Kierkegaard, Søren Journalen NB2

✂ [a] VIII1A372Bøn. Herre Jesus Christus, der er saa Meget, som vil holde os tilbage og drage os til sig; hver har Sit, og dog alle Meget. Men Du er jo den evig Stærkeste! Saa drag Du os end stærkere til Dig. Vi kalde Dig vor Forløser, fordi Du kom til Verden at løse alle Baand, de uværdige Bekymringers, som vi selv paalægge os, at bryde Syndens tunge Lænker. Vi kalde Dig Frelser, at Du saaledes vil frelse os forløste ud af alt dette. Thi dette var jo Guds Villie, som Du fuldkommede og gjorde mulig, vor Helliggjørelse. Derfor ►steeg Du ⓘ nedned] , først skrevet t til Jordens lave Egne, og derfor ►steeg Du atter op i Høiheden for derfra at drage os til Dig

✂ [b] VIII1A375O, forunderligt, ►Solen gaaer op og gaaer ned, som sædvanligt, saaledes gaaer Alt sin sædvanlige Gang: Han sees ikke synligt, og dog drager han – ja at I ere her samlede, beviser det jo; ⓘ HanHan] , < han haver draget Eder hid, men som der bedes af en Troende ►forøg mig Troen, saaledes bede I, de Dragne, at Han vil drage Eder ganske til sig.

✂ c VIII1A373Du er stillet mell. hans Lidelse og hans ⓘ HøihedHøihed] , ændret fra Død, saaledes drager han Dig, fra Høiheden, medens Lidelsen skyder til. Og Ham kunde Du jo ikke, som Du ønsker en Afdød maaskee, ønske tilbage – tilbage til Lidelse og Korsfæstelse; thi saaledes maatte det gjentages, hvis [han] atter kom her i Timeligheden.

✂ d VIII1A374Dog er Han ikke i Høiheden ligegyldig ell. uvirksom, han er altid rede til at ►fremtræde for os med uudsigelige Sukke; han sidder heller ikke ned, thi naar Faren er stor ►reiser han sig op, som Stephanus saae ham.