvor mange Msk. have Idee-Undseelse, de fleste maa tvinges ved Hensynet. Og naar dette nu aldeles er taget bort, ja naar det næsten er farligt at vise, at man har Anstændigheds-Følelse: ja saa stikker Raaheden frem lige saa godt i Rangspersoner som i den simpleste Mand.

Det Hele er en Conspiration, og derfor har man tilsidst Ingen at tale til – om hvor lumpent det Hele er. Og det danske Sprog strækker ikke stort længer end til 📌Kiøbhv: altsaa er Enhver, som er udseet til Misundelsens Offer, eo ipso fangen.

Man gjøre blot det Forsøg: i et andet Sprog at fortælle den kiøbhavnske Smaalighed – og man vilde væmmes derved. Men nu er dette gjort umuligt. Thi at skrive paa dansk derom er unyttigt, da man Ingen har at skrive for uden dem, som i Egenskab af Sammensvorne, igjen ville forlyste sig ved dette ny Commerce.

NB2:68

#

Under denne Tidens Piinagtighed have nu de Andre valgt at sidde og surmule – jeg har heldigt fra Begyndelsen af været i Rapport netop til en saadan Tid, og jeg gaaer derfor bestandigt med. 📌Danmark er bestandigt kun beregnet paa een Person. Saaledes ogsaa i dens Opløsning. Denne ene Person bliver jeg. Thi et Offer maa der til, da vi ikke kan faae Luft ud efter, maa vi have det indefter. Og vel er denne Tid ussel og misundelig og demoraliseret – men Dramaet er sandeligen ikke uinteressant. See det kan 👤Heiberg naturligviis ikke begribe. Han er bleven en kiælen Stads-Digter, som ikke duer til at træde med i en saadan Dands. Men Den, der har det rigtige Blik, han bringer netop ud af saadanne Forhold den interessanteste Existents. Medens Samtiden ved at forhaane En troe at de ere de Herskende, mærke de ikke, at dette i Længde-Perspektivet vil betyde, at de engang kommer til at blive Staffage for at den Forfulgte kan tage sig bedre ud. En Forfatter, der har levet beundret, kan ikke siges at tage sin Samtid med sig; men den forfulgte, han tager dem med sig, og nu maae de tjene ham.

NB2:69

#

d. 9 Juni.


Her stikker dog i en vis Forstand hele min Ulykke: havde jeg ikke haft Formue havde det aldrig været mig mulig at frelse mit Tungsinds rædsomme Hemmelighed. (Forbarmende Gud, hvor dog ogsaa min Fader i sit Tungsind har gjort rædsomt Uret mod mig – en Olding der læsser hele sit Tungsind af paa et Stakkels Barn, for ikke at tale om det end Forfærdeligere og dog med alt dette den bedste Fader). Men saa var jeg heller ikke bleven den jeg er bleven. Jeg havde været nødsaget til enten at blive afsindig ell. trænge igjennem. Nu lykkedes det mig at gjøre salto mortale op i den rene Aands-Existents. Men saadan bliver jeg igjen aldeles heterogen med Msker i Almdl. Det jeg egl. mangler er Legeme og legemlige Forudsætninger.


#

NB2:70

#

Det der har gjort mit Liv saa uhyre anstrenget men ogsaa opdagende er at jeg aldrig har været endeligt nødsaget til Noget, men uendeligt har maatte vælge Afgjørelse. Men deraf er ogsaa en Vanskelighed kommen. Thi i Aandens Afgjørelser der kan man frit beslutte sig ud, men i Forhold til Endelighed (som fE legemligt Befindende) skal man egl. nødsages. De endelige Afgjørelser er i en vis Forstand for Lidt til at man fra Uendeligheden kan komme til dem – derfor maa man nødsages. At »Nødsages« er den eneste Hjælp i Endeligheden – Frihedens Valg det ene Frelsende i Uendeligheden.

NB2:71

#

Ubeskrivelig Uret har man bestandigt gjort mig ved bestandigt at troe at det var Stolthed det som kun er beregnet paa at frelse mit Tungsinds Hemmelighed. Men det forstaaer sig, jeg har rigtignok naaet hvad jeg vilde; thi Medlidenhed har neppe Nogen nogensinde følt med mig.

NB2:72

#

📖 Lidelsernes Evangelium

No 2. a


1. Det Glædelige i at man lider kun een Gang men seirer evigt.

[b] 4. Det Glædelige i: at jo svagere jeg bliver desto stærkere bliver Gud i mig.


5. Det Glædelige i: at hvad jeg taber timeligt det vinder jeg evigt.

6. Det Glædelige i: at formaaer i Anfægtelsen den Troende ikke at holde Ankeret, saa formaaer Troens Anker at holde den Troende.

cfr Journalen NB. p. 206.


2. Det Glædelige i at Trængselen ikke berøver men forhverver Haab.

cfr denne Bog p. 238.


3. Det Glædelige i at jo fattigere man selv bliver desto rigere kan man gjøre Andre.


thi al verdslig Besiddelse (Riigdom, Ære, Magt o: s: v:) formindsker Andres Besiddelse i samme Grad som min voxer.

Aandens Fattigdom. jo lærdere jeg bliver, jo Færre kan jeg gjøre mig forstaaelig for.

NB2:73

#

Som sagt, Endelighedens Afgjørelser maa man nødsages til – Uendelighedens er det netop Frihedens Lyst at vove sig ud i, og kun ved Friheden kan man komme i Uendelighedens Afgjørelse. Dette forstaae de fleste Msk. slet ikke, thi de ere nødsagede til at vove sig i Endelighedens Afgjørelser – og Uendeligheden kjende de slet ikke. Omvendt med mig. Jeg har vovet mig ud i Livet med et Grundlæk fra tidligste Tid – just ved den uhyre Anstrengelse med saaledes at holde min Existents paa Pompen har jeg udviklet en eminent Aands-Existents. Det er lykkedes. Jeg har forstaaet denne min Qval som min Pæl i Kjødet, og kjendt det Eminente paa Pælens Nagen, og Pælens Nagen paa det Eminente. Saaledes har jeg forstaaet mig selv. I andet Fald skulde jeg have seet at faaet repareret lidt ved Skaden.

See derfor væmmer i en vis Forstand Mskene mig, fordi deres Lidelser ere saa nichtige. De have end ikke Anelse om den sande Qval, ell. om hvorledes den just voxer i Forhold til Begavethed.

Men havde jeg ikke været udvortes begunstiget, saa havde jeg været nødsaget til at see om det vilde lykkes med Reparationen. Maaskee var det ogsaa lykkedes, just fordi jeg var nødsaget. Men netop naar jeg er fri som jeg var, naar jeg, som ogsaa min Læge, maa sige det er meget tvivlsomt hvad det skal blive til med Reparationen (og det er just tvivlsomt fordi jeg ikke var nødsaget) saa har jeg valgt rigtigt. Nødsagelsen er i saadanne Forhold det Eneste, som hjælper, thi Uendelighed er for stor en Magt til at kunne ene ved sig selv anbringes paa Sligt.

