Kierkegaard, Søren Søren Kierkegaards Skrifter, Bd. 20

NB:1
NB:2


Journalen NB. Løse blade indklæbet forrest i journalen (NB:2 og NB:4-6)

Først efter Udgivelsen af den sidste store Bog »📖 afsluttende Efterskrift har jeg turdet give mig Tid til at see mig om, og bekymre mig om min udv. Existents.

Mine Finantzer tillade mig ikke mere at være Forfatter.

Almdl. Bemærkning om lit: Forhold i Danmark.


Jeg henvender mig til Staten; thi saa stolt og roligt jeg med Guds Hjælp skal forblive at forholde mig ironisk mod saadanne chimæriske Størrelser som Publikum, mod Dagbladenes tryglende Tyrannie o.s:v: – lige saa sømmelig skal [jeg] med Guds Hjælp forblive hvad jeg altid har været underdanig. – Jeg kunde maaskee ved at accommodere mig blive yndet af Publikum, men det vil jeg ikke: saa vil jeg slet ikke være Forfatter.


anbefalende Momenter.

1) min Stræben som Forfatter maa være i Overensstemmelse med Statens Interesser.

2) jeg har viist, at jeg kan benytte otium

3) jeg er ung og lever klosterligt strengt for at arbeide.

4) jeg er ugift og har Intet Andet der beskæftiger mig.

Det er ikke som naar Staten ellers understøtter en Mand qua Forfatter, der tillige er mange andre Ting, ell. har Familie.


Og saa meget mere haaber jeg at komme i Betragtning som andre Forfattere dog tjene lidt Honorar ved deres Bøger (om dette end altid kan være lille nok), medens jeg formelig giver Penge ud, saa min Correcteur bogstaveligt har tjent mere end jeg.

NB:4

I hele den ubevidste Verden er Omverdenens Tryk og det Enkeltes Modtryk identiske. Det første Spor af Spontaneitet ligger i at dette Tryk og Modtryk medieres gjennem et Tredje: Almeenfølelse, Følelse, Selvfølelse.


Bevidstløshed. – Saa maa der dannes en impressionabel Substants (Nervesystem); dernæst maa der være en Omverden, – Verdensbevidsthed; – saa en Opsamling en Opbevaring af Indtryk (Innerung – ell. i høiere Sp[h]ære Erinnerung); og denne Opbevaring maa have naaet et vist Maal: Selvbevidsthed. – Guds Bevidsthed.


Dyrene: Naturdrift; Kunstdrift; Vandredrift.


Barnet Forstand; Phantasie med Puberteten; Fornuft. Og som i den menneskelige Organisme den udvikler sig ved en eensformig Gjentagelse, gjentaget Sætten af Urzellen, saaledes Hukommelsen, der jo er en Gjentagelse. Og som der paa samme Tid i Organismen er en Stræben til Totalitet: saaledes Phantasien der er Totalitet. – Phantasien completerer Msket.

NB:5


Journalen NB. Løst blad indklæbet på forsiden af andet blad (NB:5)

No 1.

Den offentlige Mening.

[a] No 8. Eensomhed og Taushed som væsentligt Medhenhørende i den personlige Leven.


No 2.

Hvad man lærer af Lilierne paa Marken og

Himmelens Fugle.


No 3.

At være den gode Tilhører.


No 4.

Latterens Misbrug.


No 5.

Udmærkelsens vanskelige Forhold i et lille Land.


No 6.

Aandsbeskæftigelses Gyldighed i sig selv.


No 7.

Hvorfor 👤Socr. sammenlignede sig med en Bremse.

NB:6


Ikke som den forrige Redakteur, hvem det lykkedes at sætte sig i Forhold til Samtalen i Øieblikket – og derfor at være kjærkommen.

hell. vil jeg stræbe at sætte mig i Forhold til Tausheden


Man har for mange Blade at rode i, ligesom de Studerende for mange Bøger, derfor læser man ikke godt.


Indholdet skal være hvad man kunde kalde aandeligt forstaaet det daglige Brød.

[a] Politik i særlig Forstand skal absolut udelukkes.

Anskueliggjøre Samdrægtigheden, det Almene, det Fælles for Alle (det religieuse Anstrøg).

Snart vil jeg vælge en lidt vanskeligere Tanke – og da er det som naar den Ringe indbydes til Gjestebud hos den Fornemme – snart en ganske eenfoldig Tanke: som naar den Fornemme gaaer til Gjestebud hos den Ringe.


At Læseren om muligt vil læse høit.

NB:7

* Martz. 1846.

d. 9.

»📖 Afsluttende Efterskrift« er ude; Pseudonymiteten overtagen; een af Dagene vil Trykningen af den »📖 literaire Anmældelse« begynde. Alt er i sin Orden; jeg har nu blot at forholde mig rolig, taus, stolende paa at 📖 Corsaren nok vil understøtte det hele Foretagende negativt netop som jeg ønsker det. Jeg er i dette Øieblik, i Ideen seet, saa correct situeret i Literaturen som muligt, og tillige saaledes at det bliver en Gjerning at være Forfatter. Det var i sig selv den lykkeligste Idee, netop i det Øieblik jeg var færdig med mit Forfatterskab og ved at overtage alle Pseudonymerne netop løb den Risico at blive en Slags Auctoritet, at jeg da brød med 📖 Corsaren for at forhindre enhver ligefrem Tilnærmelse. Dertil kommer, at i det Øieblik jeg rykker ret polemisk frem mod Tiden, skylder jeg Ideen og det Ironiske at forhindre enhver Forvexling med det ironiske Finkel som 📖 Corsaren beværter med paa Foragtelighedens Dandsebod. Forøvrigt er det gaaet mig her som saa ofte, at trods al min Reflexion er der dog et Mere, som kommer ud, hvilket ikke skyldes mig, men Styrelsen. Det viser sig bestandigt saaledes, at hvad jeg gjør efter den størst mulige Overveielse, forstaaer jeg dog altid bag efter langt bedre, baade dets ideelle Betydning, og at det netop var, hvad jeg skulde gjøre.

[a] og før den Tid kunde der Intet gjøres, min Arbeiden for min Idee fordrede al min Tid hvert Minut, og om muligt saa uforstyrret som muligt. Det er virkelig ypperligt, at netop naar Nogen troer og maaskee endog ondskabsfuldt glæder sig over, at jeg gjør et overilet Skridt – da er jeg netop allermeest beregnende og besindig. Men den bedste Understøttelse i Henseende til al Handlen er – at bede, det er egl. den sande Genialitet, saa kommer man aldrig tilkort.

Anstrængende er imidlertid denne Existents; jeg er forvisset om, at ikke et eneste Menneske forstaaer mig. I det Høieste vilde Nogen, selv en Beundrende, indrømme, at jeg med en vis Holdning bærer alt dette Vrøvl, men at jeg ønsker den, ja derom vilde naturligviis Ingen drømme. Paa den anden Side vilde det igjen være den hurtige menneskelige Tankeløshed, der, hvis den forstod hvorfor jeg i Kraft af Dobbelt-Reflexionens Idee maa ønske det, da vilde slutte ergo lider han slet Intet, fornemmer Intet til alle disse Yttringer af Raahed og fræk Løgn. Ret som kunde man ikke med frie Beslutning overtage alle Gjenvordigheder naar Ideen byder det. Artiklen mod 👤P.L. Møller var skrevet i megen Frygt og Bæven, jeg brugte Helligdagene dertil, og forsømte hverken at gaae i Kirke eller at læse min Prædiken for at danne den regulerende Modstand. Ligesaa Artiklen mod 📖 Corsaren. Paa den anden Side vare de rigtigt skrevne, thi havde jeg yttret Lidenskab saa havde dog Nogle ad den Vei fundet Leilighed til et ligefremt Forhold til mig. Moersomt var det og psychologisk ypperligt var det, at see den Hurtighed med hvilken 👤P.L. Møller forstod det givne Vink om at aftræde i 📖 Corsaren. Han kom frem og bukkede ærbødigst og saa afsted derhen, hvor han hører hjemme.

Hvad der berører mig smerteligt er forøvrigt ikke Pøbelagtigheden, men de Bedres skjulte Deeltagelse med den. Ønske det kunde jeg dog ogsaa at gjøre mig forstaaelig for et enkelt Menneske, for min Læser. Men det tør jeg ikke saa besviger jeg Ideen. Netop naar jeg har seiret, idet Raaheden spiller frækkest op, tør jeg ikke sige det. Endeligen er det mig et Ansvar, om jeg dog ikke bidrager til at Adskillige reent forvildes, netop ved min consequente Urokkelighed. Det faaer saa at være. Jeg har at tie.

For min Iagttagelse har de sidste tvende Maaneder været meget rige. Det er dog saa sandt hvad der staaer i min 📖 Disputats, at Ironie gjør Phænome[ne]rne aabenbart. Mit ironiske Spring ind i 📖 Corsaren bidrager først til at gjøre det aldeles tydeligt, at 📖 Corsaren ingen Idee har. I Ideen seet er den død, selv om den fik endnu et Par Tusind Subscribenter. Den vil være ironisk og forstaaer end ikke Ironie. I det Hele vilde det have været Epigram over min Existents, om det engang maatte siges, samtidig med ham bestod et fuskeragtigt ironisk Blad, af hvilket han blev roest; nei holdt, – han blev udskjeldt, og han forlangte det selv. – Mit ironiske Spring i 📖 Corsaren gjør dernæst Omverdenen aabenbar i sin Selvmodsigelse. Alle have nu gaaet og sagt: det er Ingenting, hvem bryder sig om 📖 Corsaren o: s: v:. Hvad skeer, idet En saa gjør det, da bliver han dømt for Letsindighed, man siger han har fortjent alt Dette (nu er det altsaa alt Dette), fordi han selv foranledigede det; de tør neppe gaae med mig paa Gaden – af Frygt for ogsaa at komme i 📖 Corsaren. Forøvrigt har Selvmodsigelsen en dybere Grund; de ønske nemlig saa smaat i christelig Misundelse at Bladet maa bestaae, hver især haabende paa, at han ikke bliver angreben. Om Bladet sige de nu, at det er foragteligt og Ingenting; den enkelte Angrebne imponere de til ikke at turde blive vred eller tage til Gjenmæle ergo maa Bladet florere. Og Publikum har først Misundelsens Pirring, og saa den frække Fornøielse at passe paa den Angrebne – om det nu afficerer ham. Og dette Phænomen i et saa lille Land som Danmark; dette Phænom[en] som det eneste herskende: det skulde være Ingenting! Hvor dog Feighed og Foragtelighed passe for hinanden i Usselhedens Forbindelse. Og naar saa det Hele en Gang brister, saa skal det da gaae ud over 👤Goldschmidt; og det er ganske det samme Publikum, – og saa er Verden blevet en rar Verden!

[b] og have nu her Leilighed til at lyve om ham: at han afficeres; at han kan skjule det, men alligevel afficeres. Den sidste Formel er især den beqvemmeste for Bagvaskelsen.

Fremdeles bekræfter min Iagttagelse mig indtil Overflod, at det er saa: naar et Menneske consequent udtrykker en Idee, saa vil enhver Indvending mod ham indeholde en Selvangivelse af den Talendec. Man siger det er mig, som bryder mig om 📖 Corsaren. Hvad skeer? Den »📖 afsluttende Efterskrift« var heel og holden indleveret til Luno førend jeg skrev mod 👤P.L. Møller. Nu fandtes der især i Forordet til den (som forøvrigt er skrevet i Maj 45.) noget der kunde synes at tyde hen paa noget af det Sidste. (Dette viser blandt Andet, hvor længe iforveien jeg har været opmærksom). Hvis jeg nu havde bekymret mig om 📖 Corsaren, saa havde jeg forandret Lidt deri, netop for at undgaae Skinnet. Jeg veed, hvad jeg kæmpede i mig selv, om jeg dog ikke skulde gjøre det, fordi det smertede mig at tænke fE Biskop 👤Mynster sige: at 👤Kierkegaard endogsaa i en Bog vil tage Hensyn til Sligt. Dog blev jeg mig selv tro i ikke at bryde mig om 📖 Corsaren – og hvad skeer? Ja som det lod sig vente, i Alt hvad jeg skriver seer man Hentydninger til 📖 Corsaren. Her er Selvangivelsen, thi saa maa det jo være »man« der selv har 📖 Corsaren in mente, siden den endog finder den i hvad der er skrevet før den Tid.

c der saaledes ikke taler om ham, men om sig selv.

Mig beskæftiger især to Ting 1) at jeg intellectuelt i græsk Forstand bliver min Existents-Idee tro, hvad det end koster. 2) at det i religieus Forstand bliver saa forædlende for mig som muligt. Dette Sidste beder jeg Gud om. Eensom har jeg altid været, nu faaer jeg ret igjen Leilighed til at øve mig. Og see min eensomme Hemmelighed er ikke min Græmmelse, men netop at jeg har Magten, at jeg forvandler det Fjendtlige som tjenende min Idee, uden at det selv aner det. Ja vist er dette Liv tilfredsstillende, men det er ogsaa forfærdeligt anstrængende. Og fra hvilken sørgelig Side man dog lærer Menneskene at kjende, og hvor veemodigt, at hvad der paa Afstand vil tage sig godt ud, altid skal misforstaaes af Samtiden! Men Religieusiteten er atter det Frelsende, i den er der Sympathie med Alle, ikke i snaksom Sympathie med Partie-Venner og Tilhængere, men uendelig Sympathie med Enhver – i Taushed.

Men Dannende er det unægteligt at staae saaledes stillet i en saa lille Bye som Kjøbenhavn, som jeg er det. At arbeide af yderste Evne næsten til Fortvivlelse, med dybe Sjæls-Qvaler og mange Lidelser i mit indre Liv, at sætte Penge til for at udgive Bøger – og saa, bogstaveligen ikke have 10 Mennesker, som ordentligen læse dem igjennem, medens det derimod falder Studerende og andre Forfattere bequemt næsten at gjøre det latterligt at skrive en stor Bog. Og saa have et Blad som Alle læser, der nu eengang har Foragtelighedens Privilegium paa at turde sige Alt, de løgnagtigste Fordreielser – og det er Ingenting, men Alle læse det; og saa den hele Stok af Misundere der hjælpe til ved at sige lige det Modsatte, for paa den Maade at forkleine. Idelig og idelig at være Gjenstand for alle Menneskers Samtale og Opmærksomhed, og saa Omsætningen er at forsvare mig mod et Angreb, hvis man gjør det, for selv at angribe mig endnu værre. Enhver Slagtersvend troer sig berettiget til næsten at fornærme mig ifølge 📖 Corsarens Ordre; de unge Studenter grine og fnise og ere glade over at en Fremragende trædes ned; Professorerne ere misundelige, og sympathisere hemmeligt med Angrebene, udbrede dem rigtignok med Tilføiende at det er en Skam. Det Mindste jeg foretager mig blot jeg besøger en Mand bliver det løgnagtigt fordreiet fortalt alle Steder; faaer 📖 Corsaren det at vide, trykker den det og det læses af hele Befolkningen. Den Mand jeg har besøgt bringes derved i Forlegenhed, han bliver næsten vred paa mig, og man kan ikke fortænke ham. Tilsidst maa jeg trække mig tilbage og kun omgaaes dem, jeg ikke kan lide, thi de Andre er det jo næsten Synd imod. Og saaledes gaaer det hen, og naar jeg saa engang er død, saa faaer man Øinene op, saa bliver det beundret hvad jeg har villet, og samtidigen bærer man sig igjen ad paa samme Maade mod en Samtidig, der formodentligen netop er den Eneste, der forstaaer mig. Gud i Himlene, dersom der dog ikke var et Inderste i et Menneske, hvor alt Dette kan være glemt, o ganske glemt i Samfundet med Dig: hvo kunde holde det ud.

Men min Forfattervirksomhed er nu Gud være lovet forbi. Det er forundt mig, hvad jeg næst efter at have udgivet 📖 Enten – Eller takker Gud for, det selv at slutte af, selv at forstaae, naar det bør sig at holde op. At dette atter igjen ikke saaledes vil vise sig for Menneskene, at jeg med to Ord faktisk kunde bevise, at det var saa: det veed jeg nok og finder i sin Orden. Det har smertet mig, den Anerkjendelse syntes jeg dog at kunne have attraaet: lad saa være.

Blot jeg kan drive det i mig selv til at blive Præst. Derude i den stille Virksomhed, i Fritimerne indrømmende mig en lille Produktion, der vil jeg dog aande mildere, hvormeget end det nu værende Liv har tilfredsstillet mig.

Men skrives maa der ikke, ikke eet Ord; jeg tør det ikke. Det der skrives vilde dog give Læseren et Vink og forsaavidt forstyrre. Det maa ikke være saa at han underhaanden dog faaer Noget at vide. Jeg har kastet Adskilligt hen i denne Tid, som ikke er uheldigt skrevet, men som kun lader sig bruge i en ganske anden Forbindelse.

Den sidste Form jeg har tænkt mig vilde være denne:


Kort og Godt.


En Udgiver er i mine Tanker literair ansvarlig, naar der ingen Forfatter er. Ved 📖 Corsaren er Hr Student 👤Goldschmidt Udgiver, et opvakt Hoved, uden Idee, uden Studium, uden Anskuelse, uden Selvbeherskelse, men ikke uden et vist Talent og æsthetisk fortvivlet Kraft. I et critisk Øieblik af sit Liv har [han] henvendt sig til mig; jeg har indirecte søgt at understøtte ham negativt; jeg roser ham for Sikkerhed i at gjøre sin Stilling. Hvad han ønskede, troer jeg, er lykkedes ham. Jeg havde haabet, han [havde] valgt Ærens Vei til at erhverve et Navn; i Oprigtighed talt det smerter mig, at han, som Udgiver af 📖 Corsaren, vedbliver at vælge Foragtelighedens Vei til at tjene Penge. Mit Ønske var om muligt at rive et dog begavet Menneske fra at være Pøbelagtighedens Redskab; men sandeligen det var ikke mit Ønske at lønnes skammeligen ved at blive udødeliggjort af Foragtelighedens Blad, som aldrig burde existere, og af hvilket jeg kun kan ville udskjeldes. Min Forfatter-Existents convenerer det at blive udskjeldt, derfor har jeg ønsket det, og forlangt det strax da jeg var færdig, thi da 👤Frater Taciturnus skrev var 👤Johannes Climacus allerede nogle Dage afleveret i Bogtrykkeriet. Jeg havde tillige haabet at gavne Andre ved dette Skridt; de ville det ikke, nu vel, jeg vedbliver at forlange mig udskjeldt, fordi det convenerer min Idee, og for dog at have nogen Gavn af at et saadant Blad er til. Sørgeligt er det at see den Mængde Daarer og Uforstandige, der lee, og som dog i denne Sag idetmindste ikke veed hvad de lee af. Kun Gud veed om jeg ikke spiller for høit i Forhold til mine Samtidige; min Idee fordrer det; dens Consequents tilfredsstiller mig ubeskriveligt – jeg kan det ikke anderledes. De Bedre, der ikke ere dialektiske eller have Forudsætninger nok til at forstaae, at jeg maa handle saaledes, beder jeg om Tilgivelse; og saa fremad: gid jeg saa maa blive udskjeldt. Hvor betydelig eller hvor ubetydelig min Forfatter-Existents end er, saa meget er vist, jeg er den eneste danske Forfatter, der ved mit dialektiske Forhold netop er stillet saaledes, at det kan convenere Ideen, at al mulig Løgn og Fordreielse og Galimathias og Bagvaskelse kommer ud for at forstyrre Læseren og derved hjælpe ham til Selvvirksomheden og forhindre det ligefremme Forhold. Enhver anden dansk Forfatter kan umuligt være tjent med, at, naar han henvender sig til 100, Løgn og Fordreielse har 1000 Læsere.d Mig derimod tjener han, hver Gang han betjener mig med Udskjeldning, og det vil han nok gjøre; han kan ikke undvære mig, og Manglen paa Kraft til at følge det Gode udtrykker sig i en ulykkelig Forelskelses Trods og en Sig-Overdøven ved Skjeldsord, hvilket vel forsaavidt maa gjøre mig ondt, som jeg har meent ham det vel. Hans Udskjelden vedkommer derimod ikke mig; jeg kan godt være fraværende.

d Ingen anden dansk Mand kan være tjent med, at Pøbelagtighed har et absolut udbredt Organ, i hvis Vold han er, naar det behager saaledes en literair Lazaron.

