Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 22

NB14:1
NB14:2
NB14:3

Texter til Fredags-Taler findes i NB13. Paa det rene Blad foran er angivet hvor, samt henviist til hvor de hidtil ikke afbenyttede Texter til Fredags Taler findes i Journalen NB12, hvor igjen paa det rene Blad foran disses Pagina er angivet.

NB14:4


Et Ord af 👤Thomas a Kempis som maaskee engang kunde bruges til et Motto, han siger om 👤Paulus: derfor overgav han Alt til Gud, som kjender Alt, og forsvarede sig kun ved Taalmod og Ydmyghed ..... Han forsvarede sig undertiden, at ei de Svage skulde forarges formedelst hans Taushed.

📖 3die Bog 36 Capitel § 2ell. i min lille Udgave p. 131.

NB14:5

#

Et Indfald.

Digterisk Forsøg for at vise Geniets Almagt.


Et Par Elskende er ulykkeligt blevet skilt saaledes ad, at Collisionen er religieus, og vel at mærke kun til for og kun forstaaet af Elskeren, der, forstaaer det som Guds Straf over sig, at han skal opgive denne Elskov. Selv næsten lidende til Fortvivlelse og til Vanvid, indseer han, at Pigen ubetinget vil gaae fra Forstanden hvis dette skal meddeles hende saaledes: at han, der ved at forlade hende, jo handler som en Skurk, dog er et godt Menneske, ja at det Hele er religieust – altsaa for at lindre hende Sagen forvandler han sig virkelig til en Skurk, det er en nedrig Skurkestreg af ham. – Af alle erotiske Collisioner er denne som man let vil see noget nær den muligst qvalfuldeste.

Men hvad skeer. Efter en Deel Aars Forløb forklarer Forholdet sig saaledes, at han nu virkelig turde tilhøre hende – og hun er imidlertid blevet ham tro trods al hans Bedrag.

Forstaaelsens Øieblik er kommet. Dialektisk sees let, at dette Forstaaelses Øieblik noget nær er det mærkeligste der overhovedet lader sig tænke, just fordi der er en religieus Collision med, saa der aldeles ikke er Tale om Anger eller Deslige.

Pigen er ude af sig selv for Salighed.

Da siger han »er der nu Noget, Du ønsker, siig blot frem, hvad Du vil, ubetinget Du skal have det, jeg føler mig mægtig som en Gud.« hun svarer »o, nei, Intet ønsker jeg, Intet; naar jeg blot maa see Dig er jeg ubeskrivelig lyksalig.« »Ja det var en god Snak; nei, saaledes skal denne Høitidsdag ikke gaae ubemærket hen; siig Noget, siig hvad Du vil, noget Desperat Noget – hør, jeg har det, hvad synes Dig, vil Du, det, kunde det glæde Dig og bidrage til at forskiønne denne vor Høitidsdag, saa vil jeg gaae ud og slaae Kongen en paa Øret« »O, men Kiere, Du er jo gaaet fra Forstanden, hvor kan Du nu falde paa Sligt

Imidlertid som sagt saa gjort. Han er forøvrigt kjendt af Kongen, endogsaa yndet af Kongen. Han iler ud til Slottet, forlanger en Audients; faaer den; træder ind; bukker allerunderdanigst, og idet Maj[e]stæten med hul[d]salig Mine nærmer sig – slaaer han ham en ordentlig en under Øret. Majestæten troer han er gaaet fra Forstanden, kalder paa Kamerherren, og befaler at skaffe ham bort. Han siger: blot eet Ord Deres Majestæt. Kongen (utaalmodigt og opbragt) nei, nei bring det Menneske bort, han er afsindig. Han: blot eet Ord Deres Majestæt, hør mig tale, o hør blot. De har det i Deres Magt at gjøre mig ulykkelig, det er det Mindste af det. Men hvis De ikke hører mig nu, vil de gaae Glip af en vittig og interessant Situation – og da Deres Majestæt er Kiender, .... ikke sandt, o, ikke sandt.« Kongen er formildet: »nu saa tal da; men ved vor kongelige Ære vee Dem, hvis De ikke tilfredstiller mig.« Han udbeder sig nu, at Kamerherren maa fjernes. Det skeer. Han træder derpaa dristig Kongen ind paa Livet. Uvilkaarligt viger Kongen eet Skridt tilbage, i Erindring om Ørefigenet. Han »Deres Majestæt behøver ikke at frygte; saa fast besluttet det var, at Deres Majestæt skulde have en under Øret, saa sikker kan De nu være.« Denne Repliks sikkre Bagvendthed bringer næsten Kongen til at smile, og nu begynder han at tale til Majestæten. Han fortæller hvorledes han har elsket denne Pige, han skildrer hendes Lidelser, sine næsten Vanvidets Qvaler – han rører Kongen til Taarer; han skildrer Forstaaelsens Salighed – og Kongen bliver saa bevæget, at han med Taarer omfavner ham.a »Om jeg tilgiver Dem, o, min Ven, ganske, ganske; jeg takker Dem, De har bibragt mig eet af de meest ophøiede Aands-Indtryk jeg har oplevet.« »Nu vel da, saa endnu en Bøn.«. »Den er forud bevilget, forlang hvad De vil, er De afsindig, saa har De ogsaa gjort mig afsindig.« »Vel; saa beder jeg Deres Majestæt øieblikkeligt at lade spænde for; jeg iler nu hen til hende og forbereder hende. Derpaa kommer Deres Majestæt selv og bevidner Sandheden, – og er Vidne til vor Salighed.« »Antaget.«.

a Han fortæller hvorledes han, atter næsten afsindig for Salighed, kun fandt dette eneste Udtryk for sin Glæde: til hendes Ære og Priis at slaae Kongen en paa Øret.

Sligt er ikke umuligt. Spørg ingen Spidsborger derom, nei spørg 👤Aladdin.

Forøvrigt kunde jeg have Lyst til at fremstille dette, for, fra et æsthetisk Standpunct, at belyse, hvor uendelig dumt det er, at recensere Christi Mirakler ene ved Tanken om den velgjørende Hensigt, ret ligesom, Uendelighedens Magt der bryder alle Love og Skranker ikke var en – si placet – fornuftig Grund til Miraklet. Saaledes det Mirakel, der forvandler Vand til Viin ved et Bryllup.

NB14:6

#

Hvis en Araber i Ørkenen pludselig opdagede i sit Telt en Kilde, saa han altsaa bestandigt havde Kildevand i Overflod: hvor lykkelig vilde han ikke prise sig – saaledes ogsaa naar et Msk., der qua sandselig Væsen bestandigt er vendt ud ad, formenende at hans Lyksalighed ligger uden for ham, endelig bliver indadvendt, og opdager, at Kilden ligger i ham; endsige naar han opdager den Kilde, som er Guds-Forholdet.


#

NB14:7

#

Hvad der staaer i Galaterne 2: ved Loven er jeg død fra Loven, svarer ganske til den Fremstilling, jeg pleier at give af »Forbilledets« Forhold; »Forbilledet« skal fremstilles som Fordringen, og saa knuser det Dig. Da forvandler »Forbilledet« som jo er Χstus sig til noget Andet, til Naaden og Forbarmelsen, og just Han griber efter Dig for at understøtte Dig. Men saaledes er Du jo ved Forbilledet død fra Forbilledet


#

NB14:8

Skulde Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed udgives af en Pseudonym, kunde det gjøres saaledes.


Mag.👤K.s Forfatter-Virksomhed, opfattet af Forfatteren.

Digterisk Forsøg af 👤A-O.


Forord.

Som i en mathematisk Ligning der opgives Eet og søges et Andet, saaledes med dette digteriske Forsøg. Opgivet er: 1) samtlige Forfatter-Virksomhedens Skrifter, hvilke jeg paa det nøiagtigste har gjort mig bekjendt [med] 2) Mag. 👤Ks personlige Existeren, paa hvilken jeg tidligt nøie har været opmærksom, og hvilken jeg kjender, det tør jeg sige, saa fuldstændigt som det overhovedet er muligt for Trediemand. Det der søges er: en Forfatter-Personlighed, en Inderlighedens Eenhed svarende til den opgivne Forfatter-Virksomhed.

At en saadan Forfatter-Virksomhed som den opgivne, der overalt tenderer til Personlighed, til definitiv Fuldendelse fordrer, at Forfatteren selv anbringes med sluttende, forstaaer jeg. Dog forekommer det mig, at det, dialektisk, egentligen er umuligt for Mag. 👤K. selv at gjøre det, da han ved selv at gjøre det, dialektisk sprænger hele Forfatter-Virksomhedens dialectiske Structur.

Jeg har nu vovet dette digteriske Forsøg. Forfatteren taler selv i første Person; men man erindre vel, at denne Forf. ikke er Mag. 👤K, men min Digtning.

Hr. Mag. maa jeg vel gjøre en Undskyldning, at jeg saaledes vover, saa at sige, lige for Næsen af ham, digterisk at opfatte ham, eller at digte ham. Mere heller ikke end at gjøre ham denne Undskyldning. Thi forresten har jeg digterisk aldeles emanciperet mig fra ham. Ja selv om saa var, at han vilde erklære, at min Opfattelse var factisk usand paa noget enkelt Punct: deraf følger jo ikke, at den er digterisk usand. Slutningen kunde jo ogsaa vendes om: ergo har Mag. 👤K. ikke svaret til eller realiseret hvad der vilde være det digterisk Rigtige.

👤A-O.

──────────


Denne Forvandling eller poetiske Meddelelse er categorisk aldeles rigtig, svarende til Alt, hvad jeg i sin Tid har forstaaet og som findes optegnet vistnok i Journalen NB11 ell. NB12: 1) at jeg væsentligen er en Digter 2) at Forfatterskabet er min egen Opdragelse 3) at jeg er lutter Reflexion, altsaa altid baglænds stillet 4) at jeg er en Poeniterende, og forsaavidt jeg ikke aldeles hensynsløs kan tale derom, kan jeg heller ikke tale om hvad dertil svarer: Guds-Forholdets Inderlighed. 5) at jeg er kommet til min Grændse; at den Vending med den nye Pseydonym. (👤Anti-Cl.) og nu denne Pseydonym er – o, jeg tør gjerne forundre mig over denne Sindrighed, der dog ikke er min – er det dialektisk absolut consequente Udtryk for, at jeg har naaet min Grændse, at mig forundtes ogsaa den ubegribelige Lykke: ganske at forstaae min Grændse, at tænke min Grændse med. O, hvorledes skulde jeg nogensinde noksom kunne takke Styrelsen!

Ellers digtes der saaledes, at der tillyves et Mere; her digtes der saaledes, at der bortlyves Noget: at det nemlig er factisk Virkeligt det Hele.

Men jeg er ingen Apostel ell. Deslige. Og giver jeg her den ligefremme Meddelelse, nytter det ikke med alle Restrictioner o: s: v:.

Nei, men atter her forunderlige Consequents – Gud veed, den er ikke min Opfindelse, jeg havde mindst drømt om den fra Begyndelsen af. – atter Omvendtheden, som Alt mit Liv er: at digte betyder her at bortlyve et Mere, ved at blive Digt bliver det een Toneart lavere end det Virkelige.

Saaledes skal der trykkes paa Samtiden. Det bliver et reent Aands-Tryk.

For mig staaer saa det Eenfoldige tilbage: ganske simpelt at tage en Embedstilling, og nu har jeg Læren om Synden og Naaden.

Vil Nogen spørge mig ligefrem om Forfatter-Virksomheden, maa jeg sige: det kan jeg ikke ligefrem, thi Vanskeligheden er, at den er min egen Opdragelse, og at jeg dog selv er autor.

Jeg træder saaledes ganske eenfoldigt frem som det Eenfoldige; men jeg gjør ikke dette Skridt med hele Forfatterskabets Fart, hvorved det Hele vilde blive indenfor det Interessante. Forfatterskabet er ved den indirecte Meddelelses svælgende Dyb skilt fra mig: den er ikke min, den tilhører en Høiere.

Forresten frygtelige Grændse-Fægtning, som her er leveret! Det var en Digter-Existentsb, der paa et hængende Haar havde svinget forkeert ind i Virkeligheden. Men blot at tænke paa denne Conflicts dialektiske Vanskeligheder: mig synes man kan næsten blive en Olding blot ved at betænke, at et Hoved har kunnet udholde det.

NB14:11

#

Her seer man ganske simpelt, hvor bedragersk det er med en Embedsstilling og Levebrød, naar al Χstds Forkyndelse indskrænkes til Saadanne. Mangen Præst forkynder jo Χstds Fordringer i lige saa høi[e] Toner som jeg; de tale om at den Christne, den sande Christen han er ikke som 👤Nicodemus, han er ikke som hiin rige Yngling, nei den sande Χsten giver Alt til de Fattige – og det gjør slet intet Indtryk, naar Præsten siger det, medens der bliver Allarm i Leiren, naar jeg siger det, og hvorfor? fordi i det ene Tilfælde er det jo hans Levebrød, Embede o: s: v:, derfor lægges der ingen Vægt paa hvad han siger, ell. at han siger [det]; medens just det, at jeg er en Privatiserende lægger Vægt paa, at jeg siger det.

[a] Og det Curieuse ved mit Livs Vanskelighed til Forskjel fra en Præsts i Almindelighed er dette. En Præst er oftest i den Vanskelighed, at hans eget Liv aldeles Intet udtrykker af det, han prædiker. Min Vanskelighed er just, at mit Liv paa adskillige Punkter er existentielt saa langt ude, at blot jeg sætter Forklaringen til, slaaer Samtiden til, og gjør mig til en Slags Apostel. Mit Bedrag er derfor her som allevegne det: at jeg gjør mig til Mindre end hvad jeg, menneskelig, kunde anslaae mig for.