👤Paulus taler om at være en αφοϱισμενος, see det har jeg været fra min tidligste Barndom. Min Qval var først selve Lidelsen i mig, da igjen at man bestandigt maatte ansee det for Stolthed som var Lidelse og Elendighed. Det er som med hiin Lord hvem den fattige Dagleier misundte – indtil han saae han ingen Been havde.

Man har beundret mine Evner, og just derfor har man villet at jeg skulde deeltage med Andre, komme til o: s: v:. Og da jeg ikke vilde det, saa troede man det var Stolthed, og derfor under man mig Alt. Ak, og Grunden er at det var Lidelse og Qval, som i Gjennemsnit Enhver vilde have tabt Forstanden over i Løbet af [et] halvt Aar. Man troer det er Stolthed, og derfor, havde jeg nær sagt, haaber og venter man, at jeg skal blive gal. Ak, just det der frelser mig er igjen at det ikke er Stolthed men Lidelse.

NB2:74

#

Viden er det uendeligt (i Ophøiethedens Forstand) Ligegyldige. Viden er som en Auctionarius der sætter Tilværelsen til Auction. Auctionarius siger ogsaa 10rd (Eiendommens Værd), men det betyder Intet, først naar Een siger buden: saa er der buden 10 Rbd.

NB2:75

#

📖 Evangeliet 2d Søndag i Trinitatis.


Thema: hvorledes ere vi da her blevne forsamlede – de budne udebleve jo – og dog udgik der et Kald – ere vi da blandt de Fattige, og Krøblinger, og Halte og Blinde.

NB2:77

Det 👤Socrates taler om at elske den Stygge er egl. den christelige Lære om at elske Næsten. Den »Stygge« er nemlig den reflecterede, altsaa den ethiske Gjenstand medens den Skjønne er den umidd., som vi derfor Alle hellere end gjerne, ville elske. – I denne Forstand er »Næsten« den »Stygge.«

NB2:78

#

Elskov og Ægteskab er egl. blot en dybere Coroboration af Selvkjerlighed, ved at blive To om at være selvkjerlige. Just derfor blive Ægtefolkene saa tilfredse, saa vegetativt-trivelige – thi den rene Kjerlighed passer ikke saaledes ind i den jordiske Tilvær som Selvkjerlighed gjør det. Den Eensomme mangler derfor Selvkjerlighed, hvilket Ægtefolkene udtrykke saaledes: han er selvkjerlig – da Ægtefolkene gaae ud fra at Ægteskabet er Kjerlighed.

NB2:79


Trængselens Vei bliver lige lang og lige mørk indtil det Sidste – det maa være en anden Vei, den, hvor det lidt efter lidt bliver lysere. Man veed heller ikke naar Forandringen vil komme, ell. nøiagtigt om man er kommen den og hvor langt nærmere (thi Sligt kan ikke bestemmes i Mørke.). Men man troer, at Forandringen vil komme, og da med Evighedens Salighed. Naar Barnet i det mørke Værelse bier paa at Døren skal oplukkes og den hele forventede Herlighed vise sig: da er det, endnu i det sidste Secund førend Døren oplukkes, lige saa mørkt som i det første. Forsaavidt der ingen Aftale er mell. Forældrene og Barnet om, hvor længe det har at vente, veed det hell. ikke, om det endnu ikke har et langt Stykke Tid tilbage. Men vist er det, at i det Secund Døren lukkes op, saa vil Herligheden vise sig. Saa falder det maaskee Barnet tungsindigt ind, om man dog ikke skulde have glemt, at det stod der og ventede. Men saa siger Barnet til sig selv: hvor skulde jeg troe, at mine Forældre kunne bære sig saaledes ad. Saa holder Barnet ud; thi det at gjøre Anskrig af Frygt for at være glemt, veed Barnet nok, er at forstyrre sig selv Alt. O, men det er et Msk. saa tungt saaledes at skulle holde ud at sætte Alt paa dette sidste Øieblik, vi ville saa gjerne at det lidt efter lidt skulle vise sig, ɔ: vi ville saa gjerne fordærve os det selv ved at optage lidt forud.

NB2:80

#

Længden ell. at Lidelsen trækker sig i Længden er altid den tungeste Lidelse. Daglige Bekymringer, daglige Forhaanelser Aar ud og Aar ind er langt værre end hvilkensomhelst Katastrophe, ogsaa af den Grund, at det for Trediemand bestandigt seer ud som Ingenting. Trediemand troer bestandigt, at det er dette Enkelte idag ell. igaar, hvilket naturligviis som Saadant er Ingenting – men Længden; thi det er dog vel en Umulighed hver Dag at møde med ubetinget friske Kræfter som den første Dag.

NB2:81

#

Mag.👤Ussing kalder etsteds i 2det Hefte af 📖 Minder fra Syden Tiden »det løbende Spøgelse«. Gud veed om det er af ham selv. Imidlertid er det ret betegnende. Dog er det Dialektiske her just at faae Spøgelset at see, og forsaavidt kan man ikke kalde Tiden selv et Spøgelse, thi det Sophistiske ved Tiden er netop at man ikke seer den.


#

NB2:82

#

Det er dog aldeles meningsløst, og et Exempel paa den rethoriske Forvirring, naar 👤Mynster (i den ell. saa deilige og fortræffelige Langfredags Prædiken i 📌Spiellerups Prædikenerne) siger, for at gjøre En lidt bange for Livet: naar det gik saaledes med det grønne Træ, Christus (at han blev forfulgt o: s: v:) hvorledes skal det da gaae med det visne! Hvilken Forvirring. Til Grund for Syllogismen ligger aabenbart, at Verden er den fuldkomne, og antages dette saa bliver det dog Nonsens; thi fuldkomnere end Χstus bliver man dog neppe, saa skulde man fortrøste sig til gode Dage paa Grund af Retskaffenhed saa er Χsti Liv nok til at narre En for evigt. See nu staaer Tanken stille, Gud veed, hvor man skulde handle i Kraft af denne Tale. Man maa lige omvendt sige: vogt Dig for at ligne Χstus, thi ham gik det galt – netop fordi han var den Fuldkomne; see blot at blive en middelmaadig Person, saa gaaer det Dig nok godt i Verden. Her stikker Vanskeligheden, men Præsterne vil (af Hensyn til Levebrødet og Kone og Børn o: s: v) ikke ud med Sproget. Χstds Lære er, at Verden væsentligen er ond, og selv om man ikke vil antage det, maa man dog sige at den er middelmaadig: ergo er det netop det Gode, der vil blive forfulgt, ergo skal man slet ikke være bange for at være en vissen Green, thi den kommer just godt an her i Verden. Nu er det rigtigt. Χstds Opfordring er: stræb efter Fuldkommenhed, saa følger det naturligviis af sig selv, at Du bliver forfulgt.