Vil Hr 👤Goldschmidt i et anstændigt Blad med Navn under replicere, skal jeg læse det; 📖 Corsaren læser jeg ikke mere; jeg vilde end ikke befale min Tjener at læse den, thi jeg troer ikke det ligger i en Herres Myndighed at kunne befale sin Tjener at gaae paa et uanstændigt Sted.

S.K.

NB:8

Et Menneske, der har megen Forstand vil altid blive anseet af Massen som uforstandig. Indvendingen de vil gjøre ham, ved hvilken deres Forstand formentligen overseer ham, vil ganske rigtigt hverken være mere eller mindre end et af de Momenter, han selv har gjennemtænkt.

NB:9


Det der egl. berører mig smerteligt ved det Hele er at see den Masse af Indbildske, der ville lege Intellectualitetens høieste Leeg og saa er jeg nok noget nær den Eneste, der netop har Græcitetens og Uafhængighedens Dannelse dertil, og saa er jeg nok netop Den, der ønskede at arbeide hen til noget Saadant, som staaer i nøie Forhold til min hele Gjerning.

NB:11


Hør nu lille 📖 Corsar! Vær nu dog engang Mand! Det er qvindagtigt at plage en Mand med sin Forelskelse; det er qvindagtigt, med den forsmaaede Elskovs Udtryk at vedblive at løbe efter En for at udskjelde; vær Mand tie stille. Kun Qvinden som det svagere Kjøn kan det tilgives, at hun forraader sin Afmagt først ved paatrængende Elskovs Hengivelse og saa, refuseret, ved uartig Arrigskabs Hengivelse, en Mand maa kunde være sig selv, maa kunne tie, naar han seer at det er Afmagtens Indrømmelse at vedblive at skjelde, aldeles som naar et Fruentimmer render efter en Mand, eller en tryglende Tigger forfølger En Gade op og Gade ned.

NB:12


d. 16 Martz.


Saaledes som Verdens-Forholdene nu ere, burde det at være Forfatter være den extraordinaire Ansættelse i Livet, en Ansættelse der unddrager sig det Almenes Dialektik (Embedsstilling og hvad dertil hører; Levebrød og hvad dertil hører). Forfatter-Frembringelsen bør derfor ikke blot bære Ideens Vidnedsbyrd, men Forfatterens Existents bør correspondere med Ideeen. Ak, af alle Kategorier er Virkelighedens den maadeligste. Det at være Forfatter er et Laug, og Forholdet lige saa belæmret med Endelighed som ethvert andet. Man skal gjøre Noget for hinanden indbyrdes, criticere hinandens Skrifter, snakke om hvad man nu vil o:s:v:. Især skal ens Nærmeste have den Profit af Forholdet, at de have en ell. anden lille Nyhed at rende med, »at de selv har seet Manuscriptet, hørt Noget af det, talt med Forfatteren o:s:v:«.

Dette har jeg absolut afholdt mig fra, benyttende Fordelen af min Pseudonymitet. I endelig Forstand har jeg derved skadet mig selv ubodeligt, fornærmet Msk., unddraget mig Passiarens hjælpende Tradition, og givet hele min Stræben Skin af Tilfældighed og Indfald; og selv om jeg nu vilde vise, hvorledes Alt hænger sammen, hvilket uhyre anstrængende Regulativ, der har ligget til Grund, vilde Ingen troe det – thi det var da utænkeligt, at En skulde have en saadan Plan, og kunde tie. O, I Daarer, kun Den, der kan tie, har en saadan Plan.

Da jeg saa var færdig, søgte jeg at gjøre lidt for Andre. Jeg skrev de 📖 to Artikler mod 👤P.L.M. og 📖 Corsaren. Derpaa glædede jeg mig til at anmælde 📖 Hverdags-Historien. Nu er jeg sikker paa at det ender med, at man bilder Folk ind, at jeg gjør det for at vinde Gunst. Ak, hvis jeg vilde have Magt og Anseelse i dansk Literatur som jeg let kunde have skulde jeg gjøre lige det Modsatte. Jeg skulde ikke have brudt saa eftertrykkeligt med 📖 Corsaren, thi dens idelige Vrøvlen influerer dog paa Manges Dom, og det at roses af den, var dog en pirrende Ingredients. Jeg skulde i en Fart have stillet mig i Spidsen som den Forventede, gjort een og anden Yngre en anerkjendende Concession, indtaget en negativ tvivlsom Stilling til de Ældre: saa var der bleven almdl. Avancement i dansk Literatur, og det er det de Yngre ville have, og det er vist, at Den, der vil have Magten skal altid holde paa de Yngre. I dets Sted gjør jeg lige det Modsatte – netop fordi jeg ikke vil og er for tungsindig til at gide have verdslig Ære og Anerkjendelse. Jeg kommer de Yngre paa tvært; thi Ingen af de Yngre staaer saa høit, at han kan slippe mig forbi, og hvad gjør jeg: jeg bøier mig for de Ældre. Min Glæde er det netop, i det Øieblik jeg bryder af, at lade Alt uforandret i dansk Literatur, at faae Prof. 👤H. holdt i Ære som fordum, Biskop 👤Mynster saa absolut venereret som muligt, saa Alt igjen er i Orden. Og saa anklages jeg for forfængelig Higen. At dog Den, der anklager vilde først tænke et lille Øieblik. 📖 Corsaren fE indbilder sig dog jo vistnok selv, at den har stor Magt, hvorledes kan da Den, eftertragte Magten, der netop bryder med den?

Hvor grund-polemisk en Natur jeg er, kan jeg ogsaa bedst see deraf, at den eneste Vei Menneskenes Angreb kan naae mig fra, er, naar jeg bliver veemodig paa deres Vegne. Saa længe jeg strider, er jeg urokkelig, men naar jeg har Magten, da bliver jeg veemodig ved at see Menneskenes Daarlighed ja deres Foragtelighed. Sandeligen min Forfatter-Existents er reen som nyfalden Snee, fjern fra al jordisk Begjerlighed, i en Idees Tjeneste: saa kunde da i Grunden hellere ogsaa den store Hob, der egl. ikke forstaaer mig, dog have et glædeligt Indtryk deraf. Men det skal ikke saa være. Nu vel, lad dem lyve, lad dem bagtale og fordreie. Men vist er det, at enhver ældre Generation af Forfattere, forsaavidt disse have det uskyldige og tilladelige Ønske at nyde Anerkjendelse, altid maatte ønske en saadan Efterfølger som jeg er det, der qvindeligt Intet selv ønsker, men kun ønsker at udhæve de Ældre.

Mod mig har imidlertid allehaande Angreb en sjelden Frispas. Man profiterer paa en underlig Maade af min formeentlige Klogskab. Man siger hvad man lyster, og modbevises det ved Fakta, saa siger man: ja det kan man ikke regne, thi han er saa listig og underfundig og klog. Man paastaaer at jeg gjør Det og Det af Forfængelighed; Fakta modbevise det, saa siger man: ja han er saa klog – ɔ: han er saa klog at gjøre det Modsatte, men han er alligevel forfængelig. En underlig Argumenteren! Dersom jeg gjør det Modsatte af hvad Forfængelighed byder: saa maa jeg jo enten være dum, ell. hvis jeg er klog maa jeg ikke være forfængelig. Nu indrømmes jeg er klog – ergo er jeg ikke forfængelig. Men see, man kommer til det modsatte Resultat. Til syvende og sidst ligger det vel i, at Menneskene ikke kunde begribe, hvorledes en Klog ikke skulde være begjerlig efter Ære og Magt. Dette antager man for givet (thi det Gode og Dumhed er identisk) og altsaa slutter man: han maa være forfængelig selv om vi ikke kan bevise det, fordi han er saa klog – saa klog at gjøre det Modsatte af hvad Forfængelighed byder. Men Forudsætningen fra hvilken man gaaer ud, indeholder netop Selvangivelsen.

Men hvor mange Menneskers Liv gaaer dog ikke spildt i denne usalige Snaksomhed om Andre.

NB:13

#

I Maximum vil vel selv de meest Velmenende finde min megen Gaaen paa Gaden o:s:v: tilgivelig som en Særhed; de Fleste ville forklare det som Forfængelighed! Herre Gud, altsaa saa dum skulde jeg være, at jeg ikke vidste, at megen Sig-Visen o:s:v: netop svækker Ens Betydning, at Msk elske Sandsebedraget, med at man holder sig skjult – for saa er man vist Noget. Saa daarligt skulde jeg have studeret min Shakspeare, at jeg ikke havde forstaaet og havde glemt hiin 📖 Replik af den gl. Konge til Henrich d.V som Prinds, hvor han irettesætter ham, og anbefaler en Anden, der kun sjeldent lader sig see – hiin Replik, der netop bestandigt har foresvævet mig, da jeg i Ideens Tjeneste besluttede at gjøre det Modsatte af det Kloge, foragtende Skinnet af at være Noget, hvad Socr. i Statena saa skjønt udvikler, at man bør undgaae, Skinnet af at være god. Men at Alt Dette er i Ideens Tjeneste, er min høieste Interesse, min Kunst-Anstrængelse, for at understøtte min Produktivitet, Noget jeg kun ganske svagt endog turde indvie 👤Spang i, at dette er min egl. Legitimation, at jeg har handlet mod Forstand; at jeg uden det dog havde været en producerende Squadroneur, som Forfattere nu omstunder ere det, hvem det aldrig falder ind, at realisere en Tøddel af hvad de skrive: ak, ja, hvo tænker derpaa, hvo vil ikke sige det er Galskab, ell. Løgn! Lad gaae, desto større er min Kunst. Thi at gjøre det, og da underhaanden lade Folk forstaae det – det var atter Fuskerie. Min Frembringelse har været maieutisk, min Existents har været understøttende ved at være Anstødsstenen. – Der er dog Een, der veed det, og selv om Tankerne stundom næsten løbe vild for mig i den uhyre Anstrængelse, han husker det dog, han minder mig snart igjen derom: Gud i Himlene!

NB:14

#

Det var mig om at gjøre at fremstille Existentsens forskjellige Stadier om muligt i eet Værk – og saaledes betragter jeg den hele pseudonyme Produktivitet. Til den Ende gjaldt det om at bevare sig selv uforandret i Ligelighed, at ikke fE det Religieuse først skulde komme frem, naar jeg var bleven saa meget ældre, at Stilen havde tabt Noget af den Phantasiens Svulmen som det Æsthetiske har. Meningen er ikke at det Religieuse skulde have denne Svulmen, men den Frembringende skulde aldeles samtidigen være istand til at producere det, for at det kunde blive tydeligt, at det ikke var af en tilfældig Grund det Religieuse manglede det – den nemlig at Forfatteren ikke havde Ungdommelighed nok.

Forsaavidt en anden Forfatter vilde være istand til at præstere det samme Arbeide: hvis han ikke var istand til at gjøre det i Løbet af en 5 a 6 Aar vilde han dog ikke være istand dertil. Det hele Foretagende staaer derfor temmelig isoleret ikke blot ved sig selv men ogsaa ved sin Lykke.

Ogsaa af en anden Grund har jeg maattet ile, om jeg end med den strængeste Tugt har forhindret mig selv i at negligere det mindste Comma, – min Formues Omstændigheder tillader mig ikke at blive længe ved efter den Maalestok at kunne tjene den dømmende-majeutiske Idee, jeg har tjent. Dømmende har den været ikke i ligefrem Forstand ved at tordne o:s:v: – nei indirecte ved at handle, og derved epigramatisere over Tiden.

Det, hvorved jeg egl. har lagt mig selv Anstødet er min Consequents. Havde jeg været kun halvt saa consequent: saa var jeg allerede i dette Øieblik meget forstaaet. Men Lydighed er Gud kjærere end Væderens Fedme: og Consequents er Ideen kjærere end verdslig Anerkjendelse i Slidder Sladder.

Man mener, at jeg jadsker. Ja tag det der. Jeg er fuldt forvisset om, at der ikke existerer nogen dansk Forfatter, der i den Grad som jeg behandler det mindste Ord med den yderste Omhyggelighed. 2 Skrifter egenhændigt af Alt, af store Partier 3 til 4 Skrifter, og saa hvad man slet ingen Forestilling har om min Meditation medens jeg gaaer; Det, at jeg har sagt Alt høit for mig selv mange Gange førend jeg skriver det – see det kalder man Jadsk! Og hvorfor? Fordi man ingen Forestilling har derom; fordi en Forfatter er En, der i det høieste visse Timer om Dagen sidder paa Værelset og skriver, og saa forresten Intet har med sine Ideer at gjøre. En saadan Forfatter bruger derfor, naar han kommer hjem, Tid for at komme i Aande igjen – istedenfor, at jeg kommer hjem med det heelt Gjennemtænkte, som jeg endog kan udenad i stilistisk Form. – Naar derfor Folk læse et Par Pagina af mig, saa forbauses de næsten altid over min Stiil – men en stor Bog – ja hvor skulde det være muligt – ergo: det maa være Jadsk. Nei naar man kun vil Eet, vil Eet med enhver Opoffrelse og enhver Anstrængelse: saa er det muligt.

Paa en Maade kan jeg blive væmmelig ved Tilværelsen, thi jeg som kun elsker een Tanke: hvad dog et Msk. kan være naar han vil det – jeg realiserer et Epigram over Mskene, thi deres Dom over mig, det at de virkeligen ikke kan forstaae min Consequents, er et sørgeligt Beviis for i hvilke Kategorier i hvilken Middelmaadighed de have deres Liv. –

NB:15

#

Og dog tilfredsstillede det min Sjel og min ironiske Iagttagelse saa overordentligt saaledes at rende om paa Gaderne og være Ingenting, medens Tanker og Ideer arbeidede i mig; saaledes at være en Dagdriver medens jeg ubetinget var den Flittigste af alle Yngre; saaledes at være letsindig og »uden Alvor« medens de Andres Alvor dog let kunde blive en Spøg ved Siden af min inderlige Bekymring. Det er nu forstyrret; man hidser Pøbelen, Læredrenge, Slagtersvende, Skoledisciple og alt Saadant. Men for et saadant Publikum vil jeg ikke spille, med det har jeg Intet at gjøre, det har ikke Forudsætningen, ved hvilken min Ironie kan tage sig ud ell. have Idee-Betydning. Det var ligeoverfor Msker, som jeg dog til en vis Grad ved deres Dannelse maatte sige om, at de vare istand til at fatte det Dybere hos mig, ell. dog til at have en Forestilling derom – det var ligeoverfor Saadanne at det tilfredsstillede Ironien at stille dem det gaadefulde Problem, Vreden i mig fandt Tilfredshed i at see, hvorledes de dømte ufordeelagtigt om mig. Men den aldeles udannede Classe, Skoledrenge og Slagtersvende have naturligviis ingen Forudsætninger, dette Terrain er ubrugeligt, Ironien lader sig ikke anbringe. – Det er sørgeligt at see, at der virkeligen skrives Blade for Skoledrenge, at disse al[l]erede i den tidligste Alder bringes ind i Tvetydighedens Forvirring. Blot en Situation vil jeg anføre den var dog charakteristisk. Det var med Lieutenant og Adjutant Bardt af Husarerne. Han kom med sin lille Søn. Faderen hilste med sin sædvanlige næsten altfor store Opmærksomhed, han gik til Side for at indrømme mig Fliserne, – dersom Drengen ikke vidste hvem jeg var, maatte han faae en Forestilling om, at jeg var noget Overordentligt – men Drengen kjendte mig aabenbart, han var en Læser af 📖 Corsaren. Hvilken Sammensætning! Og maa ikke ethvert Barn have stor Skade af i det ene Øieblik paa Prent at læse et Msk. saaledes behandlet, at det næsten seer ud som en Invitation til samtlige Skoledrenge til at pibe efter ham paa Gaden – og saa i næste Øieblik see ham saaledes behandlet af Faderen, ell. læse Brudstykker af ham i Skolens danske Læsebog. –

Og naar jeg saa har omdannet mit Ydre, er mere tilbageholdende, holder mere paa mig selv, seer betydningsfuldere ud: saa vil man paa visse Steder igjen synes at jeg har forandret mig til det Bedre. Ak, og dog tjener de netop ikke min Idee saaledes som i hiin Tid. Men nu er jo ogsaa min Produktivitet forbi.

NB:16

#

Angaaende hende kan jeg Intet beslutte mig til at optegne. Jeg er mistroisk mod Papiret, at det dog kunde komme i en Uvedkommendes Haand og forstyrre hende, nu da Alt forsaavidt er godt. Hvad mig selv angaaer, da haaber jeg, at Gud vil huske Alt, og huske mig derpaa; der er ikke gaaet en eneste Dag siden hiin Dag, uden at jeg Morgen og Aften har betænkt den Sag. Hendes sidste Bøn til mig var, at jeg engang imellem vilde tænke paa hende – det behøvede hun saa vist ikke at bede mig om. Det farlige Spørgsmaal af hende: »om jeg havde i Sinde nogensinde at gifte mig,« blev heldigviis besvaret med Commerce. Det var forfærdeligt; jeg kunde her have givet hende lidt Trøst, og Gud veed det hvor gjerne jeg vilde, og Gud veed, hvor meget jeg selv trængte til at formilde mig Sagen lidt. Men Godt var det, at min Consequents seirede. Mit Svar lød saaledes: »jah!, om en 10 Aar, naar jeg rigtigt har raset ud, og er træt, saa maa jeg have mig en lille ung Pige igjen for at forynges.« Det var grusomt, – ja vist var det grusomt, det var ogsaa grusomt haardt at maatte gjøre det. Og havde jeg ikke gjort det, og alt Andet: havde hun saa nu været forlovet? Nei. Havde jeg med Høitidelighed sagt min Hjertens Mening: nei jeg gifter mig aldrig, uden med Dig – saa havde hun holdt sig til det. Var der da proponeret hende en ny Forlovelse var hun kun bleven raadvild, og havde hun givet efter, havde hun gjort det med deelt Sjel – nu derimod med samlet Sjel, fordi jeg har stødt fra.

