Kierkegaard, Søren Journalen NB14 : 1849

149X2A273 ^[a] ►👤Peters Yttring i Conventet.

Det er da forresten noget ►Confusionsmagerie, med at tage ►det Sted af 👤Paulus ►og saa udvise 👤Martensen og mig som de to Retninger. Thi skal ⓘ 👤MartensenMartensen] , først skrevet Paul sammenholdes med 👤Paulus saa bliver 👤Paulus heel og holden (ogsaa hans ►σοφϱοσυνη) Extase. ►Det martensensk-peter402ske Begreb af Besindighed er et tildeels irreligieust Begreb af ►Spidsborgerlighed og Magelighed.

Forøvrigt burde 👤Peter da ogsaa have mindet om, at i vor Tid er det just det Vanskelige at repræsentere Extase. Thi Middelmaadighed, verdslig Prutten o: s: v: den er jo just det Dominerende. Det burde da ogsaa være viist som det Eiendommelige ved min Extase, at den er baaret af en lige saa stor Besindighed. Allerede det, ►at jeg benytter Pseudonymer, digtede Personer (at 150 det altsaa ikke er mig) til at repræsentere Extasen, medens jeg selv i opbyggelig Tale taler stille og mildt. ►Forskjellen mellem Kategorien: den Enkelte som den bruges af Pseudonymerne, og som den bruges af mig. o: s: v:

Dog hvad gjør alt Dette 👤Peter. Han proclamerer selvbehageligt (og naturligviis under Jubel af Landsbypræster) Middelmaadigheden: der er to ⓘ Retninger (detRetninger (det] , < Retninger, det er de Præsterende) de ere eensidige – men vi, vi som Ingenting præstere, vi ere af Sandheden; og vi ere jo ogsaa de Fleste. Troer kun mig, jeg veed det, skulde jeg ikke vide det, ►jeg er jo 8 Aar ældre end min Broder.