Journalen NB14 - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

◄ Texter til Fredags-Taler ... disses Pagina er angivet : se den indledende oversigt i journaloptegnelsen NB13:3, hvori der angives to optegnelser (NB13:6 og NB13:58) med skriftsteder til brug for »Fredags-Taler«. I denne optegnelse henviser SK til en tilsvarende oversigt, som findes i den foregående journal, jf. journaloptegnelsen NB12:4. – Texter til Fredags-Taler: dvs. bibelske tekster til en prædiken ved altergangen, som på SKs tid fandt sted om fredagen i 📌Vor Frue Kirke. Her havde SK selv tre gange prædiket ved altergangen, første gang fredag 18. juni 1847 over ►Matt 11,28, anden gang fredag 27. aug. 1847 over ►Joh 10,27, tredje gang fredag 1. sept. 1848 over ►Joh 12,32. Prædikenerne er trykt som henholdsvis anden og tredje tale i Christelige Taler (📌Kbh. 1848), fjerde afdeling med deltitlen »Taler ved Altergang om Fredagen. Christelige Taler«, SKS 10, 277-292, samt 1. udvikling i Indøvelse i Christendom ( 350,2), nr. III, s. 163-169 (SV2 12, 173-179).

I trykt udgave: Bind 22 side 343 linje 1

◄ Et Ord af Thomas a Kempis ... min lille Udgave p. 131 : Der citeres fra 3. bog (»Om den indre Trøst«), kap. 36 (»Om Menneskenes forfængelige Domme«), stk. 2 i Thomas a Kempis, om Christi Efterfølgelse, fire Bøger, overs. og på ny udg. af 👤J.A.L. Holm (med en indledning og en beskrivelse af Thomas a Kempis' levnedsløb af 👤A.G. Rudelbach), 3. udg., 📌Kbh. 1848 [1826], ktl. 273, s. 130f., hvor det om 👤Paulus hedder: »Han gjorde Alt, hvad han kunde, for at opbygge og frelse Andre, men kunde dog ei forebygge, at han jo blev foragtet og ilde dømt af Menneskene. Derfor overgav han Alt til Gud, som kjender Alt, og forsvarede sig kun ved Taalmod og Ydmyghed, mod deres Tale, som fremførte Ondt imod ham, eller optænkte taabelige og løgnagtige Rygter om ham, og hvad andet Foragteligt, der kunde falde dem ind. Han forsvarede sig undertiden, at ei de Svage skulde forarges formedelst [på grund af] hans Taushed.« – Thomas a Kempis: 👤Thomas Hemerken fra Kempen (o. 1380-1471), ty. munk, mystiker og opbyggelig forfatter, præsteviet i 1414. Han anføres traditionelt som forfatter til de fire bøger De imitatione Christi [Om Kristi efterfølgelse], der udkom anonymt i 1418, og som sidenhen blev et af de mest læste værker i verdenslitteraturen. – Paulus: den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom. Født i 📌Tarsus i 📌Lilleasien; hellenistisk jøde; uddannet farisæer; deltog i forfølgelser af de jødiske landsmænd, der var kommet til tro på Jesus som Kristus. Oplevede o. 40 e.Kr. en kaldelse, hvor den opstandne Kristus viste sig for ham; forkyndte fra da af evangeliet om Kristus, især for ikke-jøder, og synes her at have været grundlæggeren af en mission, hvor der ikke samtidig fordredes overgang til jødedommen. Blev formentlig henrettet o. 65 under den rom. kejser 👤Neros forfølgelser af de kristne efter 📌Roms brand. Paulus er kendt på første hånd fra en række breve, skrevet i årene 51-55 og optaget i NT. De 13 breve, der i NT er overleveret under Paulus' navn, blev på SKs tid almindeligvis alle anset for ægte; i dag regnes normalt kun de syv eller ni for ægte, heriblandt Første Thessalonikerbrev, der er det ældste skrift i NT, samt ►Romerbrevet, de to Korintherbreve og ►Galaterbrevet. I de fire sidst nævnte breve fremtræder Paulus som en apostel, der hævder at have sit kald og dermed sin autoritet umiddelbart fra den opstandne Kristus. ►Apostlenes Gerninger, som er den anden store kilde til viden om Paulus, afspejler efter nutidens opfattelse en senere tids billede af hedningeapostlen.

I trykt udgave: Bind 22 side 343 linje 4

◄ forklarer : afklarer, forvandler.

I trykt udgave: Bind 22 side 344 linje 17

◄ for Salighed: af.

I trykt udgave: Bind 22 side 344 linje 26

◄ falde paa Sligt : få det indfald, finde på sådan noget.

I trykt udgave: Bind 22 side 344 linje 37

◄ Kamerherren : dvs. kammerherren; en fornem person ved hoffet, der opvarter kongen.

I trykt udgave: Bind 22 side 345 linje 7

◄ tilfredstiller : dvs. tilfredsstiller.

I trykt udgave: Bind 22 side 345 linje 16

◄ Spidsborger : bedsteborger, en snæversynet og åndløs person.

I trykt udgave: Bind 22 side 345 linje 39

◄ Aladdin : sigter til hovedpersonen i 👤Adam Oehlenschlägers lystspil Aladdin, eller Den forunderlige Lampe i Poetiske Skrifter bd. 1-2, 📌Kbh. 1805, ktl. 1597-1598; bd. 2, s. 75-436. 👤Aladdins begejstrede forberedelse af sit bryllup, hans opildnede instrukser til 👤Lampens Ånd og stærke besættelse af den elskede 👤Gulnare har SK skildret i »Adskilligt om Ægteskabet mod Indsigelser« i Stadier paa Livets Vei (1845), SKS 6, 99, hvor det bl.a. hedder: »Det, hvorved Aladdin er stor, er hans Ønske, at hans Sjel har Marv til at begjere.« 📌Det kgl. Teater opførte stykket i sin helhed første gang 17. april 1839 og derefter 22 gange frem til 25. nov. 1842.

I trykt udgave: Bind 22 side 345 linje 40

◄ recensere : kritisk undersøge, bedømme.

I trykt udgave: Bind 22 side 346 linje 2

◄ si placet : lat. 'om man vil'.

I trykt udgave: Bind 22 side 346 linje 5

◄ det Mirakel, der forvandler Vand til Viin ved et Bryllup : hentyder til beretningen om Jesu under ved brylluppet i 📌Kana, ►Joh 2,1-10. Da vinen slap op under bryllupsfesten, gav Jesus på sin mors foranledning besked om, at tjenerne skulle fylde seks stenkar med vand. Da det var sket, sagde han til tjenerne, at de skulle øse op fra karrene og bringe det til ham, der styrede festen. Og da han havde smagt på vandet, der var blevet til vin, sagde han til brudgommen, at denne ikke, som man plejer, havde serveret den gode vin først.

I trykt udgave: Bind 22 side 346 linje 5

◄ qua : i egenskab af, som.

I trykt udgave: Bind 22 side 346 linje 10

◄ formenende : antagende, menende.

I trykt udgave: Bind 22 side 346 linje 11

◄ Galaterne 2: ved Loven er jeg død fra Loven : hentyder til ►Gal 2,19-21, hvor 👤Paulus skriver: »Thi jeg er formedelst [ved hjælp af] Loven død fra Loven, at jeg skal leve Gud. Jeg er korsfæstet med Christo; alligevel lever jeg, dog ikke jeg mere, men Christus lever i mig; og hvad jeg nu lever i Kiødet, det lever jeg i Guds Søns Tro, som elskede mig, og gav sig selv hen for mig. Jeg agter ikke Guds Naade ringe; thi erholdes [opnås] Retfærdighed ved Loven, da er jo Christus død forgieves« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 346 linje 17

◄ den Fremstilling, jeg pleier at give af »Forbilledets« Forhold : se fx NB:193 og NB2:182, i SKS 20, 115 hhv. 213; NB6:3, NB10:54 og 198, i SKS 21, 13, 284f. hhv. 362f., samt NB12:162 og 177 samt NB13:88. Se også fx Christelige Taler (1848), SKS 10, 52-56.

I trykt udgave: Bind 22 side 346 linje 18

◄ cfr p. 41 : se NB14:27.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 1

◄ Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed : I løbet af sommeren og efteråret 1848 udarbejdede SK manuskriptet til Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed / En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, som han aldrig selv udgav; det blev udgivet posthumt af 👤P.C. Kierkegaard, 📌Kbh. 1859. I marts 1849 skrev han en mindre redegørelse, Om min Forfatter-Virksomhed, som han i 1851 udgav under eget navn samtidig med To Taler ved Altergangen om Fredagen. Hertil kommer en række mindre afhandlinger, der også omhandler forfatterskabet: »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« bestående af nr. 1, »Til Dedicationen 'hiin Enkelte'«, opr. skrevet i 1846 (jf. Pap. IX B 63,4-5, s. 350-357), nr. 2, »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'hiin Enkelte'«, opr. skrevet i 1847 (jf. Pap. IX B 63,6-13, s. 357-374), der siden under ét blev trykt som »'Den Enkelte' / Tvende 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, s. 83-112 (SV2 13, 627-653), og nr. 3, »Forord til 'Fredags-Talerne'«, opr. skrevet i 1847 (jf. Pap. IX B 63,14, s. 375-377) og senere benyttet som forord til To Taler ved Altergangen om Fredagen (1851); desuden »Den bevæbnede Neutralitet eller Min Position som christelig Forfatter i Christenheden« (jf. Pap. X 5 B 106-109, s. 287-302) og »Det Hele med eet Ord« (jf. Pap. X 5 B 144).

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 2

◄ Mag. K. s : dvs. magister Kierkegaard; SK blev i 1841 filosofisk magister på afhandlingen Om Begrebet Ironi.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 4

◄ A-O : muligvis forkortelse for Alfa-Omega.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 5

◄ opgives : anføres som det bekendte.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 7

◄ categorisk : med hensyn til kategoriernes indbyrdes forhold, dialektisk, begrebsmæssigt.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 27

◄ svarende til Alt, hvad jeg ... ell. NB12 : Der tænkes snarere på journalen NB11, som påbegyndtes 2. maj 1849, end på journalen NB12, der blev skrevet i perioden 19. juli til 7. sept. 1849, jf. fx NB11:122, 132, 192, 204, 209 og 233; sml. NB12:17 og 196.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 27

◄ en Poeniterende : dvs. en, der angrer el. gør bod.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 30

◄ den nye Pseydonym. (Anti-Cl.) : dvs. pseudonymen Anti-👤Climacus, forfatter af Sygdommen til Døden ( 351,6) og siden af Indøvelse i Christendom ( 350,2). Navnet udtrykker en modsætning el. modpol til (Johannes) Climacus ( 414,20). Anticlimacus el. 👤Anti-Climacus nævnes første gang som en mulig pseudonym i NB5:8, i SKS 20, 373.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 32

◄ Styrelsen : dvs. Guds styrelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 347 linje 36

◄ tage en Embedstilling : nemlig som præst el. som lærer ( 350,25).

I trykt udgave: Bind 22 side 348 linje 9

◄ autor : lat. ophavsmand; forfatteren.

I trykt udgave: Bind 22 side 348 linje 12

◄ det Interessante : æstetisk kategori, der med udgangspunkt i den ty. kunstteori (tidligst 👤Fr. Schlegel) blev et modeord i den danske debat, specielt i begyndelsen af 1840'erne; fællesbetegnelse for de stimulerende kunstneriske virkemidler, der blev betragtet som ikke-skønne, men fascinerende. 'Interessant' kan således være udtryk for spænding, tendens, disharmoni, det individuelt problematiske, det pirrende, det opsigtsvækkende, men tillige betegne den raffinerede el. reflekterede stil og den æggende nyhed i stof og arrangement.

I trykt udgave: Bind 22 side 348 linje 14

◄ svælgende Dyb : allusion til Jesu lignelse om den rige mand og 👤Lazarus i ►Luk 16,19-31, hvor 👤Abraham siger til Lazarus, som er havnet i dødsriget, at der er »imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os«, v. 26 (NT-1819). – svælgende: afledt af svælg, dyb afgrund el. kløft.

I trykt udgave: Bind 22 side 348 linje 15

◄ Fornemlig : fornemmelig, især.

I trykt udgave: Bind 22 side 348 linje 21

◄ jeg har haft Formue : SKs far døde i 1838 og efterlod sig en formue, der i 1839 blev opgjort til o. 125.000 rigsdaler ( 433,24), som SK og hans ældre bror 👤Peter Christian arvede (jf. 👤F. Brandt og 👤E. Thorkelin Søren Kierkegaard og pengene, 2. udg., 📌Kbh. 1993 [1935], s. 67). SKs formueforhold i 1846-49 lader sig kun fastlægge omtrentligt; men af sine arvede aktier solgte han den sidste o. 2. marts 1847, mens den sidste kgl. obligation blev afhændet o. 14. dec. 1847 (jf. Søren Kierkegaard og pengene, s. 69-71). Herefter havde SK ingen renteindtægter af aktier og obligationer og måtte i de kommende år yderligere udhule formuen. Se journaloptegnelsens NB11:122, i SKS 22, 68,4f., samt kommentaren hertil.

I trykt udgave: Bind 22 side 348m linje 21

◄ Impetus : lat. heftig bevægelse; tilskyndelse, flugt, heftighed.

I trykt udgave: Bind 22 side 348m linje 23

◄ Det er en smuk Distinction ... er det Afgjørende : sigter til 👤Martin Luthers prædiken til 6. søndag efter trinitatis over ►Matt 5,20-26 i En christelig Postille, sammendragen af Dr. Morten Luthers Kirke- og Huuspostiller. Efter Benjamin Lindners tydske Samling, overs. af 👤J. Thisted, bd. 1-2, 📌Kbh. 1828, ktl. 283 (forkortet En christelig Postille); bd. 1, s. 430-437, hvor det bl.a. hedder: »Det femte Bud lyder, som I vide, saaledes: Du skal ikke ihjelslaae! Nu meente Pharisæerne, at naar de blot kunde styre deres Haand, saa de ikke sloge Nogen ihjel med den, da havde de gjort dette Bud fyldest, da vare de retfærdige, og Ingen kunde drive dem højere. / Men Christus spænder Buen højere, og siger: 'Nej, Godkarl, det har en anden Mening. Ja, lød det femte Bud saaledes: Din Haand skal ikke ihjelslaae – saa havde Enhver, som ei ihjelslaaer med Haanden, gjort Budet fyldest. Men nu lyder det saaledes: Du skal ikke ihjelslaae – det er [dvs.], dit Hjerte, din Mund, dine fem Sandser, Alt, hvad du har, Alt, hvad i dig er, skal aldrig skade din Næste. Du skal ei alene undlade Legemets Drab, men Alt, hvad der kan befordre Døden«, s. 432f. – Luther: Martin Luther (1483-1546), ty. teolog, augustinermunk (1505-24), prof. i 📌Wittenberg; som protestantisk reformator den centrale skikkelse i det opgør og brud med den middelalderlige teologiske tradition, pavemagten og romerkirken, som bl.a. førte til en nyordning af gudstjenesten og det kirkelige liv og til dannelse af en række evangelisk-lutherske kirkeordninger, især i 📌Nordeuropa. Forfatter til en lang række teologiske, eksegetiske, opbyggelige og kirkepolitiske værker, talrige prædikener og salmer samt en ty. oversættelse af Biblen.

I trykt udgave: Bind 22 side 349 linje 2

◄ som Nicodemus : hentyder til beretningen om farisæeren 👤Nikodemus, ►Joh 3,1-21, der trods sin beundring af Jesus kommer til denne om natten, da han er bange for, at nogen skal se det. SK har skrevet udførligt om Nikodemus i Indøvelse i Christendom ( 350,2), nr. III, 6. udvikling, s. 262-267 (SV2 12, 271-276).

I trykt udgave: Bind 22 side 349 linje 24

◄ som hiin rige Yngling : sigter til beretningen om en rig, ung mand, der kom til Jesus og spurgte, hvad godt han skulle gøre for at få evigt liv, ►Matt 19,16-22. Jesus svarede ham, at han skulle holde budene. Den unge mand spurgte: Hvilke? Og Jesus nævnede fem af de ti bud og føjede til: »du skal elske din næste som dig selv.« Den unge mand svarede, at det havde han alt sammen gjort, og spurgte, hvad han så manglede. Hertil svarede Jesus: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det, gik han bedrøvet bort, »for han var meget velhavende.«

I trykt udgave: Bind 22 side 349 linje 24

◄ Allarm : stort postyr, uro, spektakel.

I trykt udgave: Bind 22 side 349 linje 27

◄ en Privatiserende : en, der (som SK) lever el. virker som privatmand.

I trykt udgave: Bind 22 side 349 linje 31

◄ saa langt ude : formentlig i betydningen: 'så udpræget, yderligt' el. 'på så dybt vand' (sml. NB11:232: »Præsten er ikke Den, som er længst ude, han staaer paa Land – og anbefaler og anbefaler Χstd.«).

I trykt udgave: Bind 22 side 349m linje 8

◄ sætter Forklaringen til : dvs. tilføjer forklaringen, fx som i kapitlet »Forklaringen: at Forfatteren er og var religieus Forfatter« i Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 347,3), s. 9-14 (SV2 13, 559-563)

I trykt udgave: Bind 22 side 349m linje 9

◄ Den nye Pseudonym Anti-Climacus : 347,33.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 1

◄ hele den Produktivitet der hedder Indøvelse i Christendom : dvs. de tre skrifter »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse« ( 350,8), »'Salig Den, som ikke forarges paa mig.' En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebs-Bestemmelse« ( 355,26) og »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger« ( 355,29). De er alle skrevet i 1848. SK begyndte den 4. juni 1849 at overveje at samle og udgive dem pseudonymt i ét bind som Indøvelse i Christendom (se journaloptegnelsen NB11:123). Skrifterne udkom i sept. 1850 som Indøvelse i Christendom, af 👤Anti-Climacus og udg. af SK, nr. I-III, 📌Kbh. 1850 (SV2 12, 13-286).

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 2

◄ Da Skriftet »kommer hid alle I som arbeide o: s: v.« ... med de andre : Manuskriptet til Indøvelse i Christendom ( 350,2), nr. I, med deltitlen »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, s. [3]-77 (SV2 12, 15-89), blev færdiggjort sommeren 1848 (se NB6:64, i SKS 21, 47). Et titelblad med den ordlyd, SK angiver, findes ikke bevaret. Da SK i nov. 1848 overvejede at udgive Sygdommen til Døden ( 351,6) og »Den bevæbnede Neutralitet« ( 347,3) samt de tre skrifter: »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile'«, »'Salig Den, som ikke forarges paa mig'« ( 355,26) og »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig« ( 355,29) i ét bind under titlen »Fuldendelsens samtlige Værker« el. »Fuldbringelsens samtlige Værker«, føjede han til i marginen: »De tre: Kommer hid; salig Den som ikke forarges; fra Høiheden fik saa et særskilt Titelblad: Forsøg til at indføre Χstd. i Χstheden; men paa Foden af Titelbladet: digterisk Forsøg – uden Myndighed« (se NB8:15, s. 151f.). Se også NB9:56 og NB10:19, i SKS 21, 232f. og 265. – kommer hid alle I som arbeide: jf. ►Matt 11,28, hvor Jesus siger: »Kommer hid til mig Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 8

◄ Journalen NB11 ell. NB12 men snarest NB11 : se fx NB11:122-124, 150 og 203 samt NB12:72.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 12

◄ Pseydonym : dvs. pseudonym.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 15

◄ søge Embede : nemlig som præst el. lærer ved universitetet el. pastoralseminaret. Når et gejstligt embede var bekendtgjort som ledigt i Departementstidenden, skulle ansøgningen inden seks uger indgives til biskoppen i det pågældende stift (i SKs tilfælde biskop 👤Mynster), som derefter indsendte den med sin udtalelse til kultusministeren (dvs. ministeren for kirke- og skolevæsenet, 👤J.N. Madvig); endelig indstillede kultusministeren til kongen, hvem kaldet burde gives.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 25

◄ Jeg gik saa til Madvig og Mynster traf Ingen af dem : Den 23. juni 1849 opsøgte SK forgæves Madvig og den 25. juni 1849 forgæves Mynster; se journaloptegnelserne NB11:193, NB11:204.a.a og NB13:78. – Madvig: 👤Johan Nicolai Madvig (1804-86), da. klassisk filolog, prof. ved 📌Københavns Universitet, i 1848-49 medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og fra 16. nov. 1848 kultusminister, i hvilken funktion han afgjorde besættelsen af gejstlige embeder. – Mynster: 👤Jakob Peter Mynster (1775-1854), da. præst, forfatter og politiker, fra 1811 residerende kapellan ved 📌Vor Frue Kirke i 📌Kbh., fra 1826 hofprædikant, fra 1828 kgl. konfessionarius samt hof- og slotspræst ved 📌Christiansborg Slotskirke, fra 1834 biskop over 📌Sjællands stift. Som biskop var Mynster den da. kirkes primas og kongens personlige rådgiver; i årene 1835-46 var han medlem af stænderforsamlingen i 📌Roskilde, hvor han i høj grad gjorde sin indflydelse gældende, og i 1848-49 medlem af den grundlovgivende rigsforsamling. Han var aktiv i en lang række styrende organer og var drivkraften bag oversættelsen af Det Nye Testamente (autoriseret 1819), af en ny ritualbog og af et Tillæg til den evangelisk-christelige Psalmebog (autoriseret 1845).

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 27

◄ Styrelsen : dvs. Guds styrelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 29

◄ gribe feil : egl. gribe ved siden af; tage fejl.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 30

◄ Jeg skrev da til Bogtrykkeriet ... maatte faae Manuscript : Denne korrespondance ml. SK og bogtrykkeriet er ikke bevaret; SK indleverede sit manuskript til Sygdommen til Døden til bogtrykkeriet den 29. juni 1849 ( 351,6). – Bogtrykkeriet: dvs. 👤Bianco Lunos bogtrykkeri, hvor alle SKs bøger blev trykt, undtagen Tvende ethisk-religieuse Afhandlinger ( 400,1), der blev produceret hos 👤Louis Klein.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 30

◄ Etatsraad Olsen var død : sigter til 👤Regines ( 369,1) far, Terkild el. 👤Terkel Olsen (1784-1849), chef for Hoved- og Kontrabogholderkontoret under Finansdepartementet (fra 1848 Finansministeriet), der 28. juni 1840 fik titel af 'virkelig etatsråd', en titel, som if. rangforordningen var placeret i 3. klasse som nr. 3, jf. Collegial-Tidende, nr. 30, den 4. juli 1840, s. 711f. Han døde natten ml. 25. og 26. juni 1849, jf. Adresseavisen, nr. 150, den 29. juni 1849.

I trykt udgave: Bind 22 side 350 linje 34

◄ faldt mig (...) paa : faldt mig ind, kom jeg til at tænke på.

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 1

◄ Sygdommen til Døden : Sygdommen til Døden. En christelig psychologisk Udvikling til Opbyggelse og Opvækkelse, af 👤Anti-Climacus og udg. af S. Kierkegaard, blev skrevet i 1848 og indleveret til trykkeriet den 29. juni 1849 (Aller Press, arkiv for 👤Bianco Lunos Bogtrykkeri. Erindringsbog for Bianco Luno, 1849, »Bestillinger«, s. 39). Den 30. juli 1849 blev bogen annonceret som udkommet i Adresseavisen, nr. 176).

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 6

◄ Vrøvl med Reitzel : Det er usikkert, hvad der sigtes til. I journaloptegnelsen NB12:29, i SKS 22, 161,3f. taler SK om »al det Vrøvl i Bogtrykkeriet i de Dage«, hvormed han synes at sigte til problemer vedrørende selve produktionen (sætningen) af Sygdommen til Døden i 👤Bianco Lunos bogtrykkeri ( 350,30). SK kan dog også sigte til forhandlinger med forlæggeren C.A. Reitzel: Enten som tidligere på måneden, hvor det i journaloptegnelsen NB11:123, i SKS 22, 70 hedder: »idag d. 4. Juni talte jeg med Reitzel, som sagde at han ikke turde tage noget Nyt paa Forlag. Overhovedet har det Msk plaget mig forskrækkeligt med sin Misere, som formdl. dog er Overdrivelse.« Eller i forbindelse med udbetalingen af honoraret for 2. udg. af Enten – Eller, der udkom 14. maj 1849, jf. SKs brev til Reitzel, B&A bd. 1, s. 177. I journaloptegnelsen NB2:113 (3. aug. 1847) skriver SK i forbindelse med sine forhandlinger med Reitzel, at »jeg veed, hvor skjødesløs han er« (SKS 20, 185,34). Senere, i journaloptegnelsen NB12:143 fra sept. 1849, beklager SK sig over »ikke engang at have en Forlægger føielig, men at qvæles af hans Angest og Betænkeligheder«, SKS 22, 232,31f. – Reitzel: 👤Carl Andreas Reitzel (1789-1853), da. forlagsboghandler, grundlagde i 1819 egen boglade og eget forlag. Fra 1847 fungerede Reitzel som SKs foretrukne forlægger, ligesom han tidligere – mens SK fungerede som sin egen forlægger – havde haft en stor del af SKs værker i kommission.

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 14

◄ sildigt : sent.

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 21

◄ udsat : sat, dvs. sætningen af teksten var færdiggjort.

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 21

◄ blive ædrue : jf. ►1 Pet 4,7: »Men alle Tings Ende nærmer sig. Værer derfor ædrue [NT-1992: besindige] og aarvaagne til Bønnen« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 27

◄ Fornegtelse : dvs. undertrykkelse af den syndige, selviske natur.

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 30

◄ komme (...) stikkende : kommer rendende.

I trykt udgave: Bind 22 side 351 linje 34

◄ hvis det sagdes til Sara i Tobiæ Bog »hvorfor gifter Du Dig ikke som de Andre« : sigter specielt til ►Tob 3, hvor 👤Tobit beretter om 👤Raguels datter 👤Sara i 📌Ekbatana, at hun var blevet gift bort syv gange, men manden hver gang døde på bryllupsnatten, før de blev forenet. En tjenestepige håner derfor Sara og beskylder hende for selv at have dræbt sine mænd, hvorfor Sara fortvivlet vil tage sit liv. Det viser sig senere, at hun var bestemt til at ægte Tobits søn, 👤Tobias.

I trykt udgave: Bind 22 side 352 linje 15

◄ cfr »Frygt og Bæven« : Frygt og Bæven, i SKS 4, 191-193, giver en skildring af 👤Sara.

I trykt udgave: Bind 22 side 352 linje 16

◄ udmærkede : mærkbare, særegne.

I trykt udgave: Bind 22 side 352 linje 19

◄ Middelalderens Vildfarelse ... behage Gud : sigter i alm. til middelalderens klosterlige askese, herunder cølibat; se også NB11:140.

I trykt udgave: Bind 22 side 352 linje 22

◄ skaffe : gøre.

I trykt udgave: Bind 22 side 352 linje 26

◄ leve af Rødder : dvs. leve spartansk, nøjsomt.

I trykt udgave: Bind 22 side 352 linje 27

◄ eo ipso : lat. netop derved.

I trykt udgave: Bind 22 side 353 linje 18

◄ have et Ord paa Munden : fast udtryk, have et ord på læberne, være lige ved at sige noget.

I trykt udgave: Bind 22 side 353 linje 24

◄ siger sig selv at være : dvs. siger selv at være.

I trykt udgave: Bind 22 side 353 linje 29

◄ stadse med : fremvise til beundring, prange med.

I trykt udgave: Bind 22 side 353 linje 30

◄ Anti-Cl. : dvs. 👤Anti-Climacus ( 347,33).

I trykt udgave: Bind 22 side 354 linje 1

◄ slaaet i Glemme : fast udtryk, sluppet for at tænke på, fortrængt.

I trykt udgave: Bind 22 side 354 linje 6

◄ Indulgents : skånsomhed, begunstigelse, fritagelse for straf. Udtrykket bruges i den katolske kirke om aflad.

I trykt udgave: Bind 22 side 354 linje 10

◄ falder paa : falder ind.

I trykt udgave: Bind 22 side 354 linje 23

◄ Platos Philosophie : 377,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 355 linje 5

◄ Skriftet No 1 (»Kommer hid Alle I ... besværede«) : 350,8.

I trykt udgave: Bind 22 side 355 linje 12

◄ at Χstus kom til Verden ... Du skal : se »Standsningen«, afsnit IV »Christendommen som det Absolute; Samtidigheden med Christus« i »'Kommer hid alle I som arbeide og ere besværede, jeg vil give Eder Hvile.' Til Opvækkelse og Inderliggjørelse«, i Indøvelse i Christendom ( 350,2), s. 70-74 (SV2 12, 82-86).

I trykt udgave: Bind 22 side 355 linje 14

◄ Skriftet No 2 (»Salig Den, som ikke forarges) : dvs. det fra sommeren 1848 færdige manuskript til »'Salig Den, som ikke forarges paa mig.' En bibelsk Fremstilling og christelig Begrebs-Bestemmelse«, der blev udg. som nr. II i Indøvelse i Christendom ( 350,2), s. 81-155 (SV2 12, 91-166). – Salig Den, som ikke forarges: sigter til ►Matt 11,6, hvor Jesus siger: »salig er den, som ikke forarges paa [tager anstød af] mig« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 355 linje 26

◄ Skriftet No 3 (Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig) : dvs. manuskriptet til »Fra Høiheden vil han drage Alle til sig. Christelige Udviklinger«, der blev udg. som nr. III i Indøvelse i Christendom ( 350,2), s. 157-277 (SV2 12, 167-286). – »Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig.«: sigter til ►Joh 12,32, hvor Jesus siger: »Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 355 linje 29

◄ Præstepræk: snak, sludder, vrøvl.

I trykt udgave: Bind 22 side 355 linje 37

◄ Medlevende : samtidige.

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 6

◄ den Mishandling, jeg har lidt : 389,9.

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 11

◄ spille op med : opføre sig overmodigt, ubehageligt over for, el. søge at hamle op med.

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 18

◄ vistnok : rigtigt nok.

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 26

◄ grebet feil : egl. grebet ved siden af; begået en fejltagelse, taget fejl.

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 33

◄ for ham er det dog kun 7 Dage : spiller på ►2 Pet 3,8: »Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag«.

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 35

◄ uselige : usle.

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 35

◄ i Frygt og Bæven : spiller på ►Fil 2,12, hvor 👤Paulus skriver til filipperne: »Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær.«

I trykt udgave: Bind 22 side 356 linje 36

◄ sig selv betræffende : hvad angår sig selv.

I trykt udgave: Bind 22 side 357 linje 8

◄ vistnok : helt sikkert, rigtigt nok.

I trykt udgave: Bind 22 side 357 linje 16

◄ Mærkelige : bemærkelsesværdige.

I trykt udgave: Bind 22 side 357 linje 25

◄ Nedladenhed : det at stille sig på lige fod med menneskene, også: mildhed, nåde.

I trykt udgave: Bind 22 side 357 linje 26

◄ Præk : snak, sludder, vrøvl.

I trykt udgave: Bind 22 side 357 linje 33

◄ i en af Fredags-Talerne i første Samling : se den fjerde af de syv fredagstaler ( 343,1), der udgør sidste del af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 293-300, hvor det hedder: »Der er i den hele Slægt ikke eet Menneske, ikke et eneste, som vil have med Ham [dvs. Jesus] at gjøre – og Han er Sandheden! O, og dersom Du mener, at dette havde Du dog aldrig gjort, Du havde aldrig lagt Haand paa Ham, eller deeltaget i Forhaanelsen – men forraadt Ham, det havde Du gjort: Du var flygtet, eller Du var klogeligen blevet hjemme, havde holdt Dig udenfor, ladet Din Tjener melde Dig, hvad der skeete« (SKS 10, 299).

I trykt udgave: Bind 22 side 358 linje 10

◄ p. 10. : se NB14:8.

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 1

◄ Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed : 347,3.

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 2

◄ Den Categorie: at jeg selv er Den ... er min Opdragelse : se Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 347,3), hvor det resumerende hedder: »Altsaa, den hele Forfatter-Virksomhed dreier sig om: i Christenheden at blive Christen; og dette er Udtrykket for Styrelsens Part i Forfatterskabet, at Forfatteren er Den, der selv saaledes er blevet opdraget, dog med Bevidsthed derom fra først af«, s. 71 (SV2 13, 616). I »Regnskabet« (dateret marts 1849), der udgør den første del af Om min Forfatter-Virksomhed ( 347,3) skriver SK: »'For Gud', religieust, kalder jeg, naar jeg taler med mig selv, hele Forfatter-Virksomheden min egen Opdragelse og Udvikling, kun ikke i den Mening som var jeg da nu fuldkommen eller fuldkommen færdig i Henseende til at behøve Opdragelse og Udvikling«, s. 14 (SV2 13, 535).

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 5

◄ Den første Tanke ... min Forfatter-Virksomhed : SK udkastede o. 1. dec. 1848 ideen til en samling af skrifter – nemlig Sygdommen til Døden ( 351,6), Indøvelse i Christendom ( 350,2) og »Den bevæbnede Neutralitet eller min Position som christelig Forfatter i Christenheden« ( 347,3) – i ét bind under titlen »Fuldendelsens samtlige Værker« (jf. journalen NB8:15, SKS 21, 151f.). I løbet af 1849 reviderede han planen, så samlingen nu skulle bestå af tre bind under titlen »Fuldendelsens samtlige Skrifter, Frugten af Aaret 1848« med følgende indhold (jf. Pap. X 5 B 143): Bd. 1: Sygdommen til Døden. Bd. 2: Indøvelse i Christendom og »Den bevæbnede Neutralitet eller min Position som christelig Forfatter i Christenheden«. Bd. 3: Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 347,3); »Tre 'Noter' betræffende min Forfatter-Virksomhed« ( 347,3); »Een Note betræffende min Forfatter-Virksomhed« (sml. »Regnskabet«, trykt i Om min Forfattervirksomhed ( 347,3)) og »Det Hele med eet Ord« ( 347,3). Planen blev opgivet efter udgivelsen af Sygdommen til Døden (jf. NB12:27).

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 7

◄ Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed ... i »christelige Taler« : Da skrifterne om forfattervirksomheden, her tænker SK formentlig især på Synspunktet for min Forfatter-Virsomhed ( 347,3), blev skrevet i 1848, var hans sidste værk Christelige Taler, der udkom 25. april 1848. Christelige Taler indeholder fire afdelinger (egl. selvstændige skrifter) sluttende med »Taler ved Altergangen om Fredagen«, hvormed SK fandt det passende at afslutte forfatterskabet (jf. NB11:125, NB12:52 og NB12:133). Skulle opgørelsen over forfatterskabet da udgives sammen med Sygdommen til Døden ( 351,6) og Indøvelse i Christendom ( 350,2), ville de sidstnævnte værker falde uden for redegørelsen.

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 9

◄ Den nye Pseydonym, Anti-Cl: : dvs. 👤Anti-Climacus ( 347,33). – Pseydonym: dvs. pseudonym.

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 11

◄ en ny dialektisk Indsats ... om »Naaden« : I Indøvelse i Christendom ( 350,2) er »Fordringen til det at være Christen af Pseudonymen tvunget op til et Idealitetens Høieste«, hvilket fremtvinger 'nåden', jf. »Udgiverens Forord« ( 363m,9). Knap tre måneder efter udgivelsen af Indøvelse i Christendom udgav SK 20. dec. 1850 i eget navn En opbyggelig Tale, hvori syndernes forladelse betones.

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 11

◄ »Standsningen« : se »Regnskabet« i Om min Forfatter-Virksomhed ( 347,3), hvor SK i en note skriver: »Senere [i forhold til »Taler ved Altergang om Fredagen«, fjerde afdeling af Christelige Taler (1848)] er der dog udkommet en ny Pseudonym: 👤Anti-Climacus. Men just at det er en Pseudonym betyder, hvad ogsaa Navnet (Anti-Cl.) antyder, at han er, omvendt, standsende. Hele den tidligere Pseudonymitet er lavere end 'den opbyggelige Forfatter'; den nye Pseudonym er en høiere Pseudonymitet. Dog saaledes 'standses' der jo: der udvises et Høiere, hvilket just tvinger mig tilbage indenfor min Grændse, dømmende mig, at mit Liv ikke svarer til saa høi en Fordring, og at altsaa Meddelelsen er et Digterisk«, s. 6 (SV2 13, 528). Hovedafsnittet i Indøvelse i Christendom, nr. III ( 355,29) bærer titlen »Standsningen«, s. 25-77 (SV2 12, 37-89).

I trykt udgave: Bind 22 side 359 linje 12

◄ Den Tanke med ... ind i mit Navn : dvs. planen om at udgive »Fuldendelsens samtlige Værker« el. som det senere hed »Fuldendelsens samtlige Skrifter, Frugten af Aaret 1848« ( 359,7) under eget navn (jf. sidstnævnte titelblad, Pap. X 5 B 142). Se også journaloptegnelsen NB13:78.

I trykt udgave: Bind 22 side 360 linje 3

◄ impetus : lat. heftig bevægelse; tilskyndelse, flugt, fremstød.

I trykt udgave: Bind 22 side 360 linje 5

◄ indaande : indgive, indgyde.

I trykt udgave: Bind 22 side 360 linje 11

◄ en fræk Videnskab, en fræk Dannelse o: s: v:, der vil gaae videre end Χstd : Der hentydes til hegelianismen, som ofte betegnede sig selv 'videnskaben', og til den debat, der fulgte i kølvandet på 👤J.L. Heibergs ( 393,27) indbydelsesskrift Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid, 📌Kbh. 1833, ktl. 568, hvori det hedder: »Det nytter (...) ikke, at vi ville skjule eller besmykke Sandheden; vi maae tilstaae os selv, at Religionen i vor Tid for det Meste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører til det Forbigangne, til det Tilbagelagte«, s. 16. 👤J.P. Mynster ( 350,27) tog til genmæle i artiklen »Om den religiøse Overbeviisning« i Dansk Ugeskrift, nr. 76-77, 📌Kbh. 1833, s. 241-258, ligesom der fremkom en anonym kritik i Dansk Litteratur-Tidende, nr. 41, Kbh. 1833, s. 649-660, nr. 42, s. 681-692 og nr. 43, s. 697-704; mod disse indvendinger leverede Heiberg et endeligt svar i Dansk Litteratur-Tidende, nr. 46, Kbh. 1833, s. 765-780. Debatten blussede atter op i 1840'erne, hvor unge Hegel-prægede teologer angreb kirken for ikke længere at være de dannedes sag, og hvor Mynster atter forsvarede kirken. Udtryk som 'gå videre' el. 'gå ud over' var faste hegelianske vendinger.

