Journalen NB. Løse blade indklæbet forrest i journalen (NB:2 og NB:4-6)
►Mine Finantzer tillade mig ikke mere at være Forfatter.
Almdl. Bemærkning om ⓘ lit: Forhold i Danmark.
Jeg ►henvender mig til Staten; thi saa stolt og roligt jeg med Guds Hjælp skal forblive at forholde mig ironisk mod saadanne ►chimæriske Størrelser som Publikum, mod Dagbladenes tryglende Tyrannie o.s:v: – lige saa sømmelig skal [jeg] med Guds Hjælp forblive hvad jeg altid har været underdanig. ⓘ – Jeg kunde maaskee ved at ►accommodere mig blive yndet af Publikum, men det vil jeg ikke: saa vil jeg slet ikke være Forfatter.
anbefalende Momenter.
1) min Stræben som Forfatter maa være i Overensstemmelse med Statens Interesser.
2) jeg har viist, at jeg kan benytte ►otium
3) jeg er ung og lever klosterligt strengt for at arbeide.
4) jeg er ugift og har Intet Andet der beskæftiger mig.
Det er ikke som naar ►Staten ellers understøtter en Mand qua Forfatter, der tillige er mange andre Ting, ell. har Familie.
Og saa meget mere haaber jeg at komme i Betragtning som andre Forfattere dog ►tjene lidt Honorar ved deres Bøger (om dette end altid kan være lille nok), medens jeg formelig giver Penge ud, saa ►min Correcteur bogstaveligt har tjent mere end ⓘ jeg.
VII1C5123r►ⓘ I hele den ubevidste Verden er Omverdenens Tryk og det Enkeltes Modtryk identiske. Det første Spor af Spontaneitet ligger i at dette ⓘ Tryk og Modtryk medieres gjennem et Tredje: Almeenfølelse, Følelse, Selvfølelse.
►Bevidstløshed. – Saa maa der dannes en impressionabel Substants (Nervesystem); dernæst maa der være en Omverden, – Verdensbevidsthed; – saa en Opsamling en Opbevaring af Indtryk (Innerung – ell. i høiere Sp[h]ære Erinnerung); og denne Opbevaring maa have naaet et vist Maal: Selvbevidsthed. – Guds Bevidsthed.
►Dyrene: Naturdrift; Kunstdrift; Vandredrift.
►Barnet Forstand; Phantasie med Puberteten; Fornuft. ►Og som i den menneskelige Organisme den udvikler sig ved en eensformig Gjentagelse, gjentaget Sætten af ⓘ Urzellen, saaledes Hukommelsen, der jo er en Gjentagelse. Og som der paa samme Tid i Organismen er en Stræben til Totalitet: saaledes Phantasien der er Totalitet. – Phantasien completerer ⓘ Msket.
Journalen NB. Løst blad indklæbet på forsiden af andet blad (NB:5)
Den offentlige Mening. [a]
✂ [a] No 8. Eensomhed og Taushed som væsentligt Medhenhørende i den personlige Leven.
No 2.
►Hvad man lærer af Lilierne paa Marken og
Himmelens Fugle.
No 3.
At være den gode Tilhører.
[b] No 4.
✂ [b] No 9. ►Om Børneopdragelse.
Latterens Misbrug.
[c] No 5.
✂ [c] No 10. Det Fordærvelige og Vildledende i ►den nu saa almdl. Brug af det Statistiske ogsaa paa Aandens Gebeeter.
Udmærkelsens vanskelige Forhold i et lille Land.
No 6.
Aandsbeskæftigelses Gyldighed i sig selv.
No 7.
4vVII1B212Ikke som den forrige Redakteur, hvem det lykkedes at sætte sig i Forhold til Samtalen i Øieblikket – og derfor at være kjærkommen.
hell. vil jeg stræbe at sætte mig i Forhold til Tausheden
Man har for mange Blade at rode i, ligesom de Studerende for mange Bøger, derfor læser man ikke godt.
[a] Indholdet skal være hvad man kunde kalde aandeligt forstaaet det daglige Brød.
✂ [a] Politik i særlig Forstand skal absolut udelukkes.
Anskueliggjøre Samdrægtigheden, det Almene, det Fælles for Alle (det religieuse Anstrøg).
Snart vil jeg vælge en lidt vanskeligere Tanke – og da er det som naar den Ringe indbydes til Gjestebud hos den Fornemme – snart en ganske eenfoldig Tanke: som naar den Fornemme gaaer til Gjestebud hos den Ringe.
At Læseren om muligt vil læse høit.
d. 9.
►»📖 Afsluttende Efterskrift« er ude; ►Pseudonymiteten overtagen; ►een af Dagene vil Trykningen af den »📖 literaire ⓘ Anmældelse« begynde. Alt er i sin Orden; jeg har nu blot at forholde mig rolig, taus, stolende paa at ►📖 Corsaren nok vil understøtte det hele Foretagende negativt netop som jeg ønsker det. Jeg er i dette ⓘ Øieblik, i Ideen seet, saa correct ►situeret i Literaturen som muligt, og tillige saaledes at ⓘ det bliver en Gjerning at være Forfatter. Det var i sig selv [a] den lykkeligste Idee, netop i det Øieblik jeg var ►færdig med mit Forfatterskab og ved at overtage alle Pseudonymerne netop løb den Risico at blive en Slags Auctoritet, at jeg da ►brød med 📖 Corsaren for at forhindre enhver ligefrem Tilnærmelse. Dertil kommer, at i det Øieblik jeg rykker ret polemisk frem mod Tiden, skylder jeg Ideen og det Ironiske at forhindre enhver Forvexling med det ironiske ►Finkel som 📖 Corsaren beværter med paa ►Foragtelighedens Dandsebod. Forøvrigt er det gaaet mig her som saa ofte, at trods al min Reflexion er der dog et Mere, som kommer ud, hvilket ikke skyldes mig, men ►Styrelsen. Det viser sig bestandigt saaledes, at hvad jeg 2 gjør efter den størst mulige Overveielse, forstaaer jeg dog altid bag efter langt bedre, baade dets ideelle Betydning, og at det netop var, hvad jeg skulde gjøre.
✂ [a] og før den Tid kunde der Intet gjøres, min Arbeiden for ⓘ min Idee fordrede al min Tid hvert Minut, og om muligt saa uforstyrret som muligt. Det er virkelig ypperligt, at netop naar Nogen troer og maaskee endog ondskabsfuldt glæder sig ⓘ over, at jeg gjør et overilet Skridt – da er jeg netop allermeest beregnende og besindig. Men den bedste Understøttelse i Henseende til al Handlen er – at bede, det er egl. den sande ⓘ Genialitet, saa kommer man aldrig tilkort.
Anstrængende er imidlertid denne Existents; jeg er forvisset om, at ikke et eneste Menneske forstaaer mig. I det Høieste vilde Nogen, selv en Beundrende, indrømme, at jeg med en vis Holdning bærer alt dette Vrøvl, men at jeg ønsker den, ja derom vilde naturligviis Ingen drømme. Paa den anden Side vilde det igjen være den hurtige menneskelige Tankeløshed, der, hvis den ⓘ forstod hvorfor jeg i Kraft af Dobbelt-Reflexionens Idee maa ønske det, da vilde slutte ergo lider han slet Intet, fornemmer Intet til alle disse Yttringer af Raahed og fræk Løgn. Ret som kunde man ikke med frie Beslutning overtage alle Gjenvordigheder naar Ideen byder det. ►Artiklen mod 👤P.L. Møller var skrevet i megen ►Frygt og Bæven, ►jeg brugte Helligdagene 16dertil, og forsømte hverken at gaae i Kirke eller at ►læse min Prædiken for at danne den regulerende Modstand. Ligesaa ►Artiklen mod 📖 Corsaren. Paa den anden Side vare de rigtigt skrevne, thi havde jeg yttret Lidenskab saa havde dog Nogle ad 3 den Vei fundet Leilighed til et ligefremt Forhold til mig. Moersomt var det og psychologisk ypperligt var det, at see ►den Hurtighed med hvilken 👤P.L. Møller forstod det givne Vink om at aftræde i 📖 Corsaren. ►Han kom frem og bukkede ærbødigst og saa afsted derhen, hvor han hører hjemme.
Hvad der berører mig smerteligt er forøvrigt ikke Pøbelagtigheden, men de Bedres skjulte Deeltagelse med den. Ønske det kunde jeg dog ogsaa at gjøre mig forstaaelig for et enkelt Menneske, for min Læser. Men det tør jeg ikke saa besviger jeg Ideen. Netop naar jeg har seiret, idet Raaheden spiller frækkest op, tør jeg ikke sige det. Endeligen er det mig et Ansvar, om jeg dog ikke bidrager til at ⓘ Adskillige reent forvildes, netop ved min consequente Urokkelighed. Det faaer saa at være. Jeg har at tie.
For min Iagttagelse har de ⓘ sidste tvende Maaneder været meget rige. Det er dog saa sandt hvad der staaer i ►min 📖 Disputats, at ►Ironie gjør Phænome[ne]rne aabenbart. ►Mit ironiske Spring ind i 📖 Corsaren bidrager først til at gjøre det aldeles tydeligt, at 📖 Corsaren ingen Idee har. I Ideen seet er den død, selv om den ►fik endnu et Par Tusind Subscribenter. Den vil være ironisk og forstaaer end ikke Ironie. I det Hele vilde det have været ►Epigram 4 over min Existents, om det engang maatte siges, samtidig med ham bestod et fuskeragtigt ironisk Blad, af hvilket han blev roest; nei holdt, – han blev udskjeldt, og ►han forlangte det selv. – Mit ironiske Spring i 📖 Corsaren gjør dernæst ⓘ Omverdenen aabenbar i sin Selvmodsigelse. Alle have nu gaaet og sagt: det er Ingenting, hvem bryder sig om 📖 Corsaren o: s: v:. Hvad skeer, idet En saa gjør det, da bliver han dømt for Letsindighed, man siger han har fortjent alt Dette (nu er det altsaa alt Dette), fordi han selv foranledigede det; de tør neppe gaae med mig paa Gaden – af Frygt for ogsaa at komme i 📖 Corsaren. Forøvrigt har17 Selvmodsigelsen en dybere Grund; de ønske nemlig saa smaat i christelig Misundelse at Bladet maa bestaae, hver især haabende paa, at han ikke bliver angreben. Om Bladet sige de nu, at det er foragteligt og Ingenting; den enkelte Angrebne imponere ⓘ de til ikke at turde blive vred eller tage til Gjenmæle ergo maa Bladet florere. Og Publikum har først Misundelsens Pirring, og saa den frække Fornøielse at passe paa den Angrebne – om [b] det nu afficerer ham. Og dette Phænomen i et saa lille Land som Danmark; dette Phænom[en] som det eneste herskende: det skulde 5 være Ingenting! Hvor dog Feighed og Foragtelighed passe for hinanden i Usselhedens Forbindelse. Og naar saa det Hele en Gang brister, saa skal det da gaae ud over ►👤Goldschmidt; og det er ganske det samme Publikum, – og saa er Verden blevet en rar Verden!
✂ [b] og have nu her Leilighed til at lyve om ham: at han afficeres; at han kan skjule det, men alligevel afficeres. Den sidste Formel er især den beqvemmeste for Bagvaskelsen.
Fremdeles bekræfter min Iagttagelse mig indtil Overflod, at det er saa: naar et Menneske consequent udtrykker en Idee, saa vil enhver Indvending mod ham indeholde en Selvangivelse af den Talendec. Man siger det er mig, som bryder mig om 📖 Corsaren. Hvad skeer? ►Den »📖 afsluttende Efterskrift« var heel og holden indleveret til Luno førend jeg skrev mod 👤P.L. Møller. Nu fandtes der især i ►Forordet til den (som forøvrigt er skrevet i Maj 45.) noget der kunde synes at tyde hen paa noget af det Sidste. (Dette viser blandt Andet, hvor længe iforveien jeg har været opmærksom). ⓘ Hvis jeg nu havde bekymret mig om 📖 Corsaren, saa havde jeg forandret Lidt deri, netop ⓘ for at undgaae Skinnet. Jeg veed, hvad jeg kæmpede i mig selv, om jeg dog ikke skulde gjøre det, fordi det smertede mig at tænke fE ►Biskop 👤Mynster sige: at 👤Kierkegaard endogsaa i en Bog vil tage Hensyn til Sligt. Dog blev jeg mig selv tro i ikke at bryde mig om 📖 Corsaren – og hvad skeer? Ja som det lod sig vente, i Alt 6 hvad jeg skriver seer man Hentydninger til 📖 Corsaren. Her er Selvangivelsen, thi saa maa det jo være »man« der selv har 📖 Corsaren ►in mente, siden den endog finder den i hvad der er skrevet før den Tid.
✂ c der saaledes ikke taler om ham, men om sig selv.
Mig beskæftiger især to Ting 1) at jeg intellectuelt ►i græsk Forstand bliver min Existents-Idee tro, hvad det18 end koster. 2) at det i religieus Forstand bliver saa forædlende for mig som muligt. Dette Sidste beder jeg Gud om. Eensom har jeg altid været, nu faaer jeg ret igjen Leilighed til at øve mig. Og see min eensomme Hemmelighed er ikke min Græmmelse, men netop at jeg har Magten, at jeg forvandler det Fjendtlige som tjenende min Idee, uden at det selv aner det. Ja vist er dette Liv tilfredsstillende, men det er ogsaa forfærdeligt anstrængende. Og fra hvilken sørgelig Side man dog lærer Menneskene at kjende, og hvor veemodigt, at hvad der paa Afstand vil tage sig godt ud, altid skal misforstaaes af Samtiden! Men Religieusiteten er atter det Frelsende, i den er der Sympathie med Alle, ⓘ ikke i snaksom Sympathie med Partie-Venner og Tilhængere, men uendelig Sympathie med Enhver – i Taushed.
7Men Dannende er det unægteligt at staae saaledes ⓘ stillet i ►en saa lille Bye som Kjøbenhavn, som jeg er det. At arbeide af yderste Evne næsten til Fortvivlelse, med dybe Sjæls-Qvaler og mange Lidelser i mit indre Liv, ►at sætte Penge til for at udgive Bøger – og saa, bogstaveligen ikke have 10 Mennesker, som ordentligen læse dem igjennem, medens det derimod falder Studerende og andre Forfattere bequemt næsten at gjøre det latterligt at skrive en stor Bog. Og saa have et Blad som ⓘ Alle læser, der nu eengang har Foragtelighedens Privilegium paa at turde sige Alt, de løgnagtigste Fordreielser – og det er Ingenting, men Alle læse det; og saa den hele Stok af Misundere der hjælpe til ved at sige lige det Modsatte, for paa den Maade at forkleine. Idelig og idelig at være Gjenstand for alle Menneskers Samtale og Opmærksomhed, og saa Omsætningen er at forsvare mig mod et Angreb, hvis man gjør det, for selv at angribe mig endnu værre. Enhver Slagtersvend troer sig berettiget til næsten at fornærme mig ifølge 📖 Corsarens Ordre; de unge Studenter grine og fnise og ere glade over at en Fremragende trædes ned; Professorerne ere misundelige, og sympathisere hemmeligt med ⓘ Angrebene, udbrede dem rigtignok med Tilføiende at det er en Skam. Det Mindste jeg foretager mig blot jeg besøger en Mand bliver det løgn8agtigt fordreiet fortalt alle Steder; faaer 📖 Corsaren det at vide, trykker den det og det læses af hele Befolkningen. Den Mand jeg har besøgt bringes derved i Forlegenhed, han bliver næsten vred paa mig, og man kan ikke fortænke ham. Tilsidst maa jeg trække mig tilbage og kun omgaaes dem, jeg ikke kan lide, thi de Andre er det jo næsten Synd imod. Og saaledes gaaer det hen, og naar jeg saa engang er død, saa faaer man Øinene op, saa bliver det beundret hvad jeg har villet, og samtidigen bærer man sig igjen ad paa samme19 Maade mod en Samtidig, der formodentligen netop er den Eneste, der forstaaer mig. Gud i Himlene, dersom der dog ikke var et Inderste i et Menneske, hvor alt Dette kan være glemt, o ganske glemt i Samfundet med Dig: hvo kunde holde det ud.
Men min Forfattervirksomhed er nu Gud være lovet forbi. Det er forundt mig, hvad jeg næst efter at have ►udgivet 📖 Enten – Eller takker Gud for, det selv at slutte ⓘ af, selv at forstaae, naar det bør sig at holde op. At dette atter igjen ikke saaledes vil vise sig for Menneskene, at jeg med to Ord faktisk kunde bevise, 9 at det var saa: det veed jeg nok og finder i sin Orden. Det har smertet mig, den Anerkjendelse syntes jeg dog at kunne have attraaet: lad saa være.
Blot jeg kan drive det i mig selv til at blive Præst. Derude i den stille Virksomhed, i Fritimerne indrømmende mig en lille Produktion, der vil jeg dog aande mildere, hvormeget end det nu værende Liv har tilfredsstillet mig.
VII1A99Men skrives maa der ikke, ikke eet Ord; jeg tør det ikke. Det der skrives vilde dog give Læseren et Vink og forsaavidt forstyrre. Det maa ikke være saa at han underhaanden dog faaer Noget at vide. Jeg har kastet Adskilligt hen i denne Tid, som ikke er uheldigt skrevet, men som kun lader sig bruge i en ganske anden Forbindelse.
Den sidste Form jeg har tænkt mig vilde være denne:
Kort og Godt.
En Udgiver er i mine Tanker literair ansvarlig, naar der ingen Forfatter er. ►Ved 📖 Corsaren er Hr Student 👤Goldschmidt Udgiver, et opvakt Hoved, uden Idee, uden Studium, uden Anskuelse, uden Selvbeherskelse, men ikke uden et vist Talent og æsthetisk fortvivlet Kraft. ►I et critisk Øieblik af sit Liv har [han] henvendt sig til mig; jeg har indirecte søgt at understøtte ham negativt; jeg roser ham for Sikkerhed i at gjøre sin Stilling. Hvad han ⓘ ønskede, troer jeg, er lykkedes ham. Jeg havde haabet, han 10 [havde] valgt Ærens Vei til at erhverve et Navn; i Oprigtighed talt det smerter mig, at han, som Udgiver af 📖 Corsaren, vedbliver at vælge Foragtelighedens Vei til at tjene Penge. Mit Ønske var om muligt at rive et dog begavet Menneske fra at være Pøbelagtighedens Redskab; men sandeligen det var ikke mit Ønske at lønnes skammeligen ved at blive udødeliggjort af Foragtelighedens Blad, som aldrig burde existere, og af hvilket jeg kun kan ville udskjeldes. Min Forfatter-Existents ►convenerer det at blive udskjeldt, derfor har jeg ønsket det, og forlangt det strax da jeg var færdig, thi ►da 👤Frater Taciturnus skrev var 👤Johan20nes Climacus allerede nogle Dage afleveret i Bogtrykkeriet. Jeg havde tillige haabet at gavne Andre ved dette Skridt; de ville det ikke, nu ⓘ vel, jeg vedbliver at forlange mig udskjeldt, fordi det convenerer min Idee, og ⓘ for dog at have nogen Gavn af at et saadant Blad er til. Sørgeligt er det at see den Mængde Daarer og Uforstandige, der lee, og som dog i denne Sag idetmindste ikke veed hvad de lee af. Kun Gud veed om jeg ikke spiller for høit i Forhold til mine Samtidige; min Idee fordrer det; dens Consequents tilfredsstiller mig ubeskriveligt – jeg kan det ikke anderledes. De Bedre, der ikke ere dialektiske eller have Forudsætninger nok til at forstaae, at jeg maa handle saaledes, beder jeg om Tilgivelse; og saa fremad: ⓘ gid jeg saa maa blive udskjeldt. Hvor betydelig eller hvor ubetydelig min Forfatter-Existents end er, saa meget er vist, jeg er den eneste danske Forfatter, der ved 11 mit dialektiske Forhold ⓘ netop er stillet saaledes, at det kan convenere Ideen, at al mulig Løgn og Fordreielse og Galimathias og Bagvaskelse kommer ud for at forstyrre Læseren og derved hjælpe ham til Selvvirksomheden og forhindre det ligefremme Forhold. Enhver anden dansk Forfatter kan umuligt være tjent med, at, naar han henvender sig til 100, Løgn og Fordreielse har 1000 Læsere.d Mig derimod tjener han, hver Gang han betjener mig med Udskjeldning, og det vil han nok gjøre; han kan ikke undvære mig, og Manglen paa Kraft til at følge det Gode udtrykker sig i en ulykkelig Forelskelses Trods og en Sig-Overdøven ved Skjeldsord, hvilket vel forsaavidt maa gjøre mig ondt, som jeg har meent ham det vel. Hans Udskjelden vedkommer derimod ikke mig; jeg kan godt være fraværende.
✂ d Ingen anden dansk Mand kan være tjent med, at Pøbelagtighed har et absolut udbredt Organ, i hvis Vold han er, naar det behager saaledes en literair Lazaron.
Vil ⓘ Hr 👤Goldschmidt i et anstændigt Blad med Navn under replicere, skal jeg læse det; 📖 Corsaren læser jeg ikke mere; jeg vilde end ikke befale ►min Tjener at læse den, thi jeg troer ikke det ligger i en Herres Myndighed at kunne befale sin Tjener at gaae paa et uanstændigt Sted.
S.K.
21VII1A100Et Menneske, der har megen Forstand vil altid blive anseet af Massen som uforstandig. Indvendingen de vil gjøre ham, ved hvilken deres Forstand formentligen overseer ham, vil ganske rigtigt hverken være mere eller mindre end et af de Momenter, han selv har gjennemtænkt.
12VII1A101Det der egl. berører mig smerteligt ved det Hele er at see den Masse af Indbildske, der ville lege Intellectualitetens høieste Leeg og saa er jeg nok noget nær den Eneste, der netop har ►Græcitetens og Uafhængighedens Dannelse dertil, og saa er jeg nok netop Den, der ønskede at arbeide hen til noget Saadant, ⓘ som staaer i nøie Forhold til min hele Gjerning.
VII1A102Det ⓘ er mærkeligt nok, hvorledes Mennesker, som jeg ellers anseer for skikkelige, og som ellers just ikke ere mine ⓘ Uvenner, naar de ret komme i Lidenskab, hvorledes de da kunne lyve himmelraabende, og knap være sig det selv bevidste. Lidenskaben har dog en underlig Magt; og hvor taabeligt derfor al det Moderne om Systemer og Systemer, som var Hjælpen deri; nei Lidenskaben skal renses. I denne Tid erfarer jeg leilighedsviis Yttringer deraf.
VII1A103Hør nu lille 📖 Corsar! Vær nu dog engang Mand! Det er qvindagtigt at plage en Mand med sin Forelskelse; det er qvindagtigt, ⓘ med den forsmaaede Elskovs Udtryk at vedblive at løbe efter En for at udskjelde; vær 13 Mand tie stille. Kun Qvinden som det svagere Kjøn kan det tilgives, at hun forraader sin Afmagt først ved paatrængende Elskovs Hengivelse og ⓘ saa, refuseret, ved uartig Arrigskabs Hengivelse, en Mand maa kunde være sig selv, maa kunne tie, naar han seer at det er Afmagtens Indrømmelse at vedblive at skjelde, aldeles som naar et Fruentimmer22 render efter en Mand, eller en tryglende Tigger forfølger En Gade op og Gade ned.
VII1A104d. 16 Martz.
Saaledes som Verdens-Forholdene nu ere, burde det at være Forfatter være den extraordinaire Ansættelse i Livet, en Ansættelse der unddrager sig det Almenes Dialektik (Embedsstilling og hvad dertil hører; Levebrød og hvad dertil hører). Forfatter-Frembringelsen bør derfor ikke blot bære Ideens Vidnedsbyrd, men Forfatterens Existents bør correspondere med Ideeen. Ak, af alle Kategorier er Virkelighedens den maadeligste. Det 14 at være Forfatter er et Laug, og Forholdet lige saa belæmret med Endelighed som ethvert andet. Man skal gjøre Noget for hinanden indbyrdes, criticere hinandens Skrifter, snakke om hvad man nu vil o:s:v:. Især skal ens Nærmeste have den Profit af Forholdet, at de have en ell. anden lille Nyhed at rende med, »at de selv har seet Manuscriptet, hørt Noget af det, talt med Forfatteren o:s:v:«.
Dette har jeg absolut afholdt mig fra, benyttende Fordelen af min Pseudonymitet. I endelig Forstand har jeg derved skadet mig selv ubodeligt, fornærmet Msk., unddraget mig Passiarens hjælpende Tradition, og givet hele min Stræben Skin af Tilfældighed og Indfald; og selv om jeg nu vilde vise, hvorledes Alt hænger sammen, hvilket uhyre anstrængende ►Regulativ, der har ligget til Grund, vilde Ingen troe det – thi det var da utænkeligt, at En skulde have en saadan Plan, og kunde tie. O, I Daarer, kun Den, der kan tie, har en saadan Plan.
►Da jeg saa var færdig, søgte jeg at gjøre lidt for Andre. ►Jeg skrev de 📖 to Artikler mod ⓘ 👤P.L.M. og 📖 Corsaren. Derpaa glædede 15 jeg mig til at ►anmælde 📖 Hverdags-Historien. Nu er jeg sikker paa at det ender med, at man bilder Folk ind, at jeg gjør det for at vinde Gunst. Ak, hvis jeg vilde have Magt og Anseelse i dansk Literatur som jeg let kunde have skulde jeg gjøre lige det Modsatte. Jeg skulde ikke have brudt saa eftertrykkeligt med 📖 Corsaren, thi dens idelige Vrøvlen influerer dog paa Manges Dom, og ►det at roses af den, var dog en pirrende Ingredients. Jeg skulde i en Fart have stillet mig i Spidsen som den Forventede, gjort ⓘ een og anden Yngre en anerkjendende ►Concession, indtaget en negativ tvivlsom Stilling til de Ældre: saa var der bleven almdl. Avancement i dansk Literatur, og det er det de Yngre ville have, og det er ⓘ vist, at ⓘ Den, der vil have Magten skal23 altid holde paa de Yngre. I dets Sted gjør jeg lige det Modsatte – netop fordi jeg ikke vil og er for tungsindig til at gide have verdslig Ære og Anerkjendelse. Jeg kommer de Yngre paa tvært; thi Ingen af de Yngre staaer saa høit, at han kan slippe mig forbi, og hvad gjør jeg: jeg bøier mig for de Ældre. Min Glæde er det netop, i det Øieblik jeg bryder af, at lade Alt uforandret i dansk Literatur, at ►faae Prof. 👤H. holdt i Ære som fordum, Biskop 👤Mynster saa absolut venereret som muligt, saa Alt igjen er i Orden. Og saa anklages jeg for 16 forfængelig Higen. At dog ⓘ Den, der anklager vilde først tænke et lille Øieblik. 📖 Corsaren fE indbilder sig dog jo vistnok selv, at den har stor Magt, hvorledes kan da Den, eftertragte Magten, der netop bryder med den?
Hvor grund-polemisk en Natur jeg er, kan jeg ogsaa bedst see deraf, at den eneste Vei Menneskenes Angreb kan naae mig fra, er, naar jeg bliver veemodig paa deres Vegne. Saa længe jeg strider, er jeg urokkelig, men naar jeg har Magten, da bliver jeg veemodig ved at see Menneskenes ►Daarlighed ja deres Foragtelighed. Sandeligen min Forfatter-Existents er reen som nyfalden Snee, fjern fra al jordisk Begjerlighed, i en Idees Tjeneste: saa kunde da i Grunden hellere ogsaa den store Hob, der egl. ikke forstaaer mig, dog have et glædeligt Indtryk deraf. Men det skal ikke saa være. Nu vel, lad dem lyve, lad dem bagtale og fordreie. Men vist er det, at enhver ældre Generation af Forfattere, forsaavidt disse have det uskyldige og tilladelige Ønske at nyde Anerkjendelse, altid maatte ønske en saadan Efterfølger som jeg er det, der qvindeligt Intet selv ønsker, 17 men kun ønsker at udhæve de Ældre.
Mod mig har imidlertid allehaande Angreb en sjelden ►Frispas. Man profiterer paa en underlig Maade af min formeentlige Klogskab. Man siger hvad man lyster, og modbevises det ved Fakta, saa siger man: ja det kan man ikke ►regne, thi han er saa listig og underfundig og klog. Man paastaaer at jeg ⓘ gjør Det og Det af Forfængelighed; Fakta modbevise det, saa siger man: ja han er saa klog – ɔ: han er saa klog at gjøre det Modsatte, men han er alligevel forfængelig. En underlig Argumenteren! Dersom jeg gjør det Modsatte af hvad Forfængelighed byder: saa maa jeg jo enten være dum, ell. hvis jeg er klog maa jeg ikke være forfængelig. Nu indrømmes jeg er klog – ergo er jeg ikke forfængelig. Men see, man kommer til det modsatte Resultat. Til syvende og sidst ligger det vel i, at Menneskene ikke kunde begribe, hvorledes en Klog ikke skulde være begjerlig efter Ære og Magt. Dette antager man for givet (thi det Gode og Dumhed er identisk) og altsaa slutter man: han maa være forfænge24lig selv om vi ikke kan bevise det, fordi han er saa klog – saa klog at gjøre det Modsatte af hvad Forfængelighed byder. Men Forudsætningen fra hvilken man 18 gaaer ud, indeholder netop Selvangivelsen.
Men hvor mange Menneskers Liv gaaer dog ikke spildt i denne usalige Snaksomhed om Andre.
VII1A105I Maximum vil vel selv de meest Velmenende finde min megen Gaaen paa Gaden o:s:v: tilgivelig som en Særhed; de Fleste ville forklare det som Forfængelighed! Herre Gud, altsaa saa dum skulde jeg være, at jeg ikke vidste, at megen Sig-Visen o:s:v: netop svækker Ens Betydning, at Msk elske Sandsebedraget, med at man holder sig skjult – for saa er man vist Noget. Saa daarligt skulde jeg have studeret min ►Shakspeare, at jeg ikke havde forstaaet og havde glemt ►hiin 📖 Replik af den gl. Konge til Henrich d.V som Prinds, hvor han irettesætter ham, og anbefaler en Anden, der kun sjeldent lader sig see – hiin Replik, der netop bestandigt har foresvævet mig, da jeg i Ideens Tjeneste besluttede at gjøre det Modsatte af det 19 Kloge, foragtende Skinnet af at være Noget, ►hvad Socr. i Statena saa skjønt udvikler, at man bør undgaae, Skinnet af at være god. Men at Alt Dette er i Ideens Tjeneste, er min høieste Interesse, min Kunst-Anstrængelse, for at understøtte min Produktivitet, Noget jeg kun ganske svagt endog turde indvie ►👤Spang i, at dette er min egl. Legitimation, at jeg har handlet ⓘ mod Forstand; at jeg uden det dog havde været en producerende ►Squadroneur, som Forfattere nu omstunder ere det, hvem det aldrig falder ind, at realisere en Tøddel af hvad de skrive: ak, ja, hvo tænker derpaa, hvo vil ikke sige det er Galskab, ell. Løgn! Lad gaae, desto større er min Kunst. Thi at gjøre det, og da underhaanden lade Folk forstaae det – det var atter Fuskerie. Min Frembringelse har været ►maieutisk, min Existents har været understøttende ved at være Anstødsstenen. – Der er dog Een, der veed det, og selv om Tankerne stundom næsten løbe vild for mig i den uhyre Anstrængelse, han husker det dog, han minder mig snart igjen derom: Gud i Himlene!
20VII1A10625Det var mig om at gjøre at fremstille Existentsens forskjellige Stadier om muligt i eet Værk – og saaledes betragter jeg den hele pseudonyme Produktivitet. Til den Ende gjaldt det om at bevare sig selv uforandret i Ligelighed, at ikke fE det Religieuse først skulde komme frem, naar jeg var bleven saa meget ældre, at Stilen havde tabt Noget af den Phantasiens Svulmen som det Æsthetiske har. Meningen er ikke at det Religieuse skulde have denne Svulmen, men den Frembringende skulde aldeles samtidigen være istand til at producere det, for at det kunde blive tydeligt, at det ikke var af en tilfældig Grund det Religieuse manglede det – den nemlig at Forfatteren ikke havde Ungdommelighed nok.
Forsaavidt en anden Forfatter vilde være istand til at præstere det samme ⓘ Arbeide: hvis han ikke var istand til at gjøre det i Løbet af en 5 a 6 Aar vilde han dog ikke være istand dertil. Det hele Foretagende staaer derfor temmelig isoleret ikke blot ved sig selv men ogsaa ved sin Lykke.
Ogsaa af en anden Grund har jeg 21 maattet ile, om jeg end med den strængeste Tugt har forhindret mig selv i at negligere det mindste Comma, – ►min Formues Omstændigheder tillader mig ikke at blive længe ved efter den Maalestok at kunne tjene den dømmende-►majeutiske Idee, jeg har tjent. Dømmende har den været ikke i ⓘ ligefrem Forstand ved at tordne o:s:v: – nei indirecte ved at handle, og derved ⓘ ►epigramatisere over Tiden.
Det, hvorved jeg egl. har lagt mig selv Anstødet er min Consequents. Havde jeg været kun halvt saa consequent: saa var jeg allerede i dette Øieblik meget forstaaet. Men ►Lydighed er Gud kjærere end Væderens Fedme: og Consequents er Ideen kjærere end verdslig Anerkjendelse i Slidder Sladder.
►Man mener, at jeg jadsker. Ja tag det der. Jeg er fuldt forvisset om, at der ikke existerer nogen dansk Forfatter, der i den Grad som jeg behandler det mindste Ord med den yderste Omhyggelighed. ►2 Skrifter egenhændigt af Alt, af ⓘ store Partier 3 til 4 Skrifter, og saa hvad man slet ingen Forestilling har om min Meditation 22 medens jeg gaaer; Det, at jeg har sagt Alt høit for mig selv mange Gange førend jeg skriver det – see det kalder man Jadsk! Og hvorfor? Fordi man ingen Forestilling har derom; fordi en Forfatter er En, der i det høieste visse Timer om Dagen sidder paa Værelset og skriver, og saa forresten Intet har med sine Ideer at gjøre. En saadan Forfatter bruger derfor, naar han kommer hjem, Tid for at komme i Aande igjen – istedenfor, at jeg kommer hjem med det heelt Gjennemtænkte, som jeg endog kan udenad i stilistisk Form. – Naar derfor26 Folk læse et Par ►Pagina af mig, saa forbauses de næsten altid over min Stiil – men en stor Bog – ja hvor skulde det være muligt – ergo: det maa være Jadsk. Nei naar man kun vil Eet, vil Eet med enhver Opoffrelse og enhver Anstrængelse: saa er det muligt.