NB14:12

#

Den nye Pseudonym 👤Anti-Climacus.


At hele den Produktivitet der hedder 📖 Indøvelse i Christendom, var digterisk det var da forstaaet fra første Øieblik af, at der maatte af yderste Flid passes paa, at jeg ikke kom til at forvexle mig med en Analogie til en Apostel. Overhovedet har da min Hypochondrie ogsaa spillet med i alt det Senere; thi om end unegteligt Sagen er blevet klarere, saa var det dog forstaaet saaledes fra Begyndelsen.

Da Skriftet »📖 kommer hid alle I som arbeide o: s: v.« blev skrevet stod der strax paa Titelbladet: digterisk Forsøg – uden Myndighed; til Inderliggjørelse i Christendom. Og saa stod der mit Navn. Og saaledes ogsaa med de andre.

Men alt i Tidens Løb blev det mig klart (her er især Journalen NB11 ell. NB12 men snarest NB11 at conferere) at der maatte om muligt et endnu stærkere Udtryk for, at det var digterisk – og at det var bedst det blev en ny Pseydonym. Det var blevet mig klart. Imidlertid vilde jeg dog see nogen Tid an, i hvilken jeg leed meget, bestandigt forløftende mig paa den hele Produktivitet og plaget af den fixe og fortvivlede Idee med eet eneste Spring at sætte det Hele ind i Literaturen og saa springe til Side og forsvinde, Noget jeg vel i Grunden forstod, ikke lod sig gjøre, men som dog fængslede min Phantasie, saa jeg ikke ret vilde slippe den Mulighed, medens det blev mig tydeligere og tydeligere, at skulde jeg have Luft, da maatte der splittes ad.

Saa besluttede jeg endeligen, at lægge den hele Productivitet hen – at søge Embede; og saa naar det var gjort, da lidt efter lidt at udgive det Færdige i smaa Portioner.

Jeg gik saa til 👤Madvig og 👤Mynster traf Ingen af dem; og da jeg var blevet paa anden Maade berørt af stærke Indtryk i modsat Retning, saa ansaae jeg det for et Vink af Styrelsen, at jeg var ifærd med at gribe feil, at jeg just skulle vove Alt. Nu kom Reactionen. Jeg skrev da til Bogtrykkeriet og bestilte Sættere og at »der skulde sættes Fart i«. Jeg modtager Beskeed fra Bogtrykkeriet, at Alt var færdigt, og om de maatte faae Manuscript. Just som det var skeet, faaer jeg at vide, at Etatsraad 👤Olsen var død. Det gjorde et stærkt Indtryk paa mig; var det blevet mig bekjendt, før jeg skrev til Bogtrykkeriet, havde det givet Anledning til Udsættelse. Men nu, efter saa tidt at have været paa Nippet, frygtelig overanstrænget som jeg var, frygtede jeg, at det vilde blive min Lammelse, hvis jeg nu, efterat have gjort Skridtet, gik tilbage.

Jeg var meget anstrenget, og sov lidt uroligt, og derfaldt mig besynderligt nok et Ord paa, som vilde jeg selv styrte mig i Undergang.

Om Morgenen tog jeg Sagen igjen frem. Handles maatte der, saaledes forstod jeg det. Da besluttede jeg, ganske at henstille Sagen til Gud: at sende det første Manuscript (📖 Sygdommen til Døden) i Bogtrykkeriet, uden at sige det Mindste om, hvorvidt der skulde trykkes mere. Jeg vilde nu lade Virkeligheden prøve mig; det var muligt, at det Hele kunde blive trykt, og det var muligt, at der kunde svinges af.

Da blev det mig klart, under Spændingen, at det skulde være pseudonymt, hvad jeg tidligt havde forstaaet, men udsat at realisere, fordi det kunde gjøres hvert Øieblik.

Midt under Sætningen blev der Vrøvl med 👤Reitzel, hvorover jeg blev yderst utaalmodig. Endnu engang vaagnede den Tanke hos mig, at tage hele Manuscriptet tilbage, at henlægge det, og vente endnu engang, om jeg ikke skulde lade Alt trykke paa een Gang, og uden Pseudonymitet, thi endnu var Pseudonymiteten ikke sat, da Titelblad ikke var trykt, hvilket der var oprindeligen givet Ordre til, at det, mod min Sædvane, skulde trykkes sidst. Jeg gik til Bogtrykkeriet. Det var for sildigt. Det meste var allerede saa godt som udsat.

Saa blev Pseudonymen sat paa. Saaledes maa man hjælpes og hjælpe sig, hvor det er saa vanskeligt at handle.


#

NB14:13

#

Hvor det Ord dog er betegnende i christelig Forstand: at blive ædrue. Hvor sjeldent fandtes der vel En, der blev saaledes ædrue, at han forstod (dette taget i Betydning af at gjøre derefter) at den mindste virkelige Fornegtelse er meget større i christelig Forstand end den eminenteste Aand[s] dristigste Foretagende selv i Retning af Christendommens Udbredelse o: D.

Sagen er, vi kunne dog ikke ret danne os en Forestilling om Guds Ophøiethed. Vi komme bestandigt stikkende med vor æsthetiske Qvantiteren, det Forbausende, det Store, det Vidtvirkende o: s: v: Medens Gud just er saaledes uendelig ophøiet, at det Eneste han seer paa, er det Ethiske.

NB14:14

#

At en Enkelt har haft Ret mod »Mængden«, ja det er seet; men at han [har] faaet Ret, det er ikke seet.


#

NB14:15

#

Slut Dig til det Bestaaende, vær som de Andre, hvorfor vil Du være indbildsk, og bilde Dig ind at være forskjellig fra eller mere end Andre o: s: v: o: s: v:.

Det er nu godt nok, og jeg billiger ganske den Tale i en vis Forstand. Men der have jo dog været Extraordinaire til, hvorledes bleve de det? Ja, det er egl. en grusom Operation. Som oftest er det vist nok gaaet saaledes til. Fra tidligste Tid og paa høist ulykkelig Maade have de lidende følt deres Forskjellighed fra Andre; grusomt har den Tale lydt for dem: hvorfor vil Du ikke være som de Andre, omtrent som hvis det sagde[s] til 👤Sara i Tobiæ Bog »hvorfor gifter Du Dig ikke som de Andre« (cfr »📖 Frygt og Bæven«). Altsaa ved Lidelser og Qvaler ere de forhindrede i at blive som Andre – og saa har maaskee langt om længe denne deres Forskjellighed igjen forklaret sig til den udmærkede Forskjellighed.


#

NB14:16

#

Deri laae Middelalderens Vildfarelse, at ansee Armod, ugift Stand o: s: v: for Noget, der i og for sig kunde behage Gud. Sligt har aldrig været Χstds. Mening. Χstd. har anbefalet Armod ugift Stand o: s: v: for at Mskene ved at have saa lidet som muligt med Endeligheden at skaffe, kunde desto bedre tjene Sandheden. Og det er da vel klart nok, at en Mand der kan leve af Rødder, en ugift Mand o: s: v: baade har mere Tid og mere hensynsløst kan tjene Sandhed.

Men man har fundet det nemmest at afvise denne hele Sag, ved at lade som var Middelalderens Vildfarelse Χstdommens Lære.

NB14:17

#

Om Anfægtelse

[a] Om Anfægtelse.


Just fordi det Χstlige i strengere Forstand paa mange Maader forholder sig som det Omvendte til det almindelige Msklige: christelig Kjerlighed msklig talt er som Grusomhedb, Medlidenhed en høiere Art Strenghed og saa dog igjen Medlidenhed men at her er en saadan dialektisk Mellembestemmelse, da ell. det Christelige og det ligefrem Msklige løber ud paa Eet: just fordi dette er saaledes, saa er Anfægtelsens Rædsel den, at idet Msk. føler sig svag, kommer han selv omvendt tilbage i det blot Msklige, og det bliver ikke langtfra, at det er ham som maatte han angre just det i afgjørende Forstand mere Christelige, som var det Grusomhed slet og ret, Strenghed slet og ret, Stolthed slet og ret o: s: v:.

b og saa dog igjen Kjerlighed

Saaledes har Gud den Χstne i sin Magt. Anfægtelsens Skole er en frygtelig Skole. Anfægtelsen kan ogsaa yttre sig saaledes, at det er som skulde man angre liig en Synd, at man overhovedet har vovet sig saa langt ud, at man overhovedet kom i Berøring med Anfægtelse. Thi Den, der ikke i afgjørende Forstand indlader sig med Gud er eo ipso fri for Anfægtelse. I det svage Øieblik er det da, som var det at vove sig saa langt ud som var det Stolthed. Og Stolthed skal man jo angre. Og dog er det just Χstd, at man afgjørende skal indlade sig med Gud.

Frygtelig er Anfægtelse. Dog skylder jeg Sandheden at bevidne, at der dog bestandigt ulmer i den en Anelse om en høiere og saligere Forstaaelse. Det er næsten som den Lidelse at have et Ord paa Munden som man ikke kan faae udsagt. Man aner Saligheden – men indtilvidere udtrykker den sig kun i den rædsomste Qval.


#

NB14:19

#

Den nye Pseudonym (👤Anti-Cl.)


At der er en Pseudonym er det qvalitative Udtryk for, at det er Digter-Meddelelse, at det ikke er mig, der taler, men en Anden, at der lige saa godt tales til mig som til Andre; det er som en Aand der taler, medens jeg jo faaer Uleiligheden af at være Udgiver. Det som han har at sige er Noget, som vi Msker helst vil have slaaet i Glemme. Men høres maa det dog. Ikke som om nu Enhver skulde gjøre det, eller Saligheden gjøres afhængig deraf, om jeg gjør det, o, nei. Jeg erkjender jo, at mit Liv hell. ikke udtrykker dette; men jeg ydmyger mig derunder, jeg betragter det som en Indulgents, og mit Liv har Uroen.

I Forhold til ethisk-religieus Meddelelse (altsaa i Retning af at fremstille Idealitetens Fordring – hvilket er forskjellig fra Naaden og hvad dertil hører, forskjelligt derfra ɔ: just ved Strengheden strammende til at man føler Trangen til Naaden, uden dog at faae Lov at tage den forfængelig) har jeg ikke Lov til at meddele mere saaledes at jeg er den Talende altsaa i min egen faktiske første Person, ikke mere end saa langt som mit Liv existentielt dog nogenlunde svarer dertil. Stiller jeg Fordringen høiere, skal jeg udtrykke, at denne Fremstilling er et Digterisk. At jeg saa fremstiller det, er ganske rigtigt; thi maaskee kan det bevæge en Anden til at stræbe videre, og selv skal jeg bestemme mig som en Stræbende i Forhold dertil, deri forskjellig fra en Digter i Almdl., der jo aldeles ikke falder paa selv at stræbe i Forhold til den Idealitet, han fremstiller.

Det der forøvrigt her er saa rædsomt, er, at Idealitetens Fordringer fremstilles af Mennesker, hvem det ikke i fjerneste Maade falder paa eller ind, om deres Liv udtrykker det, eller at deres Liv slet ikke udtrykker det. At jeg her har været opmærksom, viser, at jeg kalder det et Digterisk – om jeg end stræber.

At Meddelelsen er digterisk kan enten udtrykkes saaledes, at den Talende i egen Person siger: dette er Digter-Meddelelse, det vil sige, Det, jeg siger, er ikke Digterisk, thi Det, jeg siger, er just Sandheden; men det, at jeg siger det, er det Digteriske; eller qua Forf. kan han gjøre det ved Hjælp af Pseudonymer, som jeg nu første Gang har gjort det, for at gjøre Sagen ret klar.

Men Forskjellen mellem en saadan Taler, Forf: – og en Digter i Almdl, er at Taleren og Forf. selv bestemmer sig Stræbende i Forhold til det Meddeelte.

Og denne hele Distinction med det om Digter-Meddelelse forholder sig atter igjen til det Christeliges Grund-Categorie, at Χstd er Existents-Meddelelse, og ikke som man meningsløst og uchristeligt har gjort Χstd til Lære, saa Spørgsmaalet blot er som i Forhold til en Lære er min Fremstilling af Læren sand, den sande, ell. ikke. som fE af 👤Platos Philosophie. Nei Spørgsmaalet er: udtrykker mit eget Liv det Meddeelte ell. ikke. Saa langt mit Liv udtrykker det Meddelte er jeg Lærer; hvor dette ikke er Tilfældet har jeg at tilføie: det, jeg siger, er vel sandt, men det er Digterisk, at jeg siger det, altsaa det er Digter-Meddelelse, hvilken dog har sin Betydning baade for at holde mig selv vaagen og stræbende, og for om muligt at fremskynde Andre.

I Skriftet No 1 📖 Kommer hid Alle I, som arbeide og ere besværede) er den qvalitative Strenghed den i een Forstand, christeligt, usande (fordi den næsten ene er metaphysisk) Sætning: at Χstus kom til Verden fordi han var det Absolute, ikke af menneskelig Medlidenhed ell. noget andet hvorfor; til hvilken Sætning svarer det absolute: Du skal. Christeligt gjælder det imidlertid fra den anden Side: Χstus kom til Verden: for at frelse Verden, af Kjerlighed; det at Han ligesom maatte sprænge Verden, det at det, msklig talt, blev, msklig talt, en uhyre Lidelse at slutte sig til Ham, er rigtignok fordi Han var det Absolute; men Glæden over at det var for at frelse Han kom, maa ganske overvinde al denne Lidelse. – Disse to Sætninger (Han kom fordi Han var det Absolute; og Han kom af Kjerlighed for at frelse Verden) er Differentsen mellem, om Χstd. forkyndes i »Loven« eller i »Naaden.«

I Skriftet No 2 (»📖 Salig Den, som ikke forarges) er den qvalitative Strenghed: den Nødvendighed, hvori Forargelse bliver sat sammen med alt det Christelige.

