Kierkegaard, Søren Journalen NB2 : 1847

NB2:143

#

Det kunde være fortjent, engang at fremstille det moderne Skolevæsen – al denne Vigtighed i Bladene med Programmer, som 📖 Berlingske T: finder interessante o: s: v:Bartholin! der netop var beregnet paa at tilfredsstille Tidens Fordringer ved Hjælp af Trækruder o: s: v: – og saa i Modsætning hertil den gamle Skole-Gang, da Skolen var et indesluttet Sted, da der endnu var Pathos i at tale om »bag Skolens Mure« (ad modum bag Klosterets Mure) istedenfor at Skolen nu er en Gjennem-Gang (📌Per-Madsens Gang – Passagen); den Tid da Forældrene selv vare bange for Skolemesteren, denne store Ubekjendte, som Drengen gysede ved at skulde sendes til, ligesom et Lam, der skal sendes ind til Ulven – og nu da det er Thee-Sladder og Kaffe-Slapperage. (Man kunde idyllisk-romantisk udføre den Scene, naar Drengen i gl. Dage første Gang skulde i Skole.) – Den moderne Skinhellighed i Forhold til hele Underviisnings-Væsenet og Opdragelsen – at Forældre og Lærere istedenfor at arbeide for Alvor forsikkre hinanden, hvor alvorlig den Sag er, og hvad de gjøre – for at faae en ny Trækrude.

Men hele den første Deel af Artiklen maatte holdes pathetisk (»Vor Tid er Reformernes Tid« o: s: v:) i en høist alvorlig Tone, ellers faaer man ikke Folk til at gaae med, de blive strax opsætsige.

Tilsidst nødsager Verden En til at blive saa ironisk, at man end ikke tør lade Ironien titte igjennem.