Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Journalen NB14 : 1849

Kierkegaard, Søren Journalen NB14 : 1849

Søren Kierkegaards Skrifter

↩
NB14:134

►👤Luther.


Der seer man Følgen af ikke at være dialektisk. ►I en Prædiken ivrer 👤Luther paa det Heftigste mod den Tro, der holder sig til Personen istedetfor at holde sig til Ordet; den sande Tro holder sig til Ordet, ligegyldig hvo Personen er.

Ja, godt nok, i Forholdet mellem Msk. og Msk. Men ellers er da Χstd. afskaffet ved denne Theorie. Vi faaer saa i ⓘ almindelig Forstand en Lære, hvor Læren er mere end Læreren, istedetfor at det Christelige er det Paradoxe, at det vigtige er: Personen. Hvorfor mon ►👤Paulus saa ivrig indskærper, at han er Apostel ουϰ απ' ⓘ ανϑϱωπων ⓘ ουδε ⓘ δι' ανϑϱωπου uden for at vise Ueensartetheden, hvilken igjen er Myndigheden. ►👤Paulus kan i en anden Forbindelse ganske consequent skaffe denne sin Forskjel bort, naar det gjælder om at sætte Χsti Person, som naar [han] ivrer mod at Nogle kalde sig Petri, Andre Apollos, Andre Pauli o: s: v: istedetfor at Alle ere Χsti.

Overhovedet er dette atter Χstds paradoxe ►Heterogenitet fra al ⓘ Lære i videnskabelig Forstand, at den sætter: Myndighed. En Philosoph med Myndighed er Nonsens. Thi en Philosoph strækker ikke videre end hans Lære strækker, kan jeg bevise, at hans Lære er selvmodsigende, urigtig o: s: v: saa har han Intet at sige. Det Paradoxe er at Personligheden er Høiere end Læren. Det er derfor ogsaa Nonsens af en Philosoph at fordre Tro.