I Skriftet No 3 (📖 Fra Høiheden vil Han drage Alle til sig) er den qvalitative Strenghed: den Nødvendighed, hvori Fornedrelse bliver sat til det at være Χsten, at enhver sand Χsten ubetinget er fornedret i denne Verden.

NB14:20

#

Samtiden var streng mod mig. Jeg var imidlertid vant til at søge og finde min Trøst i det Christelige. Jo mere man saaledes forbittrede mig mit Liv, desto mindre kunde det naturligviis hjælpe sig ved det almdl. Præstepræk. Jeg maatte søge dybere – og fandt ogsaa, Gud være lovet, Saligheden dybere og dybere. Men herved blev ogsaa min Fremstilling af det Christelige strengere og strengere; thi jo dybere Trøst, jo større Strenghed. Har jeg nu været for streng – hvis er saa Skylden? sandeligen ikke min. Jeg havde aldrig drømt om, at skulle blive saa streng, jeg der var Medlidenhed og Sympathie. Men ved Strengheden lærte man mig at fordybe mig mere i det Christelige – og nu slog Strengheden tilbage paa de Medlevende.

Tillige har jeg oprindeligen gjemt i mig en dyb Tvivl, saa dyb, som neppe nogen Samtidig her. Det var min Tanke, at skjule den, i al Stilhed at see selv at komme paa det Rene derom, men aldrig at meddele, hvad jeg maatte indsee, kun vilde forstyrre, ængste, urolige. Hvad skete? Ved den Mishandling, jeg har lidt, er ogsaa paa enkelte Punkter denne min Tvivl kommet frem. Sandeligen aldrig meddeelt som Tvivl, nei, forsaavidt den er meddeelt, er altid kun saa meget meddeelt, som jeg har overvundet ved en seierrig Tro. Men alligevel er Spørgsmaalet, om det Hele alligevel ikke er blevet for høit. Hvis det er skeet, saa seer [man] atter her Frugten af en dum Samtids Mishandling mod Den, der i Egenskab af Forf., i Sandhed var en Velgjører. Det er saa rask at spille op med et Msk – og saa skrige ak og vee, naar pludselig Sagen er blevet dem for streng.

Imidlertid haaber jeg til Gud, at det ikke er skeet; der er jo bestandigt en høiere Magt, der har vaaget over mig, og al min egen Styren er dog kun en Spøg

NB14:21

#

Vi alle tænke os i Grunden Gud for mild, som en gammel Mand, man snakker sig til Rette med. Sandeligen kom lidt længere ud, der hvor Saligheden vistnok er uendelig større – men hvor ogsaa Strengheden er en anden. Tænk Dig en af hine Østens almægtige Herskere – og see en af Tjenerne, den fornemste, nærme sig ham: hvilket Udtryk for Underkastelse! Og dog er dette kun et Billede. Men, som sagt, der længere ude – naar man saa med Forfærdelse, maaskee endog først bagefter, mener paa et Punkt at have paadraget sig hans Unaade (ak selv om det maaskee blot er Angestens Misforstaaelse, saa man netop ikke har grebet feil): da er det En, som vilde Gud ikke mere see til En i 70,000 Aar. 70,000 Aar! O, for ham er det dog kun 7 Dage; men det stakkels uselige Msk, der forsmægter i Frygt og Bæven! Og dog dog, at saa dog denne frygtelige Hersker, at han er min Fader, ja min Fader; at jeg, naar jeg forundret gaaer i den lyse Nat og betragter Stjernerne, at jeg saa tør sige: alt Det er min Faders!

NB14:23

#

I Forhold til Idealitetens Fordring kan det være rigtigt at fremstille den høiere end man selv existentielt er, naar man da vel at mærke gjør Tilstaaelsen sig selv betræffende; her kan det være rigtigt; thi man skal jo udtrykke: Stræben. Men i Forhold til »Naaden« vilde det være Nonsens, om En forkyndte Naaden for Andre, og negtede, at den var for ham. Thi Naaden forholder sig til en Modtagen, forholder sig ikke til min Værdighed, men til min Uværdighed; jeg kan ganske ugeneret tale om Naaden, thi derved taler jeg tillige indirecte om min egen Uværdighed.

NB14:24

#

At 👤Jesus Christus døde for mine Synder, udtrykker vistnok, hvor stor Naaden er, men tillige, hvor store mine Synder ere, hvor uendelig langt jeg er fra Gud, at han kun paa det Vilkaar vil indlade sig med mig. Man kan derfor sige: dette er Majestæts-aUdtrykket for Guds Majestæt, at for at jeg skal turde henvende mig til ham, saa han vil indlade sig med mig, krævedes et saadant Offer, en saadan Mellembestemmelse. Forsoningen i denne dybeste Forstand kunde derfor »Mennesket« ikke opfinde; thi intet Msk kunde ved sig selv tænke saa ophøiet om Guds Ophøiethed. Kun Gud selv veed, hvor uendelig ophøiet han er. Og da er det det Mærkelige, at just som Gud vil udtrykke sin Nedladenhed, udtrykker han tillige indirecte sin uendelige Ophøiethed. Jeg er villig til at lade mig forlige med Mskene siger han (hvilken Nedladenhed!) paa det Vilkaar, at min Søn lader sig offre for Eder – hvilken uendelig Ophøiethedens Afstand, naar det er det eneste Vilkaar!

a eller Respekts-

NB14:25

#

I Almindelighed tale »Præsterne« sjeldent om » Martyrerne«; men skulde de tale, maatte de, consequent med deres øvrige Præk, engang imellem til Advarsel fremstille Exempler paa Saadanne, som »ved at læse i den farlige Bog, det N: T: endte med at gjøre sig selv ulykkelige« ɔ: de bleve Martyrer. Og menneskelig talt maa man jo ogsaa sige, at Ingen gjør sig selv saa ulykkelig som en Martyr for Sandheden.

NB14:26

#

Saa meget er vist, den Præstetale, der smægtende ønsker at være samtidig med Χstus, den skal vel faae en Ende. Min Formel bliver her: redelig vil jeg være; jeg vil tilstaae, havde jeg været samtidig med Dig, saa havde jeg vel ogsaa forraadt Dig. Dette er forresten allerede udtrykt i en af Fredags-Talerne i første Samling.


#

NB14:27

Udgivelsen af Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed pseudonymt.

[a] cfr. p.10.


Men det gjøres da ikke fornødent at udgive dem pseudonymt, er end ikke rigtigt, forsaavidt Sagen ikke bliver eenfoldig nok.

Den Categorie: at jeg selv er Den, som er blevet opdragen, at det Hele er min Opdragelse er afgjørende nok.

Den første Tanke at udgive alle Skrifterne (dem som nu ere blevne pseudonyme med) i mit Navn og i eet Bind med Skrifterne om min Forfatter-Virksomhed var endog uklar (som den var utaalmodig) fordi Skrifterne om min Forf-Virksomhed kun gaaer til Fredags-Talerne i »📖 christelige Taler«, altsaa ingen Opfattelse meddeelte om hele den nye Productivitet, der var indeholdt i samme Bind.

Nei. Den nye Pseydonym, 👤Anti-Cl:, – der tillige i Retning af det Dialektiske indeholder en ny dialektisk Indsats, som skal indfries ved opbyggelig Tale om »Naaden« – afgiver »Standsningen«. Og indenfor Standsningen ligger saa Meddelelsen om Forfatter-Virksomheden.

NB14:28

#

Om mig selv


Den Tanke med eet eneste Spring at sætte hele Productiviteten ind i mit Navn altsaa med den størst mulige impetus, og saa springe tilbage, uden engang selv ret at vide hvorhen, uden at ville respectere de Consequentser, som jeg ved et saadant Skridt androg, paa anden Maade, end ved selv at ville leve skjult: var da en reen desperat Utaalmodighed.

Min Opgave har aldrig været at sprænge det Bestaaende, men bestandigt at indaande det Inderlighed.

Allerede fra det første af, havde jeg da forresten selv seet det Forkeerte deri, men det fristede momentviis min Phantasie og forholdt sig til en Digter-Utaalmodighed.

Vanskelig har min Opgave altid være[t]. I Retning af en fræk Videnskab, en fræk Dannelse o: s: v:, der vil gaae videre end Χstd, skruer jeg Idealitetens Fordringer saa høit – og paa samme Tid har jeg jo ogsaa et stort Ansvar som jeg har den meest levende Sympathie for den menige Mand, Qvinder o: s: v:, at jeg ikke ængster dem.

I det Hele taget er og bør Qvinden være et Correctiv i at forkynde det ethisk-Religieuse. Man skal ikke gjøre det strengt for Mænd, og have en anden Sort for Qvinder, men man skal i at gjøre det strengt respectere Qvinden som ogsaa en Instants og temperere ved Hjælp deraf. Og for den Sags Skyld, kan maaskee en Qvinde, just fordi hun har færre Tanker men ogsaa færre halve Tanker end Manden, og saa mere Følelse, Phantasie, Lidenskab, maaskee kan hun løfte Byrden nok saa godt.


#

NB14:29

#

Jeg har i en anden Journal gjort opmærksom paa den Forskjel: at medens man i verdslig Stigen bestandig ønsker og higer at stige endnu eet Trin høiere, er det Modsatte Tilfældet i Forhold til gudelig Stigen, at der beder den Kaldede for sig for hvert Trin han skal høiere, da han vel forstaaer, hvorledes, msklig talt, Lidelsen bliver større og større.

Deraf kommer det ogsaa at det er Formlen i hine Kaldedes Liv, at naar det sidste Løb skal gjøres, det sidste Trin naaes, saa er det gjerne ved Hjælp af Fortrydelse over at have villet trække sig tilbage. Saaledes med Apostelen👤Peders Fornegtelse. Er der et Trin som er et Msk. for høit og som skal naaes: dette er ogsaa de sidste Kræfter et Msk. har Fortrydelse [over] at have villet svige.


#

NB14:30

#

Det Religieuse bør ordentligviis holdes lige saa mildt som strengt. Hersker vil Gud være; men i Form af Naade, Indrømmelse o: s: v: vil han tage saa forsigtigt og omhyggeligt paa En som det er muligt. At lide skal være som en Glæde, en Æressag; man kommer og beder for Lov hos Gud – og siger Gud: ja vel min lille Ven.[a]

[a] Deraf følger naturligviis ikke, at man ikke kan være en Lidende. Tværtimod man kan endogsaa være en i dybeste Forstand ubeskriveligt Lidende, have ogsaa sin Pæl i Kjødet, men desuagtet kan man, antagende, at denne Lidelse nu engang ikke kan borttages, finde Glæden i at faae Lov til saaledes at virke at leve for en Idee.

Anderledes med »Apostelen« han tvinges.

Overhovedet forstaaer jeg atter her, hvorfor det er saa vigtigt at jeg holder mig tilbage, og af al Magt forhindrer min Forvexling med noget a la en Apostel: just fordi jeg kan afgive et Punkt hvorfra man dog nogenlunde kan øine en Apostels Qvalification. Men hvilken Forvirring hvis jeg selv forskyldte Forvexlingen.

Charakteristisk er det dog ogsaa for mig, at 👤Socrates har gjort saa dybt et Indtryk paa mig.

Noget Socratisk har jeg, det kan man sige.

Indirecte Meddelelse var min Naturbestemmelse. Just ved hvad jeg har oplevet, hvad jeg gjennemgik og gjennemtænkte ifior Sommer angaaende ligefrem Meddelelse, har jeg afsat en ligefrem Meddelelse (det om min Forfatter-Virksomhed, med Kategorien: det Hele er min Opdragelse) og tillige vundet en dybere Forstaaelse af indirecte Meddelelse, den nye Pseudonymitet.

Der er noget mig saa uforklarlig Lykkeligt i den Modsætning 👤Climacus: 👤Anti-Cl., jeg gjenkjender saa ganske mig selv og mit Væsen deri, saa hvis en Anden havde opfundet det vilde jeg troe, han havde beluret mit Væsen. – Fortjenesten er ikke min; thi jeg har ikke oprindelig tænkt derpaa.


#

NB14:31

#

Categorien for min Virksomhed er: at gjøre Mskene opmærksomme paa det Christelige; men derfor hedder det bestandig: jeg er det ikke, thi ellers er Forvirringen der. Min Opgave er, at faae Msk. i Sandhedens Forstand bedragne ind under det Religieuses Forpligtelse, hvilken de have afkastet; men Myndighed har jeg ikke; istedetfor Myndighed bruger jeg lige det Modsatte, jeg siger: det Hele er min Opdragelse. Dette er igjen en ægte socratisk Opfindelse. Som han var den Uvidende, saa er det: istedetfor at være Læreren at være selv Den, der bliver opdragen.

NB14:32

#

Religieust at naae »Virkelighed« er: ikke dækket af en Læres Objektivitet om den Troende i Almdl. hvad han gjør, ikke dækket ved en Embedsstillings Objektivitet udenvidere at sætte sit personlige Guds-Forhold lige lukt ind i Virkeligheden, ikke at tale noget om hvorledes den Troende henfører Alt til Gud, men sige: jeg har i denne Sag beraadført mig med Gud og handler i Tillid til Gud; ikke at sige: den Troende troer det og det, men jeg troer det og det, og i Kraft af denne min Tro handler jeg i dette ganske concrete Tilfælde.

Saa er Virkeligheden naaet, saa kan Gud komme til, saa er Forhexelsen løst, saa er Sandsebedragene sprængte, Gud kan komme til at communicere med Virkeligheden.

NB14:33

#

Naaden.

[a] Naaden.