NB:17

#

Den Idee, som jeg existerende udtrykte, for at understøtte den pseudonyme Produktivitet, var denne Produktivitet i yderste Consequents. Havde jeg, med en saa enorm Produktivitet, levet tilbagetrukken, skjult, sjeldent viist mig, og da med et dybsindigt Fjæs, som det sømmer sig en Tænker, et Professor-Ansigt: Død og Pine saa havde Creti og Pleti af piattede Frøkener og unge Studenter o: s: v: fundet, at jeg var dybsindig. Det vilde have været en uhyre Inconsequents i Forhold til Produktiviteten; men hvad bryder Daarer sig om Consequents – og hvor mange Vise findes der i hver Generation. – At det var meget anstrængende nægter jeg ikke, ethvert Msk. kan have svage Øieblik hvor han griber efter Endelighedens nærmere Trøst; men Consequentsen er dog Saligheden. Ved at være inco[n]sequent vinder man Ære, Anseelse, Penge o: s: v: – men i Døden da fortryder man at man var inconsequent. Anderledes med Consequentsen. Ligesom Ræven narrede Utøiet ud i den yderste Ende af Halen og da kastede det fra sig; saaledes bærer Consequentsen sig ad med de dumme Msker, der istedenfor at ville lære Noget af Een eller lære Een Noget – ikke have Andet end Penge, Anseelse, Hurra'er at byde. Det seer i Begyndelsen ud som kunde de nok være med; men da gaaer Consequentsen længere og længere ud paa Dybet: og saa dumper de af. Om det var mit sidste Ord, jeg veed det er Sandhed i mig: Enhver, der i Sandhed vil Noget, han skal i mig altid finde en Beundrer, eller er det saaledes: en Bistand; – men disse Daarer, denne Mængde, hele dette Sammensurium af Mænd og Koner, der kun ville spilde deres eget Liv og hjælpe Andre at spilde deres: ja de skal i mig finde deres Mand. See lille 👤Goldschmidt, han hyklede for sig selv med den Indbildning, at han var af Gud kaldet til at være en Svøbe over os Stakler – saa bødes det Vilkaar ham at udskjelde, hvad han selv havde udødeliggjort! Han gjorde det. Altsaa var der ingen Sandhed i ham, det var Hykleri med hans guddommelige Vrede, thi ellers havde han været Sandheden tro og forfulgt det Slette, men ikke hvad han selv beundrer – fordi det ikke vil beundre ham.


──────────

NB:18

Sludder og Sladder og Vrøvl istedenfor Handling er det dog Menneskene ville have, saa finde de det interessant. 👤Goethe fortæller i 📖 aus meinem Leben, at 📖 Werthers Leiden vakte saa stor Sensation, og fra den Tid, siger han, fik han aldrig mere den Ro og Fortabelse, som han før havde haft, fordi han nu blev revet ind i allehaande Forbindelser og Bekjendtskaber. Hvor det at sluddre dog er interessant og rørende! Intet havde været lettere end at forhindre det, hvis 👤Goethe i Sandhed havde haft Mod, hvis han i Sandhed havde elsket Ideen høiere end Bekjendtskaber; Den, der har Kræfter som 👤Goethe kan sagtens støde Folk fra sig. Men see, blødagtig og kjelen vil han ikke – men saa vil han fortælle det som en Begivenhed. Men dette gider Mskene høre, fordi det er Aflad fra at handle. Hvis En vilde præke saaledes: engang i min tidlige Ungdom havde jeg virkeligen Troen i stille Fred; men saa fik jeg saa travlt i Verden, de mange Bekjendtskaber, og jeg blev Justitsraad, og siden den Tid har jeg egl. ikke faaet Tid ell. Samling – saa vilde Mskene finde denne Tale rørende, og de vilde gjerne høre den. Hemmeligheden i Livet, naar man vil staae sig godt, er: dygtig Sludder om hvad man vil og hvorledes man forhindres – og saa ingen Handling.

En Dag var Etatsraad 👤Molbech hos mig. Han priste min Særhed, og min sære Levemaade, fordi den begunstigede min Arbeiden. »Det vil jeg ogsaa gjøre« sagde han. Derpaa fortalte han, at han samme Dag skulde i Middags-Selskab, og »der maa jeg drikke Viin, og det kan jeg ikke taale; men man kan ikke blive fri, thi saa begynder det strax: aah, jo et lille Glas, Hr Etatsraad, har De godt af«. Jeg svarede: Intet er lettere end at forhindre dette. De taler ikke et Ord om at De ikke kan taale Vinen, thi saa ægger De selv den sluddervorne Deeltagelse. De sætter Dem tilbords; naar der saa bliver skjenket Viin, saa lugter De til den og siger ell. udtrykker med en Mine at Vinen ikke er god. Saa bliver Verten vred, og nøder Dem ikke.« Dertil svarede 👤Molbech: »Nei det kan jeg ikke gjøre, hvorfor skal jeg lægge mig ud med Folk?« Jeg svarede: »for at drive Deres Villie igjennem; er det ikke Grund nok?« Men saaledes er det: først at sluddre en Time derom for mig og gjøre Nar af mig med saadan Vind; saa gaae tilbords og sluddre derom – og drikke; saa gaae hjem og have ondt deraf – og sluddre igjen derom hele Natten med sin Kone: det er at leve og at være interessant.

NB:19

#

Ligesaa ubehageligt som det er at have et afsindigt Msk. til daglig Omgang, langt væmmeligere er det, at være samtidig med et Msk, der engang for alle har solgt [sig] til Foragtelighed. Dette aldeles Uberegnelige, dette væmmelige Grændseløse, da han dog engang har foragtet sig selv og slet Intet at tabe.

NB:20

#

Det var et græsk Princip jeg existerende udtrykte, det er nu forstyrret. Og hvad har forstyrret det? At man skal bruge Pressen efter den Maalestok. Pressen er egl. det der tilintetgjør al Personlighed; at [en] feig Usling kan sidde skjult og skrive og trykke for Tusinder. Al personlig Optræden og al personlig Magt maa strande herpaa. Det kunde interessere mig ubeskriveligt at tale med 👤Socrates om den Sag.

NB:21

#

I den næstsidste Scene i Hamlet, da Hamlet døer, er dette hans Sorg, næsten til Fortvivlelse, at Ingen skal lære hans Liv at kjende. Og ganske vist, Den der kun har haft en eneste Idee, men skjult den i Bedragets Form med en fortvivlet Anstrængelse, han fornemmer netop i Dødens Øieblik denne Modsigelse, thi nu i Døden tør han tale, og nu kom Døden saa pludselig. Der er ogsaa noget Sørgeligt, noget i Sandhed Tragisk i, at et saadant Msk, der i Livet har baaret hele Misforstaaelsens Centner-Vægt, at han efter sin Død skal føre det samme Liv, at formdl. en ell. anden Kluddermads, der dog er bleven opmærksom paa, at han var Noget, vil stille hans Billede frem – ak, og det ligner ikke mere end hiin Kluddermads ligner den Afdøde.

Den der imidlertid har villet udholde et saadant Martyrium for at tjene Sandhedens Idee, han bør aldrig blive inco[n]sequent, han maa aldrig underhaanden skaffe Folk en Oplysning. Jo mere consequent han er i denne Henseende, desto troere er han sin Idee, som vil lønne ham i indre Salighed. Som han i Livet har givet Afkald paa Verdens Ære, saa bør han ogsaa gjøre det i Døden, og efter sin Død vedblive at være en Gaade, som han var det i Livet; thi netop deri er den epigrammatisk-dømmende Nerve i hans Existents, og netop deri hans Troskab mod Ideen.

Men eet kan man i Sandhed sige, at Msk. ikke have Forestilling om i disse Tider: det at handle og tænke og tænkende at handle consequent indtil det Yderste. Selv en tilsyneladende consequent Begyndelse ender altid i Sludder.


#

NB:22

Som sagt det Eneste der dog egl. smerter mig er, at det kan falde Nogen ind at sætte min Ophøren af at være Forfatter i Forbindelse med dette sidste Vrøvlerie. Det var, medens jeg adlød min Idee, mig en Glæde, at jeg saaledes havde holdt ud at arbeide uden at træde i personligt Forhold til noget Msk, uden at bryde mig om noget jordisk Hensyn, blot tjenende Ideen. Og da var det mig saa kjært, at det Sidste skulde være som det Første, at jeg vidste at holde op og forsage hele den Art af Virksomhed. Det er ubetinget lykkedes mig. Maaskee havde det dog været skadeligt, om Folk ret havde forstaaet dette, saa lad dem da bilde sig ind, at noget smaaligt Hensyn kunde bestemme mig.

NB:23

#

Det er den Profit som Samtiden tager af enhver mere Udmærket, at ved det han jo ogsaa er et Msk, og omtrent seer ud som andre, og maaskee mangler nogle Færdigheder, som Andre har, saa kan de ganske synes Ligemænd; en pyntet Kræmmersvend og et Genie er i Samtidighed Ligemænd. En Udmærket faaer i det Hele blot saa meget forud for enhver Anden, at det bliver de Samtidige pirrende at lugte til ham, snakke om ham, forjadske ham hans hele Aands-Existents, gjøre ham om muligt væmmelig ved sit Navn blot fordi det skal være i enhver Dosmers Mund.

NB:24

#

Saalænge jeg lever vil jeg aldrig og kan jeg aldrig blive anerkjendt, netop fordi jeg anvender halvdelen af min Kraft paa at forhindre det. I samme Øieblik jeg i levende Live begynder at blive anerkjendt i samme Øieblik begynder jeg at nærme mig til at blive Autoritet, og i samme Øieblik er min Mission forbi, ja ikke blot dette men min tidligere Mission er maaskee aldeles fordærvet. Min Resignation forstaaer upaatvivlelig Ingen; nogle fordi de ikke have Tid og Leilighed ell Lyst til at tænke over Sligt; Andre fordi de end ikke kunde forstaae det, om de ogsaa vilde.

NB:25

#

Hvorvel jeg formelig lider Uret her hjemme, fordi min hele Produktivitet ikke egl. kan tage sig ud paa saa lille Theater, medens en taabelig og nysgjerrig og misundelig og trodsig Samtid i Grunden vil tvinge mig, fordi de mene at jeg nu engang er bunden ved Sprogets Grændser: saa har dog Landets lille Størrelse det Gode, at hele det dramatiske i min Forfatter-Virksomhed i de 4¼ Aar tager sig ganske anderledes ud; i Tydskland lod dette sig ikke frembringe, dertil var Landet for stort; der kan Ingen tænke paa at være Enepige. Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud, og der vil nok komme den Tid, da Pigerne skulle rødme af Begeistring, naar en Digter vil fortælle hele mit Existents-Anlæg.

NB:26


Samtiden faaer slet intet Syn paa min Produktivitet. 📖 Enten – Eller deelt i 4 Dele ell. i 6 Dele hver for sig udgivne, saa det havde varet 6 Aar: det var passende. Men nu at hver Afhandling i 📖 Enten – Eller kun er Deel i et Hele, og saa 📖 Enten – Eller heel en Deel i et Hele: det er jo til at blive tosset over mener den samtidige Spidsborgerlighed.

NB:27

#

Dersom jeg levede i en reen Kjøbstad, saa blev det da endnu galere. I Grunden er Forholdet det, at de Fleste have en skjult Forestilling om, at jeg dog nok er Manden, men de tænke som saa, naar vi alle blive enige om at drille ham, saa maa han dog give Kjøb. En saadan negativ Conspiration er kun tænkelig i et lille Land.

I et lille Land er der ogsaa en egen Art Misundelse; den er grundet i at Alle kjende hinanden, og næsten uvilkaarlig tænke sig i Forhold til hinanden. Man vil ikke berøve mig Alt, men Lidt – ret som havde man Lov til med Urette at berøve et Msk. endog det Mindste.

NB:28

#

Det var dog muligt, at jeg trods al min Ringhed for Gud i personlig Ydmygelse over hvad jeg personligen forbrød, dog var for mit Folk »en Gave af Guden;« Gud veed, de have behandlet mig maadeligt nok, ja mishandlet mig, som Børn mishandle en kostbar Foræring.


#

NB:29

Kunsten ved min hele understøttende Existents var ikke blot den ikke at tale om hvad der saa uendeligt beskæftigede mig, ell. at tale om de Bøger, i hvilke jeg efterhaanden nedlagde min Stræben; men den var især det at jeg var altid til Tjeneste med at tale om alt muligt andet, Spas, Commerce o:s:v: netop som En der i Lediggang har uendelig god Tid.

NB:30

#

Journalliteraturens Tyranie er det ussleste det ringeste af alle Tyrannier; det er det tryglende Tyrannie – ligesom en Tigger, hvem man siger nei ved at blive ved at rende efter En Gade op og ned tilsidst aftvinger En Noget. Hvis man vilde tænke sig en saa eminent polemisk Forfatter, som endnu aldrig har existeret, og sætte ham ligeoverfor en Journal: han maa tabe, med mindre han selv igjen vil udgive et Blad, og i saa Fald har han da ogsaa tabt, forsaavidt han fra at være Forfatter er sjunken ned til at blive Journalist (hvilket er ligesom fra Philosoph at blive Sophist.). Altsaa Striden begynder: hiin eminente Polemiker slaaer nu til, og det undgaaer ikke Journalisten selv, at Slaget er dræbende og afgjørende. Journalistens Smule Tilsvar viser hvilken Uendelighedens svælgende Afstand der er imellem dem. Imidlertid er Journalisten ganske tryg, han raisonerer saaledes: »en Forfatter kan ikke være bekjendt idelig at vende tilbage til den samme Sag, og saa holder han altsaa op – saa begynder jeg. Jeg bliver nu ved hver Aften, ell. hver 8de Dags Aften, det skal nok sætte sig fast. Jo længere Tiden gaaer hen, desto mere forvrøvlet er Sagen, og Publikum har efterhaanden reent glemt hiin Forfatterens Artikel; saa har jeg vundet Spil. Nu pludselig kan Forfatteren ikke være bekjendt at komme med en ny Artikel om den samme Sag, og jeg har ham altsaa i min Magt.« Derved er det de holde sig alle disse Stympere, afskedigede Fahneposter og Rokkerdreiere og halvstudere[de] Studenter. Det Moersomme er i Grunden, at hver Journalist for sig i sit Blad altid taler med stor Vigtighed; men blive de indbyrdes uenige saa levne de hinanden ikke Ære ell. Dygtighed for 4 ß – og hvorfor? Naturligviis fordi Journalisterne allerbedst selv indbyrdes veed, hvilke Capaciteter der skjule sig bag Publikums den offentlige Menings o:s:v: »brede Rumpe«.

NB:31

#

At det at være Forfatter er en Handling, synes aldeles glemt. Deraf kommer det at Ingen tør gaae langsomt frem, fordi enhver Forfatter betragter sig selv som En der er oppe til en Examen; han frygter, at Nogen skulde tro om ham, at han ikke veed det Næste. Da Tilværelsen selv er dialektisk gjelder det om at ethvert Moment bliver sat saaledes, at det kommer til at gjøre sit Indtryk. For at fatte Synds-Forladelsen maa jeg først og fremmest have Indtrykket af Synds-Bevidstheden i Synds-Bekjendelse. Nu gjelder det om at gjøre dette ret indtrængende gjeldende, og saa ikke et Ord mere denne Gang. Men Taleren ell. Tænkeren er bange er undseelig for at Nogen skulde tro, at han ikke vidste det Næste, og derfor maa han strax sige det med. Herved svækkes alle Indtryk.

NB:32

#

Det Uretfærdige ved Danmarks Smaa-Forhold er den Paatrængenhed og Ligemandskab som derved udvikles. Et lille Land som Danmark kan naturligviis kun i hver enkelt Retning have een væsentlig Udmærket; men denne Udmærkede lever nu i idelig Berøring og Omgang, item i ideligt literair Sammenstød mellem deres Navne, med adskillige ubetydelige – som ogsaa ere noget Lignende. 👤Chr. Winther er lyrisk Digter, 👤Holst er ogsaa, 👤Barfoed er ogsaa; de skrev maaskee alle Tre hver sin Vise til en Festlighed: ergo er de alle Tre Digtere. Den der taber ved disse Forhold og lider Uret er 👤Chr. Winther. Danmark er saa lille et Land, at det at være den Største i en enkelt Retning i dette Land ikke kan være et væsentlig Udtryk for den væsentlige Udmærkede. 👤Chr. W. vilde ogsaa i Tydskland være fremragende, medens de andre vilde forsvinde. At være den største Philosoph i Danmark staaer lige paa Grændsen til Satire – omtrent som at være den største – ja tænk engang, – den største blandt alle de omreisende Skuespiller-Selskaber man har seet – i Odense; ell. ligesom hvad 👤P.L. Møller roste min Polemik mod 👤Heiberg for: »at den var det vittigste af Alt, hvad der var skrevet mod 👤Heiberg« – ak, maa jeg ikke bede om 👤Heiberg som Maalestok, thi at bruge dem som Maalestok, der har skrevet mod ham, det er rigtignok at gjøre Nar af mig. Saaledes belærte engang den Frisindede (Hr 👤Rosenhaab) mig om, at jeg burde være lige saa populair som en saadan dybsindig Philosoph nemlig 👤H:C. Ørsted. Pro dii immortales, det kan kun være muligt »paa Berget« at man kan for Alvor mene noget Saadant.

NB:33

#

Kjøbenhavn er den behageligste By man kan tænke sig at leve i for Enhver, der er Ingenting ell. endnu mindre; thi da vi Alle ere ligemeget, og der dog ere nogle Størrelser, saa er der Avancement. Da jeg var et ungt Msk, og var Ingenting, da nød jeg min Frihed, da turde jeg leve som jeg lystede, kjøre alene i min Vogn, lade Vinduer lukke paa offentlige Steder: der var Ingen der faldt paa at lægge Mærke dertil. Men nu, nu vogter Misundelsen paa ethvert mit Skridt, for at sige: det er Hovmod, det er Stolthed, det er Forfængelighed. Det latterlige er, at jeg tvivler paa, at der i noget Land vil findes noget Msk., der lever saa uforandret som jeg har levet siden jeg blev Student: saa Forandringen da altsaa ikke ligger i mig, som gjorde jeg nu noget af Prætension – nei jeg gjør uforandret det Samme, men nu har Misundelsen faaet Øie paa mig. Hvorfor skal han have Lov at kjøre alene, siger en pyntet Kræmmersvend, jeg kunde jo ypperligt kjøre med ham; men det er Stolthed. Hvorfor jeg lever som jeg lever, falder det naturligviis Ingen ind at tænke over; nei frækt og uforskamment og paatrængende vil man om muligt tvinge mig til: at tage Kræmmersvenden med.


#

NB:34

#

Saaledes har jeg forstaaet mig selv i hele min Forfatter-Virksomhed.


Jeg er en i dybeste Forstand ulykkelig Individualitet, der fra min tidligste Tid har været naglet fast til en ell. anden indtil Afsindighed grændsende Lidelse, der maa have sin dybere Grund i et Misforhold mell. min Sjæl og mit Legeme; thi (og dette er det mærkelige samt min uendelige Opmuntring) den staaer i intet Forhold til min Aand, der tvertimod maaskee ved det spændte Forhold mell. Sjel og Legeme har faaet en Spændkraft som sjelden er.

En gl. Mand, der selv var uhyre tungsindig (hvorledes vil jeg ikke nedskrive) faaer en Alderdommens Søn, paa hvem hele dette Tungsind gaaer i Arv – men som tillige har en Aandens Elasticitet at han kan skjule det, medens ogsaa netop fordi hans Aand er væsentlig og i eminent Forstand sund, hans Tungsind ikke kan faae Magt over ham, men hell. ei formaaer Aanden at hæve det, den formaaer maxime at bære det.

En ung Pige, (der med pigeligt Overmod forraader uhyre Kræfter, og lader mig ane en Udvei af hvad ved et sørgeligt Misgreb var begyndt, en Udvei, at hæve en Forlovelse, thi hun lod først Kræfter ane som brød hun sig ikke det mindste derom) lægger i det høitideligste Øieblik et Mord paa min Samvittighed, en bekymret Fader gjentager høitideligen Forsikkringen om, at det vil blive Pigens Død. Om hun har piattet, vedkommer ikke mig.

Fra det Øieblik helligede jeg mit Liv efter ringe men af yderste Evne til at tjene en Idee.