23Paa en Maade kan jeg blive væmmelig ved Tilværelsen, thi jeg som kun elsker een Tanke: hvad dog et Msk. kan være naar han vil det – jeg ⓘ realiserer et Epigram over Mskene, thi deres Dom over mig, det at de virkeligen ikke kan forstaae min Consequents, er et sørgeligt Beviis for i hvilke Kategorier i hvilken Middelmaadighed de have deres Liv. –
VII1A107Og dog tilfredsstillede det min Sjel og min ironiske Iagttagelse saa overordentligt saaledes at rende om paa Gaderne og være Ingenting, medens Tanker og Ideer arbeidede i mig; saaledes at være en Dagdriver medens jeg ubetinget var den Flittigste af alle Yngre; saaledes at være letsindig og »uden Alvor« medens de Andres Alvor dog let kunde blive en Spøg ved Siden af min inderlige Bekymring. Det er nu forstyrret; man ⓘ hidser Pøbelen, Læredrenge, Slagtersvende, Skoledisciple og alt Saadant. Men for et saadant Publikum vil jeg ikke spille, med det har jeg Intet at gjøre, det har ikke Forudsætningen, ved hvilken min Ironie kan 24 tage sig ud ell. have Idee-Betydning. Det var ligeoverfor Msker, som jeg dog til en vis Grad ved deres Dannelse maatte sige om, at de vare istand til at fatte det Dybere ⓘ hos mig, ell. dog til at have en Forestilling derom – det var ligeoverfor Saadanne at det tilfredsstillede Ironien at stille dem det gaadefulde Problem, Vreden i mig fandt Tilfredshed i at see, hvorledes de dømte ufordeelagtigt om mig. Men den aldeles udannede Classe, Skoledrenge og Slagtersvende have naturligviis ingen Forudsætninger, dette Terrain er ubrugeligt, Ironien lader sig ikke anbringe. – Det er sørgeligt at see, at der virkeligen skrives Blade for Skoledrenge, at disse al[l]erede i den tidligste Alder bringes ind i Tvetydighedens Forvirring. Blot en Situation vil jeg anføre den var dog charakteristisk. Det var med ►Lieutenant og Adjutant Bardt af Husarerne. Han kom med ►sin lille Søn. Faderen hilste med sin sædvanlige næsten 25 altfor store Opmærksomhed, han gik til Side for at ►indrømme mig Fliserne, – dersom Drengen ikke vidste hvem jeg var, maatte han faae en Forestilling om, at jeg var noget Overordentligt – men Drengen kjendte mig aabenbart, han var en Læser af 📖 Corsaren. Hvilken Sammensætning! Og maa ikke ethvert Barn27 have stor Skade af i det ene Øieblik paa Prent at læse et Msk. saaledes behandlet, at det næsten seer ud som en Invitation til samtlige Skoledrenge til at pibe efter ham paa Gaden – og saa i næste Øieblik see ham saaledes behandlet af Faderen, ell. ►læse Brudstykker af ham i Skolens danske Læsebog. –
Og naar jeg saa har omdannet mit Ydre, er mere tilbageholdende, holder mere paa mig selv, seer betydningsfuldere ud: saa vil man paa visse Steder igjen synes at jeg har forandret mig til det Bedre. Ak, og dog tjener de netop ikke min Idee saaledes som i hiin Tid. Men ►nu er jo ogsaa min Produktivitet forbi.
26VII1A108Angaaende ►hende kan jeg Intet beslutte mig til at optegne. Jeg er mistroisk mod Papiret, at det dog kunde komme i en Uvedkommendes Haand og forstyrre hende, nu da Alt forsaavidt er godt. Hvad mig selv angaaer, da haaber jeg, at Gud vil huske Alt, og huske mig derpaa; der er ikke gaaet en eneste Dag siden ►hiin Dag, uden at jeg Morgen og Aften har betænkt den ⓘ Sag. ►Hendes sidste Bøn til mig var, at jeg engang imellem vilde tænke paa hende – det behøvede hun saa vist ikke at bede mig om. Det farlige Spørgsmaal af hende: ►»om jeg havde i Sinde nogensinde at gifte mig,« blev heldigviis besvaret med ►Commerce. Det var forfærdeligt; jeg kunde her have givet hende lidt Trøst, og Gud veed det hvor gjerne jeg vilde, 27 og Gud veed, hvor meget jeg selv trængte til at formilde mig Sagen lidt. Men Godt var det, at min Consequents seirede. Mit Svar lød saaledes: »jah!, om en 10 Aar, naar jeg rigtigt har raset ud, og er træt, saa maa jeg have mig en lille ung Pige igjen for at forynges.« Det var grusomt, – ja vist var det grusomt, det var ogsaa grusomt haardt at maatte gjøre det. Og havde jeg ikke gjort det, og alt Andet: ►havde hun saa nu været forlovet? Nei. Havde jeg med Høitidelighed sagt min Hjertens Mening: nei jeg gifter mig aldrig, uden med Dig – saa havde hun holdt sig til det. Var der da ►proponeret hende en ny Forlovelse var hun kun bleven raadvild, og havde hun givet efter, havde hun gjort det med deelt Sjel – nu derimod med samlet Sjel, fordi jeg har stødt fra.
28VII1A109Den Idee, som jeg existerende udtrykte, for at understøtte den pseudonyme Produktivitet, var denne Produktivitet i yderste Con28sequents. Havde jeg, med en saa enorm Produktivitet, levet tilbagetrukken, skjult, sjeldent viist mig, og da med et dybsindigt Fjæs, som det sømmer sig en Tænker, et Professor-Ansigt: Død og Pine saa havde ►Creti og Pleti af piattede Frøkener og unge Studenter o: s: v: fundet, at jeg var dybsindig. Det vilde have været en uhyre Inconsequents i Forhold til Produktiviteten; men hvad bryder Daarer sig om Consequents – og hvor mange Vise findes der i hver Generation. – At det var meget anstrængende nægter jeg ikke, ethvert Msk. kan have svage Øieblik hvor han griber efter Endelighedens nærmere Trøst; men Consequentsen er dog Saligheden. Ved at være inco[n]sequent vinder man Ære, Anseelse, Penge o: s: v: – men i Døden da fortryder man at man var inconsequent. Anderledes med Consequentsen. ►Ligesom Ræven narrede Utøiet ud i den yderste Ende af Halen og da kastede det fra sig; saaledes bærer Consequentsen sig ad med de dumme Msker, der istedenfor at ville lære Noget ⓘ af Een eller lære Een Noget – ikke have Andet end Penge, Anseelse, Hurra'er at byde. Det seer i Begyndelsen ud som kunde de nok være med; men da gaaer Consequentsen længere og længere ud paa Dybet: og saa dumper de af. Om det var mit sidste Ord, jeg veed det er Sandhed i mig: Enhver, der i Sandhed vil Noget, han skal i mig altid finde en Beundrer, eller er det saaledes: en Bistand; – men disse Daarer, denne Mængde, hele dette Sammensurium af Mænd og Koner, der kun ville spilde deres eget Liv og hjælpe Andre at spilde deres: ep411 ja de skal i mig finde deres Mand. See lille ►👤Goldschmidt, han hyklede for sig selv med den Indbildning, at han var af Gud kaldet til at være en Svøbe over os Stakler – saa bødes det Vilkaar ham at udskjelde, hvad han selv havde udødeliggjort! Han gjorde det. Altsaa var der ingen Sandhed i ham, det var Hykleri med hans guddommelige Vrede, thi ellers havde han været Sandheden tro og forfulgt det Slette, men ikke hvad han selv beundrer – fordi det ikke vil beundre ham.
VII1A11031 Sludder og Sladder og Vrøvl istedenfor Handling er det dog Menneskene ville have, saa finde de det interessant. ►👤Goethe fortæller i 📖 aus meinem Leben, at 📖 Werthers Leiden vakte saa stor Sensation, og fra den Tid, siger han, fik han aldrig mere den Ro og Fortabelse, som han før havde haft, fordi han nu blev revet ind i allehaande Forbindelser og Bekjendtskaber. Hvor det at sluddre dog er29 interessant og rørende! Intet havde været lettere end at forhindre det, hvis 👤Goethe i Sandhed havde haft Mod, hvis han i Sandhed havde elsket Ideen høiere end Bekjendtskaber; Den, der har Kræfter som 👤Goethe kan sagtens støde Folk fra sig. Men see, blødagtig og kjelen vil han ikke – men saa vil han fortælle det som en Begivenhed. Men dette gider Mskene høre, fordi det er ►Aflad fra at handle. Hvis En vilde præke saaledes: engang i min tidlige Ungdom havde jeg virkeligen Troen i stille Fred; men saa fik jeg saa travlt i Verden, de mange Bekjendtskaber, og jeg blev ►Justitsraad, og siden den Tid har jeg egl. ikke faaet Tid ell. Samling – saa vilde Mskene finde denne Tale rørende, og de vilde gjerne høre den. Hemme32ligheden i Livet, naar man vil staae sig godt, er: dygtig Sludder om hvad man vil og hvorledes man forhindres – og saa ingen Handling.
En Dag var ►Etatsraad 👤Molbech hos mig. Han priste min Særhed, og min sære Levemaade, fordi den begunstigede min Arbeiden. »Det vil jeg ogsaa ⓘ gjøre« sagde han. Derpaa fortalte han, at han samme Dag skulde i Middags-Selskab, og »der maa jeg drikke Viin, og det kan jeg ikke taale; men man kan ikke blive fri, thi saa begynder det strax: aah, jo et lille Glas, Hr Etatsraad, har De godt af«. Jeg svarede: Intet er lettere end at forhindre dette. De taler ikke et Ord om at De ikke kan taale Vinen, thi saa ægger De selv den sluddervorne Deeltagelse. De sætter Dem tilbords; naar der saa bliver skjenket Viin, saa lugter De til den og siger ell. udtrykker med en Mine at Vinen ikke er god. Saa bliver Verten vred, og nøder Dem ikke.« Dertil 33 svarede 👤Molbech: »Nei det kan jeg ikke gjøre, hvorfor skal jeg lægge mig ud med Folk?« Jeg svarede: »for at drive Deres Villie igjennem; er det ikke Grund nok?« Men saaledes er det: først at sluddre en Time derom for mig og gjøre Nar af mig ►med saadan Vind; saa gaae tilbords og ⓘ sluddre derom – og drikke; saa gaae hjem og have ondt deraf – og sluddre igjen derom hele Natten med sin Kone: det er at leve og at være interessant.
VII1A111Ligesaa ubehageligt som det er at have et afsindigt Msk. til daglig Omgang, langt væmmeligere er det, at være samtidig med et Msk, der engang for alle har solgt [sig] til Foragtelighed. Dette aldeles Uberegnelige, dette væmmelige Grændseløse, da han dog engang har foragtet sig selv og slet Intet at tabe.
30VII1A112Det var et ►græsk Princip jeg existerende udtrykte, det er nu forstyrret. Og hvad har forstyrret det? At man skal bruge Pressen efter den Maalestok. Pressen er egl. det der tilintetgjør al Personlighed; at 34 [en] ►feig Usling kan sidde skjult og skrive og trykke for Tusinder. Al personlig Optræden og al personlig Magt maa strande herpaa. Det kunde interessere mig ubeskriveligt at tale med ►👤Socrates om den Sag.
VII1A113►I den næstsidste Scene i Hamlet, da Hamlet døer, er dette hans Sorg, næsten til Fortvivlelse, at Ingen skal lære hans Liv at kjende. Og ►ganske vist, Den der kun har haft en eneste Idee, men skjult den i Bedragets Form med en fortvivlet Anstrængelse, han fornemmer netop i Dødens Øieblik denne Modsigelse, thi nu i Døden tør han tale, og nu kom Døden saa pludselig. Der er ogsaa noget Sørgeligt, noget i Sandhed Tragisk i, at et saadant Msk, der i Livet har baaret hele Misforstaaelsens ►Centner-Vægt, at han efter sin Død skal føre det samme Liv, at formdl. en ell. anden Kluddermads, der dog er bleven opmærksom paa, at han var Noget, vil stille hans Billede frem – 35 ak, og det ligner ikke mere end hiin Kluddermads ligner den Afdøde.
Den der imidlertid har villet udholde et saadant Martyrium for at tjene Sandhedens Idee, han bør aldrig blive inco[n]sequent, han maa aldrig underhaanden skaffe Folk en Oplysning. Jo mere consequent han er i denne Henseende, desto troere er han sin Idee, som vil lønne ham i indre Salighed. Som han i Livet har givet Afkald paa Verdens Ære, saa bør han ogsaa gjøre det i Døden, og efter sin Død vedblive at være en Gaade, som han var det i Livet; thi netop deri er den ►epigrammatisk-dømmende Nerve i hans ⓘ Existents, og netop deri hans Troskab mod Ideen.
Men eet kan man i Sandhed sige, at Msk. ikke have Forestilling om i disse Tider: det at handle og tænke og tænkende at handle consequent indtil det Yderste. Selv en tilsyneladende consequent Begyndelse ender altid i Sludder.
36VII1A11431Som sagt det Eneste der dog egl. smerter mig er, at det kan falde Nogen ind at sætte ►min Ophøren af at være Forfatter i Forbindelse med ►dette sidste Vrøvlerie. Det var, medens jeg adlød min Idee, mig en Glæde, at jeg saaledes havde holdt ud at arbeide uden at træde i personligt Forhold til noget Msk, uden at bryde mig om noget jordisk Hensyn, blot tjenende Ideen. Og da var det mig saa kjært, at det Sidste skulde være som det Første, at jeg vidste at holde op og forsage hele den Art af Virksomhed. Det er ubetinget lykkedes mig. ⓘ Maaskee havde det dog været skadeligt, om Folk ret havde forstaaet dette, saa lad dem da bilde sig ind, at noget smaaligt Hensyn kunde bestemme mig.
VII1A115Det er den Profit som Samtiden tager af enhver mere Udmærket, at ved det han jo ogsaa er et Msk, og omtrent seer ud som andre, og maaskee mangler nogle Færdigheder, som Andre har, saa kan 37 de ganske synes Ligemænd; en pyntet ►Kræmmersvend og et Genie er i Samtidighed Ligemænd. En Udmærket faaer i det Hele blot saa meget forud for enhver Anden, at det bliver de Samtidige pirrende at lugte til ham, snakke om ham, forjadske ham hans hele Aands-Existents, gjøre ham om muligt væmmelig ved sit Navn blot fordi det skal være i enhver Dosmers Mund.
VII1A116Saalænge jeg lever vil jeg aldrig og kan jeg aldrig blive anerkjendt, netop fordi jeg ⓘ anvender halvdelen af min Kraft paa at forhindre det. I samme Øieblik jeg i levende Live begynder at blive anerkjendt i samme Øieblik begynder jeg at nærme mig til at blive Autoritet, og i samme Øieblik er min Mission forbi, ja ikke blot dette men min tidligere Mission er maaskee aldeles fordærvet. Min Resignation forstaaer upaatvivlelig Ingen; nogle 38 fordi de ikke have Tid og Leilighed ell Lyst til at tænke over Sligt; Andre fordi de end ikke kunde forstaae det, om de ogsaa vilde.
VII1A117Hvorvel jeg formelig lider Uret her hjemme, fordi min hele Produktivitet ikke egl. kan tage sig ud paa saa lille Theater, medens en32 taabelig og nysgjerrig og misundelig og trodsig Samtid i Grunden vil tvinge mig, fordi de mene at jeg nu engang er bunden ved Sprogets Grændser: saa har dog Landets lille Størrelse det Gode, at hele det dramatiske i ►ⓘ min Forfatter-Virksomhed i de 4¼ Aar tager sig ganske anderledes ud; i Tydskland lod dette sig ikke frembringe, dertil var Landet for stort; der kan Ingen tænke paa at være ►Enepige. Netop for Erindringen, for den poetiske Erindring tager min Produktivitet sig ud, og der vil nok komme den Tid, da Pigerne skulle rødme af Begeistring, 39 naar en Digter vil fortælle hele mit Existents-Anlæg.
VII1A118Samtiden faaer slet intet Syn paa min Produktivitet. ►📖 Enten – Eller deelt i 4 Dele ell. i 6 Dele hver for sig udgivne, saa det havde varet 6 Aar: det var passende. Men nu at ►hver Afhandling i 📖 Enten – Eller kun er Deel i et Hele, og saa 📖 Enten – Eller heel en Deel i et Hele: det er jo til at blive tosset over mener den samtidige Spidsborgerlighed.
VII1A119Dersom jeg levede i en reen Kjøbstad, saa blev det da endnu galere. I Grunden er Forholdet det, at de Fleste have en skjult Forestilling om, at jeg dog nok er Manden, men de tænke som saa, naar vi alle blive enige om at drille ham, saa 40 maa han dog give Kjøb. En saadan negativ Conspiration er kun tænkelig i et lille Land.
I et lille Land er der ogsaa en egen Art Misundelse; den er grundet i at Alle kjende hinanden, og næsten uvilkaarlig tænke sig i Forhold til hinanden. Man vil ikke berøve mig Alt, men Lidt – ret som havde man Lov til med Urette at berøve et Msk. endog det Mindste.
VII1A120Det var dog muligt, at jeg trods al min Ringhed for Gud i personlig Ydmygelse over hvad jeg personligen forbrød, dog var for mit Folk ►»en Gave af Guden;« Gud veed, de have behandlet mig maadeligt nok, ja mishandlet mig, som Børn mishandle en kostbar Foræring.
VII1A1213341 Kunsten ved min hele understøttende Existents var ikke blot den ikke at tale om hvad der saa uendeligt beskæftigede mig, ell. at tale om de Bøger, i hvilke jeg efterhaanden nedlagde min Stræben; men den var især det at jeg var altid til Tjeneste med at tale om alt muligt andet, Spas, ►Commerce o:s:v: netop som En der i Lediggang har uendelig god Tid.
VII1A122Journalliteraturens Tyranie er det ussleste det ringeste af alle Tyrannier; det er det tryglende Tyrannie – ligesom en Tigger, hvem man siger nei ved at blive ved at rende efter En Gade op og ned tilsidst aftvinger En Noget. Hvis man vilde tænke sig en saa eminent polemisk Forfatter, som endnu aldrig har existeret, og sætte ham ligeoverfor en Journal: han maa tabe, med mindre han selv igjen vil udgive et Blad, og i saa Fald har han da ogsaa tabt, forsaavidt han fra at være Forfatter er sjunken ned til at blive Journalist (hvilket er ligesom fra Philosoph at blive Sophist.). Altsaa Striden begynder: ⓘ hiin eminente Polemiker slaaer 42 nu til, og det undgaaer ikke Journalisten selv, at Slaget er dræbende og afgjørende. Journalistens Smule ►Tilsvar viser hvilken Uendelighedens svælgende Afstand der er imellem dem. Imidlertid er Journalisten ganske tryg, han raisonerer saaledes: »en Forfatter kan ikke være bekjendt idelig at vende tilbage til den samme Sag, og saa holder han altsaa op – saa begynder jeg. Jeg bliver nu ved hver Aften, ell. hver 8de Dags Aften, det skal nok sætte sig fast. Jo længere Tiden gaaer hen, desto mere forvrøvlet er Sagen, og Publikum har efterhaanden reent glemt hiin Forfatterens Artikel; saa har jeg vundet Spil. Nu pludselig kan Forfatteren ikke være bekjendt at komme med en ny Artikel om den samme Sag, og jeg har ham altsaa i min Magt.« 43 Derved er det de holde sig alle disse Stympere, afskedigede ►Fahneposter og ►Rokkerdreiere og halvstudere[de] Studenter. Det Moersomme er i Grunden, at hver Journalist for sig i sit Blad altid taler med stor Vigtighed; men blive de indbyrdes uenige saa levne de hinanden ikke Ære ell. Dygtighed ►for 4 ß – og hvorfor? Naturligviis fordi Journalisterne allerbedst selv indbyrdes ⓘ veed, hvilke Capaciteter der ►skjule sig bag Publikums den offentlige Menings o:s:v: »brede Rumpe«.
VII1A12334At det at være Forfatter er en Handling, synes aldeles glemt. Deraf kommer det at Ingen tør gaae langsomt ⓘ frem, fordi enhver Forfatter betragter sig selv som En der er oppe til en Examen; han frygter, at Nogen skulde tro om ham, at han ikke veed det Næste. Da Tilværelsen selv er dialektisk gjelder det om at ethvert Moment bliver sat saaledes, at det 44 kommer til at gjøre sit Indtryk. For at fatte Synds-Forladelsen maa jeg først og fremmest have Indtrykket af Synds-Bevidstheden i Synds-Bekjendelse. Nu gjelder det om at gjøre dette ret indtrængende gjeldende, og saa ikke et Ord mere denne Gang. Men Taleren ell. Tænkeren er bange er undseelig for at Nogen skulde tro, at han ikke vidste det Næste, og derfor maa han strax sige det med. Herved svækkes alle Indtryk.
VII1A124Det Uretfærdige ved Danmarks Smaa-Forhold er den Paatrængenhed og Ligemandskab som derved udvikles. Et lille Land som Danmark kan naturligviis kun i hver enkelt Retning have een væsentlig Udmærket; men denne Udmærkede lever nu i idelig Berøring og Omgang, ►item ⓘ i ideligt literair Sammenstød mellem deres Navne, med adskillige ubetydelige – som ogsaa ere noget Lignende. ►👤Chr. Winther er lyrisk Digter, ►👤Holst er ogsaa, ►👤Barfoed er ogsaa; de skrev maaskee alle Tre hver sin Vise til en Festlighed: ergo 45 er de alle Tre Digtere. Den der taber ved disse Forhold og lider Uret er 👤Chr. Winther. Danmark er saa lille et Land, at det at være den Største i en enkelt Retning i dette Land ikke kan være ⓘ et væsentlig Udtryk for den væsentlige Udmærkede. 👤Chr. W. vilde ogsaa i Tydskland være fremragende, medens de andre vilde forsvinde. At være den største Philosoph i Danmark staaer lige paa Grændsen til Satire – omtrent som at være den største – ja tænk engang, – den største blandt alle de omreisende Skuespiller-Selskaber man har seet – i Odense; ell. ligesom hvad ►👤P.L. Møller roste ⓘ min Polemik mod 👤Heiberg for: »at den var det vittigste af Alt, hvad der var skrevet mod 👤Heiberg« – ak, maa jeg ikke bede om 👤Heiberg som Maalestok, thi at bruge dem som Maalestok, der har skrevet mod ham, det er rigtignok at gjøre Nar af mig. ►Saaledes belærte engang den Frisindede (Hr 👤Rosenhaab) mig om, at jeg burde være lige saa populair som en saadan dybsindig Philosoph nemlig 👤H:C. Ørsted. ►Pro dii immortales, det kan kun være muligt ►»paa Berget« at man kan for Alvor mene noget Saadant.
4635VII1A125Kjøbenhavn er den behageligste By man kan tænke sig at leve i for Enhver, der er Ingenting ell. endnu mindre; thi da vi Alle ere ligemeget, og der dog ere nogle Størrelser, saa er der Avancement. Da jeg var et ungt Msk, og var Ingenting, da nød jeg min Frihed, da turde jeg leve som jeg lystede, ►kjøre alene i min Vogn, lade Vinduer lukke paa offentlige Steder: der var Ingen der faldt paa at lægge Mærke dertil. Men nu, nu vogter Misundelsen paa ethvert mit Skridt, for at sige: det er Hovmod, det er Stolthed, det er Forfængelighed. Det latterlige er, at jeg tvivler paa, at der i noget Land vil findes noget Msk., der lever saa uforandret som jeg har levet siden jeg blev Student: saa Forandringen da altsaa ⓘ ikke ligger i mig, som gjorde 47 jeg nu noget af ►Prætension – nei jeg gjør uforandret det Samme, men nu har Misundelsen faaet Øie paa mig. Hvorfor skal han have Lov at kjøre alene, siger en pyntet ►Kræmmersvend, jeg kunde jo ypperligt kjøre med ham; men det er Stolthed. Hvorfor jeg lever som jeg lever, falder det naturligviis Ingen ind at tænke over; nei frækt og uforskamment og paatrængende vil man om muligt tvinge mig til: at tage Kræmmersvenden med.
48 VII1A126 Saaledes har jeg forstaaet mig selv i hele min Forfatter-Virksomhed.
Jeg er en i dybeste Forstand ulykkelig Individualitet, der fra min tidligste Tid har været naglet fast til en ell. anden indtil Afsindighed grændsende Lidelse, der maa have sin dybere Grund i et Misforhold mell. min Sjæl og mit Legeme; thi (og dette er det mærkelige samt min uendelige Opmuntring) den staaer i intet Forhold til ⓘ min Aand, der tvertimod maaskee ved det spændte Forhold mell. Sjel og Legeme har faaet en Spændkraft som sjelden er.
►En gl. Mand, der selv var uhyre tungsindig (hvorledes vil jeg ikke nedskrive) faaer ►en Alderdommens Søn, paa hvem hele dette Tungsind gaaer i Arv – men som tillige har en Aandens Elasticitet at han kan skjule det, medens ogsaa netop fordi hans Aand er væsentlig og i eminent Forstand sund, hans Tungsind ikke kan faae Magt over ham, men hell. ei formaaer Aanden at hæve det, den 49 formaaer ►maxime at bære det.
36►En ung Pige, (der med ►pigeligt Overmod forraader uhyre Kræfter, og lader mig ane en Udvei af hvad ved et sørgeligt Misgreb var begyndt, en Udvei, at hæve en Forlovelse, thi hun lod først Kræfter ane som brød hun sig ikke det mindste derom) lægger ⓘ i det høitideligste Øieblik ►et Mord paa min Samvittighed, ►en bekymret Fader gjentager høitideligen Forsikkringen om, at det vil blive Pigens Død. Om hun har piattet, vedkommer ikke mig.
Fra det Øieblik helligede jeg mit Liv efter ringe men af yderste Evne til at tjene en Idee.
Skjøndt ingen Ven af Medvidere, skjøndt absolut utilbøielig til at tale med Andre om mit Inderste; ⓘ mener jeg dog og har jeg meent, at det er et Mskes Pligt ikke at overspringe den Instants som det er at beraadføre sig med et andet Msk; kun at dette ikke bliver en pianket Fortrolighed, men alvorlig og officiel Meddelelse. Jeg har derfor talt med ►min 50 Læge, om han meente at hiint Misforhold i min Bygning mell. det Legemlige og det Psychiske lod sig hæve, saa jeg kunde realisere det Almene. Det har han betvivlet; jeg har spurgt ham, om han meente, at Aand var istand ved Villien at omskabe ell. omdanne et saadant Grund-Misforhold, han betvivlede; han vilde end ikke tilraade mig at sætte hele min Villies-Kraft i Bevægelse, om hvilken han har en Forestilling, da jeg kunde sprænge det Hele.
Fra det Øieblik har jeg valgt. Hiint sørgelige Misforhold, med samt dets Lidelser (der upaatvivligt vilde have gjort de Fleste til Selvmordere af dem som havde igjen Aand nok til at fatte Qvalens hele Elendighed) har jeg anseet for ►min Pæl i Kjødet, min Grændse, mit Kors; jeg har meent, at dette var 51 det dyre Kjøb hvorfor Gud i Himlene har solgt mig en Aands-Kraft, der blandt Medlevende søger sin Lige. Dette opblæser mig ikke, thi jeg er dog knuset, mit Ønske er dog bleven mig den daglig bittre Smerte og Ydmygelse.
Uden at turde beraabe mig paa Aabenbaringer ell. noget Saadant, har jeg forstaaet mig selv i at ville i en forqvaklet og demoraliseret Tid hævde det Almene og gjøre det elskeligt og tilgængeligt for alle Andre, der 37formaae at realisere det, men af Tiden vildledes til at jage efter det Ualmindelige, det Extraordinaire. Som Den, der selv blev ulykkelig, hvis han elsker Mskene, netop ønsker at hjælpe Andre som formaae at blive lykkelig, saaledes har jeg forstaaet min Opgave.
Men da min Opgave tillige var mig et i al Ydmyghed fromt Forsøg 52 paa at gjøre noget Godt til Vederlag for hvad jeg har forbrudt: har jeg især vaaget over, at min Stræben ikke blev i Forfængelighedens Tjeneste, at jeg fremfor Alt ikke tjente Ideen og Sandheden saaledes, at jeg fik jordisk og timelig Fordeel deraf. Derfor er jeg mig bevidst, at jeg med sand Resignation har arbeidet.
Under min Arbeiden har jeg ogsaa bestandig troet bedre og bedre at [a] forstaae Guds Villie med mig: at jeg bærer Qvalen, i hvilken Gud har lagt Tømmen paa mig, og saa præsterer maaskee det Overordentlige.
✂ [a] VII1A127Min Fortjeneste af Literatur bliver altid at have fremsat hele det ⓘ existentielle Omfangs afgjørende Bestemmelser saa dialektisk skarpt og saa primitivt som i det mindste jeg ikke veed er gjort i nogen Literatur, og jeg har hell ei haft Skrifter at raadføre mig med. Dernæst min Kunst-Meddelelse, dens Form dens consequente Gjennemførelse; men for det første er der ⓘ Ingen som har Tid til at læse alvorligt og studere; forsaavidt er indtil videre min Produktivitet spilt som naar man sætter fine Retter for Bønder.
Dersom jeg udførligere skulde beskrive mit Livs indre Forstaaelse af det Enkelte vilde dette blive ►en heel Foliant, som kun meget Faae vilde have Evne og Alvor 53 til at forstaae. Men til at nedskrive noget Saadant har jeg heller ei Tid.
Med Sandhed kan jeg sige, at jeg har ►min Kraft i Skrøbelighed og i Svaghed. Det kunde aldrig falde mig ind, at en Pige fE ikke vilde have mig, naar jeg blot var sikker i mig selv om, at jeg turde gjøre Alt for at vinde hende; det kunde aldrig falde mig ind at jeg ikke skulde formaae det meest Forbausende, naar jeg blot var sikker paa mig selv at jeg turde det. Paa dette sidste Sted ligger min Elendighed paa første Sted min næsten overnaturlige Kraftfølelse. De fleste Msker ere omvendt ►situerede, de frygte Modstanden uden fra, og kjende ikke den indre Modstandens rædsomme Lidelse. Men jeg kjender ingen Frygt for nogen udvortes Modstand, men der er en indre Modstand, naar Gud vil lade mig fornemme Pælen som nager – dette er min Lidelse.
54VII1A12838Den Skjebne synes at være forbeholdt mig i Forhold til de afgjørende Momenter af mit Liv aldrig at kunne blive forstaaet af Andre. Det der netop er det Bestemmende for mig, vilde Ingen anden falde paa. I en vis Forstand er der en Qval i den totale Misforstaaelse, naar man lever saa anstrænget som jeg.
►Da jeg forlod hende – hvilken var Grunden. Ja Ingen vilde blot ane den.
Naar jeg ►nu hører op med 55 at være Forfatter, saa vil Alle vide ypperlig Beskeed om at forklare, at det er fordi jeg er bleven bange og kjed af alle ►disse Vrøvlerier. Ja tag det der. Da jeg, i sin Tid, før al Vrøvlet begyndte, besluttede at ende med: 📖 afsluttende Efterskrift, ⓘ (hvad jeg maatte beslutte af mange, tildeels ogsaa af ►pecuniaire Grunde) vilde jeg have den Satisfaction: at være en Forfatter, der kunde arbeide efter en uhyre Maalestok, og saa igjen holde op, uden nogensinde at have vexlet ti Ord med noget Msk. om hvad jeg vilde. Da saa alt Vrøvlet begyndte, forstod jeg strax, at man vilde sætte dette i Forbindelse med min Ophøren. Dette har krænket mig, ja det er sandt. Turde jeg raade mig selv, blev jeg ubetinget ved i nogen Tid at skrive. Men see netop 56 fordi dette er saaledes, netop derfor tør jeg ikke opgive min Beslutning; thi saa var jeg feig. Men hvilket eneste Msk. til foruden jeg forstaaer dette.
Og hvor det dog er sørgeligt, at have det Mindste med al dette Rak af Msker (der ell. kunne være baade gode og skikkelige og elskværdige, kun ikke naar de ville dømme Tanker og en Tænker) der ikke kan tænke to Tanker sammen, og kun kunne forstaae alt hvad der er lavt og usselt.
Rapport. Resultat
1
Det der egl. er det Pøbelagtige ved den literaire Foragtelighed, som denne findes hos os, er ikke saa meget hvad den skriver, som det ligger i for hvem der skrives. Dersom et saadant Blad som ►📖 Corsaren kunde sikkre os, at det kun blev læst af de meest intellectuelle Par hundrede Msker i Landet: saa gjør det slet ingen Skade. Og dog fordres der jo for at ironisere det Udmærkede, at Den der gjør det tillige og hovedsagligen er intellectuel dannet til at vurdere og39 ►pathetisk nok til at kunne begeistres: da først er det Ironie at ►spøge med Ens Tilfældigheder, med Forfatterens Figur o:s:v:. Men naar noget Saadant skrives for den laveste Classe, for Svende og Drenge, og Tjenestepiger og piankede Fruentimmer o:s:v: saa er det ►eo ipso Raahed og Slave-Opstand. 58 hos den Classe af Msk. kan der ikke være Tale om endog blot den fjerneste Anelse af en Forestilling om at vurdere ell. forstaae, for dem existerer en Forfatter ligesom ethvert andet Msk. kun qua Dyre-Msk, og det er deres Vurdering af et Msk. om han er stærk og kan slaaes o:s:v:
Ja selv naar man skriver noget ⓘ Saadant for den i sig selv agtværdige og brave men eenfoldigere og ikke væsentlig dannede Classe af Samfundet: bliver det dog Raahed. Det Eenfoldige ligger netop i (og dette er det Skjønne i en vis Forstand) ikke at kunne tænke en dialektisk Dobbelthed. Hvad der er Udmærket tænker Eenfoldigheden det er Udmærket, det maa der slet ikke siges noget Ondt om. Er en Mand en udmærket Philosoph saa maa man ikke forhaane ham. Da den Eenfoldige nu ikke selv kan bedømme om en Mand er en udmærket Philosoph, saa forledes ganske rigtigt den Eenfoldige, naar 59 der skrives saaledes for ham, til den Slutning: ergo er den Mand ingen stor Philosoph.
Men det Nederdrægtige i Forhold til den literaire Foragtelighed ligger i, naar det er Forfattere, som kunne til en vis Grad være anstændige Forfattere, om de end fik en underordnet Plads, der for at hævne og skade og forvirre og besudle, rører Pøbelen op.