[a] NB Herved maa da rigtignok bemærkes, at det er Christi egne Ord; men Christus taler formodl. ogsaa om hvorledes det i Evigheden vil gaae det tørre ell. visne Træ. Thi her i Verden er det netop det Grønne som forfølges, hvad jo Christi Liv netop viser.

Men Sagen er den, man vil saa gjerne, naar man dog vil det Gode, synes god, æres derfor, have Lov til at beraabe sig paa, at man bliver æret og anseet. Man har hverken Reenhed i Villien ell. Energie ell. Begeistring ell. Dialektik til at holde den Syllogisme ud: Beviset for at der dog er noget Godt i mig er netop at jeg bliver forfulgt. Det er jo rigtignok et tvetydigt Beviis, er ofte misbrugt især i tidligere Tider, og dog er Syllogismen den eneste forsvarlige.

Saa har man igjen villet hjælpe sig med at Verden den er ond, men Christenheden den er god. Naar saa er er Χstd. afskaffet, som jeg har viist i en af de »christelige Overveielser.«

NB2:83

#

Elskov og Venskab maa jeg dog endnu engang have fat paa. Det er aabenbart at man i Χstenheden aldeles har glemt hvad Kjerlighed er. Man lefler for Elskov og Venskab ærer og roser det som Kjerlighed, altsaa som en Dyd. Nonsens. Elskov og Venskab er jordisk Lykke, er Timelighedens Gode aldeles som Penge, Gaver, Talenter o: s: v:, kun endnu bedre. Man skal derfor ønske dem til Lykke, men sandeligen ikke gjøre dem indbildt vigtige. Kjerlighed er Selvfornegtelse, grundet i Forholdet til Gud. Tilsidst afskaffer man dette. 👤Scribe har nu afskaffet Elskov, nu vover man endog frækt (som denne 👤Emilie Carlèn) at ville forklare Guds-Kjerlighed som Phantasterie. Naa, det maa man nu holde et Fruentimmer til Gode, at hun godhedsfuldt vil afskaffe Gud, og lyksaliggjøre os ved at faae en lille Jomfrue til Ægte.

Man tænke sig følgende Novelle. Apostelen 👤Paulus var egl. forelsket i en Captains Kone. Men 👤Paulus var en Phantast, han vilde ikke gifte hende, uagtet hun var Enke. Nu kommer Nemesis over 👤Paulus, thi 👤Paulus var en Phantast. En Dag saae han hende skjenke Thee, og see hun var frugtsommelig – da vaagnede Smerten i 👤Paulus (at det ikke var ved ham, at Enken var bleven frugtsommelig) og han fortvivlede.

Der er ikke let noget latterligere end naar en Forfatter vilkaarligt bruger Nemesis, fremstiller et Individ handlende rigtigt og saa bringer Nemesis over ham – fordi Forfatteren uheldigviis ikke har forstaaet, at han handlede rigtigt; fordi Forfatteren hverken veed ud ell. ind.

NB2:84


Diogenes skal have sagt, at det var et daarligt Msk, der aldrig havde gjort et andet Msk. vred.

NB2:85

#

Dersom jeg til Grund for en Brudevielse vilde lægge eet ell. andet Sted fE af Oldtidens Pastoralia, dog vel at mærke man tillade mig en 5 a 6 Gange at komme Guds og Christi Navn med i Kagen: saa skal Vielsen blive saaledes, at saavel Brud og Brudgom som de Samtlige vil føle sig dybt grebne af den sjeldne Tale. – Og dersom jeg vilde tage nøiagtigt Skriftens Lære om Ægteskabet og lægge til Grund for en Vielse: saa vil Brud og Brudgom o: s: v: blive saa flaue og saa forbittrede, at de gjerne sloge mig ihjel. – See, man stikker jo Fingeren i Jorden for at lugte i hvad Land man er: naar man nu opdager dette, lugter man saa at det er Christenhed.


#

NB2:86

Mon dog virkeligen ogsaa Folkets Røst dengang var Guds Røst, da Jøderne raabte korsfæst!

NB2:87

Det jeg mangler er legemlige Kræfter – til at dovne; det jeg har er aandelige Kræfter, som man kun kan arbeide med

NB2:88

#

Deri kan man egl. ikke fortænke en Tænkende, at han ønsker sig bort fra en Verden, hvor der bogstaveligt blandt 100,000 ikke er 10 som i dybere Forstand have tænkt over Tilværelsen, saaledes, at de i ethvert Øieblik have været villige til i deres Existents at udtrykke hvad de hidtil have tænkt – og hvor der derimod ganske rigtigt er 99,995 som dømme med og bedømme.


#

NB2:89

#

»Den, som for min Skyld ikke hader Fader og Moder .. offrer Alt han er mig ikke værd.« Ja, siger Præsten, men disse Ord ere ikke sagte til, angaae ikke alle.« Hvorfor siges de saa til Alle? Hvorfor bemærkes det ikke udtrykkeligt; hvilken Uforsvarlighed af Χstus saaledes løst at henkaste disse Ord som ikke ere sagte til Alle. Og til hvem ere de da sagde? Præsten mener til den enkelte Overordentlige. Godt. Men hvorledes bliver da En den Overordentlige? Er han den i Kraft af en Naturbestemmelse, altsaa som Genie: saa gjør han det jo af sig selv, saa behøves der altsaa ikke prædikes for ham derom. Til hvem skal der da overhovedet prædikes? Til Alle. Og det skal siges til Alle, for saa at overlade til Hver især, om han vil ell. ikke. Men Præsternes Præk er utroligt Galimathias. Man opstabler nogle enkelte Overordl., altid afdøde naturligviis for en Sikkerheds Skyld, dem gjør man ovenikjøbet til Genier (forfeilende aldeles Sphæren) – vi Andre skal ikke tage os af saadanne Ord, vi skal gjøre lige stik imod: Amen! –

Mon det at være den Overordl. er at være Genie? Ingenlunde. Gud siges derfor ogsaa at opdrage sine Udvalgte. Det gaaer da ganske simpelt saaledes til. En Saadan forstaaer først at tvinge sig selv lidt, men efterhaanden hjælper Gud ham, som han da selv hjælper til, til at forsage Alt for Guds Skyld. Det er en ganske simpel Historie. Og man skal netop sige, at det er ethvert Mskes egen Skyld om han i denne Henseende ikke har villet lade Gud hjælpe ham, thi Gud er villig at hjælpe Enhver saaledes.


#

NB2:90

👤Gregor VIII siger: Bod er at begræde de begangne Synder, og ikke mere at begaae de begrædte.

NB2:91

#

Denne Fortælling er ypperlig, med lidt Snit vilde den blive god.


