Kierkegaard, Søren Journalen NB

71 VII1A153 ►Af den 📖 Bog om 👤Adler

Det er overhovedet utroligt, hvilken Confusion den hegelske Philosophie har frembragt i det personlige Liv – sørgelige Følge af, at en Philosoph er Heros og reent personligt en Philister og ►Nittengryn. Eet er bestandigt undgaaet ►👤Hegel hvad det var at leve, han veed kun at gjengive Livet, og hvis han er Mester heri, saa er det ogsaa vist, at han er den meest skærende Contrast til en ►Maieutiker.

Man finder hos ►Philosopher efter 👤Hegel, som have tilegnet sig den hegelske Methode, forbausende Exempler. En saadan Philosoph skriver en ny Bog, og den bliver han sig bevidst som ►Moment indenfor den Stræben, der begyndte med hans første Bog; men dette er ikke nok, ⓘ thithi] , først skrevet han sin hele Stræben (som endnu ikke er til) bliver han sig bevidst som Moment i den hele philosophiske Stræben efter 👤Hegel, og den igjen som Moment i 👤Hegel, og 👤Hegel som Moment i ►den verdenshistoriske 72 Proces fra Oldtiden gjennem China, Persien, Grækenland, Jødedom, Christendom, Middelalder. Skulde det ogsaa være muligt. Skulde det ikke være rigtigt, at en saadan ►Privat-Docent, naar han saae vi bleve altfor forbausede, ►sagde som Præsten, der saae at hans Tilhørere bleve altfor rørte: Græder ikke Børn, det turde være Løgn altsammen.

Men ►denne usalige Lyst til at opfatte som Moment er bleven en fix Idee. Ethikens Anskuelse: at stræbe, og Metaphysikens at opfatte som Moment stride paa Liv og Død med hinanden. Enhver Levende, som ikke er aldeles tankeløs og distrait, maa vælge, men vælger han det Metaphysiske, saa begaaer han egl., aandelig forstaaet et Selvmord.