Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen NB14

✂ [h] X2A211Og naturligviis ikke eet Ord til hende om at vinde 👤Schlegel for min Idee. Nei aldrig! At respektere et Ægteskab det forstaaer jeg. Den Mulighed jeg havde opfundet for hende, og glædet mig til at fryde hende med, forskjønnende hendes Ægteskab – og kun Gud veed, om jeg ikke havde fordret for meget af mig selv ved saaledes at ødsle mig – den skulde være en Foræring af 👤Schlegel til hende. Havde han forstaaet mig, havde han troet mig, saa var jeg blevet næsten et Tjenende i hans Haand. – Men nu er Sagen egl. afgjort. ⓘ OgOg] først skrevet et dobbeltkors aldrig har jeg ►den Sag betræffende følt mig saa let og glad og fri, saa ganske igjen mig selv, som just efter dette opoffrende Skridt; thi jeg forstaaer nu, at jeg har Guds Samtykke til at slippe hende og skaane mig ⓘ selvselv] , herefter er slettet kun opfyldende hendes sidste Bøn stundom at mindes hende^a d. 21 Novbr.