En Geistlig udgiver sig for en Verdslig, og besøger et letfærdigt Fruentimmer, saa vilde hun indlade sig med ham. Men Eet betinger han sig, at hun maa indestaae for, at Ingen faaer det at vide, thi tænk hvad det vil sige, jeg som er en Geistlig. Saa fører hun ham flere Steder omkring, men intet Sted synes Præsten sikker nok. Endeligen fører hun ham til et ganske eensomt Sted og siger her kan Ingen see os – uden Gud. Den Geistlige siger »hvorledes kan Gud see os her – og han var just Den, som jeg sidst vilde have skulde see mig.«

👤 Abraham af S. Clara. Samtl. W. Lindau 1845.

15de Bind p. 54. 55.

NB2:92

#

Der har fra min tidligste Barndom siddet en Sorgens Piil i mit Hjerte. Saa længe den sidder der er jeg ironisk – trækkes den ud, saa døer jeg.

NB2:94

#

Paa det Stykke som forestiller Com̄andeur 👤Sølling – og en Lodsbaad,a staaer underneden paa den ene Side: Armod og voldsom Død, paa den anden Side: Velstand og naturlig Død – ak altsaa dog »Død« paa begge Sider.

NB2:96

#

Pengene er Tælleren, Barmhjertigheden er Nævneren. Men Nævneren er dog nok det Vigtigste.


#

NB2:97


Det er en meget skarpsindig Distinktion, som jeg har læst etsteds hos 👤Abraham a St Clara, at naar En vel har trukket sig tilbage fra Verden (i udvortes Forstand), men ikke er i Selskab med Gud, altsaa i sine Tanker har Verden hos sig: saa er han ikke eensom; han er en Eneboer men ikke eensom.

NB2:98

#

👤Abraham af S. Clara fortæller om en gammel Eneboer, at da en riig Mand ved sin Død indsatte ham til Arving af hele hans Formue og man kom og forkyndte Eneboeren det, skal han have svaret: det maa være en Misforstaaelse, hvor kan han indsætte mig til sin Arving, da jeg er død længe før han.


#

NB2:99

👤Abraham af S. C. (S.W. 15 og 16 B. p. 200) fortæller, at da 👤Dominicus var blevet meget afholdt i 📌Tolosa for sin Prædiken, drog han derfra til 📌Carcasson. Og da man spurgte ham om Aarsagen, svarede han: i 📌Tolosa ere Mange, som ære mig, i 📌Carcasson Mange, som spotte mig og tale imod mig.

NB2:100

#

Aug: 47.

👤Abraham a. St. Clara. S.W. 15 og 16 Bind (📖 Grammatica Religiosa)


p. 22. 👤Augustinus siger om Haabet: elsker dette, holder fast ved det, men ikke uden Frygt. Thi Den, som haaber, og ikke frygter, han er efterladende; men Den, som frygter og ikke haaber han vil synke, som en Steen synker. Serm: 15.


p. 134. er ypperlig.

p. 175. 👤Der hl. BernardusLib II de consd. sagt: Was unter diesen beiden das ärgste sey, das Ehrabschneiden, oder den Erhrnabschneider anhören darüber stehe ich in Zweifel.

p. 188. Das beste Mittel darzu (wie man die wahre Demuth erwerben kann) sey dieses, wann nämlich der Mensch nur allein seine eigne, und nicht anderer Verbrechen betrachtete.

p. 215. Derhalben merkt wohl zu diesem unserm Vorhaben, der 👤FulgentiusEpist. ad Probam c. 15, daß der Urheber der Laster, denjenigen, so er mit dessen eignen Sünden nicht übermeistern kann, mit fremden Tugenden überwinde; dann er lobt die Tugend, kraft deren er sich überwunden siehet, damit er also überwunden den Unschuldigen fangen möge. Und diese ist eine spitzfindige Arglist des bösen Feindes, daß er den Soldaten Christi mit dessen eigenen Pfeilen tödte, den er mit seinen feindlichen Waffen nicht hat überwinden können.

NB2:101

#

📖 Evangeliet om den utro Husfoged.


Lad Husfogeden selv eie det Hele: ja saa er det at anprise, det at sætte sig ned og skrive Beviser, som eftergive det Halve. Men det er Galskab vil Verden sige. Rigtigt. Men det er dog det Χstus mener man skal lære af Husfogeden – at spøge med sine Midler og med Regningerne lige saa let som Husfogeden med Herrens Eiendom. Eieren er gjerne nøieregnende med ikke at give Noget efter; men Husfogeden han skaffede sig Venner ved at give efter – gjør Du ligesaa, men af Din egen Formue


#

NB2:103

#

Som Motto til et »Selvforsvar« kunde bruges disse Ord:

Giver os Indgang; vi have Ingen gjort Uret, Ingen forført, Ingen forfordelet.

2 Cor. VII, 2.

NB2:104

#

En Form, som jeg oftere har seet Exempler paa, under hvilken Misundelsen i den Enkelte vil tiltrodse sig Noget. Naar jeg fE træder ind paa et Sted, hvor der er Flere samlede, saa er det ofte, at een og anden af dem strax væbner sig mod mig ved at lee, han føler sig formodl. som den offentlige Menings Redskab. Men see, naar jeg saa henkaster et Ord til ham, saa bliver det samme Msk. saa uendeligt smidigt og forbindtligt. Det er, i Grunden anseer han mig for noget Stort, maaskee endog meget større end jeg er: men, kan han ikke faae Lov til ligesom at blive Participant i min Storhed, saa vil han lee af mig. Og saasnart han ligesom bliver Participant, saa brouter han af min Storhed.

See, det kommer der af smaae Forhold. Men det er saa yderst interessant at iagttage.

En Dag mødte jeg uden for Porten 3 unge Herrer, der strax saasnart de fik Øie paa mig begyndte at grine og overhovedet begyndte paa den hele Frækhed som er bon ton i Kjøbstaden her. Hvad skeer? Da jeg kom dem saa nær, at jeg med mit Øie kunde faae Ram paa dem, og jeg opdagede, at de alle røg Cigar, henvendte jeg mig til den Ene med Anmodning om at maatte tænde min Cigar. Saa fløi Hattene af dem alle tre, og det var som havde jeg viist dem en Tjeneste ved at tænde min Cigar hos dem. Ergo: de Samme ville med Fornøielse raabe bravo for mig, naar jeg blot gav et venligt end sige et smigrende Ord, nu raabe de pereat og trodse.

Hvad 👤Goldschmidt og 👤P.L. Møller practiserer i det Større, det gjør her en hver Enkelt i det Mindre. Vil man ikke hilse 👤Golds., vilde man ikke besøge ham: saa kom man i Bladet. Han vilde tiltrodse sig det lige Forhold. Saadan ogsaa med Læserne af hans Blad. Vil man ikke smigre dem, saa bruge de hans Blad for at forhaane En, vil man smigre dem, saa kommer den virkelige Dom frem.

Og jeg, som altid har været Høfligheden selv, især mod den ringere Classe! Nu det er en Comedie det Hele. Men det er ubetaleligt interessant, at faae sin Mskkundskab saaledes beriget.


#

NB2:105

d. 2d August 47.