I trykt udgave: Bind 22 side 360 linje 17

◄ den menige Mand : menigmand.

I trykt udgave: Bind 22 side 360 linje 21

◄ et Correctiv i : en sandhedsprøve for.

I trykt udgave: Bind 22 side 360 linje 23

◄ i en anden Journal : se journaloptegnelsen NB13:56.

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 1

◄ Apostelen Peders Fornegtelse : sigter til beretningen i ►Matt 26,69-75 om apostlen 👤Peter, der fornægtede Jesus tre gange under forhøret af ham hos ypperstepræsten 👤Kajfas. Jesus havde forudsagt dette (►Matt 26,30-35), og Peter græd bitterligt.

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 12

◄ beder for Lov: dvs. om lov.

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 22

◄ »Apostelen« : nemlig 👤Paulus ( 343,4) og ( 361m,5).

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 24

◄ forskyldte : blev skyld i, forvoldte.

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 30

◄ Socrates : 👤Sokrates (o. 470-399 f.Kr.) er ved siden af 👤Platon ( 377,9) og 👤Aristoteles ( 435m,19) den berømteste gr. filosof. Han udviklede sin filosofi i dialog med sine samtidige (specielt sofisterne) og har intet skriftligt efterladt sig, men hans karakter, samtalekunst og metode findes skildret af tre samtidige forfattere, nemlig 👤Aristofanes i komedien Skyerne, 👤Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og Platon i dialogerne. SK havde udførligt behandlet Sokrates' særlige form for ironi i første del af magisterafhandlingen Om Begrebet Ironi fra 1841 (se SKS 1, 69-278), ligesom han i øvrigt knytter an til Sokrates i de fleste af sine værker.

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 31

◄ hvad jeg gjennemgik ... ligefrem Meddelelse : se journalen NB6 (NB6:61-62, 65-66, 68-70, 76, 78 og 80-81, i SKS 21, 44-46, 48-53 og 58-62) og journalen NB7 (NB7:6, 8, 11 og 13, i SKS 21, 78-79, 81f. og 83).

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 35

◄ det om min Forfatter-Virksomhed ... min Opdragelse : 359,5.

I trykt udgave: Bind 22 side 361 linje 37

◄ Climacus: Anti-Cl. : dvs. 👤Johannes Climacus ( 414,20) vs. 👤Anti-Climacus ( 347,33).

I trykt udgave: Bind 22 side 362 linje 5

◄ Pæl i Kjødet : hentydning til ►2 Kor 12,7-9, hvor 👤Paulus skriver: »Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en engel fra 👤Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: 'Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« NT-1819 har ligeledes »en Torn i Kiødet«, hvorimod den foregående 👤Chr. VI's bibel fra 1740 har »en Pæl i Kiødet«, og sådan havde det heddet siden 👤Chr. III's reformationsbibel fra 1550, også i den hus- og rejsebibel, der greb tilbage til 👤Chr. IV's bibel fra 1633, og som udkom første gang i 1699, sidste gang i 1802 og fik en meget stor udbredelse i hjemmene.

I trykt udgave: Bind 22 side 361m linje 5

◄ Categorien for min Virksomhed ... paa det Christelige : se »Regnskabet«, der udgør den første del af Om min Forfatter-Virksomhed ( 347,3), hvor SK skriver: »'Uden Myndighed' at gjøre opmærksom paa det Religieuse, det Christelige, er Categorien for hele min Forfatter-Virksomhed totalt betragtet. At jeg var 'uden Myndighed', har jeg fra første Øieblik indskærpet og stereotyp gjentaget; jeg betragter mig selv helst som en Læser af Bøgerne, ikke som Forfatter«, s. 14 (SV2 13, 535).

I trykt udgave: Bind 22 side 362 linje 12

◄ Som han var den Uvidende : I 👤Platons dialoger påberåber 👤Sokrates ( 361,31) sig ofte sin uvidenhed og forsøger i sine samtaler at afdække, at den viden, andre påstår at have, er indbildt. Se fx Sokrates' Forsvarstale (21a-23b; Platons Skrifter, udg. af 👤C. Høeg og 👤H. Ræder, bd. 1-10, 📌Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 1, s. 269-272), hvor Sokrates fortæller, at da 👤Chairefon havde spurgt oraklet i 📌Delfi, om der var nogen visere end Sokrates, og dette var blevet benægtet, havde Sokrates sat alt ind på at udgrunde gudens mening. Han havde opsøgt alle dem, der regnedes for vise, for at udspørge dem og undersøge arten af deres visdom. Efter en samtale med en politiker konstaterede han: »Det turde være sandsynligt, at ingen af os virkelig har nogen værdifuld Viden; men han tror, han har det, jeg har det heller ikke, men det er jeg klar over. Fremfor denne Mand har jeg vel da det lille Forspring i Visdom, at jeg ikke bilder mig ind at besidde en Visdom, som jeg i Virkeligheden ikke har« (Platons Skrifter bd. 1, s. 270). Sokrates måtte efterhånden sande, at guden havde ret, idet Sokrates' visdom bestod deri, at han vidste, at den menneskelige visdom strengt taget intet er værd: »Derfor bliver jeg ogsaa rastløs ved med min Søgen og Forsken, som Guden har anvist mig det, hver Gang jeg mener, at der er en af mine Landsmænd eller en af de Fremmede her i Byen, der er vis; og naar jeg har opdaget, at han ikke er det, viser jeg ham det og støtter dermed Gudens Sag. / Det har jeg haft saa travlt med, at jeg ikke har haft Tid til at beskæftige mig i nævneværdig Grad med Byens og med mine egne private Anliggender, og jeg er i den dybeste Fattigdom paa Grund af mit Arbejde i Gudens Tjeneste« (Platons Skrifter bd. 1, s. 272). Se også fx Theaitetos, 149d - 150c (Platons Skrifter bd. 6, s. 104f.).

I trykt udgave: Bind 22 side 362 linje 20

◄ beraadført : rådført.

I trykt udgave: Bind 22 side 362 linje 30

◄ værdig : dvs. værdigt.

I trykt udgave: Bind 22 side 363 linje 12

◄ Dette er skeet i det oprindelige Forord til Indøvelse i Χstd. : sigter formentlig til det fire sider lange forord (jf. også Pap. X 5 B 68), der opr. var skrevet til Indøvelse i Christendom, nr. I ( 350,8), og som findes trykt i Pap. X 5 B 61. Heri hedder det bl.a.: »Hvad mig, Udgiveren angaaer, da er jeg, for at gjentage, en Digter og Dialektiker, der mener at have Sandhedens Ret i at paatage sig en Udgivers Ansvar, men, som sagt, ingenlunde mener, at have en Dommers Ret til dømmende at sige hvad der er sagt i Skriftet til en Eneste, hvilket jeg derfor heller ikke gjør – og dog jeg har jo en Dommers Ret til dømmende at sige det til een Eneste, nemlig mig selv, hvad jeg derfor ogsaa gjør« (Pap. X 5 B 61, s. 273f.). Dette forord blev ikke benyttet.

I trykt udgave: Bind 22 side 363 linje 26

◄ et Udkast til et andet ... »Indøvelse til Christendom« : sigter formentlig til et nyt forord af 22 linjer til Indøvelse i Christendom, nr. I, som findes trykt i Pap. X 5 B 62. I en anmærkning hertil hedder det: »Det oprindelige Forord er dog maaskee bedre, fordi det gjør Sagen endnu mildere. Det er det Rigtige, naar Sagen da ikke bliver saaledes mild, at jeg, digterisk, trækker mig udenfor, men bliver en Stræbende« (Pap. X 5 B 63).

I trykt udgave: Bind 22 side 363 linje 27

◄ Det er tillige Mildheden : 363,27.

I trykt udgave: Bind 22 side 363 linje 30

◄ dette vedgaaer jeg selv i Forordet : 363,26.

I trykt udgave: Bind 22 side 363 linje 32

◄ de Opvaktes: sigter formentlig til de religiøse el. 'gudelige' vækkelser i form af pietister, gammellutheranere, stærke jyder, haugianere og andre lægmandsbevægelser. Også grundtvigianerne blev henregnet til disse grupper.

I trykt udgave: Bind 22 side 364 linje 2

◄ Angaaende Forordet til »Indøvelse i Χstd.« : Journaloptegnelsen NB14:34 og den nedenstående marginaloptegnelse NB14:34.b indgår i den arbejdsproces med at udforme et samlet, måske flere enslydende eller flere selvstændige forord til de tre dele af Indøvelse i Christendom ( 350,2), som beskæftigede SK i samme periode. De øvrige bevarede udkast til forord og overvejelser over anordningen findes trykt som 18 optegnelser i Pap. X 5 B 46-50, 59-72.

I trykt udgave: Bind 22 side 363m linje 2

◄ Anordningen af Forordene i Indøvelse i Christendom : 363m,2. Optegnelsens vigtighed i processen hen mod det endelige resultat fremgår af, at den også findes nedfældet på et løst blad papir (jf. Pap. X 5 B 66).

I trykt udgave: Bind 22 side 363m linje 4

◄ Skriftet No 1 beholder det oprindelige Forord : 363,26.

I trykt udgave: Bind 22 side 363m linje 6

◄ Skriftet No 2 og No 3 : Når SK påtænker at lade nr. II ( 355,26) og nr. III ( 355,29) i Indøvelse i Christendom benytte samme forord, skyldes det, at der i disse skrifter ikke er »det Digteriske« som i nr. I (jf. Pap. X 5 B 64).

I trykt udgave: Bind 22 side 363m linje 8

◄ Forord, I dette Skrift ... i Stræben. S.K. : Dette udkast til forord blev forlægget for den definitive version (sml. Pap. X 5 B 47-48, 49-50, 67, 71 og 72), nemlig det »Udgiverens Forord«, der knytter sig til Indøvelse i Christendom ( 350,2), nr. I, hvortil der henvises i nr. II, der så henvises til i nr. III. Dette forord lyder: »I dette Skrift, hidrørende fra Aaret 1848, er Fordringen til at være Christen af Pseudonymen tvunget op til et Idealitetens Højeste. / Dog siges, fremstilles, høres bør jo Fordringen; der bør, christeligt, ikke slaaes af paa Fordringen, ei heller den forties – istedetfor at gjøre Indrømmelse og Tilstaaelse sig selv betræffende. / Høres bør Fordringen; og jeg forstaaer det Sagte som sagt alene til mig – at jeg maatte lære ikke blot at henflye til 'Naaden', men at henfly til den i Forhold til Benyttelsen af 'Naaden'«, s. 5 (SV2 12, [17]). – sig selv betræffende: hvad angår sig selv.

I trykt udgave: Bind 22 side 363m linje 12

◄ cfr 55 i denne Journal. m: : se NB14:38. – m: midten, midt på.

I trykt udgave: Bind 22 side 364m linje 12

◄ protestere : dvs. protestere mod; gøre indsigelse mod.

I trykt udgave: Bind 22 side 364 linje 6

◄ Reduplication : egl. 'gen-fordobling'; gentagelse, fordoblelse. Udtrykket benyttes ofte af SK om refleksionsforhold, hvor noget abstrakt gentages (virkeliggøres) i konkret praksis el. eksistens.

I trykt udgave: Bind 22 side 364 linje 10

◄ Χstus har forudsagt dem, hvad der skal skee : Jesus forudsiger sin lidelse, død og opstandelse over for sine disciple (jf. ►Matt 16,21-23; 17,22-23; 20,17-19), men der sigtes formentlig her til Jesu forudsigelse af 👤Peters fornægtelse ( 361,12), hvor Jesus siger til sine disciple: »I denne Natskulle I alle forarges paa mig« (►Matt 26,31; NT-1819), hvortil Peter svarer: »dersom de og [også] alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges« (►Matt 26,33; NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 364 linje 21

◄ cfr. p. 55 n: : se NB14:39. – n: nederst.

I trykt udgave: Bind 22 side 364m linje 13

◄ Forsynet og Styrelsen : dvs. Guds forsyn og styrelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 7

◄ skærer Svovelstikker : fast udtryk: fremstiller tændstikker; et arbejde, der blev udført af de allerfattigste.

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 10

◄ Sygdommen til Døden : 351,6.

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 17

◄ Maaskee burde der dog have været ... Efterskrift fra den Tid af : I forordet til Sygdommen til Døden, som er af 👤Anti-Climacus, hedder det: »Alt Christeligt maa i Fremstillingen have Lighed med en Læges Foredrag ved Sygesengen; om end kun den Lægekyndige forstaaer det, bør dog aldrig glemmes, at det er ved Sygesengen«, s. [I] (SV2 11, 133). På tilsvarende måde fremhæver Anti-Climacus flere steder i bogen lægegerningen som forbillede, idet beskrivelsen dog gælder 'åndens sygdom' (se s. 14, 17 og 18f.; SV2 11, 150, 153 og 154f.). Da SK, der på titelbladet optrådte som udgiver af bogen, ikke ville forveksles med pseudonymen, skrev han en række udkast til »Udgiverens Anmærkning« (jf. Pap. X 5 B 15-23), som dog af forskellige grunde (se NB11:217) aldrig blev trykt i Sygdommen til Døden. Han skriver her: »Denne Bog er skrevet som af en Læge, det er sandt. Men han der er Lægen, er En, som Ingen er; han siger ikke til noget eneste Menneske: 'Du' er syg – saaledes heller ikke til mig; han beskriver blot Sygdommen, idet han tillige bestandigt definerer: hvad 'Tro' er, hvilken han synes at mene selv at besidde i den overordentlige Grad, deraf vel hans Navn: Anti-Climacus. Det er saaledes overladt til den Enkelte, til Læseren, om han vil føle sig truffen« (Pap. X 5 B 23). – Pulten: På auktionen over SKs bohave efter hans død solgtes bl.a. en skrivepult af mahogni, jf. Alt blev godt betalt. Auktionen over Søren Kierkegaards indbo, udg. af 👤Flemming Chr. Nielsen, 📌Lyngby 2000, s. 26f. og s. 56f.

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 18

◄ den nye Pseudonym : 347,33.

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 27

◄ som ogsaa er bemærket ... blev trykket : Hvilken journaloptegnelse, SK sigter til, har ikke ladet sig afgøre. Da Sygdommen til Døden 29. juni 1849 blev indleveret til bogtrykkeriet, skrev han i sidste del af journalen NB11 (jf. også NB11:203), hvor værket ofte nævnes. Journalen NB12 påbegyndtes 19. juli og Sygdommen til Døden udkom 30. juli (jf. NB12:27).

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 27

◄ Anti-Cl. : 👤Anti-Climacus ( 347,33).

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 33

◄ Χstheden : dvs. »det hele Samfund af Christne, alle af Christne beboede Lande«, 👤C. Molbech Dansk Ordbog bd. 1-2, 📌Kbh. 1833, ktl. 1032; bd. 1, s. 149, sp. 1.

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 35

◄ aber : ty. men.

I trykt udgave: Bind 22 side 365 linje 35

◄ cfr p. 50 i denne Journal : se NB14:34.

I trykt udgave: Bind 22 side 365m linje 3

◄ cfr p. 52 : se NB14:36.

I trykt udgave: Bind 22 side 366 linje 4

◄ Saaledes betragtede Etatsraad Olsen ... da han kom hjem : se journaloptegnelsen NB7:10, hvor SK fortæller om et møde med 👤Terkild Olsen ( 350,34) i 📌Fredensborg den 26. aug. 1848: »Saa gik jeg op til Kolds [gæstgiver 👤Ole Johansen Cold, ejer af 📌Store Kro i 📌Slotsgade lige ved Fredensborg Slot] igjen, sad og spiste – da gaaer der en Mand forbi Vinduet: det var Etatsraad Olsen. / Han er den Eneste, jeg dog med Sikkerhed turde forlige mig med, thi her er ingen Fare som for Pigen. Jeg skulde snart kjøre, men gik dog blot een Gang ned i Skipper-Alleen [som løber fra Slotsgade ned til Esrum Sø], med det Forsæt, kun at gaae den ene Gang, og for den Gang at opgive Forsøget, hvis jeg ikke mødte ham. Men ganske rigtigt jeg møder ham. Jeg gaaer hen til ham og siger: god Dag, Etatsraad Olsen, lad os dog engang tale med hinanden. Han tog sin Hat af og hilste, men derpaa slog han af mig med Haanden og sagde: jeg vil ikke tale med Dem. Ak, Taarerne stode ham i Øinene, og det var en qvalt Lidenskabelighed med hvilken han sagde disse Ord. Saa traadte jeg ind paa ham, men derpaa gav Manden sig til at løbe saa hurtigt, at det, selv om jeg vilde, havde været mig umuligt at naae ham. Dog fik jeg sagt saa meget, og han hørte det: nu gjør jeg Dem ansvarlig, at De ikke vil høre mig. / Mere kan der for det første [indtil videre] ikke gjøres«, SKS 21, 81,17-33.

I trykt udgave: Bind 22 side 366 linje 6

◄ De 10 Spedalske : I beretningen om Jesu helbredelse af de ti spedalske i ►Luk 17,11-19, der var evangelietekst 14. søndag efter trinitatis, hedder det: »Og det begav sig, der han reiste til 📌Jerusalem, da drog han midt igiennem 📌Samaria og 📌Galilæa. Og der han kom til en By, mødte ham ti spedalske Mænd, som stode langt borte. Og de opløftede Røsten, og sagde: Jesu, Mester, forbarm dig over os! Og der han saae dem, sagde han til dem: gaaer hen, og beteer Eder for Præsterne. Og det skede, der de gik bort, bleve de rensede. Men Een af dem, der han saae, at han var helbredet, vendte tilbage, og prisede Gud med høi Røst! Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder, og takkede ham; og denne var en Samaritan. Da svarede Jesus, og sagde: bleve ikke de ti rensede? men hvor ere de ni? Bleve ellers ingen fundne, som vendte tilbage, at give Gud Ære, uden denne Fremmede. Og han sagde til ham: staae op, gak bort! din Tro haver frelst dig« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 366 linje 9

◄ gaaer hen til Præsterne og beteer Eder for dem : tillempet citat fra ►Luk 17,14 ( 366,9). – beteer Jer: fremstil jer, vis jer.

I trykt udgave: Bind 22 side 366 linje 20

◄ snakke dem Alt for : besnakke dem på enhver måde.

I trykt udgave: Bind 22 side 366 linje 22

◄ Luthers Lære om Troen : Et kernepunkt i 👤Luthers ( 349,2) reformatoriske opgør med den rom.-katolske teologi var en fremhævelse af troen ud fra den grundopfattelse, at mennesket gøres retfærdigt ved tro alene ('sola fide'), dvs. uafhængigt af dets gerninger, og at et menneske, der er gjort retfærdigt, lever af tro alene, en opfattelse, Luther læste ud af 👤Paulus' Brev til Romerne, jf. især kap. 3 og 4 samt 1,17 (»Den retfærdige skal leve af tro«).

I trykt udgave: Bind 22 side 366 linje 25

◄ Middelalderens Sandhed ... ved at gaae i Kloster o: s: v: : SK fremhæver samme tema i journaloptegnelserne NB10:54, i SKS 21, 284f. og NB12:177. Der hentydes til den udbredte fremhævelse af Kristus som forbillede og dermed af 'imitatio Christi', Kristi efterfølgelse, i middelalderen, især i munkebevægelserne og i mystikken. Fx lagde 👤Bernhard af Clairvaux (12. årh.) vægt på efterfølgelsen af Kristus i fattigdom, ydmyghed og lidelse; passionsmystikken betragtede efterfølgelsen af den lidende Kristus som vej til fuldkommenhed, mens den kvietistiske mystik dels talte om, at sjælen skulle efterfølge Kristi korsdød, dels pegede på, at den enkelte skulle efterligne Kristus i stræben efter dyd, især den rene kærlighed til Gud. 👤Thomas a Kempis' fire bøger De imitatione Christi ( 343,4) bidrog stærkt til udbredelsen af tanken om Kristi efterfølgelse, der satte sit dybe præg på fromhedslivet i det 15. årh.

I trykt udgave: Bind 22 side 366 linje 32

◄ Altsom : i samme grad som el. efterhånden som.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 5

◄ Læren om Forbilledet ... den første Plads : Forholdet ml. læren om forbilledet hos SK ( 346,18) og i middelalderen ( 366,32) og læren om Kristus som gave (se nedenfor) har SK tidligere behandlet i journaloptegnelserne NB10:76 og 165, i SKS 21, 296f. hhv. 337 samt i NB12:162.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 7

◄ Først kommer saa Troen, Χstus som Gave : hentyder til 👤Luthers distinktion ml. Kristus som forbillede og Kristus som gave, hvor den sidste betydning tillægges forrang. Jf. »Dr. Morten Luther's Fortale« i En christelig Postille ( 349,2) bd. 1, s. XII-XIV: »Paa det du (...) ej skal gjøre Christus til en 👤Moses, som om Han intet Videre var, end en Lærer og et Mønster [forbillede], hvilket andre Helgene jo ogsaa ere, eller som om Evangeliet var en Lære- og Lovbog: da fatte du Christum, Hans Ord, Gjerning og Lidelse, paa en dobbelt Maade, rigtignok nemlig ogsaa som et Exempel, der foreholdes dig til Efterfølgelse, som St. Petrus siger, I Epistel 2, 21: Christus haver lidt for os og efterladt os et Exempel. Som du altsaa seer, at Han beder, faster, hjælper og forbarmer sig over Menneskene, saa skal du og gjøre mod dig selv og din Næste. Men det er det Mindste af Evangeliet, og dermed fortjener det endnu ikke Evangelii-Navn, thi heri er Christus dig ej til større Baade [gavn], end en anden Helgen. Hans Liv bliver hos Ham Selv, og hjælper dig endnu intet. Kort at sige, denne Maade gjør ingen Christen, den gjør kun Hyklere. Det maa komme langt højere med dig. – Dog maa Man indrømme, at dette nu i lang Tid har været den allerbedste Maade at prædike paa, en Maade, som endda er brugt sparsomt nok. – / Thi det er Evangeliets Grund og Hovedstykke, at du, inden du griber Christum som et Mønster, antager og erkjender Ham som en Skjænk og Gave, som Gud har givet dig til Ejendom, saa du, naar du seer eller hører, at Han gjør eller lider Noget, ikke omtvivler, at Christus med denne sin Gjerning og Lidelse er din, og at du kan forlade dig ligesaafuldt derpaa, som om du selv havde gjort det, ja, som om du var den samme Christus. (...) / Naar du nu saaledes har Christum til din Saligheds Grundvold og Hovedgode, da følger det andet Stykke, at du nemlig ogsaa tager Ham til et Mønster, og opoffrer dig for din Næstes Tjeneste, som du seer, at Han har opoffret sig for dig. (...) See derfor just herpaa! Christus, som en Gave, nærer din Tro og gjør dig til en Christen; men Christus, som et Exempel, øver dine Gjerninger. Disse gjøre dig ikke til en Christen, men de gjøres af dig, saasnart du er vorden en Christen. Samme Forskjel som der nu er paa Gave og Exempel, er der ogsaa paa Tro og Gjerninger. (...) / Naar du da seer, hvorledes Han virker og hjælper alle dem, som Han kommer til og som bringes til Ham, da skal du vide, at Troen virker det Samme i dig og at Han ved Evangeliet tilbyder din Sjel samme Hjælp og Naade. Holder du stille her og lader dig husvale, da har du grebet det, da er Christus din, da er Han skjænket dig til Gave, saasandt du troer, at det er Ham, som husvaler og hjælper dig. Dernæst er det fornødent, at du følger Ham som et Mønster, idet du ligeledes hjælper din Næste og er ham til en Gave og et Exempel. (...) Dette dobbelte Gode, Gave og Exempel, have vi i Christo.«

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 8

◄ frisk væk : uden videre, energisk.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 13

◄ gjort Fyldest : dvs. ydet fuld erstatning for (på menneskenes vegne over for Gud), opfyldt de krav, Gud har til menneskene om fyldestgørende gengæld (for synd). Udtrykket indgår i bortsendelsesordene efter altergang: »Den korsfæstede og atter opstandne Christus Jesus, som nu har bespiset og skienket Eder med sit hellige Legem og Blod, hvormed han har fyldestgiort for alle Eders Synder«, Forordnet Alter-Bog for Danmark, 📌Kbh. 1830, ktl. 381 (forkortet Forordnet Alter-Bog), s. 254.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 17

◄ jeg frelses ved Troen alene : 366,25.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 17

◄ fuldeste : fuldt ud, i højeste grad.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 18

◄ gaaer ud : udgår, forsvinder.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 21

◄ mir nichts og Dir nichts : ty. talemåde: mir nichts, dir nichts; uden videre, uden grund.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 22

◄ substituerer : indsætter, erstatter (den) med.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 23

◄ Saaledes har jeg (...) min Stilling : se fx NB12:162.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 24

◄ Læren om »Naaden« : jf. den lutherske lære om, at menneskets frelse alene afhænger af Guds nåde, da man ikke kan retfærdiggøre sig selv over for Gud ( 366,25).

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 28

◄ Slægten : menneskeheden.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 31

◄ Repetenter : hjælpelærere ved universitetet, som gentager og gennemgår de holdte forelæsninger for og med de studerende.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 32

◄ Correctiver : originale standarder, hvorefter det hævdvundne kan berigtiges el. korrigeres.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 35

◄ udvise : udpeger, fremviser.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 36

◄ Primitivitet : oprindelighed.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 39

◄ bona fide : lat. i god tro.

I trykt udgave: Bind 22 side 367 linje 40

◄ point de vüe : fr. synspunkt, synsvinkel, udsigtspunkt.

I trykt udgave: Bind 22 side 366m linje 3

◄ qua : lat. i egenskab af; som.

I trykt udgave: Bind 22 side 368 linje 12

◄ gjøre Fyldest for sin Synd : 367,17.

I trykt udgave: Bind 22 side 368 linje 13

◄ Luther siger: det er ikke ... gode Gjerninger : Denne grundtanke i 👤Luthers ( 349,2) troslære findes direkte udtrykt i den reformatoriske afhandling Tractatus de libertate christiana (1520; lat. afhandling om den menneskelige frihed), XXIII, hvor det pointeres, at troen er forudsætningen for de gode gerninger, ikke omvendt: »Derfor er disse to ordsprog sande: 'Gode gerninger gør ikke god mand, men god mand gør gode gerninger; slette gerninger gør ikke slet mand, men slet mand gør slette gerninger.' Sådan at forstå at indholdet eller personen må være god før alle de gode gerninger, og at de gode gerninger må følge af og komme fra en god person« (overs. af 👤J. Thomsen, 📌Kbh. 1984, s. 53).

I trykt udgave: Bind 22 side 368 linje 24

◄ Habituelle: hvad der gennem vane er blevet en fast egenskab uden nødvendigvis at høre med til vedkommende individs natur; indgroet.

I trykt udgave: Bind 22 side 368 linje 26

◄ den gode Mand bliver man jo, efter Luther, ved Troen : se fx ovennævnte afhandling ( 368,24), XXIV, hvor det hedder, at den, der vil gøre gode gerninger, ikke skal begynde med at gøre gerninger, »men med at tro, hvilket gør personen god. For intet undtagen troen gør en person god, og heller intet ond undtagen vantroen« (overs. af 👤J. Thomsen, 📌Kbh. 1984, s 57).

I trykt udgave: Bind 22 side 368 linje 27

◄ den Passus ... at Mængde er Sandhed : sigter til den første tale i »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, tre Taler ved Altergangen om Fredagen ( 370m,13), hvor det hedder: »– Han, som blev foragtet, forfulgt, forhaanet, bespottet, bespyttet, hudflettet, mishandlet, martret, korsfæstet, forladt af Gud korsfæstet under almindelig Jubel: hvad Du end har lidt, og hvo Du end er, mener Du ikke, at Han ganske kan sætte sig i Dit Sted! – Eller er det Sorg over Verdens Synd og Ugudelighed, Sorg over, at Verden ligger i det Onde, Sorg over, hvor dybt Mennesket faldt, Sorg over, at Guld er Dyd, at Magt er Ret, at Mængde er Sandhed, at kun Løgn har Fremgang, og kun det Onde seirer, at kun Selvkjerlighed elskes, at kun Middelmaadighed velsignes, at kun Klogskab agtes, at kun Halvhed anprises, og kun Usselhed lykkes: o, i denne Henseende ville Du, et Menneske, dog vel ikke vove at sammenligne Din Sorg med den Sorg, der var i – Verdens Frelser, som Skulde Han ikke ganske kunne sætte sig i Dit Sted!« s. 11 (SV2 11, 285). – Hebr.: Talen er over ►Hebr 4,15: »Thi vi have ikke en Ypperste-Præst, som ei kan have Medlidenhed med vore Skrøbeligheder, men en saadan, som er forsøgt i alle Ting i lige Maade, dog uden Synd« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 368 linje 33

◄ »hende« : dvs. 👤Regine Schlegel, f. Olsen (1822-1904), datter af Regina Frederikke og 👤Terkild Olsen ( 350,34), forlovet med SK fra 10. sept. 1840 til 12. okt. 1841 ( 369m,19), forlovet med 👤J.F. Schlegel ( 369,2) den 28. aug. 1843 og gift med ham den 3. nov. 1847.

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 1

◄ Jeg har skrevet ... Det var d. 19 Novb. : De bevarede koncepter og breve fra SK til 👤Regine og J.F. Schlegel, som blev skrevet i efteråret 1849, findes trykt i B&A bd. 1, s. 253-264, især s. 262f. Schlegels svar findes ikke bevaret, men SK har andetsteds skrevet herom: »Jeg modtog saa en moraliserende Indignations-Skrivelse fra Høistærede, og Brevet til hende uaabnet tilbage«, B&A bd. 1, s. 263. – Schlegel: 👤Johan Frederik Schlegel (1817-96), juridisk kandidat 1838, virkede en tid som huslærer i det olsenske hjem og udviklede her varme følelser for Regine. I 1842 indtrådte Schlegel som volountør i Generaltoldkammer- og Kommercekollegiets Handels- og Konsulatskontor, hvor han i 1847 blev fuldmægtig og året efter chef for Kolonialkontoret; i 1854 blev han udpeget til guvernør over de dansk-vestindiske øer, hvor han bl.a. forestod den administrative gennemførelse af de opgaver, som slavernes frigørelse i 1848 havde givet anledning til. Schlegel var gift med Regine ( 369,1). – i en Pakke: se tekstredegørelsen til notesbog 15, i SKS K19, 620-22. – hendes Piedestal: se notesbog 15:6 ( 369m,28): »En Palisander Piedestal har jeg selv ladet gjøre, medens jeg boede paa 📌Nørregade paa 1ste Sal. Den er efter min opgivne Construction, og denne igjen efter Anledning af et Ord af hende den Elskelige i hendes Vaande. Hun sagde at hun gjerne vilde takke mig hele Livet igjennem for at maatte blive hos mig, om hun saa skulde boe i et lille Skab. Med Hensyn dertil er den dannet uden Hylder. – I denne findes Alt omhyggeligt gjemt, Alt, hvad der minder om hende og vil kunne minde hende om mig. Der findes ogsaa et Exemplar af Pseudonymerne til hende; der blev af dem bestandigt kun taget to Velin-Exemplarer, eet for hende og eet for mig« (SKS 19, 439). Se også Alt blev godt betalt. Auktionen over Søren Kierkegaards indbo ( 365,18), s. 22-24, samt s. 54. – Udskrift: påskrift. – betræffende: vedrørende. – Det var d. 19 Novb.: se B&A bd. 1, s. 262: »Dette Skridt var foranlediget af det Indtryk Etatsraad Olsens Død havde gjort paa mig. Brevet var af 19 Novb. 1849.«

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 2

◄ Faderens Død : 350,34.

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 8

◄ har Data for : har faktiske indicier på; der sigtes muligvis til SKs møde med 👤Regine i 📌Helliggeistes Kirke søndagen efter faderens død, hvor hun mod sædvane fulgte SKs skik med at gå umiddelbart efter prædikenen, hvorved de passerede hinanden, jf. journaloptegnelsen NB12:29.

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 10

◄ qua : lat. i egenskab af; som.

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 16

◄ Min Collision var en religieus : se fx NB12:105, samt notesbog 15:13 ( 369m,28), i SKS 19, 442f.

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 16

◄ Bedraget med en Skurk : se notesbog 15:4.l ( 369m,28), hvor SK skriver: »At træde ud af Forholdet som en Skurk om muligt en topmaalt Skurk, var det Eneste, der var at gjøre for at arbeide hende flot [bringe hende fri af grunden], og give hende Fart til et Ægteskab; men det var tillige det udsøgte Galanterie«, SKS 19, 436,18-23. Se også notesbog 15:9, hvor SK refererer, at han har fået fortalt, at 👤Regine Olsen var vred på ham over den måde, han havde hævet forlovelsen på, og tilføjer: »Hun glemmer, at hun selv sagde, at hvis jeg kunde overbevise hende om, at jeg var en Skurk, vilde hun let finde sig i det Hele. Og nu klager hun over Maaden, formodentlig 'den skurkeagtige Maade'. Og forøvrigt var den Maade ikke blevet brugt, saa vare vi vel endnu ifærd med at slaae op. Forsaavidt kan det være rigtigt at klage over 'Maaden', thi paa ingen anden Maade vilde det være lykkedes mig«, s. 440. Se endvidere notesbog 15:11.a: »For at hjælpe hende har jeg fundet mig i ja gjort Alt for i alle Andres Øine at synes en Skurk«, SKS 19, 441m,2-4.

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 17

◄ i faveur af : til gunst for, til fordel for.

I trykt udgave: Bind 22 side 369 linje 17

◄ sine fortvivlede Udsagn om sin Elskov om at ville døe : se journaloptegnelserne NB12:105 og 122; sml. NB:210, i SKS 20, 122. I »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«, hvor SK if. notesbog 15:4 ( 369m,28), SKS 19, 435 har gengivet bruddet »reent historisk«; her fortælles det: »Hvad skeer? Store Gud, hun har været paa mit Værelse, medens jeg var ude. Jeg finder en Billet, affattet med en fortvivlet Lidenskab, hun kan ikke leve uden mig, det bliver hendes Død, hvis jeg forlader hende, hun besværger mig for Guds, for min Saligheds Skyld, ved ethvert Minde, der binder mig, ved det hellige Navn«, SKS 6, 307,13-17.

I trykt udgave: Bind 22 side 370 linje 1

◄ sine religieuse Besværgelser : se journaloptegnelsen NB12:138.

I trykt udgave: Bind 22 side 370 linje 2

◄ Optegnelser i Journalen NB12 : se journalen NB12, der indeholder forholdsvis mange '👤Regine'-optegnelser, nemlig NB12:28.a, NB12:29, 101, 105, 116, 118, 120, 122-123, 126, 138, 150, 191 og 198.

I trykt udgave: Bind 22 side 370 linje 5

◄ Saa handlede jeg : nemlig ved at sende et forsoningsbrev ( 369,2).

I trykt udgave: Bind 22 side 370 linje 6

◄ jeg henvendte mig til ham : 369,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 370 linje 25

◄ Declamation : heftig, bebrejdende tale.

I trykt udgave: Bind 22 side 370 linje 26

◄ han har erklæret sig saa definitivt som muligt : 369,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 373 linje 3

◄ Da jeg aldrig har vidst Dato ... efter min Død : SKs forsøg på at udregne datoen for ophævelsen af forlovelsen med 👤Regine skete i forbindelse med et brev, han sendte hende ( 369,2). Det er skrevet på en lap papir og findes trykt i B&A bd. 1, s. 264, hvor det lyder: »Hvilken Dato det var jeg hævede Forlovelsen, veed jeg ikke; men jeg har paa dette Papir, som er fra Novb: 49, optegnet de nærmest omkring liggende Fakta, jeg erindrer, hvis Datoer jeg har udfundet ved at gjennemlæse 'Fædrelandet' for den Tid.« SK husker: »Den Dag, det skete, gaves om Aftenen i Theateret: den hvide Dame«, dvs. 👤A.E. Scribes populære syngespil Den hvide Dame (med musik af 👤F.A. Boieldieu), hvilket fører SK frem til to mulige datoer, den 11. okt. el. den 18. okt. 1841. To vidnesbyrd taler imidlertid imod den sidste af disse datoer: For det første at SK selv i et par breve fra nov.-dec. samme år skriver, at han efter bruddet blev fjorten dage i 📌København, inden han den 25. okt. rejste til 📌Berlin (se B&A bd. 1, s. 76,14 og s. 81,13f.). For det andet har 👤P.C. Kierkegaard ( 392,2) i sin dagbog formentlig i slutningen af okt. 1841 har skrevet: »Den 10? ophævede Søren, efter lang Kamp og Mismod, sin Forbindelse med Frøken Olsen (Regine).« (NKS 2656, 4o, I, s. 118). SKs datoer skyldes Fædrelandet, 1841, nr. 665, 9. okt., sp. 5339, hvor der annonceres: »Iovermorgen. / Mandagen den 11te October. / Det kongelige Theater. 'Den hvide Dame' osv.«, hhv. Fædrelandet, 1841, nr. 672, 16. okt., sp. 5395: »Iovermorgen. / Mandagen den 18de October. / Det kongelige Theater. 'Den hvide Dame' osv.« Forestillingen 11. okt. blev imidlertid aflyst: På den røde teaterplakat hedder det: »NB: Det averterede Syngespil: Den hvide Dame, kan formedelst Hr. Sahlertz Upasselighed ikke gives.« Da tenorsangeren 👤L.F. Sahlertz, som spillede den unge officers parti, allerede var rask dagen efter, blev stykket i stedet sat på plakaten den 12. okt. – den ældre Pakke ... efter min Død: 369m,31.

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 1

◄ en Qvart-Bog ... noget digterisk : sigter til notesbog 15 med titlen »Mit Forhold til 'hende'. / d. 24. Aug. 49. / noget Digterisk«, i SKS 19, 431-445, hvori SK har givet en tilbageskuende beskrivelse af sit forhold til 👤Regine. – Qvart-Bog: bog i kvartformat; se tekstredegørelsen i SKS K19, 617f.

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 11

◄ i en lille Pakke ... mit Forhold til hende : Dette materiale, som altså ikke blev bevaret sammen med brevene og notesbog 15, findes ikke bevaret; se tekstredegørelsen til notesbog 15, i SKS K19, 620-622, især 620 noten. – min Pult: 365,18.