2
Det var ironisk rigtigt af ⓘ mig, medens jeg skrev ►Pseudonymerne, at leve saa meget paa Gader og Stræder. Det Ironiske laae ganske rigtigt i, at jeg, der qua Forfatter ⓘ tilhørte en ganske anden Sphære, opholdt mig paa Gader og Torve. Det var Ironien mod ►de intellectuelle forskruede hegelianske Magter vi har her hjemme, ell. havde. Saasnart derimod, man fra en anden Kant fra ►den literaire Pøbelagtighed gjør et Forsøg paa, at give det Udseende af, at jeg virkelig hører hjemme paa 60 Gaden: saa er ganske rigtigt Ironien ⓘ borte saa ►exciperer jeg forum. – Havde ►👤Goldschmidt endda selv indseet det, og af sig selv spillet mig Pudset: ja saa havde han dog været Noget. Men ►jeg maatte selv opfordre ham – og gjorde det ganske rigtigt derfor ►først da jeg var færdig. ►Var 👤P.L. Møllers Artikel kommen en Maaned før, havde han intet Svar faaet. Jeg kunde da hverken endnu have undværet Situationen, ei heller turde jeg, saa længe jeg40 skulde holdes væsentlig produktiv, udsætte mig for, hvilke mulige Forstyrrelser der dog kunde følge af Vrøvleriet.
Det der gjør mit Liv anstrænget, men ogsaa righoldigt næsten i dets ubetydeligste Yttring, er at jeg overalt maa have Idee, og at derimod andre Msker slet ikke synes at have ⓘ endog blot den mindste Trang dertil. Men saa har jeg dog igjen ⓘ den Fordeel, 61 at midt i al Vrøvl bliver jeg dog aldrig egl. Part, fordi min Iagttagelses Lyst stadigt bevarer mig for en Deel som ►Trediemand.
3.
►ⓘ Den hele Geschichte i det sidste Halvaarstid har yderligere bekræftet mig den Sætning: ►mundus vult decipi. Dersom man vilde spørge Tilhængerne af ►den literaire Pøbelagtighed: men hvorfor angribes dog 👤Kierkegaard; saa vilde de svare, som en af dem (han var rigtignok en Rangsperson forøvrigt) svarede mig: ⓘ »der skal ingen Auctoritet være.« Lad os nu see. En Forfatter, der væsentligen dannet ved ►👤Socrates og Grækerne, har fattet det Ironiske begynder en enorm Forfatter-Virksomhed; han vil netop ikke være Autoritet, og til den Ende seer han ganske rigtigt, at han ved idelig at gaae paa Gaden nødvendigviis maa svække Indtrykket af sig 62 selv. Og ganske rigtigt, i alle de fornemme Kredse, hvor Autoriteterne dog vel ere at søge, der dømmes han ogsaa fra al mulig Autoritet. Hvad skeer, nu vælter Pøbelagtigheden sig ind paa ham, og nødsager ham i Ideens Medfør at gjøre hvad han ell. ogsaa vilde, trække sig en Smule tilbage. Lad ham nu blot i et halvt Aar have levet saaledes tilbagetrukken, saa er han Autoritet. Hans Anseelse er dog alligevel saa stor, at han selv netop var den Eneste, der egl. kunde svække Indtrykket af sig. Og hvem er det saa, der har været behjælpelig til at gjøre ham til Auctoritet? Netop dem, der begyndte deres Tale og deres Handlen i Kraft der af saaledes: »der maa ingen Autoritet være.«
63 4.
Hvori har saa det Ubehagelige, ►det Fortrædigende for mig ligget? Naturligviis ikke i hvad der er bleven sagt, (thi det har jeg ofte nok selv sagt spøgende om mig selv) men i til hvem, at man har skaffet mig et Gadeopløb paa Halsen af Pøbel, med hvem jeg intet Fællesskab har ell. kan have. I Forening med ►Jøde-Commier ►Kræmmersvende, offentlige Fruentimmer, Skoledrenge, Slagtersvende o:s:v: kan jeg virkeligen ikke lee af, hvad jeg i Forening fE med ►👤Carl Weis ypperligt kan lee af. Naar jeg nemlig i Forening med ham leer41 af ►mine tynde Been, saa statuerer jeg dermed, at vi have Basis tilfælles i væsentlig intellectuel Dannelse. Naar jeg i Forening med Pøbelen leer der af, saa vilde deri ligge, at jeg indrømmer at have Basis tilfælles med dem. – Netop fordi dette 64 er saaledes, er ogsaa det Besynderlige fremkommet, at den Eneste her hjemme, der egl med Ironie vittigt formaaer at behandle saadanne dialektiske Problemer som det at ironisere en Dygtighed, at han netop ikke kan forsvare at gjøre det – og denne Eneste er mig selv. Jeg forpligter mig rigtignok til, at skrive ganske anderledes vittige Artikler om mig selv og mine Been end ►👤Goldschmidt kan: men saa vil igjen Pøbelen ikke kunne forstaae dem.
VII1A14865 Verden bliver da i Grunden altid lige ⓘ klog ɔ: lige dum. Naar saa en Mand, misforstaaet, forhaanet, forfulgt, bespottet, ringeagtet af sin Samtid har kæmpet for en Sandhed, saa opdager den næste Generation, at han var stor, – og beundrer ham. Og dersom der saa i den næste Generation er en Begeistret der virkelig forstaaer hiin Afdøde forstaaer ham saaledes, at han ►gaaer hen og gjør lige saa: saa bliver denne Begeistrede igjen forfulgt, bespottet, ringeagtet o:s:v:. Altsaa først bliver den Udmærkede ringeagtet af hans Samtid, og derpaa bliver den Udmærkedes sande Beundrer foragtet af sin Samtid, hvilken er den anden Generation, der dog som det hedder, beundrer den Afdøde. ►Mundus vult decipi, og Verden er altid til Nar, især naar den beundrer, thi for at den skal beundre maa den tage det Bedste bort – og saa beundrer den, men ringeagter Den, der i Sandhed beundrer det Bedste hos den afdøde Udmærkede.
66VII1A149Den sande Høimodighed kan aldrig blive belønnet i Verden; ganske simpelt, fordi dersom det saa kaldte høimodige Skridt er et saadant, at Samtiden strax kan forstaae, at det er høimodigt, saa er det ikke i Sandhed i stor Forstand høimodigt, saa har det jo sin Løn. ⓘ Den sande Høimodighed maa ogsaa indeholde dette: at blive misforstaaet, og dog at gjøre det Rette, det Høimodige. Menneskenes Ære og Beundring er jo lige saa fuldt en Løn som Penge og anseelig Stilling.
VII1A15042►Af den 📖 Bog om 👤Adler.
..... Hvad ►👤Frater Taciturnus formodentligen ⓘ æsthetisk og kunstnerisk maa vide Beskeed om, siden han, ⓘ selv benyttende en ganske anden Art Stiil, lader ►Experimentets 👤Quidam yttre sig ►i denne Stileart: det finder man i vild Skikkelse Exempler paa hos 👤Adler. At construere rhetorisk 67 paa Forsætningerne, og lade Eftersætningen være et Intet, en Afgrund, fra hvilken Læseren ligesom endnu engang gyser tilbage i Forsætningerne; at storme frem i et Tilløb, som vilde denne Rigdom aldrig udtømmes, og netop i samme Secund ⓘ afbryde, hvilket er ligesom det Kunststykke ►at parere i strakt Carrieres Fart (de fleste Ryttere falde af, – i Almdl. slaaer man først over i Gallop, og saa i Trav); i Spidsen for et Cavallerie af Prædikater, det ene kjækkere og raskere end det andet, at hugge ind, og da svinge af; Springet i Modulationen; Begrebets Omslaaen i eet eneste Ord; det Uventedes Standsning o:s:v:. Som ►alle sydligere Nationer (især fE Jøder), alle lidenskabelige ⓘ Nationers Organ er saaledes, at Stemmen idelig slaaer over, som enhver Lidenskabelig taler saaledes: saa er det ogsaa muligt stilistisk [at] frembringe denne Virkning.
Dog dette vilde føre mig meget for vidt, og hvor mange Mennesker er der vel, som endog blot har en Forestilling om, hvorledes Prosa kan benyttes lyrisk, og om, hvad jeg forpligter mig til, i Prosa at frembringe en stærkere lyrisk Virk68ning end i Vers, naar Folk først lære at læse og at fordre Tanke i hvert Ord, medens Vers altid beholde lidt Fylde-Kalk. Jeg afbryder; dette vilde desuden kun vedkomme Forfattere. I denne Henseende beholde samtlige Pseudonymer ubetinget et sprogligt Værd, i at have opdyrket Prosaen lyrisk. 👤Adler har ogsaa lært Noget af dem, det mærker man tydeligt; thi det er ikke sandt, ►hvad hans smigrende Recensent fortæller i Kirketidenden, at han er begyndt omtrent samtidig med Pseudonymerne, men han er begyndt efter dem; og Stilen i ►hans fire sidste Skrifter ⓘ er mærkelig fra den i ►hans Prædikener, hvor han endnu43 ikke har været saa stærkt paavirket. Derimod er det sandt, hvad hiin Recensent siger, at der ►stundom findes Steder i A (📖 4 sidste Bøger) som aldeles erindre om Pseudonymerne, men deri seer jeg ikke noget Fortjenstligt, hverken i at copiere en Anden, ell. i at glemme, at man selv ►ved at have haft en Aabenbaring, har ganske andre Ting at tænke paa end Sprog-Øvelser.
69VII1A151►👤Pascal siger: derfor er det saa vanskeligt at tro, fordi det er saa vanskeligt at lyde.
VII1A152I Grunden ansee dog de fleste Msker ogsaa her i Byen (ligesom ►en Nordamerikaner fortæller det ganske naivt om samtlige Nordamerikanere cfr 📖 theol: Maanedsskrift af 👤Grundtvig og 👤Rudelbach Bind XII, p. 7 o: fl)a det at philosophere, at tænke over Tilværelsen, Videnskabelighed for en Art Galskab og Tidsspilde. Grunden hvorfor man ikke betragter fE ►👤Sibbern saaledes, er mere den, at han har et Levebrød som Professor i Philosophien, ɔ: naar det er Ens Levebrød saa kan man philosophere ligesom Andre fE feie Skorsstene, men dersom man er privat, og altsaa virkelig philosopherer for at philosophere (hvad Sibbern jo vist gjør, men hvad Folk ikke blive tilgavns opmærksomme paa) saa vilde man ansee det for lige saa afsindigt som hvis en ⓘ uafhængig Mand vilde ⓘ feie Skorstene. Det er, at feie Skorstene for at feie Skorsstene er absurd: ergo er ogsaa det at philosophere for at philosophere absurd.
✂ a ►Der fortælles tillige, at i de nordamerikanske Skoler og Gymnasier bruges Compendier, af hvilke stundom 1 indeholder 20 Videnskaber – i al Korthed.
Overhovedet spiller Levebrøds-Betragtning dog den afgjørende Rolle i Verden; overalt hvor 70 denne Mellembestemmelse svigter, blive de raadvilde. De ►titulaire Christne, der egl. slet ikke have noget Indtryk af det Christelige, opholde sig slet ikke over at en Præst foredrager den orthodoxe Lære, og hvorfor ikke? Fordi det er hans Levebrød. De opholde sig slet ikke over, at hiin Præst i Prædikenen gjør strenge Fordringer til Livet og hvorfor ikke? Det hører med til hans44 Næringsvei, ligesom at ⓘ en Officeer seer barsk ud og en ►Politie-Officiant slaaer. – Naar derimod en ⓘ privat Mand i strængere Forstand er religieus og yttrer sin Religieusitet: saa ansees han for gal, og hvorfor? Fordi Næringsveiens Mellembestemmelse mangler.
Naar man ansees for og lever uafhængig, saa have Folk en stor Lyst til at sige til En: dersom jeg var i Deres Sted, saa veed jeg nok, hvorledes jeg skulde indrette mit Liv.« og derpaa rykker de ud med Sproget, og man seer da, at de saa godt som intet ⓘ Indtryk have af Noget, medens de for at leve, blive ►Urtekræmmere, Skorsteensfeiere, Kunstnere, Præster o: s: v:.
71 VII1A153 ►Af den 📖 Bog om 👤Adler
Det er overhovedet utroligt, hvilken Confusion den hegelske Philosophie har frembragt i det personlige Liv – sørgelige Følge af, at en Philosoph er Heros og reent personligt en Philister og ►Nittengryn. Eet er bestandigt undgaaet ►👤Hegel hvad det var at leve, han veed kun at gjengive Livet, og hvis han er Mester heri, saa er det ogsaa vist, at han er den meest skærende Contrast til en ►Maieutiker.
Man finder hos ►Philosopher efter 👤Hegel, som have tilegnet sig den hegelske Methode, forbausende Exempler. En saadan Philosoph skriver en ny Bog, og den bliver han sig bevidst som ►Moment indenfor den Stræben, der begyndte med hans første Bog; men dette er ikke nok, ⓘ thi sin hele Stræben (som endnu ikke er til) bliver han sig bevidst som Moment i den hele philosophiske Stræben efter 👤Hegel, og den igjen som Moment i 👤Hegel, og 👤Hegel som Moment i ►den verdenshistoriske 72 Proces fra Oldtiden gjennem China, Persien, Grækenland, Jødedom, Christendom, Middelalder. Skulde det ogsaa være muligt. Skulde det ikke være rigtigt, at en saadan ►Privat-Docent, naar han saae vi bleve altfor forbausede, ►sagde som Præsten, der saae at hans Tilhørere bleve altfor rørte: Græder ikke Børn, det turde være Løgn altsammen.
Men ►denne usalige Lyst til at opfatte som Moment er bleven en fix Idee. Ethikens Anskuelse: at stræbe, og Metaphysikens at opfatte som Moment stride paa Liv og Død med hinanden. Enhver Levende, som ikke er aldeles tankeløs og distrait, maa vælge, men vælger han det Metaphysiske, saa begaaer han egl., aandelig forstaaet et Selvmord.
45VII1A15473 Den menneskelige Misundelse vil tilsidst afskaffe enhver væsentlig Bestemmelse og sætte sin herskesyge Vilkaarlighed isteden. Dersom En ydmyg for Gud men med ædel Stolthed hverken vil være mere ell. mindre end han er, men ogsaa vil være det: saa falder Misundelsen over ham. Dersom derimod En begynder med den ►Concession: jeg er et foragteligt Subjekt, saa synes man, at man nok kan anerkjende hans Talent, da man dog kan holde ham nede. Det er derfor hell. ikke utænkeligt, at ►👤Adler pludseligt kunde gjøre Lykke, thi da han egl. ►begynder med den Concession: jeg er halvgal – saa kan man nok anerkjende lidt Talent; han kan aldrig blive farlig, thi han er jo halvgal. Paa den Maade opelskes, al dette usle Luskerie. Man skriver en ►Comedie for Studenter, man benytter sig af den kammeratlige Frihed til at bringe virkelige Personer frem. Nu ja, det vilde jo være ukammeratligt, om Nogen sagde Noget derimod. Men derpaa, ►lusker Stykket om ⓘ i Provindserne – hvor der dog vel ikke spilles for Studenter, og ►endeligen opføres det paa det kongl. Theater. Det er denne luskende halv Officialitet der gjør at Folk synes om det. Hvad der ⓘ træder 74 med Fordring paa og Bevidsthed af at være noget Bestemt: det vækker Misundelse, men dette halvt private og halvt offentlige det smigrer Publikum. En saadan Pialt af en Digter bliver afholdt, fordi det synes Publikum allerkjæreste, at det er saadan noget Privat mell. ham og dem, han er ikke rigtig Digter, men saadan ►en famille.
VII1A155Ja vist er jeg Aristokrat – og det er og har da Enhver været, der i Sandhed er sig bevidst at ville det Gode, thi af dem er der altid faae) – men jeg vil staae nede paa Gaden, midt imell. Mskene, hvor Faren er og Modstanden. Jeg vil ikke (a la ►👤Martensen ►👤Heiberg o: s: v:) feigt og blødagtigt leve paa Fornemhedens Afstand i enkelte Kredse, ⓘ garderet af Sandsebedrag (at Mængden sjeldent seer dem og derfor indbilder sig at de ere Noget.) 75 Det er vel saa at ►Verden vil bedrages, at naar den sjeldent seer en Mand saa troer den han er Noget – men jeg vil ikke bedrage, og jeg vil ikke trænge til et Sandsebedrag. Det har hell. aldrig Nogen af hine Ædle gjort, der i Sandhed vilde Mskenes Vel, de levede aldrig fornemt tilbagetrukken et blødagtigt Liv i aristokratiske Kredse.
46VII1A15676 Saaledes har jeg forstaaet mig selv. ►Saalænge jeg var pseudonym krævede baade Frembringelsens Idee og Illusionen, at jeg indrettede min ydre Optræden som jeg har gjort det; det var mig absolut vigtigt at gjøre Alt for at understøtte Illusionen med at jeg ikke var Forfatter. At Folk alligevel ansaae mig derfor, vedkommer ikke mig; saaledes ere Msk. de have ingen Sands for Ideer men blot for at forstyrre Ideer; men min Idee er blandt Andet at dette ikke bør forstyrre. – ►Fra det Øieblik jeg derimod har overtaget Forfatterskabet kræver Sømmelighed, at jeg viser mig mindre. Det er forsaavidt godt, at ►alt dette Vrøvl hjælper mig til at handle saaledes.
Den hele pseudonyme Frembringelse og min Existents i Forhold ⓘ dertil, var i ►græsk Toneart.
Nu maa jeg udfinde den charakteristiske christelige Existents-Form.
VII1A15777 Maaskee mener Een og Anden, at ⓘ det er Afhængighed at jeg viser mig mindre end før, at jeg er kjed af det ell. ikke vil udsætte mig for Forhaanelser. Men hvad er da Uafhængighed. Dersom jeg af Frygt for at blive anseet for afhængig ⓘ ved at vise mig sjeldnere, viser mig hyppigere, saa er jeg jo netop afhængig, saa udøver Omgivelsen jo en Magt over mig. Dette vil der naturligviis være mange som ikke forstaae, dertil ere de ikke dialektiske nok.
VII1A158►En Anmærkning til 📖 Bogen om 👤Adler, som ikke blev brugt.
►👤Joh. Climacus er, som jeg seer, blevet anmeldt i et Hefte af 👤Scharlings og 👤Engelstofts Tidsskrift. Det er en af disse sædvanlige Skillings-Anmeldelser, der skrives »i et meget godt Sprog med ⓘ Punktum og Komma paa rette Sted. Saadan en theologisk Candidat, eller saadan en ►gradueret Person, der forøvrigt aldeles ingen Competence har til at tale med, ►afcopierer Indholdet saa nogenlunde, og derpaa tilføier han ⓘ ►Censuren, som her er omtrent denne, at ►👤J.C: vel er berettiget i den Maade, paa hvilken han gjør det Dialektiske gjeldende, men (ja, nu kommer Viisdommen) paa den anden 78 Side maa man ikke glemme Mediationen. 👤J.C: er ⓘ historisk saaledes ⓘ ►situe47ret: ►han er begyndt efter Hegelianismen. ⓘ 👤J.C: veed upaatvivleligt om Mediationen nok saa god Beskeed som saadan en theol. Candidat. For om muligt at trænge ud af Mediationens Forhexelse, bestandigt kæmpende mod denne, bragte 👤J.C: ved den qvalitative Dialektiks Anstrængelse Problemet afgjørende paa Spidse (hvilket ingenlunde saadan enhver theol. Candidat, gradueret Person og Skillings-Anmælder kan) – og saa bliver Bogen anmældt saaledes ɔ: Bogen bliver ved Hjælp af en anerkjendende Anmælders Klodderagtighed tilintetgjort, tilbagekaldt, casseret. Og ►Anmælderen bliver sig endog selv vigtig; det seer næsten fornemt ud, at Anmælderen ⓘ saaledes staaer høit over Forfatteren – ved Hjælp af en elendig ►Specimens-Phrase. Anmælderen er saa ubetydelig, at han neppe vilde være istand til at skrive en Anmældelse, hvis man tog Bogen fra ham, thi han copierer med en mistænkelig Ængstelighed; og en saadan Anmælder ►bliver saa vigtig til Slutningen. Men paa den Maade maa en Forfatter; han maa anvende Tid, Flid, han maa anstrænge sig for at sætte Problemet paa Spidsen: og saa kommer en anerkjendende Anmælder og hjælper Sagen og Bogen tilbage i den gamle Suppedage. Og Forfatteren læses ikke, men ►Anmælderen henleder Opmærksomhed paa ham, og Anmældelsen læses, og Læseren maa uvilkaarligt tro Anmældelsen 79 fordi den er anerkjendende, den Anmældelse, der ved Hjælp af Anerkjendelsen har tilintetgjort Bogen. ►Mundus vult decipi. Men dette er Følgen af, at det at være ⓘ virkelig Forfatter er bleven en opoffrende Existents, og Følgen af, at der har dannet sig en Mellemstab af Spillemænd (Skillings-Anmælderne), hvis Næringsvei florerer. Og da man er vant til den raaeste, tølperagtigste Gade-Drenge-Tone i Blade, saa mener formodentligen en Anmælder, at ⓘ naar han ovenikjøbet er saa artig at anerkjende Bogen – saa kan han godt gjøre den til Sladder. 👤Johannes Cl. vilde formodentligen sige: nei Tak, ►maa jeg saa hellere bede at blive udskjeldt; at udskjeldes gjør Bogen ingen væsentlig Skade, men at anerkjendes paa den Maade er at tilintetgjøres, saavidt det er Anmelderen muligt, den godmodige og rare men noget dumme Anmelder. En Forfatter, der virkelig forstaaer sig selv, er bedre tjent med slet ikke at læses, ⓘ ell. med at have 5 virkelige Læsere, end med ved Hjælp af en godmodig Anmælders Anerkjendelse at faae den kun altfor udbredte Forvirring med Mediationen udbredt ved Hjælp af sin egen Bog, ►der netop var skrevet for at kæmpe mod Mediationen. Men det Begreb: Forfatter er i vor Tid paa en høist usædelig Maade bleven forvansket.
4880VII1A159Er det Smaalighed i Forhold til Præstationer ►ubi plurima nitent, at opdage og fremhæve en enkelt lille Feil; saa er det i Grunden ogsaa Smaalighed i Forhold til en total Smagløshed at ►opsanke og udhæve en enkelt lykkelig Tanke. Al Critik bør være idealiserende enten ved at oversee Smaa-Feilene i Sammenligning med Fortrinligheden, ell. ved at oversee de Par enkelte lykkelige Steder i Sammenligning med den totale ⓘ Ufuldkommenhed.
VII1A160Under den Titel:
kunde jeg have Lyst at udarbeide en Samling af Prædikener. Texterne skulde være deels af ►Christi Lidelseshistorie, deels saadanne kraftige Ord som ►da Apostlene, efter at ⓘ de vare blevne hudflettede gik glade bort og takkede Gud, at det var dem forundt at lide Noget, ell. naar ►👤Paulus kalder sine Lænker en Æres-Sag, ell. naar han ►siger til 👤Herodes 👤Agrippa: jeg vilde ønske at Enhver 81 af Eder var som og jeg er, undtagen disse Lænker. Eller ►de flere Steder i Corinthier-Brevene, hvor der findes den ene Oxymoron efter den anden: selv fattige gjøre vi alle rige;
ell.►glæder ⓘ Eder og atter siger jeg glæder Eder. Item►det Sted af ►Jacobs Brev, at vi skulle være glade, naar vi forsøges i allehaande Lidelser.
Ved Siden deraf skulde saa følge, ►3 korte men nydelige Taler:
Hvad vi saa lære af Lilierne paa Marken og af Fuglene under Himlen.
Hertil findes ►en Lap i det gl. Foderal til min 📖 Bibel.
82VII1A16149►Julen er dog vel egl. ret Børnefesten, og hele den leflende Forestilling om Barnealderens Fortrin i H. t. til at blive Christen har sit Tilhold i denne Fest, alt det uægte Rørende og Sentimentale. Man behage nu, at lægge Mærke til at ►Julefesten først indførtes i det 4d christelige Aarhundrede, at det slet ikke faldt de gl. Christne ind at gjøre det, hvis Livs Betragtning culminerede i at ►Døden var Fødsel til Livet.
[a] Angaaende det Historiske herom cfr.►Liscos 📖 Kirkenjahr 1ste D. ⓘ p. 9. § 17 og 18.
✂ [a] VII1A162Man kan sige at Forandringen er denne: at ⓘ Christenheden istedenfor at blive sig sin ⓘ Stridbarhed bevidst, gjør sig beqvem, indretter sig beqvemt og hyggeligt i Tilværelsen. Naar saa er bliver Julen den »skjønneste Fest.«
Men som jeg har ►udtrykt det i 📖 afsluttende Efterskrift: man har forrykket hele det Christelige ved denne orthodoxe Sentimentalitet.
83VII1A163I vor Tid er egl. næsten kun den listende Form af Aristokratiet tilbage. Aristokraten lister sig gjennem Gaderne, vil ikke være til for andre Msker end for sin Clique og saa ved ⓘ de enkelte store Leiligheder for den beundrende Mængde. Men dette er egl. at tage sin Udmærkelse forfængelig. Man skal være til for alle Msk., ikke kasteagtigt-egoistisk søge sin ⓘ Fordeel; selv om man forhaanes af Mængden, man er den dog netop et ►Memento. Det listende Aristokratie indeholder egl. en stiltiende Overeenskomst om at Msks største Deel er ►Jux er fortabt. Det listende Aristokratie ægger end ikke Mængden som hine gl. Aristokrater, der stolt viste sig for Mængden, nei de begaae i al Stilhed et Forræderie. Gud veed, hvorledes de ville forsvare det i Evigheden.
84VII1A16450Som oftere sagt: det havde jeg ønsket som min Friheds og Selvbeherskelses Tilfredsstillelse, at jeg, idet ►jeg opgav at være Forfatter, maatte bibringe Andre Indtrykket af en ⓘ Forf:-Existents, der ganske fulgte sine egne Love. Saaledes var det i Sandhed ogsaa, men Ulykken er, at alt dette sidste Vrøvl har faaet fat i mine Forhold i Folkesnakken. Hvad jeg havde glædet mig til saa overordentlig: det selv at vide at bryde af, min Friheds Triumph, ⓘ hvad jeg har naaet – det er nu ►ved Livets lumpne Forhold forvansket, forjadsket. Og paa den anden Side hvad der vilde have begeistret mig at gjøre, som det er, som min Friheds Resolution efter høiere Ordre: det fristes jeg til ikke at ville gjøre, naar, ikke een og anden Usling, men hele dette usle Liv i en Kjøbstad forvansker det.
VII1A165Det som egl. ansees for Alvor er en vis Dressur, den dresserede Færdighed i at være Mand, Embedsmand o:s:v:. Om En 85 anvendte sin Tid i den høieste Idees ⓘ Tjeneste med enorm Flid og med enhver Opoffrelse, ell. En tilbragte sine Dage paa ►Dandseboder og Kneiper og ødelagde sin Formue: begge ansees lige af disse ►petrificerede Embedsmænd. At være ►Copiist det er Alvor, og naar man ikke er Copiist saa er det aldeles ligegyldigt, aldeles ligegyldigt, hvem man er.
VII1A166Af en lille Bog: ►📖 Fürst Wladimir und dessen Tafelrunde, alt-russische Heldenlieder. Leipzig hos Brockhaus 1819 fortjener især ►No 4 Dobrüna p. 49 o: fl. samt ►No 8 Swetlana og ⓘ Mstislaw p 91 at paaagtes og læses nøie igjen.
ⓘ Den lille Samling har et skjønt ►Motto:
Tief ist die Fluth ⓘ im Dnieperfluß
Breit ist die Woge des blauen Meers,
Weit das Gefilde die Welt entlang –
Aber die Vorzeit ist reich an That!
86VII1A16751►Heterodoxt maa man sige: Omvendelse gaaer forud og betinger Synds-Tilgivelse; ►orthodoxt maa man sige: Synds-Tilgivelse gaaer forud og styrker Msk til i Sandhed at omvende sig.
VII1A168Hvad hjælper det dog egl. at have megen Aand, naar man kun har et svagt Legeme. Hvad bryder vel Mskene sig om Aand. De fleste Msker er og bliver dog ubetinget Dyre-Skabninger, de have egl. kun Respekt for en rigtig storslaaet Karl, der kan slaaes og bande og skjende. Den Art Undseelse og Undseelighed som altid er forbunden med Aand, ansee ⓘ de for Narrestreger. De have i Grunden en dunkel Forestilling om, at den meget aandelig Begavede er finere bygget, – og derfor have de næsten en Glæde af at blive sig deres raa Kraft bevidst lige overfor denne Svaghed.
Maaskee – mere siger jeg ikke, thi jeg veed godt hvor vanskeligt det er at dømme ►in abstracto om sig selv, naar man skal dømme sandt – havde det dog lykkedes mig nu at afbryde min Produktivitet og samle mig paa at gaae ind i en Embeds-Stilling, hvis Alt havde været saaledes som det burde ⓘ været, saa det var klart, at det var min Frihed, der gjorde Udslaget. Nu lader det sig ikke gjøre. Der er en stor Vanskelighed for mig m: H: t: at blive Præst, paatog jeg mig det løb jeg vistnok Fare for, at ►støde an som eengang ved Forlovelsen. Paa den anden Side at leve i aldeles tilbagetrukken Stilhed paa Landet fE, er nu gjort mig vanskeligt, fordi mit Sind dog er noget forbittret, saa jeg behøver Produktivitetens Tryllerie for at glemme alle Livets lumpne Smaaligheder.
Det bliver mig klarere og klarere, at jeg er saaledes construeret, at det netop ikke lykkes mig at realisere mine Idealer, medens jeg i en anden Forstand netop bliver mskligt talt meget mere end mine Idealer. De fleste Mskers Idealer ere gjerne det Store, det Overordl. som de aldrig naae. Jeg er altfor tungsindig til at have saadanne 88 Idealer. Mine Idealer vilde andre Msk. smile af. Det er ganske vist, at mit Ideal netop var at blive Ægtemand og ganske leve blot for at være gift. Og see, idet jeg fortvivler ⓘ om at naae det, bliver jeg Forfatter, og det endda maaskee en Forfatter af Rang. Mit næste Ideal er52 at blive Landsbypræst, at boe i det stille Landskab, ret at være indlevet i den lille Kreds, som skulde omgive mig – og see, idet jeg fortvivler ⓘ derover er det vel muligt, at jeg igjen realiserer Noget, der synes langt Større.
Naar ►Biskop 👤Mynster raader mig til at blive Landsby-Præst, forstaaer han mig aabenbart ikke. Det er ganske vist, at jeg ønsker det, men vore Præmisser ere aldeles uenige. Han antager dog, at jeg paa een ell. anden Maade vil videre frem ad den Vei, at jeg dog vil være Noget, og deri stikker det netop, jeg vilde være saa Lidt som mulig, det er netop mit Tungsinds Idee. Netop derfor har det tilfredsstillet mig at ansees for halv89gal, men dette var dog kun en negativ Form for at være noget ualmindeligt. Og det er nok muligt, at dette dog egl. bliver min Existents-Form, saa jeg aldrig naaer den skjønne stille beroligede Existents, at være ganske Lidt.
Hvad jeg altid har vidst med mig selv, og hvorfor jeg aldrig har talt med noget Msk. om mine egl. Anliggender, det har jeg atter sandet ved at tale med Biskop 👤Mynster: det fører til Intet, thi da jeg ikke kan og ikke tør tale om hvad der totalt og væsentligt og inderst constituerer min Existents, saa bliver Samtalen næsten et Bedrag fra min Side. I Forhold til en Mand som 👤Mynster føler jeg ret det smertefulde heri, fordi jeg ærer ham saa høit.
VII1A17090 Enhver der skal existere med et andet Perspektiv end Øieblikkets, maa fremfor Alt passe paa at holde sig uden for nærmere Forhold til Øieblikket. Saa længe en saadan lever sammen med Statisterne og ►Choristerne, hvilke alle vel at mærke ere glemte saasnart [de] døe, seer det jo Skuffende nok ud. Men paa Afstand staaer han den Udmærkede ene, og ►Chorus er borte. Har han nu indladt sig med Chorus saa staaer han i en fatal Stilling. Som naar en Dands der skal dandses af To dandses af Een: saaledes staaer han; hans Ord hans Udsagn angaaer Chorus men Chorus er ved Døden afgaaet.
Det der paa Afstand tager sig bedst ud er naar Alt er lagt saaledes til Rette, at det viser sig at Samtiden har været til Nar.
91VII1A172Ethvert ⓘ Msk skulde dog være uendeligt stærkt, dersom han ikke behøvede at anvende ⅔ af sine Kræfter paa at finde sin Opgave. Derfor har Barnet saa mange Kræfter, fordi Faderen sætter det Opgaven, og det blot skal lystre. Det Dialektiske ved Opgaven er egl. det Mattende.
VII1A173Det seer jo i enhver Samtid saa tilforladeligt ud med alle disse virkelige Msker (►Justitsraader og Degne, og Kræmmere o: s: v:). Men de virkelige Msker ere svigefulde. Disse virkelige Msker liste sig nemlig derfra, ►træde af i ⓘ Gravene – og saa, saa er der Ingen der veed at de have været til. Dersom da den Udmærkede har lempet sig efter dem, da har han blot narret sig selv, thi nu, nu da alle disse virkelige Msker ere traadte af: nu staaer han.
VII1A17492 Det er dog opløftende og opbyggende at betænke, hvor afmægtig Samtiden [er], ja hvorledes den egl. arbeider sig selv imod. Den ⓘ forfølger, bespotter den Udmærkede; men jo mere den gjør det, desto sikkrere bliver den Udmærkede udødelig. Det at være forfulgt er allerede en ►Mærkværdighed, og et ganske ubetydeligt Msk. kunde blive udødeligt blot en Samtid ret lumpent havde forfulgt ham. Det vilde derfor være en lige ironisk og pathetisk Replik af en forfulgt Udmærket ⓘ om han sagde til sin Samtid: det skal I have Tak [for], ved Hjælp af disse Forhaanelser vil mit Navn blive een Generation længere udødelig end ellers; dersom I derfor ville have den Godhed at slaae mig ihjel: saa er mit Navn absolut udødeligt.
93VII1A175Man har sagt at nu omstunder kunde man end ikke blive forfulgt; men det er usandt. Grunden er, at de Fremragende ikke forstaae at ⓘ hidse. Lide de Uret, saa beklage de sig, de dadle Mskene; men det er netop at bestemme sig concentrisk med dem, ⓘ man ir54rettesætter den, man ikke har opgivet. Nei man tale i Ideens Hofsprog og med dettes Elegance: saa kommer Forfølgelsen nok. Naar man bliver forhaanet, da skjender man ikke, da siger man: jeg har den Ære at blive forhaanet, det vil sige: I ere i Bund og Grund casserede, og det er derfor netop en Ære at forhaanes af Eder. Man har den Ære at blive hudflettet, den Ære at blive henrettet: alle Lidenskabens Declamationer indeholde Intet i Sammenligning med dette elegante Ideens Hofsprog.
94VII1A176Til ►den Dedication:
»Hiin Enkelte«
i 📖 Leiligheds-Talen, skulde egl.
have været føiet ►følgende Skrivelse.
VIII1A656Kjære!