Sagen er Naaden er ikke saaledes en fix og færdig Bestemmelse een Gang for alle; man behøver atter Naade i Forhold til Naaden. Tænk et Msk, ham tilsiges Naaden, alle hans Synders naadefulde Forladelse, Guds Forbarmelse – godt, men imorgen er der atter en Dag, og i overmorgen og maaskee skal han leve i 50 Aar. Nu kommer Vanskeligheden, benytter han da nu fra det Øieblik af i ethvert Øieblik Naaden værdig. Ak, nei. Saa behøves der atter Naade i Forholdet til Naaden.

Det Letteste er at døe, Vanskeligheden er at leve. I Naaden er Alt intensivt fortættet – Dødens Situation er igjen et Moment. Men naar jeg skal til at leve, saa bliver den uendelige Afgjørelse igjen dialektisk som i dette Forhold: at der behøves Naade i Forhold til Naaden.

Det vil sige Livet er en Stræben.


#

NB14:34

#

Ogsaa dette hørte da med til min Opgave: at fremstille det Christelige saa høit, at jeg dømmer mig selv – og da, ganske consequent, ogsaa selv gjøre det.

Dette er skeet i det oprindelige Forord til 📖 Indøvelse i Χstd. Dette oprindelige Forord er ogsaa det rigtige, et Udkast til et andet der ligger paa en Lap Papir ved 📖 »Indøvelse i Christendom« er ikke at bruge.

[b] Anordningen af Forordene i 📖 Indøvelse i Christendom. Skriftet No 1 beholder det oprindelige Forord. Til Skriftet No 2 og No 3 bliver følgende Forord, og at aftrykke i hvert især.


Forord. I dette Skrift er Fordringen til det at være Χsten tvunget saa høit, at den dømmer mit Liv, ikke at være et saadant, om jeg end stræber. Derfor er det en Pseudonym, der taler. Men siges fremstilles, høres bør det jo dog, der bør, christeligt, ikke slaaes af paa Fordringen, istedetfor at gjøre Indrømmelse og Tilstaaelse sig selv betræffende. Siges bør det; og jeg forstaaer det som sagt alene til mig – at jeg maatte holdes i Stræben. 👤S. K.

Altsaa det skete i hiint Forord. Det er tillige Mildheden. Pseudonymen er Strengheden; han dømmer – hvem? mig, Udgiveren. Dog dette vedgaaer jeg selv i Forordet.

Rigtigt! Her gjenkjender jeg igjen mit Væsen. Der er en fjern Medlyden af Ironiens Veemod. Og ironisk er Modsætningen tillige til de Opvaktes almdlige Adfærd, der dømmer Alle, kun ikke sig selv, medens her Ingen dømmes uden mig selv. – Det er Aandsfægtning.

[c] cfr55 i denne Journal. m:

NB14:35

#

Dersom jeg, istedetfor i Charakteer at protestere Publikum og sætte: den Enkelte, havde doceret, talet, skrevet Noget om »den Enkelte« til Publikum: ja, saa var det gaaet i Folk.

Der seer man Forskjellen paa den ethiske Reduplication og paa at docere. Den ethiske Reduplication forvandler til Handlen; kræver derfor et Offer. Docerende siger man tilsyneladende det Samme – og gjør Lykke.


#

NB14:36

#

Forholdet: Mulighed – Virkelighed


Bestemtere kan det dog ikke udtrykkes, hvilken uendelig Forskjel der er mell. at forstaae Noget i Mulighed og at forstaae det Samme i Virkelighed. Man tænke sig Apostlene! Disse vare dog vel saa redeligt og oprigtigt villende som muligt. Χstus har forudsagt dem, hvad der skal skee – forudsagt det, for at de ikke skulde forarges. Og da det saa bliver Virkelighed saa forarges de alligevel.

Sagen er den. Naar jeg forstaaer Noget i Mulighed, saa bliver jeg væsentligen uforandret, bliver i det Gamle, og benytter min Phantasie; naar det bliver Virkelighed, saa er det mig der forandres, og nu er det Spørgsmaalet, om jeg kan bevare mig selv. I Forhold til at forstaae i Mulighed gjælder det, at jeg har at anstrenge al min Phantasie; i Forhold til at forstaae det Samme i Virkelighed, er jeg fritagen for enhver Anstrengelse i Henseende til min Phantasie; det er lagt mig nær nok, kun altfor nær; det har ligesom slugt mig, og Spørgsmaalet er nu, om jeg kan redde mig selv ud deraf.

NB14:37

#

Som det i Forholdet til Forsynet og Styrelsenell. rettere i Forholdet til hvad den gjør, næsten bestandig kun er som en Spøg det hvad jeg gjør: om jeg er Keiser ell. skærer Svovelstikker o: s: v: – saaledes ogsaa i Forhold til Forsoningen. Χsti Forsoning, Hans Lidelse og Død er Alt, og forvandler det Smule jeg gjør næsten til Spøg: enten jeg reformerer hele Verden ell. jeg som Tjenestekarl passer mit Arbeide: det er lige eens; thi Χsti Forsoning er uendelig Alt.


#

NB14:38

Om »📖 Sygdommen til Døden«

[a] Om 📖 Sygdommen til Døden.


Maaskee burde der dog have været, som paatænkt var, en lille bitte Efterskrift af Udgiveren, fE:

Udgiverens Efterskrift.

Denne Bog er som af en Læge; jeg, Udgiveren, er ikke Lægen, jeg er en af de Syge.

Det var som sagt paatænkt; der ligger ogsaa i Pulten de forskjellige Udkast til en saadan Efterskrift fra den Tid af. Men Sagen var, den Gang forstod jeg endnu ikke selv saa dybt som jeg nu gjør Betydningen af den nye Pseudonym. Og dernæst (som ogsaa er bemærket i Journalen fra den Tid da 📖 Sygdommen til Døden blev trykket) jeg frygtede, at det skulde blive misforstaaet paa forskjellig Maade, som var jeg selv blevet bange og vilde trække mig udenfor o: D.

Nu forstaaer jeg det ganske, at der i Forholdet til den nye Pseudonym 👤Anti-Cl. stadigt skal et saadant Udgiver-Forord, hvor jeg siger: jeg er en Stræbende.

Der skal paa en Maade dømmes i Χsthedenaber saaledes, at det er mig der bliver dømt.

Dette er, om man saa vil en Art Heroisme, som svarer til mit Væsen, en Eenhed af Strenghed og Mildhed.

NB14:39

#

Mulighed og Virkelighed cfrp.52.


Vi græde Alle naar Præsten prædiker om at forlige sig med sin Uven. Og see, i Virkeligheden betragtes det at søge Forliget som en Frækhed. Saaledes betragtede Etatsraad 👤Olsen det »som en uhørt Frækhed«, hvorover han blev rasende opbragt eller var det, da han kom hjem.

NB14:40

#

De 10 Spedalske.


Dette Evangelium ell. rettere den Maade, paa hvilken der i Almdl. prædikes over dette Evangelium, viser igjen, hvor lidet man egl. opfatter det Christelige nærværende, opmærksom paa Situationen.

Man taler saa ganske i Almdl. om Utaknemlighed; man glemmer det særlige, at de ved at takke Χstus, jo udsatte sig for at lide Forhaanelse for hans Skyld, man glemmer, at Præsterne (til hvem de henvendte sig efter Χsti Ord) naturligviis har gjort Alt for i Guds Navn at forhindre dem i at være taknemlige mod Χstus.

Overhovedet kunde jeg næsten fristes til at betragte det som en Prøve, Χstus sætter dem paa, at han siger: gaaer hen til Præsterne og beteer Eder for dem; thi vidste han jo nok, at Præsterne vilde snakke dem Alt for for at forhindre dem i at takke Χstus, gjøre det til en Forbrydelse mod Gud, en Ugudelighed.

NB14:41

#

👤Luthers Lære om Troen

[a] 👤Luthers Lære om Troen, eller 👤Luther som point de vüe, og min Forstaaelse af mig selv.


svarer egl. til den Forvandling, der foregaaer naar man bliver Mand og ikke mere er Yngling; hans Lære om Troen er Manddommens Religieusitet.

Som Yngling er det En dog som var det muligt at naae Idealet, naar man blot redeligt af yderste Evne stræbte; der er et barnlig, om jeg saa tør sige, Lige-Forhold mellem mig og Forbilledet, naar jeg blot af yderste Evne vil. Her ligger Middelalderens Sandhed. Den troede saa fromt paa, at naae det ved virkelig at give Alt til de Fattige, ved at gaae i Kloster o: s: v:.

Men Manddommens Religieusitet er en Potens høiere, og just derfor kjendelig paa, at den føler sig et Stadium længere borte fra Idealet.

Altsom Individet udvikles, bliver Gud ham uendeligere og uendeligere, føler han sig længere og længere borte fra Gud.

Læren om Forbilledet kan saa ikke mere ligefrem indtage den første Plads. Først kommer saa Troen, Χstus som Gave. Idealet bliver saa uendelig ophøiet, at al min Stræben forvandler sig for mig selv til et afsindigt Intet, hvis det skulde være for at ligne det, eller til en Slags gudfrygtig Spøg, om jeg end redeligt stræber.

Dette udtrykkes ved: at jeg hviler ene og alene i Troen. Ynglingen mærker ikke, hvor uhyre Opgaven er, han begynder frisk væk, og i den fromme Illusion, at det skal nok lykkes ham. Den Ældre fatter uendelig dybt Afstanden mellem sig og Idealet – og nu maa »Troen« først gaae imellem, som det, hvori han egl. hviler, Troen, at der er gjort Fyldest, Troen, at jeg frelses ved Troen alene.

Saaledes har 👤Luther fuldeste Ret, er et Vendepunkt i Religieusitetens Udvikling.

Men Misvisningen i vore Tiders Religieusitet er, at man saa i den Grad gjør Troen til en Inderlighed, at den egl. reent gaaer ud, at Livet faaer Lov til mir nichts og Dir nichts at gestalte sig reent verdsligt, og at man istedetfor Troen substituerer en Forsikkring om Troen.

Saaledes har jeg tildeels tidligere forstaaet min Stilling ved at forstaae 👤Luther, men nu forstaaer jeg det først fuldere. Ogsaa jeg har været en Yngling, og det var mig som var Idealet En dog nærmere, indtil jeg i dybeste Forstand blev ydmyget under Idealet – og nu maatte Læren om »Naaden« ret vise sig for mig. Ret har jeg derimod havt og har jeg i al min Polemik mod hele det moderne Spilfægterie.

Som det enkelte Msk, saaledes behøver Slægten ogsaa Repetitioner, ell. Repetenter, for at bevare Continuerlighed. Genierne ere egl. saadanne Repetenter. De udvikles langt langsommere end andre Msker, gjennemløbe virkelig de verdenshistorisk tilbagelagte Grund-Existens-Former. Just deri ligger deres Betydning som Correctiver. Medens Genierne prophetisk udvise det Tilkommende, gjøre de det just ved Hjælp af en dybere Erindring af det Tilbagelagte. Al Udvikling er vel ikke Tilbagegang men en Gaaen tilbage, og dette er Primitivitet.

Ynglingens Alvor er flux, bona fide at begynde paa at ville ligne Idealet; Den Ældres Alvor er først at sætte Troen imellem som Respekts-Udtrykket for den qvalitative Forskjel mell. al hans Stræben og Idealet. Det Moderne er Spilfægterie ved Hjælp af at forvandle Troen til en fingeret Inderlighed.

NB14:42

#

Χsti Forhold til den Troende som Forsoneren tænker jeg mig i een Forstand saaledes. Som naar en Ældre i Forhold til Børn siger: nu skal jeg sørge for Alt, vær I blot ganske rolige, og troe paa mig – og han da bliver vred naar Børnene nu istedetfor at være glade og lade ham sørge, selv ville sørge: saaledes mener jeg, at Χstus qua Forsoner vredes, naar den Troende paa nogen Maade selv vil have travlt med at gjøre Fyldest for sin Synd. Nei! Forsoningen er det Afgjørende. Saa kommer paa den anden Side deraf, just af Glæde over Forsoningen, en redelig Stræben, som man dog vel at mærke selv næsten forstaaer som en Spøg, hvor redelig og alvorlig den end er, som en Spøg, hvis den skulde paa nogen Maade være Fyldestgjørelse.

Det er ikke paa nogen Maade Mske[t]s Stræben, der bringer Forsoningen, men det er Glæden over Forsoningen, over at der er gjort Fyldest, det er den Glæde, som frembringer en redelig Stræben. Omtrent som naar 👤Luther siger: det er ikke de gode Gjerninger, der gjør den gode Mand, men den gode Mand, der gjør gode Gjerninger ɔ: Manden er det Habituelle, det som er mere end alle enkelte Handlinger. Og den gode Mand bliver man jo, efter 👤Luther, ved Troen. Altsaa først Troen. Det er ikke ved et dydigt Levnet, gode Gjerninger o: D:, at man naaer Troen. Nei, det er Troen, der gjør, at man gjør i Sandhed gode Gjerninger.

NB14:44



11. Journalen NB14, s. 65, begyndelsen af optegnelsen NB14:44 med fire marginaltilføjelser
Et yderligere Skridt i Forhold til »hende«.


Jeg har skrevet et Brev til 👤Schlegel med et indlagt til hende, og modtaget hans Svar og det andet Brev uoplukket tilbage. Alt findes i en Pakkeb i hendes Piedestal, i hviid Convolut med Udskrift: betræffende hende. Det var d. 19 Novb.

b En Copie af mit Brev til 👤Schlegel, og det vedlagte til hende, findes ogsaa i en Convolut liggende i en af de to smaa Skuffer i Pulten.