Jeg er færdig med »📖 Kjerlighedens-Gjerninger« reen skrevet og Alt. Jeg havde da jeg arbeidede paa No VIII paa Grund af lidt Anstrengelse tænkt et Øieblik paa at reise til Berlin. Jeg turde ikke indrømme mig selv det, af Frygt for at komme for langt fra den bestemte Stemning. Jeg holdt ud. Gud skee Lov det gik. Gud skee Lov. O, medens man forhaaner og udleer min megen Arbeiden: saa sidder jeg og takker Gud som forunder mig at det lykkes. Ja, tag Alt, hvad jeg ellers har haft, det bedste er dog en oprindelig og Gud være lovet uopslidelig salig Forestilling om: at Gud er Kjerlighed. Hvor trøstesløst det mangen Gang end har seet ud for mig: saa slæber jeg sammen al hvad jeg kan opdrive af de livsaligste Tanker om hvorledes en Kjerlig er, og siger jeg til mig selv: saaledes er Gud i ethvert Øieblik.

Det maa dog vel ogsaa tilsidst lykkes mig at vække i Mskene lignende Tanker, at raabe dem op ell. pirre dem op, saa de dog lade være at spilde deres Liv uden nogensinde ret at betænke, hvor kjerlig Gud er.

NB2:107

#

En ældre Lap.


Hvor abstrakt det Evige er, kan ogsaa sees deraf, at man i den pathetiske Tale om det Evige og det evige Liv, om Hisset, undgaaer at nævne den Tiltalte ell. Omtalte med Navn, fordi denne Concretion vilde forstyrre. (Det gaaer an med saadanne Navne som 👤Socrates fE, men fE Øltapper 👤Jeppe Johansen!) I en Liigtale siger man: den Afddøe, ikke hans Navn. I et Gravvers kan det frembringe en comisk Virkning at Mandens Navn anbringes i Verset selv. Thi et Navn er i en vis Forstand det ubetydeligste af Alt; Enhver har jo et Navn ogsaa Jeppe Johansen. Skal et Navn bruges pathetisk fordrer det uhyre meget. – Man søger i Ligtaler, og i Talen om det Evige at føre den Enkelte ind under almdl. Bestemmelser, under den universelle: at være Msk., at lide noget Mskligt o: s: v:, og derfor undgaaer man Navnet. En Præst kan begynde saaledes » Vi ere her forsamlede for at give Graven hvad Gravens er.« Vilde han begynde saaledes: vi ere her forsamlede for at begrave 👤Jeppe Johansen: saa blev det comisk. En Taler kan sige: at leve saaledes betænkte den Afdøde – ikke: at leve saaledes betænkte 👤Jeppe Johansen.

NB2:108

#

Historisk betragtet maa man sige, at det er Ligtalens Skjebne at finde den uheldige Leilighed. En Øltapper begraves, og der holdes Tale, item en General-Major. Men de sande Store, Mskslægtens Ædle de faae sjelden en Gravtale: de blive gjerne henrettede – og ingen Ligtale bestilt. Man begraver Øltappere som Helte – Heltene korsfæster man og begraver i al Stilhed.

NB2:109

#

I Livsfaren kan man fatte saadanne hellige Beslutninger. Men naar saa Livsfaren er forbi: saa synes man, man kunde nok faae det Samme for lidt billigere Priis – uden at indsee, at saa faaer man nok heller ikke det Samme. Hvoraf kommer det altsaa med denne Forandring, uden deraf, at man nu ikke længere har den Forestilling om den hellige Beslutnings evige og absolute Gyldighed som før. Men vil man sige: Ingen kan dog holde ud i eet væk at være i Livsfare. Hvorfor ikke, dersom det dog er Betingelsen for at fastholde den hellige Beslutning.

NB2:110

#

Jeg troede engang, at 📌Kiøbenhavn var en stor By – nu veed jeg, at den er en lille Kjøbstad. Men i en Kjøbstad kan man ikke leve som i en stor By.

NB2:111

#

Netop ligesom Apostlene vare ganske simple Msker af den ringeste Classe (thi just derfor bliver deres Myndighed desto stærkere accentueret, de vare slet ikke Noget ved dem selv, ikke Genier, ikke Geheimeraader ell. Landshøvdinger, men Fiskere – derfor Alt ved deres Myndighed fra Gud) saaledes forholder det sig ogsaa med det N. Ts slette Græsk. Fandt allerede 👤Socrates det upassende at benytte den pyntelige Tale af en ung Mand, der var udarbeidet til hans Forsvar, fordi han, som han siger, er bleven for gl. til Barnagtigheder: hvor meget mere upassende for Gud at bruge ziirligt Græsk!

NB2:112

#

Det er besynderligt nok, naar man er sjunken hen i sine egne Tanker, og forsaavidt ifærd med at glemme Virkeligheden: at man da, som det hændte mig idag, kaldes tilbage ved Hjælp af en Sælgekones Raaben: her Kirsebær 6 ß, her er Kirsebær 6 ß. Det der nemlig kaldte mig tilbage, var ikke just dette Raab – men denne bekjendte Stemme! Det er en Erindring fra min tidligste Barndom; kun har hun i de senere Aar forandret sig lidt, har faaet en skjæv Mund, som influerer Noget paa hendes Udtale af det Ord »Skilling«.

NB2:113

#

d. 3 Aug 47.


Jeg havde igjen et Øieblik tænkt paa at reise til Stettin blot for Reisens Skyld. Men Det var vist neppe faldet mig selv ind, hvis ikke et flygtigt Ord af 👤Nutzhorn havde henledt Tanken derpaa. Men deels er det mit Befindende, min hele Bygning, alle mine legemlige Vaner lige stik imod og som en Afsindighed at reise i Hundedagene i 23° Varme – en Tid hvor jeg neppe drister mig til at kjøre en Tour i Middagsstunden – men hvor jeg befinder mig saa ypperligt ved at forholde mig ganske stille. Hvad ligner det, paa den Aarstiid at komme til en Sandørk, hvor Solens Brand er utaalelig; hvad ligner det at spøge med sin Søvn, thi jeg sover aldrig ombord og er altsaa meget anstrenget den næste Dag, og saa paa et fremmed Sted, hvad altid gjør Varmen 10° større.

Dertil kommer, at d. 9d August nærmer sig (saa jeg end ikke uden at være i Stetin blot een Dag og saa lige hjem igjen, kunde naae det) og jeg ønsker dog iaar efter Sædvane at være i 📌Kiøbh. d. 9 Aug.

Fremdeles har jeg Forretninger. Jeg staaer i Handel med 👤Reitzel; og jeg veed, hvor skjødesløs han er; foregaaer jeg med et slet Exempel, saa god Nat. Fremdeles venter jeg en Mand hver Dag, der har sagt han vil komme igjen for at handle med mig om Stedet.

