125126VIII1A6561
Journalen NB. Tre løse blade indlagt mellem s. 96 og 97 (NB:215)
ⓘ
Thi »Mængden« er ⓘ
(ikke den ell. hiin, den nulevende ell. en afdød men i Begrebet forstaaet) ⓘ
Usandheden, idet ⓘ
Mængde enten ganske giver Angerløshed og Ansvarsløshed, ell. dog svækker Ansvaret for den Enkelte ved at gjøre det til en Brøkbestemmelse. See, der var ►ingen ⓘ
enkelt Soldat, der turde lægge Haand paa 👤Cajus Mariusa; men blot en 3 a 4 Fruentimmer med Bevidsthed om ell. Forestilling om at være »Mængde«, med ⓘ
dog et Slags Haab om Muligheden af, at Ingen ⓘ
bestemt kunde sige, hvo ⓘ
det varb der begyndte: de havde haft Mod dertil.c Tag det Høieste, ⓘ
tænk Χstus – og hele Mskslægten, ⓘ
alle de Msker, der ere fødte og nogensinde blive fødte, men Situationen er Enkelthedens: som Enkelt, i ⓘ
eensom Omgivelse ⓘ
ene med ham som Enkelt at træde hen til ham ⓘ
– og spytte paa ham: det Msk er aldrig født og bliver det aldrig, som havde Mod ell. Frækhed dertil.d Men da de blev Mængde, ⓘ
da havde de Mod dertil – frygtelige Usandhed!
✂ a – dette var Sandheden
✂ b eller hvo det var,
✂ a Usandheden er først ⓘ den, ⓘ det er »Mængden«, der gjør hvad enten ⓘ kun een Enkelt ⓘ i Mængden gjør ell. i ethvert Tilfælde hver Enkelt ⓘ gjør. Thi en Mængde ⓘ er et Abstractum, der ikke har Hænder, hver Enkelt ⓘ derimod har ordentligviis to Hænder; og naar hanⓘ , en Enkelt, lægger sine to Hænder paa ►👤C.M, saa er ⓘ det denne Enkeltes to Hænder, ⓘ dog vel ikke hans Naboes ⓘ endnu mindre – Mængdensⓘ , der ingen Hænder har. Dernæst er Usandheden den, at Mængden havde »Mod« dertil, ⓘ da aldrig nogensinde selv den Feigeste var saa feig som »Mængden« altid ⓘ er. Thi hver Enkelt, ⓘ der flygter ind i Mængden, og altsaa feigt flyer det at være den Enkelte (ⓘ som enten har Mod til ⓘ at lægge Haand paa 👤C.M., ell. dog Mod til at tilstaae, at han ikke har Mod dertil) han bidrager sin Deel af Feighed til »Feigheden«, som er Mængden. –
✂ d ; dette er Sandheden
2ⓘ »Mængden« er Usandhedenⓘ Der er derfor i Grunden Ingen, der har mere Foragt for det at være Msk, end ⓘ de, der staae i Spidsen for Mængden. Lad En komme til ⓘ en Saadan, et enkelt ringe maaskee fattigt Msk – jo vist; hvad bryder han sig derom; det er meget for lidte; ⓘ der maa idetmindste være 100. Og naar der er 1000, saa bøier han sig for Mængden, bukker og skraber. Feige, ugudelige ⓘ Umenneske.f Nei, naar et ⓘ enkelt Msk. kommer til En, maaskee, som man grusomt siger, et stakkels fattigt Msk, saa skal man indbyde ham i sin bedste Stue, og hvis man har flere Stemmer, bru127ge den kjerligste og venligste.g Naar det derimod var en Forsamling af 1000 ell. flereh, ida skal manj stolt knappe sin Overfrakke ⓘ saa høit op ⓘ i Halsen som muligt; og er man saa uheldig, at der raabes ►Bravo, da skal man (hvis man ikke foretrækker dette der er det Rigtigste i al Stilhed at bede ►ⓘ den Bøn af Fadervor: frels os fra det Onde) om muligt samle al ⓘ Spydighed i sin ⓘ Skikkelse, ⓘ og ⓘ ikke sige som hiin til en vis Grad Vise: skulde jeg have sagt en Dumhed, men endnu bestemtere: jeg maa have sagt en Dumhed. Dette er Sandheden.
✂ e stolt afviser han ham;
✂ f hvilken Usandhed!
✂ g ; dette er Sandheden.
