Kierkegaard, Søren Journalen NB14 : 1849

120X2A253Al den Tale om at ønske, at have været samtidig med Χstus, er ved nærmere Eftersyn endog formastelig; thi det er jo ⓘ at indbildeat indbilde] , foran er slettet dog sig selv, at man duede til at være Apostel. Og ►selv ⓘ ApostleneApostlene] , < Apostelene faldt jo fra, og de maatte udrustes med overordentlige ⓘ gudd.gudd.guddommelige] , < gud. Kræfter for at være ɔ: for at kunne udholde at være samtidige med ham – det bedste Beviis, at Ingen kan ⓘ vedved] , først skrevet <b> sig selv udholde at være samtidig med ham.

Men De, der tale saaledes om Samtidigheden, vide ikke, hvad de sige; det er det Sædvanlige, de tage Herligheden – og udelade Vanskeligheden. Det er Leflerie.

Og ►som jeg et andet Sted i en Journal har ⓘ bemærket:bemærket:] , først skrevet bemærket, Χsti 121 Liv har jo ogsaa en anden Betydning, det er Forsoningen. Var Χstus blot Forbilledet, saa var det ⓘ somsom] tilføjet en Grusomhed af Ham at drive Sagen saa høit; men Han maa døe – for at frelse Verden.