Kierkegaard, Søren Journalen NB14 : 1849

126 X2A257 ►Christi Indtog i Jerusalem christeligt betragtet.

►Som han sagde om hiin Qvinde, der salvede ham: hun gjorde dette til min Begravelse (thi Døden havde han altid for Øie, han var jo kommet til Verden for at døe, hans hele Liv sigtende til det at døe) saaledes hører ogsaa Indtoget med for at fremskynde ►Katastrophen. Men ligesom de Tilstedeværende ►vistnok forstode hiin Qvinde anderledes, og da mindst tænkte paa Begravelse – saaledes forstode Disciplene og Folket endnu mindre Χstus ved Indtoget. De tænkte: nu kommer det – Han vidste: nu er min Undergang beredet.

127Denne Eensomhed hører væsentlig med til Χsti Lidelse, som393 Sjelslidelse, denne eensomme Viden, der forstaaer alle Tegn paa en modsat Maade. Forgjeves taler han til Disciplene, siger dem det forud, det hjælper ikke. Om han forud havde sagt dem, at just Indtoget hørte med til at fremskynde Undergangen: ja, de havde maaskee forstaaet ham, saa længe han talte. Men naar han saa satte det over i Handling – og de nu hørte Folkets Jubel: saa vilde det strax vende sig om for dem, og de vilde mene: nu seirer han. Kun Χstus forstaaer Jubelen som Undergangs Tegnet.

Men hvad kan det hjælpe at forklare Sligt for den ►Slægt, jeg lever med. Maaskee lærer man at ramse det – og forstaaer det dog ikke. For at forstaae det, maa man være dybt Indviet i Lidelser og en stille Mand, stille^a ved længst at have forstaaet, at Piat og Daarskab og Travlhed uendelig har Overmagten.