Kierkegaard, Søren Journalen NB : 1846

VII1A158►En Anmærkning til 📖 Bogen om 👤Adler, som ikke blev brugt.

►👤Joh. Climacus er, som jeg seer, blevet anmeldt i et Hefte af 👤Scharlings og 👤Engelstofts Tidsskrift. Det er en af disse sædvanlige Skillings-Anmeldelser, der skrives »i et meget godt Sprog med ⓘ Punktum og KommaPunktum og Komma] , ændret fra Komma og Punktum paa rette Sted. Saadan en theologisk Candidat, eller saadan en ►gradueret Person, der forøvrigt aldeles ingen Competence har til at tale med, ►afcopierer Indholdet saa nogenlunde, og derpaa tilføier han ⓘ ►CensurenCensuren] , først skrevet en, som her er omtrent denne, at ►👤J.C: vel er berettiget i den Maade, paa hvilken han gjør det Dialektiske gjeldende, men (ja, nu kommer Viisdommen) paa den anden 78 Side maa man ikke glemme Mediationen. 👤J.C: er ⓘ historiskhistorisk] tilføjet saaledes ⓘ ►situe47ret:situeret:] , < situeret, at ►han er begyndt efter Hegelianismen. ⓘ 👤J.C:J.C:] , først skrevet Hegel var jo veed upaatvivleligt om Mediationen nok saa god Beskeed som saadan en theol. Candidat. For om muligt at trænge ud af Mediationens Forhexelse, bestandigt kæmpende mod denne, bragte 👤J.C: ved den qvalitative Dialektiks Anstrængelse Problemet afgjørende paa Spidse (hvilket ingenlunde saadan enhver theol. Candidat, gradueret Person og Skillings-Anmælder kan) – og saa bliver Bogen anmældt saaledes ɔ: Bogen bliver ved Hjælp af en anerkjendende Anmælders Klodderagtighed tilintetgjort, tilbagekaldt, casseret. Og ►Anmælderen bliver sig endog selv vigtig; det seer næsten fornemt ud, at Anmælderen ⓘ saaledessaaledes] tilføjet staaer høit over Forfatteren – ved Hjælp af en elendig ►Specimens-Phrase. Anmælderen er saa ubetydelig, at han neppe vilde være istand til at skrive en Anmældelse, hvis man tog Bogen fra ham, thi han copierer med en mistænkelig Ængstelighed; og en saadan Anmælder ►bliver saa vigtig til Slutningen. Men paa den Maade maa en Forfatter; han maa anvende Tid, Flid, han maa anstrænge sig for at sætte Problemet paa Spidsen: og saa kommer en anerkjendende Anmælder og hjælper Sagen og Bogen tilbage i den gamle Suppedage. Og Forfatteren læses ikke, men ►Anmælderen henleder Opmærksomhed paa ham, og Anmældelsen læses, og Læseren maa uvilkaarligt tro Anmældelsen 79 fordi den er anerkjendende, den Anmældelse, der ved Hjælp af Anerkjendelsen har tilintetgjort Bogen. ►Mundus vult decipi. Men dette er Følgen af, at det at være ⓘ virkeligvirkelig] tilføjet Forfatter er bleven en opoffrende Existents, og Følgen af, at der har dannet sig en Mellemstab af Spillemænd (Skillings-Anmælderne), hvis Næringsvei florerer. Og da man er vant til den raaeste, tølperagtigste Gade-Drenge-Tone i Blade, saa mener formodentligen en Anmælder, at ⓘ naarnaar] tilføjet han ovenikjøbet er saa artig at anerkjende Bogen – saa kan han godt gjøre den til Sladder. 👤Johannes Cl. vilde formodentligen sige: nei Tak, ►maa jeg saa hellere bede at blive udskjeldt; at udskjeldes gjør Bogen ingen væsentlig Skade, men at anerkjendes paa den Maade er at tilintetgjøres, saavidt det er Anmelderen muligt, den godmodige og rare men noget dumme Anmelder. En Forfatter, der virkelig forstaaer sig selv, er bedre tjent med slet ikke at læses, ⓘ ell.ell.eller] , først skrevet end med at have 5 virkelige Læsere, end med ved Hjælp af en godmodig Anmælders Anerkjendelse at faae den kun altfor udbredte Forvirring med Mediationen udbredt ved Hjælp af sin egen Bog, ►der netop var skrevet for at kæmpe mod Mediationen. Men det Begreb: Forfatter er i vor Tid paa en høist usædelig Maade bleven forvansket.