[c] I samme Pakke findes ogsaa i en Qvart-Bog: »mit Forhold til hende, d. 24 Aug. 1849 noget digterisk.« Og i en lille Pakke i graat Papir, hvorpaa staaer »at brændes efter min Død,« hvilken Pakke ligger i den lille Skuffe i min Pult findes fra en ældre Tid en lignende Opfattelse af mit Forhold til hende, om hvem der desuden findes Adskilligt i Journalerne fra ifior (48) og iaar (49), vel ogsaa i ældre.

Sagen er denne.

[d] Mærkeligt for mig var det ogsaa at Etatsraadens Død just indtraf samtidigt med min Tanke om at svinge af fra Forfatterskabet, og at træde i Charakteer af religieus Forf fra Begyndelsen. cfr en Lap, som ligger i Journalen NB13, at naar jeg træder i Charakteer af hele Forfatterskabet som religieust, saa vilde en Dedication væsentlig forholde sig til »hende«.

I Betragtning af, at hun formodl. i Anledning af Faderens Død, muligen har tænkt paa en Tilnærmelse fra min Side (hvad jeg desuden maaskee har Data for) tog jeg atter Sagen frem. Jeg lod anden Gang en Digter forsøge sig paa Opgaven og paa hendes Forhold, og udfandt, at et søsterligt Forhold var en Mulighed, der vist vilde glæde hende, hvad der vilde glæde mig.e Desuden kan den hele Sag let komme op igjen, naar engang jeg qua Forf. skal til at repetere. Min Collision var en religieus. Bedraget med en Skurk var i faveur af hende. Forløbet sig har hun dog ved sine fortvivlede Udsagn om sin Elskov om at ville døe, sine religieuse Besværgelser o: s: v: hun som nu er gift – og jeg ugift. – Jeg hengav mig til denne Opfattelse; der vil desangaaende findes Optegnelser i Journalen NB12.

e medens tillige Opfattelsen blev at hendes Ægteskab og just med 👤Schlegel var den høieste Velgjerning mod mig.

[f] Ja, et stort Ansvar har hun dog ogsaa mod mig ved sin Misbrug af religieuse Besværgelser; hendes Ansvar er det jo ogsaa i en vis Forstand, at hun ved en fortvivlet Hensynsløshed drev Sagen saa høit, efterat den paa en for mig ydmyg nok Maade var afgjort: et Ansvar, der egl. først bliver tydeligt ved saa at være forlovet saa kort Tid efter.

Saa handlede jeg. Det, der bestemte mig i afgjørende Forstand var.

[g] Havde det ladet sig gjøre, saa vilde Forligelsen med »hende« være indtruffet samtidigt med de tre Taler (📖 Ypperstepræsten, Tolderen, Synderinden), der i Forordet – for Repetitionens Skyld af hele Forfatterskabet – indeholder Gjentagelsen af Forordet til de 📖 to opbgl. Taler 1843, det Skrift, jeg veed, hun har læst i sin Tid.

1) Et heelt Liv er dog maaskee for stor en Maalestok for en Qvinde. Det kan tilfredsstille mig at bevare hele min Hengivenhed for hende, at lade min Forfatter-Existents blive en Glands over hendes Navn o: s: v: – men hvad kan det egl. hjælpe hende, naar hun eller jeg først skulde være døde; og hvad bryder en Qvinde sig egl. om historisk Navnkundighed. En saadan Trofasthed er jo næsten grusom, hun stod sig jo bedre ved at jeg var lidt mindre trofast, men at det kom hende til Gode i levende Live.

2) Jeg frygtede, at det skulde være Stolthed af mig, der holdt mig tilbage fra at handle, at jeg ikke vilde udsætte mig for Ubehageligheder i den Retning. Vel, saa turde jeg ikke lade være at handle. I Henseende til at henvende mig til Hende, veed jeg, at det at lade det være, ikke kan være min Stolthed; thi i det Forhold er jeg kun altfor sikker. Nei det pirrelige var jo egl. 👤Schlegel. Altsaa jeg henvendte mig til ham, og han benyttede jo ogsaa Leiligheden til en moralsk Declamation.

Nu er det gjort. Gud skee Lov, at jeg har gjort det. I en senere Tid vilde det dog maaskee være faldet mig ind: Du burde have gjort det, og saa var det bag efter. – Nu aander


12. Journalen NB14, s. [68], slutningen af optegnelsen NB14:44 med en større tilføjelse NB14:44.h påbegyndt i marginen og videreført i sidens fulde bredde

jeg. Alle den Art Declamationer gjør mig Sagen lettere. Hendes Bønner og gudelige Besværgelser – ja det var en Magt.


──────────


Forøvrigt er det umuligt at gjøre Noget. Jeg tør ikke bruge min Personlighed. Personligt at nærme mig hende – blot hun hører min Stemme, risikerer jeg, at hun forstaaer min Tilnærmelse paa den meest urigtige Maade, inden jeg faaer gjort hende begribeligt, hvad jeg vil.


──────────


Sagen er nu afgjort. Thi fast staaer det – uden 👤Schlegels Samtykke ikke eet Ord. Og han har erklæret sig saa definitivt som muligt. Det bliver hans Sag.

[h] Og naturligviis ikke eet Ord til hende om at vinde 👤Schlegel for min Idee. Nei aldrig! At respektere et Ægteskab det forstaaer jeg. Den Mulighed jeg havde opfundet for hende, og glædet mig til at fryde hende med, forskjønnende hendes Ægteskab – og kun Gud veed, om jeg ikke havde fordret for meget af mig selv ved saaledes at ødsle mig – den skulde være en Foræring af 👤Schlegel til hende. Havde han forstaaet mig, havde han troet mig, saa var jeg blevet næsten et Tjenende i hans Haand. – Men nu er Sagen egl. afgjort. Og aldrig har jeg den Sag betræffende følt mig saa let og glad og fri, saa ganske igjen mig selv, som just efter dette opoffrende Skridt; thi jeg forstaaer nu, at jeg har Guds Samtykke til at slippe hende og skaane mig selva d. 21 Novbr.

a kun opfyldende hendes sidste Bøn: »stundom at mindes hende«, og saaledes bevarende hende Historien og Evigheden imøde.

NB14:46

#

Det er en god Distinction af 👤Luther (i Prædiken om Enkens Søn fra Nain): Evangeliet lærer os ikke hvad vi skal gjøre, men hvorfra vi skulle tage Kraften til at gjøre, hvad vi skal gjøre.

Imidlertid kommer saa jo dog Læren om Forbilledet igjen. Der slaaes jo ikke af fE paa Selvfornegtelsen, nei, men af Evangeliet lærer jeg at troe, at Gud og Χstus hjælper mig til Selvfornegtelsen.

Egl. er »Naaden« forholdende sig til Sammensætningen af Timelighed og Evighed, som Msket er. Naar et Legeme dreies altfor hurtigt omkring, saa kan der fremkomme Selvantændelse. Saaledes ogsaa naar Evigheden og Idealitetens Fordring i et Nu styrter ind paa et Msk. og kræver sig af ham: saa maa han fortvivle gaae fra Forstanden o: s: v: I en saadan Tilstand maatte han raabe til Gud: giv Tid, giv Tid.

Og dette er Naaden – Naadens Tid, hedder Timeligheden jo derfor.

I Evigheden kan der egl. ikke være Tale om Naade. Men Timelighed er jo just i een Forstand Qvalen – og dog gudeligt er den Naadens Tid.

Troen, som forholder sig til og griber Naaden, gaaer frelsende imellem. I Troen er Hvilen.

Troen, forholder sig til Naaden, og see nu indtræder lige det Modsatte: nu er der i een Forstand slet Intet at haste efter – det er jo Alt gjort. Her ligger Forsoningen, Fyldestgjørelsen.

Kun saaledes kan et stakkels Msk. holdes i Stræben. For at faae Mod til at stræbe, maa han hvile i den salige Forvisning, at Alt allerede er afgjort, at han har seiret – i Troen og ved Troen.

Saa begynder han at stræbe; men bestandigt er Troen, forholdende sig til Naaden, flux til Rede med at styrke ham til taalmodigt at stræbe, bestandigt givende Tid, Naadens Tid.

O, men har en msklig Fader ell. Moder allerede Møie nok for at lempe sig efter sit Barn, – hvilket Taalmodighedens Underværk, for Gud i Himlene eller naar man er Gud i Himlen at have Taalmodighed med et Mskes – Stræben!

NB14:47

#

Det er dog saare anstrengende, at staae paa denne discrimen: at forstaae og fornemme at noget Overordentligt er En forundt, og saa forstaae, at i det Øieblik det skal sættes ind i Virkeligheden er det en Linie som et Haarsbred, der afgjør om det skal faae det ligefremme Udtryk for det Overordl., at blive det Beundrede, eller det omvendte Udtryk at blive forstødt af Tiden.

[a] Noget Andet er det jo, naar den Umiddelbare, der fornemmer i sig noget Overordentligt, dristigt vover, fuldt forvisset om, at kun eet Udfald er muligt: at seire. Og see, det Modsatte skeer, det vil sige, han kommer vel til at seire, men aandeligt, hvilket er at ligge under. Dette er noget ganske Andet; thi han var ikke dialektisk, forstod ikke forud, at det Overordentlige er dialektisk, at det er en lille Streg om at gjøre, om det Overordentlige maaskee er saa overordentligt, at dets adæquate Udtryk er at ligge under, at ansees som Galskab o: s: v:.

Jo høiere man er oppe desto nærmere vise disse Modsætninger [sig], som slet ikke vise sig i Forhold til saadanne almdl. Foretagender, der ligge indenfor Sandsynlighed.

Og nu at holde ud med samme Ligelighed at arbeide for det Samme, medens man vexelviis seer det modsatte Udfalds Mulighed. Dog heri ligger just Øvelsen, hvorved Sindet vendes bort fra Udfaldet og bliver vendt mod Gud i Lydighed mod ham.

NB14:49

#

»Naaden« tages i Almdlighed som en død Afgjørelse een Gang for alle, istedetfor at den skal forholde sig til en Stræben, da den er, for at erindre om et Ord af 👤Baader, et Forskud. Men dette med en Stræben er altid saa vanskeligt, og den letteste Situation for det Christelige er i en vis Forstand Døden, just fordi saa er der ikke mere Tale om en Stræben. For Røveren paa Korset var det ogsaa i een Forstand Lettelsen, at der ikke var Tale om nogen Stræben.

NB14:50

#

At Naaden er gratis finder ganske rigtigt sit Udtryk i: 📖 det nye Testament. En Arving har ingen, ikke den fjerneste Fortjeneste, Alt er Arveladerens Velgjerning mod ham.

Betragter man nu Sagen reent udvortes, saa altsaa Arvingen har Lov at skalte og valte med Arven, som han vil: saa er den hele Sag taget forfængelig. I Aandens Forhold – hvor da jo Arven ikke er noget Udvortes, saa »Troen« er Betingelsen for at blive, som for at blive sig bevidst, at man er Arvingen – er Forpligtelsen i Forhold til Arven et Væsentligt; – her er igjen Begrebet: Stræben.


#

NB14:51

#

Rigtigt siger 👤Hamann: som »Lov« ophæver »Naade« saaledes ophæver det »at begribe« det »at troe«.

Det er jo min Sætning. Men hos 👤Hamann er den blot en Aphorisme, medens jeg har gjennemkæmpet den, ell. kæmpet den ud af en heel given Philosophie og Dannelse, indtil den Sætning: at begribe, at man ikke kan begribe Troen, eller (den mere ethiske og gudfrygtige Side) at begribe, at man ikke skal begribe Troen.

NB14:52

#

»Naar Gud er med os, hvo kan da være mod os.« Det seer saa let ud ganske ligefrem. Men ægte luthersk maatte man jo sige: just naar Gud er med os, saa er gjerne hele Verden mod os. Men – og nu kommer det Trøstelige, men hvad vil saa det sige; naar Gud er med os, saa kan dog hele Verdens Modstand Intet formaae mod os. Apostelens Mening med det Ord: hvo kan da være mod os, er aabenbart, hvo skulde saa kunne være os saaledes imod, at han blev den Stærkere. Ordet svarer da til hiint Ord: Den, som er i os er større end Den, som er i Verden.

NB14:53

#

I den pragtfulde Slotskirke træder en stadselig Hofprædikant, det dannede Publikums Udvalgte, frem for en udvalgt Kreds af Fornemme og Dannede, og prædiker rørt over Apostelens Ord: Gud udvalgte det Ringe og Foragtede. – Og der er Ingen, der leer.


#

NB14:54

#

Dersom pludselig den religieuse Interesse skulde tage stærkt Opsving, tænker jeg, det ender med, at 👤Goldschmidt begynder, i Egenskab af Næringsdrivende, et Tidsskrift for huslig Andagt, christelig Samler o: D:. Jeg gav 4 ß dertil; det vilde være et godt Bidrag til at faae oplyst, hvad man egl. nutildags forstaaer ved en Præst; thi der [er] ingen Tvivl om, at 👤Goldschmidt vilde kunne gjøre det lige saa godt ell. bedre end mangfoldige Præster. Naturligviis, han læser lidt i den Retning, og bruger saa forresten sin Phantasie – og saa faaer vi en Analogie til hiin Maadeholdenheds-Præst, der faaer 4 Snapse for hver En, han vinder for Selskabet.


#

NB14:55

#

Det som👤Socratesegl. meente med at ville have »Digterne« udjagne af Staten, var, at Digterne, ved at fremstille i Phantasie-Mediet, istedetfor at fremskynde Mskene til den ethiske Realisation i Virkeligheden, snarere forkjælede dem og afvænte ell. afvendte dem derfra.

Samme Indvending kunde man for en stor Deel fristes til at gjøre mod »Præsterne« nutildags.