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 13

◄ om hvem der desuden findes Adskilligt i Journalerne fra ifior (48) : SK førte i 1848 fem journaler, nemlig NB4-NB8. I NB4 hentydes kun et par gange til 👤Regine (se NB4:119 og 152.a, i SKS 20, 347 og 357), mens NB5 har flere omtaler af forholdet (se NB5:16, 63, 64, 104 og 126-127, i SKS 20, 377, 399, 414 og 421). NB6 indeholder en enkelt optegnelse om Regine (se NB6:66, i SKS 21, 49f.), NB7 et par stykker (se NB7:10 og 20, i SKS 21, 80f. og 86), og i NB8 findes der tre (se NB8:33, 76 og 114, i SKS 21, 159, 177 og 193).

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 18

◄ og iaar (49) : sigter til NB-journalerne NB9-13, samt muligvis også til notesbog 15 ( 369m,28). NB9 indeholder ikke meget om 👤Regine (se dog NB9:23-24, i SKS 21, 210-212), mens NB10 rummer noget mere (se NB10:82, 121, 179, 185 og 199, i SKS 21, 299, 318f., 348f., 354 og 365f.). Et par optegnelser findes i NB11 (se NB11:183 og 192), talrige i NB12 ( 370,5) og kun nogle stykker i NB13 (se NB13:16 og 36).

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 20

◄ vel ogsaa i ældre : Notesbog 8 (1841), i SKS 19, 223-241, er fyldt med refleksioner over bruddet med 👤Regine; i en række optegnelser fra 1843-44 i journalen JJ findes også stof (se JJ:107, 115, 145 og 279, i SKS 18, 174f., 177f., 187 og 228), mens journalerne NB fra 1846-47 (se NB:16, 34 og 210, i SKS 20, 27, 36 og 122) og NB3 fra 1847 (se NB3:20.d, 43-44, i SKS 20, 255 og 268) indeholder enkelte optegnelser.

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 21

◄ En Copie af mit Brev ... i Pulten : 369,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 22

◄ Etatsraadens Død ... fra Begyndelsen : hentyder til SKs plan om en samlet udgivelse ( 359,7) i eget navn af Sygdommen til Døden, Indøvelse i Christendom, samt skrifterne om forfattervirksomheden, hvori han gør gældende, at forfatterskabet er religiøst fra begyndelsen. Han opgav planen, gik i gang med at udgive Sygdommen til Døden pseudonymt og fik da pludselig underretning om 👤Terkel Olsens død ( 350,34).

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 27

◄ cfr en Lap, som ligger i Journalen NB13 ... til »hende« : sigter til den dedikation til 👤Regine Schlegel, som findes trykt som NB13:4.

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 31

◄ hendes Ægteskab (...) med Schlegel : 369,1.

I trykt udgave: Bind 22 side 369m linje 38

◄ sin Misbrug af religieuse Besværgelser : 370,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 370m linje 2

◄ at være forlovet saa kort Tid efter : 369,1.

I trykt udgave: Bind 22 side 370m linje 9

◄ samtidigt med de tre Taler ... to opbgl. Taler 1843 : sigter til SKs skrift »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden«, tre Taler ved Altergangen om Fredagen, som udkom 14. nov. 1849 (SV2 11, 273-311). Forordet hertil er bygget op omkring en række citater fra forordet til To opbyggelige Taler, 1843 (SKS 5, 13), hvilket eksplicit anføres. At SK i forordet til de første opbyggelige taler havde tænkt på 👤Regine, fremgår bl.a. af journaloptegnelsen NB10:185: »Polemisk er jeg af Naturen og det om hiin Enkelte har jeg tidligt forstaaet. Men dog, da jeg skrev det første Gang (i to opbgl. Taler) tænkte jeg især paa det: min Læser, thi denne Bog indeholdt et lille Vink til hende, og det var indtil videre især uhyre personligt sandt i mig, at jeg kun søgte en enkelt Læser. Denne Tanke er saa efterhaanden blevet overtaget. Men her er atter Styrelsens Part saa uendelig« (SKS 21, 354). Se også notesbog 15 ( 369m,28), hvori det hedder: »Forordet til de to opbyggelige Taler er beregnet paa hende, som meget Andet, Bogens Datum, Dedicationen til Fader« (SKS 19, 437).

I trykt udgave: Bind 22 side 370m linje 13

◄ det Skrift, jeg veed, hun har læst i sin Tid : Det havde 👤F.C. Sibbern nemlig meddelt ham, jf. journalen NB25 (Pap. X 4 A 540, s. 359).

I trykt udgave: Bind 22 side 370m linje 19

◄ den Sag betræffende : hvad angår den sag.

I trykt udgave: Bind 22 side 373m linje 16

◄ hendes sidste Bøn: »stundom at mindes hende« : I notesbog 15:4 ( 369m,28) skildrer SK sin sidste samtale med 👤Regine: »Saa sagde hun: tilgiv mig hvad jeg har gjort mod Dig. Jeg svarede: det var jo mig, der skulde bede saa. Hun sagde: lov at tænke paa mig. Det gjorde jeg. Hun sagde: kys mig. Det gjorde jeg – men uden Lidenskab. Forbarmende Gud« (SKS 19, 436).

I trykt udgave: Bind 22 side 373m linje 23

◄ og saaledes bevarende hende Historien og Evigheden imøde : dvs. at SK ved at mindes 👤Regine bevarer hende og derved imødekommer eller foregriber historien og evigheden.

I trykt udgave: Bind 22 side 373m linje 24

◄ tilgavns : ordentligt, grundigt, fuldt ud.

I trykt udgave: Bind 22 side 373 linje 6

◄ Distinction af Luther ... hvad vi skal gjøre : sigter til 👤Martin Luthers ( 349,2) prædiken til 16. søndag efter trinitatis over ►Luk 7,11-17 i En christelig Postille ( 349,2) bd. 1, s. 533, hvor det hedder: »Og det er nu Evangeliets Embed, som ikke lærer, hvad du skal gjøre, men hvor du kan tage Kraft fra til at gjøre, hvad du skal.« – Enkens Søn fra Nain: sigter til beretningen i ►Luk 7,11-17, hvor det hedder: »Og det begav sig Dagen derpaa, at han gik til en Stad, som heed 📌Nain, og der gik mange af hans Disciple med ham, og meget Folk. Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eneste Søn, og hun var en Enke. Og meget Folk af Staden gik med hende. Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende, og sagde til hende: Græd ikke! Og han traadte til, og rørte ved Baaren – men de, som bare, stod stille – og han sagde: Du unge Karl, jeg siger dig, stat op! Og den Døde rejste sig op, og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham. Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: Der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud haver besøgt sit Folk. Og denne Tale om ham kom ud i det ganske 📌Judæa, og i alt det omkringliggende Land« (citeret efter En christelig Postille bd. 1, s. 524).

I trykt udgave: Bind 22 side 373 linje 12

◄ Læren om Forbilledet : 346,18 og 367,7.

I trykt udgave: Bind 22 side 373 linje 16

◄ kræver sig af ham : stiller sin fordring til ham.

I trykt udgave: Bind 22 side 373 linje 25

◄ giv Tid, giv Tid : spiller muligvis på 👤B.S. Ingemanns digt »Giv Tid«, hvori den lille fugl i vinterfrosten nynner 'giv tid! giv tid!', og hvor denne venten på 'Herrens stund' vil belønnes med forår og sommer, med Guds 'skønhedsrige'. Digtet blev trykt i Huldre-Gaverne eller Ole Navnløses Levnets-Eventyr fortalt af ham selv, 📌Kbh. 1831, s. 213f.

I trykt udgave: Bind 22 side 373 linje 27

◄ Naadens Tid, hedder Timeligheden jo derfor : se fx 👤H.A. Brorsons salme »Idag er Naadens Tid« fra 1735, Troens rare Klenodie, i nogle aandelige Sange fremstillet af Hans Adolph Brorson, udg. af 👤L.C. Hagen, 📌Kbh. 1834, ktl. 199, s. 193f. Salmen blev optaget i Brorsons Troens Rare Klenodie (1739) i afsnittet »Om Omvendelsen«. DDS-1988, nr. 471. I Stadier paa Livets Vei (1845) hedder det: »Man hævder Timelighedens Betydning, dens ethiske Betydning, man kalder den Naadens Tid, Omvendelsens Spatium, Afgjørelsens Termin, den afgjør for Evigheden« (SKS 6, 161); sml. SKS 5, 17 og SKS 10, 287.

I trykt udgave: Bind 22 side 373 linje 28

◄ Fyldestgjørelsen: opfyldelse af en forpligtelse el. fuldbyrdelse af en straf. Teologisk bruges udtrykket om opfyldelsen af de krav, Gud har til menneskene om fyldestgørende gengæld for synden, især om Kristi bod for menneskenes synder, hvorved Kristus på menneskenes vegne over for Gud har ydet fuld erstatning.

I trykt udgave: Bind 22 side 374 linje 4

◄ discrimen : lat. mellemrum (et stykke land, som adskiller), skel, vendepunkt.

I trykt udgave: Bind 22 side 374 linje 19

◄ ligge under : være underlagt.

I trykt udgave: Bind 22 side 374m linje 8

◄ at det er en lille Streg om at gjøre : det vil formentlig sige: at der kun skal en lille ændring til.

I trykt udgave: Bind 22 side 374m linje 12

◄ Baaders Fermenta, 5 Hefte p. 54 ... Aus der Welt Koth! : sigter til Baaders Fermenta Cognitionis hefte 1-5, 📌Berlin 1822-24, ktl. 394; hefte 5, s. 54, hvor det anførte vers bringes uden angivelse af ophav. SK skriver »Dich Dein« for »dich dein«. – Baader: 👤Franz von Baader (1765-1841), ty. filosof og teolog, professor i 📌München fra 1826.

I trykt udgave: Bind 22 side 374 linje 36

◄ den er, for at erindre om et Ord af Baader, et Forskud : sigter til 👤Baaders Fermenta Cognitionis ( 374,36); hefte 2, 1823, s. 16f., hvor det hedder: »Es scheint den Menschen schwer einzugehen, dass die Erkenntnissfunktion des Lebens, selbst – eine Lebensfunktion ist, und also dem Ersten Geseze derselben (ihrer Spontaneität, die darum keine absolute seyn muss) gemäss nur geübt werden kann, und wie sie sich die bequeme Doktrin des utiliter Acceptirens des Verdienstes Christi ersonnen haben, so begnügten sie sich auch um so leichter mit einem blossen utiliter acceptiren eines gegebnen Erkenntnisses. Aber: Dii omnia laboribus vendunt [middelalderlig talemåde, lat. til dem, der vil anstrenge sig, overlader guderne alt], und was sie uns aus 'Gnade' geben, ist doch nur ein 'Vorschuss' den wir zu verrechnen haben. Uebringens habe ich bereits im I. Hefte dieser Schrift erinnert, dass der Mensch die ihm aus gegebner Offenbarung durch sein eigen Thun gewordne, doch darum keineswegs für sein alleiniges Produkt halten darf.«

I trykt udgave: Bind 22 side 375 linje 8

◄ Røveren paa Korset : sigter til Jesu og de to forbryderes (NT-1819: »Misdæderne«) korsfæstelse, ►Luk 23,39-43, hvor det hedder: »Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: 'Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!' Men den anden satte ham i rette og sagde: 'Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.' Og han sagde: 'Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige.' Og Jesus sagde til ham: 'Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i 📌Paradis.'«

I trykt udgave: Bind 22 side 375 linje 12

◄ Naaden er gratis : frihåndsgengivelse af det klassiske, teologiske udtryk: 'gratia gratis data' (lat. 'Den for intet skænkede nåde'), der knytter an til ►Rom 3,24.

I trykt udgave: Bind 22 side 375 linje 16

◄ taget forfængelig : (tankeløst) misforstået, misbrugt.

I trykt udgave: Bind 22 side 375 linje 22

◄ Hamann: som »Lov« ophæver »Naade« ... det »at troe« : sigter til et brev fra Hamann til 👤Lavater (1778), trykt i Hamann's Schriften, udg. af 👤Fr. Roth og 👤G.A. Wiener, bd. 1-7, 📌Berlin og 📌Leipzig 1821-25, og bd. 8,1-2 (registerbind), Berlin 1842-43, ktl. 536-544; bd. 5 (indeholdende breve 1770-77), 1824, s. 277, hvori det hedder: »Sie haben Recht, liebster Lavater, es für ein festes, prophetisches Wort zu bekennen, und thun wohl daran, auf dieses scheinende Licht in der Dunkelheit zu achten, bis der Tag anbreche. Eher ist an keine Gewißheit oder Autopsie zu denken; und Gewißheit hebt den Glauben, wie Gesetz Gnade auf.« – Hamann: 👤Johann Georg Hamann (1730-88), ty. forfatter og antirationalistisk filosof, der var kendt for sin særprægede stil. Han brevvekslede flittigt med sine samtidige, bl.a. 👤Herder, 👤Jacobi og Lavater.

I trykt udgave: Bind 22 side 375 linje 30

◄ Det er jo min Sætning : SK har talrige steder i sine pseudonyme værker opponeret mod den hegelianske forestilling om troen som det umiddelbare, der skal forklares i den spekulative viden, idet troen if. SK slet ikke kan forstås.

I trykt udgave: Bind 22 side 375 linje 32

◄ at begribe, at man ikke kan ... ikke skal begribe Troen : se fx den første afhandling, kap. A, stk. 7, i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger ( 400,1), s. 26f. (SV2 11, 82).

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 2

◄ Naar Gud er med os, hvo kan da være mod os : se ►Rom 8,31, hvor 👤Paulus skriver: »Er Gud for os, hvo kan da være imod os?« (NT-1819) – hvo: hvem.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 6

◄ ægte luthersk ... hele Verden mod os : se fx 👤Luthers prædiken til søndag efter nytårsdag el. 1. søndag efter Helligtrekongersdag i En christelig Postille ( 349,2) bd. 2, s. 94, hhv. s. 101f.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 7

◄ Apostelens: dvs. 👤Paulus ( 343,4).

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 11

◄ Den, som er i os er større end Den, som er i Verden : tillempet citat fra ►1 Joh 4,4, hvor det hedder: »Mine Børn! I ere af Gud, og have overvundet dem; thi den, som er i Eder, er større, end den, der er i Verden« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 13

◄ I den pragtfulde Slotskirke ... og Dannede : sigter til 📌Christiansborg Slotskirke, beliggende på 📌Slotsholmen over for 📌Højbro Plads (se kort 2, B2); den er tegnet af hofarkitekt 👤C.F. Hansen og blev indviet 1826. Kirken er opført i den nyklassicistiske stil og er således præget af enkle flader og store hvælvinger med stukkatur, pilastre, søjler og balustre. 📌Slotskirken fungerede både som kirke for hoffet og som sognekirke med almindelig adgang til højmesse og aftensang. – I sine erindringer skriver 👤H.L. Martensen ( 378,5): »Kirken var altid fuld, som den, Gud være takket, har været det til denne Dag, og blandt Tilhørerne vare baade Mænd og Qvinder, der hørte til de ædleste og meest dannede i Hovedstaden. Mynster og 👤A.S. Ørsted hørte saaledes til mine stadige Tilhørere«, jf. Af mit Levnet bd. 1-3, 📌Kbh. 1882-83; bd. 2, 1883, s. 86. – stadselig: majestætisk udpyntet, fornem; sml. NB10:28, i SKS 21, 271. – Hofprædikant: hofpræst; præst, som prædiker for hoffet i 📌Christiansborg Slotskirke (se kort 2, B2). H.L. Martensen havde været hofpræst siden 1845, 👤J.H. Paulli siden 1840. 👤J.P. Mynster ( 350,27) var hofpræst 1828-35; som kgl. konfessionarius siden 1828 og som biskop siden 1834 prædikede han også for hoffet i Slotskirken. SK sigter her til Martensen, jf. nedenfor.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 16

◄ og prædiker rørt over Apostelens Ord: Gud udvalgte det Ringe og Foragtede : hentyder til en prædiken af 👤H.L. Martensen ( 378,5) over ►1 Kor 1,26-31, hvor apostelen 👤Paulus ( 343,4) skriver: »Betragter, Brødre, hvo [hvem] I ere, som bleve kaldte; ikke mange Vise efter Kiødet, ikke mange Mægtige, ikke mange Fornemme; men det for Verden Daarlige [tåbelige] udvalgte Gud for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud for at beskæmme det Stærke; og det for Verden Uædle, og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgiøre det, som var Noget; paa det intet Kiød [for at ingen] skal rose sig for ham. Men ved ham ere I udi Christo Jesu, hvilken er bleven os Viisdom fra Gud, og Retfærdighed, og Helliggiørelse, og Forløsning; saa at, som skrevet er: hvo [den] sig roser, rose sig i Herren« (NT-1819). Se Martensens Prædikener. Anden Samling, 📌Kbh. 1849, ktl. 227, s. 65-80; den anførte episteltekst hører ikke til blandt de forordnede søn- og helligdagstekster, og det vides ikke, hvornår Martensen i 1848 har holdt denne prædiken, som SK formentlig har hørt.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 18

◄ Og der er Ingen, der leer : spiller formentlig på en anekdote el. lign., som imidlertid ikke er identificeret; se Stadier paa Livets Vei (1845), hvor det hedder: »Men ad Elskov er der Ingen, som leer; thi dette er jeg forberedt paa, at jeg vilde komme i samme Forlegenhed, som Jøden, der efter at have endt sin Fortælling, sagde: er der Ingen, som leer«, SKS 6, 41. Se også SKS 6, 49,26.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 19

◄ Goldschmidt : 👤Meïr Aron Goldschmidt (1819-87), da.-jødisk journalist og publicist, bl.a. forfatter til En Jøde. Novelle af Adolph Meyer. Udgiven og forlagt af M. Goldschmidt, 📌Kbh. 1845, ktl. 1547; grundlagde i 1840 Corsaren ( 389,9) og var bladets egentlige redaktør til 1846, hvor han afhændede bladet og tiltrådte en ét-årig udenlandsrejse; udgav og skrev fra dec. 1847 månedsskriftet Nord og Syd.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 23

◄ Tidsskrift for huslig Andagt, christelig Samler o: D: : Sådanne titler fandtes allerede, jf. For huuslig Andagt. Et Ugeskrivt, udg. af 👤C.H. Visby (1838-41; ktl. 370-371) ogChristelig Samler. Tidsskrift til opbyggelig Underholdning for Christne af alle Stænder (1838-54). – o: D:: og deslige.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 24

◄ hiin Maadeholdenheds-Præst ... vinder for Selskabet : En kilde er ikke identificeret. I en løs, udateret optegnelse (Pap. VII 1 A 233) har SK selv udfoldet passagen som en replik, der kunne bruges i en idyllisk operette.

I trykt udgave: Bind 22 side 376 linje 30

◄ Det som Socrates ... afvendte dem derfra : I 2. og 3. bog (376d - 398b) af 👤Platons Staten diskuteres den gode opdragelse, og digtekunsten angribes for manglende moral (Platons Skrifter ( 362,20) bd. 4, s. 89-118). Kritikken af digtekunsten tages atter op i 10. bog (595a - 608b), hvor resultatet bliver, at digterne ikke er velkomne i den ideale stat, da de dels ikke fremstiller den sande virkelighed, dels mere appellerer til følelser end til fornuft (Platons Skrifter bd. 5, s. 189-207). – Socrates: 361,31.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 2

◄ allerede Plato selv er jo dog en Misforstaaelse i Forhold til Socrates : hentyder til den antagelse, at 👤Platon i sine tidlige dialoger har villet reproducere den historiske 👤Sokrates, hvilket bl.a. er udtrykt i de sprudlende samtaler, der gerne ender uden resultat. I sine senere dialoger har Platon derimod ikke kunnet modstå den fristelse at reducere Sokrates til et talerør for sin egen filosofiske lære. SK har behandlet det komplekse forhold ml. Sokrates og Platon i Om Begrebet Ironi (1841), se især SKS 1, 89-179. – Plato: Platon (427-347 f.Kr.), gr. filosof, elev af Sokrates, som desuden er den gennemgående hovedperson i Platons dialoger, der hyppigt polemiserer mod sofisterne. Platon grundlagde 387 f.Kr. Akademiet i 📌Athen; blandt hans elever var 👤Aristoteles ( 435m,19).

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 9

◄ den Spidse : det toppunkt, kulminationspunkt.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 10

◄ exsecutivt : dvs. executivt, udøvende, i praksis.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 12

◄ Prædikeforedraget : dvs. den i kirken holdte prædiken.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 18

◄ Applications: den del af en prædiken, hvor det forklarede tekststed udlægges og aktualiseres, el. det aspekt ved prædikenen, der betoner tekststedets anvendelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 18

◄ at det er Dig, der tales til : If. journaloptegnelsen NB3:61 (1847), i SKS 20, 274f., har SK opdaget, at også 👤Luther i Den christelige Postille ( 349,2) bd. 1, s. 16-17, betoner et 'for dig' i troens tilegnelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 19

◄ Enkens Søn af Nains Opvækkelse : sigter til ►Luk 7,11-17 ( 373,12).

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 19

◄ Χstus traadte jo heller ikke ... jeg siger Dig stat op : sigter til ►Luk 7,14 ( 373,12). I NT-1819 og i Forordnet Alter-Bog ( 367,17), s. 150, lyder verset: »du unge Karl, jeg siger dig, staae op!«, mens det i En christelig Postille ( 349,2) hedder: »Du unge Karl, jeg siger dig, stat op!« bd. 1, s. 531.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 21

◄ Luther siger i Prædikenen ... sige det til Dig : sigter til 👤Martin Luthers prædiken til 16. søndag efter Trinitatis over ►Luk 7,11-17 i En christelig Postille ( 349,2) bd. 1, s. 524-534. Heri viser Luther, at der er to måder at prædike på, hvilket sammenfattes som følger: »den Ene rører kun ved Baaren – det gjør ikke Sagen klar; den Anden gjør mere, den lader sin Røst falde i Hjertet, og dermed er Værket fuldbragt. Den Første forkynder os Christi Gjerninger, hvorlunde de ere gjorte for os og skjænkede os til Salighed; men naar Røsten høres i Hjertet, da begynder Den, som nys var død, at tale, og bekjender med Munden den Tro, han føler og nærer i Hjertet. Det er, naar Hjertet troer, saa følge Kjærlighedens Gjerninger efter, saa taler du, saa prædiker du for Andre, saa takker du Gud for den Velgjerning og Tro, han har beviist og meddeelt dig«, s. 534.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 25

◄ Hvad jeg altid har sagt : se fx afsnittet »En samtidig Stræben i dansk Litteratur« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 228-273, hvori der gøres status over SKs tidligere værker.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 30

◄ og Anti-Climacus da især indskærpet : nemlig i Sygdommen til Døden ( 351,6). – Anti-Climacus: 347,33.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 30

◄ det er mig, det angaaer : 377,19.

I trykt udgave: Bind 22 side 377 linje 33

◄ underskyde : tilføjer, tilsætte.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 4

◄ Som en Brudgom elsker Χstus mig : Dette tema findes udfoldet i 👤Martin Luthers prædiken til 20. søndag efter Trinitatis i Den christelige Postille ( 378,19) bd. 1, s. 560f.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 4

◄ H. Martensen : 👤Hans Lassen Martensen (1808-84), da. teolog og præst; cand.theol. i 1832, før en udenlandsrejse i 1834-36 privatdocent for bl.a. SK, lic.theol. i 1837, fra 1838 lektor, fra 1840 ekstraordinær og fra 1850 ordinær prof. i teologi ved 📌Københavns Universitet. Han blev udnævnt til æresdoktor i 📌Kiel i 1840, medlem af Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab i 1841, hofprædikant i 1845 og Ridder af Dannebrog i 1847. Han havde tidligere på året (19. juli) udgivet det store værk Den christelige Dogmatik, 📌Kbh. 1849, ktl. 653.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 5

◄ J. P. Mynster : 350,27.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 6

◄ bestaaet, som det hedder, af Milioner og Milioner : se udfoldelsen af dette tema i 1. del, kap.1, §3 i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), i SKS 7, 52-54.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 10

◄ commensurabelt for : sammenlignelig, ligeartet el. forenelig med.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 12

◄ gaaet ud : udgået, forsvundet.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 13

◄ Liebhaberie : ty. lidenskabelig el. lystfyldt dyrkelse af en særinteresse.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 15

◄ hos Luther ... – da gaaer Alting istaae : sigter til 👤Martin Luthers prædiken til 20. søndag efter Trinitatis over ►Matt 22,1-14 i En christelig Postille ( 349,2) bd. 1, s. 560-571. Heri hedder det: »Men vældigen strider herimod vor gamle Adams, det er, vort Kjøds og Blods Blindhed og Forstokkelse, som hverken lader os see heller troe dette, allermindst da, naar vi i os selv og i dette almindelige Liv, see og føle gandske det Modsatte deraf. Vel seer og begriber Fornuften, hvilket deiligt og muntert Billed et Bryllup og en Bruds Kjærlighed i og for sig selv maae være; den indrømmer vel ogsaa tilnøds, at Christus er en [spalte 2] smuk, ædel, from og trofast Brudgom, og hans Kirke en herlig, salig Brud. Men naar Enhver for sig skal troe, at han ogsaa hører Christus til, som et Lem paa dette Legeme, samt at Christus bærer saadan hjertelig Kjærlighed til ham – da gaaer Alting i Staa. Det kommer deraf, at jeg ingen Herlighed seer paa mig selv, men derimod seer og føler megen Skrøbelighed og Uværdighed, idel Sørgmodighed og Tungsindighed, Død og Grav og Orme, som skulle fortære mig«, s. 564. – Kongen, der gjør sin Søns Bryllup: dvs. Jesu lignelse i ►Matt 22,1-14, hvor 📌Himmeriget sammenlignes med en konge, der holdt sin søns bryllup. Da de indbudte ikke ville komme, fik han sine tjenere til at hente, hvem de kunne finde, men da en af disse fremmødte ikke havde festklæder på, sagde kongen til sine tjenere: »Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt.«

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 19

◄ den næsten afsindigt ... afskaffer Χstd. : 360,18.

I trykt udgave: Bind 22 side 378 linje 29

◄ Underfundighed : snedighed, listighed.

I trykt udgave: Bind 22 side 377m linje 3

◄ Χstheden : 365,35.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 9

◄ Commerce : lystigt halløj.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 11

◄ Lad os slaae ham ... vender den venstre til : spiller på ►Matt 5,39, hvor Jesus siger: »Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til.«

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 13

◄ de Stille : hentyder til det faste udtryk 'de stille i landet' (jf. ►Sl 35,20) om de personer, der lever et stilfærdigt, tilbagetrukket liv.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 21

◄ eo ipso : lat. netop derved; i sig selv.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 21

◄ »et Skuespil for Verden« : citat fra ►1 Kor 4,9, hvor 👤Paulus skriver: »Thi mig synes, at Gud haver fremstillet os Apostle som de Ringeste, som henantvordede [overgivet] til Døden; thi vi ere blevne et Skuespil for Verden, baade for Engle og Mennesker« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 21

◄ da nu Christenheden er blevet ... Lamadyrkere o: s: v: o: s: v: : Der hentydes formentlig til den religionsfrihed, der blev kodificeret i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, § 81: »Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud paa den Maade, der stemmer med deres Overbeviisning, dog at Intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden.« – Christenheden: 365,35.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 23

◄ være betænkt paa : tænke på, have i sinde.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 28

◄ eo ipso : lat. netop derved.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 32

◄ incommensurabel for : usammenlignelig el. uforenelig med.

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 34

◄ jeg udsatte mig for Pøbelagtigheden : sigter til SKs opfordring om at blive udskældt i det satiriske ugeblad Corsaren, hvilket medførte bladets satiriske angreb, som betød, at SK blev chikaneret på gaden ( 389,9).

I trykt udgave: Bind 22 side 379 linje 36

◄ at jeg just i det ene Øieblik ... et Opbyggelsesskrift : sigter muligvis til 👤Johann Arndt Fire Bøger om den sande Christendom. Paa ny oversatte efter den ved Sintenis foranstaltede tydske Udgave, 📌Kristiania 1829 [ty. o. 1610], ktl. 277. SK henviser til værket i journaloptegnelsen JJ:451 (1846), i SKS 18, 291. – ene: alene, kun.

I trykt udgave: Bind 22 side 380 linje 1

◄ for Dyret: fremfor.

I trykt udgave: Bind 22 side 380 linje 7

◄ i den pythagoræiske Underviisning at begynde med Taushed : For at blive indviet i det filosofiske fællesskab, der var indstiftet af den gr. matematiker og filosof 👤Pythagoras (o. 570- 497 f.Kr.), måtte disciplen gennem en prøvetid: »For at prøves, vare de i fem Aar tause, blot opmærksomme Tilhørere af hans filosofiske Lærdomme, og saae ikke Pythagor; fra den Tid kom de i hans Huus og toge Deel i hans personlige Omgang«, jf. Diogen Laërtses filosofiske Historie, eller: navnkundige Filosofers Levnet, Meninger og sindrige Udsagn, i ti Bøger, overs. af 👤B. Riisbrigh, udg. af 👤B. Thorlacius, bd. 1-2, 📌Kbh. 1812, ktl. 1110-1111; bd. 1, s. 368 (8,10).

I trykt udgave: Bind 22 side 380 linje 16

◄ Χstus opsøgte de Dæmoniske : I NT er en dæmon en ond ånd, der besætter mennesker, og som fx forårsager sygdomme, stumhed, blindhed. Der er i NT talrige eksempler på, at Jesus uddriver onde ånder.

I trykt udgave: Bind 22 side 380 linje 24

◄ søgte Toldere og vitterlige Syndere : I de tre første evangelier er der adskillige beretninger om, at Jesus opsøgte toldere og syndere, som var foragtede. – vitterlige Syndere: Folk, der – med et fast teologisk begreb – begår 'vitterlig synd', dvs. virkelig synd el. gerningssynd. Jf. Begrebet Angest (1844) i SKS 4, 334, hvor det anvendes i en skelnen mellem 'peccatum originale' (den oprindelige synd, dvs. 'den første synd', arvesynden) og 'peccatum actuale' (den virkelige synd, dvs. gerningssynd) modsat den klassisk dogmatiske skelnen mellem 'peccatum habituale' (den habituelle synd, dvs. synden som egenskab, holdning el. tilstand, altså arvesynden) og 'peccatum actuale'.

I trykt udgave: Bind 22 side 380 linje 25

◄ Χstheden : 365,35.

I trykt udgave: Bind 22 side 380 linje 33

◄ Goethe og Mynster : Goethes forsonende humanisme, der dyrkede dannelse og dygtighed, og som frem for alt skulle tjene livet, prægede dybt det danske åndsliv, ikke mindst 👤J.L. Heiberg ( 393,27), 👤H.L. Martensen ( 378,5) og 👤J.P. Mynster (se fx den afsluttende påkaldelse af Goethes autoritet i »Kirkelig Polemik« i J.L. Heibergs Intelligensblade nr. 41-42, 1. jan. 1844, s. 97-114; s. 114). Kritikken af denne 'fornemme' og blødsødne livsanskuelse, der holder livets lidelse på afstand, er et tilbagevendende tema hos SK. Se fx journaloptegnelserne NB5:37, hvor det om Mynster hedder: »Det Store hos ham er personlig Virtuositet a la Goethe. Derfor holder han sig ogsaa med en vis Værdighed. Men egl. udtrykke Noget gjør hans Liv ikke« (SKS 20, 385), og NB10:28, hvor det hedder: »Tag Martensen, det er et Exempel paa dette Mynstersk-Goethiske at gjøre de Medlevende til Instantsen kun endnu lavere« (SKS 21, 271). Se også fremstillingen af Mynster i 15. levering af Dansk Pantheon, et Portraitgallerie for Samtiden, 📌Kbh. 1844, hvor den anonyme forf. [= 👤P.L. Møller] fremhæver den 'ireniske' (fredselskende) og 'udjævnende' tendens i Mynsters personlighed, der endvidere er karakteriseret ved en »ualmindelig Verdensklogskab« og et »stort Talent til at ordne det Bestaaende«. En åndsretning som Mynsters, hedder det, erindrer »uvilkaarligt om Göthe«. – Goethe: 👤Johann Wolfgang Goethe (1749-1832), ty. digter, jurist, statsmand og naturvidenskabsmand. Han har skildret de første 25 år af sit liv i selvbiografien Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-33), trykt i Goethe's Werke.Vollständige Ausgabe letzter Hand bd. 1-60, 📌Stuttgart og 📌Tübingen 1828-42 (ktl. 1641-1668, bd. 1-55, 1828-33); bd. 24-26, 1829, og bd. 48, 1833. Se endvidere 👤J.P. Eckermanns udgivelse af sine samtaler med Goethe i årene 1823-32 i Gespräche mit Goethe in den letzten Jahren seines Lebens, der i 1836 udkom i to bd. og i 1848 blev suppleret med et tredje. – Mynster: 350,27.

I trykt udgave: Bind 22 side 380 linje 34

◄ sympathetisk : egl. med-lidende; medfølende, deltagende.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 7

◄ si placet : lat. 'om man vil'.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 8

◄ Omgangssyger : sygdomme, der breder sig ved smitte.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 13

◄ Smaa-Fataliteter: ulykker, fortrædeligheder, ubehageligheder.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 14

◄ tage (...) forfængelig : forholde sig tankeløst til, misbruge.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 15

◄ Biskop Mynster : 350,27.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 17

◄ den ligger i det Onde : hentyder til ►1 Joh 5,19: »Vi vide, at vi ere af Gud, og den ganske Verden ligger i det Onde« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 25

◄ Hans Høiærværdigheds Prædikener : SK ejede af 👤J.P. Mynsters ( 350,27) prædikener følgende: Prædikener bd. 1, 3. opl., 📌Kbh. 1826 [1810], bd. 2, 2. opl., 📌Kbh. 1832 [1815], ktl. 228 og ktl. 2192; Prædikener paa alle Søn- og Hellig-Dage i Aaret, 3. oplag, bd. 1-2, Kbh. 1837 [1823], ktl. 229-230 og 2191; Prædikener holdte i Kirkeaaret 1846-47, Kbh. 1847, ktl. 231; og Prædikener holdte i Aaret 1848, Kbh. 1849, ktl. 232. SK havde dog gennem årene regelmæssigt hørt Mynster prædike. – Hans Høiærværdighed: If. rangforordningen indgik 'højærværdig' i titulaturen for den højere og højeste gejstlighed, placeret i 2. til 6. klasse, således både 📌Sjællands biskop og 📌Københavns sognepræster, hofprædikanten og teologiske doktorer m.fl. Jf. »Titulaturer til Rangspersoner i alfabetisk Orden« i 👤C. Bartholin Almindelig Brev- og Formularbog bd. 1-2, Kbh. 1844, ktl. 933; bd. 1, s. 49-56.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 27

◄ Privatissimum : lat. 'et ganske privat anliggende'; en privat, udvalgt forsamling.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 31

◄ Hvor ofte har hans Høiærværdighed ... offre Liv, Blod, Alt : sigter bl.a. til 👤Mynsters prædiken »Den Trang i Menneskets Hierte, som Christus alene tilfredsstiller. Paa anden Juledag«, der blev holdt i 📌Slotskirken 2. juledag 1848, og trykt i Prædikener holdte i Aaret 1848, 📌Kbh. 1849, ktl. 232, s. 150-163. Prædikenen afsluttes med ordene: »Maaskee forestaaer Frafaldets svære Tiid, men om de end alle forlade dig, jeg, Herre! vil blive hos dig, og jeg veed, du vil blive hos mig. Men alle Disse, som saa villigen høre dit Ord, de ville jo dog ikke forsage dig i Fristelsens Stund; ja jeg har det Haab, at dette hele Folk ikke vil slippe det Evangelium, hvilket det hidtil bevarede som sin Roes iblandt Folkene, men at det fra Slægt til Slægt vil høres som en Glæde for alt Folket i Landet: Eder er en Frelser fød! Amen«, s. 163. Se journaloptegnelse NB8:105, i SKS 21, 188.

I trykt udgave: Bind 22 side 381 linje 34

◄ feteret i Kredsene ... Hofmænd og Diplomater : 👤Mynster, der var tidens modepræst, var en særdeles afholdt person, især i de dannede kredse.

I trykt udgave: Bind 22 side 382 linje 2

◄ da det gjaldt om ... at vie Biskop Monrad : Efter kun et par års virksomhed som præst blev den nationalliberale frontfigur D.G. Monrad i 1848 kultusminister (minister for kirke- og skolevæsen) i det såkaldte 'martsministerium' og dermed biskop 👤Mynsters ( 350,27) overordnede, hvilket vakte nogen harme i kirkelige kredse (se NB4:129, i SKS 20, 349f.). Monrad fortsatte imidlertid ikke i 'novemberministeriet' samme år, men gik på ventepenge; han havde af premierminister 👤A.W. Moltke fået lovning på et passende embede i tilfælde af afskedigelse. Til manges overraskelse blev han 13. feb. 1849 udnævnt til biskop over 📌Lolland-Falster stift, hvilket fremkaldte en stærk kritik i pressen og i kirkelige kredse.Flyve-Posten (1849, nr. 43, 20. feb.) forudser, at udnævnelsen vil vække »en ikke ringe Opmærksomhed«, idet ex-ministeren er blevet forsørget »paa en meer end anstændig Maade«. Springet fra »Landbypræst« til biskop er »uhørt«; det er »aabenbart«, at Monrad »ikke har havt nogen anden Qvalification til dette Embede, end at han har været Minister.« En måned senere i samme avis (1849, nr. 64, 16. marts) spørges der i en udførlig, kritisk artikel: »Er det blandt Redacteurer af Døgnblade, blandt Talere i Folkemøder, at man herefter vil vælge de Personligheder, i hvis Hænder Folkets vigtigste aandelige Anliggender skulle nedlægges, hvis Varetægt den danske Kirke skal betroes i bevægede Tider som de nærværende?« En tilsvarende kritik findes i Kjøbenhavnsposten, der i øvrigt ikke havde meget til overs for gejstligheden: »Efter al Sandsynlighed vil denne Udnævnelse fremkalde stor Forbittrelse i Geistligheden, da Hr. M. ikke vil forekomme den at være i Besiddelse af nogen af de Egenskaber, som fornemmelig [især] qvalificere til Bispeembedet.« Den mest lidenskabelige forargelse blev udtrykt af den grundtvigianske præst 👤P.A. Fenger, der under titlen »Mag. Monrads Udnævnelse til Biskop« i Dansk Kirketidende, 1849, nr. 180, 11. marts, klager: »Ak, i hvilken fortrykt, ja fornedret Tilstand maa ikke Kirken befindes iblandt os naar det er kommet saa vidt, at dens høieste Embede bliver en Slags Pensions-Anstalt eller gives hen som en Løn for aftrædende Stats-Tjenere?! / En Landsbypræst synes at have Evne til at deeltage i de politiske Forhandlinger, og, efterat have været Præst 1½ Aar, faaer han Sæde paa Ministerbænken. Dette Sæde beklæder han ½ Aar, han aftræder, og – sættes paa en Bispestol!«, sp. 393. Trods protesterne blev Monrad ordineret den 9. april (2. påskedag) samme år i 📌Vor Frue Kirke af biskop Mynster sammen med 👤Jørgen Hansen, der var udnævnt til biskop over 📌Als og 📌Ærø. Mynster, der talte over ►Jud 1-3, udsendte i forbindelse med bispevielsen et program, Om Hukommelsen (ktl. 692), hvortil var føjet de to nye biskoppers selvbiografi. Kirken var fyldt, bl.a. med ministre og højtstående embedsmænd (Berlingske Tidende, 1849, nr. 85, 10. april). If. 👤I. Levin kunne SK ikke lide Monrad, jf. 👤Bruce Kirmmse Søren Kierkegaard truffet, 📌Kbh. 1996, s. 289. – Biskop Monrad: 👤Ditlev Gothard Monrad (1811-87), cand. theol. 1836, magister 1838, indledte efter hjemkomsten fra en udenlandsrejse i 1839 en politisk karriere, der gjorde ham til en af de ledende nationalliberale politikere, udgav Flyvende politiske Blade (1839-42), var medredaktør af Fædrelandet (1841-42) og redaktør af Dansk Folkeblad (1843-1846). Han var i 1846-48 præst i 📌Vester Ulslev på 📌Lolland, i 1848 kultusminister og i 1849-86 biskop.