Skjøndt ingen Ven af Medvidere, skjøndt absolut utilbøielig til at tale med Andre om mit Inderste; mener jeg dog og har jeg meent, at det er et Mskes Pligt ikke at overspringe den Instants som det er at beraadføre sig med et andet Msk; kun at dette ikke bliver en pianket Fortrolighed, men alvorlig og officiel Meddelelse. Jeg har derfor talt med min Læge, om han meente at hiint Misforhold i min Bygning mell. det Legemlige og det Psychiske lod sig hæve, saa jeg kunde realisere det Almene. Det har han betvivlet; jeg har spurgt ham, om han meente, at Aand var istand ved Villien at omskabe ell. omdanne et saadant Grund-Misforhold, han betvivlede; han vilde end ikke tilraade mig at sætte hele min Villies-Kraft i Bevægelse, om hvilken han har en Forestilling, da jeg kunde sprænge det Hele.

Fra det Øieblik har jeg valgt. Hiint sørgelige Misforhold, med samt dets Lidelser (der upaatvivligt vilde have gjort de Fleste til Selvmordere af dem som havde igjen Aand nok til at fatte Qvalens hele Elendighed) har jeg anseet for min Pæl i Kjødet, min Grændse, mit Kors; jeg har meent, at dette var det dyre Kjøb hvorfor Gud i Himlene har solgt mig en Aands-Kraft, der blandt Medlevende søger sin Lige. Dette opblæser mig ikke, thi jeg er dog knuset, mit Ønske er dog bleven mig den daglig bittre Smerte og Ydmygelse.

Uden at turde beraabe mig paa Aabenbaringer ell. noget Saadant, har jeg forstaaet mig selv i at ville i en forqvaklet og demoraliseret Tid hævde det Almene og gjøre det elskeligt og tilgængeligt for alle Andre, der formaae at realisere det, men af Tiden vildledes til at jage efter det Ualmindelige, det Extraordinaire. Som Den, der selv blev ulykkelig, hvis han elsker Mskene, netop ønsker at hjælpe Andre som formaae at blive lykkelig, saaledes har jeg forstaaet min Opgave.

Men da min Opgave tillige var mig et i al Ydmyghed fromt Forsøg paa at gjøre noget Godt til Vederlag for hvad jeg har forbrudt: har jeg især vaaget over, at min Stræben ikke blev i Forfængelighedens Tjeneste, at jeg fremfor Alt ikke tjente Ideen og Sandheden saaledes, at jeg fik jordisk og timelig Fordeel deraf. Derfor er jeg mig bevidst, at jeg med sand Resignation har arbeidet.

Under min Arbeiden har jeg ogsaa bestandig troet bedre og bedre at forstaae Guds Villie med mig: at jeg bærer Qvalen, i hvilken Gud har lagt Tømmen paa mig, og saa præsterer maaskee det Overordentlige.

[a] Min Fortjeneste af Literatur bliver altid at have fremsat hele det existentielle Omfangs afgjørende Bestemmelser saa dialektisk skarpt og saa primitivt som i det mindste jeg ikke veed er gjort i nogen Literatur, og jeg har hell ei haft Skrifter at raadføre mig med. Dernæst min Kunst-Meddelelse, dens Form dens consequente Gjennemførelse; men for det første er der Ingen som har Tid til at læse alvorligt og studere; forsaavidt er indtil videre min Produktivitet spilt som naar man sætter fine Retter for Bønder.

Dersom jeg udførligere skulde beskrive mit Livs indre Forstaaelse af det Enkelte vilde dette blive en heel Foliant, som kun meget Faae vilde have Evne og Alvor til at forstaae. Men til at nedskrive noget Saadant har jeg heller ei Tid.

Med Sandhed kan jeg sige, at jeg har min Kraft i Skrøbelighed og i Svaghed. Det kunde aldrig falde mig ind, at en Pige fE ikke vilde have mig, naar jeg blot var sikker i mig selv om, at jeg turde gjøre Alt for at vinde hende; det kunde aldrig falde mig ind at jeg ikke skulde formaae det meest Forbausende, naar jeg blot var sikker paa mig selv at jeg turde det. Paa dette sidste Sted ligger min Elendighed paa første Sted min næsten overnaturlige Kraftfølelse. De fleste Msker ere omvendt situerede, de frygte Modstanden uden fra, og kjende ikke den indre Modstandens rædsomme Lidelse. Men jeg kjender ingen Frygt for nogen udvortes Modstand, men der er en indre Modstand, naar Gud vil lade mig fornemme Pælen som nager – dette er min Lidelse.

NB:35

#

Den Skjebne synes at være forbeholdt mig i Forhold til de afgjørende Momenter af mit Liv aldrig at kunne blive forstaaet af Andre. Det der netop er det Bestemmende for mig, vilde Ingen anden falde paa. I en vis Forstand er der en Qval i den totale Misforstaaelse, naar man lever saa anstrænget som jeg.

Da jeg forlod hende – hvilken var Grunden. Ja Ingen vilde blot ane den.

Naar jeg nu hører op med at være Forfatter, saa vil Alle vide ypperlig Beskeed om at forklare, at det er fordi jeg er bleven bange og kjed af alle disse Vrøvlerier. Ja tag det der. Da jeg, i sin Tid, før al Vrøvlet begyndte, besluttede at ende med: 📖 afsluttende Efterskrift, (hvad jeg maatte beslutte af mange, tildeels ogsaa af pecuniaire Grunde) vilde jeg have den Satisfaction: at være en Forfatter, der kunde arbeide efter en uhyre Maalestok, og saa igjen holde op, uden nogensinde at have vexlet ti Ord med noget Msk. om hvad jeg vilde. Da saa alt Vrøvlet begyndte, forstod jeg strax, at man vilde sætte dette i Forbindelse med min Ophøren. Dette har krænket mig, ja det er sandt. Turde jeg raade mig selv, blev jeg ubetinget ved i nogen Tid at skrive. Men see netop fordi dette er saaledes, netop derfor tør jeg ikke opgive min Beslutning; thi saa var jeg feig. Men hvilket eneste Msk. til foruden jeg forstaaer dette.

Og hvor det dog er sørgeligt, at have det Mindste med al dette Rak af Msker (der ell. kunne være baade gode og skikkelige og elskværdige, kun ikke naar de ville dømme Tanker og en Tænker) der ikke kan tænke to Tanker sammen, og kun kunne forstaae alt hvad der er lavt og usselt.


#

NB:36

#

d. 7 Sept. 46.

Rapport.                Resultat

1

Det der egl. er det Pøbelagtige ved den literaire Foragtelighed, som denne findes hos os, er ikke saa meget hvad den skriver, som det ligger i for hvem der skrives. Dersom et saadant Blad som 📖 Corsaren kunde sikkre os, at det kun blev læst af de meest intellectuelle Par hundrede Msker i Landet: saa gjør det slet ingen Skade. Og dog fordres der jo for at ironisere det Udmærkede, at Den der gjør det tillige og hovedsagligen er intellectuel dannet til at vurdere og pathetisk nok til at kunne begeistres: da først er det Ironie at spøge med Ens Tilfældigheder, med Forfatterens Figur o:s:v:. Men naar noget Saadant skrives for den laveste Classe, for Svende og Drenge, og Tjenestepiger og piankede Fruentimmer o:s:v: saa er det eo ipso Raahed og Slave-Opstand. hos den Classe af Msk. kan der ikke være Tale om endog blot den fjerneste Anelse af en Forestilling om at vurdere ell. forstaae, for dem existerer en Forfatter ligesom ethvert andet Msk. kun qua Dyre-Msk, og det er deres Vurdering af et Msk. om han er stærk og kan slaaes o:s:v:

Ja selv naar man skriver noget Saadant for den i sig selv agtværdige og brave men eenfoldigere og ikke væsentlig dannede Classe af Samfundet: bliver det dog Raahed. Det Eenfoldige ligger netop i (og dette er det Skjønne i en vis Forstand) ikke at kunne tænke en dialektisk Dobbelthed. Hvad der er Udmærket tænker Eenfoldigheden det er Udmærket, det maa der slet ikke siges noget Ondt om. Er en Mand en udmærket Philosoph saa maa man ikke forhaane ham. Da den Eenfoldige nu ikke selv kan bedømme om en Mand er en udmærket Philosoph, saa forledes ganske rigtigt den Eenfoldige, naar der skrives saaledes for ham, til den Slutning: ergo er den Mand ingen stor Philosoph.

Men det Nederdrægtige i Forhold til den literaire Foragtelighed ligger i, naar det er Forfattere, som kunne til en vis Grad være anstændige Forfattere, om de end fik en underordnet Plads, der for at hævne og skade og forvirre og besudle, rører Pøbelen op.


2

Det var ironisk rigtigt af mig, medens jeg skrev Pseudonymerne, at leve saa meget paa Gader og Stræder. Det Ironiske laae ganske rigtigt i, at jeg, der qua Forfatter tilhørte en ganske anden Sphære, opholdt mig paa Gader og Torve. Det var Ironien mod de intellectuelle forskruede hegelianske Magter vi har her hjemme, ell. havde. Saasnart derimod, man fra en anden Kant fra den literaire Pøbelagtighed gjør et Forsøg paa, at give det Udseende af, at jeg virkelig hører hjemme paa Gaden: saa er ganske rigtigt Ironien borte saa exciperer jeg forum. – Havde 👤Goldschmidt endda selv indseet det, og af sig selv spillet mig Pudset: ja saa havde han dog været Noget. Men jeg maatte selv opfordre ham – og gjorde det ganske rigtigt derfor først da jeg var færdig. Var 👤P.L. Møllers Artikel kommen en Maaned før, havde han intet Svar faaet. Jeg kunde da hverken endnu have undværet Situationen, ei heller turde jeg, saa længe jeg skulde holdes væsentlig produktiv, udsætte mig for, hvilke mulige Forstyrrelser der dog kunde følge af Vrøvleriet.

Det der gjør mit Liv anstrænget, men ogsaa righoldigt næsten i dets ubetydeligste Yttring, er at jeg overalt maa have Idee, og at derimod andre Msker slet ikke synes at have endog blot den mindste Trang dertil. Men saa har jeg dog igjen den Fordeel, at midt i al Vrøvl bliver jeg dog aldrig egl. Part, fordi min Iagttagelses Lyst stadigt bevarer mig for en Deel som Trediemand.


3.

Den hele Geschichte i det sidste Halvaarstid har yderligere bekræftet mig den Sætning: mundus vult decipi. Dersom man vilde spørge Tilhængerne af den literaire Pøbelagtighed: men hvorfor angribes dog 👤Kierkegaard; saa vilde de svare, som en af dem (han var rigtignok en Rangsperson forøvrigt) svarede mig: »der skal ingen Auctoritet være.« Lad os nu see. En Forfatter, der væsentligen dannet ved 👤Socrates og Grækerne, har fattet det Ironiske begynder en enorm Forfatter-Virksomhed; han vil netop ikke være Autoritet, og til den Ende seer han ganske rigtigt, at han ved idelig at gaae paa Gaden nødvendigviis maa svække Indtrykket af sig selv. Og ganske rigtigt, i alle de fornemme Kredse, hvor Autoriteterne dog vel ere at søge, der dømmes han ogsaa fra al mulig Autoritet. Hvad skeer, nu vælter Pøbelagtigheden sig ind paa ham, og nødsager ham i Ideens Medfør at gjøre hvad han ell. ogsaa vilde, trække sig en Smule tilbage. Lad ham nu blot i et halvt Aar have levet saaledes tilbagetrukken, saa er han Autoritet. Hans Anseelse er dog alligevel saa stor, at han selv netop var den Eneste, der egl. kunde svække Indtrykket af sig. Og hvem er det saa, der har været behjælpelig til at gjøre ham til Auctoritet? Netop dem, der begyndte deres Tale og deres Handlen i Kraft der af saaledes: »der maa ingen Autoritet være.«


4.

Hvori har saa det Ubehagelige, det Fortrædigende for mig ligget? Naturligviis ikke i hvad der er bleven sagt, (thi det har jeg ofte nok selv sagt spøgende om mig selv) men i til hvem, at man har skaffet mig et Gadeopløb paa Halsen af Pøbel, med hvem jeg intet Fællesskab har ell. kan have. I Forening med Jøde-Commier Kræmmersvende, offentlige Fruentimmer, Skoledrenge, Slagtersvende o:s:v: kan jeg virkeligen ikke lee af, hvad jeg i Forening fE med 👤Carl Weis ypperligt kan lee af. Naar jeg nemlig i Forening med ham leer af mine tynde Been, saa statuerer jeg dermed, at vi have Basis tilfælles i væsentlig intellectuel Dannelse. Naar jeg i Forening med Pøbelen leer der af, saa vilde deri ligge, at jeg indrømmer at have Basis tilfælles med dem. – Netop fordi dette er saaledes, er ogsaa det Besynderlige fremkommet, at den Eneste her hjemme, der egl med Ironie vittigt formaaer at behandle saadanne dialektiske Problemer som det at ironisere en Dygtighed, at han netop ikke kan forsvare at gjøre det – og denne Eneste er mig selv. Jeg forpligter mig rigtignok til, at skrive ganske anderledes vittige Artikler om mig selv og mine Been end 👤Goldschmidt kan: men saa vil igjen Pøbelen ikke kunne forstaae dem.


#

NB:37

Verden bliver da i Grunden altid lige klog ɔ: lige dum. Naar saa en Mand, misforstaaet, forhaanet, forfulgt, bespottet, ringeagtet af sin Samtid har kæmpet for en Sandhed, saa opdager den næste Generation, at han var stor, – og beundrer ham. Og dersom der saa i den næste Generation er en Begeistret der virkelig forstaaer hiin Afdøde forstaaer ham saaledes, at han gaaer hen og gjør lige saa: saa bliver denne Begeistrede igjen forfulgt, bespottet, ringeagtet o:s:v:. Altsaa først bliver den Udmærkede ringeagtet af hans Samtid, og derpaa bliver den Udmærkedes sande Beundrer foragtet af sin Samtid, hvilken er den anden Generation, der dog som det hedder, beundrer den Afdøde. Mundus vult decipi, og Verden er altid til Nar, især naar den beundrer, thi for at den skal beundre maa den tage det Bedste bort – og saa beundrer den, men ringeagter Den, der i Sandhed beundrer det Bedste hos den afdøde Udmærkede.

NB:38

#

Den sande Høimodighed kan aldrig blive belønnet i Verden; ganske simpelt, fordi dersom det saa kaldte høimodige Skridt er et saadant, at Samtiden strax kan forstaae, at det er høimodigt, saa er det ikke i Sandhed i stor Forstand høimodigt, saa har det jo sin Løn. Den sande Høimodighed maa ogsaa indeholde dette: at blive misforstaaet, og dog at gjøre det Rette, det Høimodige. Menneskenes Ære og Beundring er jo lige saa fuldt en Løn som Penge og anseelig Stilling.

NB:39

#

Af den 📖 Bog om 👤Adler.


..... Hvad 👤Frater Taciturnus formodentligen æsthetisk og kunstnerisk maa vide Beskeed om, siden han, selv benyttende en ganske anden Art Stiil, lader Experimentets 👤Quidam yttre sig i denne Stileart: det finder man i vild Skikkelse Exempler paa hos 👤Adler. At construere rhetorisk paa Forsætningerne, og lade Eftersætningen være et Intet, en Afgrund, fra hvilken Læseren ligesom endnu engang gyser tilbage i Forsætningerne; at storme frem i et Tilløb, som vilde denne Rigdom aldrig udtømmes, og netop i samme Secund afbryde, hvilket er ligesom det Kunststykke at parere i strakt Carrieres Fart (de fleste Ryttere falde af, – i Almdl. slaaer man først over i Gallop, og saa i Trav); i Spidsen for et Cavallerie af Prædikater, det ene kjækkere og raskere end det andet, at hugge ind, og da svinge af; Springet i Modulationen; Begrebets Omslaaen i eet eneste Ord; det Uventedes Standsning o:s:v:. Som alle sydligere Nationer (især fE Jøder), alle lidenskabelige Nationers Organ er saaledes, at Stemmen idelig slaaer over, som enhver Lidenskabelig taler saaledes: saa er det ogsaa muligt stilistisk [at] frembringe denne Virkning.

Dog dette vilde føre mig meget for vidt, og hvor mange Mennesker er der vel, som endog blot har en Forestilling om, hvorledes Prosa kan benyttes lyrisk, og om, hvad jeg forpligter mig til, i Prosa at frembringe en stærkere lyrisk Virkning end i Vers, naar Folk først lære at læse og at fordre Tanke i hvert Ord, medens Vers altid beholde lidt Fylde-Kalk. Jeg afbryder; dette vilde desuden kun vedkomme Forfattere. I denne Henseende beholde samtlige Pseudonymer ubetinget et sprogligt Værd, i at have opdyrket Prosaen lyrisk. 👤Adler har ogsaa lært Noget af dem, det mærker man tydeligt; thi det er ikke sandt, hvad hans smigrende Recensent fortæller i Kirketidenden, at han er begyndt omtrent samtidig med Pseudonymerne, men han er begyndt efter dem; og Stilen i hans fire sidste Skrifter er mærkelig fra den i hans Prædikener, hvor han endnu ikke har været saa stærkt paavirket. Derimod er det sandt, hvad hiin Recensent siger, at der stundom findes Steder i A (📖 4 sidste Bøger) som aldeles erindre om Pseudonymerne, men deri seer jeg ikke noget Fortjenstligt, hverken i at copiere en Anden, ell. i at glemme, at man selv ved at have haft en Aabenbaring, har ganske andre Ting at tænke paa end Sprog-Øvelser.

NB:40

#

👤Pascal siger: derfor er det saa vanskeligt at tro, fordi det er saa vanskeligt at lyde.

NB:41

#

I Grunden ansee dog de fleste Msker ogsaa her i Byen (ligesom en Nordamerikaner fortæller det ganske naivt om samtlige Nordamerikanere cfr 📖 theol: Maanedsskrift af 👤Grundtvig og 👤Rudelbach Bind XII, p. 7 o: fl)a det at philosophere, at tænke over Tilværelsen, Videnskabelighed for en Art Galskab og Tidsspilde. Grunden hvorfor man ikke betragter fE 👤Sibbern saaledes, er mere den, at han har et Levebrød som Professor i Philosophien, ɔ: naar det er Ens Levebrød saa kan man philosophere ligesom Andre fE feie Skorsstene, men dersom man er privat, og altsaa virkelig philosopherer for at philosophere (hvad Sibbern jo vist gjør, men hvad Folk ikke blive tilgavns opmærksomme paa) saa vilde man ansee det for lige saa afsindigt som hvis en uafhængig Mand vilde feie Skorstene. Det er, at feie Skorstene for at feie Skorsstene er absurd: ergo er ogsaa det at philosophere for at philosophere absurd.

a Der fortælles tillige, at i de nordamerikanske Skoler og Gymnasier bruges Compendier, af hvilke stundom 1 indeholder 20 Videnskaber – i al Korthed.

Overhovedet spiller Levebrøds-Betragtning dog den afgjørende Rolle i Verden; overalt hvor denne Mellembestemmelse svigter, blive de raadvilde. De titulaire Christne, der egl. slet ikke have noget Indtryk af det Christelige, opholde sig slet ikke over at en Præst foredrager den orthodoxe Lære, og hvorfor ikke? Fordi det er hans Levebrød. De opholde sig slet ikke over, at hiin Præst i Prædikenen gjør strenge Fordringer til Livet og hvorfor ikke? Det hører med til hans Næringsvei, ligesom at en Officeer seer barsk ud og en Politie-Officiant slaaer. – Naar derimod en privat Mand i strængere Forstand er religieus og yttrer sin Religieusitet: saa ansees han for gal, og hvorfor? Fordi Næringsveiens Mellembestemmelse mangler.