Ja allerede 👤Plato selv er jo dog en Misforstaaelse i Forhold til 👤Socrates. Kun 👤Socrates formaaede at holde sig paa den Spidse at udtrykke i eet væk det Existentielle, bestandigt det Nærværende, saa han ingen Lære havde, intet System o: D:, men exsecutivt havde det. 👤Plato gav sig god Tid – ved Hjælp af dette uhyre Sandsebedrag, blev der saa en Lære. Efterhaanden tabtes saa det Existentielle mere og mere af Sigte og saa blev Læren dogmatisk bredere og bredere.

NB14:56

#

Det Prædikeforedraget især mangler er den myndige Applications opvækkende Du – at det er Dig, der tales til. Enkens Søn af Nains Opvækkelse er altid fremstillet som et Sindbillede paa aandelig Opvækkelse – nu vel, Χstus traadte jo heller ikke hen til Baaren og holdt en Tale om at der er de Dødes Opstandelse, nei han sagde: Du unge Msk. jeg siger Dig stat op. – Det følger af sig selv, at det ikke er min Mening, at Præsten kan gjøre Mirakler. Det gjælder derfor hvad 👤Luther siger i Prædikenen over hiint Evangelium, at Du maa høre Χstus sige det til Dig – men den almdl. Tale om den gavner til Intet.


#

NB14:57

#

Hvad jeg altid har sagt, og 👤Anti-Climacus da især indskærpet: det Χstliges Vanskelighed fremkommer egl. først, naar det skal sættes sammen med den Enkelte, naar den Enkelte, Du og Jeg, skal gjøre Alvor af at tilegne sig det, at turde sige: det er mig, det angaaer; thi da er det Christelige altfor høit, og Forargelsen ikke til at undgaae.

[a] Det Christeliges Vanskelighed, og vor Tids Underfundighed.

Ligesom man nu undgaaer den anden det Christeliges Vanskelighed: Samtidigheden og forvandler det til noget Forbigangent, saaledes undgaaer man den Vanskelighed med den Enkelte, ved bestandigt at underskyde et Objektivt. Naar jeg skal sige: Som en Brudgom elsker Χstus mig, mig 👤S. A. Kierkegaard, eller mig, 👤H. Martensen, eller mig, 👤J. P. Mynster – ja saa kniber det. Hvad gjør man saa? Saa underskyder man: Kirken; som en Brudgom elsker Χstus Kirken, der er Bruden. See, nu gaaer det ganske behageligt. Et saadant uhyre Noget som Kirken, Kirken, der nu har bestaaet i 1800 Aar, bestaaet, som det hedder, af Milioner og Milioner – et saadant uhyre Noget, det synes at være commensurabelt, i almdl. msklig Forstand commensurabelt for Χstus – og saa er jo Forargelsen gaaet ud.

Og nu tænke man sig hvilken Confusion! Naar jeg foredrager det om den Enkelte, da skal det være subjektivt Liebhaberie – men det andet det er den objektive Χstd! O, I Gavtyve! eller rettere sagt, de vide end ikke selv, hvor snildt deres Taktik er, for at underminere al Χstd.

Til min store Glæde læser jeg idag hos 👤Luther (i Prædikenen paa 20 Søndag efter Trinitatis Evangeliet, Kongen, der gjør sin Søns Bryllup) hvor han udvikler, hvorledes » bKjød og Blods Blindhed og Forstokkelse vældigt strider mod dette om, at Χstus som en Brudgom elsker mig og Dig«, jeg læser disse Ordc: .... Verden indrømmer vel ogsaa tilnøds, at Χstus er en smuk, ædel, from og trofast Brudgom, og hans Kirke en herlig, salig Brud. Men naar Enhver for sig skal troe, at han ogsaa hører Χstus til, samt at Χstus bærer saadan hjertelig Kjerlighed til ham – da gaaer Alting istaae.«

b den gamle 👤Adam

c p. 564. anden Spalte

Gud skee Lov for 👤Luther! Det er dog immer en god Hjælp mod den næsten afsindigt opblæste dogmatiske og objektive Indbildskhed, der ved at gaae videre, afskaffer Χstd.

NB14:58

#

Dette er dog det næsten overmenneskeligt anstrængende, det i Sandhed at indlade sig med Gud, og at have med ham at gjøre. – Nu fornemmer man hele Saligheden af hans Kjerlighed, Alt hvad man hidtil har syndet og feilet er glemt – og saa skal man da til at begynde, styrket ved dette Ubeskrivelige. Og see, blot den næste Time, saa er Ens Stræben dog saa mangelfuld; og Gud kan med fuldeste Ret atter [sige]: nu er Du jo igjen selv Skyld i, at Alt forspildes. – O, i een Forstand frygtelige Anstrengelse; men dog uendelig ulige større Taalmodighedens Opgave: at være Gud!

NB14:59

#

Ogsaa paa den Maade er den sande Christne priisgiven i Verden. Verden veed meget god Beskeed om, hvad den christelige Fordring er, hvilken Selvfornegtelse, hvilken Taalmodighed, Eftergivenhed o: s: v:. Men for sit eget Vedkommende siger Verden som saa: nei, tak, jeg vilde dog nok helst være fri, uagtet Verden kalder sig Χstheden. Saa er der da En, for hvem det at være Χsten er Alvor: bravo, raaber Verden ell. Christenheden, bravo, det bliver Commerce, ham kan vi gjøre med Alt, hvad vi ville, og vi have saa tillige den Moerskab, at see, om han nu kan tage det christeligt, det er en bedre Comedie end den i Theateret. Lad os slaae ham paa hans høire Kind – og nu skal vi see, om han vender den venstre til. Gjør han det, saa faaer han en med paa den venstre, det var Synd Andet, og tillige bliver der Noget at grine af. Gjør han det ikke, saa er han jo en Hykler, han som siger sig at være en Christen, og saa skal vi forfølge ham af den Grund.

Det er categorisk uundgaaeligt, at en sand Χsten (hvortil dog vel hører det at vedstaae at han er Χsten, ikke at sidde og fise i en luun Præstegaard eller være luunt en af de Stille) er eo ipso »et Skuespil for Verden«.

Ogda nu Christenheden er blevet saa overordentlig tolerant mod Jøder, Græker, Muhamedaner, Lamadyrkere o: s: v: o: s: v: (formodl. fordi det ikke falder Χstheden ind at gjøre Paastand paa selv at være Jøde, ell. Lamadyrker) og da lidt Religionsforfølgelse dog altid maa til som Kryderie i Livet: saa vil Χstheden vel ogsaa, hvad den stadigt har været, være betænkt paa, at forfølge den sande Χstne.

NB14:60

#

Naar Verden – der jo netop ingen væsentlig Forestilling har om Religieusitet – skal dømme: saa er eo ipso en sand religieus Handling Stolthed, Overmod o: D. En sand religieus Handling er nemlig incommensurabel for og uforklarlig af de endelige Formaal: ergo er den Galskab, ell. Stolthed – ja eller den er Religieusitet.

Hvor let faldt det ikke i sin Tid Samtiden at dømme, at det, at jeg udsatte mig for Pøbelagtigheden, at det var Stolthed, Overmod. Var der vel en Eneste, der tænkte paa, at jeg just i det ene Øieblik ene raadførte mig med et Opbyggelsesskrift. At min Handling derfor for Gud skulde have nogen Fuldkommenhed, er langt fra mig at paastaae.

NB14:61

#

Det er nu godt nok, at det er »Sproget« hvorved Msket udmærker sig for Dyret: vist er det, at just fordi al Underviisning strax skeer i Sproget, vildledes ogsaa Msket let. Sproget er nemlig et Abstrakt, giver overalt det Abstrakte istedetfor det Concrete.

Man tage nu Sagen naturvidenskabeligt æsthetisk o: s: v: hvor let foranlediges et Msk. ikke til den Indbildning, at han virkelig kjender det, hvorfor han har Ordet. Det er den concrete Intuition som her saa let gaaer tabt.

Og nu ethisk! Hvor let forvildes ikke Msket til at komme til at tænke paa Msket (det Abstrakte) istedetfor paa sig selv, dette uhyre Concrete. Deri laae ogsaa det Sande i den pythagoræiske Underviisning at begynde med Taushed. Det var Besindelse paa Concretionen.

NB14:62

#

Ogsaa saaledes faaer den sande Trøst Skikkelse af Grusomhed mod andre Mennesker, og kommer til at lide istedetfor at takkes.


Jo dybere Trøsten er og jo dybere Medlidenheden, desto mere bliver den ikke staaende ved saadan Dit og Dat af Lidelse og Uleilighed, men opsøger de i dybeste Forstand Lidende, som Χstus opsøgte de Dæmoniske, og søgte Toldere og vitterlige Syndere.

Men see nu bliver Samtiden forbittret. Thi Slægten som saadan har en anden Taktik, den er i den Grad angest for Dæmoniske og saadanne de dybeste Lidelser, at den ingenlunde engang vil høre at der er Trøst og Helbredelse for dem – af Frygt for at blive mindet om, at saadanne Lidende ere til. En saadan »Trøster« forstyrrer altsaa det glade Selskab i Livets forskjellige Kredse – det er jo som en Grusomhed mod dem – at han, for at helbrede dem, opsøger Dæmoniske o: s: v: – istedetfor som Publikum, Χstheden, de fornemme Kredse 👤Goethe og 👤Mynster paa enhver Maade at sikkre sig at blive uvidende om, at saadan Elendighed er til.

Saaledes ogsaa med Syndens Elendighed. Ved at ville frelse fra Synden, og lægge Evighedens Eftertryk derpaa, bringer jo saa Frelseren Bevidstheden om Synd i Erindring efter en Maalestok, som uleiliger Publikum, Selskabet o: s: v: Ergo [er] det Grusomhed af denne Trøster og Frelser, ergo hade vi ham og forfølge ham med Rette.

Og som det gik Χstus, saa gaaer det i det Mindre Enhver, der nogenlunde dybt sympathetisk opfatter Lidelse, og har en sand christelig Forestilling om Synd: hans, si placet, glædelige Tale om at der er Trøst og Frelse bliver en Plage for Selskabet, ved at erindre om, efter hvilken frygtelig Maalestok, der lides i Verden, og Syndens Rædsel.

Nei en Trøster og Frelser, der skal gjøre Lykke i Verden, han maa ikke gribe for dybt, blot give sig af med at curere almdl. Omgangssyger og vide Raad for Smaa-Fataliteter, og i Forhold til Synden, tage Naaden forfængelig.

NB14:63

#

Protest mod Biskop 👤Mynster


En saadan Existents i Hæder Ære Anseelse, Overflod, Nydelse, Fornemhed, som den Biskop 👤M. har ført lader sig, christelig, kun retfærdiggjøre under een Forudsætning: trøster Biskop 👤M. sig til at paastaae, at den lille Verden, i hvilken han har levet, at Danmark, ell. hans Stift Sjelland, eller blot 📌Kiøbh. har været bestaaende af sande Χstne ell. at negte at dog langt, langt det overveiende Tal ere Ikke-Christne; tør han negte, at Skriftens Ord har passet ogsaa paa denne lille Verden: at den ligger i det Onde. Hvis saa, saa er Biskop 👤Mynsters Liv, christeligt, en Løgn.

Og da jeg nu af Hans Høiærværdigheds Prædikener kan bevise, at han lærer, at Verden slet ikke er bedre nu end før – saa er jo hans Liv en Løgn.

Løgnen ligger i, at han feigt har unddraget sig fra Virkeligheden, arrangeret et Slags Privatissimum af fornemme Kredse – hvor da forresten, som han selv veed, Χstligheden just ikke har været det Fremherskende – og levet der.

Hvor ofte har hans Høiærværdighed ikke rørt forsikkret, at dersom det fordredes af ham, saa var han villig til at offre Liv, Blod, Alt. Dersom! Men saa maa det jo have været en rar Verden han har levet i, siden han med sit begeistrede dersom ikke blot ingen Anledning fandt til at lide men idel Anledning til at stige i verdslig Hæder og Anseelse, feteret i Kredsene, dyrket af Qvinderne, beundret af Skuespillere, Hofmænd og Diplomater. Han fandt ingen Anledning til at lide, han med sit dersoma – end ikke da det gjaldt om, saa langt han formaaede at holde Forargelsen borte fra Kirken, ved at negte at vie Biskop 👤Monrad.b

a han som dog »lærer«, at Verden endnu ligger i det Onde! Han fandt ingen Anledning til at lide, han med sit dersom – gjennem dette lange Liv, der har været samtidig med Verdens-Omveltninger fandt han ingen Leilighed til at lide, han med sit dersom, han fandt den ikke lige indtil det Sidste

b Ja saa længe det gjaldt om, selv i Besiddelse af Magten, da med »biskoppelig Bekymring« at forhindre en enkelt stakkels theologisk Candidats Ansættelse: ja da var Biskop 👤M. tilrede, da var han Hersker, ja eller herskesyg. Men da Øieblikket kom, da der var Leilighed til at vise, at man er Hersker – og det viser man, christeligt, bedst, just naar man ligger under – da var Biskop 👤M. føielig som en Avisskriver, til Tjeneste som En, der udleier Klæder.

Er dette »christelig Viisdom« hvad er saa verdslig Kløgt; er dette Χstd., hvad er saa Verdslighed; er dette Sandhed, hvad er saa Usandhed; er dette at tjene Gud, hvad er saa det at tjene sig selv; er dette at offre sig, hvad er saa det, at see paa sit Eget; er dette at veilede, hvad er saa egentligen det at vildlede!


#

NB14:65

#

»Naaden« og »Loven«


Man har skudt »Naaden« ind paa et reent forkeert Sted, man bruger Naaden til at slaae af paa Lovens Fordring. Meningsløst og uchristeligt!