I trykt udgave: Bind 22 side 382 linje 5

◄ været samtidig med Verdens-Omveltninger : 👤Mynster, der blev født i 1775, havde været 'samtidig' med den franske revolution i 1789, rædselsperioden (1792-94) og derpå følgende krige i 📌Europa indtil 1814. Han havde oplevet 📌Danmarks indragelse i krigene med Slaget på 📌Reden 1801, bombardementet af 📌København 1807, statsbankerotten 1813 og tabet af 📌Norge 1814, samt Wienerkongressen 1814-15, julirevolutionen i 📌Paris 1830 (og andre samtidige revolutioner, fx i 📌Belgien) og endelig revolutionen i 📌Frankrig 1848 (februarrevolutionen) med følgende revolutioner i 📌Berlin og forsåvidt også i København.

I trykt udgave: Bind 22 side 382m linje 5

◄ med »biskoppelig Bekymring« ... Candidats Ansættelse : Det har ikke ladet sig afgøre, hvilken sag der sigtes til. Der kunne være tale om 👤Mynsters hårde afvisning af teologen [Andreas] 👤Frederik Beck (1816-61), der i et par afhandlinger fra 1842 havde vist sig som venstrehegelianer, og som i en avisartikel havde rettet et kontant el. 'respektløst' angreb på Mynster (se Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, i SKS 7, 248,21, og kommentaren hertil), hvilket betød, at Mynster fik ham udelukket fra et embede såvel ved universitetet som i kirken. Beck, der måtte konstatere, at han havde ofret sin eksistensgrundlag for en overbevisning, offentliggjorde sagens aktstykker i Theologiske Tilstande i Danmark i Aarene 1842-46, 📌Kbh. 1847. Dette skrift vakte en del røre i aviserne, jf. Fædrelandet, 1847, 16., 23. og 25. marts, nr. 64, 70 og 72; Kjøbenhavnsposten, 1847, 20., 24. og 26. marts, nr. 67, 70 og 72, samt Berlingske Tidende, 1847, 5.-9. okt., nr. 232-236 og Flyve-Posten, 1847, 9. okt., nr. 235.

I trykt udgave: Bind 22 side 382m linje 11

◄ ligger under : dvs. er underlagt en overmagt, er den svage i kampen.

I trykt udgave: Bind 22 side 382m linje 20

◄ Vandcure o: D: : Patienter med visse sygdomme blev typisk anbefalet en eller anden form for vandkur (gerne i rekreative naturomgivelser), der dels bestod af indtagelse af bestemte mineraldrikke, idet hver kilde indeholdt en særlig mineralsammensætning, dels af forskellige slags kolde el. tempererede bade, doucer, afgnidninger osv. Se 👤J. Hjaltelín Vandcuren i dens historiske Udvikling, nærværende Tilstand og Resultater, 📌Kbh. 1842, samt 👤O.L. Bang Haandbog i Therapien, 📌Kbh. 1852. – o: D: og Deslige.

I trykt udgave: Bind 22 side 382 linje 18

◄ vistnok : rigtigt nok.

I trykt udgave: Bind 22 side 382 linje 33

◄ hvor Ulykken stikker : hvor ulykken gemmer sig, hvorpå ulykken beror.

I trykt udgave: Bind 22 side 383 linje 9

◄ Sludder-Mads-Begreb: vrøvlehoved.

I trykt udgave: Bind 22 side 383 linje 20

◄ Naadens Forskud : 375,8.

I trykt udgave: Bind 22 side 383 linje 29

◄ en »christelig« Stat : dvs. en stat, der står i et konfessionelt forhold til kristendommen; således den da. stat, der ved sit overhoved, kongen, var bundet til den evangelisk-lutherske kirke og dens bekendelsesskrifter, jf. Kongeloven (1665, offentliggjort 1709, som forfatning ophævet 1849), § 1, og Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849, § 6.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 15

◄ en Arbeider er sin Løn værd : citat fra ►Luk 10,7, jf. også ►1 Tim 5,18.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 17

◄ qua : lat. i egenskab af, som.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 19

◄ oppebære min Løn ... mit Tilgodehavende : Præsterne var ikke fastlønnede, men fik deres indtægter fra flere forskellige kilder. I købstæderne havde borgerne pligt til at yde præsten et pålignet beløb, 'præstepenge', mens bønderne i landsognene tilsvarende skulle betale præsten en vis procentdel af deres animalske produkter og især korn, 'tiende'. På kirkens højtidsdage kunne menighedens medlemmer betale deres præst et såkaldt 'offer', dvs. en frivillig pengegave. I en vis udstrækning modtog præsten endvidere 'accidenser', dvs. vederlag for at forrette kirkelige handlinger som brudevielse, barnedåb og begravelse. Se 👤C.C. Boisen Om Kirken og præstens Forhold til samme, 📌Kbh. 1834, s. 61-70. Hvis menigheden ikke betalte de fastlagte præstepenge el. tiende, kunne den verdslige øvrighed (politimesteren) gribe ind og foretage udpantning.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 20

◄ giver (...) en god Dag : fast udtryk, giver pokker i, er ligeglad med.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 22

◄ Præsten, beskikket af ... Anviisning paa Gage : Til ethvert præstekald hørte bestemte indtægter; en komplet oversigt findes i 👤Bloch Suhr Kaldslexicon, omfattende en Beskrivelse over alle danske geistlige Embeder i alphabetisk Orden, 📌Kbh. 1851, ktl. 379.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 23

◄ item : lat. fremdeles, ligeledes.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 31

◄ den Bestræbelse (...) af Geistligheden endog ligefrem at ville lønnes af Staten : Der sigtes til ønsket om en radikal forandring af præsternes lønforhold, således at præsterne overgik fra den noget usikre og tidskrævende lønsituation ( 384,20) til embedsmandens af staten udbetalte faste løn. Det ønske, hvis indfrielse dog havde lange udsigter, var ikke kun udtalt af præster, men også af mange folk, der var træt af at hive pungen frem i forbindelse med kirkelige handlinger. Se fx 👤Ludvig Helwegs diskussion af sagen i den tredje artikel i rækken »Kirke- og Underviisnings-Ministeriet for Danmark« i Dansk Kirketidende, 1848, 23. juli, nr. 46, sp. 733-746.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 33

◄ høibaaren : egl. af fornem fødsel; ophøjet, ædel.

I trykt udgave: Bind 22 side 384 linje 37

◄ priseligt : prisværdigt, rosværdigt.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 1

◄ »Lærere« i Χstd. : Foruden sit prædikeembede har præsten også et læreembede. Dette kommer to gange til udtryk i ritualet for præstevielse, kap. 10, art. 2, i Dannemarkes og Norges Kirke-Ritual, 📌Kbh. 1762, der endnu var gældende på SKs tid: Dels formanes menigheden til at »takke GUd inderligen, som værdiges til endnu paa denne Dag at sende sin Kirke hos os trofaste Lærere og Prædikere«, s. 365. Dels siger biskoppen under sin overdragelse af »det hellige Præste- og Prædike-Embede« til ordinanderne: »at I med al Aarvaagenhed og en alvorlig Fliid i et ustraffeligt Liv og salig Undervisning maa adspørge Christi Navns Ære til hans Kirkes Forbedring hos os«, s. 371.

I trykt udgave: Bind 22 side 384m linje 4

◄ Gud (...) har skabt og opholder denne Verden : se den første trosartikel med den tilhørende forklaring i 👤Luthers lille katekismus: »Jeg troer paa Gud Fader, Almægtigste, Himmelens og Jordens Skaber. / Det er: / Jeg troer, at Gud har skabt mig tilligemed alle andre Skabninger (...). Og ikke det aleneste, men jeg troer ogsaa, at han opholder alle Ting, som ellers maatte forgaae«, Dr. Morten Luthers lille Catechismus, her citeret efter en udgave fra 1847 [uden sidetal, ty. 1529] (jf. ktl. 189). – opholder: opretholder.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 9

◄ forraske : fare forhastet frem (med).

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 17

◄ Gud er Taalmodighedens Gud : se fx ►Rom 15,5, hvor 👤Paulus taler om »Taalmodighedens og Trøstens Gud« (NT-1819), og ►Rom 2,4, hvor der tales om at foragte Guds »Godheds og Taalmodigheds og Langmodigheds Riigdom« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 18

◄ kjødelig : som er bundet til den legemelige, sanselige og timelige verden.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 22

◄ Χstheden : 365,35.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 28

◄ ret tilgavns : fuldt ud, konsekvent.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 29

◄ Indulgentsen : overbærenheden, tilgivelsen.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 31

◄ Popants : af ty. Popanz, fugleskræmsel, bøhmand; skræmmebillede.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 38

◄ trods Nogen : så godt som nogen anden.

I trykt udgave: Bind 22 side 385 linje 38

◄ Det Udtryk »Forfatternes Forfatter« som jeg selv engang kom til at bruge : sigter til »En første og sidste Forklaring« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846), hvor SK beder om, at man ikke vil forveksle ham med hans pseudonymer: »Jeg har fra Begyndelsen meget godt indseet og indseer at min personlige Virkelighed er et Generende, som Pseudonymerne pathetisk-selvraadigen maatte ønske bort jo før jo hellere, eller gjort saa ubetydeligt som muligt, og dog igjen ironisk-opmærksomme maatte ønske at have med som den frastødende Modstand. Thi mit Forhold er Eenheden af at være Secretairen og ironisk nok, dialektisk reduppliceret Forfatter af Forfatteren eller Forfatterne« (SKS 7, 571, 7f.).

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 9

◄ som senere af Nogle blev adopteret : Der kunne tænkes på 👤P.C. Kierkegaard ( 392,2), som i artiklen »Politiske Paaske-Betragtninger 1849« i Fortsættelser fra Pedersborg, bd. 1, s. 304, skriver: »Ja, saameget mindre er det at undre over, eller at antage for ubetinget stridende imod det gode Haab, Regjeringen har udtalt, naar Sagen for Præsten snarest viser sig i en mere betænkelig Skikkelse, som Intet er vissere, end hvad 'Forfatternes Forfatter' paa sin Vis har udtalt, naar han yttrer, at Verden rimeligvis vil gaae under i et Øieblik, hvor Menneskene more sig kosteligen over Forberedelserne dertil og ansee det Hele for en Witz [2 Thess. 5, 3 smlgn. Jerem. 51, 39]. Thi at der er ikkun altfor Mange, der i disse Tider mene eller dog forsøge at indbilde sig og Andre, at det er en Spøg med Danmarks Nød og Danmarks Fare, det kan i alt Fald en Reise til Kjøbenhavn overbevise Enhver om, naar han ellers vil bruge sine Øine, overalt hvor derinde et høitæret Publikum mødes for at see og at sees.«

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 10

◄ qua : lat. i egenskab af, som.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 13

◄ deri stikker : derpå beror.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 14

◄ Martensen : 378,5.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 17

◄ at han bliver classisk – jeg kunstlet : dvs. 👤Martensen fremstilles som den besindige og SK som den forskruede; hentydning til 👤P.C. Kierkegaards foredrag ( 401,30).

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 18

◄ blankt og bart : ren og skær, fuldstændig.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 22

◄ liberum arbitrium : lat. 'frit valg', 'fri vilje', 'vilkårlig frihed'; filosofisk begreb fra den tidligste middelalder brugt som betegnelse for menneskets evne til at vælge lige frit mellem to eller flere muligheder.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 22

◄ Chimaire : af gr. 'chimæra', fabeluhyre sammensat af en løve, en ged og en drage; fantasifoster, blændværk, illusion.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 22

◄ en tidlang : et længere stykke tid, nogen tid.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 27

◄ formedelst : på grund af.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 28

◄ Luthers Lære : dvs. såvel 👤Luthers ( 349,2) troslære el. retfærdiggørelsesprincip ( 366,25, 368,24 og 368,27) som hans skriftprincip el. 'bibelteori' ( 386,35 og 387,4).

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 32

◄ Modification : nærmere bestemmelse, konkret udformning.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 33

◄ Han trækker eensidigt Paulus frem, og benytter mindre Evangelierne : sigter formentlig til, at 👤Luthers troslære ( 366,25) er baseret på 👤Paulus, og at Luther ofte i sin skriftudlægning påkalder sig Paulus' autoritet, jf. nedenfor ( 386,35). – Paulus: 343,4.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 33

◄ sin Bibeltheorie : dvs. 👤Luthers skriftprincip, at den kristne troslære kun kan grundes på den hellige skrift, Biblen; dette princip om 'sola scriptura' (lat. skriften alene) betyder, at skriften er den sidste og afgørende autoritet for al dogmatisk tænkning. Luther gjorde specielt dette princip gældende mod den rom.-kat. kirkes traditionsbundne autoritet ( 387,4).

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 35

◄ han der forkaster Jacobs Brev : 👤Luther opregner i slutningen af »Vorrede auf das neue Testament« (1522) de skrifter i NT, som må danne grundlag for den kristne tro, hvortil ►Jakobsbrevet, som han kalder et 'stråbrev', ikke hører, jf. Luthers Werke. Vollständige Auswahl seiner Hauptschriften. Mit historischen Einleitungen, Anmerkungen und Registern, udg. af 👤Otto von Gerlach, bd. 1-24, 📌Berlin 1848 (forkortet Luthers Werke; bd. 1-10 er en stereotyp 2. udgave af Berlin 1840-41, som SK ejede, ktl. 312-316); bd. 20, s. 8. Luthers argumenter for, at Jakobsbrevet ikke stammer fra den første generation af kristne, findes i »Vorrede auf die Episteln St. Jakobi und Judä«. Her fremhæves især modsigelsen ml. Jakobsbrevets betoning af, at tro uden gerninger er ufrugtbar (if. ►Jak 2,20-24 viser 👤Abraham dette), og 👤Paulus' betoning af, at det var troen, ikke gerningen, der gjorde Abraham retfærdig (►Rom 4, 1-6). Jf. Luthers Werke bd. 22, s. 173-175.

I trykt udgave: Bind 22 side 386 linje 35

◄ vistnok : helt sikkert, rigtigt nok.

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 3

◄ han kun for Striden med Paven ... overbevise ham af Skriften : sigter til 👤Luthers kendte svar på rigsdagen i 📌Worms 1521. Da Luther havde udsendt en række stridsskrifter mod den katolske kirkes lære, forsøgte paven at få kejser 👤Karl V til at dømme Luther uden forhør. Kejseren nøjedes dog med at stævne Luther til byen Worms, hvor han holdt sin første rigsdag i 1521. Luther mødte frem for forsamlingen og blev spurgt, om han ville tilbagekalde sine angreb, men Luther krævede en dags betænkningstid: »Virkelig var Luther ei heller paa denne Dag i nogen Henseende den forbløffede, forlegne Mand, som han havde været Dagen iforveien, men han besvarede de Spørgsmaal, man forelagde ham, med den største Rolighed og Aandsnærværelse. Resultatet af alt var den Erklæring, at han med egen Haand vilde kaste sine Skrifter i Ilden og kalde alt tilbage, naar man af den hellige Skrift kunde overbevise ham om, at han havde faret vild. Herpaa svarede Cantsleren ham, at dette var et Svar med Horn; man var ikke kommen her for at disputere med ham; Spørgsmaalet var blot, om han vilde gienkalde eller ei. 'Velan da,' svarede Luther, 'siden I forlanger et ligefremt, simpelt Svar af mig, saa vil jeg give Eder et, som hverken har Horn eller Tænder. Jeg troer hverken paa Paven eller Concilierne, thi begge have altfor ofte feilet og sagt sig selv imod. Jeg kan og vil derfor ikke kalde noget tilbage, det være da, som sagt, at man giendriver mig af den hellige Skrift; thi det er ikke raadeligt at giøre noget imod sin Samvittighed. Her staaer jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjelpe mig! Amen.'« (se afsnittet »Rigsdagen i Worms« i Karl Friedrich Beckers Verdenshistorie, omarbejdet af 👤J.G. Woltmann, overs. og forøget af 👤J. Riise, bd. 1-12, 📌Kbh. 1822-29, ktl. 1972-1983; bd. 6, 1824, s. 275-279; s. 278). Se også 👤N.M. Petersen Dr. Martin Luthers Levnet, 📌Kbh. 1840, s. 81. – ponerede: term fra logikken: satte, hævdede, gjorde gældende som udgangspunkt.

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 4

◄ vel : sandelig.

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 8

◄ Luther saa idelig prædiker ... og Skolelærere : se fx 👤Martin Luthers ( 349,2) prædiken til 15. søndag efter trinitatis i En christelig Postille ( 349,2) bd. 1, s. 522f.: »Til alle Tider har Gud ladet dette stadfæstes af Erfaringen, idet han rigeligen har velsignet de fromme Sjele, som have fulgt denne Regel og stræbt at opbygge Guds Rige, at tjene Kirken og fremme Guds Ord. Hvad de have givet dertil af deres Formue, det har han givet dem mangefold igjen. Herpaa have vi mange Exempler, saavel af Skriften, som af Verdenskrøniken. Naar fromme Konger og Fyrster, af christelig Kjærlighed, have stiftet Legater til Kirker og Skoler, da er det saa langt fra, at de ere blevne fattigere derved, at de endogsaa ere blevne langt rigere begavede af Gud, og have regjeret i god Fred, Sejer og Lykke.« Se også Luthers prædiken til 23. søndag efter trinitatis i En christelig Postille bd. 1, s. 592: »Thi med den broderlige Forladelse forholder det sig heel anderledes, end med den, som Bonde, Borger og Adelsmand anmasse sig, naar de plage deres Sjelesørger paa al optænkelig Maade. De vide, at Præsten ikke kan gjøre dem Noget derfor. Derpaa forlade de sig og sige: 'Oho, vor Præst maa vel forlade os det – hvo [hvem] vil straffe os derfor? Han maa være smukt taalmodig, og finde sig i Alt – derfor er han Præst. Han kan ikke være bekjendt, at klage, og om han end klager, hvo hører ham da?' Saa giver de ham da, hvad de unde ham, og frastjæle ham Korn, Byg, Havre og Alt, hvad de ikke unde ham. Især gjælder dette de adelige Herrer. De gjøre deres Præst til en Calfaktor og Fyrbøder, til en Jagthund og et Udgangsøg, fratage ham hans Rente og Indkomst, hvoraf han skal leve med Kone og Børn. Og dog ere de alle gode, evangeliske Christne; dog øve de ingen Synd, som de behøve at gjøre sig nogen Samvittighed over. De forlade sig paa, at det stakkels Skrog, deres Præst, er nødt til at forlade dem det.«

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 10

◄ Saaledes endog i Prædiken over ... fra Bukkene : sigter til 👤Martin Luthers prædiken til 26. søndag efter trinitatis over ►Matt 25, 31-46 i En christelig Postille ( 349,2) bd. 1, 622-631, hvor Luther beklager tidens omsiggribende egoisme: »Det har sin Gænge dagligdags, og tager uafladeligen Overhaand, i alle Stænder, blandt Fyrster, Adelsmænd, Borgere, Bønder, ved alle Hoffer, i alle Stæder og Landsbyer, ja, hartad i alle Huse. Siig mig, hvilken Stad er saa stærk eller saa from, at den nu kunde tilvejebringe saameget, som en Skolemester eller Sognepræst kan leve af? Ja, havde vi det ikke tilforn, ved vore Forfædres milde Almisser og Legater, saa var Evangeliet forlængst udryddet, og en stakkels Præst fik hverken Mad heller [eller] Drikke. Ikke nok, at vi Intet bidroge dertil; vi tage og røve ogsaa med Vold, hvad Andre have givet dertil. Derfor er det slet ikke at takke os for, at der endnu er en Prædikestol eller Skole til. Hvor mange findes der ikke blandt de Store, Vældige og Rige, som Intet hellere saae, end at alle Præster, Skoler og Videnskaber bleve udryddede? Saa onde maae Menneskene være paa det sidste, til tak for det kjære Evangelium. Man regne efter her og andensteds, hvad de, som nyde Evangeliet, give eller bidrage til dets Fremme, og sige saa, om ikke, hvis vi maatte raade, baade Kirke og Skole laae øde, saa aldeles, at Efterslægten ikke kunde vide, hvad vi havde lært eller troet!« s. 625. – Matth: 25, Dommensdag ... fra Bukkene: dvs. Jesu tale om verdensdommen i ►Matt 25,31-46, som begynder: »Men naar Menneskens Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Throne. Og alle Folkeslag skulle forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene. Og han skal stille Faarene ved sin høire Side, men Bukkene ved den Venstre« (v. 31-33; NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 11

◄ Lad Dig nøies med min Naade ... i Skrøbelighed : hentyder til ►2 Kor 12,9, hvor 👤Paulus skriver, at Herren sagde til ham: »min Naade er dig nok, thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed [svaghed, magtesløshed]« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 16

◄ »stærk og fri«, : klassisk, fast udtryk, lat. 'fortis et liber'; der hentydes formentlig til 👤Adam Oehlenschlägers kendte drikkevise 'Vil du være stærk og fri' fra syngespillet Ludlams Hule, 📌Kbh. 1813, s. 97f.

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 18

◄ vel : sandelig.

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 20

◄ Tornen maa tages bort : hentyder til ►2 Kor 12,7-9 ( 361m,5).

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 21

◄ Samfund : samvær, samliv, fællesskab.

I trykt udgave: Bind 22 side 387 linje 23

◄ Hvad I ikke have gjort ... gjort mod mig : omtrentligt citat fra ►Matt 25,45, hvor Jesus siger: »sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have giort mod Een af disse Mindste, have I heller ikke giort mod mig« (NT-1819). SK sammenblander passagen med ►Matt 25,40: »sandelig siger jeg Eder: hvad I have giort mod Een af disse mine mindste Brødre, have I giort mod mig« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 388 linje 1

◄ Talleyrand kunde ... »De glemmer een, han bør være koparret« : Da Talleyrand i 1790 blev valgt som formand for nationalforsamlingen, blev hans på mange måder ligesindede ven, den lige så ambitiøse Mirabeau højlydt skuffet, hvilket irriterede Talleyrand. Ved en lejlighed – efter at Mirabeau, hvis udseende var stærkt præget af, at han som barn havde haft kopper, over for tribunatet havde beskrevet de egenskaber, som forsamlingens formand burde have, og derefter erindret om sine egne kvalifikationer – havde Talleyrand rejst sig i sædet med den bemærkning: 'at der kun var én dyd, som Mirabeau havde glemt at nævne, nemlig at formanden tillige skulle være koparret'. SKs kilde er ikke identificeret; se 👤J.F. Bernard Talleyrand. A Biography, 📌New York 1973, s. 98f. – Talleyrand: 👤Charles Maurice de Talleyrand-Perigord (1754-1838), fr. biskop og statsmand, udenrigsminister 1797-1807, 1814-15; som politiker en fremragende intrigemager, som diplomat lige så hensynsløs som dygtig. – Mirabeau: 👤Honoré-Gabriel Riqueti, greve af Mirabeau (1749–91), fr. statsmand.

I trykt udgave: Bind 22 side 388 linje 17

◄ socratisk : dvs. i stil med 👤Sokrates ( 361,31).

I trykt udgave: Bind 22 side 388 linje 23

◄ Mens Luften er ... Vintersneens Gysekuld (Brorson) : citat fra Brorsons salme »Hvad seer min Sulamith«, 1. strofe: »Brudgommen. / Hvad seer min Sulamith, / Da Luften er endnu saa fuld / Af Vintersneens Gysekuld? / Hvi [hvorfor] lukker Du da Vindve [vindue] op, / Og stirrer alt paa Skyens Top; / Hvi gjør Du det saa tidt, / Min Sulamith? / Bruden. / Jeg staaer kun her at see, / Naar Stjernerne, ved Dommens Knald, / Er kommen først paa Fald, / Hvordan det da vil snee. / Far hen, som Fuglen fløi, / Du Vinterboelig, nok for mig; / Jeg agter ei at fæste dig, / Jeg har mit Reisetøi«, nr. 49 i Psalmer og aandelige Sange af Hans Adolph Brorson, udg. af 👤J.A.L. Holm, 2. opl., 📌Kbh. 1838 [1830], ktl. 200, s. 867-869; s. 867. – Brorson: 👤Hans Adolph Brorson (1694-1764), da. biskop, salmedigter og pietist.

I trykt udgave: Bind 22 side 388 linje 26

◄ hundsk : elendigt, forbandet.

I trykt udgave: Bind 22 side 388 linje 29

◄ Den Sætning, at Frygt ... i den mindre : formentlig en fast talemåde, om end den er ikke fundet optegnet. 👤Rasmus Nielsen ( 397,13) skriver dog i et brev til SK: »Den større Fare forjager den mindre«, B&A, bd. 1, s. 193f.

I trykt udgave: Bind 22 side 389 linje 1

◄ mit Skridt mod Corsaren : Da en af Corsarens anonyme medarbejdere, 👤P.L. Møller ( 389,11), udgav en kras kritik af SKs forfatterskab i sin æstetiske årbog Gæa for 1846, gik SK ironisk til modangreb. Han identificerede P.L. Møller med Corsaren og bad nu om 'at komme i Corsaren', da han ikke kunne acceptere, at han som den eneste da. forfatter ikke hidtil var blevet skældt ud, men kun lovprist af bladet, jf. artiklen »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« under pseudonymet 👤Frater Taciturnus i Fædrelandet den 29. dec. 1845 (nr. 2078, sp. 16653-16658). Corsaren svarede med at bringe en række satiriske artikler om, allusioner til og tegninger af SK, første gang den 2. jan. (nr. 276) og herefter regelmæssigt frem til 17. juli 1846 (nr. 304); drillerierne fortsatte efter Goldschmidts afgang som redaktør. Efter den anden Corsar-artikel den 9. jan. 1846 (nr. 277) svarede SK, atter alias Frater Taciturnus, i Fædrelandet den 10. jan. 1846 (nr. 9, sp. 65-68) med »Det dialektiske Resultat af en literair Politi-Forretning« (jf. SV2 13, 468-471). Corsarens angreb medførte, at SK blev chikaneret på gaden. – Corsaren: ugeskrift, grundlagt okt. 1840 af 👤M.A. Goldschmidt ( 376,23), som var bladets egl. redaktør indtil okt. 1846, hvor xylografen 👤A. Flinch overtog det; det ophørte i 1855. Bladets satiriske artikler blev suppleret med tegninger af 👤Peter Klæstrup, hvilket bidrog til at give det et stort publikum; i midten af 1840'erne udkom bladet i et oplag på o. 3.000.

I trykt udgave: Bind 22 side 389 linje 9

◄ P. L. Møller : 👤Peder Ludvig Møller (1814-65), da. æstetiker, forfatter og kritiker, redigerede 1843 et polemisk blad, Arena, og udgav 1845-47 en æstetisk årbog, Gæa, bidrog desuden med en række artikler i forskellige blade, således »i 'Corsaren' (Adskillige satiriske Kritiker og Digte)«, som det hedder i 👤T.H. Erslew Almindeligt Forfatter-Lexicon bd. 1-3, 📌Kbh. 1843-53, ktl. 954-969; bd. 2, 1847, s. 406; han udgav en del af sin litterære produktion i Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47 bd. 1-2, 📌Kbh. 1847. Foruden kritikken i Gæa for 1846 nedsablede han, under mærket »Prosper naturalis de molinasky«, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift i Kjøbenhavnsposten, nr. 73 og nr. 74, 27. og 28. marts 1846. Ved årsskiftet 1847/48 begav han sig ud på en længere udenlandsrejse, fra hvilken han aldrig vendte tilbage.

I trykt udgave: Bind 22 side 389 linje 11

◄ Goldschmidt : 376,23.

I trykt udgave: Bind 22 side 389 linje 11

◄ den menige Mand : menigmand.

I trykt udgave: Bind 22 side 389 linje 19

◄ Jeg havde jo slaaet an i Ironie : sigter dels til SKs magisterafhandling Om Begrebet Ironi (1841), dels til det ironiske islæt i SKs pseudonyme værker fra Enten – Eller (1843) til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846).

I trykt udgave: Bind 22 side 389m linje 3

◄ Corsaren : 389,9.

I trykt udgave: Bind 22 side 389m linje 7

◄ Corsaren udødeliggjør ham som Mesteren : sigter formentlig til, at SKs pseudonym 👤Victor Eremita, udgiveren af Enten – Eller, blev udødeliggjort i Corsaren på bekostning af den liberale oppositionsleder, 👤Orla Lehmann: »da Lehmann vil døe og blive glemt, men Victor Eremita aldrig døer«, Corsaren, 1845, 14. nov., nr. 269, sp. 14.

I trykt udgave: Bind 22 side 390m linje 1

◄ selv Apostlene faldt jo fra : sigter formentlig til ►Matt 26,56, hvor det berettes, at da Jesus blev taget til fange, lod alle disciplene ham i stikken og flygtede. Der findes dog også andre beretninger om disciplenes svigten, fx 👤Judas' forræderi (►Matt 26,14-16) og 👤Peters fornægtelse ( 361,12).

I trykt udgave: Bind 22 side 390 linje 17

◄ som jeg et andet Sted i en Journal : se journaloptegnelsen NB10:54, i SKS 21, 284f.

I trykt udgave: Bind 22 side 390 linje 26

◄ Hvor ofte har jeg ikke maattet høre, »at jeg havde ingen Sag,« : Der må sigtes til mundtlige ytringer.

I trykt udgave: Bind 22 side 390 linje 33

◄ Epistelen paa første Søndag i Advent : dvs. ►Rom 13,11-14, hvor 👤Paulus skriver, at frelsen er nær: »Og dette desto mere i Betragtning af Tiden, da Stunden nu er der, at vi skulle opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve Troende. / Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gierninger, og iføre Lysets Vaaben; / lader os vandre skikkeligen, som om Dagen; ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind; / men ifører den Herre JEsum Christum, og pleier ikke Kiødet til at vække Begierlighed» (Forordnet Alter-Bog ( 367,17), s. 2; NT-1819). 1 søndag i advent faldt i 1849 den 2. dec.

I trykt udgave: Bind 22 side 391 linje 10

◄ iføre Χstum : iføre sig Kristus, jf. ►Rom 13, 14 ( 391,10).

I trykt udgave: Bind 22 side 391 linje 16

◄ Parabelen om Kongen ... ikke var iført Bryllups-Klædningen : sigter til Jesu lignelse om kongesønnens bryllup, ►Matt 22,1-14: »Og Jesus svarede, og talede atter ved Lignelser til dem, og sagde: Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som giorde sin Søns Bryllup. Og han udsendte sine Tienere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme. Han udsendte atter andre Tienere, og sagde: siger de Budne: see, jeg haver beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Qvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup. Men de foragtede det, og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kiøbmandskab. Andre grebe hans Tienere, forhaanede og ihjelsloge dem. Men der Kongen det hørte, blev han vred, og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere, og satte Ild paa deres Stad. Da sagde han til sine Tienere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd. Gaaer derfor ud paa Veiskiellene, og byder til Bryllup saa Mange, som I finde. Og de Tienere gik ud paa Veien, og samlede alle dem, de fandt, baade onde og gode; og Bryllups-Huset blev fuldt af Giester. Da gik Kongen ind, at besee Giesterne; og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og haver ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. Da sagde Kongen til Tienerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham, og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Thi Mange ere kaldede, men Faa udvalgte« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 391 linje 17

◄ det Udtryk, han bruger om sin Lære, at den er Spise : hentyder til Jesu ord til disciplene: »Jeg har mad at spise, som I ikke kender til«, ►Joh 4,32, og: »Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på«, ►Joh 6,27.

I trykt udgave: Bind 22 side 391 linje 22

◄ satisfactio vicaria : lat. stedfortrædende fyldestgørelse; i den kristne dogmatik alm. anvendt udtryk for, at Kristus ved sin død på korset én gang for alle stedfortrædende har gjort fyldest for el. sonet menneskers synd ved at påtage sig den straf, som de ellers skulle lide.

I trykt udgave: Bind 22 side 391 linje 30

◄ skuffende : til forveksling.

I trykt udgave: Bind 22 side 391 linje 31

◄ Peter : 👤Peter Christian Kierkegaard (1805-88), SKs bror, disputerede 1836 for den teologiske licentiatgrad, manuducerede til teologisk embedseksamen frem til 1842, da han blev kaldet til sognepræst for 📌Pedersborg og 📌Kindertofte ved 📌Sorø. Han var nært knyttet til 👤Grundtvig ( 403,20) og fra juli 1844 et respekteret medlem af 📌Roskilde Konvent ( 392,6). Den 29. dec. 1849 blev han indvalgt i landstinget som repræsentant for Bondevennerne. Han udgav en række afhandlinger og foredrag dels i Nordisk Tidsskrift for christelig Theologie (1840-42), som han var medredaktør af, dels i Dansk Kirketidende (1845ff., ktl. 321-325), dels i sit eget kirkelige tidsskrift Fortsættelser fra Pedersborg (i hefter 1848-53, ktl. 372-375).

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 2

◄ Nu skal da Peter til at yttre sig om Forfatterskabet : Der sigtes her og i det følgende (jf. også optegnelserne NB14:95, 97, 102, 107, 108 og 117) til et foredrag, som 👤P.C. Kierkegaard holdt på 📌Roskilde præstekonvent ( 392,6) i 📌Ringsted den 30. okt. 1849. I P.C. Kierkegaards dagbog under 30. oktober 1849 hedder det kortfattet: »Om Aftenen talte jeg over 2 Cor. 5, 13 m. M.«, og medio nov. hedder det: »begyndt Udarbeidelsen af det Foredrag fra 30/10 om 2 Cor. 5, 13 og Søren z [versus] Martensen« (NKS 2656 4o, s. 155). Foredraget blev trykt i Dansk Kirketidende, nr. 219, 16. dec. 1849, sp. 171-193, og af en indledende note fremgår det, at det er en rekonstruktion: »Det har været mig umuligt, nøiere end her er skeet, at opskrive Indholdet af, hvad jeg mundtlig fremførte. Og da ingen Debatte derom fandt Sted, vil det vel heller ikke komme videre an derpaa. Tankegang og Indhold er der, saavelsom Meget af det Enkelte, saavidt jeg kunde mindes«, sp. 171.

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 3

◄ passim : lat. spredt, på forskellige steder.

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 5

◄ Conventet : 📌Roskilde præstekonvent (stiftet i 1842), hvor præster og teologer, der ofte var præget af 👤Grundtvig ( 403,20), mødtes et par gange årligt (juli og okt.) for at diskutere teologiske og kirkelige anliggender. 👤P.C. Kierkegaard var en aktiv deltager i disse møder, hvis indhold løbende blev refereret i Dansk Kirketidende.

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 6

◄ det paatænkte Foredrag lod sig ikke bruge ... Martensen og Søren og R. Nielsen : Som optakt til 👤P.C. Kierkegaards foredrag hedder det i referatet i Dansk Kirketidende, nr. 219: »Efter Opfordring af Conventets Formand, da der endnu kunde disponeres over en Halvtimes Tid, talede derefter Dr. Kierkegaard omtrent saaledes:« (sp. 171). Herefter følger en længere indledning af P.C. Kierkegaard: »Da min Ven, Conventets Vice-Formand, for nogle faa Dage siden mindede mig om vort til i dag berammede Møde, og da han derhos [desuden] tilføiede sit Ønske, at jeg vilde forberede mig paa et eller andet Foredrag, der her kunde tages med, hvis der just skulde blive Tid tilovers, og som i det modsatte Tilfælde kunde vente paa en anden Leilighed, saa var jeg, hvad Villien dertil angaaer, strax parat. Ogsaa mente jeg snart at have fundet en passende Gjenstand for en saadan Meddelelse, den Erklæring nemlig, som omtrent i de Dage var udgaaet fra en del slesvigske Præster imod Opfordringen til, at de skulde bede for den Konge, til hvem de ere tagne i Ed« (sp. 171). Efter en længere udredning om, hvad han ville have sagt, når P.C. Kierkegaard frem til »at undskylde, at jeg nu maa byde Dem Noget, jeg først igaaraftes kom i Tanker om og i al Hast lagde mig lidt tilrette« (sp. 173). Han tager nu afsæt i det paulinske tekststed ►2 Kor 5,13 ( 401,29), hvis skelnen ml. en begejstret (ekstastisk) og en besindig tale først udlægges, og dernæst benyttes: »Og hvad nu den af mig for Øieblikket tilsigtede Benyttelse af vort Sted angaaer, saa gjelder den tvende Mærkeligheder i de sidste Aars Literatur, Magister S. Kierkegaards bekjendte Arbeider og Professor 👤Martensens Dogmatik og dogmatiske Bestræbelser i det Hele« (sp. 178). I den generelle tale om de to forfattere gøres Martensen til repræsentant for besindigheden ( 409,11) og SK for ekstasen ( 409,9), men det er ikke foredragsholderens hensigt at mediere de to yderpoler ( 403m,5). Undervejs påtales den modsigelse, at mens SK blot talte til den enkelte, så er han nu ved at få efterlignende tilhængere ( 406,2), nemlig 👤R. Nielsen ( 399,39) og pseudonymen 'H.H.' ( 400,1). Med sin sammenstilling af Martensen, SK og R. Nielsen har P.C. Kierkegaard givet sit bidrag til den omfattende debat, der indledtes med Nielsens angreb på Martensen ( 398,12), og som i løbet af et par år talte adskillige småskrifter og artikler.

