Kierkegaard, Søren Journalen NB2 : 1847

VIII1A127Selv om jeg ikke formaaer Andet, saa ønsker jeg dog at efterlade en aldeles nøiagtig og paa Erfaring begrundet ⓘ IagttagelseIagttagelse] SKS, Iagttagelsen af Tilværelsens Forhold. I denne Henseende er jeg nu først og fremmest forvisset om, at disse Forhold væsentligen altid ere eens. Det er derfor en dum Tale, naar en Mand priser sig lykkelig, at hans Liv gik hen uden Gjenvordigheder – thi dette kan kun være muligt ved hans Skyld, at han nemlig ikke vovede nok. Det er latterligt at høre en Mand tale om de gode Freds-Tider, som man nu lever i, – og det falder maaskee ikke den Mand ind blot at tænke paa, om han for sit Vedkommende har vovet nok, om han ikke har snydt Tilværelsen og al denne Tryghed er Snyderie. Dette er li19gesom den elendige Præste-Snak om, at man ikke skal friste ⓘ GudGud] , først skrevet ve ved at vove sig i Farer, men naar Lidelsen kommer til ⓘ EnEn] , først skrevet En? o: s: v:. Hvilken Sludder, det man egl. kalder Afgjørelsen kommer aldrig til et Msk, det maa han gaae i. ►Alle hine Herlige, som have vovet deres Liv for det Gode, hvis de ville have siddet og ventet paa ⓘ atat] tilføjet Faren skulde komme til dem, saa vare de aldrig komne i Faren.

Tilværelsens Forhold bliver altid de samme. Nu har der vel før mig levet mange mange mange erfarne Msker, men Spørgsmaalet er, hvor langt den Erfarne149 selv har vovet sig ud. ►👤Goethe var saaledes en høist erfaren Mand, aber han svømmede paa ►Lavden.

Paa mit Schema skal en Yngling ganske nøiagtigt forud kunde see, ligesom paa en ►Priis-Courant: naar Du gaaer saa langt ud, saa ere Forholdene saaledes, dette at vinde og dette at tabe; naar Du gaaer saa langt ud, ere Forholdene disse, o: s: v:.