Nei! Fordringen er og bliver den samme uforandret, maaskee snarere skærpet under Naaden. Forskjellen er kun den: at under Loven er min Salighed knyttet til betinget af Opfyldelsen af Lovens Fordring. Under Naaden er jeg fritagen for denne Bekymring, der i sit Maximum maatte bringe mig til Fortvivlelse og ganske uduelig til at opfylde end det mindste af Lovens Fordring – men Fordringen er den samme.

Lovens Fordring er det Strammende; og vistnok giver det at stramme, som naar man strammer en Buestræng, det giver Fart, men man kan ogsaa stramme en Buestræng saa den brister. Just det gjør Loven som saadan. Ikke Lovens Fordring er dog det Sprængende, nei, men det Tilføiede: Din Salighed afhænger af, at Du opfylder Fordringen. Dette kan intet Msk. udholde; just [jo] alvorligere han er, desto vissere er hans Fortvivlelse i samme Øieblik, og det bliver ham aldeles umuligt endog blot at begynde paa at opfylde Loven.

Saa kommer »Naaden«. Den veed naturligviis godt Beskeed om, hvor Ulykken stikker. Den tager hiin Bekymring bort, hiint Paalæg til Opfyldelsen af Loven, som just gjorde Opfyldelsen umulig. Denne Bekymring borttager »Naaden«, og siger: troe blot – saa er Saligheden Dig vis. Men saa ikke videre, saa ikke det mindste Afslag i H: t: Lovens Fordring, nu skal Du netop til at begynde at realisere den; men der skal være Ro og Fred i Din Sjel, thi Din Salighed er Dig vis, naar Du blot troer.

Men som man i Alt har forkluddret Χstd. ved at kluddre den ind i msklig Medlidenhed, saa ogsaa i Henseende til »Naaden«. Det er dette rigtige Sludder-Mads-Begreb om »Naade«, at vor Herre nu skulde være blevet et gammelt Skrog, der ikke tager det saa nøie. Nei, var vor Herre nogensinde at ligne ved en gammel Mand: snarest var han det i Jødedommen; thi selv forstod han meget godt Umuligheden af at faae Loven opfyldt. Men i Χstd. blev han som den unge Læremester, der tager det meget nøie: nu vil jeg sandeligen have at det skal være Alvor, nu da jeg har givet Naadens Forskud. I Jødedommen sad Gud ligesom oppe i Himlene saae, at Loven ikke blev opfyldt, skjendte og straffede, men lod dog saadan Sagen gaae hen. Da kom Χstd, og Gud blev ligesom ung; han steeg ned paa Jorden, blev selv Msk, gik ind midt imellem Mskene og sagde: Loven vil jeg have opfyldt – her er Naaden, men nu skal det ogsaa være Alvor. Dersom jeg turde tale saaledes, kunde jeg fristes til at sige: det er som naar der i en Skole kommer en ny Lærer, en ny Lærer, der i een Henseende er uendelig mildere og dog i en anden Henseende ubøieligere med Hensyn til at drive Opgaven igjennem. Den gamle Lærer skjendte og straffede, var maaskee ogsaa for streng; men hvordan det nu var ell. det ikke var, Opgaven løstes ikke. Da kom den nye Lærer. Hurtigt gjør han en uendelig Mildhedens Indrømmelse, saa hele Skolen bliver som gjenfødt og forynget – og saa, saa siger han, see nu skal vi til at begynde, og Fordringen, Opgaven – ja den er den gamle.

Jeg kunde fristes til at fremstille det i [et] Billede, som naturligviis Intet oplyser, men dog maaskee kan vække. Tag en Classe af voxne Disciple. Den gamle Lærer har i ældre Stiil behandlet dem som Drenge; han skjender og straffer, men det gaaer ikke fremad med Underviisningen. Da kommer den nye Lærer. Han gjør dem frie, han siger: mine Herrer, mine Venner o: s: v: – men Fordringen til Underviisningen, nei, den slaaer han ikke af paa, de maae trække i Selerne ganske anderledes end under den gamle.

NB14:66

#

Det hele Begreb om en »christelig« Stat er egentligen en Selvmodsigelse, et Spilfægterie.a Jeg har vel Lov: til at lade mig lønne for at være Lærer i Χstd (en Arbeider er sin Løn værd), men saa skal det være nogle virkelige Χstne, saaledes, at jeg ved at tage Løn tillige indestaaer for, at de ere Χstne, at jeg qua Χsten og Lærer tør modtage denne Løn. Men jeg skal ikke oppebære min Løn per et Tredie, der i Nødsfald bruger verdslig Magt for at skaffe mig mit Tilgodehavende, et Tredie, der i dybere Forstand giver det at være Χsten en god Dag, og blot opretholder et Skin, at alle ere Χstne, saa Præsten, beskikket af Stats-Kirken, ankommer til en Menighed med Anviisning paa Gage, og nu er det ligegyldigt, om der maaskee i hele Menigheden ikke er en eneste Χsten, om Ingen gaaer i Kirke o: s: v: – Præst[en] prædiker sin Tour og Staten sørger for at han faaer sine Indtægter.

a Forsaavidt er det igjen en Misforstaaelse at den beskikker og lønner »Lærere« i Χstd.

Stat forholder sig til Categorien: Slægt; Χstd. til Kategorien: den Enkelte, alene derpaa kan man see, at de ere ueensartede.

I Forhold til alt Verdsligt, item Kunst, Videnskab o: s: v:, der har jeg rigtigt med Staten at gjøre.

Man seer nu, hvor misforstaaet den Bestræbelse er af Geistligheden endog ligefrem at ville lønnes af Staten. Naar man ikke kan bibringe Mskene saa megen Forestilling om Χstds Vigtighed, at de villigen betale, saa skulde man hell. ikke tage deres Penge. Χstd. er for høibaaren til at protegeres af Staten. Om Individerne i en Stat sank saa dybt, at de ingen Sands havde for Kunst og Videnskab, og Staten saa sagde: ja, det kan ikke hjælpe I skal betale dertil alligevel – vel, det er i sin Orden, og priseligt. Men Χstd. er uendelig ophøiet over Staten; forsmaaer Msk. Χstd. saa skal Straffen være, at de ikke faae Χstd. at høre.

Man forsøge engang at gjøre Alvor deraf, jeg troer det vilde lykkes. Naar det virkelig blev til Alvor, at Χstds Forkyndelse forstummede, saa kom dens Tid nok igjen, istedetfor der nu opretholdes et Skin ved den ynkelige Paaprakken af Χstd.

NB14:67

#

Da Gud jo dog selv har skabt og opholder denne Verden, skal man vel vogte sig for den asketiske Fanatisme, der udenvidere hader og tilintetgjør den.

Nei, mildest christeligt kunde jeg fremstille Forholdet saaledes. Denne Verden er som Leeg og Legetøi for Barnet. Faderen kan finde endog Leegen skjøn og barnligt gaae ind i den; men dog fordrer han, at Barnet successive skal vænnes af derfra.

Saaledes med Opdragelsen til Guds Rige ell: i Χstd. Gud er ingen utaalmodig ell. grusom Mand, der vil ved at forraske Msket, netop skade ham. Nei, Gud er Taalmodighedens Gud.

Dog vil Gud, at Msk. skal forstaae, at han skal bryde med dette Jordiske een Gang for alle saa dybt, at for Alvor Aanden bliver til. Og saa vil han fremdeles, at man saa smaat skal vænne sig fra.

Men ingen kjødelig Fanatisme, ak thi der er just en Fanatisme som er kjødelig.

Du skal troe om Gud, at han er faderlig nok til barnligt at ville glæde sig med Dig, hvor Du i Din msklige Forestilling er glad. Men Du skal huske paa, at der skal stræbes, at der skal stræbes, for at Sindet kan omdannes fra det Jordiske.

Saaledes forstaaer jeg det; men jeg forstaaer tillige, at det hele Χstheden og jeg behøver, dog er, at Den traadte frem, der ret tilgavns ved at være streng mod sig selv, vovede at være streng mod os, for at vi baade kunde tilskyndes til at stræbe, og til at paaskjønne Indulgentsen.

Men mild er Gud. Det har jeg altid forstaaet. Mit eget Liv viser mig det; thi aldrig er det faldet mig ind, at tage i Betænkning, naar jeg engang imellem ønsker at fornøie mig, da ligefrem at bede Gud, at han nu ogsaa vil hjælpe mig til og skjænke mig, at jeg ret maa fornøie mig – hvilket vilde være Nonsens, dersom Gud var en fanatisk Popants. Dog det forstaaer sig, jeg har rigtignok ogsaa trods Nogen, en overordentlig Forestilling om, hvilke Baand Gud i ethvert Secund har paa mig. De Fleste vilde maaskee aldeles tabe Livslysten dersom de endog blot efter den Maalestok, som jeg gjør det, skulde forstaae, hvorledes Gud hver Secund kunde sætte En over i en strengere Afdeling; og mig vilde det maaskee igjen gaae ligesom disse Fleste, naar jeg efter en endnu større Maalestok skulde forstaae det og efter en endnu større Maalestok bestandigt have det nærværende.

NB14:68

#

Det Udtryk »Forfatternes Forfatter« som jeg selv engang kom til at bruge fordi det var uundgaaeligt, og som senere af Nogle blev adopteret: dette Udtryk er egl. betegnende for det Mere jeg har end sædvanligt. Jeg er egl. Forfatter for Forfattere; jeg forholder mig ikke ligefrem til et Publikum, nei, jeg gjør qua Forfatter andre produktive. Just deri stikker derfor igjen min Lidelse, saa længe dette ikke er forstaaet, thi saa længe bliver det Mere end Almindelige hos mig et Minus istedetfor et Plus.

Latterligt er det forresten med 👤Martensen. Tilsidst bliver det vel ved Hjælp af Middelmaadigheden saa: at han bliver classisk – jeg kunstlet. Tak! See saa engang efter, om hans Fremstilling i fjerneste Maade forholder sig til at gjøre Andre productive!

NB14:70

#

👤Luthers Lære er dog ikke blot en Tilbagevenden til den oprindelige Χstd, men en Modification af det Χstlige. Han trækker eensidigt 👤Paulus frem, og benytter mindre Evangelierne.

Og bedst modbeviser han da selv sin Bibeltheorie, han der forkaster Jacobs Brev hvorfor? fordi det ikke hører til Canon? nei, det negter han ikke; men af en dogmatisk Grund, saa han altsaa selv har et høiere Udgangspunkt end 📖 Bibelen, hvilket vistnok ogsaa har været hans Mening, idet han kun for Striden med Paven ponerede Skriften, for at have et fast Punkt, og med den Indrømmelse, at ville lade sig overbevise, hvis de kunde overbevise ham af Skriften. Og det var rigtigt nok; thi det han vilde have bort, var just Traditionens Galimathias, som de vel skulde lade være at finde i Bibelen.

NB14:71

#

Curieust, at 👤Luther saa idelig prædiker om, at man skal give Penge til Præster og Skolelærere. Saaledes endog i Prædiken over Evangeliet paa 26 Søndag efter Trinitatis Mth: 25, Dommensdag, da Χstus skal adskille Faarene fra Bukkene.


#

NB14:72

#

»Lad Dig nøies med min Naade, thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed.«

1) Det er jo næsten som et Valg: kunde Du ønske at være »stærk og fri«, og saa udsat for den Fare, at glemme mig. Og dertil maatte man da vel svare: nei. Selv om jeg lidende Smerten ønsker og beder, at Tornen maa tages bort: o, dersom det skulde betyde at jeg saa skulde glemme Gud – nei, lad den saa blive! Vilde jeg ved at Tornen borttages, komme til mindre levende at fornemme mit Samfund med Gud: lad den saa blive. Og derfor, idet jeg beder, at den maa borttages, saa er da dette min Mening, at saa Taknemligheden og Glæden maatte binde mig end stærkere til Gud. Men det veed Gud dog egl. alene, hvad der binder bedst.

2) Betænk, at just denne Svaghed altsaa forøger Din Styrke, thi naar »Guds Kraft« »fuldkommes« i Skrøbelighed, saa er Du jo dog vel saaledes stærkere end i al egen Kraft, saasandt Guds Kraft er den stærkere.

NB14:73

#

»Hvad I ikke have gjort mod den mindste af disse mine Brødre, have I heller ikke gjort mod mig.« Der kunde maaskee ogsaa staae: havde I heller ikke gjort mod mig. Χstus er den lidende Mskhed, om han end tillige nærmere bestemmet er den just for sin Gudsfrygt lidende Mskhed.

Her er Maalestokken. Dersom vi havde været samtidige med Χstus, sige Mskene, saa o: s: v:. Χstus svarer, hvad han vil svare paa Dommens Dag, have I da ikke været samtidige med Syge, Fattige, Forurettede, Lidende o: s: v:; og mod Dem have I Intet gjort, hvilket dog var adskilligt lettere end at vise Kjerlighedsgjerninger mod mig, da jeg levede, jeg som udsatte Enhver for Fare, der vovede at ville tilhøre mig ell. vedkjende sig mig.

NB14:74

#

👤Talleyrand kunde (da 👤Mirabeau beskrev, hvilke Egenskaber en Deputeret burde have, og meente sig selv) maaskee endnu mere ironisk end som han sagde: »De glemmer een, han bør være koparret«, han kunde have sagt: De glemmer een, men det forstaaer sig, den følger da af sig selv, han bør være koparret. Det havde været mere socratisk.


#

NB14:75

#

Mens Luften er endnu saa fuld

Af Vintersneens Gysekuld

(👤Brorson)


Naar det en Dag ret er et hundsk Vinterveier, saa vil man ikke gjerne gaae ud – og nu naar et heelt saadant Liv ligger for En, og Spørgsmaalet er om at gaae ud deri!