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 7

◄ et saa lille Land, hvor jeg endnu slet ikke er anmældt : Flere af SKs skrifter blev slet ikke anmeldt, fx Begrebet Angest (1844), En literair Anmeldelse (1846), Christelige Taler (1848), Sygdommen til Døden (1849), »Ypperstepræsten« – »Tolderen« – »Synderinden« (1849), men de fleste fik dog en anmeldende omtale i aviser el. tidsskrifter, enkelte fik sågar længere anmeldelser, fx Enten – Eller (1843), Frygt og Bæven (1843) og Gjentagelsen (1843), Kjerlighedens Gjerninger (1847), omend disse anmeldelser typisk var refererende.

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 15

◄ der benytter Enhver ... at sige Noget : SK beklager ofte i sine journaloptegnelse, at andre plyndrer eller udnytter hans værker til egen fordel; se fx NB4:60, i SKS 20, 315, NB7:31 i SKS 21, 92; NB10:144, i SKS 21, 329; NB11:5. Der kunne fx sigtes til 👤P.C. Kierkegaards ovennævnte foredrag (se også NB4:63, i SKS 20, 317), til 👤A.P. Adler (se Pap. VIII 2 B 7,10), 👤Rasmus Nielsen (se fx NB11:46), 👤Magnús Eiríksson (se Pap. VII 1 B 87-92), 👤P.L. Møller (se fx SKs artikel »En omreisende Æsthetikers Virksomhed, og hvorledes han dog kom til at betale Gjæstebudet« (Fædrelandet, den 27. dec. 1845, nr. 2078), og fx til 👤P.W. Christensen (se fx JJ:144, i SKS 18, 186).

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 16

◄ Christi Indtog i Jerusalem : Beretningen om Jesu indtog i 📌Jerusalem findes i forskellige versioner i NT, se ►Matt 21,1-11; ►Mark 11,1-11; ►Luk 19,28-40; og ►Joh 12,12-19. Da Jesus nærmer sig Jerusalem, gør han ophold ved 📌Oliebjerget og sender to disciple ind til en landby for at hente et ungt æsel til ham, idet han forudsiger dem, hvor det befinder sig. De vender tilbage med æslet, alt var som forudsagt. Jesus kan nu begive sig mod Jerusalem opfyldende profetien i ►Zak 9,9, at han skulle komme ridende på et æsel (jf. ►Matt 21,4-5; ►Joh 12,14-15). »Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham« (►Joh 12,16). Hvor han kom ridende, bredte folk deres kapper ud på vejen, og hele discipelskaren begyndte »glad at prise Gud med høj røst for alle de mægtige gerninger, der havde set. De råbte: Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens Navn!« (►Luk 19,37-38).

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 26

◄ Som han sagde om hiin Qvinde ... til min Begravelse : sigter til beretningen om salvingen i 📌Betania, hvor Jesus sidder til bords i 👤Simon den Spedalskes hus, og en kvinde kommer ind og hælder en meget kostbar olie ud over Jesu hoved, hvilket vækker forargelse. Hertil svarer Jesus, ►Mark 14,8: »Hun giorde, hvad hun kunde; hun haver forud salvet mit Legeme til Begravelse« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 27

◄ Katastrophen : det afgørende vendepunkt, omvæltningen.

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 30

◄ vistnok : helt sikkert, rigtignok.

I trykt udgave: Bind 22 side 392 linje 31

◄ Slægt : generation; samtid.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 9

◄ man tilskriver Djævelen eller Dæmoner Drømmene : Det har ikke kunnet afgøres, hvad der sigtes til.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 21

◄ Spiritualisme : formentlig: fornuftdyrkelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 23

◄ trænger paa : påkalder sig, insisterer på.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 23

◄ »En polemisk Komedie« ... vistnok af Heiberg : sigter til det satiriske læsedrama, Hundrede Aar. Polemisk Comedie i fire Decorationer med Forspil, Efterspil og Parabaser, 📌Kbh. 1848, der blev averteret som udkommet i Berlingske Tidende, 1849, nr. 295, 13. dec. I stykket, som er uden forfatterangivelse, men skrevet af den Heibergpåvirkede forf. og dramatiker 👤Henrik Hertz (1798-1870), debatteres adskillige teaterpolitiske forhold. Man finder fx i første dekoration en 👤Petronius, som har »stor Lyst til at øve den saa meget omtalte sokratiske Jordemoderkunst« (s. 21), hvilket bl.a. sker ved en drøftelse af publikum, Heiberg osv. Mere indgående behandles samme tema af 👤Sganarel (især s. 57f.) i anden dekoration, hvor man også møder en bygmester, der planlægger en opførelse af et folketeater og da henvender sig til 👤Johannes Climacus, som pludselig kommer gående forbi: »Man har raadet mig at bestride Udgifterne ved Actier, som Enhver kunde tegne sig for. Men jeg har ikke Lyst til at tromme Crethi og Plethi sammen, uagtet jeg nok tør sige, at jeg turde være rolig for Resultatet. Allerhelst ønskede jeg, som jeg ogsaa offentlig har yttret, en eneste Actionair, men en solid. Nu har jeg læst i et af Deres mange smukke Skrifter, at De befinder Dem i et lignende Tilfælde. Uagtede Deres Bøger kunne være forvissede om at læses af Mange, saa ønsker De dog helst en eneste Læser, men, det forstaaer sig, en suffisant [pålidelig, solid]. Og nu er mit Forslag til Dem, at hvis De vil være min eneste Actionair, saa tilbyder jeg mig at være Deres eneste Læser« (s. 111f.). – vistnok: helt sikkert. – Heiberg: 👤Johan Ludvig Heiberg (1791-1860), forfatter, redaktør og kritiker, fra 1828-39 ansat som teaterdigter og oversætter ved 📌Det kgl. Teater, herefter dets censor, indtil han i 1849 blev dets direktør; 1829 titulær prof., fra 1830-36 docent i logik, æstetik og dansk litteratur ved Den kgl. militære Høiskole. Heiberg var tidens førende smagsdommer, og en succesfuld dramatiker, der dog siden 1841 kun havde udgivet to mindre dramatiske scenestykker, nemlig Ulla skal paa Bal, 📌Kbh. 1845, ktl. U59, og det anonymt udgivne lystspil Valgerda, Kbh. 1847, ktl. U60, samt en satirisk læsekomedie, »Nøddeknækkerne. Et Satyrspil«, i Urania. Aarbog for 1845, ktl. U58, s. 143-208.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 27

◄ leflet med : omgås letsindigt med, flirtet med.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 29

◄ han tordner mod Publikum og viser at det er slet : 👤Heibergs revselse af publikum finder man talrige steder i hans prosaiske og poetiske skrifter, fx i »Hvad man seer, og hvad man hører« (Kjøbenhavns flyvende Post, 1830, nr. 3-5), og især senere i artikelrækken »Om Theatret« i Fædrelandet, 1840, nr. 272, 295, 302, 303, 339, 340, 348 og 359, samt i artiklerne i Intelligensblade (1842-44, jf. ktl. U56): »Folk og Publicum« (1842, nr. 6), »Tak-Adresse til Publicum« (1842, nr. 8), »Skuespilleren, Publicum og Critiken« (1843, nr. 13) og »Bifalds- og Mishags-Yttringer i Theatret« (1843, nr. 21).

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 30

◄ coquetterer : koketterer.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 32

◄ baade Vaudevillerne, og den Theorie ... Publikum er Instantsen : 👤J.L. Heiberg indførte vaudevillen på 📌Det kgl. Teater i 1825, inspireret dels af det parisiske teaterliv, som han kendte fra sit ophold i 📌Paris 1819-22, dels af den tyske vaudeville, der igen var fransk inspireret. Vaudevillen er en borgerlig intrigekomedie med indlagte sangnumre til lette og gerne i forvejen kendte melodier; personerne er uheroiske og ofte pudsige; konfliktstoffet er af lokal karakter og rummer altid overkommelige kærlighedsforviklinger. Heiberg skrev otte vaudeviller, nemlig Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825), Den otte og tyvende Januar (1826), Aprilsnarrene (1826), Recensenten og Dyret (1826/27), De Uadskillelige (1827), Kjøge-Huuskors (1831), De danske i Paris (1833) og Nei (1836) samt en række vaudevillemonologer. For at overvinde pressens modstand mod de fire første vaudeviller fulgte han dem op med en kritisk redegørelse for den nye genres fortrin: Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og om dens Betydning paa den danske Skueplads. En dramaturgisk Undersøgelse, 📌Kbh. 1826. Heri hedder det, at vaudevillen egl. ikke behøver noget forsvar, »eftersom det Bifald, Publikum har skjænket Vaudevillen, saaledes har befæstet denne Digtart hos os, at det nu ikke mere kan lykkes nogen afvigende Mening at fortrænge den« (s. 4). Trods denne gentagne henvisning til publikum som succeskriterium, er det også Heibergs opfattelse, at publikum, især anmelderne, trænger til en belæring om de kriterier, der må lægges til grund for den æstetiske dom.

I trykt udgave: Bind 22 side 393 linje 35

◄ conditio sine qua non : lat. 'betingelse, uden hvilken ikke', opr. et gl. romersk retsudtryk; ufravigelig betingelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 394 linje 3

◄ Saaledes mit Navn: Søren : se journaloptegnelserne NB7:109 (SKS 21, 134) og især NB10:99 (SKS 21, 307), hvori SK harcelerer over dette.

I trykt udgave: Bind 22 side 394 linje 13

◄ I sin Tid holdt ... »en Nat ved Bullar-Søen) : sigter til den sv. forfatterinde 👤Emilie Flygare-Carléns roman En Nat ved Bullar-Søen, overs. af 👤L. Moltke, bragt som føljeton i Berlingske Tidende, nr. 43, den 20. feb. 1847, nr. 206, den 4. sept. 1847, derpå udgivet i bogform i tre bd. i 1847 [sv. 1847]. Hovedpersonen, 👤Justus af Karleborg, ofte – ligesom SK – tituleret magister, bliver i løbet af en omskiftelig studietid fanget i en sværmerisk gudsdyrkelse. Han forelsker sig i 👤Konstance, men mener ikke at kunne ægte hende; ligeledes afslår han et ægteskabstilbud fra rigmandsdatteren 👤Evelyn, fordi han vil være missionær og lide martyriet. Herefter virker han som karismatisk prædikant. Konstance gifter sig med Justus' bror 👤Leonard, og de slår sig ned på et lille landsted ved 📌Bullarsøen, mens Evelyn gifter sig med en baron. Justus lider store sjælekvaler pga. sin ulykkelige kærlighed til Konstance. Efter forskellige forsøg på at blive denne smerte kvit ønsker han at gifte sig med Evelyn, der nu er blevet enke; han ville opgive sit missionærkald, aflægge sin præstekjole og som ægtemand og godsejer leve et lykkeligt liv. Bogens titel hentyder til den sidste nat, hvor Justus forårsager sin brors død, hvorefter Konstance i fortvivlelse styrter sig selv og Evelyn i døden fra en skrænt ved søen. Romanen slutter: »Ved Bullar-Søens Strande vankede i mange Aar en vanvittig Mand [dvs. Justus] omkring, der havde siddet i Fængslet for Mord, men var bleven løsladt, da hans Sindsforvirring havde beviist, at Forbrydelsen ikke kunde tilregnes ham. Han pleiedes med trofast Ømhed af en gammel Moder og hendes gamle tro Tjenestetyende, som aldrig tabte ham af Sigte. Almuen kaldte ham 'den gale Præst,' men han gjorde ingen Fortræd og viste sig aldrig gjenstridig undtagen deri, at han ikke vilde forlade Søbredden. Over hans Læber kom der aldrig mere end et Ord. / Dette Ord var: Gud!«SK har diskuteret romanen i tidligere journaloptegnelser, se NB2:83, i SKS 20, 176, og NB10:173, i SKS 21, 345, samt NB10:144, hvor det om romanen hedder: »At den af Mange blev hentydet paa mig er nu vistnok; men naar [hvornår] den er skrevet, og om 👤Nathanson [avisens redaktør] tænkte derpaa, o: D. gad jeg dog i sin Tid nok vidst. Overhovedet er det da min sædvanlige Skjebne, at hvert et Ord, der kunde have Hentydning til mig interesserer Kjøbstaden [dvs. København] ganske enormt« (SKS 21, 329). – Berlingske Tidende: 416m,2. – Fjerdingaar: kvart år, kvartal. – Idee-Associationen: tankeforbindelse, dvs. det at den ene idé fremkalder den anden.

I trykt udgave: Bind 22 side 394 linje 14

◄ Over den selvvalgte Text ... aandelig forstaaet : sigter til 👤H.L. Martensens ( 378,5) prædiken over ►Matt 8,21-22, »Lad de Døde begrave deres Døde!«, som findes trykt i H.L. Martensen Prædikener, 📌Kbh. 1847, ktl. 227, s. 151-165. I begyndelsen af denne prædiken hedder det: »Følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde, siger Herren. Lad dem, der kun leve for de menneskelige og verdslige Ting, men ere døde for de guddommelige Ting, lad dem kun sysle med Liigbegængelse og andet Saadant; den, der vil gjøre sig skikket til Guds Rige, bør kunne sætte alt Dette tilside for det nye Liv, der nu oprinder i Menneskeheden! Dette, chr. Tilh., er den nærmeste Forklaring af det betydningsfulde Ord, men endnu en anden, en dybere, aandelig Mening ligger deri. Thi betragte vi den Tid og det Folk, hvori Frelseren fremstod, da kunne vi vel sige, at aandelig talt var 📌Israels Folk dengang at nævne som en Død, der begrov sine Døde. Thi den høiere Aand var jo bortvegen fra Folket; Folket levede kun i Erindringen om en svunden Herlighed, i Erindringen om sine store Døde, om 👤David og 👤Salomo, om 👤Moses og Profeterne. Istedetfor Fortidens store Seere saaes der nu kun blinde Pharisæer, der gik omkring og smykkede Profeternes Grave. Istedetfor Profeternes begeistrede Røster hørtes nu kun de Skriftkloges døde Tale. De udlagde vel de hellige Skrifter, men Aanden var begravet i Bogstaven; de syslede vel med de store Aanders Efterladenskaber, men Aanden selv var ikke tilstede. Vi møde ofte saadanne døde Tidsaldere i Historien, og chr. Tilh., tildeels kjende vi dem jo af egen Erfaring, saadanne Tidsaldere, hvor det fattes paa Aand og skabende Kraft, og hvor man i mange Maader kun sysler med Erindringen om en svunden Herlighed, samler og ordner de store Aanders efterladte Værker, forfatter Levnetsbeskrivelser af de store Døde, opreiser det ene Monument efter det andet for Fortidens store Mænd, affatter Indskrifter, der betegne deres Fortjeneste, medens man selv ikke udfører noget stort Værk. Jeg siger, at Noget saadant kjende vi af egen Erfaring; men hiin Tid, da vor Herre og Frelser fremstod iblandt Menneskene, om den gjælder det i fuldeste Maal, at den var en Død, der begrov sine Døde, var at ligne med et Menneske, der ikke havde andet at bestille end at begrave sin Fader«, s. 156f. – selvvalgte: dvs. som ikke hører blandt de forordnede søn- og helligdagstekster.

I trykt udgave: Bind 22 side 394 linje 25

◄ Jo, jeg takker : ironisk udbrud: jo tak.

I trykt udgave: Bind 22 side 394 linje 30

◄ det bliver (...) lige fidt : jf. talemåden: 'det er lige fedt', dvs. det er ligegyldigt, betyder intet.

I trykt udgave: Bind 22 side 394 linje 32

◄ Den, som giver den Ringeste ... faae det tifold igjen : frit citat fra beretningen i ►Matt 10,1-42 om Jesu udsendelse af de 12 disciple, til hvem han i sin lange udsendelsestale siger: »Og hvo [den] som giver en af disse Ringe ikkun [blot] et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn«, ►Matt 10,42 (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 2

◄ Luther : 349,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 6

◄ betræffende : hvad angår.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 7

◄ Saaledes i Prædikenen ... ind ... paa Askesen : sigter til 👤Martin Luthers prædiken til 1. søndag efter helligtrekongersdag over ►Rom 12,1-6 i En christelig Postille ( 349,2) bd. 2, s. 96-103, især s. 99-102. – Rom:12: dvs. ►Rom 12,1-6, hvor 👤Paulus skriver: »Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertelighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste. Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne. I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have, men brug jeres forstand med omtanke, enhver efter det mål af tro, som Gud har givet ham. For ligesom vi har ét legeme, men mange lemmer, alle med forskellige opgaver, således er vi alle ét legeme i Kristus, og hver især hinandens lemmer. Vi har forskellige nådegaver, alt efter den nåde, vi har fået: Den, der har profetisk gave, skal bruge den i overensstemmelse med troen«.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 7

◄ De lumske Orthodoxe afskaffe det ... at friste Gud : sml. den anden tale i tredje afdeling af Christelige Taler (1848), i SKS 10, 189, hvor tanken uddybes: »O, der høres ofte en falsk Tale, som vil indbilde Menneskene, at det, frivilligt at opgive de jordiske Goder, skulde være at friste Gud, at det, frivilligt at vove sig i den Fare, som man dog kunde undgaae, skulde være at friste Gud. Man mener, at dette er at friste Gud, og siger saa dømmende om Den, der saaledes kommer i Fare, 'han er selv Skyld deri.'« – Orthodoxe: sigter formentlig til grundtvigianerne. – friste Gud: udæske Gud.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 12

◄ ogsaa Luther ivrer stundom ... Øvrighed o: s: v: o: s: v: : sigter til, at 👤Luther følger 👤Paulus' anvisningerne om forholdet til myndighederne i ►Rom 13,1-7, hvor det hedder i v. 1-2: »Hvert Menneske være de foresatte Øvrigheder underdanig, thi der er ikke Øvrighed uden af Gud; men de Øvrigheder, som ere, haver Gud beskikket; saa at hvo som sætter sig op imod Øvrigheden, imodstaaer Guds Anordning; men de, som imodstaae, skulle [skal] faae deres Dom. Se i øvrigt artiklen »Obrigkeit« i Geist aus Luther's Schriften oder Concordanz, udg. af 👤F.W. Lomler, 👤G.F. Lucius, 👤J. Rust, 👤L. Sackreuter og 👤E. Zimmermann, bd. 1-4, 📌Darmstadt 1828-31, ktl. 317-320; bd. 3, 1830, s. 788-835.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 14

◄ han udsatte sig for den visse Fare ... der angreb Paven : En fremstilling af begivenhedsforløbet i 👤Luthers strid med paven findes fx i 👤N.M. Petersen Dr. Martin Luthers Levnet, 📌Kbh. 1840, samt udførligere i 👤C.F.G. Stang Martin Luther. Sein Leben und Wirken, 📌Leipzig og 📌Stuttgart 1838 [1835], ktl. 790.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 17

◄ den Theorie, som Peter har lavet (...) man skal vidne ... det Onde : Det har ikke kunnet afgøres, hvad der sigtes til.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 20

◄ Napoleon : 👤Napoleon Bonaparte (1769-1821), som kom til magten i 📌Frankrig ved et statskup i 1799, fra 1804-14 og i 1815 kejser Napoleon I.

I trykt udgave: Bind 22 side 395 linje 36

◄ Pusilanimitetens: dvs. pusillanimiteten, forsagtheden, ængsteligheden.

I trykt udgave: Bind 22 side 396 linje 1

◄ at sove – for ikke at synde : spiller på ordsproget 'Den, som sover, synder ikke', der findes optegnet i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat bd. 1-2, 📌Kbh. 1879; bd. 2, s. 398, nr. 9962.

I trykt udgave: Bind 22 side 396 linje 2

◄ Som Kongen var Loven og Lovens Ende : hentyder dels til ►Rom 10,4, hvor 👤Paulus skriver om 📌Israel og evangeliet: »Thi Christus er Lovens Ende, til Retfærdighed for hver den, som troer« (NT-1819), dels til kongens position under enevældet, jf. Kongeloven (1665, først offentliggjort i 1709), art. 2: »📌Danmarks (...) Enevolds Arve-Konge skal være herefter og alle Undersaatterne holdes og agtes for det ypperste og høieste Hoved her paa Jorden, over alle menneskelige Love, og der ingen anden Hoved og Dommere kiender over sig, enten [hverken] i geistlige eller verdslige Sager, uden Gud alene.« Denne bestemmelse i Kongeloven trådte ud af kraft med vedtagelsen af grundloven 5. juni 1849.

I trykt udgave: Bind 22 side 396 linje 8

◄ sagt af Schleiermacher ... har sin askese : sigter til den anden tale, »Ueber das Wesen der Religion« i Fr. Schleiermachers Ueber die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern, 5. opl., 📌Berlin 1843 [1799], ktl. 271, hvor det i forbindelse med den sande og den falske fromhed hedder: »Auch unterscheidet sich beides warlich sehr leicht; denn jeder religiöse Mensch bildet sich seine Ascetik selbst, wie er sich bedarf, und sieht sich nicht um nacht irgend einer Norm, als die er in sich hat«, s. 75. – Schleiermacher: 👤Friedrich Daniel Ernst Schleiermacher (1768-1834), ty. reformert teolog, religionsfilosof og klassisk filolog, blev 1796 præst i Berlin, fra 1804 ekstraordinær prof. i 📌Halle og fra 1810 prof. i teologi i Berlin.

I trykt udgave: Bind 22 side 395m linje 2

◄ Styrelsen : dvs. Guds styrelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 396 linje 14

◄ ligeligt : i samme grad.

I trykt udgave: Bind 22 side 396 linje 21

◄ R. Nielsen : 👤Rasmus Nielsen (1809-84), da. teolog og filosof; blev cand.theol. 1837, lic.theol. 1840, fra 1841 ekstraordinær prof. i moralfilosofi ved 📌Københavns Universitet som 👤Poul Martin Møllers efterfølger og fra 1850 ordinær prof. Han docerede især den spekulative filosofi, men kom i midten af 1840'erne under indflydelse af SK, med hvem han sluttede venskab i 1848 (se journaloptegnelserne NB7:6 og NB10:32, i SKS 21, 78f. og 273).

I trykt udgave: Bind 22 side 397 linje 13

◄ Jeg var opmærksom paa ... 47 eller 48 tidligt : I journalen NB4, som SK førte fra 28. dec. 1847 til medio maj 1848 findes 👤Rasmus Nielsens navn ikke nævnt, men i optegnelsen NB4:72, der begynder med ordene: »Jeg kunde i dette Øieblik vistnok temmelig let skaffe Een og Anden, der vilde docere mine Ideer« (SKS 20, 321), tænkes der formentligt på Rasmus Nielsen.

I trykt udgave: Bind 22 side 397 linje 14

◄ drage ham lidt nærmere til mig : I et udkast til en ikke anvendt artikel »Angaaende mit Forhold til Hr. Prof. R. Nielsen« fra o. 1849-50 fortæller SK: »I Midten af Aaret 1848 blev det mig ved forskjellige Overveielser, alle førende til det samme Punkt, tydeligt, at jeg burde[,] at det var min Pligt, idetmindste at gjøre et Forsøg paa ved personligt Forhold at sætte en Anden ind i mine Anskuelser, saa meget mere som jeg meente at skulle høre op at være Forfatter. / Jeg valgte Prof. Nielsen, der iforveien allerede havde søgt en Tilnærmelse. / Siden den Tid har jeg i Regelen talt med ham een Gang hver Uge« (Pap. X 6 B 124, s. 164; sml. Pap. X 6 B 93, s. 102). Forholdet, der blev problemfyldt, udmøntede sig i en række breve (se fx journalen NB6:2, 67 og 78, samt brevvekslingen optrykt i B&A) og samtaler på spadsereture om torsdagen. Se også journaloptegnelserne NB6:2 og 74 samt NB7:6.

I trykt udgave: Bind 22 side 397 linje 19

◄ Hirschholm : i dag 📌Hørsholm, beliggende o. 26 km N for 📌København.

I trykt udgave: Bind 22 side 397 linje 27

◄ den Tid, da jeg ... qua Forf. : dvs. i sidste halvdel af 1848, hvor SK ofte kredser om sit forfatterskab, hvilket resulterer i de to skrifter Om min Forfatter-Virksomhed og Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 347,3). – qua: som.

I trykt udgave: Bind 22 side 397 linje 28

◄ Angaaende alt Dette ... fra den Tid : se journaloptegnelserne NB6:67, 75, 76 og 78, samt NB7:6, 7 og 10, i SKS 21, 50, 57-60, 78-79 og 81.

I trykt udgave: Bind 22 side 397 linje 32

◄ Hans store Bog : dvs. 👤R. Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed. Forelæsninger over Jesu Liv, første del, 📌Kbh. 1849, ktl. 700 (forkortet Evangelietroen og den moderne Bevidsthed), som blev annonceret som udkommet i Adresseavisen, nr. 116, den 19. maj 1849. If. forordet blev de forelæsninger, der ligger til grund for bogen, »holdt i Universitetsbygningen, i Vinteren 1848, for et hæderligt Antal Tilhørere af begge Kjøn«, s. VIf. SK har måske været bekendt med forelæsningerne, inden de blev udgivet, da han i journalen NB10:13 synes at hentyde til dem, jf. SKS 21, 262,2-5. R. Nielsen gav SK sin bog i et gulddekoreret helbind af safian og med dedikation dateret »Søndagen d. 13. Mai 1849« (bogen findes i privat eje).

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 3

◄ Angaaende dette cfr. Journalerne ... N.s store Bog : se journaloptegnelserne NB11:46, 51, 193, samt NB12:129. Se endvidere 'pakken' fra 1849, der på omslaget bærer påskriften »Polemika / 👤R. Nielsen / af / 👤Joh. Climacus / Stiiløvelser i Charakteer, som ikke skulle bruges« (Pap. X 6 B 83-89). – Pulten: 365,18.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 8

◄ da jeg har ham i mit Guds-Forhold : se journaloptegnelserne NB6:76, NB6:78 og NB7:7, i SKS 21, 59, 60 og 79.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 10

◄ holdt ud med ham : var tålmodig og overbærende i forhold til ham.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 11

◄ Den anden Bog, Anmeldelsen af Cl. og Martensen : dvs. 👤R. Nielsens Mag. S. Kierkegaards »Johannes Climacus« og Dr. H. Martensens »Christelige Dogmatik«. En undersøgende Anmeldelse, 📌Kbh. 1849, ktl. 701, som blev annonceret som udkommet i Adresseavisen, nr. 242, den 15. okt. 1849. – Cl.: (Johannes) 👤Climacus ( 414,20). – Martensen: 378,5.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 12

◄ en Mislighed : et tvivlsomt forhold, misforhold.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 13

◄ Angaaende dette cfr. Journalerne og en egen Pakke, som ligger i Pulten : I journalen NB13, der påbegyndtes 29. sept. 1849, findes der kun enkelte hentydninger til det af 👤R. Nielsen anførte skrift ( 398,12); se NB13:48, 61, 79 og 86. Se endvidere 'pakken' fra 1849, der på omslaget bærer påskriften »Adskilligt foranlediget ved Prof. Nielsens 'undersøgende Anmeldelse' af Joh. Climacus« (Pap. X 6 B 110-120); sml. også de forskellige papirer med 'Climacus-👤Martensen'-debatten (Pap. X 6 B 103-109 og 121-132). – Pulten: 365,18.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 16

◄ calculerer jeg i hans Faveur : regner jeg til hans fordel.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 19

◄ Vistnok : rigtigt nok, unægtelig.

I trykt udgave: Bind 22 side 398 linje 37

◄ tage et Msk. til : involvere et menneske.

I trykt udgave: Bind 22 side 399 linje 10

◄ Coterie : klubstiftelse, klikedannelse, sammenrottelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 399 linje 14

◄ holdt i Priis : (højt) vurderet, værdsat.

I trykt udgave: Bind 22 side 399 linje 19

◄ erkjendte : anerkendte, påskønnede.

I trykt udgave: Bind 22 side 399 linje 20

◄ tilforladelig : fuldtud pålidelig.

I trykt udgave: Bind 22 side 399 linje 20

◄ vüer : udblik, udsyn; perspektiver.

I trykt udgave: Bind 22 side 399 linje 25

◄ Heterogenitet : artsforskellighed, kvalitative forskel.

I trykt udgave: Bind 22 side 398m linje 5

◄ en stor Bog : 398,3.

I trykt udgave: Bind 22 side 398m linje 8

◄ anden Gang (Anmeldelsen af Climacus) : 398,12.

I trykt udgave: Bind 22 side 398m linje 11

◄ Theses : teser.

I trykt udgave: Bind 22 side 398m linje 14

◄ slippe mig forbi : dvs. slippe forbi mig.

I trykt udgave: Bind 22 side 399m linje 9

◄ Schüler : ty. elev, discipel.

I trykt udgave: Bind 22 side 399m linje 22

◄ da Prof. Nielsens Navn ... en Schüler : Der sigtes til 👤Rasmus Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed ( 398,3), hvori der findes et umiskendeligt islæt af SKs pseudonyme værker, hvilket anmelderne straks påpegede. Under den anonyme (dog if. indholdsfortegnelsen: 👤H.F. Helweg) rubrik »Bog-Nyt (April-Juni)« i Dansk Kirketidende, nr. 199, 1849 [bd. 4, 22. juli, nr. 43], hedder det således: »Prof. R. Nielsen's omfangsrige Værk 'Evangelietroen og den moderne Bevidsthed,' hvoraf den 1ste Del er udkommet i Løbet af dette Fjerdingaar, – har ikke tidligere være[t] Gjenstand for offentlig Omtale, og dog er det i flere Henseender en mærkelig Bog, ikke saameget fordi den oplader Læserens Blik for nye Anskuelser, som ved den Friskhed og digteriske Anskuelighed, hvormed Tankerne fremtræde, og navnlig giver Bogen et interessant Bidrag til sin Forf's Charakteristik. Prof. Nielsen, der tidligere var bekjendt som talentfuld Ordfører for den speculative Theologie af 👤Hegel's Skole, dog saaledes at man altid hos ham baade som Philosoph og Theolog sporede en dybere religiøs Alvor og Varme, har nu fuldstændig brudt med den nyere Videnskabelighed og i dette Skrift, hvori han første Gang bestemt udtaler Bruddet, forsøgt sig i Mag. Kierkegaards Maneer, uden at han just i denne er saa ganske heldig«, sp. 714. Jf. også fx 👤J.M.L. Hjorts udførlige anmeldelse i Nyt Theologisk Tidsskrift, bd. 1, 1850, s. 133-165, hvori det bl.a. hedder: »Og i dette Tilfælde synes Indflydelse af Mag. Kierkegaard at have været saa mægtig, at Forfatteren næsten har afført sig sin egen Individualitet og har søgt at tænke med K.'s Tanker og at tale med K.'s Tunge. Men det er da naturligviis ogsaa mislykket«, s. 137.

I trykt udgave: Bind 22 side 399 linje 39

◄ da jeg saa samtidigt lod udgaae ... det var Efterligning : sigter til Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, som SK udgav 19. maj 1849 (forordet daterer udarbejdelsen til 1847) under pseudonymet 'H.H.'. Værket blev – ligesom 👤Rasmus Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed – omtalt i »Bog-Nyt (April-Juli)« i Dansk Kirketidende, nr. 199 ( 399,39) med følgende ord: »Tvende ethisk-religiøse Afhandlinger af H.H., skylde Læsningen af Mag. S. Kierkegaards Skrifter deres Tilblivelse, saavel hvad Tankerne som hvad disses Indklædning angaaer. Overvældet af den Rigdom, der her har opladt sig for ham, har den udentvivl meget unge Forfatter tiltroet sig selv productiv Evne, uden dog ved sit Arbeide at bevise andet end at han har forstaaet at opfatte det andetstedsfra givne. Af de tvende Afhandlinger forekommer den første Anm. heldigst, der som et 'digterisk Forsøg' besvarer Spørgsmaalet: 'Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden?' ved hvis Besvarelse Forf. seer Vanskeligheden deri, om Nogen tør lade andre Mennesker blive i den Grad skyldige, at de besmitte sig med hans Blod for Sandhedens Skyld; dog mærker man det ogsaa her heelt igjennem, at Forf. har sine Tanker paa anden Haand«, sp. 718f. (om SKs reaktion, se NB12:12). 👤P.C. Kierkegaard opfattede også 'H.H.' som en tilhænger og efterligner af SK ( 406,2); det samme gør den anonyme anmelder i Nyt Theologisk Tidsskrift, bd. 1, 📌Kbh. 1850: »Den ubekjendte Forf. viser sig som en Discipel og Efterligner af Mag. Kierkegaard og har i den ene af disse Afhandlinger drøvtet det Spørgsmaal, om et Menneske har Lov at lade sig ihjelslaae for Sandheden, hvilket han efter langsommelige Vendinger stiller sig i den udsøgte Form, om et Menneske har Lov til at lade sine Medmennesker besmitte sig med Mordet paa et Sandhedsvidne – en casus conscientiæ [lat. samvittighedstilfælde], hvis Afgjørelse naturligviis afhænger langt mere af concrete Forhold, end at det med Frugt kan drøvtes pure og abstracte. Skriftet vidner imidlertid om Tænksomhed og logisk Skarphed, og man kunde kun ønske, at disse Evner maatte finde Anvendelse paa frugtbarere Gjenstande og paa naturligere Maade«, s. 384.

I trykt udgave: Bind 22 side 400 linje 1

◄ Allarm : stort postyr, uro, spektakel.

I trykt udgave: Bind 22 side 400 linje 15

◄ et Punkt extra ... i Sandhed at bevæge : spiller formentlig på den kendte sætning af 👤Arkimedes, at han kunne bevæge selve jordkloden, hvis han fik et fast sted udenfor at træde over på. Jf. Marcellus-biografien, kap. 14,7, i 👤Plutarks Vitae parallelae (Parallelle liv). – extra: udenfor.

I trykt udgave: Bind 22 side 400 linje 22

◄ Heterogenitet : artsforskellighed, uensartethed, kvalitativ forskel.

I trykt udgave: Bind 22 side 400 linje 24

◄ forklaret : i ny og herligere skikkelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 400 linje 29

◄ 3die Søndag i Advent (Mth: XI, 2-10) : I ►Matt 11,2-10, der er prædiketekst på 3. søndag i advent (i 1849 den 16. dec.), hedder det: »Men der Johannes hørte i Fængslet Christi Gierninger, sendte han to af sine Disciple, og lod ham sige: Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en Anden? Og JEsus svarede og sagde til dem: gaaer hen, og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: Blinde see og Halte gaae, Spedalske renses og Døve høre, Døde staae op og Evangelium prædikes for Fattige; og salig er den, som ikke forarges paa mig. Men der disse gik bort, begyndte JEsus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret? Eller hvad ere I udgangne at see? et Menneske iført bløde Klæder? See, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongers Huse. Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt Mere end en Prophet. Thi han er den, om hvem der er skrevet, see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig.« Forordnet Alter-Bog ( 367,17), s. 8f.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 2

◄ Joh. d. Døber : 👤Johannes den Døber, ældre, fast betegnelse; Johannes Døber.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 4

◄ Paralogisme : (logisk el. dialektisk) fejlslutning.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 12

◄ Auctoritet : el. autoritet.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 13

◄ Χsti Situation for Pilatus : dvs. beretningen om 👤Pilatus' imødekommende forhør af Jesus, ►Joh 18,33-38.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 20

◄ Overordentligt : særligt, usædvanligt.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 22

◄ Peters Yttring i Conventet : 392,3.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 28

◄ Confusionsmagerie : det at bibringe forvirring, uklarhed og forstyrrelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 29

◄ det Sted af Paulus : sigter til ►2 Kor 5,13, som 👤P.C. Kierkegaard lægger til grund for sin tale: »Min Text er 2 Kor. 5, 13 (εἴτε γὰϱ ἐξέστημεν, ϑεῷ· εἴτε σωφϱονοῦμεν, ἡμῖν): er vor Tale begeistret og overstadig, saa er det jo i Guds Sag; er den sindig og forsigtig, saa skeer det Eder til Bedste« (sp. 173). Oversættelsen af tekststedet skyldes P.C. Kierkegaard; i tidens autoriserede bibeloversættelse hedder det: »Thi dersom vi ikke holde Maade, da er det for Guds Skyld; og holde vi Maade, er det for Eders« (NT-1819). Sml. NT-1992: »For var vi ude af os selv, var det for Gud, og er vi besindige, er det for jer.« – Paulus: 343,4.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 29

◄ og saa udvise Martensen og mig som de to Retninger : Efter anførelsen af tekststedet (jf. kommentaren ovenfor) går 👤P.C. Kierkegaard over til en længere eksegetisk udlægning (sp. 173-178), hvorefter han – inden den nærmere omtale at 👤Martensen og SK – giver tematikken et alment perspektiv: »Enhver, som har fulgt og billiget den foregaaende Udvikling over ►2 Kor 5,13, vil nemlig strax bemærke, at, hvad Apostelen der udsiger om sin Færd og især om sin Tale og Skrift, det er ingenlunde Noget, der gielder om ham alene, eller som dreier sig om hans Persons Individualitet. Det er tveretimod en almengyldig Skildring af en egen Art Ebbe og Flod i den menneskelige Tilegnelse af Christendommen, af det christelige Liv i hele Menigheden og i den enkelte Troende efter dets tvende Poler, efter dets Bevægelse indad og opad, udad og nedad, til voxende Inderlighed og Fordybelse eller til Udbredelse og de Fjerneres Tilegnelse, eller hvorledes Man nu for Resten, delvis og i det Enkelte, vil fremhæve og betegne Noget af det rige Indhold i den af Apostelen skildrede Dobbelthed. Kun maa Man, naar Man vil bemærke og paavise det hos den enkelte Medchristen eller hos sig selv, aldrig glemme, at vort christelige Liv jo baade i Omfang og Kraft staaer saa saare dybt under Apostelens, og at det just derfor heller aldrig overskues saa klart og saa sikkert, som han overskuede sit. Thi deraf følger det ligefrem, at hos os den samme ægte Dobbelthed let vil synes afløst af en virkelig Modsigelse mellem de to Sider i den, saa vi kun vedkjende os den ene Tilstand og Tilegnelses-Maade og fra den af miskjende og bekæmpe den anden: Ekstasen som noget Phantastisk fra den første Opvækkelse af, Besindigheden som Verdslighed og Lunkenhed. Lettere og sikkrere gaaer det derimod med at bemærke og paavise Anvendeligheden af hin apostoliske Beskrivelse, naar vi stirre paa Menighedens Liv i det Hele, og naar vi saa blot komme ihu, at de Enkelte, det være nu Personer eller Tidsaldere, der nærmest synes udelukkende at udtrykke det ene af hine to Momenter, dog ifølge det Kjærlighedens Baand, der sammenholder dem med Menigheden og Menigheden med dem, ligesom ubevidst og paa anden Haand tilegne sig det andet. Og til den saaledes korteligen fremhævede Dobbelthed, dertil maae nu ogsaa, om jeg ikke seer aldeles feil, begge de nævnte Forfattere i deres Eiendommelighed og i deres indbyrdes Modsætning føres tilbage« (sp. 178f.). Herefter går P.C. Kierkegaard over til en karakteristik af SK ( 409,9) hhv. af Martensen ( 409,11). – udvise: udpege, anvise.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 30

◄ σοφϱοσυνη : dvs. σωφϱοσυνη (søphrosýnē), gr. mådehold, besindighed, jf. 2 kor 5,13, hvor 👤Paulus benytter det hermed beslægtede verbum σωφϱονεῖν ( 401,29).