Modtag denne Tilegnelse; den gives hen ligesom iblinde, men derfor ogsaa uforstyrret af noget Hensyn, i Oprigtighed! Hvo Du er veed jeg ikke; hvor Du er, veed jeg ikke; hvilket Dit Navn er, veed jeg ikke – jeg veed end ikke, om Du er til, eller om Du maaskee ⓘ var til, men ikke mere er det, eller ⓘ hvorvidt muligen Din Tid engang vil komme. ⓘ Dog er Du mit Haab, min Glæde, min Stolthed, i Uvisheden min ⓘ Ære; i Uvisheden, thi kjendte jeg Dig personligen med jordisk Vished, da var dette min Skam, min Brøde – og min Ære tabt.
Det trøster mig, at ►Beleiligheden er der for Dig, ⓘ hvad jeg under min Arbeiden og ved min Arbeiden redeligen har tilsigtet og eftertragtet. Thi ikke, ⓘ dersom dette var muligt, ⓘ ikke hvis det blev Skik og Brug at læse hvad jeg skriver, eller dog at udgive sig for at have læst, i Haab om at vinde Noget i Verden, ikke da var Beleiligheden 95 for min Læser, ⓘ da havde ⓘ tvertimod Misforstaaelsen seiret ⓘ ja den havde ⓘ tillige ►bedaaret mig til Uredelighed, hvis jeg ikke af yderste Evne havde forhindret, at noget Saadant skete – hvorimod jeg ved at have gjort Alt for at hindre det havde handlet redeligt. Nei, naar det bliver et tvivlsomt Gode at læse hvad jeg skriver (ⓘ og dersom jeg efter hvad Evne mig er forundt bidrager her til, da handler jeg redeligen); eller endnu bedre, naar det bliver en Daarskab og en Latterlighed; eller endnu bedre naar det bliver en foragtet Sag, saa Ingen tør være det bekjendt: da er Beleiligheden for ⓘ min ⓘ Læser. Da søger han Stilhed, da læser han, ikke for min Skyld, ikke for ⓘ Ver55dens Skyld, men for sin egen Skyld, da læser han saaledes, at han ikke søger mit Bekjendtskab men undgaaer det – og da er han min Læser.
Ofte har jeg tænkt mig i en Præsts Sted; hvis da Mængden stormer til for at høre, hvis Kirkens Hvælving ikke kan rumme den store Skare, der endnu udenfor staaer ⓘ lyttende – ja, Ære og og Priis være Den, der er saaledes begavet, at han da kan gribes i Stemning, at han da ret kan tale begeistret, begeistret ved Synet af Mængden, ⓘ i Forvisning om at hvor den er maa Sandheden være, begeistret ved Tanken om, at der dog maa blive Lidt til Nogle, 96 ⓘ da der ⓘ er Mange, og Mange der har lidt af Sandheden er jo Sandheden: mig var det en Umulighed! Men dersom det var en Søndag Eftermiddag, dersom Veiret var uhyggeligt og forstemmende, dersom Vinterstormen gjorde Gaderne tomme, og Enhver, der havde den varme Stue lod Gud vente i Kirken til det blev smukkere ⓘ Veir – dersom der da i den tomme Kirke sad et Par fattige Koner, der ingen Varme havde i Stuen, og altsaa lige saa gjerne ⓘ som hjemme kunde ►fryse i Kirken: sandeligen jeg skulde tale baade dem og mig varme! – Jeg har ofte ►tænkt mig ved en Grav; hvis da alt Udmærket og Herligt var samlet i Følget, hvis Festligheden var udbredt over den talrige Skare – ja Ære og Priis være Den, der var saaledes begavet at han da kunde forøge Festligheden ved bevæget at være de Manges Tolk, være Udtrykket for Sorgens Sandhed: jeg formaaede det ikke! Men dersom det var den fattige Liigvogn, og Ingen fulgte, ⓘ dersom kun en fattig Kone gik ved Siden, den Dødes efterladte Hustrue, hvem det nu første Gang hændte, at Manden tog ud uden at tage hende med – hvis hun bad mig derom: ved min 97 Ære jeg skulde holde Liigtale ►trods Nogen. – Ofte har jeg tænkt mig i Dødens Afgjørelse; hvis der da ⓘ blev Allarm i Leiren, og megen Løben for at spørge til ⓘ mig: jeg troer ikke jeg kunde døe, jeg troer min gl. Stridbarhed vilde endnu engang vaagne, saa jeg endnu engang maatte ud og stride med Menneskene. Men hvis jeg laae afsides og ene: jeg haaber til Gud, at jeg skulde døe roligt og saligt.
Der er een Anskuelse af Livet, som mener, at der hvor Mængden er, er ogsaa Sandheden, at det er en Trang i Sandheden selv, at den maa have Mængden for sig. Der er en anden Anskuelse af Livet; den mener, at overalt hvor Mængde er er Usandheden, saaa hvis end alle Enkelte, hver for sig i Stilhed havde Sandheden, ⓘ vilde dog, ⓘ dersom de kom sammen i Mængde (saaledes dog, at Mængden fik nogensomhelst afgjørende, stemmende, larmende, lydelig Betydning)56 Usandheden strax være tilstædeb. Men Den, som vedkjender sig denne (sidste) Anskuelse, (der da sjeldent foredrages, thi dette forekommer oftere, at en Mand troer, at Mængden er i Usandheden, men naar denc blot vil antage hans Mening saa er alt rigtigt), han tilstaaer jo 98 selv, at han er den Svage og Afmægtige; hvorledes skulde ogsaa en Enkelt kunne staae mod de Mange, der have Magten! Og dette kunde han da ikke ønske, at have Mængden paa sin Sided: det var jo at spotte sig selv.e Men er saaledes denne ⓘ Anskuelse ⓘ fra Første af Svaghedens og Afmagtens Indrømmelse, og synes den maaskee derfor saa lidet indbydendef: saa har den det Gode, at den er ligelig, at den Ingen fornærmer, ikke een Eneste, at den ingen Forskjel gjør, ikke paa ⓘ een Eneste. Mængden dannes jo af Enkelte; ⓘ det maa altsaa staae i Enhvers Magt at blive hvad han er: en Enkelt; fra at være en Enkelt er Ingen, Ingen, Ingen udelukket, uden den som udelukker sig selv – ved at blive Mange. At blive Mængde, at samle Mængde om sig er derimod Livets Forskjellighed; selv den meest Velmenende der taler derom kan let fornærme en Enkelt. Men saa har Mængden igjen 99 Magt, Indflydelse, Anseelse og Herredømme – det er ogsaa Livets Forskjellighed, der ⓘ herskende overseer den Enkelte som den Svage og ⓘ Afmægtige, timeligt-verdsligt overseer den evige Sandhed: den Enkelte.
✂ a (for ⓘ et Øieblik at føre Sagen ud paa sin yderste Spidse)
✂ b ►cfr Hoslagte ⓘ ⓘ
✂ c – Mængden –
✂ d for at drive sin Anskuelse igjennem, at Mængden er Usandheden
✂ e Altsaa tilstaaer han jo han maa ligge under.
✂ f og høres den maaskee derfor saa sjeldent
VII1A177At troe er netop at gjøre sig let ved Hjælp af en betydelig Tyngde, som man paatager sig, at blive objektiv er at ⓘ gjøre sig let ved at kaste Byrderne bort. At troe er ligesom det at flyve, men man flyver netop ved Hjælp af en omvendt virkende Tyngde, der hører en betydelig Tyngde til for at blive saa let at man kan flyve. Naar jeg vil løfte Noget i Veiret: saa løfter jeg det ved Hjælp af en Vægt, altsaa jeg løfter det ved Tyngden. Derfor svæver Himmelkloderne, fordi de have en uhyre Tyngde, de svæve ved Hjælp af Tyngden. Dette er ligesom i Forhold til det Elastiske: Høiden vindes ved Trykket. Og derfor kan man ⓘ sige Troens Lethed er en uendelig Tyngde, og dens Høide ved et uendeligt Tryk.
VII1A178100 De fleste Msker troe, at det er Alvor at faae et Embede, at være opmærksom paa, at der nu bliver snart et høiere Embede ledig, som de kan søge, og hvorledes de saa vil flytte, og hvad de saa vil gjøre57 for [at] indrette dem. De troe det er Alvor at gaae i de fornemme Selskaber; de forberede sig til et Middagsselskab hos ►Hs Excellence mere end til en Altergang, og naar man seer dem underveis da see ⓘ de saa alvorlige ud at det er Gru. See alt dette kan jeg godt forstaae, det eneste jeg ikke kan forstaae er at, dersom dette er i Sandhed Alvor, saa maa Evigheden blive lutter ►Commerce. Thi i Evigheden er der hverken Avancement ell. Befordring, ei heller er der Flyttedag, og Middagsselskab hos Excellencer.
VII1A179Det er ikke blot saa, at Mskene selv slaae alle Ideer og høiere Tanker af Hovedet; men da dette ikke ganske kan lykkes, saa blive de endog ondskabsfulde mod Den, som vil følge det Høiere. Saa længe han lever kan de ikke døie ham, fordi han som Medlevende udtrykker: det Samme skulde I ogsaa gjøre. Naar han er død, forgude 101 de ham – og blive bestandigt lige dumme.
VII1A180Deri ligger dog det paa eengang saa Ydmygende for den Enkelte og dog saa uendeligt Opløftende, at Gud bekymrer sig lige saa meget, absolut lige saa meget om den Mindste som om den Største. Men vi Msker vil saa gjerne leve i Sandsebedrag. Ak, derfor er netop jordisk Storhed og Anseelse en saa farlig Snare, (farlig ligesom Rigdom i Retning af at tabe Troen paa at ►Forsynet forsørger En), fordi det at være Gjenstand for Manges Opmærksomhed, at have Manges Skjebner i sin Haand saa let kan forlede til den ⓘ Feil-Slutning, at man ogsaa er Gud vigtigere.
VII1A181►Det hele Spørgsmaal om Guds Almagts og Godheds Forhold til det Onde, kan maaskee (istedenfor ►den Distinktion at Gud bevirker det Gode og blot tillader det Onde) løses ganske simpelt saaledes. Det Høieste der overhovedet 102 kan gjøres for et Væsen, høiere end Alt hvad En kan gjøre det til er at gjøre det frit. Netop dertil hører Almagt for at kunne gjøre det. Dette synes besynderligt, da netop Almagt maatte gjøre afhængig. Men hvis man vil tænke Almagt vil man see, at netop deri tillige maa ligge den Bestemmelse at kunne tage sig selv saaledes tilbage igjen i Almagtens Yttring at58 netop derfor det ved Almagten Tilblevne kan være uafhængigt. Derfor er det eet Msk. ikke ganske kan gjøre et andet frit, fordi Den der har Magten selv er fangen i at have den, og derfor bestandigt dog faaer et forkeert Forhold til den han vil frigjøre. Dertil kommer at der i al endelig Magt ⓘ (Begavethed o.s:v:) er en endelig Selvkjærlighed. Kun Almagten kan tage sig selv tilbage medens den giver hen, og dette Forhold er jo netop Modtagerens Uafhængighed. 103 Guds Almagt er derfor hans Godhed. Thi Godhed er at give ganske hen, men saaledes at man ved almægtigt at tage sig selv tilbage gjør Modtageren uafhængig. Al endelig Magt gjør afhængig, kun Almagt kan gjøre uafhængig, af Intet frembringe hvad der faaer Bestaaen i sig ⓘ selv derved, at Almagten bestandig tager sig selv tilbage. Almagten bliver ikke liggende i et Forhold til Andet, thi der er intet Andet til hvilket den forholder sig, nei den kan give uden dog at opgive det Mindste af sin Magt ɔ: den kan gjøre uafhængig. Dette er det ubegribelige, at Almagt ikke blot formaaer at frembringe det Imposanteste af Alt: Verdens synlige Totalitet, men formaaer at frembringe det Skrøbeligste af alt: et lige overfor Almagten uafhængigt Væsen. At altsaa Almagten, der med sin vældige Haand kan tage ►saa svært paa Verden, tillige kan gjøre sig saa let, at det Tilblevne faaer Uafhængighed. – Det er kun 104 en ussel og verdslig Forestilling om Magtens Dialektik, at den er større og større i Forhold til som den kan tvinge og gjøre afhængig. Nei da ►forstod 👤Socrates det bedre, at Magtens Kunst netop ⓘ er at gjøre fri. Men i Forholdet mell. Msk. og Msk. lader det sig aldrig gjøre, om det end altid atter og atter kan behøves at indskærpes at dette er det Høieste, kun Almagten formaaer det i Sandhed. Dersom derfor ⓘ Msket havde den Mindste selvstændige Bestaaen ligeoverfor Gud forud (i Retning af ►materia) saa kunde [han] ikke gjøre ham fri. ►Skabelsen af Intet er atter Almagtens Udtryk for at kunne gjøre uafhængig. Den som jeg absolut skylder Alt, medens han dog ligesaa absolut har beholdt Alt, han har netop gjort mig uafhængig. 105 Dersom Gud for at skabe Msk. selv tabte lidt af sin Magt kunde han netop ikke gjøre Msk. uafhængigt.
VII1A182 Umiddelbarhedens ell. Følelsens Dialektik
i høieste Potents, – i Forhold til Videnskaben.
Dersom jeg tænkte mig en ret dybt forelsket Pige, og der da var en Mand som vilde anvende al sin Forstand og Kundskab for at spot59te denne Lidenskab: ja da kunde der vel næppe være Tale om at den forelskede Pige skulde vælge: mellem at beholde sin Rigdom og faae Spotten isteden. Nei, men dersom det var en uhyre kold og rolig Mand, der sagde med al sin Rolighed til den unge Pige: jeg skal forklare Dig hvad Elskov er; og den unge Pige tilstod, at det var ganske rigtigt alt hvad han forklarede: mon hun dog skulde vilde vælge hans fattige Forstandighed istedenfor sin Riigdom? Eller mon ikke den unge Pige skulde sige til ham: »det er ganske rigtigt hvad Du siger, jeg kan ogsaa meget godt forstaae Det, og dog er der Eet 106 jeg ikke kan forstaae, jeg kan ikke forstaae, hvorledes Du kan tale saa koldt og saa roligt derom., om det som griber mig saa dybt. Det maa dog nok ikke være ganske det Samme, ⓘ siden det fremkalder saa forskjellig Virkning.« Og Ære være den unge Pige for denne rigtige, i hendes Mund saa rørende, i en Viiss Mund saa ironiske Replik mod Forstaaelsen og Forstaaelsens Forhold til Begeistring. At man naar den saa kaldte Forstaaelse (Oplysning, Spekulation o: s: v:) sætter noget Formasteligt istedenfor Troen og Umiddelbarheden, at man da absolut har tabt ved at vælge Forstaaelsen: er let at indsee. Men selv naar Forstaaelsen synes at vilde give det Samme men dog forandrer Formen er det et stort Tab. Her gjælder et Valg, man kan vælge ikke at ville lade sig afkøle ved Forstaaelsen, vælge at holde sig i Begeistringen, i Troen, i Tilliden.
Vel kunde her synes at møde en Vanskelighed forsaavidt Videnskaben, Iveren for at forstaae har begeistret sine Dyrkere, 107 og Tilhængere, og forsaavidt synes Forstaaelse og Begeistring ikke saaledes at stride mod hinanden. Imidlertid maa bemærkes, at en Spekulant fE, en Naturforsker ⓘ o: s: v: der ret egl er begeistret for at begribe og forstaae, han mærker ikke at han selv bestandigt sætter det han vil ophæve. Han er begeistret for at forstaae alt Andet, men det at han selv er begeistret kommer han ikke til at forstaae ɔ: han kommer ikke til at begribe sin ⓘ egen Begeistring, medens han i den er begeistret for at begribe alt Andet.
Eet af to maa være Tilfælde: enten er den Begribende bleven kold; men saa er al hans Begriben et Tab i Sammenligning med Begeistringen, selv om han begriber det Rette; eller han maa være begeistret i sin Stræben for at begribe, men saa ►ponerer han jo selv Begeistring som et sidste Uforklarligt der bærer ham.
I vor Tid er det især Naturvidenskaberne der ere farlige. ⓘ ►Physiologien vil tilsidst gribe saaledes om sig, at den tager Ethiken med. Der er jo allerede Spoer nok til en ny Stræben: at behandle Ethiken som Physik, hvorved 108 da hele det Ethiske bliver Illusion, og det60 Ethiske i Slægten at behandle statistisk paa Gjennemsnits-tal, ell. at beregne som man beregne[r] ►Oscillationer i Naturlove.
En Physiolog paatager sig at forklare hele Msket. Det gjælder nu her først og fremmest: ►principiis obsta: hvad skal jeg med det. Hvad behøver jeg at vide om ►den centrifugale og centripetale Nervecirculation, om ►Blodets Strømning, om Mskt.s Tilstand ⓘ mikroskopisk i Modersliv. Ethiken har Opgaver nok for mig. Eller behøver jeg at vide, hvorledes Fordøielsen foregaaer for at kunne spise, ell. behøver jeg at vide hvorledes Bevægelsen foregaaer i Nervesystemet – for at troe paa Gud og elske Msker. Og om man nu vil sige: ja derfor behøver man det rigtignok ikke: saa vil jeg igjen spørge: men mon det dog ikke svækker hele min ethiske Lidenskab, at jeg bliver en Natur109betragter. Og mon jeg ikke ved den hele mangfoldige Viden om Analogier, om Abnormiteter, om Dit og Dat taber mere og mere det Indtryk af det Ethiske: Du skal, det er Dig, Du har ikke med et eneste andet Msk. at gjøre, om saa Himmel og Jord faldt sammen Du skal. Mon det ikke er at forsyne mig med en Masse luskende Udflugter, og Undskyldninger? Mon det ikke er at vende mig Blikket bort fra det Vigtige, istedenfor at skjænke mig hele Physiologien og sige: begynd – saa at lade mig begynde paa Physiologien.
Jeg vil tænke mig en aandfuld Physiolog, (thi disse rene Slagtersvende der mene ►ved Hjælp af Kniven at kunne forklare Alt – og saa ►ved Hjælp af Mikroskopen ere mig en Vederstyggelighed) hvad gjør nu han? Han tilstaaer nu først og fremmest, at enhver Overgang er et Spring, at han ikke kan forklare, hvorledes en Bevidsthed bliver til, ell. hvorledes en Bevidsthed om Omverden bliver til Selvbevidsthed, til Gudsbevidsthed, 110 han tilstaaer hvor meget han end forklarer om Nervesystemet, at det egl. Constituerende: Ideen kan han ikke forklare. En aandrig Physiolog tilstaaer, at der ingen Analogie er mell. Dyr og Msk., han tilstaaer kort den qvalitative Dialektik. Han tilstaaer altsaa definitivt at han egl. ikke kan forklare Noget. Men hvad er det da han gjør? Han skeleterer, han dis61secerer, han trænger med Kniven ind saa længe han kan – for at vise ⓘ os, – at han ikke kan! Dersom En vidste, at uagtet han afplukkede alle ⓘ Blade af Blomstret, og trevlede Stilken op, og saae hver Deel under Mikroskopet: kunde han dog ikke forklare det Constituerende i Planten: hvorfor gjør han det saa? Eller holder han ikke den Lærende i en reen forkeert Art Selvmodsigelse? Istedenfor kort og godt 111 at sige: det kan jeg ikke forklare, belæmrer han den Lærende med en Masse af Detail, og yderst fortryllende og fængslende Viden, der dog rigtignok bestandigt ender med at alligevel kan han ikke forklare det Sidste. Men netop dette at man saaledes holdes hen med den megen Viden, gjør at man taber det rene ethiske Udtryk. Istedenfor hungrigt at begynde at spise, istedenfor let bevæbnet og uden at generes af nogen Viden om Nervesystemet og ►Ganglie Systemet og Blodcirculationen o: s: v:, ⓘ begeistret at begynde paa det Ethiske: bliver man besværet af Viden om Fordøielsen, og denne ►quasi Viden om ⓘ at man uagtet alt dette dog til syvende og sidst ikke kan forklare det Sidste.
Lad os tage Problemer som Frihed og Nødvendighed. Lad saa Physiologen begynde at forklare alt det om hvorledes Blodets Strømning paa en bestemt Maade influerer saa og saa, og Trykket paa Nerverne saa og saa, o: s: v: o: s: v: – tilsidst kan han dog ikke 112 forklare, at Friheden er en Indbildning. Han maa, naar han har skrevet sine 4 Folio Bind fulde af Tal og Mærkeligheder, sige: men ved det Sidste standser Forundringen. Hvortil saa al denne Viden? Er det ikke ret egl. at narres med et Msk., og er det ikke lidt efter lidt dog at franarre ham Begeistringen, og holde ham hen i den Indbildning, at det dog engang skulde lykkes ved Hjælp af endnu større Mikroskoper at opdage at Friheden var en Illusion, at det Hele er Naturfunktion?
Al Viden har noget Fængslende ved sig, men paa den anden Side forandrer det ogsaa den Videndes hele ⓘ Sjælstilstand. Den Objektivitet, den Interesseløshed med hvilken en Physiolog tæller Pulsslagene, og studerer Nerverne staaer i intet Forhold til ethisk Be62geistring.a Og naar saa ⓘ Physiologen har skrevet de mærkelige de yderst mærkelige 113 4 Folio Bind fulde af de meest forbausende Iagttagelser: saa tilstaaer han dog selv, hvis han i Sandhed er ærlig og aandfuld, at han ikke har forklaret ⓘ det Sidste, det Sidste, som er Ethikens Første og Sidste. Og naar saa Læseren har læst de 4 Folio Bind igjennem og beundret Physiologen, saa er dog hans Stemning lidt efter lidt forandret. Man sige derfor ikke at det Ethiske er ⓘ lyssky, obscurantisk o: s: v: – nei men det Ethiske er en Fjende af en Viden, som efter at have taget en Mand hele Liv[et] til syvende og sidst ender med – at han dog ikke kan forklare det Vigtigste.
✂ [a] VII1A183Videnskabelig Beundring af Naturens Sindrighed i Mskelivet[s] Physiologie er aldeles ►heterogen ja er Kjætterie i Forhold til det Ethiske, der Intet har med Beundring at gjøre men blot med dette: Du skal.
Lad os tænke os den største Forbryder, som nogensinde har levet, og saa at Physiologien til den Tid havde faaet et Par endnu herligere Briller paa Næsen end hidtil saa den kunde forklare Forbryderen: at det Hele var Naturnødvendighed, at hans Hjerne havde været for lille o: s: v: – hvilken Rædsel ved denne Frikjendelse for videre Tiltale 114 i Sammenligning med Χstd.s Dom over ham, at han vilde fare til Helvede hvis han ikke omvendte sig.
VII1A184Jeg bildte mig jo rigtignok ind, at jeg forstod mig lidt paa Mskene; men jo mere jeg lever desto mere indseer jeg, at vi absolut ikke forstaaer hinanden. Naar jeg vilde skade dem, da vilde de give mig Ære og Anseelse og takke mig: og det eneste jeg vilde var at gavne dem. Her er en Yngling, han er ubetinget villig til at bøie sig for mig, ⓘ han vil, som min Tilhænger gaae ud i Verden, og forkynde min Ære – og det Eneste jeg vil er netop ikke dette, jeg vilde sige til ham, og det Eneste jeg vil sige er: gak hjem ►luk Din Dør og beed til Gud, saa har Du mere uendeligt mere 115 end63 ⓘ den Smule Du kan faae paa anden Haand fra mig. Her er ►en ung Pige. Hun ønsker kun Eet at ligge tilbedende for mine Fødder – og det eneste jeg vil er netop ikke dette, jeg vil kun sige til hende: gaae ind i Dit Værelse, luk Døren, beed til Gud, og Du har uendeligt meget mere end den lumpne Smule at beundre mig. – See, derfor kaldes jeg Egoist.
VII1A185Dersom en Tjenestepige spurgte en Astronom, hvad ⓘ Klokken er, saa vilde han svare fE. Klokken er 12; dersom en Forretningsmand spurgte ham derom, saa vilde han sige: netop ►ⓘ igaarda jeg heisede Flaget stillede jeg mit eget Uhr, saa jeg veed Kl. er 12 præcise; men dersom en Astronom for en Iagttagelses Skyld spurgte ham derom, da vilde han sige: Kl. er 12, 1 Minut 37 Secunder og nogle Decimaler. Han vilde i alle 3 Tilfælde sige 116 Sandhed; det var paa ingen Maade usandt, hvad han sagde til Tjenestepigen. Saaledes forholder det sig med det Eenfoldige og det Videnskabelige. Naar der eenfoldigt siges: ►skulde Den som plantede Øret ikke høre, da er dette aldeles det Samme som naar man paa ►den teleologiske Betragtning af Verden og Verdens Formaal og Formaalet ved ⓘ en Slutning reconstruer[er] Guds Ideen.
VII1A186Det Meste af hvad der nuomstunder florerer allerstærkest under Navn af Videnskab (især Naturvidenskaberne) er slet ikke Videnskab, men Nysgjerrighed. – Al Fordærvelse vil tilsidst komme fra Naturvidenskaberne. – Mangen Beundrende (►un sot trouve toujours un autre sot qui l'admire) troer, at naar Undersøgelserne anstilles mikroskopisk saa er det videnskabelig Alvor. Taabelige Overtroe paa ►Mikroskopet, nei ved Hjælp af den mikroskopiske Iagttagelse 117 bliver Nysgjerrigheden kun mere comisk. At en Mand baade eenfoldigt og dybsindigt siger: jeg kan ikke see, hvorledes en Bevidsthed bliver til, med mine blotte Øine – er ganske i sin Orden. Men at ⓘ en ⓘ Mand faaer Mikroskopet for Øiet og ⓘ saa seer og seer og seer – og dog ikke kan see det: det er comisk; og især er det latterligt, at det skal være Alvor. Naar man betragter ►Mikroskopets Opdagelse som lidt Morskab, lidt Tidsfordriv, kan det være godt64 nok, men som Alvor er det uendeligt dumt. Allerede ►Bogtrykkerkunsten er en næsten satirisk Opfindelse, thi Herre Gud har det da vel viist sig, at der just er saa Mange, som egl. have Noget at meddele. Altsaa denne uhyre Opdagelse har hjulpet til at faae al den Sludder udbredt som ell. døde i Fødselen. – Dersom Gud gik om med en Stok i Haanden, saa vilde det især gaae ud over disse alvorlige Iagttagere ved Hjælp af Mikroskopet. Gud vilde med sin Stok banke al Hyklerie ud af dem og af Naturforskerne. Hykleriet er nemlig dette, at Naturvidenskaben siges at føre til Gud. Ja vist fører den – paa den fornemme Maade til Gud, men dette er netop Næsviished. At Naturforskeren saaledes er hykkelsk, kan man let overbevise sig om. Thi hvis man vilde sige til 118 ham, at ethvert Msk. dog har nok i Samvittigheden og ►👤Luthers 📖 lille Cathecismus: saa rynker Naturforskeren paa Næsen. Han vil fornemt gjøre Gud til en knibsk Skjønhed, til en Satans Kunstner, som ikke Enhver kan forstaae – holdt, det Gudelige og Eenfoldige er: at Ingen, slet Ingen kan forstaae ham, at den Viseste skal holde sig ydmygt til det Samme som den Eenfoldige. – Her ⓘ ligger det Dybsindige i ►den socratiske Uvidenhed, ret af fuld Lidenskab at forsage al nysgjerrig Viden, for eenfoldigt at være uvidende mod Gud; at forsage dette Skin, som dog er Noget mell. Msk og Msk, at man anstiller Iagttagelser ved Hjælp af Mikroskop. – Derimod ►👤Goethe som ingen religieus Aand var, han klamrede sig ⓘ feigt til denne Differents-Viden.
Men især bliver al saadan Videnskabelighed farlig og fordærvelig, naar den ogsaa vil ind paa Aandens Gebeter. Lad dem behandle Planter og Dyr og Stjerner paa den Maade: men at behandle Mskaanden 119 paa den Maade er Blasphemie, som kun svækker det Ethiskes og det Religieuses Lidenskab. Allerede det at spise er langt fornuftigere end at speculere mikroskopisk over Fordøielsen. Og nu det at tilbede Gud, det er da vel ikke som det at spise noget Lavere end Observationerne, men absolut det Høieste.
Saa erfarer man da af ►Physiologien, hvorledes ►det Bevidstløse er det første og saa det Bevidste, men hvorledes saa tilsidst endog Forholdet vendes om og det Bevidste udøver en partiel omdannende Indflydelse paa det Bevidstløse. Og nu bliver Physiologen æsthetisk-sentimental: taler om det ædle Udtryk af ►en dannet Personlighed, Skikkelsen, Holdningen o: s: v:. Herre Gud, hvad er alt dette? Lidt Lumperie, og i Maximum lidt Hedenskab. (►das Innere ist das Aussere, das Aussere das Innere). ►👤Paulus taler ikke om at blive skjøn ved at bede og prædike o: s: v:. Lad kun det udvortes Msk. fordærves, det indvortes tiltager i Herlighed.
►65Den materialistiske Physiologie er comisk (at man ved at slaae ihjel troer at finde ►Aanden som ⓘ levendegjør); ►den 120 moderne mere aandfulde Physiologie er sophistisk. ►Den indrømmer selv, at den ikke kan forklare Underet, og dog vil den være til; den bliver volumineusere og volumineusere, og alle disse ⓘ ►Volumina handle ⓘ om Det, om Det Meget og saare Mærkværdige – som dog ikke kan forklare Underet.
►Saa siger den sophistiske Physiologie, det er et Under, at der bliver en Bevidsthed til, et Under at Ideen bliver Sjæl, at Sjælen bliver Aand (kort de qvalitative Overgange). Dersom dette skal tages for ramme Alvor absolut, saa hører denne hele Videnskab op – denne Videnskab der altsaa kun bestaaer for Spøg. Dens egl. Opgave er Underet, men det kan den ikke forklare; hvad hjælper saa alt det Andet den forklarer? For nu at faae Leilighed til det Sophistiske, ell. rettere for at kunne blive til som bindstærk Videnskab, bærer ⓘ Physiologien sig saaledes ad. Den siger vel er Overgangen (fra Bevidstløshed til Bevidsthed o: s: v:) et Under, men den skeer dog 121 ►almählig ɔ: lidt efter lidt. Dialektisk er det let at indsee det Sophistiske. Man spørger jo ikke, om det varer længe ell. kort inden Noget indtræder, men om det, naar det indtræder, indtræder som ►Vidunderet. Her er Sophismet, hele Videnskaben er en Parenthes. Det er hverken mere ell. mindre Vidunderet, fordi det har varet længe, ell. kun kort, inden det indtraadte. Man seer hvor ganske det derfor var i Overeenstemmelse med denne Videnskab, at en Læge der skrev om ►Trepaneringens Historie, delte Historien i to Dele første Deel handlede om den Tid, da man ikke havde kjendt den. Hele Physiologien handler egl. om det qvalitativt Uvedkommende. Men at kalde det en Videnskab er et Sophisme. – Dette ►»Almählige« kan nu betyde i Forhold til de forskjellige Steder det Forskjellige, det kan betyde Planteriget, Dyreriget; det kan betyde ►Verdens 6000 Aar; det kan betyde [a] ⓘ Statistik over ►Procreationen, og Gud veed Alt hvad det kan betyde. Men totalt, qvalitativt betyder det slet Intet, absolut slet Intet, naar det skal staae fast, at Underet kan man dog alligevel ikke forklare. Det hele er ►Approximeren: næstendeels, næstendeels og saa godt som, det er næstendeels ligesom at man næstendeels o: s: v: – og det er dette der afhandles i mange Bind, hvortil Mikroskopet bruges.
✂ [a] Man modsiger sig derfor ogsaa ofte. ►cfr👤Carus »📖 Psyche« cfr p. 156 og 159 noteret i mit Exemplar.
122Saa faaer man af den sophistiske Physiologie at vide, at ►»Nøglen til Erkjendelsen af ⓘ det bevidste Sjæle-Liv ligger i det Ubevidste« (👤Carus). Men naar man ikke kan forklare Overgangen fra Bevidstløshed til Bevidsthed: hvad vil saa det sige med Nøglen. Overgan66gen er jo netop et Spring (dertil svarer Forundring), som ingen Nøgle kan lukke op. – Saa erfarer man, at især ►»das Gesetz des Geheimnisses« skal hjælpe – til at forklare. Men denne Lov kan dog vel ikke gjøre Andet end netop statuere Underet – hvad forklarer den saa? Dogmatisk lader dette sig forstaae, at man forklarer at Underet er Underet og ⓘ at det ikke kan forstaaes; men en exakt Videnskab kan jo ikke bære sig saaledes ad. Den vil altsaa fremkogle et Skin, at det dog er som kunde den næstendeels og saa godt som, ligesom, for det meste, ganske nær efter – forklare Underet.
►Saa udbreder Physiologien sig over ⓘ Planteriget og ⓘ Dyreriget, viser Analogier, og ►Analogier, som dog ikke skal være Analogier, forsaavidt Msklivet fra først 123 af fra første Spire af er qvalitativt forskjelligt fra Plante-Riget og Dyreriget. Men hvad skal saa alle Analogierne til, og især alle Analogiernes enorme Detail ved Hjælp af mikroskopiske Iagttagelser?
O, rædsomme ⓘ Sophistik, der breder sig mikroskopisk og teleskopisk i Folianter, og dog til syvende og sidst, qvalitativt forstaaet, Intet, Intet leverer, men vel ⓘ franarrer Mskene den eenfoldige dybe lidenskabelige Beundring og Forundring, der giver Fart til det Ethiske.
Det eneste Visse er det Ethiske-Religieuse. Det siger: tro – Du skal tro. Og vilde Nogen spørge mig, om jeg da ved Hjælp deraf havde altid ►ⓘ dandset paa Roser: da vilde jeg svare: nei, men dog, dog er det den ubeskrivelige salige Vished, at alt er Godt og ►Gud er Kjærlighed; enten maa jeg have Skylden, at det gaaer galt – og saa er dog Gud Kjærlighed; ell. det vil nok blive godt og det Onde vise sig at have haft sin Betydning – men saa er Gud jo ogsaa Kjærlighed. – Lad os kun spottende sige til en hysterisk Sentimentalitet: skulde 124 det Hele ikke dreie sig om, at Du ikke har haft Aabning; men lad os ogsaa vide at spøge med det mikroskopiske, intetsigende Alvor.
Og naar det saa kommer til Stykket, i Virkelighedens i Vordens Medium, hvad veed saa Physiologen og hvad veed Lægen egl? Det er nemt nok betragtende (altsaa i Phantasie-Mediet, hvor Alt er i Ro), at forklare, ►at Sjæl og Legeme ikke ere Modsætninger, men een sig udviklende Idee, og Forholdet derfor et In-einander. Men i Virkelighedens Situation, hvor skal saa Begyndelsen gjøres. Skal den Lidende først tage Draaberne, ell. skal han først tro. O, Du ofte nok ⓘ gjentagne mesterlige Satire over en Læge, naar han saa dog ikke veed, hvilket der er hvilket. Men Ethikeren siger: tro, Du skal tro. Kun Ethikeren tør tale begeistret, Lægen troer hverken 125 paa Medicamenterne – ell. paa Troen. Begeistret siger Ethikeren: i en vis For67stand er hele Lægevidenskaben en Spøg. Den Spas at redde et Menneskes Liv i nogle Aar er kun Spas: Alvoren er at døe saligt!