Endeligen er der endnu en Grund. Et Flyve-Indfald engang imellem kan være godt, men man maa ogsaa kunde gjøre det paa en anden Maade. Jeg har derfor betænkt istedenfor denne forcerede Reisen, som dog er en Overanstrengelse, at holde en lille Ferie herhjemme. Jeg vil læse lidt i denne Tid, indrømme større spatium, til at lade Hovedet hvile. Ogsaa det kan være mig af Vigtighed for Fremtiden. Det er som bekjendt det vanskeligste af Alt, at standse et Skib i Farten. Saaledes har jeg altid haft et vanskeligt Øieblik naar jeg er færdig med en større Produktivitet. Saa pleier jeg, at variere og glemme Alt, at skylde ud ligesom ved Hjælp af en saadan Reise. Det lader sig nu ikke gjøre iaar. Saa lærer jeg paa en anden Maade. Jeg har iaar hell. ingen ret Lyst dertil, og Lyst, impetus i høieste Grad maa dertil for at Sligt skal gavne. Netop i disse Dage har det behaget mig saa meget, at forholde mig ganske stille. Der er aabenbart en Forandring i mit Væsen i Giære, og den bør man ogsaa respektere. Jeg bliver mere beroliget, trænger ikke mere til saa voldsomme Bevægelser. Den sande Fornyelse er dog hell. ikke en voldsom Adspredelse, men netop en Opvælden inden fra.

Jeg har, hvad der ogsaa er en Forandring, i den senere Tid oftere tænkt paa, og følt mig tiltalt ved den Tanke: engang til Efteraaret at begynde en ordl. Udenlandsreise i længere Tid. Dette er just et Tegn paa en større Ligelighed i min Sjel. Min første Udenlandsreise var dog ogsaa saa uheldig paa Grund af det ulykkelige Forhold med min Forlovelse. Vel er denne Sag i en vis Forstand ikke forandret, men den er dog formildet.

NB2:115

#

NB.


Fra nu af skulde der altsaa rykkes ind i det specifik Christelige.

En Pseudonym vilde igjen blive fornøden til at hugge løs og give Grændseløshedens Elasticitet. Hertil bruges: de occultis non judicat ecclesia et psychologisk Experiment. (cfr Journalen JJ.).

Saa maa der avanceres »Synds-Forladelsen«. Paa dette Punkt bliver det Hele at concentrere, det maa først vindes igjen som et Paradox, inden der kan gjøres Noget. Chrstd. er i disse Tider blevet Vrøvl; derfor maa man paatage sig det dobbelte Arbeide: først at gjøre Sagen tilgavns vanskelig.

Et strengere videnskabeligt Værk om den geistlige Talekunst med stadigt Hensyn til 👤Aristoteles 📖 Rhetorik. (Cfr. Journalen JJ. – og hvad der findes i en Mappe, som ligger i den øverste Skuffe af den ene Piedestal.)

NB2:116

#

Da hviler et Mske i Syndens Forladelse, naar Tanken om Gud ikke erindrer ham om Synden, men om at den er tilgivet, saa det Forbigangne ikke er en Erindring om, hvor meget han forbrød, men om, hvor meget ham blev tilgivet.

NB2:117

#

Det er en særdeles god Bemærkning, som jeg, besynderligt nok finder i min gamle Journal for 1839 (E. E.), i hvilken der ellers ikke er meget egl. Lykkeligt eller Fuldendt: at Ægteskabet ikke er egl. Kjerlighed, og at der derfor ogsaa staaer at de Tvende blive til eet Kjød – ikke til een Aand, som da to Aander umuligt kan blive til een Aand. Denne Bemærkning havde virkelig med Held ladet sig benytte i »📖 Kjerlighedens-Gjerninger

NB2:118

#

Det kan blive en meget god Text til en Brudevielse:

»Skjønhed er bedragelig, og Deilighed er forgængelig men en Qvinde, i hvilken der er Herrens Frygt, hun skal roses.«

Ordspr: 31, 30.

NB2:119

#

Prof:👤Heiberg og Consorter vil omtrent tale saaledes: Mag. 👤Kierkegaard er selv Skyld i det Hele, hvorfor har han ikke sluttet sig til os, og levet i Fornemhedens Skjul.« Altsaa jeg er selv Skyld i det! Godt. Men hvad saa videre. Dersom det er givet, at jeg selv er Skyld deri, er jeg saa derfor skyldig? Jeg troede omvendt, at jeg, naar jeg er vidende om en Fare, som det er min Pligt at gaae i, ved feigt og klogt at skulke bliver skyldig. Men 👤Heiberg og 👤Martensen og det hele Fitterie har aldeles ingen ethisk Holdning: alt dreier sig for dem om Klogskab, og gode Dage, og Anseelse og et feedt Levebrød og Fornemhed. Det maa dog vel gjelde om enhver af hine Ædle, vi ønske at lære af, at han selv var Skyld i at han blev forfulgt og blev henrettet. Havde han villet leve paa en anden Viis, ikke været sin Idee tro, tinget og pruttet, bedrevet Hoer med et Publikum o: s: v: – saa var han naturligviis blevet æret og anseet. Det moersomme med 👤Heiberg er egl., at det der forbittrer ham er at han, han 👤Heiberg, han den Kloge, som har søgt at profitere af ethvert Sandsebedrag, at han alligevel er kommen lidt i Fidtefadet. 👤Heibergs Liv erindrer om hiin vittige Replik i Debatten i Politivennen, hvor Hørkræm̄eren er saa fortvivlet over, at han er kommen i Bladet, han, han, der i al sin Tid har saa nøiagtigt indrettet sig paa ikke at komme i Bladet.

Og det er saadanne Instantser, der skal bedømme min Stræben! Dersom 👤H. blot forstod mig, hvorledes jeg ganske bogstavelig med velberaad Hu modarbeider mig selv, for, vel at mærke, ikke at tjene Sandheden ved Hjælp af Sandsebedrag, saa vilde han udenvidere ansee mig for gal.

Og nu 👤Martensens stadselige Ynkelighed! Thi ved 👤Heiberg er der dog det Gode, at han forstaaer at nyde Livet, der er dog Mening i hans Kløgt. Men 👤Martensen der er strengt christeligt opdraget, og uden den Art Talent som 👤Heiberg!

Med Biskop 👤M. er det en anden Sag. Hans Dygtighed er saa stor, at man maa holde ham et lille Kjetterie til Gode. Der er rigtignok en Mislighed. Dersom nemlig Verden ikke er bedre end den fremstilles i hans Prædikener, saa er det en egen Sag selv at være høit anseet og agtet – af den Verden, eller, som han har det, at have saa megen Verden. Det er ingen Kunst at skildre Verden mørkt, men Kunsten er, at Ens Liv nøiagtigt udtrykker og gjengiver hvad man lærer om Verden, at Ens eget Liv udviser Forholdet.

Verden er jo Mediet. Ligesom man siger om Vand at det har de og de Egenskaber, og det saa slaaer til, naar Prøven gjøres, saadan med det man siger om Verden.