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 32

◄ Det martensensk-peterske Begreb af Besindighed : sml. foredragets udvikling af den dogmatiske bestræbelse som besindighed, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 184-187.

I trykt udgave: Bind 22 side 401 linje 32

◄ Spidsborgerlighed : bedsteborgerlighed; snæversynethed, åndløshed.

I trykt udgave: Bind 22 side 402 linje 2

◄ at jeg benytter Pseudonymer ... taler stille og mildt : I foredragets karakteristik af SK ( 409,9) tager 👤P.C. Kierkegaard ikke hensyn til værkernes pseudonymitet, ligesom han ikke skelner ml. de pseudonyme værker, hvoraf kun Frygt og Bæven (1843) eksplicitet nævnes, mens der vagt hentydes et par andre, og de opbyggelige værker under SKs eget navn, som i øvrigt slet ikke nævnes.

I trykt udgave: Bind 22 side 402 linje 9

◄ Forskjellen mellem Kategorien ... bruges af mig : 👤P.C. Kierkegaard bemærker i sit foredrag, at SK bestandigt søger 'den enkelte', men kun for at kontrastere det i forhold til, at SK synes i færd med at få tilhængere ( 406,2). SK gør flere steder overvejelser over kategorien 'den enkelte' el. 'hiin Enkelte', som den dels er brugt i de pseudonyme værker med polemisk adresse til den systematiske, spekulative filosofi, dels i de opbyggelige værker under SKs navn, hvor kategoriens etisk-kristne funktion betones; se redegørelsen i »Et Ord om min Forfatter-Virksomheds Forhold til 'hiin Enkelte'« ( 347,3).

I trykt udgave: Bind 22 side 402 linje 12

◄ jeg er jo 8 Aar ældre end min Broder : 👤P.C. Kierkegaard er født i 1805 og SK i 1813.

I trykt udgave: Bind 22 side 402 linje 21

◄ 4de Søndag i Advent : Denne søndag, der i 1849 faldt den 23. dec., var evangelieteksten 👤Johannes Døbers vidnesbyrd i ►Joh 1, 19-28: »Og dette er Johannis Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jesusalem Præster og Leviter, at de skulde spørge ham: hvo [hvem] er du? Han bekiendte, og nægtede ikke; og bekiendte: jeg er ikke den Christus. Og de spurgte ham: hvad da? er du 👤Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei. Da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jevner Herrens Vei; som Propheten 👤Esaias haver sagt. Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne. Og de spurgte ham, og sagde til ham: hvi [hvorfor] døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet? Johannes svarede dem, og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kiende. Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skoetvinge [skorem] jeg er ikke værdig at opløse. Dette skeete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte« (Forordnet Alter-Bog ( 367,17), s. 11f.). Epistelteksten var ►Fil 4,4-7, hvor 👤Paulus skriver: »Glæder Eder i HErren altid; atter siger jeg: glæder Eder! 5. Eders Sagtmodighed vorde vitterlig for alle Mennesker! HErren er nær. 6. Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begieringer fremføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse; 7. og Guds Fred, som overgaaer al Forstand, skal bevare Eders Hierter og Eders Tanker i Christo Jesu« (Forordnet Alter-Bog ( 367,17), s. 10f.).

I trykt udgave: Bind 22 side 402 linje 24

◄ hvad Joh. den Døber ... min Glæde er fuldkommen : frit citat af 👤Johannes Døbers sidste vidnesbyrd i ►Joh 3,29: »Den, som haver Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer, og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 402 linje 27

◄ Forsonlighedens Glæde ved Sagtmodighed (v. 5) : se ►Fil 4,5 ( 402,24).

I trykt udgave: Bind 22 side 402 linje 35

◄ Sorgløshedens Glæde (v. 6.) i Bønnen (v. 6) : se ►Fil 4,6 ( 402,24).

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 1

◄ Den Glæde, som er Guds Fred : se ►Fil 4,7 ( 402,24).

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 3

◄ overgaaer al Forstand : se ►Fil 4,7 ( 402,24).

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 4

◄ den bevarer Hjerterne og Tankerne i Χsto Jesu : se ►Fil 4,7 ( 402,24).

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 5

◄ tilforladeligste : mest sikre og pålidelige.

I trykt udgave: Bind 22 side 403m linje 1

◄ Peter : 392,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 11

◄ I saa lang Tid existerer jeg qua Forf. : dvs. siden udgivelsen af Enten – Eller ( 404,2). – qua: i egenskab af, som.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 12

◄ pointere : udpege, fremhæve.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 14

◄ expectorere sig : udgyde sig, lette sit hjerte.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 15

◄ paa Partiets Vegne : dvs. på vegne af grundtvigianerne.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 16

◄ slaae sig til Ridder paa R. N. : dvs. vinde gunst ved at stille 👤Rasmus Nielsen ( 397,13) i et dårligt lys. Jf. 👤P.C. Kierkegaards omtale af R. Nielsen i sit foredrag ( 406,2).

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 18

◄ han, der selv ... Copiist af Grundtvig : 👤P.C. Kierkegaard havde siden midten af 1830'erne været nært knyttet til Grundtvig og var et respekteret medlem af kredsen omkring denne. I begyndelsen af 1840'erne forsøgte han sammen med 👤J.C. Lindberg og Grundtvig at føre historisk bevis for Grundtvigs teori om, at trosbekendelsen rakte helt tilbage til Jesus selv, se fx Nordisk Tidsskrift for christelig Theologie, udg. af P.C. Kierkegaard, bd. 1-4, 📌Kbh. 1840-42. Som ivrigt medlem af 📌Roskilde præstekonvent ( 392,6) og som skribent i Dansk Kirketidende udtrykte han ofte sine grundtvigske anskuelser. – Grundtvig: 👤Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872), da. teolog, præst, salmedigter, historiker, politiker m.m., fra maj 1839 præst ved 📌Vartov Hospitalskirke i 📌København.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 20

◄ den Tid, jeg har lidt en Pøbel-Forfølgelse : dvs. siden begyndelsen af 1846 ( 389,9).

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 24

◄ Han veed, at jeg har Bekymring med Hensyn til mine Finantser : se journaloptegnelsen NB5:95, i SKS 20, 411,30, samt kommentaren hertil. SK kunne ikke længere tære på en solid formue ( 348m,1) og han fandt ikke sine indtægter fra forfatterskabet tilfredsstillende.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 28

◄ de tvende Retninger: Martensen – og S. K. : se 👤P.C. Kierkegaards karakteristik af 👤Martensen ( 409,11) og SK ( 409,9).

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 34

◄ han vil blot benytte disse tvende Retninger : 👤P.C. Kierkegaard siger selv, at han efter at have udlagt ►2 Kor 5,13, herefter vil benytte tekststedet på de to litterære fænomener ( 401,30). I de opsamlende betragtninger hedder det endvidere: »Dog – vi skulde til Hoved-Personerne igjen, og hvorledes jeg nyder og nytter dem. Ikke just, fordi jeg enten vil opstille en Theori om, hvorledes dette bedst kan og bør skee, eller vel endog skulde have mig selv fremstillet som Exempel til Efterfølgelse. Men derfor tillader jeg mig med to Ord at antyde det, fordi vi dog sikkert alle tage en vis Stilling til de omtalte to literære Phænomener, fordi neppe Nogen af os alle holder den ene af hine Forfattere, endsige dem begge, udenfor sin Læsnings og sine Overveielsers Omraade, saa Talen om at nyde og nytte dem ret egentlig er res populi [offentligt anliggende]: for denne Kreds og for den nærværende Tid af almindelig Interesse«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 191.

I trykt udgave: Bind 22 side 403 linje 37

◄ en Halvtime : dvs. den tid, 👤P.C. Kierkegaard havde til rådighed for sit foredrag, jf. Dansk Kirketidende, nr. 219, sp. 171 ( 392,7).

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 1

◄ 7 Aars Arbeider : SK tidsfæster almindeligvis sin forfattervirksomheds begyndelse til udgivelsen af Enten – Eller, der udkom den 20. feb. 1843, og som han skrev fra okt. 1841 til jan. 1843, se tekstredegørelsen til Enten – Eller i SKS K2-3, 58.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 2

◄ Suprematie : fortrin, forrang.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 3

◄ han dækker sig ... et Hastværksarbeide : 392,7.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 4

◄ profiterer : dvs. profiterer af; benytter sig af, skaffer sig fordel ved.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 6

◄ stikker bagved : står bag, er årsagen til.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 15

◄ cfr p. 158 i denne Journal n: : se NB14:102. – n: nederst.

I trykt udgave: Bind 22 side 403m linje 3

◄ vil ikke mediere mellem to syndige Msker : Efter karakteristikken af SK og 👤Martensen hedder det: »Og efter disse Udviklinger vente De nu vel sagtens, at jeg vil til at kritisere begge de Forfattere, jeg har omtalt, og især til at paavise, hvorvidt den for deres modsatte Standpunkter nærmest liggende Fristelse kjendeligen er bleven nogen af dem for svar [besværlig]. Men det er ingenlunde min Hensigt. Jeg har endnu aldrig recenseret Nogen, jeg gjør det heller ikke nu. Vil jeg da kanskee mediere imellem dem til Sandhedens og en passant til min egen Ære, saa jeg paa deres Skuldre i alt Fald i en Hast kunde faae skizzeret et nyt System? Det endnu mindre. Rigtignok anseer jeg den Kunst at mediere for en god gammel Kunst, som jeg med Fornøielse gjenkjender og kjendes ved ogsaa under dens hegelske Benævnelse. Jeg veed nemlig ikke rettere, end at den christelige Erkjendelse, Theologi og navnligen Dogmatik, altid har udviklet sig som Besvarelse af Spørgsmaal og Løsning af Vanskeligheder, der opstaae for Tanken, naar den dvæler ved Herrens Ords enkelte Dele og bringer dem i Forhold til hinanden, altid forudsættende, at begge ere sande og maae kunne enes i Menighedens Tanke som i Herrens. (...) Men med alt det har jeg dog slet ingen Lyst til at mediere imellem de anførte Forfattere. Eller rettere sagt: just fordi jeg har faaet Øie paa den indtil Dagenes Ende aldrig tilfulde løste Opgave der gaaer ud paa at see Eenheden i det guddommelige Ords Modsætninger, just derfor har jeg ikke Stunder til at søge den imellem to feilende Menneskers Theorier eller Paradoxer. Og det i nærværende Tilfælde saameget mindre, som / vi har et Ordsprog hertillands: / hvad vilde Spurv i Trane-Dands / og Ugle mellem Krager – / og saameget mindre, som en Mediation imellem dem jo kun vilde blive, naar den ret lykkedes, et nyt System, imod hvilken en ny Protest fra Livets og Transscendentsens Side vilde kræve ny Mediation, en Bevægelse der ogsaa uden mig nok vil gaae sin Gang til Verdens Ende. Hvad jeg derimod vil, det lader sig saaledes udtrykke i faa Ord: jeg vil lydeligen forundre mig over et Phænomen med Hensyn til den Virkning, der synes at ville udgaae fra Søren Kierkegaards Bestræbelser; og saa vil jeg her sub rosa [lat. i fortrolighed] betroe Dem, hvorledes jeg for min Del nyder og nytter [drager nytte af] de to berømte Forfattere, især den først omtalte [dvs. SK]«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 187-189.

I trykt udgave: Bind 22 side 403m linje 5

◄ Gemütlighed : af ty. 'gemütlich', hyggelig, rar, venlig.

I trykt udgave: Bind 22 side 404m linje 9

◄ partielt : delvist, særskilt.

I trykt udgave: Bind 22 side 404m linje 10

◄ connivere : se gennem fingrene med, være overbærende, hvor man ikke burde være det.

I trykt udgave: Bind 22 side 404m linje 15

◄ Nu har man da faaet ... danne en Skole : Der sigtes til modtagelsen af 👤Rasmus Nielsens Evangelietroen og den moderne Bevidsthed ( 399,39) og til den debat, der fulgte på Nielsens kierkegaardske kritik af 👤Martensens Den christelige Dogmatik ( 378,5), samt til modtagelsen af SKs pseudonyme skrift Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger ( 400,1).

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 20

◄ Det skal saa være en Indvending mod mig : se fx 👤P.C. Kierkegaards omtale af forholdet ( 406,2).

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 21

◄ tog man forfængeligt : forholdt man sig tankeløst til, misbrugte man.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 23

◄ regnede paa : regnede med.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 24

◄ profiterede ved at laane af mig : 392,16.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 26

◄ hvad jeg stedse har sagt ... i Danmark : se journaloptegnelsen NB10:166, i SKS 21, 337f.

I trykt udgave: Bind 22 side 404 linje 28

◄ Dersom jeg blot nu havde legemlige Kræfter : SK klager flere steder over sit helbred, se fx Journaloptegnelsen NB6:74 (1848), i SKS 21, 56.

I trykt udgave: Bind 22 side 405 linje 3

◄ H: H: : 400,1.

I trykt udgave: Bind 22 side 405 linje 11

◄ sympathetiske : egl. med-lidende, medfølende; deltagende.

I trykt udgave: Bind 22 side 405 linje 19

◄ alt det Hegelske ... til Vished o: s: v: : sigter til den filosofiske fordring om at forholde sig skeptisk (tvivlende) til de overleverede grundsætninger for derved at nå frem til et fast, evident grundlag, hvorpå der systematisk kan udvikles en sand filosofi. Denne fordring, der stammer fra den fr. filosof 👤René Descartes (1596-1650), blev på en egen måde videreført af den ty. filosof 👤Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831), og ikke mindst af de da. hegelianere. SK har talrige gange berørt dette tema i sine pseudonyme værker, se fx Philsophiske Smuler, i SKS 4, 281, og kommentaren hertil.

I trykt udgave: Bind 22 side 405 linje 25

◄ Peter : 392,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 405 linje 30

◄ Peter kom herned i December Maaned : Hvornår besøget præcist har fundet sted, vides ikke. I et brev fra SK til sin bror, som formentlig er skrevet i anden halvdel af dec., beklager SK en række forhold i den i øvrigt velmente artikel, jf. B&A, nr. 240, s. 264f.

I trykt udgave: Bind 22 side 405 linje 31

◄ han havde holdt et Foredrag ... Martensen og mig : 392,3.

I trykt udgave: Bind 22 side 405 linje 32

◄ rettet sig mod R. Nielsen og en vis H: H: : I den trykte version af foredraget hedder det: »Men stiller nu end maaskee Søren Kierkegaards eget Liv sig i mange Maader som en Eneboers midt i Vrimlen, søger han end selv ganske rigtig bestandigen 'den Enkelte': noget ganske andet synes han at skulle finde. Han synes nemlig i Begreb med at finde Tilhængere, der beundre hans Anvisning paa at holde sig til Livet og ikke til Theorien, og som af bare Beundring, – vel ikke gjøre derefter, – men skrive derom. Og vi kunne saaledes allerede nu spore Varslerne for det forunderlige Syn af Folk, der gjøre Livets Protest imod Theorien til en ny Theori: for Synet af, at den væsentlige Forskjel imellem dem og deres Modstandere bliver den, at det ene Parti anseer Erkjendelsen som berettiget og derover vel ogsaa fristes til at glemme Livet, det andet derimod anseer Erkjendelsen for uberettiget, og saa over Erkjendelsen og Udviklingen heraf, ligeledes bliver theoretisk istedetfor praktisk, protesterende og gjendrivende paa en Boghandlers Forlag, istedetfor i Gjerningens Ildprøve og med Livet til Indsats. I denne Retning bevæger sig nemlig, det jeg kan skjønne, Professor Rasmus Nielsens Tale om Forholdet imellem Troen og den moderne Bevidsthed [ 399,39]. Og det forekommer muligen Flere end mig, naar de lytte til hans Røst, som om de saae en splinterny og tredie Sandhed dukke op, hvis Indhold er den Theori, at der gives to Sandheder, hver i sin Kreds lige berettigede, lige conseqvente, Troens og den vantro Spekulations. Men med den Opdagelse, hvis den virkelig skulde fuldende sig til bevidst og bestemt Forkyndelse, vil jeg nu neppe nogensinde blive enig. Thi jeg er altfor afgjort af den Overbevisning, at Løgnen altid gjendriver sig selv, omtrent som de falske Vidner, Kaiphas kjøbte imod Herren [►Matt 26,57-68]; og at det netop er Hoved-Moment med i den christne Videnskabs og Lærerstands Kald, for Troende og for Vantroe at paavise, hvorledes al uchristelig Viden snakker sig selv fast i sine egne Selvmodsigelser. Og imod den samme Retning forekommer det mig ogsaa at H. H.'s ethiske Afhandlinger bevæge sig hen. Thi medens de begge paa utallige Punkter optage Traade fra Søren Kierkegaards Række af Arbeider, medens de ogsaa i Udtryksmaade og Forkjerlighed for dialektiske Kunststykker paafaldende slutte sig til hans Maneer, savne de, efter mit Skjøn, den ægte Lidenskabs Præg. Ja, naar den første af dem, om jeg mindes ret, gjentager den ikke ugrundede Paastand om Taushedens Energi: den, der siger det, gjør det ikke og omvendt, – saa finder jeg det i den ekstatiske Literatur rigtignok ganske i sin Orden at see ogsaa den Sætning anbragt à cheval [fr. til hest] paa Paradoxets Rageknivs-Od; men saa forstaaer jeg ikke, i hvad Relation den hele Afhandling da giver sig af med Spørgsmaalet om, hvorvidt En tør udsætte Andre for det Ansvar, de paadrage sig ved at gjøre ham til Martyr. Thi saa synes det idetmindste mig, som om den, der levende kjendte Situationen, han taug nødvendigvis, og den, der debatterer den (og vel endda med Bevidsthed gaaer den nær liggende Løsning forbi), han er midt i Livs-Protesten gaaet over til Theoriens Parti«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 190f. – R. Nielsen: 397,13. – H: H: 400,1 og 406,8.

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 2

◄ blev lidt slaaet: ramt, berørt; forlegen.

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 3

◄ Foredraget skal jeg nu først skrive : If. 👤P.C. Kierkegaards dagbog påbegyndte han udarbejdelsen medio nov. ( 392,3).

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 7

◄ Nu har han fattet sig ... Lighed med S.K. : 👤P.C. Kierkegaards opfattelse af pseudonymen 'H.H.' ( 406,2) har formentlig været præget af den vistnok udbredte opfattelse, at 'H.H.' plagierede SK, jf. fx anmeldelsen i Dansk Kirketidende ( 400,1).

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 8

◄ ogsaa faaet i den senere Tid ... benyttet i Foredraget : hentyder til ►1 Kor 3,21-23, hvor 👤Paulus skriver: »Derfor rose Ingen sig af Mennesker, thi alle Ting ere Eders. Være sig Paulus, eller Apollos, eller Kephas, eller Verden, eller Liv, eller Død, eller det Nærværende, eller det Tilkommende; alle Ting ere Eders. Men I ere Christi, men Christus Guds« (NT-1819). 👤P.C. Kierkegaard, der bl.a. har benyttet bibelstedet i forordet til Fortsættelser fra Pedersborg, bd. 1, s. 7, afslutter sit foredrag med ordene: »Og saaledes ere da, som De let ville skjønne, begge de ærede Herrer mig ganske tilpas, saalænge jeg ikkun [kun, blot] levende kan fornyes til Ihukommelsen af, at alle Ting ere vore, naar vi er Christi (►1 Kor 3, 22.23). Saaledes har jeg slet Intet imod, at den spekulative Retning, ved hvem den saa skeer, atter og atter foranlediger mig til et Forsøg i Erkjendelsens Sphære, skjøndt jeg nok veed, at naar jeg først er kommen ind paa det Gebet, saa er den opblæsende Kundskab, Begrebets og Tankens 👤Herkules, strax ifærd med at tage mig, som alle Dødelige i sin Favn, løfte mig op fra Jorden og saa qvæle mig i Luften; og at Begyndelsen af denne hele Affære er ligesaa tillokkende som Slutningen farlig. Men saaledes har jeg endnu mindre imod, at jeg har en ekstatisk Kloster-Broder, der ikke, naar Faren er der, med gammelklogt Ansigt tilraaber mig et: Nachbar, mit Rath [med omtanke, min ven!] – der let kunde gjøre Fristelsen endnu mere fristende; men som med al fornøden Behændighed spænder Been for mig, for at faae mig til at synke i Knæ. Thi paa Knæ og paa vort Ansigt, der ere vi alle uovervindelige som hin Herkules, omtrent som Antæus fordum«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 193. – faaet (...) op: fået bragt op.

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 13

◄ det Ord af Johannes den Døber: jeg er en Stemme : hentyder til ►Matt 3,3, hvor det om 👤Johannes Døber hedder: »Thi han er den, om hvilken den Prophet 👤Esaias haver talet, sigende: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, giører hans Stier jævne« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 20

◄ Overordentlige : ekstraordinære, fortrinlige.

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 22

◄ Thomas a Kempis ... komme ham ihu : sigter til 4. bog (»Om det hellige Sacramente«), kap. 6 (»Svar« [på spørgsmålet, hvorledes man skal forberede sig til kommunionen]), stk. 4 i Thomas a Kempis, om Christi Efterfølgelse ( 343,4), hvor det hedder: »Thi du kan ei bringe Gud noget mere velbehageligt Offer, og intet Bedre gjøre for at erholde [opnå] Syndernes Forladelse, end i Nydelsen af Sacramentet ganske at hengive dig til Gud. Naar Mennesket gjør, hvad han kan, og oprigtigen fortryder det Onde, han har gjort, da vil jeg og [også], saa ofte han henvender sig til mig i Bøn om Naade og Tilgivelse, forsikkre ham, siger Herren 'at jeg, saasandt jeg lever, ei vil Syndernes Død; men det, at han omvender sig fra sin Vei, at han maa leve; ingen af hans Synder skal komme ham ihu, alle skulle de være ham forladne (Ezech. 33, 11.16)«, s. 193.

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 29

◄ I Almdl. læses der ... skal huskes ham : I den autoriserede bibeloversættelse (GT-1740) lyder ►Ez 33,16: »Ingen af hans Synder, som han haver syndet, skal kommes ham ihu; han giorde Ret og Retfærdighed, han skal visselig leve.« I 👤Rasmus Møllers oversættelse i Det Gamle Testamentes poetiske og profetiske Skrifter, efter Grundtexten paa ny oversatte af J. Møller og R. Møller, bd. 1-3, 📌Kbh. 1828-30 (ktl. 86-88 og ktl. 89-91); bd. 3, s. 141, er stedet oversat: »Ingen af hans Synder, hvormed han syndede, skal ihukommes ham; han øver Ret og Retfærdighed, han skal leve.« – Almdl.: Almindelighed.

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 30

◄ mærkeligt : bemærkelsesværdigt.

I trykt udgave: Bind 22 side 406 linje 31

◄ 1ste Juledag : el. »Christi Fødsels Dag«, hvor evangelieteksten til aftensang var ►Luk 2,1-14, jf. nedenfor.

I trykt udgave: Bind 22 side 407 linje 1

◄ Idag er Eder en Frelser fød ... da han blev født : hentyder til ►Luk 2,10-11, hvor Herrens Engel åbenbarer sig for de hyrder, der sidder på nattevagt, og siger: »frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. Thi Eder er i Dag en Frelser fød, som er den Herre Christus i 👤Davids Stad« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 407 linje 2

◄ naar Gud siger: idag : se ►Luk 2,11, hvor det er Herrens Engel, der siger det ( 407,2).

I trykt udgave: Bind 22 side 407 linje 5

◄ de Bøger der udkomme i dette Aar : sigter til de ældre folkebøger og skillingsviser, der i stedet for årstal på titelbladet havde påskriften »Trykt i dette Aar« for at give dem vedvarende aktualitet.

I trykt udgave: Bind 22 side 407 linje 6

◄ give hele sin Formue til de Fattige (...) elske Næsten : 349,24.

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 1

◄ Χsti Ord: om Nogen ... skal erfare o: s: v: : Det er uklart, hvad der sigtes til.

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 7

◄ H: H: : 400,1.

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 13

◄ Peter finder det inconsequent ... saa siger dette : SK lader i introduktionen til Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger ( 400,1) pseudonymen 'H.H.' udvikle følgende: »Taushed og Handlekraft svare ganske til hinanden; Taushed er Handlekraftens Maalestok; et Menneske har aldrig mere Handlekraft, end han har Taushed. Ethvert Menneske forstaaer meget godt, at det at handle er noget langt Større end det at tale derom; er han derfor sikker paa sig selv, at han kan gjøre det, og har han besluttet, at han vil gjøre det, saa taler han ikke derom«, s. 12f. (SV2 11, 72). I sit foredrag kommenterer 👤P.C. Kierkegaard denne passage ( 406,2).

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 14

◄ i Bogen selv alligevel ... for Sandheden : sigter til den første afhandling, »Har et Menneske Lov til at lade sig ihjelslaae for Sandheden? Et eenligt Menneskets Efterladenskab. Digterisk Forsøg af H.H.« i Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger ( 400,1), hvor det i kap. D, stk. 3, hedder: »Forøvrigt er det, psychologisk-dialektisk, mærkeligt nok at betænke, at det slet ikke var utænkeligt, at et Menneske kunde blive slaaet ihjel, just fordi han forfægtede denne Anskuelse, at et Menneske ikke har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden. Hvis han saaledes var samtidig med en Tyran (denne være nu et enkelt Menneske eller Mængden), saa vilde maaskee Tyrannen misforstaaet betragte dette som en Satire over sig, og blive saa opbragt, at han slog ham ihjel, ham, der netop forsvarede den Anskuelse, at et Menneske ikke har Lov til at lade sig slaae ihjel for Sandheden«, s. 53 (SV2 11, 102).

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 18

◄ udspiller en Invit : (egl. invite, fr. invitation, udspil); udtrykket, der stammer fra kortspil (whist), betegner det at udspille et lavt kort i en farve, hvori man har én el. flere af de højeste kort, for at signalere til ens makker, at han skal stikke med det højeste kort, han har i samme farve.

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 25

◄ tage Partes : egl. tage del; være deltagende.

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 26

◄ Alt Dette og meget Mere ... udgav H: H: : sigter til journalen NB11, der indeholder en lille snes optegnelser med overvejelser foranlediget af udgivelsen af Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger ( 400,1). Se NB11:8ff., 33ff., 53, 112, 141, 193, samt 64, som der specielt sigtes til.

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 28

◄ Combinateur : iagttager, som kan lægge to og to sammen.

I trykt udgave: Bind 22 side 408 linje 32

◄ Peters Yttring paa Conventet : 392,3.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 1

◄ protesteret : dvs. protestreret imod, gjort indsigelse imod (ved at opfatte det som latterligt).

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 4

◄ Underfundighed : snedighed, listighed.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 6

◄ Heterogeniteten : artsforskelligheden, den kvalitative forskel.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 9

◄ men gaaer hen ... Extasen umiddelbart : Der sigtes til 👤P.C. Kierkegaards foredrag, hvori SK gøres til repræsentant for 'ekstasen' ( 392,7). I karakteristikken af SK, som løber over tre spalter, hedder det: »Vel er det nemlig ikke Forløsnings-Værket og ikkun [kun] tildels Apostel-Værdigheden, hvori Søren Kierkegaard fordyber sig med en Elskers Varme, og hvorover han udtaler sig med en Digters Begeistring. Han har derimod ret egentligen alene at gjøre med eet Led i Saliggjørelsens Orden, med Troen, og det med Troen udelukkende som subjektiv, ja nærmest igjen kun med denne subjektive Tro forsaavidt, som den i sig indeholder en Tilfangetagen af Tanken under Myndighedens Ord, af Faren under den tillidsfulde Fortrøstning (smlgn. Joh. 7, 46. 2 Kor. 10, 5 samt Mtth. 14, 31. Rom. 4, 18-21. Ebr. 11,17ff.). Men alle disse Indskrænkninger af det Gebet, hans Udviklinger tilegne sig, forandre naturligvis slet Intet i dette Gebets ganske eiendommelige Clima og Jordblanding. Det er ikke et vist Parti af Forløsnings-Værket, et vist Led i Saliggjørelsens Orden, der er transcendent i Forhold til al menneskelig Tænkning, saa Resten skulde Kjød og Blod kunne forstaae og skjære ud i let fordøielige Billinger [små bidder] in usum delphini ['til brug for børn'] omtrent som en afkræftet Supranaturalisme delte Mysterierne i de gjennemskuelige og de ubegribelige. Meget mere er det al Tanke og al Natur Overstigende, det med Menneskets Viden Incommensurable i Tingen, for hvilket det Ekstatiske i dens Omtale er det tilsvarende Udtryk, baade Moment i og Beskaffenhed hos alle Guds Gjerninger for os og i os, altsaa for Skabelse, som Forløsning, for Tro som Tillid og for Tro som Troskab og for Tro som Brudens Hengivenhed (Ære og Tro); kort sagt for Christendommen baade i objektiv og i subjektiv Forstand fra først til sidst. Det er følgeligen ogsaa tilstede i det Element af Begrebet Tro, som har begeistret ham. Og at derhos [desuden] ogsaa hans Behandling deraf nærmer sig det Ekstatiske, saaledes som 👤Paulus har veiledet os til at opfatte dette Begreb paa christelig Grund, det kan ikke let miskjendes. I Abrahams Fristelse, der faaer han, som sagtens Alle her mindes, (thi jeg taler naturligvis om Skribenten, ikke om Personen,) under 'Frygt og Bæven' Øie paa Troen: i den høieste, mest spændende Kamp altsaa. Og Lidenskabens Magt i hans Syner og i hans bevingede Ord, den lærer os strax, at vi ikke have med en Theater-Spænding og en dramatisk Phrase at gjøre. Det Billede staaer derfor overalt for ham, og med det for Øie fristes han til at ville henveire alt det, der ikke har Spændingens høieste Energi, som Taagebilleder og Fata Morgana, der gøgle imellem ham og Maalet. Ligedan er det med Troens Uafhængighed af tvingende Beviser. Dens indre Afgjorthed og Urokkelighed 'med Haab mod Haab (Rom. 4, 18)' for Fremtiden, og, hvad der jo ganske rigtig er Sidestykke dertil, dens Hvilen i Forløsningens Kjendsgerninger, enten saa acta Pilati [lat. Pilatusakterne, apokryft skrift fra 5. årh., der omhandler processen mod Jesus, hans korsfæstelse, begravelse og opstandelse] og et pinligt Forhør over Evangelisterne stemmer dermed eller ikke, hvad enten deslige Beretninger gjøre enhver Tænker svimmel og bankerot eller ikke: det har han faaet Øie paa og Hjerte for. Og fra den Tid af opfylder han i god Forstand, hvad der i 👤Fausts Bøger sagtens stod i en betænkelig Mening: / Auf, bade, Schüler, unverdrossen / Die ird'sche Brust im Morgenroth. [👤Goethe Faust, I, v. 445f.] / Fra det Syn vil han ikke bort, men han neddykker sig daglig paany i det Hav af Lys og Fylde, han deri har fundet, stedse bange for, at han ligesom Thetis-Sønnen skulde beholde en lille Plet tør paa Hælen, hvor Spekulationens Pil, Tvivlenes og Bevisernes Gift, kunde saare ham, saa han døde Aandløshedens Død. Troen har Valgets og Beslutningens Energi i sig, Verdens Magt og Verdens Vid, Sværd og Stænger, Logismers Borge og Methoders Snarer imod sig (2 Kor. 10, 4.5. Eph. 6, 11 smlgn. 4, 14). Det har han fornummet; og derfor taaler han ikke alene ingen Tro, fordi Man forstaaer, men overhovedet ingen Tro, fordi .., ja derfor har han ikke engang nogen Leilighed for en Forstaaen, fordi Man troer. Meget mere maa en saadan Leilighed forekomme ham som 👤Sganarels Reise til det philosophiske Land eller 👤Ulysses von Ithaciens til 📌Troja, forfeilet værst, naar den lykkes bedst, fordi Troen, som Hjertets Ungdoms-Hustru, imidlertid sidder Enke eller giver det Skilsmisse-Brev. Troen, prøves i Kampen og styrkes i Faren. Det har han fornummet; og derfor kjøler han sig gjerne af og til, især naar Blodet stiger ham til Hovedet og Tankerne med svimmel Hast krydse sig derinde, ved et Spring fra Speculationens Stormast, for at svømme paa '70,000 Favne Vand,' og tager sig af idel Deltagelse i vort Vel gjerne paa at dykke os med det Samme. Forgjeves søge vi med yderste Finhed at insinuere, at, ligesom vi endnu ikke ret kunne komme afsted med udelukkende at tiende een Herre, saa vilde vi ogsaa helst mediere lidt, forene Svømningens Friskhed med Selens Sikkerhed. Han kløver Haar, saagodt som vi, om ikke bedre, vipper os ud i Vandet, som Cadetten Gymnastik-Forstanderen, og beroliger sin Samvittighed med, at i Land og i Sele vare vi dog forlorne, saa skal vi reddes, maae vi lade det komme an paa at drukne. Den Troende er en 'Forelsket,' siger han, – det være hans Sag at forsvare det, – men hvad maa han saa ikke tænke, naar vi ville vinde Folk for Troen ved Beviser: Fornuft-Giftermaal have desuden ikke det bedste Rygte. Og alt dette, det er jo allerede i sig selv lutter Ædelstene i Paradoxets Krone, og det siger han, som De veed, ganske rigtig som en Mand, der ret veed at vurdere de Juveler og den Paradoxets Regnbue-Krands, de kunne frembringe, naar de behændigen bevæges imod hverandre, og som vurderer dette ikke alene som en Tankeleg, men – for at drive Paradoxet til den yderste Spidse, – som den enfoldige Troes immanente Bestemmelser, som Momenter med i den Kamp, til hvilken vi alle ere kaldede, om end maaskee de Færreste vælge at stride den, Kampen for Liv og Fred, for en uforvisnelig Krands«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 179-182.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 9

◄ pro dii immortales : lat. 'ved de udødelige guder!'

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 10

◄ en Martensensk Besindighed : Når 👤P.C. Kierkegaard fremstiller 👤Martensen ( 378,5) som besindighedens repræsentant, sker det med visse forbehold, idet der kun tages sigte på Den christelige Dogmatik ( 378,5) i modsætning til Martensens tidligere, inkonsekvente spekulation ( 413,14). Endvidere, hævder P.C. Kierkegaard, forudsætter den dogmatiske bestræbelse, som udtrykker besindigheden, først troens indhold og tilegnelse, dernæst at det nye liv, der vindes, er en fornyelse af det oprindelige i os, og især at det nye menneske er det samme i alle: »Men at det i Professor Martensens seneste Værk idetmindste fra hans Side har været tilsigtet, ligesom dette tildels af ham udtrykkeligen er erklæret, at arbeide under disse Forudsætninger, det behøver vel intet Bevis«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 186.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 11

◄ lapset : flabet, hæmningsløst, hoverende.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 14

◄ Halvtimes Forberedelse : 392,7.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 15

◄ raade : tyde, udlægge.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 16

◄ Paralelle : el. parallel, sammenligning; i retorikken betegnelse for en sideløbende udvikling af to kontrasterende ideer, karakterer el. personligheder, fx som i den 'sammenlignende levnetsbeskrivelse'.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 17

◄ Spændkraft : elasticitet, styrke, også: kraft (til at sammenholde modsætninger) i ånd og lidenskab.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 18

◄ Vingestrækning : vingefang.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 18

◄ en Professor, der gjør en Universitets Carriere : ligesom 👤Martensen ( 378,5).

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 19

◄ see til : opmærksom betragte, tage sig i agt for.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 21

◄ Sludder-Mediator : Selvom 👤P.C. Kierkegaard i foredraget erklærer, at han ikke vil 'mediere' ml. de to forfattere ( 403m,5), så når han alligevel frem til det bekvemme kompromis, at man efter at have læst den ene et stykke tid må finde en ligevægt ved at læse den anden, og omvendt: »Professor Martensen altsaa, han burde, ligesom enhver anden Theolog, jeg bliver bekjendt med, væsentligen for mig ikkun [blot] være en Spore til, – hvor Hensynet til Menigheden, for hvis Skyld alle de særegne Naadegaver existere, gjør det fornødent, – at forsøge en ny Erhvervelse paa Erkjendelsens Gebet til Livets Tjeneste. Men han er, ligesom alle de andre, som oftest til Fristelse for mig, saa ved deres Røster vaagner gjerne i min egen Barm Prætendenten paa en spekulativ Dogmatikers Blik og Viden, for dette Bliks og for denne Videns egen Skyld. Og naar denne Prætendent vaagner og ret begynder at oppe sig, saa stiger Blodet mig til Hovedet, om ikke i legemlig saa i aandelig Forstand; saa gøgle gamle Drømme i stedse nye Skikkelser for mit Øie, saa henveirer jeg hos mig selv i en Hast og med stor Overlegenhed alle Indvendinger, klarer alle Vanskeligheder, faaer Syn for Sandheder, jeg aldrig før anede. Men saa er jeg med det Samme, skjøndt jeg bestandigen siger mig selv, at Alt det spirer kun paa Troens Grund og suger kun Næring af det himmelske Ords Dug, lidt efter lidt ifærd med at stole paa denne Erkjendelse som velerhvervet Gods, det jeg selv begribende kan hævde og værge; ifærd med at glemme, at den Tro, jeg havde ifjor eller igaar, og hvoraf hin Erkjendelse udsprang, den maa jeg have nu, nu, eller det Hele er et Luftkastel. Derom mindes jeg saa rigtignok, Gud være lovet, om end mangen Gang mod mit Ønske, ved Livets Alvor, ved Troens Prøver, hvor hele Begrebs-Hæren tager Flugten, ganske ligesom 👤Jakob von Thybos Tropper, ved den første Salve. Men et Middel til at minde mig selv derom itide, et Lægemiddel imod Begrebs-Svimlen, inden endnu den strængeste Kur maa anvendes, har jeg med Fornøielse opdaget i Søren Kierkegaards Skrifter. En Times Læsning i dem gjør nemlig paa mig næsten ganske samme Virkning, som tidligere et Styrtebad i Henseende til mit legemlige Befindende. Et Øieblik snapper Livet i mig saa ligesom efter Luft, og derpaa aander jeg igjen dybt og frit i Troens friske Luftninger, medens Tankens Friskarer paa een Gang finde tilbage til deres underordnede Stilling som Livets Tjenere, og Hovedet igjen finder sig i at være Hoved istedetfor at ville være det hele Menneske. Og saaledes ere da, som De let ville skjønne, begge de ærede Herrer mig ganske tilpas«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 192f.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 24

◄ Grundtvig : 403,20.