VII1A187Det er nemt nok saaledes at forklare Alt – ved at løbe fra Alt, som fE ►yngre 👤Fichte nu gjør det. ⓘ Han forklarer hele Χstd. men tilstaaer selv, at han ikke kan forklare, hvorledes den er kommen ind i Verden.
cfr. hans nu udkomne 📖 spekulative
📖 Theologiep. 178 Lin 14 fra neden.
Dersom det var notorisk, at et ►Himmelbrev var faldet ned fra Himlen og ledsaget af Engle, og nu En exegetisk forklarede Himmelbrevets Indhold, havde han saa forklaret Himmelbrevet? Det Vanskeligste var jo netop udeladt.
VII1A188126 Det har derfor for mig noget Væmmeligt, naar en Naturforsker efter at have paaviist een ell. anden Sindrighed i Natur-Tilværelsen, siger med Vigtighed, at dette minder om det store Ord: at ►Gud har talt alle Hovedhaar. O, den Nar med sin Videnskab, han har aldrig vidst hvad Tro er. Troen troer det, uden al hans Videnskab, og den vilde blot blive ækel ved sig selv ved at læse alle hans Folianter, dersom disse vel at mærke skulde føre til Troen, bestyrke Troen o:s:v:
VII1A189Af alle Videnskaber er Naturvidenskaben den allerfadeste, og det har for mig en Moerskab at betænke, hvorledes Aar efter Aar det bliver Trivielt som engang vakte Forbauselse, thi det er altid de Opdagelsers Skjebne som ligge i ►den slette Uendelighed. ►Hvilken Opsigt vakte det ikke: at stetoscopere. Og nu vil det snart komme saavidt, at ►enhver Barbeer gjør [det], saa han, naar han har taget Eens Skjæg af spørger: ønsker De maaskee ogsaa at blive stetoscoperet. 127 Saa vil da En igjen opdage et Instrument til at høre Hjernen banke. Det vil vække uhyre Opsigt, indtil om 50 Aar enhver Barbeer kan gjøre det. Naar man da paa en Barbeerstue har faaet sit Haar klippet, sit Skjæg aftaget, og er stetoscoperet (thi det vil til den68 Tid være ganske almdl.) saa spørger Barberen: ønsker De maaskee ogsaa at jeg skal høre Deres Hjerne banke.
VII1A190Det er eenfoldigt og skjønt og rørende at den ⓘ Elskende seer forelsket paa den Elskede, men det er fornemt: at ►lorgnetere hende. Og saaledes bruger Naturforskeren Mikroskopet ligesom Lapse bruge Lorgnetten, kun bruges Mikroskopet mod Gud.
VII1A191Dersom der ad Naturforskningens Vei var ⓘ Noget at naae betræffende Bestemmelsen: Aand, da skulde jeg være den Første til 128 at faae et Mikroskop fat, og jeg haaber jeg skulde holde ud ►trods Nogen. Men da jeg let ved qvalitativ Dialektik indseer, at, qvalitativt forstaaet, vil Verden om 100,000 Aar absolut ikke være kommen eet eneste Skridt videre: saa vil jeg netop omvendt bevare min Sjæl og ikke spilde eet eneste Secund af mit Liv paa Nysgjerrighed. Naar jeg saa engang ligger paa mit Yderste, da vil jeg netop trøste mig ved at sige: jeg har saa vist ikke forstaaet det Mindste af den Art, ikke forstaaet det Mindste mere end ►min Anders ell. en Tjenestepige, kun har jeg maaskee oftere forundret og tilbedende priset Gud. Jeg kan jo vel forstaae at det er Gud der har givet Msket den Art af Skarpsindighed, hvorved han gjør Opdagelser af Instrumenter og andet Saadant, men da det ogsaa er Gud der har givet Msket den Fornuft 129 ved hvilken han i den ⓘ qvalitative Dialektik maatte indsee det Selvmodsigende heri, i dette qvantiterende, ►approximerende Næstendeels: saa burde Msket fromt og ydmygt forsage Nysgjerrigheden, forsage den Art Sindsro som er fornøden til mikroskopiske Iagttagelser for heller at tilbede Gud, og kun gjennem det Ethiske forholde sig til ham.
69VII1A192Det er Ypperligt, ►det ene Fornødne og det ene Forklarende ►hvad 👤Luther siger: at hele denne Lære (om Forsoningen, og i Grunden hele Χstd.) maa henføres til den ængstede Samvittigheds Kamp. Tag den ængstede Samvittighed bort, saa kan Du ogsaa lukke Kirkerne og gjøre dem til Dandsepladse. Den ængstede Samvittighed forstaaer Χstd. Saaledes forstaaer et Dyr naar Du lægger en Steen og et Brød for det, og Dyret er sulten: saa 130 forstaaer Dyret at det ene er til at spise det andet ikke. Saaledes forstaaer den ængstede Samvittighed Χstd. Skal man først bevise Nødvendigheden af at være sulten, førend man spiser: ja saa bliver det Kræserie.
Men siger Du: »jeg kan dog ikke begribe Forsoningen.« Her maatte jeg ⓘ spørge i hvilken Forstand, er det i den ⓘ ængstede Samvittigheds Forstand, ell. i ►den ligegyldige og objektive Spekulations Forstand? Dersom En vil sidde rolig, objektiv paa sit Studerekammer og speculere: hvorledes skulde han kunde forstaae en Forsonings Nødvendighed; da jo en Forsoning kun er nødvendig i den ængstede Samvittigheds Forstand. Dersom det stod i et Mskes Magt at leve hen uden at behøve Spise: hvorledes skulde han saa forstaae Nødvendigheden af Spise, som den Sultne 131 saa let forstaaer? Og saaledes er ⓘ det aandeligt. Et Msk. kan erhverve den Ligegyldighed som gjør Forsoningen overflødig, ja det naturlige Msk. er egl i denne Tilstand: men hvorledes skulde man i denne Tilstand kunde forstaae Forsoningen. Det er derfor saa consequent af ►👤Luther, at han lærer, at Msket maa belæres ved en Aabenbaring om hvor dybt han ligger i Synd; at den ængstede Samvittighed ikke er noget der saaledes følger af Naturen som det at være sulten.
VII1A193►At være i en Vildfarelse frygtede 👤Socrates meest af Alt; hvis der nu fra Physiologien og Naturvidenskaben var nogen Oplysning at vente om Begrebet: Aand – hvor turde jeg da lade være at studere den. Men den70 eenfoldige 👤Socr. vilde ogsaa ganske rigtigt ansee denne hele Videnskab for en Vildfarelse (en Skin-Videnskab) og af Frygt for at være 132 i en Vildfarelse lade være at begynde derpaa, ja forsage den, at man ikke skulde komme til at leve et heelt, spildt Liv hen i en indbildsk og travl ►Approximeren
VII1A194Dersom Naturvidenskaberne havde været udviklet paa ►👤Socratess Tid som de nu ere det: saa vare alle ►Sophister blevne Naturforskere. ⓘ Den ene havde haft et ►Mikroskop hængende uden for sin Boutique for at lokke Kunder, en Anden et Skildt, hvorpaa der stod: her seer man ved Hjælp af et Kæmpe-Mikroskop hvorledes et Msk. tænkera; her hvorledes Græsset groer. – Ypperlige Motiver for ►en Aristophanes, især naar man saa lod 👤Socrates være med og kigge i et Mikroskop.
✂ a og saa vilde 👤Socrates, idet han læste Bekjendtgjørelsen have sagt: af Avertissementet seer man hvorledes et Msk. bærer sig ad, der ikke tænker.
VII1A195133 Hele Naturvidenskaben, som hele den moderne Tids Videnskab er Sophistik. Man gjøre Prøven ved Hjælp af ►👤Socratess simple Spørgsmaal: »om Naturvidenskaben veed Noget eller den ikke veed Noget?« Den kan hverken svare: ja eller nei, thi dens hele Hemmelighed er, at det er næstendeels og saa godt som og ikke meget langtfra næstendeels, ligesom den vidste Noget.
VII1A196Som Naturen er sophistisk (al dens Storhed og Deilighed fængsler som var dette Forklaringen, istedenfor dog Forklaringen af denne Storhed og Deilighed er det Usynlige, som ikke kan sees, men kun troes) saaledes er Naturvidenskaben ogsaa sophistisk. Dens Forklaring ligger ene og alene i at statuere Underets qvalitative Usynlighed, men ⓘ i dets Sted (istedenfor at styrte sammen at høre op ►som Sphinx for Ordet) bedrager den som var dette uhyre Videns Apparat Forklaringen. Som ►Proteus forvandlede sig for at forhindre71 En i at holde ham fast, saaledes gjør Naturvidenskaben det ogsaa, den fængsler, interesserer, opløfter, fortryller, belærer, 134 beriger, lokker, overtaler ⓘ o:s:v: nu ved Viden om Stjernerne, nu om en mærkelig lille Fugl, nu om en Sindrighed, nu om en gaadefuld Dybsindighed o: s: v:. Ved alle disse Tryllemidler forhindrer den Msket i at tænke den dialektisk igjennem. Og da der i hver Generation er meget faae Dialektikere og vil blive færre: saa vil Naturvidenskaben ►bespænde hele Mskheden.
VII1A197Fra Naturvidenskaberne vil udbrede sig den sørgeligste Differents mell. ⓘ Eenfoldige, som troe eenfoldeligen, og Lærde og Halvstudere[de] – som have seet gjennem ►Mikroskopet. Man tør da ikke mere som i gl. Dage frimodigt henvende sin Tale ⓘ om det eenfoldige Høieste til alle, alle, alle Msker ligegyldigt enten de ere sorte ell. grønne enten de have store Hoveder ell. smaa: man maa først see, om de have Hjerne 135 nok – til at troe paa Gud. Havde Χstus vidst det om Mikroskopet, saa havde han først undersøgt Apostlene.
VII1A198Jeg vil med Fornøielse indrømme, at ►👤Caruss Bog (📖 Psyche) er fortrinlig; og dersom han vil qvalitativt gjøre Ret og Skjel, da vil jeg med Taknemlighed tage enkelte gode psychologiske Bemærkninger af ham. ►Han gjøre paa alle afgjørende Punkter absolut Plads – for Underet, for Guds Skaber-Magt, for Tilbedelsens absolute ⓘ Udtryk, og sige: dette kan Ingen, Ingen faae fat paa, ingen Videnskab hverken nu ell. nogensinde; derpaa meddele han det Interessante som han veed. Men mell. disse tvende Bestemmelser maa der ingen Nærhed være, de maa for Alt ikke bringes i den farefulde Nærhed til hinanden der er sophistisk. Paa det Vilkaar vil jeg ikke læse ell. kjøbe een eneste af hans psychologiske Bemærkninger, det er for dyrt.
72136VII1A199I det Hele lod Naturvidenskabernes Extravagance sig ypperligt bruge i en ⓘ Comedie.
ⓘ Det var en Torvedag for ►Sophisterne; paa en saadan kom hver især og slog sin Bod op; en Mængde nysgjerrige strømmede til.
Man hører 3 Trompetstød; derpaa følger en Udraaber som gaaer foran en Slags Triumphvogn, paa hvilken den store Videnskabsmand stod. Udraaberen raaber: her hos os vises med Nødvendighed hvorledes der om 1000 Aar vil leve en spansk Astronom som med Nødvendighed vil forudsige at om 1000 Aar vil en ⓘ ny Stjerne vise sig. At den er til, lader sig spekulativt bevise, men den er saa langt borte at det vil vare saa længe. Denne mærkværdige Fremstilling, m: Herrer og Damer, er ogsaa mærkwürdig derved, at Hs Majestæt Kongen af Frankrig har ladet sig overbevise og erklæret den for det mærkwurdigste han har hørt – ogsaa Paven.
137Stykket kunde ende med en Opstand af en Deel Haandværkere som rev alle Boderne om og slog Alt istykker. Sagen var denne. En Mand havde opfundet et ►Kæmpe-Mikroskop, som skulde overgaae Alt hvad hidtil var seet af Mærkwürdigheder, hvad enten man betragtede Mikroskopet selv ell. man saae igjennem det. Men dertil var et uhyre stort Apparat fornødent; og dette var der arbeidet paa i 6 Maaneder, og Arbeidet havde kostet store Summer. Der skulde arbeides endnu i 3 Maaneder. Men hvad skeer just den Dag indløber der Efterretning om at man samme Dag i China (thi ►Communicationen er ved flere mærkwürdige Opdagelser bragt til en forbausende Hurtighed) havde opdaget et endnu mere forstørrende Mikroskop, som lod sig ganske let indrette. Heraf var Følgen at Kæmpe-Mikroskopet havde tabt alt Værd (førend det var bleven færdigt) Entrepreneuren var ruineret, og Arbeiderne brødløse.
73Denne afsindige Hurtighed hvormed den ene Opdagelse afløser den anden.
138VII1A200Med Naturvidenskaberne kan det slet ikke hjælpe at indlade [sig]. Man staaer der værgeløs og kan aldeles ikke controlere. Forskeren begynder strax at adsprede med sine Enkeltheder, nu skal man til Australien nu til Maanen, nu ned i en Hule under Jorden, nu ►Fanden i Vold i Røven – efter en Indvoldsorm; nu skal Teleskopet bruges, nu ►Mikroskopet: hvo Satan kan holde det ud!
Dog Spøg tilside og lad os tale Alvor. Det Forvirrede ligger i, at det aldrig bliver dialektisk klart hvilket der er hvilket, hvorledes Philosophien har at bruge Naturvidenskaben. Er det Hele et sindrigt Billedsprog (saa man altsaa lige saa godt kan være uvidende derom) er det Exempel, Analogie; ell. er det af den Vigtighed at Theorien skal dannes om i Forhold dertil?
For en Tænker kan der ikke gives nogen rædsommere Qval end at ⓘ skulde leve hen i den ⓘ Spænding 141 at medens man opdynger Detail, det bestandig seer ud som kom nu Tanken ⓘ næste Gang, Conclusionen. Føler Naturforskeren ikke denne Qval saa maa han ikke være Tænker. Dette det Intellectuelles rædsomme ►Tantalisme! En Tænker er som i Helvede saa længe han ikke har fundet Aandens Vished: ►hic Rhodus, hic salta, Troens Sphære, hvor det gjælder om saa al Verden brast og Elementerne vilde smelte saa skal Du tro. Her skal ikke ventes hverken paa ►officiele Postnyheder ell. ►Skipperefterretninger. Denne Aandens Vished, den ydmy[g]ste af alle, den meest krænkende for det forfængelige Sind (thi det er saa fornemt at kigge med Mikroskop o:s:v:) er den eneste Vished.
Hoved-Indvendingen, den totale Indvending mod Naturvidenskaberne lader sig formelt udtrykke simpelt saaledes, maa absolut betegne: Det lader sig ikke tænke, at et Msk, der uendeligt har besindet sig paa sig selv som Aand, 142 nu kunde falde paa at vælge ⓘ Naturvidenskaberne (med empirisk Stof) til Opgave for sin Stræben. En iagttagende Naturforsker maa enten være74 et Talent- og Instinkt Msk. (thi det Charakteristiske ved Talent og Instinkt er netop ikke at være dialektisk i sin dybeste Grund; kun at kunne snuse op, være sindrig – men ikke forstaae sig selva); ell. ⓘ det maa være et Msk., der fra en tidligere Ungdom halv ubevidst er kommen til at blive Naturforsker, og nu ved Vane bliver fortrolig med at leve paa den Maade – den rædsomste Maade at leve paa: at fortrylle og forbause hele Verden ved sine Opdagelser og Sindrighed og saa ikke forstaae sig selv. At en saadan Naturforsker har Bevidsthed følger af sig selv, han har Bevidsthed indenfor sit Talents Omfang, en maaskee 143 forbausende Skarpsindighed, Combinationsgave, en næsten besværgende ►Idee-Association o:s:v:. Men Forholdet vil i sit Høieste være dette: et saadant eminent Talent et ganske eneste ved sin Begavethed forklarer hele Naturen – men forstaaer ikke sig selv. Han bliver ikke sig selv gjennemsigtig i Aandens Bestemmelse, i den ethiske Overtagelse af Talentet o:s:v:. Men dette Forhold er netop Skepsis, som let ⓘ sees (thi Skepsis er: at et ubekjendt, et x kan forklare Alt. Naar nemlig Alt er forklaret ved et x som ikke er forklaret, saa er totalt seet slet Intet forklaret.) Er dette ikke Skepsis saa er det Overtro. –
✂ a og at kunne leve lyksaligt hen paa den Maade uden at føle nogen Mislighed, fordi Iagttagelsens og Opdagelsens skuffende Mangfoldighed bestandigt skjuler over den totale Uklarhed.
144VII1A201Netop fordi Gud ikke kan være Objekt for Msk, da Gud er Subjektet, netop derfor viser ogsaa Omvendtheden sig absolut: naar En nægter Gud, – da gjør han Gud ingen Skade, men tilintetgjør sig selv; naar En spotter Gud – da spotter han sig selv.
Jo renere et Msk. er desto mere nærmer han sig ogsaa til i Forhold til andre Msker ikke at kunne være dem ⓘ Objekt. Dog bliver her naturligviis altid en uendelig qvalitativ Forskjel.
75VII1A202Hvad jeg ofte har følt, det føler jeg igjen i denne Tid: hvor vanskeligt det er mig at forstaae Andre. Med en rasende Lidenskab kaster jeg mig over en Bog, og naar jeg saa læser: synes jeg at jeg kun finder lutter bekjendte ⓘ Ting; og naar jeg har lukket den, synes jeg igjen at jeg dog vist maa have overseet Noget. Paa den anden Side synes jeg igjen at finde Tanker, som jeg aldrig har haft, men dem kan jeg ikke fastholde ell. huske. Saasnart jeg derimod selv vil 145 tænke over Dette ell. Hiint, saa er jeg sikker paa at jeg udgrunder ⓘ det enten jeg har læst det ell. ikke.
Hvorledes Andre bære sig ad, forstaaer jeg ikke. Formdl. maa Trangen i dem til Selvtænkning ikke være saa stor, derfor kan de lettere lære uden ad.
Dertil komer, at jeg nu er saa meget udviklet som Digter, at selve Frembringelsen indeholder den rigeste Nydelse for mig.
Hvor gjerne vilde jeg ikke læse og læse; det er mig, som vilde det være en Gjenvei. Og dog troer jeg, at jeg kommer videre ⓘ ved Taalmodighed – ad Selvtænkningens lange Vei.
VII1A203►Tro forholder sig altid til Det, som ikke sees; i Natur-Forholdet (sandseligt modsat) til det Usynlige; i Aands-Forholdet (aandeligt) til det Usandsynlige.
VII1A204146 ... ►Wenn die Freiheit in diesem Alles wollen bestünde, dann wäre an keine ⓘ Pflicht, an kein Recht, an keine Verbindlichkeit zu denken. Ist das die Meinung der Liberalen unserer Tage, dann paßt die Definition, daß sie die seien, welche lieber Alles wollen, auf sie, ⓘ während die Servilen doch nur sehr vieles wunschen.
cfr👤Daubs 📖 theologiske Moral.
Samtl.Skr. 4d B. p. 197. m:.
76VII1A205►Man [kan] godt spise Salat, førend den har sat Hjerte; men dog er Hjerte[t]s fine Skørhed og dets yndige Krusning noget langt Andet end Bladene. Saaledes gaaer det ogsaa i Aandens Verden. Travlheden gjør, at saa ⓘ yderst sjeldent en Individualitet faaer Lov til at sætte Hjerte; og paa den anden Side, den Tænker, den Digter, den Re147ligieuse der egl. ⓘ har sat Hjerte han bliver aldrig populair, ikke fordi han er vanskelig, men fordi der hører stille og langvarig Syslen og Fortrolighed med sig selv og Afsideshed dertil. Selv om jeg med opløftet Stemme kunde sige Noget som alle ville synes godt [om], vilde jeg, hvis det var af religieus Art ikke sige det, fordi det allerede er en Art religieus Uanstændighed at det skal dreie sig om at skrige høit, istedenfor Religieusiteten netop dreier sig om den ganske sagte Talen med sig selv. Ak, saa omvendt er det: istedenfor at Religieusitet dreier sig om, at hver Enkelt gaaer eensomt ell. ind i Lønkamret for sagte at tale med sig selv: troer man at det dreier sig om, at En taler meget høit.
VII1A206 148 ►»Frygter ikke for dem som kun kunne slaae Legemet ihjel.«
Sandseligt gjælder det nemlig, at et Msk. kan falde for en Andens Haand; aandeligt gjælder det, at et Msk. kun kan falde for sin egen Haand – Ingen kan fordærve ham uden han selv.
det Onde fordærver ikke Sjælen i den Forstand som Sygdom Legemet, hvilket tilsidst hører op, døer af Sygdommen. Men Sjælen bliver ved at være. ►Det var herpaa som bekjendt at 👤Socrates begrundede et Beviis for Sjælens Udødelighed.
VII1A207►Troen er vor Seier over Verden, – ►»ja vi mere end seire« som Apostelen siger. Naar nemlig den Strid i hvilken den Stridende gaaer har hele Virkelighedens Gyldighed for ham, saa han virkelig strider i den: saa kan han, hvor glimrende end hans Seier er, dog ikke mere end seire. Men naar Striden ikke 149 for ham har Virkelighedens hele Gyldighed saa det at stride i denne Strid er ham det Høieste: saa kan han mere end seire ɔ: Stridens ►discrimen er ham et underordnet, en Spøg i Forhold til en langt høiere Strid. Og saaledes er det Troens Alvor, dens virkelige Strid at stride med Gud – men Striden med Verden, dens Sorger og Glæde er som en Spøg. Derfor er Troen ⓘ den Seier der overvinder Verden, ja mere end seirer ɔ: den77 nedsætter denne hele Striden til noget Ringe. Verdens-Msket kjender intet Høiere end Verdens Strid og derfor kan en Saadan aldrig mere end seire; kun den Troende kan mere end seire. Dersom jeg anseer en Modpart for min ►ebenbürdige Fjende, da kan jeg ikke mere end seire, men dersom han er mig saaledes et Lidet, at Striden ingen ⓘ ret Fare har for mig, da kan jeg mere end ⓘ seire.
150VII1A208I Naturens Verden er det Eftergjorte det Ringeste: de eftergjorte ⓘ Brillanter have intet Værd. I Aandens Verden er det omvendte. Der er et oprindeligt Haab, ⓘ Ungdommelighedens Haab: det er ikke det Høieste, men Troens Haab er det Høieste. Og hele Aandens væsentlige Verden er netop det Eftergjortes Verden, og dog langt ⓘ herligere.
VII1A209►👤Luther siger etsteds, at naar man vil være Christen, maa man ogsaa bære Hofdragten (Korset.).
findes citeret i min 📖 Concordants
under Artiklen Kreuz §. 7.
151VII1A210Det ikke at ville give efter, forandre sig i Smaa-Ting er langt fra at vise Uafhængighed, det viser tvertimod Afhængighed. Gjenstanden er ligegyldig, Forandringen altsaa ogsaa ligegyldig, altsaa maa Grunden hvorfor man ikke vil forandre ⓘ sig ligge i at det maa være En meget ⓘ magtpaaliggende at vise de Andre ell. en Anden, at man ikke vil forandre sig; men dette: at det er en meget magtpaaliggende at vise sin Uafhængighed er just Afhængighed
VII1A211Da jeg var ung, naar jeg da saae et Angreb paa en Mand, og jeg tillige saae at Mange ilede til for at afværge det, saa tænkte jeg (den78 Gang da jeg var ung): Død og Pine, det maa vist være et farligt Angreb. Nu er jeg bleven lidt Ældre, naar jeg nu seer et Angreb paa en Mand, og jeg tillige seer Mange ile til for at afværge det, saa tænker jeg: aah, det Angreb er nok ikke farligt siden der er saa Mange til at afværge det. – Naar jeg i min Ungdom hørte en angreben Mand sige om Angrebet: det er et nederdrægtigt, lumpent Stykke, saa tænkte jeg (i min Ungdom) blot Manden holder Angrebet ud; men naar jeg hørte den Angrebne sige om Angrebet152: det er Ingenting, saa tænkte jeg (det var i min Ungdom) saa kan den Angrebne sagtens. Nu tænker jeg lige omvendt. Kun naar en Mand veed sig sikker vedgaaer han Angrebets Størrelse, men netop naar han er meest bange nægter han Angrebet, naar han er sikker paa at han er den stærkeste saa siger han: det er et lumpent Angreb; naar han føler sig svag siger han: det er Ingenting, ɔ: han skulker.
VII1A212Det er godt nok, at man ved kun at leve i visse fornemme Kredse, lever saa betrygget, fjernt fra Mængden o: s: v: – Men har man Lov til at leve saaledes? Levede Χstus saaledes? Har nogen egl. ædel Mand levet saaledes? Eller er det Andet end rædsom Selvkjærlighed, ikke at ville vedgaae at man er Msk. ligesom alle de andre.
VII1A213153 Al denne Talen om at takke Gud for, at man ikke bringes ud i Trængsler, at man har saadan ⓘ gode Dage o: s: v:, kan dog saare let være svigefuld. Egl. forvandler denne Tale Gud til en Kræmmer, der gjør Forskjel paa sine Kunder, ell. ikke har bestemte Priser men sælger til Nogle for godt Kjøb og billigt underhaanden. Paa den anden Side bedrager man sig let selv, idet man lever i den Indbildning, at man har det Høieste uagtet man er fritagen for Byrderne. En saadan Bedende er aabenbart ikke ganske enig med sig selv om, hvorvidt dog det Høieste er saa godt, at det til enhver Priis er det Høieste.
Det hvad jeg misbilliger i H. t: ►hele det Vrøvl med den literaire Foragtelighed er naturligviis ikke dens Angreb og Forhaanelse, (►det har jeg jo selv forlangt) ei heller deres Adfærd, som nu engang ynde denne Foragtelighed; nei, det er deres Lumperie, ⓘ som, fordi de ikke forstaae at opfatte et Forhold, have villet være kløgtige og bedømme mig, at det var ⓘ et overilet Skridt o: s: v:.
Dog den Tid kommer nok, da alle disse Cujoner mene ikke mere at behøve at lyve. Saasnart Faren er forbi, saa tør de nok sige, at jeg havde Ret. Hvilken Usselhed leve vi dog ikke i! Det er saa charakteristisk, at netop ►nu, da 👤Goldschmidt er reist bort, og ►👤P.L. Møller aabenbart forknyttet: saa begynde de at paaskjønne min Handling. Og det er disse modige Journalister, der naar det gjælder om at paatale at en Stakkels Polit[i]ebetjent har forløbet sig, føre Frimodighedens Sprog: vee over Hykklere! Og det er disse Regjeringens trofaste Støtter 155 disse djærve Journalister, der angribe ►de Liberale for enhver Ubetydelighed – hvor der ingen Fare er! Men der hvor der er en Smule ⓘ Fare (omtrent ligesom Brandfolket i Fredstider er det eneste der ►forsøges i Farer) der har ikke een eneste ymtet et Ord.
Men netop ⓘ dette gjør at De, der skulde have holdt Pathos oppe i Forhold til det Skridt af mig, at de i Grunden ere i Forlegenhed med mig. Nu ville de maaskee endda gjerne sige, hvad de ikke før turde sige, nu da Faren er forbi; men de have en ond Samvittighed i Forhold til mig, de føle godt, at jeg gjennemskuer dem ganske, og de næsten frygte for, at jeg med ny Hensynsløshed, og sandeligen med god Grund, skulde naar Leiligheden gaves, lade dem undgjælde for dette Lumperie.
156VII1A215Derfor kaldes en Overbeviisning en Overbeviisning, fordi den er over Beviisningen. For en mathematisk Sætning gives der et Beviis, men saaledes at intet Modbeviis kan tænkes. Netop derfor kan man ikke have en Overbeviisning i Forhold til det Mathematiske. Men i Forhold til enhver existentiel Sætning har ethvert Beviis og80saa et Noget, som er et Modbeviis, der er ►et pro og et Contra. Dette er den Overbeviste ikke uvidende om, han veed meget godt hvad Tvivlen kan have at sige: contra; men desuagtet ell. rettere netop derfor er han Overbeviist, fordi han besluttet og villende svinger sig høiere end Bevisningernes Dialektik og er overbeviist.
157VII1A216At ►👤Poul Møller dog har været forsøgt i alskens Tvivl seer man stundom af en ganske tilfældig lille Yttring. ►I en Aphorisme taler han saaledes om fanatiske Præster, der tale glødende og ikke mærke, at deres hele Religieusitet er en potenseret [a] Blod-Circulation. Ak, ja her stikker netop Knuden. Hvor mange Msker leve vel saaledes gjennemsigtigt, at de egl. vide hvilket der er hvilket: de tænke i en ganske anden Art Kategorier end dem de leve i, de tale i Religieusitetens Kategorier, og leve i Sandselighedens, den umiddelbare Velværes Kategorier.
✂ [a] VII1A217Naar saaledes det skal vise sig, at en Lidende har Troen, saa maa Troen vise sig samtidigt med Lidelsen. Men hvad skeer, efterhaanden som saa Smerten, Ulykken, Gjenvordigheden tages bort, saa begynder hans Liv, verdsligt forstaaet, at blive sundere og gladere – og det mener han er ved Hjælp af Troen, da [det] dog tvertimod er ved Hjælp af Umiddelbarhedens restaure[re]de ⓘ Vitalitet
VII1A218158 Det kan ansees baade som et ►Epigram og som et Beviis for, at man nuomstunder ikke mere skriver Bøger for Evigheden: ►Papiret selv, hvorpaa de trykkes er saa skrøbeligt, at det vil hensmuldre i Løbet af 50 Aar.
VII1A219Dersom der levede en Maler i en Kjøbstad, et virkeligt Genie – og lad os antage, thi ellers passer Billedet ikke, da jo Bøger i et lille Land ere begrændsede ved Sprogets Grændse, at det var forbuden at udføre Malerier. Han ⓘ arbeide[de] flittigt Dag og Nat og fik ⓘ eet ja to store Historie-Malerier færdige. Men see, det syntes Indvaanerne ikke om; de vilde at han skulde male Skildter. Da han nu ikke vilde det, saa sloge de sig sammen om at forhaane ham. Der vare ogsaa et Par enkel81te Msker, som i Grunden dog havde Indsigt nok til at vurdere hans Evner og hans 159 Frembringelser; men ⓘ de vare misundelige og holdt derfor sammen med de Andre. – See saaledes vil snart Forholdene blive i Danmark for enhver Dygtighed, der ikke vil gjøre ►Cotterie.
Det har bestandigt tiltalt mig og ligget i Baggrunden af min Sjæl det Ønske at engang at blive Præst ude paa Landet. Baade tiltalte det mig som et idyllisk Ønske i Forhold til en anstrænget Existents, og da ogsaa ⓘ religieust som en ►Poenitentse, for at finde Tid og Ro til ret at sørge over hvad jeg personligen kan have forbrudt. Jeg stod da i den Formening, at jeg som Forfatter var ifærd med at gjøre Lykke, og derfor meente jeg, at det var rigtigt at ende paa den Maade. Imidlertid synes det dog tydeligt nok, at Forholdene blive mere og mere forvirrede her hjemme. Spørgsmaalet er nu, forsaavidt der er ⓘ Tale om, hvilket jeg tør fortrøste mig til at ►soutenere for Guds Domstol, at de litteraire og sociale ⓘ og politiske Forhold behøve en Extraordinair, om der da er nogen i Kongeriget der er skikket dertil uden jeg. 161 Jeg har med ►hende opgivet ethvert Ønske om gode Dage i Livet; jeg har ved hvad jeg personligt har forskyldt, qvalificeret mig til at finde mig i Alt. ⓘ Saaledes er her en ethisk Forudsætning. Dernæst ved at indtræde i et bestemt Embede i Staten som ►Religionslærer forpligter jeg mig egl. til at være noget Andet end jeg er. En Skyld jeg bærer gjør at jeg hvert Øieblik maa være forberedt paa at angribes i den Retning.82 Naar jeg da er Geistlig, saa vil Forvirringen blive sørgelig, fordi jeg har fortiet Noget inden jeg traadte ind i denne Stand. Som Forfatter er Stilling[en] anderledes. Jeg ►contraherer intet personligt Forhold til noget Msk, som ⓘ kan gjøre Fordring paa mit Exempel, ell. paa mit Livs ⓘ ►Antecedentser, jeg staaer saa løs i Omgivelsen, at hvad ⓘ Øieblik det saa behager Gud, kan jeg styrtes uden deraf følger det Mindste for noget andet Menneske. Det er den anden ethiske Forudsætning, den endnu vigtigere. Hvad det Intellectuelle, Gaver, Kundskaber, Aands162bygning angaaer, da kan derom ingen Tvivl være, at jeg absolut er construeret rigtigt, og jeg vil komme til at bære et stort Ansvar hvis jeg vrager en Opgave af den Art. Thi vel er det sandt, det synes ydmygere at trække mig tilbage og blive Præst, men naar jeg gjør det kan der ogsaa ligge noget forfængeligt og stolt deri, at jeg stolt vrager det Glimrende. Og paa den anden Side fra nu af maa jeg betragte det at være Forfatter for identisk med at priisgives til Haan og Spot. Men at vedblive ad denne Vei, er ikke noget Selvgjort, thi det var mit Kald min hele Habitus beregnet paa Sligt.
At jeg som Forfatter ved stræng sædelig Selvtugt i en Tid som vor vil kunne gjøre stor Gavn, derom 163 er ingen Tvivl. Det følger naturligviis ingenlunde at jeg skal seire, snarere vil det betyde, at jeg er beredt til at ligge under. ⓘ De Opgaver der stilles mig som Landsbypræst ligge slet ikke for mig væsentligen. Jeg har bestandigt ogsaa derfor meent blot at udtrykke det Almene, og ⓘ at den ethiske Betydning skulde ligges i at jeg foretrak dette for det Glimrende. Men nu og fra nu af er min Forfatter-Carriere sandeligen ikke glimrende. Det er tydeligt nok, at jeg bliver Offeret. Aristokraterne vil vedblive feigt og misundeligt at forholde sig stille, lade mig rykke frem, og derpaa lade mig falde som et Offer for Pøbelagtigheden, og saa endeligen profitere af det Hele. Det vil sige min Gjerning vil blive menneskeligt talt uden Løn. Men ⓘ Andet forlanger jeg heller ikke. At der i Øieblik kan vaagne en Utaal164modighed i min Sjæl beviser Intet, thi i ethvert godt Øieblik er jeg dog villig til at offre Alt, og haaber paa at Gud vil give mig Styrke til at bære Alt.