Men 👤Mynster er og bliver en eminent Dygtighed, og en Regjeringsmand af de sjeldne. Hiin Mislighed bliver hans eget Ansvar for Gud; og vist er det, han er af Naturen bestemt til at have Magten.

NB2:120

#

»Verden« er Mediet, hvori vi ere. Ligesom man siger om Vand, at det har de og de Egenskaber, og det saa slaaer til, naar Prøven gjøres: saaledes maa det slaae til, at Ens eget Liv, Livs-Stilling, Vilkaar, Proportioner af Agtelse og Anseelse slaaer til i Forhold til hvad man selv siger om Verden. Dersom en Spytte-Klat, der laae og svømmede ovenpaa, i en veludarbeidet og ypperlig holdt Tale vilde skildre det Element »Vandets« Usselhed og bevise det derved, at Guld synker i Vand: saa var derimod ikke Noget at indvende. Men hvis Spytte-Klatten paa nogen Maade vilde gjøre Forsøg paa at bevise os, at den selv var Guld: saa maatte man svare: Du modbeviser det jo selv, thi svøm̄er Du ikke oven paa Vandet. Naar En siger, at Verden er fordærvet, ell. middelmaadig, og saa selv er meget anseet i Verden: saa gjør han den Indrømmelse sig selv betræffende at han er middelmaadig, ell. fordærvet. Heri er der Alvor og dialektisk Sammenhæng. Præsternes Narrestreger ere ikke stort bevendte.

NB2:121

#

Og 👤Heiberg, 👤Martensen det er dog Instantser; man tænke sig nu det Øvrige: alle disse Justitsraader, Kræmmere, Ølhandlere, Barbersvende, Studenter o: s: v:, som alle Samtlige ingen egl. Forestilling engang have om hvad det er at tænke: og det er dem som skal bedømme mig; det er dem, som opføre det ækle og væmmelige Drama at forhaane og udlee en Tænker. Men jeg skal, med Guds Hjælp, og saavidt Sandheden kræver det, nok hjælpe til at gjøre dette Drama saa charakteristisk for dem selv som muligt. De skal ikke slippe for godt Kjøb. Min Opgave er bestandigt at føre dem videre og videre, thi sandeligen hvor demoraliseret i Feighed og Frygtagtighed og Misundelse det lille danske Folk er, det skal engang gjøres aabenbart. Men det kan kun skee, naar der En, som er villig til at lade sig offre derfor. Ved at trække sig tilbage vinder man Anseelse og gode Dage, item at Usselheden skjules: men ved i Sandhedens Tjeneste ikke at give det Mindste efter, saa faaer man Plagen – men sandelig Usselheden skal ogsaa blive aabenbar. Og at 📌Danmark trænger til at see det engang, derom er ingen Tvivl.


#

NB2:124

#

Det er bekjendt nokikke just Folk, hvis Liv var det reneste, som Politiet bruger til de Høitbetroede. Saaledes bærer Gud sig ogsaa ad. De, han bruger henter han som oftest ind paa Fortabelsens Vei, nogle endog langt henne. Saadanne Folk kan Gud bruge; thi de tør ikke raisonere ell. forlange gode Dage, men maa finde sig i Alt og takke Gud til. Men Politiet bekymrer sig ikke om, at dets Høitbetroede bliver endnu mere fordærvede, naar de blot altid ere snu og opfindsomme og gjennemdrevne; Gud derimod opdrager tillige de Fortabte han saaledes bruger som sine Agenter.

NB2:125

#

Som en Qvinde der ikke er lykkelig i sit Huus hænger meget ved Vinduet: saaledes hænger en Tungsindigs Sjel ved Øiet for at søge Adspredelser. En anden Form af Tungsind er den, som aldeles lukker Øiet, for at have Alt mørkt om sig.

NB2:126

#

Det er bekjendt nok, at Geistligheden indførte Baalet for at undgaae »Blods-Udgydelse« (saaledes da 👤Giordano Bruno blev overgivet til den verdslige Ret, bad man den at gaae saa mildt frem som muligt, men da ubetinget at undgaae Blods-Udgydelse, det vil sige, han skulde brændes) saaledes har nu Verden lært Geistligheden denne Skinhellighed af, man forfølger ikke længere til Blods-Udgydelse, man undgaaer Blods-Udgydelse men man martrer desto mere.

NB2:128

#

Man har da i Christenhedenegl. afskaffet Christendommen. Man lever saadan hen, ved Hjælp af Præsterne bestyrkede i, at vi saadan alle blive lige salige. Saaledes er det Evige og Evigheden eengang for alle betrygget. Det gjelder altsaa blot om de 70 Aar her i Livet. At vove Noget for en god Sag: det afskaffes; thi det skal være at friste Gud, om Enhver Saadan maatte jo siges: han er selv Skyld i, at han kommer til at lide. Saa staaer altsaa blot tilbage hvad der kan hænde i Livet. Slumper man da til at have gode Dage: ja saa er det godt. Har man Lidelse, Næringssorg o: a: D., ja saa maa man see at hitte paa Midler derimod. Dette er Menneskes Liv: Gud veed, om det i dette Liv skulde være muligt at finde mindste Spoer af Christendom. Saa elendig var end ikke Hedenskabet; thi saa havde Hedenskabet dog ikke denne tilløiede Forestilling om Guds Kjerlighed og Evighedens Salighed.

Hvor Mskslægten dog trænger til Opvækkelse og til Straffedomme. En Straffeprædikant fører til Intet, han vilde blot blive et Pikanterie mere.

Og Den der nu i en saadan Samtid har sit Liv bundet i den strengere Evighedens Fordring! Han har først den Bekymring, om han dog paa nogen Maade fuldkommer sin Opgave; og saa har han den Løn at blive forhaanet, fordi han bekymret vil noget Høiere.

Det er aabenbart at Christendommen i den gjennem Christendommens Depravation raffinerede Forstandighed har faaet en langt farligere Fjende end den nogensinde har haft i Raahedens tøilesløse Lidenskaber og vilde Sæder.


#

NB2:129

#

Det var maaskee dog rigtigt engang at give nogle Prædikener, der søgte at gribe Mskene fra den ømme Side. Saaledes fE ved at skildre med ret Pathos Christi Opoffrelse, hans Selvfornegtelse, og saa Tiltale: vilde Du nu saadan uden videre snyde Dig alt Dette til, sidde i al Magelighed og betrygget derved, kalde ham dorsk og dvask din Velgjører, uden at føle den mindste Trang til at ligne ham, til dog ogsaa at offre Noget o: s: v:

Kunsten er at faae Svinget igjen, som man har franarret Christendommen ved den usalige Dvaskhed: at vi nok saadan Alle blive salige og saadan. – At tordne kan nu ikke mere nytte, det forbittrer blot Msk. Maaskee dog Prædikener i denne Stiil af Tiltale vilde lykkes. Saa gjaldt det da om, at individualisere saa stærkt, at Tilhøreren ikke bildte sig ind det var et andet »Du« der taltes til.