I trykt udgave: Bind 22 side 409 linje 26

◄ Mens Luften er endnu ... Brorson : 388,26. – Vind'et: dvs. vindvet, vinduet.

I trykt udgave: Bind 22 side 410 linje 7

◄ cfr NB12 p. 171 : se journaloptegnelsen NB12:132.

I trykt udgave: Bind 22 side 410m linje 1

◄ I Χsten-Forfølgelsens Tid ... lyse ved Festligheder : Da store dele af 📌Rom brændte ned i år 64, beskyldte man kejser 👤Nero Claudius Cæsar (37-68) for selv at have påsat branden, men han kastede skylden på den kristne menighed i byen, som da blev hårdt straffet: »alle Christne bleve fængslede og henrettede paa den frygteligste Maade. Man indsyede disse Ulykkelige i uldne Sække (tunicæ molestæ), som man udstoppede med Blaar, overgydede dem med Beg, nedgrov disse levende Mumier ligesom Pæle i Jorden, antændte dem foroven og lod dem i lange Rækker lyse som Fakler ved de natlige Veddeløb«, Beckers Verdenshistorie ( 387,4) bd. 3, 1823, s. 716. Se også 👤Tacitus Annales,15, 44,2-5 (da. overs. i ktl. 1286-1288).

I trykt udgave: Bind 22 side 411 linje 1

◄ Christenheden : 365,35.

I trykt udgave: Bind 22 side 411 linje 4

◄ Stilling : 👤Peter Michael Stilling (1812-69), filosof, opgav teologistudiet kort før eksamen, men fik senere dispensation til at disputere for magistergraden med afhandlingen Den moderne Atheisme eller den saakaldte Neohegelianismes Conseqvenser af den hegelske Philosophie, 📌Kbh. 1844, ktl. 801. Han havde i begyndelsen af 1840'erne gjort sig til talsmand for en konservativ hegelianisme, som han i slutningen af årtiet tog stærkt afstand fra. Efter en studierejse virkede han 1846-1850 som privatdocent.

I trykt udgave: Bind 22 side 411 linje 8

◄ en Forklaret : en forvandlet, afklaret, salig.

I trykt udgave: Bind 22 side 411 linje 10

◄ Deres Hustrue : 👤P.M. Stilling giftede sig 1. dec. 1846 med 👤Frederikke Marie Larsen, som døde året efter, 22. dec. 1847, 33 år gammel.

I trykt udgave: Bind 22 side 411 linje 11

◄ Saaledes havde jeg et Øieblik ... lille Bog mod Martensen : Den af SK citerede passage er den oprindelige afslutning på det brev til 👤P.M. Stilling, hvis koncept findes trykt i B&A bd. 1, s. 265, og hvor passagen er reduceret som følger: »saaledes henfører jeg igjen Dem til hende, og saaledes fik jeg, den hende ganske Fremmede, en Anledning til at mindes hende«, linje 33-35. Der sigtes i øvrigt til Stillings stærkt SK-påvirkede stridsskrift Om den indbildte Forsoning af Tro og - Viden, med særligt Hensyn til Prof. Martensens »christelige Dogmatik«. Kritisk-polemisk Afhandling, 📌Kbh. 1850. ktl. 802; det blev averteret som udkommet i Berlingske Tidende, 1849, nr. 303, 22. dec. I SKs private eksemplar af værket findes følgende dedikation: »Til Hr. Magister S. Kierkegaard med dyb Taknemlighed og Høiagtelse venligst Forf.« Jf. 👤H.P. Rohdes Auktionsprotokol over Søren Kierkegaards Bogsamling (1967). – Martensen: 378,5.

I trykt udgave: Bind 22 side 411 linje 29

◄ Hans Eminentse : dvs. eminence. If. rangforordningen var 📌Sjællands biskop, 👤J.P. Mynster ( 350,27), placeret som nr. 13 i 1. klasse og skulle som den eneste tituleres 'Hans Eminence'.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 1

◄ Ordensstjernen : Som gejstlig ridder af ordenen Storkors af Dannebrog måtte 👤Mynster ( 350,27) bære et guldkors i et bånd om halsen og på venstre bryst et storkors forsynet med sølvstråler, der dannede en stjerne.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 2

◄ Blussel : skamfølelse, undseelse, el. det at fremkalde en sådan hos andre: krænkelse, fornærmelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 3

◄ om end Alle forlode Χstum ... jeg vilde dog ... : 381,34.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 4

◄ fidere paa : stole på, tro på.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 10

◄ Jo jeg takker : ironisk udbrud: jo tak.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 17

◄ nu hedder det, jeg skal have faaet Tilhængere o: D. : se fx 👤P.C. Kierkegaards foredrag ( 406,2). – o: D.: og Deslige.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 29

◄ sig betræffende : angående sig selv.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 31

◄ evitere : undvige, undfly, undrage sig.

I trykt udgave: Bind 22 side 412 linje 33

◄ saa kommer Peter ogsaa ... ikke var Tænker : Der sigtes til 👤P.C. Kierkegaards foredrag, hvori 👤Martensen, som hævdes at repræsentere besindigheden ( 409,11), får følgende karakteristik: »Hvad dernæst Professor Martensen angaaer, saa er det naturligvis ikkun [kun] med mange Indskrænkninger og i en vis Relation, at det kan falde mig ind at fremstille ham som en Forfatter, i hvis theologiske Stræben det Sindige og Forsigtige, det til Menighedens Tjeneste Indviede træder frem for os. Ikke just fordi jeg deler den Tankegang og Udtryksmaade, ifølge hvilken han i sine første Docent-Aar blev udgivet for stræng spekulativ Systematiker. Thi, naar Man har havt Anledning til stadigen at holde Øie med hans Udviklings-Gang, saaledes som jeg har havt den, saa veed Man nok, at han lige fra først af, – jeg taler naturligvis ogsaa her om Docenten, ikke om Personen, – havde for Skik paa adskillige Punkter at overskære sin egen Tankegangs Traad og at bryde med sine egne Forudsætninger, for ikke at geraade i Strid med enkelte Dele af den christne Troes Indhold, dem han nu eengang ikke vilde offre til den Dialektikens Ugle eller Intuitionens Ørn han forøvrigt offrede Virak til i sit Systems Propylæer og erklærede for Stedets Genius. Ja saa veed Man ogsaa, hvad jeg som Manudukteur har havt god Leilighed til, baade ofte selv at blive vaer og undertiden at gjøre Andre opmærksomme paa, at deslige Inconseqventser nærmest ikkun [blot] undgik det større Publikum af en tredobbelt Aarsag. Først, fordi det theologiske Fakultets Alumner herhjemme, da han traadte op, just ikke havde de meest tydelige Forestillinger om, hvad Ordet Spekulation betyder, og hvad conseqvent Tænkning er for Noget. Dernæst, fordi han hvergang han stod paa Skilleveien og gav en Troes-Artikel Haanden, medens hans objektive Logik gjorde fæle Grimasser, dulgte denne sin Ubestandighed for sig selv og for Andre, enten ved aandrige Bemærkninger uden om Sagen, eller ved den Ambiguitet, der er den hegelske Dialektiks Særkjende. Og endeligen, fordi de, der efter Fichtes Raad satte Alt ind paa den rene Tanke, saa de med Jern-Conseqvents fastholdt og udviklede Livs-Spiren i det hegelsk-martensenske System, kom til saa haandgribeligen uchristelige Resultater, at alle Hjerter, der ikke kunde undvære al Tro, og som dog ikke vilde bryde med Spekulationen, nødtes til at beslutte, at Sligt skulde gjelde for 'uægte' Spekulation, at Conseqventsen, der førte til Fortvivlede Resultater, skulde erklæres for Skjævhed, Tanke-Forvildelse, kort sagt, for Inconseqvents. Men uagtet jeg saaledes er saare langt fra at mene, at Professor Martensen nogensinde er optraadt som en af Troen uafhængig Spekulations conseqvente og deciderte Lærer, saa er dog en stor Del af hans tidligere Præstationer saa stærkt paavirket af en saadan Spekulation, ja den lægger selv saa megen Vægt paa Rang med en saadan, at den i mine Tanker slet ikke kan komme med, naar Talen er om den christelige besindige Udvikling til Menighedens Tjeneste. Og det er saaledes ikkun den Skikkelse, som hans System i den senere Tid har begyndt at antage, eller dog, hvor den ikke endnu er antaget af det, udtrykkeligen har erklæret sig for, – den er det, jeg har for Øie, naar jeg her netop peger hen til ham som den nyeste danske Theolog, der synes ifærd med at træde ind i hin talrige Skare, som nu igjennem atten Aarhundreder arbeider for Menighedens Fremvæxt ogsaa i vor Herres Jesu Christi Kundskab (smlgn. 2 Pet. 3, 18)«, Dansk Kirketidende, nr. 219 ( 392,3), sp. 183f. – det har jeg sagt fra Begyndelsen: se fx journaloptegnelsen BB:32 (1837), i SKS 17, 121f.

I trykt udgave: Bind 22 side 413 linje 14

◄ dette ene Ord af Luther ... fornedrede sig selv : sigter til 👤Martin Luthers prædiken til palmesøndag over ►Fil 2, 5-11 i En christelig Postille ( 349,2) bd. 2, s. 190-197, især til s. 195, hvor Luther anfører det første punkt i sin udlægning af, at Jesus kom i en ringe tjeners skikkelse: »Han fornedrede sig selv, det er [det vil sige], han stillede sig, som om han afførte sig sin Guddom og ikke vilde bruge den. Ikke menes her, at han havde kunnet aflægge og bortkaste sin Guddom, men kun at han har aflagt sin guddommelige Majestæts Skikkelse, og ikke viist sig som den Gud, han dog isandhed var. Og ej engang sin guddommelige Skikkelse har han aflagt saaledes, at Ingen fornam den eller saae den, thi saa havde den guddommelige Skikkelse væres aldeles forsvunden. Meningen er kun, at han ikke prangede dermed imod os, men tvertimod tjente os dermed; thi han gjorde Underværker ogsaa i sin Lidelse, ogsaa paa Korset, der han, som en Gud, gav Røveren Paradiset, og i Haven kastede Skaren til Jorden med et Ord, Luc. 23, 43. Joh. 18,6. Derfor siger han ikke, at Nogen har fornedret ham, men at han har fornedret sig selv, ligesom en vis Mand, der udvortes hverken aflægger sin Viisdom heller sin vise Adfærd, men dog aflægger begge Dele saaledes, at han dermed tjener Tosserne, som billigviis burde tjene ham. En Saadan fornedrer sig ogsaa selv midt i sin Viisdom og sin Viisdoms-Skikkelse.« – Epistelen af Philip. 2: dvs. ►Fil 2,5-11, hvor 👤Paulus skriver: »Thi det samme Sindelag være i Eder, som og [også] var i Christo Jesu, / hvilken, der han var i Guds Skikkelse, ikke holdt det for et Rov at være Gud liig; / men han forringede sig selv, i det han tog en Tieners Skikkelse paa, og blev Mennesker liig; / og da han var funden i Skikkelse, som et Menneske, fornedrede han sig selv, saa at han blev lydig indtil Døden, ja Korsets Død. / Derfor haver og Gud høit ophøiet ham, og skienket ham et Navn, som er over alt Navn; / at i Jesu Navn skal hvert Knæ bøie sig, deres i Himmelen, og paa Jorden og under Jorden, / og hver Tunge skal bekiende, at Jesus Christus er en Herre til Guds Faders Ære« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 413 linje 20

◄ der var i Himlen ... fornedre ham : hentydning til ►Fil 2,10 ( 413,20).

I trykt udgave: Bind 22 side 413 linje 23

◄ approbere : godkende, samtykke.

I trykt udgave: Bind 22 side 413 linje 27

◄ tage det Ord efter Ordet : dvs. tage det ord (bibelstedet) for pålydende.

I trykt udgave: Bind 22 side 413 linje 31

◄ »søger først Guds Rige« : citat fra ►Matt 6,33, hvor Jesus siger: »Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, saa skulle og [også] alle disse Ting tillægges Eder« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 413 linje 32

◄ gribe til : slår straks til, går prompte ind på ideen.

I trykt udgave: Bind 22 side 413 linje 33

◄ Krydsen : gåen på kryds og tværs, sammenblanding (af forholdene).

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 1

◄ melerede : som er flerfarvet el. uren i farven.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 1

◄ Iforgaars spadserede jeg med Nielsen : SK og 👤R. Nielsen spadserede jævnligt sammen, som regel om torsdagen ( 397,19); den sidste torsdag i 1849 var den 27. dec.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 8

◄ Sving : omsving, vending – altså at 👤R. Nielsen havde vendt sig mod 👤Martensen ( 398,12).

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 10

◄ Han følte sig tilsidesat ... som tilkom ham : Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, der blev grundlagt i 1742, havde til formål at fremme videnskaberne, som opdeltes i fire klasser, nemlig den historiske, den fysiske, den matematiske og den filosofiske. Ethvert medlem i en klasse kunne proponere, dvs. foreslå, et nyt medlem til samme klasse, og hvis den pågældendes videnskabelige kvalifikationer var i orden, og hvis klassen og derefter det øvrige selskab stemte for en optagelse, kunne vedkommende optages på livstid. 👤F.C. Sibbern, medlem siden 1816, havde længe været filosofiens eneste repræsentant, idet filosofiprofessor 👤P.M. Møller aldrig blev medlem, da han ikke havde publiceret videnskabelige afhandlinger. I perioden ml. Møllers død i 1838 og 👤Rasmus Nielsens ansættelse som filosofiprofessor i 1841 blev undervisningen i moralfilosofi på universitetet varetaget af 👤H.L. Martensen, der i 1838 var blevet ansat som lektor i teologi og i 1840 avancerede til ekstraordinær prof. i teologi. 👤J.P. Mynster (optaget i 1819) foreslog i efteråret 1841 H.L. Martensen som medlem, hvorefter optagelsen skete 3. dec. 1841. Af selskabets medlemsliste fremgår, at Martensen blev optaget med stillingsbetegnelsen »Professor i Philosophien«, hvilket egl. var den ledige stilling, som Rasmus Nielsen fik på samme tid. Se medlemsfortegnelse og vedtægter i 👤Chr. Molbech Det kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Historie i dets første Aarhundrede 1742-1842, 📌Kbh. 1843, s. 520-532, 590-596. Først i 1876 blev Rasmus Nielsen optaget i selskabet.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 11

◄ R. Nielsen : 397,13.

I trykt udgave: Bind 22 side 414m linje 1

◄ den almdl. Talen ... Subjektiviteten o: s: v: : sigter til modtagelsen af Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, hvori subjektiviteten (inderligheden, tilegnelsen) stærkt betones i modsætning til den 'objektive' betragtning. – almdl.: almindelige. – Joh. Climacus: 👤Johannes Climacus, den pseudonyme forfatter af Philosophiske Smuler (1844) og Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846). Navnet Climacus hentyder formentlig til den gr. teolog og munk 👤Johannes Klimax el. på lat. Climacus (o. 525-616), der levede 40 år som eneboer ved foden af 📌Sinajbjerget og var forfatter til værket Κλίμαξ τοῦ παϱαδείσου (gr. (Klímax toû paradeísou), på lat. Scala paradisi, Paradisstigen). Se i øvrigt den fyldigere kommentar i ►SKS K4, 95.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 20

◄ at han i et af de sidste Afsnit ... er »Troens« Hvorledes : Der sigtes til underafsnittet »Subjektivt bestemmes det at være Christen saaledes:« i Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 2. del, 2. afsnit, kap. 5 (»Slutning«), i SKS 7, 554-559, hvor det i en note hedder: »Elskovens Hvorledes have alle Elskende tilfælleds, og nu maa den Enkelte tilføie Navnet paa sin Elskede. Men i Henseende til det at troe (sensu strictissimo) gjelder det, at dette Hvorledes passer kun paa Een som Gjenstand. Vil Nogen sige: ja, men saa kan man jo igjen lære Troens Hvorledes udenad og ramse: saa maa dertil svares: det lader sig ikke gjøre, thi Den der udsiger det ligefrem modsiger sig selv, fordi Udsagnets Indhold bestandigt maa redupliceres i Formen, og Isolationen i Bestemmelsen maa reduplicere sig i Formen«, s. 557.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 22

◄ dydzirede : (spøg el. spot) især om kvinder: som er meget dydige, ærbare.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 31

◄ »det lykkelige Skibbrud« ... den dydzirede Møe o:s:v: : Der sigtes til 👤Holbergs ( 416,22) komedie Det lykkelige Skibbrud (trykt 1731), hvor en skøge, som skal giftes, har bestilt et bryllupsvers hos byens professionelle lejlighedsdigter, magister 👤Rosiflengius. I 3. akt, 2. scene, overrækker han hende verset med ordene: »Lille Pige[!] Verset koster 2 Rdlr.[;] thi jeg har derudi ikke alleene skaffet Jer Jeres Jomfruedom igien, men afmalet Jer som een af de dydigste og skikkeligste Møer udi Staden, da I dog selv veed at det er en Titul, som Jer ikke tilkommer.« Versets titel el. dedikation læses op i 3. akt, 3. scene: »Den med Rosen foreenede Lillie. Eller ydmygst Lykønskning til det af Himmelen sammenknyttede Par, Brudgommen den Ædle og Velagtbare Johannes von Christoffersen, fordum Velmeritered Secreterer hos Velbestalter Hr Visiterer 👤Tobias Andersen, og Bruden den Ædle, Dydziirede Møe, 👤Lucretia de Peers Datter, hvis Bryllups-Høytid skal celebreres den 24 Augusti 1724. Ydmygst frembaaren af det Dydkronede Pars bereedvilligste. N.N.« Se Den Danske Skue-Plads bd. 1-7, 📌Kbh. 1758 el. 1788 [1731-54], ktl. 1566-1567; bd. 4. Bindene er uden årstal og sidetal. Stykket blev i 1840'erne opført otte gange på 📌Det kgl. Teater, senest 24. april og 25. maj 1847.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 32

◄ da G. i sin Tid ... pæne Anstændighed : 376,23.

I trykt udgave: Bind 22 side 414 linje 34

◄ Goldschmidt : 376,23.

I trykt udgave: Bind 22 side 414m linje 3

◄ Fortjenstligt : fortjenstfuldt, prisværdigt.

I trykt udgave: Bind 22 side 415 linje 6

◄ lærer man rigtigt: Ingen frelses ved Gjerninger ... ved Troen : sigter til den lutherske lære om, at man ikke gennem gode gerninger kan gøre sig fortjent til Guds nåde, men kun gennem troen ( 366,25).

I trykt udgave: Bind 22 side 415 linje 8

◄ Naadevalget i fatalistisk Forstand : dvs. den dogmatiske lære om prædestination (forudbestemmelse), som har antaget forskellige former i kirkens historie, og hævder, at Gud (enten fra evighed af eller efter syndefaldet) har forudbestemt hvert enkelt menneske, enten til evig salighed eller til evig fordømmelse.

I trykt udgave: Bind 22 side 415 linje 13

◄ Saa tilføier man ... jeg maa bede om : sigter til den lutherske lære om troen som en gave fra Gud ( 367,8).

I trykt udgave: Bind 22 side 415 linje 16

◄ Berlingske Tidende udbasuner ... fineste Vendinger.« : H.C. Ørsteds bog fik en særlig opmærksomhed i Berlingske Tidende ( 416m,2), hvilket fremgår af følgende litteraturnotits, der dannede optakt til den senere anmeldelse: »Paa et i disse Dage udkommet Skrift: Aanden i Naturen, af 📌Danmarks berømte Videnskabsmand, Physikeren H.C. Ørsted, tillade vi os foreløbig at henlede Opmærksomheden, da vi i dette see et Værk af høi Betydning« (Berlingske Tidende, 1849, nr. 303, 22. dec.). En lille uges tid efter følger selve anmeldelsen, som SK især hentyder til og frit citerer fra: »Aanden i Naturen. Almeenfattelige Bidrag til at belyse Naturens aandelige Indhold, af H.C. Ørsted. Forlagt af 👤A.F. Høst. / Hvad der bør være det sande Maal for enhver Videnskab: at yde som sin sidste Frugt stedse fyldigere Bidrag til en reen Verdens- og Livsanskuelse, har dette Værk af Naturvidenskabens store Heros saa omfattende godtgjort, at selv de strengeste Fordringer her maae blive tilfredsstillede. I en saa skjøn Form, at Forfatteren selv paa de polemiske Steder i Bogen, hvor feilagtige Naturbetragtninger gjendrives, vedligeholder en elskelig Urbanitets fineste Vendinger, underkastes Naturen en saa gedigen Undersøgelse, at Tanken Intet synes at kunne forlange mere, gjøres Universets inderste Love til Gjenstand for en saa omhyggelig og af stille Kjærlighed besjælet Granskning, at Hjertet uvilkaarligen gribes, og Naturen med alle dens synlige Aabenbarelser viser sig som en stor, en mægtig Parabel, der vel selv har Virkelighedens sandselige Præg, men tillige er det lette gjennemsigtige Slør, hvorigjennem Guds Rige og Universets evige Ideer aabenbare deres objective Sandhed. Paa vor Tid, hvor Videnskab og Tro kastes imod hinanden, og de er mange, som kalde disses indbyrdes Forsoning en Paradox, et Problem, som man maa ængstes for at løse, har denne Bog en stor Betydning. / Dem – for hvem Troen, uagtet de urgere den absolut, synes at være saa svag og spædlemmet, at de ikke for Alt i Verden ville Taale, at den kommer for nær i Berøring med Videnskaben, paa det at ikke [for ikke at] Troen ved hiins grove Behandling skal gaae i Stykker, endog [selv ikke om] Videnskaben med Beskedenhed erklærer, at dens Hensigt kun er den, at staae i den christelige Troes Tjenste, at arbeide til dens Forherligelse, at rense og luttre den for alle den menneskelige Overtroes Tilsætninger, at lægge den i Videnskabens kritiske Flammer, paa det at det Endelige og Menneskelige maa forbrændes og den guddommelige Sandheds pure Guld maa blive tilbage – og dem – for hvem Naturvidenskaben ikke har større Betydning, end at de kunne paastaae, at den, naar den stilles i Rapport til Troen, nødvendigen enten vil føre til Materialisme eller Rationalisme med deres Conseqvenser, og derfor ansee Naturvidenskaben for en vild Løve, der dog skal holdes i Lænker af et Barn, saa at den midt i dens vælige [kraftfyldte] Frihedstendens maa love ikke at røre eller rokke de barnlige Forestillinger, som den hellige Skrift indeholder om Naturphænomenerne, ikke maa være saa dristig at nægte, at Gud har skabt Solen, Maanen og alle Stjerner vældige i Størrelse og uendelige i Tal paa den fjerde Dag blot for at lyse for vor lille spæde Jord, ikke maa vove at paastaae, at Solen staaer, medens Jorden dreier sig – thi den Guds Mand 👤Josva bød jo Solen at staae stille i Gibeon – see dem ville vi give Bogen om 'Aanden i Naturen' at læse, paa det at de af Ørsted maa lære, at den sande Naturvidenskab dog til Slutningen staaer i Guds Riges Tjeneste, maae fatte Nødvendigheden af til Gavn for Humanitetens Udvikling at tage en liden Deel af deres absolute Tro og offre den paa Videnskabens Altre; thi ogsaa Videnskaben trænger fra første til sidste Instans, i sine mindste Domme og Slutninger til Tro i dennes meest prægnante Betydning. Men dem endelig, som overvældede af Livets mange Trivialiteter, have travlt med megen Anretning af politiske og verdslige Sager, minder denne Bog smukt om det ene Fornødne, og byder dem dog stundom i Stilhed at sætte sig ved Naturens Fødder og høre lidt om Guds Rige i Universet. / Vi skulle ikke forsøge paa ved et af sin Sammenhæng udrevet Stykke af Bogen at give et mangelfuldt Begreb om Bogens Betydning, saa meget mindre som Bogen uagtet sin almeenfattelige Fremstilling dog for det Meste naaer sine Resultater giennem stringente logiske Slutninger, der ikke saaledes ved et løsrevet Citat kunne overskjæres midt i deres fortløbende Udvikling; vi skulle derfor ikkun [kun] henvise til Bogen selv, der er at ansee for en af de meest fortjenstfulde Gaver til den danske Literatur af Forfatteren. Den tydske Literatur eier, som bekjendt, i Alexander Humboldts Kosmos et Analogon [paralleleksempel] til denne Bog af Ørsted med samme Formaal: ved en aandrig Opfattelse af Naturen at give Bidrag til en renere Verdensanskuelse; vi behøve neppe at tilføie at begge disse Bøger, uagtet Ligheden i deres Formaal, dog ere uendelig forskjellige i de Veie, ad hvilke de naae dertil« (Berlingske Tidende, 1849, nr. 306, 28. dec.). – udbasuner: el. udbasunerer, forkynder på en højrøstet måde, skamroser. – Ørsted: 👤Hans Christian Ørsted (1777-1851), da. fysiker, fra 1806 ekstraordinær og fra 1817 ordinær prof. i fysik ved 📌Københavns Universitet, hvis rektor han var i 1825-26, 1840-41 og 1850-51, fra 1829 rektor for 📌Polyteknisk Læreanstalt. Han samlede en del af sine filosofiske afhandlinger, taler og dialoger i Aanden i Naturen, bd. 1-2 (bd. 1 med undertitlen: Almeenfattelige Bidrag til at belyse Naturens aandelige Indhold), 📌Kbh. 1850, ktl. 945; værket blev annonceret som udkommet i Adresseavisen, 1849, nr. 297, 18.dec.

I trykt udgave: Bind 22 side 415 linje 30

◄ Epigram : kort, fyndigt vers som udtrykker en sentens, en pointeret vittighed, en satire o.l.; vittig, ironisk, satirisk bemærkning.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 4

◄ »Videnskaben« forsvares af Flyveposten og Berlingske Tidende : Der sigtes dels til Flyve-Postens ( 416m,1) anmeldelse af 👤P.M. Stillings Om den indbildte Forsoning af Tro og – Viden ( 411,29), dels til Berlingske Tidendes anmeldelse af 👤H.C. Ørsteds Aanden i Naturen ( 415,30). I Flyve-Posten, hvor det ikke er naturvidenskaben, men den teologiske videnskab (dogmatiken), sagen drejer sig om, hedder det: »'Om den indbildte Forsoning af Tro og – Viden med særligt hensyn til Prof. Martensens 'christelige Dogmatik'. Kritisk-polemisk Afhandling af Mag. P.M. Stilling'. Forf. til denne Polemik siger om sig selv, at han hverken er som den naive Lægmand, der aldrig forlod eller dog vovede sig længere bort fra Umiddelbarhedens Paulundør [teltdør]; ei heller er som den paa de menneskelige Erkjendelses-Veie Vidtbereiste og Tilbagevendte, der har fuldbyrdet Udgangen og Tilbagegangen, men i ethvert Tilfælde snarere maatte lignes ved En, der, efterat have tiltraadt Reflexionsvandringen, endnu flakker urolig og ustadig frem og tilbage paa Veien, fra hvilken han kun ængstelig søger hjem, naar Uveiret stundom begynder at rase, og han mener derfor, at han, for at blive i det brugte Billede, bedst egner sig til som et Slags Medcontrolleur at controllere de Reisende. Den Dom, han fra sit Standpunkt udtaler over den kritiserede Dogmatik er, at dens virkelige Kategori og Kategorien af det Sammensatte, Eklekticismens Kategori der vil have Fordelen af at være Alt og just derved forhindres i paa afgjørende Maade at blive Noget. Gjennem hele det dogmatiske Værk, siger han, hinker den dogmatiske Erkjendelse afsted og slæber sig frem ved afvexlende at støtte sig paa den menneskelige Erkjendelses, afvexlende paa Troens Been. I Modsætning til sit tidligere Standpunkt mener Forf., at de christelige Dogmer væsentligen og hovedsageligen ere Kors for Tanken, og søger nu at vise, at selv om det var lykkedes Prof. 👤Martensen at tænke Dogmet, og hæve alle Kors for Tanken, saa vilde en slig Intelligentsens Vished borteliminere Troes- og Haabsvisheden, 'thi et haab der er Syn for, er jo ikke længere noget Haab'. Men dette er heller ikke skeet; tvertimod er Reflexionens Bekræftelse af Dogmet hos Martensen kun opnaaet derved, at Reflexions-Vidnerne ikke ere fuldstændig afhørte eller ikke have faaet Lov til at tale ud. Tidligere var Forf. som sagt, af en anden Mening, da forstod han meget godt at mediere mellem Tro og Viden; om det nu er fordi han ikke mere staaer i et 'venligere' Forhold til Prof. Martensen, eller det er Mag. Kierkegaard, der har bevirket at han har opgivet sit Standpunkt, skulle vi ikke afgjøre. Forøvrigt overlade vi gjerne Forf. hans 'adelige' Skjoldmærke 'Absurdum' og fortrøste os til, at om end Martensens dogmatiske Arbeide i flere Punkter skulde være forfeilet, det dog endnu er muligt ad de menneskelige Erkjendelses Veie at naae til en dybere Tanketilegnelse af det Christelige, ligesom ogsaa at baade Muligheden og Nødvendigheden af en 'sammenhængende theologisk Tænkning, ja theologisk Speculation' ikke lader sig afvise« (Flyve-Posten, 1849, nr. 303, 28.dec.).

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 5

◄ den angribes af Prof. Nielsen : nemlig i hans to seneste skrifter ( 398,3 og 398,12).

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 6

◄ og Magister Stilling : 411,8 og 411,29.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 6

◄ wie es euch gefält : ty. som man behager; titlen på 👤A.W. Schlegels ty. oversættelse af 👤Shakespeares lystspil As You Like It (1623; da. Som man behager), jf. Shakspeare's dramatische Werke, overs. af A.W. v. Schlegel og 👤L. Tieck, bd. 1-12, 📌Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 6, 1841, s. 239. – gefält: dvs. gefällt.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 9

◄ dydzirede Jomfru-Brud : 414,32.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 15

◄ Corsarens Fraskilte : 389,9.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 15

◄ synes ikke utilbøilig til ... »den christelige Videnskab.« : Det er usikkert, hvad der sigtes til. Muligvis hentydes til 👤Goldschmidts artikel i anledning af den store fejring af 👤Adam Oehlenschlägers 70 årsdag den 14. nov. 1849, »Poesie – Videnskab – Religion. Øehlenschlæger-Festen«, i Nord og Syd ( 376,23) 1849, bd. 1, nov., s. 369-383. Goldschmidt tager udgangspunkt i 👤Martensens ( 378,5) festtale, hvori der ytredes et ønske om, at den danske videnskab i højere grad ville slutte sig til den danske poesi, og efter en vidtløftig udvikling slutter han med ordene: »Den Mand, der ved Øehlenschlæger-Festen udbragte hiint Ønske for Videnskabens Forening med Poesien, synes selv at høre til en Skole, der vil forsone Tro, Viden og Poesie, der i kirkelig-dogmatiske Værker forener Troens Autoritet og naive Umiddelbarhed med fri philosophisk Tænkning og poetisk-mystiske Anelser. Der reises Indsigelse herimod af Nogle paa Troens Vegne – dog, vi troe det sømmeligt for os at standse her. Talen vender tilbage til sit Udgangspunkt, hædrer Øehlenschlæger og overhovedet den store Digter, fordi han ikke blot drager Forhænget tilside fra Fortiden, synger glædesfuldt og styrkende for sin Samtid og kaster Glimt ud i Fremtiden, 'der endog lyse for Videnskaben', men fordi han paa samme Tid – det føle vi – hæver Folkets Aand mod Evigheden, giver Forvisning om, at der maa være en Udødelighed, hvorom dernæst Religionen siger hver Enkelt det sidste Ord«, s. 383. Et andet sted, SK kunne have tænkt på, er en rubrik, hvori det oplyses, at af julens litterære frembringelser må især 👤H.C. Ørsteds Aanden i Naturen ( 415,30) fremhæves, hvorfor det senere vil blive anmeldt (hvilket dog ikke skete), jf. Nord og Syd, 1849, bd. 2, dec., s. 104. – tage Partes: indtage sin rolle, påtage sig sin opgave; tage del, vælge side.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 16

◄ den næringsdrivende Flyvepost : dvs. Flyveposten, et konservativt dagblad, grundlagt 1845 og indtil 1852 redigeret af 👤Eduard Meyer, fik som folkelig nyheds- og underholdningsavis stor udbredelse og havde 1848-50 o. 7.000 abonnenter, jf. 👤Jette D. Søllinge og 👤Niels Thomsen De danske aviser 1634-1989 bd. 1-3, 📌Odense 1988-91; bd. 2, 1989, s. 114f.

I trykt udgave: Bind 22 side 416m linje 1

◄ den klatfingrede Berlingske Tidende : Den Berlingske politiske og Avertissements-Tidende, almindeligvis blot omtalt som Berlingske Tidende, blev grundlagt 1748 og udkom fra jan. 1845 to gange dagligt med især politik, nyheder, anmeldelser, handelsstof, en føljeton og annoncer; avisen nød indtil 1848 et kgl. privilegium på at bringe politiske nyheder. Den ty.-da. jødiske købmand og nationaløkonomiske forfatter, 👤Mendel Levin Nathanson (1780-1868), var redaktør for Berlingske Tidende i 1838-58. – klatfingrede: ubehændige, kejtede, klodsede.

I trykt udgave: Bind 22 side 416m linje 2

◄ Meyer : 👤Goldschmidts fornavn, Meïr ( 376,23).

I trykt udgave: Bind 22 side 416m linje 4

◄ den med Rosen forenede Lilie : 414,32.

I trykt udgave: Bind 22 side 416m linje 5

◄ Nord og Syds: 376,23.

I trykt udgave: Bind 22 side 416m linje 6

◄ Holbergs Comik : 👤Ludvig Holberg (1684-1754), da.-no. digter, filosof og historiker, professor ved 📌Københavns Universitet fra 1717. Med sine 33 komedier var han den mest læste og mest opførte forfatter i 📌Danmark; yderst populære var også de komiske fortællinger om 👤Peder Paars (1719) og 👤Niels Klim (1741).

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 22

◄ naar saa er : når det forholder sig således.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 28

◄ En gl. Mand ... under denne Indbildning : hentyder til 👤Holbergs komedie Barselstuen (trykt 1724), hvori den 70-årige 👤Corfitz, hvis unge hustru ligger i barselsseng med deres nyfødte barn, på ynkeligste vis lider under den indbildning, at han ikke er far til barnet, hvilket han forpint søger at få vished for. Se Den Danske Skue-Plads ( 414,32) bd. 2. Stykket blev i 1840'erne opført 17 gange på 📌Det kgl. Teater; senest 18. og 20. dec. 1848. – Hanerei: dvs. hanrej.

I trykt udgave: Bind 22 side 416 linje 30

◄ den Art Vittighed der er en Troels : hentyder til 👤Corfitz' nærgående tjener i 👤Holbergs Barselsstuen. 👤Troels er den fortrolige, der skal hjælpe den plagede Corfitz med at finde ud af, om denne er hanrej, men som en slags privat fornøjelse får han altid bare gjort ondt værre. – Troels: fejl for Troels'.

I trykt udgave: Bind 22 side 417 linje 3

◄ Du den Ædle : sigter – ligesom de følgende udtryk: »denne ædle Ironie«, »Du, ædle Eenfoldige« og »Du ædle Vise« – til 👤Sokrates ( 361,31), der specielt i 👤Platons ( 377,9) dialoger udviser sin særlige komiske kraft i samtalerne med sofisterne ( 417,17).

I trykt udgave: Bind 22 side 417 linje 7

◄ høimodig : ukuelig, ædel, stolt.

I trykt udgave: Bind 22 side 417 linje 9

◄ Sophisterne : fælles betegnelse for en gruppe gr. lærere, der i det 5. årh. f.Kr. underviste i filosofi, retorik og statsmandskunst, og som i en række af 👤Platons dialoger debatterer med den ironiske 👤Sokrates ( 361,31).

I trykt udgave: Bind 22 side 417 linje 17

◄ Christenhedens: 365,35.

I trykt udgave: Bind 22 side 417 linje 26

◄ Julen opkom da ogsaa først i det 4de Aarhundrede : jf. 👤F.G. Lisco Das christliche Kirchenjahr. Ein homiletisches Hülfbuch beim Gebrauche der epistolischen und evangelischen Pericopen bd. 1-2, 3. udg., 📌Berlin 1843 [1834], ktl. 629-630; bd. 1, § 17, s. 9: »Bis zum Jahre 325 finden sich über das Vorhandensein dieses Festes nur sehr dunkle und unsichere Spuren, aber nach der Mitte des vierten Jahrhunderts, unter dem römischen Bischof Liberius, erscheint es, und zwar zuerst in der römischen Kirche, also im Abendlande, als ein ganz allgemein bekanntes, anerkanntes und hochgefeiertes Fest.« Se journaloptegnelsen NB:50, i SKS 20, 49.

I trykt udgave: Bind 22 side 417 linje 35

◄ i denne Henseende er Orthodoxien ... de 3 første Aarh. : hentyder formentlig ironisk til 👤Grundtvig ( 403,20) og hans tilhængere, herunder 👤P.C. Kierkegaard ( 392,2), som forsøgte at bevise, at trosbekendelsen kan følges i en ubrudt overleverering tilbage til Jesus. – Orthodoxien: dvs. grundtvigianismen.