Dersom jeg ikke a la ►👤Mynster (og her ligger 👤Mynsters Kjætterie) vil forgude det Bestaaende, og i Iver for det Sædelige tilsidst forvexle det med Spidsborgerlighed, dersom jeg ikke aldeles vil afskaffe Kategorien den Extraordinaire, og igjen a la 👤Mynster kun forstaae, at Saadanne have været til, kun forstaae dem bag efter: saa kan jeg ikke selv vrage hvad der saa tydeligt er lagt mig til Opgave.
165Skjøndt 👤Mynster har en vis Velvillie for mig, og i sit stille Sind maaskee endog større end han vedgaaer, er det aabenbart, han anse83er mig for en mistænkelig og dog farlig Person. ►Derfor vil han have mig ud paa Landet. Han mener endnu er det gaaet godt, men et Charakteer-Msk. kan man frygte Alt af, især i Forhold til det hele Traad-System, hvori han vil holde Tilværelsen fangen. Hans Raad er derfor yderst consequent af ham, er, fra hans Synspunkt ogsaa mig velmeent, forsaavidt han ikke tager det saa nøie med om et Mskes inderste Bygning dog lider en lille Skade, naar han blot gavner, som han mener, i Verden. 👤Mynster har aldrig været paa ►de 70,000 Favne Vand, og lært derude han har altid holdt sig fast ved det Bestaaende, og er nu ganske sammenvoxet med det. Dette er det Herlige 166 hos ham, jeg skal aldrig glemme ham, altid ære ham, altid tænke paa ►min Fader, naar jeg tænker paa ham, og mere behøves ikke. Men 👤Mynster forstaaer mig ikke; da ►👤Mynster var 36 Aar gl. vilde han ikke have forstaaet mig, ja han vilde have forhærdet sig mod at forstaae mig, for ikke at forfeile sin Carriere i Livet; og nu kan han ikke forstaae mig.
Men ►Gud formaaer Alt. Menneskeligt talt maa jeg fra nu af siges ikke blot at ►løbe paa det Uvisse, men at gaae den visse Undergang imøde – ⓘ i Tillid til Gud er dette netop Seieren. Saaledes har jeg forstaaet Tilværelsen da jeg var 10 Aar gl., deraf den uhyre Polemik 167 i min Sjæl; saaledes forstod jeg den, da jeg var 25 Aar gl; saaledes nu da jeg er 34 Aar gl. Derfor kaldte ►Poul Møller mig det meest gjennempolemiserede Msk.
VII1A222Kun naar jeg producerer befinder jeg mig vel. Da glemmer jeg alle Livets Ubehageligheder, alle Lidelser, da er jeg hos min Tanke og lykkelig. Blot jeg ⓘ etⓘ Parⓘ Dage lader det være, bliver jeg strax syg, overvældet, besværet, mit Hoved tungt og betynget. En saadan Trang, saa rigelig saa uudtømmelig, der efter nu at have holdt ud Dag efter Dag ►i 5 a 6 Aar endnu strømmer lige saa riigt, en saadan Trang er jo dog vel ogsaa et Guds Kald. Skal dette, den hele Rigdom af Tanker, der endnu ligger i min Sjæl, trykkes tilbage, det bliver en Qval, en Marter, og jeg totalt u168duelig. Og hvorfor skulde det trykkes tilbage? Fordi jeg har faaet den Idee, at vilde martre mig selv med poeniterende at tvinge mig ind i, hvad jeg, saasandt jeg forstaaer mig selv, dog i sidste Grund ikke er skikket til! Nei, Gud forbyde det; og ►Gud vil vel ikke lade sig uden Vidnedsbyrd ogsaa i det Udvortes. Det er tungt og det er deprimerende, at ►sætte sine Penge til for at faae Lov at arbeide flittigere og mere anstrænget84 end nogen Mand i Kongeriget! Det er tungt og ⓘ det er deprimerende med al denne Arbeiden at naae at blive ⓘ efterstræbt af Aristokraternes feige Misundelse og Pøbelens Forhaanelser! Det er tungt og det er deprimerende at Udsigterne ere disse: hvis jeg arbeider endnu mere anstrænget da bliver det endnu galere! 169 Men alt Dette vil jeg jo glad og taaligt finde mig i, naar blot det maa lykkes mig ret at vinde Sikkerheden i mit Indre, at det ikke skulde være min Pligt at tvinge mig ind i en selvvalgt Marter ved at ►gaae ind i en Stilling, som jeg vel i en vis Forstand kunde ønske, og som ⓘ jeg dog hverken ret kunde udfylde ell. ret finde mig lykkelig i. Det derimod at blive Forfatter er ikke selvvalgt, det er tvertimod i hele min Individualitets og dennes dybeste Trangs Medfør.
Give Gud mig saa Lykke og Bistand, og fremfor Alt en vis Aand, en vis Aand mod de Anfægtelser der komme fra mit Indre, thi Verden kan man da nok stride med.
170Det vil gaae mig denne Gang, ligesom i sin Tid med ►min Forlovelse. Kun, Gud være lovet, er Forskjellen: jeg gjør da ⓘ ikke Uret mod noget Msk, jeg bryder intet givet Løfte; men Ligheden er at jeg atter maa styre i rum Søe, leve paa Naade og Unaade ganske i Guds Vold. Det er jo mere betrygget at have en fast Stilling i Livet, et Embede, det er ikke nær saa Anstrængende – men i Guds Navn, det Andet er dog ogsaa ved Gud endnu ⓘ tryggere. Dog behøves dertil i ethvert Øieblik Troen. Dette er Forskjellen. De fleste Msker leve altfor trygt i Livet, og lære derfor Gud saa lidt at kjende. De have faste Embeder, de anstrænge sig aldrig til det Yderste, de ere bero171ligede ved ⓘ Kone og Børn, – jeg skal aldrig tale ringe om denne Lykke; men jeg troer at det er min Opgave at undvære alt Dette. Hvorfor skulde det dog ikke være tilladt, ►hvad man læser atter og atter i det N.T. Men Ulykken er, at Msk. aldeles ikke veed hvad det Christelige er, og derfor lades jeg uden Sympathie, derfor forstaaes jeg slet ikke.
172VII1A223►Jeg maa nu til[at] gjennemarbeide Syndsforladelsens ⓘ Idee, i rhetorisk Form.
VII1A224Af ►Forordet til »📖 Lidelsernes Evangelium« udgik følgende Passus:
Det er christelige Taler, thi Talens Livs-Yttring er, efter hvad jeg85 forstaaer, den væsentlige og væsentligt tilsvarende Form for det Christelige, der er Troens og Overbeviisningens Sag: det Christelige ►vistnok en Kjendsgjerning men netop en saadan Kjendsgjerning, at den kun kan troes, hvorom der som en Følge deraf kun kan tales eller prædikes – det er vidnes, ikke at det er sandt (thi dette er verdslig Viisdoms Forhold til sine forskjellige Gjenstande) men vidnes om, at man troer, at det er sandt.
VII1A225173►Kjærligheden er Lovens Fylde.
a) Loven er Beenraden, Knokkelbygningen, det [a] Tørre, Kjærligheden er Fylden.
✂ [a] VII1A226Loven er en ⓘ svært Talende ►(μογις λαλων) (den Dæmoniske der var stum) men Kjerlighed taler Ordet ud.
b) Kjærligheden er ikke en Skulken fra at opfylde Loven – Forkjærlighed – Kjælenskab – nei den opfylder den i Sandhed og mere til.
VII1A227 ►»Vi stræbe at vinde Mennesker«
men for Gud ere vi aabenbare.
hvorvidt det er tilladt
174VII1A228►Det Ord til Høvedsmanden fra Capernaum: Dig skee, som Du troede er vel et trøstende, et glædeligt Ord, men indeholder tillige Dommen: har Du virkeligen Troen. Derfor kunde der tales saaledes over dette Ord:
det Dømmende og det Glædelige i at det altid skeer et Msk. som han troer.
VII1A229 24 Jan:
Gud være lovet, at alle Pøbelagtighedens Angreb kom over mig. Jeg har nu ret faaet Tid til at lære ind efter, og forvisse mig om, at det dog var en tungsindig Idee med det at ville ►leve ude paa en Præstegaard, for i Afsideshed og Glemthed at gjøre ►Poe175nitentse. Nu staaer jeg ganske anderledes besluttet paa Pletten end jeg nogen86sinde har gjort. Og havde denne Overhaling af Forhaanelse ikke kommet over mig: saa havde hiin ⓘ tungsindige Idee bestandigt forfulgt ⓘ mig, thi en vis Art Medgang opelsker netop tungsindige Ideer; havde jeg fE ikke ►haft Formue, havde jeg, med al min Disposition til Tungsind, dog aldrig naaet en saadan Grad, som jeg stundom har gjort.
VIII1A1Anlæget i ►de tre Taler om 📖 Lilierne og om Fuglene er saaledes, at den første er æsthetisk, den anden ethisk, den tredie religieus.
VIII1A2176 Det er godt nok med det at skrive fyndige Ordsprog, men det vanskelige er for Den, der skal realisere dem. Det enkelte Ordsprog er bestandigt ikke blot eensidigt men næsten ►epigrammatisk eensidigt, men Den, der skal leve derefter, han skal tillige tage de andre Ordsprog under Overveielse.
Som Exempel vil jeg anføre ►►Jesu Sirach 4, 29: strid ikke mod Strømmen og ►►4, 31: forfægt Sandheden indtil Døden, saa skal den Herre Gud stride for Dig.
VIII1A3At man ogsaa kan bekjende Christum ved at tie og at dette har været Meningen i den ældste Kirke sees fE af ►👤Ignatii📖 Epistola ad EphesiosCap. XV.
VIII1A4177 Tiltrods for ⓘ Alt hvad Menneskene burde have lært om min ⓘ ►maieutiske Forsigtighed, med at gaae langsomt frem, og bestandigt lade som veed jeg ikke mere, ikke det Næste – vil man nu formdl. i Anledning af ►mine nye Opbyggelige Taler vræle om at jeg ikke veed det Næste, ikke veed Noget om ►Socialiteten. De Daarer! Men paa den anden Side skylder jeg mig selv for Gud at tilstaae, at der i en vis Forstand er noget Sandt deri, kun ikke som Mskene forstaae det, at nemlig det bestandigt, først naar jeg ret tydeligt og skarpt har draget den ene Side frem: saa gjør den anden sig desto stærkere gjældende.
Nu har jeg mit Thema til den næste Bog. Den skal hedde:
17887VIII1A5.... Og Du, der, selv om man ikke menneskeligt talt tør beskylde Dig for at misbruge ⓘ Din Gave, Du der dog er i Besiddelse af det lykkelige Fortrin, og vel ogsaa stundom med en vis Tilfredsstillelse føler hvor lykkeligt det er at kunne vinde Menneskene for Dig, Du [der] derfor maaskee sjeldent fandt Den, som det ikke skulde lykkes Dig at indtage [for] Dig, Du der altsaa ligesom er fra første ⓘ af udseet ⓘ til at blive en Gjenstand for Forkjærlighed – har Du med ret dyb Alvor ⓘ fornummet: at ►Gud er uforanderlig – at al Din Kløgt, al Din Gave, al Din Snildhed ikke blot er spildt, men er lige saa ubemærket og overseet som et lille Insekt der kryber paa Jorden.
VIII1A6179 Forskjellen mell. den christelige Tale og Prædikenen.
Den christelige Tale indlader sig til en vis Grad med Tvivlen – Prædikenen opererer absolut, ene og alene ved Myndigheden, Skriftens, Christi Apostlenes. Det er derfor absolut Kjætterie i en Prædiken at indlade sig med Tvivlene, selv om man forstod nok saa godt at haandtere dem.
Derfor staaer der i ►Forordet til mine christelige Taler: hvis ⓘ en Lidende, der tillige er løben vild i mange Tanker.
►En Prædiken forudsætter en Præst (Ordinationen); den christelige Tale kan være et almdl. Menneske.
180VIII1A7Man vil indbilde os, at ►Indvendingerne mod Χstd. komme af Tvivlen. Dette er aldeles en Misforstaaelse. Indvendingerne mod Χstd komme af ►Insubordination, Ulyst til at lyde, Oprør mod al Auctoritet. Derfor har man hidtil ►kjæmpet i Luften med Indvendingerne, fordi man har kjæmpet intellectuelt med Tvivlen, istedenfor at der skal kjæmpes ethisk med Oprøret.
VIII1A888Man beskylder mig for at jeg foranlediger unge Msk. til at slaae sig til Ro paa deres Subjektivitet. Maaskee, et Øieblik. Men hvorledes skulde det være muligt at faae alle disse Objektivitetens Blendværker bort som Publikum o: s: v:, uden ved at 181 faae Enkelthedens Kategorie frem. Man har under Skin af Objektivitet villet aldeles offre Individualiteterne. Derom dreier Sagen sig.
VIII1A9Hele Verdens Udviklingen tenderer til den absolute Betydning af Enkelthedens Kategorie, der just er Christds Princip. Men endnu ere vi ikke komne synderligt vidt i Concretion, thi ►in abstracto anerkjendes [det]. Deraf forklares det, at det endnu gjør Indtryk paa Folk som en stolt og hovmodig Anmasselse naar man taler om den Enkelte, istedenfor at ⓘ dette just er den absolute Humanitet nemlig at ⓘ Enhver er en Enkelt. Fromt udtrykker man stundom Misforstaaelsen. Naar saaledes ►afdøde Biskop 👤Møller paa Lolland siger (i Indl. til hans 📖 Veiledning), at det dog var tungt om Sandheden (in specie Χstd) kun var tilgængelig for nogle Enkelte ikke for Alle: saa siger han ►vistnok noget Sandt, men tillige noget falsk, thi Χstd. er vistnok 182 tilgængelig for Alle men vel at mærke derved og ene derved at hver især bliver en Enkelt, bliver den Enkelte. Men hverken haves endnu dette ethiske ell. det religieuse Mod. De Fleste blive ganske bange, naar de skulde til hver især at være den Enkelte. Saaledes vender og dreier Sagen sig. I det ene Øieblik skal det være Hovmod at foredrage denne Anskuelse om den Enkelte, og naar saa den Enkelte skal til at forsøge saa finder han at denne Tanke snarere er ham meget for stor, for overvældende.
VIII1A10Blot en Mand skal være Præst paa Landet nogle Aar, erkyndiger han sig forud hvilke Familier, der leve paa Egnen, for Selskabets Skyld: skulde det dog ikke ⓘ være vigtigere at betænke, hvilke Msker man vil komme til at leve med i Evigheden, og betænke forud at sørge for at komme i godt Selskab.
VIII1A11183►👤Kants Theorie om det radicale Onde har blot een Feil, at han ikke gjør det ret bestemt fast, at det Uforklarlige er en Categorie, at Pa89radoxet er en Categorie. Derom dreier egl. Alt sig. Man har nu bestandigt talt saaledes: det at sige at man ikke kan ⓘ forstaae det ell. det, tilfredsstiller ikke Videnskaben, som vil begribe. Her ligger Feilen; man maa lige omvendt sige, naar menneskelig Videnskab ikke vil erkjende at der er Noget den ikke kan forstaae, ell. endnu nøiagtigere: Noget hvorom den med Klarhed kan forstaae, at den ikke kan forstaae det: saa er Alt forvirret. Det er nemlig en Opgave for den msklige Erkjenden at forstaae at der er, og hvilket det er, den ikke kan forstaae. Den menneskelige Erkjenden har ►gemenligen travlt med at forstaae og forstaae, men hvis den vil tillige gjøre sig Umage for at forstaae sig selv: maa den ligefrem etablere Paradoxet. Paradoxet er ikke en ►Concession, men en Kategorie, en ontologisk Bestemmelse, der udtrykker Forholdet mellem en ⓘ existerende, erkjendende Aand og den evige Sandhed.
184VIII1A12Naar man ret vil forstaae det, saa har egl. ethvert Msk, der i Sandhed vil forholde sig til Gud og omgaaes med ham, han har kun een Opgave, den: ►altid at være glad. Selv det bedste Msk, til hvem man ganske ⓘ turde betroe sig og ganske stole paa, han kan jo dog fE behøve et Raad, ell. behøve at vi erindrer ham om det og det, jeg kan virkeligen være klogere end han, virkeligen have Ret o: s: v:. Men alt Sligt behøves ikke i Forhold til ⓘ Gud, og at begynde ⓘ paa Sligt er netop ugudelig Travlhed, eller dog en vis Barnagtighed.
VIII1A13Forholdet bliver snart ironisk rigtigt igjen. Ligeoverfor den dumme politiske Alvor, og ►Speculanternes gyselige Festlighed reiste jeg Ironiens Spøg: i en forandret Omgivelse, som den nuværende, hvor næsten Alle ere blevne ironiske, bliver jeg, ironisk rigtigt, den meest Alvorlige.
185VIII1A14Forholdet mell.►👤Schelling og ►👤Hegel er egl. dette. ►👤Schelling fik afskaffet das Ding an sich ved Hjælp af det Absolute, idet hiint Schat90tenspiel paa ⓘ hiin Side afskaffedes, og alt kom til at vise sig ⓘ paa denne Side. Men 👤Schelling standsede ved det Absolute, ved Indifferents, ved Nul-Punktet, fra hvilket han egl. ikke gik ud, men som blot betegnede at bag ved det Absolute var der Intet. 👤Hegel meente imidlertid at komme saa meget bag ved det Absolute paa hiin Side, at han fik Farten. 👤Schellings Philosophie er i Ro; den hegelske Philosophie er ►formentligen i Fart, i Methodens Fart.
VIII1A15 186 Forholdet mellem ►de tre Afdelinger i »📖 opbyggelige Taler i forskjellig Aand.«
1). 1ste Afdeling.
Anlæget er væsentlig ethisk-ironisk, og derfra opbyggelig, socratisk.
Den meest ironiske Kategorie som vel at mærke tillige er den absolut sædelige er: Enkeltheden, hiin Enkelte. Den Enkelte kan nemlig betyde faktisk ethvert Msk., og ►eminent Enhver der sædeligt idealt vil være det Høieste. Forholdet er ikke saaledes, at Nogen ved Differents er udelukket fra eminent at være den Enkelte og dog er det ►vistnok faktisk saa, at den Enkelte slet ikke lever. Dette er paa eengang det lige saa sædelige og ethiske som ironiske Forhold 187 mellem Facticitet og Idealitet.
Forøvrigt har jeg for ►majeutisk at understøtte, bestandigt i ►Pseudonymerne brugt: hiin Enkelte i Differentsens Forstand, thi der hører naturligviis Differents-Forudsætninger til for at følge absolut dialektiske Udviklinger. I ►de opbyggelige Taler har derimod Kategorien: den Enkelte været brugt i sædelig og Ligelighedens Forstand absolut.
Categorien den Enkelte er ligesaa ironisk som den er sædelig og absolut begge Dele, og da igjen absolut opbyggelig (i Immanentsens Religieusitet) idet [den] nemlig absolut afskaffer Differentserne som Sandsebedrag, og etablerer Evighedens væsentlige Ligelighed.
Anm. I Fremstilling er Talens Colorit stundom lige til Grændsen af det Comiske, dog i ironisk Pathos. Dersom nogen vil forsøge det, skal han see, at overalt hvor han i ►denne Skriftetale kommer 188 til at lee, kommer han til at lee ironisk. Saaledes fE naar der etsteds staaer: ►en Mængde af det Godes Venner eller af gode Venner slutte sig om ham – det er sandt de troede tillige at91 slutte sig om det Gode, men det maa dog nok være en Misforstaaelse, da han selv gik uden om. Eller: ►de opførte en Bygning; det var Bindingsværk (de vare jo ogsaa Mange om den) og saaledes flere Steder.
Denne comiske Colorit er absolut medhenhørende.
2) 2den Afdeling er humoristisk.
Dialektiken i det Begreb: at lære er denne at den Lærende forholder sig til Læreren som til sit idealere ►genus proximum. Saasnart Læreren ⓘ blot indenfor 189 samme genus indtager en lavere Plads staaer under ⓘ den Lærende: saa bliver Forholdet humoristisk. Saaledes det at lære af et Barn, ell. af et dumt Msk, thi Barnet ell. den Dumme kan kun humoristisk kaldes Læreren.
Men endnu mere humoristisk bliver Forholdet, naar Læreren og den Lærende end ikke have genus tilfælles, men i qvalitativ ►Heterogenitet forholde sig omvendt til hinanden. ⓘ Dette er det absolute humoristiske Forhold. Lilierne og Fuglene.
Fremstillingen er opbyggelig, ⓘ formildet i det Humoristiskes rørende Spøg og spøgende Alvor. Læseren vil flere Steder komme til at smile, aldrig til at lee, aldrig til at lee ironisk. ►Eventyret om den bekymrede Lilie, der dog tillige 190 er en Parabel, er absolut humoristisk. Saaledes ►den hele Diatribe om det at være paaklædt. Overhovedet er det Humoristiske tilstæde paa ethvert Punkt, fordi Anlæget selv er humoristisk.
De 3 Taler forholde sig igjen æsthetisk, ethisk, ⓘ religieust til hinanden.
3) 3de Afdeling. cfr.
191 VIII1A16 Om de ►📖 tre Taler 1847.
Det er ikke tilfældigt, at ►Eventyret er bleven brugt i den første; thi Jordlivet er saaledes, og ved Vanen især bleven saaledes, ⓘ saa langt fra det Ideale, at den ideale Fordring maa lyde som et Eventyr. – Tillige undgaaes derved al Sammenligning.
Nogle ville vel finde, at ⓘ disse Taler mangle Alvor. De mene nemlig, at Alvor i disse Forhold er at subscribere Pengebidrag, ►inventere offentligt Arbeide, aabne en Subscription o: s: v:, hvilket altsammen ►vistnok kan være meget priseligt men i strængeste Forstand92 ikke er Alvor. Saa prosaisk er imidlertid Verden bleven, at den eneste Sorg, man indrømmer Realitet er Næringssorg, og da igjen i den fortrædelige Forstand, hvori Agitatorer, der tjene de Fattiges Penge, fremstille det for at hidse. Elskov, Anger, o: s: v: ansees for ►Chimairer, men Penge, Penge, Penge.
Jeg forpligter mig til engang i Evigheden, at læse disse 3 Taler høit, og jeg er forvisset om, at de ville blive hørte med Velbehag, ogsaa af dem, som her protestere og maaskee forhaane mig. Sorgen er nemlig her saaledes 192 barnligt og fromt formildet, som en salig Aand vil mindes den. Om et Msk. nu, i Timeligheden, formaaer at handle saaledes, vil jeg ikke afgjøre; men dersom han er saa fortræden, at han trodsigt og forhaanende vender sig bort fra den rene evangeliske Mildhed: saa ⓘ er han ingenlunde alvorlig, men oprørsk. Selv den Lidende bør kunne velvilligt høre en næsten barnlig, men rørende Opfattelse.
Den hellige Skrift taler forøvrigt langt strængere. ►►Luc 21, 34: besmitter Eder ikke med Fraaserie, Drukkenskab, ell. Sorg for Næring.
Naar ►Apostlene sige til den Værkbrudne: Guld og Sølv har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg ⓘ Dig: stat op og gaae – saa er dette egl. fornemt talt, thi et Mirakel er dog vel mere end Guld og Sølv. Men hvis de havde sagt: vi have blot en Tanke, en evig, en salig Tanke at byde Dig: havde det ikke været rigtigt talet! Og saaledes har jeg hell. ei Sølv ell. Guld, men en formildende, rørende, 193 i Sandhed opbyggelig Betragtning.
Man vil ⓘ see ►i den første Tale, hvorledes egl. de rige Fugle fordærve de fattige. Der falder et næsten comisk Lys over de rige Duer, som ►»kroe sig«; og tillige en ethisk Accent paa dem: ►at just de have Næringssorg.
VIII1A17Der ligger noget saare dybsindigt i ►hvad der fortælles om Venusbjerget, at Den, der gik derind, ikke kunde finde Veien tilbage. Det Vanskelige er altid at finde Veien tilbage fra Lysten. – Noget Lignende er det, naar der ►fortælles i Sagnene, at den Fortryllede maatte spille det samme Stykke baglænds igjennem, og, for hver Gang han tog den mindste Feil, ⓘ begynde forfra paa dette Arbeide bagfra.
93194VIII1A18Der er dog ingen moderne Philosoph, af hvem jeg har haft den Gavn, som af ►👤Trendlenburg. Da jeg ►i sin Tid skrev 📖 Gjentagelsen havde jeg endnu ikke læst noget af ham – og nu da jeg har læst ham, hvor langt klarere og tydeligere bliver ikke Alt mig. Paa en underlig Maade staaer jeg i Forhold til ham. Noget af det der længst tilbage har beskæftiget mig er den hele ►Lære om Categorierne, (Problemerne i denne Henseende findes ►i mine ældre Optegnelser, paa ⓘ Qvart-Papstykker). Og nu har 👤Trendlenburg skrevet ►📖 2 Afhandlinger om Kategorie-Læren, hvilke jeg læser med den yderste Interesse.
Og ►da jeg første Gang kom til Berlin, da var 👤Trendlenburg 195 netop den Eneste jeg ikke brød mig om at høre – ►han var jo, saa sagdes der, Kantianer. Og ►den unge Svenske, med hvem jeg reiste, der ene skulde studere under 👤Trendlenburg, ham oversaae jeg næsten. O, taabelige Opinion, som jeg da ogsaa har trællet under.
VIII1A19 Om Forholdet mellem de gode Gjerninger og Troen.
De gode Gjerninger i Betydning af Fortjenstfuldhed er naturligviis Gud en Vederstyggelighed. Dog fordres Gjerningerne af et Msk. Men de skulle være og dog ikke være; de skulle være og han dog ydmygt være uvidende om, at de ere, ell. at de skulde betyde Noget. Det er ligesom naar en Ret kun er ⓘ denne bestemte ved Maaden paa hvilken den serveres: saaledes skulde de gode Gjerninger serveres i Ydmyghed, i Troen. Eller det er, som naar et Barn 196 gjør Forældrene en Præsent men med hvad det selv har faaet af Forældrene til Gaven: al det Fordringsfulde, som ell. ligger i at gjøre en Foræring, forsvinder da Barnet af Forældrene har faaet den Gave, som det forærer Forældrene.
VIII1A20ⓘ Det Christelige og►Pointen i den 5te af de 📖 christelige Taler er netop at 📖 Bibelens Myndighed gjøres gjældende, at det ikke er Noget man har udtænkt, men noget befalet, noget med Myndighed befalet at Trængselen er Opgaven. Derfor bruges bestandigt Analogi94en med Barnet, hvem Forældrene befale Noget: saaledes er 📖 Bibelen, Guds Ord befalende i Forhold til den Ældre. ⓘ I en opbyggelig Tale kunde jeg ikke urgere saa stærkt paa, at 📖 Bibelen siger det.
VIII1A21197 Det Christelige, Pointen i ►ⓘ den📖 VI Tale er netop det, at der ikke gaaes ind i en Udvikling af, at Evighed og Timelighed naar de sættes sammen maa give Begrebet: Lidelse, men at ►der argumenteres absolut fra det apostoliske Ord. Saaledes kunde aldrig en opbyggelig Tale anlægges, der operer[er] ved Hjælp af Tænkning.
»Vee de frygtagtige Hjerter og de efterladne
Hænder, og en Synder som gaaer paa to Veie.«
VIII1A23198»Mængden« er egl. Det, jeg har taget mit polemiske Sigte paa; og det har jeg ►lært af 👤Socrates. Jeg vil gjøre Mskene opmærksomme, at de ikke ⓘ ødsle og spilde deres Liv. Aristokraterne antage, at der bestandigt er en heel Masse Msker som gaae tilspilds. Men dette fortie de, de leve tilbagetrukken, de lade som vare disse mange, mange Msker slet ikke til. Dette er det ugudelige i Aristokraternes Fornemhed, at de, for selv at have det godt, end ikke gjøre Mskene opmærksomme.
Saaledes vil jeg ikke. Jeg vil gjøre Mængden opmærksom paa deres egen Ruin. Og vil de ikke med det Gode, saa vil jeg tvinge dem med det Onde. Man forstaae mig, eller, man misforstaae mig ikke. Det er ikke min Mening at jeg vil slaae dem (ak Een kan dog ikke slaae Mængden) nei jeg vil tvinge dem til at slaae mig. Saa tvinger 199 jeg dem dog med det Onde. Thi slaae de mig først – saa blive de nok opmærksomme; og slaae de mig ihjel – saa blive de ubetinget opmærksomme, og jeg har absolut seiret. I den Henseende er jeg sammensat af lutter Dialektik. Der er allerede nu Mangen, som siger »hvad bryder man sig om Mag 👤Kierkegaard, det skal jeg vise ham«. Ak, men det at vise mig at man ikke bryder sig om mig, eller det at bryde sig om, at jeg faaer at vide, at man ikke bryder sig om mig, det er dog Afhængighed. Det slaaer ganske rigtigt til, naar95 man blot har ►Ataraxie nok. Man viser mig Respekt netop derved, at man viser ⓘ mig, at man ikke respekterer mig.
Saa fordærvede ere Mskene ikke, at de egentligen ville ⓘ det Onde, men de ere forblindede og vide egl ikke hvad de gjøre. Alt dreier sig om at faae dem lokket ud i det Afgjørende. Et Barn kan længe 200 være saa smaat opsætsig mod sin Fader; men kan Faderen blot faae det ⓘ til at gjøre et rigtigt Attentat, saa er Barnet Frelsen langt nærmere. Derved er det, at »Mængdens« Oprør seirer, at man gaaer afveien for det, saa den aldrig faaer at mærke, hvad den gjør. ⓘ Mængden har ingen væsentlig Betragtning, naar den derfor kommer til at slaae en Mand ihjel, saa er den ►eo ipso standset, den bliver opmærksom, og den besinder sig.
Den, der, som det hedder, reformatorisk strider mod en Mægtig (en Pave, en Keiser kort en enkelt Mand) han maa see, at faae den Mægtige til at falde; men Den, der rigtigere har taget front mod »Mængden«, fra hvilken al Fordærvelse udgaaer, han maa selv see at falde.
201VIII1A24Det, som jeg mindre kan forstaae i ►den orthodoxe christelige Anskuelse, er ⓘ at der i den Enkeltes Guds-Forhold bliver en Comparation med Andre, saaledes, at han i det han forholder sig til Gud bliver sig bevidst, hvorledes Andre forholde sig til Gud, om de blive salige eller ikke, om de gjøre hvad Gud fordrer af ⓘ dem o: s: v:.
Saaledes tænker jeg mig det. Naar et Msk. (den Enkelte) forholder sig til Gud, da maa han let fatte, at Gud absolut ja grændseløst absolut har Ret til at fordre Alt af ham; men paa den anden Side, at ogsaa Guds-Forholdet selv absolut, ja grændseløst absolut er et Saligheds Dyb. Men er Forholdet dette, saa er jo ►eo ipso Hensynet til og Sammenligningen med ethvert andet Msk. glemt. Dette er aabenbart Meningen af ►Parabelen om Arbeiderne i Viingaarden. Men er dette Meningen, saa er det ogsaa ugudeligt at sammenligne sig med Andre. Naar saaledes En vil sige ⓘ »jeg 202 udholder glad alt Ondt, alle Eders Forfølgelser, for Guds ⓘ Skyld,« og da tilføier »men I, mine Forfølgere, I ville ogsaa komme til at lide hisset«: saa er denne sidste Deel af Talen Verdslighed. Forholdet til Gud er aabenbart et saadant Gode, en saadan uhyre Vægt af Salighed, at naar jeg blot faaer det, saa er min Salighed ⓘ i absoluteste Forstand absolut, og96 den bliver tvertimod mindre ved denne verdslige Sammenligning, at mine Fjender skulle blive udelukkede.
VIII1A25 Om Guds Kjærlighed.
»Men« siger ⓘ den Bekymrede »jeg seer jo dog ikke Gud, saa jeg deraf kunde vide, at han er Kjærlighed; jeg hører ham heller ikke sige til mig, at han er Kjærlighed. Og imidlertid hænder det mig, som jeg mindst af Alt kan begribe at det skulde være mig godt og mig gavnligt: hvor skal jeg saa ⓘ troe, at han er Kjærlighed?«
Her viser det sig ret, at det egentligen 203 absolut kommer an ⓘ paa en religieus Opdragelse, paa den ►Aprioritæt, som derved vindes, at det er En fra tidligste Tid absolut afgjort, at ►Gud er Kjærlighed. Dette et uforklarligt Indtryks Beviis for at Gud er Kjærlighed, et Indtryk som er voxet sammen med Ens hele Væsen fra tidligste Tid: det er egl. Hovedsagen.
VIII1A26Meningen af ►Miraklet om de 5 Brød og de ⓘ 2 Fiske er ikke, at et Msk. skal vente noget Saadant; ei heller er den dette Præste-Sludder om, hvorledes dog ofte Lidt har viist sig at være tilstrækkeligt – dette er nemlig et Forsøg paa at forklare et Mirakel ved Hjælp af et Non-Mirakel, ved at substituere Noget, som ikke er Mirakel –; men Meningen er, at den Bekymrede skal lade sig formilde, skal opbygges ved Tanken om Almagtens Magt, opbygges og formildes ved den ⓘ Frigjørelse som ligger i Miraklet. Miraklet har æsthetisk Betydning. Det er som et Skuespil, kun skal det troes; men det skal virke ren204sende og formildende paa Lidenskaben i den Bekymrede, at han ikke bliver aldeles sneverhjertet og prosaisk.
VIII1A2797Mit Tungsind har gjennem mange Aar gjort, at jeg ikke kunde komme til at sige i dybeste Forstand Du til mig selv. Imellem mit Tungsind og mit Du laae en heel Phantasie Verden. Det er den, som jeg tildeels har udtømt i ►Pseudonymerne. Som Den, der ikke har et lykkeligt Hjem, færdes ude saa meget som muligt, og helst vilde være af med sit Hjem: saaledes har ⓘ mit Tungsind holdt mig ude fra mig selv medens jeg opdagende og digterisk oplevende har gjennemreist en heel Phantasie-Verden. Som Den, der ⓘ har over205taget et stort Jordegods, ikke kan blive færdig med at gjøre sig bekjendt dermed – saaledes har jeg ved Tungsind forholdt mig til Muligheden.
VIII1A28Hvor forandret siden den Tid da ►Propheten raabte: sønderriver ⓘ Hjerterne ikke Klæderne – nu da de Fleste have sønderrevne ⓘ Hjerter og pæne Klæder (den elegante og pyntelige Fortvivlelse), uden dog i bibelsk Forstand at have et sønderrevet Hjerte.
eller
de to Brødre.