Naar man ansees for og lever uafhængig, saa have Folk en stor Lyst til at sige til En: dersom jeg var i Deres Sted, saa veed jeg nok, hvorledes jeg skulde indrette mit Liv.« og derpaa rykker de ud med Sproget, og man seer da, at de saa godt som intet Indtryk have af Noget, medens de for at leve, blive Urtekræmmere, Skorsteensfeiere, Kunstnere, Præster o: s: v:.

NB:42

#

Af den 📖 Bog om 👤Adler


Det er overhovedet utroligt, hvilken Confusion den hegelske Philosophie har frembragt i det personlige Liv – sørgelige Følge af, at en Philosoph er Heros og reent personligt en Philister og Nittengryn. Eet er bestandigt undgaaet 👤Hegel hvad det var at leve, han veed kun at gjengive Livet, og hvis han er Mester heri, saa er det ogsaa vist, at han er den meest skærende Contrast til en Maieutiker.

Man finder hos Philosopher efter 👤Hegel, som have tilegnet sig den hegelske Methode, forbausende Exempler. En saadan Philosoph skriver en ny Bog, og den bliver han sig bevidst som Moment indenfor den Stræben, der begyndte med hans første Bog; men dette er ikke nok, thi sin hele Stræben (som endnu ikke er til) bliver han sig bevidst som Moment i den hele philosophiske Stræben efter 👤Hegel, og den igjen som Moment i 👤Hegel, og 👤Hegel som Moment i den verdenshistoriske Proces fra Oldtiden gjennem China, Persien, Grækenland, Jødedom, Christendom, Middelalder. Skulde det ogsaa være muligt. Skulde det ikke være rigtigt, at en saadan Privat-Docent, naar han saae vi bleve altfor forbausede, sagde som Præsten, der saae at hans Tilhørere bleve altfor rørte: Græder ikke Børn, det turde være Løgn altsammen.

Men denne usalige Lyst til at opfatte som Moment er bleven en fix Idee. Ethikens Anskuelse: at stræbe, og Metaphysikens at opfatte som Moment stride paa Liv og Død med hinanden. Enhver Levende, som ikke er aldeles tankeløs og distrait, maa vælge, men vælger han det Metaphysiske, saa begaaer han egl., aandelig forstaaet et Selvmord.


#

NB:43

Den menneskelige Misundelse vil tilsidst afskaffe enhver væsentlig Bestemmelse og sætte sin herskesyge Vilkaarlighed isteden. Dersom En ydmyg for Gud men med ædel Stolthed hverken vil være mere ell. mindre end han er, men ogsaa vil være det: saa falder Misundelsen over ham. Dersom derimod En begynder med den Concession: jeg er et foragteligt Subjekt, saa synes man, at man nok kan anerkjende hans Talent, da man dog kan holde ham nede. Det er derfor hell. ikke utænkeligt, at 👤Adler pludseligt kunde gjøre Lykke, thi da han egl. begynder med den Concession: jeg er halvgal – saa kan man nok anerkjende lidt Talent; han kan aldrig blive farlig, thi han er jo halvgal. Paa den Maade opelskes, al dette usle Luskerie. Man skriver en Comedie for Studenter, man benytter sig af den kammeratlige Frihed til at bringe virkelige Personer frem. Nu ja, det vilde jo være ukammeratligt, om Nogen sagde Noget derimod. Men derpaa, lusker Stykket om i Provindserne – hvor der dog vel ikke spilles for Studenter, og endeligen opføres det paa det kongl. Theater. Det er denne luskende halv Officialitet der gjør at Folk synes om det. Hvad der træder med Fordring paa og Bevidsthed af at være noget Bestemt: det vækker Misundelse, men dette halvt private og halvt offentlige det smigrer Publikum. En saadan Pialt af en Digter bliver afholdt, fordi det synes Publikum allerkjæreste, at det er saadan noget Privat mell. ham og dem, han er ikke rigtig Digter, men saadan en famille.

NB:44

#

Ja vist er jeg Aristokrat – og det er og har da Enhver været, der i Sandhed er sig bevidst at ville det Gode, thi af dem er der altid faae) – men jeg vil staae nede paa Gaden, midt imell. Mskene, hvor Faren er og Modstanden. Jeg vil ikke (a la 👤Martensen 👤Heiberg o: s: v:) feigt og blødagtigt leve paa Fornemhedens Afstand i enkelte Kredse, garderet af Sandsebedrag (at Mængden sjeldent seer dem og derfor indbilder sig at de ere Noget.) Det er vel saa at Verden vil bedrages, at naar den sjeldent seer en Mand saa troer den han er Noget – men jeg vil ikke bedrage, og jeg vil ikke trænge til et Sandsebedrag. Det har hell. aldrig Nogen af hine Ædle gjort, der i Sandhed vilde Mskenes Vel, de levede aldrig fornemt tilbagetrukken et blødagtigt Liv i aristokratiske Kredse.


#

NB:45

Saaledes har jeg forstaaet mig selv. Saalænge jeg var pseudonym krævede baade Frembringelsens Idee og Illusionen, at jeg indrettede min ydre Optræden som jeg har gjort det; det var mig absolut vigtigt at gjøre Alt for at understøtte Illusionen med at jeg ikke var Forfatter. At Folk alligevel ansaae mig derfor, vedkommer ikke mig; saaledes ere Msk. de have ingen Sands for Ideer men blot for at forstyrre Ideer; men min Idee er blandt Andet at dette ikke bør forstyrre. – Fra det Øieblik jeg derimod har overtaget Forfatterskabet kræver Sømmelighed, at jeg viser mig mindre. Det er forsaavidt godt, at alt dette Vrøvl hjælper mig til at handle saaledes.

Den hele pseudonyme Frembringelse og min Existents i Forhold dertil, var i græsk Toneart.

Nu maa jeg udfinde den charakteristiske christelige Existents-Form.


#

NB:47

#

En Anmærkning til 📖 Bogen om 👤Adler, som ikke blev brugt.


👤Joh. Climacus er, som jeg seer, blevet anmeldt i et Hefte af 👤Scharlings og 👤Engelstofts Tidsskrift. Det er en af disse sædvanlige Skillings-Anmeldelser, der skrives »i et meget godt Sprog med Punktum og Komma paa rette Sted. Saadan en theologisk Candidat, eller saadan en gradueret Person, der forøvrigt aldeles ingen Competence har til at tale med, afcopierer Indholdet saa nogenlunde, og derpaa tilføier han Censuren, som her er omtrent denne, at 👤J.C: vel er berettiget i den Maade, paa hvilken han gjør det Dialektiske gjeldende, men (ja, nu kommer Viisdommen) paa den anden Side maa man ikke glemme Mediationen. 👤J.C: er historisk saaledes situeret: han er begyndt efter Hegelianismen. 👤J.C: veed upaatvivleligt om Mediationen nok saa god Beskeed som saadan en theol. Candidat. For om muligt at trænge ud af Mediationens Forhexelse, bestandigt kæmpende mod denne, bragte 👤J.C: ved den qvalitative Dialektiks Anstrængelse Problemet afgjørende paa Spidse (hvilket ingenlunde saadan enhver theol. Candidat, gradueret Person og Skillings-Anmælder kan) – og saa bliver Bogen anmældt saaledes ɔ: Bogen bliver ved Hjælp af en anerkjendende Anmælders Klodderagtighed tilintetgjort, tilbagekaldt, casseret. Og Anmælderen bliver sig endog selv vigtig; det seer næsten fornemt ud, at Anmælderen saaledes staaer høit over Forfatteren – ved Hjælp af en elendig Specimens-Phrase. Anmælderen er saa ubetydelig, at han neppe vilde være istand til at skrive en Anmældelse, hvis man tog Bogen fra ham, thi han copierer med en mistænkelig Ængstelighed; og en saadan Anmælder bliver saa vigtig til Slutningen. Men paa den Maade maa en Forfatter; han maa anvende Tid, Flid, han maa anstrænge sig for at sætte Problemet paa Spidsen: og saa kommer en anerkjendende Anmælder og hjælper Sagen og Bogen tilbage i den gamle Suppedage. Og Forfatteren læses ikke, men Anmælderen henleder Opmærksomhed paa ham, og Anmældelsen læses, og Læseren maa uvilkaarligt tro Anmældelsen fordi den er anerkjendende, den Anmældelse, der ved Hjælp af Anerkjendelsen har tilintetgjort Bogen. Mundus vult decipi. Men dette er Følgen af, at det at være virkelig Forfatter er bleven en opoffrende Existents, og Følgen af, at der har dannet sig en Mellemstab af Spillemænd (Skillings-Anmælderne), hvis Næringsvei florerer. Og da man er vant til den raaeste, tølperagtigste Gade-Drenge-Tone i Blade, saa mener formodentligen en Anmælder, at naar han ovenikjøbet er saa artig at anerkjende Bogen – saa kan han godt gjøre den til Sladder. 👤Johannes Cl. vilde formodentligen sige: nei Tak, maa jeg saa hellere bede at blive udskjeldt; at udskjeldes gjør Bogen ingen væsentlig Skade, men at anerkjendes paa den Maade er at tilintetgjøres, saavidt det er Anmelderen muligt, den godmodige og rare men noget dumme Anmelder. En Forfatter, der virkelig forstaaer sig selv, er bedre tjent med slet ikke at læses, ell. med at have 5 virkelige Læsere, end med ved Hjælp af en godmodig Anmælders Anerkjendelse at faae den kun altfor udbredte Forvirring med Mediationen udbredt ved Hjælp af sin egen Bog, der netop var skrevet for at kæmpe mod Mediationen. Men det Begreb: Forfatter er i vor Tid paa en høist usædelig Maade bleven forvansket.

NB:48

#

Er det Smaalighed i Forhold til Præstationer ubi plurima nitent, at opdage og fremhæve en enkelt lille Feil; saa er det i Grunden ogsaa Smaalighed i Forhold til en total Smagløshed at opsanke og udhæve en enkelt lykkelig Tanke. Al Critik bør være idealiserende enten ved at oversee Smaa-Feilene i Sammenligning med Fortrinligheden, ell. ved at oversee de Par enkelte lykkelige Steder i Sammenligning med den totale Ufuldkommenhed.

NB:49

#

Under den Titel:


📖 Lidelsernes Evangelium,

kunde jeg have Lyst at udarbeide en Samling af Prædikener. Texterne skulde være deels af Christi Lidelseshistorie, deels saadanne kraftige Ord som da Apostlene, efter at de vare blevne hudflettede gik glade bort og takkede Gud, at det var dem forundt at lide Noget, ell. naar 👤Paulus kalder sine Lænker en Æres-Sag, ell. naar han siger til 👤Herodes 👤Agrippa: jeg vilde ønske at Enhver af Eder var som og jeg er, undtagen disse Lænker. Eller de flere Steder i Corinthier-Brevene, hvor der findes den ene Oxymoron efter den anden: selv fattige gjøre vi alle rige;

ell.glæder Eder og atter siger jeg glæder Eder. Itemdet Sted af Jacobs Brev, at vi skulle være glade, naar vi forsøges i allehaande Lidelser.


Ved Siden deraf skulde saa følge, 3 korte men nydelige Taler:

Hvad vi saa lære af Lilierne paa Marken og af Fuglene under Himlen.

Hertil findes en Lap i det gl. Foderal til min 📖 Bibel.


#

NB:50

#

Julen er dog vel egl. ret Børnefesten, og hele den leflende Forestilling om Barnealderens Fortrin i H. t. til at blive Christen har sit Tilhold i denne Fest, alt det uægte Rørende og Sentimentale. Man behage nu, at lægge Mærke til at Julefesten først indførtes i det 4d christelige Aarhundrede, at det slet ikke faldt de gl. Christne ind at gjøre det, hvis Livs Betragtning culminerede i at Døden var Fødsel til Livet.

Angaaende det Historiske herom cfr.Liscos 📖 Kirkenjahr 1ste D. p. 9. § 17 og 18.

[a] Man kan sige at Forandringen er denne: at Christenheden istedenfor at blive sig sin Stridbarhed bevidst, gjør sig beqvem, indretter sig beqvemt og hyggeligt i Tilværelsen. Naar saa er bliver Julen den »skjønneste Fest.«


Men som jeg har udtrykt det i 📖 afsluttende Efterskrift: man har forrykket hele det Christelige ved denne orthodoxe Sentimentalitet.


#

NB:51

#

I vor Tid er egl. næsten kun den listende Form af Aristokratiet tilbage. Aristokraten lister sig gjennem Gaderne, vil ikke være til for andre Msker end for sin Clique og saa ved de enkelte store Leiligheder for den beundrende Mængde. Men dette er egl. at tage sin Udmærkelse forfængelig. Man skal være til for alle Msk., ikke kasteagtigt-egoistisk søge sin Fordeel; selv om man forhaanes af Mængden, man er den dog netop et Memento. Det listende Aristokratie indeholder egl. en stiltiende Overeenskomst om at Msks største Deel er Jux er fortabt. Det listende Aristokratie ægger end ikke Mængden som hine gl. Aristokrater, der stolt viste sig for Mængden, nei de begaae i al Stilhed et Forræderie. Gud veed, hvorledes de ville forsvare det i Evigheden.


#

NB:52

#

Som oftere sagt: det havde jeg ønsket som min Friheds og Selvbeherskelses Tilfredsstillelse, at jeg, idet jeg opgav at være Forfatter, maatte bibringe Andre Indtrykket af en Forf:-Existents, der ganske fulgte sine egne Love. Saaledes var det i Sandhed ogsaa, men Ulykken er, at alt dette sidste Vrøvl har faaet fat i mine Forhold i Folkesnakken. Hvad jeg havde glædet mig til saa overordentlig: det selv at vide at bryde af, min Friheds Triumph, hvad jeg har naaet – det er nu ved Livets lumpne Forhold forvansket, forjadsket. Og paa den anden Side hvad der vilde have begeistret mig at gjøre, som det er, som min Friheds Resolution efter høiere Ordre: det fristes jeg til ikke at ville gjøre, naar, ikke een og anden Usling, men hele dette usle Liv i en Kjøbstad forvansker det.

NB:53

#

Det som egl. ansees for Alvor er en vis Dressur, den dresserede Færdighed i at være Mand, Embedsmand o:s:v:. Om En anvendte sin Tid i den høieste Idees Tjeneste med enorm Flid og med enhver Opoffrelse, ell. En tilbragte sine Dage paa Dandseboder og Kneiper og ødelagde sin Formue: begge ansees lige af disse petrificerede Embedsmænd. At være Copiist det er Alvor, og naar man ikke er Copiist saa er det aldeles ligegyldigt, aldeles ligegyldigt, hvem man er.

NB:54

#

Af en lille Bog: 📖 Fürst Wladimir und dessen Tafelrunde, alt-russische Heldenlieder. Leipzig hos Brockhaus 1819 fortjener især No 4 Dobrüna p. 49 o: fl. samt No 8 Swetlana og Mstislaw p 91 at paaagtes og læses nøie igjen.

Den lille Samling har et skjønt Motto:

Tief ist die Fluth im Dnieperfluß

Breit ist die Woge des blauen Meers,

Weit das Gefilde die Welt entlang –

Aber die Vorzeit ist reich an That!


#

NB:55

#

Heterodoxt maa man sige: Omvendelse gaaer forud og betinger Synds-Tilgivelse; orthodoxt maa man sige: Synds-Tilgivelse gaaer forud og styrker Msk til i Sandhed at omvende sig.

NB:56

#

Hvad hjælper det dog egl. at have megen Aand, naar man kun har et svagt Legeme. Hvad bryder vel Mskene sig om Aand. De fleste Msker er og bliver dog ubetinget Dyre-Skabninger, de have egl. kun Respekt for en rigtig storslaaet Karl, der kan slaaes og bande og skjende. Den Art Undseelse og Undseelighed som altid er forbunden med Aand, ansee de for Narrestreger. De have i Grunden en dunkel Forestilling om, at den meget aandelig Begavede er finere bygget, – og derfor have de næsten en Glæde af at blive sig deres raa Kraft bevidst lige overfor denne Svaghed.


#

NB:57

d 5te Nov. 46.


Maaskee – mere siger jeg ikke, thi jeg veed godt hvor vanskeligt det er at dømme in abstracto om sig selv, naar man skal dømme sandt – havde det dog lykkedes mig nu at afbryde min Produktivitet og samle mig paa at gaae ind i en Embeds-Stilling, hvis Alt havde været saaledes som det burde været, saa det var klart, at det var min Frihed, der gjorde Udslaget. Nu lader det sig ikke gjøre. Der er en stor Vanskelighed for mig m: H: t: at blive Præst, paatog jeg mig det løb jeg vistnok Fare for, at støde an som eengang ved Forlovelsen. Paa den anden Side at leve i aldeles tilbagetrukken Stilhed paa Landet fE, er nu gjort mig vanskeligt, fordi mit Sind dog er noget forbittret, saa jeg behøver Produktivitetens Tryllerie for at glemme alle Livets lumpne Smaaligheder.

Det bliver mig klarere og klarere, at jeg er saaledes construeret, at det netop ikke lykkes mig at realisere mine Idealer, medens jeg i en anden Forstand netop bliver mskligt talt meget mere end mine Idealer. De fleste Mskers Idealer ere gjerne det Store, det Overordl. som de aldrig naae. Jeg er altfor tungsindig til at have saadanne Idealer. Mine Idealer vilde andre Msk. smile af. Det er ganske vist, at mit Ideal netop var at blive Ægtemand og ganske leve blot for at være gift. Og see, idet jeg fortvivler om at naae det, bliver jeg Forfatter, og det endda maaskee en Forfatter af Rang. Mit næste Ideal er at blive Landsbypræst, at boe i det stille Landskab, ret at være indlevet i den lille Kreds, som skulde omgive mig – og see, idet jeg fortvivler derover er det vel muligt, at jeg igjen realiserer Noget, der synes langt Større.

Naar Biskop 👤Mynster raader mig til at blive Landsby-Præst, forstaaer han mig aabenbart ikke. Det er ganske vist, at jeg ønsker det, men vore Præmisser ere aldeles uenige. Han antager dog, at jeg paa een ell. anden Maade vil videre frem ad den Vei, at jeg dog vil være Noget, og deri stikker det netop, jeg vilde være saa Lidt som mulig, det er netop mit Tungsinds Idee. Netop derfor har det tilfredsstillet mig at ansees for halvgal, men dette var dog kun en negativ Form for at være noget ualmindeligt. Og det er nok muligt, at dette dog egl. bliver min Existents-Form, saa jeg aldrig naaer den skjønne stille beroligede Existents, at være ganske Lidt.

Hvad jeg altid har vidst med mig selv, og hvorfor jeg aldrig har talt med noget Msk. om mine egl. Anliggender, det har jeg atter sandet ved at tale med Biskop 👤Mynster: det fører til Intet, thi da jeg ikke kan og ikke tør tale om hvad der totalt og væsentligt og inderst constituerer min Existents, saa bliver Samtalen næsten et Bedrag fra min Side. I Forhold til en Mand som 👤Mynster føler jeg ret det smertefulde heri, fordi jeg ærer ham saa høit.


#

NB:58

Enhver der skal existere med et andet Perspektiv end Øieblikkets, maa fremfor Alt passe paa at holde sig uden for nærmere Forhold til Øieblikket. Saa længe en saadan lever sammen med Statisterne og Choristerne, hvilke alle vel at mærke ere glemte saasnart [de] døe, seer det jo Skuffende nok ud. Men paa Afstand staaer han den Udmærkede ene, og Chorus er borte. Har han nu indladt sig med Chorus saa staaer han i en fatal Stilling. Som naar en Dands der skal dandses af To dandses af Een: saaledes staaer han; hans Ord hans Udsagn angaaer Chorus men Chorus er ved Døden afgaaet.