✂ h hvor Sandheden vil blive Gjenstand for ►Ballotation
✂
i
da skal man ►give dem en god Dag og ►blæse dem et Stykke
✂ j , gudfrygtigt,
ⓘ Mængden er Usandheden. Derfor blev Χstus korsfæstet, fordi han ikke vilde have med Mængden at gjøre, (om han end henvendte sig til alle),k fordi han ikke vil stifte Partie, ikke tillade ►Ballotation men være, hvad han var, Sandheden, der forholder sig til den ⓘ Enkelte. – Og derfor er ⓘ Enhver, der i Sandhed vil tjene Sandheden ►eo ipso Martyr; ⓘ var det muligt, at et Msk. i Modersliv kunde fatte ⓘ den Beslutning ⓘ i Sandhed at ville tjene Sandheden er han ogsaa endnu i Modersliv eo ipso Martyr. Thi 3 at vinde ⓘ en Mængde er ingen Kunst, dertil behøves blot ⓘ Usandhed, ⓘ og lidt Kjendskab til de msklige Lidenskaber. Men intet Sandheds-Vidne tør indlade sig med Mængden; hans Gjerning er det at indlade sig om muligt med Alle, men bestandigt enkeltviis, tale med hver især paa Gader og Stræder – for at splitte adl. ⓘ »Mængden« ⓘ derimod især ⓘ naar den behandles som Instants i Forhold til Sandheden, dens Bravo, Hys, ⓘ Ballotation som Dommer, Mængden afskyer han mere end den unge sædelige Pige at gaae paa en ⓘ ►Dandsebod. Og dem, der tale til Mængden, ⓘ eftertragtende dens Bifald, dem der ærbødigst bukke og skrabe for den, (medens de dog enten maa forstaae det de tale om og saa ⓘ skal de netop ikke bukke og skrabe,128 ell. ikke forstaae det og saa skal de ikke tale) dem anseer han ⓘ for Usandhedens Redskaber.
✂ k fordi han ikke paa nogen Maade vilde have en Mængde til Hjælp, fordi han i denne Henseende stødte ubetinget fra
✂ l eller dog tale til Mængden ikke for at danne Mængde men for at splitte ad, at dog een og anden Enkelt maa gaae hjem fra Forsamlingen og blive den Enkelte.
ⓘ Mængden er ⓘ Usandheden. ⓘ Og jeg kunde græde ja ønske mig ⓘ død, naar jeg tænker paam, at Dag-Pressen og Anonymitet gjør det endnu ⓘ afsindigere ved Hjælp af »Publikum«. At en Anonym ved Hjælp af Pressen Dag ud og Dag ind kan faae sagt hvad han vil, hvad han maaskee ikke i fjerneste Maade havde Mod til personligt at sige det Mindste af i Enkelthedens ⓘ Situation, kan faae 10,000 × 10,000der til at sige det efter – og Ingen har Ansvaret; at end ikke som i Oldtiden den relative angerløse Mængde er det Almægtige, men det absolut Angerløse: Ingen.
✂ m vor Tids Elendighed, endog blot sammenlignet med Oldtidens største,
4Gud i Himlene hvad er saa det i Grunden for en Narrestreg, at Staterne holde et Politie, som opfanger nogle enkelte Tyve og Røvere: naar ⓘ det offentlige Liv selv ⓘ og – Sandheds-Meddelelsen er som en ⓘ Grund-Usandhed. Man sige ikke: at saa kan jo Sandheden igjenn indhente Løgnen og ⓘ Vildfarelsen. Umuligt! Sandheden er ikke saa hurtig til Beens, den kan for det første ikke virke ved det Phantastiske (hvilket er det Usande) dens Meddeler er kun en Enkelt, og dens Meddelelse forholder sig ⓘ dernæst igjen til den ⓘ Enkelte – thi denne Betragtning af Livet (den Enkelte) er netop Sandheden.o
✂ n ved Hjælp af Pressen
✂ o Sandheden ⓘ kan hverken meddeles eller modtages udena ved Guds Hjælp, uden at Gud er med, er Mellembestemmelsen, som han er Sandheden, derfor kun meddeles af og modtages af »den Enkelte«, der for den Sags Skyld ⓘ kunde være hvert eneste Msk. der lever. Bestemmelsen er blot Sandhedens i Modsætning til det abstrakte og Phantastiske ⓘ Upersonlige ⓘ Mængden, Publikum, der udelukker Gud som Mell.bestemmelseb dermed ogsaa Sandheden, thi Gud er Sandheden og dens Mellembestemmelse.
✂ a ligesom for Guds Øine
✂ b (thi den personlige Gud kan ikke være Mell.bestemmelse i et upersonligt Forhold)
129Jeg for mit Vedkommende erp villig til i Forhold til hvert enkelt Msk, der lever i Landet med mig, ubetinget ethvert enkelt Msk., hvis jeg kunde overkomme det, qat ydmyge ⓘ mig baade mundtligt og skriftligt saa dybt for ham som muligt, som en Bønfaldende at bede ham om, at betænke sit ⓘ Guds-Forhold.r Om det ⓘ derfor var en Forsamling af 10,000s og om det var et Publikum af 100,000t: jeg beder til Gud (og ⓘ haaber han vil gjøre det) at give mig ⓘ den Svageste af Alle Fynd til at udtrykke al min Afskye; thi »Mængden« er ⓘ Usandheden.
✂ p tjenende min Sag
✂ q i Guds Navn
✂ r thi at ære hvert enkelt Msk, det er at frygte Gud, medens enhver Forsamling bevidst ell. ubevidst har et Hang til at ville gjøre sig til Gud for En, at man skulde frygte den mere end Gud.
✂ s med Fordring paa at være Instantsen ⓘ i Forhold til Sandheden
✂ t med Fordring paa at være Instantsen ⓘ i Forhold til Sandheden
Men Den, som vedkjender sig denne Anskuelse (der da sjeldent foredrages o: s: v: i ►Journalen NB p. 97 lin 4 fr. neden.ⓘ