Kierkegaard, Søren Journalen JJ

IVA117Det gjælder netop om at kunne troe Gud i Smaating, ellers staaer man dog ikke i noget ret Forhold til ham. Dersom man vilde sige om et Menneske: han er min Ven, det veed jeg, og hvad der saa end skeer, saa bliver han min Ven; men det træffer sig saa besynderligt, at hvert Øieblik er vor Anskuelse af det Enkelte lige modsat; men desuagtet holder jeg det fast, at han er min Ven, – saa var der dog noget Bagvendt deri, og det var egentlig en Art Sværmerie. Saaledes gjælder det ogsaa at drage Gud ind med i denne Verdens Virkelighed, hvor han dog vistnok er. ►Da 👤Paulus var ombord paa Skibet, ep423 der var nær ved at forlise, da bad han ikke blot for sin evige Salighed, men ogsaa for sin timelige. Maaskee skulde han strax have tænkt: nu er det forbi, etc., jeg vil alene tænke paa min Sjæls Salighed. Og han var dog en Herrens Apostel.