Det der paa Afstand tager sig bedst ud er naar Alt er lagt saaledes til Rette, at det viser sig at Samtiden har været til Nar.

NB:61

#

Det seer jo i enhver Samtid saa tilforladeligt ud med alle disse virkelige Msker (Justitsraader og Degne, og Kræmmere o: s: v:). Men de virkelige Msker ere svigefulde. Disse virkelige Msker liste sig nemlig derfra, træde af i Gravene – og saa, saa er der Ingen der veed at de have været til. Dersom da den Udmærkede har lempet sig efter dem, da har han blot narret sig selv, thi nu, nu da alle disse virkelige Msker ere traadte af: nu staaer han.


#

NB:62

Det er dog opløftende og opbyggende at betænke, hvor afmægtig Samtiden [er], ja hvorledes den egl. arbeider sig selv imod. Den forfølger, bespotter den Udmærkede; men jo mere den gjør det, desto sikkrere bliver den Udmærkede udødelig. Det at være forfulgt er allerede en Mærkværdighed, og et ganske ubetydeligt Msk. kunde blive udødeligt blot en Samtid ret lumpent havde forfulgt ham. Det vilde derfor være en lige ironisk og pathetisk Replik af en forfulgt Udmærket om han sagde til sin Samtid: det skal I have Tak [for], ved Hjælp af disse Forhaanelser vil mit Navn blive een Generation længere udødelig end ellers; dersom I derfor ville have den Godhed at slaae mig ihjel: saa er mit Navn absolut udødeligt.

NB:63

#

Man har sagt at nu omstunder kunde man end ikke blive forfulgt; men det er usandt. Grunden er, at de Fremragende ikke forstaae at hidse. Lide de Uret, saa beklage de sig, de dadle Mskene; men det er netop at bestemme sig concentrisk med dem, man irrettesætter den, man ikke har opgivet. Nei man tale i Ideens Hofsprog og med dettes Elegance: saa kommer Forfølgelsen nok. Naar man bliver forhaanet, da skjender man ikke, da siger man: jeg har den Ære at blive forhaanet, det vil sige: I ere i Bund og Grund casserede, og det er derfor netop en Ære at forhaanes af Eder. Man har den Ære at blive hudflettet, den Ære at blive henrettet: alle Lidenskabens Declamationer indeholde Intet i Sammenligning med dette elegante Ideens Hofsprog.

NB:64


Til den Dedication:

»Hiin Enkelte«

i 📖 Leiligheds-Talen, skulde egl.

have været føiet følgende Skrivelse.


Kjære!

Modtag denne Tilegnelse; den gives hen ligesom iblinde, men derfor ogsaa uforstyrret af noget Hensyn, i Oprigtighed! Hvo Du er veed jeg ikke; hvor Du er, veed jeg ikke; hvilket Dit Navn er, veed jeg ikke – jeg veed end ikke, om Du er til, eller om Du maaskee var til, men ikke mere er det, eller hvorvidt muligen Din Tid engang vil komme. Dog er Du mit Haab, min Glæde, min Stolthed, i Uvisheden min Ære; i Uvisheden, thi kjendte jeg Dig personligen med jordisk Vished, da var dette min Skam, min Brøde – og min Ære tabt.

Det trøster mig, at Beleiligheden er der for Dig, hvad jeg under min Arbeiden og ved min Arbeiden redeligen har tilsigtet og eftertragtet. Thi ikke, dersom dette var muligt, ikke hvis det blev Skik og Brug at læse hvad jeg skriver, eller dog at udgive sig for at have læst, i Haab om at vinde Noget i Verden, ikke da var Beleiligheden for min Læser, da havde tvertimod Misforstaaelsen seiret ja den havde tillige bedaaret mig til Uredelighed, hvis jeg ikke af yderste Evne havde forhindret, at noget Saadant skete – hvorimod jeg ved at have gjort Alt for at hindre det havde handlet redeligt. Nei, naar det bliver et tvivlsomt Gode at læse hvad jeg skriver ( og dersom jeg efter hvad Evne mig er forundt bidrager her til, da handler jeg redeligen); eller endnu bedre, naar det bliver en Daarskab og en Latterlighed; eller endnu bedre naar det bliver en foragtet Sag, saa Ingen tør være det bekjendt: da er Beleiligheden for min Læser. Da søger han Stilhed, da læser han, ikke for min Skyld, ikke for Verdens Skyld, men for sin egen Skyld, da læser han saaledes, at han ikke søger mit Bekjendtskab men undgaaer det – og da er han min Læser.

Ofte har jeg tænkt mig i en Præsts Sted; hvis da Mængden stormer til for at høre, hvis Kirkens Hvælving ikke kan rumme den store Skare, der endnu udenfor staaer lyttende – ja, Ære og og Priis være Den, der er saaledes begavet, at han da kan gribes i Stemning, at han da ret kan tale begeistret, begeistret ved Synet af Mængden, i Forvisning om at hvor den er maa Sandheden være, begeistret ved Tanken om, at der dog maa blive Lidt til Nogle, da der er Mange, og Mange der har lidt af Sandheden er jo Sandheden: mig var det en Umulighed! Men dersom det var en Søndag Eftermiddag, dersom Veiret var uhyggeligt og forstemmende, dersom Vinterstormen gjorde Gaderne tomme, og Enhver, der havde den varme Stue lod Gud vente i Kirken til det blev smukkere Veir – dersom der da i den tomme Kirke sad et Par fattige Koner, der ingen Varme havde i Stuen, og altsaa lige saa gjerne som hjemme kunde fryse i Kirken: sandeligen jeg skulde tale baade dem og mig varme! – Jeg har ofte tænkt mig ved en Grav; hvis da alt Udmærket og Herligt var samlet i Følget, hvis Festligheden var udbredt over den talrige Skare – ja Ære og Priis være Den, der var saaledes begavet at han da kunde forøge Festligheden ved bevæget at være de Manges Tolk, være Udtrykket for Sorgens Sandhed: jeg formaaede det ikke! Men dersom det var den fattige Liigvogn, og Ingen fulgte, dersom kun en fattig Kone gik ved Siden, den Dødes efterladte Hustrue, hvem det nu første Gang hændte, at Manden tog ud uden at tage hende med – hvis hun bad mig derom: ved min Ære jeg skulde holde Liigtale trods Nogen. – Ofte har jeg tænkt mig i Dødens Afgjørelse; hvis der da blev Allarm i Leiren, og megen Løben for at spørge til mig: jeg troer ikke jeg kunde døe, jeg troer min gl. Stridbarhed vilde endnu engang vaagne, saa jeg endnu engang maatte ud og stride med Menneskene. Men hvis jeg laae afsides og ene: jeg haaber til Gud, at jeg skulde døe roligt og saligt.

──────────

Der er een Anskuelse af Livet, som mener, at der hvor Mængden er, er ogsaa Sandheden, at det er en Trang i Sandheden selv, at den maa have Mængden for sig. Der er en anden Anskuelse af Livet; den mener, at overalt hvor Mængde er er Usandheden, saaa hvis end alle Enkelte, hver for sig i Stilhed havde Sandheden, vilde dog, dersom de kom sammen i Mængde (saaledes dog, at Mængden fik nogensomhelst afgjørende, stemmende, larmende, lydelig Betydning) Usandheden strax være tilstædeb. Men Den, som vedkjender sig denne (sidste) Anskuelse, (der da sjeldent foredrages, thi dette forekommer oftere, at en Mand troer, at Mængden er i Usandheden, men naar denc blot vil antage hans Mening saa er alt rigtigt), han tilstaaer jo selv, at han er den Svage og Afmægtige; hvorledes skulde ogsaa en Enkelt kunne staae mod de Mange, der have Magten! Og dette kunde han da ikke ønske, at have Mængden paa sin Sided: det var jo at spotte sig selv.e Men er saaledes denne Anskuelse fra Første af Svaghedens og Afmagtens Indrømmelse, og synes den maaskee derfor saa lidet indbydendef: saa har den det Gode, at den er ligelig, at den Ingen fornærmer, ikke een Eneste, at den ingen Forskjel gjør, ikke paa een Eneste. Mængden dannes jo af Enkelte; det maa altsaa staae i Enhvers Magt at blive hvad han er: en Enkelt; fra at være en Enkelt er Ingen, Ingen, Ingen udelukket, uden den som udelukker sig selv – ved at blive Mange. At blive Mængde, at samle Mængde om sig er derimod Livets Forskjellighed; selv den meest Velmenende der taler derom kan let fornærme en Enkelt. Men saa har Mængden igjen Magt, Indflydelse, Anseelse og Herredømme – det er ogsaa Livets Forskjellighed, der herskende overseer den Enkelte som den Svage og Afmægtige, timeligt-verdsligt overseer den evige Sandhed: den Enkelte.

a (for et Øieblik at føre Sagen ud paa sin yderste Spidse)

b cfr Hoslagte

c – Mængden –

d for at drive sin Anskuelse igjennem, at Mængden er Usandheden

e Altsaa tilstaaer han jo han maa ligge under.

f og høres den maaskee derfor saa sjeldent

NB:65

#

At troe er netop at gjøre sig let ved Hjælp af en betydelig Tyngde, som man paatager sig, at blive objektiv er at gjøre sig let ved at kaste Byrderne bort. At troe er ligesom det at flyve, men man flyver netop ved Hjælp af en omvendt virkende Tyngde, der hører en betydelig Tyngde til for at blive saa let at man kan flyve. Naar jeg vil løfte Noget i Veiret: saa løfter jeg det ved Hjælp af en Vægt, altsaa jeg løfter det ved Tyngden. Derfor svæver Himmelkloderne, fordi de have en uhyre Tyngde, de svæve ved Hjælp af Tyngden. Dette er ligesom i Forhold til det Elastiske: Høiden vindes ved Trykket. Og derfor kan man sige Troens Lethed er en uendelig Tyngde, og dens Høide ved et uendeligt Tryk.


#

NB:66

De fleste Msker troe, at det er Alvor at faae et Embede, at være opmærksom paa, at der nu bliver snart et høiere Embede ledig, som de kan søge, og hvorledes de saa vil flytte, og hvad de saa vil gjøre for [at] indrette dem. De troe det er Alvor at gaae i de fornemme Selskaber; de forberede sig til et Middagsselskab hos Hs Excellence mere end til en Altergang, og naar man seer dem underveis da see de saa alvorlige ud at det er Gru. See alt dette kan jeg godt forstaae, det eneste jeg ikke kan forstaae er at, dersom dette er i Sandhed Alvor, saa maa Evigheden blive lutter Commerce. Thi i Evigheden er der hverken Avancement ell. Befordring, ei heller er der Flyttedag, og Middagsselskab hos Excellencer.

NB:67

#

Det er ikke blot saa, at Mskene selv slaae alle Ideer og høiere Tanker af Hovedet; men da dette ikke ganske kan lykkes, saa blive de endog ondskabsfulde mod Den, som vil følge det Høiere. Saa længe han lever kan de ikke døie ham, fordi han som Medlevende udtrykker: det Samme skulde I ogsaa gjøre. Naar han er død, forgude de ham – og blive bestandigt lige dumme.

NB:68

#

Deri ligger dog det paa eengang saa Ydmygende for den Enkelte og dog saa uendeligt Opløftende, at Gud bekymrer sig lige saa meget, absolut lige saa meget om den Mindste som om den Største. Men vi Msker vil saa gjerne leve i Sandsebedrag. Ak, derfor er netop jordisk Storhed og Anseelse en saa farlig Snare, (farlig ligesom Rigdom i Retning af at tabe Troen paa at Forsynet forsørger En), fordi det at være Gjenstand for Manges Opmærksomhed, at have Manges Skjebner i sin Haand saa let kan forlede til den Feil-Slutning, at man ogsaa er Gud vigtigere.

NB:69

#

Det hele Spørgsmaal om Guds Almagts og Godheds Forhold til det Onde, kan maaskee (istedenfor den Distinktion at Gud bevirker det Gode og blot tillader det Onde) løses ganske simpelt saaledes. Det Høieste der overhovedet kan gjøres for et Væsen, høiere end Alt hvad En kan gjøre det til er at gjøre det frit. Netop dertil hører Almagt for at kunne gjøre det. Dette synes besynderligt, da netop Almagt maatte gjøre afhængig. Men hvis man vil tænke Almagt vil man see, at netop deri tillige maa ligge den Bestemmelse at kunne tage sig selv saaledes tilbage igjen i Almagtens Yttring at netop derfor det ved Almagten Tilblevne kan være uafhængigt. Derfor er det eet Msk. ikke ganske kan gjøre et andet frit, fordi Den der har Magten selv er fangen i at have den, og derfor bestandigt dog faaer et forkeert Forhold til den han vil frigjøre. Dertil kommer at der i al endelig Magt (Begavethed o.s:v:) er en endelig Selvkjærlighed. Kun Almagten kan tage sig selv tilbage medens den giver hen, og dette Forhold er jo netop Modtagerens Uafhængighed. Guds Almagt er derfor hans Godhed. Thi Godhed er at give ganske hen, men saaledes at man ved almægtigt at tage sig selv tilbage gjør Modtageren uafhængig. Al endelig Magt gjør afhængig, kun Almagt kan gjøre uafhængig, af Intet frembringe hvad der faaer Bestaaen i sig selv derved, at Almagten bestandig tager sig selv tilbage. Almagten bliver ikke liggende i et Forhold til Andet, thi der er intet Andet til hvilket den forholder sig, nei den kan give uden dog at opgive det Mindste af sin Magt ɔ: den kan gjøre uafhængig. Dette er det ubegribelige, at Almagt ikke blot formaaer at frembringe det Imposanteste af Alt: Verdens synlige Totalitet, men formaaer at frembringe det Skrøbeligste af alt: et lige overfor Almagten uafhængigt Væsen. At altsaa Almagten, der med sin vældige Haand kan tage saa svært paa Verden, tillige kan gjøre sig saa let, at det Tilblevne faaer Uafhængighed. – Det er kun en ussel og verdslig Forestilling om Magtens Dialektik, at den er større og større i Forhold til som den kan tvinge og gjøre afhængig. Nei da forstod 👤Socrates det bedre, at Magtens Kunst netop er at gjøre fri. Men i Forholdet mell. Msk. og Msk. lader det sig aldrig gjøre, om det end altid atter og atter kan behøves at indskærpes at dette er det Høieste, kun Almagten formaaer det i Sandhed. Dersom derfor Msket havde den Mindste selvstændige Bestaaen ligeoverfor Gud forud (i Retning af materia) saa kunde [han] ikke gjøre ham fri. Skabelsen af Intet er atter Almagtens Udtryk for at kunne gjøre uafhængig. Den som jeg absolut skylder Alt, medens han dog ligesaa absolut har beholdt Alt, han har netop gjort mig uafhængig. Dersom Gud for at skabe Msk. selv tabte lidt af sin Magt kunde han netop ikke gjøre Msk. uafhængigt.

NB:70

#

Umiddelbarhedens ell. Følelsens Dialektik

i høieste Potents,i Forhold til Videnskaben.


Dersom jeg tænkte mig en ret dybt forelsket Pige, og der da var en Mand som vilde anvende al sin Forstand og Kundskab for at spotte denne Lidenskab: ja da kunde der vel næppe være Tale om at den forelskede Pige skulde vælge: mellem at beholde sin Rigdom og faae Spotten isteden. Nei, men dersom det var en uhyre kold og rolig Mand, der sagde med al sin Rolighed til den unge Pige: jeg skal forklare Dig hvad Elskov er; og den unge Pige tilstod, at det var ganske rigtigt alt hvad han forklarede: mon hun dog skulde vilde vælge hans fattige Forstandighed istedenfor sin Riigdom? Eller mon ikke den unge Pige skulde sige til ham: »det er ganske rigtigt hvad Du siger, jeg kan ogsaa meget godt forstaae Det, og dog er der Eet jeg ikke kan forstaae, jeg kan ikke forstaae, hvorledes Du kan tale saa koldt og saa roligt derom., om det som griber mig saa dybt. Det maa dog nok ikke være ganske det Samme, siden det fremkalder saa forskjellig Virkning.« Og Ære være den unge Pige for denne rigtige, i hendes Mund saa rørende, i en Viiss Mund saa ironiske Replik mod Forstaaelsen og Forstaaelsens Forhold til Begeistring. At man naar den saa kaldte Forstaaelse (Oplysning, Spekulation o: s: v:) sætter noget Formasteligt istedenfor Troen og Umiddelbarheden, at man da absolut har tabt ved at vælge Forstaaelsen: er let at indsee. Men selv naar Forstaaelsen synes at vilde give det Samme men dog forandrer Formen er det et stort Tab. Her gjælder et Valg, man kan vælge ikke at ville lade sig afkøle ved Forstaaelsen, vælge at holde sig i Begeistringen, i Troen, i Tilliden.

Vel kunde her synes at møde en Vanskelighed forsaavidt Videnskaben, Iveren for at forstaae har begeistret sine Dyrkere, og Tilhængere, og forsaavidt synes Forstaaelse og Begeistring ikke saaledes at stride mod hinanden. Imidlertid maa bemærkes, at en Spekulant fE, en Naturforsker o: s: v: der ret egl er begeistret for at begribe og forstaae, han mærker ikke at han selv bestandigt sætter det han vil ophæve. Han er begeistret for at forstaae alt Andet, men det at han selv er begeistret kommer han ikke til at forstaae ɔ: han kommer ikke til at begribe sin egen Begeistring, medens han i den er begeistret for at begribe alt Andet.

Eet af to maa være Tilfælde: enten er den Begribende bleven kold; men saa er al hans Begriben et Tab i Sammenligning med Begeistringen, selv om han begriber det Rette; eller han maa være begeistret i sin Stræben for at begribe, men saa ponerer han jo selv Begeistring som et sidste Uforklarligt der bærer ham.

I vor Tid er det især Naturvidenskaberne der ere farlige. Physiologien vil tilsidst gribe saaledes om sig, at den tager Ethiken med. Der er jo allerede Spoer nok til en ny Stræben: at behandle Ethiken som Physik, hvorved da hele det Ethiske bliver Illusion, og det Ethiske i Slægten at behandle statistisk paa Gjennemsnits-tal, ell. at beregne som man beregne[r] Oscillationer i Naturlove.

En Physiolog paatager sig at forklare hele Msket. Det gjælder nu her først og fremmest: principiis obsta: hvad skal jeg med det. Hvad behøver jeg at vide om den centrifugale og centripetale Nervecirculation, om Blodets Strømning, om Mskt.s Tilstand mikroskopisk i Modersliv. Ethiken har Opgaver nok for mig. Eller behøver jeg at vide, hvorledes Fordøielsen foregaaer for at kunne spise, ell. behøver jeg at vide hvorledes Bevægelsen foregaaer i Nervesystemet – for at troe paa Gud og elske Msker. Og om man nu vil sige: ja derfor behøver man det rigtignok ikke: saa vil jeg igjen spørge: men mon det dog ikke svækker hele min ethiske Lidenskab, at jeg bliver en Naturbetragter. Og mon jeg ikke ved den hele mangfoldige Viden om Analogier, om Abnormiteter, om Dit og Dat taber mere og mere det Indtryk af det Ethiske: Du skal, det er Dig, Du har ikke med et eneste andet Msk. at gjøre, om saa Himmel og Jord faldt sammen Du skal. Mon det ikke er at forsyne mig med en Masse luskende Udflugter, og Undskyldninger? Mon det ikke er at vende mig Blikket bort fra det Vigtige, istedenfor at skjænke mig hele Physiologien og sige: begynd – saa at lade mig begynde paa Physiologien.