Hvilken af hine to ⓘ Sønner var den forlorne, den der sagde Nei – og gjorde Faderens Villie, eller den der sagde Ja – men ikke gjorde Faderens Villie, og maaskee endog roste sig af, at han havde været villig nok – til at sige: Ja.
206VIII1A30►I Hedenskabet meente man, at Gud var den Ubekjendte. Senere har man frækt nok villet ladet det være en smal Sag at kjende Gud. Dog har Gud, skjøndt han er bleven aabenbar, bedre sikkret sig; thi man kan kun kjende ham i Forhold til som man er kjendt, ɔ: i98 Forhold til som man ►erkjender, at man er kjendt. Dette skal nok holde igjen mod al Næsviished.
✂
a
VIII1A32
NB
Man lider kun een Gang – man seirer evigt. Forsaavidt seirer man jo ogsaa kun een Gang. Forskjellen er dog, at Lidelsens ene Gang er Øieblikket (selv om Øieblikket var ►70 Aar) – men Seirens ene Gang er Evigheden. Lidelsens ene Gang (selv om den varede 70 Aar) kan derfor ikke afbildes ⓘ
eller fremstilles i Kunst. Der er ►ved Alteret i Frelserens Kirke en Opsats som forestiller Engelen, der rækker Christus Lidelsens Kalk. Feilen er at det varer for længe, et Billede varer jo altid en Evighed; det seer for langvarigt ud; man seer ikke, at Lidelsen, fordi al Lidelse i sit Begreb ell. i Seirens Idee er det, er Øieblikket. Seiren derimod er evig; ⓘ
den kan (forsaavidt den ikke var aandelig) fremstilles thi den varer.
Der ligger noget saare opbyggeligt i den Tanke, at det gjælder om al Lidelse, hvad der ►staaer om Christi: hvad han leed, det leed han eengang. Man lider kun eengang: Seiren er evig. (Verdsligt hører man ofte nok denne Tale: nyd ⓘ Livet – man lever kun eengang.)
VIII1A33 207 Noget om min Interpunktion.
Hvad Bogstavering angaaer, bøier jeg mig ubetinget under Auctoritet ►(👤Molbech); det falder mig aldrig ind at ville berigtige, fordi jeg veed jeg i denne Henseende mangler Kundskaber, hvorfor jeg villigt indrømmer, at vistnok enhver nogenlunde dansk99 Forfatter i denne Henseende maaskee er omhyggeligere end jeg.
Med Interpunktionen er det noget [Andet]; her bøier jeg mig ubetinget ikke for Nogen, og jeg tvivler høiligen paa, at der er nogen dansk Forfatter, der i denne H. kan tage det op med mig. Min hele Bygning som Dialektiker med usædvanlig Sands for det Rhetoriske, den hele stille ⓘ Samtalens Omgang med min Tanke, min Øvelse i at læse høit: maa nødvendig gjøre mig til en Fortrinlig i d. H.
Jeg gjør da Forskjel i min Interpunktion. Jeg interpungerer anderledes i et videnskabeligt end i et rhetorisk Skrift. Dette vil vel allerede være de Fleste nok, der kun kjende een Gramatik. Det følger forsaavidt af sig selv, at [jeg], netop i H. til Interpunktion, ingenlunde tør fremlægge mine Skrifter ligefrem til Forskrifter for Skoledrenge ell. ganske unge Msker. Saaledes pleier en god 208 Latinlærer hell. ikke at lære Disciplene Sprogets finere Nüancer, ►Conjunktivs mangfoldige yndige Smaa-Hemmeligheder; men selv skriver han saaledes. Men ►desto værre kjender jeg egl. ingen dansk Forfatter, der egl i Idealitetens Forstand er opmærksom paa Interpunktionen, de følge blot ►det ⓘ gramaticalske Normativ.
Især i det Rhetoriske er min Interpunktion afvigende fordi den er udviklet. Det der især beskæftiger mig er det architektoniske-dialektiske, at der paa eengang for Øiet viser sig den Sætningernes Proportion, som igjen for Stemmen, naar man læser høit, er Rythmen – og jeg tænker mig bestandigt en Læser der læser høit. – Deraf kommer det igjen at jeg stundom sparer meget paa Brugen af Comma. Hvor jeg saaledes vil have en ►Subdivision under et ►Semicomma, da inddeler jeg ikke saadanne Sætninger. fE »hvad man skylder en Anden eller hvad man skylder sig selv«. I denne Henseende lever jeg i en stadig Strid med Sætterne, der velmenende sætte Comma overalt og derved forstyrre mig Rythmiken.
209De fleste danske Stilister bruge Punktum i mine Tanker paa en aldeles urigtig Maade. De opløse al deres Tale i lutter smaae Punktumer; men deraf følger, at det Logiske ingenlunde kommer til at nyde behørig Respekt, at Sætninger, der ere hinanden logisk underordnede komme til at blive hinanden coordinerede ved hver især at være Punktum.
For Alt maa jeg gjentage, at jeg tænker [a] mig Læsere, som læse høit og som da baade ere øvede i at følge hver en Tankes Svingning i det Mindste og igjen i at kunne eftergjøre det med Stemmen. Jeg vil ganske roligt underkaste mig den Prøve, at en Skuespiller eller en Taler, der er vant til at modulere læser til et Forsøg et lille Stykke af mine Taler: og jeg er overbeviist om, at han skal tilstaae, at Meget, som han ellers selv maa bestemme, Meget, som ellers oplyses ved instruerende Vink af Forf:, vil han her finde givet ved Hjælp af Interpunktionen. Den abstrakte grammaticalske Interpunktion strækker 210 slet ikke til i Forhold til det Rhetoriske, især med Tilsætning af det Ironiske, ►det Epigrammatiske, det Underfundige, det i Ideens Forstand Ondskabsfulde o:s:v:.
✂ [a] VIII1A34Netop i disse Dage seer jeg, at ►gl.👤Fichte i hans, nu af Sønnen udgivne, 📖 Brevvexel med 👤Schiller, klager i Forhold til sin Stiil over, at Folk ikke kan declamere.
VIII1A35100I Almdl. misbruges Spørgsmaalstegnet paa en taabelig Maade, ved abstrakt at bruges ⓘ ved enhver Spørgesætning. Jeg bruger ofte Semicolon og saa et fælles Spørgsmaalstegn. Dette er ogsaa rhetorisk rigtigt, man kan ikke holde ud at ⓘ læse de mange Spørgsmaal høit og hver Gang give det Spørgsmaal form, man tager derfor blot gjennem hele denne Række Spørgsmaalets stadige Fart.
VIII1A36Det ⓘ er da ogsaa en almdl. Skik at bruge Tankestreg, i Betydning af Skillestreg, til at begynde en mindre Afdeling, hvor en ny Udgang blev for meget.
VIII1A37211 Den ethiske Accent, Begrebs-Prægnantsen, Anthitesen, Anskueligheden i et Billedes tvende Leed paa een Linie, det Rhetoriske-Emphatiske o:s:v: – til alt Dette bruger jeg Colon og Tankestreeg; denne især til det Ironiske, for at gjøre det aabenbart. – Overhovedet bruger jeg Colon ►parlerende.
VIII1A38 Min fremtidige Interpunktion
Overalt hvor Noget citeres vil jeg ikke som før bruge Colon og ►Citation, men blot Citation. I adskillige Tilfælde hvor den logiske Accent falder paa det enkelte Ord bruges ikke Colon men at spatiere ell Citation. fE ⓘ istedenfor Begrebet: Næsten skrives nu Begrebet »Næsten«.
Colon vil derfor blive at bruge 212 til at danne Eftersætningen og overalt hvor det skal udtrykkes, at to Sætninger ⓘ i et Total-Forhold til hinanden indenfor dette sættes paa lige Linie med hinanden. Dette gjør Colon, som endog gjør det anskueligt for Øiet
– : –
Colon sætter i Sætningen Reflex Perspektivet Gjennemskueligheden, saaledes fE, at i det Eftersætningen sættes igjennem Forsætningen og omvendt. Forsætning og Eftersætning staae ikke ved Siden af hinanden men staae, i et Grund Forhold til hinanden, paa lige Linie.
101Saaledes med Forholdet mell. to Sætninger; men det ⓘ Samme er i Grunden Tilfældet med Forholdet 213 mell. to Tanker i een Sætning (fE. Anthitesen), derfor maa jeg ogsaa der bruge Colon. Naar saaledes den ene lille Sætning er Replik den anden Contra-Replik og dette netop skal udtrykkes, saa der altsaa ikke skal udtrykkes to Tanker efter hinanden men deres ►zugleich i Forholdet som Replik og Contra-Replik saa bruger jeg Colon.
Overhovedet maa Colon bruges meget mere end det gjør; saaledes i Forhold til Begrebsbestemmelser; Eet er at construere en Sætning som simpelt Objekt, et andet at dermed tillige skal udtrykkes at det er Begrebet. Saaledes er det fE Eet at sige: Tvesindethed frygter det at lide Straf; et Andet at sige: Tvesindethed frygter det: at lide Straf. Denne Interpunktion udtrykker at det at frygte Straf er det Constituerende i Tvesindetheden, er Begrebs-Kjendet paa Tvesindetheden, just fordi der deri er indeholdt en Selvmodsigelse en Vaklen, en Tvehed, som er eiendl. for Tvesindethed.
Skulle vi sige: Sligt er et Mirakel, det skeer ikke mere? Eller skulle vi sige: det lykkes dog stundom Lægevidenskaben paa overordl. Maade o: s: v:, stundom hændes et saadant ►mærkeligt Tilfælde ɔ: skulle vi sige Jairi Datters Opvækkelse ⓘ er et Mirakel og for at forklare dette beraabe os paa hvad der ikke er et Mirakel?
Nei; men lader os hellere tale saaledes. Hvis Glæde er egl. skjønnest og Gud velbehageligst, enten ⓘ Dens, som ved Miraklet fik sit Ønske opfyldt (som nu 👤Jairus) eller ⓘ Dens, som i stille Smerte bar det negtede Ønskes Smerte, men mildt bevæget og rørt glædede sig med Den, i hvis Lod den overordentlige Glæde var falden. Hvis Glæde er egl. saligst enten Dens som ved Fortællingen faaer at vide at hans Ønske er opfyldt, ell. Dens, som endnu engang ved Fortællingen mindes om sin Smerte, men da ogsaa skjøndt veemodigt dog fromt ⓘ ombygges ved Forestillingen om den fuldkomnere Tilværelse, i hvilken Miraklet hører hjemme. Hvo lytter vær215digst til Digterens Sange enten Den, som er i Besiddelse af hvad Digteren besynger ell Den, ⓘ hvem dette er negtet men hvem det sandeligen ikke er negtet – at begeistres af Digterens Sange?
102VIII1A40Det er en frygtelig Satire og et Epigram over ⓘ den nyere Tids Timelighed, at den eneste Anvendelse man nu veed at gjøre af ►Eensomheden er en Straf, er Fængslet. Hvilken Forskjel siden den Tid, da man, hvor verdslig end Timeligheden altid har været, dog troede paa Klosterets Eensomhed, da man altsaa ærede Eensomheden som det Høieste som det Eviges Bestemmelse – og nu da man afskyer ⓘ den som en Forbandelse, saa den kun bruges som Straf over Forbrydere. Ak, hvilken Forandring.
216VIII1A41Det var i en tidligere Tid en from Skik i Husene at der holdtes Bøn før Maaltidet. Det er nu forandret, ►man veed nu at tale næsten kunstforstandigt om den Smagfuldhed og udvortes Dannelse, der hører til for at et Maaltid kan være et menneskeligt Maaltid, ikke en dyrisk Foring. Men al denne Dannelse er den et Fremskridt i Sammenligning med hiin fromme Vedtægt? Er det da et Fremskridt at anlægge Dyret som Maalestok og at ville udmærke sig i denne Henseende, er det et Fremskridt i Sammenligning med at forholde sig til Gud? Medens man i hine Tider samledes til et Maaltid med de Ord: husk paa Gud, saa samles man nu med de Ord: husk paa, at I ikke ere Dyr, eller i det Høieste husk paa at være Mennesker.
217VIII1A42Man kan nu gjøre ved mig hvad man vil, forhaane mig, misunde mig, lade være at læse mig, slaae mig i Hatten, slaae mig ihjel: det kan man i al Evighed ikke negte, hvad der var min Idee og mit Liv, at det var en af de originaleste Tanker i mange Tider, og den originaleste Tanke i det danske Sprog: at Christendommen behøvede en ►Maieutiker og jeg forstod at være det – medens Ingen forstod at paaskjønne det. Den Categorie at forkynde Christendommen at bekjende Christum passer ikke i Christenheden – her passer just det103 Maieutiske, der gaaer ud fra at Mskene have 218 det Høieste men vil hjælpe dem til at blive opmærksomme paa hvad de have.
VIII1A43Sagen er den, det vor Tid behøver er Opdragelse. Til ⓘ den Ende skete Følgende, Gud greb En ud, som ogsaa behøvede Opdragelse, og opdrog nu ham ►privatissime, for at han ⓘ kunde lære fra sig igjen.
219VIII1A44See, ►👤Andersen han kan fortælle Eventyret om 📖 Lykkens Galoscher – men jeg kan fortælle Eventyret om Skoen som trykker, ell. rettere det kunde jeg fortælle men ⓘ just fordi jeg ikke vil fortælle det, men gjemme det i dyb Taushed, derfor kan jeg fortælle adskilligt Andet.
VIII1A45Nogle Iagttagelser betræffende
Det Tilfældige, det Individuelle i den enkelte Vægter, i hans Stemme, i den Maade han begynder, hans Intonation, hvorledes han begynder, naar han lige ved den Tid staaer og taler med Andre, og nu skal begynde. Dette ►»Hau«. Som bekjendt raabes dette ogsaa til Stude, og 220 jeg erindrer derfor engang paa Vesterbroe at have seet en Drift Stude, som aabenbart troede det var dem angaaende, at der raabtes »Hau« – men see det var Vægteren og det næste lød saaledes: hau Vægter. – Om Vægteren synger og optræder med Selvfølelse. Varianterne fE ►»Piger og Dreng« istedenfor Pige og Dreng. ⓘ o: s: v: – Det virkelig Romantiske i den Vægter som raaber ude ved ►sorte Hest. at raabe ud i Natten; Landeveiens Situation, den natlige Stilhed
VIII1A46►Pastor 👤Lind, der forbedrer i Forbedringshuset er en fortræffelig Mand, og ingen kan vist mere glæde sig end jeg ved at han har været 221 saa heldig at faae hvad han ogsaa upaatvivleligt selv anseer for104 den eneste ⓘ ►Ansættelse hvor han er absolut paa sin Plads. Han har fra tidligere Tid haft en Tilbøielighed og et Hang til at betragte den ham omgivende Verden under Categorien »Forbedringshuset«, og med Forkjerlighed dvælet ved den Opfattelse af de Enkelte, at ville forbedre dem. Denne Tilbøielighed kunde let have udviklet sig til noget ►Don Quixotisk, medens den nu ved at faae en saa naturlig og betydningsfuld Afledning vist vil gjøre ham til noget [i] Ualmindelighed, og hans Virksomhed ualmindeligt betydningsfuld i Forbedringshuset.
222VIII1A47 [a] Saa længe man har mange Brønde at tage Vand af, saa opdager man slet ingen ængstelige Bekymringer m: H: t: Vandets mulige Udebliven. Men naar man kun har een eneste! Og saaledes ogsaa naar Christendommen først er bleven ⓘ En den eneste Brønd, saa begynder ogsaa først Anfægtelserne. Anfægtelse er Udtrykket for en Concentration paa det Christelige som den eneste Gjenstand. Derfor have de Fleste ikke Anfægtelser.
✂ [a] VIII1A48I Billede paa Anfægtelse: er en beleiret By, der kun har een Brønd. Det Første maa med. Det vil Mskene udelade, man vil have gode Dage og saa troe det Christelige, troe Christi Forsoning. Men at troe Forsoningen er forbilledligt fremstillet af ►Jøderne, der de plagedes af Slanger i Ørkenen og han opreiste Korsets-Tegn. At troe Forsoningen det er: bidt af Slanger, medens Bidet smerter og frister Msk. til blot at tænke derpaa ell paa om ⓘ det dog ikke var muligt at faae Slangerne dræbte: saa at troe. ⓘ Ikke enhver der bides af Slanger kan beslutte sig ell. finde Naade til at troe Forsoningen.
VIII1A49Formodl. vil det nu af de ►kloge Høns, som veed – at ramse Alt, blive en Indvending mod ►mine christelige Taler, at de ikke indeholde Forsoningen. Altsaa efter i 5 Aar at kunne have lært af mig, hvor ►maieutisk jeg gaaer frem, 223 er man accurat bleven lige klog, – og vil for[m]dl. forblive det. Først det Første og saa det Næste. Men disse usalige Msker vrøvle Alt sammen i een Tale, hvad jeg Stykke for Stykke udvikler i store Bøger, bestandigt ladende en Braad tilbage i den enkelte Bog, hvilket er dens Forhold til den næste. Men Spekulanternes og tildeels Præsternes Fadhed er utrolig.
VIII1A52Man har ►et ⓘ Stykke, som forestiller 👤Rosseau 224 og en ung Pige. Neden under staaer: 👤Rosseaus første Kjerlighed. Ved Siden af hænger ►et andet Stykke, hvor paa der staaer »👤Rosseaus sidste Kjerlighed«. Hvor ►epigrammatisk! Hvad ⓘ om der kun havde været eet Stykke, hvor under stod 👤Rosseaus eneste Kjerlighed.
VIII1A53Den utaknemligste Existents er og bliver at være en Forfatter, der skriver for Forfattere. Man kan dele Forfattere i to Classer, dem som skrive for Læsere, og de egl. Forfattere dem som skrive for Forfattere. Disse sidste kan Læseverdenen ikke forstaae, den anseer dem for gale, næsten forhaaner dem – og imidlertid plyndrer Forfatterne af 2den Grad deres Skrifter og gjør stor furore med det Stjaalne og det ⓘ Forvanskede. Disse Forfattere af 2den 225 Grad blive saa gjerne hine første Forfattere[s] værste Fjender – det er dem nemlig af Vigtighed, at Ingen faaer at vide, hvorledes det sande Forhold er.
VIII1A54Hver Gang Verdenshistorien skal gjøre et væsentlig Skridt frem og gjennem en vanskelig Passage, saa kommer ogsaa strax en Formation af de rigtige Forspandsheste: de ugifte, de eenlige Msker, der kun leve for en Idee. ►Joh. v. Müller siger jo at der er to Magter106 som styre Verden: die Ideen und die Frauen – men skal det rigtigt gaae løs maa Ideerne alene styre.
VIII1A55 Bøn
Fader i Himlene! I Forhold til et Msk. hænder det vel stundom at vi sige Eet medens han er 226 tilstede, og desto værre, naar han er gaaet bort noget Andet, ⓘ vi tale anderledes om ham i hans Nærværelse end i hans Fraværelse. O, men Du vor Gud, hvorledes skulle vi ⓘ kunne tale om Dig i Din Fraværelse – Du som er ►allestedsnærværende, hvorledes skulde vi kunne tale anderledes om Dig, ►Du som altid bliver den samme! Saa give Du o Gud, at vi beflitte os paa at ⓘ modarbeide den Aands-fraværelse som vil indbilde ⓘ os, at Du er fraværende, for at vi til Sindets Samling og til dets Opbyggelse, til Sindets Tugt og til dets Luttrelse maa ⓘ betænke, at Du er altid nærværende.
VIII1A56227►Evangeliet 2d Paaskedag.
Frelsen gaaer usynlig med de Sørgende paa Veien. Det er i Grunden altid Tilfældet. Det Høieste er et Msk. allernærmest – men hans ⓘ Øine ere lukkede. Saaledes følger det Høieste og Evigheden med et Msk. gjennem Livets ⓘ forskjellige Aldere, han bliver ikke ret opmærksom derpaa, han seer ikke nær nok men ønsker, higer, har travlt. Ligesom man kan bestemme Klokkesletten ved at bestemme Legemets Forhold til Skyggen, saaledes kan man bestemme et Mskes Modenhed ved denne Proportion hvor nær han mener at det høieste er ham. Saaledes gaaer Ungdom og Manddom hen; men først naar det begynder at aftnes og Dagen at hælde, da kommer Forstaaelsen at det Høieste ligger et Msk. allernærmest, har gaaet ved Siden af ham hele Livet igjennem, men han ikke paaskjønnet det – give Gud, at det saa ogsaa maa ►»blive hos ham.«
228VIII1A57Tænk Dig en ⓘ ulykkeligt forelsket Pige tale til en Klippe om sin Smerte: lige saa urokkeligt hører Gud paa Din Klage, naar Du vil indbilde Dig at Du skulde være Gjenstand for hans Forkjerlighed.
107VIII1A58►📖 Kong Lears Skjebne lader sig motivere som Nemesis. ►Hans Brøde er den Afsindighed, med hvilken Stykket begynder, at opfordre sine Børn, saadan udenvidere, til at sige, hvor ⓘ høit de elskede ham. Børns Kjerlighed til Forældre er et uudtømmeligt Mysterium, grundet tillige i et Naturforhold. En Begivenhed kan derfor foranledige den til at ⓘ vise, hvor dyb den er, men det er usømmeligt og ►Impietet og Skyld nysgjerrigt og selvisk, for egen Fornøielses Skyld, at ville ligesom ►vivisecere den. Sligt taales i erotiske Forhold (at den Elskende spørger den Elskede, hvor høit hun elsker ham) skjøndt det dog let er 229 Leflerie.
VIII1A59Det er dog et sørgeligt Misgreb af ►Servantes at ende 📖 D. Quixote saaledes, at han bliver fornuftig – og døer. Og Servantes der selv har faaet ►den ypperlige Idee at lade ham blive Schäfer! Her burde den ende. Det vil sige, 👤D. Q. maa ikke ende, han maa fremstilles i Farten, saaledes ⓘ at han aabner Udsigten til en uendelig Række af nye fixe Ideer. D. Q. er uendelig ►perfectibel i Galskab, men det eneste han ikke kan blive (ellers kan han blive Alt) er netop at blive fornuftig. At danne denne romantiske Ende (at der ingen Ende er) synes Servantes ikke at have været Dialektiker nok til.
230VIII1A60I Verdsligheden er ►Kongen ubetinget den Eneste, som er bunden ved Samvittigheds-Forholdet, det er hans Fortrin, at han, han alene kun er Gud ansvarlig og sin Samvittighed. – Men gudeligt, hvor ganske anderledes. ►👤Paulus siger: I Tjenere værer Eders Herrer underdanige og ikke blot for Frygtens Skyld men ogsaa for Samvittighedens.« Det er altsaa et Samvittigheds-Forhold. En fattig Lugekone, der ligger i den Riges Have ved sit ringe Arbeide, hun kan sige: jeg gjør dette Arbeide for ►1 ℳ om Dagen, men at jeg gjør det saa omhyggeligt, det er for Samvittighedens 231 Skyld.« I Sandhed kongelige Ord. Men Sligt maa man huske paa at man maa have for sig selv – med Gud. Det er netop det Herlige. Derfor er det saa taabeligt,108 naar man ►vil gjøre den ringere Classe utaalmodig ved sit Vilkaar. Thi den smule verdslige Forandring der var at opnaae, er dog som Intet; men dette Ord og denne Tanke: for ⓘ Samvittighedens Skyld er en Sprogforandring, er ►det archimediske Punkt uden for Verden og hiin Lugekone kan ⓘ sige, at hun ved det, naar det er i Tavshed i hende med Gud, bevæger Himmel og Jord.
233VIII1A62109Forskjellen i al Underviisning er egl.ⓘ blot: i hvilket Medium Underviisningen meddeles. Barnet og Ynglingen undervises i Phantasie-Mediets Idealitet. Hvad der siges er det Sande. Og dog kan dette Sande netop blive en Snare i Virkelighedens Medium. Der læres at det Gode skal man elske. Da vi nu alle lære dette, dersom vi saa alle gjorde derefter: saa vil Virkelighedens Medium være lige saa idealt som Phantasie-Mediet. Men nu er dette ikke Tilfældet. Saa kommer den sidste Underviisning; den lærer ganske det Samme som der læres Ynglingen, men lærer da tillige, hvorledes dette tager sig ud i Virkelighedens Medium: at det Gode 234 forfølges, straffes som var det det Onde. At naar en Fræk har Held med sig i sin Frækhed, saa er ⓘ det ikke denne Frække Mskene ere bange for at være i ⓘ Selskab med, men det er den Gode, hvem den Frække forfølger.
VIII1A63At elske Gud er den eneste lykkelige Kjerlighed; men paa den anden Side er det ogsaa forfærdeligt. Msk. er lige overfor Gud uden Maalestok, uden al Sammenligning; han kan ikke sammenligne sig med Gud, her bliver han til Intet, og han tør ikke lige overfor Gud i Guds Nærværelse sammenligne sig med 235 Menneskene, thi det er Adspredelse. Der er derfor ►vistnok i ethvert Msk. en klog Frygt for ⓘ egl. at indlade sig med Gud, fordi han ved at indlade sig med Gud bliver til Intet. Og selv om Msk. end, mskligt talt, redeligt arbeider paa at ville det Gud [vil]: lige overfor Gud er det dog som kom han aldrig ⓘ afstedet, hans smule Fremskridt forsvinder som et Intet for Guds Hellighed. Der er derfor vistnok i ethvert Msk. en klog Frygt for egl. at indlade sig med Gud; de ønske dette Forhold paa Afstand, og anvende derfor egl. deres Liv i Timelighedens Adspredelse; thi al den Travlhed i Livet er dog egl. Adspredelse.
236VIII1A64110Først synder et Msk. maaskee af ⓘ Svaghed, ligger under for Svagheden (ak thi Din Svaghed er jo netop Lystens og Tilbøielighedens og Lidenskabens og Syndens Styrke); men da bliver han saa fortvivlet derover, at han maaskee synder ⓘ igjen og synder af Fortvivlelse.
VIII1A65I ►Bespisningen af de 5000 Mænd (►Joh: 6, 1-15) er ⓘ fremstillet et mærkelig Exempel paa Forening af Riigdom og Sparsommelighed. Efterat ved et ⓘ Mirakel (og hvilken Overflod er dog at sammenligne hermed) der er skaffet Føde nok 237 til de 5000 Mænd, saa skulde man nu troe, at der vel blev ødslet med Levningerne. Ak, nei, saaledes er Gud aldrig, der blev nøiagtigt samlet alt op cfr 📖 Evangeliet. See, det mskelige er, ikke at kunne gjøre Mirakler og saa dog at ødsle med Levninger; det Guddommelige er, at gjøre Miraklet at skaffe Overflod og saa at samle Smulerne op.
VIII1A66►Den ene af hine Tjenere, som hver modtog sit Pund, da Herren reiste bort, gik strax hen og grov det ned. Her strax Feilen, at han frembragte en Tilsyneladelse et Sandsebedrag. Den, der nemlig vil arbeide ⓘ med sit Pund, han vover det i samme Øieblik, først i et næste Øieblik viser det sig, om han vandt Noget ell han 238 endog tabte sit Pund. Den der graver det ned, han synes strax at have gjort Noget, at have udrettet Noget, har han ikke sikkret sig? Og naar man strax allerede har gjort Noget, saa har man jo god Tid. Ak, det er just Snaren – og hiin Tjener blev af Herren udkastet i det yderste ⓘ Mørke
VIII1A67Det, at et Gevær klikker betyder ikke ⓘ blot, at det ikke gaaer af, (det Negative) men betyder tillige, at med hver saadan Klikken taber Fjederen ⓘ mere og mere sin Spændkraft (det ⓘ Positive i det Negative)
239VIII1A68111►►Job. 17, 1-2. »Min Aand er fortæret; mine Dage ere udslukte; Gravene ere for mig; Ingen uden Spottere er hos mig.« – Saaledes skal man anordne det, og saa udelade den ⓘ paafølgende lille Sætning; saa er det rhetorisk fortræffeligt. ►I 📖 Bibelen staaer der Punktum foran »Ingen«.
VIII1A69►👤Moritz ⓘ Carriere »📖 Die philosophische Weltanschauung der Reformationszeit« Stuttgart und Tübingen 1847 anfører pag. 181 et Sted af den tydske Theologie »Und in dem Paradies ist Alles erlaubt ⓘ was darinnen ist ohne ein Baum und seine Frucht, ⓘ das heißt von Allem ist nichts verboten und Gott zuwider, denn Eines allein, eigner Wille«. Det vil sige ►det forbudne Træ kunde ogsaa have et andet Navn end Kundskabens Træ, det er ligegyldigt hvilket det er, kun dette staaer fast, at til Paradiset hører eet Træ, som er det forbudne Træ.
240VIII1A70►I samme Bog af 👤Moritz Carriere anføres følgende Ord af 👤Sebastian Franck p. 199: Als ein Philosoph gefragt wurde, wann er angefangen ein Philosoph zu werden, antwortete er: da ich mir selbst anfing ein Freund zu werden. Wenn man einen Christen fragte, wann er ein Christ geworden, würde er antworten: da ich anfing mir ⓘ selbst [ein Feind] zu werden.«
VIII1A71►I samme Bog af 👤Carriere, anføres p. 214 et mærkeligt Ord: der Mensch steht höher, wenn er auf sein ⓘ Unglück tritt.
og ►p. 215 et Ord af Boccaz.: »lieber thun und bereuen als nicht thun und bereuen.«
241VIII1A72►»Den gode Hyrde sætter Livet til for Faarene«. Dette seer saa fredeligt ud som Alt paa Afstand. Man tænker sig ►Faarene omringe112 Hyrden, og nu kommer Ulven. Ak, men sæt, at det var Faarene selv der vare taabelige nok til at holde med Ulven om at slaae Hyrden ihjel.
VIII1A73 [a] Først da er et Msk paa Dybet, naar Evigheden er hans eneste Medhold. Der er ofte et Msk, som vil være høimodig men indenfor den samme Timelighed over hvilken han høimodigt vil hæve sig. Dette er et Sandsebedrag. Man vil bringe det Gode Offer, men man vil at Msk. skulle forstaae En. Det er netop ikke at bringe det ⓘ Gode Offer.
✂ [a] VIII1A74Men det frister saa øieblikkeligt at vinde Medholdet i Verden. Lad os tænke En der med Talent og Dygtighed angriber en Tids Feil, saa vil hans Venner og Velyndere saa gjerne sige om ⓘ ham, at Alle anerkjende hans ædle Charakteer o:s:v: – men saa er Polemiken jo Nonsens, thi saa er Tiden jo god.
242VIII1A75Tiden er ikke blot det Forfærdelige for et Msk, men er ogsaa det Formildende, ikke blot hvad der gjør hans Liv saa anstrænget (thi hvilken Anstrængelse er at sammenligne med den: for en evig Aand at leve i Aar, i Uger, i Timer) men ogsaa hvad der lindrer. Dersom Du har nogensinde overtraadt Guds Bud, da turde Du vistnok ikke i samme Øieblik tænke paa Gud, ikke engang angrende. Men naar der dog var gaaet lidt Tid, i hvilken Du ikke havde syndet igjen, da fik Du ⓘ Mod, det var som var din Skyld dog bleven noget mindre, fordi det var noget længere siden, og Du i den Tid ikke havde syndet oftere. For en evig Aand er denne Tilsyneladelse ikke til.
243VIII1A76►I det Evangelium om den uforsonlige Tjener ⓘ som ikke vilde tilgive sin Medtjener, læse vi: »da han kom udenfor« Altsaa Det mell. Herren og ham det foregik indenfor. Ak, saaledes er det jo med os Alle, der indenfor113 der foregaaer Det mell. Gud og os, men naar vi saa komme udenfor!
VIII1A77Istedenfor al ►denne Prædiken om høie Dyder, Troe, Haab og Kjerlighed, om at elske Gud o:s:v:, (– thi hvor Mange ere vel De, som egl. bekymre sig derom, da det jo ansees for noget Stort, at en Mand een Gang om Ugen gaaer i Kirke) burde man hellere engang sige saaledes: Indlad Dig aldrig med Gud, og frem for [Alt] aldrig i nogen egl. Fortrolighed. Indlad Dig med Msk. og bild Dig saa ind i Forening med dem at I indlader Eder med Gud, fordi I nævne Guds Navn 244 paa en lige saa intetsigende Maade som ►det Zirat skrives, hvilket Lægerne skrive over Recepter. Indlad Dig aldrig ⓘ i Eensomhed med Gud, at Du ikke skulde vove Dig for langt ud, men sørg for at Dit Guds-Forhold er saadan som de Andres, at Du strax kan have Nogen til Hjælp – hvis Gud skulde lade Dig i Stikken. Saa vil Du kunde leve mageligt og beqvemt, troe paa Gud og de høie Dyder, og i Forbigaaende nu og da sysle med det Indfald, om der virkelig er en Gud til – mere generende er Dit Guds Forhold ikke. Indlad Dig aldrig saa langt med Gud, at Anfægtelsen egl. kan begynde, naar Du nemlig saadan hver 8d Dag engang tænker paa Gud og bukker for ham saadan som de Andre 245 saa indestaaer jeg Dig for, Du skal aldrig blive forsøgt i nogen ⓘ Anfægtelse. Men – for Gud i Himmelens Skyld indlad Dig ikke saaledes med Gud, at han bliver Din eneste Fortrolige, den Eneste Du Dag og Nat søger at indlade Dig med, den Eneste Du ret er betænkt paa at gjøre Dig forstaaet for, medens Du maaskee glemmer at snakke Forstaaelse med Mskene – tænk Dig, at han saa lod Dig i Stikken, naar Du havde forstaaet om ham, at han i Sandhed er den eneste Hjælper og derfor ikke brydt Dig om andre Hjælpere, tænk Dig, han lod Dig i Stikken, tænk Dig – at han ikke var til! Nei, hold Dig til Virkeligheden, gaae ikke for meget i Kirke, ►gaae hell. aldrig ene ind til Gud, thi det er farligt, han kunde gjøre for stærkt et Indtryk, og det er hell ei114 juridisk rigtigt, 246 thi i Forhold til Gud maa man bestandig see at have Noget at holde sig til at han ikke ganske gjør En til Intet. Beed aldrig til Gud i Eensomhed, aldrig som Dit Hjerte vilde tilskynde Dig i grændseløs Tillid, nei lær visse Formularer udenad, hvorom Du med Sikkerhed veed, at ⓘ Andre har med Held benyttet dem.
.... Saaledes skulde man tale, og man talte maaskee endda langt sandere baade i Forhold til ⓘ de fleste Tilhøreres Tilstand og deres Trang end ved Hjælp af alt dette Høittravende.
... Og saa luk Dit Øie forøvrigt, og lad Dig ikke forstyrre af Msk.