Men Geistligheden som skulde hjælpe Mskene ud paa Strømmen, det er dem, som lære Mskene alle disse Sandsebedrag, thi Geistligheden er ikke selv paa Strømmen og vil ikke derud. Og dette er igjen det allerfarligste, at Menigheden ikke blot selv er dvask, men at den ovenikjøbet ligger fortøiet ved Hjælp af Geistligheden.

NB2:130

#

Det er et sandt Ord af 👤Daub og godt udtrykt naar han (i 📖 philoso[phi]sche Anthropologie Berlin 1838. S: W. Erster Band p. 25 m:) siger om Pøbelen »dem Alles zur Lebensfrage wird, am Leben Alles und deßwegen am Rechte Nichts liegt.«

NB2:131

#

Den hele Stræben med at gjøre hver enkelt levende Sprog gjeldende for sig – den adsplittende Methode er netop førende tilbage, et Tilbageskridt. Det er bekjendt nok, at Amerika er det Land, som har de fleste Sprog, fordi næsten enhver Stamme taler sit Sprog. Men dette er ingen Fuldkommenhed. Eet lærd Sprog bliver det Høieste.

Det Grundtvigske Vrøvl om Nationaliteten er ogsaa Tilbageskridt til Hedenskabet. Det er utroligt hvilket Galskab fanatiserede grundtvigske Candidater kan varte op med. 👤 Th. Fenger siger fE, at Ingen uden igjennem Nationaliteten kan være en sand Christen. Og Christendommen som netop har villet afskaffe Hedenskabets Forgudelse af Nationaliteterne! Men hvad forstaaer 👤Fenger sig paa Hedenskabet; og angaaende Χstd. hvad veed han der Andet end at buldre ud med det Grundtvigske!

NB2:132

#

d. 14 Aug.


Besynderligt nok, den Reise til Berlin staaer mig bestandigt for Tanken. Men jeg kan ikke. Der er en Mand, der har henvendt sig til mig betræffende Salget af mit Huus. Han kom saa beleiligt, mig virkelig saa uforklarligt beleiligt, at jeg ikke noksom kan paaskjønne det. Under saadanne Omstændigheder tør jeg saa ikke reise bort. Hvis han saa kom i min Fraværelse, vilde det bedrøve mig ubeskriveligt.

Det har hidtil været min Skik at gribe til i Forhold til den nødvendige Adspredelse, heller at vove end at lade være at vove. Derfor falder det mig denne Gang saa vanskelig, at skulde fatte en negativ Beslutning. En negativ Beslutning er ogsaa det allervanskeligste naar man ganske har sin Frihed, fordi det jo i ethvert Øieblik er en Mulighed at gjøre det Modsatte. Naar jeg først har kastet mig i Vognen eller ombord paa et Dampskib, saa er jeg i det: deri ligger en Slags Afgjørelse. Den negative Afgjørelse er langt vanskeligere.

Hvor lidet jeg duer til praktiske Forretninger, seer jeg desto værre nu kun altfor tydeligt. Min Idealitet lider saa ubeskriveligt under den Jadsken og Ubestemthed og Vrøvlen som er Hemmeligheden i det praktiske Liv. At en Mand udebliver til den bestemte Tid, ell. gjør det forkeert, ell. spilder mig min Tid: alt Sligt er mig en Qval. Jeg vil hellere end gjerne paatage mig alt Arbeidet, det trivielleste Arbeide med at skrive af – naar jeg blot maa være ene om det; thi saa kan jeg dog gjøre det ordentligen og nøiagtigt. Men denne væmmelige Ubestemthed er mig en Rædsel.

NB2:133

#

Fader i Himlene! Hold Du ikke med vore Synder mod os, men med os mod vore Synder; saa Tanken om Dig naar den vaagner i Sjelen, og hver Gang den vaagner, da ikke maatte minde os om hvad vi forbrød, men om hvad Du tilgav, ikke om hvorledes vi forvildedes, men om hvorledes Du frelste! –

NB2:134

#

I 📖 Evangeliet om Pharisæeren og Tolderen, staaer der om Pharisæeren: »han stod for sig selv«; men i det næste 📖 Evangelium (om den Stumme) staaer der Χstus tog ham afsides.


#

NB2:136

#

d. 16 Aug.


Saa er da det afgjort; jeg bliver hjemme. Imorgen bringes Manuscript i Trykkeriet. – For at sikkre mig, at det ikke paa nogen Maade skulde være en mulig Ulyst til alt Vrøvlet med at komme istand til Reisen, der forhindrede mig, har jeg, med vanlig Mistænkelighed mod mig selv, begyndt en Bade-Cour, hvilken jeg vidste var mig meget modbydelig.

Det at jeg bliver hjemme har en langt dybere Grund, og er mig en Trang. Jeg maa engang begynde paa at kunne undvære saa stærke Adspredelser. Skal jeg tænke paa at binde mig til en fast udv: Gjerning, kan jeg ikke være tjent med, at den Higen, efter en saadan forceret Bortfjernelse pludselig kommer paa mig, og med hele det melancholske Præg. Derfor lige saa godt først som sidst. Nu er jeg færdig med Bøgerne, reiste jeg saa, begyndte jeg formdl. igjen, og fik ikke den Forvisning, at jeg kan standse uden at behøve som en Leviathan at baldre mig, ved at kaste mig lige i den modsatte Retning.

Jeg føler nu en Trang til i en dybere Forstand at komme til mig selv ved at komme nærmere til Gud i Forstaaelsen af mig selv. Jeg maa blive paa Stedet, og fornyes ind efter. Noget ganske Andet er det, at jeg muligen til Efteraarets Slutning kunde tiltræde en ordl. Udenlandsreise for længere Tid. Men dette maa slet ikke bære Præget af det Lidenskabelige ell. det Lidenskabeliges Concentration som en saadan lille Udflugt til Berlin.

Mit Tungsind maa jeg see at faae nærmere fat. Det har hidtil hvilet dybest i Grunden, og den uhyre Aands-Anstrengelse har hjulpet til at holde det nede. At jeg har gavnet ved min Arbeiden, at Gud har billiget den, og hjulpet mig paa enhver Maade er vist nok. Jeg takker ham atter og atter, at han har gjort for mig uendeligt mere end jeg havde ventet. Det er min Trøst, at saa vist som intet Msk. har for Gud nogen Fortjeneste, saa har han dog med Velbehag seet min Stræben, at jeg i min frygtelige Lidelse ved hans Bistand har holdt ud indtil det Yderste. Jeg veed med mig selv for Gud, at min Forfatter-Arbeiden, min Redebonhed til at lystre hans Vink, til at offre ethvert jordisk og verdsligt Hensyn, vil formilde mig selv Indtrykket af hvad jeg personligt har forbrudt. Just fordi jeg med besværet Samvittighed begyndte min Forfat