Jeg vil tænke mig en aandfuld Physiolog, (thi disse rene Slagtersvende der mene ved Hjælp af Kniven at kunne forklare Alt – og saa ved Hjælp af Mikroskopen ere mig en Vederstyggelighed) hvad gjør nu han? Han tilstaaer nu først og fremmest, at enhver Overgang er et Spring, at han ikke kan forklare, hvorledes en Bevidsthed bliver til, ell. hvorledes en Bevidsthed om Omverden bliver til Selvbevidsthed, til Gudsbevidsthed, han tilstaaer hvor meget han end forklarer om Nervesystemet, at det egl. Constituerende: Ideen kan han ikke forklare. En aandrig Physiolog tilstaaer, at der ingen Analogie er mell. Dyr og Msk., han tilstaaer kort den qvalitative Dialektik. Han tilstaaer altsaa definitivt at han egl. ikke kan forklare Noget. Men hvad er det da han gjør? Han skeleterer, han dissecerer, han trænger med Kniven ind saa længe han kan – for at vise os, – at han ikke kan! Dersom En vidste, at uagtet han afplukkede alle Blade af Blomstret, og trevlede Stilken op, og saae hver Deel under Mikroskopet: kunde han dog ikke forklare det Constituerende i Planten: hvorfor gjør han det saa? Eller holder han ikke den Lærende i en reen forkeert Art Selvmodsigelse? Istedenfor kort og godt at sige: det kan jeg ikke forklare, belæmrer han den Lærende med en Masse af Detail, og yderst fortryllende og fængslende Viden, der dog rigtignok bestandigt ender med at alligevel kan han ikke forklare det Sidste. Men netop dette at man saaledes holdes hen med den megen Viden, gjør at man taber det rene ethiske Udtryk. Istedenfor hungrigt at begynde at spise, istedenfor let bevæbnet og uden at generes af nogen Viden om Nervesystemet og Ganglie Systemet og Blodcirculationen o: s: v:, begeistret at begynde paa det Ethiske: bliver man besværet af Viden om Fordøielsen, og denne quasi Viden om at man uagtet alt dette dog til syvende og sidst ikke kan forklare det Sidste.

Lad os tage Problemer som Frihed og Nødvendighed. Lad saa Physiologen begynde at forklare alt det om hvorledes Blodets Strømning paa en bestemt Maade influerer saa og saa, og Trykket paa Nerverne saa og saa, o: s: v: o: s: v: – tilsidst kan han dog ikke forklare, at Friheden er en Indbildning. Han maa, naar han har skrevet sine 4 Folio Bind fulde af Tal og Mærkeligheder, sige: men ved det Sidste standser Forundringen. Hvortil saa al denne Viden? Er det ikke ret egl. at narres med et Msk., og er det ikke lidt efter lidt dog at franarre ham Begeistringen, og holde ham hen i den Indbildning, at det dog engang skulde lykkes ved Hjælp af endnu større Mikroskoper at opdage at Friheden var en Illusion, at det Hele er Naturfunktion?

Al Viden har noget Fængslende ved sig, men paa den anden Side forandrer det ogsaa den Videndes hele Sjælstilstand. Den Objektivitet, den Interesseløshed med hvilken en Physiolog tæller Pulsslagene, og studerer Nerverne staaer i intet Forhold til ethisk Begeistring.a Og naar saa Physiologen har skrevet de mærkelige de yderst mærkelige 4 Folio Bind fulde af de meest forbausende Iagttagelser: saa tilstaaer han dog selv, hvis han i Sandhed er ærlig og aandfuld, at han ikke har forklaret det Sidste, det Sidste, som er Ethikens Første og Sidste. Og naar saa Læseren har læst de 4 Folio Bind igjennem og beundret Physiologen, saa er dog hans Stemning lidt efter lidt forandret. Man sige derfor ikke at det Ethiske er lyssky, obscurantisk o: s: v: – nei men det Ethiske er en Fjende af en Viden, som efter at have taget en Mand hele Liv[et] til syvende og sidst ender med – at han dog ikke kan forklare det Vigtigste.

[a] Videnskabelig Beundring af Naturens Sindrighed i Mskelivet[s] Physiologie er aldeles heterogen ja er Kjætterie i Forhold til det Ethiske, der Intet har med Beundring at gjøre men blot med dette: Du skal.

Lad os tænke os den største Forbryder, som nogensinde har levet, og saa at Physiologien til den Tid havde faaet et Par endnu herligere Briller paa Næsen end hidtil saa den kunde forklare Forbryderen: at det Hele var Naturnødvendighed, at hans Hjerne havde været for lille o: s: v: – hvilken Rædsel ved denne Frikjendelse for videre Tiltale i Sammenligning med Χstd.s Dom over ham, at han vilde fare til Helvede hvis han ikke omvendte sig.

NB:71

#

Jeg bildte mig jo rigtignok ind, at jeg forstod mig lidt paa Mskene; men jo mere jeg lever desto mere indseer jeg, at vi absolut ikke forstaaer hinanden. Naar jeg vilde skade dem, da vilde de give mig Ære og Anseelse og takke mig: og det eneste jeg vilde var at gavne dem. Her er en Yngling, han er ubetinget villig til at bøie sig for mig, han vil, som min Tilhænger gaae ud i Verden, og forkynde min Ære – og det Eneste jeg vil er netop ikke dette, jeg vilde sige til ham, og det Eneste jeg vil sige er: gak hjem luk Din Dør og beed til Gud, saa har Du mere uendeligt mere end den Smule Du kan faae paa anden Haand fra mig. Her er en ung Pige. Hun ønsker kun Eet at ligge tilbedende for mine Fødder – og det eneste jeg vil er netop ikke dette, jeg vil kun sige til hende: gaae ind i Dit Værelse, luk Døren, beed til Gud, og Du har uendeligt meget mere end den lumpne Smule at beundre mig. – See, derfor kaldes jeg Egoist.

NB:72

#

Dersom en Tjenestepige spurgte en Astronom, hvad Klokken er, saa vilde han svare fE. Klokken er 12; dersom en Forretningsmand spurgte ham derom, saa vilde han sige: netop igaarda jeg heisede Flaget stillede jeg mit eget Uhr, saa jeg veed Kl. er 12 præcise; men dersom en Astronom for en Iagttagelses Skyld spurgte ham derom, da vilde han sige: Kl. er 12, 1 Minut 37 Secunder og nogle Decimaler. Han vilde i alle 3 Tilfælde sige Sandhed; det var paa ingen Maade usandt, hvad han sagde til Tjenestepigen. Saaledes forholder det sig med det Eenfoldige og det Videnskabelige. Naar der eenfoldigt siges: skulde Den som plantede Øret ikke høre, da er dette aldeles det Samme som naar man paa den teleologiske Betragtning af Verden og Verdens Formaal og Formaalet ved en Slutning reconstruer[er] Guds Ideen.

NB:73

#

Det Meste af hvad der nuomstunder florerer allerstærkest under Navn af Videnskab (især Naturvidenskaberne) er slet ikke Videnskab, men Nysgjerrighed. – Al Fordærvelse vil tilsidst komme fra Naturvidenskaberne. – Mangen Beundrende (un sot trouve toujours un autre sot qui l'admire) troer, at naar Undersøgelserne anstilles mikroskopisk saa er det videnskabelig Alvor. Taabelige Overtroe paa Mikroskopet, nei ved Hjælp af den mikroskopiske Iagttagelse bliver Nysgjerrigheden kun mere comisk. At en Mand baade eenfoldigt og dybsindigt siger: jeg kan ikke see, hvorledes en Bevidsthed bliver til, med mine blotte Øine – er ganske i sin Orden. Men at en Mand faaer Mikroskopet for Øiet og saa seer og seer og seer – og dog ikke kan see det: det er comisk; og især er det latterligt, at det skal være Alvor. Naar man betragter Mikroskopets Opdagelse som lidt Morskab, lidt Tidsfordriv, kan det være godt nok, men som Alvor er det uendeligt dumt. Allerede Bogtrykkerkunsten er en næsten satirisk Opfindelse, thi Herre Gud har det da vel viist sig, at der just er saa Mange, som egl. have Noget at meddele. Altsaa denne uhyre Opdagelse har hjulpet til at faae al den Sludder udbredt som ell. døde i Fødselen. – Dersom Gud gik om med en Stok i Haanden, saa vilde det især gaae ud over disse alvorlige Iagttagere ved Hjælp af Mikroskopet. Gud vilde med sin Stok banke al Hyklerie ud af dem og af Naturforskerne. Hykleriet er nemlig dette, at Naturvidenskaben siges at føre til Gud. Ja vist fører den – paa den fornemme Maade til Gud, men dette er netop Næsviished. At Naturforskeren saaledes er hykkelsk, kan man let overbevise sig om. Thi hvis man vilde sige til ham, at ethvert Msk. dog har nok i Samvittigheden og 👤Luthers 📖 lille Cathecismus: saa rynker Naturforskeren paa Næsen. Han vil fornemt gjøre Gud til en knibsk Skjønhed, til en Satans Kunstner, som ikke Enhver kan forstaae – holdt, det Gudelige og Eenfoldige er: at Ingen, slet Ingen kan forstaae ham, at den Viseste skal holde sig ydmygt til det Samme som den Eenfoldige. – Her ligger det Dybsindige i den socratiske Uvidenhed, ret af fuld Lidenskab at forsage al nysgjerrig Viden, for eenfoldigt at være uvidende mod Gud; at forsage dette Skin, som dog er Noget mell. Msk og Msk, at man anstiller Iagttagelser ved Hjælp af Mikroskop. – Derimod 👤Goethe som ingen religieus Aand var, han klamrede sig feigt til denne Differents-Viden.

Men især bliver al saadan Videnskabelighed farlig og fordærvelig, naar den ogsaa vil ind paa Aandens Gebeter. Lad dem behandle Planter og Dyr og Stjerner paa den Maade: men at behandle Mskaanden paa den Maade er Blasphemie, som kun svækker det Ethiskes og det Religieuses Lidenskab. Allerede det at spise er langt fornuftigere end at speculere mikroskopisk over Fordøielsen. Og nu det at tilbede Gud, det er da vel ikke som det at spise noget Lavere end Observationerne, men absolut det Høieste.

Saa erfarer man da af Physiologien, hvorledes det Bevidstløse er det første og saa det Bevidste, men hvorledes saa tilsidst endog Forholdet vendes om og det Bevidste udøver en partiel omdannende Indflydelse paa det Bevidstløse. Og nu bliver Physiologen æsthetisk-sentimental: taler om det ædle Udtryk af en dannet Personlighed, Skikkelsen, Holdningen o: s: v:. Herre Gud, hvad er alt dette? Lidt Lumperie, og i Maximum lidt Hedenskab. (das Innere ist das Aussere, das Aussere das Innere). 👤Paulus taler ikke om at blive skjøn ved at bede og prædike o: s: v:. Lad kun det udvortes Msk. fordærves, det indvortes tiltager i Herlighed.

Den materialistiske Physiologie er comisk (at man ved at slaae ihjel troer at finde Aanden som levendegjør); den moderne mere aandfulde Physiologie er sophistisk. Den indrømmer selv, at den ikke kan forklare Underet, og dog vil den være til; den bliver volumineusere og volumineusere, og alle disse Volumina handle om Det, om Det Meget og saare Mærkværdige – som dog ikke kan forklare Underet.

Saa siger den sophistiske Physiologie, det er et Under, at der bliver en Bevidsthed til, et Under at Ideen bliver Sjæl, at Sjælen bliver Aand (kort de qvalitative Overgange). Dersom dette skal tages for ramme Alvor absolut, saa hører denne hele Videnskab op – denne Videnskab der altsaa kun bestaaer for Spøg. Dens egl. Opgave er Underet, men det kan den ikke forklare; hvad hjælper saa alt det Andet den forklarer? For nu at faae Leilighed til det Sophistiske, ell. rettere for at kunne blive til som bindstærk Videnskab, bærer Physiologien sig saaledes ad. Den siger vel er Overgangen (fra Bevidstløshed til Bevidsthed o: s: v:) et Under, men den skeer dog almählig ɔ: lidt efter lidt. Dialektisk er det let at indsee det Sophistiske. Man spørger jo ikke, om det varer længe ell. kort inden Noget indtræder, men om det, naar det indtræder, indtræder som Vidunderet. Her er Sophismet, hele Videnskaben er en Parenthes. Det er hverken mere ell. mindre Vidunderet, fordi det har varet længe, ell. kun kort, inden det indtraadte. Man seer hvor ganske det derfor var i Overeenstemmelse med denne Videnskab, at en Læge der skrev om Trepaneringens Historie, delte Historien i to Dele første Deel handlede om den Tid, da man ikke havde kjendt den. Hele Physiologien handler egl. om det qvalitativt Uvedkommende. Men at kalde det en Videnskab er et Sophisme. – Dette »Almählige« kan nu betyde i Forhold til de forskjellige Steder det Forskjellige, det kan betyde Planteriget, Dyreriget; det kan betyde Verdens 6000 Aar; det kan betyde Statistik over Procreationen, og Gud veed Alt hvad det kan betyde. Men totalt, qvalitativt betyder det slet Intet, absolut slet Intet, naar det skal staae fast, at Underet kan man dog alligevel ikke forklare. Det hele er Approximeren: næstendeels, næstendeels og saa godt som, det er næstendeels ligesom at man næstendeels o: s: v: – og det er dette der afhandles i mange Bind, hvortil Mikroskopet bruges.

Saa faaer man af den sophistiske Physiologie at vide, at »Nøglen til Erkjendelsen af det bevidste Sjæle-Liv ligger i det Ubevidste« (👤Carus). Men naar man ikke kan forklare Overgangen fra Bevidstløshed til Bevidsthed: hvad vil saa det sige med Nøglen. Overgangen er jo netop et Spring (dertil svarer Forundring), som ingen Nøgle kan lukke op. – Saa erfarer man, at især »das Gesetz des Geheimnisses« skal hjælpe – til at forklare. Men denne Lov kan dog vel ikke gjøre Andet end netop statuere Underet – hvad forklarer den saa? Dogmatisk lader dette sig forstaae, at man forklarer at Underet er Underet og at det ikke kan forstaaes; men en exakt Videnskab kan jo ikke bære sig saaledes ad. Den vil altsaa fremkogle et Skin, at det dog er som kunde den næstendeels og saa godt som, ligesom, for det meste, ganske nær efter – forklare Underet.

Saa udbreder Physiologien sig over Planteriget og Dyreriget, viser Analogier, og Analogier, som dog ikke skal være Analogier, forsaavidt Msklivet fra først af fra første Spire af er qvalitativt forskjelligt fra Plante-Riget og Dyreriget. Men hvad skal saa alle Analogierne til, og især alle Analogiernes enorme Detail ved Hjælp af mikroskopiske Iagttagelser?

O, rædsomme Sophistik, der breder sig mikroskopisk og teleskopisk i Folianter, og dog til syvende og sidst, qvalitativt forstaaet, Intet, Intet leverer, men vel franarrer Mskene den eenfoldige dybe lidenskabelige Beundring og Forundring, der giver Fart til det Ethiske.

Det eneste Visse er det Ethiske-Religieuse. Det siger: tro – Du skal tro. Og vilde Nogen spørge mig, om jeg da ved Hjælp deraf havde altid dandset paa Roser: da vilde jeg svare: nei, men dog, dog er det den ubeskrivelige salige Vished, at alt er Godt og Gud er Kjærlighed; enten maa jeg have Skylden, at det gaaer galt – og saa er dog Gud Kjærlighed; ell. det vil nok blive godt og det Onde vise sig at have haft sin Betydning – men saa er Gud jo ogsaa Kjærlighed. – Lad os kun spottende sige til en hysterisk Sentimentalitet: skulde det Hele ikke dreie sig om, at Du ikke har haft Aabning; men lad os ogsaa vide at spøge med det mikroskopiske, intetsigende Alvor.

Og naar det saa kommer til Stykket, i Virkelighedens i Vordens Medium, hvad veed saa Physiologen og hvad veed Lægen egl? Det er nemt nok betragtende (altsaa i Phantasie-Mediet, hvor Alt er i Ro), at forklare, at Sjæl og Legeme ikke ere Modsætninger, men een sig udviklende Idee, og Forholdet derfor et In-einander. Men i Virkelighedens Situation, hvor skal saa Begyndelsen gjøres. Skal den Lidende først tage Draaberne, ell. skal han først tro. O, Du ofte nok gjentagne mesterlige Satire over en Læge, naar han saa dog ikke veed, hvilket der er hvilket. Men Ethikeren siger: tro, Du skal tro. Kun Ethikeren tør tale begeistret, Lægen troer hverken paa Medicamenterne – ell. paa Troen. Begeistret siger Ethikeren: i en vis Forstand er hele Lægevidenskaben en Spøg. Den Spas at redde et Menneskes Liv i nogle Aar er kun Spas: Alvoren er at døe saligt!

NB:74

#

Det er nemt nok saaledes at forklare Alt – ved at løbe fra Alt, som fE yngre 👤Fichte nu gjør det. Han forklarer hele Χstd. men tilstaaer selv, at han ikke kan forklare, hvorledes den er kommen ind i Verden.

cfr. hans nu udkomne 📖 spekulative

📖 Theologiep. 178 Lin 14 fra neden.


Dersom det var notorisk, at et Himmelbrev var faldet ned fra Himlen og ledsaget af Engle, og nu En exegetisk forklarede Himmelbrevets Indhold, havde han saa forklaret Himmelbrevet? Det Vanskeligste var jo netop udeladt.


#

NB:75

Det har derfor for mig noget Væmmeligt, naar en Naturforsker efter at have paaviist een ell. anden Sindrighed i Natur-Tilværelsen, siger med Vigtighed, at dette minder om det store Ord: at Gud har talt alle Hovedhaar. O, den Nar med sin Videnskab, han har aldrig vidst hvad Tro er. Troen troer det, uden al hans Videnskab, og den vilde blot blive ækel ved sig selv ved at læse alle hans Folianter, dersom disse vel at mærke skulde føre til Troen, bestyrke Troen o:s:v:

NB:76

#

Af alle Videnskaber er Naturvidenskaben den allerfadeste, og det har for mig en Moerskab at betænke, hvorledes Aar efter Aar det bliver Trivielt som engang vakte Forbauselse, thi det er altid de Opdagelsers Skjebne som ligge i den slette Uendelighed. Hvilken Opsigt vakte det ikke: at stetoscopere. Og nu vil det snart komme saavidt, at enhver Barbeer gjør [det], saa han, naar han har taget Eens Skjæg af spørger: ønsker De maaskee ogsaa at blive stetoscoperet. Saa vil da En igjen opdage et Instrument til at høre Hjernen banke. Det vil vække uhyre Opsigt, indtil om 50 Aar enhver Barbeer kan gjøre det. Naar man da paa en Barbeerstue har faaet sit Haar klippet, sit Skjæg aftaget, og er stetoscoperet (thi det vil til den Tid være ganske almdl.) saa spørger Barberen: ønsker De maaskee ogsaa at jeg skal høre Deres Hjerne banke.

NB:78

#

Dersom der ad Naturforskningens Vei var Noget at naae betræffende Bestemmelsen: Aand, da skulde jeg være den Første til at faae et Mikroskop fat, og jeg haaber jeg skulde holde ud trods Nogen. Men da jeg let ved qvalitativ Dialektik indseer, at, qvalitativt forstaaet, vil Verden om 100,000 Aar absolut ikke være kommen eet eneste Skridt videre: saa vil jeg netop omvendt bevare min Sjæl og ikke spilde eet eneste Secund af mit Liv paa Nysgjerrighed. Naar jeg saa engang ligger paa mit Yderste, da vil jeg netop trøste mig ved at sige: jeg har saa vist ikke forstaaet det Mindste af den Art, ikke forstaaet det Mindste mere end min Anders ell. en Tjenestepige, kun har jeg maaskee oftere forundret og tilbedende priset Gud. Jeg kan jo vel forstaae at det er Gud der har givet Msket den Art af Skarpsindighed, hvorved han gjør Opdagelser af Instrumenter og andet Saadant, men da det ogsaa er Gud der har givet Msket den Fornuft ved hvilken han i den qvalitative Dialektik maatte indsee det Selvmodsigende heri, i dette qvantiterende, approximerende Næstendeels: saa burde Msket fromt og ydmygt forsage Nysgjerrigheden, forsage den Art Sindsro som er fornøden til mikroskopiske Iagttagelser for heller at tilbede Gud, og kun gjennem det Ethiske forholde sig til ham.