VIII1A78247 Der opmuntres saa meget til Fortrolighed men denne Tale er igjen af disse svigefulde Opfindelser. I jordisk Forstand gjør nemlig megen Fortrolighed Livet lettere ɔ: mere piattet og pianket. Men har jeg Lov til at forjadske mit Liv paa den Maade. Ved kun at have Gud til Fortrolig bliver Livet rædsomt anstrenget – men skal jeg ikke netop Det. Men overalt er der Forvirring. At stjæle kan maaskee gjøre den Fattige Livet langt beqvemmere, har han derfor Lov til det. Og saaledes ogsaa: det er meget tvivlsomt, hvorvidt Fortrolighed mell. Msk og Msk. betræffende det Høieste og Inderligste er tilladeligt; thi vist er det, det taber ved denne Fortrolighed. Hvad Gud kan fordre af mig, det tør ingen Ven fordre af mig; og hvad jeg ved kun at have Gud til Fortrolig nødsages til at gjøre, det kan Vennen strax hjælpe mig til at slaae af paa.
248VIII1A79►Vore Liberale ere de største Cujoner og veed blot at snakke. De skrive angaaende Regjerings-Handlinger; naar man saa foreholder dem, at de ikke handle, saa svare ⓘ de, at de jo ikke ere Regjeringen. Naar man saa siger til dem hvorfor de da ikke engang vende deres Vaaben mod Publikums Demoralisation, hvori de som Journalister ere saa høiligt indviklede, saa svare de: ja, det kan vi ikke have med at gjøre at Publikum demoraliserer. ►Summa summarum det er altsammen Ubetydelighed, ikke een eneste Charakteer.
VIII1A80249 Man klager stundom over, at man ikke finder Venner. Men dette er dog ⓘ som oftest usandt og Ens egen Skyld. Det beroer paa hvad et115 Msk. vil i Verden; vil han blot endelige Formaal, ligegyldigt hvilket, saa findes der dog altid ⓘ Nogle som maae blive enige med ham. Men vil et Msk. det Høieste, med enhver Opoffrelse saa finder han ingen Ven; thi her er ingen fælles Interesse der kan forene dem, da der ingen Interesse er men lige det ⓘ Modsatte idel Opoffrelse. ⓘ I Forhold hertil vil derfor en Ven som oftest kun være sinkende, og derfor skal man være forsigtig.
250VIII1A81..... Og naar jeg da seer idel Forvirring og idel Misforstaaelse, da er der dog een Alierede jeg endnu kalder mig til Hjælp. Vel veed jeg at Din Skikkelse er Rædsel, at Du ikke er givet ⓘ Mskene til Trøst, men dog vover jeg at trøste mig ved Dig, thi bag Dig er jeg sikkret, da forhindrer Ingen mig mere i at ville stræbe efter det Rigtige. Salig Den, der hvor meget Mskenes Misundelse end arbeidede ham imod medens han levede, dog levede saaledes, at Enhver, saasnart han er død, vil misunde ham at have levet saaledes; levede saaledes, at Enhver i sin Dødsstund vilde sige at det var det Rigtige. Thi hvad msklig 251 Misundelse og Fordærvethed bruger som Indvending mod en Medlevende – det Samme er Lovprisningen over ham naar han er død.
VIII1A82Jeg kunde nu have Lyst at holde ⓘ et lille Cursus af 12 Forelæsninger: om Meddelelsens Dialektik. Dernæst Tolv Forelæsninger: om Elskov, Venskab og Kjerlighed.
VIII1A83Naar jeg betragter Χsti Død da er dette Syn (som Forbillede betragtet) lidet opbyggeligt. 1) er det lidet opbyggeligt at see, at ⓘ den Hellige og Uskyldige skal lide saaledes, altsaa at Verden er saa fordærvet. 2) hvad opbyggeligt er der for mig (den Skyldige) i at den Uskyldige lider saaledes. Men da er det Forsoningen. Altsaa paa 252 samme Tid som han støder fra sig, som sagde han: hvad Fællesskab er der mell. Dig [og] mig – paa samme Tid drager han ved Forsoningen til sig.
116VIII1A84Forstaaet bliver det Dialektiske egl. ikke af Mskene, allermindst Omvendthedens Dialektik. Det gaaer Mskene med denne Art Dialektik ligesom Hundene med at lære at gaae paa To: det lykkes et Øieblik, men strax vender man tilbage til at gaae paa 4. Omvendthedens Dialektik kan ⓘ de saaledes forstaae i det Øieblik den ⓘ foredrages dem, men saasnart Foredraget er forbi, saa forstaae de det ind igjen i Umiddelbarhedens Dialektik. – At have kun een Læser ell. meget ⓘ faae, forstaaes saaledes meget 253 let ind i Umiddelbarhedens Dialektik: at det er en Ulykke for Forfatteren o:s:v:, men at det er smukt og godt af ham, at han finder sig deri o: s: v:. – Men i Omvendthedens Dialektik er Forfatteren selv frit virkende for at frembringe det, ønsker kun een ell. faae Læsere: see dette bliver aldrig populairt. – ►At 📖 Enten – Eller er udsolgt ►skriver ⓘ Molbeck mig til (i en Billet af 29d April 47) igaar er »et Phænomen i vor Tids Literatur-Historie, som kan ⓘ behøve at studeres« – og hvorfor? ►Etatsraaden veed ikke, at den er udsolgt for længere siden, han veed ikke, at ►👤Joh. Climacus i 📖 afsluttende Efterskrift allerede for eet Aar siden har forklaret sig desangaaende, han veed ikke, at ►👤Reitzel allerede for to Aar siden har talt om et nyt Oplag, at 254 det er mig, der forhindrer det; han drømmer ikke om, hvorledes jeg i Omvendthedens dialektiske og i Sandhedens om muligt lidt rensende Tjeneste modarbeider mig selv. Om jeg nu i dette Øieblik vilde formaae at skaffe en Bog af mig udsolgt veed jeg ikke, men visseligen, førend jeg begyndte at forbittre Gemytterne lidt, formaaede jeg det. Et Par smigrende Ord til Den og Den, blot halv Delen ell. 110 Deel af det som ellers en Forfatter gjør for at faae sine Bøger ⓘ solgte: saa havde de været udsolgte. Og selv nu, da jeg i den Grad har forbittret Mskene, selv nu, naar jeg blot mindsker en lille Smule, blot gjør Produktiviteten 255 lidt mindre (thi det der egl. forbittrer dem meest er den Maalestok min Produktivitet indeholder) skriver en lille Bog ell. dog ►en mindre Bog og kun een (📖 opbyggelige Taler i forskjellig Aand) saa begynder det igjen. – At nu atter her fra min Side var List med i Spillet, at jeg havde ►en meget stor Bog liggende fix og færdig, at jeg for Vitterlighedens Skyld havde viist ►👤Giødwad den samme Dag vi ►begyndte Correcturen af Talerne, for at have et Vidne at beraabe mig paa, og at jeg saa havde regnet paa at ►👤P.L. Møller ell. ⓘ en ⓘ anden Bandit skulde gaae i Fælden og skrive en Lovtale over ⓘ de opbyggelige Taler og sige: »naar ►Mag. 👤Kierkegaard vil give sig Tid saa kan han præstere117 noget Stort o: s: v:, det seer man her, 256 denne Bog er der anvendt en ganske anden Flid paa end ellers, og har derfor ogsaa taget ham langt længere Tid o: s: v:.« Lutter Løgn, som dog vilde blive troet og anseet ⓘ for saare fornuftigt ►item at jeg ►jadskede i de store Bøger. Ak, at være bestemt til at være noget Overordentligt i en Kjøbstad! See, saa var det, at jeg skulde have rykket frem med den store Bog, med 👤Giødwads Attest for at den var færdig samtidigt o: s: v:. Og hvad saa? Saa var hine Kjøbstadsfolk jeg lever med igjen blevet vrede, og hvorfor? Fordi de ikke kan taale Maalestokken. At kunne 257 arbeide efter den Maalestok og at gjøre det med den Flid forstaaer man ikke: ergo jadsker den Forfatter.
Hvad Under saa, at jeg væmmes mangen Gang ved dette Slæng af Msker man skal leve med, hvad Under at jeg kun ved at lukke mit Øie kan holde ud at arbeide. Thi naar jeg lukker mit Øie da er jeg for Gud, og da er Alt i Orden, da bliver jeg mig ikke selv noget Stort, hvilket jeg mskligt talt og sammenlignelsesviis er, forsaavidt jeg er anviist at leve i en Flække og med Ubetydeligheder.
258VIII1A85At trøste Andre, ja hvo vilde ikke gjerne det. Men see, hvis saa den sande Trøst er saaledes dialektisk, at dersom Mskene skulde fatte Forfærdelsen den sætter – for saa at trøste, saa vilde de med Rette hell. foretrække al deres tidligere Ulykke end at trøstes paa den Maade. Hvor begynder egl. Christendommen? Den begynder der hvor Hedenskabet ender. Trøst for jordiske Lidelser o: s: v: har Christendommen ikke, den antager, at den Christne i denne Henseende Intet frygter, og nu sætter den Syndens Forfærdelse og begynder at trøste. At vrøvle Alt mellem hinanden og at trøste og trøste: det lader sig godt gjøre. Men her er atter Vanskeligheden, har jeg Lov dertil.
VIII1A86ⓘ Tungere end selv at misforstaae det Sande er det at blive misforstaaet af den Elskede.ⓘ
VIII1A87118259 Mod al Sygdom mod al Legemets Lidelse og det deri grundede sørgelige Misforhold mell. ⓘ Sjel og Legeme er dog den Trøst: at Døden er ⓘ den Sygdom, der gjør Ende paa alle de andre.
VIII1A88Egl. ligger al Kunst i en dialektisk Selvmodsigelse. Det sande Evige kan hverken males ell. tegnes ell. hugges i Steen; thi det er Aand. Men det Timelige kan egl. hell. ikke males, tegnes, hugges i Steen, thi naar det saaledes fremstilles, fremstilles det evigt, ethvert Billede udtrykker jo en Fixeren af dette Øieblik. Naar jeg maler en Mand der fører en Skee til Munden ell. snyder sin Næse, saa er det strax eviggjort: Manden bliver ved at snyde sin Næse denne ene Gang, saa længe dette Stykke bestaaer.
260VIII1A89Af Gud skulle vi lære hvad Kjerlighed er; han er jo ►Den der har elsket os først – og saaledes vor første Lærer, der ved at elske os lærte Kjerlighed fra sig at vi kunne elske ham. Og naar saa tilsidst Dødens Leie er redet for Dig, og Du er gaaet til Sengs for aldrig mere at staae op, naar Stilheden voxer omkring Dig, naar efterhaanden ⓘ de Nærmere gaae bort og Stilheden voxer fordi kun de Nærmeste blive tilbage, og naar saa de Nærmeste gaae ⓘ sagte bort og Stilheden voxer, fordi kun de Allernærmeste blive tilbage; og naar saa den Sidste har fjernet sig – saa bliver der dog endnu Een tilbage ved Dødsleiet han der var den første – Gud.
VIII1A90261 Det fremstilles da ofte nok: en forvildet Opdragelse og Ungdom – men dette fører jo dog paa saa mange Maader til Χstd, idetmindste er her ikke de egl. Vanskeligheder. Men en forfeilet christelig Opdragelse, ved Christend. selv at være stødt fra Χstd.: ja det tænker man ikke paa. Og dog her begynder først Vanskelighederne. ⓘ Man tænker da i det Høieste paa en Form af Hyklerie, at være opdraget af en Hykler. Men dette at have faaet ved Opdragelsen det Indtryk af Christend. at den aldrig gjorde ⓘ Den glad, som dog oprigtigt og af al sin Iver tungsindigt Dag og Nat klamrede sig til den: det er en Collision.
119262VIII1A91Der har vistnok levet mangen skarpsindigere og genialere ⓘ Forfatter end jeg, men jeg gad nok see Den, der mere skarpsindigt end jeg har i den anden Potens af Dialektik ⓘ ►reduppliceret selve sin Tænkning. Eet er at være skarpsindig i Bøger, et andet er dialektisk at fordoble det Tænkte i Existentsen. Den første Form af det Dialektiske er ligesom ⓘ de Spil, der spilles om Intet blot for Spillets Skyld, Reduplicationen er som ⓘ det Spil, hvor Spillets Nydelse potenseres ved at der spilles om store Gjenstande. Den Dialektik i Bøger er blot Tænkningens, men Redupplicationen af denne Tænkning er Handling i Livet. Men enhver 263 Tænker, som ikke redupplicerer sin Tænknings Dialektik han udvikler i eet væk et Sandsebedrag. Hans Tænkning faaer aldrig Handlingens afgjørende Udtryk. I eet nyt Skrift søger han at berigtige Misforstaaelser o: s: v:, det hjælper ikke, thi han bliver i Meddelelsens Sandsebedrag. Kun den ethiske Tænker kan sikkre sig, ved at handle, mod Sandsebedrag i Meddelelsen.
VIII1A92Det som vor Tid behøver er ►Pathos (ligesom ►Skørbug behøver Grønt); men sandeligen ikke kan Arbeidet med en ►artesisk ⓘ Brøndboren være mere kunstigt end hele min dialektiske Beregning af det Comiske og Lidenskaber og det Pathetiske for om muligt at skaffe en velgjørende pathetisk Luftning tilveie. Tidens Ulykke er Forstand og Reflexion. Ingen umidd. Begeistret vil mere kunne hjælpe os, thi ham æder Tidens 264 Reflexion. See derfor maatte der et Msk. til, der kunde reflektere alle Reflexionerne renonce; et Forstands Msk, der netop i Forstandigheden og Hjertesløsheden og Spottens og Vittighedens Incognito skjulte en Begeistring af første Qvalitet. For i vor Tid at forfægte Ægteskabet maa man kunne fortrylle Tidens udsvævende Lyst ved ►en Forførers Dagbog, og saaledes over Alt. –
Forskjellen mell. Synd og Anfægtelse (thi Tilstanden i begge kan være skuffende ⓘ liig) er at Syndens Fristelse er med Lyst, Anfægtelsens mod Lyst. Den modsatte Taktik er derfor at anvende. Den hvem120 Synden frister ved Lyst han gjør vel i at undgaae Faren, men 265 i Forhold til Anfæg[t]else er det netop det Farlige, thi hver Gang han ved at undgaae Faren mener at frelse sig bliver Faren større til næste Gang. Den Vellystige gjør vel i, at flye ⓘ Synet ell. Tillokkelsen, men den hvem Lysten ingenlunde er det Fristende, men ⓘ tværtimod en Angest for at komme i Berøring ⓘ dermed (han ligger i Anfægtelse) han gjør vel i ikke at undgaae Synet ell. Tillokkelsen; thi det Anfægtelsen ⓘ vil er netop idelig at jage ham ⓘ en Skræk i Livet og holde ham i Angest.
266VIII1A94Og alt gaaer sin travle Gang, Hver passer Sit, Vinden blæser, Floden løber, – det er som var Gud saa uendeligt langt borte – ak, og det er 1800 Aar siden at Christus levede!
VIII1A95Hvilken Forskjel: for en begeistret Luftnings mægtige Pust at styre ud ved Begyndelsen – og saa den stadige Vind, der ligeligt fylder Seilet, saa Du ⓘ dog stadigt fremad for fulde Seil!
VIII1A96En Christens Pligt ►»at vogte
sig for Menneskene«
Enhver ædlere Stræben møder altid ⓘ Mod267stand, Misforstaaelsens ell. Misundelsen. Men lad Dig ikke forstyrre. Verden er besynderlig. Saa længe Du lever vil den gjøre Alt for at hindre Dig og for at faae Dig forandret. Hvis Du da giver efter, vil den, naar Du er død sige: det var dog Svaghed af ham at give efter. Men hvis Du ikke giver efter da vil den være forbittret paa Dig saa længe Du lever, men naar Du er død, vil den sige: det var dog netop rigtigt af ham. Indvendingen ⓘ mod den Levende bliver Lovtalen over den Døde – og Verden den samme. At Du har Ret kan Verden ikke indrømme Dig, saa længe Du hører derpaa (den strider jo med Dig), men naar Du saa ved Døden, som Verden mener, er forhindret i at høre det, saa kommer Indrømmelsen. I en vis Forstand kan den saa ikke gav121ne Dig, og ⓘ dog kan ⓘ Angrebet hell. ikke skade Dig medens Du lever, hvis Du blot ikke lader det faae Magt over Dig til at forandre Dig. Naar Du blot holder 268 Dig til Gud, saa vil netop Angrebet og Forkleinelsen og Stormens Modstand hjælpe Dig til at opdage Ting, Du ellers aldrig havde opdaget, den vil fuldstændiggjøre Strengene i Din Lyrik. – Ethvert Msk er som et Instrument, det er ►vistnok, at Verdens Usselhed og Raahed kan forstyrre og fordærve – men hvis Du holder Dig til Gud, kan den kun hjælpe Dig til ny og ny Velklang.
VIII1A97Den vor jordiske Tilvær er vel Smerte, men en Glædens Mulighed slumrer i den – ►Barnet græder naar det bliver født men smiler i Søvneⓘ , denne Bemærkning skyldes 👤Cardanus.
269VIII1A98De fleste Msker komme da egl. slet ikke i Berøring med det Religieuse; de forblive hele deres Liv i en phantastisk Forestilling om Guds rare Godhed og Kjerlighed, og at de, hvis de engang kunde beslutte sig til at gaae hen i ►hans Huus saa vil da ⓘ deres Trøst og Tillid blive overordl. O, I Daarer – ►item I Præster, som ikke veed idetmindste engang imellem at prædike Mskene op. En Præst skulde sige: hvad vil I egl. i Kirke, har I vel betænkt hvad I der vil faae at vide, hvilke Rædsler her skal være Tale om, som Verden ikke kjender; at her skal tales om, at det ikke er onde Msk. der forfølge og martre den Gode, men at det er Gud selv, der prøver i lange, lange Aar; har I nogen Anelse om hvad Anfægtelsens Rædsler 270 er? Bliv derfor hell. hjemme, see at skulke gjennem Verden, men tager Jer iagt for Gud. – Hvad kan det overhovedet hjælpe at disse ►saglende Præster forvandle Gud til Slikkerie og Maaneskin og kalde al denne Sentimentalitet og Galimathias Χstd. – Men i den Henseende udgaaer Ulykken fra Præsterne, og fra hele dette usalige Levebrødsvæsen.
VIII1A99122►At lade sig træde ihjel af Gjæs er en seen Død, og at lade sig slide ihjel af Misundelse er ogsaa en langsom Dødsmaade. Medens Pøbelagtigheden forhaaner mig, (thi hvad der engang staaer i et Blad betyder da ikke stort, dersom det ikke var Ordre for alle de Pøbelagtige til nu Dag efter Dag at forhaane, udskjelde En paa offentlig Gade, Skole-Drenge, kaade Studenter, 271 Handels-Comier og alt det Rak som den ►pøbelagtige Literatur muddrer op) seer den fornemme Misundelse til med Bifald, den under mig det. Og under saadanne Forhold vil man leve ell. gider man leve. Nei, saa er jeg dog glad, at jeg veed, jeg har handlet. Forøvrigt er saadant gnavende Mishandling noget af det piinagtigste. Alt Andet faaer dog Ende, men dette ophører ikke. At sidde i en Kirke, og at saa et Par Lømler har Frækhed nok til at sætte sig ved Siden af En, for i eet væk at begloe Ens Buxer og forhaane En ved Samtale, som føres saa høit at man kan høre hvert Ord. Dog Sligt er jeg saa vant til. Den Omstændighed at Frækheden har Tilhold i et Blad gjør at de Frække mene aldeles at ►være i Retten, ja at være Udøvere af den offentlige Mening. Og det forstaaer sig, jeg har dog i en vis Forstand taget feil af Danmark, jeg troede dog ⓘ ikke, at Pøbelagtighed var den egl. offentlige Mening i Danmark, men jeg skal med ⓘ Fornøielse bevidne, hvad der faktisk let lader sig bevise, at det er Tilfældet.
272VIII1A100Dersom jeg nu døer, saa vil Verden troe, at jeg er død af Ærgrelse over Forfølgelsen; og det kan Verden have godt af, og i en vis Forstand kan man da sige, at det ikke har bidraget til at forlænge mit Liv. Men forøvrigt har mit Liv et ganske andet Sammenhæng. ►Da jeg forlod hende, da valgte jeg Døden – netop derfor har jeg kunnet arbeide saa enormt. ►At hun parodierende skreg: jeg døer, medens jeg lod som begyndte nu først mit Livs Lystighed, er ganske i sin Orden: hun er et Fruentimmer og jeg en Ironiker. ⓘ Og dog ligger Grunden endnu dybere. Det der nemlig bevægede mig til at forlade hende, hiin min dybeste Ulykke, den fik naturligviis nu en ganske anden Betydning for mig, fordi jeg i Kraft af den maatte gjøre hende ulykkelig og tage et 273 Mord paa min Samvittighed. Fra det Øieblik seirede derfor min Elendighed over mig, anderledes kunde det ikke være. For at forsvare min Adfærd mod hende, maa jeg bestandigt mindes min Grund-Ulykke. Saaledes er Forholdet.
Forunderligt, at ►jeg er fyldt 34 Aar. Det er mig aldeles ubegribeligt; jeg var saa sikker paa at døe inden den Geburtsdag ell paa den,123 at jeg virkelig kunde fristes til at antage, ►at min Geburtsdag er feil angivet, saa jeg dog døer paa den 34de.
VIII1A101Hvilket væmmeligt Raahedens og Pøbelagtighedens Tyrannie her hersker i 📌Kiøbh., hvilken ækel Opløsthed, det mærker man ikke, netop fordi hver Enkelt ⓘ kun giver sin lille Brøksdeel til. Men naar saa de enkelte Bedre bestandigt, usselt klogt paa den egne Fordeel, 274 gaae af Veien, skjule sig under Mutters Skjørter og i Familiens Skjød, liste sig ved Hjælp af nogle fornemme Kredses Skjulested fra det: saa opdages det aldrig. Derfor vil jeg staae fast, og veed vel, hvad jeg gjør, medens kloge Høns ansee mig for gal. Mskene ere ikke onde men forvildede, det gjælder at de blive opmærksomme. Den Dag da Pøbelen her i Byen slaaer mig i Hatten (og den Dag er maaskee ikke langt borte) den Dag har jeg seiret. Da vil man see, hvilke Afskyeligheder det udarter, og tillige indsee, hvilken min Brøde er, den: at være den Eneste, der har havt Mod til at gjøre mig fortjent af den gode Sag. De Danske ere de feigeste Krystere, maaskee endda ikke saa meget ►i Krigen, som naar det gjelder om Generethed. Det danske Folk er snart ingen Nation mere, men en Flok ligesom Jøder, 📌Kiøbh. ingen stor Stad men en ægte Kiøbstad.
275VIII1A102Jeg veed det nok angaaende ►det geistlige Ornat, at nogle Præster bruge Klæde, andre Silke, Fløiel, Bombassin o: s: v:; men mon det ogsaa er det egl. Ornat, mon ikke det christelige Ornat er at være forhaanet for en god Sag bespottet og bespyttet og dette skulde være Rangforordningen. See, Christus ⓘ er jo dog vel ingen Selvmorder, det følger da altsaa af sig selv, at det var Verdens Skyld der blev aabenbar ved at korsfæste ham. Og hvor meget er Verden egl. bleven bedre. Men saa i Silke og Stads, under Trængsel af Nysgjerrige at prædike derom! Væmmeligt!
VIII1A103Enhver der skal virke paa Msk. maa være kjendt med to Farer: 1) at Mskene ere lunkne og dvaske, vanskelige at 276 faae i Bevægelse 2)124 at de, naar de først ere komne i Bevægelse, Intet ere saa tilbøielige til som til at efterabe. – Denne sidste Fare er ubetinget lige saa stor som den første; men det glemmer ►Dhr. Reformatorerne, hvorfor man saa sjeldent seer en saadan i Sandhed.
VIII1A104Sagen er den: i evig Forstand er der [a] slet Intet at haste efter, og dog skal jeg være saa flittig som den Flittigste. Jeg skal være saa flittig som den Flittigste, saa nøieregnende med Tiden som en Tigger med [b] en Skilling, og da skal hver en lille Tøddel beskæftige mig i den største og den roligste Omhyggelighed. Men ⓘ i Almdl. husker man ikke paa, at der er en Gud til og en Evighed, ⓘ dersom man derfor er flittig saa er man tillige gjerne travl; thi Gud bevares, »det er det Verden venter paa«, ell. »det gaaer jo ikke saa nøie til med en lille Mislighed naar man virker i det Store.« –
✂ [a] VIII1A105 ►Et ypperligt Ord af 👤Jacob Boehme Wem Zeit ist wie Ewigkeit, Und Ewigkeit wie Zeit, Der ist befreit Von allem Streit.
✂ [b] VIII1A106 ►👤Goethe: Nicht Kunst und Wissenschaft allein, Geduld will bei dem Werke sein; Ein stiller Geist ist Jahre lang geschäftig, Die Zeit nur macht die feine Gährung kräftig.
125126VIII1A6561
Journalen NB. Tre løse blade indlagt mellem s. 96 og 97 (NB:215)
ⓘ
Thi »Mængden« er ⓘ
(ikke den ell. hiin, den nulevende ell. en afdød men i Begrebet forstaaet) ⓘ
Usandheden, idet ⓘ
Mængde enten ganske giver Angerløshed og Ansvarsløshed, ell. dog svækker Ansvaret for den Enkelte ved at gjøre det til en Brøkbestemmelse. See, der var ►ingen ⓘ
enkelt Soldat, der turde lægge Haand paa 👤Cajus Mariusa; men blot en 3 a 4 Fruentimmer med Bevidsthed om ell. Forestilling om at være »Mængde«, med ⓘ
dog et Slags Haab om Muligheden af, at Ingen ⓘ
bestemt kunde sige, hvo ⓘ
det varb der begyndte: de havde haft Mod dertil.c Tag det Høieste, ⓘ
tænk Χstus – og hele Mskslægten, ⓘ
alle de Msker, der ere fødte og nogensinde blive fødte, men Situationen er Enkelthedens: som Enkelt, i ⓘ
eensom Omgivelse ⓘ
ene med ham som Enkelt at træde hen til ham ⓘ
– og spytte paa ham: det Msk er aldrig født og bliver det aldrig, som havde Mod ell. Frækhed dertil.d Men da de blev Mængde, ⓘ
da havde de Mod dertil – frygtelige Usandhed!
✂ a – dette var Sandheden
✂ b eller hvo det var,
✂ a Usandheden er først ⓘ den, ⓘ det er »Mængden«, der gjør hvad enten ⓘ kun een Enkelt ⓘ i Mængden gjør ell. i ethvert Tilfælde hver Enkelt ⓘ gjør. Thi en Mængde ⓘ er et Abstractum, der ikke har Hænder, hver Enkelt ⓘ derimod har ordentligviis to Hænder; og naar hanⓘ , en Enkelt, lægger sine to Hænder paa ►👤C.M, saa er ⓘ det denne Enkeltes to Hænder, ⓘ dog vel ikke hans Naboes ⓘ endnu mindre – Mængdensⓘ , der ingen Hænder har. Dernæst er Usandheden den, at Mængden havde »Mod« dertil, ⓘ da aldrig nogensinde selv den Feigeste var saa feig som »Mængden« altid ⓘ er. Thi hver Enkelt, ⓘ der flygter ind i Mængden, og altsaa feigt flyer det at være den Enkelte (ⓘ som enten har Mod til ⓘ at lægge Haand paa 👤C.M., ell. dog Mod til at tilstaae, at han ikke har Mod dertil) han bidrager sin Deel af Feighed til »Feigheden«, som er Mængden. –
✂ d ; dette er Sandheden
2ⓘ »Mængden« er Usandhedenⓘ Der er derfor i Grunden Ingen, der har mere Foragt for det at være Msk, end ⓘ de, der staae i Spidsen for Mængden. Lad En komme til ⓘ en Saadan, et enkelt ringe maaskee fattigt Msk – jo vist; hvad bryder han sig derom; det er meget for lidte; ⓘ der maa idetmindste være 100. Og naar der er 1000, saa bøier han sig for Mængden, bukker og skraber. Feige, ugudelige ⓘ Umenneske.f Nei, naar et ⓘ enkelt Msk. kommer til En, maaskee, som man grusomt siger, et stakkels fattigt Msk, saa skal man indbyde ham i sin bedste Stue, og hvis man har flere Stemmer, bru127ge den kjerligste og venligste.g Naar det derimod var en Forsamling af 1000 ell. flereh, ida skal manj stolt knappe sin Overfrakke ⓘ saa høit op ⓘ i Halsen som muligt; og er man saa uheldig, at der raabes ►Bravo, da skal man (hvis man ikke foretrækker dette der er det Rigtigste i al Stilhed at bede ►ⓘ den Bøn af Fadervor: frels os fra det Onde) om muligt samle al ⓘ Spydighed i sin ⓘ Skikkelse, ⓘ og ⓘ ikke sige som hiin til en vis Grad Vise: skulde jeg have sagt en Dumhed, men endnu bestemtere: jeg maa have sagt en Dumhed. Dette er Sandheden.
✂ e stolt afviser han ham;
✂ f hvilken Usandhed!
✂ g ; dette er Sandheden.
✂ h hvor Sandheden vil blive Gjenstand for ►Ballotation
✂
i
da skal man ►give dem en god Dag og ►blæse dem et Stykke
✂ j , gudfrygtigt,
ⓘ Mængden er Usandheden. Derfor blev Χstus korsfæstet, fordi han ikke vilde have med Mængden at gjøre, (om han end henvendte sig til alle),k fordi han ikke vil stifte Partie, ikke tillade ►Ballotation men være, hvad han var, Sandheden, der forholder sig til den ⓘ Enkelte. – Og derfor er ⓘ Enhver, der i Sandhed vil tjene Sandheden ►eo ipso Martyr; ⓘ var det muligt, at et Msk. i Modersliv kunde fatte ⓘ den Beslutning ⓘ i Sandhed at ville tjene Sandheden er han ogsaa endnu i Modersliv eo ipso Martyr. Thi 3 at vinde ⓘ en Mængde er ingen Kunst, dertil behøves blot ⓘ Usandhed, ⓘ og lidt Kjendskab til de msklige Lidenskaber. Men intet Sandheds-Vidne tør indlade sig med Mængden; hans Gjerning er det at indlade sig om muligt med Alle, men bestandigt enkeltviis, tale med hver især paa Gader og Stræder – for at splitte adl. ⓘ »Mængden« ⓘ derimod især ⓘ naar den behandles som Instants i Forhold til Sandheden, dens Bravo, Hys, ⓘ Ballotation som Dommer, Mængden afskyer han mere end den unge sædelige Pige at gaae paa en ⓘ ►Dandsebod. Og dem, der tale til Mængden, ⓘ eftertragtende dens Bifald, dem der ærbødigst bukke og skrabe for den, (medens de dog enten maa forstaae det de tale om og saa ⓘ skal de netop ikke bukke og skrabe,128 ell. ikke forstaae det og saa skal de ikke tale) dem anseer han ⓘ for Usandhedens Redskaber.
✂ k fordi han ikke paa nogen Maade vilde have en Mængde til Hjælp, fordi han i denne Henseende stødte ubetinget fra
✂ l eller dog tale til Mængden ikke for at danne Mængde men for at splitte ad, at dog een og anden Enkelt maa gaae hjem fra Forsamlingen og blive den Enkelte.
ⓘ Mængden er ⓘ Usandheden. ⓘ Og jeg kunde græde ja ønske mig ⓘ død, naar jeg tænker paam, at Dag-Pressen og Anonymitet gjør det endnu ⓘ afsindigere ved Hjælp af »Publikum«. At en Anonym ved Hjælp af Pressen Dag ud og Dag ind kan faae sagt hvad han vil, hvad han maaskee ikke i fjerneste Maade havde Mod til personligt at sige det Mindste af i Enkelthedens ⓘ Situation, kan faae 10,000 × 10,000der til at sige det efter – og Ingen har Ansvaret; at end ikke som i Oldtiden den relative angerløse Mængde er det Almægtige, men det absolut Angerløse: Ingen.
✂ m vor Tids Elendighed, endog blot sammenlignet med Oldtidens største,
4Gud i Himlene hvad er saa det i Grunden for en Narrestreg, at Staterne holde et Politie, som opfanger nogle enkelte Tyve og Røvere: naar ⓘ det offentlige Liv selv ⓘ og – Sandheds-Meddelelsen er som en ⓘ Grund-Usandhed. Man sige ikke: at saa kan jo Sandheden igjenn indhente Løgnen og ⓘ Vildfarelsen. Umuligt! Sandheden er ikke saa hurtig til Beens, den kan for det første ikke virke ved det Phantastiske (hvilket er det Usande) dens Meddeler er kun en Enkelt, og dens Meddelelse forholder sig ⓘ dernæst igjen til den ⓘ Enkelte – thi denne Betragtning af Livet (den Enkelte) er netop Sandheden.o
✂ n ved Hjælp af Pressen
✂ o Sandheden ⓘ kan hverken meddeles eller modtages udena ved Guds Hjælp, uden at Gud er med, er Mellembestemmelsen, som han er Sandheden, derfor kun meddeles af og modtages af »den Enkelte«, der for den Sags Skyld ⓘ kunde være hvert eneste Msk. der lever. Bestemmelsen er blot Sandhedens i Modsætning til det abstrakte og Phantastiske ⓘ Upersonlige ⓘ Mængden, Publikum, der udelukker Gud som Mell.bestemmelseb dermed ogsaa Sandheden, thi Gud er Sandheden og dens Mellembestemmelse.
✂ a ligesom for Guds Øine
✂ b (thi den personlige Gud kan ikke være Mell.bestemmelse i et upersonligt Forhold)
129Jeg for mit Vedkommende erp villig til i Forhold til hvert enkelt Msk, der lever i Landet med mig, ubetinget ethvert enkelt Msk., hvis jeg kunde overkomme det, qat ydmyge ⓘ mig baade mundtligt og skriftligt saa dybt for ham som muligt, som en Bønfaldende at bede ham om, at betænke sit ⓘ Guds-Forhold.r Om det ⓘ derfor var en Forsamling af 10,000s og om det var et Publikum af 100,000t: jeg beder til Gud (og ⓘ haaber han vil gjøre det) at give mig ⓘ den Svageste af Alle Fynd til at udtrykke al min Afskye; thi »Mængden« er ⓘ Usandheden.
✂ p tjenende min Sag
✂ q i Guds Navn
✂ r thi at ære hvert enkelt Msk, det er at frygte Gud, medens enhver Forsamling bevidst ell. ubevidst har et Hang til at ville gjøre sig til Gud for En, at man skulde frygte den mere end Gud.
✂ s med Fordring paa at være Instantsen ⓘ i Forhold til Sandheden
✂ t med Fordring paa at være Instantsen ⓘ i Forhold til Sandheden
Men Den, som vedkjender sig denne Anskuelse (der da sjeldent foredrages o: s: v: i ►Journalen NB p. 97 lin 4 fr. neden.ⓘ