I trykt udgave: Bind 22 side 417 linje 36

◄ Dr. Kierkegaard : 392,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 2

◄ Gedske i Barselstuen ... uden at græde : sigter til 👤Gedske Klokkers, en københavnsk kone, der i 2. akt, scene 12 i 👤Holbergs komedie Barselstuen ( 416,30), besøger den nybagte mor og grædende trakterer hende med alle de små og store fortrædeligheder, der er overgået hende.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 2

◄ som det i Troia ... og Tremulanter : hentyder til 2. akt, 2. scene i 👤Holbergs komedie Ulysses von Ithaca, Eller En Tydsk Comoedie (trykt 1725), hvor 👤Ulysses' tro tjener, 👤Chilian, udspørger en trojaner om hans folks skikke: »Chilian. Hvorledes ere jere Operaer? / Trojaneren. Pudseerlige nok; thi, naar en Herre for Exempel vil bede sin Tienere trække sine Støvler paa, siger han det i Tremulanter og Sang, saasom (synger:) Hør Claus, træk mig mine Støvl – er paa. / Chilian. Det er ligesaa hos os.« Se Den Danske Skue-Plads ( 414,32) bd. 3. Stykket var ikke opført på 📌Det kgl. Teater siden 21. marts 1835. – Triller og Tremulanter: fast udtryk: forsiringer, dvs. det at synge med høj, vibrerende el. bævende stemme.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 3

◄ »naar vi stirre ... man skimter o: s: v:« : En sådan grundtvigsk passage er ikke fundet hos 👤P.C. Kierkegaard. – Syn (...) for Sagen: dvs. ved selvsyn at få bekræftet rigtigheden af noget; talemåden, som er en omdannelse af at 'få syn for sagn', findes optegnet i sine varianter som nr. 9911 i 👤E. Mau Dansk Ordsprogs-Skat ( 396,2) bd. 2, s. 391. – klarer: opklarer.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 7

◄ et godt Hoved : Allerede 👤P.C. Kierkegaards disputats, som han forsvarede i 📌Tübingen 1829, gav ham tilnavnet 'Der Disputierteufel aus 📌Norden'. I forordet til første bind af Fortsættelser fra Petersborg, 1849, skriver han: »Man har undertiden i al Høflighed villet betegne mig som en Smule Dialektiker, og Man har ogsaa adskillige Gange paa en temmelig nærgaaende Maade ladet baade mig og Andre vide, at jeg skulde være den værste Sophist paa Sjelland, min Broder altid uberegnet«, s. 3.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 16

◄ copiere Grundtvig : 403,20.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 17

◄ som Joh. Climacus ... skjemter saa kun : Der sigtes til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, 2. del, 2. afsnit, kap. 4, sectio 2, B (»Det Dialektiske«), hvor det i en parodi på den grundtvigske 'skimten' hedder: »Og Lysten til at skimte og til at pege Fingre er i Almindelighed ogsaa kun fristende for en vis Klasse af indskrænkede og phantastiske Mennesker; enhver Dygtigere og Alvorligere stræber at vide, hvilket der er hvilket, om det er Noget der kan og skal forstaaes, saa vil han ikke skimte; eller Noget der ikke kan og ikke skal forstaaes, saa vil han ligesaa lidet skimte eller, hvad der i saa Fald er det Samme, skjemte; thi trods de alvorlige Miner og optrukne Øienbryn er denne Skimten dog kun Løier, om end Hr. Knud, der gjør dem, troer at det er pure pære Alvor«, SKS 7, 512f. – Joh. Climacus: 414,20.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 19

◄ den Kommens-Kringle, Niels Klim tabte ... i Forhold til N. K. : hentyder til kap. 1 i 👤Holbergs ( 416,22) anonymt udg. Nicola Klimii Iter subterraneum (1741), på da. Niels Klims underjordiske Reise, overs. af 👤Jens Baggesen (1789); her fortæller 👤Niels Klim efter sin nedfart til afgrundene: »Imidlertid faldt det mig ind, at jeg havde en Kringle i min Lomme; jeg tog den frem, blot for at forsøge, om Noget i denne Tilstand kunde smage mig; men jeg mærkede strax ved den første Mundfuld, at al jordisk Føde var bleven mig modbydelig, og slængte den derfor bort, som en unyttig Byrde. Hvor stor blev min Bestyrtelse ved denne Leilighed, da den bortkastede Kringle ikke alene blev hængende i Luften; men – o Under! – begyndte endog at beskrive en Cirkel rundt omkring mig. Jeg fik herved et Begreb om de sande Bevægelses-Love, efter hvilke alle Legemer, naar de sættes i Ligevægt, maae bevæge sig i en Cirkel.« Jens Baggesens danske Værker, udg. af forfatterens sønner og 👤C.J. Boye, bd. 1-12, 📌Kbh. 1827-32, ktl. 1509-1520; bd. 12, s. 165-524; s. 180. – Kommens-Kringle: Hos Holberg hedder det i originaludgaven: »in loculis meis esse panem (Bergenses vocant Bolken, qui figurae oualis vel potius oblongae solet esse)« (Ludvig Holbergs samlede Skrifter, bd. 11, 1931, s. 508,5f.), hvilket gengives i 👤N.V. Dorphs oversættelse fra 1841 som følger: »at jeg i min Lomme havde et Brød (som Bergenserne kalde Bolken, og som pleier at være ovalt eller aflangt)«, s. 11. – Repetents: 367,32.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 27

◄ Bassist : bassanger.

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 31

◄ seer Grundtvig (...) dybt i Historien : SK fremhæver ofte dette træk hos 👤Grundtvig ( 403,20), som han i samtiden ikke var ene om at bemærke. Se fx 22. levering af Dansk Pantheon, et Portraitgallerie for Samtiden, 📌Kbh. 1844, hvor det om Grundtvig hedder, at han var fremstået »som et aldeles enestaaende og mageløst Exempel paa en Profet i 'Nytaarstiden'« og dette med »et Blik, der havde skuet dybt i Historiens og Aandens Verden« (upagineret).

I trykt udgave: Bind 22 side 418 linje 34

◄ have været Gjenstand for en Pøbel-Forfølgelse : sigter til Corsarens angreb på SK og følgerne heraf, nemlig at SK blev chikaneret på gaden ( 389,9).

I trykt udgave: Bind 22 side 419 linje 1

◄ falde paa : få det indfald, finde på.

I trykt udgave: Bind 22 side 419 linje 5

◄ jo, jeg takker : ironisk udbrud: jo tak.

I trykt udgave: Bind 22 side 419 linje 7

◄ nogenledes : nogenlunde.

I trykt udgave: Bind 22 side 419 linje 12

◄ naar saa er : når det forholder sig således.

I trykt udgave: Bind 22 side 419 linje 14

◄ Spidse : toppunkt, kulminationspunkt.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 2

◄ Intet mindre end : alt andet end; slet ikke.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 4

◄ resolverede : som træffer afgørelse, besluttende, bestemmende.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 11

◄ Comando : dvs. Commando.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 11

◄ Mesteren : ofte anvendt betegnelse for Jesus i NT.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 14

◄ de maae lide Fornedrelse just for Forholdet til ham : jf. fx Jesu udsendelsetale til disciplene, ►Matt 10,17-18: »Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.«

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 20

◄ lige over for : over for, i forhold til.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 28

◄ Luther : 349,2.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 34

◄ I en Prædiken ivrer Luther ... hvo Personen er : se fx 👤Luthers prædiken til 6. søndag efter påske over ►1 Pet 4,7-11 i En christelig Postille ( 349,2) bd. 2, s. 278-291; s. 289f. – hvo: hvem.

I trykt udgave: Bind 22 side 420 linje 35

◄ Paulus saa ivrig indskærper ... δι' ανϑϱωπου : sigter til ►Gal 1,1: »Fra 👤Paulus, apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde«. – Paulus: 343,4. – ουϰ απ' ανϑϱωπων ουδε δι' ανϑϱωπου] gr. ikke af mennesker og ikke ved noget menneske, jf. ►Gal 1,1.

I trykt udgave: Bind 22 side 421 linje 7

◄ Paulus kan i en anden Forbindelse ... at Alle er Χsti : Der sigtes til ►1 Kor 1,10-13, hvor 👤Paulus skriver: »Men jeg formaner Eder, Brødre, ved vor Herres Jesu Christi Navn, at I alle føre den samme Tale, og at der ikke maa findes Spliidagtigheder iblandt Eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. Thi mig er tilkiendegivet om Eder, mine Brødre, af Chloes Huusfolk, at der ere Trætter iblandt Eder. Jeg mener nemlig, at Enhver af Eder siger: jeg er Pauli, eller: jeg er Apollos, eller: jeg er Kephæ, eller: jeg er Christi. Er da Christus deelt? Mon Paulus være korsfæstet for Eder? eller ere I døbte til Pauli Navn?« (NT-1819). – Paulus: 343,4. – Apollos: dvs. Apollos'.

I trykt udgave: Bind 22 side 421 linje 9

◄ Heterogenitet : artsforskellighed, kvalitative forskel.

I trykt udgave: Bind 22 side 421 linje 13

◄ Religieusiteten (... i de strengere Opbyggelsesskrifter) ... Fromhed: længes efter Døden : sigter til, at de strengere (især pietistiske) opbyggelsesbøger fremstiller længsel efter døden som udtryk for fromhed, fordi døden anses for at være en udfrielse fra tomhed, synd, elendighed og ondskab i denne verden til evigt liv og evig herlighed i Guds rige, se fx 2. bog, kap. 57, i 👤Johann Arndt Vier Bücher vom wahren Christenthum, 📌Magdeburg 1605-10. Jf. Sämtliche geistreiche Bücher Vom Wahren Christenthum, Welche handeln Von heilsamer Buße / herzlicher Reue und Leid über die Sünde / wahrem Glauben / auch heiligem Leben und Wandel der rechten wahren Christen, 2. udg., 📌Tübingen 1737 [1733], ktl. 276, s. 639-649.

I trykt udgave: Bind 22 side 421 linje 21

◄ Jesuit : medlem af den rom.-katolske munkeorden stiftet 1534 af spanieren 👤Ignatius Loyola. Den jesuitiske orden blev grundlagt som en reaktion imod reformationen og søgte at tilbagevinde de troende for den rom.-katolske kirke og i det hele taget bevare pavens autoritet over kirken. Jesuiterne gik hårdhændet frem og tvang de kristne til at indordne sig under ordenen ved magtanvendelse, intriger og bagvaskelse. Jesuiternes brutale fremfærd har lagt navn til den moralske grundholdning, at »målet helliger midlet«.

I trykt udgave: Bind 22 side 421 linje 32

◄ Slægtens: menneskeslægten.

I trykt udgave: Bind 22 side 422 linje 4

◄ Affald fra : frafald fra, opgivelse af.

I trykt udgave: Bind 22 side 422 linje 4

◄ Abstractum : lat. abstrakt, abstraktion.

I trykt udgave: Bind 22 side 422 linje 5

◄ den Fortabte (...) den Gjenvundne : udtrykkene spiller på Jesu lignelse om den fortabte søn ( 428,1).

I trykt udgave: Bind 22 side 422 linje 12

◄ Hvo : hvem.

I trykt udgave: Bind 22 side 422 linje 14

◄ dette er nu gjort mig umuligt ... minde mig om Eet : hentyder til latterliggørelsen af SK, der indledtes med Corsaren ( 389,9).

I trykt udgave: Bind 22 side 422 linje 27

◄ Saa var det min Trøst tidligere ... ud paa Landet : sigter til, at SK lige siden udgivelsen af Enten – Eller (1843) overvejede at holde op som forfatter og søge præsteembede på landet. Se fx journaloptegnelserne JJ:415 (SKS 18, 278) samt NB:7, NB:57 og NB2:136 (SKS 20, 19, 51 og 194). Se også kap. 3, »Styrelsens Part i mit Forfatterskab«, i anden del af Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed ( 347,3), s. 66 (SV2 13, 611).

I trykt udgave: Bind 22 side 422 linje 30

◄ en Kjøbstad : dvs. en provinsby; der sigtes ironisk til 📌København, der if. folketællingen 1845 havde 126.787 indbyggere. Jf. Kjøbenhavn, dens ældre og nyere Historie, udg. af L.J. Flamand, 📌Kbh. 1855, s. 189.

I trykt udgave: Bind 22 side 423 linje 2

◄ Pralere paa Conventer og Rigsdage : sigter formentlig til de grundtvigianske præster og teologer, der på diverse konventer og i den grundlovgivende rigsdag hyldede 📌Danmarks navnkundighed. – Conventer: dvs. de konventer, som præster og teologer samlede sig i for at drøfte samtidens teologiske og liturgiske spørgsmål, fx Det sydvestsjællandske Broderkonvent (stiftet 1837), Københavns gejstlige Konvent (stiftet 1843) og 📌Roskilde Konvent (stiftet 1842). – Rigsdage: dvs. den grundlovgivende rigsforsamling, der trådte sammen 23. okt. 1848 og løbende holdt møder indtil 5. juni 1849, da kongen underskrev Danmarks Riges Grundlov. De første valg til den ordinære rigsdag var netop overstået (til folketinget 4. dec., til landstinget 29. dec.), men rigsdagen trådte først sammen 30. jan. 1850.

I trykt udgave: Bind 22 side 423 linje 10

◄ Slægt : generation.

I trykt udgave: Bind 22 side 423 linje 12

◄ Christus som Forbilledet : 346,18.

I trykt udgave: Bind 22 side 423 linje 14

◄ Spottens Ord: »Han holdt sig ... Lyst til ham« : frit citat fra ►Matt 27,43, hvor ypperstepræsterne, de skriftkloge og de ældste håner den korsfæstede Jesus med ordene: »han forlod sig paa [holdt sig til, stolede på] Gud; han frie ham nu, om han haver Behag i ham; thi han haver sagt: jeg er Guds Søn« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 423 linje 18

◄ at forlades af Gud : hentyder til Jesu korsord, ►Matt 27,46: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

I trykt udgave: Bind 22 side 423 linje 33

◄ Nemesis : gr. gudinde for balance i tingene, for hævn og straf; den straffende retfærdighed, der retter sig mod ufortjent lykke og overmod.

I trykt udgave: Bind 22 side 423 linje 34

◄ eo ipso : lat. netop derved.

I trykt udgave: Bind 22 side 424 linje 4

◄ conform med : ensartet med; den samme som.

I trykt udgave: Bind 22 side 424 linje 8

◄ Stigende : stigende i grad, skærpende.

I trykt udgave: Bind 22 side 424 linje 13

◄ staaer Fare for : står i fare for.

I trykt udgave: Bind 22 side 424 linje 35

◄ Naar Χstus sammenlignes med Brudgommen, den Troende med Bruden : således fx hos 👤Luther ( 378,19).

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 9

◄ vistnok : helt sikkert, ganske klart.

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 11

◄ inferior : inferiør.

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 13

◄ Kjende : kendetegn, kendemærke.

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 20

◄ anholder : anmoder om, beder om; spiller på udtrykket: 'anholde om ens hånd', dvs. bejle el. fri til en.

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 21

◄ Søndagen mellem Juul og Nytaar, Epistel: Gal: 4, 1-7 : I epistelteksten, ►Gal 4,1-7, denne søndag, der i 1849 faldt den 30. dec., skriver 👤Paulus: »Men jeg siger: saa længe Arvingen er et Barn, er der ingen Forskiel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset; / men han er under Formyndere og Huusholdere, indtil den af Faderen bestemte Tiid. / Saaledes stode og [også] vi, saalænge vi vare Børn, som Trælle under Verdens Børne-Lærdom. / Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, fød af en Qvinde, fød under Loven, / paa det han skulde frikiøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse. / Eftersom I da ere Sønner, haver Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hierter, som raaber: Abba, Fader! / Saa at du ikke længer er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst [på grund af] Christum« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 26

◄ Trælle under Loven : Kapiteloverskriften til ►Gal 4,1-7 ( 425,26) hedder: »De, som troe paa Christum, ere ikke Trælle under Loven, men Børn« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 29

◄ saa Børn der raabe Abba Fader : se ►Gal 4,6 ( 425,26). Jf. også ►Rom 8,15-16, hvor 👤Paulus skriver: »Og I annammede [fik] ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelses Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 29

◄ Χsti Medarvinger : se ►Gal 4,7 ( 425,26). Se også ►Rom 8,17, hvor 👤Paulus skriver: »Men dersom vi ere Børn, ere vi og [også] Arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Med-Arvinger; saafremt vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggiøres med ham« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 30

◄ eftersom : efterhånden som.

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 33

◄ i en anden Journal ... den uendelige Afstand : se journaloptegnelsen NB13:5.

I trykt udgave: Bind 22 side 425 linje 36

◄ Paralel af Lavater ... Sværd gjennem Hjertet : Kilden er ikke identificeret. – Lavater: 👤Johann Caspar Lavater (1741-1801), schweizisk præst og forf., især kendt for Physiognomische Fragmente zur Beförderung der Menschenkenntnisz und Menschenliebe bd. 1-4, 📌Leipzig og 📌Winterthur 1775-78, ktl. 613-616. – Paulus maatte have en Pæl i Kjødet: 361m,5. – Maria et Sværd gjennem Hjertet: sigter til ►Luk 2,34-35, hvor den gamle 👤Simeon siger til Jesu mor, da Jesus blev frembåret for Herren i templet i 📌Jerusalem: »Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i 📌Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag«.

I trykt udgave: Bind 22 side 426 linje 7

◄ at der gives visse Ting ... men andre ikke : en evt. kilde er ikke identificeret. – gal over: sindsyg af.

I trykt udgave: Bind 22 side 426 linje 12

◄ in casu : lat. i dette tilfælde.

I trykt udgave: Bind 22 side 426 linje 14

◄ novellistisk : som hører roman- og novellelitteraturen til.

I trykt udgave: Bind 22 side 426 linje 19

◄ rasende : afsindig, vanvittig.

I trykt udgave: Bind 22 side 426 linje 24

◄ som Tjener, som den Ringere, i Tjeners Skikkelse : hentydning til ►Fil 2,7 ( 413,20).

I trykt udgave: Bind 22 side 426 linje 30

◄ »Jesu Navn« : se 👤J.P. Mynsters ( 350,27) prædiken på nytårsdag 1850, »Bønnen i Jesu Navn til vor Fader, som er i Himlene«, trykt i Prædikener holdte i Aarene 1849 og 1850, 📌Kbh. 1851, ktl. 233, s. 135-146.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 2

◄ Pathos : lidenskab og højtidelighed; oprigtig alvor.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 2

◄ end mindre : endnu mindre, endsige.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 4

◄ forjadsket : som er sølet el. snavset til, sjusket.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 4

◄ Samfund : samvær, samliv, fællesskab.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 13

◄ trøsteligt : trøstende.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 16

◄ Frygt og Bæven : 356,36.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 19

◄ Differentsen i den nyeste Philosophie : dvs. uoverensstemmelsen, stridspunktet i den hegelske og anti-hegelske filosofi.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 24

◄ Trendlenburg rigtigt gjør ... med ϰινησις : Der sigtes formentlig til F.A. Trendelenburgs Logische Untersuchungen bd. 1-2, 📌Berlin 1840, ktl. 843; se især kapitlerne »Die dialektische Methode«, »Die Bewegung« og »Kategorien aus der Bewegung« i bd. 1, s. 23-99, 110-122 hhv. 278-322, hvor de logiske kategorier udledes af begrebet 'bevægelse'. SK har tidligere knyttet an til Trendelenburg i sin kritik af 👤Hegel, jf. fx Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, i SKS 7, 106f. – Trendlenburg: 👤Friedrich Adolph Trendelenburg (1802-72), ty. filosof, prof. i Berlin, som også udgav Elementa logices Aristotelicae, Berlin 1842, ktl. 844, og Die logische Frage in Hegel's System. Zwei Streitschriften, 📌Leipzig 1843, ktl. 846. – ϰινησις: gr. kínēsis, bevægelse, forandring; sigter især til 👤Aristoteles' prægning af begrebet ϰινε-σισυδ som en overgang fra mulighed til virkelighed, jf. Fysikken, 3. bog, kap. 1 (201a 10-11); sml. Trendelenburg Geschichte der Kategorienlehre, Berlin 1846, ktl. 848, s. 136f., 160f. og 170f. SK har i § 1 i »Mellemspil« i Philosophiske Smuler (1844) redegjort for sin forståelse af det gr. begreb, som det udvikles af Aristoteles, nemlig som en overgang fra ikke-væren til væren, fra mulighed til virkelighed, jf. SKS 4, 273-275, og kommentarerne hertil. Se endvidere Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, i SKS 7, 313.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 25

◄ om man skulde begynde med Væren eller med Vorden : sigter til 👤Hegels spekulative logik, der begynder med den 'rene væren', dvs. den yderste abstraktion fra alt, for derefter at gå over i kategorien 'intet'; enheden af 'væren' og 'intet' er kategorien 'vorden' (tilblivelse, bevægelse, ty. werden). Jf. Hegels Wissenschaft der Logik, udg. af L. v. Henning, bd. 1-2, 📌Berlin 1833-34 [1812-16], ktl. 552-554; bd. 1,1, i Georg Wilhelm Friedrich Hegel's Werke. Vollständige Ausgabe bd. 1-18, Berlin 1832-45 (forkortet Hegel's Werke); bd. 3, udg. af 👤L. von Henning, 1833 [1812], ktl. 552, s. 77-79 (Jub. bd. 4, s. 87-89). Der opstod efterhånden en stærk kritik af Hegels begyndelse med 'væren', herunder 👤Trendelenburgs, idet 'væren' ikke synes at indeholde den 'bevægelse', der skulle drive dialektikken videre til næste kategori. SK diskuterer dette tema talrige steder i de pseudonyme skrifter, se fx Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, i SKS 7, 80, og kommentaren hertil.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 26

◄ Seyn : ty. væren; her den filosofiske kategori 'den rene væren', hvormed 👤Hegels spekulative logik begynder.

I trykt udgave: Bind 22 side 427 linje 30

◄ »Den forlorne Søn« – »Faderen« – »Broderen« : hentyder til Jesu lignelse om den fortabte søn, ►Luk 15,11-32. »En Mand havde to Sønner. Og den yngste af dem sagde til Faderen: Fader, giv mig den Deel af Eiendommen, som mig tilfalder. Og han skiftede [delte] Godset imellem dem. Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit, og drog udenlands, til et Land langt borte, og ødte [bortødslede] der sit Gods i et overdaadigt Levnet. Men der [da] han havde fortæret alt det, han eiede, blev en svar [streng] Hunger i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. Og han gik hen, og holdt sig til een af Borgerne der i Landet; og denne sendte ham paa sine Agre, at vogte Sviin. Og han begierede [ønskede kun] at fylde sin Bug med Mask [1992: bønner], som Svinene aade; og Ingen gav ham noget. Men han gik i sig selv, og sagde: hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød [har ikke brød i overflod]? men jeg omkommer af Hunger. Jeg vil staae op, og gaae til min Fader, og sige til ham: Fader! jeg haver syndet mod Himmelen og for dig, og er ikke længer værd, at kaldes din Søn, giør mig, som een af dine Daglønnere. Og han stod op, og kom til sin Fader. Men der han var endnu langt borte, saae hans Fader ham, og ynkedes inderligen, og løb til, og faldt om hans Hals, og kyssede ham. Men Sønnen sagde til ham: Fader, jeg haver syndet imod Himmelen og for dig, og er ikke længere værd, at kaldes din Søn. Men Faderen sagde til sine Tienere: bærer frem det bedste Klædebon [tøj], ifører ham det, og giver ham en Ring paa hans Haand, og Skoe paa Fødderne; og henter den fede Kalv hid, og slagter den, og lader os æde, og være lystige. Thi denne min Søn var død, og er bleven levende igien, og var fortabt, og er funden. Og de begyndte at være lystige. Men hans ældste Søn var paa Marken; og da han kom, og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands. Og han kaldte een af Drengene til sig, og udspurgte, hvad det var? Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fede Kalv, fordi han haver faaet ham karsk [i god behold] igien. Men han blev vred, og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud, og bad ham. Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tiener jeg dig, og overtraadte end aldrig dit Bud, og du haver aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner. Men da denne din Søn er kommen, som haver fortæret dit Gods med Skiøger, slagtede du den fedte Kalv til ham. Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som er mit, er dit. Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død, og er bleven levende igien, og var fortabt, og er funden« (NT-1819). – forlorne: fortabte.

I trykt udgave: Bind 22 side 428 linje 1

◄ Det er en gammel Historie : allusion til den ty. digter 👤H. Heines kendte digt »Ein Jüngling liebt ein Mädchen« i Buch der Lieder, 📌Hamborg 1827, s. 144: »Es ist eine alte Geschichte, / Doch bleibt sie immer neu«.

I trykt udgave: Bind 22 side 428 linje 10

◄ ret kunde: virkelig, ordentlig.

I trykt udgave: Bind 22 side 428 linje 25

◄ Høimod : storsind, overbærenhed.

I trykt udgave: Bind 22 side 428 linje 27

◄ han satte sine Penge til ... at vogte Sviin : jf. ►Luk 15,13-16 ( 428,1).

I trykt udgave: Bind 22 side 428 linje 32

◄ ubilligt : urimeligt, uretfærdigt.

I trykt udgave: Bind 22 side 430 linje 13

◄ mærkelig : særegen, bemærkelsesværdig.

I trykt udgave: Bind 22 side 430 linje 14

◄ velartet : som opfører sig godt.

I trykt udgave: Bind 22 side 430 linje 19

◄ Saa fordrer Sønnen at Faderen skal dele Godset med ham : jf. ►Luk 15,12 ( 428,1).

I trykt udgave: Bind 22 side 431 linje 3

◄ hvis saa : hvis det forholdt sig således.

I trykt udgave: Bind 22 side 431 linje 11

◄ forloret : gået tabt, mistet.

I trykt udgave: Bind 22 side 431 linje 17

◄ inden : indenfor.

I trykt udgave: Bind 22 side 431 linje 35

◄ om Søndagen benytte Evangeliet : Lignelsen om den fortabte søn, ►Luk 15,11-32, indgik på Kierkegaards tid ikke i den forordnede tekstrække og var således ikke prædiketekst om søndagen, men kunne dog sagtens inddrages i søndagsprædikerne.

I trykt udgave: Bind 22 side 431 linje 36

◄ Forskudte : udstødte.

I trykt udgave: Bind 22 side 432 linje 6

◄ takker til : bliver taknemmelig.

I trykt udgave: Bind 22 side 432 linje 12

◄ den Parabel om de to Brødre ... gjorde Faderens Villie : hentyder til Jesu lignelse om de to sønner i vingården, som fortælles til ypperstepræsterne og folkets ældste, ►Matt 21,28-32: »Men hvad tykkes Eder [mener I]? Et Menneske havde to Sønner; og han gik til den første, og sagde: Søn, gak [gå] hen, arbeid i Dag udi min Viingaard. Men han svarede, og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen. Og han gik til den anden, og sagde ligesaa. Men han svarede, og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen. Hvilken af de To giorde Faderens Villie? De sagde til ham: den første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skiøger gaae for [før] Eder i Guds Rige. Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skiøger troede ham; men enddog [skønt] I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham« (NT-1819).

I trykt udgave: Bind 22 side 432 linje 24

◄ falde paa : falde (en romanforfatter) ind, finde på.

I trykt udgave: Bind 22 side 428m linje 6

◄ gjøre (...) stridende : anfægte.

I trykt udgave: Bind 22 side 428m linje 19

◄ efterat have modtaget ... reiser han udenlands : jf. ►Luk 15,11-13 ( 428,1).

I trykt udgave: Bind 22 side 428m linje 24

◄ Katastrophen : det afgørende vendepunkt, omvæltningen.

I trykt udgave: Bind 22 side 430m linje 3

◄ vistnok : unægtelig, afgjort.

I trykt udgave: Bind 22 side 430m linje 5

◄ beflitte : bestræbe.

I trykt udgave: Bind 22 side 430m linje 23

◄ Daarlige : tåbelige.

I trykt udgave: Bind 22 side 432 linje 32

◄ Kloster-Hudflettelserne : hentyder til den form for askese, der bestod i selvpiskning, og som i middelalderen blev praktiseret af munke, kristne eneboere og især af de såkaldte flagellanter el. svøbebrødre (13. og 14. årh.). Det blev betragtet som et særligt bodsmiddel, der erindrede om, hvordan Kristus havde ladet sig piske for dem.

I trykt udgave: Bind 22 side 432 linje 32

◄ naar man er Kongers Herre ... Tjeners Skikkelse : hentydning til ►Fil 2,7 ( 413,20).

I trykt udgave: Bind 22 side 432 linje 35

◄ vel Askese: sandelig.

I trykt udgave: Bind 22 side 433 linje 2

◄ den Sætning, som nu ... er Livsnydelse : SKs kritik af 👤Mynster ( 350,27) for ikke at fremstille kristendommen i sin højeste fordring, men i stedet at mildne den af menneskelige hensyn ( 380,34), har SK flere steder fremført i sine senere journaler; se fx NB6:82, i SKS 21, 63, NB11:80, i SKS 22, 48,33f. (»O, Mynster, Mynster hvor fik Du Lov til at forvandle Christendommen til en saadan næsten blødagtig Mildhed!«), NB11:224 samt NB13:8. Om 👤Grundtvig ( 403,20) hedder det i den følgende journal, NB15: »Grundtvig, der altid har været en Hader af Tugt og Strenghed, har ogsaa lavet en Theorie om, at den sande Christen deeltager i Alt« (Pap. X 2 A 356).

I trykt udgave: Bind 22 side 433 linje 5

◄ som jeg i en anden Journal ... fryde sig ved Livet : SK sigter her muligvis til NB9:64, i SKS 21, 237, el. NB13:25. – vistnok: helt sikkert. – Eremitens: munk, der lever som eneboer, ofte tilknyttet et kloster. – Flygten af: ud af.

I trykt udgave: Bind 22 side 433 linje 7

◄ R. Nielsen: »Det er en ... det Kjøbte« : SKs ytring findes ikke dokumenteret i hans journaler el. breve; den er formentlig faldet i samtalerne med 👤Rasmus Nielsen ( 397,19). – 100rd: dvs. 100 rigsdaler. Den da. møntfod var ved forordning af 31. juli 1818 delt i rigsbankdaler (i samtiden ofte blot kaldt 'rigsdaler' og forkortet 'rd'), mark og skilling, sådan at der gik 6 mark på en rigsdaler og 16 skilling på 1 mark. I Hof- og Stadsretten havde en dommer 1.200-1.800 rigsdaler og en fuldmægtig 400-500 rigsdaler i årsløn, mens man regnede 400 rigsdaler for nok til at forsørge en familie; en pige i huset fik højst 30 rigsdaler om året foruden kost og logi. Et par sko kostede 3 rigsdaler og et pund rugbrød 2-4 skilling.

I trykt udgave: Bind 22 side 433 linje 24

◄ Læren om »Væsenet« i Logiken (...) »Begrebet« Existents : I den hegelske spekulative logik (»Wissenschaft der Logik«), der udgør første del af det samlede filosofiske system, føres den immanente begrebsdialektik gennem 'læren om væren', 'læren om væsen' og 'læren om begreb'. I 'læren om væsen', hvori de såkaldte refleksionsbegreber udfoldes, fører 'bevægelsen' fra 'væsenet som eksistensens grund' el. 'den rene refleksionbestemmelse' gennem 'fremtrædelsen' til 'virkeligheden', og 👤Hegels eksistenskategori er placeret som andet moment under 'væsenet som eksistensens grund' el. som første moment under 'fremtrædelsen'. Se § 123 i Hegels Encyclopädie der philosophischen Wissenschaften im Grundrisse, udg. af 👤L. v. Henning, bd. 1-3, 📌Berlin 1840-45 [1817], ktl. 561-563, § 123, i Hegel's Werke bd. 6, s. 250-253 (Jub. 8, s. 288-291) hhv. afsnittet »Die Existenz« i Wissenschaft der Logik ( 427,26) bd. 1, 2, i Hegel's Werke bd. 4, 120-144 (Jub. bd. 4, s. 598-622). Hvad angår 'eksistenskategoriens' fremstilling i da. hegelianisme, se 👤J.L. Heiberg Ledetraad ved Forelæsningerne over Philosophiens Philosophie eller Philosophiens Philosophie, 📌Kbh. 1831-32, § 91-94, s. 48-50, 👤Rasmus Nielsen Den speculative Logik i dens Grundtræk, 📌Kbh. 1841-44, § 25, s. 157-179, og 👤A.P. Adler Populaire Foredrag over Hegels objective Logik, Kbh. 1842, ktl. 383, § 26, s. 140-148.

I trykt udgave: Bind 22 side 433 linje 33

◄ Spinoza (...) essentia involvit existentiam : lat. væsen indbefatter eksistens. Der sigtes til den allerførste (samt den syvende) definition i 1. del (»De Deo«) af Spinozas Ethica, hvilke SK har understreget i sit eksemplar af Benedicti de Spinoza opera philosophica omnia, udg. af 👤A.F. Gfrörer, 📌Stuttgart 1830, ktl. 788, s. 287 og s. 288. Hos Spinoza findes den udførligere ordlyd »cujus essentia involvit existentiam«, som SK har noteret i kladden til Philosophiske Smuler (jf. tekstredegørelsen til Philosophiske Smuler, i SKS K4, 188 note 1). Ordet »cujus« betyder 'hvis', dvs. Guds. – Spinoza: 👤Baruch de Spinoza (1632-77), hollandsk filosof, der gennem naturvidenskabelige og filosofiske studier efterhånden fjernede sig fra den jødiske tro og i 1656 blev udstødt af synagogen. Herefter levede han af sit håndværk (han forfærdigede optiske instrumenter) og for sin rationalistiske filosofi. Hans hovedværk, Ethica ordine geometrico demonstrata (afsluttet 1675, Etik, fremstillet efter den geometriske metode) udkom posthumt i 1677.

I trykt udgave: Bind 22 side 435 linje 1

◄ Kant har fra en anden Side Ret i ... til et Begreb : sammenfatning af Kants gendrivelse af det ontologiske gudsbevis, idet Kant bruger det argument, at eksistens ikke er en egenskab. Se argumentationen i afsnittet »Von der Unmöglichkeit eines ontologischen Beweises vom Daseyn Gottes« i Critik der reinen Vernunft, 4. udg., 📌Riga 1794 [1781], ktl. 595, s. 620-630, samt i den tilsvarende del i skriftet Der einzig mögliche Beweisgrund zu einer Demonstration des Daseyns Gottes (1763), optrykt i Imanuel Kant's vermischte Schriften, udg. af 👤J.H. Tieftrunk, bd. 1-3, 📌Halle 1799 (et 4. bd. udkom i 📌Königsberg 1807), ktl. 1731-1733; bd. 2, s. 67-107, især s. 69-78. – Kant: 👤Immanuel Kant (1724-1804), ty. filosof, prof. i Königsberg 1770-96. Han søgte i sit erkendelsesteoretiske hovedværk, Kritik der reinen Vernunft, at påvise, hvordan vores viden og erfaring er bestemt af anskuelsesformer og forstandskategorier således, at vi aldrig uafhængigt af dem vil kunne få en viden om 'tingen, som den er i sig selv' ('das Ding an sich'). Denne begrænsning af den menneskelige erkendeevne gjorde den efterfølgende ty. idealisme op med.

I trykt udgave: Bind 22 side 435 linje 3

◄ Den leibnitziske Sætning: naar Gud er mulig er han nødvendig : se fx Leibniz' brev fra 1678, »Epistola ad Hermannum Conringium de Cartesiana Demonstratione Existentiae Dei« (»Brev til Hermann Conring om det cartesianske bevis for Guds eksistens«), hvori det hedder: »Deus necessario existat, si modo possibilis esse ponatur« (»Gud eksisterer med nødvendighed, hvis han på nogen mulig måde kan antages at være«), jf. God. Guil. Leibnitii opera philosophica, quæ exstant, udg. af 👤J.E. Erdmann, bd. 1-2, 📌Berlin 1839-40, ktl. 620; bd. 1, 1840, s. 78. Se også 👤F.A. Trendelenburg Logische Untersuchungen ( 427,25) bd. 2, s. 111f. – leibnitziske: 👤Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), ty. filosof og polyhistor. Han udgav kun ét filosofisk værk, nemlig Essais de Théodicée (1710), men efter hans død er der blevet udgivet en række mindre afhandlinger, fx Les Principes de la Philosophie ou la Monadologie (1714), der indeholder hans filosofiske system, samt en stor mængde breve, udkast og notater.

I trykt udgave: Bind 22 side 435m linje 1

◄ ligegyldigt : indifferent.

I trykt udgave: Bind 22 side 435m linje 6

◄ den Enkelte, hvad jo allerede Aristoteles lærer ... i Begrebet : se fx 👤Aristoteles' videnskabslære, Analytica posteriori (86 a 29f.), som 👤Trendelenburg bringer som uddrag i Elementa Logices Aristotelicae, 2. udg., 📌Berlin 1842, ktl. 844; SK har i sit eksemplar med blyant understreget § 6, s. 3, lin. 5f. (jf. Pap. V C 11,3). – Aristoteles: Aristoteles fra 📌Stageira (384- 322 f.Kr), gr. filosof, logiker og naturforsker, elev af 👤Platon ( 377,9); grundlagde 335 f.Kr. den peripatetiske skole i 📌Lykeion.

I trykt udgave: Bind 22 side 435m linje 10

◄ at være – ell. ikke være : hentyder til 👤Hamlets monolog i 👤William Shakespeares tragedie Hamlet, Prinds af Danmark (eng. o. 1600), 3. akt, 1. scene. Se William Shakspeare's Tragiske Værker, overs. af 👤P. Foersom og 👤P.F. Wulff, bd. 1-9 [bd. 8-9 har titlen Dramatiske Værker], 📌Kbh. 1807-25, ktl. 1889-1896; bd. 1, s. 97 [hvert skuespil er pagineret forfra]: »At være, eller ei, det er Spørgsmaalet.« Se fx også Shakspeare's dramatische Werke, overs. af 👤A.W. v. Schlegel og 👤L. Tieck, bd. 1-12, 📌Berlin 1839-41, ktl. 1883-1888; bd. 6, 1841, s. 63: »Seyn oder Nichtseyn, das ist hier die Frage«.

I trykt udgave: Bind 22 side 435m linje 14

◄ at den ikke troer paa den Enkeltes Udødelighed : sigter til den omfattende debat i 1830'erne om, hvorvidt 👤Hegel i sit system fornægtede troen på den individuelle udødelighed. Se fx journaloptegnelsen CC:25, i SKS 17, 209; Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, i SKS 7, 40 og 158; Christelige Taler, i SKS 10, 213; og kommentarerne hertil.

I trykt udgave: Bind 22 side 435m linje 19