NB:79

#

Det er Ypperligt, det ene Fornødne og det ene Forklarende hvad 👤Luther siger: at hele denne Lære (om Forsoningen, og i Grunden hele Χstd.) maa henføres til den ængstede Samvittigheds Kamp. Tag den ængstede Samvittighed bort, saa kan Du ogsaa lukke Kirkerne og gjøre dem til Dandsepladse. Den ængstede Samvittighed forstaaer Χstd. Saaledes forstaaer et Dyr naar Du lægger en Steen og et Brød for det, og Dyret er sulten: saa forstaaer Dyret at det ene er til at spise det andet ikke. Saaledes forstaaer den ængstede Samvittighed Χstd. Skal man først bevise Nødvendigheden af at være sulten, førend man spiser: ja saa bliver det Kræserie.

Men siger Du: »jeg kan dog ikke begribe Forsoningen.« Her maatte jeg spørge i hvilken Forstand, er det i den ængstede Samvittigheds Forstand, ell. i den ligegyldige og objektive Spekulations Forstand? Dersom En vil sidde rolig, objektiv paa sit Studerekammer og speculere: hvorledes skulde han kunde forstaae en Forsonings Nødvendighed; da jo en Forsoning kun er nødvendig i den ængstede Samvittigheds Forstand. Dersom det stod i et Mskes Magt at leve hen uden at behøve Spise: hvorledes skulde han saa forstaae Nødvendigheden af Spise, som den Sultne saa let forstaaer? Og saaledes er det aandeligt. Et Msk. kan erhverve den Ligegyldighed som gjør Forsoningen overflødig, ja det naturlige Msk. er egl i denne Tilstand: men hvorledes skulde man i denne Tilstand kunde forstaae Forsoningen. Det er derfor saa consequent af 👤Luther, at han lærer, at Msket maa belæres ved en Aabenbaring om hvor dybt han ligger i Synd; at den ængstede Samvittighed ikke er noget der saaledes følger af Naturen som det at være sulten.

NB:80

#

At være i en Vildfarelse frygtede 👤Socrates meest af Alt; hvis der nu fra Physiologien og Naturvidenskaben var nogen Oplysning at vente om Begrebet: Aand – hvor turde jeg da lade være at studere den. Men den eenfoldige 👤Socr. vilde ogsaa ganske rigtigt ansee denne hele Videnskab for en Vildfarelse (en Skin-Videnskab) og af Frygt for at være i en Vildfarelse lade være at begynde derpaa, ja forsage den, at man ikke skulde komme til at leve et heelt, spildt Liv hen i en indbildsk og travl Approximeren

NB:81

#

Dersom Naturvidenskaberne havde været udviklet paa 👤Socratess Tid som de nu ere det: saa vare alle Sophister blevne Naturforskere. Den ene havde haft et Mikroskop hængende uden for sin Boutique for at lokke Kunder, en Anden et Skildt, hvorpaa der stod: her seer man ved Hjælp af et Kæmpe-Mikroskop hvorledes et Msk. tænkera; her hvorledes Græsset groer. – Ypperlige Motiver for en Aristophanes, især naar man saa lod 👤Socrates være med og kigge i et Mikroskop.

a og saa vilde 👤Socrates, idet han læste Bekjendtgjørelsen have sagt: af Avertissementet seer man hvorledes et Msk. bærer sig ad, der ikke tænker.


#

NB:82

Hele Naturvidenskaben, som hele den moderne Tids Videnskab er Sophistik. Man gjøre Prøven ved Hjælp af 👤Socratess simple Spørgsmaal: »om Naturvidenskaben veed Noget eller den ikke veed Noget?« Den kan hverken svare: ja eller nei, thi dens hele Hemmelighed er, at det er næstendeels og saa godt som og ikke meget langtfra næstendeels, ligesom den vidste Noget.

NB:83

#

Som Naturen er sophistisk (al dens Storhed og Deilighed fængsler som var dette Forklaringen, istedenfor dog Forklaringen af denne Storhed og Deilighed er det Usynlige, som ikke kan sees, men kun troes) saaledes er Naturvidenskaben ogsaa sophistisk. Dens Forklaring ligger ene og alene i at statuere Underets qvalitative Usynlighed, men i dets Sted (istedenfor at styrte sammen at høre op som Sphinx for Ordet) bedrager den som var dette uhyre Videns Apparat Forklaringen. Som Proteus forvandlede sig for at forhindre En i at holde ham fast, saaledes gjør Naturvidenskaben det ogsaa, den fængsler, interesserer, opløfter, fortryller, belærer, beriger, lokker, overtaler o:s:v: nu ved Viden om Stjernerne, nu om en mærkelig lille Fugl, nu om en Sindrighed, nu om en gaadefuld Dybsindighed o: s: v:. Ved alle disse Tryllemidler forhindrer den Msket i at tænke den dialektisk igjennem. Og da der i hver Generation er meget faae Dialektikere og vil blive færre: saa vil Naturvidenskaben bespænde hele Mskheden.

NB:85

#

Jeg vil med Fornøielse indrømme, at 👤Caruss Bog (📖 Psyche) er fortrinlig; og dersom han vil qvalitativt gjøre Ret og Skjel, da vil jeg med Taknemlighed tage enkelte gode psychologiske Bemærkninger af ham. Han gjøre paa alle afgjørende Punkter absolut Plads – for Underet, for Guds Skaber-Magt, for Tilbedelsens absolute Udtryk, og sige: dette kan Ingen, Ingen faae fat paa, ingen Videnskab hverken nu ell. nogensinde; derpaa meddele han det Interessante som han veed. Men mell. disse tvende Bestemmelser maa der ingen Nærhed være, de maa for Alt ikke bringes i den farefulde Nærhed til hinanden der er sophistisk. Paa det Vilkaar vil jeg ikke læse ell. kjøbe een eneste af hans psychologiske Bemærkninger, det er for dyrt.


#

NB:86

#

I det Hele lod Naturvidenskabernes Extravagance sig ypperligt bruge i en Comedie.

Det var en Torvedag for Sophisterne; paa en saadan kom hver især og slog sin Bod op; en Mængde nysgjerrige strømmede til.

Man hører 3 Trompetstød; derpaa følger en Udraaber som gaaer foran en Slags Triumphvogn, paa hvilken den store Videnskabsmand stod. Udraaberen raaber: her hos os vises med Nødvendighed hvorledes der om 1000 Aar vil leve en spansk Astronom som med Nødvendighed vil forudsige at om 1000 Aar vil en ny Stjerne vise sig. At den er til, lader sig spekulativt bevise, men den er saa langt borte at det vil vare saa længe. Denne mærkværdige Fremstilling, m: Herrer og Damer, er ogsaa mærkwürdig derved, at Hs Majestæt Kongen af Frankrig har ladet sig overbevise og erklæret den for det mærkwurdigste han har hørt – ogsaa Paven.

Stykket kunde ende med en Opstand af en Deel Haandværkere som rev alle Boderne om og slog Alt istykker. Sagen var denne. En Mand havde opfundet et Kæmpe-Mikroskop, som skulde overgaae Alt hvad hidtil var seet af Mærkwürdigheder, hvad enten man betragtede Mikroskopet selv ell. man saae igjennem det. Men dertil var et uhyre stort Apparat fornødent; og dette var der arbeidet paa i 6 Maaneder, og Arbeidet havde kostet store Summer. Der skulde arbeides endnu i 3 Maaneder. Men hvad skeer just den Dag indløber der Efterretning om at man samme Dag i China (thi Communicationen er ved flere mærkwürdige Opdagelser bragt til en forbausende Hurtighed) havde opdaget et endnu mere forstørrende Mikroskop, som lod sig ganske let indrette. Heraf var Følgen at Kæmpe-Mikroskopet havde tabt alt Værd (førend det var bleven færdigt) Entrepreneuren var ruineret, og Arbeiderne brødløse.

Denne afsindige Hurtighed hvormed den ene Opdagelse afløser den anden.

NB:87


Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade [sig]. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!

Dog Spøg tilside og lad os tale Alvor. Det Forvirrede ligger i, at det aldrig bliver dialektisk klart hvilket der er hvilket, hvorledes Philosophien har at bruge Naturvidenskaben. Er det Hele et sindrigt Billedsprog (saa man altsaa lige saa godt kan være uvidende derom) er det Exempel, Analogie; ell. er det af den Vigtighed at Theorien skal dannes om i Forhold dertil?

For en Tænker kan der ikke gives nogen rædsommere Qval end at skulde leve hen i den Spænding at medens man opdynger Detail, det bestandig seer ud som kom nu Tanken næste Gang, Conclusionen. Føler Naturforskeren ikke denne Qval saa maa han ikke være Tænker. Dette det Intellectuelles rædsomme Tantalisme! En Tænker er som i Helvede saa længe han ikke har fundet Aandens Vished: hic Rhodus, hic salta, Troens Sphære, hvor det gjælder om saa al Verden brast og Elementerne vilde smelte saa skal Du tro. Her skal ikke ventes hverken paa officiele Postnyheder ell. Skipperefterretninger. Denne Aandens Vished, den ydmy[g]ste af alle, den meest krænkende for det forfængelige Sind (thi det er saa fornemt at kigge med Mikroskop o:s:v:) er den eneste Vished.

Hoved-Indvendingen, den totale Indvending mod Naturvidenskaberne lader sig formelt udtrykke simpelt saaledes, maa absolut betegne: Det lader sig ikke tænke, at et Msk, der uendeligt har besindet sig paa sig selv som Aand, nu kunde falde paa at vælge Naturvidenskaberne (med empirisk Stof) til Opgave for sin Stræben. En iagttagende Naturforsker maa enten være et Talent- og Instinkt Msk. (thi det Charakteristiske ved Talent og Instinkt er netop ikke at være dialektisk i sin dybeste Grund; kun at kunne snuse op, være sindrig – men ikke forstaae sig selva); ell. det maa være et Msk., der fra en tidligere Ungdom halv ubevidst er kommen til at blive Naturforsker, og nu ved Vane bliver fortrolig med at leve paa den Maade – den rædsomste Maade at leve paa: at fortrylle og forbause hele Verden ved sine Opdagelser og Sindrighed og saa ikke forstaae sig selv. At en saadan Naturforsker har Bevidsthed følger af sig selv, han har Bevidsthed indenfor sit Talents Omfang, en maaskee forbausende Skarpsindighed, Combinationsgave, en næsten besværgende Idee-Association o:s:v:. Men Forholdet vil i sit Høieste være dette: et saadant eminent Talent et ganske eneste ved sin Begavethed forklarer hele Naturen – men forstaaer ikke sig selv. Han bliver ikke sig selv gjennemsigtig i Aandens Bestemmelse, i den ethiske Overtagelse af Talentet o:s:v:. Men dette Forhold er netop Skepsis, som let sees (thi Skepsis er: at et ubekjendt, et x kan forklare Alt. Naar nemlig Alt er forklaret ved et x som ikke er forklaret, saa er totalt seet slet Intet forklaret.) Er dette ikke Skepsis saa er det Overtro. –

a og at kunne leve lyksaligt hen paa den Maade uden at føle nogen Mislighed, fordi Iagttagelsens og Opdagelsens skuffende Mangfoldighed bestandigt skjuler over den totale Uklarhed.


#

NB:88

#

Netop fordi Gud ikke kan være Objekt for Msk, da Gud er Subjektet, netop derfor viser ogsaa Omvendtheden sig absolut: naar En nægter Gud, – da gjør han Gud ingen Skade, men tilintetgjør sig selv; naar En spotter Gud – da spotter han sig selv.

Jo renere et Msk. er desto mere nærmer han sig ogsaa til i Forhold til andre Msker ikke at kunne være dem Objekt. Dog bliver her naturligviis altid en uendelig qvalitativ Forskjel.

NB:89

#

Hvad jeg ofte har følt, det føler jeg igjen i denne Tid: hvor vanskeligt det er mig at forstaae Andre. Med en rasende Lidenskab kaster jeg mig over en Bog, og naar jeg saa læser: synes jeg at jeg kun finder lutter bekjendte Ting; og naar jeg har lukket den, synes jeg igjen at jeg dog vist maa have overseet Noget. Paa den anden Side synes jeg igjen at finde Tanker, som jeg aldrig har haft, men dem kan jeg ikke fastholde ell. huske. Saasnart jeg derimod selv vil tænke over Dette ell. Hiint, saa er jeg sikker paa at jeg udgrunder det enten jeg har læst det ell. ikke.

Hvorledes Andre bære sig ad, forstaaer jeg ikke. Formdl. maa Trangen i dem til Selvtænkning ikke være saa stor, derfor kan de lettere lære uden ad.

Dertil komer, at jeg nu er saa meget udviklet som Digter, at selve Frembringelsen indeholder den rigeste Nydelse for mig.

Hvor gjerne vilde jeg ikke læse og læse; det er mig, som vilde det være en Gjenvei. Og dog troer jeg, at jeg kommer videre ved Taalmodighed – ad Selvtænkningens lange Vei.

NB:90

#

Tro forholder sig altid til Det, som ikke sees; i Natur-Forholdet (sandseligt modsat) til det Usynlige; i Aands-Forholdet (aandeligt) til det Usandsynlige.


#

NB:92

#

Man [kan] godt spise Salat, førend den har sat Hjerte; men dog er Hjerte[t]s fine Skørhed og dets yndige Krusning noget langt Andet end Bladene. Saaledes gaaer det ogsaa i Aandens Verden. Travlheden gjør, at saa yderst sjeldent en Individualitet faaer Lov til at sætte Hjerte; og paa den anden Side, den Tænker, den Digter, den Religieuse der egl. har sat Hjerte han bliver aldrig populair, ikke fordi han er vanskelig, men fordi der hører stille og langvarig Syslen og Fortrolighed med sig selv og Afsideshed dertil. Selv om jeg med opløftet Stemme kunde sige Noget som alle ville synes godt [om], vilde jeg, hvis det var af religieus Art ikke sige det, fordi det allerede er en Art religieus Uanstændighed at det skal dreie sig om at skrige høit, istedenfor Religieusiteten netop dreier sig om den ganske sagte Talen med sig selv. Ak, saa omvendt er det: istedenfor at Religieusitet dreier sig om, at hver Enkelt gaaer eensomt ell. ind i Lønkamret for sagte at tale med sig selv: troer man at det dreier sig om, at En taler meget høit.


#

NB:93

»Frygter ikke for dem som kun kunne slaae Legemet ihjel.«

Sandseligt gjælder det nemlig, at et Msk. kan falde for en Andens Haand; aandeligt gjælder det, at et Msk. kun kan falde for sin egen Haand – Ingen kan fordærve ham uden han selv.

det Onde fordærver ikke Sjælen i den Forstand som Sygdom Legemet, hvilket tilsidst hører op, døer af Sygdommen. Men Sjælen bliver ved at være. Det var herpaa som bekjendt at 👤Socrates begrundede et Beviis for Sjælens Udødelighed.

NB:94

#

Troen er vor Seier over Verden, – »ja vi mere end seire« som Apostelen siger. Naar nemlig den Strid i hvilken den Stridende gaaer har hele Virkelighedens Gyldighed for ham, saa han virkelig strider i den: saa kan han, hvor glimrende end hans Seier er, dog ikke mere end seire. Men naar Striden ikke for ham har Virkelighedens hele Gyldighed saa det at stride i denne Strid er ham det Høieste: saa kan han mere end seire ɔ: Stridens discrimen er ham et underordnet, en Spøg i Forhold til en langt høiere Strid. Og saaledes er det Troens Alvor, dens virkelige Strid at stride med Gud – men Striden med Verden, dens Sorger og Glæde er som en Spøg. Derfor er Troen den Seier der overvinder Verden, ja mere end seirer ɔ: den nedsætter denne hele Striden til noget Ringe. Verdens-Msket kjender intet Høiere end Verdens Strid og derfor kan en Saadan aldrig mere end seire; kun den Troende kan mere end seire. Dersom jeg anseer en Modpart for min ebenbürdige Fjende, da kan jeg ikke mere end seire, men dersom han er mig saaledes et Lidet, at Striden ingen ret Fare har for mig, da kan jeg mere end seire.


#

NB:95

#

I Naturens Verden er det Eftergjorte det Ringeste: de eftergjorte Brillanter have intet Værd. I Aandens Verden er det omvendte. Der er et oprindeligt Haab, Ungdommelighedens Haab: det er ikke det Høieste, men Troens Haab er det Høieste. Og hele Aandens væsentlige Verden er netop det Eftergjortes Verden, og dog langt herligere.

NB:96

#

👤Luther siger etsteds, at naar man vil være Christen, maa man ogsaa bære Hofdragten (Korset.).

findes citeret i min 📖 Concordants

under Artiklen Kreuz §. 7.


#

NB:98

#

Da jeg var ung, naar jeg da saae et Angreb paa en Mand, og jeg tillige saae at Mange ilede til for at afværge det, saa tænkte jeg (den Gang da jeg var ung): Død og Pine, det maa vist være et farligt Angreb. Nu er jeg bleven lidt Ældre, naar jeg nu seer et Angreb paa en Mand, og jeg tillige seer Mange ile til for at afværge det, saa tænker jeg: aah, det Angreb er nok ikke farligt siden der er saa Mange til at afværge det. – Naar jeg i min Ungdom hørte en angreben Mand sige om Angrebet: det er et nederdrægtigt, lumpent Stykke, saa tænkte jeg (i min Ungdom) blot Manden holder Angrebet ud; men naar jeg hørte den Angrebne sige om Angrebet: det er Ingenting, saa tænkte jeg (det var i min Ungdom) saa kan den Angrebne sagtens. Nu tænker jeg lige omvendt. Kun naar en Mand veed sig sikker vedgaaer han Angrebets Størrelse, men netop naar han er meest bange nægter han Angrebet, naar han er sikker paa at han er den stærkeste saa siger han: det er et lumpent Angreb; naar han føler sig svag siger han: det er Ingenting, ɔ: han skulker.

NB:99

#

Det er godt nok, at man ved kun at leve i visse fornemme Kredse, lever saa betrygget, fjernt fra Mængden o: s: v: – Men har man Lov til at leve saaledes? Levede Χstus saaledes? Har nogen egl. ædel Mand levet saaledes? Eller er det Andet end rædsom Selvkjærlighed, ikke at ville vedgaae at man er Msk. ligesom alle de andre.


#

NB:100

Al denne Talen om at takke Gud for, at man ikke bringes ud i Trængsler, at man har saadan gode Dage o: s: v:, kan dog saare let være svigefuld. Egl. forvandler denne Tale Gud til en Kræmmer, der gjør Forskjel paa sine Kunder, ell. ikke har bestemte Priser men sælger til Nogle for godt Kjøb og billigt underhaanden. Paa den anden Side bedrager man sig let selv, idet man lever i den Indbildning, at man har det Høieste uagtet man er fritagen for Byrderne. En saadan Bedende er aabenbart ikke ganske enig med sig selv om, hvorvidt dog det Høieste er saa godt, at det til enhver Priis er det Høieste.


#