NB14:77

#

Opgjørelse med Hensyn til mit Skridt mod 📖 Corsaren.


A. Følgerne for Forholdene.

1) Det gjaldt om at splitte 👤P. L. Møller og 👤Goldschmidt ad; og at faae 👤G. bort fra 📖 Corsaren – det er dog lykkedes.

2) Det lindrede dog for Mange af de Angrebne den forandrede Stilling det Hele fik derved, at jeg sprang deri,[a]

3) Der er i Henseende til Fremstillingen af det Religieuse, som skal frem, lagt til Rette ved at vække Opmærksomheden, og skal man have den menige Mand med sig, er det altid det sikkreste, først at lade ham komme til at gjøre Uret, saa han bag efter selv kan see, at han har gjort Uret, thi den menige Mand er altid godmodig, og vindes sikkrest, naar han er fortrydende; man skal ikke stride med ham om Magten, men give ham Magten og saa faae ham til at misbruge den; det tilfredsstiller ham, at han dog fik Magten, og desto villigere er han til at fortryde Misbruget.


B. Følgerne for mig.

1) Den Tilfredsstillelse, at jeg blev mig selv og min Idee tro i ikke at gyse tilbage for nogen Consequents, men vove til det Yderste. Denne Tilfredsstillelse svarer igjen til min historiske Betydning; og det samme Skridt har forlænget mit Navns Fremtid meget betydeligt.

[b] Jeg havde jo slaaet an i Ironie: hvilken Satire da over mig, hvilken tilintetgjørende Dom, hvis jeg ikke af yderste Evne havde forhindret den Opfattelse: 📖 Corsaren er ogsaa saadan Ironie, de Tvende anerkjende hinanden, 📖 Corsaren udødeliggjør ham som Mesteren. Og, christeligt, hvilken Dom over mig, at jeg havde været samtidig med en saadan Demoralisation, og altsaa enten været dum nok til ikke at see den, ell. feig nok til ikke at handle.

2) Da jeg opgav det at være æsthetisk Forf, og altsaa mistede dette Understøttende i Forhold til at sikkre indirecte Meddelelse: saa blev den dog nu igjen sikkret paa en anden Maade ved nemlig at danne mig denne Modstand.

3) Havde jeg ikke gjort det Skridt var reent Dobbelt-Faren i Forhold til det Χstlige undgaaet mig, saa jeg bestandigt kun var kommet til at opfatte det Χstlige med Hensyn til Inderlighedens Vanskelighed.

4) Det er blevet min egen Opdragelse og Udvikling.

5) Jeg har som Forfatter faaet ligefrem en ny Stræng til paa mit Instrument, er blevet sat istand til at tage Toner, som jeg ellers aldrig havde drømt om.

6) Jeg har i strengere Forstand naaet »Virkelighed.«


#

NB14:78

#

Al den Tale om at ønske, at have været samtidig med Χstus, er ved nærmere Eftersyn endog formastelig; thi det er jo at indbilde sig selv, at man duede til at være Apostel. Og selv Apostlene faldt jo fra, og de maatte udrustes med overordentlige gudd. Kræfter for at være ɔ: for at kunne udholde at være samtidige med ham – det bedste Beviis, at Ingen kan ved sig selv udholde at være samtidig med ham.

Men De, der tale saaledes om Samtidigheden, vide ikke, hvad de sige; det er det Sædvanlige, de tage Herligheden – og udelade Vanskeligheden. Det er Leflerie.

Og som jeg et andet Sted i en Journal har bemærket: Χsti Liv har jo ogsaa en anden Betydning, det er Forsoningen. Var Χstus blot Forbilledet, saa var det som en Grusomhed af Ham at drive Sagen saa høit; men Han maa døe – for at frelse Verden.

NB14:79

#

Saaledes vender dog Alt sig om i Forhold til mig. Hvor ofte har jeg ikke maattet høre, »at jeg havde ingen Sag,« – og til syvende og sidst bliver jeg nok den Eneste, der i dybere Forstand kan siges at have havt en Sag. Men de Andre have egl. aldrig havt nogen Sag, de gribe fat nu her og nu her og altid tale de om, at det er en Sag Just fordi jeg havde en Sag, og følte mig indviet, just derfor blev jeg taus; Tausheden er just Maalestokken for i hvilken Grad jeg har havt en Sag; men Tausheden (hvilken jo just er, fordi jeg har havt en Sag) den er det, der har gjort, at man har meent jeg ingen havde, fordi jeg ikke snakkede.

NB14:80

#

Epistelen paa første Søndag i Advent.


Det Hele er egl. eet Billede: at staae op – og klæde sig paa (iføre sig Χstum).

Livet sammenlignes med en Dag; man vaagner (Natten er forbi – Dagen er kommet). Saa staaer man op, klæder sig paa (iføre sig Χstum).

At iføre Χstum er saa deels m: H: t: Forsoningen, at tilegne sig hans Fortjeneste (i Parabelen om Kongen som gjorde sin Søns Bryllup, at der var En, som ikke var iført Bryllups-Klædningen) deels at eftertragte at ligne ham, fordi han er Forbilledet og Exemplet. Dette er et substantielt Udtryk i Retning af Inderliggjørelse. Ligesom det Udtryk, han bruger om sin Lære, at den er Spise, er det stærkeste Udtryk for Tilegnelsen, saaledes er det at iføre sig Χstum det stærkeste Udtryk for at Efterligningen skal være efter den størst mulige Maalestok; der siges [ikke] om Χstus: ham skal Du stræbe at efterligne (naar der tales saaledes, ligger deri indirecte, at de To dog væsentligen blive ulige) nei Du skal iføre Dig ham, iføre Dig ham – som naar En gaaer i laante Klæder, dette er satisfactio vicaria), iføre Dig ham – som naar En aldeles skuffende ligner en Anden, ikke blot stræber at efterligne ham, men gjengiver ham. Χstus giver Dig sin Klædning (satisfactio) og fordrer nu, at Du skal gjengive Ham.


#

NB14:81

#

Om 👤Peter.

[a] Om 👤Peter.


Nu skal da 👤Peter til at yttre sig om Forfatterskabet.

Hvorledes bærer man sig ad dermed? Notorisk veed jeg, at han kun passim har læst i nogle af Bøgerne – see det er nok for ham.b Saa havde han paataget sig at holde et Foredrag i Conventet. Men hvad skeer det paatænkte Foredrag lod sig ikke bruge – da falder det ham ind Aftenen iforveien Du kunde tale Noget om 👤Martensen og 👤Søren og 👤R. Nielsen.

b NB Dette er hans egen Efterretning.

Saa holdes det Foredrag – og derpaa trykkes det. Vilde man saa vise ham, at det er uden egl. Kjendskab, saa svares: ja, Herre Gud det var jo blot til et Foredrag paa Conventet. Men hvorfor skal det saa trykkes? Og ikke blot dette, men just fordi det først er holdt og saa trykt tillyver det sig endog et Slags større Betydning.

Hvor veemodigt! I et saa lille Land, hvor jeg endnu slet ikke er anmældt, der benytter Enhver sig af mine Skrifter til at faae Leilighed til at sige Noget. Min Sag gaaer derved tilbage istedetfor fremad. Den hele finere Concretion, jeg har givet Problemet, bliver der naturligviis »ikke Tid og Sted« til at gaae ind paa. Man almindeliggjør mig til et sluddervorrent Almindeligt – saa jeg omtrent lige saa gjerne kunde have ladet være at skrive.

Og nu det sørgelige Sandsebedrag, at det er min Broder »der jo maa vide ganske nøie Beskeed.«


#

NB14:82

#

Christi Indtog i Jerusalem christeligt betragtet.


Som han sagde om hiin Qvinde, der salvede ham: hun gjorde dette til min Begravelse (thi Døden havde han altid for Øie, han var jo kommet til Verden for at døe, hans hele Liv sigtende til det at døe) saaledes hører ogsaa Indtoget med for at fremskynde Katastrophen. Men ligesom de Tilstedeværende vistnok forstode hiin Qvinde anderledes, og da mindst tænkte paa Begravelse – saaledes forstode Disciplene og Folket endnu mindre Χstus ved Indtoget. De tænkte: nu kommer det – Han vidste: nu er min Undergang beredet.

Denne Eensomhed hører væsentlig med til Χsti Lidelse, som Sjelslidelse, denne eensomme Viden, der forstaaer alle Tegn paa en modsat Maade. Forgjeves taler han til Disciplene, siger dem det forud, det hjælper ikke. Om han forud havde sagt dem, at just Indtoget hørte med til at fremskynde Undergangen: ja, de havde maaskee forstaaet ham, saa længe han talte. Men naar han saa satte det over i Handling – og de nu hørte Folkets Jubel: saa vilde det strax vende sig om for dem, og de vilde mene: nu seirer han. Kun Χstus forstaaer Jubelen som Undergangs Tegnet.

Men hvad kan det hjælpe at forklare Sligt for den Slægt, jeg lever med. Maaskee lærer man at ramse det – og forstaaer det dog ikke. For at forstaae det, maa man være dybt Indviet i Lidelser og en stille Mand, stillea ved længst at have forstaaet, at Piat og Daarskab og Travlhed uendelig har Overmagten.

a ak, ja stille


#

NB14:83

#

Man maa dog have levet paa en langt eenfoldigere Maade, den Gang man troede, at Gud i Drømme viste En sin Villie. Selv i diætetisk Henseende maa man have levet langt eenfoldigere. Et idyllisk Hyrdeliv, og tildeels levende af Planteføde – saa bliver det en Mulighed. Man tænke sig Livet i de store Stæder og Levemaade: hvad Under saa, at man tilskriver Djævelen eller Dæmoner Drømmene. – Forøvrigt hænger vor Tids ringe Forestilling om Drømme ogsaa sammen med den Spiritualisme, der bestandigt trænger paa Bevidsthed, medens hiin eenfoldigere Tid fromt troede, at det ubevidste Liv i Msket var baade det Overveiende og det Dybeste.

NB14:84

#

»En polemisk Komedie«, som nu er udkommet, er vistnok af 👤Heiberg. Just Polemikens Quasi-Styrke er Beviset derfor. 👤Heiberg har altid leflet med Publikum; han lader som han slaaer og slaaer ikke endda; han tordner mod Publikum og viser at det er slet – og naar saa Publikum siger: bravo, saa er han glad. Dette Forhold er meget demoraliserende; idet han skal til [at] slaae, coquetterer han egl. med Publikum, om det nu synes om, at der bliver slaaet saaledes. 👤Heiberg har ikke blot demoraliseret Publikum ved at smigre det (baade Vaudevillerne, og den Theorie han udviklede i Bogen om Vaudevillen, at Publikum er Instantsen) men endnu værre demoraliseret det just derved, at han har villet reformere det, uden dog at have ethisk Kraft til at kunne undvære det, hvilket er conditio sine qua non, for i Sandhed at slaae til. Deraf er Følgen blevet at just det at reformere er blevet en Leeg, et Leflerie. Men dette er det Allerfarligste, det er ligesom naar en Bodsprædikant er en Comoediant, der gjør styrtende furore og bravour hos det Publikum – han afstraffer.

NB14:85

#

Ogsaa det er da Følgen af at leve i et lille Land, at Ens Navn kan blive saa bekjendt, at blot det bruges forstaaer Enhver det ell. Mange det, som en Hentydning til En. Saaledes mit Navn: 👤Søren. Ja Ens Titel, ell. hvad man nu vil kalde det, kan blive lige saa bekjendt. I sin Tid holdt Berlingske Tidende ud et halvt Aar eller et Fjerdingaar igjennem at levere en Feuilleton efter Svensk, hvor Personen forekom under Navn af den gale Magister eller den gale Præst. Og hvor Mangen var det ikke Tilfældet med, at Idee-Associationen ledtes hen paa mig. (Det var »en Nat ved Bullar-Søen).

NB14:86

#

Et Exempel paa hvorledes man ikke skal prædike, ja hvorledes man saa langt hellere maa tie, og blot oplæse Skriftens Ord.

[a] 👤Martensen.


Over den selvvalgte Text: lad de Døde begrave deres Døde, prædiker 👤Martensen. Og hvad gjør han saa? Vupti gaaer han ud i en Betragtning af, at der har været hele Tider og Slægter, om hvilke det gjaldt, at de blot begravede deres Døde, aandelig forstaaet.

Jo, jeg takker. Hele Slægter, Tider, Millioner, Millioner – ypperlige Adspredelse! Hvor bliver saa jeg, den Enkelte, med min Smule Handlen; det bliver omtrent lige fidt, hvad jeg gjør eller ikke.

NB14:87

#

Det er ogsaa et af de Ord, hvori Χsti Bevidsthed om sin Guddommelighed træder saa stærkt frem: Den, som giver den Ringeste blot et Bæger koldt Vand for min Skyld, han skal faae det tifold igjen.

NB14:88

#

👤Luther er dog egentlig ikke klar


hverken betræffende Læren om det Frivillige. Saaledes i Prædikenen over Epistelen paa 1ste Søndag efter Hellig-Tre-Konger (Rom: 12) kommer han dog ind bestemt paa Askesen.

Ei heller er 👤Luther ganske klar m: H: t: en anden Side af det Frivillige. De lumske Orthodoxe afskaffe det, som bekjendt, ganske af Frygt for at friste Gud. Men ogsaa 👤Luther ivrer stundom imod det Frivillige, saa prædiker han, hvorledes Enhver skal lyde Øvrighed o: s: v: o: s: v:. Men nu han selv! Var det da ikke frivilligt at han udsatte sig for den visse Fare, ved at optræde mod Paven; det var jo ikke Paven, der angreb 👤Luther, det var 👤Luther, der angreb Paven.